Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2017/2849(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B8-0649/2017

Forhandlinger :

PV 29/11/2017 - 22
CRE 29/11/2017 - 22

Afstemninger :

PV 30/11/2017 - 8.22
CRE 30/11/2017 - 8.22
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2017)0473

Vedtagne tekster
PDF 189kWORD 56k
Torsdag den 30. november 2017 - Bruxelles Endelig udgave
Situationen i Yemen
P8_TA(2017)0473RC-B8-0649/2017

Europa-Parlamentets beslutning af 30. november 2017 om situationen i Yemen (2017/2849(RSP))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Yemen, navnlig beslutningerne af 15. juni 2017(1) og 25. februar 2016(2) om den humanitære situation i Yemen samt beslutningen af 9. juli 2015 om situationen i Yemen(3),

–  der henviser til erklæringer afgivet af næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 8. oktober 2016 om angrebet i Yemen, af 19. oktober 2016 om våbenhvilen i Yemen og af 21. november 2017 om situationen i Yemen,

–  der henviser til erklæring af 11. november 2017 fra EU-kommissæren med ansvar for humanitær bistand og krisestyring, Christos Stylianides, om den humanitære situation i Yemen,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 3. april 2017 om situationen i Yemen,

–  der henviser til sin beslutning af 28. april 2016 om angreb på sygehuse og skoler som krænkelser af den humanitære folkeret(4) og til sin beslutning af 27. februar 2014 om brugen af bevæbnede droner(5),

–  der henviser til EU's retningslinjer om fremme af overholdelse af den humanitære folkeret,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds (UNSC's) resolutioner om Yemen, navnlig resolution 2342 (2017), 2266 (2016) 2216 (2015), 2201 (2015) og 2140 (2014),

–  der henviser til erklæringerne fra FN's særlige udsending for Yemen, Ismail Ould Cheikh Ahmed, af 30. januar, 12. juli, 19. august og 26. oktober 2017 om situationen i Yemen,

–  der henviser til erklæringen af 12. juli 2017 fra FN's daværende undergeneralsekretær for humanitære anliggender, Stephen O'Brien, til UNSC,

–  der henviser til den fælles erklæring af 16. november 2017 fra Verdensfødevareprogrammet (WFP), FN's Børnefond (UNICEF) og Verdenssundhedsorganisationen (WHO), hvori der opfordres til en øjeblikkelig ophævelse af den humanitære blokade i Yemen,

–  der henviser til FN's donorkonference på højt plan i forbindelse med krisen i Yemen den 25. april 2017, hvor der blev givet tilsagn om 1,1 mia. USD til at dække et finansieringsunderskud på 2,1 mia. USD for 2017,

–  der henviser til FN's Menneskerettighedsråds beslutning fra september 2017 om at undersøge alle påståede krænkelser af menneskerettighederne i Yemen under konflikten,

–  der henviser til formandserklæringerne fra FN's Sikkerhedsråd af 15. juni 2017, som opfordrer parterne i Yemen til at engagere sig konstruktivt i en tillidsskabende indsats for konfliktløsning, og af 9. august 2017 om truslen om sult i Yemen,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at de forskellige runder af FN-formidlede forhandlinger endnu ikke har ført til et meningsfuldt fremskridt i retning af en politisk løsning i Yemen; der henviser til, at konfliktens parter og deres regionale og internationale støtter, herunder Saudi-Arabien og Iran, ikke har kunnet nå frem til en våbenhvileaftale eller nogen form for løsning, og at kampene og de vilkårlige bombninger fortsætter med uformindsket styrke; der henviser til, at ingen af parterne har opnået en militær sejr, og at det ikke er sandsynligt, at de vil gøre det i fremtiden; der henviser til, at det bør være en prioritet for EU og det samlede internationale samfund at finde en politisk løsning på konflikten inden for rammerne af FN's fredsinitiativ i Yemen;

B.  der henviser til, at den humanitære situation i Yemen fortsat er katastrofal; der henviser til, at FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) har betegnet situationen i Yemen som "den største fødevaresikkerhedskatastrofe i verden"; der henviser til, at 20,7 millioner mennesker i Yemen ifølge FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA) har behov for fødevarehjælp, og at 7 millioner af dette antal befinder sig i en "fødevaresikkerhedsmæssig nødsituation"; der henviser til, at 2,2 mio. børn lider af alvorlig akut fejlernæring, og at der hvert 10. minut dør et barn af årsager, som kunne have været forhindret; der henviser til, at der er 2,9 millioner internt fordrevne og en million hjemvendte;

C.  der henviser til, at ifølge FN er over 8 000 mennesker, heraf 60 % civile, blevet dræbt og mere end 50 000 såret, herunder et stort antal børn, i forbindelse med luftangreb og kampe på jorden siden den saudiarabisk ledede koalitions intervention i borgerkrigen i Yemen i marts 2015; der henviser til, at kampene, både på jorden og i luften, gjorde det umuligt for observatører fra FN's Menneskerettighedskontor på stedet at få adgang til området for at kontrollere antallet af civile ofre; der henviser til, at disse tal derfor kun afspejler de dødsfald og kvæstelser, OHCHR har formået at underbygge og bekræfte;

D.  der henviser til, at sårbare grupper, kvinder og børn er særlig berørt af de igangværende fjendtligheder og den humanitære krise; der henviser til, at antallet af civile ofre fortsat er stigende;

E.  der henviser til, at der ifølge Red Barnet hver dag dør 130 børn i Yemen; der henviser til, at mindst 1,8 millioner børn har været nødt til at opgive deres skolegang ud over de 1,6 millioner, der ikke gik i skole, inden konflikten begyndte;

F.  der henviser til, at Verdenssundhedsorganisationen oplyser, at "mere end halvdelen af alle sundhedsfaciliteter er lukket som følge af beskadigelse, ødelæggelse eller manglende midler", og at der er alvorlig mangel på lægemidler; der henviser til, at 30 000 livsvigtige sundhedsmedarbejdere ikke har fået løn i over et år;

G.  der henviser til, at infrastrukturødelæggelser og de offentlige tjenesters sammenbrud har ført til et udbrud af kolera; der henviser til, at OCHA den 2. november 2017 meddelte, at næsten 895 000 tilfælde af mistanke om kolera med næsten 2 200 heraf følgende dødsfald var blevet indberettet siden den 27. april 2017; der henviser til, at over halvdelen af de mistænkte tilfælde involverer børn; der henviser til, at det er vanskeligt præcist at fastslå det reelle antal koleratilfælde, da der er begrænset adgang til mange regioner, og mange formodede patienter behandles, inden de er blevet endelig diagnosticeret;

H.  der henviser til, at import tegner sig for næsten 90 % af landets basisfødevarer; der henviser til, at FN's særlige rapportør om menneskerettigheder og internationale sanktioner har understreget, at den luft- og søblokade, som koalitionsstyrkerne har opretholdt mod Yemen, har været en af hovedårsagerne til den vedvarende humanitære katastrofe; der henviser til, at denne blokade har indskrænket og forstyrret import og eksport af fødevarer, brændstoffer og lægemidler såvel som humanitær bistand; der henviser til, at den urimelige forsinkelse og/eller nægtelse af adgang for fartøjer til yemenitiske havne udgør ulovlige ensidige tvangsforanstaltninger ifølge folkeretten;

I.  der henviser til, at den humanitære situation i Yemen blev yderligere forværret af den saudiarabisk-ledede koalitions indførelse af en blokade af landets land-, sø- og luftgrænser den 6. november 2017; der henviser til, at havnen i Aden og al-Wadea-grænseovergangen mellem Saudi-Arabien og Yemen er blevet genåbnet; der imidlertid påpeger, at havnene i Hodeida og Saleef samt lufthavnen i Sana’a, der blev taget af houthi-oprørerne i marts 2015, og hvorigennem ca. 80 % af importen til Yemen, herunder såvel kommercielle som humanitære varer, passerer, stadig er underlagt blokaden; der henviser til, at nødhjælpsorganisationer har advaret om, at hvis blokaden ikke ophæves, vil Yemen stå over for den største hungersnødskatastrofe, verden har oplevet i årtier, med millioner af ofre;

J.  der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd i sin resolution 2216 udtrykkelig giver Sanktionskomiteen mulighed for at sanktionere enkeltpersoner, der "obstruerer levering af humanitær bistand i Yemen";

K.  der henviser til, at de koalitionsledede luftangreb i og omkring Sana’a er blevet intensiveret i løbet af de seneste uger og har forvoldt civile dødsfald og ødelæggelse af infrastruktur; der henviser til, at snesevis af saudiarabisk ledede luftangreb er blevet beskyldt for vilkårligt at dræbe og såre tusinder af civile i strid med reglerne for krigsførelse, herunder gennem brug af internationalt forbudte klyngebomber; der henviser til, at houthi-oprørerne den 4. november 2017 sendte ballistiske missiler mod Riyadhs vigtigste civile internationale lufthavn; der henviser til, at der herudover i år er sendt et stort antal raketter ind over saudiarabisk territorium; der henviser til, at krigslovene forbyder forsætlige angreb på civile; der henviser til, at sådanne angreb betragtes som krigsforbrydelser og at de enkeltpersoner, der begår dem, kan blive retsforfulgt herfor;

L.  der henviser til, at situationen i Yemen indebærer alvorlige risici for stabiliteten i regionen, navnlig på Afrikas Horn, omkring Det Røde Hav og i Mellemøsten generelt; der henviser til, at Al-Qaeda på Den Arabiske Halvø (AQAP) har kunnet udnytte den forværrede politiske og sikkerhedsmæssige situation i Yemen til at udvide sin tilstedeværelse og forøge antallet og omfanget af sine terrorangreb der henviser til, at AQAP og den såkaldte Islamiske Stat (ISIS/Daesh) har etableret sig i Yemen og udført terrorangreb, hvor hundredevis af mennesker er blevet dræbt;

M.  der henviser til, at der er en international våbenembargo rettet mod de iransk støttede houthi-/Salehtropper; der henviser til, at EU's medlemsstater ifølge den 18. EU-årsberetning om våbeneksport er fortsat med at tillade overførsler af våben til Saudi-Arabien siden konfliktens eskalering i en overtrædelse af Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om kontrol med våbeneksport; der henviser til, at Europa-Parlamentet i sin beslutning af 25. februar 2016 om den humanitære situation i Yemen opfordrede næstformanden/den højtstående repræsentant til at iværksætte et initiativ til indførelse af en EU-våbenembargo over for Saudi-Arabien i overensstemmelse med fælles holdning 2008/944/FUSP;

N.  der henviser til, at 2 millioner børn ikke længere modtager nogen form for undervisning ifølge UNICEF; der henviser til, at mere end 1 700 skoler i øjeblikket er uegnet til brug på grund af konfliktrelaterede skader, da de huser internt fordrevne eller er besat af væbnede grupper ifølge OCHA; der henviser til, at der er konstateret tilfælde af rekruttering og anvendelse af børn til krigsførelse eller udførelse af militære opgaver; der henviser til, at tusindvis af lærere, eftersom de ikke har modtaget løn i mere end et år er blevet tvunget til at forlade deres job for at finde en alternativ indkomst; der henviser til, at de få skoler, der stadig fungerer, på grund af ødelæggelser af central infrastrukturer er vanskelige at nå frem til;

O.  der henviser til, at journalister gentagne gange af den saudiarabisk ledede koalition er blevet forhindret adgang til Yemen, bl.a. ved at de ikke får lov til at følge med på FN's nødhjælpsflyvninger til hovedstaden Sana’a, der kontrolleres af houthi-oprørerne;

P.  der henviser til, at beslutningen om at opføre visse personer på lister over mål for droneangreb ofte sker uden retsafgørelse eller dommerkendelse; der henviser til, at visse enkeltpersoner bliver mål og derefter dræbt, uden at der finder en retfærdig rettergang sted;

Q.  der henviser til, at Den Europæiske Union siden konfliktens begyndelse har bevilget 171,7 mio. EUR i humanitær bistand; der henviser til, at EU's humanitære bistand giver højeste prioritet til sundhed, ernæring, fødevaresikkerhed, beskyttelse, husly og vand og sanitet;

R.  der henviser til, at trods FN's donorkonference på højt plan vedrørende den humanitære krise i Yemen, som blev afholdt i Genève i april 2017, og hvorunder en række lande og organisationer gav tilsagn, der beløb sig til 1,1 mia. USD, havde donorer pr. den 21. november 2017 kun leveret midler svarende til 56,9 % af beløbet på de 2,3 milliarder USD i FN's appel om humanitær bistand til Yemen for 2017;

1.  fordømmer på det kraftigste den fortsatte vold i Yemen og alle angreb på civile og civil infrastruktur, hvilket udgør krigsforbrydelser; udtrykker alvorlig bekymring over den alarmerende forværrelse af den humanitære situation i Yemen; beklager dybt tabet af menneskeliv som følge af konflikten og de ekstreme lidelser hos dem, der ikke kan få humanitær bistand og vitale råvarer og er fanget i kampene, er fordrevet eller har mistet deres levebrød, og udtrykker sin medfølelse med ofrenes familier; bekræfter på ny sin vilje til fortsat at støtte Yemen og det yemenitiske folk;

2.  gentager sin fulde støtte til den indsats, som gøres af FN’s generalsekretær og FN's generalsekretærs særlige udsending til Yemen for at opnå en genoptagelse af forhandlingerne; understreger, at kun en politisk, inklusiv og forhandlet løsning på konflikten kan genoprette freden og bevare Yemens enhed, suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet; opfordrer alle internationale og regionale aktører til at samarbejde konstruktivt med parterne i Yemen med henblik på at muliggøre en nedtrapning af konflikten og en forhandlet løsning; opfordrer Saudi-Arabien og Iran til at arbejde for at afslutte kampene i Yemen og at forbedre de bilaterale forbindelser; opfordrer Iran til øjeblikkeligt at ophøre med at yde støtte til houthi-styrker i Yemen, enten direkte eller via mellemmænd;

3.  opfordrer alle konfliktens parter til hurtigst muligt at blive enige om en indstilling af fjendtlighederne, der skal overvåges af FN, som et første skridt i retning af en genoptagelse af fredsforhandlingerne under ledelse af FN; opfordrer indtrængende alle parter til hurtigst muligt og i god tro og uden forhåndsbetingelser at engagere sig i en ny runde af FN-ledede fredsforhandlinger; beklager houthi-oprørernes og deres allieredes beslutning om at afvise Ismail Ould Cheikh Ahmed som en fredsforhandler;

4.  opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til straks at foreslå en integreret EU-strategi for Yemen og til at gøre en fornyet indsats for et fredsinitiativ for Yemen i FN-regi; erklærer igen sin støtte til EU-Udenrigstjenestens bestræbelser på at fremme en genoptagelse af forhandlingerne og opfordrer indtrængende alle parter i konflikten til at forholde sig konstruktivt og uden at opstille forhåndsbetingelser til disse bestræbelser; understreger, at gennemførelsen af tillidsskabende foranstaltninger, herunder løsladelse af politiske fanger, umiddelbare skridt til at sikre en holdbar våbenhvile, en mekanisme til en FN-overvåget tilbagetrækning af styrker, lettelse af den humanitære og kommerciel adgang, Track II-initiativer, der involverer politiske, sikkerhedsmæssige og civilsamfundsaktører, er afgørende for at lette en tilbagevenden til det rette politiske spor;

5.  beklager, at Saudi-Arabien og dets koalitionspartnere har lukket Yemens havne, lufthavne og grænseovergangssteder til lands, hvilket har ført til en yderligere forværring af situationen i landet; anser koalitionens skridt til at genoptage driften af havnen i Aden og åbne grænseovergangen ved al-Wadea for at være et skridt i den rigtige retning; opfordrer koalitionen til at sikre øjeblikkelig genoptagelse af aktiviteterne i havnene i Hodeida og Saleef og åbning af landgrænserne for humanitær nødhjælp og levering af basale handelsvarer;

6.  understreger, at FN's Sikkerhedsråd med henblik på både at tackle den humanitære nødsituation og opbygge tillid mellem parterne på en måde, der vil fremme politiske forhandlinger, tilskynder til, at der hurtigt findes en aftale om udstationering af yderligere kontrollanter under FN's verificerings- og inspektionsmekanisme, hvilket vil øge alle Yemens havnes kapacitet, og øget adgang til lufthavnen i Sana’a;

7.  opfordrer alle de involverede parter til øjeblikkeligt at tillade fuld humanitær adgang til de nødlidende i de konfliktramte områder og opfordrer til, at hjælpearbejderes sikkerhed sikres; opfordrer Rådet og FN's Sikkerhedsråd til i forlængelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 2216 at identificere enkeltpersoner, der obstruerer leveringen af humanitær bistand i Yemen, og indføre målrettede sanktioner mod dem;

8.  fordømmer koalitionsstyrkernes vilkårlige luftangreb, der medfører civile dødsfald, herunder børn, og ødelæggelse af civil og sundhedsrelateret infrastruktur; fordømmer de tilsvarende vilkårlige angreb, begået af houthierne og de allierede styrker, som har ført til civile dødsfald og disse gruppers brug af hospitaler og skoler som baser for gennemførelse af deres angreb;

9.  fordømmer houti-/Salehtroppernes vilkårlige missilangreb på saudiarabiske byer, navnlig angrebet på den store civile internationale lufthavn i Riyadh, King Khaled, i Riyadh den 4. november 2017;

10.  opfordrer indtrængende alle parter til at give journalister adgang til landet, herunder til alle områder og alle frontlinjer i landet; påpeger, at blokeringen af journalisters adgang til Yemen er årsag til den manglende dækning af krisen, som hindrer de humanitære hjælpearbejderes bestræbelser på at få det internationale samfund og de internationale donorer til at få øjnene op for den katastrofale situation; Bifalder den nylige løsladelse af Yahya Abdulraqeeb al-Jubeihi, Abed al-Mahziri og Kamel al-Khozani og opfordrer indtrængende til øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle de journalister, der fortsat er fængslede;

11.  gentager sin opfordring til alle parter om at overholde den humanitære folkeret og den internationale menneskerettighedslovgivning, at sikre beskyttelsen af civile og at afholde sig fra direkte at angribe civil infrastruktur, navnlig medicinske faciliteter og vandforsyningssystemer;

12.  minder om, at de målrettede angreb på civile og civil infrastruktur, herunder hospitaler og sundhedspersonale, er en alvorlig overtrædelse af den humanitære folkeret; opfordrer indtrængende det internationale samfund til at fastlægge bestemmelser for international strafforfølgning af de ansvarlige for de overtrædelser af folkeretten, der er begået i Yemen; støtter i denne forbindelse fuldt ud FN's Menneskerettighedsråds beslutning om at foretage en omfattende undersøgelse af de forbrydelser, der er begået under konflikten i Yemen;

13.  støtter fuldt ud indsatsen fra medlemsstaterne og tredjelande for at etablere internationale mekanismer til at indsamle beviser og stille de ansvarlige for alvorlige menneskerettighedskrænkelser og krænkelser af den humanitære folkeret til regnskab herfor; understreger, at det er absolut nødvendigt at få stillet de ansvarlige for krænkelserne til regnskab for at kunne opnå en varig bilæggelse af konflikten; glæder sig hvad det angår over etableringen af en gruppe af fremtrædende internationale og regionale eksperter med mandat til at overvåge og rapportere om menneskerettighedssituationen i Yemen og foretage en omfattende undersøgelse af alle påståede overtrædelser og krænkelser af de internationale menneskerettigheder og af andre relevante og gyldige områder af folkeretten, der er begået af alle konfliktens parter siden marts 2015; beklager, at bestræbelser på at foretage en uafhængig undersøgelse er blevet blokeret;

14.  udtrykker dyb bekymring over, at ustabiliteten i Yemen er blevet udnyttet af terrororganisationer og ekstremistiske organisationer som ISIS/Daesh og AQAP; opfordrer indtrængende Yemens regering til at påtage sig sit ansvar i kampen mod ISIS/Daesh og AQAP; understreger, at det er nødvendigt, at alle parter i konflikten skrider håndfast ind over for sådanne grupper, hvis aktiviteter udgør en alvorlig trussel mod en forhandlingsløsning og mod sikkerheden i og omkring regionen; bekræfter EU's tilsagn om at bekæmpe ekstremistiske grupper og deres ideologier og understreger behovet for, at parter i regionen gør det samme;

15.  opfordrer Rådet til effektivt at fremme overholdelsen af den humanitære folkeret som fastsat i de relevante EU-retningslinjer; gentager navnlig, at der er behov for en striks anvendelse fra alle EU-medlemsstaters side af de regler, der er fastsat i fælles holdning 2008/944/FUSP; erindrer i den forbindelse i beslutning om den humanitære situation i Yemen af den 25. februar 2016, som opfordrer NF/HR til et initiativ til at indføre en EU-våbenembargo mod Saudi-Arabien i betragtning af de alvorlige påstande, der er fremsat om Saudi-Arabiens overtrædelser af den humanitære folkeret i Yemen, og den omstændighed, at den fortsatte udstedelse af tilladelser til eksport af våben til Saudi-Arabien derfor ville være i strid med fælles holdning 2008/944/FUSP;

16.  støtter EU's opfordring til alle parter i konflikten til at tage alle de nødvendige skridt for at forebygge og imødegå alle former for vold, herunder seksuel og kønsbaseret vold, i forbindelse med væbnet konflikt; fordømmer på det kraftigste krænkelserne af børns rettigheder og er bekymret over børns begrænsede adgang til selv grundlæggende sundhedspleje og uddannelse; fordømmer rekrutteringen og anvendelsen af børnesoldater i fjendtligheder, hvad enten den iværksættes af regeringsstyrker eller væbnede oppositionsgrupper;

17.  bifalder de tilsagn, der blev givet ved donorarrangementet på højt plan om den humanitære krise i Yemen, og understreger behovet for en koordineret humanitær indsats under ledelse af FN for at lette befolkningens lidelser i Yemen; opfordrer til øjeblikkelig anvendelse af de midler, som Yemen fik tilsagn om, og til fuld finansiering af FN's beredskabsplan for humanitær bistand til Yemen for 2017;

18.  bifalder, at EU og dets medlemsstater er rede til at optrappe den humanitære bistand til befolkningen i hele landet med henblik på at afhjælpe de stigende behov og mobilisere deres udviklingsbistand til at finansiere projekter i nøglesektorer;

19.  støtter kraftigt den indsats, der er gjort af undergeneralsekretær for humanitære anliggender og nødhjælpskoordinator Mark Lowcock og hans efterfølger Stephen O'Brien, for at forsøge at lette det yemenitiske befolknings lidelser;

20.  opfordrer EU og dets medlemsstater til tillige med deres humanitære og politiske bestræbelser at støtte fredsskabende foranstaltninger og modstandsdygtighedstiltag, herunder ved at støtte civilsamfundsaktører og lokale økonomiske og forvaltningsmæssige strukturer, for at sikre hurtig genoprettelse af basale tjenester og infrastrukturer, stimulere den lokale økonomi og fremme fred og social samhørighed;

21.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, generalsekretæren for Golfens Samarbejdsråd, generalsekretæren for Den Arabiske Liga og Yemens regering.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0273.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0066.
(3) EUT C 265 af 11.8.2017, s. 93.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0201.
(5) EUT C 285 af 29.8.2017, s. 110.

Juridisk meddelelse