Indeks 
Vedtagne tekster
Onsdag den 7. februar 2018 - StrasbourgEndelig udgave
Afgørelse om ikke at modsætte sig en gennemførelsesforanstaltning: ændring af IFRS 9
 Afgørelse om ikke at gøre indsigelse mod en delegeret retsakt: anvendelsesdatoer for to delegerede forordninger
 Europa-Parlamentets sammensætning
 Revision af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen
 Portugals elektroniske udveksling af oplysninger fra køretøjsregistre *
 Beskyttelse og ikkediskrimination af EU-borgere tilhørende mindretal i EU-medlemsstaterne
 Nultolerance over for kvindelig kønslemlæstelse

Afgørelse om ikke at modsætte sig en gennemførelsesforanstaltning: ændring af IFRS 9
PDF 245kWORD 44k
Europa-Parlamentets afgørelse om ikke at modsætte sig udkast til Kommissionens forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1126/2008 om vedtagelse af visse internationale regnskabsstandarder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 for så vidt angår ændringer til IFRS 9 (D054380/02 – 2017/3018(RPS))
P8_TA(2018)0027B8-0066/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Kommissionens forordning (D054380/02),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder(1), særlig artikel 3, stk. 1,

–  der henviser til Kommissionens skrivelse af 18. december 2017, hvori den anmoder Parlamentet om at erklære, at det ikke vil modsætte sig udkastet til forordning,

–  der henviser til skrivelse af 24. januar 2018 fra Økonomi- og Valutaudvalget til Udvalgsformandskonferencens formand,

–  der henviser til artikel 5a i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen(2),

–  der henviser til Økonomi- og Valutaudvalgets henstilling til afgørelse,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 106, stk. 4, litra d), og artikel 105, stk. 6,

–  der henviser til, at der ikke er gjort indsigelse inden for den frist, der er fastsat i forretningsordenens artikel 105, stk. 6, tredje og fjerde led, og som udløb den 6. februar 2018,

A.  der henviser til, at International Accounting Standards Board (IASB) den 12. oktober 2017 udstedte ændringer til IFRS 9 - Finansielle instrumenter; der henviser til, at disse ændringer har til formål at skabe klarhed og konsekvens i klassificeringen af gældsinstrumenter med negative optioner for førtidig indfrielse;

B.  der henviser til, at European Financial Reporting Advisory Group (EFRAG) den 10. november 2017 afgav en positiv godkendelsesudtalelse til Kommissionen; der henviser til, at EFRAG's udtalelse omfatter nogle af de spørgsmål, som Den Europæiske Centralbank rejste i sin skrivelse af 8. november 2017 til EFRAG;

C.  der henviser til, at Kommissionen konkluderede, at fortolkningen opfylder de tekniske kriterier for vedtagelse som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1606/2002, og fastholder, at denne foreslåede ændring blot vil bevare status quo for den regnskabsmæssige behandling af amortiseret kostpris for disse specifikke instrumenter, der var gældende før indførelsen af IFRS 9;

D.  der henviser til, at IASB fastsatte den 1. januar 2019 som ikrafttrædelsestidspunktet for denne ændring af IFRS 9 med tidligere anvendelse tilladt; der henviser til, at den regnskabsmæssige behandling af finansielle instrumenter i henhold til IFRS 9 kræves allerede fra den 1. januar 2018; der henviser til, at finansielle institutioner, der er underkastet IFRS-regnskabsstandarder, ikke kan anvende behandlingen under denne foreslåede ændring, før den er godkendt og offentliggjort;

E.  der henviser til, at Kommissionens mål var, at ændringerne til forordning (EF) nr. 1126/2008 af 3. november 2008 om vedtagelse af visse internationale regnskabsstandarder(3), skulle offentliggøres inden udgangen af marts 2018, således at de kunne anvendes for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2018 eller senere;

1.  erklærer, at det ikke modsætter sig udkastet til Kommissionens forordning;

2.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Kommissionen og, til orientering, til Rådet.

(1) EFT L 243 af 11.9.2002, s. 1.
(2) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
(3) EFT L 320 af 29.11.2008, s. 1.


Afgørelse om ikke at gøre indsigelse mod en delegeret retsakt: anvendelsesdatoer for to delegerede forordninger
PDF 242kWORD 43k
Europa-Parlamentets afgørelse om ikke at gøre indsigelse mod Kommissionens delegerede forordning af 20. december 2017 om ændring af delegeret forordning (EU) 2017/2358 og delegeret forordning (EU) 2017/2359 for så vidt angår deres anvendelsesdato (C(2017)08681 – 2017/3032(DEA))
P8_TA(2018)0028B8-0069/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens delegerede forordning (C(2017)08681) ("den delegerede ændringsforordning"),

–  der henviser til skrivelse af 24. januar 2018 fra Økonomi- og Valutaudvalget til Udvalgsformandskonferencens formand,

–  der henviser til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution(1), særlig artikel 25, stk. 2, artikel 28, stk. 4, artikel 29, stk. 4 og 5, artikel 30, stk. 6, og artikel 39, stk. 5,

–  der henviser til Økonomi- og Valutaudvalgets henstilling til afgørelse,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 105, stk. 6,

–  der henviser til, at der ikke er gjort indsigelse inden for den frist, der er fastsat i forretningsordenens artikel 105, stk. 6, tredje og fjerde led, og som udløb den 6. februar 2018,

A.  der henviser til, at den delegerede ændringsforordning bør finde anvendelse inden den 23. februar 2018, datoen for ikrafttrædelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/2358 og Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/2359 ("de to delegerede forordninger"), og at en fuld udnyttelse af den tremåneders kontrolperiode, Parlamentet har til rådighed, kan føre til, at de to delegerede forordninger træder i kraft inden den ændrede anvendelsesdato for direktiv (EU) 2016/97 ("direktivet om forsikringsdistribution"), nemlig den 1. oktober 2018, som foreslået af Kommissionen i dennes forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv (EU) 2016/97 for så vidt angår anvendelsesdatoen for medlemsstaternes gennemførelsesforanstaltninger (COM(2017)0792);

B.  der henviser til, at en hurtig offentliggørelse af den delegerede ændringsforordning i Den Europæiske Unions Tidende vil gøre det muligt at tilpasse datoerne for anvendelsen af de to delegerede forordninger med den ændrede anvendelsesdato for direktivet om forsikringsdistribution;

C.  der henviser til, at dette svarer til Parlamentets afgørelser af 25. oktober 2017(2) om ikke at gøre indsigelse mod to delegerede forordninger, hvori det anmoder Kommissionen om at vurdere, om anvendelsen af direktivet om forsikringsdistribution kunne forlænges til den 1. oktober 2018;

1.  erklærer, at det ikke gør indsigelse mod den delegerede ændringsforordning;

2.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 26 af 2.2.2016, s. 19.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0404 og P8_TA(2017)0405.


Europa-Parlamentets sammensætning
PDF 327kWORD 46k
Beslutning
Bilag
Europa-Parlamentets beslutning af 7. februar 2018 om Europa-Parlamentets sammensætning (2017/2054(INL)2017/0900(NLE))
P8_TA(2018)0029A8-0007/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 14, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til artikel 10 i TEU(1),

–  der henviser til sin beslutning af 13. marts 2013 om Europa-Parlamentets sammensætning med henblik på valget i 2014(2),

–  der henviser til sin beslutning af 11. november 2015 om reform af valgloven i Den Europæiske Union, som indeholder et forslag til Rådets afgørelse med henblik på vedtagelse af bestemmelserne om ændring af akten om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet(3),

–  der henviser til Det Europæiske Råds afgørelse 2013/312/EU af 28. juni 2013(4) om Europa-Parlamentets sammensætning,

–  der henviser til Langfredagsaftalen af 10. april 1998,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 45, 52 og 84,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0007/2018),

A.  der henviser til, at Europa-Parlamentets sammensætning skal respektere de kriterier, der er fastlagt i artikel 14, stk. 2, første afsnit, i TEU, nemlig at antallet af repræsentanter for unionsborgerne ikke må overstige syv hundrede og halvtreds plus formanden, at borgerne skal repræsenteres degressivt proportionalt med en minimumstærskel på seks medlemmer for hver medlemsstat, og at ingen medlemsstat kan tildeles mere end 96 pladser;

B.  der henviser til, at artikel 14, stk. 2, i TEU fastsætter, at Europa-Parlamentet består af repræsentanter for Unionens borgere;

C.  der henviser til, at TEU og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde understreger betydningen af lighed mellem borgerne og ligebehandling af dem fra EU-institutionernes side; der henviser til, at det er vigtigt at fremme lige repræsentation med henblik på at øge Europa-Parlamentets legitimitet som det lovgivende organ, der repræsenterer Unionens borgere;

D.  der henviser til, at Europa-Parlamentet har undersøgt en række forslag, der var bestilt af og forelagt for det, til et varigt system til fordeling af pladser baseret på matematiske formler;

E.  der henviser til, at Det Forenede Kongerige den 29. marts 2017 i overensstemmelse med artikel 50 i TEU meddelte Det Europæiske Råd, at det agter at udtræde af Den Europæiske Union, og at den toårige tidsramme for forhandlinger og indgåelse af en udtrædelsesaftale slutter den 29. marts 2019, medmindre Det Europæiske Råd efter aftale med Det Forenede Kongerige med enstemmighed beslutter at forlænge denne frist;

F.  der henviser til, at medmindre den nuværende retlige situation ændres, vil Det Forenede Kongerige ikke længere være medlem af Den Europæiske Union på tidspunktet for det næste valg til Europa-Parlamentet i 2019;

G.  der henviser til, at adskillige medlemsstater for nylig har givet udtryk for støtte til oprettelsen af en fælles valgkreds fra og med valget til Europa-Parlamentet i 2019; der henviser til, at en forudsætning for oprettelsen af en fælles valgkreds er en ændring af akten om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet, som bør vedtages senest et år før valget til Europa-Parlamentet som fastsat i Venedigkommissionens kodeks for god praksis i forbindelse med valgspørgsmål;

H.  der henviser til, at Europa-Parlamentet i sit forslag af 11. november 2015 til Rådets afgørelse om ændring af akten om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet krævede indførelse af en obligatorisk spærregrænse for valgkredse samt for medlemsstater med én samlet valgkreds, hvor listevalg anvendes, og som omfatter mere end et bestemt antal mandater; mener, at denne spærregrænse skal fastlægges under hensyntagen til den nye fordeling af pladser;

1.  bemærker, at den nuværende fordeling af pladser i Europa-Parlamentet som fastsat i Det Europæiske Råds afgørelse 2013/312/EU kun finder anvendelse på valgperioden 2014-2019; understreger derfor, at det er nødvendigt med en ny afgørelse om Europa-Parlamentets sammensætning for valgperioden 2019-2024;

2.  erkender det forhold, at den nuværende fordeling af pladser i flere tilfælde ikke er i overensstemmelse med princippet om degressiv proportionalitet, og den skal derfor korrigeres senest et år inden valget til Europa-Parlamentet i 2019;

3.  anerkender, at en række medlemsstater også finder, at afstemningssystemet i Rådet skal tages i betragtning, når der træffes afgørelse om fordelingen af pladser i Europa-Parlamentet;

4.  understreger, at mens de matematiske formler viser et stort potentiale for et varigt system til fordelingen af pladserne i fremtiden, er det ikke politisk bæredygtigt for Parlamentet at foreslå et permanent system på dette tidspunkt;

5.  anerkender, at medmindre den nuværende retlige situation ændres, vil Det Forenede Kongerige ikke længere være en medlemsstat på tidspunktet for det næste valg til Europa-Parlamentet i 2019;

6.  foreslår, at der fra det næste valg til Europa-Parlamentet i 2019 skal anvendes en ny fordeling af pladser i Parlamentet, som overholder de kriterier, der er fastlagt i artikel 14 i TEU; mener at i tilfælde af, at ovennævnte retlige situation vedrørende Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union ændrer sig, bør fordelingen af pladserne i valgperioden 2014-2019 finde anvendelse indtil Det Forenede Kongeriges udtrædelse af Den Europæiske Union får retskraft;

7.  understreger, at pladser, der bliver ledige som følge af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union, vil lette vedtagelsen af en ny fordeling af pladserne i Europa-Parlamentet, hvorved princippet om degressiv proportionalitet gennemføres; understreger endvidere, at den nye foreslåede fordeling ville give mulighed for at mindske Parlamentets størrelse; bemærker, at kun en brøkdel af de pladser, som Det Forenede Kongerige har afgivet, er tilstrækkelig til at sikre, at der ikke sker et tab af pladser for nogen medlemsstat;

8.  understreger, at en reduktion af Parlamentets størrelse ville frigøre et antal pladser til eventuelle fremtidige udvidelser af Den Europæiske Union;

9.  minder om, at befolkningen i Nordirland i henhold til Langfredagsaftalen har en umistelig ret til britisk statsborgerskab, irsk statsborgerskab eller begge dele, og – i kraft af retten til irsk statsborgerskab – ligeledes til unionsborgerskab;

10.  minder om, at degressiv proportionalitet, som er fastlagt i traktaterne, er baseret på antallet af pladser pr. medlemsstat og ikke på kandidaternes nationalitet;

11.  opfordrer Rådet til hurtigt at færdiggøre revisionen af akten om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet;

12.  understreger, at den af Europa-Parlamentet foreslåede reform af akten om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet vil styrke den europæiske karakter af valget og sende et positivt signal for den fremtidige udvikling af det europæiske projekt;

13.  finder, at den foreslåede fordeling, der er baseret på traktaternes principper, udgør et solidt grundlag for en metode til at fastlægge fordelingen af pladser i fremtiden under overholdelse af kriterierne i artikel 14 i TEU, navnlig princippet om degressiv proportionalitet, og er tillige retfærdig, gennemsigtig, objektiv i overensstemmelse med de seneste demografiske forandringer og forståelig for de europæiske borgere;

14.  forelægger på grundlag af sin initiativret i henhold til artikel 14, stk. 2, i TEU Det Europæiske Råd vedføjede forslag til Det Europæiske Råds afgørelse om fastlæggelse af Europa-Parlamentets sammensætning; understreger, at der er et presserende behov for at vedtage denne afgørelse, som kræver Parlamentets godkendelse, således at medlemsstaterne i god tid kan træffe de nødvendige nationale bestemmelser, således at de kan tilrettelægge valget til Europa-Parlamentet for valgperioden 2019-2024;

15.  pålægger sin formand at sende denne beslutning og det vedføjede forslag til Det Europæiske Råds afgørelse sammen med ovennævnte betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender til Det Europæiske Råd, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

BILAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

Forslag til

Det Europæiske Råds afgørelse

om Europa-Parlamentets sammensætning

DET EUROPÆISKE RÅD HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 14, stk. 2,

under henvisning til Europa-Parlamentets initiativ,

under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Artikel 14, stk. 2, første afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union fastsætter kriterierne for Europa-Parlamentets sammensætning, nemlig at antallet af repræsentanter for Unionens borgere ikke må overstige syv hundrede og halvtreds plus formanden, at borgerne skal repræsenteres degressivt proportionalt med en mindstetærskel på seks medlemmer for hver medlemsstat, og at ingen medlemsstat kan tildeles mere end seksoghalvfems pladser.

(2)  Af artikel 10 i traktaten om Den Europæiske Union fremgår det bl.a., at Unionens funktionsmåde bygger på det repræsentative demokrati, hvor borgerne repræsenteres direkte på EU-plan i Europa-Parlamentet, og medlemsstater repræsenteres af deres regeringer, der selv er demokratisk ansvarlige over for deres nationale parlamenter eller borgere, i Rådet. Artikel 14, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union om Europa-Parlamentets sammensætning finder derfor anvendelse inden for konteksten af de bredere institutionelle ordninger, der er fastsat i traktaterne, og som ligeledes omfatter bestemmelserne om beslutningstagning i Rådet —

VEDTAGET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ved anvendelsen af bestemmelserne i artikel 14, stk. 2, første afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union skal følgende principper overholdes:

–  ved fordelingen af pladser i Europa-Parlamentet skal de i traktaten om Den Europæiske Union fastsatte minimums- og maksimumstal pr. medlemsstat udnyttes fuldt ud for så nøjagtigt som muligt at afspejle størrelsen af de respektive befolkninger

–  degressiv proportionalitet defineres som følger: forholdet mellem de enkelte medlemsstaters indbyggertal og antal pladser inden afrunding til hele tal skal variere i forhold til deres respektive indbyggertal på en sådan måde, at hvert enkelt medlem af Europa-Parlamentet fra en mere folkerig medlemsstat repræsenterer flere borgere end hvert enkelt medlem fra en mindre folkerig medlemsstat, og omvendt, at jo større en medlemsstats befolkning er, jo mere ret har den til et stort antal pladser

–  fordelingen af pladser skal afspejle den demografiske udvikling i medlemsstaterne.

Artikel 2

Kommissionen (Eurostat) beregner størrelsen af medlemsstaternes befolkning på grundlag af de seneste oplysninger fra medlemsstaterne og i henhold til en metode fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1260/20131(5).

Artikel 3

1.  Antallet af repræsentanter i Europa-Parlamentet, der vælges i hver enkelt medlemsstat, for valgperioden 2019-2024 fastsættes hermed til:

Belgien

21

Bulgarien

17

Tjekkiet

21

Danmark

14

Tyskland

96

Estland

7

Irland

13

Grækenland

21

Spanien

59

Frankrig

79

Kroatien

12

Italien

76

Cypern

6

Letland

8

Litauen

11

Luxembourg

6

Ungarn

21

Μalta

6

Nederlandene

29

Østrig

19

Polen

52

Portugal

21

Rumænien

33

Slovenien

8

Slovakiet

14

Finland

14

Sverige

21

2.  Såfremt Det Forenede Kongerige stadig er en EU-medlemsstat ved begyndelsen af valgperioden 2019-2024, skal antallet af repræsentanter i Europa-Parlamentet pr. medlemsstat, som tiltræder deres mandat, dog være det antal, der er fastsat i artikel 3 i Rådets afgørelse 2013/312/EU(6), indtil Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union får retskraft.

Når Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen får retskraft, er antallet af repræsentanter i Europa-Parlamentet, der vælges i hver medlemsstat, det, der er angivet i stk. 1 i denne artikel.

Alle repræsentanter i Europa-Parlamentet, som besætter de ekstra pladser, der fremkommer som forskellen mellem antallet af pladser, der tildeles i henhold til første og andet afsnit i dette stykke, tiltræder deres mandater i Parlamentet på samme tid.

Artikel 4

I tilstrækkelig god tid inden begyndelsen af valgperioden 2024-2029 forelægger Europa-Parlamentet Det Europæiske Råd i overensstemmelse med artikel 14, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union et forslag til en ajourført fordeling af pladserne.

Artikel 5

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i ...

På Det Europæiske Råds vegne

Formand

(1) Denne artikel bestemmer, at "borgerne repræsenteres direkte på EU-plan i Europa-Parlamentet".
(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0082.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0395.
(4) EUT L 181 af 29.6.2013, s. 57.
(5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1260/2013 af 20. november 2013 om europæiske demografiske statistikker (EUT L 330 af 10.12.2013, s. 39).
(6) Det Europæiske Råds afgørelse 2013/312/EU af 28. juni 2013 om Europa-Parlamentets sammensætning (EUT L 181 af 29.6.2013, s. 57).


Revision af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen
PDF 168kWORD 47k
Afgørelse
Bilag
Europa-Parlamentets afgørelse af 7. februar 2018 om revision af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen (2017/2233(ACI))
P8_TA(2018)0030A8-0006/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Formandskonferencens afgørelse af 5. oktober 2017,

–  der henviser til brevvekslingen mellem dets formand og Kommissionens formand, navnlig skrivelsen af 2. oktober 2017 fra sidstnævnte, hvori Kommissionens formand tilslutter sig de tekstforslag, Parlamentets formand havde forelagt den 7. september 2017,

–  der henviser til rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen(1) og til udkastet til ændringerne heraf,

–  der henviser til artikel 10, stk. 1 og 4, og artikel 17, stk. 3 og 7, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 245 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til artikel 295 i TEUF,

–  der henviser til Kommissionens arbejdsprogram for 2017(2),

–  der henviser til sin beslutning af 11. november 2015 om reform af valgloven i Den Europæiske Union(3),

–  der henviser til sin beslutning af 1. december 2016 om kommissærers interesseerklæringer - retningslinjer(4),

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om forbedring af Den Europæiske Unions funktionsmåde ved at drage fordel af Lissabontraktatens potentiale(5),

–  der henviser til sin beslutning af 14. september 2017 om gennemsigtighed, ansvarlighed og integritet i EU-institutionerne(6),

–  der henviser til udkastet til Kommissionens afgørelse af 12. september 2017 om en adfærdskodeks for Europa-Kommissionens medlemmer, særlig artikel 10 om deltagelse i europæisk politik i løbet af mandatperioden,

–  der henviser til ajourføringen af sit Generaldirektorat for Unionens Interne Politikkers studie med titlen “The Code of Conduct for Commissioners – improving effectiveness and efficiency”,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 140, stk. 1,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0006/2018),

A.  der henviser til, at Unionens funktionsmåde ifølge artikel 10, stk. 1, i TEU bygger på repræsentativt demokrati, og at Kommissionen som Unionens udøvende organ spiller en afgørende rolle i Unionens funktionsmåde;

B.  der henviser til, at artikel 10, stk. 3, og artikel 11 i TEU giver unionsborgerne ret til at deltage i Unionens demokratiske liv;

C.  der henviser til, at artikel 17, stk. 3, i TEU fastsætter, at Kommissionen udfører sine opgaver i fuldkommen uafhængighed, at Kommissionens medlemmer skal vælges på grundlag af deres almindelige duelighed og europæiske engagement blandt personer, hvis uafhængighed er uomtvistelig, og at de hverken må søge eller modtage instruktioner fra nogen regering, nogen institution, noget andet organ eller nogen anden organisation;

D.  der henviser til, at formålet med udkastet til ændringer er at anvende demokratiske principper ved valget af formanden for Kommissionen, jf. artikel 17, stk. 7, i TEU;

E.  der henviser til, at udkastet til ændringer gør det muligt for kommissionsmedlemmer at stille op til valg til Europa-Parlamentet uden at behøve at træde tilbage;

F.  der henviser til, at det er almindelig praksis i medlemsstaterne, at regeringsmedlemmer stiller op ved nationale parlamentsvalg, uden at de behøver træde tilbage;

G.  der henviser til, at udkastet til ændringer også giver mulighed for, at kommissionsmedlemmer udpeges af de europæiske politiske partier som spidskandidater til posten som formand for Kommissionen;

H.  der henviser til, at Parlamentet allerede har udtrykte støtte til processen med spidskandidater, som klart er fastlagt i traktaten, i sit forslag til en revision af akten om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet(7);

I.  der henviser til, at det hedder i artikel 10, stk. 4, i TEU, at politiske partier på europæisk plan bidrager til at skabe en europæisk politisk bevidsthed, og til, at artikel 10, stk. 3, og artikel 11, stk. 1, i TEU udvider dette til borgerne og repræsentative sammenslutninger;

J.  der henviser til, at udkastet til ændringer også indeholder bestemmelser om de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte principperne om gennemsigtighed, upartiskhed, fortrolighed og kollegialitet, som alle fortsat gælder for kommissionsmedlemmer, der deltager i en valgkampagne;

K.  der henviser til, at der ved udkastet til ændringer indføres en pligt for formanden for Kommissionen til at underrette Parlamentet om de foranstaltninger, der træffes for at sikre overholdelse af principperne om uafhængighed, integritet og diskretion, jf. artikel 245 i TEUF og adfærdskodeksen for Europa-Kommissionens medlemmer, når kommissærer stiller op som kandidater til valg til Europa-Parlamentet;

L.  der henviser til, at det i udkastet til ændringer bestemmes, at kommissionsmedlemmer ikke må bruge Kommissionens menneskelige eller materielle ressourcer til aktiviteter, der har tilknytning til en valgkampagne;

1.  minder om, at Kommissionens formand vil blive valgt af Europa-Parlamentet på forslag af Det Europæiske Råd under hensyntagen til resultatet af valget til Europa-Parlamentet, og efter at der har fundet passende høringer sted, og at de europæiske politiske partier derfor, som det var tilfældet i 2014, skal opstille spidskandidater med henblik på at lade de europæiske borgere bestemme, hvem der skal vælges som formand for Kommissionen ved valget til Europa-Parlamentet;

2.  minder om, at processen med spidskandidater afspejler den interinstitutionelle balance mellem Parlamentet og Det Europæiske Råd i overensstemmelse med traktaterne; understreger endvidere, at dette yderligere skridt i retning af at styrke Unionens parlamentariske dimension er et princip, der ikke kan omstødes;

3.  understreger, at Det Europæiske Råd, hvis det ikke overholder processen med spidskandidater, også risikerer at forelægge en kandidat til posten som formand for Kommissionen, der ikke har tilstrækkeligt parlamentarisk flertal, til godkendelse i Parlamentet;

4.  advarer om, at Europa-Parlamentet vil være parat til at afvise enhver kandidat i proceduren for indsættelse af formanden for Kommissionen, der ikke er blevet udpeget som spidskandidat forud for valget til Europa-Parlamentet;

5.  mener, at processen med spidskandidater også er et bidrag til gennemsigtighed, da kandidater til posten som formand for Kommissionen bekendtgøres før valget til Europa-Parlamentet og ikke efterfølgende, som det var tilfældet tidligere;

6.  understreger, at processen med spidskandidater fremmer de europæiske borgeres politiske bevidsthed forud for valget til Europa-Parlamentet og styrker både Parlamentets og Kommissionens politiske legitimitet ved at knytte deres respektive valg mere direkte til vælgernes afgørelse; anerkender derfor den betydelige merværdi ved princippet om spidskandidater i forbindelse med målet om en styrkelse af Kommissionens politiske karakter;

7.  mener, at Kommissionens politiske legitimitet ville blive styrket mere, hvis flere valgte medlemmer af Europa-Parlamentet blev udnævnt til medlemmer af Kommissionen;

8.  minder om, at alle større europæiske politiske parter forud for valget til Europa-Parlamentet i 2014 tog processen med spidskandidater til sig og pegede på deres kandidat til posten som formand for Kommissionen, og at der blev afholdt offentlige debatter mellem kandidaterne, hvilket skabte en konstitutionel og politisk praksis, som afspejler den interinstitutionelle balance, som traktaterne foreskriver;

9.  mener, at processen med spidskandidater i 2014 viste sig at være en succes, og understreger, at valget til Europa-Parlamentet i 2019 vil være en anledning til at cementere brugen af denne praksis;

10.  opfordrer de europæiske politiske partier til at udpege deres spidskandidater gennem en åben, gennemsigtig og demokratisk procedure;

11.  mener, at udkastet til ændringer er i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, og artikel 17, stk. 1, i TEU, og hilser ændringerne velkommen som en forbedring, der konsoliderer den demokratiske proces for valget af formanden for Kommissionen;

12.  noterer sig ikrafttrædelsen af den reviderede adfærdskodeks for Kommissionens medlemmer, som har til formål at præcisere, hvilke forpligtelser der gælder for siddende og tidligere kommissionsmedlemmer; henviser til de synspunkter, Europa-Parlamentet allerede har tilkendegivet med hensyn til bl.a. en afkølingsperiode for tidligere kommissionsmedlemmer efter mandatperiodens ophør, gennemsigtighed, udpegningen af det uafhængige etiske udvalg og deltagelse i europæiske valgkampagner;

13.  mener, at det er vigtigt, at der i adfærdskodeksen for Kommissionens medlemmer fastlægges høje standarder for gennemsigtighed, upartiskhed og sikkerhedsforanstaltninger for at undgå enhver mulig interessekonflikt blandt kommissionsmedlemmer, der deltager i en valgkampagne;

14.  minder særlig om sit krav om en treårig "afkølingsperiode" for tidligere kommissionsmedlemmer efter mandatperiodens ophør;

15.  godkender ændringerne af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen i bilaget til denne afgørelse;

16.  pålægger sin formand at undertegne ændringerne sammen med Kommissionens formand og drage omsorg for, at de offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

17.  pålægger sin formand at fremsende denne afgørelse og bilaget til Kommissionen og til Rådet og medlemsstaternes parlamenter til orientering.

BILAG

Aftale mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen om ændring af punkt 4 i rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen

(Teksten i bilaget gengives ikke her, eftersom den svarer til aftalen som offentliggjort i EUT L 45 af 17. februar 2018, s. 46).

(1) EUT L 304 af 20.11.2010, s. 47.
(2) Kommissionens meddelelse af 25. oktober 2016 med titlen "Kommissionens arbejdsprogram 2017 – Realisering af et Europa, der beskytter, styrker og forsvarer" (COM(2016)0710).
(3) EUT C 366 af 27.10.2017, s. 7.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0477.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0049.
(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0358.
(7) Akt om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet ved almindelige direkte valg, knyttet til Rådets afgørelse 76/787/EKSF, EØF, Euratom (EFT L 278 af 8.10.1976, s. 1), som ændret ved Rådets afgørelse 93/81/Euratom, EKSF, EØF (EFT L 33 af 9.2.1993, s. 15) og ved Rådets afgørelse 2002/772/EF, Euratom (EFT L 283 af 21.10.2002, s. 1).


Portugals elektroniske udveksling af oplysninger fra køretøjsregistre *
PDF 240kWORD 41k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 7. februar 2018 om udkast til Rådets gennemførelsesafgørelse om Portugals elektroniske udveksling af oplysninger fra køretøjsregistre (13308/2017 – C8-0419/2017 – 2017/0821(CNS))
P8_TA(2018)0031A8-0017/2018

(Høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets udkast (13308/2017),

–  der henviser til artikel 39, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union, som ændret ved Amsterdamtraktaten, og artikel 9 i protokol nr. 36 om overgangsbestemmelser, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8‑0419/2017),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2008/615/RIA af 23. juni 2008 om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet(1), særlig artikel 33,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 78c,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0017/2018),

1.  godkender Rådets udkast;

2.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

3.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre den tekst, Parlamentet har godkendt, i væsentlig grad;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 210 af 6.8.2008, s. 1.


Beskyttelse og ikkediskrimination af EU-borgere tilhørende mindretal i EU-medlemsstaterne
PDF 180kWORD 48k
Europa-Parlamentets beslutning af 7. februar 2018 om beskyttelse og ikkediskrimination af EU-borgere tilhørende mindretal i EU-medlemsstaterne (2017/2937(RSP))
P8_TA(2018)0032B8-0064/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til artikel 10, 19, 21 og 167 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til retten til at indgive andragender, som nedfældet i artikel 20 og 227 i TEUF og i artikel 44 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til artikel 21 og artikel 22 i TEUF,

–  der henviser til præamblen til TEU,

–  der henviser til Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal, protokol nr. 12 til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog,

–  der henviser til Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse(1) (direktivet om etnisk ligestilling),

–  der henviser til Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv(2) (direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF(3) (direktivet om fri bevægelighed),

–  der henviser til Rettens dom af 3. februar 2017 (sag T-646/13), Minority SafePack – one million signatures for diversity in Europe mod Kommissionen(4),

–  der henviser til sine beslutninger om situationen for grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union,

–  der henviser til sin beslutning af 8. juni 2005 om forslag til beskyttelse af mindretal og ikke-diskriminationspolitikker i et udvidet Europa(5),

–  der henviser til sin beslutning af 11. september 2013 om udryddelsestruede europæiske sprog og den sproglige mangfoldighed i Den Europæiske Union(6),

–  der henviser til sin beslutning af 12. marts 2014 om rapport om unionsborgerskab 2013 – Unionsborgere: jeres rettigheder, jeres fremtid(7),

–  der henviser til sin beslutning af 15. december 2016 om arbejdet i Udvalget for Andragender 2015(8),

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2017 om aspekter vedrørende grundlæggende rettigheder for integrationen af romaer i EU: bekæmpelse af romafjendtlighed(9),

–  der henviser til sin beslutning af 12. december 2017 om 2017-rapporten om unionsborgerskab: Styrkelse af borgernes rettigheder i en Union med demokratiske forandringer(10),

–  der henviser til det studie fra april 2017, som Europa-Parlamentets Temaafdeling C bestilte efter anmodning fra Udvalget for Andragender, med titlen "Discrimination(s) as emerging from petitions received" (Forskelsbehandling som den fremstår i modtagne andragender),

–  der henviser til det studie fra august 2017, som Europa-Parlamentets Temaafdeling C bestilte efter anmodning fra Udvalget for Borgerlige Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, med titlen "Towards a Comprehensive EU Protection System for Minorities" (Mod et omfattende EU-system til beskyttelse af mindretal),

–  der henviser til det studie fra april 2017, som Europa-Parlamentets Temaafdeling C bestilte efter anmodning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget, med titlen "Minority Languages and Education: Best Practices and Pitfalls" (Mindretalssprog og uddannelse: bedste praksis og faldgruber),

–  der henviser til den offentlige høring, som Udvalget for Andragender arrangerede den 4. maj 2017 med titlen "Fighting against discrimination of EU citizens in the EU Member States and the protection of minorities" (Bekæmpelse af diskrimination af EU-borgere i medlemsstaterne og beskyttelse af mindretal)(11),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 216, stk. 2,

A.  der henviser til, at Udvalget for Andragender har modtaget adskillige andragender, hvori der gives udtryk for betænkeligheder med hensyn til forskellige former for praksis, der diskriminerer mod EU-borgere, som tilhører mindretal, og at udvalget har arrangeret en høring om de forskellige spørgsmål, der er blevet rejst;

B.  der henviser til, at der er en stærk forbindelse mellem mindretalsrettigheder og retsstatsprincippet; der henviser til, at artikel 2 i TEU udtrykkeligt omtaler rettigheder for personer, der tilhører mindretal, og at disse rettigheder fortjener samme behandling som de andre rettigheder, der er nedfældet i traktaterne;

C.  der henviser til, at artikel 10 i TEUF fastlægger, at Unionen ved udformningen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tilstræber at bekæmpe enhver form for forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering;

D.  der henviser til, at der, selv om internationale aftaler danner en solid ramme for mindretalsrettigheder, stadig kan gøres væsentlige fremskridt med hensyn til, hvordan beskyttelsen af mindretalsrettigheder omsættes til praksis i EU;

E.  der henviser til, at hver enkelt person i EU har lige ret og pligt til at blive et fuldgyldigt, aktivt og integreret medlem af samfundet;

F.  der henviser til, at sikring af mindretallenes rettigheder er et afgørende krav til kandidatlande, hvilket er fastsat i Københavnskriterierne;

G.  der henviser til, at forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse bliver anført som den hyppigst forekommende form for diskrimination, og at diskrimination på grund af seksuel orientering er blevet væsentligt mere udbredt ifølge den seneste Eurobarometerundersøgelse om diskrimination(12);

H.  der henviser til, at Kommissionens forslag til direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle (COM(2008)0426) dækker en bred vifte af områder, som såsom uddannelse, social beskyttelse og adgang til og levering af varer og tjenesteydelser;

I.  der henviser til, at de andragender, som Udvalget for Andragender har modtaget om forskelsbehandling i forbindelse med mindretalsrettigheder, bør behandles grundigt for at forstå de betænkeligheder, som borgerne har givet udtryk for, og for at stille løsningsforslag;

J.  der henviser til, at adskillige andragender viser, at mindretal bliver udsat for diskrimination ved udøvelsen af deres grundlæggende rettigheder, og at dette må give anledning til bekymring med hensyn til mindretalsgruppers fortsatte eksistens, navnlig som følge af miljøforurenende aktiviteter;

K.  der henviser til, at beskyttelse og styrkelse af kulturarven i forhold til nationale mindretal i medlemsstaterne – et centralt element i samfunds, gruppers og enkeltpersoners kulturelle identitet – spiller en afgørende rolle for social samhørighed;

L.  der henviser til, at medlemsstaterne har et klart ansvar for at træffe korrigerende foranstaltninger til bekæmpelse af praksis, der diskriminerer medlemmer af romasamfundet, navnlig hvad angår deres kontakt med regionale og nationale forvaltninger;

M.  der henviser til, at adskillige andragere har givet udtryk for bekymring over, at EU ikke kan opvise en samlet strategi og tilbyde beskyttelse af deres sproglige rettigheder og andre mindretalsrettigheder, som er nedfældet i EU's charter om grundlæggende rettigheder og er en del af EU-rettens almindelige principper, som fastslået af EU-Domstolen;

1.  beklager, at personer, der tilhører mindretal, stadig oplever forhindringer, når det drejer sig om at sikre respekten for deres grundlæggende rettigheder, og at de fortsat er ofre for hadefuld tale og hadforbrydelser;

2.  mener, at medlemsstaterne konsekvent bør forsvare mindretals rettigheder og regelmæssigt vurdere, om disse rettigheder bliver overholdt;

Bekæmpelse af diskrimination mod autoktone, nationale og sproglige mindretal: et nationalt og europæisk ansvar

3.  bemærker, at mindretalsspørgsmål ikke har været placeret tilstrækkelig højt oppe på EU's dagsorden, og støtter en integreret tilgang til lighed og ikke-forskelsbehandling med det formål at sikre, at medlemsstaterne på passende vis forholder sig til den menneskelige mangfoldighed i deres samfund;

4.  mener, at EU har et ansvar for at beskytte og fremme mindretals rettigheder; anser det for påkrævet at forbedre EU's lovgivningsmæssige rammer for at beskytte de rettigheder, der tilkommer personer tilhørende mindretal, på en koordineret måde;

5.  understreger, at EU-institutionerne bør gøre en indsats for at skabe større opmærksomhed omkring de spørgsmål, der vedrører mindretalsbeskyttelse, og for at anspore og bistå medlemsstaterne i deres bestræbelser for at fremme kulturel mangfoldighed og tolerance, særlig via uddannelse;

6.  understreger, at udviklingen af enhver politik for kulturarven bør være inklusiv, baseret på lokalsamfund og åben for deltagelse og bør omfatte høring af og dialog med de pågældende mindretalssamfund;

7.  noterer sig, at EU mangler effektive redskaber til at overvåge respekten for mindretalsrettigheder; efterlyser en effektiv EU-dækkende overvågning af situationen for indfødte og sproglige mindretal; mener, at EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder bør gennemføre øget overvågning af diskrimination mod nationale mindretal i medlemsstaterne;

8.  anerkender, at medlemsstaterne spiller en vigtig rolle i forbindelse med beskyttelsen af autoktone, nationale eller sproglige mindretal; minder om, at beskyttelsen af nationale mindretal og forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af sprog og medlemskab af et nationalt mindretal er nedfældet i traktaterne og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder;

9.  beklager, at de spørgsmål, som Parlamentet rejste i sin beslutning om forslag til beskyttelse af mindretal og ikke-diskriminationspolitikker i et udvidet Europa, endnu ikke er blevet løst;

EU's retlige ramme for mindretal: udfordringer og muligheder

10.  fremhæver, at de nationale mindretals rettigheder og beskyttelsen heraf er en integrerende del af retsstatsprincippet, som fastslået i Københavnsdokumentet fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), der blev undertegnet i 1990;

11.  opfordrer medlemsstaterne til at sørge for, at deres retssystemer sikrer, at personer, der tilhører et mindretal, ikke udsættes for diskrimination, og til at træffe målrettede beskyttelsesforanstaltninger på grundlag af de relevante internationale normer; fordømmer enhver form for diskriminerende behandling fra offentligt ansattes side over for personer, der tilhører mindretal; foreslår, at de kompetente myndigheder gør brug af de eksisterende indberetningsmuligheder og om nødvendigt gennemfører sanktioner i tilfælde af forskelsbehandling;

12.  understreger, at det er nødvendigt at behandle situationen og retsstillingen for ikke-statsborgere, som har fast bopæl i medlemsstaterne;

13.  understreger, at de nationale mindretals natur- og kulturarvsressourcer hører til grundpillerne i den sociale samhørighed og skal betragtes som aktiver, der fuldt ud skal bevares for kommende generationer, bl.a. ved at bringe forurenende aktiviteter til ophør;

14.  opfordrer alle medlemsstater til at undertegne, ratificere og håndhæve Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal, protokol nr. 12 til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog eller til at opdatere deres forpligtelser i forhold til de relevante internationale aftaler; understreger, at sproglige og autoktone mindretal bør behandles i overensstemmelse med de principper, der er nedfældet i disse dokumenter;

15.  opfordrer til, at direktivet om racelighed og direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse revideres; beklager dybt, at der kun er gjort beskedne fremskridt i retning af at vedtage forslaget til direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle, og opfordrer Kommissionen og Rådet til atter at få gang i de relevante forhandlinger med det formål at afslutte dem inden udgangen af denne valgperiode;

Beskyttelse og forsvar af mindretalssprog

16.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at retten til at bruge et mindretalssprog bliver opretholdt, og til at beskytte sproglig mangfoldighed inden for EU i overensstemmelse med EU-traktaterne;

17.  mener, at det er nødvendigt at respektere sproglige rettigheder i samfund, hvor der er mere end ét officielt sprog, uden at indskrænke et sprogs rettigheder i forhold til et andet sprog, i overensstemmelse med hver medlemsstats forfatningsmæssige orden;

18.  opfordrer Kommissionen til at styrke bestræbelserne på at fremme undervisning i og brug af regionale sprog og mindretalssprog som en mulig løsning på problemerne med sprogdiskrimination i EU;

LGBTI-personers rettigheder

19.  opfordrer Kommissionen til at gribe mere aktivt ind for at bekæmpe diskrimination af LGBTI-personer og homofobi, også ved hjælp af konkrete lovgivningsmæssige foranstaltninger, under hensyntagen til medlemsstaternes beføjelser; anbefaler, at der iværksættes overvågning af LGBTI-personers rettigheder, og at der fremlægges klare og tilgængelige oplysninger vedrørende anerkendelse af grænseoverskridende rettigheder for LGBTI-personer og deres familier i EU; mener, at medlemsstaterne på passende vis bør investere i at levere målrettet uddannelse i forskellige faser for at forebygge mobning og bekæmpe homofobi på en struktureret måde;

20.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at medlemsstaterne foretager en korrekt gennemførelse af direktivet om fri bevægelighed, herunder bestemmelserne vedrørende familiemedlemmer og forbuddet mod enhver form for forskelsbehandling;

21.  opfordrer Kommissionen til at gøre en indsats for at sikre, at LGBTI-personer og deres familier kan udøve deres ret til fri bevægelighed i overensstemmelse med både artikel 21 i TEUF og artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder;

º

º º

22.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EFT L 180 af 19.7.2000, s. 22.
(2) EFT L 303 af 2.12.2000, s. 16.
(3) EUT L 158 af 30.4.2004, s. 77.
(4) ECLI:EU:T:2017:59.
(5) EUT C 124 E af 25.5.2006, s. 405.
(6) EUT C 93 af 9.3.2016, s. 52.
(7) EUT C 378 af 9.11.2017, s. 146.
(8) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0512.
(9) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0413.
(10) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0487.
(11) http://www.europarl.europa.eu/cmsdata/117287/peti-hearing-programme-20170504-en.pdf.
(12) Discrimination in the EU in 2015, http://ec.europa.eu/COMMFrontOffice/publicopinion/index.cfm/Survey/getSurveyDetail/instruments/SPECIAL/surveyKy/2077.


Nultolerance over for kvindelig kønslemlæstelse
PDF 179kWORD 50k
Europa-Parlamentets beslutning af 7. februar 2018 om nultolerance over for kvindelig kønslemlæstelse (2017/2936(RSP))
P8_TA(2018)0033B8-0068/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 8 og 9 i direktivet om ofres rettigheder (2012/29/EU) af 25. oktober 2012(1) om ofres rettigheder fra oktober 2012 om obligatorisk levering af støttetjenester til ofre for vold, herunder kvindelig kønslemlæstelse,

–  der henviser til artikel 11 og 21 i direktivet om modtagelsesforhold (2013/33/EU) af 26. juni 2013(2), hvori ofre for kvindelig kønslemlæstelse eksplicit nævnes blandt de sårbare personer, som bør modtage passende sundhedsydelser under asylproceduren,

–  der henviser til artikel 20, i kvalifikationsdirektivet (2011/95/EU) af 13. december 2011(3), hvor kønslig lemlæstelse af piger og kvinder som en alvorlig form for psykisk, fysisk eller seksuel vold er medtaget som et kriterium, der skal tages i betragtning med henblik på international beskyttelse,

–  der henviser til sin beslutning af 6. februar 2014 om Kommissionens meddelelse "Afskaffelse af lemlæstelse af kvindelige kønsorganer"(4),

–  der henviser til sin beslutning af 14. juni 2012 om afskaffelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder(5), som opfordrede til afskaffelse kvindelig kønslemlæstelse i hele verden gennem forebyggelse, beskyttelsesforanstaltninger og lovgivning,

–  der henviser til EU's årsberetninger om menneskerettigheder og demokrati i verden,

–  der henviser til Rådets konklusioner fra juni 2014 om forebyggelse og bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder og piger, herunder kvindelig kønslemlæstelse,

–  der henviser til Rådets konklusioner fra marts 2010 om udryddelse af vold mod kvinder i EU,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. november 2013 "Afskaffelse af lemlæstelse af kvindelige kønsorganer” (COM(2013)0833),

–  der henviser til den fælles erklæring af 6. februar 2013 ¨på den internationale dag mod kvindelig kønslemlæstelse, hvor næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant og fem kommissærer bekræftede EU's engagement i at arbejde for at bekæmpe kvindelig kønslemlæstelse inden for rammerne af sine eksterne forbindelser,

–  der henviser til EU's handlingsplan vedrørende menneskerettigheder og demokrati (2015-2019), navnlig mål nr. 14(b),

–  der henviser til 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, navnlig mål 5.3 om at afskaffe enhver form for skadelig praksis såsom børneægteskaber, tidlige ægteskaber og tvangsægteskaber samt kvindelig kønslemlæstelse,

–  der henviser til kønshandlingsplanen 2016-2020,

–  der henviser til rapporten fra Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE) fra 2013 om kvindelig kønslemlæstelse i Den Europæiske Union og Kroatien,

–  der henviser til Europarådets konvention fra 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen),

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2017(6) om EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet,

–  der henviser til erklæringen fra Europarådets Ministerkomité i september 2017 om behovet for at intensivere bestræbelserne på at forebygge og bekæmpe kvindelig kønslemlæstelse og tvangsægteskaber i Europa,

–  der henviser til FN’s Generalforsamlings resolution af 20. december 2012 om en øget global indsats for at afskaffe kvindelig kønslemlæstelse (A/RES/67/146),

–  der henviser til Cotonouaftalen,

–  der henviser til EU's og FN's "spotlight-initiativ" fra 2017 om afskaffelse af vold mod kvinder og piger,

–  der henviser til forespørgsel til Kommissionen om nultolerance over for kvindelig kønslemlæstelse (O-000003/2018 – B8-0005/2018),

–  der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling udtrykkeligt opfordrer til afskaffelse af lemlæstelse af kvindelige kønsorganer sammen med skadelige praksisser i udviklingsmål 5, der går ud på at opnå ligestilling mellem kønnene og styrke alle kvinders og pigers indflydelse og status;

B.  der henviser til, at kvindelig kønslemlæstelse er en praksis, der er genstand for særlig opmærksomhed under mål 14 gående ud på at fremme ligestilling mellem kønnene, kvinders rettigheder og kvinders og pigers myndiggørelse og deltagelse i EU's handlingsplan vedrørende menneskerettigheder og demokrati 2015-2019;

C.  der henviser til kønshandlingsplanen 2016-2020 (GAP II) under tematisk prioritet B: fysisk og psykisk integritet, der som en indikator omfatter procentdelen af piger og kvinder i alderen 15-49 år, der er blevet udsat for kvindelig kønslemlæstelse;

D.  der henviser til, at kvindelig kønslemlæstelse som en skadelig praksis af tværnational karakter nu anerkendes som et verdensomspændende problem, idet 2030-dagsordenen for FN's bæredygtige udviklingsmål identificerer det som en skadelig praksis, som skal afskaffes senest i 2030;

E.  der henviser til, at UNICEF's statistiske rapport fra 2016 anfører, at mindst 200 millioner piger og kvinder verden over har været udsat for kvindelig kønslemlæstelse, men at det nøjagtige tal stadig er ukendt;

F.  der henviser til, at kvindelig kønslemlæstelse — der stadig praktiseres i visse dele af det afrikanske kontinent, men også i dele af Mellemøsten, Asien og Oceanien — også udgør et problem i Den Europæiske Union med alvorlige konsekvenser for de berørte kvinder og piger;

G.  der henviser til, at, der, omend ujævnt fordelt, er sket fremskridt i løbet af de seneste tre årtier, idet prævalensraterne er faldet med ca. 30 %; der henviser til, at denne udvikling ikke desto mindre kan blive opvejet af befolkningstilvæksten, hvilket betyder, at et større antal kvinder og piger vil blive underkastet denne procedure;

H.  der henviser til, at lokalsamfund ofte har den største indflydelse på forældres beslutning om at omskære deres pigebørn eller kvinders beslutning om at underkaste sig kvindelig kønslemlæstelse;

I.  der henviser til, at selv om der ikke er noget religiøst krav om at udføre kvindelig kønslemlæstelse, gør en stærk tilstedeværelse af religion i mange af de samfund, hvor det praktiseres, det nødvendigt, at religiøse og andre ledere engagerer sig i bevægelsen imod kvindelig kønslemlæstelse;

J.  der henviser til, at denne praksis altid skal undersøges i en lokal kontekst, for at der kan udarbejdes en passende strategi for dens udryddelse;

K.  der henviser til, at kvindelig kønslemlæstelse ofte hænger sammen med andre ligestillingsproblemer og blot fremstår som endnu én ud af mange krænkelser imod kvinders rettigheder, såsom: manglende adgang til uddannelse for piger, herunder omfattende seksualundervisning; mangel på arbejde eller beskæftigelse for kvinder; manglende ret til at eje eller arve ejendom; tvangsægteskaber eller tidlige børneægteskaber; seksuel og fysisk vold; mangel på sundhedsydelser af høj kvalitet, herunder manglende tjenester på området for seksuel og reproduktiv sundhed og de dermed forbundne rettigheder;

L.  der henviser til, at kvindelig kønslemlæstelse sammen med andre former for kønsbestemt vold er med til at fastholde kontrollen over kvinders kroppe og udgør et overgreb mod kvinders ret til sundhed, sikkerhed og fysisk integritet og, i nogle tilfælde, endog deres ret til liv;

M.  der henviser til, at der, idet forebyggelse er en mere ønskelig metode til afskaffelse af kvindelig kønslemlæstelse end retsforfølgning, og idet lovovertrædere, medskyldige og medvirkende ofte er forældrene til et offer, er et åbenlyst behov for også at fjerne hindringerne for retsforfølgning i sager om kvindelig kønslemlæstelse, samtidig med at der tages bedst muligt hensyn til barnets tarv;

1.  bemærker et fald i forekomsten af kvindelig kønslemlæstelse som følge af målrettede foranstaltninger og oplysningskampagner og opfordrer alle aktører til at fortsætte deres bestræbelser på at fastholde denne impuls i de lande, hvor kvindelig kønslemlæstelse er udbredt;

2.  ser denne impuls som en mulighed for internationale organisationer og stater til at optrappe deres indsats, navnlig ved at skabe forbindelser mellem forskellige regioner, interessenter og sektorer med henblik på aktivt at arbejde sammen om at opnå, at man går bort fra denne og andre former for praksis, der er skadelige for piger, der kan komme til at lide under de fysiske, psykiske og følelsesmæssige konsekvenser resten af deres liv;

3.  anerkender det uvurderlige arbejde, som udføres af de organisationer, der samarbejder med lokalsamfundene på stedet både i og uden for EU om forebyggelse og bevidsthedsskabelse samt oplysningskampagner, og anerkender, at det er en nødvendighed at bygge bro imellem dem, hvis kvindelig kønslemlæstelse skal udryddes fuldstændigt;

4.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at integrere forebyggelse af kvindelig kønslemlæstelse i alle sektorer, navnlig sundhed, herunder seksuel og reproduktiv sundhed, socialt arbejde, asyl, uddannelse, herunder seksualundervisning, retshåndhævelse, retspleje, beskyttelse af børn samt medier og kommunikation;

5.  understreger, at medlemsstaterne i henhold til artikel 38 i Istanbulkonventionen er forpligtet til at kriminalisere kvindelig kønslemlæstelse samt det at tilskynde, tvinge eller presse piger til at underkaste sig det, og at konventionen ikke kun beskytter piger og kvinder mod kønslemlæstelse, men også piger og kvinder, der lider under livslange følger af denne praksis (i situationer såsom re-infibulation, asylrelaterede forhold, adgang til behandling osv.); understreger, at det i Istanbulkonventionen er fastsat, at kultur, sædvaner, religion, tradition, eller såkaldt "ære" ikke kan berettige til nogen form for vold mod kvinder;

6.  opfordrer EU og de medlemsstater, som endnu ikke har ratificeret Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder, til at gøre det omgående, således at EU’s forpligtelser opfylder internationale standarder om fremme af en helhedsorienteret og integreret fremgangsmåde i forbindelse med vold mod kvinder og i forbindelse med kvindelig kønslemlæstelse;

7.  glæder sig over, at strafferetten i alle medlemsstater beskytter piger og kvinder mod kønslemlæstelse enten eksplicit eller implicit, men er stærkt bekymret over dens åbenlyse ineffektivitet, idet det kun har oplevet ganske få retssager i EU;

8.  bemærker med bekymring, at håndhævelsen af lovgivningen og navnlig retsforfølgning er en udfordring i alle medlemsstater og oprindelseslande; opfordrer derfor Kommissionen til at fremme målrettet uddannelse for alle relevante aktører om påvisning, efterforskning og retsforfølgning af kvindelig kønslemlæstelse; opfordrer medlemsstaterne til at være mere på vagt, når det drejer sig om at påvise, undersøge og retsforfølge tilfælde af kvindelig kønslemlæstelse;

9.  bemærker, at strafferet og målrettet uddannelse skal gå hånd i hånd med indsatsen for at skabe større bevidsthed med henblik på at fjerne incitamentet for de udøvende til at videreføre denne praksis;

10.  anerkender, at en stor forskel mellem kvindelig kønslemlæstelse og andre former for kønsbaseret vold er manglen på en ond hensigt bag handlingen, og understreger, at der, selv om dette under ingen omstændigheder kan tjene som retfærdiggørelse, skal tages hensyn til dette i strategier, der sigter mod afskaffelse;

11.  beklager den stigende sygeliggørelse i visse lande og understreger, at dette er en uacceptabel reaktion, når det drejer sig om at gøre noget ved de grundlæggende årsager, sådan som FN og WHO allerede har fastslået; opfordrer medlemsstaterne til udtrykkeligt at forbyde sygeliggørelsen af kvindelig kønslemlæstelse, samtidig med at sundhedspersonale bevidstgøres om dette problem;

12.  understreger, at kvindelig kønslemlæstelse er en af de mest forudsigelige former for kønsbaseret vold, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre stærke forebyggende foranstaltninger i flygtningelejre; opfordrer Kommissionen til i højere grad at inddrage bekæmpelse af kvindelig kønslemlæstelse og anden skadelig praksis i integrationsprocedurer og i forbindelse med Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden (AMIF) og til at formidle relevante oplysninger gennem EU's Asylagentur;

13.  anmoder om de højeste standarder for beskyttelse af asylansøgere af grunde, der vedrører kvindelig kønslemlæstelse, som led i reformen af det fælles europæiske asylsystem og revisionen af direktiverne om asyl samt gennem den rolle, EU's nye Asylagentur spiller;

14.  ser frem til oprettelsen af det globale netværk, der vil knytte forbindelser mellem relevante aktører fra alle dele af verden med henblik på at bringe ideer sammen og forene kræfterne; opfordrer Kommissionen til at yde støtte til dette vigtige netværk;

15.  opfordrer Kommissionen til at imødekomme civilsamfundets opfordringer til, at finansieringen bliver tilstrækkeligt fleksibel til, at græsrodsorganisationer, som udfører deres arbejde i samfundet, kan ansøge om finansiering, at en bred vifte af spørgsmål vedrørende pigers og kvinders rettigheder kan blive taget op sideløbende med kvindelig kønslemlæstelse, idet der anlægges en helhedsorienteret tilgang, og at der kan etableres forbindelser mellem organisationer, der arbejder i EU, og dem, der arbejder i de lande, der har denne praksis; glæder sig i denne forbindelse over det arbejde, der udføres af det europæiske netværk End FGM ("stop kvindelig kønslemlæstelse ") og dets medlemmer, herunder gennem Change Plus-projektet, med at uddanne repræsentanter for lokalsamfundene til at fremme ikke alene lovgivningsmæssige ændringer, men også en adfærdsændring i deres lokalsamfund;

16.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at opbevare data om forekomsten af kvindelig kønslemlæstelse og dens forskellige former og til at inddrage akademiske kredse i processen med indsamling af data, forskning og uddannelse af fremtidige generationer af fagfolk vedrørende kvindelig kønslemlæstelse; erkender, at Det Europæiske Migrationsnetværk kan spille en rolle; mener, at en fælles forskningsdagsorden, som vil give universiteterne i de områder, hvor kvindelig kønslemlæstelse praktiseres, muligheder for at knytte kontakt med universiteterne i EU med henblik på at tilrettelægge udvekslingsprogrammer, forbedre dataindsamlingen og forbedre fremtidige fagfolks kapaciteter i forskellige sektorer;

17.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at medtage grundlæggende oplysninger om kvindelig kønslemlæstelse og anden skadelig praksis over for piger i uddannelsesprogrammerne i de fag, som spiller en afgørende rolle i forbindelse med forebyggelse af kvindelig kønslemlæstelse;

18.  understreger, at kvindelig kønslemlæstelse på trods af dens lokale sammenhæng bør ses i lyset af kønsbaseret vold og som et spørgsmål om ligestilling mellem kønnene og bør håndteres gennem en omfattende tilgang med henblik på at undgå nedvurdering af samfund, hvor det praktiseres;

19.  understreger, at sikring af, at alle piger går i skole, og udvikling af forudsætningerne for kvinders økonomiske indflydelse og status er de første skridt i retning af en forbedring af kvinders stilling i samfund, hvor denne praksis findes;

20.  henleder opmærksomheden på potentialet i og styrken af forskellige kommunikationsformer såsom kunst, litteratur samt nye og lokale medier til at bringe budskaber tættere på borgerne; understreger betydningen af at inddrage drenge og mænd i at skabe nye fortællinger om ligestilling mellem kønnene og bekæmpe eksisterende magtstrukturer gennem netværk, gensidige programmer, oplysningskampagner og uddannelsesprogrammer;

21.  opfordrer Kommissionen til at bistå medlemsstaterne og de lande, hvor kvindelig kønslemlæstelse praktiseres, i at skabe netværk og integrerede strategier for forebyggelse af kvindelig kønslemlæstelse, herunder uddannelse af socialarbejdere, sundhedspersonale, samfundsledere og religiøse ledere samt politi og retsvæsen; erkender, at ingen religion går ind for denne praksis;

22.  opfordrer Kommissionen til at medtage spørgsmålet om kvindelig kønslemlæstelse og anden skadelig praksis over for piger og kvinder i sine menneskerettighedsdialoger og diplomatiske tiltag; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at udvide samarbejdet med tredjelande for at tilskynde dem til at vedtage nationale love, der forbyder kvindelig kønslemlæstelse, og til at støtte de retshåndhævende myndigheder i forbindelse med sikring af gennemførelsen;

23.  bemærker med tilfredshed, at delegationerne og EU-Udenrigstjenesten hvert år uddannes om kvindelig kønslemlæstelse som led i uddannelse om børns rettigheder eller ligestilling, og opfordrer Kommissionen til at gøre sine værktøjer, såsom værktøjssættet for "United to end FGM" ("forenet i kampen mod kvindelig kønslemlæstelse") for fagfolk i forskellige sektorer bredt kendte og tilgængelige for målbefolkningerne;

24.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og Ministerrådet.

(1) EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57.
(2) EUT L 180 af 29.6.2013, s. 96.
(3) EUT L 337 af 20.12.2011, s. 9.
(4) EUT C 93 af 24.3.2017, s. 142.
(5) EUT C 332 E af 15.11.2013, s. 87.
(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0329.

Juridisk meddelelse