Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2017/2936(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : B8-0068/2018

Indgivne tekster :

B8-0068/2018

Forhandlinger :

PV 06/02/2018 - 11
CRE 06/02/2018 - 11

Afstemninger :

PV 07/02/2018 - 7.7
CRE 07/02/2018 - 7.7
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2018)0033

Vedtagne tekster
PDF 179kWORD 50k
Onsdag den 7. februar 2018 - Strasbourg Endelig udgave
Nultolerance over for kvindelig kønslemlæstelse
P8_TA(2018)0033B8-0068/2018

Europa-Parlamentets beslutning af 7. februar 2018 om nultolerance over for kvindelig kønslemlæstelse (2017/2936(RSP))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 8 og 9 i direktivet om ofres rettigheder (2012/29/EU) af 25. oktober 2012(1) om ofres rettigheder fra oktober 2012 om obligatorisk levering af støttetjenester til ofre for vold, herunder kvindelig kønslemlæstelse,

–  der henviser til artikel 11 og 21 i direktivet om modtagelsesforhold (2013/33/EU) af 26. juni 2013(2), hvori ofre for kvindelig kønslemlæstelse eksplicit nævnes blandt de sårbare personer, som bør modtage passende sundhedsydelser under asylproceduren,

–  der henviser til artikel 20, i kvalifikationsdirektivet (2011/95/EU) af 13. december 2011(3), hvor kønslig lemlæstelse af piger og kvinder som en alvorlig form for psykisk, fysisk eller seksuel vold er medtaget som et kriterium, der skal tages i betragtning med henblik på international beskyttelse,

–  der henviser til sin beslutning af 6. februar 2014 om Kommissionens meddelelse "Afskaffelse af lemlæstelse af kvindelige kønsorganer"(4),

–  der henviser til sin beslutning af 14. juni 2012 om afskaffelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder(5), som opfordrede til afskaffelse kvindelig kønslemlæstelse i hele verden gennem forebyggelse, beskyttelsesforanstaltninger og lovgivning,

–  der henviser til EU's årsberetninger om menneskerettigheder og demokrati i verden,

–  der henviser til Rådets konklusioner fra juni 2014 om forebyggelse og bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder og piger, herunder kvindelig kønslemlæstelse,

–  der henviser til Rådets konklusioner fra marts 2010 om udryddelse af vold mod kvinder i EU,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. november 2013 "Afskaffelse af lemlæstelse af kvindelige kønsorganer” (COM(2013)0833),

–  der henviser til den fælles erklæring af 6. februar 2013 ¨på den internationale dag mod kvindelig kønslemlæstelse, hvor næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant og fem kommissærer bekræftede EU's engagement i at arbejde for at bekæmpe kvindelig kønslemlæstelse inden for rammerne af sine eksterne forbindelser,

–  der henviser til EU's handlingsplan vedrørende menneskerettigheder og demokrati (2015-2019), navnlig mål nr. 14(b),

–  der henviser til 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, navnlig mål 5.3 om at afskaffe enhver form for skadelig praksis såsom børneægteskaber, tidlige ægteskaber og tvangsægteskaber samt kvindelig kønslemlæstelse,

–  der henviser til kønshandlingsplanen 2016-2020,

–  der henviser til rapporten fra Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE) fra 2013 om kvindelig kønslemlæstelse i Den Europæiske Union og Kroatien,

–  der henviser til Europarådets konvention fra 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen),

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2017(6) om EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet,

–  der henviser til erklæringen fra Europarådets Ministerkomité i september 2017 om behovet for at intensivere bestræbelserne på at forebygge og bekæmpe kvindelig kønslemlæstelse og tvangsægteskaber i Europa,

–  der henviser til FN’s Generalforsamlings resolution af 20. december 2012 om en øget global indsats for at afskaffe kvindelig kønslemlæstelse (A/RES/67/146),

–  der henviser til Cotonouaftalen,

–  der henviser til EU's og FN's "spotlight-initiativ" fra 2017 om afskaffelse af vold mod kvinder og piger,

–  der henviser til forespørgsel til Kommissionen om nultolerance over for kvindelig kønslemlæstelse (O-000003/2018 – B8-0005/2018),

–  der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling udtrykkeligt opfordrer til afskaffelse af lemlæstelse af kvindelige kønsorganer sammen med skadelige praksisser i udviklingsmål 5, der går ud på at opnå ligestilling mellem kønnene og styrke alle kvinders og pigers indflydelse og status;

B.  der henviser til, at kvindelig kønslemlæstelse er en praksis, der er genstand for særlig opmærksomhed under mål 14 gående ud på at fremme ligestilling mellem kønnene, kvinders rettigheder og kvinders og pigers myndiggørelse og deltagelse i EU's handlingsplan vedrørende menneskerettigheder og demokrati 2015-2019;

C.  der henviser til kønshandlingsplanen 2016-2020 (GAP II) under tematisk prioritet B: fysisk og psykisk integritet, der som en indikator omfatter procentdelen af piger og kvinder i alderen 15-49 år, der er blevet udsat for kvindelig kønslemlæstelse;

D.  der henviser til, at kvindelig kønslemlæstelse som en skadelig praksis af tværnational karakter nu anerkendes som et verdensomspændende problem, idet 2030-dagsordenen for FN's bæredygtige udviklingsmål identificerer det som en skadelig praksis, som skal afskaffes senest i 2030;

E.  der henviser til, at UNICEF's statistiske rapport fra 2016 anfører, at mindst 200 millioner piger og kvinder verden over har været udsat for kvindelig kønslemlæstelse, men at det nøjagtige tal stadig er ukendt;

F.  der henviser til, at kvindelig kønslemlæstelse — der stadig praktiseres i visse dele af det afrikanske kontinent, men også i dele af Mellemøsten, Asien og Oceanien — også udgør et problem i Den Europæiske Union med alvorlige konsekvenser for de berørte kvinder og piger;

G.  der henviser til, at, der, omend ujævnt fordelt, er sket fremskridt i løbet af de seneste tre årtier, idet prævalensraterne er faldet med ca. 30 %; der henviser til, at denne udvikling ikke desto mindre kan blive opvejet af befolkningstilvæksten, hvilket betyder, at et større antal kvinder og piger vil blive underkastet denne procedure;

H.  der henviser til, at lokalsamfund ofte har den største indflydelse på forældres beslutning om at omskære deres pigebørn eller kvinders beslutning om at underkaste sig kvindelig kønslemlæstelse;

I.  der henviser til, at selv om der ikke er noget religiøst krav om at udføre kvindelig kønslemlæstelse, gør en stærk tilstedeværelse af religion i mange af de samfund, hvor det praktiseres, det nødvendigt, at religiøse og andre ledere engagerer sig i bevægelsen imod kvindelig kønslemlæstelse;

J.  der henviser til, at denne praksis altid skal undersøges i en lokal kontekst, for at der kan udarbejdes en passende strategi for dens udryddelse;

K.  der henviser til, at kvindelig kønslemlæstelse ofte hænger sammen med andre ligestillingsproblemer og blot fremstår som endnu én ud af mange krænkelser imod kvinders rettigheder, såsom: manglende adgang til uddannelse for piger, herunder omfattende seksualundervisning; mangel på arbejde eller beskæftigelse for kvinder; manglende ret til at eje eller arve ejendom; tvangsægteskaber eller tidlige børneægteskaber; seksuel og fysisk vold; mangel på sundhedsydelser af høj kvalitet, herunder manglende tjenester på området for seksuel og reproduktiv sundhed og de dermed forbundne rettigheder;

L.  der henviser til, at kvindelig kønslemlæstelse sammen med andre former for kønsbestemt vold er med til at fastholde kontrollen over kvinders kroppe og udgør et overgreb mod kvinders ret til sundhed, sikkerhed og fysisk integritet og, i nogle tilfælde, endog deres ret til liv;

M.  der henviser til, at der, idet forebyggelse er en mere ønskelig metode til afskaffelse af kvindelig kønslemlæstelse end retsforfølgning, og idet lovovertrædere, medskyldige og medvirkende ofte er forældrene til et offer, er et åbenlyst behov for også at fjerne hindringerne for retsforfølgning i sager om kvindelig kønslemlæstelse, samtidig med at der tages bedst muligt hensyn til barnets tarv;

1.  bemærker et fald i forekomsten af kvindelig kønslemlæstelse som følge af målrettede foranstaltninger og oplysningskampagner og opfordrer alle aktører til at fortsætte deres bestræbelser på at fastholde denne impuls i de lande, hvor kvindelig kønslemlæstelse er udbredt;

2.  ser denne impuls som en mulighed for internationale organisationer og stater til at optrappe deres indsats, navnlig ved at skabe forbindelser mellem forskellige regioner, interessenter og sektorer med henblik på aktivt at arbejde sammen om at opnå, at man går bort fra denne og andre former for praksis, der er skadelige for piger, der kan komme til at lide under de fysiske, psykiske og følelsesmæssige konsekvenser resten af deres liv;

3.  anerkender det uvurderlige arbejde, som udføres af de organisationer, der samarbejder med lokalsamfundene på stedet både i og uden for EU om forebyggelse og bevidsthedsskabelse samt oplysningskampagner, og anerkender, at det er en nødvendighed at bygge bro imellem dem, hvis kvindelig kønslemlæstelse skal udryddes fuldstændigt;

4.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at integrere forebyggelse af kvindelig kønslemlæstelse i alle sektorer, navnlig sundhed, herunder seksuel og reproduktiv sundhed, socialt arbejde, asyl, uddannelse, herunder seksualundervisning, retshåndhævelse, retspleje, beskyttelse af børn samt medier og kommunikation;

5.  understreger, at medlemsstaterne i henhold til artikel 38 i Istanbulkonventionen er forpligtet til at kriminalisere kvindelig kønslemlæstelse samt det at tilskynde, tvinge eller presse piger til at underkaste sig det, og at konventionen ikke kun beskytter piger og kvinder mod kønslemlæstelse, men også piger og kvinder, der lider under livslange følger af denne praksis (i situationer såsom re-infibulation, asylrelaterede forhold, adgang til behandling osv.); understreger, at det i Istanbulkonventionen er fastsat, at kultur, sædvaner, religion, tradition, eller såkaldt "ære" ikke kan berettige til nogen form for vold mod kvinder;

6.  opfordrer EU og de medlemsstater, som endnu ikke har ratificeret Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder, til at gøre det omgående, således at EU’s forpligtelser opfylder internationale standarder om fremme af en helhedsorienteret og integreret fremgangsmåde i forbindelse med vold mod kvinder og i forbindelse med kvindelig kønslemlæstelse;

7.  glæder sig over, at strafferetten i alle medlemsstater beskytter piger og kvinder mod kønslemlæstelse enten eksplicit eller implicit, men er stærkt bekymret over dens åbenlyse ineffektivitet, idet det kun har oplevet ganske få retssager i EU;

8.  bemærker med bekymring, at håndhævelsen af lovgivningen og navnlig retsforfølgning er en udfordring i alle medlemsstater og oprindelseslande; opfordrer derfor Kommissionen til at fremme målrettet uddannelse for alle relevante aktører om påvisning, efterforskning og retsforfølgning af kvindelig kønslemlæstelse; opfordrer medlemsstaterne til at være mere på vagt, når det drejer sig om at påvise, undersøge og retsforfølge tilfælde af kvindelig kønslemlæstelse;

9.  bemærker, at strafferet og målrettet uddannelse skal gå hånd i hånd med indsatsen for at skabe større bevidsthed med henblik på at fjerne incitamentet for de udøvende til at videreføre denne praksis;

10.  anerkender, at en stor forskel mellem kvindelig kønslemlæstelse og andre former for kønsbaseret vold er manglen på en ond hensigt bag handlingen, og understreger, at der, selv om dette under ingen omstændigheder kan tjene som retfærdiggørelse, skal tages hensyn til dette i strategier, der sigter mod afskaffelse;

11.  beklager den stigende sygeliggørelse i visse lande og understreger, at dette er en uacceptabel reaktion, når det drejer sig om at gøre noget ved de grundlæggende årsager, sådan som FN og WHO allerede har fastslået; opfordrer medlemsstaterne til udtrykkeligt at forbyde sygeliggørelsen af kvindelig kønslemlæstelse, samtidig med at sundhedspersonale bevidstgøres om dette problem;

12.  understreger, at kvindelig kønslemlæstelse er en af de mest forudsigelige former for kønsbaseret vold, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre stærke forebyggende foranstaltninger i flygtningelejre; opfordrer Kommissionen til i højere grad at inddrage bekæmpelse af kvindelig kønslemlæstelse og anden skadelig praksis i integrationsprocedurer og i forbindelse med Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden (AMIF) og til at formidle relevante oplysninger gennem EU's Asylagentur;

13.  anmoder om de højeste standarder for beskyttelse af asylansøgere af grunde, der vedrører kvindelig kønslemlæstelse, som led i reformen af det fælles europæiske asylsystem og revisionen af direktiverne om asyl samt gennem den rolle, EU's nye Asylagentur spiller;

14.  ser frem til oprettelsen af det globale netværk, der vil knytte forbindelser mellem relevante aktører fra alle dele af verden med henblik på at bringe ideer sammen og forene kræfterne; opfordrer Kommissionen til at yde støtte til dette vigtige netværk;

15.  opfordrer Kommissionen til at imødekomme civilsamfundets opfordringer til, at finansieringen bliver tilstrækkeligt fleksibel til, at græsrodsorganisationer, som udfører deres arbejde i samfundet, kan ansøge om finansiering, at en bred vifte af spørgsmål vedrørende pigers og kvinders rettigheder kan blive taget op sideløbende med kvindelig kønslemlæstelse, idet der anlægges en helhedsorienteret tilgang, og at der kan etableres forbindelser mellem organisationer, der arbejder i EU, og dem, der arbejder i de lande, der har denne praksis; glæder sig i denne forbindelse over det arbejde, der udføres af det europæiske netværk End FGM ("stop kvindelig kønslemlæstelse ") og dets medlemmer, herunder gennem Change Plus-projektet, med at uddanne repræsentanter for lokalsamfundene til at fremme ikke alene lovgivningsmæssige ændringer, men også en adfærdsændring i deres lokalsamfund;

16.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at opbevare data om forekomsten af kvindelig kønslemlæstelse og dens forskellige former og til at inddrage akademiske kredse i processen med indsamling af data, forskning og uddannelse af fremtidige generationer af fagfolk vedrørende kvindelig kønslemlæstelse; erkender, at Det Europæiske Migrationsnetværk kan spille en rolle; mener, at en fælles forskningsdagsorden, som vil give universiteterne i de områder, hvor kvindelig kønslemlæstelse praktiseres, muligheder for at knytte kontakt med universiteterne i EU med henblik på at tilrettelægge udvekslingsprogrammer, forbedre dataindsamlingen og forbedre fremtidige fagfolks kapaciteter i forskellige sektorer;

17.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at medtage grundlæggende oplysninger om kvindelig kønslemlæstelse og anden skadelig praksis over for piger i uddannelsesprogrammerne i de fag, som spiller en afgørende rolle i forbindelse med forebyggelse af kvindelig kønslemlæstelse;

18.  understreger, at kvindelig kønslemlæstelse på trods af dens lokale sammenhæng bør ses i lyset af kønsbaseret vold og som et spørgsmål om ligestilling mellem kønnene og bør håndteres gennem en omfattende tilgang med henblik på at undgå nedvurdering af samfund, hvor det praktiseres;

19.  understreger, at sikring af, at alle piger går i skole, og udvikling af forudsætningerne for kvinders økonomiske indflydelse og status er de første skridt i retning af en forbedring af kvinders stilling i samfund, hvor denne praksis findes;

20.  henleder opmærksomheden på potentialet i og styrken af forskellige kommunikationsformer såsom kunst, litteratur samt nye og lokale medier til at bringe budskaber tættere på borgerne; understreger betydningen af at inddrage drenge og mænd i at skabe nye fortællinger om ligestilling mellem kønnene og bekæmpe eksisterende magtstrukturer gennem netværk, gensidige programmer, oplysningskampagner og uddannelsesprogrammer;

21.  opfordrer Kommissionen til at bistå medlemsstaterne og de lande, hvor kvindelig kønslemlæstelse praktiseres, i at skabe netværk og integrerede strategier for forebyggelse af kvindelig kønslemlæstelse, herunder uddannelse af socialarbejdere, sundhedspersonale, samfundsledere og religiøse ledere samt politi og retsvæsen; erkender, at ingen religion går ind for denne praksis;

22.  opfordrer Kommissionen til at medtage spørgsmålet om kvindelig kønslemlæstelse og anden skadelig praksis over for piger og kvinder i sine menneskerettighedsdialoger og diplomatiske tiltag; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at udvide samarbejdet med tredjelande for at tilskynde dem til at vedtage nationale love, der forbyder kvindelig kønslemlæstelse, og til at støtte de retshåndhævende myndigheder i forbindelse med sikring af gennemførelsen;

23.  bemærker med tilfredshed, at delegationerne og EU-Udenrigstjenesten hvert år uddannes om kvindelig kønslemlæstelse som led i uddannelse om børns rettigheder eller ligestilling, og opfordrer Kommissionen til at gøre sine værktøjer, såsom værktøjssættet for "United to end FGM" ("forenet i kampen mod kvindelig kønslemlæstelse") for fagfolk i forskellige sektorer bredt kendte og tilgængelige for målbefolkningerne;

24.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og Ministerrådet.

(1) EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57.
(2) EUT L 180 af 29.6.2013, s. 96.
(3) EUT L 337 af 20.12.2011, s. 9.
(4) EUT C 93 af 24.3.2017, s. 142.
(5) EUT C 332 E af 15.11.2013, s. 87.
(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0329.

Seneste opdatering: 6. november 2018Juridisk meddelelse