Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2018/2862(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B8-0456/2018

Forhandlinger :

PV 04/10/2018 - 5.1
PV 04/10/2018 - 5.2
CRE 04/10/2018 - 5.1
CRE 04/10/2018 - 5.2

Afstemninger :

PV 04/10/2018 - 7.2

Vedtagne tekster :

P8_TA(2018)0376

Vedtagne tekster
PDF 178kWORD 54k
Torsdag den 4. oktober 2018 - Strasbourg Foreløbig udgave
De Forenede Arabiske Emirater, især situationen for menneskerettighedsforkæmperen Ahmed Mansoor
P8_TA-PROV(2018)0376RC-B8-0456/2018

Europa-Parlamentets beslutning af 4. oktober 2018 om De Forenede Arabiske Emirater, navnlig situationen for menneskerettighedsforkæmperen Ahmed Mansoor (2018/2862(RSP))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger, herunder beslutningen af 26. oktober 2012, om menneskerettighedssituationen i De Forenede Arabiske Emirater(1),

–  der henviser til erklæringen af 4. juni 2018 fra formanden for Underudvalget om Menneskerettigheder, der fordømte den dom på 10 års fængsel, der var blevet afsagt mod Ahmed Mansoor,

–  der henviser til artikel 30 i De Forenede Arabiske Emiraters forfatning,

–  der henviser til det Arabiske Charter om menneskerettigheder, som De Forenede Arabiske Emirater er part i,

–  der henviser til EU’s strategiske ramme og handlingsplan vedrørende menneskerettigheder og demokrati 2015-2019,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 16. oktober 2017 om midtvejsrevisionen af handlingsplanen vedrørende menneskerettigheder og demokrati,

–  der henviser til EU's retningslinjer om menneskerettighedsforkæmpere fra 2004 som ajourført i 2008,

–  der henviser til erklæringen fra FN's menneskerettighedseksperter af 12. juni 2018, der opfordrede til omgående at løslade den fængslede menneskerettighedsforkæmper Ahmed Mansoor,

–  der henviser til næstformandens udtalelse på det 25. møde mellem EU og Samarbejdsrådet for De Arabiske Golfstater den 18. juli 2016 i Bruxelles,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

–  der henviser til konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR), som De Forenede Arabiske Emirater er part i,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5 og artikel 123, stk. 4;

A.  der henviser til, at Ahmed Mansoor blev anholdt af De Forenede Arabiske Emiraters sikkerhedstjeneste i marts 2017; der henviser til, at han er en fremtrædende menneskerettighedsaktivist og modtager af Martin Ennalsprisen til menneskerettighedsforkæmpere i 2015; der henviser til, at Ahmed Mansoor måske var den sidste tilbageværende menneskerettighedsforsvarer i De Forenede Arabiske Emirater, som har været i stand til at kritisere myndighederne offentligt;

B.  der henviser til, at De Forenede Arabiske Emiraters ministerium for udenrigsanliggender og internationalt samarbejde i en erklæring den 29. marts 2017 forklarede, at "den offentlige anklagers kontor for elektroniske forbrydelser gav ordre til tilbageholdelse af Ahmed Mansoor på en anklage om at sprede urigtige og vildledende oplysninger over internettet gennem dagsordener, der sigter mod udbredelse af antipati og sekterisme"; der henviser til, at dette og andre officielle udtalelser fra de emiratarabiske myndigheder har vist, at den eneste grund til tilbageholdelsen, retssagen og domfældelsen var indholdet af hans ytringer på internettet, og at anklagerne mod ham var baseret på påståede overtrædelser af De Forenede Arabiske Emiraters lov om cyberkriminalitet af 2012, som har gjort det muligt for myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater at bringe menneskerettighedsforkæmpere til tavshed og sørge for lange fængselsstraffe og alvorlige økonomiske sanktioner for personer, der kritiserer landets ledere;

C.  der henviser til, at FN's højkommissær for menneskerettigheder har vurderet, at anholdelsen og den hemmelige tilbageholdelse af Ahmed Mansoor kunne udgøre repressalier for hans samarbejde med FN's menneskerettighedsmekanismer og for de synspunkter, han har givet udtryk for på de sociale medier, herunder på Twitter, samt for at være aktivt medlem af organisationer såsom Gulf Centre for Human Rights;

D.  der henviser til, at en gruppe FN-menneskerettighedseksperter har opfordret De Forenede Arabiske Emirater til at løslade Mansoor, idet de beskriver hans anholdelse som et direkte angreb på det legitime arbejde, der udøves af menneskerettighedsforkæmpere i De Forenede Arabiske Emirater;

E.  der henviser til, at Ahmed Mansoor den 29. maj 2018 blev idømt 10 års fængsel for at udøve sin ret til ytringsfrihed på Twitter efter en klart uretfærdig retssag i Abu Dhabi; der henviser til, at han også fik en bøde på en million AED (232 475 EUR) og skulle holdes under overvågning i tre år efter sin løsladelse; der henviser til, at Ahmed Mansoor har anket dommen, men at tidsplanen for appelprocessen stadig er uklar;

F.  der henviser til, at Ahmed Mansoor, siden han blev anholdt i marts 2017, angiveligt har haft forbud mod at tage enhver form for kontakt med sin familie, og han har kun fået lov til at modtage fire besøg af sin kone siden da; der henviser til, at han efter sigende er forblevet i isolation siden sin anholdelse og angiveligt udsættes for tortur; der henviser til, at han ifølge De Forenede Arabiske Emiraters myndigheder er tilbageholdt i Al Sadr-fængslet i Abu Dhabi;

G.  der henviser til, at Mansoor tilsyneladende ikke har kunnet udpege en selvstændig advokat efter eget valg, til trods for at regeringen har erklæret, at det må han godt; der henviser til, at retten til at få adgang til advokatbistand er en grundlæggende rettighed for alle, der tilbageholdes, jf. artikel 16 i det arabiske charter om menneskerettigheder, som De Forenede Arabiske Emirater har ratificeret;

H.  der henviser til, at Ahmed Mansoor er blevet chikaneret og forfulgt af De Forenede Arabiske Emiraters myndigheder i mere end seks år og har gentagne gange været udsat for fysiske overgreb, dødstrusler samt fysisk og elektronisk overvågning; der henviser til, at han efter syv måneders varetægtsfængsling blev idømt tre års fængsel i 2011 for "fornærmelse af tjenestemænd" i en retssag, der blev anset for uretfærdig; der henviser til, at han blev løsladt efter otte måneder som følge af en præsidentiel benådning, men at myndighederne aldrig returnerede hans pas, hvorved han de facto blev underkastet et udrejseforbud;

I.  der henviser til, at Ahmed Mansoor inden sin anholdelse var en af 133 underskrivere af et andragende om almindelige og direkte valg i De Forenede Arabiske Emirater og til Det Føderale Nationalråd, som er et rådgivende organ for regeringen, der skal have lovgivningsbeføjelser; der henviser til, at Ahmed Mansoor også har administreret et onlineforum kaldet Al-Hiwar al-Emarati, som kritiserede De Forenede Arabiske Emiraters regerings politik og ledere; der henviser til, at han er medlem af det rådgivende udvalg vedrørende menneskerettigheder i Mellemøsten og Nordafrika under Human Rights Watch og er en engageret aktør inden for FN's menneskerettighedsmekanismer;

J.  der henviser til, at personer, der bor i De Forenede Arabiske Emirater, og som har givet deres mening til kende om menneskerettighedsspørgsmål, er i alvorlig fare for vilkårlig tilbageholdelse, fængselsstraf og tortur; der henviser til, at der er slået hårdt ned på fredelige aktivister, der kræver forfatningsreform og reformer vedrørende menneskerettighedsspørgsmål, og at dette fortsætter; der henviser til, at angreb på medlemmer af civilsamfundet, herunder bestræbelser på at bringe menneskerettighedsaktivister, journalister, advokater og andre til tavshed eller at fængsle eller chikanere dem, er blevet mere og mere almindelige i de senere år;

K.  der henviser til, at FN's særlige rapportør om dommeres og advokaters uafhængighed efter sit besøg i De Forenede Arabiske Emirater i 2014 sagde, at advokater, der påtager sig sager vedrørende statens sikkerhed, "er blevet chikaneret, truet og udsat for pres"; der henviser til, at hun har fordømt, at "retsvæsenet de facto fortsat er underlagt regeringens kontrol";

L.  der henviser til, at der foreligger beviser på, at visse EU-medlemsstater har godkendt eksport af forskellige cyberovervågningsteknologier til lande med frygtelige menneskerettighedsforhold, herunder De Forenede Arabiske Emirater;

M.  der henviser til, at dødsstraf fortsat finder anvendelse i De Forenede Arabiske Emirater; der henviser til, at der i øjeblikket er 19 personer, der afventer deres henrettelse, og at én person i 2017 blev henrettet;

1.  fordømmer på det kraftigste chikanen mod samt retsforfølgningen og tilbageholdelsen af Ahmed Mansoor og alle andre menneskerettighedsforkæmpere udelukkende på grundlag af deres menneskerettighedsarbejde og brugen af deres ret til ytringsfrihed såvel online som offline; opfordrer indtrængende de emiratarabiske myndigheder til at foretage grundig og upartisk efterforskning af angrebene på civilsamfundsaktører med henblik på at bringe gerningsmændene for en domstol;

2.  opfordrer myndighederne til omgående og betingelsesløst at løslade og frafalde alle anklager mod ham, idet han er samvittighedsfange, der udelukkende tilbageholdes med henblik på fredeligt at udøve sin ret til ytringsfrihed, bl.a. gennem sin indsats for menneskerettighederne; kræver desuden øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle samvittighedsfanger i De Forenede Arabiske Emirater, samt at anklagerne mod dem frafaldes;

3.  udtrykker sin alvorlige bekymring over beretningerne om, at Ahmed Mansoor har været udsat for tortur eller mishandling under sin tilbageholdelse, og at han holdes i isolation; opfordrer indtrængende myndighederne til at undersøge disse påstande og give ham omgående og regelmæssig adgang til en advokat, til sin familie og til en hvilken som helst lægehjælp, som han måtte have behov for; minder de emiratarabiske myndigheder om, at forlænget isolationsfængsling på ubestemt tid kan gøre det ud for en form for tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling i henhold til den internationale menneskerettighedslovgivning, og at mangel på en arrestordre eller nogen anden retslig kontrol under hans tilbageholdelse og fængsling udgør et brud på de grundlæggende principper om retfærdig rettergang i henhold til den internationale menneskerettighedslovgivning;

4.  opfordrer de emiratarabiske myndigheder til at sikre, at tilbageholdte, der er under anklage for at have overtrådt loven, gennemgår en reglementeret proces og tildeles fri og retfærdig rettergang i overensstemmelse med internationale standarder;

5.  opfordrer De Forenede Arabiske Emirater til at revidere den føderale lov om bekæmpelse af cyberkriminalitet for at bringe den i overensstemmelse med de internationale standarder vedrørende enhvers ret til at søge, modtage, formidle og meddele oplysninger og ideer til andre, retten til menings-, ytrings- og informationsfrihed samt adgang til internettet og retten til privatliv; opfordrer de emiratarabiske myndigheder til at ændre loven om bekæmpelse af terrorisme, loven om cyberkriminalitet fra 2012 samt den føderale lov nr. 2/2008, som gang på gang bruges til at retsforfølge menneskerettighedsforkæmpere;

6.  opfordrer de emiratarabiske myndigheder til at bringe alle former for chikane imod enkeltpersoner til ophør og straks ophæve rejseforbuddet mod menneskerettighedsforkæmpere og insisterer på, at de under alle omstændigheder garanterer, at menneskerettighedsforkæmpere i De Forenede Arabiske Emirater har mulighed for at udøve deres legitime menneskerettighedsaktiviteter både i og uden for landets grænser uden frygt for repressalier;

7.  opfordrer til et EU-omfattende forbud mod eksport, salg, opdatering og vedligeholdelse af enhver form for sikkerhedsudstyr til De Forenede Arabiske Emirater, der kan bruges til eller bliver brugt til intern undertrykkelse, herunder internetovervågningsteknologi; udtrykker bekymring over den stadig stigende brug af visse cyberovervågningsteknologier med dobbelt anvendelse mod politikere, aktivister og journalister; glæder sig i denne forbindelse over EU-institutionernes igangværende arbejde for at opdatere forordningen om eksportkontrol af produkter med dobbelt anvendelse;

8.  er bekymret over det voksende antal personer, der straffes for at samarbejde med FN og dets forskellige organer; opfordrer indtrængende de emiratarabiske myndigheder til at bringe hindringer og chikane af personer, der er engageret i forskellige menneskerettighedsmekanismer under FN, til ophør; opfordrer endvidere indtrængende myndighederne til at give FN-eksperter, internationale NGO'er eller EU-embedsmænd adgang til at besøge Ahmed Mansoor;

9.  slår til lyd for større friheder i De Forenede Arabiske Emirater; understreger, at det er vigtigt, at De Forenede Arabiske Emirater overholder deres internationale forpligtelser under menneskerettighedslovgivningen for at sikre beskyttelsen af tale-, tanke- og ytringsfriheden såvel online som offline for alle borgere i De Forenede Emirater og at efterkomme samtlige bestemmelser i De Forenede Nationers erklæring om menneskerettighedsforkæmpere, navnlig artikel 1, stk. 6, litra a), og artikel 12, stk. 2; understreger, at disse friheder ikke alene er garanteret i de universelle menneskerettighedsinstrumenter, men også i det arabiske charter om menneskerettigheder, som De Forenede Arabiske Emirater er part i;

10.  opfordrer De Forenede Arabiske Emirater til at bekræfte sin hensigt om at "opretholde de højeste standarder med hensyn til at fremme og beskytte menneskerettighederne" ved at ratificere den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og dens frivillige protokoller og ved at udstede en stående indbydelse til alle FN's mandatindehavere for særlige procedurer;

11.  opfordrer NF/HR, EU og dets medlemsstater til at indtage en stærk politisk holdning over for disse åbenlyse krænkelser af menneskerettighederne, herunder ved at kræve omgående løsladelse af Ahmed Mansoor i samtlige kontakter, som de har med De Forenede Arabiske Emiraters myndigheder; opfordrer indtrængende EU-delegationen i Abu Dhabi til at yde den fornødne støtte til Ahmed Mansoor, herunder fængselsbesøg, overvågning af retssagen og tilvejebringelse af juridisk eller anden form for bistand, som han måtte ønske; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at rapportere til Europa-Parlamentet om de skridt, som EU-delegationen indtil videre har taget for at støtte Ahmed Mansoor;

12.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at foreslå og medlemsstaterne til at vedtage målrettede EU-foranstaltninger vedrørende alvorlige menneskerettighedskrænkelser;

13.  gentager sin modstand mod dødsstraf under alle omstændigheder og opfordrer til et moratorium med henblik på afskaffelse af dødsstraf;

14.  tilskynder til en fortsat dialog mellem EU, dets medlemsstater og De Forenede Arabiske Emirater; mener, at regelmæssige interparlamentariske møder mellem Europa-Parlamentet og dets partnere i Golfregionen er et vigtigt forum for udviklingen af en konstruktiv og åben dialog om emner af fælles interesse; understreger, at interparlamentariske drøftelser ikke kun bør fokusere på sikkerheds- og handelsanliggender, men også bør omfatte respekt for menneskerettighederne som et afgørende emne for drøftelserne;

15.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til De Forenede Arabiske Emiraters regering og parlament, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Kommissionen, EU’s særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's højkommissær for menneskerettigheder samt regeringerne i Golfstaternes Samarbejdsråds medlemsstater; opfordrer til, at denne beslutning oversættes til arabisk.

(1) EUT C 72 E af 11.3.2014, s. 40.

Seneste opdatering: 5. oktober 2018Juridisk meddelelse