Indeks 
Vedtagne tekster
Torsdag den 6. juli 2017 - StrasbourgEndelig udgave
2016-rapporten om Tyrkiet
 Nedsættelse af et særligt udvalg om terrorisme, dets beføjelser, medlemstal og funktionsperiode
 Sagerne vedrørende nobelprismodtageren Liu Xiaobo og Lee Ming-che
 Eritrea, navnlig sagerne vedrørende Abune Antonios og Dawit Isaac
 Burundi
 Den europæiske fond for bæredygtig udvikling (EFSD) og oprettelse af en EFSD-garanti og en EFSD-garantifond ***I
 Tilladte former for anvendelse af visse værker og andre beskyttede frembringelser til gavn for personer, der er blinde, synshæmmede eller på anden måde har et læsehandicap ***I
 Grænseoverskridende udveksling mellem Unionen og tredjelande af visse værker og andre beskyttede frembringelser i tilgængeligt format til gavn for personer, der er blinde, synshæmmede eller på anden måde har et læsehandicap ***I
 Mekanismer til bilæggelse af tvister om dobbeltbeskatning i EU *
 EU-indsats for bæredygtighed
 Fremme af samhørighed og udvikling i regionerne i EU's yderste periferi

2016-rapporten om Tyrkiet
PDF 208kWORD 59k
Europa-Parlamentets beslutning af 6. juli 2017 om Kommissionens 2016-rapport om Tyrkiet (2016/2308(INI))
P8_TA(2017)0306A8-0234/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger, særlig beslutning af 24. november 2016 om forbindelserne(1) mellem EU og Tyrkiet og af 27. oktober 2016 om situationen for journalister i Tyrkiet(2),

–  der henviser til sin beslutning af 13. november 2014 om Tyrkiets handlinger, der skaber spændinger i Cyperns(3) eksklusive økonomiske zone, og til sin beslutning af 15. april 2015 om hundredåret for det armenske folkedrab(4),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 9. november 2016 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om EU's udvidelsesstrategi (COM(2016)0715) og 2016-rapporten om Tyrkiet (SWD(2016)0366),

–  der henviser til formandskabets konklusioner af 13. december 2016 og til tidligere, relevante konklusioner fra Rådet og Det Europæiske Råd,

–  der henviser til forhandlingsrammen for Tyrkiet, navnlig stk. 5 i forhandlingsprincipperne, af 3. oktober 2005,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2008/157/EF af 18. februar 2008 om de principper, prioriteringer og betingelser, der indgår i tiltrædelsespartnerskabet med Republikken Tyrkiet(5) ("tiltrædelsespartnerskabet") samt til de tidligere rådsafgørelser om tiltrædelsespartnerskabet fra 2001, 2003 og 2006,

–  der henviser til den fælles erklæring efter topmødet mellem EU og Tyrkiet den 29. november 2015 og EU-Tyrkiet-handlingsplanen,

–  der henviser til den erklæring, der blev fremsat af Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater den 21. september 2005, herunder bestemmelsen om, at anerkendelse af samtlige medlemsstater er en nødvendig del af forhandlingerne, og til, at Tyrkiet i fuldt omfang på effektiv vis skal gennemføre tillægsprotokollen til Ankara-aftalen i forhold til alle medlemsstater ved at fjerne alle hindringer for den frie bevægelighed af varer uden forskelsbehandling,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til artikel 46 i den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK), hvoraf det fremgår, at de kontraherende parter forpligter sig til at rette sig efter og gennemføre Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols endelige dom i enhver sag, som de er part i,

–  der henviser til udtalelser fra Europarådets Venedigkommission, navnlig udtalelserne af 10.-11. marts 2017 om de forfatningsændringer, der skal være genstand for en national folkeafstemning, om foranstaltningerne i de nylige undtagelseslove med hensyn til mediefrihed og de strafferetlige fredsdommerembeders opgaver, beføjelser og funktion, af 9.-10. december 2016 om undtagelseslovene nr. 667-676, som blev vedtaget efter det mislykkede kupforsøg den 15. juli 2016, og af 14.-15. oktober 2016 om suspension af andet afsnit af artikel 83 i forfatningen (parlamentarisk ukrænkelighed),

–  der henviser til erklæringen af 26. juli 2016 fra Europarådets menneskerettighedskommissær om de foranstaltninger, der er truffet under undtagelsestilstanden i Tyrkiet,

–  der henviser til erklæringen fra EU og Tyrkiet af 18. marts 2016,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. marts 2017 til Europa-Parlamentet og Rådet om Første årlige rapport om flygtningefaciliteten for Tyrkiet (COM(2017)0130) og til Kommissionens femte rapport af 2. marts 2017 til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd og Rådet om de fremskridt, der er gjort med hensyn til opfyldelsen af erklæringen fra EU og Tyrkiet (COM(2017)0204),

–  der henviser til, at Tyrkiet har forpligtet sig til opfyldelse af Københavnskriterierne, tilstrækkelige og effektive reformer, gode naboskabsforbindelser og en gradvis tilpasning til EU, og at disse bestræbelser skal opfattes som en mulighed for, at Tyrkiet kan styrke sine institutioner og fortsætte sin demokratiserings- og moderniseringsproces,

–  der henviser til Kommissionens henstilling af 21. december 2016 med henblik på Rådets afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Tyrkiet om en aftale om udvidelse af anvendelsesområdet for bilaterale præferencehandelsforbindelser og modernisering af toldunionen,

–  der henviser til, at respekt for retsstatsprincippet, herunder navnlig magtdelingsprincippet, demokrati, ytringsfrihed, menneskerettigheder, mindretalsrettigheder og religionsfrihed, foreningsfrihed og retten til fredelig demonstration, i henhold til Københavnskriterierne for EU-medlemsskab udgør omdrejningspunktet i forhandlingsprocessen,

–  der henviser til, at Tyrkiet er blevet vurderet til at ligge på en 155. plads på det internationale pressefrihedsindeks, som blev offentliggjort den 26. april 2017, hvilket er en lavere placering end tidligere og en placering blandt de lande, hvor journalister oplever flest trusler, fysiske angreb og retlig forfølgelse, herunder tilbageholdelse og fængselsdomme,

–  der henviser til, at Parlamentet i november 2016 anmodede Kommissionen og medlemsstaterne om midlertidigt at suspendere de igangværende tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet og forpligtede sig til at revidere sin holdning, når de uforholdsmæssige foranstaltninger, som er truffet under undtagelsestilstanden i Tyrkiet, er ophævet, og basere revisionen på, om retsstaten og respekten for menneskerettighederne er blevet genoprettet i hele landet,

–  der henviser til krisen i Syrien, bestræbelserne på at opnå en våbenhvile og en fredelig løsning og til Tyrkiets forpligtelser til at fremme stabilitet og gode naboskabsforbindelser gennem intensive bestræbelser med henblik på at løse udestående bilaterale spørgsmål, tvister og konflikter med nabolande om land- og søgrænser og luftrum, i overensstemmelse med internationale aftaler såsom FNs havretskonvention og FN-pagten,

–  der henviser til Ruslands involvering i Syrien, herunder støtten til det syriske militærs anvendelse af kemiske våben, hvilket destabiliserer landet yderligere og øger antallet af flygtninge, der søger beskyttelse i Tyrkiet og EU,

–  der henviser til, at Tyrkiets sikkerhedssituation er blevet forværret, både internt og eksternt, og til de terrorangreb, der er blevet udført i landet,

–  der henviser til, at Tyrkiet er værtsland for den største flygtningebefolkning i verden med næsten 3 millioner registrerede flygtninge fra Syrien, Irak og Afghanistan, ifølge De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR),

–  der henviser til Tyrkiets økonomiske og finansielle situation, som delvis er en følge af den seneste bølge af anslag og politisk ustabilitet, men som også er en følge af dybereliggende problemer i økonomien,

–  der henviser til FN's Højkommissariat for Menneskerettigheders (OHCHR) rapport om "The human rights situation in South-East Turkey" (menneskerettighedssituationen i det sydøstlige Tyrkiet) fra februar 2017,

–  der henviser til, at Tyrkiet har været beundringsværdigt gæstfrit over for det store antal flygtninge, der bor i landet,

–  der henviser til erklæringen om foreløbige resultater og konklusioner fra den internationale folkeafstemningsobservationsmission af 17. april 2017,

–  der henviser til resolution 2156 fra Europarådets Parlamentariske Forsamling (PACE) med titlen "The functioning of democratic institutions in Turkey" (De demokratiske institutioners funktionsmåde i Tyrkiet) af 25. april 2017, der førte til genoptagelse af overvågningsproceduren,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A8-0234/2017),

A.   der henviser til, at millioner af tyrkere og mennesker af tyrkisk oprindelse har boet i medlemsstaterne og bidraget til deres velstand i årtier;

Indledning

1.  understreger, at 2016 var et vanskeligt år for Tyrkiets befolkning som følge af den vedvarende krig i Syrien, det store antal flygtninge, konflikten i sydøst, en række forfærdelige terrorangreb og et voldeligt kupforsøg, hvor 248 mennesker blev dræbt; gentager sin stærke fordømmelse af kupforsøget den 15. juli 2016 og udtrykker sin solidaritet med det tyrkiske folk; anerkender den tyrkiske regerings ret til og ansvar for at træffe tiltag til at bringe gerningsmændene for retten, alt imens retsstatsprincippet og retten til en retfærdig rettergang garanteres;

2.  understreger imidlertid, at de foranstaltninger, der er truffet under undtagelsestilstanden, har haft uforholdsmæssigt store og langvarige negative virkninger på et stort antal borgere samt på beskyttelsen af de grundlæggende frihedsrettigheder i landet; fordømmer den kollektive afskedigelse af offentligt ansatte og politifolk, den massive nedlukning af medieforetagender, anholdelserne af journalister, akademikere, dommere, menneskerettighedsforkæmpere, folkevalgte og ikkevalgte tjenestemænd, medlemmer af sikkerhedstjenesterne og almindelige borgere og konfiskeringen af deres ejendom, værdier og pas, lukningen af mange skoler og universiteter og rejseforbuddet pålagt tusindvis af tyrkiske statsborgere på grundlag af undtagelseslove uden individuelle afgørelser og uden mulighed for rettidig domstolskontrol; er bekymret over konfiskeringen og i nogle tilfælde nationaliseringen af private tyrkiste virksomheder og virksomheder; opfordrer til, at alle fanger, der er tilbageholdt, uden at der foreligger beviser for at de har begået en forbrydelse, straks og ubetinget bliver løsladt; beklager i den forbindelse, at parlamentets lovgivningsmæssige beføjelser er blevet alvorligt undermineret;

3.  understreger den strategiske betydning af gode forbindelser mellem EU og Tyrkiet og samarbejdets store merværdi i forhold til at håndtere udfordringer for begge parter; anerkender, at både Tyrkiet og EU har gennemgået deres egne interne omstillingsprocesser, siden tiltrædelsesforhandlingerne blev indledt i 2004; beklager, at tiltrædelsesinstrumentet er ikke blevet udnyttet fuldt ud, og at der har været tilbageskridt inden for retsstatsprincippet og menneskerettighederne, som er en central del af Københavnskriterierne, og at offentlighedens støtte til Tyrkiets fulde integration i EU er blevet svækket på begge sider i årenes løb; er fortsat indstillet på at samarbejde og opretholde en konstruktiv og åben dialog med den tyrkiske regering med henblik på at løfte fælles udfordringer og fælles prioriteter, såsom den regionale stabilitet, situationen i Syrien, migration og sikkerhed;

4.  noterer sig resultatet af den folkeafstemning, der fandt sted den 16. april 2017, og som blev afholdt under undtagelsestilstanden og under omstændigheder, der forhindrede en retfærdig kampagne og et velinformeret valg, eftersom kampagnens to sider ikke stod på lige fod, hvad angår muligheder, og eftersom rettighederne hos modstanderne af forfatningsreformen blev krænket; er alvorligt bekymret over påstandene om uregelmæssigheder og omfattende valgsvindel, der er identificeret i de konklusioner, der blev udstedt den 17. april 2017 af valgobservationsmissionen fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa/Kontoret for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder (OSCE/ODIHR), der rejser alvorlig tvivl om gyldigheden og legitimiteten af resultaterne; støtter en uafhængig undersøgelse af alle klager i forbindelse med de uregelmæssigheder, der er anført i OSCE/ODHIR's erklæring; bemærker Europarådets Parlamentariske Forsamlings (PACE) afgørelse om at genåbne tilsynet med Tyrkiet;

5.  påpeger, at Tyrkiet skal overholde sine forpligtelser som medlem af Europarådet; opfordrer Tyrkiet til fortsat at opfylde sine forpligtelser i forhold til Europarådet og at gennemføre forfatnings- og retslige ændringer og reformer i samarbejde med og i henhold til kriterierne for Venedigkommissionen;

6.  fordømmer på det kraftigste den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans og adskillige andre politikeres gentagne støtte til genindførelsen af dødsstraf; minder om, at entydig forkastelse af dødsstraf er et grundlæggende krav til EU-medlemskab, og understreger, at genindførelse af dødsstraf vil være i strid med Tyrkiets internationale forpligtelser, sætte spørgsmålstegn ved Tyrkiets medlemskab af Europarådet og føre til øjeblikkeligt ophør af EU-tiltrædelsesforhandlingerne og førtiltrædelsesstøtte; understreger, at hvis en folkeafstemning om genindførelse af dødsstraf er organiseret i Tyrkiet, har medlemsstaterne ret til at afvise at tillade, at denne afstemning faciliteres i deres respektive lande;

7.  minder om sin holdning fra november 2016 om at indefryse tiltrædelsesprocessen med Tyrkiet;

8.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i overensstemmelse med forhandlingsrammen straks at indstille tiltrædelsesforhandlingerne formelt med Tyrkiet, hvis pakken af forfatningsændringer gennemføres uændret; understreger, idet bemærkningerne fra Venedigkommissionen om forfatningsreformen tages i betragtning, at de foreslåede forfatningsændringer ikke overholder de grundlæggende principper om magtens deling, ikke sikrer tilstrækkelige kontrolforanstaltninger og ikke er i overensstemmelse med Københavnskriterierne; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og Tyrkiet til at føre en åben og ærlig diskussion om de områder af fælles interesse, hvor det intensiverede samarbejde vil være muligt; understreger, at ethvert politisk engagement mellem EU og Tyrkiet bør være baseret på konditionalitetsbestemmelser om respekt for demokratiet, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder;

Menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder

9.  bemærker med beklagelse, at foranstaltninger, der er ude af proportioner, er blevet gennemført efter erklæringen af undtagelsestilstanden, herunder arrestationer, afskedigelser, tilbageholdelser og konfiskeringer af ejendom har ramt ikke kun tusindvis af mennesker, der er påståede medlemmer/tilhængere af Gülenbevægelsen, men også anderledestænkende generelt og politiske partier i oppositionen i særdeleshed; afventer stadig afgørende beviser for så vidt angår kupforsøgets gerningsmænd; fordømmer på det kraftigste fængslingen af 11 parlamentsmedlemmer, der tilhører Folkets Demokratiske Partis (HDP), herunder dets medformænd Figen Yuksekdag og Selahattin Demirtas, af et parlamentsmedlem fra Republikanske Folkeparti (CHP) og 85 kurdiske kommunale borgmestre; opfordrer indtrængende den tyrkiske regering til omgående at ophæve undtagelsestilstanden; advarer mod misbrug af tiltag til bekæmpelse af terrorisme for at legitimere krænkelser af menneskerettighederne; opfordrer Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) til straks at antage til behandling de første sager som eksempler og bringe den første sag til afslutning så hurtigt som muligt, da der ikke synes at være nogen effektive nationale retsmidler;

10.  opfordrer de tyrkiske myndigheder til at foretage en grundig undersøgelse af de alvorlige beskyldninger om mishandling af fanger, som indberettet af flere menneskerettighedsorganisationer, og opfordrer til fuld ansvarsplacering og straf af de skyldige i krænkelser af menneskerettighederne; er dybt bekymret over forholdene under frihedsberøvelsen; opfordrer til øjeblikkelig offentliggørelse af de seneste rapporter fra Europarådets Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Vanærende Behandling eller Straf og opfordrer de tyrkiske myndigheder til at tillade nationale og internationale observatører at overvåge tilbageholdelsesfaciliteter;

11.  opfordrer den tyrkiske regering til at tilbyde alle personer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, hensigtsmæssige og effektive retsmidler og adgang til domstolsprøvelse i overensstemmelse med retsstatsprincippet; understreger, at uskyldsformodningen er et grundlæggende princip i enhver retsstat; bemærker, at de tilbageholdte borgere i lyset af den aktuelle undtagelsestilstand i Tyrkiet ingen ret har til retshjælp i løbet af de første fem dage af deres tilbageholdelse, og begræder, at der er blevet indført alvorlige restriktioner på adgangen til advokater for de tilbageholdte; understreger, at der siden juli 2016 er indgivet mere end 100 000 klageskrifter til den tyrkiske forfatningsdomstol, som erklærede sig inkompetent vedrørende anliggender, der henhører under dekretet om undtagelsestilstand; opfordrer Tyrkiet til at tage undersøgelseskommissionen for undtagelsestilstand op til revision som en hastesag, således at den bliver en solid og uafhængig kommission med et fuldt mandat, som er i stand til at behandle alle sager individuelt og effektivt behandle det enorme antal ansøgninger, den vil modtage, og til at sikre, at den retlige prøvelse ikke forsinkes unødigt;

12.  fordømmer kraftigt den voldsomme tilbagegang og krænkelserne af ytringsfriheden og de alvorlige overtrædelser af mediefriheden, herunder det uforholdsmæssige forbud mod medier og sociale medier; bemærker med bekymring nedlukningen af omkring 170 medieforetagender – herunder næsten alle kurdisksprogede foretagender – og fængslingen af mere end 150 journalister; understreger, at Tyrkiets beslutning om at blokere adgangen til Wikipedia udgør et alvorligt angreb på informationsfriheden; bemærker den vedvarende tilbagegang af Tyrkiets placering i pressefrihedsindekset, der er udgivet af Journalister uden Grænser, hvor Tyrkiet nu indtager en 155. plads ud af 180 lande; minder igen om, at en fri og pluralistisk presse, herunder et frit tilgængeligt og åbent internet, er et afgørende element i ethvert demokrati, og opfordrer den tyrkiske regering til omgående at løslade alle uretmæssigt anholdte journalister; opfordrer den tyrkiske regering til at tillade tidligere parlamentsmedlem og formand for det blandede parlamentariske udvalg, Joost Lagendijk, at vende tilbage til sin familie i Tyrkiet;

13.  udtrykker sin alvorlige bekymring over den konstant forværrede situation i det sydøstlige Tyrkiet, navnlig i de områder, hvor der blev indført udgangsforbud, hvor der blev benyttet overdreven vold og anvendt kollektiv afstrafning over for alle indbyggere, og hvor omkring 2 000 mennesker er rapporteret dræbt i forbindelse med sikkerhedsoperationer, og hvor det anslås, at en halv mio. mennesker er blevet fordrevet i perioden fra juli 2015 til december 2016; bemærker, at lokale anklagere konsekvent har nægtet at indlede undersøgelser af de rapporterede drab, og at uafhængige observatører er blevet nægtet adgang til området; minder om, at den tyrkiske regering har et ansvar for at beskytte alle borgere, uanset deres kulturelle eller religiøse oprindelse; beklager den omfattende praksis med ekspropriationer, herunder af ejendom tilhørende kommuner og også kirkelig ejendom, hvilket er en krænkelse af religiøse mindretals rettigheder; er overbevist om, at kun en retfærdig politisk løsning på det kurdiske spørgsmål kan bringe varig stabilitet og velstand både til området og Tyrkiet som helhed og opfordrer derfor begge parter til at vende tilbage til forhandlingerne; bemærker, at en række love, herunder lov nr. 6722 om juridisk beskyttelse af de sikkerhedsstyrker, der deltager i kampen mod terroristorganisationer, og som blev vedtaget i 2016, har skabt en atmosfære af "systematisk straffrihed" for sikkerhedsstyrkerne;

14.  fordømmer det tyrkiske parlaments beslutning om i strid med forfatningen at ophæve immuniteten for et stort antal parlamentsmedlemmer, herunder 55 af 59 HDP-parlamentarikere, og dermed bane vejen for arrestationer af oppositionspolitikere og i høj grad ødelægge parlamentets omdømme som en demokratisk institution; understreger, at Tyrkiets Store Nationalforsamling bør udgøre den centrale institution i det tyrkiske demokrati og repræsentere alle borgere på lige vilkår; beklager den høje spærregrænse;

15.  er bekymret over, at dommere og anklagere fortsat er under stærkt politisk pres, og at så mange som 4 000, hvilket er tæt på en fjerdedel af alle dommere og anklagere, er blevet afskediget eller anholdt, og i nogle tilfælde er deres ejendele blevet konfiskeret; opfordrer Tyrkiet til at genoprette og gennemføre alle retlige garantier til at sikre fuld respekt for retsvæsenets uafhængighed, herunder ved at ændre loven om det høje råd af dommere og anklagere (HSYK) med henblik på at begrænse den udøvende magts indflydelse i dette råd; er navnlig bekymret over, at institutionen af "strafferetlige fredsdommere", som den siddende regering indførte i juni 2014, lader til at være blevet omdannet til et chikanemiddel til at undertrykke oppositionen og kontrollere de oplysninger, der stilles til rådighed for offentligheden;

16.  er alvorligt bekymret over den manglende respekt for religionsfrihed, diskrimination mod religiøse mindretal, herunder kristne og alevier og vold af religiøse årsager, herunder verbale og fysiske overfald, stigmatisering og socialt pres på skoler, og problemer i forbindelse med at lovmæssigt at oprette et religiøst samlingssted; opfordrer de tyrkiske myndigheder til at fremme positive og effektive reformprocesser inden for områderne ytrings-, tanke- og religionsfrihed, ved at trossamfund får mulighed for at opnå status som juridisk person, ved at tillade velgørende organisationer at vælge deres egne ledende organer, ved at alle begrænsninger på uddannelse, udnævnelse og afløsning af gejstlige fjernes, ved at de relevante domme fra Menneskerettighedsdomstolen og henstillingerne fra Venedigkommissionen efterleves, og ved at alle former for forskelsbehandling eller forhindringer på grund af religion udryddes; opfordrer Tyrkiet til at respektere den særlige karakter og betydning, som Det Økumeniske Patriarkat indtager, og til at anerkende dets status af juridisk person; gentager, at det er nødvendigt at tillade en genåbning af Halki-seminariet og at fjerne alle hindringer for, at det fungerer korrekt; er bekymret over den nylige beslaglæggelse af kirkerne i Diyarbakir-regionen; opfordrer indtrængende regeringen til at returnere dem til deres retmæssige ejere; opfordrer indtrængende de tyrkiske myndigheder til effektivt at imødegå alle antisemitiske ytringer i samfundet;

17.  opfordrer Tyrkiet til at beskytte rettighederne for de mest sårbare grupper og for personer, der tilhører mindretal; beklager, at LGBTI-marcherne i Ankara og Istanbul er blevet forbudt for tredje år i træk og var udsat for undertrykkelse og politivold; er alvorligt bekymret over kønsbaseret vold, forskelsbehandling, hadefulde udtalelser mod mindretallene, hadforbrydelser og krænkelser af menneskerettighederne for LGBTI-personer; opfordrer Tyrkiet til at træffe passende foranstaltninger for at forebygge og straffe hadefulde udtalelser og forbrydelser mod mindretal; opfordrer Tyrkiet til at harmonisere sin nationale lovgivning med Europarådets Istanbulkonvention, som landet ratificerede i 2014; glæder sig over regeringens nationale strategi og handlingsplan for romaer og opfordrer den tyrkiske regering til at begynde at gennemføre strategien og indføre en tilsyns- og evalueringsmekanisme; opfordrer myndighederne til at tackle de vigtigste hindringer for social integration af romaer; opfordrer Tyrkiet til at sørge for, at der er fuld lighed for alle borgere og håndterer problemerne for mennesker tilhørende det græske mindretal, navnlig hvad angår uddannelse og ejendomsret; bemærker, at i henhold til Københavnskriterierne bør mindretal også være berettigede til at blive undervist på deres modersmål i offentlige skoler; minder om vigtigheden af en gennemførelse af den afgørelse, der blev truffet af Europarådets Parlamentariske Forsamling på Imbros og Tenedos og opfordrer Tyrkiet til at bistå med hjemsendelse af mindretalsfamilier, som ønsker at vende tilbage til øerne; bifalder åbningen af skolen for det græske mindretal på Imbros, hvilket er et positivt skridt;

18.  opfordrer den tyrkiske regering til at respektere og fuldt ud efterleve de retlige forpligtelser, som det har indgået om beskyttelse af kulturarv, og navnlig i god tro at udarbejde en samlet opgørelse over armensk, græsk, assyrisk og anden kulturarv, som blev destrueret eller ødelagt i det forløbne århundrede; opfordrer Tyrkiet til at ratificere UNESCO-konventionen fra 2005 om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed; opfordrer Tyrkiet til at samarbejde med relevante internationale organisationer, navnlig Europarådet, vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af ulovlig handel og overlagt tilintetgørelse af kulturarv;

19.  bifalder tiltag i de enkelte medlemsstater, hvilket har fremskyndet asylprocedurer for tyrkiske statsborgere, der er forfulgt under dekreterne om undtagelsestilstand;

Forbindelserne mellem EU og Tyrkiet

20.  opfordrer til udvidede forbindelser mellem EU og Tyrkiet på centrale områder af fælles interesse, f.eks. terrorbekæmpelse, migration, energi, økonomi og handel og gentager, at dialog og samarbejde bør bevares og tilskyndes; mener, at samarbejdet mellem EU og Tyrkiet på de områder udgør en investering i stabilitet og fremgang for både Tyrkiet og EU, hvis det er baseret på begge siders overholdelse af deres forpligtelser vedrørende grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder; mener, at samarbejde mellem medlemmer af civilsamfundet er af central vigtighed og opfordrer indtrængende til at sådanne kontakter intensiveres;

21.  opfordrer Tyrkiet til i højere grad at afstemme sin udenrigspolitik efter EU's; opfordrer til tættere samarbejde og koordinering mellem EU og Tyrkiet af de udenrigspolitiske udfordringer; er af den opfattelse, at den tyrkiske udenrigsminister bør indbydes ad hoc til at deltage i møderne i Rådet for Udenrigsanliggender; anbefaler, at Rådet inviterer den tyrkiske regering til et topmøde for at drøfte forbindelserne mellem EU og Tyrkiet;

22.  er af den opfattelse, at en styrkelse af handelsforbindelserne kan medføre konkrete fordele for borgere i Tyrkiet og EU og understøtter derfor Kommissionens forslag om at indlede forhandlinger om udvidelsen af toldunionen i lyset af de nuværende mangler i denne; bekræfter, at EU er Tyrkiets vigtigste handelspartner, og at to tredjedele af de udenlandske direkte investeringer i Tyrkiet stammer fra EU-medlemsstater; understreger ligeledes Tyrkiets økonomiske betydning som vækstmarked for EU; anser indkaldelsen af arbejdsmarkedets partnere i forhandlingerne som afgørende; opfordrer Kommissionen til at indføje en klausul om menneskerettigheder og grundlæggende friheder i den opgraderede toldunion mellem Tyrkiet og EU, således at menneskerettigheder og grundlæggende friheder bliver en central betingelse; minder om, at toldunionen kun kan opnå sit fulde potentiale, når Tyrkiet i fuldt omfang har gennemført tillægsprotokollen over for samtlige medlemsstater; bemærker Kommissionens konklusion om, at yderligere handelsintegration med EU vil blive stimuleret af, at Tyrkiet afskaffer hindringerne for toldunionens funktionsevne;

23.  bemærker, at visaliberalisering er vigtig for den tyrkiske befolkning samt af central vigtighed for tyrkiske borgere, navnlig for forretningsfolk og for mennesker, der stammer fra Tyrkiet i EU, og vil styrke kontakterne mellem mennesker; henstiller den tyrkiske regering til, at den opfylder de resterende udestående kriterier fuldt ud, som påpeget i køreplanen for visaliberalisering; understreger, at revisionen af regeringens antiterrorlovgivning er en afgørende betingelse for at sikre grundlæggende rettigheder og friheder, og at visumliberalisering kun vil være mulig, når alle betingelser er opfyldt;

24.  understreger vigtigheden af at bekæmpe korruption og minder om Kommissionens konklusion om, at korruption fortsat er udbredt mange steder og fortsat er et alvorligt problem; konstaterer med bekymring, at resultaterne af efterforskning, retsforfølgelse og domsfældelse i korruptionssager på højt niveau fortsat er få;

25.  opfordrer Kommissionen til at tage højde for den seneste udvikling i Tyrkiet, når den foretager midtvejsrevisionen af instrumentet til førtiltrædelsesbistand (IPA) i 2017, og til at suspendere tildeling af førtiltrædelsesmidler, hvis tiltrædelsesforhandlingerne afbrydes; opfordrer Kommissionen, i dét tilfælde, at det er dette scenarie, der finder sted, til at bruge disse midler til at støtte det tyrkiske civilsamfund og til at investere mere i mellemfolkelige udvekslingsprogrammer som f.eks. Erasmus + for studerende, akademikere og journalister;

26.  fordømmer på det kraftigste alle terrorangreb, der er udført i Tyrkiet, og står fast side om side med Tyrkiets befolkning i vores fælles kamp mod terrorisme; noterer sig de bilaterale forbindelser mellem EU's medlemsstater og Tyrkiet inden for samarbejde om bekæmpelse af terrorisme, herunder "udenlandske krigere"; understreger, at et stærkt samarbejde mellem Europol og den tyrkiske ordensmagt er nøglen til effektivt at bekæmpe terrorisme; gentager sin fordømmelse af tilbagevendenen til vold hos Det Kurdiske Arbejderpartis (PKK) som har været opført på EU's liste over terrororganisationer siden 2002, og opfordrer indtrængende partiet til at nedlægge våbnene og til at anvende fredelige og lovlige midler til at udtrykke sine ønsker; understreger, at en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål også en forudsætning for Tyrkiets demokratiske fremtid og kun nås ved at inddrage alle berørte parter og demokratiske kræfter; opfordrer til en genoptagelse af forhandlingerne med henblik på at nå frem til en altomfattende og levedygtig løsning på det kurdiske spørgsmål; opfordrer medlemsstaterne til at håndhæve lovgivning ved at forbyde brug af tegn og symboler for organisationer, der er opført på denne liste;

27.  beklager afgørelsen fra den tyrkiske regering for at forhindre, at tyske parlamentarikere besøger de tyske væbnede styrker i Incirlik, hvilket betyder, at de vil nu blive flyttet til et land, der ikke er medlem af NATO, hvilket udgør et alvorligt tilbageslag for effektivt samarbejde mellem NATO's allierede i kampen mod terrorisme;

28.  glæder sig over engagementet fra den tyrkiske regering og fra lokale NGO’er og den gæstfrihed, som befolkningen har udvist ved at tage imod ca. 3 millioner flygtninge; noterer sig erklæringen fra EU og Tyrkiet om migration og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at iværksætte den frivillige ordning for genbosætning for de mest sårbare flygtninge i Tyrkiet; opfordrer Kommissionen til at foretage langsigtede investeringer i både flygtninge og i deres værtssamfund i Tyrkiet samt tildeling af tilstrækkelige midler; tilskynder den tyrkiske regering til at give arbejdstilladelser og adgang til sundhedsydelser til alle syriske flygtninge samt at give syriske børn adgang til uddannelse; opfordrer Ankara og EU til at fortsætte deres koordinerede patruljering i Det Ægæiske Hav for at styrke indsatsen for at bekæmpe smugling af migranter og til fuldt ud og effektivt at gennemføre tilbagetagelsesaftalen mellem EU og Tyrkiet samt de bilaterale tilbagetagelsesaftaler, der er indgået med Bulgarien og Grækenland;

29.  fordømmer på det kraftigste erklæringer fra præsident Erdogan, der beskyldte nogle af EU's ledere for "nazistisk praksis" og deres borgere for at være "nazister"; påpeger, at hvis sådanne uberettigede erklæringer fortsættes, undergraver de Tyrkiets troværdighed som en politisk partner, og at eksporten af landets interne konflikter udgør en trussel for fredelig sameksistens i samfundet i de medlemsstater med et betydeligt lokalsamfund af mennesker af tyrkisk oprindelse; understreger, at den tyrkiske regering skal afholde sig fra en systematisk indsats for at mobilisere den tyrkiske diaspora i medlemsstaterne til eget brug; noterer sig med bekymring forlydenderne om, at der er blevet lagt pres på medlemmer af det tyrkiske indvandrersamfund, som bor i medlemsstaterne, og fordømmer de tyrkiske myndigheders overvågning af borgere med dobbelt statsborgerskab, der bor i udlandet; er bekymret over tilbagekaldelsen af et stort antal pas, hvilket har gjort mennesker statsløse, i strid med FN's konvention af 1954 om statsløse personers retsstilling og FN's konvention af 1961 om begrænsning af statsløshed, og over indberetningen om tyrkiske konsulaters afslag på at ville yde en service til at en række af deres borgere;

30.  minder om vigtigheden af gode naboskabsforbindelser; opfordrer i denne forbindelse Tyrkiet til at intensivere indsatsen for at løse de uløste bilaterale spørgsmål og uafklarede retlige forpligtelser og tvister med landets nærmeste naboer om landegrænser, søgrænser og luftrum, i overensstemmelse med bestemmelserne i FN-pagten og folkeretten; opfordrer den tyrkiske regering til at undertegne og ratificere FN's havretskonvention (UNCLOS); opfordrer indtrængende den tyrkiske regering til at indstille de gentagne krænkelser af det græske luftrum og territorialfarvand og respektere alle Tyrkiets naboers suverænitet; udtrykker beklagelse over, at casus belli-truslen, som Tyrkiets Store Nationalforsamling har fremsat mod Grækenland, endnu ikke er trukket tilbage;

31.  opfordrer Tyrkiet og Armenien til at arbejde på en normalisering af deres forbindelser; understreger, at åbningen af den tyrkiste-armenske grænse kan føre til bedre forbindelser, med særlig henvisning til samarbejde på tværs af grænsen og økonomisk integration;

32.  opfordrer den tyrkiske regering til at indstille planerne om opførelse af atomkraftværket Akkuyu; påpeger, at det planlagte kraftværk ligger i et område, som kan rammes af kraftige jordskælv, hvilket udgør en betydelig trussel ikke blot for Tyrkiet, men også for Middelhavsregionen; anmoder derfor den tyrkiske regering om at tilslutte sig Espoo-konventionen, som forpligter parterne til at underrette og høre hinanden om større påtænkte projekter, der kan antages at have en mærkbar skadevirkning på miljøet på tværs af landegrænserne; anmoder i dette øjemed den tyrkiske regering om at inddrage eller i det mindste høre regeringerne i nabolande som Grækenland og Cypern i forbindelse med eventuelle fremtidige udviklinger i Akkuyu-projektet;

33.  understreger, at en løsning på Cypern-problemet vil have en positiv indvirkning på hele regionen, men vil først og fremmest være en fordel for både græsk-cyprioter og tyrkisk-cyprioter; bifalder den fælles erklæring af 11. februar 2014 som et grundlag for en bilæggelse og roser lederne af det græsk-cypriotiske og det tyrkisk-cypriotiske samfund for at have gjort store fremskridt i drøftelserne om en genforening; bifalder aftalen mellem de to ledere om en række tillidsskabende foranstaltninger og opfordrer til, at alle vedtagne foranstaltninger gennemføres; bifalder udvekslingen af foretrukne kort, som indtil videre er den første af sin art, og den første konference om Cypern, der blev afholdt i Genève med garantimagter og med deltagelse af EU, og støtter fortsættelsen af den med det formål at nå frem til en gensidigt acceptabel aftale om emnet sikkerhed og garantier; støtter en rimelig, omfattende og farbar bilæggelse, der er baseret på en føderation bestående af to samfund og to zoner, status som en enkel international juridisk person, én suverænitet og ét statsborgerskab med politisk lighed mellem de to befolkningsgrupper i overensstemmelse med de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd, folkeretten, EU-lovgivningen og på grundlag af respekt for de principper, som Unionen er bygget på; glæder sig over parternes styrkede engagement for at finde en løsning på Cypern-problemet; forventer, at Tyrkiet udviser aktiv støtte til en hurtig og vellykket afslutning af forhandlingerne, og gentager, at Tyrkiets engagement i og bidrag til en samlet løsning er af afgørende betydning; opfordrer alle de involverede parter til at støtte forhandlingsprocessen, bidrage til et positivt resultat og udnytte det aktuelle vindue af muligheder; opfordrer indtrængende Kommissionen til at udnytte alle sine ressourcer for fuldt ud at støtte en vellykket afslutning af genforeningsprocessen;

34.  gentager sin opfordring til Tyrkiet om at påbegynde tilbagetrækningen af sine styrker fra Cypern og overdrage det afspærrede område Famagusta til FN i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds (UNSC's) resolution 550 (af 1984), og til at afholde sig fra handlinger, der ændrer øens demografiske balance gennem sin politik for ulovlige bosættelser; bemærker, at gennemførelsen af EU-retten i den fremtidige tyrkisk-cypriotiske delstat skal være velforberedt, allerede når bilæggelsesaftalen træder i kraft; anerkender i den sammenhæng det blandede ad hoc-udvalg vedrørende EU-forberedelses fortsatte arbejde; forpligter sig til at intensivere sine bestræbelser på at engagere den tyrkiske-cypriotiske befolkningsgruppe i deres forberedelserne af en fuldstændig integration i EU og opfordrer Kommissionen til at gøre det samme; roser det vigtige arbejde, som Komitéen for Forsvundne Personer udfører, og som omhandler både tyrkisk-cypriotiske og græsk-cypriotiske forsvundne personer, og roser, at der er blevet udstedt adgang til alle relevante lokaliteter, herunder militære områder; opfordrer Tyrkiet til at bistå Komitéen for Forsvundne Personer ved at give oplysninger fra sine militære arkiver; opfordrer til særlig hensyntagen til det arbejde, som Komitéen for Forsvundne Personer udfører, og bifalder i denne forbindelse udnævnelsen af en fast ordfører for forsvundne personer i Europa-Parlamentet;

35.  understreger Republikken Cyperns lovmæssige ret til at indgå bilaterale aftaler vedrørende dens eksklusive økonomiske område; opfordrer på ny Tyrkiet til at respektere alle medlemsstaternes suveræne rettigheder, herunder dem, der vedrører søgning efter og udnyttelse af naturressourcer, når disse er i overensstemmelse med gældende EU-ret og folkeretten; opfordrer indtrængende Tyrkiet til at engagere sig i en fredelig tvistbilæggelse og opfordrer til at afholde sig fra enhver trussel eller handling, der kan have en negativ indvirkning på gode naboskabsforbindelser;

36.  er af den faste overbevisning, at der ikke findes en militær løsning på konflikten i Syrien, og at kun en troværdig politisk løsning kan sikre stabiliteten i Syrien og den endelige bekæmpelse af Da’esh og andre terroristgrupper i Syrien, der er udpeget af FN; bekræfter, at Geneveprocessen under FN’s ledelse har forrang; anerkender den indsats, der er gjort på Astana-møderne for at genetablere en komplet indstilling af kamphandlingerne samt etableringen af den trilaterale mekanisme, der skal overvåge og sikre fuld overholdelse af våbenstilstanden; opfordrer indtrængende alle garantimagter, herunder Tyrkiet, til at leve op til deres tilsagn om at sikre fuld gennemførelse af våbenstilstanden og skabe fremskridt med hensyn til at sikre fuld og uhindret humanitær adgang i hele landet, ophævelse af belejringer og frigivelse af alle vilkårligt tilbageholdte personer, navnlig kvinder og børn, i overensstemmelse med FN's sikkerhedsråds resolution 2268; gentager sin opfordring til Tyrkiet om at respektere alle dets nabolandes territoriale integritet og suverænitet;

37.  opfordrer til, at denne beslutning oversættes til tyrkisk;

o
o   o

38.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og medlemsstaterne.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0450.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0423.
(3) EUT C 285 af 5.8.2016, s. 11.
(4) EUT C 328 af 6.9.2016, s. 2.
(5) EUT L 51 af 26.2.2008, s. 4.


Nedsættelse af et særligt udvalg om terrorisme, dets beføjelser, medlemstal og funktionsperiode
PDF 176kWORD 49k
Europa-Parlamentets afgørelse af 6. juli 2017 om nedsættelse af et særligt udvalg om terrorisme, dets beføjelser, medlemstal og funktionsperiode (2017/2758(RSO))
P8_TA(2017)0307B8-0477/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Formandskonferencens forslag til afgørelse,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 197,

A.  der henviser til, at Den Europæiske Union har klare beføjelser til at sikre et højt sikkerhedsniveau, jf. artikel 67 i TEUF, og de nationale myndigheder har kompetence inden for bekæmpelse af terrorisme, som det fremgår af artikel 73 i TEUF; og at der findes mere omfattende forpligtelser med hensyn til samarbejde på tværs af grænserne som anført i afsnit V i TEUF om politisamarbejde og retligt samarbejde i forbindelse med Den Europæiske Unions indre sikkerhed;

B.  der henviser til, at resultatet af det særlige udvalg, der nedsættes herved, bør afhjælpe de praktiske og lovgivningsmæssige mangler i kampen mod terrorisme i hele den Europæiske Union og sammen med internationale partnere og aktører, med særlig fokus på samarbejde og udveksling af oplysninger;

C.  der henviser til, at afhjælpning af de mangler og huller i samarbejdet og udvekslingen af oplysninger mellem de nationale retshåndhævende myndigheder samt interoperabiliteten mellem europæiske databaser til udveksling af oplysninger er af afgørende betydning for både at sikre, at Schengenområdet fungerer efter hensigten og beskytte Unionens ydre grænser og skal udgøre kernen i mandatet for det særlige udvalg;

D.  der henviser til, at respekt for de grundlæggende rettigheder udgør et element af afgørende betydning for vellykkede terrorbekæmpelsespolitikker;

1.  vedtager at nedsætte et særligt udvalg om terrorisme med følgende klart definerede ansvarsområder:

   a) at undersøge, analysere og evaluere med upartiskhed de oplysninger, der er indsendt af medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder, kompetente EU-agenturer og anerkendte eksperter, og omfanget af terrortruslen på europæisk jord og at foreslå passende foranstaltninger for at gøre det muligt for Den Europæiske Union og dens medlemsstater at hjælpe med at forebygge, efterforske og retsforfølge forbrydelser, der har forbindelse til terrorisme
   b) at udpege og analysere med upartiskhed og i henhold til en evidensbaseret tilgang de potentielle fejl og mangler, der har muliggjort, at de seneste terrorangreb i forskellige medlemsstater har kunnet finde sted, navnlig ved indsamling, ordning og analyse af alle oplysninger, der var tilgængelige for medlemsstaternes efterretningstjenester og retshåndhævende og retlige myndigheder om gerningsmændene inden disses terrorhandling
   c) at gennemgå og vurdere gennemførelsen af de eksisterende foranstaltninger og instrumenter inden for forvaltning af de ydre grænser, herunder de mangler i kontrollen ved de ydre grænser, der har muliggjort, at enkeltpersoner er kommet til Europa med falske dokumenter, og at vurdere årsagerne til, at det ikke er lykkes visse medlemsstater fuldt ud at gennemføre deres forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1987/2006(1) (Schengeninformationssystemet); at indsamle og analysere oplysninger om medlemsstaternes og Kommissionens mulige mangler med henblik på at sikre fuld gennemførelse af de relevante bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399(2) (Schengengrænsekodeksen) og foreslå passende foranstaltninger til at afhjælpe de identificerede huller
   d) at udpege mangler i udvekslingen af retlig oplysninger, samt retshåndhævelses- og efterretningsoplysninger, mellem medlemsstaterne; at undersøge navnlig påståede omfattende svigt i indsamlingen, analysen og formidlingen af oplysninger, der kan være med til at forebygge terrorangreb, især ved at:
   analysere og evaluere resultaterne af EU's databaser såsom Schengeninformationssystemet (SIS), visuminformationssystemet (VIS), den fælles europæiske informationsudvekslingsmodel (EIXM) og medlemsstaternes eventuelle mangler i gennemførelsen af de eksisterende juridiske instrumenter såsom Rådets afgørelse 2008/615/RIA(3) eller Rådets rammeafgørelse 2006/960/RIA(4); analysere navnlig årsagerne til visse medlemsstaters undladelse af at bidrage til at indføre oplysninger i disse databaser, især med hensyn til deres forpligtelser som fastsat i forordningen om Schengeninformationssystemet og Rådets afgørelse 2007/533/RIA(5)
   analysere påstanden om, at medlemsstaterne ikke opfylder den forpligtelse, der følger af artikel 2, stk. 3, i Rådets afgørelse 2005/671/RIA(6) og sikrer, at i det mindste de oplysninger, der er omhandlet i stk. 4 og 5 i nævnte artikel, og som den kompetente myndighed har indsamlet, videregives til Europol og Eurojust
   indhente information om og analysere, om medlemsstaternes myndigheder opfylder forpligtelsen i henhold til artikel 3 og 7 i rammeafgørelse 2006/960/RIA, navnlig for at sikre, at de kompetente retshåndhævende myndigheder giver de kompetente retshåndhævende myndigheder i andre berørte medlemsstater oplysninger og efterretninger, hvis der er faktuelle grunde til at tro, at oplysningerne og efterretningerne vil kunne bidrage til afsløring, forebyggelse eller efterforskning af lovovertrædelser som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA(7)
   undersøge, om Europol fuldt ud har opfyldt sin underretningsforpligtelse, der blev indført ved artikel 17 i Rådets afgørelse 2009/371/RIA(8), ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794(9)
   undersøge, om medlemsstaternes nationale enheder fuldt ud har overholdt den forpligtelse, der blev indført ved artikel 8, stk. 4, litra a), i afgørelse 2009/371/RIA, ophævet ved forordning (EU) 2016/794, ved på eget initiativ at meddele Europol de oplysninger og efterretninger, der er nødvendige for udførelsen af Europols opgaver
   efterforske eventuelle mangler i udvekslingen af oplysninger mellem EU's agenturer samt disse agenturers retsmidler og behov for at få adgang til Schengeninformationssystemet og andre relevante informationssystemer
   evaluere det eksisterende uformelle samarbejde mellem medlemsstaternes efterretningstjenester og vurdere graden af effektivitet, hvad angår udveksling af oplysninger og praktisk samarbejde
   undersøge Den Europæiske Unions forbindelser med tredjelande og internationale organisationer i forbindelse med bekæmpelse af terrorisme, herunder det eksisterende internationale samarbejde og de eksisterende instrumenter i kampen mod terrorisme, herunder udveksling af bedste praksis og effektiviteten af det nuværende niveau for udveksling af oplysninger;
   e) at vurdere virkningerne af EU's lovgivning til bekæmpelse af terrorisme og dens gennemførelse for de grundlæggende rettigheder
   f) at vurdere tilgængeligheden og effektiviteten af alle ressourcer, der er tildelt de kompetente myndigheder, som er involveret i bekæmpelsen af terrorisme (politi, hær, retsvæsen, budget, efterretning, overvågning, information, IT osv.) i medlemsstaterne og på EU-plan; at analysere eventuelle mangler i politisamarbejde og hindringer for praktisk samarbejde om retshåndhævelse på tværs af grænserne i forbindelse med efterforskninger til bekæmpelse af terrorisme ved at udpege tekniske, strukturelle og juridiske begrænsninger for undersøgelseskapaciteterne
   g) at undersøge manglerne i retssystemerne og det retlige samarbejde på EU-plan samt samarbejde om efterforskning på tværs af grænserne, navnlig gennem Eurojust, Det Europæiske Retlige Netværk, de fælles efterforskningshold og den europæiske arrestordre samt den europæiske efterforskningskendelse; at udpege tekniske, strukturelle og juridiske begrænsninger for efterforsknings- og retshåndhævelseskapaciteterne
   h) at undersøge den nuværende udveksling af bedste praksis og samarbejde mellem nationale myndigheder og relevante EU-organer med hensyn til beskyttelse af bløde mål, herunder transitområder som f.eks. lufthavne og togstationer, samt beskyttelse af kritiske infrastrukturer som omhandlet i Rådets direktiv 2008/114/EF(10)
   i) at undersøge de eksisterende mekanismer, der er til rådighed for ofre for terrorisme, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU(11), ved at udpege eksisterende god praksis, der skal udveksles
   j) at indsamle oplysninger og analysere radikaliseringsprocessen og effektiviteten af afradikaliseringsprogrammer i et begrænset antal medlemsstater; at udpege eksisterende god praksis, der skal udveksles, og fastslå, om medlemsstaterne har truffet passende foranstaltninger i denne henseende
   k) at vurdere effektiviteten af samarbejdet mellem medlemsstaterne samt samarbejdet mellem kompetente myndigheder, forpligtede enheder og retshåndhævende myndigheder i kampen mod hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF(12), og at udveksle synspunkter med de relevante aktører i banksektoren og med myndigheder med ansvar for efterforskning af svig og retshåndhævelse for at identificere nye former for finansiering af terrorisme, herunder dens forbindelser med organiseret kriminalitet
   l) at fremsætte alle de henstillinger, som det måtte finde nødvendigt, inden for alle de ovennævnte spørgsmål, og med henblik herpå etablere de nødvendige kontakter, aflægge besøg hos og afholde høringer med EU-institutionerne og relevante agenturer og med internationale og nationale institutioner, de nationale parlamenter og regeringerne i medlemsstaterne og tredjelande, og embedsmænd, der deltager i den daglige bekæmpelse af terrorisme såsom retshåndhævende myndigheder, politi, efterretningstjenester, dommere og repræsentanter for det videnskabelige samfund, erhvervslivet og civilsamfundet, herunder organisationer for ofre;

2.  understreger, at enhver henstilling fra det særlige udvalg skal følges op af de kompetente stående udvalg;

3.  vedtager, at beføjelserne, personalet og de tilgængelige ressourcer i Parlamentets stående udvalg med ansvar for spørgsmål i forbindelse med vedtagelse, opfølgning og gennemførelse af EU-lovgivning med relation til ansvarsområdet for det særlige udvalg forbliver uændrede;

4.  vedtager, at når det særlige udvalgs arbejde omfatter bevisførelse af klassificeret karakter, vidneudsagn, der omfatter personoplysninger eller hemmeligheder, eller omfatter udveksling af synspunkter eller høringer med myndigheder og organer om oplysninger, der er hemmelige, fortrolige, klassificerede eller følsomme af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige orden, bør møderne holdes for lukkede døre; vedtager, at vidner og sagkyndige har ret til at afgive forklaring eller at vidne for lukkede døre;

5.  vedtager, at hemmelige eller fortrolige dokumenter, som er modtaget af det særlige udvalg, skal behandles efter den procedure, der er fastsat i artikel 210a i dets forretningsorden, der skal sikre, at det kun er formanden, ordføreren, skyggeordførerne, koordinatorerne og udpegede medarbejdere, der har personlig adgang til dokumenterne, og at sådanne oplysninger udelukkende anvendes i forbindelse med udfærdigelsen af det særlige udvalgs midtvejsrapport og endelige rapporter; vedtager, at møderne afholdes i lokaler, der er således udstyrede, at det ikke er muligt for personer uden adgang at lytte med;

6.  vedtager, , at inden de får adgang til de klassificerede oplysninger eller til bevisførelse, som kan risikere at skade den nationale sikkerhed eller den offentlige orden, skal alle medlemmer og tjenestemænd sikkerhedsgodkendes i overensstemmelse med de gældende interne regler og procedurer;

7.  vedtager, at de oplysninger, som kommer fra det særlige udvalg udelukkende er bestemt til brug for udførelsen af dets opgaver og ikke må videregives til tredjemand; vedtager, at sådanne oplysninger ikke må offentliggøres, når de omfatter elementer af hemmelig eller fortrolig natureller nævner personer ved navn;

8.  vedtager, at det særlige udvalg skal bestå af 30 medlemmer;

9.  vedtager, at det særlige udvalgs funktionsperiode er på 12 måneder, medmindre Parlamentet forlænger den periode, inden den udløber, og at udvalgets funktionsperiode starter på datoen for dets konstituerende møde; vedtager, at udvalget forelægger en midtvejsrapport og en endelig rapport for Parlamentet, der indeholder de faktiske resultater og henstillinger vedrørende de foranstaltninger og initiativer, der skal træffes.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1987/2006 af 20. december 2006 om oprettelse, drift og brug af anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II) (EUT L 381 af 28.12.2006, s. 4).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (EUT L 77 af 23.3.2016, s. 1).
(3) Rådets afgørelse 2008/615/RIA af 23. juni 2008 om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet (EUT L 210 af 6.8.2008, s. 1).
(4) Rådets rammeafgørelse 2006/960/RIA af 18. december 2006 om forenkling af udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder (EUT L 386 af 29.12.2006, s. 89).
(5) Rådets afgørelse 2007/533/RIA af 12. juni 2007 om oprettelse, drift og brug af anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II) (EUT L 205 af 7.8.2007, s. 63).
(6) Rådets afgørelse 2005/671/RIA af 20. september 2005 om udveksling af oplysninger og samarbejde vedrørende terrorhandlinger (EUT L 253 af 29.9.2005, s. 22).
(7) Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT L 190 af 18.7.2002, s. 1).
(8) Rådets afgørelse 2009/371/RIA af 6. april 2009 om oprettelse af Den Europæiske Politienhed (Europol) (EUT L 121 af 15.5.2009, s. 37).
(9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og om erstatning og ophævelse af Rådets afgørelse 2009/371/RIA, 2009/934/RIA, 2009/935/RIA, 2009/936/RIA og 2009/968/RIA (EUT L 135 af 24.5.2016, s. 53).
(10) Rådets direktiv 2008/114/EF af 8. december 2008 om indkredsning og udpegning af europæisk kritisk infrastruktur og vurdering af behovet for at beskytte den bedre (EUT L 345 af 23.12.2008, s. 75).
(11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA (EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57).
(12) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (EUT L 309 af 25.11.2005, s. 15).


Sagerne vedrørende nobelprismodtageren Liu Xiaobo og Lee Ming-che
PDF 171kWORD 47k
Europa-Parlamentets beslutning af 6. juli 2017 om sagerne vedrørende nobelprismodtageren Liu Xiaobo og Lee Ming-che (2017/2754(RSP))
P8_TA(2017)0308RC-B8-0459/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Kina, særlig beslutningerne af henholdsvis 21. januar 2010 om menneskerettighedskrænkelser i Kina, navnlig i tilfældet Liu Xiaobo(1), af 14. marts 2013 om forbindelserne mellem EU og Kina(2), og af 12. marts 2015 om årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden 2013 og Den Europæiske Unions politik på området(3),

–  der henviser til erklæring af 30. juni 2017 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik Federica Mogherini om status for Liu Xiaobo,

–  der henviser til den 35. runde af EU-Kina-dialogen om menneskerettigheder den 22.-23. juni 2017 i Bruxelles og til erklæringen fra formanden for Underudvalget om Menneskerettigheder (DROI) i forbindelse med dialogen,

–  der henviser til topmødet mellem EU og Kina i Bruxelles den 1.-2. juni 2017,

–  der henviser til EU's erklæring på den 34. samling i FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC) den 14. marts 2017,

–  der henviser til redegørelse fra Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) af 9. december 2016 om den internationale menneskerettighedsdag,

–  der henviser til det strategiske partnerskab mellem EU og Kina, der blev lanceret i 2003, og til Europa-Kommissionens og EU-Udenrigstjenestens fælles meddelelse af 22. juni 2016 til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen "Byggesten til en ny EU-strategi for forbindelserne med Kina",

–  der henviser til "Charter 08", et manifest, som er udarbejdet af over 350 kinesiske politiske aktivister, akademikere og menneskerettighedsforkæmpere, der opfordrer til sociale, retlige og statslige reformer, og som blev offentliggjort den 10. december 2008 samtidig med 60-årsdagen for vedtagelsen af verdenserklæringen om menneskerettighederne,

–  der henviser til den internationale konvention om civile og politiske rettigheder af 16. december 1966,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Liu Xiaobo, den fremtrædende kinesiske forfatter og menneskerettighedsaktivist, formelt er blevet frihedsberøvet og sat i fængsel fire gange i løbet af de seneste 30 år; der henviser til, at Liu Xiaobo i 2009 blev fængslet i 11 år for "statsundergravende virksomhed" efter at have bidraget til at skrive et manifest, der kaldes "Charter 08"; der henviser til, at de formelle procedurer i sagen mod Liu Xiaobo ikke har givet ham mulighed for at være repræsenteret eller selv at være til stede under formelle retslige procedurer, og at diplomater fra mere end en halv snes lande, herunder flere medlemsstater, blev nægtet adgang til domstolen, mens retssagen stod på;

B.  der henviser til, at Liu Xiaobos hustru, Liu Xia, ganske vist aldrig er blevet sigtet for en lovovertrædelse, men at hun har været i husarrest, siden han fik tildelt fredsprisen i 2010, og at hun siden da er blevet nægtet næsten enhver form for menneskelig kontakt, undtagen til den nærmeste familie og nogle få venner;

C.  der henviser til, at Nobelkomitéen den 8. oktober 2010 tildelte Liu Xiaobo Nobels fredspris i anerkendelse af hans lange og ikkevoldelige kamp for grundlæggende menneskerettigheder i Kina;

D.  der henviser til, at Liu Xiaobo for nylig er blevet overført fra et fængsel i Kinas nordøstlige Liaoning-provins til et hospital i provinshovedstaden Shenyang, hvor han bliver behandlet for sin alvorlige helbredstilstand, efter at have fået konstateret fremskreden leverkræft;

E.  der henviser til, at de kinesiske myndigheder afviste anmodninger fra Liu Xiaobo og hans hustru om at få lov at søge lægehjælp uden for Kina eller flytte ham hjem til hans hus i Beijing;

F.  der henviser til, at 154 Nobelprismodtagere den 29. juni 2017 sendte en fælles skrivelse til præsidenten for Folkerepublikken Kina og opfordrer den kinesiske regering til at tillade Liu Xiaobo og hans hustru Liu Xia at rejse til udlandet med henblik på lægebehandling;

G.  der henviser til, at Lee Ming-che, den anerkendte taiwanske demokratiforkæmper, der er kendt for sin kamp for menneskerettighederne gennem sociale medier, forsvandt den 19. marts 2017 efter at være rejst fra Macao til Zhuhai i Kinas Guangdong-provins; der henviser til, at Kinas kontor for taiwanske anliggender bekræftede på en pressekonference, at de relevante myndigheder havde tilbageholdt Lee og undersøgte ham på grund af mistanke om deltagelse i aktiviteter til fare for den nationale sikkerhed;

H.  der henviser til, at de kinesiske myndigheder ikke er fremkommet med nogen troværdige beviser for de grove beskyldninger mod Lee Ming-che; der henviser til, at Lees tilbageholdelse kommer på et tidspunkt, hvor forbindelserne hen over Taiwanstrædet er i forværring; der henviser til, at Lee var aktiv i at tilvejebringe oplysninger om den demokratiske politiske kultur i Taiwan til sine venner i Kina via onlineplatforme, som den kinesiske regering har haft adgang til at overvåge;

I.  der henviser til, at Kina har gjort fremskridt i de seneste år med hensyn til økonomiske og sociale rettigheder, hvilket afspejler landets prioriteter i forhold til folks ret til ydelser, men at menneskerettighedssituationen i Kina siden 2013 konstant er blevet forværret, og at regeringen har optrappet sin fjendtlighed over for fredelige kritikere, retsstatsprincippet, ytringsfriheden og religionsfriheden, som i det nylige tilfælde med biskop Peter Shao Zhumin, der blev tvangsfjernet fra sit bispedømme i Wenzhou den 18. maj 2017;

J.  der henviser til, at den kinesiske regering har vedtaget nye love, navnlig loven om statens sikkerhed, loven om terrorbekæmpelse, loven om cybersikkerhed og loven om udenlandske NGO'er, der er blevet anvendt til at forfølge sådanne organisationer, der har involveret sig i offentlig aktivisme og fredelig kritik af regeringen, som trusler mod sikkerheden samt at styrke censuren, overvågningen og kontrollen af enkeltpersoner og sociale grupper og til at afskrække personer fra at kæmpe for menneskerettigheder og retsstatsprincippet;

K.  der henviser til, at den græske regering i sidste måned nægtede at godkende en EU-erklæring med kritik af undertrykkelsen af aktivister og systemkritikere i Kina, som skulle have været forelagt De Forenede Nationers Menneskerettighedsråd i Genève den 15. juni 2017; der henviser til, at dette var første gang, EU havde undladt at fremsætte en sådan erklæring over for FN's øverste menneskerettighedsorgan;

L.  der henviser til, at fremme af og respekt for menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet fortsat bør have en central plads i det langvarige partnerskab mellem EU og Kina i overensstemmelse med EU's forpligtelse til at værne om disse værdier i sin eksterne optræden, og eftersom Kina har udtrykt interesse i at overholde de selvsamme værdier i sit eget udviklingssamarbejde og i sit internationale samarbejde;

1.  opfordrer den kinesiske regering til omgående og betingelsesløst at løslade modtageren af Nobels Fredspris i 2010, Liu Xiaobo, og hans kone Liu Xia fra husarresten og give ham mulighed for at få lægebehandling, hvor de end måtte ønske det;

2.  opfordrer indtrængende de kinesiske myndigheder til at give Lui Xiaobo uhindret adgang til sin familie, sine venner og til juridisk bistand;

3.  opfordrer de kinesiske myndigheder til at løslade Lee Ming-che øjeblikkeligt, idet der ikke er fremlagt nogen troværdige beviser i forbindelse med hans sag, at oplyse om hans nøjagtige opholdssted samt sikre, at Lee Ming-che i mellemtiden er beskyttet mod tortur og anden mishandling, og at han får adgang til sin familie, en advokat efter eget valg og passende lægehjælp;

4.  er fortsat stærkt foruroliget over den kinesiske regerings fortsatte bestræbelser på at lukke munden på aktører fra civilsamfundet, herunder menneskerettighedsforkæmpere, aktivister og advokater;

5.  minder om vigtigheden af, at EU rejser spørgsmålet om menneskerettighedskrænkelser i Kina under enhver form for politisk og menneskerettighedsrelateret dialog med de kinesiske myndigheder i overensstemmelse med EU's tilsagn om at optræde med en stærk, klar og forenet stemme i sin tilgang til landet, herunder gennem regelmæssige og resultatorienterede menneskerettighedsdialoger; erindrer endvidere om, at Kina i forbindelse med sin igangværende reformproces og stigende globale engagement har valgt at tilslutte sig de internationale menneskerettighedsrammer ved at undertegne en bred vifte af internationale menneskerettighedstraktater; opfordrer derfor til, at dialogen med Kina fortsættes for at leve op til disse tilsagn;

6.  opfordrer Kina til at ratificere den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder;

7.  beklager, at det ikke lykkedes EU at fremsætte en erklæring om menneskerettighederne i Kina på mødet i FN's Menneskerettighedsråd i Genève i juni 2017; opfordrer alle EU's medlemsstater til at anlægge en fast, værdibaseret tilgang til Kina og forventer, at de undlader at gennemføre initiativer eller handlinger, der kan underminere sammenhængen, effektiviteten af og konsekvensen i EU's indsats;

8.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Folkerepublikken Kinas regering og parlament.

(1) EUT C 305 E af 11.11.2010, s. 9.
(2) EUT C 36 af 29.1.2016, s. 126.
(3) EUT C 316 af 30.8.2016, s. 141.


Eritrea, navnlig sagerne vedrørende Abune Antonios og Dawit Isaac
PDF 190kWORD 54k
Europa-Parlamentets beslutning af 6. juli 2017 om Eritrea, navnlig sagerne vedrørende Abune Antonios og Dawit Isaac (2017/2755(RSP))
P8_TA(2017)0309RC-B8-0464/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Eritrea, navnlig beslutningen om Eritrea af 15. september 2011: Dawit Isaaks situation(1), og af 10. marts 2016 om situationen i Eritrea(2),

–  der henviser til rapporten af 23. juni 2017 fra FN's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Eritrea,

–  der henviser til udtalelsen af 14. juni 2017 fra FN's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Eritrea på Menneskerettighedsrådets 35. samling,

–  der henviser til rapporten fra FN's Undersøgelseskommission om Menneskerettigheder i Eritrea, som blev offentliggjort den 8. juni 2016,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 751 (1992), 1882 (2009), 1907 (2009), 2023 (2011), 2244 (2015) og 2317 (2016), som udvidede anvendelsesområdet for våbenembargoen over for Eritrea indtil den 15. november 2017,

–  der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til Europa-Parlamentet og Rådet af 4. maj 2017 om en fornyet fremdrift til partnerskabet mellem Afrika og EU,

–  der henviser til partnerskabsaftalen AVS-EU (Cotonouaftalen), som revideret i 2005 og 2010, som Eritrea har underskrevet,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2010/127/FUSP af 1. marts 2010 om restriktive foranstaltninger over for Eritrea(3), ændret ved Rådets afgørelse 2010/414/FUSP af 26. juli 2010(4) og yderligere ændret ved Rådets afgørelse 2012/632/FUSP af 15. oktober 2012(5),

–  der henviser til sag 428/12 (2012) indgivet til Den Afrikanske Menneskerettighedskommission på vegne af Dawit Isaak og andre politiske fanger,

–  der henviser til sluterklæringen fra det 60. møde i Den Afrikanske Menneskerettighedskommission af 22. maj 2017,

–  der henviser til EU-Udenrigstjenestens rapport fra 2015 om partnerskabet mellem Eritrea og Den Europæiske Union,

–  der henviser til det nationale vejledende program for Eritrea under den 11. Europæiske Udviklingsfond af 3. februar 2016,

–  der henviser til FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,

–  der henviser til Eritreas forfatning, der blev vedtaget i 1997, som garanterer borgernes rettigheder, herunder religionsfrihed,

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder fra 1981,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Eritrea har nogle af de værste menneskerettighedsforhold i verden med daglige, rutinemæssige krænkelser af menneskerettighederne uden nogen forbedringer i de seneste år; der henviser til, at Eritreas regering har iværksat en omfattende kampagne med sigte på at bevare kontrollen over befolkningen og begrænse de grundlæggende frihedsrettigheder under påskud af at ville forsvare statens integritet;

B.  der henviser til, at FN's Undersøgelseskommission om Menneskerettighedssituationen i Eritrea har konstateret, at overtrædelserne i form af udenretslige henrettelser, tortur (herunder seksuel tortur og seksuelt slaveri), værnepligt som en form for slaveri, tvangsarbejde og "skyd for at dræbe"-politikken ved grænsen kan udgøre forbrydelser mod menneskeheden;

C.  der henviser til, at myndighederne i Eritrea i september 2001 arresterede snesevis af borgere, der havde godkendt et åbent brev med krav om demokratiske reformer; der henviser til, at de tilbageholdt personer ikke blev tiltalt for en strafbar handling og stillet for en domstol, og at de fleste af dem fortsat er fængslet; der henviser til, at flere af disse personer angiveligt er døde i fængsel til trods for omfattende appeller fra menneskerettighedsgrupper og internationale observatører; der henviser til, at den eritreiske udenrigsminister, Osman Saleh, den 20. juni 2016 henviste til de tilbageholdte som politiske fanger og anførte, at "de alle er i live", og at de vil blive retsforfulgt, "når regeringen bestemmer sig for det";

D.  der henviser til, at Dawit Isaak, som har dobbelt statsborgerskab i hhv. Eritrea og Sverige, blev arresteret den 23. september 2001, efter at den eritreiske regering udstedte et forbud mod privatejede medier; der henviser til, at man sidst hørte fra ham i 2005; der henviser til, at fængslingen af Dawit Isaak er blevet et internationalt symbol på kampen for pressefrihed i Eritrea, senest anerkendt af en uafhængig international jury bestående af mediefolk, som tildelte ham pressefrihedsprisen "UNESCO-Guillermo Cano World Press Freedom Prize" i 2017 som anerkendelse af hans mod, vedholdenhed og engagement for ytringsfriheden;

E.  der henviser til, at Dawit Isaaks familie har været udsat for ubærlige lidelser og usikkerhed siden hans forsvinding, idet den kun havde ringe viden om deres elskedes trivsel, opholdssted eller fremtidsudsigter;

F.  der henviser til, at 11 politikere i forbindelse med overgrebene i september 2001 – alle tidligere medlemmer af centralrådet for Folkefronten for Demokrati og Retfærdighed (PFDJ), herunder den tidligere udenrigsminister Petros Solomon – blev anholdt, efter at de offentliggjorde et åbent brev til regeringen og præsident Isaias Afwerki, hvori de opfordrede til reformer og demokratisk dialog; der henviser til, at ti journalister, herunder Dawit Isaak, blev arresteret i løbet af den følgende uge;

G.  der henviser til, at et stort antal eritreere arresteres af forskellige ubegrundede årsager, såsom at udtrykke uafhængige meninger, og uden nogen udtrykkelig begrundelse og således på ubestemt tid; der henviser til, at tilbageholdte, herunder børn, tilbageholdes under ekstremt barske vilkår, som i nogle tilfælde udgør en form for tortur, samt at de nægtes lægebehandling; der henviser til, at internationale organisationer ikke har fået adgang til fængsler, bortset fra til ét overjordisk fængsel i Asmara;

H.  der henviser til, at kun fire religiøse trosretninger er tilladte: Eritreas ortodokse kirke, den katolske kirke, den lutherske kirke og islam; der henviser til, at alle andre religiøse trosretninger er forbudt, og at medlemmer af disse trossamfund og deres familiemedlemmer arresteres og fængsles; der henviser til, at chikanen og volden mod de mennesker, der praktiserer religiøse trosretninger, er blusset op siden 2016; der henviser til, at Christian Solidarity Worldwide (CSW) anslår, at 160 kristne alene i maj 2017 er blevet fængslet i Eritrea;

I.  der henviser til, at Abune Antonios, overhovedet for Eritreas ortodokse kirke, som er landets største religiøse samfund, har været tilbageholdt siden 2007 for at have nægtet at ekskommunikere 3 000 medlemmer af menigheden, der protesterede mod regeringen; der henviser til, at han siden da er blevet tilbageholdt på et ukendt sted, hvor han er blevet nægtet lægehjælp;

J.  der henviser til, at der ikke findes et uafhængigt retsvæsen og ingen nationalforsamling i Eritrea; der henviser til, at manglen på demokratiske institutioner i landet har ført til et tomrum hvad god regeringsførelse og retsstatsprincippet angår, som har skabt et miljø med straffrihed for forbrydelser mod menneskeheden;

K.  der henviser til, at der kun findes et lovligt politisk parti, nemlig Folkefronten for Demokrati og Retfærdighed (People's Front for Democracy and Justice, PFDJ); der henviser til, at andre politiske partier er forbudt; der henviser til, at PFDJ og militæret ifølge Freedom House i praksis er de eneste institutioner af politisk betydning i Eritrea, og at begge enheder er strengt underlagt præsidenten;

L.  der henviser til, at der ikke er pressefrihed, eftersom uafhængige medier er forbudt i Eritrea, og at Journalister uden Grænsers pressefrihedsindeks i otte år i træk har placeret Eritrea nederst på listen over de 170-180 lande, der er blevet evalueret;

M.  der henviser til, at det planlagte præsident- og parlamentsvalg i 1997 aldrig fandt sted, og at forfatningen, der blev ratificeret samme år, aldrig er blevet gennemført; der henviser til, at landet ikke har afholdt nationale valg i de sidste 24 år og praktisk talt ikke har et uafhængigt retsvæsen, ingen fungerende nationalforsamling og intet civilsamfund;

N.  der henviser til, at Eritrea rangerer som nr. 179 ud af 188 lande på indekset for menneskelig udvikling i 2016 ifølge UNDP's rapport om den menneskelige udvikling fra 2016;

O.  der henviser til, at eritreere, der flygtede fra deres land i 2016, tegnede sig for den fjerdestørste gruppe mennesker, som risikerer en farefuld færd til Europa (efter syrere, irakere og afghanere) og løber spidsrod blandt ubarmhjertige menneskesmuglere for at tage den farlige færd over Middelhavet; der henviser til, at situationen i Eritrea derfor påvirker Europa direkte, idet eritreere ville kunne vende tilbage til deres hjemland, hvis menneskerettighederne blev respekteret og overholdt i landet, og folk kunne leve der uden frygt;

P.  der henviser til, at over 400 000 eritreere eller 9 % af den samlede befolkning er flygtet ifølge FN's højkommissær for flygtninge (UNHCR); der henviser til, at UNHCR anslår, at omkring 5 000 eritreere forlader landet hver måned, hvilket i høj grad skyldes de vedvarende alvorlige krænkelser af menneskerettighederne; der henviser til, at de eritreiske ansøgere i 69 % af asylsagerne i 2015 blev tildelt flygtningestatus i EU, mens yderligere 27 % af ansøgerne fik subsidiær beskyttelse, hvilket illustrerer, hvor alvorlig forfølgelsen er i Eritrea;

Q.  der henviser til, at Eritrea støtter Khartoumprocessen (et initiativ fra EU og Den Afrikanske Union, der blev iværksat den 28. november 2014 med henblik på at løse problemet med migration og menneskehandel), som omfatter gennemførelsen af konkrete projekter, herunder kapacitetsopbygning i retssystemet og bevidstgørelse;

R.  der henviser til, at mange unge mennesker er flygtet fra landet for at undslippe den undertrykkende regering og den obligatoriske værnepligt, som ofte gælder fra en meget ung alder og indebærer, at de fleste eritreere aftjener deres værnepligt på ubestemt tid; der henviser til, at størstedelen af de mennesker, som aftjener deres værnepligt, forbliver i en slavelignende situation, hvor alt deres arbejde, jobansøgninger og muligheden for at have et familieliv kontrolleres; der henviser til, at ca. 400 000 mennesker på nuværende tidspunkt befinder sig i ubegrænset tvungen militærtjeneste, og at mange af dem udsættes for tvangsarbejde med ringe eller ingen løn; der henviser til, at kvindelige værnepligtige tvinges til at leve under husslaveri og udsættes for seksuelt misbrug;

S.  der henviser til, at diskrimination og vold mod kvinder forekommer på alle områder inden for det eritreiske samfund; der henviser til, at kvinder ikke blot er i ekstrem stor fare for at blive udsat for seksuel vold i militæret og i militære træningslejre, men også i samfundet som helhed; der henviser til, at det anslås, at 89 % af pigerne i Eritrea har været udsat for kvindelig kønslemlæstelse; der henviser til, at regeringen i marts 2007 imidlertid udstedte en bekendtgørelse, hvori den erklærede kvindelig kønslemlæstelse for en forbrydelse og forbød denne praksis og sponsorerede uddannelsesprogrammer med henblik på at modvirke praksissen i løbet af det pågældende år;

T.  der henviser til, at regimet udvider sit totalitære greb til det eritreiske diasporasamfund i form af en afgift på 2 % på udenlandske indkomster og ved at udspionere dem og gå målrettet efter familiemedlemmer, der er forblevet i Eritrea;

U.  der henviser til, at det eritreiske regime siden 2011 har benægtet, at landet er truet af hungersnød; der henviser til, at en særlig alvorlig tørke i år påvirker hele Østafrika, og at bekymringen over situationen i Eritrea er stigende; der henviser til, at 1,5 mio. eritreere ifølge UNICEF var ramt af fødevareusikkerhed i januar 2017, herunder 15 000 børn, som lider af underernæring;

V.  der henviser til, at EU er en vigtig donor for Eritrea med hensyn til udviklingsbistand; der henviser til, at der til trods for Parlamentets alvorlige bekymringer og modstand blev undertegnet et nyt nationalt vejledende program mellem EU og Eritrea under den 11. EUF om tildeling af 200 millioner EUR; betoner, at tiltag bør fokusere på vedvarende energikilder, god forvaltningspraksis og forvaltning af offentlige finanser i energisektoren i særdeleshed;

1.  fordømmer på det kraftigste Eritreas systematiske, vidt udbredte og grove krænkelser af menneskerettighederne; opfordrer Eritreas regering til at sætte en stopper for tilbageholdelse af oppositionen, journalister, religiøse ledere og uskyldige civile; kræver, at alle samvittighedsfanger i Eritrea omgående løslades betingelsesløst, navnlig Dawit Isaak og de andre journalister, der har været tilbageholdt siden september 2001, og Abune Antonios; kræver, at Eritreas regering forelægger detaljerede oplysninger om, hvad der er sket med alle dem, der er blevet frataget deres fysiske frihed, og hvor de befinder sig;

2.  erindrer om afgørelsen fra Den Afrikanske Menneskerettighedskommission i maj 2017 og kræver, at Eritrea omgående bekræfter, at Dawit Isaak er i god behold, løslader ham, lader ham møde familie og juridiske repræsentanter og yder ham den nødvendige erstatning for hans årelange fængselsophold; opfordrer endvidere Eritrea til at ophæve forbuddet mod uafhængige medier, som Den Afrikanske Menneskerettighedskommission også har truffet afgørelse om;

3.  bemærker, at Eritrea ved ikke at efterkomme Den Afrikanske Menneskerettighedskommissions afgørelser fortsat åbenlyst tilsidesætter internationale normer og grundlæggende rettigheder, herunder retten til retfærdig rettergang, forbuddet mod tortur, ytringsfrihed og retten til familieliv, og at alle lande skal respektere det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder;

4.  opfordrer Eritreas regering til at løslade Abune Antonios, tillade ham at vende tilbage til sin stilling som patriark og ophøre med at blande sig i fredelig religionsudøvelse i landet; minder om, at religionsfrihed er en grundlæggende ret, og fordømmer stærkt alle former for vold eller diskrimination på grundlag af religion;

5.  opfordrer til fair retssager for de anklagede og afskaffelse af tortur og anden nedværdigende behandling såsom begrænsninger af mad, vand og lægebehandling; minder Eritreas regering om dens forpligtelse til med passende omhu at undersøge udenret lige drab;

6.  minder Eritreas regering om, at mange af dens aktiviteter udgør forbrydelser imod menneskeheden, og at mange bestemmelser i Romstatutten, selvom Eritrea ikke er part i Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol, afspejler international sædvaneret, som er bindende for Eritrea; understreger, at det støtter henstillingen fra FN's undersøgelseskommission, og at det går ind for en grundig undersøgelse af påstandene om alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og forbrydelser imod menneskeheden begået af Eritreas myndigheder for at skabe sikkerhed for, at alle de skyldige drages til ansvar;

7.  udtrykker sin fulde støtte til FN's særlige rapportørs indsats til fordel for menneskerettighedssituationen i Eritrea; opfordrer EU til i samarbejde med FN og Den Afrikanske Union nøje at overvåge den generelle situation i Eritrea og til at indberette alle tilfælde af krænkelser af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder;

8.  kræver, at Eritrea fuldt ud respekterer, ratificerer og straks gennemfører FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og til fuldt ud at opfylde sine forpligtelser i henhold til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder, der begge forbyder tortur, og bemærker med bekymring, at både offentlige og private aktører, herunder virksomheder, i alvorlig grad begrænses af regeringens kontrol, anerkender, at manglen på enhver form for forvaltning af de offentlige finanser, herunder manglen på et nationalt budget, gør budgetkontrol umulig;

9.  opfordrer Eritreas regering til at tillade oprettelse af andre politiske partier som et primært redskab for fremme af demokratiet i landet og opfordrer til, at menneskerettighedsorganisationer får lov til frit at udøve aktiviteter i landet;

10.  minder om, at EU's partnerskab med Eritrea er underlagt Cotonouaftalen, og at alle parter er forpligtet til at respektere og gennemføre bestemmelserne i denne aftale, navnlig respekten for menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincipperne; opfordrer derfor EU til at sikre, at dets bistand er omfattet af betingelser, herunder at Eritreas regering bør overholde sine internationale forpligtelser, og at de politiske fanger bør løslades, inden der ydes mere EU-bistand til Eritrea; opfordrer endvidere EU til at gøre brug af alle forhåndenværende instrumenter og værktøjer for at sikre, at Eritreas regering overholder sine forpligtelser til at beskytte og garantere de grundlæggende friheder, herunder ved at overveje at indlede høringer i henhold til artikel 96 i Cotonouaftalen; anmoder om en detaljeret og omfattende vurdering af de midler, der er blevet tildelt Eritrea, og som er finansieret af EU og dets medlemsstater;

11.  fordømmer genoptagelsen af omfattende EU-bistandsydelser til Eritrea og navnlig undertegnelsen af den nationale vejledende plan for Eritrea på 200 millioner EUR; opfordrer Kommissionen til at revidere sine kontrolordninger med Parlamentet, til nøje at overveje de bekymringspunkter og forslag, som Parlamentet har givet udtryk for, og til at sikre, at de meddeles komitéen for Den Europæiske Udviklingsfond; mener, at EUF-Udvalget burde have taget hensyn til Parlamentets tidligere henstillinger om ikke at vedtage det nationale vejledende program og om at indlede yderligere drøftelser;

12.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at de bevilgede midler ikke kommer den eritreiske regering til gavn, men udelukkende tildeles på gennemsigtig vis med henblik på at opfylde den eritreiske befolknings behov for udvikling, demokrati, menneskerettigheder, god regeringsførelse og sikkerhed, og ytrings-, presse, - og forsamlingsfrihed; og opfordrer indtrængende EU til at sikre konditionalitet i den nyligt aftalte bistand, og sikre at det nationale vejledende program hjælper Eritrea med at foretage et betydeligt skift i sin energipolitik for at give alle adgang til energi, især i landdistrikter, som i øjeblikket stadig er uden elektricitet, og mener desuden, at den forvaltningsmæssige side af det nationale vejledende program kraftigt bør fokusere på at gennemføre henstillingerne fra den FN-ledede universelle regelmæssige gennemgang af menneskerettighederne;

13.  kræver, at Kommissionen opnår klare garantier fra den eritreiske regering for, at den vil gennemføre demokratiske reformer og sikre respekt for menneskerettighederne, herunder ved at gennemføre henstillingerne fra den 18. samling i arbejdsgruppen om den universelle regelmæssige gennemgang, som den accepterede den 7. februar 2014;

14.  opfordrer Rådet til at nyvurdere forholdet mellem EU og Eritrea samt dets udviklingsbistand til landet som reaktion på landets ringe resultater på menneskerettighedsområdet og til at offentliggøre de konkrete resultater, der er kommet ud af bistandsprogrammerne gennem de seneste år; opfordrer EU og medlemsstaterne til at gøre brug af alle foranstaltninger, der er til rådighed, især gennem Cotonouaftalen, for at sikre, at de eritreiske myndigheder opfylder deres internationale forpligtelser;

15.  understreget kraftigt, at Eritrea må give internationale og regionale menneskerettighedsorganer, herunder særlige rapportører, uhindret adgang til landet for at overvåge eventuelle fremskridt; opfordrer næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til aktivt at støtte fornyelsen af FN's særlige rapportørs mandat om menneskerettighedssituationen i Eritrea; opfordrer Eritreas regering til at gennemføre påtrængende reformer såsom at løse op for etpartistaten, genindføre nationalforsamlingen og afholde valg;

16.  opfordrer indtrængende EU-medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger imod anvendelsen af "diasporaskatten" på eritreiske statsborgere, der bor i deres område, i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 2023 (2011); minder Eritreas regering om, at retten til at forlade sit land er forankret i den internationale menneskerettighedslovgivning; opfordrer regeringen til at tillade fri bevægelighed og til at holde op med at opkræve "diasporaskat" fra eritreere, der bor i udlandet; opfordrer indtrængende regeringen til at sætte en stopper for "skyldig på grund af tilknytning"-politikker, som er målrettet familiemedlemmer til personer, der unddrager sig værnepligt, forsøger at flygte ud af Eritrea eller ikke betaler den indkomstskat på 2 %, som den eritreiske regering pålægger eritreiske statsborgere i udlandet;

17.  opfordrer Eritreas regering til at overholde vedtægten om militærtjeneste, afholde sig fra at bruge sine borgere til tvangsarbejde, at holde op med at tillade udenlandske virksomheder at bruge sådanne rekrutter mod et gebyr, at åbne op for muligheden for militærnægtelse af samvittighedsgrunde og at sikre beskyttelsen af rekrutter;

18.  minder Eritrea om dets forpligtelser i henhold til ILO-konventionerne, navnlig med hensyn til civilsamfundsorganisationers og fagforeningers ret til at organisere sig, afholde fredelige demonstrationer, deltage i offentlige anliggender og kæmpe for forbedring af arbejdstagernes rettigheder; opfordrer Eritreas regering til at ophæve den politik, der forbyder NGO'er, der har mindre end 2 millioner USD på deres bankkonto; er bekymret over den stærke forbindelse mellem erhvervslivet, politik og korruption i Eritrea; fordømmer udenlandske virksomheder, der er medskyldige i at bruge tvangsarbejde, og anmoder alle, der er aktive i Eritrea, om bedre systemer for ansvarlighed, rettidig omhu og rapportering;

19.  noterer sig EU's forsøg på at samarbejde med Eritrea på migrationsområdet; fremhæver EU's medlemsstaters meget omfattende tildeling af asyl og subsidiær beskyttelse til eritreere og opfordrer derfor indtrængende medlemsstaterne til ikke at tilbagesende eritreere, der søger asyl i Europa, i overensstemmelse med Genèvekonventionen; kræver, at EU-medlemsstaterne holder fast ved "non-refoulement"-princippet, og minder dem om, at asylansøgere, der vender tilbage, med stor sandsynlighed vil blive vilkårligt tilbageholdt og udsat for tortur som følge af deres forsøg på at flygte;

20.  opfordrer Eritrea til at engagere sig med det internationale samfund på området for menneskerettigheder; kræver, at FN's Menneskerettighedsråd samarbejder med Eritrea om kapacitetsudvikling i retsvæsenet ved at tilrettelægge seminarer og uddannelse for dommere og jurister som en konstruktiv vej fremad; anerkender, at en delegation fra FN's højkommissærs menneskerettighedskontor vil besøge Eritrea i juli 2017, og opfordrer denne delegation til at rapportere om, hvad de ser, og til at forsøge at få adgang til alle dele af landet, navnlig fængsler, hvor der er mulighed for at bese faciliteterne og rapportere om dem;

21.  understreger atter sin dybe bekymring over de nuværende katastrofale klimaforhold i Afrikas Horn, herunder Eritrea, og den alvorlige risiko for fødevarekrise og humanitær krise, som de medfører; opfordrer EU til sammen med dets internationale partnere at opgradere sin støtte til de ramte befolkninger og til at sikre, at der ydes den nødvendige finansiering og bistand;

22.  fordømmer Eritreas regerings politik med vilkårligt at tilbagekalde statsborgerskab og kræver, at alle eritreiske statsborgere behandles retfærdigt og som lige for loven; understreger, at tiltag til bekæmpelse af problemer inden for retligt underskud i Eritrea, demokratisk regeringsførelse og genindførelse af retsstatsforhold skal prioriteres ved at sætte en stopper for det autoritære styre, der er baseret på frygt for vilkårlige fængslinger og isolationsfængslinger, tortur og andre krænkelser af menneskerettighederne, hvoraf visse udgør forbrydelser mod menneskeheden;

23.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, Rådet for Den Afrikanske Union, Det Østafrikanske Fællesskab, generalsekretæren for FN, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og de eritreiske myndigheder.

(1) EUT C 51 E af 22.2.2013, s. 146.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0090.
(3) EUT L 51 af 2.3.2010, s. 19.
(4) EUT L 195 af 27.7.2010, s. 74.
(5) EUT L 282 af 16.10.2012, s. 46.


Burundi
PDF 184kWORD 51k
Europa-Parlamentets beslutning af 6. juli 2017 om situationen i Burundi (2017/2756(RSP))
P8_TA(2017)0310RC-B8-0465/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til den reviderede Cotonouaftale, særlig artikel 96,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

–  der henviser til FN's internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

–  der henviser til det afrikanske charter om demokrati, valg og regeringsførelse,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2248 (2015) af 12. november 2015 og 2303 (2016) af 29. juli 2016 om situationen i Burundi,

–  der henviser til rapporten fra den internationale undersøgelseskommission, der blev fremlagt den 15. juni 2017 i FN's Menneskerettighedsråd,

–  der henviser til den første rapport fra FN's generalsekretær om Burundi, der blev offentliggjort den 23. februar 2017,

–  der henviser til pressemeddelelsen fra FN's Sikkerhedsråd om situationen i Burundi af 9. marts 2017,

–  der henviser til rapporten fra FN's uafhængige undersøgelseskommission vedrørende Burundi (UNIIB), der blev offentliggjort den 20. september 2016,

–  der henviser til resolutionen om menneskerettighedssituationen i Burundi, der blev vedtaget af FN's Menneskerettighedsråd den 30. september 2016,

–  der henviser til Arushaaftalen af 28. august 2000 om fred og forsoning i Burundi,

–  der henviser til erklæringen om Burundi fra Den Afrikanske Unions topmøde den 13. juni 2015,

–  der henviser til beslutningen om Freds- og Sikkerhedsrådets aktiviteter og situationen for så vidt angår fred og sikkerhed i Afrika (Assembly/AU/Dec.598(XXVI)), der blev vedtaget på det 26. ordinære møde for stats- og regeringschefer i Den Afrikanske Union, som blev afholdt den 30. og 31. januar 2016 i Addis Abeba (Etiopien),

–  der henviser til de beslutninger og erklæringer fra Den Afrikanske Unions Forsamling (Assembly/AU/Dec.605-620(XXVII)), der blev vedtaget på det 27. ordinære møde for stats- og regeringschefer i Den Afrikanske Union, som blev afholdt den 17. og 18. juli 2016 i Kigali (Rwanda),

–  der henviser til Den Afrikanske Menneskerettighedskommissions resolution af 4. november 2016 om menneskerettighedssituationen i Republikken Burundi,

–  der henviser til erklæringen om Burundi fra Det Østafrikanske Fællesskab af 31. maj 2015,

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutninger om Burundi, navnlig af 9. juli 2015(1), 17. december 2015(2) og 19. januar 2017(3),

–  der henviser til Rådets afgørelse (EU) 2016/394 af 14. marts 2016 om afslutning af konsultationsproceduren med Republikken Burundi i henhold til artikel 96 i partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater,

–  der henviser til Rådets forordning (EU) 2015/1755 af 1. oktober 2015 såvel som afgørelse (FUSP) 2015/1763 og (FUSP) 2016/1745 om restriktive foranstaltninger i lyset af situationen i Burundi,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 16. marts, 18. maj, 22. juni og 16. november 2015 og 15. februar 2016 om Burundi,

–  der henviser til erklæringerne fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant af 28. maj 2015, 19. december 2015 og 21. oktober 2016,

–  der henviser til erklæringen af 6. januar 2017 fra talsmanden for næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentants for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om forbuddet mod Ligue Iteka i Burundi,

–  der henviser til Burundis forfatning, særlig artikel 96,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Burundi har været kastet ud i en dyb politisk krise og civile uroligheder, efter at præsident Pierre Nkurunziza i april 2015 meddelte, at han ville stille op til en tredje embedsperiode, selv om den burundiske forfatning begrænser præsidentens mandat til to embedsperioder, og uanset Arushaaftalen; der henviser til, at den stærke modstand mod præsidentens genvalg har ført til massiv undertrykkelse fra regeringens side med en alvorlig forværring af menneskerettighedssituationen i landet som konsekvens;

B.  der henviser til, at regeringen ifølge internationale observatører siden juli 2015 har slået hårdt ned på modstanderne mod præsidentens genvalg; der henviser til, at der ifølge FN er omkommet 500 mennesker, siden volden brød ud; der henviser til, at ifølge menneskerettighedsorganisationer er mere end 1 200 mennesker blevet dræbt, og mellem 400 og 900 er blevet ofre for tvungne forsvindinger, hundredvis eller endog tusindvis af mennesker er blevet tortureret, og mere end 10 000 er stadig vilkårligt tilbageholdt;

C.  der henviser til, at præsident Pierre Nkurunziza ikke udelukker muligheden for at ændre forfatningen for at kunne stille op til en fjerde embedsperiode fra 2020, og at en national proces med henblik på at fjerne begrænsninger af embedsperioder er i gang; der henviser til, at dette er i modstrid med tidligere udtalelser fra præsident Pierre Nkurunziza og vil undergrave den kollektive indsats for at finde en holdbar og langsigtet løsning på krisen;

D.  der henviser til, at der i rapporten fra FN's uafhængige undersøgelseskommission vedrørende Burundi (UNIIB) henvises til talrige beviser på alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og alvorlige overgreb i landet, som først og fremmest er begået af sikkerhedsstyrker og myndigheder; der henviser til, at tilfælde af tilskyndelse til vold og hadefuld tale er steget siden april 2017, navnlig i forbindelse med massemødet for Imbonerakure, regeringspartiet CNDD-FDD's ungdomsmilits; der henviser til, at medlemmer af oppositionen og civilsamfundet, navnlig menneskerettighedsforkæmpere, journalister og advokater, er den væsentligste målgruppe for disse overgreb; der henviser til, at den endelige rapport fra den internationale undersøgelseskommission, der blev nedsat af FN's Menneskerettighedsråd, forventes færdig i september 2017;

E.  der henviser til, at de indberettede voldstilfælde omfatter drab, bortførelser, tvungne forsvindinger, torturhandlinger, voldtægter og vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser; der henviser til, at korruption og den manglende indsats fra de offentlige myndigheders side skaber en kultur med straffrihed, som gør det umuligt at retsforfølge mange gerningsmænd til dødbringende vold, herunder medlemmer af sikkerhedsstyrkerne og efterretningstjenesten;

F.  der henviser til, at de burundiske myndigheder i oktober 2016 forbød fem menneskerettighedsorganisationer at udføre deres arbejde, og at landets ældste menneskerettighedsorganisation, Ligue Iteka, i januar 2017 også blev forbudt; der henviser til, at parlamentet i december 2016 vedtog en lov om streng kontrol med internationale NGO'er;

G.  der henviser til, at der er blevet stadig flere restriktionerne for medierne og den uafhængige presse; der henviser til, at uafhængige medier altid censureres, suspenderes, blokeres og/eller lukkes; der henviser til, at journalister har været ofre for forsvindinger, trusler, fysiske overfald og juridisk chikane; der henviser til, at alle uafhængige radiostationer er blevet lukket; der henviser til, at Burundi ligger på en 160. plads ud af 180 lande i det internationale pressefrihedsindeks for 2017, som er udarbejdet af Journalister uden Grænser;

H.  der henviser til, at FN-embedsmænd indberetter, at regeringens embedsmænd har en tendens til at så splittelse, hvilket bidrager til voldsspiralen og muligheden for en "etnificering" af krisen; der henviser til, at der er indberetninger om, at partiet CNDD-FDD (Det nationale råd for forsvar af demokratiet – Demokratiets forsvarsstyrker) og dets ungdomsafdeling, Imbonerakure-militsen, i stort omfang anvender vold og trusler;

I.  der henviser til, at Burundi i oktober 2016 har indledt en procedure for tilbagetrækning fra Romstatutten og dermed har givet udtryk for sin hensigt om at forlade Den International Straffedomstol (ICC) efter dennes beslutning om at iværksætte en indledende undersøgelse om vold og menneskerettighedskrænkelser i landet;

J.  der henviser til, at den burundiske regering i august 2016 afviste indsættelsen af en FN-politistyrke i landet med henblik på at overvåge situationen; der henviser til, at Burundis regering har besluttet at indstille sit samarbejde med FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder og har nægtet at samarbejde med den undersøgelseskommission, der blev nedsat af FN's Menneskerettighedsråd;

K.  der henviser til, at Burundis parlament den 21. december 2015 afviste forslaget om at indsætte en fredsbevarende styrke fra Den Afrikanske Union, idet det fastslog, at enhver militær intervention af Den Afrikanske Unions tropper ville blive betragtet som en besættelse;

L.  der henviser til, at EU den 8. december 2015 indledte konsultationer med Burundis regering i henhold til artikel 96 Cotonouaftalen, med deltagelse af repræsentanter for AVS-staterne, Den Afrikanske Union, Det Østafrikanske Fællesskab og FN; der henviser til, at EU i marts 2016 afsluttede disse konsultationer og konkluderede, at de tilsagn, som Burundis regering havde foreslået med hensyn til menneskerettigheder, demokratiske principper og retsstatsprincippet, var utilstrækkelige;

M.  der henviser til, at EU efter afslutningen af denne procedure har fastlagt en række konkrete foranstaltninger, der skal træffes af Burundis regering, inden det fulde samarbejde kan genoptages;

N.  der henviser til, at EU har indstillet den direkte finansielle støtte til administrationen i Burundi, herunder budgetstøtte; der henviser til, at EU er fast besluttet på fortsat at yde finansiel støtte til befolkningen og humanitær bistand, herunder til projekter, der tager sigte på at sikre adgang til basale tjenester;

O.  der henviser til, at EU har indført målrettede sanktioner mod personer, enheder eller organer, der undergraver demokratiet eller hæmmer bestræbelserne på at finde en politisk løsning i Burundi; der henviser til, at Den Afrikanske Union for øjeblikket også planlægger at indføre sanktioner;

P.  der henviser til, at den interne dialog i Burundi, der ledes af Det Østafrikanske Fællesskab med støtte fra Den Afrikanske Union og Den Europæiske Union, af FN's Sikkerhedsråd betragtes som den eneste mulighed for at finde en holdbar politisk løsning på situationen i Burundi; der henviser til, at denne dialog skal være åben for alle, herunder oppositionspartier, civilsamfundet og medlemmer af diasporaen;

Q.  der henviser til, at det politiske dødvande i Burundi og forværringen af den økonomiske situation har alvorlige konsekvenser for befolkningen; der henviser til, at FN’s Højkommissariat for Flygtninge anslår, at mere end 420 000 mennesker har forladt Burundi for at søge tilflugt i nabolandene; der henviser til, at der ifølge FN's vicegeneralsekretær for øjeblikket er 209 000 internt fordrevne; der henviser til, at 3 millioner mennesker har behov for humanitær bistand, og 2,6 millioner lider under akut fødevareusikkerhed, og 700 000 har brug for akut fødevarenødhjælp, på trods af at regeringen har ophævet visse restriktioner; der henviser til, at denne situation udgør en alvorlig trussel mod stabiliteten i regionen;

1.  udtrykker stærk bekymring over den politiske og sikkerhedsmæssige situation i Burundi; fordømmer på det kraftigste de voldshandlinger, drab og andre krænkelser af menneskerettighederne, som har fundet sted i Burundi siden 2015; opfordrer til en effektiv og forholdsmæssig indsats for at forhindre flere voldsepisoder;

2.  er bekymret over den udbredte straffrihed, navnlig i forbindelse med voldshandlinger og menneskerettighedskrænkelser og for gerningsmændene til disse forbrydelser; minder om, at de burundiske myndigheder i henhold til folkeretten og regionale menneskerettighedsbestemmelser er forpligtet til at garantere, beskytte og fremme de grundlæggende rettigheder, herunder de borgerlige og politiske rettigheder for befolkningen; kræver i denne forbindelse en tilbundsgående og uafhængig undersøgelse af de drab og overgreb, der har fundet sted i Burundi i de seneste år, og at de ansvarlige stilles til regnskab;

3.  beklager dybt, at Burundis regering har indledt en procedure om udtrædelse af Romstatutten om oprettelse af Den Internationale Straffedomstol (ICC); opfordrer Burundis regering til at indstille udtrædelsesproceduren og sørge for, at landet fortsætter med at deltage fuldt ud i ICC;

4.  opfordrer indtrængende Burundis regering til fuldt ud at overholde FN's Sikkerhedsråds resolution 2303 (2016) og muliggøre indsættelsen af en FN-politistyrke til at overvåge sikkerhedssituationen i landet;

5.  glæder sig over FN's undersøgelseskommission vedrørende menneskerettighedssituationen i Burundi, der blev nedsat i november 2016, og som skal undersøge menneskerettighedskrænkelser i landet siden april 2015; opfordrer indtrængende de burundiske myndigheder til fuldt ud at samarbejde med undersøgelseskommissionens medlemmer;

6.  glæder sig over, at Michel Kafando for nylig er blevet udnævnt som en ny særlig udsending i Burundi af FN's generalsekretær, Antonio Gutierrez, for at fremme forståelsen af den igangværende politiske proces;

7.  gentager sit engagement med hensyn til ytringsfrihed og bekræfter den vigtige rolle, som civilsamfundet, advokater, menneskerettighedsorganisationer og medierne spiller i et demokratisk samfund; opfordrer i denne forbindelse de burundiske myndigheder til at ophæve de forbud og restriktioner, der er pålagt disse organisationer, og til at revidere den nye lov om udenlandske NGO'er og sikre, at journalister og menneskerettighedsforkæmpere frit og sikkert kan udøve deres aktiviteter i landet;

8.  er bekymret over den høje risiko for, at den nuværende situation skaber større splittelse mellem de forskellige etniske grupper; fordømmer "etnificeringen" af krisen gennem propaganda baseret på etnisk ideologi; opfordrer indtrængende alle parter i Burundi til at afstå fra enhver adfærd og enhver udtalelse, der kan intensivere volden og forværre krisen eller have negative virkninger for den regionale stabilitet, og til at udvise fuld respekt for Arushaaftalen;

9.  fordømmer, at lederne af ungdomsmilitsen Imbonerakure tilskynder til had og vold mod flygtninge og politiske modstandere, især de offentlige opfordringer til at voldtage kvinder på modstandernes side, og kræver en øjeblikkelig afvæbning af disse militser; er dybt bekymret over vedtagelsen af en ny lov om oprettelse af et nationalt frivilligt krops, der kan anvendes til at legitimere sådanne militsaktiviteter;

10.  opfordrer indtrængende alle parter til at skabe de nødvendige betingelser for genetablering af tilliden og fremme af national enhed gennem en åben, gennemsigtig og inklusiv national dialog mellem regeringen, oppositionspartier og civilsamfundet i overensstemmelse med Burundis forfatning, Arushaaftalen og landets internationale forpligtelser;

11.  bemærker, at situationen i Burundi har særdeles skadelige konsekvenser i hele regionen; glæder sig i denne forbindelse over de forhandlinger, der gennemføres inden for rammerne af Det Østafrikanske Fællesskab med støtte fra Den Afrikanske Union, og opfordrer de burundiske myndigheder til at give tilsagn og samarbejde om at finde en holdbar og langsigtet løsning på denne konflikt, men udtrykker stærk bekymring over de langsomme fremskridt i denne dialog;

12.  opfordrer Den Europæiske Union til at støtte de regionale aktører i håndteringen af krisen; anmoder om gennemførelse af den køreplan, som er udarbejdet af Benjamin Mkapa, tidligere præsident i Tanzania, der er udpeget som mægler af Det Østafrikanske Fællesskab;

13.  glæder sig over den beslutning, som Den Afrikanske Unions Freds- og Sikkerhedsråd har truffet om at tillade indsættelsen af en afrikansk forebyggelses- og beskyttelsesmission i Burundi for at fremme en politisk løsning; opfordrer indtrængende den burundiske regering til fuldt ud at indfri forpligtelsen til at lette en hurtig indsættelse af observatører og eksperter på menneskerettighedsområdet, navnlig ved øjeblikkeligt at udstede visa og meget hurtigt at opfylde de øvrige formaliteter;

14.  mener, at en større tilstedeværelse af internationale observatører i Burundi kan bidrage væsentligt til at forbedre situationen med hensyn til menneskerettigheder og sikkerhed; opfordrer til indsættelse af yderligere 200 militærobservatører og menneskerettighedsobservatører fra Den Afrikanske Union til støtte for de 30 observatører, der allerede er til stede;

15.  mener, at det i samarbejde med Den Afrikanske Union er nødvendigt at sikre en sporing af midlerne til de burundiske soldater, der er udstationeret til AMISOM;

16.  mener, at en enhver normalisering af forbindelserne med EU, herunder medlemsstaterne, forudsætter at de burundiske myndigheder gennemfører alle de bestemmelser, der blev fastsat i "oversigten over tilsagn" under konsultationerne i henhold til artikel 96 Cotonouaftalen;

17.  noterer sig EU's beslutning om efter konsultationerne med de burundiske myndigheder, jf. artikel 96 i Cotonouaftalen, at suspendere den direkte finansielle støtte til administrationen i Burundi, og glæder sig over, at EU har indført foranstaltninger vedrørende rejserestriktioner og indefrysning af aktiver over for de ansvarlige for forpurring af fredsbestræbelserne og menneskerettighedskrænkelser; understreger, at EU opretholder sin fulde finansielle støtte til den burundiske befolkning, herunder til flygtninge i nøglesektorer inden for sundhed, ernæring og uddannelse, og til den humanitære bistand gennem direkte kanaler; støtter EU's fornyelse af målrettede sanktioner og Rådets beslutning om at suspendere budgetstøtten til Burundi efter konsultationerne i henhold til artikel 96;

18.  er dybt bekymret over strømmen af burundiske flygtninge til nabolandene og den alarmerende humanitære situation for fordrevne i Burundi og gentager sin støtte til de humanitære organisationer, der er til stede i regionen, og de nabolande, der huser flygtningene; opfordrer indtrængende EU og andre donorer til at øge deres finansielle støtte og humanitære bistand til internt fordrevne personer og burundiske flygtninge; minder medlemsstaterne om deres forpligtelse til at respektere Genèvekonventionen;

19.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Burundis regering og parlament, AVS-EU-Ministerrådet, Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU-medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Den Afrikanske Unions medlemsstater og institutioner samt FN's generalsekretær.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0275.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0474.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0004.


Den europæiske fond for bæredygtig udvikling (EFSD) og oprettelse af en EFSD-garanti og en EFSD-garantifond ***I
PDF 243kWORD 40k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 6. juli 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling (EFSD) og om oprettelse af en EFSD-garanti og en EFSD-garantifond (COM(2016)0586 – C8-0377/2016 – 2016/0281(COD))
P8_TA(2017)0311A8-0170/2017

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0586),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, artikel 209, stk. 1, og artikel 212, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0377/2016),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 28. juni 2017 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til de fælles drøftelser mellem Udenrigsudvalget, Udviklingsudvalget og Budgetudvalget, jf. forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget, Udviklingsudvalget og Budgetudvalget og udtalelse fra Budgetkontroludvalget (A8-0170/2017),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 6. juli 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/... om oprettelse af Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling (EFSD), en EFSD-garanti og en EFSD-garantifond

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2017/1601.)


Tilladte former for anvendelse af visse værker og andre beskyttede frembringelser til gavn for personer, der er blinde, synshæmmede eller på anden måde har et læsehandicap ***I
PDF 246kWORD 44k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 6. juli 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse tilladte former for anvendelse af visse værker og andre frembringelser, der er beskyttet af ophavsret og beslægtede rettigheder, til gavn for personer, der er blinde eller synshæmmede eller på anden måde har et læsehandicap, og om ændring af direktiv 2001/29/EF om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (COM(2016)0596 – C8-0381/2016 – 2016/0278(COD))
P8_TA(2017)0312A8-0097/2017

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0596),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0381/2016),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 25. januar 2017(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 19. maj 2017 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Kultur- og Uddannelsesudvalget og Udvalget for Andragender (A8-0097/2017),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 6. juli 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/... om visse tilladte former for anvendelse af visse værker og andre frembringelser, der er beskyttet af ophavsret og beslægtede rettigheder, til gavn for personer, der er blinde eller synshæmmede eller på anden måde har et læsehandicap, og om ændring af direktiv 2001/29/EF om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, direktiv (EU) 2017/1564.)

(1) EUT C 125 af 21.4.2017, s. 27.


Grænseoverskridende udveksling mellem Unionen og tredjelande af visse værker og andre beskyttede frembringelser i tilgængeligt format til gavn for personer, der er blinde, synshæmmede eller på anden måde har et læsehandicap ***I
PDF 249kWORD 51k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 6. juli 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om grænseoverskridende udveksling mellem Unionen og tredjelande af visse værker og andre frembringelser, der er beskyttet af ophavsret og beslægtede rettigheder, i tilgængeligt format til gavn for personer, der er blinde, synshæmmede eller på anden måde har et læsehandicap (COM(2016)0595 – C8-0380/2016 – 2016/0279(COD))
P8_TA(2017)0313A8-0102/2017

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0595),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0380/2016),

–  der henviser til udtalelse fra Retsudvalget om det foreslåede retsgrundlag,

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, og artikel 114, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 5. juli 2017(1),

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 19. maj 2017 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59 og 39,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Kultur- og Uddannelsesudvalget og Udvalget for Andragender (A8-0102/2017),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 6. juli 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/... om grænseoverskridende udveksling mellem Unionen og tredjelande af visse værker og andre frembringelser, der er beskyttet af ophavsret og beslægtede rettigheder, i tilgængeligt format til gavn for personer, der er blinde eller synshæmmede eller på anden måde har et læsehandicap

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2017/1563.)

(1) Endnu ikke offentliggjort i EUT.


Mekanismer til bilæggelse af tvister om dobbeltbeskatning i EU *
PDF 391kWORD 79k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 6. juli 2017 om forslag til Rådets direktiv om mekanismer til bilæggelse af tvister om dobbeltbeskatning i Den Europæiske Union (COM(2016)0686 – C8-0035/2017 – 2016/0338(CNS))
P8_TA(2017)0314A8-0225/2017

(Særlig lovgivningsprocedure – høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (COM(2016)0686),

–  der henviser til artikel 115 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0035/2017),

–  der henviser til den begrundede udtalelse, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af den svenske Riksdag, om at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

–  der henviser til sine beslutninger af 25. november 2015(1) og af 6. juli 2016(2) om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 78c,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0225/2017),

1.  godkender Kommissionens udkast som ændret;

2.  opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. artikel 293, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

3.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

4.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre sit udkast i væsentlig grad;

5.  opfordrer Rådet til at overveje muligheden for en gradvis ophævelse af konventionen af 23. juli 1990 om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud(3) efter vedtagelsen af dette direktiv, og derved styrke en koordineret EU-tilgang til tvistbilæggelse ved hjælp af dette direktiv;

6.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Kommissionens forslag   Ændring
Ændring 1
Forslag til direktiv
Betragtning 1
(1)  Situationer, hvor forskellige medlemsstater beskatter den samme indkomst eller kapital to gange, kan skabe betydelige skattemæssige hindringer for virksomheder med grænseoverskridende aktiviteter. De skaber en urimelig skattebyrde for virksomhederne og medfører sandsynligvis økonomiske forvridninger og ineffektivitet og kan have negativ virkning på investeringer og vækst på tværs af grænserne.
(1)  På grundlag af princippet om retfærdig og effektiv beskatning skal alle foretagender betale en rimelig skat der, hvor overskuddet genereres, men dobbeltbeskatning og dobbelt ikke-beskatning skal undgås. Situationer, hvor forskellige medlemsstater beskatter den samme indkomst eller kapital to gange, kan skabe betydelige skattemæssige hindringer, hovedsagelig for små og mellemstore virksomheder med grænseoverskridende aktiviteter, og dermed have en negativ virkning på det indre markeds funktion. De skaber en urimelig skattebyrde, medfører manglende retssikkerhed og unødvendige omkostninger for virksomhederne og medfører sandsynligvis økonomiske forvridninger og ineffektivitet. De har også en negativ virkning på investeringer og vækst på tværs af grænserne.
Ændring 2
Forslag til direktiv
Betragtning 1 a (ny)
(1a)  Den 25. november 2015 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning, hvor det anfægtede nytten af voldgiftskonventionen af 23. juli 1990 om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud1a (EU-voldgiftskonventionen) og gav udtryk for, at det mener, at dette instrument bør ændres og gøres mere effektivt eller erstattes af en EU-tvistbilæggelsesordning med mere effektive gensidige aftaleprocedurer. Den 6. juli 2016 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning, hvor det understregede, at fastsættelsen af en klar tidsramme for tvistbilæggelsesprocedurer er af central betydning for effektiviseringen af systemerne.
___________
1a EFT L 225 af 20.8.1990, s. 10.
Ændring 3
Forslag til direktiv
Betragtning 1 b (ny)
(1b)   Den 16. december 2015 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning med henstillinger til Kommissionen om større gennemsigtighed, samordning og konvergens i Unionens selskabsbeskatningspolitik, hvor det opfordrede Kommissionen til at foreslå lovgivning til bedre behandling af grænseoverskridende tvister om dobbeltbeskatning i Unionen og med fokus på tilfælde af ikke kun dobbeltbeskatning, men også dobbelt ikkebeskatning. Det slog ligeledes til lyd for klarere regler og strengere tidsfrister og større gennemsigtighed.
Ændring 4
Forslag til direktiv
Betragtning 1 c (ny)
(1c)   Forsøg på at eliminere dobbeltbeskatning har ofte ført til en "dobbelt ikkebeskatning", hvor selskaber benytter sig af udhuling af skattegrundlag og overførsel af overskud til at have deres overskud beskattet i medlemsstater med en selskabsskat tæt på nul. Denne igangværende praksis fordrejer konkurrencen, skader nationale virksomheder og undergraver beskatningen til skade for vækst og beskæftigelse.
Ændring 5
Forslag til direktiv
Betragtning 2
(2)  Derfor er det nødvendigt, at mekanismerne i Unionen sikrer, at tvister om dobbeltbeskatning bilægges, og at dobbeltbeskatning ophæves på effektiv vis.
(2)  Nuværende tvistbilæggelsesprocedurer er for lange, kostbare og fører ofte ikke til nogen aftale, i nogle tilfælde uden nogen anerkendelse overhovedet. Nogle virksomheder accepterer i øjeblikket dobbeltbeskatning i stedet for at bruge penge og tid på besværlige procedurer for at undgå dobbeltbeskatning. Derfor er det nødvendigt, at mekanismerne i Unionen sikrer, at tvister om dobbeltbeskatning bilægges effektivt og hurtigt, og at de kan håndhæves, og at dobbeltbeskatning ophæves på effektiv og rettidig vis med regelmæssig og effektiv kommunikation til skatteyderne.
Ændring 6
Forslag til direktiv
Betragtning 3
(3)  De nuværende mekanismer, som er fastsat i bilaterale skatteaftaler, giver ikke fuldstændig rettidig fritagelse for dobbeltbeskatning i alle tilfælde. Den eksisterende konvention om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (90/436/EØF)7 (EU-voldgiftskonventionen) har et begrænset anvendelsesområde, idet den alene finder anvendelse på tvister om afregningspriser og henførslen af overskud til faste driftssteder. Den overvågning, der blev foretaget som led i gennemførelsen af EU-voldgiftskonventionen, har afsløret visse væsentlige mangler, navnlig med hensyn adgang til proceduren og procedurens varighed og effektive afslutning.
(3)  De nuværende mekanismer, der er fastsat i bilaterale overenskomster om dobbeltbeskatning, giver ikke fuldstændig rettidig fritagelse for dobbeltbeskatning i alle tilfælde. De mekanismer, der er fastsat i disse overenskomster er i mange tilfælde langvarige og omkostningskrævende, svære at få adgang til, og de fører ikke altid til enighed. Unionens voldgiftskonvention har et begrænset anvendelsesområde, da den kun finder anvendelse på tvister om interne afregningspriser og fordelingen af overskud til faste driftssteder. Den overvågning, der blev foretaget som led i gennemførelsen af EU-voldgiftskonventionen, har afsløret visse væsentlige mangler, navnlig med hensyn til adgang til proceduren, manglen på retsmidler, procedurens varighed og manglen på en endelig bindende effektiv afslutning. Disse mangler udgør en hindring for investering og bør fjernes.
_________________
7 EFT L 225 af 20.8.1990, s. 10.
Ændring 7
Forslag til direktiv
Betragtning 3 a (ny)
(3a)   For at skabe et fair, klart og stabilt skattemæssigt miljø og mindske antallet af tvister om dobbeltbeskatning i det indre marked er det nødvendigt med i det mindste nogle mindstekrav til konvergens i Unionens selskabsbeskatningspolitik. Den indførelse af et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag, som Kommissionen foreslår1a, er den mest effektive måde at fjerne risikoen for dobbeltbeskatning af virksomheder.
______________
1a Forslag til Rådets direktiv om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag (FKSSG) (COM(2016)0683).
Ændring 8
Forslag til direktiv
Betragtning 4
(4)  For at skabe et mere fair skattemiljø er der brug for at styrke reglerne om gennemsigtighed og foranstaltningerne mod skatteundgåelse. Samtidig er det i et fair skattesystems ånd at sikre, at skattesubjekter ikke beskattes to gange af den samme indkomst, og at mekanismerne til tvistbilæggelse er dækkende, effektive og bæredygtige. Det er også nødvendigt at forbedre mekanismerne til bilæggelse af tvister om dobbeltbeskatning for at imødegå risikoen for et øget antal tvister om dobbelt- eller flerbeskatning vedrørende potentielt store beløb, der opstår i kølvandet på mere regelmæssige og fokuserede revisionspraksisser i skatteforvaltningerne.
(4)  For at skabe et mere fair skattemiljø for foretagender, der er aktive i Unionen, er der brug for at styrke reglerne om gennemsigtighed og foranstaltningerne mod skatteundgåelse og skatteunddragelse på nationalt, europæisk og internationalt plan. At undgå dobbelt ikkebeskatning skal fortsat være en prioritet for Unionen. Samtidig er det i et fair skattesystems ånd at sikre, at skattesubjekter ikke beskattes to gange af den samme indkomst, og at mekanismerne til tvistbilæggelse er dækkende, effektive og bæredygtige. Det er også af stor vigtighed at forbedre mekanismerne til bilæggelse af tvister om dobbeltbeskatning for at imødegå risikoen for et øget antal tvister om dobbelt- eller flerbeskatning vedrørende potentielt store beløb, der opstår i kølvandet på mere regelmæssige og fokuserede revisionspraksisser i skatteforvaltningerne.
Ændring 9
Forslag til direktiv
Betragtning 5
(5)  For at opbygge et fair og effektivt selskabsskattesystem i Unionen er det derfor nødvendigt at indføre en effektiv og virkningsfuld retlig ramme for bilæggelse af tvister om skatteforhold, som sikrer retssikkerhed og et erhvervsvenligt investeringsklima. Mekanismerne til bilæggelse af tvister om dobbeltbeskatning bør også skabe en ensartet og gennemsigtig ramme for løsning af problemer vedrørende dobbeltbeskatning og som sådan give alle skattesubjekter fordele.
(5)  For at opbygge et fair og effektivt selskabsskattesystem i Unionen er det derfor nødvendigt at indføre en effektiv og virkningsfuld retlig ramme for bilæggelse af tvister om skatteforhold, som sikrer retssikkerhed og fremme investeringer. Medlemsstaterne bør til dette formål afsætte passende menneskelige, tekniske og finansielle ressourcer til de kompetente myndigheder.
Ændring 10
Forslag til direktiv
Betragtning 5 a (ny)
(5a)  Unionen har potentialet til at blive et forbillede og en global leder inden for skattemæssig gennemsigtighed og koordinering. Ordningerne til bilæggelse af tvister om dobbeltbeskatning bør derfor også skabe en ensartet og gennemsigtig ramme for at løse spørgsmålene om dobbeltbeskatning og skabe fordele for alle skattesubjekter. Medmindre det kan dokumenteres af de pågældende skattesubjekter, at flere følsomme handelsmæssige, industrielle eller erhvervsmæssige oplysninger i afgørelsen ikke må offentliggøres, bør alle endelige afgørelser offentliggøres i deres helhed og også stilles til rådighed af Kommissionen i et fælles dataformat og på en centralt forvaltet webside. Offentliggørelsen af endelige afgørelser er i den offentlige interesse, da den forbedrer forståelsen af, hvordan reglerne skal fortolkes og anvendes. Dette direktiv vil kun kunne udnyttes fuldt ud, hvis tilsvarende regler også anvendes i tredjelande. Derfor bør Kommissionen også fremme oprettelsen af bindende tvistbilæggelsesprocedurer på internationalt plan.
Ændring 11
Forslag til direktiv
Betragtning 5 b (ny)
(5b)   En effektiv ramme bør give medlemsstaterne mulighed for at foreslå alternative tvistbilæggelsesmekanismer, der i højere grad tager hensyn til de særlige karakteristika ved små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og kan føre til lavere omkostninger, mindre bureaukrati, større effektivitet og hurtigere fjernelse af dobbeltbeskatning.
Ændring 12
Forslag til direktiv
Betragtning 6
(6)  Ophævelse af dobbeltbeskatning bør opnås gennem en procedure efter hvilken en sag i første omgang indbringes for skattemyndighederne i de berørte medlemsstater med henblik på at bilægge tvisten gennem en fælles aftaleprocedure. Hvis der ikke er opnået enighed inden for en vis frist, bør sagen overdrages til et rådgivende udvalg eller udvalget for alternativ tvistbilæggelse, der både består af repræsentanter for de berørte skattemyndigheder og af uafhængige personer. Skattemyndighederne bør træffe en endelig bindende afgørelse med henvisning til udtalelsen fra et rådgivende udvalg eller et udvalg for alternativ tvistbilæggelse.
(6)  Ophævelse af dobbeltbeskatning bør opnås gennem en procedure, som er let at anvende. En sag indbringes i første omgang for skattemyndighederne i de berørte medlemsstater med henblik på at bilægge tvisten gennem en fælles aftaleprocedure. Hvis der ikke er opnået enighed inden for en vis frist, bør sagen overdrages til et rådgivende udvalg eller et udvalg for alternativ tvistbilæggelse, der både består af repræsentanter for de berørte skattemyndigheder og af uafhængige personer, der skal opføres i et offentligt tilgængeligt register over uafhængige personer. Skattemyndighederne bør træffe en endelig bindende afgørelse med henvisning til udtalelsen fra det rådgivende udvalg eller et udvalg for alternativ tvistbilæggelse.
Ændring 13
Forslag til direktiv
Betragtning 7 a (ny)
(7a)   Proceduren for bilæggelse af tvister om dobbeltbeskatning, der er omhandlet i dette direktiv, består bl.a. i tvistbilæggelse for skattesubjekter. Dette omfatter procedurer med gensidig aftale i henhold til bilaterale dobbeltbeskatningsoverenskomster eller EU-voldgiftskonventionen. Den procedure for tvistbilæggelse, der er fastsat i dette direktiv, bør prioriteres i forhold til de øvrige løsningsmodeller, da den giver mulighed for en koordineret tilgang i hele Unionen til tvistbilæggelse, som omfatter klare og bindende regler, en pligt til at fjerne dobbeltbeskatning og en fast tidsramme.
Ændring 14
Forslag til direktiv
Betragtning 7 b (ny)
(7b)   For øjeblikket er det uklart, hvordan dette direktiv vedrører eksisterende voldgiftsbestemmelser i bilaterale skatteaftaler og den eksisterende voldgiftskonvention. Kommissionen bør derfor afklare disse forbindelser med henblik på, at skattesubjekter i givet fald kan vælge den procedure, der er bedst egnet til formålet.
Ændring 15
Forslag til direktiv
Betragtning 7 c (ny)
(7c)   Et stort antal tilfælde med dobbeltbeskatning omfatter tredjelande. Kommissionen bør derfor bestræbe sig på at skabe en global ramme og helst inden for rammerne af OECD. Kommissionen bør, indtil en sådan OECD-ramme er vedtaget, søge at indføre en obligatorisk og bindende aftaleprocedure i stedet for den nuværende frivillige procedure i alle eventuelle sager om grænseoverskridende dobbeltbeskatning.
Ændring 16
Forslag til direktiv
Betragtning 10 a (ny)
(10a)   Dette direktiv bør udvides snarest muligt. Direktivet fastlægger alene en ramme til løsning af tvister om dobbeltbeskatning af virksomhedsoverskud. Tvister om dobbeltbeskatning af indkomst som pensioner, lønninger er ikke blevet medtaget i direktivets anvendelsesområde, selv om indvirkningen på enkeltpersoners kan være betydelig. Medlemsstaternes forskellige fortolkninger af en skatteaftale kan føre til økonomisk dobbeltbeskatning, f.eks. hvis en medlemsstat fortolker en indtægtskilde som løn, mens den anden medlemsstat fortolker samme indtægtskilde som overskud. Derfor bør fortolkningen af forskellene i beskatning af indkomst mellem medlemsstaterne også være omfattet af dette direktiv.
Ændring 17
Forslag til direktiv
Betragtning 11
(11)  Kommissionen bør undersøge anvendelsen af direktivet efter en periode på fem år, og medlemsstaterne bør bistå Kommissionen ved at fremlægge relevant input til den pågældende revision —
(11)  Kommissionen bør undersøge anvendelsen af direktivet efter en periode på fem år, herunder en bestemmelse af, hvorvidt direktivet fortsat bør anvendes, eller om det bør ændres. Medlemsstaterne bør bistå Kommissionen ved at fremlægge relevant input til den pågældende revision. Ved revisionens afslutning bør Kommissionen forelægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet indeholdende en vurdering af udvidelsen af direktivets anvendelsesområde til at omfatte samtlige grænseoverskridende situationer med dobbeltbeskatning og dobbelt ikkebeskatning og, hvis dette er relevant, et forslag til ændring af lovgivningen
Ændring 18
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 4
Dette direktiv er ikke til hinder for anvendelsen af national lovgivning eller bestemmelser i internationale aftaler i tilfælde, hvor det er nødvendigt for at hindre skatteunddragelse, skattesvig eller misbrug.
Dette direktiv er ikke til hinder for anvendelsen af national lovgivning eller bestemmelser i internationale aftaler i tilfælde, hvor det er nødvendigt for at hindre skatteunddragelse, skatteundgåelse, skattesvig eller misbrug.
Ændring 19
Forslag til direktiv
Artikel 3 – stk. 1
1.  Ethvert skattesubjekt, der dobbeltbeskattes, har ret til at indgive en klage med anmodning om ophævelse af dobbeltbeskatningen til hver af de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater senest tre år efter modtagelsen af den første meddelelse om det forhold, der giver anledning til dobbeltbeskatning, hvad enten skattesubjektet anvender retsmidlerne i den berørte medlemsstats nationale lovgivning eller ej. I sin klage til hver af de kompetente myndigheder angiver skattesubjektet, hvilke andre medlemsstater, der er berørt.
1.  Ethvert skattesubjekt, der dobbeltbeskattes, har ret til at indgive en klage med anmodning om ophævelse af dobbeltbeskatningen til hver af de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater senest tre år efter modtagelsen af den første meddelelse om det forhold, der giver anledning til dobbeltbeskatning, hvad enten skattesubjektet anvender retsmidlerne i den berørte medlemsstats nationale lovgivning eller ej. I sin klage, som skattesubjektet indgiver samtidigt til begge de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater, angiver skattesubjektet, hvilke andre medlemsstater, der er berørt. Kommissionen skal oprette et centralt kontaktpunkt på alle Unionens officielle sprog, som er let tilgængeligt for offentligheden med ajourførte kontaktoplysninger for alle kompetente myndigheder og en fuldstændig oversigt over gældende EU-lovgivning og skatteoverenskomster.
Ændring 20
Forslag til direktiv
Artikel 3 – stk. 2
2.  De kompetente myndigheder bekræfter modtagelsen af klagen senest en måned efter at have modtaget den. De oplyser desuden de kompetente myndigheder i de øvrige berørte medlemsstater om modtagelse af klagen.
2.  Hver kompetent myndighed bekræfter skriftligt modtagelsen af klagen og underretter de kompetente myndigheder i de øvrige berørte medlemsstater inden for to uger efter modtagelse af klagen.
Ændring 21
Forslag til direktiv
Artikel 3 – stk. 3 – litra a
a)  navn, adresse, skatteidentifikationsnummer og andre oplysninger, der er nødvendige for at identificere den eller de skattesubjekter, der indgiver klagen til de kompetente myndigheder, og ethvert andet skattesubjekt, der er direkte berørt
a)  navn, adresse, skatteidentifikationsnummer og andre oplysninger, der er nødvendige for at identificere den eller de skattesubjekter, der indgiver klagen til de kompetente myndigheder, og ethvert andet skattesubjekt, der, så vidt det er skattesubjektet bekendt, er direkte berørt
Ændring 22
Forslag til direktiv
Artikel 3 – stk. 3 – litra d
d)   nationale bestemmelser og dobbeltbeskatningsoverenskomster, der finder anvendelse
udgår
Ændring 23
Forslag til direktiv
Artikel 3 – stk. 3 – litra e – nr. iii
iii)  skattesubjektets tilsagn om at svare så fuldstændigt og hurtigt som muligt på alle relevante anmodninger fra en kompetent myndighed og om at indgive dokumentation som anmodet af de kompetente myndigheder
iii)  skattesubjektets tilsagn om at svare så fuldstændigt og hurtigt som muligt på alle relevante anmodninger fra en kompetent myndighed og om at indgive dokumentation som anmodet om af de kompetente myndigheder, idet de kompetente myndigheder tager behørigt hensyn til begrænsninger i adgangen til de anmodede dokumenter og eksterne forsinkelser
Ændring 24
Forslag til direktiv
Artikel 3 – stk. 3 – litra f
f)  særlige supplerende oplysninger, som de kompetente myndigheder måtte udbede sig.
f)  særlige supplerende oplysninger, som de kompetente myndigheder måtte udbede sig, og som er relevante for skattesagen.
Ændring 25
Forslag til direktiv
Artikel 3 – stk. 5
5.  De berørte medlemsstaters kompetente myndigheder træffer afgørelse om, hvorvidt et skattesubjekts klage kan antages til realitetsbehandling, og om hvorvidt der kan gives medhold i klagen senest seks måneder efter dens modtagelse. De kompetente myndigheder oplyser skattesubjektet og de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater om deres afgørelse,
5.  De berørte medlemsstaters kompetente myndigheder træffer afgørelse om, hvorvidt et skattesubjekts klage kan antages til realitetsbehandling, og om hvorvidt der kan gives medhold i klagen senest tre måneder efter modtagelse af klagen, og de oplyser skriftligt skattesubjektet og den kompetente myndighed i de øvrige medlemsstater om deres afgørelse inden for to uger.
Ændring 26
Forslag til direktiv
Artikel 4 – stk. 1 – afsnit 1
Hvis de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder træffer afgørelse om at give medhold i klagen, jf. artikel 3, stk. 5, skal de bestræbe sig på at ophæve dobbeltbeskatningen gennem en gensidig aftaleprocedure inden for to år fra den seneste meddelelse om en af medlemsstaternes afgørelse om at give medhold i klagen.
Hvis de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder træffer afgørelse om at give medhold i klagen, jf. artikel 3, stk. 5, skal de bestræbe sig på at ophæve dobbeltbeskatningen gennem en gensidig aftaleprocedure inden for ét år fra den seneste meddelelse om en af medlemsstaternes afgørelse om at give medhold i klagen.
Ændring 27
Forslag til direktiv
Artikel 4 – stk. 1 – afsnit 2
Den periode på to år, der er omhandlet i første afsnit, kan forlænges med op til seks måneder efter anmodning fra en kompetent myndighed i en berørt medlemsstat, hvis den anmodende kompetente myndighed fremlægger skriftlig begrundelse herfor. Forlængelse sker med forbehold af skattesubjekternes og de øvrige kompetente myndigheders samtykke.
Den periode på ét år, der er omhandlet i første afsnit, kan forlænges med op til tre måneder efter anmodning fra en kompetent myndighed i en berørt medlemsstat, hvis den anmodende kompetente myndighed fremlægger skriftlig begrundelse herfor. Forlængelse sker med forbehold af skattesubjekternes og de øvrige kompetente myndigheders samtykke.
Ændring 28
Forslag til direktiv
Artikel 4 – stk. 3
3.  Når medlemsstaternes kompetente myndigheder har indgået en aftale om at ophæve dobbeltbeskatningen inden for den i stk. 1 anførte periode, giver de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater meddelelse herom til skattesubjektet i form af en afgørelse, som er bindende for myndigheden og kan håndhæves af skattesubjektet, forudsat at skattesubjektet giver afkald på retten til at benytte nationale retsmidler. Denne afgørelse fuldbyrdes uanset de tidsfrister, der er fastsat i de berørte medlemsstaters nationale lovgivning.
3.  Når medlemsstaternes kompetente myndigheder har indgået en aftale om at ophæve dobbeltbeskatningen inden for den i stk. 1 anførte periode, giver de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater inden for fem dage meddelelse herom til skattesubjektet i form af en afgørelse, som er bindende for myndigheden og kan håndhæves af skattesubjektet, forudsat at skattesubjektet giver afkald på retten til at benytte nationale retsmidler. Denne afgørelse fuldbyrdes straks uanset de tidsfrister, der er fastsat i de berørte medlemsstaters nationale lovgivning.
Ændring 29
Forslag til direktiv
Artikel 4 – stk. 4
4.  Hvis de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder ikke har indgået en aftale om at ophæve dobbeltbeskatningen inden for den i stk. 1 anførte periode, oplyser de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder skattesubjekterne om årsagerne hertil.
4.  Hvis de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder ikke har indgået en aftale om at ophæve dobbeltbeskatningen inden for den i stk. 1 anførte periode, oplyser de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder inden for to uger skattesubjekterne om årsagerne hertil, og de oplyser skattesubjekterne om deres muligheder for at klage og giver de relevante kontaktoplysninger til klageinstanser.
Ændring 30
Forslag til direktiv
Artikel 5 – stk. 1
1.  De berørte medlemsstaters kompetente myndigheder kan træffe afgørelse om at afvise klagen, hvis klagen ikke kan antages til realitetsbehandling, hvis der ikke forekommer dobbeltbeskatning, eller hvis fristen på tre år, som er fastsat i artikel 3, stk. 1, ikke er overholdt.
1.  De berørte medlemsstaters kompetente myndigheder kan træffe afgørelse om at afvise klagen, hvis klagen ikke kan antages til realitetsbehandling, hvis der ikke forekommer dobbeltbeskatning, eller hvis fristen på tre år, som er fastsat i artikel 3, stk. 1, ikke er overholdt. De kompetente myndigheder oplyser skattesubjektet om årsagerne til afvisningen af klagen.
Ændring 31
Forslag til direktiv
Artikel 5 – stk. 2
2.  Hvis de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder ikke har truffet afgørelse om et skattesubjekts klage senest seks måneder efter modtagelsen, betragtes klagen som afvist.
2.  Hvis de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder ikke har truffet afgørelse om et skattesubjekts klage senest tre måneder efter modtagelsen, betragtes klagen som afvist, og skattesubjektet underrettes inden for én måned efter denne tremånedersperiode.
Ændring 32
Forslag til direktiv
Artikel 5 – stk. 3
3.  Ved afvisning af klagen har skattesubjektet ret til at påklage afvisningen over de berørte medlemsstaters kompetente myndigheders afgørelse i overensstemmelse med de nationale bestemmelser.
3.  Hvis klagen afvises, har skattesubjektet ret til at påklage afvisningen over de berørte medlemsstaters kompetente myndigheders afgørelse i overensstemmelse med de nationale bestemmelser. Skattesubjektet har ret til at indgive klage til én af de kompetente myndigheder. Den kompetente myndighed, som klagen er indgivet til, underretter straks den anden kompetente myndighed om indgivelsen af klagen, og de to kompetente myndigheder koordinerer deres arbejde i forbindelse med behandlingen af klagen. I sager vedrørende SMV'er gælder, at hvis klagen antages, skal den finansielle byrde bæres af den kompetente myndighed, der oprindeligt har afvist klagen.
Ændring 33
Forslag til direktiv
Artikel 6 – stk. 2 – afsnit 1
Senest seks måneder efter datoen for meddelelse af den seneste afgørelse fra de berørte medlemsstaters kompetente myndigheders om afvisning af klagen efter artikel 5, stk. 1, træffer det rådgivende udvalg afgørelse om, hvorvidt klagen kan antages til realitetsbehandling, og hvorvidt der kan gives medhold i klagen. Hvis der ikke meddeles en afgørelse inden for seks måneder, betragtes klagen som afvist.
Senest tre måneder efter datoen for meddelelse af den seneste afgørelse fra de berørte medlemsstaters kompetente myndigheders om afvisning af klagen efter artikel 5, stk. 1, træffer det rådgivende udvalg afgørelse om, hvorvidt klagen kan antages til realitetsbehandling, og hvorvidt der kan gives medhold i klagen. Hvis der ikke meddeles en afgørelse inden for tre måneder, betragtes klagen som afvist.
Ændring 34
Forslag til direktiv
Artikel 6 – stk. 2 – afsnit 2
Hvis det rådgivende udvalg bekræfter, at der er tale om dobbeltbeskatning, og at klagen kan antages til realitetsbehandling, indledes den gensidige aftaleprocedure, jf. artikel 4, efter anmodning af en af de kompetente myndigheder. De pågældende kompetente myndigheder giver det rådgivende udvalg, de øvrige berørte kompetente myndigheder og skattesubjekterne meddelelse om denne anmodning. Den periode på to år, som er fastsat i artikel 4, stk. 1, starter fra den dato, hvor det rådgivende udvalg træffer afgørelse om, hvorvidt klagen kan antages til realitetsbehandling, og hvorvidt der kan gives medhold i sagen.
Hvis det rådgivende udvalg bekræfter, at der er tale om dobbeltbeskatning, og at klagen kan antages til realitetsbehandling, indledes den gensidige aftaleprocedure, jf. artikel 4, efter anmodning af en af de kompetente myndigheder. De pågældende kompetente myndigheder giver det rådgivende udvalg, de øvrige berørte kompetente myndigheder og skattesubjekterne meddelelse om denne anmodning. Den periode på ét år, som er fastsat i artikel 4, stk. 1, starter fra den dato, hvor det rådgivende udvalg træffer afgørelse om, hvorvidt klagen kan antages til realitetsbehandling, og hvorvidt der kan gives medhold i sagen.
Ændring 35
Forslag til direktiv
Artikel 6 – stk. 3 – afsnit 1
Det rådgivende udvalg nedsættes af kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater, når de ikke har kunnet nå frem til en aftale om ophævelse af dobbeltbeskatningen gennem den gensidige aftaleprocedure inden for den frist, der er fastsat i artikel 4, stk. 1.
Hvis de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater ikke har kunnet nå frem til en aftale om ophævelse af dobbeltbeskatningen gennem den gensidige aftaleprocedure inden for den frist, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, udsteder det rådgivende udvalg en udtalelse om fjernelsen af dobbeltbeskatningen i henhold til artikel 13, stk. 1.
Ændring 36
Forslag til direktiv
Artikel 6 – stk. 4 – afsnit 1
Det rådgivende udvalg nedsættes senest 50 kalenderdage regnet fra udløbet af perioden på seks måneder, som er fastsat i artikel 3, stk. 5, hvis det rådgivende udvalg er nedsat efter stk. 1.
Det rådgivende udvalg nedsættes senest en måned regnet fra udløbet af perioden på tre måneder, som er fastsat i artikel 3, stk. 5, hvis det rådgivende udvalg er nedsat efter stk. 1.
Ændring 37
Forslag til direktiv
Artikel 6 – stk. 4 – afsnit 2
Det rådgivende udvalg nedsættes senest 50 kalenderdage regnet fra udløbet af den i artikel 4, stk. 1, fastsatte periode, hvis det rådgivende udvalg er nedsat efter stk. 2.
Det rådgivende udvalg nedsættes senest en måned regnet fra udløbet af den i artikel 4, stk. 1, fastsatte periode, hvis det rådgivende udvalg er nedsat efter stk. 2.
Ændring 38
Forslag til direktiv
Artikel 7 – stk. 1 – afsnit 2
Hvis en medlemsstats kompetente myndigheder ikke har kunnet udpege mindst én uafhængig person og dennes stedfortræder, kan skattesubjektet anmode den kompetente domstol i den pågældende medlemsstat om at udpege en uafhængig person og dennes stedfortræder fra den liste, der er omhandlet i artikel 8, stk. 4.
Hvis en medlemsstats kompetente myndigheder ikke har kunnet udpege mindst én uafhængig person og dennes stedfortræder, kan skattesubjektet anmode den kompetente domstol i den pågældende medlemsstat om inden for tre måneder at udpege en uafhængig person og dennes stedfortræder fra den liste, der er omhandlet i artikel 8, stk. 4.
Ændring 39
Forslag til direktiv
Artikel 7 – stk. 1 – afsnit 3
Hvis de kompetente myndigheder i alle de berørte medlemsstater ikke har kunnet udpege mindst én uafhængig person og dennes stedfortræder, kan skattesubjektet anmode de kompetente domstole i hver medlemsstat om at udpege de to uafhængige personer i overensstemmelse med stk. 2 og stk. 3. De således udpegede uafhængige personer udpeger formanden ved lodtrækning fra listen over uafhængige personer, der kan komme i betragtning til formandsposten, jf. artikel 8, stk. 4.
Hvis de kompetente myndigheder i alle de berørte medlemsstater ikke har kunnet udpege mindst én uafhængig person og dennes stedfortræder, kan skattesubjektet anmode de kompetente domstole i hver medlemsstat om at udpege de to uafhængige personer i overensstemmelse med andet og tredje afsnit. Kommissionen stiller tydeligt kontaktoplysninger for de kompetente retter i hver medlemsstat til rådighed i et centralt informationspunkt på sit websted på alle Unionens officielle sprog. De således udpegede uafhængige personer udpeger formanden ved lodtrækning fra listen over uafhængige personer, der kan komme i betragtning til formandsposten, jf. artikel 8, stk. 4.
Ændring 40
Forslag til direktiv
Artikel 7 – stk. 2
2.  Udpegelsen af de uafhængige personer og deres stedfortrædere i henhold til stk. 1 indbringes først for en kompetent domstol i en medlemsstat efter udløbet af den 50-dages periode, der er omhandlet i artikel 6, stk. 4, og senest to uger efter udløbet af denne periode.
2.  Udpegelsen af de uafhængige personer og deres stedfortrædere i henhold til stk. 1 indbringes først for en kompetent domstol i en medlemsstat efter udløbet af den periode på en måned, der er omhandlet i artikel 6, stk. 4, og senest to uger efter udløbet af denne periode.
Ændring 41
Forslag til direktiv
Artikel 7 – stk. 3
3.  De kompetente myndigheder træffer en afgørelse efter stk. 1 og giver ansøgeren meddelelse herom. Den procedure, som finder anvendelse, når den kompetente domstol udpeger de uafhængige personer, hvis medlemsstaterne ikke har kunnet gøre det, er den samme, som den, der finder anvendelse efter de nationale bestemmelser om civil og handelsmæssig voldgift, når domstole udpeger voldgiftsmænd i sager, hvor parterne ikke kan blive enige herom. Den kompetente domstol meddeler desuden sin afgørelse til de kompetente myndigheder, som ikke kunne nedsætte det rådgivende udvalg. Den pågældende medlemsstat har ret til at påklage domstolens afgørelse, forudsat at dette er muligt efter national lov. Såfremt klagen afvises, har klageren ret til at påklage domstolens afgørelse i overensstemmelse med de nationale bestemmelser.
3.  De kompetente myndigheder træffer inden for en måned en afgørelse efter stk. 1 og giver ansøgeren meddelelse herom. Den procedure, som finder anvendelse, når den kompetente domstol udpeger de uafhængige personer, hvis medlemsstaterne ikke har kunnet gøre det, er den samme, som den, der finder anvendelse efter de nationale bestemmelser om civil og handelsmæssig voldgift, når domstole udpeger voldgiftsmænd i sager, hvor parterne ikke kan blive enige herom. Den kompetente domstol meddeler desuden sin afgørelse til de kompetente myndigheder, som ikke kunne nedsætte det rådgivende udvalg. Den pågældende medlemsstat har ret til at påklage domstolens afgørelse, forudsat at dette er muligt efter national lov. Såfremt klagen afvises, har klageren ret til at påklage domstolens afgørelse i overensstemmelse med de nationale bestemmelser.
Ændring 42
Forslag til direktiv
Artikel 8 – stk. 1 – afsnit 1 – litra c
c)  en eller to uafhængige personer, som udpeges af hver af de kompetente myndigheder fra listen over personer, der er omhandlet i stk. 4.
c)  en eller to uafhængige personer, som udpeges af hver af de kompetente myndigheder fra listen over personer, der er omhandlet i stk. 4, med undtagelse af de personer, som deres egen medlemsstat har foreslået.
Ændring 43
Forslag til direktiv
Artikel 8 – stk. 1 – afsnit 3 a (nyt)
Medlemsstaterne kan beslutte at udpege de repræsentanter, der er omhandlet i første afsnit, litra b), på et permanent grundlag.
Ændring 44
Forslag til direktiv
Artikel 8 – stk. 3 – litra b
b)  såfremt denne person besidder eller har besiddet betydelige interesser i den ene eller i begge de pågældende skattesubjekter, eller er eller har været ansat heri eller rådgiver herfor
b)  såfremt denne person eller et af denne persons familiemedlemmer besidder eller har besiddet betydelige interesser i den ene eller i begge de pågældende skattesubjekter, eller er eller har været ansat heri eller rådgiver herfor
Ændring 45
Forslag til direktiv
Artikel 8 – stk. 4 – afsnit 2
Uafhængige personer skal være statsborgere i en medlemsstat og have bopæl i Unionen. De skal være kompetente og uafhængige.
Uafhængige personer skal være statsborgere i en medlemsstat og have bopæl i Unionen og skal fortrinsvis være tjenestemænd og ansatte, som arbejder på det skatteretlige område eller i en forvaltningsdomstol. De skal være kompetente, uafhængige, upartiske og have stor integritet.
Ændring 46
Forslag til direktiv
Artikel 8 – stk. 4 – afsnit 3
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen navnene på de uafhængige personer, som de har udpeget. Medlemsstaterne kan i meddelelsen specificere, hvilke af de fem udpegede personer, der kan udpeges som formand. De giver desuden Kommissionen fuldstændige og ajourførte oplysninger om deres faglige og akademiske kvalifikationer, kompetenceområder, sagkundskab og interessekonflikter. Medlemsstaterne underretter uden ophold Kommissionen om enhver ændring af listen over uafhængige personer.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen navnene på de uafhængige personer, som de har udpeget. Medlemsstaterne skal i meddelelsen specificere, hvilke af de fem udpegede personer, der kan udpeges som formand. De giver desuden Kommissionen fuldstændige og ajourførte oplysninger om deres faglige og akademiske kvalifikationer, kompetenceområder, sagkundskab og interessekonflikter. Disse oplysninger skal ajourføres i tilfælde af ændringer i et curriculum vitae for de uafhængige personer. Medlemsstaterne underretter uden ophold Kommissionen om enhver ændring af listen over uafhængige personer.
Ændring 47
Forslag til direktiv
Artikel 8 – stk. 4 – afsnit 3 a (nyt)
Kommissionen kontrollerer de oplysninger, der er omhandlet i tredje afsnit, vedrørende de uafhængige personer, der er udpeget af medlemsstaterne. Kontrollen foretages senest tre måneder efter modtagelsen af denne underretning fra medlemsstaterne. Hvis Kommissionen er i tvivl om uafhængigheden af de indstillede personer, kan den anmode en medlemsstat om at give yderligere oplysninger, og, hvis der fortsat hersker tvivl, kan den anmode medlemsstaten om at fjerne den pågældende fra listen og udpege en anden person.
Ændring 48
Forslag til direktiv
Artikel 8 – stk. 4 – afsnit 3 b (nyt)
Listen over uafhængige personer skal være offentligt tilgængelig.
Ændring 49
Forslag til direktiv
Artikel 9 – stk. 1
1.  De berørte medlemsstaters kompetente myndigheder kan træffe aftale om i stedet for det rådgivende udvalg at nedsætte et udvalg for alternativ tvistbilæggelse, der skal afgive udtalelse om ophævelse af dobbeltbeskatningen i overensstemmelse med artikel 13.
1.  De berørte medlemsstaters kompetente myndigheder kan træffe aftale om i stedet for det rådgivende udvalg at nedsætte et udvalg for alternativ tvistbilæggelse, der skal afgive udtalelse om ophævelse af dobbeltbeskatningen i overensstemmelse med artikel 13. Anvendelse af udvalget for alternativ tvistbilæggelse bør dog fortsat være en undtagelse.
Ændring 50
Forslag til direktiv
Artikel 9 – stk. 2
2.  Udvalget for alternativ tvistbilæggelse kan med hensyn til dets sammensætning og form afvige fra det rådgivende udvalg og benytte sig af forlig, mægling, ekspertskøn, domsafgørelse eller andre tvistbilæggelsesprocedurer eller -metoder til at bilægge tvisten.
2.  Udvalget for alternativ tvistbilæggelse kan med hensyn til dets sammensætning og form afvige fra det rådgivende udvalg og benytte sig af forlig, mægling, ekspertskøn, domsafgørelse eller andre effektive og anerkendte tvistbilæggelsesprocedurer eller -metoder til at bilægge tvisten.
Ændring 51
Forslag til direktiv
Artikel 9 – stk. 4
4.  Artikel 11-15 finder anvendelse på udvalget for alternativ tvistbilæggelse, undtagen reglerne om flertal, som er fastlagt i artikel 13, stk. 3. De berørte medlemsstaters kompetente myndigheder kan træffe aftale om andre regler om flertal i reglerne for det alternative udvalg for tvistbilæggelses funktion.
4.  Artikel 11-15 finder anvendelse på udvalget for alternativ tvistbilæggelse, undtagen reglerne om flertal, som er fastlagt i artikel 13, stk. 3. De berørte medlemsstaters kompetente myndigheder kan træffe aftale om andre regler om flertal i reglerne for det alternative udvalg for tvistbilæggelses funktion, forudsat, at uafhængigheden af de personer, der er udpeget til at løse tvister, og fraværet af interessekonflikter er garanteret.
Ændring 52
Forslag til direktiv
Artikel 10 – stk. 1 – indledning
Medlemsstaterne sørger for, at hver kompetent myndighed i de berørte medlemsstater inden for perioden på 50 kalenderdage som fastsat i artikel 6, stk. 4, giver skattesubjekterne meddelelse om følgende:
Medlemsstaterne sørger for, at hver kompetent myndighed i de berørte medlemsstater inden for perioden på en måned som fastsat i artikel 6, stk. 4, giver skattesubjekterne meddelelse om følgende:
Ændring 53
Forslag til direktiv
Artikel 10 – stk. 1 – afsnit 2
Den i første afsnit, litra b), omhandlede dato fastsættes senest seks måneder efter nedsættelsen af det rådgivende udvalg eller af udvalget for alternativ tvistbilæggelse.
Den i første afsnit, litra b), omhandlede dato fastsættes senest tre måneder efter nedsættelsen af det rådgivende udvalg eller af udvalget for alternativ tvistbilæggelse.
Ændring 54
Forslag til direktiv
Artikel 10 – stk. 3
3.  Hvis reglerne for udvalget funktion ikke meddeles skattesubjektet eller ikke meddeles i deres helhed, sørger medlemsstaterne for, at de uafhængige personer og formanden færdiggør reglerne for udvalgets funktion i overensstemmelse med bilag II og sender dem til skattesubjektet senest to uger efter udløbet af den periode på 50 kalenderdage, der er fastsat i artikel 6, stk. 4. Såfremt de uafhængige personer og formanden ikke kan nå til enighed om reglerne for udvalgets funktion eller ikke meddeler dem til skattesubjekterne, kan disse indbringe sagen for den kompetente domstol i den medlemsstat, hvor de har bopæl eller har driftssted, så alle retlige konsekvenser drages, og reglerne for udvalgets funktion gennemføres.
3.  Hvis reglerne for udvalgets funktion ikke meddeles skattesubjektet eller ikke meddeles i deres helhed, sørger medlemsstaterne for, at de uafhængige personer og formanden færdiggør reglerne for udvalgets funktion i overensstemmelse med bilag II og sender dem til skattesubjektet senest to uger efter udløbet af periode på en måned, der er fastsat i artikel 6, stk. 4. Såfremt de uafhængige personer og formanden ikke kan nå til enighed om reglerne for udvalgets funktion eller ikke meddeler dem til skattesubjekterne, kan disse indbringe sagen for den kompetente domstol i den medlemsstat, hvor de har bopæl eller har driftssted, så alle retlige konsekvenser drages, og reglerne for udvalgets funktion gennemføres.
Ændring 55
Forslag til direktiv
Artikel 12 – stk. 1 – indledning
1.  Den eller de berørte skattesubjekter kan med hensyn til den procedure, der er omhandlet i artikel 6, indgive enhver oplysning, dokumentation eller ethvert dokument, der måtte være relevante for afgørelsen, til det rådgivende udvalg eller til udvalget for alternativ tvistbilæggelse. Skattesubjektet/-erne og de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder indgiver efter anmodning herom enhver oplysning, dokumentation eller ethvert dokument til det rådgivende udvalg eller udvalget for alternativ tvistbilæggelse. De kompetente myndigheder i hver af disse medlemsstater kan nægte at indgive oplysninger til det rådgivende udvalg i følgende tilfælde:
1.  Den eller de berørte skattesubjekter skal med hensyn til den procedure, der er omhandlet i artikel 6, indgive enhver oplysning, dokumentation eller ethvert dokument, der måtte være relevante for afgørelsen, til det rådgivende udvalg eller til udvalget for alternativ tvistbilæggelse. Skattesubjektet/-erne og de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder indgiver efter anmodning herom enhver oplysning, dokumentation eller ethvert dokument til det rådgivende udvalg eller udvalget for alternativ tvistbilæggelse. De kompetente myndigheder i hver af disse medlemsstater kan nægte at indgive oplysninger til det rådgivende udvalg i følgende tilfælde:
Ændring 56
Forslag til direktiv
Artikel 13 – stk. 1
1.  Det rådgivende udvalg eller udvalget for alternativ tvistbilæggelse afgiver udtalelse senest seks måneder efter den dato, hvor det blev nedsat af de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder.
1.  Det rådgivende udvalg eller udvalget for alternativ tvistbilæggelse afgiver udtalelse senest tre måneder efter den dato, hvor det blev nedsat af de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder.
Ændring 57
Forslag til direktiv
Artikel 13 – stk. 2
2.  Ved udarbejdelsen af sin udtalelse tager det rådgivende udvalg eller udvalget for alternativ tvistbilæggelse hensyn til gældende nationale regler og dobbeltbeskatningsoverenskomster. Findes der ikke en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller -aftale mellem de berørte medlemsstater, kan det rådgivende udvalg eller udvalget for alternativ tvistbilæggelse ved udarbejdelsen af sin udtalelse henvise til international praksis på skatteområdet såsom OECD's seneste modeloverenskomst.
2.  Ved udarbejdelsen af sin udtalelse tager det rådgivende udvalg eller udvalget for alternativ tvistbilæggelse hensyn til gældende nationale regler og dobbeltbeskatningsoverenskomster. Findes der ikke en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller -aftale mellem de berørte medlemsstater, kan det rådgivende udvalg eller udvalget for alternativ tvistbilæggelse ved udarbejdelsen af sin udtalelse henvise til international praksis på skatteområdet såsom OECD's seneste modeloverenskomst såvel som FN's seneste model for dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Ændring 58
Forslag til direktiv
Artikel 14 – stk. 1
1.  De kompetente myndigheder træffer senest seks måneder efter meddelelse af udtalelsen fra det rådgivende udvalg eller fra udvalget for alternativ tvistbilæggelse aftale om ophævelse af dobbeltbeskatningen.
1.  De kompetente myndigheder træffer senest tre måneder efter meddelelse af udtalelsen fra det rådgivende udvalg eller fra udvalget for alternativ tvistbilæggelse aftale om ophævelse af dobbeltbeskatningen.
Ændring 59
Forslag til direktiv
Artikel 14 – stk. 3
3.  Medlemsstaterne sørger for, at hver af de kompetente myndigheder meddeler skattesubjekterne den endelige afgørelse om at ophæve dobbeltbeskatningen inden for 30 kalenderdage efter vedtagelsen. Hvis skattesubjekterne ikke meddeles afgørelsen inden for perioden på 30 kalenderdage, kan de klage i den medlemsstat, hvor de har bopæl eller har fast driftssted, i overensstemmelse med de nationale regler.
3.  Medlemsstaterne sørger for, at hver af de kompetente myndigheder meddeler skattesubjekterne den endelige afgørelse om at ophæve dobbeltbeskatningen inden for 30 kalenderdage efter vedtagelsen. Hvis et skattesubjekt ikke meddeles denne afgørelse inden for perioden på 30 kalenderdage, kan skattesubjektet klage i den medlemsstat, hvor det har bopæl eller har fast driftssted, i overensstemmelse med de nationale regler.
Ændring 60
Forslag til direktiv
Artikel 15 – stk. 2
2.  Indbringelse af en tvist til bilæggelse gennem en gensidig aftaleprocedure eller tvistbilæggelsesproceduren forhindrer ikke en medlemsstat i at indlede eller videreføre retslige procedurer eller procedurer i forbindelse med administrative og strafferetlige sanktioner i relation til de samme forhold.
2.  Indbringelse af en tvist til bilæggelse gennem en gensidig aftaleprocedure eller tvistbilæggelsesproceduren forhindrer en medlemsstat i at indlede eller videreføre retslige procedurer eller procedurer i forbindelse med administrative og strafferetlige sanktioner i relation til de samme forhold.
Ændring 61
Forslag til direktiv
Artikel 15 – stk. 3 – litra a
a)  seks måneder i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 3, stk. 5
a)  tre måneder i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 3, stk. 5
Ændring 62
Forslag til direktiv
Artikel 15 – stk. 3 – litra b
b)  to år i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1.
b)  et år i henhold til artikel 4, stk. 1.
Ændring 63
Forslag til direktiv
Artikel 15 – stk. 6
6.  Uanset artikel 6 kan berørte medlemsstater nægte adgang til tvistbilæggelsesproceduren i sager om skattesvig, forsætlig forsømmelse og grov uagtsomhed.
6.  Uanset artikel 6 kan berørte medlemsstater nægte adgang til tvistbilæggelsesproceduren i sager om skattesvig, der er konstateret ved en retsgyldig dom i administrative eller strafferetlige sager, og forsætlig forsømmelse og grov uagtsomhed, der vedrører samme forhold.
Ændring 64
Forslag til direktiv
Artikel 16 – stk. 2
2.  De kompetente myndigheder offentliggør den i artikel 14 omhandlede endelige afgørelse, med forbehold af hver af de berørte skattesubjekters samtykke.
2.  De kompetente myndigheder offentliggør den i artikel 14 omhandlede endelige afgørelse i sin fulde ordlyd. I tilfælde, hvor et af skattesubjekterne gør gældende, at nogle specifikke punkter i afgørelsen er følsomme handelsmæssige, industrielle eller erhvervsmæssige oplysninger, bør de kompetente myndigheder tage stilling til disse argumenter og offentliggøre så mange oplysninger som muligt og udelade følsomme dele. Samtidig med at skatteydernes forfatningsmæssige rettigheder beskyttes, især for så vidt angår oplysninger, hvis offentliggørelse klart og tydeligt ville vise industrielt og kommercielt følsomme oplysninger til konkurrenter, bestræber de kompetente myndigheder sig på at sikre størst mulig gennemsigtighed gennem offentliggørelse af den endelige afgørelse.
Ændring 65
Forslag til direktiv
Artikel 16 – stk. 3 – afsnit 1
Hvis et berørt skattesubjekt ikke giver sit samtykke til offentliggørelse af den endelige afgørelse i sin helhed, offentliggør de kompetente myndigheder et kortfattet sammendrag af den endelige afgørelse med beskrivelse af problemet og emnet, dato, de relevante skatteperioder, retsgrundlaget, erhvervssektoren og en kortfattet beskrivelse af sagens udkomme.
udgår
Ændring 67
Forslag til direktiv
Artikel 16 – stk. 4
4.  Kommissionen fastlægger ved hjælp af gennemførelsesretsakter standardformularer for meddelelse af de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2 og 3. Gennemførelsesretsakterne vedtages efter proceduren i artikel 18, stk. 2.
4.  Kommissionen fastlægger ved hjælp af gennemførelsesretsakter standardformularer for meddelelse af de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2. Gennemførelsesretsakterne vedtages efter proceduren i artikel 18, stk. 2.
Ændring 68
Forslag til direktiv
Artikel 16 – stk. 5
5.  De kompetente myndigheder meddeler i overensstemmelse med stk. 3 uden ophold de oplysninger, der tænkes offentliggjort, til Kommissionen.
5.  De kompetente myndigheder meddeler i overensstemmelse med stk. 3 uden ophold de oplysninger, der tænkes offentliggjort, til Kommissionen. Kommissionen offentliggør disse oplysninger i et almindeligt anvendt format på en centralt forvaltede webside.
Ændring 69
Forslag til direktiv
Artikel 17 – stk. 1
1.  Kommissionen offentliggør og ajourfører listen over de uafhængige personer, der er omhandlet i artikel 8, stk. 4, online og angiver, hvilke af disse personer der kan blive udpeget som formand. Listen skal alene indeholde navnene på disse personer.
1.  Kommissionen offentliggør og ajourfører listen over de uafhængige personer, der er omhandlet i artikel 8, stk. 4, online i et åbent dataformat og angiver, hvilke af disse personer der kan blive udpeget som formand. Listen skal indeholde navnene på disse personer, deres tilhørsforhold og cv'er, og oplysninger om deres kvalifikationer og praktiske erfaringer, ledsaget af erklæringer om interessekonflikter.
Ændring 70
Forslag til direktiv
Artikel 21 a (ny)
Artikel 21a
Revision
Senest ... [tre år efter dette direktivs ikrafttræden] indleder Kommissionen efter en offentlig høring og på baggrund af drøftelser med de kompetente myndigheder en revision af anvendelsen af og anvendelsesområdet for dette direktiv. Kommissionen skal også undersøge, om et rådgivende udvalg af permanent karakter ("Stående rådgivende udvalg") vil øge effektiviteten af procedurerne for bilæggelse af tvister.
Kommissionen forelægger en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet, herunder, hvis det er relevant, et forslag til ændring af lovgivningen.
Ændring 71
Forslag til direktiv
Bilag I – overskrift 5 – linje 2 a (ny)
Gewerbesteuer
Ændring 72
Forslag til direktiv
Bilag I – overskrift 12 – linje 2 a (ny)
Imposta regionale sulle attività produttive

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0408.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0310.
(3) EFT L 225 af 20.8.1990, s. 10.


EU-indsats for bæredygtighed
PDF 263kWORD 70k
Europa-Parlamentets beslutning af 6. juli 2017 om EU-indsats for bæredygtighed (2017/2009(INI))
P8_TA(2017)0315A8-0239/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til FN's resolution "Transforming our World: The 2030 Agenda for Sustainable Development" (Ændring af vores samfund: 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling), som blev vedtaget på FN-topmødet om bæredygtig udvikling den 25. september 2015 i New York(1),

–  der henviser til aftalen, der blev vedtaget på den 21. partskonference under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (COP 21) i Paris den 12. december 2015 (Parisaftalen),

–   der henviser til artikel 3, stk. 3 og 5, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til artikel 7 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEU), hvori det på ny bekræftes, at EU "sørger for sammenhæng mellem sine forskellige politikker og aktiviteter under hensyn til alle sine mål", og til artikel 11 i TEUF,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 22. november 2016 med titlen "Næste skridt hen imod en bæredygtig europæisk fremtid – En europæisk indsats for bæredygtighed" (COM(2016)0739),

–  der henviser til FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, der blev ratificeret af EU i januar 2011,

–  der henviser til et generelt EU-miljøhandlingsprogram frem til 2020 – "Et godt liv i en ressourcebegrænset verden"(2),

–   der henviser til Det Europæiske Miljøagenturs rapport nr. 30/2016: Environmental indicator report 2016,

–  der henviser til sin beslutning af 12. maj 2016 om opfølgning på og evaluering af gennemførelsen af 2030-dagsordenen(3),

–   der henviser til Kommissionens Europæiske Center for Politisk Strategis strategiske note af 20. juli 2016 med titlen "Sustainability Now! En europæisk indsats for bæredygtighed"(4),

–  der henviser til EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020(5), Europa-Parlamentets relaterede midtvejsevaluering(6) og beslutning af 2. februar 2016 om midtvejsevalueringen(7),

–   der henviser til det internationale ressourcepanels rapporter: "Politisk sammenhængskraft for de bæredygtige udviklingsmål UNEP (2015)", "Globale materialestrømme og ressourceproduktivitet UNEP (2016)" og "Ressourceeffektivitet: Potentielle og økonomiske implikationer UNEP (2017)",

–   der henviser til Kommissionens og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitiks fælles meddelelse af 10. november 2016 om ”International havforvaltning, En dagsorden for havenes fremtid" (JOIN(2016)0049),

–   der henviser til Habitat III-aftalen om Den nye dagsorden for byer, der blev vedtaget i Quito den 20. oktober 2016,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udviklingsudvalget, Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og Kultur- og Uddannelsesudvalget (A8-0239/2017),

A.  der henviser til, at EU og dets medlemsstater har vedtaget 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling (”2030-dagsordenen”), herunder målene for bæredygtig udvikling (SDG);

B.  der henviser til, at FN's 17 bæredygtige udviklingsmål udgør en plan for et bedre samfund og en bedre verden, der kan opnås gennem konkrete og målbare foranstaltninger, og som omfatter en række spørgsmål, herunder opnåelse af bedre og mere lige sundhed, bedre velbefindende og uddannelse af borgerne, højere generel velstand, bekæmpelse af klimaforandringer og beskyttelse af miljøet af hensyn til de kommende generationer, og som sådan altid skal betragtes horisontalt på tværs af alle områder af Unionens aktiviteter;

C.  der henviser til, at fremtidig økonomisk vækst kun vil være mulig ved at respektere klodens begrænsninger fuldt ud;

D.  der henviser til, at 2030-dagsordenen har potentiale til at udvirke en tilbundsgående forandring og omfatter universelle, ambitiøse, omfattende og indbyrdes forbundne mål, der sigter mod at udrydde fattigdom, bekæmpe forskelsbehandling og fremme velstand, miljøansvar, social inklusion og respekt for menneskerettighederne og styrke fred og sikkerhed; der henviser til, at disse mål kræver øjeblikkelig handling med henblik på en fuldstændig og effektiv gennemførelse;

E.  der henviser til, at Kommissionen endnu ikke har fremlagt en overordnet strategi for at gennemføre 2030-dagsordenen, som indbefatter alle relevante interne og eksterne politikområder, med en detaljeret tidsplan frem til 2030, og som Europa-Parlamentet har anmodet om i sin beslutning af 12. maj 2016 om opfølgning på og evaluering af dagsordenen, og ikke fuldt ud har varetaget den generelle koordinering af de foranstaltninger, der træffes på nationalt plan; der henviser til, at en effektiv gennemførelsesstrategi og en overvågnings- og revisionsmekanisme er afgørende for at nå SDG'erne;

F.  der henviser til, at de 17 mål for bæredygtig udvikling og de 169 delmål berører alle aspekter af Unionens politik;

G.  der henviser til, at mange af SDG’erne direkte omhandler EU’s beføjelser ud over de nationale, regionale og lokale myndigheder, så deres gennemførelse kræver en ægte flerniveaustyringstilgang med et aktivt og omfattende civilsamfundsengagement;

H.  der henviser til, at klimaændringerne ikke udelukkende er et miljøspørgsmål, men ifølge FN(8) er en af de største udfordringer i vor tid og udgør en alvorlig trussel mod bæredygtig udvikling, og dens omfattende, hidtil usete virkninger pålægger de fattigste og mest sårbare en uforholdsmæssig stor byrde og øger uligheden mellem og inden for de enkelte lande; der henviser til, at en hurtig indsats for at bekæmpe klimaændringer er afgørende for en vellykket gennemførelse af SDG’erne;

I.  der henviser til, at Europa 2020-strategiens mål for klimaændringer og bæredygtighed på energiområdet er at nedbringe emissionerne af drivhusgasser med 20 %, sikre, at 20 % af EU's energiforbrug kommer fra vedvarende energi, og forøge energieffektiviteten med 20 %; der henviser til, at EU har forpligtet sig til en reduktion af de nationale drivhusgasemissioner på mindst 40 % i forhold til 2005-niveauet senest i 2030, underlagt en ratchet-up mekanisme i henhold til Parisaftalen; der henviser til, at Europa-Parlamentet har krævet en bindende energieffektiviseringsmålsætning i 2030 på 40 % og en bindende RES-målsætning på mindst 30 %, som understreger, at sådanne målsætninger bør indføres ved hjælp af individuelle nationale målsætninger;

J.  der henviser til, at EU og dets medlemsstater alle er parter i Parisaftalen og som sådan har forpligtet sig til at begrænse den globale opvarmning til et godt stykke under 2 °C og stræbe efter at begrænse denne forøgelse til 1,5 °C og derved begrænse de værste risici forbundet med klimaændringer, der underminerer evnen til at opnå en bæredygtig udvikling;

K.  der henviser til, at sunde søer og have er af afgørende betydning for at støtte mangfoldig biodiversitet samt sørge for fødevaresikkerhed og bæredygtige levevilkår;

L.  der henviser til, at Kommissionen under det syvende miljøhandlingsprogram skal vurdere de miljømæssige virkninger – i en global sammenhæng – af Unionens forbrug af fødevarer og andre varer;

M.  der henviser til, at enhver vurdering af den nuværende og fremtidige effektivitet af SDG-dagsordenen i Europa ikke blot må se på de nuværende resultater, men også skal se på fremtidige indsatser og ordninger, og ligeledes være baseret på en grundig vurdering af hullerne mellem EU’s politikker og SDG’erne, herunder områder hvor EU ikke imødekommer SDG-målsætningerne, svag gennemførelse af nuværende politikker og potentielle modsigelser mellem politiske områder;

N.  der henviser til, at det ifølge EEA er meget sandsynligt, at 11 ud af 30 prioriterede mål i miljøhandlingsprogram ikke vil være nået inden 2020;

O.  der henviser til, at finansieringen af SDG'erne kræver et stærkt og globalt partnerskab og brug af alle former for finansielle midler (fra nationale, internationale, offentlige, private og innovative kilder) såvel som ikkefinansielle midler; der henviser til, at privat finansiering kan supplere, men ikke erstatte offentlig finansiering;

P.  der henviser til, at en effektiv mobilisering af ressourcer er en nødvendig faktor for at nå målsætningerne i 2030-dagsordenen; der henviser til, at udviklingslandene er særligt berørte af selskabers skatteunddragelse og skatteundgåelse;

Q.  der henviser til, at fremme af bæredygtig udvikling kræver modstandsdygtighed, som bør fremmes ved hjælp af en mangesidet tilgang til EU's foranstaltninger udadtil og ved at opretholde princippet om udviklingsvenlig politikkohærens; der henviser til, at medlemsstaternes og EU's politikker har både tilsigtede og utilsigtede virkninger for udviklingslandene, og SDG'erne udgør en enestående mulighed for at skabe større sammenhæng og en mere retfærdig politik over for udviklingslandene;

R.  der henviser til, at international handel kan være en stærk drivkraft for udvikling og økonomisk vækst og til, at en stor andel af EU's import kommer fra udviklingslande; der henviser til, at 2030-dagsordenen anerkender handel som et middel til at opnå bæredygtig udvikling;

S.  der henviser til, at imødegåelse af udfordringerne i forbindelse med migration og efterspørgslen fra en stadig større global befolkning er afgørende for opnåelsen af bæredygtig udvikling; der henviser til, at 2030-dagsordenen understreger den rolle, som migration spiller som en potentiel drivkraft for udvikling; der henviser til, at det i artikel 208 i TEUF fastslås, at udryddelse af fattigdom er hovedmålet for EU's udviklingspolitik;

1.  bemærker Kommissionens meddelelse om en europæisk indsats for bæredygtighed, som kortlægger de eksisterende politiske initiativer og instrumenter på europæisk niveau og er en reaktion på 2030-dagsordenen; understreger imidlertid, at det er nødvendigt med en omfattende gennemgang, herunder af mangler i politikken og gennemførelsen, uoverensstemmelser og mangler samt potentielle fordele og synergier af alle eksisterende EU-politikker og lovgivning i alle sektorer; understreger, at der er behov for en koordineret indsats i forbindelse med denne gennemgang på både EU- og medlemsstatsniveau; opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til at forfølge dette arbejde uden forsinkelse i alle dets afskygninger;

2.  fremhæver, at målet med 2030-dagsordenen er at opnå mere velvære for alle, og at de tre søjler i den bæredygtige udvikling dvs. social, miljømæssig og økonomisk udvikling, er lige og af afgørende betydning for at nå SDG’erne; understreger den kendsgerning, at bæredygtig udvikling er et fundamentalt mål for Unionen som nedfældet i artikel 3, stk. 3, i TEU og bør spille en central rolle i debatten om fremtidens Europa;

3.  glæder sig over Kommissionens tilsagn om at integrere SDG’erne i alle EU's politikker og initiativer baseret på principperne om universalitet og integration; opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at udvikle en omfattende kort-, mellem- og langsigtet sammenhængende, koordineret og overordnet strategi for gennemførelsen af de 17 mål for bæredygtig udvikling og 169 tilknyttede målsætninger i EU i anerkendelse af de indbyrdes forbindelser og paritet mellem de forskellige SDG'er ved forvaltning på flere niveauer og tværsektoriel tilgang; understreger endvidere nødvendigheden af at integrere alle aspekter af 2030-dagsordenen i det europæiske semester og sikre Parlamentets fulde deltagelse i processen; opfordrer næstformanden, der har tværgående ansvar for bæredygtig udvikling, til at indtage en ledende rolle på dette område; betoner den kendsgerning, at EU og dets medlemsstater har forpligtet sig til at implementere alle målsætninger og mål fuldt ud, i praksis og i ånden;

4.  minder om betydningen af det grundlæggende princip i 2030-dagsordenen om "ikke at lade nogen i stikken"; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe effektive foranstaltninger til imødegåelse af uligheder i og mellem landene, da de øger virkningerne af andre globale udfordringer og hindrer fremskridt på området for bæredygtig udvikling; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme forskning og opdeling af data i deres politikker for at sikre, at de mest sårbare og marginaliserede medtages og prioriteres;

5.  glæder sig over Kommissionens vilje til at integrere SDG’ernei sin dagsorden for bedre lovgivning og understreger potentialet i at anvende værktøjerne for bedre lovgivning på en strategisk måde til at bedømme sammenhængen i EU-politikkerne, hvad angår 2030-dagsordenen; opfordrer Kommissionen til at indføre en kontrol for SDG’ernei alle nye politikker og lovgivning og sikre fuld sammenhæng i politikkerne i forbindelse med gennemførelsen af SDG’erne, og samtidig fremme synergier, opnå sidegevinster og undgå studehandler, både på EU- og medlemsstatsniveau; understreger behovet for at inkludere bæredygtig udvikling som en integreret del af den overordnede struktur af konsekvensvurdering, ikke som en særskilt konsekvens, som det i øjeblikket er tilfældet, ifølge Kommissionens værktøjskasse for bedre lovgivning; opfordrer til, at de værktøjer, der er beregnet til at måle og kvantificere mellem- og langsigtede miljømæssige resultater i konsekvensanalyser skal forbedres; opfordrer endvidere Kommissionen til at sikre, at evalueringer og kvalitetskontroller i strukturen for programmet for målrettet og effektiv regulering (REFIT) vurderer, om visse politikker eller en bestemt lovgivning bidrager til den ambitiøse implementering af SDG’erne eller i virkeligheden hindrer den; opfordrer til fastsættelse og sondring af, på hvilket forvaltningsniveau SDG’erne kan gennemføres, men understreger, at nærhedsprincippet bør respekteres; opfordrer til etablering af klare og sammenhængende bæredygtige udviklingsbaner på nationalt og om nødvendigt regionalt eller lokalt plan for de medlemsstater, der ikke allerede har gjort det; understreger, at Kommissionen bør yde vejledning i denne proces for at sikre et harmoniseret format;

6.  understreger, at 7. miljøhandlingsprogram er i sig selv et vigtigt redskab for gennemførelse af SDG’erne, selvom de foranstaltninger, der er truffet i visse sektorer er stadig ikke tilstrækkelige til at sikre, at SDG’erne vil blive nået; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe alle de nødvendige foranstaltninger for fuldt ud at gennemføre det 7. Miljøhandlingsprogram og at indarbejde en vurdering i evalueringen af det 7. Miljøhandlingsprogram af, i hvilket omfang dets mål svarer til SDG’erne og på baggrund af disse resultater komme frem til en anbefaling til efterfølgerprogrammet; opfordrer Kommissionen til rettidigt at foreslå et EU-miljøhandlingsprogram for perioden efter 2020 i henhold artikel 192, stk. 3 i TEUF, da dette vil bidrage til at nå SDG’erne i Europa;

7.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at overholde styringsdagsordenen indgået efter Rio-erklæringen og i 2030-dagsordenen såvel som Johannesburggennemførelsesplanen 2002 og Rio+20-slutdokumentet fra FN 2012;

8.  mener, at Kommissionen bør opmuntre medlemsstaterne til at fremme etablering eller videreudvikling af bæredygtige udviklingsråd på nationalt niveau, herunder på det lokale plan, samt videreudvikle civilsamfundets og andre relevante interessenters deltagelse og effektive engagement i de relevante internationale fora og i denne sammenhæng fremme gennemsigtighed og bred offentlig deltagelse og partnerskaber til at implementere bæredygtig udvikling;

9.  erkender, at der for at opfylde SDG’erneer brug for deltagelse af flest mulige interesserede parter fra EU, medlemsstaternes lokale og regionale myndigheder, civilsamfundet, virksomheder og tredjelande; opfordrer Kommissionen til at sikre, at den platform for multiinteressenter, som er offentliggjort i meddelelsen, vil blive en model for bedste praksis med hensyn til planlægning, implementering, overvågning og gennemgang af 2030-dagsordenen; understreger, at platformen for multiinteressenter bør mobilisere ekspertisen i forskellige nøglesektorer, fremme innovation og bedste praksisser, hvor det drejer sig om bæredygtig udvikling; understreger endvidere, at platformen bør have et bredere anvendelsesområde end en peerlæringsplatform og tillade et ægte engagement hos interessenterne, hvad angår planlægning og overvågning af implementeringen af SDG’erne; opfordrer Kommissionen til at fremme synergier med andre relaterede platforme såsom REFIT platformen, Platformen for cirkulær økonomi, Gruppen på Højt Plan vedrørende Konkurrenceevne og Vækst og Højniveaugruppen vedrørende bæredygtig økonomi og aflægge rapport til Parlamentet og Rådet om, hvordan platformens henstillinger vil blive fulgt op;

10.  opfordrer Kommissionen til at øge anstrengelserne for at fremme styringen af SDG’erne, så de sikrer følgende:

   i) Multisektor: etableringen af en national koordineringsstruktur, som er ansvarlig for opfølgningen på Agenda 21, som vil drage fordel af ekspertisen fra ikke-statslige organisationer,
   ii) Multiniveau: etablering af en effektiv institutionel struktur for bæredygtig udvikling på alle niveauer,
   iii) Multiaktør: forenkling og opmuntring af offentlighedens opmærksomhed og deltagelse ved at gøre oplysninger bredt tilgængelige,
   iv) et fokus på at improvisere videnskab-politik-grænsefladen,
   v) fastsættelsen af en klar tidsplan, der kombinerer kortsigtet med langsigtet tænkning;

anmoder Kommissionen om at sikre, at platformen for multiinteressenter ikke blot resulterer i samling, men også i udbredelse af praktisk kendskab til SDG’erne, og sikrer, at platformen får indflydelse på den politiske dagsorden; anmoder som sådan om, at Kommissionen skaber en platform for multiinteressenter med hjælp fra Parlamentet, som engagerer aktører fra alle berørte sektorer. Virksomheder og industri, forbrugergrupper, fagforeninger, sociale NGO'er og miljø- og klima-NGO'er, udviklingssamarbejde-NGO'er, lokale forvaltninger og byrådsrepræsentanter bør alle være repræsenteret i et forum på ikke mindre end 30 interessenter. Møderne bør være åbne for så mange aktører som muligt og tilrettelagt, så de kan udvides, hvis interessen skulle stige med tiden. Platformen bør på sine kvartalsmøder identificere problemstillinger, som udgør hindringer i opfyldelse af SDG’erne. Parlamentet bør overveje at oprette en arbejdsgruppe om SDG’erne, så tværgående arbejde om emnet sikres i Parlamentet. Dette forum bør bestå af medlemmer, der repræsenterer så mange udvalg som muligt. Kommissionen og Parlamentet bør begge være aktive på møderne vedrørende platformen for multiinteressenter. Kommissionen bør udarbejde en opdatering af platformen hvert år for dens fremtidige planer for at støtte implementeringen af SDG’ernesåvel som et dokument, som skal være tilgængeligt på alle niveauer i alle medlemsstater om bedste praksis for implementering af SDG’erneforud for FN’s møder på højt plan i juni/juli om SDG’erne. Regionsudvalget bør danne bro mellem lokale aktører og nationale aktører;

11.  glæder sig over den stigende mængde af institutionel og privat kapital, der er tildelt finansieringen af SDG’erneog inviterer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle bæredygtige udviklingskriterier for EU-institutionelle udgifter, identificere potentielle lovgivningsmæssige hindringer og tilskyndelser til investering i SDG’erne og udforske mulighederne for konvergens og samarbejde mellem offentlige og private investeringer;

12.  glæder sig over det potentielle bidrag fra revisionen af miljøreglernes gennemførelse til at nå målene for bæredygtig udvikling gennem en forbedret gennemførelse af EU-retten i medlemsstaterne; advarer dog om, at denne revision ikke bør betragtes som en erstatning for andre redskaber såsom traktatbrudsprocedurer;

13.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at udvikle effektive overvågnings-, sporings- og gennemgangsmekanismer til gennemførelse og integration SDG’erne og 2030-dagsordenen og opfordrer Kommissionen til at etablere et sæt specifikke fremskridtsindikatorer i samarbejde med Eurostat til den interne anvendelse af mål for bæredygtig udvikling i EU; opfordrer Kommissionen til at aflægge årlige rapporter om EU's fremskridt i gennemførelsen af SDG’erne; understreger, at medlemsstaterne skal støttes af Kommissionen i deres sammenhængende rapportering; opfordrer til, at Parlamentet bliver en partner i processen, især i andet arbejdsforløb efter 2020, og opfordrer til en årlig dialog og rapportering mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen, som fører til udarbejdelsen af en rapport; opfordrer indtrængende til at sørge for, at resultaterne er både gennemsigtige og let forståelige og kan overføres til en bred vifte af målgrupper; fremhæver vigtigheden af gennemsigtighed og demokratisk ansvarlighed ved overvågningen af EU 2030-dagsordenen og understreger derfor medlovgivernes rolle i denne proces, tager i betragtning, at konklusionen af en bindende interinstitutionel aftale under artikel 295 i TEUF vil udgøre en passende ordning for samarbejde i denne forbindelse;

14.  minder om, at medlemsstaterne er forpligtede til at aflægge rapport til FN om deres resultater med hensyn til SDG’erne; understreger, at disse rapporter bør udarbejdes i samarbejde med de kompetente regionale og lokale myndigheder; fremhæver, at i medlemsstater med føderale eller uddelegerede forvaltningsniveauer er det nødvendigt at beskrive hver enkelt niveaus specifikke udfordringer og forpligtelser nøje, som det håndtere, for at SDG’erne kan nås;

15.  opfordrer Kommissionen til at fremme bæredygtige globale værdikæder ved at indføre due diligence-ordninger for virksomheder med fokus på hele deres forsyningskæde, hvilket vil tilskynde erhvervslivet til at investere mere ansvarligt og fremme en mere effektiv gennemførelse af kapitler om bæredygtighed i frihandelsaftaler, herunder på områderne bekæmpelse af korruption, forbedring af gennemsigtighed, bekæmpelse af skatteundgåelse og ansvarlig adfærd i erhvervslivet;

16.  mener, at en vision for Europas fremtid bør omfatte SDG’erne som et centralt princip, og at medlemsstaterne i denne forbindelse bør skabe bæredygtige økonomiske modeller, og EU's rolle i opnåelsen af bæredygtig udvikling derfor bør stå i centralt i overvejelserne, som blev indledt med Kommissionens hvidbog af 1. marts 2017 om Europas fremtid (COM(2017)2025), hvor der er behov for en stærkere dimension af bæredygtighed i forbindelse med økonomisk vækst; mener, at opfyldelsen af SDG’erne og 2030-dagsordenen er af afgørende betydning for EU, og at opnåelse af SDG’erne bør være EU’s arv til kommende generationer; anerkender, at 2030-dagsordenen er i overensstemmelse med EU's principper og værdier, og at opnåelse af SDG’erne derfor naturligt følger EU's planer om at skabe en bedre og sundere og mere bæredygtig fremtid for Europa;

17.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at opbygge kapaciteten til integreret vurdering, teknologisk og institutionel nyskabelse og økonomisk mobilisering for opfyldelsen af SDG’erne;

18.  anerkender, at de flere lande i Europa, både EU- og ikke-EU-lande, har underskrevet aftalen om SDG’erne; mener, at det i lyset af debatten om Europas fremtid bør overvejes at udvikle en paneuropæisk ramme for opfyldelsen af SDG’erne blandt medlemsstaterne af EU og EØS, lande, som EU har undertegnet associeringsaftaler med, EU's kandidatlande og, efter dets udtræden, Det Forenede Kongerige;

19.  understreger den rolle, som det politiske forum på højt niveau spiller i opfølgningen og revisionen af SDG'erne, og opfordrer Kommissionen og Rådet til at fastholde EU's førende rolle i udformningen og gennemførelsen af 2030-dagsordenen ved at vedtage en fælles EU-holdning og foretage fælles indberetning på grundlag af samordnet indberetning fra medlemsstaterne og EU-institutionerne forud for samlingen i det politiske forum på højt niveau i FN-generalforsamlingens regi; opfordrer Kommissionen til under det kommende politiske forum på højt niveau at gøre status over de eksisterende foranstaltninger og de specifikke SDG'er, der skal behandles;

20.  mener, at EU bør være førende på verdensplan i overgangen til en CO2-fattig økonomi og et bæredygtigt produktions-forbrugssystem; inviterer Kommissionen til at orientere sine politikker for videnskab, teknologi og innovation mod SDG’erne og opfordrer Kommissionen til at udarbejde en meddelelse til videnskab, teknologi og innovation for bæredygtig udvikling ('STI4SD') som anbefalet af Kommissionens ekspertgruppe om opfølgningen på Rio+20, navnlig SDG’erne, for at formulere og støtte langsigtet politisk koordinering og sammenhæng;

21.  fremhæver, at videnskab, teknologi og innovation er særligt vigtige værktøjer for gennemførelsen af SDG’erne; understreger nødvendigheden af, at Horisont 2020 og de fremtidige rammeprogrammer for forskning i højere grad integrerer begrebet bæredygtig udvikling og de samfundsmæssige udfordringer;

22.  minder om, at Parlamentet bør have en klar rolle i EU’s gennemførelse af 2030-dagsordenen som angivet i beslutningen af 12. maj 2016;

23.  glæder sig over de seneste initiativer til fremme af ressourceeffektivitet, bl.a. ved at fremme forebyggelse, genbrug og genanvendelse af affald, begrænsning af energiudnyttelsen til ikke-genanvendelige materialer, udfasning af deponering af genanvendeligt eller genvindeligt affald, som præsenteret i handlingsplanen for den cirkulære økonomi og forslaget til et nyt, ambitiøst affaldsmål for EU, hvilket bl.a. vil bidrage til at nå SDG 12 og reduktion af affald i havene; erkender, at opfyldelsen af SDG’erne og opfyldelse af klimamål på en omkostningseffektiv måde vil kræve forbedringer af ressourceeffektiviteten og i sig selv vil nedbringe de årlige samlede drivhusgasemissioner med 19 % og drivhusgasemissionerne for G7-landene med op til 25 % inden 2050; påpeger, at 12 ud af 17 mål for bæredygtig udvikling afhænger af bæredygtig brug af naturlige ressourcer; fremhæver vigtigheden af bæredygtigt forbrug og produktion med stigende effektivitet gennem mindre forurening og nedbringelse af efterspørgslen på ressourcer og affald, understreger nødvendigheden af at adskille økonomisk vækst, ressourcebrug og miljøpåvirkning; opfordrer Kommissionen til regelmæssigt at udarbejde en rapport om den cirkulære økonomi, dens tilstand og udvikling, og tillade ændringer af eksisterende politikker baseret på objektive, troværdige og sammenlignelige oplysninger; opfordrer Kommissionen til at sikre, at den cirkulære økonomi giver et betydeligt fald i anvendelsen af ubehandlede materialer, en reduktion af affaldsmaterialer, produkter med længere holdbarhed og udnyttelse af biprodukter og overskudsmaterialer, som tidligere blev anset for affaldsstrømme; opfordrer Kommissionen til at fremlægge en ambitiøs og omfattende strategi for plast og samtidig overholde 2020-målet om miljømæssigt forsvarlig håndtering af kemikalier og tage målsætningen for ikkegiftige materialecykler i betragtning som anført i det 7. miljøhandlingsprogram; mener, at en koordineret indsats på europæisk plan mod fødevarespild er afgørende for SDG 2; understreger EU-målet om at nedbringe fødevarespild med 50 % inden 2030;

24.  understreger, at afgørelse nr. 1386/2013/EU angiver, at de nuværende produktions- og forbrugssystemer i den globale økonomi skaber en stor mængde affald, hvilket sammen med den voksende efterspørgsel på varer og tjenesteydelser fører til en udtømning af ressourcerne og medvirker til at øge priserne på de vigtigste råvarer, mineraler og energi, hvilket skaber endnu mere forurening og affald og øger den globale udledning af drivhusgaser og fremskynder forringelser af jordbunden og skovrydning; derfor bør EU og medlemslandene gøre en indsats for at sikre en livscyklusvurdering af produkter og tjenesteydelser og vurderer, hvilken reel påvirkning disse har i forbindelse med bæredygtighed;

25.  minder om, at afkobling af økonomisk vækst fra ressourceforbrug er afgørende for begrænsning af miljøpåvirkningen og for forbedringen af EU’s konkurrencedygtighed og reducering af EU’s ressourceafhængighed;

26.  understreger, at for at EU kan overholde målene i 2030-dagsordenen er det afgørende, at disse er tilstrækkeligt afspejlet i det europæiske semester, bl.a. ved at sikre grønne jobs, ressourceeffektivitet samt bæredygtige investeringer og innovation; bemærker, at en ressourceeffektiv økonomi har et stort potentiale for jobskabelse og økonomisk vækst og fra 2050 ville bidrage med yderligere 2 billioner USD til den globale økonomi og øge G7-landenes BNP med yderligere 600 mia. USD;

27.  opfordrer Kommissionen til at fremhæve over for alle interesserede parter, herunder investorer, fagforeninger og borgerne om fordelene ved at omdanne ikkebæredygtige produktionsformer til aktiviteter, der gør det muligt at gennemføre SDG’erne, samt fordelene ved løbende efteruddannelse af arbejdsstyrken med henblik på grøn og ren beskæftigelse af høj kvalitet;

28.  understreger vigtigheden af at opfylde SDG 2 om bæredygtigt landbrug og SDG’erne, hvad angår forebyggelse af forurening og overforbrug af vand (6.3 & 6.4), forbedring af jordkvalitet (2.4 & 15.3) og standsning af biodiversitetstab (15) på EU-niveau;

29.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage fat på de betydelige forsinkelser i forbindelse med at opnå god vandstatus i henhold til vandrammedirektivet og til at sikre gennemførelsen af mål nr. 6 for bæredygtig udvikling; bemærker EEA’s vurdering, at mere end halvdelen af vandløb og søer i Europa har en økologisk tilstand, som er klassificeret som ringere end god, og at vandøkosystemer fortsat er udsat for de mest betydelige forringelser og tab af biodiversitet; opfordrer Kommissionen til at støtte innovative tilgange til bæredygtig vandforvaltning, herunder ved at udnytte spildevandets fulde potentiale og anvendelse af principperne om cirkulær økonomi i vandforvaltningen, ved gennemførelse af foranstaltninger til fremme af sikker genbrug af spildevand i landbruget og i de industrielle og kommunale sektorer, understreger, at ca. 70 millioner europæere lider under vandmangel i sommermånederne; minder desuden om, at ca. 2 % af den samlede befolkning i EU ikke har fuld adgang til drikkevand, hvilket uforholdsmæssigt rammer sårbare og marginaliserede grupper; minder endvidere om, at der er 10 dødsfald om dagen i Europa, som følge af den usikre vandforsyning og den dårlige sanitet og hygiejne;

30.  glæder sig over Kommissionens fælles meddelelse om havenes fremtid, som foreslår 50 foranstaltninger med henblik på sikre, rene og bæredygtigt forvaltede have i Europa og rundt om i verden for at opfylde SDG 14 – et presserende mål i betragtning af behovet for en hurtig genopretning af de europæiske have og verdens oceaner;

31.  understreger den miljømæssige betydning og de socioøkonomiske fordele ved biodiversitet og bemærker, at ifølge den seneste rapport om "planetariske grænser" har det nuværende omfang af tabet biodiversitet overskredet den planetariske grænse, mens biosfæreintegritet betragtes som en kernegrænse, der fører Jordens system ind i en ny tilstand, hvis den ændres betydeligt; bemærker med bekymring, at målene for EU's 2020-biodiversitetsstrategi og biodiversitetskonventionen ikke vil blive efterlevet uden en betydelig ekstraindsats, minder om at ca. 60 % af dyrearterne og 77 % af de beskyttede levesteder er i en tilstand, som ikke er optimale(9); opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere deres indsats for at nå disse mål, bl.a. ved en fuldstændig gennemførelse af naturdirektiverne og til at anerkende merværdien af det europæiske miljøs økosystemer og biodiversitet ved at afsætte tilstrækkelige ressourcer i de fremtidige budgetter til bevarelse af biodiversiteten, navnlig til Natura 2000-nettet og LIFE-programmet; gentager, at der er behov for en fælles identificeringsmetode, der tager alle direkte og indirekte udgifter til biodiversitet og deres effektivitet i betragtning, men understreger, at EU's samlede udgifter ikke har negative indvirkninger på biodiversiteten, men understøtter opnåelsen af vores biodiversitetsmål;

32.  understreger, at fuld gennemførelse og håndhævelse samt tilstrækkelig finansiering af naturdirektiverne er en afgørende forudsætning for en vellykket gennemførelse af biodiversitetsstrategien som helhed og for opfyldelsen af dens overordnede mål; glæder sig over Europa-Kommissionens beslutning om ikke at revidere naturdirektiverne;

33.  opmuntrer Europa-Kommissionen og medlemslandene om hurtigt at forstærke det økologiske netværk Natura 2000, at intensivere indsatsen for at sikre, at et tilstrækkeligt antal særlige bevaringsområder tildeles i henhold til Levestedsdirektivet, og at en sådan tildeling følges på vej af effektive foranstaltninger for beskyttelse af biodiversiteten i Europa;

34.  bemærker, at undersøgelser viser, at ikkebæredygtigt landbrug er en kæmpe synder, hvad angår tabet af organisk kulstof i jorden og biodiversitet i jorden; opfordrer EU til at fremme metoder, som opbygger jordkvalitet, såsom rotationer med bælgfrugter og husdyrhold, som sætter EU i stand til at overholde SDG 2.4 og 15.3;

35.  mener, at Den Europæiske Union bør gøre meget mere for at bidrage til opnåelse af SDG 15, opfordrer Kommissionen til især at prioritere spørgsmålet om miljømæssige rensningsforanstaltninger ved at foreslå harmoniserede standarder med henblik på at undgå udnyttelse og forringelse af jorden og ved hurtigst muligt at fremlægge handlingsplanen for bekæmpelse af skovrydning og skovødelæggelse, der er blevet bebudet adskillige gange, samt en tidsplan for dens gennemførelse;

36.  erkender, at ændringer i jordbundens biodiversitet og jordbundens indhold af organisk kulstof primært skyldes dyrkningsmetoder og ændringer i arealanvendelsen samt klimaforandringer; der har en alvorlig negativ indvirkning på økosystemerne og samfundet som helhed; opfordrer derfor Kommissionen til at lægge særlig vægt på jordbundsrelaterede problemer i den kommende 8. miljøhandlingsprogram;

37.  betoner, at EU-import af sojabønner til dyrefoder bidrager til skovrydning i Sydamerika og underminerer dermed SDG’erne vedrørende skovrydning, klimaændringer og biodiversitet;

38.  opfordrer Kommissionen til at øge indsatsen som en global aktør i beskyttelsen af Nordpolens vigtige økologi og miljø; opfordrer indtrængende Kommissionen til ikke at tillade nogen politikker, der motiverer udnyttelse af Nordpolen med henblik på fossile brændstoffer;

39.  glæder sig over, at der er fokus på biodiversitet, naturressourcer og økosystemer og den anerkendte forbindelsen mellem disse elementer og menneskers sundhed og velvære; understreger nødvendigheden af en "One Health"-tilgang, som både omfatter menneskers, dyrs og miljømæssige sundhed, og minder om, at investering i forskning og innovation med henblik på at udvikle ny sundhedsrelateret teknologi er en afgørende forudsætning for at opfylde SDG’erne; tilskynder Kommissionen til at foretage en meget hurtig analyse for at svare på OECD’s udgivelse ”Fokus på helbredet” (EU-sundhed i ét blik), der viser, at den forventede levetid ikke er steget i flere EU-lande; bemærker, at lige adgang til sundhed af høj kvalitet er nøglen til bæredygtige sundhedssystemer, der giver mulighed for at mindske uligheder; understreger, at der er behov for en større indsats for at imødegå de mangesidige hindringer, der findes for adgang på individniveau, udbyderniveau og sundhedssystemniveau, samt fortsat at investere i innovation og medicinsk forskning og Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) med henblik på at udvikle sundhedsløsninger, der er tilgængelige, bæredygtige og rettet mod bekæmpelse af hiv/aids, tuberkulose, meningitis, hepatitis C og andre oversete smitsomme sygdomme, som ofte er knyttet til fattigdom; påpeger, at investering i forskning og udvikling inden for medicin på verdensplan er af afgørende betydning for tacklingen af fremvoksende sundhedsudfordringer som epidemier og antibiotikaresistens;

40.  understreger, at havøkonomien, ”den blå økonomi", rummer vigtige muligheder for bæredygtig udnyttelse og bevarelse af havets ressourcer, og at passende støtte til kapacitetsopbygning til udvikling og gennemførelse af planlægningsværktøjer og forvaltningssystemer kan sætte udviklingslandene i stand til at udnytte disse muligheder; understreger, at EU bør spille en vigtig rolle i denne forbindelse;

41.  anerkender sammenhængen mellem udvindingen og bevaring af fiskeressourcer og handel; anerkender endvidere, at de tabte indtægter ved ikke at tage fat på skadelig fiskeristøtte er meget store, idet fiskeressourcerne ellers vil blive udtømt, det vil medføre fødevareusikkerhed og de arbejdspladser, som skulle bevares vil forsvinde;

42.  minder om, at EU og dets medlemsstater alle er parter i Parisaftalen og derfor forpligtede til dens mål, som kræver en global indsats; understreger behovet for at integrere de langsigtede dekarboniseringsmål for at begrænse den globale opvarmning til et godt stykke under 2 °C og fortsætte indsatsen for at begrænse stigningen til 1,5 °C;

43.  minder om, at Kommissionens forslag om en klima- og energiramme for 2030 fastsætter tre centrale mål for 2030: en reduktion i udledningen af drivhusgasser på mindst 40 %, mindst 27 % af EU's energiforbrug skal dækkes af vedvarende energi og en forbedring af energieffektiviteten på mindst 30 %; minder om de positioner, som Parlamentet har indtaget omkring disse mål; understreger behovet for at føre tilsyn med disse mål og forberede en nul-emissionsstrategi for midten af århundredet for EU og til at sikre en omkostningseffektiv vej hen imod opfyldelsen af målet om kulstofneutralitet som vedtaget i Parisaftalen, der tager hensyn til de regionale og nationale forhold i EU;

44.  opfordrer EU og medlemsstaterne til effektivt at integrere modvirkning af og tilpasning til klimaændringer i udviklingspolitikken; fremhæver, at det er nødvendigt at tilskynde til teknologioverførsel for at sikre energieffektivitet og rene teknologier og yde støtte til investeringer i decentraliserede, vedvarende energiprojekter i lille målestok, som ikke er tilsluttet elektricitetsnettet; opfordrer EU til at øge sin bistand til bæredygtigt landbrug for at imødegå klimaændringerne ved hjælp af målrettet støtte til smålandbrugere, diversificering af afgrøder, skovlandbrug og økologiske landbrugsmetoder;

45.  bemærker, at miljøforringelse og klimaændringer udgør en betydelig risiko for opnåelse og opretholdelse af fred og retfærdighed; anerkender behovet for større opmærksomhed på den rolle, som klimaændringer og miljøforringelse spiller som motor for den globale migration samt på fattigdom og sult; opfordrer EU og medlemsstaterne til at fastholde klimaændringer som en strategisk prioritet i de diplomatiske dialoger på globalt plan, herunder i bilaterale og biregionale dialoger på højt plan med G7, G20, i FN samt med partnerlandene som f.eks. Kina for at fortsætte en positiv og aktiv dialog, der fremskynder den globale overgang til renere energi og undgår farlige klimaændringer;

46.  anerkender det arbejde, der udføres af det amerikanske Centre for Climate and Security i forbindelse med udpegningen af spændingsområder mellem klimaændringer og international sikkerhed, og som henviser til klimaændringer som en "trusselsmultiplikator", som kan kræve stor humanitær eller militær intervention og føre til mere alvorlige storme, som truer byer og militærbaser;

47.  understreger, at energifattigdom, der ofte defineres som en situation, hvor individer eller husholdninger ikke er i stand til at opvarme boligen tilstrækkeligt op eller gøre brug af andre nødvendige energitjenester til en overkommelig pris, er et problem i mange medlemsstater; understreger, at energifattigdom skyldes stigende i energipriser, krisens indvirkning på de nationale og regionale økonomier og boliger med lav energieffektivitet; minder om, at det ifølge EU’s statistikker om indkomstforhold og levevilkår (EU-SILC) skønnes, at 54 mio. unionsborgere (10,8 % af EU's befolkning) ikke var i stand til at holde deres bolig tilstrækkeligt varm i 2012 og et lignede tal blev angivet for forsinket betaling af regninger på el, gas og vand eller tilfælde af dårlige boligforhold; opfordrer medlemsstaterne til at anerkende og tage fat på dette problem, idet en garanti for basale energitjenester er afgørende for at sikre, at samfund ikke oplever negative indvirkninger på helbredet eller synker dybere ned i fattigdom, men kan opretholde en god livskvalitet, såvel som at sikre, at de finansielle bidrag til at bistå husholdninger, der har brug for støtte, ikke bliver for store; understreger, at moderne energitjenester er afgørende for menneskers trivsel og for et lands økonomiske udvikling; men alligevel har 1,2 milliarder mennesker på verdensplan ikke adgang til elektricitet og mere end 2,7 milliarder mennesker har ikke rene køkkenfaciliteter; minder desuden om, at over 95 % af disse mennesker enten lever i Afrika syd for Sahara eller i udviklingslande i Asien, og ca. 80 % bor i landdistrikterne; understreger, at energi er afgørende for næsten alle de store udfordringer og muligheder, som verden står overfor i dag; understreger, at hvad angår beskæftigelse, klimaændringer, fødevareproduktion eller stigende indkomster er adgang til energi for alle afgørende, og at bæredygtig energi udgør mulighed, idet den forvandler liv, økonomier og planeten;

48.  anbefaler en fuldstændig integration af klimaindsatsen i EU's budget (klimaindsatsmainstreaming), der sikrer, at foranstaltninger til reduktion af drivhusgasemissioner er integreret i alle beslutninger om investeringer i Europa;

49.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en rapport hvert femte år, begyndende senest seks måneder efter den forberedende dialog under UNFCCC i 2018 om EU's klimalovgivning, som omfatter forordningen om indsatsfordeling og direktivet om emissionshandelsordningen med henblik på at sikre, at denne lovgivning er effektiv i forbindelse med det forventede bidrag til bestræbelserne på at reducere drivhusgasemissionerne i EU og at fastslå, om den nuværende kurs for reduktioner vil være nok til at opfylde SDG’erne og målene i Parisaftalen; anmoder endvidere Kommissionen om at revidere og opjustere 2030-klima- og energirammerne og EU's nationalt bestemte bidrag inden 2020, således at de er tilstrækkeligt tilpasset de langsigtede målsætninger i Parisaftalen og SDG’erne; opfordrer Kommissionen til at fremme mulighederne for optagelse af drivhusgasser ved at tilskynde til udvikling af politikker, der støtter skovrejsning og god skovforvaltningspraksisser, i lyset af at EU i henhold til 2030-dagsordenen har forpligtet sig til at fremme gennemførelsen af en bæredygtig skovforvaltning, stoppe skovrydning, genoprette nedbrudte skove og sikre en forøgelse af skovrejsningen og genplantningen af skov i verden inden 2020;

50.  understreger, at indsatsen for at afbøde den globale opvarmning ikke bør ses som en hindring for bestræbelserne på at opnå økonomisk vækst, men at dekarboniseringen af økonomien derimod skal ses som en drivkraft i opnåelsen af ny og bæredygtig økonomisk vækst og beskæftigelse; anerkender ikke desto mindre, at der, når man bevæger sig hen imod en ny økonomisk og social model, vil være samfund, som er centreret omkring traditionel industri, der med stor sandsynlighed vil blive udfordret; understreger vigtigheden af støtte under denne omstilling og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at kanalisere finansiering fra kilder som f.eks. EU's emissionshandelsordning over til at finansiere moderniseringen og en retfærdig omstilling for at hjælpe disse samfund og fremme anvendelsen af den bedste teknologi og produktionspraksis for at sikre de bedste miljøstandarder og sikker, stabil og bæredygtig beskæftigelse;

51.  bemærker, at det fortsatte tab af biodiversitet og de negative konsekvenser af skovrydning og klimaændring kan medføre øget konkurrence om ressourcer såsom mad og energi, øget fattigdom, global politisk ustabilitet og fordrivelse af befolkningsgrupper og nye migrationsmønstre på verdensplan; insisterer på, at Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og medlemsstaterne bør overveje dette i alle aspekter af forbindelserne udadtil og internationalt diplomati, samtidig med at der sikres en betydelig stigning i finansieringen af den officielle udviklingsbistand (ODA); anmoder om, at Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne i alle aktiviteter og interaktioner med tredjelande bestræber sig på at reducere emissionerne ved at fremme vedvarende energikilder, ressourceeffektivitet, biodiversitet og beskyttelse af skovene og ved at fremme modvirkning af og tilpasning til klimaændringer;

52.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at EU’s eksterne politikker er forenelige med SDG’erne, og til at identificere områder, hvor yderligere foranstaltninger eller gennemførelse er nødvendig for at sikre, at EU's eksterne politikker støtter en effektiv gennemførelse af SDG’erne, og at den ikke er i modstrid med SDG’erne og deres gennemførelse i andre regioner, navnlig i udviklingslandene; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at indlede en pålidelig proces med udgangspunkt i en metode til fremsyn/tidlig varsling for nye initiativer og forslag, herunder en revision af nuværende lovgivning, og til at fremlægge et forslag til en overordnet ekstern strategi for bæredygtig udvikling; understreger de tilgængelige redskaber og fora, som f.eks. Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling (EFSD), UNECE's regionale forum om bæredygtig udvikling (RFSD), Det Politiske Forum på Højt Niveau og FN's centrale platform; opfordrer til en frivillig evaluering i Det Politiske Forum på Højt Niveau i tråd med 2030-dagsordenen, der tilskynder medlemsstaterne til at "gennemføre regelmæssige og inklusive statusrapporter over fremskridt"; lægger vægt på den almindelige og tilstrækkelige forudgående konsekvensvurderings rolle i denne sammenhæng; minder om traktatforpligtelsen til at tage udviklingssamarbejdets mål i betragtning i alle politikker, der med stor sandsynlighed vil påvirke udviklingslandene;

53.  understreger betydningen af den officielle udviklingsbistand (ODA) som et vigtigt instrument til at opfylde 2030-dagsordenen med hensyn til udryddelse af fattigdom i alle dens former og bekæmpelse af uligheder, men gentager, at udviklingsbistanden ikke i sig selv er tilstrækkelig til at løfte udviklingslandene ud af fattigdom; understreger behovet for at fremme instrumenter, der tilskynder til større ansvarlighed, f.eks. budgetstøtte; opfordrer EU og medlemsstaterne til at bekræfte deres tilsagn om at afsætte 0,7 % af bruttonationalindkomsten og fremlægge et detaljeret forslag til en tidsplan for, hvordan udviklingsbistanden gradvist kan øges for at nå dette mål; minder om EU's tilsagn om at afsætte mindst 20 % af sin officielle udviklingsbistand til menneskelig udvikling og social integration og opfordrer til en fornyet indsats i denne henseende; opfordrer Kommissionen til at gennemføre henstillingen fra OECD's Komité for Udviklingsbistand (DAC) om at nå et gennemsnitligt årligt gaveelement på 86 % af det samlede ODA-tilsagn; opfordrer til, at ODA beskyttes mod omledning, og til, at de internationalt aftalte principper for udviklingseffektivitet overholdes ved at bibeholde de grundlæggende ODA-mål om udryddelse af fattigdom, med særligt fokus på de mindst udviklede lande (LDC-landene) og skrøbelige sammenhænge; minder om behovet for at gå videre end forholdet mellem donor og modtager inden for en bredere udviklingsdagsorden;

54.  understreger, at sikring af retfærdighed og gennemsigtighed på skatteområdet, bekæmpelse af skatteunddragelse, udryddelse af ulovlige finansielle strømme og skattely samt forbedret forvaltning af offentlige finanser, bæredygtig økonomisk vækst og øget mobilisering af nationale ressourcer er afgørende for finansieringen af 2030-dagsordenen; opfordrer EU til at oprette et finansieringsprogram (DEVETAX2030) for specifikt at bidrage til etableringen af skattestrukturer i de nye markedsøkonomier og for at hjælpe udviklingslandene med at oprette nye regionale skattekontorer; gentager, at der er behov for en global afgift på finansielle transaktioner for at tackle de globale udfordringer i forbindelse med fattigdom, for en undersøgelse af de afsmittende virkninger af alle medlemsstaternes og EU's skattepolitik for udviklingslandene og for, at princippet om udviklingsvenlig politikkohærens opretholdes, når der lovgives på dette område;

55.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at justere deres tilgang til migration med henblik på at udvikle en indvandringspolitik, der er i overensstemmelse med mål 10, og en opfattelse af indvandrere og asylsøgere, der er baseret på kendsgerninger, og med bekæmpelse af fremmedhad og diskrimination mod indvandrere, samt med henblik på at investere i centrale drivkræfter for menneskelig udvikling; gentager sin bekymring over, at de nye politikker og finansielle instrumenter med henblik på imødegåelse af de grundlæggende årsager til ulovlig og tvungen migration kan gennemføres på bekostning af udviklingsmål, og opfordrer til, at Parlamentet tildeles en større rolle i forbindelse med at sikre, at de nye finansieringsinstrumenter er forenelige med EU's retsgrundlag, principper og forpligtelser, navnlig 2030-dagsordenen; minder om, at det primære mål for udviklingssamarbejde er udryddelsen af fattigdom og økonomisk og social udvikling på lang sigt;

56.  glæder sig over den vægt, der lægges på investering i unge som de vigtigste aktører i forbindelse med gennemførelsen af SDG’erne; understreger behovet for at udnytte udviklingslandenes demografiske dividende gennem passende offentlige politikker og investeringer i unges uddannelse og sundhed, herunder seksuel og reproduktiv sundhed og uddannelse; understreger, at dette er en lejlighed til endelig at fremme ligestilling og styrke kvinders indflydelse som et væsentligt element i en udviklingsvenlig politikkohærens, og opfordrer EU til at integrere disse i alle udenrigspolitiske områder; erkender, at disse vigtige drivkræfter for menneskelig udvikling og menneskelig kapital skal prioriteres for at sikre en bæredygtig udvikling;

57.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at forpligte sig til at sætte ind med de nødvendige ressourcer og politisk fokus for at sikre, at princippet om ligestilling og styrkelse af kvinders og pigers stilling sættes i fokus ved implementeringen af 2030-dagsordenen;

58.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at de offentlige budgetter ikke kommer i konflikt med SDG’erne; mener, at en betydelig stigning i grønne investeringer, innovation og vækst i EU er nødvendig for en rettidig og vellykket gennemførelse af 2030-dagsordenen; og anerkender, at nye finansieringsinstrumenter og forskellige tilgange til den aktuelle investeringspolitik, såsom udfasning af miljøskadelige subsidier og højemissionsprojekter, er nødvendige; opfordrer til en strategi for integration af miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige faktorer for multinationale selskaber og virksomheder i deres forretningsmodeller og institutionelle investorer i deres investeringsstrategier med henblik på at flytte midler til bæredygtig finansiering og opgive fossile brændstoffer;

59.  opfordrer til, at den flerårige finansielle ramme efter 2020 omfordeler midlerne i EU's budget med henblik på gennemførelsen af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og sikre, at der er tilstrækkelige midler til effektivt at nå SDG’erne; opfordrer til øget integrering af bæredygtig udvikling i alle finansieringsmekanismerne og budgetposterne; gentager, at en langsigtet sammenhæng i politikkerne spiller en vigtig rolle for omkostningsreduktion; fremhæver betydningen af samhørighedspolitikken som den vigtigste investeringspolitik i EU og minder om, at en horisontal anvendelse af kriterierne om bæredygtighed og resultatbaserede mål for alle EU's struktur- og investeringsfonde, herunder Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, er nødvendig for at opnå en omfattende omstilling til bæredygtig og inklusiv økonomisk vækst;

60.  opfordrer Den Europæiske Investeringsbank til at sikre, at den lever op til de europæiske værdier ved at anvende konsekvente bæredygtighedskriterier i sin långivning, og navnlig at långivningen til energi- og transportsektoren målrettes bæredygtige og CO2-fattige projekter;

61.  opfordrer EIB til at tildele 40 % af sin låneportefølje til CO2-fattig og klimarobust vækst inden 2030;

62.  anmoder EIB om at afsætte flere midler til Elena-initiativet for at tildele tilskud til teknisk bistand med fokus på gennemførelsen af projekter og programmer inden for energieffektivitet, distribueret vedvarende energi og bytransport;

63.  anerkender, at modstandsdygtige og bæredygtige infrastrukturer er et centralt princip for opnåelsen af en kulstoffattig bæredygtig fremtid, og at de medfører en række fordele såsom holdbarhed og forbedret beskyttelse mod ild og oversvømmelse; mener, at der kun kan opnås en omstilling til et bæredygtigt samfund ved at holde fast i princippet om "energieffektivitet først” og fortsat forbedre effektiviteten af apparater, elnet og bygninger samt samtidig at udvikle oplagringssystemer; anerkender, at det største energibesparelsespotentiale ligger i bygningssektoren, og anmoder EU om at forpligte sig til et 2050-mål om en fuldstændig bæredygtig, CO2-fattig og energieffektiv bygningsmasse næsten uden energiefterspørgsel, hvor den eventuelt tilbageværende efterspørgsel er leveret fra en bred vifte af vedvarende energikilder; opfordrer til en stigning i andelen af vedvarende energi i EU's energimiks; advarer mod en fastlåst ikke-bæredygtig infrastruktur, og opfordrer Kommissionen til at foreslå foranstaltninger til en ordnet omstilling til en bæredygtig lavemissionsøkonomi og en grundlæggende omlægning af udviklingen af infrastruktur med henblik på at afbøde de systemiske økonomiske risici, der er forbundet med kulstofrige finansielle aktiver;

64.  anmoder Kommissionen og medlemslandene om at prioritere den bæredygtige mobilitet og forbedre den offentlige trafik på lokalt niveau i respekt for hvert lands ejendommeligheder og ud fra borgernes reelle behov; mener, at EU's finansielle støtte til udvikling af transportsektoren og infrastruktur bør være rettet mod mål, som tilfører reel merværdi for medlemsstaterne;

65.  understreger, at korruption har en alvorlig indvirkning på miljøet, og at ulovlig handel med truede arter af vilde dyr og planter, mineraler og ædelstene, samt skovprodukter, f.eks. tømmer, også er uløseligt forbundet med korruption; understreger desuden, at ulovlig handel med vilde dyr og planter kan udgøre en yderligere trussel mod truede arter, mens skovhugst kan føre til tab af biodiversitet og øge kulstofemissioner, som bidrager til klimaændringer; understreger, at for de organiserede kriminelle grupper er udbyttet stort og næsten uden risiko, idet lovovertrædelser på skovområdet kun sjældent retsforfølges og straffene ofte ikke svarer til forbrydelsens alvor; minder om, at FN's konvention om bekæmpelse af korruption, der har et bredt fokus på at forebygge korruption, effektiv retshåndhævelse, internationalt samarbejde og inddrivelse af aktiver, kan være et effektivt værktøj til at bekæmpe korruption i miljøsektoren; opfordrer medlemsstaterne til at integrere strategier til bekæmpelse af korruption som f.eks. gennemsigtighed og ansvarlighed i lovgivning og politikker på miljøområdet, og at fremme demokrati og god regeringsførelse; understreger, at bekæmpelse af korruption i miljøsektoren, vil bidrage til at skabe lige adgang til livsvigtige ressourcer såsom vand og et rent miljø, hvilket er afgørende for at beskytte miljøet og sikre bæredygtig udvikling;

66.  anerkender betydningen af kultur og kulturel deltagelse for opnåelse af resultater under SDG-dagsordenen samt den rolle, som kulturen spiller i eksterne forbindelser og udviklingspolitik; opfordrer til passende støtte til kulturelle institutioner og organisationer i forbindelse med opfyldelse af SDG-dagsordenen samt yderligere uddybning af forbindelserne mellem forskning, videnskab, innovation og kunst;

67.  minder om, at kulturel deltagelse forbedrer fysisk og mentalt helbred og velvære, påvirker præstationerne i skolen og på arbejdet positivt, hjælper folk, der har størst risiko for at blive socialt udelukkede, til at komme ind på arbejdsmarkedet og bidrager således kraftigt til opnåelse af mange af SDG’erne;

68.  er dybt bekymret over forskellene mellem de resultater, der opnås i uddannelsessystemerne i medlemsstaterne, således som det fremgår af de seneste PISA-rapporter; understreger, at tilstrækkeligt finansierede offentlige systemer for almen uddannelse og erhvervsuddannelse, der er tilgængelige for alle, er afgørende for at sikre ligestilling og social inklusion og for at nå de delmål, der er opstillet under SDG 4, og at uddannelse af høj kvalitet har mulighed for at styrke sårbare personer, mindretal, personer med særlige behov og kvinder og piger; beklager det vedvarende problem med høj ungdomsarbejdsløshed; understreger, at uddannelse er nøglen til at udvikle selvbærende samfund; opfordrer EU til at forbinde kvalitetsundervisning, faglig og erhvervsorienteret uddannelse og samarbejde med erhvervslivet, da dette er en vigtig forudsætning for unges beskæftigelsesegnethed og adgang til kvalificerede job;

69.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at beskytte regionale sprog, mindretalssprog og mindre anvendte sprog og sproglig mangfoldighed og sikre, at sproglig forskelsbehandling ikke tolereres, når de integrerer SDG’erne i den europæiske politiske ramme og i Kommissionens nuværende og fremtidige prioriteter;

70.  mener, at kulturel forskellighed og beskyttelse af naturarv skal fremmes på tværs af den europæiske politiske ramme, herunder gennem uddannelse;

71.  opfordrer medlemslandene til først at prioritere den miljømæssige og økonomiske omstilling af industriområder, som på forskellige steder i Europa forårsager forhøjede niveauer af forurening det omgivende miljø og udsætter lokalbefolkningen for betydelige helbredsrisici;

72.  understreger den rolle, som EU's dagsorden for byerne vil spille i gennemførelsen af den globale "nye dagsorden for byer”, og glæder sig over den politikmæssige udvikling, som giver byer og regioner magt til at foretage synergetiske grønne investeringer; glæder sig over initiativer som f.eks. Green Leaf-prisen og den globale borgmesterpagt for klima og energi, og understreger endvidere den uomgængelige betydning, som byer og regioner spiller med hensyn til at opfylde SDG’erne, da bæredygtighed kræver samarbejde og en langsigtet tilgang fra alle styringsniveauer og alle sektorer;

73.  minder om, at det i 2030-dagsordenen anerkendes, at vi kan ikke længere kan betragte fødevarer, levevilkår og forvaltning af naturressourcerne uafhængigt af hinanden; understreger, at det at sætte fokus på udvikling af landdistrikter og investering i landbrug – afgrøder, husdyrhold, skovbrug, fiskeri og akvakultur – er et kraftfuld redskab til at standse fattigdom og sult og skabe bæredygtig udvikling; bemærker, at landbruget har en betydelig rolle at spille i bekæmpelsen af klimaændringerne; fremhæver, at den store ambition bag SDG’erne kun kan opfyldes gennem samarbejde – nord-syd, syd-syd og triangulært – og gennem globale partnerskaber mellem flere aktører og på tværs af en bred række områder;

74.  glæder sig over hensigten om at integrere bæredygtig udvikling i handels- og investeringspolitik og opfordrer til, at der i EU's politiske beslutningsproces bliver taget bedre hånd om følgerne af at skaffe sig varer og naturressourcer fra hhv. inden for og uden for EU; opfordrer til at genoverveje investeringspolitikken og til at gøre bred anvendelse af innovative finansieringsredskaber for at nå SDG’erne; opfordrer Kommissionen til at sikre, at kontrollen af bæredygtig udvikling i forbindelse med fremtidige handelsaftaler er gennemsigtig;

75.  opfordrer Kommissionen til under inddragelse af relevante interessenter at udvikle og yde specifik skræddersyet støtte til marginaliserede husholdninger og grupper med lav indkomst, f.eks. romaer, for at sikre dem sunde liv og adgang til basale ydelser og sikre, rene naturressourcer såsom luft, vand, prisoverkommelig og moderne energi og sund ernæring, hvilket også vil bidrage til opfyldelse af bæredygtighedsmål nr. 1, 10 og 15 om at sætte en stopper for fattigdom, mindske ulighed og fremme fredelige og inkluderende samfund;

76.  anerkender, således som det er fastsat i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, at personer med handicap er i meget stor fare for at komme til at leve i fattigdom med utilstrækkelig adgang til grundlæggende rettigheder som f.eks. uddannelse, sundhed og beskæftigelse;

77.  mener, at EU’s initiativer rettet mod at skabe en bæredygtig fremtid ikke kan se bort fra den omfattende debat om dyr som følende væsener og deres velfærd, der ofte ignoreres i de dominerende produktions- og forbrugssystemer; fremhæver, at EU er nødt til at lukke de nuværende politiske og lovgivningsmæssige huller for så vidt angår, således som det efterspørges af et stadigt voksende antal borgere;

78.  opfordrer Kommissionen til at øge indsatsen og midlerne til bevidstgørelseskampagner, målrettede uddannelseskampagner såvel som til at øge borgeres engagement i og indsats for en bæredygtig udvikling;

79.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til inden udgangen af 2020 at ophøre med at give incitament til palmeolie- og sojabaserede biobrændstoffer, der fører til skovrydning og beskadigelse af tørvebundsarealer; opfordrer endvidere til, at der indføres en enkelt certificeringsordning for palmeolie, der kommer ind på EU-markedet, og til, at den skal certificere produktets socialt ansvarlige oprindelse;

80.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte med at intensivere indsatsen for effektive foranstaltninger til at gøre noget ved dårlig luftkvalitet, som er ansvarlig for mere end 430 000 for tidligt døde i EU om året; opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at ny og eksisterende lovgivning håndhæves for at fremskynde de retlige skridt mod medlemsstater, der ikke overholder luftforureningslovgivningen, og til at foreslå ny, effektiv lovgivning, herunder sektorspecifik lovgivning, for at bekæmpe dårlig luftkvalitet og tackle de forskellige forureningskilder, samtidig med at den gør noget ved emissionerne af metan; understreger, at EU stadig er langt fra at nå de luftkvalitetsniveauer, som er fastsat for EU, og som er langt mindre strenge end dem, der anbefales af WHO;

81.  bemærker, at Kommissionen har gjort noget ved problemet med den dårlige luftkvalitet ved at igangsætte nogle traktatbrudsprocedurer, navnlig mod de fortsatte overskridelser af grænseværdierne for NO2 i direktiv 2008/50/EF;

82.  minder om, at reduceringen af støjforurening er ét af de kvalitetsparametre, som ikke nås inden 2020; understreger, at eksponeringen for støj er medvirkende til, at der i EU hvert år er mindst 10 000 mennesker, som dør en for tidlig død pga. hjertesygdomme og slagtilfælde, og at ca. 1/4 af den europæiske befolkning i 2012 var udsat for støjniveauer, der oversteg grænseværdierne; opfordrer medlemslandene til at prioritere overvågningen af støjniveauerne og sikre, at grænseværdierne for det eksterne og det interne miljø overholdes; efterlyser endvidere foranstaltninger til bekæmpelse af støjforurening;

83.  betoner, at Kommissionens data viser, at mere end halvdelen af EU's korn bruges til at fodre dyr med; bemærker, at FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation har advaret mod, at yderligere brug af korn som dyrefoder kan true fødevaresikkerheden ved, at det mindsker mængden af korn til rådighed til menneskeføde;

84.  fremhæver det bidrag, som husdyrsektoren yder til EU's økonomi og bæredygtigt landbrug, navnlig når den integreres i landbrugsproduktionen; henleder opmærksomheden på det potentiale, som aktiv styring af næringsstoffers kredsløb inden for husdyrsektoren har med hensyn til at mindske indvirkningen fra CO2-, ammoniak- og nitratudledninger på miljøet; gør endvidere opmærksom på det potentiale, der ligger i integreret landbrug med hensyn til at bidrage til et mere velfungerende landbrugsrelateret økosystem og en miljøvenlig landbrugssektor;

85.  bemærker, at kvinder, der arbejder i landbruget i udviklingslandene, kunne øge bedrifternes udbytte med 20-30 %, hvis de havde samme adgang til ressourcer som mænd; understreger, at dette udbytteniveau kunne nedbringe antallet af mennesker, der sulter, med 12-17 % på verdensplan;

86.  fremhæver navnlig kvinders afgørende rolle som medlemmer af familiebedrifter, som er den vigtigste samfundsøkonomiske enhed i landdistrikterne, og deres indsats med hensyn til fødevareproduktion, bevaring af traditionelle kundskaber og kompetencer og kulturel identitet samt beskyttelse af miljøet, særlig i betragtning af, at kvinder i landdistrikterne også er ramt af løn- og pensionsforskelle;

87.  minder om, at Kommissionen under det 7. miljøhandlingsprogram er forpligtet til at vurdere miljøindvirkningen af Unionens forbrug i en global sammenhæng; understreger den positive indvirkning, som en bæredygtig livsstil kan have på menneskers sundhed og begrænsning af drivhusgasemissioner; minder Kommissionen om, at SDG 12.8 kræver, at offentligheden oplyses og bevidstgøres om bæredygtig udvikling og livsstil; opfordrer som følge heraf indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle programmer til at øge bevidstgørelsen af borgerne om implikationerne af forskellige typer forbrug for menneskers sundhed, miljøet, fødevaresikkerhed og klimaændringer; opfordrer Kommissionen til at offentliggøre en meddelelse om et bæredygtigt europæisk fødevaresystem hurtigst muligt;

88.  bemærker, at SDG12.8 kræver, at regeringerne skal sikre, at folk alle vegne har de relevante oplysninger og er bevidste om bæredygtig udvikling og livsstil i harmoni med naturen; opfordrer som følge heraf indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle programmer til at forbedre bevidstheden hos borgere om følgerne af forbrugsniveauer for menneskets sundhed, miljøet, fødevaresikkerheden og klimaændringerne;

89.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle en omfattende EU-rammepolitik, som gør noget ved de globale sundhedsudfordringer såsom hiv/aids, tuberkulose, hepatitis C og antimikrobiel resistens, og i den forbindelse have de forskellige situationer og særlige udfordringer i EU-medlemsstaterne og deres nabolande, hvor belastningen af hiv og multiresistent tuberkulose er størst, in mente; opfordrer Kommissionen og Rådet til at spille en stærk politisk rolle i dialogen med lande, som er belastede af mange sygdomme, herunder nabolande i Afrika, Østeuropa og Centralasien, og i den forbindelse at sikre, at der foreligger planer for bæredygtig omstilling til national finansiering, så hiv- og tuberkuloseprogrammer vil være effektive, bliver fortsat og opjusteret, når den internationale donorstøtte holder op, og at fortsætte med at arbejde tæt sammen med disse lande for at sikre, at de påtager sig ansvaret for og ejerskabet af hiv- og tuberkuloseindsatsen;

90.  anerkender, at det er effektivt at stille lægemidler til præventiv forudgående eksponering til rådighed i forbindelse med forebyggelse af hiv/aids; opfordrer endvidere Kommissionen og Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) til at anerkende, at behandling i forbindelse med hiv/aids er også forebyggende;

91.  anerkender, at seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder er vigtige katalysatorer med transformerende potentiale medhensyn til flerdimensional udryddelse af fattigdom og altid bør anerkendes som en forudsætning for både sunde liv og ligestilling; understreger i denne sammenhæng, at der bør fokuseres meget mere på seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, som desværre stadigvæk behandles som et nicheproblem på trods af, at de er af yderste vigtighed for ligestilling, styrkelse af unge og menneskelig udvikling og i sidste ende udryddelse af fattigdom; betoner, at dette ikke repræsenterer noget stort fremskridt sammenlignet med tidligere EU-tilgange, og at seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder stadig mangler at blive anerkendt som afgørende katalysatorer for bæredygtig udvikling; bemærker, EU's stilling har været usammenhængende på dette område, jf. denne pakke: Kommissionen anerkender kun EU-handling på dette område under ”sundhed” i sin meddelelse om 2030-dagsordenen, men kun under ”ligestilling mellem kønnene” i meddelelsen om konsensus; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte med at anmode om, at USA genovervejer sin position i den såkaldte ”global gag rule” (globale mundkurvsregel);

92.  fremhæver behovet for at fortsætte med at fremme sundhedsforskning for at udvikle nye og forbedrede tilgængelige, prismæssigt overkommelige og passende medicinske løsninger på hiv/aids, tuberkulose og andre fattigdomsrelaterede og negligerede sygdomme, fremvoksende epidemier og antimikrobiel resistens;

93.  påpeger, at landbruget i EU allerede yder et bidrag til bæredygtighed; bemærker dog, at den fælles landbrugspolitik må gøres bedre i stand til at svare på nuværende og fremtidige udfordringer; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan den fælles landbrugspolitik og bæredygtige landbrugssystemer bedst kan bidrage til SDG’ernemed henblik på at sikre stabile, sikre og nærende fødevarer samt beskytte og forbedre naturressourcerne og samtidig tackle klimaændringerne; opfordrer Kommissionen til i den kommende meddelelse om den fælles landbrugspolitik efter 2020 at fremsætte forslag med henblik på yderligere at forbedre effektiviteten af grønne foranstaltninger og sikre opfyldelsen af SDG 2, 3, 6, 12, 13, 14 & 15; opfodrer Kommissionen til også at fremme lokalt og økologisk producerede fødevarer med et lille fodaftryk for så vidt angår kulstof, jord og vand; fremhæver betydningen af landbrugsøkosystemer og bæredygtig skovforvaltning og af at skabe incitamenter for en bæredygtig genopretning af nedlagte landbrugsområder; understreger behovet for at sikre, at alle EU's politikker effektivt når de fastsatte mål gennem nøje overholdelse og gennem større kohærens på tværs af politikområder; understreger, at dette er særlig relevant i forbindelse med bæredygtig forvaltning af naturressourcer og instrumenterne hertil under den fælles landbrugspolitik;

94.  beder Kommissionen og medlemslandene om at fremme denne omstilling til økologisk landbrug og samtidig begrænse brugen af pesticider, som er skadelige for sundhed og for miljø, til et minimum, og udvikle foranstaltninger til at beskytte og støtte det økologiske og biodynamiske landbrug inden for den fælles landbrugspolitiks anvendelsesområde;

95.  opfordrer Kommissionen og medlemslandene til hurtigst muligt at reformere EU-reglerne for godkendelse af pesticider og samtidig fastsætte nogle bindende mål for reducering af brugen af dem;

96.  påpeger, at den europæiske landbrugssektor er arbejdsplads for millioner af mennesker i landdistrikterne inden for landbruget og i andre sektorer og sikrer fødevareforsyning og fødevaresikkerhed samt tiltrækker mennesker til landdistrikterne som et sted, hvor man bor, arbejder og slapper af; påpeger endvidere, at landskaber med høj biodiversitet og høj naturværdi tiltrækker mennesker til landområderne og tilfører merværdi til landdistrikterne; bemærker den betydelige værdi, som politikken for udvikling af landdistrikterne har i kraft af, at den opbygger bæredygtige, robuste og levedygtige samfund og økonomier i landdistrikterne; påpeger, at bedre adgang for landbrugere til ressourcer er af afgørende betydning for at opnå dette;

97.  opfordrer til, at der udvikles landbrug ved at fokusere på familiebedrifter ved hjælp af en bedre udnyttelse af de europæiske fonde såsom Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) og ved at rette særlig opmærksomhed mod på små og mellemstore virksomheder, ved at udveksle og overføre ekspertise og ved at udnytte fordelene ved de lokale og regionale værdi- og produktionskæder samt regional beskæftigelse, med større vægt på bynære forbindelser og direkte salg, som har været en vellykket model i mange dele af EU; har den holdning, at landbrugernes mulighed for at skabe en rimelig indkomst i kraft af deres arbejde er en forudsætning for det europæiske landbrugs bæredygtighed og en garanti for landbrugernes velfærd;

98.  minder om, at det er vigtigt at garantere ordentlige offentlige tjenester, navnlig hvad angår omsorg for børn og ældre, eftersom disse tjenester er særlig vigtige for kvinder, da de traditionelt har spillet en vigtig rolle ved at tage sig af de unge og ældre medlemmer af familien;

99.  fremhæver den vigtige rolle, som traditionel viden og traditionelle fødevarer spiller, især i regionerne i den yderste periferi, bjergområder og ugunstigt stillede områder i EU, samt de økonomiske bidrag, som de europæiske kvalitetsordninger såsom beskyttede geografiske betegnelser (BGB) yder til lokalområderne; minder om Parlamentets enstemmige tilslutning til at udvide denne form for beskyttelse til at omfatte en bredere vifte af regionalt producerede varer; understreger i denne forbindelse desuden, hvor vigtige de europæiske kvalitetsordninger (BOB/BGB/GTS) er med hensyn til at skabe mulighed for og opretholde indtjeningskilder i disse områder; anerkender, at kendskabet til disse ordninger kun er udbredt i nogle medlemsstater, og opfordrer til at øge bevidsthed i EU om deres fordele;

100.  fremhæver det bidrag, som skovene i Middelhavsområdet og dehesa-skovlandbrugssystemet – der på en integreret måde kombinerer ekstensiv husdyrproduktion med landbrug og skovbrug – leverer til målene om at bevare og sikre biodiversitetens bæredygtighed med henblik på, at disse får anerkendelse og støtte under den fælles landbrugspolitik;

101.  understreger den betydning, som bioenergi har for landbrugsbedrifter og bioøkonomien, og den betydning, som produktionsanlæg har for lagring, distribution og forbrug på selve bedriften af vedvarende energi, da de bidrager til at sikre landbrugernes indtægt ved at give dem yderligere produkter, som de kan sælge, og både skaber og bevarer arbejdspladser i landdistrikterne; understreger, at udviklingen af bioenergi skal foregå på bæredygtig vis og ikke må hæmme produktionen af fødevarer og foder; understreger, at energibehovet i stedet bør opfyldes ved at tilskynde til anvendelse af affald og biprodukter, der ikke er brugbare i andre processer;

102.  bemærker, at dyrkning af bælgfrugtafgrøder i vekseldrift kan skabe en win-win-situation for både landbrugere, dyr, biodiversitet og klima; opfordrer Kommissionen til at fremlægge en proteinplan, som omfatter bælgfrugtafgrøder i vekseldrift;

103.  anser fortsatte fremskridt inden for præcisionsjordbrug, digitalisering, rationel anvendelse af energi, plante- og dyreavl og indarbejdelse af integreret plantebeskyttelse for nødvendige, fordi effektivitetsgevinster, der opnås på grundlag af SDG’erne og biodiversitet, vil bidrage til at mindske både landbrugets arealbehov og dets indvirkning på miljøet; mener, at hvis man får biodiversitet til at fungere for landbrugerne, vil dette medvirke til at øge deres indkomst, forbedre jordens sundhedstilstand og ydeevne, bidrage til skadedyrsbekæmpelse og forbedre bestøvning; understreger derfor, at det er vigtigt at forbedre de lovgivningsmæssige rammer for at sikre rettidige og effektive beslutningsprocedurer; understreger, at disse "intelligente" løsninger bør fremme og støtte initiativer, der er skræddersyet til at dække behovet hos små bedrifter uden stordriftsfordele, så de kan drage fordel af de nye teknologier;

104.  mener, at det er afgørende at opretholde og udvikle de traditionelle og lokale racer, da de har en evne til at tilpasse sig de særlige forhold i deres eget miljø, og mener, at landbrugernes ret til at dyrke planter selvstændigt og at lagre og udveksle såsæd af forskellige arter og sorter skal respekteres med henblik på at sikre den genetiske mangfoldighed i landbruget; afviser enhver form for forsøg på at tage patent på livsformer, planter og dyr, genetisk materiale eller væsentlige biologiske processer, især for så vidt angår indfødte stammer, varianter eller karakteristika;

105.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en handlingsplan og nedsætte en ekspertgruppe med henblik på at arbejde på et mere bæredygtigt system til forvaltning af integreret plantebeskyttelse; påpeger behovet for skadedyrsbekæmpelse, der forbedrer samspillet mellem planteavl, naturlige bekæmpelsessystemer og anvendelse af pesticider;

106.  mener, at det er nødvendigt at udbrede adgangen til bredbåndsforbindelser og forbedre transporttjenesteydelserne i landdistrikterne for ikke blot at bidrage til at nå de miljømæssige mål for bæredygtighed, men også fremme væksten i landdistrikterne på en måde, som er fuldt ud bæredygtig i miljømæssig, økonomisk og social henseende;

107.  betoner, at det er nødvendigt at gøre kultur til en integreret del af Kommissionens indsats for bæredygtighed, og tydeligt at fremhæve den rolle, den spiller inden for økonomisk udvikling, jobskabelse, fremme af demokrati, social retfærdighed og solidaritet, fremme af samhørighed, bekæmpelse af social udelukkelse, fattigdom og generationsmæssige og demografiske forskelle; opfordrer Kommissionen til at integrere kultur i målsætninger, definitioner, værktøjer og evalueringskriterier i sin strategi for SDG’erne;

108.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) A/RES/70/1.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1386/2013/EU af 20. november 2013 (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 171).
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0224.
(4) https://ec.europa.eu/epsc/sites/epsc/files/strategic_note_issue_18.pdf
(5) Kommissionens meddelelse af 3. maj 2011 med titlen "Vores livsgaranti, vores naturkapital: EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020 (COM(2011)0244).
(6) Kommissionens rapport af 2. oktober 2015 med titlen "Midtvejsevaluering af EU's 2020-strategi for biodiversitet", (COM(2015)0478).
(7) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0034.
(8) https://unstats.un.org/sdgs/report/2016/goal-13/
(9) Det Europæiske Miljøagenturs rapport nr. 30/2016 Environmental indicator report 2016 — støtte til overvågningen af det 7. Miljøhandlingsprogram: https://www.eea.europa.eu/publications/environmental-indicator-report-2016


Fremme af samhørighed og udvikling i regionerne i EU's yderste periferi
PDF 211kWORD 60k
Europa-Parlamentets beslutning af 6. juli 2017 om fremme af samhørighed og udvikling i regionerne i EU's yderste periferi: anvendelse af artikel 349 i TEUF (2016/2250(INI))
P8_TA(2017)0316A8-0226/2017

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 52 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), der i stk. 1 fastsætter, at traktaterne gælder for medlemsstaterne, og i stk. 2, at traktaternes territoriale anvendelsesområde er præciseret i artikel 355 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 355, første afsnit, stk. 1, i TEUF, som ændret ved Det Europæiske Råds afgørelser af 29. oktober 2010 om ændring af øen Saint-Barthélemys status (2010/718/EU) og af 11. juli 2012 om ændring af Mayottes status i forhold til Den Europæiske Union (2012/419/EU), hvorefter bestemmelserne i traktaterne gælder for regionerne i den yderste periferi i overensstemmelse med artikel 349 i TEUF,

–  der henviser til artikel 349 i TEUF, der anerkender en særlig status for regionerne i den yderste periferi, giver mulighed for, at der vedtages "særlige foranstaltninger, der navnlig tager sigte på at fastsætte betingelserne for anvendelsen af traktaterne i de pågældende regioner, herunder fælles politikker", og fastslår, at disse navnlig, men ikke udelukkende omfatter "told- og handelspolitik, finanspolitik, frizoner, landbrugs- og fiskeripolitik, betingelser for levering af råvarer og nødvendige forbrugsvarer, statsstøtte samt betingelser for adgang til strukturfondene og Unionens horisontale programmer",

–  der henviser til artikel 107, stk. 3, litra a), i TEUF, der fastsætter, at støtte til fremme af den økonomiske udvikling i regionerne i den yderste periferi kan være forenelig med det indre marked,

–  der henviser til afsnit XVIII i TEUF, der fastsætter målsætningen om økonomisk, social og territorial samhørighed og definerer de finansielle strukturfondsinstrumenter til opfyldelse heraf,

–  der henviser til artikel 7 i TEUF, hvori det hedder, at Unionen sørger for sammenhæng mellem sine forskellige politikker og aktiviteter under hensyn til alle sine mål og i overensstemmelse med princippet om kompetencetildeling,

–  der henviser til alle Kommissionens meddelelser om regionerne i den yderste periferi,

–  der henviser til alle sine beslutninger om regionerne i den yderste periferi, navnlig beslutning af 18. april 2012 om samhørighedspolitikkens rolle i regionerne i EU's yderste periferi i forbindelse med Europa 2020-strategien(1) og beslutning af 26. februar 2014 om optimering af udviklingen af regionerne i den yderste periferis potentiale ved at skabe synergier mellem strukturfondene og Den Europæiske Unions øvrige programmer(2),

–  der henviser til EU-Domstolens dom af 15. december 2015(3),

–  der henviser til rapport fra Kommissionen af 15. december 2016 om gennemførelsen af ordningen for særlige foranstaltninger for landbruget til fordel for EU's fjernområder (POSEI) (COM(2016)0797).

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om modernisering af EU's statsstøttepolitik (COM(2012)0209),

–   der henviser til memorandum af 5. marts 1999, undertegnet i Cayenne af regionerne i den yderste periferi, og fælles memorandum fra Spanien, Frankrig, Portugal og regionerne i den yderste periferi, undertegnet i maj 2010, hvoraf det fremgår, at Den Europæiske Union bør fremme en bæredygtig udvikling af regionerne i den yderste periferi ved at udnytte de talrige naturlige og kulturelle aktiver i disse regioner og samtidig fremme principperne om lige muligheder, partnerskaber, proportionalitet og kohærens i de europæiske politikker;

–  der henviser til sluterklæringen fra den 21. konference af formænd for regionerne i Den Europæiske Unions yderste periferi, som fandt sted den 22. og 23. september 2016, og det fælles memorandum fra regionerne i den yderste periferi, undertegnet i forbindelse med det fjerde forum for regionerne i Unionens yderste periferi den 30.-31. marts 2017 i Bruxelles,

–  der henviser til Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108(4),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), og bilag 3 til afgørelse truffet af Formandskonferencen den 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0226/2017),

A.  der henviser til, at artikel 349 i TEUF anerkender den særlige økonomiske og sociale situation i regionerne i den yderste periferi, der forværres af strukturelle faktorer (fjern beliggenhed, status som øsamfund, lille areal, vanskelige topografiske og klimatiske forhold, afhængighed af nogle få produkter), som er vedvarende og kumulative og alvorligt hæmmer disse regioner i deres udvikling;

B.  der henviser til, at Domstolen (Store Afdeling) i sin dom af 15. december 2015 gav en dybtgående fortolkning af artikel 349 i TEUF;

C.  der henviser til, at Domstolen i denne dom fastslår, at retsakter, der har til formål at indføre særlige foranstaltninger for regionerne i den yderste periferi, kan vedtages med artikel 349 som retsgrundlag, at dette retsgrundlag gør det muligt både at fravige primærretten og afledt ret, og at listen over områder, der er dækket af ordlyden i artikel 349, ikke er udtømmende, idet ”ophavsmændene til EUF-traktaten ikke har haft til hensigt at fastsætte en udtømmende liste over typen af de foranstaltninger, der kan vedtages på grundlag af denne artikel”;

D.  der henviser til, at, når det drejer sig om anvendelsen af EU-traktaterne på regionerne i den yderste periferi, er artikel 52 i TEU og artikel 349 og 355 i TEUF indbyrdes forbundne, og at bestemmelserne i traktaterne i medfør af artikel 355, første afsnit, stk. 1, finder anvendelse på regionerne i den yderste periferi i overensstemmelse med artikel 349 i TEUF, og at denne henvisning til "traktaterne" omfatter afledt ret;

E.  der henviser til, at artikel 349 i TEUF skal ses i sammenhæng med andre bestemmelser i traktaten og særlig artikel 7, der fastsætter, at "Unionen sørger for sammenhæng mellem sine forskellige politikker og aktiviteter under hensyn til alle sine mål",

F.  der henviser til, at principperne om lighed og ikkediskrimination kan begrunde en differentieret behandling i særlige situationer for i sidste ende at muliggøre lighed i anvendelsen af EU-retten;

G.  der henviser til, at formålet med artikel 349 i TEUF er at sikre udvikling af regionerne i den yderste periferi og deres integration i såvel det europæiske område som i deres eget geografiske område ved hjælp af særlige EU-politikker og om fornødent EU-midler, der er skræddersyet til deres forhold og behov;

H.  der henviser til, at regionerne i den yderste periferi har en gunstig beliggenhed i geostrategisk henseende og for forskning i klimaændringer og biodiversitet;

I.  der henviser til, at Unionens blå økonomi ifølgeKommissionens beregninger tegner sig for ca. 5,4 mio. jobs og en bruttoværditilvækst på ca. 500 mia. EUR om året;

1.  minder om, at artikel 7 i TEU tildeler Kommissionen rollen som traktaternes vogter; understreger, at regionerne i den yderste periferi er fuldt ud integreret i Den Europæiske Union og assimileret i henseende til dens retsorden, idet deres særlige situation er anerkendt i traktaterne, navnlig artikel 349 i TEUF, som fastsætter et princip om og en ret til tilpasning af Unionens forskellige politikker;

2.  understreger, at regionerne i den yderste periferi til trods for den betydelige ulempe, som deres geografiske afstand til resten af Unionen udgør, også besidder flere vigtige aktiver som udviklingspotentialet i turismeaktiviteterne, blå vækst, udnyttelse af de betydelige vedvarende energiressourcer, udvikling af en cirkulær energi samt valorisering af deres rige naturarv og betragtelige biodiversitet;

3.  mener, at artikel 349 i TEUF kun er blevet anvendt i begrænset omfang og vil kunne fortolkes på en mere innovativ og positiv måde, navnlig til at skabe ad hoc-programmer og nye særpolitikker, der tager afsæt i aktiverne i regionerne i den yderste periferi, navnlig på områder som vedvarende energi, blå vækst, forskning og udvikling, bæredygtig turisme, beskyttelse af biodiversitet og tilpasning til klimaændringerne; minder i denne forbindelse om den rolle, som Unionen spiller for disse regioners overvindelse af deres vanskeligheder og for deres udnyttelse af deres aktiver, men understreger samtidig, at det er nødvendigt, at de relevante medlemsstater påtager sig et større ansvar for udnyttelsen af de europæiske instrumenter, som kan hjælpe dem med at sikre en bæredygtig udvikling i regionerne i den yderste periferi;

Status for anvendelsen af artikel 349 i TEUF

4.  er foruroliget over, at traktaternes artikler om regionerne i den yderste periferi hidtil ikke er blevet gennemført i fuld udstrækning, hvilket begrænser regionernes evne til at drage fuld fordel af deres tilhørsforhold til Unionen og forbedre deres konkurrenceevne i deres geografiske zone;

5.  mener, at en mere omfattende gennemførelse af artikel 349 i TEUF vil kunne fremme en bedre integration af regionerne i den yderste periferi i Unionen samt deres udvikling og potentialer - under fuld hensyntagen til deres særlige forhold og strukturelle begrænsninger, men også til deres aktiver;

6.  minder om, at lovgiverne ved affattelsen af artikel 299, andet afsnit, og siden hen artikel 349 i TEUF stræbte efter at fastlægge en omfattende strategi, der bygger på foranstaltninger under de forskellige politikker og instrumenter;

7.  minder om, at der i det særlige program for bestemte regioner som følge af disses afsides beliggenhed og ø-karakter (POSEI) tages fuldt hensyn til de særlige forhold i regionerne i den yderste periferi, idet programmet bygger på en særlig forordning, der som retsgrundlag har artikel 349 i TEUF samt artikel 42, første afsnit, og artikel 43, stk. 2, som anerkender det dobbelte princip med hensyn til regionerne i den yderste periferis tilhørsforhold til Unionen og en fuldstændig tilpasning af den fælles europæiske politik til realiteterne i regionerne i den yderste periferi, og til, at det er afgørende, at dette program videreføres, og at der bør påtænkes nye POSEI-programmer for andre af Unionens politikker;

8.  mener, at succesen med POSEI taler for at holde fast ved de særlige bestemmelser for regionerne i den yderste periferi frem for at lade dem indgå i horisontale EU-programmer, hvilket vil udvande dem;

9.  bemærker, at flere meddelelser om regionerne i den yderste periferi er blevet vedtaget af Kommissionen; beklager, at disse forskellige EU-strategier for regionerne i den yderste periferi hidtil kun er blevet delvist gennemført og omsat i praksis;

10.  opfordrer Kommissionen til at foreslå en handlingsplan, eventuelt ledsaget af lovgivningsinitiativer, som muliggør gennemførelsen af en sammenhængende og effektiv strategi for regionerne i den yderste periferi, som fuldt ud udnytter de muligheder, der tilbydes i artikel 349 i TEUF, især udformning af særprogrammer og -politikker, navnlig med hensyn til langsigtet innovation og langsigtede investeringer, der er tilpasset deres behov og en bæredygtig udvikling; understreger, at det er nødvendigt at arbejde tæt sammen med de regionale myndigheder i regionerne i den yderste periferi og de relevante aktører; opfordrer derfor Unionens institutioner til sammen med de regionale myndigheder i regionerne i den yderste periferi til at indlede et nyt kapitel i forbindelserne mellem Unionen og regionerne i den yderste periferi;

11.  glæder sig over Kommissionens arbejde med en ny strategi for regionerne i den yderste periferi, som vil blive vedtaget inden udgangen af 2017; opfordrer Kommissionen til i sin strategi at medtage en detaljeret tilgang til regionerne i den yderste periferi samt strategiske rammer, der fokuserer på investeringsbehov og præcise, opnåelige og evaluerbare mål; opfordrer Frankrig, Spanien og Portugal til at yde deres regioner i den yderste periferi mere støtte;

12.  minder om, at artikel 349 i TEUF giver regionerne i den yderste periferi mulighed for at modtage en tidsubegrænset og ikkedegressiv støtte via fleksible procedurer som kompensation for de meromkostninger, de må afholde, og om, at disse særbestemmelser både gælder EU-finansinstrumenter og statsstøtte;

13.  understreger, at det er nødvendigt at sikre lang levetid for de instrumenter, bestemmelser og undtagelser, der vedtages, for at sikre stabilitet, hvilket vil være gavnligt for den strukturelle udvikling i regionerne - under hensyntagen til de relevante evalueringer;

14.  opfordrer Kommissionen til at foretage en præcis statusopgørelse for tilgangen til regionerne i den yderste periferi og til at undersøge den økonomiske og sociale situation i hver enkelt region for at sikre en bedre gennemførelse af målsætningerne for den europæiske regionaludviklingspolitik, navnlig med hensyn til at mindske efterslæb og sikre en bæredygtig udvikling, der kan give regionerne i den yderste periferi mulighed for at nærme sig de gennemsnitlige udviklingsniveauer i Unionen;

15.  opfordrer Kommissionen til at styrke koordineringen mellem sine generaldirektorater i forbindelse med sager af relevans for regionerne i den yderste periferi for at sikre den mest hensigtsmæssige behandling af disse regioners problemer i de europæiske politikker og strategier; understreger i denne forbindelse, at generalsekretæren har en afgørende rolle for at sikre en fyldestgørende gennemførelse af artikel 349 i TEUF, idet tilpasninger af Den Europæiske Unions politikker til de særlige forhold i regionerne i den yderste periferi forudsætter, at beslutningerne træffes på højeste politiske niveau;

Landbrugspolitik

16.  glæder sig over Kommissionens seneste rapport (COM(2016)0797), som konkluderer, at de samlede resultater af POSEI-programmerne (2006-2014) er positive, og at POSEI synes at være afgørende for opretholdelse af produktionen i regionerne i den yderste periferi, og at POSEI er forenelig med de nye mål for den fælles landbrugspolitik, og som anbefaler, at den nuværende grundforordning opretholdes, samtidig med at der peges på, at det vil kunne være nødvendigt med budgettilpasninger efter ikrafttrædelsen af frihandelsaftaler, som risikerer at påvirke produktionen i regionerne i den yderste periferi i alvorligt omfang;

17.  mener, at POSEI-programmet har været en stor succes siden dets indførelse;

18.  støtter Kommissionens rapports konklusion, der opfordrer til at styrke den oprindelige udformning af POSEI for at undgå risikoen for, at landbrugsproduktionen opgives og de deraf følgende negative konsekvenser for beskæftigelsen, miljøet og den territoriale dimension i regionerne i den yderste periferi;

19.  mener, at der er behov for bedre støtte til diversificering af produktionen i regionerne i den yderste periferi og for foranstaltninger til at løse markedskriserne i visse sektorer, navnlig tomater og kvæg, og til at fremme udviklingen af småproduktioner, f.eks. inden for mejeriprodukter;

20.  beklager, at flere på hinanden følgende reformer af den fælles markedsordning for landbrugsprodukter ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til de særlige forhold i regionerne i den yderste periferi, og opfordrer til, at der tages bedre hensyn til dem i fremtiden;

21.  bemærker, at afskaffelsen af kvoter og garantipriser, der blev indledt med reformen af den fælles markedsordning for sukker i 2005, svækker sukkerrørsproducenterne i regionerne i den yderste periferi; understreger nødvendigheden af at forlænge samtlige særordninger, der er gennemført under artikel 349 i TEUF, for at sikre denne produktions konkurrenceevne varigt; anmoder om, at der indføres en støttemekanisme for sukkerrørsavlerne, hvis der sker et fald i sukkerpriserne på verdensmarkedet;

22.  opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til den afgørende betydning, som mælkeproduktionen har på Azorerne, fastholde støtten til producenterne og træffe supplerende foranstaltninger i tilfælde af en markedskrise,

23.  minder om, at bananproduktionen spiller en afgørende rolle i den økonomiske og sociale struktur i visse regioner i den yderste periferi; opfordrer derfor til at fastholde og om nødvendigt øge støtten til producenterne;

24.  opfordrer Kommissionen til i sine instrumenter til håndtering og påvisning af markedskriser i de forskellige landbrugssektorer såsom bananer, sukker, rom, fiskeri og mælk - med observatoriet for mælkemarkedet - at indføre en klar definition af markedskrise i regionerne i den yderste periferi og tilpasse sine indikatorer til forholdene i disse regioner;

25.  beklager, at de forskellige ordninger for ”økologisk” mærkning i tredjelande og Unionens medlemsstater skaber konkurrencefordrejninger på dette marked, som går ud over både de europæiske producenter i regionerne i den yderste periferi og de europæiske forbrugere, som bliver vildledt om de faktiske produktionsforhold; opfordrer derfor til i forbindelse med de igangværende forhandlinger om de fremtidige europæiske bestemmelser om produktion og mærkning af økologiske produkter at udskifte anvendelsen af den nugældende ækvivalensordning med overensstemmelse for at sikre en retfærdig konkurrence mellem regionerne i den yderste periferi og tredjelande;

26.  mener, at der er behov for at vedtage en retslig ramme på grundlag af artikel 349 i TEUF om produktioner med økologisk mærkning samt en retlig ramme om hygiejne og fytosanitære forhold, der tager højde for de særlige forhold, der kendetegner landbruget i tropeegne i den yderste periferi;

27.  opfordrer Kommissionen til at tilskynde landbrugerne i regionerne i den yderste periferi til at markedsføre deres højkvalitetsprodukter gennem anvendelse af det særlige mærke for disse regioner samt andre former for kvalitetsmærkning;

28.  fremhæver, at produktdifferentiering og -specialisering yderligere kan stimulere og fremme lokal produktion samt forarbejdning og markedsføring af fødevarer og dermed reducere de eksisterende forskelle mellem regionerne i den yderste periferi og de andre EU-regioner;

29.  understreger under henvisning til kohærensen mellem de forskellige politikker, at den indsats, som regionerne i den yderste periferi har gjort for at modernisere og styrke konkurrenceevnen, ikke må bringes i fare af frihandelsaftaler, der indgås mellem Unionen og tredjelande;

Den Europæiske Unions handelspolitik

30.  minder om, at artikel 207, stk. 3, i TEUF indeholder følgende krav: "de forhandlede aftaler [med tredjelande] er i overensstemmelse med Unionens interne politikker og regler";

31.  bemærker, at de mange handelsaftaler med tredjelande, herunder verdens største producenter af bananer og sukker, ændrer fordelingen af markedet, skaber et pres på priserne og truer konkurrenceevnen blandt EU’s producenter af disse fødevarer;

32.  mener derfor, at Unionens handelspolitik ikke må bringe erhvervssektorerne i regionerne i den yderste periferi i fare, da de spiller en afgørende rolle i økonomisk, social og miljømæssig henseende;

33.  opfordrer til, at Unionens handelsforhandlinger fremover tager hensyn til de særlige forhold og de følsommer produktioner i regionerne i den yderste periferi, navnlig bananer, sukker, rom, tomater og desuden fiskevarer;

34.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at være opmærksomme og agtpågivende i forsvaret af regionerne i den yderste periferis interesser i forhandlinger om Brexit;

35.  opfordrer Kommissionen til i overensstemmelse med tilsagnet i dens meddelelse af 20. juni 2012 at lade handelsaftaler, såsom økonomiske partnerskabsaftaler, være ledsaget af konsekvensanalyser, som, hvor dette er relevant, også bør omhandle yderregionerne, således at de medtager indvirkningerne på regionerne i den yderste periferi på miljømæssigt, socialt, økonomisk og territorialt plan; opfordrer til, at disse indvirkningsundersøgelser ligeledes måler handelsaftalernes samlede virkninger på regionerne i den yderste periferi;

36.  beklager, at der ikke hidtil er udarbejdet nogen undersøgelse af frihandelsaftalernes konsekvenser i regionerne i den yderste periferis landbrugssektorer; beklager ligeledes, at der ikke er taget hensyn til regionerne i den yderste periferi i Kommissionens rapport af 15. december 2016 om de samlede virkninger af handelsaftaler, hvilket er i modstrid med POSEI-forordningens bestemmelser;

37.  anmoder om, at der i Unionens handelspolitikker tages hensyn til regionerne i den yderste periferis konkurrencemæssige ulemper; opfordrer til, at de toldmæssige og ikketoldmæssige barrierer opretholdes, når de måtte være nødvendige for at kunne beskytte regionerne i den yderste periferis produktion, og til en effektiv anvendelse af beskyttelsesklausuler og stabiliseringsmekanismer i tilfælde af, at produktionerne i regionerne i den yderste periferi påvirkes eller risikerer at blive påvirket i alvorligt omfang;

38.  understreger grænserne for ækvivalensprincippet, navnlig for økologiske landbrugsprodukter, som giver adgang til Den Europæiske Unions marked for produkter fra tredjelande, som ikke respekterer de europæiske krav fuldt ud; opfordrer til at gennemføre overensstemmelsesprincippet omgående og til at styrke kontrolforanstaltningerne;

39.  opfordrer til at fremme regionerne i den yderste periferis rolle i Den Europæiske Unions udenrigspolitik i forhold til nabolandene for at styrke udenrigspolitikken på områder som bekæmpelse af fattigdom, miljømæssig bæredygtighed, styrkelse af demokratiet, kulturudvekslinger og ligestilling mellem kønnene;

Bæredygtig havpolitik, bæredygtigt fiskeri og bæredygtig blå vækst

40.  minder om, at artikel 349 i TEUF fastsætter, at Kommissionen kan foreslå specifikke foranstaltninger for regionerne i den yderste periferi, bl.a. vedrørende politikker på fiskeriområdet;

41.  anmoder Kommissionen om at overveje en støtteordning for bæredygtigt fiskeri i regionerne i den yderste periferi på grundlag af artikel 349 i TEUF i lyset af det, der gøres i landbrugssektoren under POSEI-programmet;

42.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at gennemføre alle henstillingerne i Parlamentets beslutning af 27. april 2017 om forvaltningen af fiskerflåderne i regionerne i den yderste periferi(5);

43.  opfordrer Unionen til at arbejde på at blive en maritim verdensmagt sammen med regionerne i den yderste periferi;

44.  understreger, at såvel den rigdom, som havene udgør, som de aktuelle og fremtidige teknologiske fremskridt kan medføre helt nye vækstmuligheder for regionerne i den yderste periferi; mener, at den blå bæredygtige vækst udgør en mulighed for at afbøde de strukturelle uligheder mellem regionerne i den yderste periferi og det europæiske fastland og kan bidrage til at gøre regionerne i den yderste periferi til et epicenter i en fremtidig europæisk politik;

45.  minder om, at regionerne i den yderste periferi på grund af deres placering indtager en vigtig plads i forbindelse med havforvaltning, overvågning af kystfarvande, bekæmpelse af ulovligt fiskeri og forbedring af transportsikkerheden;

46.  opfordrer Unionen og de berørte medlemsstater til at investere mere i området have og oceaner, især i tilknytning til regionerne i den yderste periferi, med henblik på at sikre en bæredygtig og effektiv økonomisk udvikling af deres eksklusive økonomiske zoner;

47.  glæder sig over den undersøgelse, som Kommissionen har iværksat om potentialet for bæredygtig blå vækst i regionerne i den yderste periferi, og opfordrer til, at der iværksættes et egentligt europæisk program for regionerne i den yderste periferi, som også giver svar på udfordringerne med hensyn til fødevaresikkerhed, havforskning og bioøkonomi; understreger imidlertid, at visse aktiviteter som olie- og gasudvinding fra havbunden og udforskning af mineralske aflejringer i havbunden kan få alvorlig indvirkning på de følsomme marineområder og forstyrre sårbare arter og økosystemer;

48.  minder om de beskyttede marineområders betydning i områderne i den yderste periferi;

Samhørighedspolitik

49.  minder om, at artikel 349 i TEUF fastsætter en særlig adgang til strukturfondene for regionerne i den yderste periferi, og at alle regionerne i den yderste periferi som følge heraf bør betragtes som "mindre udviklede regioner"; glæder sig over og støtter de foranstaltninger til fordel for regionerne i den yderste periferi, som Kommissionen har opstillet som led i en pakke af fire meddelelser om regionerne i den yderste periferi (2004, 2007, 2008 og 2012); understreger betydningen af Unionens finansielle støtte til regionerne i den yderste periferi, som udgør 13 mia. EUR for perioden 2014-2020;

50.  gentager, at samhørighedspolitikken bør forblive et af de vigtigste instrumenter for europæisk aktion efter 2020, navnlig i forbindelse med regionerne i den yderste periferi, hvor de regionale forskelle stadig er udtalte;

51.  opfordrer medlemsstaterne til i betragtning af nærhedsprincippet og det ansvar, der påhviler dem, fuldt ud at tage hånd om forhåndsbetingelserne, navnlig med hensyn til investeringer på de områder, der henhører under deres beføjelser, for at muliggøre de bedste resultater af de europæiske midler og politikker i regionerne i den yderste periferi;

52.  mener, at der i den næste programmering bør sikres mere fleksibilitet i den tematiske koncentration for regionerne i den yderste periferi vedrørende definitionen af nogle af deres prioriteter for brugen af strukturfondene, forudsat at der lægges vægt på bæredygtig udvikling; anmoder om fastholdelse af budgetbevillingerne til regionerne i den yderste periferi, af godtgørelsen af deres meromkostninger og af alle behørigt begrundede undtagelsesforanstaltninger, der skal kompensere for deres strukturelle ulemper;

53.  anmoder i forbindelse med den næste flerårige finansielle ramme (FFR) om en streng overholdelse af kriterierne i den generelle forordning om fastsættelse af de finansielle rammebeløb;

54.  minder om det fælles mål om dobbelt integrering af regionerne i den yderste periferi; opfordrer til, at alle mekanismer for grænseoverskridende samarbejde mellem regionerne i den yderste periferi, oversøiske lande og territorier og tredjelande, der hører til deres geografiske område, uddybes og gøres operationelle, bl.a. gennem fastholdelse og forbedring af synergier mellem de retlige og finansielle bestemmelser i EUF- og EFRU-forordningerne;

55.  understreger, at det er vigtigt at tilpasse strategierne for territorialt europæisk samarbejde for at afbøde de negative følger for regionerne som følge af deres beliggenhed i den yderste periferi og at fremme samarbejde;

56.  anbefaler mere opmærksomhed i gennemførelsen af Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) over for regionerne i den yderste periferi, de mindst udviklede og mest isolerede områder;

57.  påpeger i forbindelse med ungdomsarbejdsløsheden i regionerne i den yderste periferi behovet for at styrke Unionens indsats til støtte og uddannelse af unge i regionerne i den yderste periferi, navnlig gennem ungdomsbeskæftigelsesinitiativet;

58.  minder om, at den vigtigste fond for uddannelse og beskæftigelse er Den Europæiske Socialfond (ESF); opfordrer Kommissionen - under henvisning til den kritiske strukturelle arbejdsløshed i regionerne i den yderste periferi og på grundlag af artikel 349 i TEUF, som tilkender regionerne i den yderste periferi ret til en særlig adgang til strukturfondene - til at skabe en supplerende tildeling under ESF for at støtte beskæftigelsesegnethed, mobilitet og uddannelse i regionerne i den yderste periferi;

59.  understreger, at det er vigtigt at tilpasse strategierne for forskning og innovation til en intelligent specialisering (RIS3) i regionerne i den yderste periferi, da de udgør et centralt element i gennemførelsen af samhørighedspolitikken;

60.  minder om betydningen af lokaludviklingsinstrumenter såsom lokaludvikling styret af lokalsamfundet (CLLD) og integrerede territoriale investeringer (ITI), der muliggør en bottom-up-tilgang, der kan imødekomme lokale strukturelle udfordringer og fremme de lokale myndigheders ejerskab; opfordrer derfor Kommissionen og de berørte medlemsstater til at undersøge, hvordan brugen af CLLD kan styrkes, da dette instrument er et fleksibelt og innovativt svar på det behov for tilpasning, som regionerne i den yderste periferi har tilkendegivet;

61.  understreger, at det er nødvendigt at tage højde for de demografiske forskelle i regionerne i den yderste periferi som en afgørende faktor ved udformningen af politikkerne for dem, navnlig på områderne undervisning, uddannelse og beskæftigelse;

Konkurrence- og statsstøttepolitik

62.  minder om, at artikel 349 i TEUF fastsætter, at Kommissionen kan foreslå specifikke foranstaltninger for regionerne i den yderste periferi, navnlig vedrørende told- og handelspolitik, finanspolitik, frizoner, betingelser for levering af råvarer og de mest nødvendige forbrugsvarer samt statsstøtte;

63.  minder desuden om, at artikel 107, stk. 3, i TEUF fastsætter, at støtte til fremme af den økonomiske udvikling i regionerne i den yderste periferi kan være forenelig med det indre marked på grund af deres strukturelle, økonomiske og sociale situation;

64.  opfordrer Kommissionen til i større omfang at bygge på artikel 107, stk. 3, litra a), og artikel 349 i TEUF i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte og den generelle gruppefritagelsesforordning for at bidrage til den økonomiske og sociale udvikling i regionerne i den yderste periferi og til at tage mere hensyn til dem;

65.  understreger, at på grund af deres markeders fjerne beliggenhed og beskedne størrelse er en udbygning af de undtagelser fra konkurrencelovgivningen, der vedtages på grundlag af artikel 349 i TEUF og artikel 42 i TEU, ikke i stand til at påvirke handlen mellem medlemsstaterne eller at destabilisere det indre marked;

66.  beklager, at de oprindelige forslag til forenkling af den generelle gruppefritagelsesforordning og retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte ikke fra begyndelsen og på forhånd har taget sigte på at tilpasse reglerne for regionerne i den yderste periferi for effektivt at sikre deres økonomiske og sociale udvikling;

67.  opfordrer Kommissionen til at styrke sin indsats til bekæmpelse af store monopoler i regionerne i den yderste periferi, som bidrager til fordyrelse af leveomkostningerne for lokalbefolkningerne, navnlig i importsektorer, der konkurrerer med udviklingen af den lokale økonomi, energi, transport og telekommunikation;

68.  anmoder Kommissionen om at forlænge de særlige skatteordninger for regionerne i den yderste periferi efter 2020 på grundlag af en dybtgående evaluering af deres situation og om samtidig at arbejde på retfærdige og effektive skatteordninger og styrke bekæmpelsen af skattesvig i Unionen og tredjelande;

69.  fordømmer handelspraksis som f.eks. aflastningsmarkeder, som kan destabilisere øsamfundenes mikromarkeder i de lokale økonomier;

Forskning, miljø, uddannelse, kultur, transport, energi og telekommunikation

70.  minder om, at artikel 349 i TEUF fastsætter, at Kommissionen kan foreslå specifikke foranstaltninger for regionerne i den yderste periferi, bl.a. vedrørende deres adgang til Unionens horisontale programmer;

71.  mener, at Unionens horisontale programmer bør fastsætte særlige adgangsbetingelser for regionerne i den yderste periferi for at sikre en effektiv deltagelse og for at valorisere disse regioners aktiver, navnlig i forbindelse med Horisont 2020, LIFE, COSME, Et Kreativt Europa mv.;

72.  opfordrer Kommissionen til at sørge for en effektiv integration af regionerne i den yderste periferi i de transeuropæiske transport-, energi- og telekommunikationsnet;

73.  minder om nødvendigheden af at gøre bæredygtig energiuafhængighed for regionerne i den yderste periferi til en prioritet; understreger, at regionerne i den yderste periferi besidder mange aktiver i forhold til udvikling af vedvarende energi, energieffektivitet og den cirkulære økonomi;

74.  fremhæver det betydelige potentiale i fremme af forskning og innovation med henblik på en robust og bæredygtig udvikling; opfordrer til at optimere regionerne i den yderste periferis adgang til ESI-fondene og Horisont 2020 med henblik på bedre at forbinde deres respektive universiteter, forskningscentre og innovative virksomheder og således give disse regioner mulighed for at blive attraktive områder, der er i stand til at fremme et bedre samspil mellem borgere og institutioner, ikke kun i regionerne i den yderste periferi, men også med det europæiske kontinent, de oversøiske lande og territorier og tredjelande;

75.  minder om den centrale rolle, som små og mellemstore virksomheder (SMV'er) spiller i regionerne i den yderste periferi for den økonomiske og sociale udvikling; opfordrer derfor Kommissionen til at tage bedre hensyn til situationen i regionerne i den yderste periferi inden for rammerne af COSME og EU-programmet for beskæftigelse og social innovation (EaSI);

76.  mener, at der bør tilskyndes yderligere til udvekslinger og samarbejde mellem regionerne i den yderste periferi og tredjelande i deres nærhed på områderne forskning og innovation samt kultur og uddannelse for at fremme deres regionale integration;

77.   ser med tilfredshed, at det nye Erasmus+-program tilskynder til mobilitet for studerende og unge erhvervsfolk fra regionerne i den yderste periferi ved at tilbyde dem det maksimale støttebeløb; anmoder om at lade tilsvarende bestemmelser indgå i programmet "Et Kreativt Europa"; ønsker ikke desto mindre, at der inden for rammerne af Erasmus tages bedre hensyn til de fælles særlige forhold i regionerne i den yderste periferi, navnlig ved at fremme udvekslinger mellem regionerne i den yderste periferi indbyrdes; beklager, at mobilitetsgodtgørelsen under Erasmus ofte er utilstrækkelig i forhold til de faktiske omkostninger ved et ophold i moderlandet til trods for ordlyden af Erasmus+-forordningens betragtning 37: ”Begrænsningerne ved den fjerne beliggenhed, der gælder regionerne i Unionens yderste periferi og i de oversøiske lande og territorier, bør tages i betragtning ved programmets gennemførelse”;

78.  opfordrer Kommissionen til at udvide den nye mobilitetsordning for unge, ”Move2Learn, Learn2Move”, til europæiske borgere, der er bosat i regionerne i den yderste periferi, og til at tilpasse beløbsstørrelsen for de godtgørelser af opholdsudgifter, der tilbydes dem, til de faktiske udgifter ved en rejse fra regionerne i den yderste periferi til det europæiske fastland; glæder sig over Kommissionens beslutning om ikke at begrænse denne bestemmelse til jernbanetransport, hvilket ville være gået ud over unge fra oversøiske områder;

79.  bemærker, at Natura 2000 ikke finder anvendelse på de franske regioner i den yderste periferi, selv om de rummer en ekstraordinær biodiversitet, der er blevet mere sårbar, navnlig som følge af klimaændringer; opfordrer derfor til, at der gennemføres særlige beskyttelsesforanstaltninger, og til, at den forberedende foranstaltning BEST forlænges og gøres til en varig mekanisme til finansiering af projekter inden for biodiversitet, valorisering af økosystemtjenester og tilpasning til klimaændringer i den oversøiske del af EU;

80.  foreslår, at der udarbejdes en indvirkningsvurdering af mulighederne for at anvende Natura 2000-programmet på de franske regioner i den yderste periferi for at finde frem til, hvilke redskaber der er bedst egnet til at beskytte biodiversiteten og miljøet i disse regioner;

81.  minder om, at midtvejsevalueringen af Unionens biodiversitetsstrategi, som Kommissionen offentliggjorde i oktober 2015, og som Revisionsretten omtaler i sin særberetning nr. 1/2017, konkluderede, at til trods for de betydelige fremskridt, der var gjort siden 2011 med gennemførelse af foranstaltningerne under mål 1, bestod de største udfordringer i gennemførelsen af de havrelaterede dele af Natura 2000-nettet samt i at få sikkerhed for en effektiv forvaltning af Natura 2000-områderne og for den nødvendige finansiering til Natura 2000-nettet, som begge er vigtige faktorer for regionerne i den yderste periferi;

82.  minder om, at Den Europæiske Revisionsret i sin særberetning nr. 1/2017 tilkendegav, at det er nødvendigt med betydelige fremskridt i medlemsstaterne og en yderligere indsats fra Kommissionens side med henblik på at yde et bedre bidrag til opfyldelsen af de ambitiøse mål i EU’s biodiversitetsstrategi 2020;

83.  minder om, at Den Europæiske Revisionsret i sin særberetning fra januar 2017 vurderede, at ”Det vil kræve en yderligere indsats at gennemføre Natura 2000-nettet på en sådan måde, at dets fulde potentiale realiseres”;

84.  understreger, at en forbedring af internetadgangen absolut må spille en rolle i forbindelse med territorial samhørighed, fremme af lige muligheder, jobskabelse og forbedring af befolkningens levevilkår i regionerne i den yderste periferi,

85.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at tage hensyn til de særlige forhold i regionerne i den yderste periferi, når den tager fat på spørgsmålene i forbindelse med digital netdækning;

86.  opfordrer til, at der skabes et særprogram af lignende art som POSEI for transportområdet for at fremme den territoriale, sociale og økonomiske samhørighed i disse regioner og begrænse visse af disse regioners isolation eller dobbelte isolation; understreger, at et sådant program bør indebære støtte til transport af personer og varer mellem regionerne i den yderste periferi og kontinentet, inden for regionerne i den yderste periferi og mellem regionerne i den yderste periferi. f.eks. Azorerne, Madeira og De Kanariske Øer; understreger, at dette program også bør bidrage til at fremme samhandelen mellem disse regioner;

87.  understreger, at regionerne i den yderste periferi er begunstigede turistområder, og at det er helt nødvendigt at investere i et kvalitetsbetonet transportnet med overkommelige priser, navnlig af hensyn til hjemmemarkedet;

88.  opfordrer Den Europæiske Union til at forpligte sig afgørende på at internationalisere adgangen til regionerne i den yderste periferi gennem etablering af infrastrukturer og transportveje, der kan forbinde disse regioner med det europæiske fastland, tredjelande i deres nærhed og resten af verden;

89.  opfodrer til, at der iværksættes en egentlig EU-erhvervsstrategi i regionerne i den yderste periferi, som kan skabe jobs, der ikke risikerer at blive udflyttet, og som bygger på virksomhedernes evne til at konsolideres deres lokale forankring;

90.  mener, at regionerne i den yderste periferi kan profileres som privilegerede steder til iværksættelse af pilotprojekter med henblik på foranstaltninger, der skal gennemføres horisontalt i medlemsstaterne;

o
o   o

91.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne og deres regioner samt Regionsudvalget.

(1) EUT C 258 E af 7.9.2013, s. 1.
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0133.
(3) Domstolens dom af 15. december 2015, Parlamentet og Kommissionen mod Rådet, C-132/14 til C-136/14, ECLI:EU:C:2015:813.
(4) EUT L 187 af 26.6.2014, s. 1.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0195.

Juridisk meddelelse