Europa-Parlamentet,

–  der henviser til årsrapporten fra Rådet til Europa-Parlamentet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik,

–  der henviser til artikel 21 og 36 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til De Forenede Nationers pagt,

–  der henviser til Helsingforsslutakten af 1975, der blev offentliggjort af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE),

–  der henviser til den nordatlantiske traktat,

–  der henviser til den fælles erklæring af 10. juli 2018 om EU-NATO-samarbejdet,

–  der henviser til erklæringen fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) om politisk ansvarlighed(1),

–  der henviser til den globale strategi 2016 for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik,

–  der henviser til den fælles meddelelse af 7. juni 2017 fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om en strategisk tilgang til resiliens i forbindelse med EU's indsats udadtil (JOIN(2017)0021),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A8-0392/2018),

A.  der henviser til, at EU's sikkerhedsmiljø nu er mere ustabilt, uforudsigeligt, komplekst og tvetydigt, end det har været på noget andet tidspunkt siden afslutningen på den kolde krig, da man står over for mellemstatslige konflikter, naturkatastrofer, terrorisme, staters sammenbrud, cyberangreb og hybrid krigsførelse; der henviser til, at de nuværende EU-politikker ikke længere er tilstrækkelige til at fremme stabile og velstående nabolande; der henviser til, at EU har et voksende ansvar for at sikre sin egen sikkerhed og samtidig forsvare sine interesser og værdier;

B.  der henviser til, at EU's optræden udadtil har en direkte indvirkning på vores borgeres liv, såvel i som uden for Den Europæiske Union, enten ved at støtte fred, økonomisk samarbejde, sikkerhed og stabilitet i og uden for vores grænser, forebygge kriser, inden de indtræffer, tackle dem med henblik på at undgå negative følgevirkninger eller lette en fredelig løsning af konflikter;

C.  der henviser til, at EU's befolkning er dalende og forventes at udgøre kun 5 % af verdens befolkning omkring 2050, sammenlignet med 13 % i 1960;

D.  der henviser til, at mere end halvdelen af verdens befolkningstilvækst frem mod 2050 forventes at ske i Afrika, som ventes at udgøre 1,3 milliarder af de 2,4 milliarder mennesker, som jordens befolkning bliver forøget med; der henviser til, at koncentrationen af denne vækst i nogle af de fattigste lande vil medføre en række nye udfordringer, som, hvis de ikke imødegås allerede nu, vil have ødelæggende virkninger for de pågældende lande og for Den Europæiske Union;

E.  der henviser til, at Kina, USA og Indien senest i 2050 vil kunne blive verdens førende økonomiske magter, med endnu større politisk gennemslagskraft, mens ingen af verdens største økonomier, i en langsigtet omfordeling af den økonomiske og politiske vægt, vil være en EU-medlemsstat, og at Unionen derfor vil stå over for en markant ændring i den globale magtbalance, som kræver en fornyet indsats for at styrke de eksisterende globale styringsinstitutioner;

F.  der henviser til, at den nye verdensorden i stigende grad er præget af asymmetri, og at flere ikke-statslige aktører har øget deres indflydelse i løbet af det seneste årti, fra NGO'er, der slår til lyd for menneskerettighederne, fair handel og bæredygtig forvaltning af naturressourcerne, til multinationale selskaber, der påvirker regeringens politik, til aktivister på de sociale medier, der efterlyser demokratiske forandringer; der henviser til, at internationale organiserede kriminelle grupper og terrororganisationer forsøger at underminere de demokratiske principper; der henviser til, at den multilateralisme, som Europa lægger stor vægt på, i stigende grad drages i tvivl, men at ingen fremvoksende stat eller ikke-statslig aktør imidlertid kan indføre en ubestridelig verdensopfattelse;

G.  der henviser til, at globaliseringen har øget den indbyrdes afhængighed, og at beslutninger, der træffes i Beijing eller Washington, har direkte indvirkning på vores liv; der henviser til, at den indbyrdes afhængighed til gengæld har ført til, at den globale offentlighed bliver opmærksom på behovet for tværnationale løsninger for at løse tværnationale problemer, og for, at multilaterale organisationer kan forbedre den globale styring;

H.  der henviser til, at næsten en fjerdedel af verdens befolkning lever i skrøbelige stater eller samfund; der henviser til, at disse i stadig større grad giver næring til socioøkonomisk ulighed, som sammen med klimaændringer er en umiddelbar udfordring for stabilitet, demokrati og fred;

I.  der henviser til, at EU's ambitiøse globale lederskab og indflydelse er blevet undermineret som følge af den finansielle krise, dets håndtering af migrations- og flygtningekrisen af et hidtil uset omfang, en øget EU-skepsis, spredningen af kriser i vores umiddelbare nærhed, manglende konsekvens af eksterne politikker, en stigende skepsis i den europæiske offentlige opinion over for magtanvendelsen i udlandet og EU's mangel på en reel strategisk autonomi, hvilket har ført til en tendens til at reagere på hændelser snarere end at forme dem; der henviser til, at EU ikke desto mindre stadig er verdens førende inden for reguleringsmæssige standarder;

J.  der henviser til, at nogle vestlige demokratier er blevet mere sårbare, protektionistiske og indadskuende, og at de går til yderpunkterne i en tid, hvor multilateralt samarbejde er den eneste måde, hvorpå de globale udfordringer kan imødegås effektivt; der henviser til, at magter som Kina eller Rusland forsøger at udfylde dette tomrum og forsøger at udfordre, snarere end at omfavne, den eksisterende globale styring baseret på folkeretten; der henviser til, at sidstnævnte stater har en anden tilgang til udviklingssamarbejdet, som ikke er forbundet med forbedringer af retsstaten eller andre demokratiske reformer;

K.  der henviser til, at den fælles omfattende handlingsplan med Iran er et væsentligt multilateralt resultat på vejen mod et stabilt og fredeligt Mellemøsten; der henviser til, at præsident Trumps beslutning om at trække sig ud af den fælles omfattende handlingsplan og pålægge sekundære sanktioner mod europæiske selskaber, der handler lovligt med Iran, er dybt beklagelig og underminerer europæisk økonomisk suverænitet og derigennem fremhæver EU's afhængighed af dollarhandelssystemet; der henviser til, at EU og medlemsstaterne har bekræftet deres støtte til den fælles omfattende handlingsplan og har truffet foranstaltninger for at sikre legitime europæiske økonomiske interesser;

L.  der henviser til, at ISIS, al-Qaeda og andre internationale terrororganisationer stadig udgør en væsentlig trussel for Europa og verdens nationer;

M.  der henviser til, at den europæiske sikkerhed hviler på ambitionen om en fælles strategisk autonomi, som det understreges i Unionens globale strategi; der henviser til, at en ambitiøs, troværdig og effektiv fælles udenrigspolitik skal støttes med tilstrækkelige finansielle ressourcer og midler og skal være baseret på en sammenhængende, rettidig og konsekvent tilgang fra medlemsstaternes side;

1.  understreger, at tiden er inde til, at Den Europæiske Union tager sin skæbne i egne hænder; er af den opfattelse, at EU bør indtage sin rolle som en fuldgyldig, suveræn politisk og økonomisk magt i internationale forbindelser, som bidrager til at løse konflikter på verdensplan og forme den globale styring; understreger derfor, at en ægte fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, der er baseret på strategisk autonomi og dens integration, herunder med hensyn til kapacitet, inden for industri og operationer, er nødvendig for at fremme vores fælles interesser samt vores principper og værdier;

2.  er overbevist om, at ingen af EU's medlemsstater på egen hånd kan reagere effektivt på de aktuelle globale udfordringer; mener, at medlemsstaterne gennem fælles anstrengelser inden for EU kan øve en indflydelse på den internationale scene, som de ellers ikke ville have; er overbevist om, at 28 medlemsstater, der sammen udarbejder sammenhængende og fælles holdninger og repræsenterer 500 millioner borgere, har større indflydelse i internationale forhandlinger, ved fremme af menneskerettigheder og ansvarlighed og i fastsættelsen af internationale forskrifter og politiske, demokratiske, miljømæssige, sociale og økonomiske standarder; er desuden af den opfattelse, at globalisering under beskyttelse af EU's socialmodel kan udgøre en mulighed for EU's borgere og ikke en trussel, og at europæiske og nationale ledere bør formidle denne mulighed på en klar og positiv måde;

3.  beklager, at medlemsstaterne alt for ofte prioriterer deres nationale interesser, uanset de mulige konsekvenser på europæisk plan, hvorved de underminerer EU's enhed, sammenhæng og effektivitet og som følge heraf dets troværdighed som en global aktør; opfordrer til en bedre ansvarsfordeling, større solidaritet og øget koordinering mellem EU og medlemsstaterne; minder om, at det er nødvendigt, at Unionens eksterne politikker er i overensstemmelse med hinanden og med andre politikker, der har en ekstern dimension, og at de koordineres med internationale partnere; mener, at et godt samarbejde mellem medlemsstaterne er afgørende for at beskytte vores demokrati, vores fælles værdier, vores frihed og vores sociale og miljømæssige standarder; understreger behovet for at udvide samarbejdet mellem medlemsstaterne, partnerlandene og de internationale organisationer;

4.  minder om, at EU, med alle sine 28 medlemsstater, er verdens største økonomi med mere end en halv milliard mennesker, og at euroen er den næstvigtigste reservevaluta; understreger, at ud fra EU-institutionernes de enkelte medlemsstaters samlede bidrag er EU også verdens største donor af udviklingsbistand;

5.  understreger, at den europæiske tilgang til eksterne forbindelser er kendetegnet ved:

6.  understreger, at EU bør forblive tro mod principperne om demokrati, menneskerettigheder og retsstaten som stadfæstet i traktaterne; fremhæver betydningen af at vurdere, hvorvidt det har været en succes at fremme disse principper i tredjelande, og evaluere, om der er plads til yderligere forbedringer; understreger, at EU's omdømme med at fremme disse principper kun kan fastholdes, hvis EU sikrer, at netop disse principper forsvares og overholdes i alle medlemsstaterne;

7.  opfordrer desuden til at overveje politikken med ”mindre for mindre” for de lande, hvor udviklingen med hensyn til regeringsførelse, demokrati og menneskerettigheder går i den forkerte retning; mener, at EU bør bruge sine udenrigspolitiske instrumenter mere effektivt, herunder handels- og udviklingsinstrumenter såsom bilaterale aftaler med tredjelande, når der finder brud på de demokratiske standarder og menneskerettighederne sted, så det navnlig sikres, at ingen aftale ratificeres, før benchmarkene for menneskerettigheder er opfyldt; og opfordrer EU og medlemsstaterne til at vedtage lovgivning om formuer, der ikke kan begrundes, for at imødegå korruption i tredjelande; minder om, at økonomiske sanktioner er et virkningsfuldt værktøj til diplomatiske tvangsforanstaltninger; fremhæver, at de udenrigspolitiske holdninger, som Parlamentet har indtaget i visse tilfælde, ikke opfølges på EU-plan, og insisterer på, at Rådet og EU-Udenrigstjenesten skal tage større hensyn til dem;

8.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen, Rådet og de enkelte medlemsstater til at handle strategisk ved at følge en integreret tilgang og ved at anvende alle de midler, de har til rådighed, herunder værktøjer for handel og udvikling, diplomatisk, civil og militær fælles sikkerheds- og forsvarspolitik samt strategisk kommunikation og offentligt diplomati med henblik på at styrke EU's geopolitiske indflydelse og overordnede omdømme i verden og at beskytte dets interesser, herunder ved at forbedre EU's økonomiske suverænitet og strategiske autonomi; understreger den komplementære rolle, som miljømæssigt, kulturelt, akademisk og andre former for "alternativt" diplomati kan spille i denne proces;

9.  opfordrer til, at der stilles passende finansielle ressourcer til rådighed for EU's optræden udadtil under den næste flerårige finansielle ramme (FFR) (2021-2027), og til, at EU fokuserer sine ressourcer på strategiske prioriteter;; minder om den vigtige rolle, som EU's eksterne finansieringsinstrumenter spiller, når det gælder om at fremme EU's udenrigspolitiske interesser; understreger betydningen af at styrke de eksterne finansieringsinstrumenters sammenhæng, effektivitet, reaktionsevne og fleksibilitet; understreger nødvendigheden af at involvere Parlamentet tilstrækkeligt i kontrollen med og den strategiske styring af instrumenterne; er af den opfattelse, at de voksende udfordringer i og uden for EU's nabolande kræver betydeligt større bevillinger til optræden udadtil og en betydelig styrkelse af civile FSFP-missioner;

10.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at udvikle "emnebaserede koalitioner" med ligesindede lande for at støtte og fremme en regelbaseret international orden, multilateralisme og frihandel samt for at finde samarbejdsløsninger på globale udfordringer, herunder den ændrede magtbalance; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at samarbejde med nye stormagter med hensyn til levering af globale offentlige goder som f.eks. fred og sikkerhed, bl.a. ved at samarbejde om kriseforebyggelse og krisestyringsoperationer rundt om i verden, modvirkning af klimaændringer, herunder bæredygtig forvaltning af naturressourcerne, ren luft og rent vand og ikke forurenet jord samt forsvar og fremme af menneskerettighederne og finansiel stabilitet; minder om betydningen af de interparlamentariske forbindelser for at støtte disse mål;

11.  fordømmer Ruslands gentagne brug af sin vetoret i FN's Sikkerhedsråd og mener, at det underminerer de internationale bestræbelser for fred og konfliktløsning; bemærker, at blokeringer i FN's Sikkerhedsråd hæmmer det internationale samfunds aktioner og forhindrer bilæggelsen af kriser; anmoder på ny medlemsstaterne om at støtte en reform af Sikkerhedsrådets sammensætning og funktionsmåde; understreger, at EU er fast besluttet på at styrke FN’s rolle på den internationale scene;

12.  bemærker, at EU har spillet en vigtig rolle med hensyn til at nedtrappe og løse udenrigspolitiske kriser, navnlig når visse medlemsstater er gået i spidsen i regi af hele Unionen, f.eks. inden for Normandietkvartetten eller EU3+3-forhandlingerne med Iran; mener, at mens der stræbes efter et øget sikkerheds- og forsvarssamarbejde på lang sigt, kunne oprettelsen, når det skønnes relevant, af ad hoc-koalitioner af medlemsstater, som kan gribe hurtigt ind i forbindelse med internationale kriser, gøre EU's optræden udadtil mere fleksibel og lydhør på kort sigt med hensyn til at tackle skiftende situationer ved at mindske presset på medlemsstaterne for at opnå almen konsensus;

13.  glæder sig over EU's voksende rolle, herunder dets civile og militære FSFP-missioner inden for fredsbevarelse, konfliktforebyggelse, styrkelse af den internationale sikkerhed og genopbygning efter konflikter som et middel til at sikre langvarig fred; minder om, at konfliktløsning i højere grad bliver vellykket, når kvinder har en formel rolle i processen, og opfordrer til større kvindelig deltagelse i sådanne missioner;

14.  forstår, at nærliggende trusler afgør politiske prioriteter; opfordrer ikke desto mindre alle medlemsstater til at respektere princippet om solidaritet, som er nedfældet i traktaterne (artikel 80 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde), og til at tage de nødvendige skridt til at reagere i fællesskab på migrationskrisen, ligesom alle medlemsstater har reageret med solidaritet på de udfordringer, som et assertivt Rusland og Kina indebærer i en økonomisk og sikkerhedsmæssig sammenhæng; mener endvidere, at de aktuelle kriser har testet medlemsstaternes vilje til at samarbejde mere effektivt for at tackle de fælles udfordringer; anmoder om yderligere humanitær hjælp og bistand til konfliktramte befolkninger;

15.  bemærker, at intern og ekstern sikkerhed i stigende grad hænger sammen; understreger nødvendigheden af at styrke EU's interne modstandsdygtighed over for udefrakommende indblanding og at fastlægge en fælles strategi med de internationale partnere, både når det gælder beskyttelse af kritisk infrastruktur og vores demokratiers grundlæggende institutioner og kendetegn; støtter Kommissionen og HR/NF i yderligere at forbedre EU's modstandsdygtighed, som led i en strategi for risikoreduktion, over for terrorangreb, navnlig jihadistisk terrorisme, som en af de største udfordringer for den offentlige sikkerhed i EU i dag, radikalisering, ulovlig migration, gentagen brug af kemiske våben, propaganda, målrettede misinformationskampagner, online såvel som offline, russiske forsøg på at foretage cyberangreb og blande sig under valg og folkeafstemningskampagner og andre hybride trusler, som alle kræver hurtig, virkningsfuld og koordineret modhandling; understreger, at alle de nødvendige foranstaltninger bør træffes for at undgå enhver indblanding i valget til Europa-Parlamentet i 2019;

16.  fremhæver, at det transatlantiske partnerskab står over for en lang række udfordringer og forstyrrelser på kort sigt, men at det stadig er en absolut forudsætning for sikkerhed og velstand på begge sider af Atlanten; beklager USA's gradvise tilbagetrækning fra den multilaterale, regelbaserede verdensorden, nemlig landets udtræden af Parisaftalen, den fælles omfattende handlingsplan, Stillhavspartnerskabet (TPP) og FN's Menneskerettighedsråd, dets indstilling af finansiering til UNRWA og forskellige FN-agenturer og multilaterale fora samt til fredsbevarende operationer og dets angreb på Den Internationale Straffedomstol (ICC); opfordrer EU til at udvise sammenhold, fasthed og proportionalitet i sine svar på sådanne beslutninger, bekræfte sin fulde støtte til den fælles omfattende handlingsplan for at sikre håndgribelige økonomiske resultater med Iran og beskytte europæiske virksomheder, der investerer i Iran, mod amerikanske sanktioner; opfordrer endvidere EU til at optrappe de klimadiplomatiske bestræbelser og til at medtage overholdelse af Parisaftalen i enhver handels- og investeringsaftale;

17.  understreger, at investeringer i stabilitet og velstand på Vestbalkan fortsat skal have høj prioritet for Den Europæiske Union; gentager, at det europæiske perspektiv for landene på Vestbalkan skal føre til de pågældende landes fulde medlemskab, under forudsætning af at alle kriterier er opfyldt; understreger, at udvidelsesprocessen er meritbaseret, bygger på en streng og retfærdig konditionalitet på baggrund af en nøje overholdelse af Københavnskriterierne og skal være afhængig af intet andet end de konkrete resultater, som de enkelte lande har opnået med hensyn til spørgsmål som korruption, hvidvaskningspraksis, overordnet gennemsigtighed og domstolenes uafhængighed; gentager på ny betydningen af at fremme de nødvendige reformer for en regelbaseret, samarbejdsorienteret politisk og økonomisk international orden med fokus på retsstatsforhold, respekt for menneskerettighederne, navnlig mindretals rettigheder, forsoning og gode naboskabsforbindelser, sikkerhed og migration, den socioøkonomiske og bæredygtige udvikling, transport- og energiforbindelsesmulighederne, miljøbeskyttelse og den digitale dagsorden i hele denne proces;

18.  anerkender betydningen af stabilitet i det østlige naboskabsområde for Unionens egen stabilitet og opfordrer at udvide stadig tættere forbindelser med det østlige partnerskab; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til fortsat at anvende EU's forandrende kraft ved dets østlige grænser, styrke de økonomiske forbindelser og konnektivitetsforbindelserne, anvende handels- og associeringsaftaler, adgang til det indre marked og uddybede mellemfolkelige kontakter, herunder gennem visumlempelse og -liberalisering, når alle krav er opfyldt, som incitamenter til at fremme demokratiske reformer og vedtagelsen af europæiske regler og standarder; opfordrer endvidere EU-Udenrigstjenesten til at overvåge de demokratiske processer i de direkte nabolande og til at sikre, at de demokratiske fremskridt ikke stopper eller går tilbage;

19.  gentager EU's tilsagn om at støtte dets partneres suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet; understreger nødvendigheden af at tackle alle fastlåste konflikter i henhold til folkeretten, normer og principper, at øge støtten til konfliktramte indbyggere, internt fordrevne og flygtninge og at bekæmpe destabiliseringsforsøg fra tredjelande, navnlig Rusland; gentager sin fordømmelse af Ruslands ulovlige annektering af Krim og militære intervention i det østlige Ukraine; opfordrer til fortsatte bestræbelser på at sikre gennemførelsen af Minskaftalerne og opfordrer til, at EU's sanktioner mod Rusland forlænges, indtil landet overholder Minskaftalerne; fordømmer endvidere den fortsatte militarisering og forværrede sikkerhedsmæssige og humanitære situation i de besatte georgiske territorier Abkhasien og Tskhinvaliregionen/Sydossetien og opfordrer Rusland til at opfylde sine forpligtelser i henhold til den EU-mæglede våbenhvileaftale fra 2008;

20.  minder om, at Middelhavet er grænsen mellem de mest ulige regioner i verden; gentager det presserende behov for at stimulere en retfærdig økonomisk og social udvikling i det sydlige Middelhavsområde og Afrika syd for Sahara og for at hjælpe landene med at tackle de grundlæggende årsager til den manglende stabilitet, såsom væbnede konflikter, udemokratisk og ineffektiv regeringsførelse, korruption og klimaændringer, ved at skabe lokale økonomiske muligheder, navnlig for unge og kvinder og især i migranternes oprindelseslande, ved at samarbejde med relevante aktører på stedet og inddrage lokalsamfundene; noterer sig i den forbindelse Kommissionens formand Jean-Claude Junckers forslag om at opbygge en ny alliance for bæredygtige investeringer og jobs mellem Europa og Afrika, hans initiativ til at udvikle de forskellige europæisk-afrikanske handelsaftaler til en frihandelsaftale mellem de to kontinenter, som kun kan lykkes, hvis den fremstilles som et økonomisk partnerskab mellem ligestillede, og hvis det lykkes at skabe et egentligt erhvervsmiljø, der fremmer investeringer; opfordrer indtrængende EU til at anvende andre mekanismer med relation til den europæiske naboskabspolitik til yderligere at styrke samarbejdet mellem Unionen, partnerlandene i det sydlige naboskabsområde og centrale regionale aktører om regionale anliggender såsom regeringsførelse, sikkerhed, energi og bekæmpelse af klimaændringer; gentager sin støtte til EU's stabiliserende FSFP-område og opfordrer til, at det styrkes;

21.  understreger, at EU skal spille en førende rolle i Mellemøsten og Den Persiske Golf ved hjælp af sin afgørende bløde magt og den fulde gennemførelse af alle eksisterende i associeringsaftaler; beklager dybt den amerikanske regerings beslutning om at flytte den amerikanske ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem; opfordrer EU til at være en drivkraft i genoptagelsen af en meningsfuld fredsproces i Mellemøsten hen imod en tostatsløsning; bekræfter, at den FN-ledede Genèveproces i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 2254 har forrang i løsningen af konflikten i Syrien; fordømmer støtten fra Rusland og Iran til Assad-regimet, dets krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden og opfordrer EU og medlemsstaterne til at gøre deres yderste for at sætte en stopper for forbrydelserne mod det syriske folk og frem for alt brugen af kemiske våben mod dem;

22.  fordømmer de alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret og den internationale menneskerettighedslovgivningen fra alle parter i Yemen, herunder de vilkårlige angreb mod civile begået af den saudiarabisk ledede koalition og houthi-oprørerne; kræver en øjeblikkelig ophævelse af blokaden af Yemen og opfordrer alle parter i konflikten til at genoptage dialogen under ledelse af FN og arbejde hen imod en holdbar våbenhvile; glæder sig over den tyske, danske og finske regerings beslutning om at standse våbensalget til Saudi-Arabien; opfordrer til EU-dækkende sanktioner mod dem, der er ansvarlige for mordet på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi;

23.  understreger, at styrkelse af den regionale sikkerhed i Indo-Stillehavsområdet er af afgørende betydning for EU's og dets medlemsstaters interesser; opfordrer alle berørte parter i regionen til at løse uoverensstemmelser med fredelige midler og afstå fra ensidige tiltag for at ændre status quo, bl.a. i Det Østkinesiske Hav og Det Sydkinesiske Hav, for at beskytte den regionale sikkerhed; opfordrer til en hurtig genoptagelse af de bilaterale drøftelser mellem Kina og Taiwan og gentager sin støtte til Taiwans meningsfulde deltagelse i internationale organisationer, mekanismer og aktiviteter; støtter foranstaltninger for at uddybe forbindelserne mellem EU og dets medlemsstater og partnere i Asien og opfordrer til økonomisk, diplomatisk og sikkerhedsmæssigt samarbejde;

24.  bekræfter, i kølvandet på det nylige præsident- og parlamentsvalg i regionen, sit engagement i at fortsætte med at knytte stærke forbindelser til latinamerikanske lande og fremme forsvaret for demokratiet, retsstaten og menneskerettighederne, som er centrale elementer for dybere integration og samarbejde; giver udtryk for sin dybe bekymring over den manglende respekt for demokratiet, menneskerettighederne og retsstaten i Cuba, Nicaragua og Venezuela; bemærker med bekymring valgudviklingen i Brasilien og udtrykker håb om, at den nye regering vil forblive tro mod demokratiet og retsstaten; glæder sig over indsatsen hos alle de berørte parter i fredsprocessen i Colombia; gentager sin fulde støtte til denne fredsproces og dens effektive gennemførelse;

25.  mener, at blød magt og opbygning af institutioner på trods af deres betydning kan ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at øve indflydelse i en verden, hvor magtpolitik og hård magt får stadig større betydning; mener, at effektiviteten af EU's udenrigspolitik i sidste ende i vid udstrækning afhænger af en effektiv kombination af hårde og bløde magtmidler, herunder en åben dialog, af dets evne til at foregå med et godt eksempel og af de ressourcer og kapaciteter, som støtter den, herunder passende finansielle ressourcer, effektiv multilateralisme, en kombination af blød magt og troværdig hård magt, sammenlægning af militære kapaciteter og medlemsstaternes vilje til at afgive beslutningstagning i denne forbindelse samt til at samarbejde med NATO og andre ligesindede lande;

26.  glæder sig over det øgede forsvarssamarbejde mellem EU's medlemsstater og de foranstaltninger, der er truffet for at øge EU's militære autonomi, nemlig oprettelsen af et europæisk fælles kommandocenter i Bruxelles til EU's militære uddannelsesmissioner og fjernelsen af hindringerne for indsættelse af EU-kampgrupper; mener, at etableringen af et permanent struktureret samarbejde (PESCO) om forsvarsprojekter og den samordnede årlige gennemgang vedrørende forsvar (CARD) vil hjælpe medlemsstaterne med at uddybe deres forsvarssamarbejde og anvende deres forsvarsbudgetter mere effektivt; glæder sig over forslaget fra HR/NF om en europæisk fredsfacilitet og de nye rammer for civile FSFP-missioner samt tilsagnet om at gå videre med militær mobilitet med henblik på at fremme europæisk strategisk autonomi, herunder gennem det europæiske interventionsinitiativ; mener, at udviklingen af en stærk forsvarsindustri styrker EU's teknologiske uafhængighed, herunder gennem fremme af et indre marked for cybersikkerhedsprodukter, til hvilke EU's kapacitet skal øges;

27.  mener, at kapaciteten til at udsende civile eksperter og militære styrker til konflikter i hele verden med henblik på at fremme fred og stabilitet er en afgørende forudsætning for at blive en troværdig politisk magt, der er i stand til at organisere forebyggelse af væbnede konflikter, håndhævelse af fredsaftaler og stabilisering af skrøbelige situationer i kølvandet af konflikter; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at udvikle tilstrækkelige civile og militære kapaciteter, der dækker det fulde spektrum af land-, luft- og rumkapacitet samt maritim kapacitet og cyberkapacitet, og til at arbejde hen imod et retligt bindende instrument om fuldautomatiske våbensystemer for at forsvare målene i traktaten; understreger betydningen af et løbende bilateralt samarbejde mellem Den Europæiske Union og NATO, som det fremhæves i EU's globale strategi og fælles erklæring fra EU og NATO; understreger, at videreudviklingen af forsvarsunionen bør supplere målene for EU's eksterne forbindelser;

28.  understreger, at udviklingen af nye formater, såsom et EU-sikkerhedsråd, som kansler Angela Merkel og præsident Macron anbefaler, og nye måder at koordinere tættere på inden for EU og med internationale myndigheder potentielt kan fremme en mere effektiv beslutningsproces for FUSP; mener, at der i takt med oprettelsen af disse formater bør udvikles mekanismer for at sikre deres demokratiske kontrol;

29.  støtter en drøftelse i EU om nye formater, herunder det forslag, som Kommissionens formand Jean-Claude Juncker fremsatte i sin tale om Unionens tilstand den 12. september 2018, om at gå over til afstemning med kvalificeret flertal på specifikke områder inden for FUSP, hvor traktaterne på nuværende tidspunkt kræver enstemmighed, navnlig menneskerettighedsspørgsmål, sanktioner og civile missioner; opfordrer medlemsstaterne til at undersøge, hvordan de kan handle mere effektivt i forbindelse med FUSP og FSFP; mener, at anvendelse af afstemning med kvalificeret flertal vil sætte EU i stand til at handle mere resolut, hurtigt og effektivt; opfordrer Det Europæiske Råd til at tage dette initiativ op ved at gøre brug af passerellebestemmelsen (artikel 31, stk. 3, i TEU); opfordrer Det Europæiske Råd til at overveje at udvide afstemning med kvalificeret flertal til andre områder inden for FUSP som led i en bredere debat vedrørende anvendelse af flertalsafstemning i forbindelse med EU’s politikker; anerkender nødvendigheden af at finde kreative løsninger på samarbejdet mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige, når det gælder FUSP og FSFP; i lyset af de principper, der er fastlagt i dets beslutning af 14. marts 2018 om rammerne for de fremtidige forbindelser mellem EU og Det Forenede Kongerige;

30.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og medlemsstaterne.

(1) EUT C 210 af 3.8.2010, s. 1.