Indeks 
Vedtagne tekster
Torsdag den 2. februar 2017 - BruxellesEndelig udgave
En integreret tilgang til sportspolitikken: god forvaltning, tilgængelighed og integritet
 Grænseoverskridende aspekter ved adoptioner
 Bilateral beskyttelsesklausul og stabiliseringsmekanisme for bananer i handelsaftalen mellem EU og Colombia og Peru ***I
 Bæredygtig forvaltning af de eksterne fiskeflåder ***I
 Tredjelande, hvis statsborgere er underlagt eller fritaget for visumkrav: Georgien ***I
 Retsstatsmæssig krise i Den Demokratiske Republik Congo og i Gabon
 Gennemførelse af Erasmus +

En integreret tilgang til sportspolitikken: god forvaltning, tilgængelighed og integritet
PDF 266kWORD 59k
Europa-Parlamentets beslutning af 2. februar 2017 om en integreret tilgang til sportspolitikken: god forvaltning, tilgængelighed og integritet (2016/2143(INI))
P8_TA(2017)0012A8-0381/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 165 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), hvori formålet med EU's sportspolitik fastlægges,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. januar 2011 med titlen "Udvikling af sportens europæiske dimension" (COM(2011)0012),

–  der henviser til rapporten fra EU's ekspertgruppe om god forvaltningspraksis "Principperne for god forvaltning inden for sport i EU" fra oktober 2013,

–   der henviser til rapporten fra Gruppen på Højt Plan vedrørende Breddeidræt om breddeidrættens bidrag til dannelsen af Europa fra juni 2016,

–   der henviser til rapporten fra Gruppen på Højt Plan vedrørende Sportsdiplomati fra juni 2016,

–   der henviser til programmet Erasmus+, som har til formål at håndtere grænseoverskridende trusler mod sportens integritet, fremme og støtte god forvaltningspraksis inden for sport, dobbelte karrierer for sportsudøvere og frivillige aktiviteter inden for idræt samt social inklusion og lige muligheder;

–  der henviser til Kommissionens hvidbog om idræt (COM(2007)0391),

–  der henviser til sin beslutning af 11. juni 2015 om de seneste afsløringer af korruption på højt niveau i FIFA(1),

–  der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge: henstillinger om foranstaltninger og initiativer(2),

–  der henviser til sin beslutning af 10. september 2013 om onlinespil i det indre marked(3),

–  der henviser til sin beslutning af 14. marts 2013 om matchfixing og korruption inden for sporten(4),

–  der henviser til sin beslutning af 2. februar 2012 om sportens europæiske dimension(5),

–  der henviser til sin beslutning af 8. maj 2008 om hvidbog om idræt(6),

–  der henviser til sin beslutning af 29. marts 2007 om professionel fodbolds fremtid i Europa(7),

–   der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om spilleragenter inden for sport(8),

–   der henviser til sin beslutning af 21. november 2013 om Qatar: Situationen for vandrende arbejdstagere(9),

–   der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 om betydningen af interkulturel dialog, kulturel mangfoldighed og uddannelse for fremme af EU's grundlæggende værdier(10),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 31. maj 2016 om fremme af integritet, gennemsigtighed og god forvaltningspraksis i forbindelse med store sportsbegivenheder,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 26. maj 2015 om maksimal udnyttelse af den rolle, som breddeidræt spiller i udviklingen af tværfaglige kvalifikationer, især blandt unge,

–  der henviser til Rådets resolution af 21. maj 2014 om EU-arbejdsplanen for sport (2014-2017),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 26. november 2013 om sportens bidrag til EU's økonomi og navnlig til at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed og skabe social inklusion,

–  der henviser til Rådets henstilling af 25. november 2013 om fremme af sundhedsfremmende aktiviteter på tværs af sektorer,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 18. november 2010 om sportens rolle som kilde til og drivkraft for aktiv social inklusion(11),

–  der henviser til Europarådets konvention af 3. juli 2016 om en integreret strategi for sikkerhed og tjenesteydelser i forbindelse med fodboldkampe og andre sportsbegivenheder,

–  der henviser til Europarådets konvention af 18. september 2014 om manipulation af idrætskonkurrencer,

–  der henviser til Den Europæiske Unions Domstols og Rets praksis og Kommissionen afgørelser om idrætsspørgsmål, væddemål og spil,

–  der henviser til den globale 2030-dagsordens mål for bæredygtig udvikling,

–  der henviser til artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A8-0381/2016),

A.  der henviser til, at Den Europæiske Union efter Lissabontraktatens ikrafttræden i 2009 har fået specifik kompetence inden for sport til at udarbejde og gennemføre en sportspolitik, der er samordnet på EU-plan, og som understøttes af en særskilt budgetpost, og til at udvikle samarbejdet med internationale organisationer, der beskæftiger sig med sport, idet der tages hensyn til sportens specifikke forhold, og sportens ledende strukturers selvstændighed respekteres;

B.  der henviser til, at sport spiller en vigtig rolle i millioner af EU-borgeres liv; der henviser til, at amatøridræt og professionel sport ikke blot er et spørgsmål om atletiske evner, sportspræstationer og -konkurrencer, men også yder betydelige sociale, økonomiske, kulturelle og enhedsskabende bidrag til EU's økonomi og samfund samt til EU's strategiske mål og sociale værdier;

C.  der henviser til, at sport repræsenterer en betydelig og hurtigt voksende sektor i EU's økonomi, som bidrager væsentligt til vækst, beskæftigelse og samfundet som helhed, bl.a. på lokalt plan, med merværdiskabende og beskæftigelsesmæssige virkninger, som overstiger de gennemsnitlige vækstrater; der henviser til, at det skønnes, at sportsrelateret beskæftigelse tegner sig for 3,51 % af den samlede beskæftigelse i EU, og at sport bidrager med en bruttoværditilvækst på 294 mia. EUR (2,98 % af EU's samlede bruttoværditilvækst);

D.  der henviser til, at sport ikke blot er en økonomisk realitet i vækst, men også et socialt fænomen, som yder et væsentligt bidrag til Den Europæiske Unions strategiske mål og til sociale værdier såsom tolerance, solidaritet, velstand, fred, respekt for menneskerettigheder og forståelse mellem nationer og kulturer;

E.  der henviser til, at man ved at dyrke sport får en bedre livskvalitet og forebygger sygdomme, og at sport spiller en grundlæggende rolle for styrkelsen af ens personlige udvikling og sundhedstilstand;

F.  der henviser til, at overholdelsen af grundlæggende arbejdstagerrettigheder er afgørende for professionelle sportsudøvere;

G.  der henviser til, at sport også bidrager til integration af mennesker og rækker ud over race, religion og etnicitet;

H.  der henviser til, at sportens integritet er af afgørende betydning for at fremme dens troværdighed og tiltrækningskraft;

I.  der henviser til sportens specifikke forhold, der er baseret på frivillige strukturer, og at dette er en forudsætning for dens uddannelses- og samfundsmæssige funktion;

J.  der henviser til, at nylige korruptionsskandaler inden for sportens verden og i sportsorganisationer på europæisk og internationalt plan har skadet sportens image og rejst krav og spørgsmål om behovet for reelle og strukturelle reformer af sportens styrelsesorganer og organisationer, idet der tages hensyn til den store mangfoldighed af sportens strukturer i de forskellige europæiske lande og det forhold, at sportsorganisationer i sagens natur i høj grad er selvstyrende;

K.  der henviser til, at både professionel sport og breddeidræt spiller en hovedrolle i fremme af fred og respekt for menneskerettighederne og solidaritet på globalt plan og bidrager med sundhedsmæssige og økonomiske fordele til samfund samt spiller en afgørende rolle ved at styrke grundlæggende sundhedsmæssige og kulturelle værdier og fremme social inklusion;

L.  der henviser til, at god forvaltning af sport bør respektere en passende regulering på grundlag af principperne for effektiv, gennemsigtig, etisk og demokratisk forvaltning, deltagerorienteret forvaltning samt processer og strukturer, der inddrager interessenter;

M.  der henviser til, at sportsorganisationerne er ansvarlige for at sikre høje standarder for forvaltning og integritet og bør højne disse yderligere og under alle omstændigheder overholde dem med henblik på at genskabe borgernes tillid og styrke befolkningens tro på sportens positive værdier;

N.  der henviser til, at afbalancerede politikker, der sigter mod at øge den finansielle gennemsigtighed, stabilitet og troværdighed i sportens verden, er afgørende for at forbedre de finansielle og forvaltningsmæssige standarder;

O.  der henviser til, at den europæiske model for organiseret sport er baseret på principperne om territorialitet og nationalitet med ét forbund pr. sportsgren og solidaritetsmekanismer mellem professionel sport og breddeidræt samt oprykning-nedrykning, åbne konkurrencer og finansiel omfordeling;

P.  der henviser til, at anerkendelsen af princippet om ét forbund pr. sportsgren er særligt afgørende og er baseret på sportens sociale betydning som det bedste middel til at beskytte dens interesser og de fordele, som den bidrager med til samfundet;

Q.  der henviser til, at det er berettiget og nødvendigt for alle interessenter at kræve, at alle sportskonkurrencer spilles og afgøres i overensstemmelse med de internationalt anerkendte regler for spillet;

R.  der henviser til, at sportslige tribunaler spiller en central rolle med hensyn til at sikre, at spillets regler følges overalt, samt retten til en retfærdig rettergang i sportsrelaterede tvister og god forvaltning, eftersom de udgør det bedste middel til bilæggelse af tvister inden for sport i overensstemmelse med EU's grundlæggende proceduremæssige rettigheder;

S.  der henviser til, at de stigende pengebeløb, der cirkulerer inden for sportens verden og i de involverede organisationer, fremkalder krav om bedre forvaltning og mere gennemsigtighed; der henviser til, at sport som en økonomisk aktivitet står over for en række skandaler med matchfixing, som involverer mange andre kriminelle og ulovlige aktiviteter såsom hvidvaskning af penge, korruption og bestikkelse;

T.  der henviser til, at den stadig stigende udbredelse af doping fortsat udgør en trussel mod sportens integritet og omdømme, idet doping krænker sportens etiske værdier og principper såsom fairplay, og der henviser til, at anvendelsen af doping bringer de berørte sportsudøveres sundhed i alvorlig fare og ofte forårsager alvorlige og permanente skader, og der henviser til, at bekæmpelsen af doping er et anliggende af offentlig og folkesundhedsmæssig interesse;

U.  der henviser til, at enhver voldshandling, hooliganisme og forskelsbehandling, der er rettet mod en gruppe mennesker eller et medlem af en sådan gruppe, uanset om det er inden for amatøridræt eller professionel sport, skader sportens image og afskrækker tilskuere fra at møde op til sportsbegivenheder;

V.  der henviser til, at fremme af sport for mennesker med psykiske eller fysiske handicap bør være en nøgleprioritet på europæisk, nationalt og regionalt plan;

W.  der henviser til, at kvinders deltagelse og synlighed i sport og i sportskonkurrencer skal styrkes;

X.  der henviser til, at sportsudøvere, især mindreårige, i stigende grad oplever økonomisk pres og behandles som varer, og at de derfor skal beskyttes mod enhver form for misbrug, vold eller forskelsbehandling, som måtte finde sted i forbindelse med deres deltagelse i sport;

Y.  der henviser til, at der er en stigende og bekymrende tendens til tredjepartsejerskab i holdsport i Europa, hvorved spillere, som ofte er meget unge, delvist eller fuldt ud ejes af private investorer og ikke længere kan bestemme deres egen fremtidige karrierevej;

Z.  der henviser til, at skadelig praksis i forbindelse med anvendelse af agenter og overførsel af spillere har ført til sager med hvidvaskning af penge, svig og udnyttelse af mindreårige;

AA.  der henviser til, at breddeidræt giver mulighed for at imødegå forskelsbehandling, fremme social inklusion, samhørighed og integration og i betydelig grad bidrager til udviklingen af tværfaglige kvalifikationer;

AB.  der henviser til, at et stigende antal klubber i forbindelse med sammensætningen af deres hold hovedsagelig forlader sig på markedet for overførsler, mens de burde lægge mere vægt på den lokale træning;

AC.  der henviser til, at sport betragtes som en grundlæggende rettighed for alle, og til, at alle bør have lige muligheder for at deltage i fysisk aktivitet og sport;

AD.  der henviser til, at folks fysiske aktivitet overordnet set er stagnerende, selv om der findes sikre beviser for, at fysisk aktivitet forbedrer folks personlige sundhed, herunder deres mentale sundhed, og velvære, og at medlemsstaterne som følge heraf kan opnå betydelige besparelser på de offentlige sundhedsbudgetter, og på trods af den stigende tendens til fritidssport, f.eks. jogging, som også dyrkes uden for organiserede strukturer;

AE.  der henviser til, at sportsbegivenheder og -aktiviteter, især store internationale konkurrencer, viser fordelene ved sport og har en positiv social, økonomisk og miljømæssig virkning;

AF.  der henviser til, at nationale sportshold spiller en afgørende rolle ikke blot med hensyn til fremme af national identitet og som inspiration for unge sportsudøvere til at nå op på højeste niveau, men også ved at fremme solidariteten med breddeidrætten;

AG.  der henviser til, at det er afgørende at sikre yderligere uddannelse og erhvervsuddannelse af sportsudøvere og således forberede dem til en karriere, når deres sportskarriere er ovre;

AH.  der henviser til, at investeringer i og fremme af uddannelse af talentfulde unge sportsudøvere på lokalt plan er afgørende for udviklingen af sport og dens samfundsmæssige rolle på lang sigt;

AI.  der henviser til, at frivillige udgør rygraden i organiseret sport, idet de sørger for udviklingen af og adgangen til sportsaktiviteter, især på græsrodsniveau; der henviser til, at sport desuden frembyder fremragende muligheder for uddannelse og ikkeformel uddannelse for unge, også internationalt og i tilknytning til samarbejds- og udviklingsprogrammer i områder uden for EU, hvor dialogen skal styrkes, og hvor EU's politik udadtil skal støttes;

AJ.  der henviser til, at sport i sin bredeste betydning repræsenterer et værdisystem for et samfund, og til, at disse værdier udgør grundlaget for et fælles sprog, som rækker ud over alle kulturelle og sproglige barrier; der henviser til, at sport kan hjælpe til og bør betragtes som en mulighed for at styrke dialogen og solidariteten med tredjelande, fremme beskyttelsen af grundlæggende menneskerettigheder og frihedsrettigheder og støtte EU's politik udadtil;

AK.  der henviser til, at krænkelser af sportsorganisationers intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder i form af digital piratkopiering, især uautoriseret livetransmission af sportsbegivenheder, vækker alvorlige bekymringer for sportens finansiering på lang sigt og på alle niveauer;

AL.  der henviser til, at der skal sikres pressefrihed ved alle sportsbegivenheder;

AM.  der henviser til, at sport kan bidrage til at opfylde målene i Europa 2020-strategien;

Integritet og god forvaltning af sport

1.  gentager, at bekæmpelse af korruption inden for sport kræver en tværnational indsats og samarbejde mellem alle interessenter, herunder de offentlige myndigheder, retshåndhævende myndigheder, sportsindustrien, sportsudøvere og -tilhængere;

2.  opfordrer internationale, europæiske og nationale sportsorganisationer til at forpligte sig til god forvaltningsskik og til udvikling af en åbenhedskultur og bæredygtig finansiering ved at gøre deres finansielle oplysninger og aktivitetsrapporter, herunder oplysninger om deres forpligtelser med hensyn til kompensation til den øverste ledelse og tidsbegrænsningen af dennes mandat, tilgængeligt for offentligheden;

3.  er af den opfattelse, at udviklingen af en åbenhedskultur skal suppleres af en bedre deling af magten inden for sportens styrelsesorganer, en bedre opdeling af kommercielle og velgørende aktiviteter samt bedre procedurer for intern selvstyring med henblik på at forebygge, opdage, efterforske og sanktionere kriminelle handlinger og ulovlige aktiviteter i sportsorganisationerne;

4.  minder om, at god forvaltning, som burde være en prioritet i den kommende EU-arbejdsplan for sport, skal være en betingelse for sportsorganisationernes selvstændighed under overholdelse af principperne om gennemsigtighed, ansvarlighed, lige muligheder, social inklusion og demokrati, herunder tilstrækkelig inddragelse af interessenter;

5.  understreger behovet for en nultolerancepolitik over for korruption og andre typer kriminalitet inden for sport;

6.  understreger, at anvendelsen af principperne for god forvaltning inden for sport samt overvågning, kontrol og passende retlige instrumenter er en afgørende faktor for udryddelse af korruption og andre former for misbrug;

7.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne samt sportsorganisationerne og bydende enheder til at sikre, at bud om at blive vært for store begynder afgives under overholdelse af god forvaltningsskik, menneske- og arbejdstagerrettigheder og demokratiske principper for at sikre positive sociale, økonomiske og miljømæssige virkninger for lokalsamfundene, samtidig med at mangfoldigheden og traditionerne respekteres med henblik på at garantere et bæredygtig eftermæle og sportens troværdighed;

8.  er af den opfattelse, at lande, der afgiver bud på eller er vært for sportsbegivenheder, skal gennemføre en socialt, miljømæssig og økonomisk ansvarlig planlægning, organisation, opfølgning af og deltagelse i sådanne begivenheder; opfordrer sportsorganisationer og lande, der er værter for sådanne begivenheder, til at undgå uønskede ændringer i de lokale indbyggeres boligmiljø, herunder fordrivelse af lokalbefolkningen;

9.  opfordrer Kommissionen til at udvikle en tilsagnstavle og til at udforske muligheden for at etablere en adfærdskodeks på området for god forvaltning af sport og sportens integritet; mener, at sportsorganisationerne bør fastlægge gennemsigtighedsregler, etiske standarder, en adfærdskodeks for deres tilsynsorganer, forretningsudvalg og medlemmer samt operationelle politikker og praksis for at garantere deres uafhængighed og overholdelse af de fastlagte regler; mener desuden, at man ved at udforske nye instrumenter til samarbejde mellem regeringer, sportsorganisationer og EU kan bidrage til at imødegå nogle af de aktuelle udfordringer, som sportsindustrien står over for;

10.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gøre offentlige midler til sport betinget af overholdelse af fastlagte og offentligt kendte mindstekrav til forvaltning samt overvågnings- og rapporteringsstandarder;

11.  mener, at god forvaltning af sport og sportens integritet kræver en holdningsændring hos alle relevante interessenter; støtter de initiativer, der er iværksat af sportsorganisationer og andre relevante interessenter med henblik på at forbedre forvaltningsstandarder inden for sportens verden og forbedre dialogen og samarbejdet med lokale og nationale myndigheder;

12.  opfordrer sportsorganisationerne til inden 2018 at fremsætte forslag til og behørigt at gennemføre konkrete forslag til forbedring af forvaltningsstandarder for sportsorganisationer, sportens styrelsesorganer og deres medlemsorganisationer og til at offentligøre resultaterne; understreger, at passende overvågning i denne henseende er afgørende;

13.  opfordrer medlemsstaterne til at udpege matchfixing som en særskilt strafbar handling og til at sikre, at enhver kriminel aktivitet såsom matchfixing og korruption inden for sport underkastes retslige procedurer og passende sanktioner, hvor dette ikke allerede er tilfældet, eftersom matchfixing og manipulation af idrætskonkurrencer krænker sportens etik og integritet og allerede er underlagt sanktioner af sportsmyndighederne;

14.  påpeger, at udfordringerne i forbindelse med efterforskning af internationale sager om matchfixing kræver en grænseoverskridende udveksling af oplysninger og samarbejde mellem sportsorganer, statslige myndigheder og spil- og tipningsoperatører inden for rammerne af nationale platforme med henblik på at afdække, efterforske og retsforfølge matchfixing; opfordrer medlemsstaterne til at overveje at oprette særlige anklagemyndigheder – hvis de ikke allerede har gjort det – som har til opgave at efterforske svindelsager inden for sport; minder om, at der ved det fjerde direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge er indført et krav til spiludbydere om at foretage due diligence-kontroller af højværditransaktioner;

15.  opfordrer indtrængende Rådet til at finde en løsning, som vil gøre det muligt for EU og medlemsstaterne at undertegne og ratificere Europarådets konvention om manipulation af idrætskonkurrencer, med henblik på at sikre en fuld gennemførelse og ratificering, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at støtte og fremme denne proces og sikre, at den følges effektivt op;

16.  minder Kommissionen om, at den har lovet at udstede en henstilling om udveksling af bedste praksis med hensyn til forebyggelse og bekæmpelse af aftalt spil i forbindelse med væddemål, og opfordrer den indtrængende til straks at offentliggøre denne henstilling;

17.  opfordrer Kommissionen til at styrke de interinstitutionelle forbindelser med Europarådet og derefter at udvikle samordnede operationelle programmer, som sikrer den mest effektive udnyttelse af ressourcerne;

18.  støtter og tilskynder endvidere til forebyggelses-, uddannelses- og oplysningskampagner og informationsprogrammer, som har til formål at rådgive sportsudøvere, trænere, tjenestemænd og andre relevante interessenter på alle niveauer om truslerne i forbindelse med matchfixing, doping og andre forhold vedrørende integritet, herunder om hvilke risici de kan møde, og hvordan de kan indberette tvivlsom praksis; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at foreslå konkrete foranstaltninger, som skal medtages i den næste EU-arbejdsplan, såsom pilotprogrammer og -projekter, der har til formål at sikre, at unge modtager undervisning i medborgerkundskab inden for sport i en så tidlig alder som muligt;

19.  opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte projekter til bekæmpelse af doping gennem programmet Erasmus+, samtidig med at dets virkninger evalueres, og det sikres, at programmet på en hensigtsmæssig måde supplerer eksisterende finansieringsordninger for bekæmpelse af doping;

20.  opfordrer Kommissionen til at støtte god forvaltning i sportsforvaltningsprojekter gennem hele programmet Erasmus+;

21.  opfordrer medlemsstaterne til at støtte dopingkontroller, nationale testprogrammer og lovgivning, som gør det muligt at samordne og udveksle oplysninger mellem statslige myndigheder, sportsorganisationer og antidopingagenturer; opfordrer medlemsstaterne til at gøre det muligt for antidopingagenturerne at etablere omfattende overvågningsprogrammer for doping og til at behandle og udveksle oplysninger i overensstemmelse med gældende og fremtidige EU-regler om databeskyttelse;

22.  påpeger betydningen af Det Internationale Antidopingagentur (WADA) i forbindelse med overvågning og koordination af antidopingpolitikker og -regler over hele verden; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde tæt sammen med WADA, UNESCO og Europarådet med henblik på at forebygge og bekæmpe doping på en mere effektiv måde ved at styrke de juridiske og politiske forpligtelser i den internationale antidopingkodeks (WADAC); opfordrer EU til at fremme udveksling af oplysninger og bedste praksis om sundheds- og forebyggelsespolitikker i den globale kamp mod doping;

23.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at tilskynde til og fremme forhandlinger af aftaler mellem lande, som gør det muligt for behørigt autoriserede dopingkontrolteams fra andre lande at foretage test – under respekt for sportsudøvernes grundlæggende rettigheder – i overensstemmelse med den internationale konvention mod doping i idræt;

24.  er af den opfattelse, at doping også er et stigende problem inden for fritidssport, hvor der er behov for uddannelses- og oplysningskampagner og erfarne og professionelle instruktører og trænere for at hjælpe med at fremme en sund adfærd med hensyn til doping;

25.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at arbejde tæt sammen med WADA og Europarådet for at fastlægge en politik til beskyttelse af whistleblowere;

26.  tilskynder sportsorganisationer og nationale offentlige myndigheder til at oprette samordnede systemer til bekæmpelse af doping for at sikre grænseoverskridende overvågning og træffe konkrete foranstaltninger mod fremstilling og handel med ulovlige præstationsfremmende midler inden for sportens verden;

27.  gælder sig over den nye konvention fra Europarådet om en integreret strategi for sikkerhed og tjenesteydelser i forbindelse med fodboldkampe og andre sportsbegivenheder og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til uden forsinkelse at undertegne og ratificere denne; gentager sit forslag om at indføre en gensidig anerkendelse af adgangsforbud til stadioner i Europa og udveksle oplysninger i denne sammenhæng;

28.  opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan man kan udveksle oplysninger om vold inden for sportens verden via de eksisterende netværk;

29.  bemærker, at truslen fra terrorisme kræver en ny indsats for at sikre operationel sikkerhed i forbindelse med sportsbegivenheder;

30.  understreger, at sportsorganer bør sikre, at uafhængige nyhedsmedier får den nødvendige adgang til og de tilstrækkelige muligheder for nyhedsindsamling ved alle sportsbegivenheder, så de fuldt ud kan udøve deres rolle som vigtige og kritiske observatører af sportsbegivenheder og af sportsadministrationen;

31.  fordømmer på det kraftigste alle former for forskelsbehandling og vold i sportens verden – både på banen og uden for banen – og understreger behovet for at forebygge en sådan adfærd på alle niveauer, at forbedre rapporteringen og overvågningen af sådanne hændelser og fremme kerneværdier såsom respekt, kammeratskab, tolerance og fairplay; er af den opfattelse, at sportsorganisationer, der overholder høje standarder med hensyn til god forvaltning, er bedre rustet til at fremme sportens samfundsmæssige rolle og bekæmpe racisme, forskelsbehandling og vold;

32.  minder om behovet for at styrke bekæmpelsen af menneskehandel inden for sport, navnlig handel med børn;

33.  glæder sig over gode, selvstyrende praksis såsom initiativet finansiel fairplay, idet de tilskynder til mere økonomisk rationalitet og bedre standarder for finansiel forvaltning inden for professionel sport og har et mere langsigtet end kortsigtet fokus og således bidrager til en sund og bæredygtig udvikling af sporten i Europa; understreger, at finansiel fairplay har tilskyndet til højere standarder for finansiel forvaltning og derfor bør overholdes nøje;

34.  glæder sig over gennemsigtige og bæredygtige investeringer i sport og sportsorganisationer, forudsat at disse er underlagt streng kontrol og strenge krav om offentliggørelse af oplysninger og ikke skader konkurrencens og sportsudøvernes integritet;

35.  mener, at en ejerskabsmodel, hvor klubbens medlemmer bevarer kontrollen over klubben (ved hjælp af 50+1-reglen), er en god praksis i EU, og opfordrer medlemsstaterne, sportens styrelsesorganer, nationale forbund og ligaer til at indlede en konstruktiv dialog om og udveksling af denne model;

36.  understreger, at sportsudøvere, især mindreårige, skal beskyttes mod misbrug såsom tredjepartsejerandele, som giver anledning til en række spørgsmål med hensyn til integriteten og mere almene etiske bekymringer; støtter afgørelser fra styrelsesorganer om at forbyde tredjepartsandele af spillere og opfordrer Kommissionen til at overveje at forbyde tredjepartsandele i EU-retten og anmoder medlemsstaterne om at træffe yderligere foranstaltninger til håndhævelse af sportsudøvernes rettigheder;

37.  mener, at der er behov for en revurdering af reglerne for fremme af lokale spillere med henblik på at give talentfulde unge spillere flere muligheder for at spille på deres klubs førstehold og dermed forbedre den konkurrencemæssige balance på tværs af Europa;

38.  opfordrer styrelsesorganer og nationale myndigheder på alle niveauer til at træffe foranstaltninger, som garanterer kompensation til træningsklubber med henblik på at tilskynde dem til at rekruttere og træne unge spillere i overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols afgørelse i Bernand-sagen af 16. marts 2010;

39.  gentager sit engagement i den europæiske sportsmodel, hvor forbundene spiller en central rolle, eftersom den sikrer en balance mellem de mange forskellige interesser hos bl.a. spillere, klubber, ligaer, foreninger og frivillige med passende og demokratisk repræsentation og gennemsigtighedsmekanismer i beslutningstagningen og med åbne konkurrencer baseret på sportslige præstationer; opfordrer til mere finansiel solidaritet på alle niveauer;

40.  glæder sig over det årlige europæiske sportsforum, som fremmer dialog mellem interessenter fra internationale og europæiske sportsforbund, den olympiske bevægelse, europæiske og nationale sportslige paraplyorganisationer og andre sportsrelaterede organisationer; påpeger, at strukturen for dialogen mellem interessenter, forummets funktioner og opfølgningen på drøftelserne skal forbedres yderligere;

41.  glæder sig over Kommissionens og alle berørte interessenters indsats for at fremme den sociale dialog inden for sportens verden, hvilket er en fremragende anledning til at sikre balance mellem sportsudøvernes grundlæggende rettigheder og arbejdstagerrettigheder på den ene side og sportens økonomiske karakter på den anden side ved at inddrage alle interessenter, herunder arbejdsmarkedets parter, i drøftelserne om og indgåelsen af aftaler; erkender, at sportsorganisationerne har et ansvar for at forpligte sig til udviklingen af en åbenhedskultur; insisterer på, at EU aktivt bør fremme minimumsstandarder for beskæftigelse og ansættelse af sportsudøvere i hele Europa;

42.  gentager sin opfordring til at oprette et åbenhedsregister for betaling af sportsagenter, som underbygges af et effektivt overvågningssystem, f.eks. et clearinginstitut for betalinger og passende sanktioner, i samarbejde med de relevante offentlige myndigheder med henblik på at imødegå agenters misbrug; gentager sin opfordring til at udstede licenser til og registrere sportsagenter samt indføre et minimumskrav til deres kvalifikationer; opfordrer Kommissionen til at følge op på konklusionerne i sin undersøgelse om sportsagenter i Den Europæiske Union, navnlig med hensyn til den konstatering, at spilleragenter er centralt involveret i pengestrømme, der ofte ikke er gennemskuelige, og som gør, at de let forfalder til ulovlige aktiviteter;

43.  mener, at en integreret tilgang til lighed mellem kønnene inden for sport kan bidrage til at overvinde stereotyper og skabe et positivt socialt miljø for alle; glæder sig over initiativer, der tilskynder til lighed mellem kønnene og lige deltagelse i beslutningstagningen inden for sport, og som gør det muligt for kvindelige sportsudøvere at forene deres familieliv og professionelle sportskarriere og forsøger at reducere kønsbaserede forskelle i løn og tildelingen af udmærkelser samt alle former for stereotyper og chikane inden for sport; opfordrer sportsorganisationer til især at rette opmærksomheden mod kønsdimensionen ved at tilskynde kvinder til at deltage i sport;

Social inklusion, social funktion og tilgængelighed i forbindelse med sport

44.  mener, at investeringer i sport vil bidrage til at skabe forenede og inklusive samfund, fjerne barrierer og få folk til at udvise respekt for hinanden ved at bygge bro mellem kulturer og på tværs af etniske og sociale skel samt fremme et positivt budskab om fælles værdier såsom gensidig respekt, tolerance, medfølelse, lederskab, lige muligheder og retsstatsprincippet;

45.  glæder sig over de tværnationale sportsbegivenheder, der indtil videre er blevet afholdt i flere europæiske lande, eftersom de bidrager til fremme af EU's fælles kerneværdier såsom pluralisme, tolerance, retfærdighed, lighed og solidaritet; minder om, at sportsaktiviteter og -begivenheder fremme turismen i europæiske byer og områder;

46.  understreger værdien af tværfaglige færdigheder, der erhverves gennem sportsaktiviteter som en del af ikkeformel og uformel læring, og understreger endvidere forbindelsen mellem sport, beskæftigelsesegnethed, uddannelse og erhvervsuddannelse;

47.  fremhæver den rolle, som sport spiller i forbindelse med inklusion og integration af ugunstigt stillede grupper; glæder sig over initiativer, der giver flygtninge, migranter og asylansøgere mulighed for at deltage som sportsudøvere i sportskonkurrencer;

48.  understreger betydningen af uddannelse gennem sport og sportens potentiale til at hjælpe socialt udsatte unge tilbage på ret kurs; erkender betydningen af breddeidræt i forebyggelse og bekæmpelse af radikalisering og tilskynder til og støtter initiativer i denne henseende; glæder sig over de to pilotprojekter, der er vedtaget af Europa-Parlamentet: "Sport som redskab til integration og social inklusion af flygtninge" og "Overvågning og vejledning gennem sport for unge i risiko for radikalisering";

49.  minder om, at unge europæiske sportsudøvere ofte har vanskeligt ved at kombinere deres sportskarriere med uddannelse og arbejde; erkender, at videregående uddannelse og erhvervsuddannelse er afgørende for at forbedre chancerne for inklusion af sportsudøverne på arbejdsmarkedet i fremtiden; støtter indførelsen af effektive dobbelte karrieresystemer med mindstekrav til kvaliteten og passende overvågning af udviklingen af programmerne for dobbelte karrierer i Europa samt tilvejebringelse af karrierevejledningstjenester gennem aftaler med universiteter eller videregående uddannelsesinstitutioner; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme grænseoverskridende mobilitet for sportsudøvere, til at harmonisere anerkendelsen af sportslige og uddannelsesmæssige kvalifikationer, herunder ikkeformel og uformel erfaringer, der er erhvervet gennem sport, og til at styrke udvekslingen af god praksis;

50.  understreger behovet for at sikre bæredygtig finansiel støtte til udvekslingsprogrammer med dobbelte karrierer på EU-plan og nationalt plan gennem kapitlet om sport i Erasmus+ samt behovet for at tilskynde til yderligere forskning på dette område; opfordrer medlemsstaterne til i samarbejde med uddannelsesinstitutioner at fremme grænseoverskridende udveksling af sportsudøvere og give sportsudøvere adgang til stipendier;

51.  støtter træneres og andre tjenesteyderes (f.eks. fysioterapeuters og dobbelte karrierevejlederes) mobilitet og udveksling af god praksis med fokus på anerkendelse af kvalifikationer og tekniske innovationer;

52.  opfordrer sportsorganisationer til sammen med medlemsstaterne at fremme minimumsstandarder for trænere, som omfatter kontrol af deres straffeattest, undervisning i beskyttelse af mindreårige og udsatte voksne samt i forebyggelse og bekæmpelse af doping og matchfixing;

53.  understreger, at manglen på fysisk aktivitet af WHO er udpeget som den fjerdestørste risikofaktor for tidlig død på verdensplan med væsentlige direkte og indirekte sociale og økonomiske virkninger og omkostninger for medlemsstaterne; er bekymret over, at niveauet for fysisk aktivitet i flere medlemsstater er dalende, selv om der er blevet investeret betydelige summer i fremme af fysisk aktivitet og på trods af de omfattende virkninger for folkesundheden;

54.  opfordrer sportsorganisationer og medlemsstaterne til at samarbejde om at støtte træneres beskæftigelsesegnethed og mobilitet, når de søger arbejde i EU, gennem et tilsagn om at sikre kvalitetskontrol af trænernes kompetencer og standarder for deres kvalifikationer og træning;

55.  tilskynder medlemsstaterne og Kommissionen til at gøre fysisk aktivitet til en politisk prioritet i den næste EU-arbejdsplan for sport, især for unge og udsatte samfundsgrupper fra socialt dårligere stillede områder, hvor deltagelsen i fysisk aktivitet er lav;

56.  opfordrer internationale og nationale forbund og andre uddannelsesudbydere til at sikre, at spørgsmål i forbindelse med sportens integritet indgår i undervisningen af kvalificerede sportstrænere;

57.  understreger, at fremme af idrætsundervisning i skolen er et afgørende udgangspunkt for børn i forbindelse med indlæring af livsfærdigheder, holdninger, værdier, viden og forståelse samt for at få dem til at sætte pris på fysisk aktivitet gennem hele livet; minder om, at deltagelse i sportsaktiviteter på universitetet samt ældre menneskers deltagelse i sport spiller en afgørende rolle for at opretholde en sund livsstil og fremme social interaktion;

58.  bemærker, at EU's befolkning bliver ældre, og at der derfor bør rettes særlig opmærksomhed mod de positive virkninger, som fysisk aktivitet kan have for de ældres sundhed og velvære;

59.  understreger, at sport og fysisk aktivitet bør fremmes på en mere hensigtsmæssig måde på tværs af alle politiske sektorer; opfordrer de lokale myndigheder og kommunerne til at fremme lige adgang til fysisk aktivitet; henstiller til medlemsstaterne og Kommissionen at tilskynde borgerne til mere regelmæssig udøvelse af fysisk aktivitet ved hjælp af sundhedspolitikker og -programmer, der tilpasset borgernes hverdagsliv;

60.  opfordrer medlemsstaterne til i højere grad at fremme sport bland socialt udsatte grupper og blandt mennesker, der bor i socialt dårligere stillede områder, hvor deltagelsen er lav, og til at forbedre samarbejdet med NGO'er og skoler, som er aktive i disse områder, navnlig i forbindelse med byplanlægning og opførelse af idrætsanlæg, så der tages hensyn til borgernes, og især de udsatte gruppers, særlige behov; opfordrer medlemsstaterne til at sikre fuld og lige adgang til offentlige idrætsanlæg på alle områder og til at fremme oprettelen af nye sportsklubber, navnlig i landområder og dårligere stillede byområder;

61.  understreger, at handicappede bør have lige adgang til idrætsanlæg og til de transportydelser og andre faciliteter og det kompetente støttepersonale, som dette kræver, og opfordrer til bedre integration af alle sportsrelaterede komponenter i henhold til princippet om, at idrætsanlæg bør være tilgængelige for alle; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre inkluderende sportssprogrammer for handicappede på skoler og universiteter, herunder ved at tilvejebringe kvalificerede trænere og tilpassede programmer for fysisk aktivitet, som påbegyndes på de laveste klassetrin, så elever og studerende med handicap kan deltage i idrætstimer og i sportsaktiviteter uden for skolen;

62.  erkender, at De Paralympiske Lege spiller en afgørende rolle for at øge bevidstheden om og bekæmpe forskelsbehandling inden for samt fremme handicappedes adgang til sport; opfordrer medlemsstaterne til at øge indsatsen for at sikre inklusion af personer med handicap i sportsaktiviteter og til at øge synligheden i de offentlige medier og deres transmission af De Paralympiske Lege og andre konkurrencer med handicappede sportsudøvere;

63.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at sikre, at børn kan dyrke sport i et trygt miljø;

64.  glæder sig over initiativer, der fremmer inklusion, integritet og adgang til sport gennem anvendelse af ny teknologi og innovation;

65.  glæder sig over den vellykkede europæiske idrætsuge, som sigter mod at fremme idræt, fysisk aktivitet og en sundere livsstil for alle i hele Europa, uafhængigt af alder, baggrund og fysisk form, og opfordrer alle EU-institutioner og medlemsstater til at deltage i denne og yderligere at fremme dette initiativ, idet det sikres, at det er tilgængeligt for flest muligt, navnlig i skolerne;

66.  mener, at traditionelle sportsgrene udgør en del af den europæiske kulturarv;

67.  glæder sig over Kommissionens undersøgelse om sportens særlige kendetegn; opfordrer Kommissionen og sportsorganisationerne til at overveje yderligere skridt for at udvikle sportens særlige kendetegn;

68.  understreger, at finansiering er et vigtig politisk instrument for EU, som anvendes til at forbedre nøgleområder inden for EU's aktiviteter på sportsområdet; opfordrer Kommissionen til at afsætte flere midler til sport under Erasmus+ med fokus på breddeidræt og uddannelse og til at fremme programmets synlighed og tilgængelighed med henblik på at forbedre integrationen af sport i andre finansieringsprogrammer såsom ESIF eller sundhedsprogrammet; opfordrer til bedre kommunikation mellem Kommissionen og medlemsstaterne med henblik på at sikre en bedre udnyttelse af disse fonde og mindske den administrative byrde for breddeidrætsorganisationer;

69.  tilskynder medlemsstaterne og Kommissionen til at støtte foranstaltninger og programmer, der fremmer mobilitet, deltagelse, uddannelse, kompetenceudvikling og undervisning for frivillige inden for sport samt anerkendelse af deres arbejde; opfordrer til udveksling af bedste praksis inden for frivilligt arbejde, som bidrager til fremme af sportsaktiviteter og sportskultur, herunder ved hjælp af budgetposterne under programmet Erasmus+;

70.  anmoder Kommissionen om at udstede retningslinjer for anvendelsen af statsstøtteregler inden for sport, som tager hensyn til de sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige mål, for at skabe større retssikkerhed; mener i denne forbindelse, at det bør sikres, at sportsorganisationer, især breddeidrætsorganisationer, ikke forskelsbehandles, når de ansøger om offentlig finansiering på nationalt og lokalt plan;

71.  finder det afgørende, at finansielle solidaritetsmekanismer inden for sport etablerer den nødvendige forbindelse mellem professionel sport og amatøridræt; glæder sig i denne forbindelse over det bidrag, der leveres af de nationale lotterier til breddeidrætten, og opfordrer medlemsstaterne til at pålægge spiludbydere med licens at tilbagebetale et rimelig finansielt afkast til breddeidrætten og projekter, der sigter mod at forbedre adgangen til sport for den brede befolkning, med henblik på at sikre, at disse projekter er bæredygtige, gennemsigtige og sporbare, og som et supplement til de finansielle bidrag, der allerede opnås gennem salget af medie- og transmissionsrettigheder;

72.  fastholder, at salg af tv-rettigheder på et centralt, eksklusivt og territorielt grundlag med en retfærdig fordeling af afkastet er afgørende for en bæredygtig finansiering af sport på alle niveauer og for at sikre lige vilkår;

73.  understreger, at krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder inden for sport truer finansieringen af sporten på lang sigt;

74.  henstiller til medlemsstaterne at indføre og aktivt at anvende deres respektive skattesystemer til at støtte momsfritagelse, skattelettelser og andre former for finansielle incitamenter til gavn for breddeidrætten; erkender, at statsstøtteregler ikke bør finde anvendelse på denne form for støtte;

75.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at afsætte flere midler til åbne offentlige idrætsanlæg og legepladser med henblik på at sikre nem adgang til breddeidræt;

76.  mener, at bæredygtighed og miljøbeskyttelse bør udgøre en integreret del af sportsbegivenheder, og at aktører fra sportens verden bør bidrage til den globale 2030-dagsordens mål for bæredygtig udvikling;

77.  opfordrer de nationale olympiske komitéer og sportsforbund i medlemsstaterne til at anvende EU-flaget og -symbolet sammen med de enkelte nationale flag og symboler i forbindelse med internationale sportsbegivenheder;

78.  understreger, at sport er en stærk faktor i skabelsen og styrkelsen af en følelse af lokal, national og endda europæisk tilhørighed;

79.  understreger betydningen af at sikre fuld gennemsigtighed med hensyn til ejerforholdene i professionelle sportsklubber;

o
o   o

80.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til de europæiske, internationale og nationale sportsforbund og -ligaer.

(1) EUT C 407 af 4.11.2016, s. 81.
(2) EUT C 208 af 10.6.2016, s. 89.
(3) EUT C 93 af 9.3.2016, s. 42.
(4) EUT C 36 af 29.1.2016, s. 137.
(5) EUT C 239 E af 20.8.2013, s. 46.
(6) EUT C 271 E af 12.11.2009, s. 51.
(7) EUT C 27 E af 31.1.2008, s. 232.
(8) EUT C 236 E af 12.8.2011, s. 99.
(9) EUT C 436 af 24.11.2016, s. 42.
(10) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0005.
(11) EUT C 326 af 3.12.2010, s. 5.


Grænseoverskridende aspekter ved adoptioner
PDF 224kWORD 66k
Beslutning
Bilag
Europa-Parlamentets beslutning af 2. februar 2017 med henstillinger til Kommissionen om grænseoverskridende aspekter af adoptioner (2015/2086(INL))
P8_TA(2017)0013A8-0370/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til artikel 67, stk. 4, og artikel 81, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989, navnlig artikel 7, 21 og 35,

–  der henviser til artikel 2 i den valgfrie protokol til De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder vedrørende salg af børn, børneprostitution og børnepornografi af 25. maj 2000,

–  der henviser til Wienerkonventionen om konsulære af 24. april 1963,

–  der henviser til Haag-konventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner,

–  der henviser til dokument fra menneskerettighedskommissæren om adoption og børn i forbindelse med menneskerettighederne (Adoption and Children: a Human Rights Perspective), offentliggjort den 28. april 2011,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 46 og 52,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget for Andragender (A8-0370/2016),

Fælles minimumsstandarder for adoptioner

A.  der henviser til, at det på adoptionsområdet er afgørende, at enhver afgørelse træffes i overensstemmelse med princippet om barnets tarv, ikke-forskelsbehandling og respekt for barnets grundlæggende rettigheder;

B.  der henviser til, at formålet med adoption ikke er at give voksne retten til et barn, men at give barnet et kærligt og omsorgsfuldt miljø at vokse op og udvikle sig i;

C.  der henviser til, at adoptionsproceduren angår børn, som på det tidspunkt, hvor der ansøges om adoption, ikke er fyldt 18 år eller ikke har nået myndighedsalderen i deres oprindelsesland;

D.  der henviser til, at der bør sikres en god balance mellem det adopterede barns ret til at kende sin sande identitet og de biologiske forældres ret til at beskytte deres;

E.  der henviser til, at de relevante myndigheder ikke bør betragte de biologiske forældres økonomiske forhold som eneste grundlag og begrundelse for frakendelse af forældremyndighed og frigivelse af et barn til adoption;

F.  der henviser til, at der ikke bør indledes adoptionsprocedurer, før der er truffet en endelig afgørelse om at frakende de biologiske forældre forældremyndigheden, og før disse har haft mulighed for at udtømme alle retslige klagemuligheder mod denne afgørelse; der henviser til, at andre medlemsstater kan afvise at anerkende en adoptionsbevilling, der er tilkendt uden disse proceduregarantier;

G.  der henviser til, at der med større effektivitet og gennemsigtighed vil kunne opnås forbedringer i de nationale adoptionsprocedurer, og internationale adoptioner vil kunne blive lettere, hvilket vil kunne øge antallet af børn, der bliver adopteret; der henviser til, at efterlevelse af artikel 21 i FN’s konvention om barnets rettigheder, som alle medlemsstater har ratificeret, bør være det primære benchmark for alle procedurer, foranstaltninger og strategier i forbindelse med adoptioner i en grænseoverskridende kontekst, samtidig med at barnets tarv respekteres;

H.  henviser til, at der bør gøres en mere beslutsom indsats for at forhindre, at personer, der ønsker at adoptere et barn, udnyttes af skrupelløse formidlingsorganisationer, og til, at det derfor er nødvendigt at styrke samarbejdet om bekæmpelse af kriminalitet og korruption i denne forbindelse i Unionen;

I.  der henviser til, at det bør fremmes, at søskende så vidt muligt kommer til samme adoptionsfamilie for at skåne dem mod et yderligere trauma ved at blive adskilt;

Internationale adoptioner under Haag-konventionen fra 1993

J.  der henviser til, at Haag-konventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner (Haag-konventionen), som alle medlemsstater har ratificeret, opstiller rammer for administrativt samarbejde om og anerkendelse af internationale adoptioner, dvs. adoptioner, hvor adoptanterne og barnet eller børnene ikke har deres sædvanlige bopæl i samme land;

K.  der henviser til, at Haag-konventionen fastsætter, at internationale adoptioner automatisk anerkendes i alle signatarstater, uden at det er nødvendigt med en særlig procedure for at effektuere anerkendelsen;

L.  der henviser til, at anerkendelse under Haag-konventionen kun kan nægtes, hvis en adoption åbenlyst er i modstrid med den pågældendes stats grundlæggende retsprincipper, under hensyntagen til barnets tarv;

Civilretsligt samarbejde om adoptioner

M.  der henviser til, at juridisk uddannelse i videste forstand er afgørende for gensidig tillid på alle retsområder, herunder adoption; der henviser til, at der derfor i de eksisterende EU-programmer om juridisk uddannelse og støtte til Det Europæiske Retlige Netværk bør være en kraftigere fokus på specialretter såsom familiedomstole og ungdomsdomstole;

N.  der henviser til, at borgerne bør have bedre adgang til detaljeret information om de retslige og proceduremæssige aspekter af national adoption i medlemsstaterne; der henviser til, at e-justiceportalen kunne udbygges i denne sammenhæng;

O.  der henviser til, at der i 1997 blev etableret et samarbejde med Det Europæiske Netværk af Børneombudsmænd i Europa, og at de europæiske børneombudsmænd bør tilskyndes til at samarbejde og koordinere tættere i dette forum; der henviser til, at der i bestræbelser herpå kunne indgå at inddrage dem i eksisterende EU-finansierede juridiske uddannelsesordninger;

P.  der henviser til, at der bør gennemføres en dybtgående analyse, da det er nødvendigt at gøre mere for at forebygge og bekæmpe den ulovlige grænseoverskridende handel med børn til adoption og forbedre en korrekt og effektiv gennemførelse af de eksisterende regler og retningslinjer til bekæmpelse af handel med børn; der henviser til, at det derfor er nødvendigt at styrke samarbejdet om bekæmpelse af kriminalitet og korruption i Unionen på dette område for at forhindre bortførelser og salg af og handel med børn;

Grænseoverskridende anerkendelse af nationale adoptionsbevillinger

Q.  der henviser til, at princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne har fundamental betydning i Unionen, da det muliggør, at der skabes og opretholdes et område uden indre grænser; der henviser til, at princippet om gensidig anerkendelse, der bygger på gensidig tillid, forpligter medlemsstaterne til at efterkomme en dom eller afgørelse, der er afsagt i en anden medlemsstat;

R.  der henviser til, at selv om der findes internationale regler på dette område, er der stadig forskellige holdninger i medlemsstaterne til de principper, der bør gælde for adoptionsprocessen, ligesom der også er forskelle med hensyn til adoptionsprocedurerne og retsvirkningerne af adoptionsprocessen;

S.  der henviser til, at Den Europæiske Union har beføjelse til at træffe foranstaltninger med henblik på at styrke retssamarbejdet mellem medlemsstaterne, uden at det påvirker national familielovgivning, inklusive på adoptionsområdet;

T.  der henviser til, at undtagelser fra de grundlæggende almindelige retsprincipper har til formål at værne om medlemsstaternes identitet, som er afspejlet i medlemsstaternes materielle familielovgivning;

U.  der henviser til, at der i øjeblikket ikke findes nogen europæiske bestemmelser om anerkendelse, hverken automatisk eller på anden vis, af nationale adoptionsbevillinger, dvs. vedrørende adoptioner, der finder sted ind for en enkelt medlemsstat;

V.  der henviser til, at fraværet af sådanne bestemmelser forårsager betydelige problemer for europæiske familier, som flytter til en anden medlemsstat efter at have adopteret et barn, da der er risiko for, at adoptionen ikke anerkendes, hvilket betyder, at forældrene kan få problemer med at udøve deres forældremyndighed i retslig henseende og også finansielt besvær i forbindelse med de forskellige afgifter, der gælder på dette område;

W.  der henviser til, at fraværet af disse bestemmelser således bringer barnets ret til en stabil og permanent familie i fare;

X.  der henviser til, at forældre, når de flytter til en anden medlemsstat, kan blive tvunget til at gennemgå særlige nationale anerkendelsesprocedurer eller endda til at genadoptere barnet, hvilket skaber en betydelig retsusikkerhed;

Y.  der henviser til, at den nuværende situation kan forårsage problemer og afholde forældre fra at gøre fuld brug af den frie bevægelighed;

Z.  der henviser til, at der kan blive behov for at revidere og vurdere den generelle situation gennem høringer blandt medlemsstaternes kompetente myndigheder;

AA.  der henviser til, at Bruxelles II-forordningen ikke forholder sig til spørgsmålet om anerkendelse af adoptionsbevillinger, da den udelukkende dækker forældreansvar;

AB.  der henviser til, at det derfor er særdeles vigtigt, at der vedtages en lovgivning, der sikrer automatisk anerkendelse i en enhver medlemsstat af en national adoption, der er bevilget i en anden medlemsstat, på betingelse af, at der sikres fuld respekt for nationale bestemmelser om grundlæggende retsprincipper og nærheds- og proportionalitetsprincipperne;

AC.  der henviser til, at denne lovgivning vil være et supplement til Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003(1) (Bruxelles IIa) om kompetence og forældreansvar og udfylde det eksisterende tomrum med hensyn til anerkendelse af adoptioner som foreskrevet i international ret (Haag-konventionen);

Fælles minimumsstandarder for adoptioner

1.  opfordrer medlemsstaternes myndigheder til at træffe alle afgørelser i adoptionssager under hensyntagen til barnets tarv og dets grundlæggende rettigheder og til altid at tage højde for de særlige omstændigheder i de enkelte sager;

2.  understreger, at børn, der er frigivet til adoption, ikke bør betragtes som en stats ejendom, men som individer med internationalt anerkendte grundlæggende rettigheder;

3.  understreger, at hver enkelt adoptionssag er forskellig og bør vurderes ud fra sine individuelle forhold;

4.  mener, at der skal tages mest muligt hensyn til og udvises respekt for barnets kulturelle og sproglige traditioner i adoptionssager med grænseoverskridende aspekter;

5.  mener, at barnet i forbindelse med adoptionsprocedurer altid bør gives mulighed for at blive hørt uden at blive udsat for pres og for at tilkendegive sine synspunkter om adoptionsprocessen under hensyntagen til dets alder og modenhed; mener derfor, at det er af allerstørste betydning, at man, så vidt det er muligt og uanset barnets alder, søger at opnå barnets samtykke til adoptionen; opfordrer i denne forbindelse til særlig opmærksomhed over for mindre børn og spædbørn, som ikke kan give deres besyv med;

6.  mener, at der ikke må træffes nogen afgørelser om adoption, før de biologiske forældre er blevet hørt, og, såfremt det er relevant, alle retsmidler i forbindelse med deres forældremyndighed er udtømt, og frakendelsen af forældremyndigheden fra de biologiske forældre er endelig; opfordrer derfor medlemsstaternes myndigheder til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre barnets trivsel, mens retsmidlerne udtømmes, og under hele retsproceduren i forbindelse med adoptionen og sørge for, at barnet får den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for en harmonisk udvikling;

7.  opfordrer Kommissionen til at overveje at udarbejde en sammenlignende undersøgelse af klager om adoptioner, der har fundet sted uden samtykke, og som har grænseoverskridende aspekter;

8.  understreger, at de relevante myndigheder altid først bør overveje muligheden for at anbringe barnet hos slægtninge, også selv om slægtningene bor i et andet land, hvis barnet har et forhold til disse familiemedlemmer og efter en individuel vurdering af barnets behov, inden barnet frigives til adoption hos en tredjepart; mener, at den sædvanlige bopæl for familiemedlemmer, der ønsker at overtage ansvaret for et barn, ikke bør betragtes som en afgørende faktor;

9.  opfordrer til lige behandling af forældre med forskellig nationalitet i sager vedrørende forældremyndighed og adoption; opfordrer medlemsstaterne til at sikre lighed i de proceduremæssige rettigheder for slægtninge, der er involveret i adoptionsprocedurer, og som er statsborgere i en anden medlemsstat, herunder ved at tilbyde juridisk bistand og rettidig information om høringer, retten til tolkebistand og alle relevante dokumenter på deres modersmål;

10.  understreger, at i tilfælde, hvor et barn, der påtænkes frigivet til adoption, er statsborger i en anden medlemsstat, bør de konsulære myndigheder og barnets familie, der er bosat i den pågældende medlemsstat, informeres og høres, inden der træffes afgørelser af nogen art;

11.  opfordrer desuden medlemsstaterne til at være særligt opmærksomme på uledsagede mindreårige, som har ansøgt om eller har opnået flygtningestatus, og sikre, at de modtager den beskyttelse, bistand og omsorg, som medlemsstaterne skal yde i henhold til deres internationale forpligtelser, fortrinsvis ved at anbringe dem i plejefamilier i den mellemliggende periode;

12.  understreger betydningen af at sikre socialarbejdere passende arbejdsvilkår til at foretage deres vurdering i de enkelte tilfælde uden nogen form for økonomisk eller juridisk pres og under fuld hensyntagen til barnets tarv på kort, mellemlang og lang sigt, alt taget i betragtning;

Internationale adoptioner under Haag-konventionen fra 1993

13.  bemærker den succes, som Haag-konventionen har opnået, samt vigtigheden af at anvende den, og opfordrer alle lande til at undertegne, ratificere eller tiltræde den;

14.  beklager, at der ofte opstår problemer med udstedelse af adoptionspapirer; opfordrer derfor medlemsstaternes myndigheder til at sikre, at de procedurer og garantier, der er fastsat i Haag-konventionen, altid følges for at sikre, at anerkendelsen foregår automatisk; opfordrer medlemsstaterne til ikke at skabe unødige bureaukratiske hindringer for anerkendelse af adoptioner under Haag-konventionen, da det kan forlænge sagen og fordyre den;

15.  påpeger, at der bør gøres mere for at sikre respekt for og en nøje håndhævelse af Haag-konventionens bestemmelser, eftersom nogle medlemsstater kræver supplerende administrative procedurer eller opkræver uforholdsmæssige gebyrer i forbindelse med anerkendelse af adoptioner, f.eks. for at fastsætte eller ændre civilstatus eller opnå statsborgerskab, selv om dette er i modstrid med Haag-konventionens bestemmelser;

16.  opfordrer medlemsstaterne til at respektere de procedurer vedrørende rådgivning og samtykke, der er fastsat i artikel 4 i Haag-konventionen;

Civilretsligt samarbejde om adoptioner

17.  opfordrer medlemsstaterne til at intensivere deres samarbejde om adoptioner, herunder både om de retslige og de sociale aspekter, og opfordrer til et øget samarbejde mellem de ansvarlige myndigheder om opfølgende vurderinger, hvor det er nødvendigt; opfordrer i denne forbindelse desuden Unionen til at fastholde en konsekvent tilgang til barnets rettigheder i alle sine overordnede interne og eksterne politikker;

18.  opfordrer Kommissionen til at skabe et effektivt europæisk netværk af dommere og myndigheder med særlig sagkundskab i adoption for at fremme udvekslingen af information og god praksis, hvilket er særligt nyttigt, når der i en adoption indgår et udenlandsk element; mener, at det er særdeles vigtigt at fremme koordinering og udveksling af god praksis med det eksisterende Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere for at opnå størst mulig overensstemmelse med de ordninger, der allerede finansieres af Unionen; opfodrer i denne forbindelse Kommissionen til at yde finansiering til specialuddannelse af dommer, der arbejder med grænseoverskridende adoptioner;

19.  mener, at uddannelse og muligheder for at mødes for dommere, der arbejder med grænseoverskridende adoptioner, kan bidrage til præcist at nå frem til de forventede og krævede retslige løsninger på området for anerkendelse af nationale adoptioner; opfordrer derfor Kommissionen til at tilvejebringe finansiering til denne form for uddannelse og muligheder for at mødes, når den udarbejder forslaget til forordning;

20.  opfordrer Kommissionen til på den europæiske e-justiceportal at offentliggøre relevante retslige og proceduremæssige informationer om adoptionslovgivning og -praksis i alle medlemsstater;

21.  bemærker det europæiske netværk af børneombudsmænds aktiviteter og mener, at dette samarbejde bør udvikles og styrkes yderligere;

22.  understreger behovet for bl.a. gennem europæiske myndigheder såsom Europol at samarbejde tæt for at forhindre grænseoverskridende bortførelser og salg af samt handel med børn med adoption for øje; bemærker, at pålidelige nationale fødselsregistreringssystemer kan forhindre handel med børn med henblik på adoption; opfordrer i denne forbindelse til bedre koordinering på det følsomme område for adoption af børn fra tredjelande;

Grænseoverskridende anerkendelse af nationale adoptionsbevillinger

23.  erklærer, at der er et klart behov for en europæisk lovgivning, der kan sikre automatisk grænseoverskridende anerkendelse af nationale adoptionsbevillinger;

24.  anmoder Kommissionen om senest den 31. juli 2017 på grundlag af artikel 67 og 81 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at fremsætte forslag til en retsakt om grænseoverskridende anerkendelse af adoptionsbevillinger i overensstemmelse med henstillingerne i bilaget til denne betænkning og på linje med eksisterende international ret på området;

25.  erklærer, at henstillingerne i bilaget til dette beslutningsforslag respekterer de grundlæggende rettigheder og nærheds- og proportionalitetsprincipperne;

26.  mener ikke, at det ønskede forslag har finansielle konsekvenser, da endemålet, automatisk anerkendelse af adoptionsbevillinger, vil virke omkostningsbesparende;

o
o   o

27.  pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede ledsagende henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes parlamenter og regeringer.

BILAG TIL BESLUTNINGEN

DETALJEREDE HENSTILLINGER TIL RÅDETS FORORDNING OM GRÆNSEOVERSKRIDENDE ANERKENDELSE AF ADOPTIONSBEVILLINGER

A.   PRINCIPPER FOR OG FORMÅL MED DET FORSLAG, DER ANMODES OM

1.  Et stigende antal EU-borgere udnytter hvert år deres ret til fri bevægelighed og beslutter sig for at flytte til en anden medlemsstat i Unionen. Denne omstændighed skaber en række problemer i forbindelse med anerkendelse af og retsbeslutninger om mobile personers personlige og familieretslige situation. Unionen har taget hul på at løse disse problematiske forhold, f.eks. ved at vedtage Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012(2) og ved at sørge for styrket samarbejde om anerkendelse af visse aspekter af ægtefællers formueforhold samt om formueforhold i forbindelse med registreret partnerskab.

2.  Haag-konventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner (Haag-konventionen) gælder i alle medlemsstater. Den vedrører proceduren for grænseoverskridende adoptioner og forpligter til automatisk anerkendelse af sådanne adoptioner. Haag-konventionen dækker imidlertid ikke tilfælde, hvor en familie med et barn, der er adopteret under en rent national procedure, flytter til en anden medlemsstat. Det kan føre til betydelige retslige vanskeligheder, hvis retsforholdet mellem forældrene/forælderen og det adopterede barn ikke automatisk anerkendes. Der kan forlanges supplerende administrative eller retslige procedurer, og i ekstreme tilfælde kan der nægtes anerkendelse.

3.  Det er derfor for at beskytte disse unionsborgeres grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder nødvendigt at vedtage en forordning om automatisk grænseoverskridende anerkendelse af adoptionsbevillinger. Det rette retsgrundlag for et sådant forslag er artikel 67, stk. 4, i Traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde, som vedrører gensidig anerkendelse af domme og afgørelse, og artikel 81, stk. 3, i traktaten, der vedrører familieretslige foranstaltninger. Forordningen skal vedtages af Rådet efter høring af Europa-Parlamentet.

4.  Den foreslåede forordning indeholder bestemmelser om automatisk anerkendelse af adoptionsbevillinger, der er tilkendt i en medlemsstat under alle andre procedurer end den i Haag-konventionen fra 1993 fastsatte ramme. Da europæiske familier også kan have forbindelser til eller tidligere kan have boet i en tredjestat, fastsætter forordningen desuden, at, når en medlemsstat har anerkendt en adoptionsbevilling, der er tilkendt i en tredjestat under dens relevante nationale proceduremæssige regler, skal denne adoptionsbevilling anerkendes i alle andre medlemsstater.

5.  For imidlertid at undgå forumshopping eller anvendelse af uforholdsmæssige nationale love er den automatiske anerkendelse betinget af for det første, at anerkendelse ikke åbenbart strider mod den pågældendes stats grundlæggende retsprincipper, idet det understreges, at afslag aldrig de facto må føre til forskelsbehandling, som er forbudt i artikel 31 i chartret om grundlæggende rettigheder, og for det andet, at den medlemsstat, der traf adoptionsafgørelsen, var kompetent hertil, jf. artikel 4 i det forslag, der anmodes om i del B (forslaget). Det er alene den medlemsstat, hvor forælderen eller forældrene eller barnet har sin/deres sædvanlige bopæl, der kan have denne kompetence. Såfremt adoptionsafgørelsen blev truffet i en tredjestat, kan kompetencen i forbindelse med den første anerkendelse af denne adoption i Unionen også ligge hos den medlemsstat, hvor forældrene eller barnet er statsborger(e). Dette skal sikre adgang til domstolsprøvelse for europæiske familier, der er bosat i tredjelande.

6.  Der er behov for specifikke procedurer for behandlingen af klager over anerkendelse på bestemte områder. Disse bestemmelser svarer til dem, der gælder i andre EU-retsakter på det civilretslige område.

7.  Der bør indføres et europæisk adoptionsbevis for at fremskynde administrative anmodninger vedrørende automatisk anerkendelse. Modellen for beviset bør vedtages af Kommissionen i en delegeret retsakt.

8.  Forslaget vedrører kun det individuelle forælder/forældre-barn-forhold. Det forpligter ikke medlemsstaterne til at anerkende særlige retslige forhold mellem forældre til et adopteret barn, da de nationale love om par er meget forskellige.

9.  Endelig indeholder forslaget de for civilretslige instrumenter sædvanlige afsluttende bestemmelser og overgangsbestemmelser. Den automatiske anerkendelse af adoptioner finder først anvendelse på adoptionsafgørelser fra datoen for forordningens anvendelse og fra denne dato også på tidligere adoptionsbevillinger, hvis barnet stadig er mindreårigt.

10.  Forslaget er i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincipperne, idet medlemsstaterne ikke alene kan indføre en retslig ramme for grænseoverskridende anerkendelse af adoptionsbevillinger, og idet forslaget ikke går videre end nødvendigt for at sikre adopterede børn en stabil retsstilling. Det berører ikke medlemsstaternes familieret.

B.   TEKSTEN TIL DET FORSLAG, DER ANMODES OM

Rådets forordning om grænseoverskridende anerkendelse af adoptionsbevillinger

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 67, stk. 4, og artikel 81, stk. 3,

under henvisning til Europa-Parlamentets anmodning til Europa-Kommissionen,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

efter en særlig lovgivningsprocedure

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Unionen har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. For gradvis at kunne skabe dette område er det nødvendigt, at Unionen vedtager foranstaltninger om civilretsligt samarbejde med grænseoverskridende konsekvenser, herunder på det familieretslige område.

(2)  I henhold til artikel 67 og 81 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) indgår der heri foranstaltninger, der skal sikre gensidig anerkendelse af retsafgørelser og udenretslige afgørelser om civilretslige spørgsmål.

(3)  For at sikre fri bevægelighed for familier, der har adopteret et barn, er det nødvendigt og hensigtsmæssigt, at reglerne for retternes kompetence og for anerkendelse af adoptionsbevillinger fastlægges i en bindende og umiddelbart gældende EU-retsakt.

(4)  Denne forordning bør skabe klare og fuldstændige retslige rammer for grænseoverskridende anerkendelse af adoptionsbevillinger, give familierne mere retssikkerhed, forudsigelighed og fleksibilitet og forhindre, at der opstår situationer, hvor en adoptionsbevilling, der er udstedt lovligt i en medlemsstat, ikke anerkendes i en anden.

(5)  Forordningen bør dække anerkendelse af adoptionsbevillinger, der er tilkendt eller anerkendt i en medlemsstat. Den bør imidlertid ikke dække anerkendelse af internationale adoptioner, der er foretaget i overensstemmelse med Haag-konventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner, da denne konvention allerede sikrer automatisk anerkendelse af sådanne adoptioner. Denne forordning bør derfor kun finde anvendelse på anerkendelse nationale adoptioner samt og på internationale adoptioner, der ikke er foretaget under denne konvention.

(6)  Der skal være en forbindelse mellem en adoption og den medlemsstats territorium, som har tilkendt adoptionsbevillingen eller anerkendt den. Anerkendelse bør følgelig være betinget af, at de fælles kompetenceregler er overholdt.

(7)  Kompetencereglerne bør være klart forudsigelige og bør være baseret på princippet om, at retskompetencen generelt bygger på adoptionsforældrenes sædvanlige bopæl eller den ene af forældrenes eller barnets sædvanlige bopæl. Retskompetencen bør være begrænset til dette princip bortset fra i tilfælde, hvor tredjelande er indblandet, og hvor statsborgerskab i en medlemsstat kan være en vigtig faktor.

(8)  Da adoptioner generelt vedrører mindreårige, er det ikke hensigtsmæssigt at give forældrene eller barnet mulighed for at vælge, hvilke myndigheder der skal tage stilling til adoptionen.

(9)  Den gensidige tillid til retsplejen i Unionen berettiger princippet om, at adoptionsbevillinger, der er tilkendt i eller anerkendt af en medlemsstat, bør anerkendes i alle andre medlemsstater, uden at der er behov for en særlig procedure. En adoptionsbevilling, der er tilkendt i en medlemsstat, bør derfor behandles på samme måde, som hvis den var tilkendt i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

(10)  Automatisk anerkendelse af en adoptionsbevilling, der er tilkendt i en anden medlemsstat, i den medlemsstat, som der rettes anmodning til, må ikke bringe respekten for forsvarets rettigheder i fare. Alle berørte parter bør derfor kunne ansøge om afslag på anerkendelse af en adoptionsbevilling, hvis den/de pågældende mener, at der foreligger en grund til at nægte anerkendelse.

(11)  Anerkendelsen af nationale adoptionsbevillinger bør være automatisk, medmindre den medlemsstat, hvor adoptionen fandt sted, ikke havde retskompetence, eller hvis en sådan anerkendelse vil være i åbenlys modstrid med de grundlæggende retsprincipper i den anerkendende medlemsstat som fortolket i overensstemmelse med artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(12)  Denne forordning bør ikke berøre medlemsstaternes materielle familieret, herunder adoptionsretten. Desuden bør anerkendelse af en adoptionsbevilling under denne forordning ikke medføre anerkendelse af et eventuelt retsforhold mellem adoptionsforældrene som en konsekvens af anerkendelsen af en adoptionsbevilling, og dette bør heller ikke kunne gøres til en betingelse for den mulige afgørelse om anerkendelse af en adoptionsbevilling.

(13)  Proceduremæssige spørgsmål, der ikke er omhandlet i denne forordning, behandles i overensstemmelse med national lovgivning.

(14)  Såfremt en adoptionsbevilling indebærer anerkendelse af et retsforhold, der er ukendt i lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, tilpasses dette retsforhold, herunder enhver heri anført rettighed, i det omfang, det er muligt, til et, der i henhold til denne medlemsstats nationale lovgivning har tilsvarende retsvirkninger og varetager lignende formål og hensyn. Det bør være op til de enkelte medlemsstater selv at afgøre, hvorledes og af hvem tilpasningen skal foretages.

(15)  For at forenkle automatiske anerkendelser som reguleret i denne forordning, bør der udfærdiges en model for fremsendelse af adoptionsbevillinger i form af en europæisk adoptionsattest. Kommissionen bør derfor i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF tildeles delegerede beføjelser med henblik på udfærdigelse og ændring af en sådan attestmodel. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(16)  Målet for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedst nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(17)  I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, [har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning]/[deltager Det Forenede Kongerige og Irland ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland, dog med forbehold af protokollens artikel 4].

(18)  I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Anvendelsesområde

1.  Denne forordning finder anvendelse på anerkendelse af adoptionsbevillinger.

2.  Denne forordning finder ikke anvendelse på eller berører ikke:

a)  medlemsstaternes love om retten til at adoptere eller om andre familieretslige anliggender

b)  internationale adoptioner under Haag-konventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner (Haag-konventionen)

3.  Intet i denne forordning forpligter en medlemsstat til at:

a)  anerkende eksistensen af et retsforhold mellem et adopteret barns forældre, der er en følge af anerkendelsen af adoptionsbevillingen

b)  tilkende adoptionsbevillinger under omstændigheder, hvor den relevante nationale lovgivning ikke tillader det.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved "adoptionsbevilling" en retsafgørelse eller en udenretslig afgørelse, der skaber eller anerkender et permanent, lovligt forælder-barn-forhold mellem et barn, der ikke har nået myndighedsalderen, og en ny forælder/nye forældre, som ikke er barnets biologiske forældre, uanset betegnelsen på dette retsforhold i national lovgivning.

Artikel 3

Automatisk anerkendelse af adoptionsbevillinger

1.  En adoptionsbevilling, der er tilkendt i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om særlige procedurer, forudsat at den medlemsstat, der har tilkendt bevillingen, har retskompetence i overensstemmelse med artikel 4.

2.  Enhver berettiget part kan i overensstemmelse med proceduren i artikel 7 fremsætte en anmodning om at få fastslået, at der ikke findes grunde til at afslå anerkendelse, som omhandlet i artikel 6.

3.  Afhænger udfaldet af en sag ved en ret i en medlemsstat af afgørelsen af et bispørgsmål angående afslag på anerkendelse, er denne ret kompetent til at afgøre spørgsmålet om anerkendelse.

Artikel 4

Retskompetence i forbindelse med adoptionsbevillinger

1.  En medlemsstats myndigheder kan kun tilkende en adoptionsbevilling, hvis adoptivforælderen/-forældrene eller det adopterede barn har deres sædvanlige bopæl i den pågældende medlemsstat.

2.  I tilfælde, hvor en adoptionsbevilling vedrørende et barn er tilkendt af myndighederne i et tredjeland, kan myndighederne i en medlemsstat også tilkende en sådan bevilling eller træffe afgørelse om anerkendelse af tredjelandets bevilling i overensstemmelse med de procedurer, der er fastlagt i national lov, hvis adoptivforælderen/-forældrene eller det adopterede barn ikke har deres sædvanlige bopæl i den pågældende medlemsstat, men er statsborgere i den.

Artikel 5

Dokumentation krævet til anerkendelse

En part, der i en medlemsstat ønsker at påberåbe sig en adoptionsbevilling, der er tilkendt i en anden medlemsstat, skal fremlægge:

a)  en genpart af adoptionsbevillingen, der opfylder betingelserne med hensyn til godtgørelse af dens ægthed, og

b)  en europæisk adoptionsattest, der er udstedt i overensstemmelse med artikel 11.

Artikel 6

Afslag på anerkendelse

På begæring af en berettiget part kan der kun gives afslag på anerkendelse af en adoptionskendelse, der er tilkendt i en medlemsstat:

a)  såfremt en sådan anerkendelse åbenlyst vil være i modstrid med grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den medlemsstat, som anmodningen rettes til i den berørte medlemsstat

b)  såfremt oprindelsesmedlemsstaten ikke havde retskompetence, jf. artikel 4.

Artikel 7

Begæring om afslag på anerkendelse

1.  På begæring af en berettiget part som defineret i national lovgivning giver der afslag på anerkendelse af en adoptionsbevilling, såfremt det konstateres, at der foreligger en af de i artikel 6 nævnte grunde.

2.  Begæringen om afslag på anerkendelse fremsættes over for den ret, som den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med artikel 13 har givet Kommissionen meddelelse om er den ret, hvortil anmodningen skal indgives.

3.  Proceduren for afslag på anerkendelse skal, i det omfang den ikke er omfattet af denne forordning, bestemmes i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, som begæringen rettes til.

4.  Den, der fremsætter begæringen, skal forelægge retten en kopi af adoptionsbevillingen og om nødvendigt en oversættelse eller translitteration deraf.

5.  Retten kan fritage for forelæggelse af de dokumenter, der er nævnt i stk. 4, hvis den allerede er i besiddelse af dem, eller hvis den finder det urimeligt at kræve, at den, der fremsætter begæringen, skal forelægge dem. I sidstnævnte tilfælde kan retten kræve, at den anden part forelægger dokumenterne.

6.  Det kan ikke kræves, at parter, der anmoder om afslag på anerkendelse af en adoptionsbevilling, der er tilkendt i en anden medlemsstat, har postadresse i den medlemsstat, som begæringen rettes til. Det kan heller ikke kræves, at disse parter har en autoriseret repræsentant i den medlemsstat, som begæringen rettes til, medmindre en sådan repræsentant er obligatorisk uanset parternes nationalitet eller bopæl.

7.  Retten træffer straks afgørelse om begæringen om afslag på anerkendelse.

Artikel 8

Appel af afgørelse om begæring om afslag på anerkendelse

1.  Den afgørelse, der træffes om en begæring om afslag på anerkendelse, kan appelleres af begge parter.

2.  Appellen indgives til den ret, som den pågældende medlemsstat har givet Kommissionen meddelelse om i henhold til artikel 13, litra b), er den ret, hvortil en sådan appel skal indgives.

3.  Den afgørelse, der træffes i appelsagen, kan kun anfægtes ved appel, såfremt den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med artikel 13, litra c), har givet Kommissionen meddelelse herom.

Artikel 9

Appel i adoptionsbevillingens oprindelsesstat

Den ret, hvortil der fremsættes en anmodning om afslag på anerkendelse, eller den ret, som behandler en appelsag indgivet i henhold til artikel 8, stk. 2 eller 3, kan udsætte sagen, hvis der er iværksat en ordinær appel mod adoptionsbevillingen i oprindelsesmedlemsstaten, eller hvis fristen herfor endnu ikke er udløbet. I sidstnævnte tilfælde kan retten fastsætte en frist for iværksættelse af en sådan appel eller genoptagelse.

Artikel 10

Forbud mod prøvelse med hensyn til sagens realitet

Retsafgørelser truffet i en medlemsstat kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

Artikel 11

Europæisk adoptionsattest

Myndighederne i den medlemsstat, der har tilkendt adoptionsbevillingen, udsteder på begæring af en berettiget part en europæisk adoptionsattest på flere sprog i overensstemmelse med modellen i artikel 15.

Artikel 12

Tilpasning af adoptionsbevilling

1.  Indeholder en retsafgørelse et retsmiddel eller en kendelse, der er ukendt i lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, tilpasses retsmidlet eller kendelsen, i det omfang det er muligt, til et retsmiddel eller en kendelse, der er kendt i denne medlemsstats lovgivning, og som har tilsvarende retsvirkninger, og som varetager lignende formål og hensyn. En sådan tilpasning må ikke have retsvirkninger, der går ud over dem, der er fastlagt i domsstatens lovgivning.

2.  Enhver berettiget part kan anfægte tilpasningen af retsmidlet eller kendelsen ved en ret.

Artikel 13

Oplysninger, som medlemsstaterne skal forelægge

1.  Senest den 1. juli 2018 underretter medlemsstaterne Kommissionen om eventuelle nationale bestemmelser om:

a)  til hvilke retter begæringer om afslag på anerkendelse skal indgives, jf. artikel 7, stk. 2

b)  til hvilke retter appeller af afgørelser angående en begæring om afslag på anerkendelse skal indgives, jf. artikel 8, stk. 2, og

c)  til hvilke retter yderligere appeller skal indgives, jf. artikel 8, stk. 3.

2.  Kommissionen gør de i stk. 1 omtalte oplysninger samt andre relevante oplysninger om adoptionsprocedurer og anerkendelsen deraf i medlemsstaterne offentligt tilgængelige på passende vis, navnlig gennem den europæiske e-justiceportal.

Artikel 14

Legalisering eller tilsvarende formalitet

Der kræves ingen legalisering eller opfyldelse af tilsvarende formaliteter for dokumenter udstedt i en medlemsstat efter denne forordning.

Artikel 15

Beføjelse til at vedtage delegerede retsakter

Kommissionen tillægges beføjelse til i overensstemmelse med artikel 16 at vedtage delegerede retsakter om udfærdigelse og ændring af modellen for den i artikel 11 omtalte europæiske adoptionsattest.

Artikel 16

Udøvelse af delegerede beføjelser

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 15, tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode fra den 1. juli 2018.

3.  Den i artikel 15 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 15 træder kun i kraft, hvis Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Rådet, eller hvis Rådet inden udløbet af denne frist har informeret Kommissionen om, at det ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Rådets initiativ.

5.  Europa-Parlamentet skal underrettes om Kommissionens vedtagelse af delegerede retsakter, om enhver indsigelse mod dem eller om tilbagekaldelse af delegationen af beføjelser fra Rådet.

Artikel 17

Overgangsbestemmelser

Denne forordning finder kun anvendelse på adoptionsbevillinger, der er tilkendt fra og med den 1. januar 2019.

Adoptionsbevillinger, der er tilkendt før den 1. januar 2019, skal dog også anerkendes fra denne dato, såfremt det pågældende barn ikke har nået myndighedsalderen på denne dato.

Artikel 18

Forholdet til gældende internationale konventioner

1.  Denne forordning finder ikke anvendelse på adoptionsbevillinger, der er tilkendt i overensstemmelse med Haag-konventionen.

2.  Denne forordning berører ikke anvendelsen af bilaterale eller multilaterale konventioner, som en eller flere medlemsstater er part i på tidspunktet for ikrafttrædelsen af denne forordning, som fastlægger regler om anerkendelse af adoptioner, jf. dog medlemsstaternes forpligtelser i henhold til artikel 351 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

3.  Denne forordning har dog i forbindelserne mellem medlemsstaterne forrang for konventioner, der udelukkende er indgået mellem to eller flere medlemsstater, for så vidt sådanne konventioner vedrører områder, der er omfattet af denne forordning.

Artikel 19

Revisionsklausul

1.  Senest den 31. december 2024 og derefter hvert femte år forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af denne forordning. Rapporten ledsages om nødvendigt af forslag om tilpasning af denne forordning.

2.  Med henblik herpå meddeler medlemsstaterne Kommissionen de relevante oplysninger om deres retters anvendelse af denne forordning.

Artikel 20

Ikrafttræden og anvendelsesdato

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2019 med undtagelse af artikel 13, 15 og 16, der anvendes fra den 1. juli 2018.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den ...

På Rådets vegne

Formand

(1) Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338 af 23.12.2003, s. 1).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis (EUT L 201 af 27.7.2012, s. 107).


Bilateral beskyttelsesklausul og stabiliseringsmekanisme for bananer i handelsaftalen mellem EU og Colombia og Peru ***I
PDF 271kWORD 50k
Beslutning
Tekst
Bilag
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 2. februar 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 19/2013 om gennemførelse af den bilaterale beskyttelsesklausul og stabiliseringsmekanismen for bananer i handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side, og om ændring af forordning (EU) nr. 20/2013 om gennemførelse af den bilaterale beskyttelsesklausul og stabiliseringsmekanismen for bananer i aftalen om oprettelse af en associering mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Mellemamerika på den anden side (COM(2015)0220 – C8-0131/2015 – 2015/0112(COD))
P8_TA(2017)0014A8-0277/2016

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2015)0220),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 207, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0131/2015),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 20. december 2016 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel (A8-0277/2016),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  godkender Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring, der er vedføjet som bilag til denne beslutning;

3.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 2. februar 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/... om ændring af forordning (EU) nr. 19/2013 om gennemførelse af den bilaterale beskyttelsesklausul og stabiliseringsmekanismen for bananer i handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side, og om ændring af forordning (EU) nr. 20/2013 om gennemførelse af den bilaterale beskyttelsesklausul og stabiliseringsmekanismen for bananer i aftalen om oprettelse af en associering mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Mellemamerika på den anden side

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2017/540.)

BILAG TIL DEN LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

FÆLLES ERKLÆRING

fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen er enige i betydningen af tæt samarbejde i forbindelse med overvågningen af gennemførelsen af handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side(1), som ændret ved tiltrædelsesprotokollen til handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side for at tage hensyn til Ecuadors tiltrædelse af aftalen(2), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 19/2013 af 15. januar 2013 om gennemførelse af den bilaterale beskyttelsesklausul og stabiliseringsmekanismen for bananer i handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side(3) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 20/2013 af 15. januar 2013 om gennemførelse af den bilaterale beskyttelsesklausul og stabiliseringsmekanismen for bananer i aftalen om oprettelse af en associering mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Mellemamerika på den anden side(4). Med henblik herpå aftaler de følgende:

—  Efter anmodning fra Europa-Parlamentets ansvarlige udvalg vil Kommissionen aflægge beretning til udvalget om eventuelle særlige problemer i forbindelse med Colombias, Ecuadors eller Perus gennemførelse af deres forpligtelser vedrørende handel og bæredygtig udvikling.

—  Hvis Europa-Parlamentet vedtager en henstilling om indledning af en undersøgelse af beskyttelsesforanstaltninger, vil Kommissionen nøje undersøge, om betingelserne i forordning (EU) nr. 19/2013 eller i forordning (EU) nr. 20/2013 for indledning på eget initiativ er opfyldt. Såfremt Kommissionen ikke anser betingelserne for opfyldt, forelægger den Europa-Parlamentets ansvarlige udvalg en beretning med en redegørelse for alle de faktorer, der er relevante for igangsættelsen af en sådan undersøgelse.

—  Kommissionen vil senest den 1. januar 2019 foretage en evaluering af situationen for Unionens bananproducenter. Hvis der konstateres en alvorlig forværring af situationen på markedet eller af situationen for Unionens bananproducenter, kan en forlængelse af mekanismens gyldighedsperiode overvejes efter samtykke fra parterne i aftalen.

Kommissionen vil fortsat foretage regelmæssige analyser af markedssituationen og situationen for Unionens bananproducenter efter udløbet af stabiliseringsmekanismen. Hvis der konstateres en alvorlig forværring af markedssituationen eller af situationen for Unionens bananproducenter, vil Kommissionen sammen med medlemsstaterne og interesseparterne i lyset af banansektorens betydning for regionerne i den yderste periferi undersøge situationen og afgøre, om det bør overvejes at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger. Kommissionen kan ligeledes indkalde til regelmæssige opfølgningsmøder med medlemsstaterne og interesseparterne.

Kommissionen har udarbejdet statistiske værktøjer til at muliggøre overvågning og evaluering af tendenserne i importen af bananer og af situationen på Unionens marked for bananer. Kommissionen vil være særlig opmærksom på at gennemgå formatet for importovervågningsdata med henblik på regelmæssigt at offentliggøre ajourførte oplysninger på en mere brugervenlig måde.

(1) EUT L 354 af 21.12.2012, s. 3.
(2) EUT L 356 af 24.12.2016, s. 3.
(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 19/2013 af 15. januar 2013 om gennemførelse af den bilaterale beskyttelsesklausul og stabiliseringsmekanismen for bananer i handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side (EUT L 17 af 19.1.2013, s. 1).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 20/2013 af 15. januar 2013 om gennemførelse af den bilaterale beskyttelsesklausul og stabiliseringsmekanismen for bananer i aftalen om oprettelse af en associering mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Mellemamerika på den anden side (EUT L 17 af 19.1.2013, s. 13).


Bæredygtig forvaltning af de eksterne fiskeflåder ***I
PDF 309kWORD 102k
Beslutning
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 2. februar 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en bæredygtig forvaltning af de eksterne flåder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1006/2008 (COM(2015)0636 – C8-0393/2015 – 2015/0289(COD))
P8_TA(2017)0015A8-0377/2016

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2015)0636),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0393/2015),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 25. maj 2016 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A8-0377/2016),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 2. februar 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/… om en bæredygtig forvaltning af de eksterne flåder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1006/2008

P8_TC1-COD(2015)0289


EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(3),

efter den almindelige lovgivningsprocedure(4), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Ved Rådets forordning (EF) nr. 1006/2008(5) oprettes der en ordning med tilladelser til EU-fiskerfartøjers fiskeri uden for EU-farvande og tredjelandsfartøjers adgang til EU-farvande.

(2)  Unionen er kontraherende part i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 (UNCLOS)(6) og har ratificeret De Forenede Nationers aftale af 4. august 1995 om gennemførelse af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention for så vidt angår bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskearter (FN-aftalen om fiskebestande)(7). I disse internationale bestemmelser fastlægges bl.a. princippet om, at alle stater har pligt til at træffe passende foranstaltninger til at sikre, at havets biologiske ressourcer forvaltes og bevares bæredygtigt, og til at samarbejde med hinanden i dette øjemed. [Ændring 1]

(3)  Unionen har godkendt aftalen af 24. november 1993 om fremme af fiskerfartøjers overholdelse af internationale bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger på det åbne hav vedtaget af De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO-overholdelsesaftalen)(8). I FAO-overholdelsesaftalen fastsættes det, at en kontraherende part kun må give tilladelse til at anvende et fartøj til fiskeri på det åbne hav, hvis bestemte betingelser er opfyldt, og at der skal indføres sanktioner, hvis bestemte rapporteringsforpligtelser ikke er opfyldt.

(3a)  Den Internationale Havretsdomstol afgav den 2. april 2015 en rådgivende udtalelse som svar på en anmodning, som var indgivet af Den Subregionale Kommission for Fiskeriet for Vestafrika. Denne rådgivende udtalelse bekræftede, at Unionen er ansvarlig for den aktivitet, som udføres af fartøjer, der sejler under medlemsstaternes flag, og den due diligence, som Unionen skal udøve i forbindelse hermed. [Ændring 2]

(4)  Unionen har godkendt FAO's internationale handlingsplan vedtaget i 2001, som tager sigte på at forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IPOA-IUU). Den internationale handlingsplan og FAO's frivillige retningslinjer for flagstatspræstationer, der blev godkendt i 2014, understreger flagstatens ansvar for at sikre, at havets biologiske ressourcer og økosystemer bevares på langt sigt, og at de udnyttes bæredygtigt. Ifølge den internationale handlingsplan mod IUU-fiskeri bør flagstaten udstede tilladelse til fartøjer, der fører dens flag, hvis de skal fiske i farvande uden for dens højhedsområde eller jurisdiktion. Det anbefales også i de frivillige retningslinjer for flagstatspræstationer, at både flag- og kyststaten udsteder tilladelse til fiskeri, uanset om fiskeriet finder sted i henhold til en aftale om adgang til fiskeri eller ej. Begge stater skal finde det godtgjort, at fiskeriet ikke er til skade for en bæredygtig udnyttelse af bestandene i kyststaternes farvande (punkt 40 og 41).

(4a)  Samtlige medlemmer af FAO, herunder Unionen og dets partnere i udviklingslandene, vedtog i 2014 enstemmigt de frivillige retningslinjer for værn om bæredygtigt småfiskeri i forbindelse med fødevaresikkerhed og fattigdomsbekæmpelse, herunder punkt 5.7 heraf, som fremhæver, at der bør tages behørigt hensyn til småfiskeriet, inden der indgås aftaler med tredjelande eller tredjeparter om adgang til ressourcer. [Ændring 3]

(4b)  FAO's frivillige retningslinjer for værn om bæredygtigt småfiskeri i forbindelse med fødevaresikkerhed og fattigdomsbekæmpelse opfordrer til vedtagelse af foranstaltninger til langsigtet bevaring og bæredygtig udnyttelse af fiskeriressourcer og til fastholdelse af det økologiske grundlag for fødevareproduktion, idet de understreger vigtigheden af miljøstandarder for fiskeriaktiviteter uden for EU-farvande, der kombinerer en økosystembaseret tilgang til fiskeriforvaltning med forsigtighedstilgangen for således at genopbygge og fastholde de befiskede bestande over niveauer, som kan frembringe et maksimalt bæredygtigt udbytte pr. 2015, hvor dette er muligt, og senest i 2020 for alle bestandes vedkommende. [Ændring 4]

(5)  Der er på internationalt plan i stigende grad sat fokus på spørgsmålet om de forpligtelser og det deraf følgende ansvar for bevarelse og forvaltning af de levende ressourcer på det åbne hav, som i henhold til UNCLOS påhviler flagstaten og i givet fald den internationale organisation, under hvis flag fartøjet sejler. Dette er også tilfældet med den due diligence-forpligtelse, som følger af UNCLOS til i både kyststaters, flagstaters og i givet fald internationale flagorganisationers flag- og kystorganisationers jurisdiktion at sikre bevarelsen af havets biologiske ressourcer i farvande henhørende under national jurisdiktion. Den rådgivende udtalelse af 2. april 2015 fra Den Internationale Havretsdomstol (ITLOS), fremsat som svar på spørgsmål rejst af Den Subregionale Kommission for Fiskeriet for Vestafrika, bekræftede, at Unionen bærer det internationale ansvar over for tredjelande og internationale organisationer i forbindelse med sine fiskerfartøjers aktiviteter, og at dette ansvar indebærer forpligtelsen til at udvise due diligence. En due diligence-forpligtelse er et lands forpligtelse til at gøre sit yderste for at forhindre ulovligt fiskeri, hvilket omfatter en forpligtelse til at indføre de nødvendige administrative foranstaltninger og håndhævelsesforanstaltninger til at sikre, at fiskerfartøjer, der fører landets flag, landets statsborgere og fiskerfartøjer, der udøver deres aktiviteter i landets farvande, ikke deltager i aktiviteter, som er i strid med de gældende bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger. Det Derfor, samt mere generelt for at styrke den "blå” økonomi, er derfor det vigtigt at tilrettelægge ikke blot de aktiviteter, som EU-fiskerfartøjer udøver uden for EU-farvande, men også den dertil knyttede ordning for forvaltning af sådanne tilladelser på en sådan måde, at EU's Unionens internationale forpligtelser opfyldes rationelt og effektivt, og det undgås, at der opstår situationer, hvor Unionen kritiseres for at handle i modstrid med de internationale regler. [Ændring 5]

(5a)  På FN's topmøde om bæredygtig udvikling den 25. september 2015 forpligtede Unionen sig til at gennemføre resolutionen, der indeholder slutdokumentet med titlen "Ændring af vores samfund: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling", herunder bæredygtighedsmål 14, "bevare havene og bruge havene og de marine ressourcer på bæredygtig vis for at fremme bæredygtig udvikling", og bæredygtighedsmål 12, "sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre", og målene hertil. [Ændring 6]

(6)  Resultaterne af De Forenede Nationers konference i 2012 om bæredygtig udvikling (Rio+20)(9), vedtagelsen af EU-handlingsplanen for bekæmpelse af ulovlig handel med vilde planter og dyr, den internationale udvikling i bestræbelserne på at bekæmpe ulovlig handel med vilde dyr og de nye bæredygtighedsmål (17 mål til omformning af vores klode, herunder mål 14: livet i vandet), vedtaget af FN i september 2015, bør afspejles i Unionens eksterne fiskeripolitik og i dens handelspolitik. [Ændring 7]

(7)  Den fælles fiskeripolitiks målsætning som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013(10) ("grundforordningen") er at sikre, at fiskeriet er miljømæssigt, økonomisk og socialt bæredygtigt og forvaltes på en måde, der er i overensstemmelse med målene om at opnå økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige fordele, om genoprettelse af fiskebestandene og opretholdelse af dem over niveauer, som kan frembringe et maksimalt bæredygtigt udbytte, og som bidrager til fødevareforsyningssikkerheden. Det er også nødvendigt ved implementeringen af denne politik at tage hensyn til udviklingssamarbejdets mål, jf. artikel 208, stk. 1, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). [Ændring 8]

(7a)  Grundforordningen kræver også, at partnerskabsaftaler om bæredygtigt fiskeri (SFPA’er) begrænses til overskydende fangster i henhold til artikel 62, stk. 2 og 3, i UNCLOS. [Ændring 9]

(8)  Ifølge forordning (EU) nr. 1380/2013 grundforordningen bør Unionen fremme den fælles fiskeripolitiks mål internationalt ved at sikre, at EU's Unionens fiskeri uden for EU-farvande er baseret på de samme principper og standarder som dem, der gælder ifølge EU-lovgivningen, og at fremme lige vilkår for EU-operatører og tredjelandsoperatører. Social- og miljølovgivning vedtaget af tredjelande kan afvige fra Unionens, således at der gælder forskellige standarder for fiskerflåder. Denne situation vil kunne føre til tilladelse til fiskeriaktiviteter, der ikke stemmer overens med den bæredygtige forvaltning af de marine ressourcer. Det er derfor nødvendigt at sikre overensstemmelse med Unionens aktiviteter inden for miljø, fiskeri, handel og udvikling, navnlig når dette påvirker fiskeriet i udviklingslande, hvor den administrative kapacitet er lav, og hvor risikoen for korruption er høj. [Ændring 10]

(9)  Formålet med forordning (EF) nr. 1006/2008 var at fastsætte fælles bestemmelser for udstedelse af tilladelser til EU-fartøjer, der fisker uden for EU-farvande, med henblik på at bidrage til bekæmpelsen af IUU-fiskeri og muliggøre en strengere kontrol med og overvågning af EU-flåden i hele verden, samt vilkårene for at tillade fartøjer fra tredjelande at fiske i EU-farvande. [Ændring 11]

(10)  Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008(11) om IUU-fiskeri blev vedtaget sideløbende med forordning (EF) nr. 1006/2008, mens Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 ("kontrolforordningen")(12) blev vedtaget et år senere. Disse tre forordninger indeholder tilsammen gennemførelsesbestemmelserne til den fælles fiskeripolitik.

(11)  De tre forordninger er dog ikke blevet gennemført konsekvent. Der har navnlig vist sig at være uoverensstemmelser mellem forordningen om fiskeritilladelser og kontrolforordningen, som blev vedtaget efter førstnævnte forordning. I forbindelse med gennemførelsen af forordning om fiskeritilladelser blev der desuden konstateret en række smuthuller i lovgivningen, idet visse spørgsmål vedrørende kontrol af f.eks. chartring, omflagning og tredjelandsmyndigheders udstedelse af fiskeritilladelser til EU-fiskerfartøjer uden for rammerne af en SFPA ("direkte tilladelser") ikke er omfattet af forordningen. Desuden har visse rapporteringsforpligtelser vist sig at være vanskelige at gennemføre, og det samme gør sig gældende for opdelingen af de administrative roller mellem medlemsstaterne og Kommissionen.

(12)  Grundprincippet i denne forordning er, at ethvert EU-fartøj, der fisker uden for EU-farvande, bør være i besiddelse af en tilladelse udstedt af flagmedlemsstaten og overvåges på passende vis, uanset hvor det udøver sine aktiviteter, og hvilke regler der i øvrigt gælder. Udstedelse af en fiskeritilladelse bør være betinget af, at visse fælles grundlæggende kriterier er opfyldt. De oplysninger, som medlemsstaterne indsamler og sender Kommissionen, bør sætte Kommissionen i stand til at intervenere i overvågningen af EU-fiskerfartøjers fiskeri i et hvilket som helst område uden for EU-farvande og til enhver tid. Dette er nødvendigt for at sætte Kommissionen i stand til at varetage sine forpligtelser som traktaternes vogter. [Ændring 12]

(12a)   Gennem de seneste år er der sket væsentlige forbedringer af Unionens eksterne fiskeripolitik med hensyn til vilkår og betingelser for SFPA'er og den omhu, hvormed bestemmelserne håndhæves. Opretholdelsen af fiskerimulighederne for EU-flåden inden for rammerne af SFPA'er bør være et prioriteret mål for Unionens eksterne fiskeripolitik, og der bør gælde lignende vilkår for de EU-aktiviteter, som ikke er omfattet af SFPA'er. [Ændring 13]

(12b)  Kommissionen bør spille rollen som mægler, når spørgsmålet om at inddrage, suspendere eller ændre en fiskeritilladelse rejses, fordi der foreligger beviser for alvorlige trusler mod udnyttelsen af fiskeressourcerne. [Ændring 14]

(13)  Hjælpefartøjer kan have stor betydning for den måde, som fiskerfartøjer fisker på, og på den mængde, de kan tage. Der bør derfor tages hensyn til dem i de procedurer for udstedelse af tilladelser og rapportering, der er fastsat i denne forordning.

(14)  Omflagning bliver et problem, når formålet med omflagningen er at omgå den fælles fiskeripolitiks bestemmelser eller de gældende bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger. Unionen bør derfor kunne finde frem til, afsløre og hindre sådanne omflagninger. Der bør i hele fartøjets levetid for et fartøj, der ejes af en EU-operatør – uanset hvilke(t) flag, det opererer under – sikres sporbarhed og ordentlig opfølgning af, om reglerne tidligere er overholdt, i hele dets levetid. Kravet om, at hvert fartøj skal have udstedt et unikt identifikationsnummer af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO), skulle også bidrage til en sådan sporbarhed. [Ændring 15]

(15)  EU-fartøjers fiskeri i tredjelandsfarvande kan enten foregå i henhold til en SFPA indgået mellem Unionen og et tredjeland eller i henhold til en fiskeritilladelse, der er udstedt direkte af tredjelandet, hvis der ikke er en sådan SFPA i kraft. I begge tilfælde skal fiskeriet foregå på en åben og bæredygtig måde. Derfor bør flagmedlemsstaterne bemyndiges til efter en række klart definerede kriterier og under forudsætning af, at dette overvåges, at give fartøjer, der fører deres flag, tilladelse til at ansøge om og få udstedt en tilladelse direkte af en tredjelandskyststat. Tilladelsen til fiskeri bør ført gives, når flagmedlemsstaten har fået det godtgjort, at fiskeriet ikke er til skade for en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne. Medmindre Kommissionen har yderligere behørigt begrundede indvendinger, bør den operatør, som har fået tilladelse af både flagmedlemsstaten og kyststaten, kunne påbegynde fiskeriet. [Ændring 16]

(16)  I forbindelse med SFPA’er kan der opstå en situation, hvor fiskerimuligheder omfordeles, fordi de muligheder, der er tildelt medlemsstaterne ved den relevante rådsforordning, ikke er udnyttet fuldt ud. Eftersom de adgangsomkostninger, der er fastsat i SFPA’erne , for en stor dels vedkommende finansieres over EU-budgettet, er det vigtigt at have en midlertidig omfordelingsordning for at beskytte Unionens finansielle interesser og for at sikre, at fiskerimuligheder, som der er betalt for, ikke går til spilde. Omfordelingsordningen, som kun bør anvendes som sidste udvej, bør derfor præciseres og forbedres. Den bør kun anvendes midlertidigt, og den bør ikke have nogen indvirkning på den oprindelige fordeling af fiskerimuligheder mellem medlemsstaterne, hvilket betyder, at den ikke skader den relative stabilitet. Da det er en sidste udvej,Der bør der kun omfordeles fiskerimuligheder, når de relevante medlemsstater har frasagt sig retten til at udveksle fiskerimuligheder indbyrdes. [Ændring 17]

(16a)   Begrebet "passive aftaler" anvendes, hvor lande har vedtaget en partnerskabsaftale om fiskeri, uden at de – af strukturelle årsager eller pga. andre omstændigheder – har en protokol, der er trådt i kraft. Unionen har flere "passive aftaler" med tredjelande. EU-fartøjer må således ikke fiske i farvande, der er genstand for passive aftaler. Kommissionen bør gøre en indsats for at "aktivere" disse aftaler eller opsige de pågældende partnerskabsaftaler. [Ændring 18]

(17)  Fiskeri henhørende under en regional fiskeriforvaltningsorganisations (RFFO’ers) kompetenceområde og ureguleret fiskeri på det åbne hav bør også være betinget af, at der er udstedt tilladelse hertil af flagmedlemsstaten, og at fiskeriet foregår under overholdelse af de specifikke regler, der er fastsat af den pågældendeRFFO, eller de EU-bestemmelser, der gælder for fiskeri på det åbne hav. [Ændring 19]

(18)  Charteraftaler kan ikke blot være til hinder for en effektiv gennemførelse af bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, men også for den bæredygtige udnyttelse af havets biologiske ressourcer. Der bør derfor fastsættes retsregler, som sætter Unionen bedre i stand til at overvåge aktiviteter, der udøves af EU-chartrede fiskerfartøjer, der sejler under et EU- flag, og som er chartrede af operatører fra tredjelande på grundlag af de regler, der er vedtaget af den relevanteRFFO. [Ændring 20]

(19)  Procedurerne bør være gennemskuelige, praktisk gennemførlige og forudsigelige for operatørerne, uanset om der er tale om EU- eller tredjelandsoperatører, såvel som for deres respektive myndigheder. [Ændring 21]

(19a)   Unionen bør tilstræbe et internationalt marked med ens spilleregler, hvor EU-fiskerflåden kan konkurrere med andre fiskerinationer, og hvor bestemmelserne om markedsadgang tilpasses, hvis der vedtages strenge regler for EU-flåden. [Ændring 22]

(20)  Det bør sikres, at der som krævet i kontrolforordningen udveksles oplysninger elektronisk mellem medlemsstaterne og Kommissionen. Medlemsstaterne bør indsamle alle de krævede data om deres flåder og disses fiskeri, administrere dem og stille dem til rådighed for Kommissionen. De bør desuden samarbejde med hinanden, Kommissionen og tredjelande, hvor det er relevant, for at koordinere disse dataindsamlingsaktiviteter.

(21)  For at gøre oplysningerne om EU-fiskeritilladelser mere gennemskuelige og tilgængelige bør Kommissionen oprette et elektronisk register over fiskeritilladelser, som indeholder både en offentligt tilgængelig og en sikker del. Oplysningerne i EU-registret over fiskeritilladelser omfatter personoplysninger. Enhver behandling af personoplysninger i henhold til nærværende forordning bør ske under overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001(13), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF(14) og medlemsstaternes egen lovgivning på området.

(22)  For at sikre en effektiv regulering af adgangen til EU-farvande for fiskerfartøjer, der fører et tredjelands flag, bør de relevante regler være i overensstemmelse med dem, der ifølge kontrolforordningen gælder for EU-fiskerfartøjer. Navnlig bør nævnte forordnings artikel 33 om registrering af fangster og fangstrelaterede data også finde anvendelse om tredjelandsfiskerfartøjer, der fisker i EU-farvande.

(23)  Tredjelandsfiskerfartøjer, som ikke har fået udstedt en tilladelse i henhold til denne forordning, bør, når de sejler i EU-farvande, være forpligtet til at sørge for, at deres fiskeredskaber er stuvet på en sådan måde, at de ikke umiddelbart kan benyttes.

(24)  Medlemsstaterne bør være ansvarlige for at kontrollere tredjelandsfiskerfartøjers fiskeri i EU-farvande og til i tilfælde af overtrædelser at registrere disse i det nationale register, der er omhandlet i kontrolforordningens artikel 93.

(25)  For at forenkle proceduren for udstedelse af tilladelser bør medlemsstaterne og Kommissionen benytte et fælles system for udveksling og lagring af data, som gør det muligt at stille de fornødne oplysninger til rådighed og ajourføre dem og samtidig lette den administrative byrde. I denne forbindelse bør dataene i EU-fiskerflåderegistret udnyttet fuldt ud.

(26)  For at kunne tage hensyn til den teknologiske udvikling og eventuelle nye krav, der følger af den internationale ret, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse medartikel 290 i TEUF, for så vidt angår vedtagelse af ændringer af bilagene til denne forordning, som indeholder listen over de oplysninger, som en operatør skal fremlægge for at få en fiskeritilladelse. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning(15). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(27)  For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordningbør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår registrering af data, dataformatet og medlemsstaternes fremsendelse af data vedrørende fiskeritilladelser til Kommissionen og til EU-registret over fiskeritilladelser og for at fastlægge metoden for omfordeling af uudnyttede fiskerimuligheder. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011(16).

(28)  Kommissionen bør i behørigt begrundede tilfælde, hvor der af særligt hastende årsager kræves en hurtig indsats fra Unionens side for at omfordele fiskerimuligheder, vedtage gennemførelsesretsakter, der finder anvendelse umiddelbart.

(29)  På grund af de mange og omfattende ændringer bør forordning (EF) nr. 1006/2008 ophæves —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

AFSNIT I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand

Ved denne forordning fastsættes der regler for udstedelse og forvaltning af fiskeritilladelser til:

a)  EU-fiskerfartøjer, der fisker udøver fiskeri i farvande henhørende under et tredjelands højhedsområde eller jurisdiktion, i farvande henhørende under en RFFO’s kompetenceområde, som Unionen er kontraherende part i, i eller uden for EU-farvande eller på det åbne hav, og

b)  tredjelandsfiskerfartøjer, der fisker udøver fiskeri i EU-farvande. [Ændring 23]

Artikel 2

Forholdet til den internationale lovgivning og EU-lovgivningen

Denne forordning finder anvendelse med forbehold af:

a)  bestemmelserne i SFPA’er og lignende fiskeriaftaler indgået mellem Unionen og tredjelande

b)  bestemmelser vedtaget af RFFO’er eller lignende fiskeriorganisationer, som Unionen er kontraherende part eller ikkekontraherende samarbejdspart i

c)  bestemmelserne i EU-lovgivningen til gennemførelse de bestemmelser, der er nævnt i litra a) og b).

Artikel 3

Definitioner

Med henblik på denne forordning finder definitionerne i artikel 4 i grundforordningen anvendelse. Desuden forstås ved:

a)  "hjælpefartøj": et fartøj, der ikke er rigget med driftsklare fiskeredskaber, der er udformet med henblik på at fange eller tiltrække fisk, og som bistår med eller forbereder fiskeriet [Ændring 24]

b)  "fiskeritilladelse": en tilladelse fiskeritilladelse udstedt til et EU-fiskerfartøj eller et tredjelandsfiskerfartøj som supplement til dets fiskerilicens, der giver det ret til at udøve et specifikt fiskeri i en nærmere angivet periode, i et bestemt område eller til at udøve et bestemt fiskeri på særlige betingelser [Ændring 25]

c)  "register over fiskeritilladelser": et system til forvaltning af fiskeritilladelser og den dertil knyttede database

d)  "direkte tilladelse": en fiskeritilladelse udstedt af et tredjelands kompetente myndigheder til et EU-fiskerfartøj uden for rammerne af en SPFA

e)  "tredjelandsfarvande": farvande henhørende under et tredjelands højhedsområde eller jurisdiktion

f)  "observatørprogram": en ordning, der gennemføres i en RFFO’s, en SFPA’s, et tredjelands eller en medlemsstats regi, i henhold til hvilken der på bestemte betingelser indsættes observatører om bord på et fartøj fiskerfartøj for at indsamle data og/eller kontrollere fartøjets overholdelse af de regler, der er vedtaget af den pågældende organisation, den pågældende SFPA eller det pågældende land. [Ændring 26]

fa)   "kontraherende part": en kontraherende part i en international konvention eller aftale om oprettelse af en RFFO samt stater, fiskerienheder eller andre enheder, der samarbejder med en sådan organisation og er blevet tildelt status som samarbejdende ikke-kontraherende part i forhold til en sådan organisation. [Ændring 27]

fb)   "chartring": en aftale, i henhold til hvilken et fiskerfartøj, der sejler under en medlemsstats flag, i en fastlagt periode bortforpagtes til en operatør i enten en anden medlemsstat eller et tredjeland uden udflagning. [Ændring 77]

AFSNIT II

EU-FISKERFARTØJERS FISKERI UDEN FOR EU-FARVANDE

KAPITEL I

Fælles bestemmelser

Artikel 4

Generelle principper

Uden at dette berører kravet om at få udstedt tilladelse af den kompetente organisation eller tredjelandet, må et EU-fiskerfartøj ikke fiske uden for EU-farvande, medmindre det har fået udstedt en fiskeritilladelse af sin flagmedlemsstat.

Artikel 5

Kriterier for udstedelse af fiskeritilladelser

1.  En flagmedlemsstat må kun udstede en fiskeritilladelse til fiskeri uden for EU-farvande, hvis:

a)  den har modtaget fuldstændige og nøjagtige oplysninger som omhandlet i bilag 1 og 2 bilaget om fiskerfartøjet og det eller de tilknyttede hjælpefartøj(er), også om hjælpefartøjer, der ikke fører en medlemsstats flag [Ændring 28]

b)  fiskerfartøjet har en gyldig fiskerilicens udstedt i henhold til artikel 6 i forordning (EF) nr. 1224/2009

c)  fiskerfartøjet og eventuelle tilknyttede hjælpefartøjer har et IMO-nummer, såfremt dette er påkrævet i henhold til EU-lovgivningen [Ændring 29]

d)  operatøren og fiskerfartøjet hverken fiskerfartøjets ejer eller det pågældende fiskerfartøj i 12-månedersperioden forud for ansøgningen om fiskeritilladelse ikke er blevet idømt sanktioner for en alvorlig overtrædelse efter medlemsstatens nationale lovgivning, jf. artikel 42 i Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 og artikel 90 i Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009. [Ændring 78]

e)  fiskerfartøjet ikke er opført på en IUU-liste vedtaget af en RFFO og/eller Unionen, jf. forordning (EF) nr. 1005/2008

f)  flagmedlemsstaten i givet fald råder over fiskerimuligheder i henhold til en fiskeriaftale eller i henhold til RFFO’ens relevante bestemmelser, og

g)  fiskerfartøjet opfylder kravene i artikel 6, hvis dette er relevant.

2.  Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i henhold til artikel 43 med henblik på at ændre bilaget.

Artikel 6

Omflagning

1.  Denne artikel finder anvendelse på fartøjer, der inden for i løbet af de seneste fem to år forud for datoen for før ansøgning om fiskeritilladelse er:

a)  afmeldt EU-fiskerflåderegistret og registreret under et tredjelands flag og

b)  efterfølgende er gentilmeldt EU-fiskerflåderegistret inden for en periode på 24 måneder fra den dato, hvor det blev afmeldt dette register.

2.  En flagmedlemsstat må kun udstede en fiskeritilladelse, hvis den finder det godtgjort har sikret sig, at det i stk. 1 nævnte fartøj i den periode, hvor det sejlede under et tredjelands flag:

a)  ikke har deltaget i IUU-aktiviteter og

b)  ikke har udøvet sine aktiviteter i farvande enten henhørende under et ikkesamarbejdende tredjeland, jf. artikel 31 og 33 i forordning (EF) nr. 1005/2008, eller et tredjeland, som er blevet identificeret som et land, der tillader ikkebæredygtigt fiskeri, jf. artikel 4, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1026/2012(17).

3.  Operatøren skal med henblik herpå fremlægge alle følgende oplysninger vedrørende den relevante periode, hvori fartøjet opererede under et tredjelands flag, som kræves af flagmedlemsstaten, herunder som et minimum følgende:

a)  en fangst- og indsatsopgørelse for den relevante periode

b)  en kopi af den fiskeritilladelse, der er udstedt af flagstaten for den relevante periode

c)  en kopi af eventuelle fiskeritilladelser, i henhold til hvilke der måtte fiskes i tredjelandsfarvande i den relevante periode

d)  en officiel erklæring fra det tredjeland, som fartøjet omflagede til, med oplysninger om de sanktioner, som fartøjet eller operatøren er blevet idømt i den relevante periode.

da)   en komplet oversigt over, hvilke(t) flag fartøjet har sejlet under i den periode, hvor det har været afmeldt fra EU-registret over fiskerfartøjer.

4.  En flagmedlemsstat må ikke udstede fiskeritilladelse til et fartøj, der har været omflaget:

a)  til et tredjeland, der er identificeret som et ikkesamarbejdende tredjeland med hensyn til bekæmpelse af IUU-fiskeri, jf. artikel 31 i forordning (EF) nr. 1005/2008, eller er opført på den liste, der er omhandlet i samme forordnings artikel 33, eller

b)  til et tredjeland, der er identificeret som et land, der tillader ikkebæredygtigt fiskeri, jf. artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 1026/2012.

5.  Stk. 4 finder ikke anvendelse, hvis flagmedlemsstaten finder det godtgjort, at operatøren, straks efter at det pågældende land blev identificeret som et ikkesamarbejdende land med hensyn til bekæmpelse af IUU-aktiviteter eller som et land, der tillader ikkebæredygtigt fiskeri:

a)  indstillede alt fiskeri og

b)  omgående indledte de fornødne administrative procedurer for at fjerne fartøjet fra tredjelandets fiskerflåderegister. [Ændring 31]

Artikel 7

Overvågning af fiskeritilladelser

1.  Ved ansøgning om en fiskeritilladelse meddeler operatøren flagmedlemsstaten fuldstændige og nøjagtige oplysninger.

2.  Operatøren informerer straks flagmedlemsstaten om eventuelle ændringer af de relevante oplysninger.

3.  Flagmedlemsstaten overvåger mindst én gang om året, om de betingelser, som fiskeritilladelsen er udstedt på grundlag af, er opfyldt i hele fiskeritilladelsens gyldighedsperiode.

4.  Er en af de betingelser, som fiskeritilladelsen er udstedt på grundlag af, ikke længere opfyldt, ændrer eller inddrager træffer flagmedlemsstaten passende foranstaltninger, herunder at ændre eller inddrage tilladelsen, og underretter straks operatøren og Kommissionen samt, om fornødent, RFFO'ens sekretariat eller det pågældende tredjeland herom.

5.  Flagmedlemsstaten skal på behørigt begrundet anmodning af Kommissionen nægte at udstede tilladelse eller suspendere eller inddrage den i tilfælde:

a)   hvor overordnede politiske særligt hastende årsager, vedrørende som vedrører en alvorlig trussel mod den bæredygtige udnyttelse, forvaltning og bevarelse af havets biologiske ressourcer eller bekæmpelsen af ulovligt, urapporteret eller ureguleret fiskeri, kræver det

b)   af alvorlige overtrædelser i forhold til artikel 42 i forordning (EF) nr. 1005/2008 eller artikel 90, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1224/2009 for så vidt angår ulovligt, urapporteret og ureguleret (IUU) fiskeri, eller med henblik på at forhindre dem i tilfælde af høj risiko

c)   i tilfælde, hvor Unionen har besluttet at suspendere eller afbryde forbindelserne med det pågældende tredjeland.

Den i første afsnit nævnte behørigt begrundede anmodning skal være ledsaget af relevante og tilstrækkelige oplysninger. Når Kommissionen fremsætter en sådan behørigt begrundet anmodning, underretter den straks operatøren og flagmedlemsstaten herom. Efter en sådan anmodning fra Kommissionen skal der følge en 15 dage lang konsultationsperiode mellem Kommissionen og flagmedlemsstaten.

6.  Hvis en flagmedlemsstat Kommissionen efter de i stk. 5 nævnte 15 dage bekræfter sin anmodning, og hvis flagmedlemsstaten ikke nægter at udstede tilladelse eller ikke ændrer, suspenderer eller inddrager den som krævet i henhold til stk. 4 og 5, kan Kommissionen efter yderligere fem dage beslutte at inddrage tilladelsen og underrette underretter flagmedlemsstaten og operatøren herom om sin beslutning. [Ændring 32]

Kapitel II

EU-fiskerfartøjers fiskeri i tredjelandfarvande

Afdeling 1

Fiskeri i henhold til SFPA’er

Artikel 8

RFFO-medlemsskab

Et EU-fiskerfartøj må kun fiske i et tredjelands farvande efter bestande, der forvaltes af en RFFO, hvis det pågældende tredjeland er kontraherende part eller ikkekontraherende samarbejdspart i den relevante RFFO. Såfremt der er indgået SFPA’er inden den … [datoen for denne forordnings ikrafttræden], gælder dette stykke fra den… [fire år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden]. [Ændring 33]

Unionen kan tildele en del af de finansielle midler beregnet til sektorstøtte til de tredjelande, som den har SFPA’er med, for at støtte disse tredjelandes optagelse i RFFO'er. [Ændring 34]

Artikel 9

Anvendelsesområde

Denne afdeling finder anvendelse på fiskeri, der udøves af EU-fiskerfartøjer i tredjelandsfarvande i henhold til en SFPA.

Unionen skal sikre, at SFPA’er er i overensstemmelse med denne forordning. [Ændring 35]

Artikel 10

Fiskeritilladelser

Et EU-fiskerfartøj må ikke fiske i tredjelandsfarvande i henhold til en SFPA, medmindre det har fået udstedt en fiskeritilladelse:

a)  af sin flagmedlemsstat det tredjeland, under hvis højhedsområde eller jurisdiktion de farvande, hvori der fiskes, hører, og [Ændring 36]

b)  af det tredjeland, under hvis højhedsområde eller jurisdiktion der fiskes sin flagmedlemsstat. [Ændring 37]

Artikel 11

Betingelser for flagmedlemsstaters udstedelse af fiskeritilladelser

Flagmedlemsstater må kun udstede fiskeritilladelser til fiskeri i tredjelandsfarvande i henhold til enSFPA, hvis

a)  kriterierne for udstedelse af fiskeritilladelse i artikel 5 er opfyldt

b)  betingelserne i den relevante SFPA er opfyldt

c)  operatøren har betalt alle afgifter

ca)   operatøren har betalt alle gældende bødestraffe, som tredjelandets kompetente myndigheder har gjort krav på i løbet af de seneste 12 måneder pålagt, efter afslutningen af gældende retlige procedurer, og [Ændring 38]

cb)   fiskerfartøjet har en tilladelse fra tredjelandet. [Ændring 39]

Artikel 12

Forvaltning af fiskeritilladelser

1.  Når en flagmedlemsstat har udstedt en fiskeritilladelse verificeret, at de i artikel 11, litra a), b) og c) fastsatte betingelser er opfyldt, sender den Kommissionen den dertil hørende ansøgning om opnåelse af tredjelandets tilladelse.

2.  Den i stk. 1 nævnte ansøgning skal indeholde de oplysninger, der er omhandlet i bilag 1 og 2 bilaget, sammen med eventuelle andre oplysninger, der kræves i henhold tilSFPA’en.

3.  Flagmedlemsstaten sender ansøgningen til Kommissionen senest 10 15 kalenderdage før den frist for fremsendelse af ansøgninger, der er fastsat iSFPA’en. Kommissionen kan bede rette en behørigt begrundet anmodning til flagmedlemsstaten om de yderligere oplysninger, som den finder nødvendige.

4.  Når Inden for 10 kalenderdage efter ansøgningen er modtaget, eller – i tilfælde af at der blev anmodet om yderligere oplysninger i henhold til stk. 3 – inden for 15 kalenderdage efter ansøgningen er modtaget, foretager Kommissionen finder det godtgjort en indledende undersøgelse for at fastslå, om betingelserne, som er fastsat i artikel 11 er opfyldt. Kommissionen sender den derpå enten ansøgningen til tredjelandet eller meddeler medlemsstaten, at ansøgningen er afslået.

5.  Hvis et tredjeland meddeler Kommissionen, at det har besluttet at udstede fiskeritilladelse til et EU-fiskerfartøj, nægte at udstede en sådan tilladelse eller at suspendere eller inddrage et EU-fiskerfartøjs fiskeritilladelse i henhold til aftalen, underretter Kommissionen straks flagmedlemsstaten herom, om muligt elektronisk. Flagmedlemsstaten videresender straks denne information til fartøjets ejer. [Ændring 40]

Artikel 13

Midlertidig omfordeling af uudnyttede fiskerimuligheder tildelt i henhold til SFPA’er

1.  Kommissionen kan i et givet år eller en hvilken som helst anden relevant periode, når første halvdel af perioden i gennemførelsen af en protokol til en SFPA er gået, identificere uudnyttede fiskerimuligheder og underrette de medlemsstater, der har fået tildelt en andel af de pågældende fiskerimuligheder, herom.

2.  De i stk. 1 omtalte omhandlede medlemsstater kan inden for en frist på 10 20 dage fra modtagelsen af en sådan underretning fra Kommissionen:

a)  meddele Kommissionen, at de har til hensigt at udnytte deres fiskerimuligheder senere på året eller i den relevante gennemførelsesperiode anden halvdel af gennemførelsesperioden, idet de fremsender en fiskeriplan med detaljerede oplysninger om, hvor mange fiskeritilladelser de har ansøgt om, forventede fangster, område og fangstperiode, eller

b)  underrette Kommissionen om udveksling af fiskerimuligheder i henhold til artikel 16, stk. 8, i grundforordningen.

3.  Hvis nogle medlemsstater ikke har underrettet Kommissionen om en af handlingerne i stk. 2, og hvis fiskerimulighederne derfor forbliver uudnyttede, kan Kommissionen i en periode på ti dage i forlængelse af den i stk. 2 omhandlede periode indkalde interessetilkendegivelser fra de øvrige medlemsstater, der har fået tildelt en andel af fiskerimulighederne, om at få andel i disse uudnyttede muligheder

4.  Disse medlemsstater har en frist på 10 dage fra modtagelsen af indkaldelsen af interessetilkendegivelser til at meddele Kommissionen deres interesse i de uudnyttede fiskerimuligheder. De skal til støtte for deres ansøgning fremlægge en fiskeriplan med detaljerede oplysninger om, hvor mange fiskeritilladelser, de har ansøgt om, forventede fangster, område og fangstperiode.

5.  Hvis det skønnes nødvendigt for vurderingen af ansøgningen, kan Kommissionen bede de pågældende medlemsstater om yderligere oplysninger om, hvor mange fiskeritilladelser de har ansøgt om, forventede fangster, område og fangstperiode.

6.  Hvis ingen af de medlemsstater, der har fået tildelt en andel af fiskerimulighederne, tilkendegiver interesse i de uudnyttede fiskerimuligheder efter udløbet af perioden på 10 dage, kan Kommissionen indkalde interessetilkendegivelser fra samtlige medlemsstater. Medlemsstaterne kan meddele deres interesse i de uudnyttede fiskerimuligheder på de betingelser, der er fastsat i stk. 4.

7.  Kommissionen foretager på grundlag af de oplysninger, som medlemsstaterne forelægger i henhold til stk. 4 eller 5, og i tæt samarbejde med disse, en kun midlertidig omfordeling af de uudnyttede fiskerimuligheder under anvendelse af metoden i artikel 14.

7a.   Den i stk. 7 omhandlede omfordeling gælder kun i anden halvdel af den i stk. 1 omhandlede gennemførelsesperiode og sker kun én gang i løbet af denne periode.

7b.  Kommissionen underretter medlemsstaterne om:

a)  hvilke medlemsstater der har fået tildelt de omfordelte fiskerimuligheder

b)  hvor store mængder der er tildelt de medlemsstater, der har fået tildelt de omfordelte fiskerimuligheder, og

c)  hvilke tildelingskriterier, der er anvendt ved omfordelingen. [Ændring 41]

Artikel 13a

Forenkling af procedurerne for den årlige fornyelse af eksisterende fiskeritilladelser i den periode, hvor protokollen til en gyldig SFPA er gældende

Under gyldighedsperioden af en EU-SFPA bør der være mulighed for at tillade hurtigere, enklere og mere fleksible procedurer for fornyelse af tilladelser for fartøjer, hvis status (med hensyn til karakteristika, flag, ejerskab eller overholdelse af regler) ikke har ændret sig fra et år til et andet. [Ændring 42]

Artikel 14

Midlertidig omfordelingsmetode

1.  Kommissionen kan ved hjælp af gennemførelsesretsakter fastlægge en metode til midlertidig omfordeling af uudnyttede fiskerimuligheder. Gennemførelsesretsakterne vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 45, stk. 2.

2.  I behørigt begrundede, særligt hastende tilfælde, der skyldes den begrænsede tid, der er til at udnytte uudnyttede fiskerimuligheder, vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter, der finder anvendelse straks, jf. proceduren i artikel 45, stk. 3. Disse retsakter gælder i en periode på højst seks måneder.

3.  Kommissionen fastlægger omfordelingsmetoden på grundlag af følgende gennemsigtige og objektive kriterier, idet den tager hensyn til miljømæssige, sociale og økonomiske faktorer:

a)  de fiskerimuligheder, der kan omfordeles

b)  antallet af medlemsstater, der har fremsendt ansøgning

c)  den andel, som hver ansøgende medlemsstat har fået tildelt ved den oprindelige fordeling af fiskerimuligheder

d)  hver ansøgende medlemsstats historiske fangst- og indsatsniveauer

e)  antal fartøjer, type og kendetegn og de anvendte redskaber

f)  overensstemmelse mellem den fiskeriplan, som medlemsstaterne har fremlagt, og de oplysninger, der er omhandlet i litra a)-e).

Kommissionen skal offentliggøre sin begrundelse for omfordelingen. [Ændring 43]

Artikel 15

Tildeling af årlig kvote fordelt på flere på hinanden følgende fangstbegrænsninger

1.   Når der i en protokol til en SFPA er fastsat månedlige eller kvartalsmæssige fangstbegrænsninger eller en anden opdeling af den årlige kvote, kan Kommissionen vedtage en gennemførelsesretsakt med henblik på at fastlægge en metode for fordeling skal fordelingen af de tilsvarende fiskerimuligheder for hver måned, kvartal eller anden periode mellem medlemsstaterne. Gennemførelsesretsakterne vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 45, stk. 2 stemme overens med de årlige fiskerimuligheder, der tildeles medlemsstaterne i henhold til den relevante EU-retsakt. Det eneste tilfælde, hvor dette princip ikke gælder, er, når de pågældende medlemsstater enes om fælles fiskeriplaner, hvori der tages hensyn til de månedlige eller kvartalsmæssige fangstbegrænsninger eller andre opdelinger af de årlige kvoter. [Ændring 44]

2.  Den fordeling af fiskerimulighederne, der er omhandlet i stk. 1, skal være i overensstemmelse med de årlige fiskerimuligheder, der er tildelt medlemsstaterne i henhold til den relevante rådsforordning. [Ændring 45]

Afdeling 2

Fiskeri i henhold til direkte aftaler

Artikel 16

Anvendelsesområde

Denne afdeling finder anvendelse på fiskeri, der udøves af EU-fiskerfartøjer i tredjelandsfarvande uden for rammerne af en SFPA.

Artikel 17

Fiskeritilladelser

Et EU-fiskerfartøj må ikke fiske i tredjelandsfarvande uden for rammerne af en SFPA, medmindre det har fået udstedt en fiskeritilladelse af:

a)  sin flagmedlemsstat det tredjeland, under hvis højhedsområde eller jurisdiktion de farvande, hvori der fiskes, hører og [Ændring 46]

b)  det tredjeland, under hvis højhedsområde eller jurisdiktion der fiskes sin flagmedlemsstat. [Ændring 47]

En flagmedlemsstat kan udstede en fiskeritilladelse for fiskeri, der foregår i tredjelandsfarvande, hvis den protokol i en given SFPA, der dækker disse farvande, ikke har været i kraft for så vidt angår det pågældende tredjeland i mindst de tre foregående år.

I tilfælde af fornyelse af protokollen trækkes fiskeritilladelsen automatisk tilbage fra og med datoen for protokollens ikrafttræden. [Ændring 48]

Artikel 18

Betingelser for flagmedlemsstaters udstedelse af fiskeritilladelser

En flagmedlemsstat må kun udstede en fiskeritilladelse til fiskeri i tredjelandsfarvande uden for rammerne af en SFPA, hvis

a)  der ikke er nogen SFPA i kraft med det pågældende tredjeland, eller den gældende aftale om bæredygtigt fiskeri udtrykkeligt giver mulighed for, at der udstedes direkte tilladelser

b)  kriterierne for udstedelse af fiskeritilladelse i artikel 5 er opfyldt

ba)  der findes et overskud af tilladt fangstmængde som foreskrevet i artikel 62, stk. 2, i UNCLOS

c)  operatøren har fremlagt følgende:

(i)  en kopi af den gældende fiskerilovgivning, som operatøren har modtaget fra kyststaten

(ii)  en skriftlig bekræftelse en gyldig fiskeritilladelse fra tredjelandet, som beskriver, hvilke vilkår operatøren og til det berørte tredjeland har forhandlet sig frem fiskeri, der søges om tilladelse til for den direkte tilladelse, som tredjelandet har til hensigt at udstede med henblik på at give operatøren beskriver vilkårene for adgang til sine fiskerressourcer fiskeressourcerne, herunder varighed, betingelser og fiskerimuligheder udtrykt som indsats eller fangstbegrænsninger

(iii)  dokumentation for, at det planlagte fiskeri er bæredygtigt i form af:

–  en videnskabelig vurdering fra tredjelandet og/eller en RFFO og/eller et regionalt fiskeriorgan, hvis videnskabelige kompetence er anerkendt af Kommissionen, og

–  i tilfælde af en vurdering foretaget af tredjelandet, flagmedlemsstatens gennemgang af den videnskabelige vurdering på grundlag af en vurdering foretaget af medlemsstatens nationale videnskabelige institut eller eventuelt det videnskabelige institut i en medlemsstat, som er i besiddelse af kompetence med hensyn til det pågældende fiskeri

–  en kopi af tredjelandets fiskerilovgivning

(iv)  en udpeget statslig bankkonto til indbetaling af alle afgifter og

d)  hvis det er hensigten at fiske efter arter, der forvaltes af enRFFO, skal tredjelandet være kontraherende part eller samarbejdende, ikkekontraherende samarbejdspart i den pågældende organisation. [Ændring 49]

Artikel 19

Forvaltning af direkte fiskeritilladelser

1.  Når en flagmedlemsstat har udstedt en fiskeritilladelse kontrolleret, at de i artikel 18 fastsatte krav er opfyldt, sender den Kommissionen de relevante oplysninger, der er omhandlet i bilag 1 bilaget og 2 og i artikel 18.

2.  Hvis Kommissionen ikke har bedt foretager en indledende undersøgelse af oplysningerne omhandlet i stk. 1. Den kan anmode om yderligere oplysninger eller begrundelser for så vidt angår oplysningerne i stk. 1 inden for en frist på 15 kalenderdage fra fremsendelsen af oplysningerne i stk. 1, meddeler flagmedlemsstaten operatøren, at han må påbegynde fiskeriet, forudsat at han også har fået udstedt den direkte tilladelse af tredjelandet.dage.

3.  Hvis Kommissionen efter at have bedt om yderligere oplysninger eller begrundelser som omhandlet i stk. 2 konstaterer, at betingelserne i artikel 18 ikke er opfyldt, kan den gøre indsigelse mod udstedelsen af en fiskeritilladelse inden for en frist på to måneder én måned fra modtagelsen af alle den første modtagelse de ønskede oplysninger eller begrundelser.

3a.   Uanset denne artikels stk. 1 til 3, kan medlemsstaten, såfremt en fiskeriaftale skal fornyes inden for en periode på højst to år fra datoen for den første tilladelse på samme vilkår og betingelser som for den første tilladelse, udstede tilladelsen direkte efter at have kontrolleret, at betingelserne i artikel 18 er opfyldt, og den underretter straks Kommissionen herom. Kommissionen har 15 dage til at gøre indsigelse i overensstemmelse med proceduren i artikel 7.

4.  Meddeler et tredjeland Kommissionen, at det har besluttet at udstede en direkte tilladelse til et EU-fartøj, nægte at udstede en sådan tilladelse eller at suspendere eller inddrage et EU-fiskerfartøjs tilladelse, underretter Kommissionen straks flagmedlemsstaten herom, og denne underretter fartøjets ejer.

5.  Meddeler et tredjeland flagmedlemsstaten, at det har besluttet at udstede en direkte tilladelse til et EU-fartøj, nægte at udstede en sådan tilladelse eller at suspendere eller inddrage et EU-fiskerfartøjs tilladelse, underretter flagmedlemsstaten straks Kommissionen og fartøjets ejer herom.

6.  Operatøren forelægger flagmedlemsstaten en kopi af de betingelser, der er aftalt mellem denne og tredjelandet, sammen med en kopi af den direkte tilladelse. [Ændring 50]

Kapitel III

EU-fiskerfartøjers fiskeri inden for RFFO’er

Artikel 20

Anvendelsesområde

Dette kapitel finder anvendelse på EU-fiskerfartøjers fiskeri efter bestande henhørende under en RFFO’s kompetenceområde, uanset om fiskeriet foregår i EU-farvande, på det åbne hav eller i tredjelandsfarvande.

Artikel 20a

Opfyldelse af Unionens internationale forpligtelser i RFFO'erne

For at opfylde Unionens internationale forpligtelser i RFFO'erne og i overensstemmelse med målene i artikel 28 i grundforordningen skal Unionen tilskynde til periodiske vurderinger af effektiviteten, som udføres af uafhængige organer, og spille en aktiv rolle i oprettelsen og styrkelsen af gennemførelseskomitéer i alle RFFO'er, hvori Unionen er kontraherende part. Unionen skal navnlig sikre, at disse gennemførelseskomitéer varetager det overordnede tilsyn med gennemførelsen af den eksterne fiskeripolitik og de foranstaltninger, der besluttes i RFFO'erne. [Ændring 51]

Artikel 21

Fiskeritilladelser

Et EU-fiskerfartøj må ikke fiske efter bestande, der forvaltes af en RFFO, medmindre:

-a)  Unionen er kontraherende part i RFFO’en [Ændring 52]

a)  det af sin flagmedlemsstat har fået udstedt en fiskeritilladelse

b)  det er tilmeldt RFFO’ens relevante register eller er opført på dennes liste over fartøjer, der har fået udstedt tilladelse og [Ændring 53]

c)  det af det relevante tredjeland har fået udstedt en fiskeritilladelse i overensstemmelse med kapitel II, hvis fiskeriet udøves i tredjelandsfarvande.

Artikel 22

Betingelser for flagmedlemsstaternes udstedelse af fiskeritilladelser

En flagmedlemsstat må kun udstede en fiskeritilladelse, hvis:

a)  kriterierne for udstedelse af fiskeritilladelse i artikel 5 er opfyldt

b)  de regler, der er fastsat af RFFO’en, eller de bestemmelser, som EU har vedtaget til gennemførelse heraf, overholdes, og

c)  kriterierne i artikel 11 eller 18 er opfyldt, hvis fiskeriet udøves i tredjelandsfarvande.

Artikel 23

Registrering hos RFFO’er

1.  Flagmedlemsstaten sender Kommissionen listen eller listerne over fartøjer fiskerfartøjer som defineret i grundforordningen, der er aktive, som – såfremt det er relevant – har en tilhørende fangstopgørelse, og som den har udstedt tilladelse til med henblik på fiskeri inden for en RFFO’s kompetenceområde.

2.  Den eller de lister, der er omhandlet i stk. 1, opstilles i overensstemmelse med RFFO’ens krav og ledsages af de oplysninger, der er omhandlet i bilag 1 og 2 bilaget.

3.  Kommissionen kan bede flagmedlemsstaten om de yderligere oplysninger, som den finder nødvendige, inden for en periode på ti dage efter den har modtaget den liste, som er omhandlet i stk. 1. Den skal give en begrundelse for en sådan anmodning.

4.  Når Kommissionen sender, når den finder det godtgjort, at betingelserne i artikel 22 er opfyldt, sender og inden for en periode på 15 dage efter den har modtaget den liste, som er omhandlet i stk. 1, listen eller listerne over fartøjer, der har fået udstedt tilladelse, til RFFO’en.

5.  Hvis RFFO’ens register eller liste ikke er offentligt tilgængelig, underretter rundsender Kommissionen flagmedlemsstaten om de listen over fartøjer, der er tilmeldt registret eller opført på listen, der har fået udstedt tilladelse, til de medlemsstater, der er involveret i det pågældende fiskeri. [Ændring 54]

Kapitel III

EU-fiskerfartøjers fiskeri på åbent hav

Artikel 24

Anvendelsesområde

Dette kapitel finder anvendelse på fiskeri, der udøves på det åbne hav af EU-fiskerfartøjer med en længde overalt på over 24 m. [Ændring 55]

Artikel 25

Fiskeritilladelser

Et EU-fiskerfartøj må ikke fiske på det åbne hav, medmindre:

a)  det af sin flagmedlemsstat har fået udstedt en fiskeritilladelse af det pågældende fartøjs flagmedlemsstat på baggrund af en videnskabelig evaluering, som vurderer bæredygtigheden af det fiskeri, der søges om tilladelse til, og som er valideret af flagmedlemsstatens nationale videnskabelige institut eller eventuelt det videnskabelige institut i en medlemsstat, som er i besiddelse af kompetence med hensyn til det pågældende fiskeri, og [Ændring 56]

b)  Kommissionen er underrettet om fiskeritilladelsen i overensstemmelse med artikel 27.

Artikel 26

Betingelser for flagmedlemsstaternes udstedelse af fiskeritilladelser

En flagmedlemsstat må kun udstede en fiskeritilladelse til fiskeri på det åbne hav, hvis:

a)   kriterierne for udstedelse af fiskeritilladelser i artikel 5 er opfyldt

b)   det planlagte fiskeri er:

–  baseret på en økosystembaseret fiskeriforvaltningstilgang som defineret i artikel 4, nr. 9, i grundforordningen, og

–  i overensstemmelse med en af flagmedlemsstatens nationale videnskabelige institut udarbejdet videnskabelig evaluering, hvori der tages hensyn til bevaringen af levende marine ressourcer og marine økosystemer. [Ændring 57]

Artikel 27

Underretning af Kommissionen

Flagmedlemsstaten underretter Kommissionen om fiskeritilladelsen senest 15 8,5 kalenderdage, før det planlagte fiskeri på det åbne hav indledes, og fremsender oplysningerne som er anført i bilag 1 og 2 bilaget. [Ændring 58]

KAPITEL V

Chartring af EU-fiskerfartøjer

Artikel 28

Principper

1.  EU-fiskerfartøjer må ikke fiske som led i charteraftaler, hvis der er en SFPA i kraft, medmindre andet er fastsat i den pågældende aftale.

2.  EU-fartøjer må ikke fiske som led i mere end én charteraftale ad gangen eller indgå undercharteraftaler.

2a.   EU-fartøjer opererer kun i henhold til charteraftaler i farvande henhørende under kompetenceområdet for en RFFO, hvis den stat, som fartøjet er chartret til, er kontraherende part i den pågældende organisation.

3.  Et EU-fartøj, der er omfattet af en charteraftale, må ikke udnytte sin flagmedlemsstats fiskerimuligheder i den periode, som charteraftalen dækker. Fangster taget af et fartøj, der er omfattet af en charteraftale, skal modregnes i charterstatens fiskerimuligheder.

3a.   Intet i denne forordning begrænser flagmedlemsstatens ansvar for så vidt angår dens forpligtelser i henhold til international ret, forordning (EF) nr. 1224/2009, forordning (EF) nr. 1005/2008 eller andre bestemmelser i den fælles fiskeripolitik, herunder rapporteringskrav. [Ændring 59]

Artikel 29

Forvaltning af fiskeritilladelser som led i en charteraftale

Når en flagmedlemsstat udsteder en fiskeritilladelse til et fartøj i henhold til artikel 11, 18, 22 eller 26, og det pågældende fiskeri foregår som led i en charteraftale, kontrollerer flagmedlemsstaten:

a)  at charterstatens kompetente myndigheder officielt har bekræftet, at aftalen er i overensstemmelse med landets nationale lovgivning, og

b)  at charteraftalen charteraftalens detaljer, herunder tidsperiode, fiskerimuligheder og fangstområde, er anført på fiskeritilladelsen. [Ændring 60]

Kapitel VI

Kontrol- og rapporteringsforpligtelser

Artikel 30

Data fra observatørprogrammer

Hvis der indsamles data om bord på et EU-fiskerfartøj som led i et observatørprogram i overensstemmelse med Unionens eller RFFO'ens lovgivning, sender den driftsansvarlige for fartøjet disse data til sin flagmedlemsstat. [Ændring 61]

Artikel 31

Udlevering af oplysninger til tredjelande

1.  Når der fiskes i henhold til dette afsnit, skal den driftsansvarlige for EU-fiskerfartøjet, hvis dette kræves i henhold til partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri med tredjelandet, sende de relevante fangst- og landingsopgørelser både til tredjelandet og sende sin flagmedlemsstat en kopi af disse oplysninger og til tredjelandet.

2.  Flagmedlemsstaten vurderer, om de oplysninger, der sendes til tredjelandet, jf. stk. 1, stemmer overens med de oplysninger, den har modtaget i henhold til forordning (EF) nr. 1224/2009. I tilfælde af uoverensstemmelser i dataene skal medlemsstaten undersøge, om disse uoverensstemmelser udgør IUU-fiskeri som defineret i artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1005/2008, og træffe passende foranstaltninger i henhold til artikel 43-47 i nævnte forordning.

3.  Hvis der ikke fremsendes fangst- og landingsopgørelser til tredjelandet som krævet i henhold til stk. 1, betragtes dette som en alvorlig overtrædelse, der medfører anvendelsen af sanktioner og andre foranstaltninger i henhold til den fælles fiskeripolitik. Medlemsstatens kompetente myndigheder træffer afgørelse om overtrædelsens alvor under hensyntagen til, hvilken type skade, der er tale om, skadens værdi, overtræderens økonomiske situation, overtrædelsens omfang og om der er tale om gentagelser. [Ændring 62]

Artikel 31a

Krav om RFFO-medlemskab

Et fiskerfartøj fra et tredjeland må kun fiske i EU-farvande efter bestande, der forvaltes af en RFFO, hvis tredjelandet er kontraherende part i den pågældende RFFO. [Ændring 63]

AFSNIT III

TREDJELANDSFISKERFARTØJERS FISKERI I EU-FARVANDE

Artikel 32

Generelle principper

1.  Et tredjelandsfiskerfartøj må ikke fiske i EU-farvande, medmindre det har fået udstedt en fiskertilladelse af Kommissionen. Det må kun få udstedt en sådan tilladelse, hvis det opfylder de kriterier, der er fastsat i artikel 5. [Ændring 64]

2.  Et tredjelandsfiskerfartøj, der har fået tilladelse til at fiske i EU-farvande, skal overholde de regler, der gælder for EU-fartøjers fiskeri, i de områder, hvor det fisker, såvel som. Hvis de bestemmelser, der er fastsat i den relevante fiskeriaftale, er forskellige, skal de nævnes eksplicit enten i denne aftale eller i regler, der er aftalt med det tredjeland, som implementerer aftalen. [Ændring 65]

3.  Hvis et tredjelandsfiskerfartøj sejler igennem EU-farvande uden at have fået udstedt en tilladelse i henhold til denne forordning, skal dens fiskeredskaber være fastgjort og stuvet, således at de ikke umiddelbart kan benyttes.

Artikel 33

Betingelser for udstedelse af fiskeritilladelser

Kommissionen må kun udstede fiskeritilladelser til et tredjelandsfiskerfartøj med henblik på fiskeri i EU-farvande, hvis:

-a)  der findes et overskud af tilladt fangstmængde, der dækker de foreslåede fiskerimuligheder som foreskrevet i artikel 62, stk. 2 og 3, i UNCLOS

a)  oplysningerne i bilag 1 og 2 bilaget om fiskerfartøjet og det eller de tilknyttede hjælpefartøj(er) er fuldstændige og nøjagtige og fiskerfartøjet og eventuelle tilknyttede hjælpefartøjer har et IMO-nummer, såfremt det er påkrævet i henhold til EU-lovgivning

b)  operatøren og hverken føreren af fiskerfartøjet eller det pågældende fiskerfartøj i 12-månedersperioden forud for ansøgningen om fiskeritilladelse ikke er blevet idømt sanktioner for en alvorlig overtrædelse efter medlemsstatens nationale lovgivning, jf. artikel 42 i Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 og artikel 90 i Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009

c)  fiskerfartøjet ikke er opført på en IUU-liste IUU-fartøjsliste, der er vedtaget af et tredjeland, en RFFO eller af Unionen i henhold til forordning (EF) nr. 1005/2008, og/eller tredjelandet ikke er identificeret som et ikkesamarbejdende tredjeland eller er opført på listen over sådanne lande, jf. forordning (EF) nr. 1005/2008, eller som et land, der tillader ikkebæredygtigt fiskeri, jf. forordning (EU) nr. 1026/2012

d)  fiskerfartøjet er berettiget i henhold til aftalen med det berørte tredjeland og i givet fald er opført på aftalens fartøjsliste. [Ændring 66]

Artikel 34

Procedure for udstedelse af fiskeritilladelser

1.  Tredjelandet sender Kommissionen ansøgningerne vedrørende sine fartøjer før udløbet af den frist, der er fastsat i aftalen, eller den frist, som Kommissionen har fastsat.

2.  Kommissionen kan bede tredjelandet om de yderligere oplysninger, som den finder nødvendige.

3.  Når den finder det godtgjort, at betingelserne fastsat i artikel 33 er opfyldt, udsteder Kommissionen en fiskeritilladelse og underretter tredjelandet og de berørte medlemsstater herom.

Artikel 35

Overvågning af fiskeritilladelser

1.  Er en af betingelserne fastsat i artikel 33 ikke længere opfyldt, ændrer eller inddrager Kommissionen tilladelsen og underretter tredjelandet og medlemsstaterne herom.

2.  Kommissionen kan nægte at udstede tilladelse eller suspendere eller inddrage den i tilfælde, hvor omstændighederne har ændret sig fundamentalt, eller hvor overordnede politiske årsager vedrørende bl.a.:

a)   som blandt andet vedrører internationale menneskerettighedsnormer

b)   hvor det er påkrævet af særligt hastende årsager, som har med en alvorlig en trussel mod den bæredygtige udnyttelse, forvaltning og bevarelse af havets biologiske ressourcer at gøre

c)  eller bekæmpelsen af hvor der er behov for foranstaltninger med henblik på at forhindre en alvorlig overtrædelse i henhold til artikel 42 i forordning (EF) nr. 1005/2008 eller artikel 90, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1224/2009 for så vidt angår ulovligt, urapporteret eller ureguleret fiskeri berettiger en sådan handling, eller

d)   i tilfælde, hvor Unionen af nævnte eller andre overordnede politiske årsager har besluttet at suspendere eller afbryde forbindelserne med det pågældende tredjeland.

Kommissionen underretter straks tredjelandet, såfremt den afviser, suspenderer eller inddrager tilladelsen i overensstemmelse med første afsnit. [Ændring 67]

Artikel 36

Indstilling af fiskeriet

1.  Når de fiskerimuligheder, som et tredjeland har fået tildelt, anses for at være opbrugt, underretter Kommissionen straks det pågældende tredjeland og medlemsstaternes kompetente kontrolmyndigheder herom. For at give mulighed for fortsat fiskeri inden for rammerne af ikke-opbrugte fiskerimuligheder, der også kan have indvirkning på opbrugte fiskerimuligheder, forelægger tredjelandet Kommissionen tekniske foranstaltninger, der har til formål at hindre negative virkninger for de opbrugte fiskerimuligheder. Fra datoen for den meddelelse, der er omhandlet i stk. 1, betragtes de fiskeritilladelser, der er udstedt til fartøjer, som fører det pågældende tredjelands flag, som suspenderet for det pågældende fiskeri, og fartøjerne har ikke længere tilladelse til at udøve dette fiskeri.

2.  Fiskeritilladelser betragtes som værende inddraget, hvis den i stk. 2 omhandlede suspension af fiskeritilladelser vedrører alle de aktiviteter, som de er udstedt til.

3.  Tredjelandet sørger for, at de pågældende fiskerfartøjer straks informeres om denne artikels anvendelse, og at de indstiller alt berørt fiskeri.

Artikel 37

Overudnyttelse af kvoter i EU-farvande

1.  Konstaterer Kommissionen, at et tredjeland har overskredet de kvoter, det har fået tildelt for en bestand eller gruppe af bestande, nedsætter den de kvoter, der er tildelt det pågældende land for den pågældende bestand eller gruppe af bestande i de følgende år. Omfanget af nedsættelsen skal være i overensstemmelse med artikel 105 i forordning (EF) nr. 1224/2009. [Ændring 68]

2.  Kan der ikke foretages en nedsættelse i henhold til stk. 1 af den kvote for en bestand eller gruppe af bestande, der er overskredet, som sådan, fordi den pågældende kvote ikke i tilstrækkeligt omfang står til rådighed for det pågældende tredjeland, kan Kommissionen efter høring af tredjelandet i de følgende år nedsætte tredjelandets kvoter for andre bestande eller grupper af bestande i det samme geografiske område eller med den samme handelsværdi.

Artikel 38

Kontrol og håndhævelse

1.  Et tredjelandsfartøj, der har fået tilladelse til at fiske i EU-farvande, skal overholde de kontrolregler, der gælder for EU-fartøjers fiskeri i det fiskeriområde, hvor det fisker.

2.  Et tredjelandsfartøj, der har fået tilladelse til at fiske i EU-farvande, forelægger Kommissionen eller det organ, den har udpeget, og, hvis det er relevant, kystmedlemsstaten de oplysninger, som EU-fartøjer i henhold til forordning (EF) nr. 1224/2009 har pligt til at sende til flagmedlemsstaten.

3.  Kommissionen eller det organ, den har udpeget, sender de i stk. 2 omhandlede oplysninger til kystmedlemsstaten.

4.  Et tredjelandsfartøj, der har fået tilladelse til at fiske i EU-farvande, forelægger på anmodning Kommissionen eller det organ, den har udpeget, de observatørrapporter, der er udarbejdet som led i de gældende observatørprogrammer.

5.  Kystmedlemsstaterne registrerer samtlige overtrædelser begået af tredjelandsfiskerfartøjer og de dertil knyttede sanktioner, i det nationale register, der er oprettet i henhold til artikel 93 i forordning (EF) nr. 1224/2009.

6.  Kommissionen sender de i stk. 5 nævnte oplysninger til tredjelandet for at sikre, at det pågældende tredjeland træffer passende foranstaltninger.

Stk. 1 finder anvendelse med forbehold af samrådene mellem Unionen og tredjelande. Kommissionen tillægges i denne forbindelse beføjelser til i henhold til artikel 44 at vedtage delegerede retsakter med henblik på at gennemføre resultaterne af samrådene med tredjelande om adgangsaftaler i EU-lovgivningen.

AFSNIT IV

Data og oplysninger

Artikel 39

EU-register over fiskeritilladelser

1.  Kommissionen opretter og vedligeholder et elektronisk EU-register over fiskeritilladelser, som omfatter alle fiskeritilladelser, der er udstedt i medfør af afsnit II og III, og som består af en offentligt tilgængelig og en sikker del. Følgende gælder for dette register:

a)  samtlige oplysninger omhandlet i bilag 1 og 2, som er opført i bilaget, registreres i registret, og status for hver enkelt tilladelse vises i realtid

b)  registret anvendes til udveksling af data og oplysninger mellem Kommissionen og en medlemsstat, og

c)  det anvendes udelukkende med henblik på en bæredygtig forvaltning af fiskerflåderne.

2.  Registrets liste over fiskeritilladelser skal være offentligt tilgængelig og omfatte alle nedenstående oplysninger:

a)  fartøjets navn og flag og dets CFR- og IMO-nummer, såfremt dette kræves i henhold til EU-lovgivning

aa)  selskabsejerens og den reelle ejers navn, by og bopælsland

b)  type tilladelse, herunder fiskerimuligheder, og

c)   tidspunkt og område, hvor det er tilladt at fiske (start- og slutdatoer og fiskeriområde).

3.  Medlemsstaterne benytter registret til at fremsende fiskeritilladelser til Kommissionen, og sørger for, at oplysningerne deri er ajourført, jf. artikel 12, 19, 23 og 27. [Ændring 69]

Artikel 40

Tekniske krav

Udvekslingen af oplysninger som omhandlet i afsnit II, III og IV skal foregå elektronisk. Kommissionen kan, uden at dette berører bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/2/EF(18), vedtage gennemførelsesretsakter for at fastsætte de tekniske driftskrav til registrering, formatering og transmission af de oplysninger, der er omhandlet i nævnte afsnit. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 45, stk. 2.

For at gøre et EU-register over fiskeritilladelser operationelt og for at gøre medlemsstaterne i stand til at opfylde de tekniske transmissionskrav yder Kommissionen de pågældende medlemsstater teknisk bistand. Med henblik herpå bistår Kommissionen de nationale myndigheder med fremsendelsen af de oplysninger, som operatørerne skal udlevere for hver type tilladelse, og udvikler inden den … [seks måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttræden] en IT-applikation, som gør medlemsstaterne i stand til automatisk og i realtid at overføre data vedrørende ansøgninger om tilladelser samt fartøjernes kendetegn til EU-registret over fiskeritilladelser. [Ændring 70]

For så vidt angår teknisk og økonomisk støtte til informationsoverførslen kan medlemsstaterne ansøge om finansiel bistand fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond i medfør af artikel 76, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014(19). [Ændring 71]

Artikel 41

Adgang til data

Medlemsstaterne eller Kommissionen giver med forbehold af artikel 110 i forordning (EF) nr. 1224/2009 de relevante kompetente administrative tjenester, der er inddraget i forvaltningen af fiskerflåderne, adgang til den sikre del af det EU-register over fiskeritilladelser, der er omhandlet i artikel 39.

Artikel 42

Forvaltning af data, beskyttelse af persondata og fortrolighed

Data indsamlet i henhold til denne forordning behandles i overensstemmelse med artikel 109, 110, 111 og 113 i forordning (EF) nr. 1224/2009, forordning (EF) nr. 45/2001 og direktiv 95/46/EF og de dertil knyttede nationale gennemførelsesbestemmelser.

Artikel 43

Forbindelserne med tredjelande og RFFO’er

1.  Hvis en medlemsstat modtager oplysninger fra et tredjeland eller en RFFO af relevans for en effektiv anvendelse af denne forordning, videreformidler den disse oplysninger til de øvrige berørte medlemsstater og til Kommissionen eller det organ, den har udpeget, for så vidt dette er tilladt i henhold til de bilaterale aftaler med det pågældende tredjeland eller den pågældende RFFO’s bestemmelser.

2.  Kommissionen eller det organ, den har udpeget, kan i henhold til fiskeriaftaler indgået mellem Unionen og et tredjeland eller i henhold til regler fastsat af RFFO’er eller lignende fiskeriorganisationer, som Unionen er kontraherende part eller ikkekontraherende samarbejdspart i, meddele relevante oplysninger om manglende overholdelse af bestemmelserne i denne forordning eller alvorlige overtrædelser som omhandlet i artikel 42, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 1005/2008 og i artikel 90, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1224/2009 til andre parter i nævnte aftaler eller organisationer, hvis den medlemsstat, som fremlagde oplysningerne, giver sit samtykke hertil, og under overholdelse af forordning (EF) nr. 45/2001. [Ændring 72]

AFSNIT V

Procedurer, delegation af beføjelser og gennemførelsesforanstaltninger

Artikel 44

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 5, stk. 2, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den … [datoen for denne forordnings ikrafttræden]. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode. [Ændring 73]

3.  Den i artikel 5, stk. 2, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er trådt i kraft.

3a.  Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

4.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 5, stk. 2, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 45

Udvalgsprocedure

1.  Kommissionen bistås af Komitéen for Fiskeri og Akvakultur, der er nedsat i henhold til artikel 47 i grundforordningen. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.  Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

3.  Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 8 i forordning (EU) nr. 182/2011 sammenholdt med dennes artikel 5.

AFSNIT VI

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 46

Ophævelse

1.  Forordning (EF) nr. 1006/2008 ophæves.

2.  Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende forordning.

Artikel 47

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i …, den.

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

Bilag 1

Liste over oplysninger, som skal forelægges med henblik på udstedelse af en fiskeritilladelse

* obligatoriske felter (rubrik 22-25 og 28-48 må ikke udfyldes, hvis oplysningerne kan hentes automatisk fra EU-fiskerflåderegistret på grundlag af et CFR- eller IMO-nummer)

I

ANSØGER

1

Den økonomiske operatørs navn*

2

E-mailadresse*

3

Adresse

4

Fax nr.

5

Skattenummer (SIRET, NIF…)*

6

Tlf. nr.

7

Repræsentantens navn (ifølge protokollens bestemmelser)*

8

E-mailadresse*

9

Adresse

10

Fax nr.

11

Tlf. nr.

12

Navn på den forening eller repræsentant, der repræsenterer den økonomiske operatør*

13

E-mailadresse*

14

Adresse

15

Fax nr.

16

Tlf. nr.

17

Fartøjsførerens/fartøjsførernes navn*

18

E-mailadresse*

19

Nationalitet*

20

Fax nr.

21

Tlf. nr.

II

FARTØJETS IDENTIFIKATION, TEKNISKE KENDETEGN OG UDSTYR

22

Fartøjets navn*

23

Flagstat*

24

Dato for erhvervelse af nuværende flag*

25

Havnekendingsbogstaver*

26

IMO- (UVI-)nummer*

27

CFR-nr.*

28

Internationalt radiokaldesignal (IRCS)*

29

Radiokaldefrekvens*

30

Satellittelefonnummer

31

MMSI*

32

Byggeår og -sted*

33

Eventuelle tidligere flag og dato for erhvervelse*

34

Byggemateriale: Stål / træ / polyester / andet*

35

FOS-transponder*

36

Model*

37

Løbenummer*

38

Programversion*

39

Satellitoperatør*

40

Navn på fabrikanten af FOS-udstyret

41

Fartøjets længde overalt*

42

Fartøjets bredde*

43

Dybgang*

44

Bruttotonnage (GT)*

45

Hovedmotorens maskineffekt (kW)*

46

Motortype

47

Mærke

48

Motorserienummer*

III

KATEGORI AF FISKERI, SOM DER ANSØGES OM TILLADELSE TIL

49

Fartøjstype (FAO-kode)*

50

Redskabstype (FAO-kode)*

53

Fiskeriområder (FAO-kode)*

54

Fiskeriafsnit - FAO - eller kyststat*

55

Landingshavn(e)

56

Omladningshavn(e)

57

Målarter (FAO-kode) eller fiskerikategori (SFPA)*

58

Periode, som der ansøges om tilladelse til a fiske i (start- og slutdato)

59

RFFO-registernummer* (hvis kendt)

60

Dato for tilmelding til RFFO'ens register* (hvis kendt)

61

Maksimalt antal besætningsmedlemmer*:

62

Fra [PARTNERLAND]:

63

Fra AVS-land:

64

Metode for opbevaring af fisken/forarbejdning om bord*: Fersk / Kølet / Frosset / Fiskemel / Fiskeolie / Fileteret

65

Liste over hjælpefartøjer: navn / IMO-nummer / CFR-nummer

IV

CHARTRING

66

Fisker fartøjet som led i en charteraftale?* JA/NEJ

67

Type charteraftale

68

Charteraftalens gyldighedsperiode (start- og slutdato)*

69

Fiskerimuligheder (i tons) tildelt det fartøj, der er omfattet af en charteraftale*

70

Navnet på det tredjeland, der har tildelt det chartrede fartøj fiskerimuligheder*

Bilag (liste over dokumenter): [Ændring 74]

Bilag 2

Liste over oplysninger, som skal fremlægges for et hjælpefartøj, der bistår det fiskerfartøj, der er beskrevet i bilag 1

* obligatoriske felter (rubrik 22-25 og 28-48 må ikke udfyldes for et hjælpefartøj, der fører en EU-medlemsstats flag, hvis oplysningerne kan hentes automatisk fra EU-fiskerflåderegistret på grundlag af et CFR-nummer)

I

HJÆLPEFARTØJETS DRIFTSANSVARLIGE

1

Den økonomiske operatørs navn*

2

E-mailadresse*

3

Adresse

4

Fax nr.

5

Skattenummer (SIRET, NIF…)*

6

Tlf. nr.

7

Repræsentantens navn (ifølge protokollens bestemmelser)*

8

E-mailadresse*

9

Adresse

10

Fax nr.

11

Tlf. nr.

12

Navn på den forening eller repræsentant, der repræsenterer den økonomiske operatør*

13

E-mailadresse*

14

Adresse

15

Fax nr.

16

Tlf. nr.

17

Fartøjsførerens/fartøjsførernes navn*

18

E-mailadresse*

19

Nationalitet*

20

Fax nr.

21

Tlf. nr.

II

HJÆLPEFARTØJETS IDENTIFIKATION, TEKNISKE KENDETEGN OG UDSTYR

22

Fartøjets navn*

23

Flagstat*

24

Dato for erhvervelse af nuværende flag*

25

Havnekendingsbogstaver*

26

IMO- (UVI-)nummer*

27

CFR-nummer (for EU-fartøjer, hvis kendt)*

28

Internationalt radiokaldesignal (IRCS)*

29

Radiokaldefrekvens*

30

Satellittelefonnummer

31

MMSI*

32

Byggeår og -sted

33

Eventuelle tidligere flag og dato for erhvervelse*

34

Byggemateriale: Stål / træ / polyester / andet

35

FOS-transponder

36

Model

37

Serienummer

38

Programversion

39

Satellitoperatør

40

Navn på fabrikanten af FOS-udstyret

41

Fartøjets længde overalt

42

Fartøjets bredde

43

Dybgang

44

Bruttotonnage (GT)

45

Hovedmotorens maskineffekt (kW)

47

Motortype

48

Mærke

49

Motorserienummer

III

OPLYSNINGER OM DET FISKERI, SOM HJÆLPEFARTØJET BISTÅR MED

50

Fiskeriområder (FAO-kode)

51

Fiskeriafsnit (FAO-kode)

52

Målarter (FAO-kode)

53

RFFO-registernummer*

54

Dato for tilmelding til RFFO'ens register* (hvis kendt)

Bilag (liste over dokumenter): [Ændring 75]

Bilag

Liste over oplysninger, som skal afgives med henblik på udstedelse af en fiskeritilladelse

* obligatoriske felter (rubrik 22-25 og 28-48 behøver ikke udfyldes, hvis oplysningerne kan hentes automatisk fra EU-fiskerflåderegistret på grundlag af et CFR- eller IMO-nummer)

I

ANSØGER

1

Fartøjets ID (IMO-nummer, CFR-nummer osv.)

2

Fartøjets navn

3

Den økonomiske aktørs navn*

4

E-mailadresse*

5

Adresse

6

Fax

7

Skattenummer (SIRET, NIF…)*

8

Tlf.

9

Ejerens navn

10

E-mailadresse*

11

Adresse

12

Fax

13

Tlf.

14

Navn på den forening eller repræsentant, der repræsenterer den økonomiske aktør*

15

E-mailadresse*

16

Adresse

17

Fax

18

Tlf.

19

Fartøjsførerens/fartøjsførernes navn(e)*

20

E-mailadresse*

21

Nationalitet*

22

Fax

23

Tlf.

II

KATEGORI AF FISKERI, SOM DER ANSØGES OM TILLADELSE TIL

 

Type tilladelse (fiskeriaftale, direkte tilladelse, RFFO, åbent hav, charter, hjælpefartøj)

24

Fartøjstype (FAO-kode)*

25

Redskabstype (FAO-kode)*

26

Fiskeriområder (FAO-kode)*

27

Målarter (FAO-kode) eller fiskerikategori (SFPA)*

28

Periode, som der ansøges om tilladelse til at fiske i (start- og slutdato)

29

RFFO-registernummer* (hvis kendt)

30

Liste over hjælpefartøjer: navn/IMO-nummer/CFR-nummer

III

CHARTRING

31

Fisker fartøjet som led i en charteraftale?* Ja/nej

32

Type charteraftale

33

Charteraftalens gyldighedsperiode (start- og slutdato)*

34

Fiskerimuligheder (i ton) tildelt det fartøj, der er omfattet af en charteraftale*

35

Navnet på det tredjeland, der har tildelt det chartrede fartøj fiskerimuligheder*

[Ændring 76]

(1) EUT C 303 af 19.8.2016, s. 116.
(2)EUT C 303 af 19.8.2016, s. 116.
(3)EUT C […] af […], s. […].
(4) Europa-Parlamentets holdning af 2.2.2017 og Rådets afgørelse af … .
(5)Rådets forordning (EF) nr. 1006/2008 af 29. september 2008 om tilladelser til EF-fiskerfartøjers fiskeri uden for EF-farvande og tredjelandsfartøjers adgang til EF-farvande, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 og (EF) nr. 1627/94 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 3317/94 (EUT L 286 af 29.10.2008, s. 33).
(6)Rådets afgørelse 98/392/EF af 23. marts 1998 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af de Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 og af aftalen af 28. juli 1994 vedrørende anvendelsen af kapitel XI i denne konvention (EFT L 179 af 23.6.1998, s. 1).
(7)Rådets afgørelse 98/414/EF af 8. juni 1998 om Det Europæiske Fællesskabs ratifikation af aftalen om gennemførelse af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 vedrørende bevarelse og forvaltning af fiskebestande, der bevæger sig både inden for og uden for eksklusive økonomiske zoner (fælles bestande), og stærkt vandrende fiskebestande (EFT L 189 af 3.7.1998, s. 14).
(8)Rådets afgørelse 96/428/EF af 25. juni 1996 om Fællesskabets godkendelse af aftalen om fremme af fiskerfartøjers overholdelse af internationale bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger på det åbne hav (EFT L 177 af 16.7.1996, s. 24).
(9)De Forenede Nationers Generalforsamlings resolution A/RES/66/288 af 27. juli 2012 om resultaterne af Rio+20-konferencen "The Future We Want".
(10)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22).
(11)Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1936/2001 og (EF) nr. 601/2004 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1093/94 og (EF) nr. 1447/1999 (EUT L 286 af 29.10.2008, s. 1).
(12)Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006 (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1).
(13)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
(14)Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31).
(15) EUT L 123 af 12.5.2016, s.1.
(16)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
(17)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1026/2012 af 25. oktober 2012 om visse foranstaltninger med henblik på bevarelse af fiskebestande over for lande, der tillader ikke-bæredygtigt fiskeri (EUT L 316 af 14.11.2012, s. 34).
(18)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/2/EF af 14. marts 2007 om opbygning af en infrastruktur for geografisk information i Det Europæiske Fællesskab (Inspire) (EUT L 108 af 25.4.2007, s. 1).
(19) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011 (EUT L 149 af 20.5.2014, s. 1).


Tredjelande, hvis statsborgere er underlagt eller fritaget for visumkrav: Georgien ***I
PDF 248kWORD 46k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 2. februar 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 539/2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (Georgien) (COM(2016)0142 – C8–0113/2016 – 2016/0075(COD))
P8_TA(2017)0016A8-0260/2016

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0142),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 77, stk. 2, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0113/2016),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union,

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 20. december 2016 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelse fra Udenrigsudvalget (A8-0260/2016),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 2. februar 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/… om ændring af forordning (EF) nr. 539/2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (Georgien)

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2017/372.)


Retsstatsmæssig krise i Den Demokratiske Republik Congo og i Gabon
PDF 176kWORD 49k
Europa-Parlamentets beslutning af 2. februar 2017 om krisen med hensyn til de retsstatslige forhold i Den Demokratiske Republik Congo og i Gabon (2017/2510(RSP))
P8_TA(2017)0017RC-B8-0120/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Den Demokratiske Republik Congo (DRC),

–  der henviser til erklæringerne fra EU-delegationen til DRC om menneskerettighedssituationen i landet,

–  der henviser til de politiske aftaler, der blev indgået i DRC den 18. oktober 2016 og den 31. december 2016,

–  der henviser til erklæringen af 18. december 2016 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR), Federica Mogherini, om, at det ikke lykkedes at nå frem til en aftale i DRC,

–  der henviser til erklæringen af 23. november 2016 fra talsmanden for NF/HR om den aktuelle politiske indsats i DRC,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 23. maj 2016 og 17. oktober 2016 om DRC,

–  der henviser til EU's lokale erklæringer af 2. august 2016 og 24. august 2016 om valgprocessen i DRC efter iværksættelsen af den nationale dialog der,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner om DRC, navnlig resolution 2293 (2016) om fornyelse af sanktionsordningen for DRC og mandatet for Ekspertgruppen og 2277 (2016), der fornyede mandatet for FN's stabiliseringsmission i DRC (MONUSCO),

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds pressemeddelelser af 15. juli 2016 og 21. september 2016 om situationen i DRC,

–  der henviser til årsberetningen af 27. juli 2015 fra FN's højkommissær for menneskerettigheder om menneskerettighedssituationen i DRC,

–  der henviser til FN's generalsekretærs rapport af 9. marts 2016 om FN's stabiliseringsmission i DRC og gennemførelsen af rammen for fred, sikkerhed og samarbejde for DRC og regionen,

–  der henviser til de fælles pressemeddelelser af 16. februar 2016 og af 5. juni 2016 fra Den Afrikanske Union, De Forenede Nationer, Den Europæiske Union og Den Internationale Organisation af Frankofone Lande om behovet for en inkluderende politisk dialog i DRC og deres tilsagn om at støtte congolesiske aktører i deres bestræbelser på at konsolidere demokratiet i landet,

–  der henviser til rammeaftalen om fred, sikkerhed og samarbejde for DRC og regionen, der blev undertegnet i Addis Abeba i februar 2013,

–  der henviser til den endelige rapport fra EU's valgobservationsmission,

–  der henviser til den fælles erklæring af 24. september 2016 fra NF/HR og kommissæren med ansvar for internationalt samarbejde og udvikling, Neven Mimica, efter meddelelsen fra Den Gabonesiske Republiks forfatningsdomstol om det officielle resultat af præsidentvalget,

–  der henviser til erklæringen af 11. september 2016 fra talsmanden for NF/HR om Gabon,

–  der henviser til den pressemeddelelse, der blev offentliggjort af Den Afrikanske Union den 1. september 2016, med en fordømmelse af volden i forbindelse med konflikten efter valget i Gabon og en opfordring til at finde en fredelig løsning på denne konflikt,

–  der henviser til EU's årsberetning om menneskerettigheder og demokrati i verden i 2014, som blev vedtaget af Rådet den 22. juni 2015,

–  der henviser til den 11. Europæiske Udviklingsfonds nationale vejledende program for 2014-2020, der prioriterer styrkelse af demokrati, god regeringsførelse og retsstaten,

–  der henviser til de beslutninger, der blev vedtaget af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU den 18. maj 2011 om fremtidige udfordringer for demokratiet og overholdelse af den forfatningsmæssige orden i AVS- og EU-lande, og den 27. november 2013 om overholdelse af retsstatsprincippet og et upartisk og uafhængigt retsvæsens rolle,

–  der henviser til det aftalememorandum, der blev undertegnet mellem Republikken Gabon og Den Europæiske Union vedrørende EU's valgobservationsmission,

–  der henviser til den congolesiske og den gabonesiske forfatning,

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder fra juni 1981,

–  der henviser til det afrikanske charter om demokrati, valg og regeringsførelse,

–  der henviser til Den Afrikanske Unions erklæring fra 2002 om principperne for demokratiske valg i Afrika,

–  der henviser til FN's verdenserklæring om menneskerettighederne,

–  der henviser til Cotonouaftalen,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at retsstatsprincippet, ansvarlighed, respekt for menneskerettighederne og frie og retfærdige valg er afgørende elementer i et velfungerende demokrati; der henviser til, at disse elementer er under pres i nogle lande i Afrika syd for Sahara, navnlig DRC og Gabon, hvilket har kastet disse lande ud i lange perioder med politisk ustabilitet og vold;

B.  der henviser til, at Ali Bongo, den afgående gabonesiske præsident, der har været ved magten siden faderen Omar Bongos død i 2009, for nylig blev erklæret for vinder af præsidentvalget i 2016; der henviser til, at internationale observatører, og navnlig EU's valgobservationsmission, konstaterede klare uregelmæssigheder i indsamlingen af resultaterne;

C.  der henviser til, at Jean Ping, hans hovedmodstander, omgående rejste tvivl om og fordømte dette resultat; der henviser til, at der blev indgivet en klage med påstand om uregelmæssigheder i forbindelse med valget og med krav om fornyet optælling til den gabonesiske forfatningsdomstol, der i sidste ende bekræftede resultatet; der henviser til, at behandlingen af klagen ikke har udryddet al den skepsis, som omgiver resultatet af præsidentvalget;

D.  der henviser til, at den congolesiske præsident Joseph Kabila, der har været ved magten siden 2001, har forsinket valget og er blevet ved magten efter udløbet af hans forfatningsmæssige mandat; der henviser til, at dette har medført hidtil usete politiske spændinger, uro og vold i hele landet;

E.  der henviser til, at volden eskalerede efter udløbet af præsident Kabilas mandat, hvilket førte til, at mindst 40 mennesker døde i sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker; der henviser til, at 107 personer ifølge FN er blevet såret eller mishandlet, og at der har været mindst 460 anholdelser;

F.  der henviser til, at der den 18. oktober 2016 blev undertegnet en aftale mellem præsident Kabila og en del af oppositionen om at udsætte præsidentvalget til april 2018; der henviser til, at parterne bag aftalen af 18. oktober 2016 efter måneders forhandlinger indgik en samlet og inkluderende politisk aftale den 31. december 2016; der henviser til, at denne aftale indeholder bestemmelser om den første fredelige magtoverdragelse i landet siden 1960, indsættelsen af en overgangsregering for national enhed, afholdelsen af valg inden udgangen af 2017 og præsident Kabilas tilbagetræden;

G.  der henviser til, at der i begge lande udbrød gadedemonstrationer, som blev slået ned med vold, hvilket førte til en række dødsfald; der henviser til, at myndighederne har slået hårdt ned på medlemmer af oppositionen og af civilsamfundet, som er imod de siddende magthavere; der henviser til, at menneskerettighedsgrupper løbende rapporterer om forværringen af situationen med hensyn til menneskerettigheder og ytrings- og forsamlingsfrihed, herunder overdreven magtanvendelse over for fredelige demonstranter, vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser samt politisk motiverede retssager;

H.  der henviser til, at der er sket en alvorlig forringelse af mediefriheden, som begrænses af konstante trusler mod og angreb på journalister; der henviser til, at medier og radiostationer er blevet lukket af myndighederne, og at der er indført restriktioner på internettet og de sociale netværk;

I.  der henviser til, at et af kendetegnene ved demokratier er respekt for forfatningen, som udgør grundlaget for staten, institutionerne og retsstatsprincippet; der henviser til, at fredelige, frie og retfærdige valg i disse lande i høj grad ville have bidraget til at tackle den udfordring, det er at opnå demokratiske fremskridt og magtskifte i den centralafrikanske region;

J.  der henviser til, at den 11. Europæiske Udviklingsfonds nationale vejledende program for 2014-2020 prioriterer styrkelse af demokrati, god regeringsførelse og retsstatsforhold; der henviser til, at både EU og de afrikanske partnere har en stærk fælles interesse i fortsat udvikling af demokratiet og etablering af velfungerende konstitutionalisme;

1.  beklager tabet af menneskeliv under demonstrationerne i løbet af de seneste måneder i begge lande og udtrykker sin dybeste medfølelse med ofrenes pårørende og med befolkningen i DRC og Gabon;

2.  er dybt bekymret over den stadig mere ustabile situation i begge lande; opfordrer indtrængende myndighederne, og frem for alt præsidenterne, til at holde sig til deres internationale forpligtelser, til at sikre menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og til at udøve deres regeringshverv med den største respekt for retsstatsprincippet;

3.  fordømmer kraftigt alle de voldshandlinger, der er blevet begået i Gabon og DRC, menneskerettighedskrænkelserne, de vilkårlige anholdelser og ulovlige tilbageholdelser, den politiske intimidering af civilsamfundet og medlemmer af oppositionen samt krænkelserne af pressefriheden og ytringsfriheden i forbindelse med præsidentvalgene; kræver, at alle restriktioner på medierne ophæves, og at alle politiske fanger løslades;

Gabon

4.  mener, at det officielle resultat af præsidentvalget er uigennemsigtigt og yderst tvivlsomt, hvilket bevirker, at der kan sættes spørgsmålstegn ved præsident Bongos legitimitet; beklager dybt, at den klageprocedure, der førte til, at Ali Bongo blev udråbt til vinder af valget, foregik på en uigennemsigtig måde, og at forfatningsdomstolen ikke tog behørigt hensyn til de konstaterede uregelmæssigheder i nogle provinser, navnlig i Haut-Ogooué, som på feudallignende vis kontrolleres af Ali Bongo; beklager, at forfatningsdomstolen afviste at omtælle stemmerne og sammenligne resultaterne, før stemmesedlerne blev tilintetgjort;

5.  er dybt bekymret over den politiske krise i Gabon og den vold mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker, der har bredt sig efter bekendtgørelsen af præsidentvalget i 2016;

6.  fordømmer på det kraftigste intimideringen af og truslerne mod medlemmer af EU's valgobservationsmission og angrebene på dens neutralitet og åbenhed; beklager dybt, at EU's valgobservationsmission på trods af det aftalememorandum, der er undertegnet med den gabonesiske regering, kun fik begrænset adgang til den centraliserede stemmeoptælling i de lokale valgkommissioner og i den nationale valgkommissions (CENAP's) hovedkvarter, og at dette forhindrede EU's valgobservatører i at kontrollere centrale dele af præsidentvalgsprocessen;

7.  noterer sig den planlagte iværksættelse af en national dialog på forslag af Ali Bongo; udtrykker forbehold med hensyn til troværdigheden og relevansen af en sådan proces; påpeger, at den førende repræsentant for oppositionen, Jean Ping, nægter at deltage og har iværksat og afsluttet sin egen nationale dialog;

8.  opfordrer indtrængende Gabons regering til at gennemføre en omfattende og hurtig reform af valgsystemet, idet der tages højde for henstillingerne fra EU's valgobservationsmission, med henblik på at forbedre det og gøre det fuldstændigt gennemsigtigt og troværdigt; understreger, at de gabonesiske myndigheder skal garantere et fuldt og oprigtigt samarbejde med alle relevante nationale og internationale aktører for at sikre, at det næste parlamentsvalg er fuldstændigt gennemsigtigt og retfærdigt og finder sted under frie, demokratiske, inkluderende og fredelige forhold;

9.  opfordrer til, at der foretages en uafhængig og objektiv undersøgelse af volden i forbindelse med valgene og påstandene om alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og understreger, at det er nødvendigt at sørge for, at alle, der menes at være ansvarlige, bliver retsforfulgt; opfordrer endvidere EU til i samarbejde med FN og Den Afrikanske Union at fortsætte med nøje at overvåge den generelle situation i Gabon og til at indberette alle tilfælde af krænkelser af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder; bemærker anmodningerne til Den Internationale Straffedomstol (ICC) om en foreløbig undersøgelse af de voldelige begivenheder efter valget;

10.  opfordrer indtrængende Rådet til at iværksætte en høringsproces i henhold til artikel 96 i Cotonouaftalen, så snart der ikke sker fremskridt med den intensiverede politiske dialog; opfordrer Rådet til at overveje at indføre målrettede sanktioner mod dem, der er ansvarlige for voldshandlingerne og krænkelserne af menneskerettighederne efter valget og for at underminere den demokratiske proces i landet, hvis der ikke kan opnås enighed inden for høringsprocessen;

Den Demokratiske Republik Congo

11.  beklager, at den congolesiske regering har undladt at afholde præsidentvalget inden for den forfatningsmæssige frist; gentager sin opfordring til, at der tages alle nødvendige skridt til at skabe gunstige rammer for, at der kan afholdes et frit, retfærdigt og troværdigt valg senest i december 2017 i fuld overensstemmelse med den congolesiske forfatning og det afrikanske charter om demokrati, valg og regeringsførelse;

12.  opfordrer alle politiske aktører til at indlede en fredelig og konstruktiv dialog, at forhindre enhver uddybelse af den aktuelle politiske krise og at afstå fra yderligere voldshandlinger og provokationer;

13.  bifalder den indsats, som Den Nationale Konference af Biskopper (CENCO) har gjort for at skabe en bredere konsensus om en politisk overgang; noterer sig den aftale, der blev indgået i slutningen af december 2016, om at afvise en tredje mandatperiode til præsident Kabila og kræve, at valget skal finde sted inden udgangen af 2017; minder alle parter om, at de er forpligtede af denne aftale, og tilskynder dem derfor til at anvende den i alle dens enkeltheder og snarest muligt fastlægge en konkret tidsplan for det kommende valg; minder dem om, at meget står på spil, hvis de ikke formår at nå frem til et vellykket resultat;

14.  opfordrer indtrængende den congolesiske regering til straks at tage fat på de åbne spørgsmål i forbindelse med tidsplanen for afholdelse af valget, dets budget og ajourføringen af valglisten med henblik på at sikre et frit, retfærdigt og gennemsigtigt valg; minder om, at Den Uafhængige Nationale Valgkommission bør være en upartisk og inkluderende institution med tilstrækkelige ressourcer til at muliggøre en vidtspændende og gennemsigtig proces;

15.  opfordrer Den Europæiske Union og dens medlemsstater til at støtte aftalens gennemførelse og afholdelsen af valgprocessen; opfordrer desuden alle internationale aktører til at yde storstilet politisk, økonomisk, teknisk og logistisk støtte til DRC, i det omfang det er nødvendigt, for at valget kan finde sted senest i december 2017; opfordrer til åbenhed omkring al økonomisk støtte fra Den Europæiske Union og dens medlemsstater til det congolesiske valg;

16.  opfordrer til, at der foretages en fuldstændig, grundig og gennemsigtig undersøgelse af de påståede menneskerettighedskrænkelser, der fandt sted under demonstrationerne, med henblik på at finde frem til de ansvarlige og drage dem til ansvar;

17.  glæder sig over vedtagelsen af EU's målrettede sanktioner, herunder rejseforbud og indefrysning af aktiver, mod de ansvarlige for de voldelige overgreb og for undergravning af den demokratiske proces i Den Demokratiske Republik Congo; opfordrer Rådet til at overveje at udvide disse restriktive foranstaltninger i tilfælde af yderligere vold, hvilket Cotonouaftalen giver mulighed for;

o
o   o

18.  opfordrer FN's Menneskerettighedsråd til at undersøge de alvorlige menneskerettighedskrænkelser, der har fundet sted i begge lande for nylig;

19.  opfordrer de congolesiske og gabonesiske myndigheder til at ratificere det afrikanske charter om demokrati, valg og regeringsførelse hurtigst muligt;

20.  opfordrer EU-delegationen til at benytte alle passende redskaber og instrumenter til at støtte menneskerettighedsforkæmpere og prodemokratiske bevægelser og til at føre en øget politisk dialog med myndighederne som fastsat i Cotonouaftalens artikel 8;

21.  opfordrer endvidere EU- og AVS-landene til i samarbejde med FN og Den Afrikanske Union fortsat at overvåge den generelle situation i begge lande nøje;

22.  understreger, at situationen i Gabon og i Den Demokratiske Republik Congo udgør en alvorlig trussel mod stabiliteten i den centralafrikanske region som helhed; gentager sin støtte til Den Afrikanske Union i dens afgørende rolle med at forebygge en politisk krise i regionen og yderligere destabilisering af De Store Søers Område;

23.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Afrikanske Union, præsidenten, premierministeren og parlamentet i hhv. Den Demokratiske Republik Congo og Gabon, FN's generalsekretær, FN's Menneskerettighedsråd og Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.


Gennemførelse af Erasmus +
PDF 350kWORD 77k
Europa-Parlamentets beslutning af 2. februar 2017 om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1288/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af "Erasmus+": EU-programmet for uddannelse, ungdom og idræt og om ophævelse af afgørelse nr. 1719/2006/EF, 1720/2006/EF og 1298/2008/EF (2015/2327(INI))
P8_TA(2017)0018A8-0389/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 165 og 166 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 14,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1288/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af "Erasmus+": EU-programmet for uddannelse, ungdom og idræt og om ophævelse af afgørelse nr. 1719/2006/EF, 1720/2006/EF og 1298/2008/EF(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling 2006/962/EC af 18. december 2006 om nøglekompetencer for livslang læring(2),

–  der henviser til Rådets resolution af 27. november 2009 om nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (2010-2018)(3),

–  der henviser til sin beslutning af 6. juli 2010 om fremme af de unges adgang til arbejdsmarkedet, styrkelse af status for praktikanter og praktik- og lærlingeordninger(4),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 19. november 2010 om uddannelse for bæredygtig udvikling,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. januar 2011 med titlen "Udvikling af sportens europæiske dimension" (COM(2011)0012),

–  der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om "Unge på vej - en ramme for forbedring af undervisnings- og uddannelsessystemerne i Europa"(5),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. september 2011 med titlen "Fremme af vækst og beskæftigelse - en dagsorden for moderniseringen af Europas videregående uddannelser " (COM(2011)0567),

–  der henviser til Rådets resolution af 28. november 2011 om en ny europæisk dagsorden for voksenuddannelse(6),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 28. og 29. november 2011 om et benchmark for læringsmobilitet(7),

–  der henviser til Rådets henstilling af 20. december 2012 om validering af ikkeformel og uformel læring(8),

–  der henviser til Rådets og Kommissionens fælles rapport 2012 om gennemførelse af en strategiramme for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet (ET 2020) — Almen uddannelse og erhvervsuddannelse i et intelligent, bæredygtigt og inklusivt Europa(9),

–  der henviser til sin beslutning af 22. oktober 2013 om nytænkning på uddannelsesområdet(10),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 20. maj 2014 om effektiv læreruddannelse,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 20. maj 2014 om kvalitetssikring til støtte for uddannelse,

–  der henviser til erklæringen om fremme af medborgerskab og de fælles værdier frihed, tolerance og ikkediskrimination ved hjælp af uddannelse (Pariserklæringen), som blev vedtaget på det uformelle møde mellem EU’s undervisningsministre den 17. marts 2015 i Paris,

–  der henviser til sin beslutning af 8. september 2015 om fremme af unges iværksættervirksomhed via uddannelse og erhvervsuddannelse(11),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. september 2015 med titlen "Udkast til fælles rapport 2015 fra Rådet og Kommissionen om gennemførelse af de nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (2010-2018)" (COM(2015)0429),

–  der henviser til udkast til Rådets og Kommissionens fælles rapport for 2015 om gennemførelse af den strategiske ramme for europæisk samarbejde inden for uddannelse (ET 2020) – Nye prioriteter for europæisk samarbejde inden for uddannelse(12),

–  der henviser til Rådets konklusioner om, hvilken rolle førskoleundervisningen og primæruddannelsen spiller i skabelsen af kreativitet, innovation og digital kompetence(13),

–  der henviser til Rådets konklusioner om mindskelse af skolefrafald og fremme af succes i skolen(14),

–  der henviser til sin beslutning af 12. april 2016 om EU-undervisning i skolen(15),

–  der henviser til sin beslutning af 12. april 2016 om Erasmus+ og andre redskaber til fremme af mobiliteten i forbindelse med erhvervsuddannelse – en livslang læringstilgang(16),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 30. maj 2016 om udvikling af mediekendskab og kritisk tænkning gennem uddannelse,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 30. maj 2016 om ungdomssektorens rolle i en integreret og tværsektoriel tilgang til forebyggelse og bekæmpelse af voldelig radikalisering blandt unge,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. juni 2016 med titlen "En ny dagsorden for færdigheder i Europa" (COM(2016)0381),

–  der henviser til sin beslutning af 23. juni 2016 om opfølgning på strategirammen for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet (ET 2020)(17),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), i og bilag 3 til afgørelse truffet af Formandskonferencen den 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelser fra Budgetudvalget og Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A8-0389/2016),

A.  der henviser til, at Erasmus+ er et af de mest succesfulde EU-programmer og det vigtigste redskab til støtteaktiviteter på områderne uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom og sport og er udformet med henblik på at forbedre karriereudsigterne for unge og at gøre det muligt for deltagerne at udvikle et socialt netværk; der henviser til, at programmet i løbet af perioden 2014-2020 giver mere end fire millioner europæere mulighed for at studere, uddanne sig og udføre frivilligt arbejde i et andet land;

B.  der henviser til, at Kommissionen har udvist fleksibilitet og truffet innovative foranstaltninger for fokusere på nye udfordringer, såsom et forslag om flygtninge, og for at fremme borgerretlige værdier takket være de incitamenter, som Erasmus+ tilbyder, hen imod en mere aktiv og deltagelsesbaseret interkulturel dialog;

C.  der henviser til, at programmernes høje uddannelsesmæssige, samfundsmæssige, politiske og økonomiske relevans afspejles i budgetforhøjelsen på 40 % for programperioden og i forpligtelsesraten for det fastsatte budget, som er nået næsten 100 % som følge af et højt antal ansøgninger;

D.  der henviser til, at ikke alle relevante data til en fuldstændig kvantitativ og kvalitativ analyse af gennemførelsen er tilgængelige endnu, og der henviser til, at det derfor er for tidligt at gennemføre en kvalitativ vurdering af programmets virkning;

E.  der henviser til, at resultaterne af undersøgelsen af virkningerne af Erasmus-programmet 2014(18) viser, at de, der har studeret eller taget uddannelse i udlandet, har to gange så mange chancer for at finde arbejde som dem, der mangler tilsvarende erfaring, at 85 % af de studerende under Erasmus studerer eller uddanner sig i udlandet for at øge deres beskæftigelsesegnethed i udlandet, at arbejdsløsheden for dem, der har studeret eller taget uddannelse i udlandet, er 23 % lavere fem år efter, at de har taget deres eksamen; der henviser til, at resultaterne af undersøgelsen af virkningerne af Erasmus-programmet også viser, at 64 % af arbejdsgiverne mener, at international erfaring er vigtig i forbindelse med ansættelse (sammenlignet med kun 37 % i 2006), og at kandidater med en international baggrund får større fagligt ansvar; der henviser til, at en ud af tre Erasmus-studerende tilbydes et job i den virksomhed, hvor de var i praktik og næsten en ud af ti Erasmus-studerende, der har været i arbejde, har startet deres egen virksomhed, og at tre ud af fire har planer om eller har udsigt til at kunne gøre det;

De vigtigste konklusioner

1.  påpeger, at Erasmus+ er EU's flagskibsprogram for mobilitet, uddannelse og erhvervsuddannelse, hvis budgetbevilling er blevet forhøjet med 40 % i forhold til perioden 2007-2013 som følge af de positive resultater og den høje efterspørgsel;

2.  noterer sig, at et stort flertal af nationale agenturer forventer, at målene for programmet Erasmus+ på områderne uddannelse, erhvervsuddannelse og ungdom nås;

3.  mener, at programmet Erasmus+ spiller en afgørende rolle med hensyn til at fremme europæisk identitet og integration, solidaritet , inklusiv og bæredygtig vækst, kvalitetsbeskæftigelse, konkurrenceevne og mobilitet for unge arbejdstagere ved at yde et positiv bidrag til forbedring af uddannelsessystemerne, livslang læring, aktivt EU-medborgerskab og bedre beskæftigelsesperspektiver ved at give europæerne mulighed for at erhverve tværfaglige og overførbare sæt af personlige og professionelle færdigheder og kompetencer via studier, uddannelse, arbejdserfaring i udlandet og frivilligt arbejde samt ved at give den enkelte mulighed for at leve mere uafhængigt, få lettere ved at tilpasse sig og opnå personlig udvikling;

4.  understreger, at selv om det overordnede program er mere synligt end sin forgænger, mangler de forskellige sektorspecifikke programmer stadig synlighed; minder i den forbindelse om, at der ved programmets gennemførelse skal tages hensyn til de særlige forhold og karakteristika, der gør sig gældende i de forskellige sektorer;

5.  understreger, at de sektorspecifikke formater såsom Grundtvig-workshops og nationale ungdomsinitiativer, som er åbne for uformelle grupper, bør genindføres, og at tværnationale ungdomsinitiativer bør være lettere tilgængelige; foreslår, at programmets virkning maksimeres med nye støtteberettigede foranstaltninger, f.eks. ved at indføre udveksling af unge i stort omfang baseret på strukturen i den omfattende europæiske volontørtjeneste inden for rammerne af nøgleaktion 1 (KA 1);

6.  understreger, at programmets ungdomskapitel er det kapitel, som er mest berørt af EU-borgernes stigende interesse for Erasmus+; bemærker, at 36 % af alle ansøgninger om støtte fra Erasmus+ på nuværende tidspunkt vedrører ungdomsområdet med en stigning på 60 % i ansøgningerne i perioden mellem 2014 og 2016;

7.  anerkender betydningen af den EU-strukturerede dialog om ungdom, en deltagelsesbaseret proces, som giver unge og ungdomsorganisationer muligheden for at involvere sig i og påvirke ungdomspolitikken i EU, og bifalder den støtte, som programmet yder til processen gennem støtten til de nationale arbejdsgrupper og projekterne om struktureret dialog inden for rammerne af nøgleaktion 3 (KA 3); konstaterer, at den europæiske volontørtjeneste er et intensivt lærings- og erfaringsformat for unge, og at det kræver rammer af høj kvalitet; understreger, at adgangen til programmet Erasmus+ fortsat primært bør være forbeholdt civilsamfundet;

8.  anerkender, at der, på trods af at de første 2 1/2 år af programgennemførelsen i henhold til rapporter fra interessenter på alle niveauer var vanskelige og udfordrende, er sket forbedringer i mellemtiden, selv om forenklinger via standardtilgange i mange tilfælde havde den modsatte virkning; mener, at færre bureaukratiske hindringer ville resultere i et bredere og mere tilgængeligt program; opfordrer derfor til, at der gøres en yderligere indsats for at reducere bureaukratiet i hele projektforløbet og for at tilpasse omkostningerne til budgettet eller projekttypen; opfordrer på samme tid Kommissionen til at styrke dialogen med sociale partnere, lokale myndigheder og civilsamfund for at sikre den bredest mulige adgang til programmet; beklager, at midlerne under Erasmus+ ikke altid er tilgængelige for mindre organisationer på grund af den store administrative byrde; mener, at der bør ske en forenkling af bureaukratiet og indberetningskravene;

9.  beklager, at Kommissionen ikke formidler nogen oplysninger om kvaliteten af vellykkede projekter; understreger, at kvalitetsanalyse af hvert enkelt projekt og en gennemsigtig fremstilling af resultaterne er et indlysende skridt, som Kommissionen bør tage, og som kan bidrage til en højere succesrate for ansøgningerne;

10.  understreger, at målet om forenklet, mere brugervenlig og mere fleksibel gennemførelse endnu ikke er nået; beklager i den forbindelse den fortsatte mangel på klarhed og det ulige detaljeringsniveau i programvejledningen samt de alt for komplicerede ansøgningsformularer, som stiller private ansøgere uden erfaring meget ugunstigt; understreger nødvendigheden af at stræbe efter forbedringer i programmet, så det bliver mere brugervenligt, samtidig med at der tages hensyn til vigtigheden af at skelne mellem forskellige sektorer og støttemodtagergrupper; beklager, at de langsommelige betalingsperioder for Erasmus+ påvirker mindre organisationers mulighed for at ansøge om støtte;

11.  opfordrer Kommissionen til at forenkle ansøgningsproceduren betydeligt og til at omdanne programvejledningen og gøre den mere brugervenlig og sektorspecifik ved at samle alle relevante oplysninger for hvert programsektor i ét kapitel, og til at offentliggøre ansøgningsformularerne på alle officielle sprog på samme tid som programvejledningen og længe før ansøgningsfristen, samt til at formidle en klar angivelse af de dokumenter, der er nødvendige på hvert enkelt trin; opfordrer til afklaring og forenkling af den finansielle del af den elektroniske formular; understreger, at en koordineret og konsekvent vurdering, støttet af uafhængige eksperter, er nødvendig for evalueringen af ansøgningerne;

12.  fremhæver betydningen af et klart læringsmål og specifikke jobbeskrivelser for Erasmus+-arbejdserfaringer i udlandet for studerende på erhvervsuddannelser, praktikanter, lærlinge og frivillige; understreger, at forberedelsen af kandidaterne forud for deres internationale erfaringer udgør en integreret del af aktiviteten og skal omfatte erhvervsvejledning, sprogundervisning samt kurser i social og kulturel integration, herunder tværkulturel kommunikation, der kan fremme folks deltagelse i samfundet og forbedre deres arbejds- og levevilkår; tager hensyn til flersprogethedens betydning med hensyn til at øge de unges beskæftigelsesegnethed, mener, at der bør gøres en større indsats for at fremme og understøtte flersprogetheden i programmet Erasmus+; glæder sig over, at kendskab til udenlandske sprog hos deltagere i Erasmus+-projekter vil blive fremmet, herunder kendskab til nabolandes sprog, hvilket kan øge mobilitet og beskæftigelsesegnethed på det grænseoverskridende arbejdsmarked; mener, at der i samarbejde med uddannelsesinstitutioner og værtsvirksomheder kan afholdes sprogkurser for tilrejsende mobilitetsdeltagere, der er tilpasset deres uddannelsesområde eller praktikområde;

13.  minder om, at der på trods af programmets betydelige overordnede budgetforhøjelse kun er fastsat en begrænset forhøjelse for den første halvdel af programperioden i FFR, hvilket uheldigvis har resulteret i afvisning af mange kvalitetsprojekter og dermed en lav succesrate og stor utilfredshed blandt ansøgerne;

14.  glæder sig over forhøjelsen af midler, der står til rådighed for programmet Erasmus+ for 2017, med næsten 300 mio. EUR i forhold til 2016; understreger endvidere nødvendigheden af at anvende disse midler dels til at forbedre programmets svage punkter og især til at øge antallet af vellykkede kvalitetsprojekter;

15.  erkender, at investeringer fra EU-budgettet inden for rammerne af Erasmus+ bidrager betydeligt til forbedrede kvalifikationer, beskæftigelsesegnethed og en lavere risiko for langtidsarbejdsløshed blandt unge i Europa samt til et aktivt medborgerskab og social integration af unge mennesker;

16.  mener, at stigningen på 12,7 % i det samlede budget i 2017 i forhold til 2016 og yderligere årlige forhøjelser i de resterende programår vil medføre højere succesrater og større tilfredshed blandt ansøgerne; forventer, at Kommissionens hensigt om at tildele yderligere 200 mio. EUR til den resterende programperiode realiseres, selv om en endnu større budgetmæssig indsats er nødvendig for at dække efterspørgslen i de underfinansierede sektorer, som faktisk er langt højere end de midler, der er til rådighed; noterer sig, at 48 % af de nationale agenturer oplyser, at programmernes foranstaltninger er underbudgetteret;

17.  opfordrer Kommissionen til at analysere programmets nøgleaktioner og sektorer, som synes at være underfinansierede, såsom strategiske partnerskaber under nøgleaktion 2, voksenuddannelse, ungdom, almen skoleuddannelse, erhvervsrettet grund-, efter- og videregående uddannelse (VET), og videregående uddannelser, og dem, der kan få størst gavn af den budgetmæssige stigning; understreger behovet for at opretholde en løbende overvågning af programmet med henblik på at identificere disse områder og sektorer med henblik på at vedtage korrigerende foranstaltninger så hurtigt som muligt; understreger behovet for at sikre tilstrækkelige midler til mobilitet, idet der lægges særlig vægt på øget mobilitet for underrepræsenterede grupper; understreger, at særlige budgetposter til forskellige sektorer er nødvendige på grund af sektorspecifikke behov; påpeger, at budgettet udelukkende bør anvendes inden for rammerne af programmets bestemmelser;

18.  understreger, at virtuelle midler er en metode til formidling og udnyttelse af resultater, men at personlige kontakter og ansigt-til-ansigt-aktiviteter spiller en meget vigtig rolle for, at et projekt og et overordnet program lykkes; mener i den henseende, at oplysningskampagner i medlemsstaterne bør omfatte seminarer og aktiviteter, hvor de potentielle deltagere kan deltage personligt;

19.  understreger ligeledes, at udviklingen af sprogkundskaber er et væsentligt element for alle deltagere i Erasmus+; glæder sig derfor over de onlinesprogredskaber, som Kommissionen har stillet til rådighed, men påpeger, at der skal indføres en ledsagende ramme (national, regional, lokal) for at gøre mobilitet til en succes, navnlig for elever i skolealderen og studerende på de erhvervsrettede uddannelser, samt indsættes personale, som skal hjælpe med dem at integrere sig i de forskellige miljøer;

20.  minder om, at der i øjeblikket kun er 1 % af de unge i arbejdsrelaterede erhvervsuddannelse, herunder lærlinge, som deltager i en mobilitetsordning i løbet af deres uddannelse; påpeger, at det er væsentligt at skabe de rette betingelser for større lærlingemobilitet inden for EU, så lærlingene får de samme muligheder som de studerende på videregående uddannelser, og således nå målene om bekæmpelse af arbejdsløsheden, især ungdomsarbejdsløsheden;

21.  understreger betydningen af uformel og ikke-formel uddannelse, ungdom, deltagelse i sport og frivilligt arbejde i programmet Erasmus+ for at stimulere udviklingen af medborgerlige, sociale og interkulturelle kompetencer, fremme social inklusion og aktivt borgerskab blandt unge og bidrage til udviklingen af deres menneskelige og sociale kapital;

22.  understreger, at Erasmus og Leonardo tidligere hovedsagelig var rettet mod unge med et højere uddannelsesniveau og med bedre muligheder for at få adgang til arbejdsmarkedet og ikke nåede ud til de mest udsatte grupper; henviser til EU’s mål med at reducere skolefrafald og fattigdom; understreger, at medlemsstaterne ved gennemførelse af programmet Erasmus+ i høj grad bør rette opmærksomheden mod elever, der forlader skolen tidligt, idet de udgør en højrisikogruppe for fattigdom og arbejdsløshed; understreger, at programmer for elever, der forlader skolen tidligt, ikke kan være erhvervsuddannelses- eller udvekslingsprogrammer af almindelig standard, men at de bør fokusere på disse elevers specifikke behov, på let adgang og ukompliceret finansiering samt gunstige miljøer for uformel og ikkeformel læring;

23.  bemærker de nye samfundsmæssige udfordringer og jobindholdet, der er under konstant udvikling; minder om, at programmet Erasmus+ også forbereder unge til arbejdslivet, og mener, at der specielt bør fokuseres på et skifte fra deciderede arbejdskompetencer til bløde kompetencer, idet der lægges vægt på at fremme erhvervelse af tværfaglige og overførbare færdigheder og kompetencer såsom iværksættervirksomhed, IKT-færdigheder, kreativ tænkning, problemløsning og innovationsånd, selvtillid, tilpasningsevne, teambuilding, projektforvaltning, risikovurdering og risikotagning samt sociale kompetencer og medborgerkompetencer, som er af stor relevans for arbejdsmarkedet; mener, at dette også bør omfatte trivsel på arbejdspladsen, en god balance mellem arbejds- og privatliv og integration af mennesker i sårbare situationer på arbejdsmarkedet og i samfundet;

24.  bemærker, at garantiordningen for studielån først blev lanceret i februar 2015 efter undertegnelsen af delegeringsaftalen med Den Europæiske Investeringsfond (EIF) i december 2014, og at der indtil nu kun er fire banker i Frankrig, Spanien og Irland, der deltager i dette innovative redskab; beklager, at dette finansielle redskab er langt fra at nå de forventede resultater, idet blot 130 masterstuderende deltager på nuværende tidspunkt; opfordrer til, at der foretages en kritisk vurdering af lånegarantifaciliteten, der undersøger dens formål og tilgængelighed i hele Europa, og opfordrer indtrængende Kommissionen til i samråd med Parlamentet at foreslå en strategi for at omfordele en del af budgettet, som formentlig ikke vil blive anvendt i 2020; understreger, at den samlede andel af forgældede studerende bør overvåges for at sikre, at de omfattende finansielle instrumenter, der anvendes i programmet medfører, at flere personer hjælpes;

25.  beklager, at organisationer, der repræsenterer amatøridrætsudøvere, og især handicappede idrætsudøvere, på lokalt plan, er stærkt underrepræsenterede som projektdeltagere i gennemførelsen af projekter for breddeidræt; bifalder indførelsen af små samarbejdende partnerskaber med begrænsede administrative krav som et vigtigt skridt for at sætte mindre breddeidrætsorganisationer i stand til at deltage i programmet; understreger, at en tværsektoriel indsats, som i dette tilfælde vil skabe en tættere forbindelse mellem sport og uddannelse, kan bidrage til at afhjælpe denne mangel; konstaterer, at denne praksis bør udvides til andre sektorer af projektfinansieringen under programmet Erasmus+, især til frivillige organisationer;

26.  glæder sig over programmets særlige deltagelse i samarbejde og aktiviteter inden for breddeidræt; opfordrer Kommissionen til at forbedre adgang til og deltagelse i programmet for aktører inden for breddeidræt, såsom sportsklubber; opfordrer Kommissionen til at evaluere, hvorvidt de midler, der står til rådighed for sport under Erasmus+ anvendes effektivt og til fordel for breddeidrætten og, hvis ikke, til at identificere muligheder for forbedring med fokus på breddeidræt og uddannelse for at sikre synlighed, fremme fysisk aktivitet og gøre sport mere tilgængelig for alle borgere i EU; opfordrer Kommissionen til at styrke en tværsektoriel tilgang til breddeidræt på tværs af alle relevante aktioner under Erasmus+ og til at koordinere aktioner på dette område med henblik på at sikre deres effektivitet og ønskede virkning;

27.  understreger merværdien af programmets erhvervsuddannelsesaktioner til støtte for integration eller reintegration af ugunstigt stillede grupper i uddannelses- og erhvervsuddannelsesmuligheder for at fremme deres overgang til arbejdsmarkedet;

28.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne, herunder EU’s agenturer, såsom Cedefop, til at forbedre kvaliteten, tilgængeligheden og den lige adgang til VET-mobilitetsprogrammerne, så de giver merværdi for alle deltagere, hvad angår kvalifikationer, anerkendelse og indhold, og til at sikre, at der indføres kvalitetsstandarder for lærlingeprogrammer;

29.  anerkender, at et primært mål for Erasmus+ under hensyntagen til den høje ungdomsarbejdsløshed i visse medlemsstater er at forberede de unge på beskæftigelse; lægger samtidig særlig vægt på nødvendigheden af at bevare status for aktiviteter uden for skolen, faglig uddannelse og studier inden for rammerne af programmet;

30.  minder Kommissionen om, at mennesker med handicap såsom hørehæmmede har særlige behov og derfor behøver passende finansiering og hensigtsmæssig støtte som f.eks. tegnsprogstolke og adgang til mere omfattende oplysninger og et rimeligt stipendium, så de har mulighed for at deltage i programmet Erasmus+; opfordrer Kommissionen til at fortsætte sit arbejde med at indføre yderligere foranstaltninger med henblik på at give handicappede uhindret og lige adgang til alle stipendieprogrammer inden for rammerne af Erasmus+; finder det om nødvendigt umagen værd inden for de nationale agenturer at udpege såkaldte coaches, som skal rådgive om den bedst mulige anvendelse af midlerne;

31.  understreger nødvendigheden af enten finansielt eller ved hjælp af skatteincitamenter at støtte de SMV’er, der tilbyder erhvervsuddannelse under programmet Erasmus+;

Henstillinger

32.  mener, at Erasmus+ er en af de vigtigste søjler i bestræbelserne på at vænne den europæiske befolkning til livslang læring; anmoder derfor Kommissionen om fuldt ud at udnytte programmets dimension om livslang læring ved at fremme og opmuntre tværsektorielt samarbejde under Erasmus+, som er meget større end under programmets forgængere, og til at vurdere tværsektorielt samarbejde i programmets midtvejsevaluering, der forelægges ved udgangen af 2017; erkender, at tværsektorielle projekter og aktiviteter viser, at der er potentiale til at øge programmets resultater; opfordrer til, at den uddannelsesmæssige mobilitet bliver en del af alle højere uddannelser med henblik på at højne kvaliteten af de videregående uddannelser og erhvervsuddannelsessystemet, at hjælpe arbejdstagerne med at opgradere deres faglige kvalifikationer, kompetencer og karrieremuligheder samt styrke bevidstheden om kompetencer opnået i forbindelse med mobilitet i alle relevante sektorer og til at fremme viden om uddannelse, erhvervsuddannelse og ungdomsarbejde; opfordrer til, at studerende på erhvervsuddannelser gives bedre muligheder for at gennemføre en praktik eller en del af deres studier i nabolandene f.eks. ved at finansiere rejseudgifterne for studerende, der fortsætter med at være bosiddende i deres hjemland

33.  påpeger, at Erasmus+ er et vigtigt instrument til forbedring af kvaliteten af de erhvervsrettede uddannelser i hele EU; påpeger den kendsgerning, at inklusiv VET af høj kvalitet og VET-mobilitet af høj kvalitet spiller en afgørende økonomisk og social rolle i Europa i et arbejdsmarked under hurtig forandring som et middel til at give unge og voksne de nødvendige færdigheder til at gå fra uddannelse til arbejde; understreger, at VET og VET-mobilitet i forbindelse hermed bør fremme lige muligheder, ikke-forskelsbehandling og social inklusion for alle borgere, herunder kvinder, som er underrepræsenterede inden for VET, og folk i vanskelige situationer, herunder romaer, arbejdsløse unge, mennesker med handicap, mennesker, der bor i afsides beliggende områder og områder i den yderste periferi, og migranter; foreslår, at der også sættes fokus på støttemodtagere med lave kvalifikationer med henblik på at øge deres deltagelse og dermed forbedre programmernes rækkevidde;

34.  påpeger den fortsatte sociale selektivitet i forbindelse med indskrivning i mobilitet i visse medlemsstater; beklager, at ulighederne inden for og mellem medlemsstaterne vanskeliggør adgangen til programmet, fordi de skaber barrierer for ansøgere, især for studerende med en lavere indtægt; gør opmærksom på den høje procentdel af studerende i mobilitet, som støttes af tredjeparter (familie, partnere, lokale aktører, som står støttemodtagerne nær); konstaterer, at mange arbejdende studerende opgiver deres deltagelse i mobilitet på grund af det potentielle indkomsttab; bemærker, at fjernelsen af hindringer for mobilitet, som f.eks. økonomiske hindringer og bedre anerkendelse af resultaterne af internationalt arbejde/internationale studier er vigtige redskaber til opfyldelse af målene i nøgleaktion 1; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til yderligere at øge den finansielle støtte til dem, der ikke er i stand til at deltage på grund af finansielle begrænsninger, og søger efter yderligere muligheder for at lette deres mobilitet for at gøre programmet Erasmus+ tilgængeligt for alle i praksis; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre ligestilling mellem kønnene og lige adgang til programmerne;

35.  opfordrer Kommissionen til selv i krisetider at sikre mobilitet i hele Europa og til at bibeholde muligheder, der gør det muligt for lande, der deltager i det europæiske område for videregående uddannelse at få adgang til programmet Erasmus+;

36.  udtrykker fortsat bekymring over, at unge og den brede offentlighed først og fremmest opfatter Erasmus+ som et program for studerende på videregående uddannelser; anbefaler derfor, at der på europæisk, nationalt og regionalt niveau lægges større vægt på at styrke profilen for de forskellige områder, som folk kan ansøge om, herunder undervisning på skoleniveau, videregående uddannelsesniveau, internationalt videregående uddannelsesniveau, VET, voksenuddannelsesniveau, ungdom og sport og frivilligt arbejde, samt til at fremhæve muligheden for tværfaglige projekter, især ved hjælp af oplysningskampagner og reklamearbejde til gavn for indholdet af alle programmer;

37.  mener, at de mangeårige varemærker (Comenius, Erasmus, Erasmus Mundus, Leonardo da Vinci, Grundtvig og Aktive Unge) og deres logoer er vigtige redskaber for fremme af programmets forskelligartethed; konstaterer ligeledes, at navnet "Erasmus+" er ved at blive det mest kendte, især for nyankomne; fremhæver, at programmet bør forsvare sit nye navn "Erasmus+" og yderligere bør anvende forskellige metoder for at fremme bevidstheden; foreslår, at Kommissionen yderligere bør fremhæve sammenhængen mellem programmet Erasmus+ og varemærkerne og dets mangfoldighed af delprogrammer; opfordrer til, at navnet "Erasmus+" tilføjes til de individuelle programmer (således at disse vil lyde "Erasmus+ Comenius", "Erasmus+ Mundus", "Erasmus+ Leonardo da Vinci", "Erasmus+ Grundtvig" og "Erasmus+ Aktive Unge"); opfordrer alle interessenter til fortsat at bruge dem, navnlig i publikationer og brochurer, for at bevare og styrke de sektorielle programmers identittet, at sikre bedre genkendelse og at overvinde enhver forvirring blandt modtagerne; opfordrer Kommissionen til at udforme vejledningen for Erasmus+ med støtte fra de mangeårige varemærker og til stringent at anvende disse mærker i vejledningen;

38.  opfordrer Kommissionen til at styrke sin indsats hen imod en åben, rådgivende og gennemsigtig arbejdsmetode og til yderligere at forbedre sit samarbejde med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet (herunder om nødvendigt med forældreforeninger, studerende, undervisere og øvrigt personale) på alle niveauer af gennemførelsen; understreger, at programmet Erasmus+ bør blive et flagskib for EU's åbenhed, som er anerkendt som et sådant af borgerne, som udvikler sig i retning af en situation, hvor 100 % af dens afgørelser og processer bliver fuldstændig gennemsigtige, navnlig for så vidt angår deres finansielle aspekter; minder om, at fuldstændigt gennemsigtige beslutninger giver en klarere forståelse for disse projekter og personer, hvis ansøgninger ikke har opnået et godt resultat;

39.  understreger programudvalgets vigtige rolle, jf. forordning (EU) nr. 1288/2013 om oprettelse af Erasmus+, som en vigtig aktør i forbindelse med gennemførelsen af programmet og for at fremme den europæiske merværdi gennem en øget komplementaritet og synergi mellem Erasmus+ og politikker på nationalt plan; efterlyser en større rolle til programudvalget og dets rolle i den politiske beslutninger; opfordrer Kommissionen til at fortsætte med at udveksle detaljerede oplysninger om fordelingen af centraliserede midler til programudvalget;

40.  understreger, at IT-værktøjer ikke kun skal opfattes som en vektor for forvaltning, anvendelse og administrative processer, men at de også kan levere værdifulde måder at holde sig i kontakt med støttemodtagerne på og lette den direkte peer-to-peer kontakt mellem dem, og at de derved potentielt tilvejebringe støtte til mange andre processer, f.eks. feedback fra støttemodtagerne, gensidige mentorordninger, og styrke programmets synlighed;

41.  opfordrer Kommissionen til at sikre den regelmæssige udveksling af oplysninger og godt samarbejde mellem de nationale myndigheder, gennemførelsesorganerne og civilsamfundsorganisationer på europæisk plan og nationale agenturer om både decentraliserede og centraliserede programaktioner; opfordrer de nationale agenturer til at formidle alle de nødvendige oplysninger om deres hjemmesider i samme format og med det samme indhold, når dette er muligt;

42.  opfordrer Kommissionen og henholdsvis Generaldirektoratet for Uddannelse og Kultur (GD EAC) og Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA) til yderligere at fremme en decentraliseret indsats som f.eks. KA 2 ved at foreslå tilstrækkelig støtte, der står i forhold til den pågældende indsats;

43.  opfordrer til yderligere fremme af samarbejdet mellem de nationale agenturer og EACEA med henblik på at fremme centrale foranstaltninger under programmet Erasmus+ for at yde den nødvendige støtte, at øge bevidstheden omkring programmet, at formidle yderligere oplysninger om programmet blandt potentielle ansøgere og at udveksle feedback om, hvordan deres gennemførelsesproces kan forbedres; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med de nationale agenturer at udvikle europæiske retningslinjer for gennemførelse for de nationale agenturer; anmoder om en lettelse af kontakterne mellem Kommissionen, de nationale kontorer, støttemodtagere, repræsentanter for civilsamfundsorganisationerne og EACEA gennem udvikling af en kommunikationsplatform for udveksling af information og god praksis, hvor alle interessenter kan modtage kvalitetsinformation samt udveksle deres erfaringer og forslag til yderligere programforbedringer; understreger behovet for at inddrage interessenter og modtagere i programudvalgets møder; understreger, at dette i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1288/2013 kan lettes ved oprettelsen af stående underudvalg med deltagelse af repræsentanter for interessenter og modtagere, sektorspecifikke nationale agenturer, medlemmer af Europa-Parlamentet og repræsentanter fra medlemsstaterne;

44.  opfordrer Kommissionen til at gennemgå bestemmelserne om betalinger til nationale agenturer, tidsfristerne for ansøgninger og bevillingsperioderne og at tilpasse dem i overensstemmelse hermed; påpeger, at større fleksibilitet med hensyn til mobilitetsfremmende stipendier og administrative omkostninger til fordel for længere ophold i udlandet bør gøres muligt for de nationale agenturer; opfordrer Kommissionen til at give de nationale agenturer mere fleksibilitet til at flytte midler inden for nøgleaktionerne for at overvinde de potentielle finansieringshuller baseret på modtagernes behov; foreslår, at denne proces overdrages til de nationale agenturer i betragtning af deres kendskab til de potentielle finansieringshuller i deres respektive lande; bemærker, at øget fleksibilitet medfører et behov for overvågning og gennemsigtighed;

45.  er bekymret over det faldende antal puljeprojekter under Leonardo og opfordrer til, at de nationale agenturer gives mere beslutningsråderum over størrelsen af subsidierne til de administrative udgifter, så de på mere effektiv vis kan tage hensyn til særlige nationale forhold, som f.eks. det tostrengede system;

46.  er bekymret over de nationale agenturers vanskeligheder med fortolkningen og anvendelsen af programregler og minder om, at 82 % af budgettet for Erasmus+ forvaltes under decentraliserede aktioner; opfordrer Kommissionen til at strømline definitioner og forbedre vejledningen om decentraliserede aktioner og til at sikre en konsekvent anvendelse af programregler og -bestemmelser på tværs af de nationale agenturer under iagttagelse af fælles kvalitetsstandarder, projektevaluering og administrative procedurer, og derved gøre det muligt at sikre en ensartet og sammenhængende gennemførelse af programmet Erasmus+, bedste resultater for EU's budget og undgåelse af fejlprocenter;

47.  mener, at de nationale agenturers resultater bør vurderes regelmæssigt og forbedres for at sikre, at EU-finansierede foranstaltninger giver resultat; anerkender, at deltagelsesfrekvens og erfaring fra deltagere og partnere bør være afgørende i denne henseende.

48.  foreslår, at den organisatoriske struktur af Kommissionens relevante tjenestegrene bør bringes i overensstemmelse med programmets struktur;

49.  opfordrer til yderligere forbedring af de relevante IT-redskaber og til, at der fokuseres på strømlining, brugervenlighed og forbedring af forbindelserne mellem de forskellige værktøjer snarere end på udvikling af nye; minder i den forbindelse om, at nye IT-værktøjer er blandt de foretrukne midler til interaktion med internettet, som anvendes af de unge borgere; understreger, at IT-teknologier kan spille en vigtig rolle for en styrkelse af programmets synlighed;

50.  opfordrer Kommissionen til yderligere at udvikle platformene eTwinning, School Education Gateway (skoleuddannelsesportalen), Open Education Europe, EPALE, Den Europæiske Ungdomsportal og VALOR IT med henblik på at gøre dem mere attraktive og brugervenlige; anmoder Kommissionen om at medtage en evaluering af disse platforme i midtvejsevalueringen af Erasmus+, som skal fremlægges ved udgangen af 2017;

51.  opfordrer Kommissionen til at optimere effektiviteten og brugervenligheden af IT-redskaber som f.eks. Mobility Tool eller andre IT-supportplatforme såsom Electronic Platform for Adult Learning in Europe (EPALE) for at sikre, at programmets støttemodtagere får mest muligt ud af deres erfaringer, samt for at fremme samarbejdet på tværs af grænserne og udveksling af bedste praksis;

52.  opfordrer Kommissionen til at styrke programmets skoleuddannelsesdimension for at give større mulighed for mobilitet for elever og forenkling af finansiering og administrative procedurer for skoler og for udbydere af ikkeformel uddannelse og derved udnytte den generelle intention med Erasmus+ for at fremme det tværsektorielle samarbejde og for at tilskynde udbydere af ikkeformel uddannelse til at involvere sig i partnerskaber med skoler; opfordrer Kommissionen til at styrke praksis for udvikling af ungdomsarbejde og ikkeformel uddannelse inden for programmet ved at styrke ungdomsorganisationer og andre udbydere af ungdomsarbejde samt ved fortsat at støtte ungdomspartnerskabet mellem EU og Europarådet;

53.  bifalder indførelse af to former for strategisk partnerskab som et første og vigtigt positivt skridt hen imod en forbedring af små organisationers chance for at deltage i programmet, idet de ofte oplever vanskeligheder med at opfylde kravene og dermed udsættes for forskelsbehandling, hvilket begrænser programmets omdømme og gennemslagskraft; opfordrer Kommissionen til at gennemføre forbedringer, der vil gøre programmet endnu tiltrækkende med henblik på at sikre, at mindre organisationer inddrages i programaktiviteterne med det endelige mål at øge deres andel i programmet under hensyntagen til kvalitetskravene; bifalder etableringen af europæiske retningslinjer for gennemførelse samt en mere detaljeret hjemmeside med ofte stillede spørgsmål med henblik på at strømline svar om udvælgelseskriterier og fremhæve udvalgte projekter med henblik på at præcisere udvælgelseskriterierne og ydre bedre støtte til små organisationer; understreger behovet for at inddrage forskellige deltagende organisationer i programmets aktiviteter og bevare en balance mellem dem;

54.  henstiller, at støttebeløbene på området skolesamarbejde reduceres til fordel for antallet af støtteprojekter for at støtte skoleudveksling direkte og derved muliggøre mere personlige møder mellem mennesker fra forskellige kulturer og med forskellige sprog; understreger betydningen af personlige erfaringer med mennesker med forskellige kulturelle baggrunde med hensyn til fremme af en europæisk identitet og den grundlæggende tanke bag europæisk integration og anbefaler, at der stræbes mod at lade det størst mulige antal mennesker deltage, hvilket sikkert bør gælde for alle programmål; glæder sig i den forbindelse over de forbedringer, der allerede er gennemført, men forventer, at reglerne gøres mere fleksible inden for rammerne af det strategiske partnerskab via de nationale agenturer og Kommissionen;

55.  mener under hensyntagen til flersprogethedens betydning for at øge de unges beskæftigelsesegnethed(19), at der bør gøres en større indsats for at fremme og understøtte flersprogetheden i Erasmus+-programmet;

56.  noterer sig i forbindelse med Europas nye samfundsmæssige udfordringer behovet for at styrke en europæisk tilgang for at håndtere fælles europæiske udfordringer ved at støtte omfattende innovationsprojekter på området for uddannelse, erhvervsuddannelse og ungdom, som gennemføres af civilsamfundets europæiske netværk; påpeger, at dette kan gøres ved at bevilge en del af den samlede finansiering fra Erasmus+ af nøgleaktion 2 til "Samarbejde for innovation og udveksling af god praksis" for decentraliserede aktioner" af centraliserede aktioner;

57.  noterer sig, at 75 % af de nationale agenturer har rapporteret om en høj administrativ byrde, hvilket mindsker EU-budgettets investeringskapacitet og truer med at få direkte konsekvenser for modtagerne; opfordrer GD EAC og EACEA til at forbedre gennemførelsen, navnlig i ansøgningsprocessen;

58.  glæder sig over indførelsen af systemet med enhedsomkostninger i programmet med henblik på at minimere den administrative byrde; glæder sig ligeledes over de justeringer, som Kommissionen foretog i 2016, og de justeringer, som den har planlagt for 2017; bemærker, at visse medlemsstater af forvaltningsretlige årsager ikke kan anvende denne ordning og anser omkostningsniveauet for utilstrækkeligt i forhold til de faktiske udgifter; mener, at en yderligere forhøjelse af enhedspriser er nødvendig for at yde tilstrækkelig finansiel støtte til deltagere i projektet, og understreger behovet for at sikre, at deltagere og organisationer fra fjerntliggende områder og grænseområder ikke stilles ugunstigt gennem systemet med enhedsomkostninger; opfordrer til, at det store personlige engagement, navnlig fra de mange volontører og undervisere og fra alle andre ansøgere, belønnes på passende måde; opfordrer til (gen)indførelse af finansiering af projektinitiering for at skabe kontakt med potentielle samarbejdspartnere eller forberedende møder, eller f.eks. et tilstrækkeligt stort beløb til at dække disse omkostninger; understreger, at gennemsigtighed på dette område er en vigtig bestanddel af gennemsigtighedskravene og målene for det samlede program Erasmus+;

59.  glæder sig over den forenkling, der er indført med anvendelse af engangsudbetalinger og faste tilskud; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan den komplicerede administrative procedure for ansøgere i forskellige sektorer af programmet kan forbedres yderligere; er bekymret over, at de nationale agenturer klager over en højere revisionsbyrde;

60.  understreger behovet for at styrke den operationelle bistand til europæiske netværk under nøgleaktion 3 "Støtte til politikreform" med henblik på at maksimere fremme og udbredelse af de muligheder, der tilbydes med Erasmus+;

61.  anmoder Kommissionen om at træffe de relevante foranstaltninger til at gøre volontørarbejde støtteberettiget som en kilde til egne bidrag til projektets budget, idet dette fremmer deltagelsen for mindre organisationer, navnlig inden for sport, i betragtning af, at Erasmus+ giver mulighed for anerkendelse af volontørtid som medfinansiering i form af bidrag i naturalydelser, og at det nye Kommissionsforslag om finansielle retningslinjer indeholder denne mulighed; understreger, at bidrag fra volontører bør anerkendes og gives synlighed, i betragtning af dets særlige betydning for programmet, forudsat at det overvåges for at sikre, at volontørarbejde supplerer, men ikke erstatter, investering i offentlige ressourcer;

62.  erkender den økonomiske og samfundsmæssige værdi af volontørarbejde og opfordrer Kommissionen til gennem programaktionerne at yde mere støtte til organisationer, som bygger på frivilligt arbejde;

63.  bifalder Kommissionens forslag om at oprette et europæisk solidaritetskorps; opfordrer Kommissionen til at inddrage frivillige organisationer i udviklingen af dette nye initiativ med henblik på at sikre dets merværdi og supplerende værdi for fremme af volontørarbejde i Den Europæiske Union; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre en indsats i budgetmæssig henseende for at imødekomme dette nye initiativ uden at underfinansiere andre nuværende og prioriterede programmer og opfordrer til, at mulighederne undersøges for at integrere det i den europæiske volontørtjeneste for at styrke volontørarbejde i EU uden at kopiere initiativer og programmer;

64.  påpeger, at volontøraktiviteter er et udtryk for solidaritet, frihed og ansvar, der bidrager til at styrke aktivt medborgerskab og til personlig udvikling; mener, at volontørarbejde er et væsentligt redskab for social inklusion og samhørighed ligesom uddannelse, erhvervsuddannelse og interkulturel dialog, idet de yder et vigtigt bidrag til udbredelsen af europæiske værdier; mener, at den europæiske volontørtjeneste (EVS) bør anerkendes for sin rolle med hensyn til at fremme udvikling af færdigheder og kompetencer, der kan lette EVS-deltageres adgang til arbejdsmarkedet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre anstændige arbejdsvilkår for volontører og overvåge, at de kontrakter, som volontørerne arbejder under, respekteres fuldt ud; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at deltagere i den europæiske volontørtjeneste aldrig betragtes eller bruges som en arbejdskraftserstatning;

65.  anmoder om, at beslutningstagningsperioden holdes så kort som muligt, at ansøgningerne evalueres på en sammenhængende og koordineret måde, og at der gives en gennemsigtig og forståelig begrundelse for afviste ansøgninger, således at der ikke er et voldsomt tab af incitament blandt brugere af EU-programmer;

66.  slår kraftigt til lyd for mere gennemsigtighed i evalueringen af ansøgningerne og i den kvalitative feedback til alle ansøgere; opfordrer Kommissionen til at sikre et effektivt feedback-system, således at de studerende under programmet kan rapportere tilbage til Kommissionen om eventuelle uregelmæssigheder, som de måtte konstatere med hensyn til gennemførelsen af programmet Erasmus+; opfordrer yderligere Kommissionen til at forbedre og øge informationsstrømmen mellem de europæiske institutioner, der er ansvarlige for gennemførelsen af programmet, og de nationale organer; opfordrer de nationale agenturer og EACEA til med henblik på at forbedre gennemførelsen af programmet at tilbyde uddannelsesmuligheder for personer, der foretager evaluering, at afholde regelmæssige møder med deltagere i Erasmus+ og at arrangere besøg til projekter;

67.  noterer sig vigtigheden af at styrke den europæiske volontørtjenestes lokale dimension; foreslår, at den europæiske volontørtjeneste volontører ydes stærkere støtte ikke blot før afrejse, men også efter deres hjemkomst til deres lokalsamfund i form af efterfølgende orienterings- og integrationskurser med henblik på at hjælpe dem til at dele deres europæiske ekspertise ved at fremme volontørarbejde på lokalt plan;

68.  støtter en øget effektivitet og bedre resultater gennem projekter i større målestok; mener imidlertid, at der skal være en balance mellem mindre og større grupper af ansøgere;

69.  anmoder Kommissionen om at harmonisere de angivne forfinansieringsrater så meget som muligt gennem programmet for således at give alle modtagere de samme fordele og lette projektgennemførelsen, især for små organisationer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at store institutioner ikke foretrækkes frem for små, mindre veletablerede institutioner i forbindelse med ansøgere til programmer;

70.  noterer sig de regionale skævheder på EU-plan og mellem forskellige områder inden for medlemsstaterne med hensyn til deltagelse i aktioner, der finansieres af Erasmus+; er bekymret over, at relativt få af disse aktioner har opnået gode resultater, og at de varierer i hele EU; opfordrer til målrettede og rettidige foranstaltninger til at øge deltagelsen og forbedre succesraterne, uanset ansøgernes oprindelse, med det formål at øremærke en del af bevillingerne til særlige tiltag til at fremme og øge bevidstheden om dette initiativ, navnlig i de regioner, hvor adgangen til støtte har været forholdsvis ringe;

71.  bemærker, at gennemførelsen af Erasmus+ i EU's regioner har påvist forskelle i efterspørgslen efter støtte og i prioriteringen af indsatsen, hvilket har gjort det nødvendigt for visse medlemsstater at omprioritere gennemførelsen af programmet for at sikre de anvendte midlers omkostningseffektivitet;

72.  konstaterer uberettigede forskelle mellem lande og deres tildelingsmetoder; opfordrer Kommissionen til at undersøge konsekvenserne af sådanne forskelle i et forsøg på at minimere de socioøkonomiske uligheder i Den Europæiske Union; opfordrer til en yderligere forhøjelse af støttesatserne samt deres tilpasning til leveomkostningerne i mobilitetsværtslandet henblik på at fremme deltagelse af socioøkonomisk dårligt stillede studerende, studerende og personale med særlige behov, og studerende og personale fra fjerntliggende regioner;

73.  noterer sig, at den store positive virkning af og efterspørgsel efter Erasmus+-mobilitetsstipendier i Øst- og Sydeuropa står i kontrast til det begrænsede samlede programbudget, som fører til, at mange ansøgninger afvises; foreslår, at Kommissionen styrker sin indsats for at fremme mobilitet fra Vesteuropa til Østeuropa;

74.  beklager, at de voksende forskelle inden for og mellem visse medlemsstater og den høje ungdomsarbejdsløshed i EU gør adgangen til programmet vanskelig, eftersom de skaber barrierer for mobiliteten for ansøgere fra regioner med en lavere indtægt, der er blevet hårdere ramt af den økonomiske krise og nedskæringerne; erklærer, at programmet Erasmus+ og VET også skal være aktive i afsidesliggende områder og grænseregioner i EU; mener, at adgang og lige muligheder for indbyggere i disse regioner er et meget positivt skridt og et middel til at få bugt med ungdomsarbejdsløsheden og bidrage til den økonomiske genopretning;

75.  understreger, at tilskuddene til mobilitetsstøtte til enkeltpersoner inden for Erasmus+ bør fritages fra skatter og sociale arbejdsmarkedsbidrag;

76.  opfordrer Kommissionen til at anerkende den særlige karakter af projekter og mobilitetsprogrammer, der involverer personer med særlige behov og personer fra socialt dårlige kår; tilskynder til, at der gøres en større indsats for at fremme mulighederne for personer med særlige behov og for personer fra socialt dårlige kår for at deltage i programmet, herunder flygtninge, og anmoder om, at deres adgang hertil lettes;

77.  understreger, at disse udfordringer stadig eksisterer, selv om der er gjort fremskridt med hensyn til anerkendelse af studieperioder, merit, kompetencer og færdigheder gennem ikkeformmel og uformel læring; understreger, at anerkendelse af internationale kvalifikationer er af afgørende betydning for mobilitet og danner grundlaget for yderligere samarbejde på det europæiske område for videregående uddannelse; understreger vigtigheden af at gøre fuldstændig brug af alle EU-redskaber til validering af viden, færdigheder og kompetencer, som er væsentlige for anerkendelse af kvalifikationer;

78.  understreger, at antallet af studieperioder, der er blevet gennemført i udlandet gennem Erasmus-ordningen, er vokset støt siden 2008 til trods for den økonomiske, finansielle og sociale krise; henleder opmærksomheden på den omstændighed, at antallet af praktikophold i udlandet i samme periode er steget eksponentielt; konkluderer, at unge tydeligvis betragter praktikophold som en glimrende mulighed for at forbedre deres beskæftigelsesegnethed; henstiller, at Kommissionen og de nationale agenturer, arrangører og institutioner tager denne udvikling til efterretning;

79.  understreger, at der på grund af den europæiske referenceramme for kvalifikationer(20) er sket klare forbedringer med hensyn til ordningerne for anerkendelse og godkendelse af eksamensbeviser, merit, erhvervsuddannelsesbeviser og godkendelse af kvalifikationer på uddannelses- og erhvervsuddannelsesområdet, men bemærker, at der fortsat er problemer; understreger vigtigheden af at sikre, at kompetencer og færdigheder, der udvikles gennem internationale mobilitetserfaringer i en hvilken som helst sammenhæng – formelt læringsmiljø, praktikophold i virksomheder eller volontørarbejde og ungdomsaktiviteter – på behørig vis dokumenteres, valideres og gøres sammenlignelige i hjemlandets system; opfordrer Kommissionen til at reformere og arbejde på at styrke den europæiske referenceramme for kvalifikationer, så den går fra i dag at være en henstilling til at blive et stærkere instrument, således at den frie bevægelighed styrkes; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til systematisk at anvende og yderligere udvikle de eksisterende europæiske instrumenter, såsom Europass, Ungdomspasset og ECVET; tilskynder til, at der udvikles fælles VET-kvalifikationer, der kan sikre international anerkendelse af kvalifikationer, opfordrer medlemsstaterne til fuldstændig og rettidig gennemførelse af Rådets henstilling af 20. december 2012 om validering af ikkeformel og uformel læring,

80.  understreger, at ikkeformel voksenuddannelse og -læring fremmer grundlæggende kompetencer og bløde kompetencer såsom sociale og civile kompetencer, som er relevante for arbejdsmarkedet, samt trivsel i arbejdet og en god balance mellem arbejds- og privatliv; påpeger, at ikkeformel voksenuddannelse og -læring spiller en afgørende rolle i at nå ud til de ugunstigt stillede grupper i samfundet og bistå dem med at udvikle kompetencer, der hjælper dem til at komme ind på arbejdsmarkedet og finde et holdbart kvalitetsjob eller forbedre deres beskæftigelsessituation samt bidrage til et mere demokratisk Europa;

81.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme VET-programmerne, påpeger, at praktikophold og erhvervspraktiksystemer er uddannelsesmuligheder, som ikke erstatter fuldtidsstillinger, at de skal garantere anstændige arbejdsvilkår og passende aflønning af lærlinge, og at de kompetencer, der tillægges støttemodtagere under ingen omstændigheder bør erstatte kompetencer, der specifikt er tillagt en ansat;

82.  noterer sig det mere krævende gennemførelsesarbejde for nationale agenturer under det nuværende program; opfordrer Kommissionen til at yde de nationale agenturer de nødvendige ressourcer og den nødvendige bistand, og derved muliggøre en mere effektiv programgennemførelse og gøre det muligt for de nationale agenturer at tackle nye udfordringer som følge af forhøjelsen af budgettet;

83.  opfordrer Kommissionen til at overvåge de kvalitetskriterier, der anvendes af de nationale agenturer i projektevalueringer og udveksling af bedste praksis i denne henseende; tilskynder til uddannelsesprogrammer for bedømmere, der sætter dem i stand til at fortsætte deres udvikling, især i tværfaglige projekter, og gør det muligt for dem at levere kvalitetsfeedback til alle ansøgere med henblik på at fremme opfyldelsen af målene i fremtidige projekter og at forbedre fremtidige ansøgeres præstationer;

84.  mener, at kvalitetsmåling bør være ligeså vigtigt som kvantitetsmåling; slår til lyd for, at der arbejdes på førstnævnte i forbindelse med Erasmus+;

85.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at validere og anerkende ikkeformelle og uformelle lærlingeuddannelser; opfordrer medlemsstaterne til at sikre unge lærlinge bedre oplysninger om de muligheder, som er åbne for dem, og til at give mere støtte til læringscentre, der ønsker at deltage i programmet Erasmus+, men også til at træffe ledsageforanstaltninger i forbindelse med grænseoverskridende mobilitetsordninger for at bistå lærlinge med indlogering og transport;

86.  støtter større mobilitet inden for uddannelse og lærlingeprogrammer og praktikperioder under ungdomsgarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativprogrammerne med henblik på at forsøge at afhjælpe den høje ungdomsarbejdsløshed og de geografiske ubalancer inden for Den Europæiske Union;

87.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at identificere ulige deltagelse fra erhvervsuddannelsesinstitutioner i EU's mobilitetsprogrammer i lande og regioner med henblik på at mindske disse forskelle gennem forbedret samarbejde og informationsudveksling mellem nationale agenturer for Erasmus+, støtte af holdarbejde blandt erhvervsuddannelsesinstitutioner ved at forbinde erfarne erhvervsuddannelsesinstitutioner med andre institutioner, at tilbyde politiske støtteforanstaltninger og specifikke forslag til erhvervsuddannelsesinstitutioner og at forbedre allerede eksisterende støttesystemer for erhvervsuddannelsesinstitutioner;

88.  opfordrer medlemsstaterne til med henblik på at fremme mobiliteten for lærere, foredragsholdere og ikke-akademisk personale at anerkende deres deltagelse i mobilitetsprogrammer som en vigtig del af deres karriere og om muligt at indføre en belønningsordning knyttet til deltagelsen i mobilitetsprogrammer, f.eks. i form af økonomiske fordele eller nedsættelse af arbejdsbyrden;

89.  opfordrer de nationale agenturer til at sikre fuld gennemsigtighed i forbindelse med projektevaluering ved at offentliggøre listen over udvalgte projekter med deres igangværende fremskridt og tildelte finansielle støtte;

90.  tilskynder til videreførelse i KA 1 af bedste fungerende praksis fra Comenius, f.eks. fremme af udveksling af skoleklasser og muligheden for, at skolernes personale kan ansøge individuelt om mobilitetsstipendier under KA 1;

91.  bemærker, at mange projekter af høj kvalitet under nøgleaktion 2 er blevet afvist på grund af begrænsede midler; opfordrer Kommissionen til at give disse projekter points for at hjælpe dem med at tiltrække investeringer fra andre kilder; opfordrer medlemsstaterne til at anerkende de projekter, der har fået tildelt point, ved at give dem prioritet for så vidt angår adgang til offentlige midler til deres gennemførelse, hvis sådanne midler er tilgængelige;

92.  opfordrer Kommissionen til at forsætte bestræbelserne på at finde en løsning på udfordringerne i forbindelse med finansiering for europæiske organisationer med hjemsted i Bruxelles med henblik på at fremme deres bidrag til udviklingen af europæiske politikker på området uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom og sport;

93.  noterer sig de udfordringer, som de nationale agenturer står over for i forbindelse med gennemførelse af international meritmobilitet; opfordrer til, at de nationale agenturer gives større fleksibilitet til at allokere ressourcer fra visse lande og regioner til andre med det formål at imødekomme de videregående uddannelsesinstitutioners prioriteter for samarbejde;

94.  bemærker det faldende antal mobilitetsdeltagere uden for Erasmus+ som følge af europæiske videregående uddannelsesinstitutioners præferencebehandling af et institutionaliseret mobilitetssystem; opfordrer Kommissionen og de nationale myndigheder til at forny individuelle kandidaters mulighed for at deltage i mobilitet;

95.  tilskynder Kommissionen til at styrke erhvervsuddannelsessystemet ved at fremme Leonardo da Vinci-delprogrammer blandt nye organisationer og mindre institutioner, ud over at yde dem bistand med at søge om passende finansiering ved at tilbyde yderligere vejledning, online uddannelse og personlig hjælp til udarbejdelse af kvalitetsansøgninger om finansiering via kontakt med nationale kontorer for programmet Erasmus+;

96.  opfordrer til at fremme det europæiske område for videregående uddannelse i hele verden og fremme individuel viden på verdensplan ved at styrke alle relevante interessenter (medlemsstaterne, videregående uddannelsesinstitutioner, foreninger under videregående uddannelsesinstitutioner) og, at gøre Erasmus Mundus' fælles kandidatuddannelser mere attraktive for de videregående uddannelsesinstitutioner og potentielle ansøgere;

97.  foreslår, at de nationale agenturer i højere inddrages i videre udstrækning i udviklingen af politikker for uddannelse, ungdom og sport ved en styrkelse af forbindelserne mellem Kommissionen, medlemsstaterne og de nationale agenturer;

Næste programperiode

98.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge deres bestræbelser på at forenkle procedurerne og nedbringe de tunge administrative byrder for studerende, institutioner og for værtsvirksomheder, der er involveret i Erasmus+-projekter, især dem, der ikke i tilstrækkelig grad udnytter denne mulighed, for at forbedre og lette processerne med lige adgang, registrering, validering og anerkendelse; fastholder, at oplysninger om dette program skal gives på alle officielle sprog i EU for at tilskynde til større deltagelse; opfordrer Kommissionen og de nationale agenturer til at standardisere adgangskriterierne med henblik på at sikre adgang for det størst mulige antal ansøgere;

99.  foreslår, at man afholder sig fra en yderlige harmonisering og større ændringer i programmets struktur bør være en prioritet, og i stedet sikrer og konsoliderer, og at der gennemføres gradvise forbedringer, hvor dette er nødvendigt;

100.  anbefaler, at betydningen og synligheden af ikkeformel uddannelse bør øges for både ungdomsbeskæftigelse og voksenuddannelse i Erasmus+, idet ikkeformel uddannelse er vigtig i forbindelse med unionsborgerskabet og for fremme af demokrati og uddannelse baseret på værdier; mener, at programmet dog ofte kun forbindes med formel uddannelse på grund af sit navn;

101.  opfordrer Kommissionen til at inddrage relevante interessenter i arbejdet vedrørende den næste programmeringsperiode og i indførelsen af mulige forbedringer for at sikre programmets videre succes og merværdi;

102.  henstiller, at Erasmus+ udbygger tværsektoriel mobilitet for personer i nøgleaktion 1, så de lærende, lærere, undervisere, erhvervslærere og lærlinge, arbejdstagere og unge kan deltage fuldt ud i mobilitet på tværs af sektorer;

103.  anmoder om, at der udvikles en klar definition af tværsektorielle projekter med henblik på at undgå forvirring som følge af forkert mærkning af projekter;

104.  opfordrer ikke blot til, at det nuværende budgetniveau sikres for den næste generation af programmer under den nye FFR, men mener, at en yderligere budgetforhøjelse, som sikrer et niveau for årlige midler for den næste programgeneration på mindst det samme niveau som sidste gennemførelsesår af den nuværende ramme, er en absolut nødvendig forhåndsbetingelse for programmets fortsatte succes; foreslår, at Kommissionen undersøger muligheden for at øge forfinansieringen;

105.  bifalder programmets struktur og opfordrer Kommissionen til at bibeholde separate kapitler og separate budgetter til uddannelse og erhvervsuddannelse, ungdom og sport i betragtning af deres særlige karakteristika og til at tilpasse ansøgningsformularer, indberetningssystemer og krav, der specifikt vedrører produkter fra udviklingssektoren;

106.  tilskynder de nationale agenturer til at gøre de budgetter, der er til rådighed for de enkelte prioriterede foranstaltninger og de enkelte sektorer, let tilgængelige efter hver ansøgningsrunde for at give ansøgerne mulighed for at planlægge deres fremtidige indsats strategisk samt til at offentliggøre resultaterne af projektudvælgelsen og budgetposterne, så der kan foretages en passende overvågning af programmet;

107.  opfordrer Kommissionen til regelmæssigt at revidere niveauet for den økonomiske støtte såsom engangsudbetalinger af rejsepenge og dagpenge for at sikre, at de stemmer overens med de reelle leveomkostninger, og for at undgå gældssætning på grund af en uddannelsesperiode og dermed hjælpe med at forebygge forskelsbehandling og svigt af personer med få økonomiske midler og/eller særlige behov;

108.  påpeger, at ugunstigt stillede grupper udgør en specifik målgruppe i ungdomssektoren; foreslår en udvidelse af strategien for inklusion og mangfoldighed til alle sektorer for at fremme social inklusion og deltagelse af personer, der har særlige behov eller færre muligheder i Erasmus+;

109.  opfordrer Kommissionen til at fremlægge og medlemsstaterne til at godkende kvalitetsrammer for lærlingeuddannelser og et forslag om øget mobilitet for lærlinge for at sikre et sæt rettigheder for lærlinge, praktikanter og VET-elever med henblik på at sikre, at de er beskyttet på passende måde, og at disse mobilitetsprogrammer aldrig gør det ud for standardmæssige ansættelseskontrakter; efterlyser aflønnede praktikophold af høj kvalitet og anmoder om, at medlemsstaterne indberetter situationer, hvor betingelserne vedrørende Erasmus+-deltageres opgaver eller rettigheder ikke overholdes;

110.  opfordrer Kommissionen til sammen med medlemsstaterne at arbejde for at skabe et stærkere samarbejde mellem læreanstalter og vigtige interessenter (lokale/regionale myndigheder, arbejdsmarkedets parter, den private sektor, ungdomsrepræsentanter, erhvervsuddannelsesinstitutioner, forskningsinstitutioner og civilsamfundsorganisationer) med henblik på, at uddannelsessystemerne og erhvervsuddannelsessystemerne bedre kan imødekomme det virkelige arbejdsmarkeds behov og med henblik på at garantere, at dette samarbejde afspejles i Erasmus+; mener, at aktiv inddragelse af deltagerne i Erasmus+ og alle interesserede parter i udformningen, tilrettelæggelsen, gennemførelsen, overvågningen og evalueringen af programmet vil sikre dets levedygtighed, succes og merværdi;

111.  er fortaler for inden for programmet at tillade studerende at kombinere studier i udlandet med studierelateret praktikplads og på denne måde lette deres ophold i udlandet, mindske social selektivitet, øge antallet af mobile studerende, forbedre de studerendes færdigheder og styrke forbindelserne mellem videregående uddannelser og arbejdsmiljøet; opfordrer Kommissionen til at være særligt opmærksom på den langsigtede mobilitet for lærlinge, når der tildeles Erasmus+-stipendier;

112.  bemærker forskellene mellem medlemsstaterne med hensyn til adgangskriterier for programmet Erasmus+; insisterer på, at Kommissionen sikrer, at programmets regler anvendes på en harmoniseret måde i de nationale agenturer, idet de fælles kvalitetsstandarder og proceduremæssig praksis respekteres, og at man således sikrer den indre og ydre sammenhæng i Erasmus+ og fastslår dets position som et virkeligt europæisk program; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at udvikle europæiske gennemførelsesretningslinjer for Erasmus+ til de nationale agenturer; tilskynder de nationale agenturer, som skal være en integreret del af overvågningsprocessen, til også at fokusere på at oprette et forum for en konstruktiv dialog mellem myndighederne med ansvar for uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik i de enkelte medlemsstater; tilskynder kraftigt til en bedre koordination mellem agenturerne for at sammenkoble projekter, der arbejder med samme emner;

113.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til øge de erhvervsrettede uddannelsesmuligheder i udlandet og til at bringe den erhvervsrettede uddannelse i stilling som et indlysende valg med henblik på at finde et job og starte på en lovende karriere og at gøre den tilgængelig for alle borgere af alle aldre og til at tilvejebringe passende finansiering, eftersom de midler, der er afsat til de erhvervsrettede uddannelser, ikke står i forhold(21) til antallet af potentielle ansøgere til mobilitetsprogrammerne; går stærkt ind for effektiv fremme af og tilskyndelse til VET-mobilitet blandt kvinder og mener, at medlemsstaterne bør opstille ambitiøse mål på dette område, og at fremskridtene i den forbindelse bør overvåges nøje;

114.  understreger, at der foregår en omdefinering af job og kvalifikationer, især på grund af den aktuelle overgang til en mere digitaliseret økonomi, hvor der opstår nye erhvervsbehov, og fremtidsorienterede sektorer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at Erasmus+ afspejler denne realitet;

115.  slår til lyd for mere fremme af mobilitetsprogrammer for avancerede niveauer af højere uddannelse for at sikre mobiliteten mellem de europæiske forskningscentre og yderligere udvikle målet med at gøre europæiske universiteter internationale;

116.  understreger nødvendigheden af at øge opmærksomheden på Erasmus+-instrumentet som et middel til at forbedre en persons egne kompetencer og tilføje endnu en dimension, der bør sikre den rette tilgang til dette instrument med henblik på at garantere dets effektivitet og fjerne risikoen for, at det blot bliver en livserfaring;

117.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde og tilgængeliggøre opdaterede statistikker over og gennemføre opfølgende undersøgelser af Erasmus+, især udnyttelsesgraden blandt unge opdelt efter regioner og køn, og programmets virkninger på beskæftigelsesegnetheden samt typen og graden af beskæftigelse, samt hvilke virkninger det har haft for lønningerne, og hvordan det eventuelt kan forbedres; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvorfor nogle lande ansøger om mere VET-mobilitet, hvor kønsforskellene er størst og årsagerne til disse forskelle, eller hvor der findes flest ansøgere med handicap, og til at udarbejde en plan for, hvordan de øvrige lande i højere grad kan inddrages; opfordrer derfor alle nationale agenturer i medlemsstaterne til at arbejde tæt sammen om udvekslingen af oplysninger og statistikker; fastholder, at resultaterne af undersøgelserne og statistikkerne bør inkluderes og tages med i betragtning under den næste midtvejsrevision af Erasmus+;

118.  minder om, at Erasmus+-instrumentet i en tid, hvor EU’s grundlæggende værdier er i en særlig krise, kan give en grundlæggende mulighed for at fremme integration, forståelse og solidaritet blandt unge; opfordrer derfor til, at integration af unge fremmes ved hjælp af bevidsthed om forskellige kulturer og traditioner samt deres gensidige og nødvendige respekt;

119.  foreslår, at Kommissionen bevarer iværksætteruddannelse som et af målene for et fremtidigt Erasmus+-program i den næste finansieringsperiode (efter 2020), herunder mobilitet, og medtager følgende elementer som en del af programmet:

   i) omhyggelig vurdering af virkningen af eksisterende foranstaltninger, der fremmer iværksætterånd via uddannelse, og eventuelt tilpasse dem, samtidig med at der rettes særlig opmærksomhed mod virkningerne på underrepræsenterede og ugunstigt stillede grupper
   ii) fremme af bedre fastlæggelse af læringsindhold og -redskaber til formel og ikkeformel uddannelse for alle studerende – både teoretiske og praktiske moduler såsom iværksætterprojekter for studerende
   ii) fremme af partnerskaber mellem uddannelsesinstitutioner, virksomheder, nonprofitorganisationer og ikkeformelle uddannelsesudbydere med henblik på at udvikle hensigtsmæssige kurser og give studerende praktisk erfaring og praktiske modeller
   iv) udvikling af færdigheder inden for områderne iværksætterprocesser, finansforståelse, IKT-færdigheder, kreativ tænkning, problemløsning og innovationsånd, selvtillid, tilpasningsevne, teambuilding, projektforvaltning, risikovurdering og risikotagning samt specifikke erhvervskompetencer og erhvervsmæssig viden;
   v) fremhævelse af ikkeformel og uformel læring som et privilegeret miljø til erhvervelse af iværksætterkompetencer;

120.  tilskynder medlemsstaterne til at deltage mere i Erasmusprogrammet for unge iværksættere og til yderligere at reklamere for dette blandt unge, som ønsker at deltage i erhvervsprojekter for at indsamle erfaringer fra udlandet og erhverve nye færdigheder, som vil hjælpe dem med en vellykket gennemførelse af deres erhvervsprojekter;

121.  tilskynder kraftigt til "peer to peer"-læring som opfølgning af studier, praktik og arbejdserfaring i udlandet for at øge virkningerne af Erasmus+ på lokalsamfundene; understreger, at udveksling af god praksis er afgørende for forbedring af kvaliteten af projekterne under Erasmus+; glæder sig over Erasmus+-platformen for udbredelse af projektresultater og slår til lyd for en ihærdigere tilgang til deling af god praksis og international udveksling af synspunkter for nationale agenturer, partnere og studerende under programmet; opfordrer Kommissionen til at yde støtte til programmets ansøgere til at finde internationale partnere ved at udvikle brugervenlige platforme, der samler offentlige oplysninger om de forskellige deltagere i programmet og deres projekter;

122.  opfordrer Kommissionen til at forbedre programvejledningen og gøre den mere brugervenlig og forståelig samt til at udvikle specifikke informationsbrochurer om de enkelte nøgleaktioner; opfordrer Kommissionen til at lette ansøgningsprocessen for administrative byrder;

123.  støtter udviklingen af læringsinstitutioner for voksne, der tilbyder løbende faglig udvikling og mobilitetsmuligheder for lærere, skoleledere, undervisere og andet uddannelsespersonale; tilskynder til udvikling af færdigheder og kompetencer, især i effektiv brug af IKT i voksenundervisning, for at opnå bedre læringsresultater; understreger betydningen af udveksling af bedste praksis;

124.  glæder sig over udviklingen af pilotprojekter, såsom ”En europæisk ramme for lærlingemobilitet: udvikling af et EU-medborgerskab og færdigheder gennem ungdomsintegration på arbejdsmarkedet”, som tager sigte på at gennemføre omkostningseffektiv grænseoverskridende mobilitet for lærlinge imellem erhvervsuddannelsesinstitutioner, virksomheder og/eller andre relevante organisationer, såvel som formel anerkendelse og validering af læringsresultater og understøttelse af den gensidige anerkendelse af eksamensbeviser, og ”Ungdomsmobilitet inden for erhvervsuddannelse — bedre ungdomsmobilitet” med sigte på at forbedre unges mobilitet inden for erhvervsuddannelse; opfordrer Kommissionen til at sikre en effektiv gennemførelse af de to pilotprojekter og deres integration på lang sigt i Erasmus+;

125.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre en øget og mere langsigtet strukturel støtte til europæiske civilsamfundsorganisationer på området for uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom og sport ved i praksis at stille stipendier til rådighed, eftersom det er de organisationer, der giver læringsmuligheder og plads til, at EU’s borgere og indbyggere kan deltage i udvikling og gennemførelse af europæiske politikker;

126.  opfordrer Kommissionen til at overveje en passende løsning på europæisk niveau på situationen for NGO'er, der har hjemsted i Bruxelles og ansøger om finansiering i belgiske nationale agenturer;

o
o   o

127.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 50.
(2) EUT L 394 af 30.12.2006, s. 10.
(3) EUT C 311 af 19.12.2009, s. 1.
(4) EUT C 351 E af 2.12.2011, s. 29.
(5) EUT C 377 E af 7.12.2012, s. 77.
(6) EUT C 372 af 20.12.2011, s. 1.
(7) EUT C 372 af 20.12.2011, s. 31.
(8) EUT C 398 af 22.12.2012, s. 1.
(9) EUT C 70 af 8.3.2012, s. 9.
(10) EUT C 208 af 10.6.2016, s. 32.
(11) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0292.
(12) EUT C 417 af 15.12.2015, s. 25.
(13) EUT C 172 af 27.5.2015, s. 17.
(14) EUT C 417 af 15.12.2015, s. 36.
(15) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0106.
(16) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0107.
(17) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0291.
(18) http://ec.europa.eu/dgs/education_culture/repository/education/library/study/2014/erasmus-impact_en.pdf
(19) Det Fælles Forskningscenters videnskabelige og politiske rapport om sprog og beskæftigelsesegnethed, 2015.
(20) EUT C 111 af 6.5.2008, s. 1.
(21)Ifølge Kommissionen var antallet af godkendte ansøgninger om VET-mobilitet under Erasmus+ i 2016 på 42% som følge af manglende finansiering. Situationen er blevet forværret i tidens løb, i 2014 blev 54% af ansøgningerne godkendt og i 2015 var det 48%. Selv om den til rådighed værende finasiering er vokset lidt i tidens løb, er efterspørgslen steget meget hurtigere, men de begrænsede midler under Erasmus+ giver ikke mulighed for, at finansieringen kan holde trit med efterspørgslen.

Juridisk meddelelse