Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2016/2045(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0341/2016

Indgivne tekster :

A8-0341/2016

Forhandlinger :

PV 30/11/2016 - 16
CRE 30/11/2016 - 16

Afstemninger :

PV 01/12/2016 - 6.8
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2016)0464

Vedtagne tekster
PDF 177kWORD 53k
Torsdag den 1. december 2016 - Bruxelles Endelig udgave
Den Europæiske Unions Solidaritetsfond: en vurdering
P8_TA(2016)0464A8-0341/2016

Europa-Parlamentets beslutning af 1. december 2016 om Den Europæiske Unions Solidaritetsfond: en vurdering (2016/2045(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 175 og 212, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 af 11. november 2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond(1),

–  der henviser til sin beslutning af 15. januar 2013 om Den Europæiske Unions Solidaritetsfond, gennemførelse og anvendelse(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 661/2014 af 15. maj 2014 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond(3),

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (COM(2013)0522)(4),

–  der henviser til Kommissionens rapport "Den Europæiske Unions Solidaritetsfond - Årsrapport 2014" (COM(2015)0502),

–  der henviser til sin beslutning af 5. september 2002 om oversvømmelseskatastroferne i Centraleuropa(5),

–  der henviser til sin beslutning af 8. september 2005 om naturkatastrofer (brande og oversvømmelser) i Europa i den forløbne sommer(6),

–  der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om fremtiden for Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (COM(2011)0613),

–  der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget af 28. november 2013 om Den Europæiske Unions Solidaritetsfond(7),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning(8),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelser fra Budgetudvalget og Budgetkontroludvalget (A8-0341/2016),

A.  der henviser til, at Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (Solidaritetsfonden) blev oprettet ved forordning (EF) nr. 2012/2002 som reaktion på de alvorlige oversvømmelser i Centraleuropa i sommeren 2002 og som et værdifuldt instrument, der gør det muligt for EU at reagere på store naturkatastrofer og ekstraordinære regionale katastrofer både i Unionen og i lande, der er i gang med tiltrædelsesforhandlinger, og udvise solidaritet med de støtteberettigede regioner og stater; der henviser til, at fonden udelukkende støtter nødhjælps- og genopretningstiltag, som udføres af regeringsmyndigheder efter naturkatastrofer, der har direkte konsekvenser for menneskers liv, naturmiljøet eller økonomien i en given berørt region (selv om det bør nævnes, at Kommissionen i 2005 forelagde et forslag, der sigtede mod at udvide det oprindelige anvendelsesområde yderligere);

B.  der henviser til, at Solidaritetsfonden siden oprettelsen har tjent et meget nyttigt formål og har mobiliseret i alt 3,8 mia. EUR i forbindelse med over 70 katastrofer i 24 modtagerstater og tiltrædelseslande og er blevet anvendt i forbindelse med en bred vifte af naturfænomener, såsom jordskælv, oversvømmelser, skovbrande, storme og, i den senere tid, tørke; der henviser til, at Solidaritetsfonden stadig er et af EU's stærkeste udtryk for solidaritet i nødens stund;

C.  der henviser til, at instrumentet var genstand for en gennemgribende reform i 2014 med henblik på at: forbedre og forenkle procedurerne og sikre et hurtigere svar inden for seks uger efter ansøgningen, redefinere dets anvendelsesområde, fastlægge klare kriterier for en regional katastrofe og styrke katastrofeforebyggelses- og risikostyringsstrategier og dermed øge nødhjælpens effektivitet i overensstemmelse med de talrige anmodninger, som gennem årene er fremsat af Parlamentet samt af lokale og regionale myndigheder; der henviser til, at der forudses en ny revision af fonden i den foreslåede omnibusforordning (COM(2016)06052016/0282(COD)), som Kommissionen forelagde den 14. september 2016, med henblik på at forbedre nødhjælpsfinansieringens disponibilitet og effektivitet;

D.  der henviser til, at Parlamentet kraftigt har støttet de foreslåede ændringer, som det for størstepartens vedkommende allerede havde opfordret til i sine tidligere beslutninger;

E.  der henviser til, at de ansøgninger, der var modtaget inden juni 2014 (hvor reformen trådte i kraft), blev vurderet i henhold til den oprindelige forordning, mens ansøgninger, der blev modtaget efter denne dato, er blevet vurderet i henhold til den reviderede forordning;

F.  der henviser til, at investeringer i forebyggelse af naturkatastrofer er af største vigtighed som modsvar på klimaforandringerne; der henviser til, at der er afsat betydelige EU-midler til investeringer i forebyggelse af naturkatastrofer og i risikostyringsstrategier, navnlig under de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene);

G.  der henviser til, at det følgende års midler i undtagelsestilfælde kan anvendes, hvis der ikke er tilstrækkelige midler til rådighed i et givet år, under hensyntagen til det årlige budgetloft for fonden både for det år, hvor katastrofen indtræffer, og for det følgende år;

1.  minder om, at Solidaritetsfonden siden oprettelsen i 2002 har været en vigtig kilde til finansiering for lokal- og regionalforvaltninger med henblik på at afbøde konsekvenserne af naturkatastrofer over hele Europa, fra oversvømmelser til jordskælv og skovbrande, og har tjent som et redskab til at vise europæisk solidaritet med de berørte områder; understreger, at Solidaritetsfonden i offentlighedens øjne fremstår som et af de mest konkrete og håndgribelige udtryk for den støtte, som EU kan yde lokalsamfundene;

2.  fremhæver, at der siden Solidaritetsfondens oprettelse har været en betydelig stigning i antallet af naturkatastrofer i EU, og at de har været alvorligere og voldsommere som følge af klimaforandringerne; fremhæver derfor den merværdi, der ligger i et solidt og fleksibelt instrument som middel til at udvise solidaritet og yde hurtig og effektiv hjælp til borgere, der er ramt af større naturkatastrofer;

3.  påpeger, at Solidaritetsfonden finansieres uden for EU's budget med et loft på 500 mio. EUR (i 2011-priser), og at betydelige midler kan ligge uudnyttet hen hvert år til trods for den indbyggede fleksibilitet (fremførsel N+1); bemærker i denne forbindelse den delvise opførelse på budgettet af den årlige finansielle bevilling, som forudses i den foreslåede omnibusforordning, med henblik på at fremskynde mobiliseringsproceduren og yde en hurtigere og mere effektiv indsats over for borgere, der er ramt af en katastrofe;

4.  påpeger, at anvendelsen af den årlige tærskel viser, at det årlige niveau af bevillinger efter den nye FFR-programmeringsperiode er tilstrækkeligt;

5.  fremhæver betydningen af revisionen i 2014, hvor det lykkedes at overvinde blokeringen i Rådet, og som udgjorde et længe ventet svar på Parlamentets gentagne anmodninger om at forbedre effektiviteten og reaktionsevnen i forbindelse med støtten for at sikre en hurtig og gennemsigtig indsats for at hjælpe borgere, der er ramt af naturkatastrofer; glæder sig desuden over det nylige omnibusforslag, som indfører nye bestemmelser i form af forenkling og nemmere mobilisering af midler;

6.  fremhæver reformens vigtigste elementer, f.eks.: indførelsen af forskudsbetaling, således at op til 10 % af det forventede bidrag efter anmodning kan stilles til rådighed kort tid efter, at ansøgningen om et finansielt bidrag fra fonden er blevet indgivet til Kommissionen (maksimalt 30 mio. EUR), støtteberettigelse for omkostninger i forbindelse med forberedelse og gennemførelse af nødhjælps- og genopretningstiltag (en af Parlamentets vigtigste anmodninger), forlængelse af fristerne for støtteberettigede staters ansøgninger (12 uger efter, at den første skade er blevet registreret) og for iværksættelse af projektet (18 måneder), indførelse af en frist på 6 uger for Kommissionens besvarelse af ansøgninger, nye bestemmelser om forebyggelse af naturkatastrofer og forbedring af procedurerne med hensyn til forsvarlig økonomisk forvaltning;

7.  understreger dog, at støttemodtagerne, trods muligheden for at få udbetalt forskud hurtigere end under den normale procedure, stadig oplever problemer som følge af hele processens længde, fra ansøgningen til udbetalingen af det sidste bidrag; understreger i denne forbindelse, at det er nødvendigt at indgive ansøgningen hurtigst muligt efter en katastrofe, og at der er behov for yderligere forbedringer i vurderingsfasen og i de efterfølgende faser for at fremme gennemførelsen af betalinger; mener, at de nyligt foreslåede omnibusbestemmelser vedrørende Solidaritetsfonden kan bidrage til en hurtigere mobilisering, således at de reelle behov på stedet kan blive opfyldt; understreger ligeledes, at medlemsstaterne skal kigge på deres egne administrative procedurer med henblik på at fremskynde mobiliseringen af bistand til berørte regioner og stater; foreslår endvidere med henblik på potentielle forbedringer i en fremtidig reform, at der indføres en anmodning om obligatoriske ajourførte nationale planer for katastrofehåndtering og et krav om, at der fremlægges information om udarbejdelsen af aftaler om kontrakter i nødsituationer;

8.  opfordrer medlemsstaterne selv til at forbedre deres kommunikations- og samarbejdsmetoder med lokale og regionale myndigheder, både når de vurderer støtteberettigede skader, som der anmodes om støtte til fra Solidaritetsfonden, og i forbindelse med udarbejdelsen af ansøgninger, og når der gennemføres projekter til imødegåelse af konsekvenserne af naturkatastrofer, således at det sikres, at Unionens bistand på stedet er effektiv, og at bæredygtige løsninger fremmes; mener desuden, at den brede befolkning bør have besked om støtte fra Solidaritetsfonden; opfordrer de berørte myndigheder til at forbedre kommunikationen og give information om støtte fra Solidaritetsfonden uden at skabe yderligere administrative byrder;

9.  understreger betydningen af at sikre, at medlemsstaterne følger procedurerne for offentlige udbud i forbindelse med naturkatastrofer, med henblik på at indkredse og udbrede bedste praksis og indhøstede erfaringer, for så vidt angår kontrakter i nødsituationer;

10.  glæder sig over Kommissionens præcisering af reglerne for støtteberettigelse i forbindelse med regionale naturkatastrofer, men påpeger, at den endelige aftale mellem Parlamentet og Rådet fastholder tærsklen for støtteberettigelse på 1,5 % af det regionale BNP i overensstemmelse med Kommissionens forslag trods Parlamentets bestræbelser på at sætte den ned til 1 %; bemærker, at der er taget hensyn til sårbarheden i regionerne i den yderste periferi, idet tærsklen for disse regioner sættes ned til 1 %;

11.  anerkender, at fonden yder støtte til skader, der ikke kan forsikres, og at den ikke yder erstatning for private tab; understreger, at langvarige foranstaltninger såsom varig genopbygning, eller økonomisk udvikling og forebyggende foranstaltninger er støtteberettigede under andre EU-instrumenter, navnlig ESI-fondene;

12.  opfordrer medlemsstaterne til at optimere anvendelsen af eksisterende EU-midler, i særdeleshed de fem ESI-fonde, til investeringer med henblik på at forhindre naturkatastrofer i at indtræffe og påpeger betydningen af at udvikle synergier mellem de forskellige EU-fonde og -politikker for at modvirke naturkatastrofernes konsekvenser og, i de tilfælde, hvor Solidaritetsfonden er taget i brug, sikre konsolidering og udvikling af genopbygningsprojekter, som er bæredygtige på lang sigt; fastholder, at de berørte medlemsstater, når Solidaritetsfonden skal tages i brug, formelt bør påtage sig at gennemføre alle nødvendige foranstaltninger med henblik på katastrofeforebyggelse og bæredygtig genopbygning af de berørte områder; opfordrer til, når synergierne bringes i spil, at processen for anvendelse af fondene i kombination med hinanden forenkles mest muligt rent administrativt;

13.  understreger derfor, at der skal ske en optrapning af bestræbelserne på at investere i afbødning af og tilpasning til klimaforandringerne under hensyntagen til forebyggende foranstaltninger i forbindelse med støtte fra Solidaritetsfonden til genopbygning og gentilplantning af skov; mener, at forebyggelse bør gøres til en horisontal opgave, og foreslår, at der træffes forebyggende foranstaltninger, som følger den økosystembaserede tilgang, når konsekvenserne af katastrofer afbødes ved hjælp af støtte fra Solidaritetsfonden; opfordrer desuden medlemsstaterne til at fastlægge strategier for risikoforebyggelse og risikostyring og samtidig tænke på, at mange naturkatastrofer i dag er direkte konsekvenser af menneskelig aktivitet;

14.  understreger betydningen af at sikre maksimal gennemsigtighed i tildelingen, forvaltningen og gennemførelsen af midler fra Solidaritetsfonden; finder det vigtigt at få fastslået, om tilskud fra Solidaritetsfonden er blevet anvendt i overensstemmelse med principperne om forsvarlig økonomisk forvaltning med henblik på at indkredse, udvikle og udveksle bedste praksis og indhøstede erfaringer; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at øge gennemsigtigheden og sikre, at offentligheden har adgang til information i hele støtteperioden, fra ansøgningens indgivelse og frem til projektets afslutning; opfordrer ligeledes til, at Revisionsretten udarbejder en særberetning om, hvorvidt Solidaritetsfonden fungerer efter hensigten, ikke mindst i betragtning af at den senest tilgængelige beretning er fra før 2014-revisionen af forordningen om Solidaritetsfonden;

15.  bemærker, at der i 2014 indkom 13 nye ansøgninger, og henleder opmærksomheden på den særlige situation i det pågældende år, hvor seks af disse ansøgninger blev vurderet i henhold til den gamle forordning, mens de øvrige syv blev vurderet i henhold til den reviderede forordning;

16.  minder om, at to ansøgninger blev afvist i 2014 under den gamle forordning med den begrundelse, at de pågældende katastrofer ikke kunne betragtes som "usædvanlige", til trods for at de havde voldt alvorlige skader og havde direkte følger for de pågældende regioners økonomiske og sociale udvikling, og glæder sig derfor over de præciseringer, der er sket i denne henseende i den reviderede forordning; foreslår ikke desto mindre – for så vidt angår fremtidige reformer og i betragtning af muligheden for at redefinere regionale naturkatastrofer – at det bliver tilladt for flere støtteberettigede stater, der rammes af en grænseoverskridende naturkatastrofe, at indgive en enkelt ansøgning i fællesskab, når årsagen til katastrofen er den samme, og konsekvenserne opstår samtidig, samt at indirekte skader tages med i betragtning ved vurderingen af ansøgningerne;

17.  anmoder Kommissionen om i forbindelse med fremtidige reformer at lade muligheden af at forhøje tærsklen for udbetaling af forskud fra 10 % til 15 % indgå i sine overvejelser, såvel som en afkortning af fristen for behandling af ansøgninger fra seks til fire uger; anmoder ligeledes Kommissionen om at overveje muligheden af at fastsætte tærsklen for regionale naturkatastrofer til 1 % af det regionale BNP samt om ved vurderingen af anmodningerne at tage hensyn til de ramte regioners socioøkonomiske udvikling;

18.  påpeger, at det er nødvendigt at overveje, om der kan anvendes nye indikatorer, som går ud over BNP, f.eks. indekset for menneskelig udvikling og det regionale indeks for sociale fremskridt;

19.  glæder sig over, at de syv ansøgninger om bistand, der blev modtaget inden for rammerne af de reviderede regler blev godkendt af Kommissionen, herunder fire der blev godkendt i slutningen af 2014, men for hvilke bevillingerne måtte fremføres til 2015, som det fremgår af årsrapporten om Solidaritetsfonden for 2015; minder i denne sammenhæng om, at 2015 var det første hele gennemførelsesår under de reviderede regler, og at analysen viser, at de juridiske præciseringer, der blev indført med reformen, sikrede succesfulde ansøgninger, hvilket ikke var tilfældet med de gamle bestemmelser, efter hvilke omkring to tredjedele af anmodningerne om støtte i forbindelse med regionale katastrofer blev vurderet som ikke-støtteberettigede;

20.  beklager dybt, at procedurerne for vurdering af gennemførelses- og afslutningsrapporterne var så langsommelige under den gamle forordning, og forventer, at færdiggørelsen af behandlingen vil foregå på en mere effektiv og gennemsigtig måde under den ændrede forordning og på en måde, som sikrer, at Unionens økonomiske interesser beskyttes;

21.  understreger endvidere, at artikel 11 i den ændrede forordning giver Kommissionen og Revisionsretten revisionsbeføjelser og giver Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) mulighed for at foretage undersøgelser, når som helst det er nødvendigt;

22.  opfordrer Kommissionen og Revisionsretten til at evaluere, hvordan Solidaritetsfonden fungerer, inden udløbet af den nuværende flerårige finansielle rammes gyldighedsperiode;

23.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen samt til medlemsstaterne og de regionale myndigheder.

(1) EFT L 311 af 14.11.2002, s. 3.
(2) EUT C 440 af 30.12.2015, s. 13.
(3) EUT L 189 af 27.6.2014, s. 143.
(4) EUT C 170 af 5.6.2014, s. 45.
(5) EUT C 272 E af 13.11.2003, s. 471.
(6) EUT C 193 E af 17.8.2006, s. 322.
(7) EUT C 114 af 15.4.2014, s. 48.
(8) EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1.

Juridisk meddelelse