Indeks 
Vedtagne tekster
Torsdag den 12. maj 2016 - StrasbourgEndelig udgave
Krimtatarerne
 Gambia
 Djibouti
 Obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet *
 Sporbarhed for fiske- og akvakulturprodukter i restaurant- og detailhandelsektoren
 Kinas status som markedsøkonomi
 Opfølgning på og status for 2030-dagsordenen og de bæredygtige udviklingsmål
 Obligatorisk angivelse af oprindelsesland eller herkomstland for visse fødevarer
 Rammeaftale om forældreorlov
 Forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel

Krimtatarerne
PDF 174kWORD 74k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. maj 2016 om krimtatarerne (2016/2692(RSP))
P8_TA(2016)0218RC-B8-0582/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Østpartnerskabet, Ukraine og Den Russiske Føderation,

–  der henviser til rapporterne fra menneskerettighedsvurderingsmissionen for Krim, udarbejdet af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europas (OSCE's) Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder (ODIHR) og højkommissær for nationale mindretal (HCNM),

–  der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder (UNDRIP),

–  der henviser til Det Europæiske Råds beslutninger (af 21. marts, 27. juni og 16. juli 2014) om indførelse af sanktioner mod Den Russiske Føderation som følge af den ulovlige annektering af Krim,

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 68/262 af 27. marts 2014 om Ukraines territoriale integritet,

–  der henviser til Freedom House’s rapport om frihed i verden i 2016, hvori det ulovligt annekterede Krim kategoriseres som "ikke frit" for så vidt angår situationen for de politiske og borgerlige frihedsrettigheder,

–  der henviser til dommen fra Krims såkaldte højesteret af 26. april 2016, der konkluderer, at krimtatarernes Mejlis er en ekstremistisk organisation, og forbyder dens aktiviteter på Krimhalvøen,

–  der henviser til erklæringerne fra talsmanden for næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) af 14. april 2016 om forbud mod aktiviteterne i krimtatarernes Mejlis og af 26. april 2016 om afgørelsen fra Krims såkaldte "højesteret" om at forbyde Mejlis' aktiviteter,

–  der henviser til erklæringen fra Europarådets menneskerettighedskommissær af 26. april 2016 om indtrængende opfordring til en omstødelse af forbuddet mod Mejlis, og til erklæringen fra Europarådets generalsekretær af 26. april 2016 om, at forbuddet mod Mejlis risikerede at ramme krimtatarsamfundet som helhed,

–  der henviser til Minsk-protokollen af 5. september 2014 og til Minsk-memorandummet af 19. september 2014 om gennemførelsen af en 12-punkt-fredsplan,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Den Russiske Føderation ulovligt har annekteret Krim og Sevastopol og dermed er en besættende magt, der har krænket folkeretten, herunder FN-pagten, Helsingforsslutakten, Budapestmemorandummet fra 1994 samt venskabs-, samarbejds- og partnerskabsaftalen mellem Den Russiske Føderation og Ukraine fra 1997;

B.  der henviser til, at EU og det internationale samfund gentagne gange har givet udtryk for deres bekymring over menneskerettighedssituationen i de besatte områder og den systematiske forfølgelse af dem, der ikke anerkender de nye myndigheder; der henviser til, at de såkaldte myndigheder har været rettet mod de indfødte krimtatarer, hvoraf de fleste modsætter sig den russiske overtagelse af halvøen og boykottede den såkaldte folkeafstemning den 16. marts 2014; der henviser til, at krimtatarernes institutioner og organisationer i stigende grad mærkes som "ekstremister", og at fremtrædende medlemmer af Krims tatarsamfund er eller risikerer at blive arresteret som "terrorister"; der henviser til, at overgreb mod tatarer omfatter bortførelse, tvungen forsvinding, vold, tortur og udenretslige henrettelser, som de facto-myndighederne har undladt at undersøge og retsforfølge samt systemiske juridiske problemer i forbindelse med ejendomsrettigheder og registrering;

C.  der henviser til, at krimtatarernes ledere, herunder Mustafa Dzhemilev og Rafat Chubarov, tidligere har fået forbud mod at komme på Krim, og nu får lov til at gøre det, men under trussel om anholdelse — og således deler samme skæbne som adskillige andre medlemmer af Mejlis og krimtatarernes aktivister og fordrevne; der henviser til, at mere end 20 000 krimtatarer ifølge oplysninger fra den ukrainske regering har måttet forlade det besatte Krim og flytte til Ukraines fastland;

D.  der henviser til, at krimtatarernes leder Mustafa Dzhemilev, der tidligere har tilbragt 15 år i sovjetiske fængsler, har offentliggjort en liste over 14 krimtatarer, der tilbageholdes som politiske fanger af de såkaldte russiske myndigheder på Krim, herunder Ahtem Çiygoz, første næstformand for Mejlis, som bliver tilbageholdt i Simferopol, imens han afventer sin retssag; gør især opmærksom på hans helbredssituation og understreger betydningen af, at retssagen bliver offentlig og overvåges af Europarådet og andre internationale organisationer;

E.  der henviser til, at Den Russiske Føderation har begrænset adgangen til Krim for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), FN og Europarådet, for ikke at nævne de ikke-statslige menneskerettighedsorganisationer og uafhængige journalister; der henviser til, at den manglende adgang gør overvågningen af og rapporteringen om menneskerettighederne på Krim meget vanskelig;

F.  der henviser til, at den samlede befolkning af krimtatarer, en oprindelig befolkning på Krim, i 1944 blev tvangsdeporteret til andre dele af det daværende USSR og først i 1989 fik lov til at vende tilbage; der henviser til, at Ukraines Verkhovna Rada den 12. november 2015 vedtog en beslutning, hvori deporteringen af krimtatarerne i 1944 blev betegnet som folkedrab, og den 18. maj blev udråbt til mindedag;

G.  der henviser til, at Krims såkaldte højesteret den 26. april 2016 udtalte sig til fordel for en anmodning fra Krims såkaldte statsanklager, Natalia Poklonskaya, og beskyldte Mejlis, som havde været det repræsentative organ for krimtatarerne siden sin oprettelse i 1991 og havde nydt fuld retlig status siden maj 1999, for ekstremisme, terrorisme, menneskerettighedskrænkelser, ulovlige handlinger og sabotagehandlinger mod myndighederne;

H.  der henviser til, at Mejlis nu er blevet erklæret en ekstremistisk organisation og er opført på det russiske justitsministeriums liste over ngo'er, hvis aktiviteter skal suspenderes; der henviser til, at Mejlis' aktiviteter således er forbudt på Krim og i Rusland; der henviser til, at dette forbud vil kunne anvendes på mere end 2 500 Mejlis-medlemmer i 250 landsbyer og byer på Krim;

I.  der henviser til, at afgørelsen fra den såkaldte offentlige anklager og Krims såkaldte højesteret er iboende dele af den politiske undertrykkelse og trusler fra Den Russiske Føderations side, som er at straffe denne minoritet for sin loyalitet over for den ukrainske stat under den ulovlige annektering af halvøen for to år siden;

J.  der henviser til, at der er tale om en klar overtrædelse af den humanitære folkeret (herunder den fjerde Haagerkonvention af 1907, den fjerde Genève-konvention af 1949 og tillægsprotokol I hertil af 1977), hvorefter en besættelsesmagt ikke kan retsforfølge civile for lovovertrædelser, der blev begået forud for besættelsen, og de strafferetlige love i det besatte område forbliver i kraft;

1.  fordømmer på det kraftigste Krims såkaldte højesterets afgørelse om at forbyde krimtatarernes Mejlis og opfordrer indtrængende til en omstødelse; mener, at denne afgørelse udgør systemisk og målrettet forfølgelse af krimtatarerne, og er en politisk motiveret handling med henblik på yderligere at intimidere de legitime repræsentanter for tatarsamfundet; understreger vigtigheden af dette demokratisk valgte beslutningsorgan, der repræsenterer krimtatarerne;

2.  påpeger, at forbuddet mod krimtatarernes Mejlis, som er et legitimt og anerkendt repræsentativt organ for den indfødte befolkning på Krim, vil give grobund for yderligere stigmatisering af krimtatarer, øge forskelsbehandlingen af dem og krænke deres menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og er et forsøg på at fordrive dem fra Krim, som er deres historiske hjemsted; er bekymret over, at stemplingen af Mejlis som en ekstremistisk organisation kan føre til yderligere anklager i overensstemmelse med bestemmelser i Den Russiske Føderations straffelov;

3.  minder om, at forbuddet mod Mejlis betyder, at det er underlagt forbud mod at samles, offentliggøre sine synspunkter i massemedier, afholde offentlige arrangementer og anvende bankkonti; opfordrer EU til at yde finansiel støtte til de aktiviteter, som varetages af Mejlis, mens den er i eksil; opfordrer til øget støtte til menneskerettighedsorganisationer, der arbejder på vegne af Krim;

4.  minder om den triste toårsdag for Den Russiske Føderations ulovlige annektering af Krimhalvøen den 20. februar 2014; gentager sin kraftige fordømmelse af denne handling, som er i strid med folkeretten; udtrykker sin stærke tilsagn om manglende anerkendelse af den ulovlige annektering af Krim og om de sanktioner, der blev iværksat i kølvandet heraf, og opfordrer til, at man overvejer at udvide listen over personer, der er omfattet af EU's sanktioner i forbindelse med forbuddet mod Mejlis; opfordrer alle medlemsstaterne til nøje at følge denne liste; beklager de organiserede besøg på Krim — uden samtykke fra de ukrainske myndigheder — foretaget af nogle politikere fra EU-medlemsstaterne, herunder medlemmer af de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet, og opfordrer parlamentsmedlemmer til at afstå fra sådanne besøg i fremtiden;

5.  bekræfter sin stærke støtte til Ukraines suverænitet, politiske uafhængighed, samhørighed og territoriale integritet inden for dets internationalt anerkendte grænser og landets frie og suveræne beslutning om at forfølge en europæisk vej; opfordrer alle parter til omgående at forfølge en fredelig reintegration af den besatte Krimhalvø i det ukrainske retssystem gennem politisk dialog og i fuld overensstemmelse med folkeretten; mener, at genetablering af Ukraines kontrol over halvøen er af afgørende betydning for en genoptagelse af samarbejdet med Den Russiske Føderation, herunder en ophævelse af de Krim-relaterede sanktioner;

6.  fordømmer de alvorlige begrænsninger af ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden, bl.a. i forbindelse med traditionelle mindehøjtideligheder, herunder på årsdagen for Stalins totalitære sovjetstyres deportering af krimtatarerne, og krimtatarernes kulturelle arrangementer;

7.  fordømmer begrænsninger af frie medier på Krim, især tilbagekaldelse af licensen for den største tartariske tv-kanal på Krim, ATR; opfordrer til genåbning af denne kanal og børne-tv-kanalen Lale samt radiostationen Meydan; mener, at disse handlinger fratager krimtatarerne et afgørende instrument til at bevare deres kulturelle og sproglige identitet; bemærker oprettelsen af den nye stationer TV Millet, og opfordrer til, at den sikres fuld redaktionel uafhængighed;

8.  beklager dybt den systematiske begrænsning af ytringsfriheden under påskud af ekstremisme, og overvågningen af de sociale medier med henblik på at identificere aktivister, der ikke anerkender den nye orden, og som anfægter gyldigheden af den såkaldte "folkeafstemning" den 16. marts 2014; minder om, at et hundrede medlemsstater på FN's Generalforsamling indtog samme standpunkt med vedtagelsen af resolution 68/262;

9.  minder om, at de indfødte krimtatarer har lidt historiske uretfærdigheder, der førte til den massive udvisning af sovjetiske myndigheder og fratagelse af deres jord og ressourcer; beklager, at forskelsbehandling forestået af de såkaldte myndigheder forhindrer tilbageleveringen af disse ejendomme og ressourcer, eller bliver brugt som et instrument til at købe støtte;

10.  opfordrer indtrængende Den Russiske Føderation, som i henhold til den humanitære folkeret bærer det endelige ansvar som den besættende stat på Krim, til at opretholde retsordenen på Krim og beskytte borgerne mod vilkårlige retlige eller administrative foranstaltninger og afgørelser, og derved opfylde sine egne forpligtelser som medlem af Europarådet, og til at gennemføre uafhængige internationale undersøgelser af eventuelle overtrædelser af folkeretten eller af menneskerettighederne begået af besættelsesstyrkerne og de såkaldte lokale myndigheder; kræver en reaktivering af kontaktgruppen for familierne til forsvundne personer;

11.  opfordrer til permanent og uhindret adgang til Krim for de relevante internationale menneskerettighedsorganer, med det formål at overvåge menneskerettighedssituationen;

12.  glæder sig over det ukrainske initiativ til indførelse af en international forhandlingsmekanisme i "Genève plus"-format med henblik på genetablering af Ukraines suverænitet over Krim, som bør omfatte direkte engagement fra EU's side; opfordrer Den Russiske Føderation til at indlede forhandlinger med Ukraine og andre parter om tilbagetrækning fra Krim og til at ophæve handels- og energiembargoer samt undtagelsestilstanden på Krim;

13.  opfordrer til bevarelse af Krims historiske og traditionelle multikulturelle miljø og til fuld respekt for ukrainernes, tatarernes og andre mindretals sprog og særlige kulturer; fordømmer juridisk pres på krimtatarernes kultur- og uddannelsesinstitutioner, herunder dem, der beskæftiger sig med krimtatarernes børn;

14.  opfordrer Den Russiske Føderation til at efterforske alle sager om tortur af fanger, der er ulovligt frihedsberøvet på Krim, herunder Ahtem Çiygoz, næstformand for Mejlis, Mustafa Degermendzhi og Ali Asanov, der blev arresteret på Krim af de såkaldte lokale myndigheder på grund af deres fredelige protester mod besættelsen, og garantere, at de kan vende sikkert tilbage til Ukraine; gentager sin opfordring til løsladelse af Oleg Sentsov og Oleksandr Kolchenko; opfordrer indtrængende Den Russiske Føderation til at sætte en stopper for den politisk motiverede forfølgelse af dissidenter og borgerretsaktivister; fordømmer deres efterfølgende overførsel til Rusland og påtvingelse af russisk statsborgerskab; opfordrer Den Russiske Føderation til at samarbejde tæt med Europarådet og OSCE i ovennævnte tilfælde;

15.  opfordrer Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og Rådet til at øge presset på Den Russiske Føderation til at give internationale organisationer adgang til Krim med henblik på at overvåge menneskerettighedssituationen i betragtning af de fortsatte alvorlige krænkelser af de grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettighederne, og med henblik på at etablere permanente internationale konventionsbaserede overvågningsmekanismer; understreger, at enhver international tilstedeværelse på stedet skal koordineres nøje, aftales med Ukraine og støttes af de store internationale menneskerettighedsorganisationer;

16.  gentager sin alvorlige bekymring over situationen for LGBTI-personer i Krim, som er blevet væsentligt forværret efter den russiske annektering;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og næstformand for Kommissionen, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Ukraines præsident, regering og parlament, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, Den Russiske Føderations præsident, regering og parlament samt krimtatarfolkets Mejlis-forsamling.


Gambia
PDF 177kWORD 74k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. maj 2016 om Gambia (2016/2693(RSP))
P8_TA(2016)0219RC-B8-0591/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Gambia,

–  der henviser til sin beslutning af 12. marts 2015 om EU's prioriteter for FN's Menneskerettighedsråd i 2015(1),

–  der henviser til adskillige parlamentariske forespørgsler om situationen i Gambia,

–  der henviser til EU-Udenrigstjenestens erklæring af 17. april 2016 om menneskerettighedssituationen i Gambia,

–  der henviser til adskillige erklæringer fra EU's delegation til Gambia,

–  der henviser til resolutionen af 28. februar 2015 fra Kommissionen for Den Afrikanske Union om menneskerettighedssituationen i Republikken Gambia,

–  der henviser til den erklæring, som FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, fremsatte den 17. april 2016,

–  der henviser til rapporten fra den særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i FN's Menneskerettighedsråd, Tillæg: Tjenesterejse til Gambia den 2. marts 2015,

–  der henviser til rapporten af 11. maj 2015 fra FN's særlige rapportør om udenretlige, summariske eller vilkårlige henrettelser om Gambia,

–  der henviser til rapporten af 24. december 2014 fra FN-Arbejdsgruppen om Universel Regelmæssig Gennemgang (UPR) om Gambia,

–  der henviser til Cotonou-partnerskabsaftalen, der blev undertegnet i juni 2000,

–  der henviser til Gambias forfatning,

–  der henviser til det afrikanske charter om demokrati, valg og regeringsførelse,

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

–  der henviser til FN-erklæringen om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion eller tro fra 1981,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Yahya Jammeh overtog magten i Gambia ved et militærkup i 1994; der henviser til, at han blev valgt til præsident i 1996 og siden er blevet genvalgt tre gange under omstridte omstændigheder;

B.  der henviser til, at der skal afholdes præsidentvalg den 1. december 2016 og parlamentsvalg den 6. april 2017; der henviser til, at det sidste præsidentvalg, som fandt sted i 2011, blev fordømt af Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS) for at mangle legitimitet og for at være ledsaget af undertrykkelse og intimidering af oppositionspartierne og deres vælgere;

C.  der henviser til, at en fredelig demonstration, som fandt sted den 14. april 2016 i Serekunda, en forstad til hovedstaden Banjul, med krav om valgreform førte til voldelige reaktioner fra de gambiske sikkerhedsstyrker og vilkårlige anholdelser af demonstranter, heriblandt flere medlemmer af United Democratic Party (UDP); der henviser til, at Solo Sandeng, der er leder af oppositionen og medlem af UDP, døde i fængsel under mistænkelige omstændigheder kort efter sin anholdelse;

D.  der henviser til, at medlemmer af UDP igen samledes den 16. april 2016 for at kræve, at Solo Sandengs død retsforfølges, og at andre medlemmer af deres parti løslades; der henviser til, at politiet affyrede tåregas mod demonstranterne og anholdt et antal mennesker;

E.  der henviser til, at en anden oppositionsleder, Ousainou Darboe, samt andre højtstående partifunktionærer blev anholdt og stadig er i statens varetægt og efter sigende er alvorligt kvæstet;

F.  der henviser til, at Alagie Abdoulie Ceesay, administrerende direktør for den uafhængige radiostation Teranga FM, blev anholdt den 2. juli 2015 af den nationale efterretningstjeneste (NIA) og er blevet nægtet kaution tre gange på trods af sin dårlige helbredstilstand;

G.  der henviser til, at De Forenede Nationers Særlige Arbejdsgruppe for Vilkårlig Tilbageholdelse og Fængsling i marts 2016 udsendte en udtalelse, der blev vedtaget på dens sidste møde i december 2015, hvori det blev understreget, at Alagie Abdoulie Ceesay var blevet udsat for vilkårlig frihedsberøvelse, og Gambia opfordredes til at løslade ham og frafalde alle anklager mod ham;

H.  der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere og journalister i Gambia er ofre for urimelig praksis og undertrykkende lovgivning og konstant udsættes for chikane og intimidering, anholdelse og tilbageholdelse samt tvungen forsvinding eller tvinges i eksil;

I.  der henviser til, at tortur og andre former for mishandling anvendes regelmæssigt i Gambia; der henviser til, at det rapporteres, at folk rutinemæssigt er blevet udsat for brutal tortur eller anden form for mishandling for at fremtvinge "tilståelser", der efterfølgende anvendes af domstolene, således som det fremgår af den rapport, der blev udarbejdet efter besøget fra FN's særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i Gambia i 2014;

J.  der henviser til, at NIA og politiet rutinemæssigt foretager vilkårlige tilbageholdelser, som i tilfældet med den tidligere vicelandbrugsminister, Ousman Jammeh, og de islamiske retslærde sheik Omar Colley, imam Ousman Sawaneh og imam Cherno Gassama, og at enkeltpersoner ofte tilbageholdes uden sigtelse og ud over den frist på 72 timer, inden for hvilken en mistænkt skal bringes for en domstol, hvilket er i strid med forfatningen;

K.  der henviser til, at den nuværende lovgivning i Gambia mod homoseksualitet indeholder bestemmelser om lange fængselsstraffe og store bøder for "grov homoseksualitet"; der henviser til, at LGBTI-personer ofte er ofre for sikkerhedsstyrkernes angreb, trusler og vilkårlige anholdelser, og at nogle af dem er blevet tvunget til at forlade landet for deres egen sikkerhed;

L.  der henviser til, at Gambia er et af de 15 fattigste lande i verden, og at næsten en fjerdedel af befolkningen er udsat for kronisk fødevareusikkerhed; der henviser til, at landet er stærkt afhængigt af international bistand; der henviser til, at 14 475 gambiere har søgt om asyl i EU siden 2015;

M.  der henviser til, at situationen vedrørende menneskerettigheder, demokrati og retsstatsforholdene i Gambia giver anledning til reelle bekymringer; der henviser til, at EU har behandlet disse spørgsmål i en dialog i henhold til artikel 8 i Cotonouaftalen siden slutningen af 2009, men med meget få konkrete fremskridt;

N.  der henviser til, at EU som følge af bekymringer over menneskerettighedssituationen har reduceret sin støtte til Gambia drastisk, om end EU stadig er landets største bistandsyder med et samlet beløb på 33 mio. EUR, der er afsat til det nationale vejledende program for 2015-2016; der henviser til, at præsident Jammeh efter denne nedsættelse af bistanden pludseligt udviste EU's chargé d'affaires i Gambia, Agnes Guillard, i juni 2015;

O.  der henviser til, at det nationale vejledende program for Gambia for 2015-2016 afsætter midler til investeringer i landbrug og fødevaresikkerhed samt transportsektoren, men ingen midler er afsat til udvikling af civilsamfundet, demokratisk regeringsførelse eller fremme af menneskerettighederne og retsstatsprincippet;

P.  der henviser til, at Ghana er medlem af ECOWAS; der henviser til, at der i juli 2014 blev indgået en økonomisk partnerskabsaftale mellem EU og ECOWAS, som vil blive ratificeret i 2016; der henviser til, at økonomiske partnerskabsaftaler skal styrke ikke blot en retfærdig samhandel, men også menneskerettigheder og opnåelse af målene for bæredygtig udvikling;

Q.  der henviser til, at Ghana er medlem af Den Afrikanske Union (AU), er deltagerstat i det afrikanske charter og har undertegnet det afrikanske charter om demokrati, valg og regeringsførelse;

R.  der henviser til, at ændringen af valgloven i 2015 har presset oppositionspartierne økonomisk ved at gøre Gambia til et af de dyreste lande at stille op til valg til offentlige embeder i, hvilket udgør en indskrænkelse af borgernes rettigheder;

1.  udtrykker sin dybeste bekymring over den hurtige forværring af sikkerheds- og menneskerettighedssituationen i Gambia og beklager dybt angrebene på fredelige demonstranter den 14. og 16. april 2016;

2.  kræver øjeblikkelig løsladelse af alle de demonstranter, der blev anholdt i forbindelse med protesterne den 14. og 16. april 2016; anmoder om, at Republikken Gambias regering sikrer retfærdig rettergang for alle mistænkte, der tilbageholdes på påstande om at have deltaget i forsøg på forfatningsstridige ændringer af styret; opfordrer myndighederne i Gambia til at sikre disse mistænktes fysiske og psykiske integritet i alle situationer og at sikre ufortøvet lægebehandling af de tilskadekomne; udtrykker sin bekymring over beretningerne om tortur og mishandling af andre fanger;

3.  opfordrer de gambiske myndigheder til at gennemføre en hurtig og uafhængig undersøgelse af disse hændelser og udtrykker i særdeleshed alvorlig bekymring over oppositionsaktivisten Solo Sandengs død under sin tilbageholdelse;

4.  fordømmer på det kraftigste de tvungne forsvindinger, vilkårlige tilbageholdelser, tortur og andre krænkelser af menneskerettighederne, der rettes mod systemkritikere, herunder journalister, menneskerettighedsforkæmpere, politiske modstandere og kritikere samt lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle, under præsident Yahya Jammehs styre; opfordrer til, at alle fanger, der tilbageholdes "incommunicado", stilles for en dommer eller løslades;

5.  opfordrer EU og AU til at arbejde med Gambia for at indføre beskyttelsesforanstaltninger mod tortur, sikre uafhængige parters adgang til fanger og ændre enhver lovgivning, der griber ind i retten til ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed, herunder strafbare handlinger som tilskyndelse til oprør, kriminelle injurier og "udbredelse af falske oplysninger" i straffeloven og ændringen af informations- og kommunikationsloven fra 2013, som omfatter censur af ytringer på internettet;

6.  opfordrer Gambia til at ratificere FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf;

7.  opfordrer Gambias regering til at undersøge beviserne på NIA's menneskerettighedskrænkelser, udvikle lovgivning, der sørger for lige rettigheder for borgerne og behandler spørgsmål om ulighed, og at videreføre planerne om at nedsætte en national menneskerettighedskommission i overensstemmelse med Parisprincipperne om menneskerettighedsinstitutioner med henblik på at undersøge og overvåge påståede menneskerettighedskrænkelser;

8.  opfordrer indtrængende Gambias regering og de regionale myndigheder til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sætte en stopper for forskelsbehandling mod og angreb og kriminalisering af LGBTI-personer og garantere deres ret til ytringsfrihed, herunder fjernelse af bestemmelser, der kriminaliserer LGBTI-personer, fra den gambiske straffelov;

9.  opfordrer de gambiske myndigheder til at forhindre enhver form for religiøs forskelsbehandling samt at tilskynde og træffe foranstaltninger til støtte for en fredelig og inklusiv dialog mellem alle befolkningsgrupper;

10.  opfordrer ECOWAS og AU til at fortsætte deres engagement mod det gambiske regimes igangværende krænkelser af menneskerettighederne; minder om, at sikkerhed og stabilisering fortsat er store udfordringer i den vestafrikanske region, og insisterer på nødvendigheden af, at AU og ECOWAS nøje overvåger situationen i Gambia og opretholder en permanent politisk dialog med de gambiske myndigheder om styrkelse af demokratiet og retsstaten;

11.  opfordrer indtrængende regeringen i Republikken Gambia til at ratificere det afrikanske charter om demokrati, valg og regeringsførelse forud for præsidentvalget, der er planlagt til december 2016;

12.  opfordrer Gambias regering til at indgå i en reel dialog med alle politiske partier i oppositionen om lovgivningsmæssige og politiske reformer, der skal sikre frie og retfærdige valg og garantere respekten for forenings- og forsamlingsfriheden i overensstemmelse med Gambias internationale forpligtelser; minder om, at fuld deltagelse af oppositionen og det uafhængige civilsamfund i uafhængige og frie nationale valg er en vigtig forudsætning for succes i forbindelse med disse valg;

13.  opfordrer det internationale samfund, herunder lokale menneskerettighedsorganisationer og NGO'er samt EU's delegation i Gambia og andre relevante internationale institutioner til aktivt at overvåge valgproceduren med særligt fokus på at sikre offentlig overholdelse af foreningsfriheden og forsamlingsfriheden;

14.  opfordrer Gambias regering til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at garantere fuldstændig overholdelse af ytringsfriheden og pressefriheden under alle omstændigheder; opfordrer i denne forbindelse til reform af bestemmelserne i informations- og kommunikationsloven med henblik på at bringe den nationale lovgivning i overensstemmelse med internationale standarder;

15.  er bekymret over, at det nationale vejledende program for 2015-2016 for Gambia ikke foreskriver nogen støtte til eller finansiering af civilsamfundet eller demokratisk regeringsførelse, fremme af retsstatsprincippet og beskyttelse af menneskerettighederne; opfordrer Kommissionen til at sikre, at demokratisk regeringsførelse, retsstatsprincippet og beskyttelsen af menneskerettighederne udgør de centrale områder i alle fremtidige samarbejdsaftaler mellem EU og Gambia;

16.  anmoder EU-delegationen til Gambia om at anvende alle de redskaber, den har til rådighed, herunder det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder, til aktivt at overvåge forholdene under frihedsberøvelse i Gambia, og til at følge og overvåge efterforskningen af regeringens undertrykkelse af protesterne den 14. og 16. april 2016 og behandlingen af tilbageholdte demonstranter, samt til at optrappe bestræbelserne på at inddrage politiske oppositionsmedlemmer, studenterledere, journalister, menneskerettighedsforkæmpere, fagforeningsfolk og LGBTI-ledere;

17.  opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at foretage en offentlig høring i henhold til artikel 96 i Cotonouaftalen og til at overveje at fastfryse al ikke-humanitær bistand til Gambias regering og at indføre rejseforbud eller andre målrettede sanktioner mod embedsmænd, der er ansvarlige for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne;

18.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Afrikanske Union, regeringerne i landene i Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater, Gambias regering og parlament, FN’s generalsekretær, FN’s Menneskerettighedsråd og Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0079.


Djibouti
PDF 264kWORD 81k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. maj 2016 om Djibouti (2016/2694(RSP))
P8_TA(2016)0220RC-B8-0594/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Djibouti, herunder beslutning af 4. juli 2013 om situationen i Djibouti(1) og af 15. januar 2009 om situationen på Afrikas Horn(2),

–  der henviser til det nationale vejledende program for Djibouti under den 11. Europæiske Udviklingsfond af 19. juni 2014,

–  der henviser til erklæringerne af 12. april 2016 og 23. december 2015 fra talsmanden for EU-Udenrigstjenesten,

–  der henviser til erklæringen fra den højtstående repræsentant Federica Mogherini på vegne af Den Europæiske Union i anledning af verdensdagen for pressefrihed den 3. maj 2016,

–  der henviser til EU's regionale politiske partnerskab til fremme af fred, sikkerhed og udvikling på Afrikas Horn,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,

–  der henviser til konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,

–  der henviser til konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder,

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder, som Djibouti har ratificeret,

–  der henviser til de foranstaltninger og de meddelelser, som De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) har gennemført og kommunikeret vedrørende Djibouti,

–  der henviser til de foreløbige konklusioner af 10. april 2016 fra Den Afrikanske Unions valgobservationsmission, som overvågede præsidentvalget,

–  der henviser til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol, som Djibouti har været kontraherende stat til siden 2003,

–  der henviser til en rammeaftale, der blev indgået den 30. december 2014 mellem UMP (Union pour la Majorité Présidentielle), koalitionen ved magten, og USN (Union pour le Salut National), koalitionen af oppositionspartier, der havde til formål at fremme "en fredelig og demokratisk national politik",

–  der henviser til dekret nr. 2015-3016 PR/PM af 24. november 2015, der er vedtaget af Djiboutis ministerråd, om exceptionelle sikkerhedsforanstaltninger efter angrebene i Paris den 13. november 2015,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–  der henviser til Den Afrikanske Unions charter om menneskerettigheder og folkets rettigheder og protokollen hertil om kvinders rettigheder i Afrika,

–  der henviser til Cotonouaftalen, der blev undertegnet den 23. juni 2000 og ændret den 22. juni 2010,

–  der henviser til forfatningen fra 1992 for Republikken Djibouti, hvori anerkendes grundlæggende friheder og grundlæggende principper om god regeringsførelse,

–  der henviser til retningslinjerne for Den Afrikanske Unions valgobservations- og overvågningsmissioner,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Ismail Omar Guelleh har været præsident for Djibouti siden 1999, og at han vandt en jordskredssejr ved valget i april 2016 med 87,1 % af stemmerne, hvilket er blevet kritiseret af oppositionspartier og menneskerettighedsgrupper som værende opnået gennem politisk undertrykkelse; der henviser til, at visse kandidater fra oppositionen boykottede valgene i 2005, 2011 og 2016; der henviser til, at præsident Guelleh i 2010 fik nationalforsamlingen til at ændre forfatningen, efter at det var bekendtgjort, at han ikke ville genopstille til valget i 2016, hvilket gjorde det muligt for ham at stille op til en tredje mandatperiode i 2011; der henviser til, at efterfølgende protester fra civilsamfundet blev annulleret;

B.  der henviser til, at Djiboutis centrale placering i Adenbugten har gjort landet strategisk vigtigt for udenlandske militærbaser, og det betragtes som et knudepunkt for bekæmpelse af pirateri og terrorisme;

C.  der henviser til, at ti djiboutiske kvinder gik i sultestrejke i Paris for at kræve en international undersøgelse af voldtægt af kvinder, hvoraf fire selv hævder at være blevet voldtaget, mens en anden, Fatou Ambassa, 30 år, fastede til minde om sin kusine Halima, der angiveligt blev udsat for gruppevoldtægt i 2003 i en alder af 16 år; der henviser til, at otte af disse kvinder fortsat protesterne i nitten dage fra den 25. marts til den 12. april 2016, og ti flere kvinder har fulgt trop i Bruxelles; der henviser til, at den djiboutiske regering afviser deres klager; der henviser til, at kvinder er blevet taget som gidsler i konflikten mellem Djiboutis hær og FRUD-hæren; der henviser til, at Djibouti kvindekomité (Comité des Femmes Djiboutiennes Contre le Viol et l’Impunité (COFEDVI)), der blev oprettet i 1993, har registreret 246 tilfælde af voldtægt begået af soldater, der er indsamlet fra omkring 20 klager;

D.  der henviser til, at ingen af EU's valgobservationsmissioner blev indbudt til at overvåge valget, og at den valgekspertmission, som EU tilbød, blev afvist af Djiboutis myndigheder; der henviser til, at Den Afrikanske Unions valgobservationsmission anbefaler, at der nedsættes en uafhængig valgkommission, der skal tage sig af valgprocessen og herunder offentliggøre de foreløbige resultater;

E.  der henviser til, at tre kandidater fra oppositionen, Omar Elmi Khaireh, Mohamed Moussa Ali and Djama Abdourahman Djama, anfægtede resultaterne af valget i april 2014, og angav, at valget var uigennemsigtigt og ikke afspejler den djiboutiske befolknings vilje; der henviser til, at lokale menneskerettighedsorganisationer ikke har anerkendt resultaterne; der henviser til, at det politisk rum for oppositionen fortsat er meget snævert, og at ytringsfriheden er begrænset; der henviser til, at politi og sikkerhedstjenester fører stram kontrol med landet, og at domstolene er svage og tæt på regeringen; der henviser til, at oppositionsledere konstant er blevet udsat for fængsling og chikane, og der har været fremsat påstande om tortur; der henviser til, at det påstås, at hæren blev pålagt at fjerne oppositionsrepræsentanter fra nogle valgsteder, så valgurnerne kunne fyldes, mens andre distrikter, såsom Ali-Sabieh, blev sat under militær kontrol; der henviser til, at præsident Guelleh var vært for en fest for angiveligt at belønne hæren for sit bidrag til valget, inden de officielle resultater var offentliggjort; der henviser til, at Den Afrikanske Union har beklaget en række uregelmæssigheder (manglende registreringer, manglende offentliggørelse af resultater og den omstændighed, at stemmer ikke blev optalt i fuld offentlighed);

F.  der henviser til, at den 31. december 2015 efter udelukkelse af oppositionens medlemmer af Parlamentet, blev en lov, der var indført i november 2015 og som pålægger undtagelsestilstand, anvendt til at begrænse individets rettigheder og bekæmpe oppositionsaktivister, menneskerettighedsforkæmpere, fagforeningsfolk og journalister;

G.  der henviser til, at den 30. december 2014 undertegnede den regerende koalition UMP en rammeaftale med oppositionskoalitionen USN, som indeholdt bestemmelser om en reform af den uafhængige nationale valgkommission (Commission Électorale Nationale Indépendante), oprettelse af et blandet parlamentarisk udvalg, og reformer på kort og mellemlang sigt; der henviser til, at det blandede parlamentariske udvalg blev oprettet i februar 2015, men ingen af de vigtigste lovforslag (såsom loven om oprettelsen af en uafhængig fælles valgkommission og en lov om rettigheder og pligter for politiske partier) er blevet forelagt; der henviser til, at de djiboutiske myndigheder den 26. august 2015 oplyste, at valgkommissionen ikke ville blive ændret;

H.  der henviser til, at der ikke findes private tv-kanaler eller radiostationer i Djibouti, at myndighederne fører nøje tilsyn med oppositionens websteder og regelmæssigt blokerer menneskerettighedsorganisationers websteder og sociale medier; der henviser til, at regeringen ejer den største avis La Nation og det statslige radio- og tv-selskab Radiodiffusion-Télévision de Djibouti, der udøver selvcensur; der henviser til, at Freedom House i 2015 erklærede, at pressen i Djibouti ikke var frit; der henviser til, at Djibouti ligger nr. 170 (ud af 180 lande) på det verdensomspændende indeks over pressefrihed i 2015, som er udarbejdet af Journalister uden Grænser; der henviser til, at under hele UMP-koalitionens regeringsperiode har oppositionspartier og aktivister været undertrykt, og der er ført retssager mod mange partiaktivister og journalister, herunder en BBC-journalist under en kampagne til præsidentvalget i 2016; der henviser til, at vigtigste oppositionsavis L’Aurore blev lukket ved en retsafgørelse den 19. januar 2016; der henviser til, at det nationale kommunikationsudvalg, som skulle have været oprettet i 1993, endnu ikke er blevet oprettet;

I.  der henviser til, at der navnlig i 2012 blev foretaget en bølge af vilkårlige anholdelser af mistænkte væbnede FRUD-medlemmer i regionen Mablas;

J.  der henviser til, at det er blevet hævdet, at mindst 27 mennesker er blevet dræbt og mere end 150 såret af myndighederne ved en kulturel fest i Buldugo den 21. december 2015, selvom regeringen fastholder, at dødstallet er så lavt som syv; der henviser til, at politiet også senere brød ind i de lokaler, hvor oppositionsledere mødtes, sårede en række oppositionsledere og fængslede to fremstående oppositionsledere (Abdourahman Mohammed Guelleh, generalsekretær for USN, og Hamoud Abdi Souldani) uden at fremføre nogen anklager mod dem; der henviser til, at begge blev udskrevet blot få dage før præsidentvalget, og at der er rejst strafferetlige anklager mod førstnævnte; der henviser til, at en fagforeningsleder og menneskerettighedsforkæmper, Omar Ali Ewado, blev tilbageholdt i isolation fra 29. december 2015 til 14. februar 2016 for at offentliggøre en liste over ofrene for massakren og dem, der fortsat savnes; der henviser til, at hans advokat også blev tilbageholdt i lufthavnen; der henviser til, at nævnte Said Houssein Robleh, oppositionsmedlem og generalsekretær for LDDH, blev såret af kugler fra det djiboutiske politi og for nuværende er i eksil i Europa;

K.  der henviser til, at forholdene i Djiboutis fængsler er yderst bekymrende;

L.  der henviser til, at efter terrorangrebene den 13. november 2015 i Paris vedtog Djiboutis ministerråd den 24. november 2015 dekret nr. 015-3016 PR/PM, der forbyder forsamling og forsamlinger inden for offentlige områder som en foranstaltning til bekæmpelse af terrorisme;

M.  der henviser til, at der ikke findes nogen lovgivning til bekæmpelse af vold i hjemmet og ægtefællevoldtægt i Djibouti; der henviser til, at myndighederne har underrettet FN's Komité for Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder (CEDAW), at de er klar over manglerne i deres indsats for at bekæmpe kønsbaseret vold; der henviser til, at selv om det er ulovligt siden 2005, er forskellige former for kvindelig kønslemlæstelse blevet gennemført på 98 % af kvinderne i Djibouti;

N.  der henviser til, at ifølge Verdensbanken lever mere end 23 % af befolkningen i Djibouti i ekstrem fattigdom, og 74 % lever for mindre end 3 USD om dagen; der henviser til, at fødevareusikkerheden i Djibouti er blevet forværret af høje fødevarepriser, knaphed på vand, klimaforandringer og reducerede græsarealer; der henviser til, at Djibouti er modtager af EU's hjælpepakke på 79 mio. EUR til Afrikas Horn, der er ramt af El Nino;

O.  der henviser til, at overholdelse af menneskerettigheder, demokratiske principper og retsstatsprincippet er selve grundlaget i partnerskabsaftalen AVS-EU og udgør afgørende elementer i Cotonouaftalen; der henviser til, at EU straks bør intensivere den regelmæssige politiske dialog med Djibouti i henhold til artikel 8 i Cotonouaftalen;

P.  der henviser til, at Djibouti i øjeblikket modtager 105 mio. EUR i bilateral EU-støtte, primært til vand og sanitet og fødevare- og ernæringssikkerhed, som led i EU's nationale vejledende program under den 11. Europæiske Udviklingsfond; der henviser til, at fra 2013 til 2017 har Djibouti modtaget 14 mio. EUR som en del af EU's SHARE-initiativ til styrkelse af resiliensen på Afrikas Horn (Supporting Horn of Africa Resilience), der har til formål at hjælpe lokalsamfund til at modstå tilbagevendende tørke;

Q.  der henviser til, at Djibouti er for tiden huser mere end 15 000 flygtninge fra Somalia og Eritrea og andre ca. 8 000 fra Yemen; der henviser til, at kvinder og piger i flygtningelejre er i fare for kønsbaseret vold; der henviser til, at Kommissionen yder støtte, f.eks. livsvigtige tjenesteydelser og finansielle støtte til de samfund, der huser flygtningene;

1.  udtrykker bekymring over den fastkørte demokratiseringsprocessen i Djibouti, som er blevet forværret ved at Parlamentet har stillet ændringsforslag til bestemmelserne i den djiboutiske forfatning om begrænsning af præsidentmandater, og af påstandene om, at medlemmer af oppositionen blev chikanerede og udelukket fra mange afstemningssteder; understreger betydningen af retfærdige valg uden intimidering;

2.  opfordrer til en grundig undersøgelse af gennemsigtigheden i valgprocessen og af valget i 2016 i Djibouti; gentager EU's opfordring til, at resultaterne fra hvert enkelt valgsted i både 2013 og 2016 bliver offentliggjort;

3.  fordømmer på det kraftigste de voldtægter, som djiboutiske soldater angiveligt har begået mod civile, og som er rapporteret af forskellige ikke-statslige organisationer, hvilket understreges af de nævnte sultestrejker, og opfordrer myndighederne i Djibouti til at foretage en grundig undersøgelse af navnlig militærets handlinger og sætte en stopper for straffrihed; opfordrer FN til at undersøge menneskerettighedssituationen i Djibouti og navnlig kvinders situation i landet; udtrykker sin stærke solidaritet med de djiboutiske kvinder, der for øjeblikket gennemfører en sultestrejke i Frankrig og Belgien;

4.  fordømmer militærets og politiets indblanding i demokratiske processer og gentager, at en grundig og gennemsigtig undersøgelse af valgprocessen er af afgørende betydning; udtrykker bekymring over den tilsyneladende vilje fra præsidenten til at fejre sin sejr ved valget i april 2016 på et for tidligt tidspunk; minder Djibouti om, at landet er kontraherende part til konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og at artikel 16 i den djiboutiske forfatning bestemmer, at "ingen må underkastes tortur eller mishandling eller udsættes for grusom, umenneskelig, nedværdigende eller ydmygende handlinger"; opfordrer Djibouti til grundigt at undersøge påstande om tortur og mishandling og sikre, at gerningsmændene bliver retsforfulgt, og, hvis de dømmes, at de straffes med passende sanktioner, og at ofrene får passende erstatning, samt at oprette en uafhængig mekanisme til at undersøge påstande om overgreb;

5.  beklager de djiboutiske myndigheders beslutning om ikke at reformere den nationale valgkommissionen som fastsat i den rammeaftale, der blev undertegnet den 30. december 2014, og opfordrer dem indtrængende til at arbejde tæt sammen med oppositionen for at sikre en mere gennemsigtig valgproces;

6.  minder de djiboutiske myndigheder om deres forpligtelse i henhold til retningslinjerne for Den Afrikanske Unions valgobservations- og overvågningsmissioner til at beskytte journalister, og fordømmer den måde, hvorpå journalister er blevet behandlet, og minder de djiboutiske myndigheder om betydningen af pressefrihed og retten til en retfærdig rettergang; kræver en begrundet forklaring fra de djiboutiske myndigheder på behandlingen af journalister; fordømmer på det kraftigste den chikane og fængslinger uden anklager af oppositionsledere, journalister og uafhængige menneskerettighedsaktivister, der fandt sted i tiden op til præsidentvalget; opfordrer myndighederne i Djibouti til at ophøre med undertrykkelsen af politiske modstandere og journalister og til at løslade alle de personer, der tilbageholdes af politiske årsager eller for udøvelse af mediefriheden; opfordrer myndighederne i Djibouti til at revidere landets lovgivning om undtagelsestilstand og bringe den i fuld overensstemmelse med folkeretten;

7.  fordømmer manglen på en uafhængig presse i Djibouti og overvågning og censur af websteder, der er kritiske over for regeringen; beklager den selvcensur, der foretages af de statsejede medier; opfordrer den djiboutiske regering til at give FM sendetilladelser til alle uafhængige medieorganer, der anmoder herom; opfordrer regeringen til at give udenlandske journalister fri adgang til landet for at give dem mulighed for at udøve deres arbejde sikkert og objektivt; opfordrer den djiboutiske regering til at nedsætte det nationale kommunikationsudvalg og til at tillade uafhængige og private radio- og tv-selskaber;

8.  beklager de drab, der fandt sted på det kulturelle arrangement den 21. december 2015 og de efterfølgende tilbageholdelser og chikane af menneskerettighedsforkæmpere og medlemmer af oppositionen; udtrykker sin medfølelse med ofrenes familier og opfordrer til en fuldstændig og uafhængig undersøgelse med henblik på at identificere og retsforfølge de ansvarlige; gentager sin fordømmelse af vilkårlig tilbageholdelse og opfordrer til, at retten til et forsvar respekteres;

9.  opfordrer myndighederne i Djibouti til at sikre overholdelse af menneskerettighederne, som disse er anerkendt i nationale og internationale aftaler, som Djibouti har undertegnet, og til at sikre de borgerlige og politiske rettigheder og friheder, herunder retten til at demonstrere fredeligt og pressefriheden;

10.  opfordrer indtrængende regeringen til fortsat at tilbyde uddannelse til politi og andre embedsmænd med henblik på håndhævelse af loven mod menneskehandel, til at intensivere indsatsen for at bringe menneskehandlere for retten og til at øge bevidstheden om spørgsmålet om menneskehandel blandt de retlige, lovgivningsmæssige og administrative myndigheder, civilsamfundet og ikke-statslige organisationer, der opererer i landet, samt over for den brede offentlighed;

11.  kræver, at kvinder og mænd skal behandles lige for loven i Djibouti og minder myndighederne om, at de er part i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder;

12.  glæder sig over den djiboutiske regerings intervention mod den udbredte praksis med kvindelig kønslemlæstelse, men vil gerne se flere fremskridt;

13.  opfordrer myndighederne til at give NGO'er adgang til distrikterne Obock, Tadjoural og Dikhil;

14.  opfordrer de civile og militære myndigheder til at udvise den største tilbageholdenhed under politiets og hærens operationer i den nordlige del af landet og navnlig til ikke at anvende nogen form for vold mod civilbefolkningen eller bruge den som skjold for militærlejre;

15.  erklærer sig villig til at følge situationen i Djibouti tæt og til at foreslå restriktive foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af Cotonouaftalen (2000), og særlig af aftalens artikel 8 og 9; opfordrer ligeledes Kommissionen til at overvåge situationen nøje;

16.  opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og deres partnere til at samarbejde med Djibouti om politiske reformer på lang sigt, som bør lettes af de stærke relationer, der allerede eksisterer mellem parterne, i betragtning af at Djibouti har været et centralt element i kampen mod terrorisme og pirateri i regionen, og da landet er hjemsted for militærbaser og bidrager til stabilitet i regionen;

17.  opfordrer Kommissionen til at yde yderligere støtte til uafhængige organisationer og civilsamfundet, bl.a. ved at indlede en udbudsrunde snarest muligt inden for rammerne af det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder;

18.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til regeringen i Djibouti, Den Afrikanske Unions institutioner, Den Mellemstatslige Organisation for Udvikling, Den Arabiske Liga, Den Islamiske Samarbejdsorganisation, næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's medlemsstater og formændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.

(1) EUT C 75 af 26.2.2016, s. 160.
(2) EUT C 46 E af 24.2.2010, s. 102.


Obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet *
PDF 326kWORD 140k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. maj 2016 om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet (COM(2016)0025 – C8-0030/2016 – 2016/0010(CNS))
P8_TA(2016)0221A8-0157/2016

(Særlig lovgivningsprocedure – høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (COM(2016)0025),

–  der henviser til artikel 113 og 115 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0030/2016),

–  der henviser til den begrundede udtalelse, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af den svenske Riksdag, om at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0157/2016),

1.  godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.  opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. artikel 293, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

3.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

4.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

5.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Kommissionens forslag   Ændring
Ændring 1
Forslag til direktiv
Betragtning 1
(1)  I de senere år har skattesvig og skatteunddragelse givet stadig større udfordringer og er kommet stærkt i fokus inden for Unionen og på globalt plan. Den automatiske udveksling af oplysninger er et vigtigt værktøj i den forbindelse, og Kommissionen påpegede i sin meddelelse af 6. december 2012 om en handlingsplan til styrkelse af bekæmpelsen af skattesvig og skatteunddragelse, at det var nødvendigt på det kraftigste at fremme automatisk udveksling af oplysninger som fremtidens europæiske og internationale standard for gennemsigtighed og udveksling af oplysninger på skatteområdet. Det Europæiske Råd anmodede i sine konklusioner fra mødet den 22. maj 2013 om, at den automatiske udveksling af oplysninger på EU-plan og globalt plan blev udvidet med henblik på at bekæmpe skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning.
(1)  I de senere år har skattesvig, skatteundgåelse og skatteunddragelse givet stadig større udfordringer og er kommet stærkt i fokus inden for Unionen og på globalt plan. Den automatiske udveksling af oplysninger er et vigtigt værktøj i den forbindelse, og Kommissionen påpegede i sin meddelelse af 6. december 2012 om en handlingsplan til styrkelse af bekæmpelsen af skattesvig og skatteunddragelse, at det var nødvendigt på det kraftigste at fremme automatisk udveksling af oplysninger som fremtidens europæiske og internationale standard for gennemsigtighed og udveksling af oplysninger på skatteområdet. Det Europæiske Råd anmodede i sine konklusioner fra mødet den 22. maj 2013 om, at den automatiske udveksling af oplysninger på EU-plan og globalt plan blev udvidet med henblik på at bekæmpe skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning.
Ændring 2
Forslag til direktiv
Betragtning 2
(2)  Eftersom multinationale koncerner er aktive i forskellige lande, har de mulighed for at give sig af med aggressiv skatteplanlægning, hvilket ikke er muligt for nationale virksomheder. En sådan praksis fra de multinationale koncerners side risikerer især at have negative følger for rent nationale virksomheder (typisk SMV'er), idet disse beskattes kraftigere end de multinationale koncerner. Samtidig risikerer alle medlemsstaterne at miste indtægter og at begive sig ud i en kamp om at tiltrække de multinationale koncerner ved at tilbyde dem ekstra skattefordele. Det er derfor et problem for det indre markeds rette funktion.
(2)  Eftersom multinationale koncerner er aktive i forskellige lande, har de mulighed for at give sig af med aggressiv skatteplanlægning, hvilket ikke er muligt for nationale virksomheder. En sådan praksis fra de multinationale koncerners side risikerer især at have negative følger for rent nationale virksomheder (typisk SMV'er), idet de normalt betaler en faktisk skattesats, der er langt tættere på de lovpligtige satser end de multinationale koncerners, hvilket medfører konkurrenceforvridning og dårlig funktion af det indre marked samt konkurrenceforvridning på bekostning af SMV'erne. For at undgå konkurrenceforvridning skal nationale virksomheder ikke stilles dårligere på grund af deres størrelse eller manglende grænseoverskridende handel. Endvidere risikerer alle medlemsstater at miste indtægter og at begive sig ud i en indbyrdes unfair kamp om at tiltrække de multinationale koncerner ved at tilbyde dem ekstra skattefordele. Det er derfor et problem for det indre markeds rette funktion. Det bør i denne forbindelse understreges, at det er Kommissionen, der har ansvaret for det indre markeds korrekte funktion.
Ændring 3
Forslag til direktiv
Betragtning 2 a (ny)
(2a)  Det er af afgørende betydning for Unionen, at skattereglerne udformes på en sådan måde, at de ikke hindrer vækst, investeringer eller stiller Unionens virksomheder dårligere med hensyn til konkurrenceevne eller øger risikoen for dobbeltbeskatning, og at de udformes på en sådan måde, at de minimerer omkostninger og administrative byrder for virksomhederne.
Ændring 4
Forslag til direktiv
Betragtning 3
(3)  Skattemyndighederne i Unionen har behov for omfattende og relevante oplysninger om de multinationale koncerner, for så vidt angår deres struktur, deres interne afregningspolitik og deres interne transaktioner inden for og uden for EU. Disse oplysninger vil sætte skattemyndighederne i stand til at reagere på skadelig skattepraksis ved at ændre lovgivningen eller foretage målrettede risikovurderinger og skatterevisioner samt til at fastslå, om en virksomhed anvender metoder til kunstigt at flytte en betydelig del af fortjenesten til områder, hvor den kan få en skattefordel.
(3)  Medlemsstaternes skattemyndigheder har behov for omfattende og relevante oplysninger om de multinationale koncerner, for så vidt angår deres struktur, deres interne afregningspolitik, deres skatteafregninger, skattegodtgørelser og deres interne transaktioner inden for og uden for Unionen. Disse oplysninger vil sætte skattemyndighederne i stand til at reagere på skadelig skattepraksis ved at ændre lovgivningen eller foretage målrettede risikovurderinger og skatterevisioner samt til at fastslå, om en virksomhed anvender metoder til kunstigt at flytte en betydelig del af fortjenesten til områder, hvor den kan få en skattefordel. Kommissionen bør også have adgang til de oplysninger, som er udvekslet mellem medlemsstaternes skattemyndigheder for at sikre overholdelsen af de relevante konkurrenceregler. Kommissionen bør behandle disse oplysninger som fortrolige og træffe alle nødvendige foranstaltninger til beskyttelse af disse oplysninger.
Ændring 5
Forslag til direktiv
Betragtning 4
(4)   En øget gennemsigtighed over for skattemyndighederne vil kunne tilskynde multinationale koncerner til at opgive visse metoder og i stedet betale deres rimelige del af skatten i det land, hvor de genererer deres overskud. Øget gennemsigtighed for multinationale koncerner er derfor et afgørende element i kampen mod udhuling af skattegrundlaget og flytning af fortjeneste.
(4)   En passende mængde oplysninger, der formidles til og udveksles mellem medlemsstaternes skattemyndigheder og Kommissionen, vil kunne tilskynde multinationale koncerner til at betale deres skyldige skat i det land, hvor de genererer deres overskud. Dette ville også øge "gruppepresset" mellem medlemsstaterne og rette de finansielle markeders opmærksomhed mod de multinationale selskabers skatteansvar. Øget gennemsigtighed for multinationale koncerner uden at hæmme Unionens konkurrenceevne er derfor et afgørende element i kampen mod udhuling af skattegrundlaget og flytning af fortjeneste og i sidste instans mod skatteundgåelse.
Ændring 6
Forslag til direktiv
Betragtning 6
(6)  De multinationale koncerner bør i land for land-rapporten årligt og for hver af de jurisdiktioner, som de er aktive inden for, oplyse om deres samlede omsætning, overskud før selskabsskat og betalt og beregnet selskabsskat. De bør ligeledes oplyse om antallet af ansatte, vedtaget kapital, tilbageholdt overskud og materielle aktiver for hver jurisdiktion. Endelig bør de multinationale koncerner identificere alle de enheder inden for koncernen, der er aktive i hver enkelt skattejurisdiktion, og oplyse om de forretningsaktiviteter, som hver af disse enheder beskæftiger sig med.
(6)  De multinationale koncerner bør i land for land-rapporten årligt og for hver af de jurisdiktioner, som de er aktive inden for, oplyse om deres samlede omsætning, overskud før selskabsskat og betalt og beregnet selskabsskat samt skattegodtgørelser. De bør ligeledes oplyse om antallet af ansatte, vedtaget kapital, tilbageholdt overskud og materielle aktiver for hver jurisdiktion. Endelig bør de multinationale koncerner identificere alle de enheder inden for koncernen, der er aktive i hver enkelt skattejurisdiktion, og oplyse om de forretningsaktiviteter, som hver af disse enheder beskæftiger sig med.
Ændring 7
Forslag til direktiv
Betragtning 8
(8)  For at garantere det indre markeds rette funktion skal EU sikre en fair konkurrence mellem EU-baserede og ikke-EU-baserede multinationale koncerner, hvoraf en eller flere af deres enheder er beliggende i EU. Begge koncerntyper bør derfor være underlagt obligatorisk indberetning.
(8)  For at garantere det indre markeds rette funktion skal Unionen sikre en fair konkurrence mellem EU-baserede og ikke-EU-baserede multinationale koncerner, hvoraf en eller flere af deres enheder er beliggende i Unionen. Begge koncerntyper bør derfor være underlagt obligatorisk indberetning. Medlemsstaterne bør i denne forbindelse være ansvarlige for at håndhæve indberetningskravet for multinationale selskaber ved f.eks. at tage skridt til at indføre sanktioner over for multinationale selskaber i tilfælde af manglende indberetning.
Ændring 8
Forslag til direktiv
Betragtning 9 a (ny)
(9a)  Medlemsstaterne bør sikre, at de fastholder eller øger antallet af menneskelige, tekniske og finansielle ressourcer, der er dedikeret til automatisk udveksling af oplysninger mellem skatteforvaltningerne og databehandling i skatteforvaltningerne.
Ændring 9
Forslag til direktiv
Betragtning 11
(11)  Med hensyn til udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne indeholder Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF allerede bestemmelser om obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på en række områder. Dets anvendelsesområde bør udvides til at omfatte obligatorisk automatisk udveksling af land for land-rapporter mellem medlemsstaterne.
(11)  Med hensyn til udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne indeholder Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF allerede bestemmelser om obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på en række områder. Dets anvendelsesområde bør udvides til at omfatte obligatorisk automatisk udveksling af land for land-rapporter mellem medlemsstaterne og fremsendelse af disse rapporter til Kommissionen. Kommissionen anvender desuden land for land-rapporterne til at vurdere medlemsstaternes overholdelse af Unionens statsstøtteregler, idet unfair skattepraksis inden for virksomhedsbeskatning også har en dimension som statsstøtteforanstaltning.
Ændring 10
Forslag til direktiv
Betragtning 12
(12)  Den obligatoriske automatiske udveksling af land for land-rapporter mellem medlemsstaterne bør i hvert enkelt tilfælde omfatte meddelelsen af et fast defineret sæt basisoplysninger, som skal stilles til rådighed for de medlemsstater, som en eller flere enheder i den multinationale koncern ifølge land for land-rapporten enten er skattemæssigt hjemmehørende i eller er skattepligtige i for så vidt angår de forretningsaktiviteter, der drives gennem en multinational koncerns faste driftssted.
(12)  Den obligatoriske automatiske udveksling af land for land-rapporter mellem medlemsstaterne og Kommissionen bør i hvert enkelt tilfælde omfatte meddelelsen af et fast defineret sæt basisoplysninger, der bør baseres på ensartede definitioner, og som skal stilles til rådighed for de medlemsstater, som en eller flere enheder i den multinationale koncern ifølge land for land-rapporten enten er skattemæssigt hjemmehørende i eller er skattepligtige i for så vidt angår de forretningsaktiviteter, der drives gennem en multinational koncerns faste driftssted.
Ændring 11
Forslag til direktiv
Betragtning 16
(16)  Det er nødvendigt at fastlægge sproglige krav for udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne vedrørende land for land-rapporterne. Det er ligeledes nødvendigt at vedtage de praktiske foranstaltninger, der er nødvendige for at opgradere CCN-netværket. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af artikel 20, stk. 6, og artikel 21, stk. 7, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011.
(16)  Det er nødvendigt at fastlægge sproglige krav for udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne og fremsendelse af sådanne oplysninger til Kommissionen vedrørende land for land-rapporterne. Det er ligeledes nødvendigt at vedtage de praktiske foranstaltninger, der er nødvendige for at opgradere CCN-netværket og sikre, at en duplikation af standarder, der ville medføre en stigning i de administrative omkostninger for økonomiske aktører, undgås. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af artikel 20, stk. 6, og artikel 21, stk. 7, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011.
Ændring 12
Forslag til direktiv
Betragtning 18 a (ny)
(18a)  Medlemsstaternes årlige rapporter til Kommissionen i henhold til nærværende direktiv bør specificere omfanget af indgivelse i henhold til artikel 8aa og bilag III, afsnit II, punkt 1, til dette direktiv og indeholde en liste over eventuelle jurisdiktioner, hvor EU-baserede koncernenheders ultimative moderselskaber er hjemmehørende, men hvor der ikke er indgivet eller udvekslet fuldstændige rapporter.
Ændring 13
Forslag til direktiv
Betragtning 18 b (ny)
(18b)  Det bør være muligt ikke at udveksle oplysninger i henhold til dette direktiv, hvis en sådan udveksling vil føre til videregivelse af en erhvervsmæssig, industriel eller faglig hemmelighed, en fremstillingsmetode eller af oplysninger, hvis videregivelse ville stride mod almene interesser.
Ændring 14
Forslag til direktiv
Betragtning 18 c (ny)
(18c)  Der bør tages hensyn til Europa-Parlamentets beslutning af 25. november 2015 om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning, Europa-Parlamentets Retsudvalgs betænkning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2007/36/EF, for så vidt angår tilskyndelse til langsigtet aktionærengagement, og direktiv 2013/34/EU, for så vidt angår visse aspekter ved redegørelsen for virksomhedsledelse og Parlamentets beslutning af 16. december 2015 med henstillinger til Kommissionen om større gennemsigtighed, samordning og konvergens i selskabsbeskatningspolitikker i Unionen.
Ændring 15
Forslag til direktiv
Betragtning 20
(20)  Formålet med dette direktiv, nemlig at sikre et effektivt administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne på betingelser, som er forenelige med et velfungerende indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af den påkrævede ensartethed og effektivitet bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(20)  Formålet med dette direktiv, nemlig at sikre et effektivt administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne og med Kommissionen på betingelser, som er forenelige med et velfungerende indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af den påkrævede ensartethed og effektivitet bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
Ændring 16
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. -1 (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 1 – stk. 1
-1)  Artikel 1, stk. 1, affattes således:
1.  Dette direktiv fastsætter de regler og procedurer, hvorefter medlemsstaterne skal samarbejde indbyrdes med henblik på at udveksle de oplysninger, som kan forudses at være relevante for administrationen og håndhævelsen af medlemsstaternes nationale love vedrørende de i artikel 2 omhandlede skatter.
"1. Dette direktiv fastsætter de regler og procedurer, hvorefter medlemsstaterne skal samarbejde indbyrdes og med Kommissionen med henblik på at udveksle de oplysninger, som kan forudses at være relevante for administrationen og håndhævelsen af medlemsstaternes nationale love vedrørende de i artikel 2 omhandlede skatter."
Ændring 17
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 1 – litra -a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 3 – nr. 2
-a)  Artikel 3, nr. 2), affattes således:
2)  "centralt forbindelseskontor": det kontor, der er udpeget som særligt ansvarligt for kontakterne til de øvrige medlemsstater med henblik på det administrative samarbejde
"2) "centralt forbindelseskontor": det kontor, der er udpeget som særligt ansvarligt for kontakterne til de øvrige medlemsstater og Kommissionen med henblik på det administrative samarbejde"
Ændring 18
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 1 – litra a
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 3 – nr. 9 – litra a
a)  i forbindelse med artikel 8, stk. 1, artikel 8a og artikel 8aa, systematisk meddelelse til en anden medlemsstat, uden forudgående anmodning, af oplysninger, som er defineret på forhånd, med forud fastsatte regelmæssige intervaller. I forbindelse med artikel 8, stk. 1, vedrører henvisningen til tilgængelige oplysninger de oplysninger i sagsakterne i den medlemsstat, der meddeler oplysningerne, som kan indhentes i medfør af procedurerne til indsamling og behandling af oplysninger i den pågældende medlemsstat
a)  i forbindelse med artikel 8, stk. 1, artikel 8a og artikel 8aa, systematisk meddelelse til en anden medlemsstat og Kommissionen uden forudgående anmodning, af oplysninger, som er defineret på forhånd, med forud fastsatte regelmæssige intervaller. I forbindelse med artikel 8, stk. 1, vedrører henvisningen til tilgængelige oplysninger de oplysninger i sagsakterne i den medlemsstat, der meddeler oplysningerne, som kan indhentes i medfør af procedurerne til indsamling og behandling af oplysninger i den pågældende medlemsstat.
Ændring 19
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 1 a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 4 – stk. 6
1a)  Artikel 4, stk. 6, affattes således:
6.  Når en forbindelsesafdeling eller en kompetent embedsmand sender eller modtager en anmodning om samarbejde eller et svar på en sådan anmodning, underretter den/han det centrale forbindelseskontor i sin medlemsstat efter de procedurer, der anvendes i denne medlemsstat.
"6. Når en forbindelsesafdeling eller en kompetent embedsmand sender eller modtager en anmodning om samarbejde eller et svar på en sådan anmodning, underretter den/han det centrale forbindelseskontor i sin medlemsstat og Kommissionen efter de procedurer, der anvendes i denne medlemsstat."
Ændring 20
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 1 b (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 6 – stk. 2
1b)  Artikel 6, stk. 2, affattes således:
2.  Den i artikel 5 omhandlede anmodning kan indeholde en begrundet anmodning om en specifik administrativ undersøgelse. Hvis den bistandssøgte myndighed ikke finder det nødvendigt med en administrativ undersøgelse, underretter den straks den bistandssøgende myndighed om grundene hertil.
"2. Den i artikel 5 omhandlede anmodning kan indeholde en begrundet anmodning om en specifik administrativ undersøgelse. Hvis den bistandssøgte myndighed ikke finder det nødvendigt med en administrativ undersøgelse, underretter den straks den bistandssøgende myndighed og Kommissionen om grundene hertil."
Ændring 21
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 1 c (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8 – stk. 1 – litra e a (nyt)
1c)  I artikel 8, stk. 1, tilføjes følgende litra:
"ea) land for land-rapporter."
Ændring 22
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8 aa - stk. 2
2.  Den kompetente myndighed i den medlemsstat, som modtager land for land-rapporten i medfør af stk. 1, skal ved hjælp af automatisk udveksling meddele rapporten til enhver anden medlemsstat, i hvilken en eller flere Koncernenheder i den Multinationale Koncern, som den Rapporterende Enhed er en del af, ifølge oplysningerne i land for land-rapporten enten er skattemæssigt hjemmehørende i eller er skattepligtige i for så vidt angår de forretningsaktiviteter, der drives gennem et fast driftssted, inden den frist, der er fastsat i stk. 4.
2.  Den kompetente myndighed i den medlemsstat, som modtager land for land-rapporten i medfør af stk. 1, skal ved hjælp af automatisk udveksling hurtigst muligt meddele rapporten til enhver anden medlemsstat, i hvilken en eller flere Koncernenheder i den Multinationale Koncern, som den Rapporterende Enhed er en del af, ifølge oplysningerne i land for land-rapporten enten er skattemæssigt hjemmehørende i eller er skattepligtige i for så vidt angår de forretningsaktiviteter, der drives gennem et fast driftssted, inden den frist, der er fastsat i stk. 4. Den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder skal også meddele land for land-rapporten til Kommissionen, der er ansvarlig for centralregistret for land for land-rapporter, der er tilgængelige for dens kompetente tjenester.
Ændring 23
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8aa - stk. 3 - litra a
a)  oplysninger for hele koncernen vedrørende den samlede omsætning, overskud (underskud) før selskabsskat, betalt selskabsskat, beregnet selskabsskat, vedtaget kapital, akkumuleret fortjeneste, antal ansatte samt andre materielle aktiver end likvide midler for hver jurisdiktion, som den Multinationale Koncern opererer i
a)  oplysninger for hele koncernen vedrørende den samlede omsætning, overskud (underskud) før selskabsskat, indbetalt selskabsskat, beregnet selskabsskat, vedtaget kapital, akkumuleret fortjeneste, antal ansatte samt andre materielle aktiver end likvide midler for hver jurisdiktion, som den multinationale koncern opererer i, modtaget offentlig støtte, værdien af aktiver og årlige omkostninger til vedligeholdelse af disse samt koncernens salg og køb
Ændring 24
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8aa - stk. 3 - litra b a (ny)
ba)  den multinationale koncerns fremtidige europæiske skatteidentifikationsnummer (TIN) anført i Kommissionens handlingsplan fra 2012 for at fremme bekæmpelsen af svindel og skatteunddragelse
Ændring 37
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 8aa - stk. 4 a (ny)
4a.  For at øge gennemsigtigheden for borgerne skal Kommissionen offentliggøre et sammendrag af land for land-rapporterne baseret på oplysningerne indeholdt i centralregistret for land for land-rapporter. I denne forbindelse skal Kommissionen overholde bestemmelserne vedrørende fortrolighed i artikel 23a.
Ændring 26
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2 a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 9 – stk. 1 – indledningen
2a)  Artikel 9, stk. 1, indledningen, affattes således:
1.  Den kompetente myndighed i hver medlemsstat meddeler de i artikel 1, stk. 1, omhandlede oplysninger til den kompetente myndighed i enhver anden berørt medlemsstat i ethvert af følgende tilfælde:
"1. Den kompetente myndighed i hver medlemsstat meddeler de i artikel 1, stk. 1, omhandlede oplysninger til den kompetente myndighed i enhver anden berørt medlemsstat og Kommissionen i ethvert af følgende tilfælde:"
Ændring 27
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2 b (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 9 – stk. 2
2b)  Artikel 9, stk. 2, affattes således:
2.  Hver medlemsstats kompetente myndigheder kan ved spontan udveksling meddele de andre medlemsstaters kompetente myndigheder oplysninger, som de har kendskab til, og som kan være nyttige for de andre medlemsstaters kompetente myndigheder.
"2. Hver medlemsstats kompetente myndigheder kan ved spontan udveksling meddele de andre medlemsstaters kompetente myndigheder og Kommissionen oplysninger, som de har kendskab til, og som kan være nyttige for de andre medlemsstaters kompetente myndigheder."
Ændring 28
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 4 a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 23 – stk. 2
4a)  Artikel 23, stk. 2, affattes således:
2.  Medlemsstaterne sender Kommissionen alle relevante oplysninger, der er nødvendige for at evaluere, om det administrative samarbejde, der finder sted i overensstemmelse med dette direktiv, er effektivt med hensyn til bekæmpelse af skatteunddragelse og skatteundgåelse.
"2. Medlemsstaterne sender Kommissionen alle relevante oplysninger, der er nødvendige for at evaluere, om det administrative samarbejde, der finder sted i overensstemmelse med dette direktiv, er effektivt med hensyn til bekæmpelse af skatteundgåelse, skatteunddragelse og skattesvig."
Ændring 29
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 5
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 23 – stk. 3
3.  Medlemsstaterne sender Kommissionen en årlig vurdering af effektiviteten af den automatiske udveksling af oplysninger som omhandlet i artikel 8, artikel 8a og artikel 8aa og af de opnåede konkrete resultater. Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter formatet og betingelserne for meddelelse af den årlige vurdering. Gennemførelsesretsakterne vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 26, stk. 2.
3.  Medlemsstaterne sender Kommissionen en årlig vurdering af effektiviteten af den automatiske udveksling af oplysninger som omhandlet i artikel 8, artikel 8a og artikel 8aa og af de opnåede konkrete resultater. Kommissionen underretter på en passende måde Rådet og Europa-Parlamentet om disse resultater, f.eks. via en årlig konsolideret rapport, hvori resultaterne af rapporteringsproceduren behandles. Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter formatet og betingelserne for meddelelse af den årlige vurdering. Gennemførelsesretsakterne vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 26, stk. 2.
Ændring 30
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 5 a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 23 – stk. 3 a (nyt)
5a)  I artikel 23 tilføjes følgende stykke:
"3a. Kommissionen forelægger hvert år en konsolideret rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om medlemsstaternes årlige vurderinger af effektiviteten af den automatiske udveksling af oplysninger og af de opnåede konkrete resultater."
Ændring 31
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 5 b (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 23 – stk. 3 b (nyt)
5b)  I artikel 23 tilføjes følgende stykke:
"3b. Hvis Kommissionens konsekvensanalyse vedrørende konsekvenserne af offentliggørelsen af oplysninger om land for land-rapportering fastslår, at der ikke er negative konsekvenser for de multinationale koncerner, skal Kommissionen straks fremsætte et lovforslag om at gøre disse oplysninger offentligt tilgængelige."
Ændring 32
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 5 c (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 24 – stk. 1
5c)  Artikel 24, stk. 1, affattes således:
1.  Når den kompetente myndighed i en medlemsstat fra et tredjeland modtager oplysninger, som kan forudses at være relevante for administrationen og håndhævelsen af de nationale love i den pågældende medlemsstat vedrørende de i artikel 2 omhandlede skatter, kan denne myndighed, i det omfang det tillades i medfør af en aftale med det pågældende tredjeland, videresende oplysningerne til de kompetente myndigheder i medlemsstater, der kan have gavn af disse oplysninger, og til enhver bistandssøgende myndighed.
"1. Når den kompetente myndighed i en medlemsstat fra et tredjeland modtager oplysninger, som kan forudses at være relevante for administrationen og håndhævelsen af de nationale love i den pågældende medlemsstat vedrørende de i artikel 2 omhandlede skatter, kan denne myndighed, i det omfang det tillades i medfør af en aftale med det pågældende tredjeland, videresende oplysningerne til de kompetente myndigheder i medlemsstater, der kan have gavn af disse oplysninger, og til enhver bistandssøgende myndighed og til Kommissionen."
Ændring 33
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 7 a (nyt)
Direktiv 2011/16/EU
Artikel 27 a (ny)
7a)  Følgende artikel indsættes:
"Artikel 27a
Evaluering
Kommissionen foretager en evaluering af dette direktivs effektivitet senest ... [tre år efter datoen for dette direktivs ikrafttræden]."
Ændring 34
Forslag til direktiv
Bilag - bilag III - afsnit II - punkt 1 - afsnit 2
Hvis mere end en Koncernenhed i en Multinational Koncern er skattemæssigt hjemmehørende i Unionen, og en eller flere af betingelserne i punkt b) er opfyldt, kan den Multinationale Koncern udpege en af disse Koncernenheder til at indgive land for land-rapporten i overensstemmelse med kravene i artikel 8aa, stk. 1, for så vidt angår ethvert Rapporteringsår, inden for den frist, der er angivet i artikel 8aa, stk. 1, samt til at meddele medlemsstaten, at rapporten opfylder rapporteringskravet for alle de Koncernenheder i den Multinationale Koncern, der er skattemæssigt hjemmehørende i Unionen. Medlemsstaten meddeler i henhold til artikel 8aa, stk. 2, den modtagne land for land-rapport til alle andre medlemsstater, som en eller flere af den Multinationale Koncerns Koncernenheder ifølge oplysningerne i land for land-rapporten enten er skattemæssigt hjemmehørende i eller er skattepligtige i for så vidt angår de forretningsaktiviteter, de driver gennem et fast driftssted.
Hvis mere end en Koncernenhed i en Multinational Koncern er skattemæssigt hjemmehørende i Unionen, og en eller flere af betingelserne i punkt b) er opfyldt, kan den Multinationale Koncern udpege en af disse Koncernenheder, fortrinsvis den med den største omsætning, til at indgive land for land-rapporten i overensstemmelse med kravene i artikel 8aa, stk. 1, for så vidt angår ethvert Rapporteringsår, inden for den frist, der er angivet i artikel 8aa, stk. 1, samt til at meddele medlemsstaten, at rapporten opfylder rapporteringskravet for alle de Koncernenheder i den Multinationale Koncern, der er skattemæssigt hjemmehørende i Unionen. Medlemsstaten meddeler i henhold til artikel 8aa, stk. 2, den modtagne land for land-rapport til alle andre medlemsstater, som en eller flere af den Multinationale Koncerns Koncernenheder ifølge oplysningerne i land for land-rapporten enten er skattemæssigt hjemmehørende i eller er skattepligtige i for så vidt angår de forretningsaktiviteter, de driver gennem et fast driftssted.

Sporbarhed for fiske- og akvakulturprodukter i restaurant- og detailhandelsektoren
PDF 173kWORD 70k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. maj 2016 om sporbarhed for fiske- og akvakulturprodukter i restaurant- og detailhandelsektoren (2016/2532(RSP))
P8_TA(2016)0222B8-0581/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1379/2013 af 11. december 2013 om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter, om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1184/2006 og (EF) nr. 1224/2009 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 104/2000(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 og (EF) nr. 1925/2006 og om ophævelse af Kommissionens direktiv 87/250/EØF, Rådets direktiv 90/496/EØF, Kommissionens direktiv 1999/10/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF, Kommissionens direktiv 2002/67/EF og 2008/5/EF og Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2004(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes(4),

–  der henviser til forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006(5),

–  der henviser til sin beslutning af 14. januar 2014 om fødevarekrisen, svindel i fødevarekæden og kontrollen heraf(6),

–  der henviser til forslag til beslutning fra Fiskeriudvalget,

–  der henviser til forespørgsel til Kommissionen om sporbarhed for fiske- og akvakulturprodukter i restaurant- og detailhandelssektoren (O-000052/2016 – B8-0365/2016),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at EU er verdens største marked for fisk og skaldyr, der får forsyninger dels fra EU's fiskerisektor og dels via import fra tredjelande;

B.  der henviser til, at forbrugerne har ret til oplysning, der er udtrykt på en forståelig måde, herunder kystrelaterede og geografiske oplysninger om fangstområderne, og at de bør kunne have fuld tillid til forsyningskæden for fiskevarer som helhed; der henviser til, at EU og dets medlemsstater har pligt til at beskytte EU's borgere mod svigagtige handlinger; der henviser til, at alle importerede produkter skal leve op til EU's regler og standarder;

C.  der henviser til, at Kommissionen er i færd med at udarbejde en detaljeret og udtømmende fortegnelse over fakultative oplysninger på fiskevarer og akvakulturprodukter, der markedsføres i EU; der henviser til, at resultaterne af Kommissionens arbejde kunne føre til oprettelse af en ekstern struktur til certificering af fakultative oplysninger på fiskevarer og akvakulturprodukter på EU-markedet;

D.  der henviser til, at det i Kommissionens kontrolplan for 2015(7), der indeholder en vurdering af forekomsten på markedet af forkert mærket hvidfisk i forhold til den angivne art, blev konstateret, at der i 94 % af stikprøverne var tale om de angivne arter; der henviser til, at der imidlertid for visse arters vedkommende var tale om en meget høj grad af manglende overholdelse, og at en procentsats på 6 % må anses for at være ret lav i forhold til andre, mere begrænsede, undersøgelser i medlemsstaterne;

E.  der henviser til, at Kommissionen i henhold til artikel 36 i forordning (EU) nr. 1379/2013 senest den 1. januar 2015 skulle forelægge Parlamentet og Rådet en gennemførlighedsrapport om valgmulighederne i forbindelse med en miljømærkningsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter;

F.  der henviser til, at den fælles markedsordning bør sikre producenterne fair konkurrence og en rimelig indkomst for producenter af fiskevarer, der sælges eller købes i EU;

1.  udtrykker alvorlig bekymring over og utilfredshed med resultaterne af en række undersøgelser, der viser, at fiskevarer, der sælges på EU's marked, herunder i EU-institutionernes restauranter, i vidt omfang er forkert mærket; bekræfter, at overlagt og svigagtig forkert mærkning af fiskearter udgør et brud på EU-lovgivningen, herunder den fælles fiskeripolitik, og i henhold til den nationale lovgivning kan være en strafbar handling;

2.  opfordrer medlemsstaterne til at styrke de nationale kontroller, herunder af ikke-forarbejdede fisk til restauranter og cateringsektoren, i et forsøg på at bekæmpe svig og finde frem til det led i forsyningskæden, hvor fisken mærkes forkert; er bekymret over, at arter af høj kvalitet erstattes med arter af lavere kvalitet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at undersøge, hvilke foranstaltninger der kan træffes for at forbedre sporbarheden af fiskevarer og akvakulturprodukter; støtter nedsættelsen af en arbejdsgruppe, der skal harmonisere indførelsen af sporbarhed i alle medlemsstater, og oprettelsen af en ekstern struktur med henblik på certificering af fakultative oplysninger på fiskevarer og akvakulturprodukter på EU-markedet;

3.  går ind for et effektivt system for sporbarhed fra landing til forbrug, der ville skabe tillid hos forbrugerne og således mindske den kommercielle afhængighed af importerede fiskevarer og akvakulturprodukter og dermed styrke EU's marked; opfordrer Kommissionen til, for at forbedre sporbarheden, at udnytte potentialet i brugen af DNA-stregkoder, der kan bidrage til at identificere arter gennem DNA-sekvensering;

4.  glæder sig over den nye ramme for den fælles markedsordning og opfordrer indtrængende Kommissionen til i overensstemmelse med artikel 36 i forordning (EU) nr. 1379/2013 at forelægge en gennemførlighedsrapport om valgmulighederne i forbindelse med en miljømærkningsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter; understreger nødvendigheden af at fastlægge minimumsstandarder for miljømærkning; mener, at de vigtigste elementer i mærkningsordningen skal sikre en gennemsigtig, uafhængig og troværdig certificeringsproces; anmoder om en grundig analyse af fordelene ved indførelse af en EU-dækkende mærkningsordning;

5.  opfordrer Kommissionen til regelmæssigt at overvåge, i hvilket omfang de krævede oplysninger er angivet på mærkerne; understreger, at mærkningen skal give forståelige, kontrollerbare og nøjagtige oplysninger; tilskynder medlemsstaterne til for så vidt angår frivillig mærkning at give forbrugerne samtlige tilgængelige oplysninger, så de kan træffe et kvalificeret valg; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme oplysningskampagner om mærkningskrav for fiskevarer og akvakulturprodukter;

6.  understreger, at en forsvarlig europæisk mærkningspolitik i fiskerisektoren ville være et centralt element til stimulering af den økonomiske udvikling i kystsamfundene, idet bedste praksis for fiskerne anerkendes og kvaliteten af de produkter, som de leverer til forbrugerne, understreges;

7.  opfordrer Kommissionen til for at garantere forbrugernes ret til korrekte, pålidelige og forståelige oplysninger at træffe foranstaltninger til at afhjælpe den forvirring, der er forårsaget af det nuværende krav om mærkning efter Fødevare- og Landbrugsorganisationens (FAO) inddeling i områder og underområder, hvilket navnlig gælder fangster i visse underområder af fangstområde 27, hvor f.eks. Galicien og Cadizbugten betegnes som "portugisiske farvande", Wales som "Det Irske Hav" og Bretagne benævnes "Biscayabugten";

8.  gør opmærksom på, at det er nødvendigt på gennemsigtig og tydelig vis at oplyse om fiskevarernes oprindelse;

9.  fremhæver, at der er behov for at sikre, at både eventuelle fremtidige EU-dækkende miljømærker og eksterne parters miljømærknings- og certificeringsordninger for fisk og skaldyr er i overensstemmelse med FAO's retningslinjer for miljømærkning af fisk og fiskevarer fra havfiskeri;

10.  mener, at en EU-dækkende miljømærkningsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter, hvis kriterier bør drøftes yderligere på EU-niveau, kunne bidrage til at fremme sporbarhed og en gennemsigtig forbrugeroplysning; mener, at Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) kunne finansiere en sådan mærkning;

11.  bemærker, at nogle af de handelsbetegnelser for fisk, der gælder i medlemsstaterne, er forskellige fra land til land som følge af national praksis, hvilket kan skabe en vis forvirring; glæder sig over det arbejde, Kommissionen har gjort for at iværksætte et pilotprojekt, som blev vedtaget af Parlamentet, med henblik på indførelse af en offentlig database, der giver oplysninger om handelsbetegnelserne på alle EU's officielle sprog;

12.  opfordrer Kommissionen til i højere grad at gøre offentligheden bekendt med dens arbejde for at beskytte de marine ressourcer og bekæmpe ulovligt fiskeri;

13.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen.

(1) EUT L 354 af 28.12.2013, s. 1.
(2) EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.
(3) EUT L 304 af 22.11.2011, s. 18.
(4) EUT L 165 af 30.4.2004, s. 1.
(5) EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1.
(6) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0011.
(7) http://ec.europa.eu/food/safety/official_controls/food_fraud/fish_substitution/index_en.htm?subweb=343&lang=en


Kinas status som markedsøkonomi
PDF 162kWORD 64k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. maj 2016 om Kinas status som markedsøkonomi (2016/2667(RSP))
P8_TA(2016)0223RC-B8-0607/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til EU's antidumpinglovgivning (Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab(1)),

–  der henviser til protokollen om Kinas tiltrædelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO),

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om handelsforbindelserne mellem EU og Kina,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at Den Europæiske Union og Kina er to af de største handelsaktører i verden, at Kina er EU's næststørste handelspartner, og at EU er Kinas største handelspartner, med en samhandel på noget over 1 mia. EUR om dagen;

B.  der henviser til, at Kinas investeringer i EU i 2015 for første gang oversteg EU's investeringer i Kina; der henviser til, at det kinesiske marked har været den vigtigste kilde til rentabilitet for en række af EU's industrier og virksomheder;

C.  der henviser til, at der på tidspunktet for Kinas tiltrædelse af WTO fandtes en ordning, der gav mulighed for at anvende en særlig metode til beregning af dumping, som blev indføjet i afsnit 15 i tiltrædelsesprotokollen og tjener som grundlag for en særbehandling af import fra Kina;

D.  der henviser til, at enhver beslutning om, hvordan importen fra Kina skal behandles efter december 2016, skal sikre, at EU-lovgivningen er i overensstemmelse med WTO's bestemmelser;

E.  der henviser til, at de bestemmelser i afsnit 15 i protokollen om Kinas tiltrædelse af WTO, der fortsat er i kraft efter 2016, giver grundlag for at anvende en ikke-standardiseret metode på import fra Kina efter 2016;

F.  der henviser til, at det omfang, som statens indflydelse på den kinesiske økonomi i øjeblikket har, bevirker, at virksomhedernes beslutninger vedrørende priser, omkostninger, output og input ikke følger de markedssignaler, der afspejler udbud og efterspørgsel;

G.  der henviser til, at Kina i sin tiltrædelsesprotokol bl.a. har forpligtet sig til at lade alle sine priser blive bestemt af markedskræfterne, og der henviser til, at EU skal sikre, at Kina overholder sine WTO-forpligtelser fuldt ud;

H.  der henviser til, at Kina overkapacitet allerede har store sociale, økonomiske og miljømæssige konsekvenser i EU, sådan den seneste negative indvirkning på EU's stålsektor har vist, især i Det Forenede Kongerige, og der henviser til, at det kan få betydelige sociale konsekvenser med hensyn til beskæftigelsen i EU at give Kina status som markedsøkonomi;

I.  der henviser til, at 56 ud af de 73 antidumpingforanstaltninger, der i øjeblikket er i kraft i EU, finder anvendelse på importen fra Kina;

J.  der henviser til, at den nyligt afsluttede offentlige høring om en mulig tildeling af markedsøkonomisk status til Kina kan tilvejebringe yderligere oplysninger, der kan være nyttige i forbindelse med behandlingen af dette spørgsmål;

K.  der henviser til, at Kommissionens meddelelse af 10. oktober 2012 med titlen "En stærkere europæisk industripolitik for vækst og økonomisk genopretning" (COM(2012)0582) opstiller en målsætning om at øge industriens andel af EU's BNP til 20 % i 2020;

1.  gentager betydningen af EU's partnerskab med Kina, hvori fri og fair handel og investering spiller en vigtig rolle;

2.  understreger, at Kina ikke er en markedsøkonomi, og at de fem kriterier, som EU har opstillet som definition på en markedsøkonomi, endnu ikke er blevet opfyldt;

3.  opfordrer indtrængende Kommissionen til med sine vigtige handelspartnere, bl.a. i forbindelse med det forestående G7- og G20-topmøde, at koordinere, hvordan det bedst kan sikres, at alle de bestemmelser i afsnit 15 i protokollen om Kinas tiltrædelse af WTO, der fortsat er i kraft efter 2016, får fuld juridisk betydning i henhold til deres nationale love, og til at modsætte sig enhver form for ensidig indrømmelse af status som markedsøkonomi til Kina;

4.  understreger, at spørgsmålene i forbindelse med status som markedsøkonomi bør drøftes på det forestående topmøde mellem EU og Kina;

5.  opfordrer Kommissionen til at tage behørigt hensyn til de betænkeligheder, som EU's erhvervsliv, fagforeninger og andre berørte parter har givet udtryk for vedrørende konsekvenserne for beskæftigelsen i EU, miljøet, standarder og bæredygtig økonomisk vækst i alle de berørte produktionssektorer og for EU's erhvervsliv som helhed, og til i denne forbindelse at sikre, at beskæftigelsen i EU beskyttes;

6.  er overbevist om, at EU, indtil Kina opfylder alle EU's fem kriterier for at være en markedsøkonomi, bør anvende en ikke-standardiseret metode i forbindelse med antidumping- og antisubsidie-undersøgelser af import fra Kina med henblik på at bestemme prissammenlignelighed, i overensstemmelse med og under fuld anvendelse af de dele af afsnit 15 i protokollen om Kinas tiltrædelse af WTO, der giver plads til anvendelse af en ikke-standardiseret metode; opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag i tråd med dette princip;

7.  understreger desuden, at der er et presserende behov for en generel reform af EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter for at garantere erhvervslivet i EU lige konkurrencevilkår med Kina og andre handelspartnere i fuld overensstemmelse med WTO-reglerne; opfordrer Rådet til hurtigt at opnå enighed med Parlamentet om en modernisering af EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter;

8.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.


Opfølgning på og status for 2030-dagsordenen og de bæredygtige udviklingsmål
PDF 266kWORD 72k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. maj 2016 om opfølgning på og evaluering af gennemførelsen af 2030-dagsordenen (2016/2696(RSP))
P8_TA(2016)0224B8-0583/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til dokumentet "Transforming our World: The 2030 Agenda for Sustainable Development", som blev vedtaget på FN-topmødet om bæredygtig udvikling den 25. september 2015 i New York,

–  der henviser til den tredje internationale konference om udviklingsfinansiering, der blev afholdt i Addis Abeba den 13.-16. juli 2015,

–  der henviser til rapporten fra Inter-Agency Expert Group on Sustainable Development Goal Indicators (IAEG-SDG), som blev offentliggjort den 17. december 2015 og vedtaget under den 47. samling i FN's Statistiske Kommission i marts 2016,

–  der henviser til FN's Økonomiske og Sociale Råds (ECOSOC's) højniveausegment, der skal finde sted den 18.-22. juli 2016 under temaet: "Gennemførelse af udviklingsdagsordenen for perioden efter 2015: fra tilsagn til resultater",

–  der henviser til sin beslutning af 19. maj 2015 om udviklingsfinansiering(1),

–   der henviser til sin beslutning af 25. november 2014 om EU og den globale udviklingsramme for perioden efter 2015(2),

–  der henviser til Parisaftalen, som blev vedtaget på den 21. partskonference under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (COP 21) i Paris den 12. december 2015,

–  der henviser til artikel 7 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), hvori det på ny bekræftes, at EU skal "sikre sammenhæng mellem sine politikker og aktiviteter, samtidig med at der tages højde for alle Unionens mål",

–  der henviser til den løbende udvikling af EU's samlede udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, som vil være styrende for Den Europæiske Unions overordnede foranstaltninger,

–  der henviser til sin beslutning af 24. november 2015 om EU's rolle i FN - Hvordan EU's udenrigspolitiske mål bedre kan nås(3),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 26. oktober 2015 om udviklingsvenlig politikkohærens,

–  der henviser til revisionen af Europa 2020-strategien – "Den nye tilgang efter 2020",

–  der henviser til Pariserklæringen om bistandseffektivitet, Accrahandlingsplanen samt den erklæring og handlingsplan, der blev vedtaget på mødet på højt plan, der blev afholdt i Busan, Sydkorea, i december 2011,

–  der henviser til den europæiske konsensus om udvikling og den snarlige revision heraf,

–  der henviser til artikel 208 i TEUF, som kræver, at der tages hensyn til princippet om udviklingsvenlig politikkohærens i alle EU's eksterne politikker,

–  der henviser til resultaterne af det humanitære verdenstopmøde, som skal finde sted i Istanbul den 23.-24. maj 2016,

–  der henviser til skrivelsen af 29. marts 2016 fra Parlamentets Udviklingsudvalg til kommissæren med ansvar for internationalt samarbejde og udvikling vedrørende spørgsmålet om opfølgning på og evaluering af målene for bæredygtig udvikling,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at FN's Generalforsamlings resolution 70/1 kræver opfølgning på og evaluering af målene og delmålene ved hjælp af en række overordnede indikatorer; der henviser til, at FN's generalsekretær har fået mandat til at udarbejde en årlig fremskridtsrapport om målene for bæredygtig udvikling (SDG) med henblik på at yde støtte til opfølgningen og evalueringen i Det Politiske Forum på Højt Niveau vedrørende Bæredygtig Udvikling (HLPF); der henviser til, at SDG-fremskridtsrapporten skal baseres på data produceret af de nationale statistiske systemer og information, der indsamles på forskellige niveauer;

B.  der henviser til, at FN's Statistiske Kommission under sin 46. samling (den 3.-6. marts 2015) godkendte køreplanen for udvikling og implementering af en ramme for overordnede indikatorer;

C.  der henviser til, at Inter-Agency and Expert Group on SDG Indicators (IAEG-SDG), der har til opgave at stå for den endelige udvikling af et forslag til indikatorrammen til overvågning af målene og delmålene i udviklingsdagsordenen for perioden efter 2015, har foreslået indikatorer til evaluering af 2030-dagsordenen, som blev godkendt under FN's Statistiske Kommissions 47. samling i marts 2016;

D.  der henviser til, at det foreslåede sæt af 230 indikatorer for målene for bæredygtig udvikling udgør et godt udgangspunkt og en solid ramme for opfølgningen på og evalueringen af fremskridtene mod opfyldelse af de 17 SDG'er;

E.  der henviser til, at flere af indikatorerne endnu ikke er færdigudviklet, og at de kontraherende medlemsstater desuden vil skulle udvikle deres nationale indikatorer i overensstemmelse med de overordnede indikatorer, så de bliver skræddersyet til deres nationale forhold;

F.  der henviser til, at rammen for de overordnede indikatorer ifølge planen skal godkendes af FN's Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC) i juli og af generalforsamlingen i september 2016;

G.  der henviser til, at Udenrigsrådet i dets udviklingsministersammensætning skal mødes den 12. maj 2016 og bør udarbejde EU's holdning til HLPF-mødet i juli 2016 og beslutte, i hvilken kontekst en tematisk drøftelse om handel og udvikling med fokus på EU's bidrag til den private sektor i forbindelse med gennemførelsen af 2030-dagsordenen skal finde sted;

H.  der henviser til, at der er behov for strategisk planlægning, gennemførelse og rapportering overalt i systemet for at sikre en sammenhængende og integreret støtte til gennemførelsen af den nye dagsorden i FN's udviklingssystem;

I.  der henviser til, at den nye, universelle ramme for bæredygtig udvikling kræver større sammenhæng mellem forskellige politikområder og EU-aktører, hvilket kræver yderligere koordination, dialog og fælles arbejde på alle niveauer i og mellem EU-institutionerne for at sikre, at de tre søjler inden for bæredygtig udvikling (miljømæssige, økonomiske og sociale aspekter) integreres i EU's interne og eksterne politikker;

J.  der henviser til, at HLPF-mødet i juli 2016 vil omfatte frivillige evalueringer af 22 lande, herunder fire europæiske lande – Estland, Finland, Frankrig og Tyskland – og tematiske evalueringer af fremskridt med hensyn til målene for bæredygtig udvikling, herunder tværgående emner, understøttet af evalueringer foretaget af ECOSOC's funktionelle kommissioner og andre mellemstatslige organer og fora;

1.  opfordrer Udenrigsrådet i dets udviklingsministersammensætning til forud for HLPF-mødet i juni at vedtage en sammenhængende fælles EU-holdning, der tager hensyn til Parlamentets holdning, som den kommer til udtryk i denne beslutning; mener, at det er afgørende for EU's troværdighed og lederrolle at fremlægge en fælles holdning; er bekymret over, at Kommissionen ikke har udsendt en meddelelse om opfølgning på og evaluering af 2030-dagsordenen forud for HLPF-mødet, som medlemmerne af Udviklingsudvalget har anmodet om, der kunne udgøre grundlaget for den fælles EU-holdning;

2.  glæder sig over rapporten om SDG-indikatorerne fra Inter-Agency and Expert Group on the SDG indicators; mener, at den er et bemærkelsesværdigt resultat og et god udgangspunkt for forhandlinger, idet de foreslåede indikatorer henleder opmærksomheden på en langt mere mangfoldig vifte af strukturelle problemstillinger;

3.  glæder sig over det særskilte kapitel om data-disaggregering og den vægt, der lægges på at styrke de statistiske kapaciteter på nationalt plan;

4.  anerkender, at HLPF spiller en afgørende rolle i evalueringen af gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling; understreger, at dette organ skal sikre en koordineret og effektiv behovsvurdering og vedtagelsen af de fornødne køreplaner for en effektiv gennemførelse af 2030-dagsordenen;

5.  understreger, at 2030-dagsordenen og målene for bæredygtig udvikling er udtryk for et fornyet internationalt tilsagn om at udrydde fattigdom, om at redefinere og modernisere vores udviklingsstrategier for de kommende 15 år og om at sørge for, at vi skaber resultater;

6.  opfordrer Kommissionen til at fremlægge et forslag til en overordnet strategi for bæredygtig udvikling, som indbefatter alle relevante interne og eksterne politikområder, med en detaljeret tidsplan frem til 2030, en midtvejsevaluering og en særlig procedure, der sikrer, at Parlamentet inddrages fuldt ud, herunder en konkret implementeringsplan, der koordinerer, hvordan man når de 17 mål, de 169 delmål og de 230 overordnede indikatorer og sikrer overensstemmelse med og opfyldelse af målene i Parisaftalen; fremhæver vigtigheden af, at målene er universelle, samt den omstændighed, at EU og dets medlemsstater har forpligtet sig til at implementere alle målene og delmålene fuldt ud, både i teori og i praksis;

7.  insisterer på, at EU's nye strategi for bæredygtig udvikling og de tilhørende implementeringspolitikker bør gøres til genstand for en høring af alle interessenter, herunder de nationale parlamenter, lokale myndigheder og civilsamfundet, gennem en inkluderende proces;

8.  efterlyser en meddelelse fra Kommissionen om opfølgning på og evaluering af 2030-dagsordenen med klar information om implementeringsstrukturen for dagsordenen på EU- og medlemsstatsplan; understreger, at alle relevante generaldirektorater i Kommissionen samt Tjenesten for EU's optræden udadtil (EU-Udenrigstjenesten) bør inddrages fuldt ud i at integrere 2030-dagsordenen i den kommende revision af Europa 2020-strategien og den kommende samlede EU-strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitik, således at man sikrer en stærk politikkohærens for bæredygtig udvikling;

9.  understreger, at revisionen af den europæiske konsensus om udvikling skal afspejle den nye 2030-dagsorden fuldt ud, hvilket inkluderer et paradigmeskift og en fuldstændig omstilling af EU's udviklingspolitik; minder om, at en hensigtsmæssig og målrettet programmering af bistanden inden for udviklingssamarbejdet med behørig hensyntagen til principperne om bistandseffektivitet er afgørende for at nå målene og de tilhørende delmål;

10.  understreger, at EU skal udnytte den kommende midtvejsrevision af den flerårige finansielle ramme (FFR) fuldt ud til at sikre, at finansieringsmekanismerne og budgetposterne afspejler alle de forpligtelser i henhold til 2030-dagsordenen, som EU har accepteret; opfordrer EU og dets medlemsstater til omgående at forny deres tilsagn om at nå målet om 0,7 % af BNI til ODA og til at fremlægge en tidsplan for, hvordan de gradvis vil øge deres ODA for at nå op på de 0,7 %;

11.  opfordrer til, at der føres en regelmæssig dialog mellem HLPF og Kommissionen om de fremskridt, der gøres, med regelmæssig rapportering til Parlamentet i overensstemmelse med principperne om gennemsigtighed og gensidig ansvarlighed; fastholder, at der er behov for en forbedret dialog mellem Kommissionen og Parlamentet om gennemførelsen af 2030-dagsordenen, navnlig for så vidt angår udviklingspolitik og udviklingsvenlig politikkohærens;

12.  opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til i tæt samråd med andre partnere at forelægge konkrete forslag til, hvordan udviklingsvenlig politikkohærens mere effektivt kan integreres i EU’s tilgang til gennemførelsen af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, og opfordrer til, at denne nye tilgang strømlines i alle EU's institutioner for at sikre et effektivt samarbejde og slippe af med "silo"-tilgangen;

13.  understreger, at det er vigtigt at indarbejde begrebet udviklingsvenlig politikkohærens; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til i tæt samråd med andre partnere at forelægge konkrete forslag til, hvordan udviklingsvenlig politikkohærens mere effektivt kan integreres i EU's tilgang til gennemførelsen af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, og opfordrer til, at denne nye tilgang strømlines i alle EU's institutioner;

14.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at udvikle effektive overvågnings-, evaluerings- og ansvarlighedsmekanismer med henblik på gennemførelsen af 2030-dagsordenen og til regelmæssigt at rapportere tilbage til Parlamentet; minder i denne forbindelse om, at det er nødvendigt at øge Parlamentets demokratiske kontrol, muligvis ved hjælp af en bindende interinstitutionel aftale i henhold til artikel 295 i TEUF;

15.  anmoder Kommissionen og FN's særorganisationer, fonde og programmer om at etablere en dialog på højt plan om gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling med henblik på at samordne EU's og FN's og andre donorers politikker, programmer og operationer; fremhæver betydningen af disaggregerede og tilgængelige data for overvågning af fremskridt og evaluering af resultater;

16.  opfordrer FN's organisationer og organer til at styrke den udviklingsvenlige politikkohærens i FN's arbejdsstrukturer med henblik på effektivt at integrere alle dimensioner af bæredygtig udvikling heri;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt til FN's generalsekretær.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0196.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0059.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0403.


Obligatorisk angivelse af oprindelsesland eller herkomstland for visse fødevarer
PDF 183kWORD 79k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. maj 2016 om obligatorisk angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for visse fødevarer (2016/2583(RSP))
P8_TA(2016)0225B8-0545/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 og (EF) nr. 1925/2006 og om ophævelse af Kommissionens direktiv 87/250/EØF, Rådets direktiv 90/496/EØF, Kommissionens direktiv 1999/10/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF, Kommissionens direktiv 2002/67/EF og 2008/5/EF og Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2004(1)(fødevareinformationsforordningen), og navnlig artikel 26, stk. 5 og 7, i denne forordning,

–  der henviser til rapport af 20. maj 2015 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om obligatorisk angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for mælk, mælk anvendt som en ingrediens i mejeriprodukter og andre typer kød end okse-, svine-, fåre- og gedekød samt fjerkrækød (COM(2015)0205) og om obligatorisk angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for uforarbejdede fødevarer, fødevarer bestående af én enkelt ingrediens og ingredienser, der udgør mere end 50 % af en fødevare (COM(2015)0204),

–  der henviser til rapport af 17. december 2013 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om obligatorisk angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for kød anvendt som ingrediens (COM(2013)0755) og det dertil hørende arbejdsdokument fra Kommissionen af 17. december 2013 om oprindelsesmærkning af kød anvendt som ingrediens: forbrugernes holdning, mulighederne for gennemførelse af forskellige scenarier og konsekvensanalyse (SWD(2013)0437),

–  der henviser til sin beslutning af 11. februar 2015 om mærkning af oprindelsesland for kød i forarbejdede fødevarer(2) og det formelle svar fra Kommissionen vedtaget den 6. maj 2015,

–  der henviser til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1337/2013 af 13. december 2013 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 hvad angår angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for fersk, kølet eller frosset svine-, fåre- og gedekød samt fjerkræ(3),

–  der henviser til sin beslutning af 6. februar 2014(4) om Kommissionens ovennævnte gennemførelsesforordning (EU) nr. 1337/2013 af 13. december 2013,

–  der henviser til sin beslutning af 14. januar 2014 om fødevarekrisen, svindel i fødevarekæden og kontrollen heraf(5),

–  der henviser til forespørgsel til Kommissionen om obligatorisk angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for visse fødevarer (O-000031/2016–B8-0363/2016),

–  der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at artikel 26, stk. 5, i forordningen om fødevareinformation til forbrugerne pålægger Kommissionen at aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet senest den 13. december 2014 om obligatorisk angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for andre typer kød end okse-, svine-, fåre- og gedekød samt fjerkræ, mælk, mælk anvendt som ingrediens i mejeriprodukter, uforarbejdede fødevarer, fødevarer bestående af én enkelt ingrediens og ingredienser, der udgør mere end 50 % af en fødevare;

B.  der henviser til, at Kommissionen med artikel 26, stk. 8, i forordningen om fødevareinformation til forbrugerne pålagdes at vedtage gennemførelsesretsakter vedrørende anvendelsen af samme artikels stk. 3, senest den 13. december 2013;

C.  der henviser til, at mærkningsregler for oprindelse allerede er på plads og fungerer effektivt for mange andre fødevarer, herunder uforarbejdet kød, æg, frugt og grøntsager, fisk, honning, ekstra jomfruolivenolie, jomfruolivenolie, vin og alkoholiske drikke;

D.  der henviser til, at det i artikel 26, stk. 7, i forordningen om fødevareinformation til forbrugerne, fastsættes, at rapporterne bl.a. skal tage hensyn til forbrugernes behov for at blive informeret, gennemførligheden af en obligatorisk angivelse af oprindelsesland eller herkomststed og en analyse af omkostninger og fordele ved at indføre sådanne foranstaltninger; der henviser til, at det endvidere fastsættes, at rapporterne kan ledsages af forslag om ændring af de relevante bestemmelser i EU-lovgivningen;

E.  der henviser til, at det i artikel 26, stk. 2, i forordningen om fødevareinformation til forbrugerne, understreges, at angivelsen af oprindelsesland eller herkomststedet er obligatorisk i de tilfælde, hvor undladelse af at give denne oplysning ville kunne vildlede forbrugeren med hensyn til fødevarens egentlige oprindelsesland eller herkomststed, navnlig hvis de oplysninger, der ledsager fødevaren, eller etiketten som helhed ellers ville antyde, at fødevaren har et andet oprindelsesland eller herkomststed;

F.  der henviser til, at Kommissionen den 20. maj 2015 offentliggjorde sin rapport om obligatorisk angivelse af oprindelsesland for mælk, mælk anvendt som en ingrediens i mejeriprodukter og andre typer kød end okse-, svine- fåre-, gede- og fjerkrækød ("rapport om mælk og andet kød") og sin rapport om obligatorisk angivelse af oprindelsesland for uforarbejdede fødevarer, fødevarer bestående af én enkelt ingrediens og ingredienser, der udgør mere end 50 % af en fødevare;

G.  der henviser til, at ifølge Kommissionens rapport COM(2013)0755 bliver sporbarheden for oprindelsesmærkningen tilsvarende mere kompliceret, jo mere komplekse opskærings- og forarbejdningsfaserne inden for kødsektoren og forarbejdningsniveauet bliver;

H.  der henviser til, at fødevareforsyningskæden ofte er lang og kompleks og involverer mange fødevarevirksomheder og andre parter; der henviser til, at forbrugerne i stigende grad er uvidende om, hvordan deres fødevarer produceres, og at individuelle fødevarevirksomheder ikke altid har et overblik over hele produktkæden;

I.  der henviser til, at forbrugernes overordnede villighed til at betale for oprindelsesoplysninger (betalingsvilje) synes at være begrænset, men at meningsmålinger(6) om betalingsvilje viser, at forbrugerne generelt set er villige til at betale mere for oprindelsesoplysninger;

J.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 11. februar 2015 indtrængende opfordrede Kommissionen til at følge op på sin rapport af 17. december 2013 med lovgivningsforslag, der gør angivelsen af oprindelsen af kød i forarbejdede fødevarer obligatorisk med henblik på at sikre mere gennemsigtighed gennem hele fødevarekæden og informere de europæiske forbrugere bedre, og samtidig tage hensyn til sine konsekvensanalyser og undgå urimeligt store omkostninger og administrative byrder; der henviser til, at Kommissionen endnu ikke har fremsat eventuelle opfølgende lovforslag;

K.  der henviser til, at der kun findes strenge specifikationer for frivillige mærkningsordninger i forbindelse med kvalitetsordninger, såsom beskyttede oprindelsesbetegnelser (BOB), beskyttet geografisk betegnelse (BGB) eller garanteret traditionel specialitet (GTS), hvorimod de kriterier, der anvendes under ordninger for frivillig fødevaremærkning i henhold til forordning (EU) nr. 1169/2011, kan variere betydeligt fra den ene til den anden;

Konsummælk anvendt som en ingrediens i mejeriprodukter

1.  påpeger, at det i betragtning 32 i forordningen om fødevareinformation til forbrugerne fastslås, at mælk er et af de produkter, for hvilke en angivelse af oprindelsen er af særlig interesse;

2.  understreger, at 84 % af EU-borgerne ifølge en Eurobarometer-undersøgelse fra 2013 mener, at det er nødvendigt at oplyse om mælks oprindelse, uanset om mælken sælges som konsummælk eller anvendes som en ingrediens i et mejeriprodukt; bemærker, at dette er en af adskillige faktorer, der kan påvirke forbrugernes adfærd;

3.  understreger, at obligatorisk oprindelsesangivelse for mælk, der markedsføres som sådan eller anvendes som ingrediens i mejeriprodukter, er en nyttig foranstaltning til at beskytte kvaliteten af mejeriprodukter og værne om beskæftigelsen i en sektor, der gennemlever en alvorlig krise;

4.  bemærker, at omkostningerne ved obligatorisk angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for mælk og mælk anvendt som en ingrediens i mejeriprodukter, ifølge den undersøgelse, der ledsagede Kommissionens rapport om mælk og andet kød, vokser i takt med, at produktionsprocessens kompleksitet øges; bemærker, at samme undersøgelse peger på, at virksomhederne i visse medlemsstater havde overdrevet indvirkningerne af den obligatoriske oprindelsesmærkning på deres konkurrencedygtighed, idet undersøgelsen ikke fremkom med nogen klar forklaring på det høje omkostningsskøn, som disse virksomheder var fremkommet med, men det konstateredes, at det kunne være et signal om stærk modstand mod oprindelsesmærkning i sig selv;

5.  opfordrer til nedsættelse af en arbejdsgruppe under Kommissionen, som yderligere skal evaluere Kommissionens rapport offentliggjort den 20. maj 2015 med henblik på at afgøre, hvilke omkostninger der kan reduceres til et acceptabelt niveau, hvis yderligere obligatorisk mærkning af oprindelsesland begrænses til mejeri- og let forarbejdede mejeriprodukter;

6.  udtrykker tilfredshed med undersøgelsens analyse af omkostninger og fordele ved indførelsen af obligatorisk oprindelsesmærkning af mælk og mælk anvendt som en ingrediens, men mener, at Kommissionen i sine konklusioner ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til de positive aspekter af oprindelsesmærkning for sådanne produkter, såsom bedre forbrugeroplysning; bemærker, at forbrugerne kan føle sig vildledt, når der ikke foreligger oplysning om obligatorisk oprindelsesmærkning, og der er anvendt anden fødevaremærkning såsom nationale flag;

7.  understreger vigtigheden af små og mellemstore virksomheder i forarbejdningskæden;

8.  har den holdning, at Kommissionen bør tage hensyn til og analysere de økonomiske konsekvenser af obligatorisk oprindelsesmærkning for SMV'er inden for de berørte landbrugs- og fødevaresektorer;

9.  mener, at Kommissionens konklusion hvad angår mælk og mælk anvendt som en ingrediens muligvis overvurderer virksomhedernes udgifter til oprindelsesmærkning, idet alle mejeriprodukter betragtes samlet under ét;

10.  bemærker, at Kommissionen konkluderer, at omkostningerne ved mærkning af oprindelsesland for mælk vil være beskedne;

Andre typer kød

11.  understreger, at 88 % af EU-borgerne ifølge en Eurobarometer-undersøgelse fra 2013 mener, at det er nødvendigt at oplyse om oprindelse for andre typer kød end okse-, svine-, fåre-, og gedekød samt fjerkræ;

12.  bemærker, at skandalen om hestekød viste behovet for større gennemsigtighed i forsyningskæden for hestekød;

13.  bemærker, at konklusionen på Kommissionens rapport var, at driftsomkostningerne for obligatorisk mærkning af oprindelsesland for det kød, rapporten omhandlede, ville være relativt små;

Forarbejdet kød

14.  fremhæver, at det i Kommissionens rapport af 17. december 2013 om obligatorisk angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for kød anvendt som en ingrediens anerkendes, at over 90 % af forbrugerrespondenterne anser det for vigtigt at oprindelsesmærke kød i forarbejdede fødevareprodukter;

15.  mener, at forbrugerne såvel som mange erhvervsdrivende bifalder obligatorisk angivelse af oprindelsen af kød i forarbejdede fødevareprodukter, og at en sådan foranstaltning vil bidrage til at bevare forbrugernes tillid til fødevarer, da der dermed sikres større gennemsigtighed i forsyningskæden;

16.  understreger, at det er i de europæiske forbrugeres interesse at have en obligatorisk oprindelsesmærkning på alle fødevarer;

17.  påpeger, at mærkning i sig selv ikke udgør et værn mod svindel, og understreger, at der er behov for et omkostningseffektivt kontrolsystem for at sikre forbrugernes tillid;

18.  minder om, at de frivillige mærkningsordninger, som er blevet gennemført på passende vis i forskellige medlemsstater, har været en succes såvel for så vidt angår forbrugeroplysning og for producenterne;

19.  mener, at den manglende vedtagelse af gennemførelsesretsakter som omhandlet i artikel 26, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1169/2011 betyder, at artiklen ikke kan håndhæves korrekt;

20.  bemærker, at der allerede findes beskyttede oprindelsesbetegnelser for mange forarbejdede kød- og mejeriprodukter (f.eks. skinke og ost), for hvilke der i produktionskriterierne er fastsat krav om angivelse af oprindelsen af det kød, der er anvendt, og for hvilke der gælder krav om øget sporbarhed; opfordrer derfor Kommissionen til at fremme udviklingen af produkter med "beskyttet oprindelsesbetegnelse" (BOB), "beskyttet geografisk betegnelse" (BGB) eller "garanteret traditionel specialitet" (GTS), jf. forordning (EU) nr. 1151/2012(7), og dermed sikre, at forbrugerne har adgang til kvalitetsprodukter af sikker herkomst;

21.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at ingen aktuelle EU-forordninger om mærkning af oprindelsesland svækkes i nogen igangværende handelsforhandling, såsom TTIP, og at retten til i fremtiden at foreslå yderligere supplerende forordninger angående mærkning af oprindelsesland ikke svækkes;

Konklusioner

22.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre den obligatoriske angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for alle typer konsummælk samt mejeriprodukter og kødprodukter og vurdere muligheden for at udvide den obligatoriske angivelse af oprindelsesland eller herkomststed til andre fødevarer på basis af én ingrediens eller med én hovedingrediens ved at fremsætte lovforslag på disse områder;

23.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremlægge lovforslag, der gør det obligatorisk at angive oprindelsen af kød i forarbejdede fødevarer med henblik på at sikre større gennemsigtighed i hele fødevarekæden og genvinde forbrugernes tillid i kølvandet på hestekødsskandalen og andre tilfælde af fødevaresvindel; understreger desuden, at der i obligatoriske krav om mærkning bør tages hensyn til proportionalitetsprincippet og den administrative byrde for fødevarevirksomhederne og de myndigheder, der står for håndhævelsen af lovgivningen;

24.  mener, at formålet med obligatorisk angivelse af fødevarernes oprindelse er at genoprette forbrugernes tillid til fødevarer; anmoder Kommissionen om at udarbejde et forslag, som går i den retning og samtidig tager hensyn til oplysningernes gennemsigtighed og letforståelighed for forbrugerne, de europæiske virksomheders økonomiske levedygtighed og forbrugernes købekraft;

25.  fremhæver betydningen af fælles spilleregler på det indre marked og anmoder indtrængende Kommissionen om at tage dette i betragtning, når man drøfter regler om obligatorisk oprindelsesmærkning;

26.  opfordrer Kommissionen til at støtte mærkningsordninger for dyrevelfærd i opdrætstiden, under transport og ved slagtning;

27.  beklager, at Kommissionen endnu ikke har gjort sig nogen anstrengelser for også at tilføje æg og æggeprodukter på listen over fødevarer, for hvilke der skal angives oprindelsesland eller herkomststed, på trods af at især billige æggeprodukter af flydende eller tørrede æg, som først og fremmest anvendes i forarbejdede produkter, importeres til det europæiske marked fra tredjelande og klart er forbundet med en omgåelse af EU's forbud mod opdræt i bur; mener derfor, at en bindende mærkning af æggeprodukter og fødevarer, der indeholder æg, med herkomststed og opdrætsform kunne forbedre gennemsigtigheden og beskyttelsen og opfordrer Kommissionen til at fremlægge en analyse af markedssituationen og om nødvendigt at udarbejde hensigtsmæssige lovgivningsforslag;

28.  mener, at mærkning af oprindelsesland for konsummælk, let forarbejdede mejeriprodukter (såsom ost og fløde) og let forarbejdede kødprodukter (såsom bacon og pølser) ville medføre væsentligt begrænsede medfølgende omkostninger, og at denne mærkning bør undersøges som en prioritet;

29.  mener ikke, at oprindelsesmærkning i sig selv forhindrer svindel, men anbefaler i denne sammenhæng, at der anlægges en bestemt kurs for at optrappe overvågningen, forbedre håndhævelsen af eksisterende lovgivning og pålægge strengere sanktioner;

30.  opfordrer Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at bekæmpe svindel i forbindelse med regler for frivillig oprindelsesmærkning for fødevarer;

31.  opfordrer Kommissionen til at støtte de eksisterende kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer, der er omfattet af forordning (EU) nr. 1151/2012, og anmoder om en intensivering af europæiske reklamekampagner for disse produkter;

32.  opfordrer på ny Kommissionen til at opfylde sin retlige forpligtelse til senest den 13. december 2013 at vedtage de gennemførelsesretsakter, der er nødvendige for en korrekt gennemførelse af artikel 26, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1169/2011, således at de nationale myndigheder kan pålægge de relevante sanktioner;

o
o   o

33.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 304 af 22.11.2011, s. 18.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0034.
(3) EUT L 335 af 14.12.2013, s. 19.
(4) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0096.
(5) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0011.
(6) http://ec.europa.eu/food/safety/docs/labelling_legislation_final_report_ew_02_15_284_en.pdf, s. 50.
(7) EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1.


Rammeaftale om forældreorlov
PDF 198kWORD 89k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. maj 2016 om gennemførelsen af Rådets direktiv 2010/18/EU af 8. marts 2010 om iværksættelse af den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af BUSINESSEUROPE, UEAPME, CEEP og EFS, og om ophævelse af direktiv 96/34/EF (2015/2097(INI))
P8_TA(2016)0226A8-0076/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2, artikel 3, stk. 3, og artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union,

–  der henviser til artikel 8, artikel 10, artikel 153, stk. 1, litra i), samt artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til artikel 7, 9, 23, 24 og 33 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til Rådets direktiv 2010/18/EU af 8. marts 2010 om iværksættelse af den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af BUSINESSEUROPE, UEAPME, CEEP og EFS, og om ophævelse af direktiv 96/34/EF,

–  der henviser til Rådets direktiv 2013/62/EU af 17. december 2013 om ændring af direktiv 2010/18/EU om iværksættelse af den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af BUSINESSEUROPE, UEAPME, CEEP og EFS som følge af ændringen af Mayottes status i forhold til Den Europæiske Union,

–  der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd den 23.- 24. marts 2006 i Bruxelles (777751/1/06 REV 1),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv: Større støtte med henblik på at forene arbejds-, privat- og familieliv" (COM(2008)0635),

–  der henviser til Kommissionens henstilling af 20. februar 2013 "Investering i børn: Hvordan man bryder den onde cirkel for de socialt udsatte" (C(2013)0778),

–  der henviser til sin beslutning af 11. marts 2015 om det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker: beskæftigelse og sociale aspekter i den årlige vækstundersøgelse for 2015(1),

–  der henviser til sin beslutning af 9. juni 2015 om EU's strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd efter 2015(2),

–  der henviser til sin beslutning af 20. maj 2015 om barselsorlov(3),

–  der henviser til sin beslutning af 8. oktober 2015 om anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv(4),

–  der henviser til undersøgelsen foretaget af Europa-Parlamentets Forskningstjeneste i maj 2015 med titlen "Gender equality in employment and occupation - Directive 2006/54/EC, European Implementation Assessment" (ligestilling mellem mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv — direktiv 2006/54/EF, vurdering af anvendelsen på europæisk plan),

–  der henviser til undersøgelsen foretaget af Europa-Parlamentets Generaldirektorat for Interne Politikker med titlen "Maternity, paternity and parental leave: Data related to duration and compensation rates in the European Union" (barselsorlov, fædreorlov og forældreorlov: data om varighed og kompensation i Den Europæiske Union),

–  der henviser til undersøgelsesdokumentet fra Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound) fra marts 2015 med titlen "Promoting parental and paternity leave among fathers" (fremme af barsels- og forældreorlov for fædre),

–  der henviser til Eurofounds rapport med titlen: "Maternity leave provisions in the EU Member States: Duration and allowances" (Eurofound, 2015) (barselsorlovsbestemmelser i EU's medlemsstater: varighed og godtgørelser),

–  der henviser til Eurofounds rapport fra 2015 med titlen "Promoting uptake of parental and paternity leave among fathers in the European Union" (fremme af fædres udnyttelse af forældre- og fædreorlov i Den Europæiske Union),

–  der henviser til Kommissionens undersøgelse fra februar 2015 med titlen "The Implementation of Parental Leave Directive 2010/18 in 33 European Countries" (gennemførelse af direktiv 2010/18 om forældreorlov i 33 europæiske lande),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelse fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0076/2016),

A.  der henviser til, at målet i EU 2020-strategien om 75 % beskæftigelse sandsynligvis ikke vil blive opfyldt inden 2020, hvad angår kvinder (tallet ligger i øjeblikket på 63,5 %); der endvidere henviser til, at der er behov for proaktive politikker, der tager sigte på at hjælpe kvinder med at komme ind på og blive på arbejdsmarkedet, og som kan beskytte og støtte kvinders tilbagevenden på arbejdsmarkedet som mødre under stabile og ordentlige arbejdsmæssige forhold på lige vilkår med mænd, især politikker, der fremmer en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv for alle forældre;

B.  der henviser til, at det arbejde, der udføres af forældrene i familien og med hensyn til at opdrage børn, udgør et målbart bidrag til økonomien, og det er endvidere af stor betydning for den demografiske udvikling i Europa;

C.  der henviser til, at muligheden for at forene arbejdsliv og privatliv i direktiv 96/34/EF betragtes som et særskilt spørgsmål, mens det i direktiv 2010/18/EU fastsættes, at alle arbejdstagere har ret til fire måneders forældreorlov uden løn, og at en af disse måneder ikke må kunne overdrages; der henviser til, at princippet om kønnenes ligestilling på arbejdsmarkedet nu er indført i EU-lovgivningen; der henviser til, at karrieremæssig ligestilling for mænd og kvinder, herunder gennem forældreorlovsordningen, vil medvirke til at nå målet om en beskæftigelsesfrekvens på 75 %, der er fastsat i Europa 2020-strategien, og til at løse problemet med, at kvinder, der står over for en fattigdomsudfordring, er langt mere sårbare, men også bidrager konkret til økonomien, og at det også er et stort problem i lyset af den demografiske udvikling i Europa;

D.  der henviser til, at det af de tilgængelige oplysninger fremgår, at når familieorlov er ubetalt eller dårligt betalt, udnyttes den kun i beskedent omfang, og at fædre gør meget lidt brug af deres forældreorlov; der henviser til, at når forældreorloven slet ikke eller kun delvist kan overdrages og i øvrigt godtgøres korrekt, udnyttes den mere ligeligt mellem begge forældre og er med til at reducere forskelsbehandlingen af kvinder på arbejdsmarkedet;

E.  der henviser til, at en blandet model bestående af både barsels- og fædreorlov og af en fælles orlov, dvs. forældreorlov, giver begge forældre reel mulighed for i fællesskab at beslutte, hvordan de bedst kan organisere deres orlov i deres barns bedste interesse og under hensyntagen til deres jobs særlige karakter;

F.  der henviser til, at forældreorlov har langsigtede fordele for børns udvikling; der henviser til, at fædrenes anvendelse af fædreorlov inden for rammerne af de offentlige politikker i EU's medlemsstater stiger, men fortsat er lav, og at kun 10 % af fædrene tager mindst en dag forældreorlov; der henviser til, at 97 % af kvinderne anvender den forældreorlov, som kan bruges af begge forældre;

G.  der henviser til, at det i undersøgelser fra Eurofound er påvist de forhold, der har betydning for fædres udnyttelse af forældreorlov, hvilket omfatter kompensationsniveauet, orlovsordningens fleksibilitet, adgang til oplysninger, børnepasningsfaciliteternes tilgængelighed og fleksibilitet og i hvilken grad, arbejdstagerne frygter isolation fra arbejdsmarkedet, når de tager orlov; der henviser til, at adskillige forskere(5) har påvist, at fædre, som tager fædreorlov, udvikler et bedre forhold til deres børn og med større sandsynlighed vil indtage en aktiv rolle i fremtidige børnepasningsopgaver; der henviser til, at disse forhold bør tages i betragtning;

H.  der henviser til, at hele EU står over for en alvorlig demografisk udfordring, da fødselstallet er konstant faldende i de fleste medlemsstater, og at rimelige familiepolitikker for mænd og kvinder vil kunne forbedre kvindernes situation på arbejdsmarkedet, forbedre balancen mellem arbejds- og privatliv, mindske kønsforskellen med hensyn til løn, pensioner og indtægter beregnet over hele arbejdslivet og have en positiv indvirkning på den demografiske udvikling;

I.  bemærker, at antallet af personer, der tog forældreorlov i 2010, ifølge Eurostat var 3 518 600, og at kun 94 800 af disse (2,7 %) var mænd; der henviser til, at det af undersøgelser foretaget af Eurofound(6) fremgår, at den kønsbestemte forskel i erhvervsfrekvens medfører alvorlige tab for de europæiske økonomier, der i 2013 beløb sig til ca. 370 mia. EUR;

J.  der henviser til, at Kommissionen sammen med medlemsstaterne bør iværksætte specifikke foranstaltninger til at fremme en ny form for arbejdstilrettelæggelse, der er mere fleksibel, og som omfatter instrumenter, der sikrer bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv og derved sætter forældre i stand til reelt at udøve deres ret til at være forældre; der henviser til, at disse foranstaltninger kunne bidrage til at mindske diskriminationen mod kvinder og hjælpe dem til at komme i beskæftigelse eller forblive på eller vende tilbage til arbejdsmarkedet uden at være udsat for et økonomisk eller socialt pres;

K.  der henviser til, at foruden at sikre ligestilling mellem kønnene og kvindernes adgang til arbejdsmarkedet bør forældreorlov give forældrene mulighed for at opfylde deres forpligtelser over for deres børn;

L.  der henviser til, at det er afgørende at sikre, at kvinder har ret til at kombinere arbejde og moderskab uden at blive straffet for det, eftersom kvinder fortsat rammes hårdest og er udsat for størst forskelsbehandling; der henviser til, at eksempler på denne forskelsbehandling omfatter pres fra arbejdsgivere på kvinder, der er til jobsamtaler, hvor de bliver spurgt, om de har børn, og hvor gamle disse er, og hvor arbejdsgiverne således forsøger at påvirke kvindernes beslutning og udtrykker præference for arbejdstagere uden børn, som er "mere til rådighed", og bemærker, at der et voksende økonomisk og arbejdsrelateret pres på kvindelige ansatte for ikke at tage barselsorlov;

M.  der henviser til, at et af de problemer, der begrænser kvinders adgang til arbejdsmarkedet og afholder dem fra at blive der, er deres ansvar for pleje af børn med handicap, som ikke er selvhjulpne og derfor er afhængige af andre, og/eller børn, der tilhører dårligt stillede kategorier og grupper;

N.  der henviser til, at hvis der ikke findes bestemmelser om orlov, eller hvis de eksisterende bestemmelser anses for at være utilstrækkelige, kan arbejdsmarkedets parter gennem kollektive aftaler spille en vigtig rolle med hensyn til at fastsætte nye bestemmelser eller opdatere gældende bestemmelser for barsels-, fædre- og forældreorlov;

O.  der henviser til, at balancen mellem arbejdsliv og privatliv er en grundlæggende rettighed, som bør indarbejdes fuldt ud i enhver EU-tekst, der har betydning for dette forhold; der henviser til, at der generelt bør være større opmærksomhed på betydningen af at have et familievenligt arbejdsmiljø;

P.  der henviser til, at de fleste af EU's medlemsstater allerede opfylder minimumskravene i direktiv 2010/18/EU om forældreorlov, og at nationale bestemmelser i mange medlemsstater går videre end disse krav;

Q.  der henviser til, at medlemsstaterne såvel i de offentlige som de private sektorer bør fremme virksomhedsvelfærdsmodeller, hvor der er respekt for retten til balance mellem arbejdsliv og privatliv;

R.  der henviser til, at de store forskelle i mænds og kvinders udnyttelse af barsels- og forældreorlov er et åbenlyst udtryk for forskelsbehandling på grund af køn, hvad angår børnepasning og kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet; der henviser til, at de foranstaltninger, der er truffet i mange medlemsstater for at tilskynde mænd til at påtage sig en lige så stor del af ansvaret for familielivet, ikke har ført til tilfredsstillende resultater;

S.  der henviser til, at passende, individuel og betalt forældreorlov er afgørende for at par, hvor forældrene er af samme køn, kan opnå balance mellem arbejdsliv og privatliv;

T.  der henviser til, at kvinder, der tager forældreorlov og derved udnytter deres ret til bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv, bliver set ned på, når de vender tilbage til arbejdsmarkedet, hvilket resulterer i, at de må arbejde under mindre gunstige forhold og på usikre ansættelseskontrakter;

Gennemførelsen af direktivet

1.  understreger, at de nødvendige bestemmelser for at gennemføre direktiv 2010/18/EU antager forskellige former i medlemsstaterne; er derfor af den opfattelse, at gennemførelsen skal ske under fuld overholdelse af den gældende lovgivning, der vedrører de kollektive overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter;

2.  mener, at det er svært at klassificere de forskellige typer orlov på EU-plan, eftersom ikke alle medlemsstater har fulgt EU's særskilte eller trinvise tilgang til barsels- og forældreorlov;

3.  minder om, at overregulering i medlemsstaterne kan øge reguleringens kompleksitet og rent faktisk reducere efterlevelsesgraden; opfordrer medlemsstaterne til at undgå at tilføje administrative byrder i gennemførelsen af EU-lovgivningen;

4.  opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, til inden for den nærmeste tid at give Kommissionen de relevante sammenligningstabeller vedrørende direktivets bestemmelser og deres nationale gennemførelsesforanstaltninger; betragter det som meget vigtigt for medlemsstaterne at sikre, at de råder over de nødvendige inspektionsredskaber til at kontrollere, at lovgivningen om beskyttelse af forældres rettigheder overholdes; anmoder indtrængende Kommissionen om omhyggeligt at overvåge gennemførelsen af direktivet i medlemsstaterne for at sikre, at fleksibiliteten heri ikke misbruges; mener, at princippet med udveksling af god praksis er et nyttigt redskab til at nå dette mål;

5.  finder det beklageligt, at der er forskelle mellem foranstaltningerne til gennemførelse af direktivet, hvad angår anvendelsesområdet, idet der derved indføres systemer, der gavner arbejdstagere i forskellig grad afhængigt af f.eks. deres beskæftigelsessektor (der er større beskyttelse i den offentlige sektor i EU end i den private sektor, hvorfor den har en pionerrolle på området) og varigheden af deres kontrakt; anbefaler med henblik herpå, at der træffes alle mulige foranstaltninger for at gøre direktivet bindende på en ensartet måde i såvel den offentlige som den private sektor; understreger, at alle uanset køn bør garanteres ret til forældreorlov uden forskelsbehandling, uanset hvilken sektor de er ansat i, og uanset den type kontrakt, de arbejdende fædre og mødre er ansat under;

6.  glæder sig over, at visse medlemsstater har gennemført bestemmelserne i direktivet ud over det minimale, således at selvstændige arbejdstagere, lærlinge, par af samme køn og forældre til adopterede børn er omfattet af bestemmelserne;

7.  er af den faste overbevisning, at ydelsen af social velfærd hører under medlemsstaternes kompetence;

8.  opfordrer medlemsstaterne til at indføre sociale familiepolitikker, der gør det muligt for forældre, der opholder sig i længere tid i udlandet for at gennemføre en international adoptionsprocedure, at modtage alle de ydelser, der er omhandlet i direktivet;

9.  bemærker, at mere end ti år efter at medlemsstaterne gennemførte direktiv 96/34/EF, er der stadig en skæv kønsfordeling med hensyn til udnyttelse af forældreorlov; noterer sig også de store forskelle mellem medlemsstaterne, hvad angår den maksimale varighed, den lovbestemte form for forældreorlov og systemer vedrørende løn under orloven; mener, at spørgsmålet om løn under orlov er afgørende for at sikre, at forældre med lav indkomst og enlige forældre kan drage nytte af orlov på lige fod med alle andre forældre; glæder sig over de forskellige skridt, der er taget for at tilskynde fædre til at benytte sig af deres forældreorlov; anerkender, at EU er værdifuld, når det drejer sig om at henlede medlemsstaternes opmærksomhed på behovet for handling, og hvad angår formidling og udveksling af råd samt hjælp til de medlemsstater, der har brug for det, særlig på området for sociale velfærdsrettigheder; mener, at Kommissionen bør foreslå foranstaltninger, der tilskynder fædre til at tage forældreorlov, og at medlemsstaterne bør fremme en mere effektiv udveksling af bedste praksis på dette område;

10.  bemærker, at visse medlemsstater har valgt at begrænse ydelsen af sociale sikringsrettigheder til en periode, der er kortere end den maksimale varighed af forældreorloven, hvilket bevirker, at forældrene i mindre grad udnytter denne maksimale varighed;

11.  opfordrer medlemsstaterne til sammen med Kommissionen at sikre, at de familierettigheder, som indrømmes gennem offentlige politikker, herunder forældreorlov, er ens for alle individer og lige lettilgængelig for begge forældre, således at de anspores til at opnå en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv i deres barns bedste interesse; understreger, at disse rettigheder i videst muligt omfang bør være individualiserede for at bidrage til at nå det beskæftigelsesmål på 75 % for kvinder og mænd, der er fastsat i Europa 2020-strategien, og for at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder; mener, at forældrene bør råde over en vis fleksibilitet i brugen af forældreorlov, og at dette under ingen omstændigheder må udgøre en forhindring for at nå den beskæftigelsesfrekvens på 75 % for kvinder og mænd, der er fastsat i Europa 2020-strategien; ser gerne, at det i de ordninger, der vedtages af arbejdsmarkedets parter, fastlægges, at en betydelig del af orloven ikke kan overdrages; understreger, at begge forældre skal behandles på samme måde for så vidt angår rettigheder til indkomst og varighed af forældreorloven;

12.  understreger, at familier med børn samt forældre, der afbryder karrieren for at passe dem, ikke blot må oppebære et indkomsttab, men også belastes af større udgifter og en alt for lav påskønnelse af deres forældrerolle;

13.  bemærker den fleksibilitet som medlemsstaterne har fået med direktivet med hensyn til at fastlægge de nærmere former for fuldtids- eller deltidsforældreorlov og med hensyn til de beskæftigelses- og varselsperioder, der kan fastsættes som betingelser for tildeling af forældreorlov; bemærker, at arbejdstagere på atypiske kontrakter såsom tidsbegrænsede kontrakter(7) og kontrakter uden fast timetal(8) i nogle medlemsstater ikke altid er omfattet af disse foranstaltninger, og udtrykker bekymring over misbruget af disse former for ansættelsesforhold; bemærker de initiativer i medlemsstaterne, som tilbyder arbejdstagere maksimal fleksibilitet, således at de kan tilpasse forældreorloven til deres erhvervsmæssige og personlige situation, men mener, at alle ordninger grundlæggende bør tilsigte en bredere udnyttelse af muligheden for at tage forældreorlov;

14.  påpeger, at tilbagevenden til arbejdet efter forældreorlov kan være vanskelig og belastende for såvel forælder som barn; opfordrer medlemsstaterne til at vedtage familiepolitikker, der letter en gnidningsløs og gradvis tilbagevenden til arbejde og en optimal balance mellem arbejdsliv og privatliv, og til at overveje at fremme hjemmearbejde, telearbejde og "smart working" på en sådan måde, at disse politikker ikke udgør en ekstra byrde for arbejdstagerne;

15.  opfordrer medlemsstaterne til i forbindelse med deres dispositioner at sikre, at virksomhederne kan planlægge sikkert, og være særligt opmærksomme på mikrovirksomheders samt små og mellemstore virksomheders behov i denne henseende;

16.  opfordrer Kommissionen til træffe foranstaltninger til at forbedre og styrke bestemmelserne i direktiv 2010/18/EU vedrørende betingelserne og de nærmere regler for tildeling af forældreorlov til personer, der har børn med et handicap eller en alvorlig eller langvarig invaliderende sygdom, under hensyntagen til bedste praksis i medlemsstaterne (forhøjelse af den alder, barnet må have, for at der kan tages forældreorlov eller børnepasningsorlov, lettere adgang til deltidsarbejde ved tilbagevenden fra orlov, forlængelse af orlovsperioden);

17.  understreger, at det er nødvendigt at sikre gunstige betingelser for personer, der vender tilbage til arbejdet efter forældreorlov, navnlig for så vidt angår beskæftigelse i samme stilling eller en tilsvarende stilling i overensstemmelse med kontrakten eller ansættelsesforholdene, tilpasning af arbejdstider og/eller rutiner (herunder at arbejdsgiveren skal begrunde ethvert afslag), mulighed for uddannelse, beskyttelse mod afskedigelse og mod mindre gunstig behandling som følge af en ansøgning om forældreorlov eller som følge af selve orloven, og de bør nyde en beskyttelse i en vis periode efter deres tilbagevenden, så de kan tilpasse sig deres job;

For et effektivt direktiv, hvor der tages fat på udfordringen omkring balance mellem arbejdsliv og privatliv

18.  bemærker Kommissionens tilbagetrækning af forslaget til direktiv om barselsorlov, og den omstændighed, at Kommissionen inden for rammerne af køreplanen "Et nyt afsæt for at klare udfordringerne i forbindelse med balancen mellem arbejds- og familieliv for erhvervsaktive familier" ikke på nuværende tidspunkt har til hensigt at offentliggøre en endelig rapport om gennemførelsen af direktivet om forældreorlov; opfordrer Kommissionen til under overholdelse af nærhedsprincippet at vende tilbage med et ambitiøst forslag, som effektivt giver mulighed for en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv;

19.  mener, at de politiske drøftelser også bør fokusere på en række ikke-lovgivningsmæssige initiativer med sigte på i samarbejde med medlemsstaterne og civilsamfundet, at styrke forældrenes rolle og fremme balancen mellem arbejdsliv og privatliv;

20.  mener, at man bør overveje et bredt ikke-lovgivningsmæssigt initiativ, der kan gøre det lettere at forene arbejde og familieliv i medlemsstaterne;

21.  mener i betragtning af den overlappende karakter af de forskellige former for familieorlov, at det er nødvendigt at skabe sammenhæng mellem teksterne på EU-plan under inddragelse af arbejdsmarkedets parter for således over for familierne at tydeligøre de forskellige former for orlov, hvilket kan føre til en mere ligelig fordeling af pasningsansvaret mellem kvinder og mænd; opfordrer indtrængende Kommissionen til med dette for øje at overveje at aktivere revisionsklausulen i EU-lovgivningen om forældreorlov; mener, at det er nødvendigt med mere klart formulerede regler, der fjerner kompleksiteten, øger efterlevelsen af bestemmelserne og beskytter arbejdstagerne;

22.  opfordrer til, at arbejdsmarkedets parter i lyset af Kommissionens rapport offentliggjort i februar 2015 behandler manglerne i direktivet om forældreorlov for så vidt angår fuld opnåelse af målene for forening af arbejdsliv og privatliv, kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, de demografiske udfordringer og mænds andel af de familiemæssige opgaver, herunder børnepasning og pasning af andre plejekrævende personer; mener, at der bør iværksættes langt mere effektive foranstaltninger for at tilskynde til en mere ligelig fordeling af ansvaret for familien mellem mænd og kvinder;

23.  understreger, at tilfredsstillende ordninger om forældreorlov hænger tæt sammen med spørgsmålet om tilstrækkelig løn; bemærker, at hvis der ikke findes bestemmelser om orlov, eller hvis de eksisterende bestemmelser anses for at være utilstrækkelige, kan arbejdsmarkedets parter gennem kollektive aftaler spille en vigtig rolle med hensyn til at fastsætte nye bestemmelser eller opdatere de gældende bestemmelser for barsels-, fædre- og forældreorlov; opfordrer medlemsstaterne til i samråd med arbejdsmarkedets parter at genoverveje deres system for økonomisk kompensation for forældreorlov med henblik på at fastlægge et passende kompensationsniveau, der endvidere kan tilskynde mænd til at tage forældreorlov længere end den minimumsperiode, der er fastsat i direktivet;

24.  mener, at det for at sikre en kønsafbalanceret forening af arbejde med familieliv er nødvendigt at individualisere retten til orlov og indføre positiv særbehandling for at styrke fædrenes rolle;

25.  opfordrer Kommissionen og arbejdsmarkedets parter til at overveje at tilbyde en passende forlængelse af minimumsperioden for forældreorlov fra fire til mindst seks måneder for at forbedre balancen mellem arbejdsliv og privatliv;

26.  understreger, at bedre samordning, sammenhæng og bedre adgang til orlovsordninger (barselsorlov, fædreorlov og forældreorlov) i medlemsstaterne fører til, at flere benytter sig af disse muligheder, og det sikrer en større samlet effektivitet; understreger i denne henseende, at et EU-direktiv om fædreorlov på to uger er uomgængeligt og presserende;

27.  understreger, at det er nødvendigt at forlænge den periode, hvor begge forældre har ret til at tage forældreorlov; opfordrer Kommissionen og arbejdsmarkedets parter til at forhøje den alder, barnet må have, for at der kan tages forældreorlov, og også at overveje, at forældre til børn med handicap eller langvarige sygdomme bør have mulighed for en orlov, der går ud over den lovpligtige alder, der er stadfæstet i direktivet;

28.  opfordrer medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til at tackle de mange hindringer for tilbagevenden til arbejdet efter en langvarig forældreorlov, så det undgås, at denne orlov bliver en fælde, der udstøder folk fra arbejdsmarkedet; minder i denne forbindelse om, at ligestilling mellem mænd og kvinder kun kan opnås gennem en rimelig fordeling af lønnet og ulønnet arbejde samt af arbejds-, familie- og omsorgsforpligtelserne;

29.  opfordrer medlemsstaterne til at fortsætte deres bestræbelser i retning af større konvergens, hvad angår udveksling af bedste praksis på området for balance mellem arbejdsliv og privatliv, og særligt fokusere på politikker, der kan hjælpe mødre til at komme ind på, forblive på og vende tilbage til arbejdsmarkedet, og på politikker, der kan få fædre til at deltage i familielivet og tage mere forældreorlov; tilskynder Kommissionen til sammen med medlemsstaterne at overvåge og fremme disse foranstaltninger;

30.  mener med henblik på at nå Barcelona-målene at medlemsstaterne sammen med lovgivningsmæssige foranstaltninger til fremme af balance mellem arbejde og privatliv og økonomisk støtte fra forskellige EU-instrumenter bør fokusere på at indføre inklusiv, økonomisk overkommelig og tilgængelig offentlig eller privat børnepasning af høj kvalitet, der kan ydes fra det tidspunkt, hvor en forælder vender tilbage til arbejdsmarkedet, og særligt bør fokusere på familier, der er fattige eller risikerer social udstødelse;

31.  opfordrer medlemsstaterne til at øge forældrenes bevidsthed om de fordele, som deltagelse i førskoleundervisnings- og børnepasningsordninger indebærer for såvel deres børn som dem selv; opfordrer medlemsstaterne til at tilpasse udformningen af og adgangskriterierne for inklusive førskoleundervisnings- og børnepasningsordninger af høj kvalitet til de stadig mere forskelligartede arbejdsmønstre og derved hjælpe forældrene med at leve op til kravene på deres arbejdsplads eller finde et arbejde og samtidig fastholde et stærkt fokus på barnets tarv;

32.  mener, at en integreret tilgang til ligestilling mellem kønnene — herunder politikker til at overvinde stereotype kønsroller — og til balance mellem arbejdsliv og privatliv i alle fremtidige EU-initiativer ville bringe sammenhæng og gennemsigtighed i processen og bidrage til at sikre, at en ligelig balance mellem arbejdsliv og privatliv fremmes; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at højne bevidstheden i samfundet om rettigheder og klagemuligheder med hensyn til forening af arbejdsliv og privatliv;

33.  anmoder Kommissionen om at måle den positive virkning af initiativer på balancen mellem arbejdsliv og privatliv, hvad angår lige varetagelse af de familiære og hjemlige opgaver, og i den forbindelse også tage hensyn til de særlige omsorgsmæssige forpligtelser, der påhviler forældre med børn, som har et handicap, befinder sig i en afhængighedssituation eller tilhører ugunstigt stillede kategorier eller grupper;

o
o   o

34.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0068.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0218.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0207.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0351.
(5) http://www.oecd.org/gender/parental-leave-where-are-the-fathers.pdf
(6) https://www.eurofound.europa.eu/news/news-articles/social-policies/international-womens-day-2016-the-campaign-for-equality-continues
(7) Peter Moss i den 10. internationale revision af orlovsordninger og tilhørende forskning 2014, juni 2014, s. 39.
(8) https://www.cipd.co.uk/binaries/zero-hours-contracts_2013-myth-reality.pdf


Forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel
PDF 322kWORD 127k
Europa-Parlamentets beslutning af 12. maj 2016 om gennemførelsen af direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor ud fra et ligestillingsperspektiv (2015/2118(INI))
P8_TA(2016)0227A8-0144/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2 og artikel 3, stk. 3, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 8, 79 og 83 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 3, 5 og 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til FN's konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW), især artikel 6, som sigter mod at bekæmpe alle former for handel med og udnyttelse af prostitution af kvinder,

–  der henviser til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK),

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

–  der henviser til FN's konvention om bekæmpelse af menneskehandel og udnyttelse af andres prostitution fra 1949,

–  der henviser til Beijing-erklæringen og den tilhørende handlingsplan, der vedtoges på den fjerde verdenskvindekonference den 15. september 1995, og til de efterfølgende slutdokumenter, som vedtoges på de ekstraordinære FN-samlinger Beijing+5 (2000), Beijing +10 (2005), Beijing +15 (2010) og ved Beijing +20-revisionskonferencen,

–  der henviser til protokollen om forebyggelse, bekæmpelse og retsforfølgning af menneskehandel, særlig handel med kvinder og børn fra 2000, især den internationalt godkendte definition på menneskehandel heri, der supplerer FN's konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet,

–  der henviser til FN's konvention fra 1989 om barnets rettigheder og til den valgfrie protokol til konventionen om barnets rettigheder vedrørende salg af børn, børneprostitution og børnepornografi samt til Europa-Parlamentets beslutning af 27. november 2014 om 25-årsdagen for FN's konvention om barnets rettigheder(1),

–  der henviser til Oviedokonventionen om menneskerettigheder og biomedicin,

–  der henviser til Haagerkonventionen om internationale adoptioner,

–  der henviser til den fælles FN-kommentar om EU-direktivet om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, som kræver, at international beskyttelse ydes til ofrene for menneskehandel på en kønsbevidst måde,

–  der henviser til ILO-konvention nr. 29 om tvunget eller pligtmæssigt arbejde, hvis artikel 2 definerer tvangsarbejde,

–  der henviser til Europarådets konvention om bekæmpelse af menneskehandel og til Europarådets anbefalinger på dette område,

–  der henviser til Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2219 af 25. november 2015 om Den Europæiske Unions Agentur for Uddannelse inden for Retshåndhævelse (Cepol) og om erstatning og ophævelse af Rådets afgørelse 2005/681/RIA(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/52/EF af 18. juni 2009 om minimumsstandarder for sanktioner og foranstaltninger over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold(5),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold(6),

–  der henviser til Rådets direktiv 2004/81/EF af 29. april 2004 om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de kompetente myndigheder(7),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "EU's strategi for bekæmpelse af menneskehandel 2012-2016" (COM(2012)0286),

–  der henviser til Kommissionens arbejdsdokument med titlen "Mid-term report on the implementation of the EU Strategy towards the Eradication of Trafficking in Human Beings" (SWD(2014)0318),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Den europæiske dagsorden om sikkerhed" (COM(2015)0185),

–  der henviser til Kommissionens arbejdsdokument "Strategic engagement for gender equality 2016-2019" (Strategisk indsats for ligestilling mellem mænd og kvinder 2016-2019) (SWD(2015)0278),

–  der henviser til Europols rapport med titlen "Menneskehandel i EU" (februar 2016),

–  der henviser til Eurostat-rapporten "Trafficking in human beings" (Menneskehandel), 2015-udgaven,

–  der henviser til EPRS' vurdering af gennemførelsen af direktiv 2011/36/EU på europæisk plan, der er foretaget af Generaldirektoratet for Parlamentarisk Forskning,

–  der henviser til undersøgelsen om kønsaspektet i menneskehandel bestilt af Kommissionen i 2016,

–  der henviser til sin beslutning af 25. februar 2014 med henstillinger til Kommissionen om bekæmpelse af vold mod kvinder(8),

–  der henviser til sin beslutning af 26. februar 2014 om seksuel udnyttelse og prostitution samt indvirkning heraf på ligestillingen mellem kønnene(9),

–  der henviser til sin beslutning af 9. juni 2015 om EU’s strategi for ligestilling mellem kønnene efter 2015(10),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0144/2016),

A.  der henviser til, at menneskehandel er en frygtelig overtrædelse af de grundlæggende rettigheder, som beskrevet i artikel 5, stk. 3, i EU's charter om grundlæggende rettigheder, og udgør en krænkelse af den menneskelige værdighed og af ofrenes fysiske og psykiske integritet, der forårsager alvorlige skader, som ofte rammer dem resten af livet, såvel som en alvorlig form for – hovedsagelig – organiseret kriminalitet, der drives af en høj efterspørgsel og store fortjenester, der anslås til ca. 150 mia. USD om året(11), hvilket undergraver retsstaten; der henviser til, at lovgivningsforskelle i medlemsstaterne i høj grad letter den organiserede kriminalitets aktiviteter, og der er stadig en for lav risiko for retsforfølgelse, og de sanktioner, der finder anvendelse på denne kriminalitet, er ikke afskrækkende nok i forhold til de potentielt store fortjenester;

B.  der henviser til, at menneskehandel defineres i artikel 2 i direktiv 2011/36/EU som rekruttering, transport, overførelse, ydelse af husly til eller modtagelse af personer, herunder udveksling eller overdragelse af kontrol over de pågældende, ved trusler eller ved brug af magt eller andre former for tvang, ved bortførelse, ved bedrag, ved svig, ved misbrug af magt eller udnyttelse af en sårbar position eller ved, at der ydes eller modtages betaling eller fordele for at opnå samtykke fra en person, der har kontrol over en anden person, med henblik på udnyttelse; der henviser til, at udnyttelse mindst omfatter udnyttelse af andres prostitution og andre former for seksuel udnyttelse, tvangsarbejde eller tvangstjenester, herunder tiggeri, slaveri og slaverilignende forhold, trældom samt udnyttelse af strafbare handlinger og fjernelse af organer;

C.  der henviser til, at menneskehandel antager mange forskellige former, og ofre for menneskehandel findes i forskellige lovlige og ulovlige aktiviteter, herunder, men ikke begrænset til, landbrug, fødevareforarbejdning, sexindustrien, hushjælp, produktion, pleje, rengøring og andre brancher (især i servicefagene), tiggeri, kriminalitet, tvangsægteskab, seksuel udnyttelse af børn på nettet, ulovlige adoptioner og handel med menneskeorganer;

D.  der henviser til, at flere FN-agenturer – som det fremgår af den fælles FN-kommentar til EU-direktivet om en menneskerettighedsbaseret tilgang (2011) – minder om, at handel med både mænd og kvinder bør erkendes, og at lighederne og forskellene med hensyn til kvinders og mænds erfaringer med sårbarheder og krænkelser bør tages op;

E.  der henviser til, at den nuværende flygtningekrise har afsløret manglen på ordentlige redskaber på EU-niveau til i fællesskab at bekæmpe menneskehandel, især når formålet er seksuel udnyttelse af kvinder og børn;

F.  der henviser til, at en udifferentieret "one size fits all"-strategi ikke er effektiv, og der henviser til, at de forskellige former for menneskehandel såsom menneskehandel med henblik på seksuel udnyttelse og menneskehandel med henblik på udnyttelse som arbejdskraft og handel med børn, skal bekæmpes med specifikke og skræddersyede politiske foranstaltninger;

G.  der henviser til, at direktiv 2011/36/EU ("direktivet") bør roses for sin menneskerettigheds- og offercentrerede tilgang, hvorved ofre for menneskehandel har visse rettigheder og er berettiget til visse ydelser i henhold til folkeretten, uanset deres vilje eller evne til at deltage i straffesager (i henhold til direktivets artikel 11, stk. 3);

H.  der henviser til, at alle støttetjenester for ofre for menneskehandel skal gøres helt ubetingede og sikre, at der ikke sker yderligere viktimisering;

I.  der henviser til, at menneskehandel på den ene side er resultatet af globale økonomiske og sociale uligheder, og på den anden side forværres af økonomisk, samfundsmæssig og uddannelsesmæssig ulighed mellem kvinder og mænd;

J.  der henviser til, at nyere statistikker viser, at de fleste ofre for menneskehandel er kvinder; der henviser til, at køn i sig selv ikke skaber sårbarhed, og der er mange faktorer, der bidrager til at skabe en sårbar situation for kvinder og piger, herunder fattigdom, social eksklusion, sexisme og forskelsbehandling;

K.  der henviser til, at kvinder og piger udgør 80 % af de registrerede ofre for menneskehandel(12), og dette kan delvist tillægges den strukturelle vold og diskriminering imod kvinder og piger;

L.  der henviser til, at efterspørgslen efter kvinder, piger, mænd og drenge i prostitutionsindustrien er en afgørende pullfaktor for menneskehandel med henblik på seksuel udnyttelse; der henviser til, at efterspørgslen efter billig arbejdskraft og den manglende evne til at overholde arbejdstagerrettigheder er pullfaktorer for menneskehandel med henblik på udnyttelse af arbejdskraft;

M.  der henviser til, at samfundets accept af ulighed mellem kønnene og vold mod kvinder og piger samt offentlighedens manglende kendskab til problemerne vedrørende menneskehandel bidrager til at opretholde et eftergivende miljø for menneskehandel;

N.  der henviser til, at de former for prostitution, hvor de fleste ofre for menneskehandel er at finde, som f.eks. gadeprostitution, er faldet i lande, som har kriminaliseret køb af sex samt aktiviteter, hvor der tjenes penge på andres prostitution;

O.  der henviser til, at handel med kvinder, piger, mænd og drenge med henblik på seksuel udnyttelse er faldet i lande, der har kriminaliseret efterspørgsel, herunder både alfonseri og køb af seksuelle ydelser;

P.  der henviser til, at minoritetsgrupper og indvandrergrupper, såsom romaer, udgør et uforholdsmæssigt stort antal af ofrene for menneskehandel, som følge af at de marginaliseres socialt og økonomisk;

Q.  der henviser til, at kønsbaserede forventninger og forskelsbehandling er skadelige for alle, idet mænd er mindre tilbøjelige til at indrømme, at de har været ofre for udnyttelse;

R.  der henviser til, at økonomisk og social styrkelse af kvinder og minoritetsgrupper ville reducere deres sårbarhed med hensyn til at blive ofre for menneskehandel;

S.  der henviser til, at det at finde frem til ofrene fortsat er en udfordring, og til, at den støtte og beskyttelse, som ofre tilbydes, skal styrkes med henblik på at hjælpe ofre for menneskehandel og at retsforfølge og dømme menneskehandlere, herunder ved at styrke ofrets ret til lovligt at opholde sig og arbejde i den medlemsstat, hvortil ofret er blevet bragt, og ved forbedring af ofrenes adgang til domstole og erstatning;

T.  der henviser til, at børn udgør ca. 16 %(13) af de registrerede ofre for menneskehandel, og piger udgør 13 %(14), og der henviser til, at de er særligt sårbare, idet børneofre står over for alvorlig og vedvarende fysisk, psykisk og følelsesmæssig skade;

U.  der henviser til, at 70 % af de identificerede ofre for menneskehandel og 70 % af de formodede menneskehandlere i EU er EU-borgere, og de fleste registrerede ofre for seksuel udnyttelse er kvindelige EU-statsborgere fra Central- og Østeuropa(15); der henviser til, at statistiske oplysninger skal tages i betragtning ved udviklingen af identifikationssystemer for bedre at kunne kortlægge alle ofre for menneskehandel;

V.  der henviser til, at størstedelen af de registrerede ofre er kvinder og piger, som handles med henblik på seksuel udnyttelse, og at de tilsammen udgør op til 95 % af de ofre, der handles med henblik på seksuel udnyttelse(16); der henviser til, at menneskehandel er en form for vold mod kvinder og piger;

W.  der henviser til, at menneskehandel er et komplekst tværnationalt fænomen, som kun kan bekæmpes effektivt, hvis EU-institutionerne og medlemsstaterne arbejder sammen på en koordineret måde for at undgå kriminelle gruppers og enkeltpersoners "forumshopping", men med fokus på at finde frem til og beskytte potentielle og faktiske ofre med et integreret tværsektorielt perspektiv; der henviser til, at der er en klar sondring mellem menneskehandel og menneskesmugling, men der bør lægges særlig vægt på asylansøgere, flygtninge, indvandrere og andre sårbare grupper, især børn, uledsagede mindreårige og kvinder, da de står over for forskellige risici og er særligt sårbare over for udnyttelse og yderligere viktimisering;

X.  der henviser til, at menneskehandel ofte opfattes som noget, der kun udføres af organiserede kriminelle grupper, men faktisk kan menneskehandel også udføres af ofrets familie, venner, slægtninge, partnere og almindelige arbejdsgivere;

Y.  der henviser til, at størstedelen (70 %) af dem, der mistænkes, retsforfølges og dømmes for menneskehandel, er mænd, omend kvindelige gerningsmænd udgør et betragteligt mindretal (29 %) og kan spille en væsentlig rolle i forbindelse med menneskehandel(17), navnlig handel med børn;

Z.  der henviser til, at for at en lovgivning til bekæmpelse af menneskehandel kan blive effektiv, skal den ledsages af et klart kulturelt skifte fra en kultur med straffrihed til en kultur med nultolerance over for menneskehandel;

AA.  der henviser til, at ofre ofte mangler information om deres rettigheder og mulighederne for at udøve dem effektivt;

AB.  der henviser til, at begrebet menneskehandel adskiller sig fra slaveri og udnyttelse i bredere forstand; der henviser til, at ikke alle former for udnyttelse kan betegnes som menneskehandel;

Generel vurdering af de foranstaltninger, der er truffet for at afhjælpe den kønsbestemte dimension af menneskehandel i forbindelse med gennemførelsen af direktivet

1.  bemærker, at direktiv 2011/36/EU skulle gennemføres i medlemsstaternes nationale lovgivninger senest den 6. april 2013, og at alle medlemsstater, med undtagelse af én, har meddelt Kommissionen om gennemførelsen af dette direktiv i national lovgivning;

2.  opfordrer alle medlemsstaterne til at fremskynde den fuldstændige og korrekte håndhævelse af direktiv 2011/36/EU om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor;

3.  understreger, at EU's retlige og politiske rammer anerkender, at menneskehandel er et kønsspecifikt fænomen, og opfordrer medlemsstaterne til at træffe kønsspecifikke foranstaltninger(18); gør opmærksom på, at artikel 1 i direktivet lægger vægt på behovet for at vedtage en kønssensitiv tilgang til menneskehandel; fremhæver, at kvinder og mænd og piger og drenge er sårbare på forskellige måder og ofte handles med forskellige formål, og at tiltag til forebyggelse, bistand og støtte derfor skal være kønsspecifikke; påpeger endvidere, at EU-strategien udpeger vold mod kvinder og kønsbestemte uligheder som nogle af de underliggende årsager til menneskehandel, og fastsætter en række foranstaltninger med henblik på at afhjælpe den kønsbestemte dimension af menneskehandel;

4.  bemærker, at Kommissionen skal offentliggøre en række rapporter i forbindelse med de forskellige aspekter af gennemførelsen af direktivet; udtrykker dyb bekymring for, at disse rapporter fremsendes sent, da dette sender et bekymrende signal vedrørende deres prioriteter med hensyn til håndhævelse; opfordrer Kommissionen til at overholde rapporteringskravene og tidsplanen som beskrevet i direktivet;

5.  minder om Kommissionens forpligtelse til i henhold til artikel 23, stk. 1, i direktiv 2011/36/EU at fremlægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet i april 2015 med en vurdering af, i hvilket omfang medlemsstaterne har truffet de nødvendige foranstaltninger med henblik på at overholde dette direktiv; understreger, at denne rapporteringsopgave ikke er afsluttet til tiden;

6.  understreger, at kønsaspektet skal overvåges konsistent i gennemførelsen af EU-lovgivningen om bekæmpelse af menneskehandel og opfordrer indtrængende Kommissionen til fortsat at overvåge dette i sin vurdering af medlemsstaternes efterlevelse og gennemførelse af direktivet;

7.  roser det gode arbejde, som EU's koordinator for bekæmpelse af menneskehandel har udført i udviklingen af viden og bevis på forskellige aspekter af menneskehandel, herunder forskning i kønsaspektet og børns særlige sårbarhed; er dog af den opfattelse, at mandatet for EU's koordinator for bekæmpelse af menneskehandel bør forlænges med henblik på at fremskynde EU's indsats mod menneskehandel;

8.  beklager, at Europols kapacitet ikke udnyttes fuldt ud blandt medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder for at øge informationsudvekslingen med Europol, således at der kan etableres forbindelser mellem efterforskninger i forskellige medlemsstater og skabes et bredere billede af efterretningerne om de mest truende organiserede kriminelle netværk, der er aktive i EU;

9.  glæder sig over Kommissionens oprettelse af et websted vedrørende bekæmpelse af menneskehandel, som indeholder en database over EU-finansierede projekter i EU og andre steder, ajourførte oplysninger om EU's retlige og politiske instrumenter, foranstaltninger til bekæmpelse af menneskehandel i medlemsstaterne, finansieringsmuligheder og EU-initiativer;

10.  fremhæver betydningen af klare, konsekvente oplysninger til ofrene og de frontlinjemedarbejdere, der kan komme i kontakt med ofrene, sikkerhedsstyrkerne, retsvæsenet, politiet og de sociale tjenester, herunder information om rettigheder med hensyn til bistand i nødstilfælde, medicinsk behandling og sundhedspleje, opholdstilladelser, rettigheder på arbejdspladsen, adgang til domstolene og til advokatbistand samt mulighederne for klageadgang, børns specifikke rettigheder osv.;

11.  understreger, at det også er vigtigt at rette større opmærksomhed mod formidlere på arbejdsmarkedet, kontrahenter, underleverandører og arbejdsformidlinger, navnlig i højrisikosektorer, som et middel til at forebygge menneskesmugling, især med henblik på udnyttelse som arbejdskraft, men også med henblik på seksuel udnyttelse, der er skjult bag, hvad der fremstår som kontrakter om tjenesteydelser i hotel- og restaurationsbranchen og personlige plejetjenester;

12.  understreger, at EU's retlige og politiske rammer for bekæmpelse af menneskehandel kombinerer interne og eksterne dimensioner, og erkender, at foranstaltninger til bekæmpelse af menneskehandel, som udgør en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne, er et klart mål for EU's optræden udadtil; understreger ligeledes, at landene uden for EU ofte er oprindelseslande og transitlande for menneskehandel inden for EU, og at menneskehandel som ulovlig grænseoverskridende aktivitet er et vigtigt område for samarbejde med tredjelande; bifalder i denne forbindelse, at Kommissionen og Tjenesten for EU's optræden udadtil efter anmodning fra Rådet har udarbejdet en informationspakke om aktiviteter til bekæmpelse af menneskehandel i prioriterede lande og regioner samt en liste over de redskaber og instrumenter, der er tilgængelige for EU og medlemsstaterne, herunder eksterne politikker, der beskæftiger sig med menneskehandel, og projekter, der finansieres af EU og medlemsstaterne på dette område; opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde med Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten i bekæmpelsen af menneskehandel;

13.  mener, at asylansøgere, flygtninge og migranter er særligt sårbare over for menneskehandel, og at der bør lægges særlig vægt på handel med kvinder, børn og andre sårbare grupper; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at undersøge sammenhængen mellem det stigende antal flygtninge, der ankommer, og menneskehandel; opfordrer medlemsstaterne til at øge samarbejdet, herunder ved hotspots, for at genkende potentielle ofre og til at tage alle midler i brug for at bekæmpe menneskehandlere og smuglere, herunder ved at forbedre dataindsamlingen og sikre overholdelse af eksisterende beskyttelsesstandarder; minder om den rolle, EU's agenturer og netværk har i forbindelse med tidlig identificering af ofre ved EU's grænser og bekæmpelsen af menneskehandel, og understreger i denne forbindelse behovet for et øget samarbejde mellem Europol, Eurojust, de nationale myndigheder og tredjelande samt gennem anvendelse af ECRIS; anmoder om flere midler til RIA-agenturerne med henblik på udnævnelse af agenturansatte med uddannelse i kønsspørgsmål, navnlig i de medlemsstater, der står over for øgede blandede migrationsstrømme; understreger, at en ny "hotspot"-tilgang i EU's dagsorden for migration ikke bør begrænses til hurtig ekspedition og clearing af efterslæb, men bør omfatte en proportionel komponent mod menneskehandel, der sigter mod en effektiv indberetning af potentielle ofre;

14.  opfordrer medlemsstaterne til kritisk at vurdere deres registrering af flygtninge og de relevante tjenester og behandlingsstrukturer, da denne gruppe, navnlig uledsagede mindreårige, er meget sårbare over for kriminelle banders udnyttelse og efterfølgende menneskehandel;

15.  mener, at der bør lægges større vægt på situationen for transpersoner, som er ofre, og som ofte udsættes for diskrimination, stigmatisering og voldstrusler på grund af deres kønsidentitet; er af den opfattelse, at transpersoner bør betragtes som en sårbar gruppe, idet de er i særlig risiko for at falde i hænderne på menneskehandlere; mener, at denne sårbarhedsfaktor bør tages i betragtning, når medlemsstaterne gennemfører individuelle risikovurderinger for at sikre, at ofre for menneskehandel modtager passende beskyttelse og omsorg; opfordrer medlemsstaterne til at sørge for, at de embedsmænd, der kan forventes at komme i kontakt med ofre eller potentielle ofre for menneskehandel, får tilstrækkelig uddannelse i transkønnede ofres specifikke situation med henblik på at kunne kortlægge dem mere proaktivt og tilpasse tjenesterne for bistand til deres behov;

Ligestillingsperspektivet i forebyggelsen af menneskehandel

16.  understreger, at i henhold til artikel 11 i direktivet har medlemsstaterne en forpligtelse til at oprette ordninger med henblik på tidligt at identificere ofre og yde dem bistand og støtte i samarbejde med de relevante støtteorganisationer; understreger behovet for en tilgang baseret på fire afgørende strategier: forebyggelse, retsforfølgelse, beskyttelse af ofre og partnerskab på flere niveauer;

17.  opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe straffrihed, kriminalisere menneskehandel og sikre, at gerningsmændene retsforfølges, og at sanktionerne skærpes; opfordrer derfor indtrængende alle medlemsstaterne til at ratificere alle relevante internationale instrumenter, aftaler og retlige forpligtelser, hvilket vil gøre indsatsen for at bekæmpe menneskehandel mere effektiv, koordineret og sammenhængende, herunder Europarådets konvention om indsatsen mod menneskehandel;

18.  opfordrer til, at der anlægges en ensartet tilgang til retsforfølgelse af overtrædelser vedrørende menneskehandel, og til at medlemsstaterne intensiverer deres efterforskninger og retsforfølgelser; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at øge det grænseoverskridende samarbejde og samarbejdet med de relevante EU-agenturer;

19.  der minder om, at kvinder og børn kan blive tvunget til sex til gengæld for beskyttelse, for at overleve, for at kunne fortsætte på deres migrationsrute og for at have det basale til dagen og vejen; understreger, at kvinder og børn, der bedriver overlevelsessex, ikke betragtes som ofre for menneskehandel og derfor ikke kan modtage den nødvendige bistand;

20.  understreger, at det for at forhindre menneskehandel og menneskesmugling er vigtigt at skabe sikre lovlige migrationskanaler for kvinder og børn (f.eks. humanitære visa); påpeger, at det også er vigtigt for bestemmelseslandene at sikre, at kvindelige indvandrere, som har fået opholdstilladelse i bestemmelseslandene, får adgang til sprogundervisning og andre former for social integration, navnlig faglig og almen uddannelse, med henblik på at sætte dem i stand til at udøve deres rettigheder som borgere;

21.  opfordrer medlemsstaterne til at gøre brug af velstrukturerede offerinterviewteknikker med henblik på at opnå en præcis rekonstruktion af begivenhederne uden samtidig at lægge psykisk pres på ofre, der allerede er bange og forvirrede;

22.  understreger, at enhver indsats mod menneskehandel skal afveje sit fokus på retsforfølgning med ansvaret for at beskytte ofrene; bemærker, at støtte til ofre spiller en vigtig rolle i forebyggelsen af menneskehandel, da ofre, der får den nødvendige støtte, i højere grad er i stand til at komme sig over traumet fra deres oplevelse, bistå i retsforfølgelsen af deres gerningsmænd og udarbejdelsen af forebyggelsesprogrammer og velinformeret politiske beslutningstagning samt undgå at blive handlet igen;

23.  understreger, at internettet spiller en nøglerolle i forbindelse med fremme af menneskehandel, hvilket øger udfordringerne i bekæmpelsen af denne alvorlige form for organiseret kriminalitet; fordømmer, at internettet bruges mere og mere til rekruttering af ofre både inden og uden for EU ved hjælp af falske jobtilbud med annonceringstjenester, der tilbydes af udnyttede ofre, og til udveksling af oplysninger mellem kriminelle netværk; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at deres respektive politikker om bekæmpelse af menneskehandel tager højde for dette, og at lovhåndhævende tiltag, som er rettet mod internetteknologier, har den nødvendige kønsekspertise til at forebygge og effektivt bekæmpe denne kriminalitet i alle sine former, navnlig hvad angår menneskehandel med henblik på seksuel udnyttelse; understreger, at nye teknologier, sociale medier og internettet også bør anvendes til at formidle god praksis til bekæmpelse af menneskehandel og øge bevidstheden og gøre potentielle ofre bevidste om risikoen for menneskehandel; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at foretage en nærmere undersøgelse af, hvilken rolle internettet spiller i forbindelse med menneskehandel, og til at holde Parlamentet behørigt underrettet;

24.  beklager, at identificeringen af ofre stadig er et af de sværeste og mest ufuldstændige aspekter ved gennemførelsen, men lægger vægt på, at dette ikke mindsker medlemsstaternes ansvar for at beskytte disse sårbare mennesker; fremhæver, at pga. forbrydelsens tvangsmæssige og vildledende natur er det muligt, at ofrene ikke selv er klar over deres egen sårbarhed; understreger, at de handlinger, som ofre for menneskehandel er tvunget til at udføre, udgør kriminelle handlinger i visse medlemsstater, hvilket i nogle tilfælde svækker tilliden mellem ofrene og myndighederne; noterer sig, at direktiv 2011/36/EU forbyder kriminalisering af ofre for menneskehandel; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre artikel 11-17 i direktivet om beskyttelse af og støtte til ofre med en kønssensitiv tilgang (navnlig ved at øge antallet af opholdscentre for ofre og ved at styrke programmer for ofres genintegration i samfundet) og til fuldt ud at anvende direktiv 2012/29/EU om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse for at sikre passende støtte og bistand til ofre for menneskehandel, herunder med hensyn til retten til få ophold og adgang til arbejdsmarkedet i den medlemsstat, hvortil offeret er blevet bragt; understreger, at disse bestemmelser ikke bør være betinget af, at ofrene indgiver klager eller samarbejder i strafferetlige efterforskninger; opfordrer Kommissionen til at styrke udveksling af bedste praksis om beskyttelse af ofre;

25.  understreger, at ikkestatslige organisationer (NGO'er) og enkeltpersoner, som arbejder for at beskytte og hjælpe ofre for menneskehandel, ikke bør holdes ansvarlige for nogen forbrydelse;

26.  er meget kritisk over for det faktum, at det ikke allerede er en forbrydelse at anvende ydelser fra et menneske, der er offer for menneskehandel, i alle medlemsstater, men anerkender, at det er svært at bevise kendskabet til dette i en retlig kontekst, og mener, at dette ville være et vigtigt skridt i retningen mod at anerkende denne forbrydelses alvor, hvorved de rigtige rammer for forebyggelse af menneskehandel og for at stoppe straffrihedskulturen sikres;

27.  opfordrer medlemsstaterne til at indføre hårde strafferetlige sanktioner for menneskehandelsforbrydelser, moderne slaveri og udnyttelse og til at gøre bevidst udnyttelse af tjenester fra ofre for menneskehandel, herunder ofre for prostitution, udnyttelse af andres prostitution eller andre former for seksuel udnyttelse, tvangsarbejde eller tvangstjenester, herunder tiggeri, slaveri eller slavelignende forhold, trældom eller udnyttelse af kriminelle aktiviteter eller fjernelse af organer, strafbart; noterer sig det lave antal af retsforfølgelser og domme for menneskehandelsforbrydelser på nationalt plan;

28.  bemærker, at den vigtigste informationskilde til registreringen af ofre er politiet, hvilket peger på behovet for tilstrækkelige menneskelige og finansielle ressourcer, herunder en målrettet og specialiseret uddannelse for de retshåndhævende myndigheder, og for en bedre balance mellem kønnene blandt de ansatte; understreger, at registrering af ofre for menneskehandel ved hjælp af fængsler og interneringscentre i nogle medlemsstater viser mangler i systemet og de involverede fagfolks viden; insisterer på, at EU's medlemsstater skal anvende lovgivningen mod menneskehandel effektivt, og understreger endvidere, at for at forbedre identifikationen af ofrene og skabe forståelse for subtile former for menneskehandel bør strafferetssystemet fokusere mere på dynamikken i udnyttelsen og anvendelsen af lovgivningen; bemærker i denne forbindelse, at ifølge forordning (EU) 2015/2219 bør Cepol fremme fælles respekt for og forståelse af grundlæggende rettigheder inden for retshåndhævelse, herunder rettigheder, støtte og beskyttelse af ofre;

29.  opfordrer Europol og de nationale politistyrker til at opprioritere og øge ressourcerne til retsforfølgelse af dem, der gør menneskehandel lettere, og til at lægge særlig vægt på at øge bevidstheden blandt både politistyrker og offentligheden om de nye former for menneskehandel;

30.  opfordrer Europol og medlemsstaterne til at styrke deres indsats over for hververe, enten med en proaktiv tilgang eller på grundlag af et offers vidneudsagn, i overensstemmelse med artikel 9 i direktiv 2011/36/EU; understreger, at hververe anvender en række forskellige kanaler, herunder sociale netværk og internetsider (onlinerekrutteringsbureauer); opfordrer Kommissionen til at udvide mandatet for Europols europæiske enhed for indberetning af internetindhold (IRU) i kampen mod menneskehandel;

31.  opfordrer Kommissionen til at vurdere effektiviteten af samarbejdet mellem medlemsstaterne og Europol i bekæmpelsen af menneskehandel; understreger vigtigheden af systematisk udveksling af data og af, at alle medlemsstaterne bidrager til de europæiske databaser, der anvendes til dette formål, herunder Europols databaser Focal Point Phoenix og Focal Point Twins; understreger nødvendigheden af, at grænse- og kystvagter har adgang til Europols databaser;

32.  bemærker, at ofre oplever udnyttelse forskelligt, og at en metode til identificering ved hjælp af en "tjekliste" med indikatorer kan hindre formel identificering og dermed påvirke ofrets adgang til ydelser, hjælp og beskyttelse;

33.  understreger, at for at tilskynde ofrene for menneskehandel til at melde disse forbrydelser til myndighederne og dermed lette tidlig identificering af ofre skal lovgivningen ændres til at anerkende ofrene for menneskehandel som rettighedshaverne ud fra et retligt synspunkt; er af den opfattelse, at ofre for menneskehandel skal have ret til bistand og beskyttelse; understreger behovet for at give mere magt til socialarbejdere, sundhedspersonale og indvandringsmyndigheder for at fastslå, hvornår der er tale om menneskehandel, og hvem der skal modtage bistand og beskyttelse i henhold til loven;

34.  opfordrer til bedre gennemførelse og overvågning af artikel 8 i direktiv 2011/36/EU for at sikre, at ofre for menneskehandel ikke retsforfølges og pålægges sanktioner eller straffe, og understreger, at dette indbefatter, at prostituerede ikke pålægges sanktioner eller straffe, og at ulovlig indrejse eller ulovligt ophold i transit- og modtagerlande ikke straffes;

35.  bemærker med bekymring, at nogle ofre for menneskehandel tilsyneladende anholdes og deporteres i stedet for at blive anerkendt og hjulpet til at få adgang til deres rettigheder som ofre og den nødvendige bistand, som de skal i henhold til direktiv 2004/81/EF;

36.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde retningslinjer på grundlag af bedste praksis for at udvikle og integrere ligestillingsekspertisen i lovhåndhævelsesmyndighedernes aktiviteter i hele EU;

37.  opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde om at udarbejde bedre retningslinjer for identificering af ofre for menneskehandel, hvilket vil hjælpe konsulater og grænsevagter med at udføre denne opgave;

38.  understreger vigtigheden af at "følge pengene" som en central strategi til at efterforske og retsforfølge de organiserede kriminelle netværk, der drager nytte af menneskehandel, og opfordrer Europol og Eurojust til at styrke deres kapaciteter for så vidt angår bekæmpelse af menneskehandel; opfordrer medlemsstaterne til at arbejde tæt sammen med Europol og hinanden med henblik på at undersøge de finansielle aspekter og hvidvaskningen af penge i sager om menneskehandel; understreger, at medlemsstaterne bør styrke samarbejdet om fastfrysning og beslaglæggelse af aktiver tilhørende personer, der er involveret i menneskehandel, da dette kan være et effektivt middel til at ændre menneskehandel fra en forretning med lav risiko og højt afkast til en forretning med høj risiko og lavt afkast; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at anvende alle eksisterende værktøjer, der er til rådighed, mere effektivt såsom gensidig anerkendelse af retsafgørelser, fælles efterforskningshold og den europæiske efterforskningskendelse; mener, at konfiskerede aktiver tilhørende personer, der er dømt for lovovertrædelser i forbindelse med menneskehandel, bør anvendes til at støtte og kompensere ofre for menneskehandel; bemærker desuden, at de enorme summer, der opnås ved menneskehandel og udnyttelse, finansierer andre former for alvorlig kriminalitet;

39.  opfordrer agenturerne inden for retlige og indre anliggender (RIA), såsom Eurojust, Europol, Agenturet for Grundlæggende Rettigheder, Frontex, Cepol og Det Europæiske Asylstøttekontor til at udvikle et program for at forbedre kønsfordelingen i beslutningstagning, der vedrører menneskehandel; opfordrer til, at oplysninger om kønsfordelingen i deres bestyrelser og personale offentliggøres, efterfulgt af drøftelser med medlemsstaterne om fordelene ved ligelig rekruttering og forfremmelse i de retshåndhævende myndigheder og i grænsemyndighederne; opfordrer ligeledes til, at programmer som f.eks. Europols kvindelige faktor indføres i de mest mandsdominerede RIA-agenturer på et periodisk, snarere end enkeltstående grundlag;

40.  minder om, at uddannelse af aktører og embedsmænd er afgørende for tidligt at identificere potentielle ofre og forhindre forbrydelser; opfordrer derfor medlemsstaterne til fuldt ud at anvende artikel 18, stk. 3, i direktiv 2011/36/EU og til at udveksle bedste praksis, navnlig ved at skabe kønssensitive uddannelsesprogrammer for dem, der kommer i kontakt med ofre for menneskehandel i embeds medfør, herunder politiet og andre sikkerhedsstyrker, grænsebetjente, dommere, lægdommere, advokater og andre retlige myndigheder, sundhedspersonale, socialrådgivere og psykologisk støttepersonale; lægger vægt på, at uddannelsen bør omfatte udvikling af forståelse for kønsbaseret vold og udnyttelse, detektering af ofre, den formelle identificeringsproces og passende, kønsspecifik bistand til ofre;

41.  opfordrer til en bredere udarbejdelse og udbredelse af bevidstgørende publikationer, der har til formål at styrke kendskabet inden for professioner, såsom "Handbook for consular and diplomatic staff on how to assist and protect victims of human trafficking"(19);

42.  anerkender vigtigheden af at udvikle langsigtede forhold mellem de lovhåndhævende myndigheder, tjenesteudbydere, forskellige interessenter og ofrene for at opbygge tillid på en nænsom måde og tage hånd om sidstnævntes behov; lægger vægt på, at støtteorganisationer har behov for tilstrækkelig finansiering til projekter, og udtrykker bekymring for, at mange, især kvindesagsorganisationer, kæmper pga. af nedskæringer i støtten;

43.  lægger vægt på, at finansieringen fra Kommissionen og medlemsstaterne skal målrettes til den bedst egnede udbyder af ydelser baseret på ofrenes behov, herunder køns- og børnespecifikke krav, tjenesteyderens ekspertise og muligheder for at indgå i omfattende og langsigtet bistand og pleje;

44.  opfordrer medlemsstaterne til aktivt at inkludere arbejdsmarkedets parter, den private sektor, fagforeninger og civilsamfundet, navnlig NGO'er, der arbejder for at bekæmpe menneskehandel og yde hjælp til ofrene, i deres initiativer for at forhindre menneskehandel, især på området for udnyttelse af arbejdskraft, herunder hvad angår identificeringen af ofre og bevidstgørelsesaktiviteter;

45.  bemærker, at selvom seksuel udnyttelse er ulovlig i alle medlemsstater, forhindrer dette ikke menneskehandel med henblik på seksuel udnyttelse; opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre direktiv 2011/92/EU om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi samt til at styrke deres politisamarbejde og retlige samarbejde for at forebygge og bekæmpe seksuel udnyttelse af børn; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at undersøge, hvordan efterspørgslen efter seksuelle ydelser driver menneskehandel, herunder handel med børn, og hvordan efterspørgslen bedst reduceres; minder i denne forbindelse medlemsstaterne om deres forpligtelse til at lægge særlig vægt på børn, der er ofre for menneskehandel, herunder uledsagede mindreårige fra tredjelande, og til at yde særlig beskyttelse til børn i strafferetlige sager og om, at barnets tarv altid skal anses for at være af altafgørende betydning;

46.  bemærker, at indsamling af data om handel med børn bør baseres på en fælles definition af dette kriminalitetsfænomen; bemærker ligeledes, at visse medlemsstater mener, at handel med børn er en særlig form for udnyttelse, mens andre sætter børneofre i samme kategori som voksne, hvilket hindrer muligheden for at skabe et helhedsorienteret efterretningsbillede og fastlægge den bedste opsøgende indsats på EU-plan;

47.  understreger Kommissionens forpligtelse i henhold til artikel 23, stk. 2, i direktivet om at udarbejde en rapport senest inden 2016, der vurderer virkningen af eksisterende nationale love om kriminaliseringen af den bevidste brug af ydelser fra et offer for menneskehandel og behovet for yderligere foranstaltninger; understreger, at Kommissionen ikke udelukkende bør basere sig på rapportering fra en medlemsstat, men også bør vurdere overholdelse gennem dialog med civilsamfundet og andre relevante organer, såsom GRETA og de landespecifikke rapporter fra OSCE's særlige repræsentant for menneskehandel og FN's særlige rapportør om menneskehandel og moderne former for slaveri;

48.  bemærker den manglende fælles forståelse blandt medlemsstaterne af, hvad der skaber efterspørgslen, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at foreslå retningslinjer om straf af kunden på grundlag af den nordiske model, samtidig med at bevidstheden om alle former for menneskehandel, især seksuel udnyttelse, øges, og andre former for udnyttelse såsom husslaveri synliggøres;

49.  bemærker, at visse gruppers øgede sårbarhed gør dem særlig udsat for at blive ofre for menneskehandel; beklager imidlertid dybt, at menneskehandel finder sted som følge af den store efterspørgsel efter produkter og tjenester, som afhænger af udnyttelsen af mennesker, hvilket er en meget lukrativ form for organiseret kriminalitet;

50.  fremhæver de data, der bekræfter den afskrækkende virkning, som kriminalisering af køb af seksuelle ydelser har haft i Sverige; fremhæver den normative virkning af denne model for regulering og dens potentiale til at ændre de sociale holdninger med henblik på at nedbringe den samlede efterspørgsel efter tjenester fra ofre for menneskehandel;

51.  opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre direktivets artikel 18, stk. 4, og at udvikle specifikke strategier til at reducere behovet for menneskehandel med henblik på seksuel udnyttelse, såsom exitprogrammer og ordninger til at styrke og beskytte rettighederne for dem, der er i prostitutionsmiljøet, og mindske deres sårbarhed over for udnyttelse, og kampagner med henblik på at begrænse efterspørgslen efter seksuelle tjenester af ofre for menneskehandel, mens det også bemærkes, at prostitutionslovgivningen ligger inden for medlemsstaternes ansvarsområde; opfordrer Kommissionen til at foretage yderligere undersøgelser af eventuelle forbindelser mellem efterspørgslen efter seksuelle ydelser og menneskehandel; mener, at en efterspørgselsreduktion kan ske gennem lovgivning, der flytter straffebyrden fra sælgerne af seksuelle tjenester over på dem, der køber seksuelle tjenester af handlede personer;

52.  opfordrer EU til at lægge vægt på og synliggøre de nye former for menneskehandel og udnyttelse af mennesker, herunder reproduktiv udnyttelse og handel med nyfødte;

53.  bemærker med bekymring, at meget få medlemsstater tydeligt har fastlagt programmer til reduktion af efterspørgslen, og at disse, generelt set, har fokuseret på menneskehandel med henblik på seksuel udnyttelse; opfordrer medlemsstaterne til at udvikle programmer til reduktion af efterspørgslen for alle former for menneskehandel;

54.  bemærker, at proformaægteskaber kan betragtes som menneskehandel under visse omstændigheder, hvis der er et element af tvang eller udnyttelse, og at kvinder og piger har større risiko for at blive ofre;

55.  lægger vægt på, at indsatsen til at forbedre ligestillingen mellem kønnene bidrager til at forebygge menneskehandel og bør indeholde strategier for uddannelses- og styrkelsesprogrammer til kvinder og piger for at styrke deres position i samfundet og gøre dem mindre sårbare over for menneskehandel; opfordrer medlemsstaterne til at træffe mere proaktive og forebyggende foranstaltninger, som f.eks. oplysnings- og informationskampagner, uddannelse, der specifikt er rettet mod mænd, målrettede workshops med sårbare grupper og uddannelsesaktiviteter i skoler, herunder fremme af ligestilling, bekæmpelse af kønsdiskriminerende stereotyper og kønsbaseret vold, da ligebehandling bør være et mål for hele samfundet;

56.  fremhæver effektiviteten af bevidstgørelsesordninger til at uddanne forbrugere i at vælge produkter fra virksomheder, der sikrer en slaverifri forsyningskæde, men bemærker, at det ikke i sig selv er nok til at reducere behovet for menneskehandel;

57.  bemærker, at det allerede er ulovligt, i henhold til direktiv 2009/52/EF, for arbejdsgivere at bruge arbejdskraft eller ydelser fra tredjelandsstatsborgere uden lovligt ophold i EU, hvis det vides, at de er ofre for menneskehandel; erkender, at EU-borgere, som er ofre for menneskehandel, ikke er omfattet af denne lovgivning; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der i deres nationale lovgivning indføres bestemmelser om, at EU-statsborgere, der er ofre for menneskehandel, beskyttes mod udnyttelse på arbejdsmarkedet, og at relevante sanktioner iværksættes;

58.  minder om, at omkring 10 000 uledsagede børn ifølge Europol er forsvundet efter deres ankomst til EU i 2015, og at disse børn kan være blevet ofre for menneskehandel og udsat for forskellige former for udnyttelse og misbrug; opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre asylpakken og registrere børn ved deres ankomst med henblik på at sikre, at de anføres i systemerne for beskyttelse af børn; opfordrer medlemsstaterne til at øge informationsudvekslingen for bedre at beskytte migrationsbørn i Europa;

59.  udtrykker bekymring over manglen på data vedrørende romakvinder og -børn, der risikerer at blive ofre for menneskehandel med henblik på tvangsarbejde eller tvangstjenester, herunder tiggeri; anmoder Kommissionen om at fremlægge oplysninger om romakvinder og -børn, der er anerkendt som ofre for menneskehandel, om hvor mange der har modtaget bistand til ofre, og i hvilke lande;

60.  understreger, at tvangsægteskab kan betragtes som en form for menneskehandel, hvis det indeholder et element af udnyttelse af ofret, og opfordrer alle medlemsstaterne til at medtage denne dimension; understreger, at udnyttelse kan være seksuel (voldtægt inden for ægteskabet, tvungen prostitution eller pornografi) eller økonomisk (husarbejde eller tvangstiggeri), og det endelige mål med menneskehandel kan være tvangsægteskab (at sælge et offer som en ægtefælle eller indgå et ægteskab under tvang); understreger, at det er vanskeligt for myndighederne at afsløre denne form for menneskehandel, da den finder sted i privatsfæren; opfordrer medlemsstaterne til at tilbyde disse ofre passende tilflugtstjenester; opfordrer Kommissionen til at styrke udveksling af bedste praksis i denne henseende;

61.  er bekymret over det voksende fænomen "seksuel grooming"; påpeger, at ofrene ofte befinder sig i en tilstand af følelsesmæssig afhængighed, hvilket hindrer efterforskningsarbejdet, da de er sværere at identificere som ofre for menneskehandel og ofte nægter at vidne mod de personer, der udsætter dem for grooming; opfordrer Kommissionen til at styrke udveksling af bedste praksis i denne henseende; opfordrer medlemsstaterne til at stille et specifikt tilflugtssted til rådighed for disse ofre og til at sikre, at retshåndhævende og retslige myndigheder anerkender deres status som ofre, navnlig hvis de er mindreårige, for at undgå at stigmatisere dem for "afvigende adfærd";

Ligestillingsaspektet i bistanden samt støtten til og beskyttelsen af ofre

62.  udtrykker bekymring over, at ikke alle ofre har let adgang til ydelser eller har kendskab til dem; lægger vægt på, at der ikke må diskrimineres i adgangen til ydelser;

63.  bemærker, at ofre for menneskehandel har brug for specialiserede ydelser, herunder adgang til sikker indkvartering på både kort og lang sigt, vidnebeskyttelsesprogrammer, lægehjælp og rådgivning, oversættelse og tolkning, domstolsprøvelse, erstatning, adgang til almen uddannelse og erhvervsuddannelse, herunder undervisning i de sprog, der tales i bopælslandet, jobformidling og bistand til (gen)integrering og genhusning samt familiemægling, og at disse ydelser bør individualiseres yderligere fra sag til sag med særlig opmærksomhed på kønsspørgsmålet;

64.  lægger vægt på, at kønsaspektet i menneskehandel medfører en forpligtelse for medlemsstaterne til at behandle det som en form for vold mod kvinder og piger; understreger, at der skal rettes særlig opmærksomhed mod dynamikken i udnyttelsen og den langsigtede følelsesmæssige og psykiske skade, der er forbundet hermed; beder Kommissionen om at forelægge en europæisk strategi for bekæmpelse af kønsbestemt vold, der indeholder et lovgivningsforslag om vold mod kvinder, som inkluderer menneskehandel;

65.  fremhæver det gode arbejde, som en række statslige tjenester og civilsamfundet har udført for at finde frem til ofre for menneskehandel og yde bistand og støtte til ofrene, selv om dette arbejde ikke udføres konsistent på tværs af medlemsstaterne eller med hensyn til de forskellige former for menneskehandel;

66.  understreger behovet for at sikre tilstrækkelig finansiering af uafhængige NGO'er og kønsspecifikke tilflugtssteder for på passende vis at kunne opfylde behovene på alle trin i offerforløbet i bestemmelseslandene og at foretage forebyggende arbejde i de relevante oprindelses-, transit- og bestemmelseslande;

67.  opfordrer medlemsstaterne til at etablere hotlines, som ofre for menneskehandel og udnyttelse kan ringe til for at få bistand og rådgivning; bemærker, at sådanne hotlines har vist sig at være vellykkede på andre områder såsom radikalisering og bortførelse af børn;

68.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at der stilles kønsspecifikke ydelser til rådighed til ofre for menneskehandel, som er i overensstemmelse med deres behov, og hvor eventuelle behov, der kan være specifikke for den form for menneskehandel, som de har været udsat for, anerkendes; fremhæver, at selv om størstedelen af ofrene er kvinder og piger, skal der være specialiserede ydelser til rådighed til ofre af begge køn;

69.  understreger, at mange ofre for seksuel udnyttelse bedøves med det formål at holde dem i en tilstand af fysisk og psykisk afhængighed; opfordrer derfor medlemsstaterne til at tilbyde disse ofre specialiserede støtteprogrammer og til at anerkende dette som en skærpende omstændighed i deres strafferetlige respons på menneskehandel;

70.  understreger, at den kumulative effekt af forskellige former for diskrimination på grundlag af seksuel orientering eller kønsidentitet gør LGBTI-personer særligt sårbare over for menneskehandel; opfordrer medlemsstaterne til at imødekomme LGBTI-personers unikke behov; opfordrer Kommissionen til at fremme udveksling af bedste praksis i denne henseende;

71.  understreger betydningen af, at alle medlemsstaterne systematisk anerkender retten til sikker abort for kvinder, der er ofre for menneskehandel, hvis graviditet er en følge af deres udnyttelse;

72.  mener, at artikel 11, stk. 5, i direktiv 2011/36/EU bør udvides til at omfatte hjælp til fremtidig integration (sprogundervisning, kendskab til kulturen og samfundet m.m.), hvor ofrenes omstændigheder giver dem mulighed for at søge om opholdstilladelse;

73.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at EU-borgere og tredjelandsstatsborgere, der er ofre for menneskehandel, får ret til opholdstilladelse;

74.  bemærker, at ulovlig opholdsstatus ikke udelukker nogen fra at være offer for menneskehandel, og at sådanne ofre derfor skal have de samme rettigheder som andre; opfordrer medlemsstaterne til ikke at blande migrationsproblemerne og menneskehandel sammen, og fremhæver princippet for ubetinget bistand, som fastsat i direktivet;

75.  opfordrer alle medlemsstaterne til effektivt at sikre rettighederne for ofre og opfordrer til, at gennemførelsen af direktiv 2011/36/EU analyseres i lyset af bestemmelserne i direktiv 2012/29/EU; opfordrer medlemsstaterne til at sikre gratis retshjælp, herunder juridisk bistand og repræsentation, psykologisk og lægelig bistand og oplysninger om rettigheder til bistand og sundhedspleje, herunder ret til abort for ofre for seksuel udnyttelse, til alle de ofre, som enten selv identificerer sig, eller opfylder et tilstrækkeligt antal identificeringskriterier, som ofre for menneskehandel, for at hjælpe dem med at få adgang til deres rettigheder, kompensationer og/eller domstolsprøvelse; understreger, at det at identificere sig selv som offer aldrig bør være det eneste krav for at kunne få adgang til rettigheder og tjenester til ofre;

76.  opfordrer medlemsstaterne til at gøre retshjælp tilgængelig for ofre for menneskehandel, ikke alene i straffesager, men også i eventuelle civilretlige og arbejdsretlige sager eller immigrations-/asylsager, som de er involveret i;

77.  opfordrer medlemsstaterne til, når de tager stilling til begrænsningerne for offerbistand, at anerkende, at det tager længere tid at komme sig over skaderne fra menneskehandel med henblik på seksuel udnyttelse, end det tager at komme sig over andre former for menneskehandel; opfordrer til, at de beskyttelsesforanstaltninger, der tilbydes ofre, som er ofre for menneskehandel med henblik på seksuel udnyttelse, udvides for at minimere skaderne og forhindre, at de igen bliver ofre for menneskehandel og sekundær viktimisering, og i alle tilfælde tage højde for individuelle behov;

Vurdering af andre kønssensitive foranstaltninger, som er truffet i forbindelse med gennemførelsen af direktivet

78.  lægger vægt på, at ethvert krav til ofrene om at deltage i retsforfølgelse af menneskehandlere kan være skadelig; fremhæver, at i en menneskerettighedsbaseret tilgang skal en sådan forpligtelse ikke være en betingelse for at få adgang til ydelserne;

79.  understreger, at alle ofre for menneskehandel systematisk bør oplyses om muligheden af at drage fordel af en restitueringsperiode og betænkningstid, og de bør faktisk indrømmes en sådan periode; beklager, at disse rettigheder i nogle medlemsstater kun er blevet gennemført i migrationslovene og derfor ikke finder anvendelse på alle ofre for menneskehandel, men kun for dem uden lovligt ophold; minder om, at disse rettigheder skal indrømmes alle ofre for menneskehandel;

80.  minder om, at i henhold til direktiv 2004/81/EF er medlemsstaterne forpligtet til at indrømme ofrene for menneskehandel en betænkningstid og en restitueringsperiode; opfordrer medlemsstaterne til ved fastlæggelsen af en sådan periodes varighed at tage hensyn til artikel 13 Europarådets konvention om bekæmpelse af menneskehandel og at forlænge minimumsperioden for betænkning og restituering på 30 dage i henhold til denne konvention for ofre, som er blevet handlet med henblik på seksuel udnyttelse, i betragtning af de betydelige og vedvarende skader fra denne form for vold;

81.  bemærker, at EU's nuværende strategi for udryddelse af menneskehandel ophører i 2016, og opfordrer Kommissionen til at evaluere den nuværende strategi og indføre en ny, der følger en menneskerettighedsbaseret tilgang med fokus på ofrene, og som indeholder et tydeligt kønsaspekt og konkrete foranstaltninger i denne henseende, som på en passende og effektiv måde tager hånd om forebyggelse og fortsat begrænser den efterspørgsel, der giver anledning til alle former for menneskehandel; opfordrer til, at denne strategi integreres og bringes i overensstemmelse med andre politikområder, med henblik på at sikre en effektiv gennemførelse af tiltag til bekæmpelse af menneskehandel, herunder, men ikke begrænset til, sikkerhed, ligestilling mellem mænd og kvinder, migration, cybersikkerhed og retshåndhævelse;

82.  roser de medlemsstater, som har indført effektive, nationale rapporteringsmekanismer og nationale ordførere, og opfordrer dem til at sikre, at disse foranstaltninger tilføres tilstrækkeligt med ressourcer og er uafhængige, for at de kan udføre deres opgaver på den bedst mulige måde;

83.  opfordrer medlemsstaterne til, med henblik på at vurdere deres strategier og aktiviteter samt at styrke indsatsen for at bekæmpe menneskehandel, at udpege en uafhængig national ordfører med ret til at møde for det nationale parlament og fremsætte anbefalinger om, hvordan man bedst bekæmper menneskehandel;

84.  anmoder medlemsstaterne om at indsamle mere detaljerede og ajourførte oplysninger ved at samle pålidelige statistiske oplysninger fra alle de primære aktører ved at sikre, at dataene er homogene og opdelt efter køn, alder, form for udnyttelse (inden for undergrupperne af forskellige former for menneskehandel), oprindelsesland og destinationsland, og ved at inkludere internt handlede mennesker for bedre at kunne identificere potentielle ofre og forebygge kriminalitet; opfordrer medlemsstaterne til at øge udvekslingen af oplysninger, således at man bedre kan vurdere kønsaspektet og nye tendenser inden for menneskehandel og bekæmpe menneskehandel mere effektivt; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at nationale ordførere spiller en mere betydelig rolle i koordineringen af dataindsamlingsinitiativerne i tæt samarbejde med relevante civilsamfundsorganisationer, der er aktive på dette område;

85.  bemærker, at der på trods af den tydelige definition af menneskehandel, som findes i direktivet, er blevet vedtaget en række forskellige definitioner i medlemsstaternes nationale lovgivning; opfordrer Kommissionen til at undersøge dette og at aflægge rapport om, hvad disse definitionsforskelle betyder i praksis for anvendelsen af direktivet; understreger betydningen af klare begreber for at undgå sammenblanding med andre beslægtede, men særskilte spørgsmål;

86.  bemærker, at interessenterne generelt bekræfter, at langt størstedelen af ofrene for menneskehandel forbliver uopdaget; erkender, at handel med visse udsatte grupper, såsom (hjemløse) unge, børn, handicappede og LGBTI-personer er blevet noget forsømt; understreger betydningen af en forbedret dataindsamling for at styrke bestræbelserne på identifikation af ofre fra disse grupper og at udvikle bedste praksis for håndtering af disse ofres særlige behov;

87.  understreger, at med henblik på at forbedre indsatsen for at bekæmpe menneskehandel i Den Europæiske Union skal EU-institutionerne omhyggeligt vurdere gennemførelsen af EU-lovgivningen i medlemsstaterne og træffe yderligere lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, hvis det er nødvendigt;

88.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde standardiserede retningslinjer, herunder databeskyttelse, for dataindsamling for de relevante organer, såsom politi, grænse- og immigrationsmyndigheder, socialforvaltninger, lokale myndigheder, fængsler, NGO'er og andre bidragsydere;

89.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at der gives større prioritet til bekæmpelse af menneskehandel i den europæiske dagsorden for migration (COM(2015)0240) med henblik på at gøre det lettere for ofre at engagere sig i retsforfølgningen af menneskehandlere;

90.  opfordrer Kommissionen til at bekæmpe det misbrug af selvstændig beskæftigelse af vandrende arbejdskraft, der finder sted i visse EU-medlemsstater for at undgå de lokale arbejdsnormer og beskæftigelsesrelaterede forpligtelser, idet det erkendes, at proformaselvstændighed ofte finder anvendelse inden for de migrantarbejdsområder, hvor der er størst risiko for menneskehandel;

91.  opfordrer EU og medlemsstaterne til at styrke det regionale samarbejde om menneskehandel langs velkendte ruter, f.eks. de østlige ruter til EU, ved at gøre brug af stabilitetsinstrumentet og kandidatlandenes nuværende og fortsatte ansvar;

92.  opfordrer EU til gennem Eurostat at fremlægge skøn over antallet af ofre for menneskehandel, uanset om de er registrerede eller ej, i overensstemmelse med det generelle mønster, som Den Internationale Organisation for Migration (IOM), FN's Kontor for Narkotikakontrol og Kriminalitetsbekæmpelse (UNODC) og Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) følger;

93.  opfordrer medlemsstaterne til at medtage princippet om non-refoulement i deres direktiver om bekæmpelse af menneskehandel i overensstemmelse med eksemplet i FN's protokol om bekæmpelse af menneskehandel og Europarådets konvention om bekæmpelse af menneskehandel og i overensstemmelse med staternes forpligtelser i henhold til international flygtningelovgivning og international menneskerettighedslovgivning;

94.  opfordrer EU og medlemsstaterne til at forske i de nyeste tendenser inden for og former for menneskehandel, herunder den indvirkning, som den aktuelle migrationskrise kunne have på menneskehandel, med henblik på at imødegå den seneste udvikling med en passende og målrettet reaktion;

95.  anmoder Kommissionen om at foretage en analyse af sammenhængen mellem de forskellige typer menneskehandel og ruterne mellem dem i den kommende rapport om gennemførelsen af direktiv 2011/36/EU, da ofrene ofte udnyttes på forskellige måder samtidig eller skifter fra én form for menneskehandel til en anden; anmoder Kommissionen om at fremme fortsat forskning i de vigtigste årsager til menneskehandel og deres indvirkning på ligestillingen mellem kønnene;

96.  opfordrer Kommissionen til at vurdere behovet for at revidere mandatet for den fremtidige europæiske anklagemyndighed, således at dens beføjelser, så snart den er oprettet, vil omfatte bekæmpelse af menneskehandel;

97.  opfordrer Kommissionen til at fremme medlemsstaternes ratificering af Istanbulkonventionen, under hensyntagen til at den er et effektivt redskab til at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder, herunder menneskehandel, og til at beskytte og bistå ofrene;

o
o   o

98.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0070.
(2) EUT L 319 af 4.12.2015, s. 1.
(3) EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57.
(4) EUT L 101 af 15.4.2011, s. 1.
(5) EUT L 168 af 30.6.2009, s. 24.
(6) EUT L 348 af 24.12.2008, s. 98.
(7) EUT L 261 af 6.8.2004, s. 19.
(8) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0126.
(9) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0162.
(10) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0218.
(11) ILO estimates, 2014, Profits and poverty – the economics of forced labour (ILO-skøn, 2014, Fortjeneste og fattigdom – de økonomiske aspekter af tvangsarbejde).
(12) Eurostat-rapporten "Trafficking in human beings", 2015-udgaven.
(13) Idem.
(14) Idem.
(15)3 Europol, Situationsrapport med titlen "Menneskehandel i EU" (februar 2016).
(16) 2015 Eurostat-rapport.
(17) Idem.
(18) Midtvejsrapporten om gennemførelsen af EU's strategi for bekæmpelse af menneskehandel (SWD(2014)0318), s. 9.
(19) https://ec.europa.eu/anti-trafficking/publications/handbook-consular-and-diplomatic-staff-how-assist-and-protect-victims-human-trafficking_en

Juridisk meddelelse