Indeks 
Vedtagne tekster
Torsdag den 27. oktober 2016 - StrasbourgEndelig udgave
Decharge 2014: EU's almindelige budget - Det Europæiske Råd og Rådet
 Decharge 2014: Fællesforetagendet ENIAC
 Decharge 2014: Fællesforetagendet Artemis
 Decharge 2014: Fællesforetagendet for ITER og Fusionsenergiudvikling
 Situationen i det nordlige Irak/Mosul
 Situationen for journalister i Tyrkiet
 Nuklear sikkerhed og ikke-spredning
 Europæisk volontørtjeneste
 EU-strategien for unge 2013-2015
 Hvordan kan den fælles landbrugspolitik bidrage til jobskabelse i landdistrikterne?

Decharge 2014: EU's almindelige budget - Det Europæiske Råd og Rådet
PDF 258kWORD 43k
Afgørelse
Beslutning
1. Europa-Parlamentets afgørelse af 27. oktober 2016 om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2014, Sektion II – Det Europæiske Råd og Rådet (2015/2156(DEC))
P8_TA(2016)0418A8-0271/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2014(1),

–  der henviser til konsolideret årsregnskab for Den Europæiske Union for regnskabsåret 2014 (COM(2015)0377 – C8-0201/2015)(2),

–  der henviser til Revisionsrettens årsberetning om budgetgennemførelsen i regnskabsåret 2014, med institutionernes svar(3),

–  der henviser til Revisionsrettens erklæring(4) for regnskabsåret 2014 om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed, jf. artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til sin afgørelse af 28. april 2016(5) om udsættelse af afgørelsen om decharge for regnskabsåret 2014 og den ledsagende beslutning,

–  der henviser til artikel 314, stk. 10, og artikel 317, 318 og 319 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002(6), særlig artikel 55, 99, 164, 165 og 166,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag V,

–  der henviser til anden betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0271/2016),

1.  nægter at meddele Rådets generalsekretær decharge for gennemførelsen af Det Europæiske Råds og Rådets budget for regnskabsåret 2014;

2.  fremsætter sine bemærkninger i nedenstående beslutning;

3.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse og beslutningen, der er en integrerende del heraf, til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen og Revisionsretten og drage omsorg for, at de offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (L-udgaven).

2. Europa-Parlamentets beslutning af 27. oktober 2016 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2014, Sektion II – Det Europæiske Råd og Rådet (2015/2156(DEC))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2014, Sektion II – Det Europæiske Råd og Rådet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag V,

–  der henviser til anden betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0271/2016),

A.  der henviser til, at alle Unionens institutioner burde være gennemsigtige og fuldt ansvarlige over for EU-borgerne for de midler, de er blevet betroet som EU-institutioner;

B.  der henviser til, at Det Europæiske Råd og Rådet som EU-institutioner bør stå til regnskab over for EU-borgerne, eftersom de finansieres over Den Europæiske Unions almindelige budget;

1.  minder om den rolle, som Parlamentet spiller i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (”finansforordningen”) i forbindelse med decharge;

2.  påpeger, at Unionen i henhold til artikel 335 i TEUF "repræsenteres [...] af hver af institutionerne inden for rammerne af deres administrative autonomi for så vidt angår de spørgsmål, der vedrører deres respektive funktioner", hvilket under hensyntagen til artikel 55 i finansforordningen betyder, at institutionerne er individuelt ansvarlige for gennemførelsen af deres budget;

3.  understreger den rolle, Parlamentet og andre institutioner spiller i forbindelse med dechargeproceduren, som reguleret i finansforordningen, særlig artikel 164 til 166;

4.  bemærker, at det af Parlamentets forretningsordens artikel 94 fremgår, at "bestemmelserne om proceduren for meddelelse af decharge til Kommissionen for budgettets gennemførelse finder tilsvarende anvendelse på proceduren for meddelelse af decharge til [...] de personer, der er ansvarlige for gennemførelsen af andre af Den Europæiske Unions institutioners og organers budgetter, såsom Rådet (i forbindelse med dets virksomhed som udøvende myndighed) [...]";

5.  beklager, at Rådet fortsat forholder sig tavst for så vidt angår de bemærkninger, som Parlamentet fremsatte i sin dechargeafgørelse af 28. april 2016(7) om tendensen fra tidligere år til stigende underudnyttelse og øgede fremførsler af forpligtelser;

Udestående spørgsmål

6.  beklager, at Det Europæiske Råd og Rådet ikke forelægger Parlamentet deres årlige aktivitetsrapport; betragter dette som utilstedeligt og skadeligt for institutionernes omdømme;

7.  beklager, at budgettet for Det Europæiske Råd og Rådet endnu ikke er blevet adskilt, som anbefalet af Parlamentet i de seneste dechargeafgørelser;

8.  bemærker oplysningerne om bygningspolitikken på Rådets websted; bemærker også, at der ikke er nogen oplysninger om de afholdte udgifter i forbindelse med disse bygninger; opfordrer til, at Parlamentet gives detaljerede oplysninger i denne henseende i den næste årsrapport;

9.  gentager sin opfordring til, at der forelægges statusrapporter for bygningsprojekter og en detaljeret oversigt over de hidtil afholdte udgifter; opfordrer til, at der forelægges oplysninger om de udgifter, der er forbundet med den forsinkede færdiggørelse af Europabygningen;

10.  gentager sin opfordring til Rådet om at forelægge Parlamentet oplysninger om processen med den administrative modernisering af Rådet, navnlig om den forventede indvirkning heraf på Rådets budget;

11.  opfordrer Rådet til at vedtage en adfærdskodeks så hurtigt som muligt for at sikre institutionens integritet; gentager sin opfordring til Rådet om at gennemføre regler for whistleblowing uden yderligere forsinkelse;

12.  opfordrer Rådet til at tilslutte sig Unionens åbenhedsregister med henblik på at sikre institutionens åbenhed og ansvarlighed;

13.  gentager sin opfordring til Rådet til inden for dets strukturer at udarbejde detaljerede retningslinjer for korruptionsbekæmpelse og uafhængighedspolitikker såvel som sin opfordring med hensyn til systematisk at fremme gennemsigtigheden af lovgivningsprocedurer og forhandlinger;

14.  beklager de vanskeligheder, der gentagne gange er opstået under de hidtidige dechargeprocedurer, som skyldtes manglende samarbejde fra Rådets side; påpeger, at Parlamentet nægtede at meddele Rådets generalsekretær decharge for gennemførelsen af Rådets budget for regnskabsåret 2009, 2010, 2011, 2012 og 2013 af de grunde, der fremgår af Parlamentets beslutninger af 10. maj 2011(8), 25. oktober 2011(9), 10. maj 2012(10), 23. oktober 2012(11), 17. april 2013(12), 9. oktober 2013(13), 3. april 2014(14), 23. oktober 2014(15) og 27. oktober 2015(16), og at det udsatte sin afgørelse om meddelelse af decharge til Rådets generalsekretær for regnskabsåret 2014 af de grunde, der fremgår af dets ovennævnte beslutning af 28. april 2016;

15.  insisterer på, at en effektiv budgetkontrol kræver samarbejde mellem Parlamentet og Rådet som fastlagt i ovennævnte beslutning af 28. april 2016; bekræfter, at Parlamentet ikke kan træffe en velfunderet afgørelse om meddelelse af decharge;

16.  minder Rådet om Kommissionens synspunkt, som blev fremsat i januar 2014, om, at alle institutioner fuldt ud skal tage del i opfølgningsprocessen i forbindelse med de bemærkninger, som Parlamentet fremfører i dechargeproceduren, og at alle institutioner bør samarbejde for at sikre en velfungerende dechargeprocedure;

17.  bemærker, at Kommissionen har anført, at den ikke vil overvåge gennemførelsen af budgetterne for de andre institutioner, og at det ville krænke institutionernes autonomi til at gennemføre deres egen budgetsektion, hvis den besvarede spørgsmål rettet til dem;

18.  beklager, at Rådet fortsat ikke svarer på Parlamentets spørgsmål; minder om konklusionerne fra Parlamentets workshop den 27. september 2012 om Parlamentets ret til at meddele decharge til Rådet; minder ligeledes om artikel 15, stk. 3, tredje afsnit, i TEUF, hvoraf det fremgår, at institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne skal sikre åbenhed i deres arbejde;

19.  bemærker, at kun tre ud af de syvogtyve spørgsmål, som medlemmerne af Budgetkontroludvalget stillede Rådet i forbindelse med regnskabsåret 2014, er blevet klart besvaret i de dokumenter, som Rådet har fremlagt som led i dechargeproceduren;

20.  insisterer på, at Rådets udgifter skal gennemgås på samme måde som de øvrige institutioners udgifter, og at grundelementerne i en sådan kontrol er blevet fastlagt i Parlamentets dechargebeslutninger fra de seneste år;

21.  fremhæver, at det er Parlamentets særret at meddele decharge i medfør af artikel 316, 317 og 319 i TEUF på linje med den nuværende fortolkning og praksis, nemlig at meddele decharge individuelt for hver budgetpost med henblik på at sikre gennemsigtighed og demokratisk ansvarlighed over for Unionens skatteydere;

22.  mener, at Rådets manglende fremsendelse af de ønskede dokumenter til Parlamentet først og fremmest underminerer EU-borgernes ret til information og gennemsigtighed og giver anledning til bekymring, idet det afspejler en vis grad af demokratisk underskud i EU-institutionerne;

23.  vurderer, at denne situation udgør en grov tilsidesættelse af de pligter, der følger af traktaterne, og mener, at de relevante aktører er nødt til at tage de nødvendige skridt til at adressere dette spørgsmål uden yderligere forsinkelse; understreger, at der er behov for en revision af traktaterne og af finansforordningen med henblik på at præcisere dechargeprocedurens mål og processer og fastlægge sanktioner for manglende overholdelse af bestemmelserne som fastsat i traktaterne;

24.  mener, at det manglende samarbejde med dechargemyndigheden fra Det Europæiske Råds og Rådets side sender et negativt signal til EU-borgerne.

(1) EUT L 51 af 20.2.2014.
(2) EUT C 377 af 13.11.2015, s. 1.
(3) EUT C 373 af 10.11.2015, s. 1.
(4) EUT C 377 af 13.11.2015, s. 146.
(5) EUT L 246 af 14.9.2016, s. 20.
(6) EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.
(7) EUT L 246 af 14.9.2016, s. 21.
(8) EUT L 250 af 27.9.2011, s. 25.
(9) EUT L 313 af 26.11.2011, s. 13.
(10) EUT L 286 af 17.10.2012, s. 23.
(11) EUT L 350 af 20.12.2012, s. 71.
(12) EUT L 308 af 16.11.2013, s. 22.
(13) EUT L 328 af 7.12.2013, s. 97.
(14) EUT L 266 af 5.9.2014, s. 26.
(15) EUT L 334 af 21.11.2014, s. 95.
(16) EUT L 314 af 1.12.2015, s. 49.


Decharge 2014: Fællesforetagendet ENIAC
PDF 171kWORD 45k
Afgørelse
Afgørelse
Beslutning
1. Europa-Parlamentets afgørelse af 27. oktober 2016 om decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet ENIAC for regnskabsåret 2014 (2015/2202(DEC))
P8_TA(2016)0419A8-0264/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til det endelige årsregnskab for fællesforetagendet ENIAC for regnskabsåret 2014,

–  der henviser til Revisionsrettens beretning om årsregnskabet for fællesforetagendet ENIAC for regnskabsåret 2014 med fællesforetagendets svar(1),

–  der henviser til Revisionsrettens erklæring(2) for regnskabsåret 2014 om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed, jf. artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Rådets henstilling af 12. februar 2016 om meddelelse af decharge til fællesforetagendet for gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret 2014 (05587/2016 – C8-0058/2016),

–  der henviser til sin afgørelse af 28. april 2016(3) om udsættelse af afgørelsen om decharge for regnskabsåret 2014 og svarene fra den administrerende direktør for fællesforetagendet ECSEL (efterfølger til fællesforetagenderne ENIAC og Artemis),

–  der henviser til artikel 319 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002(4), særlig artikel 209,

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 72/2008 af 20. december 2007 om oprettelse af fællesforetagendet ENIAC(5),

–  der henviser til Rådets forordning (EU) Nr. 561/2014 af 6. maj 2014 om oprettelse af fællesforetagendet ECSEL(6), særlig artikel 12,

–  der henviser til Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 af 19. november 2002 om rammefinansforordning for de organer, der er omhandlet i artikel 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(7),

–  der henviser til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 110/2014 af 30. september 2013 om en finansforordningsmodel for offentlig-private partnerskabsorganer, jf. artikel 209 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012(8),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag V,

–  der henviser til anden betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0264/2016),

1.  meddeler den administrerende direktør for fællesforetagendet ECSEL (efterfølger til fællesforetagenderne ENIAC og Artemis) decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet ENIAC for regnskabsåret 2014;

2.  fremsætter sine bemærkninger i nedenstående beslutning;

3.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse og beslutningen, der er en integrerende del heraf, til den administrerende direktør for fællesforetagendet ECSEL (efterfølger til fællesforetagenderne ENIAC og Artemis), Rådet, Kommissionen og Revisionsretten og drage omsorg for, at de offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (L-udgaven).

2. Europa-Parlamentets afgørelse af 27. oktober 2016 om afslutning af regnskaberne for fællesforetagendet ENIAC for regnskabsåret 2014 (2015/2202(DEC))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til det endelige årsregnskab for fællesforetagendet ENIAC for regnskabsåret 2014,

–  der henviser til Revisionsrettens beretning om årsregnskabet for fællesforetagendet ENIAC for regnskabsåret 2014 med fællesforetagendets svar(9),

–  der henviser til Revisionsrettens erklæring(10) for regnskabsåret 2014 om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed, jf. artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Rådets henstilling af 12. februar 2016 om meddelelse af decharge til fællesforetagendet for gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret 2014 (05587/2016 – C8-0058/2016),

–  der henviser til sin afgørelse af 28. april 2016(11) om udsættelse af afgørelsen om decharge for regnskabsåret 2014 og svarene fra den administrerende direktør for fællesforetagendet ECSEL (efterfølger til fællesforetagenderne ENIAC og Artemis),

–  der henviser til artikel 319 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002(12), særlig artikel 209,

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 72/2008 af 20. december 2007 om oprettelse af fællesforetagendet ENIAC(13),

–  der henviser til Rådets forordning (EU) Nr. 561/2014 af 6. maj 2014 om oprettelse af fællesforetagendet ECSEL(14), særlig artikel 12,

–  der henviser til Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 af 19. november 2002 om rammefinansforordning for de organer, der er omhandlet i artikel 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(15),

–  der henviser til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 110/2014 af 30. september 2013 om en finansforordningsmodel for offentlig-private partnerskabsorganer, jf. artikel 209 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012(16),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag V,

–  der henviser til anden betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0264/2016),

1.  godkender afslutningen af regnskaberne for fællesforetagendet ENIAC for regnskabsåret 2014;

2.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse til den administrerende direktør for fællesforetagendet ECSEL (efterfølger til fællesforetagenderne ENIAC og Artemis), Rådet, Kommissionen og Revisionsretten og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (L-udgaven).

3. Europa-Parlamentets beslutning af 27. oktober 2016 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet ENIAC for regnskabsåret 2014 (2015/2202(DEC))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet ENIAC for regnskabsåret 2014,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag V,

–  der henviser til anden betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0264/2016),

A.  der henviser til, at fællesforetagendet ENIAC ("fællesforetagendet") blev oprettet den 20. december 2007 for en tiårig periode for at fastlægge og gennemføre en forskningsdagsorden for udviklingen af vigtige kompetenceområder vedrørende nanoelektronik på tværs af forskellige anvendelsesområder;

B.  der henviser til, at fællesforetagendet opnåede økonomisk uafhængighed i juli 2010;

C.  der henviser til, at de stiftende medlemmer af fællesforetagendet er Unionen, som er repræsenteret ved Kommissionen, Belgien, Tyskland, Estland, Irland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Sverige og Det Forenede Kongerige samt en sammenslutning, der repræsenterer europæiske nanoelektronikaktiviteter ("AENEAS");

D.  der henviser til, at Unionens maksimale bidrag for perioden på de 10 år til fællesforetagendet er 450 000 000 EUR, som afholdes over budgettet for det syvende forskningsrammeprogram;

E.  der henviser til, at AENEAS yder et bidrag på højst 30 000 000 EUR til fællesforetagendets løbende udgifter, og at medlemsstaterne yder bidrag i naturalier til de løbende udgifter og finansielle bidrag, som udgør mindst 1,8 gange Unionens bidrag;

F.  der henviser til, at fællesforetagendet og fællesforetagendet Artemis ("Artemis") blev lagt sammen for at oprette et fælles teknologiinitiativ vedrørende elektronikkomponenter og -systemer for europæisk lederskab (FTI ECSEL), som startede sin virksomhed i juni 2014 og vil fungere i en periode på 10 år;

Budgetmæssig og økonomisk forvaltning

1.  anerkender den omstændighed, at fællesforetagendets regnskab for perioden fra 1. januar 2014 til 26. juni 2014 i alt væsentligt giver et retvisende billede af dets finansielle stilling pr. 26. juni 2014 og af resultaterne af dets transaktioner og pengestrømme i den afsluttede periode i overensstemmelse med bestemmelserne i dets finansielle regler og de regnskabsregler, Kommissionens regnskabsfører har fastlagt;

2.  er bekymret over, at Revisionsretten i sin beretning om årsregnskabet for fællesforetagendet for perioden fra 1. januar til 26. juni 2014 ("Revisionsrettens beretning") for fjerde år i træk har taget forbehold for de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed med den begrundelse, at de administrative aftaler, der er indgået med de nationale finansieringsmyndigheder, for så vidt angår revision af angivne projektomkostninger ikke omfatter praktiske ordninger for efterfølgende revisioner;

3.  bemærker, at fællesforetagendet i henhold til Revisionsrettens beretning ikke foretog en vurdering af kvaliteten af de modtagne revisionsrapporter fra de nationale finansieringsmyndigheder om omkostningerne i forbindelse med de afsluttede projekter; bemærker endvidere, at det efter en evaluering af revisionsstrategien fra tre af de nationale finansieringsmyndigheder ikke var muligt at konkludere, om de efterfølgende revisioner fungerer effektivt, fordi de forskellige metoder, der blev anvendt af de nationale finansieringsmyndigheder, hverken gjorde det muligt for fællesforetagendet at beregne en pålidelig vægtet fejlforekomst eller en restfejlforekomst; konstaterer endvidere, at FTI ECSEL bekræftede, at dets omfattende vurdering af de nationale kontrolsystemer konkluderede, at de giver en rimelig beskyttelse af fællesforetagendets medlemmers finansielle interesser;

4.  bemærker, at FTI ECSEL opfordrede de nationale finansieringsmyndigheder til at fremlægge dokumentation for, at gennemførelsen af de nationale procedurer giver rimelig sikkerhed for transaktionernes lovlighed og formelle rigtighed, og bemærker, at 76 % de nationale finansieringsmyndigheder, der tegner sig for 96,79 % af de samlede udgifter til Artemis og fællesforetagendet ved fristens udløb den 30. juni 2016 fremlagde de nødvendige dokumenter og bekræftede, at gennemførelsen af de nationale procedurer giver rimelig sikkerhed for transaktionernes lovlighed og formelle rigtighed;

5.  noterer sig, at der ifølge Revisionsrettens beretning på fællesforetagendets endelige budget for regnskabsåret 2014 var opført 2 356 000 EUR i forpligtelsesbevillinger og 76 500 250 EUR i betalingsbevillinger;

6.  anerkender, at de nationale sikkerhedsprocedurer ifølge fællesforetagendet er blevet undersøgt frem til april 2015 for så vidt angår de lande, som modtager 54,2 % af fællesforetagendets tilskud; roser fællesforetagendets intention om at fortsætte denne indsats ved at dække op til 92,7 % af fællesforetagendets samlede antal tildelte tilskud; glæder sig over fællesforetagenets bekræftelse af, at de nationale procedurer giver rimelig sikkerhed for de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed.

(1) EUT C 422 af 17.12.2015, s. 25.
(2) EUT C 422 af 17.12.2015, s. 26.
(3) EUT L 246 af 14.9.2016, s. 432.
(4) EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.
(5) EUT L 30 af 4.2.2008, s. 21.
(6) EUT L 169 af 7.6.2014, s. 152.
(7) EFT L 357 af 31.12.2002, s. 72.
(8) EUT L 38 af 7.2.2014, s. 2.
(9) EUT C 422 af 17.12.2015, s. 25.
(10) EUT C 422 af 17.12.2015, s. 26.
(11) EUT L 246 af 14.9.2016, s. 432.
(12) EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.
(13) EUT L 30 af 4.2.2008, s. 21.
(14) EUT L 169 af 7.6.2014, s. 152.
(15) EFT L 357 af 31.12.2002, s. 72.
(16) EUT L 38 af 7.2.2014, s. 2.


Decharge 2014: Fællesforetagendet Artemis
PDF 172kWORD 43k
Afgørelse
Afgørelse
Beslutning
1. Europa-Parlamentets afgørelse af 27. oktober 2016 om decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet Artemis for regnskabsåret 2014 (2015/2199(DEC))
P8_TA(2016)0420A8-0276/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til det endelige årsregnskab for fællesforetagendet Artemis for regnskabsåret 2014,

–  der henviser til Revisionsrettens beretning om årsregnskabet for fællesforetagendet Artemis for perioden fra 1. januar til 26. juni 2014 med fællesforetagendets svar(1),

–  der henviser til Revisionsrettens erklæring(2) for regnskabsåret 2014 om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed, jf. artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Rådets henstilling af 12. februar 2016 om meddelelse af decharge til fællesforetagendet for gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret 2014 (05587/2016 – C8-0055/2016),

–  der henviser til sin afgørelse af 28. april 2016(3) om udsættelse af afgørelsen om decharge for regnskabsåret 2014 og svarene fra den administrerende direktør for fællesforetagendet ECSEL (efterfølger til fællesforetagenderne Artemis og ENIAC),

–  der henviser til artikel 319 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002(4), særlig artikel 209,

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 74/2008 af 20. december 2007 om oprettelse af fællesforetagendet Artemis til gennemførelse af det fælles teknologiinitiativ vedrørende indlejrede computersystemer(5),

–  der henviser til Rådets forordning (EU) nr. 561/2014 af 6. maj 2014 om oprettelse af fællesforetagendet ECSEL(6), særlig artikel 1, stk. 2, og artikel 12,

–  der henviser til Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 af 19. november 2002 om rammefinansforordning for de organer, der er omhandlet i artikel 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(7),

–  der henviser til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 110/2014 af 30. september 2013 om en finansforordningsmodel for offentlig-private partnerskabsorganer, jf. artikel 209 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012(8),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag V,

–  der henviser til anden betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0276/2016),

1.  meddeler den administrerende direktør for fællesforetagendet ECSEL (efterfølger til fællesforetagenderne Artemis og ENIAC) decharge for gennemførelsen af fællesforetagendet Artemis’ budget for regnskabsåret 2014;

2.  fremsætter sine bemærkninger i nedenstående beslutning;

3.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse og beslutningen, der er en integrerende del heraf, til den administrerende direktør for fællesforetagendet ECSEL (efterfølger til fællesforetagenderne Artemis og ENIAC), Rådet, Kommissionen og Revisionsretten og drage omsorg for, at de offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (L-udgaven).

2. Europa-Parlamentets afgørelse af 27. oktober 2016 om afslutning af regnskaberne for fællesforetagendet Artemis for regnskabsåret 2014 (2015/2199(DEC))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til det endelige årsregnskab for fællesforetagendet Artemis for regnskabsåret 2014,

–  der henviser til Revisionsrettens beretning om årsregnskabet for fællesforetagendet Artemis for perioden fra 1. januar til 26. juni 2014 med fællesforetagendets svar(9),

–  der henviser til Revisionsrettens erklæring(10) for regnskabsåret 2014 om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed, jf. artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Rådets henstilling af 12. februar 2016 om meddelelse af decharge til fællesforetagendet for gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret 2014 (05587/2016 – C8-0055/2016),

–  der henviser til sin afgørelse af 28. april 2016(11) om udsættelse af afgørelsen om decharge for regnskabsåret 2014 og svarene fra den administrerende direktør for fællesforetagendet ECSEL (efterfølger til fællesforetagenderne Artemis og ENIAC),

–  der henviser til artikel 319 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002(12), særlig artikel 209,

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 74/2008 af 20. december 2007 om oprettelse af fællesforetagendet Artemis til gennemførelse af det fælles teknologiinitiativ vedrørende indlejrede computersystemer(13),

–  der henviser til Rådets forordning (EU) nr. 561/2014 af 6. maj 2014 om oprettelse af fællesforetagendet ECSEL(14), særlig artikel 1, stk. 2, og artikel 12,

–  der henviser til Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 af 19. november 2002 om rammefinansforordning for de organer, der er omhandlet i artikel 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(15),

–  der henviser til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 110/2014 af 30. september 2013 om en finansforordningsmodel for offentlig-private partnerskabsorganer, jf. artikel 209 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012(16),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag V,

–  der henviser til anden betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0276/2016),

1.  godkender afslutningen af regnskaberne for fællesforetagendet Artemis for regnskabsåret 2014;

2.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse til den administrerende direktør for fællesforetagendet ECSEL (efterfølger til fællesforetagenderne Artemis og ENIAC), Rådet, Kommissionen og Revisionsretten og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (L-udgaven).

3. Europa-Parlamentets beslutning af 27. oktober 2016 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet Artemis for regnskabsåret 2014 (2015/2199(DEC))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet Artemis for regnskabsåret 2014,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag V,

–  der henviser til anden betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0276/2016),

A.  der henviser til, at fællesforetagendet Artemis ("fællesforetagendet") blev oprettet i december 2007 for en periode på ti år til fastlæggelse og gennemførelse af en forskningsdagsorden for udvikling af centrale teknologier til indlejrede computersystemer på tværs af forskellige anvendelsesområder med henblik på at styrke Unionens konkurrenceevne og bæredygtighed og skabe mulighed for helt nye markeder og samfundsnyttige anvendelsesformål;

B.  der henviser til, at fællesforetagendet begyndte at arbejde uafhængigt i oktober 2009;

C.  der henviser til, at Unionens maksimale bidrag til fællesforetagendet i løbet af de 10 år er 420 000 000 EUR, som afholdes over budgettet for det syvende forskningsrammeprogram;

D.  der henviser til, at de finansielle bidrag fra Artemis-medlemsstaterne i alt bør udgøre mindst 1,8 gange Unionens finansielle bidrag, og at bidraget i naturalier fra forsknings- og udviklingsorganisationer, der deltager i projekter i løbet af fællesforetagendets levetid, skal være mindst lig med eller overstige bidraget fra offentlige myndigheder;

E.  der henviser til, at fællesforetagenderne Artemis og ENIAC blev lagt sammen for at oprette et fælles teknologiinitiativ vedrørende elektronikkomponenter og -systemer for europæisk lederskab (FTI ECSEL), som startede sin virksomhed i juni 2014 og vil fungere i en periode på ti år;

Budgetmæssig og økonomisk forvaltning

1.  konstaterer, at fællesforetagendets regnskab for perioden fra 1. januar 2014 til 26. juni 2014 i alt væsentligt giver et retvisende billede af dets finansielle stilling pr. 26. juni 2014 og af resultaterne af dets transaktioner og pengestrømme i den afsluttede periode i overensstemmelse med dets finansielle bestemmelser og de regnskabsregler, som Kommissionens regnskabsfører har fastlagt;

2.  finder det betænkeligt, at Revisionsretten i sin beretning om årsregnskabet for fællesforetagendet for regnskabsåret 2014 ("Revisionsrettens beretning") har taget forbehold for de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed med den begrundelse, at de administrative aftaler, der er indgået med de nationale finansieringsmyndigheder, for så vidt angår revision af angivne projektomkostninger ikke omfatter praktiske ordninger for efterfølgende revisioner;

3.  noterer sig på baggrund af Revisionsrettens beretning, at fællesforetagendet ikke foretog en vurdering af kvaliteten af de modtagne revisionsrapporter fra de nationale finansieringsmyndigheder om omkostningerne i forbindelse med de afsluttede projekter; bemærker endvidere, at det efter en evaluering af tre af de nationale finansieringsmyndigheders revisionsstrategier ikke var muligt at konkludere, hvorvidt efterfølgende revisioner er effektive, eftersom de forskellige metoder der anvendes af de nationale finansieringsmyndigheder, hverken gør det muligt for fællesforetagendet at beregne en pålidelig vægtet fejlforekomst eller en restfejlforekomst;

4.  noterer sig, at FTI ECSEL har foretaget en omfattende vurdering af effektiviteten af kvalitetssikringssystemerne i en stikprøve på ti Artemis- og ENIAC-medlemsstater, som udgør den største andel af FTI ECSEL's operationelle budget og dækker 89,5 % af fællesforetagendets samlede antal tildelte tilskud og bemærker, at vurderingen – på grundlag af de afsluttende projektcertifikater frem til den 13. juni 2016 – viser, at dækningen er tre gange højere end tærsklen på 20 %, over hvilken de nationale systemer anses for at være tilstrækkelige, jf. strategien for efterfølgende revision;

5.  bemærker, at FTI ECSEL har opfordret de nationale finansieringsmyndigheder til at fremlægge dokumentation for, at gennemførelsen af de nationale procedurer giver rimelig sikkerhed for transaktionernes lovlighed og formelle rigtighed, og bemærker, at 76 % af de nationale finansieringsmyndigheder, som var blevet opfordret hertil, og som tegner sig for 96,79 % af fællesudgifterne for fællesforetagenderne Artemis og ENIAC, ved fristens udløb den 30. juni 2016, fremlagt de nødvendige dokumenter og bekræftet, at gennemførelsen af de nationale procedurer giver rimelig sikkerhed for transaktionernes lovlighed og formelle rigtighed;

6.  noterer sig, at der ifølge Revisionsrettens beretning på fællesforetagendets endelige budget for regnskabsåret 2014 var opført 2 554 510 EUR i forpligtelsesbevillinger og 30 330 178 EUR i betalingsbevillinger (operationelle);

Intern kontrol

7.  bemærker med bekymring, at fællesforetagendet ikke traf foranstaltninger vedrørende visse interne kontrolstandarder relateret til information og regnskabsaflæggelse: herunder navnlig evaluering af aktiviteter, vurdering af de interne kontrolsystemer og intern revisionskapacitet; bemærker, at dette skyldtes den forestående sammenlægning; bemærker, at FTI ECSEL i mellemtiden har gjort betydelige fremskridt med hensyn til gennemførelsen af det interne kontrolsystem og etableringen af den interne revisionskapacitet.

(1) EUT C 422 af 17.12.2015, s. 9.
(2) EUT C 422 af 17.12.2015, s. 10.
(3) EUT L 246 af 14.9.2016, s. 425.
(4) EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.
(5) EUT L 30 af 4.2.2008, s. 52.
(6) EUT L 169 af 7.6.2014, s. 152.
(7) EFT L 357 af 31.12.2002, s. 72.
(8) EUT L 38 af 7.2.2014, s. 2.
(9) EUT C 422 af 17.12.2015, s. 9.
(10) EUT C 422 af 17.12.2015, s. 10.
(11) EUT L 246 af 14.9.2016, s. 425.
(12) EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.
(13) EUT L 30 af 4.2.2008, s. 52
(14) EUT L 169 af 7.6.2014, s. 152.
(15) EFT L 357 af 31.12.2002, s. 72.
(16) EUT L 38 af 7.2.2014, s. 2.


Decharge 2014: Fællesforetagendet for ITER og Fusionsenergiudvikling
PDF 248kWORD 46k
Afgørelse
Afgørelse
Beslutning
1. Europa-Parlamentets afgørelse af 27. oktober 2016 om decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet for ITER og fusionsenergiudvikling for regnskabsåret 2014 (2015/2196(DEC))
P8_TA(2016)0421A8-0275/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til det endelige årsregnskab for fællesforetagendet for ITER og fusionsenergiudvikling for regnskabsåret 2014,

–  der henviser til Revisionsrettens beretning om årsregnskabet for fællesforetagendet for ITER og fusionsenergiudvikling for regnskabsåret 2014 med fællesforetagendets svar(1),

–  der henviser til Revisionsrettens erklæring(2) for regnskabsåret 2014 om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed, jf. artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Rådets henstilling af 12. februar 2016 om meddelelse af decharge til fællesforetagendet for gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret 2014 (05587/2016 – C8-0052/2016),

–  der henviser til sin afgørelse af 28. april 2016(3) om udsættelse af afgørelsen om decharge for regnskabsåret 2014 og svarene fra direktøren for fællesforetagendet for ITER og fusionsenergiudvikling,

–  der henviser til artikel 319 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til artikel 106A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002(4), særlig artikel 208,

–  der henviser til Rådets beslutning 2007/198/Euratom af 27. marts 2007 om oprettelse af et europæisk fællesforetagende for ITER og fusionsenergiudvikling og om tilståelse af fordele til det(5), særlig artikel 5, stk. 3,

–  der henviser til Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 af 19. november 2002 om rammefinansforordning for de organer, der er omhandlet i artikel 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(6),

–  der henviser til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1271/2013 af 30. september 2013 om rammefinansforordningen for de organer, der er omhandlet i artikel 208 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012(7),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag V,

–  der henviser til anden betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0275/2016),

1.  meddeler direktøren for Det Europæiske Fællesforetagende for ITER og Fusionsenergiudvikling decharge for gennemførelsen af fællesforetagendets budget for regnskabsåret 2014;

2.  fremsætter sine bemærkninger i nedenstående beslutning;

3.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse og beslutningen, der er en integrerende del heraf, til direktøren for fællesforetagendet for ITER og fusionsenergiudvikling, Rådet, Kommissionen og Revisionsretten og drage omsorg for, at de offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (L-udgaven).

2. Europa-Parlamentets afgørelse af 27. oktober 2016 om afslutning af regnskaberne for fællesforetagendet for ITER og fusionsenergiudvikling for regnskabsåret 2014 (2015/2196(DEC))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til det endelige årsregnskab for fællesforetagendet for ITER og fusionsenergiudvikling for regnskabsåret 2014,

–  der henviser til Revisionsrettens beretning om årsregnskabet for fællesforetagendet for ITER og fusionsenergiudvikling for regnskabsåret 2014 med fællesforetagendets svar(8),

–  der henviser til Revisionsrettens erklæring(9) for regnskabsåret 2014 om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed, jf. artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Rådets henstilling af 12. februar 2016 om meddelelse af decharge til fællesforetagendet for gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret 2014 (05587/2016 – C8-0052/2016),

–  der henviser til sin afgørelse af 28. april 2016(10) om udsættelse af afgørelsen om decharge for regnskabsåret 2014 og svarene fra direktøren for fællesforetagendet for ITER og fusionsenergiudvikling,

–  der henviser til artikel 319 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til artikel 106A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002(11), særlig artikel 208,

–  der henviser til Rådets beslutning 2007/198/Euratom af 27. marts 2007 om oprettelse af et europæisk fællesforetagende for ITER og fusionsenergiudvikling og om tilståelse af fordele til det(12), særlig artikel 5, stk. 3,

–  der henviser til Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 af 19. november 2002 om rammefinansforordning for de organer, der er omhandlet i artikel 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(13),

–  der henviser til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1271/2013 af 30. september 2013 om rammefinansforordningen for de organer, der er omhandlet i artikel 208 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012(14),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag V,

–  der henviser til anden betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0275/2016),

1.  godkender afslutningen af regnskaberne for fællesforetagendet for ITER og fusionsenergiudvikling for regnskabsåret 2014;

2.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse til direktøren for fællesforetagendet for ITER og fusionsenergiudvikling, Rådet, Kommissionen og Revisionsretten og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (L-udgaven).

3. Europa-Parlamentets beslutning af 27. oktober 2016 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet for ITER og fusionsenergiudvikling for regnskabsåret 2014 (2015/2196(DEC))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet for ITER og fusionsenergiudvikling for regnskabsåret 2014,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag V,

–  der henviser til anden betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0275/2016),

A.  der henviser til, at Det Europæiske Fællesforetagende for ITER og Fusionsenergiudvikling ("fællesforetagendet") blev oprettet i marts 2007 for en 35-årig periode;

B.  der henviser til, at fællesforetagendets medlemmer er Euratom repræsenteret ved Kommissionen, Euratoms medlemsstater og tredjelande, som har indgået samarbejdsaftaler med Euratom på området kontrolleret termonuklear fusion;

C.  der henviser til, at fællesforetagendet begyndte at arbejde uafhængigt i marts 2008;

1.  bemærker, at Revisionsretten i sin beretning om fællesforetagendets årsregnskab for regnskabsåret 2014 ("Revisionsrettens beretning") fastslog, at fællesforetagendets årsregnskab i alt væsentligt giver et retvisende billede af dets finansielle stilling pr. 31. december 2014 og af resultaterne af dets transaktioner og pengestrømme i det afsluttede regnskabsår, i overensstemmelse med bestemmelserne i finansforordningen;

2.  noterer sig den omstændighed, at der på det endelige disponible budget for 2014 var opført 1 168 800 000 EUR i forpligtelsesbevillinger og 567 600 000 EUR i betalingsbevillinger; konstaterer, at udnyttelsesgraden for forpligtelsesbevillingerne og betalingsbevillingerne var på henholdsvis 100 % og 88,5 %; bemærker imidlertid, at gennemførelsesgraden for betalingsbevillingerne i det oprindelige budget for 2014 var 73 %;

3.  bemærker, at ITER-organisationens nye generaldirektør som følge af de udfordringer, som ITER-projektet på nuværende tidspunkt står over for, forelagde ITER-Rådet en handlingsplan, der omfattede konkrete foranstaltninger til at afhjælpe de væsentligste hindringer, som på nuværende tidspunkt berører udviklingen af ITER-projektet; noterer sig endvidere for så vidt angår fællesforetagendet, at den nye fungerende direktør har udarbejdet en handlingsplan for fællesforetagendet, som i vid udstrækning støtter ITER-organisationens handlingsplan; anerkender, at fællesforetagendets fungerende direktør forelagde handlingsplanen for fællesforetagendets bestyrelse i marts 2015, hvor den blev godkendt i sin helhed, og at fællesforetagendets handlingsplan supplerer ITER-handlingsplanen i flere henseender og indkredser yderligere forbedringer af fællesforetagendets egne aktiviteter; noterer sig, at de praktiske foranstaltninger med henblik på gennemførelsen af begge handlingsplaner stadig var ved at blive fastlagt, da revisionen fandt sted; noterer sig endvidere, at disse handlingsplaner siden marts 2015 er blevet gennemført og fulgt nøje af ITER-organisationen og fællesforetagendet, og at de forventes at medføre forbedringer; opfordrer til, at der udarbejdes en rapport vedrørende gennemførelsen af foranstaltningen, og til at denne fremlægges rettidigt;

4.  glæder sig over ITER-Rådets konklusioner på mødet den 15. og 16. juni 2016, som dels bekræftede, at ITER-projektet nu er på vej i den rigtige retning på en måde, der vil gøre det muligt at fremsætte et fornuftigt, realistisk og detaljeret forslag om en tidsplan og om de dermed forbundne omkostninger frem til "første plasma", dels godkendte den ajourførte integrerede tidsplan for ITER-projektet, der fastsætter datoen for "første plasma" til december 2025, dels oplyste, at den vellykkede gennemførelse af alle projektets milepæle frem til nu – enten i overensstemmelse med eller forud for tidsplanen – er en positiv indikator for ITER-organisationens og de nationale organers kollektive kapacitet til at fortsætte med at gennemføre den ajourførte tidsplan og dels understregede, at vidnesbyrdet for den mere effektive beslutningstagning, den bedre forståelse af risici og den strenge overholdelse af forpligtelserne, danner et nyt grundlag for tilliden til, at ITER-projektet vil bevare sit nuværende positive momentum;

5.  glæder sig over ITER-Rådets holdning om, at et omfattende fokus på de grundlæggende elementer gennem "første plasma" på effektiv vis bør kunne reducere ITER-projektrisiciene og, at den ajourførte integrerede tidsplan repræsenterer den bedst teknisk opnåelige kurs frem mod "første plasma", der vil markere afslutningen på den grundlæggende opbygning af og indkøringsfaserne for Tokamak og støttefaciliteterne;

6.  bemærker, at de milepæle, som blev fastsat på ITER-Rådets møde den 18. og 19. november 2015 er tæt på at være nået, og at fire ud af de seks milepæle for Fusion for Energy (”F4E”) for 2016 allerede er blevet opfyldt;

7.  bemærker, at spørgsmålet om leje af lokaler til fællesforetagendet er blevet løst, idet den spanske regering har tilbudt en langfristet lejekontrakt for de nuværende lokaler og en udvidelse af det nuværende kontorareal med en ekstra etage; bemærker i denne forbindelse, at fællesforetagendets bestyrelse på sit møde den 29. og 30. juni 2016 noterede sig indgåelsen af den langfristede lejeaftale for F4E's kontorer mellem Kongeriget Spanien og bygningens ejer og godkendte planerne om at modernisere de kontorlokaler, der vil blive tildelt fællesforetagendet;

8.  bemærker den delvise gennemførelse af personalevedtægten og opfordrer fællesforetagendet til at fortsætte gennemførelsen af de resterende bestemmelser; bemærker med tilfredshed, at den nye finansforordning og de nye gennemførelsesbestemmelser for fællesforetagendet trådte i kraft den 1. januar 2016; anerkender, at fællesforetagendet har fastsat en arbejdsdefinition af fusionsanvendelse/ikke-fusionsanvendelse, hvilket gør det lettere at fastlægge rækkevidden af den eksklusive udnyttelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder, der resulterer af kontrakterne.

(1) EUT C 422 af 17.12.2015, s. 33.
(2) EUT C 422 af 17.12.2015, s. 34.
(3) EUT L 246 af 14.9.2016, s. 438.
(4)EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.
(5)EUT L 90 af 30.3.2007, s. 58.
(6)EFT L 357 af 31.12.2002, s. 72.
(7)EUT L 328 af 7.12.2013, s. 42.
(8) EUT C 422 af 17.12.2015, s. 33.
(9) EUT C 422 af 17.12.2015, s. 34.
(10) EUT L 246 af 14.9.2016, s. 438.
(11) EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.
(12) EUT L 90 af 30.3.2007, s. 58.
(13)1 EFT L 357 af 31.12.2002, s. 72
(14) EUT L 328 af 7.12.2013, s. 42.


Situationen i det nordlige Irak/Mosul
PDF 178kWORD 50k
Europa-Parlamentets beslutning af 27. oktober 2016 Situationen i det nordlige Irak/Mosul (2016/2956(RSP))
P8_TA(2016)0422RC-B8-1159/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine beslutninger af 27. februar 2014 om situationen i Irak(1), af 18. september 2014 om situationen i Irak og Syrien og IS' offensiv, herunder forfølgelsen af mindretal(2), af 12. februar 2015 om den humanitære krise i Irak og Syrien, særlig i forbindelse med IS(3), af 12. marts 2015 om ISIS/Da'esh' nylige angreb og bortførelser i Mellemøsten, som især er gået ud over assyrere(4), og af 4. februar 2016 om systematiske massemord på religiøse mindretal begået af det såkaldte ISIS/Da'esh(5),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 23. maj 2016 om den regionale EU-strategi for Syrien og Irak samt over for truslen fra Da'esh, af 14. december 2015 om Irak, af 16. marts 2015 om den regionale EU-strategi for Syrien og Irak samt over for truslen fra ISIS/Da'esh, af 20. oktober 2014 om ISIS/Da'esh-krisen i Syrien og Irak, af 30. august 2014 om Irak og Syrien, af 14. april 2014 og 12. oktober 2015 om Syrien og af 15. august 2014 om Irak,

–  der henviser til de erklæringer om Irak og Syrien, som næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik har fremsat,

–  der henviser til resolution 2091 (2016) "Udenlandske krigere i Syrien og Irak", der blev vedtaget af Europarådets Parlamentariske Forsamling den 27. januar 2016,

–  der henviser til det ministerielle møde om stabiliseringen af situationen i Mosul, hvor 22 lande, FN, EU og Den Arabiske Liga trådte sammen under fælles ledelse af Frankrig og Irak, som blev holdt i Paris den 20. oktober 2016 med det formål at udforme en plan for beskyttelse af civile, uddele bistand og tage fat på spørgsmål om regering af områder, der for nylig er blevet befriet fra ISIS/Daesh,

–  der henviser til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol af 1998 og dens bestemmelser om jurisdiktion for så vidt angår folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelser,

–  der henviser til FN-pagten,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at den irakiske hær med støtte fra den samlede koalition mod ISIS/Daesh, den kurdiske regionalregerings peshmerga-styrker og de såkaldte folkelige mobiliseringsstyrker har iværksat en operation for at befri Iraks næststørste by, Mosul, og en lang række byer og landsbyer, der er beliggende i "Mosul-korridoren", fra ISIS/Daesh;

B.  der henviser til, at ISIS/Daesh har indført et meget strengt styre i Mosul; der henviser til, at indbyggere, som det er lykkedes at flygte, for nylig har rapporteret, at folk sulter og er desperate efter at blive befriet;

C.  der henviser til, at Ninive-sletten, Tal Afar og Sinjar samt regionen som helhed har været det oprindelige hjemland for kristne (kaldæere/syrisk kristne/assyrere), yazidier, sunni- og shiaarabere, kurdere, shabaker, turkmenere, kakkaier, sabean-mandæere og andre, hvor de – til trods for perioder med ekstern vold og forfølgelse – har boet i århundreder i en ånd af generel pluralisme, stabilitet og indbyrdes samarbejde frem til begyndelsen af dette århundrede og ISIS'/Daesh's besættelse af store dele af regionen i 2014;

D.  der henviser til, at Mosul længe har været en multietnisk by, hvor et sunniarabisk flertal har levet side om side med kaldæere/syrisk kristne/assyrere, kurdere, yazidier, shabaker, kakkaier og turkmenere (shiamuslimer og sunnimuslimer); der henviser til, at områderne omkring byen også har tradition for etnisk-religiøs mangfoldighed, hvor de kristne er koncentreret på Ninive-sletten, yazidierne omkring Sinjar-bjergene og de muslimske turkmenere i Tal Afar; der henviser til, at antallet af kristne i Irak i 2003 var på over 1,5 millioner, men at dette tal er faldet til under 200 000-350 000 i dag, hvoraf mange lever i fattigdom; der henviser til, at tilstedeværelsen af kristne og andre mindretal i Irak traditionelt set har haft en stor social betydning ved at have bidraget til den politiske stabilitet, og der henviser til, at udryddelse af disse mindretal i regionen vil have en forstærkende, destabiliserende virkning;

E.  der henviser til, at Parlamentet, som den 4. februar 2016 anerkendte, at ISIS/Daesh begår folkedrab mod kristne og yazidier samt mod andre religiøse og etniske mindretal, har fået følgeskab af Europarådet, USA's udenrigsministerium, USA's kongres, Det Forenede Kongeriges parlament, det australske parlament og andre nationer og institutioner med hensyn til at anerkende, at de grusomheder, som ISIS/Daesh begår mod religiøse og etniske mindretal i Irak, omfatter krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab;

F.  der henviser til, at omkring 3,3 mio. irakere i henhold til kontoret for De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) har måttet forlade deres hjem siden 2014 på grund af krig, og at mere end 1,5 millioner mennesker i Mosul er i overhængende risiko for at blive fordrevet som en direkte følge af operationen for at generobre område;

G.  der henviser til, at UNHCR har fem lejre åbne og er klar til at modtage 45 000 mennesker på flugt fra Mosul og fra de omkringliggende områder, og til, at organisationen planlægger at have i alt elleve lejre åbne i de kommende uger med en kapacitet på op til 120 000 mennesker, såfremt der kan stilles arealer til rådighed i sikre områder, som ikke ligger i nærheden af frontlinjerne; der henviser til, at UNHCR's kriseresponsbudget for Mosul på nuværende tidspunkt er finansieret med godt 38 %; der henviser til, at der er behov for finansiering – ikke blot i forbindelse med de indledende forberedelser – men også med henblik på at håndtere de omfattende fordrivelser, som kan strække sig over hele vinteren;

H.  der henviser til, at de fornødne sikkerhedsmæssige betingelser bør sikres for alle dem, der har været tvunget til at forlade deres hjemland eller er blevet tvangsfordrevet, med henblik på at gennemtrumfe deres ret til at vende tilbage til deres hjemstavn så hurtigt som muligt;

I.  der henviser til, at Samarbejdsrådet under partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Irak afholdt sit andet møde i Bruxelles den 18. oktober 2016 for at drøfte Iraks umiddelbare udfordringer i tilknytning til den humanitære situation og med hensyn til stabilisering; der henviser til, at EU hidtil har ydet 134 mio. EUR i humanitær støtte til Irak, heraf 50 mio. EUR til Mosul;

J.  der henviser til vigtigheden af at sikre beskyttelsen af alle befolkningsgrupper, herunder kaldæere/syrisk kristne/assyrere og andre udsatte grupper på Ninive-sletten;

K.  der henviser til, at artikel 2 i den irakiske forfatning sikrer fuld religionsfrihed og religionspraksis for alle borgere;

L.  der henviser til, at artikel 125 i den irakiske forfatning garanterer "administrative, politiske, kulturelle og uddannelsesmæssige rettigheder for de forskellige nationaliteter, såsom turkmenere, kaldæere, assyrere og alle andre grupper"; der henviser til, at den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, den 15. april 2015 erklærede, at "hvis vi ikke decentraliserer, vil landet falde fra hinanden. For mig er der ingen begrænsninger for decentralisering";

M.  der henviser til, at størst mulig selvstændighed og sikring af beskyttelsen af samfundene på Ninive-sletten, i Tal Afar og Sinjar inden for rammerne af Republikken Irak ville genoprette og opretholde de grundlæggende menneskerettigheder, herunder ejendomsrettigheder, for de oprindelige folk i regionen;

1.  støtter energisk den operation, som Irak har indledt for at befri Mosul fra ISIS/Daesh; betragter denne operation som en afgørende del af de igangværende globale bestræbelser på at tilføje ISIS/Daesh et varigt nederlag; udtrykker sin tillid til, at Irak vil vinde denne kamp mod en fælles fjende og befri Mosul og andre dele af landet fra ISIS/Daesh;

2.  udtrykker på ny sin fulde støtte til Iraks uafhængighed, territoriale integritet og suverænitet og landets ret til at tage de nødvendige skridt til bevarelse heraf;

3.  er bekymret over de nylige spændinger mellem regionale aktørere; opfordrer til at respektere Iraks territoriale integritet og suverænitet fuldt ud og til at afstå fra gennemføre militære aktioner i Irak uden den irakiske regerings samtykke; understreger betydningen af at fremme dialogen mellem Irak og landene i regionen med henblik på at opbygge et mere sikkert Mellemøsten;

4.  minder om, at de irakiske myndigheder skal tage konkrete skridt til at sørge for civiles sikkerhed under felttoget, herunder ved at have nøje hånd i hanke med militserne og ved at træffe alle realistiske forholdsregler for at undgå civile tab og menneskerettighedskrænkelser under fremstødet; fremhæver, at de indsatte styrker skal efterleve folkeretten om humanitære regler og menneskerettigheder under operationerne;

5.  udtrykker sin støtte til Republikken Irak og dets folk med hensyn til at anerkende oprettelsen af en politisk, social og økonomisk levedygtig og bæredygtig provins for så vidt angår Ninive-sletten og regionerne Tal Afar og Sinjar i overensstemmelse med de lovlige ønsker om regional selvstændighed, som landets oprindelige folk giver udtryk for;

6.  understreger, at de fordrevne, oprindelige folks ret til at vende tilbage til deres hjem på Ninive-sletten, Tal Afar og Sinjar – hvoraf mange er internt fordrevne i Irak – bør være en politisk prioritet for den irakiske regering, der støttes af EU, dets medlemsstater og det internationale samfund; understreger, at disse oprindelige folk med støtte fra Iraks regering og den kurdiske regionale regering bør have genoprettet deres grundlæggende menneskerettigheder fuldt ud, herunder deres ejendomsrettigheder, som bør gå forud for alle ejendomsrettigheder, som påberåbes af andre;

7.  understreger, at de oprindelige samfund på Ninive-sletten, i Tal Afar og Sinjar – kristne (kaldæere/syrisk kristne/assyrere), yazidier, turkmenere og andre – har ret til sikkerhed, beskyttelse og regional selvstændighed inden for den føderale struktur i Republikken Irak;

8.  fordømmer på det kraftigste den fortsatte vold og de massehenrettelser, som begås af ISIS/Daesh i Irak; udtrykker sin dybe bekymring over de vedvarende rapporter om ISIS'/Daesh's brug af børn, ældre, kvinder og sårbare personer som skjold mod de igangværende militære befrielsesaktioner, som finder sted i det nordlige Irak;

9.  noterer sig FN's humanitære koordinators advarsel om, at der mangler tilstrækkelig finansiering i lyset af en eventuel humanitær nødsituation i et hidtil uhørt omfang som følge af Mosul-offensiven; bifalder EU's engagement i Irak, navnlig dets seneste humanitære indsats og fjernelsen af improviserede eksplosive anordninger, som er afgørende for, at flygtninge og internt fordrevne personer kan få mulighed for hurtigt at vende tilbage; opfordrer ikke desto mindre indtrængende EU og dets medlemsstater til at optrappe bestræbelserne på stabilisering af de befriede områder;

10.  opfordrer indtrængende den irakiske regering og sine internationale partnere om at gøre det til en prioritet at sikre en fredelig løsning på spørgsmål vedrørende Republikken Iraks omstridte interne grænser;

11.  opfordrer alle konfliktens parter til at overholde den humanitære folkeret under og efter fjendtlighederne og til under konflikten at overholde proportionalitets-, distinktions- og forsigtighedsprincipperne; opfordrer indtrængende alle konfliktens parter til at åbne humanitære korridorer for at gøre det muligt for civilbefolkningen at flygte fra konflikten og hjælpe dem hermed for at undgå, at de fanges i Mosul og bruges af ISIS/Daesh som menneskelige skjolde, for at sørge for adgang til sikkerhed og humanitær bistand og garantere bistand til og beskyttelse af civile under sikkerhedsundersøgelsen i overensstemmelse med nationale og internationale standarder, navnlig for at sikre, at familier ikke adskilles, og at børn ikke udsættes for fare, samt til at etablere en FN-mekanisme for tredjepartsovervågning; opfordrer navnlig til at træffe alle nødvendige forholdsregler for at sikre, at børn og deres familier beskyttes mod bombeangreb, og for at minimere antallet af ofre og beskytte civil infrastruktur, navnlig skoler og hospitaler;

12.  opfordrer indtrængende alle de forskellige aktører, der kæmper mod ISIS/Daesh i Irak, til at indgå i et holdbart, langsigtet og inklusivt politisk samarbejde og dialog med henblik på at skabe grundlaget for et fremtidigt Irak, som er frit for radikale og ekstremistiske bevægelser; opfordrer EU og dets medlemsstater, den globale koalition mod ISIL, det internationale samfund og internationale aktører til at arbejde sammen med den nationale og de regionale regeringer i Republikken Irak hen imod en bæredygtig sikkerhedsaftale for så vidt angår Ninive-sletten, Tal Afar og Sinjar;

13.  opfordrer Den Europæiske Union, De Forenede Nationer og hele det internationale samfund til at arbejde sammen med de nationale og regionale myndigheder i Republikken Irak med henblik på at overvåge reintegrationen af alle irakere og af alle etniske og religiøse mindretal, som er blevet fordrevet;

14.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten, medlemsstaterne og det internationale samfund til at give deres praktiske og diplomatiske støtte til en bæredygtig og inklusiv struktur for regionen i postkonfliktfasen med særlig henvisning til muligheden for, at en selvstændig provins, herunder Ninive-sletten, Sinjar og Tal Afar, repræsenteres af regionens oprindelige folk i politisk henseende; gentager, at det er vigtigt at inddrage trosbaserede organisationer i en koordineret humanitær indsats, navnlig for de fordrevne etniske og religiøse mindretal;

15.  tilskynder EU og dets medlemsstater og det internationale samfund til at tilbyde teknisk bistand til den irakiske regering i forbindelse med gennemførelsen af beslutningen om at gøre Ninive-sletten til en provins i overensstemmelse med regeringens afgørelse af 21. januar 2014, og til at støtte yderligere decentralising ved også at oprette provinser i Tal Afar og Sinjar og støtte de nye provinsers administrationers bestræbelser på at nå deres fulde potentiale;

16.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at tilbyde sin mellemkomst i forbindelse med forhandlingerne med den kurdiske regionalregering og Iraks regering i tiden efter befrielsen med henblik på at sikre, at de etniske minoritetsgrupper i regionen, navnlig kristne (kaldæere/syrisk kristne/assyrere), yazidier, turkmenere, shabaker og kakkaier tildeles deres legitime rettigheder og inddrages i en ny administrativ struktur for at forebygge udbrud af nye konflikter;

17.  tilskynder EU's medlemsstater til i samarbejde med den irakiske regering at tilføje lokale sikkerhedsstyrker til listen over styrker, der er berettiget til at modtage bistand; mener, at de lokale sikkerhedsstyrker bør omfatte lokale styrker, der er forpligtede til at beskytte stærkt udsatte etniske og religiøse mindretalsgrupper på Ninive-sletten, Tal Afar og Sinjar samt andetsteds mod jihadisme- og salafismetruslen;

18.  minder om, at beskyttelse af civiles liv og overholdelse af den humanitære folkeret udgør en politisk hovedhjørnesten for forsoning og udvikling og er den eneste måde, hvorpå had og splittelse kan bekæmpes, og at det er afgørende ikke at give næring til yderligere spændinger mellem befolkningsgrupper og at skabe grundlaget for et stabilt og velstående Irak;

19.  opfordrer indtrængende den irakisk-ledede militære koalition til at tage alle nødvendige skridt til at bevare beviserne for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, der er begået af ISIS/Daesh, for at sikre ansvarlighed;

20.  understreger den afgørende betydning af en rettidig og effektiv tilvejebringelse af sikkerhed, gennem ruter, der reelt er sikre, og hvor beskyttelsen kan opretholdes, herunder gennem minerydning og genindførelse af retsstaten samt grundlæggende tjenesteydelser som sundhedspleje, elektricitet og uddannelse i de befriede områder; advarer om, at manglende evne til at levere grundlæggende tjenesteydelser, sikkerhed og en langsigtet strategi for håndtering af de underliggende årsager samt en indsats til fremme af den sociale samhørighed kan føre til en genopblussen af de ekstremistiske kræfter; opfordrer derfor til en stærk sammenhæng mellem humanitær bistand og udviklingssamarbejde for at sikre kontinuitet i bistanden fra humanitær bistand til stabilisering, resiliens og udvikling i Irak;

21.  understreger Mosuls betydning for hele Irak og opfordrer til repræsentation af mindretallene i en ny Mosul-administration; understreger etniske og religiøse mindretals legitime ret til politisk deltagelse og til at få genetableret deres ejendomsrettigheder; opfordrer til fredelig sameksistens og fuld respekt for rettighederne for de forskellige etniske og religiøse mindretal, som historisk set har været stærkt repræsenteret og har levet fredeligt side om side – navnlig yazidier i Sinjar-bjergene, kaldæere, syrisk kristne og assyrere på Ninive-sletten og turkmenere i Tal Afar og i dele af Kirkuk-provinsen; og opfordrer til, at der træffes foranstaltninger til at sikre, at fordrevne flygtninge kan vende sikkert tilbage;

22.  opfordrer indtrængende den irakiske regering til med støtte fra EU og dets medlemsstater til at tilvejebringe midler til at rydde miner i tidligere ISIS/Daesh-kontrollerede områder og til at samarbejde med lokale råd, der repræsenterer mindretal, om at tilsikre en velfungerede koordination, og at der undgås forsinkelser, der ville kunne forhindre flygtninge og internt fordrevne personer i at vende tilbage;

23.  understreger, at det er nødvendigt fortsat at bekæmpe den yderligere spredning i og uden for regionen af islamistisk-jihadistiske ideologier, herunder salafistisk jihadisme, der tjener som teologisk og politisk inspiration til ISIS/Daesh's forbrydelser, også efter befrielsen af Mosul; opfordrer EU's medlemsstater til at presse på for at indbringe de krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, som ISIS/Daesh's krigere har begået i Irak, Syrien, Libyen og andre steder, for Den Internationale Straffedomstol;

24.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Republikken Iraks regering og det irakiske Repræsentanternes Råd, den regionale regering i Kurdistan og De Forende Nationers generalsekretær.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0171.
(2) EUT C 234 af 28.6.2016, s. 25.
(3) EUT C 310 af 25.8.2016, s. 35.
(4) EUT C 316 af 30.8.2016, s. 113.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0051.


Situationen for journalister i Tyrkiet
PDF 164kWORD 44k
Europa-Parlamentets beslutning af 27. oktober 2016 om situationen for journalister i Tyrkiet (2016/2935(RSP))
P8_TA(2016)0423RC-B8-1162/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Tyrkiet, især beslutning af 15. januar 2015 om ytringsfrihed i Tyrkiet: nylige anholdelser af journalister, medieledere og systematisk pres på medier(1),

–  der henviser til sin beslutning af 14. april 2016 om 2015-rapporten om Tyrkiet(2),

–  der henviser til Kommissionens 2015-rapport om Tyrkiet af 10. november 2015 (SWD(2015)0216),

–  der henviser til den fælles erklæring af 16. juli 2016 fra næstformanden/den højtstående repræsentant, Federica Mogherini, og kommissæren for europæisk naboskabspolitik og udvidelsesforhandlinger, Johannes Hahn, om situationen i Tyrkiet,

–  der henviser til Rådets konklusioner om Tyrkiet af 18. juli 2016,

–  der henviser til erklæringen af 21. juli 2016 fra næstformanden/den højtstående repræsentant, Federica Mogherini, og kommissær Johannes Hahn om erklæringen af undtagelsestilstand i Tyrkiet,

–  der henviser til det møde, der fandt sted som led i den politiske dialog på højt plan mellem EU og Tyrkiet den 9. september 2016,

–  der henviser til, at respekt for retsstatsprincippet, herunder ytringsfriheden, er en af EU's kerneværdier,

–  der henviser til, at retten til ytringsfrihed er nedfældet i den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR), som Tyrkiet er part i,

–  der henviser til henstillingerne i udtalelsen om artiklerne 216, 299, 301 og 314 i Tyrkiets straffelov, som blev vedtaget på Venedigkommissionens 106. plenarmøde (Venedig, den 11.-12. marts 2016),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at et kupforsøg fandt sted i Tyrkiet den 15. juli 2016, hvorunder mere end 250 personer blev dræbt og mere end 2 100 såret;

B.  der påpeger vigtigheden af at forsvare demokratiet, herunder at forpligte sig fuldt ud på menneskerettighederne og retsstatsprincippet, samt af, at EU, Europarådet og Tyrkiet samarbejder herom; der påpeger, at Tyrkiet er en central partner for Den Europæiske Union;

C.  der henviser til, at det tyrkiske politi ifølge Det Europæiske Journalistforbund og den tyrkiske journalistforening efter kupforsøget den 15. juli 2016 har arresteret mindst 99 journalister og forfattere, hvoraf de fleste til dato ikke er blevet formelt tiltalt, hvilket bringer antallet af mediefolk, som er frihedsberøvet af grunde, som menes at have at gøre med deres udøvelse af retten til ytringsfrihed, op på mindst 130 pr. 20. oktober 2016; der henviser til, at 64 af de journalister, der blev arresteret efter den 15. juli 2016, er blevet løsladt; der henviser til, at de frihedsberøvede journalister er blevet nægtet retten til advokatbistand og tilbageholdes under umenneskelige forhold, hvor de udsættes for trusler og mishandling; der henviser til forlydender om, at chefredaktørerne for det lukkede dagblad Özgür Gündem, Bilir Kaya og Inan Kizilkaya, er blevet tortureret i fængslet;

D.  der henviser til, at medier og journalister allerede før det fejlslagne kupforsøg var udsat for restriktioner og pres af stort omfang; der henviser til, at de tyrkiske myndigheder ifølge Komitéen til Beskyttelse af Journalister efter kupforsøget har lukket mere end 100 radio- og tv-stationer, aviser, magasiner, forlag og distributionsvirksomheder, hvorved mere end 2 300 journalister og mediefolk er blevet arbejdsløse; der henviser til, at mindst 330 journalister har fået annulleret deres pressekort;

E.  der henviser til, at der blandt de frihedsberøvede journalister bl.a. befinder sig den kendte romanforfatter Asli Erdogan, som ligeledes var bestyrelsesmedlem og klummeskribent på det nu lukkede kurdiske dagblad Özgür Gündem, akademiker og klummeskribent Mehmet Altan og hans bror Ahmet Altan, der er forfatter og tidligere redaktør af ugeavisen Taraf;

F.  der henviser til, at mange af disse anholdelser ifølge Human Rights Watch blev foretaget uden skygge af bevis for, at de pågældende havde deltaget i det mislykkede kupforsøg; der henviser til, at retten til en retfærdig rettergang skal sikres, og at retsvæsenets behandling af medierelaterede sager vidner om dets manglende upartiskhed og uafhængighed;

1.  fordømmer på det kraftigste kupforsøget i Tyrkiet den 15. juli 2016; støtter Tyrkiets legitime institutioner; beklager det store antal døde og sårede; giver udtryk for sin solidaritet med ofrene og deres familier;

2.  anerkender den tyrkiske regerings ret og pligt til at reagere på kupforsøget; understreger imidlertid, at den tyrkiske regering ikke må bruge den fejlslagne militære magtovertagelse som påskud til at undertrykke den legitime og fredelige opposition yderligere og forhindre, at journalister og medier fredeligt udøver deres ytringsfrihed, gennem overdrevne og ulovlige tiltag og foranstaltninger;

3.  opfordrer de tyrkiske myndigheder til at løslade de journalister og mediearbejdere, der er frihedsberøvet uden tungtvejende beviser for kriminel aktivitet, herunder kendte journalister såsom som Nazli Ilicak, Sahin Alpay, Asli Erdogan, Murat Aksoy, Ahmet Altan og Mehmet Altan; understreger, at journalister ikke bør frihedsberøves på grund af indholdet af deres journalistik eller påståede tilhørsforhold, herunder i tilfælde, hvor der er rejst tiltale mod dem, og understreger nødvendigheden af at sikre, at varetægtsfængsling kun forekommer rent undtagelsesvis;

4.  minder om, at en fri og pluralistisk presse er et væsentligt element i ethvert demokrati ligesom retfærdig rettergang, uskyldsformodning og domstolenes uafhængighed; minder de tyrkiske myndigheder om, at medier og journalister skal behandles med største omhu, da ytringsfriheden og mediefriheden til enhver tid er centrale elementer i et velfungerede demokratisk og åbent samfund;

5.  beklager, at undtagelsesbestemmelser er også blevet anvendt til at chikanere familiemedlemmer til journalister, der er flygtet til udlandet eller gået under jorden, herunder ved at annullere deres pas eller midlertidigt frihedsberøve dem i de anklagedes sted;

6.  er alvorligt bekymret over lukningen af over 150 mediekanaler; anmoder om, at de genåbnes, deres uafhængighed genoprettes og at deres afskedigede arbejdstagere får deres job tilbage på lovformelig vis; opfordrer de tyrkiske myndigheder til at sætte en stopper for den ofte anvendte praksis med at misbruge bestemmelser i straffeloven til at udpege formyndere for private medieorganisationer og til at standse myndighedernes indblanding i driften af uafhængige nyhedsmedier, herunder i forbindelse med redaktionelle beslutninger, fyringer af journalister og redaktører, samt presset mod og intimideringen af kritiske medier og journalister; fordømmer de tyrkiske myndigheders forsøg på at intimidere og udvise udenlandske korrespondenter;

7.  opfordrer den tyrkiske regering til at indsnævre anvendelsesområdet for undtagelsesforanstaltninger, så de ikke længere kan anvendes til at begrænse ytringsfriheden; understreger, at efterforskningen af påstået indblanding i statskupforsøget skal udføres i overensstemmelse med retten til en retfærdig rettergang, på upartisk vis og på grundlag af tungtvejende beviser frem for blot personers tilknytningsforhold, hvilket kan resultere i kollektiv afstraffelse;

8.  understreger, at Tyrkiet står over for en reel terrortrussel; gentager imidlertid, at den bredt definerede tyrkiske antiterrorlovgivning ikke må anvendes til at straffe journalister for at udøve deres ret til ytringsfrihed; opfordrer til, at Venedigkommissionens henstillinger fra marts 2016 og reformen af terrorbekæmpelseslovgivningen gennemføres hurtigst muligt;

9.  opfordrer Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og medlemsstaterne til fortsat nøje at overvåge de praktiske konsekvenser af undtagelsestilstanden og sikre, at alle retssager mod journalister overvåges;

10.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Tyrkiets præsident, regering og parlament.

(1) EUT C 300 af 18.8.2016, s. 45.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0133.


Nuklear sikkerhed og ikke-spredning
PDF 188kWORD 50k
Europa-Parlamentets beslutning af 27. oktober 2016 om nuklear sikkerhed og ikkespredning (2016/2936(RSP))
P8_TA(2016)0424RC-B8-1122/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 17. januar 2013 om henstillingerne fra gennemgangskonferencen for ikkespredningstraktaten vedrørende skabelsen af et Mellemøsten uden masseødelæggelsesvåben(1),

–  der henviser til sin beslutning af 10. marts 2010 om traktaten om ikkespredning af kernevåben(2),

–  der henviser til EU's seminarer om ikkespredning og nedrustning samt til de regelmæssige møder i EU's konsortium for ikkespredning,

–  der henviser til EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003,

–  der henviser til, at det ved gennemgangskonferencen for ikkespredningstraktaten i 2015 ikke lykkedes at nå til enighed om et slutdokument,

–  der henviser til Rådets konklusioner om den niende gennemgangskonference mellem parterne i traktaten om ikkespredning af kernevåben (8079/15),

–  der henviser til de dokumenter, der blev vedtaget i foråret 2016 på topmødet om nuklear sikkerhed i Washington,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2310 (2016) om 20-årsdagen for traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger (CTBT),

–  der henviser til Tbilisi-erklæringen af 2016, der blev enstemmigt vedtaget af OSCE's parlamentariske forsamling,

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 66/61 af 13. december 2011 om oprettelse af en kernevåbenfri zone i Mellemøstregionen,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2012/422/FUSP af 23. juli 2012 til støtte for en proces, der fører til oprettelse i Mellemøsten af en zone, som er fri for kernevåben og alle andre masseødelæggelsesvåben(3),

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution A/RES/70/33 af 7. december 2015 om videreførelse af den multilaterale nukleare nedrustning og til den rapport fra den åbne arbejdsgruppe (OEWG), der blev vedtaget den 19. august 2016 (A/71/371),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at den globale sikkerhedssituation, og navnlig sikkerhedssituationen i EU, er blevet betydeligt forværret, idet den er blevet mere flydende, mere usikker og mindre forudsigelig; der henviser til, at der er konventionelle, ukonventionelle og hybride trusler, som skabes af både statslige og ikke-statslige regionale og globale aktører;

B.  der henviser til, at den internationale fred, sikkerhed og stabilitet er alvorligt truet af forskellige udviklinger, bl.a. det forværrede forhold mellem kernevåbenstater, som f.eks. Den Russiske Føderation og USA og Indien og Pakistan, og den fortsatte udvikling af Nordkoreas nukleare kapacitet;

C.  der henviser til, at spredningen af biologiske og kemiske former for masseødelæggelsesvåben er ved at blive nedbragt til et minimum og gradvis standset ved hjælp af en effektiv international gennemførelse af det forbud og de forpligtelser, der indgår i konventionen om forbud mod biologiske våben og toksinvåben (BTWC) fra 1972 og konventionen om kemiske våben (CWC); der imidlertid henviser til, at spredningen af nukleare masseødelæggelsesvåben og de dertil hørende fremføringsmidler fortsat er et af de alvorligste problemer for verdenssamfundet;

D.  der henviser til, at der pr. januar 2016 var ni stater – USA, Rusland, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Kina, Indien, Pakistan, Israel og Den Demokratiske Folkerepublik Korea – der var i besiddelse af i alt ca. 15 395 nukleare våben i sammenligning med omkring 15 850 i 2015;

E.  der henviser til, at en af prioriteterne er at forhindre terrorister eller flere stater i at få eller anvende kernevåben, at reducere og eliminere alle atomarsenaler og bevæge sig i retning af en verden uden kernevåben;

F.  der henviser til, at der allerede er etableret en række kernevåbenfrie zoner i visse dele af verden, nemlig Latinamerika og Caribien, Det Sydlige Stillehav, Sydøstasien, Afrika og Centralasien;

G.  der henviser til, at gennemgangskonferencen for ikkespredningstraktaten i 2010 satte fornyet fokus på de humanitære konsekvenser af kernevåben, hvilket blev videreført af regeringerne i Norge, Mexico og Østrig gennem flere på hinanden følgende konferencer om de humanitære konsekvenser af kernevåben, og deres respektive rapporter, og gennem det internationale humanitære tilsagn, som Østrig tog initiativ til og gav på gennemgangskonferencen for ikkespredningstraktaten i 2015, og som er blevet godkendt af 127 FN-medlemsstater;

H.  der henviser til, at det er nødvendigt yderligere at styrke de centrale målsætninger for ikkespredning og nedrustning under ikkespredningstraktatens tre søjler, nemlig ikkespredning, nedrustning og samarbejde om fredelig anvendelse af atomenergi; der henviser til, at kernevåbenstater, der har undertegnet ikkespredningstraktaten, moderniserer og øger deres kernevåbenarsenaler og udskyder foranstaltninger til reduktion eller eliminering af deres kernevåbenarsenaler og til at gå bort fra en militærdoktrin med nuklear afskrækkelse;

I.  der henviser til, at der er blevet gjort formelle fremskridt ved at sikre civilt fissilt materiale gennem topmøder om nuklear sikkerhed, der er blevet afholdt ved hjælp af en supplerende proces uden for rammerne af ikkespredningstraktaten, og som har bidraget til at styrke ikkespredningstraktaten ved at gøre dens ikkespredningskomponent mere troværdig, men at Ruslands nylige afvisning af at samarbejde og forværringen af dets forhold til USA bringer yderligere bestræbelser på at sikre og begrænse mængden af fissile materialer i fare;

J.  der henviser til, at konventionen om fysisk beskyttelse af nukleare materialer er et juridisk bindende internationalt instrument inden for fysisk beskyttelse af nukleart materiale, der indeholder foranstaltninger i forbindelse med forebyggelse, afsløring og sanktionering af overtrædelser vedrørende nukleart materiale;

K.  der henviser til, at Rusland og USA fortsat er i færd med at gennemføre den nye START-traktat, der udløber i 2021, medmindre den forlænges af begge parter; der henviser til, at den amerikanske præsident, Barack Obama, i sin tale i Berlin i 2013 fremsatte et væsentligt forslag om reduktion af nukleare sprænghoveder, som han gentog i 2016 i Washington; der henviser til, at denne åbning over for en indledning af forhandlinger om en opfølgende aftale til den nye START-traktat ikke er blevet besvaret af Den Russiske Føderation, og at der hidtil ikke er blevet forhandlet om nogen sådan opfølgningsaftale, der skulle have til formål at reducere antallet af ikke-strategiske og strategiske nukleare våben med henblik på endelig afskaffelse af dem;

L.  der henviser til, at prøvesprængninger af kernevåben og/eller andre nukleare eksplosioner udgør en trussel mod den internationale fred og sikkerhed og underminerer den globale nukleare nedrustnings- og ikkespredningsordning; der henviser til, at traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger (CTBT) er den mest effektive måde at forbyde prøvesprængninger af kernevåben på; der henviser til, at det i 2016 er tyve år siden, at undertegnelsen af CTBT blev påbegyndt den 24. september 1996;

M.  der henviser til, at trods alle bestræbelser på at indkalde til en konference om etablering af en zone fri for kernevåben og alle andre masseødelæggelsesvåben i Mellemøsten senest i december 2012, i overensstemmelse med de aftaler, der enstemmigt blev indgået af ikkespredningstraktatens signatarstater under gennemgangskonferencen, er en sådan konference ikke blevet afholdt;

N.  der henviser til, at NATO's strategiske koncept fra 2010 og revisionen af dets indstilling til forsvar og afskrækkelse (Deterrence and Defense Posture Review) forpligter NATO til at skabe forudsætningerne for en verden uden kernevåben; der henviser til, at det anslås, at der som følge af NATO's nukleare fællesordninger og bilaterale ordninger stadig findes 150-200 amerikanskejede atombomber til frit fald ved kortdistancebrug, der betragtes som taktiske eller substrategiske kernevåben, i fem kernevåbenfrie NATO-lande (Belgien, Tyskland, Italien, Nederlandene og Tyrkiet), og til, at våbnene er opstillet i disse lande i overensstemmelse med NATO's aktuelle politikker;

O.  der henviser til, at sikringen af og sikkerheden ved amerikanske kernevåben, der er opstillet i Tyrkiet, er blevet genstand for øget opmærksomhed som følge af den væbnede konflikt i Syrien, der finder sted tæt på luftbasen Incirlik, og som følge af hændelserne i og omkring luftbasen Incirlik under og efter det mislykkede kupforsøg den 15. juli 2016;

P.  der henviser til, at den 5. december 2015 var 20-årsdagen for undertegnelsen af Budapestmemorandummet; der henviser til, at Ukraine har overholdt alle bestemmelserne i det og har indtaget en proaktiv holdning til spørgsmålene om nuklear nedrustning og ikkespredning i modsætning til Den Russiske Føderation, som har misligholdt sine forpligtelser ved at besætte en del af Ukraines territorium (Krim) og ved at iværksætte et væbnet angreb i den østlige del af Ukraine; der henviser til, at dette har skabt en farlig præcedens, eftersom en stat, der havde garanteret Ukraines sikkerhed som reaktion på Ukraines beslutning om at tilslutte sig ikkespredningstraktaten som en stat uden kernevåben, har krænket Ukraines suverænitet og territoriale integritet og samtidig har undermineret troværdigheden af og generelt påført instrumentet med negative sikkerhedsgarantier afgivet af kernevåbenstaten alvorlig skade, men også har skadet ikkespredningstraktaten og tanken om at fremme global nuklear nedrustning og ikkespredning baseret på folkeretten og multilaterale traktater; er dybt bekymret over de udtalelser, der på truende vis er fremsat af højtstående russiske embedsmænd, om at Rusland har ret til at opstille og være vært for kernevåben på Krim, hvilket ville have globale konsekvenser; er bekymret over den nye russiske militærdoktrin fra december 2014, som tillader brug af kernevåben mod en stat, der ikke råder over sådanne våben;

Q.  der henviser til, at Rusland ifølge medierne har opstillet eller agter at opstille kortdistancemissiler af Iskander-typen i Kaliningrad, gennemføre øvelser og overflyvninger med systemer, der kan udstyres med kernevåben, og at erklæringer fra den russiske ledelse om betydningen af nuklear afskrækkelse og Ruslands beslutning om at suspendere den såkaldte Plutonium Disposition and Management Agreement (aftale om bortskaffelse og forvaltning af plutonium), der blev indgået med USA i 2000, har øget bekymringen for, at Rusland i stigende grad satser på kernevåben;

R.  der henviser til, at EU spiller en vigtig rolle som part i den fælles omfattende handlingsplan, der er indgået med Iran, herunder dets rolle som fuldgyldigt medlem af den fælles kommission, der fører tilsyn med gennemførelsen af aftalen;

S.  der henviser til, at Nordkorea den 9. september 2016 gennemførte sin femte atomprøvesprængning kun måneder efter prøvesprængningen den 6. januar 2016; der henviser til, at denne prøvesprængning, som Nordkorea erklærede var en "vellykket brintbombeprøvesprængning", er klart i strid med landets internationale forpligtelser i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolutioner og den fælles erklæring afgivet af Syd- og Nordkorea om atomnedrustning på den koreanske halvø, hvoraf det fremgår, at Syd- og Nordkorea ikke vil udvikle eller besidde kernevåben; der henviser til, at spredning af enhver form for masseødelæggelsesvåben, men især kernevåben og deres fremføringsmidler, udgør en trussel mod den internationale fred og sikkerhed; der henviser til, at Nordkorea i 2003 meddelte, at det trak sig ud af ikkespredningstraktaten (NPT), og til, at det har gennemført atomprøvesprængninger siden 2006, og at det i 2009 officielt erklærede, at det havde udviklet kernevåben til afskrækkelse, hvilket betyder, at truslen mod Nordkoreas naboer i det nordøstlige Asien og mod den regionale og internationale fred og sikkerhed er blevet forøget;

T.  der henviser til, at det af den europæiske sikkerhedsstrategi fra 2003 fremgik, at spredningen af masseødelæggelsesvåben potentielt er den største trussel mod vores sikkerhed, herunder muligheden for et kapløb med masseødelæggelsesvåben, og at EU er stærkt engageret i at opnå universel tilslutning til multilaterale traktater og i at styrke traktaterne og deres kontrolbestemmelser; der henviser til, at EU's globale strategi fra 2016 ikke indeholder nogen henvisning til masseødelæggelsesvåben, ikkespredning og våbenkontrol;

U.  der henviser til, at EU forud for gennemgangskonferencen for ikkespredningstraktaten i 2015 desværre ikke var i stand til at nå til enighed om en fælles holdning til nuklear nedrustning og for første gang godtog, at der blev tilkendegivet "divergerende synspunkter" om konsekvenserne af kernevåben; der henviser til, at denne konference ikke var i stand til at vedtage et slutdokument på grund af uenighed om, hvorvidt de regionale bestræbelser på at skabe en zone fri for masseødelæggelsesvåben i Mellemøsten skulle fortsættes;

V.  der henviser til, at EU har forpligtet sig til at gøre brug af alle passende disponible instrumenter for at forhindre, afskrække fra, standse og om muligt eliminere spredningsprogrammer, der vækker bekymring på globalt plan, således som det klart kommer til udtryk i EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003, og der henviser til, at det har sikret et dybere samarbejde mellem europæiske tænketanke om ikkespredning som led i EU's konsortium for ikkespredning;

W.  der henviser til, at det er vigtigt at støtte og styrke civilsamfundets engagement i denne internationale proces på en gennemsigtig måde;

1.  udtrykker dyb bekymring over forværringen af sikkerhedsklimaet omkring Den Europæiske Union og uden for dens naboskabsområde, der kan føre til, at kernevåben indføres på ny som et aktivt afskrækningsvåben, og risiko for spredning blandt statslige og ikke-statslige aktører, samt over den manglende gennemførelse af reelle nedrustnings- og ikkespredningstiltag;

2.  opfordrer alle kernevåbenstater til at træffe konkrete foreløbige foranstaltninger til at mindske risikoen for kernevåbensprængninger bl.a. ved at reducere kernevåbnenes operationelle status og flytte dem væk fra opstillingsstederne og ind på lagre, formindske kernevåbnenes rolle i de militære doktriner og hurtigt reducere alle typer af kernevåben;

3.  udtrykker dyb bekymring over de potentielle overtrædelser af traktaten om mellemdistancekernevåben (INF);

4.  udtrykker dyb bekymring over de øgede nukleare trusler som følge af den russiske indstilling, der har konsekvenser for sikkerheden, stabiliteten og forudsigeligheden på globalt plan, og over det forværrede forhold til NATO, herunder potentielle krænkelser af INF-traktaten om afskaffelse af mellemdistancekernevåben, samt erklæringer, der tyder på en øget vilje til at anvende kernevåben, og udtalelser, der tyder på overvejelser om en potentiel opstilling af kernevåben i yderligere områder i Europa; henleder opmærksomheden på russiske militærøvelser, der simulerer brug af kernevåben mod Polen, og udtrykker dyb bekymring over, at der er indsat missilsystemer af Iskander-typen, som kan bære kernevåben, i Kaliningrad oblast, der er nabo til EU-medlemsstaterne Polen og Litauen; minder om, at Den Internationale Domstol i sit responsum fra 1996 fastslog, at den i henhold til gældende folkeret ikke kunne nå frem til en endelig konklusion om, hvorvidt det var lovligt eller ulovligt for en stat at anvende kernevåben i en ekstrem selvforsvarssituation;

5.  støtter topmødet om nuklear sikkerhed i 2016, i erkendelse af at ulovlig handel med og anvendelse af nukleare materialer er en umiddelbar og alvorlig trussel mod den globale sikkerhed, og ser frem til at opnå total sporing og fysisk sikring af alt materiale, der kan anvendes til våben;

6.  glæder sig over, at FN's åbne arbejdsgruppe (OEWG) har færdiggjort sit arbejde med at fremme de multilaterale nedrustningsforhandlinger i overensstemmelse med FN's Generalforsamlings resolution A/RES/70/33; bifalder den henstilling til FN's Generalforsamling, der indgår i OEWG's afsluttende rapport (A/71/371), og som blev vedtaget med stor tilslutning den 19. august 2016, om at indkalde til en konference i 2017, der er åben for alle stater, med henblik på at forhandle om et retligt bindende instrument om forbud mod kernevåben, som kan føre frem til en fuldstændig afskaffelse af dem; erkender, at dette vil styrke målene om og forpligtelserne til ikkespredning og nedrustning, som er indeholdt i ikkespredningstraktaten, og bidrage til at skabe betingelserne for global sikkerhed og en verden uden kernevåben;

7.  anmoder EU's medlemsstater om at støtte indkaldelsen af en sådan konference i 2017 og om at deltage konstruktivt i forhandlingerne på den og opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant, Federica Mogherini, og EU-Udenrigstjenesten til at bidrage konstruktivt til forhandlingerne på konferencen i 2017;

8.  minder om, at det er 20 år siden, at undertegnelsen af CTBT blev påbegyndt den 24. september 1996, og understreger, at et universelt, internationalt og reelt kontrollerbart forbud mod prøvesprængninger er den mest effektive måde at forbyde kernevåbenprøvesprængninger og alle andre atomsprængninger på;

9.  opfordrer indtrængende de resterende stater, der er nævnt i bilag II til CTBT, og hvis ratificering er nødvendig for traktatens ikrafttræden, til at undertegne og/eller ratificere traktaten i fornyet erkendelse af, at det haster med at give dette vigtige internationale instrument fuld retsvirkning hurtigst muligt; glæder sig i denne forbindelse over vedtagelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution 2310 (2016);

10.  udtrykker sin påskønnelse af de betydelige fremskridt, som Den Forberedende Kommission for Organisationen for Traktaten om et Altomfattende Forbud mod Atomprøvesprængninger (CTBTO) har opnået med hensyn til at fuldstændiggøre og anvende sit effektive internationale overvågningssystem, der, selv om traktaten ikke er trådt i kraft, bidrager til regional stabilitet som en betydelig tillidsskabende foranstaltning, styrker den nukleare ikkesprednings- og nedrustningsordning og giver staterne yderligere videnskabelige og civile fordele; giver udtryk for sin overbevisning om, at Den Forberedende Kommission for CTBTO fortsat kan regne med finansieringsbidrag fra staterne til den videre drift af overvågningssystemet;

11.  beklager dybt det faktum, at kernevåbnene – trods forhåbninger om det modsatte – er på vej tilbage i kernevåbenstaternes strategiske planlægning; opfordrer til en uddybning af dialogen med alle kernevåbenstater med henblik på at følge en fælles dagsorden, der har til formål at opnå en gradvis reduktion af lagrene af nukleare sprængladninger; støtter især de skridt, der er taget af USA og Rusland til at reducere deres udstationerede kernevåben som aftalt i den nye START-traktat;

12.  beklager dybt, at der siden ikrafttrædelsen af den nye START-traktat i 2011 ikke har været yderligere forhandlinger om en hårdt tiltrængt reduktion af opstillede og ikke-opstillede atomsprænghoveder, herunder, som tidligere aftalt mellem USA og Rusland, foranstaltninger til at begrænse og eliminere mængden af kortrækkende og operationsmæssige kernevåben, der betragtes som substrategiske eller ikke-strategiske kernevåben;

13.  erkender, at gensidig og samtidig fjernelse af kortrækkende, operationsmæssige og udpegede substrategiske nukleare sprængladninger fra europæisk territorium kunne bidrage positivt til at skabe forudsætningerne for etablering af yderligere kernevåbenfrie zoner og derved bidrage til at opfylde forpligtelserne til ikkespredning og nedrustning i ikkespredningsaftalen og indtil da skabe præcedens for yderligere nuklear nedrustning;

14.  roser etableringen af kernevåbenfri zoner som et positivt skridt i retning af en kernevåbenfri verden; mener i denne forbindelse, at en kernevåbenfri zone i Mellemøsten baseret på ordninger, der er indgået frivilligt, vil være af afgørende betydning, hvis der skal opnås en varig og samlet fredsløsning i regionen; udtrykker i denne forbindelse dyb skuffelse over, at det ikke lykkedes at afholde den i ikkespredningsaftalen forudsete konference om etablering af en kernevåbenfri zone i Mellemøsten i 2012;

15.  støtter yderligere bestræbelser på at styrke Den Internationale Atomenergiorganisations (IAEA) mandat, herunder generaliseringen af tillægsprotokollerne til IAEA's sikkerhedsaftaler og andre skridt, der har til formål at udvikle tillidsskabende foranstaltninger; tilstræber at sikre, at der stilles tilstrækkelige midler til rådighed for denne organisation, således at den kan opfylde sit vigtige mandat og gøre nukleare aktiviteter sikre; opfordrer til, at der gøres fremskridt med hensyn til den kommende forberedende komité for ikkespredningstraktaten i 2017 og konferencen på højt plan om nuklear nedrustning i 2018;

16.  glæder sig over aftalen mellem P5+1 og Iran om sidstnævntes nukleare ambitioner og opfordrer til yderligere samarbejde mellem begge sider for at sikre en fuldstændig gennemførelse af den fælles omfattende handlingsplan (JCPOA); mener, at JCPOA, også kendt som atomaftalen med Iran, var et bemærkelsesværdigt resultat for det multilaterale diplomati, og især for det europæiske diplomati, som ikke bare bør muliggøre en væsentlig forbedring af forbindelserne mellem EU og Iran, men også bør bidrage til at fremme stabilitet i hele regionen; mener, at alle parter nu er ansvarlige for at sikre, at aftalen gennemføres nøje og fuldstændigt; glæder sig over oprettelsen af den fælles kommission bestående af repræsentanter for Iran og E3/EU+3 (Kina, Frankrig, Tyskland, Den Russiske Føderation, Det Forenede Kongerige og De Forenede Stater) sammen med NF/HR; støtter fuldt ud NF/HR i hendes rolle som koordinator for den fælles kommission, der er oprettet under JCPOA, og mener, at en nøje og fuldstændig gennemførelse af aftalen fortsat er af allerstørste betydning;

17.  fordømmer de seneste atomprøvesprængninger, som Nordkorea har foretaget, og landets afvisning af de forskellige resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd, herunder den seneste af 2. marts 2016 (2070); opfordrer indtrængende Nordkorea til at afstå fra yderligere provokerende handlinger ved at opgive dets nukleare og ballistiske missilprogrammer fuldstændigt på en kontrollerbar og uigenkaldelig måde, indstille alle relaterede aktiviteter og straks efterkomme alle dets internationale forpligtelser, herunder FN's Sikkerhedsråds og IAEA's styrelsesråds resolutioner samt andre internationale normer for nedrustning og ikkespredning og vende tilbage til forhandlingsbordet; opfordrer Nordkorea til omgående at undertegne og ratificere traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger; bekræfter sit ønske om en diplomatisk og politisk løsning på det nukleare problem i Nordkorea og støtter genoptagelsen af sekspartsforhandlingerne; opfordrer indtrængende Kina til at lægge større pres på Nordkorea;

18.  glæder sig over indføjelsen af klausuler om ikkespredning af masseødelæggelsesvåben i EU's aftaler med tredjelande og handlingsplaner; gør opmærksom på, at sådanne foranstaltninger skal gennemføres af alle EU's partnerlande uden undtagelse;

19.  glæder sig over fremlæggelsen af EU's globale strategi og opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til som en opfølgende foranstaltning at opdatere og udvide EU's strategi fra 2003 mod spredning af masseødelæggelsesvåben og de nye EU-aktionslinjer fra 2009, idet der tages højde for de ovenfor beskrevne spørgsmål og problemer, med sigte på at gøre EU til en ledende kraft med hensyn til at styrke og fremme aftaler om multilateral nuklear nedrustning og ikkespredning;

20.  glæder sig over, at disse emner regelmæssigt drøftes i EU's konsortium for ikkespredning og andre civilsamfundsorganisationer og tænketanke, og opfordrer EU's konsortium for ikkespredning, der ledes af EU's ledende rådgiver og særlige udsending for ikkespredning og nedrustning, til at udvide sin dagsorden og inddrage nedrustning;

21.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til medlemsstaterne, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, FN's generalsekretær, FN's højkommissær for nedrustningsanliggender, Organisationen for Traktaten om et Altomfattende Forbud mod Atomprøvesprængninger og generaldirektøren i IAEA samt til parlamenterne i de fem permanente medlemslande i FN's Sikkerhedsråd.

(1) EUT C 440 af 30.12.2015, s. 97.
(2) EUT C 349 E af 22.12.2010, s. 77.
(3) EUT L 196 af 24.7.2012, s. 67.


Europæisk volontørtjeneste
PDF 172kWORD 43k
Europa-Parlamentets beslutning af 27. oktober 2016 om Den Europæiske Volontørtjeneste og fremme af frivilligt arbejde i Europa (2016/2872(RSP))
P8_TA(2016)0425RC-B8-1126/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets beslutning af 27. november 2009 om det europæiske år for frivillige aktiviteter til fremme af aktivt medborgerskab (2011)(1),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. september 2011 om EU-politikker og frivilligt arbejde: Anerkendelse og fremme af frivillige aktiviteter på tværs af grænserne i EU (COM(2011)0568),

–  der henviser til politikdagsordenen for frivilligt arbejde i Europa udarbejdet af Alliancen for Det Europæiske År for Frivilligt Arbejde 2011 (EYV 2011 Alliance),

–  der henviser til Rådets henstilling af 20. december 2012 om validering af ikke-formel og uformel læring(2),

–  der henviser til sin beslutning af 10. december 2013 om frivilligt arbejde og volontøraktiviteter i Europa(3),

–  der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) foreslåede definition af frivilligt arbejde i dens håndbog om måling af frivilligt arbejde (2011),

–  der henviser til sin beslutning af 12. juni 2012 om anerkendelse og fremme af frivillige aktiviteter på tværs af grænserne i EU(4),

–  der henviser til sin beslutning af 22. april 2008 om det frivillige arbejdes bidrag til økonomisk og social samhørighed(5),

–  der henviser til det europæiske charter om volontørers rettigheder og ansvar(6),

–  der henviser til forespørgslen til Kommissionen om en europæisk volontørtjeneste (O-000107/2016 – B8-1803/2016),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at Den Europæiske Volontørtjeneste (EVS) i 2016 fejrer sit tyve års jubilæum, og at 100 000 volontører er blevet støttet gennem disse tyve år;

B.  der fremhæver, at det europæiske år for frivilligt arbejde 2011, som Parlamentet kraftigt støttede, udgjorde en væsentlig politisk mulighed for at fremhæve merværdien af frivilligt arbejde i Europa, og henviser til, at Europa-Parlamentet nu, fem år senere, bør gøre sig betragtninger over, hvilke virkninger det europæiske år for frivilligt arbejde 2011 havde i form af merværdi for politikudviklingen og over, hvordan frivilligt arbejde indlejres i centrale EU-programmer såsom Erasmus+ og dette programs europæiske volontørtjeneste;

C.  der minder om, at det europæiske år for frivilligt arbejde 2011 gav impuls og sammenhæng til etableringen og/eller revisionen af mange nationale og retlige rammer for frivilligt arbejde i Europa; der understreger dog, at Europa stadig mangler en koordineret politik for frivilligt arbejde med et enkelt kontaktpunkt i EU-institutionerne;

D.  der minder om, at frivilligt arbejde er noget, man påtager sig af egen fri vilje, efter eget valg og egen motivation, uden økonomisk gevinst for øje; der fremhæver, at det kan ses som en rejse ad solidaritetens vej og som en måde til at tage hånd om menneskelige, sociale og miljømæssige behov og forhold;

E.  der henviser til, at frivilligt arbejde er en nøglefaktor for det aktive medborgerskab og demokratiet og for den personlige udvikling, idet det konkretiserer europæiske værdier såsom solidaritet og ikkeforskelsbehandling, og der henviser til, at det desuden bidrager til at styrke deltagelsesdemokratiet og fremme menneskerettighederne både i og uden for EU;

F.  der understreger, at frivilligt arbejde har en værdi og en betydning som et af de mest synlige udtryk for solidaritet, og at dette fremmer og letter social inddragelse, opbygger social kapital og har en omskabende effekt på samfundet, og at frivilligt arbejde bidrager til både udvikling af et velfungerende civilsamfund, der kan tilbyde kreative og innovative løsninger på fælles udfordringer, og til den økonomiske vækst, og at det som sådan fortjener at blive målt på en specifik, målrettet måde, både hvad angår økonomisk og social kapital;

G.  der minder om, at et understøttende miljø er centralt for at inddrage flere EU-borgere i frivilligt arbejde og dermed garantere rimelig finansiering til infrastrukturen for frivilligt arbejde, herunder organisationer, der omfatter frivillige, for at gavne såvel de frivillige selv som deres aktiviteter;

H.  der fremhæver, at frivilligt arbejde kræver en kombination af støttemekanismer og/eller hensigtsmæssige organisationsstrukturer, som fastsætter rettigheder og ansvar for frivillige og frivilligt arbejde;

I.  der understreger, at enhver har ret til lige adgang til muligheder for frivilligt arbejde og beskyttelse mod enhver form for forskelsbehandling og bør have ret til at forene frivilligt arbejde med privat- og arbejdsliv, så de kan opnå et vist mål af fleksibilitet under deres frivillige aktiviteter;

J.  der understreger, at anerkendelse af den sociale og økonomiske værdi af frivilligt arbejde også er afgørende for at tilskynde til hensigtsmæssige incitamenter for alle interessehavere og dermed øge omfanget, kvaliteten og virkningerne af frivilligt arbejde;

K.  der minder om konkurrencen om den europæiske hovedstad for frivilligt arbejde, der anerkender de resultater, kommuner i hele Europa har opnået med hensyn til at anerkende og støtte frivilliges indsats i deres områder;

L.  der understreger, at det nye Erasmus+-program stadig tilbyder muligheder for at finansiere og støtte volontørprojekter, navnlig gennem programmet for den europæiske volontørtjeneste, og at GD ECHO har iværksat Det Frivillige Europæiske Korps for Humanitær Bistand, der skal yde praktisk støtte til humanitære hjælpeprojekter; der anerkender, at EU’s nye FFR 2014-2020 afsatte en del EU-midler til frivilligt arbejde, navnlig via programmet "Europa for Borgerne", der i øjeblikket forvaltes af GD HOME, der fastholder frivilligt arbejde som en prioritering; der dog bemærker, at volontørorganisationers adgang til større EU-fonde, såsom De Europæiske Struktur- og Investeringsfonde, fortsat er meget begrænset;

M.  der minder om, at EU's reaktion på den aktuelle flygtningekrise er et relevant eksempel og et synligt symbol på vigtigheden af volontører og den måde, hvorpå de legemliggør europæiske værdier, bidrager til modstandskraft og er i stand til at tilbyde fleksible og pragmatiske løsninger på de fælles udfordringer;

1.  anerkender, at volontøraktiviteter er et udtryk for solidaritet, frihed og ansvar, der bidrager til at styrke aktivt medborgerskab og til personlig udvikling, og er et væsentligt redskab for social integration og samhørighed såvel som uddannelse, oplæring og interkulturel dialog, idet sådanne aktiviteter yder et vigtigt bidrag til udbredelsen af europæiske værdier; understreger, at fordelene herved også anerkendes i det frivillige arbejde, der gennemføres med tredjelande som et strategisk redskab til at fremme gensidig forståelse og interkulturelle relationer;

2.  understreger vigtigheden af at sikre en europæisk ramme for frivilligt arbejde, der fastlægger rettigheder og ansvar og fremmer mobilitet og anerkendelse af kvalifikationer; tilskynder medlemsstater, som stadig har brug for at fastlægge det retlige grundlag for volontører, til at anvende henstillingerne i politikdagsordenen for frivilligt arbejde i Europa i det europæiske charter for volontørers rettigheder og ansvar;

3.  tilskynder medlemsstaterne til at gennemføre konkrete valideringsprocesser inden for rammerne af Rådets henstilling fra 2012 til at sikre bedre forståelse for og sammenlignelighed af kvalifikationer og erfaringer; anmoder om, at eventuelle fremtidige initiativer om et EU-kvalifikationspas og Europass giver frivilligt arbejde større relevans som uformel og ikke-formel læring; minder om, at frivilligt arbejde hjælper folk med at tilegne sig færdigheder og kompetencer, der kan lette deres adgang til arbejdsmarkedet; understreger, at volontører aldrig bør anses for eller bruges som arbejdskraftserstatning;

4.  bemærker, at næsten 100 millioner borgere af alle aldre i Europa er volontører, hvis arbejde bidrager til ca. 5 % af Unionens BNP; opfordrer Kommissionen til at overveje den økonomiske værdi af varer og tjenesteydelser, der ydes af volontører, gennem en mere volontørfokuseret politikudformning;

5.  foreslår, at skridt til at gøre den tid, der bruges på frivilligt arbejde, berettiget som medfinansiering for EU-tilskud, som nyligt foreslået af Kommissionen i det nye forslag til finansforordning, skal støttes og implementeres;

6.  opfordrer Eurostat til at støtte medlemsstaterne i dette arbejde med henblik på at sikre, at der indsamles sammenlignelige data i Europa såvel som udvikles fælles EU-omfattende indikatorer og metodologier til måling af den sociale virkning af frivilligt arbejde; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at vedtage det af Den Internationale Arbejdsorganisation vedtagne system til måling af den økonomiske værdi af frivilligt arbejde;

7.  tilskynder de medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, til at etablere tilstrækkeligt finansierede nationale ordninger for volontørtjenester og til at forbedre adgangen til brugbar information på nationalt og lokalt niveau, navnlig gennem eksisterende informationsnetværk og peer-to-peer-informationsdeling, og til at skabe nationale civiltjeneste-knudepunkter, der også vil kunne fremme internationale volontørmuligheder for mennesker i alle aldre;

8.  opfordrer Kommissionen til at fremme udviklingen af en mere koordineret europæisk politik for frivilligt arbejde med henblik på at oprette et fælles kontaktpunkt i Kommissionen, der kan forbinde de individuelle initiativer og programmer med hinanden og forbedre adgangen til volontørprogrammer;

9.  anmoder Kommissionen om at foretage en undersøgelse af de nationale ordninger for volontør- og civiltjenester og solidaritetskorps og af det eksisterende miljø for potentielle frivillige blandt medlemsstaterne med henblik på at lette gensidig forståelse og udbredelsen af god praksis og muligheden for at etablere en EU-civiltjeneste, der supplerer de eksisterende muligheder for frivilligt arbejde – alt sammen med henblik på at fremme europæisk medborgerskab;

10.  tager Kommissionens ide om at skabe et nyt europæisk ungdomsvolontørinitiativ, kendt som EU's Solidaritetskorps, til efterretning; opfordrer Kommissionen til at vurdere merværdien af dette initiativ for at yde assistance til det arbejde, der allerede gøres af civilsamfundet, og til at sikre, at volontørorganisationer indgår i udformningen heraf; understreger endvidere nødvendigheden af at sikre, at dets gennemførelse ikke vil underminere de budgetter, der allerede er afsat til andre programmer;

11.  støtter Kommissionen og medlemsstaterne i fejringen af 20 års-jubilæet for Den Europæiske Volontørtjeneste; fastholder, at Den Europæiske Volontørtjeneste gavner de enkeltpersoner og organisationer, der deltager, såvel som samfundet som helhed, og at EVS bør øge Erasmus+-programmets dimension med samfundsengagement; understreger vigtigheden af at reklamere for Den Europæiske Volontørtjeneste over for unge, især dem, der endnu ikke interesserer sig for frivilligt arbejde og mobilitet, og således skabe motivation og holdningsændringer uden at udelukke ældre generationer, eftersom de kan yde et væsentligt bidrag, for eksempel som mentorer;

12.  tilskynder medlemsstaterne til at fremme den europæiske volontørtjeneste i deres uddannelsessystemer og på højere læreanstalter som et redskab til at udbrede uddannelse for solidaritet og borgerengagement blandt den yngre generation;

13.  minder om, at Den Europæiske Volontørtjeneste er baseret på volontørtilbud af høj kvalitet og følger principperne i kvalitetschartret om læringsmobilitet, og at volontørtjenesten bør være baseret på en struktur, der tilskynder volontørorganisationer til at blive værtsorganisationer og således tilsikrer den fornødne finansiering og oplæring og samtidig styrker koordineringsorganisationernes rolle, idet disse støtter et stort antal værtsorganisationer, eksempelvis med hensyn til administration og oplæring;

14.  minder om, at Den Europæiske Volontørtjeneste bør muliggøre hurtig og let adgang for unge til programmet, og opfordrer derfor til en forenkling af dets nuværende ansøgningssystem;

15.  understreger nødvendigheden af at styrke opfølgningen og den lokale dimension efter et volontørophold i udlandet ved ikke blot før afrejse, men også efter hjemkomst, at yde støtte i form af efterfølgende orientering og integrationskurser;

16.  opfordrer indtrængende nationale, regionale og lokale myndigheder til at stille tilstrækkelig finansiering til rådighed, strømline de administrative procedurer og skabe skatteincitamenter til fordel for frivillige organisationer og netværk, navnlig små organisationer med begrænsede midler;

17.  fastholder, at der bør være mentorordninger af kvalitet til rådighed gennem hele forløbet via ansvarlig volontørforvaltning og ved at gøre volontørerne bevidste om deres eget ansvar over for organisationen og lokalsamfundet;

18.  anmoder Kommissionen om at forbedre og omlægge sin kommunikationsstrategi for Den Europæiske Volontørtjeneste ved at fremhæve de sociale, menneskelige og medborgerlige værdier af frivilligt arbejde;

19.  fremhæver betydningen af aktiv aldring i frivilligt arbejde og styrker den rolle, som både unge og ældre borgere udfylder i borgerengagement i Europa ved at bygge videre på impulsen fra det Europæiske år for frivillige aktiviteter (2011) og det europæiske år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationer (2012);

20.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 17 af 22.1.2010, s. 43.
(2) EUT C 398 af 22.12.2012, s. 1.
(3) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0549.
(4) EUT C 332 E af 15.11.2013, s. 14.
(5) EUT C 259 E af 29.10.2009, s. 9.
(6) http://ec.europa.eu/citizenship/pdf/volunteering_charter_en.pdf


EU-strategien for unge 2013-2015
PDF 309kWORD 63k
Europa-Parlamentets beslutning af 27. oktober 2016 om vurdering af EU-strategien for unge 2013-2015 (2015/2351(INI))
P8_TA(2016)0426A8-0250/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 165 og 166 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 14, 15, 21, 24 og 32 heri,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1288/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af "Erasmus+": EU-programmet for uddannelse, ungdom og idræt og om ophævelse af afgørelse nr. 1719/2006/EF, 1720/2006/EF og 1298/2008/EF(1),

–  der henviser til Rådets resolution om en EU-arbejdsplan for ungdom for 2016-2018(2) og Rådets resolution af 20. maj 2014 om en EU-arbejdsplan for ungdom for 2014-2015(3),

–  der henviser til Rådets henstilling af 22. april 2013 om indførelse af en ungdomsgaranti(4),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 7.-8. februar 2013 om et ungdomsbeskæftigelsesinitiativ(5),

–  der henviser til Rådets resolution af 27. november 2009 om nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (2010-2018)(6),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 12. maj 2009 om en strategiramme for det europæiske samarbejde for uddannelse og erhvervsuddannelse (‘ET 2020’)(7),

–  der henviser til sin betænkning af 12. april 2016 om Erasmus+ og andre redskaber til fremme af mobiliteten i forbindelse med erhvervsuddannelse – en livslang læringstilgang(8),

–  der henviser til Pariserklæringen om fremme af medborgerskab og de fælles værdier frihed, tolerance og ikke-diskrimination ved hjælp af uddannelse, som blev vedtaget på det uformelle møde mellem EU’s undervisningsministre den 17. marts 2015 i Paris,

–  der henviser til udkast til fælles rapport 2015 fra Rådet og Kommissionen om gennemførelse af de nye rammer for det europæiske samarbejde (2010-2018), som blev vedtaget af Rådet den 23. november 2015,

–  der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 15. september 2015 med titlen "Udkast til fælles rapport for 2015 fra Rådet og Kommissionen om gennemførelse af nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (2010-2018) (COM(2015)0429) og til arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene, der ledsager Kommissionens meddelelse, "Resuls of the open method of coordination in the youth field with a special focus on the second cycle (2013-2015)" ("resultater af den åbne koordinationsmetode på ungdomsområdet med særlig fokus på den anden cyklus") (SWD(2015)0168) og "Situation of young people in the EU" ("unges situation i EU") (SWD(2015)0169),

–   der henviser til Rådets henstilling af 20. december 2012 om validering af ikke-formel og uformel læring,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. august 2015 om "udkast til fælles rapport 2015 om gennemførelse af strategirammen for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet (ET2020) "Nye prioritetsområder for europæisk samarbejde på uddannelsesområdet" (COM(2015)0408),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 om "EU 2020: En europæisk strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (COM(2010)2020)",

–  der henviser til sine beslutninger af 11. september 2013 om gennemførelsen af EU's ungdomsstrategi 2010-2012(9) og af 18. maj 2010 om en EU-strategi for unge – investering og mobilisering(10),

–   der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder,

–   der henviser til sin beslutning af 12. april 2016 om EU-undervisning i skolen(11),

–  der henviser til sin beslutning af 8. september 2015 om fremme af unges iværksættervirksomhed via uddannelse og erhvervsuddannelse(12),

–  der henviser til sin beslutning af 28. april 2015 om opfølgning på implementeringen af Bolognaprocessen(13),

–   der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 om betydningen af interkulturel dialog, kulturel mangfoldighed og uddannelse for fremme af EU's grundlæggende værdier(14),

–   der henviser til skyggerapporten om ungdomspolitik, offentliggjort af Det Europæiske Ungdomsforum,

–   der henviser til Rådets henstilling af 10. marts 2014 om en kvalitetsramme for praktikophold,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelser fra Budgetkontroludvalget og Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A8-0250/2016),

A.  der henviser til, at unge aktivt bør inddrages i planlægningen, udviklingen, gennemførelsen, overvågningen og vurderingen af alle ungdomspolitikker;

B.  der henviser til, at unge bør have hjælp og sættes i stand til at håndtere de særdeles alvorlige problemer, som de for øjeblikket står over for, og klare de udfordringer, som de vil møde i fremtiden, gennem mere relevante og bedre koordinerede ungdomspolitikker og målrettet brug af økonomiske, beskæftigelsesmæssige og sociale politikker og midler på lokalt, regionalt og nationalt plan samt på EU-plan;

C.  der henviser til, at det er nødvendigt at styrke mainstreaming af ungdomspolitikken, det tværsektorielle samarbejde og den sociale indsats i EU samt synergien mellem den europæiske strategi for unge og andre europæiske strategier, såsom dem der vedrører uddannelse, erhvervsuddannelse, sundhed og beskæftigelse, for at garantere, at der i forbindelse med både nuværende og fremtidig politisk beslutningstagning effektivt tages hensyn til situationen og behovene hos unge, som skal håndtere alvorlige økonomiske, beskæftigelsesmæssige og sociale problemer; der endvidere henviser til, at det i denne henseende er afgørende, at ungdomsorganisationer deltager i politisk beslutningstagning;

D.  der henviser til, at den åbne koordinationsmetode anvendes på ungdomsområdet inspireret af det europæiske samarbejde på området for beskæftigelse;

E.  der henviser til, at et af de mål, der er fastsat for programmet Erasmus+ som helhed, er at bidrage til opnåelse af den nye ramme for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (2010-2018); der i denne forbindelse henviser til, at der skal sikres adgang til projekttilskud for ungdomsorganisationer under det nye Erasmus+-program samt fjernelse af hindringer for støtteberettigelse for mindre projekter;

F.  der henviser til, at EU-strategien for unge (2010-2018) har otte hovedaktionsområder, på hvilke der bør tages initiativer - uddannelse og erhvervsuddannelse, beskæftigelse og iværksætterkultur, sundhed og velbefindende, deltagelse, frivillige aktiviteter, social inddragelse, unge i verden og kreativitet og kultur;

G.  der henviser til, at den tredje og endelige treårscyklus af EU-strategien for unge (2010-2018) vil prioritere den sociale integration af samtlige unge, især ugunstigt stillede unge, stærkere deltagelse i det demokratiske og civile liv og lettere overgang til arbejdsmarkedet;

H.  der henviser til, at EU's Ungdomsstrategi (2010-2018) lægger vægt på nødvendigheden af en løbende struktureret dialog mellem beslutningstagere og unge og ungdomsorganisationer; der imidlertid henviser til, at 57 % af ungdomsorganisationerne i EU mener, at der ikke tages hensyn til unges ekspertise, når der udformes ungdomspolitikker;

I.  der henviser til, at ungdomspolitik bør være rettighedsbaseret og støtte udviklingen af alle unge ved at sikre, at unges rettigheder og potentiale opfyldes, samtidig med at man undgår at stigmatisere særlige grupper;

J.  der henviser til, at det er vigtigt at understrege, at unge er politisk engageret på mange måder, men at deres deltagelse i valg er faldende;

K.  der henviser til, at det er vigtigt at sikre, at alle unge har adgang til kvalitetsuddannelse - både formel og uformel - og erhvervsuddannelse, eftersom nutidens europæiske ungdom står over for høje arbejdsløshedstal i mange medlemsstater, ustabile job og øget risiko for fattigdom og social udstødelse, herunder navnlig unge med ringe kvalifikationer og unge, der ikke er under uddannelse, beskæftigelse eller erhvervsuddannelse (NEET'er), samt unge med særlige behov, dem fra lavere socioøkonomiske lag såsom etniske minoriteter, flygtninge, migranter og asylansøgere, der er i større risiko for at komme til at stå uden beskæftigelse og blive marginaliserede;

L.  der henviser til, at der er behov for en fortsat indsats for at øge deltagelsen på arbejdsmarkedet blandt unge kvinder – navnlig efter barselsorlov og eventuelt som enlige mødre – personer, der forlader skolen tidligt, og unge migranter, lavtuddannede, unge med handicap og alle unge, der risikerer at blive udsat for forskelsbehandling;

M.  der henviser til, at uddannelse og erhvervsuddannelse kan bidrage til at tackle manglende socialt engagement, marginalisering og radikalisering af unge samt til at imødegå ungdomsarbejdsløshed og øge unges bevidsthed om betydningen af de grundlæggende værdier, som EU bygger på; der henviser til, at en interkulturel og interreligiøs tilgang er afgørende for at skabe gensidig respekt og integrere unge i uddannelse og samfundsliv samt bekæmpe fordomme og intolerance;

N.  der henviser til, at sportsaktiviteters specifikke karakter og deres bidrag til den sociale integration af ugunstigt stillede unge, navnlig flygtninge og indvandrere bidrager til at overvinde fremmedhad og racisme;

O.  der henviser til, at fremtiden tilhører de unge, og at de bør ses som en ressource med et enormt potentiale for de europæiske samfunds fremtid;

P.  der henviser til, at det er af afgørende betydning at indarbejde et kønsperspektiv i ungdomspolitikker, som tager hensyn til de særlige omstændigheder og udfordringer, som unge kvinder og piger er stillet over for i alle faser af den politiske proces; der henviser til, at kønsbevidste foranstaltninger skal indgå i ungdomspolitikken i forbindelse med spørgsmål som bekæmpelse af vold mod kvinder og piger, undervisning i sex og samliv og oplysning om ligestilling mellem mænd og kvinder;

Q.  der henviser til, at behovene hos unge, der er berørt af flere forskellige former for forskelsbehandling, herunder unge med handicap og unge med psykiske lidelser, og unge, der identificerer sig som LGBTI-personer, også tages skal med i betragtning ved udformningen og gennemførelsen af ungdomspolitikker;

R.  der henviser til, at social inklusion og social mobilitet skal være centrale prioriteter i EU's strategi for unge, og at de derfor skal være specifikt rettet mod unge i sårbare grupper, såsom unge, der er udsat for fattigdom og social udstødelse, unge fra isolerede landdistrikter eller kvinder fra marginaliserede samfund, såsom etniske minoriteter eller flygtninge og asylansøgere;

Generelle anbefalinger

1.  glæder sig over EU's "Ungdomsrapport" af 15. september 2015, som er baseret på Kommissionens meddelelse om gennemførelse af de nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (2010-2018) (COM(2015)0429), herunder de vigtigste resultater af den seneste treårige cyklus i EU's strategi for unge og forslag til prioriteter for den næste cyklus; anbefaler, at EU, de nationale og lokale myndigheder sikrer, at de forskellige programmer på EU-plan, som vedrører ungdomspolitikker, er tilstrækkeligt kommunikeret, gennemført og koordineret for at reagere på nye behov med udsigt til de fremtidige sociale og uddannelsesmæssige udfordringer;

2.  anser den åbne koordinationsmetode for at være relevant men stadig utilstrækkelig som et middel til at skabe en ramme for ungdomspolitikker, der skal suppleres af andre foranstaltninger; gentager sin opfordring til et tættere samarbejde og udveksling af bedste praksis om ungdomsspørgsmål på lokalt, regionalt og nationalt plan og EU-plan; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at blive enige om klare indikatorer og benchmarks for at gøre det muligt at overvåge de opnåede fremskridt;

3.  understreger, at integration af unge med handicap i beskæftigelse er nødvendig, for at de kan føre et selvstændigt liv og være fuldt integreret i samfundet som aktive deltagere og reelle bidragydere;

4.  understreger vigtigheden af den strukturerede dialog som et middel til at involvere unge, både ungdomsorganisationer og enkeltpersoner, der står uden for disse; fremhæver i denne forbindelse behovet for at øge og forbedre processens omfang, synlighed og kvalitet ved at tage særlig hensyn til inddragelse af sårbare og marginaliserede grupper for at udvikle, gennemføre og evaluere ungdomspolitikkerne på alle planer og for at fremme aktivt borgerskab blandt unge; opfordrer til at styrke den strukturerede dialog som et kvalitetsbaseret deltagelsesværktøj for unge i den kommende samarbejdsramme for ungdomsområdet;

5.  bemærker virkningen af den anden cyklus i EU's ungdomsstrategi (2013-2015), der understreger betydningen af en smidig tilgang til ungdomspolitik med en tværsektoriel inddragelse og deltagelse af flere forskellige niveauer; værdsætter den strukturerede dialog med ungdomsorganisationer i denne henseende; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre de unges adgang til uddannelse, erhvervsuddannelse og beskæftigelse af høj kvalitet; minder om de otte indsatsområder, der fremmes som led i EU's ungdomsstrategi;

6.  understreger betydningen af EU's ungdomsstrategi i betragtning af EU's alarmerende høje ungdomsarbejdsløshed, de meget varierende procentsatser for NEET'er og udfordringen med fattigdom og social udstødelse blandt unge; understreger, at den næste cyklus (2016-2018) bør bidrage til de to målsætninger i ungdomsstrategien ved at identificere og bekæmpe årsagerne til ungdomsarbejdsløsheden, såsom skolefrafald, ved at fremme iværksætterkulturen blandt unge, ved at investere i uddannelse, praktikophold, lærepladser og erhvervsuddannelse i de færdigheder, der afspejler arbejdsmarkedets muligheder, behov og udvikling, og ved at lette overgangen til arbejdsmarkedet i form af foranstaltninger, der sikrer en bedre koordinering af uddannelserne, beskæftigelsespolitikken og efterspørgslen på arbejdsmarkedet; påpeger, at arbejdsmarkedets aktører skal støttes i deres bestræbelser på at gennemføre ungdomsgarantiordningen i et forsøg på at sikre, at unge senest fire måneder efter at have forladt skolen enten er i beskæftigelse, under uddannelse, erhvervsuddannelse eller omskoling;

7.  understreger, at den effektive gennemførelse af EU's ungdomsstrategi bør være tæt knyttet til opnåelsen af de overordnede Europa 2020-mål, navnlig målene om en beskæftigelsesandel på 75 % af befolkningen i aldersgruppen 20-64 år og om at løfte så mange unge som muligt ud af fattigdom og social eksklusion; bemærker, at selv om der er sket et fald i nogle medlemsstater siden 2013, er der stadig en reel bekymring over, at ungdomsarbejdsløsheden fortsat er næsten dobbelt så høj som den samlede ledighed, idet omkring 8 mio. unge europæere fortsat er arbejdsløse; understreger derfor betydningen af, at der tages hånd om geografiske misforhold mellem udbuddet af og efterspørgslen efter arbejdskraft både internt i og imellem medlemsstaterne gennem ændringer af den europæiske portal for jobmobilitet (Eures) med henblik på at forbedre unges beskæftigelsesmuligheder;

8.  understreger, at det er afgørende, at målsætninger i den næste cyklus i EU-strategien for unge omfatter unge flygtninge og asylansøgere og sikrer dem en lige og ikke-diskriminerende behandling, adgang til uddannelse, erhvervsuddannelse og beskæftigelse og social inklusion, og således hjælper dem med at opbygge deres identitet i værtslandene og udnytte deres talenter og potentiale og forhindrer, at de marginaliseres og desillusioneres;

9.  udtrykker sin bekymring over hjerneflugt og farerne deraf for visse medlemsstater, navnlig dem der står over for vanskeligheder og er omfattet af tilpasningsprogrammer, hvor et stigende antal dimittender tvinges til at tage til udlandet som følge af massiv arbejdsløshed, hvorved de berørte lande fratages deres mest værdifulde og produktive menneskelige ressourcer;

10.  understreger de nye teknologiers potentiale for kommunikation med de unge og opfordrer EU og medlemsstaterne til at udnytte disse teknologier til at styrke dialogen med de unge og deres muligheder for at deltage i samfundet;

11.  understreger betydningen af at inddrage unge og ungdomsorganisationer i udformningen af prioriteter og udarbejdelsen af EU's nye ramme for samarbejde på ungdomsområdet efter 2018;

12.  henstiller til medlemsstaterne og EU, at de gennemfører en konsekvensanalyse af politikker, som er rettet mod unge;

13.  anser udveksling af bedste praksis, evidensbaseret politisk beslutningstagning, ekspertgrupper, peerlearning-aktiviteter og peer reviews for at være vigtige værktøjer i et resultatorienteret samarbejde på tværs af de forskellige sektorer for at støtte unge; understreger vigtigheden af at udbrede resultaterne af disse aktiviteter for at maksimere virkningen;

14.  understreger betydningen af samarbejde på tværs af sektorerne på alle niveauer og navnlig mellem EU's forskellige strategier, der berører unge (EU's nuværende og kommende strategier for unge, uddannelse og erhvervsuddannelse, sundhed, beskæftigelse osv.);

15.  understreger betydningen af og behovet for at styrke og yderligere udvikle strategier og initiativer, der sigter på at forebygge vold og mobning i skolerne;

16.  understreger vigtigheden af samarbejde af høj kvalitet, der er tilpasset det enkelte barns eller den enkelte unges behov, herunder mellem familier, trossamfund og skoler, lokalsamfund, ungdomsorganisationer, ungdomsarbejdere, og formel, ikke-formel og uformel uddannelse til at lede og hjælpe unge i retning af fuld integration i samfundet ved at stille et sikkert sted til rådighed for udvikling og læring;

17.  foreslår, at lokale og regionale myndigheder inddrages i ungdomspolitikken, især i de medlemsstater, hvor de har kompetence på dette område;

18.  understreger betydningen af at fremme en sund livsstil for at forebygge sygdomme og finder det nødvendigt at give de unge den rette information om og assistance i forbindelse med alvorlige psykiske sundhedsproblemer såsom tobak, alkohol og narkotika og stofmisbrug;

19.  minder om værdien af at medtage en generationsbestemt dimension i ungdomspolitikker og behovet for at skabe bedre dialog mellem forskellige generationer;

20.  understreger betydningen af at håndtere fattigdom blandt unge fra socioøkonomisk dårligt stillede kår, unge med arbejdsløse forældre og unge, for hvem det ikke er lykkedes at bryde ud af deres familiers socioøkonomiske cyklus;

21.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at tilbyde effektiv uddannelse i det nationale sprog i overensstemmelse med principperne om flersprogethed og ikke-diskrimination og baseret på national lovgivning og europæiske principper, og til at øge støtten til uddannelsesinstitutioner, der underviser i nationale eller sproglige mindretals modersmål;

22.  minder om det overordnede Europa 2020-mål, hvorefter andelen af unge, der forlader uddannelsessystemet tidligt, bør være under 10 %; understreger behovet for at bekæmpe skolefrafald, der er en medvirkende faktor til arbejdsløshed, ved dialog mellem uddannelsessektoren, offentlige arbejdsformidlinger og arbejdsmarkedets parter, ved at identificere mangler i skolesystemet og samfundet, ved at hjælpe studerende med at finde deres egne læringsmetoder, ved at gennemføre relevante og engagerende læseplaner, ved at gennemføre en stærk og veludviklet individualiseret vejledning med rådgivnings- og vejledningstjenester af høj kvalitet for alle studerende, særligt ved de første tegn på skolefrafald, ved på en passende måde at informere de studerende om muligheder på arbejdsmarkedet og karrieremuligheder, herunder tekniske og håndværksmæssige jobprofiler, ved at dæmme op for uddannelse inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik og tostrenget læring, ved at sikre kvalitative lærlingeuddannelser, praktikophold og lærepladser og ved at give de studerende mulighed for at få en ny chance i form af erhvervsuddannelse;

23.  opfordrer medlemsstaterne til at udgive videns- og evidensbaserede rapporter om unges sociale situation og levevilkår og til at udarbejde nationale handlingsplaner og gennemføre dem konsekvent;

24.  understreger, at fremme af flere og lige muligheder for alle unge bør spille en central rolle i EU-strategien for unge med henblik på at fremme social inklusion, ligestilling mellem kønnene og solidaritet og bekæmpelse af alle former for forskelsbehandling af unge, navnlig på grund af køn, race eller etnisk oprindelse eller handicap;

25.  noterer sig, at ungdomspolitikker og nationale strategier skal udvikles med og til de unge;

26.  bifalder især nytten af rammen for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (2010-2018), idet den forbedrer samarbejdet mellem medlemsstaterne og Den Europæiske Union og åbner og udvikler mulighederne og fordelene ved den europæiske integration for unge mennesker, og opfordrer derfor Kommissionen til at videreføre og udvikle en ramme for tiden efter 2018;

27.  opfordrer medlemsstaterne til at oprette de uddannelsesstrukturer, der er nødvendige for at integrere unge flygtninge, hvilket giver dem mulighed for at lære sproget i det land, hvor de har fået asyl, at færdiggøre deres grunduddannelse eller at bringe deres eksisterende kvalifikationer op på et europæisk niveau for at fremme deres integration på arbejdsmarkedet og det europæiske samfund;

28.  opfordrer til målrettede foranstaltninger for personer, der forlader skolen tidligt, der har brug for vejledning og opkvalificering og uddannelse og et effektivt system til tidlig uddannelse, der identificerer de personer, der er i fare for at forlade skolen tidligt eller blive NEET'er, således at de bistås i en tidlig alder og styres væk fra denne ulempe;

29.  opfordrer medlemsstaterne til at indarbejde princippet om solidaritet mellem generationerne i deres pensionspolitikker og at tage hensyn til de aktuelle og fremtidige konsekvenser af disse politikker for unge;

30.  glæder sig over dets beslutning af 12. april 2016 om EU-undervisning i skolen og opfordrer medlemsstaterne i denne forbindelse til at fremme et mere omfattende kendskab til EU gennem formel, ikke-formel og uformel uddannelse, navnlig rettet mod samarbejde mellem udbydere af formel og ikke-formel/uformel uddannelse, som kan lykkes i forbindelse med en fortsættelse af EU-strategien for unge;

31.  opfordrer medlemsstaterne til at inddrage uafhængige organisationer i højere grad i gennemførelsen, navnlig på lokalt plan, og at forbedre koordineringen mellem de eksisterende procedurer i strategien for tiden efter 2018 (f.eks. ved hjælp af EU-dækkende deltagelse i udvalg for ungdomsforsorg osv.), således at EU-strategien for unge fortsat er til gavn;

32.  fremhæver behovet for at udstyre unge med en solid viden om og forståelse af EU, herunder gennem læring om EU's grundlæggende værdier samt EU's forvaltning og beslutningsprocesser og derved sætte dem i stand til at indlede en kritisk refleksion om EU og til at blive ansvarlige og aktive europæiske borgere; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge deres bestræbelser på at fremme en EU-dimension inden for uddannelse med henblik på at forberede de studerende på at leve og arbejde i en stadigt mere kompleks og integreret Union, som de kan og forventes at skabe;

Uddannelse og beskæftigelse

33.  opfordrer medlemsstaterne til at gøre bedst mulig brug af de forhåndenværende EU-politikker og nationale politikker og finansielle rammer for at fremme passende investeringer i unge og skabelsen af sikre kvalitetsjob; insisterer på, at der på alle niveauer findes mobilitetsordninger, der resulterer i bedre kvalifikationer og kompetencer for unge, og som giver dem selvtillid, udvikler deres nysgerrighed og interesse for andre former for læring og deltagelse i samfundet; anbefaler kraftigt, at de kvalifikationer, der forbedres via mobilitet, anerkendes og vurderes; opfordrer EU og medlemsstaterne til at sikre, at unge får bedre adgang til oplysninger om alle de programmer og initiativer, som de kan drage fordel af;

34.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre Erasmus+-programmet, især afsnittet vedrørende lærlingeuddannelser, og dermed yderligere fremme grænseoverskridende karriere- og arbejdskraftmobilitet blandt unge og give dem færdigheder og kompetencer for livet, herunder sprogkundskaber, og samtidig udvide deres muligheder og chancer for at deltage i arbejdsmarkedet og samfundet, uanset deres akademiske kvalifikationer, færdigheder eller uddannelsesniveau; udtrykker bekymring over, at lærlingenes mobilitet endnu ikke er nået op på det ønskede niveau, og opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne, virksomhederne og skolerne til at finde måder til at overvinde de resterende hindringer for lærlinges mobilitet; understreger vigtigheden af at støtte unge – under hensyntagen til aldersfaktoren og deres ofte ustabile økonomiske situation – i deres mobilitetsprojekter ved bl.a. at fjerne en række indirekte begrænsninger i tilknytning til mobilitet, såsom bolig- og transportproblemer;

35.  opfordrer til at fremme erhvervsuddannelsesstuderendes muligheder for at få praktikophold i nabolande for at fremme en bedre forståelse af andre medlemsstaters arbejds- og uddannelsespraksis, f.eks. gennem finansiering af rejseomkostninger for studerende, der fortsætter med at bo i deres hjemland; påpeger, at mobilitet inden for erhvervsuddannelser er et væsentligt aktiv, når det drejer sig om at komme ind på arbejdsmarkedet, men også for at forstå og deltage i det europæiske projekt ved at blive en del af det; understreger vigtigheden af at indføre en europæisk ramme for at fremme mobiliteten inden for lærlinge- og erhvervsuddannelse; opfordrer desuden medlemsstaterne til at udnytte Eures-netværket fuldt ud for at fremme unges arbejdskraftmobilitet inden for EU, bl.a. når det gælder lærlingeuddannelser;

36.  fremhæver betydningen af at undervise i og lære generelle grundlæggende færdigheder såsom IKT, matematik, kritisk tænkning, fremmedsprog, mobilitet osv., hvilket vil give unge mulighed for let at tilpasse sig til det skiftende sociale og økonomiske forhold;

37.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme uddannelser inden for IKT, således at alle unge opnår de relevante e-færdigheder, der er brug for på arbejdsmarkedet, ved bl.a. at omfordele midlerne inden for ungdomsbeskæftigelsesinitiativet;

38.  bekræfter, at informations- og kommunikationsteknologier (IKT) spiller en vigtig rolle med hensyn til unges personlige og faglige udvikling, og anerkender deres potentiale til at mobilisere unge mennesker ved at samle dem som reaktion på sociale problemstillinger og ved at give dem mulighed for at forbinde sig på tværs af geografiske, sociale, religiøse, kønsbestemte og økonomiske grænser; opfodrer derfor medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger for at sikre, at alle unge er veludrustede med moderne IKT-færdigheder og -kompetencer;

39.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte ungdoms- og uddannelsesprogrammer, der styrker og fremmer unge kvinders og pigers adgang til traditionelt mandsdominerede sektorer, hvor de er underrepræsenterede, som f.eks. iværksætteraktiviteter, IKT og naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik;

40.  gentager, at det enorme potentiale, der ligger i synergier mellem STEM (naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik) og IKT-sektoren og inden for kunst og design og de kreative industrier, ved at ændre STEM til STEAM (naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed, kunst og matematik), og fremhæver potentialet ved sådanne synergier, der bidrager til, at flere unge, især kvinder og piger søger over i STEM-områderne;

41.  opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde kvinder til at uddanne sig og vælge en karriere inden for sektorer, hvor de hidtil har været underrepræsenteret, herunder STEM og IT;

42.  understreger behovet for at sikre, at unge får mulighed for som minimum at opnå grundlæggende digitale færdigheder og tilegne sig viden og forståelse af medierne for at arbejde, at uddanne sig og at deltage aktivt i det moderne samfund;

43.  bemærker, at unge, selv hvis de overvinder den egentlige udfordring i at finde et job, ikke nødvendigvis sikrer midler til at leve over fattigdomsgrænsen i mange medlemsstater;

44.  opfordrer til en fortsættelse af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet; opfordrer til, at der foreslås efterfølgende justeringer af lovgivning og ressourcer med henblik på at overvinde de nuværende hindringer for gennemførelsen indtil udgangen af den nuværende finansielle ramme;

45.  opfordrer til bedre koordination på alle niveauer mellem uddannelses- og undervisningsplaner og nødvendigheden af at ændre arbejdsmarkederne; opfordrer til kampagner, der giver oplysninger, øger opmærksomheden og styrker mobilitetsprogrammer, der skal etableres i alle generelle og erhvervsfaglige uddannelsesinstitutioner i EU med henblik på at opfylde de politiske mål om økonomisk, social og territorial samhørighed i EU og set i lyset af de vedvarende uligheder mellem byer, forstæder og landdistrikter; understreger imidlertid betydningen af at opretholde værdien af viden og af at søge at tilvejebringe en fuldt afbalanceret uddannelse og et solidt akademisk grundlag; opfordrer til fremme af dialog og samarbejde mellem erhvervslivet og universiteterne med det formål at udvikle uddannelsesprogrammer, der udruster unge med det rette sæt af kvalifikationer, viden og kompetencer; opfordrer i denne forbindelse til et tættere samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, virksomheder, navnlig SMV'er og arbejdsformidlinger; foreslår, at medlemsstaterne overtager bedste praksis fra hinanden i denne henseende;

46.  understreger, at en holistisk og inkluderende pædagogisk tilgang er afgørende for at få alle elever og studerende til at føle sig velkomne og inkluderede, således at de kan tage ejerskab over deres uddannelse; påpeger, at unge, der forlader uddannelsessystemet uden kvalifikationer, er en stor udfordring for vores samfund, fordi det fører til social udstødelse, og at bekæmpelse af denne situation bør være et af vores prioriterede mål; påpeger, at der ud over tilpasningen af uddannelsessystemerne bør iværksættes individuelle foranstaltninger for de dårligst stillede; minder om, at praktikophold og lærepladser bør føre til beskæftigelse, og at arbejdsvilkår og tildelte opgaver bør hjælpe praktikanterne til at opnå den praktiske erfaring og de færdigheder, der er relevante for at komme ind på arbejdsmarkedet; mener, at det for at tackle ungdomsarbejdsløsheden er afgørende at inddrage de regionale og lokale offentlige og private interessenter i udformningen og gennemførelsen af den rette politiksammensætning;

47.  opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre foranstaltninger for en lettere overgang fra uddannelse til arbejdsliv for de unge, herunder ved at sikre praktikophold og lærlingeuddannelser af høj kvalitet, således at de unge får klart definerede rettigheder såsom adgang til social beskyttelse, skriftlige og bindende kontrakter og en rimelig løn for at forhindre forskelsbehandling af de unge i forbindelse med deres adgang til arbejdsmarkedet, og ved på en passende måde at informere eleverne om fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet;

48.  understreger, at arbejdsløshedsprocenten falder betydeligt i takt med det opnåede uddannelsesniveau, hvorfor der er behov for at fremme og investere i de unges muligheder for videregående uddannelser i EU;

49.  påpeger imidlertid, at uddannelse ikke kun bør formidle kvalifikationer og kompetencer, der er relevante for arbejdsmarkedets behov, men også bør bidrage til unges personlige udvikling og opvækst for at gøre dem til proaktive og ansvarlige borgere; understreger følgelig behovet for undervisning i medborgerkundskab i hele uddannelsessystemet, både af formel og ikke-formel art;

50.  opfordrer medlemsstaterne til at skabe muligheder for dobbeltkarriere for unge, der er talentfulde i sport, så de kan udvikle deres talent som sportsfolk, alt imens de stadig erhverver sig uddannelsesmæssige færdigheder;

51.  understreger behovet for at inkludere elementer af iværksætteruddannelse på alle uddannelses- og erhvervsuddannelsesniveauer og inden for alle uddannelsesformer, eftersom fremme af iværksætterånden blandt unge på et tidligt stadium er et effektivt middel til at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed; opfordrer i denne forbindelse indtrængende til aktiv dialog og samarbejde mellem universitetsmiljøet og erhvervslivet med det formål at udvikle uddannelsesprogrammer, som giver de unge de nødvendige kvalifikationer og kompetencer; understreger endvidere behovet for at fremme og bevare politikker til fremme af iværksættervirksomhed blandt unge, navnlig på de kulturelle og kreative områder og på sportsområdet for at skabe sikre kvalitetsjob og for at sætte skub i den sociale udvikling og samhørigheden mellem samfundene; understreger desuden potentialet ved frivilligt arbejde for at opnå kvalifikationer, forbedre den personlige udvikling og for at give unge mulighed for at finde deres erhverv;

52.  påpeger, at iværksætterkultur kræver udvikling af tværfaglige kvalifikationer, såsom kreativitet, kritisk tænkning, teamwork og initiativlyst, der bidrager til unges personlige og faglige udvikling og letter deres overgang til arbejdsmarkedet; mener, at der derfor er behov for at fremme og tilskynde til iværksætteres deltagelse i uddannelsesprocessen;

53.  understreger betydningen af at investere mere i nystartede virksomheder og unge iværksættere ved at lette deres adgang til startkapital og centre med erfarne virksomhedsmentorer;

54.  minder om, at beskæftigelse og iværksætterånd udgør en af de otte prioriteringer i EU-strategien for unge (2010-2018); understreger, at ungdomsarbejde og ikke-formel læring, bl.a. i foreninger for unge iværksættere og ungdomsorganisationer, der tilbyder unge mulighed for at udvikle innovative projekter, få iværksættererfaring og opnå midler og den nødvendige tillid til at starte deres egen virksomhed, spiller en afgørende rolle i udviklingen af de unges kreative og innovative potentiale, herunder af iværksætterånd og -færdigheder og medborgerkompetence; understreger behovet for at skabe et gunstigt miljø for iværksættervirksomhed og innovative nystartede virksomheder til gavn for ungdomsbeskæftigelsen i Europa; understreger, at alle de hindringer, som står i vejen for, at de unge kan udnytte deres idéer, potentiale og holdninger, bør fjernes;

55.  anbefaler, at EU-strategien for unge forstærker fokus på iværksættervirksomhed som nøgle til at fremme den økonomiske vækst; bemærker, at kun én ud af fem unge europæere ønskede at starte egen virksomhed i 2014 og stadig finder idéen om dette vanskelig; støtter prioritering af udviklingen af en iværksætterkultur på et tidligt stadium, fleksible arbejdsretlige bestemmelser, der gør det muligt at kombinere arbejde og studier og adgang til finansiering;

56.  minder om, at de kreative industrier er blandt de mest iværksætterorienterede og hurtigst voksende sektorer, og at kreative uddannelser udvikler færdigheder, der kan overføres, såsom kreativ tænkning, problemløsning, teamwork og opfindsomhed; erkender, at kunst- og mediesektorerne er særlig tillokkende for unge;

57.  fremhæver betydningen af social iværksættervirksomhed som en drivkraft for innovation, social udvikling og beskæftigelse og opfordrer derfor EU og medlemsstaterne til at fremme det på bedre vis og styrke dets rolle;

58.  tilskynder medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til at skabe incitamenter for iværksættervirksomhed ved at skabe et mere iværksættervenligt miljø, der fremmer virksomhedsopstart, som ville omfatte ordninger for og foranstaltninger til let adgang til kreditter fra banker, forenklet lovgivning og skattebegunstigelsesordninger og foranstaltninger, der gør det muligt for unge at videreføre deres egne virksomhedsideer; anbefaler undervisningsmetoder, som fremmer en iværksættermentalitet og en kreativ mentalitet og ansættelse af dimittender som unge iværksættere;

59.  understreger, at medlemsstaterne med henblik på at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden har brug for et veluddannet personale i karrierevejledning, som er vidende om både de akademiske og de erhvervsfaglige uddannelsesmuligheder og er bevidste om det aktuelle arbejdsmarked, den sandsynlige udvikling i medlemsstaterne og de nye sektorer i deres økonomi;

60.  opfordrer medlemsstaterne til at yde støtte til unge, der vil starte deres uafhængige liv og etablere deres egne familier ved hjælp af boligstøtte, gunstige ordninger og reduktion af den personlige indkomstskat, og til at yde fordelagtige lån til studerende;

61.  understreger vigtigheden af gensidig anerkendelse af kvalifikationer, kompetencer og viden, der er blevet erhvervet gennem uformel, ikke-formel og livslang læring, eftersom valideringen heraf er afgørende for at synliggøre og værdsætte den enkeltes alsidige og righoldige læring, navnlig når det drejer sig om personer med begrænsede muligheder; påpeger, at validering af kvalifikationer bidrager til at forbedre adgangen til formel uddannelse og til nye faglige muligheder, samtidig med at man øger den enkeltes selvværd og motivation til at lære, til udvikling af værdier, færdigheder og kvalifikationer hos unge samt til uddannelse i medborgerskab og demokratisk deltagelse; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at øge deres bestræbelser på at udarbejde omfattende valideringsordninger i 2018, som der blev slået til lyd for i Rådets henstilling af 20. december 2012 om validering af ikke-formel og uformel læring, i tæt samarbejde med alle de relevante centrale interessenter, herunder ungdomsorganisationer;

62.  understreger betydningen af formel, uformel og ikke-formel læring, herunder som en del af foreningsaktiviteter, for at de unge kan udvikle værdier, færdigheder og kompetencer og lære om medborgerskab og demokratisk deltagelse; henleder opmærksomheden på den vifte af uddannelsestilbud og modeller, der findes i medlemsstaterne, og især på tostrenget læring, som kan lette overgangen fra uddannelse til beskæftigelse; støtter gennemførelsen af livslang læring; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre sammenhængende anerkendelse i hele Europa af færdigheder og kompetencer, der er erhvervet gennem formel, ikke-formel og uformel læring og praktikophold, med henblik på at bygge bro over kløften mellem manglen på kvalificeret arbejdskraft og den kvalifikationsmismatch, der er konstateret på det europæiske arbejdsmarked, og til at yde støtte til sådanne aktiviteter inden for rammerne af de relevante EU-programmer; opfordrer endvidere til øget fokus på sprog, navnlig sprogene i nabolandene, særligt inden for erhvervsrettet uddannelse (VET), med henblik på at styrke beskæftigelsesmulighederne for de berørte studerende på et grænseoverskridende arbejdsmarked;

63.  bemærker, at stadig flere unge som følge af den aktuelle digitaliseringsbølge og de nye tendenser på arbejdsmarkedet møder nye beskæftigelsesformer, der balancerer mellem fleksibilitet og sikkerhed; understreger betydningen af tilstrækkelig uddannelse for unge med henblik på at understrege de sociale beskyttelsesmekanismer i forbindelse med karriereudvikling;

64.  mener, at tidlige indgreb og proaktive arbejdsmarkedspolitikker udgør et skift fra at beskæftige sig med symptomerne på, at flere generationer har lidt afsavn, hen imod at identificere og håndtere risici tidligt i livet med sigte på at forebygge arbejdsløshed og lette reintegration; henleder særligt opmærksomheden på situationen for de unge, der er mest marginaliserede og har den største risiko for ledighed;

65.  understreger vigtigheden af åbne programmer med lave tærskler for at kunne arbejde med unge fra mindre stimulerende miljøer;

66.  understreger vigtigheden af livslang læring og af at forbedre de unges uddannelses- og beskæftigelsesmæssige muligheder for at sikre den gensidige anerkendelse og kompatibiliteten af kvalifikationer og akademiske grader på tværs af grænserne med henblik på at styrke systemet med sikring af kvalitet; opfordrer til fortsat udvidelse, evaluering og tilpasning til de ændrede uddannelseskrav af den gensidige anerkendelse af kvalifikationer og grader på tværs af grænserne, og bemærker, at dette bør sikres på europæisk plan og i alle lande, der har tilsluttet sig det europæiske område for videregående uddannelse, og dem der er omfattet af den europæiske referenceramme for kvalifikationer;

67.  påpeger i denne forbindelse, at ikke-formel og uformel læring, ligesom deltagelse i sportsaktiviteter og frivilligt arbejde spiller en vigtig rolle med hensyn til at fremme udviklingen af medborgerlige, sociale og interkulturelle kompetencer og færdigheder; understreger, at visse lande har gjort betydelige fremskridt med at udvikle den relevante juridiske ramme, mens andre har problemer med at indføre mere omfattende valideringsstrategier; understreger derfor behovet for at udvikle omfattende strategier, der kan sikre valideringen;

68.  understreger betydningen af at afhjælpe mangler på kvalifikationer og kvalifikationsmismatch ved at fremme og lette mobiliteten blandt personer under uddannelse og undervisningspersonale gennem bedre brug af alle EU-redskaber og -programmer; minder om, at mobilitet inden for uddannelse er en afgørende faktor for at komme ind på arbejdsmarkedet; understreger nødvendigheden af at gennemføre foranstaltninger med henblik på at sikre koordinering, komplementaritet og sammenhæng mellem strukturfondene for mobilitet, herunder f.eks. Den Europæiske Socialfond (ESF), og andre programmer som Erasmus+; understreger i denne forbindelse den vigtige rolle, som mobilitetsprogrammer såsom Erasmus+ spiller for at fremme udviklingen af tværgående kvalifikationer og kompetencer og interkulturelle udvekslinger blandt unge; glæder sig over omstruktureringen af EU's eksisterende websted "Skills Panorama" (Oversigt over kvalifikationer);

69.  understreger behovet for at styrke rollen for programmet Erasmus for unge iværksættere med henblik på at sikre beskæftigelse af høj kvalitet på lang sigt; er af den opfattelse, at jobmobilitet er en nødvendighed for at frigøre de unges potentiale; noterer sig, at der i øjeblikket er 217,7 millioner beskæftigede mennesker i EU, hvoraf 7,5 millioner (3,1 %) arbejder i en anden medlemsstat; noterer sig desuden, at unge ifølge EU's undersøgelser er mere tilbøjelige til at være mobile og til at tage nye færdigheder og kvalifikationer med hjem;

70.  opfordrer Kommissionen til at udbygge og støtte mobiliteten for studerende inden for erhvervsuddannelser ved at fremme Erasmusprogrammet for lærlinge;

71.  opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at drage fordel af den nuværende reform af Eures-netværket for at fremme unges arbejdskraftmobilitet i EU, bl.a. når det gælder lærlingeuddannelser og praktikophold; opfordrer medlemsstaterne til regelmæssigt at opdatere de ledige stillinger og CV'er; opfordrer Kommissionen til at forbedre jobmatchingprocessen i Eures for at sikre, at unge får passende tilbud om job af høj kvalitet i overensstemmelse med deres CV'er;

72.  tilskynder medlemsstaterne til at etablere tosporede uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer af god kvalitet i samarbejde med lokale og regionale økonomiske aktører efter udvekslingen af bedste praksis og i overensstemmelse med de enkelte uddannelsessystemers specifikke art for at overvinde de eksisterende og kommende kvalifikationsmismatch;

73.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at indføre innovative og fleksible ydelser til at nære talent og fremme kunstneriske og sportslige evner på området for kultur, uddannelse og erhvervsuddannelse; støtter de medlemsstater, der søger at indføre stipendieordninger for studerende, der har bevist deres uddannelsesmæssige, sportslige eller kunstneriske evner;

74.  påpeger, at skolefrafald og studerende, der forlader skolen uden kvalifikationer, er en af de største udfordringer for vores samfund – og at håndteringen af dem skal være et af vore primære mål – idet de fører til en usikker tilværelse og social udstødelse; påpeger, at mobilitet, tilpasning af uddannelsessystemer og gennemførelse af individualiserede foranstaltninger kan udgøre løsninger for de dårligst stillede med henblik på at reducere frafaldsprocenten inden for uddannelse og erhvervsuddannelse;

75.  fremhæver behovet for at skabe en studiekontrakt, som vil gøre det muligt for universiteter og studerende på erhvervsuddannelser at kombinere studier med arbejde, helst i virksomheder inden for det område, hvor de er under uddannelse, med henblik på at sikre, at de påbegyndte studier afsluttes;

76.  understreger nødvendigheden af at fortsætte bestræbelserne på at mindske frafaldet i skolerne og fremme uddannelse af ugunstigt stillede unge;

77.  bemærker, at ungdomsarbejdsløsheden på trods af et fald i de fleste medlemsstater, efter at kurven toppede i 2013, fortsat er et problem, der giver anledning til alvorlig bekymring i EU, idet omkring 8 millioner unge europæere er ude af stand til at finde arbejde, og eftersom den andel, der står over for langtidsarbejdsløshed eller ufrivilligt deltidsarbejde eller praktikantansættelse, stadig er stor;

Finansielle ressourcer

78.  understreger vigtigheden af strategiske investeringer, herunder fra EU's struktur- og investeringsfonde, navnlig Den Europæiske Socialfond, i regionaludvikling, konkurrenceevne og skabelse af praktikpladser, lærlingeuddannelser og bæredygtige job af høj kvalitet; bemærker, at en særlig opmærksomhed bør rettes mod unge, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse eller erhvervsuddannelse, de såkaldte NEET'er;

79.  noterer sig, at det tog nogle måneder at indlede programmeringsperioden 2014-2020, og at en første vurdering af Unionens politikker i denne periode, og navnlig af ungdomspolitikkerne, ikke fuldt ud kan repræsentere deres faktiske indvirkning;

80.  påpeger, at Revisionsretten i den foregående programmeringsperiode anslog fejlprocenten for transaktioner under programmet for livslang læring og programmet Aktive unge til over 4 %; forventer, at Kommissionen har behandlet disse fejl i gennemførelsen af Erasmus+;

81.  bemærker, at budgetgennemførelsen i 2013 for programmerne for 2007-2013, navnlig programmet for livslang læring, kulturprogrammet, medieprogrammet og programmet Aktive unge, var på 100 %; er imidlertid af den opfattelse, at udnyttelsesgraden alene ikke er en væsentlig indikator for effektiviteten af programmer med henblik på at vurdere deres succes;

82.  er bekymret over, at den manglende overensstemmelse mellem vedtagne forpligtelses- og betalingsbevillinger resulterede i manglende betalinger ved udgangen af 2013 (f.eks. for så vidt angår Erasmus +-programmet til en værdi af 202 mio. EUR) med negative konsekvenser for det følgende år; opfordrer Kommissionen til at sikre, at denne situation ikke gentager sig i forbindelse med de nye programmer;

83.  minder om, at unges modvilje mod at iværksætte virksomheder også bidrager til den langsomme økonomiske vækst i Europa, og finder det derfor nødvendigt at støtte unge i at starte deres egne virksomheder;

84.  glæder sig over, at der er øremærket over 12,4 mia. EUR fra Den Europæiske Socialfond (ESF) og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed i den nye programmeringsperiode;

85.  bemærker med tilfredshed, at 110 300 unge arbejdsløse i 2014 deltog i aktioner finansieret af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet; glæder sig over, at EU's stats- og regeringschefer har besluttet at tildele 6,4 mia. EUR i EU-midler (3,2 mia. EUR fra Den Europæiske Socialfond og 3,2 mia. EUR fra en ny budgetpost) til ungdomsgarantien; understreger dog, at der i nogle medlemsstater stadig er problemer med gennemførelsen af ungdomsgarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet;

86.  opfordrer EU og medlemsstaterne til at øge indsatsen for at sikre, at lærlingeuddannelser og praktikophold ikke anvendes som usikre former for arbejdskraft, der træder i stedet for rigtige job, og at alle de nødvendige former for beskyttelse af arbejdstagere, herunder i forbindelse med løn og andre økonomiske tillæg garanteres;

87.  opfordrer til målrettede og forenklede foranstaltninger for at øge medlemsstaternes kapacitet til at gøre brug af de disponible midler gennem de europæiske strukturfonde, Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, Unge på vej, Dit første Euresjob, Horisont 2020 og programmer og foranstaltninger på området for medborgerskab;

88.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forenkle de administrative procedurer for tildeling af finansielle ressourcer til ungdomsorganisationer, idet disse ofte mangler kapacitet til at håndtere komplicerede ansøgningsprocedurer, når de ansøger om støtte fra EU's forskellige programmer;

89.  tilskynder medlemsstaterne til fuldt ud at gøre brug af programmet Erasmus+ ved i højere grad at rette bestræbelserne imod mennesker på alle uddannelsesniveauer for at fremme unges beskæftigelsesudsigter, fremme karrierer på tværs af grænserne og en rimelig mobilitet for arbejdskraften; støtter interkulturel læring, europæisk medborgerskab og unges uddannelse i demokrati og værdier og opfordrer derfor Kommissionen til, når den foretager midtvejsrevisionen, at finde og fjerne de hindringer i finansieringsproceduren, der gør det vanskeligt at nå disse mål, således at Erasmus+ kan blive mere effektivt i denne forbindelse;

90.  glæder sig over, at Erasmusprogrammet er nået længere end sit benchmark på tre millioner studerende; noterer sig den vedvarende succes, som dette EU-flagskibsprogram har haft siden starten, og mener, at det er vigtigt, at programmet fortsat modtager støtte;

91.  beklager de store forskelle mellem medlemsstaterne for så vidt angår antallet af studerende, der rejser ud og ind med Erasmusprogrammet; anbefaler mere direkte oplysningskampagner og forenkling af reglerne;

92.  minder medlemsstaterne om, at de bør forpligte sig til at øge den nationale finansiering som et supplement til bevillingerne fra ESF og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet med henblik på at sikre, at ungdomsbeskæftigelsen får det nødvendige skub; finder det desuden nødvendigt, at de anvendte instrumenter og den tildelte støtte bør muliggøre et værdigt liv; opfordrer derfor til, at støtteniveauet vurderes set i lyset af de faktiske leveomkostninger i den enkelte medlemsstat;

93.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre ungdomsgarantiordningen; opfordrer til fortsat politisk engagement i ungdomsgaranti som en langsigtet strukturel reform, der sikrer bæredygtig integration på arbejdsmarkedet gennem tilbud af høj kvalitet;

94.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre ungdomsgarantien på basis af et stærkt samarbejde mellem nationale, regionale og lokale myndigheder, uddannelsessystemer og arbejdsformidlinger; påpeger, at ungdomsgarantien bør integreres fuldt ud i de nationale beskæftigelsesplaner og i planlægning af ungdoms- og uddannelsespolitikker, og at den bør kommunikeres bredt ud til alle unge; minder om, at ungdomsgarantiens succes i høj grad afhænger af ungdomsorganisationernes inddragelse i både kommunikationen og i evalueringen og gennemførelsen af garantien;

95.  minder om, at unge kvinder og mænd i forskellige socioøkonomiske omstændigheder er stillet over for forskellige arbejdsmarkedsforhold på forskellige alderstrin; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at medtage disse kønsspecifikke og socioøkonomiske aspekter i udformningen og gennemførelsen af ungdoms- og arbejdsmarkedspolitikker såsom ungdomsgarantien;

96.  mener, at den særligt høje jobusikkerhed blandt unge kombineret med den europæiske befolknings aldring udgør en stor udfordring for pensionssystemernes bæredygtighed, tilstrækkelighed og hensigtsmæssighed og er en alvorlig risiko for solidariteten på tværs af generationerne; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til i det mindste at forebygge misbrug af de tilskud, der ydes inden for rammerne af ungdomsgarantiordningen, og til at fremme, i det mindste for kontrakter, der indgås inden for ungdomsgarantien, kontrakter, der giver unge mulighed for at betale bidrag til de nationale sociale sikringsordninger;

97.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre og overvåge effektiviteten af ungdomsgarantien ved at gøre fuld brug af de midler, som EU har stillet til rådighed til dem til gennemførelse af foranstaltninger, der kan fremme ungdomsbeskæftigelsen gennem integrering af unge, herunder unge med handicap, på arbejdsmarkedet ved hjælp af et job, en læreplads eller et praktikophold inden for fire måneder, efter at de har forladt skolen eller mistet deres arbejde, ved f.eks. at skabe en livslang, skræddersyet erhvervsvejledning, registreringskontorer, informationscentre og metoder til dataindsamling og ved at tilskynde til registrering af arbejdsløse for at få et billede af den faktiske situation, for så vidt angår ungdomsarbejdsløshed, samt ved at forbedre de tjenester, der udbydes af jobcentrene til unge jobsøgende;

98.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til straks at tilvejebringe de vigtigste forudsætninger for gennemførelsen af den europæiske ungdomsgaranti, herunder jobtilbuddenes kvalitet og bæredygtighed, videreuddannelse og erhvervsuddannelse, social inklusion, synergier med andre politiske områder (vedrørende uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet, sociale tjenester og unge) og samarbejdet mellem alle relevante interessenter for at inddrage unge i arbejdsmarkedet, nedbringe ungdomsarbejdsløsheden og opnå en langsigtet positiv virkning med hensyn til forebyggelse af unges sociale udstødelse og ekskludering fra arbejdsmarkedet i overgangen fra skole til arbejdsmarkedet;

99.  opfordrer til en udvidelse af den europæiske ungdomsgarantis fokus, hvad angår uddannelse og erhvervsuddannelse for unge ufaglærte eller lavtuddannede arbejdsløse, til også at omfatte unge nyuddannede og unge med en erhvervsuddannelse samt for en udvidelse af aldersgrænsen i henhold til ungdomsgarantien, fra 25 til 29 år, således at den afspejler virkeligheden, idet mange nyuddannede og nyansatte på arbejdsmarkedet er sidst i 20'erne;

100.  opfordrer medlemsstaterne og regionerne til at udveksle god praksis og lære af hinanden; påpeger, at det er vigtigt at evaluere medlemsstaternes gennemførelse af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet i 2014 og 2015; understreger betydningen af at vurdere effektiviteten af ungdomsgarantien på mellemlang sigt med fokus på spørgsmålet om, hvorvidt det sætter unge i stand til at erhverve færdigheder og komme ind på arbejdsmarkedet, og på, at dette initiativ videreføres; påpeger endvidere, at ungdomsgarantiens succes i høj grad afhænger af ungdomsorganisationernes inddragelse i evalueringen og gennemførelsen af garantien;

101.  ser frem til, at Kommissionen senere i år præsenterer den samlede rapport om gennemførelsen af ungdomsgarantien;

102.  noterer sig, at Revisionsrettens beretning "EU’s ungdomsgaranti – gennemførelse i medlemsstaterne", som skal være afsluttet i begyndelsen af 2017, vil indeholde en klarere vurdering af programmets resultater; mener, at beretningen bl.a. bør omfatte en analyse af programmets effektivitet og de langsigtede resultater;

103.  minder Kommissionen om betydningen af at sikre et højt niveau af kendskab blandt unge til eksisterende programmer og muligheder for at deltage og også at sikre, at de oplysninger, der tilbydes om programmerne, er af høj kvalitet og baseret på kvantificerbare indikatorer (f.eks. inddragelse af målgruppen og dennes reaktioner);

104.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre ekspansive økonomiske politikker, der giver større spillerum inden for offentlige investeringer i uddannelse og lærepladser af høj kvalitet;

105.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at investere mere og ikke at skære ned på finansiering fra deres nationale budgetter til ungdomspolitikker, kunst, kultur, uddannelse, sundhed og sociale ydelser; opfordrer desuden medlemsstaterne til at kanalisere investeringer over i inklusiv uddannelse, som tager højde for samfundsmæssige udfordringer, med henblik på at sikre lige adgang og muligheder for alle, herunder for unge med forskellige socioøkonomiske baggrunde samt for sårbare og dårligt stillede grupper;

106.  anbefaler, at unges iværksættervirksomhed medtages i FFR og at medlemsstaterne bør arbejde på at udvikle nationale strategier, der sigter mod at sikre synergi mellem Erasmus+, ESF, det europæiske ungdomsinitiativ og Erasmus for unge iværksættere samt på klare retningslinjer for konsekvensanalyse fra Kommissionen til medlemsstaterne;

107.  anmoder Kommissionen om at anvende en omfattende overvågningsordning for ungdomsprogrammerne, der kombinerer planlagte resultatindikatorer, konkrete resultater og resultater på lang sigt;

108.  understreger, at det er nødvendigt at fokusere på præstationer og resultater, og glæder sig over at kunne konstatere, at den nye retlige ramme for de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) for programmeringsperioden 2014-2020 omfatter bestemmelser om rapportering af resultater fra medlemsstaterne;

109.  minder om, at 68 % af ESF's budget går til projekter, for hvilke unge potentielt kunne være en af målgrupperne;

110.  fremhæver behovet for at fremme boliglån til at imødekomme de behov, der opstår, når det er umuligt for studerende at følge en erhvervsuddannelse eller kurser på universiteterne i deres egen by eller i byer, som ligger mindre end 50 km væk;

Deltagelse i beslutningstagningen:

111.  opfordrer til en styrkelse af partnerskaberne mellem ungdomsorganisationer og offentlige myndigheder med henblik på at øge mulighederne for unges og deres organisationers deltagelse i udformningen af politikker; anser ungdoms-, kunst- og sportsorganisationers rolle for at have særlig stor betydning for udvikling af unges deltagelseskvalifikationer og for at forbedre kvaliteten af beslutningsprocessen, navnlig i betragtning af at unge bidrager til samfundet og også er leveringsdygtige i løsninger på de aktuelle udfordringer, som det europæiske samfund står over for; fremhæver den særlige rolle, som ungdomsorganisationer spiller for udviklingen af en følelse af medborgerskab i forbindelse med udøvelsen af de demokratiske værdier og processer;

112.  understreger værdien af ungdomsorganisationer som udbydere af undervisning i medborgerskab og undervisning i demokratiske værdier, færdigheder og kompetencer og anerkender deres bidrag til at forbedre unges deltagelse i demokratiske processer;

113.  understreger, at uformel og ikke-formel læring, kunst og sport samt frivillige og sociale aktiviteter har afgørende betydning for at fremme unges deltagelse og sociale samhørighed som værktøjer, der kan have en enorm indvirkning på lokalsamfund og kan bidrage til at håndtere mange af de samfundsmæssige udfordringer;

114.  opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at overholde principperne om inklusivitet i forbindelse med ungdomsbeskæftigelse, idet der lægges særlig vægt på unge med handicap;

115.  understreger behovet for at fokusere på at fremme bevidstheden om medborgerskab, mediekendskab, digitale færdigheder, kritisk tænkning og interkulturel forståelse ved brug af en bred vifte af virkemidler, som de unge kender (f.eks. sociale netværk); fremhæver den vigtige rolle, som disse programmer og uddannelsesinitiativer spiller med hensyn til at forebygge radikalisering blandt unge;

116.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage højde for nye former for økonomisk inddragelse af unge, såsom den stigende tendens, de har til at bruge instrumenter inden for deleøkonomien;

117.  understreger, at unges frivillige aktiviteter, f.eks. politiske, sociale, kulturelle og sportslige aktiviteter på lokalt, regionalt og nationalt plan, bør understøttes og i højere grad anerkendes for deres værdi som en vigtig form for ikke-formel læring, der bidrager til at udvikle nøglekompetencer for livet og til at fremme værdier såsom samarbejde, solidaritet, ligestilling og retfærdighed; understreger dog, at unges vilje til at udvikle frivillige aktiviteter i sidste ende ikke kan betragtes som en billig erstatning for tjenester, som medlemsstaterne bør tage sig af; anmoder om, at frivillige aktiviteter fuldt ud anerkendes og valideres;

118.  opfordrer medlemsstaterne til at fremme unge studerendes demokratiske deltagelse og til at hjælpe unge under uddannelse med at deltage i deres uddannelse og med at bidrage til den gennem deres medlemskab af studenterorganisationer;

119.  understreger, at bedre forståelse for EU's værdier, EU's funktionsmåde og den europæiske mangfoldighed er afgørende for at stimulere deltagelsen i demokratiet og fremme et aktivt medborgerskab blandt unge;

120.  opfordrer Kommissionen til at udnytte nye digitale værktøjer mest muligt og til fuldt ud at udnytte de muligheder, som sociale medier giver inden for uddannelse og erhvervsuddannelse, for at tilbyde målrettet medieuddannelse af høj kvalitet, der tilskynder til udvikling af mediekendskab og kritisk tænkning, og til at fremme og tilskynde til unges deltagelse i beslutningstagningen såvel som i det civile, kulturelle og sociale liv i samfundet med henblik på at øge deres beskæftigelsesegnethed og fremme iværksættervirksomhed, innovation og kultur; anerkender også de digitale redskabers potentiale, idet de kan bruges som et effektivt middel til at bekæmpe mobning, hadefuld tale og radikalisering;

o
o   o

121.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen og til medlemsstaternes regeringer.

(1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 50.
(2) EUT C 417 af 15.12.2015, s. 1.
(3) EUT C 183 af 14.6.2014, s. 5.
(4) EUT C 120 af 26.4.2013, s. 1.
(5) EUCO 37/13.
(6) EUT C 311 af 19.12.2009, s. 1.
(7) EUT C 119 af 28.5.2009, s. 2.
(8) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0107.
(9) EUT C 93 af 9.3.2016, s. 61.
(10) EUT C 161 E af 31.5.2011, s. 21.
(11) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0106.
(12) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0292.
(13) EUT C 346 af 21.9.2016, s. 2.
(14) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0005.


Hvordan kan den fælles landbrugspolitik bidrage til jobskabelse i landdistrikterne?
PDF 227kWORD 60k
Europa-Parlamentets beslutning af 27. oktober 2016 om, hvordan den fælles landbrugspolitik kan forbedre beskæftigelsen i landdistrikterne (2015/2226(INI))
P8_TA(2016)0427A8-0285/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om beskæftigelse i landdistrikterne: bro over beskæftigelseskløften (COM(2006)0857),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0285/2016),

A.  der henviser til, at landdistrikterne udgør mere end 77 % af EU's område, og at mange arbejdspladser i disse lokalområder, som ofte ikke kan udflyttes, er knyttet til landbrug og fødevareindustri;

B.  der henviser til, at landbrug og agrofødevareindustri tilsammen tegner sig for 6 % af EU's BNP, 15 mio. virksomheder og 46 mio. arbejdspladser;

C.  der henviser til, at antallet af landbrugere i landdistrikterne er faldet drastisk gennem flere årtier i en lang række europæiske lande i lighed med landbrugernes og andre landarbejderes indkomster, og at beskæftigelsen i landbruget i disse områder er blevet ved med at falde; der henviser til, at der mellem 2005 og 2014 var et fald på næsten en fjerdedel (-23,6 %) i tilstrømningen af arbejdskraft til landbruget i EU-28(1);

D.  der henviser til, at skønt landbruget stadig står for hovedparten af arealanvendelsen i Europa, beskæftiger det i dag kun en meget lille del af den erhvervsaktive befolkning, som bor i landdistrikterne; der henviser til, at en diversificering af arealudnyttelsen i landdistrikterne, der kombinerer funktioner, som frembringer økonomiske aktiviteter med funktioner, som imødekommer beboelse og rekreative formål samt beskyttelse og bevarelse af naturområder, er en stor udfordring for så vidt angår udviklingen af og beskæftigelsen i de forskellige landdistrikter i EU; der henviser til, at selv om visse regioner i de senere år har oplevet, at det faldende befolkningstal er blevet vendt gennem en tilstrømning af folk, der ønsker at bo på landet, hvilket i de fleste tilfælde giver en semiurbaniserende virkning, er der til gengæld også en tendens til afvandring i langt mindre velstillede regioner, hvor isolation er et problem, og hvor det er vanskeligere at støtte udvikling og beskæftigelse;

E.  der henviser til, at mange landdistrikter står med en række udfordringer, såsom lav indkomst, negativ befolkningstilvækst, mangel på arbejdspladser og høj arbejdsløshed, en langsom udvikling i den tertiære sektor, manglende kapacitet til forarbejdning af fødevareprodukter, dårlige kvalifikationer og begrænset kapital;

F.  der henviser til, at mere end 90 % af europæerne mener, at landbruget og landdistrikterne har stor betydning for deres fremtid;

G.  der henviser til, at indkomsten er forholdsvis lav pr. arbejdskraftenhed for landbrugsaktiviteter, og at dette giver anledning til bekymring;

H.  der henviser til, at den økonomiske krise har ramt alle dele af Europa, men navnlig landdistrikterne;

I.  der henviser til, at EU i lyset af den aktuelle økonomiske krise har gjort beskæftigelse til en af sine vigtigste prioriteringer – især via EFSI – og til, at den fælles landbrugspolitik i denne sammenhæng skal gøres mere effektiv, og dens legitimitet som et af de vigtigste redskaber i EU's indsats for at fastholde og skabe beskæftigelse og konkurrenceevne i landdistrikterne, navnlig i landbrugssektoren, skal bekræftes på ny; der henviser til, at det i denne forbindelse er nødvendigt at evaluere, i hvilket omfang den fælles landbrugspolitik har en indvirkning på skabelsen og fastholdelsen af job i landdistrikterne;

J.  der henviser til, at det har afgørende betydning at bevare de to søjler i den fælles landbrugspolitik, da søjle I forebygger udvandring af små landbrug og familielandbrug fra sektoren og fastholder job i landbrugssektoren, mens søjle II-midler sikrer jobskabelse inden for andre områder såsom turisme, fødevareforarbejdning og andre beslægtede sektorer;

K.  der henviser til, at europæisk landbrug står over for en række udfordringer i forbindelse med fødevareproduktion og -sikkerhed, miljø, biodiversitet, bæredygtighed, energi og klimaændringer, og det er afgørende at styrke forholdet mellem samfundet og landbruget, udvikle innovative løsninger for at imødekomme disse udfordringer med henblik på at sikre sektorens modstands- og konkurrencedygtighed og genoverveje målene for en virkelig offentlig politik, der er i alles interesse, hvilket er et af de vigtigste aspekter af den europæiske integration;

L.  der henviser til, at betydningen af igen at decentralisere landbruget – denne nødvendige forankring af produktionen og beskæftigelsen i et bestemt lokalområde – har været overset alt for længe, og at det er vores pligt at holde liv i landbruget som en kerneaktivitet, der udføres af mænd og kvinder i deres lokalområde, for at sikre dynamiske landdistrikter med høj beskæftigelse; der henviser til, at dette fornyede fokus også vil bidrage til en sund balance mellem by- og landudvikling;

M.  der henviser til, at der er en voksende rolle og interesse for landbrug i byområder og bynære områder og ændrede forbrugsmønstre, der kombinerer forskellige faktorer, herunder minimalt miljøfodaftryk, lokal produktion af høj kvalitet og anerkendelse af værdien af det arbejde, som små og regionale producenter udfører;

N.  der henviser til, at grundlaget for den seneste reform af den fælles landbrugspolitik har bidraget til en omlægning og en mere retfærdig fordeling af støtten mellem medlemsstaterne og de forskellige landbrugssektorer og på ny har bekræftet den fælles landbrugspolitiks økonomiske og socialt stabiliserende rolle for landbrugsbedrifterne og landdistrikterne;

O.  der henviser til, at selv om undersøgelser har vist, at direkte betalinger via søjle I ikke umiddelbart skaber job, spiller de en afgørende rolle for at fastholde job og sikre, at landbrugere ikke forlader landbruget; der henviser til, at hvis denne politiske støtte blev fjernet, ville 30 % af EU's landbrugere være tvunget til at indstille aktiviteterne og forlade landbrugssektoren; der henviser til, at disse betalinger holder små landbrugere og landdistrikter i live;

P.  der henviser til, at støtte i form af direkte betalinger til landbrugere i yderområder, der driver landbrug på mindre egnede eller marginale jorder, er afgørende for ikke blot at sikre, at disse landbrugere forbliver på deres jord og har en anstændig indkomst, men også at jorden beskyttes og spiller en rolle med hensyn til at tiltrække turister til disse områder;

Q.  der henviser til, at hovedmålet for søjle I i den fælles landbrugspolitik efter reformen er sikring af fødevareforsyningen, som bidrager til at fastholde den eksisterende beskæftigelse i landbruget, og der er krav om at sikre en mere retfærdig fordeling af betalinger under søjle I for at maksimere den positive effekt af denne støtte;

R.  der henviser til, at de praktiske erfaringer viser, at der findes andre mulige udviklingsmodeller for landbruget, som giver bedre resultater med hensyn til fødevarekvalitet og landbrugsmæssige, miljømæssige og økonomiske resultater, at det er vigtigt at støtte og fremme en mangfoldighed af landbrugssystemer, og at små og mellemstore bedrifter, som generelt er mere diversificerede, innovative og meget fleksible, ofte er godt organiseret med hensyn til at danne producentsammenslutninger og kooperativer og gavner deres lokalsamfund og dermed støtter økonomien i landdistrikterne, som er afgørende for udviklingen af det europæiske landbrug;

S.  der henviser til, at den aktuelle krise viser, at det inden for rammerne af en markedsorienteret fælles landbrugspolitik er vigtigt at bevare en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og komme frem med nogle hensigtsmæssige nye lovgivningsmæssige værktøjer for at sikre prisstabilitet og bevare beskæftigelsen og indtjeningen i landbruget;

T.  der henviser til, at EU's landbrugere opererer på et stadig mere globalt marked og derfor i højere grad end andre sektorer udsættes for prisudsving;

U.  der henviser til, at det nuværende betalingssystem i fødevareforsyningskæden ikke sikrer en bæredygtig fordeling af merværdien, og at primærproducenternes indtægter ofte ikke engang er høje nok til at dække deres omkostninger;

V.  der henviser til, at landdistrikter sammenlignet med byområder statistisk set som regel er kendetegnet ved højere arbejdsløshed og væsentlig lavere indkomster blandt indbyggerne såvel som en mindre attraktiv infrastruktur og dårligere adgang til tjenester, som det er dyrt at tilvejebringe på grund af den lave befolkningstæthed og ringe tilgængelighed;

W.  der henviser til, at jobskabelse i landdistrikterne skal være en del af en bæredygtig politik, der er skræddersyet til specifikke områder og indebærer opretholdelse og udvikling af landbrugsaktiviteter og aktiviteter, der indirekte er knyttet til landbrug og skovbrug, samt landlige aktiviteter, der skaber bånd mellem de forskellige aktører, både socialt og solidaritetsmæssigt og bidrager til miljøforbedringer;

X.  der henviser til, at landdistrikternes fremtid ikke udelukkende afhænger af landbrugssektorens udvikling, men også er knyttet til diversificeringen og fastholdelsen af andre økonomiske aktiviteter som f.eks. skovbrug, kunsthåndværk og udvikling af små og mellemstore virksomheder og integreret produktionskapacitet, landboturisme, tilvejebringelse af rekreative, uddannelsesmæssige og sportslige aktiviteter (f.eks. ridning) og bæredygtig anvendelse af landbrugs- og skovressourcer (herunder affald) til produktion af vedvarende energi eller organiske materialer og produkter baseret på økologiske processer; der henviser til, at der er behov for decentraliserede og integrerede lokale politikker i tilknytning til socioøkonomiske aspekter og landdistrikternes identitet og kultur og for et egentligt lokaltbaseret system, der søger at opnå synergier, samt for i fællesskab at tage udgangspunkt i landdistrikternes ressourcer gennem kollektive og tværsektorielle tilgange, herunder anvendelse af andre EU-midler til at stimulere udvikling og beskæftigelse i landdistrikterne og samtidig sikre, at den landlige infrastruktur er på plads;

Y.  der henviser til, at det i dette øjemed er helt afgørende at fokusere på, at mange arbejdspladser er stedsafhængige og afhængige af aktivitetsspecifikt landbrug, herunder skovbrug, der ikke kan udflyttes, og vedrører fødevarer og nonfood-tjenesteydelser, såsom landskabspleje og vandbeskyttelse og -forvaltning;

Z.  der henviser til, at der navnlig bør ydes støtte til små familielandbrug, dvs. til individuelle landbrugere, der – alene eller sammen med andre – driver deres landbrug ansvarligt, uafhængigt og effektivt, og som er i stand til at håndtere eventuelle problemer ved at tilpasse deres produktionsbeslutninger og/eller deres produktionsmetoder og ved at diversificere deres aktiviteter med henblik på at tackle de konstante strukturelle ændringer i landbrugssektoren;

AA.  der henviser til, at man i forbindelse med alle EU-politikker bør analysere, registrere og fremme kvinders muligheder for at arbejde i eller selv drive virksomhed i landbrugsområder/landdistrikter, samt sikre, at kvinderne ikke stilles dårligere af politikkerne, da dette vil danne grundlaget for, at de bliver drivkræfter for udvikling og innovation, hvilket vil hjælpe hele sektoren med at komme ud af krisen; der henviser til, at kvinder bør inddrages i sektorudviklingsplanerne på lokalt og regionalt plan, så deres behov, erfaringer og visioner kan gøre nytte i disse planer, og at kvinderne derfor bør udrustes med de nødvendige kompetencer til at kunne deltage aktivt i udarbejdelsen af dem;

AB.  der henviser til, at kun 7,5 % af EU's landbrugere var under 35 år i 2010, og at over 4,5 millioner af dem, der nu driver bedrifter, er over 65 år, og at artikel 50 og 51 i forordning (EU) nr. 1307/2013 under den fælles landbrugspolitik indeholder bestemmelser med henblik på at støtte det nye generationsskifte i landbruget;

AC.  der henviser til, at kvinder i landdistrikterne i mange medlemsstater har begrænset adgang til beskæftigelse i landbruget eller andre af arbejdsmarkedets sektorer og oplever en større lønforskel end i andre områder, men at de alligevel spiller en særdeles vigtig rolle i udviklingen og den sociale struktur i landdistrikterne, navnlig på bedrifter, der er i gang med en diversificering (der tilbyder bondegårdsferier, kvalitetsprodukter af egen avl, rekreative, uddannelsesmæssige og sportslige aktiviteter og andre tjenesteydelser); der henviser til, at kvinders iværksætteri kan udgøre en vigtig grundpille i social, økonomisk og miljømæssig henseende for så vidt angår den bæredygtige udvikling i landdistrikterne; der henviser til, at ulige adgang til jord er medvirkende til at begrænse kvinder muligheder for at udvikle en virksomhed i landbrugssektoren; der henviser til, at gennemsnitlig 29 % af landbrugsbedrifterne i EU drives af kvinder;

AD.  der henviser til, at antallet af afgrødesorter, der dyrkes industrielt, er lille; der henviser til, at lokale sorter og varianter spiller en rolle med hensyn til at opretholde både biodiversiteten og befolkningens indkomst i regionerne samt den lokale produktion;

AE.  der henviser til, at det er nødvendigt at gøre miljøet i landdistrikterne mere attraktivt for de nye generationer ved at fremme uddannelse, der er rettet mod innovation og modernisering i erhvervet og i teknologierne;

AF.  der henviser til, at den universelle ramme for bæredygtighedsvurdering af fødevare- og landbrugssystemer (SAFA) er udviklet af FAO;

AG.  der henviser til, at Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) kan bruges til erhvervsuddannelse og anden opkvalificering inden for de forskellige aktivitetssektorer i landdistrikterne;

Under den nuværende fælles landbrugspolitik

1.  opfordrer alle medlemsstaterne til at give unge landbrugere langsigtede perspektiver for at imødegå affolkningen af landdistrikterne, at gennemføre en samlet generationsskiftestrategi og med henblik herpå gøre fuld brug af alle mulighederne i den nye fælles landbrugspolitik for at støtte unge landbrugere og nyetablerede landbrugere, herunder uden for familien, navnligt gennem støtteordningerne for unge landbrugere i den første og den anden søjle, samt fremme etableringen af nye landbrugere over 40 år og iværksætteri; bemærker også, at sådanne foranstaltninger skal suppleres af og være forenelige med bestemmelserne i de nationale politikker (om arealanvendelse, beskatning og socialsikring osv.), herunder støtte i henhold til artikel 50 og 51 i forordning (EU) nr. 1307/2013;

2.  bemærker, at langt de fleste direkte betalinger under den fælles landbrugspolitik går til de rigeste bedrifter, idet blot 13 % af støttemodtagerne fik 74 % af de direkte betalinger under politikken i 2014; mener, at dette ikke bidrager til jobskabelsen i landbruget, da små bedrifter er mere arbejdskraftintensive, og da 53 % af landbrugsmedarbejderne arbejder på bedrifter, der er klassificeret som værende af ringe økonomisk størrelse; efterlyser en bedre fordeling af betalingerne under den fælles landbrugspolitik til gavn for små landbrugere;

3.  tilskynder medlemsstaterne til at øge deres støtte til små og mellemstore bedrifter, bl.a. ved at gøre større brug af omfordelingsbetaling; opfordrer dem endvidere til at indføre ordninger, der gavner bedrifter, som er organiseret effektivt, og bedrifter, der anvender de retlige instrumenter om klyngesamarbejde mellem virksomheder;

4.  er af den opfattelse, at den fælles landbrugspolitik i højere grad bør tage hensyn til områder med geografiske ulemper (f.eks. bjergområder, oversøiske territorier, områder i den yderste periferi og sårbare naturområder), da opretholdelsen af landbruget disse steder er en afgørende vektor for en økonomisk, social og miljømæssig udvikling, hvor der fokuseres på arbejdspladser; tilføjer dog, at den fælles landbrugspolitik også skal tage højde for den nye dynamik i byspredningen og yde støtte til områder i udkanten af denne spredning ved at se de begrænsninger i øjnene, som er forbundet med deres særlige beskaffenhed;

5.  påpeger, at medlemsstaterne i vidt omfang har gjort brug af muligheden for at yde koblet støtte – som ved at udvikle produktionen og give den mulighed for at forblive på et givet sted fastholder beskæftigelsen i ugunstigt stillede områder – og opfordrer medlemsstaterne til at øge andelen af denne form for støtte til aktive landbrugere, gøre den mere fleksibel og øremærke en større del af den til at producere flere planteproteiner i EU, som i øjeblikket er afhængigt af tredjelande for at blive forsynet med denne råvare; foreslår desuden, at niveauet af frivillig koblet støtte kan tilpasses alt efter den pågældende afgrødes beskæftigelsesgrad, hvilket ville øge støtten til de landbrugsprodukter, som kræver mest arbejdskraft;

6.  påpeger, at der i den nuværende programmeringsperiode og i overensstemmelse med programmet for udvikling af landdistrikterne findes bestemmelser om målrettet støtte til dyrkning af lokale sorter og opdræt af lokale racer, hvorved beskæftigelsen fremmes og biodiversiteten opretholdes i regionerne; opfordrer medlemsstaterne til at indføre mekanismer, hvorunder grupper og sammenslutninger af producenter og landbrugere, der dyrker og opdrætter lokale sorter og racer, kan modtage målrettet støtte;

7.  påpeger, at det er nødvendigt at gennemføre miljødimensionen af den direkte støtte, og at dette skal være en integreret del af at sikre, at bedrifterne er bæredygtige og rentable, og bidrage til skabelse af nye job, bl.a. inden for bevarelse af biodiversitet, landbrugsturisme og landskabspleje, f.eks. på godser og historiske landejendomme; opfordrer indtrængende EU til at sørge for forenkling og for, at miljølovgivningen kan gennemføres på en enkel, letforståelig og problemfri måde; minder om, at miljødimensionen ikke må føre til reduktion eller nedlæggelse af særlig følsom landbrugsproduktion i bjergområder og yderområder;

8.  mener, at Unionen i betragtning af den høje dødelighed blandt honningbier i flere EU-medlemslande og den vigtige rolle, som dette bestøvende insekt spiller for fødevaresikkerheden og økonomien i mange plantesektorer, bør forstærke støtten til denne sektor ved at vedtage en egentlig europæisk strategi for genopretning af bibestanden; tilføjer, at dette ikke vil kræve store investeringer, men vil skabe mange arbejdspladser, enten gennem diversificering af aktiviteterne på eksisterende landbrugsbedrifter eller gennem etablering af nye, specialiserede landbrugsbedrifter, som ifølge eksperterne hver især ville være bæredygtige med 200 bistader, og som først og fremmest skulle opdrætte udvalgte dronninger og sværme og dernæst producere honning, som EU har en alvorlig mangel på; påpeger, at en tilgang som denne, der bygger på forskellige EU-strategier – innovation, social inklusion, jobskabelse – er i fuld overensstemmelse med ønsket om at styre den fælles landbrugspolitik og landbrugets udvikling hen imod større bæredygtighed;

9.  bemærker, at sektoren for at fastholde job på bedrifterne er nødt til at begynde at anvende nye risikostyringsværktøjer og øge brugen af redskaber som producentorganisationer under fusionsmarkedsordningen og i søjle II for bedre at kunne reagere på udsvingene og behovene på det globale marked; mener, at markedsforanstaltningerne og de ekstraordinære krise- og risikostyringsforanstaltninger, der er fastlagt under fusionsmarkedsordningen og søjle II, skal gennemføres langt hurtigere og mere proaktivt med EU-budgetstøtte, som efter behov tilpasses til de særlige forhold i regionerne i den yderste periferi, bjergområder og andre områder, hvis konkurrenceevne er udfordret, med henblik på at begrænse den negative indvirkning af de faldende priser på landbrugernes indkomster; påpeger, at gennemførelsen af ekstraordinære kriseforanstaltninger ikke har nået målene fuldt ud, og at der i højere grad bør tages hensyn til medlemsstaternes nuværende infrastruktur og kapacitet; opfordrer indtrængende Kommissionen til i lyset af de nylige kriser at udvikle hurtigere og mere effektive interventionssystemer, som kan forebygge de mest negative konsekvenser;

10.  opfordrer Kommissionen til at udnytte potentialet i de ekstraordinære foranstaltninger i artikel 219-222 i forordning (EU) nr. 1308/2013;

11.  mener, at interventionspriserne for at spille deres rolle som sikkerhedsnet med jævne mellemrum skal tilpasses kostprisudviklingen for have direkte indflydelse på producenternes indkomster og sikringen af deres aktiviteter samt på beskæftigelsen; ønsker, at EU indfører forebyggelsesværktøjer i stil med observatoriet for det europæiske mælkemarked for alle større produktionssektorer med henblik på at overvåge markederne, hvilket ville bidrage til at styre produktionen og sikre indgriben i tilfælde af kriser ved hjælp af nogle fleksible og proaktive markedsstyringsværktøjer, som kan aktiveres, når det er nødvendigt;

12.  erkender, at korte forsyningskæder, som forbinder landbrugerne til lokale producenter, kan stimulere jobskabelse i landdistrikterne, og fremhæver, at kvalitetsordninger, geografiske betegnelser og økologisk landbrug er en mulighed for at udvikle agrofødevaresektoren og potentielt skabe arbejdspladser i landdistrikterne, og derfor ikke bare bør beskyttes, men også udvikles for at skabe nye job og bevare den regionale kultur og identitet; fremhæver behovet for bedre adgang til større markeder for disse produkter og for indførelse af kvalitets-, reklame- og beskyttelsesforanstaltninger med henblik på at forbedre deres markedsføring og inklusion i de generelle turistprodukter i et givent geografisk område; minder i lyset af lovgivningsforslag, der er under drøftelse, om, at disse positive økonomiske virkninger er baseret på forbrugernes tillid, som ikke bør undermineres af ændringer, der kan opfattes som en forringelse af kvaliteten; fremhæver desuden, at processerne for at opnå disse kvalitetsstandarder kan være besværlige og bør forenkles;

13.  anbefaler, at medlemsstaterne kunne gøre mere udstrakt brug af anden søjles prioritet 6-områder om bevarelse og skabelse af job og vidensoverførsel samt erhvervs- og videreuddannelsestiltag (herunder lærlingeuddannelser og efteruddannelse på arbejdspladsen og omskoling af arbejdstagere i landbruget), så de kan overflyttes til andre aktiviteter i landdistrikterne, samt foranstaltninger inden for rådgivning og ledelsesstøtte med henblik på at forbedre bedrifternes økonomiske og miljømæssige resultater; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at yde støtte til efteruddannelse med henblik på at hjælpe landbrugere og andre arbejdstagere i landbruget og landdistrikterne til at blive mere alsidige og i stand til at diversificere deres aktiviteter og initiativer, samt på at styrke innovation;

14.  bemærker, at de nuværende programmer for udvikling af landdistrikterne fokuserer langt mindre på sociale projekter, som forsvarer beskæftigelsen, end i den forrige programmeringsperiode 2007-2013, hvilket skyldes medlemsstaternes valg i deres programmer for udvikling af landdistrikterne og de mindre bevillinger, der er øremærket til beskæftigelsesrelaterede foranstaltninger; opfordrer derfor til større fleksibilitet i gennemførelsen af politikken for landdistrikterne;

15.  mener, at det er nødvendigt at forenkle gennemførelsen af politikken for udvikling af landdistrikterne, vedtage mere sammenhængende tiltag efter flerfondsprincippet og sætte en stopper for, at medlemsstaterne og Kommissionen indfører alt for pedantisk administrativ og finansiel kontrol;

16.  opfordrer medlemsstaterne til at reklamere bedre for potentialet i den fælles landbrugspolitiks anden søjle for diversificering af aktiviteter i landdistrikterne (f.eks. landbrugsturisme og produktion af vedvarende energi);

17.  påpeger, at de nationale politikker og EU's politikker ikke tager tilstrækkeligt hensyn til den risikofaktor, som er uløseligt forbundet med innovation, hvilket er en hindring for innovation og jobskabelse, især for de mange aktører, der ikke har tilstrækkelig finansieringsevne til at gennemføre deres innovative projekter;

18.  understreger, at udvikling af landdistrikterne og jobskabelse går hånd i hånd, og opfordrer derfor medlemsstaterne og regionerne til at maksimere potentialet i de lokale og regionale myndigheder, som har størst kendskab til udfordringerne og mulighederne i deres områder, for at nå målene i søjle 2 og respektere den fælles landbrugspolitiks prioriteter, herunder fremme af social inklusion, fattigdomsbekæmpelse og økonomisk udvikling; minder om muligheden for at orientere programmer for udvikling af landdistrikterne og operationelle programmer mod jobskabelse og mod en forbedring af tjenesteniveauet i landdistrikterne og opfordrer Kommissionen til at støtte dem i at nå dette mål; fremhæver indretningen af modeller for deleøkonomi i landdistrikterne med henblik på at sætte skub i beskæftigelsen, gøre landbrugsaktiviteterne mere effektive og mindske omkostningerne;

19.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte virksomheder og kooperativer inden for den sociale økonomi, herunder socialt landbrug(2), for at fremme den sociale integration og beskæftigelsen i landdistrikterne; bemærker de foranstaltninger, der gennemføres under det sociale virksomhedsinitiativ, og opfordrer Kommissionen til at øge det bidrag, som den sociale økonomi yder til udviklingen af landdistrikterne, f.eks. gennem en handlingsplan for den sociale økonomi;

20.  understreger, at en indsats for at støtte den demografiske udvikling i og den familievenlige karakter af landdistrikterne bør få en mere fremtrædende plads for at støtte familier og gøre det lettere at kombinere familie- og arbejdsliv, også i forbindelse med arbejdsmarkedsspørgsmål og økonomisk udvikling i landdistrikterne;

21.  fremhæver behovet for at fremme aktive foranstaltninger og politikker, der fremhæver migrationens positive bidrag til den økonomiske vækst og fremmer social samhørighed i landdistrikterne;

22.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at føre politikker, der vil fremme landdistrikterne, ved at udvikle turismen, som, hvis den struktureres ordenligt og understøttes med incitamenter, kan blive en drivkraft for den kulturelle, sociale og økonomiske vækst i områder, der besidder betydelige natur-, landskabs-, kultur- og agrofødevareressourcer; understreger, at udviklingen af turismen i landdistrikterne og diversificeringen af landbrugsaktiviteterne (i uddannelsesmæssig, kulturel og rekreativ henseende) også virker som et incitament for de yngre generation til i en ånd af initiativ og foretagsomhed at stille sig i spidsen for kampagner rettet mod innovation og fremme af traditionelle produkter;

23.  understreger, at det vil være afgørende med bistand fra ELFUL og andre EU-fonde, at skabe synergier mellem forskellige politikområder for at klare den udfordring, der ligger i at skabe arbejdspladser i landdistrikterne, og for at sikre, at landbruget igen anerkendes som en vigtig faktor for territorial udvikling; bemærker, at midlerne under søjle II kan bruges som et dynamisk økonomisk redskab til at frembringe øgede synergier med alternative finansieringskilder og programmer og dermed gøre dem tilgængelige for landdistrikterne, så de kan øge konnektiviteten, konkurrenceevnen og den økonomiske diversificering, og for at støtte iværksætteri, idet der tages hensyn til bevarelsen af landbokultur og -identitet;

24.  understreger, at små bedrifter, der drives af ejeren, i stigende grad er kommet under pres fra investorers opkøb af landbrugsjord; understreger, at bevarelse af det opdyrkede areal og adgangen til jord er afgørende for oprettelse og udvidelse af landbrugsbedrifter og altafgørende for at fastholde arbejdspladser i landdistrikterne; påpeger, at Kommissionens rapport om unge landbrugeres behov fra november 2015 viste, at manglende muligheder for at købe eller leje jord er det største problem for unge landbrugere og nye aktører, der ønsker at begynde i landbruget; opfordrer derfor medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis og udvikle instrumenter med henblik på at gøre jord tilgængelig i landdistrikter med høj arbejdsløshed, f.eks. gennem delt brug og forvaltning af landbrugsjord i overensstemmelse med national praksis eller etablering af systemer til styring og tilvejebringelse af oplysninger om uudnyttede arealer eller jord, der kan anvendes til landbrug, som unge landbrugere og kvinder skal have fortrinsret til at benytte;

25.  finder det vigtigt, at programmerne for udvikling af landdistrikterne gør mere for at fremme forbindelserne mellem land- og byområder for at stimulere samarbejde og åbne muligheder for virksomheder i landdistrikterne, som er nødvendige for udviklingen i disse områder og for jobskabelsen; mener, at landsbyer spiller en væsentlig rolle i forbindelserne mellem by og land, idet de sikrer adgang til grundlæggende tjenesteydelser for beboerne i de omkringliggende landdistrikter, og at medlemsstaterne derfor bør fremme tjenesteydelser i landsbyer som led i deres territorialpolitikker;

26.  efterlyser indførelse af bindende regler om rimelig betaling i fødevareforsyningskæden mellem producent-, grossist- og forarbejdningsleddene for at sikre, at landbrugere får en passende andel af merværdien, som gør det muligt for dem at praktisere bæredygtigt landbrug;

27.  understreger, at skovbrugssektoren, der for nuværende er et underudnyttet aktiv i Europa, er en vigtig kilde til job, som bør fremmes på forskellig vis i hele træindustrien; tilføjer, at EU i øjeblikket er ramt af en alvorlig mangel på træ, og at det er nødvendigt at investere i den fornødne infrastruktur for skabe vækst i denne sektor;

28.  understreger, at det er altafgørende for opstarten og udvidelsen af en landbrugsbedrift at have adgang til jord; påpeger, at adgangen til jord er det største problem blandt unge landmænd i forbindelse med opstarten af en landbrugsbedrift;

Om fremtiden for den fælles landbrugspolitik efter 2020

29.  understreger, at procedurerne i den fælles landbrugspolitik skal forenkles, og at den skal vedblive med at have tilstrækkelige midler, som minimum på det nuværende niveau, som afspejler politikkens betydelige europæiske merværdi, for at kunne spille en reel rolle på lang sigt med hensyn til at skabe beskæftigelse som del af en diversificeret europæisk landbrugs- og skovbrugssektor, der fremmer bæredygtig udvikling og landdistrikternes tiltrækningskraft; understreger, at politikken for udvikling af landdistrikterne — som giver mulighed for mere direkte og mere effektive tiltag til at mindske den sociale udstødelse blandt beboerne i landdistrikterne og sætte skub i beskæftigelsen og dynamikken i landdistrikterne — gradvis bør styrkes, uden at underminere støtten under første søjle, som ligeledes skal omorganiseres, bl.a. for at sikre, at markederne fungerer bedre og viser større stabilitet, hvilket er afgørende for at beskytte landbrugernes indkomster, den europæiske model for landbrug og fødevaresikkerhed og sikre, at landdistrikterne bevarer deres tiltrækningskraft (med fokus på livskvalitet) sammenlignet med byområderne;

30.  understreger, at der i den fælles landbrugspolitik bør lægges stor vægt på instrumenter rettet mod modernisering og investeringer, som sikrer konkurrenceevnen i de økonomiske sektorer i landdistrikterne (herunder sektorerne for agrofødevarer, energi, forarbejdning og relaterede tjenester samt den sociale sektor) på en bæredygtig måde, i overensstemmelse med miljøbestemmelserne og dermed sikrer, at job kan fastholdes; påpeger, at disse instrumenter også vil gøre det muligt i højere grad at slå bro over kløfterne mellem medlemsstaterne og mellem regionerne med hensyn til udvikling af landbruget og landdistrikterne;

31.  fremhæver betydningen af turistsektoren som en indtægtskilde for landbrugere (f.eks. bondegårdsferie); opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at iværksætte programmer til støtte af investering og iværksætterinitiativer; anser det for vigtigt at støtte de pågældende landbrug gennem turistfremstød;

32.  bemærker de foranstaltninger til forenkling af den fælles landbrugspolitik, der er gennemført hidtil, men opfordrer Kommissionen til at videreudvikle og gennemføre foranstaltninger for at sikre proportionalitet og fleksibilitet med hensyn til at mindske den administrative byrde ved den fælles landbrugspolitik og øge produktiviteten på bedrifterne;

33.  understreger, at der er grænser for, hvad der kan opnås inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, da dens primære mål er at sikre fødevareforsyningen, og at det kræver en mere overordnet, tværpolitisk tilgang på både regionalt plan og medlemsstatsplan at tackle de mange udfordringer, der påvirker jobskabelsen og fastholdelsen af job i landdistrikterne;

34.  opfordrer Kommissionen til at støtte en konkurrencedygtig og bæredygtig europæisk landbrugsmodel med udgangspunkt i en landbrugsmodel, som er familiedrevet, diversificeret og multifunktionel, og som gør fastholdelse af områdebaserede og ordentligt betalte job til en prioritet, med særlig vægt på områder med specifikke begrænsninger, som anerkendt i artikel 349 TEUF, og i produktionen af fødevarer og non-food-produkter, der sikrer både fødevareforsyningssikkerhed og fødevaresikkerhed med henblik på at beskytte sundheden;

35.  opfordrer medlemsstaterne til at udvikle nogle værktøjer til overvågning og regulering af markederne for handel med jord, således at det bliver muligt at få et bedre kendskab til disse markeder og gøre en ende på det stærkt udbredte fænomen med koncentration eller opkøb af jord og produktionsmidler;

36.  fremhæver, at det er nødvendigt at tilskynde til udvikling, markedsføring og salg af landbrugsprodukter af høj kvalitet; efterlyser initiativer, der skal åbne nye markeder og iværksætte operationelle produktprogrammer og markedsføringskampagner for at sikre produktdiversificering og konkurrenceevne i den europæiske fødevareforsyningskæde;

37.  mener, at den fælles landbrugspolitik skal tage højde for europæisk landbrug i alle dets former og i alle landdistrikter, herunder de dårligst stillede og mest sårbare blandt dem (såsom bjergområder og områder i den yderste periferi) for således at sikre, at der gøres bedst mulig brug af alle ressourcer; mener, at dette endvidere vil indebære, at landbrugsjord, der er blevet forladt, tages i anvendelse igen;

38.  påpeger, at der foregår en øget diversificering af landbrugsmarkederne og de regionale nichemarkeder, hvilket sikrer beskæftigelse i landdistrikterne; efterlyser initiativer, der skal understøtte diversificeringen af landbrugsbedrifterne (f.eks. direkte markedsføring af landbrugsprodukter) og af økonomien i landdistrikterne generelt (f.eks. lette overgangen fra landbrugsarbejde til andre jobområder);

39.  mener, at der via midlerne under den fælles landbrugspolitik bør ydes mere støtte til at bremse tabet af små og mellemstore bedrifter og virksomheder, der er samlet i producentorganisationer, som, fordi de generelt er mere diversificerede, økonomiske og selvstændige, og lettere kan omlægges, er mere effektive med hensyn til at skabe merværdi og områdebaserede job og er en vigtig økonomisk og social søjle i deres regioner, og også fortsat bør ydes særlig støtte til områder, der er påvirket af særlige begrænsninger, som anerkendt i artikel 349 TEUF;

40.  påpeger, at direkte betalinger under den fælles landbrugspolitik kun bør foretages til personer, hvis hovedaktivitetsområde er landbrug;

41.  påpeger, at søgningen efter beskæftigelsesmuligheder i regionerne i den yderste periferi i tilfælde af økonomisk smalhals kompromitteres af manglen på transportforbindelser, og mener i betragtning af landbrugets betydning i disse regioner, at der i den fremtidige fælles landbrugspolitik bør afsættes midler til positiv forskelsbehandling af de regioner, der oplever særlige begrænsninger, som anderkendt i TEUF, eftersom dette vil få en multiplikatoreffekt med hensyn til at fremme andre beslægtede aktiviteter såsom agroindustri, turisme, naturbeskyttelse, energiproduktion og den cirkulære økonomi på en måde, som vil supplere multifinansieringsstrategien; understreger, at der i denne strategi bør tages hensyn til de faktorer vedrørende positiv forskelsbehandling, der er udpeget for regionerne i den yderste periferi, som kan fungere som et laboratorium for originale, innovative løsninger inden for landbruget, der kan anvendes i andre, mindre ekstreme og mere omfattende sammenhænge, hvad angår landbrugsstruktur, jord- og klimaforhold og karakteristisk biodiversitet;

42.  mener, at fælles landbrugsdrift bør fremmes og støttes økonomisk, da det sænker bedrifternes produktionsomkostninger, især udgifterne til mekanisering, og fremmer solidaritet mellem landbrugerne og overførsel af innovation, knowhow og bedste praksis, hvorved der skabes en dynamik, som er gunstig for udviklingen og beskæftigelsen;

43.  opfordrer Kommissionen til at stimulere diversificering og konkurrenceevne blandt mindre landbrugsbedrifter, herunder sociale landbrug og serviceorienterede landbrug;

44.  understreger, at det er vigtigt, at den fælles landbrugspolitik bør yde mere støtte til de positive effekter af landbruget i form af beskæftigelse og miljø, og at den bør yde mere effektiv støtte til økologisk og biodynamisk landbrug og alle andre bæredygtige produktionsmetoder, herunder integreret landbrug og skovlandbrug inden for agroøkologien, hvilket gør det nødvendigt at forenkle de nuværende forordninger og vedtage nye, som kan gennemføres enkelt, letforståeligt og problemfrit; mener, at værdien af disse positive effekter for beskæftigelsen og miljøet er i hele samfundets interesse, og er et element, der bør medtages i landbrugsindkomsterne;

45.  minder om det positive eksempel med "biodistrikterne", nemlig områder, hvor produkterne fra det lokale landbrug og husdyrhold, der fremstilles ved anvendelse af den økologiske metode, og alle de økonomiske aktører, der er afhængige af dem (virksomheder inden for agrofødevarer, gastronomi og turisme) fremmes ved hjælp af en række koordinerede tiltag, eftersom dette instrument allerede har vist sig at kunne gavne de lokale indkomster og bidrage til at forsvare landdistrikterne gennem en bevarelse af landskabet og de traditionelle produkter;

46.  fremhæver det potentiale, der ligger i bæredygtigt landbrug og bæredygtige fødevaresystemer, navnlig økologisk landbrug, samt bæredygtig forvaltning af jord, vand, biodiversitet og landdistrikternes infrastruktur med hensyn til at bevare og skabe ordentlige job inden for landbruget og blomstrende økonomier i landdistrikterne;

47.  mener, at fødevaresikkerheden i Den Europæiske Union fortsat skal forblive det primære princip i den fremtidige fælles landbrugspolitik uden dog at forsømme de eksterne markeder; mener i denne forbindelse, at handelsaftaler kan udgøre både en reel risiko og eventuelle muligheder for europæisk landbrug, og mener, at frihandelsaftaler ikke bør medføre urimelig konkurrence for små og mellemstore landbrugsbedrifter eller undergrave lokale økonomier og arbejdspladser;

48.  mener, at EU-støtte til projekter blandt nyetablerede sammenslutninger af frugt- og grøntavlere bør genindføres med henblik på at forbedre den nuværende utilstrækkelige organisation i frugt- og grøntsektoren;

49.  understreger, at i en situation med dyb usikkerhed med hensyn til fremtiden med lave og svingende landbrugspriser, skal EU opfylde traktatens mål for den fælles landbrugspolitik ved at gøre en større indsats for at rette op på de tilfældige virkninger på de markeder, hvor priserne svigter, og for at sikre landbrugssektorens modstandsdygtighed og konkurrenceevne ved at etablere effektive sikkerhedsnet og systemer til forebyggelse og krisestyring med henblik på at finde balancen mellem udbud og efterspørgsel samt skabe risikostyringsredskaber baseret på nye, innovative systemer og inddrage landbrugerne selv i finansieringen; mener, at andelen til finansiering af foranstaltninger til at stabilisere landbrugsmarkederne bør øges, og, navnlig, at den fælles landbrugspolitik også skal styrke forsikringsordninger til at beskytte landbrugerne mod de forskellige klimatiske, sundhedsmæssige og økonomiske risici; mener, at EU for at håndtere de risici, der er forbundet med den globale opvarmning skal sætte alt ind på at øge den positive rolle, som landbruget kan spille, ved hjælp af f.eks. agronomiske teknikker og en bedre forvaltning af jordbunden med henblik på en bedre CO2-optagelse, og at det er vigtigt at yde landbrugerne teknisk og økonomisk støtte, som gør dem i stand til gradvist at ændre deres praksis og innovere;

50.  understreger derudover, at direkte betalinger bør forblive et instrument under den fælles landbrugspolitik efter 2020 for at understøtte og stabilisere landbrugeres indkomster og kompensere for omkostninger i forbindelse med overholdelsen af høje EU-standarder (navnlig hvad angår produktionsmetoder og miljøkrav) og for at opretholde landbrugsproduktionen i de dårligst stillede regioner; påpeger, at de direkte betalinger derfor bør rettes mod at sikre økonomisk stabilitet i landbrugssektoren og mod at garantere fødevare- og miljøsikkerhed; påpeger i denne forbindelse, at det er afgørende at udjævne satserne for direkte betalinger for at sikre lige konkurrencevilkår på EU's indre marked og bæredygtig udnyttelse af landbrugsressourcerne på EU-plan;

51.  mener, at den fælles landbrugspolitik i vid udstrækning bør fremme udvikling af samarbejde blandt landbrugere, navnlig i fremstillings- og forarbejdningssektorerne, da der er store forskelle på graden af samarbejde mellem landbrugerne i de enkelte medlemsstater, og da mangel på samarbejde har en negativ indvirkning på landbrugernes evne til at modstå krisesituationer og markedspres;

52.  opfordrer medlemsstaterne til under den anden søjle i den fælles landbrugspolitik at prioritere Det Europæiske Innovationspartnerskab (EIP); opfordrer Kommissionen til at prioritere Horisont 2020 og til at sikre bedre adgang for landbrugere til EIB's finansieringsmuligheder, støtte til innovative, bæredygtige landbrugs- og skovbrugsmodeller til produktion af fødevarer og andre varer og tjenesteydelser (vedvarende energi, bioøkonomi, landboturisme og nye perspektiver for landbrugerne for leveringen af råstoffer i den industrielle tidsalder efter råolien), og udvikle ressourcerne i de enkelte landdistrikter;

53.  udtrykker sin faste overbevisning om, at det også i fremtiden vil være nødvendigt at fremme løbende videreuddannelse af landbrugere og landbrugsarbejdere og sikre, at videnskabelig indsigt og nyskabelser formidles, så der sikres en evne til at tilpasse sig til ændringer, og så det gøres lettere at udøve økonomiske aktiviteter;

54.  er af den opfattelse, at bottom-up-tilgangene til lokaludvikling som i Leader/CLLD har vist sig at være effektive med hensyn til antallet af nye arbejdspladser, der skabes, og de lave offentlige udgifter pr. ny arbejdsplads, og at de derfor bør styrkes yderligere, fremmes og gennemføres i alle medlemsstaterne ved hjælp af flerfondstilgange og ved at styrke de lokale og regionale myndigheders rolle; fremhæver særligt den rolle, lederne i de lokale aktionsgrupper spiller med hensyn til at yde teknisk og servicemæssig støtte til initiativer med henblik på at få igangsat beskæftigelsesfremmende projekter; opfordrer til, at disse lokale aktionsgrupper får mulighed for at arbejde så selvstændigt som muligt, så effektiviteten maksimeres; tilføjer, at der bør indføres mekanismer til at sikre meningsfuld inddragelse af arbejdsmarkedets parter, og opfordrer Kommissionen til at fremlægge eksempler på god praksis med hensyn til transnationale Leader II-projekter;

55.  bemærker, at problemer med at få adgang til oplysninger om relevante programmer og finansiering på nationalt plan og på EU-plan er en hindring for udviklingen af økonomien i landdistrikterne;

56.  kræver, at investeringerne under politikken for udvikling af landdistrikterne for at støtte beskæftigelsen i landdistrikterne prioriteres således, at der fokuseres på job, ændring af arbejdsløsheden, modtagervirksomhedernes effektivitet og skabelse af incitamenter til at ansætte medarbejdere, og henstiller, at programmerne for udvikling af landdistrikterne omfatter en styrkelse af mikrofinansieringen, da denne er særlig hensigtsmæssig til at støtte landbrugsvirksomheder og ikkelandbrugsvirksomheder i opstarten;

57.  understreger, at den anden søjles betydning for jobskabelsen kan øges ved at sikre langt mere fleksibilitet og hensyntagen til regionernes særlige behov;

58.  anser det for nødvendigt, at man i fremtiden fortsat udvikler områdebaserede fødevaresystemer af høj kvalitet, som leverer uforarbejdede eller forarbejdede fødevarer, ved at fremme den enkeltes ansvar og inddragelsen af aktørerne – enten i sammenslutninger af producenter, forarbejdningsvirksomheder, distributører og forbrugere eller producent-forbrugerfællesskaber, eller at man bringer alle de erhvervsdrivende i agrofødevare- og fødevareturisme sektorerne sammen – i kvalitative og kontraktmæssige aktiviteter, der er udformet med henblik på at sikre fødevareforsyning og -sikkerhed og rimelige indkomster, således at landbrugerne kan leve anstændigt af deres arbejde og bevare beskæftigelsen på deres bedrifter; bemærker, at disse fødevaresystemer især, men ikke udelukkende, kan tage form af korte forsyningskæder og/eller lokale markeder; mener, at der i fremtiden bør afsættes flere EU-midler til udvikling og drift af særlige fødevarekvalitetssystemer og videreudvikling af den verdensberømte europæiske gastronomi; finder det i denne henseende afgørende med en bedre tilpasning af de lovgivningsmæssige rammer for offentlige udbud, så lokale myndigheder kan fremme lokal produktion;

59.  henleder opmærksomheden på behovet for yderligere støtte til landbruget og skabelse af flere landbrugsjob i mindre begunstigede områder og i områderne ved EU's ydre grænser;

60.  mener, at partnerskaber mellem mange aktører, som omfatter landbrugere og andre af landdistrikternes aktører, bør fremmes, da de gør det muligt at udvikle mange aktiviteter, som skaber direkte og indirekte beskæftigelse, såsom struktureringen af de lokale forsyningskæder for fødevarer og nonfoodprodukter og indførelsen af forskellige tjenesteydelser (landboturisme, vedligeholdelse af private og offentlige områder osv.);

61.  mener, at Kommissionen og medlemsstaterne gennem den fælles landbrugspolitik og andre politikker bør tilskynde landbrugere til at diversificere deres indtægtskilder og dermed polstre sig imod afmatninger af markedet; mener, at en sådan diversificering kan omfatte økoturisme, udvikling af vedvarende energikilder såsom vind- og solenergi, forøgelse af landbrugsprodukters værdi gennem forarbejdning og åbning af gårdbutikker;

62.  opfordrer Kommissionen til at indføre øget støtte til lokale kooperativer, så de kan genvinde kontrollen over deres priser og produkter;

63.  bemærker, at turistsektoren byder på store muligheder for at skabe indtægter og direkte og afledte arbejdspladser i landbruget og landdistrikterne, som vil gøre det muligt at fremme den enkelte regions historiske, kulturelle, gastronomiske, landskabsmæssige og miljømæssige arv; bemærker ligeledes, at en regions mulighed for at tiltrække turister ikke kun afhænger af dens historie, men i højere og højere grad på kvaliteten af dens fødevareprodukter, dens landskaber og dens miljø; mener, at turistsektoren af alle disse grunde bør støttes endnu mere gennem politikken for udvikling af landdistrikterne;

64.  understreger, at udfordringerne i forbindelse med klimaændringer og miljø kræver betydelige offentlige og private jobskabende investeringer understøttet af fremvæksten af nye erhverv for at sikre vedligeholdelsen og bevarelsen af landdistrikternes ressourcer og genoprettelsen af nedbrudte økosystemers kvalitet, bekæmpe oversvømmelser og brande mere effektivt og beskytte kvaliteten af vand, jord, luft og biodiversitet bedre; bemærker, at dette naturligvis indebærer samarbejde mellem landbruget og de øvrige aktører i landdistrikterne, men at det byder på nye muligheder for diversificering af indtægterne for landbruget;

65.  opfordrer Kommissionen til at vurdere de sociale virkninger af den aktuelle krise i landbruget, navnlig i form af tabte arbejdspladser, især i landdistrikterne; opfordrer medlemsstaterne til at overveje, hvordan landbrugets konkurrenceevne kan forbedres, så sektoren kan skabe arbejdspladser og skabe en merværdi, som deles ligeligt i hele landbrugssektoren og fødevareindustrien, sikre retfærdig konkurrence og minimere den skade, der er gjort gennem social dumping og usikre og atypiske ansættelsesforhold, hvilket rammer visse grupper uforholdsmæssigt hårdt; bemærker, at mange medlemmer af familielandbrug ikke har nogen social status eller juridisk anerkendelse og ikke er omfattet af en social sikringsordning; understreger, at landbrugsvirksomheder skal overholde den nationale arbejdsmarkeds- og sociallovgivning; mener, at en eventuel indførelse af yderligere betingelser for udbetalinger under den fælles landbrugspolitiks første søjle vil øge landmændenes administrative byrde betragteligt og begrænse deres jobskabelsespotentiale; efterlyser en større rolle for arbejdsmarkedets parter sammen med forvaltningsmyndighederne, og opfordrer medlemsstaterne til at anerkende og garantere de sociale rettigheder for landbrugerne ved at sikre, at alle arbejdstagere i landbruget, på fuldtid eller deltid, dækkes af de sociale beskyttelsesordninger; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre direktiv 2014/36/EU om sæsonarbejdere i deres nationale lovgivning; opfordrer til, at de nationale myndigheder med ansvar for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen får tildelt tilstrækkelige ressourcer til at kunne oplyse om sikkerhed i landbruget;

66.  opfordrer Kommissionen til at indføre de af FAO foreslåede indikatorer i sine systemer til evaluering af fødevarers og landbrugs bæredygtighed, navnlig dem, der er rettet mod beskæftigelse og social velfærd;

67.  minder om, at Europas landbrugere i gennemsnit kun ejer 12 ha jord, og at 70 % af landbrugsbedrifterne har et areal på under 5 ha; bemærker, at landbrugsbedrifterne på grund af deres størrelse og struktur ikke altid kan tillade sig at ansætte fuldtidsbeskæftigede eller højt kvalificerede medarbejdere; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre foranstaltninger, som tilskynder arbejdsgivere til at slutte sig sammen i grupper;

68.  anser det for nødvendigt at sikre, at der er offentlige og private tjenester, der kan sørge for, at landdistrikterne forbliver attraktive, og gøre det muligt at fastholde og udvikle beskæftigelse i disse områder; mener, at borgerne i landdistrikterne har ret til lige adgang til offentlige tjenester af høj kvalitet, som f.eks. uddannelse og sundhedspleje; mener, at det er afgørende, at alle — lokale myndigheder, regionale myndigheder (hvis de findes) og den lokale private sektor — bør arbejde sammen om at fremme investeringer og sikre, at landdistrikter og fjerntliggende egne har nødvendig infrastruktur, som f.eks. offentlige og private transportforbindelser, en sikker energiforsyning og pålidelig og hurtig bredbåndsteknologi samt finansiering og kreditordninger for iværksættere i landdistrikterne, mikrovirksomheder og SMV'er, idet virksomhederne og husstandene i landdistrikterne uden disse ting vil være permanent ringere stillet, og migrationen til byområderne vil fortsætte;

69.  mener i lyset af de seneste udbrud af dyreepidemier og de seneste skandaler på området for fødevaresikkerhed, såsom E. coli-udbruddet i 2011, hestekødsskandalen i 2013 og den aktuelle skandale om falsk honning, at der er behov for en væsentlig forøgelse af de beløb, der bruges på fødevare- og fodersikkerhed (som anført under udgiftsområde 3 i den flerårige finansielle ramme), da de 1,93 mia. EUR, der er bevilget til den nuværende syvårige periode, er helt utilstrækkelige;

70.  understreger, at landbrugerne i stor stil konfronteres med administrative omkostninger relateret til den fælles landbrugspolitik, og at disse omkostninger varierer betydeligt mellem medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at nedbringe den administrative byrde ved at mindske bureaukratiet og forenkle den fælles landbrugspolitik og sikre en omkostningseffektiv gennemførelse af den i national lovgivning;

71.  understreger, at adgangen til grundlæggende tjenesteydelser som uddannelse, sundhedspleje og boliger og disse ydelsers fortsatte beståen er forudsætninger for et beskæftigelsesfremmende miljø og for at opfylde landbobefolkningens basale behov;

72.  finder det tvingende nødvendigt at anmode de offentlige myndigheder om at skabe rådgivnings- og supporttjenester for landbrugsdrift i landdistrikterne med henblik på at modernisere det europæiske landbrug;

73.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme og lette kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet og muligheden for at forene arbejde og privatliv i landdistrikterne, navnlig hvad angår lønninger og sociale rettigheder og pensionsrettigheder, fremme af nye kvalifikationer og tilvejebringelse af fremtidsperspektiver og muligheder for kvinder i landbrugs- og ikke-landbrugsmæssig beskæftigelse i overensstemmelse med princippet om ligestilling og ikke-forskelsbehandling i EU's politikker og programmer; opfordrer dem endvidere til at gøre bedre brug af de muligheder for målrettede online-informationsplatforme, foranstaltninger og støtte til nye og etablerede kvindelige landbrugere og kvinder i landdistrikterne, navnlig inden for rammerne af ELFUL og andre EU-fonde, der tilskynder projektudvikling, samt til at bidrage til at bevare afgørende infrastruktur og tjenester, som er af stor betydning i det daglige liv på landet, og dermed bidrage til at begrænse afvandringen af kvinder fra landdistrikterne; henleder ligeledes opmærksomheden på behovet for bæredygtige strategier, navnlig i landdistrikterne, for at opretholde, fremme og støtte kvindenetværk og -organisationer og kvinders rolle i beslutningstagningen i landbruget og i landdistrikterne; opfordrer endvidere til lettere adgang til uddannelse, finansiering og oplysning med henblik på at fremme kvinders iværksætterinitiativer (f.eks. via e-handel), ejerskab af virksomheder i landdistrikterne og udvikling;

74.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at styrke den rolle, som varetages af arbejdsmarkedets parter og de sociale velfærdsorganisationer, der parallelt med myndighederne arbejder med at overvåge overholdelsen af arbejdslovgivningen, bekæmpe sort arbejde og overvåge overholdelsen af de sociale og sikkerhedsmæssige standarder, der fremmer den sociale og økonomiske integration af migrantarbejdere, herunder kvindelige sæsonarbejdere, migranter og flygtninge; opfordrer til, at der indføres ordninger, der skal sikre, at kvinder kan deltage på alle niveauer i processen;

75.  påpeger, at mængden af landbrugsjord i EU bliver mindre år for år; understreger, at det er af afgørende betydning at bevare agerjord for at sikre arbejdspladser i landdistrikterne; opfordrer medlemsstaterne til at fremme bedre adgang til jord i områder, hvor arbejdsløsheden er høj, og opfordrer i denne forbindelse til, at der træffes foranstaltninger for at sikre, at unge kvindelige landbrugere har adgang til lån og kan deltage i arealforvaltningen;

76.  henleder opmærksomheden på, at kvinder tegner sig for 45 % af arbejdskraften på landbrugsbedrifterne; opfordrer Kommissionen til at revidere definitionen af "familielandbrug" med henblik på at lette kvinders adgang til uddannelse og faglig rådgivning samt til kapital og fordele;

77.  opfordrer de relevante nationale, regionale og lokale myndigheder til at tilskynde til kvinders deltagelse i lokale aktionsgrupper og udvikling af lokale partnerskaber under Leader-programmet samt til at sikre en ligelig kønsfordeling i disses bestyrelser;

o
o   o

78.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Eurostat, 2016.
(2) Jf. http://www.eesc.europa.eu/?i=portal.en.nat-opinions.25458

Juridisk meddelelse