Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2016/2328(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0168/2018

Indgivne tekster :

A8-0168/2018

Forhandlinger :

PV 29/05/2018 - 19
CRE 29/05/2018 - 19

Afstemninger :

PV 30/05/2018 - 13.13
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2018)0229

Vedtagne tekster
PDF 184kWORD 67k
Onsdag den 30. maj 2018 - Strasbourg Endelig udgave
Minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse
P8_TA(2018)0229A8-0168/2018

Europa-Parlamentets beslutning af 30. maj 2018 om gennemførelsen af direktiv 2012/29/EU om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse (2016/2328(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 8, 10, 18, 19, 21, 79 og 82 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 3, 6, 20, 21, 23, 24, 41 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK),

–  der henviser til FN's verdenserklæring om menneskerettigheder, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling i 1948,

–  der henviser til FN's konvention fra 1989 om barnets rettigheder,

–  der henviser til FN's konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW),

–  der henviser til FN's Generalforsamlings erklæring af 29. november 1985 om de grundlæggende retsplejeprincipper vedrørende ofre for forbrydelser og magtmisbrug,

–  der henviser til Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen) og til Rådets afgørelse (EU) 2017/865(1) og (EU) 2017/866(2) af 11. maj 2017 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet,

–   der henviser til Europarådets Ministerkomités henstilling CM/Rec(2006)8 af 14. juni 2006 til medlemsstaterne om bistand til ofre for forbrydelser,

–   der henviser til Europarådets Ministerkomités henstilling CM/Rec(2010)5 af 31. marts 2010 til medlemsstaterne om foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet,

–  der henviser til Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA af 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager(3),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 6. december 2013 om bekæmpelse af hadforbrydelser i EU og af 5. juni 2014 om forebyggelse og bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder og piger, herunder kvindelig kønslemlæstelse,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 af 15. marts 2017 om bekæmpelse af terrorisme og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse 2005/671/RIA(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/800 af 11. maj 2016 om retssikkerhedsgarantier for børn, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager(5),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 606/2013 af 12. juni 2013 om gensidig anerkendelse af beskyttelsesforanstaltninger i civilretlige spørgsmål(6),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA(7),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/99/EU af 13. december 2011 om den europæiske beskyttelsesordre(8),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA(9),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om ophævelse af rammeafgørelse 2004/68/RIA(10),

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 14. december 2017 om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi(11);

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU af 3. april 2014 om indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold i Den Europæiske Union(12),

–  der henviser til Rådets direktiv 2004/80/EF af 29. april 2004 om erstatning til ofre for forbrydelser(13),

–  der henviser til studiet med titlen "How can the EU and the Member States better help victims of terrorism?", som blev offentliggjort af Temaafdelingen for Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender i september 2017,

–  der henviser til undersøgelsen fra EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) med titlen "Second European Union minorities and discrimination survey", offentliggjort i december 2017,

–   der henviser til FRA's studie med titlen "Child-friendly justice - Perspectives and experiences of children involved in judicial proceedings as victims, witnesses or parties in nine EU Member States", offentliggjort i februar 2017,

–  der henviser til FRA's rapport med titlen "Fundamental Rights Report 2017", offentliggjort i maj 2017,

–  der henviser til FRA's rapport med titlen "Fundamental Rights Report 2016", offentliggjort i maj 2016,

–  der henviser til FRA's studie med titlen "Victims of crime in the EU: the extent and nature of support for victims", offentliggjort i januar 2015,

–  der henviser til, at FRA's studie med titlen "Severe labour exploitation: workers moving within or into the European Union", offentliggjort i juni 2015,

–  der henviser til FRA's rapport med titlen "Violence against women: an EU-wide survey", offentliggjort i marts 2014,

–  der henviser til rapporten om IVOR-projektet med titlen "Implementing Victim-oriented reform of the criminal justice system in the EU", offentliggjort den 6. maj 2016,

–  der henviser til rapporten fra Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE) med titlen "An analysis of the Victims’ Rights Directive from a gender perspective",

–  der henviser til Yogyakartaprincipperne plus 10, der blev vedtaget den 10. november 2017 om principperne for og staters forpligtelser i forbindelse med anvendelse af den internationale menneskerettighedslovgivning i forbindelse med seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika,

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2017 om forslag til Rådets afgørelse om Den Europæiske Unions indgåelse af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet(14),

–  der henviser til Europa-Parlamentets Forskningstjenestes vurdering af gennemførelsen på europæisk plan af direktiv 2012/29/EU, udarbejdet af Enheden for Efterfølgende Evaluering,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til dens artikel 1, stk. 1, litra e), samt bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til de fælles drøftelser i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, jf. forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0168/2018),

A.  der henviser til, at direktiv 2012/29/EU om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse (direktivet om ofres rettigheder) har til formål at sætte ofret for en forbrydelse i centrum af det strafferetlige system og sigter på at styrke rettighederne for ofre for kriminalitet, så alle ofre får de samme rettigheder, uanset hvor forbrydelse fandt sted, deres nationalitet eller opholdsstatus;

B.  der henviser til, at 23 ud af 27 medlemsstater pr. september 2017 har gennemført direktivet om ofres rettigheder i national lovgivning; der henviser til, at Kommissionen har indledt 16 traktatbrudsprocedurer mod medlemsstater, som stadig ikke har gennemført det fuldt ud i praksis; der henviser til, at direktivet har gjort det muligt at gøre fremskridt i håndteringen af ofre for kriminalitet i en anden medlemsstat; der henviser til, at der fortsat findes mangler i forbindelse med grænseoverskridende situationer;

C.  der henviser til, at selv om der er ensartede standarder og instrumenter på europæisk plan til at forbedre EU-borgernes liv, behandles ofre for kriminalitet stadig forskelligt fra land til land;

D.  der henviser til, at ofre på trods af de mange ændringer, der er indført i medlemsstaterne, fortsat ofte mangler kendskab til deres rettigheder, hvilket undergraver effektiviteten af direktivet om ofres rettigheder i praksis, navnlig kravet om adgang til oplysninger;

E.  der henviser til, at bortset fra juridisk bistand opdeler offerstøtteorganisationer ofrenes behov i fire kategorier: ret til retfærdighed, til beskyttelse af værdighed, til at kende sandheden og til ikke at blive glemt, hvor sidstnævnte står for ubetinget afvisning af terrorisme;

F.  der henviser til, at der i visse medlemsstater mangler støttetjenester for ofre og koordinering mellem dem både på nationalt, lokalt og regionalt plan, hvilket gør det vanskeligt for ofrene at få adgang til eksisterende støttetjenester;

G.  der henviser til, at herberger og krisecentre for kvinder og telefoniske hjælpetjenester er centrale foranstaltninger til støtte for kvinder, der er ofre for vold, og deres børn; der henviser til, at der er ikke er nok herberger og krisecentre for kvinder i Europa; der henviser til, at der er et presserende behov for flere herberger for kvinder, eftersom de yder sikkerhed, indkvartering, rådgivning og støtte til kvinder, der har overlevet vold i hjemmet, og deres børn; der henviser til, at manglen på herberger for kvinder kan bringe liv i fare;

H.   der henviser til, at i tilfælde, hvor der sker et terrorangreb i én medlemsstat, og offeret er bosat i en anden medlemsstat, bør de to medlemsstater samarbejde tæt for at fremme bistand til ofrene;

I.  der henviser til, at en effektiv og beskyttende optræden fra offentlige enheders og nationale institutioners side over for ofre ville få borgerne til at reagere med støtte og tillid over for institutionerne og styrke disses omdømme;

J.  der henviser til, at en bred vifte af sundhedspersoner sandsynligvis vil komme i kontakt med ofre, navnlig ofre for kønsbestemt vold, og er ofte de første, der bliver kontaktet af et offer, der vil anmelde en forbrydelse; der henviser til, at det er dokumenteret, at sundhedspersoner, f.eks. læger og andre fagpersoner, kun i begrænset omfang er uddannet i, hvordan der effektivt kan sættes ind mod kønsbaseret vold;

K.  der henviser til, at kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold, altid kræver særlig støtte og beskyttelse på grund af deres sårbarhed over for sekundær og gentagen viktimisering;

L.  der henviser til, at der stadig er en systematisk underrapportering af hændelser om og gerningsmænd til vold i hjemmet i EU, navnlig i sager, der vedrører mindretal, migranter, personer med opholdsret som familiemedlem eller usikker opholdsret og LGBTI-personer samt ofre for antisemitiske forbrydelser, seksuelt misbrug af børn, vold i hjemmet og kønsbaseret vold, menneskehandel og tvangsarbejde; der henviser til, at omkring to tredjedele af de kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold, ikke indberetter til en myndighed, fordi de frygter repressalier, forlegenhed og social stigmatisering;

M.  der henviser til, at hadforbrydelser mod LGBTI-personer er en realitet; der henviser til, at der er en underrapportering af disse forbrydelser, og ofrenes rettigheder derfor ikke overholdes;

N.  der henviser til, at det i FRA's undersøgelse med titlen "Making hate crime visible in the European Union: acknowledging victims’ rights" konstateres, at immigrantstatus øger risikoen for at blive offer for hadforbrydelser, uanset andre kendte risikofaktorer;

O.  der henviser til, at racistiske hadforbrydelser mod migranter og asylansøgere er steget i alle EU's medlemsstater; der henviser til, at det er meget få af gerningsmændene til disse hadforbrydelser, der bliver retsforfulgt;

P.  der henviser til, at selv om alle ofre for kriminalitet i ifølge direktivets artikel 1 tilkendes lige rettigheder uden forskelsbehandling, har de fleste medlemsstater stadig ikke indført politikker og processer til at sikre, at papirløse ofre i sikkerhed kan anmelde grov arbejdsudnyttelse, kønsbaseret vold og andre former for misbrug i sikkerhed og uden risiko for immigrationssanktioner; der henviser til, at dette i uforholdsmæssig høj grad rammer kvinder og piger, som også er mere udsat for menneskehandel og seksuel udnyttelse; der henviser til, at det i FRA's undersøgelse med titlen "Second European Union Minorities and Discrimination Survey" konstateres, at kun én ud af otte respondenter havde rapporteret eller indgivet en klage over det seneste tilfælde af forskelsbehandling, de havde oplevet som følge af deres etniske baggrund eller indvandrerbaggrund;

Q.  der henviser til, at artikel 1 i direktivet fastsætter, at de rettigheder, der er fastsat heri, gælder for ofre på en ikkediskriminerende måde, herunder hvad angår deres opholdsstatus;

R.  der henviser til, at #MeToo-kampagnen har fremhævet, at retssystemet ikke i tilstrækkelig grad sikrer kvinder og piger retfærdighed og beskyttelse, og at ofre for kønsbaseret vold som følge heraf ikke modtager den nødvendige støtte;

S.  der henviser til, at ratificeringen og den fulde gennemførelse af Istanbulkonventionen udgør en sammenhængende europæisk retlig ramme til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og til beskyttelse af ofrene herfor; der henviser til, at definitionen af kønsbestemt vold bør baseres på Istanbulkonventionen og bør anerkende den strukturelle karakter af vold mod kvinder og andre former for kønsbaseret vold og deres forbindelser til ulighed mellem mænd og kvinder, der stadig er udbredt i samfundet; der henviser til, at vold i nære forhold skal anskues fra et kønsaspekt, idet det i uforholdsmæssig grad berører kvinder;

T.  der henviser til, at kvinder er mest udsat for stalking, som er en almindelig form for kønsbaseret vold, og til, at stalking ikke betragtes som en specifik lovovertrædelse i syv medlemsstaters straffelovgivning;

U.  der henviser til, at der bør lægges særlig vægt på sikkerhed og beskyttelse af børn af kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold og vold i hjemmet;

V.  der henviser til, at ofre ofte ikke bliver ordentligt orienteret om retssager og deres resultater; der henviser til, at ofre alt for ofte uventet bliver underrettet om løsladelsen af en gerningsmand via medierne eller andre eksterne faktorer i stedet for af de kompetente myndigheder;

W.  der henviser til, at ofrene og deres familiemedlemmer ikke informeres tilstrækkeligt om deres rettigheder, når en strafbar handling finder sted i en anden medlemsstat end den, hvor ofret er bosat; der henviser til, at medlemsstaterne har forskellige definitioner af begrebet "offer"; der henviser til, at de nationale lovgivningers dækning er forskellig som følge heraf (og somme tider udvides til at omfatte familiemedlemmer, for eksempel);

X.  der henviser til, at let tilgængelige og alment kendte hjælpetjenester for mange kvinder er det første skridt til modtagelse af den hjælp og støtte, de har brug for, når de oplever vold i nære forhold;

Y.  der henviser til, at kun 27 % af europæerne kender telefonnummeret 112 til den nødlinje, der gælder i hele Europa; der henviser til, at den indtil videre ikke er tilgængelig for alle;

Z.  der henviser til, at ofret i en lang række tilfælde er det vigtigste vidne i retssagen og har behov for at blive beskyttet mod eventuelle gengældelsesforanstaltninger eller truende adfærd fra gerningsmandens side, herunder ved at forebygge gentagelse eller sekundær viktimisering; der henviser til, at vidneudsagn er afgørende for, at det strafferetlige system kan fungere tilfredsstillende og vække tillid og af afgørende betydning for en effektiv efterforskning og retsforfølgning af organiseret kriminalitet og terrorgrupper, hvilket kan føre til deres opløsning; der henviser til, at medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger til at beskytte vidner effektivt samt at øge udvekslingen af bedste praksis og det internationale samarbejde på dette område;

AA.  der henviser til, at manglerne ved gennemførelsen af direktivet om ofres rettigheder er blevet indberettet, navnlig for så vidt angår:

   hensigtsmæssige tjenesteydelser til ofre i overensstemmelse med deres specifikke behov
   behørig gennemførelse af kravene til en individuel vurdering af ofre
   korrekt etablering af mekanismer, der gør det muligt for den formodede gerningsmand at få en kopi af anmeldelsen
   sikring af lige adgang for alle ofre til støtte- og specialtjenester for alle ofre, herunder personer med handicap, LGBTI-personer, børneofre, ofre for kønsbaseret vold, herunder seksuel vold, og ofre for hadforbrydelser og æresrelaterede forbrydelser, uanset deres opholdsstatus
   sikring af hurtige og effektive procedurer i strafferetssager med forståelse for ofret, hvorved der tages hensyn til de særlige behov hos de mest sårbare persongrupper
   indsamling af data om og undersøgelse af voldskulturen, fremmedhad og kønsstereotyper og deres forbindelse til hadforbrydelser
   informering af ofrene om, i hvilken strafferetlig eller proceduremæssig situation deres respektive gerningsmænd befinder sig;

AB.  der henviser til, at ofre for kriminalitet jævnligt beretter, at medvirken ved en retssag i sig selv er en form for viktimisering - en sekundær eller gentagen viktimisering; der henviser til, at der i de faktorer, som påvirker ofrenes oplevelse af systemet, indgår, hvordan de behandles under retssagen, og omfanget af kontrol og den deltagelsesbaserede adgang, de har;

AC.  der henviser til, at ofre for terrorisme er blevet ramt af angreb, der i sidste instans tilsigter at skade samfundet eller en større gruppe, som de repræsenterer; der henviser til, at de derfor har behov for særlig opmærksomhed, støtte og social anerkendelse som følge af den særlige karakter af den forbrydelse, der er begået imod dem;

AD.  der henviser til, at visse rettigheder såsom retten til finansiel støtte og erstatning ikke blev gennemført fyldestgørende eller tilkendt ofrene for terrorangrebene i Bruxelles 2016 i overensstemmelse med bestemmelserne i direktivet om ofres rettigheder;

Evaluering af gennemførelsen af direktivet

1.  kritiserer, at Kommissionen ikke senest i november 2017 forelagde en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af direktivet om ofres rettigheder i overensstemmelse med direktivets artikel 29; opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde og sende alle relevante data og statistikker til Kommissionen for at lette dens vurdering af gennemførelsen af direktivet;

2.  kritiserer, at der to år efter fristen for gennemførelsen kun var 23 ud af 27 medlemsstater, der havde gennemført direktivet om ofres rettigheder i september 2017, og at der blandt disse er nogle, der kun delvist har overholdt direktivet og kun nogle bestemmelser;

3.  bemærker den vellykkede gennemførelse i nogle medlemsstater af visse bestemmelser i direktivet om ofres rettigheder, nemlig:

   retten til tolkning og oversættelse
   retten til at blive hørt
   beskyttelsen af børneofre
   rettigheder for ofre, der anmelder en forbrydelse
   retten til at modtage information fra den første kontakt med en kompetent myndighed;

4.  beklager dog, at der stadig er væsentlige mangler i gennemførelsen og anvendelsen af direktivet i mange medlemsstater, navnlig for så vidt angår:

   kompleksiteten af procedurerne for at få adgang til støttetjenester og mangler i støttetjenesterne for ofre, herunder mangel på tilstrækkelig adgang til retshjælp og kompensation, mangel på økonomisk støtte og koordinering mellem støttetjenester samt inkonsekvente henvisningsmekanismer
   den omstændighed, at der ofte ikke gives klare oplysninger på mere end ét sprog, hvilket de facto gør det vanskeligt for ofre at søge beskyttelse udenlands i en anden medlemsstat
   manglende lovgivningsmæssigt grundlag i grænseoverskridende sager og rettighederne for ofre, der er bosiddende i andre medlemsstater, og undladelsen af at træffe foranstaltninger, der sikrer, at en manglende eller usikker opholdsstatus ikke udgør nogen hindring for ofres mulighed for at påberåbe sig deres rettigheder i henhold til dette direktiv;

5.  fremhæver, at det er absolut nødvendigt, at den første kontakt med ofret gennemføres korrekt, især for så vidt angår ofre for kønsbaseret vold; bemærker imidlertid, at nogle af de mest sårbare ofre – såsom mindreårige og personer uden uddannelse, personer med handicap eller ældre ofre samt (af sproglige grunde) migranter og ofre for menneskehandel – kan have svært ved at forstå de oplysninger, der meddeles dem, og at deres ret til information i henhold til artikel 4 i direktivet følgelig ikke udøves fuldt ud, hvilket gør det nødvendigt at sikre, at der er en kvalificeret ekspert til stede til at bistå ofre; bemærker, at artikel 4 er en af styrkerne ved direktivet, da den bidrager til, at ofrene kan udøve deres rettigheder til den tilgængelige støtte og beskyttelse som fastsat i direktivet;

6.  opfordrer medlemsstaterne til at fremme adgangen til domstolsprøvelse og passende gratis retshjælp, da dette i væsentlig grad bidrager til at bryde tavsheden og øge ofrets tillid til det strafferetlige system, reducerer muligheden for straffrihed og giver ofret mulighed for at indlede den psykiske helbredelsesproces;

7.  opfordrer alle medlemsstater til at gennemføre og effektivt håndhæve retten til information, der er fastsat i artikel 4 i direktivet om ofres rettigheder, for alle ofre og potentielle ofre; påpeger, at det er nødvendigt at forbedre informationsmekanismerne i medlemsstaterne for at sikre, at ofre ikke blot er klar over deres rettigheder, men også ved, hvor de kan henvende sig for at få hjælp til at udøve dem; påpeger, at de fagfolk, der først tager sig af ofre, samtidigt bør være deres første kontaktpunkt for oplysninger om deres rettigheder og programmer, der er udformet til at håndtere situationer, der fører til viktimisering; understreger, at manglen på information til ofret før, under og efter straffesagen giver en ringe udnyttelse af ofrets rettigheder, utilfredshed med retssystemet og afskrækker ofret fra at deltage aktivt i straffesager;

8.  beklager, at alt for mange medlemsstater har undladt at gennemføre individuelle vurderinger af ofre i deres lovgivning, hvilket fører til ineffektivitet, når det drejer sig om at opdage og identificere deres specifikke behov, at behandle dem med respekt og værdighed og som en konsekvens heraf at give dem beskyttelse i overensstemmelse med deres specifikke behov;

9.  bemærker, at den manglende gennemførelse af direktivet i national ret i visse medlemsstater betyder, at statsborgere fra disse medlemsstater forskelsbehandles ved håndhævelsen af deres rettigheder som europæiske borgere;

10.  beklager, at direktivet om ofres rettigheder begrænser udøvelsen af ofrets ret til retshjælp på grund af bestemmelser, der kun forpligter medlemsstaterne til at yde retshjælp, når ofret har status som part i en straffesag, og som fastslår, at betingelserne eller procedurereglerne for, at ofre kan få adgang til retshjælp, fastlægges i national ret; understreger, at disse restriktioner kan være særdeles byrdefulde for ofre for kønsbaseret vold, som ikke indgiver en anmeldelse, og hvis sager aldrig vil blive behandlet inden for det strafferetlige system;

11.  bemærker, at andre instrumenter vedrørende lignende successive tilføjelser til ofres rettigheder vanskeliggør overensstemmelse med direktivet om ofres rettigheder;

12.  minder om, at tredjelandsstatsborgere og EU-borgere, som har været ofre for en forbrydelse i en anden medlemsstat, også er berettiget til at nyde godt af de rettigheder samt den støtte og beskyttelse, som dette direktiv sikrer, uanset deres opholdsstatus, og at ofre for en strafbar handling, der er begået i en anden medlemsstat end den, hvor ofret har bopæl, kan indgive deres anmeldelse til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor de har bopæl; bemærker imidlertid, at denne ret ofte undergraves af usikkerheden i medlemsstaternes bestemmelser om ekstraterritorialitet; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at opholdsstatus ikke er et kriterium for at have fuld adgang til rettighederne som offer, og at præcisere deres nationale bestemmelser om ekstraterritorialitet; opfordrer medlemsstaterne til at sikre adgang for ofre for kriminalitet, som ikke har opholdstilladelse, til støttetjenester og information om deres rettigheder, og til at vedtage særlige foranstaltninger, der navnlig fokuserer på alle ofres rettigheder til erstatning og i straffesager; opfordrer med henblik herpå de berørte medlemsstater til at træffe passende foranstaltninger med henblik på at lette samarbejdet mellem deres kompetente myndigheder eller enheder, der yder specialhjælp, for at sikre ofre reel adgang til sådanne oplysninger og tjenester;

13.  minder medlemsstaterne om, at ofre med irregulær opholdsstatus også bør have adgang til rettigheder og tjenester, herunder herberger og andre specialiserede tjenesteydelser under dette direktiv, såsom retlig beskyttelse og psykosocial og finansiel støtte fra medlemsstaterne, uden frygt for at blive udvist; opfordrer medlemsstaterne til at indføre foranstaltninger, som sikrer, at disse rettigheder og tjenester stilles til rådighed uden forskelsbehandling; glæder sig over de skridt, nogle medlemsstater har taget for at give papirløse ofre en opholdstilladelse af humanitære grunde eller under gennemførelsen af straffesager, hvilket kan tilskynde ofrene til at anmelde forbrydelser og bekæmpe klimaet af straffrihed; opfordrer medlemsstaterne til at vedtage lovgivning, der giver ofre med opholdsstatus som familiemedlem mulighed for at komme ud af situationer med mishandling ved at gøre det muligt for dem at opnå selvstændig opholdsstatus; opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremme og befordre udveksling og evaluering blandt medlemsstaterne af god praksis, der integrerer ofrenes og civilsamfundets synspunkter;

Henstillinger

Individuel vurdering

14.  minder om, at et af de vigtigste formål med direktivet om ofres rettigheder er at forbedre situationen for ofre for kriminalitet i hele EU og at sætte ofret i centrum af det strafferetlige system;

15.  opfordrer medlemsstaterne til at styrke rettighederne for ofre for hadforbrydelser, herunder hadforbrydelser mod LGBTI-personer eller hadforbrydelser med racistiske motiver;

16.  fremhæver det forhold, at individuelle vurderinger er af afgørende betydning for at styrke alle ofres stilling ved at informere dem om deres rettigheder og retten til at træffe beslutninger i de sager, de er involveret i, og, hvis det er børn, retten til at få adgang til de specifikke proceduremæssige garantier, som måtte gælde for dem, lige fra begyndelsen af den retslige behandling; opfordrer medlemsstaterne til i deres lovgivning behørigt at gennemføre den individuelle vurdering af ofre, herunder om nødvendigt under deres første kontakt med en kompetent myndighed, hvilket er et vigtigt proceduremæssigt skridt til at opdage og identificere et offers særlige behov, og følgelig give specifik beskyttelse i overensstemmelse med disse behov, og at forebygge sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse; understreger, at individuelle vurderinger skal gennemgås regelmæssigt for at fastslå aktuelle støttebehov, og at ofre bør tilbydes en opfølgende revision inden for en rimelig frist efter forbrydelsen, baseret på den eksisterende viden om traumareaktioner; minder om, at der navnlig er behov for individuel vurdering af ofre for menneskehandel og børn, der er ofre for seksuelt misbrug, i betragtning af de sociale, fysiske og psykiske konsekvenser af disse forbrydelser; minder om, at der i alle individuelle vurderinger bør tages hensyn til kønsaspektet, eftersom kvinder og LGBTQI-ofre for kønsbaseret vold kræver særlig opmærksomhed og beskyttelse på grund af den store risiko for gentagen viktimisering, og at der derfor bør sikres specifikke foranstaltninger og specialiseret støtte;

Støttetjenester for ofre

17.  beklager de vanskeligheder, som ofrene har med at få adgang til støttetjenester; beklager, at der i nogle medlemsstater stadig ikke er blevet oprettet støttetjenester for ofre; fremhæver, at ofre i hele EU bør gives hjælpetjenester og indrømmes rettigheder, og at disse bør være tilgængelige, selv når en person endnu ikke har bevist, at han eller hun er offer for en forbrydelse, eller før en officiel procedure eller handling har fundet sted; opfordrer medlemsstaterne til at tilvejebringe, øge antallet af og forbedre tilgængeligheden af herberger og krisecentre for kvinder og bistå kvinder, der bistår kvindelige ofre for alle former for kønsbaseret vold og til at sikre, at kvinder, der har overlevet vold, aldrig nægtes en plads; betoner, at tjenesterne bør udvides, så de bedre opfylder behovene hos alle kvinder, især kvinder med forskellige handicap og kvindelige migranter, herunder papirløse kvindelige migranter; understreger, at sådanne tjenester desuden bør omfatte ambulant faglig støtte, såsom information og rådgivning, ledsagelse i retten og opsøgende arbejde; mener, at herberger for kvinder bør hjælpe alle kvinder, der er udsat for vold i nære forhold, og bør være til rådighed døgnet rundt og være gratis for kvinder og deres børn, således at kvinder kan føle sig sikre og bliver i stand til at anmelde kønsbaseret vold;

18.  opfordrer medlemsstaterne til at være særligt opmærksomme på den individuelle vurdering af børn og børn, der er ofre for enhver form for kriminalitet, særlig menneskehandel, herunder med henblik på seksuelt misbrug, for kønsbaseret vold og seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse; minder om, at børneofre altid skal anses for at have særlige beskyttelsesbehov på grund af deres sårbarhed, jf. artikel 22, stk. 4, i direktivet; understreger behovet for at beskæftige sig med børn og unge ofre på en måde, som tager behørigt hensyn til deres sårbarhed;

Uddannelse

19.  understreger, at yderligere uddannelsesprogrammer på EU-plan er af afgørende betydning for harmonisering og standardisering af procedurer på tværs af medlemsstaterne og for sikring af ligebehandling af europæiske borgere;

20.  opfordrer medlemsstaterne til at tilvejebringe særlig uddannelse til personer, der skal hjælpe ofre for terrorhandlinger, og afsætte de nødvendige ressourcer i den henseende;

21.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for kønssensitive uddannelsesprogrammer og retningslinjer for alle fagfolk, der beskæftiger sig med ofre for kriminalitet, såsom aktørerne inden for retsvæsenet, politifolk, anklagere, dommere, sundhedspersoner, socialarbejdere og civilsamfundsorganisationer; opfordrer medlemsstaterne til på passende vis at anvende EU-finansiering til disse uddannelsesformål; opfordrer medlemsstaterne til at specifikt sikre, at de opfylder alle forpligtelser om uddannelse af politifolk, så de kan gennemføre individuelle vurderinger bedre og i tide, når der er blevet begået en forbrydelse; opfordrer medlemsstaterne til at forhindre den yderligere viktimisering eller sekundære viktimisering, som ofrene for kriminalitet udsættes for, oplyse ofre om deres rettigheder de tjenester, de har adgang til, og at styrke dem som et middel til at reducere stress; understreger, at en sådan undervisning, i samarbejde med civilsamfundet og NGO'er, også bør medtages i uddannelsesprogrammer, og at obligatorisk og specifik uddannelse regelmæssigt bør være tilgængelig for alle fagfolk, der beskæftiger sig med ofre for kriminalitet, med henblik på at udvikle en tilgang, der er tilpasset de enkelte offertypers specifikke kendetegn og behov, hjælpe fagfolk med at forebygge vold og yde passende støtte til sårbare grupper, såsom børn, kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold, ofre for menneskehandel, LGBTI-personer og personer med handicap; erindrer om, at personaleuddannelse er en afgørende faktor for, at direktivets mål kan gennemføres effektivt; finder, at en sådan uddannelse bør omfatte vejledning om, hvordan det sikres, at ofrene beskyttes mod tvang, misbrug og vold, og at deres fysiske og mentale integritet respekteres; mener endvidere, at al uddannelse bør lægge vægt på bekæmpelse af forskelsbehandling som et bærende element i direktivet;

22.  minder om, at børn, som er ofre for kriminalitet, er særligt sårbare, og at der bør lægges særlig vægt på uddannelse af fagfolk, der beskæftiger sig med ofre for børnerelaterede forbrydelser, navnlig i sager om seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse, under hensyntagen til de særlige behov, der er forbundet med de forskellige aldersgrupper; understreger, at sådanne fagfolk bør kommunikere på en børnevenlig måde;

23.  tilskynder Kommissionen til at give den internationale dag for terrorofre et praktisk indhold ved mindst to gange om året at tilrettelægge et internationalt møde, der specifikt er helliget udveksling af erfaringer og bedste praksis mellem lokale, regionale og nationale myndigheder i medlemsstaterne og indsamling af vidneudsagn fra ofre; mener, at dette burde hjælpe med at sikre en hurtig, ensartet og fuldstændig gennemførelse af direktivet, tidlig påvisning af fælles problemer med gennemførelsen og en proces for løbende evaluering af dets evne til at skærpe opmærksomheden og give tilkendegivelser af solidaritet og institutionel og social bistand til ofrene en operationel dimension;

24.  understreger, at sundhedspersoner er nøglen til at afsløre ofre for vold i hjemmet, idet vold mod kvinder i nære forhold påvirker både den fysiske og den mentale sundhed på lang sigt; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at oplysninger om hjælpetjenester for ofre og ofres rettigheder er tilgængelige for sundhedspersoner, og at sørge for uddannelse af en bred vifte af sundhedspersoner, herunder praktiserende læger, læger med speciale i nødhjælp, sygeplejersker, medicinske assistenter, kliniske socialarbejdere og modtagelsespersonale, med henblik på at tilbyde effektiv støtte til ofret, navnlig i forbindelse med kønsbaseret vold, således at sundhedspersoner bliver i stand til at identificere potentielle tilfælde af misbrug og til at tilskynde kvinder, der er ofre, til at kontakte en kompetent myndighed;

Grænseoverskridende aspekt

25.  opfordrer medlemsstaterne til at yde finansiel støtte og retshjælp til familiemedlemmer i tilfælde, hvor der har fundet en alvorlig forbrydelse sted – f.eks. når ofret er død eller alvorligt kvæstet – i en anden medlemsstat end den, hvor ofret er bosat, navnlig i tilfælde hvor familien ikke har råd til at rejse til den pågældende medlemsstat for at deltage i retsmøder, betale for psykologhjælp til ofret eller bringe ofret hjem;

26.  opfordrer medlemsstaterne til at gøre procedurerne mere fleksible og fremskynde processen for fremsendelse af domme for kønsbaseret vold, der er afsagt i et land, især når det drejer sig om internationale par, således at myndighederne i de lande, hvor ægtefællerne kommer fra, så hurtigt som muligt kan reagere herpå og undgå, at forældremyndigheden overdrages til en far, der anklages for kønsbestemt vold i et andet land;

27.  opfordrer Kommissionen og Rådet til yderligere at udvikle ofres rettigheder, så EU kan spille en ledende rolle i beskyttelsen af ofres rettigheder;

Proceduremæssige rettigheder

28.  fremhæver vigtigheden af at tilvejebringe gratis retshjælp, samtidig med at det sikres, at den bureaukratiske byrde for ofret er så lav som muligt;

29.  opfordrer navnlig medlemsstaterne til at indføre fortrolige og anonyme procedurer for indberetning af forbrydelser, navnlig i tilfælde af seksuelt misbrug og misbrug af personer med handicap og mindreårige, med henblik på at overvåge og evaluere antallet af rapporter og sikre, at ofre uden papirer kan indgive klager uden risiko for, at det kan få immigrationsrelaterede konsekvenser;

30.  opfordrer medlemsstaterne til at intensivere de strafferetlige foranstaltninger til beskyttelse af børneofre, herunder de særlige behov hos børn, der er ofre for kønsbestemt vold, navnlig i de tilfælde, hvor barnets mor er blevet myrdet af sin partner, under hele straffesagen, og til at sikre, at de efterfølgende får bistand samt social og psykologisk støtte for at forhindre, at børneofre udsættes for sekundær viktimisering; opfordrer medlemsstaterne til at øge de specifikke foranstaltninger for at styrke den rolle, som de nationale hjælpetjenester spiller for børneofre, eftersom børn kun i begrænset omfang selv foretager anmeldelser;

31.  opfordrer medlemsstaterne til at tage hensyn til de betydelige tilfælde af kønsbaseret vold, herunder vold i hjemmet, ved tildeling af forældremyndighed og samværsret, og mener, at der også bør tages hensyn til børnevidners rettigheder og behov, når der ydes beskyttelse og støtte til ofre;

32.  minder medlemsstaterne om kravet om at sørge for gratis oversættelse og tolkning og bemærker, at manglende oplysninger på andre sprog kan være en hindring for effektiv beskyttelse af ofre og udgør en form for forskelsbehandling af dem;

33.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at engagere sig aktivt og samarbejde tæt i oplysningskampagner for at øge offentlighedens bevidsthed om ofres rettigheder som fastsat i EU-retten, herunder børneofres specifikke behov; understreger, at disse oplysningskampagner også bør afholdes i skolerne for at oplyse børn om deres rettigheder og give dem værktøjer til at afsløre alle former for forbrydelser, de måtte blive offer for eller vidne til; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre kampagner for at tilskynde kvinder og LGBTQI-personer til at indberette enhver form for kønsbaseret vold, således at de kan beskyttes og får den støtte, de har brug for;

34.  opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis vedrørende en offerorienteret fremgangsmåde for politifolk i deres daglige arbejde;

35.  opfordrer medlemsstaterne til såvel på regionalt som på nationalt plan aktivt at engagere sig i kampagner til forebyggelse af kønsbestemt vold og gentagen viktimisering i retssystemet og i medierne, og til at fremme en kulturændring i den offentlige mening med henblik på at undgå holdning og adfærd, der i nogle samfund tillægger ofret skylden, hvilket kan resultere i yderligere traumer for ofre for specifikke forbrydelser, som f.eks. kønsbaseret vold eller seksuelt misbrug; opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde den private sektor, IT-sektoren og medierne til at udnytte deres potentiale bedst muligt og deltage i forebyggelsen af vold mod kvinder og vold i hjemmet;

36.  opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis om etablering af mekanismer, som tilskynder og lette processen for ofrene med at anmelde de forbrydelser, som de er blevet udsat for;

37.  opfordrer medlemsstaterne til at indføre særlige foranstaltninger i tilfælde af et angreb med mange ofre, således at mange ofre kan deltage i straffesager;

38.   minder medlemsstaterne om, at der bør lægges særlig vægt på risikoen for intimidering og gengældelse og behovet for at beskytte ofres værdighed og fysiske integritet, herunder under afhøring og ved afgivelse af vidneforklaring, med henblik på at fastslå, om og i hvilket omfang de bør modtage beskyttelsesforanstaltninger under behandlingen af straffesager;

39.  understreger betydningen af forpligtelsen til at holde ofrene informeret om forløbet af straffesager, der er anlagt mod gerningsmændene til forbrydelser mod dem, især når der forkyndes eller afsones fængselsstraffe;

Institutionelt perspektiv

40.  opfordrer Kommissionen til at opfylde sine rapporteringsforpligtelser som fastsat i direktivet;

41.  understreger betydningen af relevante disaggregerede, sammenlignelige data om alle forbrydelser, særlig når det drejer sig om vold mod kvinder og menneskehandel, med henblik på at sikre en bedre forståelse af problemet og øge bevidstheden herom samt for at evaluere og forbedre medlemsstaternes støtteforanstaltninger til ofre;

42.  opfordrer Kommissionen til at modvirke de retslige og praktiske mangler ved gennemførelsen gennem et passende samspil mellem EU's forskellige instrumenter til beskyttelse af ofre såsom direktiv 2011/99/EU om den europæiske beskyttelsesordre, direktiv 2011/36/EU om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, direktiv 2011/93/EU om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og direktiv 2014/42/EU om indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold i EU; opfordrer medlemsstaterne og EU til at ratificere og fuldt ud gennemføre Europarådets Istanbulkonvention(15) om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og piger og at gennemføre disse vigtige instrumenter på sammenhængende måde med henblik på at sikre, at ofre i Europa kan udnytte deres rettigheder fuldt ud;

43.  opfordrer Kommissionen til at medtage sektorspecifikke undersøgelser i sin overvågning og rapportering for at sikre ensartet anvendelse af direktivet til beskyttelse af alle ofre, uanset årsagen til viktimisering eller specifikke karakteristika, såsom race, hudfarve, religion, kønsegenskaber, kønsidentitet, kønsudtryk, seksuel orientering, køn, handicap, migrationsstatus eller anden status;

44.  minder om, at ofrenes familiemedlemmer er omfattet af definitionen af "offer", og opfordrer medlemsstaterne til at fortolke begrebet "familiemedlemmer"– og andre centrale begreber, såsom "særligt sårbare" – bredt, så listen over potentielle rettighedshavere ikke begrænses unødigt;

45.  opfordrer medlemsstaterne til at indføre foranstaltninger til at sikre, at skriftlig og mundtlig kommunikation er i overensstemmelse med standarder for enkelt sprog, der er tilpasset mindreårige og personer med handicap, og som ofrene kan forstå, således at de kan blive holdt orienteret om deres rettigheder på en forståelig, passende og målrettet måde før, under og efter straffesagen;

46.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at hvor udøvelsen af rettigheder er bundet af tidsbegrænsede perioder, skal der tages hensyn til forsinkelser som følge af vanskeligheder med oversættelse og tolkning;

47.  opfordrer – eftersom stalking er en almindelig form for kønsbaseret vold, som kræver specifikke forebyggende foranstaltninger – de syv medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, til at gøre stalking til en strafbar handling, som der opfordres til i artikel 34 i Istanbulkonventionen, på grundlag af de relevante bestemmelser i direktivet om ofres rettigheder vedrørende retten til beskyttelse af privatlivet, retten til beskyttelse og navnlig retten til at undgå kontakt med gerningsmanden eller i givet fald med andre potentielle gerningsmænd eller medskyldige;

48.  opfordrer medlemsstaterne til at undgå efterfølgende viktimisering som følge af ydmygelser og angreb på ofrets ære begået af sociale grupper, som står den oprindelige aggressor nær; gentager, at sådanne ytringer udgør en dobbelt viktimisering og ikke bør være omfattet af ytringsfriheden, jf. artikel 10, stk. 2, i den europæiske menneskerettighedskonvention og retspraksis i Den Europæiske Menneskeretttighedsdomstol(16);

49.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at en telefonlinje til nødsituationer er i drift efter et angreb eller helst at indarbejde denne service inden for de tjenesteydelser, der leveres under det europæiske alarmnummer 112, og at der indføres bestemmelser om at levere bistand på fremmedsprog; opfordrer derfor alle medlemsstater til straks at gennemføre artikel 22 i direktivet om ofres rettigheder i deres lovgivning;

50.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at i tilfælde, hvor ofret ikke har bopæl i den medlemsstat, hvor en terrorhandling har fundet sted, bør denne medlemsstat samarbejde med bopælsmedlemsstaten om at sikre ofret bistand;

51.  opfordrer medlemsstaterne til at oprette en gratis national og døgnåben hjælpetjeneste for kvinder og LGBTQI-personer, der er offer for kønsbaseret vold;

52.  opfordrer medlemsstaterne til at garantere ofre bistand fra støttetjenester for ofre, herunder psykologhjælp, før, under og efter straffesager; understreger den vigtige rolle, som civilsamfundet spiller i støtten til ofre; mener dog, at staterne ikke kun må være afhængige af NGO'er for at yde centrale støttetjenester til ofre ("frivilligt arbejde"); insisterer på, at disse medlemsstater skal sørge for at øge finansieringen af og ressourcerne til NGO'er, der arbejder med for kvinders rettigheder og ofres rettigheder og skal opbygge kapacitet til at udvikle støttemekanismer for ofre under inddragelse af retshåndhævende myndigheder, sundheds- og socialtjenester samt civilsamfundet;

53.  opfordrer medlemsstaterne til at sørge for specialiststøtte til terrorofre under planlægningen af akutberedskab til sikring af tilstrækkelige støttetjenester både umiddelbart efter et angreb og på længere sigt;

54.  opfordrer medlemsstaterne til at træffe specifikke foranstaltninger til at sikre information til ofre, der ikke er hjemmehørende på den medlemsstats territorium, hvor terroranslaget har fundet sted; mener, at sådanne foranstaltninger navnlig skal fokusere på de rettighederne for ofre, som ikke har opholdsstatus, i forbindelse med straffesager og med henblik på erstatning;

55.  opfordrer alle medlemsstaterne til at bekæmpe straffrihed på alle tidspunkter og sikre, at gerningsmændene bliver retsforfulgt, så ofrene kan føle sig beskyttet, opfordrer alle medlemsstaterne til at arbejde på tværs af sektorer for at indkredse og håndtere de systemiske faktorer, der bidrager til gentagen viktimisering af mennesker i sårbare situationer, og/eller som står over for høje niveauer af forskelsbehandling, eftersom det i modsat fald kan have en alvorlig indvirkning på ofrets psykiske helbredelsesproces;

56.  opfordrer medlemsstaterne til at indføre retlige mekanismer til at kriminalisere forherligelse af en terrorhandling, i tilfælde af at den ydmyger ofrene og påfører sekundær viktimisering ved at skade ofrenes værdighed og rehabilitation;

57.  mener, at ofre for terrorisme bør indtage en central plads i det europæiske samfund som symbol på forsvaret af demokratisk pluralisme; opfordrer derfor indtrængende til, at der forberedes kongresser, mindehøjtideligheder og audiovisuelt materiale for at øge bevidstheden blandt de europæiske borgere samt et register over europæiske ofre til administrativ brug;

58.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre en stærkere beskyttelse af ofre for kønsbaseret vold, herunder seksuel vold, som et middel til at forbedre adgangen til domstolsprøvelse og effektiviteten af retsforfølgning;

59.  erindrer om de specifikke kendetegn ved ofre for terrorangreb, som falder ind under en separat kategori og har særlige behov; opfordrer Kommissionen til at udarbejde et specifikt direktiv om beskyttelse af ofre for terrorisme;

60.  opfordrer medlemsstaterne til at garantere støttetjenester, som f.eks. traumestøtte og rådgivning, og adgang til nødvendig sundhedspleje, herunder seksuel og reproduktiv sundhed, som en del af en målrettet støtte til ofre med særlige behov, f.eks. børn, kvinder, som er ofre for kønsbaseret vold, ofre for menneskehandel, LGBTI-personer og personer med handicap;

61.  opfordrer medlemsstaterne til at etablere passende kvalitetskontrolmekanismer til vurdering af, hvorvidt de har opfyldt kravene med hensyn til kønssensitive og kvinde- og børnevenlige standarder i forbindelse med foranstaltninger foretaget af støttetjenester for ofre for at tilskynde til anmeldelse af forbrydelser og effektiv beskyttelse af ofre;

62.  opfordrer medlemsstaterne til at hjælpe ofrene med at løse retlige, finansielle og praktiske spørgsmål samt undgå risikoen for yderligere viktimisering;

63.  opfordrer Kommissionen til at fremhæve den potentielle anvendelse af det EU-finansierede projekt "InfoVictims" som et redskab til at informere og nå ud til ofre vedrørende strafferetlige procedurer via forskellige kommunikationsmidler, såsom brochurer og plakater; mener, at dette projekt fremmer udvekslingen af god praksis for informering af ofre for forbrydelser;

64.  opfordrer medlemsstaterne til at etablere koordinerede mekanismer til at indsamle oplysninger om ofre for et terrorangreb, der finder sted på deres område, og til gennem oprettelse og udvikling af en one-stop-shop, at give ofre en internetportal og en nødtelefonlinje eller andre former for kommunikation, såsom e-mail eller multimediebeskedtjenester, som giver adgang til sikre, personaliserede, specifikke oplysninger af relevans for brugernes behov, med en fortrolige, gratis og let tilgængelige støttetjenester, med en fortrolig, gratis og let tilgængelig hjælpetjeneste; understreger, at denne hjælpetjeneste bør kunne yde terrorofre bistand og støtte i overensstemmelse med deres specifikke behov, f.eks. emotionel og psykologisk støtte, og rådgivning og information om alle juridiske, praktiske og finansielle emner, skal være i stand til at bistå ofre ved at fungere som forbindelsesled mellem de forskellige forvaltninger og, om nødvendigt, repræsentere dem i denne henseende umiddelbart efter et angreb og under alle strafferetlige sager samt yde bistand i forbindelse med nationale erstatningsprocedurer;

65.  opfordrer medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger til så vidt muligt at undgå angreb på ofrets og familiemedlemmers privatliv, især i forbindelse med efterforskningsaktiviteter og under retsprocedurer;

66.  opfordrer Kommissionen til at gøre den nuværende e-justice-portal til en mere brugervenlig platform, som giver præcise og forståelige oplysninger til ofre om deres rettigheder, og om, hvilke procedurer der skal følges;

67.  opfordrer medlemsstaterne til med fuld respekt for ytringsfriheden at arbejde sammen med medier og journalister om at træffe selvreguleringsforanstaltninger efter et terrorangreb for at sikre beskyttelse af privatlivets fred for ofrene og deres familiemedlemmer og desuden anerkende værdien af at samarbejde med specialiserede tjenester for bistand til ofre og medvirke til at hjælpe ofrene med at håndtere den medieinteresse, de udsættes for;

68.  opfordrer medlemsstaterne til at oprette samordningsmekanismer for at sikre en effektiv overgang fra støtte til ofre umiddelbart efter en forbrydelse til den kønssensitive støtte, der er behov for på længere sigt; erindrer om, at det er nødvendigt at integrere lokale og regionale myndigheder i denne proces og i alle planlægnings-, beslutningstagnings- og gennemførelsesfaser, idet det normalt er dem, der leverer størstedelen af de bistandsydelser, som ofrene har behov for; understreger, at sådanne mekanismer især skal sikre, at ofre henvises til langsigtede tjenester, hvor forskellige organisationer yder støtte i de forskellige faser; mener, at disse mekanismer også bør have en grænseoverskridende funktionalitet med henblik på at yde støttetjenester for ofre og garantere ofrets ret til at blive underrettet og til at modtage hjælp og erstatning i bopælsmedlemsstaten, når forbrydelsen er begået i en anden medlemsstat end den, hvor ofret er bosat;

69.  opfordrer medlemsstaterne til i tilfælde af et terrorangreb at etablere et koordinationscenter for at samle organisationer og eksperter med den krævede kompetence i at informere og yde støtte og praktisk bistand til ofre og deres familier og pårørende; understreger, at disse tjenester bør være fortrolige, gratis og let tilgængelige for alle terrorofre og især bør indeholde:

   a) specialiseret emotionel og psykologisk støtte såsom traumestøtte og rådgivning, der er specifikt tilpasset terrorofres behov
   b) erhvervsmæssige rehabiliteringstjenester til at bistå skadede ofre med at finde nyt arbejde eller skifte karriere
   c) fremme af sikre virtuelle forbindelse mellem ofre og støttegrupper, der ledes af ofre
   d) støttetjenester i lokalsamfundet
   e) tjenester, der informerer familiemedlemmer om identificeringen af ofre og deres jordiske rester og sørger for hjemtransport af de jordiske rester;

70.  beklager, at anvendelsesområdet for direktivet om ofres rettigheder sammenlignet med Istanbulkonventionen er mere begrænset for så vidt angår beskyttelse af ofre for kønsbestemt vold (herunder kvindelig kønslemlæstelse); glæder sig dog over, at direktivet har en stærkere ansvarlighedsmekanisme, og understreger, at de to instrumenter bør fremmes sammen for at maksimere den beskyttelse, der tilbydes ofre for kønsbaseret vold;

71.  opfordrer medlemsstaterne til at sørge for passende informationsmateriale samt gratis retshjælp til terrorofre, som er parter i straffesager, således at de kan opnå en afgørelse om erstatning;

72.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag om oprettelse af en europæisk fond for bistand til terrorofre;

73.  opfordrer medlemsstaterne til at oprette følgende:

   a) et permanent websted, hvor alle offentlige oplysninger om hjælpetjenester, der stilles til rådighed efter et terrorangreb, der har fundet sted i den pågældende medlemsstat, kan konsulteres, og som bør indeholde følgende oplysninger, der skal stilles til rådighed hurtigst muligt: kontaktoplysninger for alle organisationer, der er ansvarlige for at yde bistand og levere information til ofre, familiemedlemmer og medlemmer af offentligheden efter et terrorangreb og information om angrebet og de foranstaltninger, der er truffet som svar på det, herunder information om at finde eller skabe forbindelse til savnede ofre og foranstaltninger til at bistå ofre med at vende tilbage til deres hjem, hvilket omfatter:
   i. hvordan ejendele, der er mistet som følge af et angreb, kan indhentes
   ii. normale psykologiske reaktioner for ofre ved et angreb og vejledning til ofre om måder at håndtere negative reaktioner samt oplysninger om mulige, ikke-synlige skader, såsom høretab
   iii. oplysninger om, hvordan identifikationsdokumentation kan erstattes
   iv. oplysninger om, hvordan finansbistand, kompensation eller regeringsstøtte kan indhentes
   v. information om terrorofres og familiemedlemmers specifikke rettigheder, herunder rettigheder i forbindelse med straffesager som fastsat i direktivet om ofres rettigheder
   vi. alle andre oplysninger, der er nødvendige til at sikre, at ofre oplyses om deres rettigheder, sikkerheder eller tjenester tilgængelige for dem;
   b) et websted med privat adgang, der er tilgængeligt for ofre for terroranslag og deres familiemedlemmer, og som giver ikke offentligt tilgængelig information til ofrene
   c) planer for information af familiemedlemmer om ofres situation
   d) indsamling af de samme informationer om ofre hos alle myndigheder og organisationer, der er ansvarlige for modtagelse og behandling af og bistand til ofre; informationen skal indsamles i overensstemmelse med behovene hos alle de organisationer, der er involveret i reaktionen på terrorangrebet og støtten til ofrene og deres familier;

74.  opfordrer medlemsstaterne til at oprette et nationalt netværk af hjælpetjenester for ofre med henblik på at forbedre samarbejdet mellem disse organisationer og oprette arbejdsgrupper til udveksling af god praksis, udvikling af uddannelse og forbedring af kommunikationen mellem myndigheder og ofre for kriminalitet;

75.  opfordrer Kommissionen til at indlede en dialog med medlemsstaterne med henblik på at mindske de store forskelle(17) mellem de erstatninger, der udbetales i hver enkelt medlemsstat til terrorofre;

76.  understreger, at det er af afgørende betydning, at medlemsstaterne behandler ofre for kriminalitet på en respektfuld, forstående og professionel måde for at bidrage til at tilskynde dem til at indgive anmeldelse til retshåndhævende myndigheder eller henvende sig til lægepersonale;

77.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at 112-nødlinjen bliver gjort fuldt tilgængelig for handicappede, og at der lanceres kampagner for at øge kendskabet hertil;

78.  gentager sin opfordring til Kommissionen til hurtigst muligt at fremlægge en EU-strategi for forebyggelse og bekæmpelse af alle former for kønsbaseret vold, herunder en retsakt for at støtte medlemsstaterne i at forebygge og bekæmpe alle former for vold mod kvinder og piger og kønsbaseret vold; opfordrer Rådet til at aktivere passerellebestemmelsen og vedtage en enstemmig afgørelse, der identificerer vold mod kvinder og piger (samt andre former for kønsbaseret vold) som en strafbar handling som omhandlet i artikel 83, stk. 1, i TEUF;

79.  opfordrer medlemsstaterne til at oprette mekanismer til inddrivelse af passende skadeserstatning fra gerningsmanden;

80.  opfordrer medlemsstaterne til på effektiv måde, med tilstrækkelige finansielle og økonomiske midler og i fuldt samarbejde med Kommissionen og andre relevante aktører, herunder civilsamfundet, at gennemføre alle bestemmelser i direktivet om ofres rettigheder;

81.  opfordrer Kommissionen til at medtage prioritering af beskyttelsen af den personlige sikkerhed og beskyttelse af alle mod kønsbaseret vold og vold mellem mennesker i den europæiske dagsorden om sikkerhed;

o
o   o

82.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 131 af 20.5.2017, s. 11.
(2) EUT L 131 af 20.5.2017, s. 13.
(3) EFT L 82 af 22.3.2001, s. 1.
(4) EUT L 88 af 31.3.2017, s. 6.
(5) EUT L 132 af 21.5.2016, s. 1.
(6) EUT L 181 af 29.6.2013, s. 4.
(7) EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57.
(8) EUT L 338 af 21.12.2011, s. 2.
(9) EUT L 101 af 15.4.2011, s. 1.
(10) EUT L 335 af 17.12.2011, s. 1.
(11) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0501.
(12) EUT L 127 af 29.4.2014, s. 39.
(13) EUT L 261 af 6.8.2004, s. 15.
(14) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0329.
(15) Se Parlamentets beslutning af 12. september 2017 om indgåelse af Istanbulkonventionen.
(16) Dom af 16. juli 2009 i sagen Féret mod Belgien, C-573.
(17) De nationale erstatninger rækker fra et symbolsk beløb på 1 EUR i nogle medlemsstater til 250 000 EUR eller derover i andre.

Seneste opdatering: 16. juli 2019Juridisk meddelelse