Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2016/2055(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0004/2017

Indgivne tekster :

A8-0004/2017

Forhandlinger :

PV 13/02/2017 - 18
CRE 13/02/2017 - 18

Afstemninger :

PV 14/02/2017 - 8.4
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2017)0022

Vedtagne tekster
PDF 188kWORD 52k
Tirsdag den 14. februar 2017 - Strasbourg Endelig udgave
Whistlebloweres rolle for beskyttelsen af EU's finansielle interesser
P8_TA(2017)0022A8-0004/2017

Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2017 om whistlebloweres rolle for beskyttelsen af EU's finansielle interesser (2016/2055(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 325,

–  der henviser til artikel 22a, 22b og 22c i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union,

–  der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge: henstillinger om foranstaltninger og initiativer(1),

–  der henviser til Den Europæiske Ombudsmands afgørelse, som afslutter hendes undersøgelse på eget initiativ OI/1/2014/PMC om "whistleblowing",

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse(2),

–  der henviser til artikel 9 i Europarådets civilretskonvention om korruption,

–  der henviser til artikel 22, litra a), i Europarådets civilretskonvention om korruption,

–  der henviser til Europarådets rekommandation CM/Rec(2014)7 om beskyttelse af whistleblowere,

–  der henviser til artikel 8, 13 og 33 i De Forenede Nationers konvention mod korruption,

–  der henviser til princip 4 i OECD's henstilling om forbedring af etisk adfærd inden for det offentlige,

–  der henviser til undersøgelsen fra Den Europæiske Ombudsmand af 2. marts 2015 og til opfordringen til EU-institutionerne om at vedtage de nødvendige regler om whistleblowing,

–  der henviser til OECD's publikation "Committing to effective whistle-blower protection",

–  der henviser til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 12. februar 2008 i sagen Guja mod Moldova, sag nr. 14277/04,

–  der henviser til artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelse fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0004/2017),

A.  der henviser til, at Parlamentet i forbindelse med dechargeproceduren har brug for så mange oplysninger som muligt vedrørende sådanne uregelmæssigheder; der henviser til, at Parlamentet i sager om uregelmæssigheder internt i institutionerne bør have ret til fuld adgang til oplysninger, således at det kan gennemføre dechargeproceduren med et fuldstændigt kendskab til kendsgerningerne;

B.  der henviser til, at Revisionsretten giver Parlamentet et fremragende grundlag for sine undersøgelser, men ikke selv kan dække alle individuelle udgifter;

C.  der henviser til, at Kommissionen og andre EU-institutioner tilsvarende forelægger Parlamentet informative beretninger om deres udgifter, men også baserer sig på officielle indberetningsmekanismer;

D.  der henviser til, at EU's mange midler er underlagt delt forvaltning mellem Kommissionen og medlemsstaterne, hvilket gør det vanskeligt for Kommissionen at rapportere om uregelmæssigheder i forbindelse med individuelle projekter;

E.  der henviser til, at Parlamentet regelmæssigt modtager oplysninger fra individuelle borgere eller ikke-statslige organisationer i forbindelse med uregelmæssigheder vedrørende individuelle projekter, som finansieres helt eller delvist over Unionens budget;

F.  der henviser til, at whistleblowere derfor spiller en vigtig rolle med hensyn til at forhindre, opdage og indberette uregelmæssigheder vedrørende udgifterne i tilknytning til EU's budget og med hensyn til at opdage og offentliggøre tilfælde af korruption; der henviser til, at det derfor er nødvendigt at etablere og fremme en tillidskultur i den europæiske offentligheds interesse, hvor EU's tjenestemænd og øvrige ansatte samt den brede offentlighed føler sig beskyttet af en forsvarlig forvaltning, og som viser, at EU's institutioner støtter op om, beskytter og tilskynder potentielle whistleblowere til at træde frem;

G.  der henviser til, at det er af afgørende betydning, at der hurtigst muligt indføres en horisontal retlig ramme, som ved at fastsætte rettigheder og pligter beskytter whistleblowere i hele EU og i EU-institutionerne (beskyttelse af anonymitet og ydelse af juridisk, psykologisk og, om nødvendigt, finansiel bistand samt adgang til forskellige informationskanaler og ordninger for hurtig indsats osv.);

H.  der henviser til, at de fleste EU-medlemsstater har ratificeret FN's konvention mod korruption, der gør det obligatorisk at sikre en passende og effektiv beskyttelse af whistleblowere;

I.  der henviser til, at whistleblowing er en afgørende kilde til information i forbindelse med bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og i forbindelse med undersøgelse af korruption i den offentlige sektor;

J.  der henviser til, at whistleblowere spiller en særlig vigtig rolle, når det gælder om at opdage og indberette korruption og svig, da de parter, der er direkte involveret i disse kriminelle handlinger, aktivt vil forsøge at skjule dem fra alle officielle indberetningsmekanismer;

K.  der henviser til, at whistleblowing, som bygger på principperne om gennemsigtighed og integritet, er afgørende, og at beskyttelsen af whistleblowere derfor bør garanteres ved lov og fremmes i hele Den Europæiske Union, men kun hvis formålet med deres handlinger er at beskytte offentlige interesser ved at handle i god tro i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis;

L.  der henviser til, at myndighederne ikke bør begrænse eller mindske whistlebloweres og journalisters mulighed for at dokumentere og afsløre ulovlige, retsstridige eller skadelige praksisser, når de videregiver disse oplysninger i god tro og med det offentliges interesse for øje;

M.  der henviser til, at alle EU-institutionerne siden den 1. januar 2014 har haft pligt til at indføre interne regler om beskyttelse af whistleblowere, der er tjenestemænd i EU-institutionerne, i overensstemmelse med vedtægtens artikel 22a, 22b og 22c, og at arbejdsgruppen under det interinstitutionelle forberedende udvalg for spørgsmål vedrørende vedtægten, der beskæftiger sig med beskyttelse af whistleblowere, endnu ikke har afsluttet sit arbejde; der henviser til, at én af de opgaver, som arbejdsgruppen bør udføre som et led i sine arbejdsopgaver, er at foretage en vurdering af situationen for whistleblowere, som har oplevet negative konsekvenser inden for institutionerne, med henblik på at fastlægge bedste praksis baseret på hidtidige erfaringer; der henviser til, at disse interne regler skal tage hensyn til forvaltningsstrukturen og de særlige karakteristika ved de forskellige kategorier i tjenestemandsvedtægten;

N.  der henviser til, at beskyttelsen af whistleblowere på medlemsstatsplan hverken er blevet gennemført i alle medlemsstater eller harmoniseret, hvilket betyder, at det såvel i personlig som i professionel henseende kan være risikabelt for whistleblowere at give Parlamentet oplysninger om uregelmæssigheder, selv når Den Europæiske Unions finansielle interesser er på spil; der henviser til, at årsagen til, at der ikke indberettes uregelmæssigheder, netop er, at folk er bange for, hvad der kan ske med dem, som følge af den manglende beskyttelse, og ikke tror, der vil blive truffet foranstaltninger, og at EU's finansielle interesser undergraves som et resultat heraf;

O.  der henviser til, at det er nødvendigt at sikre, at alle former for repressalier mod whistleblowere vil blive behørigt straffet;

P.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 23. oktober 2013 opfordrede Kommissionen til at fremsætte et lovgivningsforslag inden udgangen af 2013 om fastlæggelse af et effektivt og omfattende europæisk system til beskyttelse af whistleblowere i den offentlige og den private sektor, der identificerer ineffektiv forvaltning og uregelmæssigheder og anmelder nationale og grænseoverskridende tilfælde af korruption begået mod EU's finansielle interesser; der henviser til, at Kommissionen desuden opfordrede medlemsstaterne til at indføre en hensigtsmæssig og effektiv beskyttelse af whistleblowere;

Q.  der henviser til, at EU-lovgiveren allerede har fastsat bestemmelser om beskyttelse af whistleblowere i sektorspecifikke instrumenter, herunder direktiv 2013/30/EU om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter, forordning (EU) nr. 596/2014 om markedsmisbrug, direktiv (EU) 2015/849 om hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme samt forordning (EU) nr. 376/2014 om indberetning af hændelser;

R.  der henviser til, at beskyttelse af whistleblowere i Unionen er blevet endnu mere presserende, eftersom direktivet om forretningshemmeligheder begrænser whistlebloweres rettigheder og således kan få en utilsigtet afskrækkende virkning på dem, der ønsker at indberette uregelmæssigheder i forbindelse med EU-finansiering, som individuelle selskaber har modtaget;

S.  der henviser til, at der allerede er udført et betydeligt arbejde af internationale organisationer som f.eks. Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) og Europarådet, som har udarbejdet henstillinger angående beskyttelse af whistleblowere;

T.  der henviser til, at mere end en tredjedel af de organisationer, som har en rapporteringsmekanisme, ifølge OECD ikke havde eller ikke var blevet underrettet om en skriftlig politik om at beskytte personer, som foretager indberetninger, mod repressalier;

U.  der henviser til, at ikke-statslige organisationer som Transparency International, Whistleblowing International Network m.fl. ligeledes har udviklet nogle internationale principper for lovgivning om whistleblowere, der bør tjene som inspirationskilde for EU's initiativer i denne henseende;

V.  der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmand har en klar kompetence med hensyn til at undersøge klager fra EU-borgere om fejl eller forsømmelser i EU-institutionerne, men i sig selv ikke spiller nogen rolle i forbindelse med beskyttelsen af whistleblowere i medlemsstaterne;

W.  der henviser til, at der med den seneste affattelse af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union, som trådte i kraft den 1. januar 2014, blev indført flere bestemmelser om whistleblowing;

X.  der henviser til, at beskyttelse af whistleblowere er afgørende for at sikre den offentlige interesse og Unionens finansielle interesser samt for at fremme en kultur med offentlig ansvarlighed og integritet i både offentlige og private institutioner;

Y.  der henviser til, at arbejdstagere i mange jurisdiktioner, og navnlig i den private sektor, er underlagt forpligtelser om fortrolighed med hensyn til bestemte oplysninger, hvilket betyder, at whistleblowere kan risikere disciplinære sanktioner som følge af at have rapporteret om begivenheder uden for deres organisation;

1.  beklager, at Kommissionen endnu ikke har fremsat et lovgivningsforslag med henblik på indføre et minimumsniveau af beskyttelse for europæiske whistleblowere;

2.  opfordrer indtrængende Kommissionen til straks at fremsætte et lovgivningsforslag om fastlæggelse af et effektivt og omfattende europæisk system til beskyttelse af whistleblowere, som omfatter mekanismer for virksomheder, offentlige organer og NGO'er, og opfordrer navnlig Kommissionen til at fremsætte et lovgivningsforslag inden udgangen af dette år om beskyttelse af whistleblowere som en del af de nødvendige foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af svig, der skader Unionens finansielle interesser, med henblik på at yde en effektiv og ensartet beskyttelse i medlemsstaterne og i alle Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer;

3.  fastholder, at whistleblowere spiller en væsentlig rolle i at hjælpe medlemsstaternes og EU's institutioner og organer med at forebygge og tackle overtrædelse af integritetsprincippet og magtmisbrug, der truer eller krænker folkesundheden og sikkerheden, den finansielle integritet, økonomien, menneskerettighederne, miljøet eller retsstatsprincipperne på EU-plan og nationalt plan, eller som øger arbejdsløsheden, begrænser og forvrænger fair konkurrence og undergraver borgernes tillid til de demokratiske institutioner og processer; understreger, at whistleblowere i denne sammenhæng i høj grad bidrager til at øge den demokratiske kvalitet af og tilliden til offentlige institutioner ved at gøre dem direkte ansvarlige over for borgerne og mere gennemsigtige;

4.  bemærker, at både whistleblowere og de berørte offentlige organer eller institutioner bør sikre fuld retsbeskyttelse, som garanteret af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og de nationale lovbestemmelser;

5.  minder om, at medlemsstaterne som de første modtagere af EU-midler har en forpligtelse til at kontrollere, at de bruges på lovlig vis;

6.  bemærker, at kun få medlemsstater har indført tilstrækkeligt fremskredne systemer til beskyttelse af whistleblowere; opfordrer de medlemsstater, som endnu ikke har vedtaget principperne om beskyttelse af whistleblowere i deres nationale lovgivning, til at gøre dette hurtigst muligt;

7.  opfordrer medlemsstaterne til at håndhæve effektive regler for bekæmpelse af korruption og samtidig sikre korrekt gennemførelse af europæiske og internationale standarder og retningslinjer hvad angår beskyttelse af whistleblowere i deres nationale lovgivning;

8.  beklager, at mange af medlemsstaterne endnu ikke har gennemført regler for beskyttelse af whistleblowere, på trods af det grundlæggende behov for beskyttelse af whistleblowere i forbindelse med forebyggelse og bekæmpelse af korruption, og selv om beskyttelse af whistleblowere anbefales i artikel 33 i FN’s konvention om bekæmpelse af korruption;

9.  fremhæver, at whistleblowing vedrørende Unionens finansielle interesser er oplysning om eller indberetning af uregelmæssigheder, herunder, men ikke begrænset til, korruption, svig, interessekonflikter, skatteunddragelse og skatteundgåelse, hvidvaskning af penge, infiltration af organiseret kriminalitet og forsøg på at dække over sådanne handlinger;

10.  anser det for nødvendigt at fremme en etisk kultur, der bidrager til at sikre, at whistleblowere ikke udsættes for repressalier eller konfronteres med interne konflikter;

11.  gentager, at en whistleblower er forpligtet til at oplyse om uregelmæssigheder, der skader Unionens finansielle interesser, og at whistleblowere altid bør samarbejde ved at udveksle oplysninger med de kompetente EU-myndigheder;

12.  gentager, at whistleblowere ofte har bedre adgang til følsomme oplysninger end udenforstående, og at der dermed er større sandsynlighed for, at de vil opleve negative konsekvenser i deres professionelle karriere eller risiko for deres personlige sikkerhed, som er beskyttet i medfør af artikel 6 i EU's charter om grundlæggende rettigheder;

13.  understreger, at definitionen af whistleblowing omfatter beskyttelse af personer, som videregiver oplysninger med en rimelig tro på, at oplysningerne er korrekte på tidspunktet for videregivelsen, herunder personer, der videregiver ukorrekte oplysninger ved en fejl;

14.  understreger den rolle, som undersøgende journalistik spiller, og opfordrer Kommissionen til at sikre, at dens forslag tilbyder samme beskyttelse til undersøgende journalister som til whistleblowere;

15.  mener, at der er behov for at oprette et uafhængigt informationsindsamlings-, rådgivnings- og henvisningsorgan på EU-plan med kontorer i medlemsstaterne, som kan modtage indberetninger om uregelmæssigheder, med tilstrækkelige budgetmidler, passende kompetencer og kvalificerede fagfolk med henblik på at hjælpe whistleblowere med at bruge de rette kanaler til at videregive deres oplysninger om mulige uregelmæssigheder, der skader Unionens finansielle interesser, og samtidig beskytte deres fortrolighed og tilbyde den nødvendige støtte og rådgivning; mener, at arbejdet i den indledende fase primært vil være baseret på pålidelig verificering af de modtagne oplysninger;

16.  opfordrer EU's institutioner til i samarbejde med alle relevante nationale myndigheder at indføre og træffe alle nødvendige foranstaltninger til at beskytte fortroligheden af informationskilderne med henblik på at imødegå enhver form for diskriminerende handlinger eller trusler;

17.  glæder sig over den beslutning, som Den Europæiske Ombudsmands traf i 2014 om på eget initiativ at indlede en undersøgelse om beskyttelsen af whistleblowere i EU-institutionerne, og glæder sig over de yderst positive resultater heraf; opfordrer institutionerne og andre EU-organer, der endnu ikke har gjort det, til straks at anvende de retningslinjer, der blev udarbejdet efter undersøgelsens afslutning;

18.  opfordrer EU-institutionerne til at øge bevidstheden om de alvorlige problemer med forsvarsløse whistleblowere; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at fremlægge en omfattende handlingsplan herom;

19.  anmoder om, at der oprettes en særlig enhed med en rapporteringslinje og særlige faciliteter (f.eks. hotlines, websteder og kontaktpunkter) i Parlamentet til modtagelse af oplysninger fra whistleblowere i relation til Unionens finansielle interesser, som også vil give dem rådgivning og hjælpe med at beskytte dem mod eventuelle gengældelsesforanstaltninger, indtil der er blevet oprettet en uafhængig EU-institution som omhandlet i punkt 4;

20.  anmoder om, at der oprettes et websted, hvor der kan indgives klager; understreger, at webstedet bør være tilgængeligt for offentligheden, og at oplysningerne bør forblive anonyme;

21.  opfordrer Kommissionen til at tilvejebringe en klar retlig ramme, der sikrer, at personer, der afslører ulovlige eller uetiske aktiviteter, beskyttes mod repressalier eller retsforfølgning;

22.  opfordrer Kommissionen til at fremlægge konkrete forslag til fuldstændig beskyttelse af personer, der afslører ulovligheder og uregelmæssigheder, og udarbejde forslag til en omfattende plan til begrænsning af overførsler af aktiver til lande uden for EU, som fungerer som beskyttere af anonymiteten for korrupte personer;

23.  giver udtryk for, at det er nødvendigt at sikre, at der findes tilgængelige, trygge og sikre rapporteringsmekanismer, og at whistlebloweres påstande undersøges på en kompetent måde;

24.  opfordrer Kommissionen - og Den Europæiske Anklagemyndighed, i det omfang det ligger inden for rammerne af dens mandat efter oprettelsen - til at oprette effektive kommunikationskanaler mellem de involverede parter, til ligeledes at indføre procedurer for modtagelse og beskyttelse af whistleblowere, der giver oplysninger om uregelmæssigheder vedrørende Unionens finansielle interesser, og til at udarbejde en samlet arbejdsprotokol for whistleblowere;

25.  opfordrer alle EU's institutioner og organer til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre anerkendelse af, hensyntagen til og respekt for whistleblowere i alle sager, der berører eller har berørt dem, og som er blevet anerkendt som sådanne af Den Europæiske Unions Domstol, og påpeger, at dette bør gælde med tilbagevirkende kraft; opfordrer dem endvidere til offentligt og fyldestgørende at gøre institutionen som helhed bekendt med de pågældende afgørelser;

26.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at give Parlamentet alle de oplysninger, de modtager fra whistleblowere vedrørende Unionens finansielle interesser, og til at medtage et kapitel i de årlige aktivitetsrapporter om deres advarsler og opfølgning på disse; opfordrer til, at der i Parlamentet gøres en indsats for at fastslå nøjagtigheden af oplysningerne med henblik på at iværksætte passende foranstaltninger;

27.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre en offentlig høring med henblik på at indhente interessenters synspunkter om rapporteringsmekanismer og om eventuelle proceduremæssige mangler på nationalt plan; er af den opfattelse, at resultaterne fra den offentlige høring vil udgøre et værdifuldt input til Kommissionen, når den forbereder sit kommende forslag om whistleblowing;

28.  opfordrer det uafhængige EU-organ, og - indtil dette er oprettet - Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), til at udarbejde og offentliggøre en årlig beretning om evalueringen af beskyttelsen af whistleblowere i Den Europæiske Union;

29.  opfordrer endvidere Revisionsretten til i sine årsberetninger at medtage et særligt afsnit om whistlebloweres rolle i forbindelse med beskyttelse af Unionens finansielle interesser;

30.  opfordrer EU's agenturer til at udarbejde en skriftlig politik om at beskytte de personer, der foretager indberetninger, mod repressalier;

31.  glæder sig over, at Parlamentet, Kommissionen, Rådet for Den Europæiske Union, Den Europæiske Unions Domstol, Den Europæiske Revisionsret, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget, Den Europæiske Ombudsmand og Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse har gennemført interne regler for beskyttelse af whistleblowere i overensstemmelse med artikel 22a, 22b og 22c i tjenestemandsvedtægten; opfordrer indtrængende alle institutioner til at sikre, at deres respektive internt vedtagne regler om beskyttelse af whistleblowere er solide og omfattende;

32.  opfordrer medlemsstaterne til at udvikle data, benchmarks og indikatorer for whistleblowerpolitikker inden for såvel den offentlige som den private sektor;

33.  minder om, at Kommissionens gennemførelsesdirektiv (EU) 2015/2392 fastlægger procedurerne for indberetning, registreringskrav og beskyttelsesforanstaltninger for whistleblowere; understreger vigtigheden af at sikre, at whistleblowere kan indberette overtrædelser på en fortrolig måde, og at deres anonymitet beskyttes behørigt og fuldstændigt, også på det digitale område, men beklager, at dette er en af de få retsakter i sektorlovgivningen, som indeholder bestemmelser for whistleblowere;

34.  opfordrer Kommissionen til at undersøge den bedste praksis fra eksisterende whistlerblower-programmer, der allerede er indført i andre lande rundt omkring i verden; henleder opmærksomheden på, at nogle eksisterende ordninger foreskriver økonomisk belønning af whistleblowere (som f.eks. en procentdel af de pålagte sanktioner); vurderer, at selv om dette skal forvaltes med omhu for at forhindre potentielt misbrug, kan en sådan belønning give personer, der har mistet deres job som følge af whistleblowing, en vigtig indkomst;

35.  opfordrer medlemsstaterne til at afholde sig fra at kriminalisere whistlebloweres handlinger, når de giver oplysninger om ulovlige aktiviteter eller uregelmæssigheder, der skader EU’s finansielle interesser;

36.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 208 af 10.6.2016, s. 89.
(2) EUT L 157 af 15.6.2016, s. 1.

Juridisk meddelelse