Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2016/2238(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0191/2017

Indgivne tekster :

A8-0191/2017

Forhandlinger :

PV 03/07/2017 - 24
CRE 03/07/2017 - 24

Afstemninger :

PV 04/07/2017 - 6.15
CRE 04/07/2017 - 6.15
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2017)0289

Vedtagne tekster
PDF 273kWORD 58k
Tirsdag den 4. juli 2017 - Strasbourg Endelig udgave
Private sikkerhedsfirmaer
P8_TA(2017)0289A8-0191/2017

Europa-Parlamentets beslutning af 4. juli 2017 om private sikkerhedsfirmaer (2016/2238(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Montreux-dokumentet om relevante internationale juridiske forpligtelser og god praksis for stater i forbindelse med anvendelse af private militære virksomheder og private sikkerhedsfirmaer under væbnet konflikt,

–  der henviser til FN-Menneskerettighedsrådets resolution 15/26, 22/33, 28/7 og 30/6,

–  der henviser til FN's arbejdsgruppe om anvendelsen af lejesoldater som middel til at krænke menneskerettighederne og hindre udøvelsen af retten til selvbestemmelse, som blev oprettet i juli 2005,

–  der henviser til rapporterne fra den åbne mellemstatslige arbejdsgruppe, der har mandat til at se på muligheden for at udarbejde et internationalt regelsæt om regulering og overvågning af og tilsyn med private militære virksomheders og private sikkerhedsfirmaers aktiviteter,

–  der henviser til FN's retningslinjer for anvendelse af væbnede sikkerhedstjenester fra private sikkerhedsfirmaer, som for nylig er blevet udvidet til at omfatte ubevæbnede sikkerhedstjenester,

–  der henviser til FN's adfærdskodeks for retshåndhævelsespersonale,

–  der henviser til udkast til en mulig konvention om private militære virksomheder og private sikkerhedsfirmaer, som skal drøftes og viderebehandles i Menneskerettighedsrådet,

–  der henviser til den internationale adfærdskodeks for private udbydere af sikkerhedstjenester (ICoC), som er udarbejdet af International Code of Conduct Association, som er branchens selvreguleringsmekanisme, hvis standarder er frivillige,

–  der henviser til adfærdskodeks fra International Stability Operations Association, som er en brancheejet selvreguleringsmekanisme,

–  der henviser til adfærdskodeks og etiske retningslinjer for den private sikkerhedssektor, som fastlagt af Confederation of European Security Services og UNI Europa,

–  der henviser til ISO 18788-forvaltningssystemet for private sikkerhedsoperationer, som fastsætter parametrene for forvaltning af private sikkerhedsfirmaer,

–  der henviser til Rådets henstilling af 13. juni 2002 om samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente nationale myndigheder med ansvar for sektoren for privat sikkerhed,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/81/EF af 13. juli 2009 om samordning af fremgangsmåderne ved ordregivende myndigheders eller ordregiveres indgåelse af visse bygge- og anlægs-, vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet og om ændring af direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF(2),

–  der henviser til EU's koncept for logistisk støtte til EU-styrede militære operationer og EU's koncept for støtte fra kontrahenter til EU-styrede militære operationer,

–  der henviser til Priv-War-henstillingerne om EU-regulering i forhold til private militære virksomheder og private sikkerhedsfirmaer og deres tjenesteydelser,

–  der henviser til sin beslutning af 8. oktober 2013 om korruption i den offentlige og private sektor: indvirkningen på menneskerettighederne i tredjelande(3) og til sin beslutning af 6. februar 2013 om virksomhedernes sociale ansvar: fremme af samfundets interesser og vejen til bæredygtig og inklusiv genrejsning(4),

–  der henviser til de mange forskellige risici, udfordringer og trusler i og uden for EU,

–  der henviser til de foreløbige retningslinjer fra Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) fra maj 2012 vedrørende bevæbnet sikkerhedspersonale om bord på skibe,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A8-0191/2017),

A.  der henviser til, at sikkerhed og forsvar er offentlige goder, som forvaltes af de offentlige myndigheder på grundlag af kriterier om effektivitet, formålstjenlighed, ansvarlighed og retsstatslighed, der ikke alene er baseret på tilstrækkelige finansielle ressourcer, men også på viden; der henviser til, at de offentlige myndigheder på visse områder muligvis mangler de nødvendige kapaciteter og beføjelser;

B.   der henviser til, at sikkerhed og forsvar primært bør tilvejebringes fra de offentlige myndigheders side;

C.  der henviser til, at Eurobarometer-meningsmålinger har vist, at EU's borgere ønsker, at EU skal være mere aktiv inden for sikkerhed og forsvar;

D.  der henviser til, at over 1,5 millioner private leverandører af sikkerhedsydelser var beskæftiget i omtrent 40 000 private sikkerhedsfirmaer i Europa i 2013; der henviser til, at dette tal er i stadig vækst; der henviser til, at disse virksomheders omsætning det pågældende år beløb sig til ca. 35 mia. EUR; der henviser til, at den private sikkerhedsbranche globalt blev vurderet til op mod 200 mia. USD i 2016 med omkring 100 000 private sikkerhedsfirmaer og 3,5 mio. arbejdstagere;

E.  der henviser til, at private sikkerhedsfirmaer – en term, der i denne beslutning også omfatter private militære virksomheder – i løbet af de seneste årtier i voksende grad er blevet benyttet af nationale regeringer samt militære og civile organer, både for at levere indenlandske tjenesteydelser og for at yde støtte ved deployering i udlandet;

F.  der henviser til, at de private sikkerhedsfirmaer tilbyder et særdeles bredt udvalg af tjenesteydelser, som spænder fra logistiske tjenesteydelser til egentlig kampstøtte samt levering af militærteknologi og deltagelse i postkonfliktgenopbygning; der henviser til, at de private sikkerhedsfirmaer ligeledes yder vitale tjenester i medlemsstaterne, såsom drift af fængselsvæsenet og patruljering af vigtig infrastruktur; der henviser til, at private sikkerhedsfirmaer er blevet anvendt i forbindelse med både civile og militære missioner under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP), til at bevogte EU-delegationer, ved konstruktion af lejre, uddannelse og luftbroer samt for at støtte humanitære bistandsaktiviteter;

G.  der henviser til, at EU-medlemsstaternes praksis med hensyn til anvendelse af private sikkerhedsfirmaer, procedurerne for indgåelse af kontrakter med dem og reguleringssystemernes kvalitet er kendetegnet ved stor variationsbredde, idet mange medlemsstater benytter disse firmaer til at støtte deres egne kontingenter i multilaterale operationer;

H.  der henviser til, at eksternalisering af militære aktiviteter, som tidligere var en integrerende del af de væbnede styrkers virksomhed, bl.a. finder sted for at præstere tjenesteydelser på en mere omkostningseffektiv måde, men også for at kompensere for mindsket kapacitet hos de væbnede styrker, som har mindre personel, samtidig med at antallet af multilaterale missioner i udlandet er steget, og der er foretaget nedskæringer i budgetterne, hvilket må tilskrives beslutningstagernes manglende vilje til at afsætte tilstrækkelige ressourcer; der henviser til, at dette bør være en undtagelse; der henviser til, at der er behov for at afhjælpe manglerne; der henviser til, at de private sikkerhedsfirmaer også, ofte med kort varsel og som en supplerende foranstaltning, kan stille kapacitet til rådighed, som fuldstændig mangler hos de nationale væbnede styrker; der henviser til, at private sikkerhedsfirmaer også er blevet anvendt, fordi det er politisk belejligt, for at undgå begrænsninger ved anvendelsen af tropper, navnlig for at omgå eventuel manglende offentlig støtte til at indsætte ens væbnede styrker; der henviser til, at anvendelse af private sikkerhedsfirmaer som et udenrigspolitisk værktøj må være underlagt effektiv parlamentarisk kontrol;

I.  der henviser til, at private sikkerhedsfirmaer er blevet anklaget for at være involveret i episoder, hvor der er sket krænkelser af menneskerettighederne og tab af menneskeliv; der henviser til, at sådanne hændelser varierer over tid og på tværs af lande og i nogle tilfælde udgør alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret, herunder krigsforbrydelser; der henviser til, at der er sket retsforfølgning i flere af disse sager; der henviser til, at dette forhold sammen med manglende gennemsigtighed har haft konsekvenser for det internationale samfunds indsats i de pågældende lande og har afsløret store lakuner i ansvarsstrukturerne, hvilket bl.a. skyldes, at der er oprettet talrige lag af datterselskaber eller underentrepriser i forskellige lande, navnlig på lokalt plan, således at det i visse tilfælde har været umuligt at garantere civilbefolkningens grundlæggende sikkerhed i værtslandene;

J.  der henviser til, at EU og dets medlemsstater bør tilstræbe at undgå sådanne situationer i fremtiden og afholde sig fra at eksternalisere militære operationer, der indebærer anvendelse af magt og våben, at deltage i fjendtligheder eller på enhver måde at tage del i kamphandlinger eller indsatser i kampområder ud over lovlig nødværge; der henviser til, at operationer og aktiviteter, der eksternaliseres til private sikkerhedsfirmaer i konfliktramte områder, bør begrænses til logistisk støtte og beskyttelse af anlæg, uden at de private sikkerhedsfirmaer faktisk befinder sig i de områder, hvor kamphandlinger finder sted; der henviser til, at anvendelsen af private sikkerhedsfirmaer under ingen omstændigheder kan træde i stedet for de nationale væbnede styrkers personel; der henviser til, at det ved gennemførelsen af forsvarspolitikken bør tildeles højeste prioritet at sikre, at medlemsstaternes væbnede styrker har tilstrækkelige ressourcer, instrumenter, uddannelse, viden og midler til at udføre deres opgaver fuldt ud;

K.  der henviser til, at der bør indføres et regelsæt med bindende regulerings- og overvågningsmekanismer på internationalt plan for at regulere anvendelsen af private sikkerhedsfirmaer og sikre en tilstrækkelig kontrol over deres aktiviteter, således at stater kan udnytte de fordele, som disse firmaer tilbyder, og således at firmaerne kan drages til ansvar; der henviser til, at private sikkerhedsfirmaer indgår i en branche, som i høj grad er af grænseoverskridende karakter og er tæt forbundet med statslige og mellemstatslige aktører og derfor kræver en global tilgang til regulering; der henviser til, at den nuværende lovgivningsmæssige situation i denne sektor omfatter en række usammenhængende regler, som varierer kolossalt mellem medlemsstaterne; der henviser til, at den uensartede nationale lovgivning og den selvregulering, som visse private sikkerhedsfirmaer har indført, ikke nogen særlig afskrækkende virkning med hensyn til at forhindre misbrug, eftersom der mangler sanktionsmuligheder, og at dette kan have stor betydning for, hvordan de private sikkerhedsfirmaer fungerer i multilaterale indsatser og konfliktramte regioner;

L.  der henviser til, at der er mangel på vedtagne definitioner af private sikkerhedsfirmaer og private militære virksomheder og deres tjenester; der henviser til, at et sikkerhedsfirma – som foreslået i den definition, der indgår i det udkast til konvention, som FN's arbejdsgruppe om lejesoldater har udarbejdet – kan defineres som et selskab, der udfører kompenserende militære og/eller sikkerhedsmæssige tjenesteydelser ved hjælp af fysiske personer og/eller retlige enheder; der henviser til, at militære tjenesteydelser i denne forbindelse kan defineres som specialiserede tjenester i forbindelse med militære aktioner, herunder strategisk planlægning, efterretningsvirksomhed, efterforskning, rekognoscering til lands, til vands eller fra luften, enhver form for flyveoperationer, hvad enten de er bemandede eller ubemandede, satellitovervågning og -efterretningsaktiviteter, enhver form for vidensoverførsel med militære anvendelsesmuligheder, materiel og teknisk støtte til væbnede styrker og andre tilhørende aktiviteter; der henviser til, at sikkerhedstjenester kan defineres som væbnet bevogtning eller beskyttelse af bygninger, installationer, ejendomme og mennesker, enhver form for vidensoverførsel med sikkerheds- og politimæssige anvendelsesmuligheder, udvikling og gennemførelse af informationstekniske sikkerhedsforanstaltninger og andre tilhørende aktiviteter;

M.  der henviser til, at Montreux-dokumentet er det første vigtige dokument, som definerer, hvordan folkeretten finder anvendelse på private sikkerhedsfirmaer; der henviser til, at den internationale adfærdskodeks for private udbydere af sikkerhedstjenester (ICoC) indeholder en definition af branchens standarder, og at denne kodeks i voksende grad har vist sig at være et redskab til at sikre fælles grundlæggende standarder i en global branche; der henviser til, at sammenslutningen vedrørende den internationale adfærdskodeks for private udbydere af sikkerhedstjenester (ICoCA) har til formål at fremme, lede og føre tilsyn med gennemførelsen af adfærdskodeksen og tilskynde til ansvarlig levering af sikkerhedsydelser samt respekt for menneskerettighederne og national ret samt folkeretten; der henviser til, at tilslutning til ICoCA sker ved en frivillig handling, ledsaget af en betaling, og de høje medlemskontingenter ikke giver alle private sikkerhedsfirmaer mulighed for at blive medlemmer;

N.  der henviser til, at der udfoldes bestræbelser for at regulere private sikkerhedsfirmaer i mange internationale fora, herunder det såkaldte Montreux Document Forum, hvor EU er blevet valgt ind i gruppen af formandskabets venner, den åbne mellemstatslige arbejdsgruppe, der har mandat til at se på muligheden for at udarbejde et internationalt regelsæt om regulering og overvågning af og tilsyn med private militære virksomheders og private sikkerhedsfirmaers aktiviteter, samt International Code of Conduct Association;

O.  der henviser til, at EU og 23 medlemsstater har tilsluttet sig Montreux-dokumentet, og at EU er medlem af arbejdsgruppen om International Code of Conduct Association; der henviser til, at EU bidrager til bestræbelserne for at udarbejde et internationalt regelsæt i Menneskerettighedsrådets regi; der henviser til, at EU spiller en afgørende rolle i forbindelse med fremme af national og regional kontrol med levering og eksport af forskellige militære og sikkerhedsmæssige tjenesteydelser;

P.  der henviser til, at Den Europæiske Union ikke har sine egne retlige rammer på trods af de mange private sikkerhedsfirmaer, der er af europæisk oprindelse og/eller er involveret i missioner og operationer, som er underlagt FSFP- eller EU-delegationer; der henviser til, at de eksisterende lovrammer næsten udelukkende er baseret på den amerikanske model, der blev oprettet under krigen i Irak til gavn for de militære virksomheder, der var involveret i kamphandlinger; der henviser til, at disse referencer ikke er tilpasset hverken de europæiske private sikkerhedsfirmaers format eller deres missioner;

Q.  der henviser til, at det er af vital betydning at prioritere opstilling af klare regler for interaktion, samarbejde og bistand mellem retshåndhævende myndigheder og private sikkerhedsfirmaer;

R.  der henviser til, at de private sikkerhedsfirmaer kan spille en mere fremtrædende rolle i bestræbelserne for at bekæmpe pirater og forbedre sikkerheden til søs, i missioner, hvor hunde er inddraget, i cyberforsvar, i forskning og udvikling vedrørende sikkerhedsværktøjer, i blandede overvågningsmissioner samt i uddannelsesaktiviteter i samarbejde med offentlige myndigheder og under disses tilsyn; der henviser til, at anvendelsen af bevæbnede private sikkerhedsfirmaer har skabt særlige udfordringer for søtransportsektoren og har givet anledning til en lang række hændelser, som har ført til tab af menneskeliv og diplomatiske konflikter;

Anvendelse af private sikkerhedsfirmaer til støtte for militæret i udlandet

1.  bemærker, at private sikkerhedsfirmaer spiller en vigtig supplerende rolle ved at bistå statens militære og civile organer med at afhjælpe kapacitetsmangler, der skyldes øget efterspørgsel efter styrker i udlandet, og også undertiden ved at stille intensiveret kapacitet til rådighed, når omstændighederne tillader det; understreger, at de private sikkerhedsfirmaers tjenesteydelser i ekstraordinære tilfælde dækker eksisterende kapacitetsmangler, som medlemsstaterne imidlertid først bør forsøge at udfylde ved hjælp af de nationale væbnede styrker eller politiet; understreger, at private sikkerhedsfirmaer anvendes som et instrument til gennemførelse af udenrigspolitikken i disse lande;

2.  understreger, at når de private sikkerhedsfirmaer opererer i værtslandene – navnlig dem, der er meget anderledes med hensyn til kultur og religion – skal de være opmærksomme på lokale traditioner og vaner for ikke at bringe effektiviteten af deres mission i fare og fremmedgøre den lokale befolkning;

3.  bemærker, at private sikkerhedsfirmaer og navnlig de firmaer, der er baseret i værtslande, kan tilbyde et værdifuldt lokalkendskab og hyppigt også lavere omkostninger i forhold til nationale tropper, selv om det skal sikres, at kvalitetskriteriet ikke undergraves; understreger imidlertid, at anvendelsen af tjenesteydelser fra lokale private sikkerhedsfirmaer i sårbare lande og kriseudsatte regioner kan have negative konsekvenser for EU's udenrigspolitiske målsætninger, hvis en sådan anvendelse styrker visse lokale væbnede aktører, som kan blive parter i konflikten; noterer sig, at det er vigtigt at foretage en klar juridisk sondring mellem private sikkerhedsfirmaers operationer og private aktører, som er direkte engageret i militære aktiviteter;

4.  understreger, at der ikke bør ske en eksternalisering til private sikkerhedsfirmaer af aktiviteter, som indebærer magtudøvelse og/eller aktiv deltagelse i fjendtligheder bortset fra selvforsvar, og at private sikkerhedsfirmaer under ingen omstændigheder må deltage i eller foretage afhøringer; understreger, at EU på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område bør prioritere en styrkelse af de nationale væbnede styrker, og at private sikkerhedsfirmaer kun kan fungere som et supplement til disse styrker uden nogen form for myndighed over strategiske beslutninger; fremhæver, at enhver deltagelse af private sikkerhedsfirmaer i militære operationer skal være strategisk begrundet med klart definerede mål, som kan kontrolleres ved hjælp af konkrete indikatorer, have et fuldt detaljeret budget og en bestemt start- og slutdato samt være underlagt et strengt etisk regelsæt; påpeger, at det arbejde, der udføres af de væbnede styrker og sikkerhedsstyrkerne i udlandet, er af grundlæggende værdi ved fredsbevarende operationer og konfliktforebyggelse såvel som ved den sociale genopbygning og nationale forsoning, som følger;

5.  understreger, at det omkostningseffektive princip ved brug af private sikkerhedsfirmaer hovedsagelig medfører fordele på kort sigt, især hvis en række samfundsøkonomiske variabler ikke tages i betragtning, og derfor bør dette ikke blive hovedkriteriet, når sikkerhedsspørgsmål håndteres; minder om, at ansvarlighed og tilsynsmekanismer er af afgørende betydning for at sikre, at private sikkerhedsfirmaers legitimitet og potentielle fordele realiseres fuldt ud;

6.  understreger vigtigheden af parlamentarisk tilsyn med statens brug af private sikkerhedsfirmaer i medlemsstaterne;

EU's anvendelse af private sikkerhedsfirmaer

7.  bemærker, at EU benytter sig af private sikkerhedsfirmaer i udlandet for at beskytte sine delegationer og sit personale og for at støtte sine civile og militære FSFP-missioner; noterer sig, at anvendelsen af disse firmaer således bidrager direkte til at forme EU's omdømme og tredjeparters opfattelse af EU, hvilket betyder, at sådanne firmaer er vigtige facetter af EU's lokale tilstedeværelse, og at de kan påvirke tilliden til EU; kræver, at Kommissionen og Rådet udarbejder en oversigt over, hvor, hvornår og hvorfor der er blevet anvendt private sikkerhedsfirmaer til støtte for EU-missioner; mener ikke, at det ville være ulogisk, hvis Den Europæiske Union i forbindelse med sine indkaldelse af bud vedrørende delegationernes sikkerhed gik ind for anvendelse af private sikkerhedsfirmaer, der reelt er etableret i Europa, og som overholder Den Europæiske Unions bestemmelser og er underlagt europæisk beskatning;

8.  understreger imidlertid, at anvendelse af et privat sikkerhedsfirma til at varetage visse opgaver kan have negative bivirkninger for EU, navnlig for dets legitimitet, ikke mindst i konfliktfyldte miljøer, fordi EU fejlagtigt bliver associeret med væbnede aktører i et konfliktramt område, hvilket kan have negative følger i forbindelse med væbnede opgør eller muligvis kan virke undergravende på afvæbning, demobilisering og reintegration (DDR) og reform af sikkerhedssektoren (SSR) via en utilsigtet styrkelse af lokale aktører; bemærker navnlig de risici, der er forbundet med ukontrolleret brug af underkontrahenter såsom lokale private sikkerhedsfirmaer;

9.  påpeger de forskellige og alvorlige juridiske og politiske problemer, der er forbundet med den nuværende praksis med underleverancer inden for militær- og sikkerhedstjenester, navnlig tjenesteydelser, der leveres af lokale underleverandører i tredjelande; mener, at medlemsstaterne, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen bør følge NATO's eksempel ved udelukkende at indgå kontrakter med private sikkerhedsfirmaer, der er baseret i EU's medlemsstater;

10.  henstiller derfor, at Kommissionen foreslår fælles retningslinjer for kontrakter med private sikkerhedsfirmaer, der dækker reglerne for at hyre, bruge og forvalte militære og sikkerhedsmæssige kontrahenter, og hvor det tydeligt er beskrevet, hvilke krav private sikkerhedsfirmaer skal opfylde for at kvalificere sig til EU-kontrakter, med den målsætning at afskaffe det eksisterende sammensurium af skiftende strategier; opfordrer indtrængende Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at anvende samme retningslinjer, når de hyrer, bruger og forvalter militære og sikkerhedsmæssige kontrahenter i forbindelse med alle eksterne aktioner, missioner og operationer, samt for EU-delegationer i alle lande og regioner og for alle tjenester på en revideret fælles EU-liste over militært udstyr; mener, at disse retningslinjer bør være baseret på den bedste internationale praksis med hensyn til private sikkerhedsfirmaers adfærd og forvaltning, navnlig Montreux-dokumentet og ICoC, og tage højde for behovet for at udvise særlig omhu, når der udvælges private sikkerhedsfirmaer i en kompliceret efterkrisesituation; opfordrer indtrængende Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til udelukkende at anvende ICoC-certificerede leverandører, sådan som FN allerede gør, for hvem ICoC er et krav; gør opmærksom på de amerikanske myndigheders tilgang, som omfatter detaljerede standarder og krav i hver enkelt kontrakt, og opfordrer EU til at følge dette eksempel; understreger, at kontrakter med private sikkerhedsfirmaer bl.a. bør omfatte bestemmelser om besiddelse af licenser og tilladelser, personale- og ejendomsregistre, uddannelse, lovlig erhvervelse og brug af våben samt intern organisation;

11.  opfordrer til, at et EU-sikkerhedsfirmas EU-tilsynsførende for sikkerhed skal være til stede på EU-finansierede lokaliteter og EU-delegationer med opgaver, der består i at sikre kvaliteten af de leverede tjenester, sikkerhedsgodkende og uddanne lokalt ansatte sikkerhedsfolk, etablere og opretholde gode forbindelser med lokale sikkerhedsstyrker, foretage risikovurderinger og være det første kontaktpunkt i forbindelse med delegationens sikkerhedsmæssige spørgsmål;

12.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en liste over kontrahenter, som overholder EU's standarder, hvad angår f.eks. ren straffeattest, finansiel og økonomisk formåen, besiddelse af licenser og tilladelser samt sikkerhedsgodkendelse af personale; noterer sig, at standarderne for private sikkerhedsfirmaer i EU er meget varierende, og mener, at medlemsstaterne bør bestræbe sig på at opnå ensartede standarder; mener, at denne liste bør opdateres med intervaller, som ikke overstiger to år;

13.  understreger, at når EU er afhængig af private sikkerhedsfirmaer i tredjelande, med hvilke EU har indgået en aftale om styrkernes status (Status of Forces Agreement – SOFA), skal sådanne aftaler altid omfatte de private sikkerhedsfirmaer, der er hyret, og specifikt præcisere, at virksomhederne vil blive draget til ansvar i henhold til EU-retten;

14.  understreger, at EU's koncept for støtte fra kontrahenter bør styrkes og gøres bindende for medlemsstaterne og EU-institutionerne; mener, at der navnlig bør fastsættes strengere standarder for optagelse i kontrakter, f.eks. baseret på USA's standarder, og at det også bør kræves, at det i konfliktramte regioner ikke er tilladt at hyre lokale private sikkerhedsfirmaer eller at anvende dem som underleverandører; understreger, at internationale private sikkerhedsfirmaer bør have mulighed for at ansætte lokalt personale, men kun enkeltvis og direkte med henblik på at sikre en effektiv sikkerhedsgodkendelse og for at forhindre, at der skabes lokale sikkerhedsindustrier i konfliktområder;

Regulering af private sikkerhedsfirmaer

15.  henstiller, at Kommissionen udarbejder en grønbog med den målsætning at inddrage alle interesseparter fra den offentlige og private sikkerhedssektor i en bred høring og drøftelse om processer med det formål at identificere muligheder for direkte samarbejde mere effektivt og at opstille et grundlæggende indsatsregelsæt og god praksis; henstiller, at der indføres sektorspecifikke EU-kvalitetsstandarder; anbefaler derfor, at definitionen af private sikkerhedsfirmaer præciseres, inden der indføres en effektiv regulering af deres aktiviteter, eftersom manglen på en definition kan skabe smuthuller i lovgivningen;

16.  mener, at EU som et første skridt bør definere relevante militær- og sikkerhedstjenester på en præcis måde; opfordrer i denne forbindelse indtrængende Rådet til hurtigst muligt at tilføje militær- og sikkerhedstjenester, der udføres af private sikkerhedsfirmaer, til Den Europæiske Unions fælles liste over militært udstyr;

17.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at udvikle en effektiv europæisk reguleringsmodel, som kan:

   bidrage til at harmonisere retlige forskelle mellem medlemsstaterne ved hjælp af et direktiv
   foretage en fornyet vurdering af – og således omdefinere – nutidens offentlig-private samarbejdsstrategier
   kortlægge firmaer med et enkelt eller flere særlige anvendelsesformål
   definere konteksten for private militære virksomheders og private sikkerhedsfirmaers præcise karakter og rolle
   fastsætte høje standarder for leverandører af private sikkerhedstjenester inden for og uden for EU, herunder passende sikkerhedsscreening af personale og passende vederlag
   sikre indberetning af uregelmæssigheder og ulovlige handlinger fra private sikkerhedsfirmaers side og gøre det muligt at drage private sikkerhedsfirmaer til ansvar for krænkelser, herunder krænkelser af menneskerettighederne, under deres arbejde i udlandet;
   integrere et særligt maritimt perspektiv under hensyntagen til Den Internationale Søfartsorganisation IMO's førende rolle;

18.  konstaterer, at de internationale regelsæt, der nu befinder sig i den indledende fase – som f.eks. Montreux-dokumentet, ICoC og andre reguleringsmæssige initiativer inden for FN-samarbejdets rammer – udgør et klart fremskridt i forhold til den mangel på effektiv regulering, der var fremherskende for blot ti år siden;

19.  roser også den indsats, som mange EU-medlemsstater har gjort i overensstemmelse med god praksis, som beskrevet i Montreux-dokumentet, for at indføre effektiv national regulering af private sikkerhedsfirmaer;

20.  konstaterer imidlertid, at en evaluering af de private sikkerhedsfirmaers resultater bliver forhindret af, at både EU-institutionerne og medlemsstaternes regeringer har undladt konsekvent at rapportere om, hvordan disse firmaer er blevet brugt; opfordrer medlemsstaterne og EU-institutionerne til mere konsekvent og på en gennemsigtig måde at fremskaffe disse oplysninger, således at de respektive budgetmyndigheder og uafhængige revisorer kan foretage en korrekt vurdering af anvendelsen af private sikkerhedsfirmaer; anbefaler, at parlamenter og ikke-statslige aktører inddrages aktivt i de nødvendige evalueringsprocesser, der er afgørende for regulering og tilsyn i denne sektor;

21.  henstiller til Kommissionen og Rådet at etablere en retlig ramme, der kræver national lovgivning om kontrol med eksport af militær- og sikkerhedstjenester, samt i EU's årsberetning om våbeneksport at rapportere om eksportlicenser udstedt af medlemsstaterne til militær- og sikkerhedstjenester med henblik på at øge den offentlige gennemsigtighed og ansvarlighed;

22.  understreger, at private sikkerhedsfirmaer og navnlig deres aktiviteter i de kriseramte områder i verden er af grænseoverskridende karakter, hvilket nogle gange fører til jurisdiktionsrelaterede mangler – navnlig når den lokale retlige struktur er svag – som kan gøre det vanskeligt at drage firmaerne eller deres ansatte til ansvar for deres handlinger; konstaterer, at national regulering af private sikkerhedsfirmaer hyppigt ikke finder anvendelse ekstraterritorialt; fremhæver, at private sikkerhedsfirmaer altid skal overholde lovgivningen og være underlagt et effektivt tilsyn fra både værtsstatens og den kontraherende stats side; bemærker, at der hyppigt er et juridisk tomrum i tilfælde af konflikter eller hændelser, der involverer private sikkerhedsfirmaer og repræsentanter for Den Europæiske Union, og som kan forekomme i højrisikoområder; anbefaler derfor, at der fastsættes ensartede og klare regler for EU-institutioner, der anvender private sikkerhedsfirmaer til at beskytte EU-personale, med en klar ansvarsfordeling for at undgå utilstrækkelig beskyttelse og straffrihed under hensyntagen til værtsstatens retsforskrifter; opfordrer også indtrængende EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og medlemsstaterne til kun at indgå kontrakter med EU-baserede private sikkerhedsfirmaer således, at der gælder en forpligtelse til at udføre tjenesteydelser direkte uden at gøre brug af lokale underleverandører i ofte skrøbelige tredjelande;

23.  opfordrer derfor indtrængende EU og EU-medlemsstaterne til at bruge deres status i Montreux Document Forum til at kræve, at der foretages en regelmæssig kontrol med status for gennemførelsen af Montreux-dokumentets henstillinger om god praksis fra deltagernes side; opfordrer indtrængende medlemsstater, der endnu ikke har tiltrådt Montreux-dokumentet, til at gøre det snarest muligt; opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis;

24.  opfordrer indtrængende EU og EU-medlemsstaterne til at bestræbe sig på at fremme et retligt bindende internationalt instrument, der går ud over Montreux-dokumentets rammer, ved at regulere de private sikkerhedsfirmaers virksomhed, således at der etableres ensartede vilkår for at sikre, at værtsstaterne har myndighed til at regulere private sikkerhedsfirmaer, og de kontraherende stater er i stand til at udnytte deres bemyndigelse til at beskytte menneskerettigheder og forebygge korruption; understreger, at en sådan ramme skal omfatte afskrækkende sanktioner for overtrædelser, ansvarsplacering i forhold til de personer, der har gjort sig skyld i overtrædelser, og effektiv adgang til retsmidler for ofrene samt et licens- og overvågningssystem, som pålægger alle private sikkerhedsfirmaer at forelægge uafhængige revisionsrapporter og gør det obligatorisk for deres personale at deltage i menneskerettighedstræning;

25.  opfordrer indtrængende næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaterne, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til kraftigt at støtte etableringen af en sådan international konvention, der tager sigte på etablering af et internationalt retsgrundlag til regulering af de private sikkerhedsfirmaers relevante tjenester;

26.  påskønner den indsats, som Den Internationale Søfartsorganisation IMO har gjort i forbindelse med opstilling af retningslinjer for anvendelse af privat væbnet sikkerhedspersonale; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til fortsat at arbejde med IMO hen imod en global anvendelse af disse retningslinjer;

27.  understreger, at en af de mest effektive metoder til at påvirke de private sikkerhedsfirmaer er via afgørelser om offentlige udbud; understreger derfor, at det er vigtigt at gøre tildelingen af kontrakter til private sikkerhedsfirmaer afhængig af, at de tilslutter sig bedste praksis f.eks. hvad angår gennemsigtighed og deltager i ICoC, som flere medlemsstater allerede har gennemført; noterer imidlertid, at det er nødvendigt at styrke efterlevelsesordningen for ICoC og sikre dens fuldstændige uafhængighed, således at ordningen bliver et troværdigt incitament til efterlevelse; bemærker, at de eneste medlemsstater, der har tilsluttet sig ICoC, er Sverige og Det Forenede Kongerige, og mener, at EU først og fremmest bør fokusere på at sikre, at andre medlemsstater tilslutter sig;

28.  bemærker, at private sikkerhedsfirmaer bør have en ansvarsforsikring, eftersom dette ville gøre sikkerhedsmarkedet mere stabilt og pålideligt og således også give adgang til mindre og mellemstore private sikkerhedsfirmaer;

29.  understreger, at tildeling af kontrakter til private sikkerhedsfirmaer bør tage hensyn til og evalueres på grundlag af de private sikkerhedsfirmaers erfaringer og arbejdsperioder tilbragt i fjendtlige miljøer, snarere end på grundlag af deres omsætning i en lignende kontrakt;

30.  gør opmærksom på, at private sikkerhedsfirmaer, ud over at tilbyde sikkerhedstjenester, også driver efterretningsvirksomhed, som på grund af de potentielle konsekvenser gør en effektiv regulering og kontrol nødvendig;

31.  noterer sig, at EU og EU-medlemsstaterne har væsentlig indflydelse på den globale sikkerhedsindustri, fordi mange af de vigtigste aktører har deres hovedkvarter i EU; lægger derfor særlig vægt på den kommende revision af den fælles liste over militært udstyr, som åbner mulighed for at medtage visse tjenesteydelser, der bliver leveret af private sikkerhedsfirmaer, hvilket betyder, at de vil blive omfattet af eksportregulering, og at der kommer til at gælde grundlæggende standarder for deres virksomhed i udlandet;

o
o   o

32.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og medlemsstaternes nationale parlamenter.

(1) EUT L 94 af 28.3.2014, s. 65.
(2) EUT L 216 af 20.8.2009, s. 76.
(3) EUT C 181 af 19.5.2016, s. 2.
(4) EUT C 24 af 22.1.2016, s. 33.

Juridisk meddelelse