Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2016/2141(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0119/2017

Indgivne tekster :

A8-0119/2017

Forhandlinger :

PV 26/04/2017 - 22
CRE 26/04/2017 - 22

Afstemninger :

PV 27/04/2017 - 5.66
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2017)0197

Vedtagne tekster
PDF 207kWORD 57k
Torsdag den 27. april 2017 - Bruxelles Endelig udgave
Situationen omkring koncentrationen af ejendomsretten til landbrugsjord i EU: Hvordan kan landmændene nemmere få adgang til jord?
P8_TA(2017)0197A8-0119/2017

Europa-Parlamentets beslutning af 27. april 2017 om situationen omkring koncentrationen af ejendomsretten til landbrugsjord i EU: Hvordan kan landmændene nemmere få adgang til jord? (2016/2141(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 21. januar 2015 med titlen "Land grabbing – en alvorlig trussel mod familielandbrug",

–  der henviser til de frivillige retningslinjer for ansvarlig forvaltning af jordbesiddelser, fiskeri og skove af 12. maj 2012, som er udarbejdet af Komitéen for Verdens Fødevaresikkerhed (CFS),

–  der henviser til andragende nr. 187/2015 til Europa-Parlamentet om "beskyttelse og forvaltning af europæisk landbrugsjord som en fælles rigdom", en opfordring fra civilsamfundsorganisationer til en bæredygtig og retfærdig jordpolitik i EU,

–  der henviser til en undersøgelse af omfanget af massive opkøb af landbrugsjord (Extent of Farmland Grabbing in the EU) fra Europa-Parlamentets Udvalg om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter(1),

–  der henviser til de traktatbrudssøgsmål, som Kommissionen planlægger eller allerede har indledt over for medlemsstaterne Bulgarien, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet og Ungarn,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0119/2017),

A.  der henviser til, at det allerede i 2013 var således, at blot 3,1 % af landbrugsbedrifterne i EU-27 besad 52,2 % af landbrugsjorden i Europa, hvorimod 76,2 % af landbrugsbedrifterne rådede over blot 11,2 % af landbrugsjorden; der henviser til, at denne tendens er i modstrid med den europæiske model for et bæredygtigt, multifunktionelt landbrug, hvor familiebrug spiller en vigtig rolle;

B.  der henviser til, at skævhederne i arealudnyttelsen i EU med en gini-koefficient på 0,82 ligger på linje med situationen i lande som Brasilien, Colombia og Filippinerne(2);

C.  der henviser til, at der til denne ulige fordeling af landbrugsarealet svarer en ulige fordeling af tilskuddene fra den fælles landbrugspolitik, eftersom de direkte betalinger, der udgør størstedelen af udgifterne til den fælles landbrugspolitik, hovedsageligt betales pr. hektar;

D.  der henviser til, at den faktiske fordeling af arealer og tilskud måske kan være endnu mere ulige, idet de tilgængelige statistikker ikke giver mulighed for at fastslå noget om ejendomsretten til og kontrollen med bedrifter;

E.  der henviser til, at adgangen til jord og til at eje ejendom er grundlæggende rettigheder, der er fastsat i den enkelte medlemsstats nationale lovgivning;

F.  der henviser til, at adgangen til jord er af afgørende betydning for virkeliggørelsen af en række menneskerettigheder og har en indvirkning på Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder;

G.  der henviser til, at jord på den side er ejendom og på den anden side et offentligt gode og er underlagt sociale forpligtelser;

H.  der henviser til, at EU ikke har nogen enekompetence eller delt kompetence vedrørende jord, men at en række af EU's politikker definerer forskellige politiske, sociale, kulturelle og miljømæssige aspekter i forbindelse med arealanvendelse, hvilket skaber behov for en mere helhedspræget tilgang til forvaltning af jord på EU-niveau;

I.  der henviser til, at den tyske forfatningsdomstol allerede i en afgørelse af 12. januar 1967 (1 BvR 169/63, BVerfG 21, 73-87) erklærede, at handelen med landbrugsjord ikke måtte være så fri som handelen med al anden kapital, fordi mængden af jord ikke kan forøges og er uundværlig, og at en retfærdig rets- og samfundsorden gør det nødvendigt i meget højere grad at gøre offentlighedens interesser gældende i forbindelse med jord end i forbindelse med andre formuegoder(3);

J.  der henviser til, at jord i stigende grad er en knaphedsressource, hvis mængde ikke kan forøges, og at jord er grundlaget for menneskeretten til sund og tilstrækkelig ernæring og for en lang række livsvigtige økosystemfunktioner, hvorfor jord heller ikke må betragtes som en almindelig handelsvare; der henviser til, at jord derudover er udsat for en dobbelt trussel, dels via tabet af landbrugsarealer som følge af arealbefæstelse, urbanisering, turisme, infrastrukturprojekter, ændret arealanvendelse, tilplantning med skov og fremadskridende ørkendannelse forårsaget af klimaændringer, dels via koncentrationen af jord hos store landbrugsbedrifter og investorer fra sektorer uden for landbruget; der henviser til, at det samtidig er myndighedernes ansvar at kontrollere og begrænse tabet af landbrugsjord gennem sådanne aktiviteter;

K.  der henviser til, at jordressourcerne er en kilde til konflikter ikke blot med hensyn til anvendelsen, men også som følge af modstridende interesser hos investorer i og uden for landbrugssektoren samt mellem de forskellige generationer af landbrugere, idet unge, der ønsker at etablere sig, på grund af priserne har større vanskeligheder med at få adgang til jord, især hvis de ikke stammer fra en landmandsfamilie;

L.  der henviser til, at medlemsstaterne er ansvarlige for, at politikken for handel med jord og markedet for landbrugsjord er reguleret forskelligt i de enkelte medlemsstater, og at dette kan få alvorlige følger for bedrifternes konkurrenceevne på det indre marked;

M.  der henviser til, at jord er en bekostelig produktionsfaktor at finansiere; der henviser til, at den er knyttet til nationale arveregler, som forudsætter en refinansiering i forbindelse med hvert generationsskifte; der henviser til, at jordpriserne har indflydelse på koncentrationen af jord; der henviser til, at det kan ske, at landbrugere uden efterkommere ved slutningen af deres arbejdsliv ønsker at supplere deres beskedne pensionsniveau ved at sælge deres bedrift til højeste bud;

N.  der henviser til, at Den Europæiske Revisionsret i sin særberetning nr. 25/2016 understreger, at der er behov for at forbedre de systemer, der anvendes til kortlægning af landbrugsjord med henblik på at beregne støtte til landbrugsarealer;

O.  der henviser til, at de eksisterende statistiske redskaber på EU-niveau såsom informationsnettet for landøkonomisk bogføring (INLB), Eurostats undersøgelse af landbrugsbedrifternes struktur og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem (IACS) indsamler data om forskellige aspekter af jordbesiddelse; der henviser til, at der hidtil har manglet omfattende, ajourførte og gennemsigtige data af høj kvalitet vedrørende brugsret til jord, ejendoms- og forpagtningsstrukturer samt pris- og mængdebevægelser på markedet for jord, men også vedrørende relevante sociale og miljømæssige indikatorer på europæisk plan, og at disse data i mange medlemsstater kun indsamles og offentliggøres i ufuldstændigt omfang;

P.  der henviser til, at det også er absolut nødvendigt med et tilstrækkeligt mål af markedsgennemsigtighed med henblik på en rationel fordeling af jorden, og at denne gennemsigtighed også bør omfatte de aktiviteter, der udøves af de institutioner, som er aktive på markedet for jord;

Q.  der henviser til, at salget af jord til investorer fra sektorer uden for landbruget og til holdingselskaber er et presserende problem overalt i EU, og at navnlig de nye medlemsstater efter udløbet af de moratorier, som begrænsede salget af jord til udlændinge, er udsat for et særligt stærkt pres for at ændre deres lovgivning, fordi de relativt lave jordpriser har fået salget af landbrugsjord til storinvestorer til at stige;

R.  der henviser til, at en fordeling af landbrugsjorden på mange hænder er et væsentligt grundprincip i den sociale markedsøkonomi og en vigtig forudsætning for den sociale samhørighed, jobskabelse i landdistrikterne, en stor merværdi i landbruget og social fred;

S.  der henviser til, at landbrugsarealer, som anvendes til mindre landbrug, er af særlig betydning for vandforvaltningen og klimaet, kulstofbudgettet og produktionen af sunde fødevarer samt for biodiversiteten, jordens frugtbarhed og bevarelsen af landskabet; der henviser til, at 20 % af Europas landbrugsarealer allerede lider under følgerne af klimaændringer og jorderosion forårsaget af vand og vind og dårlig udnyttelse; der henviser til, at visse regioner i EU, navnlig i Sydeuropa, på grund af den globale opvarmning allerede er udsat før tørke og andre ekstreme vejrfænomener, som vil føre til forringelse af jordbunden og begrænse adgangen til jord af god kvalitet og/eller jord, der er egnet til landbrugsdrift;

T.  der henviser til, at der findes en betragtelig skævhed i fordelingen af landbrugsjord af høj kvalitet, og at denne jord er afgørende for fødevarekvaliteten, fødevaresikkerheden og folks velbefindende;

U.  der henviser til, at efterspørgslen efter fødevarer og foder, ikkefossil energi, fornyelige råstoffer til brændstof-, kemi- og tekstilindustrien og til bioøkonomien – og dermed også prisen på jord – er konstant stigende;

V.  der henviser til, at små og mellemstore landbrug, en bred fordeling af ejendomsretten eller velregulerede brugsrettigheder samt adgang til fællesjord er den bedste måde, hvorpå man kan sikre en ansvarlig omgang med jorden og bæredygtig arealforvaltning samt fremme folks identifikation med og tilhørsforhold til jorden; der henviser til, at sådanne former for jordbesiddelse tilskynder folk til at forblive i landområderne og giver dem mulighed for at arbejde der, hvilket har en positiv indflydelse på den socioøkonomiske infrastruktur i landdistrikter, fødevaresikkerhed, fødevaresuverænitet og bevarelse af den landlige levevis; der henviser til, at en ulige fordeling af og adgang til jord og naturressourcer øger risikoen for opsplitning af samfundet, sociale ubalancer, tab af arbejds- og livskvalitet og forarmelse; der henviser til, at den høje grad af magtkoncentration i visse sektorer af EU's fødevaremarked kan have en negativ indvirkning på forbrugernes rettigheder og mindske landbrugernes indkomster; der henviser til, at landbrugere, som ikke ejer den jord, de dyrker, bør sikres forpagtningsaftaler, der er tilstrækkeligt solide og langvarige til at sikre dem et afkast af deres investeringer;

W.  der henviser til, at målet med EU's landbrugspolitik er at bevare den europæiske landbrugsmodel baseret på et multifunktionelt landbrug, som primært er kendetegnet ved små og mellemstore familiebrug og kooperative bedrifter med eget jordtilliggende; der henviser til, at en bred fordeling af aktiver, sikre brugsrettigheder og adgang til fællesjord, der forvaltes på en bæredygtig måde, er en garanti for retfærdig adgang til ressourcer og en mangfoldig, bopælsbaseret landbrugsstruktur med traditioner, retssikkerhed og ansvar til gavn for samfundet; der henviser til, at en sådan model sikrer traditionelle produkter og fødevaresuverænitet og fremmer innovation, samtidig med at den beskytter miljøet og kommende generationer;

X.  der henviser til, at familielandbrug ud over at producere fødevarer også udfylder andre særdeles vigtige samfunds- og miljømæssige funktioner, som et industrialiseret landbrug ikke altid er i stand til at varetage; der henviser til, at små og mellemstore landbrug, som drives af landmandsfamilier alene eller med støtte fra forbrugere, er en meget lovende fremtidsmodel, også ud fra en økonomisk synsvinkel, fordi sådanne landbrug ofte er kendetegnet ved en betydelig intern diversificering, hvilket gør dem modstandsdygtige og bidrager til en høj grad af merværdi i landdistrikterne;

Y.  der henviser til, at koncentrationen af landbrugsjord har en negativ indvirkning på udviklingen i lokalsamfundene i landdistrikterne og på deres socioøkonomiske levedygtighed og medfører tab af arbejdspladser i landbruget, hvilket medfører forringelser af landbefolkningens levestandard og tilgængeligheden af fødevarer og skaber ubalancer i den territoriale og sociale udvikling;

Z.  der henviser til, at landbrugets fremtidsudsigter afhænger af den yngre generation og af dens vilje til at innovere og investere, som er af afgørende betydning for landdistrikternes fremtid, eftersom det udgør den eneste mulighed for at standse aldringen i landbrugsbefolkningen og sikre, at bedrifterne drives videre, hvilket er en forudsætning for at generationskontrakten ikke mister sin gyldighed; der henviser til, at det på den anden side er særligt svært for unge landmænd og nye iværksættere at få adgang til jord og finansiering, noget som kan medvirke til at gøre sektoren mindre attraktiv;

AA.  der henviser til, at adgang til jord er den primære forudsætning for at starte en landbrugsbedrift, som dernæst skaber beskæftigelse og social og økonomisk udvikling;

AB.  der henviser til, at købspriser og forpagtningsafgifter på landbrugsjord i mange områder er steget til et niveau, som ansporer til finansiel spekulation og gør det økonomisk umuligt for mange landbrugere at beholde forpagtet jord eller erhverve de yderligere arealer, der er nødvendige for at sikre, at små og mellemstore bedrifter forbliver levedygtige, eller at starte en ny landbrugsbedrift, eftersom der næsten ikke er ledig jord på markedet;

AC.  der henviser til, at forskellene i priser på landbrugsjord mellem medlemsstaterne fremmer koncentrationsprocessen yderligere, og at prisudviklingen for jord ikke forløber parallelt med den økonomiske udvikling i andre sektorer;

AD.  der henviser til, at købspriserne og til dels også priserne på forpagtning af landbrugsarealer i mange medlemsstater ikke længere retter sig efter den indtjening, der kan opnås ved produktion af fødevarer;

AE.  der henviser til, at forpagtningspriserne hyppigt ikke længere retter sig efter den indtjening, som kan opnås ved at drive et landbrug, at kapitalkravene er for høje, og at det derfor er forbundet med en for høj risiko at etablere en landbrugsbedrift;

AF.  der henviser til, at efterspørgslen efter fødevarer og foder suppleres af en stigende efterspørgsel efter råstoffer til "bioøkonomien", eksempelvis biobrændstoffer og råstoffer til kemi- og tekstilindustrien, hvilket skaber interesse for at erhverve landbrugsjord blandt nye aktører;

AG.  der henviser til, at EU's politik og subventioner – som følge af, at nogle medlemsstater endnu ikke har en effektiv jordpolitik – i nogle tilfælde kan tilskynde til koncentration af jord, fordi store bedrifter og landbrugere, som allerede er veletablerede, har større gavn af arealbaserede direkte betalinger, og til, at anvendelsen af disse midler giver sig udslag i en stigning i jordpriserne, hvilket medvirker til at udelukke unge, nytilkomne til erhvervet, der søger efter jord at etablere sig på, og små og mellemstore virksomheder, som ofte råder over færre finansielle midler, fra markedet for jord; der henviser til, at dette betyder, at det ikke er sjældent, at EU-landbrugsstøtte, som også er bestemt til mellemstore og små bedrifter, havner i de forkerte lommer;

AH.  der henviser til, at koncentrationen af jord i hænderne på et lille antal producenter fører til en skævvridning af produktions- og markedsprocesserne og kan få negative virkninger for landbrugssektoren i medlemsstaterne og/eller i EU som helhed;

AI.  der henviser til, at den fælles landbrugspolitik, der blev reformeret i 2013, også har bidraget til at begrænse disse virkninger ved at indføre en højere betaling for de første hektarer og en gradvis nedtrapning af støtten; der desuden henviser til, at disse arealbaserede direkte betalinger spiller en væsentlig rolle for at sikre konkurrence- og bæredygtigheden hos europæiske landbrugsbedrifter, som opfylder høje produktionsstandarder;

AJ.  der henviser til, at erhvervelse af landbrugsjord navnlig siden den finansielle og økonomiske krise i 2007 er blevet betragtet som en sikker kapitalanbringelse i mange medlemsstater; der henviser til, at landbrugsjord i foruroligende omfang er blevet opkøbt af investorer fra sektorer uden for landbruget og finansielle spekulanter, eksempelvis pensionsfonde, forsikringsselskaber og virksomheder; der henviser til, at jordbesiddelse fortsat vil være en sikker investering, selv i tilfælde af fremtidig inflation;

AK.  der henviser til, at en række medlemsstater har truffet lovgivningsmæssige foranstaltninger med henblik på at beskytte deres landbrugsjorder mod at blive opkøbt af investorer, der henviser til, at der er blevet registreret tilfælde af bedrageri, som omfatter anvendelse af såkaldte "lommekontrakter" ("pocket contracts"), hvor datoen for indgåelse af kontrakten forfalskes; der henviser til, at store arealer samtidig er blevet erhvervet af investorer;

AL.  der henviser til, at spekulationsbobler på markederne for landbrugsjord har alvorlige følger for landbruget, og at spekulation med råstoffer på terminsmarkederne driver priserne på landbrugsjord yderligere i vejret;

AM.  der henviser til, at flere forskellige faktorer medvirker til fænomenet land grabbing, heriblandt den voksende globalisering, befolkningstilvæksten, den stigende efterspørgsel efter fødevarer og naturlige råvarer samt landbrugspolitikkens negative følger;

AN.  der henviser til, at en af konsekvenserne af koncentrationen af landbrugsjord er, at fortjenester og skattebetalinger forsvinder bort fra landdistrikterne til koncernernes hovedsæde;

AO.  der henviser til, at de gældende bestemmelser for loftet for direkte betalinger over 150 000 EUR ikke finder anvendelse, hvis juridiske personer ejer flere landbrugsbedrifter, der hver især modtager under 150 000 EUR i direkte betalinger;

AP.  der henviser til, at aktieselskaber gør deres indtog i landbruget med foruroligende hast; der henviser til, at disse selskaber ofte opererer på tværs af grænserne og hyppigt anvender virksomhedsmodeller, der i langt højere grad har fokus på jordspekulation end på landbrugsproduktion;

AQ.  der henviser til, at de ovenfor beskrevne problemer ikke kun gør sig gældende for landbrugsjord, men i et lige så foruroligende omfang for skove og fiskepladser;

1.  minder om, at jord, forvaltning af jord og reglerne for byplanlægning henhører under medlemsstaternes kompetence; opfordrer derfor medlemsstaterne til i deres offentlige politik at tage mere hensyn til bevarelsen og forvaltningen af landbrugsjord og til overdragelsen af den;

2.  opfordrer Kommissionen til at oprette et overvågningsorgan til indsamling af oplysninger og data om koncentrationen af og brugsretten til landbrugsjord i hele EU, og at bemærker, at den bør tage sig af følgende opgaver: registrering af købs- og forpagtningspriser og ejeres og forpagteres markedsadfærd, overvågning af tabet af landbrugsjord som følge af ændret arealanvendelse og tendenser med hensyn til jordens frugtbarhed og erosion og udgivelse af regelmæssige rapporter;

3.  mener, at medlemsstaterne regelmæssigt bør meddele hinanden og Kommissionen oplysninger om deres nationale lovgivning om arealanvendelse, ændret arealanvendelse og navnlig om sager vedrørende spekulationskøb af jord;

4.  opfordrer Kommissionen til at oprette en taskforce på højt plan med henblik på at undersøge problemet med koncentration af landbrugsjord, foretage en undersøgelse af den indvirkning, som de politiske foranstaltninger, der træffes af EU og medlemsstaterne, har på koncentrationen af jord og på landbrugsproduktionen, og analysere de risici, som koncentrationen af jord indebærer for fødevareforsyningen, beskæftigelsen, miljøet, jordbundskvaliteten og udviklingen i landdistrikterne;

5.  opfordrer medlemsstaterne til ved udformningen af deres arealanvendelsespolitikker at anvende de redskaber, der er til rådighed – såsom beskatning, støtteordninger og midler fra den fælles landbrugspolitik – med henblik på at opretholde en landbrugsmodel, der er baseret på familiebrug, i hele EU;

6.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til regelmæssigt at indsamle sammenlignelige kvalitetsdata om forpagtningsafgifter og jordpriser, herunder erhvervelse af jord gennem køb af andele, samt om transaktioner vedrørende store jordarealer, tab af forpagtninger, krænkelse af brugsrettigheder og spekulationsbetingede prisstigninger i alle medlemsstater; opfordrer Kommissionen til at offentliggøre retningslinjer for harmonisering af regnskabsmetoder og tilskynde til udveksling af bedste praksis i national lovgivning med henblik på at finde frem til foranstaltninger til beskyttelse af landbrugsjorden og landbrugsdriften;

7.  finder det nødvendigt, at medlemsstaterne opretter standardiserede fortegnelser over jord, hvori alle ejendoms- og brugsrettigheder til landbrugsjord registreres hurtigt og præcist og – samtidig med at de involverede parters databeskyttelsesrettigheder respekteres til fulde – præsenteres på en forståelig måde i form af anonymiserede, offentligt tilgængelige statistikker;

8.  opfordrer Kommissionen til på dette grundlag regelmæssigt at aflægge rapport til Rådet og Parlamentet om situationen med hensyn til arealanvendelse samt om strukturen, priser og nationale politikker og love vedrørende ejendomsret til og forpagtning af landbrugsjord, og til at aflægge beretning til Komitéen for Verdens Fødevaresikkerhed (CFS) om EU's gennemførelse af CFS' frivillige retningslinjer for ansvarlig forvaltning af jordbesiddelse, fiskeri og skove (VGGT) i forbindelse med national fødevaresikkerhed;

9.  bemærker, at programmer med henblik på at arrondere spredte jordlodder, hvor der inden for rammerne af et integreret arealforvaltningssystem, som tager hensyn til lokale og regionale betingelser, anvendes forskellige procedurer, er et uundværligt instrument til at forbedre landbrugsstrukturen og løse konflikter om arealanvendelse; anbefaler i denne forbindelse, at prisen for forpagtning i de tilfælde, hvor omlægning af landbrugsarealer gennemføres ved hjælp af forpagtning af jord, knyttes til produktionskapacitet og profitabilitet, som er det mest relevante i landbrugsøkonomisk sammenhæng, og opfordrer medlemsstaterne til at udveksle deres erfaringer vedrørende forvaltning af landbrugsjorder;

10.  mener, at en velgennemtænkt og -koordineret markedspolitik for jord, som gennemføres ved hjælp af regional og lokal arealanvendelsesplanlægning, burde bidrage til at mindske ikkelandbrugsmæssig arealanvendelse;

11.  erkender, at jordpolitikken, skønt den grundlæggende er et anliggende for medlemsstaterne, kan påvirkes af den fælles landbrugspolitik eller andre relevante politikområder, og at dette kan have alvorlige konsekvenser for bedrifternes konkurrenceevne på det indre marked; mener, at jordpolitik skal bidrage til at sikre en bred, rimelig og retfærdig fordeling af brugsretten og adgangen til jord samt passende rammer for statussen som forpagter, eftersom dette har direkte indflydelse på leve- og arbejdsvilkår og livskvalitet i landdistrikterne; minder om den vigtige sociale funktion, som brugsretten til og forvaltningen af jord gennem generationer har, idet et tab af landbrugsbedrifter og arbejdspladser vil føre til de mindre europæiske landbrugs forsvinden og til landdistrikternes undergang og resultere i strukturelle ændringer, som ikke er ønskelige for samfundet som helhed;

12.  opfordrer medlemsstaterne til, for at nå målene for den fælles landbrugspolitik, at give små og mellemstore lokale producenter, nytilkomne og unge landbrugere – og herunder sikre lige adgang for mænd og kvinder – fortrinsret til køb og forpagtning af landbrugsjord, herunder fortegningsret, hvor denne mulighed foreligger, eftersom ejerskabet af så meget som muligt af den jord, de benytter, er til gavn for en bæredygtig og sikker udvikling af deres bedrifter, navnlig på et tidspunkt, hvor ikkelandbrugere i stigende omfang er interesserede i at erhverve landbrugsarealer, ofte i rent spekulativt øjemed; tilskynder medlemsstaterne til at fremme små familiebrug og bæredygtige produktionsmetoder;

13.  minder om, at de høje investeringsomkostninger er til hinder for, at små til mellemstore familiebrug og kooperative bedrifter kan erhverve og forpagte landbrugsjord og skovområder;

14.  anerkender vigtigheden af små familiebrug for livet i landdistrikterne, idet de spiller en aktiv rolle i landdistrikternes økonomiske struktur ved at bevare kulturarven og den landlige levevis, opretholde det sociale liv og udnytte naturressourcerne på en bæredygtig måde samt ved at frembringe en tilstrækkelig mængde sunde fødevarer af høj kvalitet og sikre en bred spredning af ejendomsretten til jord i disse områder; gør opmærksom på de problemer, der opstår i forbindelse med overdragelse af bedrifter fra én generation til den næste, navnlig når de overdrages til personer uden for familien, og opfordrer medlemsstaterne til at indsamle data om disse fænomener og til at udforme de retlige rammer for løsning af disse problemer;

15.  minder om de foranstaltninger i den fælles landbrugspolitik, som har til formål at fremme unge landmænds adgang til erhvervet; slår derfor til lyd for en omfattende tilgang, der bidrager til at gøre det muligt for unge landbrugere, kvinder og andre, der ønsker at etablere sig som landbrugere, at overtage eller starte en landbrugsbedrift; bemærker imidlertid, at nye aktører fortsat støder på forhindringer i form af strukturelle barrierer, eksempelvis høje jordpriser eller høj beskatning i forbindelse med overdragelse af bedrifter til personer uden for familien;

16.  understreger betydningen af den europæiske strukturpolitik til fremme af landdistrikterne, f.eks. – for så vidt angår adgangen til landbrugsjord – særlig støtte til små og mellemstore landbrugsbedrifter og andelsforetagender, unge og især kvinder;

17.  understreger de vanskeligheder, der er forbundet med at få adgang til kredit med henblik på at erhverve jord eller brugsret, især for nye aktører og unge landbrugere; opfordrer Kommissionen til inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik og dermed forbundne politikker at tilvejebringe passende instrumenter, der fremmer deres adgang til landbrugserhvervet ved at sikre fair adgang til bæredygtig kredit;

18.  mener, at lokalsamfundene bør involveres i beslutninger om arealanvendelse;

19.  opfordrer medlemsstaterne til at komme med tilskyndelsesforanstaltninger til udvikling af bylandbrug og andre former for deltagelseslandbrug og jorddelingsløsninger under hensyntagen til på den ene side den begrænsede adgang til landbrugsjord i landdistrikterne og, på den anden side, den voksende interesse for landbrug i byområder og bynære områder;

20.  opfordrer medlemsstaterne til at udfolde større anstrengelser for at overføre viden gennem forsknings- og innovationsprojekter med henblik på at forbedre jordbundskvaliteten ved hjælp af anvendelsen af miljøvenlige landbrugsmetoder i erkendelse af, at landbrugsjorden danner grundlaget for fødevareproduktion, bæredygtige økosystemer og velfungerende landdistrikter;

21.  opfordrer medlemsstaterne til at udforme deres politik for jordmarkedet således, at det bliver muligt at få adgang til at eje eller forpagte jord på finansielle vilkår, der er afstemt efter landbrugsdriften, og at overvåge jordpriser og forpagtningsafgifter; opfordrer endvidere til, at handler med landbrugsjord gøres til genstand for en forudgående procedure, hvor overensstemmelsen med den nationale lovgivning på området undersøges, og som også bør anvendes i forbindelse med sammenlægninger, delinger og stiftelse af fonde; mener, at der bør være strengere kontrol af forpagtningsaftaler, pligt til at rapportere om uregelmæssigheder og mulighed for at pålægge sanktioner, eftersom forpagtning ofte er det første skridt på vej til køb; opfordrer medlemsstaterne til at sørge for, at forpagtningspolitikken omfatter et krav om, at forpagterne skal drive landbrug; mener, at politikken for jordmarkedet bør bidrage til at forhindre, at der opstår markedsdominerende positioner på jordmarkeder;

22.  opfordrer alle medlemsstater til at gøre brug af de instrumenter til regulering af jordmarkedet, som allerede anvendes med succes i nogle medlemsstater på linje med bestemmelserne i EU-traktaten, eksempelvis krav om statslig godkendelse ved køb og forpagtning af jord, forkøbsret, pligt for indehaverne af brugsretten til selv at dyrke jorden, begrænsninger af juridiske personers købsret, loft over antallet af hektarer, der kan købes, fortrinsret for landbrugere, arealreservation, indeksering af prisen i forhold til det landbrugsmæssige udbytte osv.;

23.  understreger, at de nationale retssystemer bør beskytte alle parters rettigheder i forbindelse med uregelmæssigheder omkring forpagtningsaftaler, og at de nationale myndigheder bør tage skridt til at fjerne huller i eksisterende national lovgivning, som muliggør misligholdelse af aftaler;

24.  minder om de positive foranstaltninger, som nogle medlemsstater har truffet ved at regulere deres markeder for jord for at undgå spekulation i forbindelse med jordhandler; minder medlemsstaterne om, at de med skattelovgivningen er i besiddelse af et vigtigt instrument til regulering af jordmarkedet;

25.  opfordrer medlemsstaterne til at støtte eller skabe passende institutioner for forvaltning af jorden med statslig deltagelse og under offentligt opsyn;

26.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at støtte alle innovative foranstaltninger med henblik på jorddeling, som kan gøre det lettere for unge landbrugere at etablere sig, navnlig ved hjælp af solidariske investeringsfonde, som gør det muligt for sparere at anbringe deres midler på en socialt gavnlig måde ved at støtte unge, som ikke har tilstrækkelige ressourcer til at kunne købe jord og komme i gang med at drive landbrug;

27.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at gennemføre de frivillige retningslinjer for ansvarlig forvaltning af jordbesiddelser, fiskeri og skove (VGGT), som er ratificeret alle medlemsstater; opfordrer navnlig medlemsstaterne til – når der træffes beslutninger vedrørende anvendelsen af og kontrollen med offentligt ejede ressourcer – at tage hensyn til bredere sociale, økonomiske og miljøpolitiske mål og undgå de uønskede effekter, som jordspekulation og -koncentration har for lokalsamfundene; opfordrer medlemsstaterne til at rapportere til Kommissionen om udnyttelsen og anvendelsen af disse retningslinjer i deres politikker for arealforvaltning;

28.  foreslår i denne forbindelse Kommissionen at vedtage henstillinger om jordforvaltning i EU, som er i tråd med VGGT, og som tager højde for de horisontale EU-rammer om landbrug, miljø, det indre marked og territorial samhørighed;

29.  mener, at direkte betalinger ville give mere valuta for pengene, hvis de blev ydet i forhold til de miljømæssige og samfundsøkonomiske offentlige goder, en landbrugsbedrift leverer, og ikke kun i forhold til det areal, den dækker;

30.  minder om medlemsstaternes mulighed for at mindske den del af de direkte betalinger, der overstiger den øvre grænse på 150 000 EUR, med mindst 5 %, som fastlagt i artikel 11 i forordning (EU) nr. 1307/2013 (forordningen om direkte betalinger);

31.  mener, at det i forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik er nødvendigt at indføre lofter og justere ordningen med direkte betalinger, således at de første hektarer kommer til at veje tungere, samt at der bør tages initiativ til at lette investeringer og udbetaling af direkte støtte til små landbrugsbedrifter; opfordrer Kommissionen til at indføre en mere effektiv ordning for fordeling at støtte med henblik på at modvirke jordkoncentration;

32.  opfordrer medlemsstaterne til i højere grad at benytte den mulighed, som de allerede råder over, for at fastsætte et loft for og omfordele midler fra den fælles landbrugspolitik, eksempelvis muligheden for at udbetale 30 % af de direkte betalinger til den første hektar, som en måde, hvorpå de kan støtte små bedrifter og familiebrug, forudsat at de samtidig anvender kravene i artikel 41 og 42 i forordningen om direkte betalinger; foreslår, at en mere gunstig behandling af de første hektarer ikke bør beregnes pr. bedrift, men pr. moderselskab; opfordrer derfor Kommissionen til i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne ikke blot at offentliggøre oplysninger om ejere af bedrifter, som modtager støtte fra den fælles landbrugspolitik, men også om støttemodtagere som f.eks. jordbesiddere/moderselskaber;

33.  fremhæver i denne forbindelse vigtigheden af en ensartet definition af begrebet "aktiv landbruger", der gælder for hele EU, som er entydigt knyttet til arbejdet på en landbrugsbedrift, og som nøje sondrer mellem støtteberettiget og ikkestøtteberettiget jord (f.eks. lufthavne, åbne industriarealer, golfbaner); opfordrer Kommissionen til at sikre, at direkte støtte udelukkende tildeles aktive landbrugere;

34.  opfordrer Kommissionen til at overvåge alle relevante politikområder, såsom landbrug, energi, miljø, regional udvikling, mobilitet, finansiering og investering, for at se, om de fremmer eller modvirker koncentrationen af landbrugsjord i EU, og til i samarbejde med landbrugerne og deres organisationer samt andre relevante civilsamfundsaktører at igangsætte en høringsprocedure med henblik på at vurdere den aktuelle situation for så vidt angår forvaltningen af landbrugsjord i overensstemmelse med de frivillige retningslinjer for ansvarlig forvaltning af jordbesiddelser, fiskeri og skove og de af CFS vedtagne normer;

35.  opfordrer medlemsstaterne til at foretage en målrettet undersøgelse af den nationale gennemførelse af den aktuelle fælles landbrugspolitik med henblik på at afdække eventuelle uønskede effekter af koncentrationen af jord;

36.  tilslutter sig Kommissionens konklusion om, at jord er en begrænset ressource, der allerede er under stort pres som følge af klimaændringer, jorderosion, overudnyttelse eller ændret arealanvendelse; støtter derfor økosociale foranstaltninger til beskyttelse af jorden og understreger samtidig, at jord er et anliggende, som henhører under medlemsstaternes enekompetence;

37.  opfordrer til, at der ydes særlig beskyttelse til landbrugsjord, således at medlemsstaterne i samarbejde med lokale myndigheder og landbrugsorganisationer kan regulere salg, anvendelse og forpagtning af landbrugsjord for at garantere fødevaresikkerheden i overensstemmelse med EU's traktater og EU-Domstolens retspraksis om jordbesiddelse og adgang til jord samt med hensyn til de fire grundlæggende europæiske friheder og den almene interesse;

38.  opfordrer med henblik på at fremme den interinstitutionelle gennemsigtighed Kommissionen til at give Europa-Parlamentet bedre indsigt i dokumenter om traktatbrudsprocedurer og indledende undersøgelser i forbindelse med medlemsstaternes regulering af jordmarkedet;

39.  opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstater og interessenter at offentliggøre et klart og omfattende sæt af kriterier, herunder for handelen med landbrugsjord på kapitalmarkederne, som sikrer ensartede spilleregler og gør det klart for medlemsstaterne, hvilke regulerende foranstaltninger det er tilladt at foretage på markedet for jord, idet der tages hensyn til den almene interesse og Den Europæiske Unions fire grundlæggende friheder, med henblik på at sikre, at landmænd lettere kan erhverve jord til landbrug og skovbrug; opfordrer Kommissionen til at overveje at indstille de igangværende procedurer med henblik på at vurdere, om medlemsstaternes lovgivning om handel med landbrugsjord er i overensstemmelse med EU-retten, indtil de ovenfor nævnte kriterier offentliggøres;

40.  opfordrer Kommissionen til at henlede medlemsstaternes opmærksomhed på og bistå dem med bekæmpelse af skatteunddragelse, korruption og ulovlig praksis (eksempelvis "lommekontrakter") i forbindelse med jordhandler; henleder opmærksomheden på den retslige efterforskning af uregelmæssigheder vedrørende proceduren for erhvervelse af landbrugsjord, der pågår i nogle medlemsstater;

41.  påskønner forslaget om at forenkle den fælles landbrugspolitik, navnlig de foranstaltninger, der har til formål at mindske omkostninger og administrative byrder for mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder i landdistrikter;

42.  opfordrer Kommissionen til under udarbejdelsen af forslaget til den fælles landbrugspolitik efter 2020 at fastholde foranstaltninger til bekæmpelse af koncentrationen af landbrugsjord og udvikle supplerende foranstaltninger til støtte for mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder;

43.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) Undersøgelsen "Extent of Farmland Grabbing in the EU" fra Europa-Parlamentets Udvalg om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, side 24 (PE 540.369).
(2) Ibid.
(3) "Landwirtschaftliche Bodenmarktpolitik: Allgemeine Situation und Handlungsoptionen" – rapport fra forbundsregeringens og delstaternes fælles arbejdsgruppe om jordpolitik i overensstemmelse med afgørelse fra direktørerne for delstaternes landbrugsministerier af 16. januar 2014 (marts 2015), s. 37.

Juridisk meddelelse