Indeks 
Vedtagne tekster
Torsdag den 2. marts 2017 - BruxellesEndelig udgave
Anmodning om ophævelse af Marine Le Pens immunitet
 Protokol til Euro-Middelhavsaftalen om associering mellem EU og Libanon (Kroatiens tiltrædelse) ***
 Aftale mellem EU og Liechtenstein om supplerende regler vedrørende instrumentet for finansiel støtte til de ydre grænser og visumpolitikken ***
 Indførelse af en mekanisme for udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler og ikke-bindende instrumenter på energiområdet ***I
 Forslag til beslutning - Forpligtelser på området visumgensidighed
 EU's muligheder for forbedring af adgangen til lægemidler
 Gennemførelsen af programmet Et Kreativt Europa
 Gennemførelsen af programmet Europa for Borgerne
 EU's fælles handelspolitik i forbindelse med tvingende hensyn til bæredygtigheden for vilde dyr og planter

Anmodning om ophævelse af Marine Le Pens immunitet
PDF 164kWORD 50k
Europa-Parlamentets afgørelse af 2. marts 2017 om anmodning om ophævelse af Marine Le Pens immunitet (2016/2295(IMM))
P8_TA(2017)0056A8-0047/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til anmodning om ophævelse af Marine Le Pens parlamentariske immunitet, som blev indgivet den 5. oktober 2016 af den franske justitsminister, Jean-Jaques Urvoas, som led i en undersøgelsesprocedure indledt imod Marine Le Pen ved byretten (Tribunal de grande Instance) i Nanterre, fordi hun på sin Twitter-konto havde vist islamistiske billeder af voldelig karakter,

–  der har hørt Jean-François Jalkh, der repræsenterede Marine Le Pen, jf. forretningsordenens artikel 9, stk. 6,

–  der henviser til artikel 8 og 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter samt artikel 6, stk. 2, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,

–  der henviser til de domme, som Den Europæiske Unions Domstol har afsagt den 12. maj 1964, 10. juli 1986, 15. og 21. oktober 2008, 19. marts 2010, 6. september 2011 og 17. januar 2013(1),

–  der henviser til artikel 26 i Den Franske Republiks forfatning,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 1, og artikel 9,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0047/2017),

A.  der henviser til, at de franske retslige myndigheder har anmodet om ophævelse af den parlamentariske immunitet for Marine Le Pen, medlem af Europa-Parlamentet og formand for Front National (FN), i forbindelse med en retssag, der er indledt, fordi hun den 16. december 2015 i anledning af, at FN's opkomst i en radioudsendelse på stationen RMC var blevet sammenlignet med terrorgruppen Daeshs virksomhed, via sin Twitter-konto havde uploadet billeder med voldeligt indhold, der viste henrettelser af tre gidsler i hænderne på terrorgruppen Daesh, ledsaget af kommentaren "Dette er Daesh";

B.  der henviser til, at et medlems immunitet ifølge Europa-Parlamentets praksis kan ophæves, såfremt meningstilkendegivelserne og/eller de omstridte billeder ikke har nogen direkte eller indlysende sammenhæng med vedkommendes udøvelse af sit hverv som EP-medlem og ikke udgør en meningstilkendegivelse eller stemmeafgivelse foretaget under udøvelsen af dette hverv, jf. artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter og artikel 26 i Den Franske Republiks forfatning;

C.  der henviser til, at, Europa-Parlamentets medlemmer i henhold til artikel 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter på deres eget lands område nyder de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling;

D.  der henviser til, at udbredelse af voldelige billeder, der krænker den menneskelige værdighed, er strafbart i henhold til artikel 227-24, 227-29 og 227-31 i Den Franske Republiks straffelov;

E.  der henviser til, at artikel 6-1 i den franske lov nr. 2004-575 af 21. juni 2004 Pour la Confiance dans l'Economie Numérique, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked ("direktivet om elektronisk handel"), omhandler tjenesteleverandørers aktiviteter inden for informationssamfundet, og ikke aktiviteter af individuel karakter;

F.  der henviser til, at selv om de billeder, som Marine Le Pen har offentliggjort, er almindeligt tilgængelige på Google-søgemaskinen og ofte er blevet spredt på nettet efter den første offentliggørelse, er de som følge af deres voldelige indhold fortsat krænkende for den menneskelige værdighed;

G.  der henviser til, at gidslet James Foleys familie den 17. december 2015, dvs. efter at de retslige myndigheder var gået ind i sagen, anmodede om at få de tre fotografier fjernet, og at Marine Le Pen herefter fjernede det ene fotografi, der viste James Foley;

H.  der henviser til, at retssagen mod Marine Le Pen forløber efter en tidsplan, der ligger inden for, hvad der er typisk for retssager, der vedrører pressen og andre kommunikationsmedier, og at der derfor ikke er grund til at nære mistanke om "fumus persecutionis", dvs. en situation, hvor der er tegn på eller beviser for et forsæt om at skade et medlems politiske virksomhed;

I.  der henviser til artikel 26 i Den Franske Republiks forfatning, hvori det er fastlagt, at intet medlem af Parlamentet i forbindelse med straffesager kan udsættes for tilbageholdelse eller nogen anden form for frihedsberøvelse eller -begrænsning uden Europa-Parlamentets samtykke;

J.  der henviser til, at det ikke tilkommer Europa-Parlamentet at tage stilling til, om medlemmet er skyldigt, eller om de handlinger, vedkommende tilskrives, skal retsforfølges;

1.  vedtager at ophæve Marine Le Pens immunitet;

2.  pålægger sin formand straks at sende denne afgørelse og det kompetente udvalgs betænkning til Den Franske Republiks kompetente myndigheder og til Marine Le Pen.

(1) Domstolens dom af 12. maj 1964, Wagner mod Fohrmann og Krier, 101/63, ECLI:EU:C:1964:28; Domstolens dom af 10. juli 1986, Wybot mod Faure m.fl., 149/85, ECLI:EU:C:1986:310; Rettens dom af 15. oktober 2008, Mote mod Parlamentet, T-345/05, ECLI:EU:T:2008:440; Domstolens dom af 21. oktober 2008, Marra mod De Gregorio og Clemente, C-200/07 og C-201/07, ECLI:EU:C:2008:579; Rettens dom af 19. marts 2010, Gollnisch mod Parlamentet, T-42/06, ECLI:EU:T:2010:102; Domstolens dom af 6. september 2011, Patriciello, C-163/10, ECLI:EU:C:2011:543; Rettens dom af 17. januar 2013, Gollnisch mod Parlamentet, T-346/11 og T-347/11, ECLI:EU:T:2013:23.


Protokol til Euro-Middelhavsaftalen om associering mellem EU og Libanon (Kroatiens tiltrædelse) ***
PDF 242kWORD 47k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 2. marts 2017 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på vegne af Den Europæiske Union og dens medlemsstater af en protokol til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Libanesiske Republik på den anden side for at tage hensyn til Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union (05748/2016 – C8-0171/2016 – 2015/0292(NLE))
P8_TA(2017)0057A8-0027/2017

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (05748/2016),

–  der henviser til udkast til protokol til Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Libanesiske Republik på den anden side for at tage hensyn til Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union (05750/2016),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 217 og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8‑0171/2016),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1 og 4, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Udenrigsudvalget (A8-0027/2017),

1.  godkender indgåelsen af protokollen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Den Libanesiske Republiks regering og parlament.


Aftale mellem EU og Liechtenstein om supplerende regler vedrørende instrumentet for finansiel støtte til de ydre grænser og visumpolitikken ***
PDF 244kWORD 47k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 2. marts 2017 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på den Europæiske Unions vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Fyrstendømmet Liechtenstein om supplerende regler vedrørende instrumentet for finansiel støtte til forvaltning af de ydre grænser og den fælles visumpolitik som en del af Fonden for Intern Sikkerhed for perioden 2014-2020 (12852/2016 – C8-0515/2016 – 2016/0247(NLE))
P8_TA(2017)0058A8-0025/2017

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (12852/2016),

–  der henviser til udkast til aftale mellem Den Europæiske Union og Fyrstendømmet Liechtenstein om supplerende regler vedrørende instrumentet for finansiel støtte til forvaltning af de ydre grænser og den fælles visumpolitik som en del af Fonden for Intern Sikkerhed for perioden 2014-2020 (12881/2016),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 77, stk. 2, litra a), og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), nr. v), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0515/2016),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1 og 4, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0025/2017),

1.  godkender indgåelsen af aftalen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Lichtensteins regering og parlament.


Indførelse af en mekanisme for udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler og ikke-bindende instrumenter på energiområdet ***I
PDF 247kWORD 45k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 2. marts 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om indførelse af en mekanisme for udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler og ikke-bindende instrumenter mellem medlemsstaterne og tredjelande på energiområdet og om ophævelse af afgørelse nr. 994/2012/EU (COM(2016)0053 – C8-0034/2016 – 2016/0031(COD))
P8_TA(2017)0059A8-0305/2016

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0053),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 194, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0034/2016),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til de begrundede udtalelser, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af det franske Senat, det maltesiske Repræsentanternes Hus, det østrigske Forbundsråd og den portugisiske Nationalforsamling, om, at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

–  der henviser til udtalelse af 21. september 2016(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 16. december 2016 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelser fra Udenrigsudvalget og Udvalget om International Handel (A8-0305/2016),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 2. marts 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2017/... om indførelse af en mekanisme for udveksling af oplysninger vedrørende mellemstatslige aftaler og ikkebindende instrumenter mellem medlemsstaterne og tredjelande på energiområdet og om ophævelse af afgørelse nr. 994/2012/EU

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, afgørelse (EU) 2017/684.)

(1) EUT C 487 af 28.12.2016, s. 81.


Forslag til beslutning - Forpligtelser på området visumgensidighed
PDF 161kWORD 49k
Europa-Parlamentets beslutning af 2. marts 2017 om Kommissionens forpligtelser for så vidt angår visumgensidighed i henhold til artikel 1, stk. 4, i forordning (EF) nr. 539/2001 (2016/2986(RSP))
P8_TA(2017)0060B8-0173/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 539/2001(1), særlig artikel 62, stk. 4, ("gensidighedsmekanismen"),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. april 2016 "Status og de mulige veje frem med hensyn til situationen med manglende gensidighed på visumområdet i forhold til visse tredjelande" (COM(2016)0221),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. juli 2016 "Status og de mulige veje frem med hensyn til situationen med manglende gensidighed på visumområdet i forhold til visse tredjelande (opfølgning på meddelelsen af 12. april)" (COM(2016)0481),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. december 2016 "Status og de mulige veje frem med hensyn til situationen med manglende gensidighed på visumområdet i forhold til visse tredjelande (opfølgning på meddelelsen af 12. april)" (COM(2016)0816),

–  der henviser til artikel 17 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 80, 265 og 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til sin drøftelse af "forpligtelser med hensyn til visumgensidighed", som blev holdt i Strasbourg den 14. december 2016,

–  der henviser til forespørgsel til Kommissionen om Kommissionens forpligtelser for så vidt angår visumgensidighed i henhold til artikel 1, stk. 4, i forordning (EF) nr. 539/2001 (O-000142/2016 – B8-1820/2016),

–  der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at kriteriet om visumgensidighed som et af de kriterier, der styrer EU's visumpolitik, almindeligvis forstås således, at EU-borgere bør være underlagt de samme vilkår, når de rejser til et tredjeland, som statsborgerne i dette land er underlagt, når de rejser til EU;

B.  der henviser til, at formålet med visumgensidighedsmekanismen er at opnå en sådan visumgensidighed; der henviser til, at EU's visumpolitik forbyder de enkelte medlemsstater at indføre et visumkrav for et tredjelands statsborgere, hvis dette land er med på listen i bilag II til forordning (EF) nr. 539/2001 (lande, hvis statsborgere er fritaget for visumkrav ved kortvarige ophold);

C.  der henviser til, at gensidighedsmekanismen blev ændret i 2013 med Parlamentet som medlovgiver, da det var nødvendigt at tilpasse den i lyset af Lissabontraktatens ikrafttræden og EU-Domstolens retspraksis om afledte retsgrundlag og "for at give Unionen mulighed for at reagere solidarisk, hvis et tredjeland opført på listen i bilag II til forordning (EF) nr. 539/2001 indfører visumpligt for mindst én medlemsstats statsborgere" (betragtning 1 i forordning (EU) nr. 1289/2013);

D.  der henviser til, at gensidighedsmekanismen fastsætter en procedure, der begynder med en situation med manglende gensidighed, med præcise tidsfrister og foranstaltninger, der skal træffes med henblik på at bringe en situation med manglende gensidighed til ophør; der henviser til, at dens indbyggede logik indbefatter foranstaltninger, der bliver stadig strengere, overfor det pågældende tredjeland, herunder i sidste ende en suspension af fritagelsen for visumkrav for alle det pågældende tredjelands statsborgere ("anden fase af anvendelsen af gensidighedsmekanismen");

E.  der henviser til, at ”[for] at sikre en passende inddragelse af Europa-Parlamentet og Rådet i anden fase af anvendelsen af gensidighedsmekanismen og i betragtning af den særligt følsomme politiske karakter af suspensionen af visumfritagelsen for alle statsborgere fra et tredjeland, der er opført på listen i bilag II til forordning (EF) nr. 539/2001, og de horisontale virkninger for medlemsstaterne, de associerede Schengenlande og Unionen selv, navnlig for så vidt angår deres eksterne forbindelser og Schengenområdets generelle funktionsmåde, [er] beføjelserne til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde [delegeret] til Kommissionen for så vidt angår visse elementer i gensidighedsmekanismen”, herunder for suspensionen af visumfritagelsen for alle statsborgere fra det berørte tredjeland;

F.  der henviser til, at "Europa-Parlamentet eller Rådet kan beslutte at tilbagekalde delegationen" (artikel 290, stk. 2, litra a), i TEUF);

G.  der henviser til, at "den delegerede retsakt kun kan træde i kraft, hvis Europa-Parlamentet eller Rådet ikke gør indsigelse inden for den frist, der er fastsat i den lovgivningsmæssige retsakt" (artikel 290, stk. 2, litra b);

H.  der henviser til, at Kommissionen klagede til EU-Domstolen over valget af delegerede retsakter i anden fase af anvendelsen af gensidighedsmekanismen, og til, at Domstolen anså lovgiverens valg for at være korrekt (sag C-88/14);

I.  der henviser til, at mekanismen således klart og tydeligt tillægger Parlamentet, Rådet og Kommissionen forpligtelser og ansvar i gensidighedsmekanismens forskellige faser;

1.  mener, at Kommissionen er retligt forpligtet til at vedtage en delegeret retsakt - der midlertidigt suspenderer visumfritagelsen for statsborgere fra tredjelande, som ikke har ophævet visumpligten for borgere i visse EU-medlemsstater - senest 24 måneder efter datoen for offentliggørelse af meddelelsen herom, og at denne periode udløb den 12. april 2016;

2.  opfordrer på grundlag af artikel 265 i TEUF Kommissionen til at vedtage den påkrævede delegerede retsakt senest inden for to måneder fra datoen for vedtagelsen af denne beslutning;

3.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Det Europæiske Råd, Rådet og de nationale parlamenter.

(1) EFT L 81 af 21.3.2001, s. 1.


EU's muligheder for forbedring af adgangen til lægemidler
PDF 320kWORD 70k
Europa-Parlamentets beslutning af 2. marts 2017 om EU's muligheder for forbedring af adgangen til lægemidler (2016/2057(INI))
P8_TA(2017)0061A8-0040/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin holdning af 6. februar 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om gennemsigtighed i prisbestemmelserne for humanmedicinske lægemidler og disse lægemidlers inddragelse under de offentlige sygesikringsordninger(1),

–  der henviser til artikel 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), der fastsætter, at der bør sikres et højt sundhedsbeskyttelsesniveau for mennesker ved fastsættelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter,

–  der henviser til Kommissionens Refit-evaluering af Rådets forordning (EF) nr. 953/2003 om hindring af omlægning til Den Europæiske Union af handelen med visse essentielle lægemidler (SWD(2016)0125),

–  der henviser til forpligtelserne fastlagt i artikel 81 i direktiv 2001/83/EF til opretholdelse af en hensigtsmæssig og fortsat levering af lægemidler,

–  der henviser til Kommissionens Inception Impact Assessment(2) af styrkelsen af EU-samarbejdet om medicinsk teknologivurdering (MTV),

–  der henviser til strategien for MTV-nettet vedrørende EU-samarbejde om medicinsk teknologivurdering (MTV) af 29. oktober 2014(3),

–  der henviser til den endelige rapport fra Kommissionens undersøgelse af lægemiddelsektoren (SEC(2009)0952),

–  der henviser til Kommissionen rapport fra 2013 med titlen "Health inequalities in the EU – Final report of a consortium. Consortium lead: Sir Michael Marmot"(4), hvor det anføres, at sundhedssystemerne spiller en væsentlig rolle i at mindske risikoen for fattigdom og bidrage til at reducere fattigdom,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 1. december 2014 om innovation til gavn for patienter(5),

–  der henviser til konklusionerne fra det uformelle møde i Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) den 18. april 2016,

–  der henviser til Kommissionens sjette rapport om overvågning af patentforligsaftaler i lægemiddelsektoren,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Sikre, innovative og tilgængelige lægemidler: et nyt perspektiv for lægemiddelsektoren" (COM(2008)0666),

–  der henviser til præmis 249 og 250 i Domstolens dom af 14. februar 1978 i sag 27/76 om for høje priser,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 17. juni 2016 om styrkelse af balancen i lægemiddelsystemerne i Den Europæiske Union og dens medlemsstater,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1082/2013/EU af 22. oktober 2013 om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler og om ophævelse af beslutning nr. 2119/98/EF(6),

–  der henviser til rapporten fra FN's generalsekretærs panel på højt plan om adgang til lægemidler – fremme af innovation og adgang til sundhedsteknologier – offentliggjort i september 2016,

–  der henviser til Rådet konklusioner af 10. maj 2006 om de fælles værdier og principper for EU's sundhedssystemer og til konklusionerne fra samlingen i Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) den 6. april 2011 og den 10. december 2013 om overvejelser om moderne, lydhøre og bæredygtige sundhedssystemer,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Effektive, tilgængelige og elastiske sundhedssystemer" (COM(2014)0215),

–  der henviser til undersøgelsen med titlen "Towards a Harmonised EU Assessment of the Added Therapeutic Value of Medicines" (Mod en harmoniseret EU-vurdering af lægemidlers terapeutiske merværdi), som Temaafdeling A ”Økonomisk og Videnskabelig Politik” offentliggjorde i 2015(7),

–  der henviser til Verdenssundhedsorganisationens rapport med titlen "WHO Expert Committee on the Selection of Essential Drugs, 17-21 October 1977 – WHO Technical Report Series, No. 615" og rapporten fra WHO's sekretariat af 7. december 2001 med titlen "WHO medicines strategy: Revised procedure for updating WHO’s Model List of Essential Drugs’ (EB109/8)", WHO-rapporten fra marts 2015 med titlen "Access to new medicines in Europe" og WHO-rapporten fra 28. juni 2013 med titlen "Priority Medicines for Europe and the World",

–  der henviser til forordning (EF) nr. 141/2000 om lægemidler til sjældne sygdomme,

–  der henviser til artikel 35 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 6, litra a, i TEUF om europæiske borgeres ret til sundhedsbeskyttelse,

–  der henviser til artikel 101 og 102 i TEUF om konkurrenceregler,

–  der henviser til Dohaerklæringen om aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder og folkesundhed (WTO/MIN(01/DEC/2) og gennemførelsen af stk. 6 i Dohaerklæringen af 1. september 2003 (WTO/L/540),

–  der henviser til forordning (EF) nr. 816/2006 om tvangslicens til udnyttelse af patenter vedrørende fremstilling af farmaceutiske produkter med henblik på eksport til lande med folkesundhedsproblemer,

–  der henviser til aftalen om proceduren for fælles udbud, som Kommissionen godkendte den 10. april 2014(8),

–  der henviser til Nairobi-konferencen i 1985 om den rationelle anvendelse af lægemidler,

–  der henviser til betænkningen om ændring af forordning (EF) nr. 726/2004, der blev godkendt af Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0035/2016) og Parlamentets vedtagne ændringer af 10. marts 2016(9),

–  der henviser til sin beslutning af 16. september 2015 om Kommissionens arbejdsprogram for 2016(10),

–  der henviser til sin beslutning af 11. september 2012 om frivillig og vederlagsfri vævs- og celledonation(11),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udviklingsudvalget, Retsudvalget og Udvalget for Andragender (A8-0040/2017),

A.  der henviser til, at Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder anerkender borgernes grundlæggende ret til sundhedsydelser og lægehjælp(12);

B.  der henviser til, at de offentlige sundhedsvæsener er afgørende for at garantere en almen adgang til sundhedspleje, der er en grundlæggende rettighed for EU's borgere; der henviser til, at ​​sundhedssystemerne i EU står over for udfordringer såsom en aldrende befolkning, øgede udgifter til kroniske sygdomme, høje omkostninger forbundet med udviklingen af nye teknologier, høje og stigende farmaceutiske udgifter samt konsekvenserne af den økonomiske krise for udgifterne på sundhedsområdet; der henviser til, at lægemiddeludgifterne i 2014 tegnede sig for 17,1 % af de samlede sundhedsudgifter og for 1,41 % af bruttonationalproduktet (BNP) i EU; der henviser til, at disse udfordringer tilskynder til europæisk samarbejde og nye politiske foranstaltninger både på EU-plan og nationalt plan;

C.  der henviser til, at lægemidler er et af de vigtigste elementer af sundhedsydelser snarere end blot handelsgenstande, og til, at utilstrækkelig adgang til vigtige lægemidler og høje priser for innovative lægemidler udgør en alvorlig trussel for de nationale sundhedssystemers bæredygtighed;

D.  der henviser til, at patienter bør have adgang til sundhedsydelser og behandlingsmuligheder efter deres eget valg og egne præferencer, herunder supplerende og alternative terapier og lægemidler;

E.  der henviser til, at sikring af, at patienter har adgang til vigtige lægemidler til overkommelige priser, er et af hovedmålene for EU og WHO og for FN’s tredje mål for bæredygtig udvikling; der henviser til, at adgang for alle til lægemidler afhænger af deres rettidige tilgængelighed og overkommelige priser for alle uden en geografisk forskelsbehandling;

F.  der henviser til, at konkurrence er en vigtig faktor i den samlede balance på markedet for lægemidler og kan sænke omkostningerne, mindske udgifterne til lægemidler og forbedre patienternes rettidige adgang til lægemidler til overkommelige priser, samtidig med at de højeste kvalitetsstandarder i forsknings- og udviklingsprocessen overholdes;

G.  der henviser til, at markedsadgang for generiske lægemidler er en vigtig mekanisme til at øge konkurrencen, reducere priserne og sikre sundhedssystemernes bæredygtighed; der henviser til, at generiske lægemidlers markedsadgang ikke bør forsinkes, og at konkurrencen ikke bør forvrides;

H.  der henviser til, at et sundt og konkurrencedygtigt marked for lægemidler drager fordel af en nøje overvågning af konkurrencelovgivningen;

I.  der henviser til, at priserne på nye lægemidler i de seneste årtier i mange tilfælde er steget så meget, at mange europæiske borgere ikke længere har råd til dem, og at de udgør en trussel for de nationale sundhedssystemers bæredygtighed;

J.  der henviser til, at der ud over høje og uoverkommelige priser findes andre hindringer for adgangen til lægemidler, herunder knapheden på visse vigtige lægemidler, den ringe sammenhæng mellem kliniske behov og forskning, manglende adgang til sundhedsydelser og sundhedspersonale, urimelige administrative procedurer, forsinkelser fra markedsføringstilladelser til beslutninger om prisfastsættelse og godtgørelse, utilgængelige produkter, patentretlige bestemmelser og budgetmæssige begrænsninger;

K.  der henviser til, at sygdomme som hepatitis C kan bekæmpes med succes gennem tidlig diagnosticering og behandling med en kombination af nye og gamle lægemidler, hvilket vil redde millioner af mennesker i hele EU;

L.  der henviser til, at antallet af personer, der har fået konstateret kræft, stiger hvert år, og kombinationen af et øget antal tilfælde af kræft i befolkningen og nye teknologisk avancerede kræftlægemidler har resulteret i en situation, hvor de samlede omkostninger til kræft er stigende, hvilket stiller hidtil usete krav til sundhedsbudgetterne og bevirker, at behandlingen er for dyr for mange kræftpatienter og således øger risikoen for, at overkommelige priser eller prisfastsættelsen af den medicinske behandling vil blive en afgørende faktor i en patients kræftbehandling;

M.  der henviser til, at forordning (EF) nr. 1394/2007 om lægemidler til avanceret terapi blev indført for at fremme innovation på området i hele EU og samtidig garantere sikkerhed, men at der til trods for dette hidtil kun er givet tilladelse til 8 nye behandlingsformer;

N.  der henviser til, at EU har måttet indføre incitamenter til fremme af forskning på områder såsom sjældne sygdomme og børnesygdomme; der henviser til, at lovgivningen om sjældne sygdomme har været en vigtig ramme for fremme af forskning i lægemidler til sjældne sygdomme, hvilket har medført en betydelig forbedring af behandlingen af ​​de sygdomme, for hvilke der ikke tidligere fandtes et alternativ, men der henviser til, at der imidlertid er betænkeligheder med hensyn til gennemførelsen;

O.  der henviser til, at gabet mellem den stigende resistens mod antimikrobielle virkestoffer og udviklingen af nye antimikrobielle virkestoffer øges, og der henviser til, at resistente sygdomme kan forårsage 10 mio. dødsfald pr. år på verdensplan inden 2050; der henviser til, at det skønnes, at der hvert år i EU dør mindst 25 000 mennesker af infektioner, der er forårsaget af resistente bakterier, hvilket genererer udgifter i størrelsesordenen 1,5 mia. EUR pr. år, samtidig med at der kun er blevet udviklet én ny gruppe antibiotika i de seneste 40 år;

P.  der henviser til, at der i de seneste årtier er sket betydelige fremskridt inden for behandling af tidligere uhelbredelige sygdomme, med det resultat, at der eksempelvis ikke længere er patienter i EU, der dør af hiv/aids der imidlertid henviser til, at der dog stadig findes mange sygdomme, som ikke kan behandles optimalt (f.eks. dør næsten 1,3 millioner mennesker årligt af kræft i EU);

Q.  der henviser til, at adgang til passende diagnostik og vacciner til overkommelige priser er lige så vigtigt som adgang til sikre, effektive lægemidler til overkommelige priser;

R.  der henviser til, at lægemidler til avanceret terapi har potentiale til at omforme behandlingen af en lang række tilstande, navnlig på sygdomsområder, hvor traditionelle tilgange ikke er tilstrækkelige, og at kun få lægemidler til avanceret terapi er blevet godkendt indtil videre;

S.  der henviser til, at visse vigtige lægemidler ikke er tilgængelige i mange medlemsstater, og at dette kan skabe problemer for patientbehandlingen; der henviser til, at der kan forekomme mangel på lægemidler enten på grund af ulovlige forretningsstrategier, såsom "pay for delay" i lægemiddelsektoren, eller på grund af politiske, fremstillings- eller distributionsmæssige spørgsmål eller parallelhandel; der henviser til, at artikel 81 i direktiv 2001/83/EF fastsætter foranstaltninger til at forebygge mangel på lægemidler ved hjælp af den såkaldte offentlige serviceforpligtelse, der forpligter fabrikanterne og distributørerne til at beskytte udbuddet på det nationale marked; der henviser til, at den offentlige serviceforpligtelse i mange tilfælde ikke anvendes på de fabrikanter, der forsyner distributørerne, som angivet i en undersøgelse bestilt af Kommissionen;

T.  der henviser til, at en stabil og forudsigelig ramme for intellektuel ejendomsret og lovgivning samt en passende og rettidig gennemførelse heraf er afgørende for at skabe et innovationsvenligt miljø, der støtter patienternes adgang til innovative og effektive behandlinger;

U.  der henviser til, at formålet med intellektuel ejendomsret er at gavne samfundet og fremme innovation, men at der er bekymring for, at der sker misbrug heraf;

V.  der henviser til, at WTO's aftale om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS-aftalen) siden 1995 har givet fleksibilitet til patentrettigheder, som f.eks. ved tvangslicens;

W.  der henviser til, at et pilotprojekt iværksat af Det Europæiske Lægemiddelagentur i 2014 kendt som "adaptive pathways", der navnlig anvendes for behandling på områder med et stort uopfyldt medicinsk behov, fremkaldte en heftig debat om forholdet mellem risici og fordele ved at give tidligere markedsadgang til innovative lægemidler med færre kliniske data;

X.  der henviser til, at beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder er af afgørende betydning på området lægemiddeladgang, og til, at der er behov for at finde mekanismer, der kan bidrage til at bekæmpe fænomenet forfalskede lægemidler;

Y.  der henviser til en europæisk dialog på højt plan for nogle år siden, som samlede sundhedsverdenens vigtigste beslutningstagere og aktører (G10 i 2001-2002 og derefter lægemiddelindustriens forum i 2005-2008), der besluttede at udforme en fælles strategisk vision og iværksætte konkrete tiltag for at bidrage til lægemiddelsektorens konkurrenceevne;

Z.  der henviser til, at kun 3 % af sundhedsbudgetterne går til forebyggelse og fremme af folkesundheden;

AA.  der henviser til, at prissætning og godtgørelse af lægemidler hører under medlemsstaternes kompetencer og reguleres på nationalt plan; der henviser til, at EU udarbejder lovgivning om intellektuel ejendomsret, kliniske forsøg, markedsføringstilladelse, gennemsigtighed i prissætningen, lægemiddelovervågning og konkurrence; der henviser til, at de stigende udgifter i den farmaceutiske sektor samt det konstaterede misforhold i forhandlingskapacitet og oplysninger om prissætning mellem lægemiddelvirksomheder og medlemsstaterne tilskynder til yderligere europæisk samarbejde og nye politiske foranstaltninger både på EU-plan og nationalt plan; der henviser til, at priserne på lægemidler normalt fastlægges gennem bilaterale og fortrolige forhandlinger mellem lægemiddelindustrien og medlemsstaterne;

AB.  der henviser til, at de fleste medlemsstater har deres egne teknologivurderingsorganer inden for sundhedspleje med egne kriterier;

AC.  der henviser til, at Parlamentet og Rådet for at imødegå de fælles sikkerhedsudfordringer i henhold til artikel 168 i TEUF kan vedtage foranstaltninger til fastsættelse af høje standarder for kvaliteten og sikkerheden af lægemidler, og der henviser til, at lovforslag på sundhedsområdet, ifølge artikel 114, stk. 3, i TEUF, skal tage udgangspunkt i et højt beskyttelsesniveau;

Lægemiddelmarkedet

1.  deler den bekymring, som blev udtrykt i Rådets konklusioner fra 2016 om at styrke balancen i lægemiddelsystemerne i EU;

2.  bifalder Rådets konklusioner af 17. juni 2016, hvori Kommissionen opfordres til at foretage en evidensbaseret analyse af den samlede indvirkning af intellektuelle ejendomsrettigheder på innovation samt af tilgængeligheden, navnlig forsyningsunderskud og udskudte eller forspildte markedsføringstiltag, af og adgangen til lægemidler;

3.  minder om, at retten til sundhedspleje er en menneskeret, der er anerkendt både i FN's menneskerettighedserklæring og i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og at denne ret er gældende i alle medlemsstater, eftersom de har ratificeret internationale traktater om menneskerettigheder, der anerkender retten til sundhedspleje; understreger, at det for at sikre denne ret blandt andet er nødvendigt at sikre adgangen til lægemidler;

4.  anerkender værdien af borgerinitiativer såsom det europæiske charter for patientrettigheder, der bygger på Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og den europæiske dag for patientrettigheder, som fejres hvert år den 18. april på lokalt og nationalt plan i medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til at institutionalisere den europæiske dag for patientrettigheder på EU-plan;

5.  minder om konklusionerne fra det uformelle ministerrådsmøde for sundhedsministrene under det italienske EU-formandskab, der fandt sted i Milano den 22. og 23. september 2014, hvor mange medlemsstater blev enige om behovet for en fælles indsats med henblik på at muliggøre udveksling af bedste praksis og en fremskyndet adgang til gavn for patienterne;

6.  understreger, at der er behov for sammenhæng mellem alle EU's politikker (global folkesundhed, udvikling, forskning og handel), og understreger derfor, at spørgsmålet om adgang til lægemidler i udviklingslandene skal ses i en bredere sammenhæng;

7.  understreger betydningen af både offentlig og privat F&U for at opdage nye behandlinger; understreger, at forskningsprioriteterne skal imødekomme patienternes behov og samtidig anerkende lægemiddelvirksomhedernes interesse i at generere et finansielt udbytte af deres investeringer; understreger, at de reguleringsmæssige rammer skal bidrage til at opnå det bedst mulige resultat for patienterne og offentligheden;

8.  understreger, at det høje niveau af offentlig finansiering af F&U ikke afspejles i prissætningen på grund af manglen på sporbarhed af de offentlige midler i forbindelse med betingelserne for patentudtagning og licensgivning, hvilket hæmmer et rimeligt offentligt afkast på offentlige investeringer;

9.  opfordrer til mere gennemsigtighed for så vidt angår omkostningerne forbundet med F&U, herunder den offentligt finansierede forsknings andel og markedsføringen af lægemidler;

10.  understreger den rolle, som europæiske forskningsprojekter og SMV'er spiller i forbindelse med at forbedre adgangen til lægemidler på EU-plan; fremhæver Horisont 2020-programmets rolle i denne henseende;

11.  minder om, at EU's lægemiddelsektor er en af de mest konkurrencedygtige industrier i Unionen; understreger, at bevarelse af innovation af høj kvalitet er afgørende for at imødekomme patienternes behov og øge lægemiddelindustriens konkurrenceevne; understreger, at udgifter til sundhedspleje bør betragtes som offentlige investeringer, og at lægemidler af høj kvalitet kan forbedre folkesundheden og gøre det muligt for patienterne at leve længere og sundere liv;

12.  fremhæver, at lægemiddelsektoren i EU, der er ramt af en afindustrialiseringsbølge, forbliver en betydningsfuld industriel søjle og en drivkraft for jobskabelse;

13.  mener, at de meninger, som de europæiske borgere giver udtryk for gennem andragender til Europa-Parlamentet, er af grundlæggende betydning og skal betragtes som en prioritet af EU-lovgiveren;

14.  understreger, at patientorganisationer bør inddrages på en bedre måde i fastsættelsen af forskningsstrategier for private og offentlige kliniske forsøg med henblik på at sikre, at de opfylder de europæiske patienters reelle, uopfyldte behov;

15.  bemærker, at det i tilfælde af uopfyldte medicinske behov er i patienternes interesse at opnå hurtig adgang til nye innovative lægemidler; understreger imidlertid, at en fremskyndelse af markedsføringstilladelser ikke bør blive reglen, men kun bør anvendes i tilfælde med store uopfyldte medicinske behov og må ikke være motiveret af kommercielle hensyn; minder om, at solide kliniske forsøg og grundig lægemiddelovervågning er nødvendig for at vurdere nye lægemidlers kvalitet, virkning og sikkerhed;

16.  bemærker med bekymring, at 5 % af alle hospitalsindlæggelser i EU skyldes uønskede bivirkninger, og at uønskede bivirkninger er den femtehyppigste dødsårsag på hospitaler;

17.  henleder opmærksomheden på erklæringen om TRIPS-aftalen og folkesundheden, der blev vedtaget i Doha den 14. november 2001, hvori det hedder, at TRIPS-aftalen bør implementeres og fortolkes på en måde, der er til gavn for folkesundheden – idet den fremmer både adgangen til eksisterende lægemidler og udviklingen af nye; noterer sig i denne forbindelse den beslutning, der blev truffet af WTO's råd for TRIPS den 6. november 2015 om at udvide lægemiddelpatentfritagelsen for de mindst udviklede lande frem til januar 2033;

18.  fremhæver det presserende behov for at udvikle lokal kapacitet i udviklingslandene for så vidt angår farmaceutisk forskning med henblik på at bygge bro mellem den vedvarende forskningskløft og lægemiddelproduktionen gennem offentlig-private produktudviklingspartnerskaber og skabelsen af åbne centre for forskning og produktion;

Konkurrencen

19.  beklager de retssager, der har til formål at forhale generiske produkters indførsel på markedet; bemærker, at antallet af sådanne retssager i henhold til Kommissionens rapport om lægemiddelsektoren i 2008 er firedoblet mellem 2000-2007, hvor næsten 60 % var relateret til patenter af anden generation, som er gennemsnitligt 2 år om at blive løst;

20.  understreger, at bedre regulering vil forbedre konkurrencen; anerkender endvidere betydningen og effektiviteten af kartelretlige redskaber mod konkurrencebegrænsende adfærd såsom misbrug eller fejlagtig anvendelse af patentsystemer og af systemet for godkendelse af lægemidler, hvilket er i strid med artikel 101 og/eller 102 i TEUF;

21.  påpeger, at biosimilære lægemidler øger konkurrencen, giver lavere priser og besparelser for sundhedssystemerne og bidrager således til en forbedring af adgangen til lægemidler for patienter; understreger, at merværdien og den økonomiske indvirkning af biosimilære lægemidler på sundhedsvæsenets bæredygtighed bør analyseres, deres markedsadgang bør ikke forsinkes og, når det er nødvendigt, bør foranstaltninger, der støtter deres indførelse på markedet, undersøges;

22.  fremhæver, at en værdibaseret prissætning for lægemidler kan misbruges som en økonomisk strategi om profitmaksimering og føre til prisfastsættelser, som er uforholdsmæssige i forhold til omkostningsstrukturen, hvilket er det modsatte af en optimal fordeling af social velfærd;

23.  anerkender, at ikke-foreskreven anvendelse af lægemidler kan gavne patienter, hvis der ikke findes godkendte alternativer; bemærker med bekymring, at patienter udsættes for en øget risiko, fordi der ikke findes solid dokumentation for, at ikke-foreskreven anvendelse er sikker og effektiv, og på grund af mangel på informeret samtykke og stadig større problemer med at registrere uønskede virkninger; understreger, at visse undergrupper i befolkningen i særlig grad er udsat for denne praksis, f.eks. børn og ældre;

Prissætning og gennemsigtighed

24.  minder om, at patienterne er det svageste led i adgangen til lægemidler, og at de relaterede vanskeligheder ikke må have negative følger for dem;

25.  understreger, at de fleste nationale og regionale teknologivurderingsorganer allerede anvender diverse kliniske, økonomiske og sociale kriterier for vurderingen af nye lægemidler og til at understøtte beslutninger vedrørende prissætning og godtgørelse;

26.  understreger betydningen af at vurdere den reelle, evidensbaserede terapeutiske merværdi af nye lægemidler i forhold til det bedste tilgængelige alternativ;

27.  bemærker med bekymring, at de data, der støtter vurderingen af innovative lægemidlers merværdi, ofte er knappe og ikke tilstrækkeligt overbevisende til at støtte en solid beslutningstagning vedrørende prissætning;

28.  understreger, at en vurdering af sundhedsteknologi (MTV) skal være et vigtigt og effektivt instrument til at forbedre adgangen til lægemidler, der styrker bæredygtigheden i de nationale sundhedssystemer og samtidig skaber incitamenter til innovation og giver patienter en høj terapeutisk merværdi; bemærker endvidere, at der med indførelsen af fælles MTV'er på EU-plan kan undgås en opsplitning af evalueringssystemer, dobbeltarbejde og uhensigtsmæssig fordeling af ressourcer inden for EU;

29.  påpeger, at evalueringen af teknologien skal være en tværfaglig proces, der samler medicinske sociale, økonomiske og etiske oplysninger om brugen af sundhedsteknologi ved at anvende høje standarder på en systematisk, uafhængig, objektiv, reproducerbar og transparent måde med henblik på at udvikle sikre og effektive patientorienterede sundhedspolitikker og gøre sundhedsteknologi så effektivt som muligt;

30.  mener, at prisen på et lægemiddel bør dække omkostningerne til udvikling og produktion af lægemidlet, og bør være tilpassent den særlige økonomiske situation i det land, hvori det markedsføres, og skal være i overensstemmelse med den terapeutiske merværdi, det bibringer patienter, samtidig med at der sikres adgang for patienter, bæredygtig sundhedspleje og belønning for innovation;

31.  bemærker, at selv når merværdien af ​​et nyt lægemiddel er høj, skal prisen ikke være så høj, at den hindrer bæredygtig adgang til disse lægemidler i EU;

32.  mener, at den reelle terapeutiske merværdi af et lægemiddel, de sociale konsekvenser, costbenefitforholdet, budgetvirkningerne og nytteværdien for det offentlige sundhedssystem alle skal tages i betragtning ved fastlæggelse af prissætnings- og godtgørelsesprocedurerne for lægemidler;

33.  bemærker med bekymring, at priserne på lægemidler på grund af lavindkomstlandenes dårligere forhandlingsstyrke er forholdsvis mindre prismæssigt overkommelige i sådanne medlemsstater, navnlig inden for onkologi; beklager i forbindelse med fastsættelse af internationale referencepriser manglen på gennemsigtighed i listepriserne på lægemidler sammenlignet med de faktiske priser og den asymmetri, som det skaber i forbindelse med oplysninger i forhandlinger mellem industrien og de nationale sundhedssystemer;

34.  påpeger, at direktiv 89/105/EØF (”direktivet om gennemsigtighed ”) ikke er blevet revideret i 20 år, og at der i mellemtiden er sket foretaget væsentlige ændringer i lægemiddelsystemet i EU;

35.  understreger i denne sammenhæng behovet for uafhængige processer for dataindsamling, analyse og gennemsigtighed;

36.  bemærker, at der i forbindelse med Euripidprojektet er behov for øget gennemsigtighed fra medlemsstaternes side for at medtage de faktiske priser, som de betaler;

37.  mener, at et strategisk gennembrud er nødvendigt på området for forebyggelse af sygdomme, da det kan betragtes som en afgørende faktor for at mindske forbruget af lægemidler og samtidig sikre effektiv beskyttelse af menneskers sundhed; opfordrer EU og medlemsstaterne til at styrke lovgivning, der understøtter bæredygtig fødevareproduktion, og til at iværksætte alle nødvendige initiativer for at fremme sunde og sikre vaner, herunder sund ernæring;

EU-kompetencer og samarbejde

38.  minder om, at det i artikel 168 i TEUF er fastsat, at der skal sikres et højt sundhedsbeskyttelsesniveau ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter;

39.  understreger betydningen af at fremme gennemsigtighed og øge det frivillige samarbejde mellem medlemsstaterne inden for prissætning og godtgørelse af lægemidler for at sikre sundhedssystemernes bæredygtighed og bevare de europæiske borgeres ret til adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet;

40.  erindrer om, at gennemsigtighed i alle EU- og nationale institutioner og organer er afgørende for et velfungerende demokrati, og at eksperter involveret i godkendelsesprocessen ikke må have nogen interessekonflikter;

41.  glæder sig over initiativer som initiativet om innovative lægemidler, der samler den private og den offentlige sektor med det mål at stimulere forskningen og fremskynde patienternes adgang til innovative behandlingsformer, der dækker uopfyldte medicinske behov; beklager imidlertid, at afkastet af de offentlige investeringer er så lavt på grund af manglende betingelser for adgang til EU-finansiering; bemærker endvidere, at IMI2, der er den anden og igangværende fase af IMI, i vid udstrækning finansieres af EU's skatteydere, hvilket understreger nødvendigheden af, at EU i højere grad går forrest med hensyn til at prioritere de folkesundhedsmæssige behov i forbindelse med IMI2-forskning, og at der lægges vægt på udbredt dataudveksling og politikker til forvaltning af intellektuel ejendomsret, gennemsigtig og et rimeligt afkast på offentlige investeringer;

42.  fremhæver EU-proceduren for fælles indkøb af lægemidler, der anvendes til indkøb af vacciner i overensstemmelse med afgørelse nr. 1082/2013/EU; opfordrer medlemsstaterne til at gøre fuldt brug af dette redskab, for eksempel i tilfælde af mangel på vacciner til børn;

43.  bemærker med bekymring, at EU halter bag efter USA, hvad angår en standardiseret og gennemsigtig mekanisme til rapportering om årsagerne til mangel på lægemidler; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at foreslå og indføre en sådan mekanisme for at sikre en evidensbaseret udformning af politikker;

44.  minder om vigtigheden af den digitale dagsorden for sundhed og behovet for at prioritere udvikling og gennemførelse af e-sundheds- og m-sundhedsrelaterede løsninger for at sørge for sikre, pålidelige, lettilgængelige, moderne og bæredygtige nye modeller for sundhedspleje til patienter, plejere, sundhedspersonale og bidragsydere;

45.  minder om, at de mindst udviklede lande er mest ramt af fattigdomsrelaterede sygdomme, navnlig hiv/aids, malaria, tuberkulose, kønssygdomme og smitsomme sygdomme samt hudsygdomme;

46.  fremhæver, at kvinder og børn har ringere adgang til lægemidler i udviklingslandene end voksne mænd på grund af manglende udbud, tilgængelighed, prisoverkommelighed og accept af behandlingen som følge af forskelsbehandling på grundlag af kulturelle, religiøse eller sociale faktorer og dårlige sundhedsfaciliteter;

47.  understreger, at tuberkulose er blevet verdens førende infektiøse dræber, og at den farligste form af sygdommen er multiresistent; understreger betydningen af at bekæmpe den voksende antimikrobielle resistenskrise (AMR), herunder gennem finansiering af forskning og udvikling af nye værktøjer til vacciner, diagnoser og behandling af tuberkulose, samtidig med at der sikres en bæredygtig og prismæssigt overkommelig adgang til disse nye værktøjer for at sikre, at ingen lades i stikken;

Intellektuel ejendomsret (IP) samt forskning og udvikling (F&U)

48.  minder om, at IP-rettigheder giver en begrænset periode med eneret, som reguleres og overvåges omhyggeligt af de kompetente myndigheder for at undgå, at det kommer i konflikt med den grundlæggende ret til sundhedsbeskyttelse, samtidig med at det fremmer innovationskvalitet og konkurrenceevne; understreger, at Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) og medlemsstaterne kun skal meddele patenter på lægemidler, som fuldt ud opfylder betingelserne for patenterbarhed, dvs. er nyheder, har opfindelseshøjde og kan udnyttes industrielt, som fastsat i den europæiske patentkonvention;

49.  understreger, at mens visse nye lægemidler er eksempler på banebrydende innovation, har andre nye lægemidler en utilstrækkelig terapeutisk merværdi til at kunne betegnes som egentligt innovative ("mig igen"-stoffer); minder om, at trinvis innovation også kan være til gavn for patienter, og at omlægning af brugen og omformulering af kendte molekyler kan skabe terapeutisk merværdi, som bør vurderes nøje; advarer mod det eventuelle misbrug af beskyttelsesbestemmelserne for IP, der muliggør "evergreening" af patentrettigheder og undgåelse af konkurrence;

50.  anerkender den positive virkning af forordning (EF) nr. 141/2000 om lægemidler til sjældne sygdomme, som har gjort det muligt at markedsføre mange innovative produkter til patienter, som er afskåret fra behandling; bemærker bekymringerne i forbindelse med ukorrekt anvendelse af kriteriet for det medicinske behov for lægemidler til sjældne sygdomme og den mulige indvirkning på det voksende antal af godkendelser af lægemidler til sjældne sygdomme; anerkender, at lægemidler til sjældne sygdomme også finder ikke-foreskreven anvendelse, eller at deres formål omdefineres, og de godkendes til andre indikationer, som åbner mulighed for øget omsætning; opfordrer Kommissionen til at sikre velafvejede incitamenter uden at fjerne incitamentet til innovation på dette område; understreger, at bestemmelserne i forordningen om lægemidler til sjældne sygdomme kun bør finde anvendelse, såfremt alle relevante kriterier er opfyldt;

51.  konstaterer, at WTO's TRIPS-aftale giver fleksibilitet til patentrettigheder i form af f.eks. tvangslicenser, som effektivt har bragt priserne ned; bemærker, at denne fleksibilitet kan anvendes som et effektivt værktøj i forbindelse med exceptionelle situationer, som defineret i den enkelte WTO-medlemsstats lovgivning, til at adressere folkesundhedsproblemer, med henblik på at blive i stand til at sikre væsentlige lægemidler til overkommelige priser under deres nationale folkesundhedsprogrammer og beskytte og forbedre folkesundheden;

Henstillinger

52.  opfordrer til nationale og EU-dækkende foranstaltninger, der kan sikre patienters ret til universel, prismæssigt overkommelig, effektiv, sikker og rettidig adgang til vigtige og innovative behandlingsformer, sikre bæredygtigheden af EU's offentlige sundhedssystemer samt sikre fremtidige investeringer i lægemiddelinnovation; understreger, at patienters adgang til lægemidler er et fælles ansvar, som påhviler alle aktører inden for sundhedssystemet;

53.  opfordrer Rådet og Kommissionen til at styrke medlemsstaternes forhandlingskapacitet med henblik på at opnå tilgængelighed og rimelige priser for lægemidler i hele EU;

54.  noterer sig rapporten fra FN's generalsekretærs Højniveaupanel om Adgang til Lægemidler;

55.  bemærker, at omdefinering af eksisterende lægemidlers formål til nye indikationer kan ledsages af prisstigninger; anmoder Kommissionen om at indsamle og analysere data om prisstigninger i tilfælde af omdefinering af lægemidlers formål og rapportere tilbage til Parlamentet og Rådet om balancen og proportionaliteten af de incitamenter, der tilskynder industrien til at investere i denne omdefinering;

56.  opfordrer medlemsstaterne til at udvikle et tættere samarbejde med henblik på at bekæmpe en sådan markedsopsplitning, navnlig ved at udvikle teknologivurderingsprocesser og -resultater, og til at udarbejde fælles kriterier for at vejlede pris- og godtgørelsesbeslutninger på nationalt niveau;

57.  opfordrer Kommissionen til at revidere direktivet om gennemsigtighed med et fokus på at sikre rettidig adgang til markedet for generiske og biosimilære lægemidler, gøre en ende på patentkobling i henhold til Kommissionens retningslinjer, fremskynde prissætnings- og godtgørelsesbeslutninger for generiske lægemidler og udelukke flere revurderinger af de elementer, der støtter markedsføringsgodkendelser; mener, at dette vil maksimere besparelser for de nationale sundhedsbudgetter, forbedre prisernes overkommelighed, fremskynde patienternes adgang og forebygge administrative byrder for generiske og biosimilære virksomheder;

58.  opfordrer Kommissionen til at foreslå et nyt direktiv om gennemsigtighed i prissætningsprocedurer og godtgørelsesordninger under hensyntagen til udfordringerne på markedet;

59.  opfordrer til et nyt direktiv om gennemsigtighed til at afløse direktiv 89/105/EØF med henblik på at sikre effektiv kontrol og fuld åbenhed om de procedurer, der anvendes til prissætning og godtgørelse af lægemidler i medlemsstaterne;

60.  opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre direktiv 2011/24/EU om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser på retfærdig vis, idet de undgår begrænsninger af anvendelsen af reglerne om godtgørelse i forbindelse med grænseoverskridende sundhedspleje, herunder godtgørelse af udgifter til lægemidler, som kan udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en uberettiget hindring for fri bevægelighed;

61.  opfordrer Kommissionen til effektivt at overvåge og vurdere gennemførelsen af direktiv 2011/24/EU i medlemsstaterne og til at planlægge og foretage en formel evaluering af dette direktiv, som omfatter klager, krænkelser og alle gennemførelsesforanstaltninger;

62.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme F&U, der fokuserer på udækkede behov hos patienter, såsom forskning i nye antimikrobielle stoffer og til på effektiv vis at koordinere offentlige midler til forskning i sundhedspleje og fremme den sociale ansvarlighed i lægemiddelsektoren;

63.  opfordrer medlemsstaterne til at bygge videre på de eksisterende initiativer i EU, der skal have til formål at fremme uafhængig forskning inden for områder af interesse for de nationale sundhedsvæsener, som ikke dækkes tilstrækkeligt af den kommercielle forskning (f.eks. AMR), og for de grupper af patienter, som normalt udelukkes fra kliniske undersøgelser såsom børn, gravide kvinder og ældre;

64.  understreger truslen fra stigende antimikrobiel resistens og denne trussels alvor, som FN for nylig har anerkendt; opfordrer Kommissionen til at intensivere sine foranstaltninger til bekæmpelse af AMR, til at fremme F&U på dette område, og til at fremlægge en ny og helhedsorienteret EU-handlingsplan baseret på "One Health"-tilgangen;

65.  anerkender, at de incitamenter, der opstilles i pædiatriforordningen (EF) nr. 1901/2006, ikke har vist sig at være effektive med hensyn til at skabe innovation på området for lægemidler til børn, navnlig inden for onkologi og neonatologi; opfordrer Kommissionen til at se nærmere på de nuværende hindringer og foreslå foranstaltninger, der skal føre til fremskridt på dette område;

66.  anmoder Kommissionen om at fremme initiativer til at rette den offentlige og private forskning hen imod indførelsen af innovative lægemidler til behandling af børnesygdomme;

67.  opfordrer Kommissionen til at straks at påbegynde arbejdet på den rapport, der kræves i henhold til artikel 50 i forordningen om lægemidler til pædiatrisk brug, og til at ændre lovgivningen for at afhjælpe manglen på innovation inden for behandling af kræftramte børn ved at revidere kriterierne for at gøre det muligt at give afkald på en pædiatrisk undersøgelsesplan og sikre, at sådanne planer gennemføres tidligt under udviklingen af et lægemiddel, så børn ikke skal vente længere end nødvendigt på at få adgang til nye innovative behandlingsformer;

68.  anmoder Kommissionen om at fremme offentlig og privat forskning i lægemidler til kvindelige patienter med det formål at rette op på uligheden mellem kønnene inden for forskning og udvikling og gøre det muligt for alle borgere at drage fordel af en mere retfærdig adgang til lægemidler;

69.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at vedtage strategiske planer, der sigter mod at sikre adgang til livreddende lægemidler; opfordrer i denne forbindelse til, at der sker en koordinering af en beredskabsplan for udryddelse af hepatitis C i EU ved hjælp af redskaber såsom fælles indkøb på EU-plan;

70.  opfordrer til, at rammevilkårene inden for forskning og inden for lægemiddelpolitik fastlægges, så de fremmer innovation, navnlig inden for sygdomme som kræft, hvor der endnu ikke findes tilstrækkeligt effektive behandlinger;

71.  opfordrer Kommissionen til at træffe yderligere foranstaltninger for at fremme udviklingen af lægemidler til avanceret terapi og lette patienternes adgang til disse;

72.  opfordrer Kommissionen til i en dybdegående og objektiv undersøgelse at analysere den samlede virkning af IP på innovation samt på patienters adgang til lægemidler, som efterlyst af Rådet i dets konklusioner af 17. juni 2016, og til navnlig i denne undersøgelse at analysere virkningerne af supplerende beskyttelsescertifikater samt data- eller markedseksklusivitet på kvaliteten af innovation og konkurrencen;

73.  opfordrer Kommissionen til at evaluere gennemførelsen af de lovgivningsmæssige rammer for lægemidler til sjældne sygdomme (især hvad angår begrebet uopfyldte medicinske behov, hvordan dette begreb skal fortolkes, og hvilke kriterier der skal opfyldes for at identificere udækkede medicinske behov), til at give vejledning om prioriterede uopfyldte medicinske behov, at vurdere virkningen af eksisterende incitamenter til at udvikle effektive, sikre og økonomisk overkommelige lægemidler til behandling af sjældne sygdomme i forhold til det bedste tilgængelige alternativ, at fremme det europæiske register over sjældne sygdomme og referencecentre og at sikre en korrekt gennemførelse af lovgivningen;

74.  glæder sig over lovgivningen vedrørende lægemiddelkontrol fra 2010 og 2012; opfordrer Kommissionen, Det Europæiske Lægemiddelagentur og medlemsstaterne til fortsat at overvåge og rapportere til offentligheden om gennemførelsen af lovgivningen om lægemiddelovervågning og til at garantere vurderinger af lægemidlers effektivitet og skadelige bivirkninger efter udstedelsen af markedsføringstilladelse;

75.  opfordrer Kommissionen til at samarbejde med Det Europæiske Lægemiddelagentur og interesserede parter om at indføre en kodeks for obligatorisk indberetning af uønskede hændelser og resultater fra ikke-foreskreven anvendelse af lægemidler og sikre patientregistre med henblik på at styrke dokumentationsgrundlaget og mindske risikoen for patienterne;

76.  opfordrer Kommissionen til at fremme åbne data inden for forskning i lægemidler, når der er offentlige midler involveret, og til at skabe betingelser såsom overkommelige priser og ikke-eksklusivitet, eller IP-medejerskab ved projekter finansieret af offentlige EU-tilskud såsom Horisont 2020 og IMI;

77.  opfordrer Kommissionen til at fremme etisk adfærd og gennemsigtighed i lægemiddelsektoren, navnlig hvad angår kliniske forsøg og de reelle omkostninger ved F&U, i forbindelse med godkendelsen og vurderingen af innovationsproceduren;

78.  noterer sig anvendelsen af "adaptive pathways" til at fremme en hurtigere adgang til lægemidler for patienter; understreger den højere grad af usikkerhed om nye lægemidlers sikkerhed og effektivitet på tidspunktet for markedsadgang; fremhæver bekymringen, som sundhedspersonale, civilsamfundsorganisationer og regulerende myndigheder har givet udtryk for, for så vidt angår "adaptive pathways"; understreger den afgørende betydning af korrekt gennemførelse af systemet til overvågning efter markedsføring; mener, at "adaptive pathways" bør begrænses til særlige tilfælde med store uopfyldte behov, og opfordrer Kommissionen og Det Europæiske Lægemiddelagentur til at indføre retningslinjer med henblik på at sikre patientsikkerheden;

79.  opfordrer Kommissionen til at garantere en grundig vurdering af kvaliteten, sikkerheden og effektiviteten af enhver hurtig godkendelsesproces og til at sikre, at sådanne godkendelser gøres mulige ved hjælp af betinget godkendelse og kun gives under særlige omstændigheder, hvor der er konstateret et klart uopfyldt medicinsk behov, og til at sikre, at der er en gennemsigtig og ansvarlig procedure på plads til efter markedsføringstilladelsen med henblik på at overvåge lægemidlers sikkerhed, kvalitet og virkning og pålægge sanktioner i tilfælde af manglende overholdelse;

80.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at etablere en ramme for at fremme, garantere og styrke generiske og biosimilære lægemidlers konkurrenceevne og anvendelse ved at sikre dem hurtigere markedsadgang og overvåge illoyal praksis i henhold til artikel 101 og 102 i TEUF, og at fremlægge en toårig rapport herom; opfordrer endvidere Kommissionen til at overvåge patentforligsaftaler mellem originalproducenten og den generiske virksomhed, som kan misbruges til at begrænse markedsadgangen for generiske produkter;

81.  opfordrer Kommissionen til at fortsætte og så vidt muligt intensivere overvågningen og undersøgelserne af mulige tilfælde af markedsmisbrug, herunder såkaldte "pay for delay"-aftaler, urimeligt høje priser og andre former for markedsbegrænsninger, som er særlig relevante for de medicinalvirksomheder, der opererer inden for EU, i overensstemmelse med artikel 101 og 102 i TEUF;

82.  opfordrer Kommissionen til at indføre en dispensation på det supplerende beskyttelsescertifikat i forordning (EF) nr. 469/2009 og give mulighed for produktion af generiske og biosimilære lægemidler i Europa med det formål at eksportere disse til lande uden supplerende beskyttelsescertifikater eller til lande, hvor disse er udløbet tidligere, uden at undergrave den eneret, der er givet i henhold til ordningen med supplerende beskyttelsescertifikater på beskyttede markeder; mener, at sådanne bestemmelser kunne have en positiv indvirkning på adgangen til lægemidler af høj kvalitet i udviklingslandene og de mindst udviklede lande og på at øge produktionen og F&U i EU, hvilket vil skabe nye jobs og stimulere økonomisk vækst;

83.  opfordrer Kommissionen til at overholde EU's konkurrencelovgivning og styrke denne og sine egne kompetencer på lægemiddelmarkedet for at modvirke misbrug og fremme rimelige priser for patienterne;

84.  opfordrer Kommissionen til at intensivere dialogen om uopfyldte medicinske behov blandt alle relevante interessenter, patienter, sundhedspersonale, lovgivere, MTV-organer, bidragydere og udviklere i hele lægemidlernes levetid;

85.  opfordrer Kommissionen til så hurtigt som muligt at foreslå lovgivning om et europæisk system for vurdering af sundhedsteknologi, at harmonisere gennemsigtige MTV-kriterier med henblik på at vurdere den terapeutiske merværdi af lægemidler i forhold til det bedste tilgængelige alternativ under hensyntagen til bl.a. innovationsniveauet og værdien for patienterne, at indføre forpligtende vurdering af relativ effektivitet på europæisk plan som et første skridt for nye lægemidler, og at etablere et europæisk klassificeringssystem til at udstikke deres terapeutiske merværdiniveau ved hjælp af en uafhængig og gennemsigtig procedure, som undgår interessekonflikter; mener, at denne lovgivning skal sikre, at de MTV-resultater, der skabes i fællesskab på EU-plan, anvendes på nationalt plan; opfordrer endvidere Kommissionen til at styrke tidlige dialoger og til at overveje en koordinationsmekanisme, som er baseret på et uafhængigt organ, og som kan fremme et samarbejde mellem nationale MTV-organer og samtidig sikre, at ekspertise om MTV forbliver inden for national (og regional) MTV;

86.  opfordrer Rådet til at øge samarbejdet mellem medlemsstaterne med hensyn til prissætningsprocedurer, således at de kan dele oplysninger om navnlig forhandlingsaftaler og god praksis og undgå unødige administrative krav og forsinkelser; opfordrer Kommissionen og Rådet til at analysere de kliniske, økonomiske og sociale kriterier, der allerede anvendes af visse af medlemsstaternes MTV-agenturer, under hensyntagen til medlemsstaternes kompetencer;

87.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til med deltagelse af ekspertrepræsentanter fra medlemsstaterne at vedtage en fælles definition af lægemidlers terapeutiske merværdi; bemærker i denne forbindelse definitionen af terapeutisk merværdi, der anvendes til pædiatriske lægemidler;

88.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udpege og/eller udforme rammer, strukturer og metoder for at sikre en fornuftig indarbejdning af patientdokumentation i alle stadier af F&U-cyklussen for lægemidler, lige fra den første dialog til godkendelse hos reguleringsmyndighederne, MTV, vurdering af relativ effektivitet samt beslutningstagning om prissætning og godtgørelse, idet patienterne og de organisationer, der repræsenterer dem, inddrages;

89.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme større offentligt finansierede investeringer i forskning baseret på uopfyldte medicinske behov, til at sikre offentligheden et sundhedsmæssigt afkast på offentlige investeringer og til indføre betinget finansiering baseret på ikke-eksklusiv licensgivning og overkommelige slutpriser;

90.  opfordrer Rådet til at fremme en mere rationel anvendelse af lægemidler i hele EU, fremme oplysningskampagner og uddannelsesprogrammer med henblik på at bevidstgøre borgerne om ansvarlig brug af lægemidler med det formål at undgå overforbrug, navnlig af antibiotika, fremme inddragelsen af fagfolk i at ordinere ved hjælp af aktive principper og fremme forvaltningen af generiske lægemidler;

91.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre adgang til apoteker, herunder korte afstande mellem disse i både byområder og landdistrikter, et bestemt antal fagligt personale, hensigtsmæssige åbningstider samt rådgivning af god kvalitet;

92.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at udvikle foranstaltninger, der sikrer patienters adgang til lægemidler til en overkommelig pris og medfører samfundsmæssige fordele, uden at det har en uacceptabel indvirkning på sundhedsbudgetterne, til at anvende forskellige foranstaltninger, såsom horisontal scanning, tidlig dialog, innovative prissætningsmodeller, frivillig fælles indkøb og frivilligt samarbejde ved prisforhandlinger, som det er tilfældet mellem Beneluxlandene og Østrig, og til at udforske de mange instrumenter, der bygger på afkoblingsmekanismer inden for oversete forskningsområder, som f.eks. AMR og fattigdomsrelaterede sygdomme;

93.  opfordrer Kommissionen til i samarbejde med alle relevante interessenter at fastlægge, hvordan kriteriet om det mest fordelagtige økonomiske tilbud som omhandlet i direktivet om offentlige indkøb – og ikke blot kriterier om den laveste pris – bedst kan anvendes for udbud vedrørende lægemidler på hospitaler på nationalt plan, så der sikres en bæredygtig og ansvarlig forsyning af lægemidler; tilskynder medlemsstaterne til bedst muligt at indarbejde det økonomisk mest fordelagtige udbudskriterium for lægemidler i deres nationale lovgivning;

94.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til sammen med repræsentanter for Kommissionen, Parlamentet, medlemsstaterne, patientorganisationer, betalingsorganer, sundhedspersonale og med repræsentanter for den akademiske og videnskabelige verden og for industrien at starte en strategisk dialog på højt plan om den nuværende og fremtidige udvikling inden for lægemiddelsystemet i EU med henblik på at fastlægge kort-, mellem- og langsigtede helhedsorienterede strategier for adgang til lægemidler og sikre bæredygtige sundhedssystemer og en konkurrencedygtig medicinalindustri, hvilket skal sikre patienterne hurtigere adgang og økonomisk overkommelige priser;

95.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at fastlægge klare regler om uforenelighed, interessekonflikter og gennemsigtighed i EU-institutionerne og for eksperter, der er involveret i spørgsmål vedrørende lægemidler; opfordrer de eksperter, der deltager i godkendelsesprocessen, til at offentliggøre deres CV'er og underskrive en erklæring om, at der ikke foreligger interessekonflikter;

96.  opfordrer Kommissionen og de nationale kartelmyndigheder til at overvåge uretfærdig praksis med henblik på at beskytte forbrugerne mod kunstigt høje priser på lægemidler;

97.  opfordrer Kommissionen og Den Europæiske Unions Domstol til at præcisere, i overensstemmelse med artikel 102 i TEUF, hvad der udgør misbrug af en dominerende stilling i forbindelse med fastsættelse af høje priser;

98.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre brug af den fleksibilitet, som WTO TRIPS-aftalen giver mulighed for, og til at koordinere og afklare brugen heraf, når det er nødvendigt;

99.  opfordrer Kommissionen til mindst hvert femte år at fremlægge en rapport for Rådet og Parlamentet om adgang til lægemidler i EU og til at rapportere mere regelmæssigt i tilfælde af særlige problemer med adgangen til lægemidler;

100.  opfordrer Kommissionen til at foreslå tiltag til, hvordan tilladelse til nye behandlingsformer og tilgængeliggørelse heraf for patienterne kan forbedres;

101.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at formulere en bedre definition af konceptet – og analysere årsagerne til – lægemiddelmangler, og i denne forbindelse til at vurdere parallelhandels og leveringskvoters indvirkning, og til sammen med medlemsstaterne, Det Europæiske Lægemiddelagentur og relevante interessenter at opstille og ajourføre en liste over essentielle lægemidler, som der er mangel på, under anvendelse af WHO's liste som reference, og kontrollere overholdelsen af artikel 81 i direktiv 2001/83/EF om udbudsmangler, at udforske mekanismer, der kan tage hånd problemer med tilbagetrækning af effektive lægemidler fra markedet af rent kommercielle årsager, og iværksætte tiltage med henblik på at løse disse mangler;

102.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at etablere en mekanisme, som gør det muligt at rapportere om mangel på lægemidler i EU en gang om året;

103.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at revidere det lovmæssige grundlag for Det Europæiske Lægemiddelagentur og overveje at øge dets beføjelser til at samordne paneuropæiske aktiviteter, som har til formål at afhjælpe mangel på lægemidler i medlemsstaterne;

104.  understreger, at opbygning af effektive overvågnings- og leveringssystemer på alle niveauer, fra lokalsamfunds- til distrikts- og regionalniveau og til nationalt niveau, støttet af laboratorietjenester af høj kvalitet og stærke logistiske systemer kan gøre adgangen til medicin mere realistisk, mens overførsel af sundhedsrelaterede teknologier (via licensaftaler og udveksling af oplysninger, knowhow og færdigheder samt materialer og tekniske udstyr) til udviklingslandene kan sætte modtagerlandene i stand til at fremstille produktet lokalt og kan resultere i øget adgang til produktet og forbedret sundhed;

105.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde en samlet køreplan for e-sundhed og m-sundhed, som navnlig skal omfatte udvikling og udnyttelse af pilotprojekter på nationalt plan, modernisering af godtgørelsesmodellerne, som skal fremme et skifte i retning af sundhedssystemer med særlig fokus på resultater og opstilling af incitamenter, der skal tilskynde sundhedsplejerne til at tage den digitale revolution til sig, samt forbedre uddannelsen af sundhedspersonale, patienter og alle relevante interessenter for at give dem øget indflydelse;

106.  tilskynder medlemsstaterne til at vurdere patientforløbene og politikkerne på området for sundhedspleje med henblik på at opnå bedre patientresultater og økonomisk bæredygtighed i systemet, navnlig ved at fremme digitale løsninger, der skal forbedre sundhedsplejen for patienterne og registrere ressourcespild;

107.  opfordrer indtrængende EU til at intensivere indsatsen for at forbedre udviklingslandenes kapaciteter og til at bistå dem med at udforme fungerende sundhedssystemer, der tager sigte på at forbedre adgangen til tjenesteydelser, navnlig for sårbare befolkningsgrupper;

108.  understreger, at den igangværende REFIT-revision af EU's forordning om differentieret prisfastsættelse (EF) nr. 953/2003 bør tage sigte på yderligere at fremme lavere priser i udviklingslandene, og opfordrer EU til at indlede en bred og åben debat om prisregulering og -strategier, der sikrer adgang til gode og prismæssigt overkommelige lægemidler; minder om, at differentieret prissætning ikke nødvendigvis fører til overkommelige priser, og at erfaringer viser, at solid generisk konkurrence og teknologioverførsel medfører lavere priser;

109.  opfordrer indtrængende EU til at øge sin støtte til de globale programmer og initiativer, der fremmer adgangen til lægemidler i udviklingslandene, da disse programmer har medvirket til at fremme sundhedsmål og stærkt forbedret adgangen til lægemidler og vacciner;

o
o   o

110.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 24 af 22.1.2016, s. 119.
(2) http://ec.europa.eu/smart-regulation/roadmaps/docs/2016_sante_144_health_technology_assessments_en.pdf
(3) http://ec.europa.eu/health/technology_assessment/docs/2014_strategy_eucooperation_hta_en.pdf
(4) http://ec.europa.eu/health/social_determinants/docs/healthinequalitiesineu_2013_en.pdf
(5) http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/lsa/145978.pdf
(6) EUT L 293 af 5.11.2013, s. 1.
(7) http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2015/542219/IPOL_STU(2015)542219_EN.pdf
(8) http://ec.europa.eu/health/preparedness_response/docs/jpa_agreement_medicalcountermeasures_en.pdf
(9) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0088.
(10) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0323.
(11) EUT C 353 E af 3.12.2013, s. 31.
(12) Retten til sundhedsydelser er den økonomiske, sociale og kulturelle ret til en almen minimumsstandard for sundhedspleje, som alle har ret til.


Gennemførelsen af programmet Et Kreativt Europa
PDF 203kWORD 56k
Europa-Parlamentets beslutning af 2. marts 2017 om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1295/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af programmet Et Kreativt Europa (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1718/2006/EF, nr. 1855/2006/EF og nr. 1041/2009/EF (2015/2328(INI))
P8_TA(2017)0062A8-0030/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1295/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af programmet Et Kreativt Europa (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1718/2006/EF, nr. 1855/2006/EF og nr. 1041/2009/EF(1) (”forordningen”),

–  der henviser til artikel 167 og 173 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til konventionen om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed, vedtaget af De Forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO'S konvention om beskyttelse af kulturel mangfoldighed) den 20. oktober 2005,

–  der henviser til den fælles meddelelse fra Europa-Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 8. juni 2016 til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen "Towards an EU strategy for international cultural relations" ("en EU-strategi for internationale kulturelle forbindelser") (JOIN(2016)0029),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. september 2012 med titlen "Fremme af de kulturelle og kreative sektorers bidrag til vækst og beskæftigelse i EU" (COM(2012)0537),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. juni 2010 med titlen "En ny turismepolitik for Europa – verdens førende rejsemål" (COM(2010)0352),

–  der henviser til Kommissionens grønbog af 27. april 2010 med titlen "Frigørelse af de kulturelle og kreative industriers potentiale" (COM(2010)0183),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/1017 af 25. juni 2015 om Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, Det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivning og Den Europæiske Portal for Investeringsprojekter og om ændring af forordning (EU) nr. 1291/2013 og (EU) nr. 1316/2013 — Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer(2),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 27. maj 2015 om kulturelle og kreative krydsninger for at stimulere innovation, økonomisk bæredygtighed og social integration,

–  der henviser til sin beslutning af 8. september 2015 med titlen "På vej mod en integreret tilgang til kulturarv i Europa"(3),

–  der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 om betydningen af interkulturel dialog, kulturel mangfoldighed og uddannelse for fremme af EU's grundlæggende værdier(4),

–  der henviser til sin beslutning af 28. april 2015 om europæisk film i den digitale tidsalder(5),

–  der henviser til undersøgelsen med titlen "European capitals of culture: success strategies and long-term effects" (Europæiske kulturbyer: vellykkede strategier og langsigtede virkninger), der blev foretaget af Temaafdeling B: Struktur- og Samhørighedspolitik i 2013 efter anmodning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget,

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2013 om fremme af de europæiske kulturelle og kreative sektorer som kilder til økonomisk vækst og beskæftigelse(6),

–  der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om de kulturelle dimensioner af EU's optræden udadtil(7),

–  der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om frigørelse af de kulturelle og kreative industriers potentiale(8),

–  der henviser til EU's arbejdsplan på kulturområdet (2015-2018),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Europa-Kommissionen om bedre lovgivning, særlig punkt 20-24 om efterfølgende evaluering af eksisterende lovgivning,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), i og bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelse fra Budgetudvalget (A8-0030/2017),

A.  der henviser til, at programmet Et Kreativt Europa har til formål at bevare og fremme den europæiske kulturelle og sproglige mangfoldighed, fremme Europas kulturarv og at styrke de europæiske kulturelle og kreative sektorers konkurrenceevne;

B.  der henviser til, at kultur er en nøglefaktor til fremme af europæisk integration;

C.  der henviser til, at programmet Et Kreativt Europa, navnlig dets Kulturdelprogram, er alvorligt underfinansieret, og det derfor har svært ved at opfylde de høje forventninger;

D.  der henviser til, at i henhold til artikel 3 og 4 i forordningen er fremme af Europas kulturelle og sproglige mangfoldighed og Europas kulturelle arv – og især fremme af den tværnationale udbredelse af kulturelle og kreative frembringelser – blandt de grundlæggende målsætninger for programmet;

E.  der henviser til, at i henhold til forordningens artikel 12 er fremme af den tværnationale udbredelse og mobilitet – og specifikt støtte til udbredelsen af europæisk litteratur med henblik på at sikre bredest mulig tilgængelighed – blandt prioriteterne i Kulturdelprogrammet;

F.  der henviser til, at et enkeltstående programs struktur giver fordele, der fører til, at en kritisk masse nås, og områder synliggøres, der stadig er undervurderede og står over for de samme udfordringer med hensyn til opsplitning, globalisering, manglende data og vanskelighederne med at få adgang til kredit;

G.  der henviser til, at programmets struktur i to delprogrammer, der bevarer begges særlige egenskaber og identitet, og tilføjelsen af et tværfagligt delprogram er et aktiv for at sikre en bedre forståelse af samarbejde og udvikling på det kulturelle område, der knytter forbindelser til tredjelande;

H.  der henviser til det tværfaglige delprogram kun delvist har udviklet sit strategiske mål om at fremme det kulturelle samarbejde på tværs af nationer og sektorer;

I.  der henviser til, at Et Kreativt Europa giver mulighed for samarbejde og fælles aktioner med lande, der ikke deltager i programmet, og med internationale organisationer, som er aktive i de kulturelle og kreative sektorer, såsom UNESCO, Europarådet og OECD, på grundlag af fælles bidrag til realiseringen af programmets mål;

J.  der henviser til, at det system med resultatindikatorer, der er omhandlet i artikel 18 i forordningen, herunder indikatorerne for programmets generelle mål, de indikatorer, der er knyttet til MEDIA- og Kulturdelprogrammerne, og de specifikke indikatorer vedrørende garantifaciliteten instrument, endnu ikke er fastlagt eller taget i brug;

K.  der henviser til, at det nuværende evalueringssystem har vist sig uegnet til programmets karakter og særegenhed, og det bør derfor forbedres;

L.  der henviser til, at specifikke tiltag, såsom initiativet Den Europæiske Kulturhovedstad, herunder dets netværk, priser og det europæiske kulturarvsmærke, har vist, at der er potentiale for en bæredygtig lokal økonomisk udvikling og kulturturisme og bør derfor styrkes og fremmes mere proaktivt;

M.  der henviser til, at en specifik indkaldelse af projekter om flygtninge i det europæiske samfund blev iværksat i 2016 inden for det tværfaglige delprogram med henblik på at fremme og støtte kreativitet og interkulturel dialog;

N.  der henviser til, at finansiering af samarbejdsprojekter inden for Kulturdelprogrammet optager ca. 70 % af delprogrammets budget, og at de er meget populære blandt kulturaktører og er rettet mod fælles tilgange på tværs af grænserne for at muliggøre en åben formulering af uforudsigelige, meget innovative og kreative projekter, som bifaldes udtrykkeligt;

O.  der henviser til, at selv om forordningen foreskriver oprettelse af bilaterale aftaler med tredjelande med henblik på deres deltagelse i programmet eller dele af det, har kun få lande til dato afsluttet proceduren;

P.  der henviser til, at takket være Parlamentets indgriben er kultur, kulturelle og kreative industrier (KKI'er) og den audiovisuelle sektor blevet medtaget, om end i utilstrækkelig grad, i de flerårige programmer Erasmus +, Horisont 2020 og COSME samt i strukturfondene og prioriteterne for Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EISF);

Q.  der henviser til, at der er en stærk synergi mellem uformel læring og den kreative og medierelaterede branche, da mange kunst-, medie- og kulturorganisationer giver uformelle uddannelsesmuligheder;

R.  der henviser til, at andelen af ansøgere, der modtager støtte, er 15 % for Kultur og 44 % for MEDIA, men endnu lavere (32 %) i sidstnævnte delprogram, hvis de automatiske støtteordninger udelades;

S.  der henviser til, at MEDIA indtil videre har registreret i alt 13 000 ansøgninger og tildelt støtte til mere end 5 500 projekter;

T.  der henviser til, at MEDIA's automatiske pointsystem, der har til formål at sikre lige konkurrencevilkår mellem medlemsstaterne, fører til konkurrenceforvridning og i høj grad straffer lande med en høj AV-produktionskapacitet;

U.  der henviser til, at den slags støtte, der tildeles samarbejdsprojekter inden for rammerne af Et Kreativt Europas Kulturdelprogram, ikke passer til behovene i netværk, der er afhængige af operationel struktur og aktiviteter som i det foregående Kulturprogram for 2007-2013;

V.  der henviser til, at den administrative forvaltning (ansøgnings-, evaluerings- og rapporteringsprocesserne) er blevet kritiseret af interessenterne for stadig at være besværlig; understreger derfor behovet for at forenkle ansøgningsproceduren for at lette adgangen til programmet og tilskynde til deltagelse hos potentielle støttemodtagere;

W.  der henviser til, at kontorerne for Et Kreativt Europa udgør den afgørende forbindelse mellem Kommissionen, Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA) og ansøgerne, og at de bør være bedre orienteret om den igangværende beslutningsproces og bør inddrages tæt i levering af information om projekter og fremme af resultaterne;

X.  der henviser til, at aktørerne beklager de store administrative byrder i forbindelse med ansøgningsprocessen, som indeholder omfattende retningslinjer og et stort antal dokumenter med til tider modstridende oplysninger;

Y.  der henviser til, at det forlyder, at det er problematisk at registrere selskaber i Europa-Kommissionens autentificeringstjeneste (ECAS); der imidlertid henviser til, at det elektroniske ansøgningsskema er blevet meget positivt modtaget;

1.  opfordrer medlemsstaterne til at øge budgettet for Et Kreativt Europa for at bringe den i overensstemmelse med de europæiske borgeres forventninger og med målene for de enkelte delprogrammer og dermed acceptere, at værdierne ved kulturel produktion ikke kan måles ud fra økonomiske tal alene, samt muliggøre større effektivitet og bedre resultater;

2.  glæder sig over en række foranstaltninger til strømlining af programforvaltning, som har været i kraft siden 2014;

3.  beklager, at manglen på finansiel kapacitet sammen med administrative og reguleringsmæssige hindringer fortsat er én af de største hindringer for potentielle ansøgere; opfordrer Kommissionen, EACEA samt de nationale kontorer for Et Kreativt Europa til at forsøge at tackle mikrokulturelle aktørers underrepræsentation blandt de finansierede organisationer og visse sektorer i Kulturdelprogrammet;

4.  anmoder Kommissionen om at styrke programmets sammenhæng med alle relevante EU-politikker og andre finansieringskilder;

5.  anmoder Kommissionen om at sikre en god samordning mellem de generaldirektorater, som beskæftiger sig med Et Kreativt Europa, samt med EACEA og kontorerne for Et Kreativt Europa, idet der tages hensyn til de forskellige faser i gennemførelsen af programmet Et Kreativt Europa, og minder om, at den rolle, som kontorerne for Et Kreativt Europa og EACEA spiller, er af afgørende betydning, da det drejer sig om direkte forbindelser med ikke blot støttemodtagerne, men hele den kulturelle og kreative sektor;

6.  anmoder Kommissionen om at samarbejde så tæt som muligt med UNESCO, Europarådet og OECD for at udvikle en stærkere basis af fælles bidrag i forfølgelsen af målene i programmet og en evaluering af virkningerne, navnlig den internationale dimension og de særlige menneskelige og økonomiske værdier i kultur og kreativitet;

7.  opfordrer Kommissionen til at fastholde den nuværende struktur i Et Kreativt Europa og samtidig undersøge og bedre fastsætte de to forskellige underprogrammers særlige karakteristika og styrke det tværfaglige delprograms potentiale samt efterprøve, om gennemførelsen af garantifonden er effektiv;

8.  anmoder Kommissionen om at finde en bedre balance i begge delprogrammer og i retningslinjerne for bedømmere mellem det kunstneriske og kreative element og de ledelsesmæssige og innovative aspekter, især med hensyn til de kulturelle og kreative industrier;

9.  opfordrer Kommissionen til at gøre brug af det system med resultatindikatorer, der er omhandlet i artikel 18 i retsgrundlaget for Et Kreativt Europa, og dermed at insistere på den kunstneriske og kreative dele af programmet, som alt for ofte ofres til fordel for rent økonomiske hensyn som f.eks. ledelsesmæssig kapacitet eller kvantitativ publikumsudvikling;

10.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at indføre flere end de eksisterende seks ekspertiseområder for bedømmere med henblik på mere effektivt at dække de specifikke områder;

11.  opfordrer indtrængende Kommissionen og EACEA til at forbedre evalueringsproceduren ved at øge antallet af evaluatorer i første fase og at fastsætte en "de visu" kollegial beslutningsrunde for at udvælge kandidater blandt dem, der er opført på slutlisten i anden fase; understreger, at gennemsigtigheden skal være meget høj, og begrundelser for afvisning af projekter er nødt til at være meget grundigt og tydeligt forklaret, for ikke at bringe accept af programmet i fare på grund af manglende forståelighed;

12.  anmoder Kommissionen om at levere uddannelse og kapacitetsopbyggende muligheder for kulturelle aktører, der ønsker at forbedre deres færdigheder for så vidt angår ansøgningsprocedurer, overordnet projektstyring og projektets gennemførelse;

13.  anmoder Kommissionen og EACEA om bedre at støtte kulturelle aktører med at finde partnere til samarbejdsprojekter gennem foranstaltninger såsom særlig matchningsafdelinger inden for de vigtigste europæiske kulturelle begivenheder, forbedring af eksisterende søgeværktøjer og databaser og tilrettelæggelse af netværksmuligheder vedrørende tidligere emner;

14.  anmoder Kommissionen og EACEA om at træffe foranstaltninger med henblik på at forbedre gennemsigtigheden af klageproceduren for afviste ansøgninger og dermed mindske den generelle frustration blandt ansøgere og øge programmets troværdighed på lang sigt;

15.  opfordrer indtrængende Kommissionen til yderligere at forenkle ansøgnings- og rapporteringsprocedurerne ved at begrænse og forenkle retningslinjer og andre dokumenter, gøre tidsplanen mere fleksibel og udarbejde en skabelon til samarbejdsaftalen;

16.  opfordrer Kommissionen til at anvende alle tilgængelige værktøjer med henblik på endnu bedre fremme og formidling af resultaterne af de gennemførte projekter, samt information om den europæiske merværdi af alle aktioner, der gennemføres inden for rammerne af programmet;

17.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at undgå at ændre eller tilføje nye prioriteter og regler uden at give kontorerne for Et Kreativt Europa og interessenterne den nødvendige tid til at forberede sig på de næste indkaldelser;

18.  opfordrer indtrængende Kommissionen til yderligere at forenkle de finansielle aspekter, herunder ved at udvide instrumentet med engangsudbetalinger og tilskynde til større brug af faste godtgørelser og at anvende kriterier, der ikke hindrer små projekters adgang til finansiering, samt at sikre, at den endelige betaling af tilskud sker så hurtigt som muligt, hvilket bør være et kriterium om topkvalitet for EACEA's arbejde, hvad angår både Kultur- og Media-delprogrammerne;

19.  bemærker, at der er store nationale forskelle i lønniveauet for de ansatte, der er involveret i samarbejdsprojekter, hvilket fører til betydelige forskelle, hvad angår samfinansieringskapaciteten mellem partnere fra forskellige medlemsstater; opfordrer derfor Kommissionen til at overveje et muligt alternativ til evaluering af de ansattes arbejde inden for samarbejdsprojekter baseret på andre indikatorer end blot lønklasse;

20.  opfordrer indtrængende Kommissionen til sammen med Eurostat at fortsætte med at fastsætte specifikke kriterier, der er tilpasset den særlige karakter af de pågældende sektorer (kreativitet, kulturel og kunstnerisk værdi, innovation, vækst, social inklusion, opbygning af fællesskaber, internationalisering, forbedring af iværksætteri, evne til at skabe afsmittende virkninger og forbindelser osv.) og at vurdere den eventuelle inddragelse af Det Fælles Forskningscenter i denne proces; fremhæver i denne forbindelse betydningen af at opbygge ressourcer af høj kvalitet af viden om de berørte sektorer samt statistisk forskning og adgang til sammenlignelige dataressourcer på området, som vil give mulighed for en effektiv overvågning og analyse af de kulturelle, økonomiske og samfundsmæssige virkninger af politikkerne inden for de kulturelle og kreative sektorer;

MEDIA

21.  glæder sig over det igangværende arbejde i Kommissionen og EACEA for at ændre det automatiske pointsystem for at muliggøre lige vilkår, der på en afbalanceret måde tager hensyn til alle de kriterier, der er nævnt i programmet "Et Kreativt Europa" (tværnational karakter, udvikling af tværnationalt samarbejde, stordriftsfordele, kritisk masse, løftestangseffekt), samt produktionskapacitet og de eksisterende nationale støtteordninger for den audiovisuelle industri;

22.  anerkender, at MEDIA har vist sig at være dybt forankret i den forskelligartede audiovisuelle sektor og støtter effektivt kulturel mangfoldighed og industripolitik;

23.  opfordrer til en bedre udvikling af undertekstning og eftersynkronisering for at lette udbredelsen af audiovisuelle produkter i og uden for EU;

24.  anbefaler, at den europæiske audiovisuelle arv sikres og stilles til rådighed med henblik på studier, publikumsengagement og erhvervsfremme ved at digitalisere film og audiovisuelle arkiver;

25.  understreger, at i et internationalt og stadig mere konkurrencepræget filmlandskab har den europæiske audiovisuelle sektor stadig brug for at opretholde foranstaltninger til at sikre dens mangfoldighed og uafhængighed; understreger, at direkte støtte til den europæiske audiovisuelle produktion er nødvendig, især under projektets udviklingsfase, og bør ske ved at udvide uddannelse til at dække flere tiltag og styrke sektorens konkurrenceevne;

26.  anbefaler at optrappe indsatsen over for nabolandene inden for rammerne af programmet med henblik på at fremme europæiske produktioner på deres territorium samt fælles kreative projekter;

27.  erkender, at europæiske onlineplatforme stadig ikke er konkurrencedygtige på internationalt plan på trods af den støtte, der ydes til onlinedistribution, og at det er vanskeligt at finde eller få adgang til europæisk indhold på eksisterende platforme;

28.  glæder sig over opdelingen af publikumsudvikling mellem filmkundskab –med vægt på filmuddannelse i skoler – og publikumsopbygningsinitiativer;

29.  understreger behovet for, at Kommissionen fremlægger et datadrevet europæisk publikumsengagement, der sigter mod at undersøge og styrke kapaciteten i Europas audiovisuelle sektor og filmsektoren med henblik på at indsamle, analysere og forudsige data vedrørende publikumsadfærd med henblik på at øge efterspørgslen efter europæiske film uden for produktionslandet;

30.  understreger, at støtte fra uafhængige TV-producenter til dramaserier, som ønsker at konkurrere på verdensplan, er i gang, navnlig for at skabe ægte europæiske løsninger på den nuværende efterspørgsel efter serier af høj kvalitet, selv om de bedste resultater indtil videre er opnået i dokumentar- og børnesektoren;

31.  opfordrer Kommissionen til at fortsætte sin støtte til biografnetværk, såsom Europa Cinemas, der fremmer europæiske film på verdensplan ved at yde finansielle og operationelle bidrag til biografer, som viser et betydeligt antal europæiske film, og understreger den afgørende rolle, som biograferne spiller i at øge publikums bevidsthed og bevare det sociale element i biografoplevelsen;

32.  anmoder Kommissionen om at ændre bonussystemet for samtidig premierevisning i biografer og frigivelse til video on demand;

33.  anbefaler at udstyre bedømmerne med en række værktøjer, der tager hensyn til de særlige karakteristika ved hvert lands støtteordning med henblik på at garantere lige konkurrencevilkår i MEDIA;

34.  opfordrer Kommissionen til at øge finansieringsloftet for europæiske videospil for at tage hensyn til deres høje og stigende produktionsomkostninger; understreger desuden behovet for at revidere antagelighedskriteriet vedrørende videospils rent fortællende karakter med henblik på at udvide den til at omfatte projekter med grænseoverskridende distributionspotentiale (sportsspil, sandboxspil mv.), og at indarbejde "gameplay" i evalueringskriterierne for projekter med henblik på at afspejle dette aspekts centrale betydning for gennemførelsen af et produkt;

Kulturdelprogrammet

35.  opfordrer Kommissionen til at sikre balance mellem den økonomiske dimension og den iboende værdi af kunst og kultur som sådan og at fokusere mere på kunstnere og skabere;

36.  anbefaler, at europæiske samarbejdsprojekter tager hensyn til innovation, mobilitet og udvidede samproduktioner;

37.  anmoder Kommissionen om at foreslå mulige foranstaltninger for at begrænse misforholdet mellem antallet af støttemodtagere og antallet af ansøgere, herunder bl.a. en stigning i budgettet for Kulturdelprogrammet, mere passende repræsentation af alle kulturelle og kreative sektorer samt mere støtte til projekter i mindre målestok;

38.  fremhæver betydningen af oversættelse for fremme af sproglig mangfoldighed og anbefaler, at litterære oversættelsesprojekter omfatter fremme af bøger og læsning samt støtte til deltagelse i bogmesser, herunder overvejelser om indførelse af en årlig europæisk bogmesse for at øge udbredelsen af bøger, fremme europæiske litterære udvekslinger og sikre fremlæggelse af national litteratur af forskellig oprindelse, samt adgang til læsefærdigheder for alle, herunder for personer med handicap;

39.  glæder sig over oprettelsen af europæiske platformsprojekter ("hubs") for at støtte nye kunstnere og skabere og give dem mulighed for udveksling og samarbejde;

40.  understreger, at stabile og meget repræsentative europæiske kulturelle net er en uomgængelig forudsætning for synligheden af kulturelle og kunstneriske aktiviteter, både i Europa og med tredjelande, da de ofte er de første til at samarbejde med nye områder, sektorer eller lande; mener, at deres koordinerende samt kultur- og kreativitetsfremmende rolle inden for hele kunstområder bør støttes med driftstilskud; mener i denne forbindelse, at klare og gennemsigtige udvælgelseskriterier bør være fastlagt på forhånd;

41.  opfordrer Kommissionen og EACEA til at give Kulturdelprogrammet muligheder for at præsentere sig eksternt og afholde strukturerede møder med aktører i branchen;

42.  anbefaler, at den europæiske teaterpris genindføres, og at den tildeles passende finansiering;

43.  understreger succesen med og betydningen af Den Europæiske Kulturhovedstad, der er baseret på dynamikken i de byer og regioner, der er involveret i processen, hvilket gør mærket og det stadig meget beskedne finansielle bidrag fra EU til et vigtigt aktiv for yderligere finansiering og aktiviteter, som går langt ud over selve året;

44.  glæder sig over den kommende udvidelse af kulturhovedstadsprogrammet til kandidat- og EFTA-lande fra 2020 og anbefaler en bedre spredning af denne erfaring både inden og uden for EU;

45.  anbefaler, at det europæiske kulturarvsmærke synliggøres, og fremhæver betydningen af de (materielle og immaterielle) berørte områder for så vidt angår europæisk identitet og fremme af en fælles følelse af at høre til i Europa, at opbygge EU og at lære om forskelligartet kulturarv for en bedre fremtid;

46.  anbefaler, at der tages skridt til at koordinere og yde tilstrækkelig støtte til initiativerne under det europæiske år for kulturarv 2018 med Et Kreativt Europa, begyndende med det forberedende år 2017, dog via en særskilt budgetpost og ikke ved anvendelse af midler, der er afsat til Kulturdelprogrammet, som foreslået af Kommissionen;

47.  anmoder Kommissionen om at overveje metoder til at lette adgangen for flygtninge med kunstnerbaggrund til programmet Et Kreativt Europa;

Tværfagligt delprogram

48.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at udvikle og fuldt ud udnytte potentialet i delprogrammet med henblik på at opfylde sine målsætninger som fastsat i forordningen, navnlig fremme af samarbejde på tværs af nationer og sektorer;

49.  anbefaler, at der indføres tre nye støtteforanstaltninger under dette delprogram: a) Et Kreativt Europa Mundus for samarbejde på tværs af nationer, b) social inklusion og c) innovative tværgående og tværsektorielle projekter;

50.  anmoder Kommissionen om at søge at opnå en geografisk og sektormæssig balance i garantifaciliteten, at sikre lige adgang for mindre organisationer og græsrodsinitiativer samt projekter fra alle medlemsstater, vurdere dens virkninger, navnlig på små kulturvirksomheder, kulturformidlere og netværksforbindelser, og at undersøge mulighederne for synergi med EFSI og med andre programmer, navnlig COSME, således at garantifaciliteten anvendes på den mest effektive måde for at hjælpe den kulturelle og kreative sektor;

51.  glæder sig til at se de første resultater af den finansielle garantifacilitet, som er blevet lanceret i 2016; forventer, at dette nye markedsinstrument ved at lette SMV'ers og mikrovirksomheders adgang til lån vil bidrage til at styrke kulturelle og kreative projekter inden for sektorer, der tegner sig for 4,4 % af EU's BNP og beskæftiger 3,8 % af arbejdsstyrken, således at de kan realisere deres fulde potentiale som en lovende kilde til vækst og beskæftigelse og som drivkraft for konkurrenceevne, kulturel mangfoldighed og grænseoverskridende samarbejde; beklager imidlertid dybt, at faciliteten kun vil fungere i de lande, hvor et lignende instrument allerede er indført;

52.  glæder sig over de foranstaltninger, som Kommissionen og EACEA har truffet for at tilbyde uddannelse og udligne færdigheder i alle kontorer for Et Kreativt Europa, og anbefaler, at denne indsats fortsættes;

53.  opfordrer Kommissionen og EACEA til at forbedre kommunikationen og udvekslingen af oplysninger med kontorerne for Et Kreativt Europa om igangværende beslutningsprocesser, herunder om de finansielle instrumenter og om nye horisontale initiativer; anbefaler Kommissionen, med henblik på at forbedre gennemførelsen af programmet, at tage hensyn til sagkundskaben i kontorerne for Et Kreativt Europa, både opstrøms og nedstrøms i udvælgelsesproceduren, og at stille de værktøjer og den dokumentation, der produceres af kontorerne for Et Kreativt Europa, til rådighed online som modeller for god praksis; understreger behovet for bedre samarbejde mellem kontorerne for Et Kreativt Europa med henblik på at gøre dem til mere effektive rådgivende værktøjer for deres nationale ansøgere; påpeger, at fortrolig deling af evalueringsrapporter, selv de negative, kan bidrage til at forbedre deres kapacitet, og opfordrer Kommissionen til at øge gennemsigtigheden af evaluerings- og udvælgelsesprocedurerne;

Anbefalinger med hensyn til fremtidige generationer af programmet

54.  anbefaler, at Et Kreativt Europa videreføres, revideres og forbedres i perioden 2021-2028 som et program, der omfatter alle kulturelle og kreative sektorer med fokus på projekter af høj kvalitet, med samme værdi og prioriteringer, med to delprogrammer og en tværsektoriel streng, der omfatter uddannelse, publikumsudvikling, adgang til markeder, social integration, samarbejde, tværsektorielle og tværgående projekter og peer-to-peer-læring såvel som kommunikation, undersøgelser, skræddersyet støtte til de kulturelle og kreative sektorer, en garantifacilitet og støtte til kontorerne for Et Kreativt Europa;

55.  glæder sig i lyset af den betydelige tilstrømning af migranter og flygtninge i EU i de seneste år over programmets voksende tværkulturelle dimension, som forhåbentlig vil resultere i flere projekter, der fremmer kulturel mangfoldighed og tværkulturel dialog samt flersprogethed fra 2017 og frem; understreger, at dette aspekt bør støttes som en fast programkomponent, eftersom kulturel integration sandsynligvis vil forblive en udfordring i mange medlemsstater i de kommende år;

56.  anbefaler, at retsgrundlaget for det næste program udtrykkeligt bør omfatte fremme af kulturel og kunstnerisk kvalitet samt den iboende værdi af kultur blandt programmets og delprogrammets målsætninger såvel som blandt udvælgelses- og evalueringskriterierne;

57.  opfordrer Kommissionen til i forbindelse med revisionen af delprogrammet MEDIA at undersøge, om den pågældende støtte kunne gøres mere effektiv ved at tildele mindre projekter til programområderne for produktion, festivaler, biografer og distribution;

58.  opfordrer Kommissionen til at anvende en proaktiv tilgang til optagelse af nye lande i programmet, med særlig status for de europæiske naboskabslande i syd og øst;

59.  bemærker, at samproduktioner af europæiske film er afgørende for at sikre, at vores produkter er tilstrækkeligt konkurrencedygtige og kan imødekomme markedets udfordringer, og opfordrer til, at de udvikles ved hjælp af forholdsmæssige metoder og midler, bl.a. ved at samarbejde med de vigtigste europæiske institutioner på området, såsom Eurimages;

60.  opfordrer Kommissionen til at vurdere, hvorvidt det vil være fornuftigt – med tanke på den kreative branches mangfoldighed – at oprette et europæisk observatorium for kultur og kreativitet, der kunne sammenlignes med Det Europæiske Audiovisuelle Observatorium, med standarder, der modsvarer Det Europæiske Audiovisuelle Observatoriums, og opfordrer den i bekræftende fald til at opstille kvalitative kriterier, der svarer til sektorernes specifikke kendetegn;

o
o   o

61.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur.

(1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 221.
(2) EUT L 169 af 1.7.2015, s. 1.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0293.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0005.
(5) EUT C 346 af 21.9.2016, s. 10.
(6) EUT C 93 af 9.3.2016, s. 95.
(7) EUT C 377 E af 7.12.2012, s. 135.
(8) EUT C 377 E af 7.12.2012, s. 142.


Gennemførelsen af programmet Europa for Borgerne
PDF 254kWORD 54k
Europa-Parlamentets beslutning af 2. marts 2017 om gennemførelse af Rådets forordning (EU) nr. 390/2014 af 14. april 2014 om oprettelse af programmet "Europa for Borgerne" for perioden 2014-2020 (2015/2329(INI))
P8_TA(2017)0063A8-0017/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 10 og 11 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), hvoraf det fremgår, at "enhver borger har ret til at deltage i Unionens demokratiske liv", at "institutionerne giver på passende måder borgere og repræsentative sammenslutninger mulighed for at give udtryk for deres opfattelser angående alle Unionens arbejdsområder og for at diskutere dem offentligt", og de "fører en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med de repræsentative sammenslutninger og civilsamfundet",

–  der henviser til protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union,

–   der henviser til protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet,

–  der henviser til Rådets forordning (EU) nr. 390/2014 af 14. april 2014 om oprettelse af programmet "Europa for Borgerne" for perioden 2014-2020(1),

–  der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 om betydningen af interkulturel dialog, kulturel mangfoldighed og uddannelse for fremme af EU's grundlæggende værdier(2),

–  der henviser til rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om gennemførelsen, resultaterne og den samlede vurdering af programmet "Europa for Borgerne" 2007-2013 (COM(2015)0652),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og artikel 1, stk. 1, litra e), i og bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelser fra Budgetudvalget og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0017/2017),

A.  der henviser til, at programmet Europa for Borgerne er et enestående og højst symbolsk program, idet det fungerer som en øvelse i at lytte til civilsamfundets debat, stimulerer kritisk tænkning om det europæiske projekt, dets historie og om de bevægelser og idéer, der har fremmet det, og idet det bidrager til et bedre kendskab til beslutningsprocessen i EU ved at forbedre betingelserne for demokratisk engagement og aktivt medborgerskab på EU-plan;

B.  der henviser til, at programmet Europa for Borgerne har til formål at styrke en følelse af EU-borgerskab, øge den gensidige tolerance og fremme en bedre forståelse af EU, dets oprindelse og udvikling, dets værdier, dets institutioner og kompetencer samt til at fremme en aktiv dialog mellem EU's borgere; der henviser til, at de af programmet omfattede aktiviteter kan betragtes om en del af en uformel livslang uddannelse i medborgerskab;

C.  der henviser til, at kampagnen "1 euro pr. borger" til programmet Europa for Borgerne har til formål at udsende et stærk symbolsk budskab om, at man skal lytte til borgernes stemme i Europa;

D.  der henviser til, at den nuværende forøgelse af euroskepsissen - der kommer til udtryk ved, at anti-europæiske kræfter stille spørgsmålstegn ved selve eksistensen af det europæiske projekt, og som kulminerede for nyligt med afstemningen til fordel for Brexit - understreger betydningen af sådanne programmer og gør det endnu mere nødvendigt at fremme udviklingen af en fælles følelse af europæisk identitet, at reflektere over årsagerne til Den Europæiske Unions tab af troværdighed, at tilskynde til aktivt medborgerskab og at starte en dybtgående debat om europæiske værdier, som bør inddrage hele civilsamfundet og institutionerne selv - samt en oplysningskampagne om, hvordan EU-institutioner fungerer - samtidig med at der sættes fokus på de muligheder, det giver at høre til EU;

E.  understreger, at der, før et land tiltræder Den Europæiske Union, kræves en omfattende og holistisk forberedelse med hensyn til spørgsmål som historiebevidsthed, accept af fortiden og med hensyn til at sikre borgernes aktive deltagelse i samfundslivet i det pågældende land;

F.  der henviser til, at alle EU-institutioner i overensstemmelse med artikel 11 i EU-traktaten er forpligtet til at give borgere og repræsentative sammenslutninger mulighed for at diskutere deres opfattelse angående alle Unionens arbejdsområder; der henviser til, at denne bestemmelse også omfatter at EU-institutionernes forpligtelser til at føre en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med civilsamfundet og Kommissionen pligt til at foretager brede høringer af de berørte parter;

G.  der henviser til, at artikel 20 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastlægger unionsborgerskabets grundlæggende status og angiver de rettigheder, der er knyttet til det, og der henviser til, at en bedre forståelse af EU er en vigtig forudsætning for fuldt ud at nyde godt af disse rettigheder;

H.  der henviser til, at aktivt medborgerskab, undervisning om medborgerskab og interkulturel dialog er afgørende forudsætninger for at opbygge åbne, inklusive og stærke samfund;

I.  der henviser til, at det nuværende program er baseret på artikel 352 i TEUF, som kun giver Parlamentet ret til at give udtryk for sin holdning under godkendelsesproceduren, hvilket Parlamentet gjorde voldsom indsigelse imod på det tidspunkt, hvor Kommissionen fremsatte forslaget, fordi det står i skarp modsætning til programmets demokratiske natur;

J.  der henviser til, at den efterfølgende evaluering, som Kommissionen foretog, bekræftede relevansen af programmets mål og det faktum, at programmet har givet mulighed for initiativer, der ikke kunne været blevet finansieret på anden måde, fordi det er forskelligt fra andre programmer med hensyn til anvendelsesområde, mål, aktiviteter og målgrupper;

K.  der henviser til, at finansieringsrammen for programmet Europa for Borgerne efter de skæringer i finansieringsrammen, der fulgte af forhandlingerne om de flerårige finansielle ramme (FFR) 2014-2020, blev reduceret med ca. 29,5 mio. EUR, og der henviser til, at den begrænsede finansieringsramme på 185,47 mio. EUR til programmet kun udgør 0,0171% af FFR;

L.  der henviser til, at medlemsstaterne har vist sig at have en tendens til at trække sig ud af samfinansieringen af disse projekter, og at lokale myndigheder kommer i vanskeligheder, når det drejer sig om EU-projekter med store medfinansieringssatser;

M.  der henviser til, at antallet af projekter, der kunne finansieres i 2014, faldt med næsten 25% i forhold til det tidligere program som følge af nedskæringen af finansieringsrammen;

N.  der henviser til, at ikke-formel og uformel læring samt frivillig arbejde, sport, kunst og kultur frembyder mange muligheder for undervisning i medborgerskab og aktivt medborgerskab;

O.  der henviser til, at der er behov for yderligere synergier med andre programmer og bedre kommunikation med andre GD'er for at mindske overlapning og styrke programmets virkning;

P.  der henviser til, at det findes veldokumenterede værdier ved de eksisterende projekter med venskabsbyer og -kommuner (venskabsbyforbindelser - netværk af byer), som styrker den gensidige forståelse mellem borgerne og fremmer venskab og samarbejde;

De vigtigste konklusioner

1.  fremhæver, at den samlede finansiering, der er til rådighed (185,47 mio. EUR) til det eneste program, som udelukkende er viet europæisk medborgerskab, er ubetydeligt i sammenligning med andre uddannelses- og kulturprogrammer såsom Et Kreativt Europa (1,46 mia. EUR) og Erasmus + (14,7 mia. EUR), hvilket resulterer i, at ansøgerne vil blive skuffet i deres forventninger;

2.  glæder sig over, at programmet Europa for Borgerne, der har til formål at bygge bro over kløften mellem EU-institutionerne og EU-borgerne, tilsyneladende har fungeret godt i den nye finansieringsperiodes første to år med et voksende antal ansøgere, høj projektkvalitet og gedigen projektimplementering;

3.  erkender, at den største hindring for en vellykket gennemførelse af programmet er den utilstrækkelige finansielle bevilling, og beklager, at den er blevet skåret ned med 13,7% under FFR 2014-2020, hvilket har betydet en drastisk reduktion af det antal projekter, der kan finansieres, og at den større efterspørgsel ikke kan imødekommes, hvilket skaber frustration blandt kandidater med værdifulde projekter;

4.  bemærker, at det samlede antal finansierede projekter er for lille til at opfylde programmets ambitiøse mål, og at kun omkring 6 % af projekterne vedrørende europæisk historiebevidsthed og civilsamfundet kunne finansieres i 2015, hvilket er meget lidt i sammenligning med resultaterne for programmet Et Kreativt Europa for samme år (19,64 % for Kultur and 45,6 % for Media); påpeger, at finansieringen til disse to indsatsområder i programmet Europa for Borgerne bør forøges væsentligt i overensstemmelse med programmets ambitioner;

5.  anerkender successen med venskabsbyprojekter over hele EU og opfordrer medlemsstaterne til at fremme ordningen blandt kommunerne og til at lette samarbejdet;

6.  glæder sig over nyhedsbrevet for Europa for Borgerne og den database over finansierede projekter, som Kommissionen har lanceret;

7.  understreger den kendsgerning, at de nationale kontaktpunkter (NCP'er) for Europa for Borgerne spiller en vigtig rolle med hensyn til at øge opmærksomheden på programmet og give støtte og vejledning til potentielle ansøgere (navnlig førstegangsansøgere i mållande) samt til europæiske og nationale sammenslutninger af lokale og regionale myndigheder og civilsamfundsorganisationer;

8.  glæder sig over programmets tværfaglige tilgang, det klare og enkle ansøgningsskema og de klare og enkle indberetningskrav samt programmets fokus på specifikke aktiviteter;

9.  glæder sig over, at de prioriteter, der er defineret for programmets to indsatsområder "europæiske historiebevidsthed" og "demokratisk engagement og aktivt medborgerskab", der tidligere blev ændret hvert år, nu er blevet flerårige og vil være gældende for den resterende periode af programmet (2016-2020);

10.  anerkender, at programmets virkning fortsat er forholdsvis stor, hvilket fremgår af den kendsgerning, at skønsmæssigt 1 100 000 deltagere i 2015 var involveret i de 408 projekter, der blev udvalgt; mener også, at det store antal ansøgninger - 2 087 in 2014 and 2 791 in 2015 - og kvaliteten af projekterne tyder på en stor interesse for programmet og på, at det er nødvendigt at afsætte flere menneskelige og økonomiske ressourcer til programmet med henblik på at øge antallet af projekter, der modtager støtte;

Henstillinger

Juridiske aspekter i forbindelse med gennemførelsen

11.  henstiller, at den næste udgave af programmet Europa for Borgerne vedtages med et retsgrundlag, der giver Parlamentet mulighed for at deltage i vedtagelsen af programmet som medlovgiver inden for rammerne af den almindelige lovgivningsprocedure, på lige fod med Rådet; tilskynder Kommissionen til at overveje mulige løsninger til at nå dette mål;

Finansielle aspekter i forbindelse med gennemførelsen

12.  mener, at projekter af høj kvalitet såsom projekter vedrørende europæisk historiebevidsthed og civilsamfundet (hvoraf kun 6% opnåede støtte i forhold til 19,64% for delprogrammet kultur og 45,6% for delprogrammet Media under programmet Et Kreativt Europa) er blevet afvist på grund af manglende finansiering i programmet Europa for Borgerne; mener, at det i betragtning af den afgørende rolle, som dette program spiller som forudsætning for borgernes deltagelse i det demokratiske liv i EU, vil være nødvendigt med en væsentlig forhøjelse af det nuværende budget for at opnå en højere andel; opfordrer derfor Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne til at overveje en samlet finansieringsramme på ca. 500 mio. EUR til EfB-programmet under den næste FFR, hvilket kun udgør 1 EUR pr. borger;

13.  anerkender det fælles mål for og de potentielle synergier mellem det europæiske borgerinitiativ (ECI) og programmet Europa for Borgerne (EfB) med hensyn til at give borgerne mulighed for at deltage direkte i udviklingen af EU's politikker; opfordrer ikke desto mindre Kommissionen til at sikre, at ECI ikke finansieres under EfB-programmets begrænsede budget, sådan som det i øjeblikket er tilfældet, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at tage større del i finansieringen af begge foranstaltninger;

14.  bemærker, at ordningen med et fast beløb eller enhedssats bør tage hensyn til prisforskelle i Europa, som er afhængige af leveomkostningerne i medlemsstaterne; anbefaler, at denne ordning genovervejes, og at forfinansieringen reduceres med henblik på at sikre de finansierede projekters bæredygtighed og give bedre støtte til samarbejde mellem lokalforvaltninger eller organisationer, der ligger langt fra hinanden, og navnlig til at lette inddragelsen af mindre organisationer med begrænset finansiel kapacitet og deltagere med særlige behov;

15.  anmoder Kommissionen og Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA) om regelmæssigt at vurdere den virkning, som en række budgetmæssige bestemmelser har haft på ansøgere og potentielle støtteberettigede ansøgere; anmoder især om en vurdering af, hvorvidt den reducerede forfinansieringssats (reduceret fra 50 % til 40 % for projekter og fra 80 % til 50 % for driftstilskud og nationale kontaktpunkter), der blev anvendt i 2015 som følge af en akut mangel på betalingsbevillinger, behovet for medfinansiering og anvendelsen af ens parametre uanset de faktiske leveomkostninger og fjern geografisk beliggenhed kan have bragt – og fortsat bringer – visse typer organisationer og specifikke medlemsstater i en ufordelagtig situation; anmoder desuden om, at de udvikler flere strategier for at bringe EU-institutionerne tættere på EU-borgerne og for at forbedre oplysningsindsatsen over for borgerne hvad angår forskellige EU-politikker;

16.  bemærker, at der bør inddrages endnu et parameter i ordningen med et fast beløb eller en enhedssats, således at personer med specielle behov kan tilgodeses mere effektivt, eftersom det er nødvendigt med mange flere ansatte og - ofte - yderligere foranstaltninger, der til gengæld skaber større omkostninger, med henblik på at give personer med handicap mulighed for at deltage;

17.  understreger, at driftstilskud sikrer tilskudsmodtagere (f.eks. tænketanke) uafhængighed og giver mulighed for langtidsplanlægning med henblik på at gennemføre visionsorienterede aktiviteter og udvikle ekspertise; anbefaler anvendelse af specifikke kriterier, indikatorer og årlig indberetning, så der kan føres tilsyn med de fremskridt, der gøres, og for at sikre, at disse finansieringsordninger ikke fører til, at tilskudsmodtagerne bliver afhængige af Kommissionen;

18.  opfordrer Kommissionen og EACEA til offentligt at gøre rede for de udgifter, der er opstået via indsatsområde 3 vedrørende Horisontal aktion - Nyttiggørelse - Analyse, formidling og anvendelse af projektresultater;

19.  opfordrer Kommissionen og EACEA til at medtage en grundig vurdering af den finansielle og budgetmæssige gennemførelse af programmet i den midtvejsevalueringsrapport, der skal foreligge senest den 31. december 2017, og at tage ved lære af denne vurdering med henblik på at omdefinere de fremtidige mål og justere de budgetmæssige krav til programmet i den næste flerårige finansielle ramme;

Aspekter vedrørende koordination og kommunikation

20.  opfordrer Kommissionen til at samle alle nyttige oplysninger vedrørende EfB-programmet (programvejledning, prioriteter, indkaldelser af forslag, igangværende og tidligere projekter, resultater og den lære, der kan uddrages heraf, nyhedsbreve) sammen med alle programmer, aktioner, tilskud og strukturfonde, der falder inden for rammerne af europæisk medborgerskab (såsom det europæiske borgerinitiativ og den europæiske volontørtjeneste) i en samlet, brugervenlig kommunikationsportal (en enkelt samlet onlineplatform), der også er tilgængelig for personer med handicap; anbefaler, at denne platform bruges som et offentligt register over tilskudsmodtagernes kontaktoplysninger og som et redskab til at få adgang til projektbeskrivelserne og til at finde partnere i andre lande;

21.  understreger, at afslåede ansøgninger bør besvares på tilfredsstillende vis med angivelse af årsagerne til afslaget, navnlig når den enhed, der indgav ansøgningen, anmoder om en forklaring; foreslår, at det om muligt overvejes at identificere prioriteter ud fra afslåede ansøgninger af lignende art;

22.  påpeger, at visse mål for programmet "Europa for Borgerne" har samme eller komplementære formål som det europæiske borgerinitiativ, navnlig målet om at inddrage borgerne i EU; mener derfor, at der bør gøres en indsats for at følge en fælles fremgangsmåde til udformning af EU-politikker om aktivt medborgerskab og deltagelsesdemokrati, der støttes af en konsekvent kommunikationsstrategi, for at bringe alle Kommissionens programmer om europæisk medborgerskab under én hat, eventuelt ved at fremme og øge direkte erfaringer og deltagelse på græsrodsniveau;

23.  understreger, at det er nødvendigt at oprette en åben liste over potentielle partnere i hver enkelt medlemsstat med henblik på at fremme partnerskaber mellem dem, der gerne vil have adgang til programmet Europa for Borgerne;

24.  anbefaler ligeledes, at der oprettes en online-platform for de vigtigste organisationer, der arbejder på området for medborgerskab og nyder godt af programmet, med henblik på at samle god praksis, styrke kapaciteten og øge synligheden, når projekterne er afsluttet;

25.  opfordrer Kommissionen til at styrke programmets profil og gøre offentligheden mere opmærksom på dets formål ved at iværksætte en attraktiv kommunikationsstrategi for europæisk medborgerskab - under anvendelse af sociale netværk, radio- og Tv-reklamer og plakater - ved at styrke det lokale engagement i den aktive inddragelse af nationale kontaktpunkter og ved konstant at opdatere indhold og nå ud til nyt publikum i de deltagende lande, med særligt fokus på de lande, hvor deltagelsesniveauet er lavere, og på unge, personer med handicap og sårbare personer;

26.  mener, at programmet også bør tjene til at skabe opmærksomhed om de eksisterende kanaler for direkte deltagelse i Den Europæiske Union såsom det europæiske borgerinitiativ, borgerfora, og offentlige høringer med henblik på at øge borgernes bevidsthed om de muligheder for direkte medindflydelse, som EU’s institutionelle rammer giver;

27.  opfordrer de deltagende lande, der endnu ikke har gjort det, til at udpege et nationalt kontaktpunkt; anbefaler at styrke koordinationen og synergien mellem disse lande, medlemsstaterne og Kommissionen;

28.  erkender, at den største udfordring er at opfylde de nuværende ambitiøse mål med den begrænsede finansiering, der er til rådighed; understreger den betydning, som medlemsstaterne, regionerne og lokalregeringerne har med henblik på at øge programmets effektivitet og popularitet, bl.a. ved at maksimere de nationale kontaktpunkters potentiale via erfaringsudveksling med enheder, der har ansvaret for lignende projekter – f.eks. Erasmus+ og Et Kreativt Europa; opfordrer EACEA til, når det er muligt, at bane vejen for og fremme synergier på tværs af EU-programmer såsom programmerne Et Kreativt Europa, Erasmus+ og Den Europæiske Socialfond med henblik på at forbedre virkningen;

29.  opfordrer Kommissionen til i endnu højere grad at øge sine bestræbelser på administrativ forenkling, i betragtning af at det ofte er vanskelige for især små organisationer at leve op til formelle krav, og at de ikke bør diskrimineres af bureaukratiske årsager;

30.  henstiller, at de midler, der bevilges til kommunikation, ikke anvendes til at dække institutionel formidling af EU's prioriteter, som der i øjeblikket gives mulighed for i artikel 12 i det nuværende program, men at de anvendes til at offentliggøre selve programmet i de deltagende lande, især i de lande, hvor deltagelsesniveauet ikke er så højt;

Programmets fokus og mål

31.  henstiller, at denne flerårige tilgang formaliseres i definitionen af prioriteterne, og at synergierne mellem programmets indsatsområder og komponenter øges i den næste udgave af programmet; understreger, at enhver ændring af programmets struktur bør ske på en sådan måde, at slutbrugerne ikke forvirres, og virkningen af programmet dermed formindskes;

32.  glæder sig over det stærke fokus på borgere og samfundsmæssige aspekter i EU, hvilket giver EU-institutionerne mulighed for direkte at komme i kontakt med det lokale civilsamfund; understreger i forbindelse med programmets prioriteter betydningen af projekter, der fokuserer på de udfordringer, som Europa i øjeblikket står overfor, såsom migration, flygtninge, forebyggelse af radikalisering, fremme af social inklusion, interkulturel dialog, løsning af finansieringsproblemer og identificering af den fælles europæiske kulturarv; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke forbindelserne mellem programmets prioriteringer og de politikker, der er knyttet til europæisk medborgerskab, samt de europæiske borgeres dagligliv;

33.  mener, at programmet bør nå ud til et bredere spektrum af deltagere, sikre deltagelse af folk med specielle behov og fremme deltagelse af marginaliserede personer og personer uden stemmeret, herunder migranter, flygtninge og asylansøgere;

34.  mener, at programmet i givet fald bør bygge på eksisterende vellykkede græsrodsinitiativer såsom venskabsbysamarbejde;

35.  fremhæver, at det - inden for indsatsområdet "europæisk historiebevidsthed" - er nødvendigt at udvikle en europæisk identitet, der bør orienteres mod fremtiden og ikke kun mod fortiden, bør være pluralistisk, transkulturel og åben for migrationsstrømme og påvirkninger fra resten af verden, med henblik på at opnå fælles integration, der er baseret på europæiske værdier og Europas sekulære og åndelige arv; understreger, at det er det vigtigt at sikre, at historien ikke anvendes til at splitte, men som en mulighed for at tackle nutidens udfordringer gennem følsomme fortolkninger og veludformede målrettede uddannelsesprogrammer; understreger betydningen af at fremme projekter på tværs af generationerne, der giver mulighed for at udveksle erfaringer mellem den ældre og den yngre generation;

36.  understreger, at det er nødvendigt at fremme projekter, der frembyder nye former for diskussion med borgerne, i en attraktiv form og stil, og med et flerdimensionelt fokus;

37.  foreslår, at Kommissionen hvert år offentliggør en sammenfattende rapport med de vigtigste forslag til forbedring af det europæiske projekt, som fremsættes af deltagerne i de projekter, der finansieres af programmet "Europa for Borgerne";

38.  understreger, at det er nødvendigt at udvide programmet med forslag vedrørende borgernes deltagelse i den demokratiske proces og i EU's beslutningstagning på en måde, der bidrager til at sætte borgerne i stand til at gøre brug af deres rettigheder, f.eks. via gennemførelse af elektronisk demokrati; opfordrer med henblik herpå EU og dets medlemsstater til at udvikle foranstaltninger og politikker til styrkelse af overførbare færdigheder i kritisk og kreativ tænkning samt digitale færdigheder og mediekendskab, inddragelse af deres borgere og fremme af nysgerrighed, især blandt børn og unge, således at de bliver i stand til at træffe informerede afgørelser og bidrage positivt til de demokratiske processer;

39.  påpeger, at deltagelse i programmet af lande, der søger EU-medlemskab, fører til en bedre gensidig forståelse og et tættere samarbejde; anbefaler større internationalisering af programmet ved at opfordre alle lande fra Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), tiltrædende lande og kandidatlande til at samarbejde med EU's medlemsstater om at ansøge om projekter og opfordrer til et større samarbejde mellem NGO’er fra EU, det østlige og sydlige partnerskab og potentielle kandidatlande med henblik på at bringe EU tættere på borgerne; foreslår at fremme samarbejdet mellem organisationer i EU og i nabolande om europæiske værdier;

40.  understreger, at det er nødvendigt at udvikle venskabsbysamarbejdet, idet der fokuseres på, hvordan de dermed forbundne muligheder, kendskabet til dem og resultaterne heraf bedre kan udnyttes, herunder en passende tildeling af økonomiske midler;

o
o   o

41.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 115 af 17.4.2014, s. 3.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0005.


EU's fælles handelspolitik i forbindelse med tvingende hensyn til bæredygtigheden for vilde dyr og planter
PDF 186kWORD 54k
Europa-Parlamentets beslutning af 2. marts 2017 om EU's fælles handelspolitik i forbindelse med tvingende hensyn til bæredygtigheden for vilde dyr og planter (2016/2054(INI))
P8_TA(2017)0064A8-0012/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 191 og 207,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 21, stk. 2,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse "Handel for alle – En mere ansvarlig handels- og investeringspolitik" (COM(2015)0497),

–  der henviser til EU's tekstforslag til et kapitel om handel og bæredygtig udvikling i det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab (TTIP), særlig artikel 10-16,

–  der henviser til resultatet af FN's verdenstopmøde om bæredygtig udvikling i 2015 med titlen "Transforming our World: the 2030 Agenda for Sustainable Development", navnlig punkt 9 og 33 og mål 15,

–  der henviser til den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT), særlig artikel XX, litra a) og g),

–  der henviser til EU's handlingsplan fra 2016 for bekæmpelse af ulovlig handel med vilde dyr og planter (COM(2016)0087) ("handlingsplanen"),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 20. juni 2016 om EU's handlingsplan mod ulovlig handel med vilde dyr og planter,

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 338/97 af 9. december 1996 om beskyttelse af vilde dyr og planter ved kontrol af handelen(1) hermed og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet(2),

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 69/314 om bekæmpelse af ulovlig handel med vilde dyr og planter samt FN's Miljøforsamlings resolution 1/3 om ulovlig handel med vilde dyr og planter,

–  der henviser til resultatet af CITES COP17 i Johannesburg,

–  der henviser til resultaterne af London-konferencen om handel med vilde dyr og planter fra 2014 og evalueringen af fremskridtene (Kasane) fra marts 2015,

–  der henviser til resultatet af Den Internationale Naturbeskyttelsessammenslutnings (IUCN's) verdenskongres om naturbeskyttelse på Hawaii i 2016,

–  der henviser til FN-konventionen om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet,

–  der henviser til Global Wildlife Programme (GWP) under Verdensbankens globale miljøfacilitet,

–  der henviser til World Wildlife Crime Report fra 2016 fra FN's Kontor for Narkotikakontrol og Kriminalitetsbekæmpelse (UNODC),

–  der henviser til erklæringen fra juni 2014 fra Toldsamarbejdsrådet under Verdenstoldorganisationen (WCO) om ulovlig handel med vilde dyr og planter,

–  der henviser til erklæringen, som blev afgivet på Buckingham Palace (London) af transport-taskforcen under United for Wildlife ("Buckingham Palace-erklæringen"),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel (A8-0012/2017),

A.  der henviser til, at verden står over for en hidtil uset stigning i den ulovlige handel med vilde dyr og planter og de medfølgende biologiske kriser, der hidrører fra den fortsatte ulovlige og ikkebæredygtige fældning og markedsføring af verdens fauna og flora;

B.  der henviser til, at den ukontrollerede og overdrevne anvendelse af vilde dyre- og plantearter udgør den næstmest alvorlige trussel mod deres overlevelse i naturen, umiddelbart efter ødelæggelsen af deres levesteder;

C.  der henviser til, at den ulovlige handel med vilde dyr og planter skønnes at være den fjerdemest indbringende form for kriminel aktivitet med en anslået omsætning på helt op til 20 mia. EUR;

D.  der henviser til, at den seneste udvikling tyder på, at store organiserede kriminelle netværk, som gør brug af stadig mere sofistikerede metoder, i stigende grad er involveret;

E.  der henviser til, at ulovlig handel med vilde dyr og planter bidrager til at holde liv i konflikter, og terrornetværk mistænkes for at skaffe sig finansiering blandt andet gennem den ulovlige handel med vilde dyr og planter, som skaber betydelige fortjenester;

F.  der henviser til, at de ledsagende problemer med korruption og svage regeringsstrukturer forværrer de eksisterende sårbarheder i rammerne for handel med vilde dyr og planter;

G.  der henviser til, at Den Europæiske Union for øjeblikket er et målmarked for disse arter, et knudepunkt for transit til andre regioner og også en region, hvorfra visse arter skaffes med henblik på ulovlig handel;

H.  der henviser til, at det er afgørende for at tackle de underliggende årsager til ulovlig handel med vilde dyr og planter, at det sikres, at lokalsamfundene i oprindelseslandene engagerer sig i og nyder godt af naturbeskyttelse;

I.  der henviser til, at IT-baseret kriminalitet i forbindelse med vilde dyr og planter udgør en alvorlig trussel for truede arter, herunder elefanter, næsehorn, skældyr, krybdyr, padder, fugle og giraffer;

J.  der henviser til, at handelspolitik koblet sammen med udviklingssamarbejde kan udgøre en stærk drivkraft for økonomisk vækst i udviklingslandene;

K.  der henviser til, at stigningen i den ulovlige handel med en række plante- og dyrearter fører til tab af biodiversitet og ødelæggelse af økosystemer, som i stigende tal bliver sårbare eller sågar udryddes;

L.  der henviser til, at bæredygtig handel med vilde dyr og planter kan være af afgørende betydning for visse marginaliserede befolkningsgrupper, som er afhængige af retlige rammer for at bevare lokale ressourcer, og bidrage til nedbringelsen af fattigdom;

Tendenser, principper og almindelige betragtninger

1.  bemærker med alvorlig bekymring den seneste stigning i den ulovlige handel med vilde dyr og planter, som, hvis den ikke bremses og vendes, kan få alvorlige og varige følger for så vidt angår bevaring af biodiversitet og miljømæssig bæredygtighed;

2.  noterer sig, at EU som medunderskriver af adskillige verdensomspændende konventioner, der sigter mod at beskytte miljøet, har en retlig forpligtelse til at sikre, at dets politikker og internationale traktater bidrager til dette mål;

3.  mener, at den øgede økonomiske udvikling, som sker i kraft af integrationen på de globale markeder, og udnyttelsen af naturressourcer med henblik på en bæredygtig økonomisk udvikling ikke udelukker hinanden, men tværtimod bør anses for at styrke hinanden;

4.  støtter derfor kraftigt en tilgang til vilde dyr og planter, som ikke blot fastholder EU's og dets handelspartneres mål for miljøbeskyttelsen, men også gør det muligt at etablere bæredygtige og retlige rammer for handelspolitikken, som styrker dens positive bidrag til en bæredygtig udvikling;

5.  fremhæver med bekymring, at EU sammen med USA stadig er et betydeligt målmarked og en vigtig transitrute for ulovlige produkter fremstillet af vilde dyr og planter;

6.  glæder sig over EU's handlingsplan for bekæmpelse af ulovlig handel med vilde dyr og planter, som vil spille en afgørende rolle i bekæmpelsen af den alarmerende stigning i den yderst lukrative ulovlige handel med vilde dyr og planter, som destabiliserer de økonomier og lokalsamfund, der har vilde dyr og planter som livsgrundlag, og truer freden og sikkerheden i sårbare regioner i EU's handelspartnerlande ved at styrke ulovlige ruter;

7.  mener, at kun en integreret tilgang til kriminalitet i forbindelse med vilde dyr og planter i sidste ende kan mindske og eliminere den ulovlige handel, og at EU skal gå forrest, når det drejer sig om at tackle udfordringerne på udbudssiden, herunder udviklingsudfordringerne i de berørte områder i tredjelandene, men også efterspørgslen efter ulovlige produkter på de hjemlige markeder, herunder onlineplatforme;

Internationale institutioner og nationale regeringer

8.  minder om, at lande i henhold til WTO's regler kan indføre undtagelser for de almindelige GATT-regler i artikel XX, litra g), for at regulere begrænsede naturressourcer og i artikel XX, litra a), for at beskytte den offentlige sædelighed; noterer sig, at WTO's appelorgan har anlagt en bred fortolkning af "begrænsede naturressourcer", således at det indbefatter levende arter, som kan være sårbare over for udtynding, og at WTO's retspraksis udtrykkeligt har fremhævet medtagelsen af arter i bilagene til konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter (CITES) som bevis for, at de kan udtømmes; noterer sig endvidere, at WTO's appelorgan har anlagt en bred fortolkning af "den offentlige sædelighed", således at det dækker spørgsmål om forhindring af grusomhed mod dyr;

9.  glæder sig over den indsats, EU har gjort inden for WTO for at mindske skadelig fiskeristøtte, som kan underminere den bæredygtige forvaltning af fiskeri og bringe bevarelsen af arter såsom skildpadder, hajer, havfugle og havpattedyr i fare;

10.  gentager sit stærke engagement i opfyldelsen af FN's mål om bæredygtig udvikling og i at sikre et vellykket mål 15, som omfatter en forpligtelse til at sætte en stopper for krybskytteri og handel med beskyttede plante- og dyrearter samt til at bekæmpe både udbuddet af og efterspørgslen efter ulovligt handlede produkter;

11.  glæder sig over den igangværende aktivitet i det internationale konsortium om bekæmpelse af kriminalitet i forbindelse med vilde dyr og planter, som er et initiativ, der omfatter CITES, Interpol, UNODC, Verdensbanken og WCO;

Toldmyndigheder og internethandel

12.  glæder sig ligeledes over WCO's INAMA-projekt, som sigter mod at forbedre toldmyndighedernes evne til at forstærke kapacitetsopbygningen med henblik på at bekæmpe kriminalitet i forbindelse med vilde dyr og planter; opfordrer til øget deltagelse af toldmyndighederne i håndhævelsesaktiviteter, der skal bekæmpe den ulovlige handel med vilde dyr og planter, og til bevidsthedsskabende aktiviteter med henblik på at forbedre uddannelsen af toldmyndighederne og gøre dem mere velfungerende;

13.  mener, at internetbaseret kriminalitet i forbindelse med vilde dyr og planter udgør en alvorlig trussel for truede dyr, herunder elefanter, næsehorn, krybdyr, padder og fugle, og at regeringer, virksomheder og ikke-statslige organisationer bør arbejde sammen imod dette fænomen;

14.  mener, at den toldmæssige dimension af EU's handlingsplan bør styrkes yderligere, både for så vidt angår samarbejde med partnerlande og en bedre og mere effektiv gennemførelse i Unionen; ser derfor frem til Kommissionens 2016-evaluering af gennemførelsen og håndhævelsen af EU's nuværende retlige ramme og anmoder om, at denne evaluering også kommer til at omfatte en vurdering af toldprocedurerne;

15.  opfordrer Kommissionen til at undersøge, i hvilken udstrækning EU-lovgivningen om handel med vilde dyr og planter anvendes på ensartet vis i de forskellige medlemsstater af de toldmedarbejdere, der er ansvarlige for kontrollerne;

16.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde med informationsudveksling og kapacitetsopbygning, navnlig særlig uddannelse for toldmedarbejdere;

Den private sektors og de ikke-statslige organisationers rolle

17.  fremhæver betydningen af at sikre, at den private sektor deltager i bekæmpelsen af ulovlig handel med vilde dyr og planter, herunder deltagelse af online-markedspladser og sociale medier;

18.  glæder sig over brugbare løsninger, der efter indarbejdelse i de eksisterende systemer for forsyningskæden og handelsforvaltningen vil gøre det muligt for den private sektor at spille en rolle som en reel partner for regeringer og internationale organer ved at sikre en ansvarlig forvaltning af de globale forsyningskæder; understreger imidlertid, at den fælles handelspolitik bør fremme bindende standarder for virksomheders sociale ansvar, som vejleder og støtter den private sektor i socialt ansvarlig praksis; mener, at standarder for virksomheders sociale ansvar er særligt vigtige inden for transportnetværk;

19.  konstaterer med tilfredshed, at eksperter i handel med vilde dyr og planter og logistikvirksomheder i stigende grad samarbejder ud fra en nultolerancetilgang; mener, at Kommissionen bør overveje, hvordan man bedst sikrer, at de relevante retlige rammer bedre kan imødegå risici i tilknytning til e-handel og kommercielle reklamer online og offline;

20.  glæder sig over den rolle, som de ikke-statslige organisationer og civilsamfundet spiller, ikke bare i bekæmpelsen af ulovlig handel med vilde dyr og planter, herunder bevidstgørelse herom, og nedbringelsen af efterspørgslen både i EU og i de tredjelande, hvor disse vilde dyr og planter stammer fra, men også i de nationale rådgivende grupper, der er fastsat i EU's frihandelsaftaler til at overvåge gennemførelsen af bestemmelserne om handel og bæredygtig udvikling;

21.  bifalder erklæringen, som blev afgivet på Buckingham Palace af transport-taskforcen under United for Wildlife i marts 2016, og som sigter mod at inddrage den private sektor i at tackle de svagheder i transport- og toldprocedurer, som udnyttes af smuglerne, samt på at forbedre informationsudvekslingen hele vejen igennem de globale forsyningskæder og handelsruter;

22.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gå i dialog med ikke-statslige organisationer om at nedbringe den ulovlige handel, ændre forbrugernes adfærd og mindske efterspørgslen efter ulovlige produkter fremstillet af vilde dyr og planter ved hjælp af kampagner, der sigter mod at skabe øget bevidsthed om spørgsmål vedrørende udfordringerne med bekæmpelsen af den ulovlige handel med vilde dyr og planter, navnlig i de lande, hvor denne efterspørgsel er særligt høj;

EU's retlige rammer og handelsaftaler

23.  mener, at den væsentligste udfordring og prioritet for EU's medlemsstater på nuværende tidspunkt inden for de eksisterende nationale retlige rammer er at få gennemført de eksisterende regler; erkender imidlertid, at man bør kigge på supplerende lovbestemmelser, som tager højde for de regler, der findes i andre stater, med henblik på at forbyde tilgængeliggørelse og markedsføring, transport og erhvervelse af vilde dyr og planter, der er fældet ulovligt, eller som handles ulovligt i tredjelande, i overensstemmelse med det pågældende lands egne lovrammer; mener, at der også bør kigges på den nuværende lovramme, for at den bedre kan imødegå risici i tilknytning til e-handel;

24.  støtter den tilgang, hvor der i fremtidige EU-handelsaftaler indføres bestemmelser med sigte på at bekæmpe ulovlig handel med vilde dyr og planter;

25.  glæder sig over Kommissionens forslag til et kapitel om handel og bæredygtig udvikling i TTIP som led i dens vedvarende engagement med henblik på at sikre en bæredygtig udvikling; bemærker, at USA i sine handelsaftaler har tilstræbt at forhandle standarder på plads for handel med vilde dyr og planter, bl.a. ved at begrænse fiskeristøtten; understreger, at der i alle fremtidige EU-frihandelsaftaler bør forhandles solide standarder på plads for beskyttelse af vilde dyr og planter, herunder bestemmelser og forpligtelser med sigte på korrekt gennemførelse af indgåede multilaterale miljøaftaler, som en del af kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling;

26.  glæder sig over EU's mere ambitiøse tilgang til beskyttelse af vilde dyr og planter i kapitlet om handel og bæredygtig udvikling i frihandelsaftalen mellem EU og Vietnam, som ikke bare indeholder tilsagn om korrekt gennemførelse og håndhævelse af multilaterale miljøaftaler som CITES, biodiversitetskonventionen (CBD) og den internationale konvention angående regulering af hvalfangst (ICRW), men også bestemmelser vedrørende handelsrelateret kapacitetsopbygning, informationsudveksling og bevidstgørelse, og opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at sikre en korrekt gennemførelse af disse forpligtelser og bestemmelser; mener, at disse forpligtelser bør kunne håndhæves for at sikre reel og vedvarende overholdelse, bl.a. ved at forudse en passende rolle for ikke-statslige organisationer og civilsamfundsorganisationer;

27.  støtter tilgangen, som er skitseret i "Handel for alle"-strategien", med at medtage bestemmelser om bekæmpelse af korruption i kommende handelsaftaler, eftersom korruptionens rolle i den ulovlige handel med dyr og planter er velkendt, samt EU's tilsagn om at gennemføre handelspolitikker, der fremmer bæredygtig udvikling, hvilket vil bidrage til at nå de globale mål, der opnåedes enighed om som led i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling;

Henstillinger

28.  støtter en tilgang til EU's handelspolitik, hvori bekæmpelse af ulovlig handel med vilde dyr og planter ikke blot prioriteres, men hvor alle kommende aftaler indeholder bestemmelser med sigte på at nedbringe denne handel og i sidste ende bringe den til ophør, såvel som håndfaste og effektive supplerende foranstaltninger, navnlig med henblik på uddannelse, forebyggelse og anvendelse af sanktioner inden for områderne skovforvaltning, sundhed og told;

29.  understreger, at intet i EU's handelspolitik bør forhindre EU eller dets handelspartnere i at træffe de fornødne beslutninger med henblik på at beskytte vilde dyr og planter og naturressourcer, forudsat at sådanne foranstaltninger fortsat forfølger legitime offentlige politiske målsætninger og ikke er udtryk for vilkårlig eller uberettiget forskelsbehandling;

30.  mener, at der ikke findes nogen universalløsning til global sikring af bæredygtigheden af vilde dyr og planter og bekæmpelsen af den ulovlige handel; minder i lyset heraf om behovet for at sikre fuld fleksibilitet og at dele oplysninger, data og bedste praksis for at fremme dialog med henblik på at forbedre samarbejdet i betragtning af den grænseoverskridende karakter af denne type lovovertrædelser;

31.  henstiller til EU-medlemsstaterne at overveje politiske løsninger, som gør det muligt at lukke alle de resterende juridiske smuthuller, der kan udnyttes til "hvidvaskning" af ulovligt handlede vilde dyr og planter og produkter deraf; henstiller desuden til, at der gennemføres en meget grundig overvågning i denne forbindelse, og at der gøres effektiv brug af eksisterende ressourcer og organer for at nå dette mål;

32.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at overveje et eventuelt forbud på europæisk plan mod handel med, eksport eller reeksport af elfenben inden for og uden for EU, herunder elfenben fra før konventionens ikrafttrædelse, på en måde som er i overensstemmelse med WTO-lovgivningen;

33.  kræver, at der tildeles tilstrækkelige ressourcer til politikker og foranstaltninger, der er udformet med henblik på opfyldelse af EU's mål om bekæmpelse af ulovlig handel med vilde dyr og planter, herunder ressourcer til tredjelande med henblik på kapacitetsopbygning, navnlig til toldprocedurer, myndigheder, gennemsigtighed og god regeringsførelse;

34.  anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om fortsat at samarbejde med alle berørte aktører for at sikre en integreret tilgang, der ikke kun er rettet mod kilderne til ulovlige vilde dyr og planter og produkter deraf, men som også sætter ind for at begrænse efterspørgslen og skabe øget bevidsthed på efterspørgselsmarkederne;

35.  anmoder medlemsstaterne og Kommissionen om at gøre mere for at sikre, at man sigter mod at forstyrre, udrydde og retsforfølge de ulovlige kriminelle netværk og syndikater, som er aktive inden for ulovlig handel med vilde dyr og planter, samt om, at medlemsstaterne sikrer, at de straffe, der er fastsat for kriminalitet i forbindelse med vilde dyr og planter, både er forholdsmæssige og afskrækkende og, hvor det er relevant, i overensstemmelse med de forpligtelser, der er fastsat i FN-konventionen om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet;

36.  opfordrer EU til inden for rammerne af WTO at undersøge, hvordan globale handels- og miljømæssige regelsæt kan støtte hinanden bedre, navnlig i forbindelse med det igangværende arbejde med at styrke sammenhængen mellem WTO og multilaterale miljøaftaler samt i lyset af aftalen om handelslettelser;

37.  mener, at det bør undersøges, om der er yderligere muligheder for samarbejde mellem WTO og CITES, navnlig for så vidt angår tilbud om teknisk bistand og kapacitetsopbygning inden for handels- og miljøanliggender til embedsmænd fra udviklingslandene; anmoder Kommissionen om at tænke videre over dette som led i drøftelserne efter konferencen i Nairobi og fremtidige elementer, der vil blive overvejet på den næste ministerkonference i Buenos Aires i 2017;

o
o   o

38.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne, CITES, FN's Kontor for Narkotikakontrol og Kriminalitetsbekæmpelse, WCO, WTO og Interpol.

(1) EFT L 61 af 3.3.1997, s. 1.
(2) EUT L 328 af 6.12.2008, s. 28.

Juridisk meddelelse