Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2016/2052(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0316/2016

Indgivne tekster :

A8-0316/2016

Forhandlinger :

PV 21/11/2016 - 15
CRE 21/11/2016 - 15

Afstemninger :

PV 22/11/2016 - 5.8
CRE 22/11/2016 - 5.8
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2016)0435

Vedtagne tekster
PDF 219kWORD 64k
Tirsdag den 22. november 2016 - Strasbourg Endelig udgave
Europæisk forsvarsunion
P8_TA(2016)0435A8-0316/2016

Europa-Parlamentets beslutning af 22. november 2016 om en europæisk forsvarsunion (2016/2052(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Lissabontraktaten,

–  der henviser til afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til artikel 42, stk. 6, i TEU om permanent struktureret samarbejde,

–  der henviser til artikel 42, stk. 7, i TEU om forsvarsalliancen,

–  der henviser til protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union,

–  der henviser til protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet,

–  der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møder den 18. december 2013 og den 25.-26. juni 2015,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 25. november 2013 og af 18. november 2014 om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik,

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 13. april 2016 om EU i et foranderligt globalt miljø – en tættere forbundet, mere konfliktfyldt og mere kompleks verden(1),

–  der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om EU's bestemmelser om gensidigt forsvar og solidaritet: politiske og operationelle dimensioner(2),

–  der henviser til sin beslutning af 14. januar 2009 om situationen for grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union 2004-2008(3), hvori det fastsættes i afsnit 89, at "de grundlæggende rettigheder ikke standser uden for kasernernes døre" og at "de ligeledes i fuldt omfang finder anvendelse på borgere i uniform”, og henstiller til ”medlemsstaterne at sikre, at de grundlæggende rettigheder også respekteres i de væbnede styrker",

–  der henviser til de endelige konklusioner fra de interparlamentariske konferencer om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) i Haag den 8. april 2016, i Luxembourg den 6. september 2015, i Riga den 6. marts 2015, i Rom den 7. november 2014, i Athen den 4. april 2014, i Vilnius den 6. september 2013, i Dublin den 25. marts 2013 og i Pafos den 10. september 2012,

–  der henviser til den erklæring, som næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) fremkom med på EU-udenrigsministrenes møde i Gymnich den 2. september 2016, hvori der på ny blev peget på de aktuelle gunstige muligheder for at gøre solide fremskridt blandt medlemsstaterne på forsvarsområdet,

–  der henviser til dokumentet "Fælles vision, fælles handling: et stærkere Europa. En global strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik", som NF/HR fremlagde den 28. juni 2016,

–  der henviser til statusrapporten af 7. juli 2014 fra den højtstående repræsentant og chefen for Det Europæiske Forsvarsagentur om gennemførelsen af Det Europæiske Råds konklusioner fra december 2013,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 24. juli 2013 "Hen imod en mere konkurrencedygtig og effektiv forsvars- og sikkerhedssektor" (COM(2013)0542),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 24. juni 2014 med titlen "En ny aftale om europæisk forsvar",

–  der henviser til Kommissionens rapport af 8. maj 2015 om gennemførelsen af dens meddelelse om europæisk forsvar,

–  der henviser til evalueringerne af direktiv 2009/81/EF af 13. juli 2009 om samordning af fremgangsmåderne ved ordregivende myndigheders eller ordregiveres indgåelse af visse bygge- og anlægs-, vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet og af direktiv 2009/43/EF om overførsel af forsvarsrelaterede produkter i EU,

–  der henviser til den fælles erklæring fra formændene for Det Europæiske Råd og Kommissionen og NATO's generalsekretær af 8. juli 2016,

–  der henviser til den fælles meddelelse af 11. december 2013 fra NF/HR og Kommissionen "EU's samlede tilgang til eksterne konflikter og kriser" (JOIN(2013)0030) og til Rådets konklusioner om samme emne af 12. maj 2014,

–  der henviser til erklæringen fra de italienske forsvars- og udenrigsministre af 10. august 2016 med opfordring til et "Schengen forsvarsområde",

–  der henviser til den fælles erklæring fra de tyske og franske udenrigsministre af 28. juni 2016 om et stærkt Europa i en usikker verden,

–  der henviser til Det Forenede Kongeriges udmeldelse af EU,

–  der henviser til resultaterne fra Eurobarometer 85.1 fra juni 2016,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelser fra Budgetudvalget, Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0316/2016),

A.  der henviser til, at sikkerhedssituationen i og omkring Europa er blevet forværret betydeligt i de senere år og har skabt besværlige og hidtil usete udfordringer, som intet land og ingen organisation kan imødegå på egen hånd; der henviser til, at Europa oplever terrortruslen på sit territorium i større udstrækning end før, samtidig med at terrorismen og plagen i forbindelse med konstant vold i Nordafrika og Mellemøsten fortsat spreder sig; der henviser til, at solidaritet og modstandsdygtighed gør det nødvendigt for EU systematisk at stå sammen og handle i fællesskab og at gøre dette i samråd med vores allierede og partnere og med tredjelande; der henviser til, at forebyggelse, udveksling af følsomme sikkerhedsoplysninger, afslutning af væbnede konflikter, bekæmpelse af udbredte krænkelser af menneskerettighederne, udbredelse af demokratiets og retsstatens principper og bekæmpelse af terrorisme er prioriteter for EU og dets borgere og bør være finde sted både i såvel som uden for EU's grænser, bl.a. gennem oprettelse af et korps af militære ingeniører med henblik på at håndtere en række meget praktiske udfordringer vedrørende konsekvenserne af klimaændringer og naturkatastrofer i tredjelande; der henviser til, at Europa bør være stærkere og hurtigere i reelle faresituationer;

B.  der henviser til, at terrorisme, hybride trusler, økonomisk volatilitet, cyber- og energiusikkerhed, organiseret kriminalitet og klimaændringer udgør de vigtigste trusler mod sikkerheden i en verden, der hver dag bliver mere og mere kompleks og tæt forbundet, hvor EU bør gøre sit bedste og søge midlerne til at garantere sikkerhed og skabe velstand og demokrati; der henviser til, at den aktuelle finansielle og sikkerhedsmæssige kontekst kræver, at de europæiske væbnede styrker samarbejder tættere, og at militært personale uddannes og arbejder sammen i højere grad og på bedre vis; der henviser til, at omkring to tredjedele af EU's borgere ifølge Eurobarometer 85.1 fra juni 2016 gerne ser et større EU-engagement i anliggender, der vedrører sikkerheds- og forsvarspolitik; der henviser til, at grænserne mellem intern og ekstern sikkerhed bliver stadigt mere udviskede; der henviser til, at der bør tages særligt hensyn til forebyggelse af konflikter ved at håndtere de grundlæggende årsager til ustabilitet og sikre menneskers sikkerhed; der henviser til, at klimaforandringer udgør en betydelig trussel mod den globale sikkerhed, fred og stabilitet, der forstærker truslerne mod den traditionelle sikkerhed, bl.a. ved at mindske adgang til ferskvand og fødevarer for befolkningsgrupper i skrøbelige lande og udviklingslande, og dermed fører til økonomiske og sociale spændinger, som tvinger mennesker til at udvandre, eller skaber politiske spændinger og sikkerhedsrisici;

C.  der henviser til, at NF/HR har ladet Unionens sikkerhed indgå som en af de fem vigtigste prioriteter i sin globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik;

D.  der henviser til, at Lissabontraktaten kræver, at medlemsstaterne stiller tilstrækkelig kapacitet til rådighed for civile og militære FSFP-missioner og -operationer; der henviser til, at den sikkerhedsmæssige og militære opbygning af kapacitet, der er nedfældet i traktaterne, stadig er langt fra at være optimal; der henviser til, at EU-institutionerne kan også spille en meget vigtig rolle i iværksættelsen af politiske initiativer; der henviser til, at medlemsstaterne hidtil har udvist manglende vilje til at skabe en europæisk sikkerheds- og forsvarsunion, da de frygtede, at den kunne blive en trussel mod deres nationale suverænitet;

E.  der henviser til, at omkostningerne ved en manglende virkeliggørelse af EU på forsvars- og sikkerhedsområdet anslås til 26,4 mia. EUR årligt(4), som følge af overlapning, overkapacitet og hindringer for indkøb af forsvarsmateriel;

F.  der henviser til, at artikel 42 i TEU kræver en gradvis udformning af fælles EU-forsvarspolitik som en del af FSFP, som vil føre til et fælles EU-forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom; der henviser til, at artikel 42, stk. 2, også henstiller til medlemsstaterne, at de vedtager en sådan afgørelse i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser;

G.  der henviser til, at artikel 42 i TEU også indeholder bestemmelser om oprettelse af forsvarsinstitutioner og om, at der skal fastlægges en europæisk kapacitets- og forsvarsmaterielpolitik; der henviser til, at det i artiklen også kræves, at EU's indsats er forenelig med NATO, supplerende og gensidigt forstærkende; der henviser til, at en fælles EU-forsvarspolitik bør styrke Europas evne til at fremme sikkerheden i og uden for dets grænser samt styrke partnerskabet med NATO og de transatlantiske forbindelser, og derfor vil give mulighed for et stærkere NATO og derved yderligere bidrage til et mere effektivt territorialt, regionalt og globalt sikkerheds- og forsvarsarbejde; der henviser til, at den fælles erklæring fra NATO-topmødet i Warszawa i 2016 om det strategiske partnerskab mellem NATO og EU anerkendte NATO's rolle og den støtte, som EU kan yde til opnåelsen af fælles mål; der henviser til, at en europæisk forsvarsunion (EDU) bør sikre opretholdelse af fred, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i FN-pagten;

H.  der henviser til, at EU's kampgrupper, som nåede op på fuld operativ kapacitet i 2007, og som er skabt med henblik på at blive brugt til militære opgaver af humanitær, fredsbevarende og fredsskabende karakter, endnu ikke har været brugt, selv om dette både har været muligt og nødvendigt, som følge af proceduremæssige, finansielle og politiske hindringer; understreger, at dette er en forspildt mulighed for at styrke EU's rolle som en vigtig global aktør for fred og stabilitet;

I.  der henviser til, at bortset fra oprettelsen af Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) er ingen af de andre manglende elementer af EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik endnu blevet udtænkt, besluttet eller gennemført; der henviser til, at en revision af EDA's struktur stadig er nødvendig for at sætte det i stand til at realisere sit fulde potentiale og bevise, at det skaber merværdi, gør FSFP mere effektivt og kan føre til harmoniserede nationale forsvars- og planlægningsprocesser på de områder, der er relevante for FSFP's militære operationer i overensstemmelse med Petersbergopgaverne, som beskrevet i artikel 43 TEU; opfordrer alle medlemsstater til at deltage i og bakke op om EDA med henblik på at realisere dette mål;

J.  der henviser til, at EU's samlede strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitikken kræver, at EU systematisk tilskynder til samarbejde på forsvarsområdet om hele spektret af kapabiliteter, for at reagere på eksterne kriser, hjælpe med at opbygge kapacitet blandt vores partnere, garantere Europas sikkerhed og skabe en solid europæisk forsvarsindustri, som er blevet af afgørende betydning for Unionens beslutnings- og handlefrihed; der henviser til, at alle foranstaltninger skal godkendes af alle medlemmer af Rådet, inden de gennemføres;

K.  der henviser til, at Det Europæiske Råd på sit møde i juni 2015, hvor der delvist blev fokuseret på forsvarsspørgsmål, efterlyste et mere udstrakt og systematisk europæisk forsvarssamarbejde med henblik på tilvejebringelse af centrale kapabiliteter, bl.a. i givet fald ved brug af EU-midler, samtidig med at det konstateres, at de militære kapabiliteter fortsat ejes og drives af medlemsstaterne;

L.  der henviser til, at Frankrig den 17. november 2015 bragte artikel 42, stk. 7, i TEU i anvendelse og efterfølgende anmodede om og forvaltede de øvrige medlemsstaters hjælp og bistand på fuldstændig bilateral basis;

M.  der henviser til, at hvidbogen på EU-plan om sikkerhed og forsvar, yderligere bør styrke FSFP og øge EU's evne til at agere som garant for sikkerhed i overensstemmelse med Lissabontraktaten og kunne være en værdifuld overvejelse om en fremtidig og mere effektiv FSFP; der henviser til, at FSFP's missioner og operationer hovedsagelig udføres i regioner såsom Afrikas Horn og Sahel, som er stærkt påvirket af de negative konsekvenser af klimaændringerne, som f.eks. tørke og jordforringelse;

N.  der henviser til, at det nederlandske formandskab har fremmet idéen om en EU-hvidbog; der henviser til, at Visegrádlandene har hilst tanken om en stærkere europæisk forsvarsintegration velkommen, og der henviser til, at Tyskland har opfordret til en europæisk sikkerheds- og forsvarsunion i hvidbogen af 2016 om den tyske sikkerhedspolitik og fremtiden for Bundeswehr;

O.  der henviser til, at en gradvis forsvarsintegration er vores bedste mulighed for at udrette mere med færre midler, og at hvidbogen kunne tilbyde en enestående mulighed for at forslå yderligere skridt;

En europæisk forsvarsunion

1.  minder om, at Europa har brug for politisk vilje og beslutsomhed understøttet af en bred vifte af relevante politiske instrumenter, herunder stærke og moderne militære kapabiliteter, for at sikre sin langsigtede sikkerhed; tilskynder Det Europæiske Råd til at føre an i den gradvise udformning af en fælles EU-forsvarspolitik og at stille supplerende finansielle ressourcer til rådighed med henblik på at få den oprettet under EU's næste flerårige politiske og finansielle ramme (FFR); minder om, at oprettelsen af en fælles EU-forsvarspolitik er udvikling og gennemførelse af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik under Lissabontraktaten, som er bundet af folkeretten og reelt er nødvendig for at give EU mulighed for at fremme retsstatsprincippet, fred og sikkerhed på verdensplan; glæder sig i denne forbindelse over alle igangværende aktiviteter i medlemsstaterne med henblik på yderligere at integrere vores fælles forsvarsindsats, idet der også tages hensyn til det meget vigtige bidrag, som hvidbogen om sikkerhed og forsvar ville være;

2.  opfordrer indtrængende EU's medlemsstater til at frigøre Lissabontraktatens fulde potentiale for så vidt angår FSFP med særlig henvisning til det permanente strukturerede samarbejde i artikel 42, stk. 6, i TEU eller opstartsfonden i artikel 41, stk. 3, i TEU; minder om, at Petersborgopgaverne i artikel 43 i TEU omfatter en lang liste over ambitiøse militære opgaver, såsom fælles aktioner på nedrustningsområdet, humanitære opgaver og redningsopgaver, rådgivnings- og bistandsopgaver på det militære område, konfliktforebyggende og fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse og postkonfliktstabilisering; minder om, at det i samme artikel også fastsættes, at alle disse opgaver kan bidrage til bekæmpelse af terrorisme, herunder gennem støtte til tredjelande med henblik på bekæmpelse af terrorisme på deres områder; understreger, at den aktuelle FSFP ikke giver EU mulighed for at opfylde alle de anførte opgaver; mener, at dagsordenen bør være systematisk at arbejde på veje til at sætte EU i stand til at opfylde Lissabontraktatens målsætninger;

3.  er af den opfattelse, at en virkelig stærk forsvarsunion skal tilbyde garantier og kapabiliteter til medlemsstaterne ud over deres egne garantier og kapabiliteter;

4.  mener, at vejen til en europæisk forsvarsunion skal starte med en omhyggeligt revideret FSFP, der er baseret på et stærkt forsvarsprincip, effektiv finansiering og koordinering med NATO; mener, at FSFP, som et nødvendigt skridt med den tiltagende integrering af den indre og ydre sikkerhed, skal bevæge sig ud over ekstern krisestyring for reelt at sikre den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og tillade Unionens engagement i alle faser af kriser og konflikter ved at anvende det fulde spektrum af instrumenter, det har til sin rådighed;

5.  fremhæver behovet for at etablere en forsvarsministersammensætning af Rådet, for at sikre et vedvarende politisk lederskab og koordinere udarbejdelsen af en europæisk forsvarsunion; opfordrer Rådet for Den Europæiske Union til som et første skridt at etablere en mødesammensætning, der samler forsvarsministre fra de medlemsstater, som har forpligtet sig til et intensiveret forsvarssamarbejde, som et forum for høring og beslutningstagning;

6.  opfordrer Kommissionens formand til at etablere en stående arbejdsgruppe om "forsvarsspørgsmål" bestående af medlemmer af Kommissionen og under forsæde af NF/HR; kræver, at Parlamentet forbindes med permanente repræsentanter i denne gruppe; er tilhænger af, at Kommissionen involverer sig mere i forsvar via velfokuseret forskning, planlægning og gennemførelse; opfordrer NF/HR til at integrere klimaændring i alle EU's foranstaltninger udadtil og især i FSFP;

7.  mener, at den forværrede opfattelse af risici og trusler i Europa gør oprettelsen af en europæisk forsvarsunion til en hastesag, navnlig i betragtning af den øgede forværring af sikkerhedssituationen ved EU's grænser, især i EU's østlige og sydlige naboskabsområde; konstaterer, at dette også afspejles i medlemsstaternes sikkerhedsstrategier; understreger, at situationen forværredes betydeligt og gradvist i 2014 med oprettelsen og udvidelsen af den selverklærede Islamiske Stat og efterfølgende Ruslands brug af magt;

8.  er af den opfattelse, at en europæisk forsvarsunion skal være baseret på en regelmæssig fælles vurdering sikkerhedstruslen fra medlemsstaterne, men også skal være fleksibel nok til at opfylde medlemsstaternes individuelle sikkerhedsmæssige udfordringer og behov;

9.  er af den opfattelse, at Unionen bør afsætte egne indtægter til at fremme et mere udstrakt og systematisk europæisk forsvarssamarbejde mellem sine medlemsstater, herunder permanent struktureret samarbejde; er overbevist om, at anvendelsen af EU-midler ville være et klart udtryk for samhørighed og solidaritet, og at dette ville give alle medlemsstater mulighed for at forbedre deres militære kapacitet i en mere fælles indsats;

10.  mener, at et styrket europæisk forsvarssamarbejde ville føre til større produktivitet, enhed og effektivitet samt øge EU's aktiver og kapabiliteter og have positive potentielle virkninger for forsvarsforskning og industrielle anliggender; understreger, at kun gennem et sådant dybere samarbejde, der gradvist bør udvikle sig til en reel europæisk forsvarsunion, vil EU og dets medlemsstater kunne tilegne sig de teknologiske og industrielle kapabiliteter, der er nødvendige for at sætte dem i stand til at handle mere hurtigt, uafhængigt og effektivt og håndtere aktuelle trusler på en fleksibel og effektiv måde;

11.  opfordrer alle medlemsstater til at indgå mere bindende forpligtelser med hinanden ved at etablere permanent struktureret samarbejde inden for Unionens rammer; tilskynder medlemsstaterne til at oprette multinationale styrker inden for rammerne af PESCO og stille disse styrker til rådighed for FSFP; understreger vigtigheden og nødvendigheden af alle medlemsstaterne inddrages i et permanent og effektivt struktureret samarbejde; mener, at Rådet normalt bør overlade gennemførelsen af opgaver inden for fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed til disse multinationale styrker; foreslår, at både den politiske beslutningsproces på EU-plan og de nationale processer bør udformes med henblik på at muliggøre en hurtig reaktion på krisesituationer; er overbevist om, at EU's kampgruppesystem bør omdøbes og anvendes og videreudvikles med henblik herpå, politisk, i omfang og med effektiv finansiering; tilskynder til, at der oprettes et operativt EU-hovedkvarter som forudsætning for effektiv planlægning, kommando og kontrol med fælles operationer; understreger, at PESCO er åbent for alle medlemsstater;

12.  opfordrer medlemsstaterne til navnlig at anerkende militært personels ret til at skabe og indmelde sig i faglige sammenslutninger og fagforeninger og inddrage dem i en løbende social dialog med myndighederne; opfordrer Det Europæiske Råde til at tage konkrete skridt hen imod harmonisering og standardisering af de europæiske væbnede styrker med henblik på at fremme samarbejdet mellem de væbnede styrkers personel under en ny europæisk forsvarsunion;

13.  bemærker, at alle medlemsstater har svært ved at opretholde en meget bred vifte af forsvarskapabiliteter, primært på grund af økonomiske begrænsninger; opfordrer derfor til øget koordination og mere klare valg af, hvilke kapabiliteter, der skal opretholdes, så medlemsstaterne kan specialisere sig i bestemte kapabiliteter;

14.  tilskynder medlemsstaterne til at søge yderligere muligheder for fælles indkøb, vedligeholdelse og drift af styrker og materiel; mener, at det kan være nyttigt at begynde med at undersøge sammenlægning og deling af ikkedødbringende udstyr, såsom transportkøretøjer og -fly, køretøjer og fly til påfyldning af brændstof samt andet støttemateriale;

15.  mener, at interoperabilitet er af afgørende betydning, hvis medlemsstaternes styrker skal være mere kompatible og integrerede; understreger derfor, at medlemsstaterne skal undersøge muligheden for fælles indkøb af forsvarsressourcer; bemærker, at EU-forsvarsmarkedets protektionistiske og lukkede karakter vanskeliggør dette;

16.  understreger, at en revision og udvidelse af Athenamekanismen er nødvendig for at sikre, at EU's missioner kan finansieres via kollektive fonde i stedet for, at de fleste udgifter fordeles på de enkelte deltagende medlemsstater, hvilket vil fjerne en potentiel hindring for medlemsstaternes engagement i at indsætte styrker;

17.  opfordrer Parlamentet til at nedsætte et fuldgyldigt udvalg om sikkerhed og forsvar med henblik på at overvåge gennemførelsen af permanent struktureret samarbejde;

18.  mener, at en stærk og øget rolle til EDA er en forudsætning for en effektiv europæisk forsvarsunion for så vidt angår samordning af kapabilitetsstyrede programmer og projekter og etablering af en fælles europæisk kapacitets- og forsvarsmaterielpolitik i bestræbelserne på at opnå større effektivitet, fjerne overlapninger og mindske omkostninger og på grundlag af et katalog over meget præcise krav om kapabilitet til FSFP-operationer og harmoniseret national forsvarsplanlægning og indkøbsprocedurer med hensyn til disse specifikke kapabiliteter; mener, at dette bør følge efter en forsvarsgennemgang af medlemsstaternes styrker og en gennemgang af tidligere EDA-aktiviteter og -procedurer; opfordrer EDA til at påvise, hvilke af de kapabilitetsmangler, der blev konstateret i de overordnede mål og kapacitetsudviklingsplan, som blev udbedret gennem agenturets aktiviteter; er overbevist om, at sammenlægning og udveksling af initiativer og projekter er et glimrende første skridt hen imod et styrket europæisk samarbejde;

19.  tilskynder Kommissionen til at samarbejde med EDA for at styrke forsvarssektorens industrielle og teknologiske basis, som er afgørende betydning for Europas strategiske uafhængighed; mener, at nøglen til at opretholde industrien er en forhøjelse af forsvarsudgifterne i medlemsstaterne samt at sikre, at industrien forbliver konkurrencedygtig på globalt plan; bemærker, at den nuværende fragmentering af markedet udgør en svaghed for den europæiske forsvarsindustris konkurrencedygtighed; mener, at forskningssamarbejde kan bidrage til at begrænse en sådan fragmentering og forbedre konkurrenceevnen;

20.  er af den fast overbevisning, at kun en fælles tilgang til kapabilitetsudvikling, bl.a. gennem en konsolidering af det funktionelle klynger, såsom den europæiske flytransportkommando, kan skabe de stordriftsfordele, som er nødvendige for at understøtte en europæisk forsvarsunion; mener endvidere, at en styrkelse af EU's kapaciteter gennem fælles indkøb og andre former for sammenlægning og deling kan give Europas forsvarsindustri, herunder SMV'er, et tiltrængt løft; støtter målrettede foranstaltninger, der skal tilskynde til sådanne projekter, med henblik på at nå EDA's benchmark på 35 % af de samlede udgifter til fælles indkøb, som der opfordres til i EU's globale strategi; mener, at indførelsen af et europæisk forsvarssemester, inden for rammerne af hvilket medlemsstaterne kan konsultere hinandens planlægningscyklusser og udbudsplaner, kunne bidrage til at overvinde den nuværende opsplitning af forsvarsmarkedet;

21.  understreger, at cybersikkerhed i sagens natur er et politikområde, hvor samarbejde og integration er afgørende, ikke bare mellem EU's medlemsstater, centrale partnere og NATO, men også mellem forskellige aktører i samfundet, da det ikke kun er et militært ansvar; efterlyser klarere retningslinjer for, hvordan defensive og offensive kapabiliteter skal anvendes, og i hvilken sammenhæng; minder om, at Parlamentet gentagne gange har efterlyst en grundig revision af EU-forordningen om kontrol med udførsel af produkter med dobbelt anvendelse for at undgå, at software og andre systemer, der kan anvendes imod EU's digitale infrastruktur eller til menneskerettighedskrænkelser, falder i de forkerte hænder;

22.  erindrer om den højtstående repræsentants nylige offentliggørelse af den globale strategi, der udgør en sammenhængende ramme for prioriteringen af udenrigspolitiske aktioner og for fastlæggelse af fremtidige udviklinger i den europæiske forsvarspolitik.

23.  minder om de fire benchmarks for kollektive investeringer, der blev godkendt af EDA's ministerielle styringskomité i november 2007, og er bekymret over det lave samarbejdsniveau, hvilket fremgår af den rapport om forsvarsdata, som blev offentliggjort i 2013;

24.  opfordrer NF/HR til at tage initiativ til at samle store virksomheder og interessenter inden for den europæiske forsvarsindustri med det formål at udvikle en europæisk droneindustri;

25.  opfordrer NF/HR til at tage initiativ til at samle store virksomheder og interessenter inden for den europæiske forsvarsindustri med det formål at udvikle strategier og en platform for fælles udvikling af forsvarsmateriel;

26.  opfordrer NF/HR til at fremme samarbejdet mellem de nationale cybersikkerhedsstrategier, kapabiliteter og kommandocentraler og EDA, som en del af et permanent struktureret samarbejde for at bidrage til beskyttelse mod og bekæmpelse af cyberangreb;

27.  opfordrer til videreudvikling af rammen for EU's cyberforsvarspolitik for at øge medlemsstaternes cyberforsvarskapabiliteter, operationelt samarbejde og informationsudveksling;

28.  noterer sig det igangværende arbejde med at organisere en forberedende foranstaltning i forbindelse med et fremtidigt EU-program for forsvarsforskning, og opfordrer indtrængende til, at det iværksættes hurtigst muligt, som Det Europæiske Råd anmodede om i 2013 og 2015, og efter et pilotprojekt, som Parlamentet havde taget initiativ til; understreger, at den forberedende foranstaltning bør tildeles et tilstrækkeligt budget på mindst 90 mio. EUR over de næste tre år (2017-2020); er af den opfattelse, at den forberedende foranstaltning bør følges op af et større, særligt EU-finansieret forskningsprogram, som led i den næste flerårige finansielle ramme, der indledes i 2021; konstaterer, at et samlet budget på mindst 500 mio. EUR årligt i denne periode vil være nødvendigt, hvis det europæiske forsvarsforskningsprogram skal være troværdigt og gøre en væsentlig forskel; opfordrer medlemsstaterne til at skitsere fremtidige samarbejdsprogrammer, hvor EU-finansieret forskning på forsvarsområdet kan skabe et udgangspunkt, og opfordrer til oprettelse af en opstartsfond til forberedende aktiviteter som optakt til militære operationer, som fastsat i Lissabontraktaten; noterer sig Kommissionens forsvarsrelaterede initiativer såsom forsvarshandlingsplanen, forsvarsindustripolitikken og det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis;

29.  understreger, at iværksættelsen af FSFP-missioner, såsom EUNAVFOR MED bidrager til opnåelsen af en europæisk forsvarsunion; opfordrer Unionen til at fortsætte og intensivere denne type operationer;

30.  anser det for vigtigt, at proceduren for det europæiske semester anvendes til at indføre et tættere samarbejde inden for sikkerhed og forsvar;

31.  understreger betydningen af at indføre de nødvendige foranstaltninger, som fremmer et velfungerende, retfærdigt, tilgængeligt og gennemsigtigt europæisk forsvarsmarked, der er åbent for andre, fremmer fremtidig teknologisk innovation, støtter SMV'er og stimulerer vækst og beskæftigelse, med henblik på at gøre det muligt for medlemsstaterne at opnå en langt mere effektiv og produktiv anvendelse og maksimering af deres respektive forsvars- og sikkerhedsbudgetter; konstaterer, at en solid teknologisk og industriel basis for det europæiske forsvar kræver et retfærdigt, velfungerende og gennemsigtigt indre marked, forsyningssikkerhed og en struktureret dialog med forsvarsrelevante industrier; er bekymret over, at der hidtil kun er gjort langsomme fremskridt i retning af øget konkurrenceevne, foranstaltninger mod korruption og større gennemsigtighed i forsvarssektoren, og at der stadig mangler en solid europæisk forsvarsindustripolitik og respekt for reglerne for det indre marked; er af den opfattelse, at et integreret og konkurrencedygtigt europæisk marked for forsvarsudstyr er nødt til at tilvejebringe incitamenter og fordele til alle medlemsstaterne og give alle købere passende og økonomisk overkommelige midler, som modsvarer deres individuelle sikkerhedsbehov; understreger behovet for at sikre, at direktivet om indkøb på forsvarsområdet og direktivet om overførsel inden for Fællesskabet gennemføres korrekt i hele EU; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at garantere fuld gennemførelse af de to forsvarsrelaterede direktiver i den såkaldte "forsvarspakke";

32.  opfordrer Kommissionen til at spille sin rolle i overensstemmelse med forsvarshandlingsplanen for at støtte en stærk industriel base, som kan opfylde de strategiske behov i Europa, og til at fastslå, hvor EU kan tilføre en merværdi;

33.  er af den overbevisning, at EU i forbindelse med den gradvise udformning af den fælles EU-forsvarspolitik i samråd med de berørte medlemsstater bør muliggøre deres deltagelse i kapabilitetsprogrammer, de gennemfører, herunder deltagelse i de strukturer, der er etableret med henblik på gennemførelsen af disse programmer inden for EU's rammer;

34.  opfordrer Kommissionen til i samarbejde med EDA at fungere som formidler og katalysator for forsvarssamarbejde via mobiliseringen af EU-midler og instrumenter, der tager sigte på udvikling af medlemsstaternes programmer for forsvarskapacitet; minder om, at den europæiske forsvarshandlingsplan bør være et strategisk redskab til fremme af forsvarssamarbejde på europæisk plan, navnlig gennem et EU-finansieret forsvarsforskningsprogram og gennem foranstaltninger til styrkelse af det industrielle samarbejde på tværs af hele værdikæden;

35.  bifalder varmt konceptet for strategisk autonomi, som er udviklet af NF/HR i Kommissionen inden for rammerne af EU's overordnede strategi; mener, at konceptet bør anvendes både i vores strategiske prioriteter og for at styrke vores ressourcer og vores industri;

36.  glæder sig over den fælles erklæring fra formændene for Det Europæiske Råd og Kommissionen samt fra NATO's generalsekretær af 8. juli 2016, som understreger behovet for samarbejde mellem EU og NATO på forsvars- og sikkerhedsområdet; er overbevist om, at samarbejdet mellem EU og NATO bør omfatte samarbejde i øst og syd, bekæmpelse af hybride trusler og cybertrusler, fremme af maritim sikkerhed samt harmonisering og samordning af udviklingen af forsvarskapaciteter; mener, at et samarbejde om teknologiske, industrielle og militære kapaciteter åbner mulighed for at forbedre kompatibiliteten og synergien mellem de to strukturer og således sikrer øget ressourceeffektivitet; minder om, at en hurtig gennemførelse af ovennævnte erklæring er af afgørende betydning, og opfordrer i denne henseende EU-Udenrigstjenesten til sammen med relevante parter at udvikle konkrete muligheder for gennemførelse senest i december 2016; mener, at medlemsstaterne bør udvikle kapaciteter, som kan deployeres inden for rammerne af FSFP, med henblik på at gøre det muligt at handle på egen hånd i de tilfælde, hvor NATO ikke er villig til at handle, eller hvis en EU-indsats er mere passende; er overbevist om, at dette også vil styrke NATO's rolle i sikkerheds- og forsvarspolitikken og i forbindelse med kollektivt forsvar; understreger, at samarbejdet mellem EU og NATO med henblik på at fremme en stærkere og mere effektiv forsvarsindustri og forsvarsforskning udgør en strategisk prioritet, og at det er af afgørende betydning, at denne prioritet gennemføres hurtigt; er overbevist om, at samarbejde om forebyggelse, analyse og tidlig påvisning ved hjælp af effektiv udveksling af oplysninger og efterretninger vil øge EU's kapacitet til at imødegå trusler, herunder hybride trusler; er fortsat overbevist om, at NATO er den primære garant for sikkerhed og forsvar i Europa; understreger behovet for at undgå overlapninger mellem NATO's og EU's instrumenter; mener, at EU også i civilretlig henseende har potentiale til at gøre en afgørende forskel i ustabile områder; fastholder imidlertid, at EU – selv om NATO's rolle er at beskytte især sine europæiske medlemmer mod ethvert angreb udefra – bør stræbe efter at blive i stand til at forsvare sig fuldt ud og, om nødvendigt, handle selvstændigt samt påtage sig et større ansvar i denne henseende ved at forbedre udstyr, uddannelse og organisation;

37.  bemærker, at NATO's og EU's politiske prioriteter – samtidig med at NATO fortsat skal udgøre grundlaget for det kollektive forsvar i Europa – ikke nødvendigvis altid er identiske, ikke mindst hvad angår USA's "drejning mod Asien"; bemærker endvidere, at EU har en enestående række sikkerhedsrelaterede instrumenter, som ikke står til rådighed for NATO, og vice versa; er af den opfattelse, at EU bør påtage sig et større ansvar for sikkerhedsmæssige kriser i dets umiddelbare naboskabsområde og således bidrage til at udføre NATO's opgaver, navnlig i forbindelse med hybrid krigsførelse og maritim sikkerhed; mener, at en reform af Berlin plus-ordningerne i det lange løb kan vise sig at være nødvendig, bl.a. med henblik på at gøre det muligt for NATO at anvende EU's kapaciteter og instrumenter; understreger, at EU's ambition om strategisk autonomi og om fastlæggelsen af en europæisk forsvarsunion skal realiseres i fuld synergi med NATO og føre til et mere effektivt samarbejde, en mere lige byrdefordeling samt en produktiv arbejdsdeling mellem NATO og EU;

38.  er af den overbevisning, at samarbejdet mellem EU og NATO bør omfatte fælles opbygning af modstandsdygtighed i Øst og i Syd samt investeringer i forsvar; mener, at et samarbejde om kapacitet åbner mulighed for at forbedre kompatibiliteten og synergien mellem de to strukturer; er overbevist om, at dette også vil styrke NATO's rolle i sikkerheds- og forsvarspolitikken og i forbindelse med kollektivt forsvar;

39.  er dybt bekymret over rapporter om, at administrative procedurer unødigt forsinker genereringen af styrker til FSFP's missioner og de hurtige indsatsstyrkers bevægelighed på tværs af grænserne i EU; opfordrer medlemsstaterne til at etablere en EU-dækkende ordning for koordinering af hurtig overførsel af forsvarspersonnel, -materiel og -forsyninger i forbindelse med FSFP, når solidaritetsbestemmelsen bliver taget i anvendelse, og når de øvrige medlemsstater er forpligtet til at yde al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen, i overensstemmelse med artikel 51 i FN-pagten;

40.  opfordrer til, at der indføres praktiske foranstaltninger og retningslinjer for en fremtidig aktivering af artikel 42, stk. 7, i TEU; opfordrer medlemsstaterne til at foretage det nødvendige med henblik på gennemførelsen af den pågældende artikel, således at de enkelte medlemsstater får mulighed for effektivt at forvalte andre medlemsstaters hjælp og bistand, eller for at få dem forvaltet effektivt inden for EU's rammer; opfordrer medlemsstaterne til at sigte efter målet om at anvende 2 % af BNP på forsvar og 20 % af deres forsvarsbudgetter på materiel, som af EDA anses for at være nødvendigt, herunder på relateret forskning og udvikling, og således lukke hullet mellem EDA's fire benchmarks for kollektive investeringer;

41.  er af den opfattelse, at de udfordringer, som de finansielle begrænsninger udgør for de nationale budgetter, samtidig giver mulighed for at gøre fremskridt som følge af det åbenlyse behov for et mere tæt samarbejde mellem medlemsstaterne på forsvarsområdet; glæder sig over visse medlemsstaters beslutning om at sætte en stopper for eller vende tendensen til at foretage nedskæringer på forsvarsbudgettet;

42.  mener, at Parlamentet bør spille en fremtrædende rolle i den fremtidige europæiske forsvarsunion, og mener derfor, at Underudvalget om Sikkerhed og Forsvar bør gøres til et fuldgyldigt parlamentarisk udvalg;

43.  opfordrer NF/HR til at udarbejde hvidbog om EU's sikkerhed og forsvar, der skal være baseret på EU's globale strategi, som Det Europæiske Råd har godkendt; anmoder Rådet om straks at udpege en ansvarlig for opgaven med at udarbejde et udkast til dette dokument; beklager NF/HR's forslag til EU's forsvarsministre om, at der kun bør være en gennemførelsesplan for sikkerhed og forsvar i stedet for en omfattende hvidbogsproces; mener, at en sådan gennemførelsesplan bør være en forløber for en regulær hvidbog om EU's sikkerhed og forsvar, som på en konkret og realistisk måde bør tilvejebringe et nyttigt grundlag for en kvantificering af eventuelle bidrag fra Unionen til sikkerheds- og forsvarspolitikken for hver valgperiode;

44.  er af den overbevisning, at hvidbogen om EU's sikkerhed og forsvar bør være resultatet af sammenhængende mellemstatslige og interparlamentariske processer og bidrag fra de forskellige EU-institutioner, som bør underbygges af internationalt samarbejde med vores partnere og allierede, herunder NATO, og af omfattende interinstitutionel støtte; opfordrer NF/HR til at revidere sin oprindelige tidsplan med henblik på at indlede en målrettet høring af medlemsstater og parlamenter;

45.  mener, at hvidbogen baseret på EU's globale strategi bør omfatte EU's sikkerheds- og forsvarsstrategi, de kapabiliteter, der betragtes som nødvendige for anvendelsen af denne strategi, og de foranstaltninger og programmer på både medlemsstatsniveau og EU-niveau, som skal tilvejebringe disse kapabiliteter, og som bør være baseret på en fælles europæisk kapacitets- og forsvarsmaterielpolitik, idet der tages hensyn til, at forsvar og sikkerhed forbliver en national kompetence;

46.  er af den opfattelse, at hvidbogen bør have form af en interinstitutionel aftale af bindende karakter, hvori der redegøres for alle Unionens initiativer, investeringer, foranstaltninger og programmer på tværs af EU's respektive flerårige politiske og finansielle rammer; er af den overbevisning, at medlemsstaterne, partnerne og de allierede bør tage højde for denne interinstitutionelle aftale i deres egen sikkerheds- og forsvarsplanlægning med henblik på at sikre gensidig samhørighed og komplementaritet;

Indledende initiativer

47.  mener, at følgende aktiviteter bør iværksættes øjeblikkeligt:

   den forberedende foranstaltning vedrørende FSFP-forskning, der skal påbegyndes i 2017 og fortsætte indtil 2019
   et efterfølgende og mere ambitiøst og strategisk forsvarsforskningsprogram, som skal udfylde hullet frem til den næste FFR, hvis de nødvendige ekstra finansielle midler tilvejebringes af medlemsstaterne eller gennem medfinansiering fra medlemsstaterne i henhold til artikel 185 i TEUF
   et europæisk forsvarssemester med henblik på at vurdere fremskridt i medlemsstaternes budgetmæssige indsats på forsvarsområdet
   en strategi, der skitserer, hvilke skridt der skal tages for at oprette og gennemføre den europæiske forsvarsunion
   overvejelser om oprettelse af et permanent forsvarsministerråd
   støtte til initiativet fra NATO, som vil placere multinationale bataljoner i medlemsstaterne, når og hvor det er nødvendigt, navnlig med henblik på udvikling af den nødvendige infrastruktur (herunder boliger)
   udvikling af den normale hvidbogsproces med henblik på en første anvendelse inden for rammerne af planlægningen af den næste FFR
   en partskonference om spørgsmål vedrørende udvikling af en europæisk kapabilitets- og forsvarsmaterielpolitik og harmonisering af de respektive nationale politikker på basis af en revision af det europæiske forsvar
   løsning af de juridiske problemer, der forhindrer gennemførelsen af den fælles meddelelse om kapacitetsopbygning med henblik på at fremme sikkerhed og udvikling i tredjelande
   reform af EU's kampstyrkekoncept, der tager sigte på at oprette faste enheder, som ville være afhængige af en ledende nation og underlagt systematisk fælles uddannelse
   oprettelse af den militære opstartsfond som fastsat i artikel 41, stk. 3, i TEU, hvilket ville bidrage til, at militære FSFP-operationer ville kunne iværksættes meget hurtigere
   en handlingsplan, som skal styrke og udvide Athenamekanismen med henblik på at tilvejebringe flere fællesskabsmidler til EU-missioner
   reform af Athenamekanismen med henblik på at udvide dens potentiale for omkostningsdeling og fælles finansiering, især med hensyn til udsendelse af EU-kampgrupper eller andre aktiver i EU's hurtige militære reaktionskoncept, og med henblik på at opbygge kapacitet hos militære aktører i partnerlande (uddannelse, mentorordninger, rådgivning og tilrådighedsstillelse af udstyr, forbedring af infrastruktur og andre tjenesteydelser)
   en refleksionsproces vedrørende direkte udenlandske investeringer i kritiske industrier på forsvars- og sikkerhedsområdet og vedrørende tjenesteydere med henblik på udarbejdelse af lovgivning på EU-plan
   en refleksionsproces vedrørende standardisering af teknologi og produkter med dobbelt anvendelse med henblik på udarbejdelse af lovgivning på EU-plan
   en refleksionsproces vedrørende oprettelse af et permanent hovedkvarter for kommando- og kontrolstyring af militære FSFP-operationer
   en EU-dækkende ordning for koordinering af hurtig overførsel af forsvarspersonnel, -materiel og -forsyninger
   de første elementer af den europæiske forsvarshandlingsplan på basis af en EU-hvidbog om sikkerhed og forsvar
   de første EU-NATO-projekter om imødegåelse og forhindring af hybride trusler og opbygning af modstandskraft, om samarbejde vedrørende strategisk kommunikation og reaktion, om operativt samarbejde, herunder til havs, om migration, om samordning vedrørende cybersikkerhed og -forsvar, om forsvarskapabiliteter, om styrkelse af forsvarets teknologiske, forskningsmæssige og industrielle basis, om øvelser samt om opbygning af vore østlige og sydlige partneres forsvars- og sikkerhedskapacitet
   foranstaltninger med henblik på at øge samarbejdet og tilliden mellem aktører på området for cybersikkerhed og -forsvar

48.  foreslår, at den europæiske forsvarsunion lanceres som en hastesag i to faser og på grundlag af et system med differentieret integration:

   a) aktivering af det permanente strukturerede samarbejde, hvilket allerede er blevet godkendt af parlamentet og inkluderet i kommissionsformandens "en ny start"program
   b) gennemførelsen af handlingsplanen for NF/HR's globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik;

o
o   o

49.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, FN's generalsekretær, NATO's generalsekretær, EU's agenturer for rumspørgsmål, sikkerhed og forsvar og de nationale parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0120.
(2) EUT C 419 af 16.12.2015, s. 138.
(3) EUT C 46 E af 24.2.2010, s. 48.
(4) "The Cost of Non-Europe in Common Security and Defence Policy", European Parliament Research Service (Europa-Parlamentets Forskningstjeneste) (2013), s. 78.

Juridisk meddelelse