Indeks 
Vedtagne tekster
Tirsdag den 4. juli 2017 - StrasbourgEndelig udgave
Udnævnelse af et medlem af Europa-Kommissionen
 Rammeaftale mellem EU og Kosovo om de generelle principper for Kosovos deltagelse i EU-programmer ***
 Anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen - EGF/2017/001 ES/Castilla y León minedrift
 Europæiske standarder til det 21. århundrede
 På vej til en paneuropæisk ramme for særligt dækkede obligationer
 Den fiskerirelaterede turismes rolle i diversificeringen af fiskeriet
 Forældelsesfrister for trafikulykker
 Fælles minimumsstandarder for den civile retspleje i EU
 Makrofinansiel bistand til Republikken Moldova ***I
 Offentliggørelse af selskabsskatteoplysninger for visse virksomheder og filialer ***I
 Indførelse af midlertidige autonome handelsforanstaltninger til fordel for Ukraine ***I
 Forslag til ændringsbudget nr. 2 til det almindelige budget for 2017: Indsættelse af overskuddet for regnskabsåret 2016
 Længere levetid for produkter: fordele for forbrugere og virksomheder
 Bekæmpelse af overtrædelser af menneskerettighederne i forbindelse med krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, herunder folkedrab
 Private sikkerhedsfirmaer
 Arbejdsvilkår og usikker ansættelse

Udnævnelse af et medlem af Europa-Kommissionen
PDF 154kWORD 47k
Europa-Parlamentets afgørelse af 4. juli 2017 om godkendelse af udnævnelsen af Mariya Gabriel til medlem af Kommissionen (C8-0166/2017 - 2017/0805(NLE))
P8_TA(2017)0275

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 246, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til artikel 106a i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

–  der henviser til punkt 6 i rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen(1),

–  der henviser til Kristalina Georgievas fratræden som medlem af Kommissionen,

–  der henviser til Rådets skrivelse af 29. maj 2017, hvorved Rådet hørte Parlamentet vedrørende en afgørelse, der skal træffes ved fælles overenskomst med formanden for Kommissionen, om udnævnelse af Mariya Gabriel til medlem af Kommissionen (C8-0166/2017),

–  der henviser til høringen den 20. juni 2017 af Mariya Gabriel ved Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Kultur- og Uddannelsesudvalget associeret med Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Retsudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, og til den evalueringsudtalelse, som disse udvalg har udarbejdet efter denne høring,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 118 og bilag VI,

1.  godkender udnævnelsen af Mariya Gabriel til medlem af Kommissionen for den resterende del af Kommissionens mandatperiode indtil den 31. oktober 2019;

2.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer.

(1) EUT L 304 af 20.11.2010, s. 47.


Rammeaftale mellem EU og Kosovo om de generelle principper for Kosovos deltagelse i EU-programmer ***
PDF 243kWORD 47k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 4. juli 2017 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelsen af en rammeaftale mellem Den Europæiske Union og Kosovo(1) om de generelle principper for Kosovos deltagelse i EU-programmer (13391/2016 – C8-0491/2016 – 2013/0115(NLE))
P8_TA(2017)0276A8-0207/2017

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (13391/2016),

–  der henviser til udkastet til rammeaftale mellem Den Europæiske Union og Kosovo(2) om de generelle principper for Kosovos deltagelse i EU-programmer (13393/2016),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 212 og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), og artikel 218, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8-0491/2016),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1 og 4, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Udenrigsudvalget (A8-0207/2017),

1.  godkender indgåelsen af aftalen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Kosovos regering og parlament.

(1)* Denne betegnelse indebærer ingen stillingtagen til Kosovos status, og den er i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 1244(1999) og Den Internationale Domstols udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring.
(2)* Denne betegnelse indebærer ingen stillingtagen til Kosovos status, og den er i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 1244(1999) og Den Internationale Domstols udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring.


Anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen - EGF/2017/001 ES/Castilla y León minedrift
PDF 266kWORD 50k
Beslutning
Bilag
Europa-Parlamentets beslutning af 4. juli 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (ansøgning fra Spanien EGF/2017/001 ES/Castilla y León – minedrift) (COM(2017)0266 – C8-0174/2017 – 2017/2079(BUD))
P8_TA(2017)0277A8-0248/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2017)0266 – C8-0174/2017),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1309/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (2014-2020) og ophævelse af forordning (EF) nr. 1927/2006(1) (EGF-forordningen),

–  der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(2), særlig artikel 12,

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning(3) (IIA af 2. december 2013), særlig punkt 13,

–  der henviser til trepartsproceduren, jf. punkt 13 i IIA af 2. december 2013,

–  der henviser til skrivelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender,

–  der henviser til skrivelse fra Regionaludviklingsudvalget,

–  der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A8-0248/2017),

A.  der henviser til, at Unionen har oprettet lovgivnings- og budgetmæssige instrumenter, der skal yde supplerende støtte til arbejdstagere, der er ramt af konsekvenserne af gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene eller den globale finansielle og økonomiske krise, og hjælpe dem med at vende tilbage til arbejdsmarkedet;

B.  der henviser til, at Unionens økonomiske støtte til afskedigede arbejdstagere bør være dynamisk og stilles til rådighed så hurtigt og effektivt som muligt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring, der blev vedtaget under samrådsmødet den 17. juli 2008, og under behørig hensyntagen til IIA af 2. december 2013 i forbindelse med vedtagelsen af afgørelser om mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF);

C.  der henviser til, at vedtagelsen af EGF-forordningen afspejler den aftale, der er indgået mellem Parlamentet og Rådet om at genindføre kriseanvendelseskriteriet, fastsætte Unionens økonomiske støtte til 60 % af de anslåede samlede omkostninger ved de foreslåede foranstaltninger, øge effektiviteten af behandlingen af EGF-ansøgninger i Kommissionen og af Parlamentet og Rådet ved at forkorte perioden for vurdering og godkendelse, udvide omfanget af støtteberettigede foranstaltninger og modtagere ved at inkludere selvstændige og unge og yde støtte til incitamenter til virksomhedsetablering;

D.  der henviser til, at Spanien har indgivet ansøgning EGF/2017/001 ES/Castilla y León om økonomisk støtte fra EGF som følge af afskedigelser i den økonomiske sektor, som er klassificeret under NACE rev. 2, hovedgruppe 5 (Udvinding af kul og brunkul) i NUTS 2-regionen Castilla y León (ES41), og at 339 afskedigede arbejdstagere samt 125 unge under 30 år, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse (NEET'er), forventes at deltage i foranstaltningerne; der henviser til, at afskedigelserne skete i Hullera Vasco Leonesa SA, Centro de Investigación y Desarrollo S.A., Hijos de Baldomero García SA, Minas del Bierzo Alto SL og Unión Minera del Norte SA;

E.  der henviser til, at ansøgningen blev indgivet i medfør af interventionskriteriet i artikel 4, stk. 2, der fraviger kriterierne for støtteberettigelse i artikel 4, stk. 1, litra b), i EGF-forordningen, som forudsætter, at mindst 500 arbejdstagere afskediges over en periode på ni måneder, i virksomheder, der er aktive inden for den samme økonomiske sektor i en hovedgruppe i NACE rev. 2, og som befinder sig i en region eller to sammenhængende regioner på NUTS 2-niveau;

1.  er enig med Kommissionen i, at betingelserne i artikel 4, stk. 2, i EGF-forordningen er opfyldt, og at Spanien derfor er berettiget til en økonomisk støtte på 1 002 264 EUR i henhold til nævnte forordning, hvilket svarer til 60 % af de samlede omkostninger på 1 670 440 EUR;

2.  bemærker, at de spanske myndigheder indgav ansøgningen om økonomisk støtte fra EGF den 20. januar 2017, og at vurderingen heraf blev afsluttet af Kommissionen den 2. juni 2017 og meddelt Parlamentet den samme dag;

3.  minder om, at kulproduktionen i Unionen og verdensmarkedsprisen på kul i løbet af de sidste 10 år er faldet kraftigt, hvilket resulterer i en stigende mængde af importeret kul fra tredjelande, og at mange af Unionens kulminer bliver urentable og bliver tvunget til at lukke; påpeger, at disse tendenser er blevet endnu mere udtalte i Spanien, hvilket førte til en omstrukturering og omstilling af kulmineindustrien; understreger, at beskæftigelsen i regionen Castilla y León i alvorlig grad er blevet påvirket af følgerne af krisen i mineindustrien, og påpeger, at ti virksomheder inden for kulminedrift alene i Castilla y León måtte lukke i perioden 2010-2016;

4.  bemærker, at Spanien anmodede om, at der gøres en undtagelse fra artikel 4, stk. 1, litra b), med den begrundelse, at det område, der er berørt af afskedigelserne, består af en række små, isolerede byer i en afsides beliggende tyndtbefolket dal i de kantabriske bjerge, som for det meste er stærkt afhængig af kulproduktion og lider under begrænsede adgangsforhold og kan således betragtes som et lille arbejdsmarked i henhold til artikel 4, stk. 2;

5.  fremhæver navnlig den meget lave befolkningstæthed, problemerne med bjergområder og den vanskelige beskæftigelsessituation i den nordlige del af provinserne León og Palencia; giver udtryk for bekymring over den kraftige nedgang i befolkningen, der er forholdsmæssigt størst blandt personer under 25 år;

6.  påpeger, at den økonomiske støtte vil fokusere på 339 afskedigede arbejdstagere, hvoraf 97 % er mænd;

7.  glæder sig over Spaniens beslutning om at give op til 125 NEET'er under 30 år individualiserede tilbud, der medfinansieres af EGF; forstår, at disse tjenester vil omfatte støtte til dem, der er interesserede i at starte deres egen virksomhed;

8.  bemærker, at foranstaltningerne vil blive ledsaget af en undersøgelse, som skal udarbejdes, om jobskabelse og produktionsaktivitet i regionen Castilla y León for bedre at definere de initiativer, der henvises til i pakken;

9.  bemærker, at Spanien planlægger seks typer foranstaltninger for de afskedigede arbejdstagere og NEET'ere, der er omfattet af denne ansøgning: i) velkomst- og informationsmøder, ii) erhvervsvejledning og -rådgivning, iii) intensiv hjælp til jobsøgning, iv) uddannelse i tværfaglige færdigheder og kompetencer og erhvervsuddannelse, v) fremme af iværksættelse og vi) etableringsstøtte samt et program med incitamenter;

10.  bemærker, at incitamenterne vil svare til 19,53 % af den samlede pakke af individualiserede foranstaltninger, hvilket er meget under det loft på 35 %, der er fastsat i EGF-forordningen, og at disse foranstaltninger er betinget af, at støttemodtagerne deltager aktivt i jobsøgnings- eller uddannelsesaktiviteterne;

11.  bemærker, at de afholdte uddannelseskurser vil omfatte workshopper om jobsøgningsteknik, uddannelse i personlige og sociale færdigheder, i informations- og kommunikationsteknologi (IKT) og i fremmedsprog, mens erhvervsuddannelsen vil fokusere på enten at styrke minedriftsrelaterede kvalifikationer, som kan være relevante i andre økonomiske sektorer eller udvikling af færdigheder inden for sektorer såsom turisme- og hotel-/restaurationserhverv i landdistrikter, miljøgenopretning af minedrift, genplantning af skov og landskabspleje;

12.  glæder sig over høringerne med de interesserede parter, herunder fagforeninger, erhvervssammenslutninger, det regionale agentur for økonomisk udvikling, innovation, finansiering og virksomhedernes internationalisering og en offentlig fond, som er knyttet til den regionale offentlige arbejdsformidling, som fandt sted på regionalt plan for at udarbejde den samordnede pakke af individualiserede tilbud, og at en politik for ligestilling mellem mænd og kvinder samt princippet om ikke-forskelsbehandling vil blive anvendt for at få adgang til de foranstaltninger, der finansieres af EGF, og i forbindelse med dens gennemførelse;

13.  minder om, at den samordnede pakke af individualiserede tilbud i overensstemmelse med artikel 7 i EGF-forordningen bør udformes på en måde, der tager højde for fremtidige arbejdsmarkedsperspektiver og efterspurgte færdigheder og være forenelig med overgangen til en ressourceeffektiv og bæredygtig økonomi;

14.  glæder sig over medtagelsen af bidrag til udgifter til personer med omsorgsansvar blandt de tilgængelige incitamenter på grund af den sandsynlige positive indvirkning på ligestillingen mellem kønnene; opfordrer Kommissionen til at fremlægge detaljerede oplysninger om anvendelsen af denne mulighed;

15.  minder om behovet for en hurtig omstilling af Unionens økonomier og fremme af relevante job i lyset af Paris COP 21-aftalen;

16.  bemærker betydningen af at indlede en oplysningskampagne for at nå ud til de NEET'er, der kunne komme i betragtning under disse foranstaltninger, og samtidigt så vidt muligt sikre balance mellem kønnene;

17.  opfordrer Kommissionen til i fremtidige forslag at oplyse nærmere om de sektorer, der har vækstperspektiver og derfor forventes at ansætte personer, samt til at indsamle velfunderede data om virkningen af EGF-finansieringen, herunder vedrørende kvaliteten af job og den grad af reintegration, der er opnået gennem EGF;

18.  bemærker, at de spanske myndigheder har bekræftet, at de støtteberettigede aktioner ikke modtager støtte fra andre EU-finansieringsinstrumenter, og at enhver dobbeltfinansiering vil blive forhindret, og at støtteberettigede aktioner skal supplere aktioner, som finansieres af strukturfondene;

19.  gentager, at støtte fra EGF ikke må erstatte aktioner, som det påhviler virksomhederne at gennemføre i henhold til national lovgivning eller kollektive overenskomster, eller foranstaltninger, der er rettet mod omlægning af virksomheder eller sektorer;

20.  glæder sig over, at interventionsplanen vil omfatte et overvågningsinitiativ, hvori arbejdsmarkedets parter bør kunne deltage i, og som har til formål at sikre, at forslaget gennemføres i overensstemmelse med anbefalingerne i en undersøgelse, som skal foretages som led i initiativets aktioner, med hensyn til anmodninger om erhvervsuddannelse og aktivitetsmuligheder og med henblik på at sikre en forsvarlig forvaltning af det fastsatte budget;

21.  gentager sin opfordring til Kommissionen om at sikre offentlig adgang til alle dokumenter vedrørende EGF-sager;

22.  godkender den afgørelse, der er vedføjet denne beslutning;

23.  pålægger sin formand at undertegne afgørelsen sammen med Rådets formand og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

24.  pålægger sin formand at sende denne beslutning sammen med bilaget til Rådet og Kommissionen.

BILAG

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

om mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen på baggrund af en ansøgning fra Spanien – EGF/2017/001 ES/Castilla y León minedrift

(Teksten i bilaget gengives ikke her, eftersom det svarer til den endelige retsakt, afgørelse (EU) 2017/1372.)

(1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 855.
(2) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884.
(3) EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1.


Europæiske standarder til det 21. århundrede
PDF 234kWORD 63k
Europa-Parlamentets beslutning af 4. juli 2017 om Europæiske standarder til det 21. århundrede (2016/2274(INI))
P8_TA(2017)0278A8-0213/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 af 25. oktober 2012 om europæisk standardisering, om ændring af Rådets direktiv 89/686/EØF og 93/15/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF, 94/25/EF, 95/16/EF, 97/23/EF, 98/34/EF, 2004/22/EF, 2007/23/EF, 2009/23/EF og 2009/105/EF og om ophævelse af Rådets beslutning 87/95/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1673/2006/EF,

—   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles niveau for net- og informationssikkerhed i hele Unionen (NIS-direktivet),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 1. juni 2016 til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af forordning (EU) nr. 1025/2012 fra 2013 til 2015 (COM(2016)0212),

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 1. juni 2016 med titlen "Analysis of the implementation of the Regulation (EU) No 1025/2012 from 2013 to 2015 and factsheets" (SWD(2016)0126),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 1. juni 2016 med titlen "Europæiske standarder til det 21. århundrede" (COM(2016)0358),

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 1. juni 2016 med titlen "Tapping the potential of European service standards to help Europe’s consumers and businesses" (SWD(2016)0186),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 1. juni 2016 med titlen "Det årlige EU-arbejdsprogram for europæisk standardisering for 2017" (COM(2016)0357),

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 1. juni 2016 med titlen "The implementation of the actions foreseen in the 2016 Union work programme for European standardisation, including the implementing acts and mandates sent to the European standardisation organisations" (SWD(2016)0185),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. april 2016 med titlen "IKT-standardiseringsprioriteter for det digitale indre marked" (COM(2016)0176),

–  der henviser til det fælles initiativ vedrørende standardisering inden for strategien for det indre marked, der er omhandlet i Kommissionens meddelelse af 28. oktober 2015 med titlen "Opgradering af det indre marked: flere muligheder for borgerne og virksomhederne" (COM(2015)0550),

–  der henviser til sin beslutning af 21. oktober 2010 om fremtiden for europæisk standardisering(1),

–  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om ”Europæiske standarder til det 21. århundrede",

–  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om "Europæisk standardisering for 2016",

—   der henviser til Kommissionens open source-softwarestrategi for 2014-2017(2),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Transport- og Turismeudvalget (A8-0213/2017),

A.  der henviser til, at det europæiske standardiseringssystem er et centralt element for gennemførelsen af det indre marked; der henviser til, at Kommissionens indsats for at opstille en fælles vision for europæisk standardisering er en direkte følge af Juncker-Kommissionens ti prioriteter, navnlig prioriteterne vedrørende det forbundne digitale indre marked og strategien for det indre marked;

B.  der henviser til, at et åbent, inkluderende, gennemsigtigt og primært markedsdrevet europæisk standardiseringssystem baseret på tillid og korrekt overholdelse af reglerne spiller en central rolle for at kunne reagere positivt på det voksende behov, i europæisk industriel, økonomisk, social og miljømæssig politik og lovgivning, for standarder, der er i stand til at bidrage til produktsikkerhed, innovation, interoperabilitet, bæredygtighed og tilgængelighed for handicappede, og med hensyn til at forbedre livskvaliteten for borgere, forbrugere og arbejdstagere;

C.  der henviser til, at et effektivt europæisk standardiseringssystem bør bygge på et tæt partnerskab og samarbejde mellem industrien, offentlige myndigheder, standardiseringsorganisationer og andre interesserede parter, herunder de "bilag III-organisationer", der er anerkendt i henhold til forordning (EU) nr. 1025/2012;

D.  der henviser til, at europæiske standarder skal udvikles inden for et åbent, inklusivt og gennemsigtigt system, der er baseret på konsensus mellem alle interessenter, med det formål at fastsætte strategiske tekniske eller kvalitetsmæssige krav, som eksisterende eller fremtidige produkter, produktionsprocesser, tjenesteydelser eller metoder skal opfylde;

E.  der henviser til, at Kommissionens meddelelse om IKT-standardiseringsprioriteter for det digitale indre marked anerkender værdien af åbne standarder, men ikke giver nogen definition på en åben standard; der henviser til, at åbne standarder har vist sig at være vigtige for at skabe og udvikle internettet og internettjenester, som igen har givet mulighed for innovation samt sociale og økonomiske udsigter;

F.  der henviser til, at anvendelse af licensbaserede løsninger med open source-software og hardware bør og kan hjælpe europæiske virksomheder og forvaltninger med at sikre bedre adgang til digitale goder og tjenester;

G.  der henviser til, at et moderne og fleksibelt europæisk standardiseringssystem er en nyttig ingrediens i en ambitiøs og fornyet europæisk industripolitik og for det indre markeds funktion; der henviser til, at standarder kan øge EU's globale konkurrenceevne, vækst, fair konkurrence og innovation, understøtte kvaliteten, virksomheder og navnlig SMV'ers præstationer og beskyttelse af forbrugere, arbejdstagere og miljø;

H.  der henviser til, at der findes to forskellige systemer for udvikling af standarder i Europa, nemlig det ene baseret på princippet om national uddelegering til medlemsstaterne, som implementeres af Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) og Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering (Cenelec), og det andet baseret på inddragelse af interessenter via betalt medlemskab, som er udviklet af Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation (ETSI); der henviser til, at der er et behov for at evaluere systemerne for udvikling af standarder, som vedrører forordning (EU) nr. 1025/2012, med henblik på at identificere de eksisterende udfordringer og god praksis;

I.  der påpeger, at forordning (EU) nr. 1025/2012 har medført forbedringer af standardiseringsprocessen ved for første gang at inddrage samfundsaktører og SMV'er under af retsgrundlaget for det europæiske standardiseringssystem;

J.  der henviser til, at IKT-standarder, som fortrinsvis udvikles på globalt plan, gør det muligt at udvikle interoperable løsninger for komplementære produkter og for de forskellige dele af et bestemt produkt, hvilket er særlig vigtigt for udviklingen af "tingenes internet" (IoT); der henviser til, at fragmentering af standarder og proprietære eller halvlukkede IKT-løsninger hindrer væksten og udnyttelsen af IoT, og at det derfor er nødvendigt at udvikle en strategisk tilgang til IKT-standardisering for at sikre en effektiv imødekommelse af behovene i det kommende årti, hvorved EU får mulighed for at bevare en førende rolle i det globale standardiseringssystem;

K.  der henviser til, at offentliggørelsen af dokumenter og data opfylder regeringernes ansvar og gennemsigtighedsmål, herunder ansvarlighed, reproducerbarhed, bæredygtighed og pålidelighed af de offentlige indsatser; der henviser til, at når dokumenter eller data offentliggøres, skal det være på grundlag af åbne og standardiserede formater med for at undgå situationer med fastlåsning, hvor en software eller forhandler ikke længere er kommercielt tilgængelig, og så uafhængige enheder kan implementere disse formater under forskellige udviklings- og forretningsmodeller, herunder open source, på en sådan måde, at kontinuiteten af offentlige og administrative processer sikres;

L.  der henviser til, at transportsektoren har ligget i front i udviklingen og udbredelsen af standarder, der er nødvendige for at skabe det fælles europæiske transportområde;

Generelle overvejelser

1.  påskønner Kommissionens overordnede standardiseringspakke, som sammen med meddelelsen om IKT-standarder og det fælles initiativ vedrørende standardisering sigter på skabelse af en sammenhængende europæisk standardiseringspolitik med henblik på bevaring af de mange vellykkede elementer, udbedring af manglerne og opnåelse af den rette balance mellem europæiske, nationale og internationale dimensioner; understreger, at enhver fremtidig revision af det europæiske standardiseringssystem (ESS) bør bygge på de stærke sider ved det eksisterende system, som udgør et solidt grundlag for forbedring, og afstå fra radikale ændringer, der ville underminere dets grundlæggende værdier;

2.  anerkender den særlige karakter og betydning af ESS ud fra alle interessenters synspunkt, herunder erhvervslivet, SMV'er, forbrugere og arbejdstagere, og opfordrer Kommissionen til at sikre, at det europæiske system fortsætter med at eksistere og fortsat have tilstrækkelige ressourcer til at opfylde målene i forordning (EU) nr. 1025/2012 og således blandt andet bidrager til interoperabilitet, juridisk sikkerhed og anvendelse af passende beskyttelsesforanstaltninger for virksomheder og forbrugere og for den frie bevægelighed af informationsteknologi; opfordrer Kommissionen til at garantere et bæredygtigt budget for ESS i revisionen af den flerårige finansielle ramme (FFR);

3.  glæder sig over Standards Market Relevance Roundtable (SMARRT) under det fælles initiativ om standardisering, som giver mulighed for dialog mellem Kommissionen og industrien med fuld gennemsigtighed for interessenter, hvad angår punkter på Udvalget for standarders dagsorden;

4.  bemærker, at standarder er et frivilligt, markedsdrevet redskab med tekniske krav og retningslinjer, hvis brug fremmer varers og tjenesteydelsers opfyldelse af EU-lovgivningen og understøtter europæiske politikker når de udvikles på en ansvarlig, gennemsigtig og inkluderende måde; understreger dog, at standarder ikke kan betragtes som EU-lovgivning, eftersom lovgivning og politikker vedrørende niveauet af forbruger-, sundheds-, sikkerheds-, miljø- og databeskyttelse og niveauet af social inklusion bestemmes af lovgiveren;

5.  anerkender den rolle, som åbne, standardiserede formater spiller i regeringers, forvaltningers og europæiske institutioners pligt til gennemsigtighed; opfordrer medlemsstaterne til at forsøge at anvende fælles standarder med hensyn til digital forvaltning med særlig fokus på de retslige myndigheder og de lokale myndigheder; understreger, at åbne standarder er væsentlige for yderligere udvikling af politikker med åbne offentlige data og intelligente byer, og at dokumenter og data derfor skal offentliggøres i åbne, standardiserede formater, der let kan implementeres, så genbrug af data gøres lettere; understreger den rolle, som offentlige indkøb og løsninger med åbne standarder spiller for at undgå afhængighed af en enkelt leverandør;

6.  er fast overbevist om, at åbne data fortsat er en afgørende faktor navnlig i transportsektoren for at høste det fulde udbytte af det digitale indre marked, såsom at fremme og udvikle multimodal transport; understreger derfor, at større retssikkerhed er påkrævet navnlig med hensyn til ejerskab og ansvar; opfordrer derfor Kommissionen til omgående at offentliggøre en køreplan for udviklingen af standarder, der sigter på harmoniseringen af offentligt finansierede transportdata og programmeringsgrænseflader med henblik på at styrke udvikling af dataintensive innovationer og tilvejebringelse af nye transporttjenester;

7.  understreger, at det nuværende system med akkreditering af testinstitutioner ikke altid garanterer, at produkter og tjenester på markedet, der frivilligt anvender europæiske standarder, overholder disse standarder; beklager, at det fælles initiativ vedrørende standardisering og Det årlige EU-arbejdsprogram for europæisk standardisering ikke er opmærksomme på akkreditering af testinstitutioner og standarder, og opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til dette aspekt, når den foreslår nye initiativer;

8.  mener, at åbne standarder skal være baseret på åbenhed i standardiseringsprocessen og udvikling af standarder, der stilles til rådighed for implementering og brug, i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1025/2012 og WTO-principperne; anerkender Kommissionens hensigt som udtrykt i køreplanen for standard-essentielle patenter om at præcisere spørgsmål i forbindelse med FRAND-vilkår (fair, rimelige og ikke-diskriminerende forretningsmæssige vilkår) og licensudstedelse til SEP (standardessentielle patenter); tilskynder Kommissionen til sammen med de europæiske standardiseringsorganisationer (ESO) og open source-samfundene at undersøge passende måder, hvorpå de kan arbejde sammen;

9.  understreger, at det nye europæiske standardiseringssystem skal kunne bidrage til europæisk innovation, øge Unionens konkurrenceevne, styrke Europas position i international handel og gavne borgernes velfærd; finder det derfor vigtigt, at Europa bevarer sin nøglerolle i det internationale standardiseringssystem og understreger vigtigheden af at fremme europæiske standarder på globalt plan, når det forhandler handelsaftaler med tredjelande; understreger, at det europæiske standardiseringssystem også kan drage fordel af de partnerskabsaftaler, der indgås af europæiske standardiseringsorganisationer med standardiseringsorganisationer fra tredjelande, og bemærker, at artikel 13 og 14 i forordning (EU) nr. 1025/2012 allerede foreskriver inddragelse af adskillige standardudviklingsorganisationer i forbindelse med offentlige indkøb på IKT-området; anbefaler, at europæiske standardiseringsorganisationer overvejer et tættere samarbejde med tredjelandes nationale standardiseringsorganer, herunder ledsagende standardiseringsorganisationer, hvor dette er muligt; tilskynder Kommissionen, medlemsstaterne og de europæiske standardiseringsorganisationer til at fortsætte med at arbejde på at skabe globale standarder, idet de også er opmærksomme på standardens regionale kontekst og relevans, når de deltager i standardiseringsarbejde;

10.  understreger, at et internationalt samarbejde på området for standardisering fremmer gennemsigtighed, effektivitet og sammenhæng og skaber en konkurrencedygtig økonomi i den industrielle sektor – et godt eksempel, som også er udviklet til IKT-området, er De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (UNECE's) Verdensforum for Harmonisering af Køretøjsforskrifter (WP.29);

11.  understreger, at standarder, der vedtages af internationale organisationer, som regel ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning (EU) nr. 1025/2012, og anbefaler de europæiske standardiseringsorganer (ESO'er) først at anerkende disse efter en intern godkendelsesprocedure, der indebærer repræsentation af interessenter såsom bilag III-organisationer, især i forbindelse med harmoniserede standarder, der støtter gennemførelse af EU-lovgivning;

12.  er af den opfattelse, at de europæiske standardiseringsorganisationer under alle omstændigheder bør udarbejde inklusive, bæredygtige, og sikre standarder af høj kvalitet, der sikrer lige adgang for og behandling af alle parter, der indvirker mindst muligt på miljøet og sikrer en tilstrækkelig beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred;

13.  anser Kommissionens og medlemsstaternes inddragelse af erhvervslivet i EU for at være et altafgørende middel til at fremme vedtagelsen af globale standarder, der bærer et europæisk stempel, for så vidt angår fastlæggelse og udbredelse af 5G-teknologier;

14.  beklager det faktum, at forskelle mellem nationale standarder som f.eks. i fragt- og logistiksektoren fortsat er en hindring på det indre marked, og opfordrer derfor Kommissionen og de europæiske standardiseringsorganisationer til at udarbejde hensigtsmæssige standarder med henblik på om fornødent at harmonisere betingelserne på nationalt niveau og dermed fjerne eventuelle hindringer for det indre marked; understreger, at det i denne forbindelse er nødvendigt at finde frem til en harmonisering af standarder på tværs af transportformerne;

15.  påpeger desuden, at standardisering ud over at forhindre markedsfragmentering væsentligt kan bidrage til at formindske de administrative byrder og transportomkostninger for alle virksomheder (f.eks. e-dokumenter) og især for små og mellemstore virksomheder, og kan fremme behørig håndhævelse af EU-lovgivningen (f.eks. gennem digitale fartskrivere eller automatiske bompengesystemer);

16.  bemærker, at forordning (EU) nr. 1025/2012 har gjort ESS mere inklusivt, idet det har givet SMV'er, forbrugere, arbejdstagere og miljøorganisationer mulighed for at deltage aktivt i standardiseringsprocessen, og opfordrer til en fortsat indsats på dette område, at alle er tilstrækkeligt repræsenteret og kan deltage i standardiseringssystemet og derfor fuldt ud udnytte de fordele, der er forbundet med standardisering; opfordrer Kommissionen, de europæiske standardiseringsorganer og de nationale standardiseringsorganer til at finde ud af, hvordan dette mål bedst kan nås, og til at imødegå udfordringerne, herunder den manglende bevidstgørelse de bedste metoder til at nå dette mål og imødegå de udfordringer, herunder den manglende bevidstgørelse, der står i vejen for den fortsatte udvikling;

17.  glæder sig over de bestræbelser, som ETSI gør på at give de europæiske SMV'er nem adgang, samt over dets langsigtede strategi for 2016-2021 for specifikt at håndtere tværsektorielt samarbejde;

18.  anerkender, at leveringstempoet for standarder er blevet forbedret, og minder om, at det er vigtigt at finde den rette balance mellem behovet for at sikre rettidig udarbejdelse og behovet for, at standarderne er af høj kvalitet;

19.  mener, at ud over de eksisterende bedste praksisser, der skal findes i standardiseringsfællesskaberne, kan en forøgelse af offentlighedens kendskab til de foreslåede standarder, ordentlig og tidlig inddragelse af alle relevante interessenter samt en forbedring af standardiseringsanmodningernes kvalitet yderligere øge gennemsigtigheden og ansvarligheden i standardiseringssystemet;

20.  opfordrer endvidere Kommissionen til at være opmærksom på og yde bistand til kandidatlandenes bestræbelser på at harmonisere deres standarder med de europæiske med henblik på at mindske de eksisterende flaskehalsproblemer;

IKT-standarder

21.  påskønner meddelelsen om IKT-standardiseringsprioriteter, der fastlægger en strategisk tilgang til standardisering af IKT-teknologier, men opfordrer Kommissionen til at klarlægge sammenhængen mellem denne meddelelse, køreplanen for IKT-standardisering, pakken vedrørende "standarder til det 21. århundrede" og det årlige arbejdsprogram;

22.  bemærker, at den nylige sammensmeltning af teknologier og digitaliseringen af samfundet, virksomhederne og de offentlige tjenester udvisker det traditionelle skel mellem almindelig standardisering og IKT-standardisering; mener, at IKT-standarder bør være en del af en europæisk digital strategi for at give de europæiske virksomheder stordriftsfordele, budgetbesparelser, bedre konkurrenceevne og innovation, samt for at øge den tværsektorielle og grænseoverskridende interoperabilitet for varer og tjenesteydelser via en hurtigere definition, på en åben og konkurrencedygtig måde, af frivillige, globale standarder, som er lette at implementere for SMV'erne;

23.  understreger behovet for større samarbejde inden for IKT-standardiseringsområdet, især mellem ESO'er, og opfordrer ESO'erne til at udarbejde et fælles årligt arbejdsprogram, der udpeger tværsektorielle områder af fælles interesse;

24.  understreger, at åbne, frivillige, inklusive og konsensus-orienterede standarder har været effektive, for så vidt som de udgør en drivkraft for innovation, sammenkobling og udbredelse af teknologier, og minder om, at det også er vigtigt at sikre den fornødne investering og ekspertise i, og udvikling af, banebrydende teknologier samt at støtte SMV'er;

25.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at anmode ESO'erne om at bidrage til interoperable og åbne standarder af høj kvalitet med henblik på at imødegå fragmentering og fremme generel vedtagelse heraf, samt til at anerkende det eksisterende økosystem og de forskellige forretningsmodeller, der støtter udviklingen af digitale teknologier, eftersom dette vil bidrage til den sociale, økonomiske og miljømæssige bæredygtighed af IKT-værdikæderne og bekræfte engagementet i sikringen af privatlivets fred og databeskyttelse af hensyn til almenvellet;

26.  understreger det uopsættelige behov for at tilpasse IKT-standardiseringspolitikken til markedsudviklingen og den politiske udvikling, hvilket vil føre til opnåelse af vigtige EU-politiske mål, som kræver interoperabilitet, såsom tilgængelighed, sikkerhed, e-handel, e-forvaltning, e-sundhed og transport; anbefaler, at Kommissionen og de europæiske standardiseringsorganisationer prioriterer standarder på området for 5G, cloud computing, tingenes internet, data og cybersikkerhed samt på de vertikale områder, såsom sammenkoblet og automatisk kørsel og intelligente transportsystemer, intelligente byer, intelligent energi, kompleks fremstilling og intelligente levemiljøer;

27.  understreger behovet for at skabe et åbent, interoperabelt IKT-økosystem, der er baseret på de fem prioriterede IKT-standarder, og som tilskynder til konkurrence i værdiskabelse, som innovation kan blomstre i; mener, at:

   5G-standarder bør give mulighed for et reelt generationsskifte med hensyn til kapacitet, pålidelighed og svartider, der gør det muligt for 5G at klare den forventede stigning i trafikken og de forskellige krav i de tjenester, der vil blive bygget oven på det
   cybersikkerhedsstandarderne bør muliggøre indbygget sikkerhed og overholde principperne om indbygget privatlivsbeskyttelse, støtte netværkenes modstandsdygtighed og risikostyringen samt være i stand til at klare den hurtige stigning i cybertrusler mod alle nyudviklinger inden for IKT-udvikling
   cloud-standarder bør harmoniseres for at muliggøre interoperabilitet i alle aspekter af cloud computing og således muliggøre dataportabilitet
   datastandarder bør støtte tværsektorielle, tværfaglige datastrømme, opnå bedre interoperabilitet af data og metadata, herunder semantificering, og bidrage til udviklingen af en referencearkitektur til big data
   IoT-standarder bør gøre noget ved den nuværende fragmentering uden at hæmme innovationen i en sektor, som udvikler sig meget hurtigt;

28.  anerkender, at effektive 5G-netværk i høj grad er afhængige af fælles standarder for at sikre interoperabilitet og sikkerhed, men minder imidlertid om, at udviklingen af et netværk med meget høj kapacitet er rygraden i et pålideligt 5G-netværk;

29.  påpeger, at en datadrevet økonomi for at kunne lykkes er afhængig af, at et bredere IKT-økosystem bliver en succes, herunder veluddannede eksperter samt kvalificerede mennesker, for at fjerne det digitale skel og digital udstødelse;

30.  tilskynder Kommissionen til at udarbejde statistikker med henblik på en bedre evaluering af den indvirkning, som digitalisering og IKT har på transport og turisme;

31.  er bevidst om det voksende antal platformer, grupper, møder og kanaler, der har forbindelse med IKT-standarder; opfordrer Kommissionen til at begrænse antallet af platforme og koordinationsmekanismer for standardisering og at inddrage standardiseringsorganisationerne i de nye initiativer for at undgå overlapning af indsatser for interessenterne; understreger nødvendigheden af bedre at koordinere IKT-standarderne og standardiseringsprioriteterne mellem de forskellige organisationer og opfordrer indtrængende Kommissionen til omgående at informere interessenter om, hvor langt man er nået med de igangværende initiativer i forbindelse med IKT-standarder;

32.  fremhæver, at digitaliseringen udvikler sig hurtigt og er en vigtig økonomisk drivkraft; fremhæver betydningen af effektiv digitalisering af vertikale industrier til gavn for SMV'er og navnlig forbrugere på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan og behovet for at repræsentere deres interesser på passende vis inden for rammerne af international IKT-standardisering;

33.  støtter Kommissionens hensigt om at undersøge initiativer som for eksempel et "Trusted IoT"-mærke og -certificeringssystem, der kan bidrage til at skabe tillid til graden af beskyttelse af personlige oplysninger og den samlede sikkerhed for et IoT-apparat ved at give målelige og sammenlignelige vurderinger af de mulige risici forbundet med funktion og brug af et IoT-apparat eller en IoT-tjeneste; mener, at disse bør udvikles, hvor det er relevant, og hvor IoT-apparater kunne have indvirkning på den relevante infrastruktur, på grundlag af de krav, der er fastsat i direktivet om net- og informationssikkerhed; bemærker, at et sådant mærke skal kunne tilpasses fremtidige teknologiske ændringer og tage hensyn til globale standarder, hvor det er passende;

34.  opfordrer Kommissionen til at føre an med hensyn til at fremme tværsektorielle, tværsproglige standarder og støtte pålidelige, sikre tjenester, der værner om privatlivets fred;

35.  understøtter derfor definitionen af specifikke og målbare minimumskrav, som tager højde for IoT-apparaters eller -tjenesteydelsers bæredygtighed og pålidelighed på lang sigt samt computersikkerhed på niveau med branchestandarden og standarder for bæredygtighed; er af den opfattelse, at en sådan liste for eksempel bør indeholde en forpligtelse til at stille opdateringer til rådighed i en minimumsperiode efter køb samt producentens eller udbyderens forpligtelse til at levere en opdatering inden for et bestemt tidsrum efter opdagelse af og underretning om en sårbarhed; mener, at Kommissionen i denne forbindelse bør undersøge muligheden for selvregulering i branchen under hensyntagen til den hastighed, med hvilken standarder og teknologier udvikles i IKT-sektoren, og de mange forskellige udviklings- og forretningsmodeller, herunder open source, nystartede virksomheder og SMV'er;

36.  noterer sig betænkelighederne i forbindelse med it-sikkerhed og de særlige forhold i forbindelse med truslerne i transportsektoren; opfordrer indtrængende Kommissionen til, når den ved udgangen af 2017 vedtager sin henstilling om standarder for it-sikkerhed, at afhjælpe disse forhold som et første skridt hen imod en samlet strategi for it-sikkerhed i transportsektoren;

37.  bemærker, at IKT-standardisering vil være til gavn for udviklingen af transport- og turismerelaterede tjenesteydelser og for multimodale transportløsninger; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med de europæiske standardiseringsorganisationer at tillægge denne udvikling større betydning, når den gennemfører sin handlingsplan for IKT-standardiseringsprioriteter, og navnlig til at undersøge den potentielle rolle, som standardisering kan spille med hensyn til at støtte de teknologiske ændringer og nye virksomhedsmodeller, der spirer frem i turistsektoren; opfordrer Kommissionen til hurtigt at iværksætte foranstaltninger med henblik på at fremme udviklingen af integrerede og intelligente billet- og informationssystemer og nye mobilitetskoncepter såsom "Mobility-as-a-Service";

38.  bemærker, at folks bekymringer for sikkerheden og beskyttelsen af personlige oplysninger vokser i takt med den stigende brug af internettet, netbank, sociale netværk og e-sundhedsinitiativer, og at IKT-standarder skal afspejle principperne for beskyttelse af enkeltpersoner vedrørende behandling af personoplysninger og disse oplysningers fri bevægelighed;

39.  opfordrer Kommissionen til at medtage digital integration af fremstillingsvirksomhed som en prioritet i IKT-standardisering, og støtter udvikling af åbne standarder for kommunikationsprotokollen og dataformaterne for digital integration af produktionsudstyr for at sikre fuld interoperabilitet mellem maskiner og apparater;

40.  anerkender visse betænkeligheder, der navnlig hersker, hvad angår IKT og standardessentielle patenter, og anerkender, at en solid, rimelig og fornuftig IPR-politik vil fremme investering og innovation og lette udnyttelsen af det digitale indre marked og nye teknologier, især hvad angår udvikling af 5G- og IoT-apparater, da disse er stærkt afhængige af standardisering; understreger, at det er væsentligt at bevare en afbalanceret standardiseringsramme og effektive licenseringspraksis for standardessentielle patenter baseret på FRAND (retfærdig, rimelig og ikke-diskriminerende praksisser), og som tager fat på de legitime bekymringspunkter hos både og licensgivere og licenstagere for standardessentielle patenter, idet man sikrer, at standardiseringsprocessen giver ensartede vilkår, hvor virksomheder af alle størrelser, herunder SMV'er, kan samarbejde på en gensidigt fordelagtig måde; støtter kommissionens indsats for at sikre, at interoperabiliteten mellem digitale komponenter kan opnås gennem forskellige typer af licenseringsløsninger og forretningsmodeller;

41.  opfordrer indtrængende Kommissionen til hurtigst muligt at præcisere nøgleelementerne i en retfærdig, effektiv og gennemførlig licensudstedelsesmetode, der er struktureret omkring FRAND-principperne, idet der tages hensyn til såvel rettighedshaverne som de ansvarlige for gennemførelse af standarder, som omfatter standardessentielle patenter, samt et rimeligt afkast på investeringerne og alment tilgængelige teknologier, der er udviklet ved en bæredygtig åben standardiseringsproces; opfordrer Kommissionen til at notere sig EU-Domstolens dom i sag C-170/13 (Huawei mod ZTE), der skaber balance mellem indehavere af standardessentielle patenter og de ansvarlige for gennemførelse heraf med henblik på at undgå patentkrænkelser og sikre effektiv bilæggelse af tvister; opfordrer endvidere Kommissionen til at forbedre definitionen i forbindelse med patentets anvendelsesområde og til at tage fat på spørgsmålene vedrørende informationsasymmetrier mellem SMV'er og store virksomheder, øge gennemsigtigheden af erklæringerne om standardessentielle patenter og forbedre kvaliteten af informationen om forholdet mellem standardessentielle patenter og produkter; er af den opfattelse, at al kompensation til udviklere af standardessentielle patenter skal være baseret på rimelige, forholdsmæssige og ikke-diskriminerende vilkår såvel som på gennemsigtige, rimelige, forudsigelige og holdbare royaltysatser, undtagen når udviklere beslutter sig for at levere den standard, der er til rådighed, uden finansiel kompensation; anerkender dog, at der findes forskellige forretningsmodeller, såsom royaltyfri licensering og open source software-implementering, og at lovgivning og drøftelser derfor fortsat bør anerkende brugen af alle modeller på et grundlag, der omfatter rettigheder for alle markedssektorer og indehavere af intellektuelle ejendomsrettigheder;

42.  bemærker, at der er behov for en evidensbaseret tilgang til overvågning og en videreudvikling af licensbestemmelserne for at sikre et dynamisk økosystem, der skaber merværdi og job;

43.  opfordrer Kommissionen til hvert andet år at offentliggøre rapporter, der viser de faktiske tilfælde af: a) ulicenseret brug af standardessentielle patenter (dvs. patentkrænkelser), som har varet i 18 måneder eller mere; og b) problemer med adgang, der skyldes systematisk manglende overholdelse af FRAND-forpligtelserne;

44.  opfordrer Kommissionen til at afslutte drøftelserne om det "erkendte behov" for en videnskabssky og straks i tæt samarbejde med medlemsstaterne at gå i gang med oprettelsen af "European Open Science Cloud", som skal sikre smidig integration af eksisterende netværk, data, højtydende computersystemer og e-infrastrukturtjenester på tværs af videnskabelige områder, i en ramme af fælles politikker og IKT-standarder;

Europæiske standarder til det 21. århundrede

45.  glæder sig over Kommissionens standardiseringspakke vedrørende "standarder til det 21. århundrede" og er af den opfattelse, at standardiseringssystemet bør gøres mere gennemsigtigt, åbent og inklusivt med henblik på at tage fuldt hensyn til borgernes, forbrugernes og SMV'ernes behov;

46.  beklager, at det ikke blev hørt forud for vedtagelsen af pakken, og opfordrer de europæiske institutioner til at samle de forskellige initiativer i en enkelt strategisk, holistisk arbejdsprogram for at undgå overlapning mellem foranstaltninger og politikker; understreger, at det relevante udvalg i Europa-Parlamentet kan spille en vigtig rolle i den offentlige gennemgang af harmoniserede standarder, som Kommissionen forlanger;

47.  opfordrer til at styrke, skabe større sammenhæng i og forbedre nøjagtigheden af AUWP (det årlige EU-arbejdsprogram);

48.  understreger nødvendigheden af, at det næste AUWP specifikt sigter på at forbedre koordinationen mellem IKT-standardordninger og ikke-IKT-standardordninger, at forbedre reglerne for de forskellige nationale standardiseringsorganer og gøre ESO'erne mere inklusive ved at lægge større vægt på den rolle, der spilles af de interessenter, der er nævnt i artikel 5;

49.  understreger betydningen af den interinstitutionelle dialog i forbindelse med forberedelsen af AUWP og opfordrer til, at man forud for vedtagelsen af AUWP bestræber sig på at involvere alle relevante interessenter i et årligt standardiseringsforum, der skal drøfte nye områder, eksisterende udfordringer og nødvendige forbedringer af standardiseringsprocessen;

50.  opfordrer medlemsstaterne til at investere i nationale standardiseringsstrategier, som også vil være en hjælp og en tilskyndelse til, at den offentlige sektor, samfundets interesseparter, SMV'er og den akademiske verden på nationalt plan udarbejder og anvender individuelle handlingsplaner for standardisering;

51.  glæder sig over det fælles initiativ vedrørende standardisering og anbefaler, at Parlamentet også indbydes til at deltage i og bidrage til det, og understreger, at reglerne for sådanne offentlig-private partnerskaber skal respekteres af alle parter, herunder EU-institutionerne; opfordrer Kommissionen til at spille en hovedrolle i gennemførelsen af de centrale tiltag og henstillinger i det fælles initiativ om standardisering og at melde tilbage til Parlamentet ved udgangen af 2017 om de fremskridt, der er opnået;

52.  glæder sig over den forpligtelse, der er indgået i forbindelse med det fælles initiativ, om at udvikle en undersøgelse om de økonomiske og sociale virkninger, herunder information om politikker, risici og resultater, hvad angår livskvaliteten, sociale og arbejdstagerrelaterede aspekter af standarderne og deres brug; opfordrer Kommissionen til at basere denne undersøgelse på kvantitative og kvalitative data samt analysere såvel forretningsmodellerne for standardiseringsprocessen som de forskellige finansieringsmodeller – herunder muligheder og udfordringer – for at gøre harmoniserede standarder let tilgængelige;

53.  understreger, at standardisering i stadig højere grad anerkendes som et vigtigt bidrag til forskning og udvikling, og at den spiller en vigtig rolle med hensyn til at lukke hullet mellem forskning og markedet, styrke udbredelsen og udnyttelsen af forskningsresultater og skabe et bedre grundlag for yderligere innovation;

54.  opfordrer Kommissionen til at vedtage politikker, der fjerner urimelige hindringer i innovative sektorer, med henblik på at tilskynde til investering i forskning og udvikling samt EU-standardisering; påpeger, at vertikale industrier bør udarbejde deres egne køreplaner for standardisering, der tager udgangspunkt i processer inden for industrien, som – hvis de styres af en stærk vilje til at opnå fælles standarder – vil have kapaciteten til at blive internationale standarder; er af den opfattelse, at EU's standardiseringsorganer bør spille en særlig rolle i denne proces;

55.  opfordrer indtrængende parterne i det fælles initiativ til at sikre, at forskning og innovation bringes mere i tråd med prioriteringer på standardiseringsområdet;

56.  er af den opfattelse, at åben viden og åbne licenser er de bedste instrumenter til at fremskynde innovation og teknologisk udvikling; tilskynder forskningsinstitutioner, der modtager EU-midler, til at bruge åbne patenter og licenser med henblik på at sikre en større rolle i forbindelse med fastsættelse af standarder;

57.  støtter tiltag rettet mod at forbedre synergien mellem standardisering og forskningssamfundet og at fremme standarder på et tidligt tidspunkt i forskningsprojekter; opfordrer de nationale standardiseringsorganer til at fremme standardisering over for forsknings- og innovationssamfundet, herunder relevante statslige organer og finansieringsagenturer, og henstiller til, at der udarbejdet et specifikt kapitel om standardisering i Horisont 2020;

58.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at tilskynde de europæiske standardorganisationer til at sikre, at markedsrelevante standarder for tjenesteydelser afspejler den øgede servitisering af økonomien og udformes med henblik på at sikre sikkerheden og kvaliteten af ydelser og prioritere områder, hvor forbrugerne er særligt udsatte, uden at gribe ind i de eksisterende nationale forskrifter, herunder især bestemmelserne om arbejdsret eller kollektive overenskomster og overenskomstforhandlinger; anerkender endvidere, at tjenestestandarder ofte modsvarer nationale særpræg, og at deres udvikling følger markedets behov, forbrugernes interesser og offentlighedens interesse; understreger, at udviklingen af europæiske standarder for tjenesteydelser bør bidrage til funktionen af det indre marked for tjenesteydelser, idet den øger gennemsigtigheden, kvaliteten og konkurrenceevnen og fremme konkurrence, innovation og forbrugerbeskyttelse;

59.  påpeger, at standardiseringsprocessen i Europa skal omfatte standarder, der forbedrer adgangen uden forhindringer til transport og transporttjenester for personer med handicap og ældre;

60.  er af den opfattelse, at den moderne verden, der er i hastig forandring, med dens voksende tekniske kompleksitet, fører til udvikling af et voksende antal standarder og platforme til forarbejdning af specifikationer, der ikke svarer til de standardiseringsorganisationer, der er anerkendt i henhold til forordning (EU) nr. 1025/2012, og at der nu er større efterspørgsel, når det drejer sig om at inddrage SMV'er og mikrovirksomheder; understreger betydningen af at støtte foranstaltninger til at forbedre SMV'ernes adgang til udvikling og anvendelse af standarder;

61.  understreger vigtigheden af sammenkobling af platforme og databaser på europæisk plan for at sikre bedre interoperabilitet mellem netværk og systemer;

62.  mener, at IKT-standardisering ikke alene omfatter fastsættelse af produktkrav, men også udvikling af innovative teknologier;

63.  understreger, at ensartede (tekniske) bestemmelser bidrager til, at udgifterne til udvikling, produktion og certificering reduceres, og dobbeltarbejde undgås;

64.  understreger, at den aldrende befolkning i Europa kræver systematisk indarbejdning af behovene hos ældre mennesker, handicappede og andre sårbare medlemmer af samfundet i udviklingen af standarder, som er egnede redskaber til at opnå et aktivt og sundt samfund i Europa samt at øge tilgængeligheden af produkter og tjenesteydelser;

65.  påpeger, at innovation i transport- og turismesektoren giver enorme muligheder og har en positiv indvirkning på både samfundet og EU's virksomheder, især små og mellemstore virksomheder og nyetablerede virksomheder, og fastholder, at det er nødvendigt at udvikle nye standarder, og hvor det er muligt at opretholde en tilgang på tværs af fagområder, og opretholde standardiseringen med henblik på at sikre behørig gennemførelse af EU-initiativer på digitaliseringsområdet såsom kooperative intelligente transportsystemer (C-ITS) og udviklingen af transportapplikationer inden for rammerne af EU's satellitnavigationssystemer (Galileo og Egnos);

Europæiske standardiseringsorganisationer

66.  påskønner den rolle, som spilles af ESO'er, men tilskynder til yderligere initiativer for at forbedre deres åbenhed, tilgængelighed og gennemsigtighed, og anbefaler, at deres aktiviteter sigter mod at tjene europæiske interesser;

67.  anerkender, at princippet om uddelegering til medlemsstaterne er grundlæggende for det europæiske system, men advarer om, at der er forskelle med hensyn til ressourcer, teknisk ekspertise og de interesserede parters deltagelse på nationalt plan, og mener, at det arbejde, der udføres af de nationale delegationer, bør følges op med supplerende tiltag;

68.  anerkender vigtigheden af rettidig levering af standarder, samt referencer der henvises til i Den Europæiske Unions Tidende (EUT) i tilfælde af harmoniserede standarder; ser klar over den faldende tendens til at henvise til standarder i EUT, og opfordrer Kommissionen til at undersøge og adressere årsagerne hertil samt at fjerne unødvendigt omkostninger eller byrder; anbefaler i denne henseende, at eksperter fra Kommissionen og New Approach-konsulenter i højere grad inddrages i standardiseringsprocessen, og opfordrer Kommissionen til i samarbejde med de europæiske standardiseringsorganisationer at udvikle evalueringsretningslinjer for standardisering for at hjælpe de forskellige afdelinger i Kommissionen, de europæiske standardiseringsorganisationer og New Approach-konsulenterne med at evaluere standarderne på en sammenhængende måde;

69.  gentager, at mere gennemsigtige og let tilgængelige appelmekanismer øger tilliden til ESO'erne og standardiseringsprocessen;

70.  opfordrer til anvendelse af nye IKT-teknologier for at forbedre tilgængeligheden og gennemsigtigheden af standardiseringsprocessen, som for eksempel CEN-CENELEC e-undervisningsværktøjet til SMV'er; mener, at brugen af digitale redskaber kan lette interessenternes deltagelse i udviklingen af standarder og give oplysninger om kommende, igangværende og afsluttede standardiseringsopgaver;

Strategiske henstillinger

71.  opfordrer Kommissionen til at øge synergierne og koordineringen mellem EU-institutionerne, de europæiske standardiseringsorganer, de nationale standardiseringsorganer og alle relevante interesseorganisationer via det årlige standardiseringsforum, under samtidig anerkendelse af standardernes internationale kontekst; anerkender, at størstedelen af standarder udvikles frivilligt som reaktion på markedets og forbrugernes behov, og støtter dette;

72.  opfordrer til en streng håndhævelse af forordning (EU) nr. 1025/2012 for så vidt angår anerkendelsen af bilag III-organisationer og med hensyn til offentliggørelsen af de rapporter, som er omhandlet i forordningens artikel 24;

73.  opfordrer indtrængende Kommissionen til fuldt ud at harmonisere vilkårene for bilag III-organisationer og til at sikre fjernelsen af de faktiske hindringer for deres effektive inddragelse i standardisering;

74.  anbefaler, at bilag III-organisationers medlemskabsstatus, rettigheder og forpligtelser, såsom klageret, rådgivende beføjelser, ret til at afgive udtalelse inden vedtagelsen af standarden og adgang til tekniske udvalg og arbejdsgrupper tages op til revision inden for de europæiske standardiseringsorganisationer for at fastslå, hvorvidt de opfylder kravene i forordning (EU) nr. 1025/2012;

75.  opfordrer ESO'erne til at sikre, at ISO-CEN-aftalen fra Wien og IEC Cenelec-aftalen fra Frankfurt ikke forhindrer eller truer deltagelsen i standardiseringsprocesserne af bilag III-organisationer eller nationale standardiseringsorganer;

76.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme og fremskynde finansiering og etablering af den nødvendige infrastruktur, bl.a. via modernisering, renovering og eftermontering, til indførelse af nye teknologier, der er understøttet af europæiske standarder, på markedet (f.eks. infrastruktur til alternative brændstoffer) i overensstemmelse med kravene til sikkerhed, sundhed og miljø; påpeger, at infrastruktur er en langsigtet investering, og at standardiseringen af den derfor bør sikre maksimal interoperabilitet og tage højde for den fremtidige teknologiske udvikling og anvendelsen heraf;

77.  opfordrer Kommissionen til at samarbejde med ESO'er og de nationale standardiseringsorganer om at fremme let anvendelige kontaktpunkter for standarder, som kan yde bistand og information til brugerne af standarderne om dem, der er tilgængelige, og deres generelle specifikationer, og som kan hjælpe dem med at finde frem til de standarder, der passer bedst til deres behov, samt retningslinjer for deres gennemførelse; anbefaler endvidere brug af oplysnings- og uddannelseskampagner på nationalt plan og på EU-plan for at fremme den rolle, som standarder spiller, og opfordrer medlemsstaterne til at medtage relevante erhvervsuddannelseskurser om standarder i deres nationale uddannelsessystemer;

78.  opfordrer Kommissionen til at etablere aktiviteter til opsyn med teknologien i den hensigt at indkredse fremtidig IKT-udvikling, hvor standardisering vil være formålstjenligt, for at lette strømmen og gennemsigtigheden af information, der er nødvendig for indtrængning på markedet og disse teknologiers funktion, og i denne sammenhæng fremme lettilgængelige og brugervenlige evalueringsmekanismer via internettet;

79.  henstiller, at de nationale standardiseringsorganer undersøger, om det er muligt at give adgang til standarder i det omfang, brugeren af standarden kan vurdere relevansen af standarden; anbefaler kraftigt, at de nationale standardiseringsorganer og ESO'er tager hensyn til behovene hos SMV'er og interessenter, som er ikke-kommercielle brugere, når de fastsætter prisniveauet for standarderne;

80.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde et europæisk register, der anfører eksisterende europæiske standarder på alle officielle EU-sprog, og som også indeholder oplysninger om igangværende standardiseringsarbejde, der gøres i europæiske standardiseringsorganisationer, eksisterende standardiseringsmandater, fremskridt og afgørelser indeholdende formelle indvendinger;

81.  opfordrer Kommissionen til nøje at følge den internationale udvikling inden for IKT-standardisering og om nødvendigt at støtte deltagelsen og koordineringen af europæiske interessenter på ledende poster inden for relevante standardiseringsorganer og i strategisk vigtige standardiseringsprojekter med henblik på at fremme EU's reguleringsmodel og interesser; opfordrer til brugen af Multistakeholderplatformen ved IKT-standardisering for at samle ESO'er og internationale IKT-standardiseringsorganer;

82.  opfordrer til, at EU vedtager Reference Architecture Model for Industry 4.0 til digitaliseringen af europæisk industri;

83.  opfordrer medlemsstaterne til med henblik på at forbedre de offentlige tjenesters kvalitet og fremme udviklingen af innovative teknologier at bruge europæiske IKT-standarder i offentlige udbudsprocedurer; understreger imidlertid, at brugen af standarder ikke bør medføre yderligere hindringer, især for små virksomheder, der søger at deltage i offentlige udbud;

84.  opfordrer EU-institutionerne, de nationale regeringer og de europæiske standardiseringsorganer til at udforme uddannelsesretningslinjer for politiske beslutningstagere for at hjælpe dem med at overvinde uoverensstemmelser, der skyldes forskellige arbejdsmetoder i forskellige afdelinger og institutioner, og at skabe en standardiseringskultur og en forståelse af, hvordan standardiseringsprocesser fungerer, og hvornår de kan anvendes;

o
o   o

85.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 70 E af 8.3.2012, s. 56.
(2) https://ec.europa.eu/info/european-commissions-open-source-strategy_en


På vej til en paneuropæisk ramme for særligt dækkede obligationer
PDF 193kWORD 55k
Europa-Parlamentets beslutning af 4. juli 2017 om vejen mod en paneuropæisk ramme for særligt dækkede obligationer (2017/2005(INI))
P8_TA(2017)0279A8-0235/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til EBA's rapport af 20. december 2016 om særligt dækkede obligationer: henstillinger om harmonisering af rammen for særligt dækkede obligationer i EU (EBA-Op-2016-23),

–  der henviser til Kommissionens høringsdokument af 30. september 2015 om særligt dækkede obligationer i Den Europæiske Union og det udaterede dokument fra Kommissionen "Oversigt over bidragene til den offentlige høring om særligt dækkede obligationer",

–  der henviser til Kommissionens rapport af 20. oktober 2015 om artikel 503 i forordning (EU) nr. 575/2013: Kapitalkrav for særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer (COM(2015)0509),

–  der henviser til EBA's udtalelse af 1. juli 2014 om behandlingen af særligt dækkede obligationer som præferencekapital (EBA/Op/2014/04),

–  der henviser til EBA's rapport af 1. juli 2014 om EU's rammer for særligt dækkede obligationer og behandlingen af disse som præferencekapital: som svar på Kommissionens anmodning om rådgivning fra december 2013 vedrørende artikel 503 i forordning (EU) nr. 575/2013 og på ESRB's henstilling E om kreditinstitutters finansiering fra december 2012 (ESRB/12/2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunktioner, aflønningspolitik og sanktioner(1), særlig artikel 52, stk. 4 (herefter "UCITS-direktivet") ,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012(2), særlig artikel 129 (herefter "CRR"),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012(3), særlig artikel 44, stk. 2,

–  der henviser til artikel 1, stk. 2, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2205 af 6. august 2015 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for clearingforpligtelsen(4),

–  der henviser til artikel 1, stk. 2, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1178 af 10. juni 2016 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for clearingforpligtelsen(5),

–  der henviser til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/61 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår likviditetsdækningskrav for kreditinstitutter(6) (herefter "delegeret LCR-retsakt"),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0235/2017),

A.  der henviser til, at særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer (SDO) har dokumenteret lave misligholdelsesrater og pålidelige betalinger, som bidrager til at finansiere ca. 20 % af europæiske realkreditprodukter og tegnede sig for mere end 2 000 mia. EUR i Europa i 2015, der henviser til, at ca. 90 % af SDO'er verden over udstedes i ni europæiske lande;

B.  der henviser til, at SDO'er spillede en central rolle for finansieringen af kreditinstitutter, navnlig under krisen, der henviser til, at SDO'er har opretholdt en høj grad af sikkerhed og likviditet under finanskrisen, hvilket må tilskrives kvaliteten af ​​de nationale bestemmelser, der henviser til, at episoden i 2008-2014 med øgede forskelle i SDO-priser i alle medlemsstater ikke udgør overbevisende dokumentation for markedsfragmentering, idet prisforskellene i høj grad var forbundet med forskelle i statsobligationer og sandsynligvis blot var udslag af underliggende risici i sikkerhedspuljerne, der henviser til, at en passende risikofølsomhed for priser på særligt dækkede obligationer i alle medlemsstater er tegn på velfungerende og velintegrerede markeder;

C.  der henviser til, at der er en betydelig grænseoverskridende investering i europæiske SDO-markeder, der henviser til, at SDO'er har en bredt sammensat base af investorer, der henviser til, at banker skiller sig ud med en markedsandel på ca. 35 % mellem 2009 og 2015, der henviser til, at kapitalforvalteres, forsikringsselskabers og pensionskassers markedsandel er faldet med næsten 20 procentpoint og er erstattet af større centralbankinvesteringer i SDO'er;

D.  der henviser til, at SDO'er er attraktive gældsinstrumenter, idet de: holder niveauet for sikkerhedsstillelse i sikkerhedspuljen, er undtaget fra bail-in-værktøjet i artikel 44 i direktivet om genopretning og afvikling af banker (BRRD), der henviser til, at SDO'er også er i overensstemmelse med artikel 129 i CRR og nyder en behandling med fordelagtig risikovægtning;

E.  der henviser til, at en af faktorerne i bankers efterspørgsel på SDO'er er lovgivningsmæssig fortrinsbehandling for SDO'er i den delegerede LCR-retsakt, der giver banker mulighed for at inkludere SDO'er i likviditetsbufferen, selvom de ikke er LCR-berettigede ifølge Basel-regelsættet;

F.  der henviser til, at SDO-programmer under visse betingelser er undtaget fra indledende margenkrav mod modpartskreditrisikoen ved derivattransaktioner;

G.  der henviser til, at SDO'er efter nationale bestemmelser kan være undtaget fra EU's krav om store eksponeringer;

H.  der henviser til, at ikke-sikrede bankkreditorers stilling påvirkes negativt af aktivbehæftelse som følge af krav om overdækning af sikkerhedsstillelse, men ikke af princippet om lånefinansiering med adskilte sikkerhedspuljer, der henviser til, at aktiviteter, som omfatter belåningsgrader langt under 100 %, generelt forbedrer ikke-sikrede bankkreditorers stilling i en grad, så disse reserver ikke er nødvendige for at indfri fordringer mod sikkerhedspuljen;

I.  der henviser til, at SDO'er har en fremtrædende plads på aktivsiden af balancen i mange banker, der henviser til, at det er afgørende for finansiel stabilitet, at disse aktiver bevarer maksimal sikkerhed og likviditet, der henviser til, at dette mål ikke bør undermineres af innovationer i SDO'er, der giver udstedere mulighed for efter forgodtbefindende at overføre risiko til investorer;

J.  der henviser til, at SDO-udstedelser med betingede løbetidsforlængelser (ikke-garanterede (soft bullet) og betingede pass-through-modeller) er steget med 8 % i løbet af 12 måneder til 45 % i april 2016, der henviser til, at sådanne muligheder afbøder likviditetsrisici i sikkerhedspuljer med misforhold med hensyn til dækning, reducerer krav om overdækning af sikkerhedsstillelse og hjælper med at undgå brandudsalg, der dog henviser til, at løbetidsforlængelser overfører udstederrisiko til investorerne, der henviser til, at lovgivningsmæssig fortrinsbehandling kun bør tildeles til gældsinstrumenter, der er særligt sikre;

K.  der henviser til, at EU-retten ikke indeholder en præcis definition af SDO'er;

L.  der henviser til, at SDO-markeder halter bagefter i medlemsstater uden national tradition, for at udstede denne type obligationer eller hvis vækst hindres af suveræn risiko eller vanskelige makroøkonomiske forhold;

M.  der henviser til, at det er almindeligt anerkendt, at de nationale rammer for dækkede obligationer, er meget forskellige, navnlig hvad angår tekniske aspekter såsom offentligt tilsyn;

N.  der henviser til, at en EU-dækkende ramme for dækkede obligationer, skal sigte mod de højeste standarder;

O.  der henviser til, at der er flere meget succesrige nationale rammer for SDO'er med baggrund i historiske og juridiske forhold, og som delvist er integreret i den nationale lovgivning, der henviser til, at disse nationale rammer deler fundamentale kendetegn, navnlig den dobbelte regresret, adskillelsen af sikkerhedspuljer med aktiver med lav risiko og særligt offentligt tilsyn, der henviser til, at det kan være en fordel at udvide disse principper til andre typer gældsinstrumenter;

P.  der henviser til, at harmonisering ikke bør baseres på den samme universaltilgang for alle, da det kan medføre en alvorlig reduktion i produktdiversiteten og få en negativ indflydelse på de nationale markeder, der ellers har fungeret fint, der henviser til, at harmonisering bør respektere nærhedsprincippet;

Q.  der henviser til, at markedsdeltagere har taget initiativer til at fremme udviklingen af SDO-markeder, f.eks. oprettelsen i 2013 af betegnelsen dækket obligation og den harmoniserede gennemsigtighedsmodel;

R.  der henviser til, at EBA efter en tilsynsproces har identificeret bedste praksisser for udstedelse af og tilsyn med SDO'er og vurderet de nationale rammers tilpasning til disse praksisser;

S.  der henviser til, at størstedelen af de berørte parter som reaktion på Kommissionens offentlige høring har givet udtryk for at være imod fuldstændig harmonisering, og investorer har understreget, at de værdsætter produktdiversitet, der henviser til, at de berørte parter har vist forsigtig støtte af EU-lovgivningen, forudsat at den er principbaseret og bygger på eksisterende rammer, som navnlig respekterer kendetegnene ved de nationale rammer;

Generelle bemærkninger og holdninger

1.  understreger, at indenlandske og grænseoverskridende investeringer i SDO'er har fungeret godt på EU's markeder inden for rammerne af de nuværende lovgivningsrammer; understreger, at diversiteten af sunde og sikre produkter bør opretholdes;

2.  påpeger, at en obligatorisk harmonisering af nationale modeller eller udskiftning af disse med en europæisk model kan føre til utilsigtede negative konsekvenser for markederne, hvis nuværende succes er baseret på det forhold, at lovgivningen om SDO'er er indbygget i de nationale lovgivninger, insisterer på, at mere integrerede europæiske rammer bør begrænses til en principbaseret tilgang, som fastsætter målsætningerne, men overlader det til den nationale lovgivning at specificere metoderne og midlerne til gennemførelse, understreger, at disse rammer bør baseres på højkvalitetsstandarder, tage højde for bedste praksisser og bygge på velfungerende nationale ordninger uden at splitte dem, understreger, at de potentielle nye europæiske rammer for særligt dækkede obligationer, der tilpasses bedste praksisser, bør være en reference for nye markeder og forbedre kvaliteten af SDO’er;

3.  opfordrer til et EU-direktiv, hvori der klart sondres mellem de to typer af dækkede obligationer, der eksisterer i dag, nemlig:

   a) SDO’er, som i det følgende benævnes "præmie dækkede obligationer” og ikke må ligge under de standarder, der for øjeblikket er fastsat i artikel 129 i CRR
   b) SDO’er, som i det følgende benævnes "almindeligt dækkede obligationer”, som ikke opfylder kravene for præmie dækkede obligationer, men som ikke ligger under de standarder, der for øjeblikket er fastsat i artikel 52, stk. 4, i direktivet om kollektive investeringsinstitutter

understreger, at præmie dækkede obligationer fortsat bør have lovgivningsmæssig fortrinsbehandling i forhold til almindeligt dækkede obligationer, og at almindeligt dækkede obligationer bør have lovgivningsmæssig fortrinsbehandling i forhold til andre former for sikret gæld, anerkender potentialet i værdipapirer, som er i overensstemmelse med UCITS, med henblik på at nå kapitalmarkedsunionens mål;

4.  opfordrer medlemsstaterne til at beskytte "dækkede obligationer" (både præmie dækkede obligationer og almindeligt dækkede obligationer) ved at sikre, at SDO’erne i national lovgivning er yderst likvide og tæt på risikofri gældsinstrumenter, opfordrer på det kraftigste til, at gældsinstrumenter, der dækkes af aktiver, som er betydeligt mere risikobetonet end statsgæld og realkreditlån (f.eks. ikke-statsstøttede infrastrukturinvesteringer eller lån til små og mellemstore virksomheder (SMV'er)), ikke bør benævnes "dækkede obligationer", men eventuelt "europæisk sikrede værdipapirer" (ESNs), støtter princippet om, at sikkerhedspuljer for præmie dækkede obligationer og almindeligt dækkede obligationer bør være fuldt dækkede aktiver af varig karakter, som kan værdiansættes og overtages;

5.  opfordrer Kommissionen til at medtage principperne om en retlig ramme for europæisk sikrede værdipapirer (ESNs) i direktivet, såsom dobbelt regresret, et særligt offentligt tilsyn, afsondring af konkurser og krav om gennemsigtighed, opfordrer medlemsstaterne til at integrere disse principper i den nationale lovgivning og deres insolvensbehandling, understreger, at en solid retlig ramme for SDO'er og ESN'er har mulighed for at gøre ESN'er mere gennemsigtige, mere likvide og mere omkostningseffektive end værdipapirer, der anvender aftalemæssige ordninger, påpeger, at dette kan hjælpe ESN'er med at finansiere mere risikobehæftede aktiviteter såsom SMV-lån, forbrugslån eller infrastrukturinvesteringer, der mangler statsgarantier, bemærker, at ESN'er vil være undtaget fra bail-in-værktøjet i artikel 44 i BRRD;

6.  opfordrer til i direktivet at fastsætte minimumsstandarder for tilsyn, som afspejler identificerede bedste praksisser for SDO'er, opfordrer til tilsynsmæssig konvergens i hele EU;

7.  opfordrer til, at direktivet øger gennemsigtigheden med hensyn til oplysninger om sikkerhedspuljeaktiver og den retlige ramme til sikring af dobbelte regresret og adskillelse af sikkerhedspuljeaktiver i tilfælde af udstederinsolvens eller -afvikling, insisterer på, at direktivet også i denne henseende er principbaseret og udelukkende fokuserer på informationskrav;

Definition af præmie dækkede obligationer og almindeligt dækkede obligationer, ESN'er og deres lovgivningsmæssige rammer

8.  opfordrer Kommissionen til at præsentere sine forslag til et rammedirektiv for europæiske dækkede obligationer, som definerer SDO'er og ESN'er samtidigt for at undgå markedsforstyrrelser i overgangsperioden, opfordrer Kommissionen til at lade denne definition omfatte alle af følgende fælles principper, der kan opnås i hele dette instrument, der er uafhængige af potentiel præferencebehandling:

   a) præmie dækkede obligationer og almindeligt dækkede obligationer og ESN'er er fuldt sikrede ved en sikkerhedspulje af aktiver
   b) den nationale lovgivning sikrer dobbelt regresret, dvs. at investoren har:
   i) krav på udstederen af gældsinstrumentet svarende til den fulde betalingsforpligtelse
   ii) en tilsvarende prioriteret fordring på sikkerhedspuljens aktiver (herunder substitutionsaktiver og derivater) i tilfælde af udstederens misligholdelse

hvis disse fordringer ikke er tilstrækkelige til fuldt ud at opfylde udsteders betalingsforpligtelser, skal investorens resterende krav være sidestillet med udstederens privilegerede ikke-sikrede kreditorers fordringer

   c) effektiv adskillelse af alle aktiver i sikkerhedspuljen er sikret i retligt bindende ordninger, der let kan håndhæves i tilfælde af insolvens eller afvikling af udstederen, det samme gælder for alle substitutionsaktiver og derivater til afdækning af sikkerhedspuljens risici
   d) præmie dækkede obligationer og almindeligt dækkede obligationer og ESN'er berøres ikke umiddelbart af en konkurs, dvs. at det sikres, at udstederens betalingsforpligtelser ikke automatisk fremskyndes i tilfælde af udstederens insolvens eller afvikling
   e) overkollateralisering, der afspejler de særlige risici for præmie dækkede obligationer og almindeligt dækkede obligationer og ESN'er, finder anvendelse i en størrelsesorden, der skal fastsættes i national lovgivning, i et omfang, som fastsættes i national lovgivning, skal værdien af alle aktiver i sikkerhedspuljen altid være større end den aktuelle værdi af udestående betalingsforpligtelser, værdiansættelsesmetoderne for aktiver i sikkerhedspuljen og beregningshyppigheden bør være klart defineret i den nationale lovgivning, og som bør tage passende hensyn til alle relevante risici
   f) i europæisk eller national lovgivning defineres belåningsgrænsernes parametre for alle aktivers værdier, fjernelse af aktiver i sikkerhedspuljen i strid med belåningsgrænserne bør ikke være obligatorisk, men det skal sikres, at dette kun sker, hvis de erstattes af belånbare aktiver med mindst samme markedsværdi
   g) en del af aktiverne i sikkerhedspuljen eller likviditetsfaciliteter er tilstrækkeligt likvide, således at betalingsforpligtelserne i forbindelse med SDO- eller ESN-programmet kan opfyldes inden for de kommende seks måneder, undtagen i tilfælde med matchfinansierede obligationer eller obligationer med soft bullet og betinget pass through
   h) afledte instrumenter er udelukkende tilladt til afdækning af risici for hedgingformål, og afledte kontrakter, der er indgået af den dækkede obligationsudsteder med en afledt modpart og registreret i sikkerhedspuljen, kan ikke opsiges ved udstederens insolvens
   i) national lovgivning foreskriver en robust særlig offentlig tilsynsordning, hvorved den kompetente myndighed, den tilsynsførende for sikkerhedspuljen og den særlige administrator udpeges, og der sikres en klar definition af den kompetente myndigheds opgaver og tilsynsbeføjelser for at sikre, at:
   i) udstedere har kvalificeret personale og de nødvendige operationelle procedurer for forvaltning af sikkerhedspuljerne, herunder i tilfælde af stress, insolvens eller afvikling
   ii) elementerne i sikkerhedspuljerne opfylder de gældende krav, både forud for udstedelse af gældsinstrumentet og indtil indfrielse af gældsinstrumentet
   iii) i overensstemmelse med de relevante krav for præmie dækkede obligationer og almindeligt dækkede obligationer og ESN'er (herunder med hensyn til anerkendelsen af dækkende aktiver og dækning) underlægges løbende, regelmæssigt og uafhængigt tilsyn
   iv) udstedere bør udføre regelmæssige stresstests på beregningen af dækningskravene under hensyntagen til de vigtigste risikofaktorer, der berører gældsinstrumentet, f.eks. kreditrentesats-, valuta- og likviditetsrisici

den kompetente myndigheds og den særlige administrators opgaver og beføjelser i tilfælde af udstederens insolvens eller afvikling skal være klart definerede

   j) udstederen er forpligtet til mindst to gange årligt at offentliggøre tilstrækkelige aggregerede data om sikkerhedspuljerne til, at investorerne kan foretage en omfattende risikoanalyse, der bør tilvejebringes oplysninger om kreditrisiko, markedsrisiko og likviditetsrisiko for de dækkende aktiver, om modparter, der er involveret i sikkerhedspuljen, om niveauet af retlig, kontraktmæssig og frivillig overkollateralisering, mens der også bør medtages et afsnit om derivater, der er knyttet til aktiver og gæld i sikkerhedspuljen
   k) løbetiden for SDO'er kan ikke forlænges, undtagen i tilfælde af insolvens eller afvikling af udstederen og med godkendelse fra den kompetente tilsynsmyndighed, forlængelsens nøjagtige betingelser og de mulige ændringer af kupon, løbetid og andre egenskaber bør fastsættes i vilkårene og betingelserne for hver obligation;

9.  opfordrer Kommissionen til i direktivets definition af præmie dækkede obligationer desuden at medtage følgende principper:

   a) der er fuld sikkerhedsstillelse for gældsinstrumentet ved aktiver som defineret i artikel 129, stk. 1, i CRR, og de supplerende krav i artikel 129, stk. 3 og 7, i CRR er opfyldt, i forbindelse med boliglån, der er garanteret som fastsat i artikel 129, stk. 1, litra e), i CRR, må der ikke være nogen retlige forhindringer for administratoren af programmet for dækkede obligationer til at udstede panterettigheder for lån, når udstederen af de dækkede obligationer misligholder eller er under afvikling, og garantien, uanset årsagen, ikke respekteres, godkendelsen af skibe som aktiver i sikkerhedspuljen (artikel 129, stk. 1, litra g), i CRR) tages op til fornyet overvejelse
   b) parametrene for maksimal belåningsgrad for realkredit inkluderet i sikkerhedspuljen er fastlagt i europæisk lovgivning på en sådan måde, at de ikke overskrider de belåningsgrader, der for i øjeblikket er fastsat i artikel 129 i CRR, men som er genstand for regelmæssig revision og tilpasning i overensstemmelse med de uafhængige vurderinger (stresstest) af de prisvilkår, der hersker på det relevante ejendomsmarked under pres, brugen af lån-til-realkreditbelåningsværdier frem for lån-til-markedsværdier bør fremmes;

10.  understreger, at den risikovægtning, der tildeles for SDO'er i europæisk lovgivning, skal afspejle markedsvurderinger af de underliggende risici, bemærker, at det samme ikke gælder for alle andre former for gældsinstrumenter, som nyder godt af lovgivningsmæssig fortrinsbehandling på grund af visse egenskaber;

11.  opfordrer Kommission til at bemyndige ESA'erne til at evaluere overholdelse af kriterierne for SDO'er og ESN'er med henblik på at supplere eller helt at erstatte listerne, jf. afsnittet i artikel 52, stk. 4, i UCITS-direktivet, med en autoritativ liste over overensstemmende ordninger med dækkede obligationer på europæisk plan;

12.  opfordrer EBA til at udstede anbefalinger til ordninger for præmie dækkede obligationer, almindeligt dækkede obligationer og ESN'er om støtteberettiglese for aktiver (herunder substitutionsaktiver), om belåningsgrader og mindstekrav til effektive overkollateraliseringsniveauer for forskellige typer af aktiver, og om eventuelle ændringer af CRR, opfordrer EBA til at tilvejebringe de nødvendige retningslinjer for etableringen af den særlige offentlige tilsyns- og administrationsordning;

13.  anbefaler, at hindringer for udstederes markedsadgang i forbindelse med udviklingen af SDO-markeder uden for EØS fjernes ved at sikre en retfærdig behandling af SDO'er fra udstedere i tredjelande, forudsat at deres retlige, institutionelle og tilsynsmæssige rammer undergår en grundig ækvivalensvurdering af en kompetent EU-institution, anbefaler at fremme de vigtigste principper i europæisk lovgivning for at fastlægge en potentiel reference på markederne for dækkede obligationer på verdensplan;

14.  opfordrer Kommissionen til at foreslå en revision af den europæiske banklovgivning, der fastsætter den lovgivningsmæssige behandling af præmie dækkede obligationer og almindeligt dækkede obligationer og ESN’er;

15.  opfordrer Kommissionen til i forbindelse med denne vurdering at tage hensyn til potentialet i både præmie dækkede obligationer, almindeligt dækkede obligationer og ESN’er for at nå kapitalmarkedsunionens mål;

16.  opfordrer Kommissionen til at identificere mulige hindringer på nationalt plan for udviklingen af systemer for særligt dækkede obligationer og til at udstede retningslinjer for at fjerne disse hindringer, uden at det berører bankernes sunde og fornuftige forretningsskik;

17.  opfordrer Kommissionen og EBA til at genoverveje (evt. som del af en konsekvensanalyse) afgrænsningen af panterettigheder i skibe som aktiver i sikkerhedspuljen som fastsat i artikel 129, stk. 1, litra g), i CRR, er bekymret over, at præferencebehandling af skibe forvrider konkurrencen med andre transportformer, anmoder Kommissionen og EBA om at undersøge, hvorvidt skibsobligationer er dækkede på lige fod med andre CRR-konforme dækkede obligationer for så vidt angår deres likviditet og risikovurdering, som foretages af uafhængige vurderingsbureauer, og hvorvidt præferencebehandling af denne type obligationer på grundlag af støtteberettigelse og lavere risikovægtning i CCR er berettiget;

18.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at deres nationale lovgivning indeholder muligheden for at oprette adskilte sikringspuljer, der hver omfatter en homogen klasse af aktiver (som f.eks. boliglån), opfordrer medlemsstaterne til at tillade alle dækkede aktiver, der er omfattet af artikel 129, stk. 1, litra a), b) og c) i CRR, som substitutionsaktiver, der bidrager til kravet om dækning af aktiver, og til klart at angive grænserne for kreditkvalitet, eksponeringsstørrelse og substitutionsaktivernes øvre bidrag til dækning;

Støtte til gennemsigtighed på markedet og frivillig konvergens

19.  glæder sig over forbedringerne af SDO-vurderingsmetoderne og udvidelsen af kreditvurderingsmarkedet for SDO'er;

20.  understreger vigtigheden af lige vilkår for at sikre fair konkurrence på de finansielle markeder, understreger, at der i den europæiske lovgivning ikke må forskelsbehandles mellem forskellige former for sikrede gældsinstrumenter, medmindre der er gode grunde til at antage, at de er forskellige enten med hensyn til sikkerhed eller med hensyn til likviditet;

21.  ser med tilfredshed på initiativer til udvikling af harmoniserede standarder og modeller for offentliggørelse (f.eks. HTT) for at lette sammenligning og analyse af forskellene mellem SDO'er i hele EU;

22.  støtter udviklingen af EBA's henstillinger vedrørende markedsstandarder og retningslinjer for bedste praksis, opfordrer til frivillig konvergens i denne retning;

23.  tilskynder til regelmæssig gennemførelse af stresstest for sikkerhedspuljer og offentliggørelse af resultaterne af stresstest;

o
o   o

24.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

(1) EUT L 257 af 28.8.2014, s. 186.
(2) EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1.
(3) EUT L 173 af 12.6.2014, s. 190.
(4) EUT L 314 af 1.12.2015, s. 13.
(5) EUT L 195 af 20.7.2016, s. 3.
(6) EUT L 11 af 17.1.2015, s. 1.


Den fiskerirelaterede turismes rolle i diversificeringen af fiskeriet
PDF 220kWORD 61k
Europa-Parlamentets beslutning af 4. juli 2017 om den fiskerirelaterede turismes rolle i diversificeringen af fiskeriet (2016/2035(INI))
P8_TA(2017)0280A8-0221/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger(3) (vandrammedirektivet),

–  der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om fiskeri i lille målestok og ikke-industrielt fiskeri samt reformen af den fælles fiskeripolitik(4),

–  der henviser til sin beslutning af 2. juli 2013 om blå vækst: fremme af bæredygtig vækst inden for skibsfart, søtransport og turisme i EU(5),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. maj 2014 "Innovation i den blå økonomi: indfrielse af havenes potentiale for vækst og beskæftigelse" (COM(2014)0254),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. juni 2010 med titlen "En ny turismepolitik for Europa – verdens førende rejsemål" (COM(2010)0352),

–  der henviser til EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020, især mål 4 ”Sikre en bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne”, inden for hvilket Unionen forpligter sig til bl.a. at eliminere negative påvirkninger af fiskebestande, levesteder og økosystemer, herunder gennem finansielle incitamenter i de kommende finansielle instrumenter for fiskeri- og havpolitikken for beskyttede havområder (herunder Natura 2000-områder og områder etableret på grundlag af internationale eller regionale aftaler); dette kan omfatte retablering af marine økosystemer, tilpasning af fiskeriaktiviteter og fremme af sektorens engagement i alternative aktiviteter, f.eks. økoturisme, overvågning og forvaltning af havets biodiversitet og bekæmpelse af affald i havet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen "Europa 2020 – En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (COM(2010)2020),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. september 2012 med titlen "Blå vækst – mulighederne for bæredygtig vækst i den maritime økonomi" (COM(2012)0494),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. februar 2014 om en europæisk strategi til øget vækst og beskæftigelse inden for kyst- og havturisme (COM(2014)0086),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget og udtalelse fra Transport- og Turismeudvalget (A8-0221/2017),

A.  der henviser til, at det traditionelle fiskeri har gennemgået en gradvis nedgang;

B.  der henviser til, at diversificering er blevet en nødvendighed for mange ikkeindustrielle fiskere for at kunne supplere deres indtjening, der ofte er utilstrækkelig;

C.  der henviser til, at når der tales om diversificering af fiskeriaktiviteter, bør der tages højde for det forhold, at en stor del af sektoren er næsten helt afhængig af traditionelle fangstmetoder;

D.  der henviser til, at størsteparten af kyst- og øområderne lider under en alvorlig økonomisk afmatning, som bevirker affolkning, da deres indbyggere søger mod områder med bedre muligheder for beskæftigelse og uddannelse;

E.  der henviser til, at selv om nogle kystfiskeriområder ligger tæt på turistdestinationer, formår de er ikke at opnå reel økonomisk vækst, selv om fiskeri- og turismesektorerne er forenelige;

F.  der henviser til, at fiskerirelateret turisme kan bidrage til at skabe arbejdspladser, fremme social inklusion og forbedre livskvaliteten og revitalisere samfund, der er afhængige af fiskeriet, navnlig i områder, hvor der ikke er mange andre økonomiske aktiviteter; der henviser til, at disse muligheder varierer meget, både fra den ene region til den anden og afhængigt af, hvilken type fiskerier der er tale om, og af fartøjernes størrelse;

G.  der henviser til, at fiskerirelateret turisme kan bidrage til at mindske indvirkningen på fiskebestandene og miljøet og til at øge kendskabet til og bevidstheden om miljø- og kulturbeskyttelse; der henviser til, at navnlig fisketure og turismetjenester, der udbydes af fiskere i land, kan udgøre et egentligt supplement til diversificering af primæraktiviteten i mange europæiske regioner;

H.  der henviser til, at fiskerirelaterede turismeaktiviteter kan bidrage til at højne fiskernes profil og fremme anerkendelsen og forståelsen af deres komplekse virkefelt; fisketure og andre turismerelaterede fiskeriaktiviteter (turismetjenester, der udbydes af fiskere i land, sportsfiskeri osv.) er stadig relativt ukendt i befolkningen generelt, og der er behov for at øge forbrugernes forståelse for vigtigheden af at forbruge lokale fiskeprodukter fra korte forsyningskæder;

I.  der henviser til, at fiskerirelateret turisme kan være en mulighed for at tiltrække turister med en bred vifte af tilbud rækkende fra lokale produkter til miljøvenlige virksomhedsformer;

J.  der henviser til, at traditionel gastronomi med afsæt i fiskevarer og traditionelle konserverings- og forarbejdningsindustrier kan udgøre et vigtigt bidrag til udviklingen af turisme i tilknytning til fiskerindustrien;

K.  der henviser til, at lystfiskeri har en række positive sociale aspekter og indvirker gunstigt på menneskers sundhed og velbefindende;

L.  der henviser til, at de samfundsøkonomiske gevinster ved fiskerirelateret turisme er stærkt sæsonbetonede, da de især er koncentreret om sommermånederne; der henviser til, at de fordele, der kan opnås ved større kundeloyalitet, et fænomen, der ofte peges på, kan opnås hele året igennem;

M.  der henviser til, at 2018 bliver europæisk år for kulturarv og har til formål at øge borgernes kendskab til Europas historie og værdierne i Europas kulturarv betragtet som fælles ressource; der henviser til, at det traditionelle fiskeri er en del af Europas rige kulturarv og bidrager til de pågældende lokalsamfunds identitet, ikke mindst fordi det har bidraget til at forme smag, fødevarer, traditioner, historie og landskaber; der henviser til, at dette aspekt i høj grad fremmes gennem kontakter med turister;

N.  der henviser til, at Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) støtter investeringer, som bidrager til diversificering af fiskernes indkomst gennem udvikling af supplerende aktiviteter, bl.a. investeringer i ekstra sikkerhedsudstyr på fartøjerne, fisketure, turismetjenester i land, bespisning, tjenester i tilknytning til lyst- og sportsfiskeri samt fiskerirelaterede uddannelsesaktiviteter;

O.  der henviser til, at der ikke er nogen fælles definition af fiskerirelateret turisme, ligesom der heller ikke er noget retsgrundlag; der henviser til, at turisme af denne type f.eks. betragtes som et erhverv i Italien, men i Frankrig er klassificeret som bibeskæftigelse; der henviser til, at der alt efter den retlige status kan være betydelige forskelle i henseende til beskatning, tilladelsesprocedurer, kvalifikationskrav, sikkerhedsudstyr mv.;

P.  der henviser til, at EU’s vandrammedirektiv og havstrategirammedirektiv pålægger medlemsstaterne at sikre en god miljøstatus i kyst- og havområder; der henviser til, at habitatdirektivet pålægger medlemsstaterne af udpege og bevare habitater i hav- og kystegne og til dette formål oprette og forvalte Natura 2000-områder;

Q.  der henviser til, at turismesektoren i de fleste beskyttede havområder (MPA’er) og hav- og kystområder, der er udpeget som Natura 2000-lokaliteter, har særlig stor betydning; der henviser til, at der er mange positive eksempler på delt forvaltning og partnerskaber mellem MPA-forvaltningsorganer og ikkeindustrielle fiskere i forbindelse med fremme af turisme og andre måder at fremhæve traditionelt fiskeri på til turisme og kulturelle formål;

R.  der henviser til, at dataene for fiskerirelateret turisme i og uden for Europa er utilstrækkelige og inkohærente og ikke sammenlignelige;

S.  der henviser til, at EU i strategien for blå vækst i 2012 udpegede kyst- og havturisme som en central sektor for udviklingen af en solidarisk og bæredygtig økonomi;

T.  der henviser til, at Kommissionen i sin meddelelse fra 2010 "En ny turismepolitik for Europa - verdens førende rejsemål" tilkendegav, at det er nødvendigt at udvikle en bæredygtig kyst- og havturisme;

U.  der henviser til, at Europa-Kommissionen i 2012 iværksatte en offentlig høring om udfordringerne og mulighederne for kyst- og havturisme og efterfølgende, den 20. februar 2014, offentliggjorde en meddelelse med titlen" En europæisk strategi til øget vækst og beskæftigelse inden for kyst- og havturisme";

V.  der henviser til, at erhvervsfiskere driver turismerelaterede aktiviteter for at diversificere deres aktiviteter, fremme og styrke deres erhvervs status og deres samfunds- og kulturarv samt forbedre den bæredygtige udnyttelse af vandøkosystemer, i nogle tilfælde ved at tage turister med om bord på fiskerfartøjer; der henviser til, at selv om der indgår turismeelementer i disse fiskeriaktiviteter, og de har et rekreativt formål, er der ikke nogen klar, standardiseret definition af dem;

W.  der henviser til, at det italienske udtryk ”pescaturismo” (fiskeriturisme) betegner turisme- og fritidsaktiviteter i tilknytning til fiskeri, der drives af erhvervsfiskere, som tager turister med om bord på deres fartøjer for at vise dem fiskeriets verden;

X.  der henviser til, at det italienske udtryk ”ittiturismo” (fisketurisme) betegner turismetjenester, som fiskere udbyder i land, f.eks. gastroturisme og værtstjenester forestået af erhvervsfiskere; der henviser til, at en af de vigtigste forskelle mellem disse to former for turisme består i, at den sidstnævnte ikke kan finde om sted om bord på fiskerfartøjer;

Y.  der henviser til, at sportsfiskeri er en aktivitet, der udelukkende har rekreative formål og/eller konkurrence for øje, og som gør brug af levende akvatiske ressourcer, som imidlertid under ingen omstændigheder må sælges; der henviser til, at selv om formålet med sportsfiskeri ikke er at skabe en fortjeneste, medregnes det blandt turismeaktiviteter, der skaber en parallel økonomi, som burde foregå under ledelse af erhvervsfiskere, gennem de tjenester, faciliteter og infrastrukturer, der tilbydes sportsfiskere; der imidlertid henviser til, at ukontrolleret og intensivt sportsfiskeri kan have negative konsekvenser for fiskebestandene nogle steder;

Z.  der henviser til, at der mangler pålidelige socioøkonomiske og miljømæssige statistikker over sportsfiskeriets konsekvenser for fiskebestandene, især i områder, hvor sportsfiskeri er særlig udbredt, og til, at der mangler klare regler og en grundig kontrol med fangsterne, ikke mindst i forbindelse med det ulovlige salg af fangster fra sportsfiskeri via uformelle kanaler, der som regel er knyttet til restauranter;

Turismerelateret fiskeri i EU-lande

AA.  der henviser til, at en undersøgelse, som den italienske kystaktionsgruppe ”GAC: il mare delle Alpi”(6) i 2015 offentliggjorde om borgernes vaner og holdninger i det område, som gruppen dækker, konstaterede, at en tredjedel af respondenterne spiser fisk flere gange om ugen, men kun fire forskellige typer, hvoraf de to er ferskvandsfisk og resten fra havet (sildefisk, laks, torsk og ørred); der henviser til, at turismerelateret fiskeri skaber større bevidsthed om fiskearter og kulinariske traditioner, som ofte er ukendt af de fleste forbrugere; der henviser til, at virkningen af diversificeringen af fiskeriindsatsen er indlysende;

AB.  der henviser til, at der har været en støt stigning i Italien i antallet af anmodninger om tilladelse til at udøve fiskerirelaterede turismeaktiviteter; der henviser til, at en undersøgelse gennemført for nylig viser, at de regioner i Italien, hvor der er udstedt flest tilladelser, er Liguria (290), Emilia-Romagna (229), Sardegna (218), Calabria (203), Campania (200) og Sicilia (136); der henviser til, at der fra 2002 til 2012 blev givet i alt 1600 tilladelser; der henviser til, at regionerne med flest tilladelser i 2003 var Campania (63), Liguria (62), Sicilia (60) og Sardegna (59) efterfulgt af Puglia (46), Calabria (39) og Toscana (37)(7);

AC.  der henviser til, at en tredjedel af de fartøjer, der har tilladelse til at drive fiskerirelaterede turismeaktiviteter, ikke må have mere end fire passagerer med om bord, mens 29 % har tilladelse til at have mellem fem og otte passagerer med, og de resterende 37 % kan medbringe mellem ni og 12 turister(8);

AD.  der henviser til, at den store tilstrømning af turister næste udelukkende er koncentreret i juli og august, og at den fiskerirelaterede turisme således er yderst sæsonpræget, og at det er vigtigt at tilskynde til spredning;

AE.  der henviser til, at uddannelsesniveauet følger omtrent samme mønster som aldersgrupperne, idet uddannelsesniveauet på tilsvarende vis er højere blandt udbydere af fisketure end blandt dem, der alene er beskæftiget med erhvervsfiskeri; der henviser til, at over 30 % af skipperne har en mellemuddannelse eller en faglig uddannelse og har et i det mindste elementært kendskab til engelsk (64 %), fransk (34 %), spansk (16 %) eller tysk (7 %)(9);

AF.  der henviser til, at en undersøgelse blandt udbydere af fisketure i Italien viste, at fisketure kan bidrage positivt til bestræbelserne på at bevare fiskebestande og marine økosystemer, navnlig som følge af de mindre fangstmængder, samt til fiskernes og deres familiers fysiske og psykiske velbefindende som følge af den nedsatte arbejdstid på havet for fiskerne(10);

AG.  der henviser til, at der er registreret en større deltagelse af kvinder, ikke kun i aktiviteter, der er knyttet til erhvervsfiskernes arbejde, men også i udviklingen af deres egne fiskerirelaterede turismeaktiviteter;

AH.  der henviser til, at unge også kan betragtes som målgruppe for udviklingen af fiskerirelaterede turistdestinationer;

AI.  der henviser til, at traditionelt fiskeri i øjeblikket er den erhvervsaktivitet i en primærsektor, der er mindst kendt, og som færrest uddanner sig i, og som i mindst omfang anvendes som uddannelsesværktøj på basis- eller mellemniveau i uddannelsessystemet;

AJ.  der henviser til, at der er en lang række muligheder for at indføre undervisningsaktiviteter i tilknytning til traditionelt fiskeri med udgangspunkt i modeller som "skolebondegårde";

AK.  der henviser til, at udviklingen af turismerelaterede fiskeriaktiviteter i afgørende grad afhænger af partnerskaber, Fiskeriets Lokale Aktionsgrupper (FLAG), hvor fiskeriets aktører og andre lokale offentlige og private aktører sammen udvikler og gennemfører en bottom-up-tilgang, som er tilpasset og imødekommer de økonomiske, sociale og miljømæssige behov i det pågældende område; der henviser til, at selv om sådanne aktionsgrupper opererer i meget forskellige miljøer og følger meget forskellige strategier, peger et overvældende flertal af dem på turismen som et afgørende element for udvikling;

AL.  der henviser til, at Europa-Kommissionen har oprettet Støtteenheden for Netværket af Fiskeriområder (FARNET) med henblik på at bidrage til gennemførelsen af akse 4 i Den Europæiske Fiskerifond; der henviser til, at FARNET er en platform for netværk for fiskeriområder og støtter FLAG'er i udviklingen af lokale strategier, initiativer og projekter;

AM.  der henviser til, at lokale aktører takket være FLAG'er har lært, hvordan turismeudbuddet i et fiskeriområde kan udvikles til at omfatte en hel pakke af aktiviteter og dermed kan forblive attraktivt også inden for en turismesektor, der er meget konkurrencebetonet; der henviser til, at turisme på denne måde kan blive en vigtig kilde til yderligere indtægter for fiskersamfundene og dermed på lang sigt bidrage til den generelle udvikling af kyst- og øområderne;

AN.  der henviser til, at succeshistorier vidner om FLAG’ernes uvurderlige bidrag i ikke-industrielle fiskersamfund i Grækenland, Italien og Spanien; der desuden henviser til, at FARNET-netværk har fremhævet eksempler på god praksis i Frankrig, Belgien, Spanien, Kroatien og Italien(11);

AO.  der henviser til, at der i Finland er indført en model til vurdering af indvirkningen af fiskerirelaterede turismeaktiviteter, der bygger på besøgenes varighed, opholdsstederne og antallet af besøgende; der henviser til, at der har vist sig at være problemer med definitionen af en "fiskeriturist" og med optællingen af besøg(12);

AP.  der henviser til, at der i nogle kystlandsbyer i medlemsstaterne afholdes festivaler, men at det er nødvendigt at overveje andre midler for at øge tiltrækningskraften over for turister, f.eks. ved at kombinere disse med andre kvalitetstilbud i primærsektoren: udbredelse af viden om ikke-industrielt fiskeri og fiskernes levevis og kontakter til traditionelle afgrøder, herunder regionale fødevarer og vine, og højkvalitetsslutprodukter fra forarbejdnings- og konservesindustrien, der afspejler Unionens mangfoldighed;

AQ.  der henviser til, at der i Spanien er oprettet specialiserede bureauer som f.eks. "Turisme marinero – Costa del Sol" til at fremme det traditionelle fiskeri og hjælpe lokalbefolkningen med at udvikle og oplyse om turismeaktiviteter i tilknytning til denne sektor, der henviser til, at Costa del Sol-bureauet arrangerer madlavningskurser om bord på skibe, som benyttes af lokale fiskere, udflugter til observation af fiskearter og rekreative fiskeriaktiviteter; der henviser til, at et andet tilbud består i omvisninger i en "biopark", et frilandsmuseum særligt for børn, hvor de kan lære om havbiologi, traditionelt fiskeri (traditionelt fangstudstyr og traditionelle fangstmetoder) og den lokale kultur; der henviser til, at udbredelse af disse initiativer og udveksling af erfaringer på dette område mellem medlemsstaterne vil kunne være til gavn for kystområder og landdistrikter, især i udkantsområder(13);

AR.  der henviser til, at Kommissionen, Europa-Parlamentet og medlemsstaterne derfor ikke uden videre må forbyde traditionelle fiskeriteknikker, der benyttes af små familievirksomheder, men først bør foretage en grundig indvirkningsvurdering for at undgå, at nye former for bæredygtig og autentisk fiskeriturisme i beskeden målestok og med traditionelle fiskeredskaber bliver umuliggjort;

AS.  der henviser til, at de fiskefestivaler, der i sommermånederne afholdes i turistcentrene i kyst- og øområder i Kroatien, har til formål at fremme det traditionelle fiskeri, den kulturelle og historiske arv, gastronomien og den traditionelle levevis;

1.  finder det essentielt, at fiskerfartøjerne ombygges og tilpasses turismeaktiviteterne, idet fartøjerne bør renoveres for at sikre turisternes sikkerhed og undgå hindringer for gennemførelsen af fiskeriaktiviteter, samtidig med at der kan tilbydes den nødvendige komfort for en behagelig oplevelse, uden at fartøjernes fiskerikapacitet øges; påpeger imidlertid, at tilpasninger af denne art, især når de foretages uden for turistsæsonen, ikke må medføre begrænsninger for erhvervsfiskeriet;

2.  understreger det hidtil uudnyttede potentiale i fiskerirelateret turisme, der kan indebære betydelige fordele for kystsamfundene ved at diversificere de lokale indkomstkilder; mener i denne forbindelse, at fiskeriturisme på havet og fiskerirelaterede turismeaktiviteter kan være et supplement til erhvervsfiskeriet og tilføre fiskersamfundene ekstra indtægter;

3.  mener, at det strategiske mål for Kommissionens initiativ bør være at fremme fiskeriturisme, fiskerirelaterede turismeaktiviteter i land og sportsfiskerirelateret turisme og muliggøre deres fulde udvikling i hele EU med hjælp fra et fælles netværk og en fælles ramme, der er udformet til formålet;

4.  opfordrer Kommissionen til gennem Det Europæiske Rejseudvalg og dets portal visiteurope.com at fremme rejsemål for bæredygtig rekreativ fiskeriturisme i Europa og ved hjælp af en målrettet oplysningskampagne at gøre fiskerivirksomhederne opmærksomme på disse nye og bæredygtige forretningsmodeller og de vækstmuligheder, de indebærer;

5.  opfordrer Kommissionen til at fremme skabelse og udvikling af fiskeriturisme med det formål at anvende en differentieret forretningsstrategi, der er hensigtsmæssig i forhold til potentialet i dette segment og i stand til at opfylde dets behov mere effektivt, samt arbejde hen imod en ny form for turisme, hvor de centrale krav bl.a. er kvalitet, fleksibilitet, innovation og beskyttelse af den historiske og kulturelle arv i fiskeriområder samt miljø og sundhed; opfordrer endvidere Kommissionen til at fremme, og støtte investeringer i fiskeri på turismeområdet med henblik på at skabe differentierede turismekapaciteter gennem fremme af gastronomi i forbindelse med ikke-industrielle fiskeprodukter, fiskeriturismeaktiviteter, undervands- og dykkerturisme mv. for derigennem at udnytte fiskeritraditionen og en specifik fiskeriregions særpræg på en bæredygtig måde;

6.  opfordrer Kommissionen til med henblik på at fremme skabelse og udvikling af fiskeriturisme aktivt at tilskynde og støtte investeringer i diversificeringen af fiskeriet i kulturel og kunstnerisk henseende som del af den traditionelle arv (håndværksprodukter, musik og dans mv.) og til at støtte investeringer i fremme af fiskeritraditioner og -historie og fiskeriarven generelt (redskaber, teknikker, historiske dokumenter mv.) ved at åbne museer og arrangere udstillinger med nær tilknytning til kystfiskeri;

7.  opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at tillade en blandet anvendelse af fartøjer, som er bestemt til fangstaktiviteter, således at de, samtidig med at de bevarer dette formål, også kan anvendes til andre former for aktiviteter i forbindelse med fritids- og turistsektoren såsom informationsdage om sejlads eller aktiviteter i forbindelse med forarbejdning, undervisning eller gastronomi osv. på linje med den ordning, der gælder i landbrugssektoren, og som involverer skolebondegårde og landbrugsturisme;

8.  finder det med henblik herpå nødvendigt at oprette et europæisk netværk af turismerelaterede fiskeriaktiviteter og et europæisk netværk af turisttjenester i forbindelse med sportsfiskeri og rekreativt fiskeri på grundlag af det vellykkede eksempel med FARNET, som yder stor hjælp til FLAG’er;

9.  mener, at der er et presserende behov for en omhyggelig styring af støttepolitikkerne og for en grundig vurdering af resultaterne af dem samt for at systematisere, standardisere og forbedre indsamlingen af data om disse aktiviteters bidrag til indtjeningen i europæiske fiskeriområder; understreger desuden, at det er vigtigt at overvåge den faktiske virkning af rekreativt fiskeri betragtet som økonomisk aktivitet, dets indvirkning på fiskebestandene og i form af en eventuel konkurrence - gennem uformelle salgskanaler - med erhvervsfiskerisektoren; anmoder Kommissionen om at sikre, at fiskeriindustrien inddrages i udformningen af sådanne overvågningsforanstaltninger;

10.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle og støtte partnerskaber med fiskeriturismesektoren, der forestås af forvaltningsmyndigheder for beskyttede havområder og for Natura 2000-områder, med det formål at kombinere beskyttelsen af naturressourcerne med fremme og udvikling af kultur gennem ansvarlig udnyttelse;

11.  mener, at det er afgørende at harmonisere definitionen af turismerelaterede fiskeriaktiviteter på EU-plan med særlig vægt på fisketure, turismetjenester på land, akvakulturrelaterede turismeaktiviteter og turisme i tilknytning til sportsfiskeri og rekreativt fiskeri; denne definition bør tage højde for de meget forskelligartede former, disse aktiviteter kan antage, sikre høring af alle berørte parter og sikre, at fiskerirelateret turisme betragtes som en bibeskæftigelse, der gør det muligt for fiskere at supplere deres primære fiskeriaktivitet uden at bevæge sig over i en anden sektor end fiskeri;

12.  fremhæver betydningen af at sondre mellem de forskellige former for fiskerirelateret turisme, som omfatter fiskeriturisme (”pescaturismo” og ”ittiturismo”), hav- og kystbaserede aktiviteter, rekreativt fiskeri (herunder lystfiskeri), indlandsfiskeri og aktiviteter baseret på arv og kultur, som sigter mod at skabe synergier med marketinginitiativer for primærprodukter af høj kvalitet, samtidig med at naturarv, dyrebeskyttelse og biodiversitet respekteres;

13.  opfordrer under henvisning til de meget store forskelle mellem EU-fiskerivirksomheder, der er involveret i turisme, Kommissionen til at vedtage fælles regler om søfartssikkerhed, sundheds- og hygiejnekrav til fartøjer, der anvendes til fiskerirelateret turisme, og eventuelle skattelempelser; præciserer, at foranstaltningerne skal være tilstrækkeligt fleksible til at tage hensyn til de store forskelle mellem de forskellige former for fiskeri og fartøjer samt særlige regionale karakteristika;

14.  anbefaler, at der lægges vægt på princippet om mindre brug af kulbaseret energi og energieffektive motorer, når der skal foretages ændringer af fartøjerne for at tilpasse dem disse aktiviteter;

15.  mener, at der bør sikres passende infrastrukturer til transport og indkvartering af turisterne samt vedligeholdelse og pasning af offentlige områder, hvilket er afgørende for, at turistaktiviteterne kan blive en succes på længere sigt;

16.  opfordrer medlemsstaterne til at opfylde de forpligtelser, der følger af EU's vandrammedirektiv og havstrategirammedirektiv, med det formål at sikre kyst- og havfarvande en god miljøstatus, navnlig gennem forbedring af ressourceeffektiviteten samt en målrettet forebyggelse og håndtering af forurening og affald;

17.  opfordrer medlemsstaterne til at lette den administrative byrde ved at forenkle godkendelsesprocedurerne og andre bureaukratiske procedurer;

18.  understreger, at disse aktiviteter skal være forenelige med beskyttelsen af biodiversitet, Natura 2000-områder og beskyttede havområder (EU’s biodiversitetsstrategi samt fugle- og habitatdirektiverne), og dermed nødvendigheden af at fremme dialog og synergier med andre berørte medlemsstater;

19.  mener, at der bør tilrettelægges uddannelsesforløb for fiskere og akvakulturbrugere, deres familier og alle involverede lokale, så det sikres, at de har de fornødne sprogkundskaber og den fornødne viden til at byde turister velkommen, garantere deres sikkerhed, formidle viden om havbiologi, lokale fiskearter, miljøet og kulturelle traditioner; opfordrer Kommissionen og Rådet til at anerkende kvindernes rolle i fiskeriturismesektoren og i en bæredygtig udvikling af områder, der er afhængige af fiskeri, med det formål at sikre dem deltagelse på lige vilkår;

20.  opfordrer medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at udbrede information om Kommissionens Eures-portal for jobmobilitet, der indeholder information for jobsøgere og arbejdsgivere om jobmuligheder, færdigheder og oplæringsbehov inden for "blå job"-sektoren, og til at fremme åbne online-kurser til forbedring eller nyorientering af færdigheder inden for turismeforvaltning og innovativ fiskeriturisme;

21.  opfordrer Kommissionen til at sørge for en særlig sektion på den europæiske portal for små virksomheder med henblik på at hjælpe erhvervsfolk/fiskere med at opnå finansiering til aktiviteter inden for fiskerirelateret turisme;

22.  mener, at erhvervelse af faglige færdigheder på områder som digital markedsføring, varetagelse og vedligeholdelse af kommunikation på sociale medier, sociokulturel forvaltning og sproglige færdigheder bør være en prioritet i fiskeriområder for at fremme både udvikling og formidling af fiskerirelaterede turismeaktiviteter;

23.  mener, at det er vigtigt med differentiering og individualitet i turismeudbuddet gennem udvikling af en strategi baseret på lokale særtræk og den specialisering, der er knyttet til dem, og de til rådighed værende ressourcer; opfordrer med dette mål for øje Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme forskellige former for bæredygtig turisme og økologisk turisme, bl.a. ved hjælp af nyskabende markedsføringsstrategier, der særligt fokuserer på traditionelle kendetegn og bæredygtighed, og som konstant overvåges for at sikre balance mellem udbud og efterspørgsel;

24.  tilskynder til udvikling af integrerede tilbud, der giver forbrugerne rige oplevelser baseret på en struktureret og synergetisk kombination af alt, hvad et område har at tilbyde, og til indgåelse af partnerskaber med henblik på at tiltrække forbrugere via de turismeattraktioner, der allerede forefindes i områder tæt på traditionelle fiskeriområder, f.eks. turisme i forbindelse med kongresser og/eller arbejdsrelateret turisme;

25.  opfordrer Kommissionen til at støtte og fremme inddragelse af fiskeriet og af personer, der er beskæftiget i fiskerisektoren, i projekter, som er knyttet til kultur- og historieturismen, f.eks. genopdagelse af søfartsvirksomhed, traditionelle fangstområder og fiskerierhverv;

26.  bemærker vigtigheden af samarbejde mellem turismeoperatører og fiskere med henblik på at maksimere potentialet i fiskerirelateret turisme;

27.  betoner vigtigheden af turismeaktiviteter relateret til iagttagelse af dyreliv, især hvalobservationer, og af, at de udviser respekt for de vilde arters naturlige levesteder og biologiske behov; tilføjer, at disse aktiviteter kan have mange uddannelsesmæssige, miljømæssige, videnskabelige og andre samfundsøkonomiske fordele og kan bidrage til at højne bevidstheden om og værdsættelsen af disse enestående arter og det værdifulde miljø, de lever i;

28.  opfordrer medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at sørge for innovative og bæredygtige infrastrukturer, herunder internetforbindelser og informationsteknologi, med henblik på at fremme udviklingen af fiskerirelateret turisme og genskabelse af eksisterende maritime infrastrukturer og flod- og søinfrastrukturer;

29.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og regionale og lokale myndigheder til at intensivere kommunikations- og pr-kampagner, f.eks. i forbindelse med initiativer som Fremtrædende Europæiske Turistmål og det europæiske år for kulturarv 2018, som har til formål at forbedre kendskabet til og øge bevidstheden om traditionelle fiskerikulturer og den traditionelle akvakultur; opfordrer aktørerne til at udnytte potentialet i turister og i dem, der kan rejse uden for højsæsonen;

30.  mener, at ansvarlige og bæredygtige forretningsmodeller for diversificering af fiskeriet skal indbefatte respekt for de lokale fiskerisamfunds kultur og hjælpe med at bevare deres identitet; understreger navnlig, at turismerelateret rekreativt fiskeri bør foregå i overensstemmelse med de små lokale ikkeindustrielle fiskerivirksomheders interesser;

31.  mener, at det er vigtigt at udvikle fiskeriturisme som "aktiv ferie", som har flere positive afsmittende virkninger som f.eks. fremme af maritim kultur og fiskeritraditioner samt uddannelse inden for miljøbevidsthed og artsbeskyttelse;

32.  påpeger behovet for at udvide den potentielle efterspørgsel efter ombyggede fartøjer ved at udvide udbuddet for bl.a. at appellere til uddannelsessystemet, som har erfaring med at anvende landbruget til undervisningsformål, f.eks. i forbindelse med ”skolebondegårdsprojekter”;

33.  understreger, at produktdiversificering fordrer en passende markedsføringsindsats, og at en synlighedsstrategi er nødvendig for målgruppen af fiskere, herunder grænseoverskridende markedsføringsinitiativer;

34.  mener derfor, at fiskerilokaliteter bør overveje at iværksætte fælles markedsføringskampagner sammen med andre rejsemål i samme region - som foreslået i Parlamentets beslutning af 29. oktober 2015 om "Nye udfordringer og koncepter til fremme af turisme i Europa"(14) - og drive fælles markedsføringsplatforme med særligt fokus på markedsføring og onlinesalg inden for rammerne af internationalt samarbejde;

35.  mener, at denne markedsføringsstrategi bør omfatte opbygning af synergier mellem markedsføringsinitiativer vedrørende friske eller forarbejdede produkter, gastronomi og turisme grupperet efter geografiske områder, som er sammenhængende set ud fra et kulturelt, produktionsrelateret eller miljømæssigt synspunkt og/eller er baseret på synergi;

36.  mener, at det er nødvendigt at beskytte brugen af traditionelle metoder og teknikker såsom almadraba og xeito, da de er tæt knyttet til kystområdernes identitet og livsform, og at de bør anerkendes som del af kulturarven;

37.  understreger betydningen af investeringer i diversificering af fiskeriet for at fremme tradition, historie og fiskeriets kulturarv som helhed (herunder traditionelle fangstmetoder og -redskaber);

38.  understreger betydningen af investeringer i diversificering af fiskeriet med henblik på at fremme forarbejdningen af lokale fiskeprodukter;

39.  opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde strategier til afhjælpning af problemet med sæsonkoncentration i forbindelse med turismeaktiviteter, f.eks. ved at afholde gastronomiske festivaler og arrangementer, havne- og landsbymarkeder(15), temalandsbyer og museer (som i Spanien og Cetara), således at der kan tilbydes aktiviteter året rundt uanset vejret;

40.  er overbevist om, at en afbalanceret sammensætning af alternative og målrettede turistprodukter og en hensigtsmæssig markedsføring af disse kan medvirke til at afbalancere problemerne med sæsonkoncentration;

41.  mener, at det er afgørende for medlemsstater, regioner og interessenter at udveksle bedste praksis i betragtning af den manglende synergi mellem virksomhederne i EU's havområder, som fører til opsplitning og begrænsede økonomiske fordele; bemærker, at forskningscentre, museer, turistselskaber, forvaltere af Natura 2000-områder og beskyttede havområder, traditionelle konserves- og fiskeforarbejdningsvirksomheder og andre aktører bør tilskyndes til at arbejde sammen om at udvikle innovative og bæredygtige produkter, som ud over at indebære en økonomisk merværdi også opfylder de besøgendes forventninger; understreger, at disse aktiviteter bør inkorporeres i en sammenhængende generel ramme for fremme af bæredygtig og ansvarlig turisme i det pågældende område; mener, at FLAG'er kan spille en vigtig rolle i denne forbindelse og derfor bør modtage passende finansiering;

42.  opfordrer medlemsstaterne og Europa-Kommissionen til at styrke forbindelserne mellem de lokale, regionale og nationale niveauer og EU-niveauet med henblik på at fremme styreformer, der muliggør gennemførelsen af tværgående politikker, der kan bidrage til målene inden for forskellige aktivitetsområder, herunder bæredygtig og inklusiv vækst;

43.  opfordrer Kommissionen til inden for rammerne af FARNET og FLAG'er at fremme en paneuropæisk dialog med havne og turismeaktører samt miljøeksperter;

44.  opfordrer de nationale myndigheder og agenturer til at arbejde tættere sammen med turistbureauer og til at give høj prioritet til diversificering af den blå økonomi, navnlig med hensyn til havturisme og sektorer i tilknytning hertil; bemærker, at dette også bør omfatte medtagelse af lystfiskeri til havs, hvor det er relevant, i turistpakker og markedsføringskampagner, navnlig for øer og kystområder; understreger, at udstedelse af tilladelser til dobbelt anvendelse af fiskerfartøjer - både af fartøjer til erhvervsmæssigt, ikke-industrielt fiskeri og af fartøjer til havturisme, herunder lystfiskeri - bør betragtes som en prioritet, og at der bør ydes tilskud til ombygning af dem;

45.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne, de regionale og lokale myndigheder, den berørte erhvervssektor og andre interessenter til at foretage en målrettet indsats i overensstemmelse med EU-politikker med virkning på fiskeriet og akvakultursektoren; påpeger behovet for en håndbog om bedste praksis, der med beskrivelser af de bedste eksempler kan opmuntre andre virksomheder til at arbejde i samme retning; minder om, at det også er vigtigt at inddrage lokale videnskabskredse for at undgå miljøproblemer;

46.  understreger betydningen af miljøvenlige forretningsmodeller og anbefaler derfor, at miljøeksperter altid bør være tæt tilknyttet lokale aktionsgrupper (f.eks. FLAG'er og lokale landdistriktaktionsgrupper (LAG’er));

47.  opfordrer til øremærkning af de fornødne midler til etablering af et europæisk netværk for udveksling af bedste praksis og kortlægning af fiskeriaktiviteter med oplysninger om interessante steder og karakteristika for hver enkelt fiskerisamfund;

48.  opfordrer til brug (i forbindelse med af EHFF og/eller andre instrumenter) af særlige støttemekanismer, der kan aktiveres i nødsituationer (naturkatastrofer) i områder, hvor fiskeri og turisme er den eneste indtægtskilde;

49.  mener, at det er nødvendigt at tilskynde til finansiering af denne type foranstaltninger under EHFF, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Den Europæiske Socialfond (ESF) og Samhørighedsfonden, rammeprogrammet for forskning og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) i tæt samarbejde med rådgivere fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og at sørge for adgang til lån på favorable vilkår, der gør det muligt at undgå de særlige hindringer, som kvinder står over for i forbindelse med finansieringen af projekter, som kan falde ind under anvendelsesområdet for de nationale programmer;

50.  understreger, at FLAG'er i programmeringsperioden 2007-2013 rådede over 486 mio. EUR fra EFF, og at der blev ydet støtte til ca. 12 000 lokale projekter i denne periode;

51.  opfordrer medlemsstaterne og FLAG'er til at udnytte de tilgængelige midler bedst muligt og desuden til så vidt muligt at anvende flere finansieringskilder (fælles med EFRU, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) eller ESF);

52.  opfordrer medlemsstaterne til at oprette kontaktpunkter på regionalt plan til at sørge for oplysninger og støtte;

53.  henstiller, at FLAG'er arbejder tæt sammen med turismeeksperter med henblik på at indkredse projekter og hensigtsmæssig finansiering gennem akse 4 under EHFF til diversificering af fiskeriområder;

54.  gør opmærksom på, at EHFF yder særlig finansiel støtte til kvindeledede initiativer i fiskerisamfund;

55.  opfordrer medlemsstaterne til i fastsættelsen af udvælgelseskriterier for aktioner under EHFF at sikre, at ligestilling mellem kønnene integreres og fremmes i alle de finansierede aktioner (f.eks. ved at give præference til aktioner, der er rettet mod kvinder eller varetages af kvinder);

56.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en undersøgelse af de samfundsøkonomiske og miljømæssige konsekvenser af disse aktiviteter;

57.  opfordrer Kommissionen til at analysere den socioøkonomiske indvirkning af rekreativt fiskeri på turisme inde i landet, navnlig i landdistrikter, og til at foreslå eventuelle foranstaltninger for regioner, hvor potentialet for sådant fiskeri er underudnyttet;

58.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at forbedre indsamlingen og forvaltningen af data om fiskerirelateret turisme;

59.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget, medlemsstaternes regeringer og de rådgivende råd.

(1) EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22.
(2) EUT L 149 af 20.5.2014, s. 1.
(3) EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1.
(4) EUT C 419 af 16.12.2015, s. 167.
(5) EUT C 75 af 26.2.2016, s. 24.
(6) ”Indagine sulle abitudini e opinioni dei cittadini nel comprensorio del GAC ”il mare delle Alpi” – Analisi della pescaturismo in Italia come strumento di sviluppo sostenibile”, 2015 (Undersøgelse af borgernes vaner og holdninger i det område, der dækkes af kystaktionsgruppen GAC ”il mare delle Alpi” (det alpine hav) - Analyse af fiskeriturismen i Italien som redskab til en bæredygtig udvikling).
(7) ”L'integrazione della pesca con altre attività produttive — La pescaturismo kommer modello sociale e culturale" Cenasca Cisl et al., 2005 (Supplering af fiskeriet med andre erhvervsaktiviteter - Fiskeriturismen som social og kulturel model).
(8) ”Indagine sulle abitudini e opinioni dei cittadini nel comprensorio del GAC ”il mare delle Alpi” – Analisi della pescaturismo in Italia come strumento di sviluppo sostenibile”, 2015 (Undersøgelse af borgernes vaner og holdninger i det område, der dækkes af kystaktionsgruppen GAC ”il mare delle Alpi” (det alpine hav) - Analyse af fiskeriturismen i Italien som redskab til en bæredygtig udvikling).
(9) ”L'integrazione della pesca con altre attività produttive — La pescaturismo kommer modello sociale e culturale" Cenasca Cisl et al., 2005 (Supplering af fiskeriet med andre erhvervsaktiviteter - Fiskeriturismen som social og kulturel model).
(10) ”Indagine sulle abitudini e opinioni dei cittadini nel comprensorio del GAC ”il mare delle Alpi” – Analisi della pescaturismo in Italia come strumento di sviluppo sostenibile”, 2015 (Undersøgelse af borgernes vaner og holdninger i det område, der dækkes af kystaktionsgruppen GAC ”il mare delle Alpi” (det alpine hav) - Analyse af fiskeriturismen i Italien som redskab til en bæredygtig udvikling).
(11) Socioøkonomisk undersøgelse af fiskerirelateret turisme i EUSAIR - Nemo project 1M-MED14-11, WP2, aktion 2.3.
(12) ”Perspectives for the development of tourism activities related to fishing”, Europa-Parlamentet IP/B/PECH/IC/2013-103 (2014).
(13) ”Perspectives for the development of tourism activities related to fishing”, Europa-Parlamentet IP/B/PECH/IC/2013-103 (2014).
(14) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0391.
(15) Eksempelvis Vlaggetjesdagen (når den flagpyntede sildeflåde sejler ud) og Havendagen (havnedage) i Nederlandene.


Forældelsesfrister for trafikulykker
PDF 215kWORD 64k
Beslutning
Bilag
Europa-Parlamentets beslutning af 4. juli 2017 med henstillinger til Kommissionen om forældelsesfrister for trafikulykker (2015/2087(INL))
P8_TA(2017)0281A8-0206/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til artikel 67, stk. 4, og artikel 81, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ("chartret"),

–  der henviser til artikel 6 i konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK) og dens relevante retspraksis,

–  der henviser til Den Europæiske Unions Domstols retspraksis om principperne om den nationale processuelle autonomi og effektiv domstolsbeskyttelse(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II)(2) ("Rom II-forordningen"),

–  der henviser til Haagkonventionen af 4. maj 1971 om lovvalgsregler ved trafikulykker ("Haagkonventionen om trafikulykker fra 1971"),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse(3) (motorkøretøjsforsikringsdirektivet),

–  der henviser til den europæiske konvention om beregning af tidsfrister(4),

–  der henviser til evalueringen af den europæiske merværdi fra Europa-Parlamentets Forskningstjenestes (EPRS') Enhed for Europæisk Merværdi med titlen "Forældelsesfrister i forbindelse med færdselsulykker", der ledsager Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige initiativbetænkning(5),

–  der henviser til undersøgelsen fra Generaldirektoratet for Interne Politikker med titlen "Grænseoverskridende trafikulykker i EU – de eventuelle konsekvenser af førerløse biler"(6),

–  der henviser til Kommissionens undersøgelse med titlen "Compensation of victims of cross-border road traffic accidents in the EU: Comparison of national practices, analysis of problems and evaluation of options for improving the position of cross-border victims"(7),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. april 2010 med titlen ”Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for EU's borgere – Handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet”(8),

–  der henviser til sin beslutning af 1. februar 2007 med henstillinger til Kommissionen om forældelsesfrister i forbindelse med grænseoverskridende tvister om personskader og dødsulykker(9),

–  der henviser til sin beslutning af 22. oktober 2003 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF, 90/232/EØF og 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer(10),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 46 og 52,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0206/2017),

A.  der henviser til, at forældelsesreglerne for erstatningskrav i Unionen varierer meget medlemsstaterne imellem, således at der ikke er to medlemsstater, der anvender nøjagtigt de samme grundlæggende forældelsesregler; der henviser til, at også den relevante forældelsesfrist er fastsat på grundlag af forskellige faktorer, herunder om der er tilknyttede straffesager, og om kravet anses for at vedrøre ansvar uden for eller inden for kontrakt;

B.  der henviser til, at de nationale ordninger for forældelsesfrister dermed er meget komplekse, og at det ofte kan være vanskeligt at forstå, hvilken er den gældende generelle forældelsesfrist, hvornår og hvordan fristerne begynder at gælde, og hvordan disse suspenderes, afbrydes eller forlænges;

C.  der henviser til, at manglende kendskab til udenlandske forældelsesregler kan føre til tab af retten til at gøre et ellers gyldigt krav gældende eller hindringer for ofrene med hensyn til adgang til domstolsprøvelse i form af yderligere omkostninger og forsinkelser;

D.  der henviser til, at der i øjeblikket kun er begrænsede statistikker til rådighed om afvisning af erstatningskrav i forbindelse med grænseoverskridende trafikulykker som følge af, at en forældelsesfrist er udløbet;

E.  der henviser til, at det eneste retsmiddel i forbindelse med grænseoverskridende trafikulykker, der allerede er blevet harmoniseret på EU-plan, er det, der er fastsat i artikel 18 i motorkøretøjsforsikringsdirektivet, der gør det muligt for skadelidte at søge om erstatning i deres bopælsland i form af et krav om kompensation rejst direkte mod et relevant forsikringsselskab eller mod et relevant erstatningsorgan for civilretligt ansvar for brugen af motorkøretøjer(11);

F.  der henviser til, at forældelsesfrister udgør en vigtig og fast bestanddel af medlemsstaternes civilretlige ordninger, der finder anvendelse på trafikulykker, idet en kort forældelsesfrist kan opveje strenge ansvarsbestemmelser eller generøse erstatninger;

G.  der henviser til, at forældelsesfrister for krav er væsentlige for at sikre retssikkerhed og tvisters endelighed; der henviser til sagsøgtes ret til retssikkerhed og tvisters endelighed imidlertid bør afbalanceres med sagsøgerens grundlæggende ret til adgang til domstolene og til effektive retsmidler, og at unødigt korte forældelsesfrister kan hindre effektiv adgang til domstolene i hele Unionen;

H.  der henviser til, at i betragtning af de nuværende forskelle i forhold til forældelsesregler, og de typer af problemer, som er direkte forbundet med de uensartede nationale bestemmelser om grænseoverskridende sager om personskade og tingsskade, er en vis grad af harmonisering den eneste måde at sikre en passende grad af sikkerhed, forudsigelighed og forenkling i anvendelsen af medlemsstaternes forældelsesregler i forbindelse med grænseoverskridende trafikulykker;

I.  der henviser til, at et sådant lovgivningsinitiativ bør sikre en balance mellem sagens parter med hensyn til spørgsmål om forældelsesregler og lette beregningen og suspensionen af forældelsesfrister; der henviser til, at der derfor foreslås en målrettet tilgang, der tager hensyn til det stigende omfang af grænseoverskridende trafik inden for Unionen uden en gennemgribende revision af medlemsstaternes samlede regelsæt;

1.  anerkender, at situationen for ofre for trafikulykker er blevet betydeligt forbedret i løbet af de seneste årtier, herunder med hensyn til domstoles kompetence vedrørende international privatret, hvor besøgende skadelidte kan drage fordel af procedurer i den medlemsstat, hvor de har bopæl, for enhver form for direkte krav mod det forsikringsselskab, hvor der er tegnet ansvarsforsikring for køretøjet, eller erstatningsorganer;

2.  bemærker imidlertid, at den fortsatte eksistens af to parallelle ordninger i Unionen, der regulerer den lov, der finder anvendelse på trafikulykker afhængigt af, i hvilket land sagen anlægges, nemlig enten Haagkonventionen om trafikulykker fra 1971 eller Rom II-forordningen, som kombineret med værnetingsmulighederne i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012(12) skaber juridisk usikkerhed og kompleksitet samt potentielle muligheder for "forumshopping";

3.  gentager, at der i forbindelse med grænseoverskridende tvister ofte går meget længere tid til undersøgelser og forhandlinger end ved nationale krav; understreger i denne forbindelse, at sådanne udfordringer kan blive forstørret ved anvendelse af nye teknologier, f.eks. i forbindelse med førerløse biler;

4.  minder i denne forbindelse om, at forældelsesregler bør indgå som en del af foranstaltningerne inden for det retlige samarbejde i civilretlige spørgsmål som omhandlet i artikel 67, stk. 4, og artikel 81 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF);

5.  bemærker, at eksistensen af fælles mindsteregler mht. forældelsesfrister i grænseoverskridende tvister er afgørende for at sikre, at effektive juridiske hjælpemidler er tilgængelige til beskyttelsen af ofre for grænseoverskridende trafikulykker, og for at garantere juridisk sikkerhed;

6.  understreger, at uforholdsmæssigt korte forældelsesfrister i de nationale retssystemer udgør en hindring for adgang til domstolsprøvelse i medlemsstaterne, som kan være i strid med retten til en retfærdig rettergang, som er nedfældet i artikel 47 i chartret og i artikel 6 i EMRK;

7.  fremhæver, at de væsentlige forskelle mellem medlemsstaternes regler hvad angår forældelsesfrister for grænseoverskridende trafikulykker skaber yderligere forhindringer for ofre, når de indgiver erstatningssøgsmål for personskader og skader på ejendele, de har lidt i andre medlemsstater end deres egen;

8.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at generelle oplysninger om medlemsstaternes forældelsesregler om erstatningskrav for skader i forbindelse med grænseoverskridende trafikulykker er tilgængelige og opdateres løbende på e-justice-portalen;

9.  opfordrer desuden Kommissionen til at foretage en undersøgelse af medlemsstaternes beskyttelse af mindreårige og personer med handicap med hensyn til forældelsesfristens løbetid og om nødvendigheden af at fastsætte minimumsregler på EU-plan for at sikre, at disse personer ikke mister deres rettigheder til at kræve erstatning, når de er involveret i en grænseoverskridende trafikulykke, og at de garanteres effektiv adgang til domstolene i Unionen;

10.  anmoder Kommissionen om på grundlag af artikel 81, stk. 2, i TEUF at fremsætte et forslag til en retsakt om forældelsesfrister i forbindelse med erstatningskrav for personskade og tingsskade i forbindelse med grænseoverskridende trafikulykker i overensstemmelse med henstillingerne i bilaget;

11.  finder, at forslaget er uden finansielle følgevirkninger;

12.  pålægger sin formand at sende denne beslutning og henstillingerne i bilaget til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes parlamenter og regeringer.

BILAG TIL BESLUTNINGEN:

HENSTILLINGER VEDRØRENDE EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV OM FÆLLES FORÆLDELSESFRISTER FOR GRÆNSEOVERSKRIDENDE TRAFIKULYKKER

A.   PRINCIPPER FOR OG FORMÅL MED DET FORSLAG, DER ANMODES OM

1.  I Den Europæiske Union er håndhævelse af loven ved domstole i stor udstrækning fortsat et anliggende, der hører under nationale procesregler og praksis. Nationale domstole er også EU-domstole. I forbindelse med søgsmål skal disse domstole derfor sikre fairness, retfærdighed og effektivitet samt effektiv anvendelse af EU-retten, der sikrer, at de europæiske borgeres rettigheder beskyttes i hele Den Europæiske Union.

2.  Unionen har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Ifølge formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999, særlig punkt 38, bør der udarbejdes nye procedureregler for grænseoverskridende sager, navnlig på punkter, der kan fremme et smidigt retligt samarbejde og en bedre adgang til domstolene og tilsvarende organer, f.eks. foreløbige retsmidler, bevisoptagelse, betalingsordrer og tidsfrister.

3.  Fælles regler for forældelsesfrister, der gælder i grænseoverskridende tvister om personskade og tingsskade som følge af trafikulykker, anses for at være nødvendige for at reducere hindringerne for sagsøgere, der vil håndhæve deres rettigheder i andre medlemsstater end deres egen.

4.  Fælles minimumsregler for forældelsesfrister ville føre til øget sikkerhed og forudsigelighed og dermed begrænse risikoen for underkompensation af ofre for grænseoverskridende trafikulykker.

5.  Det foreslåede direktiv har dermed til formål at indføre en særlig forældelsesordning for grænseoverskridende sager, som vil sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse og fremme et velfungerende indre marked, idet det fjerner hindringer for borgernes frie bevægelighed på hele medlemsstaternes område.

6.  Det foreslåede direktiv har ikke til formål at erstatte nationale civilretlige foranstaltninger i deres helhed, men det har under hensyntagen til særlige nationale forhold til formål at fastsætte fælles minimumsregler om forældelsesfrister for krav, der falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 2009/103/EF, og som har grænseoverskridende karakter.

7.  Dette forslag er i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincipperne, idet medlemsstaterne ikke alene kan opsætte minimumsregler for forældelsesfrister, og forslaget går ikke længere end højst nødvendigt for at sikre af effektiv adgang til domstolsprøvelse og retssikkerhed i Unionen.

B.  ORDLYDEN AF DET FORSLAG, DER ANMODES OM

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles forældelsesfrister for grænseoverskridende trafikulykker

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 67, stk. 4, og artikel 81, stk. 2,

under henvisning til Europa-Parlamentets henstilling til Europa-Kommissionen,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Unionen har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. Med henblik på gradvis at etablere et sådant område skal Unionen vedtage foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, navnlig når det er nødvendigt for det indre markeds funktion.

(2)  I henhold til artikel 81, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde bør disse foranstaltninger bl.a. sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse og fjernelse af hindringer for en god afvikling af civile retssager, om nødvendigt ved at fremme foreneligheden af medlemsstaternes civile retsplejeregler.

(3)  Ifølge Kommissionens meddelelse af 20. april 2010 med titlen ”Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for EU's borgere – Handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet”(13) har borgerne, når de kører i bil til en anden medlemsstat og uheldigvis inddrages i en ulykke, behov for retssikkerhed vedrørende forældelsesfrister for forsikringskrav. Med henblik herpå blev det oplyst, at en ny forordning om forældelsesfrister for grænseoverskridende trafikulykker ville blive vedtaget i 2011.

(4)  Forældelsesregler har en betydelig indvirkning ikke alene på den skadelidtes ret til adgang til domstolsprøvelse, men ligeledes på deres materielle rettigheder, eftersom der ikke kan være en effektiv ret uden tilstrækkelig og passende beskyttelse af den. Dette direktiv har til formål at fremme anvendelsen af fælles forældelsesfrister for grænseoverskridende trafikulykker for at sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse i Unionen. Den almindeligt anerkendte ret til adgang til domstolene bekræftes også ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ("chartret").

(5)  Kravet om retssikkerhed og behovet for at finde en retfærdig løsning i konkrete sager er væsentlige elementer i ethvert område med retfærdighed. Fælles forældelsesfrister øger retssikkerheden og sikrer, at tvister afsluttes og bidrager til en effektiv ordning for håndhævelse og er derfor nødvendige for at garantere dette princips anvendelse.

(6)  Bestemmelserne i dette direktiv bør finde anvendelse på krav, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF(14), og som er af grænseoverskridende karakter.

(7)  Intet bør forhindre medlemsstaterne i også at anvende bestemmelserne i dette direktiv i sager om rent interne trafikulykker, hvor det er passende.

(8)  Alle medlemsstater er kontraherende parter i den europæiske konvention af 4. november 1950 til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (”EMRK”). De spørgsmål, der er omhandlet i dette direktiv, bør behandles i overensstemmelse med den nævnte konvention, navnlig adgang til en retfærdig rettergang og effektive retsmidler.

(9)  Princippet lex loci damni er den almindelige regel, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007(15) med hensyn til, hvilken lovgivning der finder anvendelse i tilfælde af personskade eller tingsskade, hvilket således bør afgøres ud fra, hvor skaden er indtrådt, uanset i hvilket land eller hvilke lande de indirekte følger vil kunne indtræde. I henhold til artikel 15, litra h), i nævnte forordning finder den lov, der skal anvendes på en forpligtelse uden for kontrakt, navnlig anvendelse på spørgsmål om de forskellige måder, hvorpå forpligtelser kan ophøre, samt regler for forældelse og anden rettighedsfortabelse som følge af fristoverskridelse, herunder regler for fristers påbegyndelse, afbrydelse og suspension.

(10)  I forbindelse med trafikulykker kan det være meget vanskeligt for skadelidte at få grundlæggende oplysninger om ulykken fra den udenlandske jurisdiktion inden for et relativt kort tidsrum, f.eks. identiteten af sagsøgte og det eventuelle ansvar. Det kan også tage lang tid at finde frem til, hvilken skadebehandlingsrepræsentant eller hvilket forsikringsselskab der skal behandle sagen, at indsamle dokumentation om ulykken og at få de eventuelt nødvendige dokumenter oversat.

(11)  Det er ikke ualmindeligt i forbindelse med grænseoverskridende trafikulykker, at sagsøgeren er meget tæt på udløbet af en frist, inden forhandlinger kan indledes med sagsøgte. Dette sker oftest, når den samlede tidsfrist er særlig kort, eller når der er uklarhed om, hvordan forældelsesfristen kan suspenderes eller afbrydes. Indsamling af oplysninger om en ulykke, der fandt sted i et andet landend sagsøgerens bopælsland, kan tage lang tid. Derfor bør den almindelige frist, der er fastsat i direktivet, suspenderes, så snart der fremsættes et erstatningskrav til forsikringsselskabet eller erstatningsorganet for at give sagsøgeren mulighed for at forhandle et forlig af kravet.

(12)  Dette direktiv bør fastsætte minimumsregler. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte et højere beskyttelsesniveau. Et sådant højere beskyttelsesniveau bør ikke udgøre en hindring for effektiv adgang til domstolsprøvelse, som sådanne minimumsregler er fastsat for at fremme. Der bør derfor ikke gås på kompromis med graden af den beskyttelse, som gives i chartret og fortolkes af Domstolen, og EU-rettens forrang, enhed og effektivitet.

(13)  Dette direktiv bør ikke berøre Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 og forordning (EU) nr. 1215/2012(16).

(14)  Dette direktiv har til formål at fremme de grundlæggende rettigheder og tager navnlig hensyn til de principper og værdier, der er anerkendt i chartret og samtidig søger at nå Unionens mål om at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(15)  Målene for dette direktiv, nemlig at fastsætte fælles minimumsstandarder for forældelsesfrister for grænseoverskridende trafikulykker, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(16)  I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, [har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af dette direktiv]/[deltager Det Forenede Kongerige og Irland ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland, dog med forbehold af protokollens artikel 4].

(17)  I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

KAPITEL I:

GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

Genstand

Formålet med dette direktiv er at fastsætte minimumsstandarder for så vidt angår den samlede længde, påbegyndelse, suspension og beregning af forældelsesfrister for erstatningskrav for personskade og tingsskade, som skal inddrives i henhold til direktiv 2009/103/EF i forbindelse med grænseoverskridende trafikulykker.

Artikel 2

Anvendelsesområde

Dette direktiv finder anvendelse på krav om erstatning for tab eller skade som følge af en ulykke, der er forårsaget af et køretøj, der er dækket af forsikring mod:

a.  det forsikringsselskab, hvor skadevolderen er ansvarsforsikret i henhold til artikel 18 direktiv 2009/103/EF eller

b.  erstatningsorganet omhandlet i artiklerne 24 og 25 i direktiv 2009/103/EF.

Artikel 3

Grænseoverskridende trafikulykke

1.  I dette direktiv forstås ved en grænseoverskridende trafikulykke: enhver ulykke, der forårsages af køretøjer, der er forsikret og normalt hjemmehørende i en medlemsstat, og som finder sted i en anden medlemsstat end den, som er skadelidtes sædvanlige opholdssted, eller i tredjelande, hvis nationale forsikringsbureau som defineret i artikel 6 direktiv 2009/103/EF har tilsluttet sig ordningen med grønne kort.

2.  I dette direktiv forstås ved "medlemsstat" alle andre medlemsstater end [Det Forenede Kongerige, Irland og] Danmark.

KAPITEL II:

MINIMUMSSTANDARDER FOR FORÆLDELSESFRISTER

Artikel 4

Forældelsesfrist

1.  Medlemsstaterne sikrer, at en forældelsesfrist på fire år finder anvendelse på sager vedrørende erstatning for personskade og tingsskade som følge af en grænseoverskridende trafikulykke, som henhører under artikel 2. Forældelsesfristen begynder fra den dag, hvor sagsøgeren blev opmærksom eller havde rimelige grunde til at blive opmærksom på omfanget af kvæstelsen, tabet eller skaden, årsagen hertil, og identiteten på den ansvarlige og det forsikringsselskab, som har ansvarsforsikret denne person, eller skadebehandlingsrepræsentanten eller det erstatningsorgan, der er ansvarligt for at udbetale erstatning, og mod hvem der kan rejses krav.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at når den lovgivning, der finder anvendelse på kravet, fastsætter en forældelsesfrist, der er længere end fire år, gælder en sådan længere forældelsesfrist.

3.  Medlemsstaterne sikrer, at de giver Kommissionen ajourførte oplysninger om nationale forældelsesregler for skader som følge af trafikulykker.

Artikel 5

Suspension af frister

1.  Medlemsstaterne sikrer, at den forældelsesfrist, der er fastsat i artikel 4 i dette direktiv, suspenderes i perioden mellem sagsøgerens indgivelse af sit erstatningskrav til:

a)  skadeforvolderens forsikringsselskab, eller dets skadebehandlingsrepræsentant som foreskrevet i artikel 21 og 22 i direktiv 2009/103/EF eller

b)  erstatningsorganet omhandlet i artiklerne 24 og 25 i direktiv 2009/103/EF

og sagsøgtes afvisning af kravet.

2.  Hvis den resterende del af forældelsesfristen, når suspensionsperioden udløber, er mindre end seks måneder, sikrer medlemsstaterne, at sagsøgeren gives mindst seks måneder til at anlægge sag ved en domstol.

Artikel 6

Automatisk forlængelse af frister

Medlemsstaterne sikrer, at hvis en frist udløber på en lørdag, en søndag eller en af deres officielle helligdage, forlænges den til udgangen af den først følgende arbejdsdag.

Artikel 7

Beregning af frister

Medlemsstaterne sikrer, at eventuelle frister, som er fastsat ved dette direktiv, beregnes på følgende måde:

a)  beregningen begynder dagen efter den dag, på hvilken den relevante begivenhed indtraf

b)  når en frist udtrykkes som et år eller et antal år, udløber den i det pågældende senere år i den måned, der har samme navn, og på den dag, der har samme talbetegnelse som den måned og den dag, den afgørende begivenhed fandt sted. Hvis den pågældende senere måned ikke har nogen dag med samme talbetegnelse, udløber fristen på månedens sidste dag.

c)  frister suspenderes ikke i domstoles ferier.

Artikel 8

Behandling af krav

Medlemsstaterne sikrer, at hvis ofre har adgang til proceduren i artikel 22 direktiv 2009/103/EF for behandling af skadesager i forbindelse med ulykker, der er forårsaget af et køretøj, der er dækket af forsikring, må dette ikke føre til, at skadelidte forhindres i at anlægge sag eller benytte voldgift i forbindelse med disse krav inden udløbet af en forældelsesfrist i henhold til dette direktiv under proceduren for behandling af deres krav.

KAPITEL III:

ANDRE BESTEMMELSER

Artikel 9

Generelle oplysninger om forældelsesregler

Kommissionen stiller generelle oplysninger om nationale forældelsesregler for krav om erstatning for skader som følge af trafikulykker, som medlemsstaterne har meddelt i henhold til artikel 4, stk. 3, i dette direktiv, til rådighed for offentligheden og let tilgængeligt på en hvilken som helst hensigtsmæssig måde og på alle EU-sprog.

Artikel 10

Forholdet til national ret

Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan udvide rettighederne heri for at fastsætte et højere beskyttelsesniveau.

Artikel 11

Forholdet til andre bestemmelser i EU-retten

Dette direktiv berører ikke anvendelsen af forordning (EF) nr. 864/2007 og forordning (EU) nr. 1215/2012.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 12

Gennemførelse

1.  Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest [et år efter datoen for dette direktivs ikrafttræden]. De underretter straks Kommissionen herom.

2.  Disse foranstaltninger skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen.

3.  Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 13

Revision

Kommissionen skal senest den 31. december 2025 og derefter hvert femte år forelægge Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af dette direktiv på baggrund af både kvalitative og kvantitative oplysninger. I denne forbindelse bør Kommissionen navnlig vurdere dette direktivs indvirkning på adgangen til domstolsprøvelse, retssikkerheden og den frie bevægelighed for personer. Om nødvendigt skal rapporten ledsages af lovgivningsforslag til at tilpasse og styrke dette direktiv.

Artikel 14

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 15

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den [dato]

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1) Se bl.a.: dom af 18. september 2003, Peter Pflücke mod Bundesanstalt für Arbeit, C-125/01, ECLI:EU:C:2003:477, dom af 25. juli 1991, Theresa Emmott mod Minister for Social Welfare og Attorney General, C-208/90, ECLI:EU:C:1991:333 og dom af 13. juli 2006, Vincenzo Manfredi m.fl. mod Lloyd Adriatico Assicurazioni SpA m.fl., forenede sager C-295/04 – C-298/04, ECLI:EU:C:2006:461.
(2) EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40.
(3) EUT L 263 af 7.10.2009, s. 11.
(4) CETS 076.
(5) PE 581.386, juli 2016.
(6) PE 571.362, juni 2016.
(7) Tilgængelig online på: http://ec.europa.eu/civiljustice/news/docs/study_compensation_road_victims_en.pdf (30. november 2008).
(8) EUT C 121 af 19.4.2011, s. 41.
(9) EUT C 250 E af 25.10.2007, s. 99.
(10) Vedtagne tekster, P5_TA(2003)0446.
(11) Se også dom af 13. december 2007, FBTO Schadeverzekeringen NV mod Jack Odenbreit, C-463/06, ECLI:EU:C:2007:792.
(12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1).
(13) COM(2010)0171.
(14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EUT L 263 af 7.10.2009, s. 11).
(15) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II) (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40).
(16) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1).


Fælles minimumsstandarder for den civile retspleje i EU
PDF 285kWORD 85k
Beslutning
Bilag
Europa-Parlamentets beslutning af 4. juli 2017 med henstillinger til Kommissionen om fælles minimumsstandarder for den civile retspleje i Den Europæiske Union (2015/2084(INL))
P8_TA(2017)0282A8-0210/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 225 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 67, stk. 4, og artikel 81, stk. 2, i TEUF,

–  der henviser til artikel 19, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ("chartret"),

–  der henviser til artikel 6 i konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK) og dens relevante retspraksis,

–  der henviser til arbejdsdokumentet om "fastsættelse af fælles minimumsstandarder for den civile retspleje i Den Europæiske Union — retsgrundlaget"(1),

–  der henviser til evalueringen af den europæiske merværdi fra Europa-Parlamentets Forskningstjenestes (EPRS) Enhed for Europæisk Merværdi med titlen "Common minimum standards of civil procedure"(2) (Fælles minimumsstandarder for den civile retspleje),

–  der henviser til den dybdegående analyse fra EPRS' Tjeneste for Forskning for Medlemmerne med titlen "Europeanisation of civil procedure: towards common minimum standards?"(3) (Europæisering af den civile retspleje: mod fælles minimumsstandarder?),

–  der henviser til den dybdegående analyse fra Generaldirektoratet for Interne Politikker med titlen "Harmonised rules and minimum standards in the European law of civil procedure"(4) (Harmoniserede regler og minimumsstandarder i den europæiske civile retspleje),

–  der henviser til Det Europæiske Retsinstituts (ELI)/Det Internationale Institut for Udarbejdelse af Ensartede Regler inden for Privatrettens (UNIDROIT) projekt om "From Transnational Principles to European Rules of Civil Procedure" (Fra transnationale principper til europæiske regler for civil retspleje),

–  der henviser til American Law Institute (ALI)/UNIDROIT "Principles of Transnational Civil Procedure"(5) (Principper for transnational civil retspleje),

–  der henviser til "Study on the approximation of the laws and rules of the Member States concerning certain aspects of the procedure for civil litigation" (undersøgelse om tilnærmelse af medlemsstaternes love og regler for visse aspekter af procedurerne for civile søgsmål), den såkaldte "Storme-rapport"(6),

–  der henviser til de indledende bestemmelser for Den Fælles Patentdomstols forretningsorden,

–  der henviser til den gældende EU-ret inden for civilretligt samarbejde,

–  der henviser til Den Europæiske Unions Domstols (EU-Domstolens) retspraksis om principperne om den nationale processuelle autonomi og effektiv domstolsbeskyttelse(7),

–  der henviser til Unionens resultattavle for retlige anliggender 2016,

–  der henviser til undersøgelserne 2016 nr. 23 om "European judicial systems: efficiency and quality of justice" (Europæiske retssystemer: effektivitet og retfærdighedskvalitet),

–  der henviser til Det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklageres 2016 "Judicial Training Principles" (principper for retsuddannelse)(8),

–  der henviser til sin beslutning af 2. april 2014 om midtvejsrevision af Stockholmprogrammet(9),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 46 og 52,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0210/2017),

EU-Domstolens retspraksis om national processuel autonomi og effektiv domstolsbeskyttelse

A.  der henviser til, at medlemsstaterne ifølge EU-Domstolens etablerede retspraksis om princippet om processuel autonomi, når der ikke er nogen EU-regler om de processuelle aspekter af tvister, der vedrører EU-retten, er ansvarlige for at udpege de domstole, der har kompetence, og fastsætte de nærmere bestemmelser for de procedurer, der skal følges i forbindelse med sagsanlæg, der rejses for at sikre beskyttelse af rettigheder, som er tillagt i henhold til EU-retten;

B.  der henviser til, at der ifølge den samme retspraksis er to vigtige betingelser for anvendelsen af national ret for så vidt angår procedureregler: nationale procedureregler kan ikke være mindre gunstige, når de anvendes på tvister, der vedrører EU-retten, end når de anvendes ved lignende situationer på nationalt plan (ækvivalensprincippet), og bør ikke udformes således, at de i praksis umuliggør eller i overdreven grad vanskeliggør håndhævelse af EU-rettigheder (effektivitetsprincippet);

C.  der henviser til, at medlemsstaternes kompetence til at fastsætte procedureregler for håndhævelse af rettigheder, der er hjemlet i EU-retten, så længe der ikke findes EU-bestemmelser, der harmoniserer procedureregler, ikke giver medlemsstaterne ret til at indføre nye retsmidler i de nationale retsordener med henblik på at sikre gennemførelsen af EU-retten(10);

D.  der henviser til, at den retspraksis, som er etableret af EU-Domstolen, letter denne domstols samarbejde med medlemsstaternes nationale domstole, og at den samtidig forbedrer borgernes og de nationale domstoles forståelse for EU-retten;

Chartret

E.  der henviser til, at retten til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang som fastlagt i artikel 47 i chartret og i artikel 6 i EMRK udgør en af de grundlæggende garantier for respekt for retsstatsprincipper og demokrati og er uløseligt forbundet med den civile retspleje som helhed;

F.  der henviser til, at beskyttelsen af retten til en retfærdig rettergang i civile sager, og navnlig balancen mellem sagsøgers ret til adgang til domstolsprøvelse og sagsøgtes ret til forsvar, ikke er harmoniseret i Unionen på trods af, at artikel 47 i chartret er bindende, og artikel 6 i EMRK udgør et generelt princip i EU-retten;

G.  der henviser til, at retten til en retfærdig rettergang som en grundlæggende rettighed ikke desto mindre er blevet suppleret med flere processuelle afledte EU-retsakter, herunder forordningen om småkrav(11), direktivet om retshjælp(12), henstillingen om kollektive retsmidler(13), direktivet om forbud i forbrugersager(14) og direktivet om erstatning i konkurrencesager(15);

Gældende EU-ret inden for civilretligt samarbejde

H.  der henviser til, at unionsborgere, især borgere der bevæger sig på tværs af grænser, nu om dage har langt større sandsynlighed for at komme i kontakt med det civile retsplejesystem i en anden medlemsstat;

I.  der henviser til, at minimumsstandarder for den civile retspleje på EU-niveau vil kunne bidrage til modernisering af den nationale retspleje, ens spilleregler for virksomheder og øget økonomisk vækstved at gøre retssystemer mere effektive, samtidig med at de gør det lettere for borgerne at få adgang til domstolsprøvelse i Unionen og bidrager til at opretholde Unionens grundlæggende frihedsrettigheder;

J.  der henviser til, at EU-lovgivning i stigende grad er rettet mod den civile retspleje både horisontalt, som med valgfrie instrumenter(16), og på en sektorspecifik måde inden for mange politikfelter såsom intellektuel ejendom(17), forbrugerbeskyttelse(18) eller, senest, konkurrenceret(19);

K.  der henviser til, at den stykvise karakter af harmoniseringen på EU-niveau af procedureregler gentagne gange er blevet kritiseret, og at etableringen af en sektorspecifik EU-ret for civil retspleje udgør et problem for sammenhængen både i civile retsplejesystemer på medlemsstatsniveau og i de forskellige EU-retsakter;

L.  der henviser til, at det forslåede direktiv har til formål at indføre en ramme for civilretlige afgørelser ved at systematisere eksisterende EU-regler for den civile retspleje og udvide deres anvendelsesområde til alle sager henhørende under EU-retten;

M.  der henviser til, at det foreslåede direktiv skal bidrage til at opnå en mere koordineret, sammenhængende og systematisk tilgang til de civilretlige systemer, der ikke begrænses af individuelle landes grænser, interesser og ressourcer;

Forslagets retsgrundlag

N.  der henviser til, at Unionen i henhold til artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i TEU (princippet om kompetencetildeling) kun kan lovgive inden for et givent område, hvis den udtrykkeligt er blevet tildelt kompetence til at gøre dette, og for så vidt som den handler i overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet;

O.  der henviser til, at hovedretsgrundlaget for harmonisering af den civile retspleje inden for de eksisterende traktatrammer findes i afsnit V i TEUF om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed;

P.  der henviser til, at kravet om, at der skal være et grænseoverskridende element, for at der kan være tale om en EU-kompetence, er blevet fastholdt i Lissabontraktaten med det til følge, at EU-tiltag på det civilretlige område kun er mulige, hvis der er nogle tilknytningsmomenter i en sag (f.eks. bopæl, opfyldelsessted osv.), der involverer mindst to forskellige medlemsstater;

Q.  der henviser til, at den generelle bestemmelse i artikel 114 i TEUF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, der vedrører det indre markeds oprettelse og funktion, er blevet brugt og stadigvæk bruges som retsgrundlag for en bred vifte af sektorspecifikke direktiver, der harmoniserer visse aspekter af den civile retspleje, som f.eks. direktivet om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og det seneste direktiv om erstatning i konkurrencesager;

R.  der henviser til, at Unionen i henhold til artikel 67, stk. 4, i TEUF bør lette adgangen til domstolene, navnlig på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser og udenretslige afgørelser om civilretlige spørgsmål, som f.eks. i artikel 81 i TEUF;

Gensidig tillid inden for det europæiske retlige område

S.  der henviser til, at den frie bevægelighed for retsafgørelser er forbundet med behovet for at skabe en tilstrækkelig gensidig tillid mellem de retslige myndigheder i de forskellige medlemsstater, navnlig hvad angår beskyttelse af de processuelle rettigheder;

T.  der henviser til, at der ved "gensidig tillid" i denne sammenhæng forstås den tiltro, som medlemsstater bør have til hinandens rets- og domstolssystemer, hvilket resulterer i et forbud mod at underkaste andre staters og deres retssystemers handlinger en fornyet bedømmelse;

U.  der henviser til, at princippet om gensidig tillid således tjener til at øge retssikkerheden, idet det giver borgere og virksomheder i Unionen tilstrækkelig stabilitet og forudsigelighed;

V.  der henviser til, at gennemførelse og overholdelse af princippet om gensidig anerkendelse af domme tillige med indbyrdes tilnærmelse af lovgivninger fremmer samarbejde mellem myndighederne og juridisk beskyttelse af den enkeltes rettigheder;

W.  der henviser til, at et system med fælles EU-minimumsstandarder i form af principper og regler ville være første skridt mod afstemmelsen af de nationale civile retsplejeregler ved at skabe en balance mellem de grundlæggende rettigheder for sagsparterne i en sag for at opnå fuld gensidig tillid mellem medlemsstaternes retssystemer;

X.  der henviser til, at det med henblik på at sikre gensidig tillid er ønskeligt og virkelig nødvendigt at have og respektere processuelle garantier for effektivitet i civile sager og lige behandling af parterne;

Y.  der henviser til, at iværksættelsen af et sådant system for fælles minimumsstandarder også vil kunne skabe et vist kvalitetsniveau i civile sager i Unionen og derigennem bidrage både til at styrke den gensidige tillid mellem domstolene og til en bedre funktion af det indre marked, idet det vurderes, at processuelle forskelle mellem medlemsstaterne bl.a. kan forstyrre handel og afholde virksomheder og forbrugere fra at udøve deres rettigheder i det indre marked;

Andre betragtninger

Z.  der henviser til, at der er nødvendigt med en tilnærmelse af retsplejeordningerne i Unionen; der henviser til, at det foreslåede direktiv er ment som et første skridt på vejen mod yderligere harmonisering af og konvergens mellem medlemsstaternes civilretlige systemer og på lang sigt mod oprettelsen af et EU-kodeks for civil retspleje;

AA.  der henviser til, at det foreslåede direktiv hverken har indflydelse på retsvæsenets opbygning i medlemsstaterne eller på grundlæggende karakteristika ved den måde, hvorpå civile søgsmål gennemføres, men at det fremmer mere effektive nationale procedureregler;

AB.  der henviser til, at det derfor er yderst vigtigt at vedtage og på korrekt vis gennemføre lovgivning, som gør det muligt at indføre fælles minimumsstandarder for civil retspleje i Unionen;

EU-Domstolens retspraksis om national processuel autonomi og effektiv domstolsbeskyttelse

1.  henviser til EU-Domstolens vigtige rolle i etableringen af grundlaget for Unionens civile retspleje, idet den har formet forståelsen af, hvad den civile retspleje betyder for Unionens retssystem;

2.  understreger dog, at EU-Domstolens bidrag, selv om visse standarder for den civile retspleje, som i dag anerkendes som del af Unionens proceduresystem, blev bekræftet i EU-Domstolens retspraksis, i sidste ende bør ses som standardfortolkning og ikke som standardfastsættelse;

3.  understreger derfor, at EU-Domstolens store erfaring med at prøve afhjælpende regler og procedureregler samt de kompromisser og konkurrerende værdier, som EU-Domstolen forfølger, er til stor hjælp og bør tages i betragtning med henblik på at indføre et horisontalt retligt paraplyinstrument med fælles standarder for den civile retspleje;

Chartret

4.  understreger, at samarbejdsnetværk og databaser, som øger retligt samarbejde og udveksling af oplysninger, bør vedligeholdes og udvides af hensyn til en retfærdig rettergang og adgang til domstolsprøvelse;

5.  glæder sig derfor meget over udviklingen i e-justice og navnlig oprettelsen af det europæiske retlige netværk og den europæiske e-justiceportal, som skal blive en kvikskranke inden for retsvæsnet i Unionen;

Gældende EU-ret inden for civilretligt samarbejde

6.  opfordrer også Kommissionen til at vurdere, om der bør foreslås yderligere foranstaltninger for at konsolidere og styrke en horisontal tilgang til den private håndhævelse af rettigheder under EU-retten, og om de nu foreslåede fælles minimumsstandarder for den civile retspleje kan anses for at fremme og sikre et sådant horisontalt paradigme;

7.  gentager, at den systematiske indsamling af statistiske data om anvendelse og virkning af eksisterende EU-instrumenter inden for civilretligt samarbejde er af største vigtighed;

8.  opfordrer i den sammenhæng Kommissionen til at vurdere, om yderligere gennemførelsesforanstaltninger hos medlemsstaterne kunne bidrage til en effektiv anvendelse af særskilte EU-procedurer, og anfører, at der bør etableres en robust og systematisk overvågningsproces fra Kommissionens side til det formål;

Forslagets retsgrundlag

9.  konstaterer, at artikel 114 i TEUF (harmonisering af lovgivning vedrørende det indre marked) er blevet anvendt til at vedtage en række EU-retsakter med processuelle indvirkninger; påpeger, at artikel 114 i TEUF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, der vedrører det indre markeds oprettelse og funktion, er blevet brugt og stadigvæk bruges som retsgrundlag for en bred vifte af sektorspecifikke direktiver, der harmoniserer visse aspekter af den civile retspleje, som f.eks. direktivet om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder;

10.  bemærker dog, at artikel 81 i TEUF muliggør vedtagelse af foranstaltninger inden for retligt samarbejde i civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, herunder foranstaltninger for tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, navnlig når det er nødvendigt for, at det indre marked kan fungere korrekt; er derfor af den opfattelse, at artikel 81 i TEUF udgør det rette retsgrundlag for det foreslåede lovgivningsmæssige instrument;

11.  anfører, at begrebet "grænseoverskridende virkninger" i teksten til artikel 81, stk. 1, i TEUF om indførelse af civilretlige samarbejdsforanstaltninger bør forstås bredere og derfor ikke bør opfattes som synonym med "grænseoverskridende tvister";

12.  understreger, at den nuværende fortolkning af begrebet "spørgsmål med grænseoverskridende virkninger" er temmelig snæver og har givet anledning til, at der opstår to regelsæt og to slags sagsparter, som kan føre til flere problemer og unødvendige kompleksitet; understeger, at der derfor bør vedtages en bredere fortolkning;

13.  understreger i den sammenhæng, at de foreslåede fælles minimumsstandarder for den civile retspleje ville føre til yderligere effektivisering, hvis medlemsstaterne udvidede deres anvendelsesområde til ikke kun at omfatte sager inden for EU-retten, men også generelt til både grænseoverskridende og rent nationale sager;

Gensidig tillid inden for det europæiske retlige område

14.  bemærker, at Unionens primære aktiviteter inden for det europæiske retlige område hvad angår civilret relaterer til indførelse af instrumenter om retlig kompetence, tilhørsforhold og grænseoverskridende fuldbyrdelse af retsafgørelser;

15.  gentager og understreger, at retsafgørelsers frie bevægelighed har øget den gensidige tillid mellem medlemsstaternes domstole og dermed også øger retssikkerheden og skaber tilstrækkelig stabilitet og forudsigelighed for borgere og virksomheder i Unionen;

16.  fremhæver i den sammenhæng, at gensidig tillid er et komplekst begreb, og at mange faktorer spiller ind i opbygningen af tillid såsom retsuddannelse, grænseoverskridende retssamarbejde og udveksling af erfaringer og bedste praksis mellem dommere;

17.  bemærker, at gensidig tillid bl.a. kan fremmes ved hjælp af ikkelovgivningsmæssige metoder, f.eks. ved at dommere samarbejder inden for rammerne af Det Europæiske Retlige Netværk eller deltager i kurser;

18.  glæder sig derfor over de ni principper for retsuddannelse, som blev vedtaget af Det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere på generalforsamlingen i 2016, idet de giver et fælles grundlag og en ramme for Europas retsinstitutioner og retsuddannelsescentre;

19.  konstaterer dog, at gensidig tillid ud fra et strengt juridisk synspunkt og på et meget grundlæggende niveau forudsætter, at medlemsstaternes domstole Unionen opfatter hinandens processuelle ordninger – både hvad angår retten på skrift og retten i praksis – som en garanti for retfærdige civile sager;

20.  påpeger derfor, at udarbejdelsen af systematiske minimumsstandarder for den civile retspleje i Unionen i form af et generelt horisontalt direktiv vil kunne føre til øget gensidig tillid blandt domstolene i medlemsstaterne og sikre en fælles afbalancering af grundlæggende processuelle rettigheder i civile søgsmål overalt i Unionen, hvilket vil skabe en dybere forankret generel følelse af retfærdighed, sikkerhed og forudsigelighed overalt i Unionen;

Fælles minimumsstandarder for den civile retspleje

21.  fremhæver, at effektive civile retsplejesystemer spiller en vigtig rolle for opretholdelse af retsstaten og Unionens grundlæggende værdier; de er også en forudsætning for bæredygtig investering og et forretnings- og forbrugervenligt miljø;

22.  mener, at manglende klarhed over forældelsesfrister for borgere, forbrugere og virksomheder i forbindelse med tvister med grænseoverskridende virkninger kan forhindre, at de får adgang til domstolsprøvelse; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at vurdere, hvorvidt det er muligt og ønskværdigt at harmonisere forældelsesfristerne i forbindelse med civile sager;

23.  mener, at der er et klart behov for lovgivning for at give et sæt processuelle standarder, som gælder for civile sager, og opfordrer Kommissionen til at gå videre med at udføre handlingsplanen for gennemførelse af Stockholmprogrammet, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed;

24.  anmoder derfor i henhold til artikel 225 i TEUF Kommissionen om på grundlag af artikel 81, stk. 2, i TEUF og senest den 30. juni 2018 at fremsætte et forslag til en lovgivningsmæssig retsakt om fælles minimumsstandarder for den civile retspleje i overensstemmelse med henstillingerne i bilaget;

25.  bekræfter, at henstillingerne i bilaget til denne beslutning respekterer de grundlæggende rettigheder samt nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet;

26.  er af den opfattelse, at det forslag, der anmodes om, ikke har økonomiske indvirkninger, idet indførslen af minimumsstandarder for den civile retspleje vil føre til stordriftsfordele i form af mindre omkostninger for sagsparter og deres repræsentanter, som ikke skal sætte sig ind i et andet lands civile retsplejeordning;

o
o   o

27.  pålægger sin formand at sende denne beslutning og de ledsagende henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes parlamenter og regeringer.

BILAG TIL BESLUTNINGEN:

HENSTILLINGER TIL EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV OM FÆLLES MINIMUMSSTANDARDER FOR DEN CIVILE RETSPLEJE I DEN EUROPÆISKE UNION

A.  PRINCIPPER OG FORMÅL MED DET FORSLAG, DER ANMODES OM

1.  I Unionen er håndhævelse af loven ved domstolene i stor udstrækning fortsat et anliggende, der hører under nationale procesregler og praksis. Nationale domstole er også EU-domstole. I søgsmål for dem skal de derfor sikre rimelighed, retfærdighed og effektivitet samt effektiv anvendelse af EU-retten.

2.  Gennemførelsen af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i civile sager har øget medlemsstaternes tillid til hinandens civilretlige systemer, og foranstaltninger til indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser kan lette samarbejdet mellem myndighederne og fremme den retlige beskyttelse af den enkeltes rettigheder. Omfanget af gensidig tillid afhænger meget af en række parametre, herunder bl.a. mekanismer til sikring af sagsøgers og sagsøgtes rettigheder og garanti for adgang til domstole og rettergang.

3.  Selv om medlemsstaterne er parter i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK), har erfaringerne vist, at dette ikke i sig selv altid giver en tilstrækkelig grad af tillid til andre medlemsstaters civilretssystemer. Nationale regler for civil retspleje i medlemsstaterne varierer meget, og ofte er der grundlæggende forskelle på processuelle principper og garantier, hvilket udgør en mulig hindring for gensidig tillid og tiltro mellem retsmyndigheder.

4.  For at beskytte unionsborgernes grundlæggende rettigheder og friheder, bidrage til modernisering af de nationale procedurer og sikre ens spilleregler for virksomhederne og øget vækst ved hjælp af effektive retssystemer er det derfor nødvendigt at vedtage et direktiv, som videreudvikler minimumsstandarderne i chartret og i EMRK. Det behørige retsgrundlag for et sådant forslag er artikel 81, stk. 2, i TEUF, som omhandler foranstaltninger inden for samarbejde om civilretlige spørgsmål. Direktivet skal vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure.

5.  Fælles minimumsstandarder for civil retspleje anses som nødvendige for at forme et solidt grundlag for en tilnærmelse og en forbedring af nationale love på baggrund af den fleksibilitet, der gives medlemsstater ved udformning af nye civile retsplejelove, samtidig med at der afspejles overordnet konsensus om principperne for civilretlig praksis.

6.  Fælles minimumsstandarder bør føre til øget tillid til alle medlemsstaternes civile retsplejesystemer, hvilket igen bør føre til et mere effektivt, hurtigere og mere fleksibelt retligt samarbejde i et klima præget af gensidig tillid. Sådanne fælles minimumsregler bør tillige fjerne hindringer for borgernes frie bevægelighed overalt på medlemsstaternes område og dermed sikre, at navnlig borgere, der rejser til udlandet, især ikke længere vil tøve med at have med det civile retsplejesystem i en anden medlemsstat at gøre.

7.  Det foreslåede direktiv har ikke til formål at træde i stedet for nationale civile retsplejesystemer i deres helhed. Det har til formål at oprette fælles minimumsstandarder for den måde, hvorpå civile sager fungerer og gennemføres i medlemsstaterne i relation til alle spørgsmål henhørende under EU-retten, og det samtidig med at nationale særtræk og den grundlæggende ret til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang, der sikrer reel adgang til domstolsprøvelse, respekteres. Det har også til formål at danne grundlag for en gradvis større tilnærmelse af medlemsstaternes civile retsplejesystemer.

8.  Forslaget berører ikke medlemsstaternes bestemmelser om opbygningen af deres domstole og deres regler om udnævnelse af dommere.

9.  Dette forslag er i overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, idet medlemsstaterne ikke alene kan opsætte minimumsstandarder for civil retspleje, og forslaget går ikke længere end højst nødvendigt i sikringen af effektiv adgang til domstolsprøvelse og gensidig tillid i Unionen.

B.  TEKSTEN TIL DET FORSLAG, DER ANMODES OM

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles minimumsstandarder for den civile retspleje i Den Europæiske Union

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 81, stk. 2,

under henvisning til Europa-Parlamentets anmodning til Europa-Kommissionen,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Unionen har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. Med henblik på gradvis at etablere et sådant område skal Unionen vedtage foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, navnlig når det er nødvendigt for det indre markeds funktion.

(2)  I henhold til artikel 81, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde bør disse foranstaltninger bl.a. sikre gensidig anerkendelse mellem medlemsstaterne af retsafgørelser og fuldbyrdelse heraf, grænseoverskridende forkyndelse, samarbejde om bevisoptagelse, effektiv adgang til domstolene og fjernelse af hindringer for en god afvikling af civile sager, om nødvendigt ved at fremme foreneligheden af medlemsstaternes civile retsplejeregler.

(3)  Ifølge formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999, særlig punkt 33, vil en øget gensidig anerkendelse af domme og andre retsafgørelser og den nødvendige indbyrdes tilnærmelse af lovgivningen lette samarbejdet mellem kompetente myndigheder og fremme den retlige beskyttelse af den enkeltes rettigheder. Princippet om gensidig anerkendelse bør derfor være hjørnestenen i det retlige samarbejde på det civilretlige område inden for Unionen.

(4)  Ifølge Kommissionens handlingsplan for gennemførelse af Stockholmprogrammet, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, bygger det europæiske retsområde og det indre markeds funktion på hovedprincippet om gensidig anerkendelse, som igen bygger på idéen om, at medlemsstaterne har tillid til hinandens retssystemer. Dette princip kan kun fungere effektivt, hvis der er gensidig tillid mellemdommere, aktører i retsvæsenet, virksomheder og borgere. Graden af tillid afhænger af en række parametre, herunder eksistensen af mekanismer til sikring af sagsparternes procesrettigheder i civilesager. Fælles minimumsstandarder, som styrker retten til en retfærdig rettergang og retssystemets effektivitet, og som bidrager til en effektiv ordning for håndhævelse, er derfor nødvendige for at garantere dette princips anvendelse.

(5)  Ved at indføre minimumsregler om beskyttelse af sagsparternes processuelle rettigheder og ved at sikre borgerne lettere adgang til domstolsprøvelse bør dette direktiv styrke medlemsstaternes tillid til andre medlemsstaters civile retsplejesystemer, og det kan dermed bidrage til at fremme en kultur med grundlæggende rettigheder i Unionen såvel som til at opnå et mere effektivt indre marked, samtidig med at de grundlæggende frihedsrettigheder bevares ved hjælp af, at der udvikles en dybere generel følelse af retfærdighed, sikkerhed og forudsigelighed overalt i Unionen.

(6)  Bestemmelserne i dette direktiv bør gælde for civile tvister med grænseoverskridende virkninger, herunder tvister, som udspringer af tilsidesættelse af rettigheder og friheder, der garanteres i EU-retten. Når der i dette direktiv henvises til tilsidesættelse af rettigheder, der er sikret i EU-retten, dækker det alle de situationer, hvor en overtrædelse af regler, der er fastsat på EU-plan, har forårsaget eller vil kunne forårsage skade for fysiske og juridiske personer. Intet bør forhindre medlemsstaterne i også at anvende bestemmelserne i dette direktiv i rent nationale civilretlige sager.

(7)  Alle medlemsstater er kontraherende parter i den europæiske konvention af 4. november 1950 til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. De spørgsmål, der er omhandlet i dette direktiv, bør behandles i overensstemmelse med den nævnte konvention, navnlig retten til en retfærdig rettergang og effektive retsmidler.

(8)  Dette direktiv har til formål at fremme anvendelsen af fælles minimumsstandarder for den civile retspleje for at sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse i Unionen. Den almindeligt anerkendte ret til adgang til domstolsprøvelse bekræftes også ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ("chartret").

(9)  Civile sager bør forbedres yderligere ved, at der drages fordel af den teknologiske udvikling på det retslige område og af de nye redskaber, som retterne har til rådighed, hvilket kan være med til at overvinde de geografiske afstande og deres følgevirkninger i form af høje omkostninger og langvarige retssager. Med henblik på yderligere at reducere retssagernes omkostninger og varighed bør der yderligere tilskyndes til, at parterne og retterne gør brug af moderne kommunikationsteknologi.

(10)  For at personer kan afhøres uden at skulle rejse til den pågældende ret, bør medlemsstaterne sikre, at mundtlige retsmøder og bevisoptagelse ved afhøring af vidner, sagkyndige eller parterne kan gennemføres ved hjælp af enhver form for hensigtsmæssig fjernkommunikation, medmindre anvendelsen af sådan teknologi på grund af sagens særlige omstændigheder ikke ville være hensigtsmæssig med henblik på en retfærdig behandling af sagen. Denne bestemmelse berører ikke Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001(20).

(11)  Medlemsstaternes domstole bør være i stand til at trække på ekspertvurderinger i forbindelse med tekniske, juridiske eller bevismæssige spørgsmål. Med undtagelse af tilfælde, hvor tvangsindgreb er nødvendige, og i overensstemmelse med friheden til at yde tjenester og Domstolens retspraksis bør dommere i én medlemsstat kunne udnævne eksperter til at foretage undersøgelser i en anden medlemsstat, uden at der er behov for forudgående tilladelse til deres undersøgelse. For at gøre det nemmere at få juridisk ekspertise og under hensyntagen til begrænsningerne i forbindelse med udnævnelse af tilstrækkeligt kvalificerede eksperter inden for én medlemsstats jurisdiktion, f.eks. grundet sagens tekniske sværhedsgrad eller en direkte eller indirekte forbindelse mellem eksperten og sagsparterne, bør der som del af den europæiske e-justiceportal oprettes en europæisk fortegnelse med alle nationale lister over eksperter, som holdes opdateret.

(12)  Foreløbige og beskyttende foranstaltninger bør sikre en passende balance mellem sagsøgerens interesse i at opnå foreløbig beskyttelse og sagsøgtes interesse i at forhindre misbrug af denne beskyttelse. Når der anmodes om foreløbige foranstaltninger forud for opnåelse af en retsafgørelse, bør den ret, som anmodningen indgives til, finde det godtgjort på grundlag af den dokumentation, der er forelagt af ansøger, at han eller hun sandsynligvis vil få medhold i realiteten i kravet mod sagsøgte. Derudover bør sagsøgeren i alle situationer i tilstrækkelig grad godtgøre over for retten, at der er akut behov for retlig beskyttelse af kravet, og at fuldbyrdelse af en eksisterende eller fremtidig retsafgørelse uden de foreløbige foranstaltninger kan blive umulig eller væsentligt vanskeligere.

(13)  Bestemmelserne i dette direktiv bør ikke berøre de særlige bestemmelser til håndhævelse af rettigheder inden for intellektuel ejendom i EU-retsakter, navnlig bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF(21). Det børe heller ikke berøre de særlige bestemmelser for inddrivelse af grænseoverskridende gæld som fastsat i den europæiske kendelse til sikring af bankindeståender(22).

(14)  Domstolene bør gives en nøglerolle i beskyttelsen af alle parters rettigheder og interesser og i den effektive forvaltning af civile sager.

(15)  Målet om at sikre en retfærdig rettergang, bedre adgang til domstolsprøvelse og gensidig tillid som led i Unionens politik for indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed bør omfatte adgang til såvel retslige som udenretslige tvistbilæggelsesmetoder. For at tilskynde parterne til at anvende mægling bør medlemsstaterne sikre, at deres regler om forældelsesfrister ikke hindrer parterne i at gå til retten eller anvende voldgift, hvis forsøget på mægling slår fejl.

(16)  På grund af forskellene mellem medlemsstaternes civile retsplejeregler, navnlig reglerne for forkyndelse af dokumenter, er det nødvendigt at definere de minimumsstandarder, der bør gælde for civile sager henhørende under EU-retten. Metoder, som sikrer hurtig og sikker modtagelse af de forkyndede dokumenter, som er bekræftet af et modtagelsesbevis, bør især prioriteres. Der bør derfor i vid udstrækning tilskyndes til, at der anvendes moderne kommunikationsteknologi. Hvad angår dokumenter, der skal forkyndes for parterne, bør elektronisk forkyndelse sidestilles med forkyndelse pr. post. De tilgængelige elektroniske midler bør sikre, at indholdet af de dokumenter og den øvrige skriftlige kommunikation, der modtages, er en tro gengivelse af de afsendte dokumenter og den afsendte øvrige skriftlige kommunikation, og at den metode, der anvendes til anerkendelse af modtagelsen, omfatter adressatens bekræftelse af modtagelsen og datoen for modtagelsen.

(17)  Medlemsstaterne bør sikre, at parterne i civile sager har ret til at vælge deres advokat. I grænseoverskridende tvister bør parterne have ret til en advokat i hjemlandet til forudgående rådgivning og en anden i værtslandet til at føre sagen. Fortrolig kommunikation mellem parterne og deres advokat er altafgørende for at sikre effektiv udøvelse af retten til en retfærdig rettergang. Medlemsstaterne bør derfor respektere fortroligheden af møder og andre former for kommunikation mellem advokaten og parterne i udøvelsen af retten til adgang til en advokat som fastsat i dette direktiv. Sagens parter bør have mulighed for at give afkald på retten, der er tildelt i henhold til dette direktiv, forudsat at de har fået oplysninger om de mulige konsekvenser af at give afkald på denne ret.

(18)  Sagsøgeren bør ikke være forpligtet til at rejse til den medlemsstat, hvor retten, der behandler sagen, er beliggende, for at betale retsafgifterne eller til at hyre en advokat hertil. For at sikre, at sagsøgere har effektiv adgang til retssagen, bør medlemsstaterne som minimum tilbyde mindst en af de fjernbetalingsmetoder, der er omhandlet i dette direktiv. Oplysningerne om retsafgifter og betalingsmetoder samt om myndigheder eller organisationer med kompetence til at yde praktisk bistand i medlemsstaterne bør være gennemsigtige og lettilgængelige på internettet gennem passende nationale websteder.

(19)  Medlemsstaterne bør sikre overholdelse af den grundlæggende ret til retshjælp i artikel 47, stk. 3, i chartret. Enhver fysisk eller juridisk person, der er involveret i civilretlige tvister, som er omfattet af dette direktiv, som sagsøger eller sagsøgt, bør kunne gøre sine rettigheder gældende ved en domstol, selv om den pågældendes økonomiske situation gør det umuligt for vedkommende at betale sagsomkostningerne. Retshjælpen bør dække rådgivning forud for en retssag med henblik på en bilæggelse af tvisten inden en retssag, juridisk bistand til anlæggelse af en retssag og repræsentation i retten og hjælp til at betale sagsomkostningerne. Denne bestemmelse berører ikke Rådets direktiv 2003/8/EF(23).

(20)  Skabelsen af en europæisk retskultur, som fuldt ud respekterer nærhedsprincippet, proportionalitetsprincippet og retsvæsenets uafhængighed, er af central betydning for, at det europæiske retsområde kan fungere effektivt. Juridisk videre- og efteruddannelse er en vigtig del af denne proces, idet den styrker den gensidige tillid mellem medlemsstaterne, de retlige aktører og borgerne. Hvad det angår bør medlemsstaterne samarbejde og yde støtte til faglig uddannelse og udveksling af bedste praksis blandt de personer, der arbejder inden for det retlige område.

(21)  Dette direktiv fastsætter minimumsregler. Medlemsstaterne kan udvide rettighederne i dette direktiv for at fastsætte et højere beskyttelsesniveau. Et sådant højere beskyttelsesniveau bør ikke udgøre en hindring for gensidig tillid og effektiv adgang til domstolsprøvelse, som disse minimumsregler er fastsat for at fremme. Der bør herved ikke gås på kompromis med graden af beskyttelse, som gives i chartret, som fortolket af Domstolen, og EU-rettens forrang, enhed og effektivitet.

(22)  Målene for dette direktiv, nemlig at fastsætte fælles minimumsstandarder for den civile retspleje, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(23)  I medfør af [artikel 3]/[artikel 1 og 2] i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, [har disse medlemsstater meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af dette direktiv]/[og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager disse medlemsstater ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i disse medlemsstater].

(24)  I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

KAPITEL I:

GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

Genstand

Formålet med dette direktiv er at tilnærme de civile retsplejesystemer til hinanden for at sikre fuld overholdelse af retten til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang som anerkendt i artikel 47 i chartret og artikel 6 i EMRK ved at fastlægge minimumsstandarder for indledning, gennemførelse og afslutning af civile sager ved medlemsstaternes domstole.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.  Dette direktiv berører ikke standarder for civil retspleje, som gives eller kan gives i EU-lovgivning eller national lovgivning, så længe disse standarder kan være fordelagtige for sagsparterne, og finder anvendelse i tvister med grænseoverskridende virkninger på det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art, dog ikke på rettigheder og forpligtelser, som parterne ikke kan disponere over i henhold til den lov, der skal anvendes. Det omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).

2.  I dette direktiv forstås ved "medlemsstat" en medlemsstat med undtagelse af [Det Forenede Kongerige, Irland og] Danmark.

Artikel 3

Tvister med grænseoverskridende virkninger

1.  I henhold til dette direktiv er der tale om en tvist med grænseoverskridende virkninger, hvis:

a)  mindst en af parterne har bopæl eller sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat end den, hvor retten, som behandler sagen, er beliggende

b)  begge parter har bopæl i samme medlemsstat, som retten, der behandler sagen, og hvor kontraktens opfyldelsessted eller stedet, hvor skadetilføjelsen er sket, eller hvor retsafgørelsen skal fuldbyrdes, ligger i en anden medlemsstat, eller

c)  begge parter har bopæl i samme medlemsstat, som retten, der behandler sagen, og tvisten henhører under EU-retten.

2.  Bopæl, jf. stk. 1, fastlægges i overensstemmelse med artikel 62 og 63 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012(24).

KAPITEL II:

MINIMUMSSTANDARDER FOR CIVILE SAGER

Afdeling 1:

Retfærdigt og effektivt resultat

Artikel 4

Generel forpligtelse til effektiv domstolsbeskyttelse

Medlemsstaterne vedtager de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, som er nødvendige for at sikre håndhævelse af rettighederne i EU-retten i civile forhold. Disse foranstaltninger, procedurer og retsmidler skal være retfærdige og rimelige, de må ikke være unødigt komplicerede eller udgiftskrævende, og de må heller ikke indebære urimelige frister eller medføre ugrundede forsinkelser, og de skal respektere nationale særtræk og grundlæggende rettigheder.

Foranstaltningerne, procedurerne og retsmidlerne skal ligeledes være effektive og stå i et rimeligt forhold til krænkelsen, og de skal anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for effektiv adgang til domstolsprøvelse, og at der ydes garanti mod misbrug af dem.

Artikel 5

Mundtlige retsmøder

1.  Medlemsstaterne sikrer en retfærdig behandling af sager. Såfremt det ikke er muligt for parterne at være fysisk til stede, eller hvis parterne med rettens godkendelse har aftalt at anvende hurtige kommunikationsmidler, sikrer medlemsstaterne, at mundtlige retsmøder kan afholdes ved at anvende enhver form for hensigtsmæssig fjernkommunikationsteknologi såsom videokonference eller telekonference, når en sådan teknologi er tilgængelig for retten.

2.  Hvis den person, der skal afhøres, har bopæl eller sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor den ret, som behandler sagen, er beliggende, tilrettelægges denne persons deltagelse i et mundtligt retsmøde via videokonference, telekonference eller andre former for hensigtsmæssig fjernkommunikationsteknologi under anvendelse af de procedurer, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1206/2001. I forbindelse med videokonference skal Rådets henstillinger om grænseoverskridende videokonferencer, som Rådet vedtog den 15. og 16. juni 2015(25), og arbejdet som led i den europæiske e-justiceportal tages i betragtning.

Artikel 6

Foreløbige og beskyttende foranstaltninger

1.  Medlemsstaterne sikrer, at der findes midlertidige foranstaltninger til opretholdelse af en faktisk eller retlig situation for at sikre den fulde virkning af en senere retsafgørelse i hovedsagen før hovedsagen anlægges eller på et hvilket som helst tidspunkt under retssagen.

De i første afsnit omhandlede foranstaltninger skal også inkludere foranstaltninger til hindring af enhver nært forestående krænkelse eller til øjeblikkelig afslutning af en påstået krænkelse samt til bevarelse af aktiver, som er nødvendige for at sikre, at den efterfølgende håndhævelse af et krav ikke forhindres eller vanskeliggøres i betragtelig grad.

2.  Sådanne foranstaltninger skal overholde retten til forsvar og skal være proportionale med kendetegnene for og alvoren af den påståede overtrædelse og, hvor det er passende, give mulighed for garantier for de omkostninger og den skade, som sagsøgte lider som følge af uberettigede krav. Domstolene skal have myndighed til at kræve af sagsøger, at denne fremfører alt rimeligt tilgængeligt bevismateriale, så de opnår en tilstrækkelig grad af sikkerhed for, at den foreløbige krævede foranstaltning er nødvendig og proportional.

3.  Medlemsstaterne sikrer, at foreløbige foranstaltninger i behørigt berettigede sager kan foretages, uden at sagsøgte er blevet hørt, i tilfælde hvor enhver forsinkelse ville forårsage uoprettelig skade for sagsøger, eller hvor der er en påviselig risiko for ødelæggelse af bevismateriale. I et sådant tilfælde skal parterne oplyses herom hurtigst muligt og senest efter udførelsen af foranstaltningerne.

En efterfølgende prøvelse under iagttagelse af retten til at blive hørt foretages efter anmodning fra den sagsøgte, således at det inden for en rimelig frist efter meddelelsen af foranstaltningerne kan afgøres, hvorvidt disse skal ændres, ophæves eller stadfæstes.

Hvor de i første afsnit omhandlede foranstaltninger ophæves, eller hvor det efterfølgende findes, at der ikke har været nogen overtrædelse eller trussel om overtrædelse, kan Domstolen efter krav fra sagsøgte beordre sagsøger at yde sagsøgte passende kompensation for enhver lidt skade som et resultat af disse foranstaltninger.

4.  Denne artikel tilsidesætter ikke direktiv 2004/48/EF og forordning (EU) nr. 655/2014.

Afdeling 2:

Effektivitet i sagerne

Artikel 7

Processuel effektivitet

1.  Medlemsstaternes domstole skal respektere retten til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang, der sikrer effektiv adgang til domstolsprøvelse og princippet om en kontradiktorisk procedure, navnlig ved afgørelsen af, om et mundtligt retsmøde er nødvendigt, og ved bestemmelsen af bevismidlerne og omfanget af bevisoptagelsen.

2.  Medlemsstaternes domstole handler så hurtigt som muligt uafhængigt af, om der findes forældelsesfrister for særlige handlinger i processens forskellige faser.

Artikel 8

Begrundede afgørelser

Medlemsstaterne sikrer, at domstolene giver tilstrækkeligt detaljerede begrundede afgørelser inden for en rimelig tidsfrist for at gøre det muligt for parterne at benytte sig af enhver ret til at få prøvet afgørelsen eller appellere.

Artikel 9

Generelle principper for sagens gang

1.  Medlemsstaterne sikrer, at domstolene aktivt forvalter deres sager for at sikre, at tvister behandles retfærdigt og effektivt, og at det sker inden for rimelig tid og til rimelige omkostninger, uden at hæmme parternes frihed til at fastlægge sagens indhold og bevismateriale.

2.  I det omfang, det er praktisk muligt, forvalter domstolen sagen i samråd med parterne. Aktiv sagsforvaltning kan specifikt inkludere:

(a)  at tilskynde parterne til at samarbejde med hinanden under sagen

(b)  at identificere de relevante spørgsmål på et tidligt stadie

(c)  hurtigt at afgøre, hvilke spørgsmål der kræver fuld undersøgelse, og behandle andre spørgsmål summarisk

(d)  at bestemme, hvilken rækkefølge spørgsmålene skal behandles i

(e)  at hjælpe parterne med at afgøre hele eller dele af sagen

(f)  at fastsætte tidsplaner for at kontrollere, at sagen skrider frem

(g)  at behandle så mange aspekter af sagen som muligt ved samme lejlighed

(h)  at behandle sagen, uden at parterne behøver at være fysisk tilstede

(i)  at gøre brug af tilgængelige tekniske midler.

Artikel 10

Bevisoptagelse

1.  Medlemsstaterne sikrer, at der reelt er mulighed for at fremlægge, optage og sikre beviser, under hensyn til retten til forsvar og behovet for beskyttelse af fortrolige oplysninger.

2.  Hvad angår bevisoptagelse, opfordrer medlemsstaterne til brug af moderne kommunikationsteknologi. Retten, som behandler sagen, anvender den enkleste og billigste metode til bevisoptagelse.

Artikel 11

Domstolens eksperter

1.  Uden at dette anfægter parternes mulighed for at fremlægge beviser i form af forklaringer fra sagkyndige, sikrer medlemsstaterne, at domstolen på et hvilket som helst tidspunkt kan udpege eksperter, der tilknyttes domstolen for at tilvejebringe sagkundskab i forbindelse med bestemte aspekter af sagen. Domstolen giver sådanne eksperter alle de oplysninger, der er nødvendige, for at denne kan afgive sin ekspertudtalelse.

2.  I grænseoverskridende tvister, med undtagelse af tilfælde, hvor tvangsindgreb er nødvendige, eller hvor en undersøgelse foretages på steder, som er forbundet med en medlemsstats magtudøvelse, eller på steder, hvor adgang eller anden handling, i henhold til loven i den medlemsstat, hvor undersøgelsen foretages, er forbudt eller begrænset til visse personer, sikrer medlemsstaterne, at en domstol kan udnævne en retsekspert til at foretage undersøgelser uden for domstolens jurisdiktion, uden at der er behov for først at indgive anmodning herom til den relevante myndighed i den anden medlemsstat.

3.  Med henblik på stk. 1 og 2 udfærdiger Kommissionen en europæisk ekspertliste ved at sammensætte nationale ekspertlister, og listen gøres tilgængelig gennem den europæiske e-justiceportal.

4.  Domstolseksperterne skal garantere uafhængighed og upartiskhed i overensstemmelse med de gældende bestemmelser for dommere i artikel 22.

5.  Ekspertudtalelser, som domstolens eksperter forelægger domstolen, stilles til rådighed for parterne, der skal have mulighed for at knytte bemærkninger til de forelagte udtalelser.

Afdeling 3:

Adgang til domstole og rettergang

Artikel 12

Bilæggelse af tvister

1.  Medlemsstaterne sikrer, at domstolen på ethvert tidspunkt i søgsmålet og under hensyn til alle sagens omstændigheder, og hvis den mener, at tvisten egner sig til at blive afgjort ved forlig, kan foreslå, at parterne gør brug af mægling for at indgå forlig eller undersøge en bilæggelse af tvisten.

2.  Stk. 1 berører ikke retten for parterne, som vælger mægling, til at anlægge sag eller benytte voldgift i forbindelse med den pågældende tvist, inden en forældelsesfrist er udløbet under mæglingsprocessen.

Artikel 13

Procesomkostninger

1.  Medlemsstaterne sikrer, at retsafgifter, der opkræves i medlemsstaterne for civile tvister, ikke er ude af proportioner med værdien af kravet og ikke gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at føre retssag.

2.  De retsafgifter, der opkræves i medlemsstaterne for civile tvister, må ikke have til følge, at borgere afholder sig fra at anlægge sag ved en domstol, og må på ingen måde være til hinder for adgangen til domstolsprøvelse.

3.  Parterne skal være i stand til at betale retsafgifter ved fjernbetaling, herunder fra en anden medlemsstat end den, hvor domstolen ligger, ved bankoverførsel eller ved betaling med kredit- eller betalingskort.

4.  Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger om retsafgifter og betalingsmetoder samt om myndigheder eller organisationer med kompetence til at yde praktisk bistand i medlemsstaterne gøres mere gennemsigtige og lettilgængelige på internettet. Med henblik herpå videregiver medlemsstaterne disse oplysninger til Kommissionen, som på sin side skal sørge for, at de gøres offentligt tilgængelige og formidles bredt på enhver hensigtsmæssig måde, navnlig gennem den europæiske e-justiceportal.

Artikel 14

Princippet om, at taberen betaler

1.  Medlemsstaterne sikrer, at den tabende part afholder sagsomkostninger, som står i et rimeligt forhold til kravets værdi, og som er blevet pådraget af nødvendighed, herunder, men ikke begrænset til omkostninger affødt af, at modparten har været repræsenteret ved en advokat eller en anden jurist, og eventuelle omkostninger i forbindelse med forkyndelse eller oversættelse af dokumenter.

2.  Hvis en part kun har fået delvis medhold eller i undtagelsestilfælde, kan domstolene beslutte, at sagsomkostningerne skal fordeles ligeligt, eller at parterne skal bære deres egne omkostninger.

3.  En part skal bære de unødvendige omkostninger, som den har forvoldt domstolen eller en anden part, enten ved at rejse unødvendige spørgsmål eller ved på anden vis at være urimelig omkring tvisten.

4.  Domstolen kan justere omkostningerne for at afspejle urimelig mangel på samarbejde eller deltagelse i ond tro ved forsøg på forlig i overensstemmelse med artikel 20.

Artikel 15

Retshjælp

1.  For at sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse sikrer medlemsstaterne, at domstolene kan yde retshjælp til en part.

2.  Retshjælp kan helt eller delvist dække følgende omkostninger:

(a)  retsafgifter, i hvilken forbindelse der kan ydes hel eller delvis nedsættelse eller udsættelse af betaling

(b)  omkostninger til juridisk bistand og repræsentation vedrørende:

(i)  rådgivning forud for en retssag med henblik på en bilæggelse af tvisten inden en retssag i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1

(ii)  indledning og opretholdelse af sagen ved domstolen

(iii)  alle omkostninger i forbindelse med sagen, herunder anmodningen om retshjælp

(iv)  fuldbyrdelse af afgørelser

(c)  andre nødvendige omkostninger i forbindelse med retssagen, som skal bæres af en part, herunder omkostninger til vidner, eksperter, tolke og oversættere og omkostninger til nødvendig rejse, logi og dagpenge til denne part og hans repræsentant

(d)  den vindende parts omkostninger, hvis sagsøger taber sagen, i overensstemmelse med artikel 14.

3.  Medlemsstater sikrer, at enhver fysisk person, som er unionsborger eller en tredjelandsstatsborger, der har lovligt ophold i en EU-medlemsstat, kan søge om retshjælp, hvis:

(a)  de grundet deres økonomiske situation helt eller delvist ikke er i stand til at betale omkostningerne nævnt i denne artikels stk. 2, og

(b)  sagsøgeren har rimelig udsigt til at få medhold i den sag, i forbindelse med hvilken der ansøges om retshjælp, i betragtning af sagsøgerens processuelle stilling, og

(c)  sagsøgeren, som ansøger om retshjælp, er berettiget til at anlægge sag i henhold til de relevante nationale bestemmelser.

4.  Juridiske personer er berettigede til at ansøge om retshjælp i form af dispensation fra forudgående betaling af procesomkostninger og/eller advokatbistand. Domstolen kan i sin beslutning om, hvorvidt denne hjælp skal tildeles eller ej, blandt andet tage følgende i betragtning:

(a)  den juridiske persons form, og om den arbejder med gevinst for øje eller ej

(b)  partnernes eller aktionærernes økonomiske kapacitet

(c)  disse partneres eller aktionærers evne til at fremskaffe det nødvendige beløb for at iværksætte en retssag.

5.  Medlemsstaterne sikrer, at unionsborgere og retlige aktører informeres om proceduren til ansøgning om retshjælp som omhandlet i stk. 1-4, med henblik på at gøre den så effektiv og tilgængelig som mulig.

6.  Denne artikel berører ikke direktiv 2003/8/EF.

Artikel 16

Finansiering

1.  Medlemsstaterne sikrer, at det i sager, hvor et søgsmål finansieres af en privat tredjepart, er forbudt for denne private tredjepart:

(a)  at søge indflydelse på sagsøgerens beslutninger i forbindelse proceduren, herunder om forlig

(b)  at finansiere et søgsmål mod en sagsøgt, som er konkurrent til den finansierende part, eller mod en sagsøgt, som den finansierende part er afhængig af

(c)  at opkræve urimeligt høje renter på den tilvejebragte finansiering.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at aflønning til eller renter opkrævet af den finansierende part, i tilfælde af finansiering af søgsmål af en privat tredjepart, ikke baseres på det indgåede forligsbeløb eller kompensationen, medmindre den pågældende finansieringsordning reguleres af en offentlig myndighed, som garanterer parternes interesser.

Afdeling 4:

Retfærdig rettergang

Artikel 17

Forkyndelse af dokumenter

1.  Medlemsstater sikrer, at der principielt anvendes metoder, der garanterer modtagelse af de forkyndede dokumenter.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at de indledende processkrifter eller tilsvarende dokumenter og enhver indkaldelse til en domstolshøring kan forkyndes i overensstemmelse med national lov på en af de følgende måder:

(a)  personlig forkyndelse

(b)  postforkyndelse

(c)  elektronisk forkyndelse, såsom fax eller e-mail.

Forkyndelse skal bevidnes ved et modtagelsesbevis med angivelse af modtagelsesdatoen, som modtager underskriver.

For så vidt angår elektronisk forkyndelse under punkt c) i det første afsnit i dette stykke, skal der benyttes passende høje tekniske standarder, som garanterer afsenders identitet og sikker overførsel af det forkyndede dokument.

Disse dokumenter kan også forkyndes personligt bekræftet ved et dokument underskrevet af den kompetente stævningsmand, der ud over at fastslå, at modtager har modtaget dokumenterne eller har nægtet at modtage dem uden lovlig grund, angiver forkyndelsesdatoen.

3.  Hvis forkyndelse i overensstemmelse med stk. 2 ikke er mulig, og sagsøgtes adresse kendes med sikkerhed, kan forkyndelse ske på en af følgende måder:

(a)  personligt på sagsøgtes personlige adresse for personer, der har adresse på samme bopæl som sagsøgte, eller som af sagsøgte er ansat til at arbejde dér

(b)  personlig forkyndelse på sagsøgtes erhvervsmæssige hjemsted, hvis sagsøgte er en selvstændig erhvervsdrivende eller en juridisk person, for personer, der er ansat af sagsøgte

(c)  deponering af dokumenterne i sagsøgtes postkasse

(d)  deponering af dokumenterne på et postkontor eller hos kompetente offentlige myndigheder og skriftlig meddelelse om denne deponering i sagsøgtes postkasse, forudsat at den skriftlige meddelelse tydeligt angiver, at det drejer sig om retsdokumenter, eller at meddelelsen har retsvirkning som forkyndelse og medfører, at tidsfrister begynder at løbe

(e)  postforkyndelse uden den i stk. 4 omhandlede form for bekræftelse, hvis sagsøgte har adresse i udstedelsesstaten

(f)  elektroniske midler bekræftet ved en automatisk kvittering for modtagelsen, forudsat at sagsøgte på forhånd udtrykkeligt har accepteret denne forkyndelsesmåde.

Forkyndelse i henhold til litra a) til d) i første afsnit af dette stykke skal bekræftes af:

(a)  et dokument underskrevet af den kompetente stævningsmand, hvoraf alle følgende oplysninger fremgår:

i)  det fulde navn på den person, der forkyndte meddelelsen,

ii)  på hvilken måde forkyndelsen er foretaget,

iii)  datoen for forkyndelsen,

iv)  i givet fald for hvilken anden person end sagsøgte de forkyndede dokumenter er blevet forkyndt, idet personens navn og forbindelse til sagsøgte angives, og

v)  andre oplysninger, der er obligatoriske i henhold til national ret

(b)  et modtagelsesbevis fra den person, for hvem dokumentet er blevet forkyndt, ved anvendelse af litra a) og b) i første afsnit af dette stykke.

4.  Forkyndelse i henhold til denne artikels stk. 2 eller 3 kan også foretages for den retlige eller bemyndigede repræsentant for sagsøgte.

5.  Hvor de indledende processkrifter eller tilsvarende dokumenter eller enhver indkaldelse skal forkyndes uden for medlemsstaterne, kan de forkyndes på enhver måde som fastsat i:

(a)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007(26), hvor den finder anvendelse med respekt for modtagerens rettigheder som fastsat i forordningen, eller

(b)  Haag-konventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål eller en hvilken som helst anden konvention eller aftale, hvor den finder anvendelse.

6.  Dette direktiv berører ikke anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 og berører ikke Europa-Parlamentets og Rådets(27) forordning (EF) nr. 805/2004 og Europa-Parlamentets og Rådets(28) forordning (EF) nr. 1896/2006.

Artikel 18

Retten til advokatbistand i civile sager

1.  Medlemsstaterne sikrer, at parterne i civile sager har ret til en advokat efter eget valg, således at de har mulighed for praktisk og effektivt at udøve deres rettigheder.

I grænseoverskridende tvister sikrer medlemsstaterne, at parterne under civile sager har ret til en advokat i hjemlandet til forudgående rådgivning og en anden i værtslandet til at føre sagen.

2.  Medlemsstaterne respekterer, at meddelelser mellem en sags parter og deres advokat er fortrolige. Sådan kommunikation omfatter møder, korrespondance, telefonsamtaler og andre former for kommunikation, som er tilladt i henhold til national ret.

3.  Uden at berøre national ret, som kræver obligatorisk tilstedeværelse eller bistand fra en advokat, kan parterne i civile sager give afkald på en ret omhandlet i denne artikels stk. 1, når:

a)  parterne mundtligt eller skriftligt har modtaget klare og tilstrækkelige oplysninger på et enkelt og letforståeligt sprog om de mulige konsekvenser af at give afkald på den, og

b)  afkaldet gives frivilligt og utvetydigt.

Medlemsstaterne sikrer, at parterne på et hvilket som helst tidspunkt under civile sager kan tilbagekalde et afkald, og at de underrettes om denne mulighed.

4.  Denne bestemmelse berører ikke de specifikke bestemmelse om juridisk repræsentation som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007(29), forordning (EF) nr. 1896/2006 og forordning (EU) nr. 655/2014.

Artikel 19

Adgang til oplysninger

Medlemsstaterne tilstræber at give borgerne gennemsigtige og lettilgængelige oplysninger om indledningen af forskellige processer, forældelsesfrister, de kompetente domstole til behandling af forskellige sager og de nødvendige formularer, som skal udfyldes til det formål. Intet i denne artikel forpligter medlemsstaterne til at yde juridisk bistand i form af en juridisk vurdering af en specifik sag.

Artikel 20

Tolkning og oversættelse af væsentlige dokumenter

Medlemsstaterne bestræber sig på at sikre, at enhver part i en sag forstår retssagen fuldt ud. Dette mål omfatter adgang til tolkning i civile sager og til en skriftlig oversættelse af alle væsentlige dokumenter for at sikre en retfærdig rettergang i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 15 i dette direktiv.

Artikel 21

Forpligtelser for sagens parter og deres repræsentanter

Medlemsstaterne sikrer, at parterne i en sag og deres repræsentanter optræder i god tro og med respekt over for domstolen og andre parter og ikke giver en misvisende fremstilling af sager eller faktiske omstændigheder ved domstolen, hverken bevidst, eller hvis de burde have kendskab til, at det forholder sig anderledes.

Artikel 22

Offentlige retsmøder

Medlemsstaterne sikrer, at retsmøderne er åbne for offentligheden, medmindre domstolen i det omfang, det er nødvendigt, beslutter at gøre dem fortrolige af hensyn til en af parterne eller andre berørte personer eller generelt af hensyn til retfærdigheden eller den offentlige orden.

Artikel 23

Domstolenes uafhængighed og upartiskhed

1.  Medlemsstaterne sikrer, at domstolene og deres dommere er retligt uafhængige. Sammensætningen af domstolene skal give tilstrækkelig garanti for at udelukke enhver legitim tvivl om deres upartiskhed.

2.  Dommerne må i udførelsen af deres hverv ikke være bundet af nogen instruktioner, og de må ikke være under indflydelse eller pres eller have nogen personlige fordomme eller forudindtagethed i enhver given sag.

Artikel 24

Uddannelse

1.  Uden at det berører domstolenes uafhængighed og forskelle i opbygningen af retssystemerne i Unionen, sikrer medlemsstaterne, at domstolene, retsuddannelsesinstitutionerne og de juridiske erhverv styrker deres juridiske uddannelsesordninger for at sikre, at EU-retten og -processerne integreres i de nationale uddannelser.

2.  Uddannelsesordningerne skal være praksisorienterede, relevante for de retlige aktørers daglige arbejde, finde sted i korte perioder og bruge aktive og moderne læringsteknikker og skal omfatte indledende og videregående uddannelsesmuligheder. Uddannelsesordningerne skal især fokusere på:

(a)  opnåelse af tilstrækkelig viden om Unionens instrumenter til retligt samarbejde og udviklingen af indbyggede reflekser til regelmæssigt at referere til retspraksis på EU-niveau, at kontrollere den nationale gennemførelse og anvende EU-Domstolens præjudicielle procedure

(b)  formidling af viden og erfaringer inden for EU-retten og -processerne og andre retssystemer

(c)  lettelse af kortvarige udvekslinger af nye dommere

(d)  beherskelse af et fremmedsprog og dets juridiske terminologi.

KAPITEL III:

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 25

Gennemførelse

1.  Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den ... [et år efter datoen for dette direktivs ikrafttræden]. De underretter straks Kommissionen herom.

2.  Disse foranstaltninger skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen.

3.  Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de foranstaltninger i national ret, som de vedtager på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 26

Revision

Kommissionen skal senest 31. december 2025 og hvert femte år derefter indsende en rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om anvendelsen af dette direktiv på baggrund af både kvalitative og kvantitative oplysninger. I denne sammenhæng skal Kommissionen især evaluere direktivets indvirkning på adgangen til domstolsprøvelse, på den grundlæggende ret til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang, på samarbejdet om civilretlige spørgsmål og på det indre markeds funktion, på SMV'er, Den Europæiske Unions økonomiske konkurrencedygtighed og forbrugertilliden. Om nødvendigt skal rapporten ledsages af lovgivningsforslag til at tilpasse og styrke dette direktiv.

Artikel 27

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 28

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

Udfærdiget i ..., [dato]

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1) PE 572.853, december 2015.
(2) PE 581.385, juni 2016.
(3) PE 559.499, juni 2015.
(4) PE 556.971, juni 2016.
(5) Uniform Law Review, 2004(4).
(6) M. Storme, Study on the approximation of the laws and rules of the Member States concerning certain aspects of the procedure for civil litigation (Final Report, Dordrecht, 1994).
(7) Se bl.a.: dom af 16. december 1976, Comet BV mod Produktschap voor Siergewassen, 45/76, ECLI:EU:C:1976:191, og dom af 15. maj 1986, Marguerite Johnston mod Chief Constable of the Royal Ulster Constabulary, 222/84, ECLI:EU:C:1986:206.
(8) Kan konsulteres på: http://www.ejtn.eu/PageFiles/15756/Judicial%20Training%20Principles_EN.pdf
(9) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0276.
(10) Se bl.a.: dom af 13. marts 2007, Unibet (London) Ltd og Unibet (International) Ltd mod Justitiekanslern, sag C-432/05, ECLI:EU:C:2007:163.
(11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007 af 11. juli 2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 1).
(12) Rådets direktiv 2003/8/EF af 27. januar 2003 om forbedret adgang til domstolene i grænseoverskridende tvister gennem fastsættelse af fælles mindsteregler for retshjælp i forbindelse med tvister af denne art (EFT L 26 af 31.1.2003, s. 41).
(13) Kommissionens henstilling af 11. juni 2013 om fælles principper for kollektive retsmidler i medlemsstaterne til opnåelse af pålæg, forbud eller erstatning i forbindelse med tilsidesættelse af rettigheder i henhold til EU-retten (EUT L 201 af 26.7.2013, s. 60).
(14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF af 23. april 2009 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (EUT L 110 af 1.5.2009, s. 30).
(15) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret (EUT L 349 af 5.12.2014, s. 1).
(16) Se f.eks. forordningen om europæiske småkrav (se anden fodnote til betragtning G ovenfor) og forordningen om en europæisk kendelse til sikring af bankindeståender (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 655/2014 af 15. maj 2014 om indførelse af en procedure for en europæisk kendelse til sikring af bankindeståender med henblik på at lette grænseoverskridende gældsinddrivelse på det civil- og handelsretlige område (EUT L 189 af 27.6.2014, s. 59)).
(17) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (EUT L 157 af 30.4.2004, s. 45).
(18) Se fjerde fodnote til betragtning G ovenfor.
(19) Se femte fodnote til betragtning G ovenfor.
(20) Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område (EFT L 174 af 27.6.2001, s. 1).
(21) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (EUT L 157 af 30.4.2004, s. 45).
(22) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 655/2014 af 15. maj 2014 om indførelse af en procedure for en europæisk kendelse til sikring af bankindeståender med henblik på at lette grænseoverskridende gældsinddrivelse på det civil- og handelsretlige område (EUT L 189 af 27.6.2014, s. 59).
(23) Rådets direktiv 2003/8/EF af 27. januar 2003 om forbedret adgang til domstolene i grænseoverskridende tvister gennem fastsættelse af fælles mindsteregler for retshjælp i forbindelse med tvister af denne art (EFT L 26 af 31.1.2003, s. 41).
(24) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1).
(25) Rådets henstillinger "Fremme af brugen af og udveksling af bedste praksis vedrørende grænseoverskridende videokonferencer på det retlige område i medlemsstaterne og på EU-plan" (EUT C 250 af 31.7.2015, s. 1).
(26) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 (EUT L 324 af 10.12.2007, s. 79).
(27) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21.4.2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav (EUT L 143 af 30.4.2004, s. 15).
(28) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (EUT L 399 af 30.12.2006, s. 1).
(29) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007 af 11. juli 2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 1).


Makrofinansiel bistand til Republikken Moldova ***I
PDF 255kWORD 50k
Beslutning
Tekst
Bilag
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 4. juli 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om makrofinansiel bistand til Republikken Moldova (COM(2017)0014 – C8–0016/2017 – 2017/0007(COD))
P8_TA(2017)0283A8-0185/2017

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2017)0014),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 212 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0016/2017),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til den fælles erklæring fra Europa-Parlamentet og Rådet, som blev vedtaget samtidig med Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 778/2013/EU af 12. august 2013 om yderligere makrofinansiel bistand til Georgien(1),

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 15. juni 2017 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel og udtalelser fra Udenrigsudvalget og Budgetudvalget (A8-0185/2017),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  godkender Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring, der er vedføjet som bilag til denne beslutning;

3.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 4. juli 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2017/… om makrofinansiel bistand til Republikken Moldova

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, afgørelse (EU) 2017/1565.)

BILAG TIL DEN LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

FÆLLES ERKLÆRING fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen

"På baggrund af initiativerne vedrørende ændringerne af valgsystemet i Republikken Moldova understreger Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, at det er en forudsætning for at yde makrofinansiel bistand, at modtagerlandet respekterer effektive, demokratiske mekanismer, herunder et parlamentarisk flerpartisystem, og retsstatsprincippet, samt sikrer respekt for menneskerettighederne. Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil kontrollerer, at disse forudsætninger overholdes i hele den periode, hvor der ydes makrofinansiel bistand, og vil i den forbindelse være meget opmærksomme på, at Republikken Moldovas myndigheder tager hensyn til henstillingerne fra relevante internationale partnere (navnlig Venedigkommissionen og OSCE/ODIHR)."

(1) EUT L 218 af 14.8.2013, s. 15.


Offentliggørelse af selskabsskatteoplysninger for visse virksomheder og filialer ***I
PDF 483kWORD 75k
Europa-Parlamentets ændringer af 4. juli 2017 til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2013/34/EU for så vidt angår offentliggørelse af selskabsskatteoplysninger for visse virksomheder og filialer (COM(2016)0198 – C8-0146/2016 – 2016/0107(COD))(1)
P8_TA(2017)0284A8-0227/2017

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Kommissionens forslag   Ændring
Ændring 1
Forslag til direktiv
Betragtning -1 (ny)
(-1)   Ligestilling mellem skatteydere, og i særdeleshed alle virksomheder, i forhold til skat er en nødvendig forudsætning for det indre marked. En samordnet og harmoniseret tilgang til gennemførelsen af de nationale skattesystemer er afgørende for, at det indre marked fungerer ordentligt, og ville bidrage til at forhindre skatteundgåelse og overførsel af overskud.
Ændring 2
Forslag til direktiv
Betragtning -1 a (ny)
(-1a)   Skatteundgåelse og skatteunddragelse samt tiltag med henblik på overførsel af overskud har frataget regeringer og befolkninger de ressourcer, der er nødvendige for bl.a. at sikre universel og gratis adgang til offentlig uddannelse og sundhedstjenester og til statens sociale tjenester, og har frataget staterne muligheden for at sikre et udbud af boliger til overkommelige priser og offentlig transport samt udviklingen af infrastruktur, som er afgørende for at opnå social udvikling og økonomisk vækst. Kort sagt er disse tiltag blevet en faktor for uretfærdighed, ulighed og økonomisk, social og territorial forskellighed.
Ændring 3
Forslag til direktiv
Betragtning -1 b (ny)
(-1b)   Et fair og effektivt system for selskabsbeskatning bør imødekomme det presserende behov for en progressiv og retfærdig global skattepolitik, som fremmer omfordelingen af velstand og bekæmper ulighed.
Ændring 4
Forslag til direktiv
Betragtning 1
(1)  I de seneste år er problemet med selskabers skatteundgåelse blevet stadig større og er kommet stærkt i fokus i Unionen og globalt. Det Europæiske Råd erkendte i sine konklusioner af 18. december 2014 det presserende behov for at gøre fremskridt med indsatsen for at bekæmpe skatteundgåelse såvel globalt som på EU-plan. Kommissionen har i sin meddelelse med titlen "Kommissionens arbejdsprogram for 2016 — Tiden er ikke til "business as usual"16 og "Kommissionens arbejdsprogram 2015. En ny start"17 udpeget indførelsen af et system, hvor overskud beskattes i det land, hvor de er skabt, som en prioritet. Kommissionen har også udpeget behovet for at imødekomme samfundets krav om fairness og gennemsigtighed på skatteområdet som en prioritet.
(1)  Gennemsigtighed er afgørende for et velfungerende indre marked. I de seneste år er problemet med selskabers skatteundgåelse blevet stadig større og er kommet stærkt i fokus i Unionen og globalt. Det Europæiske Råd erkendte i sine konklusioner af 18. december 2014 det presserende behov for at gøre fremskridt med indsatsen for at bekæmpe skatteundgåelse såvel globalt som på EU-plan. Kommissionen har i sin meddelelse med titlen "Kommissionens arbejdsprogram for 2016 — Tiden er ikke til "business as usual""16 og "Kommissionens arbejdsprogram 2015 En ny start"17 udpeget indførelsen af et system, hvor overskud beskattes i det land, hvor de er skabt, som en prioritet. Kommissionen har også udpeget behovet for at imødekomme de europæiske borgeres krav om gennemsigtighed og behovet for at fremstå som forbillede for andre lande. Det er afgørende, at der i forbindelse med gennemsigtighed tages hensyn til gensidighed mellem konkurrenter.
__________________
__________________
16 COM(2015)0610 final af 27. oktober 2015.
16 COM(2015)0610 af 27. oktober 2015.
17 COM(2014)0910 final af 16 december 2014.
17 COM(2014)0910 af 16. december 2014.
Ændring 5
Forslag til direktiv
Betragtning 2
2)   Europa-Parlamentet erkendte i sin beslutning af 16. december 2015 om større gennemsigtighed, samordning og konvergens i EU's selskabsbeskatningspolitik18, at større gennemsigtighed inden for selskabsbeskatning kan forbedre skatteopkrævningen, gøre skattemyndigheders arbejde mere effektivt og øge offentlighedens tillid til skattesystemer og regeringer.
(2)  Europa-Parlamentet erkendte i sin beslutning af 16. december 2015 om større gennemsigtighed, samordning og konvergens i Unionens selskabsbeskatningspolitik18, at større gennemsigtighed, samarbejde og konvergens i Unionens selskabsbeskatningspolitik kan forbedre skatteopkrævningen, gøre skattemyndigheders arbejde mere effektivt, støtte beslutningstagere i deres vurdering af den nuværende beskatningsordning med henblik på udarbejdelse af fremtidig lovgivning, øge offentlighedens tillid til skattesystemer og regeringer og forbedre investeringsbeslutninger på baggrund af mere nøjagtige risikoprofiler af virksomheder.
__________________
__________________
18 2015/2010(INL).
18 2015/2010(INL).
Ændring 6
Forslag til direktiv
Betragtning 2 a (ny)
(2a)  Offentlig landeopdelt rapportering er et effektivt og hensigtsmæssigt værktøj til at øge gennemsigtigheden af multinationale virksomheders aktiviteter og til at give borgerne mulighed for at vurdere disse aktiviteters indvirkning på realøkonomien. Det vil også forbedre aktionærernes mulighed for at foretage en ordentlig evaluering af de risici, som virksomheder tager, føre til investeringsstrategier baseret på nøjagtige oplysninger og styrke beslutningstageres mulighed for at vurdere effektiviteten og virkningen af de nationale lovgivninger.
Ændring 7
Forslag til direktiv
Betragtning 2 b (ny)
(2b)  Landeopdelt rapportering vil også have en positiv indvirkning på arbejdstagernes ret til information og høring i henhold til direktiv 2002/14/EF og, ved at øge viden om virksomhedernes aktiviteter, på kvaliteten af en aktiv dialog i virksomhederne.
Ændring 8
Forslag til direktiv
Betragtning 4
(4)  G20-landene opfordrede i november 2015 til et globalt retfærdigt og moderne internationalt skattesystem i november 2015 og vedtog OECD's handlingsplan vedrørende udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud (BEPS), som tog sigte på at give regeringerne klare internationale løsninger med henblik på at afhjælpe de mangler og uoverensstemmelser i de eksisterende regler, som giver selskaberne mulighed for at overføre overskud til lande med ingen eller lav beskatning, hvor der ikke kan finde reel værdiskabelse sted. Med aktion 13 i BEPS-handlingsplanen indføres der en land for land-rapportering, som visse multinationale selskaber skal fremlægge for de nationale skattemyndigheder på et fortroligt grundlag. Den 27. januar 2016 vedtog Kommissionen "pakken af foranstaltninger til bekæmpelse af skatteundgåelse". Et af målene med denne pakke er at omsætte BEPS-aktion 13 i EU-retten ved en ændring af Rådets direktiv 2011/16/EU20.
(4)  G20-landene opfordrede til et globalt retfærdigt og moderne internationalt skattesystem i november 2015 og vedtog i den forbindelse OECD's handlingsplan vedrørende udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud (BEPS), som tog sigte på at give regeringerne klare internationale løsninger med henblik på at afhjælpe de mangler og uoverensstemmelser i de eksisterende regler, som giver selskaberne mulighed for at overføre overskud til lande med ingen eller lav beskatning, hvor der ikke kan finde reel værdiskabelse sted. Med særligt aktion 13 i BEPS-handlingsplanen indføres der en land for land-rapportering, som visse multinationale selskaber skal fremlægge for de nationale skattemyndigheder på et fortroligt grundlag. Den 27. januar 2016 vedtog Kommissionen pakken til bekæmpelse af skatteundgåelse. Et af målene med denne pakke er at gennemføre BEPS-aktion 13 i EU-retten ved en ændring af Rådets direktiv 2011/16/EU20. Beskatning af overskud, der hvor værdien skabes, forudsætter imidlertid en mere omfattende tilgang til landeopdelt rapportering, der er baseret på offentlig rapportering.
__________________
__________________
20 20 Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (EUT L 64 af 11.3.2011, s. 1).
20 Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (EUT L 64 af 11.3.2011, s. 1).
Ændring 9
Forslag til direktiv
Betragtning 4 a (ny)
(4a)  International Accounting Standards Board (IASB) bør forbedre de relevante IFRS-standarder (International Financial Reporting Standards) og de internationale regnskabsstandarder (IAS) for at gøre det lettere at indføre offentlige landeopdelte rapporteringskrav.
Ændring 10
Forslag til direktiv
Betragtning 4 b (ny)
(4b)  Offentlig landeopdelt rapportering er i Unionen allerede indført for banksektoren ved direktiv 2013/36/EU samt for udvindingsindustrien og skovbruget ved direktiv 2013/34/EU.
Ændring 11
Forslag til direktiv
Betragtning 4 c (ny)
(4c)  Unionen har med indførelsen af en hidtil uset offentlig landeopdelt rapportering bevist, at den er blevet en global leder i kampen mod skatteundgåelse.
Ændring 12
Forslag til direktiv
Betragtning 4 d (ny)
(4d)  Da effektiv bekæmpelse af skattesvig, skatteunddragelse, skatteundgåelse og aggressiv skatteplanlægning kun kan lykkes med en fælles indsats på internationalt niveau, er det af afgørende betydning, at Unionen, mens den samtidig bevarer sin position som global leder i denne kamp, koordinerer sine aktioner med internationale aktører, f.eks. inden for OECD's rammer. Ensidige handlinger, selv om de meget ambitiøse, har ikke nogen reel chance for at få succes, og samtidig bringer sådanne handlinger de europæiske virksomheders konkurrenceevne i fare og skader investeringsklimaet i Unionen.
Ændring 13
Forslag til direktiv
Betragtning 4 e (ny)
(4e)  Mere gennemsigtighed i de finansielle oplysninger er til gavn for alle, da skatteforvaltninger bliver mere effektive, civilsamfundet mere involveret, ansatte bedre informeret og investorer mindre risikosky. Desuden vil virksomheder nyde godt af bedre forbindelser med interessenter, hvilket resulterer i mere stabilitet kombineret med lettere adgang til finansiering som følge af en klarere risikoprofil og et forbedret omdømme.
Ændring 14
Forslag til direktiv
Betragtning 5
(5)  Øget offentlig indsigt i selskabsskat, der betales af multinationale virksomheder, der er aktive i Unionen, er et væsentligt element for at fremme virksomhedernes ansvar, bidrage til velfærden gennem skatter, fremme fair skattekonkurrence i EU gennem en mere velfunderet offentlig debat, og genoprette den offentlige tillid til retfærdigheden i medlemsstaternes skattesystemer. En sådan offentlig indsigt kan opnås ved hjælp af en rapport om selskabsskatteoplysninger, uanset hvor det ultimative moderselskab i en multinational koncern er etableret.
(5)  Udover den større gennemsigtighed som følge af landeopdelt rapportering til de nationale skattemyndigheder, er øget offentlig indsigt i selskabsskat, der betales af multinationale virksomheder, der er aktive i Unionen, et væsentligt element for at fremme virksomhedernes ansvarlighed og yderligere at fremme virksomhedernes sociale ansvar, bidrage til velfærden gennem skatter, fremme fair skattekonkurrence i Unionen gennem en mere velfunderet offentlig debat, og genoprette den offentlige tillid til retfærdigheden i medlemsstaternes skattesystemer. Sådan offentlig indsigt kan opnås ved hjælp af en rapport om selskabsskatteoplysninger, uanset hvor det ultimative moderselskab i en multinational koncern er etableret. Offentlig indsigt skal imidlertid ske uden at skade investeringsklimaet i Unionen eller EU-virksomheders konkurrenceevne, især SMV'er som defineret i dette direktiv og midcapselskaber som defineret i forordning (EU) 2015/10171a, der bør undtages fra rapporteringskravene i henhold til dette direktiv.
__________________
1a Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/1017 af 25. juni 2015 om Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, Det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivning og Den Europæiske Portal for Investeringsprojekter og om ændring af forordning (EU) nr. 1291/2013 og (EU) nr. 1316/2013 — Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EUT L 169 af 1.7.2015, s. 1).
Ændring 15
Forslag til direktiv
Betragtning 5 a (ny)
(5a)   Kommissionen har defineret virksomheders sociale ansvar (VSA) som virksomheders ansvar for deres indvirkning på samfundet. VSA bør styres af virksomhederne. Offentlige myndigheder kan spille en støttende rolle gennem en intelligent blanding af frivillige politiske foranstaltninger og, hvor det er nødvendigt, supplerende lovgivning. Virksomhederne kan blive socialt ansvarlige enten ved at følge lovgivningen eller ved at integrere sociale hensyn, miljømæssige hensyn, etiske hensyn, forbrugerhensyn eller menneskeretlige hensyn i deres forretningsstrategier og -aktiviteter, eller begge dele.
Ændring 16
Forslag til direktiv
Betragtning 6
(6)  Offentligheden bør være i stand til at få indsigt i alle aktiviteter i en koncern, hvis koncernen har etableret virksomheder i Unionen. For koncerner, der kun udøver aktiviteter inden for EU gennem datterselskaber eller filialer, skal datterselskaberne og filialerne offentliggøre rapporten for det ultimative moderselskab og gøre den tilgængelig for offentligheden. Af hensyn til proportionalitets- og effektivitetsprincippet bør forpligtelsen til at offentliggøre og sikre tilgængeligheden af rapporten imidlertid begrænses til mellemstore eller store datterselskaber etableret i Unionen, eller filialer af en sammenlignelig størrelse, der er oprettet i en medlemsstat. Anvendelsesområdet for direktiv 2013/34/EU bør derfor udvides til at omfatte filialer oprettet i en medlemsstat af en virksomhed, der er etableret uden for Unionen.
(6)  Offentligheden bør være i stand til at få indsigt i alle aktiviteter i en koncern, hvis koncernen har etableret virksomheder i og uden for Unionen. Koncerner med virksomheder inden for Unionen bør overholde Unionens principper om god skattepraksis. Multinationale virksomheder er aktive i hele verden, og deres adfærd har en væsentlig indvirkning på udviklingslandene. At give borgerne adgang til landeopdelte oplysninger ville gøre det muligt for dem og skattemyndighederne i de pågældende lande at overvåge, vurdere og holde disse virksomheder ansvarlige. Ved at offentliggøre oplysninger for hver skattejurisdiktion, hvor den multinationale virksomhed er aktiv, ville Unionen øge sin udviklingsvenlige politikkohærens og begrænse potentielle skatteundgåelsestiltag i lande, hvor mobiliseringen af indenlandske ressourcer er blevet udpeget som et centralt element i Unionens udviklingspolitik.
Ændring 17
Forslag til direktiv
Betragtning 8
(8)  Rapporten om selskabsskatteoplysninger bør indeholde oplysninger om alle aktiviteter i en virksomhed eller de tilknyttede virksomheder i en koncern, som kontrolleres af et ultimativt moderselskab. Oplysningerne bør være baseret på rapporteringsspecifikationerne i BEPS-aktion 13 og bør begrænses til, hvad der er nødvendigt for at give offentligheden effektiv indsigt for at sikre, at fremlæggelsen ikke giver anledning til uforholdsmæssigt store risici eller ulemper. Rapporten bør også indeholde en kort beskrivelse af aktiviteterne. En sådan beskrivelse kan baseres på kategoriseringen i tabel 2 i bilag III i kapitel V i OECD's retningslinjer for koncerninterne afregningspriser. Rapporten bør indeholde en overordnet beskrivende del, hvori eventuelle væsentlige forskelle på koncernniveau mellem den beregnede skat og den betalte skat uddybes under hensyntagen til tilsvarende beløb i de foregående regnskabsår.
(8)  Rapporten om selskabsskatteoplysninger bør indeholde oplysninger om alle aktiviteter i en virksomhed eller i de tilknyttede virksomheder i en koncern, som kontrolleres af et ultimativt moderselskab. Oplysningerne bør tage hensyn til rapporteringsspecifikationerne i BEPS-aktion 13 og bør begrænses til, hvad der er nødvendigt for at give offentligheden effektiv indsigt, for at sikre, at fremlæggelsen ikke giver anledning til uforholdsmæssigt store risici eller ulemper med hensyn til konkurrenceevne eller fejlfortolkning for de berørte virksomheder. Rapporten bør også indeholde en kort beskrivelse af aktiviteterne. En sådan beskrivelse kunne baseres på kategoriseringen i tabel 2 i bilag III i kapitel V i OECD's retningslinjer for koncerninterne afregningspriser. Rapporten bør indeholde en overordnet beskrivende del med forklaringer, herunder i tilfælde af væsentlige forskelle på koncernniveau mellem den beregnede skat og den betalte skat under hensyntagen til tilsvarende beløb i de foregående regnskabsår.
Ændring 18
Forslag til direktiv
Betragtning 9
(9)  For at give borgerne tilstrækkelige oplysninger til at kunne vurdere de multinationale selskabers bidrag til velfærden i de enkelte medlemsstater bør oplysningerne anføres pr. medlemsstat. Oplysningerne vedrørende de multinationale selskabers aktiviteter bør desuden vises med en høj detaljeringsgrad i forbindelse med visse skattejurisdiktioner, der giver anledning til særlige udfordringer. For alle andre tredjelandsaktiviteter bør oplysningerne vises i aggregeret form.
(9)  For at give borgerne tilstrækkelige oplysninger til at kunne vurdere de multinationale selskabers bidrag til velfærden i hver enkelt jurisdiktion, de opererer i, både inden for og uden for Unionen, uden at dette skader selskabernes konkurrenceevne, bør oplysningerne anføres pr. jurisdiktion. Rapporter om selskabsskatteoplysninger kan således kun give mening og anvendes, hvis oplysningerne forelægges i et opdelt format for hver skattejurisdiktion.
Ændring 82
Forslag til direktiv
Betragtning 9 a (ny)
(9a)  Når de oplysninger, der skal offentliggøres, ville kunne betragtes som kommercielt følsomme oplysninger af virksomheden, bør virksomheden kunne anmode om en tilladelse fra den kompetente myndighed, hvor den er etableret, til ikke at offentliggøre oplysningerne fuldt ud. I tilfælde, hvor den kompetente nationale myndighed ikke er en skattemyndighed, bør den kompetente skattemyndighed inddrages i afgørelsen.
Ændring 19
Forslag til direktiv
Betragtning 11
(11)  For at sikre, at tilfælde af manglende overholdelse kommer til offentlighedens kendskab, bør revisoren eller revisionsfirmaet kontrollere, om rapporten om selskabsskatteoplysninger er blevet fremlagt og præsenteret i overensstemmelse med kravene i dette direktiv og gjort tilgængelig på den pågældende virksomheds websted eller en tilknyttet virksomheds websted.
(11)  For at sikre, at tilfælde af manglende overholdelse kommer til offentlighedens kendskab, bør revisoren eller revisionsfirmaet kontrollere, om rapporten om selskabsskatteoplysninger er blevet fremlagt og præsenteret i overensstemmelse med kravene i dette direktiv og gjort tilgængelig på den pågældende virksomheds websted eller en tilknyttet virksomheds websted, og at de offentliggjorte oplysninger er i overensstemmelse med virksomhedens reviderede finansielle oplysninger inden for de tidsfrister, der er fastlagt i nærværende direktiv.
Ændring 20
Forslag til direktiv
Betragtning 11 a (ny)
(11a)  Tilfælde af overtrædelser af rapporteringskravene om selskabsskatteoplysninger begået af selskaber og filialer, som giver anledning til sanktioner af medlemsstaterne i overensstemmelse med direktiv 2013/34/EU, bør registreres i et offentligt register, der forvaltes af Kommissionen. Disse sanktioner kunne bl.a. omfatte administrative bøder og udelukkelse fra offentlige udbud og fra tildeling af midler fra Unionens strukturfond.
Ændring 21
Forslag til direktiv
Betragtning 13
(13)  For at identificere de skattejurisdiktioner, for hvilke der skal anvendes en høj detaljeringsgrad, bør Kommission tillægges beføjelser i henhold til artikel 290 i TEUF til at udarbejde en fælles EU-liste over disse skattejurisdiktioner. Listen bør udarbejdes på grundlag af visse kriterier i bilag 1 til meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om en ekstern strategi til effektiv beskatning (COM(2016) 24 final). Det er af særlig betydning, at Kommissionen gennemfører passende høringer som led i det forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i henhold til principperne i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning, som blev godkendt af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen i afventning af undertegnelsen. For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter bør Europa-Parlamentet og Rådet navnlig modtage alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter bør have systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter
udgår
Ændring 22
Forslag til direktiv
Betragtning 13 a (ny)
(13a)   For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af artikel 48b, stk. 1, 3, 4 og 6, og artikel 48c, stk. 5, i direktiv 2013/34/EU bør Kommissionen også tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/20111a.
________________
1a Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
Ændring 23
Forslag til direktiv
Betragtning 14
(14)  Målet for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan derimod på grund af dets virkninger bedre nås på EU-plan, da Unionen kan vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(14)  Målet for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets virkninger bedre nås på EU-plan. Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. Unionens indsats er således berettiget med henblik på at tackle den grænseoverskridende dimension i forbindelse med aggressiv skatteplanlægning og ordninger for interne afregningspriser. Dette initiativ tager højde for de betænkeligheder, som de interesserede parter har rejst vedrørende behovet for at takle forvridninger på det indre marked, uden at det går ud over Unionens konkurrenceevne. Det bør ikke medføre unødvendige administrative byrder for virksomhederne, skabe yderligere skattekonflikter eller give risiko for dobbeltbeskatning. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål, i det mindste vedrørende større gennemsigtighed.
Ændring 24
Forslag til direktiv
Betragtning 15
(15)  I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder anerkender.
(15)  Samlet set står omfanget af offentliggjorte oplysninger inden for rammerne af dette direktiv i et rimeligt forhold til målet om at øge offentlig gennemsigtighed og offentlig kontrol. Derfor anses dette direktiv for at overholde de grundlæggende rettigheder og de principper, som navnlig Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder anerkender.
Ændring 25
Forslag til direktiv
Betragtning 16
(16)  I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter24 har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.
(16)  I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter24 har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter, for eksempel i form af en sammenlignende tabel. Med hensyn til dette direktiv finder lovgiveren, at fremsendelsen af sådanne dokumenter er berettiget for at nå målet med dette direktiv og undgå potentielle mangler og uoverensstemmelser vedrørende medlemsstaternes gennemførelse i overensstemmelse med deres nationale lovgivning.
__________________
__________________
24 OJ C 369 af 17.12.2011, s. 14.
24 EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
Ændring 26
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48b – stk. 1 – afsnit 1
Medlemsstaterne pålægger de ultimative moderselskaber, der henhører under deres nationale lovgivning og som har en konsolideret nettoomsætning på over 750 000 000 EUR, samt virksomheder, der henhører under deres lovgivning, som ikke er tilknyttede virksomheder, og som har en nettoomsætning på over 750 000 000 EUR, hvert år at udarbejde og offentliggøre en rapport om selskabsskatteoplysninger.
Medlemsstaterne pålægger de ultimative moderselskaber, der henhører under deres nationale lovgivning og som har en konsolideret nettoomsætning på eller over 750 000 000 EUR, samt virksomheder, der henhører under deres lovgivning, som ikke er tilknyttede virksomheder, og som har en nettoomsætning på eller over 750 000 000 EUR, hvert år at udarbejde og give vederlagsfri offentlig adgang til en rapport om selskabsskatteoplysninger.
Ændring 27
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48b – stk. 1 – afsnit 2
Rapporten om selskabsskatteoplysninger skal gøres tilgængelig for offentligheden på virksomhedens websted på datoen for offentliggørelsen.
Rapporten om selskabsskatteoplysninger offentliggøres i en fælles model, der er til rådighed vederlagsfrit i et åbent dataformat, og gøres tilgængelig for offentligheden på virksomhedens websted på datoen for offentliggørelsen på mindst ét af de officielle sprog i Unionen. Virksomheden skal samme dag desuden registrere rapporten i et offentligt register, der forvaltes af Kommissionen.
Medlemsstaterne anvender ikke bestemmelserne i dette stk., når disse virksomheder alene er etableret på en enkelt medlemsstats område og ikke i nogen andre skattejurisdiktioner.
Ændring 28
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48b – stk. 3 – afsnit 1
Medlemsstaterne pålægger mellemstore og store datterselskaber, som omhandlet i artikel 3, stk. 3 og 4, som henhører under deres nationale lovgivning og er kontrolleret af et ultimativt moderselskab med en konsolideret nettoomsætning på over 750 000 000 EUR, som ikke henhører under lovgivningen i en medlemsstat, at offentliggøre rapporten om selskabsskatteoplysninger for det ultimative moderselskab en gang om året.
Medlemsstaterne pålægger datterselskaber, som henhører under deres nationale lovgivning og er kontrolleret af et ultimativt moderselskab, som på sin balance i et regnskabsår har en konsolideret nettoomsætning på eller over 750 000 000 EUR og som ikke henhører under lovgivningen i en medlemsstat, at offentliggøre rapporten om selskabsskatteoplysninger for det ultimative moderselskab en gang om året.
Ændring 29
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48b – stk. 3 – afsnit 2
På datoen for offentliggørelsen gøres rapporten om selskabsskatteoplysninger tilgængelig for offentligheden på webstedet for datterselskabet eller på en tilknyttet virksomheds websted.
Rapporten om selskabsskatteoplysninger offentliggøres i en fælles model, der er til rådighed vederlagsfrit i et åbent dataformat og gøres tilgængelig for offentligheden på datterselskabets websted eller på en tilknyttet virksomheds websted på mindst ét af de officielle sprog i Unionen. Virksomheden skal samme dag desuden registrere rapporten i et offentligt register, der forvaltes af Kommissionen.
Ændring 30
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48b – stk. 4 – afsnit 1
Medlemsstaterne pålægger filialer, der er oprettet på deres område af en virksomhed, som ikke henhører under lovgivningen i en medlemsstat, at offentliggøre rapporten om selskabsskatteoplysninger for det ultimative moderselskab hvert år, som omhandlet i stk. 5, litra a), i denne artikel.
Medlemsstaterne pålægger filialer, der er oprettet på deres område af en virksomhed, som ikke henhører under lovgivningen i en medlemsstat, at offentliggøre og stille rapporten om selskabsskatteoplysninger for det ultimative moderselskab vederlagsfrit til rådighed hvert år, som omhandlet i stk. 5, litra a), i denne artikel.
Ændring 31
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48b – stk. 4 – afsnit 2
Rapporten om selskabsskatteoplysninger gøres tilgængelig for offentligheden på filialens websted eller på en tilknyttet virksomheds websted på datoen for offentliggørelsen.
Rapporten om selskabsskatteoplysninger offentliggøres i en fælles model, der er til rådighed vederlagsfrit i et åbent dataformat og gøres tilgængelig for offentligheden på filialens websted eller på en tilknyttet virksomheds websted på datoen for offentliggørelsen på mindst et af de officielle sprog i Unionen. Virksomheden skal samme dag desuden registrere rapporten i et offentligt register, der forvaltes af Kommissionen.
Ændring 32
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48b - stk. 5 - litra a
a)  den virksomhed, der har oprettet filialen, er enten en tilknyttet virksomhed i en koncern, som er kontrolleret af et ultimativt moderselskab med en konsolideret nettoomsætning på over 750 000 000 EUR, og som ikke henhører under lovgivningen i en medlemsstat, eller en virksomhed, som ikke er tilknyttet, og som har en nettoomsætning på over 750 000 000 EUR
a)  den virksomhed, der har oprettet filialen, er enten en tilknyttet virksomhed i en koncern, som er kontrolleret af et ultimativt moderselskab ikke henhørende under lovgivningen i en medlemsstat, og som på sin balance har en konsolideret nettoomsætning på eller over 750 000 000 EUR, eller en virksomhed, som ikke er tilknyttet, og som har en nettoomsætning på eller over 750 000 000 EUR
Ændring 33
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48b – stk. 5 – litra b
b)  det ultimative moderselskab som omhandlet i litra a) er ikke et mellemstort eller stort datterselskab som omhandlet i stk. 3.
b)  det ultimative moderselskab som omhandlet i litra a) har ikke et mellemstort eller stort datterselskab som omhandlet i stk. 3, der allerede er omfattet af rapporteringsforpligtelserne.
Ændring 34
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48b – stk. 7 a (nyt)
7a.  For de medlemsstater, der ikke har indført euroen, fremkommer modværdien i national valuta af de i stk. 1, 3 og 5 anførte beløb ved at benytte den valutakurs, der er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende og er i kraft på datoen for dette kapitels ikrafttræden.
Ændring 35
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48c – stk. 2 – indledning
2.  Oplysningerne i stk. 1 omfatter følgende:
2.  Oplysningerne i stk. 1 fremlægges i en fælles model og omfatter følgende oplysninger, opdelt pr. skattejurisdiktion:
Ændring 36
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48c - stk. 2 - litra a
a)  en kort beskrivelse af aktiviteterne
a)  det ultimative moderselskabs navn og, hvor det er relevant, en liste over alle dets datterselskaber, en kort beskrivelse af arten af deres aktiviteter og deres respektive geografiske beliggenhed
Ændring 37
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48c – stk. 2 – litra b
b)  antal beskæftigede
b)  antal beskæftigede udregnet i fuldtidsækvivalenter
Ændring 38
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48c – stk. 2 – litra b a (nyt)
ba)  andre faste aktiver end likvide midler
Ændring 39
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48c – stk. 2 – litra c
c)  nettoomsætningen, herunder med forretningsmæssigt forbundne parter
c)  nettoomsætningen, herunder en sondring mellem den omsætning, der er skabt med forbundne parter, og den omsætning, der er skabt med ikkeforbundne parter
Ændring 40
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48c – stk. 2 – litra g a (nyt)
ga)  vedtaget kapital
Ændring 65
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48c – stk. 2 – litra g b (nyt)
gb)  modtagne offentlige tilskud og eventuelle donationer til politikere, politiske partier eller politiske fonde.
Ændring 41
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48c – stk. 2 – litra g c (nyt)
gc)  om virksomheder, datterselskaber eller filialer drager fordel af skattemæssig præferencebehandling, af et patent eller af tilsvarende ordninger
Ændring 42
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48c – stk. 3 – afsnit 1
Oplysningerne omhandlet i stk. 2 anføres separat for hver medlemsstat i rapporten. Hvis en medlemsstat omfatter flere skattejurisdiktioner, skal oplysningerne kombineres på nationalt niveau.
Oplysningerne omhandlet i stk. 2 anføres separat for hver medlemsstat i rapporten. Hvis en medlemsstat omfatter flere skattejurisdiktioner, skal oplysningerne anføres separat for hver skattejurisdiktion.
Ændring 43
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48c – stk. 3 – afsnit 2
Rapporten skal også indeholde oplysningerne i artikel 48c, stk. 2, separat for hver skattejurisdiktion, som ved udgangen af det foregående regnskabsår, er opført på den fælles EU-liste over visse skattejurisdiktioner, som er udarbejdet i henhold til artikel 48g, medmindre det i rapporten udtrykkeligt bekræftes, jf. ansvarsfordelingen i artikel 48e, at de tilknyttede virksomheder i en koncern, som er underlagt lovgivningen i en sådan skattejurisdiktion, ikke er direkte involveret i transaktioner med andre tilknyttede virksomheder i den samme koncern, som er underlagt lovgivningen i en medlemsstat.
Rapporten skal også indeholde oplysningerne i stk. 2, separat for hver skattejurisdiktion uden for Unionen.
Ændring 44
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48c – stk. 3 – afsnit 3
Oplysningerne i omhandlet stk. 2 anføres aggregeret for andre skattejurisdiktioner i rapporten.
udgår
Ændring 83
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48c – stk. 3 – afsnit 3 a (nyt)
For at beskytte kommercielt følsomme oplysninger og sikre fair konkurrence kan medlemsstaterne tillade, at en eller flere specifikke oplysninger, der er opført i denne artikel, midlertidigt udelades fra rapporten for så vidt angår aktiviteter i en eller flere specifikke skattejurisdiktioner, når de er af en sådan art, at offentliggørelsen heraf ville være til alvorlig skade for den kommercielle situation for de virksomheder, der henvises til i artikel 48b, stk. 1, og artikel 48b, stk. 3, som den vedrører. Udeladelsen må ikke hindre muligheden for at få en rimelig og afbalanceret forståelse af virksomhedens skattemæssige situation. Udeladelsen anføres i rapporten sammen med en behørigt begrundet forklaring for hver enkel skattejurisdiktion på, hvorfor dette er tilfældet, og med en henvisning til den eller de pågældende skattejurisdiktioner.
Ændring 69/rev
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48c – stk. 3 – afsnit 3 b (nyt)
Medlemsstaterne gør en sådan udeladelse afhængig af en forudgående tilladelse fra den nationale kompetente myndighed. Virksomheden skal hvert år indhente en ny tilladelse fra den kompetente myndighed, der træffer afgørelse på grundlag af en ny vurdering af situationen. Hvis de udeladte oplysninger ikke længere opfylder de krav, der er fastsat i afsnit 3a, gøres de straks offentligt tilgængelige. Fra udløbet af den periode, hvori visse oplysninger ikke skal offentliggøres, offentliggør virksomheden også med tilbagevirkende kraft og i form af et aritmetisk gennemsnit de oplysninger, der kræves i henhold til denne artikel, for de foregående år, hvori visse oplysninger ikke skulle offentliggøres.
Ændring 47
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48c – stk. 3 – afsnit 3 c (nyt)
Medlemsstaterne underretter Kommissionen om en sådan undtagelse og sender på en fortrolig måde Kommissionen de udeladte oplysninger sammen med en detaljeret redegørelse for den undtagelse, der blev indrømmet. Hvert år offentliggør Kommissionen på sit websted de meddelelser, der er modtaget fra medlemsstaterne, og de forklaringer, der er givet i overensstemmelse med afsnit 3a.
Ændring 48
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48c – stk. 3 – afsnit 3 d (nyt)
Kommissionen kontrollerer, at kravet i afsnit 3a overholdes, og overvåger anvendelsen af en sådan midlertidig undtagelse, som indrømmes af de nationale myndigheder.
Ændring 70/rev
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48c – stk. 3 – afsnit 3 e (nyt)
Konkluderer Kommissionen efter at have foretaget sin vurdering af de oplysninger, den har modtaget i henhold til stk. 3c, at det krav, der er fastsat i stk. 3a, ikke er opfyldt, gør den pågældende virksomhed straks oplysningerne offentligt tilgængelige. Fra udløbet af den periode, hvori visse oplysninger ikke skal offentliggøres, offentliggør virksomheden også med tilbagevirkende kraft og i form af et aritmetisk gennemsnit de oplysninger, der kræves i henhold til denne artikel, for de foregående år, hvori visse oplysninger ikke skulle offentliggøres.
Ændring 50
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48c – stk. 3 – afsnit 3 f (nyt)
Kommissionen vedtager ved en delegeret retsakt retningslinjer for at hjælpe medlemsstaterne med at definere de tilfælde, hvor offentliggørelse af oplysninger anses for i alvorlig grad at berøre den forretningsmæssige situation for de virksomheder, som den vedrører.
Ændring 51
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48c – stk. 5
5.  Rapporten om selskabsskatteoplysninger skal offentliggøres og gøres tilgængelig for offentligheden på webstedet på mindst et af EU's officielle sprog.
5.  Rapporten om selskabsskatteoplysninger offentliggøres i en fælles model, der er til rådighed vederlagsfrit i et åbent dataformat, og den gøres samme dag tilgængelig for offentligheden på datterselskabets webstedet eller på en tilknyttet virksomheds websted på mindst et af Unionens officielle sprog. Virksomheden skal samme dag desuden registrere rapporten i et offentligt register, der forvaltes af Europa-Kommissionen.
Ændring 52
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48e – stk. 1
1.  Medlemsstaterne sikrer, at medlemmerne af administrations-, ledelses- og tilsynsorganerne for det ultimative moderselskab, som omhandlet i artikel 48b, stk. 1, der handler inden for de beføjelser, der er tillagt dem efter den nationale lovgivning, har kollektivt ansvar for at sikre, at rapporten om skatteoplysninger udarbejdes, offentliggøres og formidles i overensstemmelse med artikel 48b, 48c og 48d.
1.  For at styrke ansvaret over for tredjemand og for at sikre hensigtsmæssig forvaltning sikrer medlemsstaterne, at medlemmerne af administrations-, ledelses- og tilsynsorganerne for det ultimative moderselskab, som omhandlet i artikel 48b, stk. 1, der handler inden for de beføjelser, der er tillagt dem efter den nationale lovgivning, kollektivt har ansvar for at sikre, at rapporten om skatteoplysninger udarbejdes, offentliggøres og formidles i overensstemmelse med artikel 48b, 48c og 48d.
Ændring 53
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48g
Artikel 48g
udgår
Fælles EU-liste over visse skattejurisdiktioner
Kommission tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i henhold til artikel 49 med henblik på at udarbejde en fælles EU-liste over visse skattejurisdiktioner. Listen udarbejdes efter en vurdering af skattejurisdiktioner, der ikke overholder følgende kriterier:
1)  gennemsigtighed og udveksling af informationer, herunder udveksling af oplysninger efter anmodninger og automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti
2)  fair skattekonkurrence
3)  standarder udarbejdet af G20 og/eller OECD
4)  andre relevante standarder, herunder internationale standarder udarbejdet af Den Finansielle Aktionsgruppe.
Kommissionen reviderer og ændrer regelmæssigt listen for at tage højde for nye omstændigheder, hvor det er relevant.
Ændring 54
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48i – stk. 1
Kommissionen udarbejder en rapport om overholdelsen og virkningen af rapporteringsforpligtelserne i artikel 48a-48f. Rapporten skal omfatte en evaluering af, hvorvidt rapporten om selskabsskatteoplysninger giver passende og forholdsmæssige resultater under hensyntagen til behovet for at sikre en tilstrækkelig grad af gennemsigtighed og behovet for at skabe et konkurrencepræget miljø for virksomhederne.
Kommissionen udarbejder en rapport om overholdelsen og virkningen af rapporteringsforpligtelserne i artikel 48a-48f. Rapporten omfatter en evaluering af, hvorvidt rapporten om selskabsskatteoplysninger giver passende og forholdsmæssige resultater, og vurderer omkostningerne og fordelene ved at sænke grænsen for den konsoliderede nettoomsætning for, hvornår virksomheder og filialer har pligt til at rapportere om selskabsskatteoplysninger. Der foretages endvidere i rapporten en vurdering af, om der kan være behov for at træffe yderligere supplerende foranstaltninger, under hensyntagen til behovet for at sikre en tilstrækkelig grad af gennemsigtighed og behovet for at bevare og sikre et konkurrencepræget miljø for virksomheder og private investeringer.
Ændring 55
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2 a (ny)
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48i a (ny)
2a)  Følgende artikel indsættes:
"Artikel 48ia
Senest 4 år efter vedtagelsen af dette direktiv og under hensyntagen til situationen på OECD-plan foretager Kommissionen en vurdering og aflægger rapport om dette kapitels bestemmelser, navnlig for så vidt angår:
—  virksomheder og filialer, der har pligt til at rapportere om selskabsskatteoplysninger, og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt det ville være hensigtsmæssigt at udvide anvendelsesområdet for dette kapitel til også at omfatte store virksomheder som defineret i artikel 3, stk. 4, og store koncerner, som defineret i artikel 3, stk. 7, i nærværende direktiv
—  indholdet af rapporten om selskabsskatteoplysninger som omhandlet i artikel 48c
—  den midlertidige undtagelse, der er omhandlet i stk. 3a til 3f, i artikel 48c, stk. 3.
Kommissionen forelægger denne rapport for Europa-Parlamentet og Rådet, om nødvendigt ledsaget af et lovgivningsmæssigt forslag."
Ændring 56
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 2 b (ny)
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 48i b (ny)
2b)  Følgende artikel indsættes:
"Artikel 48ib
Fælles model for rapporten
Kommissionen fastlægger ved hjælp af gennemførelsesretsakter den fælles model, som der henvises til i artikel 48b, stk. 1, 3, 4 og 6, samt i artikel 48c, stk. 5. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 50, stk. 2.
Ændring 57
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 3 – litra b
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 49 – stk. 3 a
3a)  Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af [dato].
3a)  Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning*, under særlig hensyntagen til bestemmelserne i traktaterne og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
________________
* EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.
Ændring 58
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1 – nr. 3 a (ny)
Direktiv 2013/34/EU
Artikel 51 – stk. 1
3a)  Artikel 51, stk. 1, affattes således:
Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i overensstemmelse med dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre at disse sanktioner håndhæves. De pågældende sanktioner skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.
"Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i overensstemmelse med dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf. De pågældende sanktioner skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.
Medlemsstaterne skal som minimum fastlægge administrative foranstaltninger og sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i overensstemmelse med dette direktiv.
Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser senest den ... [indsæt venligst datoen et år efter dette direktivs ikrafttræden] og underretter den hurtigst muligt om alle senere ændringer, der berører disse bestemmelser.
Senest den ... [tre år efter dette direktivs ikrafttræden] udarbejder Kommissionen en liste over de foranstaltninger og sanktioner, der er fastsat af hver medlemsstat i overensstemmelse med dette direktiv."

(1) Sagen blev henvist til fornyet behandling i det kompetente udvalg med henblik på interinstitutionelle forhandlinger, jf. forretningsordenens artikel 59, stk. 4, fjerde afsnit (A8-0227/2017).


Indførelse af midlertidige autonome handelsforanstaltninger til fordel for Ukraine ***I
PDF 250kWORD 46k
Beslutning
Tekst
Bilag
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 4. juli 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af midlertidige autonome handelsforanstaltninger til fordel for Ukraine som supplement til de handelsmæssige indrømmelser i associeringsaftalen (COM(2016)0631 – C8-0392/2016 – 2016/0308(COD))
P8_TA(2017)0285A8-0193/2017

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0631),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 207, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0392/2016),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 29. juni 2017 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel og udtalelse fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0193/2017),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling(1);

2.  noterer sig Kommissionens erklæring, der er vedføjet som bilag til denne beslutning, og som vil blive offentliggjort i L-udgaven af Den Europæiske Unions Tidende sammen med den endelige lovgivningsmæssige retsakt;

3.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 4. juli 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/... om indførelse af midlertidige autonome handelsforanstaltninger til fordel for Ukraine som supplement til de handelsmæssige indrømmelser i associeringsaftalen

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2017/1566.)

BILAG TIL DEN LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

Erklæring fra Kommissionen vedrørende forordningens artikel 3 om indførelse af midlertidige autonome handelsforanstaltninger til fordel for Ukraine

Kommissionen bemærker, at hvis det ikke er muligt at gennemføre suspensionen af præferenceordninger, før de årlige nultoldskontingenter for landbrugsprodukter er udnyttet fuldt ud, tager Kommissionen skridt til at fremsætte forslag om reduktion eller suspension af disse indrømmelser i de kommende år.

(1) Denne holdning erstatter de ændringer, der blev vedtaget den 1. juni 2017 (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0236).


Forslag til ændringsbudget nr. 2 til det almindelige budget for 2017: Indsættelse af overskuddet for regnskabsåret 2016
PDF 253kWORD 47k
Europa-Parlamentets beslutning af 4. juli 2017 om Rådets holdning til forslag til Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. 2 for regnskabsåret 2017: Indsættelse af overskuddet for regnskabsåret 2016 (09437/2017 – C8-0190/2017 – 2017/2061(BUD))
P8_TA(2017)0286A8-0229/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 314 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til artikel 106A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002(1), særlig artikel 41,

–  der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2017, endeligt vedtaget den 1. december 2016(2),

–  der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(3),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning(4),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2014/335/EU, Euratom af 26. maj 2014 om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter(5),

–  der henviser til forslag til ændringsbudget nr. 2/2017, vedtaget af Kommissionen den 12. april 2017 (COM(2017)0188),

–  der henviser til Rådets holdning til forslag til ændringsbudget nr. 2/2017, vedtaget den 8. juni 2017 og fremsendt til Parlamentet den 9. juni 2017, (09437/2017 – C8-0190/2017),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 88 og 91,

–  der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A8-0229/2017),

A.  der henviser til, at formålet med forslaget til ændringsbudget nr. 2/2017 er at opføre overskuddet fra regnskabsåret 2016 på i alt 6 405 mio. EUR på 2017-budgettet;

B.  der henviser til, at hovedelementerne i dette overskud er et positivt resultat på indtægtssiden på 1 688 mio. EUR, en underudnyttelse af bevillinger på 4 889 mio. EUR og valutakursforskelle på - 173 mio. EUR;

C.  der henviser til, at de to hovedelementer på indtægtssiden er morarenter og bøder (3 052 mio. EUR) og et negativt resultat af egne indtægter (1 511 mio. EUR);

D.  der henviser til, at underudnyttelsen på udgiftssiden beløber sig til 4 825 mio. EUR for 2016 og 28 mio. EUR for fremførsler i 2015 under sektion III (Kommissionen), og 35 mio. EUR for øvrige institutioner;

1.  noterer sig, at forslaget til ændringsbudget nr. 2/2017 som forelagt af Kommissionen udelukkende har til formål at opføre overskuddet fra regnskabsåret 2016 på 6 405 mio. EUR på budgettet i overensstemmelse med finansforordningens artikel 18 og Rådets holdning hertil;

2.  bemærker med stor bekymring den betydelige underudnyttelse af bevillinger på 4 889 mio. EUR i 2016, til trods for at ændringsbudget nr. 4/2016 allerede havde reduceret betalingsbevillingerne med 7 284,3 mio. EUR; påpeger, at den meget lave gennemførelse af betalingsbevillingerne på området for samhørighed (udgiftsområde 1b) delvist skyldes unøjagtige overslag fra medlemsstaternes side og forsinkelser i udpegelsen af forvaltnings- og attesteringsmyndigheder på nationalt plan;

3.  gør opmærksom på de negative konsekvenser af devalueringen af det britiske pund i forhold til euroen, hvilket er den vigtigste årsag til faldet i indtægter på 1 511 mio. EUR under egne indtægter; bemærker, at disse manglende indtægter kunne have skabt alvorlige problemer for finansieringen af Unionens budget; bemærker, at indtægtstabet skyldes briternes ensidige beslutning om at forlade Den Europæiske Union, men at korrektionen skal bæres af Unionen som helhed; insisterer på, at der tages højde for disse omkostninger i forbindelse med forhandlingerne om afviklingen af de økonomiske forpligtelser mellem Det Forenede Kongerige og Unionen;

4.  bemærker navnlig det relativt høje niveau for bøder i 2016, som beløb sig til i alt 4 159 mio. EUR, hvoraf 2 861 mio. EUR er medregnet i overskuddet for 2016;

5.  insisterer på, at det i stedet for at justere BNI-bidraget bør være muligt på EU-budgettet at genanvende eventuelle overskud fra underudnyttede bevillinger eller fra bøder til virksomheder for brud på Unionens konkurrenceregler med henblik på at tackle Unionens finansieringsbehov;

6.  bemærker, at vedtagelsen af forslag til ændringsbudget nr. 2/2017 vil reducere andelen af BNI-bidraget fra medlemsstaterne til Unionens budget med 6 405 mio. EUR i 2017; opfordrer endnu en gang indtrængende medlemsstaterne til at benytte muligheden for sådanne tilbageførsler til at indfri deres løfter i relation til flygtningekrisen og for at matche EU's bidrag til EU-trustfondene og den nye Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling(6);

7.  opfordrer EU-institutionerne til hurtigt at behandle det verserende og kommende forslag til ændringsbudget vedrørende ungdomsbeskæftigelsesinitiativet og Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling i overensstemmelse med de tilsagn, der er givet som led i resultatet af forligsproceduren vedrørende budgettet for 2017;

8.  beklager i forbindelse med dette forslag til ændringsbudget, at vedtagelsen af midtvejsrevisionen af den flerårige finansielle ramme (FFR) var blokeret i Rådet i flere måneder; er lettet over, at den britiske regering har holdt sine løfter og hævet sit blokade af FFR-revisionen umiddelbart efter parlamentsvalget i Det Forenede Kongerige; håber, at tilbageførsler af finansielle midler til medlemsstaterne vil lette de kommende forhandlinger om opgørelsen af finansielle forpligtelser mellem Det Forenede Kongerige og EU;

9.  godkender Rådets holdning til forslag til ændringsbudget nr. 2/2017;

10.  pålægger sin formand at fastslå, at ændringsbudget nr. 2/2017 er endeligt vedtaget, og drage omsorg for, at det offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

11.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen og til de øvrige berørte institutioner og organer samt til de nationale parlamenter.

(1) EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.
(2) EUT L 51 af 28.2.2017, s. 1.
(3) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884.
(4) EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1.
(5) EUT L 168 af 7.6.2014, s. 105.
(6) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om den europæiske fond for bæredygtig udvikling (EFSD) og etablering af en EFSD-garanti og en EFSD-garantifond (COM(2016)0586).


Længere levetid for produkter: fordele for forbrugere og virksomheder
PDF 204kWORD 56k
Europa-Parlamentets beslutning af 4. juli 2017 om længere levetid for produkter: fordele for forbrugere og virksomheder (2016/2272(INI))
P8_TA(2017)0287A8-0214/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 114,

–  der henviser til artikel 191, 192 og 193 i TEUF og til målsætningen om en forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. juli 2008 om handlingsplanen for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik (COM(2008)0397),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter(1),

–  der henviser til Kommissionens arbejdsplan for miljøvenligt design for 2016-2019 (COM(2016)0773), navnlig målsætningen om at opstille mere produktspecifikke og/eller horisontale krav på områder som holdbarhed, reparerbarhed, opgraderbarhed, produktudformning med henblik på demontering og lettere genbrug og genanvendelse,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU af 19. maj 2010 om angivelse af energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1386/2013/EU af 20. november 2013 om et generelt EU-miljøhandlingsprogram frem til 2020 "Et godt liv i en ressourcebegrænset verden"(3) ("det syvende miljøhandlingsprogram"),

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 17. oktober 2013 med titlen "For et mere bæredygtigt forbrug: industriprodukters levetid og forbrugeroplysning for at genoprette tilliden"(4),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. januar 2011 om "Flagskibsinitiativet – Et ressourceeffektivt Europa under Europa 2020-strategien" (COM(2011)0021),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. september 2011 om "Køreplan til et ressourceeffektivt Europa" (COM(2011)0571),

–  der henviser til Kommissionen meddelelse af 9. april 2013 om "Opbygning af det indre marked for grønne produkter - Fremme af bedre oplysning om produkters og organisationers miljøpræstationer" (COM(2013)0196),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. juli 2014 med titlen "Omstilling til en cirkulær økonomi: et program for Europa uden affaldsproduktion" (COM(2014)0398),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. december 2015 om ”Kredsløbet lukkes - en EU-handlingsplan for den cirkulære økonomi” (COM(2015)0614) og til pakken om den cirkulære økonomi, der især omfatter revision af direktiver om hhv. affald (direktiv 2008/98/EF, ”affaldsrammedirektivet”), emballage og emballageaffald (direktiv 94/62/EF), deponering af affald (direktiv 1999/31/EF), udrangerede køretøjer (direktiv 2000/53/EF), batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer (direktiv 2006/66/EF) og affald af elektrisk og elektronisk udstyr (direktiv 2012/19/EU),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 22. november 2016 med titlen "Næste skridt hen imod en bæredygtig europæisk fremtid - En europæisk indsats for bæredygtighed" (COM(2016)0739),

–  der henviser til Kommissionens forslag af 9. december 2015 til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter af aftaler om onlinesalg og andre former for fjernsalg af varer (COM(2015)0635),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder(5),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked(6),

–  der henviser til rapporten af 18. august 2015 fra Kontoret for de Europæiske Forbrugerorganisationer med titlen: "Durable goods: More sustainable products, better consumer rights. Consumer expectations from the EU's ressource efficiency and circular economy agenda",

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs undersøgelse af 29. marts 2016 med titlen "The Influence of Lifespan Labelling on Consumers",

–  der henviser til den undersøgelse, der blev gennemført i juli 2016 på foranledning af Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, og hvis titel er "A longer life time for products: benefits for consumers and companies",

–  der henviser til oversigten af 18. april 2016 fra Forbruger Europa-centret med titlen ”Planned obsolescence or by-products of consumer society”,

–  der henviser til den østrigske standard ONR 192102 med titlen "Label of excellence for durable, repair-friendly designed electrical and electronic appliances",

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0214/2017),

A.  der henviser til Kommissionens arbejdsplan for miljøvenligt design for 2016-2019, hvori der henvises til den cirkulære økonomi og til, at det er nødvendigt at gøre noget ved problemerne med holdbarhed og genanvendelighed;

B.  der henviser til, at Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs vedtagelse af en udtalelse om produkters levetid er et udtryk for den interesse, som de økonomiske aktører og civilsamfundet udviser for dette emne;

C.  der henviser til, at der skal være en balance mellem forlængelse af produkternes levetid på den ene side og innovation, forskning og udvikling på den anden;

D.  der henviser til, at den undersøgelse, som er foretaget på foranledning af Udvalget om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, viser, at det er nødvendigt med bredt forankrede politiske foranstaltninger for at fremme forlænget levetid for produkter;

E.  der henviser til, at forskellige økonomiske modeller og forretningsmodeller eksisterer side om side, herunder den brugsbaserede økonomiske model, som gør det muligt at mindske de negative følger for miljøet;

F.  der henviser til, at det er nødvendigt at fremme en længere levetid for produkter, navnlig ved at tackle planlagt forældelse;

G.  der henviser til, at der er behov for at støtte den europæiske reparationssektor, som hovedsagelig består af mikrovirksomheder samt små og mellemstore virksomheder;

H.  der henviser til, at øget harmonisering af genanvendelsesordninger vil kunne sætte skub i den lokale økonomi og det indre marked, idet den skaber nye arbejdspladser og stimulerer markedet for brugte varer;

I.  der henviser til, at det ud fra såvel et økonomisk som et miljømæssigt synspunkt er nødvendigt at bevare råstoffer og begrænse produktion af affald, hvilket man har søgt at opnå med begrebet udvidet producentansvar;

J.  der henviser til, at 77 % af forbrugerne i EU ifølge en Eurobarometerundersøgelse fra juni 2014 hellere vil prøve at reparere produkter, der er gået i stykker, end at købe nye; der henviser til, at der stadig er behov for at forbedre de oplysninger, som forbrugerne får om produkters holdbarhed og reparerbarhed;

K.  der henviser til, at driftssikre og holdbare produkter giver forbrugerne valuta for pengene og forebygger overforbrug af ressourcer og affald, og til, at det derfor er vigtigt, at forbrugerprodukters brugbare levetid forlænges i kraft af produktudformning ved at sikre holdbarhed og mulighed for at reparere, opgradere, demontere og genanvende produkterne;

L.  der henviser til, at svækkelsen af forbrugernes tillid til produkternes kvalitet er til skade for europæiske virksomheder; der henviser til, at den lovbestemte garanti på 24 måneder er det nuværende mindstekrav, der gælder overalt i EU, og at nogle medlemsstater har fastsat mere beskyttende bestemmelser for forbrugere i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed;

M.  der henviser til, at forbrugernes ret til at vælge i henhold til deres forskellige behov, forventninger og præferencer bør respekteres;

N.  der henviser til den ringe kvalitet af de oplysninger, der gives til forbrugerne om produkters levetid, samtidig med at EØSU’s undersøgelse fra marts 2016 viste, at der er en positiv forbindelse mellem mærkning med et produkts levetid og forbrugernes adfærd;

O.  der henviser til, at produkternes levetid og ældning afhænger af forskellige naturlige eller kunstige aspekter såsom materialesammensætning, funktionalitet, reparationsomkostninger og forbrugsmønstre;

P.  der henviser til, at det bør gøres nemmere at få produkter repareret og at få reservedele til dem;

Q.  der henviser til, at ud over lang levetid spiller også kvalitet i hele et produkts livscyklus en afgørende rolle for, hvilket bidrag produktet yder til beskyttelse af ressourcerne;

R.  der henviser til, at der kommer flere og flere nationale initiativer til løsning af problemet med produkters for tidlige forældelse; og til, at det er nødvendigt at udarbejde en fælles strategi for det indre marked på dette område;

S.  der henviser til, at digitale bæreres levetid er af afgørende betydning for elektroniske apparaters levetid, og til, at sådanne apparater på grund af softwarens stadig hurtigere forældelse er nødt til at kunne tilpasses, for at de kan holde trit med markedet;

T.  der henviser til, at produkter med indbyggede mangler, som skal få dem til at gå i stykker og til sidst holde helt op med at fungere efter at være blevet brugt et bestemt antal gange, kun kan indgyde forbrugerne mistillid og ikke bør være tilladt på markedet;

U.  der henviser til, at 90 % af borgerne ifølge data fra Eurobarometer mener, at produkterne bør mærkes tydeligt med deres brugbare levetid;

V.  der henviser til, at alle erhvervsdrivende, herunder SMV'erne, vil have gavn af produkter med længere levetid;

W.  der henviser til, at det syvende miljøhandlingsprogram kræver særlige foranstaltninger for at forbedre produkters holdbarhed, reparationsegnethed og genanvendelighed og forlænge deres levetid;

X.  der henviser til, at det udvidede producentansvar har en vigtig rolle at spille i denne henseende;

Y.  der henviser til, at opnåelsen af en cirkulær økonomisk model kræver involvering af både politiske beslutningstagere, borgere og virksomheder og indebærer forandringer – ikke kun af design og salg af produkter og tjenester, men også af forbrugernes mentalitet og forventninger og virksomhedernes aktiviteter – gennem oprettelsen af nye markeder, der reagerer på ændringer i forbrugsmønstre, som udvikler sig i retning af anvendelse, genanvendelse og deling af produkter, hvilket bidrager til at forlænge produkternes brugsliv og til at skabe konkurrencedygtige, holdbare og bæredygtige produkter;

Z.  der henviser til, at pærerne i mange lamper ikke kan udskiftes, hvilket kan medføre problemer, hvis en pære holder op med at virke, hvis der dukker nyere, mere effektive pærer op på markedet, eller hvis kundens præferencer, f.eks. med hensyn til farven på det lys, der udsendes, ændrer sig, fordi hele lampen så må udskiftes;

AA.  der henviser til, at LED-pærer ideelt set bør kunne udskiftes og ikke være elementer, der ikke kan fjernes;

AB.  der henviser til, at der, efterhånden som den cirkulære økonomi udvikler sig, må tages yderligere skridt for at tilskynde til, at produkter kan repareres, tilpasses, opgraderes, holde og genanvendes for at forlænge levetiden og brugstiden for produkter og/eller produktkomponenter;

AC.  der henviser til, at en endnu større mangfoldighed af produkter, endnu kortere innovationscyklusser og modetendenser i konstant forandring forøger hyppigheden, hvormed der købes nye produkter, og dermed forkorter produkternes brugsliv;

AD.  der henviser til, at der ligger et stort potentiale i sektoren for reparation, genbrug og bytte, dvs. den sektor der arbejder med det formål at forlænge produkternes levetid;

AE.  der henviser til, at der bør findes en balance mellem målet om at forlænge produkters levetid og beskytte et miljø, som stadig giver incitamenter til innovation og videreudvikling;

Udformning af robuste, holdbare produkter af god kvalitet

1.  opfordrer Kommissionen til at tilskynde til, at der om muligt fastsættes kriterier pr. produktkategori for, hvad produkter mindst skal kunne tåle lige fra udformningen af dem og videre, som bl.a. omfatter robusthed, reparationsegnethed og opgraderbarhed, og som skal understøttes af standarder udviklet af alle tre europæiske standardiseringsorganisationer (CEN, Cenelec og ETSI);

2.  understreger, at der i alle faser af et produkts livscyklus skal findes en balance mellem forlængelse af produktets levetid, omdannelse af affald til ressourcer (sekundære råstoffer), industriel symbiose, innovation, forbrugerefterspørgsel, miljøbeskyttelse og vækstpolitik, og mener, at udviklingen af mere og mere ressourceeffektive produkter ikke bør tilskynde til, at produkter får en kort levetid eller smides ud for tidligt;

3.  påpeger, at spørgsmål som produkters holdbarhed, udvidede garantier, adgang til reservedele samt mulighed for reparation og udskiftning af komponenter bør være en del af en producents kommercielle udbud med henblik på at opfylde forbrugernes forskellige behov, forventninger og præferencer, og at de er et vigtigt aspekt af konkurrencen på et frit marked;

4.  gør opmærksom på kommercielle strategiers betydning for designet af holdbare produkter, herunder leasing af produkter, hvorved leasingfirmaer beholder ejerskabet over de leasede enheder og har et incitament til at bringe produktet i omsætning igen og til at investere i at designe mere holdbare produkter, hvilket vil føre til en reduceret mængde ny produktion og bortskaffelse af produkter;

5.  minder om Europa-Parlamentets holdning ved revisionen af pakken om den cirkulære økonomi, hvorved affaldsdirektivet blev ændret, og om styrkelsen i den forbindelse af princippet om det udvidede producentansvar, og at der således blev skabt incitament til en mere bæredygtig produktudformning;

6.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte producenter af modulbaseret produktdesign, der gør det nemt at skille produkterne ad og udskifte dele i dem;

7.  fremfører, at bestræbelserne på at opnå holdbarhed og reparerbarhed bør ledsages af en målsætning om bæredygtighed, der opnås f.eks. ved at anvende miljøvenlige materialer;

8.  bemærker med bekymring mængden af elektronisk affald, der genereres af modemmer, routere og TV-dekodere/TV-bokse, når forbrugerne skifter til en ny udbyder af teletjenester; minder forbrugerne og udbyderne af teletjenester om, at forbrugerne i henhold til forordning (EU) 2015/2120 allerede har ret til at bruge terminaludstyr efter eget valg, når de skifter til en ny udbyder af teletjenester;

Fremme af reparerbarhed og lang levetid

9.  opfordrer Kommissionen til at fremme, at produkter kan repareres, ved

   at tilskynde til og lette foranstaltninger, der gør det attraktivt for forbrugeren at vælge reparation af et produkt
   at anvende byggemetoder og -materialer, der gør reparation af et produkt eller udskiftning af dets komponenter lettere og billigere; forbrugerne bør ikke bringes i en situation, hvor de oplever en uendelig kæde af reparation og vedligeholdelse af defekte produkter
   i tilfælde af gentagen mangel på overensstemmelse eller reparationstid på over en måned at tilskynde til, at garantien forlænges med en periode svarende til den tid, reparationen har taget
   indtrængende at opfordre til, at dele af afgørende betydning for et produkts funktionsevne kan udskiftes og repareres, ved at medtage produktets reparationsegnethed som en af dets væsentlige egenskaber, når det er hensigtsmæssigt, og ved at modvirke, at vigtige komponenter såsom batterier og LED-komponenter fastgøres i et produkt, medmindre en sådan fastgørelse er begrundet i sikkerhedshensyn
   indtrængende at opfordre producenterne til at sikre, at der med produktet på købstidspunktet følger vedligeholdelses- og reparationsvejledninger, navnlig med produkter, hvor vedligeholdelse og reparation er meget vigtige, for at forbedre muligheden for at forlænge produktlevetiden
   at sikre muligheden for at anvende dele af samme kvalitet og med samme ydeevne i stedet for originale dele ved reparation af alle produkter i overensstemmelse med gældende lovgivning
   så vidt muligt at udvikle standardisering af reservedele og værktøj, der er nødvendige for at reparere produktet, med sigte på at øge reparationstjenesteydelsernes effektivitet
   at tilskynde producenterne til på anmodning at levere vedligeholdelses- og reparationsvejledninger på forskellige sprog til reparationsværksteder
   at tilskynde producenterne til at udvikle batteriteknologier, der sikrer, at batteriers og akkumulatorers levetid matcher produktets forventede levetid bedre, eller alternativt gøre det mere lettilgængeligt at skifte batterier til en pris, der står i et rimeligt forhold til produktets pris;

10.  mener, at det er hensigtsmæssigt at sikre, at reservedele af væsentlig betydning for produkternes funktionsevne og sikkerhed er til rådighed, det være sig ved:

   ud over samlede produktkomponenter at fremme tilgængeligheden af reservedele
   at tilskynde de erhvervsdrivende til at levere en passende teknisk tjeneste i forbindelse med forbrugerprodukter, som de fremstiller eller importerer, og til at levere reservedele, som er nødvendige for, at produkterne kan fungere korrekt og sikkert, til en pris, der svarer til produkternes art og levetid
   at oplyse klart og tydeligt om, hvorvidt reservedele til produkter er tilgængelige eller ej og hvor længe, og, hvor det er hensigtsmæssigt, at etablere en elektronisk platform til dette formål;

11.  tilskynder medlemsstaterne til at finde frem til hensigtsmæssige incitamenter, der fremmer holdbare produkter af høj kvalitet, som kan repareres, reparation af produkter og salg af genbrugsprodukter, og til at udvikle reparationsuddannelsesforløb;

12.  fremhæver, at det er vigtigt at sikre, at man kan vælge at henvende sig til en uafhængig reparatør, f.eks. ved at modvirke tekniske løsninger og sikkerheds- og softwareløsninger, der er til hinder for at få et produkt repareret uden for bestemte autoriserede kredsløb;

13.  opfordrer til, at der gøres en indsats for at tilskynde til genbrug af reservedele på genbrugsmarkedet;

14.  anerkender muligheden for at anvende 3D-printning til at levere reservedele til fagfolk og forbrugere; opfordrer indtrængende til at sikre beskyttelse mod forfalskning og af ophavsret i denne henseende;

15.  minder om, at tilgængeligheden af standardiserede komponenter og modulkomponenter, planlægning af adskillelse af produktet, produktdesign med sigte på lang holdbarhed og effektive fremstillingsprocesser spiller en vigtig rolle for, at indførelsen af en cirkulær økonomi kan lykkes;

Benyttelse af en brugsorienteret økonomisk model og understøttelse af små og mellemstore virksomheder og beskæftigelsen i EU

16.  fremhæver, at skiftet til forretningsmodeller såsom "produkter som serviceydelser" har potentiale til at forbedre bæredygtigheden af produktions- og forbrugsmønstre, forudsat at produktservicesystemer ikke medfører kortere produktlevetider, og understreger, at sådanne forretningsmodeller ikke bør give mulighed for skatteundgåelse;

17.  fremhæver, at udviklingen af nye forretningsmodeller såsom internetbaserede tjenester, nye markedsføringsmetoder og stormagasiner, der kun sælger brugte varer, og en mere udbredt tilgængelighed af uformelle reparationsfaciliteter (reparationscaféer og værksteder, hvor folk kan foretage reparationer selv) kan bidrage til at forlænge produkters levetid og samtidig øge forbrugernes kendskab og tiltro til produkter med lang levetid;

18.  opfordrer medlemsstaterne til:

   at høre alle berørte aktører med henblik på at tilskynde til udvikling af en model for salg af brugsretten til et produkt, der er til gavn for alle
   at styrke deres bestræbelser med foranstaltninger til fremme af udvikling af den funktionelle økonomi og at gøre det attraktivt at udleje, bytte og låne objekter
   at tilskynde de lokale og regionale myndigheder til aktivt at fremme udviklingen af økonomiske modeller som f.eks. den kollaborative økonomi og den cirkulære økonomi, som tilskynder til en mere effektiv anvendelse af ressourcerne, forøgelse af varernes holdbarhed og styrkelse af reparation, genbrug og genanvendelse;

19.  tilskynder medlemsstaterne til at sikre, at bestemmelserne i direktiv 2014/24/EU om livscyklusomkostninger indgår i overvejelserne ved offentlige indkøb, og til at øge genbrugsraten for offentligt indkøbt udstyr;

20.  tilskynder medlemsstaterne og Kommissionen til i deres politikker at støtte den kollaborative økonomi i betragtning af de fordele, som den rummer med hensyn til at udnytte knappe ressourcer og knap kapacitet, f.eks. inden for transport og indlogering;

21.  opfordrer Kommissionen til, når den fremmer den cirkulære økonomi, at understrege, hvor vigtig en faktor produkters holdbarhed er;

22.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende det affaldshierarki, der er fastlagt i EU-lovgivningen (affaldsrammedirektivet (2008/98/EF)), til fulde og navnlig til at blive ved med at betragte elektriske og elektroniske apparater som produkter med stor nytteevne og værdi og ikke som affald, f.eks. ved at give adgang til indsamlingssteder for affald af elektrisk og elektronisk udstyr til medarbejdere fra genbrugscentre, som kan udnytte disse produkter og deres komponenter;

23.  mener, at de foranstaltninger, der er medtaget i denne beslutning, især bør gælde for SMV'er og mikrovirksomheder som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF på en måde, der er hensigtsmæssig og står i forhold til SMV’ernes og mikrovirksomhedernes størrelse og kapacitet, for at sikre deres fortsatte udvikling og fremme beskæftigelse og uddannelse for nye erhverv i EU;

24.  opfordrer Kommissionen til at overveje, hvordan man kan tilskynde til og fremme, at LED-pærer kan skiftes ud, og til ud over foranstaltninger med sigte på miljøvenligt design at overveje en mindre streng tilgang, der f.eks. omfatter mærkning, incitamentsordninger, offentlige udbud eller en forlænget garantiperiode, hvis pærerne ikke kan tages ud;

25.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at foretage effektiv markedsovervågning med henblik på at sikre, at både europæiske og importerede produkter opfylder kravene for så vidt angår produktpolitik og miljøvenligt design;

26.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at involvere lokale og regionale myndigheder og til at respektere deres kompetencer;

Sikring af bedre oplysning af forbrugerne

27.  opfordrer Kommissionen til at forbedre oplysningerne om produkters holdbarhed ved

   at tage et frivilligt EU-mærke op til overvejelse, der navnlig omfatter: produktets holdbarhed, elementer inden for miljøvenligt design, mulighed for opgradering i takt med tekniske fremskridt og reparationsegnethed
   frivillige eksperimenter med virksomheder og andre interessenter på EU-plan med henblik på at udvikle en betegnelse for et produkts forventede levetid på grundlag af standardiserede kriterier, der vil kunne anvendes af alle medlemsstaterne
   at udvikle en brugsmåler til de mest relevante forbrugsgoder, navnlig hårde hvidevarer
   at få foretaget en undersøgelse af konsekvenserne af tilpasning af mærkning med levetid til den lovbestemte garantiperiodes varighed
   at anvende digitale applikationer eller sociale medier
   at standardisere brugsvejledningers oplysninger om et produkts holdbarhed, opgraderingsmuligheder, reparationsmuligheder for at sikre, at de er klare, tilgængelige og nemme at forstå
   at oplysninger gives baseret på standardkriterier, hvor et produkts forventede levetid er anført;

28.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen til:

   at hjælpe lokale og regionale myndigheder, virksomheder og foreninger med at gennemføre kampagner til oplysning af forbrugerne om forlængelse af produkters levetid, navnlig ved at oplyse om vejledning om vedligeholdelse, reparation, genanvendelse osv.
   at fremme bevidstheden hos forbrugerne om produkter, der går hurtigt i stykker og ikke kan repareres, om nødvendigt ved hjælp af udvikling af platforme, hvor forbrugerne oplyses om sådanne;

29.  opfordrer Kommissionen til at tilskynde til regelmæssig og struktureret udveksling af information og bedste praksis i hele Unionen, mellem Kommissionen og medlemsstaterne, herunder regionale og kommunale myndigheder;

Foranstaltninger vedrørende planlagt forældelse

30.  opfordrer Kommissionen til i samråd med forbrugerorganisationer, producenter og andre interessenter at fremsætte forslag til en definition på planlagt forældelse for fysiske varer og software; opfordrer derudover Kommissionen til i samarbejde med markedstilsynsmyndigheder at undersøge muligheden for at etablere et uafhængigt system, som vil kunne teste produkter og opspore indbygget forældelse i produkter; efterlyser i denne sammenhæng bedre retlig beskyttelse af whistleblowere og passende afskrækkende foranstaltninger for producenter;

31.  henviser til nogle medlemsstaters pionerarbejde på dette område, f.eks. Beneluxlandenes initiativ til at bekæmpe planlagt forældelse og forlænge levetiden for (elektriske) husholdningsmaskiner; fremhæver betydningen af udveksling af bedste praksis i denne henseende;

32.  bemærker, at det, at produkter kan opgraderes, kan bremse forældelsen af produktet og kan mindske de miljømæssige virkninger og omkostningerne for forbrugerne;

Styrkelse af retten til den lovbestemte garanti for overensstemmelse

33.  finder det afgørende, at forbrugerne informeres bedre om, hvordan den lovbestemte garanti for overensstemmelse fungerer; opfordrer til, at denne garanti anføres i sin fulde længde på købsfakturaen for produktet;

34.  opfordrer Kommissionen til at tage initiativer og iværksætte foranstaltninger med henblik på at forbedre forbrugertilliden ved:

   at styrke forbrugerbeskyttelse, især for produkter, hvis levetid med rimelighed kan forventes at være forholdsvis lang, og ved at tage de stærke forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger i betragtning, der allerede er truffet i nogle medlemsstater
   at tage hensyn til virkningerne af både lovgivning om miljøvenligt design og aftaleret om energirelaterede produkter med henblik på udvikling af en holistisk tilgang til produktlovgivning
   at sikre, at forbrugerne i købekontrakten udtrykkeligt oplyses om deres ret til den lovbestemte garanti og at fremme kampagner med det formål at øge kendskabet til denne ret
   at forenkle dokumentation for købet for forbrugeren, idet garantien knyttes til købsgenstanden og ikke til køberen, og at tilskynde yderligere til, at der generelt indføres e-kvitteringer og elektroniske garantiordninger;

35.  opfordrer til etablering af en klagemekanisme på EU-niveau for manglende overholdelse af de rettigheder, der følger af denne garanti, med henblik på at lette myndighedernes tilsyn med anvendelsen af europæiske standarder;

36.  påpeger, at der kan tilvejebringes et incitament til mere bæredygtigt produktdesign ved at styrke princippet om udvidet producentansvar og fastsætte minimumskrav, der skal overholdes;

Beskyttelse af forbrugerne mod forældet software

37.  efterlyser større gennemsigtighed for så vidt angår opgraderingsmuligheder, sikkerhedsopdateringer og holdbarhed, som alle er aspekter, der er nødvendige for, at både hardware og software kan fungere korrekt; opfordrer Kommissionen til at undersøge behovet for at fremme øget samarbejde mellem erhvervsvirksomheder;

38.  tilskynder til åbenhed hos leverandører og producenter i form af, at de i produktaftaler anfører den minimumsperiode, hvori der kommer sikkerhedsopdateringer af styresystemerne; foreslår, at der udarbejdes en definition af den brugsperiode, som med rimelighed kan forventes af et produkt; understreger desuden, at leverandøren af produktet i tilfælde af indlejrede operativsystemer skal sikre levering af disse sikkerhedsopdateringer; opfordrer producenterne til at give klare oplysninger om kompatibiliteten af softwareopdateringer og -opgraderinger med indbyggede operativsystemer, der leveres til forbrugerne;

39.  opfordrer til, at softwareopdateringer, der er nødvendige, er reversible og ledsages af oplysninger om indvirkningerne på apparatets funktionsevne og til, at ny vigtig software er kompatibel med den foregående generation af software;

40.  opfordrer til modulopbygning af delene, herunder processoren, ved hjælp af standardiseringsforanstaltninger, hvilket vil sikre, at apparatet kan vedligeholdes;

o
o   o

41.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 285 af 31.10.2009, s. 10.
(2) EUT L 153 af 18.6.2010, s. 1.
(3) EUT L 354 af 28.12.2013, s. 171.
(4) EUT C 67 af 6.3.2014, s. 23.
(5) EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64.
(6) EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22.


Bekæmpelse af overtrædelser af menneskerettighederne i forbindelse med krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, herunder folkedrab
PDF 221kWORD 62k
Europa-Parlamentets beslutning af 4. juli 2017 om bekæmpelse af overtrædelser af menneskerettighederne i forbindelse med krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, herunder folkedrab (2016/2239(INI))
P8_TA(2017)0288A8-0222/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til De Forenede Nationers konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab af 9. december 1948,

–  der henviser til kapitel VII i De Forenede Nationers pagt (foranstaltninger over for trusler mod freden, fredsbrud og angrebshandlinger),

–  der henviser til De Forenede Nationers konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf af 10. december 1984,

–  der henviser til artikel 18 i verdenserklæringen om menneskerettigheder, artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, erklæringen om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion og tro og EU's retningslinjer om fremme og beskyttelse af religions- og trosfrihed,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 af 31. oktober 2000 om kvinder, fred og sikkerhed,

–  der henviser til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC) af 17. juli 1998, der trådte i kraft den 1. juli 2002,

–  der henviser til Kampala-ændringerne til Romstatutten, der blev vedtaget på revisionskonferencen i Kampala, Uganda, i juni 2010,

–  der henviser til FN's analyseramme for masseforbrydelser, som er udformet af FN's kontor for de særlige rådgivere for bekæmpelse af folkemord og beskyttelsesansvar,

–  der henviser til rapporten af 15. marts 2015 fra FN's højkommissær for menneskerettigheder om menneskerettighedssituationen i Irak på baggrund af krænkelser begået af den såkaldte Islamiske Stat i Irak og Levanten og tilknyttede grupper,

–  der henviser til De Forenede Nationers Generalforsamlings resolution A/71/L.48 fra december 2016 om oprettelse af en international, upartisk og uafhængig mekanisme til at bistå ved efterforskningen og retsforfølgningen af de ansvarlige for de alvorligste forbrydelser i henhold til folkeretten, der siden marts 2011 er begået i Den Syriske Arabiske Republik (IIIM),

–  der henviser til den særlige undersøgelse af begivenhederne i Aleppo, der blev gennemført af den uafhængige internationale undersøgelseskommission vedrørende Den Syriske Arabiske Republik, som blev offentliggjort den 1. marts 2017,

–  der henviser til Rådets fælles holdning 2001/443/FUSP af 11. juni 2001 vedrørende Den Internationale Straffedomstol(1),

–  Rådets afgørelse 2002/494/RIA af 13. juni 2002 om oprettelse af et europæisk net af kontaktpunkter vedrørende personer, som er ansvarlige for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser(2),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2003/335/RIA af 8. maj 2003 om efterforskning og strafforfølgning af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser(3),

–  der henviser til Rådets fælles holdning 2003/444/FUSP af 16. juni 2003 vedrørende Den Internationale Straffedomstol(4),

–  der henviser til EU's retningslinjer om fremme af overholdelse af den humanitære folkeret,

–  der henviser til aftalen mellem Den Internationale Straffedomstol og Den Europæiske Union om samarbejde og bistand(5),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2011/168/FUSP af 21. marts 2011 vedrørende Den Internationale Straffedomstol(6),

–  der henviser til det fælles arbejdsdokument fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om fremme af komplementaritetsprincippet (SWD(2013)0026),

–  der henviser til Rådets konklusioner om EU's overordnede strategi af 12. maj 2014,

–  der henviser til EU-folkedrabsnettets strategi for bekæmpelse af straffrihed for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i Den Europæiske Union og dens medlemsstater, som blev vedtaget den 30. oktober 2014,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 16. november 2015 om EU's støtte til retsopgør,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 23. maj 2016 om den regionale EU-strategi for Syrien og Irak samt over for truslen fra Daesh,

–  der henviser til erklæringen af 9. december 2016 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) i anledning af den internationale mindedag for ofrene for folkedrab og forebyggelse af denne form for forbrydelse,

–  der henviser til Den Europæiske Unions handlingsplan vedrørende menneskerettigheder og demokrati 2015-2019,

–  der henviser til sin beslutning af 17. november 2011 om EU-støtte til Den Internationale Straffedomstol: håndtering af udfordringer og vanskeligheder(7),

–  der henviser til sin beslutning af 17. juli 2014 om aggressionsforbrydelser(8),

–  der henviser til sin beslutning af 8. oktober 2015 om massefordrivelsen af børn i Nigeria som følge af Boko Harams angreb(9) og af 17. juli 2014 om Nigeria — Boko Harams seneste angreb(10),

–  der henviser til sin beslutning af 16. december 2015 om forberedelse til det humanitære verdenstopmøde: udfordringer og muligheder for humanitær bistand(11),

–  der henviser til sine beslutning af 24. november 2016 om situationen i Syrien(12), af 27. oktober 2016 om situationen i det nordlige Irak/Mosul(13), af 4. februar 2016 om systematiske massemord på religiøse mindretal begået af det såkaldte ISIS/Daesh(14) og af 11. juni 2015 om Syrien: situationen i Palmyra og sagen med Mazen Darwish(15),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0222/2017),

A.  der henviser til, at folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, også betegnet "masseforbrydelser" ("atrocity crimes"), er de mest alvorlige forbrydelser mod menneskeheden og giver anledning til bekymring for hele det internationale samfund; der henviser til, at menneskeheden er blevet rystet over sådanne forbrydelser;

B.  der henviser til, at det internationale samfund har pligt til at forhindre, at der sker masseforbrydelser; der henviser til, at sådanne forbrydelser, når de forekommer, ikke må forblive ustraffede, og at det må sikres, at der sker en effektiv, fair og hurtig retsforfølgning af dem, på nationalt eller internationalt niveau og i overensstemmelse med komplementaritetsprincippet;

C.  der henviser til, at ansvarlighed, retfærdighed, retsstatsprincippet og bekæmpelse af straffrihed er vigtige elementer i bestræbelserne på at styrke fred og konfliktløsning, forsoning og genopbygning;

D.  der henviser til, at reel forsoning kun kan være baseret på sandhed og retfærdighed;

E.  der henviser til, at ofrene for sådanne forbrydelser har ret til domstolsprøvelse og erstatning, og der henviser til, at flygtninge, der har været udsat for grusomheder bør have fuld støtte fra det internationale samfund; der henviser til, at det i denne forbindelse er vigtigt at anlægge et kønsperspektiv ved at tage hensyn til de særlige behov, som kvinder og piger har i flygtningelejre, under hjemsendelse og genbosættelse, rehabilitering og genopbygning efter konflikter;

F.  der henviser til, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) spiller en central rolle i bekæmpelsen af straffrihed og for genoprettelse af fred og tilvejebringelse af retfærdighed for ofrene;

G.  der henviser til, at erstatningsordningen for ofre for forbrydelser, der henhører under ICC’s kompetence, gør denne til en enestående domstolsinstitution på internationalt plan;

H.  der henviser til, at universel tiltrædelse af Romstatutten er afgørende for, at ICC kan være fuldt effektiv; der henviser til, at 124 lande, heriblandt samtlige EU-medlemsstater, har ratificeret ICC's Romstatut;

I.  der henviser til, at Kampala-ændringerne til Romstatutten om aggressionsforbrydelser, der betragtes som den alvorligste og farligste form for ulovlig magtanvendelse, er blevet ratificeret af 34 stater, og dermed har nået de 30 godkendelser, der var nødvendige for, at den kunne aktiveres, og derved har banet vejen for, at Forsamlingen af Deltagerstater efter den 1. januar 2017 kan vedtage at aktivere domstolens traktatbaserede jurisdiktion i forbindelse med aggressionsforbrydelser;

J.  der henviser til, at Rusland i november 2016 besluttede at annullere sin undertegnelse af Romstatutten; der henviser til, at Sydafrika, Gambia og Burundi i oktober 2016 også meddelte, at de agtede at træde ud af Romstatutten; der henviser til, at Den Afrikanske Union (AU) den 31. januar 2017 vedtog en ikke-bindende beslutning, der omfattede en strategi for udtræden af ICC, og opfordrede AU's medlemsstater til at overveje at gennemføre henstillingerne heri; der henviser til, at Gambia og Sydafrika hhv. i februar og marts 2017 har givet meddelelse om deres beslutning om at tilbagekalde deres udtræden af Romstatutten;

K.  der henviser til, at samarbejdet mellem Romstatuttens parter og med regionale organisationer er af allerstørste betydning, især i situationer, hvor ICC's kompetence drages i tvivl;

L.  der henviser til, at ICC i øjeblikket er i gang med ti undersøgelser i ni lande (Georgien, Mali, Elfenbenskysten, Libyen, Kenya, Sudan (Darfur), Uganda, Den Demokratiske Republik Congo og (to undersøgelser) Den Centralafrikanske Republik);

M.  der henviser til, at ICC i overensstemmelse med komplementaritetsprincippet som fastsat i Romstatutten udelukkende agerer i tilfælde, hvor de nationale domstole ikke er i stand til eller er uvillige til reelt at efterforske og retsforfølge masseforbrydelser, og at Romstatuttens parter således har det primære ansvar for at retsforfølge de påståede gerningsmænd bag de mest alvorlige forbrydelser, der berører det internationale samfund;

N.  der henviser til, at medlemsstaterne i Rådets fælles holdning 2001/443/CFSP af 11. juni 2001 vedrørende Den Internationale Straffedomstol erklærede, at de forbrydelser, der hører under ICC's kompetence, berører alle medlemsstater, som er besluttet på at samarbejde om at forebygge sådanne forbrydelser og sætte en stopper for, at gerningsmændene forbliver ustraffede;

O.  der henviser til, at EU og dets medlemsstater har været trofaste allierede af ICC lige fra dens oprettelse og ydet vedvarende politisk, diplomatisk, finansiel og logistisk støtte, herunder fremme af Romstatutordningens universalitet og forsvar for dens integritet;

P.  der henviser til, at EU og dets medlemsstater har givet Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) tilsagn om kraftigt at støtte etableringen af en effektiv mekanisme til at styrke overholdelsen af den humanitære folkeret; der henviser til, at Parlamentet har opfordret NF/HR til at aflægge rapport om, hvilke mål og strategier der er udviklet for at leve op til dette tilsagn;

Q.  der henviser til, at der er blevet begået talrige masseforbrydelser i lande, der tidligere var en del af Jugoslavien, i de krige, der fandt sted mellem 1991 og 1995;

R.  der henviser til, at retssagerne om de masseforbrydelser, der blev begået i de tidligere jugoslaviske lande under krigene fra 1991 til 1995, skrider meget langsomt frem;

S.  der henviser til, at Syrien tiltrådte konventionen om folkedrab i 1955 og konventionen om tortur i 2004;

T.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 27. oktober 2016 mindede om, at de krænkelser af menneskerettighederne, som er blevet begået af ISIS/Daesh, omfatter folkedrab;

U.  der henviser til, at det i adskillige FN-rapporter, herunder fra den uafhængige internationale undersøgelseskommission om Den Syriske Arabiske Republik, FN’s generalsekretærs særlige rådgiver om forebyggelse af folkedrab, FN's generalsekretærs særlige rådgiver om beskyttelsesansvar, den særlige rapportør om mindretalsspørgsmål og FN’s højkommissær for menneskerettigheder samt NGO-kilder, er blevet fastslået, at handlinger begået af alle parter kan udgøre masseforbrydelser, og at der blev begået krigsforbrydelser på alle sider under kampen om Aleppo i december 2016;

V.  der henviser til, at ICC har anført, at der er rimeligt grundlag for at formode, at Boko Haram har begået forbrydelser mod menneskeheden i henhold til statuttens artikel 7 i Nigeria, herunder drab og forfølgelse;

W.  der henviser til, at hundredvis af henrettelser i Burundi siden april 2015 har ført til, at det i en rapport fra De Forenede Nationers uafhængige undersøgelse om Burundi blev konkluderet, at en række personer i Burundi bør retsforfølges for forbrydelser mod menneskeheden;

X.  der henviser til, at civilsamfundsorganisationer, internationale advokater og NGO'er har advaret om, at de begivenheder, der fandt sted i Burundi i slutningen af 2016, kan udgøre folkedrab;

Y.  der henviser til, at de internationale regler om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden er bindende, også for ikke-statslige aktører eller personer, der handler på vegne af eller inden for rammerne af ikke-statslige organisationer; der henviser til, at dette bør gentages endnu mere i dag, hvor ikke-statslige aktører i stigende grad er til stede på krigsskuepladser og fremmer og begår sådanne alvorlige forbrydelser;

Z.  der henviser til, at stater under visse omstændigheder også kan drages til ansvar for tilsidesættelse af forpligtelser i medfør af internationale traktater og konventioner, som Den Internationale Domstol har jurisdiktion over, herunder konventionen fra 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og konventionen fra 1948 om forebyggelse af og straf for folkedrab;

AA.  der henviser til, at Den Internationale Domstol har mulighed for at fastslå statsligt ansvar;

AB.  der henviser til, at voldtægt og seksuel vold anvendes af alle parter i konflikten som en krigstaktik med henblik på at intimidere og ydmyge fjenden; der henviser til, at kønsbaseret vold og seksuelt misbrug desuden også bliver voldsomt forøget under konflikter;

AC.  der henviser til, at vold mod kvinder både under og efter konflikter kan ses som et kontinuum af den diskrimination, som kvinder oplever i tider uden konflikt; der henviser til, at konflikter skærper de allerede eksisterende diskriminationsmønstre baseret på køn såvel som det historisk ulige magtforhold mellem kønnene og bringer kvinder og piger i forøget risiko for seksuel, fysisk og psykisk vold;

1.  minder om, at EU har forpligtet sig til at optræde på den internationale scene som repræsentant for de principper, der lå til grund for dets oprettelse, såsom demokrati, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne samt som forkæmper for principperne i De Forenede Nationers pagt og folkeretten; bekræfter i denne forbindelse, at det er af afgørende betydning for EU at gribe ind og stille dem til regnskab, der er ansvarlige for krænkelser af menneskerettighederne, der er så alvorlige, at de udgør forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab, og for alvorlige brud på international humanitær folkeret, der når op på niveauet for krigsforbrydelser;

2.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at sætte al deres politiske vægt ind på at forebygge, at enhver handling, der kan betragtes som en masseforbrydelse, finder sted, at reagere effektivt og koordineret i tilfælde, hvor sådanne forbrydelser forekommer, at mobilisere alle de nødvendige midler for at retsforfølge alle ansvarlige og at bistå ofre samt støtte stabiliserings- og forsoningsprocesser;

Om behovet for at fokusere på forebyggelsen af masseforbrydelser

3.  opfordrer de kontraherende parter i FN's konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab fra 1948, i de fire Genèvekonventioner fra 1949, i konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf fra 1984 og i andre relevante internationale aftaler, herunder EU's medlemsstater, til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at forhindre masseforbrydelser på deres område, under deres jurisdiktion eller begået af deres statsborgere, således som de har forpligtet sig til; opfordrer alle stater, der endnu ikke har ratificeret de ovennævnte konventioner, til at gøre det;

4.  understreger det presserende behov for, at det internationale samfund øger sin indsats for at føre tilsyn med og reagere på enhver konflikt eller potentiel konflikt, som kunne føre til handlinger, der kan betegnes som masseforbrydelser;

5.  opfordrer det internationale samfund til at indføre instrumenter, der kan minimere tidsrummet mellem varsling og indsats for at forhindre, at voldelige konflikter opstår, genopstår eller eskalerer, som f.eks. EU's system for tidlig varsling;

6.  opfordrer EU til at intensivere sine bestræbelser på at udvikle en sammenhængende og effektiv fremgangsmåde til at identificere og reagere rettidigt på krise- eller konfliktsituationer, som kunne føre til, at der bliver begået af masseforbrydelser; understreger navnlig, at det er vigtigt og nødvendigt med en effektiv udveksling af oplysninger og koordinering af forebyggende tiltag mellem EU's institutioner, herunder EU's delegationer, missioner og operationer inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FUFP) samt medlemsstaterne og disses diplomatiske repræsentationer; glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens nye initiativ til en hvidbog, som vil gøre EU's optræden udadtil mere effektiv; understreger betydningen af civile missioner efter konflikter og operationer inden for rammerne af FSFP for at støtte forsoningen i tredjelande, navnlig når disse har været skueplads for forbrydelser mod menneskeheden;

7.  mener, at EU i sin overordnede tilgang til eksterne konflikter og kriser bør integrere de nødvendige redskaber til identifikation og forebyggelse af eventuelle masseforbrydelser på et tidligt tidspunkt; henleder i denne forbindelse opmærksomheden på FN's analyseramme for masseforbrydelser, som er udarbejdet af FN's kontor for de særlige rådgivere for bekæmpelse af folkemord og beskyttelsesansvar; mener, at EU og medlemsstaterne altid bør indtage en fast holdning i tilfælde, hvor forbrydelser synes umiddelbart forestående, og anvende alle de fredelige instrumenter, de har til deres rådighed, såsom bilaterale forbindelser, multilaterale fora og offentligt diplomati;

8.  Opfordrer indtrængende NF/HR til at fortsætte samarbejdet med og uddannelsen af de ansatte på EU-delegationerne og medlemsstaternes ambassader samt af civile og militære missioner i internationale menneskerettigheder, humanitær folkeret og strafferet, herunder evnen til at afdække situationer, der muligvis involverer krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab og alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret, bl.a. gennem regelmæssige drøftelser med det lokale civilsamfund, til at sikre, at EU's særlige repræsentanter håndhæver beskyttelsesansvaret (R2P), når det er nødvendigt, og til at udvide mandatet for EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder til at omfatte spørgsmål i tilknytning til beskyttelsesansvaret, til yderligere at støtte EU-kontaktpunktet for beskyttelsesansvar i EU-Udenrigstjenesten inden for rammerne af de eksisterende strukturer og ressourcer, som navnlig skal have til opgave at øge bevidstheden om, hvad beskyttelsesansvaret indebærer, og sikre rettidige informationsstrømme mellem alle berørte aktører om situationer, der giver anledning til bekymring, samt at fremme etableringen af nationale kontaktpunkter for beskyttelsesansvar i EU's medlemsstater, og til at yderligere professionalisere og styrke præventivt diplomati og mægling;

9.  understreger, at det er nødvendigt for lande og regioner, der er i risiko for konflikt, at have kvalificerede og pålidelige sikkerhedsstyrker; opfordrer til en yderligere indsats fra EU's og medlemsstaternes side for at udvikle kapacitetsopbygningsprogrammer for sikkerhedssektoren samt platforme til fremme af en kultur med respekt for menneskerettighederne og for forfatningen, for integritet og for offentlige hverv blandt lokale sikkerhedsstyrker og militære styrker;

10.  understreger, at det er af afgørende betydning at gøre noget ved de grundlæggende årsager til vold og konflikt, bidrage til at skabe fredelige og demokratiske vilkår og sikre respekt for menneskerettighederne, herunder beskyttelsen af kvinder, unge og børn, mindretal og LGBTI-grupper og fremme interreligiøs og interkulturel dialog, for at forhindre folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden;

11.  opfordrer til udvikling på internationalt, regionalt og nationalt plan af uddannelsesmæssige og kulturelle programmer, der fremmer forståelsen af årsagerne til og følgerne af masseforbrydelser for menneskeheden, og som øger bevidstheden om nødvendigheden og vigtigheden af at værne om freden og fremme menneskerettighederne og tolerancen mellem forskellige religioner og af at retsforfølge og efterforske alle sådanne forbrydelser; glæder sig i denne forbindelse over afholdelsen af den første årlige europæiske dag mod straffrihed for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser;

Om støtte til efterforskning og retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser

12.  gentager sin fulde støtte til ICC, Romstatutten, anklagerens kontor, anklagerens beføjelse til at handle på eget initiativ og de fremskridt, der er gjort med hensyn til iværksættelse af nye efterforskninger, som et vigtigt middel til bekæmpelse af straffrihed for masseforbrydelser;

13.  glæder sig over mødet den 6. juli 2016 mellem EU- og ICC-repræsentanter i Bruxelles til det 2. møde i rundbordsdialogen mellem EU og ICC, som afholdes for at gøre det muligt for relevante medarbejdere ved ICC og EU's institutioner at indkredse fælles interesseområder, udveksle oplysninger om relevante aktiviteter og sikre et bedre samarbejde mellem EU og ICC;

14.  bekræfter på ny, at fastholdelsen af ICC's uafhængighed er afgørende, ikke blot for at sikre, at den er fuldt funktionsdygtig, men også for at fremme Romstatuttens universalitet;

15.  advarer om, at retsplejen ikke kan hvile på en balancegang mellem retfærdighed og en eller anden form for politiske betragtninger, da en sådan balance ikke vil fremme forsoningsbestræbelserne, men mindske dem;

16.  bekræfter, at universel tilslutning til ICC's Romstatut er af afgørende betydning; opfordrer de stater, der endnu ikke har ratificeret Romstatutten, aftalen om domstolens privilegier og immuniteter samt Kampala-ændringerne til Romstatutten, til at gøre det, med henblik på at styrke ansvarlighed og forsoning som centrale elementer i forebyggelsen af fremtidige grusomheder; understreger ligeledes den afgørende betydning af Romstatuttens integritet;

17.  noterer sig med den dybeste beklagelse de nylige bekendtgørelser om udtrædelse af Romstatutten, der udgør en udfordring især med hensyn til ofres adgang til domstolsprøvelse, og som bør fordømmes på det kraftigste; glæder sig over den kendsgerning, at både Gambia og Sydafrika har tilbagekaldt deres meddelelser om udtrædelse; opfordrer kraftigt det sidste land til at genoverveje sin beslutning; opfordrer endvidere EU til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der ikke sker nogen udtrædelser, bl.a. via samarbejde med Den Afrikanske Union; glæder sig over, at ICC's Forsamling af Deltagerstater er blevet enige om at overveje de foreslåede ændringer af Romstatutten med henblik på at gøre noget ved de betænkeligheder, der blev rejst på det særlige topmøde i Den Afrikanske Union;

18.  opfordrer de fire signatarstater, der har meddelt FN's generalsekretær, at de ikke længere ønsker at være part i Romstatutten til at genoverveje deres beslutning; bemærker endvidere, at tre af de permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd ikke er parter i Romstatutten;

19.  opfordrer endvidere alle ICCs deltagerstater til at intensivere deres bestræbelser på at fremme universel tiltrædelse af ICC og aftalen om ICCs privilegier og immuniteter; mener, at Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten sammen med medlemsstaterne bør fortsætte med at anspore tredjelande til at ratificere og gennemføre Romstatutten og aftalen om domstolens privilegier og immuniteter samt foretage en vurdering af EU's resultater i så henseende;

20.  understreger betydningen af at sikre tilstrækkelige finansielle midler til domstolen til, at den kan fungere effektivt, enten i form af bidrag fra deltagerstaterne eller gennem EU-finansieringsmekanismer såsom Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR) og Den Europæiske Udviklingsfond (EDF), med særlig fokus på finansiering til civilsamfundsaktører, der arbejder med at fremme det internationale strafferetssystem, og ICC-relaterede spørgsmål;

21.  glæder sig over den uvurderlige bistand, som civilsamfundsorganisationer yder til domstolen; er foruroliget over rapporter om trusler og intimidering rettet mod visse civilsamfundsorganisationer, der samarbejder med domstolen; opfordrer til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at garantere et sikkert miljø for civilsamfundsorganisationer til at operere og samarbejde med ICC i og til at imødegå alle trusler og intimidering rettet mod dem i forbindelse hermed;

22.  noterer sig de fremskridt, der er gjort med hensyn til gennemførelsen af handlingsplanen af 12. juli 2011 til opfølgning af Rådets afgørelse om ICC af 21. marts 2011; opfordrer til, at der foretages en evaluering af gennemførelsen af handlingsplanen med henblik på at udpege eventuelle områder, hvor effektiviteten af EU's indsats kunne forbedres, også når det drejer sig om at fremme domstolens integritet og uafhængighed;

23.  opfordrer indtrængende alle de stater, der har ratificeret Romstatutten til at samarbejde fuldt ud med ICC i dens bestræbelser på at efterforske og retsforfølge dem, der er ansvarlige for grove internationale forbrydelser, til at respektere ICC's autoritet og til fuldt ud at gennemføre dens afgørelser;

24.  opfordrer på det kraftigste EU og dets medlemsstater til at benytte alle politiske og diplomatiske redskaber, som de råder over, og støtte et effektivt samarbejde med ICC, navnlig i forbindelse med programmer for beskyttelse af vidner og eksekveringen af stående arrestordrer, og navnlig hvad angår de 13 mistænkte, som befinder sig på flugt; opfordrer Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Rådet til at nå til enighed om at vedtage konkrete foranstaltninger som svar på manglende samarbejde med ICC udover politiske erklæringer;

25.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at tage alle midler i anvendelse over for tredjelande, herunder at overveje sanktioner – navnlig i tilfælde af lande med situationer, som ICC er i færd med at undersøge, og lande, som ICC er i gang med indledende undersøgelser af – med henblik på at styrke deres politiske vilje til at samarbejde fuldstændigt og støtte deres kapacitet til at indlede nationale retssager om masseforbrydelser; opfordrer desuden EU og dets medlemsstater til at tilbyde disse lande fuld støtte for at hjælpe dem med at opfylde ICCs krav; opfordrer medlemsstaterne til fuldstændigt at efterleve Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008;

26.  mener, at ofre for masseforbrydelser bør gives adgang til effektive retsmidler, som kan håndhæves, og til erstatning; fremhæver den særlige rolle, som ofre og vidner spiller i sager, der føres ved ICC, og behovet for særlige foranstaltninger, der skal garantere deres sikkerhed og reelle deltagelse i overensstemmelse med Romstatutten; opfordrer EU og dets medlemsstater til fortsat at sætte ofres rettigheder i centrum for alle tiltag i kampen mod straffrihed og til frivilligt at deltage i ICC's trustfond for ofre;

27.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at sikre, at pligten til at stå til regnskab for masseforbrydelser og støtte til ICC integreres i alle EU's udenrigspolitiske prioriteter, bl.a. via udvidelsesprocessen, ved systematisk at tage hensyn til bekæmpelsen af straffrihed; understreger i denne forbindelse den vigtige rolle, som parlamentarikerne spiller med hensyn til at fremme ICC og bekæmpelsen af straffrihed, bl.a. ved hjælp af interparlamentarisk samarbejde;

28.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at samordning og samarbejde med ICC indgår i mandatet for de relevante regionale særlige EU-repræsentanter (EUSR); opfordrer HR/VP til at udnævne en særlig EU-repræsentant for humanitær folkeret og international retfærdighed med mandat til at fremme, integrere og repræsentere EU's engagement i kampen mod straffrihed og til at integrere ICC i hele EU's udenrigspolitik;

29.  fremhæver Europa-Parlamentets afgørende rolle med at overvåge EU's indsats på dette område; glæder sig over indføjelsen af et afsnit om bekæmpelse af straffrihed og om ICC i Europa-Parlamentets årlige betænkning om menneskerettigheder og demokrati i verden, og foreslår endvidere, at Europa-Parlamentet spiller en mere proaktiv rolle ved at fremme og integrere bekæmpelsen af straffrihed og ICC i alle EU-politikker og -institutioner, navnlig i arbejdet i Europa-Parlamentets udvalg med ansvar for Unionens eksterne politikker og Parlamentets delegationer for forbindelserne med tredjelande;

30.  understreger, at ICCs komplementaritetsprincip indebærer, at det primære ansvar for at efterforske og retsforfølge masseforbrydelser ligger hos deltagerstaterne; udtrykker bekymring over, at ikke alle EU-medlemsstater har lovgivning, der definerer disse forbrydelser i henhold til national lovgivning, således at deres domstole kan udøve jurisdiktion over dem; opfordrer EU og dets medlemsstater til at gøre fuld brug af redskaberne til "Fremme af komplementaritetsprincippet";

31.  tilskynder medlemsstaterne til at ændre artikel 83 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for at tilføje masseforbrydelser til listen over forbrydelser, som EU har kompetence over;

32.  opfordrer på det kraftigste EU til at forberede og tilvejebringe ressourcer til at udarbejde en handlingsplan om bekæmpelse af straffrihed i Europa for forbrydelser, der er omfattet af folkeretten, med klare benchmarks for EU-institutionerne og medlemsstaterne, med sigte på at styrke den nationale efterforskning og retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser;

33.  erindrer om, at stater – herunder EU-medlemsstater – på egen hånd kan indbringe sager mod andre stater for Den Internationale Domstol om tilsidesættelse på statsligt niveau af forpligtelser i medfør af internationale traktater og konventioner, herunder konventionen fra 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og konventionen fra 1948 om forebyggelse af og straf for folkedrab;

34.  minder om sin stærke fordømmelse af de grusomheder, der er begået af Assad-regimet i Syrien, som kan anses for at være alvorlige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, og beklager dybt det eksisterende klima af straffrihed for gerningsmændene bag sådanne forbrydelser i Syrien;

35.   beklager dybt den udbredte mangel på respekt for den humanitære folkeret og det alarmerende omfang af tabet af civile liv og angreb på civile infrastrukturer i forbindelse med væbnede konflikter rundt om i verden; opfordrer indtrængende det internationale samfund til at indkalde til en international konference med henblik på at udarbejde en ny international mekanisme til sporing og indsamling af data, og til offentligt at rapportere om krænkelser i forbindelse med væbnede konflikter; gentager sin anmodning til NF/HR om årligt at fremlægge en offentlig liste over formodede gerningsmænd bag angreb på skoler og hospitaler med henblik på at fastlægge passende EU-foranstaltninger for at få sat en stopper for sådanne angreb;

36.  opfordrer medlemsstaterne til at ratificere de vigtigste instrumenter inden for den humanitære folkeret og andre relevante retlige instrumenter; anerkender betydningen af EU's retningslinjer om fremme af overholdelsen af den humanitære folkeret, og gentager sin opfordring til NF/HR og EU-Udenrigstjenesten om at fremskynde gennemførelsen af dem, navnlig i forbindelse med krigsforbrydelser i Mellemøsten; opfordrer EU til at støtte initiativer, der sigter mod at udbrede kendskabet til den humanitære folkeret og god praksis i forbindelse med anvendelsen heraf, og opfordrer EU til at gøre brug af alle bilaterale redskaber, det har til sin rådighed, for reelt at fremme overholdelsen af den humanitære folkeret blandt sine partnere, herunder via politisk dialog;

37.  understreger, at medlemsstaterne bør nægte at levere våben, materiel eller finansiel eller politisk støtte til regeringer eller ikke-statslige aktører, der krænker den humanitære folkeret, bl.a. ved at begå voldtægt eller andre former for seksuel vold mod kvinder og børn;

38.  opfordrer desuden EU og dets medlemsstater til i henhold til tilsagnene i EU's handlingsplan vedrørende menneskerettigheder og demokrati (2015-2019) at støtte reformprocesser og nationale bestræbelser på kapacitetsopbygning med henblik på at styrke uafhængigheden hos retsvæsenet, de retshåndhævende myndigheder, fængselsvæsenet og erstatningsprogrammer i tredjelande, der er direkte berørt af påstande om, at der begås sådanne forbrydelser; glæder sig i denne forbindelse over EU's ramme for støtte til retsopgør (2015) og ser frem til den faktiske gennemførelse heraf;

Om bekæmpelse af straffrihed for ikke-statslige aktører

39.  bemærker, at folkeretten og navnlig de internationale straffedomstoles mandat og retspraksis klart har defineret det ansvar, der påhviler personer, som er medlem af ikke-statslige grupper, i forbindelse med internationale forbrydelser; understreger, at dette ansvar ikke kun vedrører sådanne personer, men også indirekte medgerningsmænd til internationale forbrydelser; tilskynder alle EU's medlemsstater til at retsforfølge statslige aktører, ikke-statslige aktører og enkeltpersoner, der er ansvarlige for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab;

40.  understreger, at relevante internationale organer har bragt omfattende beretninger om, at ISIS/Daesh eller andre ikke-statslige aktører begår voldelige forbrydelser over for kvinder og piger, og bemærker, at man i internationale juridiske kredse har kæmpet for at få indsat disse forbrydelser i de internationale strafferetlige rammer;

41.  gentager i denne sammenhæng sin stærke fordømmelse af de grufulde forbrydelser og krænkelser af menneskerettighederne, der begås af ikke-statslige aktører, såsom Boko Haram i Nigeria og ISIS/Daesh i Syrien og Irak; er rystet over den lange række af forbrydelser, herunder drab, tortur, voldtægt, slaveri og seksuelt slaveri, rekruttering af børnesoldater, tvangskonvertering og systematiske drab rettet mod religiøse mindretal, herunder kristne, yazidier og andre; minder om, at seksuel vold ifølge ICC kan udgøre en krigsforbrydelse og en forbrydelse mod menneskeheden; mener, at retsforfølgning af gerningsmændene bør være en prioritet for det internationale samfund;

42.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at bekæmpe straffrihed og til aktivt at støtte internationale bestræbelser på at retsforfølge medlemmer af ikke-statslige grupper såsom Boko Haram, ISIS/Daesh og alle andre aktører, der begår forbrydelser mod menneskeheden; opfordrer til udvikling af en klar strategi for retsforfølgning af ISIS/Da'esh-krigere og deres medskyldige, herunder ved at benytte den ekspertise, som EU's netværk for efterforskning og retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser er i besiddelse af;

43.  understreger, at EU og dets medlemsstater bør støtte retsforfølgning af medlemmer af ikke-statslige grupper såsom ISIS/Daesh ved at søge at opnå enighed i FN's Sikkerhedsråd om at tillægge ICC jurisdiktionen i dette spørgsmål, eftersom Syrien og Irak ikke er part i Romstatutten; understreger, at EU med alle midler bør undersøge og understøtte alle muligheder på internationalt plan for at efterforske og retsforfølge alle forbrydelser, der er begået af alle parter i den syriske konflikt, f.eks. ved at oprette et internationalt krigsforbrydertribunal for Irak og Syrien;

44.  beklager det veto, som Rusland og Kina i deres egenskab af permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd nedlagde mod at henvise situationen i Syrien til Den Internationale Straffedomstols anklager i henhold til kapitel VII i FN's pagt og mod vedtagelsen af en foranstaltning til at straffe Syrien for anvendelse af kemiske våben; opfordrer EU til at støtte en hurtig indsats for reform af FN's Sikkerhedsråds funktionsmåde, især for så vidt angår anvendelsen af vetoretten, og navnlig det franske initiativ til at afholde sig fra at udøve denne ret, når der foreligger beviser for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden;

45.  tilskynder til, at man endelig opfordrer til anvendelse af de principper, der er opstillet i kapitel VII i De Forenede Nationers pagt, med henblik på at efterleve princippet om beskyttelsesansvar, men altid inden for rammerne af det internationale samfund og med godkendelse fra FN's Sikkerhedsråd;

46.  glæder sig over den internationale undersøgelseskommission vedrørende Syrien, der er nedsat af Menneskerettighedsrådet, og den internationale, upartiske og uafhængige mekanisme, der er oprettet af FN's Generalforsamling, til at bistå med efterforskningen af alvorlige forbrydelser begået i Syrien; understreger, at det er nødvendigt at oprette en lignende uafhængig mekanisme i Irak, og opfordrer alle EU's medlemsstater, alle parter i konflikten i Syrien, civilsamfundet samt FN-systemet i sin helhed til at samarbejde fuldt ud med den internationale, upartiske og uafhængige mekanisme og give den alle de oplysninger og al den dokumentation, de måtte være i besiddelse af, for at bistå den i gennemførelsen af sit mandat; takker de EU-medlemsstater, der har bidraget økonomisk til den internationale, upartiske og uafhængige mekanisme, og opfordrer dem, der ikke har, til at gøre det;

47.  opfordrer EU til i tilstrækkelig grad at finansiere organisationer, der arbejder med open source-undersøgelser og digital indsamling af beviser på krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, med henblik på at sikre ansvarliggørelse og retsforfølge gerningsmændene;

48.  glæder sig over EU's bestræbelser på at støtte det arbejde, som udføres af Kommissionen for International Retfærdighed og Ansvarlighed og andre NGO'er, der dokumenterer masseforbrydelser; opfordrer EU til at give direkte støtte til det irakiske og det syriske civilsamfund med hensyn til indsamling, bevarelse og beskyttelse af bevismateriale vedrørende forbrydelser begået i Irak og Syrien af alle parter i konflikten, herunder ISIS/Daesh; opfordrer til indsamling og sikring, digitalt eller på anden måde, af bevismateriale vedrørende krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab, der er begået af alle parter i konflikten som et vigtigt skridt i bekæmpelsen af straffrihed og som en grundlæggende prioritet; støtter det britiske, belgiske og irakiske initiativ på FN-niveau ("Bringing Daesh to Justice- Koalitionen"), der har til formål at indsamle bevismateriale om forbrydelser begået af ISIS/Daesh i Syrien og Irak med henblik på at lette retsforfølgningen af organisationen på internationalt plan, og opfordrer EU's medlemsstater til at tilslutte sig eller støtte koalitionen; støtter desuden de aktiviteter, som udføres af Kulturarvsinitiativet, og dets undersøgelsesaktiviteter i Syrien og Irak i forbindelse med ødelæggelse af arkæologisk arv og kulturarv;

49.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at iværksætte alle nødvendige foranstaltninger til effektivt at afbryde strømmen af ressourcer til ISIS/Daesh, lige fra geværer, køretøjer og likvide indtægter til mange andre former for aktiver;

50.  opfordrer indtrængende EU til at indføre sanktioner over for de lande og myndigheder, der direkte eller indirekte letter strømmen af ressourcer til ISIS/Daesh, hvorved de bidrager til at udvikle denne organisations kriminelle virksomhed;

51.  understreger, at EU's medlemsstater bør efterforske alle påstande og retsforfølge deres egne statsborgere og andre personer under deres jurisdiktion, der har begået, forsøgt at begå eller har været medvirkende til masseforbrydelser i Irak og Syrien, eller overdrage dem til ICC i overensstemmelse med Romstatutten; erindrer imidlertid om, at retsforfølgningen af medlemmer af ISIS/Daesh i medlemsstaterne kun kan være et supplement til retsforfølgning på internationalt plan;

52.  fremhæver betydningen af aftalen mellem ICC og EU om samarbejde og bistand; opfordrer medlemsstaterne til at anvende princippet om universel jurisdiktion til at imødegå straffrihed og forbrydelser mod menneskeheden og fremhæver dets betydning for det internationale strafferetlige systems effektivitet og succes; opfordrer ligeledes medlemsstaterne til at retsforfølge krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden inden for deres nationale jurisdiktion, herunder når disse forbrydelser er blevet begået i tredjelande eller af tredjelandes statsborgere;

53.  opfordrer indtrængende alle landene i det internationale samfund, herunder EU-medlemsstaterne, til at arbejde aktivt for at forebygge og bekæmpe radikalisering og forbedre deres retssystemer og domstolsordninger for at forhindre, at deres statsborgere og indbyggere slutter sig til ISIS/Daesh;

Kønsdimensionen ved bekæmpelse af menneskerettighedskrænkelser i forbindelse med krigsforbrydelser

54.  fremhæver det presserende behov for at udrydde seksuel og kønsbaseret vold ved at sætte ind over for den udbredte og systematiske anvendelse heraf som et krigsvåben mod kvinder og piger; opfordrer indtrængende alle lande til at udvikle programmer for nationale handlingsplaner (NAPA'er) i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 såvel som strategier for bekæmpelse af vold mod kvinder, og opfordrer til et omfattende engagement med henblik på at sikre gennemførelse af denne resolution; efterlyser et globalt tilsagn om at sikre kvinders og pigers sikkerhed lige fra begyndelsen af enhver nødsituation eller krise og i situationer efter en konflikt med alle til rådighed værende midler, såsom adgang til den samlede vifte af ydelser på området seksuel og reproduktiv sundhed, herunder lovlig og sikker abort for ofre for voldtægt i krigssammenhæng; understreger endvidere, at kvinder ofte udsættes for fysiske, psykologiske og socioøkonomiske konsekvenser af vold, også efter afslutningen af en konflikt;

55.  mener, at kvinder bør spille en større rolle i forbindelse med konfliktforebyggelse, fremme af menneskerettigheder og demokratisk reform og understreger betydningen af kvinders systematiske deltagelse som et væsentligt element i enhver fredsproces og genopbygning efter konflikter; opfordrer EU og dets medlemsstater til at fremme inddragelsen af kvinder i fredsprocesser og nationale forsoningsprocesser;

56.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de kompetente internationale myndigheder til at træffe passende foranstaltninger, såsom at håndhæve militære disciplinære foranstaltninger og opretholde princippet om kommandoansvar samt at undervise soldater og fredsbevarende og humanitært personale i forbuddet mod alle former for seksuel vold;

o
o   o

57.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Unions særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, formanden for FN's Generalforsamling samt regeringerne i FN's medlemsstater.

(1) EFT L 155 af 12.6.2001, s. 19.
(2) EFT L 167 af 26.6.2002, s. 1.
(3) EUT L 118 af 14.5.2003, s. 12.
(4) EUT L 150 af 18.6.2003, s. 67.
(5) EUT L 115 af 28.4.2006, s. 49.
(6) EUT L 76 af 22.3.2011, s. 56.
(7) EUT C 153 E af 31.5.2013, s. 115.
(8) EUT C 224 af 21.6.2016, s. 31.
(9) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0344.
(10) EUT C 224 af 21.6.2016, s. 10.
(11) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0459.
(12) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0449.
(13) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0422.
(14) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0051.
(15) EUT C 407 af 4.11.2016, s. 61.


Private sikkerhedsfirmaer
PDF 273kWORD 58k
Europa-Parlamentets beslutning af 4. juli 2017 om private sikkerhedsfirmaer (2016/2238(INI))
P8_TA(2017)0289A8-0191/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Montreux-dokumentet om relevante internationale juridiske forpligtelser og god praksis for stater i forbindelse med anvendelse af private militære virksomheder og private sikkerhedsfirmaer under væbnet konflikt,

–  der henviser til FN-Menneskerettighedsrådets resolution 15/26, 22/33, 28/7 og 30/6,

–  der henviser til FN's arbejdsgruppe om anvendelsen af lejesoldater som middel til at krænke menneskerettighederne og hindre udøvelsen af retten til selvbestemmelse, som blev oprettet i juli 2005,

–  der henviser til rapporterne fra den åbne mellemstatslige arbejdsgruppe, der har mandat til at se på muligheden for at udarbejde et internationalt regelsæt om regulering og overvågning af og tilsyn med private militære virksomheders og private sikkerhedsfirmaers aktiviteter,

–  der henviser til FN's retningslinjer for anvendelse af væbnede sikkerhedstjenester fra private sikkerhedsfirmaer, som for nylig er blevet udvidet til at omfatte ubevæbnede sikkerhedstjenester,

–  der henviser til FN's adfærdskodeks for retshåndhævelsespersonale,

–  der henviser til udkast til en mulig konvention om private militære virksomheder og private sikkerhedsfirmaer, som skal drøftes og viderebehandles i Menneskerettighedsrådet,

–  der henviser til den internationale adfærdskodeks for private udbydere af sikkerhedstjenester (ICoC), som er udarbejdet af International Code of Conduct Association, som er branchens selvreguleringsmekanisme, hvis standarder er frivillige,

–  der henviser til adfærdskodeks fra International Stability Operations Association, som er en brancheejet selvreguleringsmekanisme,

–  der henviser til adfærdskodeks og etiske retningslinjer for den private sikkerhedssektor, som fastlagt af Confederation of European Security Services og UNI Europa,

–  der henviser til ISO 18788-forvaltningssystemet for private sikkerhedsoperationer, som fastsætter parametrene for forvaltning af private sikkerhedsfirmaer,

–  der henviser til Rådets henstilling af 13. juni 2002 om samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente nationale myndigheder med ansvar for sektoren for privat sikkerhed,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/81/EF af 13. juli 2009 om samordning af fremgangsmåderne ved ordregivende myndigheders eller ordregiveres indgåelse af visse bygge- og anlægs-, vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet og om ændring af direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF(2),

–  der henviser til EU's koncept for logistisk støtte til EU-styrede militære operationer og EU's koncept for støtte fra kontrahenter til EU-styrede militære operationer,

–  der henviser til Priv-War-henstillingerne om EU-regulering i forhold til private militære virksomheder og private sikkerhedsfirmaer og deres tjenesteydelser,

–  der henviser til sin beslutning af 8. oktober 2013 om korruption i den offentlige og private sektor: indvirkningen på menneskerettighederne i tredjelande(3) og til sin beslutning af 6. februar 2013 om virksomhedernes sociale ansvar: fremme af samfundets interesser og vejen til bæredygtig og inklusiv genrejsning(4),

–  der henviser til de mange forskellige risici, udfordringer og trusler i og uden for EU,

–  der henviser til de foreløbige retningslinjer fra Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) fra maj 2012 vedrørende bevæbnet sikkerhedspersonale om bord på skibe,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A8-0191/2017),

A.  der henviser til, at sikkerhed og forsvar er offentlige goder, som forvaltes af de offentlige myndigheder på grundlag af kriterier om effektivitet, formålstjenlighed, ansvarlighed og retsstatslighed, der ikke alene er baseret på tilstrækkelige finansielle ressourcer, men også på viden; der henviser til, at de offentlige myndigheder på visse områder muligvis mangler de nødvendige kapaciteter og beføjelser;

B.   der henviser til, at sikkerhed og forsvar primært bør tilvejebringes fra de offentlige myndigheders side;

C.  der henviser til, at Eurobarometer-meningsmålinger har vist, at EU's borgere ønsker, at EU skal være mere aktiv inden for sikkerhed og forsvar;

D.  der henviser til, at over 1,5 millioner private leverandører af sikkerhedsydelser var beskæftiget i omtrent 40 000 private sikkerhedsfirmaer i Europa i 2013; der henviser til, at dette tal er i stadig vækst; der henviser til, at disse virksomheders omsætning det pågældende år beløb sig til ca. 35 mia. EUR; der henviser til, at den private sikkerhedsbranche globalt blev vurderet til op mod 200 mia. USD i 2016 med omkring 100 000 private sikkerhedsfirmaer og 3,5 mio. arbejdstagere;

E.  der henviser til, at private sikkerhedsfirmaer – en term, der i denne beslutning også omfatter private militære virksomheder – i løbet af de seneste årtier i voksende grad er blevet benyttet af nationale regeringer samt militære og civile organer, både for at levere indenlandske tjenesteydelser og for at yde støtte ved deployering i udlandet;

F.  der henviser til, at de private sikkerhedsfirmaer tilbyder et særdeles bredt udvalg af tjenesteydelser, som spænder fra logistiske tjenesteydelser til egentlig kampstøtte samt levering af militærteknologi og deltagelse i postkonfliktgenopbygning; der henviser til, at de private sikkerhedsfirmaer ligeledes yder vitale tjenester i medlemsstaterne, såsom drift af fængselsvæsenet og patruljering af vigtig infrastruktur; der henviser til, at private sikkerhedsfirmaer er blevet anvendt i forbindelse med både civile og militære missioner under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP), til at bevogte EU-delegationer, ved konstruktion af lejre, uddannelse og luftbroer samt for at støtte humanitære bistandsaktiviteter;

G.  der henviser til, at EU-medlemsstaternes praksis med hensyn til anvendelse af private sikkerhedsfirmaer, procedurerne for indgåelse af kontrakter med dem og reguleringssystemernes kvalitet er kendetegnet ved stor variationsbredde, idet mange medlemsstater benytter disse firmaer til at støtte deres egne kontingenter i multilaterale operationer;

H.  der henviser til, at eksternalisering af militære aktiviteter, som tidligere var en integrerende del af de væbnede styrkers virksomhed, bl.a. finder sted for at præstere tjenesteydelser på en mere omkostningseffektiv måde, men også for at kompensere for mindsket kapacitet hos de væbnede styrker, som har mindre personel, samtidig med at antallet af multilaterale missioner i udlandet er steget, og der er foretaget nedskæringer i budgetterne, hvilket må tilskrives beslutningstagernes manglende vilje til at afsætte tilstrækkelige ressourcer; der henviser til, at dette bør være en undtagelse; der henviser til, at der er behov for at afhjælpe manglerne; der henviser til, at de private sikkerhedsfirmaer også, ofte med kort varsel og som en supplerende foranstaltning, kan stille kapacitet til rådighed, som fuldstændig mangler hos de nationale væbnede styrker; der henviser til, at private sikkerhedsfirmaer også er blevet anvendt, fordi det er politisk belejligt, for at undgå begrænsninger ved anvendelsen af tropper, navnlig for at omgå eventuel manglende offentlig støtte til at indsætte ens væbnede styrker; der henviser til, at anvendelse af private sikkerhedsfirmaer som et udenrigspolitisk værktøj må være underlagt effektiv parlamentarisk kontrol;

I.  der henviser til, at private sikkerhedsfirmaer er blevet anklaget for at være involveret i episoder, hvor der er sket krænkelser af menneskerettighederne og tab af menneskeliv; der henviser til, at sådanne hændelser varierer over tid og på tværs af lande og i nogle tilfælde udgør alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret, herunder krigsforbrydelser; der henviser til, at der er sket retsforfølgning i flere af disse sager; der henviser til, at dette forhold sammen med manglende gennemsigtighed har haft konsekvenser for det internationale samfunds indsats i de pågældende lande og har afsløret store lakuner i ansvarsstrukturerne, hvilket bl.a. skyldes, at der er oprettet talrige lag af datterselskaber eller underentrepriser i forskellige lande, navnlig på lokalt plan, således at det i visse tilfælde har været umuligt at garantere civilbefolkningens grundlæggende sikkerhed i værtslandene;

J.  der henviser til, at EU og dets medlemsstater bør tilstræbe at undgå sådanne situationer i fremtiden og afholde sig fra at eksternalisere militære operationer, der indebærer anvendelse af magt og våben, at deltage i fjendtligheder eller på enhver måde at tage del i kamphandlinger eller indsatser i kampområder ud over lovlig nødværge; der henviser til, at operationer og aktiviteter, der eksternaliseres til private sikkerhedsfirmaer i konfliktramte områder, bør begrænses til logistisk støtte og beskyttelse af anlæg, uden at de private sikkerhedsfirmaer faktisk befinder sig i de områder, hvor kamphandlinger finder sted; der henviser til, at anvendelsen af private sikkerhedsfirmaer under ingen omstændigheder kan træde i stedet for de nationale væbnede styrkers personel; der henviser til, at det ved gennemførelsen af forsvarspolitikken bør tildeles højeste prioritet at sikre, at medlemsstaternes væbnede styrker har tilstrækkelige ressourcer, instrumenter, uddannelse, viden og midler til at udføre deres opgaver fuldt ud;

K.  der henviser til, at der bør indføres et regelsæt med bindende regulerings- og overvågningsmekanismer på internationalt plan for at regulere anvendelsen af private sikkerhedsfirmaer og sikre en tilstrækkelig kontrol over deres aktiviteter, således at stater kan udnytte de fordele, som disse firmaer tilbyder, og således at firmaerne kan drages til ansvar; der henviser til, at private sikkerhedsfirmaer indgår i en branche, som i høj grad er af grænseoverskridende karakter og er tæt forbundet med statslige og mellemstatslige aktører og derfor kræver en global tilgang til regulering; der henviser til, at den nuværende lovgivningsmæssige situation i denne sektor omfatter en række usammenhængende regler, som varierer kolossalt mellem medlemsstaterne; der henviser til, at den uensartede nationale lovgivning og den selvregulering, som visse private sikkerhedsfirmaer har indført, ikke nogen særlig afskrækkende virkning med hensyn til at forhindre misbrug, eftersom der mangler sanktionsmuligheder, og at dette kan have stor betydning for, hvordan de private sikkerhedsfirmaer fungerer i multilaterale indsatser og konfliktramte regioner;

L.  der henviser til, at der er mangel på vedtagne definitioner af private sikkerhedsfirmaer og private militære virksomheder og deres tjenester; der henviser til, at et sikkerhedsfirma – som foreslået i den definition, der indgår i det udkast til konvention, som FN's arbejdsgruppe om lejesoldater har udarbejdet – kan defineres som et selskab, der udfører kompenserende militære og/eller sikkerhedsmæssige tjenesteydelser ved hjælp af fysiske personer og/eller retlige enheder; der henviser til, at militære tjenesteydelser i denne forbindelse kan defineres som specialiserede tjenester i forbindelse med militære aktioner, herunder strategisk planlægning, efterretningsvirksomhed, efterforskning, rekognoscering til lands, til vands eller fra luften, enhver form for flyveoperationer, hvad enten de er bemandede eller ubemandede, satellitovervågning og -efterretningsaktiviteter, enhver form for vidensoverførsel med militære anvendelsesmuligheder, materiel og teknisk støtte til væbnede styrker og andre tilhørende aktiviteter; der henviser til, at sikkerhedstjenester kan defineres som væbnet bevogtning eller beskyttelse af bygninger, installationer, ejendomme og mennesker, enhver form for vidensoverførsel med sikkerheds- og politimæssige anvendelsesmuligheder, udvikling og gennemførelse af informationstekniske sikkerhedsforanstaltninger og andre tilhørende aktiviteter;

M.  der henviser til, at Montreux-dokumentet er det første vigtige dokument, som definerer, hvordan folkeretten finder anvendelse på private sikkerhedsfirmaer; der henviser til, at den internationale adfærdskodeks for private udbydere af sikkerhedstjenester (ICoC) indeholder en definition af branchens standarder, og at denne kodeks i voksende grad har vist sig at være et redskab til at sikre fælles grundlæggende standarder i en global branche; der henviser til, at sammenslutningen vedrørende den internationale adfærdskodeks for private udbydere af sikkerhedstjenester (ICoCA) har til formål at fremme, lede og føre tilsyn med gennemførelsen af adfærdskodeksen og tilskynde til ansvarlig levering af sikkerhedsydelser samt respekt for menneskerettighederne og national ret samt folkeretten; der henviser til, at tilslutning til ICoCA sker ved en frivillig handling, ledsaget af en betaling, og de høje medlemskontingenter ikke giver alle private sikkerhedsfirmaer mulighed for at blive medlemmer;

N.  der henviser til, at der udfoldes bestræbelser for at regulere private sikkerhedsfirmaer i mange internationale fora, herunder det såkaldte Montreux Document Forum, hvor EU er blevet valgt ind i gruppen af formandskabets venner, den åbne mellemstatslige arbejdsgruppe, der har mandat til at se på muligheden for at udarbejde et internationalt regelsæt om regulering og overvågning af og tilsyn med private militære virksomheders og private sikkerhedsfirmaers aktiviteter, samt International Code of Conduct Association;

O.  der henviser til, at EU og 23 medlemsstater har tilsluttet sig Montreux-dokumentet, og at EU er medlem af arbejdsgruppen om International Code of Conduct Association; der henviser til, at EU bidrager til bestræbelserne for at udarbejde et internationalt regelsæt i Menneskerettighedsrådets regi; der henviser til, at EU spiller en afgørende rolle i forbindelse med fremme af national og regional kontrol med levering og eksport af forskellige militære og sikkerhedsmæssige tjenesteydelser;

P.  der henviser til, at Den Europæiske Union ikke har sine egne retlige rammer på trods af de mange private sikkerhedsfirmaer, der er af europæisk oprindelse og/eller er involveret i missioner og operationer, som er underlagt FSFP- eller EU-delegationer; der henviser til, at de eksisterende lovrammer næsten udelukkende er baseret på den amerikanske model, der blev oprettet under krigen i Irak til gavn for de militære virksomheder, der var involveret i kamphandlinger; der henviser til, at disse referencer ikke er tilpasset hverken de europæiske private sikkerhedsfirmaers format eller deres missioner;

Q.  der henviser til, at det er af vital betydning at prioritere opstilling af klare regler for interaktion, samarbejde og bistand mellem retshåndhævende myndigheder og private sikkerhedsfirmaer;

R.  der henviser til, at de private sikkerhedsfirmaer kan spille en mere fremtrædende rolle i bestræbelserne for at bekæmpe pirater og forbedre sikkerheden til søs, i missioner, hvor hunde er inddraget, i cyberforsvar, i forskning og udvikling vedrørende sikkerhedsværktøjer, i blandede overvågningsmissioner samt i uddannelsesaktiviteter i samarbejde med offentlige myndigheder og under disses tilsyn; der henviser til, at anvendelsen af bevæbnede private sikkerhedsfirmaer har skabt særlige udfordringer for søtransportsektoren og har givet anledning til en lang række hændelser, som har ført til tab af menneskeliv og diplomatiske konflikter;

Anvendelse af private sikkerhedsfirmaer til støtte for militæret i udlandet

1.  bemærker, at private sikkerhedsfirmaer spiller en vigtig supplerende rolle ved at bistå statens militære og civile organer med at afhjælpe kapacitetsmangler, der skyldes øget efterspørgsel efter styrker i udlandet, og også undertiden ved at stille intensiveret kapacitet til rådighed, når omstændighederne tillader det; understreger, at de private sikkerhedsfirmaers tjenesteydelser i ekstraordinære tilfælde dækker eksisterende kapacitetsmangler, som medlemsstaterne imidlertid først bør forsøge at udfylde ved hjælp af de nationale væbnede styrker eller politiet; understreger, at private sikkerhedsfirmaer anvendes som et instrument til gennemførelse af udenrigspolitikken i disse lande;

2.  understreger, at når de private sikkerhedsfirmaer opererer i værtslandene – navnlig dem, der er meget anderledes med hensyn til kultur og religion – skal de være opmærksomme på lokale traditioner og vaner for ikke at bringe effektiviteten af deres mission i fare og fremmedgøre den lokale befolkning;

3.  bemærker, at private sikkerhedsfirmaer og navnlig de firmaer, der er baseret i værtslande, kan tilbyde et værdifuldt lokalkendskab og hyppigt også lavere omkostninger i forhold til nationale tropper, selv om det skal sikres, at kvalitetskriteriet ikke undergraves; understreger imidlertid, at anvendelsen af tjenesteydelser fra lokale private sikkerhedsfirmaer i sårbare lande og kriseudsatte regioner kan have negative konsekvenser for EU's udenrigspolitiske målsætninger, hvis en sådan anvendelse styrker visse lokale væbnede aktører, som kan blive parter i konflikten; noterer sig, at det er vigtigt at foretage en klar juridisk sondring mellem private sikkerhedsfirmaers operationer og private aktører, som er direkte engageret i militære aktiviteter;

4.  understreger, at der ikke bør ske en eksternalisering til private sikkerhedsfirmaer af aktiviteter, som indebærer magtudøvelse og/eller aktiv deltagelse i fjendtligheder bortset fra selvforsvar, og at private sikkerhedsfirmaer under ingen omstændigheder må deltage i eller foretage afhøringer; understreger, at EU på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område bør prioritere en styrkelse af de nationale væbnede styrker, og at private sikkerhedsfirmaer kun kan fungere som et supplement til disse styrker uden nogen form for myndighed over strategiske beslutninger; fremhæver, at enhver deltagelse af private sikkerhedsfirmaer i militære operationer skal være strategisk begrundet med klart definerede mål, som kan kontrolleres ved hjælp af konkrete indikatorer, have et fuldt detaljeret budget og en bestemt start- og slutdato samt være underlagt et strengt etisk regelsæt; påpeger, at det arbejde, der udføres af de væbnede styrker og sikkerhedsstyrkerne i udlandet, er af grundlæggende værdi ved fredsbevarende operationer og konfliktforebyggelse såvel som ved den sociale genopbygning og nationale forsoning, som følger;

5.  understreger, at det omkostningseffektive princip ved brug af private sikkerhedsfirmaer hovedsagelig medfører fordele på kort sigt, især hvis en række samfundsøkonomiske variabler ikke tages i betragtning, og derfor bør dette ikke blive hovedkriteriet, når sikkerhedsspørgsmål håndteres; minder om, at ansvarlighed og tilsynsmekanismer er af afgørende betydning for at sikre, at private sikkerhedsfirmaers legitimitet og potentielle fordele realiseres fuldt ud;

6.  understreger vigtigheden af parlamentarisk tilsyn med statens brug af private sikkerhedsfirmaer i medlemsstaterne;

EU's anvendelse af private sikkerhedsfirmaer

7.  bemærker, at EU benytter sig af private sikkerhedsfirmaer i udlandet for at beskytte sine delegationer og sit personale og for at støtte sine civile og militære FSFP-missioner; noterer sig, at anvendelsen af disse firmaer således bidrager direkte til at forme EU's omdømme og tredjeparters opfattelse af EU, hvilket betyder, at sådanne firmaer er vigtige facetter af EU's lokale tilstedeværelse, og at de kan påvirke tilliden til EU; kræver, at Kommissionen og Rådet udarbejder en oversigt over, hvor, hvornår og hvorfor der er blevet anvendt private sikkerhedsfirmaer til støtte for EU-missioner; mener ikke, at det ville være ulogisk, hvis Den Europæiske Union i forbindelse med sine indkaldelse af bud vedrørende delegationernes sikkerhed gik ind for anvendelse af private sikkerhedsfirmaer, der reelt er etableret i Europa, og som overholder Den Europæiske Unions bestemmelser og er underlagt europæisk beskatning;

8.  understreger imidlertid, at anvendelse af et privat sikkerhedsfirma til at varetage visse opgaver kan have negative bivirkninger for EU, navnlig for dets legitimitet, ikke mindst i konfliktfyldte miljøer, fordi EU fejlagtigt bliver associeret med væbnede aktører i et konfliktramt område, hvilket kan have negative følger i forbindelse med væbnede opgør eller muligvis kan virke undergravende på afvæbning, demobilisering og reintegration (DDR) og reform af sikkerhedssektoren (SSR) via en utilsigtet styrkelse af lokale aktører; bemærker navnlig de risici, der er forbundet med ukontrolleret brug af underkontrahenter såsom lokale private sikkerhedsfirmaer;

9.  påpeger de forskellige og alvorlige juridiske og politiske problemer, der er forbundet med den nuværende praksis med underleverancer inden for militær- og sikkerhedstjenester, navnlig tjenesteydelser, der leveres af lokale underleverandører i tredjelande; mener, at medlemsstaterne, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen bør følge NATO's eksempel ved udelukkende at indgå kontrakter med private sikkerhedsfirmaer, der er baseret i EU's medlemsstater;

10.  henstiller derfor, at Kommissionen foreslår fælles retningslinjer for kontrakter med private sikkerhedsfirmaer, der dækker reglerne for at hyre, bruge og forvalte militære og sikkerhedsmæssige kontrahenter, og hvor det tydeligt er beskrevet, hvilke krav private sikkerhedsfirmaer skal opfylde for at kvalificere sig til EU-kontrakter, med den målsætning at afskaffe det eksisterende sammensurium af skiftende strategier; opfordrer indtrængende Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at anvende samme retningslinjer, når de hyrer, bruger og forvalter militære og sikkerhedsmæssige kontrahenter i forbindelse med alle eksterne aktioner, missioner og operationer, samt for EU-delegationer i alle lande og regioner og for alle tjenester på en revideret fælles EU-liste over militært udstyr; mener, at disse retningslinjer bør være baseret på den bedste internationale praksis med hensyn til private sikkerhedsfirmaers adfærd og forvaltning, navnlig Montreux-dokumentet og ICoC, og tage højde for behovet for at udvise særlig omhu, når der udvælges private sikkerhedsfirmaer i en kompliceret efterkrisesituation; opfordrer indtrængende Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til udelukkende at anvende ICoC-certificerede leverandører, sådan som FN allerede gør, for hvem ICoC er et krav; gør opmærksom på de amerikanske myndigheders tilgang, som omfatter detaljerede standarder og krav i hver enkelt kontrakt, og opfordrer EU til at følge dette eksempel; understreger, at kontrakter med private sikkerhedsfirmaer bl.a. bør omfatte bestemmelser om besiddelse af licenser og tilladelser, personale- og ejendomsregistre, uddannelse, lovlig erhvervelse og brug af våben samt intern organisation;

11.  opfordrer til, at et EU-sikkerhedsfirmas EU-tilsynsførende for sikkerhed skal være til stede på EU-finansierede lokaliteter og EU-delegationer med opgaver, der består i at sikre kvaliteten af de leverede tjenester, sikkerhedsgodkende og uddanne lokalt ansatte sikkerhedsfolk, etablere og opretholde gode forbindelser med lokale sikkerhedsstyrker, foretage risikovurderinger og være det første kontaktpunkt i forbindelse med delegationens sikkerhedsmæssige spørgsmål;

12.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en liste over kontrahenter, som overholder EU's standarder, hvad angår f.eks. ren straffeattest, finansiel og økonomisk formåen, besiddelse af licenser og tilladelser samt sikkerhedsgodkendelse af personale; noterer sig, at standarderne for private sikkerhedsfirmaer i EU er meget varierende, og mener, at medlemsstaterne bør bestræbe sig på at opnå ensartede standarder; mener, at denne liste bør opdateres med intervaller, som ikke overstiger to år;

13.  understreger, at når EU er afhængig af private sikkerhedsfirmaer i tredjelande, med hvilke EU har indgået en aftale om styrkernes status (Status of Forces Agreement – SOFA), skal sådanne aftaler altid omfatte de private sikkerhedsfirmaer, der er hyret, og specifikt præcisere, at virksomhederne vil blive draget til ansvar i henhold til EU-retten;

14.  understreger, at EU's koncept for støtte fra kontrahenter bør styrkes og gøres bindende for medlemsstaterne og EU-institutionerne; mener, at der navnlig bør fastsættes strengere standarder for optagelse i kontrakter, f.eks. baseret på USA's standarder, og at det også bør kræves, at det i konfliktramte regioner ikke er tilladt at hyre lokale private sikkerhedsfirmaer eller at anvende dem som underleverandører; understreger, at internationale private sikkerhedsfirmaer bør have mulighed for at ansætte lokalt personale, men kun enkeltvis og direkte med henblik på at sikre en effektiv sikkerhedsgodkendelse og for at forhindre, at der skabes lokale sikkerhedsindustrier i konfliktområder;

Regulering af private sikkerhedsfirmaer

15.  henstiller, at Kommissionen udarbejder en grønbog med den målsætning at inddrage alle interesseparter fra den offentlige og private sikkerhedssektor i en bred høring og drøftelse om processer med det formål at identificere muligheder for direkte samarbejde mere effektivt og at opstille et grundlæggende indsatsregelsæt og god praksis; henstiller, at der indføres sektorspecifikke EU-kvalitetsstandarder; anbefaler derfor, at definitionen af private sikkerhedsfirmaer præciseres, inden der indføres en effektiv regulering af deres aktiviteter, eftersom manglen på en definition kan skabe smuthuller i lovgivningen;

16.  mener, at EU som et første skridt bør definere relevante militær- og sikkerhedstjenester på en præcis måde; opfordrer i denne forbindelse indtrængende Rådet til hurtigst muligt at tilføje militær- og sikkerhedstjenester, der udføres af private sikkerhedsfirmaer, til Den Europæiske Unions fælles liste over militært udstyr;

17.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at udvikle en effektiv europæisk reguleringsmodel, som kan:

   bidrage til at harmonisere retlige forskelle mellem medlemsstaterne ved hjælp af et direktiv
   foretage en fornyet vurdering af – og således omdefinere – nutidens offentlig-private samarbejdsstrategier
   kortlægge firmaer med et enkelt eller flere særlige anvendelsesformål
   definere konteksten for private militære virksomheders og private sikkerhedsfirmaers præcise karakter og rolle
   fastsætte høje standarder for leverandører af private sikkerhedstjenester inden for og uden for EU, herunder passende sikkerhedsscreening af personale og passende vederlag
   sikre indberetning af uregelmæssigheder og ulovlige handlinger fra private sikkerhedsfirmaers side og gøre det muligt at drage private sikkerhedsfirmaer til ansvar for krænkelser, herunder krænkelser af menneskerettighederne, under deres arbejde i udlandet;
   integrere et særligt maritimt perspektiv under hensyntagen til Den Internationale Søfartsorganisation IMO's førende rolle;

18.  konstaterer, at de internationale regelsæt, der nu befinder sig i den indledende fase – som f.eks. Montreux-dokumentet, ICoC og andre reguleringsmæssige initiativer inden for FN-samarbejdets rammer – udgør et klart fremskridt i forhold til den mangel på effektiv regulering, der var fremherskende for blot ti år siden;

19.  roser også den indsats, som mange EU-medlemsstater har gjort i overensstemmelse med god praksis, som beskrevet i Montreux-dokumentet, for at indføre effektiv national regulering af private sikkerhedsfirmaer;

20.  konstaterer imidlertid, at en evaluering af de private sikkerhedsfirmaers resultater bliver forhindret af, at både EU-institutionerne og medlemsstaternes regeringer har undladt konsekvent at rapportere om, hvordan disse firmaer er blevet brugt; opfordrer medlemsstaterne og EU-institutionerne til mere konsekvent og på en gennemsigtig måde at fremskaffe disse oplysninger, således at de respektive budgetmyndigheder og uafhængige revisorer kan foretage en korrekt vurdering af anvendelsen af private sikkerhedsfirmaer; anbefaler, at parlamenter og ikke-statslige aktører inddrages aktivt i de nødvendige evalueringsprocesser, der er afgørende for regulering og tilsyn i denne sektor;

21.  henstiller til Kommissionen og Rådet at etablere en retlig ramme, der kræver national lovgivning om kontrol med eksport af militær- og sikkerhedstjenester, samt i EU's årsberetning om våbeneksport at rapportere om eksportlicenser udstedt af medlemsstaterne til militær- og sikkerhedstjenester med henblik på at øge den offentlige gennemsigtighed og ansvarlighed;

22.  understreger, at private sikkerhedsfirmaer og navnlig deres aktiviteter i de kriseramte områder i verden er af grænseoverskridende karakter, hvilket nogle gange fører til jurisdiktionsrelaterede mangler – navnlig når den lokale retlige struktur er svag – som kan gøre det vanskeligt at drage firmaerne eller deres ansatte til ansvar for deres handlinger; konstaterer, at national regulering af private sikkerhedsfirmaer hyppigt ikke finder anvendelse ekstraterritorialt; fremhæver, at private sikkerhedsfirmaer altid skal overholde lovgivningen og være underlagt et effektivt tilsyn fra både værtsstatens og den kontraherende stats side; bemærker, at der hyppigt er et juridisk tomrum i tilfælde af konflikter eller hændelser, der involverer private sikkerhedsfirmaer og repræsentanter for Den Europæiske Union, og som kan forekomme i højrisikoområder; anbefaler derfor, at der fastsættes ensartede og klare regler for EU-institutioner, der anvender private sikkerhedsfirmaer til at beskytte EU-personale, med en klar ansvarsfordeling for at undgå utilstrækkelig beskyttelse og straffrihed under hensyntagen til værtsstatens retsforskrifter; opfordrer også indtrængende EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og medlemsstaterne til kun at indgå kontrakter med EU-baserede private sikkerhedsfirmaer således, at der gælder en forpligtelse til at udføre tjenesteydelser direkte uden at gøre brug af lokale underleverandører i ofte skrøbelige tredjelande;

23.  opfordrer derfor indtrængende EU og EU-medlemsstaterne til at bruge deres status i Montreux Document Forum til at kræve, at der foretages en regelmæssig kontrol med status for gennemførelsen af Montreux-dokumentets henstillinger om god praksis fra deltagernes side; opfordrer indtrængende medlemsstater, der endnu ikke har tiltrådt Montreux-dokumentet, til at gøre det snarest muligt; opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis;

24.  opfordrer indtrængende EU og EU-medlemsstaterne til at bestræbe sig på at fremme et retligt bindende internationalt instrument, der går ud over Montreux-dokumentets rammer, ved at regulere de private sikkerhedsfirmaers virksomhed, således at der etableres ensartede vilkår for at sikre, at værtsstaterne har myndighed til at regulere private sikkerhedsfirmaer, og de kontraherende stater er i stand til at udnytte deres bemyndigelse til at beskytte menneskerettigheder og forebygge korruption; understreger, at en sådan ramme skal omfatte afskrækkende sanktioner for overtrædelser, ansvarsplacering i forhold til de personer, der har gjort sig skyld i overtrædelser, og effektiv adgang til retsmidler for ofrene samt et licens- og overvågningssystem, som pålægger alle private sikkerhedsfirmaer at forelægge uafhængige revisionsrapporter og gør det obligatorisk for deres personale at deltage i menneskerettighedstræning;

25.  opfordrer indtrængende næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaterne, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til kraftigt at støtte etableringen af en sådan international konvention, der tager sigte på etablering af et internationalt retsgrundlag til regulering af de private sikkerhedsfirmaers relevante tjenester;

26.  påskønner den indsats, som Den Internationale Søfartsorganisation IMO har gjort i forbindelse med opstilling af retningslinjer for anvendelse af privat væbnet sikkerhedspersonale; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til fortsat at arbejde med IMO hen imod en global anvendelse af disse retningslinjer;

27.  understreger, at en af de mest effektive metoder til at påvirke de private sikkerhedsfirmaer er via afgørelser om offentlige udbud; understreger derfor, at det er vigtigt at gøre tildelingen af kontrakter til private sikkerhedsfirmaer afhængig af, at de tilslutter sig bedste praksis f.eks. hvad angår gennemsigtighed og deltager i ICoC, som flere medlemsstater allerede har gennemført; noterer imidlertid, at det er nødvendigt at styrke efterlevelsesordningen for ICoC og sikre dens fuldstændige uafhængighed, således at ordningen bliver et troværdigt incitament til efterlevelse; bemærker, at de eneste medlemsstater, der har tilsluttet sig ICoC, er Sverige og Det Forenede Kongerige, og mener, at EU først og fremmest bør fokusere på at sikre, at andre medlemsstater tilslutter sig;

28.  bemærker, at private sikkerhedsfirmaer bør have en ansvarsforsikring, eftersom dette ville gøre sikkerhedsmarkedet mere stabilt og pålideligt og således også give adgang til mindre og mellemstore private sikkerhedsfirmaer;

29.  understreger, at tildeling af kontrakter til private sikkerhedsfirmaer bør tage hensyn til og evalueres på grundlag af de private sikkerhedsfirmaers erfaringer og arbejdsperioder tilbragt i fjendtlige miljøer, snarere end på grundlag af deres omsætning i en lignende kontrakt;

30.  gør opmærksom på, at private sikkerhedsfirmaer, ud over at tilbyde sikkerhedstjenester, også driver efterretningsvirksomhed, som på grund af de potentielle konsekvenser gør en effektiv regulering og kontrol nødvendig;

31.  noterer sig, at EU og EU-medlemsstaterne har væsentlig indflydelse på den globale sikkerhedsindustri, fordi mange af de vigtigste aktører har deres hovedkvarter i EU; lægger derfor særlig vægt på den kommende revision af den fælles liste over militært udstyr, som åbner mulighed for at medtage visse tjenesteydelser, der bliver leveret af private sikkerhedsfirmaer, hvilket betyder, at de vil blive omfattet af eksportregulering, og at der kommer til at gælde grundlæggende standarder for deres virksomhed i udlandet;

o
o   o

32.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og medlemsstaternes nationale parlamenter.

(1) EUT L 94 af 28.3.2014, s. 65.
(2) EUT L 216 af 20.8.2009, s. 76.
(3) EUT C 181 af 19.5.2016, s. 2.
(4) EUT C 24 af 22.1.2016, s. 33.


Arbejdsvilkår og usikker ansættelse
PDF 387kWORD 62k
Europa-Parlamentets beslutning af 4. juli 2017 om arbejdsvilkår og usikker ansættelse (2016/2221(INI))
P8_TA(2017)0290A8-0224/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 151 og 153,

–  der henviser til artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig afsnit IV (solidaritet),

–  der henviser til Rådets direktiv 94/33/EF af 22. juni 1994 om beskyttelse af unge på arbejdspladsen(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF af 19. november 2008 om vikararbejde(3) (vikardirektivet),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser(4) (udstationeringsdirektivet) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU af 15. maj 2014 om håndhævelse af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser(5) (håndhævelsesdirektivet),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)(6),

–  der henviser til sin beslutning af 19. oktober 2010 om kvindelige arbejdstagere i usikre ansættelsesforhold(7),

–  der henviser til sin beslutning af 10. september 2015 om skabelse af et konkurrencedygtigt EU-arbejdsmarked for det 21. århundrede: at matche færdigheder og kvalifikationer med efterspørgsel og jobmuligheder som en måde at komme ud af krisen på(8),

–  der henviser til sin beslutning af 25. februar 2016 om det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker: Beskæftigelse og sociale aspekter i den årlige vækstundersøgelse(9),

–  der henviser til sin beslutning af 14. september 2016 om social dumping i Den Europæiske Union(10),

–  der henviser til sin beslutning af 15. september 2016 om anvendelsen af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000, der etablerer en generel ramme for ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv(11),

–  der henviser til sin beslutning af 19. januar 2017 om "En europæisk søjle for sociale rettigheder”(12),

–  der henviser til rapport fra Det Europæiske Økonomiske og sociale Udvalg om ændrede beskæftigelsesforhold og indvirkningen på opretholdelsen af en anstændig løn(13),

–  der henviser til den europæiske platform for forbedring af samarbejdet i forbindelse med imødegåelse af sort arbejde,

–  der henviser til undersøgelsen fra 2016 udarbejdet efter anmodning fra Parlamentets Udvalg om Beskæftigelse og Sociale Anliggender med titlen "Precarious employment in Europe: patterns, trends and policy strategies" (usikre ansættelsesforhold i Europa: mønstre, tendenser og politiske strategier)(14),

–  der henviser til det europæiske kvalitetscharter for praktikophold, som blev lanceret den 14. december 2011,

–  der henviser til Kommissionens kvartalsrapport for efteråret 2016: "Employment and Social Developments" (beskæftigelse og social udvikling),

–  der henviser til Kommissionens strategiske indsats for ligestilling mellem kønnene 2016-2020,

–  der henviser til Eurofounds rapport (2010) om fleksible former for arbejde: "meget atypiske" kontraktlige aftaler,

–  der henviser til Eurofounds rapport (2014) om krisens konsekvenser for de erhvervsmæssige forhold og arbejdsvilkårene i Europa(15),

–  der henviser til Eurofounds rapport (2015) om "Nye beskæftigelsesformer”(16),

–  der henviser til Eurofounds rapport (2016) om undersøgelse af svig i forbindelse med beskæftigelse i EU(17),

–  der henviser til Eurofounds europæiske undersøgelse af arbejdsvilkårene og oversigtsrapporten fra Eurofounds sjette europæiske undersøgelse af arbejdsvilkårene(18),

–  der henviser til Eurofounds "European Industrial Relations Dictionary”(19),

–  der henviser til de grundlæggende arbejdsstandarder, som er fastlagt af Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), og til dens konventioner og henstillinger om arbejdsvilkår,

–  der henviser til ILO's henstilling R198 fra 2006 om ansættelsesforhold(20) og dens bestemmelser om konstatering af et ansættelsesforhold,

–  der henviser til ILO's rapport fra 2011 om politikker og regler til bekæmpelse af usikre ansættelsesforhold(21),

–  der henviser til ILO's rapport fra 2016 om ikkestandardmæssige ansættelsesformer verden over(22),

–  der henviser til ILO's rapport fra 2016 om opbygning af en social søjle for europæisk konvergens(23),

–  der henviser til FN’s generelle henstilling nr. 28 fra 2010 om de deltagende staters centrale forpligtelser i medfør af artikel 2 i FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder,

–  der henviser til Europarådets konvention fra 2011 til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen),

–  der henviser til Europarådets strategi for ligestilling mellem mænd og kvinder 2014-2017,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelser fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikterne og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0224/2017),

A.  der henviser til, at der er opstået ikke-standardmæssige og atypiske former for beskæftigelse; der henviser til, at antallet af arbejdstagere med tidsbegrænsede kontrakter og deltidskontrakter er vokset betragteligt i EU gennem de sidste 15 år; der henviser til, at der er behov for effektive politikker for at rumme de mange forskellige ansættelsesformer og samtidig beskytte arbejdstagerne tilstrækkeligt;

B.  der henviser til, at andelen af standardansættelsesforhold i de seneste 10 år er faldet fra 62 % til 59 %(24); der henviser til, at det meget vel kan blive tilfældet, at kun et mindretal af arbejdstagerne er omfattet af standardansættelseskontrakter, hvis denne tendens fortsætter;

C.  der henviser til, at tidsubegrænsede fuldtidskontrakter fortsat udgør størstedelen af ansættelseskontrakterne i EU, mens der inden for visse sektorer også kan forefindes atypiske ansættelsesformer sideløbende med standardansættelseskontrakter; der henviser til, at atypiske ansættelsesformer også kan have negative konsekvenser for balancen mellem arbejds- og familieliv som følge af uregelmæssig arbejdstid, uregelmæssig løn og uregelmæssige pensionsbidrag;

D.  der henviser til, at de nye ansættelsesformer, der navnlig opstår i lyset af digitaliseringen og nye teknologier, udvisker grænsen mellem afhængig beskæftigelse og selvstændig virksomhed(25), hvilket kan føre til et fald i beskæftigelsens kvalitet;

E.  der henviser til, at visse nye former for ansættelse adskiller sig fra traditionel standardansættelse på en række måder: der henviser til, at nogen af dem ændrer forholdet mellem arbejdsgiver og medarbejder, mens andre ændrer arbejdsmønstret og tilrettelæggelsen af arbejdet, mens andre igen ændrer begge dele; der henviser til, at dette kan føre til øget proformaselvstændighed ringere arbejdsvilkår og dårligere social sikring; der henviser til, at det derfor er af afgørende betydning at gennemføre de eksisterende retsforskrifter;

F.  der henviser til, at det er glædeligt med den stigende beskæftigelsesgrad i Europa efter den økonomiske krise, men at det til dels kan tilskrives en stigning i antallet af atypiske kontraktformer, hvilket i visse tilfælde indebærer en større risiko for usikkerhed i ansættelsen end standardansættelseskontrakter; der henviser til, at der i højere grad skal lægges vægt på kvalitetsaspektet ved jobskabelsen;

G.  der henviser til, at deltidsbeskæftigelse på intet tidspunkt er faldet siden krisen, og at fuldtidsbeskæftigelsen i EU stadig er under niveauet fra før krisen i 2008; der henviser til, at beskæftigelsesfrekvensen på trods af en vis stigning i de seneste år stadig ligger under 2020-målet på 75 %, og at den varierer meget i de forskellige medlemsstater;

H.  der henviser til, at det er vigtigt, at skelne mellem de nye ansættelsesformer, der er under udvikling, og manglende sikkerhed i ansættelsen;

I.  der henviser til, at EU og medlemsstaterne har delt kompetence på det socialpolitiske område; der henviser til, at EU kun kan supplere og støtte medlemsstaterne på dette område;

J.  der henviser til, at EU kun kan vedtage minimumskrav for arbejdsvilkår uden at harmonisere medlemsstaternes love og bestemmelser;

K.  der henviser til, at der allerede er blevet oprettet en europæisk platform til bekæmpelse af uanmeldt beskæftigelse, som muliggør et tættere grænseoverskridende samarbejde med fælles foranstaltninger mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder og andre interesserede parter, så der kan tilvejebringes en effektiv bekæmpelse af uanmeldt arbejde;

L.  der henviser til, at usikker ansættelse fører til segmentering af arbejdsmarkedet og forværrer problemet med lønforskelle;

M.  der henviser til, at der hidtil ikke er fastlagt en fælles definition af usikker ansættelse; der henviser til, at en sådan definition bør fastlægges i tæt samråd med arbejdsmarkedets parter; der henviser til, at arten af en ansættelseskontrakt ikke i sig selv er et varsel om risiko for usikker ansættelse, men at denne risiko afhænger af en lang række faktorer;

N.  der henviser til, at almindelige ansættelsesformer omfatter normal tidsubegrænset fuldtidsansættelse og frivilligt deltidsansættelse; der henviser til, at de enkelte medlemsstater har deres egen lovgivning og praksis, som fastlægger arbejdsvilkårene for forskellige former for ansættelseskontrakter og praktikophold; der henviser til, at der ikke findes nogen alment anerkendt definition på "standardansættelse”;

O.  der henviser til, at den senere tids problemer med repræsentation, som enten skyldes svage arbejdsmarkedsparter i visse sektorer eller reformer i visse europæiske lande, der begrænser arbejdsmarkedets parters rolle, berører alle ansættelsesforhold;

P.  der henviser til, at bestemte sektorer, herunder landbruget, bygge- og anlægssektoren og kunstmiljøet, er uforholdsmæssig hårdt ramt af usikkerhed i ansættelsen; der henviser til, at usikker ansættelse i de senere år også har bredt sig til andre sektorer såsom luftfartsindustrien og hotelbranchen(26);

Q.  der henviser til, at arbejdstagere i ufaglærte job og manuelle job, der kræver middelhøje kvalifikationer ifølge de seneste undersøgelser tjener mindre, har ringe karriereudsigter og ringe jobkvalitet; der henviser til, at de oftere beretter om udsættelse for miljørisici og belastende arbejdsstillinger og lavere fysisk og mental velbefindende(27);

R.  der henviser til, at kvinder udgør 46 % af arbejdsstyrken på EU’s arbejdsmarked, og til at de er særlige udsatte for usikkerhed i ansættelsen som følge af forskelsbehandling, bl.a. på lønområdet, idet kvinder tjener ca. 16 % mindre end mænd i EU; der henviser til, at kvinder har større sandsynlighed for at arbejde på deltid, på tidsbegrænsede kontrakter eller til en lav løn og derfor er udsat for en større risiko for usikkerhed i ansættelsen; der henviser til, at sådanne arbejdsvilkår medfører et livslangt tab af indkomst og beskyttelse i form af både løn, pension og socialsikringsydelser; der henviser til, at mænd er mere tilbøjelige til at arbejde på fuld tid og i faste stillinger end kvinder; der henviser til, at kvinder er særlig hårdt ramt af ufrivilligt deltidsarbejde, proformaselvstændighed og sort arbejde(28);

S.  der henviser til, at erhvervsfrekvensen er højere for mænd end kvinder i EU: der henviser til, at hovedårsagen til, at kvinder forlader arbejdsmarkedet, er behovet for at passe børn eller ældre, deres egen sygdom eller uarbejdsdygtighed eller andre personlige eller familiemæssige forpligtelser; der henviser til, at kvinder ofte udsættes for forskelsbehandling og hindringer som følge af nuværende eller potentielt moderskab; der henviser til, at enlige mødre med mindreårige børn oplever en særlig høj risiko for usikkerhed i ansættelsen;

T.  der henviser til, at ligestilling mellem mænd og kvinder er en grundlæggende rettighed, der forudsætter en garanti for lige muligheder og ligebehandling i alle livets forhold, og til, at politikker med det formål at sikre en sådan ligestilling bidrager til fremme af intelligent og bæredygtig vækst;

U.  der henviser til, at mange arbejdstagere, som har usikre ansættelsesforhold eller er arbejdsløse, ikke har ret til forældreorlov;

V.  der henviser til, at unge arbejdstagere i særlig høj grad risikerer at opleve usikkerhed i ansættelsen; der henviser til, at arbejdstagere på under 25 år har dobbelt så stor risiko for at blive ugunstigt stillet end arbejdstagere på 50 år eller derover(29);

I.Skabelse af ordentlige arbejdsforhold – Arbejdsvilkår og manglende sikkerhed i ansættelsen

1.  og opfordrer medlemsstaterne til at tage hensyn til følgende ILO-indikatorer, når de skal fastslå, om der er tale om et ansættelsesforhold:

   udføres arbejdet efter en anden parts instrukser og under denne parts kontrol;
   indebærer det integration af arbejdstageren i virksomhedens organisation;
   udføres arbejdet udelukkende eller hovedsageligt til fordel for en anden person;
   skal arbejdet udføres af arbejdstageren personligt;
   udføres arbejdet inden for en bestemt arbejdstid eller på en arbejdsplads, som er udpeget eller accepteret af den part, der har bestilt arbejdet;
   har arbejdet en bestemt varighed og er præget af en vis kontinuitet;
   kræver arbejdsforholdet, at arbejdstageren står til rådighed, eller leverer den person, som har bestilt arbejdet, redskaber, materialer og maskiner;
   foretages der periodisk lønudbetaling til arbejdstageren, som udgør dennes eneste eller primære indtægtskilde, og ydes der eventuelt betaling i naturalier i form af f.eks. mad, logi eller transport;
   har arbejdstageren rettigheder som f.eks. ugentlige hvileperioder og betalt ferie;

2.  konstaterer, at Eurofound definerer atypisk arbejde som ansættelsesforhold, der ikke stemmer overens med normal eller typisk fastansættelse på fuld tid uden tidsbegrænsning hos den samme arbejdsgiver i længere tid(30); understreger, at begreberne ”atypisk” og ”usikker” ikke kan anvendes som synonymer;

3.  forstår ved usikker ansættelse ansættelsesforhold, der ikke er i overensstemmelse med EU’s internationale og nationale standarder og love, og/eller der ikke sikrer tilstrækkelige midler til et anstændigt liv eller en passende social sikring;

4.  konstaterer, at visse former for atypisk ansættelse indebærer større risici for usikkerhed i ansættelsen, eksempelvis i tilfælde af ufrivilligt deltidsarbejde, tidsbegrænset ansættelse, kontrakter uden fast timetal samt ubetalte praktikophold;

5.  er overbevist om, at fleksibilitet på arbejdsmarkedet ikke handler om at udhule arbejdstagernes rettigheder til gengæld for øget produktivitet og konkurrenceevne, men i stedet om at finde en passende balance mellem beskyttelse af arbejdstagerne og den enkeltes og arbejdsgiverens muligheder for at aftale arbejdsmetoder, der passer til begges behov;

6.  bemærker, at risikoen for usikker beskæftigelse ikke blot afhænger af kontraktens art, men også af følgende indikatorer:

   lille eller ingen sikkerhed i ansættelsen på grund af arbejdets ikke-permanente karakter, som f.eks. i forbindelse med ufrivillige og ofte marginale deltidskontrakter og - i visse medlemsstater - ikke nærmere angivne arbejdstider og opgaver, der varierer med kravene på arbejdspladsen;
   ringe beskyttelse mod afskedigelse og utilstrækkelig social sikring i tilfælde af afskedigelse;
   utilstrækkelig aflønning til sikring af anstændige leveforhold;
   ingen eller kun begrænset ret til social beskyttelse eller sociale ydelser;
   ingen eller kun begrænset beskyttelse imod forskelsbehandling;
   begrænsede eller ingen udsigter til udvikling på arbejdsmarkedet eller til forfremmelser eller kompetenceudvikling;
   få kollektive rettigheder og kun begrænset ret til kollektiv repræsentation;
   et arbejdsmiljø, som ikke opfylder mindstekravene for sundhed og sikkerhed(31);

7.  minder om ILO’s definition på anstændigt arbejde, ifølge hvilken: "anstændigt arbejde er arbejde, der er produktivt og giver en rimelig løn, med en sikker arbejdsplads og social beskyttelse, gode udsigter for personlig udvikling og social integration, frihed for mennesker til at give udtryk for deres bekymringer, organisere sig og deltage i beslutninger, der har indflydelse på deres liv, samt lige muligheder og ligestilling mellem kvinder og mænd"(32); opfordrer ILO til at medtage en løn, man kan leve af, i denne definition, tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at godkende denne definition i forbindelse med ændring eller udarbejdelse af arbejdsmarkedslovgivningen;

8.  minder om god praksis for at opnå et godt resultat i kampen mod usikkerhed i ansættelsen, et stærkt lovfundament, inddragelse af arbejdsmarkedets parter og samarbejdsudvalgene på arbejdspladsen, samarbejde med de relevante interesserede parter, balance mellem fleksibilitet og sikkerhed; sektoropdelt fokus, ringe administrativ byrder på arbejdsgiverne, håndhævelse fra arbejdstilsynenes side og oplysningskampagner;

9.  bemærker, at formålet med ILO's dagsorden for anstændigt arbejde specifikt er at garantere jobskabelse, arbejdstagerrettigheder, social sikring og dialog mellem arbejdsmarkedets parter samt ligestilling mellem kønnene; bemærker, at anstændigt arbejde specifikt skal sikre følgende:

   en løn, man kan leve af, og sikring af organisationsfriheden;
   kollektive aftaler i overensstemmelse med praksis i medlemsstaterne;
   arbejdstagernes medindflydelse i virksomhederne i overensstemmelse med praksis i medlemsstaterne;
   respekt for kollektive forhandlinger;
   ligebehandling af arbejdstagere på samme arbejdsplads;
   sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen;
   social sikring af arbejdstagere og de personer, som de har forsørgerpligt over for;
   bestemmelser om arbejds- og hviletider;
   beskyttelse mod afskedigelse;
   adgang til faglig og livsland uddannelse;
   støtte til sikring af balance mellem arbejds- og privatliv for alle arbejdstagere; understreger, at det også er afgørende at forbedre gennemførelsen af arbejdsmarkeds- og sociallovgivningen for at sikre disse rettigheder;

10.  bemærker, at mange faktorer som f.eks. digitalisering og automatisering bidrager til en ændring af arbejdslivet, herunder stigningen i nye former for ansættelse; henviser i denne forbindelse til, at nye former for arbejde kan nødvendiggøre nye, reaktive og forholdsmæssige bestemmelser for at sikre, at alle former for beskæftigelse er omfattet;

11.  gentager i forbindelse med digitale job, at arbejdstagere, som arbejder med digitale platforme, og andre formidlere bør sikres passende social- og sygesikring;

12.  understreger, at digitaliseringen ikke kun bør opfattes som negativ for beskæftigelsen, og understreger tværtimod, at den skaber mange muligheder for kompetenceudvikling og -forbedring;

13.  understreger, at der i 2020 vil være 756 000 ikke-besatte arbejdspladser inden for IKT-sektoren, hvilket viser behovet for at forbedre de europæiske arbejdstageres digitale færdigheder;

14.  understreger, at den økonomiske krise har medført migrationsstrømme inden for EU, som har tydeliggjort de eksisterende hindringer for den frie bevægelighed for personer mellem medlemsstaterne og forskelsbehandlingen på grundlag af nationalitet, hvorved EU-borgere oplever for usikkerhed i ansættelsen;

15.  understreger, at usikre ansættelsesforhold, herunder sort arbejde og proformaselvstændighed, vil få langsigtede konsekvenser for det fysiske og psykiske velbefindende og kan udsætte arbejdstagerne for en højere risiko for fattigdom, social udgrænsning og forringelse af deres grundlæggende rettigheder;

16.  understreger, at arbejdstagere med meget korte ansættelseskontrakter er mest udsatte for de fysiske ulemper ved deres arbejde; understreger, at kombinationen af manglende jobsikkerhed og manglende kontrol over arbejdstiden ofte medfører stressrelaterede risikofaktorer på arbejdspladsen;

17.  understreger, at anvendelsen af fleksible eller atypiske ansættelsesforhold inden for visse erhvervssektorer er så udbredt, at det er på grænsen af misbrug;

18.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme en politik, der styrker arbejdstagernes, lærlingenes og praktikanternes indflydelse ved at styrke dialogen mellem arbejdsmarkedets parter og tilskynde til kollektive overenskomstforhandlinger samt sikre, at alle arbejdstagere uanset status har adgang til og kan udøve deres organisationsret og ret til at føre frie kollektive forhandlinger uden fare for direkte eller indirekte sanktioner fra arbejdsgiverens side;

19.  understreger betydningen af arbejdsmarkedets parter i forbindelse med håndhævelse af arbejdstagernes rettigheder, fastlæggelse af anstændige arbejdsforhold, fastsættelse af anstændige lønninger og vederlag i overensstemmelse med medlemsstaternes lovgivning og praksis og høring og vejledning af arbejdsgivere og arbejdstagere;

20.  opfordrer medlemsstaterne til i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter at konsolidere karriereforløb for at lette overgangene mellem de forskellige situationer, som en person kan stilles i i løbet af tilværelsen, navnlig i form af livslang læring, tilstrækkelig arbejdsløshedsunderstøttelse, mulighed for at overføre sociale rettigheder og aktive og effektive arbejdsmarkedspolitikker;

21.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme og garantere effektiv beskyttelse og ligeløn for mænd og kvinder, som udfører arbejde på grundlag af et ansættelsesforhold, gennem en samlet politik, der sigter mod at gøre noget ved usikkerhed i ansættelsen og sikre karrieremuligheder og ordentlig socialsikring;

22.  understreger betydningen af medlemsstaternes arbejdstilsyn, og understreger, at de bør fokusere på opgaven med at kontrollere, sikre overholdelse af og forbedre arbejdsvilkår, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og bekæmpelse af illegalt eller sort arbejde, og under ingen omstændigheder må misbruges til at kontrollere indvandring; påpeger risikoen for forskelsbehandling af de mest udsatte arbejdstagere og fordømmer på det kraftigste en praksis, hvor virksomheder ansætter migranter, uden at disse sikres fuld adgang til rettigheder og ydelser. og uden at de orienteres om disse rettigheder; opfordrer derfor medlemsstaterne til at give arbejdstilsynene tilstrækkelige ressourcer til at sikre et effektivt tilsyn;

II.Forslag

23.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre noget ved usikkerhed i ansættelsen, herunder sort arbejde og proformaselvstændighed, for at sikre, at alle former for ansættelseskontrakter sikrer anstændige arbejdsvilkår med ordentlig socialsikring i overensstemmelse med ILO's dagsorden for anstændigt arbejde og artikel 9 i TEUF, EU’s charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske socialpagt;

24.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bekæmpe enhver form for praksis, der fører til en stigning i antallet af usikre ansættelsesforhold og dermed bidrage til Europa 2020-målet om nedbringelse af fattigdomen;

25.  opfordrer medlemsstaterne til at øge kvaliteten ansættelsen i ikkestandardmæssige job ved at fastsætte en række minimumsstandarder med hensyn til socialsikring, mindsteløn og adgang til uddannelse og kompetenceudvikling; understreger, at dette skal gøres samtidig med, at indslusningsmulighederne på arbejdsmarkedet opretholdes;

26.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at deres sociale sikringsordninger egner sig til nye ansættelsesformer;

27.  opfordrer Kommissionen til at vurdere de nye ansættelsesformer, som skyldes digitaliseringen; efterlyser navnlig en vurdering af den retlige status for formidlere på arbejdsmarkedet og onlineplatforme og deres ansvar; opfordrer Kommissionen til at revidere Rådets direktiv 91/533/EØF af 14. oktober 1991 om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet(33) (direktivet om den skriftlige erklæring) for at tage højde for nye former for beskæftigelse;

28.  fremhæver de muligheder, som den kollaborative økonomi indebærer, navnlig i form af nye job; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at evaluere de nye mulige ansættelsesnormer, der opstår i kraft af den kollaborative økonomi; insisterer på behovet for en øget beskyttelse af arbejdstagerne i denne sektor i form af øget gennemsigtighed med hensyn til deres status, de oplysninger, de får, og ikke-forskelsbehandling;

29.  opfordrer Kommissionen til at fortsætte sin målrettede revision af direktivet om udstationering af arbejdstagere og til at revidere direktivet om vikaransattes arbejdsforhold for at sikre alle arbejdstagere grundlæggende sociale rettigheder, herunder lige løn for lige arbejde på det samme sted;

30.  understreger behovet for offentlige og private investeringer for navnlig at fremme de erhvervssektorer, som giver den størst mulige multiplikatoreffekt, med henblik på at fremme opadgående social konvergens og samhørighed i Unionen og skabelse af anstændige arbejdspladser; understreger i den forbindelse behovet for at støtte små og mellemstore virksomheder og nystartede virksomheder;

31.  understreger behovet for at bekæmpe sort arbejde, da det mindsker skatteprovenuet og bidragene til de sociale sikringsordninger og skaber usikre og dårlige arbejdsvilkår og illoyal konkurrence mellem arbejdstagerne; glæder sig over etableringen af en europæisk platform for forbedring af samarbejdet om at gøre noget ved sort arbejde;

32.  bemærker, at der i betragtning af antallet af arbejdstagere, navnlig unge, som nu forlader deres hjemland for at finde arbejde en anden medlemsstat, er et presserende behov for at udarbejde passende foranstaltninger til sikring af, at alle arbejdstagere er omfattet af socialsikring og arbejdsmarkedsrettigheder; opfordrer i denne henseende Kommissionen og medlemsstaterne til yderligere at forbedre arbejdskraftens mobilitet i EU, samtidig med at ligebehandlingsdirektivet opretholdes, lønningerne og de sociale standarder beskyttes, og der sikres fuld mulighed for overførsel af sociale rettigheder; opfordrer de enkelte medlemsstater til at føre en social- og beskæftigelsespolitik, som sikrer for lige rettigheder og ligeløn på samme arbejdsplads;

33.  henviser med bekymring til svækkelsen af de kollektive overenskomstforhandlinger og dækningsgraden af de kollektive overenskomster; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme strategiske politikker til sikring af, at alle arbejdstagere er fuldstændig dækket af kollektive overenskomster, samtidig med at fagforeningernes og arbejdsgiverforeningernes rolle beskyttes og styrkes;

34.  anerkender den store rolle, som arbejdsmarkedets parter har spillet med hensyn til EU-direktiverne om deltidsarbejde, tidsbegrænsede kontrakter og vikararbejde, og opfordrer Kommissionen til sammen med arbejdsmarkedets parter i givet fald at sikre regulering af nye ansættelsesformer; opfordrer Eurofound til at undersøge, hvordan arbejdsmarkedets parters udvikler strategier til sikring af jobkvalitet og til at gøre noget ved usikkerhed i ansættelsen;

35.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til inden for deres respektive kompetenceområder at sikre, at individuelle selvstændige arbejdstagere, der juridisk anses som en énmandsvirksomhed, har ret til kollektive overenskomstforhandlinger og til frit at organisere sig;

36.  minder om, at alle arbejdstagere i henhold til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden(34) (arbejdstidsdirektivet) har ret til en begrænsning af den maksimale arbejdstid, til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig ferie med løn; understreger behovet for at sikre, at disse rettigheder gælder for alle arbejdstagere, herunder arbejdstagere på tilkaldebasis, arbejdstagere i marginal deltidsbeskæftigelse og crowd-arbejdstagere; minder om, at arbejdstidsdirektivet vedrører sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen; opfordrer til håndhævelse af EU-Domstolens afgørelser, hvori det bekræftes, at vagtperioder på arbejdspladsen udgør arbejdstid og skal efterfølges af kompenserende hvileperioder;

37.  minder om, at marginal deltidsbeskæftigelse kendetegnes ved usikre ansættelsesforhold, færre karrieremuligheder, mindre investeringer i uddannelse fra arbejdsgivernes side og en større forekomst af lave lønninger; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at fremme foranstaltninger, der åbner mulighed for længere arbejdstid for personer, som ønsker at arbejde mere;

38.  minder om, at alle har ret til erhvervsuddannelse og livsland læring i henhold til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at arbejdstagere i atypiske ansættelsesforhold også har adgang til erhvervsuddannelse og livslang læring; erindrer om, at opkvalificering er særlig vigtig i den digitale økonomi, som er under hastig forandring; erindrer om, at manglen på kvalifikationer og misforholdet mellem udbud og efterspørgsel er medvirkende til den høje arbejdsløshed; glæder sig over de seneste initiativer til at gøre noget ved manglen på kvalifikationer;

39.  efterlyser en færdighedsgaranti som en ny ret for alle til i hele livsforløbet at erhverve grundlæggende kvalifikationer for det 21. århundrede, herunder læse- og skrivefærdigheder, talfærdigheder, digitale færdigheder og mediekendskab, kritisk tænkning, sociale kompetencer og relevante færdigheder, som er nødvendige i den grønne og cirkulære økonomi, hvor der tages hensyn til vækstindustrier og centrale vækstsektorer, og hvor det sikres, at der rækkes ud til alle udsatte personer, herunder handicappede, asylansøgere, langtidsarbejdsløse og underrepræsenterede grupper; understreger, at uddannelsessystemerne bør være inklusive, tilbyde uddannelser af god kvalitet for hele befolkningen, give borgerne mulighed for at blive aktive europæiske borgere, sætte dem i stand til at lære og tilpasse sig gennem hele livet, og imødekomme samfundets og arbejdsmarkedets behov;

40.  understreger, at medlemsstaternes politikker bør udformes og gennemføres i overensstemmelse med national lovgivning og praksis i tæt samarbejde med arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer;

41.  minder om, at usikkerhed i ansættelsen ikke blot skader den enkelte, men også indebærer høje omkostninger for samfundet i form af tab af skatteprovenu og højere offentlige udgifter på længere sigt og i form af udgifter til støtte til dem, der lider under de langsigtede konsekvenser af indkomsttab og dårlige arbejdsvilkår; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tilskynde til anvendelse af tidsubegrænsede kontrakter og udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne med henblik på at bekæmpe usikre ansættelsesforhold;

42.  minder om, at arbejdstagerne i den uformelle økonomi oplever en høj grad af usikkerhed; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vedtage politikker, der er tilpasset disse arbejdstagere, og som kan beskytte dem ved at løse deres problemer uanset deres opholdsstatus;

43.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bekæmpe sort arbejde, proformaselvstændighed og alle former for ulovlig beskæftigelse, som underminerer arbejdstagernes rettigheder og medlemsstaternes sociale sikringsordninger; bekræfter, at enhver fremtidig beskæftigelsespolitik efter dets opfattelse bør omfatte forebyggelse af kontrakter uden et fast timetal;

44.  understreger, at usikkerhed i ansættelsen hovedsageligt rammer de mest udsatte arbejdstagere, som risikerer forskelsbehandling, fattigdom og udgrænsning; minder navnlig om, at personer med handicap, personer af anden etnisk oprindelse, personer med en anden religion eller tro og kvinder i særlig grad risikerer at lide under usikre arbejdsvilkår; fordømmer alle former for usikre arbejdsforhold uanset aftaleforholdet;

45.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre en effektiv beskyttelse af udsatte arbejdstagere; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at iværksætte effektive foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling af kvinder på arbejdsmarkedet med særlig vægt på balance mellem arbejds- og privatliv og fjernelse af lønforskelle; opfordrer Kommissionen til at vurdere, om direktiv 2006/54/EF om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv egner sig til regulering af nye beskæftigelsesformer;

46.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vurdere de kønsmæssige konsekvenser fra enhver form for lovgivning, der behandler de forskellige aspekter af usikkerhed i ansættelsen; mener, at det er nødvendigt at målrette lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger mod behovene hos kvinder i usikre ansættelsesforhold, da denne gruppe, som allerede er forfordelt i andre henseender, ellers fortsat vil være særlig ramt;

47.  mener, at de skærpede krav til fleksibilitet på arbejdsmarkedet under ingen omstændigheder må medføre, at kvinder fortsætter med at være overrepræsenterede i atypiske ansættelsesforhold og blandt personer i usikre ansættelsesforhold;

48.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overvåge og gøre noget ved fænomenet mobning på arbejdspladsen, herunder chikane af gravide arbejdstagere eller eventuelle ulemper efter endt barselsorlov; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at overholde og håndhæve lovgivningen om barselsrettigheder, så kvinder ikke stilles ugunstigt med hensyn til pension, fordi de er blevet mødre i løbet af deres arbejdsliv; understreger, at barselsorlov skal ledsages af effektive foranstaltninger, der beskytter gravide kvinders og nybagte, ammende og enlige mødres rettigheder og er i overensstemmelse med henstillingerne fra Den Internationale Arbejdsorganisation og Verdenssundhedsorganisationen;

49.  gentager sit krav om, at mennesker i alle ansættelsesforhold eller selvstændige erhvervsdrivende skal have mulighed for at akkumulere rettigheder, som giver indkomstsikkerhed under omstændigheder som arbejdsløshed, dårligt helbred, alderdom, orlov til børnepasning eller andre former for pleje, eller under uddannelse;

50.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre anstændige arbejdsvilkår i forbindelse med alle unges første erfaringer på arbejdsmarkedet, f.eks. under praktikophold, lærlingeuddannelser eller mulighederne under ungdomsgarantien; tilskynder medlemsstaterne til at vedtage og gennemføre kvalitetsrammer for praktikophold og lærlingeuddannelser for at sikre deres arbejdsmarkedsrettigheder og den uddannelsesmæssige fokus under de unges muligheder for at opnå erhvervserfaring;

51.  opfordrer især Kommissionen og medlemsstaterne til at iværksætte tiltag til at sikre unge sikkerhed i ansættelsen; understreger, hvor vigtigt det er, at Kommissionen gennemfører ungdomsgarantien i den forbindelse;

52.  anbefaler, at medlemsstaterne sikrer, at alle unge har adgang til gratis offentlig uddannelse af høj kvalitet uanset alder, især på højere niveauer inden for almen og faglig uddannelse, eftersom det er blevet påvist, at en højnelse af uddannelsesniveauet bidrager til at mindske uligheder mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet;

53.  understreger, at Kommissionens og medlemsstaternes anvendelse af ILO's fortolkning af begrebet "arbejdstager" i stedet for det mere snævert definerede "medarbejder" kunne bidrage til en bedre anvendelse og forståelse af de grundlæggende arbejdsprincippet og -rettigheder;

54.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte iværksætteri og kooperativ virksomhed hos arbejdstagere i multiservicesektoren og den nye blomstrende kollaborative økonomi og de digitale platforme for at mindske risiciene ved disse nye forretningsmodeller for arbejdstagernes arbejdsmarkedsrettigheder og arbejdsforhold;

55.  understreger, at tidsbegrænset ansættelse i landbruget hænger sammen med sæsonafgrænsede aktiviteter; opfordrer til, at denne naturlige begrænsning respekteres, så landbrugerne fortsat får mulighed for at ansætte sæsonarbejdere efter årstiderne, og at de samtidig fritages for yderligere administrative byrder i forbindelse med rekruttering og forvaltning af arbejdskraften;

56.  opfordrer Kommissionen til at fremme og øge bevidstheden om beskyttelse af sæsonarbejderes rettigheder og medlemsstaterne til at vedtage regler for sæsonarbejderes sociale og retlige status for at sikre dem ordentlige hygiejneforhold og sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og dækning under en social sikringsordning under overholdelse af artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/36/EU af 26. februar 2014 om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på arbejde som sæsonarbejdere(35), herunder bestemmelserne om ligeløn og tilsvarende social sikring; fremhæver behovet for at give alle sæsonarbejdere omfattende oplysninger om arbejds- og socialsikringsrettigheder, herunder pensionsrettigheder, hvorved, der også tages hensyn til den grænseoverskridende dimension af sæsonarbejde;

o
o   o

57.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EFT L 216 af 20.8.1994, s. 12.
(2) EUT L 204 af 26.7.2006, s. 23.
(3) EUT L 327 af 5.12.2008, s. 9.
(4) EFT L 18 af 21.1.1997, s. 1.
(5) EUT L 159 af 28.5.2014, s. 11.
(6) EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6.
(7) EUT C 70 E af 8.3.2012, s. 1.
(8) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0321.
(9) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0059.
(10) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0346.
(11) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0360.
(12) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0010.
(13) EUT C 303 af 19.8.2016, s. 54.
(14) www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/.../IPOL_STU(2016)587285_EN.pdf.
(15) http://www.eurofound.europa.eu/sites/default/files/ef_publication/field_ef_document/ef1398en.pdf
(16) https://www.eurofound.europa.eu/sites/default/files/ef_publication/field_ef_document/ef1461en.pdf
(17) http://www.eurofound.europa.eu/sites/default/files/ef_publication/field_ef_document/ef1639en.pdf
(18) http://www.eurofound.europa.eu/sites/default/files/ef_publication/field_ef_document/ef1634en.pdf
(19) https://www.eurofound.europa.eu/observatories/eurwork/industrial-relations-dictionary
(20) http://www.ilo.org/dyn/normlex/en/f?p=NORMLEXPUB:12100:0::NO::P12100_INSTRUMENT_ID:312535.
(21) http://www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/---ed_dialogue/---actrav/documents/meetingdocument/wcms_164286.pdf.
(22) http://www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/---dgreports/---dcomm/---publ/documents/publication/wcms_534496.pdf.
(23) http://www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/---dgreports/---dcomm/---publ/documents/publication/wcms_490959.pdf.
(24) Aftaler om fastansættelse på fuld tid tegner sig for 59 % af den samlede beskæftigelse i EU. Tallene er 4 % for selvstændig virksomhed med ansatte, 11 % for freelancearbejde, 1 % for vikararbejde, 7 % for tidsbegrænset arbejde, 2 % for lærlingeuddannelse eller praktikophold, 9 % for marginalt deltidsarbejde (mindre end 20 timer om ugen) og 7 % for permanent deltidsarbejde.
(25) ILO's rapport fra 2016 om opbygning af en social søjle for europæisk konvergens.
(26) Se undersøgelsen fra 2016 om Precarious Employment in Europe: Patterns, trends and policy strategies’.
(27) Eurofound (2014), "Occupational profiles in working conditions: Identification of groups with multiple disadvantages".
(28) Se undersøgelsen fra 2016 om Precarious Employment in Europe: Patterns, trends and policy strategies’.
(29) Eurofound (2014), "Occupational profiles in working conditions: Identification of groups with multiple disadvantages".
(30) Se: https://www.eurofound.europa.eu/observatories/eurwork/industrial-relations-dictionary/atypical-work.
(31) Europa-Parlamentets beslutning af 19. oktober 2010 om kvindelige arbejdstagere i usikre ansættelsesforhold.
(32) ILO's rapport af 14. november 2016 om non-standard employment around the world").
(33) EFT L 288 af 18.10.1991, s. 32.
(34) EUT L 299 af 18.11.2003, s. 9.
(35) EUT L 94 af 28.3.2014, s. 375.

Juridisk meddelelse