Indeks 
Vedtagne tekster
Onsdag den 30. maj 2018 - StrasbourgEndelig udgave
Mobilisering af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond med henblik på at yde bistand til Grækenland, Spanien, Frankrig og Portugal
 Ændringsbudget nr. 1 til det almindelige budget for 2018, der ledsager forslaget om at anvende EU's Solidaritetsfond til fordel for Grækenland, Spanien, Frankrig og Portugal
 Beskyttelse mod dumpingimport og subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af EU ***II
 Mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF/2018/000 TA 2018 — teknisk bistand på Kommissionens initiativ)
 Genetisk modificeret majs GA21 (MON-ØØØ21-9)
 Genetisk modificeret majs 507 × 59122 × MON 810 × NK603, og genetisk modificeret majs, der kombinerer to eller tre af transformationsbegivenhederne 1507, 59122, MON 810 and NK603
 Fiskevarers overensstemmelse med kriterierne for tiltrædelse af EU's marked
 Fremtiden for fødevarer og landbrug
 Fortolkning og gennemførelse af den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning
 Den flerårige finansielle ramme 2021-2027 og egne indtægter
 Libyen
 Årlig rapport om, hvordan Schengenområdet fungerer
 Minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse
 Årsberetning om gennemførelsen af den fælles handelspolitik

Mobilisering af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond med henblik på at yde bistand til Grækenland, Spanien, Frankrig og Portugal
PDF 125kWORD 46k
Beslutning
Bilag
Europa-Parlamentets beslutning af 30. maj 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om anvendelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond med henblik på at yde bistand til Grækenland, Spanien, Frankrig og Portugal (COM(2018)0150 – C8-0039/2018 – 2018/2029(BUD))
P8_TA(2018)0217A8-0175/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2018)0150 – C8-0039/2018),

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 af 11. november 2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond(1),

–  der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020, særlig artikel 10(2),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning(3), særlig punkt 11,

–  der henviser til skrivelse fra Regionaludviklingsudvalget,

–  der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A8-0175/2018),

1.  hilser afgørelsen velkommen som et tegn på Unionens solidaritet med Unionens borgere og regioner, der er ramt af naturkatastrofer;

2.  beklager antallet af omkomne i naturkatastrofer i Unionen i 2017; opfordrer medlemsstaterne til at investere i forebyggelse af katastrofer gennem mobilisering af de nødvendige midler og anvendelse af de europæiske struktur- og investeringsfonde for at undgå tab af menneskeliv i fremtiden;

3.  støtter de medlemsstater, der anvender de europæiske struktur- og investeringsfonde til genopbygning af de ramte områder; opfordrer Kommissionen til at støtte og hurtigt godkende den finansielle omfordeling af partnerskabsaftalerne, som medlemsstaterne har anmodet om med dette formål;

4.  opfordrer medlemsstaterne til at anvende de finansielle bidrag fra Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (EUSF) på en gennemsigtig måde, der garanterer en retfærdig fordeling i de berørte regioner;

5.  glæder sig over Kommissionens forslag til en ny EU-civilbeskyttelsesmekanisme, som et middel til at forebygge og reagere i tilfælde af naturkatastrofer; mener, at EU-civilbeskyttelsesmekanismen er et konkret tegn på solidaritet i Unionen i lighed med EUSF; minder i denne forbindelse om, at det er vigtigt fortsat at give regionerne i den yderste periferi særlige EUSF-adgangsbetingelser for at hjælpe dem med at håndtere deres høje grad af sårbarhed over for naturkatastrofer; efterlyser i situationer, hvor det er vanskeligt at indsamle oplysninger, og hvor det er begrundet i omfanget af naturkatastrofen, en mere fleksibel frist for at indgive en anmodning om mobiliseringen og anvendelsen af EUSF-fondsmidler;

6.  godkender den afgørelse, der er vedføjet denne beslutning;

7.  pålægger sin formand at undertegne denne afgørelse sammen med Rådets formand og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

8.  pålægger sin formand at sende denne beslutning sammen med bilaget til Rådet og Kommissionen.

BILAG

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

om anvendelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond med henblik på at yde bistand til Grækenland, Spanien, Frankrig og Portugal

(Teksten i bilaget gengives ikke her, eftersom det svarer til den endelige retsakt, afgørelse (EU) 2018/846.)

(1) EFT L 311 af 14.11.2002, s. 3.
(2) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884.
(3) EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1.


Ændringsbudget nr. 1 til det almindelige budget for 2018, der ledsager forslaget om at anvende EU's Solidaritetsfond til fordel for Grækenland, Spanien, Frankrig og Portugal
PDF 118kWORD 50k
Europa-Parlamentets beslutning af 30. maj 2018 om Rådets holdning til forslag til Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. 1/2018 for regnskabsåret 2018, der ledsager forslaget om anvendelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond med henblik på at yde bistand til Grækenland, Spanien, Frankrig og Portugal (08109/2018 – C8-0181/2018 – 2018/2030(BUD))
P8_TA(2018)0218A8-0176/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 314 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til artikel 106A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002(1), særlig artikel 41,

–  der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2018, endeligt vedtaget den 30. november 2017(2),

–  der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(3) (FFR-forordningen),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning(4),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2014/335/EU, Euratom af 26. maj 2014 om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter(5),

–  der henviser til forslag til ændringsbudget nr. 1/2018, vedtaget af Kommissionen den 22. februar 2018 (COM(2018)0155),

–  der henviser til Rådets holdning til forslag til ændringsbudget nr. 1/2018, vedtaget af Rådet den 14. maj 2018 og fremsendt til Europa-Parlamentet samme dag (08109/2018 – C8‑0181/2018),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 88 og 91,

–  der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A8-0176/2018),

A.  der henviser til, at forslag til ændringsbudget nr. 1/2018 dækker den foreslåede anvendelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond til at yde bistand til Grækenland efter jordskælvene på Lesbos, til Frankrig efter orkanerne på Saint-Martin og Guadeloupe samt til Portugal og Spanien efter de skovbrande, der fandt sted i Centro og Galicien i løbet af 2017;

B.  der henviser til, at Kommissionen derfor foreslår at ændre EU-budgettet for 2018 ved at forhøje budgetpost 13 06 01 "Bistand til medlemsstaterne i forbindelse med en større naturkatastrofe, som har en alvorlig indvirkning på borgernes livsvilkår, det naturlige miljø eller økonomien" med 97 646 105 EUR i både forpligtelses- og betalingsbevillinger;

C.  der henviser til, at Den Europæiske Unions Solidaritetsfond som defineret i FFR-forordningen er et særligt instrument, og at de tilsvarende forpligtelses- og betalingsbevillinger skal opføres på budgettet ud over FFR-lofterne;

1.  godkender Rådets holdning til forslag til ændringsbudget nr. 1/2018;

2.  pålægger sin formand at fastslå, at ændringsbudget nr. 1/2018 er endeligt vedtaget, og drage omsorg for, at det offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

3.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Revisionsretten samt til de nationale parlamenter.

(1) EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.
(2) EUT L 57 af 28.2.2018.
(3) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884.
(4) EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1.
(5) EUT L 168 af 7.6.2014, s. 105.


Beskyttelse mod dumpingimport og subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af EU ***II
PDF 116kWORD 49k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 30. maj 2018 om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) 2016/1036 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, og forordning (EU) 2016/1037 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (05700/1/2018 – C8-0168/2018 – 2013/0103(COD))
P8_TA(2018)0219A8-0182/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure: andenbehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets førstebehandlingsholdning (05700/1/2018 – C8-0168/2018),

–  der henviser til sin holdning ved førstebehandling(1) til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2013)0192),

–  der henviser til artikel 294, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 67a,

–  der henviser til indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om International Handel (A8-0182/2018),

1.  godkender Rådets førstebehandlingsholdning;

2.  konstaterer, at retsakten er vedtaget i overensstemmelse med Rådets holdning;

3.  pålægger sin formand sammen med Rådets formand at undertegne retsakten, jf. artikel 297, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

4.  pålægger sin generalsekretær at undertegne retsakten, efter at det er kontrolleret, at alle procedurer er behørigt afsluttet, og efter aftale med Rådets generalsekretær at foranledige, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

5.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

(1) EUT C 443 af 22.12.2017, s. 934.


Mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF/2018/000 TA 2018 — teknisk bistand på Kommissionens initiativ)
PDF 139kWORD 54k
Beslutning
Bilag
Europa-Parlamentets beslutning af 30. maj 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF/2018/000 TA 2018 – teknisk bistand på Kommissionens initiativ) (COM(2018)0165 – C8-0131/2018 – 2018/2048(BUD))
P8_TA(2018)0220A8-0172/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2018)0165 – C8-0131/2018),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1309/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (2014-2020) og ophævelse af forordning (EF) nr. 1927/2006(1) (EGF-forordningen),

–  der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(2), særlig artikel 12,

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning(3) (IIA af 2. december 2013), særlig punkt 13,

–  der henviser til sin beslutning af 5. april 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF/2017/000 TA 2017 – teknisk bistand på Kommissionens initiativ)(4),

–  der henviser til trepartsproceduren, jf. punkt 13 i IIA af 2. december 2013,

–  der henviser til skrivelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender,

–  der henviser til skrivelse fra Regionaludviklingsudvalget,

–  der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A8-0172/2018),

A.  der henviser til, at Unionen har oprettet lovgivnings- og budgetmæssige instrumenter, der skal yde supplerende støtte til arbejdstagere, der er ramt af konsekvenserne af gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene eller den globale finansielle og økonomiske krise, og hjælpe dem med at vende tilbage til arbejdsmarkedet;

B.  der henviser til, at Unionens støtte til afskedigede arbejdstagere bør være dynamisk og stilles til rådighed så hurtigt og effektivt som muligt i overensstemmelse med den fælleserklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, der blev vedtaget under samrådsmødet den 17. juli 2008, og under behørig hensyntagen til IIA af 2. december 2013 i forbindelse med vedtagelsen af afgørelser om mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF);

C.  der henviser til, at vedtagelsen af EGF-forordningen afspejler den aftale, der er indgået mellem Parlamentet og Rådet om at genindføre krisemobiliseringskriteriet, øge Unionens økonomiske støtte til 60 % af de anslåede samlede omkostninger ved de foreslåede foranstaltninger, øge effektiviteten af behandlingen af EGF-ansøgninger i Kommissionen og i Parlamentet og Rådet ved at forkorte perioden for vurdering og godkendelse, udvide omfanget af støtteberettigede aktioner og modtagere ved at inkludere selvstændige erhvervsdrivende og unge og yde støtte til incitamenter til virksomhedsetablering;

D.  der henviser til, at det maksimale årlige budget for EGF er på 150 mio. EUR (2011-priser), og til, at 0,5 % af dette beløb (dvs. 861 515 EUR i 2018) ifølge artikel 11, stk. 1, i EGF-forordningen kan stilles til rådighed til teknisk bistand på Kommissionens initiativ til at finansiere forberedelse, overvågning, dataindsamling og oprettelse af en vidensbase, administrativ og teknisk støtte, oplysnings- og kommunikationsaktiviteter samt aktiviteter vedrørende revision, kontrol og evaluering, der er nødvendige for at gennemføre EGF-forordningen;

E.  der henviser til, at Europa-Parlamentet gentagne gange har understreget EGF’s betydning som et EU-instrument til støtte for afskedigede arbejdstagere for så vidt angår øget merværdi, effektivitet og modtagernes beskæftigelsesegnethed;

F.  der henviser til, at det foreslåede beløb på 345 000 EUR svarer til ca. 0,2 % af det maksimale årlige budget for EGF i 2018;

1.  støtter de foranstaltninger, som Kommissionen har foreslået finansieret som teknisk bistand i overensstemmelse med artikel 11, stk. 1 og 4, og artikel 12, stk. 2, 3 og 4, i EGF-forordningen;

2.  anerkender betydningen af overvågning og dataindsamling; minder om betydningen af solide statistiske serier, der er indsamlet i passende form, således at de er lettilgængelige og forståelige; udtrykker tilfredshed med den planlagte kommende udgivelse af de toårige rapporter for 2019 og opfordrer til, at de gøres offentligt og bredt tilgængelige i hele Unionen;

3.  minder om, at det er vigtigt, at der findes et særligt websted om EGF, som bør være tilgængeligt for alle EU-borgere, og opfordrer til større synlighed; fremhæver betydningen af flersprogethed, når der kommunikeres bredt til offentligheden; bifalder Kommissionens intention om at oversætte nye elementer på EGF's websted til alle Unionens officielle sprog; efterlyser et mere brugervenligt webbaseret miljø og opfordrer Kommissionen til at øge den indholdsmæssige værdi af sine publikationer og audiovisuelle aktiviteter som fastsat i artikel 11, stk. 4, i EGF-forordningen; foreslår, at Kommissionen forbedrer sin kommunikation via sociale medier og alternative platforme;

4.  glæder sig over det fortsatte arbejde med standardprocedurer for EGF-ansøgninger og forvaltning heraf ved hjælp af funktionerne i det elektroniske dataudvekslingssystem (SFC 2014), som giver mulighed for en forenkling og hurtigere behandling af ansøgninger og bedre rapportering; opfordrer til en bedre udveksling af oplysninger mellem Kommissionen og medlemsstaterne og medlemsstaterne indbyrdes; bemærker, at Kommissionen har lettet finansielle EGF-transaktioner ved at etablere en grænseflade mellem SFC og det regnskabsmæssige og finansielle informationssystem ABAC; noterer sig, at der kun er behov for en yderligere finjustering og tilpasning til eventuelle ændringer, hvilket de facto vil begrænse EGF's bidrag til denne type udgifter;

5.  noterer sig, at Kommissionen agter at investere 105 000 EUR af det disponible budget til teknisk bistand i afholdelsen af tre møder i EGF's ekspertgruppe af kontaktpersoner; anerkender værdien af at afholde et yderligere møde i ekspertgruppen af kontaktpersoner som led i forberedelsen af den næste flerårige finansielle ramme; noterer sig ligeledes Kommissionens intention om at investere 120 000 EUR i at fremme netværkssamarbejde mellem medlemsstaterne via seminarer, EGF's gennemførelsesorganer og arbejdsmarkedets parter; gentager sin opfordring til Kommissionen om at indbyde Parlamentet med en rimelig frist til alle ekspertgruppens møder og seminarer i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen(5);

6.  bifalder, at Kommissionen er rede til at opfordre medlemmer af dens Arbejdsgruppe om EGF til at deltage i EGF-netværksseminaret, når det er muligt; opfordrer Kommissionen til fortsat at indbyde Parlamentet til sådanne møder og seminarer i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen; bifalder, at arbejdsmarkedets parter også er indbudt til at deltage;

7.  understreger betydningen af netværkssamarbejde og udveksling af oplysninger om EGF med henblik på at udbrede bedste praksis; støtter derfor de to netværksseminarer om gennemførelsen af EGF ud over ekspertgruppens møder; forventer, at denne udveksling af oplysninger også vil bidrage til en bedre og mere detaljeret rapportering om succesraten for ansøgninger i medlemsstaterne, navnlig med hensyn til støttemodtagernes genbeskæftigelsesfrekvens;

8.  fremhæver behovet for yderligere at forbedre kontakten mellem alle dem, der er involveret i EGF-ansøgninger, herunder især arbejdsmarkedets parter og interessenter på regionalt og lokalt plan, for at skabe så mange synergier som muligt; understreger, at samspillet mellem den nationale kontaktperson og de regionale eller lokale partnere, der er omhandlet i sagen, bør styrkes, og at kommunikation og støtteordninger og informationsstrømme (intern opdeling, opgaver og ansvar) bør fastlægges udtrykkeligt og gøres til genstand for aftaler mellem alle berørte parter;

9.  understreger, at det er vigtigt at øge den generelle opmærksomhed omkring EGF og dens synlighed; minder de ansøgende medlemsstater om deres rolle med hensyn til at skabe offentlig omtale af aktioner, der finansieres af EGF, over for de personer, der er tiltænkt støtte, lokale og regionale myndigheder, arbejdsmarkedets parter, medierne og den brede offentlighed, som fastsat i artikel 12 i EGF-forordningen;

10.  godkender den afgørelse, der er vedføjet denne beslutning;

11.  pålægger sin formand at undertegne denne afgørelse sammen med Rådets formand og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

12.  pålægger sin formand at sende denne beslutning sammen med bilaget til Rådet og Kommissionen.

BILAG

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

om mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF/2018/000 TA 2018 – teknisk bistand på Kommissionens initiativ)

(Teksten i bilaget gengives ikke her, eftersom det svarer til den endelige retsakt, afgørelse (EU) 2018/845.)

(1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 855.
(2) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884.
(3) EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0116.
(5) EUT L 304 af 20.11.2010, s. 47.


Genetisk modificeret majs GA21 (MON-ØØØ21-9)
PDF 147kWORD 60k
Europa-Parlamentets beslutning af 30. maj 2018 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om forlængelse af tilladelsen til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs GA21 (MON-ØØØ21-9), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (D056125-02 – 2018/2698(RSP))
P8_TA(2018)0221B8-0232/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om forlængelse af tilladelsen til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs GA21 (MON-ØØØ21-9), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (D056125-02),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer(1), særligt artikel 11, stk. 3, og artikel 23, stk. 3,

–  der henviser til afstemningen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, jf. artikel 35 i forordning (EF) nr. 1829/2003, den 23. april 2018, som ikke mundede ud i en udtalelse,

–  der henviser til artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser(2),

–  der henviser til udtalelse vedtaget af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet den 21. september 2017 og offentliggjort den 24. oktober 2017(3),

–  der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 182/2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (COM(2017)0085, COD(2017)0035),

–  der henviser til sine tidligere beslutninger, hvori der gøres indsigelse mod godkendelsen af genetisk modificerede organismer(4),

–  der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 106, stk. 2 og 3,

A.  der henviser til, at Kommissionens afgørelse 2008/280/EF(5) godkendte markedsføring af fødevarer og foder, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret GA21-majs (herefter benævnt "GA21-majs"); der henviser til, at anvendelsesområdet for godkendelsen og omfatter andre produkter end fødevarer og foder, der indeholder og består af GA21-majs, til samme anvendelsesformål som andre typer majs, dog ikke til dyrkning;

B.  der henviser til, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) forud for afgørelse 2008/280/EF den 13. september 2007 i overensstemmelse med artikel 6 og 18 i forordning (EF) nr. 1829/2003 vedtog en positiv udtalelse, som blev offentliggjort den 2. oktober 2007(6) ("EFSA 2007");

C.  der henviser til, at Syngenta France SAS den 6. oktober 2016 forelagde Kommissionen, på vegne af Syngenta Crop Protection AG, Schweiz, en ansøgning i overensstemmelse med artiklerne 11 og 23 i forordning (EF) nr. 1829/2003, med henblik på fornyelse af ovennævnte tilladelser;

D.  der henviser til, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) den 21. september 2017 i overensstemmelse med artikel 6 og 18 i forordning (EF) nr. 1829/2003 vedtog en positiv udtalelse, som blev offentliggjort den 24. oktober 2017(7) ("EFSA 2017");

E.  der henviser til, at majs GA21 er udviklet til tolerance over for herbicidet glyphosat ved en ændret udgave af EPSPS-proteinet;

F.  der henviser til, at anvendelsen af det supplerende herbicid, i dette tilfælde glyphosat, er en del af almindelig landbrugspraksis i forbindelse med dyrkningen af herbicidresistente planter, og at det derfor kan forventes, at der er restprodukter fra sprøjtemidler til stede i høsten, og at disse udgør en uundgåelige bestanddel; der henviser til, at det er blevet påvist, at herbicidtolerante genetisk modificerede afgrøder fører til en større anvendelse af supplerende herbicider end deres traditionelle modparter;

G.  der henviser til, at det derfor må forventes, at den genmodificerede majs vil blive udsat både for højere og gentagne doser af glyphosat, hvilket ikke blot vil føre til et større omfang af restkoncentrationer i høsten, men også kan påvirke den genmodificerede majs' sammensætning og dens agronomiske egenskaber;

H.  der henviser til, at medlemsstaterne har indsendt mange kritiske bemærkninger i løbet af den tre måneder lange høringsperiode til både EFSA 2007(8) og EFSA 2007(9); der henviser til, at medlemsstaterne f.eks. kritiserede, at der var behov for yderligere oplysninger, før der ville kunne drages konklusioner, hvad angår risikovurderingen af majs GA21, at der ikke var fremsat dokumentation for langvarig sikker anvendelse, at overvågningsrapporterne for GA21-majs for godkendelsesperioden havde grundlæggende mangler, og at overvågningstilgang ikke var fuldt ud i overensstemmelse med direktiv 2001/18/EF;

I.  der henviser til, at EFSA's Panel for Genetisk Modificerede Organismer (EFSA's GMO-panel) selv mener, at der er behov for yderligere drøftelser med de ansvarlige for risikostyringen om den praktiske gennemførelse af planer for miljøovervågning efter markedsføring af genetisk modificerede planter til import og forarbejdning;

J.  der henviser til, at det stadig er uvist, om glyphosat er kræftfremkaldende; der henviser til, at EFSA i november 2015 konkluderede, at glyphosat sandsynligvis ikke er kræftfremkaldende, og at Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) i marts 2017 konkluderede, at en klassificering ikke var berettiget; der henviser til, at WHO's Internationale Kræftforskningscenter på den anden side i 2015 klassificerede glyphosat som et stof, der sandsynligvis er kræftfremkaldende hos mennesker;

K.  der henviser til, at Parlamentet har nedsat et særligt udvalg om EU's godkendelsesprocedure for pesticider, som kan bidrage til at afklare, om relevante videnskabelige EU-standarder blev benyttet i risikovurderingsproceduren, og om industrien udøvede nogen form for urimelig indflydelse på EU-agenturernes konklusioner med hensyn til, om glyphosat er kræftfremkaldende;

L.  der henviser til, at der ifølge EFSA's pesticidudvalg generelt ikke kan drages konklusioner vedrørende sikkerheden af restkoncentrationer fra sprøjtning af genetisk modificerede afgrøder med glyphosatblandinger(10); der henviser til, at tilsætningsstoffer og blandinger heraf, som anvendes i kommercielle blandinger til sprøjtning med glyphosat, kan have en større toksicitet end det aktive stof alene(11);

M.  der henviser til, at Unionen allerede har fjernet et glyphosat-tilsætningsstof kaldet POE-tallowamin fra markedet på grund af bekymringer vedrørende dets toksicitet; der henviser til, at problemer med tilsætningsstoffer og blandinger dog stadig være tilladt i de lande, hvor der dyrkes GA21-majs (Argentina, Brasilien, Canada, Japan, Paraguay, Filippinerne, Sydafrika, USA, Uruguay og Vietnam);

N.  der henviser til, at information om grænseværdier for restkoncentrationer af herbicider og deres metabolitter er afgørende for en tilbundsgående risikovurdering af herbicidtolerante genetisk modificerede planter; der henviser til sprøjtning med rester fra herbicider betragtes uden for rammerne af EFSA's GMO-panel; der henviser til, at virkningen af sprøjtning med majs GA21 med glyphosat ikke er blevet vurderet;

O.  der henviser til, at der ikke stilles krav til medlemsstaterne om at måle restkoncentrationer af glyphosat i import af majs med henblik på at sikre overholdelse af maksimalgrænseværdierne for restkoncentration som led i det samordnede flerårige kontrolprogram for 2018, 2019 og 2020 i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/660(12), og de påkræves heller ikke at gøre det for årene 2019, 2020 og 2021(13); der henviser til, at det derfor er uvist, hvorvidt restkoncentrationer af glyphosat på dette importerede GA21-mais overholder Unionens maksimalgrænseværdier for restkoncentration;

P.  der henviser til, at GA21-majs bl.a. dyrkes i Argentina; der henviser til, at den ødelæggende indvirkninger af brugen af glyphosat på sundheden er blevet bredt dokumenteret; der henviser til, at Unionen har tilsluttet sig FN's mål for bæredygtig udvikling (SDG’er), som omfatter et tilsagn om at mindske antallet af dødsfald og sygdomme forårsaget af farlige kemikalier og luft-, vand- og jordforurening inden 2030 (SDG 3, mål 3.9)(14);

Q.  der henviser til, at Unionen går ind for udviklingsvenlig politikkohærens, som har til formål på at mindske modsætninger og bygge synergier mellem Unionens forskellige politikker, herunder på områderne handel, miljø og landbrug, for at det kan gavne udviklingslandene og øge effektiviteten af udviklingssamarbejdet;

R.  der henviser til, at EFSA konkluderede, at alle med undtagelse af en af de repræsentative anvendelser af glyphosat til konventionelle afgrøder (dvs. ikke-genetisk modificerede afgrøder) udgjorde en risiko for vildtlevende ikke-målarter blandt landlevende hvirveldyr, ligesom det også konstaterede en høj langsigtet risiko for pattedyr ved nogle af de primære anvendelsesområder på konventionelle afgrøder(15); der henviser til, at ECHA har klassificeret glyphosat som et stof, der er giftigt for vandlevende organismer med langvarige virkninger; der henviser til, at den negative indvirkning af anvendelse af glyphosat på biodiversiteten og miljøet er veldokumenteret; der henviser til, at en amerikansk undersøgelse fra 2017 påviste en negativ korrelation mellem anvendelse af glyphosat og talrigheden af voksne monarksommerfugle, særligt i områder med koncentreret landbrug(16);

S.  der henviser til, at en fornyelse af tilladelsen til markedsføring af GA21-majs vil blive ved med at skabe efterspørgsel efter dyrkningen af dem i tredjelande; der henviser til, at det, som nævnt ovenfor, kan forventes, at der anvendes højere og gentagne doser af herbicid på herbicidtolerante genetisk modificerede planter (i sammenligning med ikke-genetisk modificerede planter), eftersom de bevidst er udformet til dette formål;

T.  der henviser til, at Unionen er part i FN's konvention om biologisk mangfoldighed, som holder dens parter ansvarlige for at sikre, at aktiviteter, der hører under deres jurisdiktion, ikke forårsager skade på miljøet i andre stater(17); der henviser til, at afgørelsen om at forny tilladelsen af genetisk modificerede GA21-majs eller ej hører under Unionens jurisdiktion;

U.  der henviser til, at udviklingen af genetisk modificerede afgrøder, der er er tolerante over for flere selektive herbicider, primært skyldes den hastige udvikling af ukrudts resistens over for glyphosat i lande, som har været stærkt afhængige af genetisk modificerede afgrøder; der henviser til, at der på globalt plan fandtes mindst 29 glyphosatresistente ukrudtsarter i 2015(18);

V.  der henviser til, at afstemningen den 23. april 2018 i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, som er omhandlet i artikel 35 i forordning (EF) nr. 1829/2003, ikke mundede ud i en udtalelse;

W.  der henviser til, at Kommissionen ved flere lejligheder har beklaget, at den siden ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 1829/2003 har været nødt til at vedtage beslutninger om godkendelse uden støtte fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og at tilbagegivelsen af sagen til Kommissionen med henblik på en endelig afgørelse, som i høj grad er en undtagelse fra beslutningstagningen generelt, er blevet normen for beslutningsprocessen for genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer; der henviser til, at kommissionsformand Jean-Claude Juncker ligeledes har beklaget, at denne praksis er udemokratisk(19);

X.  der henviser til, at Parlamentet den 28. oktober 2015 i førstebehandlingen(20) forkastede det lovgivningsmæssige forslag af 22. april 2015 om ændring af forordning (EF) nr. 1829/2003 ved førstebehandlingen og opfordrede Kommissionen til at trække forslaget tilbage og forelægge et nyt;

Y.  der henviser til, at det i betragtning 14 i forordning (EU) nr. 182/2011 anføres, at Kommissionen så vidt muligt bør handle med henblik på at undgå at gå imod den fremherskende holdning, som måtte opstå i appeludvalget, mod det hensigtsmæssige i en gennemførelsesretsakt, navnlig ved retsakter om følsomme emner såsom forbrugersundhed, fødevaresikkerhed og miljøet;

Z.  der henviser til, at forordning (EF) nr. 1829/2003 fastsætter, at genetisk modificerede fødevarer eller foderstoffer ikke må have negative virkninger for menneskers eller dyrs sundhed eller for miljøet, og at Kommissionen skal tage hensyn til de relevante bestemmelser i EU-retten og andre faktorer af relevans for det spørgsmål, der er under overvejelse, når den udarbejder sin afgørelse om at forlænge godkendelsen;

1.  mener, at udkastet til Kommissionens gennemførelsesafgørelse indebærer en overskridelse af de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1829/2003;

2.  mener, at udkastet til Kommissionens gennemførelsesafgørelse ikke er i overensstemmelse med EU-retten, fordi det ikke er foreneligt med målet for forordning (EF) nr. 1829/2003, som i overensstemmelse med de generelle principper, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002(21), er at sikre et højt niveau for beskyttelse af menneskers liv og sundhed, af dyrs sundhed og velfærd, af miljøet og af forbrugernes interesser i relation til genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer, samtidig med at det sikres, at det indre marked fungerer tilfredsstillende;

3.  anmoder Kommissionen om at trække udkastet til gennemførelsesafgørelse tilbage;

4.  opfordrer Kommissionen til at suspendere alle gennemførelsesafgørelser vedrørende ansøgninger om godkendelse af genetisk modificerede organismer, indtil godkendelsesproceduren er blevet ændret på en sådan måde, at manglerne ved den nuværende procedure, som har vist sig at være utilstrækkelig, er afhjulpet;

5.  opfordrer i særdeleshed Kommissionen til at opretholde sine forpligtelser i forbindelse med FN's konvention om den biologiske mangfoldighed ved at afbryde al import af genetisk modificerede planter, der er tolerante over for glyphosat;

6.  opfordrer Kommissionen til ikke at give tilladelse til nogen herbicidtolerante genetisk modificerede planter uden en fuldstændig vurdering af restkoncentrationerne fra sprøjtning med supplerende herbicider og kommercielle blandinger heraf, sådan som de anvendes i dyrkningslandene;

7.  opfordrer Kommissionen til fuldt ud at integrere risikovurderingen af anvendelsen af supplerende herbicider og deres restkoncentrationer i risikovurderingen af herbicidtolerante genetisk modificerede planter, uanset om den pågældende genetisk modificerede plante er bestemt til dyrkning i Unionen eller til import af fødevarer og foderstoffer;

8.  gentager sin forpligtelse til at fremskynde arbejdet med Kommissionens forslag om ændring af forordning (EU) nr. 182/2011 for bl.a. at sikre, at Kommissionen i tilfælde, hvor der ikke er afgivet udtalelse af Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed med hensyn til GMO-godkendelser, enten til dyrkning eller til fødevarer og foderstoffer, vil trække forslaget tilbage; opfordrer Rådet til hurtigst muligt at fortsætte sit arbejde med Kommissionens forslag;

9.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 268 af 18.10.2003, s. 1.
(2) EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13.
(3) https://efsa.onlinelibrary.wiley.com/doi/10.2903/j.efsa.2017.5006
(4)——————————————————————— - Beslutning af 16. januar 2014 om forslag til Rådets afgørelse om markedsføring med henblik på dyrkning i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af et majsprodukt (Zea mays L., linje 1507) der er genetisk modificeret med henblik på resistens over for visse skadelige sommerfuglearter (EUT C 482 af 23.12.2016, s. 110).Beslutning af 16. december 2015 om Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2279 af 4. december 2015 om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret NK603 × T25-majs (EUT C 399 af 24.11.2017, s. 71).Beslutning af 3. februar 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af den genetisk modificerede sojabønne MON 87705 × MON 89788 (EUT C 35 af 31.1.2018, s. 19).Beslutning af 3. februar 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af den genetisk modificerede sojabønne MON 87708 × MON 89788 (EUT C 35 af 31.1.2018, s. 17).Beslutning af 3. februar 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret sojabønne FG72 (MST-FGØ72-2) (EUT C 35 af 31.1.2018, s. 15).Beslutning af 8. juni 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret Bt11 × MIR162 × MIR604 × GA21-majs, og genetisk modificeret majs, der kombinerer to eller tre af transformationsbegivenhederne (EUT C 86 af 6.3.2018, s. 108).Beslutning af 8. juni 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om markedsføring af en genetisk modificeret nellike (Dianthus caryophyllus L., linje SHD-27531-4) (EUT C 86 af 6.3.2018, s. 111).Beslutning af 6. oktober 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om forlængelse af tilladelsen til markedsføring af genetisk modificerede frø af majs MON 810 (Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0388).Beslutning af 6. oktober 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter af genetisk modificeret majs MON 810 (Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0389).Beslutning af 6. oktober 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om markedsføring af genetisk modificerede frø af majs Bt11 (Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0386).Beslutning af 6. oktober 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om markedsføring af genetisk modificerede frø af majs 1507 (Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0387).Beslutning af 6. oktober 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret bomuld 281-24-236 × 3006-210-23 × MON 88913 (Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0390).Beslutning af 5. april 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret Bt11 × 59122 × MIR604 × 1507 × GA21-majs, og genetisk modificeret majs, der kombinerer to, tre eller fire af transformationsbegivenhederne Bt11, 59122, MIR604, 1507 og GA21, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0123).Beslutning af 17. maj 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs DAS-40278-9, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0215).Beslutning af 17. maj 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret bomuld GHB119 (BCS-GHØØ5-8), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0214).Beslutning af 13. september 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af den genetisk modificerede sojabønne DAS-68416-4, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0341).Beslutning af 4. oktober 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af den genetisk modificerede sojabønne FG72 × A5547-127, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0377).Beslutning af 4. oktober 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret sojabønne DAS-44406-6, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0378).Beslutning af 24. oktober 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om forlængelse af tilladelsen til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs 1507 (DAS-Ø15Ø7-1), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0396).Beslutning af 24. oktober 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af den genetisk modificerede sojabønne 305423 × 40-3-2 (DP-3Ø5423-1 × MON-Ø4Ø32-6), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0397).Beslutning af 24. oktober 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificerede MON 88302 x Ms8 x Rf3-raps (MON-883Ø2-9 × ACSBNØØ5-8 × ACS-BNØØ3-6), MON 88302 x Ms8-raps (MON-883Ø2-9 × ACSBNØØ5-8) og MON 88302 x Rf3-raps (MON-883Ø2-9 × ACS-BNØØ3-6), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0398).Beslutning af 1. marts 2018 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om forlængelse af tilladelsen til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs 59122 (DAS-59122-7), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0051).Beslutning af 1. marts 2018 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs MON 87427 × MON 89034 × NK603 (MON-87427-7 × MON-89Ø34-3 × MON-ØØ6Ø3-6) og genetisk modificeret majs, der kombinerer to af transformationsbegivenhederne MON 87427, MON 89034 og NK603, og om ophævelse af afgørelse 2010/420/EU (Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0052).Beslutning af 3. maj 2018 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om forlængelse af tilladelsen til markedsføring af fødevarer og foderstoffer, der er fremstillet af genetisk modificeret H7-1-sukkerroe (KM-ØØØH71-4), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0197).
(5) Kommissionens beslutning 2008/280/EF af 28. marts 2008 om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret GA21-majs (MON-ØØØ21-9), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 (EUT L 87 af 29.3.2008, s. 19).
(6) https://www.efsa.europa.eu/fr/efsajournal/pub/541
(7) https://efsa.onlinelibrary.wiley.com/doi/10.2903/j.efsa.2017.5006
(8) Bilag G, medlemsstaternes bemærkninger, http://registerofquestions.efsa.europa.eu/roqFrontend/questionLoader?question=EFSA-Q-2005-226
(9) Bilag G, medlemsstaternes bemærkninger, http://registerofquestions.efsa.europa.eu/roqFrontend/questionDocumentsLoader?question=EFSA-Q-2016-00714
(10) EFSA's konklusion om peerevalueringen af vurderingen af pesticidrisikoen ved aktivstoffet glyphosat. EFSA Journal 2015;13(11):4302, http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.2903/j.efsa.2015.4302/epdf
(11) https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3955666
(12) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/660 af 6. april 2017 om et samordnet flerårigt EU-kontrolprogram for 2018, 2019 og 2020 med det formål at sikre overholdelse af maksimalgrænseværdierne for pesticidrester i og på vegetabilske og animalske fødevarer og at vurdere forbrugernes eksponering for disse rester (EUT L 94 af 7.4.2017, s. 12).
(13) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/555 af 9. april 2018 om et samordnet flerårigt EU-kontrolprogram for 2019, 2020 og 2021 med det formål at sikre overholdelse af maksimalgrænseværdierne for pesticidrester i og på vegetabilske og animalske fødevarer og at vurdere forbrugernes eksponering herfor (EUT L 92 af 10.4.2018, s. 6).
(14) https://sustainabledevelopment.un.org/sdg3
(15) https://efsa.onlinelibrary.wiley.com/doi/epdf/10.2903/j.efsa.2015.4302
(16) https://onlinelibrary.wiley.com/doi/abs/10.1111/ecog.02719
(17) Artikel 3, https://www.cbd.int/convention/articles/default.shtml?a=cbd-03
(18) https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5606642/
(19) Se bl.a. åbningstalen til Europa-Parlamentets plenarmøde, der er medtaget i de politiske retningslinjer for den næste Europa-Kommission (Strasbourg, den 15. juli 2014), eller talen om Unionens tilstand i 2016 (Strasbourg, den 14. september 2016).
(20) EUT C 355 af 20.10.2017, s. 165.
(21) EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.


Genetisk modificeret majs 507 × 59122 × MON 810 × NK603, og genetisk modificeret majs, der kombinerer to eller tre af transformationsbegivenhederne 1507, 59122, MON 810 and NK603
PDF 145kWORD 60k
Europa-Parlamentets beslutning af 30. maj 2018 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret 1507 × 59122 × MON 810 × NK603-majs, og genetisk modificeret majs, der kombinerer to eller tre af de enkelte transformationsbegivenheder 1507, 59122, MON 810 og NK603, og om ophævelse af afgørelse 2009/815/EF, 2010/428/EU og 2010/432/EU i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (D056123-02 – 2018/2699(RSP))
P8_TA(2018)0222B8-0233/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret 1507 × 59122 × MON 810 × NK603-majs, og genetisk modificeret majs, der kombinerer to eller tre af de enkelte transformationsbegivenheder 1507, 59122, MON 810 og NK603, og om ophævelse af afgørelse 2009/815/EF, 2010/428/EU og 2010/432/EU i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (D056123-02),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer(1), særlig artikel 7, stk. 3, og artikel 19, stk. 3,

–  der henviser til afstemningen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, jf. artikel 35 i forordning (EF) nr. 1829/2003, den 23. april 2018, som ikke mundede ud i en udtalelse,

–  der henviser til artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser(2),

–  der henviser til udtalelse vedtaget af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet den 14. november 2017 og offentliggjort den 28. november 2017(3),

–  der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 182/2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (COM(2017)0085, COD(2017)0035),

–  der henviser til sine tidligere beslutninger, hvori der gøres indsigelse mod godkendelsen af genetisk modificerede organismer(4),

–  der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 106, stk. 2 og 3,

A.  der henviser til, at Pioneer Overseas Corporation den 3. februar 2011 på vegne af Pioneer Hi-Bred International Inc., USA, indgav en ansøgning om tilladelse til markedsføring af fødevarer, fødevareingredienser og foder, der indeholder, består af eller er fremstillet af 1507 × 59122 × MON 810 × NK603-majs (herefter benævnt "ansøgningen"), til den nationale kompetente myndighed i Nederlandene i overensstemmelse med artikel 5 og 17 i forordning (EF) nr. 1829/2003; der henviser til, at ansøgningen også omfattede markedsføring af produkter, der består af eller indeholder genetisk modificeret 1507 × 59122 × MON 810 × NK603-majs (herefter benævnt "den genmodificerede majs"), til anden anvendelse end fødevarer og foder undtagen til dyrkning;

B.  der henviser til, at ansøgningen omfattede ti underkombinationer af de enkelte transformationsbegivenheder, der udgør den genmodificerede majs, hvoraf fem allerede var blevet godkendt; der henviser til, at otte af disse underkombinationer er omfattet af udkastet til Kommissionens gennemførelsesafgørelse; der henviser til, at underkombinationerne 1507 × NK603 og NK603 × MON 810 allerede er blevet godkendt i henhold til forskellige kommissionsbeslutninger;

C.  der henviser til, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) den 14. november 2017 vedtog en positiv udtalelse i overensstemmelse med artikel 6 og 18 i forordning (EF) nr. 1829/2003, som blev offentliggjort den 28. november 2017(5);

D.  der henviser til, at den genetisk modificerede majs er opstået ved krydsning af fire genetisk modificerede begivenheder for majs: 1507 frembringer det insektdræbende protein Cr1F og er resistent over for herbicidet glufosinat, 59122 frembringer de insektdræbende proteiner Cry34Ab1 og Cry35Ab1 og er ligeledes resistent over for herbicidet glufosinat, MON810 frembringer det insektdræbende protein Cr1Ab, og NK603 producerer to enzymer, der giver modstandsdygtighed over for herbicidet glyphosat;

E.  der henviser til, at anvendelsen af supplerende herbicider, i dette tilfælde glyphosat og glufosinat, er en del af almindelig landbrugspraksis i forbindelse med dyrkningen af herbicidresistente planter, og at det derfor kan forventes, at der er rester af sprøjtemidler til stede i høsten, og at disse udgør en uundgåelig bestanddel; der henviser til, at det er blevet påvist, at herbicidtolerante genetisk modificerede afgrøder medfører en større anvendelse af supplerende herbicider end konventionelle alternativer;

F.  der henviser til, at det på baggrund heraf må forventes, at den genmodificerede majs vil blive udsat for både højere og gentagne doser af glyphosat og glufosinat, hvilket ikke blot vil føre til større forekomster af restkoncentrationer i høsten, men kan også påvirke den genmodificerede majs' sammensætning og dens agronomiske egenskaber;

G.  der henviser til, at det i en uafhængig undersøgelse blev konkluderet, at EFSA's risikovurdering ikke bør accepteres, eftersom EFSA bl.a. ikke anmodede om nogen empiriske data vedrørende toksicitet og indvirkning på immunsystemet, kombinatoriske virkninger og konsekvenser af sprøjtning med højere doser af herbicider blev ignoreret, miljørisikovurderingen var uacceptabel og byggede på forkerte antagelser, og der ikke fandtes et system til at udføre specifik overvågning af spild og potentielle helbredsmæssige virkninger(6);

H.  der henviser til, at ansøgeren for én aktuelt ikke tilladt underkombination af den stablede begivenhed (59122 × MON 810 × NK603) ikke har fremlagt nogen eksperimentelle data; der henviser til, at godkendelse af en stablet begivenhed ikke bør overvejes uden en grundig vurdering af eksperimentelle data for hver enkelt underkombination;

I.  der henviser til, at glufosinat er klassificeret som reproduktionstoksisk og dermed omfattet af udelukkelseskriterierne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009(7); der henviser til, at godkendelsen af glufosinat udløber den 31. juli 2018(8);

J.  der henviser til, at det stadig er uvist, om glyphosat er kræftfremkaldende; der henviser til, at EFSA i november 2015 konkluderede, at glyphosat sandsynligvis ikke er kræftfremkaldende, og at Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) i marts 2017 konkluderede, at der ikke var behov for en klassificering; der henviser til, at WHO's Internationale Kræftforskningscenter i modsætning hertil i 2015 klassificerede glyphosat som et stof, der sandsynligvis er kræftfremkaldende hos mennesker;

K.  der henviser til, at der ifølge EFSA's pesticidudvalg generelt ikke kan drages nogen konklusioner vedrørende sikkerheden af restkoncentrationer fra sprøjtning af genetisk modificerede afgrøder med glyphosatblandinger(9); der henviser til, at tilsætningsstoffer og blandinger heraf, som anvendes i kommercielle blandinger til sprøjtning med glyphosat, kan have en større toksicitet end det aktive stof alene(10);

L.  der henviser til, at Unionen allerede har fjernet et glyphosattilsætningsstof kaldet POE-tallowamin fra markedet på grund af bekymringer vedrørende dets toksicitet; der henviser til, at problematiske tilsætningsstoffer og blandinger imidlertid stadig kan være tilladt i de lande, hvor den genmodificerede majs dyrkes (Canada og Japan);

M.  der henviser til, at information om grænseværdier for restkoncentrationer af herbicider og deres metabolitter er afgørende for en grundig risikovurdering af herbicidtolerante genetisk modificerede planter; der henviser til, at restprodukter fra sprøjtning med herbicider betragtes som liggende uden for EFSA-GMO-panelets ressortområde; der henviser til, at virkningerne af at sprøjte den genetisk modificerede majs med herbicider ikke er blevet vurderet, og ej heller den kumulative virkning af sprøjtning med både glyphosat og glufosinat;

N.  der henviser til, at der ikke stilles krav til medlemsstaterne om at måle restkoncentrationer af glyphosat eller glufosinat på importeret majs med henblik på at sikre overholdelse af maksimalgrænseværdierne for restkoncentration som led i det samordnede flerårige kontrolprogram for 2018, 2019 og 2020 i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/660(11), og at de heller ikke har pligt til at gøre det for årene 2019, 2020 og 2021(12); der henviser til, at det derfor er uvist, hvorvidt restkoncentrationer af glyphosat på denne importerede genmodificerede majs overholder EU's maksimalgrænseværdier for restkoncentration;

O.  der henviser til, at den stablede begivenhed frembringer fire insektdræbende toksiner (Cry1Ab og Cry1F, der er virksomme mod insekter af ordenen Lepidoptera, og Cry34Ab1 og Cry35Ab1, der er virksomme mod ordenen Coleptera); der henviser til, at det i en videnskabelig undersøgelse fra 2017 om de mulige helbredsmæssige virkninger af Bt-toksiner og restkoncentrationer fra sprøjtning med supplerende herbicider blev konkluderet, at der bør være særlig opmærksomhed om restkoncentrationer af herbicider og deres interaktion med Bt-toksiner(13); der henviser til, at dette ikke blev undersøgt af EFSA;

P.  der henviser til, at EFSA konkluderede, at alle på nær én af de repræsentative anvendelser af glyphosat til konventionelle afgrøder (dvs. ikke-genetisk modificerede afgrøder) udgjorde en risiko for vildtlevende ikkemålarter blandt landlevende hvirveldyr, ligesom det for nogle af de primære anvendelser af glyphosat på konventionelle afgrøder konstaterede en høj langsigtet risiko for pattedyr(14); der henviser til, at ECHA har klassificeret glyphosat som et stof, der er giftigt for vandlevende organismer med langvarige virkninger; der henviser til, at de negative indvirkninger på biodiversiteten og miljøet af anvendelse af glyphosat er veldokumenterede; der henviser til, at en amerikansk undersøgelse fra 2017 påviste en negativ sammenhæng mellem anvendelsen af glyphosat og forekomsten af voksne monarksommerfugle, særligt i områder med intensivt landbrug(15);

Q.  der henviser til, at tilladelse til markedsføring af den genmodificerede majs vil øge efterspørgslen efter dyrkningen af den i tredjelande; der henviser til, at der som nævnt ovenfor anvendes højere og gentagne doser af herbicid på herbicidtolerante genetisk modificerede planter (i sammenligning med ikke-genetisk modificerede planter), eftersom de bevidst blev udformet med henblik herpå;

R.  der henviser til, at Unionen er part i FN's konvention om biologisk mangfoldighed, som pålægger dens parter at sikre, at aktiviteter, der hører under deres jurisdiktion, ikke forårsager skade på miljøet i andre stater(16); der henviser til, at afgørelsen om at godkende den genetisk modificerede majs eller ej henhører under Unionens beføjelser;

S.  der henviser til, at udviklingen af genetisk modificerede afgrøder, der er tolerante over for flere selektive herbicider, primært skyldes den hastige udvikling af ukrudtets resistens over for glyphosat i lande, som har været stærkt afhængige af genetisk modificerede afgrøder; der henviser til, at der i 2015 fandtes mindst 29 glyphosatresistente ukrudtsarter på verdensplan(17);

T.  der henviser til, at en afstemning den 23. april 2018 i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, som er omhandlet i artikel 35 i forordning (EF) nr. 1829/2003, ikke mundede ud i en udtalelse;

U.  der henviser til, at Kommissionen ved flere lejligheder har beklaget, at den siden ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 1829/2003 har været nødt til at vedtage beslutninger om godkendelse uden støtte fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og at tilbagegivelsen af sagen til Kommissionen med henblik på en endelig afgørelse – der i høj grad er en undtagelse fra beslutningstagningen generelt – er blevet normen for beslutningsprocessen vedrørende genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer; der henviser til, at kommissionsformand Jean-Claude Juncker ligeledes har beklaget denne praksis som værende udemokratisk(18);

V.  der henviser til, at Parlamentet den 28. oktober 2015(19) ved førstebehandlingen forkastede det lovgivningsmæssige forslag af 22. april 2015 om ændring af forordning (EF) nr. 1829/2003 og opfordrede Kommissionen til at trække forslaget tilbage og forelægge et nyt;

W.  der henviser til, at det i betragtning 14 i forordning (EU) nr. 182/2011 anføres, at Kommissionen så vidt muligt bør handle med henblik på at undgå at gå imod den fremherskende holdning, som måtte opstå i appeludvalget, mod det hensigtsmæssige i en gennemførelsesretsakt, navnlig ved retsakter om følsomme emner såsom forbrugersundhed, fødevaresikkerhed og miljøet;

X.  der henviser til, at det i forordning (EF) nr. 1829/2003 fastsættes, at genetisk modificerede fødevarer eller foderstoffer ikke må indvirke negativt på menneskers eller dyrs sundhed eller miljøet, og at Kommissionen skal tage hensyn til eventuelle relevante bestemmelser i EU-retten og andre faktorer af relevans for det spørgsmål, der er under overvejelse, ved udarbejdelsen af sin afgørelse om at forlænge tilladelsen;

1.  mener, at udkastet til Kommissionens gennemførelsesafgørelse indebærer en overskridelse af de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1829/2003;

2.  mener, at udkastet til Kommissionens gennemførelsesafgørelse ikke er i overensstemmelse med EU-retten, idet det ikke er foreneligt med målet med forordning (EF) nr. 1829/2003, som – i overensstemmelse med de generelle principper, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002(20) – er at sikre grundlaget for et højt niveau for beskyttelse af menneskers liv og sundhed, af dyrs sundhed og velfærd, af miljøet og af forbrugernes interesser i relation til genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer, samtidig med at det sikres, at det indre marked fungerer tilfredsstillende;

3.  anmoder Kommissionen om at trække udkastet til gennemførelsesafgørelse tilbage;

4.  opfordrer Kommissionen til at suspendere alle gennemførelsesafgørelser vedrørende ansøgninger om godkendelse af genetisk modificerede organismer, indtil godkendelsesproceduren er blevet ændret på en sådan måde, at manglerne ved den nuværende procedure, som har vist sig at være uhensigtsmæssig, er afhjulpet;

5.  opfordrer i særdeleshed Kommissionen til at overholde sine forpligtelser i henhold til FN's konvention om den biologiske mangfoldighed ved at indstille al import af genetisk modificerede planter, der er tolerante over for glyphosat;

6.  opfordrer navnlig Kommissionen til ikke at tillade import af genetisk modificerede planter til fødevare- eller foderbrug, som er gjort tolerante over for et herbicid, der ikke er godkendt til anvendelse i Unionen (i dette tilfælde glufosinat, hvortil godkendelsen udløber den 31. juli 2018);

7.  opfordrer Kommissionen til ikke at godkende nogen herbicidtolerante genetisk modificerede planter uden en fuldstændig vurdering af restkoncentrationerne fra sprøjtning med supplerende herbicider og kommercielle blandinger heraf, sådan som de anvendes i dyrkningslandene;

8.  opfordrer Kommissionen til fuldt ud at integrere risikovurderingen af anvendelsen af supplerende herbicider og restkoncentrationer heraf i risikovurderingen af herbicidtolerante genetisk modificerede planter, uanset om den pågældende genetisk modificerede plante er bestemt til dyrkning i Unionen eller til at blive importeret til Unionen og anvendt i fødevarer og foderstoffer;

9.  gentager sit tilsagn om at fremskynde arbejdet med Kommissionens forslag om ændring af forordning (EU) nr. 182/2011 for bl.a. at sikre, at Kommissionen i tilfælde, hvor Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed ikke har afgivet udtalelse for så vidt angår godkendelse af genmodificerede afgrøder, enten til dyrkning eller til fødevarer og foderstoffer, trækker forslaget tilbage; opfordrer Rådet til hurtigst muligt at fortsætte sit arbejde med Kommissionens forslag;

10.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 268 af 18.10.2003, s. 1.
(2) EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13.
(3) https://efsa.onlinelibrary.wiley.com/doi/10.2903/j.efsa.2017.5000.
(4)––––––––––––––––––––––– – Beslutning af 16. januar 2014 om forslag til Rådets afgørelse om markedsføring med henblik på dyrkning i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af et majsprodukt (Zea mays L., linje 1507), der er genetisk modificeret med henblik på resistens over for visse skadelige sommerfuglearter (EUT C 482 af 23.12.2016, s. 110).Beslutning af 16. december 2015 om Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2279 af 4. december 2015 om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs NK603 × T25 (EUT C 399 af 24.11.2017, s. 71).Beslutning af 3. februar 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af den genetisk modificerede sojabønne MON 87705 × MON 89788 (EUT C 35 af 31.1.2018, s. 19).Beslutning af 3. februar 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af den genetisk modificerede sojabønne MON 87708 × MON 89788 (EUT C 35 af 31.1.2018, s. 17).Beslutning af 3. februar 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret sojabønne FG72 (MST-FGØ72-2) (EUT C 35 af 31.1.2018, s. 15).Beslutning af 8. juni 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret Bt11 × MIR162 × MIR604 × GA21-majs, og genetisk modificeret majs, der kombinerer to eller tre af transformationsbegivenhederne (EUT C 86 af 6.3.2018, s. 108).Beslutning af 8. juni 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om markedsføring af en genetisk modificeret nellike (Dianthus caryophyllus L., linje SHD-27531-4) (EUT C 86 af 6.3.2018, s. 111).Beslutning af 6. oktober 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om forlængelse af tilladelsen til markedsføring af genetisk modificerede frø af majs MON 810 til dyrkning (Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0388).Beslutning af 6. oktober 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter af genetisk modificeret majs MON 810 (Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0389).Beslutning af 6. oktober 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om markedsføring af genetisk modificerede frø af majs Bt11 til dyrkning (Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0386).Beslutning af 6. oktober 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om markedsføring af genetisk modificerede frø af majs 1507 til dyrkning (Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0387).Beslutning af 6. oktober 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret bomuld 281-24-236 × 3006-210-23 × MON 88913 (Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0390).Beslutning af 5. april 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret Bt11 × 59122 × MIR604 × 1507 × GA21-majs, og genetisk modificeret majs, der kombinerer to, tre eller fire af transformationsbegivenhederne Bt11, 59122, MIR604, 1507 og GA21, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0123).Beslutning af 17. maj 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs DAS-40278-9, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0215).Beslutning af 17. maj 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret bomuld GHB119 (BCS-GHØØ5-8), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0214).Beslutning af 13. september 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af den genetisk modificerede sojabønne DAS-68416-4, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0341).Beslutning af 4. oktober 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret sojabønne FG72 × A5547-127, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0377).Beslutning af 4. oktober 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af den genetisk modificerede sojabønne DAS-44406-6, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0378).Beslutning af 24. oktober 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs 1507 (DAS-Ø15Ø7-1), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0396).Beslutning af 24. oktober 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret sojabønne 305423 × 40-3-2 (DP-3Ø5423-1 × MON-Ø4Ø32-6), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0397).Beslutning af 24. oktober 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificerede MON 88302 × Ms8 × Rf3-raps (MON-883Ø2-9 × ACSBNØØ5-8 × ACS-BNØØ3-6), MON 88302 × Ms8-raps (MON-883Ø2-9 × ACSBNØØ5-8) og MON 88302 × Rf3-raps (MON-883Ø2-9 × ACS-BNØØ3-6), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0398).Beslutning af 1. marts 2018 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om forlængelse af tilladelsen til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs 59122 (DAS-59122-7), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0051).Beslutning af 1. marts 2018 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs MON 87427 × MON 89034 × NK603 (MON-87427-7 × MON-89Ø34-3 × MON-ØØ6Ø3-6 og genetisk modificeret majs, der kombinerer to af transformationsbegivenhederne MON 87427, MON 89034 og NK603, og om ophævelse af afgørelse 2010/420/EU (Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0052).Beslutning af 3. maj 2018 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om forlængelse af tilladelsen til markedsføring af fødevarer og foderstoffer, der er fremstillet af genetisk modificeret H7-1-sukkerroe (KM-ØØØH71-4), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0197).
(5) https://efsa.onlinelibrary.wiley.com/doi/10.2903/j.efsa.2017.5000.
(6) https://www.testbiotech.org/node/2130.
(7) EUT L 309 af 24.11.2009, s. 1.
(8) Punkt 7 i bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/404 (EUT L 67 af 12.3.2015, s. 6).
(9) EFSA's konklusion om peerevalueringen af vurderingen af pesticidrisikoen ved aktivstoffet glyphosat. EFSA Journal 2015;13 (11):4302, http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.2903/j.efsa.2015.4302/epdf.
(10) https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3955666.
(11) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/660 af 6. april 2017 om et samordnet flerårigt EU-kontrolprogram for 2018, 2019 og 2020 med det formål at sikre overholdelse af maksimalgrænseværdierne for pesticidrester i og på vegetabilske og animalske fødevarer og at vurdere forbrugernes eksponering for disse rester (EUT L 94 af 7.4.2017, s. 12).
(12) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/555 af 9. april 2018 om et samordnet flerårigt EU-kontrolprogram for 2019, 2020 og 2021 med det formål at sikre overholdelse af maksimalgrænseværdierne for pesticidrester i og på vegetabilske og animalske fødevarer og at vurdere forbrugernes eksponering herfor (EUT L 92 af 10.4.2018, s. 6).
(13) https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5236067/
(14) https://efsa.onlinelibrary.wiley.com/doi/epdf/10.2903/j.efsa.2015.4302.
(15) https://onlinelibrary.wiley.com/doi/abs/10.1111/ecog.02719.
(16) Artikel 3, https://www.cbd.int/convention/articles/default.shtml?a=cbd-03.
(17) https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5606642/.
(18) Se bl.a. åbningstalen til Europa-Parlamentets plenarmøde, der er medtaget i de politiske retningslinjer for den næste Europa-Kommission (Strasbourg, den 15. juli 2014), eller talen om Unionens tilstand i 2016 (Strasbourg, den 14. september 2016).
(19) EUT C 355 af 20.10.2017, s. 165.
(20) EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.


Fiskevarers overensstemmelse med kriterierne for tiltrædelse af EU's marked
PDF 160kWORD 57k
Europa-Parlamentets beslutning af 30. maj 2018 om gennemførelsen af foranstaltninger til kontrol af fiskevarers overensstemmelse med kriterierne for tiltrædelse af EU's marked (2017/2129(INI))
P8_TA(2018)0223A8-0156/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF(1),

–  der henviser til den fælles fiskeripolitiks kontrolordning, der omfatter Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009(2) og (EF) nr. 1005/2008(3) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2403(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1379/2013 af 11. december 2013 om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter, om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1184/2006 og (EF) nr. 1224/2009 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 104/2000(5),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum(6),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1026/2012 af 25. oktober 2012 om visse foranstaltninger med henblik på bevarelse af fiskebestande over for lande, der tillader ikke-bæredygtigt fiskeri(7),

–  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 19/2017 fra december 2017 med titlen: "Importprocedurer: Mangler i lovgrundlaget og en ineffektiv gennemførelse påvirker EU's finansielle interesser",

–  der henviser til sin beslutning af 27. april 2017 om forvaltningen af fiskerflåderne i regionerne i EU's yderste periferi(8),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), i samt bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A8-0156/2018),

A.  der henviser til, at EU er verdens største marked for fiskevarer og akvakulturprodukter, idet det står for 24 % af den samlede import i 2016, og er afhængig af import for 60 % af sit forbrug af sådanne produkter;

B.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 8. juli 2010 om EU's importordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter understregede(9), at et centralt mål for EU-politikken om import af fiskerivarer og akvakulturprodukter skal være at sikre, at de importerede varer i alle henseender lever op til de samme krav, som er pålagt produktionen inden for EU, og at EU's indsats for at sikre fiskeriets fortsatte beståen var uforenelig med import af produkter fra lande, der fisker uden at bekymre sig om bæredygtighed;

C.  der henviser til, at Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2015 "Handel for alle: En mere ansvarlig handels- og investeringspolitik" (COM(2015)0497) forpligter EU til en mere ansvarlig handelspolitik som et middel til gennemførelse af målene for bæredygtig udvikling;

D.  der henviser til, at det er medlemsstaterne, der har ansvaret for at kontrollere, at fisk fra EU-producenter opfylder EU's sundhedsstandarder, mens Kommissionen med hensyn til importeret fisk bemyndiger tredjelandene til at fastlægge, hvilke virksomheder der må eksportere fiskevarer til EU, forudsat at de kan garantere tilsvarende standarder;

E.  der henviser til, at regionerne i EU's yderste periferi, der befinder sig i Vestindien, i Det Indiske Ocean og i Atlanterhavet, er naboer til forskellige tredjelande, hvor forholdene for fiskeri, produktion og markedsføring ikke altid er i overensstemmelse med de europæiske standarder og derved giver anledning til en ulige konkurrence over for den lokale produktion;

F.  der henviser til, at der er en lang række internationale retsakter vedrørende fiskere, som bør ratificeres og gennemføres, som f.eks. Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konvention nr. 188 om arbejdsforhold i fiskerisektoren (ILO C188), Den Internationale Søfartsorganisations (IMO) Cape Town-aftale fra 2012 og IMO's internationale konvention om standarder for uddannelse, certificering og vagthold for mandskab på fiskefartøjer (STCW-F);

G.  der henviser til konklusionerne i den videnskabelige udtalelse nr. 3/2017 af 29. november 2017 med titlen "Food from the Oceans", som anbefaler integration af målene for bæredygtig udvikling i alle Unionens politikker og anvendelse af samme fremgangsmåde på andre internationale områder samt at støtte andre regioner i verden for at finde en balance mellem de økonomiske og økologiske mål, som vedrører produktion af fødevarer og havmiljøet;

1.  bemærker, at EU-operatører for at markedsføre fiskevarer og akvakulturprodukter skal overholde en lang række regler og opfylde strenge kriterier, herunder den fælles fiskeripolitiks regler og sundheds-, arbejds-, fartøjssikkerheds- og miljøstandarder, som alle sammen understøttes af ordninger med henblik på at sikre, at de bliver overholdt; er overbevist om, at disse tilsammen skaber nogle høje standarder for produkternes kvalitet og bæredygtighed, som forbrugerne i EU nu med rette forventer;

2.  mener, at tredjelandes fiskevarers og akvakulturprodukters overholdelse af EU-standarder med hensyn til miljømæssig og social bæredygtighed vil kunne fremme bæredygtigheden i disse tredjelande og bidrage til at skabe en mere lige konkurrence mellem EU-produkter og produkter fra tredjelande;

3.  er bekymret over, at importen af sådanne produkter er underlagt mindre kontrol, eftersom der primært kontrolleres i relation til sundhedsstandarder og forordningen om ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri)(10), idet sidstnævnte udelukkende er udformet med henblik på at sikre, at produkterne er blevet fanget i overensstemmelse med de gældende regler;

4.  understreger, at EU med henblik på at sikre lige behandling af importerede fiskerivarer og akvakulturprodukter i EU og produkter fremstillet heraf, hvilket bør være et centralt mål for EU's fiskeripolitik, bør kræve, at alle importerede varer overholder EU's standarder for bevarelse og forvaltning, samt de hygiejnebestemmelser, som EU-lovgivningen foreskriver; bemærker, at dette vil bidrage til at skabe mere fair konkurrence og højne standarderne for udnyttelsen af marine ressourcer i tredjelande;

5.  mener, at EU's intensiverede indsats inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik for at bevare fiskebestandene og sikre fiskeriets fortsatte beståen er uforenelig med import af fiskevarer og akvakulturprodukter fra lande, der er i færd med at intensivere deres fiskeri uden at bekymre sig om bæredygtighed og kun er interesseret i kortsigtet profit;

6.  udtrykker sin bekymring over, at forskellige regler for markedsføring af fisk skaber et diskriminerende marked, der skader EU's fiskere og akvakulturbrugere; påpeger, at omfanget og kvaliteten af kontrollen af fiskeri- og akvakulturprodukter derfor bør øges;

7.  Mener, at anvendelsen af kontrolforordningen(11) bør styrkes i alle medlemsstater, således at den anvendes på en ensartet og harmoniseret måde i alle faser af forsyningskæden, herunder detail- og restaurationsydelser, og for så vidt angår både EU-produkter og importerede produkter; bemærker, at dette også gælder for bestemmelserne om mærkning;

Sanitære standarder

8.  er bekymret for, at det system, der er fastsat af EU, og som anvendes af tredjelandes kompetente myndigheder til verificering af sundhedsstandarderne for fiskevarer, der eksporteres til EU, ikke giver tilstrækkelige garantier for, at standarderne altid overholdes;

9.  opfordrer Kommissionen til at bistå med mere uddannelse, teknisk assistance og faciliteter til institutionel kapacitetsopbygning for at hjælpe udviklingslandene med at overholde EU-regler; tilskynder til initiativer som programmet "Bedre uddannelse for sikrere fødevarer", der styres af Generaldirektoratet for Sundhed og Fødevaresikkerhed (GD SANTE), som giver undervisning i EU-standarder for fiskevarer og akvakulturprodukter til officielt kontrolpersonale fra udviklingslande;

10.  fastholder betydningen af, at EU-retten anvendes konsekvent i forbindelse med import af fiskevarer og akvakulturprodukter, herunder foderstoffer og fodermidler, i alle aspekter vedrørende sundhedsstandarder og tilsyn (herunder fødevaresikkerhed, sporing, forebyggelse), da disse udgør afgørende aspekter af forbrugerbeskyttelsen; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at udvide sit program for inspektioner i tredjelande ved finjustering af Levnedsmiddel- og Veterinærkontorets besøg, først og fremmest ved at øge antallet af virksomheder, der kontrolleres ved hvert besøg, med henblik på at opnå resultater, der bedre afspejler den reelle situation i tredjelande;

11.  bemærker, at selv de revisioner, der foretages af GD SANTE, viser, at nogle tredjelande er langt fra at sikre, at produkterne opfylder de nødvendige sundhedsstandarder, i det mindste hvad angår fisker- og fabriksfartøjer og køleskibe, hvilket gør det vanskeligt at udføre sundhedskontrol på inspektionsposterne ved EU's grænser, når det skal undersøges, om sundhedsbestemmelserne er overholdt;

12.  er foruroliget over observationer af, at fiskerfartøjer, der ikke er hjemmehørende i EU og fisker ud for Vestafrika, har vanskeligheder med at sikre produkternes sporbarhed og overholdelse af sundhedsstandarder; mener, at man ikke kan have fuld tillid til rigtigheden af tredjelandes certifikater for fartøjer og virksomheder med godkendelse til at eksportere til EU;

13.  mener, at det strider mod tanken om flagstatens ansvar, der ligger til grund for den fælles fiskeripolitik, herunder IUU-forordningen, at tillade, at tredjelande delegerer retten til at udstede sådanne certifikater til andre udvalgte tredjelande, selv til en kyststat, navnlig når det drejer sig om ansvaret hos den flagstat, der bekræfter fangstattesten; mener, at Kommissionen bør bringe den gængse praksis med at give tredjelande mulighed for at delegere beføjelser til andre lande til ophør;

14.  mener desuden, at sundhedskontrol af fiskerfartøjer bør foretages af de kompetente myndigheder mindst én gang om året;

Arbejdstagerrettigheder

15.  bemærker kontrasten mellem medlemsstaternes prisværdige resultater med hensyn til ratifikation af konventionerne om søfarendes arbejdsstandarder og deres ekstremt dårlige resultater med hensyn til ratifikation af konventionerne vedrørende fiskere, og opfordrer dem indtrængende til at ratificere de relevante retsakter hurtigst muligt, herunder ILO C188, Cape Town-aftalen og SCTW-F-konventionen;

16.  glæder sig over, at det er lykkedes for arbejdsmarkedets parter at anvende artikel 155 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) til at forhandle Rådets direktiv (EU) 2017/159(12), som delvis gennemfører ILO C188, men beklager, at dette ikke omfatter selvstændige fiskere; opfordrer indtrængende Kommissionen til at fuldføre processen ved at fremsætte et forslag til et supplerende direktiv, der omfatter bestemmelser om håndhævelse, sådan som den har gjort det for skibsfart;

17.  opfordrer i denne forbindelse indtrængende Kommissionen til at indlede procedurerne for anvendelse af artikel 155 i TEUF med hensyn til STCW-F for at forbedre sikkerheden til søs i fiskeriet, som generelt anses for at være blandt de farligste erhverv i verden;

18.  støtter den fortsatte indsats for at forbedre EU's fiskeripolitik, så den bliver mere miljømæssigt bæredygtig, og for at sikre kystsamfunds overlevelse på lang sigt og en kilde til næringsrige fødevarer; sætter dette i kontrast til EU-markedets stigende åbenhed over for fiskevarer fra tredjelande, som ikke har nogen streng forvaltningsordning; anser dette for at udgøre en manglende sammenhæng mellem fiskeripolitik og handelspolitik;

Handelspolitik

19.  beklager, at Kommissionen undertiden sender modstridende signaler til tredjelande, f.eks. i forbindelse med forhandlinger om frihandelsaftaler eller andre former for udvidelse af adgangen til EU-markedet i forhold til lande, der er blevet forhåndsudpeget i henhold til IUU-forordningen eller forordningen om ikke-bæredygtigt fiskeri(13);

20.  opfordrer Kommissionen til at sikre en nøje samordning mellem EU's handels- og fiskeripolitik, bl.a. i forhandlingen af handelsaftaler, der omfatter spørgsmål vedrørende fiskeri; mener, at det er vigtigt at analysere frihandelsaftalers økonomiske og sociale indvirkning på EU's fiskevarer, om nødvendigt indføre passende sikkerhedsforanstaltninger og behandle visse fiskevarer som følsomme;

21.  mener, at EU som verdens største importør af fiskevarer sammen med andre større fiskeimporterende lande deler det politiske ansvar for at sikre, at WTO-handelsreglerne er på linje med de højest mulige globale standarder for fiskeriforvaltning og bevarelse af fiskeressourcer; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at sikre, at fair, gennemsigtig og bæredygtig handel med fisk styrkes under EU's bilaterale og multilaterale handelsaftaler;

22.  insisterer på, at frihandelsaftaler og andre multilaterale aftaler med bestemmelser om handel, som forhandles af Kommissionen, omfatter skærpede kapitler om bæredygtig udvikling, der specifikt omhandler fiskerimæssige anliggender, og som:

   udtrykkeligt styrker kravene i IUU-forordningen og forpligter tredjelandet til at indlede en procedure, der skal forhindre IUU-fisk i at komme ind på dets marked, så de ikke kommer ind i EU indirekte
   pålægger tredjelandet at ratificere og effektivt gennemføre centrale internationale retsakter om fiskeri, såsom FN's havretskonvention, FN-aftalen om fiskebestande, FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations (FAO) aftale om havnestatsforanstaltninger og FAO's overholdelsesaftale, og at overholde de relevante regionale fiskeriforvaltningsorganisationers (RFFO) standarder;

23.  opfordrer til, at man konkret betænker interesserne for regionerne i den yderste periferi, når der indgås samarbejdsaftaler om bæredygtigt fiskeri eller handelsaftaler med tredjelande, om nødvendigt med en udelukkelse af følsomme varer;

24.  opfordrer Kommissionen til, at den i forbindelse med udarbejdelsen af en aftale efter brexit gør Det Forenede Kongeriges adgang til EU's marked for fiskevarer og akvakulturprodukter betinget af EU-fartøjers adgang til britisk farvand og anvendelsen af den fælles fiskeripolitik;

25.  opfordrer Kommissionen til at foreslå ændring af GSP-forordningen(14) med henblik på at inkludere vigtige retsakter om fiskeri såsom FN's havretskonvention, FN-aftalen om fiskebestande, FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations (FAO) overholdelsesaftale og FAO's aftale om havnestatsforanstaltninger blandt dem, der skal ratificeres og anvendes, og bestemmelser, som tillader suspension af GSP+-status i tilfælde, hvor bestemmelserne i disse retsakter ikke anvendes;

26.  understreger, at for at rette op på manglerne i gennemførelsen af kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling i frihandelsaftaler og for at styrke disse bestemmelser bør de omfatte en bindende tvistbilæggelsesmekanisme (herunder mellemstatslige samråd, en panelprocedure, aktindsigt og høring af civilsamfundet) med mulighed for at pålægge sanktioner i tilfælde af manglende overholdelse af deres internationale forpligtelser;

27.  er foruroliget over de svagheder og smuthuller i toldkontrollen, der er beskrevet i Revisionsrettens særberetning nr. 19/2017, og opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre rapportens anbefalinger så hurtigt som muligt;

28.  bemærker, at der ud over store virksomheders generelle forpligtelse til ikke-finansiel indberetning er blevet pålagt aktører i alle størrelser (herunder SMV'er) yderligere krav om større due diligence-ansvar i to problematiske sektorer – tømmer og konfliktmineraler – som skal anvendes i hele sporbarhedskæden; mener, at fiskevarer ville få gavn af lignende forpligtelser, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge, om det kan lade sig gøre at indføre due diligence-krav for fiskevarer;

Markedsføringsstandarder

29.  bemærker, at mens bestemmelserne i forordning (EU) nr. 1379/2013 om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter gælder for alle fiskevarer og akvakulturprodukter, gælder bestemmelserne om mærkning for forbrugere kun for en relativt lille gruppe af produkter, der ikke omfatter tilberedte, konserverede eller forarbejdede produkter; mener, at forbrugeroplysningen også bør forbedres for disse produkter, herunder yderligere obligatoriske oplysninger på deres etiketter; er af den opfattelse, at mærkningen af disse produkter skal forbedres, for at informere forbrugerne og sikre, at fiskevarer og akvakulturprodukter er sporbare;

30.  opfordrer Kommissionen til at fremme informationskampagner om den indsats, som EU's fiskere og akvakulturbrugere gør for bæredygtigheden, og påpeger de store krav om kvalitets- og miljøstandarder, som Fællesskabets lovgivning indeholder over for tredjelande;

31.  mener, at en streng overholdelse af den fælles fiskeripolitik og anden EU-lovgivning sikrer, at EU's flåde overholder høje standarder på det miljømæssige, hygiejnisk-sanitære og sociale område, og opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til straks at undersøge muligheden for at oprette et mærke til at identificere EU's fiskevarer;

32.  er overbevist om, at forbrugerne i EU ofte ville træffe anderledes valg, hvis de var bedre informeret om varerne i handelen, hvad angår deres egentlige beskaffenhed, geografiske oprindelsessted, kvalitet og de forhold, de er blevet fremstillet eller fanget under;

33.  mener, at de obligatoriske oplysninger på fiskevarers mærkning også bør omfatte flagstaten for det fartøj, som fangede fisken;

34.  glæder sig over, at Kommissionen for nylig har iværksat en evaluering af nogle markedsføringsstandarder, der blev vedtaget for flere årtier siden, med henblik på at fastslå, hvilke standarder der bør anvendes i lyset af den nuværende markedsføringspraksis og de teknologier, der er til rådighed for produkternes sporbarhed;

Kontrolordning

35.  vurderer, at de tre forordninger, der omfatter kontrolordningen, udgør en afbalanceret pakke og har ført til væsentlige forbedringer i fiskeriforvaltningen i EU;

36.  roser Kommissionen for den måde, hvorpå den har håndhævet IUU-forordningen med hensyn til tredjelande, hvilket viser, at EU kan have en enorm indflydelse på fiskeriet på globalt plan i sin rolle som ansvarlig afsætningsstat; opfordrer indtrængende Kommissionen til fortsat at lægge pres på andre afsætningsstater for at få dem til at træffe foranstaltninger for at forhindre IUU-fangster i at få adgang til deres markeder;

37.  fremhæver den rapport, der for nyligt blev offentliggjort af civilsamfundsorganisationer, og som analyserer importstrømmene for fiskevarer og skaldyr i EU-landene siden 2010, hvor IUU-forordningen trådte i kraft, og som viser, at manglerne i kontrollen af medlemsstaternes import fra tredjelande og uensartede bestemmelser kan gøre det muligt for produkter, der ikke opfylder kravene, at komme ind på det europæiske marked; opfordrer derfor medlemsstaterne og transit- og bestemmelseslandene til at sørge for en bedre samordning for at sikre, at de fangstattester, der udstedes ved import af fiskevarer, bliver undersøgt grundigere; mener, at det er af afgørende vigtighed at vedtage et europæisk IT-system, som letter en harmoniseret og samordnet kontrol med import af fiskevarer i medlemsstaterne;

38.  mener, at Kommissionen og nogle medlemsstater ikke har formået at sikre en stringent gennemførelse og håndhævelse af alle tre forordninger, sådan som det erkendes i dokumenter udarbejdet af Kommissionen, Revisionsretten og uafhængige observatører;

39.  mener, at det ud over anvendelsen af IUU-forordningen er nødvendigt at udføre strengere efterfølgende kontrol af markedsføringen af sådanne fisk, navnlig ved hjælp af strengere kontrol af medlemsstaterne og af virksomheder, der mistænkes for at levere produkter med oprindelse i ulovligt fiskeri;

40.  anmoder Kommissionen om at anvende alle tilgængelige værktøjer til at sikre, at alle lande, der eksporterer fiskevarer og akvakulturprodukter til EU, anvender stringente politikker til bevarelse af fiskebestande; opfordrer til samarbejde med disse lande inden for alle hensigtsmæssige fora og navnlig inden for rammerne af de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer;

41.  bemærker, at der i mange aspekter er sket fejl i gennemførelsen - som eksempler kan nævnes:

   forskellige niveauer for sanktioner og manglende gennemførelse af pointsystemet i forskellige medlemsstater
   sanktioner, der ikke altid er tilstrækkeligt afskrækkende, effektive eller forholdsmæssige til at forhindre en gentagelse af overtrædelserne
   utilfredsstillende indsamling og udveksling af data med og mellem medlemsstaterne, særligt i lyset af manglen på en fælles og kompatibel database
   ringe sporbarhed for fisk, blandt andet når de krydser nationale grænser
   mangelfuld kontrol af vejningspraksis
   betydelige forskelle i kontrollen af import og indførselssted, herunder fangstattester
   mangel på en klar og ensartet definition af alvorlige overtrædelser i alle medlemsstaterne;

42.  understreger behovet for at sikre, at et importeret produkt ikke, når det afvises i én medlemsstats havn, kan komme ind på EU-markedet via en havn i en anden medlemsstat;

43.  er enig i, at visse af kontrolforordningernes bestemmelser er åbne for fortolkning og har hindret en ensartet gennemførelse, men mener, at Kommissionen og medlemsstaterne med tilstrækkelig åbenhed og politisk vilje kunne intensivere deres bestræbelser på at sikre en mere harmoniseret gennemførelse af den eksisterende lovgivning, f.eks. ved anvendelse af retningslinjer og fortolkninger;

44.  bemærker, at dette var intentionen bag ekspertgruppen vedrørende efterlevelse med forpligtelserne i EU's fiskerikontrolordning, der blev indført som led i reformen af den fælles fiskeripolitik, som skulle være et sted for åben og fordomsfri drøftelse af mangler blandt aktørerne, og beklager, at det ikke er sådan, gruppen indtil videre har udviklet sig;

45.  mener, at der skal gøres meget mere for at fremme fuld gennemførelse af kontrolordningen, herunder relevant opfølgning af påviste overtrædelser, bedre rapportering fra medlemsstaterne om trufne foranstaltninger og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og med Kommissionen;

46.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at bruge alle tilgængelige midler til at opfordre medlemsstaterne til at gennemføre kontrolordningens bestemmelser fuldt ud, herunder i givet fald ved at tilbageholde midler fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond;

47.  gentager konklusionen i sin beslutning af 25. oktober 2016 med titlen "Hvordan gøres fiskerikontrollen i EU homogen?"(15), om, at en eventuel revision af kontrolforordningen eller IUU-forordningen skal være målrettet og kun have fokus på de aspekter, der hæmmer en effektiv og ensartet kontrol i alle EU-landene;

48.  opfordrer til, at EU-Fiskerikontrolagenturets (EFCA) kompetencer udvides, til at omfatte kontrol af de fartøjer, der er omfattet af fiskeriaftaler, navnlig på grundlag af et samarbejde om denne kontrol med signatarstatens myndigheder, og til at give EFCA de ressourcer, det har brug for til dette formål;

49.  beklager i høj grad Kommissionens beslutning om at igangsætte en større revision af hele kontrolordningen uden ordentlige offentlige høringer om gennemførelsen af IUU-forordningen, EU-Fiskerikontrolagenturets mandat og eller om revisionen af hele pakken, som det kræves i retningslinjerne for bedre regulering; mener, at en formel offentlig høring om alle disse elementer, inden der fremsættes forslag om en revision, ville sikre, at alle interessenter i tilstrækkeligt omfang kunne yde et bidrag til revisionen af denne særdeles vigtige søjle i den fælles fiskeripolitik;

50.  insisterer kraftigt på, at revisionen ikke må føre til en svækkelse af de gældende foranstaltninger, men snarere bør fremme og styrke lige vilkår i fiskerikontrollen, som den eneste mulige måde at garantere den "fælles" dimension af den fælles fiskeripolitik;

51.  insisterer på, at den reviderede kontrolordning bl.a. skal omfatte følgende grundprincipper:

   EU-dækkende standarder og normer for inspektioner til havs, i havn og i hele sporbarhedskæden
   fuld sporbarhed for oplysninger om fisk under deres vej gennem sporbarhedskæden, fra fartøjet til det endelige salgssted
   fuldstændige data om fangster foretaget af alle operatører, herunder fartøjer under 10 meter og fritidsfiskere
   fælles sanktionsniveauer i alle medlemsstater
   en fælles definition af, hvad der udgør en overtrædelse
   et pointsystem, der anvendes på ensartet måde i alle medlemsstater
   sanktioner, der er tilstrækkeligt afskrækkende og effektive, og som står i et rimeligt forhold til overtrædelsen
   et system, der er tilgængeligt for Kommissionen og alle medlemsstaterne til udveksling af alle oplysninger om konstaterede overtrædelser og retlig og retslig opfølgning
   fuld anvendelse af forbedringer i de tilgængelige teknologier og muligheden for at tage fremtidige teknologier i brug, når de bliver udviklet, uden at det kræver en lovændring
   entydig fastlæggelse af ansvaret for Kommissionen og medlemsstaterne, og, når det er relevant, for regioner i medlemsstaterne
   ingen regionalisering af kontrolforordningen;

52.  anmoder Kommissionen om hurtigst muligt at forelægge sit forslag om ændring af kontrolforordningen;

53.  insisterer på, at bestemmelserne og principperne i IUU-forordningen ikke må ændres eller svækkes på nogen måde i betragtning af den enorme succes, denne forordning har haft, og dens indvirkning på fiskeri i hele verden;

54.  insisterer på, at inddragelse af tredjelande i IUU-forordningens proces med præidentifikation, identifikation og listeopførelse skal ske uden politisk indblanding af nogen art, og at fjernelse fra listerne udelukkende skal baseres på, at det pågældende land fuldt ud gennemfører de forbedringer, som Kommissionen anser for nødvendige;

55.  mener, at EU-Fiskerikontrolagenturets rolle skal styrkes, så agenturet i større omfang kan blive inddraget i anvendelsen af kontrol- og IUU-forordningerne, herunder kontrol og krydscheck af data i hele sporbarhedskæden, planlægningen og koordineringen af Kommissionens og medlemsstaternes inspektioner samt kontrol af fangstcertifikater;

o
o   o

56.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22.
(2) Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006 (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1).
(3) Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1936/2001 og (EF) nr. 601/2004 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1093/94 og (EF) nr. 1447/1999 (EFT L 286 af 29.10.2008, s. 1).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2403 af 12. december 2017 om en bæredygtig forvaltning af de eksterne fiskerflåder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1006/2008 (EUT L 347 af 28.12.2017, s. 81).
(5) EUT L 354 af 28.12.2013, s. 1.
(6) EUT L 139 af 30.4.2004, s. 206.
(7) EUT L 316 af 14.11.2012, s. 34.
(8) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0195.
(9) EUT C 351 E af 2.12.2011, s. 119.
(10) Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008.
(11) Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009.
(12) EUT L 25 af 31.1.2017, s. 12.
(13) Forordning (EU) nr. 1026/2012.
(14) Forordning (EU) nr. 978/2012 (EUT L 303 af 31.10.2012, s. 1).
(15) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0407.


Fremtiden for fødevarer og landbrug
PDF 219kWORD 85k
Europa-Parlamentets beslutning af 30. maj 2018 om fremtiden for fødevarer og landbrug (2018/2037(INI))
P8_TA(2018)0224A8-0178/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 29. november 2017 om "Fremtiden for fødevarer og landbrug" (COM(2017)0713),

–  der henviser til artikel 38 og 39 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) om den fælles landbrugspolitik og dens målsætninger,

–  der henviser til artikel 40 og artikel 42 i TEUF om oprettelse af en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og bestemmes, i hvilken udstrækning konkurrencereglerne gælder for fremstilling af og handel med landbrugsprodukter,

–  der henviser til artikel 13 i TEUF,

–  der henviser til artikel 349 i EU-traktaten, som fastlægger status for regionerne i den yderste periferi og betingelserne for traktaternes anvendelse på disse regioner,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2393 af 13. december 2017 om ændring af forordning (EU) nr. 1305/2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), (EU) nr. 1306/2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik, (EU) nr. 1307/2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, (EU) nr. 1308/2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og (EU) nr. 652/2014 om bestemmelser vedrørende forvaltning af udgifter i tilknytning til fødevarekæden, dyresundhed og dyrevelfærd samt til plantesundhed og planteformeringsmateriale(1) (omnibusforordningen),

–  der henviser til Rådets direktiv 98/58/EF af 20. juli 1998 om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål(2),

–  der henviser til Revisionsrettens briefingdokument om den fælles landbrugspolitiks fremtid, som blev offentliggjort den 19. marts 2018,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/128/EF af 21. oktober 2009 om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider(3) og Kommissionens rapport af 10. oktober 2017 til Europa-Parlamentet og Rådet om medlemsstaternes nationale handlingsplaner og om status for gennemførelsen af direktiv 2009/128/EF om bæredygtig brug af pesticider (COM(2017)0587),

–  der henviser til sin afgørelse af 6. februar 2018 om nedsættelse af et særligt udvalg om Unionens godkendelsesprocedure for pesticider, dets ansvarsområder, medlemstal og funktionsperiode(4),

–  Der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 16/2017 med titlen "Udvikling af Landdistrikterne programmering: mindre kompleksitet og mere fokus på resultater" og nr. 21/2017 "Forgrønnelse: en mere kompleks indkomststøtteordning, som endnu ikke er miljømæssigt effektiv",

–  der henviser til Kommissionens oplæg af 28. juni 2017 om fremtiden for EU's finanser (COM(2017)0358),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. februar 2018 med titlen "En ny, moderniseret flerårig finansiel ramme for en Europæisk Union, der effektivt lever op til de valgte prioriteter for perioden efter 2020" (COM(2018)0098),

–  der henviser til Cork 2.0-erklæringen fra 2016, "Et bedre liv i landdistrikter", fra den europæiske konference om udvikling af landdistrikterne,

–  der henviser til sin beslutning af 3. maj 2018 om den aktuelle situation og fremtidsudsigterne for fåre- og gedesektoren i EU(5),

–  der henviser til sin beslutning af 17. april 2018 om "En europæisk strategi til fremme af proteinafgrøder - Fremme af produktionen af proteinafgrøder og bælgplanter i EU's landbrugssektor"(6),

–  der henviser til sin beslutning af 14. marts 2018 om den næste FFR, forberedelse af Parlamentets holdning til den flerårige finansielle ramme efter 2020(7),

–  der henviser til sin beslutning af 1. marts 2018 om fremtidsudsigter og problemer inden for biavlen i EU(8),

–  der henviser til sin beslutning af 27. april 2017 om "Situationen omkring koncentrationen af ejendomsretten til landbrugsjord i EU: hvordan kan landmændene nemmere få adgang til jord?"(9),

–  der henviser til sin beslutning af 4. april 2017 om kvinder og deres rolle i landdistrikterne(10),

–  der henviser til sin beslutning af 14. december 2016 om redskaber under den fælles landbrugspolitik til at mindske prisudsvingene på landbrugsmarkederne(11),

–  der henviser til sin beslutning af 27. oktober 2016 om, hvordan den fælles landbrugspolitik kan forbedre beskæftigelsen i landdistrikterne(12),

–  der henviser til sin beslutning af 7. juni 2016 om styrkelse af innovation og økonomisk udvikling i fremtidens europæiske landbrugsdrift(13),

–  der henviser til sin beslutning af 7. juli 2015 om udsigterne for EU's mejerisektor – Status over gennemførelsen af mælkepakken(14),

–  der henviser til udtalelsen fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om den årlige beretning om En mulig omlægning af den fælles landbrugspolitik(15),

–  der henviser til Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse om den fælles landbrugspolitik efter 2020(16),

–  der henviser til FN's mål for bæredygtig udvikling (SDG), hvoraf de fleste er relevante for den fælles landbrugspolitik,

–  der henviser til rapporten og konklusionerne fra november 2016 fra taskforcen for landbrugsmarkedet med titlen "bedre udbytte af markedet – forbedring af landbrugernes stilling i leverandørkæden",

–  der henviser til Parisaftalen på FN's konference om klimaændringer i 2015 (COP21), og navnlig de tilsagn, der er givet af Den Europæiske Union som "nationalt bestemte bidrag" for at nå det globale mål for aftalen,

–  der henviser til rapport fra Kommissionen af 15. december 2016 om gennemførelsen af ordningen for særlige foranstaltninger for landbruget til fordel for EU's fjernområder (POSEI) (COM(2016)0797),

–  der henviser til den i 2016 (COM(2016)0316) bebudede revision af gennemførelsen af miljøreglerne (EIR), der skal bidrage til at sikre, at virksomheder og borgere kan få gavn af EU's miljølovgivning og -politikker som følge af en bedre gennemførelse heraf,

–  der henviser til skrivelse fra Budgetkontroludvalget,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelser fra Udviklingsudvalget, Udvalget om International Handel, Budgetudvalget samt Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0178/2018),

A.  der henviser til, at det i Kommissionens meddelelse om fremtiden for fødevarer og landbrug anerkendes, at den fælles landbrugspolitik er en af de ældste og mest integrerede politikker i EU og er af global betydning og bør udformes således, at den giver EU's landbrugs- og skovbrugssektor mulighed for at imødekomme borgernes krav, ikke blot hvad angår fødevaresikkerhed, sikkerhed, kvalitet og bæredygtighed, men også miljøbeskyttelse, beskyttelse af biodiversitet og naturlige ressourcer, klimatiltag, udvikling af landdistrikter, høje standarder for sundhed og dyrevelfærd samt beskæftigelse;

B.  der henviser til, at det på nuværende tidspunkt må konstateres, at den fælles landbrugspolitik nu må reformeres for i højere grad at opfylde behovene hos såvel dem, den primært er rettet imod, nemlig landbrugerne, som borgerne i almindelighed;

C.  der henviser til, at den fælles landbrugspolitik er af allerstørste betydning for ca. 12 millioner landbrugsbedrifter i hele Europa;

D.  der henviser til, at landbrugsjord udgør 47 % af Europas territorium, og at der er 22 millioner landbrugere og landarbejdere i EU;

E.  der henviser til, at den fælles landbrugspolitiks mål bør være at garantere fødevaresikkerhed og -suverænitet samt modstandsdygtighed og bæredygtighed i EU's landbrugssystemer og -områder;

F.  der henviser til, at EU's overordnede mål for en multifunktionel og diversificeret landbrugs- og skovbrugssektor, der skaber arbejdspladser, er rimeligt, fremhæver, at det søges virkeliggjort gennem bæredygtige landbrugsmetoder og giver mulighed for bevarelse af rentable små landbrug og familielandbrug, der kan erhverves og overdrages til de nye generationer, og at det fortsat er afgørende for tilvejebringelsen af positive eksternaliteter og offentlige goder, som de europæiske borgere efterspørger (fødevareprodukter, nonfoodprodukter og tjenesteydelser);

G.  der henviser til, at det er afgørende at bremse og tilbageføre den nuværende magtkoncentration hos de store distributører og storindustrien;

H.  der henviser til, at ændringer af den nuværende fælles landbrugspolitik skal baseres på strategiske mål, der har til formål at øge konkurrencedygtigheden og sikre sunde og sikre fødevarer;

I.  der henviser til, at i mere end 25 år er den fælles landbrugspolitik regelmæssigt blevet reformeret for at åbne det europæiske landbrug op for de internationale markeder og for at imødekomme nye udfordringer på områder såsom miljø og klimaændringer; der henviser til, at et næste skridt nu er nødvendigt i denne løbende justeringsproces med henblik på at forenkle, modernisere og omlægge den fælles landbrugspolitik, således at den sikrer landmændenes indkomster og mere effektivt imødekommer hele samfundets forventninger, navnlig med hensyn til fødevarekvalitet og sikkerhed, klimaændringer, folkesundhed og beskæftigelse, samtidig med at der skal sikres politisk og økonomisk sikkerhed i sektoren for at sikre levedygtige landdistrikter, fødevaresikkerhedsproblemerne skal løses, og det skal sikres, at EU's klima- og miljømål opfyldes, og at EU's merværdi øges;

J.  der henviser til, at Kommissionen, selvom den har benævnt sin meddelelse om den igangværende reform af den fælles landbrugspolitik "Fremtiden for fødevarer og landbrug", ikke har givet nogen garanti for, at budgettet for den fælles landbrugspolitik vil blive opretholdt, og bemærker, at det er af afgørende betydning, at dette spørgsmål afklares, før de kommende lovgivningsmæssige forslag fremlægges; der henviser til, at disse skal sikre, at der ikke sker en renationalisering af den fælles landbrugspolitik, at det indre markeds funktion ikke forringes, og at der sker en reel forenkling for støttemodtagerne, ikke kun på EU-plan, men også på nationalt, regionalt og lokalt niveau og bedriftsniveau, samt at der gives fleksibilitet og retssikkerhed for landbrugere og skovejere, samtidig med at der opretholdes ambitiøse miljømål, og målene for den nye fælles landbrugspolitik opfyldes, uden at medlemsstaterne pålægges nye begrænsninger og dermed et nyt lag af kompleksitet, hvilket kunne føre til forsinkelser i gennemførelsen af nationale strategier;

K.  der henviser til, at en ny gennemførelsesmodel bør sikre et direkte forhold mellem EU og de europæiske landbrugere;

L.  der henviser til, at den fælles landbrugspolitik bør spille en afgørende rolle med hensyn til at styrke sektorens konkurrenceevne og gøre det muligt at overvinde stagnation og den volatilitet, der præger landbrugsindkomsterne, som på trods af koncentration og intensivering af produktionen og produktiviteten stadig er lavere end i resten af økonomien;

M.  der henviser til, at direkte betalinger udgør det første vigtige lag af stabilitet og er et sikkerhedsnet for landbrugsindkomsterne, eftersom de udgør en betydelig andel af de årlige landbrugsindkomster og endda helt op til 100 % af landbrugsindkomsterne i visse regioner; der henviser til, at disse betalinger bør fortsætte med henblik på at hjælpe landbrugerne med at konkurrere på lige vilkår med tredjelande;

N.  der henviser til, at nye værdikæder inden for bioøkonomi i landdistrikterne rummer et godt potentiale for vækst og beskæftigelse i landområderne;

O.  der henviser til, at direkte betalinger i højere grad skal målrettes mod landbrugerne, eftersom det er dem, der bidrager til stabiliteten og fremtiden i vores landdistrikter, og som står med de økonomiske markedsrisici;

P.  der henviser til, at landbrugere i de seneste år er blevet ramt af stigende prisvolatilitet, hvilket har afspejlet sig i prisudsving på de globale markeder og usikkerhed som følge af den makroøkonomiske udvikling, eksterne politikker såsom handelsmæssige, politiske og diplomatiske problemer, sanitære kriser, overskudsmængder i visse sektorer, klimaforandringer og hyppigere ekstreme vejrbegivenheder i EU;

Q.  der henviser til, at specifikke redskaber til Middelhavssektorer bør forblive i søjle I;

R.  der henviser til, at det er vigtigt at sikre fleksible og reaktive redskaber for at hjælpe følsomme og strategiske sektorer med at klare de strukturelle forandringer såsom de potentielle virkninger af brexit eller af godkendte bilaterale handelsaftaler med EU's vigtigste partnere;

S.  der henviser til, at sektorstrategier for frugt og grøntsager samt vin og biavl skal vedblive at være obligatoriske for producentlandene, og at de hermed forbundne redskabers og reglers særpræg bør bevares;

T.  der henviser til, at det er afgørende at sikre lige konkurrencevilkår, rimelige priser og en rimelig levestandard for alle landbrugere i alle EU's medlemsstater og regioner, således at der sikres overkommelige priser for borgerne og forbrugerne, og at der er landbrugsaktiviteter i alle dele af EU, herunder i områder med naturbetingede begrænsninger; der henviser til, at det er vigtigt at fremme forbruget af og adgang til fødevarer af høj kvalitet og sunde og bæredygtige kostvaner, samtidig med at forpligtelserne til social og miljømæssig bæredygtighed, klimatiltag, sundhed, dyre- og plantesundhed og dyrevelfærd og en afbalanceret udvikling af landdistrikterne opfyldes;

U.  der henviser til, at vand og landbrug er uløseligt forbundne, og at bæredygtig forvaltning af vand i landbrugssektoren er af afgørende betydning for at sikre, at der produceres en tilstrækkelig mængde fødevarer af høj kvalitet, og at vandressourcerne bevares;

V.  der henviser til, at den fælles landbrugspolitik har brug for passende redskaber til at håndtere landbrugets sårbarhed over for klimaforandringer og samtidig begrænse sektorens pres på ferskvandsressourcerne, idet landbruget tegner sig for 50 % af ferskvandsforbruget i EU;

W.  der henviser til, at der er behov for et ajourført, enklere og mere retfærdigt betalingssystem samt for større retfærdighed og legitimitet;

X.  der henviser til, at den nuværende fælles landbrugspolitik mangler de nødvendige instrumenter til at sikre rimelige indkomster, som giver ældre landbrugere et værdigt liv;

Y.  der henviser til, at der ikke er nogen passende instrumenter til at fremme overdragelsen af virksomheder fra den ældre generation af landbrugere til den yngre generation;

Z.  der henviser til, at der i 2010 ifølge Den Europæiske Revisionsrets briefingdokument fra marts 2018 om fremtiden for den fælles landbrugspolitik for hver 100 bedriftsledere over 55 år kun var 14 bedriftsledere under 35 år, og dette tal faldt til 10,8 i 2013; der henviser til, at gennemsnitsalderen for landbrugere i EU er steget fra 49,2 til 51,4 år i perioden fra 2004 til 2013; der henviser til, at de mindste bedrifter oftest er dem, der ledes af ældre landbrugere;

AA.  der henviser til, at den stigende globale handel indebærer både muligheder og udfordringer, bl.a. vedrørende miljø, klimaforandringer, vandbeskyttelse, mangel på landbrugsjord og jordforringelse, og dermed nødvendiggør en tilpasning af reglerne for den internationale handel, så der givers mulighed for at etablere fælles lige vilkår baseret på høje beskyttelsesstandarder samt retfærdige og bæredygtige betingelser for udvekslingen af varer og tjenesteydelser samt nye og effektive handelspolitiske beskyttelsesmekanismer i overensstemmelse med EU's eksisterende sociale, økonomiske, miljømæssige, sundhedsmæssige, sundheds-, plantesundheds- og dyrevelfærdsmæssige normer;

AB.  der henviser til, at disse høje standarder bør opretholdes og fremmes yderligere på globalt plan, navnlig inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen (WTO), og at det er vigtigt, at de europæiske producenters og forbrugeres interesser bevares ved at sikre europæiske standarder i handelsaftaler for import;

AC.  der henviser til, at ca. 80 % af de proteiner, der er behov for i EU, importeres fra tredjelande, og at der indtil videre ikke er implementeret en tilnærmelsesvis tilfredsstillende proteinstrategi i den fælles landbrugspolitik;

AD.  der henviser til, at mens fokuseringen på forskning og udvikling med henblik på innovation inden for både ressourcebesparende produkter og processer bør hilses velkommen, bør der gøres mere for at udvikle den forskningskapacitet og infrastruktur, der er nødvendig for at omsætte resultaterne af forskning i fødevarer og landbrugsmetoder samt bæredygtige skovlandbrugsmetoder, og dette bør lettes gennem passende støtte samt ved at fremme en mangesidet tilgang, hvor landbrugere er i centrum, og hvor der ydes støtte fra uafhængige, gennemsigtige, og tilstrækkeligt finansierede EU-dækkende landbrugskonsulenttjenester i alle medlemsstater og regioner og ved at udveksle viden og uddannelse på medlemsstatsplan;

AE.  der henviser til, at støtte, der gives til direkte investeringer, bør målrettes bedre til det dobbelte krav om økonomiske og miljømæssige resultater, og at man tager hensyn til bedrifternes egne behov;

AF.  der henviser til, at EU har udviklet en række rumprogrammer (EGNOS og Galileo) og et program for observation af jorden (Copernicus), hvis kontrolmuligheder fremmer gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik og bør udnyttes fuldt ud til at sikre omstillingen af det europæiske landbrug til et præcisionslandbrug og til at sikre et velfungerende landbrug både med hensyn til miljø og økonomi;

AG.  der henviser til, at størstedelen af forskningen i bioteknologi nu foregår uden for EU, hvor den typisk fokuserer på agroøkonomiske spørgsmål, der ikke er relevante for sektoren i EU, hvilket fører til et potentielt tab af investeringer og fokus;

AH.  mener, at anvendelse og tilskyndelse til anvendelse af naturlige processer for at øge udbyttet og modstandsdygtigheden ud fra de aktuelle erfaringer sandsynligvis vil nedbringe produktionsomkostningerne;

AI.  der henviser til, at en konkurrencedygtig landbrugs-, fødevare- og skovbrugssektor fortsat skal spille en stærk rolle med hensyn til at nå miljø- og klimamålene for EU, der er fastlagt i internationale aftaler, såsom COP21 og FN's mål for bæredygtig udvikling, og at landmændene bør tilskyndes og belønnes for deres bidrag og hjælpes med en nedbringelse af de unødvendige lovgivningsmæssige og administrative byrder i de foranstaltninger, som de iværksætter;

AJ.  der henviser til, at stigningerne i den gennemsnitlige overfladetemperatur på verdensplan, der ventes at indtræffe i det 21. århundrede, og de umiddelbare virkninger for klimaet kræver et miljømæssigt bæredygtigt fødevaresystem, der garanterer en sikker og rigelig produktion, så EU ikke skal være afhængig af andre markeder;

AK.  der henviser til, at det er vigtigt, at den kommende fælles landbrugspolitik er i overensstemmelse med FN's mål for bæredygtig udvikling, Parisaftalen og EU's politikker, især inden for bæredygtighed, miljø, klima, folkesundhed og fødevarer;

AL.  der henviser til, at landbrugssektoren er én af de økonomiske sektorer, der forventes at bidrage til målet om at reducere drivhusgasemissionerne med 30 % senest i 2030 i forhold til 2005 i henhold til forordningen om indsatsfordeling;

AM.  der henviser til, at små landbrug udgør omkring 40 % af landbrugene i EU, men kun modtager 8 % af landbrugsstøtten inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik;

AN.  der henviser til, at de 17 mål for bæredygtig udvikling opstiller nye og klare målsætninger for den fælles landbrugspolitik efter 2020;

AO.  der henviser til, at den fælles landbrugspolitik gradvist har integreret miljømål ved at sørge for, at reglerne er forenelige med de miljøkrav, der er fastlagt i EU-lovgivningen, og at landbrugerne overholder disse krav, og tillige fremmer bæredygtig landbrugspraksis, der bevarer miljøet og biodiversiteten;

AP.  der henviser til, at forbruget af mættet fedt og rødt kød i EU ligger et godt stykke over de anbefalede ernæringsmæssige værdier, og at fødevareindustrien fortsat bidrager betragteligt til drivhusgas- og kvælstofemissionerne;

AQ.  der henviser til, at lukkede produktionscirkler - fremstillings-, forarbejdnings- og pakningsprocesser, der foregår i samme region - fastholder merværdien i denne region og dermed sikrer flere arbejdspladser i det pågældende område og derfor har potentiale til at genoplive landdistrikterne;

AR.  der henviser til, at den fælles landbrugspolitik forfølger flere målsætninger af økonomisk og miljømæssig karakter, som er uløseligt forbundne, og at denne indbyrdes forbindelse bør bevares og endda styrkes i forbindelse med reformen af søjle I og forgrønnelsen med henblik på en omstilling til en bæredygtig og velfungerende europæisk landbrugsmodel;

AS.  der henviser til, at EU i den kommende fælles landbrugspolitik skal stræbe efter en betydelig reduktion i brugen af antibiotika inden for landbrugs- og fødevaresektoren for at styrke et bæredygtigt landbrug;

AT.  der henviser til, at øget langsigtet modstandsdygtighed og bæredygtighed i landbrugssystemerne og landdistrikterne vil være til gavn for EU som helhed;

AU.  der henviser til, at Revisionsretten har understreget den omstændighed, at på grund af forgrønnelseskrav, der ofte ikke gør andet end at afspejle eksisterende praksis, skabte de grønne betalinger, der blev indført som en del af 2013-reformen, øget kompleksitet og bureaukrati og er vanskelige at forstå, og det er Revisionsrettens opfattelse, at de på grund af den måde, hvorpå de er udformet, ikke i tilstrækkelig grad øger den fælles landbrugspolitiks miljø- og klimapræstationer, hvilket er vigtigt at huske på, når den nye grønne arkitektur for den fælles landbrugspolitik skal udformes;

AV.  der henviser til, at Revisionsretten har identificeret betydelige mangler ved gennemførelsen af søjle II, navnlig den lange godkendelsesprocedure og de indviklede og bureaukratityngede programmer for udvikling af landdistrikterne;

AW.  der henviser til, at det i forbindelse med den evidensbaserede metaundersøgelse ("fitness check") af videnskabelige undersøgelser blev konstateret, at forgrønnelsesforanstaltninger ikke i betydelig grad forbedrede miljøpræstationerne, navnlig fordi kravene allerede blev overholdt;

AX.  der henviser til, at målene i Cork 2.0-erklæringen "Et bedre liv i landdistrikter" foreskriver levende landdistrikter, intelligent multifunktionalitet, biodiversitet i og uden for landbruget, opdræt af sjældne dyreracer og bevarelse af afgrøder, samt økologisk landbrug, støtte til ugunstigt stillede områder og tilsagn inden for rammerne af Natura 2000; der henviser til, at erklæringen også understreger vigtigheden af bestræbelser på at forhindre affolkning af landbrugsområder og fremhæver kvinders og unges rolle i denne proces samt behovet for en bedre udnyttelse af alle ressourcer i landdistrikterne ved en gennemførelse af integrerede strategier og tilgange på tværs af sektorer, som styrker "bottom up"-tilgangen og synergien mellem aktørerne, og som kræver investeringer i landdistrikternes levedygtighed, bevarelse og mere effektiv forvaltning af naturressourcerne, fremme af klimaindsatsen, fremme af viden og innovation, styrkelse af forvaltningen af landdistrikterne og forenkling af landbrugspolitikken og gennemførelsen heraf;

AY.  der henviser til, at man i den fælles landbrugspolitik bør tage hensyn til mindre gunstigt stillede områder, f.eks. regioner, hvor der er hård konkurrence mellem byudvikling og landbrug, på grund af de yderligere restriktioner på adgangen til jord med henblik på at bevare landbruget i sådanne områder;

AZ.  der henviser til, at mindre gunstigt stillede områder såsom bjergområder og regioner i den yderste periferi fortsat bør modtage kompensation gennem den fælles landbrugspolitik for de ekstra omkostninger, der skyldes deres særlige begrænsninger, for at bevare landbrugsaktiviteter i sådanne områder;

BA.  der henviser til, at man i den fælles landbrugspolitik bør anerkende de store miljøfordele ved visse sektorer såsom fåre- og gedesektoren eller proteinafgrøder;

BB.  der henviser til, at biavlssektoren er af afgørende betydning for EU og yder et væsentligt bidrag til samfundet, både ud fra et økonomisk og miljømæssigt synspunkt;

BC.  der henviser til, at det er afgørende at styrke landbrugernes position yderligere i fødevareforsyningskæden og sikre fair konkurrence på det indre marked, at anvende retfærdige og gennemsigtige regler, der tager hensyn til de særlige forhold inden for landbruget i forholdet mellem produktion og andre dele af fødevareforsyningskæden, både opstrøms og nedstrøms, og at give incitamenter til at forebygge risici og kriser effektivt, herunder aktive forvaltningsværktøjer, som er i stand til at sikre et bedre match mellem udbud og efterspørgsel, og som kan anvendes på sektorniveau og af offentlige myndigheder som påpeget i rapporten fra taskforcen vedrørende landbrugsmarkederne; der henviser til, at der findes aspekter, der ikke er omfattet af den fælles landbrugspolitik, og som påvirker konkurrenceevnen og de lige vilkår for landbrugerne, og at disse også bør undersøges til bunds og overvåges;

BD.  der henviser til, at de nye udfordringer vedrørende fødevaresikkerhed og autonomi for europæisk landbrug inden for EU's politiske prioriteter, som anført i Kommissionens oplæg om fremtiden for EU's finanser, kræver, at den næste flerårige finansielle ramme (FFR) øger eller opretholder landbrugsbudgettet i konstante euro til at dække både eksisterende og nye udfordringer;

BE.  der henviser til, at samfundet forventer, at landbrugerne ændrer deres praksis, så de bliver fuldt bæredygtige, og at de bør støttes med offentlige midler i denne overgangsproces;

BF.  der henviser til, at eventuelle ændringer af den nuværende fælles landbrugspolitik skal indføres på en sådan måde, at der ved hjælp af passende overgangsperioder og -foranstaltninger sikres stabilitet for sektoren, retssikkerhed og sikkerhed i planlægningen for landbrugere og skovejere;

BG.  der henviser til, at Parlamentet skal spille en omfattende rolle med hensyn til at fastlægge en klar politisk ramme for at fastholde fælles ambitioner på europæisk plan og den demokratiske debat om de strategiske spørgsmål, som har en indvirkning på hverdagen for alle borgere, når det gælder bæredygtig anvendelse af naturlige ressourcer, herunder vand, jord og luft, kvaliteten af vores fødevarer, finansiel stabilitet for landbrugsproducenterne, fødevaresikkerhed, sundhed og levedygtig modernisering af dyrkningsmetoder og hygiejnepraksis med henblik på at indgå en samfundskontrakt på europæisk plan mellem producenter og forbrugere;

BH.  der henviser til, at der er behov for en omarbejdning af den fælles landbrugspolitik med henblik på at justere den til at imødegå de aktuelle udfordringer, at det er nødvendigt at give lovgiverne mulighed for fuldt ud at varetage deres opgaver inden for en fastlagt tidsramme, og at der er usikkerhed vedrørende brexit;

BI.  der henviser til, at fremtiden for fødevaresikkerheden i Europa skal sikres for både Det Forenede Kongeriges og EU-27's vedkommende, og at begge parter i videst mulig udstrækning bør bestræbe sig på at minimere afbrydelser af produktionen og adgangen til fødevarer; der henviser til, at der skal gøres en ihærdig indsats for at sikre fælles overensstemmelse mellem miljø- og fødevaresikkerhedsstandarder med henblik på at sikre, at såvel borgere i Det Forenede Kongerige som i EU ikke oplever en lavere fødevarekvalitet eller et lavere niveau af fødevaresikkerhed;

BJ.  der henviser til, at en af de seks hovedprioriteter for udvikling af landdistrikterne i EU er genopretning, bevaring og forbedring af økosystemer i tilknytning til landbruget og skovbruget, herunder i Natura 2000-områder;

BK.  der henviser til, at EU for indeværende arbejder på en proteinstrategi for at styrke selvforsyningen med proteinafgrøder;

BL.  der henviser til, at akut fødevareusikkerhed påvirkede 124 millioner mennesker i 51 lande i 2017, hvilket er 16 millioner flere end i 2016; der henviser til, at størstedelen af dem, der er berørt af fødevareusikkerhed, bor i landdistrikter;

BM.  der henviser til, at ligestilling mellem mænd og kvinder er et centralt mål for EU og dets medlemsstater; der henviser til, at mange af de roller, som udfyldes af kvinder i landdistrikterne, bidrager til at opretholde levedygtige landbrugsbedrifter og landbosamfund; der henviser til, at indsatsen for at forhindre affolkning af landdistrikterne er knyttet til de muligheder, der findes for kvinder og unge; der henviser til, at kvinder stadig står over for talrige udfordringer, mens politikken for landbruget og udvikling af landdistrikter ikke i tilstrækkelig grad omfatter en kønsdimension; der henviser til, at selv om kønnet af modtagere af direkte betalinger eller af støtte til udvikling af landdistrikterne ikke er en pålidelig indikator for programmernes virkninger, er kvindelige ansøgere eller modtagere underrepræsenteret;

BN.  der henviser til, at for at begrunde budgettet for den fælles landbrugspolitik over for de europæiske skatteydere bør den fremtidige finansiering være knyttet både til produktion af sikre fødevarer af høj kvalitet og til en klar samfundsmæssig merværdi med hensyn til bæredygtigt landbrug, ambitiøse miljø- og klimaresultater, folkesundhed og dyresundhed og dyrevelfærdsstandarder samt andre samfundsmæssige konsekvenser af den fælles landbrugspolitik for at skabe reelt ensartede spilleregler inden for og uden for EU;

BO.  der henviser til, at en særlig Eurobarometerundersøgelse nr. 442 om de europæiske borgeres holdning til dyrevelfærd viser, at 82 % af de europæiske borgere mener, at dyrevelfærden i landbruget bør forbedres;

BP.  der henviser til, at brugen af pesticider, ødelæggelsen af biodiversiteten og ændringer i landbrugsmiljøet kan have negative konsekvenser for mængden af bestøvere og mangfoldigheden af bestøvende arter; der henviser til, at bestøvere, både domesticerede og vilde, i høj grad er truede, og at det kan få skadelige konsekvenser for EU's landbrug og fødevaresikkerhed, eftersom størstedelen af EU's produktion er afhængig af bestøvningstjenester; der henviser til, at der i januar 2018 blev indledt en offentlig høring i forbindelse med EU Pollinators Initiative (EU-bestøverinitiativ), som skal identificere den bedste tilgang og de nødvendige foranstaltninger til at håndtere det faldende antal bestøvere i EU;

BQ.  der henviser til, at der er behov for at udarbejde en specifik foranstaltning inden for udviklingen af landdistrikterne — centreret omkring EU's otte principper for integreret bekæmpelse af skadegørere (IPM) — med henblik på at tilskynde til en mindsket anvendelse af pesticider og fremme indførelsen af ikke-kemiske alternativer;

BR.  der henviser til, at mindre gunstigt stillede områder såsom bjergområder og regioner i den yderste periferi fortsat bør modtage kompensation gennem den fælles landbrugspolitik for de ekstra omkostninger, der skyldes deres særlige begrænsninger, for at bevare landbrugsaktiviteter i sådanne områder;

BS.  der henviser til, at man ved anvendelsen af den fælles landbrugspolitik i regionerne i den yderste periferi fuldt ud bør udforske anvendelsesområdet for artikel 349 i TEUF, eftersom disse områder er i en særlig ugunstig situation med hensyn til den socioøkonomiske udvikling, hvad angår aspekter såsom en aldrende befolkning og affolkning; der henviser til, at POSEI er et effektivt redskab, der skal udvikle og styrke struktureringen af sektoren, og som skal løse specifikke problemer i landbruget i regionerne i Unionens yderste periferi; minder om, at Kommissionen i sin rapport af 15. december 2016 til Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af POSEI konkluderede, at "under hensyn til vurderingen af den ordning ... anses en ændring af grundforordningen (forordning (EU) nr. 228/2013) ikke for nødvendig";

BT.  der henviser til, at både skovforvaltning og skovlandbrug, der omfatter træbevoksning øverst på et græsningsareal eller over en landbrugsafgrøde, kan bidrage til modstandsdygtighed på bedrifts- og landskabsniveau og til de nødvendige miljøforanstaltninger og foranstaltninger til modvirkning af klimaændringer, tilvejebringelse af skovbrugs- eller landbrugsprodukter eller andre økosystemfunktioner og derved styrke den fælles landbrugspolitiks mål og gøre det muligt for den cirkulære økonomi og bioøkonomien at bidrage til nye forretningsmodeller til gavn for landbrugerne, skovbrugerne og landdistrikterne; der henviser til, at man i EU's skovstrategi slår til lyd for et kohærent helhedssyn på skovforvaltning, som dækker de mangeartede produkter, skovene giver os, og omfatter hele skovbrugets værdikæde; understreger, at den fælles landbrugspolitik spiller en afgørende rolle i dens målsætninger, og lægger særlig vægt på skovene ved Middelhavet, der i højere grad lider under klimaforandringer og skovbrande og dermed bringer biodiversiteten og potentiel landbrugsproduktion i fare;

Et nyt forhold mellem Den Europæiske Union, medlemsstater, regioner og landbrugere

1.  bifalder planen om at forenkle og modernisere den fælles landbrugspolitik til økonomisk fordel for landbrugere og for at leve op til borgernes forventninger, men understreger, at de overordnede prioriteter for reformen skal være de principper, der er fastsat i Romtraktaten, det indre markeds integritet og en reel fælles politik, der er tilstrækkeligt finansieret af EU, og som er moderne og resultatorienteret, støtter bæredygtigt landbrug og sikrer sunde og varierede fødevarer af høj kvalitet, beskæftigelse og udvikling i landdistrikterne;

2.  noterer sig Kommissionens meddelelse om fremtiden for fødevarer og landbrug og glæder sig over anerkendelsen af, at ét af den fælles landbrugspolitiks mål skal være at forbedre og sikre den bæredygtige anvendelse af naturressourcer og bidrage til EU's miljø- og klimamål;

3.  opfordrer til indførelse af en fælles landbrugspolitik, hvis topprioritet er at søge at hjælpe alle europæiske landbrug til at blive virksomheder, der kombinerer økonomiske og miljømæssige standarder;

4.  understreger nødvendigheden af, at den fælles landbrugspolitik opretholder det vigtige forhold mellem EU-lovgiver, landbrugere og borgere; afviser enhver mulighed for renationalisering af den fælles landbrugspolitik, hvilket vil øge ubalancen i konkurrencen inden for det indre marked;

5.  henleder opmærksomheden på de små og mellemstore landbrugs store betydning, som bør anerkendes og værdsættes;

6.  understreger, at den fleksibilitet, som medlemsstaterne på nuværende tidspunkt har med hensyn til valgmulighederne i grundreglerne, gør det muligt at reagere på konkrete situationer, men viser samtidig, at dele af den fælles landbrugspolitik ikke længere kan betragtes som fælles; understreger behovet for at sikre konkurrencevilkårene på det indre marked og for at sikre lige vilkår for så vidt angår adgang til støtte til landbrugere i de forskellige medlemsstater eller i de forskellige regioner og behovet for passende og effektive løsninger for at minimere enhver risiko for konkurrencefordrejning eller risici i samhørighedspolitikken;

7.  mener, at medlemsstaterne bør have en rimelig grad af fleksibilitet inden for en stærk fælles ramme af EU-regler, grundlæggende normer, interventionsværktøjer, kontrol og finansielle tildelinger, der er aftalt på EU-plan af medlovgiveren, for at sikre lige konkurrencevilkår for landbrugere og navnlig en EU-strategi for støtte under søjle I med henblik på at sikre, at betingelserne for fair konkurrence overholdes;

8.  mener, at for at gøre gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik mere effektiv og bedre tilpasset realiteterne i de forskellige former for landbrug i Europa, bør nationale valg, der træffes inden for rammerne af den af EU definerede værktøjskasse, der er til rådighed under søjle I og II, strømlines, og medlemsstaterne bør med inddragelse af alle relevante interessenter udarbejde deres egne sammenhængende evidensbaserede nationale strategier på grundlag af EU's målsætninger og indikatorer vedrørende de vigtigste typer af mulige interventionsinstrumenter, som også bør defineres på EU-plan, og deres udvælgelseskriterier, inden for en klar fælles ramme af regler, der gælder i hele EU, med behørig respekt for reglerne og principperne for det indre marked;

9.  understreger, at der kun bør gives mulighed for supplerende subsidiaritet på betingelse af, at der er et stærkt, fælles sæt EU-regler, mål, indikatorer og kontrol;

10.  opfordrer Kommissionen til at foretage de justeringer, der er nødvendige i den næste fælles landbrugspolitik for at gennemføre Parlamentets opfordring til ikke at anvende nogen landbrugsstøtte til opdræt af tyre til tyrefægtning;

11.  understreger risikoen for overregulering på nationalt og regionalt plan og den store usikkerhed for landbrugere på grund af muligheden for, at medlemsstaterne selv kan fastlægge deres nationale planer og tage deres beslutninger op til revision hvert år afhængigt af den siddende regerings holdning; opfordrer derfor Kommissionen til sammen med sine lovgivningsforslag at forelægge medlovgiverne en klar og enkel model for en national strategiplan for at sætte medlovgiverne i stand til at vurdere omfanget, detaljeringsgraden og indholdet af sådanne planer, som er væsentlige elementer i Kommissionens kommende forslag, og til at præcisere de kriterier, som disse nationale strategier vil blive evalueret i forhold til;

12.  opfordrer Kommissionen til at stille værktøjer til rådighed, der er udformet til at øge anvendelsen af synergier mellem finansieringen af den fælles landbrugspolitik og af samhørighedspolitikken;

13.  minder om behovet for, at den kommende fælles landbrugspolitik fuldt ud respekterer fordelingen af beføjelser inden for hver enkelt medlemsstat, som ofte er fastsat i deres forfatninger, navnlig hvad angår overholdelse af juridiske kompetencer i EU's regioner i forbindelse med udformningen, forvaltningen og gennemførelse af politikker såsom ELFUL; understreger behovet for at sikre, at landbrugerne og andre modtagere involveres behørigt i alle faser af politikudviklingen;

14.  glæder sig over Kommissionens bestræbelser på at fastlægge programudformning, -gennemførelse og kontrol af en resultatbaseret tilgang med henblik på at fremme resultater frem for overholdelse og samtidig sikre passende og risikobaseret overvågning via klart definerede, enklere, mindre bureaukratiske (herunder forebyggelse af overregulering), solide, transparente og målelige indikatorer på EU-plan, herunder en passende ordning til kontrol af medlemsstaternes foranstaltninger, programudformning og -gennemførelse samt sanktioner; finder det nødvendigt at indføre ensartede basiskriterier med henblik på fastsættelse af samme sanktioner for ensartede overtrædelser, der konstateres i forbindelse med gennemførelsen af de forskellige foranstaltninger, der anvendes i medlemsstaterne eller regionerne for at nå de generelle fælles målsætninger, der er fastsat af EU;

15.  understreger, at en rent resultatbaseret tilgang vil indebære en risiko for, at medlemsstater, på grund af deres særlige forhold måske ikke er i stand til fuldt ud at nå alle de resultater, der er fastsat i deres nationale planer, vil blive udsat for efterfølgende nedsættelse af deres nationale bevillinger og ophævelse af finansiering;

16.  erkender, at den nye gennemførelsesmodel vil kræve finjustering og ændring over flere år for at sikre, at landbrugerne ikke straffes som følge af ændringen til en resultatbaseret model;

17.  bemærker dog, at en eventuelt forsinket vedtagelse af de strategiske planer for den fælles landbrugspolitik kan føre til forsinkede betalinger, et scenarie, der må undgås;

18.  mener, at medlemsstaterne under søjle I kan vælge programmer fra en prioriteret fortegnelse, som EU har udarbejdet;

19.  opfordrer til udvikling af et system med de rette institutionelle og juridiske tilpasninger, der er nødvendige for ændring af handlingsmodellen, for at forhindre yderligere omkostninger og reducere absorptionen af midler i medlemsstaterne;

20.  mener, at indsamlingen af data bør ske ved hjælp af satellitbilleder og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystems databaser frem for via de enkelte landbrugeres indsendelse af data;

21.  opfordrer Kommissionen til at udvikle relevante synergier mellem EU's flagskibsprogrammer for rummet og den fælles landbrugspolitik, og navnlig med Copernicusprogrammet, som landbruget har en særlig interesse i med hensyn til klimaændringer og miljøovervågning;

22.  opfordrer til, at der træffes foranstaltninger til at fremme genanvendelsen af næringsstoffer; opfordrer til, at landbrugsstrukturpolitikken afstemmes med landbrugsstøtteordningen, f.eks. ved i højere grad at kombinere agerbrug og kvægbrug;

23.  anmoder om, at den forenklede ordning for mindre landbrugere (SFS) bevares;

24.  mener, at landbrugere, der har under 5 hektar jord, bør have mulighed for frivilligt at indgå i denne ordning for mindre landbrugere;

25.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre finansielle og resultatmæssige kontrol- og revisionsfunktioner med det formål at sikre, at alle funktioner udføres efter de samme høje standarder og i henhold til de samme kriterier i alle medlemsstater, uanset øget fleksibilitet for medlemsstaterne i programudformning og -forvaltning, og navnlig med henblik på at sikre en rettidig udbetaling af midler på tværs af medlemsstaterne til alle støtteberettigede landbrugere og landdistrikter, samtidig med at den administrative byrde på støttemodtagerne mindskes;

26.  minder om, at definitionen af en "aktiv landbruger" i den foregående reform var vanskelig at nå til enighed om; mener derfor, at landbrugsproduktion (f.eks. at bevare jorden i en god landbrugsmæssig stand, anvende god zooteknik og bidrage til den cirkulære økonomi) kunne være en mere målrettet og kvantificerbar løsning for en sådan definition;

27.  forkaster nedskæringen på 25 % i budgettet for udvikling af landdistrikterne som omtalt i det nye FFR-forslag for 2021-2027 af 2. maj 2018; insisterer på, at eventuelle budgetnedskæringer inden for landbrug og udvikling af landdistrikter ikke må føre til en sænkning af ambitionsniveauet sammenlignet med den nuværende fælles landbrugspolitik;

28.  mener, at alle aktørerne i kontrollen med EU's finanser, herunder Revisionsretten, skal have den samme forståelse af det resultatbaserede kontrolsystem, så medlemsstaterne eller støttemodtagerne ikke udsættes for uventede finansielle korrektioner;

29.  understreger, at landbrugere er erhvervsdrivende og derfor skal have frihed til at oprette og drive egen virksomhed for at kunne opnå rimelige priser på markedet for deres produkter;

30.  understreger, at deltidslandbrugere og landbrugere, der oppebærer indtægter fra forskellige kilder, ikke må udelukkes;

31.  glæder sig over Kommissionens forslag om at give mere fleksibilitet til medlemsstater, regioner og landbrugere inden for rammerne af en højere beløbsgrænse for de minimis-reglerne inden for landbruget, samtidig med at det indre markeds integritet sikres;

32.  opfordrer desuden Kommissionen til at give medlemsstaterne større fleksibilitet inden for rammerne af statsstøttereglerne for landbruget med henblik på at tilskynde landbrugerne til at foretage frivillig opsparing, så de bedre kan klare stigningen i klimarelaterede risici og sundhedsrisici samt økonomiske kriser;

33.  opfordrer imidlertid til, at offentlige goder, der leveres af mikrolandbrug og små landbrug, herunder deres deltagelse i fællesskabsbaserede samarbejdsaktiviteter, belønnes rimeligt;

34.  opfordrer medlemsstaterne til at tilstræbe større synergi mellem den fælles landbrugspolitik og andre politikker og fonde som f.eks. Samhørighedsfonden, strukturfondene og andre investeringsfonde med henblik på at skabe en multiplikatorvirkning for landdistrikterne;

35.  opfordrer til bedre politisk koordinering mellem den fælles landbrugspolitik og andre EU-politikker og ‑tiltag, navnlig med direktiv 2000/60/EF, direktiv 91/676/EØF og forordning (EF) nr. 1107/2009, som middel til at opnå bæredygtig beskyttelse af vandressourcer, hvor mængden og kvaliteten påvirkes negativt af landbruget; opfordrer til, at der indføres incitamenter til støtte for lokale samarbejdsprojekter mellem landbruget og vandforsyningen for at styrke beskyttelsen af vandressourcerne;

36.  bemærker, at mange landsbyer og regioner trods deres landlige karakter af administrative grunde forbliver uden for anvendelsesområdet for programmerne for udvikling af landdistrikterne i nogle medlemsstater, hvilket stiller dem ufordelagtigt;

37.  opfordrer medlemsstaterne til at overveje mere fleksible tilgange for ikke at skade disse regioner og producenterne i dem;

En intelligent, effektiv, bæredygtig og fair fælles landbrugspolitik — til fordel for landbrugerne, borgerne, landdistrikterne og miljøet

38.  finder det nødvendigt at opretholde den nuværende to-søjlearkitektur og understreger, at søjlerne skal være sammenhængende og komplementære med søjle I, som fuldt ud finansieres gennem EU-midler, og som udgør en effektiv støtte til indkomst, til basale miljømæssige foranstaltninger og for en videreførelse af de eksisterende markedsforanstaltninger, og søjle II, som opfylder de specifikke behov i medlemsstaterne; mener imidlertid samtidig, at det nødvendigt at tilskynde landbrugerne og andre modtagere til at gennemføre tiltag, der skaber miljømæssige og sociale offentlige goder, som ikke giver nogen indkomst på markedet, og til at respektere både nye og etablerede landbrugsmetoder på grundlag af fælles, ensartede og objektive kriterier, samtidig med at medlemsstaterne gives mulighed for at vælge særlige tilgange for at afspejle lokale og sektorielle forhold; mener, at det skal være en topprioritet, at samtlige europæiske bedrifter går over til bæredygtigt landbrug, og at alle europæiske landbrug integreres fuldt ud i den cirkulære økonomi, der kombinerer økonomiske og miljømæssige standarder, uden at gå på kompromis med sociale eller beskæftigelsesmæssige standarder;

39.  minder Kommissionen om, at målene for den fælles landbrugspolitik, som er fastlagt i artikel 39 i TEUF, er at forøge landbrugets produktivitet for at sikre landbrugsbefolkningen en rimelig levestandard, at stabilisere markederne, at sikre forsyningerne og sikre forbrugerne rimelige priser på landbrugsvarer;

40.  understreger, at teknologiske innovationer har potentiale til at skabe en intelligent og effektiv sektor, der lever op til målene om bæredygtighed, navnlig hvad angår en effektiv udnyttelse af ressourcerne og overvågning af afgrødernes og dyrenes sundhed og miljøet;

41.  opfordrer til, at den fælles landbrugspolitik fremmer og støtter anvendelsen af sådanne innovationer;

42.  mener, at den fremtidige fælles landbrugspolitiks struktur kun kan opfylde sit formål, hvis den er tilstrækkeligt finansieret; opfordrer derfor til, at budgettet for den fælles landbrugspolitik øges eller opretholdes i faste priser i den næste FFR for at opfylde ambitionerne om en revideret og mere effektiv fælles landbrugspolitik efter 2020;

43.  mener, at en yderligere markedsliberalisering og den forringede beskyttelse af landbrugerne, som den medfører, vil nødvendiggøre kompensation til landbrussektoren og navnlig til de bedrifter, der er ufordelagtigt stillet i konkurrencen – især dem, der har svært ved at anvende deres landbrugsjord, eller som ligger i bjergområder – og at kun sådanne foranstaltninger kan sikre en omfattende forvaltning af landbrugsjord og bevarelse af kulturlandskabet;

44.  understreger, at budgettet for den fælles landbrugspolitik bør tilpasses til fremtidige behov og udfordringer, såsom dem, der følger af brexit og de frihandelsaftaler, som EU indgår med sine vigtigste handelspartnere;

45.  påpeger, at der er vedvarende forskelle i landdistrikternes udvikling regioner og medlemsstater imellem, og mener derfor, at samhørighedskriterierne fortsat bør spille en vigtig rolle i fordelingen af midler mellem medlemsstaterne under søjle II;

46.  understreger betydningen af, at der afsættes et stærkt budget til søjle II (udvikling af landdistrikterne) inden for det samlede budget for den fælles landbrugspolitik;

47.  mener, at landbrugerne skal støttes i overgangen til fuld bæredygtighed;

48.  mener, at udviklingen af nye EU-politikker og -målsætninger ikke må ske på bekostning af en vellykket fælles landbrugspolitik og de ressourcer, den har brug for;

49.  anerkender den nuværende usikkerhed, der hersker omkring budgettet for den fremtidige fælles landbrugspolitik;

50.  understreger, at den fælles landbrugspolitiks ressourcer er skatteydernes penge fra de enkelte medlemsstater, og at alle skatteyderne i EU har interesse i at få sikkerhed for, at disse midler udelukkende anvendes på en målrettet og gennemsigtig måde;

51.  mener, at nye budgetposter til udvikling af landdistrikter, der ikke tildeles ekstra midler, bør undgås;

52.  mener, at der er behov for mere målrettet støtte til forskelligartede landbrugssystemer, især små og mellemstore familiebrug og unge landmænd, med henblik på at styrke regionernes økonomier ved hjælp af en landbrugssektor, der er produktiv i økonomisk, miljømæssig og social henseende; mener, at dette kan opnås gennem en obligatorisk højere omfordelingsstøttesats til de første hektar på en bedrift, som i betragtning af den store variation i bedrifternes størrelse i EU skal afhænge af den gennemsnitlige bedriftsstørrelse i medlemsstaterne; understreger, at støtte til større bedrifter bør være degressiv og afspejle stordriftsfordele, med mulighed for at indføre lofter, som fastsættes på EU-plan, og fleksible kriterier, som tager hensyn til landbrugsbedrifters og -kooperativers evne til at tilbyde stabil beskæftigelse, der kan holde folk i landdistrikterne; mener, at de midler, der tilvejebringes ved at anvende lofter og degressiv proportionalitet, bør forblive i den medlemsstat eller region, som de stammer fra;

53.  mener, at det er vigtigt at sikre, at støtten målrettes fuldtidslandmænd med fokus på dem, der aktivt driver landbrug, og hvis levebrød afhænger deraf;

54.  finder det nødvendigt at bevare en forenklet ordning for små producenter for at lette deres adgang til og forvaltning af direkte betalinger under den fælles landbrugspolitik;

55.  understreger nødvendigheden af at identificere de centrale elementer i en velafbalanceret, gennemsigtig, enkel og objektiv fastlæggelse af sanktioner og incitamenter kombineret med et gennemsigtigt og rettidigt system til bestemmelse af, om støttemodtagere er berettigede til at modtage offentlige midler for at levere offentlige goder, som bør bestå af enkle, frivillige og obligatoriske foranstaltninger og være resultatorienteret, så fokus flyttes fra overholdelse af lovgivning til faktiske resultater;

56.  understreger, at deltidslandbrugere og personer, der driver landbrug med andre indkomster ved siden af for således at tjene til livets opretholdelse - hvilket på så mange måder tilføjer landdistrikterne nyt liv - også er reelle landbrugere i henhold til Kommissionens meddelelse;

57.  opfordrer til, at det eksisterende system til beregning af direkte betalinger under søjle I, navnlig i medlemsstater, hvor værdien af betalingsrettighederne fortsat delvis beregnes på grundlag af historiske referencer, moderniseres og erstattes af en EU-metode til beregning af støtten, hvis basiskomponent med visse begrænsninger skulle være indkomststøtte til landbrugere, og som ville kunne stige i takt med bidraget til levering af offentlige goder i overensstemmelse med EU's målsætninger og mål frem til 2030, for at gøre systemet mere enkel og gennemsigtig;

58.  glæder sig over den simple, velbegrundede, gennemskuelige og let anvendelige generelle arealbetalingsordning (SAPS), som er blevet anvendt med succes i mange medlemsstater; opfordrer derfor til, at den generelle arealbetalingsordning bibeholdes efter 2020 og foreslår, at den anvendes i en medlemsstat eller af enhver landbruger i EU;

59.  understreger, at en sådan ordning vil medføre en betydelig afbureaukratisering, hvis det administrativt komplicerede system for betalingsrettigheder kan erstattes;

60.  mener, at disse nye betalinger ikke bør blive til en handelsvare, med henblik på at sikre deres effektivitet på lang sigt;

61.  anmoder om, at Kommissionen undersøger behovet for betalingskrav med hensyn til foreneligheden med WTO-reglerne;

62.  understreger den omstændighed, at midler fra den nuværende fælles landbrugspolitik, som anvendes på landbrugeres faktiske aktiviteter, er omfattet af meget præcise og mindre omfattende kontroller;

63.  mener, at betalinger også bør omfatte en stærk fælles konditionalitet omfattende miljøresultater og andre offentlige goder såsom job af høj kvalitet;

64.  minder om, at Parlamentets beslutning om "situationen omkring koncentrationen af ejendomsretten til landbrugsjord i EU: Hvordan kan landmændene nemmere få adgang til jord", anerkender, at arealbetalinger uden nogen klar konditionalitet fører til forvridninger af markedet for landbrugsjord og dermed påvirker koncentrationen af mere og mere landbrugsjord på få hænder;

65.  tydeliggør, at offentlige goder er de tjenester, der ud over de lovpligtige krav i lovgivningen om miljø, klima og dyrevelfærd også opfylder andre krav, herunder navnlig beskyttelse af vandressourcer, beskyttelse af biodiversitet, beskyttelse af jordens fertilitet, beskyttelse af bestøvere, beskyttelse af humuslaget og dyrevelfærd;

66.  understreger behovet for en retfærdig fordeling af de direkte betalinger mellem medlemsstaterne, hvilket er af afgørende betydning for det indre markeds funktion, og hvorved der skal tages højde for objektive kriterier såsom de beløb, som medlemsstaterne modtager under søjle I og II, og den omstændighed, at naturbetingede forhold, beskæftigelsesmæssige og socioøkonomiske forskelle, den generelle levestandard, produktionsomkostninger, navnlig med hensyn til jordpriser, og købekraften ikke er ens i hele EU;

67.  understreger, at der kun kan nås en øget konvergens af størrelsen af de direkte betalinger mellem medlemsstaterne, hvis budgettet øges tilstrækkeligt;

68.  understreger, at de direkte betalinger er sat i verden for at understøtte landbrugerne i fødevareproduktionen og med at beskytte miljøet og sikre dyrevelfærdsstandarderne;

69.  mener, at frivillig koblet støtte - under den bestemte forudsætning at lige vilkår i det indre marked kan sikres, og konkurrencenforvridning, navnlig med hensyn til råvarer, undgås, at der sikres sammenhæng med WTO-reglerne, samt at opfyldelse af miljø- og klimamål ikke bringes i fare – bør bibeholdes, men kun bør aktiveres efter en forudgående vurdering fra Kommissionen; mener, at frivillig koblet støtte fungerer som et redskab til at imødekomme behovene i følsomme sektorer og specifikke mål vedrørende miljø, klima eller kvalitet samt markedsføring af landbrugsprodukter, til at tilskynde til landbrugsmetoder, der opfylder høje dyrevelfærds- og miljøstandarder, til at afhjælpe specifikke problemer, navnlig dem, som skyldes de strukturelt betingede konkurrencemæssige ulemper for ugunstigt stillede regioner og bjergområder, samt dem, der har en mere midlertidig karakter, og f.eks. skyldes et skift væk fra den gamle ordning; mener endvidere, at frivillig koblet støtte også er et redskab til at fremme strategisk vigtig produktion, eksempelvis proteinafgrøder, i fremtiden, eller til at kompensere for virkningerne af frihandelsaftaler; mener desuden, at betalinger i form af frivillig koblet støtte er vigtige for opretholdelsen af en alsidig landbrugsproduktion i EU, beskæftigelsen inden for landbruget og bæredygtige produktionssystemer;

70.  opfordrer til, at betalinger fra søjle I, herunder koblet støtte, begrænses pr. hektar og modtager til to gange gennemsnittet af direkte EU-betalinger pr. hektar for at undgå konkurrenceforvridning;

71.  minder om, at sikring af generationsskifte og nye erhvervsudøvere er en udfordring for landbruget i mange medlemsstater, og at dette problem derfor skal imødegås i de enkelte nationale eller regionale strategier ved hjælp af en omfattende tilgang, hvor alle finansielle ressourcer i den fælles landbrugspolitik mobiliseres, herunder den supplerende betaling til unge landbrugere under søjle I og foranstaltninger til at hjælpe unge landbrugere med at blive etableret under søjle II, der begge bør gøres obligatoriske for medlemsstaterne, samt støtte fra nye finansielle instrumenter, eksempelvis et redskab til at give adgang til kapital, når ressourcerne er begrænsede; understreger endvidere nationale foranstaltningers betydning med hensyn til at fjerne lovgivningsmæssige og økonomiske forhindringer og samtidig fremme generationsskifteplanlægning, pensionsordninger og adgang til jord samt lette og tilskynde til samarbejdsaftaler, eksempelvis partnerskaber, delforpagtning, opdræt på kontrakt og lejeaftaler mellem gamle og unge landbrugere; mener, at statsstøttereglerne også bør tage hensyn til betydningen af generationsskifter og forhindre, at familielandbrug forsvinder;

72.  mener, at der i den nye lovgivning bør skelnes skarpere mellem de kriterier, der udgør grundlaget for incitamenter til "unge landbrugere", og til "nytilkomne der etablerer landbrug" (unge landbrugere defineres i henhold til deres alder, og nytilkomne efter alderen på det landbrug, de har etableret, regnet i år) med henblik på at styrke potentialet for, at de to grupper fører generationsskiftet og en forbedring af livet i landdistrikterne med sig;

73.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at erkende, at de nye teknologiske muligheder og de økonomiske forandringer i samfundet, som f.eks. ren energi, digitalisering og intelligente løsninger, har konsekvenser for livet i landdistrikterne;

74.  opfordrer Kommissionen til at støtte bestræbelserne på at forbedre livskvaliteten i landdistrikterne og tilskynde folk – og navnlig de unge – til at blive i eller vende tilbage til landdistrikterne, og opfordrer indtrængende både Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte udviklingen af nye iværksættertjenester, især udøvet af kvinder og unge;

75.  bemærker med bekymring, at manglen på arbejdskraft i flere landbrugssektorer fører til ophør af landbrugsaktiviteter; opfordrer til, at der ydes støtte for at tiltrække arbejdskraft til landbruget;

76.  understreger behovet for at dele de succesrige modeller i nogle medlemsstater, som bringer unge og ældre landbrugere sammen med henblik på generationsskiftet;

77.  anbefaler, at adgangen til finansiering forbedres gennem subsidierede rentesatser på lån til nytilkomne;

78.  minder om, at landdistrikter og bebyggelser kræver en særlig opmærksomhed og integreret indsats for at udvikle intelligente landsbyer;

79.  opfordrer til et bedre samarbejde med EIB og Den Europæiske Investeringsfond (EIF) for at fremme oprettelsen af finansielle instrumenter, der er dedikeret til unge landbrugere i alle medlemsstater;

80.  kræver lige vilkår for særlige teknologiske forbedringer for landdistrikternes centre og net;

81.  understreger betydningen af udvikling af landdistrikterne, herunder Leader-initiativet, for at forbedre synergierne mellem forskellige politikker og styrke konkurrenceevnen, fremme effektive og bæredygtige økonomier, støtte bæredygtigt og multifunktionelt landbrug og skovbrug og producere fødevarer og nonfoodprodukter og -tjenesteydelser, hvilket skaber merværdi og job; understreger udvikling af landdistrikterne i at fremme partnerskaber mellem landbrugere, lokalsamfund og civilsamfundet og i at skabe yderligere iværksætteraktiviteter og muligheder, som i mange tilfælde ikke kan udflyttes, inden for agroindustrien, landboturisme, direkte markedsføring, lokalsamfundsstøttet landbrug, bioøkonomien og bæredygtig produktion af bioenergi og vedvarende energi, hvilket alt sammen er med til at sikre bevarelsen af økonomisk aktivitet i regionerne; understreger derfor, at det er vigtigt at styrke søjle II finansielt og på den måde øge potentialet for at skabe indtægter, for at bidrage til at imødegå affolkning, arbejdsløshed og fattigdom, fremme social inklusion og levering af sociale tjenesteydelser og styrke den socioøkonomiske struktur i landdistrikterne med det overordnede mål at forbedre livskvaliteten i disse;

82.  opfordrer Kommissionen til at indføre en investeringstilgang, hvor der tilføres midler fra flere fonde, i lovgivningsperioden efter 2020 for at sikre en smidig gennemførelse af de integrerede instrumenter for udvikling i landdistrikterne, som f.eks. initiativet omkring intelligente landsbyer;

83.  opfordrer til oprettelse af en ny fond for lokal udvikling styret af lokalsamfundet, og som bygger på Leader-initiativet og erfaringerne på dette området, og hvor 10 % af alle strukturmidler skal øremærkes til formål, som fastlægges i strategier styret af lokalsamfundet, uden afgrænsning mellem de strukturfondsmidler der skal anvendes på decentral basis;

84.  understreger, at programmer for udvikling i landdistrikterne skal give merværdi på bedrifterne og bibeholde deres vigtige rolle med at fremme langsigtede foranstaltninger med hensyn til innovative praksisser og miljøforanstaltninger i landbruget;

85.  mener, at der inden for Leader- initiativet også bør være mere opmærksomhed på behovene hos familieejede mikrobedrifter og deres projekter, udover at yde den nødvendige finansielle bistand;

86.  mener, at det er påvist, at der i landdistrikterne er brug for landbrugsaktiviteter, som forestås af kvindelige og mandlige landbrugere i små og mellemstore landbrug;

87.  understreger vigtigheden af at bevare en specifik kompenserende støtte til bedrifter i ugunstigt stillede områder i henhold til betingelser, som medlemsstaterne fastsætter ud fra deres særlige lokale forhold;

88.  påpeger desuden, at anvendelsen af finansielle instrumenter til udvikling af landdistrikter bør ske på frivillig basis, og at investeringer i områderne samtidig bør styrkes;

89.  opfordrer Kommissionen til at iværksætte foranstaltningerne under initiativet om intelligente landsbyer samt til at gøre skabelsen af intelligente landsbyer til en prioritet i den næste politik for udvikling af landdistrikterne;

90.  mener, at finansiering til biavl under søjle II bør målrettes bedre og bør effektiviseres, og at den nye lovramme bør fastlægge en støtteordning for biavlere under søjle I, som omfatter direkte støtte pr. bisamfund;

91.  understreger, at landbrugsmæssigt mere perifere foranstaltninger skal belægges med en højere samfinansieringssats;

92.  opfordrer Kommissionen til at indføre en ny, sammenhængende og styrket konditionalitetsordning i søjle I, som gør det muligt at integrere og gennemføre de forskellige typer af eksisterende miljømæssige foranstaltninger, såsom de gældende foranstaltninger vedrørende krydsoverensstemmelse og grøn omstilling; understreger, at basiskriteriet for søjle I med at opnå en bæredygtig udvikling af landbruget bør være obligatorisk og tydeligt angive de tiltag og resultater, som forventes af landbrugerne, med henblik på at sikre lige konkurrencevilkår, samtidig med at der sikres mindst muligt bureaukrati på bedriftsniveau og, under hensyntagen til lokale forhold, tilstrækkelig kontrol fra medlemsstaternes side; opfordrer endvidere til en ny og enkel ordning, som bør være obligatorisk for medlemsstaterne og valgfri for bedrifter, som bygger på EU-regler, der går ud over basiskriteriet, for at tilskynde landbrugerne til omstilling til klima- og miljømæssigt bæredygtige teknikker og praksisser, som er forenelige med de miljø- og klimavenlige landbrugsforanstaltninger i søjle II; mener, at gennemførelsen af denne ordning bør fastlægges i de nationale strategiske planer inden for en EU-ramme;

93.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at søjle II's miljø- og klimavenlige landbrugsforanstaltninger for udvikling af landdistrikterne fortsat opvejer de ekstraomkostninger og underskud, som er forbundet med landbrugernes frivillige indførelse af miljø- og klimavenlige praksisser, og eventuelt tilføje et incitament til investeringer i miljøbeskyttelse, biodiversitet og ressourceeffektivitet; mener, at disse programmer bør forenkles og være mere målrettede og effektive, således at landbrugerne effektivt kan opfylde ambitiøse politiske mål med hensyn til miljøbeskyttelse, biodiversitet, vandforvaltnings- og klimatiltag og foranstaltninger til modvirkning af klimaforandringer og samtidig sikre mindst muligt bureaukrati på bedriftsniveau og, under hensyntagen til lokale forhold, passende kontrol fra medlemsstaternes side;

94.  opfordrer til, at der ud over de bedrifter, som driver rent økologisk landbrug i henhold til artikel 11 i forordning (EF) nr. 834/2007, og som i henhold til artikel 43 i forordning (EU) nr. 1307/2013 er fritaget for forgrønnelseskravene, også indføres undtagelse for de bedrifter, der gennemfører landbrugsmiljøforanstaltninger i henhold til forordning (EU) nr. 1305/2013;

95.  understreger, at EU-regionerne i Middelhavsområdet er mere sårbare over for klimaforandringernes virkninger, såsom tørke, brande og ørkendannelse, og at landbrugere i disse områder derfor vil skulle gøre en større indsats for at tilpasse deres aktiviteter til det ændrede miljø;

96.  mener, at Kommissionens fremtidige forslag til lovgivning bør kunne støtte flest mulige landbrugere i deres bestræbelser på en modernisering hen imod en mere bæredygtig udvikling af landbruget;

97.  opfordrer på baggrund af kravene til forenkling af den fælles landbrugspolitik til, at den eksisterende undtagelse opretholdes, således at små gårde under 15 hektarer ikke bebyrdes med yderligere foranstaltninger fra den fælles landbrugspolitik på miljø- og klimaområdet;

98.  foreslår, at denne nye form for grønne foranstaltninger bør ledsages af betydelige, koordinerede og mere effektive midler i søjle II gennem målrettede, materielle og immaterielle investeringer (videnoverførsel, uddannelse, rådgivning, udveksling af knowhow, netværksaktiviteter og innovation under de europæiske innovationspartnerskaber (EIP'er), som endnu en drivmotor for forandring;

99.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at dens lovgivningsmæssige forslag til en reform af den fælles landbrugspolitik indeholder hensigtsmæssige foranstaltninger og instrumenter, som integrerer fremstilling af proteinafgrøder i forbedrede vekseldriftssystemer for at imødegå det nuværende proteinunderskud, forbedre landbrugernes indkomst og takle de væsentlige udfordringer, som landbruget er konfronteret med, såsom klimaændringer, tab af biodiversitet og jordfrugtbarhed samt beskyttelse og bæredygtig forvaltning af vandressourcerne;

100.  mener, at en minimumsandel af det samlede budget i søjle II bør afsættes til miljø- og klimavenlige landbrugsforanstaltninger, herunder økologisk landbrugsdrift, CO2-binding, jordens sundhedstilstand, foranstaltninger til bæredygtig skovforvaltning, planlægning af forvaltningen af næringsstoffer med henblik på beskyttelse af biodiversiteten samt bestøvning og genetisk mangfoldighed hos dyr og planter; understreger i denne forbindelse betydningen af at bibeholde Natura 2000-betalinger og sikre, at de er tilstrækkeligt høje til at fungere som et virkeligt incitament for landbrugere;

101.  understreger behovet for betalinger inden for rammerne af landdistriktsudviklingen til landbrugere, som har bedrifter i områder med naturlige begrænsninger, med vanskelige klimabetingelser, stærkt skrånende terræner eller begrænsninger med hensyn til jordens kvalitet; opfordrer til en forenkling af og et bedre fokus for planen for områderne med naturlige begrænsninger for perioden efter 2020;

102.  minder om, at Parlamentet allerede har fremhævet, at det i forbindelse med vurderingen af Natura direktivets egnethed blev understreget, at det er nødvendigt at forbedre sammenhængen med den fælles landbrugspolitik, og fremhæver den bekymrende tilbagegang i arter og habitater i tilknytning til landbrug; opfordrer Kommissionen til at foretage en evaluering af den fælles landbrugspolitiks indvirkning på den biologiske mangfoldighed; opfordrer desuden til at sikre, at Natura 2000-betalinger i højere grad tilskynder til beskyttelse af landbrugsarealer i Natura 2000-områder, som er i meget ringe forfatning;

103.  opfordrer til, at klimasmarte landbrugsforanstaltninger gennemføres og styrkes, eftersom de fremtidige virkninger af klimaændringer på landbruget i Europa vil stige;

104.  mener, at den fælles landbrugspolitik bør tage hånd om risiciene ved klimaændringer og jordforringelse i hele landbrugslandskabet ved at investere i at gøre landbrugsøkosystemerne modstandsdygtige og robuste gennem investering i økologisk infrastruktur for at opbygge muldjorden, standse jordbundserosion, indføre og forlænge vekseldrift, plante flere træer i landskabet og fremme den biologiske og strukturelle diversitet på landbrugene;

105.  mener, at en øget anvendelse af restprodukter fra markerne som en vedvarende, effektiv og bæredygtig energikilde for landdistrikterne bør støttes og fremmes;

106.  opfordrer Kommissionen til at fremme innovation, forskning og modernisering inden for landbrug, skovlandbrug og fødevaresektoren gennem støtte til en effektiv rådgivningsordning og uddannelse, der er bedre tilpasset til behovene hos modtagere af støtte under den fælles landbrugspolitik, for at udvikle deres praksis i retning af større bæredygtighed og ressourcebeskyttelse, og ved at støtte anvendelsen af intelligente teknologier for at kunne reagere mere effektivt på udfordringer med hensyn til sundhed, miljø og konkurrenceevne; understreger, at uddannelse og rådgivning skal være en forudsætning i programudformningen og -gennemførelsen i alle medlemsstater og er afgørende for at fremme overførsel af knowhow, modeller for bedste praksis og udveksling mellem kooperativer og producentorganisationer i medlemsstaterne, eksempelvis gennem det europæiske system for landbrugsfaglig viden og oplysning (European agricultural knowledge and information system – AKIS); mener, at økologiske driftsmetoder og principperne, som ligger til grund for præcisionslandbrug, kan tilvejebringe betydelige miljømæssige fordele, øge landbrugernes indtægter, sørge for en mere rationel udnyttelse af landbrugsmaskinerne og øge ressourceeffektiviteten betragteligt;

107.  understreger vigtigheden af og behovet for den fælles landbrugspolitik, Horisont 2020 og andre understøttende finansieringsordninger for at tilskynde landbrugere til at investere i nye teknologier, der er tilpasset størrelsen af deres landbrug, som f.eks. præcisionslandbrug og digitale landbrugsredskaber, som gør bedriften mere robust og mindsker dens miljøbelastning;

108.  opfordrer Kommissionen til at stimulere udviklingen og optagelsen af innovative teknologier til alle typer af landbrug uanset deres størrelse og produktion, om de er konventionelle eller økologiske, beskæftiget med plante- eller husdyravl, og om de er små eller store;

109.  opfordrer Kommissionen til at tilvejebringe en fælles landbrugspolitik, der skaber mere innovation, bidrager til at fremme bioøkonomien og kommer med løsninger på biodiversitet, miljø og klima;

110.  opfordrer Kommissionen til at fokusere på livskvaliteten i landdistrikterne og gøre den mere attraktiv for alle, især den yngre generation;

111.  mener, at digitaliseringen og præcisionslandbruget, som den fælles landbrugspolitik fremmer, ikke bør gøre landbrugerne mere afhængig af yderligere input eller ekstern finansiering, og den bør heller ikke hindre deres adgang til ressourcer, men bør være af open-source-typen og udelukkende udviklet med inddragelse af landbrugere;

112.  opfordrer, uden at det indebærer en omstrukturering af det samlede EU-støttebeløb til udvikling af landdistrikterne, til, at de aktuelle udviklingsprogrammer for landdistrikterne i henhold til artikel 10, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1305/2013 fortsat finder anvendelse frem til 2024, eller indtil en ny reform er vedtaget;

113.  glæder sig over Kommissionens vilje til at fremme konceptet med "intelligente landsbyer" i EU, hvilket vil gøre det muligt, gennem en mere koordineret udvikling af de forskellige politikker, på en helhedsorienteret måde at tage fat på at løse problemet med utilstrækkelige bredbåndsforbindelser, jobmuligheder og tjenester i landdistrikterne;

114.  kræver, at der bliver skredet til handling over for det alvorlige problem med ulykker i landbruget, som resulterer i personskader og dræbte på EU's bedrifter, gennem foranstaltninger i søjle II til støtte for investeringer i sikkerhedsforanstaltninger og -uddannelse;

115.  opfordrer til, at det i forbindelse med opbygningen af en EU-strategi for proteinafgrøder bliver tilladt at sprede plantebeskyttelsesmidler én gang i perioden før og indtil kort efter udsåning på alle arealer med proteinafgrøder;

116.  mener, at investeringer i innovation, uddannelse og undervisning er vitale for europæisk landbrugs fremtid;

117.  påpeger, at en resultatbaseret tilgang på nationalt og på regionalt plan og innovative løsninger leveret af certificeringsordningerne bør undersøges yderligere inden for rammerne af den fremtidige fælles landbrugspolitik, uden at der skal tilføres bureaukratiske formaliteter og tilsyn;

118.  opfordrer til, at der indføres målrettede moderniserings- og strukturforbedringsforanstaltninger under søjle I for at realisere prioriterede mål som Digital Farming 4.0;

119.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre og lette adgangen til såsæd og landbrugsinput for små landbrugere og marginaliserede grupper, fremme udvekslingen af såsæd og det offentlige ejerskab af dem og opretholde bæredygtige traditionelle teknikker, der sikrer mennesker ret til ordentlige fødevarer og ordentlig ernæring;

120.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at lægge mere vægt på iværksættermulighederne inden for tjenesteydelser til og fra landsbyerne;

121.  bemærker, at hver enkelt landbrug skiller sig ud, og at der derfor er brug for individuelle løsninger;

En stærk position for landbrugere i det globale fødevaresystem

122.  opfordrer Kommissionen til at fastholde den nuværende fælles markedsordning (fusionsmarkedsordningen) under søjle I, herunder de specifikke politikinstrumenter og handelsnormer, og at forbedre EU's skoleordning for frugt, grøntsager og mælk; understreger betydningen af de eksisterende produktionsstyringssystemer for bestemte produkter og af opretholdelsen af obligatoriske individuelle sektorprogrammer (vin, frugt og grøntsager, olivenolie og biavl) for producentlandene med det endelige mål at styrke bæredygtigheden og konkurrenceevnen for hver sektor og samtidig muliggøre adgang for alle landbrugere;

123.  mener, at de positive og "markedsorienterede" erfaringer fra de operationelle programmer inden for den fælles markedsordning i frugt- og grøntsagssektoren, der gennemføres af producentorganisationer og finansieres på grundlag af værdien af den afsatte produktion, har vist sig effektive med hensyn til at styrke konkurrenceevnen og struktureringen af de pågældende sektorer og forbedre deres bæredygtighed; opfordrer derfor Kommissionen til at overveje indførelsen af tilsvarende operationelle programmer for andre sektorer; understreger, at dette især kan være til fordel for producentorganisationer for mælkeproducenter i bjergområder og perifere randområder i EU, der forarbejder og markedsfører kvalitetsprodukter og opretholder mælkeproduktionen i disse vanskelige produktionsområder;

124.  minder om, at ulige markedskræfter er en særlig hindring for omkostningsdækkende produktion i mejerisektoren;

125.  henleder opmærksomheden på muligheden for at indføre den frivillige ordning for nedbringelse af mælkeudbuddet under den fælles markedsordning;

126.  opfordrer til indførelse af et nyt selvhjælps-forvaltningsværktøj for olivenolie, hvilket vil gøre det muligt at lægge olie på lager i de år, hvor der er en overproduktion, og frigive olien på markedet, når produktionen ligger under efterspørgslen;

127.  insisterer på det store behov for, at den fremtidige fælles landbrugspolitik støtter landbrugerne mere effektivt, retfærdigt og hurtigt for at håndtere ustabile priser og indtægter som følge af ugunstige vejrforhold, sundheds- og markedsrisici ved at skabe yderligere incitamenter og markedsvilkår, der stimulerer udviklingen og frivillig anvendelse af risikohåndterings- og stabiliseringsinstrumenter (forsikringsordninger, redskaber til indkomststabilisering, mekanismer til individuel ydelse og gensidige fonde), samtidig med at der sikres adgang for alle landbrugere og forenelighed med eksisterende nationale ordninger;

128.  opfordrer til, at der ydes bedre støtte til at øge produktionen af bælgfrugter i EU, og til at der ydes specifik bistand til omfattende fåre- og gedeavl under hensyntagen til disse sektorers positive indvirkning på miljøet i og behovet for at reducere EU's afhængighed af import af proteiner til foder;

129.  understreger, at en fremtidsorienteret fælles landbrugspolitik skal udformes, så den bedre kan håndtere kritiske sundhedsspørgsmål om f.eks. antimikrobiel resistens, luftkvalitet og sundere ernæring;

130.  fremhæver de udfordringer, som antimikrobiel resistens skaber for dyrs og menneskers sundhed; mener, at den nye lovgivningsramme aktivt bør fremme bedre dyresundhed og ‑velfærd som et middel til at bekæmpe antibiotikaresistens, hvilket vil sikre bedre beskyttelse af folkesundheden og landbrugssektoren som helhed;

131.  gør opmærksom på, at markedsrisici også kan styres gennem bedre markedsadgang for EU's landbrugs- og fødevareprodukter på eksportmarkederne;

132.  insisterer på nødvendigheden af at styrke de primære producenters stilling i fødevareforsyningskæden, navnlig ved at sikre en rimelig fordeling af merværdien mellem producenter, forarbejdningsvirksomheder og detailsektoren, ved at indføre de nødvendige finansielle midler og incitamenter, der skal til for at støtte oprettelsen og udviklingen af økonomiske organisationer, både vertikale og horisontale, eksempelvis producentorganisationer, herunder kooperativer, og deres sammenslutninger og brancheorganisationer, ved at indføre harmoniserede minimumsstandarder for at bekæmpe illoyal og urimelig handelspraksis i fødevareforsyningskæden, ved at styrke markedernes gennemsigtighed og ved hjælp af værktøjer til kriseforebyggelse;

133.  understreger, at omnibusforordningen i overensstemmelse med målene i artikel 39 i TEUF og undtagelsen i artikel 42 i TEUF har klarlagt det retlige forhold mellem bestemmelserne i den fælles markedsordning og EU's konkurrenceregler og indført nye kollektive muligheder for landbrugerne for at forbedre deres forhandlingsposition i fødevareforsyningskæden; mener, at disse bestemmelser er afgørende i forbindelse med den fremtidige fælles landbrugspolitik og bør forbedres yderligere;

134.  mener, at sådanne værktøjer ved at udnytte erfaringerne fra funktionen af de forskellige EU-markedsobservatorier funktionsmåde (mælk, kød, sukker og afgrøder) bør udvides til de sektorer, som ikke allerede er omfattet, og udvikles yderligere for at give markedsaktører pålidelige data og prognoser, så der kan gives en tidlig advarsel, og så det i tilfælde af forstyrrelser på markedet bliver muligt at træffe hurtige og forebyggende foranstaltninger med henblik på at forhindre kriser;

135.  opfordrer til øget støtte og fremme af lokale markeder og korte fødevareforsyningskæder; understreger behovet for at udvikle lokale tjenester i forbindelse med korte forsyningskæder;

136.  opfordrer Kommissionen til yderligere at præcisere og, hvor det er nødvendigt, ajourføre reglerne for producentorganisationer og brancheorganisationer med hensyn til konkurrencepolitik, herunder med henblik på foranstaltninger og aftaler i brancheorganisationer for at opfylde sociale behov;

137.  understreger, at den fælles landbrugspolitiks historiske markedsstyringsredskaber (dvs. offentlig intervention og privat oplagring) har en begrænset og utilstrækkelig virkning i forbindelse med globaliserede økonomier, og at risikostyringsværktøjer ikke altid er tilstrækkelige til at håndtere store prisudsving og alvorlige forstyrrelser på markedet;

138.  understreger derfor behovet for, at den fælles markedsordning fortsat spiller en vigtig rolle i den fremtidige fælles landbrugspolitik som et sikkerhedsnet til hurtigt at stabilisere landbrugsmarkeder og foregribe kriser, og understreger betydningen af omnibusforordningen – på grundlag af de erfaringer, der er blevet gjort under de seneste markedskriser, især for mejeriprodukter – med hensyn til at give mulighed for og tilskynde til supplerende anvendelse af innovative markeds- og krisestyringsinstrumenter, f.eks. frivillige sektoraftaler, for at styre og, hvor det er relevant, begrænse udbuddet kvantitativt blandt producenter, producentorganisationer, sammenslutninger af producentorganisationer og brancheorganisationer og forarbejdningsvirksomheder (f.eks. EU‑ordningen for reduktion af mælkeproduktionen);

139.  glæder sig over det arbejde, som udføres med en bæredygtig proteinstrategi for EU;

140.  bemærker, at det er nødvendigt at skabe lokale og regionale markeder for bælgfrugter i hele EU, forbedre miljøpræstationerne ved at dyrke afgrøder i vekseldrift og samtidig reducere afhængigheden af importeret foder, gødning og pesticider samt øge levedygtigheden og de økonomiske incitamenter til at skifte til en mere bæredygtig landbrugspraksis;

141.  mener, at foranstaltninger til udbudsstyring af oste og skinke med en beskyttet oprindelsesbetegnelse eller beskyttet geografisk betegnelse eller af vin har vist sig effektive med hensyn til at forbedre bæredygtigheden, konkurrenceevnen og kvaliteten af de målrettede produkter og derfor bør vedligeholdes og, hvor det er relevant, udvides til også at omfatte alle kvalitetsmærkede produkter i overensstemmelse med målene i den fælles landbrugspolitik;

142.  opfordrer til, at der foretages en grundig gennemgang af den nuværende krisereservemekanisme med henblik på at oprette en fungerende og uafhængig EU‑landbrugskrisefond, som skal være fritaget fra budgetprincippet om etårighed, således at budgetmæssige overførsler fra det ene år til det andet tillades, navnlig når markedspriserne er tilstrækkeligt høje, samtidig med at krisereserven opretholdes på et konstant niveau i hele perioden for den flerårige finansielle ramme, hvilket vil muliggøre hurtigere, mere sammenhængende og effektive forebyggende foranstaltninger og tiltag som supplement til markeds- og risikostyringsværktøjer i tilfælde af alvorlige krisesituationer, herunder situationer, som medfører økonomiske konsekvenser for landbrugerne på grund af dyresundhedsmæssige problemer, plantesygdomme og fødevaresikkerhedsspørgsmål, men også i forbindelse med eksterne chok med indvirkning på landbruget;

143.  mener, at selv om handelsaftaler er gavnlige for nogle af EU's landbrugssektorer og nødvendige for at styrke Unionens stilling på det globale landbrugsmarked og gavner EU's økonomi som helhed, indebærer de også en række udfordringer, navnlig for små og mellemstore landbrug og følsomme sektorer, der skal tages med i betragtning, såsom overholdelse af EU's sundheds-, plantesundheds- og dyrevelfærdsmæssige, miljømæssige og sociale standarder, som kræver sammenhæng mellem handelspolitikken og visse mål for den fælles landbrugspolitik og ikke må føre til, at Europas høje standarder svækkes, eller at landdistrikterne trues;

144.  understreger, at anvendelsen af forskellige standarder vil øge risikoen for, at EU's nationale produktion flyttes til udlandet på bekostning af udviklingen af landdistrikterne, miljøet og i visse tilfælde fødevarekvaliteten;

145.  understreger, at behovet for styrkede beskyttelsesmekanismer også bør kaste et nyt lys over drøftelserne omkring fremtidige handelsaftaler (Mercosur, New Zealand, Australien mv.) og deres indvirkning på landbruget i Europa;

146.  understreger, at det, selv om det er vigtigt fortsat at arbejde for større markedsadgang for europæiske landbrugsprodukter, er nødvendigt med passende foranstaltninger til beskyttelse af det europæiske landbrug, som tager højde for sektorspecifikke bekymringer, herunder beskyttelsesmekanismer for at undgå negative socioøkonomiske konsekvenser for små og mellemstore landbrug i EU og i tredjelande, potentiel udelukkelse af de mest følsomme sektorer fra forhandlingerne og anvendelse af princippet om gensidighed i produktionsforholdene, således at der sikres lige konkurrencevilkår for landbrugere i EU og for deres udenlandske konkurrenter; fastholder, at den europæiske produktion ikke må undergraves af import af dårligere kvalitet eller lavere standard;

147.  opfordrer Kommissionen til igen at betragte landbruget som en strategisk aktivitet og overveje frihandelsaftaler, hvor landbruget ikke længere betragtes som en justeringsvariabel for andre sektorer, der er omfattet af handlen, og hvor centrale sektorer som produktionen af rå mælk beskyttes;

148.  mener, at de forskellige reformer af den fælles landbrugspolitik, som er blevet gennemført siden 1990'erne, i høj grad er blevet påvirket af den internationale handels og WTO's krav; mener, at disse reformer har gjort EU's landbrugsprodukter og landbrugsfødevaresektor mere konkurrencedygtige, men at de også har gjort en stor del af landbrugssektoren sårbar på grund af verdensmarkedernes ustabilitet; finder, at det nu er på tide, sådan som Kommissionen opfordrer til i sin meddelelse om fremtiden for fødevarer og landbrug i Europa, at fokusere mere på andre mål i den fælles landbrugspolitik f.eks. målet for landbrugernes levestandard eller målene for sundhed, beskæftigelse, miljø og klima;

149.  fremhæver, at EU's handelspolitik skal være sammenhængende med andre EU-politikker såsom udviklings- og miljøpolitikker og støtte opfyldelsen af de bæredygtige udviklingsmål, og at den kan bidrage til at nå målene for den fælles landbrugspolitik, navnlig ved at sikre landbrugsbefolkningen en rimelig levestandard og sikre forbrugerne rimelige priser på landbrugsvarer; understreger, at EU's landbrugsfødevaresektor bør udnytte de vækstmuligheder, som eksporten indebærer, idet det anslås, at 90 % af den yderligere globale efterspørgsel efter landbrugsfødevareprodukter i løbet af det næste årti vil komme fra lande uden for Europa; påpeger, at den fælles landbrugspolitik skal imødekomme det europæiske samfunds behov med hensyn til fødevarer, miljø og klima, inden der fokuseres på at producere til afsætning på det internationale landbrugsmarked; understreger, at såkaldte udviklingslande bør have tilstrækkelige muligheder for selv at etablere og opretholde en stærk landbrugsfødevaresektor;

150.  mener endvidere, at varer produceret i forbindelse med skovrydning, jord- eller ressourcegrabbing og menneskerettighedskrænkelser ikke bør gives adgang til EU's marked;

151.  minder om den nye europæiske konsensus om udvikling, hvori EU og dets medlemsstater bekræfter deres forpligtelse til og anerkender den altafgørende betydning af en effektiv overholdelse af princippet om udviklingsvenlig politikkohærens, der er fastsat i artikel 208 i TEUF, hvilket betyder, at der skal tages hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i alle EU's politikker, herunder landbrugspolitikken og finansieringen heraf, som kan forventes at berøre udviklingslandene på en negativ måde; mener i denne forbindelse, at reformen af den fælles landbrugspolitik bør respektere udviklingslandenes og navnlig de mindst udviklede landes ret til at udforme deres landbrugs- og fødevarepolitikker uden at svække deres kapacitet til at producere fødevarer og fødevaresikkerheden på lang sigt;

152.  minder om tilsagnet fra EU og dets medlemsstater til målene for bæredygtig udvikling og understreger, at sammenhæng mellem den fælles landbrugspolitik og målene for bæredygtig udvikling er afgørende, navnlig for så vidt angår mål 2 (udryddelse af sult), 5 (ligestilling), 12 (ansvarligt forbrug og produktion), 13 (klimaindsats) og 15 (liv på jorden), som den fremtidige fælles landbrugspolitik skal tilpasses til;

153.  tilskynder i overensstemmelse med princippet om budgetmæssigt effektivitet til større sammenhæng og bedre synergier mellem den fælles landbrugspolitik og andre EU-politikker og internationale forpligtelser, navnlig på områderne for energi, vandforsyning, arealanvendelse, biodiversitet, økosystemer og udvikling af fjerntliggende og bjergrige områder;

154.  anmoder Kommissionen om at foretage en systematisk konsekvensanalyse af bestemmelserne vedrørende landbrugssektoren i alle handelsaftaler og tilbyde konkrete strategier for at sikre, at ingen landbrugssektor lider som følge af en handelsaftale indgået med et tredjeland;

155.  insisterer på, at processer og produktionsmetoder (PPM) er en essentiel del af sociale, økonomiske og miljømæssige standarder i den globale handel med landbrugsprodukter, og opfordrer Kommissionen til at tilskynde Verdenshandelsorganisationen (WTO) til at anerkende PPM som sådan;

156.  fremhæver, at opfyldelsen af målene i Parisaftalen om klimaændringer og opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling skal være et af de bestemmende principper for enhver handelspolitik for så vidt angår landbrugsprodukter; bemærker, at Kommissionen i sit oplæg om styring af globaliseringen med rette fremhæver efterspørgslen efter mere fair handel og bæredygtige og lokale produkter som en ændret tendens i globaliseringen; understreger, at EU’s handelspolitik i vidt omfang kan bidrage til at opfylde målene for bæredygtig udvikling og klimamålene i Parisaftalen;

157.  minder om, at EU for sin del har afskaffet eksportsubsidier, og at der ikke længere er nogen budgetpost til eksportsubsidier i det nuværende EU-budget; opfordrer EU’s handelspartnere til i denne henseende at forpligte sig til at reducere den handelsforvridende nationale støtte; opfordrer de WTO-medlemmer, der fortsat yder eksportsubsidier, til at gennemføre ministerbeslutningen om eksportkonkurrence, der blev vedtaget i Nairobi den 19. december 2015;

158.  kræver, at Kommissionen fortsat er på vagt og styrker Unionens defensive indsats for at fjerne de tiltagende eksisterende og fremtidige hindringer for markedsadgang i tredjelande og samtidig respekterer miljøet og menneskerettighederne, herunder retten til mad; understreger, at størstedelen af disse hindringer berører landbrugsprodukter (27 % ifølge Kommissionens database vedrørende markedsadgang), som igen primært vedrører sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger i relation til markedsadgang;

159.  anmoder Kommissionen om at foregribe og tage hensyn til følgerne af brexit i forbindelse med forberedelsen af udveksling af tilbud og beregningen af kvoter;

160.  opfordrer Kommissionen til at iværksætte klare og gennemsigtige initiativer til yderligere at fremme EU's produktions-, sikkerheds-, dyrevelfærds- og miljøstandarder og korte forsyningskæder og støtte ordninger for produktion af fødevarer af høj kvalitet, hvilket bl.a. kan opnås ved hjælp af europæiske oprindelsesmærkningsordninger og afsætnings‑ og markedsføringstiltag på det indre marked og på tredjelandes markeder for de sektorer, der nyder godt af specifikke politiske instrumenter inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik; fastholder, at det er nødvendigt at reducere bureaukratiet og unødige krav for at give små producenter mulighed for at deltage i disse ordninger; glæder sig over den fortsatte forhøjelse af budgettet til markedsføringsprogrammer og opfordrer indtrængende Kommissionen til at fastholde forhøjelsen af bevillingerne i samme takt i betragtning af den øgede interesse fra producenterne;

161.  understreger vigtigheden af lokale og regionale forsyningskæder, da de er mere bæredygtige ud fra et miljømæssigt synspunkt, eftersom de forårsager mindre forurening på grund af mindre transport samt giver friskere landbrugsprodukter med bedre sporbarhed;

162.  minder om betydningen af at styrke lokale landbrugere, så de kan bevæge sig op i værdikæden, ved at give dem hjælp og støtte til økologiske og værdiforøgede produkter og ny viden og nye teknologier, da bæredygtighed kræver direkte foranstaltninger rettet mod at bevare, beskytte og forøge naturressourcerne;

163.  minder om, at lokal produktion støtter lokal madkultur og lokale økonomier;

164.  understreger, at landbrugssektoren i fremtiden bør lægge vægt på produktion af fødevarer af høj kvalitet, der udgør Europas konkurrencemæssige fordel; understreger, at EU's standarder skal opretholdes og styrkes, hvor det er muligt; opfordrer til foranstaltninger til yderligere at øge den langsigtede produktivitet og konkurrenceevne i sektoren for fødevareproduktion og til indførsel af nye teknologier og en mere effektiv brug af ressourcerne, hvilket vil styrke EU's rolle som førende i verden;

165.  finder det uacceptabelt, at der er kvalitetsforskelle mellem fødevarer, der markedsføres og distribueres på det indre marked under samme mærke og i samme indpakning; glæder sig over Kommissionens tiltag for at løse problemet med dobbelt fødevarekvalitet på det indre marked, herunder dets arbejde vedrørende fælles prøvningsmetoder;

166.  glæder sig over det fremskridt, som er opnået med hensyn til at fremme EU's landbrugsinteresser i de seneste bilaterale handelsforhandlinger, navnlig for så vidt angår markedsadgang for EU-landbrugsfødevareprodukter af høj kvalitet og beskyttelse af geografiske betegnelser i tredjelande; har tillid til, at denne udvikling vil fortsætte og kan forbedres;

En gennemsigtig beslutningsproces for et solidt forslag til den fælles landbrugspolitik 2021-2028

167.  understreger, at Parlamentet og Rådet via den fælles beslutningsprocedure bør fastsætte de generelle målsætninger, grundlæggende standarder, foranstaltninger og finansielle bevillinger og fastlægge den grad af fleksibilitet, der er nødvendig for at gøre det muligt for medlemsstaterne og deres regioner at håndtere deres specifikke forhold og behov i overensstemmelse med det indre marked, for at undgå, at nationale afgørelser skaber konkurrenceforvridninger;

168.  beklager, at hele processen med programmeringen af den fælles landbrugspolitik efter 2020 – høring, kommunikation, konsekvensanalyse og lovforslag – gentagne gange starter med en betydelig forsinkelse, da den ottende valgperiode nærmer sig sin afslutning, hvilket indebærer, at drøftelsen om den kommende fælles landbrugspolitik risikerer at bliver overskygget af valgdebatter, og derved bringer muligheden for at opnå endelig enighed før valget til Europa-Parlamentet i fare;

169.  anmoder Kommissionen om forelægge en overgangsforordning med tilstrækkelige redskaber til, at landbrugerne i tilfælde af forsinkelser i godkendelsen af den nye fælles landbrugspolitik fortsat har adgang til foranstaltningerne under programmet for udvikling af landdistrikterne, navnlig hvad angår miljørelaterede foranstaltninger og investeringer;

170.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der ikke er forsinkelser i udbetalinger til landbrugere, når de gennemfører den nye reform og tage ansvar og kompensere landbrugerne i tilstrækkelig grad, hvis sådanne forsinkelser skulle opstå;

171.  understreger imidlertid, at det er vigtigt at nå så langt som muligt inden udløbet af den nuværende valgperiode og fremhæve dette tema under valgkampen til valget til Europa-Parlamentet;

172.  anerkender, at det er relevant at inddrage institutioner og eksperter med ansvar for de sundheds‑ og miljøpolitikker, der påvirker biodiversitet, klimaændringer, luft-, jord- og vandforurening, i beslutningsprocessen for den fælles landbrugspolitik;

173.  opfordrer Kommissionen til, før der indføres betydelige ændringer i udformningen og/eller gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik, at foreslå en overgangsperiode, som er tilstrækkelig lang til, at der kan sikres en glat overgang og sikres tilstrækkelig tid til, at medlemsstaterne kan gennemføre den nye politik korrekt og på en ordentlig måde, således at der undgås forsinkelser i de årlige betalinger til landbrugerne og i gennemførelsen af foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne;

174.  opfordrer EU og dets medlemsstater til at styrke dialogen med udviklingslandene og stille deres ekspertise og finansielle støtte til rådighed for at fremme et økologisk bæredygtigt landbrug baseret på smålandbrug og familielandbrug, som navnlig er rettet mod kvinder og unge, i overensstemmelse med tilsagnet i den fælleserklæring fra 2017 fra Den Afrikanske Union-EU med titlen "Investing in Youth for Accelerated Inclusive Growth and Sustainable Development"; minder om det bidrag, som kvinder i landdistrikterne yder som iværksættere og initiativtagere til bæredygtig udvikling; understreger behovet for at udvikle deres potentiale inden for bæredygtigt landbrug og deres modstandsdygtighed i landdistrikterne;

175.  minder om, at sult og underernæring i udviklingslandene i høj grad skyldes manglende købekraft og/eller den manglende evne blandt de fattige i landdistrikterne til at være selvforsynende; opfordrer derfor indtrængende EU til aktivt at hjælpe udviklingslandene med at overvinde hindringer (f.eks. dårlig infrastruktur og logistik) for deres egen landbrugsproduktion;

176.  påpeger, at mere end halvdelen af befolkningen i de mindst udviklede lande stadig vil være bosat i landdistrikterne i 2050, og at udviklingen af bæredygtigt landbrug i udviklingslandene vil bidrage til at frigøre det potentiale, der ligger i deres landdistrikter, bevare befolkningen i landdistrikterne og mindske underbeskæftigelsen, fattigdom og fødevareusikkerhed, hvilket igen vil bidrage til at tackle de grundlæggende årsager til tvungen migration;

177.  anerkender den afgørende rolle, som rumteknologier, såsom dem, der er udviklet inden for rammerne af EU's rum- og satellitprogrammer, der forvaltes af Det Europæiske GNSS-Agentur (Galileo, EGNOS og Copernicus), kan spille i opfyldelsen af FN's mål for bæredygtig udvikling ved at sikre økonomisk overkommelige løsninger med henblik på at lette overgangen til præcisionslandbrug, hvorved man undgår affald, sparer tid, mindsker træthed og optimerer anvendelsen af udstyr;

178.  opfordrer Kommissionen til at undersøge rumteknologi og -applikationer og det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde som mekanismer til at hjælpe med overvågningen af afgrøder, husdyrhold, skovbrug, fiskeri og akvakultur, støtte landbrugere, fiskere, skovbrugere og politiske beslutningstagere i deres bestræbelser på at anvende forskellige metoder til opnåelse af bæredygtig fødevareproduktion og reagere på udfordringer, der er forbundet hermed;

179.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at medlemsstaterne i deres handlingsplaner sikrer ligestilling mellem mænd og kvinder i landdistrikterne; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte en ligelig repræsentation af kvinder i institutionernes strukturer for dialog med denne sektor samt i de besluttende organer for sektorens faglige organisationer, kooperativer og foreninger; mener, at den nye EU-lovgivning i væsentlig grad bør forbedre de tematiske delprogrammer for kvinder i landdistrikter;

180.  understreger, at Kommissionen fortsat bør sikre en streng håndhævelse af EU‑lovgivningen om dyrevelfærd på alle tidspunkter i alle medlemsstater, med behørig kontrol og behørige sanktioner; opfordrer Kommissionen til at overvåge og rapportere om dyresundhed og dyrevelfærd, herunder dyretransporter; minder om, at produkter, der indføres i EU, skal overholde EU's dyrevelfærds- og miljøstandarder samt sociale standarder; opfordrer til, at der indføres økonomiske incitamenter til frivillig indførelse af dyrevelfærdsforanstaltninger, der går videre end de minimumsstandarder, der er fastsat ved lov;

181.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre og håndhæve den relevante EU-lovgivning, navnlig Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport; mener, at det i denne forbindelse er nødvendigt at overholde Den Europæiske Unions Domstols dom, hvori det fastslås, at beskyttelse af dyrevelfærd ikke ophører ved EU's ydre grænser, og at transporter af dyr, som eksporteres fra Den Europæiske Union, således skal overholde EU's dyrevelfærdsbestemmelser, også uden for EU;

182.  fastholder, at der bør tages særligt hensyn til landbrugere, som har ekstra omkostninger på grund af specifikke begrænsninger forbundet med områder med høj naturværdi såsom bjergområder, øer, regioner i den yderste periferi og andre mindre gunstigt stillede områder; mener, at finansiering af den fælles landbrugspolitik er af afgørende betydning for disse regioner på grund af deres særlige begrænsninger, og at enhver reduktion ville have en meget skadelig indvirkning på mange landbrugsprodukter; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udvikle og gennemføre kvalitetsordninger for at give de producenter, der måtte være interesserede, mulighed for hurtigt at indføre dem;

183.  mener også, at budgettet for POSEI bør opretholdes på et tilstrækkeligt niveau for at tage højde for de udfordringer, som landbruget i regionerne i den yderste periferi står over for, sådan som Europa-Parlamentet adskillige gange har opfordret til; glæder sig over resultaterne i Kommissionens seneste rapport om gennemførelsen af POSEI-programmerne og mener, at programmerne for regioner i den yderste periferi og for de mindre øer i Det Ægæiske Hav bør bibeholdes som en særordning og holdes adskilt fra EU's generelle ordning med direkte betalinger, med henblik på at sikre balance i den territoriale udvikling gennem forebyggelse af risikoen for nedlæggelse af produktionsaktiviteter som følge af udfordringer i form af afsides og isoleret beliggenhed, økarakter, beskeden størrelse, vanskelig topografi og klima og økonomisk afhængighed af få produkter;

184.  opfordrer Kommissionen til at indføre en selvstændig afdeling i mælkemarkedsobservatoriet, der skal undersøge priserne i regionerne i den yderste periferi for at kunne reagere hurtigt på en krise i denne sektor; tror på, at definitionen af "krise" og Kommissionens efterfølgende indgriben bør tilpasses regionerne i den yderste periferi i lyset af markedets størrelse, afhængighed af få økonomiske aktiviteter og mindre kapacitet til diversificering;

185.  opfordrer til en bedre integration af den "cirkulære økonomi" for at sikre den bedst mulige og mest effektive anvendelse af råvarer og biprodukter i den fremvoksende bioøkonomi og samtidig tage hensyn til de begrænsede forekomster af biomasse og jord og andre ydelser i økosystemet, og mener, at udviklingen af bioindustri i landdistrikterne kan tilvejebringe nye forretningsmodeller, som vil kunne hjælpe landbrugere og skovejere med at finde nye markeder for deres produkter og føre til skabelse af nye arbejdspladser; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at yde den fornødne støtte til landbrugs- og skovbrugssektoren med henblik på at yde et større bidrag til videreudviklingen af bioøkonomien i EU; understreger, at det er nødvendigt at fremme skovlandbruget, som kan skabe rekreative og produktive økosystemer og mikroklimaer til flere formål, og at lukke de huller, som kan hæmme dets udvikling;

186.  mener, at støtte til miljø‑ og klimavenlige landbrugsforanstaltninger, suppleret af miljøordninger på medlemsstatsniveau, bør dække landbrugernes omkostninger ved at overgå til nye bæredygtige praksisser, f.eks. gennem fremme og støtte af skovlandbruget og andre bæredygtige skovbrugsforanstaltninger, der støtter biodiversiteten og den genetiske mangfoldighed i dyre- og plantearter, og ved at tilpasse sig til ændrede klimaforhold;

187.  opfordrer Kommissionen til at sikre innovation, forskning og modernisering i land‑ og skovbruget ved at støtte et stærkt og skræddersyet rådgivningssystem, målrettet uddannelse og skræddersyede løsninger for at fremdrive innovation og udveksling af viden og bedste praksis blandt medlemsstaterne, med et generelt fokus på nye relevante teknologier og digitalisering; fremhæver samtidig den afgørende rolle, som skovejernes sammenslutninger spiller for udveksling af information og innovation, uddannelse og videreuddannelse af ejere af mindre skove og for gennemførelsen af en aktiv bredspektret skovforvaltning;

o
o   o

188.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 350 af 29.12.2017, s. 15.
(2) EFT L 221 af 8.8.1998, s. 23.
(3) EUT L 309 af 24.11.2009, s. 71.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0022.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0203.
(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0095.
(7) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0075.
(8) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0057.
(9) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0197.
(10) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0099.
(11) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0504.
(12) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0427.
(13) EUT C 86 af 6.3.2018, s. 62.
(14) EUT C 265 af 11.8.2017, s. 7.
(15) EUT C 288 af 31.8.2017, s. 10.
(16) EUT C 342 af 12.10.2017, s. 10.


Fortolkning og gennemførelse af den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning
PDF 201kWORD 76k
Europa-Parlamentets beslutning af 30. maj 2018 om fortolkning og gennemførelse af den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (2016/2018(INI))
P8_TA(2018)0225A8-0170/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 17, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–   der henviser til artikel 295 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–   der henviser til den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning(1) ("den nye interinstitutionelle aftale"),

–  der henviser til rammeaftalen af 20. oktober 2010 om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen(2) ("rammeaftalen fra 2010"),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 16. december 2003 om bedre lovgivning(3) ("den interinstitutionelle aftale fra 2003"),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 20. december 1994 om en hurtig arbejdsmetode ved officiel kodifikation af lovtekster(4),

–  der henviser til den interinstitutionelle overenskomst af 22. december 1998 om fælles retningslinjer for EF-lovgivningens affattelse(5),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter(6),

–  der henviser til den fælles erklæring af 13. juni 2007 om den praktiske gennemførelse af den fælles beslutningsprocedure(7),

–  der henviser til Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles politiske erklæring af 27. oktober 2011 om forklarende dokumenter(8),

–  der henviser til den fælles erklæring om EU's lovgivningsmæssige prioriteter for 2017(9),

–  der henviser til den fælles erklæring om EU's lovgivningsmæssige prioriteter for 2018-2019(10),

–  der henviser til Den Europæiske Unions Domstols domme af 18. marts 2014 ("biocid-sagen"), 16. juli 2015 ("sagen om visumgensidighedsmekanismen"), 17. marts 2016 ("sagen om den delegerede retsakt om CEF"), 14. juni 2016 ("Tanzania-sagen") og 24. juni 2014("Mauritius-sagen")(11),

–  der henviser til sin afgørelse af 13. december 2016 om den generelle revision af Europa-Parlamentets forretningsorden(12),

–  der henviser til sin beslutning af 12. april 2016 om programmet for målrettet og effektiv regulering (REFIT): Status og udsigter for fremtiden(13),

–  der henviser til sin beslutning af 6. juli 2016 om de strategiske prioriteringer for Kommissionens arbejdsprogram for 2017(14),

–  der henviser til sin afgørelse af 9. marts 2016 om indgåelse af en interinstitutionel aftale om bedre lovgivning mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen(15),

–  der henviser til sin beslutning af 27. november 2014 om revision af Kommissionens retningslinjer for konsekvensanalyse og SMV-testens rolle(16),

–  der henviser til sin beslutning af 25. februar 2014 om opfølgning på delegationen af lovgivningsbeføjelser og medlemsstaternes kontrol med Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser(17),

–  der henviser til sin beslutning af 4. februar 2014 om målrettet EU-regulering samt nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet – 19. rapport om bedre lovgivning for 2011(18),

–  der henviser til sin beslutning af 13. september 2012 om den 18. rapport om bedre lovgivning - anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (2010)(19),

–  der henviser til sin beslutning af 14. september 2011 om bedre lovgivning, subsidiaritet, proportionalitet og intelligent lovgivning(20),

–  der henviser til sin beslutning af 8. juni 2011 om garanti for uafhængige konsekvensanalyser(21),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 24. oktober 2017 med titlen "Fuldføring af dagsordenen om bedre regulering: Bedre løsninger for bedre resultater" (COM(2017)0651),

–  der henviser til artikel 294 i TEUF om den fælles beslutningsprocedure,

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 24. oktober 2017 med titlen "Overview of the Union’s Efforts to Simplify and to Reduce Regulatory Burdens" (SWD(2017)0675),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. december 2016 med titlen "EU-retten: Bedre resultater gennem bedre anvendelse"(22),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. september 2016 med titlen "Bedre lovgivning: Levering af bedre resultater til fordel for en stærkere Union" (COM(2016)0615),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. maj 2015 med titlen "Bedre regulering for bedre resultater – En EU-dagsorden" (COM(2015)0215),

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 7. juli 2017 om retningslinjer for bedre regulering (SWD(2017)0350),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til de fælles drøftelser mellem Retsudvalget og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, jf. forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelser fra Udvalget om International Handel, Økonomi- og Valutaudvalget, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed samt Udvalget for Andragender (A8-0170/2018),

A.  der henviser til, at den nye interinstitutionelle aftale trådte i kraft på dagen for undertegnelsen, den 13. april 2016;

B.  der henviser til, at Parlamentet og Kommissionen i forbindelse med vedtagelsen af den nye interinstitutionelle aftale fremsatte en erklæring om, at den nye aftale "afspejler ligevægten mellem og de respektive kompetencer hos Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen som fastsat i traktaterne" og "ikke [griber] ind i rammeaftalen af 20. oktober 2010 om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen"(23);

C.  der henviser til, at Parlamentet med henblik på at gennemføre bestemmelserne i den nye interinstitutionelle aftale om interinstitutionel programmering reviderede sin forretningsorden for bl.a. at fastlægge de interne procedurer for forhandling og vedtagelse af fælles konklusioner om flerårig programmering og fælles erklæringer om årlig interinstitutionel programmering;

D.  der henviser til, at de tre institutioner i relation til den årlige interinstitutionelle programmering nåede til enighed om to fælles erklæringer om EU's lovgivningsmæssige prioriteter for hhv. 2017 og 2018-2019;

E.  der henviser til, at den nye interinstitutionelle aftale i modsætning til den interinstitutionelle aftale fra 2003 ikke længere indeholder en retlig ramme for brugen af alternative reguleringsmetoder som f.eks. samregulering og selvregulering, hvorfor der ikke nævnes noget om sådanne metoder;

F.  der henviser til, at Kommissionen i henhold til punkt 13 i den nye interinstitutionelle aftale skal gennemføre en så bred høring som muligt i sin konsekvensanalyseproces; der henviser til, at Kommissionen tilsvarende i henhold til punkt 19 i den nye interinstitutionelle aftale forud for vedtagelsen af sine forslag skal foretage offentlige høringer på en åben og gennemsigtig måde, der sikrer, at metoden og fristerne i disse offentlige høringer giver mulighed for den bredest mulige deltagelse, som ikke er begrænset til særinteresser og deres lobbyister;

G.  der henviser til, at Kommissionen i juli 2017 reviderede sine retningslinjer for bedre regulering for bedre at forklare og udnytte forbindelserne mellem de forskellige stadier af politikudformningen inden for Kommissionen, idet de tidligere selvstændige retningslinjer, som behandlede konsekvensanalyse, evaluering og gennemførelse særskilt, blev erstattet, og for at medtage nye retningslinjer for planlægning og høring af interessenter;

H.  der henviser til, at Kommissionen i henhold til punkt 16 i den nye interinstitutionelle aftale på eget initiativ eller på opfordring fra Parlamentet eller Rådet kan supplere sin egen konsekvensanalyse eller udføre andet analytisk arbejde, som den anser for nødvendigt;

I.  der henviser til, at det ved den nye interinstitutionelle aftale anerkendes, at det tidligere Udvalg for Konsekvensanalyse erstattes med Kommissionens Udvalg for Forskriftskontrol; der henviser til, at sidstnævnte bl.a. har til opgave at foretage en objektiv kvalitetskontrol af Kommissionens konsekvensanalyser; der henviser til, at der kræves en positiv udtalelse fra udvalget, for at et initiativ ledsaget af en konsekvensanalyse kan blive fremlagt med henblik på vedtagelse af Kommissionen; der henviser til, at udkastet til rapport i tilfælde af en negativ udtalelse skal revideres og forelægges for udvalget igen, og at der i tilfælde af endnu en negativ udtalelse kræves en politisk beslutning for at gå videre med initiativet; der henviser til, at udvalgets udtalelse bliver offentliggjort på Kommissionens websted samtidig med rapporten om det pågældende initiativ og, når det drejer sig om konsekvensanalyser, når Kommissionen har vedtaget det dermed forbundne politiske initiativ(24);

J.  der henviser til, at Udvalget for Forskriftskontrol i begyndelsen af 2017 blev færdigt med ansættelsen af sit personale, herunder tre medlemmer, der blev hentet uden for EU-institutionerne; der henviser til, at udvalget i 2016 gennemgik 60 særskilte konsekvensanalyser, hvoraf 25 (42 %) i første omgang blev vurderet negativt, hvilket førte til revision og fornyet forelæggelse for udvalget; der henviser til, at udvalget efterfølgende har givet positive samlede vurderinger til alle på nær én af de reviderede konsekvensanalyser, det har modtaget; der henviser til, at udvalget har udvekslet oplysninger med Parlamentets tjenestegrene om bedste praksis og metoder vedrørende konsekvensanalyser;

K.  der henviser til, at det i punkt 25 i den nye interinstitutionelle aftale hedder, at hvis der påtænkes en ændring af retsgrundlaget, som medfører ændring fra den almindelige lovgivningsprocedure til en særlig lovgivningsprocedure eller en ikkelovgivningsmæssig procedure, vil de tre institutioner udveksle synspunkter herom; der henviser til, at Parlamentet har ændret sin forretningsorden for at gennemføre denne bestemmelse; der henviser til, at denne bestemmelse endnu ikke har skullet anvendes;

L.  der henviser til, at de tre institutioner i punkt 27 i den nye interinstitutionelle aftale anerkender behovet for tilpasning af al eksisterende lovgivning til den retlige ramme, der blev indført ved Lissabontraktaten, og navnlig behovet for at give høj prioritet til hurtig tilpasning af alle basisretsakter, der stadig henviser til forskriftsproceduren med kontrol; der henviser til, at Kommissionen foreslog den sidstnævnte tilpasning i december 2016(25); der henviser til, at Parlamentet og Rådet i øjeblikket behandler dette forslag meget indgående;

M.  der henviser til, at en ny udgave af den fælles forståelse om delegerede retsakter og om de dertil knyttede standardbestemmelser er knyttet som bilag til den nye interinstitutionelle aftale; der henviser til, at de tre institutioner i henhold til punkt 28 i den nye interinstitutionelle aftale vil indlede forhandlinger uden unødig forsinkelse efter aftalens ikrafttræden med henblik på at supplere denne fælles forståelse med fastlæggelse af ikkebindende kriterier for anvendelse af artikel 290 og 291 i TEUF; der henviser til, at disse forhandlinger efter lange forberedelser endelig begyndte i september 2017;

N.  der henviser til, at de tre institutioner i punkt 29 i den nye interinstitutionelle aftale forpligtede sig til senest inden udgangen af 2017 at oprette et fælles funktionelt register over delegerede retsakter, som på en velstruktureret og brugervenlig måde stiller oplysninger til rådighed med henblik på at øge gennemsigtigheden, lette planlægningen og muliggøre sporbarhed i alle de forskellige faser af en delegeret retsakts livscyklus; der henviser til, at registret nu er blevet oprettet og blev taget i brug i december 2017;

O.  der henviser til, at det i punkt 32 i den interinstitutionelle aftale hedder: "Kommissionen skal udføre sin rolle som mægler ved at behandle den lovgivende myndigheds to parter lige under fuld respekt for de opgaver, de tre institutioner er pålagt i traktaterne";

P.  der henviser til, at Parlamentet og Rådet i punkt 34 i den nye interinstitutionelle aftale i deres egenskab af medlovgivere understregede vigtigheden af at opretholde tætte kontakter allerede forud for interinstitutionelle forhandlinger, så der opnås en bedre gensidig forståelse af deres respektive holdninger, og med henblik herpå blev enige om at lette den gensidige udveksling af synspunkter og information, herunder ved regelmæssigt at indbyde repræsentanter for de øvrige institutioner til uformelle drøftelser; der henviser til, at disse bestemmelser ikke har givet anledning til nogen nye særlige procedurer eller strukturer; der henviser til, at selv om kontakten mellem institutionerne er blevet intensiveret inden for rammerne af den fælles erklæring om de lovgivningsmæssige prioriteter, tyder udvalgenes erfaringer på, at der ikke er nogen systematisk tilgang til at lette en sådan udveksling af synspunkter, og at det fortsat er vanskeligt at få information og tilbagemeldinger fra Rådet om spørgsmål, der rejses heri af medlemsstaterne; der henviser til, at Parlamentet finder denne situation meget utilfredsstillende;

Q.  der henviser til, at Parlamentet med henblik på at styrke lovgivningsprocessens gennemsigtighed yderligere har revideret sin forretningsorden for at tilpasse sine regler om interinstitutionelle forhandlinger som led i den almindelige lovgivningsprocedure på grundlag af de bestemmelser, der blev indført i 2012; der henviser til, at alle Parlamentets forhandlingsmandater er offentlige, hvorimod det samme sig ikke gør sig gældende for Rådets mandater; der henviser til, at Parlamentet finder denne situation meget utilfredsstillende;

R.  der henviser til, at de tre institutioner i punkt 39 i den nye interinstitutionelle aftale for at fremme sporbarheden af de forskellige skridt i lovgivningsprocessen påtog sig senest den 31. december 2016 at identificere metoder til at videreudvikle platforme og værktøjer til dette formål, så der kan oprettes en særlig fælles database over lovgivningssagernes status; der henviser til, at der til dato ikke er blevet oprettet en sådan fælles database;

S.  der henviser til, at de tre institutioner i punkt 40 i den nye interinstitutionelle aftale for så vidt angår forhandling og indgåelse af internationale aftaler forpligtede sig til at mødes senest seks måneder efter den nye interinstitutionelle aftales ikrafttræden for at forhandle forbedrede praktiske ordninger for samarbejde og informationsdeling inden for rammerne af traktaterne som fortolket af Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen); der henviser til, at disse forhandlinger blev indledt i november 2016 og stadig er i gang;

T.  der henviser til, at reguleringsmæssigt samarbejde har vist sig at være et centralt redskab i internationale handelsaftaler som et skridt på vejen mod reguleringsmæssig dialog og sammenhæng mellem handelspartnere; der henviser til, at Kommission i denne proces fortsat skal være forpligtet på principperne om fair og lige vilkår for alle interessenter og sikring af størst mulig gennemsigtighed i beslutningsprocessen;

U.  der henviser til, at de tre institutioner i punkt 46 i den nye interinstitutionelle aftale bekræfter, at de har forpligtet sig til hyppigere at anvende den lovgivningsmæssige omarbejdningsteknik med henblik på ændring af gældende lovgivning i fuld overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter;

V.  der henviser til, at Kommissionen i henhold til punkt 48 i den nye interinstitutionelle aftale som et bidrag til programmet for målrettet og effektiv regulering (REFIT) påtager sig årligt at fremlægge en oversigt, herunder en årlig undersøgelse af byrden, over resultaterne af Unionens bestræbelser på at forenkle lovgivningen samt på at undgå overregulering og mindske den administrative byrde; der henviser til, at resultaterne af den første årlige undersøgelse af byrden blev fremlagt den 24. oktober 2017 som led i Kommissionens arbejdsprogram for 2018;

W.  der henviser til, at den årlige undersøgelse af byrden giver en enestående mulighed for at identificere og overvåge resultaterne af Unionens bestræbelser på at undgå overregulering og mindske de administrative byrder; der henviser til, at denne undersøgelse af byrden er en glimrende anledning til at vise merværdien af EU-lovgivningen og sikre åbenhed for EU-borgerne;

X.  der henviser til, at den interinstitutionelle aftale opfordrer til interinstitutionelt samarbejde med henblik på at forenkle eksisterende EU-lovgivning og undgå overregulering og administrative byrder for borgere, myndigheder og virksomheder; der henviser til, at Parlamentet understreger, at disse mål i forbindelse med internationale handelsaftaler ikke bør føre til lavere standarder for beskyttelse af miljøet, folkesundheden, arbejdstagernes sundhed, sikkerhed, Den Internationale Arbejdsorganisations standarder og forbrugerrettigheder;

Y.  der henviser til, at de tre institutioner i henhold til punkt 50 i den nye interinstitutionelle aftale i fællesskab og regelmæssigt vil overvåge gennemførelsen af den nye interinstitutionelle aftale både på politisk niveau gennem årlige drøftelser og på teknisk niveau i Den Interinstitutionelle Koordinationsgruppe; der henviser til, at overvågningen på politisk niveau omfatter regelmæssige drøftelser i Udvalgsformandskonferencen og det årlige statusmøde på højt niveau; der henviser til, at der endvidere blev fastlagt specifikke overvågningsordninger i forbindelse med de to fælles erklæringer om EU's lovgivningsmæssige prioriteter for hhv. 2017 og 2018-2019; der henviser til, at udvalgenes hidtidige erfaringer også er et uvurderligt værktøj til vurdering af gennemførelsen af den nye interinstitutionelle aftale; der henviser til, at Retsudvalget har specifik kompetence inden for bedre lovgivning og forenkling af EU-lovgivningen;

Fælles tilsagn og mål

1.  betragter den nye interinstitutionelle aftale som en interinstitutionel øvelse, der har til formål at forbedre kvaliteten af Unionens lovgivning; minder om, at EU-lovgivningen i mange tilfælde harmoniserer eller erstatter forskellige regler i de 28 medlemsstater og dermed muliggør gensidig og lige adgang til de nationale markeder og reducerer de samlede administrative omkostninger med henblik på etableringen af et velfungerende indre marked;

2.  glæder sig over de fremskridt og de erfaringer, der er gjort i det første halvandet år med anvendelse af den nye interinstitutionelle aftale, og opfordrer institutionerne til at gøre en yderligere indsats for at gennemføre aftalen fuldt ud, navnlig med hensyn til de interinstitutionelle forhandlinger om ikkebindende kriterier for anvendelse af artikel 290 og 291 i TEUF, tilpasningen af alle basisretsakter, der stadig henviser til forskriftsproceduren med kontrol, de interinstitutionelle forhandlinger om de praktiske ordninger for samarbejde og informationsdeling angående forhandling og indgåelse af internationale aftaler og oprettelsen af en særlig fælles database over lovgivningssagernes status;

3.  minder om, at den nye interinstitutionelle aftale har til formål at udvikle et mere åbent og gennemsigtigt forhold mellem de tre institutioner med henblik på at opnå lovgivning af høj kvalitet i unionsborgernes interesse; mener, at selv om princippet om loyalt samarbejde mellem institutionerne kun er nævnt i punkt 9 og 32 i forbindelse med specifikke områder, der er omfattet af den nye interinstitutionelle aftale, bør det overholdes under hele lovgivningscyklussen som et af de principper, der er nedfældet i artikel 13 i TEU;

Programmering

4.  glæder sig over enigheden mellem de tre institutioner om at ville styrke Unionens årlige og flerårige programmering, jf. artikel 17, stk. 1, i TEU, ved hjælp af en mere struktureret procedure med en præcis tidsplan; noterer sig med tilfredshed, at de tre institutioner deltog aktivt den første årlige interinstitutionelle programmering under den nye interinstitutionelle aftale, hvilket førte til en fælles erklæring om Unionens lovgivningsmæssige prioriteter for 2017, idet 59 vigtige lovgivningsforslag blev identificeret som prioriteter for 2017, mens 31 vigtige lovgivningsforslag blev identificeret som prioriteter indtil udgangen af den nuværende valgperiode under henvisning til en fælles erklæring om de lovgivningsmæssige prioriteter for 2018-2019; glæder sig i denne forbindelse navnlig over Rådets aktive deltagelse og forventer, at den vil fortsætte i fremtiden, herunder for så vidt angår den flerårige programmering for den nye valgperiode; mener imidlertid, at aftaler i fælles erklæringer om prioritering af visse lovgivningssager ikke bør bruges til at lægge unødigt pres på de to lovgivere, og at større hastighed ikke bør prioriteres på bekostning af kvaliteten af lovgivningen; mener, at det er vigtigt at evaluere, hvordan den nuværende praksis og reglerne for godkendelse af fælleserklæringer anvendes, og om der kan foretages visse forbedringer i Parlamentets forretningsorden med hensyn til forhandlingerne om den interinstitutionelle programmering, f.eks. for at styrke det mandat som formanden fik tildelt af de politiske grupper;

5.  finder det meget vigtigt, at Parlamentets udvalg bliver hørt fuldt ud under hele udarbejdelsen og gennemførelsen af den fælles erklæring;

6.  påpeger, at den nye interinstitutionelle aftale ikke berører de gensidige tilsagn, der blev opnået enighed om mellem Parlamentet og Kommissionen i rammeaftalen fra 2010; minder navnlig om, at ordningerne vedrørende tidsplanen for Kommissionens arbejdsprogram som fastlagt i bilag 4 til rammeaftalen fra 2010 skal overholdes ved gennemførelsen af punkt 6-11 i den nye interinstitutionelle aftale;

7.  mener, at Kommissionen ved fremlæggelsen af sit arbejdsprogram, ud over de elementer, der er nævnt i punkt 8 i den nye interinstitutionelle aftale, bør angive, hvordan den påtænkte lovgivning kan begrundes i lyset af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, og præcisere dens europæiske merværdi;

8.  glæder sig over oprettelsen af Kommissionens taskforce om nærhed, proportionalitet og "mindre, men mere effektivt", som skal arbejde side om side med den nye interinstitutionelle aftale for at øge tilliden hos borgerne, som anser nærhedsprincippet for at være et centralt aspekt af den demokratiske proces;

9.  opfordrer Kommissionen til at fremlægge nogle mere inkluderende, mere detaljerede og mere pålidelige arbejdsprogrammer; anmoder navnlig om, at Kommissionens arbejdsprogram klart angiver den retlige karakter af hvert enkelt forslag, med præcise og realistiske tidsrammer; opfordrer Kommissionen til at sikre, at kommende lovgivningsforslag — navnlig centrale lovgivningspakker — kommer i god tid før udgangen af indeværende valgperiode, således at de to lovgivere får tilstrækkelig tid til at udøve deres beføjelser fuldt ud;

10.  tilskynder til udvikling af en effektiv lovgivning, der er i stand til at skabe større jobbeskyttelse og udvikle europæisk konkurrenceevne med særligt fokus på små og mellemstore virksomheder i alle økonomiens sektorer;

11.  glæder sig over, at Kommissionen besvarede Parlamentets anmodninger om forslag til EU-retsakter i henhold til artikel 225 i TEUF for størstedelens vedkommende inden for den frist på tre måneder, der er nævnt i punkt 10 i den nye interinstitutionelle aftale; påpeger imidlertid, at Kommissionen ikke vedtog specifikke meddelelser som omhandlet i denne bestemmelse; opfordrer Kommissionen til at vedtage sådanne meddelelser med henblik på at sikre fuld gennemsigtighed og give et politisk svar på de anmodninger, der fremsættes af Parlamentet i dets beslutninger, og under behørig hensyntagen til Parlamentets relevante analyser angående den europæiske merværdi og omkostningerne ved fravær af EU-foranstaltninger;

12.  understreger vigtigheden af et gennemsigtigt samarbejde i god tro mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen, som skal omsættes i praksis gennem et ægte engagement fra Kommissionens side for at inddrage Parlamentet og Rådet på samme niveau i gennemførelsen af dens programmering , og minder Kommissionen om dens forpligtelse til straks at reagere på lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige initiativbetænkninger; beklager, at adskillige initiativbetænkninger fortsat er ubesvarede, og opfordrer Kommissionen til inden for tre måneder at forelægge lovgiverne en begrundelse for tilbagetrækningen af en tekst og en begrundet reaktion på anmodninger om lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige forslag;

13.  mener, at udeladelsen af alle henvisninger til brugen af alternative reguleringsmetoder i den nye interinstitutionelle aftale ikke ændrer noget ved Parlamentets holdning om, at såkaldte soft law-instrumenter kun bør anvendes med den allerstørste forsigtighed og på et behørigt begrundet grundlag for ikke at skade retssikkerheden og gennemsigtigheden af eksisterende lovgivning samt efter høring af Parlamentet(26); er endvidere bekymret for, at en mangel på klare grænser for anvendelsen af soft law-instrumenter endog kan tilskynde til brug heraf, idet der ikke er nogen garanti for, at Parlamentet vil kunne foretage kontrol;

14.  opfordrer Rådet og Kommissionen til at acceptere, at alternative reguleringsmetoder, forudsat at de er absolut nødvendige, bør medtages i de flerårige og årlige programmeringsdokumenter, så de kan identificeres og kontrolleres ordentligt af lovgiverne;

Værktøjer til bedre lovgivning

15.  understreger, at konsekvensanalyser kan informere, men aldrig må være en erstatning for politiske beslutninger eller forsinke lovgivningsprocessen unødigt; understreger, at der gennem hele lovgivningsproceduren og i alle konsekvensanalyser af forslag til lovgivning skal lægges særlig vægt på de potentielle konsekvenser for de berørte parter, der har færrest muligheder for at fremføre deres betænkeligheder over for beslutningstagerne, herunder SMV'er, civilsamfundet, fagforeninger og andre, som ikke har fordel af en nem adgang til institutionerne; mener, at man ved konsekvensanalyser skal være lige så opmærksom på evalueringen af sociale, sundhedsmæssige og miljømæssige konsekvenser i særdeleshed, og at virkningerne for borgernes grundlæggende rettigheder og ligestilling mellem kvinder og mænd bør vurderes;

16.  minder om, at SMV'er udgør 99 % af alle virksomheder i Unionen, genererer 58 % af omsætningen i Unionen og beskæftiger to tredjedele af samtlige privatansatte; minder desuden om, at Kommissionen i Small Business Act forpligtede sig til at implementere princippet om at "tænke småt først" i sin politik, og at dette omfatter SMV-testen til at vurdere virkningen af kommende lovgivning og administrative initiativer for SMV'er(27); minder om, at Parlamentet i sin afgørelse af 9. marts 2016 om den nye interinstitutionelle aftale anførte, at ordlyden af den nye interinstitutionelle aftale ikke i tilstrækkelig grad forpligter de tre institutioner til at inddrage SMV'er og konkurrenceevnetest i deres konsekvensanalyser(28); understreger vigtigheden af at tage hensyn til og være opmærksom på indvirkningen på konkurrenceevne og innovation og på SMV'ers behov på alle stadier af lovgivningscyklussen og udtrykker tilfredshed med, at det fastslås i Kommissionens retningslinjer for bedre regulering, at potentielle konsekvenser for SMV'er og konkurrenceevnen, hvor det er relevant, skal overvejes og rapporteres systematisk i alle konsekvensanalyser; henviser til, at SMV-test ofte udviser mangler i forbindelse med kvalitet og kohærent anvendelse; opfordrer Kommissionen til at overveje, hvordan der kan tages bedre hensyn til konsekvenserne for SMV'er, og agter at overvåge dette spørgsmål nøje i de kommende år;

17.  opfordrer indtrængende Kommissionen til i forbindelse med bedre lovgivning at foretage en mere grundig vurdering af de sociale og miljømæssige konsekvenser af sin politik og dens virkninger for borgernes grundlæggende rettigheder, under hensyntagen til omkostningerne ved manglende lovgivning på EU-plan og til, at cost-benefit-analyser kun er ét ud af mange kriterier;

18.  gentager sin opfordring til obligatorisk medtagelse i alle konsekvensanalyser af en afbalanceret analyse af de mellem- og langsigtede økonomiske, sociale, miljømæssige og sundhedsmæssige indvirkninger;

19.  opfordrer Kommissionen til at anvende konsekvensanalyser og efterfølgende evalueringer til at undersøge foreneligheden af initiativer, forslag eller gældende lovgivning med målene for bæredygtig udvikling samt deres konsekvenser for henholdsvis fremskridtet med og gennemførelsen af disse mål;

20.  minder om, at man ikke under forhandlingerne gik videre med ideen om et supplerende, teknisk, uafhængigt ad hoc-panel, der var indeholdt i Kommissionens oprindelige forslag til den nye interinstitutionelle aftale; påpeger, at formålet med at etablere et sådant panel var at øge konsekvensanalysernes uafhængighed, gennemsigtighed og objektivitet; minder om, at det blev aftalt i punkt 15 i den nye interinstitutionelle aftale, at Parlamentet og Rådet ville foretage konsekvensanalyser i forbindelse med deres egne væsentlige ændringer, der er stærkt nødvendige for en informeret og begrundet beslutning, af Kommissionens forslag, hvis og når de mener, at det er hensigtsmæssigt og nødvendigt; minder sine udvalg om vigtigheden af, at de benytter sig af dette redskab, når der er behov for det;

21.  glæder sig over henvisningen i den nye interinstitutionelle aftale til medtagelsen af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet i anvendelsesområdet for konsekvensanalyser; understreger i denne forbindelse, at konsekvensanalyser altid bør omfatte en indgående og omhyggelig undersøgelse af, om et forslag overholder nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, og præcisere dets europæiske merværdi;

22.  bemærker, at en stor del af Kommissionens forslag er ikke blevet ledsaget af konsekvensanalyser, og at udvalgene har udtrykt bekymring over, at kvaliteten og detaljeringsgraden af konsekvensanalyserne varierer fra at være omfattende til at være temmelig overfladisk; påpeger, at i den første fase af anvendelsen af den nye interinstitutionelle aftale var 20 af de 59 forslag fra Kommissionen, der blev medtaget i den fælles erklæring fra 2017, ikke ledsaget af konsekvensanalyser; minder i denne forbindelse om, at mens det under alle omstændigheder er fastsat, at initiativer, som forventes at få betydelige økonomiske, sociale eller miljømæssige konsekvenser, bør ledsages af en konsekvensanalyse, er det i punkt 13 i den interinstitutionelle aftale også fastlagt, at de initiativer, der er medtaget i Kommissionens arbejdsprogram eller i den fælles erklæring, generelt skal ledsages af en konsekvensanalyse;

23.  glæder sig over, at det i den interinstitutionelle aftale fastslås, at der skal tages hensyn til den "europæiske merværdi" ved alle foreslåede EU-foranstaltninger samt til "omkostninger ved fravær af EU-tiltag", hvis der ikke træffes foranstaltninger på EU-plan, i forbindelse med fastlæggelsen af den lovgivningsmæssige dagsorden; understreger, at omkostningerne ved fravær af EU-tiltag anslås til 1,75 billioner EUR om året svarende til 12 % af EU's BNP (2016); udtrykker i den forbindelse sin anerkendelse af det arbejde, der udføres af Direktoratet for Konsekvensanalyse og Europæisk Merværdi i Europa-Parlamentets Forskningstjeneste (EPRS);

24.  opfordrer Kommissionen til yderligere at præcisere, hvordan den agter at vurdere omkostningerne ved fravær af EU — bl.a. omkostningerne for producenter, forbrugere, arbejdstagere, myndigheder og miljøet ved ikke at have harmoniseret lovgivning på EU-plan, og hvor divergerende nationale regler og politikker skaber ekstra omkostninger og gør politikkerne mindre effektive - jf. punkt 10 og 12 i den nye interinstitutionelle aftale; påpeger, at en sådan vurdering ikke kun bør foretages i tilfælde af udløbsklausuler, hen imod slutningen af et program, eller når der er planlagt en ophævelse, men også bør overvejes i tilfælde, hvor tiltag eller lovgivning på EU-plan endnu ikke er på plads eller er under revision;

25.  minder om, at det tidligere Udvalg for Konsekvensanalyse er blevet erstattet af det nye Udvalg for Forskriftskontrol, hvorved uafhængigheden af bestyrelsen øges; gentager, at Udvalget for Forskriftskontrols og dets arbejdes uafhængighed, gennemsigtighed og objektivitet skal sikres, og at udvalgets medlemmer ikke bør underlægges politisk kontrol(29); understreger, at Kommissionen bør sikre, at alle udvalgets udtalelser, herunder negative udtalelser, gøres offentligt tilgængelige samtidigt med offentliggørelsen af de relevante konsekvensanalyser; opfordrer til en evaluering af Udvalget for Forskriftskontrols resultater i forbindelse med udførelsen af dets rolle med overvågning og objektiv vejledning angående konsekvensanalyser;

26.  påpeger, at Parlamentets Direktorat for Konsekvensanalyse og Europæisk Merværdi, der er oprettet inden for rammerne af dets forvaltning, bistår udvalgene og tilbyder dem en række forskellige tjenesteydelser, som der skal være tilstrækkelige ressourcer til, så det sikres, at medlemmerne og udvalgene får den bedst mulige støtte; noterer sig med tilfredshed, at Udvalgsformandskonferencen den 12. september 2017 vedtog en ajourført udgave af håndbogen om konsekvensanalyse – retningslinjer for udvalgene;

27.  opfordrer alle sine udvalg til at gennemgå Kommissionens konsekvensanalyser og Parlamentets forudgående konsekvensanalyser så tidligt som muligt i lovgivningsprocessen;

28.  minder om, at Parlamentet i henhold til punkt 14 i den nye interinstitutionelle aftale ved behandling af Kommissionens lovgivningsforslag vil tage fuldt hensyn til Kommissionens konsekvensanalyser; minder i denne forbindelse om, at Parlamentets udvalg kan anmode Kommissionen om at fremlægge sin konsekvensanalyse og den valgte politiske løsning på et møde i hele udvalget, og opfordrer udvalgene til at benytte sig af denne mulighed mere regelmæssigt og af muligheden for at se en præsentation af Parlamentets egne tjenestegrenes første vurdering af Kommissionens konsekvensanalyse; påpeger imidlertid, at dette ikke må indskrænke råderummet for medlovgiverne;

29.  glæder sig over den mulighed, Kommissionen har for at supplere sine egne konsekvensanalyser under lovgivningsprocessen; mener, at punkt 16 i den nye interinstitutionelle aftale bør fortolkes således, at Kommissionen efter anmodning fra Parlamentet eller Rådet straks bør levere sådanne supplerende konsekvensanalyser;

30.  understreger betydningen af en rettidig, offentlig og åben inddragelse og høring af interessenter med tilstrækkelig tid til fyldestgørende svar; fastholder, at det er vigtigt, at Kommissionen gennemfører offentlige høringer på alle officielle sprog i den forberedende fase;

31.  minder om, at det i henhold til punkt 17 i den nye interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning er op til de tre institutioner selv at beslutte, hvordan deres arbejde med konsekvensanalyse skal organiseres, herunder interne organisatoriske ressourcer og kvalitetskontrol;

32.  glæder sig over, at de tre institutioner i punkt 17 i den nye interinstitutionelle aftale har forpligtet sig til at udveksle oplysninger om bedste praksis og metoder vedrørende konsekvensanalyser; er af den opfattelse, at dette bør omfatte deling af rådata, der underbygger Kommissionens konsekvensanalyse, hvis det er muligt, og navnlig hvis Parlamentet beslutter at supplere Kommissionens konsekvensanalyse med dets eget yderligere arbejde; tilskynder i denne forbindelse de tre institutioners tjenestegrene til at samarbejde i videst muligt omfang, herunder med hensyn til fælles kurser om konsekvensanalysemetoder, også med henblik på at opnå en fælles interinstitutionel metode i fremtiden;

33.  understreger under henvisning til punkt 18 i den nye interinstitutionelle aftale betydningen af, at "Kommissionens oprindelige konsekvensanalyse og det eventuelle yderligere arbejde med konsekvensanalyse, som institutionerne udfører i løbet af lovgivningsprocessen", offentliggøres senest ved afslutningen af lovgivningsprocessen for at sikre åbenhed over for borgere og interessenter;

34.  gentager sit synspunkt om, at interessenter, herunder faglige organisationer og civilsamfundet, bør kunne give et effektivt input til konsekvensanalyseprocessen så tidligt som muligt i høringsfasen, og opfordrer Kommissionen til med henblik herpå at gøre mere systematisk brug af køreplaner og indledende konsekvensanalyser og til at offentliggøre dem rettidigt i begyndelsen af konsekvensanalyseprocessen;

35.  glæder sig over tilsagnet fra Kommissionen om at gennemføre en bred høring, før den vedtager et forslag, og tilskynder navnlig til direkte deltagelse af SMV'er, civilsamfundet og andre slutbrugere i høringerne; noterer sig med tilfredshed, at Kommissionens reviderede retningslinjer for bedre regulering går i denne retning;

36.  fremhæver de nye bestemmelser om offentlige høringer og høringer af interessenter, der bør fungere som et vigtigt redskab både i den forberedende fase og i hele lovgivningsprocessen;

37.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at overholde de obligatoriske frister, der er fastsat for gennemførelsesrapporter og revision af direktiver og forordninger;

38.  understreger betydningen af den efterfølgende evaluering af gældende lovgivning, i overensstemmelse med princippet om først at evaluere, og anbefaler, at den om muligt tager form af efterfølgende konsekvensanalyser under anvendelse af den samme metode som ved den forudgående konsekvensanalyse vedrørende den samme retsakt, så der kan foretages en bedre evaluering af resultaterne af retsakten;

39.  glæder sig over punkt 22 i den nye interinstitutionelle aftale, hvorefter de tre institutioner er enige om, hvor det er relevant, til støtte for evalueringsprocessen at fastsætte krav om rapportering, overvågning og evaluering i lovgivningen, samtidig med at overregulering og administrative byrder undgås, navnlig for medlemsstaterne; noterer sig de udfordringer, der er forbundet med at indsamle data i medlemsstaterne om virkningerne af lovgivning, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere deres bestræbelser i denne henseende;

40.  glæder sig over punkt 23 i den nye interinstitutionelle aftale, hvorefter de tre institutioner er enige om systematisk at overveje anvendelse af revisionsklausuler i lovgivningen; opfordrer Kommissionen til at medtage revisionsklausuler i sine forslag, når det er relevant, og til i modsat fald at give en begrundelse for sin fravigelse af denne hovedregel;

Lovgivningsinstrumenter

41.  glæder sig over tilsagnene fra Kommissionen med hensyn til omfanget af den begrundelse, der ledsager alle dens forslag; udtrykker især tilfredshed med, at Kommissionen også vil forklare, hvordan de foreslåede foranstaltninger er berettigede i lyset af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet; understreger i den forbindelse betydningen af en styrket og samlet vurdering og begrundelse vedrørende overholdelsen af disse principper samt den europæiske merværdi af den foreslåede foranstaltning;

42.  mener, at der skal være sammenhæng mellem begrundelsen og konsekvensanalysen vedrørende det samme forslag; opfordrer derfor Kommissionen til at sikre en sådan sammenhæng og til at forklare sit valg, hvis den fraviger konklusionerne i konsekvensanalysen;

43.  henleder opmærksomheden på, at Kommissionen i punkt 25 i den nye interinstitutionelle aftale kun har forpligtet sig til at tage "behørigt hensyn til forordningers og direktivers forskellige karakter og virkninger"; gentager sin anmodning om, at der under henvisning til Monti-rapporten i højere grad bør gøres anvendelse af forordninger i lovgivningen(30) i overensstemmelse med de retlige krav i traktaterne om anvendelse heraf med henblik på at sikre konsekvens, forenkling og retssikkerhed i hele Unionen;

44.  glæder sig over de tre institutioners tilsagn om at udveksle synspunkter om ændringer af retsgrundlaget, jf. punkt 25 i den nye interinstitutionelle aftale; fremhæver sit Retsudvalgs rolle og ekspertise med hensyn til at kontrollere retsgrundlag(31); minder om Parlamentets holdning om, at det vil modsætte sig ethvert forsøg på at undergrave Parlamentets lovgivningsbeføjelser ved hjælp af uberettigede ændringer af retsgrundlaget; opfordrer Rådet til fuldt ud at respektere sit tilsagn om at fortsætte en dialog med Parlamentet i tilfælde af uenighed med det foreslåede retsgrundlag, navnlig i politisk følsomme sager;

45.  påpeger, at valget af retsgrundlag for Kommissionens forslag bør være begrundet i objektive forhold, som kan underkastes domstolskontrol; understreger imidlertid, at Parlamentet som medlovgiver har ret til at foreslå ændringer af retsgrundlaget på grundlag af sin fortolkning af traktaterne;

Delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter

46.  understreger vigtigheden af det princip, der er nedfældet i punkt 26 i den nye interinstitutionelle aftale, og gentager, at det henhører under lovgiverens kompetence at beslutte, om og i hvilket omfang delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter skal anvendes inden for rammerne af traktaterne og i lyset af EU-Domstolens retspraksis(32);

47.  bemærker, at delegationen af beføjelser til Kommissionen ikke kun er et teknisk anliggende, men også kan omfatte spørgsmål af politisk følsomhed, som er af stor betydning for unionsborgere, forbrugere og virksomheder;

48.  glæder sig over Kommissionens bestræbelser på at overholde den frist, der er fastsat i punkt 27 i den nye interinstitutionelle aftale for et forslag om tilpasning af alle basisretsakter, der stadig henviser til forskriftsproceduren med kontrol; mener endvidere, at alle sager, der tidligere blev behandlet efter forskriftsproceduren med kontrol, som hovedregel nu bør tilpasses til artikel 290 i TEUF og dermed konverteres til delegerede retsakter(33);

49.  advarer om, at medtagelsen af forpligtelsen for Kommissionen til systematisk at benytte sig af medlemsstaternes eksperter i forbindelse med udarbejdelsen af delegerede retsakter ikke bør indebære, at proceduren gøres meget lig, om ikke helt identisk med den, der er fastsat for udarbejdelsen af gennemførelsesretsakter, navnlig hvad angår de proceduremæssige rettigheder, der tillægges disse eksperter; mener, at dette også kan udviske forskellene mellem de to typer retsakter i et sådant omfang, at det de facto kunne føre til en genoplivning af komitologimekanismen fra før Lissabontraktaten;

50.  udtrykker utilfredshed med, at Rådet på trods af Parlamentets indrømmelser stadig er meget tilbageholdende med at acceptere delegerede retsakter, når kriterierne i artikel 290 i TEUF er opfyldt; minder om, at den nye interinstitutionelle aftale som anført i betragtning 7 skal lette forhandlingerne inden for rammerne af den almindelige lovgivningsprocedure og forbedre anvendelsen af artikel 290 og 291 i TEUF; påpeger, at Rådet ikke desto mindre i adskillige lovgivningssager enten har insisteret på tildeling af gennemførelsesbeføjelser i henhold til artikel 291 i TEUF eller på medtagelse af alle elementer, der ud fra en abstrakt bedømmelse kan gøres til genstand for delegation af beføjelser eller tildeling af gennemførelsesbeføjelser i selve basisretsakten; udtrykker skuffelse over, at Kommissionen i disse tilfælde ikke forsvarede sine egne oprindelige forslag;

51.  er stærkt bekymret over, at Rådet næsten systematisk forsøger at erstatte delegerede retsakter med gennemførelsesretsakter; finder det særligt uacceptabelt, at Rådet forsøger at udnytte tilpasningen af retsakter til Lissabontraktaten til at erstatte forskriftsproceduren med kontrol med gennemførelsesretsakter frem for delegerede retsakter;

52.  glæder sig over indledningen af de interinstitutionelle forhandlinger, der er nævnt i punkt 28 i den nye interinstitutionelle aftale; bekræfter sin holdning om de ikkebindende kriterier for anvendelse af artikel 290 og 291 i TEUF som fastsat i dets beslutning af 25. februar 2014(34); mener, at de bør danne grundlaget for disse forhandlinger;

53.  minder om, at vigtige politiske elementer, såsom EU-lister eller -registre over produkter eller stoffer, bør vedblive at være en integreret del af basisretsakten, eventuelt i form af et bilag, og derfor kun bør ændres ved hjælp af delegerede retsakter; understreger, at oprettelsen af selvstændige lister bør undgås af hensyn til retssikkerheden;

54.  mener, at kriterierne for anvendelsen af artikel 290 og 291 i TEUF skal tage hensyn til EU-Domstolens domme, f.eks. dommene i biocid-sagen, sagen om den delegerede retsakt om CEF og sagen om visumgensidighedsmekanismen(35);

55.  glæder sig over Kommissionens tilsagn om, at den, hvis der er behov for en bredere ekspertise i starten af forberedelsen af udkast til gennemførelsesretsakter, vil gøre brug af ekspertgrupper, høre særlige interessenter og/eller foretage offentlige høringer, hvor det er relevant; mener, at Parlamentet bør underrettes behørigt, når der indledes en sådan høringsproces;

56.  noterer sig med tilfredshed, at Kommissionen i punkt 28 i den nye interinstitutionelle aftale gik med til at sikre, at Parlamentet og Rådet har lige adgang til alle oplysninger om delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, således at de vil modtage alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter; glæder sig over, at eksperter fra Parlamentet og Rådet systematisk vil have adgang til Kommissionens ekspertgruppemøder, som medlemsstaternes eksperter indbydes til, og som omhandler udarbejdelse af delegerede retsakter; opfordrer Kommissionen til at overholde dette tilsagn reelt og konsekvent; bemærker, at den pågældende adgang allerede er blevet forbedret;

57.  understreger behovet for at forbedre det uformelle samarbejde i den forberedende fase af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter; advarer mod, at man under forberedelsen af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter taber de to lovgiveres hensigt - som udtrykt i en lovgivningsmæssig retsakt og som en del af dennes formål - af syne; understreger betydningen af registret over delegerede retsakter, som nu er operationelt;

58.  beklager, at Kommissionen i mange tilfælde betragter niveau 2-foranstaltninger foreslået af de tre myndigheder for finansielle tjenesteydelser (ESAME, EBA og EIOPA) som vedtaget uden ændringer, hvorved Parlamentet får mindre tid til at behandle sagen, når der er foretaget vigtige eller et betydeligt antal ændringer;

59.  roser de hurtige fremskridt, der er gjort på interinstitutionelt plan med oprettelsen af et fælles funktionelt register over delegerede retsakter, og glæder sig over den officielle lancering af registret den 12. december 2017;

60.  ser frem til at gøre brug af et velstruktureret og brugervenligt funktionelt register over delegerede retsakter, som blev offentliggjort den 12. december 2017, og som Parlamentet havde anmodet om;

61.  påpeger, at forbedrede lovgivningsprocedurer på EU-plan med et rettidigt og mere dybdegående interinstitutionelt samarbejde kan resultere i en mere konsekvent og harmoniseret anvendelse af EU-retten;

Gennemsigtighed i og koordinering af lovgivningsprocessen

62.  glæder sig over, at det fastslås i punkt 32 i den nye interinstitutionelle aftale, at Parlamentet og Rådet som medlovgivere skal udøve deres beføjelser på lige fod, og at Kommissionen skal udføre sin rolle som mægler ved at behandle den lovgivende myndigheds to parter lige; minder om, at dette princip er allerede knæsat i Lissabontraktaten; anmoder derfor Kommissionen om at gøre alle relevante dokumenter i tilknytning til lovgivningsforslag, herunder uofficielle dokumenter, tilgængelige over for begge lovgivere på samme tid og om muligt offentliggøre dem;

63.  beklager, at punkt 33 og 34 i den nye interinstitutionelle aftale endnu ikke har ført til en forbedring af informationsstrømmen fra Rådet, navnlig eftersom der synes at være en generel mangel på information om de spørgsmål, som medlemsstaterne rejser i Rådet, og ikke at være nogen systematisk tilgang til at lette den gensidige udveksling af synspunkter og oplysninger; noterer sig med bekymring, at informationsstrømmen normalt er meget forskellig fra formandskab til formandskab og varierer mellem tjenestegrenene i Rådets generalsekretariat; understreger, at medlovgiverne har asymmetrisk adgang til information, idet Rådet kan overvære møder i Parlamentets udvalg, hvorimod Parlamentets repræsentanter ikke inviteres til at deltage i møderne i Rådets arbejdsgrupper; mener derfor, at en konsekvent gennemsigtig procedure vil være på sin plads; foreslår, at Rådet som en regel bør afholde alle sine møder i offentlighed, som Parlamentet gør det;

64.  anmoder om, at punkt 33 og 34 i den nye interinstitutionelle aftale bliver gennemført fuldt ud; anmoder navnlig Rådet om, at dagsordenerne, arbejdsdokumenterne og formandskabets forslag fra arbejdsgrupperne og komitéen af faste repræsentanter for medlemsstaternes regeringer (Coreper) sendes til Parlamentet på en regelmæssig og struktureret måde, så der kan blive et tilsvarende informationsniveau mellem medlovgiverne; mener, at punkt 33 og 34 i den nye interinstitutionelle aftale bør fortolkes således, at man ud over at indbyde Parlamentet til uformelle drøftelser kan opfordre det til at sende en repræsentant til møderne i Rådets arbejdsgrupper og Coreper;

65.  understreger, at bestræbelser på synkronisering og fremskyndelse af lovgivningsprocessen som omhandlet i henholdsvis punkt 35 og 36 i den nye interinstitutionelle aftale kun må finde sted, idet det samtidig sikres, at de enkelte institutioners beføjelser bevares fuldt ud; mener derfor, at synkronisering eller fremskyndelse under ingen omstændigheder må medføre, at andre institutioner pålægger Parlamentet en tidsplan;

66.  opfordrer indtrængende til, at bestræbelserne på at oprette den særlige fælles database over lovgivningssagernes status som omhandlet i punkt 39 i den nye interinstitutionelle aftale intensiveres; minder om, at denne database bør indeholde oplysninger om alle skridt i lovgivningsproceduren for at fremme sporbarheden heraf; mener, at dette også bør omfatte oplysninger om konsekvensanalyseprocessen;

67.  minder de tre EU-institutioner om, at der er behov for yderligere fremskridt med hensyn til oprettelsen af en særlig fælles database med status over de forskellige lovgivningsmæssige dossierer;

68.  foreslår, at Rådet mødes med Parlamentet mindst én gang i løbet af høringsproceduren, således at Parlamentet kan fremlægge og begrunde de vedtagne ændringsforslag, og Rådet får mulighed for at tage stilling til hvert enkelt af dem; foreslår, at Rådet i alle tilfælde afgiver et skriftligt svar;

69.  foreslår, at Parlamentet foretager en kvantitativ undersøgelse af effektiviteten af høringsproceduren;

70.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at overholde de tidsfrister, der er fastsat i forordningen om de europæiske tilsynsmyndigheder, når den træffer afgørelse om, hvorvidt den vil godkende, ændre eller ikke godkende udkast til tekniske standarder, og til i det mindste officielt at underrette de to lovgivere i god tid forinden, hvis den undtagelsesvist ikke er i stand til at overholde disse tidsfrister, med angivelse af begrundelsen herfor; understreger, at Kommissionen for nylig undlod at gøre dette i adskillige tilfælde; minder Kommissionen om, at de procedurer, hvorved Parlamentet erklærer, at det ikke har nogen indvendinger mod en retsakt, ikke er beregnet til at kompensere for forsinkelser opstået i Kommissionen, og at disse procedurer i væsentlig grad griber ind i den tid, som Parlamentet råder over til at udøve sine kontrolbeføjelser;

71.  glæder sig over, at de interinstitutionelle forhandlinger, der er nævnt i punkt 40 i den nye interinstitutionelle aftale, begyndte i november 2016; noterer sig med skuffelse, at der efter mere end et års drøftelser, tre forhandlingsrunder på politisk niveau og en række møder på teknisk plan endnu ikke er opnået enighed på trods af en klar og fast retspraksis; noterer sig de fremskridt, der hidtil er gjort, og insisterer på det kraftigste på, at disse forhandlinger bør afsluttes under det bulgarske formandskab;

72.  glæder sig over den skriftlige orientering fra Kommissionen forud for internationale konferencer og de daglige mundtlige briefinger fra formandskabet for Rådet og Kommissionen i forbindelse med disse konferencer;

73.  beklager, at Parlamentet ikke som observatør har tilladelse til at deltage i Unionens koordineringsmøder under internationale konferencer;

74.  minder Rådet og Kommissionen om, at praktiske ordninger i forbindelse med internationale aftaler skal være i overensstemmelse med traktaterne, navnlig artikel 218, stk. 10, i TEUF, og tage hensyn til EU-Domstolens domme, f.eks. dommene i Tanzania-sagen og Mauritius-sagen(36);

75.  opfordrer de andre institutioner til at overholde traktaterne og forordningerne samt relevant retspraksis med henblik på at sikre, at Parlamentet:

   a) straks får fuldstændige og korrekte oplysninger under hele livscyklussen for internationale aftaler på en proaktiv, struktureret og strømlinet måde, uden at Unionens forhandlingsposition undergraves, og får tilstrækkelig tid til at give udtryk for sine synspunkter i alle faser og så vidt muligt få taget hensyn til dem
   b) får korrekte oplysninger om og bliver inddraget i gennemførelsen af aftalerne, navnlig i forbindelse med de afgørelser, som træffes af de organer, der oprettes ved aftalerne, og får lov til fuldt ud at udøve sine rettigheder som medlovgiver, når de har indvirkning på EU-lovgivningen
   c) underrettes proaktivt om Kommissionens holdning i internationale fora såsom WTO, UNCTAD, OECD, UNDP, FAO og UNHRC;

76.  mener, at det er vigtigt horisontalt at respektere den mangeårige praksis med at afvente Parlamentets godkendelse, inden handels- og investeringsbestemmelserne i politisk vigtige aftaler anvendes foreløbigt, således som kommissær Cecilia Malmström også lovede det under høringen af hende den 29. september 2014; opfordrer Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at fortsætte med udvidelsen af denne praksis til at omfatte alle internationale aftaler;

77.  bemærker, at Parlamentet er parat til at gå til Den Europæiske Unions Domstol igen for at sikre, at dets rettigheder respekteres, såfremt der ikke gøres endegyldige fremskridt i forhandlingerne om punkt 40 i den nye interinstitutionelle aftale;

78.  bemærker, at hver enkelt institution bør være sig bevidst, at dens ansvar som lovgiver ikke ophører, efter at internationale aftaler er indgået; understreger, at der er behov for en tæt overvågning af gennemførelsen og løbende bestræbelser på at sikre, at aftaler opfylder deres mål; opfordrer institutionerne til at udvide bedste praksis og en samordnet tilgang til også at gælde ved gennemførelse og evaluering af internationale aftaler;

79.  bemærker, at konsekvensanalyser, der også omfatter en analyse af menneskerettighedssituationen, kan være et vigtigt redskab i forbindelse med forhandlinger om handels- og investeringsaftaler, idet de hjælper parterne til at overholde deres menneskerettighedsforpligtelser, og minder om den bindende karakter, som aftaler såsom den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder har;

80.  opfordrer Kommissionen og Rådet til fuldt ud at respektere fordelingen af kompetencer mellem Unionen og medlemsstaterne, jf. udtalelse 2/15 af 16. maj 2017 fra EU-Domstolen, i forbindelse med vedtagelsen af forhandlingsdirektiver, forhandlinger om og retsgrundlaget for forslag vedrørende undertegnelse og indgåelse og navnlig Rådets undertegnelse og indgåelse af internationale handelsaftaler;

81.  opfordrer de europæiske repræsentanter til at lægge særlig vægt på overensstemmelsen mellem internationale standarder/krav og gældende bindende EU-lovgivning;

82.  opfordrer Kommissionen til at udlevere dokumenter, der redegør for dens holdning i de internationale organisationer, der fastsætter standarder på det finansielle, monetære og reguleringsmæssige område, særlig Baselkomitéen for Banktilsyn; anmoder om, at Parlamentet underrettes fuldt ud på alle stadier i udviklingen af internationale standarder, som kan have en indvirkning på EU-retten;

83.  opfordrer til etablering og formalisering af en finansiel dialog med henblik på at vedtage og skabe sammenhængende europæiske holdninger forud for store internationale forhandlinger i overensstemmelse med dets beslutning af 12. april 2016 om Unionens rolle i forbindelse med de internationale finansielle, monetære og regulerende institutioner og organer(37); understreger, at sådanne holdninger på grundlag af detaljerede retningslinjer, der kan suppleres af proaktive "vejledende" beslutninger, bør drøftes og være kendt på forhånd, og at der bør sikres en opfølgning, hvor Kommissionen regelmæssigt rapporterer tilbage om anvendelsen af disse retningslinjer;

84.  minder om sin erklæring vedtaget den 15. marts 2018 om fastlæggelse af hjemstedet for Det Europæiske Lægemiddelagentur(38), hvori Parlamentet har beklaget, at der ikke var blevet taget behørigt hensyn til dets rolle og rettigheder som medlovgiver på lige fod med Rådet;

85.  anerkender mandatet, som blev godkendt af Coreper den 6. december 2017, hvor man nåede til enighed om Rådets holdning til Kommissionens forslag om et obligatorisk åbenhedsregister; opfordrer alle parter til at afslutte forhandlingerne i en ånd af godt samarbejde for at forbedre gennemsigtigheden af lovgivningsproceduren;

86.  noterer sig De Capitani-dommen(39), som bekræfter, at principperne om offentlighed og gennemskuelighed er indbygget i EU's lovgivningsproces, og at ingen generel formodning om nægtelse af aktindsigt kan tiltrædes med hensyn til lovgivningsmæssige dokumenter, herunder fra triloger;

Gennemførelse og anvendelse af EU-lovgivning

87.  understreger vigtigheden af princippet i punkt 43 i den nye interinstitutionelle aftale om, at når medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelse af direktiver i national ret vælger at tilføje elementer, som på ingen måde vedrører denne EU-lovgivning, bør sådanne tilføjelser være identificerbare, enten via gennemførelsesretsakt(er) eller via dertil knyttede dokumenter; noterer sig, at der ofte stadig mangler sådanne oplysninger; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at handle konsekvent og i fællesskab om at løse problemet med manglende gennemsigtighed og andre problemer med "overregulering"(40);

88.  er af den opfattelse, at der i forbindelse med implementering og gennemførelse af EU-retsakter i national ret klart skal skelnes mellem tilfælde af overregulering, hvor medlemsstaterne indfører yderligere administrative krav, der ikke vedrører EU-retten, og fastsættelse af højere standarder, der går videre end de EU-dækkende minimumsstandarder for miljø- og forbrugerbeskyttelse, sundhedspleje og fødevaresikkerhed;

89.  mener, at de tre institutioner for at mindske problemerne med "overregulering" bør forpligte sig til at vedtage EU-lovgivning, der er klar og let gennemførlig, og som har en konkret europæisk merværdi; minder om, at selv om man bør undgå yderligere unødvendige administrative byrder, bør dette ikke forhindre medlemsstaterne i at bibeholde eller træffe mere ambitiøse foranstaltninger og indføre højere standarder på det sociale område, miljøområdet og for forbrugerbeskyttelse i tilfælde, hvor der kun er fastlagt minimumsstandarder i EU-lovgivningen;

90.  opfordrer medlemsstaterne til så vidt muligt at undlade at skabe yderligere administrative krav, når de gennemfører EU-lovgivning i national ret, og til i overensstemmelse med punkt 43 i den interinstitutionelle aftale at gøre sådanne tilføjelser identificerbare i gennemførelsesretsakten eller dertil knyttede dokumenter;

91.  minder om, at medlemsstaterne i henhold til punkt 44 i den nye interinstitutionelle aftale bliver opfordret til at samarbejde med Kommissionen om at indhente oplysninger og data, som er nødvendige for at kunne overvåge og evaluere gennemførelsen af EU-retten; opfordrer derfor medlemsstaterne til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at leve op til deres tilsagn, bl.a. ved at levere sammenligningstabeller med klare og præcise oplysninger om nationale foranstaltninger til gennemførelse af direktiver i deres nationale retsorden, som aftalt i den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter og den fælles politiske erklæring af 27. oktober 2011 fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om forklarende dokumenter;

92.  mener, at det tilsagn, som Kommissionen har givet i henhold til punkt 45 i den nye interinstitutionelle aftale, bør fortolkes således, at Parlamentets adgang til oplysninger vedrørende traktatbrudsprocedurer og procedurerne forud herfor vil blive forbedret betydeligt, under behørig overholdelse af reglerne om fortrolighed; gentager i dette øjemed sine mangeårige anmodninger til Kommissionen angående de oplysninger, som Parlamentet har ret til at få adgang til(41);

93.  gentager sin påskønnelse af EU Pilot-ordningens problemløsningsmekanisme som en mere uformel, men ikke desto mindre effektiv metode til at sikre overholdelse af EU-retten fra medlemsstaternes side(42); beklager Kommissionens meddelelse om, at den fremover som hovedregel vil indlede traktatbrudsprocedurer uden at gøre brug af mekanismen(43);

94.  erindrer om, at medlemmerne af Kommissionen er forpligtet til at respektere lovgivningsbeføjelserne hos medlemmerne af Europa-Parlamentet; mener, at de skal stille alle uafhængige undersøgelser, som de baserer deres beslutningstagning på, til rådighed for Parlamentet og ligeledes offentliggøre undersøgelser, som modsiger deres konklusioner;

95.  beklager, at ikke alle oversættelser af lovgivningsforslag gøres tilgængelige på samme tid, hvilket forsinker lovgivningsprocessen;

96.  understreger, at en effektiv EU-lovgivning, for så vidt angår anvendelsen heraf, skal søge at sikre, at de heri fastlagte procedurer er i samklang med selve formålet med retsakten, navnlig det ultimative mål om at beskytte miljøet, når det drejer sig om at sikre en høj grad af miljøbeskyttelse;

97.  anerkender betydningen af det arbejde, som gøres i Udvalget for Andragender for at vurdere kvaliteten af EU-lovgivningen med hensyn til dens anvendelse i praksis og som grundlag for forbedring af de lovgivningsmæssige tekster og procedurer; påpeger i den forbindelse vigtigheden af et ægte interinstitutionelt samarbejde med Kommissionen med henblik på at sikre behørig behandling af andragenderne;

Forenkling

98.  glæder sig over tilsagnet i punkt 46 i den nye interinstitutionelle aftale om en hyppigere anvendelse af den lovgivningsmæssige omarbejdningsteknik; gentager, at denne teknik bør være den almindelige lovgivningsteknik som et uvurderligt værktøj til at opnå forenkling(44); mener dog, at Kommissionen i tilfælde af en fuldstændig revision af politikken i stedet for at anvende omarbejdningsteknikken bør fremsætte et forslag til en helt ny retsakt om ophævelse af den eksisterende lovgivning, så de to lovgivere kan indlede brede og effektive politiske drøftelser, idet deres beføjelser som nedfældet i traktaterne bevares fuldt ud;

99.  minder om, at bedre lovgivning i forbindelse med vurdering af unødige lovgivningsmæssige og administrative byrder i henhold til den aftale, der er indgået af de tre institutioner i stk. 47 og 48 i den nye interinstitutionelle aftale, og i forbindelse med undersøgelse af mulige målsætninger for byrdereduktion med henblik på at sænke omkostningerne for administrationer og virksomheder, herunder SMV'er, i givet fald også kan betyde mere EU-lovgivning, herunder harmonisering af forskelle i national lovgivning, idet der tages hensyn til fordelene ved lovgivningsmæssige foranstaltninger og konsekvenserne af manglende handling på EU-plan med hensyn til sociale, miljømæssige og forbrugermæssige standarder, og i betragtning af, at medlemsstaterne frit kan anvende højere standarder, hvis blot minimumsstandarder er defineret i EU-retten; minder endvidere om, at den horisontale sociale bestemmelse i artikel 9 i TEUF pålægger Unionen at tage nøje hensyn til den indflydelse, EU-lovgivning om sociale standarder og arbejdspladser, herunder passende høring af arbejdsmarkedets parter, navnlig fagforeninger, forbrugere og repræsentanter for sårbare gruppers interesser, med respekt for arbejdsmarkedets parters selvstændighed og de aftaler, som disse kan indgå i overensstemmelse med artikel 155 i TEUF; understreger derfor, at reduktionen af de administrative byrder ikke nødvendigvis er ensbetydende med afregulering, og at den under alle omstændigheder må ikke kompromittere de grundlæggende rettigheder, miljøstandarder og sociale standarder samt arbejds-, sundheds- og sikkerheds-, forbrugerbeskyttelses-, ligestillings- og dyrevelfærdsstandarder, herunder oplysningskravene i forbindelse hermed, og at denne reduktion af byrderne derfor ikke må gå ud over arbejdstagernes rettigheder - uanset virksomhedens størrelse - eller føre til en stigning i usikre ansættelseskontrakter;

100.  glæder sig over Kommissionens første årlige undersøgelse af byrden foretaget i forbindelse med forenkling af EU-lovgivningen, hvortil den gennemførte en Flash Eurobarometer-undersøgelse om erhvervslivets opfattelse af reguleringen baseret på samtaler med over 10 000 virksomheder i alle 28 medlemsstater, hovedsagelig SMV'er, der afspejler fordelingen af virksomheder i Unionen; henleder opmærksomheden på resultaterne af undersøgelsen, som bekræfter, at det fortsat er relevant at fokusere på at fjerne unødige omkostninger, og viser, at der er et komplekst samspil af forskellige faktorer, som påvirker opfattelsen hos virksomhederne, hvilket også kan være forårsaget af forskelle i de nationale administrative og retlige systemer vedrørende gennemførelsen af lovgivningen; påpeger, at overregulering og sågar ukorrekt mediedækning også kan påvirke denne opfattelse; mener, at idéen om en årlig undersøgelse af byrden, samtidig med at den er et vigtigt redskab til identifikation af problemer med gennemførelsen og anvendelsen af EU-lovgivningen, ikke kan give anledning til at antage, at forordningen i sagens natur medfører uforholdsmæssigt store administrative byrder; er enig med Kommissionen i, at den eneste måde, hvorpå man konkret kan finde frem til, hvad der rent faktisk kan forenkles, strømlines eller elimineres, er at indhente synspunkter fra alle interessenter, herunder dem, der ikke er så stærkt repræsenteret, og faglige organisationer om specifikke retsakter eller forskellige dele af lovgivningen, der gælder for en bestemt sektor; opfordrer Kommissionen til at forbedre den årlige undersøgelse af byrden på grundlag af de indhøstede erfaringer fra den første udgave, til at anvende gennemsigtige og kontrollerbare dataindsamlingsmetoder, til at være særlig opmærksom på SMV'ernes behov og til at medtage både faktiske og opfattede byrder;

101.  noterer sig endvidere resultatet af Kommissionens vurdering af, om det er muligt at fastsætte mål om at mindske byrden i specifikke sektorer, uden at det sker på bekostning af formålet med lovgivningen; opfordrer Kommissionen til at fastsætte mål for reduktion af byrderne i forbindelse med hvert enkelt initiativ på en fleksibel, men evidensbaseret og pålidelig måde, og i fuldt samråd med interessenterne, som det allerede er tilfældet under REFIT;

102.  understreger, at en EU-bestemmelse almindeligvis erstatter 28 nationale bestemmelser, hvilket styrker det indre marked og fører til mindre bureaukrati;

103.  understreger vigtigheden af at undgå unødvendigt bureaukrati og at tage hensyn til sammenhængen mellem virksomhedens størrelse og de ressourcer, der er nødvendige for at opfylde forpligtelser;

Gennemførelse og overvågning af den nye interinstitutionelle aftale

104.  bemærker, at Formandskonferencen regelmæssigt vil modtage en rapport udarbejdet af formanden med en beskrivelse af den aktuelle status for gennemførelsen både internt og interinstitutionelt; mener, at denne rapport bør tage behørigt hensyn til den vurdering, der er foretaget af Udvalgsformandskonferencen på grundlag af erfaringerne fra de forskellige udvalg, navnlig Retsudvalget, som er det udvalg, der har ansvaret for bedre lovgivning og forenkling af EU-lovgivningen(45);

105.  glæder sig over det første årlige interinstitutionelle statusmøde på højt niveau om gennemførelsen af den interinstitutionelle aftale, der fandt sted den 12. december 2017; opfordrer Udvalgsformandskonferencen til over for Formandskonferencen at fremkomme med enhver henstilling angående gennemførelsen af den nye interinstitutionelle aftale, som den anser for relevant;

o
o   o

106.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.
(2) EUT L 304 af 20.11.2010, s. 47.
(3) EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.
(4) EFT C 102 af 4.4.1996, s. 2.
(5) EFT C 73 af 17.3.1999, s. 1.
(6) EFT C 77 af 28.3.2002, s. 1.
(7) EUT C 145 af 30.6.2007, s. 5.
(8) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 15.
(9) EUT C 484 af 24.12.2016, s. 7.
(10) EUT C 446 af 29.12.2017, s. 1.
(11) Domstolens dom (Store Afdeling) af 18. marts 2014, Europa-Kommissionen mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union, sag C-427/12, ECLI:EU:C:2014:170; Domstolens dom (Store Afdeling) af 16. juli 2015, Europa-Kommissionen mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union, sag C-88/14, ECLI:EU:C:2015:499; Domstolens dom af 17. marts 2016, Europa-Parlamentet mod Europa-Kommissionen, sag C-286/14, ECLI:EU:C:2016:183; Domstolens dom (Store Afdeling) af 14. juni 2016, Parlamentet mod Rådet, sag C-263/14, ECLI:EU:C:2016:435; Domstolens dom (Store Afdeling) af 24. juni 2014, Parlamentet mod Rådet, sag C-658/11, ECLI: EU:C:2014:2025.
(12) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0484.
(13) EUT C 58 af 15.2.2018, s. 39.
(14) EUT C 101 af 16.3.2018, s. 116.
(15) EUT C 50 af 9.2.2018, s. 91.
(16) EUT C 289 af 9.8.2016, s. 53.
(17) EUT C 285 af 29.8.2017, s. 11.
(18) EUT C 93 af 24.3.2017, s. 14.
(19) EUT C 353 E af 3.12.2013, s. 117.
(20) EUT C 51 E af 22.2.2013, s. 87.
(21) EUT C 380 E af 11.12.2012, s. 31.
(22) EUT C 50 af 9.2.2018, s. 91.
(23) Se bilag II til Europa-Parlamentets afgørelse af 9. marts 2016 om indgåelse af en interinstitutionel aftale om bedre lovgivning mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen.
(24)1 Artikel 6, stk. 2, i afgørelse truffet af formanden for Europa-Kommissionen den 19. maj 2015 om oprettelse af et uafhængigt Udvalg for Forskriftskontrol (C(2015)3263).
(25) Se COM(2016)0798 og COM(2016)0799.
(26) Se punkt 47 i Parlamentets beslutning af 9. september 2010 om bedre lovgivning – Kommissionens 15. årsrapport i overensstemmelse med artikel 9 i protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (EUT C 308 E af 20.10.2011, s. 66).
(27) Se punkt 16 i Parlamentets beslutning af 27. november 2014 om revision af Kommissionens retningslinjer for konsekvensanalyse og SMV-testens rolle.
(28) Se punkt 4 i Parlamentets afgørelse af 9. marts 2016 om indgåelse af en interinstitutionel aftale om bedre lovgivning mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen.
(29) Se punkt 12 i Parlamentets beslutning af 27. november 2014, jf. ovenfor, og punkt 6 i Parlamentets afgørelse af 9. marts 2016, jf. ovenfor.
(30) Se punkt 5 i Parlamentets beslutning af 14. september 2011 om bedre lovgivning, subsidiaritet, proportionalitet og intelligent lovgivning.
(31) Se Europa-Parlamentets forretningsorden, bilag V, punkt XVI.1.
(32) Se betragtning D i Parlamentets beslutning af 25. februar 2014 om opfølgning på delegationen af lovgivningsbeføjelser og medlemsstaternes kontrol med Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser, jf. ovenfor.
(33) Se punkt 6 i Parlamentets beslutning af 25. februar 2014 om opfølgning på delegationen af lovgivningsbeføjelser og medlemsstaternes kontrol med Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser, jf. ovenfor.
(34) Ibidem, punkt 1.
(35) Domstolens dom (Store Afdeling) af 18. marts 2014, Europa-Kommissionen mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union, jf. ovenfor; Domstolens dom af 17. marts 2016, Europa-Parlamentet mod Europa-Kommissionen, jf. ovenfor; Domstolens dom (Store Afdeling) af 14. juni 2016, Parlamentet mod Rådet, jf. ovenfor.
(36) Domstolens dom (Store Afdeling) af 14. juni 2016, Parlamentet mod Rådet, jf. ovenfor; Domstolens dom (Store Afdeling) af 24. juni 2014, Parlamentet mod Rådet, jf. ovenfor.
(37) EUT C 58 af 15.2.2018, s. 76.
(38) Se vedtagne tekster, P8_TA(2018)0086.
(39) Rettens dom (Syvende Udvidede Afdeling) af 22. marts 2018, De Capitani mod Europa-Parlamentet, sag T-540/15, ECLI:EU:T:2018:167.
(40) Se punkt 7 i Parlamentets beslutning af 21. november 2012 om den 28. årsrapport om kontrollen med anvendelsen af EU-retten (2010) (EUT C 419 af 16.12.2015, s. 73).
(41) Se punkt 21 og 22 i Parlamentets beslutning af 4. februar 2014 om den 29. årsrapport om kontrollen med gennemførelsen af EU-retten (2011).
(42) Se punkt 16 i Parlamentets beslutning af 6. oktober 2016 om tilsyn med anvendelsen af EU-retten: Årsberetningen for 2014 (Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0385).
(43) Se punkt 2 i Kommissionens meddelelse med titlen "EU-retten: Bedre resultater gennem bedre anvendelse", jf. ovenfor (se side 12 i EUT C 18 af 19.1.2017).
(44) Se punkt 41 i Parlamentets beslutning af 14. september 2011, jf. ovenfor.
(45) Se Europa-Parlamentets forretningsorden, bilag V, punkt XVI.3.


Den flerårige finansielle ramme 2021-2027 og egne indtægter
PDF 120kWORD 52k
Europa-Parlamentets beslutning af 30. maj 2018 om den flerårige finansielle ramme 2021-2027 og egne indtægter (2018/2714(RSP))
P8_TA(2018)0226B8-0239/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 311, 312 og 323 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. maj 2018 med titlen "Et moderne budget for en Union, der beskytter, styrker og forsvarer - Den flerårige finansielle ramme for 2021-2027" (COM(2018)0321),

–  der henviser til Kommissionens forslag af 2. maj 2018 om den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2021-2027 og ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter,

–  der henviser til Kommissionens forslag af 2. maj 2018 til en forordning fra Europa-Parlamentet og Rådet om beskyttelse af Unionens budget i tilfælde af generelle mangler for så vidt angår retsstaten i medlemsstaterne (COM(2018)0324),

–  der henviser til sin beslutning af 14. marts 2018 om den næste FFR, forberedelse af Parlamentets holdning til den flerårige finansielle ramme efter 2020(1) og om reform af Den Europæiske Unions ordning for egne indtægter(2),

–  der henviser til Kommissionens og Rådets redegørelser den 29. maj 2018 om den flerårige finansielle ramme 2021-2017 og egne indtægter;

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

1.  noterer sig Kommissionens forslag af 2. maj 2018 om den flerårige finansielle ramme for 2021-2027 og EU's ordning for egne indtægter, som giver et grundlag for de kommende forhandlinger; minder om, at Parlamentets holdning er klart fastlagt i to beslutninger, der er vedtaget med et meget stort flertal den 14. marts 2018, og som udgør dets mandat for forhandlingerne;

2.  opfordrer indtrængende Rådet til at sikre, at den kommende finansielle ramme afspejler en klar og positiv vision af EU's fremtid og imødekommer dets behov, bekymringer og EU-borgernes forventninger; understreger, at beslutningen om FFR vil udstyre Unionen med de nødvendige finansielle midler til at overvinde vigtige udfordringer og nå sine politiske prioriteringer og mål i løbet af den næste syvårige periode; forventer derfor, at Rådet træffer afgørelse i overensstemmelse med de politiske forpligtelser, det allerede har indgået, og vil være dristig i sin tilgang; er bekymret for, at Kommissionens forslag vil svække EU's vigtigste solidaritetspolitikker, og agter at føre forhandlinger med Rådet med henblik på at opbygge en mere ambitiøs FFR til gavn for borgerne;

3.  udtrykker sin overraskelse og bekymring over, at sammenlignelige data, som Kommissionen officielt fremsatte den 18. maj 2018 efter Parlamentets kraftige efterspørgsel, afslører visse uoverensstemmelser i den måde, hvorpå disse tal blev fremlagt og kommunikeret på i FFR-forslagene; bemærker navnlig, at forhøjelserne for flere EU-programmer faktisk er væsentligt lavere, medens nedskæringer til andre programmer er betydeligt højere, end de oprindeligt blev forelagt af Kommissionen; understreger nødvendigheden af, at Parlamentet og Rådet fra starten bliver enige om en klar metodik i forhold til tallene; erklærer, at det med henblik på denne beslutning vil anvende sine egne beregninger, baseret på faste priser og under hensyntagen til Det Forenede Kongeriges udtræden;

4.  giver udtryk for sin skuffelse over det foreslåede samlede niveau for den næste flerårige finansielle ramme, der er fastsat til 1,1 mia. EUR, hvilket svarer til 1,08 % af BNI for EU-27 efter at have trukket Den Europæiske Udviklingsfond fra (i øjeblikket 0,03 % af EU's BNI uden for EU's budget); understreger, at dette på globalt plan med hensyn til BNI i faste priser er lavere end niveauet for den nuværende FFR, til trods for den supplerende finansiering, der er nødvendig for nye politiske prioriteter og nye udfordringer for Unionen; minder om, at den nuværende FFR er mindre end dens forgænger (FFR 2007-2013) og har vist sig at være utilstrækkelig til at finansiere Unionens presserende behov;

5.  beklager, at dette forslag fører direkte til en forringelse af både den fælles landbrugspolitik og samhørighedspolitikken på henholdsvis 15 % og 10 %; er navnlig modstander af alle radikale nedskæringer, som kan have en negativ indvirkning på den egentlige substans af og mål for disse politikker, såsom de foreslåede nedskæringer for Samhørighedsfonden (med 45 %) eller for Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (med mere end 25 %); stiller i denne forbindelse spørgsmål ved forslaget om at reducere Den Europæiske Socialfond med 6 % på trods af dens udvidede anvendelsesområde og integrationen af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet;

6.  bekræfter sin faste holdning om det nødvendige finansieringsniveau for centrale EU-politikker i FFR for 2021-2027 med henblik på at sætte dem i stand til at opfylde deres opgave og målsætninger; understreger i særdeleshed kravet om at opretholde finansieringen af den fælles landbrugspolitik og samhørighedspolitikken i EU-27 på mindst samme niveau som budgettet for 2014-2020 i faste priser, samtidig med at den overordnede struktur for disse politikker overholdes, at tredoble det nuværende budget for programmet Erasmus+ , at fordoble de specifikke midler til SMV'er og til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed, til at forhøje det nuværende budget til forskning og innovation med mindst 50 % for at nå op på 120 mia. EUR, at fordoble programmet Life+ til i væsentlig grad at øge investeringerne gennem Connecting Europe-faciliteten og at sikre yderligere finansiering til sikkerhed, migration og eksterne forbindelser; understreger derfor sin holdning om, at FFR for 2021-2027 fastsættes til 1,3 % af BNI for EU-27;

7.  understreger betydningen af de horisontale principper, der bør ligge til grund for FFR og alle de tilknyttede EU-politikker; bekræfter i denne forbindelse endnu en gang sin holdning om, at EU bør holde sit løfte om at gå forrest i gennemførelsen af FN's mål for bæredygtig udvikling (SDG) og beklager fraværet af en klar og synlig forpligtelse i så henseende i forslagene til FFR; anmoder derfor om at integrere målene for bæredygtig udvikling i alle EU's politikker og initiativer i den næste FFR; understreger endvidere, at fjernelse af forskelsbehandling er afgørende for at opfylde EU's forpligtelser i retning af et inklusivt Europa og beklager den manglende integration af kønsaspektet og ligestilling mellem kønnene i EU's politikker, som det fremgår af forslagene til den flerårige finansielle ramme; mener, at de klimarelaterede bevillinger efter Parisaftalen bør øges betydeligt i forhold til den nuværende FFR og forhøjes til 30 % så hurtigt som muligt og senest i 2027;

8.  støtter Kommissionens forslag om en reform af EU's ordning for egne indtægter, som er en meget positiv del af FFR for 2021-2027; bifalder derfor den foreslåede indførelse af tre nye egne EU-indtægter og forenkling af de nuværende momsbaserede egne indtægter; understreger, at disse forslag, der er direkte inspireret af arbejdet i den interinstitutionelle Gruppe på Højt Plan vedrørende Egne Indtægter, også indgik i den foreslåede pakke, der blev fremsat af Parlamentet i dets beslutning af 14. marts 2018; bemærker med tilfredshed, at disse nye indtægter svarer til to strategiske mål, nemlig et velfungerende indre marked og beskyttelse af miljøet og bekæmpelse af klimaændringer; forventer støtte fra Rådet og Kommissionen til at styrke Parlamentets rolle i proceduren for vedtagelse af egne indtægter; erindrer endnu en gang om Parlamentets holdning, at udgifts- og indtægtssiden i den næste FFR bør behandles som en samlet pakke i de kommende forhandlinger, og at der ikke kan opnås enighed med Parlamentet om FFR uden tilsvarende fremskridt inden for egne indtægter;

9.  bifalder desuden det princip, at de fremtidige indtægter, som stammer direkte fra EU's politikker, bør tilføres EU's budget, og støtter fuldt ud afskaffelsen af alle rabatter og korrektioner; ønsker at vide, i hvilket tempo de nye egne indtægter vil blive indført for at reducere de nationale bidrag; stiller imidlertid spørgsmål til fraværet af Kommissionens forslag om oprettelse af en særlig reserve i EU-budgettet, der skal fyldes op med uforudsete andre indtægter, herunder bøder pålagt virksomheder i konkurrencesager, samt en skat på store virksomheder i den digitale sektor og den finansielle transaktionsskat som EU's nye egne indtægter;

10.  minder om, at det går ind for en mekanisme, hvorved medlemsstater, der ikke respekterer de værdier, der er nedfældet i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union, kan gøres til genstand for økonomiske sanktioner; noterer sig Kommissionens forslag om "Beskyttelse af EU's budget i tilfælde af generelle mangler for så vidt angår retsstaten i medlemsstaterne", der blev fremlagt som en del af den samlede FFR-pakke; agter nøje at undersøge alle elementer i dette forslag og indføre de nødvendige bestemmelser for at sikre, at de endelige modtagere af Unionens budget på ingen måde kan berøres af overtrædelser af regler, som de ikke er ansvarlige for;

11.  er overbevist om, at det er nødvendigt at have en retligt bindende og obligatorisk midtvejsevaluering af FFR, som bør foreslås og oprettes i tide for at muliggøre, at det kommende Parlament og Kommissionen kan udføre en relevant justering af den finansielle ramme for 2021-2027; har til hensigt at forbedre formuleringen af den foreslåede artikel i FFR-forordningen;

12.  mener, at Kommissionens forslag om fleksibilitet udgør et godt grundlag for forhandlingerne; glæder sig navnlig over flere forslag, der forbedrer de nuværende bestemmelser, navnlig genbrug af frigjorte bevillinger til reserven, øgede bevillinger til særlige instrumenter og ophævelse af eventuelle begrænsninger for den samlede margen for betalinger, i overensstemmelse med Parlamentets anmodninger på dette område; har til hensigt at forhandle yderligere forbedringer, hvor det er nødvendigt;

13.  noterer sig Kommissionens forslag om at oprette en europæisk stabiliseringsmekanisme, som vil supplere stabiliseringsfunktionen for nationale budgetter i tilfælde af større asymmetriske chok; agter at behandle dette forslag nøje, navnlig hvad angår dets mål og størrelse;

14.  understreger, at Kommissionens officielt lancerer en periode med intense forhandlinger i Rådet, men også mellem Rådet og Parlamentet med henblik på at opnå Parlamentets godkendelse af FFR-forordningen; understreger, at alle elementerne i FFR/egne indtægter-pakken, herunder tallene for FFR, bør forblive på forhandlingsbordet, indtil der er opnået endelig enighed; udtrykker sin vilje til at indgå i en struktureret dialog med Rådet med henblik på at give mulighed for en bedre forståelse af Parlamentets forventninger og fremme en rettidig aftale; mener derfor, at den nylige lancering af regelmæssige møder mellem de skiftende formandskaber for Rådet og Parlamentets forhandlingsteam er et vigtigt udgangspunkt i den procedure, der fører til vedtagelsen af den næste FFR;

15.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, de øvrige relevante institutioner og organer samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0075.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0076.


Libyen
PDF 156kWORD 64k
Europa-Parlamentets henstilling af 30. maj 2018 til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om Libyen (2018/2017(INI))
P8_TA(2018)0227A8-0159/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2259 (2015) og efterfølgende resolutioner,

–  der henviser til den libyske politiske aftale,

–  der henviser til FN's generalsekretærs rapport af 22. august 2017 om FN's støttemission i Libyen,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1973 (2011) og alle efterfølgende resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd om Libyen, herunder 2380 (2017),

–  der henviser til FN's generalsekretærs rapport i henhold til Sikkerhedsrådets resolution 2312 (2016),

–  der henviser til erklæringen fra FN's højkommissær for menneskerettigheder af 14. november 2017 om lidelserne for migranter i Libyen, er er en skændsel på menneskehedens samvittighed,

–  der henviser til rapporten fra FN's Højkommissær for Menneskerettigheder fra april 2018 med titlen "Abuse Behind Bars: Arbitrary and unlawful detention in Libya",

–  der henviser til sine beslutninger af 18. september 2014(1), 15. januar 2015(2) og 4. februar 2016(3) om situationen i Libyen,

–  der henviser til erklæringen fra formændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU om migrantsituationen i Libyen af 20. december 2017,

–  der henviser til De Forenede Nationers havretskonvention,

–  der henviser til EU's samlede strategi for migration og mobilitet,

–  der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 25. januar 2017 med titlen "Migration via den centrale Middelhavsrute – Forvaltning af migrantstrømmene og redning af menneskeliv" (JOIN(2017)0004),

–  der henviser til Maltaerklæringen af 3. februar 2017,

–  der henviser til den fælles Afrika-EU-strategi og dens handlingsplan,

–  der henviser til den fælles erklæring om migrantsituationen i Libyen, der blev vedtaget på topmødet mellem Den Afrikanske Union og Den Europæiske Union i 2017, og oprettelsen af den trilaterale AU-EU-FN-taskforce på højt plan,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 17. juli 2017 om Libyen,

–  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 19. oktober 2017,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 113,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A8-0159/2018),

A.  der henviser til, at situationen i Libyen er yderst skrøbelig, og at landet står over for en række komplekse indbyrdes forbundne udfordringer med hensyn til politisk stabilitet, økonomisk udvikling og sikkerhed;

B.  der henviser til, at krisen i Libyen har en enorm indvirkning på Libyens befolkning og ligeledes påvirker hele den omgivende region og EU, og at det derfor er af afgørende betydning af hensyn til Libyens befolkning såvel som nabolandene og området syd for Sahara og Middelhavsområdet at sikre stabilitet i Libyen som en nødvendig forudsætning for at forbedre landets økonomiske og sociale situation;

C.  der henviser til, at stabiliteten i det sydlige Libyen giver særlig anledning til bekymring i betragtning af dets nabolandes skrøbelige tilstand, hvor et potentielt jihadistoprør truer de svækkede regeringer i Sahel-Sahara-regionen;

D.  der henviser til, at EU bør kommunikere mere proaktivt om sin diplomatiske indsats og sit store finansielle bidrag til styrkelse af sikkerheden og den socioøkonomiske situation i Libyen;

E.  der henviser til, at konflikten i Libyen kun kan løses gennem en sammenhængende, omfattende og inklusiv tilgang med inddragelse af alle internationale aktører og interessenter, herunder repræsentanter for de forskellige lokalsamfund, stammeledere og civilsamfundsaktivister samt ved at sikre Libyen ejerskab af og inklusion i fredsprocessen;

F.  der henviser til, at den libyske politiske aftale og FN's handlingsplan for Libyen på nuværende tidspunkt udgør den eneste mulige ramme for en løsning på krisen;

G.  der henviser til, at EU gennem en diplomatisk indsats og konkret bistand støtter Libyens politiske overgang til et stabilt, velfungerende land og støtter de FN-ledede mæglingsbestræbelser i den henseende;

H.  der henviser til, at det er af afgørende betydning, at alle medlemsstater taler med én stemme, styrker EU's mæglingsindsats og fremhæver den centrale rolle, som FN og FN's handlingsplan spiller; der henviser til, at individuelle initiativer fra medlemsstaterne i alle tilfælde kun skal hilses velkommen, hvis de iværksættes inden for rammerne af EU og er i fuld overensstemmelse med EU's udenrigspolitik;

I.  der henviser til, at EU's indsats viser resultater på migrationsfronten, idet tallene faldt med en tredjedel ved udgangen af 2017 sammenlignet med 2016, og der endvidere henviser til, at tallene i de første måneder af 2018 er faldet med 50 % i forhold til tallene for samme periode sidste år;

J.  der henviser til, at Libyen er et betydeligt transit- og afgangssted for migranter, navnlig fra Afrika syd for Sahara, som forsøger at nå til Europa; der henviser til, at tusindvis af migranter og flygtninge, som er flygtet fra volden i Libyen, har mistet livet i forsøget på at komme over Middelhavet til Europa;

K.  der henviser til, at migranterne hører til dem, der lider mest under sikkerhedsproblemerne i Libyen, da de tit er ofre for vold, anholdelser og vilkårlige tilbageholdelser fra ikkestatslige aktørers side, afpresning og kidnapning mod løsesum og med henblik på udnyttelse;

L.  der henviser til, at mange migranter, navnlig fra Afrika syd for Sahara, er blevet vilkårligt tilbageholdt af forskellige væbnede grupper i landet;

M.  der henviser til, at Nigers tvungne tilbagesendelse til Libyen af mindst 132 sudanesere, der modtog bistand fra UNHCR, er en kilde til stor bekymring;

N.  der henviser til, at der stadig er et problem med internt fordrevne, som ofte står over for kritiske trusler såsom krydsning af konfliktområder, tilstedeværelsen af landminer og ikkeeksploderede anordninger samt vold fra de forskellige militsers side;

O.  der henviser til, at Libyen er blevet et transitland for menneskehandel; der henviser til, at Libyen fortsat huser hundredtusinder af migranter og asylansøgere af forskellige nationaliteter, hvoraf mange lever under kummerlige forhold og dermed er en målgruppe for menneskesmuglere; der henviser til, at der har været påstande om slaveri i Libyen;

P.  der henviser til, at de almindelige libyeres dagligdag er kendetegnet ved stadig vanskeligere leveforhold, som kompliceres yderligere af en likviditetskrise, vandafbrydelser og hyppige strømafbrydelser samt landets generelt katastrofale sundhedssystem;

Q.  der henviser til, at det politiske klima i Libyen er præget af en dyb mistillid mellem de vigtigste politiske og militære aktører fra forskellige regioner;

R.  der henviser til, at den internationalt anerkendte nationale samlingsregering (GNA) af hensyn til sin egen sikkerhed i stadig større grad er afhængig af adskillige militser; der henviser til, at disse militser har opnået en hidtil uset grad af indflydelse over statsinstitutioner i Tripoli, hvilket truer FN's igangværende bestræbelser på at skabe en mere holdbar politisk ramme i landet;

S.  der henviser til, at lande som Tyrkiet, Qatar, Egypten og De Forenede Arabiske Emirater har en væsentlig indflydelse på nogle af de stridende parters forskellige grupper;

T.  der henviser til, at de subnationale identiteter hos de forskellige libyske samfund, stammer og etniske grupper altid har udgjort Libyens underliggende sociokulturelle struktur og spiller en vigtig rolle i de sociale og politiske dynamikker og i landets sikkerhedsspørgsmål; der henviser til, at det libyske samfund har solide traditioner for processer for uformel tvistbilæggelse mellem byer, stammer og etniske samfund;

U.  der henviser til, at der i øjeblikket mangler en klar og bredt accepteret lovgivningsramme for valgsystemet; der henviser til, at der ikke er blevet vedtaget en forfatning, hvorfor landet således er efterladt uden den nødvendige retlige ramme til at afholde nye valg; der henviser til, at det fremherskende aktuelle klima med straffrihed, udbredt lovløshed, korruption og den rolle, som de væbnede grupper og de stammerelaterede og regionale spændinger i Libyen spiller, bidrager til yderligere at mindske tilliden til de allerede svage offentlige institutioner og regeringsinstitutioner;

V.  der henviser til, at der i Libyen har været en fortsat stigning i udenretslige drab, tortur, vilkårlige tilbageholdelser og vilkårlige angreb på boligområder og infrastruktur samt en stigning i hadefulde udtalelser og opfordringer til vold;

W.  der henviser til, at den madkhalistiske salafistiske ekstremistgruppe i såvel den østlige som den vestlige del af Libyen bliver stærkere og mere relevant; der henviser til, at madkhalisterne er imod valg, er ivrige efter at bevare status quo, fuldstændig afviser enhver demokratisk model og er stærkt bevæbnede, og dermed udgør en konkret risiko for at øge ekstremismen og volden i landet;

X.  der henviser til, at strafferetssystemets sammenbrud øger straffriheden i landet og begrænser ofrenes muligheder for at søge beskyttelse og gøre brug af retsmidler; der henviser til, at der i flere regioner, selv i de tilfælde, hvor der er optaget politirapport efter en forbrydelse, er gjort en ringe indsats for at indlede en hurtig, omhyggelig, effektiv, upartisk og uafhængig efterforskning og for at retsforfølge gerningsmændene; der henviser til, at ingen gerningsmand til en forbrydelse tilhørende en væbnet gruppe er blevet dømt i Libyen siden 2011;

Y.  der henviser til, at voldsspiralen i Libyen konstant har fået næring af den overordnede straffrihed for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne; der henviser til, at medmindre dette tackles ordentligt, vil retsstatens fortsatte fravær gøre fortællingen om fredelig sameksistens og bekæmpelse af voldelig ekstremisme meningsløs for befolkningen;

Z.  der henviser til, at dusinvis af politiske aktivister og menneskerettighedsaktivister, mediearbejdere og andre offentlige personer er blevet bortført eller truet; der henviser til indberetninger til FN om, at begge parter var skyld i vilkårlige tilbageholdelser, tortur og mishandling;

AA.  der henviser til, at de voksende angreb på dommere, lokale civilsamfundsorganisationer, menneskerettighedsforkæmpere og mediefolk – såvel som flygtninge og migranter – har fremskyndet forværringen af menneskerettighedssituationen for alle civile på libysk område; der henviser til, at retsstatens fravær og straffriheden for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder tortur, vilkårlige tilbageholdelser, udenretslige drab og vilkårlige angreb på civile og på infrastrukturen fortsat giver næring til voldsspiralen i landet;

AB.  der henviser til, at porøsiteten i Libyens grænser fremmer ulovlig grænseoverskridende trafik; der henviser til, at de talrige væbnede grupper i grænseområderne har skærpet kampen yderligere mellem rivaliserende menneskehandlere med hensyn til kontrollen med og adgangen til de grænseoverskridende ressourcer; der henviser til, at de såkaldte udenlandske krigere, som ankommer til landet, og de forskellige kriminelle netværk fortsat nyder godt af den ukontrollerede spredning af våben;

AC.  der henviser til, at den politiske usikkerhed og ustabilitet har gjort Libyen til et frugtbart terræn for ekstremistiske gruppers aktiviteter; der henviser til, at Fezzanregionen er strukturelt ustabil og historisk set har været et transitsted mod Europa for flygtninge og migranter samt for smugling af olie, guld, våben og narkotika og for menneskehandel; der henviser til, at samme region er præget af etniske og stammerelaterede spændinger, som er blevet værre efter Gaddafis fald og som følge af kampen for at kontrollere landets ressourcer; der henviser til, at en stabilisering af Fezzan er afgørende for at skabe stabilitet i hele landet;

AD.  der henviser til, at de lokale libyske myndigheder spiller en vigtig rolle, når det gælder om at forebygge konflikter og levere basale offentlige tjenester til befolkningen;

AE.  der henviser til, at byen Derna har været genstand for stigende jord-, luft- og artilleriangreb siden den 7. maj 2018; der henviser til, at mange civile er blevet dræbt, mens støtten til og den medicinske adgang er blevet alvorligt begrænset, samt til at den humanitære situation er dramatisk;

AF.  der henviser til, at en officiel delegation fra Parlamentet aflagde et kontrolbesøg i Libyen den 20.-23. maj 2018;

1.  henstiller til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

   a) at sikre den stærkest mulige støtte til FN's handlingsplan for Libyen, der blev fremlagt i september 2017 af FN's særlige repræsentant, Ghassan Salamé, for at opnå stabilitet i Libyen og en inklusiv national forsoningsproces, som vil gøre det muligt for alle libyske aktører, herunder alle stammeenheder, at opnå en stabil og langvarig politisk aftale, samtidig med at der lægges behørig vægt på at inddrage kvinder og minoriteter; at tage hensyn til resultaterne af den omfattende høringsproces, der blev forelagt FN's Sikkerhedsråd den 21. maj 2018; kraftigt at fordømme ethvert forsøg på at undergrave den FN-ledede fredsproces; at fortsætte at arbejde tæt sammen med FN's støttemission i Libyen (UNSMIL)
   b) at intensivere deres diplomatiske bestræbelser på at støtte FN og bidrage til at konsolidere en libysk regering i bestræbelserne på at opnå politisk enighed, garantere sikkerhed og udvide dens myndighed til hele Libyens territorium ud over den internationalt anerkendte nationale samlingsregerings snævre territoriale kontrol som en nødvendig forudsætning for at opnå en inklusiv politisk løsning, der fremmer stabilisering og genopbygning af samt forsoning i landet, og en nødvendig forudsætning for statsopbygning og gennemførelse af enhver fredsbevarende operation baseret på demokrati, retsstatsprincippet og menneskerettighederne; at sikre libysk ejerskab af stabiliseringsprocessen og beslutningen om den kommende statsform; at bakke op om styrkelsen af lokale mekanismer og kapaciteter i landet for så vidt angår mægling, tvistbilæggelse og våbenhvile og knytte dem til FN's handlingsplan som led i en sammenhængende og integreret tilgang, der fører til konkrete og varige resultater
   c) at støtte de såkaldte "rådhusmøder", som finder sted i flere kommuner i FN-regi, som et effektivt bottom-up-forsoningsinitiativ, der har til formål at fremme dialogen mellem de forskellige befolkningsgrupper og således konkret bidrager til udviklingen af en bæredygtig og holdbar løsning på den libyske krise samt medvirker til at skabe en kultur præget af medborgerskab
   d) at arbejde på at finde metoder til at fremme institutionsopbygning, opbygge et ægte civilsamfund, kickstarte økonomien og gå bort fra en alt for udstrakt offentlig sektor med henblik på at fremme bæredygtig udvikling inden for den private sektor, hvilket er nødvendigt for at sikre langsigtet stabilitet og fremgang i landet
   e) at støtte Libyens indsats for at arbejde på en ny forfatningsmæssig ramme, der bør omfatte en formel for retfærdig fordeling af olierigdommen samt en klar opdeling af opgaver og forpligtelser i de historiske regioner på den ene side og enhver senere national regering på den anden side; at huske, at en sådan ny forfatning, som kunne være inspireret af elementer i den ændrede forfatning fra 1963, ville hjælpe indsatsen med at organisere landsdækkende valg, som først bør afholdes, når den nye forfatning er vedtaget og de nødvendige betingelser reelt er opfyldt, med henblik på at sikre høj valgdeltagelse samt offentlighedens accept og legitimitet
   f) at yderligere prioritere arbejdet inden for EU-institutionerne med henblik på at finde ud af, hvordan man bedre kan tackle alle aspekter af krisen i Libyen, herunder ved at være mere opmærksom på lokal dynamik, for at vedtage en effektiv omfattende tilgang over for landet og udvise enhed og initiativ blandt alle institutionerne og medlemsstaterne for at sikre sammenhæng mellem alle involverede aktørers foranstaltninger som led i en mere omfattende regional strategi
   g) at styrke EU's tilstedeværelse, synlighed og forståelse af den komplekse situation i landet ved at genetablere EU-delegationen i Tripoli og returnere permanent EU-personale til delegationen
   h) at fortsætte med at understrege, at der ikke findes nogen militær løsning på den libyske krise og på ny bekræfte behovet for, at alle parter og væbnede grupper i Libyen forpligter sig til at overholde artikel 42 i den libyske politiske aftale, respekterer principperne i international humanitær folkeret og international menneskerettighedslovgivning og afstår fra voldelig retorik og brug af vold og at demobilisere og forpligte sig til en fredelig løsning på konflikten og dermed undgå yderligere skader og tab af menneskeliv; mener, at forhandlinger bør bidrage til at forene de libyske sikkerhedsstyrker fra alle regioner med henblik på at opbygge en civilt kontrolleret national sikkerhedsarkitektur under den inklusive internationalt anerkendte libyske regering med garantier for gennemsigtighed og ansvarlighed og respekt for Libyens internationale menneskerettighedsforpligtelser, og at de ligeledes bør føre til undertegnelsen af en protokol, der forpligter alle væbnede grupper til at give afkald på anvendelsen af magt og vold inden for rammerne af en sammenhængende og omfattende proces med afvæbning, demobilisering og reintegration (DDR), der tilsigter at reintegrere medlemmer af væbnede styrker i samfundet, samt til en sikkerhedssektorreform (SSR) med baggrund i Skhiratprincipperne om forbud mod forskelsbehandling og gennemsigtighed; mener, at undertegnelsen af en sådan protokol bør muliggøre gennemførelsen af den fredsaftale, der baner vejen for afholdelsen af frie og retfærdige valg, og bør føre til økonomiske og finansielle incitamenter og tilskynde underskriverne til at arbejde hen imod at opbygge den nye stats institutioner
   i) at være opmærksom på nødvendigheden af at udvikle skræddersyede programmer til at reintegrere personer, ikke grupper, fra militser ind i det regulære sikkerhedsapparat, med henblik på at begrænse loyalitetskonflikter
   j) at støtte FN's bestræbelser på at afholde valg i Libyen i slutningen af 2018 og først, når der er vedtaget en ny forfatning; især at støtte bestræbelserne på at registrere vælgerne, da kun ca. 50 % af de stemmeberettigede vælgere er registreret; at sikre, at der vedtages en aftale om en overgangsordning inden valget for at genskabe tilliden og dermed styrke den nye regerings internationale og nationale legitimitet; at yde bistand, herunder teknisk bistand, til processen for indførelsen af en fornuftig forfatningsramme og til valgprocessen som helhed, således at eventuelle finansielle bidrag fra Europa er afhængige af vedtagelsen af en valglov, som i videst muligt omfang overholder de internationale principper, der er fastlagt af Venedigkommissionen
   k) at lægge pres på dem, der hindrer de politiske fredsforhandlinger, og effektivt at håndhæve FN's våbenembargo mod Libyen; at overveje indførelsen af nye sanktioner over for dem, der støtter ulovlig oliehandel
   l) at intensivere samarbejdet med alle internationale organisationer og andre aktører på lokalt plan med henblik på at styrke sammenhængen og konvergensen i den internationale indsats; at øge den diplomatiske indsats med alle regionale aktører og nabolandene for at sikre, at de bidrager til en positiv løsning på krisen i Libyen i overensstemmelse med FN's handlingsplan, hvilket på nuværende tidspunkt er den eneste mulige ramme for en løsning på krisen; at støtte den igangværende proces for en national konference i Libyen med det formål at nå til en aftale mellem de forskellige libyske parter om de næste skridt, der skal tages for at fuldføre overgangen; at fraråde regionale aktører ethvert unilateralt eller multilateralt militært indgreb, som ikke har et retsgrundlag eller det politiske samtykke fra den libyske regering
   m) at yde støtte via anvendelsen af lovgivere, dommere og specialiserede anklagere i Libyen, som kan hjælpe med revisionen af Libyens lovgivning om bekæmpelse af terrorisme, og sikre, at de er tilstrækkeligt rustet til at stå i spidsen for og varetage sager om bekæmpelse af terrorisme i henhold til retsstatsprincippet
   n) at drøfte krisen i Libyen ud fra en bredere regional og panafrikansk kontekst med tanke på, at Libyen er nøglen til stabilitet i Nordafrika, Sahel og Middelhavsområdet; at fremme og lette det libyske samarbejde med dets naboer i Sahelregionen; at undersøge som led i disse overvejelser indvirkningen af situationen i Libyen på den dynamik og de udfordringer, som EU står over for; at udvikle en samlet politik over for Libyen, som tager højde for det regionale og panafrikanske perspektiv, der omfatter mere omfattende udviklings‑, sikkerheds‑ og migrationspolitikker samt beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og bekæmpelse af terrorisme; at sikre, at denne politik støttes af passende og tilstrækkelige midler med henblik på dens gennemførelse, herunder den næste flerårige finansielle ramme, for at opnå konkrete resultater; at fortsætte og om muligt styrke samarbejdet mellem NATO's Operation Sea Guardian og EUNAVFOR Med Operation Sophia
   o) at sikre en permanent og aktiv inddragelse i indsatsen for at bekæmpe terrorisme og menneskehandel, ikke blot ved hjælp af efterretningssamarbejde, finansielt samarbejde og taktisk støtte, men også med sociale programmer og uddannelsesprogrammer for sundhed og uddannelse, der støtter undervisningen og anvendelsen af sociale aktører og vigtige meningsdannere for at bekæmpe voldelig ekstremisme og fremme et budskab om sameksistens og fredeligt samarbejde
   p) at huske, at der – selv om Daesh/IS måske er stærkt svækket i Libyen – er nye former for ekstremisme på vej i landet, såsom den, der er repræsenteret ved madkhalisterne; at huske, at det mest effektive svar på den radikale militære tilstedeværelse i landet i sidste ende at oprette inklusive nationale institutioner, der kan værne om retsstatsprincippet, sørge for offentlige tjenester og lokal sikkerhed og effektivt bekæmpe de grupper, der truer stabiliteten i landet og i regionen som helhed
   q) i tråd med Pariserklæringen af 25. juli 2017 at sikre, at der på effektiv vis tildeles EU-midler med henblik på at sikre mellemstatslig samordning i forbindelse med genoprettelsen af den offentlige infrastruktur ved hjælp af EU's stabiliseringsfaciliteter; at prioritere finansieringen af projekter og initiativer, der støtter aktører, der fremmer ansvarlighed og demokratisk forandring, og som skaber en dialog, der er baseret på lokale forhold og mekanismer til forsoning og konfliktløsning, som inddrager kvinder og omfatter arbejde med unge med henblik på at forhindre dem i at involvere sig i kriminelle aktiviteter, såsom at tilslutte sig militser, der er involveret i menneskesmugling og menneskehandel; at fortsætte med at styrke civilsamfundet, især menneskerettighedsforkæmpere, og støtte den politiske proces, sikkerhed‑ og mæglingsindsatsen gennem det europæiske naboskabsinstrument (ENI) og instrumentet, der bidrager til stabilitet og fred (IcSP); at fremme indførelsen af en repræsentativ forvaltning på lokalt og nationalt plan for bedre at kunne løse udfordringerne i forbindelse med forsoning, stabilisering og genoprettelse af sikkerheden; at sikre, at der kun bevilges midler fra EU's Nødtrustfond, hvis de oprindelige mål fastholdes og ledsages af en grundig analyse af lokale myndigheder og modtagere samt en efterfølgende evaluering
   r) at støtte kommunerne i deres levering af basale tjenester og etablering af en lokal forvaltning; at sikre basale levevilkår for befolkningen og i den forbindelse huske, at en bedre forståelse af det lokale politiske og økonomiske system er afgørende for at give befolkningen ansvaret for forsoningsprocessen og for at bekæmpe ulovlig menneskehandel; at sikre, at EU-midlerne anvendes effektivt i projekter, der hjælper den libyske befolkning og civilsamfundet; at fremme kommunikationen mellem civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder
   s) at støtte initiativer, såsom det der er udviklet af Misrata-Tawergha Reconciliation Committee, gennem hvilket de to byer Misrata og Tawergha nåede til enighed på grundlag af en doktrin om fredelig sameksistens, hvilket banede vejen for, at Tawerghas fordrevne befolkning kunne vende tilbage til deres by
   t) yderligere at tilskynde de libyske institutioner til at arbejde mere effektivt og på mere gennemsigtig vis på at forbedre levevilkårene for alle libyere og til blandt andet at genoprette prioriterede offentlige tjenester og genopbygge den offentlige infrastruktur med henblik på at forbedre den økonomiske forvaltning af landet, løse likviditetskrisen og gennemføre de nødvendige finansielle og økonomiske reformer, som de internationale finansielle institutioner har krævet for at bidrage til at fremme økonomisk genopretning og stabilisering; at hjælpe landet med at indføre en markedsbaseret økonomi, der er fordelagtig for alle libyere; indtrængende at opfordre de libyske myndigheder til at sikre, at indtægter og afledte fordele fra naturressourcerne udnyttes til gavn for hele befolkningen, herunder på lokalt plan; at opfordre de libyske myndigheder til at forpligte sig til høje standarder for gennemsigtighed i den indenlandske udvindingssektor og navnlig til hurtigst muligt at undertegne kravene i gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien (EITI); at hjælpe de libyske myndigheder med at bekæmpe enhver ulovlig aktivitet, der skader den nationale økonomi, sådan som det for nylig blev rapporteret i den foreløbige rapport fra det i henhold til resolution 1973 (2011) vedrørende Libyen nedsatte ekspertpanel
   u) at fortsætte med resolut at fordømme menneskerettighedsovertrædelser og krænkelser af den humanitære folkeret og øge bestræbelserne på at yde humanitær bistand til den nødstedte befolkning og til alle dele af landet, navnlig hvad angår sundhedspleje; at øge effektiviteten af den humanitære finansielle bistand og styrke den humanitære bistand til og samarbejdet med de humanitære organisationer på stedet; at fordømme de talrige og til stadighed stigende forsøg på at indskrænke civilsamfundets råderum, navnlig ved hjælp af en undertrykkende lovgivningsramme og angreb på menneskerettighedsforkæmpere og retsvæsenet; at opfordre AU, FN og EU til fortsat at arbejde sammen og træffe effektive foranstaltninger for øjeblikkeligt at bringe disse menneskerettighedskrænkelser til ophør; at styrke civilsamfundet og støtte de lokale mediers udvikling og uafhængighed
   v) at fremskynde indsatsen med hensyn til UNHCR's nødevakueringsmekanisme, der finansieres af EU, og som har gjort det muligt for ca. 1 000 af de mest sårbare flygtninge med behov for beskyttelse at blive evakueret fra Libyen; at opfordre de libyske partnere til at udvide antallet af nationaliteter, som Libyen i øjeblikket giver UNHCR lov til at samarbejde med
   w) at behandle spørgsmålet om ulovlig migration gennem og fra Libyen i betragtning af behovet for langsigtede, effektive og holdbare løsninger, som bør behandle de grundlæggende årsager til migration i Afrika i oprindelses‑ og transitlandene og definere retsgrundlaget for internationale migrationsprocesser, der i øjeblikket er baseret på genbosættelser via nødtransitmekanismen eller direkte genbosættelser; at fokusere EU's indsats på at beskytte migranter i Libyen; at bistå de libyske myndigheder med at sikre tilbagevenden af internt fordrevne personer (IDP'er) til deres eget hjem og hjælpe lokalsamfundene med at klare de udfordringer, som er forbundet hermed, samtidig med at det sikres, at de internt fordrevnes tilbagevenden ikke blot ender med at udgøre en økonomisk kompensation, som fremmer udvekslingen mellem de forskellige militser, og retten til at vende tilbage; at advare det internationale samfund om behovet for træffe foranstaltninger med henblik på at tackle de udviklings‑, menneskerettigheds‑ og sikkerhedsmæssige udfordringer i Libyen og Sahel-Sahara-området, herunder midler til bekæmpelse af menneskehandel og smugling af migranter; at sikre, at foranstaltninger til bekæmpelse af smugling og menneskehandel ikke hindrer den fri bevægelighed i betragtning af regionens økonomiske udvikling
   x) at fremskynde den fælles indsats, som EU, Den Afrikanske Union og FN gør for at forbedre beskyttelsen af migranter og flygtninge i Libyen, idet man er særligt opmærksom på sårbare personer; straks at foretage en tilbundsgående undersøgelse af påstandene om misbrug og umenneskelig behandling af migranter og flygtninge i Libyen af kriminelle grupper samt påstandene om slaveri; at udarbejde initiativer til at forhindre, at der opstår sådanne tilfælde i fremtiden; at forbedre forholdene for flygtninge og migranter i detentionscentre og indtrængende opfordre de libyske myndigheder til så hurtigt som muligt at lukke de faciliteter, som ikke er i overensstemmelse med internationale standarder; at fortsætte og fremskynde den støttede frivillige tilbagevenden og genbosættelsesindsatsen, som sker i samarbejde med FN og Den Afrikanske Union, idet det i denne sammenhæng understreges, at det er af yderste vigtighed, at det libyske krav om "udrejsevisum" afskaffes; at opfordre de libyske myndigheder til at bringe vilkårlige tilbageholdelser til ophør og til at undgå tilbageholdelse af sårbare personer, navnlig børn; at sikre, at migranter behandles på en måde, som er i fuld overensstemmelse med de internationale menneskerettighedsstandarder og til at afsætte de nødvendige midler fra EU-budgettet; at opfordre Libyen til at undertegne og ratificere Genèvekonventionen af 1951 om flygtninges status og den hertil hørende protokol af 1967; at sikre, at EU's grænsebistandsmission (EUBAM) i Libyen, EUNAVFOR MED operation Sophia og Frontex' operation Themis har fælles fokus på at gribe ind over for ulovlige aktiviteter, herunder smugling af migranter, menneskehandel og terrorisme i det centrale Middelhav; at sikre, at EUBAM i overensstemmelse med sit mandat bliver ved med aktivt at samarbejde med og bistå de libyske myndigheder på vigtige områder i forbindelse med grænseforvaltning, retshåndhævelse og det strafferetlige system i bredere forstand
   y) at styrke indsatsen yderligere mod enhver form for menneskesmugling og menneskehandel i, gennem og fra libysk område og fra Libyens kyst, hvilket underminerer Libyens stabiliseringsproces og bringer tusinder af menneskeliv i fare; i den forbindelse at sikre kontinuiteten i EU's bidrag til at imødegå disse problemer ved at hjælpe de libyske partnere med at opbygge den kapacitet, der har været behov for længe, til at sikre landets lande‑ og søgrænser og ved at samarbejde med de libyske myndigheder om indførelsen af en omfattende grænseforvaltningsstrategi
   z) at støtte en varig løsning for de over 180 000 internt fordrevne personer i Libyen, herunder de anslåede 40 000 tidligere beboere i Tawargha, ved at give mulighed for genbosættelse, lette en sikker tilbagevenden til deres hjem og ved at øge støtten til UNHCR og IOM i den henseende
   aa) at bekæmpe krydsning af internationale kriminelle gruppers og terrorgruppers aktiviteter gennem tilbundsgående undersøgelser, navnlig i forbindelse med menneskehandel og seksuelle overgreb, som begås under konflikter
   ab) at støtte samarbejdet med den libyske kystvagt, som gjorde det muligt at redde næsten 19 000 migranter i Libyens territoriale farvand mellem januar og udgangen af oktober 2017; at bistå de libyske myndigheder med formelt at bekendtgøre deres eftersøgnings- og redningsområde (SAR), indføre en række klare operative standardprocedurer for ilandsætning og sørge for, at den libyske kystvagt har et fungerende overvågningssystem med henblik på at udarbejde et klart og gennemsigtigt register over alle personer, der ilandsættes i Libyen, og sikre, at de behandles korrekt og i overensstemmelse med internationale humanitære standarder; at samarbejde yderligere med de libyske myndigheder om at fremskynde det forberedende arbejde i forbindelse med oprettelsen af et maritimt redningskoordinationscenter i Libyen med det formål at øge deres eftersøgnings- og redningskapacitet; at sikre fortsættelsen af den specialiserede uddannelse, som IOM og UNHCR giver den libyske kystvagt for så vidt angår international beskyttelse, flygtningelovgivning og menneskerettigheder
   ac) at forstærke deres humanitære og civile bistand til den libyske befolkning, opfylde de mest presserende behov for mennesker, som er hårdt ramt af konflikten i Libyen, især i de hårdest ramte områder, og være parat til at imødegå enhver forværring af situationen; indtrængende at opfordre EU til at fremme civilsamfundsorganisationers, f.eks. kvindeforkæmpergruppers, indflydelse med det formål at finde ikkevoldelige løsninger på landets mangfoldige kriser
   ad) at frigøre de nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer til at hjælpe flygtninge og yde hensigtsmæssig humanitær bistand til fordrevne personer med henblik på at tackle den humanitære krise i Libyen, som har tvunget tusindvis af mennesker til at flygte fra landet
   ae) at øge den internationale indsats for at bringe migrantsmuglings- og menneskehandelsnetværkene til ophør og intensivere bestræbelserne på at bekæmpe denne form for kriminalitet og retsforfølge gerningsmændene; at fortsætte og intensivere arbejdet i EUNAVFOR Med Operation Sophia med henblik på at ødelægge menneskehandlernes og -smuglernes forretningsmodel, udvikle den libyske kystvagts kapacitet og støtte gennemførelsen af FN's Sikkerhedsråds resolutioner om våbenembargo og ulovlig oliehandel; at fortsætte med at yde støtte til Libyen gennem de civile FSFP-missioner; at øge de eftersøgnings- og redningskapaciteter, der er rettet mod mennesker i nød, og de kapaciteter, som skal anvendes af alle stater, samt anerkende den støtte, der ydes af private aktører og NGO'er i forbindelse med gennemførelsen af redningsaktioner på havet og på land inden for rammerne af de eksisterende internationale retlige rammer og sikkerhedsspørgsmål
   af) at bekræfte sin fulde støtte til Den Internationale Straffedomstols mandat med hensyn til de aktuelle krænkelser af menneskerettighederne i Libyen, idet der mindes om, at internationale ansvarlighedsmekanismer som Den Internationale Straffedomstol og universel jurisdiktion spiller en vigtig rolle med hensyn til at gennemføre fredsplanen inden for en ramme, som fastsætter de skridt, der skal tages i retning af ansvarlighed og respekt for menneskerettighederne i Libyen; at støtte Den Internationale Straffedomstols indsats med at stille personer, som begår masseforbrydelser, for en domstol; at støtte FN's særlige repræsentant for Libyen i dennes opfordring fra november 2017 til det internationale samfund om at hjælpe Libyen med at bekæmpe straffrihed for krigsforbrydelser og overveje mulighederne for fælles domstole; at opfordre EU og medlemsstaterne til at støtte de internationale mekanismer ved at give det nationale retssystem alle de nødvendige midler til at begynde efterforskningen af tidligere og aktuelle alvorlige krænkelser og bistå de kommende legitime libyske myndigheder med selv at fuldføre denne opgave; at tage i betragtning, at en retfærdig rettergang ville bringe alle ofre for krænkelser af menneskerettighederne på libysk område retfærdighed, og at dette vil bane vejen for bæredygtig forsoning og fred
   ag) at give udtryk for sin bekymring over den voksende tilstedeværelse af Daesh og af andre terrorgrupper i Libyen, som destabiliserer landet og truer såvel nabolandene som EU
   ah) at opfordre de libyske myndigheder og militserne til at sikre udefrakommende adgang til tilbageholdelsescentrene og specielt til dem, hvor der er anbragt migranter
   ai) at afklare situationen med hensyn til betalingen af udbytte i form af aktier, obligationsindtægter og rentebetalinger for den libyske investeringsmyndigheds indefrosne aktiver i EU; at udarbejde en detaljeret rapport om det samlede rentebeløb, der er trukket fra Gaddafis aktiver siden fastfrysningen af disse i 2011, og en liste over de personer eller enheder, der har draget fordel af disse rentebetalinger; at give høj prioritet til at tackle bekymringen om, at der muligvis findes et smuthul i EU's sanktionsordning
   aj) at fremme projekter, der tager sigte på økonomisk udvikling i Fezzanregionen og den lovlige økonomi ved at arbejde tæt sammen med de forskellige kommuner, navnlig dem, der ligger langs migrationsruterne, for at bekæmpe de kriminelle netværks ulovlige aktiviteter og terrorgruppernes voldelige ekstremisme ved at skabe alternative indtægtskilder, navnlig for de unge
   ak) at fortsætte embargoen mod eksport af våben til Libyen og dermed forhindre, at disse våben fortsat falder i hænderne på ekstremister og væbnede grupper, hvilket giver yderligere næring til usikkerheden og ustabiliteten i hele Libyen
   al) hurtigst muligt at iværksætte en diplomatisk indsats med henblik på at beskytte civilbefolkningen og afhjælpe den humanitære situation i Derna;

2.  pålægger sin formand at sende denne henstilling til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og til orientering til den libyske nationale samlingsregering.

(1) EUT C 234 af 28.6.2016, s. 30.
(2) EUT C 300 af 18.8.2016, s. 21.
(3) EUT C 35 af 31.1.2018, s. 66.


Årlig rapport om, hvordan Schengenområdet fungerer
PDF 158kWORD 59k
Europa-Parlamentets beslutning af 30. maj 2018 om årlig rapport om, hvordan Schengenområdet fungerer (2017/2256(INI))
P8_TA(2018)0228A8-0160/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. september 2017 om bevarelse og styrkelse af Schengenområdet (COM(2017)0570),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 4. marts 2016 om "Tilbage til Schengen – en køreplan" (COM(2016)0120),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1624 af 14. september 2016 om den europæiske grænse- og kystvagt(1),

–  der henviser til Schengengrænsekodeksen, især artikel 14 og 17,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol)(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1052/2013 af 22. oktober 2013 om oprettelse af det europæiske grænseovervågningssystem (Eurosur)(3),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0160/2018),

A.  der henviser til, at Schengenområdet er et enestående arrangement og en af Den Europæiske Unions største bedrifter, der giver fri bevægelighed for personer inden for Schengenområdet uden kontrol ved de indre grænser; der henviser til, at dette er blevet muliggjort gennem en bred vifte af kompenserende foranstaltninger, f.eks. styrkelse af informationsudveksling ved hjælp af oprettelsen af Schengeninformationssystemet (SIS) og etablering af en evalueringsmekanisme til at kontrollere medlemsstaternes gennemførelse af Schengenreglerne og fremme gensidig tillid til, at Schengenområdet fungerer; der henviser til, at gensidig tillid også kræver solidaritet, sikkerhed, retligt samarbejde og politisamarbejde i straffesager, fælles beskyttelse af Unionens ydre grænser, en fælles forståelse af og fælles politikker på migrations-, visum- og asylområdet og overholdelse af folkeretten og EU-retten på dette område;

B.  der henviser til, at flere faktorer har påvirket Schengenområdets funktionsevne i de seneste år; der henviser til, at disse faktorer omfatter følgerne af internationale bevægelser og turiststrømme, som var den oprindelige begrundelse for lovgivningen om de såkaldte intelligente grænser, samt det betydelige antal asylansøgere og irregulære migranter med dertil knyttede sekundære bevægelser og nogle medlemsstaters genindførelse og forlængelse af kontrol ved de indre grænser siden 2014; der henviser til, at genindførelsen af kontrollen ved de indre grænser synes at være knyttet til en opfattelse af trusler mod den offentlige orden og den indre sikkerhed i forbindelse med personbevægelser og terrorisme, antallet af personer, der søger om international beskyttelse, og tilstrømmende irregulære migranter og ikke til solid dokumentation af, om der faktisk foreligger en alvorlig trussel, eller det faktiske antal tilstrømmende personer; der henviser til, at disse faktorer også omfatter terrorisme og en øget trussel mod den offentlige orden og den indre sikkerhed i medlemsstaterne;

C.  der henviser til, at styrkelse af Unionens ydre grænser og indførelse af systematisk kontrol i relevante databaser, herunder for europæiske borgere, er nogle af de foranstaltninger, der blev iværksat for at beskytte Schengenområdet;

D.  der henviser til, at visse medlemsstater har reageret på asylansøgeres og flygtninges ankomst ved at genindføre kontrol ved deres indre grænser med den begrundelse, at de vil "regulere" bevægelserne af tredjelandsborgere, som søger international beskyttelse, og det på trods af at det i artikel 14, stk. 1, i Schengengrænsekodeksen bestemmes, at den normale grænseprocedure ikke gælder for asylansøgere; der henviser til nødvendigheden af at indføre en retfærdig og solidarisk ordning med fælles ansvar for vurderingen af asylansøgninger;

E.  der henviser til, at Kommissionen fra marts 2016 har foreslået en række foranstaltninger med henblik på at genoprette Schengenområdets normale funktionsmåde; der henviser til, at Schengenområdet endnu ikke er kommet til at fungere korrekt, og at det primært afhænger af medlemsstaterne, den tillid de har til hinanden, den solidaritet de viser til støtte for de lande, hvor den første indrejse sker, vedtagelsen af passende foranstaltninger, og gennemførelsen af sådanne foranstaltninger, navnlig af medlemsstaterne;

F.  der henviser til, at incitamenterne for medlemsstaterne til at vedtage foranstaltninger til sikring af, at Schengenområdet igen fungerer korrekt, hovedsagelig afhænger af, at anmodninger om grænsekontrol ikke fornyes;

G.  der henviser til, at opretholdelse af grænsekontrol ved de indre grænser eller genindførelse af en sådan kontrol i Schengenområdet vil have alvorlige indvirkninger på europæiske borgernes og alle de personers liv, der drager fordel af princippet om fri bevægelighed i Unionen, og i alvorlig grad vil undergrave deres tillid til de europæiske institutioner og den europæiske integrationsproces; der henviser til, at en bevarelse eller genindførelse af kontrollen ved de indre grænser medfører direkte drifts- og investeringsomkostninger for grænsearbejdere, turister, vejgodstransportører og offentlige myndigheder og vil have lammende følger for medlemsstaternes økonomier; der henviser til, at overslagene over de omkostninger, der er forbundet med genindførelse af grænsekontrol, ligger mellem 0,05 mia. EUR og 20 mia. EUR i engangsudgifter og på 2 mia. EUR i årlige driftsomkostninger(4); der henviser til, at grænseoverskridende regioner vil blive særlig berørt heraf;

H.  der henviser til, at forskellige medlemsstaters opførelse af mure og hegn ved Unionens ydre og indre grænser er et tiltagende fænomen, og at de anvendes som middel til at afskrække bl.a. asylansøgere fra at rejse ind i eller gennem Unionens område; der henviser til, at det ifølge Transnational Institute (TNI) skønnes, at europæiske lande har opført mere end 1 200 km mure og grænser, som har kostet mindst 500 mio. EUR, og at EU-midler har bidraget til gennemførelsen af 545 grænseovervågningssystemer, som dækker 8 279 km af Unionens ydre grænser, og 22 347 overvågningssystemer fra 2007 til 2010;

I.  der henviser til, at Schengenområdet befinder sig ved en skillevej og kræver beslutsomme og fælles tiltag for at genoprette samtlige de fordele, det indebærer for borgerne; der henviser til, at det også kræver gensidig tillid, samarbejde og solidaritet mellem medlemsstaterne; der henviser til, at der ikke bør være nogen politisk debat, der sigter mod at give Schengen skylden for noget;

J.  der henviser til, at udvidelse af Schengenområdet stadig er et centralt redskab til at udbrede de økonomiske og sociale fordele, som stammer fra retten til fri bevægelighed for personer, tjenester, varer og kapital, til nyere medlemsstater, hvorved samhørigheden fremmes, og der bygges bro over kløfter mellem lande og regioner; der henviser til, at en fuldstændig anvendelse af Schengenreglerne i alle medlemsstater, der har opfyldt kriterierne for en vellykket fuldførelse af Schengenevalueringsprocessen, er afgørende for at skabe koordinerede og robuste retlige sikkerhedsmæssige rammer; der henviser til, at formanden for Kommissionen ved flere lejligheder har oplyst, at Rumænien og Bulgarien er rede til at tilslutte sig Schengenområdet, og at dette ligeledes er blevet fremført af Europa-Parlamentet i dets holdning af 8. juni 2011 om udkast til Rådets afgørelse om den fulde anvendelse af bestemmelserne i Schengenreglerne i Republikken Bulgarien og i Rumænien(5) såvel som af Rådet i dets konklusioner;

K.  der henviser til, at Arbejdsgruppen om Kontrol med Schengensamarbejdet har fulgt nøje med i gennemførelsen af Schengenreglerne gennem resultaterne af Schengenevalueringsmekanismen, metoden for sårbarhedsvurdering, udvalgshøringer og rejser til medlemsstater og tredjelande; der henviser til, at den har identificeret de foranstaltninger, der er blevet eller er ved at blive gennemført, har konstateret væsentlige mangler i den måde, hvorpå Schengenområdet fungerer, og har udpeget de nødvendige foranstaltninger, der skal træffes i fremtiden;

Centrale emner

Fremskridt i håndteringen af konstaterede mangler

1.  påpeger, at EU-lovgiveren har vedtaget en række foranstaltninger i de seneste tre år, der blev udformet med det formål at styrke Schengenområdets integritet uden kontrol ved de indre grænser; glæder sig over effektiviteten af de trufne foranstaltninger ved de ydre grænser og oprettelsen af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning; noterer sig agenturets indsats for at gennemføre den nye lovgivning, især gennem fælles operationer inden for grænseovervågning og tilbagesendelse og ved at støtte de medlemsstater, der oplever øget migration, samtidig med at det til fulde overholder de grundlæggende rettigheder som anført i forordning (EU) 2016/1624 anerkender, at den nyligt indførte mekanisme til sårbarhedsvurdering er af stor betydning, idet den afdækker svagheder ved de fælles ydre grænser og forebygger kriser; fremhæver den samordnede indsats og samarbejdet mellem agenturer og andre interessenter om tilrettelæggelsen af "hotspot"-tilgangen inden for uddannelse og kurser;

2.  noterer sig de skridt, der er taget med ændringen af Schengengrænsekodeksen og indførelsen af obligatorisk systematisk kontrol i relevante databaser ved de ydre grænser i forbindelse med tredjelandsstatsborgeres og unionsborgeres ind- og udrejse, men er samtidig fortsat årvågen over for, hvorvidt disse foranstaltninger påvirker, er nødvendige for og er forholdsmæssige hvad angår unionsborgeres grænsepassage; understreger, at de obligatoriske systematiske kontroller ved Schengenområdets ydre grænser i nogle tilfælde er blevet erstattet af målrettede kontroller på grund af deres uforholdsmæssigt store indvirkning på trafikstrømmen; minder om, at Kommissionen bør tage disse konsekvenser i betragtning, når den foretager den vurdering, der er foreskrevet i forordning (EU) 2017/458;

3.  glæder sig over den igangværende reform af SIS og eu-LISAs iværksættelse den 5. marts 2018 af SIS II-platformen med et automatisk fingeraftryksidentifikationssystem (AFIS), hvormed der indføres en biometrisk søgefunktion i systemet, som vil bidrage til at styrke bekæmpelsen af kriminalitet og terrorisme;

4.  fremhæver behovet for at udnytte de eksisterende værktøjer bedre, nemlig for at maksimere fordelene ved de eksisterende systemer og gøre noget ved den strukturelle informationskløft i fuld overensstemmelse med databeskyttelseskrav og under fuld overholdelse af principperne om ret til privatlivets fred, ikkeforskelsbehandling, nødvendighed og forholdsmæssighed;

5.  glæder sig over det arbejde, der gøres inden for grænseoverskridende politimæssigt og retligt samarbejde og samarbejde mellem retshåndhævende myndigheder, og det arbejde, der udføres af Eurojust og Europol for at bekæmpe organiseret kriminalitet, menneskehandel og -smugling og terror gennem efterretningsarbejde, informationsudveksling og fælles efterforskning;

6.  udtrykker bekymring over Kommissionens bestræbelser på at udvikle konceptet og strategien for en europæisk integreret grænseforvaltning på grundlag af, hvad der blev offentliggjort den 14. marts 2018, for at efterleve bestemmelserne i forordningen om den europæiske grænse- og kystvagt; udtrykker tvivl med hensyn til dens effektivitet for så vidt angår fastsættelsen af de ønskede formål og mål inden for den integrerede europæiske grænseforvaltning, og navnlig for så vidt angår styrkelse og gennemførelse af de grundlæggende rettigheder og andre dele af strategien;

7.  tillægger den nye Schengenevalueringsmekanisme stor værdi, da den fremmer gennemsigtighed, gensidig tillid og ansvarlighed medlemsstaterne imellem ved at kontrollere, hvorledes de gennemfører de forskellige dele af Schengenreglerne;

Konstaterede kritiske mangler

8.  udtrykker bekymring over de kritiske fejl og mangler, der er konstateret via Schengenevalueringsmekanismen og sårbarhedsvurderingen;

9.  udtrykker dyb bekymring over de meget alvorlige mangler i gennemførelsen af Schengenreglerne, der er observeret under evalueringen af Det Forenede Kongeriges midlertidige brug af Schengeninformationssystemet, og opfordrer af hensyn til systemets integritet Rådet og Kommissionen til at indlede drøftelser med Europa-Parlamentet om en hensigtsmæssig opfølgning af disse observationer;

10.  fordømmer den fortsatte genindførelse af kontrol ved de indre grænser, da dette undergraver de grundlæggende principper i Schengenområdet; mener, at mange af forlængelserne ikke er i overensstemmelse med de eksisterende regler for så vidt angår deres omfang, nødvendighed og forholdsmæssighed, og at de derfor er ulovlige; beklager, at medlemsstaterne ikke har truffet reelle foranstaltninger til at sikre samarbejde med andre berørte medlemsstater med henblik på at mindske virkningerne af disse foranstaltninger, og at de heller ikke har fremlagt tilstrækkelige begrundelser for denne kontrol eller oplysninger om resultaterne heraf og dermed hindrer Kommissionens analyse og Europa-Parlamentets kontrol; beklager også medlemsstaternes praksis med kunstigt at ændre retsgrundlaget for genindførelse af kontrol for således at forlænge den ud over den længst mulige periode under de samme faktiske forhold; mener, at de økonomiske, politiske og sociale virkninger af denne praksis er ødelæggende for Schengenområdets enhed, skadelig for de europæiske borgeres velstand og i strid med princippet om fri bevægelighed; gentager, at EU-lovgiveren i de seneste tre år har vedtaget mange foranstaltninger for at styrke de ydre grænser og kontrollen ved de ydre grænser; understreger, at der ikke har været en dertil svarende reaktion i form af fjernelse af kontrol ved de indre grænser;

11.  fremhæver, at genindførelse af kontrol ved de indre grænser har vist sig at være meget lettere end at fjerne denne kontrol, når den først er blevet genindført;

12.  udtrykker bekymring over den manglende gennemførelse inden for nogle af forordningens områder indeholdende bestemmelser om visse dele af kontrollen ved de ydre grænser, f.eks. systematisk søgning i databaser under selve grænsekontrollen og grundig kontrol af de indrejsebetingelser, der skal opfyldes; er ligeledes foruroliget over, at visse databaser som SIS og VIS en gang imellem er utilgængelige på nogle grænseovergangssteder; bemærker, at der foreligger klar manglende overholdelse i mange medlemsstater af bestemmelserne om etablering af nationale koordinationscentre i overensstemmelse med forordningen om oprettelse af det europæiske grænseovervågningssystem (Eurosur); understreger igen, at det er helt afgørende, at de foranstaltninger, der vedtages på EU-plan, gennemføres korrekt af medlemsstaterne, hvis lovgivningen om de indre og de ydre grænser skal være effektiv;

13.  minder om, at medlemsstaterne har andre redskaber til deres rådighed end kontrol ved de indre grænser, inklusive – som anbefalet af Kommissionen – målrettet politikontrol, forudsat at en sådan kontrol ikke har grænsekontrol som mål, ar den er baseret på generelle politioplysninger eller erfaring med hensyn til mulige trusler for den offentlige sikkerhed, og i særdeleshed at den sigter mod at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og udarbejdes og udføres på en måde, der adskiller sig klart fra systematiske kontroller af personer ved de ydre grænser; minder om, at en sådan kontrol kan vise sig at være mere effektiv end kontrol ved de indre grænser, navnlig fordi den er mere fleksibel og lettere kan tilpasses, når risikoen ændrer sig;

14.  minder om, at der kan gennemføres uanmeldte Schengenbesøg ved de indre grænser uden forudgående underretning af den berørte medlemsstat;

15.  fordømmer opførelsen af fysiske barrierer, herunder hegn, mellem medlemsstater og gentager sin tvivl angående sådanne handlingers forenelighed med Schengengrænsekodeksen; opfordrer Kommissionen til at foretage en grundig vurdering af eksisterende og fremtidige opførelser af fysiske barrierer og aflægge beretning herom til Europa-Parlamentet;

16.  anerkender forslaget om at ændre Schengengrænsekodeksen med hensyn til de gældende regler for den midlertidige genindførelse af kontrol ved de indre grænser som et led i bestræbelserne på at sikre, at Schengenområdet igen fungerer normalt; understreger behovet for at fastsætte klare regler, og at disse ændringer kun bør afspejle de nye udfordringer og diffuse trusler mod den interne sikkerhed uden at tilskynde til genindførelse af kontrol ved de indre grænser; minder om, at eventuelle ændringer ikke bør være en yderligere anledning til at forlænge kontrollen ved de indre grænser; er foruroliget over, at Kommissionens forslag om genindførelse af kontrol ved de indre grænser tager udgangspunkt i en vurdering af den "oplevede risiko" og ikke i præcise og solide beviser og tilstedeværelsen af en alvorlig trussel, og at den såkaldte risikovurdering helt og holdent overlades til den medlemsstat, som genindfører grænsekontrol; mener, at disse skridt bør foretages forsigtigt for ikke at forvolde uoprettelig skade på den grundlæggende ide om fri bevægelighed, navnlig ved at etablere betydelige proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger, især for at opretholde en streng tidsmæssig begrænsning af genindførelse af kontrol ved de indre grænser;

17.  understreger, at en yderligere forlængelse af den eksisterende – eller genindførelse af en ny – kontrol ved de indre grænser vil medføre store økonomiske omkostninger for Unionen som helhed, fordi den vil forårsage alvorlig skade på det indre marked;

Nødvendige foranstaltninger

18.  understreger, at der er et presserende behov for omgående at gøre noget ved de konstaterede kritiske mangler med henblik på at vende tilbage til et normalt fungerende Schengenområde uden indre grænsekontrol;

19.  opfordrer alle medlemsstater til at gennemføre de eksisterende bestemmelser til fulde og opfordrer Kommissionen til at handle beslutsomt i forbindelse med krænkelser af aftalte regler ved at pålægge de pågældende medlemsstater forholdsmæssige og nødvendige foranstaltninger med henblik på at beskytte de øvrige medlemsstaters interesser og Unionens interesser som helhed, herunder ved at indlede traktatbrudsprocedurer;

20.  understreger, at det er vigtigt at gennemføre en reform og tilpasning af SIS, så det hurtigt kan tage nye udfordringer op, navnlig vedrørende beskyttelse af børn, som kan være i fare, eller forsvundne børn, øjeblikkelig og obligatorisk udveksling af oplysninger om terrorisme, under overholdelse af unionsborgernes og tredjelandsstatsborgeres grundlæggende rettigheder og under opretholdelse af foranstaltninger til databeskyttelse og beskyttelse af retten til privatlivets fred, og obligatorisk udveksling af oplysninger om afgørelser om tilbagesendelse; understreger, at en sådan reform ikke må underminere principperne om nødvendighed og forholdsmæssighed; understreger, at hvis systemet skal fungere korrekt, skal varslinger medføre krav om handling og bør retfærdiggøre medtagelse af dem i systemet; fremhæver den forventede betydelige stigning i aktiviteten på kontoret for anmodninger om supplerende oplysninger ved det nationale grænseovergangssted (SIRENE) og opfordrer medlemsstaterne til at styrke de midler, som stilles til dets rådighed, ved at sikre, at det har tilstrækkelige finansielle og menneskelige ressourcer til at udføre sine nye opgaver;

21.  gør opmærksom på, at resultaterne af undersøgelserne af Schengenevalueringsmekanismen er af kritisk karakter, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at gennemføre de henstillinger, der rettes til dem; fremhæver endvidere sårbarhedsvurderingen og opfordrer medlemsstaterne til at reagere på henstillingerne fra Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning;

22.  opfordrer Kommissionen til hvert år at fremlægge en omfattende rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om de evalueringer, der er gennemført i medfør af forordning (EU) nr. 1053/2013;

23.  indskærper på det bestemteste, at Kommissionen ikke skal forny anmodninger om fravigelse af Schengenkodeksen, hvis den pågældende medlemsstat ikke har gennemført de henstillinger, den har fået som led i Schengenevalueringsmekanismen;

24.  understreger, at alle medlemsstater, også dem uden ydre landegrænser, bør gøre deres yderste for at sikre kontrol på et højt niveau ved deres ydre grænser ved at afsætte tilstrækkelige ressourcer i form af personale, udstyr og ekspertise, samtidig med at de sikrer fuld respekt for de grundlæggende rettigheder – også i spørgsmål om international beskyttelse og nonrefoulement – ved at etablere de nødvendige kommando- og kontrolstrukturer og udarbejde ajourførte risikoanalyser i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/1624 for alle dele af kommandovejen med sigte på at lette effektive operationer og at tilvejebringe tilstrækkelige infrastrukturer til, at grænsepassage kan foregå sikkert, i god ro og orden og flydende;

25.  er af den opfattelse, at hvis Schengenevalueringsmekanismen skal revideres, bør et eventuelt forslag gøre noget ved de store forsinkelser fra et besøg på stedet til implementeringen af beslutninger og handlingsplaner og gøre det nemmere at sætte ind med hurtigt afhjælpende foranstaltninger fra medlemsstaternes side; mener, at værdien af uanmeldte kontrolbesøg på stedet i forbindelse med Schengenevalueringsmekanismen kunne øges, hvis sådanne kontroller reelt blev udført uanmeldt (uden et 24-timers varsel);

26.  minder om, at Europa-Parlamentet straks bør underrettes fuldt ud om eventuelle forslag om at ændre eller erstatte Schengenevalueringsmekanismen; bemærker, at Kommissionen bør foretage en gennemgang af, hvordan Schengenevalueringsmekanismen drives, senest seks måneder efter vedtagelsen af alle evalueringsrapporter om de evalueringer, der er omfattet af det første flerårige evalueringsprogram, og sende dette til Europa-Parlamentet;

27.  insisterer på udvikling af Schengenevalueringsmekanismen sammen med sårbarhedsvurderingsredskabet på en sådan måde, at man forhindrer uforudsete tilbagefald i og forbedrer den generelle forvaltning af de ydre grænser, øger respekten for Schengenreglerne og de grundlæggende rettigheder, herunder overholdelsen af Genèvekonventionen, som alle medlemsstaterne har tiltrådt, og fremmer grundig kontrol og gennemsigtighed mellem medlemsstaterne og EU-institutionerne, især Europa-Parlamentet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at afsætte tilstrækkelige ressourcer til gennemførelse og opfølgning af Schengenevalueringer og sårbarhedsvurderinger; opfordrer Kommissionen til at arrangere besøg, som reelt er uanmeldte, på stedet ved de indre grænser, og at vurdere arten og effekten af de trufne foranstaltninger:

28.  opfordrer medlemsstaternes kompetente myndigheder til at forbedre indsamlingen af oplysninger og statistiske data om den nationale forvaltning af ressourcer og kapaciteter i forbindelse med grænsekontrol; opfordrer medlemsstaterne til at stille alle nødvendige oplysninger til rådighed i tide for mekanismen til sårbarhedsvurdering;

29.  opfordrer medlemsstaterne, navnlig dem, der er direkte berørt, til at udarbejde de beredskabsplaner, der er nødvendige for at afhjælpe situationer med øgede niveauer af migration, til at foretage tilstrækkelige test af dem og til at øge deres registrerings- og indkvarteringskapacitet med henblik på sådanne hændelser; opfordrer medlemsstaterne til at forbedre deres evne til at opdage dokumentfalsk og irregulær indrejse og samtidig fuldt ud respektere princippet om nonrefoulement og de grundlæggende rettigheder; henstiller, at der gøres en fælles indsats for at bekæmpe menneskesmugling og terror, især for mere præcist at afdække de kriminelle organisationer og finansieringen af dem;

30.  understreger, at lovlig og sikker adgang til Unionen, herunder ved Schengenområdets ydre grænser, vil bidrage til stabilitet generelt i Schengenområdet;

31.  anser den nuværende status for gennemførelsen af strategien for integreret grænseforvaltning for at være utilstrækkelig; opfordrer Kommissionen og Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning til at støtte medlemsstaterne i deres bestræbelser på at opfylde kravene i forordning (EU) 2016/1624 og til at påbegynde tematiske evalueringer af strategien for integreret grænseforvaltning i medlemsstaterne på et givent tidspunkt; opfordrer medlemsstaterne til at bringe deres grænseforvaltning i overensstemmelse med konceptet om integreret grænseforvaltning ved hjælp af en samlet tilgang til grænseforvaltning i alle grænseforvaltnings- og tilbagesendelsesaktiviteter på grundlag af grænseforvaltningens underliggende grundlæggende principper og navnlig ved at sikre fuld respekt for de grundlæggende rettigheder, med særligt fokus på sårbare grupper og mindreårige, herunder respekt for princippet om nonrefoulement; understreger behovet for at sikre fuld gennemførelse af strategien for integreret grænseforvaltning på europæisk og nationalt plan samt overholdelse af internationale konventioner og dermed styrke forvaltningen af de ydre grænser samtidig med, at de grundlæggende rettigheder respekteres;

32.  fastholder, at det er nødvendigt med en hurtig indførelse af den fuldt udviklede strategi for integreret grænseforvaltning som aftalt institutionerne imellem, af den tekniske og operationelle strategi ved Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning og af medlemsstaternes efterfølgende nationale strategier; er fuldt ud klar over, at der er uoverensstemmelser i gennemførelsen af strategien for integreret grænseforvaltning i medlemsstaterne, og understreger, at en fuldstændig gennemførelse af denne strategi i alle medlemsstater er afgørende for, at Schengenområdet kan fungere på hensigtsmæssig vis;

33.  opfordrer Kommissionen til at vedtage et lovgivningsmæssigt forslag til ændring af forordningen om Eurosur i lyset af de betydelige mangler, man har måttet konstatere i forbindelse med gennemførelsen af den nuværende forordning, og mener, at et sådant forslag bør tilskynde til en øget anvendelse af Eurosur med henblik på at indlede og bistå i informationsudveksling, risikoanalyse og eftersøgnings- og redningsoperationer;

34.  gentager Europa-Parlamentets støtte til Bulgariens og Rumæniens øjeblikkelige tiltrædelse af Schengenområdet og til Kroatiens tiltrædelse, så snart det opfylder kriterierne for tiltrædelse; opfordrer Rådet til at godkende, at Bulgarien og Rumænien tiltræder som fuldgyldige medlemmer af Schengenområdet;

Andre emner af betydning for schengenområdet

35.  understreger, at den nuværende situation for Schengensamarbejdet og den fortsatte tilstedeværelse af kontrol ved de indre grænser ikke primært skyldes problemer i selve Schengenområdets regler og strukturer, men derimod andre områder af EU-retten af relevans for Schengen, f.eks. mangler inden for det fælles europæiske asylsystem, herunder manglende politisk vilje, solidaritet og ansvarsdeling, Dublinforordningen, og forvaltningen af de ydre grænser;

Fremskridt i håndteringen af konstaterede mangler

36.  fremhæver den støtte og de kapacitetsopbygningstiltag, der iværksættes for at gøre noget ved de grundlæggende årsager til irregulær migration og for at forbedre levevilkårene i oprindelseslandene;

37.  anser samarbejdet med tredjelande for at være ét element i indsatsen for at forbedre de forhold, der fører til tvungen og irregulær migration; understreger, at det er nødvendigt med foranstaltninger af omfattende karakter for at nå de ønskede mål;

Konstaterede kritiske mangler

38.  beklager, at mange personer er meldt omkomne eller savnede i Middelhavet i de seneste år; understreger yderligere, at eftersøgning og redning er en individuel komponent i den europæiske integrerede grænseforvaltning som fastlagt i forordning (EU) 2016/1624; er af den opfattelse, at en permanent, solid og effektiv EU-indsats i eftersøgnings- og redningsoperationer på havet er afgørende for at forhindre tab af menneskeliv på havet; finder det altafgørende, at passende maritime eftersøgnings- og redningsmæssige aspekter og kapaciteter er indlejret i al operationel planlægning af grænseovervågning ved maritime grænser og i Grænse- og Kystbevogtningsagenturets gennemførelse af sådanne operationer som fastsat i forordning (EU) nr. 656/2014;

39.  udtrykker stor bekymring over gennemførelsen af forordning (EU) 2016/1624 og understreger nødvendigheden af, at medlemsstaterne opfylder de krav, der er fastsat i forordningen, navnlig for så vidt angår forpligtelserne til at bidrage med tilstrækkelige menneskelige ressourcer og teknisk udstyr til både fælles operationer og udstyrspuljen til hurtig udrykning og til at afsætte tilstrækkelige ressourcer til gennemførelse af sårbarhedsvurderingen; er bekymret over Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtnings ressource- og finansplanlægning og de skøn, der ligger til grund for operationernes finansiering og de bidrag, medlemsstaterne skal yde; opfordrer medlemsstaterne til at garantere ordentlig uddannelse i grundlæggende rettigheder til de nationale grænsevagter;

40.  mener, at samarbejdet på nationalt plan mellem forskellige retshåndhævende myndigheder, militæret, grænsevagter, toldmyndigheder og myndigheder med ansvar for maritim eftersøgning og redning ofte er utilstrækkeligt, hvilket resulterer i en fragmenteret situationsbevidsthed og lav effektivitet; gør opmærksom på, at fravær af samarbejdsstrukturer kan føre til ineffektive og/eller uforholdsmæssige foranstaltninger; minder om, at ingen velmenende foranstaltninger på EU-plan, om der så er nok så mange, kan opveje mangel på internt samarbejde mellem medlemsstaternes relevante myndigheder;

41.  noterer sig etableringen af andre store informationssystemer såvel som målsætningen om at forbedre deres interoperabilitet, samtidig med at de nødvendige garantier bevares, også hvad angår databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred;

42.  mener, at arbejdet på forslag om informationssystemernes interoperabilitet bør udnyttes som en lejlighed til at forbedre og delvis harmonisere de nationale IT-systemer og den nationale infrastruktur på grænseovergangsstederne;

Nødvendige foranstaltninger

43.  tilskynder agenturerne og medlemsstaterne til at fortsætte med at gennemføre operationer, der tjener flere formål, og til at sikre, at der træffes egentlige foranstaltninger for at inkludere maritim eftersøgning og redning i operationerne via egnede aktiver og menneskelige ressourcer; opfordrer agenturet til at sikre iværksættelse af klagemekanismen og dertil knyttede ressourcer og personale til støtte for den ansvarlige for grundlæggende rettigheder;

44.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre hurtige og effektive procedurer for tilbagesendelse i fuld overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og under menneskelige og værdige forhold, når først der er truffet en afgørelse om tilbagesendelse;

45.   bemærker, at medlemsstaterne kan benytte sig af muligheden i direktiv 2001/40/EF for at anerkende og gennemføre en afgørelse om tilbagesendelse, der er truffet af en anden medlemsstat, i stedet for at træffe en ny afgørelse om tilbagesendelse eller sende den irregulære migrant tilbage til den medlemsstat, der først traf afgørelsen;

46.  opfordrer medlemsstaterne til at træffe specifikke foranstaltninger til at sikre tilstrækkelig infrastruktur, indkvartering og levevilkår for alle asylansøgere og navnlig at tage hensyn til behovene hos uledsagede mindreårige og familier med mindreårige samt kvinder i sårbare situationer; opfordrer medlemsstaterne til at bringe deres detentionsfaciliteter i overensstemmelse med kravene i international bedste praksis og menneskerettighedsmæssige normer og konventioner, til at imødekomme efterspørgslen efter kapacitet uden at glemme, at detention er en sidste udvej og ikke er i overensstemmelse med barnets tarv, og til at øge brugen af alternative foranstaltninger til detention; opfordrer medlemsstaterne til at overholde deres forpligtelser om omfordeling, som vedtaget af Det Europæiske Råd i september 2015 og bekræftet igen af Den Europæiske Unions Domstol i september 2017, med henblik på at genoprette orden med hensyn til forvaltningen af migration og at fremme solidaritet og samarbejde i Unionen;

47.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre de nationale databeskyttelsesmyndigheders uafhængighed, navnlig ved at sikre tilstrækkelige finansielle midler og tilstrækkeligt personale til at udføre deres stadig tiltagende opgaver; opfordrer medlemsstaternes uafhængige tilsynsmyndigheder til at sikre de nødvendige revisioner af informationssystemer og deres anvendelse; opfordrer medlemsstaterne til at indføre bestemmelser med henblik på at give de registrerede ret til at indgive klager og anmode om deres personlige oplysninger og til at øge offentlighedens bevidsthed om informationssystemer;

48.  insisterer på, at operationer, der tjener flere formål, udføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning med sigte på at imødekomme behovet for, at maritime eftersøgnings- og redningsaktiver (jf. forordning (EU) nr. 656/2014) er til stede i de relevante områder; minder om, at nationale grænsebevogtningsmyndigheder også skal tilvejebringe tilstrækkelige ressourcer til dets operationer, navnlig til eftersøgning og redning; understreger, at grænsekontrol bør foretages af en uddannet grænsevagt eller under en kompetent myndigheds nøje tilsyn;

49.  bemærker, at Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning har et mere omfattende mandat, som det kan benytte til at spille en mere aktiv rolle med hensyn til at støtte medlemsstaterne i koordinerede tilbagesendelsesaktioner;

50.  opfordrer medlemsstaterne til at udvikle det gensidige grænseoverskridende politisamarbejde yderligere ved hjælp af fælles trusselsvurderinger, risikoanalyser og patruljer; opfordrer til fuldstændig gennemførelse af Prümaftalen og af Rådets afgørelse 2008/615/RIA og til tiltrædelse af den europæiske informationsudvekslingsmodel og det såkaldte svenske initiativ; opfordrer medlemsstaterne til at forbedre deres nationale strukturer for retshåndhævende samarbejde og informationsudveksling og til at forbedre det praktiske samarbejde, navnlig med nabomedlemsstater;

51.  minder om den høje prioritering af reformen af det fælles europæiske asylsystem (CEAS) som en del af den holistiske tilgang til at tage de udfordringer op, der vedrører flygtninge-, asylansøger- og migrationspolitikkerne og Kommissionens dagsorden for migration; påpeger, at Europa-Parlamentet gentagne gange har anført, at åbning af lovlige kanaler for migranter og flygtninge er det bedste middel til at bekæmpe menneskesmugling og -handel og dermed såkaldt irregulær migration; opfordrer Rådet til hurtigt at følge Europa-Parlamentet og vedtage et mandat til forhandlinger om hvert eneste forslag i denne henseende, især hvad angår Dublinforordningen; fremhæver, at det nye europæiske asylagentur endnu ikke er blevet godkendt, og opfordrer indtrængende Rådet til at genoptage arbejdet med denne sag som en hastesag;

52.  understreger nødvendigheden af at forbedre sikkerheden af de identitetskort, som medlemsstaterne udsteder til unionsborgere; opfordrer Kommissionen til at foreslå standarder for de sikkerhedsoplysninger og biometriske oplysninger, som integreres i identitetskort, sådan som det allerede er tilfældet med pas;

o
o   o

53.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes nationale parlamenter og Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning.

(1) EUT L 251 af 16.9.2016, s. 1.
(2) EUT L 135 af 24.5.2016, s. 53.
(3) EUT L 295 af 6.11.2013, s. 11.
(4) Wouter van Ballegooij, ”The Cost of Non-Schengen: Civil Liberties, Justice and Home Affairs aspects”, Cost of Non-Europe Report, European Added Value Unit, 2016, s. 32.
(5) EUT C 380 E af 11.12.2012, s. 160.


Minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse
PDF 184kWORD 67k
Europa-Parlamentets beslutning af 30. maj 2018 om gennemførelsen af direktiv 2012/29/EU om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse (2016/2328(INI))
P8_TA(2018)0229A8-0168/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 8, 10, 18, 19, 21, 79 og 82 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 3, 6, 20, 21, 23, 24, 41 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK),

–  der henviser til FN's verdenserklæring om menneskerettigheder, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling i 1948,

–  der henviser til FN's konvention fra 1989 om barnets rettigheder,

–  der henviser til FN's konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW),

–  der henviser til FN's Generalforsamlings erklæring af 29. november 1985 om de grundlæggende retsplejeprincipper vedrørende ofre for forbrydelser og magtmisbrug,

–  der henviser til Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen) og til Rådets afgørelse (EU) 2017/865(1) og (EU) 2017/866(2) af 11. maj 2017 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet,

–   der henviser til Europarådets Ministerkomités henstilling CM/Rec(2006)8 af 14. juni 2006 til medlemsstaterne om bistand til ofre for forbrydelser,

–   der henviser til Europarådets Ministerkomités henstilling CM/Rec(2010)5 af 31. marts 2010 til medlemsstaterne om foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet,

–  der henviser til Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA af 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager(3),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 6. december 2013 om bekæmpelse af hadforbrydelser i EU og af 5. juni 2014 om forebyggelse og bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder og piger, herunder kvindelig kønslemlæstelse,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 af 15. marts 2017 om bekæmpelse af terrorisme og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse 2005/671/RIA(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/800 af 11. maj 2016 om retssikkerhedsgarantier for børn, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager(5),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 606/2013 af 12. juni 2013 om gensidig anerkendelse af beskyttelsesforanstaltninger i civilretlige spørgsmål(6),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA(7),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/99/EU af 13. december 2011 om den europæiske beskyttelsesordre(8),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA(9),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om ophævelse af rammeafgørelse 2004/68/RIA(10),

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 14. december 2017 om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi(11);

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU af 3. april 2014 om indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold i Den Europæiske Union(12),

–  der henviser til Rådets direktiv 2004/80/EF af 29. april 2004 om erstatning til ofre for forbrydelser(13),

–  der henviser til studiet med titlen "How can the EU and the Member States better help victims of terrorism?", som blev offentliggjort af Temaafdelingen for Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender i september 2017,

–  der henviser til undersøgelsen fra EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) med titlen "Second European Union minorities and discrimination survey", offentliggjort i december 2017,

–   der henviser til FRA's studie med titlen "Child-friendly justice - Perspectives and experiences of children involved in judicial proceedings as victims, witnesses or parties in nine EU Member States", offentliggjort i februar 2017,

–  der henviser til FRA's rapport med titlen "Fundamental Rights Report 2017", offentliggjort i maj 2017,

–  der henviser til FRA's rapport med titlen "Fundamental Rights Report 2016", offentliggjort i maj 2016,

–  der henviser til FRA's studie med titlen "Victims of crime in the EU: the extent and nature of support for victims", offentliggjort i januar 2015,

–  der henviser til, at FRA's studie med titlen "Severe labour exploitation: workers moving within or into the European Union", offentliggjort i juni 2015,

–  der henviser til FRA's rapport med titlen "Violence against women: an EU-wide survey", offentliggjort i marts 2014,

–  der henviser til rapporten om IVOR-projektet med titlen "Implementing Victim-oriented reform of the criminal justice system in the EU", offentliggjort den 6. maj 2016,

–  der henviser til rapporten fra Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE) med titlen "An analysis of the Victims’ Rights Directive from a gender perspective",

–  der henviser til Yogyakartaprincipperne plus 10, der blev vedtaget den 10. november 2017 om principperne for og staters forpligtelser i forbindelse med anvendelse af den internationale menneskerettighedslovgivning i forbindelse med seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika,

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2017 om forslag til Rådets afgørelse om Den Europæiske Unions indgåelse af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet(14),

–  der henviser til Europa-Parlamentets Forskningstjenestes vurdering af gennemførelsen på europæisk plan af direktiv 2012/29/EU, udarbejdet af Enheden for Efterfølgende Evaluering,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til dens artikel 1, stk. 1, litra e), samt bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til de fælles drøftelser i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, jf. forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0168/2018),

A.  der henviser til, at direktiv 2012/29/EU om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse (direktivet om ofres rettigheder) har til formål at sætte ofret for en forbrydelse i centrum af det strafferetlige system og sigter på at styrke rettighederne for ofre for kriminalitet, så alle ofre får de samme rettigheder, uanset hvor forbrydelse fandt sted, deres nationalitet eller opholdsstatus;

B.  der henviser til, at 23 ud af 27 medlemsstater pr. september 2017 har gennemført direktivet om ofres rettigheder i national lovgivning; der henviser til, at Kommissionen har indledt 16 traktatbrudsprocedurer mod medlemsstater, som stadig ikke har gennemført det fuldt ud i praksis; der henviser til, at direktivet har gjort det muligt at gøre fremskridt i håndteringen af ofre for kriminalitet i en anden medlemsstat; der henviser til, at der fortsat findes mangler i forbindelse med grænseoverskridende situationer;

C.  der henviser til, at selv om der er ensartede standarder og instrumenter på europæisk plan til at forbedre EU-borgernes liv, behandles ofre for kriminalitet stadig forskelligt fra land til land;

D.  der henviser til, at ofre på trods af de mange ændringer, der er indført i medlemsstaterne, fortsat ofte mangler kendskab til deres rettigheder, hvilket undergraver effektiviteten af direktivet om ofres rettigheder i praksis, navnlig kravet om adgang til oplysninger;

E.  der henviser til, at bortset fra juridisk bistand opdeler offerstøtteorganisationer ofrenes behov i fire kategorier: ret til retfærdighed, til beskyttelse af værdighed, til at kende sandheden og til ikke at blive glemt, hvor sidstnævnte står for ubetinget afvisning af terrorisme;

F.  der henviser til, at der i visse medlemsstater mangler støttetjenester for ofre og koordinering mellem dem både på nationalt, lokalt og regionalt plan, hvilket gør det vanskeligt for ofrene at få adgang til eksisterende støttetjenester;

G.  der henviser til, at herberger og krisecentre for kvinder og telefoniske hjælpetjenester er centrale foranstaltninger til støtte for kvinder, der er ofre for vold, og deres børn; der henviser til, at der er ikke er nok herberger og krisecentre for kvinder i Europa; der henviser til, at der er et presserende behov for flere herberger for kvinder, eftersom de yder sikkerhed, indkvartering, rådgivning og støtte til kvinder, der har overlevet vold i hjemmet, og deres børn; der henviser til, at manglen på herberger for kvinder kan bringe liv i fare;

H.   der henviser til, at i tilfælde, hvor der sker et terrorangreb i én medlemsstat, og offeret er bosat i en anden medlemsstat, bør de to medlemsstater samarbejde tæt for at fremme bistand til ofrene;

I.  der henviser til, at en effektiv og beskyttende optræden fra offentlige enheders og nationale institutioners side over for ofre ville få borgerne til at reagere med støtte og tillid over for institutionerne og styrke disses omdømme;

J.  der henviser til, at en bred vifte af sundhedspersoner sandsynligvis vil komme i kontakt med ofre, navnlig ofre for kønsbestemt vold, og er ofte de første, der bliver kontaktet af et offer, der vil anmelde en forbrydelse; der henviser til, at det er dokumenteret, at sundhedspersoner, f.eks. læger og andre fagpersoner, kun i begrænset omfang er uddannet i, hvordan der effektivt kan sættes ind mod kønsbaseret vold;

K.  der henviser til, at kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold, altid kræver særlig støtte og beskyttelse på grund af deres sårbarhed over for sekundær og gentagen viktimisering;

L.  der henviser til, at der stadig er en systematisk underrapportering af hændelser om og gerningsmænd til vold i hjemmet i EU, navnlig i sager, der vedrører mindretal, migranter, personer med opholdsret som familiemedlem eller usikker opholdsret og LGBTI-personer samt ofre for antisemitiske forbrydelser, seksuelt misbrug af børn, vold i hjemmet og kønsbaseret vold, menneskehandel og tvangsarbejde; der henviser til, at omkring to tredjedele af de kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold, ikke indberetter til en myndighed, fordi de frygter repressalier, forlegenhed og social stigmatisering;

M.  der henviser til, at hadforbrydelser mod LGBTI-personer er en realitet; der henviser til, at der er en underrapportering af disse forbrydelser, og ofrenes rettigheder derfor ikke overholdes;

N.  der henviser til, at det i FRA's undersøgelse med titlen "Making hate crime visible in the European Union: acknowledging victims’ rights" konstateres, at immigrantstatus øger risikoen for at blive offer for hadforbrydelser, uanset andre kendte risikofaktorer;

O.  der henviser til, at racistiske hadforbrydelser mod migranter og asylansøgere er steget i alle EU's medlemsstater; der henviser til, at det er meget få af gerningsmændene til disse hadforbrydelser, der bliver retsforfulgt;

P.  der henviser til, at selv om alle ofre for kriminalitet i ifølge direktivets artikel 1 tilkendes lige rettigheder uden forskelsbehandling, har de fleste medlemsstater stadig ikke indført politikker og processer til at sikre, at papirløse ofre i sikkerhed kan anmelde grov arbejdsudnyttelse, kønsbaseret vold og andre former for misbrug i sikkerhed og uden risiko for immigrationssanktioner; der henviser til, at dette i uforholdsmæssig høj grad rammer kvinder og piger, som også er mere udsat for menneskehandel og seksuel udnyttelse; der henviser til, at det i FRA's undersøgelse med titlen "Second European Union Minorities and Discrimination Survey" konstateres, at kun én ud af otte respondenter havde rapporteret eller indgivet en klage over det seneste tilfælde af forskelsbehandling, de havde oplevet som følge af deres etniske baggrund eller indvandrerbaggrund;

Q.  der henviser til, at artikel 1 i direktivet fastsætter, at de rettigheder, der er fastsat heri, gælder for ofre på en ikkediskriminerende måde, herunder hvad angår deres opholdsstatus;

R.  der henviser til, at #MeToo-kampagnen har fremhævet, at retssystemet ikke i tilstrækkelig grad sikrer kvinder og piger retfærdighed og beskyttelse, og at ofre for kønsbaseret vold som følge heraf ikke modtager den nødvendige støtte;

S.  der henviser til, at ratificeringen og den fulde gennemførelse af Istanbulkonventionen udgør en sammenhængende europæisk retlig ramme til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og til beskyttelse af ofrene herfor; der henviser til, at definitionen af kønsbestemt vold bør baseres på Istanbulkonventionen og bør anerkende den strukturelle karakter af vold mod kvinder og andre former for kønsbaseret vold og deres forbindelser til ulighed mellem mænd og kvinder, der stadig er udbredt i samfundet; der henviser til, at vold i nære forhold skal anskues fra et kønsaspekt, idet det i uforholdsmæssig grad berører kvinder;

T.  der henviser til, at kvinder er mest udsat for stalking, som er en almindelig form for kønsbaseret vold, og til, at stalking ikke betragtes som en specifik lovovertrædelse i syv medlemsstaters straffelovgivning;

U.  der henviser til, at der bør lægges særlig vægt på sikkerhed og beskyttelse af børn af kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold og vold i hjemmet;

V.  der henviser til, at ofre ofte ikke bliver ordentligt orienteret om retssager og deres resultater; der henviser til, at ofre alt for ofte uventet bliver underrettet om løsladelsen af en gerningsmand via medierne eller andre eksterne faktorer i stedet for af de kompetente myndigheder;

W.  der henviser til, at ofrene og deres familiemedlemmer ikke informeres tilstrækkeligt om deres rettigheder, når en strafbar handling finder sted i en anden medlemsstat end den, hvor ofret er bosat; der henviser til, at medlemsstaterne har forskellige definitioner af begrebet "offer"; der henviser til, at de nationale lovgivningers dækning er forskellig som følge heraf (og somme tider udvides til at omfatte familiemedlemmer, for eksempel);

X.  der henviser til, at let tilgængelige og alment kendte hjælpetjenester for mange kvinder er det første skridt til modtagelse af den hjælp og støtte, de har brug for, når de oplever vold i nære forhold;

Y.  der henviser til, at kun 27 % af europæerne kender telefonnummeret 112 til den nødlinje, der gælder i hele Europa; der henviser til, at den indtil videre ikke er tilgængelig for alle;

Z.  der henviser til, at ofret i en lang række tilfælde er det vigtigste vidne i retssagen og har behov for at blive beskyttet mod eventuelle gengældelsesforanstaltninger eller truende adfærd fra gerningsmandens side, herunder ved at forebygge gentagelse eller sekundær viktimisering; der henviser til, at vidneudsagn er afgørende for, at det strafferetlige system kan fungere tilfredsstillende og vække tillid og af afgørende betydning for en effektiv efterforskning og retsforfølgning af organiseret kriminalitet og terrorgrupper, hvilket kan føre til deres opløsning; der henviser til, at medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger til at beskytte vidner effektivt samt at øge udvekslingen af bedste praksis og det internationale samarbejde på dette område;

AA.  der henviser til, at manglerne ved gennemførelsen af direktivet om ofres rettigheder er blevet indberettet, navnlig for så vidt angår:

   hensigtsmæssige tjenesteydelser til ofre i overensstemmelse med deres specifikke behov
   behørig gennemførelse af kravene til en individuel vurdering af ofre
   korrekt etablering af mekanismer, der gør det muligt for den formodede gerningsmand at få en kopi af anmeldelsen
   sikring af lige adgang for alle ofre til støtte- og specialtjenester for alle ofre, herunder personer med handicap, LGBTI-personer, børneofre, ofre for kønsbaseret vold, herunder seksuel vold, og ofre for hadforbrydelser og æresrelaterede forbrydelser, uanset deres opholdsstatus
   sikring af hurtige og effektive procedurer i strafferetssager med forståelse for ofret, hvorved der tages hensyn til de særlige behov hos de mest sårbare persongrupper
   indsamling af data om og undersøgelse af voldskulturen, fremmedhad og kønsstereotyper og deres forbindelse til hadforbrydelser
   informering af ofrene om, i hvilken strafferetlig eller proceduremæssig situation deres respektive gerningsmænd befinder sig;

AB.  der henviser til, at ofre for kriminalitet jævnligt beretter, at medvirken ved en retssag i sig selv er en form for viktimisering - en sekundær eller gentagen viktimisering; der henviser til, at der i de faktorer, som påvirker ofrenes oplevelse af systemet, indgår, hvordan de behandles under retssagen, og omfanget af kontrol og den deltagelsesbaserede adgang, de har;

AC.  der henviser til, at ofre for terrorisme er blevet ramt af angreb, der i sidste instans tilsigter at skade samfundet eller en større gruppe, som de repræsenterer; der henviser til, at de derfor har behov for særlig opmærksomhed, støtte og social anerkendelse som følge af den særlige karakter af den forbrydelse, der er begået imod dem;

AD.  der henviser til, at visse rettigheder såsom retten til finansiel støtte og erstatning ikke blev gennemført fyldestgørende eller tilkendt ofrene for terrorangrebene i Bruxelles 2016 i overensstemmelse med bestemmelserne i direktivet om ofres rettigheder;

Evaluering af gennemførelsen af direktivet

1.  kritiserer, at Kommissionen ikke senest i november 2017 forelagde en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af direktivet om ofres rettigheder i overensstemmelse med direktivets artikel 29; opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde og sende alle relevante data og statistikker til Kommissionen for at lette dens vurdering af gennemførelsen af direktivet;

2.  kritiserer, at der to år efter fristen for gennemførelsen kun var 23 ud af 27 medlemsstater, der havde gennemført direktivet om ofres rettigheder i september 2017, og at der blandt disse er nogle, der kun delvist har overholdt direktivet og kun nogle bestemmelser;

3.  bemærker den vellykkede gennemførelse i nogle medlemsstater af visse bestemmelser i direktivet om ofres rettigheder, nemlig:

   retten til tolkning og oversættelse
   retten til at blive hørt
   beskyttelsen af børneofre
   rettigheder for ofre, der anmelder en forbrydelse
   retten til at modtage information fra den første kontakt med en kompetent myndighed;

4.  beklager dog, at der stadig er væsentlige mangler i gennemførelsen og anvendelsen af direktivet i mange medlemsstater, navnlig for så vidt angår:

   kompleksiteten af procedurerne for at få adgang til støttetjenester og mangler i støttetjenesterne for ofre, herunder mangel på tilstrækkelig adgang til retshjælp og kompensation, mangel på økonomisk støtte og koordinering mellem støttetjenester samt inkonsekvente henvisningsmekanismer
   den omstændighed, at der ofte ikke gives klare oplysninger på mere end ét sprog, hvilket de facto gør det vanskeligt for ofre at søge beskyttelse udenlands i en anden medlemsstat
   manglende lovgivningsmæssigt grundlag i grænseoverskridende sager og rettighederne for ofre, der er bosiddende i andre medlemsstater, og undladelsen af at træffe foranstaltninger, der sikrer, at en manglende eller usikker opholdsstatus ikke udgør nogen hindring for ofres mulighed for at påberåbe sig deres rettigheder i henhold til dette direktiv;

5.  fremhæver, at det er absolut nødvendigt, at den første kontakt med ofret gennemføres korrekt, især for så vidt angår ofre for kønsbaseret vold; bemærker imidlertid, at nogle af de mest sårbare ofre – såsom mindreårige og personer uden uddannelse, personer med handicap eller ældre ofre samt (af sproglige grunde) migranter og ofre for menneskehandel – kan have svært ved at forstå de oplysninger, der meddeles dem, og at deres ret til information i henhold til artikel 4 i direktivet følgelig ikke udøves fuldt ud, hvilket gør det nødvendigt at sikre, at der er en kvalificeret ekspert til stede til at bistå ofre; bemærker, at artikel 4 er en af styrkerne ved direktivet, da den bidrager til, at ofrene kan udøve deres rettigheder til den tilgængelige støtte og beskyttelse som fastsat i direktivet;

6.  opfordrer medlemsstaterne til at fremme adgangen til domstolsprøvelse og passende gratis retshjælp, da dette i væsentlig grad bidrager til at bryde tavsheden og øge ofrets tillid til det strafferetlige system, reducerer muligheden for straffrihed og giver ofret mulighed for at indlede den psykiske helbredelsesproces;

7.  opfordrer alle medlemsstater til at gennemføre og effektivt håndhæve retten til information, der er fastsat i artikel 4 i direktivet om ofres rettigheder, for alle ofre og potentielle ofre; påpeger, at det er nødvendigt at forbedre informationsmekanismerne i medlemsstaterne for at sikre, at ofre ikke blot er klar over deres rettigheder, men også ved, hvor de kan henvende sig for at få hjælp til at udøve dem; påpeger, at de fagfolk, der først tager sig af ofre, samtidigt bør være deres første kontaktpunkt for oplysninger om deres rettigheder og programmer, der er udformet til at håndtere situationer, der fører til viktimisering; understreger, at manglen på information til ofret før, under og efter straffesagen giver en ringe udnyttelse af ofrets rettigheder, utilfredshed med retssystemet og afskrækker ofret fra at deltage aktivt i straffesager;

8.  beklager, at alt for mange medlemsstater har undladt at gennemføre individuelle vurderinger af ofre i deres lovgivning, hvilket fører til ineffektivitet, når det drejer sig om at opdage og identificere deres specifikke behov, at behandle dem med respekt og værdighed og som en konsekvens heraf at give dem beskyttelse i overensstemmelse med deres specifikke behov;

9.  bemærker, at den manglende gennemførelse af direktivet i national ret i visse medlemsstater betyder, at statsborgere fra disse medlemsstater forskelsbehandles ved håndhævelsen af deres rettigheder som europæiske borgere;

10.  beklager, at direktivet om ofres rettigheder begrænser udøvelsen af ofrets ret til retshjælp på grund af bestemmelser, der kun forpligter medlemsstaterne til at yde retshjælp, når ofret har status som part i en straffesag, og som fastslår, at betingelserne eller procedurereglerne for, at ofre kan få adgang til retshjælp, fastlægges i national ret; understreger, at disse restriktioner kan være særdeles byrdefulde for ofre for kønsbaseret vold, som ikke indgiver en anmeldelse, og hvis sager aldrig vil blive behandlet inden for det strafferetlige system;

11.  bemærker, at andre instrumenter vedrørende lignende successive tilføjelser til ofres rettigheder vanskeliggør overensstemmelse med direktivet om ofres rettigheder;

12.  minder om, at tredjelandsstatsborgere og EU-borgere, som har været ofre for en forbrydelse i en anden medlemsstat, også er berettiget til at nyde godt af de rettigheder samt den støtte og beskyttelse, som dette direktiv sikrer, uanset deres opholdsstatus, og at ofre for en strafbar handling, der er begået i en anden medlemsstat end den, hvor ofret har bopæl, kan indgive deres anmeldelse til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor de har bopæl; bemærker imidlertid, at denne ret ofte undergraves af usikkerheden i medlemsstaternes bestemmelser om ekstraterritorialitet; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at opholdsstatus ikke er et kriterium for at have fuld adgang til rettighederne som offer, og at præcisere deres nationale bestemmelser om ekstraterritorialitet; opfordrer medlemsstaterne til at sikre adgang for ofre for kriminalitet, som ikke har opholdstilladelse, til støttetjenester og information om deres rettigheder, og til at vedtage særlige foranstaltninger, der navnlig fokuserer på alle ofres rettigheder til erstatning og i straffesager; opfordrer med henblik herpå de berørte medlemsstater til at træffe passende foranstaltninger med henblik på at lette samarbejdet mellem deres kompetente myndigheder eller enheder, der yder specialhjælp, for at sikre ofre reel adgang til sådanne oplysninger og tjenester;

13.  minder medlemsstaterne om, at ofre med irregulær opholdsstatus også bør have adgang til rettigheder og tjenester, herunder herberger og andre specialiserede tjenesteydelser under dette direktiv, såsom retlig beskyttelse og psykosocial og finansiel støtte fra medlemsstaterne, uden frygt for at blive udvist; opfordrer medlemsstaterne til at indføre foranstaltninger, som sikrer, at disse rettigheder og tjenester stilles til rådighed uden forskelsbehandling; glæder sig over de skridt, nogle medlemsstater har taget for at give papirløse ofre en opholdstilladelse af humanitære grunde eller under gennemførelsen af straffesager, hvilket kan tilskynde ofrene til at anmelde forbrydelser og bekæmpe klimaet af straffrihed; opfordrer medlemsstaterne til at vedtage lovgivning, der giver ofre med opholdsstatus som familiemedlem mulighed for at komme ud af situationer med mishandling ved at gøre det muligt for dem at opnå selvstændig opholdsstatus; opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremme og befordre udveksling og evaluering blandt medlemsstaterne af god praksis, der integrerer ofrenes og civilsamfundets synspunkter;

Henstillinger

Individuel vurdering

14.  minder om, at et af de vigtigste formål med direktivet om ofres rettigheder er at forbedre situationen for ofre for kriminalitet i hele EU og at sætte ofret i centrum af det strafferetlige system;

15.  opfordrer medlemsstaterne til at styrke rettighederne for ofre for hadforbrydelser, herunder hadforbrydelser mod LGBTI-personer eller hadforbrydelser med racistiske motiver;

16.  fremhæver det forhold, at individuelle vurderinger er af afgørende betydning for at styrke alle ofres stilling ved at informere dem om deres rettigheder og retten til at træffe beslutninger i de sager, de er involveret i, og, hvis det er børn, retten til at få adgang til de specifikke proceduremæssige garantier, som måtte gælde for dem, lige fra begyndelsen af den retslige behandling; opfordrer medlemsstaterne til i deres lovgivning behørigt at gennemføre den individuelle vurdering af ofre, herunder om nødvendigt under deres første kontakt med en kompetent myndighed, hvilket er et vigtigt proceduremæssigt skridt til at opdage og identificere et offers særlige behov, og følgelig give specifik beskyttelse i overensstemmelse med disse behov, og at forebygge sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse; understreger, at individuelle vurderinger skal gennemgås regelmæssigt for at fastslå aktuelle støttebehov, og at ofre bør tilbydes en opfølgende revision inden for en rimelig frist efter forbrydelsen, baseret på den eksisterende viden om traumareaktioner; minder om, at der navnlig er behov for individuel vurdering af ofre for menneskehandel og børn, der er ofre for seksuelt misbrug, i betragtning af de sociale, fysiske og psykiske konsekvenser af disse forbrydelser; minder om, at der i alle individuelle vurderinger bør tages hensyn til kønsaspektet, eftersom kvinder og LGBTQI-ofre for kønsbaseret vold kræver særlig opmærksomhed og beskyttelse på grund af den store risiko for gentagen viktimisering, og at der derfor bør sikres specifikke foranstaltninger og specialiseret støtte;

Støttetjenester for ofre

17.  beklager de vanskeligheder, som ofrene har med at få adgang til støttetjenester; beklager, at der i nogle medlemsstater stadig ikke er blevet oprettet støttetjenester for ofre; fremhæver, at ofre i hele EU bør gives hjælpetjenester og indrømmes rettigheder, og at disse bør være tilgængelige, selv når en person endnu ikke har bevist, at han eller hun er offer for en forbrydelse, eller før en officiel procedure eller handling har fundet sted; opfordrer medlemsstaterne til at tilvejebringe, øge antallet af og forbedre tilgængeligheden af herberger og krisecentre for kvinder og bistå kvinder, der bistår kvindelige ofre for alle former for kønsbaseret vold og til at sikre, at kvinder, der har overlevet vold, aldrig nægtes en plads; betoner, at tjenesterne bør udvides, så de bedre opfylder behovene hos alle kvinder, især kvinder med forskellige handicap og kvindelige migranter, herunder papirløse kvindelige migranter; understreger, at sådanne tjenester desuden bør omfatte ambulant faglig støtte, såsom information og rådgivning, ledsagelse i retten og opsøgende arbejde; mener, at herberger for kvinder bør hjælpe alle kvinder, der er udsat for vold i nære forhold, og bør være til rådighed døgnet rundt og være gratis for kvinder og deres børn, således at kvinder kan føle sig sikre og bliver i stand til at anmelde kønsbaseret vold;

18.  opfordrer medlemsstaterne til at være særligt opmærksomme på den individuelle vurdering af børn og børn, der er ofre for enhver form for kriminalitet, særlig menneskehandel, herunder med henblik på seksuelt misbrug, for kønsbaseret vold og seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse; minder om, at børneofre altid skal anses for at have særlige beskyttelsesbehov på grund af deres sårbarhed, jf. artikel 22, stk. 4, i direktivet; understreger behovet for at beskæftige sig med børn og unge ofre på en måde, som tager behørigt hensyn til deres sårbarhed;

Uddannelse

19.  understreger, at yderligere uddannelsesprogrammer på EU-plan er af afgørende betydning for harmonisering og standardisering af procedurer på tværs af medlemsstaterne og for sikring af ligebehandling af europæiske borgere;

20.  opfordrer medlemsstaterne til at tilvejebringe særlig uddannelse til personer, der skal hjælpe ofre for terrorhandlinger, og afsætte de nødvendige ressourcer i den henseende;

21.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for kønssensitive uddannelsesprogrammer og retningslinjer for alle fagfolk, der beskæftiger sig med ofre for kriminalitet, såsom aktørerne inden for retsvæsenet, politifolk, anklagere, dommere, sundhedspersoner, socialarbejdere og civilsamfundsorganisationer; opfordrer medlemsstaterne til på passende vis at anvende EU-finansiering til disse uddannelsesformål; opfordrer medlemsstaterne til at specifikt sikre, at de opfylder alle forpligtelser om uddannelse af politifolk, så de kan gennemføre individuelle vurderinger bedre og i tide, når der er blevet begået en forbrydelse; opfordrer medlemsstaterne til at forhindre den yderligere viktimisering eller sekundære viktimisering, som ofrene for kriminalitet udsættes for, oplyse ofre om deres rettigheder de tjenester, de har adgang til, og at styrke dem som et middel til at reducere stress; understreger, at en sådan undervisning, i samarbejde med civilsamfundet og NGO'er, også bør medtages i uddannelsesprogrammer, og at obligatorisk og specifik uddannelse regelmæssigt bør være tilgængelig for alle fagfolk, der beskæftiger sig med ofre for kriminalitet, med henblik på at udvikle en tilgang, der er tilpasset de enkelte offertypers specifikke kendetegn og behov, hjælpe fagfolk med at forebygge vold og yde passende støtte til sårbare grupper, såsom børn, kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold, ofre for menneskehandel, LGBTI-personer og personer med handicap; erindrer om, at personaleuddannelse er en afgørende faktor for, at direktivets mål kan gennemføres effektivt; finder, at en sådan uddannelse bør omfatte vejledning om, hvordan det sikres, at ofrene beskyttes mod tvang, misbrug og vold, og at deres fysiske og mentale integritet respekteres; mener endvidere, at al uddannelse bør lægge vægt på bekæmpelse af forskelsbehandling som et bærende element i direktivet;

22.  minder om, at børn, som er ofre for kriminalitet, er særligt sårbare, og at der bør lægges særlig vægt på uddannelse af fagfolk, der beskæftiger sig med ofre for børnerelaterede forbrydelser, navnlig i sager om seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse, under hensyntagen til de særlige behov, der er forbundet med de forskellige aldersgrupper; understreger, at sådanne fagfolk bør kommunikere på en børnevenlig måde;

23.  tilskynder Kommissionen til at give den internationale dag for terrorofre et praktisk indhold ved mindst to gange om året at tilrettelægge et internationalt møde, der specifikt er helliget udveksling af erfaringer og bedste praksis mellem lokale, regionale og nationale myndigheder i medlemsstaterne og indsamling af vidneudsagn fra ofre; mener, at dette burde hjælpe med at sikre en hurtig, ensartet og fuldstændig gennemførelse af direktivet, tidlig påvisning af fælles problemer med gennemførelsen og en proces for løbende evaluering af dets evne til at skærpe opmærksomheden og give tilkendegivelser af solidaritet og institutionel og social bistand til ofrene en operationel dimension;

24.  understreger, at sundhedspersoner er nøglen til at afsløre ofre for vold i hjemmet, idet vold mod kvinder i nære forhold påvirker både den fysiske og den mentale sundhed på lang sigt; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at oplysninger om hjælpetjenester for ofre og ofres rettigheder er tilgængelige for sundhedspersoner, og at sørge for uddannelse af en bred vifte af sundhedspersoner, herunder praktiserende læger, læger med speciale i nødhjælp, sygeplejersker, medicinske assistenter, kliniske socialarbejdere og modtagelsespersonale, med henblik på at tilbyde effektiv støtte til ofret, navnlig i forbindelse med kønsbaseret vold, således at sundhedspersoner bliver i stand til at identificere potentielle tilfælde af misbrug og til at tilskynde kvinder, der er ofre, til at kontakte en kompetent myndighed;

Grænseoverskridende aspekt

25.  opfordrer medlemsstaterne til at yde finansiel støtte og retshjælp til familiemedlemmer i tilfælde, hvor der har fundet en alvorlig forbrydelse sted – f.eks. når ofret er død eller alvorligt kvæstet – i en anden medlemsstat end den, hvor ofret er bosat, navnlig i tilfælde hvor familien ikke har råd til at rejse til den pågældende medlemsstat for at deltage i retsmøder, betale for psykologhjælp til ofret eller bringe ofret hjem;

26.  opfordrer medlemsstaterne til at gøre procedurerne mere fleksible og fremskynde processen for fremsendelse af domme for kønsbaseret vold, der er afsagt i et land, især når det drejer sig om internationale par, således at myndighederne i de lande, hvor ægtefællerne kommer fra, så hurtigt som muligt kan reagere herpå og undgå, at forældremyndigheden overdrages til en far, der anklages for kønsbestemt vold i et andet land;

27.  opfordrer Kommissionen og Rådet til yderligere at udvikle ofres rettigheder, så EU kan spille en ledende rolle i beskyttelsen af ofres rettigheder;

Proceduremæssige rettigheder

28.  fremhæver vigtigheden af at tilvejebringe gratis retshjælp, samtidig med at det sikres, at den bureaukratiske byrde for ofret er så lav som muligt;

29.  opfordrer navnlig medlemsstaterne til at indføre fortrolige og anonyme procedurer for indberetning af forbrydelser, navnlig i tilfælde af seksuelt misbrug og misbrug af personer med handicap og mindreårige, med henblik på at overvåge og evaluere antallet af rapporter og sikre, at ofre uden papirer kan indgive klager uden risiko for, at det kan få immigrationsrelaterede konsekvenser;

30.  opfordrer medlemsstaterne til at intensivere de strafferetlige foranstaltninger til beskyttelse af børneofre, herunder de særlige behov hos børn, der er ofre for kønsbestemt vold, navnlig i de tilfælde, hvor barnets mor er blevet myrdet af sin partner, under hele straffesagen, og til at sikre, at de efterfølgende får bistand samt social og psykologisk støtte for at forhindre, at børneofre udsættes for sekundær viktimisering; opfordrer medlemsstaterne til at øge de specifikke foranstaltninger for at styrke den rolle, som de nationale hjælpetjenester spiller for børneofre, eftersom børn kun i begrænset omfang selv foretager anmeldelser;

31.  opfordrer medlemsstaterne til at tage hensyn til de betydelige tilfælde af kønsbaseret vold, herunder vold i hjemmet, ved tildeling af forældremyndighed og samværsret, og mener, at der også bør tages hensyn til børnevidners rettigheder og behov, når der ydes beskyttelse og støtte til ofre;

32.  minder medlemsstaterne om kravet om at sørge for gratis oversættelse og tolkning og bemærker, at manglende oplysninger på andre sprog kan være en hindring for effektiv beskyttelse af ofre og udgør en form for forskelsbehandling af dem;

33.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at engagere sig aktivt og samarbejde tæt i oplysningskampagner for at øge offentlighedens bevidsthed om ofres rettigheder som fastsat i EU-retten, herunder børneofres specifikke behov; understreger, at disse oplysningskampagner også bør afholdes i skolerne for at oplyse børn om deres rettigheder og give dem værktøjer til at afsløre alle former for forbrydelser, de måtte blive offer for eller vidne til; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre kampagner for at tilskynde kvinder og LGBTQI-personer til at indberette enhver form for kønsbaseret vold, således at de kan beskyttes og får den støtte, de har brug for;

34.  opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis vedrørende en offerorienteret fremgangsmåde for politifolk i deres daglige arbejde;

35.  opfordrer medlemsstaterne til såvel på regionalt som på nationalt plan aktivt at engagere sig i kampagner til forebyggelse af kønsbestemt vold og gentagen viktimisering i retssystemet og i medierne, og til at fremme en kulturændring i den offentlige mening med henblik på at undgå holdning og adfærd, der i nogle samfund tillægger ofret skylden, hvilket kan resultere i yderligere traumer for ofre for specifikke forbrydelser, som f.eks. kønsbaseret vold eller seksuelt misbrug; opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde den private sektor, IT-sektoren og medierne til at udnytte deres potentiale bedst muligt og deltage i forebyggelsen af vold mod kvinder og vold i hjemmet;

36.  opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis om etablering af mekanismer, som tilskynder og lette processen for ofrene med at anmelde de forbrydelser, som de er blevet udsat for;

37.  opfordrer medlemsstaterne til at indføre særlige foranstaltninger i tilfælde af et angreb med mange ofre, således at mange ofre kan deltage i straffesager;

38.   minder medlemsstaterne om, at der bør lægges særlig vægt på risikoen for intimidering og gengældelse og behovet for at beskytte ofres værdighed og fysiske integritet, herunder under afhøring og ved afgivelse af vidneforklaring, med henblik på at fastslå, om og i hvilket omfang de bør modtage beskyttelsesforanstaltninger under behandlingen af straffesager;

39.  understreger betydningen af forpligtelsen til at holde ofrene informeret om forløbet af straffesager, der er anlagt mod gerningsmændene til forbrydelser mod dem, især når der forkyndes eller afsones fængselsstraffe;

Institutionelt perspektiv

40.  opfordrer Kommissionen til at opfylde sine rapporteringsforpligtelser som fastsat i direktivet;

41.  understreger betydningen af relevante disaggregerede, sammenlignelige data om alle forbrydelser, særlig når det drejer sig om vold mod kvinder og menneskehandel, med henblik på at sikre en bedre forståelse af problemet og øge bevidstheden herom samt for at evaluere og forbedre medlemsstaternes støtteforanstaltninger til ofre;

42.  opfordrer Kommissionen til at modvirke de retslige og praktiske mangler ved gennemførelsen gennem et passende samspil mellem EU's forskellige instrumenter til beskyttelse af ofre såsom direktiv 2011/99/EU om den europæiske beskyttelsesordre, direktiv 2011/36/EU om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, direktiv 2011/93/EU om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og direktiv 2014/42/EU om indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold i EU; opfordrer medlemsstaterne og EU til at ratificere og fuldt ud gennemføre Europarådets Istanbulkonvention(15) om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og piger og at gennemføre disse vigtige instrumenter på sammenhængende måde med henblik på at sikre, at ofre i Europa kan udnytte deres rettigheder fuldt ud;

43.  opfordrer Kommissionen til at medtage sektorspecifikke undersøgelser i sin overvågning og rapportering for at sikre ensartet anvendelse af direktivet til beskyttelse af alle ofre, uanset årsagen til viktimisering eller specifikke karakteristika, såsom race, hudfarve, religion, kønsegenskaber, kønsidentitet, kønsudtryk, seksuel orientering, køn, handicap, migrationsstatus eller anden status;

44.  minder om, at ofrenes familiemedlemmer er omfattet af definitionen af "offer", og opfordrer medlemsstaterne til at fortolke begrebet "familiemedlemmer"– og andre centrale begreber, såsom "særligt sårbare" – bredt, så listen over potentielle rettighedshavere ikke begrænses unødigt;

45.  opfordrer medlemsstaterne til at indføre foranstaltninger til at sikre, at skriftlig og mundtlig kommunikation er i overensstemmelse med standarder for enkelt sprog, der er tilpasset mindreårige og personer med handicap, og som ofrene kan forstå, således at de kan blive holdt orienteret om deres rettigheder på en forståelig, passende og målrettet måde før, under og efter straffesagen;

46.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at hvor udøvelsen af rettigheder er bundet af tidsbegrænsede perioder, skal der tages hensyn til forsinkelser som følge af vanskeligheder med oversættelse og tolkning;

47.  opfordrer – eftersom stalking er en almindelig form for kønsbaseret vold, som kræver specifikke forebyggende foranstaltninger – de syv medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, til at gøre stalking til en strafbar handling, som der opfordres til i artikel 34 i Istanbulkonventionen, på grundlag af de relevante bestemmelser i direktivet om ofres rettigheder vedrørende retten til beskyttelse af privatlivet, retten til beskyttelse og navnlig retten til at undgå kontakt med gerningsmanden eller i givet fald med andre potentielle gerningsmænd eller medskyldige;

48.  opfordrer medlemsstaterne til at undgå efterfølgende viktimisering som følge af ydmygelser og angreb på ofrets ære begået af sociale grupper, som står den oprindelige aggressor nær; gentager, at sådanne ytringer udgør en dobbelt viktimisering og ikke bør være omfattet af ytringsfriheden, jf. artikel 10, stk. 2, i den europæiske menneskerettighedskonvention og retspraksis i Den Europæiske Menneskeretttighedsdomstol(16);

49.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at en telefonlinje til nødsituationer er i drift efter et angreb eller helst at indarbejde denne service inden for de tjenesteydelser, der leveres under det europæiske alarmnummer 112, og at der indføres bestemmelser om at levere bistand på fremmedsprog; opfordrer derfor alle medlemsstater til straks at gennemføre artikel 22 i direktivet om ofres rettigheder i deres lovgivning;

50.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at i tilfælde, hvor ofret ikke har bopæl i den medlemsstat, hvor en terrorhandling har fundet sted, bør denne medlemsstat samarbejde med bopælsmedlemsstaten om at sikre ofret bistand;

51.  opfordrer medlemsstaterne til at oprette en gratis national og døgnåben hjælpetjeneste for kvinder og LGBTQI-personer, der er offer for kønsbaseret vold;

52.  opfordrer medlemsstaterne til at garantere ofre bistand fra støttetjenester for ofre, herunder psykologhjælp, før, under og efter straffesager; understreger den vigtige rolle, som civilsamfundet spiller i støtten til ofre; mener dog, at staterne ikke kun må være afhængige af NGO'er for at yde centrale støttetjenester til ofre ("frivilligt arbejde"); insisterer på, at disse medlemsstater skal sørge for at øge finansieringen af og ressourcerne til NGO'er, der arbejder med for kvinders rettigheder og ofres rettigheder og skal opbygge kapacitet til at udvikle støttemekanismer for ofre under inddragelse af retshåndhævende myndigheder, sundheds- og socialtjenester samt civilsamfundet;

53.  opfordrer medlemsstaterne til at sørge for specialiststøtte til terrorofre under planlægningen af akutberedskab til sikring af tilstrækkelige støttetjenester både umiddelbart efter et angreb og på længere sigt;

54.  opfordrer medlemsstaterne til at træffe specifikke foranstaltninger til at sikre information til ofre, der ikke er hjemmehørende på den medlemsstats territorium, hvor terroranslaget har fundet sted; mener, at sådanne foranstaltninger navnlig skal fokusere på de rettighederne for ofre, som ikke har opholdsstatus, i forbindelse med straffesager og med henblik på erstatning;

55.  opfordrer alle medlemsstaterne til at bekæmpe straffrihed på alle tidspunkter og sikre, at gerningsmændene bliver retsforfulgt, så ofrene kan føle sig beskyttet, opfordrer alle medlemsstaterne til at arbejde på tværs af sektorer for at indkredse og håndtere de systemiske faktorer, der bidrager til gentagen viktimisering af mennesker i sårbare situationer, og/eller som står over for høje niveauer af forskelsbehandling, eftersom det i modsat fald kan have en alvorlig indvirkning på ofrets psykiske helbredelsesproces;

56.  opfordrer medlemsstaterne til at indføre retlige mekanismer til at kriminalisere forherligelse af en terrorhandling, i tilfælde af at den ydmyger ofrene og påfører sekundær viktimisering ved at skade ofrenes værdighed og rehabilitation;

57.  mener, at ofre for terrorisme bør indtage en central plads i det europæiske samfund som symbol på forsvaret af demokratisk pluralisme; opfordrer derfor indtrængende til, at der forberedes kongresser, mindehøjtideligheder og audiovisuelt materiale for at øge bevidstheden blandt de europæiske borgere samt et register over europæiske ofre til administrativ brug;

58.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre en stærkere beskyttelse af ofre for kønsbaseret vold, herunder seksuel vold, som et middel til at forbedre adgangen til domstolsprøvelse og effektiviteten af retsforfølgning;

59.  erindrer om de specifikke kendetegn ved ofre for terrorangreb, som falder ind under en separat kategori og har særlige behov; opfordrer Kommissionen til at udarbejde et specifikt direktiv om beskyttelse af ofre for terrorisme;

60.  opfordrer medlemsstaterne til at garantere støttetjenester, som f.eks. traumestøtte og rådgivning, og adgang til nødvendig sundhedspleje, herunder seksuel og reproduktiv sundhed, som en del af en målrettet støtte til ofre med særlige behov, f.eks. børn, kvinder, som er ofre for kønsbaseret vold, ofre for menneskehandel, LGBTI-personer og personer med handicap;

61.  opfordrer medlemsstaterne til at etablere passende kvalitetskontrolmekanismer til vurdering af, hvorvidt de har opfyldt kravene med hensyn til kønssensitive og kvinde- og børnevenlige standarder i forbindelse med foranstaltninger foretaget af støttetjenester for ofre for at tilskynde til anmeldelse af forbrydelser og effektiv beskyttelse af ofre;

62.  opfordrer medlemsstaterne til at hjælpe ofrene med at løse retlige, finansielle og praktiske spørgsmål samt undgå risikoen for yderligere viktimisering;

63.  opfordrer Kommissionen til at fremhæve den potentielle anvendelse af det EU-finansierede projekt "InfoVictims" som et redskab til at informere og nå ud til ofre vedrørende strafferetlige procedurer via forskellige kommunikationsmidler, såsom brochurer og plakater; mener, at dette projekt fremmer udvekslingen af god praksis for informering af ofre for forbrydelser;

64.  opfordrer medlemsstaterne til at etablere koordinerede mekanismer til at indsamle oplysninger om ofre for et terrorangreb, der finder sted på deres område, og til gennem oprettelse og udvikling af en one-stop-shop, at give ofre en internetportal og en nødtelefonlinje eller andre former for kommunikation, såsom e-mail eller multimediebeskedtjenester, som giver adgang til sikre, personaliserede, specifikke oplysninger af relevans for brugernes behov, med en fortrolige, gratis og let tilgængelige støttetjenester, med en fortrolig, gratis og let tilgængelig hjælpetjeneste; understreger, at denne hjælpetjeneste bør kunne yde terrorofre bistand og støtte i overensstemmelse med deres specifikke behov, f.eks. emotionel og psykologisk støtte, og rådgivning og information om alle juridiske, praktiske og finansielle emner, skal være i stand til at bistå ofre ved at fungere som forbindelsesled mellem de forskellige forvaltninger og, om nødvendigt, repræsentere dem i denne henseende umiddelbart efter et angreb og under alle strafferetlige sager samt yde bistand i forbindelse med nationale erstatningsprocedurer;

65.  opfordrer medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger til så vidt muligt at undgå angreb på ofrets og familiemedlemmers privatliv, især i forbindelse med efterforskningsaktiviteter og under retsprocedurer;

66.  opfordrer Kommissionen til at gøre den nuværende e-justice-portal til en mere brugervenlig platform, som giver præcise og forståelige oplysninger til ofre om deres rettigheder, og om, hvilke procedurer der skal følges;

67.  opfordrer medlemsstaterne til med fuld respekt for ytringsfriheden at arbejde sammen med medier og journalister om at træffe selvreguleringsforanstaltninger efter et terrorangreb for at sikre beskyttelse af privatlivets fred for ofrene og deres familiemedlemmer og desuden anerkende værdien af at samarbejde med specialiserede tjenester for bistand til ofre og medvirke til at hjælpe ofrene med at håndtere den medieinteresse, de udsættes for;

68.  opfordrer medlemsstaterne til at oprette samordningsmekanismer for at sikre en effektiv overgang fra støtte til ofre umiddelbart efter en forbrydelse til den kønssensitive støtte, der er behov for på længere sigt; erindrer om, at det er nødvendigt at integrere lokale og regionale myndigheder i denne proces og i alle planlægnings-, beslutningstagnings- og gennemførelsesfaser, idet det normalt er dem, der leverer størstedelen af de bistandsydelser, som ofrene har behov for; understreger, at sådanne mekanismer især skal sikre, at ofre henvises til langsigtede tjenester, hvor forskellige organisationer yder støtte i de forskellige faser; mener, at disse mekanismer også bør have en grænseoverskridende funktionalitet med henblik på at yde støttetjenester for ofre og garantere ofrets ret til at blive underrettet og til at modtage hjælp og erstatning i bopælsmedlemsstaten, når forbrydelsen er begået i en anden medlemsstat end den, hvor ofret er bosat;

69.  opfordrer medlemsstaterne til i tilfælde af et terrorangreb at etablere et koordinationscenter for at samle organisationer og eksperter med den krævede kompetence i at informere og yde støtte og praktisk bistand til ofre og deres familier og pårørende; understreger, at disse tjenester bør være fortrolige, gratis og let tilgængelige for alle terrorofre og især bør indeholde:

   a) specialiseret emotionel og psykologisk støtte såsom traumestøtte og rådgivning, der er specifikt tilpasset terrorofres behov
   b) erhvervsmæssige rehabiliteringstjenester til at bistå skadede ofre med at finde nyt arbejde eller skifte karriere
   c) fremme af sikre virtuelle forbindelse mellem ofre og støttegrupper, der ledes af ofre
   d) støttetjenester i lokalsamfundet
   e) tjenester, der informerer familiemedlemmer om identificeringen af ofre og deres jordiske rester og sørger for hjemtransport af de jordiske rester;

70.  beklager, at anvendelsesområdet for direktivet om ofres rettigheder sammenlignet med Istanbulkonventionen er mere begrænset for så vidt angår beskyttelse af ofre for kønsbestemt vold (herunder kvindelig kønslemlæstelse); glæder sig dog over, at direktivet har en stærkere ansvarlighedsmekanisme, og understreger, at de to instrumenter bør fremmes sammen for at maksimere den beskyttelse, der tilbydes ofre for kønsbaseret vold;

71.  opfordrer medlemsstaterne til at sørge for passende informationsmateriale samt gratis retshjælp til terrorofre, som er parter i straffesager, således at de kan opnå en afgørelse om erstatning;

72.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag om oprettelse af en europæisk fond for bistand til terrorofre;

73.  opfordrer medlemsstaterne til at oprette følgende:

   a) et permanent websted, hvor alle offentlige oplysninger om hjælpetjenester, der stilles til rådighed efter et terrorangreb, der har fundet sted i den pågældende medlemsstat, kan konsulteres, og som bør indeholde følgende oplysninger, der skal stilles til rådighed hurtigst muligt: kontaktoplysninger for alle organisationer, der er ansvarlige for at yde bistand og levere information til ofre, familiemedlemmer og medlemmer af offentligheden efter et terrorangreb og information om angrebet og de foranstaltninger, der er truffet som svar på det, herunder information om at finde eller skabe forbindelse til savnede ofre og foranstaltninger til at bistå ofre med at vende tilbage til deres hjem, hvilket omfatter:
   i. hvordan ejendele, der er mistet som følge af et angreb, kan indhentes
   ii. normale psykologiske reaktioner for ofre ved et angreb og vejledning til ofre om måder at håndtere negative reaktioner samt oplysninger om mulige, ikke-synlige skader, såsom høretab
   iii. oplysninger om, hvordan identifikationsdokumentation kan erstattes
   iv. oplysninger om, hvordan finansbistand, kompensation eller regeringsstøtte kan indhentes
   v. information om terrorofres og familiemedlemmers specifikke rettigheder, herunder rettigheder i forbindelse med straffesager som fastsat i direktivet om ofres rettigheder
   vi. alle andre oplysninger, der er nødvendige til at sikre, at ofre oplyses om deres rettigheder, sikkerheder eller tjenester tilgængelige for dem;
   b) et websted med privat adgang, der er tilgængeligt for ofre for terroranslag og deres familiemedlemmer, og som giver ikke offentligt tilgængelig information til ofrene
   c) planer for information af familiemedlemmer om ofres situation
   d) indsamling af de samme informationer om ofre hos alle myndigheder og organisationer, der er ansvarlige for modtagelse og behandling af og bistand til ofre; informationen skal indsamles i overensstemmelse med behovene hos alle de organisationer, der er involveret i reaktionen på terrorangrebet og støtten til ofrene og deres familier;

74.  opfordrer medlemsstaterne til at oprette et nationalt netværk af hjælpetjenester for ofre med henblik på at forbedre samarbejdet mellem disse organisationer og oprette arbejdsgrupper til udveksling af god praksis, udvikling af uddannelse og forbedring af kommunikationen mellem myndigheder og ofre for kriminalitet;

75.  opfordrer Kommissionen til at indlede en dialog med medlemsstaterne med henblik på at mindske de store forskelle(17) mellem de erstatninger, der udbetales i hver enkelt medlemsstat til terrorofre;

76.  understreger, at det er af afgørende betydning, at medlemsstaterne behandler ofre for kriminalitet på en respektfuld, forstående og professionel måde for at bidrage til at tilskynde dem til at indgive anmeldelse til retshåndhævende myndigheder eller henvende sig til lægepersonale;

77.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at 112-nødlinjen bliver gjort fuldt tilgængelig for handicappede, og at der lanceres kampagner for at øge kendskabet hertil;

78.  gentager sin opfordring til Kommissionen til hurtigst muligt at fremlægge en EU-strategi for forebyggelse og bekæmpelse af alle former for kønsbaseret vold, herunder en retsakt for at støtte medlemsstaterne i at forebygge og bekæmpe alle former for vold mod kvinder og piger og kønsbaseret vold; opfordrer Rådet til at aktivere passerellebestemmelsen og vedtage en enstemmig afgørelse, der identificerer vold mod kvinder og piger (samt andre former for kønsbaseret vold) som en strafbar handling som omhandlet i artikel 83, stk. 1, i TEUF;

79.  opfordrer medlemsstaterne til at oprette mekanismer til inddrivelse af passende skadeserstatning fra gerningsmanden;

80.  opfordrer medlemsstaterne til på effektiv måde, med tilstrækkelige finansielle og økonomiske midler og i fuldt samarbejde med Kommissionen og andre relevante aktører, herunder civilsamfundet, at gennemføre alle bestemmelser i direktivet om ofres rettigheder;

81.  opfordrer Kommissionen til at medtage prioritering af beskyttelsen af den personlige sikkerhed og beskyttelse af alle mod kønsbaseret vold og vold mellem mennesker i den europæiske dagsorden om sikkerhed;

o
o   o

82.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 131 af 20.5.2017, s. 11.
(2) EUT L 131 af 20.5.2017, s. 13.
(3) EFT L 82 af 22.3.2001, s. 1.
(4) EUT L 88 af 31.3.2017, s. 6.
(5) EUT L 132 af 21.5.2016, s. 1.
(6) EUT L 181 af 29.6.2013, s. 4.
(7) EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57.
(8) EUT L 338 af 21.12.2011, s. 2.
(9) EUT L 101 af 15.4.2011, s. 1.
(10) EUT L 335 af 17.12.2011, s. 1.
(11) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0501.
(12) EUT L 127 af 29.4.2014, s. 39.
(13) EUT L 261 af 6.8.2004, s. 15.
(14) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0329.
(15) Se Parlamentets beslutning af 12. september 2017 om indgåelse af Istanbulkonventionen.
(16) Dom af 16. juli 2009 i sagen Féret mod Belgien, C-573.
(17) De nationale erstatninger rækker fra et symbolsk beløb på 1 EUR i nogle medlemsstater til 250 000 EUR eller derover i andre.


Årsberetning om gennemførelsen af den fælles handelspolitik
PDF 176kWORD 66k
Europa-Parlamentets beslutning af 30. maj 2018 om årsberetning om gennemførelsen af den fælles handelspolitik (2017/2070(INI))
P8_TA(2018)0230A8-0166/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse "Handel for alle – En mere ansvarlig handels- og investeringspolitik",

–  der henviser til sin beslutning af 5. juli 2016 om en ny fremadskuende og innovativ strategi for handel og investering(1),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 13. september 2017 om gennemførelsen af EU's handelspolitiske strategi "Handel for alle" (COM(2017)0491),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 9. november 2017 om gennemførelsen af frihandelsaftaler 1. januar 2016 - 31. december 2016 (COM(2017)0654),

–  der henviser til den resolution, der blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 25. september 2015, med titlen "Ændring af vores samfund: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling",

–  der henviser til den tale om Unionens tilstand, der blev holdt af formanden for Kommissionen, Jean-Claude Juncker, den 13. september 2017,

–  der henviser til sin beslutning af 15. november 2017 om multilaterale forhandlinger med henblik på WTO's 11. ministerkonference i Buenos Aires den 10.-13. december 2017(2),

–  der henviser til sin beslutning af 5. juli 2016 om gennemførelse af Parlamentets henstillinger af 2010 om sociale og miljømæssige standarder, menneskerettigheder og virksomhedernes sociale ansvar(3),

–  der henviser til sin beslutning af 3. februar 2016 med Europa-Parlamentets henstillinger til Kommissionen om forhandlingerne om aftalen om handel med tjenesteydelser (TiSA)(4),

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2017 om den internationale handels og EU's handelspolitikkers indvirkning på globale værdikæder(5),

–  der henviser til sin holdning ved førstebehandlingen den 15. november 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/… om ændring af forordning (EU) 2016/1036 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, og af forordning (EU) 2016/1037 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union(6),

–  der henviser til sin beslutning af 12. december 2017 om udvikling af en digital handelsstrategi(7),

–  der henviser til sin holdning ved førstebehandlingen den 16. marts 2017 med henblik på vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/... om fastlæggelse af due diligence-forpligtelser i forsyningskæden for EU-importører af tin, tantal, wolfram og deres malme samt guld med oprindelse i konfliktramte områder og højrisikoområder(8),

–  der henviser til sin holdning ved førstebehandlingen den 4. oktober 2016 med henblik på vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/... om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005 om handel med visse varer, der kan anvendes til henrettelse, tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf(9),

–  der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om menneskerettigheder, sociale og miljømæssige standarder i internationale handelsaftaler(10),

–  der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om international handelspolitik i lyset af de krav, som klimaændringerne medfører(11),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 24. maj 2006 med titlen "Fremme af anstændigt arbejde for alle – EU's bidrag til gennemførelsen af dagsordenen for anstændigt arbejde i verden" (COM(2006)0249, SEC(2006)0643),

–  der henviser til sin beslutning af 18. maj 2017 om gennemførelsen af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Korea(12),

–  der henviser til udtalelse 2/15 af 16. maj 2017 fra Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) vedrørende Unionens kompetence til at undertegne og indgå frihandelsaftalen med Singapore,

–  der henviser til Kommissionens undersøgelse fra den 15. november 2016 vedrørende fremtidige handelsaftalers samlede økonomiske indvirkning på EU's landbrug ("Cumulative Economic Impact of future trade agreements on EU agriculture"),

–  der henviser til artikel 2 og 21 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til arbejdsdokument af 14. juli 2015 fra Kommissionens tjenestegrene om gennemførelse af FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder – status (SWD(2015)0144),

–  der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, særlig artikel 4, stk. 1, der forbyder slaveri og trældom,

–  der henviser til artikel 207, 208 og 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A8-0166/2018),

A.  der henviser til, at den fælles handelspolitik er sammensat af handelsaftaler og lovgivningsmæssige instrumenter, der skal beskytte Unionens offensive og defensive handelsinteresser, bidrage til bæredygtig vækst og skabelse af anstændige job, sikre overholdelse af EU's regler og standarder, beskytte staternes ret til at regulere og borgernes velfærd og fremme EU's værdier; der henviser til, at overholdelsen af disse mål kræver gode retningslinjer for Unionens handelspolitik og en fuldstændig og effektiv gennemførelse og overvågning heraf på en mere retfærdig og mere gennemsigtig måde;

B.  der henviser til, at Unionen går ind for udviklingsvenlig politikkohærens i sin europæiske konsensus om udvikling fra 2017, der sigter efter at sikre bæredygtig udvikling og fremskynde omstillingen gennem fokus på tværgående elementer i udviklingspolitikken, som f.eks. ligestilling mellem kønnene, ungdom, investering og handel, bæredygtig energi og klimaindsats, god regeringsførelse, demokrati, retsstatsprincippet og menneskerettigheder samt migration og mobilitet, med henblik på at bidrage med alle sine eksterne politikker, herunder den fælles handelspolitik, til de mål, der er fastlagt i FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling;

C.  der henviser til, at Unionen er forpligtet til at fremme anstændigt arbejde for alle, således som det er fastlagt i resultatet fra De Forenede Nationers verdenstopmøde i 2005 og i ministererklæringen fra De Forenede Nationers Økonomiske og Sociale Råds højniveausegment i 2006, bl.a. gennem sine handelsforbindelser; der henviser til, at Det Europæiske Råd gentagne gange har understreget betydningen af at styrke globaliseringens sociale dimension og at tage hensyn hertil i de forskellige interne og eksterne politikker og i det internationale samarbejde;

D.  der henviser til, at Unionen er verdens største handelsmagt og verdens største indre marked, og at Unionen også er verdens førende eksportør af varer og tjenesteydelser og bidrager til 31 millioner arbejdspladser i Europa, hvilket er 67 % mere end i midten af 1990'erne;

E.  der henviser til, at Verdenshandelsorganisationen (WTO) er den eneste verdensomspændende internationale organisation, som beskæftiger sig med de globale regler for handel mellem forskellige økonomiske områder eller lande;

F.  der henviser til, at gennemførelses- og håndhævelsesfasen er afgørende og grundlæggende for at sikre, at Unionens handelspolitik er effektiv;

G.  der henviser til, at EU-borgerne i stadig højere grad kræver, at Unionens handelspolitik skal sikre, at varer, der indføres på EU-markedet, er fremstillet under anstændige og bæredygtige betingelser;

H.  der henviser til, at de europæiske virksomheder udnytter de tilgængelige toldnedsættelser i handelsaftaler for omkring 70 % af den del af deres eksport, som kan drage fordel heraf, mens vores partnere anvender dem i ca. 90 % af tilfældene, og at det er af afgørende betydning, at europæiske virksomheder udnytter disse fordele fuldt ud med henblik på at sætte skub i beskæftigelse, vækst og investeringer;

I.  der henviser til, at SMV'er er blandt motorerne i den europæiske økonomi og tegner sig for 30 % af EU's eksport og 90 % af beskæftigelsen i EU, og at det er afgørende, at de er en integreret del af gennemførelsen af EU's handelspolitik for således at styrke EU's eksport-, innovations- og internationaliseringsrolle;

J.  der henviser til, at Unionen er verdens største eksportør af tjenesteydelser, og at Unionens handelsoverskud i servicesektoren er tidoblet siden 2000 og nåede op på over 120 mia. EUR i 2016;

K.  der henviser til, at der er behov for klare og præcise svar på spørgsmål, der bliver stillet under den offentlige debat om den fælles handelspolitik og dens gennemførelse;

L.  der henviser til, at den fælles handelspolitik som foreslået i strategien handel for alle er en værdibaseret politik, som bl.a. skal fremme god regeringsførelse, gennemsigtighed, bæredygtig udvikling og fair handelspraksis;

M.  der henviser til, at den fælles handelspolitik skal være i overensstemmelse med EU's eksterne og interne politikker og princippet om udviklingsvenlig politikkohærens for at sikre gennemsigtighed, stabilitet og mere retfærdige konkurrencevilkår, samtidig med at der bl.a. tages hensyn til Europa 2020-strategiens mål for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst;

Den aktuelle kontekst

1.  påpeger, at den internationale kontekst har ændret sig betydeligt siden offentliggørelsen af strategien "Handel for alle", og at nye handelsmæssige udfordringer og konkrete opgaver nu skal tages op; er bekymret over stigningen i visse former for protektionistisk handelspraksis, der er uforenelige med WTO's regler, i hele verden og gentager sin støtte til et åbent, afbalanceret, holdbart og regelbaseret handelssystem;

2.  noterer sig den stigende økonomiske betydning af det asiatiske kontinent og USA's gradvise tilbagetrækning fra samhandel, hvilket skaber usikkerhed for den internationale handel, samt den EU-interne kritik af den internationale handelspolitik og kravet om fair handel; opfordrer Kommissionen til at tilpasse sin handelspolitik til at kunne håndtere denne udvikling og til at udvise større reaktionsevne og ansvarlighed og samtidig udarbejde en mere langsigtet strategi på baggrund af disse ændringer i den internationale kontekst; understreger, at EU's rolle med hensyn til at fremme en værdibaseret handelsdagsorden i denne globale kontekst, der er i hastig forandring, bliver stadig vigtigere for de europæiske borgere;

3.  understreger den stigende betydning af tjenesteydelser, navnlig digitale tjenesteydelser, herunder servitisering af handel med varer (modus 5), af datastrømme og af e-handel inden for international handel; understreger behovet for at styrke de relevante internationale regler for disse sektorer med henblik på at sikre konkrete fordele for forbrugerne, forbedre europæiske virksomheders adgang til internationale markeder og sikre respekten for grundlæggende rettigheder i hele verden, herunder databeskyttelse og privatlivets fred; påpeger, at beskyttelsen af personoplysninger ikke er til forhandling i handelsaftaler, mener, at borgernes digitale rettigheder bør fremmes gennem handelsaftaler, og minder om sin holdning til databeskyttelse og digital handel som udtrykt i sin beslutning om udvikling af en digital handelsstrategi; understreger, at EU's handelspolitik kan spille en betydelig rolle med hensyn til at slå bro over den digitale kløft; tilskynder Kommissionen til at fremme den digitale handelsdagsorden i igangværende og kommende forhandlinger om frihandelsaftaler (FTA) og i WTO; opfordrer til kapitler om digital handel i alle fremtidige handelsaftaler, herunder dem, der i øjeblikket er til forhandling, og minder om betydningen af at hindre uberettigede datalokaliseringskrav; opfordrer Kommissionen til at forfølge en digital handelsstrategi, som tager hensyn til de muligheder, der tilbydes små og mellemstore virksomheder ved at fremme deres adgang til globale markeder;

4.  understreger, at Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen vil få indflydelse på den interne og eksterne handel; opfordrer Kommissionen til at foregribe brexits konsekvenser for Unionens handelspolitik og til at sikre kontinuiteten i gennemførelsen af Unionens handelspolitik og forbindelserne med tredjelande og ligeledes måder, hvorpå der kan findes en løsning for så vidt angår fælles forpligtelser i WTO;

5.  noterer sig EU-Domstolens udtalelse 2/15 af 16. maj 2017, hvori det fastslås, at FTA’en mellem EU og Singapore henhører under Unionens enekompetence, bortset fra hvad angår spørgsmålet om porteføljeinvesteringer og tvistbilæggelse mellem investorer og stater; anmoder Kommissionen og Rådet om hurtigst muligt at redegøre for deres beslutning om den fremtidige udformning af FTA’er og til fuldt ud at respektere fordelingen af kompetencer mellem EU og medlemsstaterne med hensyn til vedtagelsen af forhandlingsdirektiver, forhandlingerne, retsgrundlaget for forslag, der skal undertegnes og indgås, og navnlig Rådets undertegnelse og indgåelse af internationale handelsaftaler med henblik på ikke yderligere at forsinke eventuelle fastlagte, men endnu ikke ratificerede, handelsaftaler med handelspartnere; minder om, at Parlamentet skal inddrages og informeres fuldt ud lige fra begyndelsen af alle handelsforhandlinger, inden der vedtages forhandlingsdirektiver, og i god tid på alle trin i forbindelse med tildeling af mandatet samt forhandling og gennemførelse af handelsaftaler; kræver, at de nødvendige foranstaltninger træffes gennem en interinstitutionel aftale i forbindelse med aftalen om bedre lovgivning;

6.  noterer sig, at USA trak sig fra forhandlingerne, men at de resterende 11 lande til trods herfor nåede frem til en aftale om Stillehavspartnerskabsaftalen den 23. januar 2018 i Tokyo;

Status for Unionens handelsforhandlinger

7.  beklager, at der ikke blev opnået enighed under WTO's ministerkonference i Buenos Aires; understreger den primære politiske og økonomiske betydning af det multilaterale system og gentager sin støtte til systemet; opfordrer Unionen til aktivt at fremme forslag til ajourførte multilaterale regler under hensyntagen til nye udfordringer fra globale værdikæder og fremme WTO's centrale rolle inden for det globale handelssystem; glæder sig over ikrafttrædelsen af aftalen om handelslettelser; glæder sig over forlængelsen af WTO-fritagelsen for farmaceutiske produkter indtil 2033 for de mindst udviklede lande; beklager, at visse multilaterale aftaler ikke er overholdt, og opfordrer Kommissionen til at yde en større indsats i WTO-regi for en effektiv gennemførelse af multilaterale aftaler og regler; minder om sine tidligere krav til Kommissionen om at deltage aktivt i udformningen af WTO-dagsordenen, især med hensyn til virksomhedernes sociale ansvar og handel og bæredygtig udvikling; gentager sin bekymring over USA's blokeringer af nye udnævnelser i WTO's appelorgan og understreger betydningen af en velfungerende tvistbilæggelsesordning i WTO; opfordrer Kommissionen til at øge samarbejdet med vores vigtige partnere for at tackle illoyal konkurrence og protektionistisk praksis i tredjelande;

8.  noterer sig dødvandet i de plurilaterale forhandlinger om aftalen om handel med tjenesteydelser (TiSA) og aftalen om miljøvarer; opfordrer Unionen til at tage initiativet til at genoptage disse forhandlinger og til at føre TiSA-forhandlingerne i overensstemmelse med Parlamentets holdning til TiSA;

9.  fremhæver, at adskillige FTA’er, f.eks. handelsaftalerne med Canada og Ecuador, DCFTA-bestemmelserne i associeringsaftalen mellem EU og Ukraine og adskillige økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er) med afrikanske lande, er trådt fuldt ud eller midlertidigt i kraft, og at der er indgået handelsaftaler med Singapore, Vietnam og Japan siden offentliggørelsen af strategien "Handel for alle"; understreger behovet for at give tilstrækkelig politisk og administrativ støtte til at sikre, at handelsaftaler kan fastlægges og ratificeres inden for passende tidsrammer; støtter den igangværende proces for modernisering af handelsaftalerne med Chile og Mexico; minder om sin anmodning om at indlede forhandlinger med Australien og New Zealand under hensyntagen til Parlamentets holdninger;

10.  fremhæver, at gensidigt fordelagtige handels- og investeringsmæssige forbindelser med EU's strategiske partnere bør fremmes og styrkes yderligere; opfordrer til en fornyet indsats for at fremme forhandlingerne om den omfattende investeringsaftale med Kina, navnlig for så vidt angår gensidighed i markedsadgangsbehandling og fremskridt inden for bæredygtig udvikling;

11.  understreger, at de indgåede aftaler og Unionens igangværende og fremtidige bilaterale forhandlinger repræsenterer muligheder for vækst gennem markedsadgang og ophævelse af handelshindringer; anmoder Kommissionen om at opretholde en dialog med interesseparterne for at vurdere prioriteterne i de igangværende forhandlinger; minder om, at indholdet har forrang for tempoet i forhandlingerne, at forhandlingerne skal føres i en ånd af gensidighed og gensidige fordele, at EU's regler og standarder skal sikres for således at hindre trusler mod EU's sociale model og miljøet, og at offentlige tjenester, herunder tjenester af almen interesse og tjenester af almen økonomisk interesse i overensstemmelse med artikel 14 og 106 i TEUF og protokol nr. 26, samt audiovisuelle tjenester skal udelukkes; understreger, at Kommissionen i alle handelsforhandlinger skal sikre, at EU-myndigheder samt nationale og lokale myndigheder bevarer den fulde ret til at indføre, vedtage, opretholde eller ophæve enhver foranstaltning vedrørende bestilling, tilrettelæggelse, finansiering og levering af offentlige tjenester, ligesom det har været tilfældet i tidligere handelsaftaler;

12.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at revidere og om nødvendigt ajourføre forhandlingsmandaterne for de igangværende handelsforhandlinger hvert femte år for at afspejle kontekst og udfordringer, der kan ændre sig, og til at medtage revisionsklausuler i handelsaftaler for at sikre, at de gennemføres på en så effektiv måde som muligt, og at de kan tilpasses for at afspejle den nuværende kontekst og tilpasses hertil, forudsat at fuldstændig parlamentarisk kontrol og gennemsigtighed sikres;

13.  påpeger, at Kommissionen gentagne gange har bebudet lanceringen af forhandlinger om investeringer med Hongkong og Taiwan, og opfordrer Kommissionen til at afslutte det forberedende arbejde for formelt at indlede forhandlingerne om investeringsaftaler snarest muligt;

14.  fremhæver betydningen af interne og eksterne investeringer for den europæiske økonomi og behovet for at sikre beskyttelsen af EU's investorer i udlandet; opfordrer Kommissionen til at fortsætte sit arbejde vedrørende det nye multilaterale system for afgørelser om investeringstvister, der bl.a. skal være fokuseret på at sikre staternes ret til at regulere og på gennemsigtighed og indføre en klagemekanisme, strenge regler for interessekonflikter og en adfærdskodeks; mener, at dette nye system skal behandle investorernes forpligtelser, hindre unødvendige retssager, sikre retten til at lovgive i offentlighedens interesse og undgå reguleringsmæssig fastfrysning, sikre retslig ligestilling blandt investorer (med særlig vægt på mikrovirksomheder og SMV'er), uafhængighed, gennemsigtighed og ansvarlighed; opfordrer til at undersøge muligheden for at medtage proceduremæssige bestemmelser om bl.a. modkrav, hvor investeringer, der er genstand for et modkrav, er blevet foretaget i strid med gældende lovgivning, og således undgå parallelle krav i forskellige retsinstanser og præcisere systemets forhold til nationale domstole;

15.  opfordrer medlemsstaterne til endegyldigt at fjerne blokeringen af proceduren vedrørende Mauritius-konventionen om gennemsigtighed i aftalebaseret investor-stat-voldgift, nu hvor EU-Domstolen har skabt klarhed vedrørende kompetencespørgsmål, og opfordrer Kommissionen til at øge sine bestræbelser i denne henseende; anmoder også om at fremrykke den revision, der er planlagt til 2020, af den overordnede forordning om bilaterale investeringsaftaler, som opretholdes af medlemsstaterne;

16.  forventer et styrket engagement fra EU og medlemsstaterne i drøftelserne i FN vedrørende en bindende traktat om erhvervslivet og menneskerettigheder;

17.  bemærker med bekymring, at den reform af oprindelsesreglerne, der blev bebudet i strategien "Handel for alle", ikke er blevet gennemført; fremhæver de yderst komplekse oprindelsesregler og gentager sin opfordring til ajourførte, let anvendelige og klarere oprindelsesregler; understreger det tilsagn, der blev givet på Euromeds 10. konference for handelsministre, om at afslutte revisionen af Pan-Euromed-konventionen om oprindelsesregler inden udgangen af 2018; gentager sin opfordring til Kommissionen til at udarbejde en rapport om status for oprindelsesregler under hensyntagen til de kumulative virkninger af oprindelsesregler gennem bilaterale FTA'er;

18.  påpeger, at der skal lægges særlig vægt på landbrugsprodukter og de europæiske producenters og forbrugeres interesser i forbindelse med gennemførelsen af EU's handelspolitik, navnlig i lyset af den kumulative virkning af alle frihandelsaftaler for sektoren; understreger, at handelsaftaler, navnlig aftalen med Japan, kan skabe økonomiske muligheder for landbrugsfødevaresektoren; bemærker, at EU er den største eksportør af landbrugsprodukter i verden; minder om betydningen af at finde den rette balance mellem beskyttelse af følsomme landbrugsprodukter og fremme af Unionens offensive interesser i forbindelse med eksport af landbrugsfødevarer, ved bl.a. at overveje overgangsperioder og passende kontingenter samt, i nogle tilfælde, eventuel udelukkelse af de mest følsomme produkter; påpeger, at det er af afgørende betydning at sikre et robust system for sundheds- og plantesundhedsmæssige regler i overensstemmelse med EU's forsigtighedsprincip og samtidig bekæmpe enhver forskelsbehandling på dette område;

Princippet om gensidighed som en søjle i Unionens handelspolitik og en garanti for loyal konkurrence

19.  er overbevist om, at et af de vigtigste mål for EU's handelspolitik bør være at fremme en fair konkurrence og sikre ensartede spilleregler; glæder sig over tilstedeværelsen af princippet om gensidighed i rapporten om gennemførelsen af EU's handelsstrategi; gentager, at gensidighed skal være en søjle i Unionens handelspolitik, samtidig med at der skal tages hensyn til behovet for asymmetri med udviklingslande, når det er relevant, og positiv særbehandling af de mindst udviklede nationer; bemærker Kommissionens ændrede forslag til en forordning om adgangen for tredjelandes varer og tjenesteydelser til Unionens indre marked for offentlige indkøb, som kan være et vigtigt redskab til at sikre lige vilkår for markedsadgang i tredjelande; er af den opfattelse, at initiativet om screening af udenlandske direkte investeringer i Den Europæiske Union har til formål at beskytte sikkerheden og den offentlige orden i Unionen og medlemsstaterne og kan muliggøre en større grad af gensidighed ved markedsadgangen og samtidig fortsat sikre åbenhed over for direkte udenlandske investeringer;

20.  fastholder, at gennemførelsen af handelspolitikken skal bidrage til at sikre rimelige, bæredygtige og lige konkurrencevilkår for virksomhederne; glæder sig over vedtagelsen af den nye metode til beregning af antidumpingtold i tilfælde af konkurrenceforvridning i tredjelande; noterer sig den interinstitutionelle aftale om modernisering af de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter; understreger den nye mulighed, som de giver, navnlig med hensyn til indførelse af told over skadesmargenen; fremhæver vigtigheden af at sikre, at disse nye instrumenter gennemføres korrekt gennem ufortøvet indgriben og rettelse af eventuelle fejl eller omgåelser, forholdsmæssigt og i fuld overensstemmelse med WTO's regler og Unionens andre juridiske forpligtelser; glæder sig over Kommissionens proaktive holdning i forbindelse med anvendelsen af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter i 2016 og opfordrer til en lignende løsning og reaktionsevne, når disse instrumenter anvendes uretmæssigt mod EU's eksport af nogle af vores handelspartnere;

21.  beklager, at Kommissionens rapport om gennemførelsen af den handelspolitiske strategi næsten ikke nævner den koordineringsopgave, der skal udføres med toldmyndighederne; påpeger, at handelspolitikken skal bidrage til bekæmpelsen af ulovlig handel med henblik på at sikre EU's virksomheders konkurrenceevne og sikre et højt niveau af beskyttelse for forbrugerne; påpeger desuden konkurrencepolitikkens vigtige rolle i denne henseende og behovet for bilaterale og multilaterale forhandlinger til dette formål:

Anvendelse af effektive tværgående værktøjer til at gennemføre en handelspolitik til gavn for alle

22.  opfordrer til, at gennemførelse af handelspolitik bliver en integrerende del af EU's handelsstrategi;

23.  opfordrer indtrængende Kommissionen til straks at anvende de instrumenter, der er til rådighed i tilfælde af funktionsfejl, forhindringer eller manglende overholdelse af et tilsagn fra en partner, navnlig gennem tvistbilæggelsesproceduren, så vel som ad hoc-procedurerne, der er fastlagt i bestemmelserne om handel og bæredygtig udvikling i EU's FTA'er;

24.  opfordrer Kommissionen til at gøre status over de menneskelige og finansielle ressourcer, som i øjeblikket er til rådighed, med henblik på at forbedre udarbejdelsen af de handelsaftaler, der skal vedtages af vores medlovgivere, og den måde, hvorpå handelspolitikken gennemføres, og opfordrer til oprettelse af en særlig tjeneste til overvågning og løbende evaluering af gennemførelsen af handelspolitikken i Kommissionen, der også skal aflægge rapport til Parlamentet;

25.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at yde en større indsats, bl.a. gennem digitale værktøjer, for at fjerne alle administrative hindringer og unødvendige byrder, forenkle tekniske procedurer og yde støtte til virksomheder i deres bestræbelser på at drage nytte af handelsaftaler og -instrumenter;

26.  understreger det vigtige arbejde, der udføres af EU-delegationerne sammen med medlemsstaternes ambassader og arbejdsmarkedsparter, og som giver mulighed for hurtige og direkte foranstaltninger, der skal sikre en korrekt gennemførelse af handelsbestemmelserne og en hurtig identificering og effektiv håndtering af problemer og hindringer; mener, at EU-delegationerne vil nyde godt af et strømlinet system, som er baseret på et enkelt sæt regler og vejledninger med henblik på at sikre større sammenhæng; opfordrer Kommissionen til i større grad at inddrage EU-delegationerne i tredjelande i gennemførelsen af eksisterende og nye frihandelsaftaler, navnlig med hensyn til lokale nyetablerede virksomheder; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til fortsat at træffe foranstaltninger vedrørende økonomisk diplomati og bl.a. inddrage de europæiske handelskamre;

27.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre en undersøgelse af de kumulative virkninger af handelsaftaler sektor for sektor og land for land for at bidrage til vurderingen af vores handelspolitik og forudse og tilpasse sig virkningerne heraf;

28.  understreger, at visse sektorer kan komme i økonomiske vanskeligheder, der er handelsrelaterede; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde ledsageforanstaltninger, der tager højde for det sociale perspektiv, for at maksimere fordelene ved og minimere de potentielle negative virkninger af handelsliberaliseringen; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at øge effektiviteten af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen og gøre den mere proaktiv;

29.  tilskynder Kommissionen til at videreføre og uddybe sit samarbejde med internationale organisationer og fora, som f.eks. G20, FN, OECD, ILO, Verdensbanken, Verdenstoldorganisationen og Den Internationale Standardiseringsorganisation, om udviklingen af internationale standarder, gennemførelsen heraf og overvågningen af handel, herunder i forbindelse med sociale og miljømæssige aspekter;

Analyse af Kommissionens første rapport om gennemførelsen af FTA'er

30.  glæder sig over offentliggørelsen af Kommissionens første rapport om gennemførelsen af FTA'er; opfordrer Kommissionen til fortsat at offentliggøre denne rapport hvert år; fastholder desuden, at Kommissionen imidlertid bør foretage mere dybtgående og omfattende undersøgelser af gennemførelsen af Unionens FTA’er, uddybe emnet og sikre, at undersøgelserne omfatter relevante og passende økonometriske og kvalitative analyser og fortolkninger af data samt konkrete henstillinger, hvori de offentliggjorte tal bliver sat i sammenhæng, og der forelægges yderligere kvalitative oplysninger, herunder – for gennemførelsen af reglerne – dele af FTA'er såsom handel og bæredygtig udvikling og offentlige indkøb; understreger, at dette vil gøre det muligt at opnå en omfattende og bedre vurdering af aftalernes reelle virkning i praksis, således at rapporten effektivt kan vejlede EU-institutionerne om udformningen og gennemførelsen af Unionens handelsstrategi; mener i denne forbindelse, at der bør findes og anvendes en fælles metode til sådanne undersøgelser;

31.  anmoder Kommissionen om at indberette om bestemmelser om mestbegunstigelsesbehandling i EU's eksisterende bilaterale FTA'er og om deres praktiske virkning med hensyn til at garantere yderligere EU-markedsadgang for tredjelande gennem FTA'er, som forhandles af EU's FTA-partnere;

32.  understreger, at flere oplysninger og tal er udeladt i rapporten; opfordrer Kommissionen til at arbejde tættere sammen med medlemsstaterne og partnerlande om at indhente flere oplysninger om gennemførelsen af aftaler; anmoder Kommissionen om bl.a. at forelægge oplysninger om alle FTA'ers indvirkning på vækst og beskæftigelse, FTA'ers bidrag til udviklingen af handelsstrømme og handels- og investeringsaftalers indvirkning på investeringsstrømme og handel med tjenesteydelser;

33.  er bekymret over den ringe brug af handelspræferencer i EU's frihandelsaftaler, navnlig at de europæiske eksportører anvender dem i mindre grad end partnerlandenes eksportører; opfordrer Kommissionen til snarest muligt at opstille årsagerne til denne ubalance og agere på dem; anmoder Kommissionen om at analysere forholdet mellem de komplekse oprindelsesregler og udbredelsen af præferencehandelsaftaler blandt de økonomiske aktører; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til hurtigt at træffe foranstaltninger til bedre at informere de økonomiske aktører om handelspræferencer i FTA'erne; mener, at detaljerede oplysninger, herunder på mikroniveau, er nødvendige for at kunne foretage en korrekt vurdering af gennemførelsen af EU's FTA'er;

34.  vurderer, at Kommissionen skal være lige så opmærksom på gennemførelsen af bestemmelserne i FTA'er som på forhandlingsfasen; opfordrer Kommissionen til at tage gennemførelsesvanskelighederne op til behandling med Unionens relevante handelspartnere med henblik på at finde løsninger herpå og systematisere udvekslingerne med de europæiske aktører om dette emne;

35.  opfordrer Kommissionen til at diversificere sin tilgang til de forskellige sektorer, den analyserer, og fremlægge konsekvenserne af gennemførelsen af handelsaftaler for de sektorer, der betragtes som følsomme;

36.  glæder sig over meddelelsen om etablering af en køreplan for gennemførelsen af hver enkelt handelsaftale og opfordrer Kommissionen til at inddrage alle interessenter i udarbejdelsesprocessen; opfordrer Kommissionen til at fastlægge de mål, der skal opfyldes, samt de konkrete kriterier for en klar vurdering af situationen med hensyn til fjernelse af ikke-toldmæssige hindringer, udnyttelsesgraden for præferencer og kvoter eller status for det lovgivningsmæssige samarbejde så vel som fremskridtene med hensyn til handel og bæredygtig udvikling; forventer, at køreplanerne for gennemførelsen fremsendes til Parlamentet parallelt med de officielle henvisninger, og anmoder om, at de fremskridt, der er gjort med køreplanerne, skal indarbejdes i den årlige rapport om gennemførelsen af FTA'er;

37.  minder om, at handelsaftaler, herunder handelskapitlerne i associeringsaftaler, ikke kan træde i kraft, før de er ratificeret af Europa-Parlamentet; mener, at den praksis med at afvente Parlamentets godkendelse inden den foreløbige anvendelse af politisk vigtige aftaler skal respekteres horisontalt, således som kommissær Malmström gav tilsagn om under høringen den 29. september 2014;

Den fælles handelspolitiks særlige bestemmelser for SMV'er

38.  opfordrer Kommissionen til at evaluere alle redskaber til brug for SMV'er med henblik på at udvikle en mere integreret overordnet tilgang og en reel internationaliseringsstrategi for SMV'er for at hjælpe dem med at blive eksportører; tilskynder Kommissionen til at fremme denne tilgang i internationale fora; støtter engagementet i effektive oplysningskampagner for SMV'er i et forsøg på at forbedre præferenceudnyttelsesgraden i EU's FTA'er; fremhæver betydningen af flersprogethed i forbindelse med kontakten med SMV'er fra alle EU's medlemsstater; opfordrer til, at der stilles større retlig og administrativ støtte til rådighed for SMV'er, som overvejer at eksportere til udenlandske markeder, ikke blot ved at opdatere websteder, men også ved at overveje anvendelsen af nye værktøjer, som f.eks. tekniske chat-funktioner på internettet, der kan levere grundlæggende og let tilgængelig støtte; anmoder om, at Unionens delegationer bidrager til oplysninger om eksport til de pågældende udenlandske markeder med henblik på at hjælpe SMV'er;

39.  beklager, at der kun findes få oplysninger om SMV'er i Kommissionens rapport om gennemførelsen af FTA'er; opfordrer Kommissionen til at afsætte en specifik del af sin rapport til, hvordan gennemførelsen af handelsaftaler påvirker SMV'er, og hvordan de særlige bestemmelser for SMV'er anvendes;

40.  glæder sig over indførelsen af særlige kapitler om SMV'er i FTA'er, der i øjeblikket er under forhandling, og opfordrer Kommissionen til at fortsætte sin indsats i forhandlingerne og medtage SMV-specifikke kapitler og bestemmelser i de handelsaftaler, som den forhandler, og i sine lovgivningsmæssige forslag for at forbedre små og mellemstore virksomheders mulighed for at deltage i handel og investeringer; understreger, at det er af stor betydning for SMV'er at forstå oprindelsesreglernes kompleksitet og at få dem ajourført, samt at de bliver gjort let anvendelige og tydeligere, og understreger endvidere, at det er nødvendigt at forhandle særlige bestemmelser for SMV'er, således at de kan få adgang til udenlandske markeder for offentlige indkøb; anmoder Kommissionen om at oprette en mekanisme til beregning af oprindelsesregler, der er skræddersyet til SMV'er, og som specifikt bør sætte dem i stand til at anvende de præferencer, der er tilgængelige i henhold til eksisterende aftaler, således at præferenceudnyttelsesgraden kan øges;

Betydningen af adgang til offentlige indkøb og beskyttelse af geografiske betegnelser

41.  bemærker, at beskyttelsen af geografiske betegnelser er et offensivt punkt for EU i forhandlingerne om handelsaftaler; understreger, at det fremgår af rapporten om gennemførelsen af FTA'er, at visse partnere ikke overholder bestemmelserne om beskyttelse af geografiske betegnelser, og opfordrer Kommissionen til at handle omgående for at sikre overholdelse af disse bestemmelser;

42.  påpeger, at Unionens markeder for offentlige indkøb er de mest åbne i verden; udtrykker bekymring over visse partneres manglende overholdelse af EU's FTA'ers bestemmelser om adgang til markeder for offentlige indkøb, hvilket er til skade for Unionens virksomheder, og over den meget begrænsede adgang til markederne for offentlige indkøb i visse tredjelande; opfordrer Kommissionen til at sikre større adgang til tredjelandes markeder for offentlige indkøb og overveje foranstaltninger i overensstemmelse med GPA-reglerne over for tredjelande, der prioriterer deres egne virksomheder ved adgang til offentlige indkøb; opfordrer Kommissionen til at indsamle og offentliggøre oplysninger på virksomhedsniveau om anvendelsen af regler for offentlige indkøb i FTA'er, således at man bedre kan forstå de vanskeligheder, som virksomheder fra EU står oplever;

43.  opfordrer Kommissionen til at fremlægge flere oplysninger om, hvordan adgangen til offentlige indkøb har ændret sig i de senere år, og relevante statistikker og til at give konkrete oplysninger om, hvilke fordele beskyttelsen af geografiske betegnelser medfører;

En effektiv gennemførelse af handelspolitikken bidrager til fremme og beskyttelse af Unionens værdier

44.  minder om, at den fælles handelspolitik skal bidrage til at fremme Unionens grundlæggende værdier som fastlagt i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union og at forfølge de mål, der er fastlagt i artikel 21, såsom konsolidering af demokratiet og retsstatsprincippet, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, lighed, respekt for den menneskelige værdighed og beskyttelse af miljøet og sociale rettigheder; mener, at en opfyldelse af disse mål kræver en beslutsom og vedvarende indsats fra Kommissionen; understreger, at FN's 2030-dagsorden og Parisaftalen om klimaændringer fastsætter de primære benchmarks for at måle bidraget fra EU's handelspolitik til de aftalte globale mål for bæredygtig udvikling;

45.  opfordrer Kommissionen til at foretage regelmæssig overvågning af det generelle toldpræferencesystem (GSP), navnlig GSP+, og fortsætte med at offentliggøre rapporter hvert andet år; opfordrer Kommissionen til at intensivere sit arbejde med modtagerlandene, EU-Udenrigstjenesten, EU-delegationerne, medlemsstaternes diplomatiske repræsentationer, internationale organisationer, virksomheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet med henblik på at sikre bedre indsamling af oplysninger og uddybe analysen af overvågningen med henblik på at nå frem til en klar vurdering af gennemførelsen af alle aspekter af systemet; understreger, at effektiviteten af GSP afhænger af Kommissionens evne til at overvåge og gennemføre bestemmelserne i lovgivningen i tilfælde af manglende gennemførelse af internationale arbejdsretlige eller miljømæssige konventioner;

46.  påpeger, at den nye generation af aftaler omfatter menneskerettighedsbestemmelser og kapitler om bæredygtig udvikling, hvis fulde gennemførelse har til formål at sikre og fremme respekten for menneskerettighederne, Unionens værdier og de sociale og miljømæssige standarder på et højt niveau; noterer sig evalueringen af kapitlerne om bæredygtig udvikling i Kommissionens rapport om gennemførelsen af FTA'er og opfordrer til en rettidig gennemførelse af eksisterende bestemmelser om handel og bæredygtig udvikling; anmoder Kommissionen om at udarbejde en klar og specifik metode for overvågning og evaluering af gennemførelsen af disse kapitler, eftersom en sådan vurdering ikke kan foretages på grundlag af udelukkende kvantitative data; minder om, at der er vanskeligheder med at gennemføre bestemmelserne om handel og bæredygtig udvikling i visse tilfælde, f.eks. i forbindelse med FTA'en mellem EU og Korea, og gentager følgelig sin opfordring til at styrke håndhævelsen og overvågningen af kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling gennem en større inddragelse af civilsamfundsorganisationer, herunder arbejdsmarkedets parter, i alle handelsaftaler; beklager, at Kommissionen på et alt for tidligt tidspunkt afsluttede debatten om, hvordan håndhævelsen af kapitlet om bæredygtig udvikling i handelsaftaler kan styrkes, herunder overvejelserne om bl.a. en sanktionsbaseret tilgang;

47.  minder i denne forbindelse om den vigtige rolle, som de interne rådgivende grupper spiller; fremhæver den potentielle merværdi af mere strukturerede og gennemsigtige forbindelser med handelspartneres interne rådgivende grupper for at anerkende deres vigtige rolle med hensyn til at opnå en bedre forståelse af de lokale behov og lokale ambitioner; mener, at de interne rådgivende grupper er afgørende for at bidrage til de processer, der er nødvendige for en bedre overvågning og gennemførelse af kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling;

48.  glæder sig over revisionen af strategien for bistand til handel og støtter målsætningen om at styrke kapaciteten i udviklingslande, således at de kan få større gavn af de muligheder, der ligger i EU's handelsaftaler; understreger endvidere, at strategien skal bidrage til at fremme retfærdig og etisk handel og bør blive et vigtigt værktøj til at bekæmpe stigende global ulighed og støtte den økonomiske udvikling i EU's partnerlande; tilskynder Kommissionen til at hjælpe udviklingslande med at vedtage de nødvendige foranstaltninger til bl.a. at fastholde deres eksports adgang til det europæiske marked og bekæmpe klimaændringer;

49.  bekræfter sin støtte til at medtage ambitiøse bestemmelser om bekæmpelse af korruption i alle fremtidige handelsaftaler inden for Unionens enekompetence; glæder sig over, at der er medtaget bestemmelser om bekæmpelse af korruption i de igangværende forhandlinger om ajourføring af FTA'en mellem EU og Mexico og associeringsaftalen mellem EU og Chile; minder om, at FTA'er giver god mulighed for at styrke samarbejdet om bekæmpelse af hvidvaskning af penge, skattesvig og skatteunddragelse;

50.  glæder sig over, at der tages højde for ligestilling mellem mænd og kvinder i Kommissionens rapport om gennemførelsen af sin handelsstrategi; minder om målet om at sikre, at kvinder får lige så stor fordel af handel som mænd, bl.a. gennem strategien for bistand til handel; understreger, at dette kræver en proaktiv tilgang fra Kommissionens side i form af fremme af integration af ligestillingsaspektet i EU's handelspolitik, og anmoder Kommissionen om at medtage dette aspekt i sine fremtidige årlige gennemførelsesrapporter;

51.  glæder sig over, at Kommissionen har forpligtet sig til at sikre, at handelsforhandlingerne om modernisering af den nuværende associeringsaftale mellem Chile og EU for første gang i EU's historie vil omfatte et særligt kapitel om ligestilling mellem kønnene og handel; gentager sin opfordring til Kommissionen og Rådet til at fremme og støtte medtagelsen af et særligt kapitel om ligestilling mellem kønnene i EU's handels- og investeringsaftaler;

52.  glæder sig over vedtagelsen af antitorturforordningen og minder om vigtigheden af at sikre, at den gennemføres på korrekt vis og overholdes af vores handelspartnere; støtter lanceringen af den internationale alliance for torturfri handel;

53.  glæder sig over vedtagelsen af forordningen om konfliktmineraler ((EU) 2017/821), som har til formål at bidrage til en mere ansvarlig forvaltning af globale værdikæder; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de relevante interessenter til at fortsætte deres forberedende arbejde med henblik på ikrafttrædelsen af forordningen; opfordrer Kommissionen til at sikre en effektiv udarbejdelse af de ledsagende foranstaltninger og til, at medlemsstaterne og de nationale aktører, der er involveret, modtager den fornødne ekspertise og bistand, der lægger særlig vægt på at bistå SMV'er med at forbedre deres kapacitet til at opfylde deres krav om due diligence som fastsat i forordningen;

54.  anerkender den hastige udbredelse af integrerede globale forsyningskæder i de internationale handelsmønstre; gentager sin opfordring til at finde metoder til at udarbejde strategier og regler for gennemsigtighed og ansvarlighed i globale værdikæder og fremhæver, at gennemførelsen af den fælles handelspolitik skal sikre en ansvarlig forvaltning af den globale værdikæde; opfordrer Kommissionen til at fremme og styrke virksomhedernes sociale ansvar (VSA) som led i dens handelspolitik, bl.a. yderligere foranstaltninger til at udarbejde særlige regler og særlig praksis under hensyntagen til OECD's retningslinjer for multinationale selskaber, med henblik på at sikre en effektiv gennemførelse af VSA; gentager sit krav til Kommissionen om at medtage VSA i alle handelsaftaler og effektivt at overvåge disse bestemmelser inden for den forbedrede uafhængige overvågning af kapitlet om handel og bæredygtig udvikling, som Parlamentet anmodede om, og som omfatter civilsamfundet; gentager sin støtte til internationale initiativer såsom Bangladesh-bæredygtighedsaftalen og opfordrer Kommissionen til at fokusere på gennemførelsen heraf;

55.  opfordrer Kommissionen og alle internationale aktører til at overholde OECD's nye vejledning om due diligence, som skal sikre ansvarlige forsyningskæder i beklædningssektoren og fodtøjssektoren;

56.  minder om, at EU's handels- og udviklingspolitik skal bidrage globalt til bæredygtig udvikling, regional integration og integration af udviklingslande i regionale værdikæder og i sidste ende globale værdikæder gennem økonomisk diversificering, som kræver fair og udviklingsvenlige globale handelsregler; opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte udviklingen af et fair kontinentalt frihandelsområde i Afrika gennem politisk og teknisk bistand;

57.  minder om, at EU er fast besluttet på at udrydde de værste former for børnearbejde på globalt plan, eftersom dette udspringer fra vores værdier som fastlagt i artikel 21 i TEU; opfordrer endnu en gang Kommissionen til at fremsætte et forslag om at forbyde import af varer, der er fremstillet ved hjælp af børnearbejde eller ved hjælp af enhver form for tvangsarbejde eller moderne slaveri; understreger i denne sammenhæng, at det er vigtigt, at lande, der endnu ikke har ratificeret ILO-konvention nr. 182 om de værste former for børnearbejde og nr. 138 om en mindstealder for adgang til beskæftigelse og arbejde, gør dette;

58.  bemærker, at der er gjort fremskridt i retning af indgåelse og gennemførelse af ØPA'er; vurderer, at der er et behov for en indgående analyse af deres indvirkning på de afrikanske økonomier og deres delsektorer, deres respektive arbejdsmarkeder og fremme af intraregional handel i Afrika; opfordrer Kommissionen til at fremme dialog i en ånd præget af ægte partnerskab for at tackle udestående spørgsmål; minder om, at ØPA'erne er asymmetriske aftaler, hvori udvikling og handelsaspekter bør tillægges lige stor betydning; opfordrer i denne henseende til rettidig gennemførelse af ledsageforanstaltninger, herunder udbetaling af EUF-midler;

59.  glæder sig endvidere over gennemførelsen af ØPA'en med Cariforum; konstaterer, at der er behov for yderligere bevidstgørelse for at sikre, at CARICOM-lande kan drage fordel af mulighederne i henhold til aftalen; glæder sig over nedsættelsen af et blandet rådgivende udvalg, men opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at fremtidige civilsamfundsinstitutioner indkaldes rettidigt;

60.  gentager sin opfordring til EU til at arbejde hen imod passende og effektive løsninger vedrørende indførelse af en gennemsigtig og velfungerende mærkningsordning for social og miljømæssig sporbarhed igennem hele produktionskæden i overensstemmelse med WTO's aftale om tekniske handelshindringer og samtidig gøre en tilsvarende indsats på internationalt plan;

Gennemsigtighed og adgang til oplysninger skal ledsage gennemførelsen af EU's handelspolitik

61.  bemærker Kommissionens arbejde med hensyn til gennemsigtighed og opfordrer Kommissionen til at føre forhandlingerne så åbent som muligt og til fuldt ud at respektere bedste praksis fra andre forhandlinger; mener, at det skal være en del af Kommissionens centrale målsætninger at opnå gennemsigtighed; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at offentliggøre de dokumenter, der vedrører forhandlingen og gennemførelsen af aftaler, uden at underminere Unionens forhandlingsposition;

62.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle en egentlig kommunikationsstrategi for handelspolitik og for hver enkelt handelsaftale med henblik på at maksimere informationsoverførslen og tilpasse informationerne til hver enkelt aktør, således at denne kan drage fordel af aftalerne; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til at bevidstgøre økonomiske aktører om de aftaler, der er indgået, og til at opretholde en regelmæssig dialog med de faglige sammenslutninger, virksomheder og civilsamfundet;

63.  glæder sig over Rådets offentliggørelse af forhandlingsmandaterne til det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab (TTIP), CETA, TiSA, aftalerne med Japan, Tunesien og Chile og konventionen om en multilateral domstol til bilæggelse af tvister vedrørende investeringer og over Kommissionens offentliggørelse af dens udkast til forhandlingsmandater til aftaler med Australien og New Zealand og til oprettelse af en multilateral domstol til bilæggelse af tvister vedrørende investeringer i overensstemmelse med Parlamentets længerevarende krav om gennemsigtighed; opfordrer Rådet og medlemsstaterne til at offentliggøre alle forhandlingsmandater og Kommissionen til at offentliggøre alle udkast til mandater til de kommende forhandlinger; anmoder Rådet og Kommissionen om at tage hensyn til Parlamentets henstillinger i forbindelse med udarbejdelsen og vedtagelsen af forhandlingsmandater;

64.  gentager sin anmodning om, at medlemsstaterne, Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter, økonomiske aktører og repræsentanter for civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter i højere grad bør inddrages i overvågningen af handelspolitikken, herunder, men ikke begrænset til, bestemmelserne om handel og bæredygtig udvikling; opfordrer Kommissionen til at offentliggøre en handlingsplan og detaljer vedrørende modellen for det "udvidede partnerskab" i forbindelse med gennemførelsen af handelsaftaler;

65.  opfordrer Kommissionen til at forbedre kvaliteten af de konsekvensanalyser, der gennemføres for hver enkelt handelsaftale, og til heri at medtage en sektoropdelt og geografisk analyse; understreger, at bedre og rettidig kommunikation af oplysninger indeholdt i de forudgående og efterfølgende konsekvensanalyser af handelsaftaler er af afgørende betydning;

66.  glæder sig over meddelelsen om oprettelse af en rådgivende gruppe til overvågning af handelspolitikken; understreger betydningen af at oprette dette nye organ på en gennemsigtig, offentlig og inklusiv måde; opfordrer Kommissionen til regelmæssigt at offentliggøre møde- og arbejdsdokumenter fra denne rådgivende gruppe; opfordrer ligeledes Kommissionen til at fastlægge procedurer med henblik på at sikre, at de spørgsmål, der rejses af den rådgivende gruppe, besvares hensigtsmæssigt;

o
o   o

67.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, medlemsstaternes nationale parlamenter, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.

(1) EUT C 101 af 16.3.2018, s. 30.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0439.
(3) EUT C 101 af 16.3.2018, s. 19.
(4) EUT C 35 af 31.1.2018, s. 21.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0330.
(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0437.
(7) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0488.
(8) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0090.
(9) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0369.
(10) EUT C 99 E af 3.4.2012, s. 31.
(11) EUT C 99 E af 3.4.2012, s. 94.
(12) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0225.

Juridisk meddelelse