Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2016/2149(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0127/2018

Indgivne tekster :

A8-0127/2018

Forhandlinger :

PV 18/04/2018 - 23
CRE 18/04/2018 - 23

Afstemninger :

PV 19/04/2018 - 10.15
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2018)0186

Vedtagne tekster
PDF 269kWORD 48k
Torsdag den 19. april 2018 - Strasbourg Endelig udgave
Gennemførelse af traktatens bestemmelser om de nationale parlamenter
P8_TA(2018)0186A8-0127/2018

Europa-Parlamentets beslutning af 19. april 2018 om gennemførelsen af traktatens bestemmelser om de nationale parlamenter (2016/2149(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 5 om kompetencetildeling og nærhedsprincippet, artikel 10, stk. 1, om det repræsentative demokrati, artikel 10, stk. 2, om repræsentationen af EU's borgere, artikel 10, stk. 3, om EU-borgernes ret til deltagelse i EU's demokratiske liv, artikel 11 om deltagelsesdemokrati, artikel 12 om de nationale parlamenters rolle, artikel 48, stk. 3, om den almindelige revisionsprocedure og artikel 48, stk. 7 (passerellebestemmelsen),

–  der henviser til protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union, og protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet,

–  der henviser til artikel 15 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og artikel 41 og 42 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til sin beslutning af 12. juni 1997 om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og nationale parlamenter(1), sin beslutning af 7. februar 2002 om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i den europæiske integration(2), sin beslutning af 7. maj 2009 om udviklingen af forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter under Lissabontraktaten(3) og sin beslutning af 16. april 2014 om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter(4),

–  der henviser til sine beslutninger af 16. februar 2017 om forbedring af Den Europæiske Unions funktionsmåde ved at drage fordel af Lissabontraktatens potentiale(5), om budgetmæssig kapacitet for euroområdet(6) og om mulige udviklingstendenser og justeringer i Den Europæiske Unions nuværende institutionelle struktur(7),

–  der henviser til Kommissionens årsrapporter om forbindelserne mellem Europa-Kommissionen og de nationale parlamenter, særlig rapporten for 2014 af 2. juli 2015 (COM(2015)0316) og rapporten for 2015 af 15. juli 2016 (COM(2016)0471), og dens årsrapporter om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, særlig rapporterne for 2015 af 15. juli 2016 (COM(2016)0469) og for 2016 af 30. juni 2017 (COM(2017)0600),

–  der henviser til de årlige rapporter fra Europa-Parlamentets Direktorat for Forbindelser med De Nationale Parlamenter, navnlig midtvejsrapporten for 2016 om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter,

–  der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2017 om tilsyn med anvendelsen af EU-retten (2015)(8),

–  der henviser til Kommissionens hvidbog om Europas fremtid af 1. marts 2017 og kommissionsformand Jean-Claude Junckers tale om Unionens tilstand den 13. september 2017, hvor der blev fremlagt en køreplan,

–  der henviser til erklæringen "Greater European Integration: The Way Forward" ("Mere europæisk integration: vejen frem") fra formændene for det italienske Deputeretkammer, den franske Nationalforsamling, den tyske Forbundsdag og det luxembourgske Deputeretkammer, der blev underskrevet den 14. september 2015 og for indeværende støttes af 15 nationale parlamentariske forsamlinger i EU,

–  der henviser til de konklusioner, der er blevet vedtaget af konferencen af parlamentsformænd i EU (EU-parlamentsformandskonferencen) på dennes samlinger siden Lissabontraktatens ikrafttræden, navnlig konferencerne i Luxembourg i 2016 og Bratislava i 2017,

–  der henviser til bidragene til og konklusionerne fra Konferencen af de Europæiske Parlamenters Europaudvalg (COSAC) siden Lissabontraktatens ikrafttræden, navnlig møderne i Valletta og Tallinn i 2017, samt COSAC's halvårsrapporter,

–  der henviser til artikel 13 i traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union (TSSS), der har indført afholdelse af interparlamentariske konferencer for at drøfte finanspolitik og andre spørgsmål, der henhører under traktaten,

–  der henviser til beslutning af 30. november 2016 fra Tjekkiets Senát (26. beslutning fra 11. valgperiode), beslutning af 19. oktober 2016 fra Italiens Senato della Repubblica(Doc. XVIII n. 164) og bidragene fra dets udvalg for EU-politik af 2. maj 2017 (Prot. 573) samt bidragene fra den franske Assemblée Nationale's Europaudvalg af 31. maj 2017 (reference 2017/058) og det stående Europaudvalg under Nederlandenes Tweede Kamer der Staten-Generaal (Andetkammeret) af 22. december 2017 (skrivelse A(2018)1067),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), i samt bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0127/2018),

A.  der henviser til, at nationale parlamenter bidrager aktivt til Den Europæiske Unions tilfredsstillende forfatningsmæssige funktion (artikel 12 i TEU) og derved spiller en vigtig rolle for dens demokratiske legitimitet og realiseringen heraf i videst mulige omfang;

B.  der henviser til, at de nationale regeringers parlamentariske ansvar inden for rammerne af europæiske anliggender, der afhænger af den enkelte nationale praksis, er hjørnestenen i de nationale parlamenters rolle i de gældende EU-traktater;

C.  der henviser til, at de nationale parlamenter for at forbedre ejerskabet bør kontrollere de nationale regeringer, ligesom Europa-Parlamentet kontrollerer den udøvende EU-myndighed; der imidlertid henviser til, at de nationale parlamenters indflydelse over for de nationale regeringer varierer betydeligt på medlemsstatsniveau;

D.  der henviser til, at de nationale parlamenter ofte klager over deres begrænsede involvering i EU-anliggender og ønsker at blive mere inddraget i udviklingen af den europæiske integrationsproces;

E.  der henviser til, at en manglende gennemsigtighed i EU's lovgivnings- og beslutningsprocesser risikerer at underminere både de nationale parlamenters beføjelser i henhold til traktaterne og de relevante protokoller og navnlig deres rolle som deres regeringers vagthunde;

F.  der henviser til, at de nationale parlamenters pluralisme er yderst gavnlig for Unionen, idet tilpasningen af de forskellige politiske holdninger i medlemsstaterne kan styrke og udvide den tværgående debat på EU-plan;

G.  der henviser til, at der bør dannes en modvægt mod de parlamentariske mindretals underrepræsentation i europæiske anliggender med fuld respekt for flertallene i de enkelte nationale parlamenter og i overensstemmelse med princippet om forholdsmæssig repræsentation;

H.  der henviser til, at de nationale parlamenter spiller en rolle i enhver revision af EU-traktaterne og for nylig er blevet opfordret til at deltage i en række demokratiske EU-fora;

I.  der henviser til, at man kunne fremme en europæisk offentlig sfære gennem en række fora om Europas fremtid, der skal organiseres af de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet som naturlige repræsentanter for det europæiske folk; der henviser til, at disse fora kunne godkendes gennem en fælles europæisk uge, hvor medlemmer af de nationale parlamentariske forsamlinger samtidigt ville diskutere europæiske anliggender med deltagelse af kommissærer og medlemmer af Europa-Parlamentet;

J.  der henviser til, at den økonomiske, finansielle og sociale krise har øget EU-borgernes mistillid til og desillusion over for den nuværende demokratiske repræsentationsmodel, både på europæisk og nationalt plan, som det fremgår af tendenserne ved de seneste valg;

K.  der henviser til, at gennemførelsen af retten for de nationale parlamenter til at føre kontrol med overholdelsen af nærhedsprincippet, på grundlag af det såkaldte system for tidlig varsling (varslingssystemet), delvis har forbedret forbindelserne mellem EU-institutionerne og de nationale parlamenter;

L.  der henviser til, at de nationale parlamenter til tider er kritiske over for varslingssystemet, idet de hævder, at bestemmelserne herom ikke er lette at gennemføre i praksis og mangler et bredt anvendelsesområde;

M.  der henviser til, at der er gjort fremskridt med gennemførelsen af varslingssystemet, som det fremgår af de seneste tal for det samlede antal udtalelser fra de nationale parlamenter inden for rammerne af den politiske dialog; der henviser til, at den begrænsede brug af proceduren med gult kort og ineffektiviteten af proceduren med orange kort viser, at der stadig er plads til forbedringer, og at en bedre koordinering mellem de nationale parlamenter er mulig i denne henseende;

N.  der henviser til, at perioden på otte uger i artikel 4 i protokol nr. 1 har vist sig at være utilstrækkelig til en rettidig overvågning af overholdelsen af nærhedsprincippet;

O.  der henviser til, at varslingssystemet kan suppleres med det system, der i dag giver de nationale parlamenter mulighed for at fremsætte konstruktive forslag, som Kommissionen kan overveje, under behørig hensyntagen til dens initiativret;

P.  der henviser til, at flere nationale parlamenter har udtrykt deres interesse i et instrument til at forbedre den politiske dialog, som ville give dem mulighed for at komme med konstruktive forslag, som Kommissionen kan overveje, under behørig hensyntagen til Kommissionens initiativret;

Q.  der henviser til, at de nationale parlamenter til enhver tid kan fremsætte udtalelser inden for rammerne af den politiske dialog, give deres nationale regeringer mandat til at kræve udarbejdelse af lovgivningsforslag via Rådet eller i overensstemmelse med artikel 225 i TEUF bare opfordre Parlamentet til at fremsætte forslag til Kommissionen;

R.  der henviser til, at det er utænkeligt, at der kan gennemføres en procedure med rødt kort på dette trin i den europæiske integrationsproces;

S.  der henviser til, at de omfattende informationsrettigheder, der er fastlagt i Lissabontraktaten, kunne styrkes, hvis der blev givet de nationale parlamenter flere ressourcer og mere tid til at håndtere de dokumenter, der sendes til dem af EU-institutionerne;

T.  der henviser til, at IPEX, som er en platform for løbende informationsudveksling mellem de nationale parlamenter og mellem de nationale parlamenter og EU-institutionerne, bør udvikles yderligere i overensstemmelse med dens digitale strategi, hvor Europa-Parlamentet spiller en vigtig støttende rolle;

U.  der henviser til, at det interinstitutionelle samarbejde er blevet bedre efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten og det såkaldte Barroso-initiativ – den politiske dialog, som Kommissionen lancerede i september 2006, og som giver de nationale parlamenter lejligheder til at kommentere, komme med positiv feedback eller kritisere Kommissionens forslag;

V.  der henviser til, at de nationale parlamenter lejlighedsvis beklager sig over deres forbindelser med Den Europæiske Union, idet de hævder, at de er for komplekse;

W.  der henviser til, at de nationale parlamenter har relevante kompetencer på områderne frihed, sikkerhed og retfærdighed i henhold til artikel 70, 85 og 88 i TEUF og derfor bør spille en vigtig rolle angående fremtiden for Unionens sikkerheds- og forsvarspolitik;

X.  der henviser til, at der bør være større national og europæisk parlamentarisk kontrol af finanspolitikken og den økonomiske politik, de trufne beslutninger og forvaltningen på EU-plan;

Y.  der henviser til, at Domstolens afgørelse af 16. maj 2017 om den blandede karakter af handelsaftalen mellem EU og Singapore har ændret den måde, hvorpå de nationale parlamenter vil blive involveret i handelsaftaler i fremtiden;

Z.  der henviser til, at et bedre samspil og en forbedret udveksling af oplysninger mellem MEP'er og nationale parlamentsmedlemmer og også mellem de nationale parlamenters embedsmænd kunne bidrage til at forbedre kontrollen med den europæiske debat på nationalt plan og således fremme en ægte europæisk parlamentarisk og politisk kultur;

Kontrollen med regeringernes aktiviteter i europæiske anliggender

1.  mener, at gennemførelsen af de nationale parlamenters rettigheder og forpligtelser som følge af Lissabontraktaten har styrket deres rolle, inden for de europæiske konstitutionelle rammer og dermed giver Unionen mere pluralisme, demokratisk legitimitet og evnen til at fungere bedre;

2.  anerkender, at de nationale regeringer er demokratisk ansvarlige over for de nationale parlamenter, som anerkendt i artikel 10, stk. 2, i TEU, i overensstemmelse med deres respektive nationale forfatningsmæssige ordener; er af den opfattelse, at dette ansvar er kernen i de nationale parlamentariske forsamlingers rolle i Den Europæiske Union; opfordrer de nationale parlamenter til at udøve deres europæiske funktioner fuldt ud for at øve direkte indflydelse på og kontrollere EU-politikkernes indhold, navnlig gennem overvågningen af deres nationale regeringer i deres egenskab af medlemmer af Det Europæiske Råd og Rådet;

3.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de nationale parlamenter får tilstrækkelig tid, kapaciteten og den nødvendige adgang til information til at opfylde deres forfatningsmæssige rolle med at føre kontrol med og dermed legitimere de nationale regeringers aktiviteter, når disse regeringer handler på EU-plan, det være sig i Rådet eller i Det Europæiske Råd; anerkender, at denne europæiske funktion bør finde sted i fuld overensstemmelse med medlemsstaternes forfatningsmæssige traditioner; mener, at man med henblik på at bevare og forstærke denne rolle bør styrke og fremme den eksisterende udveksling af bedste praksis og samspillet mellem de nationale parlamenter;

4.  mener, at gennemsigtighed i EU-institutionernes arbejdsmetoder og beslutningsprocesser er en forudsætning for, at de nationale parlamenter effektivt kan udføre deres institutionelle rolle i medfør af traktaterne; opfordrer endvidere de nationale parlamenter til at gøre fuld brug af deres respektive beføjelser med henblik på at udøve kontrol med regeringernes handlinger på EU-plan, bl.a. ved at tilpasse deres interne organisation, tidsplaner og forretningsorden, så de bliver i stand hertil; foreslår også en udveksling af bedste praksis mellem nationale parlamenter, regelmæssige debatter mellem de respektive ministre og fagudvalgene i de nationale parlamenter før og efter rådssamlingerne og Det Europæiske Råds møder og regelmæssige møder mellem medlemmer af de nationale parlamenter, kommissærer og MEP'er;

5.  mener, at det er vigtigt at undgå enhver form for overdreven gennemførelse af EU-lovgivningen fra medlemsstaternes side, og at de nationale parlamenter spiller en nøglerolle i den sammenhæng; minder samtidig om, at dette ikke berører medlemsstaternes ret til at anvende klausuler om garanti mod forringelser og til f.eks. at fastsætte højere sociale og miljømæssige standarder på nationalt plan;

6.  minder om, at beslutningerne skal træffes i overensstemmelse med de forfatningsmæssige kompetencer og under hensyntagen til den klare afgrænsning mellem de respektive beslutningskompetencer hos de nationale organer og EU-organerne, idet det samtidig opfordrer til en styrket politisk dialog med de nationale parlamenter og anerkender det klare behov for at styrke den parlamentariske deltagelse;

7.  bemærker, at Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i højere grad bør involveres i det europæiske semester, og anbefaler, at budgetkalenderne på nationalt plan og på EU-plan bliver koordineret bedre gennem hele processen med henblik på at tilskynde til en mere effektiv anvendelse af dette instrument; minder desuden om, at en tilpasning af det europæiske semester til de nationale parlamenters dagsordener kunne bidrage yderligere til koordineringen af de økonomiske politikker, men understreger, at en sådan tilpasning ikke må tilsidesætte de enkelte parlamentariske forsamlingers selvstyrebeføjelser og særlige procedureregler;

8.  foreslår, at der indføres en national periode for budgetdialog, hvor de nationale parlamenter vil kunne drøfte og bidrage til det europæiske semester ved at give deres egne regeringer et mandat i deres forbindelser med Kommissionen og Rådet;

9.  understreger, at det under Konferencen af de Europæiske Parlamenters Europaudvalgs (COSAC) sidste plenarmøde i Tallin blev anerkendt, at de fleste nationale parlamenter deltager aktivt i plenarmøder for at debattere EU-spørgsmål, enten med jævne mellemrum eller på ad hoc-basis, og at flere plenarmødedebatter om EU-spørgsmål gør Unionen mere synlig og giver borgerne mulighed for at få mere at vide om EU's dagsorden og de politiske partiers holdninger til disse spørgsmål;

Skabelse af en europæisk offentlig sfære

10.  bemærker, at en tilpasning af de forskellige politiske holdninger i medlemsstaterne kan styrke og udvide de tværgående debatter på EU-plan; anbefaler derfor, at de nationale parlamentariske delegationer, der agerer i EU-institutionerne, afspejler den politiske mangfoldighed; påpeger relevansen af princippet om forholdsmæssig repræsentation af medlemmer fra forskellige politiske partier i denne henseende;

11.  bemærker, at de parlamentariske flertals bindende vilje kan komme til udtryk i udtalelserne fra de nationale parlamenter, inden for eller uden for rammerne af varslingssystemet; tilslutter sig imidlertid idéen om, at de nationale parlamentariske politiske mindretal får mulighed for at udtrykke afvigende synspunkter, som så kan blive indarbejdet i bilagene til de pågældende udtalelser; mener, at udtalelserne bør afgives under fuld overholdelse af proportionalitetsprincippet og i overensstemmelse med de enkelte parlamentariske forsamlingers procedureregler;

12.  noterer sig den seneste opfordring til en række demokratiske konventer i hele Europa; mener i denne forbindelse, at indførelse af en årlig europæisk uge vil gøre det muligt for MEP'er og kommissærer, navnlig næstformændene med ansvar for klynger, at være til stede i alle de nationale parlamentariske forsamlinger for at drøfte og forklare den europæiske dagsorden sammen med nationale parlamentsmedlemmer og repræsentanter for civilsamfundet; foreslår at revidere sin forretningsorden med henblik på at kunne godkende initiativet, og opfordrer de nationale parlamenter til at gøre det samme; mener endvidere, at møder mellem nationale og europæiske politiske grupper inden for rammerne af det interparlamentariske samarbejde i EU kan tilføre merværdi i form af en ægte europæisk politisk debat;

Støtte til en reform af varslingssystemet

13.   understreger, at varslingssystemet sjældent er blevet anvendt siden Lissabontraktatens ikrafttræden, og mener, at det kunne reformeres inden for de nuværende konstitutionelle rammer;

14.  bemærker, at eksempler som udløsningen af proceduren med "gult kort" i forhold til Kommissionens forslag om en revision af "direktivet om udstationering af arbejdstagere" i 2016 viser, at varslingssystemet fungerer; understreger, at den begrænsede anvendelse af proceduren med "gult kort" kunne tyde på, at nærhedsprincippet i det store og hele bliver overholdt inden for EU; mener derfor, at de proceduremæssige mangler ved varslingssystemet ikke bør betragtes som et afgørende bevis på en manglende overholdelse af nærhedsprincippet; minder desuden om, at de nationale parlamenter kan gribe ind og undersøge spørgsmålet om overholdelse af nærhedsprincippet forud for Kommissionens fremsættelse af et lovgivningsforslag i form af grøn- og hvidbøger eller den årlige fremlæggelse af Kommissionens arbejdsprogram;

15.  minder om, at Kommissionen i relation til ethvert nyt lovgivningsinitiativ er forpligtet til at undersøge, om EU har ret til at træffe foranstaltninger, og om de pågældende foranstaltninger er berettigede; understreger desuden, at de tidligere erfaringer har vist, at det somme tider er vanskeligt og problematisk at trække grænsen mellem nærhedsprincippets politiske dimension og proportionalitetsprincippets juridiske dimension; opfordrer derfor Kommissionen til i sine svar på begrundede udtalelser inden for eller uden for rammerne af varslingssystemet også at adressere proportionalitetsprincippet og, hvor det er relevant, enhver bekymring over de foreslåede politiske løsningsmodeller, ud over sin fortolkning af nærhedsprincippet;

16.  anerkender den anmodning, som nationale parlamenter har fremsat, om at udvide den periode på otte uger, som de har til at afgive begrundede udtalelser i henhold til artikel 3 i protokol nr. 1; understreger imidlertid, at der inden for de nuværende traktatrammer ikke findes bestemmelser om en sådan udvidelse; mener derfor, at Kommissionen bør indføre en teknisk meddelelsesfrist inden for varslingssystemet for at give ekstra tid mellem den dato, hvor udkastene til lovgivningsmæssige retsakter teknisk modtages af de nationale parlamentariske forsamlinger, og den dato, hvor perioden på otte uger begynder; minder i denne forbindelse om, at Kommissionen i 2009 iværksatte andre praktiske ordninger for mekanismen til kontrol af nærhedsprincippet;

17.  noterer sig den anmodning, som visse nationale parlamenter har fremsat, om at udvide den periode på otte uger, som de har til at afgive en begrundet udtalelse i henhold til artikel 6 i protokol nr. 2;

18.  foreslår i overensstemmelse med den politiske dialog, som Kommissionen lancerede i 2016, at der gøres fuld brug af det system, hvorved de nationale parlamenter kan sende konstruktive forslag til Kommissionen med det formål at øve en positiv indflydelse på EU-debatten og Kommissionens initiativret; foreslår i denne forbindelse, at Kommissionen kunne have skønsbeføjelse til enten at acceptere det pågældende forslag eller give et formelt svar med fremhævelse af grundene til ikke at gøre det; påpeger, at en sådan procedure ikke kan bestå i en initiativret eller retten til at trække lovgivning tilbage eller ændre lovgivning, da den ellers ville underminere "EU-metoden" og kompetencefordelingen mellem det nationale og det europæiske niveau og derfor stride mod traktaterne; anbefaler samtidig, at lovgivningsinitiativretten i tilfælde af en fremtidig revision af traktaterne tildeles Europa-Parlamentet som den direkte repræsentant for EU-borgerne;

Gennemførelse af retten til information

19.  bekræfter, at artikel 12 i TEU og protokol nr. 1 giver de nationale parlamenter ret til at modtage information direkte fra EU-institutionerne;

20.  understreger, at de nationale parlamenter bedre kunne håndtere den information, der sendes til dem som følge af varslingssystemet eller i medfør af deres ret til information, hvis IPEX- platformen fik status af en agora eller et forum for en uformel permanent dialog mellem de nationale parlamenter og mellem disse og EU- institutionerne; beslutter derfor at fremme anvendelsen af platformen til en styrkelse af den politiske dialog; anbefaler de nationale parlamenter at anvende IPEX-platformen i god tid med henblik på at sikre, at den nationale kontrolmekanisme indledes på et tidligt stadium; anbefaler, at man benytter IPEX som en kanal til systematisk udveksling af oplysninger og til tidligt at gøre opmærksom på problemer vedrørende nærhedsprincippet; ser potentialet til at udvikle IPEX som den vigtigste kanal for kommunikation og fremsendelse af relevante dokumenter fra EU-institutionerne til de nationale parlamenter og omvendt, og påtager sig i denne forbindelse at tilbyde bistand til de nationale parlamentariske forsamlingers forvaltninger i, hvordan man arbejder med platformen; opfordrer endvidere til, at der indføres mere udveksling mellem institutionernes og de politiske gruppers tjenestemænd inden for Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters forvaltninger;

Bedre interinstitutionelt samarbejde

21.  noterer sig det eksisterende samarbejde mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i COSAC, i den interparlamentariske konference om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (CFSP-IPC) og inden for rammerne af artikel 13 i TSSS; understreger, at dette samarbejde bør udvikles på grundlag af principperne om konsensus, informationsudveksling og høring, så de nationale parlamenter kan udøve kontrol med deres respektive regeringer og administrationer;

22.  gentager, at de nuværende rammer for forbindelserne mellem EU og de nationale parlamenter kan forenkles og harmoniseres med henblik på at gøre dem mere effektive; opfordrer i denne sammenhæng til en revision af samarbejdet mellem EU og dets nationale parlamenter på tværs af de eksisterende platforme og fora med henblik på at styrke disse forbindelser og tilpasse dem til de aktuelle behov; insisterer imidlertid på en klar afgrænsning af de nationale parlamenters og Europa-Parlamentets beslutningskompetencer, hvor de førstnævnte bør udøve deres europæiske funktion på grundlag af deres nationale forfatninger, navnlig ved at udøve kontrol med medlemmerne af deres nationale regeringer som medlemmer af Det Europæiske Råd og Rådet, som er det plan, hvor de er bedst i stand til at overvåge den europæiske lovgivningsproces; forkaster derfor idéen om at oprette fælles parlamentariske beslutningstagende organer af hensyn til gennemsigtighed, ansvarlighed og handleevne;

23.  påpeger, at en styrkelse af den politiske og tekniske dialog mellem de parlamentariske udvalg, både på nationalt og på EU-plan, ville være et meget produktivt skridt hen imod et fuldt interparlamentarisk samarbejde; overvejer muligheden af at tildele ekstra ressourcer til at nå dette mål og anvendelse af videokonferencer, når det er muligt;

24.  anerkender relevansen af de interparlamentariske udvalgsmøder i henhold til artikel 9 og 10 i protokol nr. 1; mener, at der kunne opnås et bedre interinstitutionelt samarbejde, hvis Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters medlemmer tillagde de interparlamentariske udvalgsmøder større betydning, og hvis de blev forberedt i et tættere samarbejde;

25.  anbefaler, at de nationale parlamenter bliver fuldt inddraget i den fortsatte udvikling af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik; mener, at denne inddragelse bør fremmes i et tæt samarbejde med Europa-Parlamentet og under fuld overholdelse af bestemmelserne i de nationale forfatninger vedrørende sikkerheds- og forsvarspolitik, herunder gennem fælles interparlamentariske møder mellem repræsentanter for de nationale parlamenter og medlemmer af Europa-Parlamentet og via en politisk dialog mellem et fuldgyldigt sikkerheds- og forsvarsudvalg i Europa-Parlamentet og de tilsvarende nationale parlamentsudvalg; noterer sig potentialet heri for neutrale EU-medlemsstater til at udøve en konstruktiv kontrol på dette område;

26.  er af den opfattelse, at en øget politisk og lovgivningsmæssig dialog mellem og med de nationale parlamenter vil fremme overholdelsen af målene i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning;

o
o   o

27.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EFT C 200 af 30.6.1997, s. 153.
(2) EFT C 284 E af 21.11.2002, s. 322.
(3) EUT C 212 E af 5.8.2010, s. 94.
(4) EUT C 443 af 22.12.2017, s. 40.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0049.
(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0050.
(7) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0048.
(8) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0421.

Seneste opdatering: 4. december 2018Juridisk meddelelse