Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2015/2086(INL)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0370/2016

Indgivne tekster :

A8-0370/2016

Forhandlinger :

PV 02/02/2017 - 4
CRE 02/02/2017 - 4

Afstemninger :

PV 02/02/2017 - 7.2
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2017)0013

Vedtagne tekster
PDF 224kWORD 66k
Torsdag den 2. februar 2017 - Bruxelles Endelig udgave
Grænseoverskridende aspekter ved adoptioner
P8_TA(2017)0013A8-0370/2016
Beslutning
 Bilag

Europa-Parlamentets beslutning af 2. februar 2017 med henstillinger til Kommissionen om grænseoverskridende aspekter af adoptioner (2015/2086(INL))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til artikel 67, stk. 4, og artikel 81, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989, navnlig artikel 7, 21 og 35,

–  der henviser til artikel 2 i den valgfrie protokol til De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder vedrørende salg af børn, børneprostitution og børnepornografi af 25. maj 2000,

–  der henviser til Wienerkonventionen om konsulære af 24. april 1963,

–  der henviser til Haag-konventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner,

–  der henviser til dokument fra menneskerettighedskommissæren om adoption og børn i forbindelse med menneskerettighederne (Adoption and Children: a Human Rights Perspective), offentliggjort den 28. april 2011,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 46 og 52,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget for Andragender (A8-0370/2016),

Fælles minimumsstandarder for adoptioner

A.  der henviser til, at det på adoptionsområdet er afgørende, at enhver afgørelse træffes i overensstemmelse med princippet om barnets tarv, ikke-forskelsbehandling og respekt for barnets grundlæggende rettigheder;

B.  der henviser til, at formålet med adoption ikke er at give voksne retten til et barn, men at give barnet et kærligt og omsorgsfuldt miljø at vokse op og udvikle sig i;

C.  der henviser til, at adoptionsproceduren angår børn, som på det tidspunkt, hvor der ansøges om adoption, ikke er fyldt 18 år eller ikke har nået myndighedsalderen i deres oprindelsesland;

D.  der henviser til, at der bør sikres en god balance mellem det adopterede barns ret til at kende sin sande identitet og de biologiske forældres ret til at beskytte deres;

E.  der henviser til, at de relevante myndigheder ikke bør betragte de biologiske forældres økonomiske forhold som eneste grundlag og begrundelse for frakendelse af forældremyndighed og frigivelse af et barn til adoption;

F.  der henviser til, at der ikke bør indledes adoptionsprocedurer, før der er truffet en endelig afgørelse om at frakende de biologiske forældre forældremyndigheden, og før disse har haft mulighed for at udtømme alle retslige klagemuligheder mod denne afgørelse; der henviser til, at andre medlemsstater kan afvise at anerkende en adoptionsbevilling, der er tilkendt uden disse proceduregarantier;

G.  der henviser til, at der med større effektivitet og gennemsigtighed vil kunne opnås forbedringer i de nationale adoptionsprocedurer, og internationale adoptioner vil kunne blive lettere, hvilket vil kunne øge antallet af børn, der bliver adopteret; der henviser til, at efterlevelse af artikel 21 i FN’s konvention om barnets rettigheder, som alle medlemsstater har ratificeret, bør være det primære benchmark for alle procedurer, foranstaltninger og strategier i forbindelse med adoptioner i en grænseoverskridende kontekst, samtidig med at barnets tarv respekteres;

H.  henviser til, at der bør gøres en mere beslutsom indsats for at forhindre, at personer, der ønsker at adoptere et barn, udnyttes af skrupelløse formidlingsorganisationer, og til, at det derfor er nødvendigt at styrke samarbejdet om bekæmpelse af kriminalitet og korruption i denne forbindelse i Unionen;

I.  der henviser til, at det bør fremmes, at søskende så vidt muligt kommer til samme adoptionsfamilie for at skåne dem mod et yderligere trauma ved at blive adskilt;

Internationale adoptioner under Haag-konventionen fra 1993

J.  der henviser til, at Haag-konventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner (Haag-konventionen), som alle medlemsstater har ratificeret, opstiller rammer for administrativt samarbejde om og anerkendelse af internationale adoptioner, dvs. adoptioner, hvor adoptanterne og barnet eller børnene ikke har deres sædvanlige bopæl i samme land;

K.  der henviser til, at Haag-konventionen fastsætter, at internationale adoptioner automatisk anerkendes i alle signatarstater, uden at det er nødvendigt med en særlig procedure for at effektuere anerkendelsen;

L.  der henviser til, at anerkendelse under Haag-konventionen kun kan nægtes, hvis en adoption åbenlyst er i modstrid med den pågældendes stats grundlæggende retsprincipper, under hensyntagen til barnets tarv;

Civilretsligt samarbejde om adoptioner

M.  der henviser til, at juridisk uddannelse i videste forstand er afgørende for gensidig tillid på alle retsområder, herunder adoption; der henviser til, at der derfor i de eksisterende EU-programmer om juridisk uddannelse og støtte til Det Europæiske Retlige Netværk bør være en kraftigere fokus på specialretter såsom familiedomstole og ungdomsdomstole;

N.  der henviser til, at borgerne bør have bedre adgang til detaljeret information om de retslige og proceduremæssige aspekter af national adoption i medlemsstaterne; der henviser til, at e-justiceportalen kunne udbygges i denne sammenhæng;

O.  der henviser til, at der i 1997 blev etableret et samarbejde med Det Europæiske Netværk af Børneombudsmænd i Europa, og at de europæiske børneombudsmænd bør tilskyndes til at samarbejde og koordinere tættere i dette forum; der henviser til, at der i bestræbelser herpå kunne indgå at inddrage dem i eksisterende EU-finansierede juridiske uddannelsesordninger;

P.  der henviser til, at der bør gennemføres en dybtgående analyse, da det er nødvendigt at gøre mere for at forebygge og bekæmpe den ulovlige grænseoverskridende handel med børn til adoption og forbedre en korrekt og effektiv gennemførelse af de eksisterende regler og retningslinjer til bekæmpelse af handel med børn; der henviser til, at det derfor er nødvendigt at styrke samarbejdet om bekæmpelse af kriminalitet og korruption i Unionen på dette område for at forhindre bortførelser og salg af og handel med børn;

Grænseoverskridende anerkendelse af nationale adoptionsbevillinger

Q.  der henviser til, at princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne har fundamental betydning i Unionen, da det muliggør, at der skabes og opretholdes et område uden indre grænser; der henviser til, at princippet om gensidig anerkendelse, der bygger på gensidig tillid, forpligter medlemsstaterne til at efterkomme en dom eller afgørelse, der er afsagt i en anden medlemsstat;

R.  der henviser til, at selv om der findes internationale regler på dette område, er der stadig forskellige holdninger i medlemsstaterne til de principper, der bør gælde for adoptionsprocessen, ligesom der også er forskelle med hensyn til adoptionsprocedurerne og retsvirkningerne af adoptionsprocessen;

S.  der henviser til, at Den Europæiske Union har beføjelse til at træffe foranstaltninger med henblik på at styrke retssamarbejdet mellem medlemsstaterne, uden at det påvirker national familielovgivning, inklusive på adoptionsområdet;

T.  der henviser til, at undtagelser fra de grundlæggende almindelige retsprincipper har til formål at værne om medlemsstaternes identitet, som er afspejlet i medlemsstaternes materielle familielovgivning;

U.  der henviser til, at der i øjeblikket ikke findes nogen europæiske bestemmelser om anerkendelse, hverken automatisk eller på anden vis, af nationale adoptionsbevillinger, dvs. vedrørende adoptioner, der finder sted ind for en enkelt medlemsstat;

V.  der henviser til, at fraværet af sådanne bestemmelser forårsager betydelige problemer for europæiske familier, som flytter til en anden medlemsstat efter at have adopteret et barn, da der er risiko for, at adoptionen ikke anerkendes, hvilket betyder, at forældrene kan få problemer med at udøve deres forældremyndighed i retslig henseende og også finansielt besvær i forbindelse med de forskellige afgifter, der gælder på dette område;

W.  der henviser til, at fraværet af disse bestemmelser således bringer barnets ret til en stabil og permanent familie i fare;

X.  der henviser til, at forældre, når de flytter til en anden medlemsstat, kan blive tvunget til at gennemgå særlige nationale anerkendelsesprocedurer eller endda til at genadoptere barnet, hvilket skaber en betydelig retsusikkerhed;

Y.  der henviser til, at den nuværende situation kan forårsage problemer og afholde forældre fra at gøre fuld brug af den frie bevægelighed;

Z.  der henviser til, at der kan blive behov for at revidere og vurdere den generelle situation gennem høringer blandt medlemsstaternes kompetente myndigheder;

AA.  der henviser til, at Bruxelles II-forordningen ikke forholder sig til spørgsmålet om anerkendelse af adoptionsbevillinger, da den udelukkende dækker forældreansvar;

AB.  der henviser til, at det derfor er særdeles vigtigt, at der vedtages en lovgivning, der sikrer automatisk anerkendelse i en enhver medlemsstat af en national adoption, der er bevilget i en anden medlemsstat, på betingelse af, at der sikres fuld respekt for nationale bestemmelser om grundlæggende retsprincipper og nærheds- og proportionalitetsprincipperne;

AC.  der henviser til, at denne lovgivning vil være et supplement til Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003(1) (Bruxelles IIa) om kompetence og forældreansvar og udfylde det eksisterende tomrum med hensyn til anerkendelse af adoptioner som foreskrevet i international ret (Haag-konventionen);

Fælles minimumsstandarder for adoptioner

1.  opfordrer medlemsstaternes myndigheder til at træffe alle afgørelser i adoptionssager under hensyntagen til barnets tarv og dets grundlæggende rettigheder og til altid at tage højde for de særlige omstændigheder i de enkelte sager;

2.  understreger, at børn, der er frigivet til adoption, ikke bør betragtes som en stats ejendom, men som individer med internationalt anerkendte grundlæggende rettigheder;

3.  understreger, at hver enkelt adoptionssag er forskellig og bør vurderes ud fra sine individuelle forhold;

4.  mener, at der skal tages mest muligt hensyn til og udvises respekt for barnets kulturelle og sproglige traditioner i adoptionssager med grænseoverskridende aspekter;

5.  mener, at barnet i forbindelse med adoptionsprocedurer altid bør gives mulighed for at blive hørt uden at blive udsat for pres og for at tilkendegive sine synspunkter om adoptionsprocessen under hensyntagen til dets alder og modenhed; mener derfor, at det er af allerstørste betydning, at man, så vidt det er muligt og uanset barnets alder, søger at opnå barnets samtykke til adoptionen; opfordrer i denne forbindelse til særlig opmærksomhed over for mindre børn og spædbørn, som ikke kan give deres besyv med;

6.  mener, at der ikke må træffes nogen afgørelser om adoption, før de biologiske forældre er blevet hørt, og, såfremt det er relevant, alle retsmidler i forbindelse med deres forældremyndighed er udtømt, og frakendelsen af forældremyndigheden fra de biologiske forældre er endelig; opfordrer derfor medlemsstaternes myndigheder til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre barnets trivsel, mens retsmidlerne udtømmes, og under hele retsproceduren i forbindelse med adoptionen og sørge for, at barnet får den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for en harmonisk udvikling;

7.  opfordrer Kommissionen til at overveje at udarbejde en sammenlignende undersøgelse af klager om adoptioner, der har fundet sted uden samtykke, og som har grænseoverskridende aspekter;

8.  understreger, at de relevante myndigheder altid først bør overveje muligheden for at anbringe barnet hos slægtninge, også selv om slægtningene bor i et andet land, hvis barnet har et forhold til disse familiemedlemmer og efter en individuel vurdering af barnets behov, inden barnet frigives til adoption hos en tredjepart; mener, at den sædvanlige bopæl for familiemedlemmer, der ønsker at overtage ansvaret for et barn, ikke bør betragtes som en afgørende faktor;

9.  opfordrer til lige behandling af forældre med forskellig nationalitet i sager vedrørende forældremyndighed og adoption; opfordrer medlemsstaterne til at sikre lighed i de proceduremæssige rettigheder for slægtninge, der er involveret i adoptionsprocedurer, og som er statsborgere i en anden medlemsstat, herunder ved at tilbyde juridisk bistand og rettidig information om høringer, retten til tolkebistand og alle relevante dokumenter på deres modersmål;

10.  understreger, at i tilfælde, hvor et barn, der påtænkes frigivet til adoption, er statsborger i en anden medlemsstat, bør de konsulære myndigheder og barnets familie, der er bosat i den pågældende medlemsstat, informeres og høres, inden der træffes afgørelser af nogen art;

11.  opfordrer desuden medlemsstaterne til at være særligt opmærksomme på uledsagede mindreårige, som har ansøgt om eller har opnået flygtningestatus, og sikre, at de modtager den beskyttelse, bistand og omsorg, som medlemsstaterne skal yde i henhold til deres internationale forpligtelser, fortrinsvis ved at anbringe dem i plejefamilier i den mellemliggende periode;

12.  understreger betydningen af at sikre socialarbejdere passende arbejdsvilkår til at foretage deres vurdering i de enkelte tilfælde uden nogen form for økonomisk eller juridisk pres og under fuld hensyntagen til barnets tarv på kort, mellemlang og lang sigt, alt taget i betragtning;

Internationale adoptioner under Haag-konventionen fra 1993

13.  bemærker den succes, som Haag-konventionen har opnået, samt vigtigheden af at anvende den, og opfordrer alle lande til at undertegne, ratificere eller tiltræde den;

14.  beklager, at der ofte opstår problemer med udstedelse af adoptionspapirer; opfordrer derfor medlemsstaternes myndigheder til at sikre, at de procedurer og garantier, der er fastsat i Haag-konventionen, altid følges for at sikre, at anerkendelsen foregår automatisk; opfordrer medlemsstaterne til ikke at skabe unødige bureaukratiske hindringer for anerkendelse af adoptioner under Haag-konventionen, da det kan forlænge sagen og fordyre den;

15.  påpeger, at der bør gøres mere for at sikre respekt for og en nøje håndhævelse af Haag-konventionens bestemmelser, eftersom nogle medlemsstater kræver supplerende administrative procedurer eller opkræver uforholdsmæssige gebyrer i forbindelse med anerkendelse af adoptioner, f.eks. for at fastsætte eller ændre civilstatus eller opnå statsborgerskab, selv om dette er i modstrid med Haag-konventionens bestemmelser;

16.  opfordrer medlemsstaterne til at respektere de procedurer vedrørende rådgivning og samtykke, der er fastsat i artikel 4 i Haag-konventionen;

Civilretsligt samarbejde om adoptioner

17.  opfordrer medlemsstaterne til at intensivere deres samarbejde om adoptioner, herunder både om de retslige og de sociale aspekter, og opfordrer til et øget samarbejde mellem de ansvarlige myndigheder om opfølgende vurderinger, hvor det er nødvendigt; opfordrer i denne forbindelse desuden Unionen til at fastholde en konsekvent tilgang til barnets rettigheder i alle sine overordnede interne og eksterne politikker;

18.  opfordrer Kommissionen til at skabe et effektivt europæisk netværk af dommere og myndigheder med særlig sagkundskab i adoption for at fremme udvekslingen af information og god praksis, hvilket er særligt nyttigt, når der i en adoption indgår et udenlandsk element; mener, at det er særdeles vigtigt at fremme koordinering og udveksling af god praksis med det eksisterende Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere for at opnå størst mulig overensstemmelse med de ordninger, der allerede finansieres af Unionen; opfodrer i denne forbindelse Kommissionen til at yde finansiering til specialuddannelse af dommer, der arbejder med grænseoverskridende adoptioner;

19.  mener, at uddannelse og muligheder for at mødes for dommere, der arbejder med grænseoverskridende adoptioner, kan bidrage til præcist at nå frem til de forventede og krævede retslige løsninger på området for anerkendelse af nationale adoptioner; opfordrer derfor Kommissionen til at tilvejebringe finansiering til denne form for uddannelse og muligheder for at mødes, når den udarbejder forslaget til forordning;

20.  opfordrer Kommissionen til på den europæiske e-justiceportal at offentliggøre relevante retslige og proceduremæssige informationer om adoptionslovgivning og -praksis i alle medlemsstater;

21.  bemærker det europæiske netværk af børneombudsmænds aktiviteter og mener, at dette samarbejde bør udvikles og styrkes yderligere;

22.  understreger behovet for bl.a. gennem europæiske myndigheder såsom Europol at samarbejde tæt for at forhindre grænseoverskridende bortførelser og salg af samt handel med børn med adoption for øje; bemærker, at pålidelige nationale fødselsregistreringssystemer kan forhindre handel med børn med henblik på adoption; opfordrer i denne forbindelse til bedre koordinering på det følsomme område for adoption af børn fra tredjelande;

Grænseoverskridende anerkendelse af nationale adoptionsbevillinger

23.  erklærer, at der er et klart behov for en europæisk lovgivning, der kan sikre automatisk grænseoverskridende anerkendelse af nationale adoptionsbevillinger;

24.  anmoder Kommissionen om senest den 31. juli 2017 på grundlag af artikel 67 og 81 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at fremsætte forslag til en retsakt om grænseoverskridende anerkendelse af adoptionsbevillinger i overensstemmelse med henstillingerne i bilaget til denne betænkning og på linje med eksisterende international ret på området;

25.  erklærer, at henstillingerne i bilaget til dette beslutningsforslag respekterer de grundlæggende rettigheder og nærheds- og proportionalitetsprincipperne;

26.  mener ikke, at det ønskede forslag har finansielle konsekvenser, da endemålet, automatisk anerkendelse af adoptionsbevillinger, vil virke omkostningsbesparende;

o
o   o

27.  pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede ledsagende henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes parlamenter og regeringer.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338 af 23.12.2003, s. 1).


BILAG TIL BESLUTNINGEN

DETALJEREDE HENSTILLINGER TIL RÅDETS FORORDNING OM GRÆNSEOVERSKRIDENDE ANERKENDELSE AF ADOPTIONSBEVILLINGER

A.   PRINCIPPER FOR OG FORMÅL MED DET FORSLAG, DER ANMODES OM

1.  Et stigende antal EU-borgere udnytter hvert år deres ret til fri bevægelighed og beslutter sig for at flytte til en anden medlemsstat i Unionen. Denne omstændighed skaber en række problemer i forbindelse med anerkendelse af og retsbeslutninger om mobile personers personlige og familieretslige situation. Unionen har taget hul på at løse disse problematiske forhold, f.eks. ved at vedtage Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012(1) og ved at sørge for styrket samarbejde om anerkendelse af visse aspekter af ægtefællers formueforhold samt om formueforhold i forbindelse med registreret partnerskab.

2.  Haag-konventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner (Haag-konventionen) gælder i alle medlemsstater. Den vedrører proceduren for grænseoverskridende adoptioner og forpligter til automatisk anerkendelse af sådanne adoptioner. Haag-konventionen dækker imidlertid ikke tilfælde, hvor en familie med et barn, der er adopteret under en rent national procedure, flytter til en anden medlemsstat. Det kan føre til betydelige retslige vanskeligheder, hvis retsforholdet mellem forældrene/forælderen og det adopterede barn ikke automatisk anerkendes. Der kan forlanges supplerende administrative eller retslige procedurer, og i ekstreme tilfælde kan der nægtes anerkendelse.

3.  Det er derfor for at beskytte disse unionsborgeres grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder nødvendigt at vedtage en forordning om automatisk grænseoverskridende anerkendelse af adoptionsbevillinger. Det rette retsgrundlag for et sådant forslag er artikel 67, stk. 4, i Traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde, som vedrører gensidig anerkendelse af domme og afgørelse, og artikel 81, stk. 3, i traktaten, der vedrører familieretslige foranstaltninger. Forordningen skal vedtages af Rådet efter høring af Europa-Parlamentet.

4.  Den foreslåede forordning indeholder bestemmelser om automatisk anerkendelse af adoptionsbevillinger, der er tilkendt i en medlemsstat under alle andre procedurer end den i Haag-konventionen fra 1993 fastsatte ramme. Da europæiske familier også kan have forbindelser til eller tidligere kan have boet i en tredjestat, fastsætter forordningen desuden, at, når en medlemsstat har anerkendt en adoptionsbevilling, der er tilkendt i en tredjestat under dens relevante nationale proceduremæssige regler, skal denne adoptionsbevilling anerkendes i alle andre medlemsstater.

5.  For imidlertid at undgå forumshopping eller anvendelse af uforholdsmæssige nationale love er den automatiske anerkendelse betinget af for det første, at anerkendelse ikke åbenbart strider mod den pågældendes stats grundlæggende retsprincipper, idet det understreges, at afslag aldrig de facto må føre til forskelsbehandling, som er forbudt i artikel 31 i chartret om grundlæggende rettigheder, og for det andet, at den medlemsstat, der traf adoptionsafgørelsen, var kompetent hertil, jf. artikel 4 i det forslag, der anmodes om i del B (forslaget). Det er alene den medlemsstat, hvor forælderen eller forældrene eller barnet har sin/deres sædvanlige bopæl, der kan have denne kompetence. Såfremt adoptionsafgørelsen blev truffet i en tredjestat, kan kompetencen i forbindelse med den første anerkendelse af denne adoption i Unionen også ligge hos den medlemsstat, hvor forældrene eller barnet er statsborger(e). Dette skal sikre adgang til domstolsprøvelse for europæiske familier, der er bosat i tredjelande.

6.  Der er behov for specifikke procedurer for behandlingen af klager over anerkendelse på bestemte områder. Disse bestemmelser svarer til dem, der gælder i andre EU-retsakter på det civilretslige område.

7.  Der bør indføres et europæisk adoptionsbevis for at fremskynde administrative anmodninger vedrørende automatisk anerkendelse. Modellen for beviset bør vedtages af Kommissionen i en delegeret retsakt.

8.  Forslaget vedrører kun det individuelle forælder/forældre-barn-forhold. Det forpligter ikke medlemsstaterne til at anerkende særlige retslige forhold mellem forældre til et adopteret barn, da de nationale love om par er meget forskellige.

9.  Endelig indeholder forslaget de for civilretslige instrumenter sædvanlige afsluttende bestemmelser og overgangsbestemmelser. Den automatiske anerkendelse af adoptioner finder først anvendelse på adoptionsafgørelser fra datoen for forordningens anvendelse og fra denne dato også på tidligere adoptionsbevillinger, hvis barnet stadig er mindreårigt.

10.  Forslaget er i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincipperne, idet medlemsstaterne ikke alene kan indføre en retslig ramme for grænseoverskridende anerkendelse af adoptionsbevillinger, og idet forslaget ikke går videre end nødvendigt for at sikre adopterede børn en stabil retsstilling. Det berører ikke medlemsstaternes familieret.

B.   TEKSTEN TIL DET FORSLAG, DER ANMODES OM

Rådets forordning om grænseoverskridende anerkendelse af adoptionsbevillinger

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 67, stk. 4, og artikel 81, stk. 3,

under henvisning til Europa-Parlamentets anmodning til Europa-Kommissionen,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

efter en særlig lovgivningsprocedure

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Unionen har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. For gradvis at kunne skabe dette område er det nødvendigt, at Unionen vedtager foranstaltninger om civilretsligt samarbejde med grænseoverskridende konsekvenser, herunder på det familieretslige område.

(2)  I henhold til artikel 67 og 81 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) indgår der heri foranstaltninger, der skal sikre gensidig anerkendelse af retsafgørelser og udenretslige afgørelser om civilretslige spørgsmål.

(3)  For at sikre fri bevægelighed for familier, der har adopteret et barn, er det nødvendigt og hensigtsmæssigt, at reglerne for retternes kompetence og for anerkendelse af adoptionsbevillinger fastlægges i en bindende og umiddelbart gældende EU-retsakt.

(4)  Denne forordning bør skabe klare og fuldstændige retslige rammer for grænseoverskridende anerkendelse af adoptionsbevillinger, give familierne mere retssikkerhed, forudsigelighed og fleksibilitet og forhindre, at der opstår situationer, hvor en adoptionsbevilling, der er udstedt lovligt i en medlemsstat, ikke anerkendes i en anden.

(5)  Forordningen bør dække anerkendelse af adoptionsbevillinger, der er tilkendt eller anerkendt i en medlemsstat. Den bør imidlertid ikke dække anerkendelse af internationale adoptioner, der er foretaget i overensstemmelse med Haag-konventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner, da denne konvention allerede sikrer automatisk anerkendelse af sådanne adoptioner. Denne forordning bør derfor kun finde anvendelse på anerkendelse nationale adoptioner samt og på internationale adoptioner, der ikke er foretaget under denne konvention.

(6)  Der skal være en forbindelse mellem en adoption og den medlemsstats territorium, som har tilkendt adoptionsbevillingen eller anerkendt den. Anerkendelse bør følgelig være betinget af, at de fælles kompetenceregler er overholdt.

(7)  Kompetencereglerne bør være klart forudsigelige og bør være baseret på princippet om, at retskompetencen generelt bygger på adoptionsforældrenes sædvanlige bopæl eller den ene af forældrenes eller barnets sædvanlige bopæl. Retskompetencen bør være begrænset til dette princip bortset fra i tilfælde, hvor tredjelande er indblandet, og hvor statsborgerskab i en medlemsstat kan være en vigtig faktor.

(8)  Da adoptioner generelt vedrører mindreårige, er det ikke hensigtsmæssigt at give forældrene eller barnet mulighed for at vælge, hvilke myndigheder der skal tage stilling til adoptionen.

(9)  Den gensidige tillid til retsplejen i Unionen berettiger princippet om, at adoptionsbevillinger, der er tilkendt i eller anerkendt af en medlemsstat, bør anerkendes i alle andre medlemsstater, uden at der er behov for en særlig procedure. En adoptionsbevilling, der er tilkendt i en medlemsstat, bør derfor behandles på samme måde, som hvis den var tilkendt i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

(10)  Automatisk anerkendelse af en adoptionsbevilling, der er tilkendt i en anden medlemsstat, i den medlemsstat, som der rettes anmodning til, må ikke bringe respekten for forsvarets rettigheder i fare. Alle berørte parter bør derfor kunne ansøge om afslag på anerkendelse af en adoptionsbevilling, hvis den/de pågældende mener, at der foreligger en grund til at nægte anerkendelse.

(11)  Anerkendelsen af nationale adoptionsbevillinger bør være automatisk, medmindre den medlemsstat, hvor adoptionen fandt sted, ikke havde retskompetence, eller hvis en sådan anerkendelse vil være i åbenlys modstrid med de grundlæggende retsprincipper i den anerkendende medlemsstat som fortolket i overensstemmelse med artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(12)  Denne forordning bør ikke berøre medlemsstaternes materielle familieret, herunder adoptionsretten. Desuden bør anerkendelse af en adoptionsbevilling under denne forordning ikke medføre anerkendelse af et eventuelt retsforhold mellem adoptionsforældrene som en konsekvens af anerkendelsen af en adoptionsbevilling, og dette bør heller ikke kunne gøres til en betingelse for den mulige afgørelse om anerkendelse af en adoptionsbevilling.

(13)  Proceduremæssige spørgsmål, der ikke er omhandlet i denne forordning, behandles i overensstemmelse med national lovgivning.

(14)  Såfremt en adoptionsbevilling indebærer anerkendelse af et retsforhold, der er ukendt i lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, tilpasses dette retsforhold, herunder enhver heri anført rettighed, i det omfang, det er muligt, til et, der i henhold til denne medlemsstats nationale lovgivning har tilsvarende retsvirkninger og varetager lignende formål og hensyn. Det bør være op til de enkelte medlemsstater selv at afgøre, hvorledes og af hvem tilpasningen skal foretages.

(15)  For at forenkle automatiske anerkendelser som reguleret i denne forordning, bør der udfærdiges en model for fremsendelse af adoptionsbevillinger i form af en europæisk adoptionsattest. Kommissionen bør derfor i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF tildeles delegerede beføjelser med henblik på udfærdigelse og ændring af en sådan attestmodel. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(16)  Målet for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedst nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(17)  I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, [har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning]/[deltager Det Forenede Kongerige og Irland ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland, dog med forbehold af protokollens artikel 4].

(18)  I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Anvendelsesområde

1.  Denne forordning finder anvendelse på anerkendelse af adoptionsbevillinger.

2.  Denne forordning finder ikke anvendelse på eller berører ikke:

a)  medlemsstaternes love om retten til at adoptere eller om andre familieretslige anliggender

b)  internationale adoptioner under Haag-konventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner (Haag-konventionen)

3.  Intet i denne forordning forpligter en medlemsstat til at:

a)  anerkende eksistensen af et retsforhold mellem et adopteret barns forældre, der er en følge af anerkendelsen af adoptionsbevillingen

b)  tilkende adoptionsbevillinger under omstændigheder, hvor den relevante nationale lovgivning ikke tillader det.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved "adoptionsbevilling" en retsafgørelse eller en udenretslig afgørelse, der skaber eller anerkender et permanent, lovligt forælder-barn-forhold mellem et barn, der ikke har nået myndighedsalderen, og en ny forælder/nye forældre, som ikke er barnets biologiske forældre, uanset betegnelsen på dette retsforhold i national lovgivning.

Artikel 3

Automatisk anerkendelse af adoptionsbevillinger

1.  En adoptionsbevilling, der er tilkendt i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om særlige procedurer, forudsat at den medlemsstat, der har tilkendt bevillingen, har retskompetence i overensstemmelse med artikel 4.

2.  Enhver berettiget part kan i overensstemmelse med proceduren i artikel 7 fremsætte en anmodning om at få fastslået, at der ikke findes grunde til at afslå anerkendelse, som omhandlet i artikel 6.

3.  Afhænger udfaldet af en sag ved en ret i en medlemsstat af afgørelsen af et bispørgsmål angående afslag på anerkendelse, er denne ret kompetent til at afgøre spørgsmålet om anerkendelse.

Artikel 4

Retskompetence i forbindelse med adoptionsbevillinger

1.  En medlemsstats myndigheder kan kun tilkende en adoptionsbevilling, hvis adoptivforælderen/-forældrene eller det adopterede barn har deres sædvanlige bopæl i den pågældende medlemsstat.

2.  I tilfælde, hvor en adoptionsbevilling vedrørende et barn er tilkendt af myndighederne i et tredjeland, kan myndighederne i en medlemsstat også tilkende en sådan bevilling eller træffe afgørelse om anerkendelse af tredjelandets bevilling i overensstemmelse med de procedurer, der er fastlagt i national lov, hvis adoptivforælderen/-forældrene eller det adopterede barn ikke har deres sædvanlige bopæl i den pågældende medlemsstat, men er statsborgere i den.

Artikel 5

Dokumentation krævet til anerkendelse

En part, der i en medlemsstat ønsker at påberåbe sig en adoptionsbevilling, der er tilkendt i en anden medlemsstat, skal fremlægge:

a)  en genpart af adoptionsbevillingen, der opfylder betingelserne med hensyn til godtgørelse af dens ægthed, og

b)  en europæisk adoptionsattest, der er udstedt i overensstemmelse med artikel 11.

Artikel 6

Afslag på anerkendelse

På begæring af en berettiget part kan der kun gives afslag på anerkendelse af en adoptionskendelse, der er tilkendt i en medlemsstat:

a)  såfremt en sådan anerkendelse åbenlyst vil være i modstrid med grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den medlemsstat, som anmodningen rettes til i den berørte medlemsstat

b)  såfremt oprindelsesmedlemsstaten ikke havde retskompetence, jf. artikel 4.

Artikel 7

Begæring om afslag på anerkendelse

1.  På begæring af en berettiget part som defineret i national lovgivning giver der afslag på anerkendelse af en adoptionsbevilling, såfremt det konstateres, at der foreligger en af de i artikel 6 nævnte grunde.

2.  Begæringen om afslag på anerkendelse fremsættes over for den ret, som den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med artikel 13 har givet Kommissionen meddelelse om er den ret, hvortil anmodningen skal indgives.

3.  Proceduren for afslag på anerkendelse skal, i det omfang den ikke er omfattet af denne forordning, bestemmes i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, som begæringen rettes til.

4.  Den, der fremsætter begæringen, skal forelægge retten en kopi af adoptionsbevillingen og om nødvendigt en oversættelse eller translitteration deraf.

5.  Retten kan fritage for forelæggelse af de dokumenter, der er nævnt i stk. 4, hvis den allerede er i besiddelse af dem, eller hvis den finder det urimeligt at kræve, at den, der fremsætter begæringen, skal forelægge dem. I sidstnævnte tilfælde kan retten kræve, at den anden part forelægger dokumenterne.

6.  Det kan ikke kræves, at parter, der anmoder om afslag på anerkendelse af en adoptionsbevilling, der er tilkendt i en anden medlemsstat, har postadresse i den medlemsstat, som begæringen rettes til. Det kan heller ikke kræves, at disse parter har en autoriseret repræsentant i den medlemsstat, som begæringen rettes til, medmindre en sådan repræsentant er obligatorisk uanset parternes nationalitet eller bopæl.

7.  Retten træffer straks afgørelse om begæringen om afslag på anerkendelse.

Artikel 8

Appel af afgørelse om begæring om afslag på anerkendelse

1.  Den afgørelse, der træffes om en begæring om afslag på anerkendelse, kan appelleres af begge parter.

2.  Appellen indgives til den ret, som den pågældende medlemsstat har givet Kommissionen meddelelse om i henhold til artikel 13, litra b), er den ret, hvortil en sådan appel skal indgives.

3.  Den afgørelse, der træffes i appelsagen, kan kun anfægtes ved appel, såfremt den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med artikel 13, litra c), har givet Kommissionen meddelelse herom.

Artikel 9

Appel i adoptionsbevillingens oprindelsesstat

Den ret, hvortil der fremsættes en anmodning om afslag på anerkendelse, eller den ret, som behandler en appelsag indgivet i henhold til artikel 8, stk. 2 eller 3, kan udsætte sagen, hvis der er iværksat en ordinær appel mod adoptionsbevillingen i oprindelsesmedlemsstaten, eller hvis fristen herfor endnu ikke er udløbet. I sidstnævnte tilfælde kan retten fastsætte en frist for iværksættelse af en sådan appel eller genoptagelse.

Artikel 10

Forbud mod prøvelse med hensyn til sagens realitet

Retsafgørelser truffet i en medlemsstat kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

Artikel 11

Europæisk adoptionsattest

Myndighederne i den medlemsstat, der har tilkendt adoptionsbevillingen, udsteder på begæring af en berettiget part en europæisk adoptionsattest på flere sprog i overensstemmelse med modellen i artikel 15.

Artikel 12

Tilpasning af adoptionsbevilling

1.  Indeholder en retsafgørelse et retsmiddel eller en kendelse, der er ukendt i lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, tilpasses retsmidlet eller kendelsen, i det omfang det er muligt, til et retsmiddel eller en kendelse, der er kendt i denne medlemsstats lovgivning, og som har tilsvarende retsvirkninger, og som varetager lignende formål og hensyn. En sådan tilpasning må ikke have retsvirkninger, der går ud over dem, der er fastlagt i domsstatens lovgivning.

2.  Enhver berettiget part kan anfægte tilpasningen af retsmidlet eller kendelsen ved en ret.

Artikel 13

Oplysninger, som medlemsstaterne skal forelægge

1.  Senest den 1. juli 2018 underretter medlemsstaterne Kommissionen om eventuelle nationale bestemmelser om:

a)  til hvilke retter begæringer om afslag på anerkendelse skal indgives, jf. artikel 7, stk. 2

b)  til hvilke retter appeller af afgørelser angående en begæring om afslag på anerkendelse skal indgives, jf. artikel 8, stk. 2, og

c)  til hvilke retter yderligere appeller skal indgives, jf. artikel 8, stk. 3.

2.  Kommissionen gør de i stk. 1 omtalte oplysninger samt andre relevante oplysninger om adoptionsprocedurer og anerkendelsen deraf i medlemsstaterne offentligt tilgængelige på passende vis, navnlig gennem den europæiske e-justiceportal.

Artikel 14

Legalisering eller tilsvarende formalitet

Der kræves ingen legalisering eller opfyldelse af tilsvarende formaliteter for dokumenter udstedt i en medlemsstat efter denne forordning.

Artikel 15

Beføjelse til at vedtage delegerede retsakter

Kommissionen tillægges beføjelse til i overensstemmelse med artikel 16 at vedtage delegerede retsakter om udfærdigelse og ændring af modellen for den i artikel 11 omtalte europæiske adoptionsattest.

Artikel 16

Udøvelse af delegerede beføjelser

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 15, tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode fra den 1. juli 2018.

3.  Den i artikel 15 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 15 træder kun i kraft, hvis Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Rådet, eller hvis Rådet inden udløbet af denne frist har informeret Kommissionen om, at det ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Rådets initiativ.

5.  Europa-Parlamentet skal underrettes om Kommissionens vedtagelse af delegerede retsakter, om enhver indsigelse mod dem eller om tilbagekaldelse af delegationen af beføjelser fra Rådet.

Artikel 17

Overgangsbestemmelser

Denne forordning finder kun anvendelse på adoptionsbevillinger, der er tilkendt fra og med den 1. januar 2019.

Adoptionsbevillinger, der er tilkendt før den 1. januar 2019, skal dog også anerkendes fra denne dato, såfremt det pågældende barn ikke har nået myndighedsalderen på denne dato.

Artikel 18

Forholdet til gældende internationale konventioner

1.  Denne forordning finder ikke anvendelse på adoptionsbevillinger, der er tilkendt i overensstemmelse med Haag-konventionen.

2.  Denne forordning berører ikke anvendelsen af bilaterale eller multilaterale konventioner, som en eller flere medlemsstater er part i på tidspunktet for ikrafttrædelsen af denne forordning, som fastlægger regler om anerkendelse af adoptioner, jf. dog medlemsstaternes forpligtelser i henhold til artikel 351 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

3.  Denne forordning har dog i forbindelserne mellem medlemsstaterne forrang for konventioner, der udelukkende er indgået mellem to eller flere medlemsstater, for så vidt sådanne konventioner vedrører områder, der er omfattet af denne forordning.

Artikel 19

Revisionsklausul

1.  Senest den 31. december 2024 og derefter hvert femte år forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af denne forordning. Rapporten ledsages om nødvendigt af forslag om tilpasning af denne forordning.

2.  Med henblik herpå meddeler medlemsstaterne Kommissionen de relevante oplysninger om deres retters anvendelse af denne forordning.

Artikel 20

Ikrafttræden og anvendelsesdato

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2019 med undtagelse af artikel 13, 15 og 16, der anvendes fra den 1. juli 2018.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den ...

På Rådets vegne

Formand

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis (EUT L 201 af 27.7.2012, s. 107).

Juridisk meddelelse