Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2016/2329(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0065/2018

Indgivne tekster :

A8-0065/2018

Forhandlinger :

PV 19/04/2018 - 4
CRE 19/04/2018 - 4

Afstemninger :

PV 19/04/2018 - 10.18
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2018)0189

Vedtagne tekster
PDF 185kWORD 53k
Torsdag den 19. april 2018 - Strasbourg Endelig udgave
Gennemførelse af direktiv om den europæiske beskyttelsesordre
P8_TA(2018)0189A8-0065/2018

Europa-Parlamentets beslutning af 19. april 2018 om gennemførelsen af direktiv 2011/99/EU om den europæiske beskyttelsesordre (2016/2329(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 8, 10, 18, 19, 21, 79 og 82 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 3, 6, 20, 21, 23, 24, 41 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK),

–  der henviser til FN's verdenserklæring om menneskerettigheder, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling i 1948,

–  der henviser til FN's konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW),

–  der henviser til De Forenede Nationers erklæring om afskaffelse af vold mod kvinder, som blev vedtaget den 20. december 1993,

–  der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder, som blev vedtaget i New York den 20. november 1989,

–  der henviser til Beijing-erklæringen og den tilhørende handlingsplan, som blev vedtaget på den fjerde verdenskvindekonference den 15. september 1995, og til de efterfølgende slutdokumenter, som blev vedtaget på de ekstraordinære FN-samlinger Beijing+5 (2000), Beijing+10 (2005), Beijing+15 (2010) og Beijing+20 (2015),

–  der henviser til den generelle bemærkning, som blev vedtaget den 26. august 2016 af FN's komité for rettigheder for personer med handicap, om artikel 6 ("kvinder og piger med handicap") i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap,

–  der henviser til Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen) og til Rådets afgørelse (EU) 2017/865(1) og (EU) 2017/866 af 11. maj 2017(2) om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet,

–  der henviser til alle medlemsstaternes undertegnelse af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen),

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2017 om forslag til Rådets afgørelse om Den Europæiske Unions indgåelse af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA(4),

–  der henviser til Rådets direktiv 2004/80/EF af 29. april 2004 om erstatning til ofre for forbrydelser(5),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA(6)og til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2004/68/RIA(7),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. juni 2012 med titlen "EU's strategi for bekæmpelse af menneskehandel 2012-2016" (COM(2012)0286),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/99/EU af 13. december 2011 om den europæiske beskyttelsesordre(8) (EPO),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 606/2013 af 12. juni 2013 om gensidig anerkendelse af beskyttelsesforanstaltninger i civilretlige spørgsmål(9),

–  der henviser til Rådets rammeafgørelse 2008/947/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme og afgørelser om prøvetid med tilsyn med henblik på tilsyn med tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner(10),

–  der henviser til Rådets rammeafgørelse 2009/829/RIA af 23. oktober 2009 om anvendelse mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om tilsynsforanstaltninger som et alternativ til varetægtsfængsling(11),

–  der henviser til Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA af 27. november 2008 om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager(12),

–  der henviser til Rådets resolution af 10. juni 2011 om en køreplan for styrkelse af ofres rettigheder og beskyttelse, særlig i straffesager(13),

–  der henviser til Stockholmprogrammet – Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse(14),

–  der henviser til programmet for rettigheder, ligestilling og unionsborgerskab for perioden 2014-2020,

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 3. december 2015 med titlen "Strategic engagement for gender equality 2016-2019" (strategisk indsats for ligestilling mellem kvinder og mænd 2016-2019) (SWD(2015)0278),

–  der henviser til rapporten fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) med titlen "Violence against women – an EU-wide survey",

–  der henviser til sin beslutning af 26. november 2009 om bekæmpelse af vold mod kvinder(15),

–  der henviser til sin beslutning af 10. februar 2010 om ligestilling mellem mænd og kvinder i Den Europæiske Union – 2009(16),

–  der henviser til sin beslutning af 25. februar 2014 med henstillinger til Kommissionen om bekæmpelse af vold mod kvinder(17),

–  der henviser til sin beslutning af 9. juni 2015 om EU's strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd efter 2015(18),

–  der henviser til Europa-Parlamentets Forskningstjenestes vurdering af gennemførelsen på europæisk plan (PE603.272) af direktiv 2011/99/EU, udarbejdet af Enheden for Efterfølgende Evaluering,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og artikel 1, stk. 1, litra e), i og bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til de fælles drøftelser i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, jf. forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0065/2018),

A.  der henviser til, at alle former for vold mod et menneske er en direkte krænkelse af den menneskelige værdighed, som er selve grundlaget for alle grundlæggende menneskerettigheder og derfor skal respekteres og beskyttes; der henviser til, at vold mod kvinder er en brutal form for forskelsbehandling og en overtrædelse af menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder;

B.  der henviser til, at ofre for vold og misbrug risikerer at blive udsat for sekundær og gentagen viktimisering, gengældelse og intimidering; der henviser til, at mulighederne for at yde dem den nødvendige beskyttelse, herunder på tværs af grænserne, derfor i vid udstrækning afhænger af bevidstheden herom hos ofre, samfundet som helhed og alle fagfolk, som kommer i kontakt med dem, herunder relevante aktører såsom krisecentre;

C.  der henviser til, at manglen på passende beskyttelse af et menneske mod kønsbaseret vold har en skadelig indvirkning på samfundet som helhed;

D.  der henviser til, at et af de vigtigste sikkerhedsaspekter af ethvert samfund er beskyttelse af den enkeltes personlige integritet og frihed; der henviser til, at den europæiske dagsorden om sikkerhed bør omfatte beskyttelse af den personlige sikkerhed og beskyttelse af alle personer mod kønsbaseret vold som et prioriteret spørgsmål;

E.  der henviser til, at vold og fysiske, psykiske og seksuelle overgreb i uforholdsmæssig høj grad berører kvinder(19); der henviser til, at en ud af tre kvinder i EU har været udsat for fysisk og/eller seksuel vold efter det fyldte 15. år; der henviser til, at omfanget og alvoren af vold mod kvinder ofte ignoreres og bagatelliseres i nogle medlemsstater, og at der stadig er en bekymrende og udbredt tendens til at give ofrene skylden; der henviser til, at kun ca. en tredjedel af de kvinder, der bliver fysisk eller seksuelt misbrugt af deres partnere, kontakter myndighederne;

F.  der henviser til, at sikring af ligestilling mellem kønnene på alle politikområder er et grundlæggende princip i Den Europæiske Union og et grundlæggende element for bekæmpelsen af kønsbaseret vold;

G.  der henviser til, at det i Istanbulkonventionen, som er blevet underskrevet, men ikke ratificeret af EU og alle medlemsstaterne(20), foreskrives, at alle dens bestemmelser, især foranstaltningerne til beskyttelse af ofres rettigheder, skal sikres uden nogen form for diskrimination, og at de kontraherende parter udtrykkeligt opfordres til at anerkende forfølgelse som en strafbar handling; der henviser til, at ratificeringen og den fulde gennemførelse af Istanbulkonventionen vil bidrage til at overvinde de udfordringer, som følger af den europæiske beskyttelsesordre, ved at tilvejebringe sammenhængende europæiske retlige rammer til at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder;

H.  der henviser til, at medlemsstaterne for at nedbringe det skønnede antal urapporterede tilfælde af vold skal indføre og styrke instrumenter for tidlig varsling og til beskyttelse af kvinder, så de kan føle sig sikre og bliver i stand til at indberette kønsbaseret vold; der henviser til, at det betydeligt høje antal uregistrerede tilfælde af kønsbaseret vold kan hænge sammen med manglen på offentlige midler; der henviser til, at de relevante myndigheder skal have strukturer såsom centre, som yder lægelig og retsmedicinsk støtte, psykologisk rådgivning og juridisk bistand, og som skaber et trygt sted for kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold;

I.  der henviser til, at arbejdskraftens frie bevægelighed i EU indebærer, at folk ofte bevæger sig fra et land til et andet; der henviser til, at den europæiske beskyttelsesordre er baseret på behovet for at beskytte ofrenes rettigheder og frihedsrettigheder, og navnlig for at respektere ofrenes og de potentielle ofres ret til at nyde fri bevægelighed og for at sikre, at de fortsat beskyttes, når de udøver denne ret;

J.  der henviser til, at forebyggelse af vold ved at investere i bevidstgørelseskampagner med effektiv mediedækning, uddannelse og uddannelse af fagfolk er afgørende elementer i bekæmpelsen af kønsbaseret vold; der henviser til, at Istanbulkonventionen forpligter parterne til at forebygge kønsbaseret vold og kønsbaserede stereotyper ved at tage mediernes rolle op; der henviser til, at den generelle mangel på forståelse blandt ofre, der er omfattet af nationale beskyttelsesforanstaltninger om, at den europæiske beskyttelsesordre findes, har en negativ indvirkning på dens gennemførelse; der henviser til, at bevidstgørelseskampagner og oplysningsprogrammer med henblik på at bekæmpe banalisering af vold i hjemmet og kønsbaseret vold bidrager til, at ofrene i højere grad bliver parat til at indberette overgreb og anmode om nationale og europæiske beskyttelsesordrer samt opbygge tillid til de relevante myndigheder;

K.  der henviser til, at der i 2010, da den europæiske beskyttelsesordre blev foreslået af Det Europæiske Råd, var mere end 118 000 kvinder med bopæl i EU, der var omfattet af beskyttelsesforanstaltninger vedrørende kønsbaseret vold; der henviser til, at det i 2011 blev anslået, at 1 180 personer i gennemsnit ville have behov for permanente grænseoverskridende beskyttelsesforanstaltninger i EU;

L.  der henviser til, at NGO'er i mange medlemsstater ofte spiller en vigtig rolle med hensyn til at støtte ofre;

M.  der henviser til, at europæiske beskyttelsesordrer er instrumenter til gensidig anerkendelse og samarbejde, som hverken kan fungere korrekt eller beskytte ofrene, før de er gennemført fuldt ud af alle medlemsstater;

N.  der henviser til, at der navnlig i tilfælde af vold er nogle medlemsstater, der udsteder beskyttelsesforanstaltninger på grundlag af straffesager, mens andre udsteder beskyttelsesordrer baseret på civile sager;

O.  der henviser til, at der findes en bred vifte af beskyttelsesordrer i EU's medlemsstater, og at gennemførelsen af europæiske beskyttelsesordrer – på grund af de forskellige retssystemer i medlemsstaterne – står over for mange vanskeligheder og dermed kan underminere en korrekt anvendelse af europæiske beskyttelsesordrer for offeret og begrænse det antal europæiske beskyttelsesordrer, der udstedes;

P.  der henviser til, at de fleste medlemsstater ikke har noget registreringssystem til indsamling af data om europæiske beskyttelsesordrer, og at der heller ikke er et centralt europæisk registreringssystem til indsamling af alle relevante EU-data; der henviser til, at utilstrækkelige data gør det svært at vurdere gennemførelsen af europæiske beskyttelsesordrer og at rette op på manglerne i lovgivningen eller gennemførelsen;

Q.  der henviser til, at den europæiske beskyttelsesordre finder anvendelse på ofre for alle former for kriminalitet, herunder ofre for terrorisme, menneskehandel, kønsbaseret vold og organiseret kriminalitet; der henviser til, at mennesker i sårbare situationer, der har været udsat for kriminalitet, skal behandles med særlig opmærksomhed, når de ansøger om en europæisk beskyttelsesordre;

R.  der henviser til, at der er en solid forbindelse mellem den europæiske beskyttelsesordres funktion og minimumsstandarderne for ofre for kriminalitet med hensyn til deres rettigheder, støtte og beskyttelse som etableret ved direktiv 2012/29/EU;

1.  opfordrer medlemsstaterne til klart at fordømme og til at forpligte sig til at udrydde alle former for kønsbaseret vold og vold mod kvinder, og til at sikre nultolerance over for disse former for vold;

2.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at indarbejde kønsaspektet i alle deres politikker, navnlig dem, der kan være forbundet med bevidstgørelse og afsløring af vold mod kvinder såvel som beskyttelse og sikring af ofrenes integritet;

Generel vurdering af gennemførelsen af direktivet og anbefalinger til forbedring af situationen med hensyn til gennemførelsen og den europæiske beskyttelsesordres funktion

3.  anerkender, at alle medlemsstater, der er bundet af direktivet om den europæiske beskyttelsesordre, har givet Kommissionen meddelelse om gennemførelse af direktivet i national ret;

4.  er opmærksom på den positive effekt, som oprettelsen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed kan have på den grænseoverskridende beskyttelse af ofre; mener, at den europæiske beskyttelsesordre har potentiale til at blive et effektivt instrument til at beskytte ofre i en moderne verden, der kendetegnes ved stor mobilitet og fravær af indre grænser; noterer sig dog med bekymring, at der siden gennemførelsen af direktivet om den europæiske beskyttelsesordre kun er blevet identificeret syv europæiske beskyttelsesordrer af medlemsstaterne, selv om der er blevet anmodet om og udstedt tusindvis af nationale beskyttelsesordrer i medlemsstaterne i de seneste år(21);

5.  beklager, at Kommissionen ikke forelagde Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af direktivet om den europæiske beskyttelsesordre inden den 11. januar 2016; opfordrer Kommissionen til at opfylde sine rapporteringsforpligtelser som fastsat i direktivet og til i sin rapport at medtage en kortlægning af nationale beskyttelsesforanstaltninger, en oversigt over uddannelsesaktiviteter, en analyse af medlemsstaternes overholdelse af ofrenes ret til gratis retshjælp, herunder oplysninger om, hvorvidt eventuelle omkostninger afholdes af ofrene i forbindelse med en beskyttelsesordre, og en kortlægning af de oplysningskampagner, der finder sted i medlemsstaterne;

6.  minder om fuldbyrdelsesstatens forpligtelse til at anerkende den europæiske beskyttelsesordre med den samme prioritet som udstedelsesstaten på trods af de forskellige vanskeligheder og juridiske udfordringer, der er forbundet hermed;

7.  er bekymret over, at der er en stor kløft mellem koordinering og kommunikation mellem medlemsstaterne, når en europæisk beskyttelsesordre fuldbyrdes; opfordrer medlemsstaterne til at forbedre og styrke samarbejdet og kommunikationen i forbindelse med den europæiske beskyttelsesordre, da dette ville sætte gang i langt mere effektive procedurer og samtidige grænseoverskridende foranstaltninger mellem medlemsstaterne;

8.  fastholder, at indsamlingen af statistiske data skal forbedres for at vurdere omfanget af problemet og resultaterne af foranstaltninger til at mindske kønsbaseret vold; opfordrer medlemsstaterne til at standardisere og digitalisere formularer og procedurer for europæiske beskyttelsesordrer og oprette et nationalt registreringssystem for europæiske beskyttelsesordrer med henblik på at indsamle data og forbedre udvekslingen af oplysninger med Kommissionen og medlemsstaterne; opfordrer medlemsstaterne til at indsamle og regelmæssigt give Kommissionen kønsopdelte oplysninger og oplysninger om antallet af europæiske beskyttelsesordrer, der anmodes om, udstedes og fuldbyrdes, samt oplysninger om de forskellige former for kriminalitet;

9.  opfordrer Kommissionen til at oprette et europæisk registreringssystem til indsamling af oplysninger om europæiske beskyttelsesordrer fra alle medlemsstater;

10.  opfordrer til, at der udformes en standardformular, som gælder i såvel strafferetlige som civilretlige sager og i alle medlemsstater, og at den anvendes ved ansøgning om og anerkendelse af beskyttelsesordrer; anmoder om et digitalt administrationssystem, der letter koordineringen, standardiserer de indsamlede data og effektiviserer såvel forvaltningen af ordrer som udarbejdelsen af operationel statistik på EU-plan;

11.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at offentliggøre den fuldstændige liste over de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for at udstede og anerkende europæiske beskyttelsesordrer, og de centrale myndigheder, der fremsender og modtager europæiske beskyttelsesordrer i medlemsstaterne, og til at gøre listen let tilgængelig for at gøre det muligt for beskyttede personer og støtteorganisationer for ofre at anmode om europæiske beskyttelsesordrer eller at løse de hermed forbundne problemer; opfordrer medlemsstaterne til at styrke deres nationale og lokale institutioner og kompetente myndigheder for at gøre den europæiske beskyttelsesordre mere tilgængelig og anvendelig, således at der bliver udstedt europæiske beskyttelsesordrer;

12.  opfordrer Kommissionen til at fremme alle former for udveksling af god praksis og samarbejde mellem medlemsstaterne og mellem medlemsstaterne og civilsamfundet for at sikre, at de europæiske beskyttelsesordrer fungerer efter hensigten;

13.  understreger, at en særlig ansvarlig myndighed automatisk bør orientere og minde ofre for kriminalitet, som har fået eller ville overveje at få udstedt en national beskyttelsesordre, om muligheden for at anmode om en europæisk beskyttelsesordre under straffesager; understreger, at en person, der er omfattet af en beskyttelsesforanstaltning, ikke bør pålægges økonomiske omkostninger, når vedkommende anmoder om en europæisk beskyttelsesordre;

14.  opfordrer medlemsstaterne til at foretage en individuel vurdering og anlægge en kønssensitiv tilgang hvad angår levering af bistand og støtte i forbindelse med anmodninger om europæiske beskyttelsesordrer;

15.  beklager den manglende adgang til domstolene og retshjælp til ofre for alle former for kriminalitet i visse medlemsstater, hvilket fører til ringe information til ofrene om muligheden for at anmode om en europæisk beskyttelsesordre; mener, at leveringen af gratis retshjælp, administrativ støtte og passende oplysninger til beskyttede personer om den europæiske beskyttelsesordre bør sikres af medlemsstaterne, da den er afgørende for brugen og effektiviteten af instrumentet, både i udstedelses- og håndhævelsesfasen; opfordrer medlemsstaterne til at øge de ressourcer, der afsættes til overvågning og forebyggelse af vold mod kvinder i landdistrikterne;

16.  opfordrer medlemsstaterne til at informere beskyttede personer om de supplerende sociale ydelser, der er tilgængelige i modtagelsesstaten, såsom familieydelse, indkvartering osv., eftersom disse foranstaltninger ligger uden for den europæiske beskyttelsesordres anvendelsesområde;

17.  understreger, at man som en del af beskyttelsen og det supplerende sociale arbejde bør være særligt opmærksom på børneofre og på børn af ofre for kriminelle handlinger, navnlig dem, som er i risiko for seksuelle overgreb;

18.  beklager, at medlemsstaterne ikke garanterer oversættelse og tolkning til et sprog, som offeret forstår, før, under og efter udstedelsen af en europæisk beskyttelsesordre;

19.  understreger, at ofrene altid bør have ret til at blive hørt under procedurerne for den europæiske beskyttelsesordre; understreger, at oversættelses- og tolketjenester skal være tilgængelige og gratis under hele processen for den europæiske beskyttelsesordre; understreger derfor, at alle relevante dokumenter bør oversættes til et sprog, der forstås af offeret;

20.  beklager manglen på særlige foranstaltninger, der gennemføres af medlemsstaterne for ofre i sårbare situationer eller ofre med særlige behov; mener, at nedskæringerne i de offentlige udgifter i mange tilfælde har negativ indvirkning på de ressourcer, der er tilgængelige til at gennemføre disse særlige foranstaltninger; opfordrer derfor medlemsstaterne til i samarbejde med Kommissionen og de relevante organisationer, der arbejder med beskyttelse af ofre, at indføre særlige retningslinjer og foranstaltninger, som vil gøre det lettere for ofre i sårbare situationer eller ofre med særlige behov at anmode om en europæisk beskyttelsesordre;

21.  fremhæver, at den europæiske beskyttelsesordre – i lyset af den stigende og farlige udvikling inden for menneskehandel – kan blive et meget nyttigt instrument for ofre for menneskehandel; opfordrer derfor Kommissionen til at indarbejde den europæiske beskyttelsesordre i en EU-strategi for bekæmpelse af menneskehandel;

22.  mener, at udstedelsen af beskyttelsesordren – for at kunne opfylde sit potentiale og sikre tilsvarende beskyttelsesforanstaltninger i både den udstedende og fuldbyrdende stat – skal være så hurtig, effektiv og automatisk som muligt og indebære mindst muligt bureaukrati; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fastsætte en klar og kort frist på to uger for medlemsstaternes kompetente myndigheder i forbindelse med udstedelse af og meddelelse om europæiske beskyttelsesordrer for at undgå at skabe endnu større usikkerhed hos de beskyttede personer og øge det pres, de er under, og til i samme øjemed at instruere de kompetente myndigheder om at give tilstrækkelige oplysninger til ofrene under beslutningsprocessen angående deres anmodninger om europæiske beskyttelsesordrer, herunder oplyse dem om hændelser, der opstår under denne procedure; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til i denne forbindelse at afsætte tilstrækkelige ressourcer til myndigheder, der arbejder med europæiske beskyttelsesordrer, for at fremme et effektivt system, som tager hensyn til offerets situation;

23.  opfordrer medlemsstaterne til at tage behørigt hensyn til den beskyttede persons interesse og til at være et trygt sted for mennesker, der anmelder vold, ved i fuldt omfang at respektere forpligtelsen til ikke at underrette den person, der forårsager fare, om den beskyttede persons opholdssted og andre oplysninger – medmindre det er strengt nødvendigt for at opfylde formålene med beskyttelsesordren; understreger, at offeret, når situationen kræver, at gerningsmanden informeres om detaljer angående den europæiske beskyttelsesordre, skal orienteres herom;

24.  opfordrer medlemsstaterne til at planlægge særlige procedurer til at lette udstedelsen af europæiske beskyttelsesordrer for at beskytte familiemedlemmer, der bor sammen med et offer, der allerede er omfattet af en europæisk beskyttelsesordre;

25.  fremhæver den stigende effektivitet af nye teknologier som f.eks. GPS-overvågningssystemer og applikationer til smartphones, som udløser en alarm, når der er overhængende fare, som et middel til at gøre europæiske beskyttelsesordrer mere effektive og nemmere at tilpasse omstændighederne, både i udstedelsesstaten og i fuldbyrdelsesstaten; er bekymret over, at kun et begrænset antal medlemsstater benytter sådanne nye teknologier;

26.  fremhæver betydningen af at overvåge europæiske beskyttelsesordrer i fuldbyrdelsesstaten i relation til den trussel, som ofret er udsat for, med henblik på at få fastslået, om de trufne beskyttelsesforanstaltninger er blevet gennemført korrekt, og om de skal revideres;

27.  opfordrer Kommissionen til at overvåge gennemførelsen af dette direktiv og straks indlede traktatbrudsprocedurer mod alle medlemsstater, som overtræder det;

28.  tilskynder, i overensstemmelse med det synspunkt, som foreninger for ofre for kønsbaseret vold flere gange ofte har givet udtryk for, til afprøvning af procedurer, som ændrer den traditionelle tilgang til beskyttelseskonceptet, der er gældende i de fleste medlemsstater; understreger, at i stedet for at fokusere på foranstaltninger for ofre, hvilket ofte er tilfældet, bør de metoder, der anvendes til at undgå risici, omfatte forebyggelse, tilsyn, kontrol og overvågning af de personer, der forvolder skade, og at obligatorisk omskoling af voldsudøvere bør indgå som en prioritet i de anvendte forebyggelsesforanstaltninger;

29.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at foretage en grundig undersøgelse af, hvordan man eventuelt kan forbedre lovgivningen vedrørende den europæiske beskyttelsesordre og dens effektive gennemførelse i alle EU-medlemsstater og den praktiske støtte med henblik på at garantere retten til international beskyttelse og retten til bistand og støtte for ofre for vold, der er beskyttet på nationalt plan;

30.  opfordrer EU-agenturer som FRA og Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder til regelmæssigt at overvåge gennemførelsen af direktivet;

31.  opfordrer Kommissionen til at komme med en opfordring til civilsamfundet om overvågning og rapportering med henblik på at få den europæiske beskyttelsesordre til at fungere bedre i medlemsstaterne og til at gøre EU-midler tilgængelige for NGO'er til dette formål;

32.  opfordrer Kommissionen til at iværksætte indkaldelser af forslag til fremme af forskning i brugen af nationale og europæiske beskyttelsesordrer og koordinere programmer til iværksættelse af oplysningskampagner i medlemsstaterne med henblik på at informere ofrene for kriminalitet om muligheden for at anmode om en europæisk beskyttelsesordre og om grænseoverskridende beskyttelsesforanstaltninger;

33.  opfordrer medlemsstaterne til at intensivere deres samarbejde med NGO'er og til at sørge for obligatoriske menneskerettighedsbaserede serviceorienterede, praktiske og tværsektorielle kurser for alle offentligt ansatte, som arbejder professionelt med ofre i relation til den europæiske beskyttelsesordre, og som er afgørende for en korrekt gennemførelse af dette direktiv; understreger, at der i alle medlemsstaterne bør indføres specifik og regelmæssig uddannelse vedrørende de europæiske beskyttelsesordrer for politiet, personalet hos de kompetente nationale myndigheder og for retsvæsenets aktører, socialarbejdere og foreninger og NGO'er, der beskæftiger sig med ofre for vold; opfordrer til, at personale, der beskæftiger sig med kønsbaseret vold, får passende uddannelse med hensyn til de specifikke behov hos kvinder, som har været ofre for vold, og at de tildeles tilstrækkelige ressourcer med henblik på at prioritere kønsbaseret vold;

34.  opfordrer medlemsstaterne til i lyset af den dybt rodfæstede misogyni og sexisme i vores samfund og den øgede eksponering af børn og teenagere for vold på internettet at medtage undervisning i ligestilling mellem kønnene og ikkevold i læseplanerne på skolernes grundtrin og sekundærtrin ved at inddrage eleverne i diskussioner og ved at udnytte alle tilgængelige undervisningsmuligheder;

35.  fremhæver, at nye kommunikationsteknikker, f.eks. via digitale platforme, anvendes som en ny form for kønsbaseret vold, der også omfatter trusler og chikane; opfordrer derfor medlemsstaterne til at medtænke disse aspekter, når en europæisk beskyttelsesordre udstedes og/eller fuldbyrdes;

Generelle anbefalinger vedrørende kønsbaseret vold

36.  opfordrer Kommissionen til at medtage beskyttelse af alle borgere, især de mest sårbare, i den europæiske dagsorden om sikkerhed, med fokus på ofre for forbrydelser såsom menneskehandel eller kønsbaseret vold, herunder terrorofre, der også kræver særlig opmærksomhed, støtte og social anerkendelse;

37.  opfordrer Kommissionen til at iværksætte kampagner for at tilskynde kvinder til at indberette alle former for vold baseret på køn, således at de kan beskyttes, og nøjagtigheden af dataene om kønsbaseret vold kan forbedres;

38.  understreger, at den primære årsag til den varierende brug af nationale og europæiske beskyttelsesordrer ifølge evalueringsrapporten fra Europa-Parlamentets Forskningstjeneste er, at ofre og mange fagfolk ikke har kendskab til de muligheder, som dette direktiv giver; opfordrer derfor medlemsstaterne til at tage fuldt ansvar for deres borgere og – med inddragelse af relevante NGO'er – til at iværksætte langsigtede oplysningskampagner og tværsektorielle bevidstgørelseskampagner om de tilgængelige beskyttelsesinstrumenter og deres anvendelse, der er rettet mod a) hele samfundet, b) potentielle ofre, især kvinder med gældende nationale beskyttelsesordrer og c) fagpersoner såsom retshåndhævende embedsmænd, tjenestemænd i retssystemet og udbydere af retshjælp, sociale tjenester og beredskabstjenester, som er de første til at tage sig af ofre; opfordrer derfor Kommissionen til at tilvejebringe finansiering til at iværksætte informationsprogrammer;

39.  anerkender e-justice-portalen, der drives af Kommissionen med bidrag fra medlemsstaterne; glæder sig over Kommissionens initiativ til at udvide det eksisterende område for ofre på e-justice-portalen og til at medtage alle relevante oplysninger angående ofres rettigheder, herunder landespecifikke retningslinjer om anmeldelse om voldssager; fremhæver behovet for at udforme "ofrenes område" som et letanvendeligt praktisk værktøj og en informationskilde, der bør være tilgængelig på alle EU's officielle sprog; opfordrer medlemsstaterne til at oprette et brugervenligt websted, der er dedikeret til ofres rettigheder, som også omfatter den europæiske beskyttelsesordre og en digital rapporteringsplatform til at lette identificeringen af kønsbaseret vold, og hvortil der er let adgang via f.eks. de nationale retsinformationsportaler;

40.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at intensivere deres samarbejde med NGO'er, der beskytter ofre for vold, med henblik på at udforme strategier med både proaktive og reaktive foranstaltninger i relation til kønsbaseret vold, den europæiske beskyttelsesordres funktion og de nødvendige ændringer i lovgivningen og støtten;

41.  opfordrer Kommissionen til at fremlægge en retsakt, der skal støtte medlemsstaterne i at forebygge og bekæmpe alle former for vold mod kvinder og piger og kønsbaseret vold;

42.  opfordrer Rådet til at aktivere passerellebestemmelsen og vedtage en enstemmig afgørelse, der identificerer vold mod kvinder og piger (og andre former for kønsbaseret vold) som en strafbar handling som omhandlet i artikel 83, stk. 1, i TEUF;

43.  opfordrer indtrængende til, at der arbejdes på at fremme en gradvis harmonisering af lovgivningen vedrørende den voldelige adfærd, som ligger til grund for beskyttelsesordrer; understreger, at overfald og overgreb, som navnlig går ud over kvinder, er et alvorligt anliggende og bør underkastes strafferetlig behandling i alle medlemsstater, og beskyttelsesforanstaltninger mod kønsbaseret vold bør ligeledes udstedes af retten;

En sammenhængende EU-retlig ramme for beskyttelse af ofre

44.  glæder sig over undertegnelsen den 13. juni 2017 af EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen, som følger en holistisk, omfattende og koordineret tilgang, som sætter ofrenes rettigheder i centrum, og som bør knyttes fuldt ud til den europæiske beskyttelsesordre; opfordrer EU til at indgå en bred tiltrædelse af konventionen for at forebygge vold mod kvinder, bekæmpe straffrihed og beskytte ofre; understreger dette instruments betydning for bestræbelserne på at overvinde en af hindringerne for anvendelsen af europæiske beskyttelsesordrer, nemlig den manglende anerkendelse af forfølgelse som en strafbar handling i alle medlemsstaterne; anmoder i overensstemmelse med sin beslutning af 12. september 2017 om EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen Kommissionen om at udpege en EU-koordinator for vold mod kvinder, der skal være ansvarlig for koordinering, gennemførelse, overvågning og evaluering af EU-politikker, -instrumenter og -foranstaltninger til at forebygge og bekæmpe alle former for vold mod kvinder og piger og fungere som repræsentant for EU i partsudvalget for konventionen;

45.  opfordrer alle medlemsstater, som endnu ikke har gjort det, til at ratificere og fuldt ud håndhæve Istanbulkonventionen og afsætte tilstrækkelige økonomiske og menneskelige ressourcer til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og kønsbaseret vold, herunder ved at stille kvinder og piger stærkere, beskytte ofrene og give dem mulighed for at få erstatning;

46.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre passende uddannelser, procedurer og retningslinjer for alle fagfolk, der beskæftiger sig med ofre for alle former for vold, der er omfattet af Istanbulkonventionens anvendelsesområde, for at undgå forskelsbehandling eller sekundær viktimisering under retslige, medicinske og politimæssige procedurer;

47.  glæder sig over forpligtelsen i Istanbulkonventionen til at oprette landsdækkende døgnåben, gratis telefonrådgivning i forbindelse med alle former for vold under konventionens anvendelsesområde; opfordrer medlemsstaterne til i relevante sager også at bruge dette værktøj til at oplyse ofrene om den europæiske beskyttelsesordre;

48.  understreger, at de retslige og praktiske mangler ved gennemførelsen af dette direktiv kan modvirkes gennem et passende samspil og samordning mellem EU's forskellige instrumenter til beskyttelse af ofre såsom rammeafgørelsen 2009/829/RIA om tilsynsforanstaltninger som et alternativ til varetægtsfængsling og rammeafgørelsen om tilsynsforanstaltninger, forordning (EU) nr. 606/2013 om gensidig anerkendelse af beskyttelsesforanstaltninger i civilretlige spørgsmål og direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse, der har fastlagt retten til at modtage oplysninger, til gratis at modtage oversættelse og tolkning, og som anvender en altomfattende tilgang til ofre med særlige behov, herunder ofre for kønsbaseret vold;

49.  opfordrer medlemsstaterne til at oplyse ofrene om andre beskyttelsesforanstaltninger, hvis fuldbyrdelsesstaten ophører med at være omfattet af dette direktiv;

50.  opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger med henblik på at revidere de eksisterende instrumenter til retlig beskyttelse af ofre for kriminalitet og etablere en sammenhængende EU-retlig ramme herfor;

51.  opfordrer Kommissionen til at vurdere, hvordan dette direktiv anvendes i forbindelse med det beslægtede instrument på det civilretlige område, nemlig forordning (EU) nr. 606/2013, og til at foreslå retningslinjer for, hvordan disse to EU-retsakter, der skal beskytte ofre gennem anerkendelse af beskyttelsesforanstaltninger truffet under nationale civile sager eller straffesager, kunne anvendes mere effektivt af medlemsstaterne;

o
o   o

52.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder og Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder.

(1) EUT L 131 af 20.5.2017, s. 11.
(2) EUT L 131 af 20.5.2017, s. 13.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0329.
(4) EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57.
(5) EUT L 261 af 6.8.2004, s. 15.
(6) EUT L 101 af 15.4.2011, s. 1.
(7) EUT L 335 af 17.12.2011, s. 1.
(8) EUT L 338 af 21.12.2011, s. 2.
(9) EUT L 181 af 29.6.2013, s. 4.
(10) EUT L 337 af 16.12.2008, s. 102.
(11) EUT L 294 af 11.11.2009, s. 20.
(12) EUT L 350 af 30.12.2008, s. 60.
(13) EUT C 187 af 28.6.2011, s. 1.
(14) EUT C 115 af 4.5.2010, s. 1.
(15) EUT C 285 E af 21.10.2010, s. 53.
(16) EUT C 341 E af 16.12.2010, s. 35.
(17) EUT C 285 af 29.8.2017, s. 2.
(18) EUT C 407 af 4.11.2016, s. 2.
(19) FRA's rapport med titlen "Violence against women: an EU-wide survey. Main results report" viser, at én ud af tre kvinder (33 %) har været udsat for fysisk og/eller seksuel vold, siden de var 15 år, én ud af fem kvinder (18 %) har været udsat for forfølgelse, og hver anden kvinde (55 %) har været udsat for en eller flere former for seksuel chikane. I betragtning heraf kan vold mod kvinder ikke ses som et marginalt problem, der kun berører nogle kvinders liv.
(20) https://www.coe.int/en/web/conventions/full-list/-/conventions/treaty/210/signatures?desktop=true
(21) Ifølge studiet fra Parlamentets Forskningstjeneste om "European Protection Order Directive 2011/99/EU – European Implementation Assessment" er det blevet anslået, at der i 2010 var mere end 100 000 kvinder med bopæl i EU, der var omfattet af beskyttelsesforanstaltninger vedrørende kønsbaseret vold.

Seneste opdatering: 1. juli 2019Juridisk meddelelse