Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2015/2342(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0045/2017

Indgivne tekster :

A8-0045/2017

Forhandlinger :

PV 04/04/2017 - 14
CRE 04/04/2017 - 14

Afstemninger :

PV 05/04/2017 - 9.22
CRE 05/04/2017 - 9.22
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2017)0124

Vedtagne tekster
PDF 274kWORD 75k
Onsdag den 5. april 2017 - Strasbourg Endelig udgave
Håndtering af flygtninge- og migrantstrømme: EU-Udenrigstjenestens rolle
P8_TA(2017)0124A8-0045/2017

Europa-Parlamentets beslutning af 5. april 2017 om håndtering af flygtninge- og migrantstrømme: EU-Udenrigstjenestens rolle (2015/2342(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 3, 8 og 21 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 80, 208 og 216 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik, som blev offentliggjort i juni 2016,

—  der henviser til Kommissionens meddelelser: "En europæisk dagsorden for migration" af 13. maj 2015 (COM(2015)0240), "Tvangsfordrivelse og udvikling" af 26. april 2016 (COM(2016)0234), "Oprettelse af en ny ramme for partnerskaber med tredjelande som led i den europæiske dagsorden for migration" af 7. juni 2016 (COM(2016)0385) og "Styrkelse af europæiske investeringer til jobskabelse og vækst: Indledning af anden fase af Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer og lancering af en ny plan for europæiske eksterne investeringer" af 14. september 2016 (COM(2016)0581), og til de fælles meddelelser fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik "Håndtering af flygtningekrisen i Europa: EU-Udenrigstjenestens rolle" af 9. september 2015 (JOIN(2015)0040), "Migration via den centrale middelhavsrute: Forvaltning af migrationsstrømme og redning af liv" af 25. januar 2017 (JOIN(2017)0004); og "Revision af den europæiske naboskabspolitik" af 18. november 2015 (JOIN(2015)0050),

—  der henviser til Rådets (almindelige anliggender) konklusioner om den samlede strategi for migration og mobilitet (SSMM) af 3. maj 2012,

—  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner om migration af 25.-26. juni, 15. oktober og 17.-18. december 2015 samt af 17.-18. marts og den 28. juni 2016,

—  der henviser til Udenrigsrådets konklusioner om migration i EU's udviklingssamarbejde af 12. december 2014, om migration af 12. oktober 2015, om EU's tilgang til tvangsfordrivelse og udvikling af 12. maj 2016 og om de eksterne aspekter af migration af 23. maj 2016,

–  der henviser til Rådet for Udenrigsanliggenders konklusioner om de fremtidige prioriteter for partnerskabet og pagterne med Jordan og Libanon af 17. oktober 2016,

—  der henviser til Erklæring fra højniveaukonferencen om ruten over det østlige Middelhavsområde og det vestlige Balkan af 8. oktober 2015 i Luxembourg,

—  der henviser til den politiske erklæring og handlingsplanen, der blev vedtaget på Vallettatopmødet den 11.-12. november 2015,

–  der henviser til konklusionerne fra topmødet i Bratislava den 16. september 2016,

—  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning (nr. 9/2016) med titlen "Udgifter afholdt under den eksterne del af EU's migrationspolitik i landene i det sydlige Middelhavsområde og de østlige nabolande indtil 2014",

—  der henviser til FN's konvention og protokol vedrørende flygtninges retsstilling og til de centrale internationale menneskerettighedskonventioner, den europæiske menneskerettighedskonvention og EU's charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til Genèvekonventionerne og deres tillægsprotokoller, der regulerer adfærden under væbnede konflikter og søger at begrænse konsekvenserne heraf,

—  der henviser til slutdokumentet fra FN's verdenstopmøde om bæredygtig udvikling af 25. september 2015 med titlen "Transforming our world: the 2030 Agenda for Sustainable Development",

—  der henviser til New York-erklæringen om flygtninge og migranter fra De Forenede Nationers Generalforsamlings møde på højt plan om håndtering af de store strømme af flygtninge og migranter af 19. september 2016 og bilagene hertil om omfattende rammer for flygtningehjælp og vejen mod en global aftale om sikker, velordnet og regulær migration,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger, især beslutning af 9. juli 2015 om revision af den europæiske naboskabspolitik(1), af 8. marts 2016 om situationen for kvindelige flygtninge og asylansøgere i EU(2), af 12. april 2016 om situationen i Middelhavet og behovet for en holistisk EU-tilgang til migration(3), af 13. september 2016 om EU's trustfond for Afrika: Konsekvenserne for udvikling og humanitær bistand,(4) og af 25. oktober 2016 om menneskerettigheder og migration i tredjelande(5),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til de fælles drøftelser mellem Udenrigsudvalget og Udviklingsudvalget, jf. forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og Udviklingsudvalget og udtalelser fra Budgetudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0045/2017),

A.  der henviser til, at migration er en menneskeret, der er fastsat i artikel 13 i FN-erklæringen om menneskerettighederne; der henviser til, at folk bør have ret til at leve deres liv i deres hjemland og i den region, hvor de er født og opvokset, og hvor de har deres kulturelle og sociale rødder;

B.  der henviser til, at menneskers mobilitet er på et historisk højt niveau med 244 millioner internationale migranter, der af forskellige årsager migrerer både frivilligt og ufrivilligt; der henviser til, at en sådan international migration hovedsageligt finder sted inden for samme region og mellem udviklingslande; der henviser til, at kvindelige migranter ifølge Den Internationale Organisation for Migration (IOM) udgør størstedelen af de internationale migranter i Europa (52,4 %) og Nordamerika (51,2 %); der henviser til, at migrationsstrømmene syd-syd fortsat har været stigende i sammenligning med bevægelserne syd-nord: i 2015 var der 90,2 mio. internationale migranter, født i udviklingslande, der var bosat i andre lande i det globale syd, mens 85,3 mio., der er født i syd, var bosat i lande i det globale nord;

C.  der henviser til, at stadig flere uledsagede mindreårige krydser Middelhavet, og at antallet af dødsfald i Middelhavet, til trods for det stigende antal redningsoperationer, fortsat stiger (5 079 i 2016 mod 3 777 i 2015 ifølge IOM);

D.  der henviser til, at et rekordstort antal personer, nemlig 65,3 mio. mennesker – herunder 40,8 mio. internt fordrevne (IDP'er) og 21,3 mio. flygtninge – ifølge FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) i 2015 fortsat var tvangsfordrevet som følge af konflikter, vold, krænkelser af menneskerettighederne og krænkelser af den humanitære folkeret samt destabilisering; der henviser til, at hertil skal lægges de personer, der er fordrevet som følge af naturkatastrofer, uligheder, fattigdom, dårlige socioøkonomiske fremtidsudsigter, klimaændringer, manglen på seriøse og effektive langsigtede udviklingspolitikker og manglen på politisk vilje til at løse de strukturelle problemer, der ligger til grund for disse migrationsstrømme; der henviser til, at der ifølge UNHCR er mindst 10 millioner statsløse;

E.  der henviser til, at antallet af flygtninge ifølge aktuelle tilgængelige data er steget med mere end 50 % i løbet af de sidste fem år; der henviser til, at dette chokerende tal kan forklares med en række elementer, herunder det forhold, at flygtninges frivillige tilbagevenden har været på det laveste niveau siden 1980'erne, at antallet af flygtninge, der får tilbudt lokale integrationsmuligheder, fortsat er begrænset, og at antallet af genbosætninger ligger stabilt på omkring 100 000 om året;

F.  der henviser til, at 6,7 mio. flygtninge lever i situationer med langvarig fordrivelse – som skønnes at vare i gennemsnit ca. 26 år – og som er fuldstændig udsigtsløse; der henviser til, at der fortsat er uacceptabelt få varige løsninger på fordrivelse, hvilket gør det nødvendigt, at anskue tvangsfordrivelse som en politisk og udviklingsmæssig udfordring og ikke udelukkende som en humanitær udfordring;

G.  der henviser til, at denne globale udfordring kræver en holistisk og multilateral tilgang baseret på internationalt samarbejde og synergier samt koordinerede og konkrete løsninger, der ikke kun bør være reaktionære, men også bør foregribe eventuelle fremtidige kriser; der henviser til, at 86 % af verdens flygtninge lever i fattige regioner, og at de mindst udviklede lande huser 26 % af det samlede antal, hvorfor de lider under overbelastede kapaciteter og yderligere destabilisering af deres egne økonomiske og sociale samhørighed og udvikling; der henviser til, at disse lande kun meget sjældent råder over instrumenter til beskyttelse af migranters rettigheder og ikke engang råder over instrumenter på asylområdet; der henviser til, at den million mennesker, der ankom til EU i 2015, udgjorde 0,2% af EU's befolkning, til sammenligning med langt højere procentdele (op til 29 %) i nabolandene eller i Europa i 1990'erne;

H.  der henviser til, at flygtninge, internt fordrevne personer og migranter er juridisk særskilte kategorier, men at der i virkeligheden ofte opstår store blandede strømme af mennesker på grund af en række politiske, økonomiske, sociale, udviklingsmæssige, humanitære og menneskerettighedsmæssige virkninger, der går på tværs af grænserne; der henviser til, at den menneskelige værdighed for alle de personer, der er involveret i disse strømme, bør stå i centrum for alle europæiske politikker på området; der henviser til, at flygtninge og asylansøgere desuden altid skal behandles i overensstemmelse med deres status, og at de under ingen omstændigheder må nægtes de rettigheder, der er fastsat i relevante internationale konventioner og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder; der henviser til, at den juridiske sondring mellem flygtninge og migranter ikke bør bruges til at indikere, at migration af økonomiske årsager eller for at søge et bedre liv er mindre legitimt end at flygte fra forfølgelse; der henviser til, at det i de fleste tilfælde er både politiske og økonomiske rettigheder, blandt andre centrale menneskerettigheder, der er truet i situationer præget af konflikt, ustabilitet eller uro, og de fortsat udfordres som følge af tvungen fordrivelse;

I.  der henviser til, at den igangværende fødevare- og ernæringskrise i Sahel medfører en nedbrydning af folks modstandskraft, der forværres af de kriser, der opstår med korte mellemrum, manglen på basale tjenesteydelser og konflikterne i regionen; der henviser til, at denne situation vil medføre yderligere migration;

J.  der henviser til, at migranter på hver eneste etape af deres rejse er udsat for alle mulige former for fysiske og psykologiske farer, herunder vold, udnyttelse, menneskehandel og seksuel og kønsbaseret vold; der henviser til, at dette især gælder for sårbare personer såsom kvinder (f.eks. kvinder, der er familieforsørgere, eller gravide), børn –hvad enten de er uledsagede, adskilt fra eller ledsaget af deres familier – LGBTI-personer, personer med handicap, personer med akut behov for medicinsk behandling og ældre; der henviser til, at disse sårbare grupper akut bør ydes humanitær beskyttelse og adgang til beskyttelse og til henvisningsmekanismer, opholdstilladelse og grundlæggende tjenester, herunder sundhedstjenester som led i deres genbosættelse eller mens deres asylansøgninger behandles i overensstemmelse med gældende ret;

K.  der henviser til, at stigningen i menneskers mobilitet, hvis den forvaltes på en velordnet, sikker, lovlig og ansvarlig og forebyggende måde kan afhjælpe migranters og flygtninges eksponering for skadevirkninger, kan give betydelige fordele for både modtagerlandene og migranterne, som anerkendt i 2030-dagsordenen, og også kan fungere som en vigtig vækstfaktor for modtagerlandene, herunder EU; der henviser til, at disse fordele ofte er stærkt undervurderede; der henviser til, at EU skal udarbejde brugbare løsninger, der bl.a. omfatter inddragelse af udenlandske arbejdstagere, i forventning om en stigende aldring af den europæiske befolkning for at sikre en balance mellem den erhvervsaktive og den ikke-erhvervsaktive del af befolkningerne og for at imødekomme specifikke behov på arbejdsmarkedet;

L.  der henviser til, at EU's indsats har mobiliseret forskellige interne og eksterne instrumenter, men synes at have været alt for fokuseret på den korte bane og på at reducere eller standse strømmene; der henviser til, at denne kortsigtede tilgang ikke gør noget ved hverken årsagerne til tvungen fordrivelse og migrationsstrømme eller migranternes humanitære behov; der henviser til, at der er behov for yderligere forbedringer i EU's indsats inden for krisestyring og konfliktforebyggelsesværktøjer, da voldelige konflikter er den grundlæggende årsag til tvangsfordrivelse;

M.  henviser til, at Den Europæiske Revisionsret har udtrykt alvorlig tvivl om effektiviteten af EU's eksterne migrationsudgifter, herunder for så vidt angår projekter vedrørende migranters menneskerettigheder; der henviser til, at Revisionsretten også konstaterede, at sikkerhed og grænsebeskyttelse var det dominerende element i de europæiske migrationsudgifter;

N.  der henviser til, at humanitær bistand baseret på behov og overholdelse af principperne om menneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed, samt på overholdelse af den humanitære folkeret og menneskerettighederne, der er nedfældet i Genèvekonventionerne og tillægsprotokollerne hertil, skal sættes i centrum i alle EU's eksterne aktioner; der henviser til, at bistandsuafhængighed, dvs. bistand, der er uafhængig af alle politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige betragtninger og enhver form for forskelsbehandling, skal prioriteres;

O.  der henviser til, at en vellykket gennemførelse af en menneskerettighedsbaseret migrationspolitik kræver, at man udfordrer de negative opfattelser af migration og udvikler positive fortællinger for at afbillede migration som en mulighed for modtagerlandene med henblik på at bekæmpe ekstremisme og populisme;

P.  der henviser til, at EU har et ansvar for at støtte sine gennemførelsespartnere i at udføre hurtig og effektiv bistand og beskyttelse af høj kvalitet, og at det bør være ansvarligt for den berørte befolkning; der henviser til, at EU's partnere i den forbindelse kræver rettidig og forudsigelig finansiering, og at afgørelser om tildeling af midler til ændrede eller nye prioriteringer bør give dem tilstrækkelig tid til planlægning og afbødende foranstaltninger;

Q.  der henviser til, at decentralt samarbejde kan bidrage til en bedre forståelse af IDP'ers, migranters og flygtninges behov og kulturer og øge den lokale befolknings kendskab til de udfordringer, som migranter står over for i deres oprindelseslande; der henviser til, at lokale og regionale europæiske regeringer kan spille en vigtig rolle med hensyn til at gøre noget ved disse grundlæggende årsager gennem kapacitetsopbygning;

R.  der henviser til, at det i artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union udtrykkeligt anføres, at "Unionens optræden på den internationale scene bygger på de principper, der har ligget til grund for dens egen oprettelse, udvikling og udvidelse, og som den tilstræber at fremme i den øvrige verden: demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed, respekt for den menneskelige værdighed, principperne om lighed og solidaritet samt respekt for grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt og folkeretten"; der henviser til, at udviklingsbistand ifølge artikel 208 i Lissabontraktaten har til formål at reducere og med tiden udrydde fattigdom i tredjelande;

Omfattende og principfast EU-indsats for at imødegå udfordringer i forbindelse med mobilitet

1.  understreger, at vi i dag er vidner til et hidtil uset omfang af menneskelig mobilitet, og at der er presserende, at det internationale samfund gennemfører en styrkelse af den fælles indsats for at tackle de udfordringer og muligheder, som dette fænomen medfører; understreger, at denne indsats skal baseres på solidaritetsprincippet og ikke udelukkende bør fokusere på en sikkerhedsbaseret tilgang, men sigte efter en fuldstændig beskyttelse af rettighederne og værdigheden for alle, der uanset omstændighederne er tvunget til at forlade deres hjem i deres søgen efter et bedre liv; betoner, at enhver løsning bør have særligt fokus på de grupper, der er mest sårbare og bør omfatte levering af bistand i deres hjemland; understreger, at behandlingen af dem ganske vist er underlagt forskellige lovgivningsmæssige rammer, men at flygtninge og migranter nyder de samme universelle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som skal beskyttes uanset deres juridiske status; minder om, at EU skal stå ved sine værdier og principper i alle fælles politikker og fremme dem i sine eksterne forbindelser, herunder dem, der er fastsat i artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union; fremhæver nødvendigheden af, at der er sammenhæng mellem EU's eksterne politikker og andre politikker med en ekstern dimension;

2.  understreger, at dette høje niveau af menneskelig mobilitet har flere komplekse årsager, og at der er behov for evidensbaserede beslutninger for at differentiere mellem dens elementer og udvikle målrettede politiske indsatser; understreger behovet for, at EU og dets medlemsstater tager hensyn til den aktuelle virkelighed og udvikler en ny tilgang til den frie bevægelighed for personer, baseret på reelle data og EU's interesser, ved at fremme folks modstandsdygtighed gennem øget adgang til basale tjenesteydelser, især uddannelse, og deres integration og bidrag til lokalsamfund ved at skabe muligheder for beskæftigelse og selvstændig virksomhed;

3.  understreger, at international migration kan bidrage til socioøkonomisk udvikling, som den har gjort historisk set, og at fortællingen om denne skal være positiv og fremme en reel og objektiv forståelse af problemet og af de dertil hørende fælles fordele for at bekæmpe fremmedfjendske, populistiske og nationalistiske diskurser; glæder sig derfor over den "Together"-kampagne, der er blevet iværksat af FN med henblik på at mindske de negative opfattelser af og holdninger til flygtninge og migranter, og opfordrer EU-institutionerne til at samarbejde fuldt ud med FN om at støtte denne kampagne; understreger behovet for at vedtage internationale, europæiske, nationale og lokale politikker, der fokuserer på mellemlang og lang sigt og ikke udelukkende er styret af øjeblikkeligt politisk pres eller nationale valgtaktiske overvejelser; understreger, at disse politikker skal være sammenhængende, fyldestgørende, inkluderende og fleksible med henblik på at regulere migration som et almindeligt menneskeligt fænomen og tackle legitime bekymringer med hensyn til grænseforvaltning, social beskyttelse for sårbare grupper og den sociale inklusion af flygtninge og migranter;

4.  understreger, at det humanitære bistandssystem er alvorligt overbelastet, og at dets finansielle ressourcer aldrig vil være tilstrækkelige til at løse situationer med tvangsfordrivelser, navnlig i betragtning af den langvarige karakter af et flertal af disse; noterer sig derfor den nye politiske ramme skitseret i Kommissionens meddelelse "Tvungen fordrivelse og udvikling" fra april 2016 som et skridt i den rigtige retning, og opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Europa-Kommissionen til at gennemføre dens indhold i den nye ramme for partnerskaber med tredjelande; bemærker betydningen af en omfattende og mere bæredygtig tilgang til migration, herunder fremme af tættere forbindelser mellem det humanitære arbejde og udviklingspolitikker og behovet for at samarbejde med forskellige partnere – regionale aktører, regeringer, lokale myndigheder, diasporaer, civilsamfundet, herunder flygtninge- og migrantorganisationer, lokale religiøse organisationer og relevante NGO'er, og den private sektor – om at udvikle målrettede, evidensbaserede strategier til at tackle denne udfordring og samtidig respektere, at den humanitære bistand ikke er et værktøj til krisestyring som anført i EU's konsensus om humanitær bistand;

5.  understreger, at EU's udviklingsbistand bør fortsætte med at imødegå og effektivt tackle de grundlæggende årsager til tvangsfordrivelser og migration – navnlig væbnede konflikter, forfølgelse af en hvilken som helst årsag, på grund af kønsbaseret vold, dårlig regeringsførelse, fattigdom, mangel på økonomiske muligheder og klimaændringer – ved at bekæmpe statsskrøbelighed, ved at fremme fred og sikkerhed, konfliktløsning og post-konflikt-forsoningsprocesser, retfærdighed og lighed, og ved at styrke institutioner, administrativ kapacitet, demokrati, god regeringsførelse, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i overensstemmelse med mål 16 for bæredygtig udvikling i den nye 2030-dagsorden og principperne i De Forenede Nationers pagt og folkeretten;

6.  understreger nødvendigheden af at fokusere på de socioøkonomiske aspekter af migrationsfænomenet, foretage de nødvendige analyser land for land af de underliggende årsager til tvangsfordrivelser og migration og tilskynde oprindelseslande til at vedtage og gennemføre foranstaltninger og politikker, der fører til skabelsen af ordentlige job og reelle økonomiske muligheder, med henblik på at gøre migration til et valg og ikke en nødvendighed; opfordrer EU til at fortsætte med politikker, som har til formål at mindske og på sigt udrydde fattigdom, bekæmpe ulighed og fødevareusikkerhed, fremme økonomisk udvikling, bekæmpe korruption og styrke de grundlæggende offentlige tjenester; bemærker, at en vellykket politik bør anerkende behovet for at skabe økonomisk modstandskraft i både modtagelses- og oprindelseslande; understreger nødvendigheden af at forbedre udviklingsvenlig politikkohærens;

7.  understreger, at arbejdspladser og økonomiske muligheder er afgørende for at afbøde virkningerne af de sårbarheder, som fordrivelse fører med sig; opfordrer EU til at hjælpe migranter og flygtninge med at flytte til steder, der tilbyder sådanne muligheder, hjælpe med at skabe muligheder på deres eksilsted bl.a. ved at fjerne barrierer og forhindringer for at få adgang til arbejdsmarkedet), og hjælpe dem med at udvikle nye færdigheder, der er bedre tilpasset behovene på det lokale arbejdsmarked;

8.  bifalder EU's engagement i humanitær bistand – som verdens største donor – med det formål at forbedre levevilkårene for flygtninge; opfordrer EU og dets medlemsstater til at opfylde de løfter, de allerede har afgivet, og øge deres finansielle forpligtelser i overensstemmelse med de øgede humanitære behov; bemærker, at den humanitære indsats altid vil være første led i enhver indsats i fordrivelseskriser; understreger, at folkeretten og de humanitære principper om menneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed er nødt til at forblive den vejledende ramme for EU's humanitære indsats over for flygtninge- og tvangsfordrivelseskriser;

9.  anerkender, at millioner af medmenneskers rettigheder og værdighed vil blive yderligere formindsket, hvis de sygner hen i flygtningelejre eller i udkanten af byerne, uden adgang til basale behov, levegrundlag og indkomstmuligheder;

10.  understreger vigtigheden af at anerkende kønsdimensionen i migration, som ikke kun omfatter kvinders sårbarhed over for alle former for misbrug, men også de forskellige årsager til migration, deres rolle med hensyn til at reagere på nødsituationer, deres socioøkonomiske bidrag og deres aktive deltagelse i konfliktløsning og -forebyggelse samt i postkonfliktprocesser og genopbygningen af et demokratisk samfund; bemærker, at det er centralt at få fokus på styrkelse af kvinders selvstændiggørelse og en større rolle for dem som beslutningstagere for at gøre noget ved de dybtliggende årsager til tvangsfordrivelse og for at sikre respekt for kvinders rettigheder og deres autonomi i alle faser af migrationsprocessen; gentager, at det er nødvendig at se EU's politikker om flygtninge- og migrantstrømme i et køns- og aldersperspektiv;

11.  opfordrer til et øget samarbejde med FN og andre aktører, herunder større finansielle bidrag til UNHCR og UNRWA; understreger i denne sammenhæng, at det er nødvendigt at forbedre levevilkårene i flygtningelejre, især hvad angår sundhed og uddannelse, og gradvist at afslutte afhængigheden af humanitær bistand i eksisterende langvarige kriser ved at fremme modstandsdygtigheden og gøre det muligt for de fordrevne at leve et værdigt liv som personer, der bidrager til deres værtslande, indtil deres eventuelle frivillige repatriering eller genbosættelse;

12.  fremhæver de vigtige skridt, som EU har taget for at tackle den eksterne dimension af migrationskrisen, især bekæmpelsen af organiseret kriminalitet, der er ansvarlig for smugling af migranter og menneskehandel, og det øgede samarbejde med oprindelses- og transitlandene;

13.  understreger nødvendigheden af at opstille en ramme og træffe passende foranstaltninger i oprindelseslandene til at beskytte og modtage hjemsendte sårbare og marginaliserede migranter på en værdig måde ved at stille midler til rådighed for en succesfuld sociokulturel integration;

14.  minder om, at sårbare grupper, herunder kvinder, mindreårige (både ledsaget af deres familie og uledsagede), personer med handicap, ældre og LGBTI-personer, er særligt udsatte for misbrug i alle faser af migrationsprocessen; minder om, at kvinder og piger endvidere er i stor fare for seksuel og kønsbaseret vold og forskelsbehandling, selv når de er nået frem til steder, der anses for sikre; kræver, at disse grupper skal have særlig støtte og større humanitær beskyttelse som led i deres genbosættelses- eller integrationsproces og skal prioriteres i kønsspecifikke modtagelsesprocedurer med en større sikkerhed for minimumsstandarder og mere effektive familiesammenføringsbestemmelser; opfordrer til særlig beskyttelse af sårbare grupper mod vold og forskelsbehandling under asylprocessen, og til at de får adgang til opholdstilladelse og grundlæggende ydelser, herunder sundhedspleje og uddannelse i overensstemmelse med den gældende lovgivning; opfordrer Den Europæiske Union til at udvikle uddannelsesprogrammer i forbindelse med sit samarbejde med tredjelande vedrørende sårbare flygtninges og migranters særlige behov;

15.  understreger, at børn udgør en betydelig del af det samlede antal migranter og flygtninge, og at det er nødvendigt at udvikle og iværksætte særlige procedurer med henblik på at sikre deres beskyttelse i overensstemmelse med FN's konvention om barnets rettigheder; opfordrer modtagerlandene til at sikre, at flygtningebørn får fuld adgang til undervisning, og til så vidt muligt at fremme integration og inklusion af dem i deres nationale uddannelsessystemer; opfordrer desuden nødhjælpsmiljøet og udviklingsmiljøet til at være mere opmærksomme på undervisning og uddannelse af lærere, både blandt de fordrevne selv og i værtsbefolkningen, og opfordrer til, at internationale donorer prioriterer undervisning, når de reagerer på flygtningekriser, gennem programmer, der sigter mod at inddrage indvandrerbørn og støtte dem psykologisk, og ved at fremme undervisning i værtslandenes sprog for at sikre en bedre integration af flygtningebørn; glæder sig over den finansielle støtte til at sørge for mere uddannelse til syriske børn og den nylige stigning i udgifterne til uddannelse i EU's budget for humanitær bistand fra 4 % til 6 %, som gør EU førende inden for støtte til uddannelsesprojekter i nødsituationer rundt om i verden; opfordrer til større effektivitet i gennemførelsen af denne nye finansiering;

16.  anerkender, at statsløshed udgør en særlig udfordring i forbindelse med menneskerettigheder; anmoder Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om at bekæmpe statsløshed i alle EU's eksterne foranstaltninger, især ved at modvirke forskelsbehandling i lovgivning om statsborgerskab på grundlag af køn, religion eller mindretalsstatus, ved at fremme børns ret til statsborgerskab og ved at støtte kampagnen fra FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), der har til formål at afskaffe statsløshed inden 2024; fordømmer den begrænsning af og de forbud mod udrejse eller tilbagevenden, visse stater benytter sig af, og konsekvenserne af statsløshed for adgangen til rettigheder; opfordrer de nationale regeringer og parlamenter til at ophæve strafferetlige bestemmelser, der behandler migration som en lovovertrædelse;

17.  understreger, at et overordnet mål for EU's eksterne migrationspolitikker i overensstemmelse med EU's principper bør sigte mod oprettelsen af en multilateral forvaltningsordning for international migration, hvor det seneste FN-topmøde på højt plan er det første skridt;

Bedre forvaltning af den internationale migration: et globalt ansvar

18.  udtrykker dyb bekymring over den amerikanske regerings nylige beslutning om midlertidigt at forbyde statsborgere fra syv lande med overvejende muslimsk befolkning indrejse i USA og midlertidigt at suspendere det amerikanske flygtningesystem; mener, at denne type diskriminerende beslutninger giver næring til indvandrings- og fremmedfjendske diskurser, muligvis ikke er i overensstemmelse med de vigtigste folkeretlige instrumenter såsom Genèvekonventionen, og at de i alvorlig grad kan underminere de nuværende globale bestræbelser i retning af en fair international deling af flygtningeansvaret; opfordrer EU og dets medlemsstater til at indtage en stærk fælles holdning i forsvaret for det internationale beskyttelsessystem og retssikkerhed for alle berørte befolkningsgrupper, navnlig EU-borgere;

19.  glæder sig over FN's Generalforsamlings møde på højt plan om håndtering af store flygtninge- og migrantstrømme den 19. september 2016 og USA's afholdelse af et topmøde mellem stats- og regeringschefer, eftersom migrationsstrømme er et globalt ansvar, som kræver en effektiv global indsats og øget samarbejde mellem alle involverede parter for at opnå en holdbar løsning, der fuldt ud respekterer menneskerettighederne; glæder sig over resultatet af disse topmøder som udtryk for oprigtige politiske tilsagn med hidtil uset kraft, og håber, at dette straks vil bane vejen for en ægte global indsats og international deling af ansvaret for flygtninge og store migrationsstrømme i hele verden; beklager imidlertid dybt manglen på specifikke løfter eller juridisk bindende forpligtelser i form af støtte eller reformer, der er nødvendige for at lukke den nuværende kløft mellem retorik og realitet; opfordrer alle de involverede parter til at sikre fortsat, presserende og effektivt politisk engagement og samarbejde, udveksle viden og erfaringer med partnerlande, civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder samt yde finansiering og udføre konkrete solidaritetshandlinger til støtte for modtagerlandene; understreger behovet for mere samordning mellem EU og dets internationale partnere på FN-plan for at løse migrationsudfordringerne; opfordrer EU og dets medlemsstater til at gå forrest i den internationale indsats, navnlig med hensyn til at sikre, at aftaler – herunder de fremtidige FN-aftaler om flygtninge og om sikker, velordnet og regulær migration – hurtigt bliver omsat i praksis, og ved at etablere opfølgende mekanismer efter behov;

20.  understreger, at globalt samarbejde om migration og mobilitet bør baseres på regionalt og subregionalt samarbejde; opfordrer EU til at styrke samarbejdsplaner med regionale organisationer som Den Afrikanske Union, Den Arabiske Liga, Golfstaternes Samarbejdsråd med henblik på også at fremme forvaltningen af​mobilitet inden for regionerne og understreger behovet for at opfordre disse regionale organisationer til at engagere sig fuldt ud i dette samarbejde; noterer sig, at den økonomiske integration af enheder i delregionerne, særligt i Afrika, også udgør et værktøj til at fremme en fælles forvaltningstilgang og fremme syd-syd-initiativer om forvaltning af migration og mobilitet; opfordrer indtrængende EU til at tilstræbe, at lade Den Afrikanske Union spille en stærkere og mere troværdig rolle med hensyn til forebyggelse af politiske kriser i Afrika;

21.  understreger, at EU kan drage fordel af tættere samarbejde og synergi med multilaterale udviklingsbanker og specialiserede FN-organer, navnlig UNHCR og den nu FN-relaterede Internationale Organisation for Migration (IOM); noterer sig de seneste idéer fra Verdensbanken om de tvangsfordrevne menneskers situation og glæder sig over anerkendelsen af behovet for at udvikle modvirknings- og asylpolitikker, som støtter tvangsfordrevne i at blive integreret og samtidig forpligter modtagersamfundene til at opfylde deres udviklingsmål;

22.  understreger, at genbosættelse af personer, der er tvangsfordrevne, er et presserende ansvar for det internationale samfund, hvor UNHCR spiller en vigtig rolle; opfordrer EU-medlemsstaterne til fuldt ud at leve op til deres egne løfter; finder det afgørende hurtigst muligt at gennemføre en koordineret og holdbar indsats, der sikrer retfærdige og tilgængelige procedurer for, at personer med behov for international beskyttelse tildeles asyl i Den Europæiske Union og andre modtagerlande, i stedet for at overlade ansvaret til stater i frontlinjen eller lande, der grænser op til konfliktramte områder; understreger, at den finansielle støtte er blevet overhalet af omfanget og rækkevidden af fordrivelserne, der er blevet forværret på grund af manglen på hensigtsmæssige og effektive løsninger af de underliggende årsager til denne tvangsfordrivelse;

23.  fremhæver forpligtelserne under folkeretten vedrørende flygtninge og opfordrer alle lande, som endnu ikke har gjort det, til at ratificere og gennemføre flygtningekonventionen og protokollen hertil; opfordrer alle lande til at udvide beskyttelsen til internationalt tvangsfordrevne personer, som det er sket i mekanismer som Den Afrikanske Unions konvention om beskyttelse og bistand til internt fordrevne personer i Afrika (Kampalakonventionen);

24.  understreger, at begreberne sikre lande og sikre oprindelseslande ikke bør hindre en individuel behandling af asylansøgninger; opfordrer til indsamling af specialiserede, detaljerede og regelmæssigt ajourførte oplysninger om menneskers rettigheder, navnlig for så vidt angår kvinder, børn, handicappede og LGBTI'er, i asylansøgeres oprindelseslande, herunder de lande, der betragtes som sikre;

25.  understreger, at der bør gøres alt, hvad der er muligt, for at sikre anstændige levevilkår for flygtningene i medlemsstaterne og i flygtningelejrene, navnlig med hensyn til sundhedspleje, muligheden for at få en uddannelse og muligheden for at arbejde;

26.  understreger nødvendigheden af at styrke mulighederne for uddannelse; opfordrer til harmonisering af politikker for anerkendelse af kvalifikationer og beskyttelse af vandrende arbejdstageres rettigheder og socialsikringsdækning i overensstemmelse med centrale ILO-konventioner; opfordrer til, at den internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder undertegnes og ratificeres;

27.  mener, at midlertidig eller subsidiær beskyttelse baseret på den antagelse, at flygtninge vil vende hjem så hurtigt som muligt, fører til mangel på perspektiv og muligheder for integration; minder om betydningen af den positive rolle, som flygtninge kan spille i genopbygningen af deres samfund, når de vender hjem til deres lande eller fra udlandet;

28.  fordømmer det dramatisk høje antal migranter, der er omkommet i Middelhavet, og udtrykker sin bekymring over det stigende antal tilfælde af krænkelser af menneskerettigheder over for migranter og asylansøgere på deres vej til Europa;

29.  udtrykker sin alvorlige bekymring over de mange tilfælde af uledsagede flygtningebørn, der er forsvundet; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at oprette en database med detaljer om uledsagede børn, der er ankommet til medlemsstaterne;

30.  understreger nødvendigheden af at finde holdbare diplomatiske og politiske løsninger på voldelige konflikter og af at investere i tidlig varsling og konfliktforebyggelsesmekanismer for at begrænse disse i fremtiden; opfordrer EU til at iværksætte samordnede diplomatiske bestræbelser sammen med internationale partnere og centrale regionale magthavere og organisationer med henblik på at indtage en stærkere og mere proaktiv rolle i forbindelse med konfliktforebyggelse, -mægling og -løsning samt forsoning, og at sikre menneskers ret til at forblive i deres hjemlande og -regioner; understreger, at dette bør være et centralt element i EU-Udenrigstjenestens aktiviteter, som bør tildeles de nødvendige ressourcer og beføjelser til at gøre dette muligt, herunder i form af finansielle midler og personale; påpeger, at EU's delegationer og særlige repræsentanter spiller en grundlæggende rolle i den forbindelse; fremhæver, at reaktionen på tvangsfordrivelse og migration bør være behovs- og rettighedsbaseret og tage hensyn til befolkningens sårbarhed og ikke bør være begrænset til humanitær bistand, men også inddrage udviklingsaktører og civilsamfundets aktører;

31.  opfordrer EU og medlemsstaterne til at tage deres ansvar alvorligt for så vidt angår udfordringerne i forbindelse med klimaændringer, til hurtigt at implementere Parisaftalen og indtage en førende rolle i erkendelsen af virkningerne af klimaforandringer på massefordrivelser, da omfanget og hyppigheden af fordrivelser kan forventes at stige; opfordrer navnlig EU til at stille tilstrækkelige midler til rådighed for de lande, der er påvirket af klimaforandringer, for at hjælpe dem med at tilpasse sig konsekvenserne og med at afhjælpe virkningerne; understreger, at dette ikke må ske på bekostning af det traditionelle udviklingssamarbejde, som sigter mod at reducere fattigdom; er af den opfattelse, at personer, der er blevet fordrevet som følge af klimaforandringer, bør gives en særlig international beskyttelsesstatus, som tager hensyn til deres situations specifikke karakter;

32.  roser det arbejde, som lokale og internationale NGO'er og civilsamfundsorganisationer udfører på trods af de vanskeligheder og farer, de trodser, med hensyn til at yde akut og i mange tilfælde livreddende bistand til de mest sårbare i oprindelseslandene, transitlandene eller i flygtningenes og migranternes destinationslande; påpeger, at dette arbejde i mange tilfælde har udfyldt det hul, som medlemsstaterne og det internationale samfund i vid udstrækning har efterladt;

33.  finder det afgørende at ændre den nuværende fortælling om flygtninge, der kun beskrives som en byrde, og understreger de positive bidrag, de kan yde værtssamfundene, hvis de får chancen; anbefaler, at flygtninge inddrages i definitionen og udformningen af politiske svar, der påvirker dem direkte, og i oprettelsen eller styrkelsen af de nødvendige programmer; opfordrer de europæiske institutioner og agenturer til inden for deres forvaltninger at oprette praktikpladser, der er specielt rettet mod unge uddannede flygtninge, der bor lovligt i Den Europæiske Union, som en metode til at gå foran med et godt eksempel og vise fordelene ved at investere i den unge generation;

EU's eksterne foranstaltninger og partnerskaber med tredjelande

34.  understreger, at EU's optræden udadtil bør være fredsorienteret, proaktiv og fremadskuende i stedet for hovedsagelig reaktiv og med skiftende mål som reaktion på nye kriser; støtter et tættere samarbejde mellem EU og tredjelande inden for sikkerhed, uddannelse og informationsudveksling med henblik på at forbedre forvaltningen af migration og undgå nye kriser; minder om, at migrationsfænomenet udspringer af en række komplekse årsager som f.eks. befolkningstilvækst, fattigdom, manglende muligheder og utilstrækkelig jobskabelse, politisk ustabilitet, krænkelser af menneskerettighederne, politisk undertrykkelse, forfølgelse, militære konflikter og andre former for vold samt klimaforandringer; minder om, at en løsning på disse problemer kan mindske de oprindelige faktorer, der fører til fordrivelse og migration; understreger det essentielle behov for at styrke den politiske kohærens på to niveauer: mellem interne og eksterne EU-politikker og – inden for foranstaltninger udadtil – mellem udvidelsespolitikken, EU's naboskabspolitik og de bilaterale forbindelser til EU's strategiske partnere samt udviklings- og handelspolitikkerne; mener, at handelspolitik med udviklingslande bør være til gensidig gavn og tage passende hensyn til de økonomiske uligheder mellem disse lande og EU; understreger betydningen af gruppen af kommissærer om EU's optræden udadtil med hensyn til at samordne EU's foranstaltninger vedrørende migration på højeste politiske niveau og til at give fremdrift til en ambitiøs fælles EU-politik om migration;

35.  understreger nødvendigheden af at indføre en overordnet tilgang til eksterne konflikter og kriser ved at gennemføre en kortlægning af direkte og indirekte økonomiske, miljømæssige, sociale, skattemæssige og politiske virkninger af tvangsfordrivelser på tredjelande for bedre at justere udviklingspolitikker til deres behov;

36.  påpeger, at den revision af den europæiske naboskabspolitik (ENP), som blev fremlagt den 18. november 2015, omfatter planer om at inddrage tredjelande, der er naboer til landene i EU's naboskabsområde, i forbindelse med udvidede samarbejdsrammer; opfordrer derfor indtrængende til, at der etableres tematiske rammer, som giver mulighed for samarbejde mellem Unionen, landene i det sydlige naboskabsområde og centrale regionale aktører bl.a. i Afrika om regionale anliggender såsom sikkerhed, energi og forvaltning af flygtninge og migrationsstrømme;

37.  gentager, at "mere for mere"-princippet bør være udgangspunktet for EU's udenrigspolitik, som bør ligge til grund for EU's udvikling af endnu tættere (økonomiske) partnerskaber med de lande, der gør fremskridt inden for demokratiske reformer; understreger, at et fokus på at forbedre livskvaliteten for mennesker i tredjelande bør være en af prioriteterne i EU's udenrigspolitik;

38.  opfordrer NF/HR til, i samarbejde med medlemsstaterne, at arbejde på at opbygge statslig, økonomisk og samfundsmæssig modstandsdygtighed især i EU's nabolande og i de omgivende regioner, herunder gennem den europæiske naboskabspolitik og andre EU-instrumenter;

39.  fordømmer den stigende kriminalisering af migration på bekostning af de berørte menneskers menneskerettigheder og den dårlige behandling samt vilkårlige tilbageholdelse af flygtninge i tredjelande; opfordrer NF/HR og EU-Udenrigstjenesten til at løse dette problem, herunder i forbindelse med sine menneskerettighedsdialoger og i underudvalgene vedrørende retfærdighed, frihed og sikkerhed, og til at udvikle beskyttelseskapaciteter i transittredjelande;

40.  opfordrer til oprettelsen af en ægte menneskerettighedsbaseret fælles europæisk migrationspolitik baseret på princippet om solidaritet mellem medlemsstaterne som fastsat i artikel 80 i TEUF med sikring af EU's ydre grænser og passende lovlige migrationskanaler for sikker og velordnet migration, herunder cirkulær migration, som en bæredygtig, langsigtet politik til fremme af vækst og samhørighed i EU med henblik på at fastlægge en klar ramme for EU's forbindelser med tredjelande; opfordrer Kommissionen og Rådet til at styrke ordningen med det blå EU-kort til bedre at håndtere den økonomiske migration; advarer om, at enhver politik, der kan være i modstrid med EU's grundlæggende værdier som nedfældet i artikel 8 i TEU og i chartret om grundlæggende rettigheder vil skade EU's troværdighed og dets evne til at påvirke udviklingen internationalt; bemærker, at der i forbindelse med EU's eksterne migrationspolitikker er behov for, at aftaler med tredjelande bliver styret af langsigtede mål med det formål at der oprettes varige partnerskaber; minder om, at alle sådanne partnerskaber bør baseres på dialog, fælles interesser og fælles ejerskab; glæder sig over EU's handlingsplan for bekæmpelse af smugling af migranter (2015-2020), der omfatter et tættere samarbejde med tredjelande, men understreger, at gennemførelsen af en fælles EU-politik for lovlig migration vil kunne spille en afgørende rolle i at ødelægge smuglernes forretningsmodel og bekæmpe menneskehandel; opfordrer Europa-Kommissionen til at bringe den gældende EU-ret helt i overensstemmelse med FN's protokol om menneskesmugling og sikre passende beskyttelse af migranter, der er ofre for vold eller misbrug;

41.  opfordrer til, at alle aftaler, der indgås med tredjelande, skal sikre, at migranters rettigheder – uanset deres status – er i overensstemmelse med folkeretten, og opfordrer til vedtagelse af relevant lovgivning, herunder på asylområdet, der navnlig fastslår, at krydsning af en grænse på irregulær vis ikke i sig selv kan betragtes som grundlag for fængsling;

42.  gentager vigtigheden af samarbejde med tredjelande i bekæmpelsen af menneskehandel og -smuglere, således at netværkene kan standses så tidligt i kæden som muligt; understreger i den forbindelse behovet for at styrke rets- og politisamarbejdet med disse lande med henblik på at identificere og opløse netværkene; minder endvidere om behovet for at opbygge kapaciteterne i disse lande, således at de kan retsforfølge og straffe de ansvarlige på en effektiv måde; opfordrer derfor til at styrke samarbejdet mellem Den Europæiske Union, medlemsstaterne, Europol, Eurojust og de berørte tredjelande; bekræfter, at foranstaltninger til bekæmpelse af menneskehandel ikke bør have negative konsekvenser for de rettigheder, der tilkommer ofre for menneskehandel, migranter, flygtninge og personer med behov for international beskyttelse; opfordrer til omgående at indstille tilbageholdelsen af ofre for menneskehandel og børn;

43.  minder om, at netværkene for menneskehandel og menneskesmugling gør fuld brug af internettet i deres kriminelle virksomhed, og at det derfor er afgørende, at Den Europæiske Union styrker sin indsats, især inden for Europol og Internetindberetningsenheden og sit samarbejde med tredjelande på dette område;

44.  minder om, at menneskehandlere også benytter lovlige migrationsruter til at bringe deres ofre til Europa; mener, at der blandt de kriterier, som tredjelande skal opfylde forud for en eventuel visumliberaliseringsaftale med Den Europæiske Union, specifikt bør indgå, at de pågældende tredjelande skal samarbejde om bekæmpelse af menneskehandel; opfordrer Kommissionen til at være særligt opmærksom på både dette spørgsmål og spørgsmålet om bekæmpelse af smuglere i enhver dialog i forbindelse med forhandlinger om sådanne aftaler;

45.  glæder sig over den tilgang, at EU selv bør fastsætte klare prioriteter og målbare mål for alle fælles politikker og navnlig i forbindelse med tredjelande; understreger, at Parlamentet bør deltage i fastsættelsen af disse klare mål; mener, at en ekstern EU-aktion baseret på en fælles tilgang vil være den eneste metode til at sikre en stærkere og mere effektiv politik; opfordrer til en reel ensartet og koordineret aktion mellem EU og medlemsstaterne, fordi unilaterale initiativer – uanset om der er tale om interne eller eksterne anliggender – kan underminere levedygtigheden og mulighederne for succes af vores fælles politikker og interesser;

46.  opfordrer til bedre beskyttelse af EU’s ydre grænser med henblik på at forebygge irregulær indrejse til EU, håndtere menneskehandel og forebygge tab af menneskeliv til søs; glæder sig i denne forbindelse over oprettelsen af den europæiske grænse- og kystvagt, som er en udbygning af Frontex, da den vil bidrage til at håndtere migration mere effektivt; understreger dog behovet for yderligere økonomisk og teknisk bistand til grænsebeskyttelse til alle EU-medlemsstater i det sydøstlige Europa, EU-kandidatlandene og andre partnerlande i regionen; beklager især, at der mangler parlamentarisk kontrol med Det Europæiske Agentur for Grænsebevogtnings eksterne aktiviteter, og opfordrer derfor til, at agenturet systematisk rapporterer til Europa-Parlamentet om gennemførelsen af sine arbejdsaftaler og om sine fælles operationer med tredjelande i forbindelse med civilsamfundet;

47.  understreger, at en åbning af sikre og lovlige kanaler for asylansøgere og eventuelle migranter ville give dem mulighed for at benytte de formelle ind- og udrejsekanaler og dermed fjerne forretningsgrundlaget for menneskehandlere og tilhørende organiserede kriminelle netværk; understreger, at manglen på lovlige veje for migration ofte fører til en stigning i de irregulære mobilitetsmetoder, som igen medfører en større sårbarhed og risikoen for misbrug i alle faser af migrations- og flygtningeprocessen; opfordrer i denne forbindelse til hurtig, specifik og konkret etablering af organiserede, sikre og lovlige adgangsveje til EU som helhed, bl.a. gennem mere effektive familiesammenførelses- og genbosættelsesprogrammer; opfordrer medlemsstaterne til at udnytte alle de eksisterende muligheder for at udstede humanitære visa, navnlig til sårbare personer og særlig til uledsagede mindreårige, på EU-ambassader og -konsulater i oprindelseslande eller transitlande; opfordrer til, at det fælles europæiske asylsystem også tillader, at såvel asylansøgninger som behandling af asylansøgninger kan finde sted uden for EU eller ved EU's ydre grænser; opfordrer til, at EU støtter oprettelsen af humanitære korridorer i forbindelse med alvorlige flygtningekriser og kriser med tvangsfordrivelser med henblik på at yde humanitær bistand og sikre, at disse flygtninges mest basale behov dækkes, og at deres menneskerettigheder respekteres; noterer sig Kommissionens forslag om etablering af en EU-ramme for genbosætning, men opfordrer til at fortsætte arbejdet på EU-plan for indførelse og styrkelse af lovlige ruter som et supplement til genbosætning;

48.  noterer sig den nye ramme for partnerskaber med tredjelande og betragter den som et signal om reelle politiske handlinger, navnlig idet den med sin tostrengede strategi forsøger at favne såvel kortsigtede mål såsom at redde liv på Middelhavet og øge antallet af tilbagesendelser til oprindelses- og transitlandene som langsigtede mål såsom bekæmpelse af årsager til irregulær migration og tvangsfordrivelse gennem styrket EU-støtte til kapacitetsopbygning i tredjelande og ved at styrke deres politiske, sociale og økonomiske situation; understreger, at en vellykket gennemførelse af den strategi, der er beskrevet i meddelelsen fra juni 2016, afhænger af EU's evne til at sikre reelle og fælles aftalte incitamenter til tredjelande, der er transit- eller oprindelseslande, og er bekymret over den begrænsede tilskyndelse, der hovedsagelig fokuserer på grænseforvaltning og ordninger for støttet frivillig tilbagevenden, som – selv om de er væsentlige og nødvendige – kun udgør en kortsigtet og delvis løsning på en ekstremt kompleks situation; understreger, at de nye rammer for partnerskab ikke må være den eneste søjle i EU's indsats på migrationsområdet, og påpeger, at der er behov for at afbalancere og supplere denne indsats med fokus på udviklingen af de lokale økonomier, uddannelse og regional mobilitet og et bedre beskyttelsesniveau i transit- og oprindelseslande;

49.  minder om, at det er vigtigt, at tilgangen i den nye partnerskabsramme er afbalanceret; advarer mod enhver form for kvantitativ tilgang i den nye partnerskabsramme og de dertil knyttede "migrationsaftaler", hvorunder "målbare stigninger i antallet af tilbagesendelser" ville blive betragtet som EU's vigtigste mål; påpeger, at antallet af tilbagesendelser klart afhænger af arten af migrationsstrømme og af situationen i oprindelseslandene; understreger, at aftalernes kortsigtede målsætninger bør fokusere på, hvordan man bedst kan tackle de udfordringer, som tredjelande står over for, herunder ved udvikling af lovlige migrationskanaler, hvilket vil medføre, at den irregulære migration og antallet af dødsfald i Middelhavet vil falde; opfordrer til en forhøjelse af de stipendier, der er tilgængelige for unge fra tredjelande; glæder sig over, at EU's programmer for tilbagevenden og reintegration støtter kapacitetsopbygning og forbedring af migrationsforvaltningen i transit- og oprindelseslandene; opfordrer til, at der foretages en vurdering af gennemførelsen af EU's tilbagesendelsespolitik; påpeger behovet for, at tredjelande overholder deres forpligtelser i henhold til tilbagetagelsesaftaler;

50.  understreger, at der er behov for at opbygge et tæt partnerskab med EU's kandidatlande og potentielle kandidatlande fra det vestlige Balkan om migrationsspørgsmål og for at sikre den nødvendige støtte og det nødvendige samarbejde om håndtering af migrationsstrømme i regionen;

51.  efterlyser mobilitetspartnerskaber og aftaler om cirkulær migration for at lette tredjelandsstatsborgeres bevægelighed mellem deres lande og EU og for at understøtte begge parters socioøkonomiske udvikling;

52.  understreger, at EU i forbindelse med sine uddannelsesaktiviteter og med udvekslingen af bedste praksis med tredjelande bør fokusere på relevant lov og praksis i Unionen og på internationalt plan, navnlig hvad angår grundlæggende rettigheder, adgang til international beskyttelse, eftersøgnings-og redningsoperationer samt bedre identificering af og bistand til sårbare personer; mener, at dette især bør gælde for uddannelse i grænseforvaltning, som i overensstemmelse med folkeretten under ingen omstændigheder må anvendes som et redskab til at forhindre personer i at forlade deres land;

53.  opfordrer til størst mulig årvågenhed omkring behandlingen af migranter, der sendes tilbage til deres oprindelsesland eller til et tredjeland; mener, at enhver dialog om tilbagesendelse og tilbagetagelse – navnlig i forbindelse med tilbagetagelsesaftaler – systematisk bør omfatte spørgsmålet om sikker tilbagevenden og reintegration af migranter; understreger, at migranter bør nyde fuld sikkerhed og beskyttelse mod nedværdigende og umenneskelig behandling, herunder i forvaringscentre, og at EU skal støtte reintegrationsprogrammer; påpeger, at ingen under tvang bør sendes eller tilbagesendes til lande, hvor deres liv eller frihed kan være i fare på grund af deres oprindelse, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en bestemt social gruppe eller politiske holdninger, eller hvor de risikerer tortur, nedværdigende behandling eller mere generelt krænkelse af menneskerettighederne; påpeger, at masseudvisninger og afvisninger ved grænsen er forbudt i henhold til folkeretten;

54.  opfordrer de ansvarlige på området udenrigs- og udviklingspolitik til at sikre, at personer, der sendes tilbage, behandles korrekt, og at deres integritet bevares; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde ledsageprogrammer med henblik på at sikre, at der gennemføres konkrete bistandsprogrammer i oprindelseslandene, der omfatter både faglige uddannelsesforanstaltninger og programmer, der sigter mod at opbygge økonomiske strukturer, herunder opstartsvirksomheder og små virksomheder samt erhvervsrelaterede og akademiske udvekslingsprogrammer med medlemsstaterne;

55.  understreger, at partnerskabsaftaler såsom mobilitetspartnerskaber bør sikre, at migranter kan modtages sikkert i transit- eller oprindelseslande på en måde, der er helt i overensstemmelse med deres grundlæggende rettigheder; understreger, at Parlamentet har klar medbestemmelse i forbindelse med EU’s tilbagetagelses- og mobilitetsaftaler, som fastsat i Lissabontraktaten (artikel 79, stk. 3, i TEUF), og fremhæver specifikt, at Parlamentet skal give sit samtykke før indgåelsen af associeringsaftaler og lignende aftaler (artikel 218, stk. 6, litra v, i TEUF), og at det straks skal underrettes fuldt ud i alle faser af proceduren (artikel 218, stk. 10, i TEUF);

56.  minder om Parlamentets holdning som udtrykt i dets beslutning af 12. april 2016, ifølge hvilken Unionens tilbagetagelsesaftaler bør have forrang for bilaterale aftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande; minder om den nylige udarbejdelse af et nyt europæisk dokument om tilbagesendelse og understreger, at der systematisk bør opfordres til anerkendelse heraf i alle nye tilbagetagelsesaftaler;

57.  glæder sig over den dialog på højt niveau, der føres af næstformanden/den højtstående repræsentant og Kommissionen og i visse tilfælde af medlemsstaterne på vegne af EU som helhed, da det er en effektiv og god praksis, der fremmer koordineringen; understreger, at koordineringen bør foretages af Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at holde Parlamentet regelmæssigt underrettet om disse dialoger og til at aflægge rapport om den præcise operationelle gennemførelse af Rabat- og Khartoumprocessen og de prioriterede initiativer, der blev vedtaget på Vallettatopmødet; gentager, at det fælles ejerskab over partnerskaber, der indgås mellem EU og tredjelande, er en forudsætning for en vellykket gennemførelse af EU's migrationspolitik; beklager, at de pakker, der er beregnet til prioriterede lande som led i den nye partnerskabsramme, og som er udarbejdet af Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne, hverken er blevet forelagt for, drøftet eller godkendt af de europæiske borgeres valgte repræsentanter; fordømmer denne mangel på gennemsigtighed og kræver inddragelse af Europa-Parlamentet i udarbejdelsen af migrationsaftaler og en nøje gennemgang af gennemførelsen heraf, der skal garantere fuldstændig overholdelse af menneskerettighederne, den humanitære folkeret og forpligtelserne i EU-traktaten om udvikling;

58.  bemærker, at opfyldelsen af målene i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling forudsætter, at EU og partnerlandene integrerer velforvaltede migrationsdynamikker i deres respektive strategier for bæredygtig udvikling; anmoder i den forbindelse Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om at bistå transitlandene i udarbejdelsen af integrationsstrategier for migranter og i oprettelsen af asylsystemer med høje beskyttelsesstandarder;

59.  understreger, at EU's bistand og samarbejde skal være skræddersyet til at opnå udvikling og vækst i tredjelande – og dermed også fremme vækst inden for EU – og til at mindske og med tiden udrydde fattigdom i overensstemmelse med artikel 208 i TEUF og ikke til at tilskynde tredjelande til at samarbejde om tilbagetagelse af irregulære migranter, med magt at afskrække folk fra at flytte sig, eller at forhindre migrationsstrømme til Europa; minder om, at både donorer og regeringerne i støtteberettigede lande skal arbejde på at forbedre bistandens effektivitet; bemærker, at migrationsstrømme er en international realitet og ikke bør blive en indikator for EU's eksterne migrationspolitikkers effektivitet, og at aftaler med tredjelande skal sigte mod langsigtede mål og etablering af varige partnerskaber og respekt for menneskerettighederne;

60.  fremhæver, at det er vigtigt at høre civilsamfundet i forbindelse med alle Unionens eksterne politikker og at være særlig opmærksom på at sikre fuld deltagelse, gennemsigtighed og tilstrækkelig spredning af information om alle politikker og processer på migrationsområdet;

61.  opfordrer Kommissionen til at arbejde tæt sammen med NGO'er og eksperter, der arbejder i asylansøgernes oprindelseslande med henblik på at kortlægge, hvordan enkeltpersoner og sociale grupper bedst kan bistås i de mest sårbare situationer; opfordrer Kommissionen til at inddrage NGO'er og eksperter i asylansøgernes oprindelseslande med henblik på at finde de mest velfungerende konfliktforebyggelsesmekanismer og -redskaber;

62.  understreger, at Kommissionen for at undgå dobbeltarbejde, maksimere virkningen og effektiviteten af den internationale støtte og sikre, at det primære fokus er på udvikling bør fastholde en stærk dialog med lokale og internationale NGO'er, civilsamfundet og lokale regeringer i partnerlande samt med FN om udformning, gennemførelse og evaluering af migration, tvangsfordrivelse og flygtningepolitikker;

63.  henleder opmærksomheden på hensigten om at omarbejde programmeringsdokumenter om udviklingssamarbejde for at levere resultater i henhold til de nye migrationsaftaler; understreger, at denne omarbejdning skal ske i overensstemmelse med princippet om udviklingseffektivitet og i dialog med partnerlande, civilsamfundsorganisationer i på EU-plan og lokalt plan samt den private sektor; opfordrer til, at Europa-Parlamentet inddrages fuldt ud i alle faser af gennemgangen, herunder gennemgangen af programmeringsdokumenter under Den Europæiske Udviklingsfond (EDF); opfordrer medlemsstaterne til at foretage en grundig gennemgang af deres udviklingsbistand i overensstemmelse med forpligtelsen om 0,7 % af BNI med henblik på at opfylde målene for bæredygtig udvikling;

64.  efterlyser en afbalanceret debat mellem EU og dets eksterne partnere; henstiller til, at EU og medlemsstaterne forpligter sig til at sørge for flere lovlige migrationsmuligheder til EU, hvad enten det er for at søge beskyttelse, arbejde, uddannelse eller familiesammenføring;

65.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at fremme hurtigere, billigere og mere sikre pengeoverførsler fra migranter i både oprindelses- og modtagerlande, herunder ved at reducere transaktionsgebyrerne i henhold til New York-erklæringen om flygtninge og migranter af 19. september 2016;

66.  er yderst bekymret over den fortsatte konflikt i Syrien, hvor vold mod civile, angreb på civile infrastrukturer og hospitaler samt krænkelserne af den humanitære folkeret i løbet af de seneste fem år har ført til tvungen fordrivelse af halvdelen af landets befolkning; opfordrer EU og medlemsstaterne til at forbedre de midler, der er dedikeret til konfliktforebyggelse og krisestyring og til at spille en større rolle i løsningen af konflikter i EU's nabolande og især i den syriske konflikt; udtrykker sin fulde støtte til Syriens nabolande, der fortsat udviser ekstraordinær solidaritet ved at huse millioner af flygtninge på trods af begrænsede ressourcer; minder om, at en stor del af disse flygtninge fortsat lever under dårlige forhold med ingen eller begrænset adgang til juridisk anerkendelse, sundheds- og uddannelsessystemer eller arbejdsmarkeder; er dybt bekymret over skæbnen og den humanitære situation for de 75 000 mennesker, der er fanget ved den jordanske grænse i den uformelle Rukban-lejr; opfordrer EU og medlemsstaterne til at fortsætte og styrke samarbejdet og dialogen med Libanon og Jordan og øge den økonomiske støtte gennem både internationale organisationer og europæiske kanaler såvel som med andre værtsstater for at sikre, i første omgang at flygtningebefolkninger kan nyde godt af anstændige levevilkår, adgang til basale tjenester, og at de har ret til fri bevægelighed og beskæftigelsesmuligheder, og for det andet, at midlerne når de endelige mål; understreger, at dette bør knyttes sammen med bistand til værtssamfundene for at styrke deres økonomisk modstandsdygtighed;

67.  bemærker, at antallet af personer, der ankommer til medlemsstaterne i frontlinjen, er faldet efter implementeringen af den politiske aftale, som medlemsstaterne og Tyrkiet indgik den 18. marts 2016; understreger de bekymringer om denne politiske aftale, som internationale humanitære organisationer har udtrykt offentligt, navnlig med hensyn til overholdelsen af international ret og menneskerettigheder; er bekymret over situationen i Tyrkiet og den virkning, denne kan få i forhold til at blive betragtet som et sikkert land; understreger, at en visumliberalisering for Tyrkiet ikke må opfattes som en belønning for at samarbejde med EU på migrationsområdet, men som et resultat af nøje at overholde alle de benchmarks, som EU har fastsat; advarer kraftigt imod at kopiere denne model i andre lande, fordi det er nødvendigt at tage højde for de specielle forhold i det enkelte land og den enkelte region;

68.  er yderst bekymret over menneskerettighedssituationen i Tyrkiet, hvor basale rettigheder som ytrings- eller foreningsfrihed krænkes konstant, hvor befolkningen i den sydøstlige del af landet bliver angrebet af sin egen regering, hvor over 30 000 tjenestemænd er blevet fyret af politiske årsager, og hvor mere end 130 medieforetagender er blevet lukket af myndighederne;

69.  beklager den manglende høring og gennemsigtighed i formuleringen af den aftale, der blev underskrevet for nylig "Joint Way Forward" om migrationsspørgsmål mellem Afghanistan og EU, som primært fokuserer på tilbagetagelser og omfatter ubegrænsede tilbagesendelser af afghanske borgere, uanset om det er frivilligt eller ej; er bekymret over de eventuelle konsekvenser, aftalen kan få for de afghanske asylansøgere, der i 2016 udgjorde den næststørste nationale gruppe i EU, der ansøger om asyl; minder om, at tilbagesendelser kun må finde sted efter nøje overvejelse af den enkeltes sag og under fuld respekt for dennes rettigheder, og opfordrer EU og medlemsstaterne til at afsætte de nødvendige ressourcer til at fremme de nuværende administrative og retslige procedurer;

70.  beklager dybt, at EU og medlemsstaterne i EU's migrationspolitiske ramme og reaktion på flygtningestrømmene har valgt at indgå aftaler med tredjelande, der går uden om den parlamentariske kontrol, der indgår i det fællesskabsretligt samarbejde; opfordrer Kommissionen til som minimum at indarbejde en halvårlig evalueringsordning for alle politiske erklæringer, der underskrives med tredjelande for at vurdere, om disse aftaler skal fortsætte eller ophøre; understreger, at der er behov for at medtage beskyttelsesmekanismer for menneskerettigheder i alle aftaler, der indgås inden for rammerne af migrations- og flygtningepolitikker;

71.  understreger, at EU's politik over for Afrika er ét af de centrale elementer for stabilitet og udvikling over de kommende år og årtier; mener, at EU fortsat bør fokusere på det bælte af lande, der løber gennem Sahelregionen og Afrikas Horn samt områder med ustabilitet nord og syd herfor; fremhæver forbindelsen mellem udvikling, sikkerhed og migration og opfordrer til tættere samarbejde om konfliktforebyggelse og -håndtering samt til løsning af årsagerne til destabilisering, tvangsfordrivelse og irregulær migration gennem styrkelse af modstandsdygtighed, økonomiske og lige muligheder og forebyggelse af misbrug af menneskerettigheder; mener, at EU skal spille en central rolle i stabiliseringen af Libyen også for at stoppe de verserende sager om fællesskabsretligt samarbejde, der påvirker borgere i Libyen, flygtninge og migranter;

Passende redskaber til at træffe foranstaltninger

72.  støtter Kommissionens forslag om en ny og ambitiøs ekstern investeringsplan til at mobilisere investeringer i EU's nabolande og udviklingstredjelande, forudsat at planen gennemføres i fuld åbenhed, og at investeringerne bidrager til at forbedre forholdene i modtagerlandene og bekæmper korruption og dårlig regeringsførelse; noterer sig, at den foreslåede Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling delvist vil blive finansieret gennem Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI) og det europæiske naboskabsinstrument (ENI), hvilket vil sige, at der anvendes udviklingsmidler til at fremme investeringer fra den private sektor; mener ikke, at støtte til den private sektor i tredjelande, samtidig med at der skabes et miljø af god forvaltning og forretningspraksis, bør fremstilles som en ny foranstaltning, men at den bør styrkes yderligere; opfordrer Kommissionen til at sikre sammenhæng mellem eksterne finansielle instrumenter – som f.eks. instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI) og Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) – og projekter med henblik på at koncentrere EU's bistand om prioriteter og undgå spredning af midler og indsats; understreger, at der er behov for systematisk additionalitet, både med hensyn til valget af politikker, der støttes, og med hensyn til den finansielle gennemførelse af dem;

73.  understreger, at de 3,35 mia. EUR, der er øremærket til den nye Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling (EFSD) som en del af den eksterne investeringsplan, svarer til over 5 % af de samlede midler, der er tilgængelige fra EUF, DCI og ENI under den flerårige finansielle ramme (FFR); opfordrer Kommissionen til at levere flere oplysninger om dette overslag og de forventede virkninger og til at angive på hvilket grundlag den forventer, at medlemsstater, andre donorer og private partnere vil bidrager til den med op til 44 mia. EUR, når nogle medlemsstater endnu ikke har bidraget til de eksisterende trustfonde;

74.  anbefaler, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til tiltag, der er specifikt skræddersyede til den periode, som flygtninge eller internt fordrevne tilbringer i midlertidige beskyttelsessituationer, og som skal være en periode fuld af muligheder for vækst og uddannelse for alle generationer, med uddannelse for børnene, jobtræning for de unge og arbejde for de voksne; mener, at dette vil sikre, at disse mennesker – når det bliver muligt for dem at vende hjem – vil være "regenererede" og i stand til at give deres lande ny drivkraft, i stedet for at være blevet nedbrudt af at vente i årevis uden nogen reelle fremtidsperspektiver;

75.  glæder sig over Kommissionens forslag om en revision af FFR, navnlig med hensyn til at forsyne EU-budgettet med større finansieringsinstrumenter til krisehåndtering; forventer, at den foreslåede revision af de finansielle regler vil øge ansvarligheden og den forsvarlige økonomiske forvaltning; understreger, at håndtering af de grundlæggende årsager til migrationsstrømme også indebærer støtte til kapacitetsopbygning i tredjelande;

76.  understreger, at EU selv skal tilvejebringe de nødvendige midler til at nå sine mål og gennemføre sine politikker (artikel 311 i TEUF), idet EU ikke kan udføre de funktioner, der forventes, uden tilstrækkelige bevillinger, ligesom det heller ikke kan opfylde forventningerne hos de europæiske borgere; understreger de humanitære, politiske og økonomiske omkostninger ved ikke at handle; bemærker, at midtvejsrevisionen af den flerårige finansielle ramme (FFR) – eller senest forhandlingerne om den næste FFR – udgør en nødvendige mulighed for en revision af de eksterne instrumenter vedrørende migration, og også en mulighed for at øge EU's budget på en sådan måde, at det vil sætte en stopper for ad hoc-instrumenter og genoprette den budgetpolitiske enhed; understreger kraftigt, at der er behov for at Parlamentet tildeles en væsentlig tilsynsrolle også på dette område; beklager dybt, at Kommissionen ikke har foreslået at øge budgetmidlerne til foranstaltninger udadtil – en budgetpost, der allerede var relativt lav – men i stedet retter udviklingsinstrumenter mod migration og således omdirigerer dem fra andre prioriteter;

77.  bemærker, at en ændring af fokus for EU's eksterne finansieringsinstrumenter hen imod sikkerhed, fredsskabelse og konfliktløsning samt migrationshåndtering og grænseforvaltning giver nye udfordringer i forhold til de oprindelige mål og principper for disse instrumenter;

78.  understreger, at løsning af nye og kroniske katastrofer samt sårbarheder kræver langsigtede planlagte investeringer og overholdelse af den nye dagsorden om bæredygtig udvikling primært ved at fremme fælles risikovurdering, planlægning og finansiering blandt humanitære aktører, udviklingsaktører, fredsskabende aktører og aktører inden for klimaforandringer;

79.  mener, at opretholdelse af retsstatsprincipperne og bekæmpelse af korruption skal være centrale elementer i EU's indsats i oprindelseslandene; understreger betydningen af at der gennemføres egentlig kontrol med anvendelsen af finansiering til tredjelande for at sikre, at den anvendes til de tilsigtede formål;

80.  bemærker, at oprettelsen af trustfonde og ad hoc-finansieringsinstrumenter, der medvirker til at mobilisere de nødvendige ressourcer og skabe hurtighed og fleksibilitet i EU-tiltagene, samtidig kan bringe princippet om udviklingseffektivitet i fare og underminere den budgetpolitisk enhed og Parlamentets budgetbeføjelser; opfordrer derfor til at Parlamentet tildeles en større tilsynsrolle med hensyn til brugen af disse instrumenter, herunder – men ikke begrænset til – at være en del af styregrupperne; minder om, at effektiviteten af trustfonde i høj grad afhænger af medlemsstaternes vilje til at bidrage og af deres fulde deltagelse; opfordrer indtrængende til, at sådanne instrumenter bringes under Parlamentets tilsyn og efterlyser retningslinjer for deres indarbejdelse i EU-budgettet og for omfanget af Unionens beføjelser;

81.  minder om, at nødtrustfonden for stabilitet og håndtering af de grundlæggende årsager til irregulær migration og til fordrivelse af personer i Afrika, som blev lanceret på topmødet i Valletta, skulle have været tildelt 3,6 mia. EUR; opfordrer medlemsstaterne til at bidrage med et beløb svarende til de 1,8 mia. EUR, som Kommissionen har bidraget med;

82.  opfordrer til, at trustfondene følger samme regler og forskrifter, som gælder for EU’s traditionelle finansieringsinstrumenter med hensyn til gennemsigtighed, lige behandling af partnere og kapacitet til at levere forudsigelig og rettidig finansiering til partnere;

83.  udtrykker bekymring over, at der i EU's udkast til budget for 2017 opereres med en stigning i forvaltningen af migrationsstrømme eller interne sikkerhedsinitiativer på bekostning af EU’s samhørighedsmidler og -indsatser i verden;

84.  opfordrer EU til nøje og systematisk at evaluere virkningerne af de finansierede handlinger på migration, tvangsfordrivelser og flygtninge på baggrund af kvaliteten af den leverede humanitære bistand og udviklingsbistand;

85.  understreger, at målrettet støtte baseret på den lokale situation er et centralt aspekt i en effektiv og resultatorienteret politik, og at en sådan støtte bør forhandles på plads med tredjelande; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle klare og målbare målsætninger, der skal gennemføres med de finansielle instrumenter, herunder trustfonde, på en sammenhængende og koordineret måde;

86.  glæder sig over anvendelsen af missioner under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) som f.eks. EUCAP Sahel Niger og EUNAVFOR MED operation SOPHIA, som bør styrkes yderligere som et middel til at beskytte EU's ydre grænser og forebygge menneskehandel og smugling af migranter; støtter samarbejdet med NATO og EU's initiativer såsom Europols fælles operationelle hold (JOT) Mare om at indsamle og udveksle efterretninger og bekæmpe smuglere, men understregede samtidig, at global mobilitet ikke bør betragtes som en trussel, men derimod som en mulighed; minder i denne forbindelse om, at det at redde liv til søs og sikre migranters rettigheder skal være af afgørende betydning under alle disse operationer; anbefaler anvendelse af FSFP-værktøjer til tidlig varsling (prognoser), mægling og konfliktløsning og understreger samtidig betydningen af at begynde at planlægge holdbare løsninger tidligst muligt i konfliktsituationer;

87.  minder om det strategiske partnerskab mellem FN og EU om fredsbevarende opgaver og krisestyring og partnerskabets prioriteringer for 2015-2018 som aftalt i marts 2015; går ind for, at EU gør en yderligere indsats for at tage højde for andre organisationers og landes centrale rolle og for at gøre det lettere for medlemsstaterne at bidrage; beklager, at kun 11 ud af 28 EU-medlemsstater afgav tilsagn på ledernes topmøde om fredsbevarelse den 28. september 2015; opfordrer EU-medlemsstaterne til at forøge deres militære og politimæssige bidrag til FN's fredsbevarende missioner markant;

88.  glæder sig over og støtter Den Europæiske Investeringsbanks initiativer til opretholdelse af den økonomiske modstandsdygtighed i EU's sydlige naboskab og i det vestlige Balkan gennem projekter, der fører til jobskabelse, økonomisk modstandsdygtighed og reduktion af fattigdom i overensstemmelse med Den Europæiske Unions eksterne politikker;

89.  opfordrer indtrængende Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til ved førstkommende lejlighed at give Parlamentet og offentligheden en detaljeret oversigt over de forskellige finansieringsinstrumenter og programmer – og hvordan de passer sammen med medlemsstaternes programmer – i de 16 prioriterede lande(6), med hvilke EU indgår i dialoger på højt plan om migration, og under den samlede strategi for migration og mobilitet (SSMM); er dybt bekymret over, at der blandt de prioriterede lande er undertrykkende regimer, der i sig selv er hovedårsagen til, at flygtninge flygter fra deres hjemlande; minder om, at SSMM fortsat er den overordnede ramme for EU's eksterne migrations- og asylpolitik, men bemærker, at de nylige politiske initiativer kun i begrænset omfang bygger herpå, og opfordrer til en afklaring af SSMM's betydning i den nuværende kontekst og til en gennemgang af SSMM i overensstemmelse med IOM's henstillinger;

90.  glæder sig over indsættelsen af europæiske migrationsforbindelsesofficerer i prioriterede lande som første skridt mod at styrke EU's samarbejde med tredjelande om migration; anbefaler en forstærkning af det personale, der beskæftiger sig med retlige og indre anliggender i EU’s delegationer, med et klart mandat til at udvikle koordinering med medlemsstaterne;

91.  understreger behovet for en decentraliseret tilgang i stedet for at fortsætte med en centraliseret tilgang fra Bruxelles ved at gøre bedre brug af EU-delegationerne – som i løbet af meget kort tid er blevet et værdifuldt værktøj – og til at anvende større fleksibilitet og kortere programmeringsperioder, navnlig for risikolande; opfordrer til udnævnelse af regionale koordinatorer med kapacitet til at lede udviklingen og samarbejdet samt eksterne forbindelser for at sikre en sammenhængende tilgang, der er baseret på de lokale forhold på stedet;

92.  henstiller til, at tredjelande med støtte fra EU fremmer oplysningskampagner for at oplyse borgerne om deres ret til mobilitet og deres forpligtelser og for at advare dem om de risici, de kan støde på under rejsen – navnlig hvad angår menneskesmuglere og menneskehandlere – således at de kan træffe den mest velinformerede beslutning;

93.  opfordrer til en bedre anvendelse af venskabsprogrammer og TAIEX-foranstaltninger, ikke blot til udveksling af bedste praksis og uddannelse, men til udvikling og samarbejde med særligt fokus på lande under pres;

o
o   o

94.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, regeringerne i de 16 prioriterede lande, der er blevet identificeret i den nye ramme for partnerskaber med tredjelande som led i den europæiske dagsorden for migration og civilsamfundsorganisationer, der repræsenterer og arbejder med migranter og flygtninge.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0272.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0073.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0102.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0337.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0404.
(6) Etiopien, Eritrea, Mali, Niger, Nigeria, Senegal, Somalia, Sudan, Ghana, Elfenbenskysten, Algeriet, Marokko, Tunesien, Afghanistan, Bangladesh og Pakistan.

Juridisk meddelelse