Indeks 
Vedtagne tekster
Tirsdag den 14. februar 2017 - StrasbourgEndelig udgave
Partnerskabsaftale om bæredygtigt fiskeri mellem EU og Cookøerne ***
 Partnerskabsaftale om bæredygtigt fiskeri mellem EU og Cookøerne (beslutning)
 Kontrol af registret over og sammensætningen af Kommissionens ekspertgrupper
 Whistlebloweres rolle for beskyttelsen af EU's finansielle interesser
 Liste over de tredjelande og organisationer, hvormed Europol skal indgå aftaler *
 At underkaste det nye psykoaktive stof methyl-2-[[1-(cyclohexylmethyl)-1H-indol-3-carbonyl]amino]-3,3-dimethylbutanoat (MDMB-CHMICA) kontrolforanstaltninger *
 Mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen – EGF/2016/005 NL/Drenthe Overijssel Retail
 Revision af den europæiske konsensus om udvikling
 Årlig beretning om EU's konkurrencepolitik
 Fremme af ligestilling mellem kønnene inden for psykisk sundhed og klinisk forskning
 EU's prioriteter for den 61. samling i FN's Kommission for Kvinders Status

Partnerskabsaftale om bæredygtigt fiskeri mellem EU og Cookøerne ***
PDF 244kWORD 47k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. februar 2017 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri mellem Den Europæiske Union og Cookøernes regering og den tilhørende gennemførelsesprotokol (07592/2016 – C8-0431/2016 – 2016/0077(NLE))
P8_TA(2017)0019A8-0010/2017

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (07592/2016),

–  der henviser til udkast til partnerskabsaftale om bæredygtigt fiskeri mellem Den Europæiske Union og Cookøernes regering og den tilhørende gennemførelsesprotokol (07594/2016),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 43, stk. 2, og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), nr. v), og stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0431/2016),

–  der henviser til sin ikke-lovgivningsmæssige beslutning af 14. februar 2017(1) om udkast til Rådets afgørelse,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1 og 4, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Fiskeriudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og fra Budgetudvalget (A8-0010/2017),

1.  godkender indgåelsen af aftalen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Cookøernes regering.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0020.


Partnerskabsaftale om bæredygtigt fiskeri mellem EU og Cookøerne (beslutning)
PDF 266kWORD 53k
Europa-Parlamentets ikke-lovgivningsmæssige beslutning af 14. februar 2017 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri mellem Den Europæiske Union og Cookøernes regering og den tilhørende gennemførelsesprotokol (07592/2016 – C8-0431/2016 – 2016/0077(NLE)2016/2230(INI))
P8_TA(2017)0020A8-0015/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (07592/2016),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 43, artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), nr. v), og artikel 218, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0431/2016),

–  der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 14. februar 2017(1) om udkastet til afgørelse,

–  der henviser til den forudgående vurderingsrapport om fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Cookøerne og den tilhørende protokol fra juni 2013,

–  der henviser til de strategiske retningslinjer fra Cookøernes myndigheder for udviklingen af den lokale fiskerisektor, navnlig de retningslinjer, der indgår i dokumentet "Cook Islands Offshore Fisheries Policy",

–  der henviser til FN’s mål for bæredygtig udvikling, navnlig mål 1, 2, 9, 10 og 14,

–  der henviser til konklusionerne og henstillingerne fra det 12. møde i Fiskerikommissionen for det Vestlige og Centrale Stillehavs (WCPFC's) videnskabelige udvalg om den langsigtede beskyttelse og bæredygtige udnyttelse af stærkt vandrende fiskebestande i det vestlige og centrale Stillehavsområde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk.2,

–  der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget(A8-0015/2017),

A.  der henviser til, at Kommissionen har ført forhandlinger med Cookøernes regering om en ny partnerskabsaftale om bæredygtigt fiskeri mellem Den Europæiske Union og Cookøerne (fiskeripartnerskabsaftalen EU-Cookøerne) og den dertil knyttede gennemførelsesprotokol af en varighed på hhv. otte og fire år;

B.  der henviser til, at fiskeripartnerskabsaftalen EU-Cookøerne er den første, der sikrer EU tilstedeværelse i det østlige Stillehav, efter at aftalen med Kiribati ikke blev forlænget (og aftalerne med Mikronesien og Salomonøerne blev undertegnet, men ikke taget i anvendelse);

C.  der henviser til, at det generelle formål med denne fiskeripartnerskabsaftale/protokol er at øge samarbejdet mellem EU og Cookøerne på fiskeriområdet, i begge parters interesse, idet der skabes en partnerskabsramme, som kan fremme en bæredygtig fiskeripolitik og en bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Cookøernes eksklusive økonomiske zone (EEZ);

D.  der henviser til, at vores tilstedeværelse i regionen bør tjene til at fremme en bæredygtig fiskeripolitik og bæredygtig udnyttelse af ressourcerne, der sikrer en korrekt forvaltning af tunbestandene i Stillehavet;

E.  der henviser til, at fiskeripartnerskabsaftalen EU-Cookøerne bygger på den bedst mulige videnskabelige rådgivning inden for rammerne af de bevarings- og forvaltningsforanstaltninger, der er fastsat af Fiskerikommissionen for WCPFC, og inden for grænserne af det disponible overskud;

F.  der henviser til, at problemet med ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU) er vanskeligt at løse på grund af den store territoriale og ressourcemæssige spredning og de deraf følgende problemer med overvågning og kontrol;

G.  der henviser til, at der findes flere fartøjer fra EU-medlemsstater i det vestlige og centrale Stillehavsområde, og at de øvrige eksisterende fiskeriaftaler i området er udløbet;

H.  der henviser til løftet om ikke at give andre fiskerflåder fra lande uden for EU mere favorable vilkår end dem, der er fastlagt i aftalen, og til, at denne indeholder Cotonou-klausulen om menneskerettigheder, demokratiske principper og retsstatsforhold;

I.  der henviser til, at fiskeripartnerskabsaftalen EU-Cookøerne har til hensigt at fremme en mere effektiv og bæredygtig udvikling af fiskerisektoren i øgruppen samt af de dermed forbundne erhverv og aktiviteter i overensstemmelse med målene i Cookøernes nationale fiskeripolitik, navnlig for så vidt angår støtte til den videnskabelige forskning og det ikke-industrielle fiskeri, en forøgelse af mængden af landede fangster i de lokale havne, øget kapacitet med hensyn til overvågning, kontrol og tilsyn med fiskeriet og bekæmpelse af IUU-fiskeri, og i overensstemmelse med målene for bæredygtig udvikling;

J.  der henviser til, at de bidrag, der er afsat til støtte for udviklingen af Cookøernes fiskeripolitik, og som svinger mellem 47,6 % og 50 % af den samlede finansielle modydelse, udgør et procentuelt stort bidrag;

K.  der henviser til, at bestandene af storøjet tun har været i tilbagegang siden 2012, hvorfor WCPFC har indført en forvaltningsforanstaltning, som skal genforhandles i 2017, og at fangsterne fra notfiskeri i 2015 faldt med 26 % i forhold til 2014; der endvidere henviser til, at Cookøernes farvande betragtes som "hajreservat", omend det må understreges, at hajen ikke er målart for de europæiske fartøjer, der fisker i disse farvande som led i den nye aftale;

L.  der henviser til, at EU's langlinefartøjer traditionelt har fisket i mere tempererede farvande syd for Cookøerne, at Cookøernes lovgivning indeholder krav om bevaring af hajer, og at ex ante-vurderingen ikke gav noget fingerpeg om, at EU's langlinefartøjer fremover ville være interesseret i at fiske i Cookøernes EEZ;

M.  der henviser til, at Cookøerne er stærkt afhængige af importerede fødevarer;

1.  mener, at fiskeripartnerskabsaftalen EU-Cookøerne effektivt bør fremme det bæredygtige fiskeri i Cookøernes farvande via en passende EU-sektorstøtte samt forfølge to lige vigtige mål, nemlig: 1) at give EU-fiskerfartøjer mulighed for at fiske i Cookøernes fiskerizone på grundlag af den bedst mulige videnskabelige rådgivning og under overholdelse af bevarings- og forvaltningsforanstaltninger, der er fastsat af WCPFC, inden for grænserne af det disponible overskud, som bør beregnes under hensyn til den fulde udvikling af landets egen fiskerikapacitet, og 2) at fremme samarbejdet mellem EU og Cookøerne med henblik på en bæredygtig fiskeripolitik og en ansvarlig udnyttelse af fiskeriressourcerne i Cookøernes fiskerizone og at bidrage til en bæredygtig udvikling af Cookøernes fiskerisektor ved hjælp af økonomisk, finansielt, teknisk og videnskabeligt samarbejde og under hensyntagen til landets suveræne valg med hensyn til denne udvikling;

2.  bemærker konklusionerne i den forudgående vurderingsrapport fra juni 2013 om fiskeripartnerskabsaftalen EU-Cookøerne og den tilknyttede protokol, ifølge hvilke de tidligere fiskeripartnerskabsaftaler/protokoller i området (Kiribati, Salomonøerne) ikke i væsentlig grad har bidraget til udviklingen af de lokale fiskerisektorer, især for så vidt angår fælles erhvervsinitiativer (med fælles investeringer) og udviklingen af lokal fiskeforarbejdningskapacitet; mener, at fiskeripartnerskabsaftalen EU-Cookøerne bør bidrage så vidt, det er muligt, til udviklingen af den lokale fiskerisektor ved at sikre det nødvendige udbud af fisk til det hjemlige forbrug og dermed leve op til de erklærede mål for den nye generation af EU-fiskeriaftaler og de bæredygtige udviklingsmål;

3.  beklager, at andre lande i området ikke har indgået partnerskabsaftaler med EU, men i stedet åbner deres fiskepladser for andre af verdens stater og regioner, hvis fiskerimetoder ikke altid respekterer ressourcerne, i stedet for vælge en aftale med EU, som fremmer bæredygtigt fiskeri og yder sektorstøtte;

4.  glæder sig over, at der er medtaget et krav om, at Cookøerne skal offentliggøre enhver aftale, som giver udenlandske flåder tilladelse til at fiske i Cookøernes farvande, men beklager, at den samlede fiskeriindsats ikke præciseres i samme grad, som det er blevet krævet i andre aftaler, EU har indgået;

5.  understreger, at der ved gennemførelsen og eventuelle revisioner og/eller fornyelser af fiskeripartnerskabsaftalen EU-Cookøerne og den tilknyttede protokol bør tages hensyn til den strategi, som Cookøernes myndigheder har fastlagt for udviklingen af Cookøernes fiskerisektor, og at der navnlig bør sørges for:

   et bidrag til udbygning af kapaciteten til overvågning, kontrol og inspektion i forbindelse med Cookøernes fiskeressourcer og fiskeriindsatsen i landets farvande, idet der særligt bør lægges vægt på bekæmpelse af IUU-fiskeri
   forbedring af den tilgængelige videnskabelige viden om de lokale marine økosystemers tilstand og om fiskeressourcerne i Cookøernes farvande
   specifik støtte til udvikling af det lokale ikke-industrielle fiskeri og deraf afhængige samfund, således at bidraget til lokaløkonomien forøges, sikkerheden om bord og fiskernes indtægt forbedres, samt udviklingen af lokal infrastruktur til forarbejdning og markedsføring af fiskeriprodukter - både til hjemmemarkedet og til eksport - fremmes;

6.  finder, at det for at bidrage til et partnerlands bæredygtighed er vigtigt at yde støtte til udviklingen af sektorpolitikken, idet man på denne måde kan styrke landets tekniske uafhængighed, understøtte dets udviklingsstrategi og sikre dets suverænitet;

7.  mener, at de lokale søfolks muligheder for at få hyre på EU's fiskerfartøjer under partnerskabsaftalerne er i overensstemmelse med de internationale standarder; gentager, at det er nødvendigt at respektere ILO's principper og fremme ratifikationen af ILO-konvention nr. 188 og samtidig respektere de almene principper om arbejdstagernes foreningsfrihed og ret til kollektiv overenskomstforhandling samt forbuddet mod forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhvervsudøvelse; konstaterer imidlertid, at Cookøernes myndigheder på grund af manglen på kvalificerede søfolk til tunfiskerfartøjer ikke har anmodet om påmønstring på EU-fartøjer;

8.  mener, at fiskeripartnerskabsaftalen EU-Cookøerne og den tilknyttede protokol bør åbne mulighed for at styrke det bilaterale samarbejde om bekæmpelse af ulovligt fiskeri og give Cookøerne mulighed for at finansiere overvågningsprogrammer, og finder, at foranstaltningerne til bekæmpelse af IUU-fiskeri i Cookøernes eksklusive økonomiske zone bør styrkes, herunder ved forbedret tilsyn, kontrol og overvågning gennem brug af det satellitbaserede fartøjsovervågningssystem, logbøger, inspektører og gennemførelse af regionale fiskeriorganisationers afgørelser;

9.  finder det ønskeligt at øge mængden og pålideligheden af oplysninger om alle fangster (målarter og bifangster) samt generelt om fiskebestandenes bevaringsstatus for bedre at kunne vurdere fiskeriaftalens indvirkning på det marine økosystem og på fiskersamfundene i samarbejde med fiskeriorganisationerne; opfordrer Kommissionen til at sørge for, at de organer, der skal overvåge gennemførelsen af aftalen, fungerer gnidningsløst og på en gennemsigtig måde, og at de videnskabelige evalueringer, der foretages af WCPFC, styrkes;

10.  opfordrer derfor Kommissionen til at overveje at anvende forsigtighedsprincippet på den fælles fiskeripolitiks regler og til at analysere anvendelsen af flydende anordninger til tiltrækning af fisk i området og deres indflydelse på tunfiskens økologi og til på basis af sine konklusioner at stille forslag om anvendelse af disse anordninger;

11.  opfordrer Kommissionen til rettidigt at underrette Parlamentet om forestående møder i Den Blandede Komité og til at sende Parlamentet protokoller og konklusioner fra møderne i den i artikel 6 i aftalen omtalte Blandede Komité, det i artikel 3 i protokollen omtalte flerårige sektorprogram og resultaterne af de respektive årlige evalueringer, til at muliggøre, at repræsentanter for Europa-Parlamentet kan deltage som observatører i Den Blandede Komités møder, og til at fremme deltagelse af Cookøernes fiskersamfund;

12.  anmoder Kommissionen og Rådet om inden for rammerne af deres respektive beføjelser straks at underrette Parlamentet fuldt ud i alle faser af procedurerne vedrørende protokollen og dens eventuelle fornyelse, jf. artikel 13, stk. 2, i TEU og artikel 218, stk. 10, i TEUF;

13.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Cookøernes regering og parlament.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0019.


Kontrol af registret over og sammensætningen af Kommissionens ekspertgrupper
PDF 261kWORD 49k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2017 om kontrol af registret over og sammensætningen af Kommissionens ekspertgrupper (2015/2319(INI))
P8_TA(2017)0021A8-0002/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens afgørelse af 30. maj 2016 om fastlæggelse af horisontale regler om oprettelse af Kommissionens ekspertgrupper og deres funktion (C(2016)3301),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Kommissionen - Rammer for Kommissionens ekspertgrupper: horisontale regler og offentligt register (C(2016)3300),

–  der henviser til rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen(1),

–   der henviser til sin beslutning af 28. april 2016 om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2014, Sektion III – Kommissionen og forvaltningsorganerne(2),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelser fra Retsudvalget og Budgetudvalget (A8-0002/2017),

A.  der henviser til, at Parlamentet har udtrykt bekymring over, hvordan den tidligere ramme for Kommissionens ekspertgrupper fra november 2010(3), der var blevet oprettet med henblik på at indføre betydelige operationelle nyskabelser til styrkelse af gennemsigtighed og koordinering af det interinstitutionelle arbejde, har fungeret;

B.  der navnlig henviser til, at Budgetudvalget i lyset af den manglende gennemsigtighed og den ubalancerede sammensætning af en række ekspertgrupper og i betragtning af nødvendigheden af at sikre, at sammensætningen af ekspertgrupperne skaber den rette balance for så vidt angår ekspertise og repræsenterede synspunkter, vedtog budgetreserver i 2011 og 2014 og har fremsat krav, som endnu ikke er blevet accepteret, om en reform af ekspertgrupperne;

C.  der henviser til, at et nyligt studie, som udvalget har fået udarbejdet, har påpeget en udbredt mangel på gennemsigtighed og en ubalance i sammensætningen af en række ekspertgrupper(4);

D.  der henviser til, at en balanceret sammensætning og gennemsigtighed er afgørende forudsætninger for, at ekspertisen i tilstrækkelig grad afspejler behovet for reguleringsmæssige foranstaltninger og for at fremme legitimiteten af denne ekspertise og de reguleringsmæssige foranstaltninger i de europæiske borgeres øjne;

E.  der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmand i sin strategiske undersøgelse(5) fremsatte en henstilling om sammensætningen af Kommissionens ekspertgrupper, hvori hun navnlig understregede behovet for større gennemsigtighed i ekspertgrupperne;

F.  der henviser til, at Kommissionen, inden den vedtog sin afgørelse, var i dialog med repræsentanter for Parlamentet og med Den Europæiske Ombudsmand;

G.  der henviser til, at Kommissionen har forelagt Parlamentet et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, hvori den besvarede de henstillinger, der indgik i et arbejdsdokument fra Budgetkontroludvalgets ordfører;

H.  der henviser til, at det desværre desuagtet forholder sig således, at hverken arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene eller Kommissionens afgørelse tilvejebringer løsninger på alle de problemer, Parlamentet har rejst;

1.  glæder sig over Kommissionens afgørelse af 30. maj 2016 om fastlæggelse af horisontale regler om oprettelse af Kommissionens ekspertgrupper og deres funktion, men beklager, at Kommissionen ikke organiserede en fuld høring, til trods for at mange ikke-statslige organisationer havde udtrykt interesse heri; gentager betydningen af, at der genindføres forskellige former for inddragelse af repræsentanter for civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter på afgørende områder, som f.eks. EU-institutionernes gennemsigtighed og funktion;

2.  påpeger, at mange af de bekymringer, Parlamentet tidligere har givet udtryk for, tilsyneladende er blevet imødegået med vedtagelsen af de nye horisontale regler, navnlig dem, der vedrører behovet for offentlige indkaldelser af ansøgninger i forbindelse med udvælgelsen af ekspertgruppernes medlemmer og vedrørende revision af registret over Kommissionens ekspertgrupper og etablering af en synergi mellem dette register og Kommissionens og Parlamentets åbenhedsregister samt de regler, der vedrører nødvendigheden af at undgå interessekonflikter, navnlig for så vidt angår eksperter, der udnævnes personligt;

3.  bemærker, at åbenhed og koordinering af de interinstitutionelle aktiviteter er af overordentlig stor betydning og bidrager til at skabe en passende balance med hensyn til den ekspertise og de synspunkter, der er repræsenteret i ekspertgrupperne, så de kan levere et bedre arbejde; glæder sig derfor over, at udvælgelsesprocessen nu foregår i fuld offentlighed; fremhæver i denne forbindelse, at eksperternes praktiske erfaring og kvalifikationer skal fremgå tydeligt; mener, at hele udvælgelsesprocessen bør garantere en høj grad af gennemsigtighed og bør være styret af klarere, mere præcise kriterier, med særlig vægt på kandidaternes praktiske erfaring og deres akademiske kvalifikationer samt eventuelle interessekonflikter, som eksperterne måtte have;

4.  glæder sig over, at der allerede er etableret en forbindelse mellem registret over Kommissionens ekspertgrupper og åbenhedsregistret, således at der sikres bedre gennemsigtighed;

5.  finder det beklageligt, at forsøget på at gennemføre en offentlig høring om indførelsen af de nye regler ikke lykkedes; opfordrer Kommissionen til at agere åbent og være ansvarlig over for EU's borgere;

6.  minder om, at manglende gennemsigtighed har en negativ indvirkning på den tillid, som EU's borgere har til EU-institutionerne; mener, at en reel reform af Kommissionens ekspertgrupper baseret på klare principper om gennemsigtighed og en afbalanceret sammensætning vil forbedre tilgængeligheden og pålideligheden af data, hvilket igen vil bidrage til at øge borgernes tillid til EU;

7.  understreger, at de nye regler bør gælde ufravigeligt og ligeligt for alle Kommissionens ekspertgrupper – uanset deres titel (dermed indbefattet særlige grupper, højniveaugrupper og andre "ekstraordinære" grupper samt formelle og uformelle grupper) – som ikke udelukkende er sammensat af medlemsstaternes repræsentanter eller reguleret af Kommissionens afgørelse 98/500/EF af 20. maj 1998 om oprettelse af sektordialogudvalg til fremme af dialogen mellem arbejdsmarkedets parter på europæisk plan; gentager, at de nye regler skal sikre en afbalanceret repræsentation gennem deltagelse af repræsentanter for alle interessenter;

8.  mener, at Kommissionen bør gøre fremskridt i retning af en mere afbalanceret sammensætning af ekspertgrupperne; beklager imidlertid, at der endnu ikke skelnes udtrykkeligt mellem personer, der repræsenterer økonomiske interesser, og personer, der ikke gør det, så der opnås størst mulig gennemsigtighed og balance; understreger, at det i denne forbindelse er nødvendigt, at Kommissionen gør det klart i den offentlige indkaldelse af ansøgninger, hvordan den definerer en afbalanceret sammensætning, og hvilke interesser den ønsker at få repræsenteret, når ekspertgrupperne oprettes; finder det derfor vigtigt, at Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg inddrages med henblik på at udarbejde en mere afbalanceret definition af denne sondring;

9.  opfordrer Kommissionen til, når den opretter nye ekspertgrupper eller ændrer på sammensætningen af eksisterende grupper, tydeligt at anføre i den offentlige indkaldelse af ansøgninger, hvordan den definerer en afbalanceret sammensætning, og hvilke interesser den ønsker at få repræsenteret – og hvorfor – såvel som at begrunde en eventuel afvigelse fra den tidligere definerede afbalancerede sammensætning, når ekspertgrupperne oprettes;

10.  påpeger i denne forbindelse, og med hensyn til punkt 34-35 i Ombudsmandens førnævnte udtalelse, at selv om Kommissionens endnu ikke formelt har defineret begrebet "balance", skal sidstnævnte ikke forstås som resultatet af et matematisk regnestykke, men snarere som resultatet af indsatsen for at sikre, at medlemmerne af en ekspertgruppe tilsammen har den nødvendige tekniske ekspertise og den bredde af perspektiver, som er nødvendig for at kunne udføre den pågældende ekspertgruppes mandat; er af den opfattelse, at begrebet balance derfor bør opfattes som knyttet til den enkelte ekspertgruppes særlige mandat; er af den opfattelse, at kriteriet til vurdering af, om en ekspertgruppe er afbalanceret, bør omfatte gruppens opgaver, den nødvendige tekniske ekspertise, de interessenter, der mest sandsynligt vil blive påvirket af sagen, organiseringen af grupper af interessenter og et passende forhold mellem økonomiske og ikke-økonomiske interesser;

11.  opfordrer Kommissionen til straks at undersøge, om der er behov for en ny klagemekanisme, såfremt definitionen af en afbalanceret sammensætning bestrides af interessenter, eller om de nuværende ordninger er passende, og opfordrer til, at Parlamentet sættes i forbindelse med denne kontrolmekanisme;

12.  minder om, at det tidligere ikke altid var muligt for Kommissionen at finde et tilstrækkeligt antal eksperter, der repræsenterede SMV'er, forbrugere, fagforeninger eller andre almennyttige organisationer, og at dette ofte skyldtes de involverede omkostninger, enten med hensyn til at holde fri eller, som f.eks. i SMV'ernes tilfælde, at finde erstatning for den tid, der bruges i ekspertgruppen, i det følgende benævnt "alternative omkostninger";

13.  anmoder derfor Kommissionen om at undersøge mulighederne for at lette og fremme underrepræsenterede organisationers eller socialgruppers deltagelse i ekspertgrupper, bl.a. ved at vurdere dens bestemmelser om godtgørelse af udgifter på effektiv og retfærdig vis, herunder mulighederne for at dække udlæg til sådanne "alternative omkostninger" under behørig hensyntagen til proportionalitetsprincippet;

14.  anmoder Kommissionen om at vurdere udviklingen af et bidragssystem, der støtter underrepræsenterede grupper i at opnå den ekspertise, der er nødvendig for en fuldt ud effektiv deltagelse i ekspertgrupperne;

15.  opfordrer Kommissionen til at gøre det muligt for europæiske ikke-statslige organisationer at lade sig repræsentere i ekspertgrupperne af repræsentanter fra deres nationale medlemsorganisationer, såfremt de europæiske organisationer har givet et klart mandat hertil;

16.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at den pågældende ekspertgruppe, selv om det trods særlige ordninger stadig ikke er muligt at finde et tilstrækkeligt antal eksperter til at repræsentere alle relevante interesser, vil træffe alle passende foranstaltninger, f.eks. ved hjælp af vægtet stemmeafgivning, for at sikre, at de endelige rapporter fra disse ekspertgrupper rent faktisk repræsenterer alle relevante interesser på en afbalanceret måde;

17.  minder om, at både Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand har henstillet til Kommissionen, at den offentliggør ekspertgruppernes dagsordener, baggrundsdokumenter, protokoller og drøftelser, medmindre et kvalificeret flertal af deres medlemmer beslutter, at et bestemt møde eller en bestemt del af et møde er nødt til at hemmeligholdes, og beklager, at Kommissionen har fastholdt et system, hvor møderne hemmeligholdes, medmindre et simpelt flertal af ekspertgruppernes medlemmer beslutter, at drøftelserne skal offentliggøres; finder det afgørende at indføre den størst mulige åbenhed og opfordrer Kommissionen til at sørge for, at møderne og protokollerne bliver offentliggjort;

18.  understreger, at det er nødvendigt, at brugerne gives adgang til en række dokumenter (dagsordener, referencedokumenter, diverse rapporter) med henblik på at sikre en effektiv overvågning fra interessenternes side; mener desuden, at webstedet for registret over ekspertgrupper – enten i sig selv eller via links til andre relevante websteder – bør være blandt de instrumenter eller mekanismer, der anvendes til at få løbende ajourførte oplysninger om politikudviklinger, hvorved der sikres en høj grad af gennemsigtighed;

19.  anmoder Kommissionen om straks at udarbejde konkrete retningslinjer – i samråd med interessenterne, herunder Parlamentet – der forklarer, hvordan den fortolker bestemmelsen om, at protokollerne fra ekspertgruppernes møder bør være meningsfulde og komplette, navnlig når møderne ikke er offentlige, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at tilvejebringe den størst mulige gennemsigtighed i denne henseende, herunder offentliggørelse af dagsordenen, baggrundsdokumenter, afstemningsresultater og detaljerede referater, inklusive afvigende holdninger, i overensstemmelse med henstillingen fra Den Europæiske Ombudsmand;

20.  minder om, at udover eksperter, der er udpeget personligt, kan medlemmer fra universiteter, forskningsinstitutter, advokatfirmaer, europæiske og andre tænketanke og konsulentfirmaer også have interessekonflikter, og anmoder Kommissionen om at klarlægge, hvordan den forhindrer interessekonflikter for så vidt angår disse særlige kategorier af eksperter;

21.  opfordrer Kommissionen til – baseret på eksisterende positive eksempler – at sikre en systematisk gennemførelse af forbedrede horisontale regler ved hjælp af central overvågning af gennemførelsen af disse horisontale regler og til ikke at uddelegere denne til de enkelte generaldirektorater;

22.  opfordrer Kommissionen til navnlig at stille tilstrækkelige ressourcer til rådighed til de aktiviteter, der vedrører registret, ved at udvikle innovative og særligt effektive metoder, så det holdes opdateret uden at indeholde nogen faktuelle fejl og/eller udeladelser og giver mulighed for eksport af data i maskinlæsbart format;

23.  bemærker, at Kommissionen har angivet, at den nye ramme for Kommissionens ekspertgrupper skal være implementeret af alle generaldirektorater ved udgangen af 2016, og anmoder Kommissionen om at forelægge Parlamentet en rapport om gennemførelsen og evalueringen senest et år efter vedtagelsen af afgørelsen, dvs. inden den 1. juni 2017; opfordrer Kommissionen til at sikre, at der som led i den strukturerede dialog med Europa-Parlamentet kan foretages en første mundtlig fremlæggelse af rapporten allerede inden for de kommende seks måneder;

24.  fremhæver endvidere, at Kommissionen i forbindelse med forberedelse og udarbejdelse af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter og i forbindelse med udarbejdelse af strategiske retningslinjer skal sikre, at alle dokumenter, inklusive udkast til retsakter, sendes samtidigt til medlemsstaternes eksperter, Europa-Parlamentet og Rådet i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre regulering;

25.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 304 af 20.11.2010, s. 47.
(2) EUT L 246 af 14.9.2016, s. 27.
(3) C(2010)7649 af 10. november 2010.
(4) Temaafdeling D, Budgetanliggender, Studie vedrørende sammensætningen af Kommissionens ekspertgrupper og status med hensyn til registret over ekspertgrupper, 2015.
(5) OI/6/2014/NF.


Whistlebloweres rolle for beskyttelsen af EU's finansielle interesser
PDF 188kWORD 52k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2017 om whistlebloweres rolle for beskyttelsen af EU's finansielle interesser (2016/2055(INI))
P8_TA(2017)0022A8-0004/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 325,

–  der henviser til artikel 22a, 22b og 22c i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union,

–  der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge: henstillinger om foranstaltninger og initiativer(1),

–  der henviser til Den Europæiske Ombudsmands afgørelse, som afslutter hendes undersøgelse på eget initiativ OI/1/2014/PMC om "whistleblowing",

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse(2),

–  der henviser til artikel 9 i Europarådets civilretskonvention om korruption,

–  der henviser til artikel 22, litra a), i Europarådets civilretskonvention om korruption,

–  der henviser til Europarådets rekommandation CM/Rec(2014)7 om beskyttelse af whistleblowere,

–  der henviser til artikel 8, 13 og 33 i De Forenede Nationers konvention mod korruption,

–  der henviser til princip 4 i OECD's henstilling om forbedring af etisk adfærd inden for det offentlige,

–  der henviser til undersøgelsen fra Den Europæiske Ombudsmand af 2. marts 2015 og til opfordringen til EU-institutionerne om at vedtage de nødvendige regler om whistleblowing,

–  der henviser til OECD's publikation "Committing to effective whistle-blower protection",

–  der henviser til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 12. februar 2008 i sagen Guja mod Moldova, sag nr. 14277/04,

–  der henviser til artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelse fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0004/2017),

A.  der henviser til, at Parlamentet i forbindelse med dechargeproceduren har brug for så mange oplysninger som muligt vedrørende sådanne uregelmæssigheder; der henviser til, at Parlamentet i sager om uregelmæssigheder internt i institutionerne bør have ret til fuld adgang til oplysninger, således at det kan gennemføre dechargeproceduren med et fuldstændigt kendskab til kendsgerningerne;

B.  der henviser til, at Revisionsretten giver Parlamentet et fremragende grundlag for sine undersøgelser, men ikke selv kan dække alle individuelle udgifter;

C.  der henviser til, at Kommissionen og andre EU-institutioner tilsvarende forelægger Parlamentet informative beretninger om deres udgifter, men også baserer sig på officielle indberetningsmekanismer;

D.  der henviser til, at EU's mange midler er underlagt delt forvaltning mellem Kommissionen og medlemsstaterne, hvilket gør det vanskeligt for Kommissionen at rapportere om uregelmæssigheder i forbindelse med individuelle projekter;

E.  der henviser til, at Parlamentet regelmæssigt modtager oplysninger fra individuelle borgere eller ikke-statslige organisationer i forbindelse med uregelmæssigheder vedrørende individuelle projekter, som finansieres helt eller delvist over Unionens budget;

F.  der henviser til, at whistleblowere derfor spiller en vigtig rolle med hensyn til at forhindre, opdage og indberette uregelmæssigheder vedrørende udgifterne i tilknytning til EU's budget og med hensyn til at opdage og offentliggøre tilfælde af korruption; der henviser til, at det derfor er nødvendigt at etablere og fremme en tillidskultur i den europæiske offentligheds interesse, hvor EU's tjenestemænd og øvrige ansatte samt den brede offentlighed føler sig beskyttet af en forsvarlig forvaltning, og som viser, at EU's institutioner støtter op om, beskytter og tilskynder potentielle whistleblowere til at træde frem;

G.  der henviser til, at det er af afgørende betydning, at der hurtigst muligt indføres en horisontal retlig ramme, som ved at fastsætte rettigheder og pligter beskytter whistleblowere i hele EU og i EU-institutionerne (beskyttelse af anonymitet og ydelse af juridisk, psykologisk og, om nødvendigt, finansiel bistand samt adgang til forskellige informationskanaler og ordninger for hurtig indsats osv.);

H.  der henviser til, at de fleste EU-medlemsstater har ratificeret FN's konvention mod korruption, der gør det obligatorisk at sikre en passende og effektiv beskyttelse af whistleblowere;

I.  der henviser til, at whistleblowing er en afgørende kilde til information i forbindelse med bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og i forbindelse med undersøgelse af korruption i den offentlige sektor;

J.  der henviser til, at whistleblowere spiller en særlig vigtig rolle, når det gælder om at opdage og indberette korruption og svig, da de parter, der er direkte involveret i disse kriminelle handlinger, aktivt vil forsøge at skjule dem fra alle officielle indberetningsmekanismer;

K.  der henviser til, at whistleblowing, som bygger på principperne om gennemsigtighed og integritet, er afgørende, og at beskyttelsen af whistleblowere derfor bør garanteres ved lov og fremmes i hele Den Europæiske Union, men kun hvis formålet med deres handlinger er at beskytte offentlige interesser ved at handle i god tro i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis;

L.  der henviser til, at myndighederne ikke bør begrænse eller mindske whistlebloweres og journalisters mulighed for at dokumentere og afsløre ulovlige, retsstridige eller skadelige praksisser, når de videregiver disse oplysninger i god tro og med det offentliges interesse for øje;

M.  der henviser til, at alle EU-institutionerne siden den 1. januar 2014 har haft pligt til at indføre interne regler om beskyttelse af whistleblowere, der er tjenestemænd i EU-institutionerne, i overensstemmelse med vedtægtens artikel 22a, 22b og 22c, og at arbejdsgruppen under det interinstitutionelle forberedende udvalg for spørgsmål vedrørende vedtægten, der beskæftiger sig med beskyttelse af whistleblowere, endnu ikke har afsluttet sit arbejde; der henviser til, at én af de opgaver, som arbejdsgruppen bør udføre som et led i sine arbejdsopgaver, er at foretage en vurdering af situationen for whistleblowere, som har oplevet negative konsekvenser inden for institutionerne, med henblik på at fastlægge bedste praksis baseret på hidtidige erfaringer; der henviser til, at disse interne regler skal tage hensyn til forvaltningsstrukturen og de særlige karakteristika ved de forskellige kategorier i tjenestemandsvedtægten;

N.  der henviser til, at beskyttelsen af whistleblowere på medlemsstatsplan hverken er blevet gennemført i alle medlemsstater eller harmoniseret, hvilket betyder, at det såvel i personlig som i professionel henseende kan være risikabelt for whistleblowere at give Parlamentet oplysninger om uregelmæssigheder, selv når Den Europæiske Unions finansielle interesser er på spil; der henviser til, at årsagen til, at der ikke indberettes uregelmæssigheder, netop er, at folk er bange for, hvad der kan ske med dem, som følge af den manglende beskyttelse, og ikke tror, der vil blive truffet foranstaltninger, og at EU's finansielle interesser undergraves som et resultat heraf;

O.  der henviser til, at det er nødvendigt at sikre, at alle former for repressalier mod whistleblowere vil blive behørigt straffet;

P.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 23. oktober 2013 opfordrede Kommissionen til at fremsætte et lovgivningsforslag inden udgangen af 2013 om fastlæggelse af et effektivt og omfattende europæisk system til beskyttelse af whistleblowere i den offentlige og den private sektor, der identificerer ineffektiv forvaltning og uregelmæssigheder og anmelder nationale og grænseoverskridende tilfælde af korruption begået mod EU's finansielle interesser; der henviser til, at Kommissionen desuden opfordrede medlemsstaterne til at indføre en hensigtsmæssig og effektiv beskyttelse af whistleblowere;

Q.  der henviser til, at EU-lovgiveren allerede har fastsat bestemmelser om beskyttelse af whistleblowere i sektorspecifikke instrumenter, herunder direktiv 2013/30/EU om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter, forordning (EU) nr. 596/2014 om markedsmisbrug, direktiv (EU) 2015/849 om hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme samt forordning (EU) nr. 376/2014 om indberetning af hændelser;

R.  der henviser til, at beskyttelse af whistleblowere i Unionen er blevet endnu mere presserende, eftersom direktivet om forretningshemmeligheder begrænser whistlebloweres rettigheder og således kan få en utilsigtet afskrækkende virkning på dem, der ønsker at indberette uregelmæssigheder i forbindelse med EU-finansiering, som individuelle selskaber har modtaget;

S.  der henviser til, at der allerede er udført et betydeligt arbejde af internationale organisationer som f.eks. Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) og Europarådet, som har udarbejdet henstillinger angående beskyttelse af whistleblowere;

T.  der henviser til, at mere end en tredjedel af de organisationer, som har en rapporteringsmekanisme, ifølge OECD ikke havde eller ikke var blevet underrettet om en skriftlig politik om at beskytte personer, som foretager indberetninger, mod repressalier;

U.  der henviser til, at ikke-statslige organisationer som Transparency International, Whistleblowing International Network m.fl. ligeledes har udviklet nogle internationale principper for lovgivning om whistleblowere, der bør tjene som inspirationskilde for EU's initiativer i denne henseende;

V.  der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmand har en klar kompetence med hensyn til at undersøge klager fra EU-borgere om fejl eller forsømmelser i EU-institutionerne, men i sig selv ikke spiller nogen rolle i forbindelse med beskyttelsen af whistleblowere i medlemsstaterne;

W.  der henviser til, at der med den seneste affattelse af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union, som trådte i kraft den 1. januar 2014, blev indført flere bestemmelser om whistleblowing;

X.  der henviser til, at beskyttelse af whistleblowere er afgørende for at sikre den offentlige interesse og Unionens finansielle interesser samt for at fremme en kultur med offentlig ansvarlighed og integritet i både offentlige og private institutioner;

Y.  der henviser til, at arbejdstagere i mange jurisdiktioner, og navnlig i den private sektor, er underlagt forpligtelser om fortrolighed med hensyn til bestemte oplysninger, hvilket betyder, at whistleblowere kan risikere disciplinære sanktioner som følge af at have rapporteret om begivenheder uden for deres organisation;

1.  beklager, at Kommissionen endnu ikke har fremsat et lovgivningsforslag med henblik på indføre et minimumsniveau af beskyttelse for europæiske whistleblowere;

2.  opfordrer indtrængende Kommissionen til straks at fremsætte et lovgivningsforslag om fastlæggelse af et effektivt og omfattende europæisk system til beskyttelse af whistleblowere, som omfatter mekanismer for virksomheder, offentlige organer og NGO'er, og opfordrer navnlig Kommissionen til at fremsætte et lovgivningsforslag inden udgangen af dette år om beskyttelse af whistleblowere som en del af de nødvendige foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af svig, der skader Unionens finansielle interesser, med henblik på at yde en effektiv og ensartet beskyttelse i medlemsstaterne og i alle Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer;

3.  fastholder, at whistleblowere spiller en væsentlig rolle i at hjælpe medlemsstaternes og EU's institutioner og organer med at forebygge og tackle overtrædelse af integritetsprincippet og magtmisbrug, der truer eller krænker folkesundheden og sikkerheden, den finansielle integritet, økonomien, menneskerettighederne, miljøet eller retsstatsprincipperne på EU-plan og nationalt plan, eller som øger arbejdsløsheden, begrænser og forvrænger fair konkurrence og undergraver borgernes tillid til de demokratiske institutioner og processer; understreger, at whistleblowere i denne sammenhæng i høj grad bidrager til at øge den demokratiske kvalitet af og tilliden til offentlige institutioner ved at gøre dem direkte ansvarlige over for borgerne og mere gennemsigtige;

4.  bemærker, at både whistleblowere og de berørte offentlige organer eller institutioner bør sikre fuld retsbeskyttelse, som garanteret af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og de nationale lovbestemmelser;

5.  minder om, at medlemsstaterne som de første modtagere af EU-midler har en forpligtelse til at kontrollere, at de bruges på lovlig vis;

6.  bemærker, at kun få medlemsstater har indført tilstrækkeligt fremskredne systemer til beskyttelse af whistleblowere; opfordrer de medlemsstater, som endnu ikke har vedtaget principperne om beskyttelse af whistleblowere i deres nationale lovgivning, til at gøre dette hurtigst muligt;

7.  opfordrer medlemsstaterne til at håndhæve effektive regler for bekæmpelse af korruption og samtidig sikre korrekt gennemførelse af europæiske og internationale standarder og retningslinjer hvad angår beskyttelse af whistleblowere i deres nationale lovgivning;

8.  beklager, at mange af medlemsstaterne endnu ikke har gennemført regler for beskyttelse af whistleblowere, på trods af det grundlæggende behov for beskyttelse af whistleblowere i forbindelse med forebyggelse og bekæmpelse af korruption, og selv om beskyttelse af whistleblowere anbefales i artikel 33 i FN’s konvention om bekæmpelse af korruption;

9.  fremhæver, at whistleblowing vedrørende Unionens finansielle interesser er oplysning om eller indberetning af uregelmæssigheder, herunder, men ikke begrænset til, korruption, svig, interessekonflikter, skatteunddragelse og skatteundgåelse, hvidvaskning af penge, infiltration af organiseret kriminalitet og forsøg på at dække over sådanne handlinger;

10.  anser det for nødvendigt at fremme en etisk kultur, der bidrager til at sikre, at whistleblowere ikke udsættes for repressalier eller konfronteres med interne konflikter;

11.  gentager, at en whistleblower er forpligtet til at oplyse om uregelmæssigheder, der skader Unionens finansielle interesser, og at whistleblowere altid bør samarbejde ved at udveksle oplysninger med de kompetente EU-myndigheder;

12.  gentager, at whistleblowere ofte har bedre adgang til følsomme oplysninger end udenforstående, og at der dermed er større sandsynlighed for, at de vil opleve negative konsekvenser i deres professionelle karriere eller risiko for deres personlige sikkerhed, som er beskyttet i medfør af artikel 6 i EU's charter om grundlæggende rettigheder;

13.  understreger, at definitionen af whistleblowing omfatter beskyttelse af personer, som videregiver oplysninger med en rimelig tro på, at oplysningerne er korrekte på tidspunktet for videregivelsen, herunder personer, der videregiver ukorrekte oplysninger ved en fejl;

14.  understreger den rolle, som undersøgende journalistik spiller, og opfordrer Kommissionen til at sikre, at dens forslag tilbyder samme beskyttelse til undersøgende journalister som til whistleblowere;

15.  mener, at der er behov for at oprette et uafhængigt informationsindsamlings-, rådgivnings- og henvisningsorgan på EU-plan med kontorer i medlemsstaterne, som kan modtage indberetninger om uregelmæssigheder, med tilstrækkelige budgetmidler, passende kompetencer og kvalificerede fagfolk med henblik på at hjælpe whistleblowere med at bruge de rette kanaler til at videregive deres oplysninger om mulige uregelmæssigheder, der skader Unionens finansielle interesser, og samtidig beskytte deres fortrolighed og tilbyde den nødvendige støtte og rådgivning; mener, at arbejdet i den indledende fase primært vil være baseret på pålidelig verificering af de modtagne oplysninger;

16.  opfordrer EU's institutioner til i samarbejde med alle relevante nationale myndigheder at indføre og træffe alle nødvendige foranstaltninger til at beskytte fortroligheden af informationskilderne med henblik på at imødegå enhver form for diskriminerende handlinger eller trusler;

17.  glæder sig over den beslutning, som Den Europæiske Ombudsmands traf i 2014 om på eget initiativ at indlede en undersøgelse om beskyttelsen af whistleblowere i EU-institutionerne, og glæder sig over de yderst positive resultater heraf; opfordrer institutionerne og andre EU-organer, der endnu ikke har gjort det, til straks at anvende de retningslinjer, der blev udarbejdet efter undersøgelsens afslutning;

18.  opfordrer EU-institutionerne til at øge bevidstheden om de alvorlige problemer med forsvarsløse whistleblowere; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at fremlægge en omfattende handlingsplan herom;

19.  anmoder om, at der oprettes en særlig enhed med en rapporteringslinje og særlige faciliteter (f.eks. hotlines, websteder og kontaktpunkter) i Parlamentet til modtagelse af oplysninger fra whistleblowere i relation til Unionens finansielle interesser, som også vil give dem rådgivning og hjælpe med at beskytte dem mod eventuelle gengældelsesforanstaltninger, indtil der er blevet oprettet en uafhængig EU-institution som omhandlet i punkt 4;

20.  anmoder om, at der oprettes et websted, hvor der kan indgives klager; understreger, at webstedet bør være tilgængeligt for offentligheden, og at oplysningerne bør forblive anonyme;

21.  opfordrer Kommissionen til at tilvejebringe en klar retlig ramme, der sikrer, at personer, der afslører ulovlige eller uetiske aktiviteter, beskyttes mod repressalier eller retsforfølgning;

22.  opfordrer Kommissionen til at fremlægge konkrete forslag til fuldstændig beskyttelse af personer, der afslører ulovligheder og uregelmæssigheder, og udarbejde forslag til en omfattende plan til begrænsning af overførsler af aktiver til lande uden for EU, som fungerer som beskyttere af anonymiteten for korrupte personer;

23.  giver udtryk for, at det er nødvendigt at sikre, at der findes tilgængelige, trygge og sikre rapporteringsmekanismer, og at whistlebloweres påstande undersøges på en kompetent måde;

24.  opfordrer Kommissionen - og Den Europæiske Anklagemyndighed, i det omfang det ligger inden for rammerne af dens mandat efter oprettelsen - til at oprette effektive kommunikationskanaler mellem de involverede parter, til ligeledes at indføre procedurer for modtagelse og beskyttelse af whistleblowere, der giver oplysninger om uregelmæssigheder vedrørende Unionens finansielle interesser, og til at udarbejde en samlet arbejdsprotokol for whistleblowere;

25.  opfordrer alle EU's institutioner og organer til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre anerkendelse af, hensyntagen til og respekt for whistleblowere i alle sager, der berører eller har berørt dem, og som er blevet anerkendt som sådanne af Den Europæiske Unions Domstol, og påpeger, at dette bør gælde med tilbagevirkende kraft; opfordrer dem endvidere til offentligt og fyldestgørende at gøre institutionen som helhed bekendt med de pågældende afgørelser;

26.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at give Parlamentet alle de oplysninger, de modtager fra whistleblowere vedrørende Unionens finansielle interesser, og til at medtage et kapitel i de årlige aktivitetsrapporter om deres advarsler og opfølgning på disse; opfordrer til, at der i Parlamentet gøres en indsats for at fastslå nøjagtigheden af oplysningerne med henblik på at iværksætte passende foranstaltninger;

27.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre en offentlig høring med henblik på at indhente interessenters synspunkter om rapporteringsmekanismer og om eventuelle proceduremæssige mangler på nationalt plan; er af den opfattelse, at resultaterne fra den offentlige høring vil udgøre et værdifuldt input til Kommissionen, når den forbereder sit kommende forslag om whistleblowing;

28.  opfordrer det uafhængige EU-organ, og - indtil dette er oprettet - Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), til at udarbejde og offentliggøre en årlig beretning om evalueringen af beskyttelsen af whistleblowere i Den Europæiske Union;

29.  opfordrer endvidere Revisionsretten til i sine årsberetninger at medtage et særligt afsnit om whistlebloweres rolle i forbindelse med beskyttelse af Unionens finansielle interesser;

30.  opfordrer EU's agenturer til at udarbejde en skriftlig politik om at beskytte de personer, der foretager indberetninger, mod repressalier;

31.  glæder sig over, at Parlamentet, Kommissionen, Rådet for Den Europæiske Union, Den Europæiske Unions Domstol, Den Europæiske Revisionsret, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget, Den Europæiske Ombudsmand og Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse har gennemført interne regler for beskyttelse af whistleblowere i overensstemmelse med artikel 22a, 22b og 22c i tjenestemandsvedtægten; opfordrer indtrængende alle institutioner til at sikre, at deres respektive internt vedtagne regler om beskyttelse af whistleblowere er solide og omfattende;

32.  opfordrer medlemsstaterne til at udvikle data, benchmarks og indikatorer for whistleblowerpolitikker inden for såvel den offentlige som den private sektor;

33.  minder om, at Kommissionens gennemførelsesdirektiv (EU) 2015/2392 fastlægger procedurerne for indberetning, registreringskrav og beskyttelsesforanstaltninger for whistleblowere; understreger vigtigheden af at sikre, at whistleblowere kan indberette overtrædelser på en fortrolig måde, og at deres anonymitet beskyttes behørigt og fuldstændigt, også på det digitale område, men beklager, at dette er en af de få retsakter i sektorlovgivningen, som indeholder bestemmelser for whistleblowere;

34.  opfordrer Kommissionen til at undersøge den bedste praksis fra eksisterende whistlerblower-programmer, der allerede er indført i andre lande rundt omkring i verden; henleder opmærksomheden på, at nogle eksisterende ordninger foreskriver økonomisk belønning af whistleblowere (som f.eks. en procentdel af de pålagte sanktioner); vurderer, at selv om dette skal forvaltes med omhu for at forhindre potentielt misbrug, kan en sådan belønning give personer, der har mistet deres job som følge af whistleblowing, en vigtig indkomst;

35.  opfordrer medlemsstaterne til at afholde sig fra at kriminalisere whistlebloweres handlinger, når de giver oplysninger om ulovlige aktiviteter eller uregelmæssigheder, der skader EU’s finansielle interesser;

36.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 208 af 10.6.2016, s. 89.
(2) EUT L 157 af 15.6.2016, s. 1.


Liste over de tredjelande og organisationer, hvormed Europol skal indgå aftaler *
PDF 249kWORD 49k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. februar 2017 om udkast til Rådets gennemførelsesafgørelse om ændring af afgørelse 2009/935/RIA, for så vidt angår listen over de tredjelande og organisationer, hvormed Europol skal indgå aftaler (15778/2016 – C8-0007/2017 – 2016/0823(CNS))
P8_TA(2017)0023A8-0035/2017

(Høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets udkast (15778/2016),

–  der henviser til artikel 39, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union som ændret ved Amsterdamtraktaten, og artikel 9 i protokol nr. 36 om overgangsbestemmelser, i henhold til hvilken Rådet hørte Parlamentet (C8-0007/2017),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2009/371/RIA af 6. april 2009 om oprettelse af Den Europæiske Politienhed (Europol)(1), særlig artikel 26, stk. 1, litra a), der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0007/2017),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2009/934/RIA af 30. november 2009 om vedtagelse af gennemførelsesbestemmelserne vedrørende Europols forbindelser med partnere, herunder udveksling af personoplysninger og klassificerede informationer(2), særlig artikel 5 og 6,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2009/935/RIA af 30. november 2009 om fastsættelse af listen over de tredjelande og organisationer, hvormed Europol skal indgå aftaler(3), som ændret ved Rådets afgørelse 2014/269/EU,

–  der henviser til erklæringen fra Det Europæiske Råds formand, Kommissionens formand og Danmarks statsminister af 15. december 2016, hvori der lægges vægt på de operationelle behov, men også på den undtagelsesvise og overgangsmæssige karakter af den planlagte ordning mellem Europol og Danmark,

–  der henviser til den føromtalte erklæring, hvori det understreges, at den planlagte ordning vil være betinget af Danmarks fortsatte medlemskab af Unionen og af Schengenområdet, af Danmarks fuldstændige gennemførelse i dansk ret af direktiv (EU) 2016/680(4) om databeskyttelse i forbindelse med politimæssige spørgsmål senest den 1. maj 2017 og af Danmarks anerkendelse af Den Europæiske Unions Domstols jurisdiktion og Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelses kompetence,

–  der henviser til protokol nr. 22 til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til resultatet af den danske folkeafstemning den 3. december 2015 vedrørende protokol nr. 22 til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 78c,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0035/2017),

1.  godkender Rådets udkast;

2.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

3.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre den tekst, Parlamentet har godkendt, i væsentlig grad;

4.  opfordrer Rådet til i bestemmelserne i den kommende ordning mellem Europol og Danmark at indføre en udløbsdato på fem år efter ordningens ikrafttrædelsesdato for at sikre dens overgangsmæssige karakter med henblik på senere fuldt medlemsskab eller indgåelse af en international aftale i overensstemmelse med artikel 218 i TEUF;

5.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til Europol.

(1) EUT L 121 af 15.5.2009, s. 37.
(2) EUT L 325 af 11.12.2009, s. 6.
(3) EUT L 325 af 11.12.2009, s. 12.
(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89).


At underkaste det nye psykoaktive stof methyl-2-[[1-(cyclohexylmethyl)-1H-indol-3-carbonyl]amino]-3,3-dimethylbutanoat (MDMB-CHMICA) kontrolforanstaltninger *
PDF 245kWORD 47k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. februar 2017 om udkast til Rådets gennemførelsesafgørelse om at underkaste methyl-2-[[1-(cyclohexylmethyl)-1H-indol-3-carbonyl]amino]-3,3-dimethylbutanoat (MDMB-CHMICA) kontrolforanstaltninger (12356/2016 – C8-0405/2016 – 2016/0262(NLE))
P8_TA(2017)0024A8-0024/2017

(Høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets udkast (12356/2016),

–  der henviser til artikel 39, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union, som ændret ved Amsterdamtraktaten, og artikel 9 i protokol nr. 36 om overgangsbestemmelser, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0405/2016),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2005/387/RIA af 10. maj 2005 om udveksling af oplysninger om, risikovurdering af og kontrol med nye psykoaktive stoffer(1), særlig artikel 8, stk. 3,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 78c,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0024/2017),

1.  godkender Rådets udkast;

2.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

3.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre den tekst, Parlamentet har godkendt, i væsentlig grad;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

(1)EUT L 127 af 20.5.2005, s. 32.


Mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen – EGF/2016/005 NL/Drenthe Overijssel Retail
PDF 270kWORD 55k
Beslutning
Bilag
Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (ansøgning fra Nederlandene – EGF/2016/005 NL/Drenthe Overijssel Retail) (COM(2016)0742 – C8-0018/2017 – 2017/2014(BUD))
P8_TA(2017)0025A8-0036/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0742 – C8-0018/2017),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1309/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (2014-2020) og ophævelse af forordning (EF) nr. 1927/2006(1) (EGF-forordningen),

–  der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(2), særlig artikel 12,

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning(3) (IIA af 2. december 2013), særlig punkt 13,

–  der henviser til trepartsproceduren, jf. punkt 13 i IIA af 2. december 2013,

–  der henviser til skrivelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender,

–  der henviser til skrivelse fra Regionaludviklingsudvalget,

–  der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A8-0036/2017),

A.  der henviser til, at Unionen har oprettet lovgivnings- og budgetmæssige instrumenter, der skal yde supplerende støtte til arbejdstagere, der er ramt af konsekvenserne af gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene eller den globale finansielle og økonomiske krise, og hjælpe dem med at vende tilbage til arbejdsmarkedet;

B.  der henviser til, at Unionens økonomiske støtte til afskedigede arbejdstagere bør være dynamisk og stilles til rådighed så hurtigt og effektivt som muligt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring, der blev vedtaget under samrådsmødet den 17. juli 2008, og under behørig hensyntagen til IIA af 2. december 2013 i forbindelse med vedtagelsen af afgørelser om mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF);

C.  der henviser til, at vedtagelsen af EGF-forordningen afspejler den aftale, der er indgået mellem Parlamentet og Rådet om at genindføre kriseanvendelseskriteriet, fastsætte Unionens økonomiske støtte til 60 % af de samlede anslåede omkostninger ved de foreslåede foranstaltninger, øge effektiviteten af behandlingen af EGF-ansøgninger i Kommissionen og af Parlamentet og Rådet ved at forkorte perioden for vurdering og godkendelse, udvide omfanget af støtteberettigede aktioner og modtagere ved at inkludere selvstændige og unge og yde støtte til incitamenter til virksomhedsetablering;

D.  der henviser til, at Nederlandene har indgivet ansøgning EGF/2016/005 NL/Drenthe Overijssel Retail om økonomisk EGF-støtte som følge af afskedigelser i den økonomiske sektor, som er klassificeret under NACE rev. 2, hovedgruppe 47 (Detailhandel undtagen med motorkøretøjer og motorcykler), hovedsagelig i NUTS 2-regionerne Drenthe (NL13) Overijssel (NL21), og at 800 af de afskedigede arbejdstagere ud af de i alt 1 096 afskedigede arbejdstagere, som er berettiget til EGF-støtte, forventes at deltage i foranstaltningerne;

E.  der henviser til, at ansøgningen blev indgivet i medfør af interventionskriteriet i artikel 4, stk. 1, litra b), i EGF-forordningen, som forudsætter mindst 500 arbejdstagere, der afskediges over en periode på ni måneder, i en virksomhed, der er aktiv inden for den samme økonomiske sektor i en hovedgruppe i NACE rev. 2, og som befinder sig i to sammenhængende regioner på NUTS 2-niveau i en medlemsstat;

F.  der henviser til, at der har været væsentlige ændringer i forbrugeres adfærd, som f.eks. det faldende salg i det midterste prissegment og internethandelens voksende popularitet; der henviser til, at udviklingen af nye forretningsområder uden for bycentrene i mange nederlandske byer og den faldende tillid fra forbrugernes side(4) til økonomien også har påvirket den traditionelle detailhandelssektors situation negativt;

G.  der henviser til, at Nederlandene gør gældende, at den nederlandske finanssektor som en global aktør, er bundet af internationale regler, herunder regler for finansielle reserver, og at bankerne som følge af, at de skal opfylde de nye internationale standarder, har færre ressourcer til at finansiere økonomien end tidligere;

H.  der henviser til, at der blev foretaget 1 096 afskedigelser i detailhandelssektoren i perioden mellem 1. august 2015 og 1. maj 2016 i regionerne Drenthe og Overijssel i Nederlandene;

I.  der henviser til, at selv om detail- og engrostjenester udgør 11 % af Unionens BNP og 15 % af den samlede beskæftigelse i Unionen, lider denne sektor stadig under virkningerne af krisen;

1.  er enig med Kommissionen i, at betingelserne i artikel 4, stk. 1, litra b), i EGF-forordningen er opfyldt, og at Nederlandene derfor er berettiget til en økonomisk støtte på 1 818 750 EUR i henhold til nævnte forordning, hvilket svarer til 60 % af de samlede omkostninger på 3 031 250 EUR;

2.  bemærker, at Nederlandene indgav ansøgningen om økonomisk støtte fra EGF den 12. juli 2016, og at vurderingen heraf blev afsluttet af Kommissionen den 29. november 2016 og meddelt Parlamentet den 23. januar 2017;

3.  bemærker, at detailhandelssektoren, bortset fra motorkøretøjer og motorcykler, har været genstand for seks andre EGF-ansøgninger, der alle var baseret på den globale finansielle og økonomiske krise(5);

4.  bemærker, at de større stormagasiners svage finansielle position betød, at det var umuligt at investere i andre forretningsmodeller for at opnå de nødvendige ændringer og igen blive konkurrencedygtig;

5.  påpeger, at arbejdsmarkedet i Nederlandene er ved at komme sig langsomt efter krisen, og at virkningerne i visse sektorer stadig er synlige, og at nogle sektorer som detailhandelssektoren først for nylig er begyndt at lide under virkningerne af den finansielle og økonomiske krise;

6.  bemærker, at der kan noteres mange afskedigelser i den nederlandske detailhandelssektor inden for de seneste måneder, hvor de største stormagasiner i sektoren lider under konkurser, som har medført i alt 27 052(6) afskedigelser i perioden 2011-2015; bemærker med beklagelse, at mængden af varer, der blev solgt i detailhandelssektoren, fulgte dette mønster fra -2 % i 2011 til -4 % i 2013, hvor tallet for køb stadig ligger 2,7 % under niveauet for 2008(7);

7.  understreger, at detailhandelssektoren står for en betydelig andel af beskæftigelsen (17-19 %) i NUTS 2-regionerne Drenthe og Overijssel; bemærker, at 5 200 detailhandelsforretninger siden krisen er gået konkurs, og at de største stormagasiner først blev ramt for nylig; beklager, at dette har medført en stigning på 3 461 i antallet af modtagere af arbejdsløshedsunderstøttelse i detailhandelssektoren i disse regioner mellem januar 2015 og marts 2016(8);

8.  beklager, at yngre arbejdstagere er mest ramt, idet 67,1 % af de tiltænkte støttemodtagere er under 30 år;

9.  understreger den lange periode for de personer, der er tiltænkt støtte, hvor de hverken er i arbejde eller under uddannelse samt den lange periode på mere end et år mellem datoen for, da den sidste afskedigelse fandt sted (1. maj 2016), og det tidspunkt når den ansøgende medlemsstat vil begynde at modtage EGF-støtte;

10.  konstaterer, at Nederlandene har anført, at ansøgningen og særlig den koordinerede pakke af individualiserede tilbud er blevet udarbejdet i samråd med interessenter, arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for detailhandelssektoren og de pågældende regioner;

11.  bemærker, at ansøgningen ikke indeholder nogen tilskud og incitamenter i henhold til EGF-forordningens artikel 7, stk. 1, litra b); glæder sig over, at afgørelsen om at begrænse udgifterne til teknisk bistand til 4 % af de samlede omkostninger, hvorved der resterer 96 %, der kan anvendes til pakken af individualiserede tilbud;

12.  opfordrer Kommissionen til at undersøge nye måder til at reducere forsinkelsen med at yde EGF-støtte ved at mindske bureaukratiet i ansøgningsproceduren;

13.  bemærker, at de individualiserede tilbud til de afskedigede arbejdstagere, der blev medfinansieret af EGF, omfatter vurderinger af deltagernes evner, potentiale og jobmuligheder, hjælp til jobsøgning og sagsforvaltning, en fleksibel pulje for både jobsøgende og arbejdsgivere, der tilbyder midlertidige job, hjælp til genplacering, efteruddannelse og omskoling, herunder iværksætterfremmekurser, -coaching og -støtte;

14.  minder om, at den samordnede pakke af individualiserede tilbud, der støttes af EGF, i overensstemmelse med artikel 7 i EGF-forordningen bør udformes på en måde, der tager højde for fremtidige arbejdsmarkedsperspektiver og efterspurgte færdigheder, og bør være forenelig med overgangen til en ressourceeffektiv og bæredygtig økonomi;

15.  bemærker, at de nederlandske myndigheder har givet garantier for, at de foreslåede tiltag ikke modtager økonomisk støtte fra andre EU-fonde eller finansielle instrumenter, at dobbeltfinansiering vil blive forhindret, at de supplerer de foranstaltninger, der finansieres af strukturfondene, og at kravene i den nationale lovgivning og i EU-lovgivningen vedrørende kollektiv afskedigelse vil blive overholdt;

16.  minder om vigtigheden af at forbedre alle arbejdstageres beskæftigelsesegnethed ved hjælp af tilpassede uddannelsestilbud og anerkendelse af færdigheder og kompetencer opnået gennem hele arbejdstagerens arbejdsliv; forventer, at uddannelsestilbuddene i den samordnede pakke ikke blot skræddersys til de afskedigede arbejdstageres behov, men også til det faktiske erhvervsklima;

17.  gentager, at støtte fra EGF ikke må erstatte aktioner, som det påhviler virksomhederne at gennemføre i henhold til national ret eller kollektive overenskomster, eller foranstaltninger, der er rettet mod omlægning af virksomheder eller sektorer;

18.  anmoder Kommissionen om at sikre aktindsigt i dokumenter vedrørende EGF-sager;

19.  godkender den afgørelse, der er vedføjet denne beslutning;

20.  pålægger sin formand at undertegne denne afgørelse sammen med Rådets formand og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

21.  pålægger sin formand at sende denne beslutning sammen med bilaget til Rådet og Kommissionen.

BILAG

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

om mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen efter en ansøgning fra Nederlandene – EGF/2016/005 NL/Drenthe Overijssel Retail

(Teksten i bilaget gengives ikke her, eftersom det svarer til den endelige retsakt, afgørelse (EU) 2017/559.)

(1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 855.
(2) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884.
(3) EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1.
(4) https://www.cbs.nl/nl-nl/nieuws/2016/11/consumentenvertrouwen-daalt-opnieuw
(5) EGF/2010/010 CZ/Unilever, COM(2011)0061; EGF/2010/016 ES/Aragón – detailhandel, COM(2010)0615; EGF/2011/004 EL/ALDI Hellas, COM(2011)0580; EGF/2014/009_EL/Sprider stores, COM(2014)0620; EGF/2014/013_EL/Odyssefs Fokas, COM(2014)0702; EGF/2015/011_GR/Supermarket Larissa, COM(2016)0210.
(6)http://www.consultancy.nl/nieuws/11992/de-25-grootste-faillissementen-van-retailketens-en-winkels
(7)Focus on consumption, Economic Agency ABN-AMRO Mathijs Deguelle og Nico Klene. Udviklingen i mængder inden for detailhandelssektoren, 24. januar 2014. Retail sector prognoses, Economic Agency ABN-AMRO Sonny Duijn afsnit 1, 22. januar 2016.
(8) Tal fra UWV, april 2016.


Revision af den europæiske konsensus om udvikling
PDF 254kWORD 75k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2017 om revisionen af den europæiske konsensus om udvikling (2016/2094(INI))
P8_TA(2017)0026A8-0020/2017

Europa-Parlamentet

–  der henviser til den europæiske konsensus om udvikling fra december 2005(1),

–  der henviser til Busanpartnerskabet for effektivt udviklingssamarbejde(2) og til EU’s fælles holdning med henblik på første møde på højt plan i det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde (GPEDC), der blev afholdt i Nairobi (fra den 28. november til den 1. december 2016)(3),

–  der henviser til slutdokumentet fra det fjerde højniveauforum om bistandseffektivitet fra december 2011, der lancerede GPEDC,

–  der henviser til 2030-dagsordenen "Ændring af vores samfund: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling", som blev vedtaget på FN-topmødet om bæredygtig udvikling den 25. september 2015 i New York(4),

–  der henviser til Addis Abeba-handlingsplanen for udviklingsfinansiering(5),

–  der henviser til Dilierklæringen af 10. april 2010 om fredsskabelse og statsopbygning og til den nye aftale om engagement i ustabile stater, som blev præsenteret den 30. november 2011,

–  der henviser til Parisaftalen (COP 21), som parterne i FN's konvention om klimaændringer vedtog den 12. december 2015(6),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring” (COM(2011)0637),

–  der henviser til det humanitære verdenstopmøde, der blev afholdt den 23.-24. maj 2016 i Istanbul, og til de tilsagn om handling, der blev givet der(7),

–  der henviser til den nye dagsorden for byer, der vedtoges på FN’s konference om boliger og bæredygtig byudvikling (Habitat III), der blev afholdt den 17.-20. oktober 2016 i Quito, Ecuador(8),

–  der henviser til OECD/UNDP's fremskridtsrapport 2014 med titlen "Making Development Cooperation More Effective"(9),

–  der henviser til artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) om udviklingssamarbejde, hvoraf det fremgår, at "Unionens og medlemsstaternes politik med hensyn til udviklingssamarbejde supplerer og styrker gensidigt hinanden", og som fastsætter nedbringelse og udryddelse af fattigdom som det primære mål for EU's udviklingspolitik,

–  der henviser til Rådets konklusioner fra 2012 om "Demokratiets rødder og bæredygtig udvikling: EU's engagement i civilsamfundet på området eksterne forbindelser",

–  der henviser til EU's adfærdskodeks for komplementaritet og arbejdsdeling i udviklingspolitik(10),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 19. maj 2014 om en rettighedsbaseret tilgang til udviklingssamarbejde, som indbefatter alle menneskerettighederne(11),

–  der henviser til den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik, som blev offentliggjort i juni 2016(12),

–  der henviser til FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (CRPD), der blev undertegnet af ratificeret af EU i 2011, og til FN’s afsluttende bemærkninger om gennemførelsen af CRPD,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om "Skat og udvikling – En mere ansvarlig handels- og investeringspolitik" (COM(2015)0497),

–  der henviser til EU’s ligestillingshandlingsplan 2016-2020 og til handlingsplanen vedrørende menneskerettigheder og demokrati (2015-2019),

–  der henviser til sine tidligere beslutninger, navnlig af 17. november 2005 om forslaget til en fælles erklæring fra Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om den europæiske udviklingspolitik "den europæiske konsensus"(13), af 5. juli 2011 om forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik(14), af 11. december 2013 om donorkoordination på EU-plan i forbindelse med udviklingsbistand(15), af 25. november 2014 om EU og den globale udviklingsramme for perioden efter 2015(16), af 19. maj 2015 om udviklingsfinansiering(17), af 8. juli 2015 om skatteundgåelse og skatteunddragelse som udfordringer for regeringsførelse, social beskyttelse og udvikling i udviklingslandene(18), af 14. april 2016 om den private sektor og udvikling(19), af 12. maj 2016 om opfølgning på og evaluering af gennemførelsen af 2030-dagsordenen(20), af 7. juni 2016 om EU-rapport 2015 om udviklingsvenlig politikkohærens(21) og af 22. november 2016 om forbedring af udviklingssamarbejdets effektivitet(22),

–  der henviser til det fælles arbejdsdokument fra tjenestegrenene om ligestilling mellem kønnene og styrkelse af kvinders indflydelse og status: ændring af pigers og kvinders liv via EU's eksterne forbindelser 2016-2020 (SWD(2015)0182) samt til Rådets konklusioner af 26. oktober 2015, hvori den tilknyttede handlingsplan om ligestilling for 2016-2020 godkendes,

–  der henviser til den nye ramme for ligestilling og styrkelse af kvinders indflydelse: ændring af pigers og kvinders liv via EU's eksterne forbindelser (2016-2020),

–  der henviser til sin beslutning af 5. juli 2016 om en ny fremadskuende og innovativ strategi for handel og investering(23),

–  der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder og dens fire grundlæggende principper om ikkeforskelsbehandling (artikel 2), barnets tarv (artikel 3), overlevelse, udvikling og beskyttelse (artikel 6) og deltagelse (artikel 12),

–  der henviser til Udenrigsudvalgets og Udviklingsudvalgets kommende betænkning om håndtering af flygtninge- og migrantstrømme: EU-Udenrigstjenestens rolle (2015/2342(INI) samt til sin beslutning af 22. november 2016 om forbedring af udviklingssamarbejdets effektivitet(24),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget (A8-0020/2017),

A.  der henviser til, at en revision af den europæiske konsensus om udvikling er betimelig og nødvendig i betragtning af de ændrede ydre rammer - herunder vedtagelsen af 2030-dagsordenen og målene for bæredygtig udvikling, Parisaftalen (COP 21) om klimaforandringer, Sendairammen for katastrofeforebyggelse, Addis Abeba-handlingsplanen for udviklingsfinansiering og det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde, nye eller voksende globale udfordringer som klimaforandringer og migration, mere forskelligartede udviklingslande med forskellige og specifikke udviklingsbehov, nye donorlande og nye globale aktører, mindre plads for civilsamfundsorganisationer samt interne forandringer i EU, bl.a. som følge af Lissabontraktaten, dagsordenen for forandring og EU's globale strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitikken;

B.  der henviser til, at den universelle 2030-dagsorden og de dertil knyttede bæredygtige udviklingsmål tilsigter at opnå en bæredygtig udvikling på globalt plan gennem opbygning af partnerskaber, der sætter menneskene i centrum og sikrer dem vitale ressourcer såsom mad, vand og sanitære forhold, sundhedspleje, energi, uddannelse og beskæftigelsesmuligheder, og fremme af frem, retfærdighed og velstand for alle; der henviser til, at der bør gennemføres aktioner, der følger principperne om landeejerskab, inkluderende udviklingspartnerskaber, fokus på resultater, gennemsigtighed og ansvarlighed; der henviser til, at en rettighedsbaseret tilgang er en forudsætning for bæredygtig udvikling, jf. FN’s resolution 41/128, hvor retten til udvikling defineres som en umistelig menneskeret;

C.  der henviser til artikel 208 TEUF, der fastsætter, at ”Unionens og medlemsstaternes politik med hensyn til udviklingssamarbejde supplerer og styrker gensidigt hinanden";

D.  der henviser til, at klimaforandringer er et fænomen, som det haster med at tage hånd om, da det i højere grad rammer de fattige og mest sårbare lande;

E.  der henviser til, at tre fjerdedele af verdens fattige lever i mellemindkomstlande; der henviser til, at mellemindkomstlandene ikke udgør en homogen gruppe, men har forskellige behov og udfordringer, og at EU’s udviklingssamarbejde derfor skal være tilstrækkelig differentieret;

F.  der henviser til, at den traktatbaserede udviklingsvenlige politikkohærens-tilgang kræver, at EU tager højde for målsætningerne med hensyn til udviklingssamarbejde, når den agerer på andre politiske områder, som kan påvirke udviklingslande; der henviser til, at nært forbundne politikområder som, handel, sikkerhed, migration, humanitær bistand og udvikling derfor skal udformes og gennemføres således, at de styrker hinanden;

G.  der henviser til, at migration er blevet et stadig mere presserende problem med over 65 mio. tvangsfordrevne mennesker i verden; der henviser til, at det store flertal af flygtninge lever i udviklingslande; der henviser til, at skrøbelige stater, ustablitet og krige, krænkelser af menneskerettighederne, dyb fattigdom og perspektivløshed er blandt de vigtigste årsager til, at mennesker forlader deres hjem; der henviser til, at millioner af mennesker er migreret eller flygtet til EU i de seneste år;

H.  der henviser til, at visse forslag, der er kommet fra Kommissionen i den seneste tid, kan ses som en ændring af fokus i udviklingspolitikken i retning af migrationsforvaltning for at kunne opfylde EU’s prioriteringer, som ofte er kortfristede; der henviser til, at der ikke bør være nogen betingelser mellem udviklingsbistand og samarbejde i modtagerlandene om migrationsspørgsmål; der henviser til, at fonde som EU’s Nødtrustfond for Afrika og EU’s plan for eksterne investeringer er blevet udviklet for at reagere på de seneste migrationskriser i EU; der henviser til, at EU’s udviklingssamarbejdspolitik som sit primære mål må have begrænsning og på lang sigt udryddelse af fattigdom og må baseres på princippet om udviklingseffektivitet;

I.  der henviser til, at sundhed og uddannelse er centrale udviklingskatalysatorer; der henviser til, at investeringer til sikring af universel adgang til disse områder derfor har en fremtrædende plads i 2030-dagsordenen og i de bæredygtige udviklingsmål, og til, at der bør sikres tilstrækkelige midler til at kunne opnå afsmittende virkninger i andre sektorer;

J.  der henviser til, at SMV'er og mikrovirksomheder er rygraden i økonomier i hele verden, udgør en grundlæggende del af udviklingslandenes økonomi og sammen med velfungerende offentlige sektorer er en central faktor for fremme af økonomisk, social og kulturel vækst; der henviser til, at SMV’er ofte har problemer med begrænset adgang til kapital, navnlig i udviklingslande;

K.  der henviser til, at over halvdelen af verdens befolkning i dag bor i byer, og til, at denne andel forventes at nå op på to tredjedele i 2050, idet 90 % af byvæksten forventes at finde sted i Afrika og Asien; der henviser til, at denne tendens styrker behovet for bæredygtig byudvikling; der henviser til, at sikkerheden i byerne er en stigende udfordring i mange udviklingslande;

L.  der henviser til, at havene spiller en vital rolle for biodiversitet, fødevaresikkerhed, energi, arbejdspladser og vækst, og til, at de marine ressourcer er truet af klimaforandringer og overudnyttelse og ikkebæredygtig forvaltning;

M.  der henviser til, at skovrydning og skovforringelse skader økosystemerne og i betydeligt omfang bidrager til klimaforandringer;

N.  der henviser til, at EU’s udviklingspolitik er et vigtigt supplement til medlemsstaternes udviklingspolitik, som bør fokusere på områder med komparative fordele og måder, hvorpå EU's rolle som organisation kan fremme målene for dens udviklingspolitik;

O.  der henviser til, at udviklingspolitik er et afgørende aspekt af EU’s udenrigspolitik; der henviser til, at EU er verdens største donor på udviklingsområdet, og til, at den sammen med medlemsstaterne yder mere end halvdelen af den officielle udviklingsbistand i verden;

P.  der henviser til, at ulighederne i henseende til velstand og indkomst tager til i hele verden; der henviser til, at denne tendens risikerer at undergrave den sociale samhørighed, øge forskelsbehandling og politisk ustabilitet og true freden; der henviser til, at det er afgørende for gennemførelsen af 2030-strategien, at der mobiliseres indenlandske ressourcer, hvilket også er en holdbar strategi til på lang sigt at frigøre sig fra afhængigheden af udenlandsk bistand;

1.  fremhæver betydningen af den europæiske konsensus om udvikling for tilvejebringelse af en fælles og ensartet holdning på både EU-plan og medlemsstatsplan til udviklingspolitikkens mål, værdier, principper og vigtigste aspekter og gennemførelsen heraf; mener, at der ved revisionen af konsensussen skal værnes om de gældende regler og især om dens holistiske tilgang og det klare primære mål om bekæmpelse af og på lang sigt udryddelse af fattigdom; mener desuden, at bekæmpelse af ulighed også bør være et mål som anerkendes i de bæredygtige udviklingsmål; minder om, at udviklingspolitikkerne på medlemsstatsplan og på EU-plan bør styrke og supplere hinanden;

2.  advarer imod at udvide kriterierne for officiel udviklingsbistand (ODA) med det formål at få dækket andre udgifter end dem, der er direkte forbundet med de ovenfor nævnte mål; understreger, at enhver reform af ODA skal have til formål at styrke indvirkningen på udviklingen;

3.  anerkender betydningen af en klar europæisk udenrigspolitisk strategi, som kræver sammenhæng mellem politikkerne, navnlig vedrørende fred og sikkerhed, migration, handel, miljø og klimaforandringer, humanitær bistand og udviklingssamarbejde; gentager imidlertid, at udviklingsmålene er selvstændige mål; minder om den traktatfæstede forpligtelse til at "tage hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene", som er fastsat i artikel 208 i TEUF; understreger kraftigt, at Parlamentet kun kan acceptere en præcis udlægning af begrebet udviklingspolitik, der er forankret i forpligtelserne i TEUF og har et primært fokus på bekæmpelse af fattigdom; minder om principperne for EU’s optræden udadtil under artikel 21, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union, dvs. demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed, respekt for den menneskelige værdighed, principperne om lighed og solidaritet samt respekt for grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt og folkeretten;

4.  beskriver i overensstemmelse med Lissabontraktaten udviklingssamarbejdet som følger: kamp for VÆRDIGHED gennem udryddelse af FATTIGDOM;

EU's udviklingsmål, værdier og principper

5.  opfordrer til, at de bæredygtige udviklingsmål, 2030-dagsordenen og de økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner af bæredygtig udvikling integreres i alle interne og eksterne EU-politikker og sættes i centrum for konsensussen i erkendelse af de vigtige sammenhænge mellem dens mål og sigtepunkter; opfordrer til, at bekæmpelsen af og på længere sigt udryddelse af fattigdom forbliver det overordnede og primære mål for EU's udviklingspolitik med særligt fokus på de mest marginaliserede grupper og på, at ingen lades tilbage; understreger vigtigheden af at definere fattigdom i overensstemmelse med definitionen i konsensussen og dagsordenen for forandring og inden for rammerne af Lissabontraktaten;

6.  understreger 2030-dagsordenens universelle og transformative karakter; understreger derfor, at de udviklede lande og udviklingslandene har et fælles ansvar for at nå de bæredygtige udviklingsmål, og at EU’s strategi til opnåelse heraf bør rumme en række kohærente interne og eksterne politikker og forpligtelser samt et komplet sæt udviklingspolitiske værktøjer;

7.  fastholder, at udviklingspolitikken skal afspejle Unionens fokus på skrøbelige stater, ungdomsarbejdsløshed og kvinder og piger, der er udsat for kønsbaseret vold og skadelig praksis og konfliktsituationer, og minder om EU’s forpligtelse til at afsætte mindst 20 % af sin officielle udviklingsbistand til social inklusion og menneskelig udvikling;

8.  understreger, at uddannelse er nøglen til at udvikle et selvbærende samfund; opfordrer EU til at forbinde kvalitetsbetonet undervisning, faglig og erhvervsorienteret uddannelse og samarbejde med erhvervslivet, da dette er en vigtig forudsætning for unges beskæftigelsesegnethed og adgang til kvalificerede job; mener, at spørgsmålet om adgang til uddannelse i nød- og krisesituationer er afgørende både for børns udvikling og beskyttelse;

9.  understreger, at systemiske faktorer såsom ulighed mellem kønnene, politiske barrierer og magtmæssige ubalancer indvirker på sundheden, og at det er afgørende, at der sikres lige adgang til sundhedstjenester, der ydes at uddannede, kvalificerede og kompetente sundhedspersoner; understreger, at den nye konsensus derfor bør fremme investeringer i og styrkelse af sundhedspersoner, der arbejder i ”frontlinjen”, idet den rolle, de varetager, er afgørende for dækningen med sundhedstjenester i fjerntliggende, fattige, underforsynede og konfliktramte områder; understreger, at det er afgørende for opnåelsen af de bæredygtige udviklingsmål, at der fremmes forskning i og udvikling af nye sundhedsteknologier, som kan sættes ind imod nye sundhedstrusler såsom epidemier og antimikrobiel resistens;

10.  opfordrer til, at EU fortsat engagerer sig kraftigt i og fremmer regelbaseret global styring og navnlig Det Globale Partnerskab for Bæredygtig Udvikling;

11.  understreger, at bekæmpelse af ulighed i og mellem lande, diskrimination, navnlig på grund af køn, uretfærdighed og stridigheder og fremme af fred, deltagelsesdemokrati, god regeringsførelse, retsstaten og menneskerettighederne såvel som inkluderende samfund og bæredygtig vækst og tilpasning til klimaforandringer og afbødning af udfordringer skal være mål, der er integreret overalt i EU's udviklingspolitik; opfordrer til, at 2030-dagsordenen gennemføres i sin helhed og på en koordineret og kohærent måde i forhold til Parisaftalen om klimaforandringer, herunder med hensyn til behovet for snarest at få truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for at kunne begrænse den globale opvarmning og øge indsatsen med hensyn til tilpasning hertil og finansieringen heraf; minder om EU’s forpligtelse til at afsætte 20 % af sit budget for 2014-2020 (ca. 180 mia. EUR) til bekæmpelse af klimaforandringer, herunder gennem politikkerne udadtil og udviklingssamarbejdspolitikken;

12.  understreger, at udviklingssamarbejde kan opstå gennem inklusion, tillid og innovation byggende på respekt hos alle parter for anvendelse af nationale strategier og rammer for landeresultater;

13.  anerkender den særlige rolle, som god regeringsførelse spiller for bæredygtig udvikling; opfordrer EU til at styrke balancen mellem det økonomiske, sociale og miljømæssige område ved at støtte omfattende nationale strategier for bæredygtig udvikling og de rette mekanismer til og procedurer for god regeringsførelse med særligt fokus på civilsamfundets deltagelse; understreger betydningen af reformer til forvaltningsmæssig og beskatningsmæssig decentralisering som middel til at fremme god regeringsførsel på lokalt plan i overensstemmelse med nærhedsprincippet;

14.  opfordrer til at EU’s udviklingssamarbejde tilskynder partnerlandene til at ”glokalisere” de bæredygtige udviklingsmål i samråd med det nationale og lokale civilsamfund med henblik på at få dem omsat til relevante nationale og subnationale mål, der er forankret i nationale udviklingsstrategier, -programmer og -budgetter; opfordrer EU og dens medlemsstater til at tilskynde deres partnerlande til at inddrage repræsentanter for marginaliserede samfund i overvågningen af de bæredygtige udviklingsmål og til at fremme konkrete mekanismer, der kan muliggøre dette, i overensstemmelse med princippet om, at ingen må lades i stikken”;

15.  kræver, at EU's udviklingspolitik fortsat prioriterer støtte til de mindst udviklede lande og lavindkomstlandene samt små udviklingsøstater, men samtidig tager sigte på de forskellige og specifikke behov i mellemindkomstlandene, hvor størstedelen af verdens fattige bor, i overensstemmelse med Addis Abeba-handlingsplanen og i fuld respekt for princippet om differentiering; slår til lyd for mainstreaming af en territorial tilgang til udvikling med det formål at styrke de lokale og regionale regeringer og sikre en bedre håndtering af uligheder i landene;

16.  fremhæver betydningen af princippet om demokratisk ejerskab, som giver udviklingslandene hovedansvaret for deres egen udvikling, men som også tillader de nationale parlamenter og politiske partier, regionale og lokale myndigheder, civilsamfundet og andre interessenter at spille deres respektive roller fuldt ud ved siden af de nationale regeringer og aktivt deltage i beslutningsprocessen; understreger i denne forbindelse betydningen af at forbedre ansvarligheden nedefra og op og oppefra og ned for at opnå en bedre imødekommelse af lokale behov og fremme borgernes demokratiske ejerskab;

17.  opfordrer EU til at fortsætte og udbygge støtte til lokal og regional kapacitetsopbygning og til decentraliseringsprocesser for at styrke de lokale og regionale regeringer og gøre dem mere transparente og ansvarlige, således at de bliver bedre i stand til at imødekomme deres borgeres behov og krav;

18.  opfordrer i overensstemmelse om princippet om partnerskab til delt ansvar for alle fælles aktioner under fremme af mest mulig gennemsigtighed; opfordrer EU og dens medlemsstater til at fremme en styrket rolle for nationale parlamenter, lokale og regionale myndigheder og civilsamfundet i forbindelse med politisk og budgetmæssig tilsyn og demokratisk kontrol; opfordrer til at bekæmpe korruption og straffrihed med alle midler og på alle politiske planer;

19.  kræver, at en politisk dialog mellem EU og partnerlandene/regionerne bliver et centralt element i alt EU-udviklingssamarbejde og til, at sådanne dialoger fokuserer på fælles værdier, og hvordan de kan fremmes; opfordrer til yderligere inddragelse af parlamenter og civilsamfund i politiske dialoger;

20.  fremhæver betydningen af et inkluderende flerpartidemokrati og opfordrer EU til at fremme lige vilkår for politiske partier og et dynamisk civilsamfund i alle sine foranstaltninger, bl.a. gennem kapacitetsopbygning og dialog med partnerlandene, for at give civilsamfundet passende spillerum med borgerorienterede og participatoriske overvågnings- og ansvarsholdelsesmekanismer på subnationalt, nationalt og regionalt plan og for at sikre, at civilsamfundsorganisationer inddrages i udformningen, gennemførelsen, overvågning og revision af udviklingspolitikker og i ansvarliggørelse i forbindelse hermed; opfordrer EU til at indse, at samråd med civilsamfundet er en afgørende faktor for opnåelse af succes i alle programmeringssektorer, hvis der skal skabes en inkluderende styringsform;

21.  anerkender civilsamfundets betydning for bevidstgørelse af offentligheden og for varetagelsen af de bæredygtige udviklingsmål på nationalt og globalt plan gennem bevidstgørelse og uddannelse i et globalt medborgerskab;

22.  opfordrer til, at fremme af ligestilling mellem kvinder og mænd og af kvinders og pigers myndiggørelse og rettigheder både gøres til at enkeltstående og et tværgående mål i EU's udviklingspolitik i overensstemmelse med EU's ligestillingshandlingsplan og 2030-dagsordenen, jf. Rådets konklusioner fra 26. maj 2015 om lige rettigheder for kvinder og mænd i forbindelse med udvikling; opfordrer til særlige politikdrevne foranstaltninger til håndtering af udfordringerne på dette område; kræver yderligere bestræbelser fra EU's side på at fremme den vigtige rolle, som kvinder og unge mennesker spiller som aktører i forbindelse med udvikling og forandring; understreger i denne forbindelse, at ligestilling omfatter piger og drenge og kvinder og mænd i alle aldre, og at programmerne bør tilskynde til ligelig fordeling og udbredelse af rettigheder og tjenesteydelser, f.eks. hvad angår adgang til uddannelse og til reproduktiv sundhedspleje, uden forskelsbehandling på grund af kønsidentitet eller seksuel orientering;

23.  gør opmærksom på behovet for at fremme, beskytte og sikre alle menneskerettigheder; understreger, at beskyttelse af kvinders og pigers rettigheder og af seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder samt afskaffelse af alle former for seksuel og kønsbaseret vold og forskelsbehandling, herunder skadelig praksis mod børn, tidlige ægteskaber og tvangsægteskaber og kvindelig kønslemlæstelse er essentielt for gennemførelsen af menneskerettighederne; understreger nødvendigheden af at sikre universel adgang til billig, grundig og kvalitetsbetonet information og uddannelse i seksuel og reproduktiv sundhed og familieplanlægningstjenester; opfordrer til at fremskynde bestræbelserne på at opnå ligestilling mellem kønnene og styrkelse af kvinder gennem uddybning af fleraktørpartnerskaber, styrkelse af kapaciteten til kønssensitiv budgettering og planlægning og sikring af deltagelse af kvindeorganisationer;

24.  efterlyser særlige EU-udviklingsstrategier med henblik på bedre at nå, beskytte og støtte udsatte og marginaliserede grupper såsom kvinder og børn, LGBTI-personer, ældre mennesker, personer med handicap, små producenter, andelsforetagender, sproglige og etniske minoriteter og indfødte folk med henblik på at tilbyde dem de samme muligheder og rettigheder som alle andre i overensstemmelse med princippet om, at "ingen lades i stikken";

25.  gentager EU’s forpligtelse til at investere i børns og unges udvikling gennem forbedret rapportering om udviklingssamarbejde med fokus på børn og indenlandske ressourcer og til at styrke unges mulighed for at deltage i ansvarliggørelsesaktiviteter;

26.  opfordrer til at bistå skrøbelige og konfliktramte lande med at få adgang til ressourcer og partnerskaber, der er nødvendige for at kunne nå udviklingsprioriteterne, og til at fremme peer-læring mellem dem og styrke vekselvirkningen mellem udvikling, fredsskabelse, sikkerhed og humanitære partnere og bestræbelser;

27.  understreger den vedvarende betydning af de mål, der er opstillet i kapitlet om menneskelig udvikling i den nuværende europæiske konsensus; understreger, at det er nødvendigt at forbinde disse mål med de bæredygtige udviklingsmål og sætte styrkelsen af horisontale sundhedssystemer (udover støtte til vertikale programmer for bestemte sygdomme) i centrum for programlægningen, hvilket også vil styrke modstandskraften i tilfælde af sundhedskriser som ebolaudbruddet i Vestafrika i 2013-2014, og at sikre den grundlæggende ret til en almen sundhedspleje, der er fastsat i artikel 25 i verdenserklæringen om menneskerettigheder og Verdenssundhedsorganisationens (WHO’s) statutter; minder om, at det i artikel 168 i TEUF er fastsat, at der skal sikres et højt sundhedsbeskyttelsesniveau ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter; opfordrer i denne forbindelse med en mere sammenhængende innovation og udvikling af lægemiddelpolitikker, som sikrer adgang til lægemidler for alle;

28.  foreslår i lyset af befolkningstilvæksten, først og fremmest i Afrika og i LDC-landene, og i betragtning af at 19 af de 21 lande med den højeste fertilitet ligger i Afrika, at Nigeria er det land, der har verdens hurtigst voksende befolkning, samt at mere end halvdelen af den globale befolkningstilvækst i 2050 forventes at ske i Afrika, og at dette er et problem for bæredygtig vækst, at EU's udviklingssamarbejde bør lægge mere vægt på programmer, der adresserer dette emne;

29.  glæder sig over, at fødevare- og ernæringssikkerhed er blevet et prioriteret område i den nye globale udviklingsramme, og over, at der er medtaget et selvstændigt mål om at udrydde sult, opnå fødevaresikkerhed og forbedret ernæring og fremme bæredygtigt landbrug; erkender, at sult og fattigdom ikke er tilfældigheder, men et resultat af social og økonomisk uretfærdighed og ulighed på alle planer; gentager, at konsensussen bør understrege EU’s fortsatte støtte til integrerede og sektoroverlappende tilgange, som styrker mulighederne for en lokal diversificeret fødevareproduktion og inkluderer ernæringsspecifikke og ernæringssensitive interventioner, som eksplicit tager sigte på ulighed mellem kønnene;

30.  understreger behovet for ansvarligholdelsesmekanismer i forbindelse med overvågning og gennemførelse af de bæredygtige udviklingsmål og målsætningerne om en udviklingsbistand på 0,7 % af BNI; opfordrer EU og medlemsstaterne til at forelægge en tidsplan for, hvordan disse må gradvist kan nås, sammen med en årlig rapportering til Europa-Parlamentet;

31.  understreger, at der er behov for tværsektorielle integrerede tilgange for alvor at få skabt modstandsdygtighed, hvilket indebærer, at der skal arbejdes hen imod bedre koordinering af indsatsen på det humanitære område, begrænsning af katastroferisiko, social beskyttelse, tilpasning til klimaforandringer, naturressourceforvaltning, konfliktforebyggelse og andre udviklingsforanstaltninger; opfordrer EU og medlemsstaterne til at fremme en inkluderende styringsform, som sætter ind over for marginalisering og ulighed, der fører til sårbarhed; erkender, at sårbare befolkninger skal have bedre muligheder for at håndtere risici og have adgang til beslutningsprocesser, som påvirker deres fremtid;

32.  understreger den rolle, som kultur spiller i bæredygtig human, social og økonomisk udvikling, og insisterer på, at der bør tages højde for den kulturelle dimension som et grundlæggende aspekt ved solidaritet, samarbejde og EU’s udviklingsbistandspolitikker; opfordrer til fremme af kulturel mangfoldighed og støtte til kulturpolitikker og til, at der tages højde for lokale forhold, hvor dette kan hjælpe til at nå målet om fremme af bæredygtig udvikling;

33.  påpeger, at bybefolkningen forventes at stige med 2,5 mia. i 2050, og at næsten 90 % af stigningen forventes koncentreret i Asien og Afrika; anerkender de problemer, at opstår med megabyernes eksplosive vækst, og de udfordringer, dette fænomen skaber for samfundsmæssig og miljømæssig bæredygtighed; slår til lyd for en afbalanceret regional udvikling, og minder om, at styrket økonomisk aktivitet i landdistrikter og mindre byer mindsker presset efter at migrere til bymæssige megacentre og dermed letter problemerne med ukontrolleret urbanisering og migration;

Differentiering

34.  understreger, at EU for at få skabt en effektiv EU-udviklingsstrategi må fremme en retfærdig fordeling i udviklingslandene af velstand via de nationale budgetter, det vil sige i landene såvel som mellem dem; fremhæver, at europæisk udviklingsbistand først og fremmest skal differentiere mellem situationerne i de enkelte lande og deres udviklingsmæssige behov og ikke på grundlag af mikroøkonomiske indikatorer alene eller politiske betragtninger;

35.  understreger, at EU’s udviklingssamarbejde bør gennemføres på en måde, som tager hånd om de vigtigste behov og tilstræber den størst mulige indvirkning både på kort og lang sigt; understreger behovet for, at skræddersyede udviklingsstrategier, som der er lokalt ejerskab til, og som er udformet lokalt, tager højde for de særlige udfordringer i enkelte lande eller grupper af lande såsom små udviklingsøstater, skrøbelige stater og indlandsudviklingslande;

36.  opfordrer til, at der udvikles særlige strategier for samarbejde med mellemindkomstlande for at konsolidere deres fremskridt og bekæmpe ulighed, udstødelse, diskrimination og fattigdom, navnlig gennem fremme af retfærdige og progressive skattesystemer, men understreger samtidig, at mellemindkomstlandene ikke udgør en homogen gruppe, og at hvert af dem derfor har særlige behov, der bør opfyldes ved hjælp af skræddersyede politikker; understreger, at det er nødvendigt på ansvarlig og gradvis måde at udfase den økonomiske bistand til mellemindkomstlandene og fokusere på andre former for samarbejde som f.eks. faglig bistand, deling at industriel knowhow og viden, offentlig-private partnerskaber, som kan understøtte globale offentlige goder såsom videnskab, teknologi og innovation, udveksling af bedste praksis og fremme af regionalt samarbejde, syd-syd-samarbejde og trekantssamarbejde; fremhæver betydningen af alternative finansieringskilder, som f.eks. mobilisering af egne indtægter, lån på lempelige eller lempeligere vilkår, samarbejde om tekniske, beskatningsmæssige, handelsmæssige og forskningsrelaterede spørgsmål samt offentlig-private partnerskaber;

Udviklingseffektivitet og -finansiering

Udviklingseffektivitet

37.  opfordrer EU og dens medlemsstater til at gå i spidsen blandt udviklingsaktørerne og på ny forpligte sig til en fuldstændig gennemførelse af principperne om effektivt udviklingssamarbejde med prioritering af mekanismer, redskaber og instrumenter, som gør det muligt for flere ressourcer at nå frem til slutmodtagerne, dvs. landenes ejerskab over udviklingsprioriteringerne, tilpasning til partnerlandes nationale udviklingsstrategier og -systemer, fokus på resultater, gennemsigtighed, fælles ansvar og demokratisk inddragelse af alle interessenter; understreger betydningen af at styrke EU’s bestræbelser på at gøre udviklingssamarbejdet så effektivt som muligt med det formål at bidrage til opnåelse af de ambitiøse mål og sigtepunkter i 2030-dagsordenen og udnytte offentlige og private ressourcer til udvikling bedst muligt; opfordrer til en klar henvisning til principperne om udviklingseffektivitet i den nye EU-konsensus om udvikling;

38.  gentager betydningen af at øge den europæiske offentligheds forståelse for og aktive deltagelse i overordnede udviklingsdebatter og forsøg på at udrydde global fattigdom og fremme bæredygtig udvikling; understreger med henblik herpå, at uformel uddannelse og bevidstgørelse i uddannelsessamarbejde, bl.a. gennem videreførsel og udbygning af programmet for uddannelse i og bevidstgørelse om udviklingsspørgsmål (DEAR), bør vedblive med at være en integreret del af EU’s og medlemsstaternes udviklingspolitikker;

39.  mener, at forenkling af finansieringsprocedurer og bureaukrati kan bidrage til at forbedre effektiviteten; opfordrer til en EU-reform for at fremskynde gennemførelsen (hvilket allerede er omtalt i punkt 122 i den europæiske konsensus om udvikling fra 2005), og som tager fat på behovet for at revidere udvælgelsesprocedurerne ved at fokusere mere på ansøgeren: identitet, ekspertise, erfaringer, resultater og pålidelighed på området (og ikke kun på formelle krav);

40.  gentager betydningen af kapacitetsopbygning for at forbedre borgernes, organisationers, regeringers og samfundenes evne til at varetage deres respektive roller fuldt i forbindelse med udformning, gennemførelse, overvågning og evaluering af bæredygtige udviklingsstrategier;

41.  glæder sig over de fremskridt, der er gjort, men opfordrer EU og dens medlemsstater til at fremskynde og udbrede fælles programmerings- og gennemførelsesbestræbelser med henblik på at sammenlægge ressourcer, forbedre arbejdsdelingen i de enkelte modtagerlande, mindske transaktionsomkostningerne, undgå overlapninger og opsplitning af bistanden, højne EU’s profil på lokalt plan og fremme landenes ejerskab over udviklingsstrategierne samt tilpasning til partnerlande prioriteringer; understreger, hvor vigtigt det er, at den fælles programmeringsproces varetages af europæiske aktører og først åbnes op for andre donorer, hvis den lokale situation retfærdiggør det, og uden af det europæiske ejerskab til processen udvandes; opfordrer EU og dens medlemsstater til at koordinere deres foranstaltninger med andre donorer og organisationer såsom nye donorlande, civilsamfundsorganisationer, private filantroper, finansinstitutioner og selskaber fra den private sektor; bemærker med bekymring, at kun fem EU-medlemsstater halvvejs i 2015 havde offentliggjort Busan-gennemførelsesplaner; opfordrer medlemsstaterne til at offentliggøre deres gennemførelsesplaner og på årsbasis rapportere om deres indsats med hensyn til udviklingseffektivitet;

42.  minder om sin anmodning(25) om kodificering og styrkelse af mekanismerne og praksisser for at sikre større komplementaritet og en effektiv koordinering af udviklingsbistanden mellem EU's medlemsstater og institutioner og for at sikre klare regler, som kan håndhæves, til sikring af demokratisk nationalt ejerskab, harmonisering, tilpasning til landestrategier og -systemer, forudsigelighed med hensyn til økonomiske midler, gennemsigtighed og gensidig ansvarliggørelse;

43.  understreger, at udviklingseffektivitet bør være en af de vigtigste drivkræfter i EU’s nye udviklingspolitik; minder om, at dette ikke kun afhænger af bistandsdonorerne, men også af, at der findes effektive og reaktive institutioner, forsvarlige politikker, retsstatsforhold, en inkluderende demokratisk styringsform og sikkerhedsgarantier over for korruption i udviklingslandene og mod ulovlige finansstrømme på internationalt plan;

44.  anerkender de lokale og regionale myndigheders rolle i forbindelse med udvikling og navnlig det decentrale samarbejde mellem europæiske og partnerlandes lokale og regionale myndigheder, der er et effektivt redskab til gensidig kapacitetsstyrkelse og gennemførelse af de bæredygtige udviklingsmål på lokalt plan;

Udviklingsfinansiering

45.  gentager, at officiel udviklingsbistand (ODA) fortsat bør være rygraden i EU's udviklingspolitik; minder om EU's forpligtelse til at nå ODA-målet om 0,7 % af BNI senest i 2030; understreger, at det er vigtigt, at andre lande, både de industrialiserede lande og de nye vækstlande, også øger deres ODA-ydelser; fremhæver ODA'ens vigtige rolle som katalysator for forandring og som løftestang for mobilisering af andre ressourcer; minder om EU’s forpligtelse til at mobilisere ressourcer til klimaforanstaltninger i udviklingslande, til at yde sit bidrag til opnåelse af målet for de udviklede lande om at mobilisere 100 mia. USD om året og til at fastholde en fordobling af finansieringen til biodiversitet i udviklingslandene;

46.  kræver objektive og gennemsigtige kriterier for ressourcetildelingen til udviklingsbistand, både på medlemsstatsplan og på EU-plan; opfordrer til, at disse kriterier baseres på behov, konsekvensvurderinger og på politiske, sociale og økonomiske resultater med henblik på den bedst mulige anvendelse af midlerne; understreger imidlertid, at denne tildeling aldrig bør gøres betinget af resultater på områder, der ikke er direkte knyttet til udviklingsmålene; understreger, at gode resultater i retning af gensidigt aftalte mål bør tilskyndes og belønnes; fremhæver betydningen af opdelte data på territorialt plan for bedre at kunne vurdere indvirkningen af ODA;

47.  anerkender, at generel budgetstøtte fremmer nationalt ejerskab, tilpasning til partnerlandes nationale udviklingsstrategier og fokus på resultater, gennemsigtighed og gensidig ansvarlighed, men understreger, at den kun bør overvejes, når og hvis betingelserne er rigtige, og der er indført effektive kontrolsystemer; påpeger, at budgetstøtte er det bedste middel til at fremme en ægte politisk dialog, der kan føre til mere myndiggørelse og ejerskab;

48.  mener, at det vil kræve finansiering og handling på udviklingsområdet, der rækker ud over ODA og de offentlige politikker, at tage fat på de bæredygtige udviklingsmål; understreger, at der er behov for både egenfinansiering og international finansiering, for privat og offentlig finansiering og for politikker, der sammenkobler offentlige og private udviklingsvenlige foranstaltninger og resulterer i nogle rammer, der fremmer vækst og en ligelig fordeling af denne via de nationale budgetter;

49.  minder om, at udviklingslandene møder store udfordringer, når de vil forhøje skatteindtægterne, og at de især har problemer med unddragelse af selskabsbeskatning og ulovlige finansstrømme; opfordrer EU og dens medlemsstater til at styrke udviklingsvenlig politikkohærens på dette område, til at undersøge de afsmittende virkningerne på udviklingslandene af deres egne skatteaftaler og -love og til at arbejde for en bedre repræsentation af udviklingslandene i internationale fora til reformering af de globale skattepolitikker;

50.  opfordrer EU og dens medlemsstater til at støtte lav- og middelindkomstudviklingslande med at skabe retfærdige, progressive, gennemsigtige og effektive skattesystemer og andre metoder til at skaffe egne indtægter for at øge forudsigeligheden og stabiliteten af denne form for finansiering og mindske bistandsafhængigheden; opfordrer til støtte af denne art på områder som skatteforvaltning og forvaltning af offentlige finanser, retfærdige fordelingsordninger, korruptionsbekæmpelse og bekæmpelse af manipulering af koncerninterne afregningspriser, skatteunddragelse og andre former for ulovlige finansstrømme; understreger betydningen af skattemæssig decentralisering og behovet for kapacitetsopbygning, der kan støtte subnationale regeringer med at udforme lokale skattesystemer og skatteindsamling;

51.  opfordrer EU og dens medlemsstater til at indføre krav om landeopdelt rapportering om multinationale selskaber samt krav om offentliggørelse af detaljerede og sammenlignelige data om selskabernes aktiviteter for at sikre gennemsigtighed og ansvarlighed; opfordrer EU og dens medlemsstater til at være opmærksomme på den afsmittende virkning på udviklingslandene af deres egne skattepolitikker, -aftaler og -love og til at gennemføre de nødvendige reformer til at sikre, at europæiske selskaber, der tjener penge i udviklingslandene, betaler en rimelig skatteandel i disse lande;

52.  understreger, at der er behov for blandet finansiering og offentlig-private partnerskaber for at skaffe finansiering ud over ODA og for effektivt at kunne følge principperne om udviklingseffektivt, men understreger, at de skal være baseret på gennemsigtige kriterier, klart skal kunne påvise deres ekstra og positive udviklingsmæssige betydning og ikke må undergrave den universelle adgang til kvalitetsbetonede essentielle offentlige tjenester, samt at alle betalinger skal være gennemsigtige; understreger, at projekter, der finansieres, skal respektere nationale udviklingsmål, internationalt aftalte menneskerettigheder og sociale og miljømæssige standarder på en bindende måde, lokalbefolkningernes behov og rettigheder og principperne om udviklingseffektivitet; anerkender i denne forbindelse, at f.eks. smålandbrugeres og kvægnomaders traditionelle anvendelse af jorden ofte ikke er dokumenteret, men skal respekteres og beskyttes; gentager, at virksomheder, der deltager i udviklingspartnerskaber, skal respektere principperne for virksomheders sociale ansvar, FN’s retningslinjer og OECD’s regningslinjer i deres aktiviteter og skal fremme etiske forretningspraksisser; bemærker, at udviklingspolitikker og -programmer giver et dobbelt afkast, når der opnås udviklingseffektivitet; opfordrer alle udviklingsaktører til fuldt ud at efterleve disse principper i alle deres aktiviteter;

53.  opfordrer EU til at fremme investeringer, der genererer anstændig beskæftigelse i overensstemmelse med ILO-standarder og 2030-dagsordenen; understreger i denne forbindelse værdien af social dialog og behovet for gennemsigtighed og ansvarlighed i den private sektor i tilfælde af offentlig-private partnerskaber, og når udviklingsmidler anvendes til blandet finansiering;

54.  understreger, at udviklingsmidler, der anvendes til den foreslåede eksterne investeringsplan (EIP) og til eksisterende trustfonde, skal anvendes i overensstemmelse med ODA-kompatible udviklingsmål og de nye bæredygtige udviklingsmål; kræver, at der etableres mekanismer, som gør det muligt for Parlamentet at opfylde sin tilsynsrolle, når EU-udviklingsmidler anvendes uden om de normale budgetprocedurer, navnlig ved at Parlamentet tildeles observatørstatus i EIP's og trustfondenes bestyrelser samt andre strategiske bestyrelser, der træffer beslutninger om programmernes og projekternes prioriteter og omfang;

55.  anerkender, at lokale mikro-, små og mellemstore virksomheder, andelsforetagender, inkluderende virksomhedsmodeller og forskningsinstitutioner spiller en rolle som motorer for vækst, beskæftigelse og lokal innovation, hvilket vil bidrage til opnåelsen af de bæredygtige udviklingsmål; opfordrer til, at man fremmer gunstige rammer for investering, industrialisering, erhvervsaktivitet, forskning, teknologi og innovation for at stimulere og fremskynde landenes egen økonomiske og menneskelige udvikling samt uddannelsesprogrammer og regelmæssige offentlig-private dialoger; anerkender EIB’s rolle under EU’s EIP og understreger, at EIB’s initiativer især bør fokusere på unge og kvinder og - i overensstemmelse med principperne om udviklingseffektivitet - bidrage til investeringer i socialt vigtige sektorer såsom vand, sundhed og uddannelse og til at støtte iværksætterkultur og den lokale private sektor; anmoder EIB om at afsætte flere ressourcer til mikrofinansieringer med et stærkt kønsperspektiv; opfordrer desuden EIB til at arbejde sammen med Den Afrikanske Udviklingsbank (AfDB) om at finansiere langsigtede investeringer til gavn for bæredygtig udvikling og andre udviklingsbanker til at tilbyde en mikrokreditfacilitet, der kan finansiere bæredygtige lån til familiebedrifter;

56.  finder det påkrævet, at der i den nye konsensus indgår en kraftig EU-forpligtelse til at indføre en retligt bindende international ramme for ansvarligholdelse af virksomheder for uredelig adfærd i de lande, hvor de opererer, eftersom de påvirker alle områder af samfundet - hvilket rækker fra udnyttelse af børnearbejde til lønninger, ingen kan leve af, fra olieudslip til omfattende skovrydninger og fra chikaner mod menneskerettighedsforkæmpere til landran;

57.  opfordrer Den Europæiske Union og dens medlemsstater til at fremme bindende foranstaltninger for at sikre, at multinationale selskaber betaler skat i de lande, hvor der udvindes eller skabes værdier, og til at fremme obligatorisk landeopdelt rapportering i den private sektor for derigennem at forbedre landenes kapacitet til at mobilisere indenlandske ressourcer; opfordrer til, at mulige praksisser for overførsel af overskud undersøges i en analyse af den afsmittende effekt;

58.  opfordrer til en tilgang til gældsbæredygtighed, der er baseret på menneskelige behov via et bindende sæt standarder, der definerer ansvarlig udlåns- og låntagningspraksis, gældsrevisioner og en retfærdig gældssaneringsmekanisme, der skal vurdere lovligheden og bæredygtigheden af landenes gældsbyrde;

Udviklingsvenlig politikkohærens

59.  opfordrer til en bred EU-debat om udviklingsvenlig politikkohærens for at få afklaret forbindelse mellem udviklingsvenlig politikkohærens og politikkohærens for bæredygtig udvikling; understreger den centrale betydning, det har, at principperne for udviklingsvenlig politikkohærens anvendes i alle EU-politikker; understreger, at udviklingsvenlig politikkohærens bør være et overordnet element i EU’s strategi til opnåelse af de bæredygtige udviklingsmål; gentager, at EU-institutionerne og medlemsstaterne bør gøre en yderlige indsats for at tage højde for udviklingssamarbejdsmålene i alle interne og eksterne politikker, som kan forventes at have indvirkning på udviklingslandene, for at finde effektive mekanismer og udnytte eksisterende bedste praksis på medlemsstatsplan til gennemførelse og evaluering af udviklingsvenlig politikkohærens, for at sikre, at udviklingsvenlig politikkohærens gennemføres med en kønssensitiv tilgang, og for at inddrage alle interessenter, herunder civilsamfundsorganisationer og lokale og regionale myndigheder, i denne proces;

60.  foreslår, at der indføres en voldgiftsmekanisme med Kommissionens formand som øverste myndighed med henblik på at garantere udviklingsvenlig politikkohærens, og at Kommissionens formand i tilfælde af uoverensstemmelser mellem de forskellige EU-politikker i fuldt omfang bør påtage sig sit politiske ansvar for de store retningslinjer og træffe afgørelse i overensstemmelse med Unionens forpligtelser med hensyn til udviklingsvenlig politikkohærens; mener, at der efter en fase, hvor problemerne kortlægges, kan overvejes en reform af beslutningsprocedurerne i Kommissionens tjenestegrene og i samarbejdet på tværs af tjenestegrene;

61.  opfordrer til en styrket dialog mellem EU og udviklingslandene om fremme og gennemførelse af udviklingsvenlig politikkohærens fra EU’s side; mener, at feedback fra EU’s partnere om fremskridtene med udviklingsvenlig politikkohærens kan være særdeles nyttigt for tilvejebringelsen af en præcis evaluering af virkningerne heraf;

62.  gentager sin opfordring til, at der udvikles styringsprocesser til fremme af udviklingsvenlig politikkohærens på globalt plan, og til, at EU fører an med at fremme begrebet udviklingsvenlig politikkohærens på internationalt plan;

Handel og udvikling

63.  fremhæver betydningen af fair og ordentligt reguleret handel for at fremme regional integration, bidrage til bæredygtig vækst og bekæmpe fattigdom; understreger, at EU's handelspolitik skal være en del af dagsordenen for bæredygtig udvikling og afspejle EU's udviklingspolitiske mål;

64.  understreger, at der stadig findes ensidige handelspræferencer til fordel for udviklingslande, der ikke hører til blandt de mindst udviklede lande, med det formål at fremme udviklingen; mener desuden, at den nye konsensus bør henvise til EU’s forpligtelse til at fremme retfærdige og etiske handelsordninger med små producenter i udviklingslande;

65.  påskønner anerkendelsen af det store bidrag, som fair handel yder til gennemførelsen af FN’s 2030-dagsorden; opfordrer EU til at gennemføre og yderligere udvikle sin forpligtelse til at støtte indførelsen af ordninger for fair handel i EU og partnerlandene med henblik på at fremme bæredygtigt forbrug og bæredygtige produktionsmønstre i sine handelspolitikker;

66.  understreger, at der er behov for yderligere EU-støtte til udviklingslandene til udbygning af deres handelsmæssige kapacitet og til udvikling af infrastruktur og af den indenlandske private sektor, således at de får mulighed for at tilføre værdi til produktionen og diversificere den samt for at øge deres handel;

67.  gentager, at et sundt miljø, herunder et stabilt klima, er afgørende for udryddelse af fattigdom; støtter EU's bestræbelser på at øge gennemsigtighed og ansvarlighed i forbindelse med forvaltning af naturressourcer og udvinding af og handel med naturressourcer, på at fremme bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion samt på at forhindre ulovlig handel inden for sektorer som mineraler, tømmer og vilde dyr og planter; er af den faste overbevisning, at der er behov for en yderligere indsats på globalt plan for at udvikle lovgivningsmæssige rammer for forsyningskæderne og større ansvarlighed i den offentlige sektor med henblik på at sikre en bæredygtig forvaltning af og handel med naturressourcer og på at gøre det muligt for ressourcerige lande og deres befolkninger at beskytte deres lokale og indfødte samfunds ret til at få større gavn af denne handel og af den bæredygtige forvaltning af biodiversitet og økosystemer; glæder sig over de fremskridt, der er gjort siden indgåelsen af Bangladesh-bæredygtighedsaftalen, og opfordrer Kommissionen til at udvide rammer af denne art til andre sektorer; opfordrer i den forbindelse Kommissionen til at udvide virksomhedernes sociale ansvar og due diligence-initiativer, som supplerer den gældende tømmerforordning og den foreslåede forordning om konfliktmineraler, til andre sektorer;

68.  finder det beklageligt, at der stadig ikke findes et regelsæt for, hvordan virksomheder skal overholde menneskerettighedsstandarder og -forpligtelser med hensyn til sociale og miljømæssige standarder, hvorfor visse stater og virksomheder kan omgå dem uden at blive straffet; opfordrer EU og dens medlemsstater til at deltage aktivt i udarbejdelsen i FN’s Menneskerettighedsråd og FN’s Miljøprogram af en international traktat, der skal holde transnationale selskaber ansvarlige for krænkelser af menneskerettighederne og overtrædelser af miljømæssige standarder;

69.  betoner betydningen af koordinerede og hurtige foranstaltninger for at sætte ind over for fejlernæring og opfylde 2030-dagsordenen og opnå det bæredygtige udviklingsmål 2 om udryddelse af sult;

70.  minder om, at skovene spiller en afgørende rolle for mindskelse af klimaforandringer, bevarelse af biodiversitet og begrænsning af fattigdom, og opfordrer EU til at bidrage til at standse skovrydning og vende udviklingen og til at fremme bæredygtig skovforvaltning i udviklingslandene;

Sikkerhed og udvikling

71.  gentager, at der er en direkte forbindelse mellem sikkerhed og udvikling, men understreger, at det er nødvendigt nøje at følge den nylige ODA-reform med hensyn til anvendelse af udviklingsinstrumenter til sikkerhedspolitik og at have en klar målsætning om fattigdomsbekæmpelse og fremme af bæredygtig udvikling; understreger, at målet om fredelige og inkluderende samfund med adgang til retfærdighed for alle bør omsættes i eksterne EU-foranstaltninger, som gennem støtte til alle lokale aktører, der kan bidrage hertil, skaber modstandsdygtighed, fremmer menneskers sikkerhed, styrke retsstatsprincippet, genoprette tillid og tager fat på de komplekse udfordringer, der er forbundet med usikkerhed, skrøbelighed og overgang til demokrati;

72.  mener, at det er nødvendigt at skabe synergier mellem den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) og udviklingsinstrumenter for at finde den rette balance mellem konfliktforebyggelse, konfliktløsning og rehabilitering og udvikling efter konflikter; understreger, at udenrigspolitiske programmer og foranstaltninger i dette øjemed skal være sammenhængende, skræddersyet til situationen i landet og, når de finansieres med midler, der er afsat til udviklingspolitik, være i overensstemmelse med de centrale udviklingsmål som er fastsat for ODA; understreger, at den centrale opgave i udviklingssamarbejdet fortsat er at støtte landene i deres bestræbelser på at skabe stabile og fredelige stater, der respekterer god regeringsførelse, retsstatsprincippet og menneskerettighederne, og at tilstræbe at etablere bæredygtige, velfungerende markedsøkonomier med sigte på at bringe velstand til befolkningen og opfylde alle basale menneskelige behov; understreger behovet for at øge den meget begrænsede finansiering under FSFP i denne sammenhæng for at muliggøre en bredere anvendelse af den, bl.a. til gavn for udvikling i overensstemmelse med bæredygtig udviklingskohærens;

Migration og udvikling

73.  fremhæver udviklingssamarbejdets centrale rolle i håndteringen af de underliggende årsager til tvungen migration og fordrivelse, som f.eks. skrøbelige stater, konflikter, usikkerhed og marginalisering, fattigdom, ulighed og forskelsbehandling, menneskerettighedskrænkelser, ringe adgang til basale tjenester såsom sundhed og uddannelse samt klimaforandringer; udpeger følgende mål som forudsætninger for stabile, modstandsdygtige stater, som i ringere grad risikerer situationer, som vil kunne føre til tvungen migration: fremme af menneskerettigheder og menneskelig værdighed, demokratiopbygning, god regeringsførelse og retsstatsforhold, social inklusion og samhørighed, økonomiske muligheder med anstændige beskæftigelsesmuligheder og virksomheder, hvor mennesket står i centrum, samt politisk råderum for civilsamfundet; opfordrer til, at udviklingssamarbejdet fokuserer på disse mål for at fremme modstandsdygtighed, og opfordrer til migrationsrelateret udviklingsbistand i katastrofesituationer med det formål at stabilisere situationen, fastholde staternes funktionsevne og give fordrevne mulighed for et værdigt liv;

74.  understreger på linje med FN’s 2030-dagsorden det positive bidrag, som migranter yder til bæredygtig udvikling, bl.a. gennem pengeoverførsler, og mener, at omkostninger ved disse overførsler bør nedbringes yderligere; mener, at det for at kunne komme med meningsfulde svar på migrationsrelaterede udfordringer og kriser er nødvendigt med en mere koordineret, systematisk og struktureret tilgang, som matcher oprindelses- og destinationslandenes interesser; understreger, at en effektiv måde at hjælpe et stort antal flygtninge og asylansøgere på består i at forbedre betingelserne og tilbyde både humanitær og udviklingsmæssig bistand; modsætter sig samtidig ethvert forsøg på at kæde bistand sammen med grænsekontrol, styring af migrationsstrømme eller tilbagetagelsesaftaler;

75.  understreger, at oprindelses- og transitlande for migranter har behov for skræddersyede udviklingsløsninger, som passer til deres respektive politiske og socioøkonomiske forhold; understreger, at denne form for samarbejde nødvendigvis skal fremme menneskerettighederne og værdighed for alle, god regeringsførelse, fred og demokratiopbygning og bør være baseret på fælles interesser og værdier og respekt for folkeretten;

76.  fremhæver behovet for nøje parlamentarisk kontrol med og overvågning af aftaler knyttet til migrationsforvaltning og af migrationsrelateret anvendelse af udviklingsmidler; fremhæver betydningen af tæt samarbejde og fastlæggelse af god praksis for informationsudveksling mellem institutionerne, navnlig inden for områderne migration og sikkerhed; minder om sine bekymringer over den stigende brug af trustfonde, der skyldes den begrænsede gennemsigtighed og manglende samråd og regionalt ejerskab;

77.  påpeger i lyset af de nylige europæiske politiske tiltag til bekæmpelse af de underliggende årsager til tvungen migration, at den europæiske udviklingspolitik skal ligge inden for OECD-DAC's definition og baseres på udviklingsmæssige behov og menneskerettigheder; understreger desuden, at udviklingsbistand ikke må gøres betinget af samarbejde om migrationsanliggender som grænseforvaltning eller tilbagetagelsesaftaler;

Humanitær bistand

78.  understreger, at der er behov for tættere forbindelser mellem humanitær bistand og udviklingssamarbejde for at afværge finansieringshuller og undgå overlapninger og etablering af parallelle systemer og for at skabe betingelser for en bæredygtig udvikling med indbygget modstandsdygtighed og redskaber til bedre kriseforebyggelse og ‑beredskab; opfordrer EU til at opfylde sin forpligtelse til i 2020 at afsætte mindst 25 % af sin humanitære bistand til lokale og nationale aktører så direkte som muligt som aftalt i Grand Bargain-aftalen;

79.  minder om de grundlæggende principper for humanitær bistand: medmenneskelighed, neutralitet, uafhængighed og upartiskhed; bifalder Kommissionens modstand mod at slå den europæiske konsensus om udvikling og den europæisk konsensus om humanitær bistand sammen;

80.  understreger, at det er nødvendigt at styrke international bistand, koordination og ressourcer til katastrofeberedskab, genopretning og genopbygning efter katastrofer;

81.  bifalder tilsagnet om at ville støtte udbredelsen af IKT-teknologier i udviklingslandene og af gunstige betingelser for digital økonomi gennem udbygning af gratis, åben og sikker konnektivitet; minder om, at satellitter kan tilbyde omkostningseffektive løsninger, der kan forbinde aktiver og mennesker i fjerne egne, og opfordrer EU og dens medlemsstater til at være opmærksomme herpå i deres arbejde på dette område;

Globale almene goder og udfordringer

82.  er af den faste overbevisning, at EU's og dens medlemsstaters globale tilstedeværelse gør dem godt rustet til fortsat at spille en ledende international rolle i håndteringen af globale almene goder og udfordringer, som i stadig højere grad er under pres, hvilket især går ud over fattige mennesker; opfordrer til, at globale almene goder og udfordringer indarbejdes i konsensussen sammen med menneskelig udvikling, miljø, herunder klimaforandringer og adgang til vand, usikkerhed og skrøbelige stater, migration, prismæssigt overkommelige energitjenester, fødevaresikkerhed og udryddelse af fejlernæring og sult;

83.  minder om, at smålandbrug og familielandbrug, som er den mest almindelige landbrugsmodel i verden, spiller en nøglerolle for opfyldelsen af de bæredygtige udviklingsmål, idet de på afgørende vis bidrager til fødevaresikkerhed, bekæmpelse af jorderosion og tab af biodiversitet samt til afbødning af klimaforandringer, samtidig med at de skaber beskæftigelse; understreger, at EU på den ene side bør fremme oprettelse af landbrugsorganisationer, herunder andelsforetagender, og på den anden side bæredygtigt landbrug med fokus på økologiske metoder, bedre produktivitet i familiebedrifterne, landbrugerrettigheder og jordudnyttelsesrettigheder samt uformelle såmetoder som midler til at sikre fødevaresikkerhed, forsyning af lokale og regionale markeder, retfærdig indkomst og et anstændigt liv for landbrugerne;

84.  minder om, at den private sektor ikke består af en homogen gruppe aktører; understreger derfor, at EU og dens medlemsstater, når de beskæftiger sig med den private sektor, bør anvende differentierede strategier over for de forskellige typer aktører i den private sektor, herunder aktører, der ledes af producenten, mikro-, små og mellemstore virksomheder, andelsforetagender, sociale virksomheder og virksomheder inden for solidarisk økonomi;

85.  der henviser til, at adgang til billig, pålidelig og bæredygtig og moderne energi for alle i 2030 (bæredygtigt udviklingsmål mål 7) er afgørende for at kunne dække de basale menneskelige behov, herunder adgang til rent vand, sanitære forhold, sundhedspleje og uddannelse, og er væsentligt for at kunne støtte oprettelse af lokale virksomheder og alle former for økonomisk aktivitet og desuden er en central løftestang for udviklingsfremskridt;

86.  der henviser til, at øget produktivitet i de mindre landbrug og et bæredygtigt og klimarobust landbrug og ditto fødevaresystemer spiller en central rolle for opfyldelsen af bæredygtigt udviklingsmål 2 og begrebet bæredygtigt forbrug og produktion i udviklingsmål 12, hvilket rækker ud over de cirkeløkonomiske principper og tager højde for indvirkningerne på miljøet, sociale forhold og menneskerettigheder; understreger, at EU derfor bør fokusere på at fremme bæredygtig fødevareproduktion og robuste landbrugsmetoder, som øger produktiviteten og produktionen; er opmærksom på kvindelige landbrugeres særlige behov med hensyn til fødevaresikkerhed;

87.  fremhæver den betydning, det har fortsat at arbejde på at forbedre adgangen til vand, sanitære forhold og hygiejne som et tværgående spørgsmål, der har indvirkning på opfyldelsen af andre mål på dagsordenen for perioden efter 2015, herunder sundhed, uddannelse og ligestilling mellem kønnene;

88.  opfordrer EU til at fremme globale initiativer til håndtering af udfordringerne ved den hurtigt stigende urbanisering og til skabelse af sikre, mere inkluderende, robuste og bæredygtige byer; bifalder i denne forbindelse vedtagelsen for nylig på FN’s konference om boliger og bæredygtig byudvikling (Habitat III) af en ny dagsorden for byer, der skal undersøge nye måder at planlægge, udforme, finansiere, udvikle, styre og forvalte byer på for derigennem at bidrage til at bekæmpe fattigdom og sult, forbedre sundheden og beskytte miljøet;

89.  opfordrer til yderligere EU-foranstaltninger til beskyttelse af havene og de marine ressourcer; bifalder i denne forbindelse Kommissionens nylige initiativer til forbedring af den internationale forvaltning af havene med henblik på at fremme bedre forvaltning og mindske konsekvenserne af klimaforandringerne for havene og økosystemerne;

90.  understreger, at det er vigtigt at se på sammenhængene mellem øget produktivitet inden for bæredygtigt landbrug og fiskeri, hvilket fører til mindre tab og fødevarespild, gennemsigtig forvaltning af naturressourcer og tilpasning til klimaforandringer;

EU's udviklingspolitik

91.  gør på ny opmærksom på de komparative fordele, der er ved EU's udviklingsindsats, herunder dens globale tilstedeværelse, den fleksibilitet, der ligger i dens vifte af instrumenter og leveringsmåder, dens rolle og engagement i politikkohærens og koordination, dens rettigheds- og demokratibaserede tilgang, dens størrelse, som gør det muligt at levere en kritisk mængde gavebistand, og dens konsekvente støtte til civilsamfundet;

92.  understreger nødvendigheden af, at de komparative fordele ved EU’s udviklingsindsats, omsættes til en fokuseret indsats på et vist antal politikområder, herunder, men ikke kun demokrati, god regeringsførelse og menneskerettigheder, globale almene goder og udfordringer, handel og regional integration samt håndtering af de underliggende årsager til tvungen migration; understreger, at en sådan koncentration vil skulle tilpasses til de enkelte udviklingslandes behov og prioriteter på linje med principperne om ejerskab og partnerskab;

93.  minder om den stigende rolle, som idræt spiller for udvikling og fred gennem fremme af tolerans og en kultur for gensidig respekt, samt om idrættens bidrag til styrkelse af kvinder og unge mennesker, enkeltpersoner og samfund såvel som til sundhed, uddannelse og social inklusion;

94.  understreger betydningen af et kollektivt, detaljeret, gennemsigtigt og rettidigt system for ansvarlighed til overvågning og revision af EU’s og dens medlemsstaters gennemførelse af 2030-dagsordenen og konsensussen, understreger, at det for at sikre ansvarlighed og parlamentarisk kontrol stadig er nødvendigt med årlig rapportering om fremskridtene med gennemførelsen af alle udviklingspolitiske forpligtelser, herunder effektivitet, udviklingsvenlig politikkohærens og ODA; beklager de seneste og forventede rapporteringsmangler; bifalder Kommissionens planer om at gennemføre en midtvejsvurdering af gennemførelsen af konsensussen;

o
o   o

95.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten.

(1) EUT C 46 af 24.2.2006, s. 1.
(2) http://www.oecd.org/dac/effectiveness/49650173.pdf
(3) http://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-14684-2016-INIT/da/pdf
(4) http://www.un.org/ga/search/view_doc.asp?symbol=A/RES/70/1&Lang=E.
(5) http://www.un.org/esa/ffd/wp-content/uploads/2015/08/AAAA_Outcome.pdf.
(6) https://unfccc.int/resource/docs/2015/cop21/eng/l09r01.pdf
(7) https://www.worldhumanitariansummit.org/
(8) https://habitat3.org/the-new-urban-agenda/
(9) http://effectivecooperation.org/wp-content/uploads/2016/05/4314021e.pdf
(10) Rådets konklusioner, 15.5.2007.
(11) Rådets konklusioner, 19.5.2014.
(12) Rådsdokument 10715/16.
(13) EUT C 280 E af 18.11.2006, s. 484.
(14) EUT C 33 E af 5.2.2013, s. 77.
(15) EUT C 468 af 15.12.2016, s. 73.
(16) Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0059.
(17) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0196.
(18) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0265.
(19) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0137.
(20) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0224.
(21) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0246.
(22) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0437.
(23) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0299.
(24) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0437.
(25) Beslutning af 11. december 2013.


Årlig beretning om EU's konkurrencepolitik
PDF 353kWORD 76k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2017 om årlig beretning om EU's konkurrencepolitik (2016/2100(INI))
P8_TA(2017)0027A8-0001/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens rapport af 15. juni 2016 om konkurrencepolitikken 2015 (COM(2016)0393) og til det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af samme dato (SWD(2016)0198),

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 39, 42 og 101-109,

–  der henviser til protokol nr. 26 om tjenesteydelser af almen interesse,

–  der henviser til protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet,

–  der henviser til FN's Fødevare- og Landbrugsorganisations (FAO's) universelle ramme for bæredygtighedsvurdering af fødevare- og landbrugssystemer (SAFA),

–  der henviser til de relevante regler, retningslinjer, beslutninger, meddelelser og arbejdsdokumenter om konkurrence fra Kommissionen,

–  der henviser til sin beslutning af 6. juli 2016 om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning(1),

–  der henviser til sin beslutning af 23. juni 2016 vedrørende statusrapporten om vedvarende energi(2),

–  der henviser til sin beslutning af 14. september 2016 om social dumping i Den Europæiske Union(3),

–  der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 om årsberetning om EU's konkurrencepolitik(4) og sin beslutning af 10. marts 2015 om årsberetningen om EU's konkurrencepolitik 2013(5),

–  der henviser til Kommissionens beslutning af 6. maj 2015 om at indlede en undersøgelse af sektoren for e-handel i henhold til artikel 17 Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (C(2015)3026),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. maj 2015 med titlen "En strategi for et digitalt indre marked" (COM(2015)0192),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. februar 2015 med titlen "En rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik" (COM(2015)0080),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/751 af 29. april 2015 om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner(6),

–  der henviser til Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 EØS-relevant tekst(7) (revisionen af den generelle gruppefritagelsesforordning),

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser ("EF-fusionsforordningen")(8),

–  der henviser til Kommissionens hvidbog af 9. juli 2014 med titlen "En mere effektiv fusionskontrol i EU" (COM(2014)0449),

–  der henviser til Kommissionens svar på de skriftlige forespørgsler fra Europa-Parlamentets medlemmer E-000344/2016, E-002666/2016 og E-002112/2016,

–  der henviser til sin beslutning af 11. november 2015 om luftfart(9), navnlig punkt 6, 7 og 11 om revision af forordning (EF) nr. 868/2004 med henblik på at sikre fair konkurrence i EU's eksterne luftfartsforbindelser og styrke EU's luftfartsindustris konkurrencedygtige position, forhindre illoyal konkurrence mere effektivt, sikre gensidigheden og afskaffe urimelig praksis, herunder subsidier og statsstøtte, der ydes til luftfartsselskaber fra visse tredjelande, og som forvrider markedet, og der henviser til, at økonomisk gennemsigtighed i klausulen om fair konkurrence er et afgørende element for at garantere disse lige konkurrencevilkår,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007(10) (fusionsmarkedsordningen),

–  der henviser til Kommissionens forordning (EU) nr. 1218/2010 af 14. december 2010 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på visse kategorier af specialiseringsaftaler(11),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og til udtalelser fra Udvalget om International Handel, Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Transport- og Turismeudvalget og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0001/2017),

A.  der henviser til, at en stærk og effektiv EU-konkurrencepolitik altid har været en hjørnesten i det indre marked, fordi den tilskynder til økonomisk effektivitet og skaber et gunstigt klima for vækst, innovation og teknologisk udvikling og samtidig holder priserne nede;

B.  der henviser til, at EU's konkurrencepolitik er et væsentligt instrument til bekæmpelse af en fragmentering af det indre marked, og at den således skaber og fastholder lige konkurrencevilkår for virksomheder i hele EU;

C.  der henviser til, at Den Europæiske Union under ledelse af Kommissionen bør fremme "en konkurrencekultur" i EU og i hele verden;

D.  der henviser til, at konkurrencepolitikken i sig selv er et instrument til at sikre det europæiske demokrati, idet den forhindrer en uforholdsmæssig stor koncentration af økonomisk og finansiel magt på få hænder, hvilket ville underminere Europas politiske myndigheders evne til at handle uafhængigt af store industri- og bankkoncerner;

E.  der henviser til, at den korrekte gennemførelse af konkurrenceregler (deriblandt kartel- og monopolregler) i overensstemmelse med den sociale markedsøkonomi bør forhindre, at den økonomiske og finansielle magt i for høj grad koncentreres på få private virksomheder, og at den også stimulerer og tilskynder aktørerne til at være dynamiske, innovative og gøre sig positivt bemærket på markederne;

F.  der henviser til, at en retfærdig konkurrencepolitik holder markederne effektive og åbne og således fører til lavere priser, fremkomst af nye aktører, produkter og tjenesteydelser af bedre kvalitet og større valgmuligheder for forbrugerne, idet den også fremmer forskning og innovation, økonomisk vækst og mere robuste virksomheder;

G.  der henviser til, at konkurrencepolitik kan og bør yde et betragteligt bidrag til centrale politiske prioriteter, såsom fremme af innovation, kvalitetsjob, bekæmpelse af klimaforandringer, bæredygtig vækst og bæredygtig udvikling, investeringer, ressourceeffektivitet, forbrugerbeskyttelse og beskyttelse af den menneskelige sundhed samt styrkelse af det indre marked, især hvad angår det digitale indre marked og energiunionen;

H.  understreger, at en vellykket konkurrencepolitik ikke udelukkende skal tage sigte på en sænkning af forbrugerpriserne, men også skal tage højde for den europæiske industris innovationskapacitet og investeringsaktivitet og de særlige konkurrencevilkår for små og mellemstore virksomheder;

I.  der henviser til, at EU's konkurrencepolitik også er defineret ved værdierne social retfærdighed, politisk uafhængighed, gennemsigtighed og retfærdig procedure;

J.  der henviser til, at EU's konkurrencepolitik er gensidigt afhængig af andre af EU's overordnede politikker, herunder skatte- og afgiftspolitikker og industri- og digitaliseringspolitik, hvis samordning skal sikre respekten for de grundlæggende principper i traktaterne, især gennemsigtighed og loyalitet;

K.  der henviser til, at skatteunddragelse, skattesvig og skattely koster EU's skatteborgere milliarder af euro (nogle skøn sætter oven i købet tallet til 1 billion euro) pr. år i mistede indtægter og forvridning af konkurrencen på det indre marked mellem de selskaber, der betaler deres rimelige andel af skat, og dem, der ikke gør det;

L.  der henviser til, at et globalt samarbejde om håndhævelse af konkurrencelovgivningen bidrager til at forhindre inkonsekvens i metoder og resultater i forbindelse med håndhævelsesforanstaltninger og hjælper virksomhederne med at nedbringe deres opfyldelsesomkostninger;

M.  der henviser til, at Den Europæiske Unions Domstols retspraksis og Kommissionens beslutningspraksis giver en forskellig fortolkning af begrebet "økonomisk aktivitet" afhængig af, om det drejer sig om reglerne for det indre marked eller konkurrencereglerne; der henviser til, at denne forvirrende praksis gør det allerede indviklede begreb "økonomisk aktivitet" endnu mere indviklet;

N.  der henviser til, at klare, sammenhængende og brugbare lovgivningsmæssige rammer for så vidt angår tilpasning af konkurrencepolitikken til landbrugets særlige forhold kan bidrage til at styrke landbrugernes position i fødevareforsyningskæden ved at imødegå magtubalancer mellem aktørerne, øge markedseffektiviteten og sikre retssikkerhed og lige vilkår på det indre marked;

O.  der henviser til, at formen, styrken og timingen af økonomiske risici er vanskelige at forudse, og at det er nødvendigt, at en markedsorienteret fælles landbrugspolitik yder støtte til landbrugere og tilvejebringer yderligere tidsbegrænsede undtagelser fra konkurrencereglerne i tilfælde af alvorlige skævheder på markedet; der henviser til, at Kommissionen under krisen i mejerisektoren som en sidste udvej besluttede at udløse artikel 222 i forordningen om fusionsmarkedsordningen for at lade anerkendte landbrugssammenslutningers fælles planlægning af mælkeproduktionen være undtaget fra anvendelsen af konkurrencelovgivningen;

P.  der henviser til, at konkurrencepolitikken alene er utilstrækkelig til at bekæmpe illoyal handelspraksis i fødevareforsyningskæden;

Q.  der henviser til, at artikel 102 i TEUF tydeligt fastsætter, at direkte eller indirekte gennemtvingelse af urimelig handelspraksis på andre sektorer i fødevarekæden udgør en overtrædelse af denne traktat;

R.  der henviser til, at taskforcen vedrørende landbrugsmarkederne blev oprettet, således at den kunne forbedre landbrugernes position i fødevareforsyningskæden ved at undersøge mulighederne for at styrke deres position, herunder retlige muligheder for at etablere kontraktforhold og tilrettelægge landbrugeres kollektive aktioner; der henviser til, at konklusionerne fra taskforcen vedrørende landbrugsmarkederne skal tages i betragtning, hvor det er relevant, i forbindelse med fremtidige drøftelser og foranstaltninger, som skal træffes;

1.  glæder sig over Kommissionens årlige rapport om konkurrencepolitikken, der viser, at en passende EU-konkurrencepolitik kan hjælpe med at genoprette et tilstrækkeligt niveau for investering og innovation ved at skabe et miljø for fair konkurrence; glæder sig over rapportens fokus på konkurrencepolitikkens bidrag til at fjerne barrierer og konkurrenceforvridende statsstøtteforanstaltninger til gavn for det indre marked; gentager også, at Europas fremtid bør være baseret på innovation, en social markedsøkonomi og ressourceeffektivitet, som skaber en høj levestandard for alle EU-borgere;

Integration af det indre marked

2.  glæder sig over Kommissionens mål med at åbne op for nye muligheder for borgere og virksomheder og minder om, at den fri bevægelighed for kapital, tjenesteydelser, varer og personer er det indre markeds fire friheder, og at gennemførelsen af disse er afgørende for at bringe EU tættere på sine borgere; understreger, at det indre marked ikke kan nå sit fulde potentiale uden en effektiv EU-konkurrencepolitik; glæder sig over, at Kommissionen benytter sig af de forskellige instrumenter, som den har til rådighed, herunder kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelse, bekæmpelse af misbrug af dominerende stilling og konkurrenceforvridende praksis, bekæmpelse af kartelvirksomhed, kontrol med statsstøtte, samordning med de nationale og - hvor det er relevant - regionale konkurrencemyndigheder samt sektorundersøgelser;

3.  insisterer på, at en effektiv konkurrencepolitik bør tage hensyn til de særlige markedsforhold, der gælder for små og mellemstore virksomheder, mikrovirksomheder og nystartede virksomheder, og den bør sikre beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder og et retfærdigt beskatningssystem;

4.  opfordrer medlemsstaterne og EU-institutionerne til at prioritere styrkelsen af det indre marked efter Brexit ved at sikre fuld overholdelse af EU's konkurrencelovgivning og ved yderligere at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne i skattespørgsmål; bemærker endvidere, at Brexit kan få negativ indvirkning på EU's konkurrencepolitik; understreger navnlig risikoen for dobbelt sagsbehandling, hvilket kan øge de administrative udgifter og forsinke undersøgelsesprocessen;

5.  gentager, at fair konkurrence på skatteområdet er bydende nødvendig for integriteten på EU's indre marked, og at alle markedsaktører derfor bør betale deres rimelige andel af skatten, og at skatten skal betales der, hvor fortjenesten opnås; understreger, at EU siden Lux Leaks-afsløringerne har anerkendt, at det - for at styrke fair konkurrence på det indre marked - er nødvendigt med simple og gennemsigtige skattepolitikker og regulering, og også har anerkendt, at det er nødvendigt at stoppe medlemsstaternes uansvarlige skattekonkurrence (herunder ulovlige skattefordele, som de indrømmer), der påfører ærlige skatteydere en moralsk risiko og yderligere skattebyrde og forhindrer udviklingen af SMV'er, også når nye markedsdeltagere og SMV'er, der kun driver forretning i ét land, straffes på det indre marked i forhold til multinationale selskaber, der kan overføre overskud eller gennemføre andre former for aggressiv skatteplanlægning via en række afgørelser og instrumenter, der kun er til rådighed for dem; understreger nødvendigheden at grundigt at undersøge alle de tilfælde, hvor der er mistanke om, at målet er multinationale selskabers ulovlige skatteoptimering; bifalder imidlertid Kommissionens grundige undersøgelser af konkurrenceforvridende praksis såsom selektive skattebegunstigelser, der kan omfatte ordninger for overskydende fortjeneste, og glæder sig også over de nylige resultater af undersøgelser, der viser, at selektive skattelettelser udgør ulovlig statsstøtte i strid med EU's konkurrencelovgivning; understreger behovet for at sikre, at Kommissionen har bred adgang til oplysninger for at afstedkomme flere undersøgelser om mistænkelige sager; opfordrer Kommissionen til at afstikke klare retningslinjer om skattemæssig statsstøtte for at dække sager med uhæderlig konkurrence og også til at gøre fuld brug af sine beføjelser under konkurrencereglerne for at bistå medlemsstaterne med effektivt at bekæmpe skadelige skattepraksisser; gentager, at der også er behov for en større indsats over for aggressiv skattepraksis; understreger, at adgang til oplysninger vedrørende skatteafgørelser og modregningsprisaftaler, der udveksles mellem medlemsstaternes skattemyndigheder, er af særlig afgørende betydning; beklager, at medlemsstaterne nægter Generaldirektoratet for Konkurrence adgang til disse oplysninger; anbefaler, at der udveksles flere oplysninger mellem nationale myndigheder, og opfordrer endvidere medlemsstaterne til at offentliggøre oplysninger om deres afgørelser i skattesager, og foreslår dem at opdele disse oplysninger efter regioner, hvor dette er relevant; mener, at Kommissionens afgørelser, der har fastlagt en klar metode til beregning af værdi, og de urimelige konkurrencefordele, som virksomheder berørt af forkerte afgørelser har nydt godt af, udgør et godt juridisk grundlag for yderligere konvergens;

6.  understreger, at korruption i forbindelse med offentlige udbud har alvorlige markedsforvridende virkninger på den europæiske konkurrenceevne; gentager, at offentlige udbud er en af de statslige aktiviteter, der er mest sårbar over for korruption; fremhæver, at der i nogle medlemsstater er større risiko for korruption i forbindelse med EU-finansierede offentlige udbud end for nationalt finansierede udbud; minder om, at skræddersyede indkaldelser til udbudsrunder i stor udstrækning anvendes til at begrænse markedskonkurrencen; opfordrer Kommissionen til at fortsætte sine bestræbelser på at forebygge misbrug af EU-midler og fremme ansvarlighed inden for offentlige udbud; opfordrer indtrængende til oprettelse af en Europæisk Anklagemyndighed, der tildeles de nødvendige rettigheder for bedre at kunne undersøge påståede lovovertrædelser i forbindelse med EU-midler;

7.  understreger, at statsstøtteproceduren alene ikke kan sætte en varig stopper for den illoyale skattekonkurrence i medlemsstaterne; henstiller derfor til oprettelse af det fælles konsoliderede skattegrundlag (fuldstændigt FKSSG), som vil bidrage til at udrydde konkurrencefordrejning og give garanti for, at intet overskud forlader EU uden at være blevet beskattet; til offentliggørelse af relevante oplysninger om skatteafgørelser, revision af momsdirektivet med henblik på at forebygge svig og en forpligtelse for store internationale virksomheder til at indberette deres omsætning og fortjeneste fordelt på lande; og opfordrer medlemsstaterne til at øge gennemsigtigheden i deres beskatningspraksis og gensidige rapporteringsforpligtelser; gentager behovet for at gennemføre pakken til bekæmpelse af skatteundgåelse, reglerne om udveksling af oplysninger mellem EU-landene og den hurtige reaktionsmekanisme til bestemmelse af momssvig med henblik på at sikre fair konkurrence;

8.  mener, at fair konkurrence kan vanskeliggøres af skatteplanlægning; glæder sig over Kommissionens henstilling om at tilpasse definitionen af "fast driftssted", således at virksomhederne ikke kunstigt kan undgå en skattepligtig tilstedeværelse i medlemsstater, hvor de har en økonomisk aktivitet; understreger, at denne definition også bør omfatte de specifikke situationer i den digitale sektor, således at virksomheder, der deltager i fuldstændigt dematerialiserede aktiviteter, anses for at have et fast driftssted i en medlemsstat, hvis de opretholder en væsentlig digital tilstedeværelse i dette lands økonomi;

9.  understreger behovet for, at reglerne om det indre marked bliver håndhævet også på medlemsstatsplan, og for at overtrædelser forfølges for at løse problemet med fragmentering af det indre marked;

10.  opfordrer til forbedring af one-stop-shoppen baseret på erfaringerne med mini-one-stop-shopperne for digitale produkter; bemærker, at selv med minikontaktpunkterne kan små virksomheder og mikrovirksomheder stå over for en betydelig administrativ byrde;

11.  understreger behovet for yderligere at styrke det indre marked ved at fjerne de resterende barrierer og hindringer;

12.  minder Kommissionen om, at det for at gøre EU's indre marked i stand til at fungere gnidningsløst er absolut nødvendigt at tillade nationale og regionale myndigheder at gribe ind i situationer, der skyldes geografiske handicap, og som hæmmer markedets evne til at blomstre både økonomisk og socialt;

13.  insisterer på behovet for at bekæmpe skattedumping og social dumping, skadelig skatteplanlægning og skatteunddragelse for at sikre fair konkurrence på hele det indre marked;

14.  opfordrer Kommissionen til at fuldføre virkeliggørelsen af det fælles europæiske jernbaneområde, sikre fuld åbenhed i pengestrømmen mellem infrastrukturselskaber og jernbanevirksomheder, og kontrollere, at hver enkelt medlemsstat har en stærk og uafhængig national tilsynsmyndighed;

15.  opfordrer Rådet til hurtigt at vedtage Kommissionens forslag om harmoniseringen af det fælles konsoliderede selskabsskattegrundlag (FKSSG);

16.  mener, at indførelsen af euroen i de medlemsstater, der indtil dags dato endnu ikke er tiltrådt den fælles valuta, ville styrke den fri konkurrence på det indre marked;

Det digitale indre marked

17.  glæder sig over Kommissionens strategi for det digitale indre marked og understreger den vigtige rolle, som konkurrencepolitikken spiller for en fuldendelse af det digitale indre marked; støtter endvidere Kommissionens bestræbelser på at sikre, at EU's konkurrencepolitik fuldt ud finder anvendelse på det digitale indre marked, eftersom konkurrence ikke blot giver forbrugerne et større udvalg, men også skaber lige vilkår; beklager, at den aktuelle mangel på en europæisk digital ramme har fremhævet, at det ikke har været muligt at forlige store og små tjenesteudbyderes interesser; understreger, at de traditionelle markedsmodeller for konkurrencepolitikken ofte ikke er tilstrækkeligt hensigtsmæssige med hensyn til et digitalt indre marked; opfordrer til, at der i større omfang tages højde for de digitale virksomheders nye forretningsmodeller; gentager, at et forenet digitalt indre marked kunne skabe hundredtusindvis af nye job og kunne bidrage med 415 milliarder euro om året til EU's økonomi;

18.  understreger, at Kommissionen, for at dens strategi for det digitale indre marked fortsat skal være troværdig, til at gennemføre og afslutte alle andre verserende kartelundersøgelser omhyggeligt uden at bringe kvaliteten i fare; opfordrer til at fremskynde proceduren, således at der snarest muligt kan opnås resultater; glæder sig derfor over den supplerende klagepunktmeddelelse, som Kommissionen har sendt om en sammenligning af shoppingtjenester og meddelelsen om indvendinger i forbindelse med androidsagen; opfordrer Kommissionen til fortsat resolut at undersøge alle de bekymrende forhold, der er identificeret i dens undersøgelser, herunder andre tilfælde af partiskhed i forbindelse med søgninger (hoteller, lokale søgninger, flyvninger), med henblik på at sikre lige vilkår for alle markedsdeltagere på det digitale marked; opfordrer til en undersøgelse af de dominerende platforme til onlinebooking af hoteller;

19.  hilser Kommissionens sektorundersøgelse af e-handel velkommen, hvor de foreløbige resultater afdækker særlig forretningspraksis i sektoren, som kan virke konkurrencebegrænsende på e-handelen; glæder sig endvidere over Kommissionens engagement i et europæisk digitalt indre marked og dens forslag om geo-blokering og andre former for diskrimination baseret på kunders nationalitet og opholdssted; opfordrer Kommissionen til at tage ambitiøse skridt for at fjerne ulovlige hindringer for online-konkurrence med henblik på at sikre barrierefri internethandel for EU's forbrugere, der køber fra sælgere, der er baseret i en anden medlemsstat; mener derfor, at det er nødvendigt med målrettede indsatser for at forbedre adgangen til varer og tjenester, navnlig ved at sætte en stopper for uberettiget geografisk blokering og unfair prisdiskriminering på grundlag af geografisk placering eller nationalitet, som ofte resulterer i, at der opbygges monopoler, og at nogle forbrugere benytter sig af ulovligt indhold; opfordrer til at muliggøre kvalitetsgodkendelse af websteder på EU-plan for at sikre udbuddet og kvaliteten af tjenesteydelser og produkter for at sikre et endnu højere niveau af fair konkurrence og for at styrke forbrugerbeskyttelsen;

20.  mener, at en styrkelse af SMV'ers deltagelse bør spille en afgørende rolle i bestræbelserne på at fremme et forenet digitalt indre marked, og understreger behovet for at vurdere de potentielle virkninger af hvert initiativ, især dem, der er rettet mod at fremme e-handel og tydeliggøre status som fast driftssted for den digitale sektor, på SMV'ers mulighed for at drage fordel af det digitale indre marked;

21.  erindrer om, at netneutralitet er yderst vigtigt for at sikre, at der ikke forekommer forskelsbehandling af internettjenester, og at konkurrencen garanteres fuldt ud (idet "netneutralitet" her betyder princippet om, at al internettrafik behandles lige uden forskelsbehandling, begrænsning eller indblanding, uafhængigt af dens afsender, modtager, type, indhold, udstyr, tjeneste eller applikation);

22.  fremhæver den stadig større tilstedeværelse af nye digitalt understøttede virksomheder, især internet- og mobiltelefonapplikationer, side om side med eksisterende operatører, som har åbnet nye kanaler til, at forbrugere kan finde, sammenligne og vælge varer og tjenesteydelser på hele det indre marked, hvilket giver bevidste forbrugere, der søger at træffe velinformerede valg på grundlag af deres personlige behov og mål;

23.  understreger, at deleøkonomien tilbyder EU's forbrugere talrige innovative produkter og tjenesteydelser; understreger, at deleøkonomiens platforme har introduceret idéen om at udfordre eksisterende dominerende aktører til at skabe et mere konkurrencedygtigt miljø for både forbrugere og virksomheder; gentager, at Kommissionen foruden de skattemæssige, administrative og sikkerhedsmæssige aspekter også bør undersøge dens konkurrencemæssige aspekter og fjerne hindringer for, at virksomheder kan komme ind på markedet, for at skabe lige vilkår; understreger, at denne type økonomi allerede er blevet etableret for adskillige år siden, og at alle uregelmæssigheder af hensyn til den juridiske konsekvens bør løses på EU-plan i overensstemmelse med nærhedsprincippet fremhæver nødvendigheden af at sikre et højt niveau af forbruger- og persondatabeskyttelse i forbindelse med det digitale indre marked; opfordrer indtrængende Kommissionen til at udforme et værktøjssæt - hvilket er absolut nødvendigt, hvis de mange forskellige former og varianter i deleøkonomien skal modtage støtte på EU-niveau og også i de enkelte medlemsstater - som skal anvendes med henblik på at skabe troværdighed og tillid; er desuden klar over, at dette tolerante og understøttende retsgrundlag ikke vil føre til konkurrenceforvridning; opfordrer Kommissionen til at tage hånd om disse problemstillinger igen, så forretningsmodellernes fordele for samfundet kan blive realiseret inden for de gældende retlige rammer;

24.  opfordrer Kommissionen til at foretage en grundig og omfattende vurdering af de aktuelle konkurrenceretlige instrumenters relevans og effektivitet i den digitale tidsalder og eventuelt igangsætte en videreudvikling heraf;

25.  understreger, at det netop for en dynamisk sektor som det digitale erhvervsliv er helt afgørende, at konkurrenceretlige procedurer gennemføres hurtigt, så misbrug af en markedsdominerende position ikke kan føre til markedsregulering;

26.  opfordrer Kommissionen til at tage højde for den stigende konvergens på de digitale markeder, hvor sammenlignelige tjenester som instant messaging sidestilles med tilsvarende tjenester leveret af den generelle telekommunikationssektor;

27.  bifalder Kommissionens undersøgelser af visse former for konkurrenceforvridende praksis, som en række virksomheder benytter, navnlig internet- og telefongiganter og andre medievirksomheder, filmstudier og tv-distributører; opfordrer Kommissionen til at fremskynde samtlige procedurer imod konkurrenceforvridende adfærd, der overtræder EU's kartel- og monopolregler;

28.  glæder sig over Kommissionens afgørelse i statsstøttesagen om Apple, der repræsenterer en central milepæl for behandlingen af spørgsmålet om ulovlig statsstøtte gennem skattefordele; understreger dog, at EU er nødt til at have en strengere lovgivning om skatteafgørelser, der også omfatter et effektivt system og en inkassoprocedure til fordel for EU-budgettets egne indtægter; opfordrer Kommissionen til at korrigere alle overtrædelser med henblik på at sikre fair konkurrence på hele det indre marked;

29.  opfordrer Kommissionen til at fremlægge en reguleringsstrategi, som tager hensyn til udviklingen hen mod teknologikonvergens og især mangedoblingen af platforme; påpeger, at forudgående sektorreguleringer i dette øjemed skal beskytte pluralismen, ytringsfriheden, personoplysninger, forbrugerens uafhængighed og valgfrihed og samtidig sikre en lige fremhævelse af tilbud, som konkurrerer i Europa og er konvergerende for europæiske topvirksomheder i den internationale konkurrence; opfordrer til at rette op på uligheder i magtforholdet og mindske afhængigheden mellem erhvervsdrivende med det formål at opnå en rimelig og retfærdig deling af værdien;

30.  bifalder det øgede fokus på netværkseffekter samt akkumulation og analyse af data ved vurdering af markedsstyrke på de digitale markeder; mener, at data spiller en stor rolle i det digitale erhvervsliv og dermed også skal indgå i de konkurrenceretlige vurderinger;

31.  mener, at konkurrence inden for internetsøgning og telekommunikation er af afgørende betydning – ikke blot for at fremme innovation og investeringer i netværk og i den digitale økonomi, men også for at sikre forbrugerne overkommelige priser og valgmuligheder med hensyn til tjenester; opfordrer derfor Kommissionen til at beskytte konkurrencen i disse sektorer, herunder hvad angår internettjenester og tildeling af frekvensspektre; bifalder i denne sammenhæng Kommissionens hensigt om ved anvendelse af retningslinjerne for statsstøtte til bredbåndsnetværk i fuldt omfang at tage højde for de strategiske mål i telekommunikationspakken; glæder sig over Kommissionens beslutning om at stoppe fusionen af mobiltelefoniudbyderne O2 og Three i Det Forenede Kongerige til gavn for de europæiske forbrugere; gentager betydningen af at anvende det europæiske kodeks for elektronisk kommunikation og styrkelsen af forbindelsesmuligheder i hele EU;

32.  mener, at det ikke er tilstrækkeligt at afskaffe roamingtakster i EU, og at telefonsamtaler inden for EU også skal reguleres på samme niveau som lokale samtaler; opfordrer Kommissionen til at forelægge et forslag til retsakt om regulering af telefonsamtaler inden for EU;

33.  mener, at skridtene henimod fjernelse af roamingtakster for forbrugerne i EU på lang sigt ikke er tilstrækkeligt, hvis det indre marked skal udvikles yderligere, og at der skal indføres incitamenter til, at opkald inden for EU er til samme pris som lokale opkald, ved at fremme investeringer i fuldstændige europæiske eller delte netværker; opfordrer Kommissionen til at gennemføre en grundig høring med netværksoperatører og relevante interessenter om, hvordan gebyrer for opkald inden for EU kan reduceres mest effektivt, hvilket samtidig kan fremme investeringer og sikre international konkurrencedygtighed og innovation;

34.  opfordrer Kommissionen til at anvende dens politiske og finansielle instrumenter og til at fremme udveksling af bedste praksis mellem medlemsstater for at styrke investeringer i forskellige traditionelle sektorer samt i små og mellemstore virksomheder (SMV'er), der falder bagud i den digitale industrielle revolution;

35.  understreger, at Den Europæiske Union bør opfordre alle virksomheder (såsom dem med en dominerende markedsandel og nyopstartede virksomheder) til at innovere;

36.  opfordrer Kommissionen til at udvise samme beslutsomhed i gennemførelsen og resultaterne af den igangværende undersøgelse af McDonald's;

Statsstøtte

37.  bifalder revisionen af statsstøttereglerne og foreslår, at der sendes en særlig årsrapport til Parlamentet; minder medlemsstaterne om, at formålet var i højere grad at rette foranstaltningerne imod langsigtet, bæredygtig økonomisk vækst, skabelse af kvalitetsjob og social samhørighed, idet der sikres lige vilkår og en frit fungerende social markedsøkonomi; understreger, at medlemsstaterne har et øget ansvar, når de yder støtte uden forudgående anmeldelse til Kommissionen; understreger, at Kommissionen bør stille et tilstrækkeligt retsgrundlag for statsstøttereglerne til rådighed for at styrke turismeerhvervene som en vigtig økonomisk faktor for EU, og at finansieringen af offentlige turismeorganisationer tilsvarende bør være omfattet af en fritagelse under den generelle gruppefritagelsesforordning; opfordrer Kommissionen til at gennemgå hver transaktion, der er foretaget i sidste øjeblik af en medlemsstat, uden hensyn til politisk pres, som anvendes af sidstnævnte; minder endvidere Kommissionen om nødvendigheden af at forhindre visse regeringer i at handle i ond tro, når de misbruger EU-midlerne;

38.  understreger, at statslige eller regionale incitamenter er et af politikredskaberne til at sikre tjenesteydelser, der er afgørende for understøttelse af de økonomiske og sociale betingelser i isolerede, afsidesliggende eller perifere regioner og øer i Unionen, men at tidligere erfaringer også bør tages med i betragtning, og at disse interventioner ikke bør være i strid med principperne for det indre marked; Understreger, at konnektiviteten af øregioner i den yderste periferi også er væsentlig, og glæder sig over medtagelsen af sociale tilskud til transport for indbyggerne i de fjerntliggende regioner i den generelle gruppefritagelsesforordning, hvor det anerkendes, at der er problemer med forbindelse; anmoder Kommissionen om under den igangværende revision af den generelle gruppefritagelsesforordning at tage fuldt hensyn til de særlige omstændigheder, der gør sig gældende for de europæiske regioner i den yderste periferi, som fastsat i artikel 349 i TEUF, da konnektivitet er afgørende for de lokale SMV'er i regionerne i den yderste periferi, og da det er lidet sandsynligt, at dette vil kunne fordreje konkurrencen i det indre marked;

39.  bifalder Kommissionens meddelelse om begrebet statsstøtte som del af initiativet til modernisering af statsstøtte; anerkender fordelene ved de forenklede regler, som giver vished for både de offentlige myndigheder og virksomhederne; opfordrer samtidig Kommissionen til at kigge nærmere på ulovlig statsstøtte, der har stor negativ indvirkning på det indre marked;

40.  opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at indføre en vejledning om begrebet statsstøtte i lyset af de vigtige ændringer i retspraksis og håndhævelsespraksis for at sikre retssikkerhed og forudsigelighed;

41.  opfordrer Kommissionen til at fremlægge en køreplan for reduceret, men mere målrettet statsstøtte med sigte på at åbne mulighed for at reducere statsstøtten ved at sænke skatterne og således stimulere nye virksomheder og loyal konkurrence frem for at støtte forældede strukturer og hindringer;

42.  understreger, at det ved anvendelse af statsstøtte for at fremme tjenesteydelser af almen interesse er fordelen for forbrugerne og ikke fordelen for de enkelte virksomheder eller offentlige enheder, der har afgørende betydning;

43.  opfordrer Kommissionen til nøje at følge renationaliseringen af de offentlige forsyningsværker i EU-medlemsstaterne og forhindre ulovlig statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste;

44.  opfordrer Kommissionen til at tilskynde til en harmoniseret definition af statsstøtte hos de internationale konkurrencemyndigheder, som f.eks. Det Internationale Konkurrencenetværk;

45.  understreger, at alle sager vedrørende statsstøtte og uregelmæssigheder i forbindelse med offentlige indkøb i tilknytning til energi- og miljøinvesteringer (såsom den kontroversielle udvidelse af Ungarns Paks-atomkraftværk) nøje skal overvåges og undersøges indgående for at få en velfungerende energiunion og undgå overtrædelse af statsstøttereglerne såvel som misbrug af EU-midler;

46.  understreger, at den midlertidige statsstøtte, der er ydet til den finansielle sektor – som Kommissionen for sjette gang anfører i sin årlige beretning om konkurrencepolitikken – ansås for nødvendig for at stabilisere det globale finansielle system, men hurtigt skal reduceres eller helt bortfalde og kontrolleres snarest muligt; opfordrer Kommissionen og Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) til at sikre, at hele forbrugerbeskyttelseslovgivningen såsom MiFID eller IDD anvendes på en sammenhængende måde i det indre marked, og anmoder Kommissionen og ESMA om at sikre, at der ikke forekommer regelarbitrage, når disse dele af lovgivningen gennemføres; opfordrer Kommissionen til at overveje muligheden for at forbinde statsstøtte til banker med lånebetingelser for SMV'er;

47.  minder om sin holdning vedrørende Kommissionens igangværende undersøgelse af udskudte skatteaktiver og -kreditter til fordel for banksektoren i flere medlemsstater; mener, at udskudte skatteaktiver og -kreditter bør godkendes med tilbagevirkende kraft i henhold til statsstøtteregler, hvis de er forbundet med eksplicitte betingelser i forbindelse med finansieringsmål for realøkonomien;

48.  finder det beklageligt, at Kommissionen ikke traf foranstaltninger over for misbruget i forbindelse med omstruktureringen af private banker, herunder i de tilfælde, som berørte småindskydere og småejere af finansielle instrumenter, såsom præferenceaktier, som i mange tilfælde er blevet markedsført uden fuldt ud at overholde EU-lovgivningen; opfordrer Kommissionen til at tage fat på de udbredte følger af det vildledende salg af finansielle produkter, som blev afdækket under omstruktureringen af banker berørt af den økonomiske krise;

49.  gentager sin anmodning til Kommissionen om at undersøge, om banksektoren siden starten af krisen har draget fordel af implicitte tilskud og statsstøtte ved hjælp af ydelse af ukonventionel likviditetsstøtte;

50.  bemærker, at Revisionsretten har konstateret fejl i forbindelse med statsstøtte i ca. en femtedel af de projekter, den har revideret, og som blev medfinansieret af samhørighedsprogrammer og betragtet som værende relevante ud fra et statsstøttesynspunkt i perioden 2010-2014(12); bemærker, at en tredjedel af disse fejl blev vurderet til at have finansielle konsekvenser, og at de anses for at have bidraget til samhørighedspolitikkens fejlniveau; mener derfor, at der er mulighed for at gøre fremskridt med hensyn til at løse den manglende overholdelse af reglerne om statsstøtte i samhørighedspolitikken; mener, at det er særligt nødvendigt at forbedrekendskabet til statsstøttereglerne i modtagerlandene for at undgå fejl begået i god tro samt at forbedre kontrollen af uregelmæssigheder med henblik på at få et bedre overblik over problemet;

51.  mener, at et bedre kendskab på lokalt og nationalt plan til klassificering af ulovlig statsstøtte er nødvendigt; bifalder Kommissionens seneste beslutninger, der præciserer, hvilke offentlige fremmende foranstaltninger medlemsstaterne kan gennemføre uden statsstøttekontrol fra Kommissionen; anser beslutningerne som nyttige vejledninger til lokale og kommunale projekter, der nedbringer den administrative byrde og samtidig øger retssikkerheden;

52.  opfordrer Kommissionen til at kontrollere fortolkningen af de gældende konkurrenceretlige bestemmelser i direktivet om indskudsgarantiordninger, således at de instrumenter til tidlig stabilisering, som EU-lovgiverne har udarbejdet, rent faktisk kan bringes i anvendelse;

53.  understreger vigtigheden af de undersøgelser, som Kommissionen har indledt om statsstøtte af skattemæssig art, og som understøtter den europæiske og internationale dagsorden om skatteforhold især i bekæmpelsen af aggressiv skatteplanlægning;

54.  opfordrer Kommissionen til at afsætte flere midler til at undersøge afgørelser i skattesager, der giver anledning til bekymring set ud fra en statsstøttesynsvinkel, og til at anlægge en systematisk tilgang til sådanne undersøgelser; bemærker, at Kommissionen anser de uigennemsigtige afgørelser i skattespørgsmål (tax rulings), som nogle medlemsstater giver til visse multinationale selskaber, for at være ulovlig statsstøtte, da de udgør en skævvridning af konkurrencen på det indre marked; bifalder den øgede bevidsthed om sammenhængen mellem skattepolitikken og den administrative praksis på skatteområdet på den ene side og konkurrencepolitikken på den anden side; opfordrer Kommissionen til at offentliggøre et resumé af de vigtigste skatteafgørelser, der er blevet truffet i det foregående år, baseret på oplysninger indeholdt i en sikker central datafortegnelse, herunder mindst en beskrivelse af de spørgsmål, der blev behandlet i skatteafgørelsen, samt en beskrivelse af de kriterier, der er lagt til grund for at fastslå forskudsprisfastsættelsen, og udpege den eller de medlemsstater, der højst sandsynligt vil blive berørt;

Antitrust, karteldannelse og virksomhedsfusioner

55.  bifalder Kommissionens bestræbelser på at udarbejde en vejledning om sine procedurer og dens løbende evaluering af EU's lovgivningsrammer;

56.  understreger betydningen af at opløse karteller til gavn for de europæiske borgere og virksomheder, navnlig SMV'er; tilskynder Kommissionen til at strømline de administrative procedurer i den forbindelse for at fremskynde sagerne;

57.  mener, at de foreslåede fusioner mellem verdens største agrokemiske virksomheder og frøvirksomheder ville medføre en risiko for stigende priser på frø og et mindre udvalg af sorter, der er tilpasset agroøkologiske forhold; understreger, at kun tre virksomheder vil sidde på 61 % af det globale marked for frø og 65 % af markedet for globale pesticider, hvis disse fusioner fortsætter;

58.  opfordrer Kommissionen til at styrke sin indsats på globalt plan for at sikre, at konkurrenceregler i tredjelande ikke kommer i konflikt med EU-bestemmelser på bekostning af de europæiske virksomheder;

59.  opfordrer Kommissionen til at fastholde en restriktiv og effektiv håndhævelse af kartellovgivningen i alle tilfælde, hvor den har tilstrækkelige beviser på, at der er sket overtrædelse; minder om, at konkurrencepolitikken sætter konkurrenter i stand til at samarbejde om innovation, uden at dette samarbejde misbruges til konkurrenceforvridende formål; noterer sig fem afgørelser, der blev truffet sidste år, om et samlet beløb på cirka 365 millioner euro i bøder, som dokumenteret i det arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, der ledsager dens beretning om konkurrencepolitikken 2015;

60.  mener, at de eksisterende bødebestemmelser i forbindelse med overtrædelser kan udvides gennem indførelse af yderligere sanktioner mod de ansvarlige aktører; opfordrer Kommissionen til at overveje muligheden for at supplere kartelbøder med personlige sanktioner, der målrettes beslutningstagerne i virksomhederne, samt individuelle straffe over for de ansatte, der reelt set er ansvarlige for, at deres virksomheder tilsidesætter konkurrencelovgivningen - mener, at Kommissionen således om nødvendigt bør kunne pålægge foranstaltninger, såsom afskedigelse af direktører eller personlige bøder;

61.  mener, at anvendelsen af stadig større bøder som det eneste instrument i kartelbekæmpelsen måske er for uforskammet; understreger, at store bøder ikke må anvendes som en alternativ finanspolitisk indtægtsmulighed; er tilhænger af "gulerods- og stokkemetoden" med både sanktioner med effektiv afskrækkende virkning, navnlig i tilfælde af gentagne overtrædelser, og incitamenter til at overholde bestemmelserne;

62.  noterer sig, at antallet af meddelelser om virksomhedsfusioner steg betydeligt i 2015; anmoder derfor om, at de relevante tjenester forsynes med de nødvendige midler (via intern omfordeling af personale), der sætter dem i stand til fortsat at håndtere denne situation effektivt;

63.  bifalder den høring, som Kommissionen for nylig har igangsat vedrørende visse proceduretekniske og juridiske aspekter af EU's kontrol med virksomhedsfusioner; opfordrer Kommissionen til inden for rammerne af den planlagte reform af fusionsforordningen grundigt at kontrollere, om den nuværende kontrolpraksis i tilstrækkeligt omfang tager højde for forholdene på de digitale markeder og for internationaliseringen af markederne; mener, at kriterierne for vurdering af fusioner skal tilpasses, navnlig inden for den digitale økonomi;

64.  deler Kommissionens bekymring over de igangværende forhandlinger om en fusion mellem Bayer AG og Monsanto Company Inc.; gør opmærksom på, at den planlagte fusion ville skabe et potentielt europæisk og globalt oligopol, hvis den fik lov at finde sted; understreger, at denne fusion kan resultere i en monopolsituation på markederne for frø og pesticider, som er vigtige for landbrugssektoren; opfordrer derfor Kommissionen til at foretage en forudgående konsekvensanalyse af denne fusion og anmoder om et klart overblik over Kommissionens tidsplan;

65.  mener, at det er nødvendigt at medtage købspris som kriterium i EU's kontrol af fusioner, da fusioner på de digitale markeder har tydeliggjort, at omsætningsorienterede kriterier ikke er tilstrækkelige;

66.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte et lovgivningsforslag om oprettelse af en ramme for EU-samordning mellem de nationale konkurrencemyndigheder med hensyn til kontrol af fusioner;

67.  opfordrer igen Kommissionen til at foretage en grundig kontrol af medlemsstaternes gennemførelse af direktiv 2014/104/EU vedrørende erstatningssøgsmål på konkurrenceområdet; påpeger, at direktivet skal være gennemført inden den 27. december 2016; beklager udtrykkeligt, at gennemførelsen hidtil er sket langsomt, og at flere medlemsstater på nuværende tidspunkt stadig ikke har udarbejdet udkast til lovgivning; opfordrer Kommissionen til som traktaternes vogter at minde medlemsstaterne om deres forpligtelser;

Sektorspecifikke aspekter

68.  bifalder Kommissionens rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik og er enig i dens fem indbyrdes forbundne politiske dimensioner; understreger, at det påhviler medlemsstaterne at træffe beslutninger vedrørende energimiks;

69.  bifalder de forskellige antitrust-undersøgelser, især undersøgelserne af Gazprom og Bulgargaz, med henblik på at sikre markedsintegration i energiunionen; beklager dog den praksis, visse medlemsstater har fulgt med at købe gas gennem offshoreselskaber, som er et typisk eksempel på skatteundgåelse og en fremgangsmåde, der modvirker en effektivt fungerende energiunion; understreger endvidere betydningen af at forhindre skabelsen af markedsstrukturer, som kan hæmme den effektive konkurrence i energisektoren;

70.  noterer sig Kommissionens bestræbelser på at fremme markedsintegration af vedvarende energikilder med henblik på at undgå konkurrenceforvridning; understreger dog de juridisk bindende forpligtelser påtaget af medlemsstaterne på klimakonferencen COP21, som ikke kan efterkommes uden konkrete (statslige) foranstaltninger til at fremme og finansiere produktion og anvendelse af vedvarende energi;

71.  understreger, at den europæiske konkurrencepolitik har et stort potentiale til at fremme højere miljømæssige og sociale standarder; bemærker med beklagelse, at den ungarske regering fordrejer konkurrencen i sektoren for vedvarende energi ved at pålægge høje skatter og forhindre udbredelsen af energieffektive og vedvarende energiteknologier; opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte brugen af vedvarende energi i Europa med henblik på at opnå de miljømæssige mål, der er fastsat i EU's tiårige vækststrategi Europa 2020; anmoder Kommissionen om at fortsætte med at støtte integrationen af miljømæssige, sociale og arbejdsmarkedsmæssige krav i procedurerne for offentlige indkøb;

72.  opfordrer Kommissionen til fuldt ud at videreføre Kommissionens forordning (EU) nr. 267/2010 om fritagelser ved visse kategorier af aftaler på forsikringsområdet, da udvekslingen af oplysninger til risikoberegning og fælles dækning af risici øger retssikkerheden og konkurrenceevnen i sektoren og dermed letter nye virksomheders indtræden på markedet og øger forbrugernes valgmuligheder og kvaliteten af de økonomiske forhold;

73.  påpeger behovet for at skelne konceptuelt og politisk mellem konkurrenceregler og socialpolitik i de respektive medlemsstater; anerkender, at enhver regering har pligt til at gribe ind for at undgå energifattigdom for borgerne;

74.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sænke afgifterne på energiprodukter og træffe effektive foranstaltninger for at modvirke energifattigdom;

75.  minder om, at energinettet er en netværksbaseret infrastruktur, der kræver særlig behandling for at muliggøre og fremme egenproduktion;

76.  noterer sig, at eksisterende statslige monopoler, som f.eks. spillemonopoler kan føre til urimelig og konkurrencebegrænsende praksis; gør opmærksom på risikoen for, at medlemsstaternes regeringer har mulighed for at favorisere visse virksomheder frem for andre og dermed kan skabe et stærkt konkurrencebegrænsende miljø, hvis der gives licenser uden koncessionsudbud eller gennem uigennemsigtige tvivlsomme koncessionsudbud; opfordrer Kommissionen til nøje at følge eksisterende statsmonopoler og koncessionsudbuddenes lovmæssighed for at forhindre enhver overdreven konkurrenceforvridning;

77.  opfordrer Kommissionen til at foreslå ændringer til forordning (EF) nr. 261/2004 for at sikre samme beskyttelse for flyrejsende på rejser fra tredjelande, uanset om der er tale om et EU-luftfartsselskab, eller om selskabet ikke er fra EU;

78.  minder om, at artikel 42 i TEUF giver landbrugssektoren særlig status, hvad angår konkurrenceret, hvilket blev slået fast under den seneste reform af den fælles landbrugspolitik, ved at der blev indrømmet en række fravigelser og undtagelser fra artikel 101 i TEUF; mener, at den nuværende krise i landbrugssektoren svækker landbrugernes allerede svare position inden for fødevareforsyningskæden;

79.  mener, at de kollektive aktiviteter, som udføres af producentorganisationerne og deres sammenslutninger, som f.eks. planlægning af produktionen og salgsforhandlinger og, når det er hensigtsmæssigt, forhandlinger om kontraktvilkår, er nødvendige for at nå de mål med den fælles landbrugspolitik, som er fastlagt i artikel 39 i TEUF, og at de følgelig i princippet bør drage fordel af en formodning om overensstemmelse med artikel 101 i TEUF; bemærker, at de nuværende fravigelser ikke udnyttes i deres fulde udstrækning, og at disse fravigelsers manglende klarheder, vanskelighederne med hensyn til gennemførelse og manglen på ensartet anvendelse af de nationale konkurrencemyndigheder ikke giver landbrugerne og deres organisationer tilstrækkelig retssikkerhed, idet de hindrer landbrugerne i selvorganisering og undergraver et velfungerende indre marked; opfordrer derfor Kommissionen til at forbedre de disponible redskaber ved at sikre, at konkurrencepolitikken tager bedre hensyn til landbrugssektorens særlige karakteristika og ved i tilstrækkelig grad at præcisere anvendelsesområdet for den generelle fravigelse for landbrug, de særlige regler for mejeriprodukter, olivenolie, oksekød og kalvekød samt markafgrøder samt individuelle undtagelser under artikel 101, stk. 3, i TEUF;

80.  opfordrer Kommissionen til at bekæmpe og træffe bindende regulerende foranstaltninger på EU-plan imod urimelig handelspraksis i fødevareforsyningskæden, hvilket hindrer landbrugerne og forbrugerne; opfordrer Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder til at reagere på den bekymring, der er opstået som følge af de samlede konsekvenser af den hurtige koncentration af distributionen på nationalt plan og udviklingen af alliancer mellem de store distributionsselskaber på europæisk og international plan, såvel højere oppe i fødevareforsyningskæden som for detailhandlere og forbrugere; bemærker, at denne strukturelle kan føre til prisvolatilitet og faldende indkomst for landbrugere og giver anledning til betænkeligheder med hensyn til mulige strategiske tilpasninger, mindre konkurrence og reducerede marginer til investeringer i innovation inden for fødevareforsyningskæden;

81.  understreger, at konkurrencepolitikken forsvarer forbrugernes interesser, men ikke tager hensyn til landbrugsproducenternes interesser; understreger, at konkurrencepolitikken skal stille landbrugsproducenterne på lige fod med forbrugerne ved at sikre rimelige konkurrencevilkår og rimelige betingelser for adgang til det indre marked for at fremme investeringer, beskæftigelse, innovation, landbrugsbedrifters levedygtighed og en ligevægtig udvikling af landdistrikterne i EU;

82.  fastholder, at begrebet "rimelig pris" ikke bør betragtes som den lavest mulige pris for forbrugeren, men i stedet skal være rimelig og give mulighed for et rimeligt vederlag til alle parter i fødevareforsyningskæden;

83.  opfordrer Kommissionen til at forelægge Parlamentet og Rådet en oversigt over landbrugernes anvendelse af gældende undtagelser i de forskellige medlemsstater i henhold til artikel 225 i forordningen om fusionsmarkedsordningen og til på behørig vis at præcisere anvendelsesområdet for sådanne fravigelser og individuelle undtagelser fra konkurrencereglerne i henhold til artikel 101, stk. 3, i TEUF; opfordrer Kommissionen til navnlig at præcisere, om bæredygtighedsaftaler, der er indgået inden for fødevareforsyningskæden for at opfylde samfundsmæssige behov, og hvis foranstaltninger går ud over lovbestemte krav, kan undtages fra konkurrencelovgivningen, hvis de bidrager til at forbedre produktionen og fremmer innovation, samtidig med at de er til fordel for forbrugerne;

84.  opfordrer Kommissionen til at anlægge en bredere tilgang til definitionen af begrebet "dominerende stilling" og misbruget af en sådan stilling begået af en landbrugsbedrift eller flere landbrugsbedrifter, der er forbundet gennem horisontale aftaler, under hensyntagen til koncentrationsgraden og begrænsningerne, der skyldes forhandlingsstyrken i råstof-, forarbejdnings- og detailhandelssektorerne;

85.  er enig i, at det er nødvendigt i et indre landbrugsmarked at videreudvikle begrebet "det pågældende marked", som i første række skal analyseres på EU-plan, før der tages højde for lavere niveauer, for ikke at skade målet om en koncentration af udbuddet af landbrugsprodukter gennem en for streng afgrænsning af landbrugsbedrifternes aktivitetsområde;

86.  mener, at landbrugerne i alle produktionssektorer bør sikres retten til kollektive forhandlinger, herunder retten til at fastsætte minimumspriser;

87.  mener, at landbrugere bør samarbejde fuldt ud med og udnytte potentialet i producentorganisationer, herunder producentkooperativer, deres sammenslutninger og brancheorganisationer; opfordrer Kommissionen til at tilskynde til sådanne kollektive selvhjælpsværktøjer, som skal styrke kompetencer og effektivitet, ved at tydeliggøre og forenkle de regler, der gælder for dem, med henblik på at styrke deres forhandlingskapacitet og deres konkurrenceevne, samtidig med at principperne i artikel 39 i TEUF opretholdes;

88.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at bestemmelserne i artikel 222 i forordningen om fusionsmarkedsordningen udløses hurtigt i perioder med alvorlige ubalancer på markedet, og til yderligere at vurdere effektiviteten af denne foranstaltning, når den anvendes på mejerimarkedet, med henblik på at foreslå yderligere midlertidige tilpasninger af konkurrencelovgivningen og -proceduren i perioder med alvorlige ubalancer på markedet;

89.  glæder sig i denne henseende over den nylige offentliggørelse af retningslinjerne for gennemførelsen af disse specifikke bestemmelser; mener imidlertid, at deres retlige rækkevidde er for begrænset, og de kriterier, som skal overholdes, er for strenge og uensartede fra den ene sektor til den anden til at kunne skabe den nødvendige retlige klarhed og sikkerhed for landbrugere, der gerne vil drage fordel af disse undtagelser;

90.  mener, at en markedsrelevant kategorisering ikke fuldt ud passer til den aktuelle situation i olivenoliesektoren, og foreslår derfor at betragte olivenoliemarkedet for forbrugerne som et indre marked med henblik på at forbedre gennemførelsen af reglerne i artikel 169 i forordningen om fusionsmarkedsordningen;

91.  mener på baggrund af de forskelle i olivenolieproduktionen, som primært skyldes vejrforhold, og for at sikre opfyldelsen af målene for medlemmerne af producentorganisationer eller sammenslutninger af producentorganisationer, at de tilfælde, hvor producentorganisationer er tvunget til at købe olivenolie fra ikke-medlemmer, bør tages i betragtning, samtidig med at den underordnede karakter af denne aktivitet i forhold til markedsføring af produkter fra deres egne medlemmer garanteres;

92.  foreslår at udvide anvendelsesområdet for bestemmelserne i artikel 170 om oksekøds- og kalvekødsproduktion til også at gælde for kvægopfedningssektoren for at sikre en mere effektiv gennemførelse;

93.  glæder sig i forbindelse med afskaffelsen af kvoter i sukkersektoren over opretholdelsen af en kontraktuel ramme(13) mellem sukkerroeavlere, deres organisationer og sukkervirksomheder, hvilket navnlig giver dem mulighed for at forhandle vilkårene for værdifordeling på grundlag af udviklingen på markederne for sukker eller for andre råmaterialer; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at denne mulighed tilbydes alle aktører i sektoren for at opfylde målsætningerne i forordningen om fusionsmarkedsordningen og dermed sikre en rimelig ligevægt mellem rettigheder og forpligtelser mellem sukkervirksomheder og sukkerroeavlere;

94.  opfordrer Kommissionen til at vurdere detailhandleres indflydelse på de virksomheder, der fremstiller produkter af eget mærke;

95.  gentager Parlamentets holdning(14) til fordel for vedtagelsen af rammelovgivning på EU-plan med henblik på at bekæmpe illoyal handelspraksis i fødevareforsyningskæden; understreger, at denne lovgivning skal sikre, at EU's landbrugere og forbrugere har mulighed for at nyde godt af rimelige salgs- og købebetingelser;

96.  mener, at en fuldstændig og tilfredsstillende gennemførelse af ”mælkepakken”(15) er af afgørende betydning for at styrke mejerisektoren, og opfordrer Kommissionen til at foreslå en forlængelse af mælkepakken efter midten af 2020 og undersøge nylighederne for at udvide disse regler til andre landbrugssektorer;

97.  noterer sig konklusionerne i undersøgelsen med titlen "Økonomiske følger af moderne detailhandel for udvalg og innovation inden for EU's fødevaresektor" fra Generaldirektoratet for Konkurrence, herunder den negative sammenhæng, der kan være mellem produkters innovation og deres indtrængen på fødevaremarkedet under private mærker; opfordrer Kommissionen til for Parlamentet at forelægge omfanget af de igangværende drøftelser med henblik på at afgøre, om dette negative forhold virkelig reducerer innovationen og variationen af de produkter, der er tilgængelige for forbrugerne, og hvilke langsigtede følger dette ville få for forsyningskæden og landbrugernes situation;

98.  understreger atter nødvendigheden af gradvist at udvikle EU's konkurrenceregler til at inkludere FAO's indikatorer for bæredygtighedsvurdering af fødevare- og landbrugssystemer (Sustainability Assessment of Food and Agriculture systems – SAFA), herunder "Retfærdig prissætning og gennemsigtige kontrakter" (S 2.1.1) og "Leverandørers rettigheder" (S 2.2.1), i overvågningen af fødevareforsyningskæden i Europa;

99.  understreger, at overdreven beskatning af enhver industri let vil kunne ødelægge konkurrencen og vil være imod forbrugernes interesser;

100.  opfordrer til yderligere udvikling af det europæiske værktøj til overvågning af fødevarepriser til bedre at kunne påvise krisen i landbrugsfødevaresektoren ved hjælp af bedre og mere opdelte data; fremhæver i denne forbindelse, at det er nødvendigt at involvere landbrugsorganisationerne i definitionen og indsamlingen af data;

101.  opfordrer Kommissionen til at tage fuldt hensyn til virkningerne af eventuelle markedsforvridninger, som handelsaftaler med tredjelande kan resultere i for landbrugsproducenterne i Europa, i betragtning af deres vanskelige økonomiske situation og deres grundlæggende rolle i vores samfund; mener, at Kommissionen bør være særlig opmærksom på aftaler med de lande, der har betydeligt færre landbrugs- og sundhedsregulativer end EU;

102.  opfordrer Kommissionen til at undersøge arten og indholdet af forvridninger på detailmarkedet, herunder også de potentielle virkninger af detailhandleres territoriale forsyningsbegrænsninger, eftersom forvridning fører til en opsplitning af markedet, og til muligheden af, at store supermarkeder kommer til at dominere markedet og forvride konkurrencen i forsyningskæden; understreger vigtigheden af, at alle aktører giver relevante oplysninger; opfordrer indtrængende Kommissionen til at indlede en undersøgelse af spørgsmål vedrørende binding af udsalgspris igen;

103.  mener, at Kommissionen bør styrke forbindelserne mellem konkurrence- og transportpolitikken yderligere; bemærker, at Revisionsrettens særberetning nr. 21/2014 understreger, at konnektiviteten i Europa foruden de særlige tilfælde med regionale lufthavne eller lufthavne i afsidesliggende områder bør være baseret på økonomisk bæredygtighed; beklager, at investeringer i lufthavne ikke altid har givet de forventede resultater; opfordrer derfor Kommissionen til at identificere de vellykkede og mislykkede lufthavnsudviklingsprojekter; opfordrer Kommissionen til at revidere forordning (EF) nr. 868/2004 med henblik på at styrke EU's luftfartsindustris konkurrencedygtige position, forhindre illoyal konkurrence mere effektivt, sikre gensidigheden og afskaffe urimelig praksis, herunder subsidier og statsstøtte, der ydes til luftfartsselskaber fra visse tredjelande; opfordrer Kommissionen til at undersøge, om visse former for praksis – baseret på eksisterende bilaterale luftfartsaftaler indgået af medlemsstaterne med lande uden for EU – er til skade for den loyale konkurrence mellem luftfartsselskaber og lufthavne og strider mod de europæiske forbrugeres interesser; opfordrer endvidere Kommissionen til at bekæmpe konkurrenceforvridende praksis, som kan underminere europæiske forbrugeres mulighed for at benytte en række onlinekanaler, herunder sammenligningstjenester til megasøgninger og online-rejsebureauer;

104.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vise større politisk vilje til at udbygge og styrke det indre transportmarked og skabe lige vilkår, så der kan opnås en åben og loyal konkurrence mellem offentlige og private operatører i transport-, post- og turismesektoren, samtidig med at man respekterer andre af EU's politikker, mål og principper, herunder den sociale dimension, hvilket er vigtigt for at sikre et velfungerende indre transportmarked;

105.  understreger vigtigheden af konnektivitet og transportinfrastruktur for overlevelsen, den økonomisk udvikling og leveringen af offentlige og private tjenesteydelser i regionale og afsidesliggende områder;

106.  håber derfor, at de globale TEN-T-net vil blive gennemført;

107.  understreger, at nødvendigheden af at sikre en mere effektiv beskyttelse af transportarbejdernes rettigheder mod misbrug ikke må tjene som påskud til at begrænse den frie konkurrence mellem enheder fra forskellige medlemsstater; opfordrer Kommissionen til at respektere proportionalitets- og nærhedsprincippet, når den udarbejder love, som vil få en betydelig indvirkning på det indre transportmarkeds funktionsmåde;

108.  noterer sig de udfordringer, postoperatører står over for som følge af oprettelsen af det digitale indre marked; understreger, at et vellykket udfald af dette ambitiøse projekt, navnlig inden for onlinehandel, i høj grad afhænger af den form, som markedet for post- og pakkeleveringstjenester antager; understreger, at det er nødvendigt at sikre loyale og lige konkurrencebetingelser på tværs af grænserne for private og offentlige operatører, der leverer kommercielle tjenester;

109.  understreger, at enhver konkurrencepolitik bør fremme de sociale rettigheder for alle operatører i de berørte sektorer;

110.  påpeger, at medlemsstaternes gennemførelse af EU's transportlovgivning og respekt for traktatbestemmelserne ofte er mangelfuld, især når transportområdet forvaltes som et statsligt monopol; opfordrer både Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for en korrekt gennemførelse og håndhævelse af den gældende EU-lovgivning, som er afgørende for et velfungerende indre marked, således at der kan sikres ekstra fordele for erhvervslivet og industrien, forbrugerne, arbejdstagernes sociale vilkår og miljøet;

111.  understreger vigtigheden af at fjerne fysiske, tekniske og lovmæssige hindringer mellem medlemsstaterne for at modvirke fragmentering på det indre marked, lette den grænseoverskridende mobilitet og det territoriale samarbejde og derigennem stimulere konkurrencen;

112.  henleder Kommissionens opmærksomhed på de indirekte hindringer for konkurrencen, som følger af de forskellige regler om beskatning, sikkerhed, køre- og hviletider, typegodkendelse og passagerrettigheder;

113.  påskønner de fremskridt, der er sket i den digitale teknologi i transport- og turismesektoren og som fremmer konkurrenceevnen, skaber arbejdspladser, letter SMV'ers adgang til større markeder og giver konkrete fordele for forbrugerne; påpeger, at digitaliseringen og den tiltrængte udvikling af den deleøkonomien vil medføre væsentlige ændringer i sektorernes operationelle miljø, og at passende og klare lovrammer er nødvendige for at kunne høste fordelene af digitaliseringsprocessen;

114.  understreger, at enheder, som opererer på grundlag af nye forretningsmodeller, påvirker EU's transport- og turismemarked i positiv retning, især ved at gøre tjenester mere tilgængelige og forbedre deres kvalitet;

115.  hilser Kommissionens intentioner om at forhandle eksterne luftfartsaftaler med en række centrale lande og regioner i verden velkommen; er overbevist om, at sådanne aftaler ikke blot vil forbedre markedsadgangen, men også give nye forretningsmuligheder for en europæisk luftfartsindustri i verdensklasse, skabe jobs af høj kvalitet, opretholde strenge sikkerhedsstandarder, tilgodese arbejdstagerrettighederne i sektoren og gavne forbrugerne; understreger, at Parlamentet har en vigtig rolle at spille i disse forhandlinger;

116.  opfordrer Kommissionen til, når den forhandler disse eksterne luftfartsaftaler, at indføje en klausul om loyal konkurrence for at sikre lige grundvilkår;

117.  finder, at det i forbindelse med havnetjenester er nødvendigt at skabe stadig mere åbne, konkurrencedygtige og gennemsigtige reguleringsrammer for offentlige havne i Europa og samtidig skabe nye jobmuligheder;

118.  mener, at den øgede konkurrence, som den gradvise åbning af EU's vejtransportmarked vil medføre, kan give forbrugerne fordele, men finder det stærkt forkasteligt, at visse medlemsstater har truffet foranstaltninger, som undergraver integriteten af det indre marked på dette område; støtter Kommissionens skridt til at konfrontere sådanne foranstaltninger;

119.  udtrykker håb om, at denne åbning af vejtransportmarkedet ikke vil blive en yderligere årsag til social dumping, og beklager desuden fænomenet "postkasseselskab";

120.  beklager endvidere, at mindre varevogne ikke får den fornødne opmærksomhed i EU-politikken, selv om de i stigende grad anvendes til at omgå den korrekte anvendelse af lovgivningen om beskæftigelse, sikkerhed og miljøbeskyttelse;

121.  opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge oligopolistiske prisdumpingtendenser, navnlig inden for fjerntrafik-/rutebilsektoren, og insisterer på nødvendigheden af en korrekt anvendelse af EU-retten og rimelige, konkurrencebaserede intermodale konkurrencevilkår;

122.  opfordrer til en hurtig afslutning af forhandlingerne om den fjerde jernbanepakke og mener, at dette bør medføre en yderligere åbning af jernbanepassagertransporten for konkurrence og forbedre effektiviteten af jernbanesektoren, samtidig med at kvaliteten og kontinuiteten af de offentlige serviceforpligtelser bevares;

123.  påskønner vedtagelsen af den tekniske søjle i den fjerde jernbanepakke og mener, at dette vil styrke jernbanesikkerheden og samtidig fjerne de tekniske hindringer for konkurrence gennem interoperabilitet;

124.  understreger turismens afgørende betydning som drivkraft for økonomisk vækst og jobskabelse og opfordrer Kommissionen til at anvende en proaktiv tilgang til fremme af den europæiske turistbranches konkurrenceevne og skabelse af et gunstigt miljø for vækst og udvikling;

125.  understreger, at posttjenester og navnlig grænseoverskridende pakkelevering er af grundlæggende betydning for udviklingen af sektoren for e-handel i hele EU; påskønner Kommissionens kartelundersøgelse af sektoren for e-handel og opfordrer den til fortsat at overvåge udviklingen på post- og pakkemarkedet;

126.  understreger behovet for at finansiere bæredygtige, tilgængelige, sikre transportprojekter, som kan bidrage til at forbedre hele det europæiske transportsystems funktionsmåde;

127.  opfordrer til anvendelse af EU-fonde såsom Connecting Europe-faciliteten (CEF) og Samhørighedsfonden, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Horisont 2020 til at udvikle den europæiske transportinfrastruktur og øge tjenesteydelsernes antal og kvalitet;

128.  opfordrer medlemsstaterne til at lægge tilstrækkelig vægt på gennemførelse af grænseoverskridende infrastrukturprojekter og koordinere deres vigtigste transportplaner med nabomedlemsstaterne;

129.  mener, at det er vigtigt fuldt ud at udnytte innovative finansielle instrumenter såsom Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, som egner sig til finansiering af transportsektorprojekter til støtte for vækst og konkurrenceevne; understreger dog, at de midler, der øremærkes til EFSI-garantifonden, ikke må tages fra CEF eller Horisont 2020, som er af afgørende betydning for udviklingen af et fælles marked inden for transportsektoren;

130.  understreger, at en fuldstændig åbning af jernbanetransportmarkedet kan medføre en række fordele for operatører og passagerer fra alle medlemsstater; bemærker imidlertid, at det i denne proces er nødvendigt at tage hensyn til jernbaneinfrastrukturens forskellige grader af udvikling i medlemsstaterne; understreger nødvendigheden af i den næste flerårige finansielle ramme at opretholde det nuværende investeringsniveau til udligning af forskelle i jernbaneinfrastruktur;

131.  understreger, at nødvendigheden af at sikre en mere effektiv beskyttelse af transportarbejdernes rettigheder mod misbrug ikke må tjene som påskud til at begrænse den frie konkurrence mellem enheder fra forskellige medlemsstater; opfordrer Kommissionen til at respektere proportionalitets- og nærhedsprincippet, når den udarbejder love, som vil få en betydelig indvirkning på det indre transportmarkeds funktionsmåde;

132.  opfordrer Kommissionen til at oplyse, hvilke analysemetoder der anvendes til at bestemme nye relevante markeder med digitalisering af økonomien og navnlig fænomenet med teknologikonvergens og den kommercielle anvendelse af personoplysninger i større målestok;

133.  opfordrer medlemsstaterne til at afskaffe alle koncessioner på veje, der afgrænser byområder, såfremt disse koncessioner indebærer betaling af vejafgift, således at der sikres reel konkurrence mellem de europæiske vejtransportvirksomheder;

134.  opfordrer Kommissionen til at undersøge påståede sager om momssvig i svinekødsindustrien; beklager, at Kommissionen endnu ikke har iværksat en undersøgelse om emnet på trods af de klager, den har modtaget fra landbrugsorganisationerne;

135.  er af den opfattelse, at anfordringskonti og opsparingskonti ikke bør være gebyrpligtige for brugerne, medmindre de er knyttet sammen med specifikke tjenester;

136.  gentager sin bekymring (som udtrykt i sin beslutning af 11. juni 2013 om socialt boligbyggeri i Den Europæiske Union(16)) om Kommissionens restriktive definition af socialt boligbyggeri inden for konkurrencepolitikken; opfordrer Kommissionen til at præcisere denne definition på grundlag af en udveksling af bedste praksis og erfaring mellem medlemsstaterne, idet der tages hensyn til, at socialt boligbyggeri opfattes og administreres på forskellige måder i forskellige medlemsstater, regioner og lokalsamfund;

137.  beklager Kommissionens forsømmelse af at reagere hurtigt og beslutsomt på visse medlemsstaters forsøg på at begrænse den frie konkurrence i transportsektoren; opfordrer til, at denne praksis afskaffes, og til at der træffes alle mulige foranstaltninger til at sikre lige adgang til det indre marked på samme vilkår for enheder fra alle medlemsstater, der opererer i denne sektor;

138.  forstår, at det er vigtigt at sikre konkurrence på det intraeuropæiske marked for finansielle tjenesteydelser, herunder forsikringer, hvilket kræver, at der sikres kapacitet til grænseoverskridende erhvervelse af disse;

139.  gentager sin opfordring til Kommissionen om at frigive resultaterne af de igangværende undersøgelser af de konkurrencebegrænsende praksisser i fødevareforsyningskæden og på energi-, transport- og medieområdet;

140.  afviser kravet om, at brugere skal have bopæl i den medlemsstat, hvor det pågældende finansieringsinstitut eller forsikringsselskab er hjemmehørende, i forbindelse med levering af tjenesteydelser, da dette er uforeneligt med målsætningen om et indre marked for finansielle tjenesteydelser i detailleddet;

141.  opfordrer til en øjeblikkelig undersøgelse af konkurrenceproblemer, der opstår som følge af Formel 1-motorsporten;

142.  opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til, at langt størstedelen af virksomhederne i EU er mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, når konkurrencepolitikken skal udvikles og gennemføres; understreger i den forbindelse behovet for brugervenlige konkurrenceregler for mindre virksomheder, der ønsker at drive virksomhed online og på tværs af grænserne i det indre marked;

143.  minder tillige Kommissionen om, at finansielle institutioner fortsætter med at annullere betalingskort, såfremt indehaveren flytter til en anden medlemsstat, og opfordrer til, at der træffes foranstaltninger i denne henseende, herunder ved at gøre de nationale myndigheder opmærksom på problemet;

144.  understreger behovet for at sikre adgang til lægemidler ved at bekæmpe misbrug i den farmaceutiske industri; bemærker behovet for at fremme brugen af generiske lægemidler så vidt muligt i medlemsstaternes sundhedssystemer;

145.  understreger, at adgang til kontanter via hæveautomater er en væsentlig offentlig tjeneste, som skal ydes uden nogen forskelsbehandlende, konkurrencehæmmende eller unfair praksisser og derfor ikke må påføre nogen uforholdsmæssige omkostninger;

146.  understreger nødvendigheden af at bekæmpe unfair kollektive boykotter, altså situationer hvor en gruppe af konkurrencer enes om at udelukke en reel eller potentiel konkurrent i konkurrencebegrænsende øjemed;

147.  udtrykker sin bekymring over de "svingdørsskandaler", der påvirker EU's myndigheder, navnlig sagen om den tidligere konkurrencekommissær Neelie Kroes, som ikke kun lavede lobbyarbejde for Uber, men også er ramt af afsløringen af Bahamas-lækagen;

Hen imod mere effektive nationale konkurrencemyndigheder i EU

148.  bifalder den decentrale håndhævelse af EU's konkurrenceregler i Europa, men mener, at effektiviteten af beskyttelse af borgere og virksomheder imod konkurrenceforvridende praksis ikke kun bør afhænge af den medlemsstat, som de har bopæl i; mener at kartelforordningen (forordning (EF) nr. 1/2003) har udgjort et væsentligt bidrag til at skabe lige startvilkår for virksomheder i hele EU's indre marked; fremhæver dog, at der, navnlig vedrørende uafhængighed, fastlæggelse af bodsstørrelser samt regler for bødefritagelse, fortsat er forskelle mellem de nationale systemer og de nationale konkurrencemyndigheder; mener, at effektive og enslydende proceduremæssige bestemmelser vedrørende gennemførelsen af EU's kartellovgivning er vigtige for at garantere forbrugernes og virksomhedernes retssikkerhed; opfordrer konkurrencemyndighederne i medlemsstaterne til i stort omfang at udnytte mulighederne i det europæiske samarbejde inden for rammerne af Det Europæiske Konkurrencenetværk;

149.  anser det derfor for væsentligt, at de nationale konkurrencemyndigheder i EU har de midler og instrumenter, de har brug for til effektivt at kunne håndhæve EU's konkurrenceregler, herunder redskaber til at spore, imødegå og straffe overtrædelser, og de programmer for lempelse, der vil være væsentlige, hvis virksomhederne vedgår eksistensen af karteller i Europa;

150.  gentager, at de nationale konkurrencemyndigheders uafhængighed er af overordentlig stor betydning, og at dette omfatter sikringen af, at de har de midler, som de behøver for at varetage deres opgaver;

151.  bifalder i den sammenhæng Kommissionens høring, der formodentlig leder frem til et lovforslag om en styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders gennemførelses- og sanktionsinstrumenter – det såkaldte ECN+; gentager, at flere forskellige myndigheders håndhævelse af bestemmelser i de samme eller beslægtede sager skaber en risiko for overlapning og potentielt usammenhængende foranstaltninger, der reducerer retssikkerheden og skaber unødvendige omkostninger for virksomhederne; opfordrer derfor Kommissionen til at fremsætte et forslag om en proaktiv EU-indsats for at sikre, at de nationale konkurrencemyndigheder kan håndhæve bestemmelserne mere effektivt på en sammenhængende og konvergerende måde, så det fulde potentiale af det decentrale system for håndhævelse af EU's konkurrenceregler kan virkeliggøres; opfordrer til, at Parlamentet inddrages fuldt ud inden for rammerne af en medbestemmelsesprocedure;

152.  understreger, at et internationalt samarbejde mellem konkurrencemyndigheder er uundgåeligt i en globaliseret verden; støtter derfor Kommissionens og de nationale konkurrencemyndigheders aktive deltagelse i det internationale konkurrencenetværk; opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at indgå konkurrenceaftaler med yderligere tredjelande, som giver mulighed for udveksling af oplysninger mellem efterforskningsmyndighederne i konkurrencesager; understreger i denne forbindelse, at den tidligere indgåede konkurrenceaftale med Schweiz og Canada kan tjene som skabelon for flere lignende aftaler; mener også, at de internationale handels- og investeringsaftaler bør have et stærkt afsnit om konkurrence;

153.  opfordrer Kommissionen til at vurdere de forskellige niveauer af nationale sanktioner for overtrædelser i medlemsstaterne og vurdere muligheden for og ønskeligheden af at strømline disse forskelle uden at sætte de nationale konkurrencemyndigheders uafhængighed på spil;

154.  finder det afgørende, at Kommissionen fortsætter med at fremme bedre samarbejde mellem nationale konkurrencemyndigheder i EU;

155.  understreger, at GD Konkurrences uafhængighed er af største betydning for, at det kan nå sine mål på en vellykket måde; opfordrer igen til at sikre en skarp adskillelse mellem de tjenestegrene, som udarbejder retningslinjerne, og de tjenestegrene, der har ansvaret for at anvende disse retningslinjer; opfordrer Kommissionen til at omfordele tilstrækkelige finansielle og menneskelige ressourcer til GD Konkurrence; anmoder om, at Kommissionen kommer til at råde over tilstrækkeligt teknisk kvalificerede ingeniører til at undersøge højteknologiske virksomheder; opfordrer indtrængende Kommissionen til at bringe de etiske regler for GD Konkurrences team af ledende økonomer på linje med den praksis, der gælder for andre embedsmænd i Kommissionen;

Demokratisk styrkelse af konkurrencepolitikken

156.  bifalder Margrethe Vestagers bestræbelser, den nuværende kommissær med ansvar for konkurrence, på at have en regelmæssig struktureret dialog med Europa-Parlamentet, navnlig med Økonomi- og Valutaudvalget og Arbejdsgruppen om Konkurrencepolitik; opfordrer Kommissionen til at levere mere omfattende feedback på de specifikke anmodninger fremsat i Parlamentets årlige konkurrenceberetning; skønner, at en dedikeret, struktureret dialog kan bidrage til en mere grundig opfølgningsproces af de respektive årlige konkurrenceberetninger;

157.  bifalder Kommissionens initiativer til at høre offentligheden om gennemførelsen af kontrollen med fusioner og virksomhedsovertagelser og opfordrer Kommissionen til at drøfte resultaterne heraf med Parlamentet;

158.  opfordrer til at udvide dialogen mellem EU-institutionerne og de nationale konkurrencemyndigheder og især til at afholde drøftelser med Parlamentets udvalg;

159.  bekræfter i den sammenhæng kravet til Kommissionen om at indarbejde retningslinjerne vedrørende bod i de bindende retsregler;

Konkurrencepolitikkens internationale dimension

160.  glæder sig over, at Kommissionen er forpligtet til en åben og konstruktiv udveksling om konkurrencespørgsmål globalt; bifalder de fremskridt, der blev gjort, hvad angår konkurrencebestemmelser i visse frihandelsaftaler, men opfordrer desuden indtrængende Kommissionen til at fortsætte sit arbejde med at medtage konkurrence- og statsstøtteregler i forhandlingerne om alle frihandelsaftaler (FTA);

161.  understreger, at loyal konkurrence inden for handel, tjenesteydelser og investeringer har en positiv indvirkning på EU's og dets handelspartneres sociale og økonomiske udvikling; opfordrer Kommissionen og Rådet til hurtigt at gå videre med deres arbejde med den modernisering af de defensive handelsinstrumenter, som er nødvendig for at sikre fair konkurrence på EU's marked, og mener, at handelsaftaler systematisk bør tage fat på udfordringen med tredjelandes illoyale handelspraksis;

162.  opfordrer Kommissionen til at arbejde sammen med handelspartnerne om at sikre, at deres markeder bliver mere åbne for EU-virksomheder, især på områderne energi, transport, telekommunikation, offentlige indkøb og tjenesteydelser, herunder tjenesteydelser, der leveres i forbindelse med udøvelsen af lovregulerede erhverv;

163.  opfordrer Kommissionen til at indføje ambitiøse bestemmelser om konkurrence i alle handelsaftaler og til at gennemføre effektiv overvågning med henblik på at kontrollere, om disse bestemmelser overholdes behørigt af parterne med hensyn til alle aspekter, herunder bestemmelser om statsstøtte, og med hensyn til alle økonomiske aktører, herunder statsejede virksomheder;

164.  understreger, at det er vigtigt at støtte udviklingslandene i deres indsats for at fremme og gennemføre konkurrencereglerne i praksis;

165.  opfordrer Kommissionen til at støtte indsatsen for at oprette en omfattende og brugervenlig database over konkurrencebestemmelser i frihandelsaftaler, som kunne administreres af WHO's sekretariat;

166.  glæder sig over de fremskridt, som WTO-ministerkonferencen i Nairobi har gjort med reduktionen af eksportsubsidier, som har til formål at forhindre konkurrenceforvridning på de internationale markeder for landbrugsprodukter; understreger i denne forbindelse følsomheden af landbrugssektoren og behovet for at træffe klare og effektive foranstaltninger, bl.a. inden for rammerne af WTO-aftalerne, med henblik på at opretholde de europæiske producenters konkurrenceevne på de internationale markeder;

167.  minder om, at lige adgang til naturressourcer, herunder energikilder, er af afgørende betydning for at sikre loyal konkurrence på lige vilkår på det globale marked, og opfordrer Kommissionen til i handelsaftaler at medtage bestemmelser, der forbedrer adgangen til sådanne ressourcer, herunder bestemmelser om statsejede virksomheders konkurrenceforvridende praksis samt om ikke-forskelsbehandling og transit;

168.  understreger, at konkurrencepolitikken er et vigtigt element i det indre marked, således som det fremgår af traktaten; bekræfter, at et konkurrencedygtigt og fuldt fungerende indre marked er nødvendigt for at fremme bæredygtig vækst, beskæftigelse og innovation i EU, og at indsatsen for at sikre loyal konkurrence i EU som helhed er i både forbrugeres, opstartsvirksomheders og SMV'ers interesse; mener, at håndhævelsen af EU-lovgivning ikke bør svækkes gennem anvendelsen af EU Pilot i stedet for formelle traktatbrudsprocedurer, og at det er nødvendigt at søge at opretholde konkurrencen;

169.  tilskynder Kommissionen til ikke at fokusere alle sine bestræbelser på at sikre loyal konkurrence på højtprofilerede sager mod store velkendte virksomheder; minder Kommissionen om, at håndhævelsen af loyal konkurrence også er vigtig for SMV'er;

170.  opfordrer til styrkelse af forbrugernes valgfrihed; mener, at den ret til dataportabilitet, som er indeholdt i den generelle forordning om databeskyttelse, udgør en god tilgang til styrkelsen af både forbrugernes rettigheder og konkurrencen; understreger behovet for at undersøge, hvordan der kan sikres interoperabilitet mellem de digitale netværk via åbne standarder og grænseflader;

171.  opfordrer Kommissionen til at undersøge og korrigere situationen for uafhængige detailhandlere, der ifølge konkurrenceretten må arbejde sammen via deres fysiske butikker, men anklages for illoyal konkurrence, hvis de giver fælles e-handelstilbud;

172.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at EU-reglerne om offentlige udbud gennemføres rettidigt, navnlig udbredelsen af e-udbud og de nye bestemmelser, der tilskynder til opdeling af kontrakter i delkontrakter, som er afgørende for at fremme innovation og konkurrence og for at støtte SMV'er på udbudsmarkederne;

173.  opfordrer Kommissionen til ved hjælp af standardisering at forhindre skabelsen af monopoler eller lukkede værdikæder; mener, at der bør indføres en appelprocedure, således at standarderne kan gennemgås, når der er en risiko for, at de kan indvirke på konkurrenceevnen;

174.  udtrykker bekymring over koncentrationsniveauet i visse sektorer, som f.eks. kemikaliesektoren, i lyset af de nylige virksomhedsfusioner; anmoder Kommissionen om at forklare, hvordan den giver mulighed for markedsadgang, navnlig for nyetablerede virksomheder; anmoder Kommissionen om at undersøge, hvorvidt en virksomheds markedsstyrke, der hidrører fra oplysninger og data, samt behandlingen af sådanne oplysninger og data og antallet af brugere bør medregnes som et testkriterium for kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser; opfordrer til at overveje, om sammenlægningen af data og oplysninger, navnlig om kunder, kan medføre konkurrenceforvridning;

175.  betragter konkurrence inden for telekommunikationssektoren som værende af afgørende betydning for at fremme innovation og investeringer i netværk og for at sikre forbrugerne valgmuligheder med hensyn til tjenester; betragter udbredelsen af hurtigt bredbånd som afgørende for fuldførelsen af det digitale indre marked; glæder sig i denne sammenhæng over, at Kommissionen vil tage hensyn til de strategiske målsætninger om forbindelsesmuligheder som fastsat i telekommunikationspakken, når retningslinjerne for statsstøtte til bredbånd gennemføres;

176.  henviser til Den Europæiske Revisionsrets seneste beretning om manglende overholdelse af statsstøttereglerne under samhørighedspolitikken, i hvilken den bemærker et betydeligt niveau af manglende overholdelse og opfordrer til, at en række henstillinger gennemføres; udtrykker bekymring over disse resultater, da de er til skade for et velfungerende indre marked, og anmoder derfor Kommissionen om at tage Revisionsrettens henstillinger i betragtning og til at øge sine bestræbelser på at undgå yderligere mangler;

177.  støtter Kommissionens håndhævelsestiltag inden for kartelbekæmpelse, som f.eks. de nylige tiltag inden for sektorerne detailfødevarer og optiske diskdrev, for at sikre rimelige priser til forbrugerne;

178.  opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvorvidt der er nogen uoverensstemmelser i salget af produkter på det indre marked, som kan have negativ indvirkning på lokale producenter, især SMV'er;

179.  bemærker, at Parlamentet i sin beslutning om årsberetningen om EU's konkurrencepolitik for 2014 opfordrede Kommissionen til nøje at overvåge de store distributørers alliancer i Europa, og glæder sig over Kommissionens villighed til at drøfte disse alliancers indvirkning på producenterne og forbrugerne i Det Europæiske Konkurrencenetværk;

o
o   o

180.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og de nationale og, hvor dette er relevant, regionale konkurrencemyndigheder.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0310.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0292.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0346.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0004.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0051.
(6) EUT L 123 af 19.5.2015, s. 1.
(7) EUT L 187 af 26.6.2014, s. 1.
(8) EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1.
(9) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0394.
(10) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.
(11) EUT L 335 af 18.12.2010, s. 43.
(12) Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 24/2016: "Der bør gøres mere for at sikre opmærksomhed på og overholdelse af statsstøttereglerne inden for samhørighedspolitikken" http://www.eca.europa.eu/Lists/ECADocuments/SR16_24/SR_STATE_AIDS_DA.pdf
(13) Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1166 af 17. maj 2016 om ændring af bilag X til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår købsbetingelser for sukkerroer i sukkersektoren fra den 1. oktober 2017 (EUT L 193 af 19.7.2016, s. 17).
(14) Europa-Parlamentets beslutning af 7. juni 2016 om illoyal handelspraksis i fødevarekæden (P8_TA(2016)0250).
(15) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 261/2012 af 14. marts 2012 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår kontraktforhold i mælke- og mejerisektoren (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 38).
(16) EUT C 65 af 19.2.2016, s. 40.


Fremme af ligestilling mellem kønnene inden for psykisk sundhed og klinisk forskning
PDF 232kWORD 63k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2017 om fremme af ligestilling mellem kønnene i forbindelse med mental sundhed og klinisk forskning (2016/2096(INI))
P8_TA(2017)0028A8-0380/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 19 og 168, som opregner sikring af et ”højt sundhedsbeskyttelssniveau” blandt målene for alle Unionens politikker,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 21, 23 og 35,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 536/2014 af 16. april 2014 om kliniske forsøg med humanmedicinske lægemidler og om ophævelse af direktiv 2001/20/EF,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/20/EF af 4. april 2001 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om anvendelse af god klinisk praksis ved gennemførelse af kliniske forsøg med lægemidler til human brug ("direktivet om kliniske forsøg"),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen "Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inkluderende vækst" (COM(2010)2020),

–  der henviser til Kommissionens grønbog med titlen "Forbedring af befolkningens mentale sundhed. På vej mod en strategi for mental sundhed i Den Europæiske Union" (COM(2005)0484),

–  der henviser til EU-Compass til aktion om mental sundhed og trivsel,

–  der henviser til Verdenssundhedsorganisationens (WHO’s) omfattende handlingsplan for mental sundhed 2013-2020,

–  der henviser til WHO’s globale strategi for kvinders, børns og unges sundhed 2016-2030,

–  der henviser til erklæringen om mental sundhed for Europa fra 2005, der er undertegnet af WHO, Kommissionen og Europarådet,

–  der henviser til WHO’s europæiske handlingsplan for mental sundhed 2013-2020,

–  der henviser til den europæiske pagt for mental sundhed og trivsel fra 2008,

–  der henviser til Den Europæiske Unions fælles aktion om mental sundhed og trivsel fra (2013-2016),

–  der henviser til FN’s Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheders generelle kommentar nr. 14 om retten til højest opnåelige sundhedsstandard (UN Doc. E/C.12/2000/4) og generelle kommentar nr. 20 om ikkediskrimination i forbindelse med økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (UN Doc. E/C.12/GC/2009),

–  der henviser til henstilling CM/Rec(2010)5 fra Europarådets Ministerkomité til medlemsstaterne om foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A8-0380/2016),

A.  der henviser til, at den højest opnåelige standard for fysisk og mental sundhed er en grundlæggende menneskeret og indebærer en forpligtelse til ikkediskrimination; der henviser til, at alle bør have adgang til sundhedspleje; der henviser til, at adgang til mental sundhed har afgørende betydning for forbedring af livskvalitet for europæiske borgere, fremme af social inklusion og sikring af økonomisk og kulturel udvikling i Unionen;

B.  der henviser til, at den globale kontekst, der er præget af en vedvarende økonomisk krise og en markant stigning i arbejdsløsheden, navnlig blandt unge og kvinder, bevirker en stadig stigning i forekomsten af mentale sundhedsproblemer som depression, bipolar sygdom, skizofreni, angst og demens;

C.  der henviser til, at WHO definerer mental sundhed som fysisk, psykisk og socialt velbefindende og ikke blot fravær af sygdom eller svagelighed; der henviser til, at mentale forstyrrelser ifølge WHO dækker over en række mentale og adfærdsmæssige forstyrrelser såsom depression, bipolar sygdom, skizofreni, angstrelaterede lidelser, demens og autisme; der henviser til, at WHO definerer mental sundhed som en tilstand, hvor et individ er i stand til at udfolde sine kognitive og emotionelle evner, fungere i samfundet, håndtere dagligdags udfordringer, indgå i tilfredsstillende og modne relationer med andre, yde et konstruktivt bidrag til sociale forandringer og tilpasse sig eksterne vilkår og interne konflikter;

D.  der henviser til, at mental sundhed bør anskues og håndteres på holistisk måde med inddragelse af sociale, økonomiske og miljømæssige faktorer, hvilket kræver en psykosocial tilgang, der dækker hele samfundet, med henblik på at nå det højest mulige niveau for mentalt velbefindende for alle borgere;

E.  der henviser til, at der i en holistisk strategi for mental sundhed og trivsel bør indgå et livscyklusperspektiv, der tager højde for de forskellige faktorer, der påvirker mennesker på forskellige alderstrin; der henviser til, at der bør tages højde for teenagepigers og ældre kvinders særlige sårbarhed;

F.  der henviser til, at fysisk og mental sundhed hænger indbyrdes sammen og begge er afgørende for den generelle trivsel; der henviser til, at det er anerkendt, at et svagt mentalt helbred kan føre til kroniske fysiske lidelser, og at personer med kroniske fysiske lidelser er mere udsat for at udvikle mentale sundhedslidelser; der henviser til, at forskning i fysisk sundhed ofte prioriteres frem for forskning i mental sundhed til trods for den velkendte forbindelse mellem de to områder;

G.  der henviser til, at kvinders og pigers mentale sundhed påvirkes negativt af en række faktorer, herunder udbredte kønsstereotyper og forskelsbehandling, objektificering, kønsbaseret vold og chikane, arbejdsmiljø, arbejds-privatlivsbalance, socioøkonomiske betingelser, ingen eller ringe uddannelse i mental sundhed og begrænset adgang til mental sundhed;

H.  der henviser til, at næsten ni ud af ti, der lider af mentale sundhedsproblemer, siger, at de har været ramt af stigmatisering og diskrimination, og at mere end syv ud af ti beretter, at stigmatisering og forskelsbehandling forringer deres livskvalitet;

I.  der henviser til, at der bør være opmærksomhed over for geografiske faktorer for mental sundhed og trivsel og over for forskelle mellem by- og landdistrikter, bl.a. i henseende til demografi, adgang til pleje og tjenesteydelser;

J.  der henviser til, at hormonforandringer under klimakteriet og tiden efter kan påvirke kvinders emotionelle sundhed og føre til mentale sundhedsproblemer, herunder depression og angst; der henviser til, at hypersensitivitet over for symptomer kan forhindre rettidig erkendelse og passende behandling;

K.  der henviser til, at afgørende faktorer for mental sundhed og velbefindende varierer mellem mænd og kvinder og aldersgrupper; der henviser til, at faktorer såsom ulighed mellem kønnene, indkomstforskelle, kvinders større risiko for fattigdom og overbelastning, socioøkonomisk forskelsbehandling, kønsbaseret vold, fejlernæring og sult er årsag til forhøjet risiko for mentale lidelser blandt kvinder; der henviser til, at der ifølge WHO ikke er nogen væsentlig kønsforskel i forbindelse med alvorlige mentale forstyrrelser, men at depression, angst, stress, somatisering og spiseforstyrrelser forekommer hyppigere blandt kvinder, mens stofmisbrug og antisociale forstyrrelser er mere udbredt blandt mænd; der henviser til, at depression er den mest almindelige neuropsykiatriske forstyrrelse og optræder hyppigere blandt kvinder end blandt mænd; der henviser til, at depression også er den mest almindelige sygdom blandt kvinder i aldersgruppen 15-44 år;

L.  der henviser til, at mental sundhed og trivsel ofte overses, ignoreres eller fortrænges på grund af stigmatisering, fordomme eller manglende erkendelse eller ressourcer; der henviser til, at dette medfører, at mange med mentale sundhedslidelser ikke opsøger pleje, og at læger ikke formår at diagnosticere patienter eller nogle gange diagnosticerer forkert; der henviser til, at diagnosticering af mentale sundhedslidelser tydeligt afhænger af køn, idet visse lidelser oftere diagnosticeres hos kvinder end hos mænd;

M.  der henviser til, at navnlig lesbiske og biseksuelle kvinder samt transpersoner og interkønnede er udsat for særlige mentale sundhedsproblemer på grund af minoritetsstress forstået som et højt niveau af angst og stress forårsaget af fordomme, stigmatisering og diskrimination foruden medicinering og patologisering; der henviser til, at LGBTI-personer risikerer særlige udfordringer i forhold til mental sundhed og trivsel, hvilket der må tages højde for i enhver mental sundhedsstrategi;

N.  der henviser til, at de former for somatisering, der optræder hyppigst blandt kvinder, og som oftere diagnosticeres hos kvinder end mænd, omfatter fibromyalgi og kronisk træthed, hvor de vigtigste symptomer er smerter og udmattelse, selv om kvinder har mange andre symptomer, der er almindelige ved andre sygdomme;

O.  der henviser til, at transidentiteter ikke er patologiske, men beklageligt nok stadig betragtes som mentale sundhedsforstyrrelser, og til, at de fleste medlemsstater kræver diagnoser for adgang til retlig anerkendelse af køn og til transkønnet-relateret sundhedspleje, selv om forskning har vist, at diagnose for ”kønsidentitetsforstyrrelse” er en kilde til betydelig stress for transpersoner;

P.  der henviser til, at depressive forstyrrelser udgør 41,9 % af alle tilfælde af invaliditet på grund af neuropsykiatriske forstyrrelser blandt kvinder mod 29,3 % blandt mænd;

Q.  der henviser til, at WHO har anslået, at depression berører 350 mio. mennesker; der henviser til, at denne sygdom i 2020 vil være den næsthyppigste årsag til uarbejdsdygtighed;

R.  der henviser til, at kønsvariante præpubertære børn stadig udsættes for unødvendig og skadelig diagnosticeringspraksis, og til, at alle børn bør kunne udforske deres kønsidentitet og -udtryk i sikkerhed;

S.  der henviser til, at depression som følge af en række forskellige faktorer, primært vedrørende kønsroller og kønsbestemte uligheder og forskelsbehandling, er omtrent dobbelt så udbredt blandt kvinder som blandt mænd, og til, at transpersoner opviser signifikant højere niveauer for selvmordstanker og -forsøg; der henviser til, at undersøgelser viser, at påtvungne traditionelle kønsroller påvirker kvinders mentale sundhed og velbefindende negativt;

T.  der henviser til, at der ikke er tilstrækkelig opmærksomhed over for mental sundhed og trivsel i uddannelsessystemerne i medlemsstaterne - eller på arbejdspladsen, idet mental sundhed ofte er et stærkt stigmatiseret eller tabubelagt emne; der henviser til, at uddannelse i mental sundhed bekæmper den stigmatisering, der omgiver emnet, og til, at uddannelsen bør omhandle kønsspecifik sårbarhed, kønsstereotyper og forskelsbehandling af kvinder og piger;

U.  der henviser til, at mænd og drenge oplever kønsbaserede mentale sundhedsproblemer; der henviser til, at selvmord blandt mænd i Europa er næsten fem gange så hyppigt som blandt kvinder, og til, at selvmord er den hyppigste dødsårsag for mænd under 35 år; der henviser til, at mænd har tre gange så stor risiko for at blive alkoholafhængige som kvinder og med større sandsynlighed bruger (og dør af) ulovlige stoffer; der henviser til, at mænd mindre hyppigt end kvinder modtager psykologbehandling; der henviser til, at mænd og drenge oplever kønsstereotyper omkring maskulinitet, som kan tilskynde til undertrykkelse af følelser og føre til vrede, og at dette indvirker på mænds mentale sundhed samt på problemet med kønsbaseret vold;

V.  der henviser til, at der er omkring 58 000 tilfælde af selvmord om året i EU, og at en fjerdedel af dem, der begår selvmord, er kvinder, og til, at selvmord stadig er en betydelig dødsårsag;

W.  der henviser til, at en psykosocial tilgang til mental sundhed, der dækker hele samfundet, kræver en sammenhængende politisk strategi for velbefindende, der koordinerer sundheds-, uddannelses- og beskæftigelsespolitik, økonomisk politik og socialpolitik med henblik på at opnå højere generelle niveauer for trivsel;

X.  der henviser til, at spiseforstyrrelser som anoreksi og bulimi optræder hyppigere blandt teenagepiger og unge kvinder;

Y.  der henviser til, at de langsigtede fysiske og psykiske sundhedsfølger af spiseforstyrrelser som anoreksi og bulimi såvel som kønsdimensionen i forbindelse med årsagerne hertil er veldokumenterede;

Z.  der henviser til, at kvindelige arbejdstagere er mere udsat for psykisk og/eller seksuel chikane og psykiske og fysiske problemer som følge heraf;

AA.  der henviser til, at der bør tages højde for sociale omsorgsprogrammer, som behandler mentale sygdomme ved hjælp af idræt, kunst og sociale aktiviteter, i forbindelse med offentlige sundhedsprogrammer til forebyggelse, behandling og rehabilitering;

AB.  der henviser til, at personer med handicap risikerer at få forværrede mentale sundhedslidelser;

AC.  der henviser til, at seksual- og samlivsundervisning er afgørende for at komme kønsstereotyper til livs, bekæmpe kønsbaseret vold og forbedre mental sundhed og trivsel for både piger og drenge og kvinder og mænd;

AD.  der henviser til, at mentale sundhedslidelser og -sygdomme er en af de vigtigste årsager til uarbejdsdygtighed og indvirker negativt på sundhed, uddannelse, økonomi, arbejdsmarkedet og EU’s velfærdssystem, og til, at de fører til meget store økonomiske omkostninger og har en markant negativ indvirkning på EU’s økonomi, hvilket må kunne tydeliggøre behovet for at håndtere mental sundhedspleje på en holistisk, omfattende og kønssensitiv måde; der henviser til, at en ud af ti arbejdstagere i EU ifølge en undersøgelse udarbejdet af European Depression Association (EDA) har haft fri fra arbejde på grund af depression, hvilket har kostet samfundet anslået 92 mia. EUR, især som følge af produktivitetstab;

AE.  der henviser til, at kvinders mentale sundhed ud over de biologiske karakteristika afhænger af faktorer såsom den uddannelse, de har modtaget, i hvilket omfang de har tilegnet sig sociale og kulturelle værdier, normer og stereotyper, hvordan de har gennemlevet og optaget deres erfaringer, den opfattelse, de har af sig selv og andre, de roller, de spiller, og de hindringer og det pres, de oplever;

AF.  der henviser til, at hensyntagen til kvinders særegenhed og deres fysiologiske forskelle i forhold til mænd og inkorporering heraf både i forebyggende og behandlingsorienterede sundhedspolitikker rettet mod kvinder - med særlige foranstaltninger rettet mod sårbare og marginaliserede grupper - vil styrke effektiviteten af disse politikker;

AG.  der henviser til, at kvinder af forskellige grunde har været udelukket fra toksikologisk og biomedicinsk forskning og kliniske undersøgelser, og til, at de store mangler i forskningen i kønsspecificitet betyder, at det er begrænset, hvad vi ved om forskelle mellem kvinders og mænds sundhed; der henviser til, at den biomedicinske forskning som følge heraf har haft en tendens til overvejende at videregive et mandligt perspektiv, idet den fejlagtigt har antaget, at kvinder og mænd er identiske på områder, hvor der er fysiologiske forskelle; der henviser til, at der mangler forskning i interkønnede kvinders særlige behov;

AH.  der henviser til, at udelukkelse og underrepræsentation af kvinder som subjekter og af køn som faktorer i biomedicinsk forskning og kliniske forsøg sætter kvinders liv og sundhed på prøve;

AI.  der henviser til, at forordning (EU) nr. 536/2014 om kliniske forsøg med humanmedicinske lægemidler indførte krav om at tage højde for køn i forsøg, men at der er behov for at evaluere gennemførelsen af denne forordning; der henviser til, at forordningen ikke stiller krav om særlig hensyntagen til kvinder bortset fra gravide og ammende kvinder;

AJ.  der henviser til, at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) ikke har udviklet specifikke strategier til gennemførelse af retningslinjer for undersøgelse og evaluering af kønsforskelle i den kliniske vurdering af lægemidler, selv om det har indrømmet, at "nogle af de faktorer, der indvirker på effekten af et lægemiddel i befolkningen, kan være vigtige, når man betragter potentielle forskelle i responsen mellem mænd og kvinder", og "at kønsspecifikke forhold kan også spille en signifikant rolle ved effekten af et lægemiddel"(1);

AK.  der henviser til, at der stadig kun er begrænset viden om de virkninger, som stoffer eller lægemidler som svangerskabsforebyggende midler, antidepressiver og beroligende midler har på kvinders fysiske og mentale sundhed, og at der er behov for mere forskning for at eliminere skadelige bivirkning og forbedre plejeindsatsen;

AL.  der henviser til, at kønnet og de kønsmæssige dimensioner af sundhed medfører, at kvinder er udsat for et antal specifikke sundhedsrisici hele liv igennem;

AM.  der henviser til, at der mangler sammenlignelige data om tilgængelig og kvalitetsbetonet sundhedspleje, og til, at produkter, der anvendes i hormonbehandlinger, ikke bliver testet og godkendt på behørig vis;

AN.  der henviser til, at mødredødelighed betragtes som en vigtig indikator for et sundhedsvæsens effektivitet og kvalitet;

AO.  der henviser til, at fravær af seksuelle og reproduktive rettigheder, herunder sikker og lovfæstet aborthjælp, bringer liv og helbred i fare for kvinder og piger og alle personer med forplantningsevne og fører til højere mødredødelighed og sygelighed og afslag på livsnødvendig pleje såvel som til stigning i antallet af aborter i dølgsmål;

AP.  der henviser til, at der i alle lande med tilgængelige data er betydelige forskelle mellem socioøkonomiske grupper og mellem kvinder og mænd, og til, at der systematisk er højere sygelighed og dødelighed blandt personer med lavere uddannelses-, beskæftigelses- og/eller indkomstniveauer; der henviser til, at disse sundhedsmæssige uligheder er en af de største udfordringer for den offentlige sundhedspolitik i dag; der henviser til, at ufordelagtige socioøkonomiske betingelser, fattigdom og social udelukkelse har en betydelig negativ indvirkning på mental sundhed og trivsel;

AQ.  der henviser til, at omfattende, alderstilpasset, evidensbaseret, videnskabeligt nøjagtig og ikke-fordømmende seksualundervisning, familieplanlægningstjenester af høj kvalitet og adgang til svangerskabsforebyggende midler bidrager til forebyggelse af utilsigtede og uønskede graviditeter, reducerer behovet for abort og bidrager til at forebygge tilfælde af hiv og seksuelt overførte sygdomme; der endvidere henviser til, at undervisning af unge, så de kan tage ansvar for deres egen seksuelle og reproduktive sundhed, har positive langsigtede virkninger for hele deres levetid og derved har en positiv indvirkning på samfundet;

AR.  der henviser til, at hver fjerde fødsel i EU nu foregår ved kejsersnit og til, at sundhedsproblemerne i den forbindelse ifølge statistikkerne er stigende;

AS.  der henviser til, at ydelserne i nogle medlemsstater allerede er foruroligende mangelfulde på grund af lukninger af fødselshospitaler og en betragtelig nedgang i antallet af jordemødre og gynækologer;

AT.  der henviser til, at restriktioner og budgetnedskæringer, som nationale regeringer har gennemført inden for folkesundhed og undervisning, også gør adgangen til almene og mentale sundhedstjenester vanskeligere, og til, at dette påvirker kvinder, især enlige mødre, og store familier uforholdsmæssigt;

AU.  der henviser til, at kvindelige migranter, flygtninge og asylansøgere i nogle tilfælde lider af meget alvorlige sundhedsproblemer, fordi de ikke har modtaget den rette behandling, eller har særlige problemer i forbindelse med reproduktiv sundhed såsom komplikationer ved graviditet og fødsel og eventuelt psykologisk trauma såsom depression før eller efter en fødsel samt en traumatiserende risiko for at blive udsat for (seksuel) vold og misbrug eller konsekvenser heraf samt specifikke risici for deres mentale sundhed og velbefindende; der henviser til, at der er flere særlige udfordringer i forbindelse med ydelse af mental sundhedspleje til disse grupper, og at omfanget heraf afhænger af en række faktorer, herunder hvor personerne kommer fra, og hvor længe de har opholdt sig i værtslandet;

AV.  der henviser til, at kvinder rammes af visse kræftformer såsom bryst-, livmoder- og livmoderhalskræft, som overvejende eller udelukkende optræder hos kvinder;

AW.  der henviser til, at kvinder, der har kræft, og som har været igennem operationer og indgribende behandlinger såsom strålebehandling og kemoterapi, generelt har større risiko for depression;

AX.  der henviser til, at 10 EU-medlemsstater har sat sig som mål at screene 100 % af den kvindelige befolkning for brystkræft, og at otte lande har et sådant mål for screening for livmoderhalskræft;

AY.  der henviser til, at sygdomme som osteoperose, muskel- og knoglelidelser og sygdomme i centralnervesystemet såsom Alzheimers og/eller demens er knyttet til hormonforandringer under kvinders overgangsalder eller tidligere på grund af hormonbehandling; der henviser til, at selv om det er kendt, at kvinder hyppigere rammes af disse sygdomme end mænd, har forskningen kun i ringe grad interesseret sig for kønsdimensionen i forbindelse med disse sygdomme;

AZ.  der henviser til, at endometriose er en uhelbredelig lidelse, der rammer en ud af 10 kvinder og piger (dvs. ca. 180 mio. kvinder på verdensplan og 15 mio. i EU); der henviser til, at denne sygdom hyppigt fører til infertilitet og ofte forårsager høje smerteniveauer og mentale helbredsproblemer og dermed udgør en alvorlig hindring for forskellige aspekter af arbejdsliv, privatliv og socialt liv;

BA.  der henviser til, at fysisk og psykisk kønsbaseret vold og vold mod kvinder og indvirkningen heraf på ofrenes helbred udgør en fundamental hindring for opnåelse af ligestilling mellem kønnene og for, at kvinder kan nyde de frihedsrettigheder, der er garanteret af de grundlæggende menneskerettigheder;

BB.  der henviser til, at kvinder og piger, der udsættes for kønslemlæstelse, risikerer alvorlige kort- og langvarige følger for deres fysiske, psykiske, seksuelle og reproduktive sundhed;

BC.  der henviser til, at interkønnede, der udsættes for kønslemlæstelse, også oplever følger for deres fysiske, psykiske, seksuelle og reproduktive sundhed;

BD.  der henviser til, at transpersoner stadig udsættes for tvangssterilisation i forbindelse med procedurer for anerkendelse af køn i 13 medlemsstater;

BE.  der henviser til, at en systematisk og adækvat indsamling af data om vold mod kvinder er afgørende for at kunne sikre en effektiv politikudformning på området, på såvel centralt og regionalt som lokalt plan og for at kunne overvåge gennemførelsen af lovgivningen;

BF.  der henviser til, at kvinder, der har været udsat for kønsbaseret vold lider under ofte livslange følgevirkninger for deres fysiske og mentale sundhed; der henviser til, at kønsbaseret vold mod kvinder ifølge WHO’s World Report on Violence and Health(2) kan få mange forskellige følgevirkninger: fysiske virkninger (kvæstelser, frakturer, kroniske smerter, invaliditet, fibromyalgi, mave-tarmsygdomme mv.), psykologiske og adfærdsmæssige virkninger (alkohol- og stofmisbrug, depression og angst, spise- og søvnforstyrrelser, skam- og skyldfølelser, fobier og panikanfald, lavt selvværd, posttraumatisk stressforstyrrelse, psykosomatiske forstyrrelser, selvmorderisk og selvskadende adfærd, usikkerhed i senere forhold mv.), seksuelle og reproduktive virkninger (gynækologiske forstyrrelser, ufrugtbarhed, komplikationer under graviditet, aborter, seksuel dysfunktion, kønssygdomme, uønsket graviditet osv.) og dødelige virkninger (mord, selvmord, død på grund af seksuelt overførte sygdomme mv.);

Ligestilling mellem kønnene i forbindelse med mental sundhed

1.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at følge op på EU-Compass til aktion om mental sundhed og trivsel med en ambitiøs ny strategi for mental sundhed, der skal fremme en holistisk psykosocial og samfundsdækkende tilgang, som rummer et klart kønsmæssigt aspekt, og som sikrer en kohærent politisk strategi for mental sundhed;

2.  bemærker, at 27 % af den voksne befolkning i EU, mænd og kvinder under et, har oplevet mindst et tilfælde af mental sygdom;

3.  opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger og afsætte tilstrækkelige midler til at sikre alle kvinder adgang til sundhedstjenester og især mentale sundhedstjenester, herunder krisecentre for kvinder, uanset retsstilling, handicapstatus, seksuel orientering, kønsidentitet, kønskarakteristika, race eller etnisk oprindelse, alder og religion; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at tage fat på forskellene i adgang til mentale sundhedsydelser;

4.  bemærker, at der er behov for mere forskning i følgerne for mental sundhed af kønsbaseret vold, herunder mundtlig og psykisk vold, chikane og intimidering;

5.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og lokale myndigheder til at sikre, at deres mentale sundhedsstrategier tager hånd om de udfordringer for den mentale sundhed, som LGBTI-personer kan komme ud for; opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre henstillingerne i Europarådets dokument CM/Rec(2010)5 og tage højde for lesbiskes, biseksuelles og transpersoners særlige behov, når de udvikler sundhedspolitikker, -programmer og -protokoller;

6.  opfordrer medlemsstaterne til at fremme oprettelse af psykologiske støttecentre for kræftpatienter for at yde dem psykologisk støtte under hele behandlings- og rehabiliteringsforløbet;

7.  gør opmærksom på den vanskelige situation for kvinder med handicap, som hyppigere oplever vanskeligheder, som er direkte forbundet ikke blot med deres handicap, men også med øget social isolation og ufrivillig inaktivitet; opfordrer medlemsstaterne til systematisk at udbygge muligheden for adgang til forebyggende psykologisk behandling for kvinder med handicap og til at tilbyde kvinder, der passer et alvorligt handicappet barn, psykologisk støtte; fremhæver behovet for en strategi for og deling af bedste praksis om mental sundhed og trivsel for kvinder og børn med handicap;

8.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme oplysnings- og forebyggelseskampagner og andre initiativer for at øge befolkningens opmærksomhed over for sundhedsproblemer og bekæmpe stigmatisering; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at investere i formel, uformel og ikkeformel uddannelse i mental sundhed og trivsel for alle aldersgrupper med særlig vægt på kønssensitive mentale sundhedsproblemer såsom depression, angst og stofafhængighed; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at skolerne har de rette rammer til at opdage og støtte dem, der lider af mentale sundhedsproblemer, herunder kønsmæssige aspekter, og til at sikre, at der er adgang til mentale sundhedstjenester; bemærker, at 70 % af de børn og unge, der oplever mentale helbredsproblemer, ikke har modtaget passende hjælp tilstrækkelig tidligt;

9.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE) til at øge indsamlingen af regelmæssige data om mental sundhed på EU-plan og nationalt plan og især om forekomsten af depression og til at opdele dataene efter køn, aldersgruppe og socioøkonomisk status og inddrage kønsrelaterede og forplantningsmæssige sundhedsindikatorer;

10.  mener, at indsatsen på EU-plan for mental sundhed og trivsel bør involvere fremtrædende personer fra politiske kredse og sundheds-, uddannelses- og socialsektoren samt arbejdsmarkedsparter og civilsamfundsorganisationer; finder det afgørende, at tabuet omkring mental sundhed i visse sociale miljøet kommes til livs;

11.  understreger, at forbindelsen mellem socioøkonomiske betingelser, mental sundhed og trivsel er afgørende for en kohærent politik om mental sundhed, eftersom fattigdom og social udstødelse fører til flere mentale helbredsproblemer; bemærker, at feminiseringen af fattigdom og sparepolitikker, som indvirker på kvinder i uforholdsmæssig grad, udgør en større trussel mod kvinders mentale trivsel;

12.  fremhæver betydningen af psykosocial sundhedsbehandling og -pleje såsom idræt, musik, kunst og kulturelle aktiviteter, der er et vigtigt element i ydelsen af sundhedstjenester, som nedbringer de økonomiske og menneskelige omkostninger, som mentale sundhedsproblemer kan medføre for det enkelte menneske og samfundet som helhed; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at investere mere i psykosociale sundhedsprogrammer såsom ordinering af sociale aktiviteter;

13.  bemærker med bekymring, at kun 13 EU-medlemsstater ifølge WHO har en national strategi for forebyggelse af selvmord; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde og gennemføre en national strategi for selvmordsforebyggelse og til at træffe foranstaltninger til at begrænse risikofaktorer for selvmord såsom alkoholmisbrug, stoffer, social udstødelse, depression og stress; opfordrer desuden til, at der sørges for systemer, der kan yde støtte efter selvmordsforsøg;

14.  anerkender mediernes, især internettets og de sociale mediers, indflydelse på især unge kvinders og pigers mentale sundhed og trivsel og bemærker, at der må forskes mere i dette emne; bemærker, at mediekulturer, som fokuserer på kvinders alder og fysiske udseende, kan have skadelige virkninger for kvinders og pigers mentale sundhed og trivsel i form af angst, depression eller tvangsadfærd; understreger, at der må udvikles effektive redskaber, herunder retsinstrumenter, for at sætte ind over for mobning, chikaner og objektificering på internettet; fremhæver, at der er behov for en ambitiøs strategi for digital mental sundhed og trivsel og for at fremme og arbejde sammen med interessenter om at udvikle nye digitale behandlingsformer; erkender, at en mediestrategi for mental sundhed må inddrage alle interessenter, herunder udgivere og reklameindustrien, som må fastlægge etiske standarder for at undgå objektificering af kvinder og udbredelse af kønsstereotyper;

15.  påpeger, at nogle kvinder har en forvrænget selvopfattelse på grund af medierne, stereotype reklamer og socialt pres og udvikler spise- og adfærdsmæssige forstyrrelser, f.eks. anoreksi, bulimi, ortoreksi, tvangsspisning (Binge Eating Disorder) og bigoreksi; støtter en kønssensitiv tilgang til spiseforstyrrelser og behovet for at integrere den i sundhedsdebatten og i informationer til offentligheden; opfordrer medlemsstaterne til at oprette kontaktpunkter for bistand og støtte på skolerne, hvor der kan tilbydes psykologisk støtte til eleverne, især unge piger, som har særlig stor risiko for at udvikle spiseforstyrrelser;

16.  glæder sig over, at verdens ledere for første gang anerkender, at mental sundhed og trivsel og forebyggelse og behandling af stofmisbrug bør fremmes som sundhedsmæssige prioriteter under den globale udviklingsdagsorden;

17.  nærer alvorlige bekymringer med hensyn til den mentale sundhedspleje og de faciliteter, der tilbydes flygtningekvinder og -piger i Europa, især dem, der lever under interimistiske forhold rundt om i medlemsstaterne; fremhæver, at tilbageholdelse af flygtninge og asylansøgere, uden at deres ansøgninger om asyl reelt bliver behandlet, er i strid med folkeretten og har negativ indvirkning på deres mentale sundhed og trivsel; opfordrer medlemsstaterne til at beskytte kvindelige frihedsberøvede asylansøgere, og understreger, at disse kvinder skal sikres opgående beskyttelse, herunder ophør på frihedsberøvelse, fremskyndelse af omfordeling og fremme af støtte og rådgivning; opfordrer medlemsstaterne til at afkoble sundhedspolitikker fra indvandringskontrol og tillade adgang til basale sundhedstjenester og til at afholde sig fra at stille krav til sundhedspersoner om at indberette udokumenterede migranter; anmoder desuden medlemsstaterne om at gennemføre de retningslinjer, som WHO/Europa, UNHCR og IOM har udarbejdet om beskyttelse af og støtte til flygtninges, asylansøgeres og migranters mentale sundhed og psykosociale trivsel i Europa;

18.  påpeger, at kvinder ofte har dobbeltarbejde, idet de både arbejder fuld tid ude og tager sig af hjemmet, fordi mænd ikke i tilstrækkelig grad påtager sig ansvar for huslige opgaver og børneopdragelse, hvilket medvirker til, at mange kvinder rammes af depression, angst og stress og yderligere af følelse af skam over, at de ikke magter at sørge godt nok for deres familie, hvilket jo er den rolle, kvinder traditionelt er blevet tildelt;

19.  fordømmer den nye udbredte sexistiske stereotyp gående ud på, at moderne kvinder skal brillere under deres uddannelse og på arbejde, men samtidig skal opfylde de traditionelle forventninger om at være en god hustru, der formår at skabe et hjem, og en perfekt mor, samtidig med at hun skal passe sit udseende, hvilket er et mønster, som får mange kvinder til at føle stress og angst;

20.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og lokale myndigheder til at udvikle særlige skræddersyede politikker, der kan sikre mentale sundhedstjenester for sårbare og marginaliserede kvinder og kvinder, der udsættes for tværsektoriel forskelsbehandling såsom flygtninge- og migrantkvinder, kvinder udsat for fattigdom og social udstødelse, interkønnede og transkønnede personer, kvinder tilhørende etniske mindretal, ældre kvinder og kvinder i landdistrikter;

21.  fremhæver betydningen af en livscyklustilgang til mental sundhed, hvor hver aldersgruppes behov tilgås på en kohærent og omfattende måde med særlig vægt på unge piger og ældre kvinder, som gennemsnitligt har en ringere livstilfredshed end mænd i samme aldersgruppe;

22.  opfordrer til, at sundhedspleje for gravide kvinder iværksættes så tidligt som muligt inden for de første tre måneder af graviditeten for at gøre det muligt at opspore særlige forhold, som måtte kræve overvågning, at tage højde for sociale problemer, hvortil kvinder måtte behøve hjælp fra sociale eller psykiske sundhedstjenester, og at oplyse kvinder om graviditetsrelaterede emner; opfordrer til, at der i alle EU’s medlemsstater sikres en mere omfattende obstetrisk pleje, også lokalt, med inddragelse af jordmødre og fødselslæger, og understreger den særlige betydning af denne udfordring i landdistrikter; understreger, at psykologisk sundhedspleje er lige så vigtig som fysisk sundhedspleje, og bemærker, at mellem 10 og 15 % af kvinder i EU, der lige har født, lider af fødselsdepression; understreger vigtigheden af, at kvinder har adgang til psykologisk og medicinsk pleje efter aborter, og behovet for en følsom og personlig tilgang; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme, udvikle og sørge for tidlig diagnosticering og behandling af fødselspsykoser og depressioner;

23.  understreger, at social- og beskæftigelsespolitikker, især politikker vedrørende arbejds-privatlivsbalance, bør anlægge en holistisk tilgang med hensyntagen til kvinders mentale sundhed og trivsel, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde sammen med fagforbund, arbejdstagere, sundhedspersoner og civilsamfundet om at udvikle en holistiske og kønssensitiv tilgang til mental trivsel på arbejdspladsen; bemærker betydningen af at tilbyde uddannelse i mental trivsel til personer i ledelsesfunktioner både i den private og i den offentlige sektor;

24.  anerkender den vigtige rolle, der varetages af formelle og uformelle omsorgspersoner, som i overvældende grad er kvinder, inden for mental sundhedspleje; opfordrer til særlig opmærksomhed over for formelle og uformelle omsorgspersoners rolle inden for mental sundhed og navnlig over for kvindelige omsorgspersoners rolle samt til en indsats for også at beskytte omsorgspersonernes egne mentale sundhed og trivsel;

25.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at også at inddrage de udfordringer for den mentale sundhed og trivsel, som mænd og drenge oplever som følge af kønsstereotyper, og som fører til en større risiko for stofmisbrug og selvmord end for kvinder; understreger, at politik om mænds sundhed også må tage højde for alders- og levetidsperspektiver, socioøkonomiske forhold, social udelukkelse og geografiske faktorer;

Ligestilling mellem kønnene i forbindelse med kliniske forsøg

26.  understreger, at det er nødvendigt at foretage kliniske forsøg med lægemidler på både mænd og kvinder, og at forsøgene skal være inklusive, ikkediskriminerende og gennemføres under forhold, der sikrer lighed, inklusion og ikkemarginalisering, og i rimelig grad skal afspejle den befolkning, som kunne tænkes af bruge disse lægemidler; henstiller, at der i kliniske forsøg også tages højde for særligt sårbare befolkningsgrupper såsom pædiatriske og geriatriske patienter og personer fra etniske mindretal; mener, at der også bør indsamles kønsopdelte data, efter at produkterne er bragt i handel, således af de forskellige bivirkninger kan blive registreret, foruden forskning og data om gennemførelsen af relevant EU-lovgivning i medlemsstaterne;

27.  er dybt bekymret over, at den manglende forbedring af kvinders repræsentation i kliniske forsøg og i biomedicinsk forskning udsætter kvinders sundhed og liv for fare, og understreger, at kliniske forsøgsmetoder og udformningen af forsøg bør muliggøre analyser opdelt efter alder og køn; understreger derfor, at det er påtrængende nødvendigt at inkorporere kønsforskelle i kliniske procedurer på området mental sundhed;

28.  fremhæver betydningen af offentliggørelse af resultaterne af kliniske forsøg, således at metodologien fremstår gennemsigtig og tilgængelig;

29.  minder om, at forekomsten af smitsomme sygdomme (f.eks. hiv og malaria) og risici i forbindelse med graviditet (f.eks. dødsfødsler) er størst i lav- og mellemindkomstlande; opfordrer til, at gravide kvinder inkluderes i kliniske forsøg for at nedbringe sygelighed og dødelighed blandt mødre og børn;

30.  kræver, at det af mærkningen på lægemidler klart skal fremgå, om der er foretaget forsøg blandt kvinder, og om mænd og kvinder kan forvente forskellige bivirkninger; opfordrer medlemsstaterne til at fremme forskning i de langsigtede virkninger af produkter, der anvendes i hormonbehandlinger;

31.  anmoder Kommissionen om at fremme projekter på EU-plan, der fokuserer på, hvordan kvinder behandles i klinisk forskning; mener, at disse projekter bør involvere sundhedsmyndigheder på alle planer og lægemiddelindustrien, og at der bør udvikles særlige strategier for gennemførelsen af retningslinjer for forskning i og vurdering af kønsforskelle i kliniske forsøg;

32.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at investere i oplysningskampagner for at tilskynde kvinder til at deltage i kliniske forsøg;

33.  opfordrer EMEA til at udarbejde særskilte retningslinjer for kvinder som en særlig befolkningsgruppe i kliniske forsøg;

34.  opfordrer medlemsstaterne til ved anvendelsen af forordning (EU) nr. 536/2014 i kliniske forsøg med humanmedicinske lægemidler at anvende en metodologisk tilgang til kliniske forsøg, der sikrer en passende repræsentation af mænd og kvinder, og til at være særligt opmærksomme på gennemsigtighed med hensyn til deltagernes kønssammensætning og til - i forbindelse med overvejelser om deres egen implementering af denne forordning - særligt at overvåge niveauet for repræsentation af mænd og kvinder;

35.  opfordrer medlemsstaterne, EMEA og de relevante aktører til at sikre, at køn og kønsfaktorer inddrages på de tidligste stadier i forskning i og udvikling af lægemidler og inden stadiet med kliniske forsøg; understreger behovet for at forbedre delingen af bedste praksis blandt forskningsinstitutioner og udbydere af sundhedstjenester;

36.  understreger, at der er et presserende behov for foranstaltninger, der kan afhjælpe de mest alvorlige mangler i henseende til kønsspecificitet i kliniske forsøg på sundhedsområder, bl.a. i forbindelse med medicinsk behandling for Alzheimer, kræft, slagtilfælde, antidepressiv behandling og hjertekarsygdomme;

37.  understreger, at forskere og alle relevante interessenter bør deltage i en samordnet indsats for at eliminere skadelige bivirkninger ved medicinsk behandling, som især berører kvinder, f.eks. i forbindelse med antidepressiver, svangerskabsforebyggende midler og andre lægemidler, for at forbedre kvinders sundhed og kvaliteten af sundhedspleje;

38.  bemærker med bekymring, at kønsdiskrimination og kønsbestemte uligheder forekommer i forskning inden for sundhed og social pleje i udviklingslande, hvilket påvirker udviklingen af passende og målrettede behandlinger; påpeger navnlig, at patienter i udviklingslande er utilstrækkeligt repræsenteret i lægemiddelforskning; noterer sig, at særlige befolkningsgrupper, herunder børn og gravide kvinder, er blevet overset i udviklingen af lægemidler mod tuberkulose; understreger nødvendigheden af at indsamle og opbevare prøver baseret på køn til farmakogenetiske undersøgelser i fremtidige kliniske forsøg; minder om, at der på grund af kvinders anderledes biologiske og fysiologiske karakteristika er behov for korrekte oplysninger om, hvilken indvirkning lægemidler har på deres krop;

39.  bemærker med bekymring, at den øgede udflytning af lægemiddelforsøg til Afrika og andre underudviklede regioner kan resultere i alvorlige etiske overtrædelser og krænkelser af grundlæggende EU-principper såsom retten til sundhedsbeskyttelse og sundhedspleje; påpeger, at manglende adgang til sundhedspleje, sygeforsikring eller lægemidler til overkommelige priser betyder, at sårbare personer, navnlig kvinder, ikke har andet valg end at deltage i kliniske forsøg for at modtage lægebehandling, muligvis uvidende om eventuelle forbundne risici;

40.  bemærker, at kvinder beviseligt indtager større mængder af psykotrope stoffer end mænd, men at der er meget få undersøgelser af kønsforskelle ved virkningerne af disse stoffer, som ordineres til mænd og kvinder uden nogen sondring og i ens doser; er bekymret over, at kvinder i større omfang lider af bivirkninger ved psykotrope stoffer, fordi de er udelukket fra kliniske forsøg, og over, at der som følge heraf ikke tages hensyn til kvinders fysiologi; påpeger desuden, at kvinder oftere end mænd forsøger at løse deres mentale problemer ved hjælp af psykoterapi;

Generelle bemærkninger

41.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at:

   a) fremme sundhedspleje ved at sikre let adgang til tjenester og passende information afpasset efter mænd og kvinders særlige behov og udveksling af bedste praksis inden for mental sundhed og klinisk forskning;
   b) gøre status over kvinders og mænds særlige sundhedsbehov og til at sikre, at kønsperspektivet integreres i deres sundhedspolitikker, -programmer og -forskning lige fra udviklingen og udformningen heraf til vurderingen af indvirkning og budgettering;
   c) sikre, at forebyggelsesstrategier specifikt fokuserer på kvinder, som risikerer tværsektoriel forskelsbehandling, såsom romakvinder, kvinder med handicap, lesbiske og biseksuelle kvinder, migranter og kvindelige flygtninge, kvinder, der lever i fattigdom, samt transkønnede og interkønnede personer;
   d) anerkende kønsbaseret vold og vold mod kvinder som et offentligt sundhedsanliggende i overensstemmelse med WHO’s resolution WHA49.25 af 25. maj 1996, som direkte indvirker på kvinders mentale sundhed og trivsel;
   e) sikre en hurtig udarbejdelse af den EU-dækkende undersøgelse af forekomsten af kønsbaseret vold, der skal gennemføres inden for det europæiske statistiske system, jf. Eurostats arbejdsprogram 2016, og til at indsamle regelmæssige og opdelte data navnlig om forekomsten af depression, idet disse data som minimum bør opdeles efter køn, aldersgruppe og socioøkonomisk status;
   f) støtte civilsamfundsorganisationer og kvindeorganisationer, som fremmer kvinders rettigheder, og arbejde på at sikre, at kvinder bliver hørt i europæiske og nationale sundhedspolitiske spørgsmål, og at europæiske og nationale sundhedspolitikker modsvarer deres behov;
   g) fremme programmer, der fokuserer på kvinders særlige behov i forbindelse med sygdomme som osteoperose, muskel- og knoglelidelser og sygdomme i centralnervesystemet såsom Alzheimers og/eller demens, herunder programmer, der oplyser kvinder om forebyggelsesmetoder, og som tilbyder uddannelse af sundhedspersonale;
   h) være ekstra opmærksomme på de særlige behov blandt kvinder, der er diagnosticeret med kronisk træthedssyndrom eller fibromyalgi, og tilbyde dem relevante sundhedstjenester af høj kvalitet;
   i) øge finansieringen til forskning i årsager til og mulig behandling af endometriose samt udarbejdelse af kliniske retningslinjer og til oprettelse af referencecentre; fremme oplysnings-, forebyggelses- og bevidstgørelseskampagner om endometriose og tilvejebringe midler til uddannelse af specialiserede sundhedspersoner og til forskningsinitiativer;

42.  opfordrer medlemsstaterne til at vedtage politikker, der kan forbedre befolkningens gennemsnitlige sundhedstilstand, ved at eliminere den sundhedsmæssige ulighed, der berøre ugunstigt stillede socioøkonomiske grupper; opfordrer i denne forbindelse til en aktiv indsats inden for en række politiske områder, ikke blot inden for offentlige sundheds- og sundhedsplejeordninger, men også uddannelse, social sikkerhed, arbejds-privatlivsbalance og byplanlægning, og altid med anlæggelse af et klart ligestillingsperspektiv;

43.  opfordrer udviklingslandenes regeringer til at integrere kønsaspektet i politikker for psykisk sundhed og til at udforme politikker og programmer, der både tager hånd om kvinders specifikke behov for psykisk sundhedsbehandling og griber fat om de sociale årsager til psykologiske lidelser; bemærker med bekymring, at navnlig i de mindst udviklede lande skyldes udelukkelsen af kvinder fra biomedicinsk forskning ofte mangel på oplysning og oplysningskampagner, kvinders rolle som mødre og omsorgsgivere og deres mangel på beslutningsfrihed i hjemmet; er af den faste overbevisning, at en bedre balance mellem kønsroller og forpligtelser, indkomstsikkerhed, lige adgang til uddannelse, integration på arbejdsmarkedet, mere effektive foranstaltninger til at fremme balancen mellem arbejds- og privatliv, navnlig for enlige mødre, udvikling af sociale sikkerhedsnet og fattigdomsbekæmpelse ville kunne mindske kønsulighederne inden for psykisk sundhed yderligere;

44.  mener, at seksuelle og reproduktive rettigheder omfatter adgang til lovlig og sikker abort, pålidelig, sikker og billig prævention samt omfattende seksual- og samlivsundervisning;

45.  finder det beklageligt, at seksuelle og reproduktive rettigheder er strengt begrænsede og/eller har gyldighed på visse betingelser i flere EU-medlemsstater;

46.  mener, at stigningen i sundhedspersoner, som nægter af udføre aborter i medlemsstaterne, er endnu en trussel mod kvinders sundhed og rettigheder; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der i det mindste er et minimumsantal sundhedspersoner til stede til at foretage aborter på hospitaler;

47.  opfordrer medlemsstaterne til at forebygge, forbyde og retsforfølge tvangssterilisation af kvinder, et fænomen, som især berører kvinder med handicap, transpersoner og interkønnede samt romakvinder;

48.  understreger, at screening på tidlige stadier af kræft sammen med oplysningsprogrammer betragtes som de mest effektive kræftforebyggelsesforanstaltninger, og opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at alle kvinder og piger har adgang til disse screeninger;

49.  understreger, at styrkelse af kvinders position og fremme af ligestilling mellem kønnene er afgørende for at fremskynde en bæredygtig udvikling og for at kunne sætte en stopper for alle former for diskrimination mod kvinder og piger, herunder diskrimination inden for mental sundhed og klinisk forskning, og at dette ikke alene er en grundlæggende menneskerettighed, men også har en multiplikatoreffekt på tværs af alle andre udviklingsområder (FN's mål for bæredygtig udvikling nr. 5);

50.  mener, at alle medlemsstater har en forpligtelse til at sikre lokal obstetrisk pleje som en offentlig tjeneste og til at sikre, at der også forefindes jordmødre i land- og bjergdistrikter;

51.  opfordrer medlemsstaternes sundhedsmyndigheder til at anerkende endometriose som en invaliderende sygdom, da dette vil give kvinder, der lider heraf, mulighed for gratis behandling også i forbindelse med omkostningstunge behandlinger og/eller operation og for sygeorlov fra arbejde i de værste perioder, hvorved de vil kunne undgå stigmatisering på arbejdspladsen;

52.  opfordrer medlemsstaterne, Kommissionen og de relevante agenturer til at sikre fuld adgang til fysisk og mental sundhedspleje af høj kvalitet for alle flygtninge, asylansøgere og migranter, især sårbare kvinder og piger, da der er tale om en universel menneskerettighed, og til på længere sigt at forberede deres nationale sundhedssystemer på passende vis for nye flygtninge og asylansøgere; fremhæver behovet for kønssensitiv mental uddannelse for ansatte i immigrations- og asyltjenester samt hos retshåndhævende myndigheder, der er beskæftiget med flygtninge, asylansøgere og immigranter, navnlig sådanne, der beskæftiger sig med sårbare kvinder og piger; mener, at der i disse nødvendige sundhedsplejeforanstaltninger bør indgå sikker indkvartering og sanitære faciliteter for kvinder og børn, juridisk rådgivning og adgang til seksuel og reproduktiv sundhed og seksuelle og reproduktive rettigheder, herunder svangerskabsforebyggelse, støtte til ofre for vold og sikker og lovlig abort;

53.  opfordrer EU og medlemsstaterne til omgående at indstille de nuværende sparepolitikker og nedskæringer i de offentlige udgifter, som rammer tjenester, som har afgørende betydning for at kunne opretholde et højt sundhedsbeskyttelsesniveau for alle kvinder og mænd og drenge og piger i EU uanset deres baggrund og retsstilling;

54.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre gratis adgang til sundhedstjenester for arbejdsløse kvinder, kvinder i landdistrikter og kvindelige pensionister med lav indkomst, som ikke selv er i stand til at betale for lægeundersøgelser og behandling;

55.  henstiller, at kvinder, der har født et handicappet barn eller et barn med en livstruende sygdom, tilbydes særlig støtte, som skal omfatte gratis adgang til langfristet pædiatrisk behandling i hjemmet, palliativ pædiatrisk pleje og let adgang til psykologisk støtte;

56.  understreger, at opnåelsen af retten til sundhed for alle har forrang for beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder og afhænger af investeringer i europæisk sundhedsforskning, herunder sundhedsteknologier og lægemidler til fattigdomsrelaterede og oversete sygdomme;

57.  beklager nedskæringerne i medlemsstaternes offentlige sundhedsbudgetter og er skuffet over, at de årlige budgetter for programmer, der skal forebygge kønsbaseret vold og vold mod kvinder, i alle medlemsstater er meget mindre end omkostningerne som følge af denne vold, både i økonomisk, social og moralsk henseende; opfordrer medlemsstaterne til at forhøje udgifterne til støtteprogrammer, der skal forebygge vold mod kvinder og hjælpe og beskytte ofre;

58.  opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger på sundhedsområdet med henblik på tidlig opdagelse af og støtte til ofre for kønsbaseret vold og til at udarbejde sundhedsprotokoller i tilfælde af overgreb, som bør sendes til de relevante domstole med henblik på at fremskynde retsbehandlingen; opfordrer desuden medlemsstaterne til at sikre retten til adgang til oplysninger og til integreret social bistand fra permanente nødplejetjenester, der er specialiseret i tværdisciplinære ydelser;

59.  glæder sig over, at Kommissionen har taget skridt med henblik på EU’s ratificering af Istanbul-konventionen og beklager, at mange medlemsstater endnu ikke har ratificeret den; opfordrer Rådet til at sørge for, at EU tiltræder Istanbul-konventionen snarest muligt;

60.  understreger, at prostitution også er et sundhedsspørgsmål, da prostitution har skadelige følger for sundheden, idet prostituerede er mere udsatte for seksuelle, fysiske og mentale sundhedstraumer, stofmisbrug og tab af selvrespekt og har højere dødelighed end befolkning gennemsnitligt; tilføjer og understreger, at mange sexkøbere efterspørger ubeskyttet købesex, hvilket øger risikoen for sundhedsskader blandt prostituerede såvel som blandt sexkøbere;

61.  opfordrer medlemsstaterne til at forebygge, forbyde og retsforfølge kønslemlæstelse af kvinder og af interkønnede og til at yde ofre samt personer, der risikerer at blive udsat for kønslemlæstelse, mental sundhedsstøtte i forbindelse med fysisk pleje;

62.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at være særligt opmærksomme på de mest sårbare og ugunstigt stillede grupper og til at iværksætte hjælpeprogrammer for dem;

63.  mener, at manglen på sammenlignelige, omfattende, pålidelige og regelmæssigt ajourførte kønsopdelte data fører til forskelsbehandling af kvinders sundhed;

64.  minder om, at sundhedspleje og sundhedspolitik henhører under medlemsstaternes beføjelser, og at Kommissionens rolle består i at supplere den national politik;

o
o   o

65.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EMEA/CHMP/3916/2005 - ICH http://www.ema.europa.eu/docs/en_GB/document_library/Scientific_guideline/2010/01/WC500059887.pdf
(2) Krug, Dahlberg, Mercy, Zwi and Lozano, 2002.


EU's prioriteter for den 61. samling i FN's Kommission for Kvinders Status
PDF 185kWORD 54k
Europa-Parlamentets henstilling af 14. februar 2017 til Rådet om EU's prioriteringer for den 61. samling i FN's Kommission for Kvinders Status (2017/2001(INI))
P8_TA(2017)0029A8-0018/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til forslag til henstilling til Rådet fra Constance Le Grip, på vegne af EPP-Gruppen, og Maria Arena, på vegne af S&D-Gruppen, om EU's prioriteringer for den 61. samling i FN's Kommission for Kvinders Status (B8-1365/2016),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 26. maj 2015 om kønsaspektet inden for udvikling og et nyt globalt partnerskab for fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling efter 2015 samt af 16. december 2014 om en forandringsdagsorden for perioden efter 2015,

–  der henviser til den 61. samling i FN's Kommission for Kvinders Status (CSW) og dens prioriterede tema "Kvinders økonomiske selvstændiggørelse på det foranderlige arbejdsmarked",

–  der henviser til den fjerde verdenskonference om kvinder, der blev holdt i Beijing i september 1995, erklæringen og handlingsplanen vedtaget i Beijing og de efterfølgende slutdokumenter fra de ekstraordinære FN-samlinger Beijing +5, +10, +15, +20 om flere foranstaltninger og initiativer til at gennemføre Beijing-erklæringen og ‑handlingsplanen vedtaget henholdsvis den 9. juni 2000, den 11. marts 2005, den 2. marts 2010 og den 9. marts 2015,

–  der henviser til FN's konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 113,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0018/2017),

A.  der henviser til, at ligestilling mellem kvinder og mænd er et af EU's grundlæggende principper, som er fastsat i traktaten om Den Europæiske Union, og et af Unionens mål og opdrag, og til, at EU også er styret af dette princip i sin optræden udadtil, eftersom begge dimensioner bør være samordnet;

B.  der henviser til, at kvinders menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene ikke bare er grundlæggende menneskerettigheder, men forudsætninger for at fremme udvikling og mindske fattigdom og et nødvendigt fundament for en fredelig, fremgangsrig og bæredygtig verden;

C.  der henviser til, at chikane og vold mod kvinder omfatter en bred vifte af menneskerettighedskrænkelser; der henviser til, at en hvilken som helst af disse former for misbrug kan give dybe psykologiske ar og indebære fysisk eller seksuel skade eller lidelse, trusler om sådanne handlinger og tvang, og kan skade kvinders og pigers almene sundhedstilstand, herunder deres reproduktive og seksuelle sundhed, og i nogle tilfælde have døden til følge;

D.  der henviser til, at præsident Donald Trump den 23. januar 2017 genindførte den såkaldte globale mundkurv ("Global Gag Rule"), som forhindrer internationale organisationer i at modtage nogen form for amerikansk sundhedsbistand, hvis de yder, rådgiver om, henviser til eller driver lobbyvirksomhed for aborttjenester – selv hvis de gør dette med deres egne, ikke-amerikanske midler, og selv hvis det er lovligt at udføre aborter i deres hjemland; der henviser til, at programmer, som beskæftiger sig med hiv/aids, mødres og børns sundhed, bekæmpelse af zikavirus og andre sundheds- og sygdomsrelaterede spørgsmål, nu vil blive påvirket; der henviser til, at denne regel indebærer, at de fremskridt, der er gjort i årenes løb for at forbedre befolkningens sundhed og velbefindende i lokalsamfund overalt i verden, navnlig med hensyn til kvinders og pigers rettigheder, bliver rullet tilbage, og at millioner af mennesker afskæres fra at få adgang til sundhedspleje;

E.  der henviser til, at det femte mål for bæredygtig udvikling (SDG5) er at opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders og pigers position i samfundet overalt i verden; der henviser til, at SDG5 er et mål i sig selv, hvilket betyder, at det skal integreres i hele 2030-dagsordenen og virkeliggørelsen af alle målene for bæredygtig udvikling; der henviser til, at styrkelse af kvinders position betyder, at de skal udrustes med de nødvendige redskaber til at blive økonomisk uafhængige, blive repræsenteret ligeligt overalt i samfundet, spille en ligeværdig rolle i alle livets sfærer og opnå større magt i det offentlige liv og kontrol over alle beslutninger, der påvirker deres liv;

F.  der henviser til, at kvinder er vigtige økonomiske aktører overalt i verden, og at kvinders økonomiske deltagelse kan stimulere økonomien, skabe beskæftigelse og opbygge inkluderende velstand; der henviser til, at lande, der værdsætter kvinder og sætter dem i stand til at deltage fuldt ud på arbejdsmarkedet og i beslutningstagningen, er mere stabile, velstående og sikre; der henviser til, at kønsbudgettering er intelligent økonomi og sikrer, at offentlige udgifter tjener til at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd;

G.  der henviser til, at kvinders kreativitet og iværksætterpotentiale er underudnyttede kilder til økonomisk vækst og arbejdspladser, som bør udvikles yderligere;

H.  der henviser til, at EU-regeringerne 20 år efter Beijingkonferencen måtte erkende, at selv om der foreligger solide beviser for, at en styrkelse af kvinders position i samfundet er en central forudsætning for at bekæmpe fattigdom, fremme udvikling og løse verdens mest presserende problemer, har intet land indtil videre fuldt ud opnået ligestilling mellem kvinder og mænd og styrkelse af kvinders og pigers position, og at der kun er gjort fremskridt langsomt og uensartet, ligesom der stadig findes store mangler og væsentlige former for diskrimination, samtidig med at der er opstået nye udfordringer i forbindelse med gennemførelsen af de 12 kritiske problemområder i handlingsprogrammet;

I.  der henviser til, at EU spiller en vigtig rolle i at fremme styrkelsen af kvinders og pigers position, både i EU og på verdensplan, ved hjælp af politiske og økonomiske midler; der henviser til, at EU skal spille den afgørende rolle som vogter over den sprogbrug om kvinders menneskerettigheder, der er aftalt i FN og EU;

J.  der henviser til, at kvinder fortsat producerer omkring 80 % af fødevarerne i de fattigste lande og i øjeblikket er dem, der primært værner om biodiversitet og såsæd;

K.  der henviser til, at jord ikke bare er et produktionsmiddel, men et kultur- og identitetsbærende sted; der henviser til, at jord derfor er en grundlæggende livskomponent og en umistelig ret for landbokvinder og kvinder fra indfødte befolkningsgrupper;

1.  henstiller til Rådet:

Overordnede betingelser for styrkelse af kvinders og pigers position

Forbedring af kvinders økonomiske selvstændiggørelse og overvindelse af barriererne på arbejdsmarkedet

Sikring af at kvinder er repræsenteret ligeligt på alle beslutningstagningsniveauer

Imødekommelse af de mest marginaliserede kvinders behov

Omsættelse af disse forpligtelser til udgifter og større synliggørelse af dem

   a) at bekræfte sine forpligtelser i henhold til Beijinghandlingsprogrammet og til den række af foranstaltninger til fremme af kvinders menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene, som er fastsat heri; at bekræfte sit engagement i den tosporede tilgang til kvinders menneskerettigheder gennem integration af kønsaspektet inden for alle politikområder og gennemførelse af konkrete foranstaltninger til fremme af kvinders menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene
   b) at tilskynde til politikker med henblik på investering i kvinders og pigers lige adgang til kvalitetspræget almen uddannelse og erhvervsuddannelse, herunder formel, uformel og ikkeformel uddannelse, og at udrydde kønsforskelle på disse områder og i alle sektorer, navnlig dem der traditionelt er mandsdominerede
   c) at bekæmpe alle former for vold mod kvinder og piger i den offentlige og den private sfære som en alvorlig krænkelse af deres fysiske og psykologiske integritet, der forhindrer dem i at nå deres fulde potentiale at gøre fremskridt i retning af en fuldstændig ratifikation af Istanbulkonventionen fra alle parters side
   d) at tænke over, at FN, EU og dets medlemsstater for at blive mere effektive aktører på globalt plan også må optrappe deres nationale bestræbelser på at udrydde vold mod kvinder og kønsbaseret vold; derfor at gentage sin opfordring til Kommissionen om at foreslå en EU-strategi til bekæmpelse af vold mod kvinder, inklusive et direktiv med fastsættelse af minimumsstandarder; endvidere i denne forbindelse at opfordre alle parter til at undertegne og ratificere Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet
   e) at udtænke politikker med henblik på at fremme og understøtte ordentligt arbejde og fuld beskæftigelse for alle kvinder
   f) at sikre universel adgang til seksuel og reproduktiv sundhedspleje og reproduktive rettigheder som fastsat i handlingsplanen fra den internationale konference om befolkning og udvikling, Beijing-handlingsplanen og slutdokumenterne fra gennemgangskonferencerne; at tilvejebringe alderssvarende seksualundervisning for piger og drenge, unge kvinder og unge mænd for at mindske antallet af tidlige, uønskede graviditeter og spredningen af seksuelt overførte sygdomme
   g) at tage afstand på det kraftigste fra reglen om "den globale mundkurv", som indebærer, at internationale organisationer ikke kan modtage amerikansk støtte til familieplanlægning, hvis de yder, rådgiver om, henviser til eller driver lobbyvirksomhed for aborttjenester; at betragte denne regel som et direkte angreb på og et tilbageslag for de fremskridt, der er gjort til fordel for kvinders og pigers rettigheder; at opfordre EU og dets medlemsstater til omgående at imødegå konsekvenserne af den globale mundkurv ved markant at styrke finansieringen af seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, og etablere en international fond, som skal finansiere adgang til prævention og sikker og lovlig abort ved hjælp af både nationale udviklingsmidler og EU-udviklingsmidler for at udfylde det finansieringshul, der er opstået, efter at Trump-regeringen har taget initiativ til at standse finansieringen til alle udenlandske hjælpeorganisationer, der leverer tjenesteydelser vedrørende seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder
   h) at udrydde lønforskelle mellem kønnene og kløfter med hensyn til livslang læring og pension
   i) at sætte en stopper for alle former for diskrimination af kvinder i lovgivning og i politikker på alle niveauer
   j) at bekæmpe alle former for kønsstereotyper, der fastholder ulighed, vold og diskrimination, i alle sfærer af samfundet
   k) at støtte kvindeorganisationer på alle niveauer i deres arbejde; at involvere dem som partnere i politikudformning og sikre passende finansiering
   l) at anvende kønsbudgettering som et redskab til integrering af kønsaspektet i alle offentlige udgifter
   m) at opfordre alle parter til at ratificere og gennemføre CEDAW, med særligt fokus på artikel 1, 4, 10, 11, 13, 14 og 15
   n) indtrængende at opfordre alle parter til at vedtage politikker og lovgivning, der sikrer lige adgang til arbejde samt lige løn for lige arbejde og for arbejde af samme værdi
   o) at videreføre og optrappe arbejdet hen imod politikker, der støtter og fremmer kvinders iværksætteri, inden for rammerne af ordentligt arbejde og fjernelse af alle forhindringer for og samfundsmæssige fordomme imod, at de kan etablere og drive en virksomhed, herunder forbedring af adgangen til finansielle tjenesteydelser, kredit, risikovillig kapital og markeder på lige vilkår og fremme af adgangen til information, undervisning og netværk med henblik på at drive forretning; i denne forbindelse at anerkende og fremme den rolle, som sociale foretagender, kooperativer og alternative forretningsmodeller spiller for styrkelse af kvinders status
   p) at anerkende, at makroøkonomiske politikker, især om budgetdisciplin og offentlige tjenesteydelser, har uforholdsmæssigt stor indvirkning på kvinder, og at de politiske beslutningstagere er nødt til at tage hensyn til disse kønsrelaterede virkninger
   q) at fremme nye investeringer i infrastruktur til social omsorg, uddannelse og sundhedspleje samt i offentlig levering af tilgængelige, prismæssigt overkommelige og kvalitetsprægede ydelser igennem hele livscyklussen, herunder omsorg for børn, plejekrævende personer og ældre; at sikre en stærk beskyttelse af og arbejdstagerrettigheder for gravide kvinder under og efter graviditeten
   r) at støtte politikker til fordel for en ligelig fordeling af huslige og omsorgsmæssige forpligtelser mellem kvinder og mænd
   s) at støtte oprettelsen af en ILO-konvention, der skal fastlægge en international standard for imødegåelse af kønsbaseret vold på arbejdspladsen
   t) at gennemføre politikker, der sigter mod at imødegå fænomenet politisk vold mod kvinder, herunder fysisk vold, intimidering og chikane på internettet
   u) at træffe effektive foranstaltninger med henblik på afskaffelse af børnearbejde, eftersom millioner af pigebørn udnyttes; at indføre nye mekanismer i den nuværende EU-lovgivning for at forhindre import af produkter, der er fremstillet ved brug af børnearbejde
   v) gennem bevidstgørelseskampagner og støtteprogrammer at tilskynde kvinder og piger til at gå i gang med akademiske og forskningsmæssige karrierer inden for alle videnskabelige områder, med særligt fokus på teknologi og digital økonomi
   w) at sikre kohærens mellem EU's interne og eksterne politikker og målene for bæredygtig udvikling
   x) at beskytte de civile og politiske rettigheder og støtte en sikring af kønsbalancen på alle niveauer af beslutningstagningen, herunder i den politiske beslutningstagning, økonomisk politik og programmer, på arbejdspladser, i erhvervslivet eller i den akademiske verden
   y) at inddrage arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og kvindeorganisationer i den økonomiske beslutningstagning
   z) at styrke kvinders lederskab og deltagelse i beslutningstagningen i konfliktsituationer og efter konflikter og sikre kvinders adgang til job, markeder og politisk deltagelse og lederskab i lande, der får bilagt konflikter, hvilket alt sammen er afgørende for stabiliteten
   aa) at lette landbokvinders ejendomsret til jord og adgang til kredit og fremme, tilskynde og støtte kvinders iværksætterinitiativer i landdistrikter for at sætte kvinderne i stand til at blive økonomisk uafhængige og til at deltage fuldt ud i og nyde godt af bæredygtig udvikling i landdistrikterne; at beskytte og fremme korte fødevareforsyningskæder gennem aktive politikker på både internt og eksternt plan i EU
   ab) at fastlægge interne og internationale regler, der sikrer begrænsninger på den omfattende land grabbing, som er i strid med småejeres, navnlig kvinders, interesser
   ac) at opfordre til inddragelse af landbokvinders organisationer i politisk beslutningstagning på lokalt, regionalt, nationalt og globalt niveau og støtte kvindenetværk med udveksling af erfaringer og god praksis, navnlig når de pågældende beslutninger kan få indflydelse på deres liv
   ad) at opfordre alle lande til at ratificere og gennemføre FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, herunder artikel 6 med overskriften "Kvinder med handicap"
   ae) at fremhæve kvindelige vandrende arbejdstageres ret til ordentlige arbejdsforhold og ligeværdig social beskyttelse, navnlig for migranter og flygtninge, der arbejder som hushjælp; at opfordre til ratifikation og gennemførelse af ILO-konvention nr. 189
   af) indtrængende at opfordre alle parter til at gennemføre politikker, der sikrer flygtningekvinders og -pigers rettigheder og en human behandling af dem
   ag) at sikre, at kønsbaseret forfølgelse betragtes som grundlag for ansøgning om asyl i henhold til FN-konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling
   ah) at fremhæve behovet for at beskytte og fremme LGBTI-kvinders rettigheder
   ai) at opfordre Kommissionen for Kvinders Status til sammen med CEDAW-komitéen at institutionalisere en tværsektoriel tilgang til deres analyse og til at fremme konceptet med bekæmpelse af flere forskellige former for diskrimination gennem tværsektoriel analyse i alle FN's organer
   aj) at føre politikker med henblik på at tackle situationen med kvinder, der er ramt af fattigdom og social udstødelse
   ak) at anerkende kvinders rolle som formelle og uformelle omsorgspersoner og gennemføre politikker med sigte på at forbedre de vilkår, hvorunder de yder omsorg
   al) at mobilisere de ressourcer, der er nødvendige for at virkeliggøre kvinders økonomiske rettigheder og mindske kønsulighed, bl.a. gennem anvendelse af de eksisterende instrumenter på EU-plan og på medlemsstatsplan, såsom kønsspecifikke konsekvensanalyser; at anvende kønsbudgettering i forbindelse med offentlige udgifter for at sikre ligestilling mellem kvinder og mænd og fjerne alle former for kønsulighed
   am) at sikre, at Parlamentet og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling inddrages fuldt ud i beslutningsprocessen vedrørende EU's holdning på den 61. samling i FN's Kommission for Kvinders Status
   an) at udtrykke sin stærke støtte til det arbejde, der udføres af UN Women, som er en central aktør inden for FN-systemet, når det gælder om at udrydde vold mod kvinder og piger på verdensplan og bringe alle relevante interessenter sammen med henblik på at skabe politiske ændringer og koordinere tiltag at opfordre FN's medlemsstater og EU til at øge deres finansiering af UN Women;

2.  pålægger sin formand at sende denne henstilling til Rådet og til orientering til Kommissionen.

Juridisk meddelelse