Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2, 3, 21 og 23 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til sin beslutning af 5. juli 2016 om gennemførelse af Parlamentets henstillinger af 2010 om sociale og miljømæssige standarder, menneskerettigheder og virksomhedernes sociale ansvar(1),

–  der henviser til sin beslutning af 30. maj 2018 om årsrapporten om gennemførelsen af den fælles handelspolitik(2),

–  der henviser til artikel 207 og 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til EU's strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati som vedtaget af Rådet for Udenrigsanliggender den 25. juni 2012 og til handlingsplanen vedrørende menneskerettigheder og demokrati 2015-2019, som blev vedtaget af Rådet den 20. juli 2015,

–  der henviser til FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne, som blev godkendt af FN's Menneskerettighedsråd i dets resolution 17/4 af 16. juni 2011,

–  der henviser til Kommissionens strategi "Handel for alle",

–  der henviser til Kommissionens sektorspecifikke vejledninger om gennemførelse af FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne(3),

–  der henviser til arbejdsdokument af 14. juli 2015 fra Kommissionens tjenestegrene om gennemførelse af FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder – status (SWD(2015)0144),

–  der henviser til udtalelsen fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) om bedre adgang til retsmidler på områderne erhvervsliv og menneskerettigheder på EU-plan(4),

–  der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolution 26/9 af 26. juni 2014, hvorved det blev besluttet "at nedsætte en stående mellemstatslig arbejdsgruppe om transnationale selskaber og andre virksomheder for så vidt angår menneskerettigheder, som skal have mandat til inden for den internationale menneskerettighedslovgivning at udarbejde et internationalt retligt bindende instrument til regulering af transnationale selskabers og andre erhvervsvirksomheders aktiviteter",

–  der henviser til FN's Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheders generelle kommentar nr. 24 (2017) om statens forpligtelser i henhold til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i forbindelse med virksomhedsaktiviteter (E/C.12/GC/24),

–  der henviser til Maastrichtprincipperne om staters ekstraterritoriale forpligtelser inden for området økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder(5),

–  der henviser til FN's Global Compact-initiativ(6),

–  der henviser til OECD's retningslinjer for multinationale selskaber,

–  der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) trepartserklæring om principper for multinationale selskaber og socialpolitik, der blev revideret i 2017,

–  der henviser til OECD's vejledning om due diligence for beklædnings- og skotøjssektoren,

–  der henviser til "Children's Rights and Business Principles", der er udviklet af UNICEF,

–  der henviser til Rådets konklusioner om erhvervsliv og menneskerettigheder, vedtaget den 20. juni 2016,

–  der henviser til ISO 26000-standarden om socialt ansvar,

–  der henviser til OECD's vejledning om due diligence for ansvarlig forretningsadfærd,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område(7),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/95/EU af 22. oktober 2014 om ændring af Rådets direktiv 2013/34/EU for så vidt angår offentliggørelse af ikkefinansielle oplysninger og oplysninger om mangfoldighed for visse store virksomheder og selskaber(8),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/821 af 17. maj 2017 om fastlæggelse af due diligence-forpligtelser i forsyningskæden for EU-importører af tin, tantal, wolfram og deres malme samt guld, der hidrører fra konfliktramte områder og højrisikoområder(9),

–  der henviser til Rådets henstilling til medlemsstaterne om menneskerettigheder og erhvervsliv, som blev vedtaget den 2. marts 2016,

–  der henviser til sin beslutning af 13. marts 2018 om ligestilling i EU's handelsaftaler(10),

–  der henviser til sin beslutning af 13. december 2017 om årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden 2016 og EU's politik om menneskerettigheder og demokrati(11),

–  der henviser til sin beslutning af 16. november 2017 om EU-Afrika-strategien: en stærk drivkraft for udvikling(12),

–  der henviser til sin beslutning af 27. april 2017 om EU's flagskibsinitiativ for beklædningssektoren(13),

–  der henviser til sin beslutning af 14. februar 2017 om revisionen af den europæiske konsensus om udvikling(14),

–  der henviser til sin betænkning af 12. september 2017 om den internationale handels og EU's handelspolitikkers indvirkning på globale værdikæder(15),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 995/2010 af 20. oktober 2010 om fastsættelse af krav til virksomheder, der markedsfører træ og træprodukter(16),

–  der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om virksomhedernes sociale ansvar i internationale handelsaftaler(17),

–  der henviser til sin beslutning af 14. december 2016 om årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden i 2015 og Den Europæiske Unions politik på området(18),

–  der henviser til sin beslutning af 22. november 2016 om forbedring af udviklingssamarbejdets effektivitet(19),

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2016 om virksomheders ansvar for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i tredjelande(20),

–  der henviser til sin beslutning af 5. juli 2016 om bekæmpelse af menneskehandel som led i EU's eksterne forbindelser(21),

–  der henviser til sin beslutning af 14. april 2016 om den private sektor og udvikling(22),

–  der henviser til sin beslutning af 17. december 2015 om årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden 2014 og EU's politik om menneskerettigheder og demokrati(23),

–  der henviser til den undersøgelse, som dets underudvalg for menneskerettigheder har bestilt om "gennemførelse af FN's vejledende principper vedrørende erhvervsliv og menneskerettigheder"(24),

–  der henviser til forespørgslerne til næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, til Kommissionen og til Rådet om EU's bidrag til et bindende FN-instrument om transnationale selskaber og andre virksomheder med transnationale træk for så vidt angår menneskerettigheder (O-000074/2018 – B8‑0402/2018, O-000075/2018 – B8-0403/2018 og O-000078/2018 – B8‑0404/2018),

–  der henviser til forslag til beslutning fra Udviklingsudvalget,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at EU bygger på værdierne om respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, lighed, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne; der henviser til, at EU's optræden udadtil på den internationale scene (herunder hvad angår udvikling og handelspolitikker) skal bygge på disse principper og være i overensstemmelse med princippet om udviklingsvenlig politikkohærens som fastsat i artikel 208 i Lissabontraktaten; der henviser til, at princippet om udviklingsvenlig politikkohærens i henhold til artikel 208 i TEUF skal respekteres på alle områder i forbindelse med EU's optræden udadtil;

B.  der henviser til, at den Europæiske Union både er en normativ magt og en økonomisk magt; der henviser til, at det derfor er nødvendigt, at den indtager en førende stilling inden for formidling af bedste praksis og udvikling af globale standarder;

C.  der henviser til, at gennemførelsen af 2030-dagsordenen indebærer, at den økonomiske udvikling bør gå hånd i hånd med social retfærdighed, god regeringsførelse, respekt for menneskerettighederne, herunder de sociale rettigheder og retten til menneskelig værdighed og frihed, samt med høje arbejds- og miljøstandarder; der henviser til, at bæredygtig udvikling, handel og menneskerettigheder kan påvirke og styrke hinanden;

D.  der henviser til, at forpligtelser vedrørende menneskerettigheder primært påhviler stater; der henviser til, at stater – selv om de ikke i sig selv er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser begået af private aktører – kan misligholde deres internationale folkeretlige menneskerettighedsforpligtelser i de tilfælde, hvor sådanne krænkelser kan tilskrives dem, eller hvis de ikke udviser due diligence med hensyn til at forebygge, efterforske, straffe og afhjælpe private aktørers misbrug; der henviser til, at stater generelt har en skønsbeføjelse til at afgøre, hvilke foranstaltninger der skal træffes, herunder ved hjælp af politikker, love, forordninger og afgørelser;

E.  der henviser til, at due diligence er et begreb, til hvilket der henvises i OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder(25);

F.  der henviser til, at stater bør opfylde deres menneskerettighedsforpligtelser inden for deres område og/eller jurisdiktion; der henviser til, at stater tydeligt bør angive, at de forventer, at alle virksomheder med hjemsted på deres område og/eller jurisdiktion overholder menneskerettighederne i forbindelse med alle deres aktiviteter, herunder gennem deres datterselskaber, kontrollerede virksomheder og enheder i deres forsyningskæde i hele verden;

G.  der henviser til, at FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder, enstemmigt vedtaget i Menneskerettighedsrådet, fortsat udgør den autoritative ramme for forebyggelse og imødegåelse af risikoen for negative indvirkninger på menneskerettighederne som følge af virksomheders aktiviteter, og der henviser, at til den undersøgelse, som blev bestilt af Europa-Parlamentet Underudvalg om Menneskerettigheder med titlen "Gennemførelse af FN's vejledende principper vedrørende erhvervslivet og menneskerettighederne", klart viser, at EU's medlemsstater er længst fremme i den globale sammenhæng for så vidt angår gennemførelsen af FN's fælles vejledende principper, idet de har det højeste antal nationale handlingsplaner, der er vedtaget eller under udarbejdelse;

H.  der henviser til, at FN's vejledende principper gælder for alle stater og for alle virksomheder, såvel transnationale som andre, uanset deres størrelse, sektor, beliggenhed, ejerskab og struktur, og at de bygger på de tre søjler i FN's "Protect, Respect and Remedy"-ramme, nemlig: 1) statens pligt til at yde beskyttelse mod tredjeparts krænkelser af menneskerettigheder, herunder erhvervslivet, 2) virksomhedernes sociale ansvar for at respektere menneskerettighederne og 3) behovet for, at ofre får øget adgang til effektive retsmidler, såvel indenretsligt som udenretsligt; understreger, at FN's vejledende principper – til trods for at de ikke er juridisk bindende – er almindeligt anerkendte og støttet og tjener som grundlag for politiske strategier i forbindelse med erhvervsmæssige rettigheder og menneskerettigheder på internationalt plan samt som grundlag for staters anerkendelse af de eksisterende forpligtelser til at respektere, beskytte og opfylde menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, til at beskytte virksomheder, der som specialiserede organer i samfundet udfører specialiserede opgaver, som er nødvendige for at overholde alle gældende love og respektere menneskerettighederne, samt anerkendelse af nødvendigheden af, at der findes passende og effektive retsmidler over for krænkelser af disse rettigheder og forpligtelser; der henviser til, at det på grundlag af tilgængelig dokumentation tyder på, at antallet af erhvervsrelaterede krænkelser af menneskerettighederne reduceres i de tilfælde, hvor FN's vejledende principper finder anvendelse;

I.  der henviser til, at FN's Global Compact opfordrer selskaber til at tilslutte sig, støtte og inden for deres indflydelsessfære efterleve et sæt grundlæggende værdier for så vidt angår menneskerettigheder, grundlæggende arbejdsstandarder, miljø og bekæmpelse af korruption samt til på frivillig basis at integrere disse værdier i deres virksomhedsaktiviteter;

J.  der henviser til, at selskaber er en af de vigtigste aktører i forbindelse med økonomisk globalisering, finansielle tjenester og international handel, og at de har pligt til at overholde alle gældende love og gældende internationale traktater samt respektere menneskerettighederne; der henviser til, at disse erhvervsforetagender samt andre nationale selskaber nogle gange forårsager eller bidrager til menneskerettighedskrænkelser og har indflydelse på rettighederne for udsatte grupper som mindretal, oprindelige folk, kvinder og børn eller bidrager til miljøproblemer; der henviser til, at de også kan spille en vigtig rolle med hensyn til at give positive incitamenter i form af fremme af menneskerettigheder, demokrati, miljøstandarder og virksomhedernes sociale ansvar;

K.  der henviser til, at der er en asymmetri mellem transnationale selskabers rettigheder og forpligtelser, navnlig i aftaler om investeringsbeskyttelse, hvor investorer tildeles vidtrækkende rettigheder, såsom "retfærdig og rimelig behandling", der ikke nødvendigvis modsvares af bindende eksigible forpligtelser for så vidt angår overholdelse af menneskerettighederne og af arbejds- og miljølovgivningen i hele forsyningskæden;

L.  der henviser til, at det anerkendes, at de europæiske virksomheder, som driver virksomhed på verdensplan og foregår som et godt eksempel via en ikkediskriminatorisk virksomhedskultur, har en langsigtet positiv indvirkning på menneskerettighederne;

M.  der henviser til, at EU med hensyn til den interne/eksterne sammenhæng i sine politikker har spillet en ledende rolle i forhandlingerne om og gennemførelsen af en række initiativer vedrørende globalt ansvar, som går hånd i hånd med fremme og overholdelse af internationale standarder knyttet til erhvervslivet og menneskerettighederne; der henviser til, at EU og dens medlemsstater også har forpligtet sig til en række instrumenter, navnlig FN's vejledende principper fra 2011 og Europarådets henstilling fra 2016 om menneskerettigheder og erhvervslivet;

N.  der henviser til, at EU og medlemsstaterne i de senere år er begyndt at vedtage lovgivning, der har til formål at øge virksomhedernes ansvarlighed og indføje elementer af due diligence i forbindelse med menneskerettigheder i lovgivningen; der henviser til, at disse foranstaltninger nu bidrager til at fastsætte globale standarder, men at de stadig kan udvikles yderligere, f.eks. hvad angår EU's forordning om konfliktmineraler og EU's direktiv om ikkefinansiel rapportering samt EU's tømmerforordning; der henviser til, at Kommissionen imidlertid har været tilbageholdende med at fremsætte yderligere lovgivning for andre sektorer, såsom for beklædningssektoren, på trods af gentagne opfordringer fra Parlamentets side; der henviser til, at de mange forskellige nationale lovgivningsinitiativer muligvis kan føre til ineffektive og urimelige spilleregler i EU; der henviser til, at en bindende FN-traktat kunne være et vigtigt skridt fremad i denne henseende;

O.  der henviser til, at ofre for menneskerettighedskrænkelser, som EU-virksomheder er involveret i, kan kræve erstatning ved de nationale domstole i EU i henhold til forordning (EU) nr. 1215/2012; der henviser til, at bestemmelserne i denne forordning kræver stærkere internationale rammer for at blive mere effektive med hensyn til de berørte parter, hvis de samtidig skal sikre ensartede spilleregler for selskaber med hjemsted i EU og for selskaber uden for EU;

P.  der henviser til, at der stadig mangler en holistisk tilgang til virksomhedernes ansvar for krænkelser af menneskerettighederne; der henviser til, at ofre for krænkelser af menneskerettighederne, der involverer transnationale selskaber, står over for et utal af hindringer for adgang til klagemuligheder, herunder prøvelse ved domstolene og garantier for, at de ikke gentages; der henviser til, at disse hindringer for adgang til klagemuligheder udgør en yderligere alvorlig krænkelse af menneskerettighederne; der henviser til, at en holistisk tilgang vil give både virksomheder og enkeltpersoner retssikkerhed i forbindelse med udbredelsen af de mange forskellige due diligence-initiativer:

Q.  der henviser til, at forskelsbehandling på grundlag af køn indebærer, at kvinder ofte er særligt sårbare over for menneskerettighedskrænkelser og står over for særlige problemer, når de forsøger at få adgang til klagemuligheder;

R.  der henviser til, at det i udtalelsen fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) fra 2017 blev fastslået, at der kunne gøres mere for at sikre en effektiv retslig og udenretslig adgang til klagemuligheder i forbindelse med menneskerettighedskrænkelser inden for eller uden for EU, herunder ved i højere grad at bistå ofrene med at få adgang til domstole og give dem mulighed for at anlægge gruppesøgsmål, lette bevisbyrden og intensivere virksomhedernes due diligence-forpligtelser, herunder for moderselskaber, der igennem dattervirksomheder eller forsyningskæder er knyttet til menneskerettighedsindsatsen;

S.  der henviser til, at Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fastlægger både indenlandske og ekstraterritoriale forpligtelser for stater med hensyn til at give ofre for menneskerettighedskrænkelser adgang til retsmidler;

T.  der henviser til, at FN i øjeblikket er ved at forhandle sig frem til en ordning med selskabsansvar for krænkelser af menneskerettighederne inden for rammerne af UNHRC's stående mellemstatslige arbejdsgruppe om transnationale selskaber og andre virksomheder for så vidt angår menneskerettighederne (OEIGWG), der blev oprettet af FN's Generalforsamling i 2014; der henviser til, at både EU og medlemsstaterne spiller en rolle i OEIGWG, men at Kommissionen ikke har mandat fra Rådet til at føre forhandlinger på EU's vegne om dets deltagelse i OEIGWG;

1.  bemærker, at globaliseringen og den stigende internationalisering af erhvervsaktiviteter og forsyningskæder øger betydningen af den rolle, som virksomhederne spiller med hensyn til at sikre overholdelse af menneskerettighederne, og skaber en situation, hvor internationale normer, regler og samarbejde er afgørende for at undgå menneskerettighedskrænkelser i tredjelande;

2.  er af den opfattelse, at transnationale selskaber bør afstå fra at finansiere eller medvirke i aktiviteter, kommercielle eller ikkekommercielle, som kan nære radikalisering eller ekstremisme, navnlig når det indebærer manipulation af en religiøs trosretning, samt fra at yde nogen som helst direkte eller indirekte støtte til enhver sammenslutning, som går ind for eller retfærdiggør vold;

3.  er af den faste overbevisning, at den private sektor er en vigtig partner for så vidt angår opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling og mobiliseringen af yderligere ressourcer til udvikling; understreger, at aktører i den private sektor i lyset af deres voksende rolle i udviklingssamarbejdet er nødt til at indordne sig under principperne om udviklingseffektivitet og overholde principperne om virksomhedernes ansvarlighed hele vejen igennem projekternes livscyklus;

4.  minder om, at due diligence er et centralt element i den anden søjle i FN's vejledende principper om virksomhedernes sociale ansvar og respekten for menneskerettighederne; understreger, at effektive due diligence-praksisser også kan bidrage til at styrke adgangen til retsmidler; opfordrer EU og dets medlemsstater til at stræbe efter at vedtage en sammenhængende ramme, der fastlægger obligatoriske due diligence-krav for virksomhederne for så vidt angår menneskerettighederne;

5.  minder om, at processen i forbindelse med den nationale handlingsplan for udvikling – såfremt den er veludformet og tilpasset de lokale forhold – ikke blot kan bidrage til at sikre en effektiv gennemførelse af FN's vejledende principper, men også til at styrke de nationale mekanismer til beskyttelse af menneskerettigheder;

6.  gentager sin opfordring til, at FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne og andre internationale standarder for virksomhedernes sociale ansvar konsekvent tages op af EU's repræsentanter i menneskerettighedsdialoger med tredjelande;

7.  støtter fuldt ud gennemførelsen – såvel inden som uden for EU – af de fælles standarder, som Rådet enstemmigt godkendte i juni 2011, og opfordrer EU og medlemsstaterne til at udarbejde og vedtage ambitiøse og operative handlingsplaner på både EU-plan og nationalt plan, som fastsætter klare forventninger om, at regeringer og alle typer virksomheder gennemfører disse principper på en hurtig, effektiv og omfattende måde; er af den opfattelse, at de nationale handlingsplaner bør omfatte indikatorer til måling af resultater; understreger også, at EU bør sikre, at der foretages en uafhængig og regelmæssig peerevaluering af medlemsstaternes nationale handlingsplaner og af de fremskridt, der gøres, navnlig med henblik på at lette adgangen til retsmidler; minder om, at FN's vejledende principper kan suppleres af parallelle bindende initiativer med henblik på at afhjælpe manglerne i disse;

8.  finder det beklageligt, at der stadig mangler en global tilgang til den måde, hvorpå transnationale selskaber overholder menneskerettighedslovgivningen, og til at indføre andre klagemekanismer, der eventuelt kan bidrage til transnationale selskabers straffrihed i sager om menneskerettighedskrænkelser og dermed være til skade for personers rettigheder og værdighed; beklager, at FN's vejledende principper ikke er forankret i eksigible instrumenter; minder om, at den mangelfulde gennemførelse af FN's vejledende principper, således som det er tilfældet med andre internationalt anerkendte standarder, i vid udstrækning er blevet tilskrevet deres ikkebindende karakter;

9.  bemærker med bekymring, at der fortsat findes mange hindringer med hensyn til adgang til retsmidler, navnlig i forbindelse med transnationale selskaber, f.eks. på grund af de vanskeligheder, som ofre har oplevet i forbindelse med at identificere den kompetente domstol, manglende kodificering af visse former for overtrædelse af menneskerettighederne i straffelovgivninger eller korruption, som kan undergrave retslige procedurer i udviklingslande; minder om, at passende udenretslige klagemuligheder også er af afgørende betydning, men ofte ikke findes; opfordrer de nationale regeringer til at styrke deres bestræbelser på gennem retslige, administrative, lovgivningsmæssige eller andre passende midler at sikre, at personer, der lider skade som følge af menneskerettighedskrænkelser, der finder sted på deres område og/eller i deres jurisdiktion, har adgang til effektive retsmidler;

10.  bekræfter på ny det presserende behov for at handle på en effektiv og sammenhængende måde på alle niveauer, herunder på såvel nationalt, europæisk som på internationalt plan, med henblik på effektivt at tage hånd om de transnationale selskabers krænkelser af menneskerettighederne, sikre adgang til klagemuligheder, tackle juridiske problemer, der opstår som følge af de aktiviteter, der udøves af virksomheder og transnationale selskaber, den stigende kompleksitet af globale værdikæder og den ekstraterritoriale dimension for så vidt angår transnationale selskaber samt den dermed forbundne usikkerhed om, hvor ansvaret for menneskerettighedskrænkelserne ligger; bekræfter på ny, at det er nødvendigt at gennemføre staters ekstraterritoriale forpligtelser i henhold til Maastrichtprincipperne fuldt ud og bygge videre på Europarådets forskellige instrumenter, navnlig den europæiske menneskerettighedskonvention; opfordrer mere generelt indtrængende EU til at tage initiativ til at forbedre adgangen til retsmidler i ekstraterritoriale sager i overensstemmelse med henstillingerne i FRA's udtalelse fra 2017;

11.  bekræfter på ny menneskerettighedernes forrang i folkeretten i overensstemmelse med artikel 103 i FN-pagten og behovet for at konsolidere dette ved hjælp af et klart system, hvorved menneskerettighedsforpligtelserne i praksis får forrang frem for andre former for modstridende forpligtelser, og behovet for at fastsætte passende mekanismer til håndhævelse af menneskerettighederne, til overvågning og til afhjælpning af krænkelser kombineret med passende sanktioner og erstatning i tilfælde af overtrædelser; insisterer på, at dette er af afgørende betydning for at kunne overvinde ubalancer, der skyldes globaliseringen, og med henblik på at bringe borgernes rettigheder og planeten i centrum; understreger, at samordning og udveksling af oplysninger og god praksis vil bidrage positivt til initiativer fra virksomheder, som har besluttet at overholde menneskerettighederne og de sociale og miljømæssige standarder;

12.  understreger, at virksomhedernes sociale ansvar på frivilligt grundlag risikerer at skabe illoyal konkurrence for dem, der vælger at overholde internationale standarder; understreger, at gennemførelse af princippet om rettidig omhu ikke er tilstrækkeligt til at sikre fuld overensstemmelse med internationale standarder og forpligtelser;

13.  bifalder i denne forbindelse det arbejde, der blev indledt i De Forenede Nationer gennem den mellemstatslige arbejdsgruppe vedrørende udarbejdelse af et bindende FN-instrument om transnationale selskaber og andre virksomheder med transnationale træk for så vidt angår menneskerettigheder, og anser dette for at være et skridt fremad med hensyn til at fremme og beskytte menneskerettighederne;

14.  understreger, at den bindende traktat bør baseres på FN's vejledende principper og omfatte: fastlæggelse af transationale selskabers og andre virksomheder obligatoriske due diligence-forpligtelse, herunder med hensyn til deres datterselskaber, anerkendelse af staters ekstraterritoriale forpligtelser vedrørende menneskerettigheder, anerkendelse af virksomhedernes strafansvar, mekanismer for samordning og samarbejde mellem stater vedrørende efterforskning, retsforfølgning og håndhævelse af grænseoverskridende sager samt oprettelse af internationale retlige og udenretslige mekanismer for tilsyn og håndhævelse; er af den opfattelse, at det nye instrument bør pålægge stater pligt til at vedtage lovgivningsmæssige foranstaltninger, der pålægger virksomheder at anvende due diligence-politikker og -procedurer på menneskerettighedsområdet, og foreslår, at denne forpligtelse skal håndhæves ved at holde virksomhederne ansvarlige enten i det forum, hvor skaden er forvoldt, eller i det forum, hvori moderselskabet er inkorporeret, eller hvor det har en betydelig tilstedeværelse;

15.  opfordrer FN's medlemsstater til at beskytte forhandlingerne mod kommercielle interesser og andre særinteresser og til at følge Verdenssundhedsorganisationens (WHO's) eksempel og artikel 5, stk. 3, i WHO's rammekonvention om tobakskontrol (WHO FCTC), herunder de strenge etiske regler for at forebygge interessekonflikter og uetisk lobbyvirksomhed, som kræver fuld gennemsigtighed med hensyn til samspillet mellem industrien og parterne i forhandlingerne;

16.  minder om, at det er nødvendigt at anlægge en tilgang, der tager højde for kønsaspektet under hele processen, og på behovet for at være særlig opmærksom på sårbare grupper som oprindelige folk og børn;

17.  minder om, at Parlamentet har givet udtryk for sin utvetydige støtte til denne multilaterale IGWG-proces i otte forskellige beslutninger;

18.  understreger betydningen af, at EU og dens medlemsstater deltager aktivt i denne mellemstatslige proces ved at nedsætte en arbejdsgruppe, der omfatter alle de relevante tjenestegrene i Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten, Rådets Arbejdsgruppe om Menneskerettigheder (COHOM) og de relevante udvalg i Europa-Parlamentet, på grundlag af princippet om udviklingsvenlig politikkohærens;

19.  gentager endnu engang sin opfordring til, at EU og dets medlemsstater engagerer sig reelt og konstruktivt i disse forhandlinger og i den mellemstatslige proces, der tager sigte på at fuldføre OEIGWG's mandat; fremhæver den afgørende betydning af, at EU konstruktivt bidrager til opnå en bindende traktat, som effektivt behandler spørgsmålet om virksomhedernes ansvar for krænkelser af menneskerettighederne og de dermed forbundne udfordringer;

20.  opfordrer FN's medlemsstater til at sikre, at de forhandlinger, der fører til traktaten, føres på en gennemsigtig måde med høring af en bred vifte af rettighedshavere, der potentielt måtte blive berørt af traktaten, herunder civilsamfundsorganisationer og offerplatforme; opfordrer EU og dets medlemsstater til at integrere en meningsfuld ligestillingsstrategi i deres forhandlingsposition;

21.  opfordrer EU til at sikre, at enhver revision af eller ethvert kommende strategidokument knyttet til EU's strategiske ramme og handlingsplan vedrørende menneskerettigheder og demokrati omfatter klare målsætninger og målelige benchmarks for EU's deltagelse i FN-forhandlingerne;

22.  beslutter at fortsætte med nøje at følge IGWG-forhandlingerne;

23.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.

(1) EUT C 101 af 16.3.2018, s. 19. (2) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0230. (3) https://ec.europa.eu/anti-trafficking/publications/european-commission-sector-guides-implementing-un-guiding-principles-business-and-hum-0_en (4) http://fra.europa.eu/sites/default/files/fra_uploads/fra-2017-opinion-01-2017-business-human-rights_en.pdf (5) http://www.etoconsortium.org/nc/en/main-navigation/library/maastricht-principles/?tx_drblob_pi1%5BdownloadUid%5D=23 (6) https://www.unglobalcompact.org/ (7) EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1. (8) EUT L 330 af 15.11.2014, s. 1. (9) EUT L 130 af 19.5.2017, s. 1. (10) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0066. (11) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0494. (12) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0448. (13) EUT C 298 af 23.8.2018, s. 100. (14) EUT C 252 af 18.7.2018, s. 62. (15) EUT C 337 af 20.9.2018, s. 33. (16) EUT L 295 af 12.11.2010, s. 23. (17) EUT C 99 E af 3.4.2012, s. 101. (18) EUT C 238 af 6.7.2018, s. 57. (19) EUT C 224 af 27.6.2018, s. 36. (20) EUT C 215 af 19.6.2018, s. 125. (21) EUT C 101 af 16.3.2018, s. 47. (22) EUT C 58 af 15.2.2018, s. 209. (23) EUT C 399 af 24.11.2017, s. 151. (24) http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2017/578031/EXPO_STU(2017)578031_EN.pdf (25) http://www.oecd.org/corporate/mne/48004323.pdf