Indeks 
Vedtagne tekster
Onsdag den 13. juni 2018 - StrasbourgEndelig udgave
Europa-Parlamentets sammensætning ***
 Insolvensbehandling: opdatering af bilagene til forordningen ***I
 Aftale mellem EU og Island om supplerende regler vedrørende de ydre grænser og den fælles visumpolitik for 2014-2020 ***
 Aftale mellem EU og Schweiz om supplerende regler vedrørende de ydre grænser og den fælles visumpolitik for 2014-2020 ***
 Anvendelse af de resterende bestemmelser i Schengenreglerne om Schengeninformationssystemet i Republikken Bulgarien og Rumænien *
 Samhørighedspolitikken og den cirkulære økonomi
 Supplerende makrofinansiel bistand til Ukraine ***I
 Forhandlingerne om den moderniserede associeringsaftale mellem EU og Chile
 Forbindelserne mellem EU og NATO
 Cyberforsvar

Europa-Parlamentets sammensætning ***
PDF 117kWORD 42k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. juni 2018 om udkast til Det Europæiske Råds afgørelse om Europa-Parlamentets sammensætning (00007/2018 – C8-0216/2018 – 2017/0900(NLE))
P8_TA(2018)0249A8-0207/2018

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (00007/2018),

—  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Det Europæiske Råd har forelagt, jf. artikel 14, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union (C8-0216/2018),

—  der henviser til sin beslutning af 7. februar 2018 om Europa-Parlamentets sammensætning og sit forslag til Det Europæiske Råds afgørelse, der er vedhæftet som bilag hertil(1),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1 og 4,

–  der henviser til henstilling fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0207/2018),

1.  godkender udkastet til Det Europæiske Råds afgørelse;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Det Europæiske Råd og til orientering til Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0029.


Insolvensbehandling: opdatering af bilagene til forordningen ***I
PDF 241kWORD 43k
Beslutning
Tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. juni 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om erstatning af bilag A til forordning (EU) 2015/848 om insolvensbehandling (COM(2017)0422 – C8-0238/2017 – 2017/0189(COD))
P8_TA(2018)0250A8-0174/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2017)0422),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 81 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0238/2017),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 23. maj 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0174/2018),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. juni 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/... om erstatning af bilag A og B til forordning (EU) 2015/848 om insolvensbehandling

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2018/946).


Aftale mellem EU og Island om supplerende regler vedrørende de ydre grænser og den fælles visumpolitik for 2014-2020 ***
PDF 241kWORD 42k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. juni 2018 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på den Europæiske Unions vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Island om supplerende regler vedrørende instrumentet for finansiel støtte til forvaltning af de ydre grænser og den fælles visumpolitik som en del af Fonden for Intern Sikkerhed for perioden 2014-2020 (09228/2017 – C8-0101/2018 – 2017/0088(NLE))
P8_TA(2018)0251A8-0196/2018

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (09228/2017),

–  der henviser til udkast til aftale mellem Den Europæiske Union og Island om supplerende regler vedrørende instrumentet for finansiel støtte til forvaltning af de ydre grænser og den fælles visumpolitik som en del af Fonden for Intern Sikkerhed for perioden 2014-2020 (09253/2017),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 77, stk. 2, og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8‑0101/2018),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1 og 4, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0196/2018),

1.  godkender indgåelsen af aftalen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Islands regering og parlament.


Aftale mellem EU og Schweiz om supplerende regler vedrørende de ydre grænser og den fælles visumpolitik for 2014-2020 ***
PDF 246kWORD 42k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. juni 2018 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Unionens vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Det Schweiziske Forbund om supplerende regler vedrørende instrumentet for finansiel støtte til forvaltning af de ydre grænser og den fælles visumpolitik som en del af Fonden for Intern Sikkerhed for perioden 2014-2020 (06222/2018 – C8-0119/2018 – 2018/0032(NLE))
P8_TA(2018)0252A8-0195/2018

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Rådets afgørelse (06222/2018),

–  der henviser til udkast til aftale mellem Den Europæiske Union og Det Schweiziske Forbund om supplerende regler vedrørende instrumentet for finansiel støtte til forvaltning af de ydre grænser og den fælles visumpolitik som en del af Fonden for Intern Sikkerhed for perioden 2014-2020 (06223/2018),

–  der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 77, stk. 2, og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C8‑0119/2018),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 1 og 4, og artikel 108, stk. 7,

–  der henviser til henstilling fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0195/2018),

1.  godkender indgåelsen af aftalen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Det Schweiziske Forbunds regering og parlament.


Anvendelse af de resterende bestemmelser i Schengenreglerne om Schengeninformationssystemet i Republikken Bulgarien og Rumænien *
PDF 237kWORD 41k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. juni 2018 om udkast til Rådets afgørelse om anvendelse af de resterende bestemmelser i Schengenreglerne om Schengeninformationssystemet i Republikken Bulgarien og Rumænien (15820/1/2017 – C8-0017/2018 – 2018/0802(CNS))
P8_TA(2018)0253A8-0192/2018

(Høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets udkast (15820/1/2017),

–  der henviser til artikel 4, stk. 2, i akten vedrørende Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0017/2018),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 78c,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0192/2018),

1.  godkender Rådets udkast;

2.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

3.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre den tekst, Parlamentet har godkendt, i væsentlig grad;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.


Samhørighedspolitikken og den cirkulære økonomi
PDF 274kWORD 57k
Europa-Parlamentets beslutning af 13. juni 2018 om samhørighedspolitikken og den cirkulære økonomi (2017/2211(INI))
P8_TA(2018)0254A8-0184/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 3, og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 4, 11, 174-178, 191 og 349,

–  der henviser til Parisaftalen, afgørelse 1/CP.21 og den 21. partskonference (COP21) under UNFCCC samt den 11. samling i den partskonference, der tjener som møde for parterne i Kyotoprotokollen (CMP11), og som afholdtes i Paris, Frankrig, fra den 30. november til den 11. december 2015,

–  der henviser til artikel 7, stk. 2, og artikel 11, stk. 2, i Parisaftalen, der anerkender den lokale, subnationale og regionale dimension af klimaændringer og klimapolitik,

–  der henviser til FN's nye mål for bæredygtig udvikling, særlig udviklingsmål 7 om at "sikre adgang til billig, pålidelig og bæredygtig og moderne energi for alle" og udviklingsmål 11 om at "gøre byer, lokalsamfund og bosættelser inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige",

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006(1) ("forordningen om de generelle bestemmelser"),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om særlige bestemmelser vedrørende målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Socialfond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1081/2006(3),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1299/2013 af 17. december 2013 om særlige bestemmelser for støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til målet om europæisk territorialt samarbejde(4),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1302/2013 af 17. december 2013 om ændring af forordning (EF) nr. 1082/2006 om oprettelse af en europæisk gruppe for territorialt samarbejde (EGTS), for så vidt angår klarhed, forenkling og forbedring af oprettelsen af sådanne grupper og af deres funktion(5),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1300/2013 af 17. december 2013 om Samhørighedsfonden og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1084/2006(6),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002(7),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. januar 2018 om en overvågningsramme for den cirkulære økonomi (COM(2018)0029),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. januar 2017 med titlen "Affald-til-energis rolle i den cirkulære økonomi" (COM(2017)0034),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 26. januar 2017 om gennemførelse af handlingsplanen for den cirkulære økonomi (COM(2017)0033),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. december 2015 med titlen "Investering i job og vækst – maksimering af bidraget fra de europæiske struktur- og investeringsfonde" (COM(2015)0639),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. december 2015 med titlen "Kredsløbet lukkes – en EU-handlingsplan for den cirkulære økonomi" (COM(2015)0614),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. juli 2014 med titlen "Omstilling til en cirkulær økonomi: et program for et Europa uden affaldsproduktion" (COM(2014)0398),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. juli 2014 med titlen "En grøn handlingsplan for SMV'er: Sætte SMV'erne i stand til at gøre miljøudfordringer til nye forretningsmuligheder" (COM(2014)0440),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen "Europa 2020 – En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (COM(2010)2020),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. februar 2012 med titlen "Nye veje til bæredygtig vækst: Bioøkonomi i Europa" (COM(2012)0060),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. juli 2012 om "Intelligente byer og samfund – Det Europæiske Innovationspartnerskab" (C(2012)4701),

–  der henviser til den undersøgelse fra december 2017 med titlen "Integration of environmental concerns in Cohesion Policy Funds (ERDF, ESF, CF) – Results, evolution and trends through three programming periods (2000-2006, 2007-2013, 2014-2020)", som blev bestilt af Kommissionen,

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om investering i job og vækst – maksimering af bidraget fra de europæiske struktur- og investeringsfonde: en evaluering af den i artikel 16, stk. 3, i forordningen om fælles bestemmelser nævnte rapport(8),

–  der henviser til sin beslutning af 13. september 2016 om europæisk territorialt samarbejde – bedste praksis og innovative foranstaltninger(9),

–  der henviser til sin beslutning af 6. juli 2016 om synergi for at fremme innovation: De europæiske struktur- og investeringsfonde, Horisont 2020 og andre europæiske innovationsfonde og EU-programmer(10),

–  der henviser til sin beslutning af 9. juli 2015 om ressourceeffektivitet: overgang til en cirkulær økonomi(11),

–  der henviser til sin beslutning af 19. maj 2015 om grønne vækstmuligheder for små og mellemstore virksomheder(12),

–  der henviser til sin erklæring af 28. marts 2017 om intelligente øer,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), i og bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0184/2018),

A.  der henviser til, at lokale og regionale myndigheder, som er de mest fortrolige med lokale og regionale spørgsmål og er vigtige aktører for en effektiv gennemførelse af samhørighedspolitikken, også går forrest i forbindelse med overgangen til en cirkulær økonomi; der henviser til, at en europæisk model for forvaltning på flere myndighedsniveauer, der er baseret på et aktivt og konstruktivt samarbejde mellem forskellige forvaltningsniveauer og interessenter, sammen med passende information og aktiv inddragelse af borgerne er nøglen til at opnå denne ændring;

B.  der henviser til, at byerne udgør blot 3 % af jordens overflade, men huser over halvdelen af verdens befolkning, forbruger over 75 % af verdens ressourcer og udleder 60-80 % af drivhusgasemissionerne, og der henviser til, at 70 % af verdens befolkning forventes at flytte til byerne inden 2050;

C.  der henviser til, at overgangen til en stærkere og mere cirkulær økonomi både er en stor mulighed og en udfordring for EU, medlemsstaterne og EU-borgerne med hensyn til at modernisere den europæiske økonomi og styre den i en mere bæredygtig retning; der henviser til, at overgangen navnlig er en mulighed for alle europæiske regioner og lokale myndigheder, som er det myndighedsniveau, der er tættest på lokalsamfundene; der henviser til, at overgangen skaber muligheder for udvikling og vækst i de europæiske regioner og kan hjælpe dem med at opbygge en bæredygtig model, hvorved der opnås økonomisk udvikling, eksisterende sektorer ændres, deres balance med hensyn til handel og industriel konkurrenceevne med øget produktivitet forbedres, og der skabes nye vellønnede job af høj kvalitet og nye værdikæder;

D.  der henviser til, at ca. 60 % af EU's affald i øjeblikket ikke genanvendes, og at der kan skabes store omkostningsfordele og erhvervsmuligheder ved at udforske og indføre nye cirkulære forretningsmodeller til gavn for EU's SMV'er;

E.  der henviser til, at opfyldelsen af Parisaftalens mål kræver et skift i retning af en mere cirkulær økonomi og er et afgørende bidrag til udviklingen af en økonomisk model, som ikke kun har fortjeneste som mål, men også beskyttelse af miljøet;

F.  der henviser til, at samhørighedspolitikken ikke kun giver mulighed for investeringer, som modsvarer lokale og regionale behov via de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene), men også tilvejebringer en integreret politisk ramme for at mindske de udviklingsmæssige forskelle mellem de europæiske regioner og hjælpe dem med at håndtere rækken af udfordringer for deres udvikling, herunder gennem støtte til ressourceeffektivitet og bæredygtig udvikling samt territorialt samarbejde og kapacitetsopbygning, og også med henblik på at tiltrække og fremme private investeringer;

G.  der henviser til, at den nuværende lovgivningsmæssige ramme for samhørighedspolitikken ikke nævner overgangen til en cirkulær økonomi som et mål, og at bæredygtig udvikling er et horisontalt princip for brugen af ESI-fondene som defineret i artikel 8 i forordningen om fælles bestemmelser og i den fælles strategiske ramme (bilag I), hvilket vil gøre det muligt at skabe sammenhæng mellem de eksisterende instrumenter, således at projekter inden for den cirkulære økonomi kan styrkes;

H.  der henviser til, at mange af de tematiske mål, der er fastsat for ESI-fondene for at overholde Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst og de relaterede forhåndsbetingelser, er relevante for målene for en cirkulær økonomi;

I.  der henviser til, at artikel 6 i forordningen om fælles bestemmelser gør det obligatorisk for operationer, der støttes af ESI-fondene, at overholde gældende EU-ret og national lovgivning vedrørende anvendelse af EU-retten, herunder navnlig miljølovgivning;

J.  der henviser til, at den cirkulære økonomis målsætninger er at reducere affald, som føres til deponering, og der henviser til, at sikring og oprydning af lovlige og ulovlige deponeringsanlæg i medlemsstaterne bør betragtes som en absolut prioritet;

K.  der henviser til, at Kina har forbudt import af plastskrot og usorteret papiraffald fra den 1. januar 2018, og at dette forbud vil give Unionen udfordringer på genanvendelsesområdet, som skal håndteres på regionalt og lokalt plan;

Samhørighedspolitikkens rolle i forbindelse med fremme af den cirkulære økonomi

1.  glæder sig over Kommissionens bestræbelser på at støtte den cirkulære økonomi gennem samhørighedspolitikken, navnlig gennem opsøgende aktiviteter for at bistå medlemsstaterne og regionerne i EU med at udnytte midler fra samhørighedspolitikken i relation til den cirkulære økonomi;

2.  bemærker, at EU-støtten for perioden 2014-2020 til innovation, SMV'er, en økonomi med lave kulstofemissioner og miljøbeskyttelse ifølge Kommissionens rapport om gennemførelse af handlingsplanen for den cirkulære økonomi udgør 150 mia. EUR, og at mange af disse områder bidrager til opnåelsen af en cirkulær økonomi;

3.  bemærker, at analysen af resultatet af forhandlingerne om partnerskabsaftaler og Den Europæiske Socialfonds (ESF's) operationelle programmer for den nuværende programmeringsperiode viste, at ESF er blevet anvendt til at støtte foranstaltninger til introduktion af grønnere modeller for organisering af arbejdet og foranstaltninger i den grønne sektor;

4.  bemærker imidlertid, at den nuværende politiske ramme ikke åbner mulighed for, at samhørighedspolitikken kan yde sit fulde bidrag til den cirkulære økonomi, hvilket understreges i en undersøgelse, der er bestilt af Kommissionen; påpeger i denne henseende, at definitionen af de nuværende kategorier for "interventionsområder", der bruges til finansielle bevillinger, ikke dækker den cirkulære økonomi som sådan;

5.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at gennemføre de planlagte foranstaltninger for den cirkulære økonomi under iagttagelse af god reguleringspraksis og understreger behovet for at overvåge gennemførelsesforanstaltningerne;

6.  understreger nødvendigheden af at gennemføre Kommissionens tilsagn om en ramme for overvågning af den cirkulære økonomi(13) med henblik på at øge og evaluere fremskridt i overgangen til en cirkulær økonomi på EU- og medlemsstatsniveau, samtidig med at den administrative byrde mindskes;

7.  opfordrer Kommissionen til at træffe ekstraordinære foranstaltninger til at rydde op i områder, der er blevet anvendt til ulovlig udtømning og deponering af farligt affald, som skader de berørte borgeres sundhed og økonomiske og sociale velfærd;

8.  understreger den rolle, som Horisont 2020 – EU's rammeprogram for forskning og innovation og LIFE-programmet 2014-2020 spiller med hensyn til at finansiere innovative projekter og støtte projekter vedrørende begrænsning, genanvendelse og genbrug af affald, der er relevante for den cirkulære økonomi;

9.  glæder sig over, at adskillige regioner har anvendt deres strategier for intelligent specialisering til at fastsætte prioriteter for den cirkulære økonomi og styre deres samhørighedspolitiske investeringer på forsknings- og innovationsområdet mod dette mål, hvorved de spiller en grundlæggende rolle med hensyn til at støtte investeringer og infrastruktur, der opfylder SMV'ers behov; opfordrer de regionale myndigheder til at anvende denne gode praksis som en fælles modus operandi og gennemføre disse strategier for intelligent specialisering;

10.  glæder sig over oprettelsen af et europæisk ekspertisecenter for ressourceeffektivitet for SMV'er og finansieringsplatformen for den cirkulære økonomi;

11.  gentager sit synspunkt om, at den cirkulære økonomi går videre end affaldshåndtering og omfatter områder såsom grønne job, vedvarende energi, ressourceeffektivitet, bioøkonomien, landbrugs- og fiskeripolitikker med deres biobaserede industrier, der skal have til formål at erstatte fossile brændstoffer, vandforvaltning, energieffektivitet, fødevarespild, havaffald, forbedring af luftkvaliteten, forskning og udvikling og innovation inden for beslægtede områder; anerkender imidlertid, at affaldsinfrastruktur er en afgørende faktor for at reducere lineære produktions- og forbrugsmønstre, og at det er nødvendigt at støtte innovationer inden for miljøvenligt design med henblik på at mindske omfanget af plastaffald;

12.  minder om, at det grundlæggende problem, som først skal løses, er markedet for sekundære råstoffer, for hvis råstoffer koster mindre end genanvendte materialer, er det klart, at indsatsen hen imod en grøn økonomi aftager betydeligt, og at midlerne fra strukturfondene risikerer at gå tabt i en ond cirkel; mener i denne forbindelse, at visse ad hoc-retsakter (såsom Kommissionens kommende forslag om engangsplastprodukter) og en passende skat på EU-plan som en del af de egne indtægter i den næste flerårige finansielle ramme kan yde et afgørende bidrag i retning af en cirkulær økonomi;

13.  understreger, at genanvendte materialer i gennemsnit kun dækker ca. 10 % af EU's efterspørgsel efter materialer; erkender for så vidt angår den nye udvikling på verdensmarkederne, navnlig Kinas seneste forbud mod plastskrot og usorteret papiraffald, at regionerne og lokalsamfundene har fået en ny mulighed for at investere i infrastruktur for genanvendelse, skabe nye grønne job og håndtere de nuværende udfordringer, som EU står over for;

14.  fremhæver eksistensen og betydningen af forhåndsbetingelser knyttet til ESI-fondene med relation til særlig målsætningen om bevarelse og beskyttelse af miljøet og fremme af ressourceeffektivitet; fremhæver især forhåndsbetingelsen om "at fremme økonomisk og miljømæssigt bæredygtige investeringer i affaldssektoren"; beklager imidlertid den manglende hensyntagen til affaldshierarkiet og manglen på en grundig miljøvurdering af de langsigtede resultater af investeringer inden for rammerne af ESI-fondene;

15.  opfordrer til samordning og større samarbejde mellem regioner, SMV'er og andre offentlige/private enheder med henblik på at lancere nye tematiske platforme for intelligent specialisering, navnlig mellem landbrugsfødevare-, energi- og industrisektorerne;

16.  understreger betydningen af at anvende affaldshierarkiet som en forudsætning for at opnå en cirkulær økonomi og behovet for større gennemsigtighed i forsyningskæden, således at udtjente produkter og materialer kan overvåges og nyttiggøres på effektiv vis; erkender desuden en negativ tendens, hvor ESI-fondsmidler investeres på de lavere niveauer af affaldshierarkiet, navnlig i mekanisk-biologiske behandlingsanlæg og forbrænding, hvilket i visse tilfælde kan medføre overkapacitet og langsigtet teknologisk fastlåsning og dermed potentielt forhindre, at EU's genanvendelsesmål nås; minder om, at tilskyndelse af erhvervslivet til at følge hierarkiet bør generere yderligere materialer i ressourcestrømmen og tilbyde afsætningsmuligheder for deres anvendelse i fremstillingsprocessen;

17.  minder om de nye affaldsmål for 2025, 2030 og 2035, der er fastsat i revisionen af EU's affaldslovgivning, og understreger, at opfyldelsen af disse mål forudsætter politisk engagement på nationalt, regionalt og lokalt plan samt økonomiske investeringer; opfordrer medlemsstaterne til at gøre fuld brug af de tilgængelige EU-midler til støtte for sådanne investeringer, og understreger, at disse vil skabe betydelige afkast i form af økonomisk vækst og jobskabelse;

18.  understreger betydningen af regionale projekter til behandling af restaffald, der ikke kan genanvendes på nogen måde, med henblik på at producere bæredygtige andengenerationsbiobrændstoffer efter omhyggelig adskillelse eller særskilt indsamling i overensstemmelse med affaldshierarkiet;

19.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle definitioner vedrørende affald er i overensstemmelse med affaldsrammedirektivet, og at der foreligger sammenlignelige data om de fremskridt, der bliver gjort af medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder;

20.  understreger betydningen af initiativet om nyskabende foranstaltninger i byerne, inden for hvilket der hidtil er blevet bevilget EFRU-midler til otte innovative projekter med tilknytning til den cirkulære økonomi inden for bymyndighederne, og opfordrer Kommissionen til at overvåge og evaluere gennemførelsen heraf med henblik på at udforme bredere politikker for en cirkulær økonomi;

Den cirkulære økonomi som drivkraft for bæredygtig og regional udvikling

21.  understreger betydningen af partnerskabsprincippet og den vigtige rolle, som alle aktører, navnlig de regionale og lokale myndigheder og den ikkestatslige sektor, herunder SMV'er og sociale virksomheder, spiller under udarbejdelsen af partnerskabsaftaler og operationelle programmer; opfordrer til en reel inddragelse af partnere i politiske processer med oprettelse af tværgående partnerskaber og til en passende indarbejdelse af mål relateret til den cirkulære økonomi i programmeringsdokumenter; tilskynder medlemsstaterne til at udvikle deres egne nationale strategier på dette område i samordning med EU's tilgang til den cirkulære økonomi; påpeger den ledende rolle, som de lokale myndigheder kan spille i gennemførelsen af den cirkulære økonomi;

22.  understreger betydningen af den rolle, som offentlig-private partnerskaber spiller i udformningen og planlægningen af nye produkter og tjenesteydelser, som tager hensyn til livscyklus, med henblik på at gennemføre de fire designmodeller, der kan anvendes i en cirkulær økonomi: design med henblik på lang levetid, design med henblik på leje/service, design med henblik på genbrug inden for fremstilling og design med henblik på materialenyttiggørelse;

23.  understreger, at det er nødvendigt at ændre og tilpasse de nuværende strategier og markedsmodeller, der skal ledsage regionerne i overgangen til denne mere bæredygtige form for økonomi og samtidig styrke den økonomiske, industrielle og miljømæssige konkurrenceevne;

24.  opfordrer til gennemførelse af den cirkulære økonomi inden for rammerne af den koordinerede forvaltning på flere myndighedsniveauer og partnerskabsprincippet, i fuld åbenhed, med inddragelse af lokalsamfundet og med bred offentlig deltagelse;

25.  fremhæver behovet for at fremme en større grad af samarbejde mellem alle interessenter, der er involveret i den cirkulære økonomis processer;

26.  bemærker, at projekter, der har forbindelse med den cirkulære økonomi, og som har modtaget støtte under samhørighedspolitikken, har skabt større fordele til mere udviklede regioner; anerkender den begrænsede administrative kapacitet i mindre udviklede regioner og opfordrer derfor medlemsstaternes nationale myndigheder og Kommissionen til at udnytte alle de eksisterende muligheder for at yde ekspertbistand og styrke kapaciteten i disse regioner for at hjælpe dem med at øge deres bestræbelser og skabe betingelser for at opnå teknologiske kvantespring ved at gennemføre flere projekter, som opfylder principperne for cirkulær økonomi, og ved at udvikle partnerskaber og et tættere samarbejde med interessenter såsom materialeeksperter, kemikere, fabrikanter og genanvendelsesvirksomheder, navnlig inden for rammerne af initiativet "Industri 2020 i den cirkulære økonomi";

27.  understreger, at skøn viser, at et skift til biologiske råstoffer og forarbejdningsmetoder kan spare op til 2,5 mia. ton CO2-ækvivalenter om året inden 2030 og dermed øge markederne for biobaserede råstoffer og nye forbrugerprodukter væsentligt; understreger den afgørende betydning af en bæredygtig forvaltning af naturressourcer og bevarelsen af biodiversitet, samtidig med at ressourcer omdannes til biobaserede produkter, materialer og brændstoffer;

28.  mener, at bioøkonomien er af afgørende betydning for den regionale og lokale udvikling, eftersom den øger samhørigheden mellem regioner gennem sit potentiale til at skabe beskæftigelse og vækst i landdistrikterne; opfordrer til en øget anvendelse af ESI-fondene til gennemførelsen af eksisterende innovationer gennem politikker, der skal tilskynde interessenter, samtidig med at innovation i forbindelse med udviklingen af biobaserede, bionedbrydelige, genanvendelige og komposterbare materialer fremstillet af bæredygtigt forvaltede bioråmaterialer yderligere fremmes; minder om, at en konsekvent gennemførelse af bioøkonomien også kan løse problemet med fødevarespild; opfordrer til et bedre samarbejde mellem nationale, regionale og lokale myndigheder med hensyn til at oprette systemer og platforme, der forbinder forskellige aktører fra sektorerne for fødevareproduktion, transport, detailhandel, forbrugere og affald og andre berørte interessenter, således at der opnås større synergi for at skabe effektive løsninger;

29.  påpeger, at der ud over til de lokale, regionale og nationale myndigheder også bør gives incitamenter til forbrugerne, som konstant bør underrettes og tilskyndes til at ændre deres forbrugeradfærd med hensyn til affaldshåndtering og -produktion, genanvendelse og spørgsmål om bæredygtige løsninger til deres hverdag;

30.  opfordrer til en bedre, nemmere og mere gennemsigtig adgang til finansiering for lokale og regionale myndigheder, herunder gennem en styrkelse af deres administrative kapaciteter og gennem øget samarbejde med EIB inden for rammerne af Det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivning med henblik på at muliggøre øgede investeringer i grønne job, affaldshåndtering, intelligent specialisering, yderligere udvikling af landdistrikter, herunder for så vidt angår den nødvendige infrastruktur og miljøvenlige teknologier, overgangen fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder og lokal energiomstilling, herunder energieffektivitet, decentraliseret distribution af energi, innovation inden for ren energi og den cirkulære økonomi; glæder sig over, at EIB i løbet af de sidste fem år har ydet omkring 2,4 mia. EUR i samfinansiering til projekter vedrørende den cirkulære økonomi med henblik på affaldshåndtering, vandforvaltning eller forskning og udvikling på landbrugsområdet; understreger vigtigheden af bedre samordning af ESI-fondene og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) inden for den cirkulære økonomi, også med henblik på at sikre, at programmer omfatter en regional tilgang og gør bedre brug af det regionale potentiale til bæredygtige energikilder;

31.  opfordrer medlemsstaterne, regionerne og de lokale myndigheder til at tilskynde til etablering af og støtte til genbrugs- og reparationsnetværk, navnlig dem, der fungerer som sociale virksomheder, med henblik på at forlænge produkters levetid gennem genbrug, reparation og genanvendelse, ved at lette disse netværks adgang til affaldsindsamlingssteder og ved at fremme anvendelsen af ESI-fondene, økonomiske instrumenter, indkøbskriterier eller andre foranstaltninger i denne henseende;

32.  understreger, at livscyklusbæredygtigheden ved genbrug og genanvendelse også afhænger af energiforbruget til transport; understreger, at dette navnlig er relevant i landdistrikterne, hvor de længere afstande mellem indsamlingssteder og forarbejdningsanlæg bør indregnes; opfordrer indtrængende Kommissionen, medlemsstaterne og de regionale myndigheder til at tage højde for livscyklustilgangen i deres strategier for en cirkulær økonomi i landdistrikterne for at undgå, at de samlede virkninger for miljøet og klimaet bliver negative;

33.  gør opmærksom på, at en stikprøve af 32 operationelle programmer, der blev vurderet til en undersøgelse af integrationen af miljøhensyn i samhørighedspolitikfondene, viste, at ni tager hånd om den cirkulære økonomi, og seks beskæftiger sig med grønne job; glæder sig over nationale og regionale myndigheders nuværende indsats, men opfordrer samtidig medlemsstaterne til en bedre integration af den cirkulære økonomi i deres operationelle og regionale programmer og partnerskabsaftaler; opfordrer indtrængende til, at der ydes støtte til regionerne med henblik på at sikre en så problemfri overgang som muligt til den cirkulære økonomi;

34.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at den cirkulære økonomi indarbejdes på passende vis i uddannelses-, erhvervsuddannelses- og omskolingsprogrammer som et tværgående emne for at danne nye holdninger, der vil bidrage til at definere nye forretningsmodeller og skabe nye arbejdspladser;

35.  opfordrer de nationale og regionale myndigheder med ansvar for at udarbejde operationelle programmer til i højere grad at integrere den cirkulære økonomi i de territoriale samarbejdsprogrammer, navnlig i grænseoverskridende samarbejdsprogrammer, med henblik på at iværksætte grænseoverskridende løsninger, der kan skabe mere effektive og billigere resultater;

36.  mener, at den fremtidige planlægning af ESI-fondene i den næste programmeringsperiode bør samordnes bedre med de nationale energi- og klimaplaner for 2030 ved at anvende indikatorer, der svarer til dem, som er fastsat i forordningen om forvaltning af energiunionen, hvis det er muligt; opfordrer til en ambitiøs og sammenhængende strategi for medlemsstaterne med henblik på at opfylde de allerede eksisterende obligatoriske mål på EU-plan om modvirkning af klimaændringer;

37.  opfordrer medlemsstaterne til at udnytte muligheden for yderligere at integrere den cirkulære økonomi i deres nuværende operationelle programmer under revisionsperioden; mener, at Kommissionen bør fremme denne proces og samtidig bistå medlemsstaterne med at analysere den nuværende situation og mulige områder, hvor den cirkulære økonomi og dens principper kan anvendes og tilføjes;

38.  mener, at det europæiske territoriale samarbejdes rolle med hensyn til at håndtere udfordringer i tilknytning til gennemførelsen af den cirkulære økonomi bør styrkes yderligere; opfordrer medlemsstaterne til at fremme det grænseoverskridende samarbejde, navnlig gennem det europæiske territoriale samarbejde, for at gennemføre projekter inden for den cirkulære økonomi; understreger endvidere, at det er vigtigt at finde bæredygtige løsninger gennem førtiltrædelsesaftaler med tredjelande for at håndtere de aktuelle udfordringer, især inden for luftforurening;

39.  understreger de igangværende makroregionale strategiers uudnyttede potentiale, som skal bidrage til at håndtere udfordringer forbundet med gennemførelsen af den cirkulære økonomi, ikke kun i medlemsstaterne, men også i tredjelande beliggende i det samme geografiske område; understreger, at disse strategier bør fokusere på prioriteter, der kunne støtte skabelsen af et marked for sekundære råstoffer i Unionen; opfordrer til, at der udarbejdes EU-initiativer vedrørende samarbejde med nabolande;

40.  gentager sin holdning om vigtigheden af tilstrækkelig kapacitetsopbygning og ‑vedligeholdelse hos lokale, regionale og nationale offentlige myndigheder, hvilket også er yderst relevant for overgangen til en cirkulær økonomi; understreger den vigtige rolle, som teknisk bistand kan spille på dette område; anerkender, at regioner og byer spiller en afgørende rolle for at fremme ejerskab af bottom up-energiomstillingen og er bedst egnede til at afprøve og gennemføre integrerede energiløsninger i direkte forbindelse med borgerne; understreger den rolle, som initiativerne om "intelligente byer" kan spille i den cirkulære økonomi ved at fremme grønne teknologimodeller som led i strategierne for bæredygtig byudvikling; understreger, at bæredygtige og "cirkulære" byer er et instrument til at opnå en effektiv cirkulær økonomi;

41.  understreger vigtigheden af grønne offentlige indkøb som en drivkraft for den cirkulære økonomi med et potentielt marked på ca. 1,8 billioner EUR om året til levering af offentlige anlægsarbejder, varer og tjenesteydelser(14);

42.  understreger behovet for lovgivning på energiområdet, som tilskynder borgere og energisamfund til at deltage i energiomstillingen gennem retten til selv at producere og forbruge og gennem vedvarende støtteordninger, garanteret prioriteret netadgang og forrang ved lastfordeling for vedvarende energi;

43.  tilskynder regionale og lokale myndigheder til at investere yderligere i uddannelsesprogrammer, erhvervsuddannelse og omskoling af arbejdstagere og i oplysningskampagner for offentligheden om fordelene ved alle foranstaltninger, der tager sigte på at gennemføre den cirkulære økonomi via projekter under samhørighedspolitikken, og dermed øge borgernes deltagelse og påvirke kundeadfærd; understreger i denne forbindelse de muligheder, som ESF tilbyder; understreger, at den skal tilskynde unge iværksættere til at bevæge sig hen imod den cirkulære økonomi, navnlig i områder med lav indkomst og vækst; understreger også, at den cirkulære økonomi er en mulighed for landdistrikterne for at modvirke affolkningen, diversificere deres økonomier og opnå sikkerhed mod risici; påpeger i denne forbindelse, at landdistrikter har behov for incitamenter til overgangen til bæredygtige værdikæder; understreger betydningen af at udvikle en specifik strategi for øområder;

44.  tilskynder Kommissionen til at fremme anvendelsen af lokaludvikling styret af lokalsamfundet og integrerede territoriale investeringer for at hjælpe lokale aktører med at kombinere finansieringsstrømme og planlægge lokale initiativer, der er rettet mod den cirkulære økonomi;

45.  bemærker, at 80 % af havaffaldet stammer fra landbaserede kilder; understreger derfor betydningen af at bekæmpe henkastning af affald på land og i havet gennem lokale og regionale tiltag, som indebærer fordele for både miljøet og menneskers sundhed; opfordrer medlemsstaterne, regionerne og de lokale myndigheder til at fokusere deres bestræbelser på at forebygge henkastning af affald på land;

46.  opfordrer Kommissionen til i forbindelse med det europæiske semester at undersøge, hvordan beregningen af offentlige underskud påvirkes af regionale og nationale investeringer, der samfinansieres af ESI-fonde, i projekter med relation til den cirkulære økonomi;

47.  glæder sig over det forslag om at revidere drikkevandsdirektiv 98/83/EF, der vil lette overgangen til en cirkulær økonomi ved at reducere plastaffald fra vandflasker, hvilket indebærer store energibesparelser og en effektiv forvaltning af drikkevandsressourcerne;

Den cirkulære økonomi i samhørighedspolitikken efter 2020

48.  opfordrer Kommissionen til for den næste programmeringsperiode at udarbejde en relevant sporingsmetode med passende indikatorer, der skal muliggøre en bedre overvågning af samhørighedspolitikkens bidrag til opnåelsen af en cirkulær økonomi, med henblik på at give et mere præcist billede af miljømæssige og socioøkonomiske forhold;

49.  påpeger, at andre programmer, som f.eks. LIFE, COSME og Horisont 2020, også yder betydelig støtte til gennemførelsen af overgangen til en cirkulær økonomi; understreger behovet for at forbedre synergieffekterne mellem ovennævnte instrumenter med henblik på at opfylde de mål, der er fastsat i Kommissionens handlingsplan for den cirkulære økonomi;

50.  opfordrer Kommissionen til i forbindelse med de nye lovgivningsmæssige forslag om den kommende samhørighedspolitiske ramme at udvikle passende forhåndsbetingelser knyttet til opnåelsen af en cirkulær økonomi; mener, at strategier for den cirkulære økonomi bør udvikles i partnerskab med de nationale, regionale og lokale myndigheder samt arbejdsmarkedets parter og andre repræsentanter for erhvervslivet;

51.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at Horisont 2020-programmet i endnu større grad øger opmærksomheden på og finansieringen af innovations- og forskningsprojekter inden for den cirkulære økonomi;

52.  understreger vigtigheden af at styrke støtten inden for rammerne af samhørighedspolitikken til bæredygtig byudvikling og udvikling af landdistrikterne og opfordrer til, at mål relateret til den cirkulære økonomi i den forbindelse får en mere fremtrædende rolle; opfordrer til, at innovative foranstaltninger for byer og landdistrikter på dette område fortsættes, og opfordrer Kommissionen til at gøre maksimal brug af erfaringerne fra perioden 2014-2020, når den udarbejder forslag vedrørende fremtiden; opfordrer til en fleksibel og skræddersyet tilgang til gennemførelsen af dagsordenen for byerne, der indeholder incitamenter og vejledning til fuldt ud at udnytte byers potentiale til at gennemføre den cirkulære økonomi;

53.  opfordrer Kommissionen til at gøre den europæiske interessentplatform for cirkulær økonomi til et sted, hvor der udveksles bedste praksis, med henblik på at gøre bedst mulig brug af de samhørighedspolitiske ressourcer i forbindelse med overgangen til en cirkulær økonomi;

54.  understreger den indbyrdes afhængighed mellem den cirkulære økonomi og modvirkning af klimaændringer og opfordrer derfor til betydeligt flere investeringer i den cirkulære økonomi og klimarelaterede områder i samhørighedspolitikken efter 2020; understreger desuden, at klimarelaterede bevillinger generelt bør øges i den næste flerårige finansielle ramme (FFR) i forhold til den nuværende;

o
o   o

55.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320.
(2) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 289.
(3) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 470.
(4) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 259.
(5) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 303.
(6) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 281.
(7) EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.
(8) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0053.
(9) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0321.
(10) EUT C 101 af 16.3.2018, s. 111.
(11) EUT C 265 af 11.8.2017, s. 65.
(12) EUT C 353 af 27.9.2016, s. 27.
(13) Kommissionens meddelelse af 16. januar 2018 om en overvågningsramme for den cirkulære økonomi (COM(2018)0029).
(14) "Køb grønt! Håndbog om grønne offentlige indkøb", 3. udgave, Europa-Kommissionen, 2016.


Supplerende makrofinansiel bistand til Ukraine ***I
PDF 252kWORD 41k
Beslutning
Tekst
Bilag
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. juni 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om supplerende makrofinansiel bistand til Ukraine (COM(2018)0127 – C8–0108/2018 – 2018/0058(COD))
P8_TA(2018)0255A8-0183/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2018)0127),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 212, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0108/2018),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til den fælles erklæring fra Europa-Parlamentet og Rådet, som blev vedtaget samtidig med Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 778/2013/EU af 12. august 2013 om yderligere makrofinansiel bistand til Georgien(1),

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 29. maj 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel og udtalelse fra Udenrigsudvalget (A8-0183/2018),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  godkender Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring, der er vedføjet som bilag til denne beslutning;

3.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. juni 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2018/... om supplerende makrofinansiel bistand til Ukraine

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, afgørelse (EU) 2018/947).

BILAG TIL DEN LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

FÆLLES ERKLÆRING FRA EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG KOMMISSIONEN

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen minder om, at en forudsætning for at yde makrofinansiel bistand er, at modtagerlandet respekterer effektive demokratiske mekanismer – herunder et parlamentarisk flerpartisystem – og retsstatsprincippet, samt sikrer respekt for menneskerettighederne.

Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil kontrollerer, at disse forudsætninger overholdes i hele den periode, hvor Unionen yder makrofinansiel bistand.

I lyset af de uopfyldte betingelser vedrørende bekæmpelse af korruption og den tilknyttede annullering af den tredje tranche under det forrige program for makrofinansiel bistand, jf. afgørelse (EU) 2015/601, understreger Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, at yderligere makrofinansiel bistand vil være betinget af, at der sker fremskridt inden for bekæmpelsen af korruption i Ukraine. Med henblik herpå vil de økonomisk-politiske og finansielle betingelser i det aftalememorandum, som Den Europæiske Union og Ukraine skal nå til enighed om, bl.a. omfatte forpligtelser til at styrke forvaltningen, den administrative kapacitet og den institutionelle struktur, særlig for så vidt angår bekæmpelse af korruption i Ukraine, og i denne henseende især et system til kontrol af formueangivelser, kontrol af oplysninger om selskabers reelle ejerskab og en velfungerende særlig antikorruptionsdomstol, i overensstemmelse med Venedigkommissionens anbefalinger. Der påtænkes endvidere betingelser vedrørende bekæmpelse af hvidvaskning af penge og skatteundgåelse. I overensstemmelse med artikel 4, stk. 4, suspenderer eller annullerer Kommissionen midlertidigt udbetalingen af den makrofinansielle bistand, hvis betingelserne ikke opfyldes.

Ud over regelmæssigt at underrette Europa-Parlamentet og Rådet om udviklingen i relation til bistanden og forsyne dem med relevante dokumenter offentliggør Kommissionen efter hver udbetaling en rapport om opfyldelsen af alle de økonomisk-politiske og finansielle betingelser, der er knyttet til denne udbetaling, navnlig vedrørende bekæmpelsen af korruption.

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen minder om, at den makrofinansielle bistand til Ukraine skal bidrage til at skabe fælles værdier med Den Europæiske Union, herunder bæredygtig og socialt ansvarlig udvikling, som fører til jobskabelse og fattigdomsbekæmpelse, og en forpligtelse til at have et stærkt civilsamfund. Kommissionen vedlægger en analyse af de forventede sociale virkninger af den makrofinansielle bistand til udkastet til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om godkendelse af aftalememorandummet. I overensstemmelse med forordning (EU) nr. 182/2011 forelægges denne analyse for Medlemsstatsudvalget, og den stilles til rådighed for Europa-Parlamentet og Rådet gennem registret over arbejdet i udvalgene.

(1) EUT L 218 af 14.8.2013, s. 15.


Forhandlingerne om den moderniserede associeringsaftale mellem EU og Chile
PDF 177kWORD 49k
Europa-Parlamentets henstilling af 13. juni 2018 til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om forhandlingerne om den moderniserede associeringsaftale mellem EU og Chile (2018/2018(INI))
P8_TA(2018)0256A8-0158/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2 og 3 og til afsnit V, særlig artikel 21 og 36, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) samt til del V i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 218 i TEUF,

–  der henviser til den eksisterende associeringsaftale mellem Republikken Chile og Den Europæiske Union,

–  der henviser til, at der den 16. november 2017 blev indledt forhandlinger mellem Den Europæiske Union og Chile om en moderniseret associeringsaftale,

–  der henviser til Rådets vedtagelse den 13. november 2017 af forhandlingsdirektiver vedrørende denne aftale,

–  der henviser til fælleserklæringen fra det 25. møde i Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Chile den 22. januar 2018,

–  der henviser til sin henstilling af 14. september 2017 til Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om forhandlingerne om modernisering af handelssøjlen i associeringsaftalen mellem EU og Chile(1),

–  der henviser til sin beslutning af 13. september 2017 om EU's politiske forbindelser med Latinamerika(2),

–  der henviser til erklæringen fra civilsamfundsforummet mellem EU og CELAC af 11. maj 2015 med titlen "Ligestilling, rettigheder og demokratisk deltagelse for befolkningerne i Europa, Latinamerika og Caribien",

–  der henviser til forretningsordenens artikel 108, stk. 4, og artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A8-0158/2018),

A.  der henviser til, at Chile og EU har fælles værdier og tætte kulturelle, økonomiske og politiske forbindelser;

B.  der henviser til, at Chile og EU er nære partnere i bestræbelserne på at tackle regionale og globale udfordringer, såsom klimaændringer, international sikkerhed, bæredygtig udvikling og global styring;

C.  der henviser til, at Chile er en stærk fortaler for demokrati og menneskerettigheder, fri og åben handel og multilateralisme; der henviser til, at landet også er et vigtigt medlem af Stillehavsalliancen, Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) og Unionen af Sydamerikanske Nationer (UNASUR), samt at det er et højindkomstland og medlem af OECD;

D.  der henviser til, at Chile har været en vigtig aktør i regionale anliggender, f.eks. som garant i fredsprocessen i Colombia og i forhandlingerne i Santo Domingo mellem den venezuelanske regering og oppositionen; der henviser til, at Chile forlod Venezuela-samtalerne, da man ikke opnåede minimumsbetingelserne for demokratiske præsidentvalg og en institutionel normalisering;

E.  der henviser til, at en rammedeltagelsesaftale for Chiles deltagelse i EU's krisestyringsoperationer har været i kraft siden januar 2014; der henviser til, at Chile deltager i EUFOR ALTHEA i Bosnien-Hercegovina samt i en række af FN's fredsbevarende operationer, hvilket afspejler landets engagement i global fred og sikkerhed;

F.  der henviser til, at de seneste parlaments- og præsidentvalg endnu engang har vist, at det chilenske demokrati er stabilt og modent; der henviser til, at Chile har nydt godt af en stærk økonomisk vækst, og at landet inden for de seneste årtier har været en af Sydamerikas hurtigst voksende økonomier; der henviser til, at der stadig er reformbestræbelser i gang i landet;

G.  der henviser til, at den nylige afkriminalisering af abort under visse omstændigheder har demonstreret, at der i det chilenske samfund er en stigende åbenhed over for styrkelse af kvinders og pigers stilling;

H.  der henviser til, at Chile i 2016-indekset for menneskelig udvikling som det første latinamerikanske land er placeret i kategorien for meget høj menneskelig udvikling og er nr. 38 i verden, højere placeret end syv af EU's medlemsstater;

I.  der henviser til, at den nuværende associeringsaftale har medvirket til at uddybe de politiske forbindelser mellem EU og Chile og i væsentlig grad har øget handels- og investeringsstrømmene; der henviser til, at en vedvarende overholdelse af retsstatsprincippet og en stabil retlig og politisk ramme gør det muligt for både Chile og EU frit at udøve erhvervsvirksomhed og fremme et egnet investeringsmiljø, som omfatter beskyttende klausuler vedrørende retssikkerhedsprincippet;

J.  der henviser til, at EU og Chile har indgået mere ambitiøse og omfattende aftaler med andre partnere i de seneste år; der henviser til, at en modernisering af associeringsaftalen mellem EU og Chile derfor har potentiale til i væsentlig grad at uddybe de eksisterende forbindelser, herunder relationerne på de udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske områder;

K.  der henviser til, at den fremtidige associeringsaftale mellem EU og Chile fuldt ud skal afspejle den transformerende karakter af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og den rolle, som internationalt udviklingssamarbejde spiller i opnåelsen af FN's mål for bæredygtig udvikling;

L.  der henviser til, at en ajourført associeringsaftale sammen med aftalerne med Mexico og Mercosur, der for øjeblikket er ved at blive (gen)forhandlet, vil styrke EU's rolle som en vigtig allieret i Latinamerika på et tidspunkt, hvor andre aktører i stigende grad forsøger at få indflydelse i regionen, som f.eks. Kina og Rusland;

M.  der henviser til, at Det Blandende Parlamentariske Udvalg EU-Chile gentagne gange har givet udtryk for sin støtte til en modernisering af associeringsaftalen, senest i en fælles erklæring, som blev vedtaget på udvalgets 25. møde den 22. januar 2018;

1.  henstiller til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik:

Almindelige principper

Multilateralisme og regionalt og internationalt samarbejde

Politisk dialog og samarbejde

Institutionelle bestemmelser

   a) i betydelig grad at styrke samarbejdet mellem Chile og EU, to ligesindede partnere i et klima, hvor der er fornyet usikkerhed i de internationale forbindelser, på grundlag af vores fælles værdier og principperne om demokrati, kampen mod klimaændringer, sikring af ligestilling mellem kønnene, retsstatsprincippet, god regeringsførelse, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder
   b) at sikre, at den moderniserede aftale med Chile er ambitiøs, omfattende og afbalanceret, og at den skaber håndgribelige fordele for begge parters borgerne, virksomheder og økonomier; at sikre, at aftalen bliver førende blandt de mest avancerede aftaler, EU har indgået med tredjelande
   c) at styrke menneskerettighedsdimensionen af samarbejdet mellem EU og Chile i lyset af EU-Chile-menneskeretsstrategien 2016-2020; at medtage en fælles forpligtelse med hensyn til at beskytte og fremme menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, ligestilling mellem kønnene og mindretals rettigheder, som f.eks. LGBTI-samfundet og oprindelige folk, med gennemførlige mekanismer til overvågning, regelmæssig rapportering og tvistbilæggelse; at tilskynde Chile til at finde en løsning på situationen med den oprindelige mapuche-befolkning og andre oprindelige folk; at fastholde praksissen med at inkludere en menneskerettighedsklausul i alle fremtidige associeringsaftaler; at fortsætte den regelmæssige dialog mellem EU og Chile om menneskerettigheder med henblik på at styrke den institutionelle ramme og de offentlige politikker til fremme af menneskerettighederne, herunder gennem multilateralt samarbejde
   d) at tilskynde Chile til at sikre adgang til en retfærdig procedure og retten til en retfærdig rettergang i fuld overensstemmelse med internationale standarder
   e) at sigte mod at fremme bæredygtig socioøkonomisk udvikling, bekæmpe fattigdom og nedbringe ulighed i lyset af Chiles forpligtelse til at nå 2030-dagsordenens mål for bæredygtig udvikling
   f) at støtte Chile i at forbedre uddannelsesstandarder og uddannelsesprogrammer og sikre folk med de lavest indkomster fuld adgang til højere uddannelse; at styrke forbindelsen mellem universiteter og arbejdsmarkedet, bygge bro mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer og fremme ungdomsbeskæftigelsen
   g) at tilskynde til beskyttelsen af sociale og miljømæssige rettigheder og sikre en effektiv gennemførelse af Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) konventioner og udryddelse af tvangsarbejde og børnearbejde
   h) at styrke dialogen og samarbejdet om regionale og globale udfordringer såsom organiseret kriminalitet, narkotikahandel, stigende ulighed, migration, terrorisme og klimaforandringer, herunder gennemførelsen af 2030-dagsordenen; at støtte samarbejde mellem EU og Chile om forvaltning af migration og at etablere tilbagetagelsesmekanismer, herunder for statsløse personer og statsborgere fra tredjelande
   i) at huske på betydningen af den multilaterale dagsorden, og på, at bilaterale forhandlinger ikke må undergrave ambitionen om at gøre fremskridt på multilateralt plan
   j) at bidrage til en styrkelse af multilateralisme og internationalt samarbejde med henblik på at fremme international sikkerhed og tackle globale udfordringer på en effektiv måde; at øge samordningen om de synspunkter, som begge parter fremfører i internationale organisationer og fora
   k) at tilskynde Chile til fortsat at støtte regionale integrations- og samarbejdsordninger, især Stillehavsalliancen, i lyset af dens opmuntrende resultater som en reel og aktiv drivmotor for økonomisk integration mellem medlemmerne af regionen, men også UNASUR og Sammenslutningen af Latinamerikanske og Caribiske Stater (CELAC); at undersøge muligheden for, at EU får observatørstatus i Stillehavsalliancen
   l) at skabe en meningsfuld regelmæssig dialog om alle anliggender af relevans, der bygger på og udvider eksisterende formater; at mobilisere de til rådighed stående ressourcer gennem partnerskabsinstrumentet med henblik på at nå strategiske mål
   m) at sikre et nært samarbejde inden for områderne sikkerhed og forsvar, navnlig for så vidt angår konfliktforebyggelse, krisestyring, maritim sikkerhed, nedrustning og ikke-spredning; at muliggøre Chiles øgede deltagelse i missioner og operationer under EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP)
   n) at give mulighed for øget samarbejde i forbindelse med bekæmpelse af terrorisme, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet og med forebyggelsen af radikalisering og grænseoverskridende kriminalitet uden at underminere civile friheder og grundlæggende rettigheder; at iværksætte aktioner i forbindelse med den globale kamp mod terrorisme ved at optrappe mekanismer, foranstaltninger og organer for globalt og regionalt samarbejde i overensstemmelse med international lov og principperne for FN's charter
   o) at styrke samarbejdet om bekæmpelse af korruption, hvidvaskning af penge og skatteunddragelse; at inkludere bestemmelser om god skatteforvaltning og gennemsigtighedsstandarder, der bekræfter parternes forpligtelse til at anvende internationale standarder i kampen mod skatteundgåelse og skatteunddragelse
   p) at huske på, at korruption undergraver menneskerettigheder, lighed, social retfærdighed, handel og loyal konkurrence og dermed bremser den økonomiske vækst; at inkludere specifikke afsnit med en beskrivelse af klare og stærke forpligtelser og tiltag til bekæmpelse af korruption i alle dens former og at anvende internationale standarder og multilaterale konventioner til korruptionsbekæmpelse
   q) at lette mobilitet mellem EU og Chile; at fremme udvekslinger af unge og studerende samt stipendieprogrammer og kurser, herunder gennem Erasmus+; at gøre en yderligere indsats for at opnå fuld gensidig anerkendelse af akademiske kvalifikationer og at modernisere og internationalisere de højere uddannelser og give adgang hertil
   r) at fremme overførsel af videnskabelig og teknologisk viden og intensivere samarbejdet inden for forskning og samarbejde, idet der gøres fuldt brug af eksisterende programmer såsom Horisont 2020
   s) at fremme og styrke forbindelserne inden for internationalt samarbejde på grundlag af aftalememorandummet om internationalt samarbejde, der blev undertegnet i 2015; at skabe innovative mekanismer til at udvide og styrke trekantsamarbejde og regionalt samarbejde med tredjeparter inden for og uden for Latinamerika gennem programmerne EUROsociAL+, Euroclima+ og samarbejde om narkotikapolitikker som f.eks. COPOLAD
   t) at udvikle metoder til at vise virkningerne af den moderniserede aftale om mænd og kvinder og bruge resultaterne som en basis for udformning af politikker for opnåelse af en ligelig kønsfordeling
   u) at bekræfte deres fælles forpligtelse til Parisaftalen om klimaændringer og til 2030-dagsordenen, og at skabe et nært samarbejde mellem EU og Chile om miljøbeskyttelse og bekæmpelse af klimaændringer; at styrke partnerskabet med hensyn til teknisk samarbejde og politiksamarbejde på centrale miljøområder, herunder CO2-emissioner i forbindelse med international transport, bevarelse af biodiversitet og bæredygtighed i produktion og forbrug; at tilskynde til et udvidet samarbejde om cirkulær økonomi med henblik på at forbedre ressourceeffektiviteten, en bæredygtig anvendelse af naturressourcer, øko-innovation og forvaltning af vandressourcer; at øge støtten til projekter til afbødning af virkningerne af klimaændringer
   v) at styrke samarbejdet om forskning og udvikling og brugen af EU's Copernicus-program inden for satellitdata med observationer af jorden til miljømæssige formål
   w) at fremme kulturelt samarbejde og at støtte diasporasamfund både i Chile og EU med det formål at støtte udenlandske investeringer både i EU og Chile
   x) at bekræfte adgangen til vand som en menneskerettighed
   y) at sikre, at associeringsaftalen bygger på en solid parlamentarisk deltagelse, der styrker de nuværende bestemmelser og mekanismer for samarbejde med det formål at øge inputtet til og kontrollen med gennemførelsen heraf, navnlig gennem det eksisterende interparlamentariske format af det blandede parlamentariske udvalg; at give det blandede parlamentariske udvalg mulighed for at anmode om relevante oplysninger vedrørende gennemførelsen af associeringsaftalen
   z) at sikre en hensigtsmæssig inddragelse af civilsamfundet både under forhandlingerne og i forbindelse med gennemførelsen af associeringsaftalen, herunder, men ikke begrænset til, det blandede rådgivende udvalg; understreger behovet for at etablere en institutionaliseret mekanisme til fremme af politisk dialog mellem civilsamfundsorganisationer i begge regioner
   aa) at holde Parlamentet underrettet straks og fuldt ud i alle faser af forhandlingerne, jf. artikel 218, stk. 10, i TEUF; dette omfatter at forsyne Parlamentet med forhandlingstekster fra og referater af hver forhandlingsrunde; glæder sig i denne forbindelse over Rådets beslutning af 22. januar 2018 om at offentliggøre det forhandlingsmandat, der blev givet til Kommissionen og næstformanden/den højtstående repræsentant i november 2017
   ab) at betragte den nylige offentliggørelse af forhandlingsdirektiverne som en vigtig præcedens og at forpligte sig til i fremtiden at offentliggøre alle forhandlingsdirektiver for internationale aftaler
   ac) at fremskynde forhandlingerne om en associeringsaftale med henblik på at muliggøre dens ratifikation af Parlamentet inden afslutningen af den nuværende valgperiode
   ad) at sikre respekt på alle niveauer for den langvarige praksis med ikke at anvende den nye aftale midlertidigt, før Parlamentet har givet sit samtykke;

2.  pålægger sin formand at sende denne henstilling til Rådet, Kommissionen og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og til Republikken Chiles præsident, regering og parlament.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0354.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0345.


Forbindelserne mellem EU og NATO
PDF 203kWORD 54k
Europa-Parlamentets beslutning af 13. juni 2018 om forbindelserne mellem EU og NATO (2017/2276(INI))
P8_TA(2018)0257A8-0188/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Lissabontraktaten,

–  der henviser til den nordatlantiske traktat,

–  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 20. december 2013, 26. juni 2015, 28. juni og 15. december 2016 samt af 9. marts, 22. juni og 15. december 2017,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 18. maj 2015 og af 14. november 2016 om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, af 6. december 2016 om samarbejdet mellem EU og NATO, af 6. marts, 18. maj og 17. juli 2017 om EU's globale strategi og af 19. juni og 5. december 2017 om gennemførelsen af det fælles sæt af forslag, som blev godkendt af EU og NATO den 6. december 2016,

–  der henviser til dokumentet "Shared Vision, Common Action: A Stronger Europe – A Global Strategy for the European Union's Foreign and Security Policy" ("Fælles vision, fælles aktion: Et stærkere Europa – En global strategi for EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik"), som blev fremlagt af næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) den 28. juni 2016,

–  der henviser til den fælles erklæring af 8. juli 2016 fra formændene for Det Europæiske Råd og Kommissionen og NATO's generalsekretær om det fælles sæt af 42 forslag, som blev godkendt af EU-Rådet og NATO-Rådet den 6. december 2016, og statusrapporterne af 14. juni og 5. december 2017 om gennemførelsen af dem samt til det nye sæt af 32 forslag, som blev godkendt af begge råd den 5. december 2017,

–  der henviser til resultaterne af møderne i Rådet (udenrigs- og forsvarsanliggender) den 13. november 2017 og den 6. marts 2018, som særligt handlede om samarbejdet mellem EU og NATO,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. november 2016 til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om den europæiske forsvarshandlingsplan (COM(2016)0950),

–  der henviser til den fælles meddelelse af 10. november 2017 fra Kommissionen og NF/HR til Europa-Parlamentet og Rådet om fremme af militær mobilitet i Den Europæiske Union (JOIN(2017)0041) og den tilhørende handlingsplan, der blev fremlagt i marts 2018 (JOIN(2018)0005),

–  der henviser til den forsvarspakke, som Kommissionen forelagde den 7. juni 2017,

–  der henviser til NATO's generalsekretærs årsberetning for 2017, som blev offentliggjort den 15. marts 2018,

–  der henviser til NATO's Parlamentariske Forsamlings resolution nr. 439 af 9. oktober 2017 om et tættere samarbejde mellem NATO og EU,

–  der henviser til NATO's Parlamentariske Forsamlings resolution nr. 440 af 9. oktober 2017 om det europæiske forsvars industrielle basis,

–  der henviser til rapporten af 8. oktober 2017 fra Udvalget om Forsvar og Sikkerhed under NATO's Parlamentariske Forsamling om samarbejdet mellem NATO og EU efter Warszawa, herunder bilaget hertil, som er udarbejdet af Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 13. april 2016 om EU i et foranderligt globalt miljø – en tættere forbundet, mere konfliktfyldt og mere kompleks verden(1),

–  der henviser til sin beslutning af 22. november 2016 om en europæisk forsvarsunion(2),

–  der henviser til sine beslutninger af hhv. 23. november 2016 og 13. december 2017 om gennemførelsen af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP)(3),

–  der henviser til sine beslutninger af hhv. 14. december 2016 og 13. december 2017 om gennemførelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik(4),

–  der henviser til sin beslutning af 16. marts 2017 om forfatningsmæssige, retlige og institutionelle følger af en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik: mulighederne i Lissabontraktaten(5),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A8-0188/2018),

A.  der henviser til, at vore værdier, såsom liberalt demokrati, multilateralisme, menneskerettigheder, fred, udvikling og retsstatsprincippet, som EU og det transatlantiske bånd er baseret på, såvel som det regelbaserede internationale system og den europæiske enhed og samhørighed er under pres i en tid med geopolitisk uro og hurtig nedbrydning af det strategiske miljø;

B.  der henviser til, at Vestens to største organisationer, EU og NATO, gør fremskridt med hensyn til at øge deres samarbejde om at imødegå komplekse udfordringer, risici og trusler, både konventionelle og hybride, som skabes af statslige og ikke-statslige aktører og hovedsagelig kommer fra øst og syd; der henviser til, at akkumuleringen af kriser, der destabiliserer den europæiske naboskabspolitik, både skaber interne og eksterne sikkerhedstrusler; der henviser til, at ingen af organisationerne har den fulde vifte af værktøjer til at tackle disse udfordringer på egen hånd, og at alle vil være bedre i stand til at tackle dem i samarbejde med de andre; der henviser til, at EU og NATO er absolut nødvendige for at garantere sikkerheden for Europa og for dets borgere;

C.  der henviser til, at samarbejde mellem EU og NATO ikke bør opfattes som et mål i sig selv, men som et middel til at opnå fælles sikkerhedsprioriteter og -mål gennem komplementaritet mellem opgaver og de til rådighed værende midler; der henviser til, at EU's medlemsstater og NATO's allierede har et sæt fælles styrker; der henviser til, at de sammen kan gøre effektivt brug af ressourcerne og mere effektivt kan mobilisere en bred vifte af eksisterende instrumenter med henblik på at reagere på udfordringer på sikkerhedsområdet;

D.  der henviser til, at NATO er en militær alliance, og at EU ikke er; der henviser til, at EU er en global strategisk aktør og formidler af sikkerhed, som har en enestående og bred vifte af instrumenter og værktøjer til sin rådighed til på en omfattende måde at håndtere de nuværende udfordringer gennem sine forskellige politikker; der henviser til, at EU i overensstemmelse med målsætningerne i den globale strategi og i kølvandet derpå styrker sit ansvar for sin egen sikkerhed og sit eget forsvar samt sin rolle som partner for fred og international sikkerhed såvel som sin evne til at handle på egen hånd, samtidig med at det styrker sit bidrag til NATO og fremmer et tættere samarbejde;

E.  der henviser til, at NATO har det primære ansvar for det kollektive forsvar af dets medlemmer; der henviser til, at det noterer sig NATO's retningslinje for allierede om at bruge 2 % af deres BNP på forsvar inden for et årti for at opretholde en passende forsvarskapacitet; der henviser til, at NATO som EU's centrale sikkerhedspartner fortsat giver en væsentlig garanti for interoperabilitet inden for de allierede styrkers kapacitet og for sammenhæng i deres anskaffelsesindsatser;

F.  der henviser til, at EU's og NATO's handlinger bør supplere hinanden på sikkerhedsområdet, så der bedre kan reageres på nye, hidtil usete og flerstrengede sikkerhedsudfordringer; der henviser til, at de fælles områder mellem de to organisationer endvidere kræver et tættere og mere effektivt samarbejde;

G.  der henviser til, at EU og NATO, som begge beskæftiger sig med krisestyring, ville være mere effektive i dette forehavende, hvis de agerede på en virkelig velkoordineret måde og udnyttede deres ekspertise og ressourcer bedst muligt; der henviser til, at EU som opfølgning på EU's globale strategi styrker sin samlede tilgang til eksterne konflikter og kriser og reagerer på trusler og udfordringer ud fra sammenhængen mellem intern og ydre sikkerhed ved anvendelse af civile og militære midler;

H.  der henviser til, at NATO og EU på NATO-topmødet i Warszawa i 2016 skitserede områder for styrket samarbejde i lyset af de fælles udfordringer mod øst og syd, herunder bekæmpelse af hybride trusler, forbedring af modstandsdygtigheden, opbygning af forsvarskapacitet, cyberforsvar, maritim sikkerhed og øvelser; der henviser til, at NATO's udenrigsministre i december 2016 vedtog 42 foranstaltninger til fremme af samarbejdet mellem NATO og EU inden for bestemte områder, og at man nåede til enighed om yderligere samarbejdsområder i december 2017;

I.  der henviser til, at der er behov for et partnerskab mellem EU og NATO for at imødegå hybride trusler, herunder for at imødegå misinformation og desinformation og for at øge modstandsdygtigheden; der henviser til, at det kræver en klar skelnen med hensyn til de to institutioners kompetencer og politiske strategier;

J.  der henviser til, at der er en kraftig stigning i Ruslands aktiviteter; der henviser til, at idet risikoen for svækkelse af det transatlantiske bånd og af solidariteten mellem EU's medlemsstater fortsætter, er der behov for, at deres fælles, strategiske tilgang med hensyn til Rusland bliver styrket; der henviser til, at både EU og NATO er bekymrede over Ruslands selvhævdende militære adfærd; der henviser til, at politisk manipulation og cyberangreb ligeledes er årsag til bekymring; der henviser til, at EU har reageret på den russiske indblanding i europæiske indre anliggender, der er i strid med folkeretten og de internationale normer; der henviser til, at modstandsdygtighed er og fortsat vil være et centralt element i det kollektive forsvar;

K.  der henviser til, at de sydlige nabolande er vidne til en hidtil uset ustabilitet og udgør en strategisk vigtig udfordring for såvel EU-medlemsstaterne som NATO-medlemmerne, især dem, der ligger i frontlinjen;

L.  der henviser til, at cyberangreb bliver stadig hyppigere og mere sofistikerede; der henviser til, at NATO i 2014 definerede cyberforsvar som en af alliancens hovedopgaver inden for kollektivt forsvar og i 2016 anerkendte cyberspace som et operationelt område på linje med land, luft og hav; der henviser til, at EU og NATO kan supplere hinandens bestræbelser; der henviser til, at et styrket samarbejde mellem EU-medlemsstaterne inden for cybersikkerhed skal fremmes, og at der er brug for en koordineret tilgang fra alle EU-medlemsstaternes side på dette område;

M.  der henviser til, at NATO og EU i december 2017 besluttede at booste deres samarbejde i forbindelse med kampen mod terrorisme, primært ved at øge informationsudvekslingen og forbedre den nationale modstandsdygtighed;

N.  der henviser til, at både EU og NATO benytter samme transportinfrastruktur i Europa, en afgørende faktor for hurtig militær deployering, og til, at militær mobilitet for nylig blev udpeget som et prioriteret samarbejdsområde mellem de to organisationer;

O.  der henviser til, at ifølge de seneste meningsmålinger fra Pew Research Center er den offentlige opbakning til NATO stor og i stadig fremgang i de fleste NATO-lande;

Et mere betydningsfuldt partnerskab

1.  er overbevist om, at EU og NATO deler samme værdier i deres stræben efter international fred og sikkerhed, at de står over for de samme strategiske udfordringer, og at de på grund af overlappende medlemskab for 22 medlemsstaters vedkommende har sammenfaldende sikkerheds- og forsvarspolitiske interesser, herunder beskyttelse af deres befolkninger mod eventuelle trusler; mener, at det strategiske partnerskab mellem EU og NATO er afgørende for at imødegå disse sikkerhedsmæssige udfordringer; understreger, at samarbejdet mellem EU og NATO bør være komplementært og bør respektere begges særlige karakteristika og roller;

2.  fremhæver åbenhed og gennemsigtighed samt fuld overholdelse af den selvstændige beslutningstagning og procedurerne i begge organisationer såvel som rummelighed og gensidighed, uden at det berører den pågældende medlemsstats sikkerheds- og forsvarspolitik, som vigtige principper i det strategiske partnerskab mellem EU og NATO; understreger, at samarbejde med EU-medlemsstater, der ikke er medlemmer af NATO, og NATO-lande, der ikke er medlem af EU, er en integreret del af samarbejdet mellem EU og NATO;

3.  er overbevist om, at NATO for dets medlemmer er hjørnestenen i Europas kollektive forsvar og afskrækkelse; er endvidere overbevist om, at et stærkere EU, der gennem flere projekter mellem medlemsstaterne får en mere effektiv FSFP og er i stand til at opfylde bestemmelserne i artikel 42, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Union, på grundlag af hvilken medlemsstaterne kan anmode om bistand, bidrager til et stærkere NATO; understreger, at samarbejdet mellem EU og NATO også skal tage hensyn til sikkerheds- og forsvarspolitikken i de seks EU-medlemsstater, der ikke er medlemmer af NATO, og de syv NATO-lande, der ikke er medlemmer af EU;

4.  er af den faste overbevisning, at en effektiv respons på hele spektret af sikkerhedsmæssige udfordringer kræver en strategisk vision, yderligere strukturel tilpasning og en kombination af hårde og bløde magtmidler for både EU og NATO; understreger, at tidsfaktoren er afgørende for at styrke partnerskabet mellem EU og NATO, under hensyntagen til forskellene mellem begge organisationer;

5.  bemærker, at selv om en fælles europæisk strategisk kultur bør udvikles yderligere, vil opnåelse af en fælles trusselsopfattelse have en positiv virkning; er af den opfattelse, at Unionen skal arbejde på at styrke sin strategiske autonomi; opfordrer derfor EU's medlemsstater til i samarbejde med EU's institutioner at finde frem til en fælles forståelse af trusselsmiljøet, der hele tiden udvikler sig, og fortsætte indsatsen inden for f.eks. fælles briefinger, civil nødhjælpstræning og fælles trusselsvurderinger; glæder sig over den seneste indsats i denne retning;

6.  understreger, at de europæiske borgere, idet det erkendes, at rent nationale reaktioner på terrorisme og usikkerhed er utilstrækkelige, forventer, at EU beskytter dem mod disse trusler, og at et tæt samarbejde mellem EU og NATO vil gøre det muligt for medlemsstaterne at supplere hinanden mere og blive mere effektive;

7.  fremhæver behovet for at styrke samarbejdet mellem EU og NATO om missioner og operationer, både på strategisk og taktisk plan;

8.  understreger, at det strategiske partnerskab mellem EU og NATO er lige så afgørende for EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, der er under udvikling, som for alliancens fremtid samt for forbindelserne mellem EU og Det Forenede Kongerige efter brexit;

9.  mener, at potentialet i forbindelserne mellem EU og NATO kan udnyttes bedre, og at den videre udvikling og uddybning af partnerskabet ikke bør begrænses til en fælles reaktion på kriser uden for Europa, navnlig i naboskabsområdet, men også bør omfatte kriser på kontinentet;

10.  fremhæver behovet for at samarbejde om forebyggelse, analyse og tidlig varsling gennem en effektiv udveksling af oplysninger med henblik på at imødegå nye trusler ved hjælp af fælles foranstaltninger;

11.  mener, at fælleserklæringen mellem EU og NATO og de efterfølgende gennemførelsesforanstaltninger markerer en ny og afgørende fase i det strategiske partnerskab; glæder sig over de håndgribelige resultater af gennemførelsen af den fælles erklæring, navnlig hvad angår imødegåelsen af hybride trusler, strategisk kommunikation, sammenhæng i resultaterne af de respektive forsvarsplanlægningsprocesser og maritimt samarbejde; tilskynder til yderligere fremskridt og glæder sig over det nye sæt foranstaltninger, der blev tilføjet den 5. december 2017, især dem vedrørende terrorbekæmpelse, militær mobilitet og kvinder, fred og sikkerhed; glæder sig over ændringen af dialogkulturen og det velfungerende samarbejde på medarbejderniveau om gennemførelsen af de enkelte foranstaltninger; gentager, at selv om selve processen styres af institutioner, er succesen med gennemførelsen af aftalte fælles mål og handlinger afhængig af alle medlemsstaters vedvarende politiske vilje; glæder sig i denne sammenhæng ligeledes over engagementet hos både EU's og NATO's medlemmer; understreger, at en vellykket gennemførelse af fælleserklæringen afhænger af alle medlemsstaters politiske vilje hele vejen igennem; finder det vigtigt at styrke samarbejdet og dialogen mellem EU og NATO for at sikre politisk vilje og behørige ressourcer til brug for fortsat gennemførelse og yderligere forbedring af samarbejdet; ser frem til en EU-NATO-erklæring, der skal vedtages på NATO-topmødet i Bruxelles den 11.-12. juli 2018;

12.  noterer sig de regelmæssige fælles briefinger fra NF/HR og NATO's generalsekretær i henholdsvis EU's Råd for Udenrigsanliggender og NATO's Nordatlantiske Råd (NAC) og de fortsatte regelmæssige møder mellem EU's Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité og NAC;

13.  glæder sig over, at USA på ny har bekræftet sit engagement i NATO og Europas sikkerhed; minder om, at EU og USA er vigtige internationale partnere, og at dette partnerskab også gør sig gældende via NATO; fremhæver værdien af bilaterale forbindelser mellem EU's medlemsstater og USA; er overbevist om, at en styrkelse af samarbejdet mellem EU og NATO konsoliderer det transatlantiske bånd, og at NATO's evne til at udføre sine opgaver er knyttet til de transatlantiske forbindelser; bemærker derfor, at den seneste politiske udvikling kan påvirke de transatlantiske forbindelsers styrke; bemærker, at USA, som generelt har tilskyndet til og udtrykt tilfredshed med den betydelige udvikling af EU's forsvar, bør fortsætte indsatsen med at opnå en bedre forståelse af de europæiske strategiske interesser, herunder udviklingen af den europæiske forsvarskapacitet; påpeger, at EU's bestræbelser på at opnå strategisk selvstændighed styrker alliancens sikkerhedsmiljø;

14.  glæder sig over NATO's forstærkede fremskudte tilstedeværelse på NATO's østlige flanke; glæder sig over NATO's indsættelse af fire multinationale kampgrupper i Estland, Letland, Litauen og Polen, der ledes af henholdsvis Det Forenede Kongerige, Canada, Tyskland og USA; mener, at samarbejdet mellem EU og NATO bør styrkes yderligere på de østlige og sydlige flanker af hensyn til begge organisationers sikkerhed, og at den russiske indtrængen, der tillige foregår i landene på den østlige flanke med hybride eller konventionelle midler, bør forebygges og imødegås på passende vis; understreger, at den nuværende infrastruktur i Europa, som primært er vest-øst-orienteret, bør suppleres med udviklingen af en ny nord-syd-dimension for at imødekomme kravene om militær mobilitet; understreger, at bestræbelserne på militær mobilitet bør bidrage til en effektiv gennemførelse af FSFP-opgaver og -operationer og til at styrke alliancens forsvarsposition; mener, at veje, broer og jernbaner bør opgraderes for at muliggøre hurtig indsættelse af militært personel og udstyr;

15.  understreger i denne henseende vigtigheden af at forbedre NATO's hurtige reaktionskapacitet ved at forbedre EU's og den nationale infrastruktur, fjerne bureaukratiske og infrastrukturmæssige hindringer for hurtig mobilisering af styrker samt ved at oplagre militært udstyr og militære forsyninger, hvilket styrker vores kollektive sikkerhed;

16.  hilser iværksættelsen af det permanente strukturerede samarbejde (PESCO) velkommen; fremhæver dets potentiale til at styrke det europæiske bidrag inden for NATO; mener, at det kan øge synergierne og effektiviteten, og at det er et afgørende skridt for at styrke EU's sikkerheds- og forsvarskapacitet og de europæiske NATO-medlemmers potentielle bidrag, og er overbevist om, at et stærkere EU og et stærkere NATO kan styrke hinanden;

17.  fremhæver PESCO's komplementaritet med NATO, og at denne bør være en drivkraft for yderligere samarbejde mellem EU og NATO inden for kapacitetsudvikling, da den har til formål at styrke EU's forsvarskapacitet og til generelt at gøre FSFP mere effektiv og relevant med hensyn til at imødegå de nuværende sikkerhedsmæssige og militære udfordringer; understreger vigtigheden af gennemsigtighed og kommunikation om PESCO over for USA og andre NATO-medlemmer for at undgå misforståelser;

18.  understreger, at den næste fælles EU-NATO-erklæring bør insistere på, at den kapacitet, der udvikles multinationalt af EU-medlemsstaterne, herunder under PESCO, og NATO-medlemmerne, er til rådighed for både EU's og NATO's operationer; fremhæver, at de nylige afgørelser fra EU (den samordnede årlige gennemgang vedrørende forsvar (CARD), PESCO, Den Europæiske Forsvarsfond), der har til formål at sikre, at europæerne tager et større ansvar for deres egen sikkerhed, bidrager til at styrke NATO samt til at sikre en rimelig transatlantisk byrdefordeling, under hensyntagen til målet om sammen at løse fælles sikkerhedsmæssige udfordringer, undgå unødvendig overlapning og udvikle sammenhængende, komplementære og interoperable forsvarskapaciteter; mener, at udvikling af fælles standarder, procedurer, uddannelse og øvelser bør betragtes som en vigtig drivkraft for et mere effektivt samarbejde mellem EU og NATO;

19.  bemærker, at 80 % af NATO's forsvarsudgifter efter brexit vil blive dækket af lande uden for EU, og at tre ud af fire bataljoner i øst vil være ledet af ikke-EU-lande;

20.  opfordrer indtrængende EU og NATO til at afholde regelmæssige øvelser på strategisk niveau med deltagelse af de øverste politiske ledere fra begge organisationer; glæder sig i denne forbindelse over den estiske øvelse EU CYBRID 2017, hvor NATO's generalsekretær for første gang deltog i en EU-øvelse;

Primære samarbejdsområder

21.  bemærker, at sikkerhedstruslerne er blevet mere hybride og mindre konventionelle, og at der kræves internationalt samarbejde for at tackle dem; opfordrer EU og NATO til yderligere at opbygge modstandsdygtighed og udvikle en fælles situationsbevidsthed med hensyn til hybride trusler; tilskynder EU og NATO til at samordne deres kriseberedskabsmekanismer for at tilvejebringe sammenhængende løsninger på hybride trusler; glæder sig over den seneste fælles indvielse af det Helsinki-baserede hybride ekspertisecenter ved NATO's generalsekretær og NF/HR, og opfordrer EU-medlemsstaterne til at oprette hybride ekspertisecentre, der trækker på erfaringerne med centret i Helsinki; glæder sig i denne forbindelse over de to separate, men sideløbende øvelser, PACE17 og CMX17, der blev gennemført i 2017, hvor henholdsvis EU's og NATO's personale testede deres respektive procedurer for kommunikation og udveksling af oplysninger under en begyndende fiktiv hybrid trussel; glæder sig over den fælles indsats fra vestlige allierede i forbindelse med det formodede russiske kemiske angreb i Det Forenede Kongerige;

22.  mener, at den kommende fælles EU-NATO-erklæring bør bifalde de fremskridt, der er gjort, og anmode om konkret gennemførelse af samtlige forslag, som er vedtaget af begge institutioner; mener, at der er behov for en yderligere indsats med hensyn til gennemførelsen af de mange forpligtelser, der allerede er indgået;

23.  mener i denne sammenhæng, at initiativerne om at styrke Europas forsvar må komme begge organisationer til gode, da EU-medlemsstaterne derved vil kunne styrke deres strategiske selvstændighed og være i stand til sammen at gribe ind militært på en troværdig måde; påpeger, at disse initiativer er komplementære til NATO-initiativer;

24.  mener, at det også er vigtigt at sikre gennemførelsen af principperne om rummelighed, gensidighed og fuld overholdelse af begge organisationers selvstændige beslutningstagning, som fastsat i Rådets konklusioner af 5. december 2017;

25.  glæder sig over den vellykkede parallelle og koordinerede krisestyringsøvelse i 2017, som tilvejebragte en platform, der er nyttig for udveksling af bedste praksis; ser frem til at gennemgå erfaringer samt til at fortsætte samarbejdet om fælles øvelser mellem EU og NATO, herunder den EU-ledede øvelse, der er planlagt i 2018;

26.  bemærker, at de eksisterende procedurer for udveksling af klassificerede oplysninger mellem de to organisationer er besværlige og ineffektive; mener, at begge organisationer står over for lignende strategiske udfordringer og dermed implicit vil skulle håndtere konsekvenserne sammen; mener, at samarbejdet om udveksling af klassificerede oplysninger og efterretningsanalyser skal forbedres, herunder med hensyn til terrorbekæmpelse, gennem opbygning af gensidig tillid; understreger, at EU vil skulle øge sin kapacitet ved at stille flere EU-medarbejdere med sikkerhedsgodkendelse til rådighed, afholde særlig uddannelse om behandling af klassificerede oplysninger og investere i sikker kommunikation; er af den opfattelse, at fremme af gensidighed og en tilgang, der understreger "behovet for at udveksle relevante oplysninger", også vil gavne begge organisationers opgaver og operationer; er af den opfattelse, at den parallelle og koordinerede efterretningsvurdering kan anvendes til at bekæmpe hybride trusler mere effektivt i fælleskab;

27.  anmoder EU og NATO om at udbygge deres samarbejde om strategisk kommunikation, bl.a. ved at styrke partnerskabet mellem NATO's ekspertisecenter for strategisk kommunikation og StratCom-afdelingen i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten);

28.  glæder sig over den nye EU-enhed for analyse og udveksling af oplysninger om hybride trusler og dens samarbejde med NATO's enhed for analyse af hybride trusler om udveksling af situationsbevidsthed og gennem udveksling af analyser af potentielle hybride trusler;

29.  er overbevist om, at samarbejde og udveksling af oplysninger er afgørende på cybersikkerhedsområdet, og anerkender de fremskridt, der er sket på dette område; understreger, at det er nødvendigt at forbedre forebyggelsen, opsporingen og modvirkningen af cyberhændelser; anmoder begge organisationer om at koordinere deres overvågningsaktiviteter og om nødvendigt udveksle cyberforsvarsrelaterede oplysninger og derved fremme EU-NATO-efterretningsindsatsen; tilskynder EU og NATO til at øge deres operationelle samarbejde og koordinering og til at fremme interoperabilitet ved at udveksle bedste praksis om de redskaber, metoder og processer, der anvendes til at bestemme ansvaret for cyberangreb; anser stigningen i udvekslingen af oplysninger mellem EU og NATO for en prioritet med henblik på at gøre det muligt at identificere alle ansvarlige cyberangrebskilder og gennemføre deraf følgende retlige foranstaltninger; mener, at det også er vigtigt at harmonisere uddannelsesaktiviteter og samarbejde om forskning og teknologi på cyberområdet; glæder sig over aftalen mellem EU's IT-Beredskabsenhed (Computer Emergency Response Team) og NATO's "Computer Incident Response Capability"; mener, at de nye aktiviteter med relation til cyberforsvarssamarbejde inden for rammerne af det nye mandat for Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) kan være af interesse for NATO;

30.  finder det vigtigt at sikre komplementaritet og undgå unødvendig overlapning i bestræbelserne på maritim kapacitetsopbygning for at beskytte den maritime sikkerhed mere effektivt; glæder sig over det øgede operative samarbejde og den øgede koordinering mellem EU og NATO, herunder udveksling af situationskendskab på basis af erfaringerne fra Middelhavet og Afrikas Horn, og fortsat søgen efter yderligere muligheder for gensidig logistisk støtte og udveksling af informationer om operationelle aktiviteter mellem de to organisationers personale, herunder foranstaltninger mod ulovlig indvandring;

31.  glæder sig over det øgede taktiske og operationelle samarbejde, bl.a. gennem direkte forbindelser mellem NATO's allierede søværnskommando og Frontex samt mellem Operation Sea Guardian og EUNAVFOR MED Sophia, der hjælper EU og dets missioner med at dæmme op for den irregulære migration og bekæmpe netværk, der udøver ulovlig handel, herunder ulovlig handel med våben; bemærker, at NATO efter anmodning kan yde logistisk støtte og andre funktioner, såsom genoptankning på havet og medicinsk støtte; bemærker, at dette følger efter et vellykket EU-NATO-samarbejde mellem Operation Ocean Shield og EUNAVFOR's Operation Atalanta om bekæmpelse af pirater ud for Afrikas Horn;

32.  opfordrer til yderligere synergier mellem EU og NATO på indsatsstederne og til yderligere forbedringer, navnlig hvad angår koordineringen af efterretnings-, overvågnings- og rekognosceringsindsatsen (ISR);

33.  gentager, at EU's initiativer med sigte på at styrke europæisk sikkerhed og forsvar også bør bidrage til at sikre, at de EU-medlemsstater, der er NATO-medlemmer, opfylder deres forpligtelser i forhold til NATO; mener, at det ikke bør have negative følger for nogen stat at være både EU-medlemsstat og NATO-medlem; understreger ligeledes, at visse EU-medlemsstaters status som ikke-NATO-medlem bør betyde, at de har andre forpligtelser i en europæisk forsvarsunion; understreger, at EU's medlemsstater bør være i stand til at iværksætte selvstændige militære missioner, også når NATO ikke er villig til at skride til handling, eller hvis en EU-indsats er mere hensigtsmæssig;

34.  glæder sig over den fortsatte tendens til at øge forsvarsudgifterne blandt NATO-medlemmerne; opfordrer alle EU-medlemsstater, der også er medlemmer af NATO, til at gøre en indsats for at følge retningslinjerne om forsvarsudgifter på 2 % af BNP, heraf 20 % til vigtigt nyt udstyr; mener, at de EU-medlemsstater, der overholder NATO's retningslinjer for forsvarsudgifterne, bør overveje at afsætte et bestemt beløb, inden for de 20 % for indkøb, specifikt til forskning og udvikling for at garantere, at der øremærkes et minimumsbeløb til innovation, som dermed kan få en spillovereffekt med teknologi til den civile sektor;

35.  minder om anmodningen i den fælles EU-NATO-erklæring fra Warszawa til medlemmerne om at "fremme en stærkere forsvarsindustri og yderligere forskning på forsvarsområdet"; er af den faste overbevisning, at medlemmerne af EU og NATO er nødt til at samarbejde og søge synergier inden for styrkelse og udvikling af deres teknologiske og industrielle fundament for at kunne reagere på prioriteter på kapacitetsområdet, navnlig via den samordnede årlige gennemgang vedrørende forsvar og NATO's forsvarsplanlægningsproces; finder det vigtigt, at et effektivt og afbalanceret transatlantisk forsvarsteknologi- og forsvarsindustrisamarbejde er en strategisk prioritet for begge organisationer; støtter, at der med de påtænkte foranstaltninger inden for rammerne af den europæiske forsvarsfond opfordres til fælles forskning og udvikling af europæisk kapacitet; mener, at et øget engagement i forskning og kapacitetsplanlægning kan medføre større effektivitet;

36.  gentager, at det er nødvendigt at sikre sammenhæng med hensyn til resultater og frister mellem EU's samordnede årlige gennemgang vedrørende forsvar, kapacitetsudviklingsplanen og de respektive NATO-processer, som f.eks. NATO's forsvarsplanlægningsproces; fremhæver behovet for at sikre, at multinationale initiativer inden for kapacitetsudvikling af både EU og NATO er komplementære og gensidigt forstærkende; understreger, at den kapacitet, der anvendes i FSFP og udvikles under PESCO, fortsat er ejet af medlemsstaterne, som også kan stille den til rådighed for andre rammer;

37.  fremhæver behovet for i et tæt samarbejde mellem EU og NATO at tackle de fysiske og juridiske hindringer for hurtig flytning af militært personel og militære aktiver i og uden for EU for efter behov at sikre en gnidningsløs bevægelighed for materiel og styrker i hele Europa, herunder anvendelighed af kritisk infrastruktur såsom veje, broer og jernbaner, navnlig via gennemførelsen af den handlingsplan, som blev fremlagt af NF/HR og Kommissionen ud fra den køreplan, som EU-medlemsstaterne har fastlagt inden for rammerne af Det Europæiske Forsvarsagentur; opfordrer indtrængende EU's medlemsstater til hurtigt at følge op herpå og udnytte det momentum, der er blevet skabt indtil nu; understreger behovet for kompatible forsvarskapaciteter for at fremme deployering og samarbejde på tværs af EU og NATO; anbefaler, at EU og NATO også tager hånd om mobiliteten af NATO-styrker fra ikke-EU-lande, der befinder sig på europæisk territorium;

38.  mener, at EU og NATO bør gøre mere i fælleskab for at styrke modstandsdygtigheden, forsvaret og sikkerheden hos begge organisationers naboer og partnere; støtter kraftigt, at bistand til nabo- og partnerlandene med henblik på at opbygge deres kapaciteter og skabe modstandsdygtighed, herunder med hensyn til terrorbekæmpelse, strategisk kommunikation, cyberforsvar, lagring af ammunition og reform af sikkerhedssektoren, er et fælles mål, navnlig i tre pilotlande (Bosnien-Hercegovina, Moldova og Tunesien);

39.  minder om, at det er i både EU's og NATO's interesse at løse sikkerhedsproblemerne på Vestbalkan og i EU's naboskabsområder og at samarbejde på visse konkrete områder; glæder sig over EU's og NATO's bestræbelser på at yde politisk og praktisk støtte til landene i det vestlige Balkan, Østeuropa og det sydlige Kaukasus; foreslår, at EU's medlemsstater fortsætter disse bestræbelser på at sikre fortsat demokratisk udvikling og reform af sikkerhedssektoren; understreger, at samarbejde mellem EU og NATO og landene på Vestbalkan er afgørende for at fjerne sikkerhedstruslerne mod kontinentet som helhed;

40.  understreger vigtigheden af principperne i Wien-dokumentet, navnlig princippet om åbenhed og gennemsigtighed; glæder sig i denne forbindelse over, at EU's og NATO's militære øvelser og fælles øvelser er åbne for internationale observatører;

41.  gentager, at kvinder spiller en vigtig rolle i FSFP- og NATO-missioner, navnlig i mødet med kvinder og børn i konfliktområder; glæder sig over, at både EU og NATO har anerkendt denne vigtige rolle; anbefaler, at EU og NATO proaktivt fremmer kønsdiversitet i deres strukturer og operationer;

42.  understreger behovet for, at EU sikrer et tæt sikkerheds- og forsvarssamarbejde med Det Forenede Kongerige efter brexit, i lyset af at Det Forenede Kongerige også som ikke-EU-land fortsat vil være en førende bidragyder til det europæiske forsvar som både NATO-medlem og europæisk nation;

o
o   o

43.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, NATO's generalsekretær, EU-agenturerne på sikkerheds- og forsvarsområdet, EU-medlemsstaternes regeringer og nationale parlamenter samt NATO's Parlamentariske Forsamling.

(1) EUT C 58 af 15.2.2018, s. 109.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0435.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0440 og P8_TA(2017)0492.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0503 og P8_TA(2017)0493.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0092.


Cyberforsvar
PDF 236kWORD 66k
Europa-Parlamentets beslutning af 13. juni 2018 om cyberforsvar (2018/2004(INI))
P8_TA(2018)0258A8-0189/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til dokumentet "Shared Vision, Common Action: A Stronger Europe – A Global Strategy for the European Union's Foreign and Security Policy" ("Fælles vision, fælles aktion: Et stærkere Europa – En global strategi for EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik"), som blev fremlagt af næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) den 28. juni 2016,

–  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 20. december 2013, 26. juni 2015, 15. december 2016, 9. marts 2017, 22. juni 2017, 20. november 2017 og 15. december 2017,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. juni 2017 med titlen "Oplæg om fremtiden for det europæiske forsvar" (COM(2017)0315),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. juni 2017 med titlen "Oprettelse af Den Europæiske Forsvarsfond" (COM(2017)0295),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. november 2016 om en europæisk handlingsplan for forsvarsområdet (COM(2016)0950),

–  der henviser til fælles meddelelse fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 7. februar 2013 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en "EU-strategi for cybersikkerhed: et åbent, sikkert og beskyttet cyberspace" (JOIN(2013)0001),

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 13. september 2017 med titlen "Assessment of the EU 2013 Cybersecurity Strategy" ("Vurdering af EU's cybersikkerhedsstrategi 2013") (SWD(2017)0295),

–  der henviser til rammen for EU's cyberforsvarspolitik af 18. november 2014,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 10. februar 2015 om cyberdiplomati,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 19. juni 2017 om en ramme for EU's fælles diplomatiske reaktion på ondsindede cyberaktiviteter ("cyberdiplomatisk værktøjskasse"),

–  der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 13. september 2017 til Europa-Parlamentet og Rådet om modstandsdygtighed, afskrækkelse og forsvar: opbygning af en stærk cybersikkerhed for EU (JOIN(2017)0450),

–  der henviser til "Tallinn Manual 2.0 on the International Law Applicable to Cyber Operations" ("Tallinnmanualen 2.0 om den internationale lov for cyberoperationer")(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen(2),

–  der henviser til arbejdet i den globale kommission for stabilitet i cyberspace (Global Commission on the Stability of Cyberspace),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. april 2015 med titlen "Den europæiske dagsorden om sikkerhed" (COM(2015)0185),

–  der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 6. april 2016 til Europa-Parlamentet og Rådet om en "Fælles ramme for imødegåelse af hybride trusler – Den Europæiske Unions indsats" (JOIN(2016)0018),

–  der henviser til sin beslutning af 3. oktober 2017 om bekæmpelse af cyberkriminalitet(3),

–  der henviser til den fælles erklæring af 8. juli 2016 afgivet af formændene for Det Europæiske Råd og Kommissionen og NATO's generalsekretær om det fælles sæt af forslag om gennemførelse af den fælles erklæring, som blev godkendt af Det Europæiske Råd og NATO-Rådet den 6. december 2016 og den 5. december 2017 og til statusrapporten om gennemførelsen af disse af 14. juni og 5. december 2017,

–  der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om cybersikkerhed og -forsvar(4),

–  der henviser til sin beslutning af 22. november 2016 om en europæisk forsvarsunion(5),

–  der henviser til Kommissionens forslag af 13. september 2017 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ENISA, "EU's Agentur for Cybersikkerhed", om ophævelse af forordning (EU) nr. 526/2013 og om cybersikkerhedscertificering af informations- og kommunikationsteknologi ("forordningen om cybersikkerhed") (COM(2017)0477,

–  der henviser til sin beslutning af 13. december 2017 om årsrapporten om gennemførelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)(6),

–  der henviser til sin beslutning af 13. december 2017 om årsrapporten om gennemførelsen af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP)(7),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A8-0189/2018),

A.  der henviser til, at cyber- og hybridudfordringer, -trusler og -angreb udgør en stor trussel imod EU's, medlemsstaternes og borgernes sikkerhed, stabilitet og konkurrenceevne; der henviser til, at cyberforsvar tydeligvis indebærer både militære og civile dimensioner;

B.  der henviser til, at EU og medlemsstaterne står over for en hidtil uset trussel i form af politisk motiverede, statsstøttede cyberangreb samt cyberkriminalitet og -terrorisme;

C.  der henviser til, at cyberspace generelt er anerkendt som militærets femte operationelle domæne, der giver mulighed for at udvikle cyberforsvarskapacitet; der henviser til, at det drøftes, om cyberspace skal anerkendes som det femte område for krigsførelse;

D.  der henviser til, at den fælles forsvarsklausul, artikel 42, stk. 7, i TEU, indeholder en fælles forpligtelse til at yde al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen, hvis en medlemsstat udsættes for et væbnet angreb på dens område; der henviser til, at dette ikke berører den særlige karakter af visse medlemsstaters sikkerheds- og forsvarspolitik; der henviser til, at solidaritetsklausulen, artikel 222 i TEUF, supplerer den fælles forsvarsklausul ved at fastsætte, at EU's medlemsstater er forpligtede til at handle sammen, hvis en medlemsstat udsættes for et terrorangreb eller er offer for en naturkatastrofe eller menneskeskabt katastrofe; der henviser til, at solidaritetsklausulen omfatter brug af både civile og militære strukturer;

E.  der henviser til, at cyberforsvar fortsat er en af medlemsstaternes kernekompetencer, men at EU har en afgørende rolle at spille med hensyn til at tilvejebringe en platform for europæisk samarbejde og sikre, at disse nye bestræbelser koordineres nøje fra begyndelsen på internationalt plan og inden for den transatlantiske sikkerhedsarkitektur for at undgå huller og den ineffektivitet, som præger mange traditionelle forsvarsindsatser; der henviser til, at vi skal gøre mere end blot forbedre vores samarbejde og koordinering; der henviser til, at vi er nødt til at sikre en effektiv forebyggelse ved at øge EU's evne til at opdage, forsvare og afskrække; der henviser til, at det er nødvendigt med et troværdigt cyberforsvar og afskrækkelse for at opnå effektiv cybersikkerhed i EU og samtidig sikre, at de lande, der er mindst forberedt, ikke bliver nemme mål for cyberangreb, og der henviser til, at en omfattende cyberforsvarskapacitet bør være en nødvendig del af FSFP og af udviklingen af den europæiske forsvarsunion; der henviser til, at vi befinder os i en situation, hvor der er permanent mangel på højt kvalificerede specialister inden for cyberforsvar; der henviser til, at en nøje koordinering af beskyttelsen af de væbnede styrker mod cyberangreb er en nødvendig del af udviklingen af en effektiv FSFP;

F.  der henviser til, at EU-medlemsstaterne ofte er udsat for cyberangreb, der udføres af fjendtlige og farlige statslige og ikkestatslige aktører mod civile eller militære mål; der henviser til, at den nuværende sårbarhed primært skyldes fragmenteringen af de europæiske forsvarsstrategier og -kapaciteter, der giver udenlandske efterretningstjenester mulighed for igen og igen at udnytte sikkerhedsmæssige sårbarheder i IT-systemer og -netværk, der er af afgørende betydning for Europas sikkerhed; der henviser til, at medlemsstaternes regeringer ofte har undladt at informere de relevante interessenter rettidigt i forhold til at give dem mulighed for at tage hånd om deres sårbarheder i deres produkter og tjenester; der henviser til, at disse angreb kræver, at den europæiske offensive og defensive kapacitet på civilt og militært plan straks styrkes og udvikles for at undgå mulige grænseoverskridende økonomiske og samfundsmæssige virkninger af cyberhændelser;

G.  der henviser til, at skillelinjen mellem civil og militær indblanden er uklar i cyberspace;

H.  der henviser til, at mange cyberhændelser muliggøres af den private og offentlige netværksinfrastrukturs manglende robusthed og sikkerhed, af dårligt beskyttede eller dårligt sikrede databaser og af andre mangler i den kritiske informationsstruktur; der henviser til, at kun få medlemsstater tager ansvaret for beskyttelsen af deres respektive netværks- og informationssystemer og tilknyttede data som en del af deres respektive diligenspligt, hvilket forklarer de generelle manglende investeringer i uddannelse og i den nyeste sikkerhedsteknologi samt i udvikling af passende retningslinjer;

I.  der henviser til, at retten til privatliv og databeskyttelse er fastlagt i EU's charter om grundlæggende rettigheder og artikel 16 i TEUF og reguleres af EU's generelle forordning om databeskyttelse, som trådte i kraft den 25. maj 2018;

J.  der henviser til, at en aktiv og effektiv cyberpolitik er en, der er i stand til at afskrække fjender samt ødelægge deres kapacitet og forebygge og reducere deres mulighed for angreb;

K.  der henviser til, at flere terrorgrupper og -organisationer anvender cyberspace som et billigt redskab til at rekruttere, radikalisere og udbrede terrorpropaganda; der henviser til, at terrorgrupper, ikkestatslige aktører og grænseoverskridende kriminelle netværk bruger cyberoperationer til at rejse midler anonymt, samle efterretninger og udvikle cybervåben til at føre cyberterrorkampagner, til at afbryde, skade eller ødelægge kritisk infrastruktur, til at angribe finansielle systemer og til at forfølge andre illegale aktiviteter, der har konsekvenser for de europæiske borgeres sikkerhed;

L.  der henviser til, at cyberforsvar og afskrækkelse inden for Europas væbnede styrker og kritiske infrastrukturer er blevet et kritisk spørgsmål i forbindelse med debatter om modernisering af forsvaret, Europas fælles forsvarsindsats, den fremtidige udvikling af de væbnede styrker og deres operationer og Den Europæiske Unions strategiske autonomi;

M.  der henviser til, at adskillige medlemsstater har foretaget betydelige investeringer i etableringen af velbemandede cyberkommandoer for at imødegå disse nye udfordringer og forbedre modstandsdygtigheden over for cyberangreb, men at der skal gøres langt mere, da det bliver stadig vanskeligere at modstå cyberangreb på medlemsstatsniveau; der henviser til, at de enkelte medlemsstaternes cyberkommandoer varierer med hensyn til deres offensive og defensive mandat; der henviser til, at andre cyberforsvarsstrukturer er meget forskellige fra medlemsstat til medlemsstat og ofte fortsat er fragmenterede; der henviser til, at cyberforsvar og afskrækkelse er aktiviteter, der bedst kan løses i fællesskab på europæisk plan og i samarbejde med vores partnere og allierede, da det operationelle område herfor hverken anerkender nationale eller organisatoriske grænser; der henviser til, at den militære og civile cybersikkerhed er tæt forbundne, og at der derfor er behov for mere synergi mellem civile og militære eksperter; der henviser til, at private virksomheder har en betydelig ekspertise på dette område, hvilket rejser grundlæggende forvaltnings- og sikkerhedsmæssige spørgsmål om staternes evne til at forsvare deres borgere;

N.  der henviser til, at der er et presserende behov for at styrke EU's kapaciteter inden for cyberforsvar, idet der er en mangel på rettidige reaktioner på det ændrede trusselsbillede inden for cybersikkerhed; der henviser til, at reaktionshastighed og passende beredskab er afgørende for at sikre sikkerheden på dette område;

O.  der henviser til, at både det permanente strukturerede samarbejde (PESCO) og den europæiske forsvarsfond (EUF) er nye initiativer, der har det nødvendige råderum til at fremme et økosystem, der kan forbedre mulighederne for SMV'er og nystartede virksomheder, og til at lette samarbejdsprojekter på cyberforsvarsområdet, og begge vil bidrage til at forme de lovgivningsmæssige og institutionelle rammer;

P.  der henviser til, at de medlemsstater, der deltager i PESCO, har forpligtet sig til at sikre, at samarbejdet om cyberforsvar – såsom udveksling af oplysninger, uddannelse og operationel støtte – fortsat vil vokse;

Q.  der henviser til, at blandt de 17 udvalgte PESCO-projekter handler de to om cyberforsvar;

R.  der henviser til, at EUF skal støtte den europæiske forsvarsindustris globale konkurrenceevne og innovationsevne ved at investere i digitale teknologier og cyberteknologier samt fremme udviklingen af intelligente løsninger ved at give SMV'er og nystartede virksomheder mulighed for at deltage i denne indsats;

S.  der henviser til, at Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) har iværksat en række projekter for at imødekomme medlemsstaternes behov for at udvikle deres cyberforsvarskapacitet, herunder projekter om uddannelse og træning såsom samordningsplatformen for uddannelse inden for cyberforsvar, træning og øvelser (CD TEXP), efterspørgselspuljen vedrørende samordningsplatformen for uddannelse inden for cyberforsvar støttet af den private sektor (DePoCyTE) og projektet om cybertestmiljøer (Cyber Ranges);

T.  der henviser til, at der findes andre løbende EU-projekter om situationsforståelse, opdagelse af malware og deling af oplysninger (platformen til deling af oplysninger om malware (MISP), multiagentsystemer for avanceret opdagelse af vedvarende trusler (MASFAD));

U.  der henviser til, at kapacitetsopbygning og uddannelsesbehovet på cyberforsvarsområdet er omfattende og stigende og opfyldes mest effektivt i fællesskab på EU- og NATO-plan;

V.  der henviser til, at FSFP-missioner og -operationer, i lighed med alle andre moderne organisationers indsats, er dybt afhængige af velfungerende IT-systemer; der henviser til, at der kan forekomme cybertrusler mod FSFP-missioner og -operationer i flere lag, lige fra det taktiske lag (FSFP-missioner og -operationer) og det operationelle lag (EU-net) til det bredere lag i den globale IT-infrastruktur;

W.  der henviser til, at kommando- og kontrolsystemer, informationsudveksling og logistik er afhængige af klassificeret og uklassificeret IT-infrastruktur, navnlig på det taktiske og operationelle plan; der henviser til, at disse systemer er attraktive mål for ondsindede aktører, som ønsker at angribe missioner; der henviser til, at cyberangreb kan have alvorlige konsekvenser for EU's infrastruktur; der henviser til, at cyberangreb mod navnlig EU's energiinfrastruktur vil have alvorlige konsekvenser og skal derfor beskyttes imod dette;

X.  der henviser til, at det fremgår, at cyberforsvar bør være en vigtig del af overvejelserne i alle faser af planlægningsprocessen for FSFP-missioner og -operationer, at det kræver konstant overvågning, og at der skal være tilstrækkelig kapacitet til rådighed for at kunne integrere det fuldstændigt i missionsplanlægningen, og for at det løbende skal kunne yde den nødvendige og afgørende støtte;

Y.  der henviser til, at Det Europæiske Sikkerheds- og Forsvarsakademis (ESDC's) netværk er den eneste europæiske undervisningsudbyder inden for FSFP-strukturer, -missioner og -operationer; der henviser til, at dets rolle med hensyn til at samle europæisk uddannelseskapacitet ifølge de nuværende planer skal øges væsentligt;

Z.  der henviser til, at NATO i sin erklæring fra topmødet i Warszawa i 2016 anerkendte cyberspace som et operativt område, hvor NATO skal forsvare sig selv lige så effektivt som i luften, på landjorden og til søs;

AA.  der henviser til, at EU og NATO har bidraget til at forbedre medlemsstaternes cyberforsvarskapacitet gennem forskningprojekter i teknologi med dobbelt anvendelse, der koordineres af EDA og NATO, og ved at forbedre medlemsstaternes modstandsdygtighed over for cyberangreb gennem støtte fra EU's Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA);

AB.  der henviser til, at NATO i 2014 fastlagde cyberforsvarsoperationer som en del af alliancens kollektive forsvar og i 2016 anerkendte cyberspace som et operationelt område på linje med land, luft og hav; der henviser til, at EU og NATO som partnere supplerer hinanden i opbygningen af deres modstandsdygtighed over for cyberangreb og deres cyberforsvarskapacitet; der henviser til, at cybersikkerhed og -forsvar allerede er en af de stærkeste søjler i samarbejdet mellem de to og et vigtigt område, hvor begge har unik kapacitet; der henviser til, at EU og NATO i den fælles EU-NATO-erklæring af 8. juli 2016 blev enige om en bred dagsorden for samarbejde; der henviser til, at fire ud af 42 forslag om tættere samarbejde vedrører cybersikkerhed og -forsvar, og at yderligere forslag er rettet mod hybride trusler i bredere forstand; der henviser til, at dette suppleres af yderligere forslag vedrørende cybersikkerhed og forsvar, der blev forelagt den 5. december 2017;

AC.  der henviser til, at FN's gruppe af regeringseksperter om informationssikkerhed (UNGGE) har afsluttet sin sidste forhandlingsrunde; der henviser til, at selv om den ikke var i stand til at udarbejde en konsensusrapport i 2017, gælder rapporterne fra 2013 og 2015 stadig, herunder anerkendelsen af, at den eksisterende folkeret, og navnlig FN-pagten, finder anvendelse og er afgørende for at opretholde fred og stabilitet og fremme et åbent, sikkert, fredeligt og tilgængeligt IKT-miljø;

AD.  der henviser til, at den nyligt iværksatte ramme for en fælles diplomatisk reaktion fra EU's side på ondsindede cyberaktiviteter, EU's cyberdiplomatiske værktøjskasse, som har til formål at udvikle EU's og medlemsstaternes kapacitet til at påvirke adfærden hos potentielle gerningsmænd, fastsætter, at der skal anvendes forholdsmæssigt afpassede foranstaltninger inden for FUSP, herunder restriktive foranstaltninger;

AE.  der henviser til, at forskellige aktører - bl.a. Rusland, Kina og Nordkorea, men også ikke-statslige aktører (herunder organiserede kriminelle grupper), inspireret, engageret eller sponsoreret af stater, sikkerhedsagenturer eller private virksomheder - har været involveret i ondsindede cyberaktiviteter med henblik på at nå politiske, økonomiske eller sikkerhedsmæssige mål, herunder angreb på kritisk infrastruktur, cyberspionage, masseovervågning af EU-borgere, støtte til misinformationskampagner og formidling af malware (Wannacry og NotPetya, osv.), der begrænser adgangen til internettet og IT-systemernes funktion; der henviser til, at sådanne aktiviteter tilsidesætter og er i strid med folkeretten, menneskerettighederne og EU's grundlæggende rettigheder og samtidig er til fare for demokratiet, sikkerheden, den offentlige orden og EU's strategiske autonomi og derfor bør føre til en fælles reaktion fra EU's side, såsom anvendelse af en fælles ramme for EU's diplomatiske reaktion, herunder anvendelse af de restriktive foranstaltninger, der er indeholdt i EU's cyberdiplomatiske værktøjskasse, som f.eks. bøder og begrænset adgang til det indre marked for private virksomheder;

AF.  der henviser til, at der flere gange tidligere har været iværksat sådanne angreb i stor målestok mod IKT-infrastruktur, herunder i Estland i 2007, i Georgien i 2008, og nu næsten dagligt i Ukraine; der henviser til, at der også anvendes offensiv cyberkapacitet mod EU- og NATO-medlemsstater i et hidtil uset omfang;

AG.  der henviser til, at cybersikkerhedsteknologier, der er relevante både på det millitære og det civile område, er teknologier med "dobbelt formål", hvilket giver mange muligheder for at udvikle synergier mellem civile og militære aktører på en række områder såsom kryptering, værktøjer til forvaltning af sikkerhed og sårbarhed og systemer til afsløring og forebyggelse af uautoriseret indtrængen;

AH.  der henviser til, at udviklingen af cyberteknologier over de kommende år vil påvirke nye områder såsom kunstig intelligens, tingenes internet, robotteknologi og mobile enheder, og at alle disse elementer også kan få flere sikkerhedsmæssige konsekvenser for forsvarsområdet;

AI.  der henviser til, at cyberkommandoer i flere medlemsstater i høj grad kan bidrage til at beskytte vigtig civil infrastruktur, og der henviser til, at cyberforsvarsrelateret viden ofte er lige så nyttigt på det civile område;

Kapacitetsudvikling inden for cyberforsvar og afskrækkelse

1.  understreger, at en fælles cyberforsvarspolitik og en betydelig cyberforsvarskapacitet bør udgøre kerneelementer i udviklingen af den europæiske forsvarsunion;

2.  glæder sig over Kommissionens initiativ til en cybersikkerhedspakke, som skal fremme EU's modstandsdygtighed over for cyberangreb, afskrækkelse og -forsvar;

3.  minder om, at cyberforsvar har både militære og civile dimensioner, og at dette betyder, at der er behov for en integreret politisk tilgang og et tæt samarbejde mellem militære og civile interessenter;

4.  opfordrer til at, at der sker en sammenhængende udvikling af cyberkapacitet på tværs af alle EU-institutioner og -organer samt i medlemsstaterne og til at tilvejebringe de nødvendige politiske og praktiske løsninger til at overkomme de resterende politiske, lovgivningsmæssige og organisatoriske hindringer for samarbejde om cyberforsvar; mener, at løbende og forbedret udveksling og samarbejde mellem relevante offentlige interessenter på EU-plan og nationalt plan om cyberforsvar er afgørende;

5.  understreger kraftigt, at medlemsstaternes cyberforsvarskapacitet inden for rammerne af den nye europæiske forsvarsunion bør være i front og så vidt muligt være forbundet fra begyndelsen for at sikre maksimal effektivitet; opfordrer derfor indtrængende medlemsstaterne til at arbejde tæt sammen i udviklingen af deres respektive cyberforsvar ved hjælp af en klar køreplan og dermed indgå i en proces, som koordineres af Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og EDA for bedre at effektivisere cyberforsvarsstrukturerne i medlemsstaterne ved hurtigst muligt at gennemføre de tilgængelige kortsigtede foranstaltninger og fremme udvekslingen af ekspertise; mener, at vi bør udvikle et europæisk sikkert net til kritiske oplysninger og infrastruktur; anerkender endvidere, at stor kapacitet til at finde de ansvarlige er en vigtig del af et effektivt cyberforsvar og cyberforsvar med afskrækkende virkning, og at effektiv forebyggelse vil kræve udvikling af betydelig mere teknologisk ekspertise; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at øge de finansielle og menneskelige ressourcer, navnlig eksperter inden for cyberkriminalteknik, for at forbedre kapaciteten til at finde kilden til cyberangreb; understreger, at et sådant samarbejde også bør gennemføres gennem fremme af ENISA;

6.  erkender, at mange medlemsstater anser deres egen cyberforsvarskapacitet for at være kernen i deres nationale sikkerhedsstrategi og for at udgøre en væsentlig del af deres nationale suverænitet; understreger imidlertid - på grund af cyberspaces grænseløse karakter - at det målestok og den viden, der er nødvendig for at skabe en egentlig tværgående og effektiv styrke, der kan sikre EU's mål om strategisk selvstændighed i cyberspace, rækker ud over hver enkelt medlemsstats kapacitet og derfor kræver en styrket og koordineret indsats fra alle medlemsstaternes side på EU-plan; bemærker på denne baggrund, at EU og dens medlemsstater er under tidspres med hensyn til at udvikle sådanne kræfter og skal handle omgående; bemærker, at EU som følge af EU-initiativer som det digitale indre marked er godt placeret i forhold til at indtage en førende rolle i udviklingen af europæiske cyberforsvarsstrategier; minder om, at udviklingen af det et cyberforsvar på EU-plan skal øge EU's kapacitet til at beskytte sig selv; glæder sig i denne henseende over det foreslåede permanente mandat og den styrkede rolle for ENISA;

7.  opfordrer i denne forbindelse indtrængende medlemsstaterne til at gøre bedst mulig brug af den ramme, der er fastlagt af PESCO og EUF, til at foreslå samarbejdsprojekter;

8.  noterer sig det store stykke arbejde, som EU og dets medlemsstater har gjort på cyberforsvarsområdet; bemærker navnlig EDA's projekter om cybertestmiljøer ("cyber ranges"), den strategiske forskningsdagsorden om cyberforsvar og udarbejdelsen af pakker om cybersituationskendskab, som kan benyttes af hovedkvarterer;

9.  glæder sig over de to projekter, som vil blive iværksat inden for rammerne af PESCO, nemlig platformen til informationsudveksling om reaktion på cybertrusler og -hændelser og cyberberedskabsholdene og gensidig bistand inden for cybersikkerhed; understreger, at disse to projekter har fokus på en defensiv cyberpolitik, der bygger på udveksling af efterretninger om cybertrusler gennem en netværksplatform for medlemsstaterne og etablering af cyberberedskabshold (Cyber Rapid Response Teams - CRRT'er), som giver medlemsstaterne mulighed for at hjælpe hinanden med at sikre større modstandsdygtighed over for cyberangreb og sammen afsløre, genkende og mindske cybertrusler; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bygge videre på PESCO-projekterne om nationale CRRT'er og gensidig bistand inden for cybersikkerhed ved at oprette et europæisk CRRT, som skal koordinere, afsløre og modvirke kollektive cybertrusler til støtte for de deltagende medlemsstaters indsats;

10.  bemærker, at EU's kapacitet til at udvikle cyberforsvarsprojekter afhænger af dets kendskab til teknologier, udstyr, tjenester, data og databehandling samt af, at det kan støtte sig til en betroet gruppe af aktører inden for sektoren;

11.  minder om, at et af formålene med indsatsen for at forbedre ensartetheden i kommandosystemerne er at sikre, at de til rådighed værende kommandoressourcer er interoperable med kommandoressourcerne i NATO-lande, der ikke er medlemmer af EU, samt med lejlighedsvise partnere, og sikre en gnidningsfri informationsudveksling for at fremskynde beslutningsprocessen og bevare kontrollen over oplysningerne i en cyberrisikosammenhæng;

12.  henstiller, at der findes måder til at supplere NATO's projekter vedrørende intelligent forsvar (f.eks. kapacitetsudvikling til multinationalt cyberforsvar, platformen til deling af oplysninger om malware (MISP) og samordningsplatform for uddannelse og træning inden for cyberforsvar (Multinational Cyber Defence Education & Training - MNCDE&T));

13.  anerkender den udvikling, der er sket på områder som nanoteknologi, kunstig intelligens, big data, e-affald og avanceret robotteknologi; opfordrer indtrængende medlemsstaterne og EU til at være særligt opmærksomme på eventuel udnyttelse af disse områder fra fjendtlige statslige aktørers og organiserede kriminelle gruppers side; opfordrer til udvikling af uddannelse og kapacitet med henblik på at beskytte mod forekomsten af avancerede kriminelle systemer såsom kompleks identitetsbedrageri og forfalskning af varer;

14.  understreger behovet for mere terminologisk præcisering af sikkerhed i cyberspace samt for en omfattende og integreret tilgang til og fælles bestræbelser for at modvirke cybertrusler og hybride trusler, opdage og udrydde sikre onlinehavne for ekstremister og kriminelle ved at styrke og øge udvekslingen af oplysninger mellem EU og EU-agenturer som Europol, Eurojust, EDA og ENISA;

15.  understreger den voksende rolle, som kunstig intelligens spiller, både inden for cyberangreb og cyberforsvar; opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at være særligt opmærksomme på dette område, både i forbindelse med forskning og med den praktiske udvikling af deres cyberforsvarskapacitet;

16.  understreger kraftigt, at der med anvendelsen af ubemandede luftfartøjer, uanset om de er væbnede eller ej, bør træffes yderligere foranstaltninger for at reducere deres potentielle cybersårbarheder;

Cyberforsvar inden for FSFP-missioner og -operationer

17.  understreger, at cyberforsvar bør betragtes som en operationel opgave for FSFP-missioner og -operationer, og at det bør integreres i alle FSFP-planlægningsprocesser for at sikre, at der i hele planlægningsprocessen tages højde for cybersikkerhed, og at cybersårbarhedshuller dermed reduceres;

18.  anerkender, at planlægning af en vellykket FSFP-mission eller -operation kræver betydelig cyberforsvarsekspertise og sikre infrastrukturer og netværk, både i de operationelle hovedkvarterer og inden for selve missionen, for at kunne foretage en grundig trusselsvurdering og yde tilstrækkelig beskyttelse i marken; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og de medlemsstater, der stiller hovedkvarterer til rådighed for FSFP-operationer, til at styrke den cyberforsvarsekspertise, de yder EU's missioner og operationer; bemærker, at der er en grænse for, hvor godt en FSFP-mission kan være forberedt på at beskytte sig mod cyberangreb;

19.  understreger, at planlægning af alle FSFP-missioner og -operationer skal ledsages af en grundig vurdering af cybertrusselsbilledet; bemærker, at den trusselsklassificering, som er udarbejdet af ENISA, er en passende skabelon for en sådan vurdering; anbefaler, at FSFP-hovedkvarterer får kapacitet til at vurdere modstandsdygtigheden over for cyberangreb;

20.  anerkender navnlig, at det er vigtigt, at FSFP-missioners og -operationers digitale fodaftryk og angrebsflader begrænses til det nødvendige minimum; opfordrer indtrængende de planlæggere, der er involveret, til at tage hensyn hertil fra begyndelsen af planlægningsprocessen;

21.  anerkender EDA's analyse af uddannelsesbehov, som har afsløret store mangler i cyberforsvarsfærdigheder og -kompetencer hos beslutningstagerne og ikke kun i medlemsstaterne, og glæder sig over EDA-initiativerne om kurser for de øverste beslutningstagere i medlemsstaterne til støtte for planlægning af FSFP-missioner og -operationer;

Cyberforsvarsuddannelse og -træning

22.  bemærker, at et strømlinet uddannelses- og træningslandskab inden for EU-cyberforsvar i høj grad vil mindske trusler, og opfordrer EU og medlemsstaterne til at øge deres samarbejde inden for uddannelse, træning og øvelser;

23.  støtter kraftigt det militære Erasmusprogram og andre fælles uddannelses- og udvekslingsinitiativer, der tager sigte på at fremme interoperabiliteten mellem medlemsstaternes væbnede styrker og udviklingen af en fælles strategisk kultur gennem en øget udveksling af unge militærfolk, idet det erindres, at denne interoperabilitet er nødvendig blandt alle medlemsstater og NATO-allierede; mener imidlertid, at udvekslinger om uddannelse og træning inden for cyberforsvar bør række ud over dette initiativ og omfatte militært personale i alle aldersgrupper og af alle grader samt studerende fra alle akademiske institutioner, der udbyder uddannelsesprogrammer inden for cybersikkerhed;

24.  understreger, at der er behov for flere eksperter på cyberforsvarsområdet; opfordrer medlemsstaterne til at lette samarbejdet mellem civile uddannelsesinstitutioner og militærakademier med henblik på at fylde dette hul og skabe flere uddannelsesmuligheder inden for cyberforsvar og til at afsætte flere ressourcer til specialiseret operationel cybertræning, herunder om kunstig intelligens; opfordrer militærakademier til at integrere cyberforsvar i deres læseplaner og dermed bidrage til at øge den cybertalentmasse, der er til rådighed for FSFP-missioner;

25.  opfordrer alle medlemsstater til i tilstrækkelig grad og proaktivt at informere om, gøre opmærksom på og rådgive virksomheder, skoler og borgere om cybersikkerhed og de vigtigste digitale trusler; glæder sig i denne henseende over cybervejledninger som et redskab til at vejlede borgere og organisationer til en bedre cybersikkerhedsstrategi, fremme viden om cybersikkerhed og forbedre modstandsdygtigheden over for cyberangreb generelt;

26.  bemærker, at medlemsstaterne i lyset af behovet for mere specialiseret personale ikke kun bør fokusere på at rekruttere kompetent personale til deres væbnede styrker, men også på at fastholde de fornødne specialister;

27.  glæder sig over, at elleve medlemsstater (Østrig, Belgien, Tyskland, Estland, Grækenland, Finland, Irland, Letland, Holland, Portugal og Sverige) inden for projektet "Cyber Ranges Federation Project" har gennemført det første af fire cyberforsvarsprojekter, der blev iværksat inden for rammerne af EDA's sammenlægnings- og delingsdagsorden; opfordrer de resterende medlemsstater til at tilslutte sig initiativet; opfordrer medlemsstaterne til at fremme større gensidig adgang til virtuel uddannelse inden for cyberforsvar og cybertestmiljøer; mener i denne henseende, at ENISA's rolle og dets ekspertise også bør overvejes;

28.  mener, at sådanne initiativer bidrager til at forbedre kvaliteten af uddannelse på cyberforsvarsområdet på EU-plan, især gennem etableringen af en bred vifte af tekniske platforme og oprettelsen af et fællesskab af EU-eksperter; mener, at europæiske væbnede styrker kan virke mere appellerende, hvis de tilbyder omfattende træning i cyberforsvar for at tiltrække og fastholde cybertalenter; understreger behovet for at påvise svagheder i både medlemsstaters og EU-institutioners computersystemer; anerkender, at menneskelige fejl er den hyppigst afdækkede årsag til svagheder i cybersikkerhedssystemer, og opfordrer derfor til regelmæssig efteruddannelse for både militærpersonnel og civilt personale, der arbejder for EU's institutioner;

29.  opfordrer EDA til at iværksætte samordningsplatformen for uddannelse inden for cyberforsvar, træning og øvelser (CD TEXP) for at støtte projektet "Cyber Ranges Federation" hurtigst muligt med fokus på at styrke samarbejdet om harmoniserede krav, fremme cyberforsvarsforskning og teknologisk nytænkning samt kollektivt bistå tredjelande i at opbygge deres kapacitet med henblik på at skabe modstandsdygtighed inden for cyberforsvar; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at supplere disse initiativer med et særligt europæisk ekspertisecenter for uddannelse i cyberforsvar, som skal give de mest lovende rekrutter ekspertundervisning til støtte for de deltagende medlemsstaters cyberuddannelser;

30.  glæder sig over, at der inden for rammerne af ESDC etableres en samordningsplatform for uddannelse inden for cyberforsvar, træning, øvelser og evaluering (ETEE) med henblik på at opskalere mulighederne for uddannelse og træning i medlemsstaterne;

31.  opfordrer til mere udveksling af situationsforståelse gennem skrivebordscyberøvelser og koordinering af arbejdet med at udvikle kapacitet med det formål at opnå større interoperabilitet og bedre forebyggelse af og reaktioner på fremtidige angreb; opfordrer til, at sådanne projekter gennemføres med NATO's allierede, EU-medlemsstaternes væbnede styrker og andre partnere med stor erfaring i bekæmpelse af cyberangreb for at udvikle en operationel parathed, fælles procedurer og standarder til sammen at kunne stå imod forskellige cybertrusler; glæder sig i denne henseende over EU's deltagelse i cyberøvelser såsom Cyber Offence and Defence Exercise (CODE);

32.  minder om, at et modstandsdygtigt cyberspace kræver pletfri cyberhygiejne; opfordrer alle offentlige og private interessenter til at gennemføre regelmæssige kurser i cyberhygiejne for alle personalemedlemmer;

33.  anbefaler, at udvekslingen af ekspertise og indhøstet erfaring øges mellem de væbnede styrker, politiet og andre statslige organer i medlemsstaterne, som deltager aktivt i bekæmpelsen af cybertrusler;

EU-NATO-samarbejde om cyberforsvar

34.  gentager, at EU og NATO på grundlag af deres fælles værdier og strategiske interesser har et særligt ansvar for og kapacitet til at tackle de stigende udfordringer med hensyn til cybersikkerhed og cyberforsvar mere effektivt og i tæt samarbejde ved at undersøge muligheden for yderligere tiltag, undgå overlapning og anerkende deres respektive ansvarsområder;

35.  opfordrer Rådet til i samarbejde med andre relevante EU-institutioner og -strukturer at overveje, hvordan man hurtigst muligt kan yde EU-støtte til integrering af cyberområdet i medlemsstaternes militære doktriner på en harmoniseret måde og i tæt samarbejde med NATO;

36.  opfordrer til, at de foranstaltninger, der allerede er aftalt, gennemføres; opfordrer til, at der findes nye initiativer til at øge samarbejdet mellem EU og NATO, idet der også tages hensyn til mulighederne for samarbejde inden for NATO's cyberforsvarscenter (CCD COE) og NATO's akademi for kommunikation og information (NIC), som har til formål inden for cyberforsvar at øge træningskapaciteterne i IT og cybersystemer for så vidt angår både software og hardware; bemærker, at dette kunne omfatte en dialog med NATO om muligheden for, at EU tiltræder CCD COE med henblik på at øge komplementariteten og samarbejdet; glæder sig over den nylige oprettelse af det europæiske ekspertisecenter for imødegåelse af hybride trusler; opfordrer indtrængende alle relevante institutioner og allierede til regelmæssigt at drøfte deres aktiviteter for at undgå overlapninger og opfordre til en koordineret tilgang til cyberforsvar; mener, at det er afgørende på grundlag af gensidig tillid at fremme udveksling af oplysninger om cybertrusler blandt medlemsstaterne og med NATO;

37.  er overbevist om, at et styrket samarbejde mellem EU og NATO er vigtigt og nyttigt på cyberforsvarsområdet som et middel til at forebygge, opdage og afskrække cyberangreb; opfordrer derfor begge organisationer til at øge deres operationelle samarbejde og samordning og til at udvide deres fælles bestræbelser på at opbygge kapacitet, især i form af fælles øvelser og træning for civilt og militært personale inden for cyberforsvar og gennem medlemsstaternes deltagelse i NATO's intelligente forsvarsprojekter; mener, at det er afgørende, at EU og NATO øger deres udveksling af oplysninger for at sikre en formel tilskrivelse af ansvaret for cyberangreb og dermed gøre det muligt at indføre restriktive sanktioner mod de ansvarlige; opfordrer indtrængende begge organisationer til at samarbejde tættere, også om cyberaspekterne af krisestyring;

38.  glæder sig over udvekslingen af koncepter til integrering af krav og standarder for cyberforsvar i planlægningen og gennemførelsen af missioner og operationer med det formål at fremme interoperabilitet og udtrykker håb om, at dette bliver fulgt op af mere operationelt samarbejde til at sikre cyberforsvarsaspektet af de respektive missioner og synkroniseringen af operationelle tilgange;

39.  glæder sig over aftalen mellem EU's IT-Beredskabsenhed (CERT-EU) og NATO's "Computer Incident Response Capability" (NCIRC), der tager sigte på at lette udvekslingen af oplysninger, logistisk støtte, fælles trusselsvurderinger, personaleerhvervelse og udveksling af bedste praksis, alt sammen for at sikre, at der er mulighed for at reagere på trusler i realtid; understreger, at det er vigtigt at tilskynde til udveksling af oplysninger mellem CERT-EU og NCIRC og til at arbejde på at øge graden af tillid; mener, at der er en formodning om, at oplysninger, der indehaves af CERT-EU, kan være nyttige for forskningen i cyberforsvar og for NATO, og at disse oplysninger derfor bør deles, forudsat at der sikres fuld overensstemmelse med EU's databeskyttelseslovgivning;

40.  glæder sig over samarbejdet om cyberforsvarsøvelser mellem de to organisationer; noterer sig deltagelsen af EU-repræsentanter i den årlige "Cyber Coalition"-øvelse; anerkender de fremskridt, som EU's deltagelse via de parallelle og koordinerede øvelser (PACE 17) i NATO's krisestyringsøvelse 2017 udgør, og hilser især medtagelsen af en cyberforsvarskomponent velkommen; opfordrer indtrængende begge organisationer til at intensivere disse bestræbelser;

41.  opfordrer indtrængende EU og NATO til at afholde regelmæssige øvelser på strategisk niveau med deltagelse af de øverste politiske ledere fra begge organisationer; glæder sig i denne forbindelse over den estiske øvelse EU CYBRID 2017, hvor NATO's generalsekretær for første gang deltog i en EU-øvelse;

42.  bemærker, at der er betydelige muligheder for et mere ambitiøst og konkret program for cyberforsvarssamarbejde, der rækker ud over de begrebsmæssige aspekter af samarbejdet i forbindelse med specifikke operationer; opfordrer indtrængende begge organisationer til i praksis og effektivt at gennemføre alt det, der allerede findes, og til at fremlægge mere ambitiøse forslag til den næste gennemgang af gennemførelsen af den fælles erklæring;

43.  glæder sig over NATO's industrielle cyberpartnerskab (NICP), som blev oprettet i 2014, og efterlyser EU's deltagelse i en samarbejdsbaseret indsats under NICP med henblik på at knytte samarbejdsindsatsen mellem NATO og EU med industrielle ledere, som er specialiseret i cyberteknologier med det formål at fremme cybersikkerhed gennem et fortsat samarbejde, hvor der især er fokus på: træning, øvelser og uddannelse for NATO, EU samt repræsentanter for industrien, EU's og industriens optagelse i NATO's "Smart Defence"-projekter, samarbejdsbaseret udveksling af oplysninger og bedste praksis for beredskab og genopretning mellem NATO, EU og erhvervslivet, forfølgelse af fælles udviklede kapaciteter for cyberforsvar og samarbejdsorienterede reaktioner på cyberhændelser, når og hvor det er hensigtsmæssigt;

44.  bemærker det igangværende arbejde med forslaget til forordning om revision af ENISA-forordningen ((EU) nr. 526/2013) og fastsættelse af en europæisk ramme for IKT-sikkerhedscertificering og -mærkning; opfordrer ENISA til at indgå en aftale med NATO for at udvide deres praktiske samarbejde, herunder udveksling af oplysninger og deltagelse i cyberforsvarsøvelser;

Internationale normer for cyberspace

45.  opfordrer til at integrere cyberforsvarskapaciteter i FUSP og EU's optræden udadtil og dets medlemsstater som en tværgående opgave og opfordrer til tættere samordning om cyberforsvar mellem medlemsstaterne, EU-institutionerne, NATO, De Forenede Nationer, USA og andre strategiske partnere, navnlig hvad angår regler, normer og håndhævelsesforanstaltninger i cyberspace;

46.  beklager, at FN's gruppe af regeringseksperter (UNGGE) i 2016-2017 efter flere måneders forhandlinger ikke var i stand til at udarbejde en ny konsensusrapport; minder om, at således som det anerkendes i rapporten fra 2013, finder den eksisterende folkeret og navnlig De Forenede Nationers pagt – som forbyder truslen eller magtanvendelsen mod politisk uafhængighed af enhver stat, herunder tvangsmæssige cyberoperationer, som har til formål at forstyrre den tekniske infrastruktur, der er væsentlig for forløbet af de officielle inddragende procedurer, herunder valg, i en anden stat – anvendelse og bør håndhæves i cyberspace; noterer sig, at UNGGE-rapporten fra 2015 indeholder en liste over normer for den ansvarlige stats adfærd, herunder forbuddet mod, at stater udfører eller bevidst støtter cyberaktiviteter i strid med deres forpligtelser i henhold til internationale regler; opfordrer EU til at påtage sig en førende rolle i den igangværende og fremtidige debat om og gennemførelse af internationale normer i cyberspace;

47.  bemærker relevansen af Tallinnmanualen 2.0, som er et grundlag for en debat og en analyse af, hvordan den eksisterende folkeret kan finde anvendelse på cyberspace; opfordrer medlemsstaterne til at begynde at analysere og anvende det, som eksperterne har anført i Tallinnmanualen, og til at blive enige om yderligere frivillige normer om international adfærd; bemærker navnlig, at enhver offensiv brug af cyberkapacitet bør baseres på folkeretten;

48.  bekræfter sit fulde tilsagn om et åbent, frit, stabilt og sikkert cyberspace, som respekterer de grundlæggende værdier demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet, og hvor internationale tvister løses med fredelige midler på grundlag af FN's charter og folkerettens principper; opfordrer medlemsstaterne til at fremme den videre gennemførelse af den fælles og samlede EU-strategi for cyberdiplomati og eksisterende cybernormer og til sammen med NATO at udarbejde kriterier på EU-plan for og definitioner på, hvad der udgør et cyberangreb, for at forbedre EU's evne til hurtigt at indtage en fælles holdning efter en internationalt retsstridig handling i form af et cyberangreb; støtter på det kraftigste gennemførelsen af 2015 UNGGE-rapportens frivillige, ikke-bindende normer for ansvarlig statslig adfærd i cyberspace, herunder respekt for privatlivets fred og borgernes grundlæggende rettigheder og oprettelsen af regionale tillidsskabende foranstaltninger; støtter i denne forbindelse arbejdet i den globale kommission om stabilitet i cyberspace med at udarbejde forslag til normer og politikker til forbedring af international sikkerhed og stabilitet og til at sikre en ansvarlig statslig og ikkestatslig adfærd i cyberspace; støtter forslaget om, at statslige og ikkestatslige aktører ikke bør gennemføre eller bevidst tillade aktiviteter, som bevidst eller i væsentlig grad skader den generelle tilgængelighed eller integritet af internettets offentlige kerne og dermed stabiliteten af cyberspace;

49.  anerkender, at størstedelen af den teknologiske infrastruktur ejes eller drives af den private sektor, og at tæt samarbejde, høring og integration af den private sektor og civilsamfundsgrupper gennem en dialog med flere interessenter derfor er afgørende for at sikre et åbent, frit, stabilt og sikkert cyberspace;

50.  anerkender, at bilaterale aftaler mellem medlemsstater ikke altid giver de forventede resultater på grund af vanskeligheder med håndhævelsen; mener derfor, at opbygningen af koalitioner inden for grupper af ligesindede lande, der er villige til at skabe konsensus, udgør et effektivt middel til at supplere indsatsen med flere aktører; understreger den vigtige rolle, som de lokale myndigheder skal spille i processen med teknologisk innovation og datadeling, når det drejer sig om at styrke bekæmpelsen af kriminalitet og terroraktiviteter;

51.  glæder sig over Rådets vedtagelse af en ramme for EU's fælles diplomatiske reaktion på ondsindede cyberaktiviteter, den såkaldte cyberdiplomatiske værktøjskasse; støtter muligheden for, at EU kan træffe restriktive foranstaltninger mod fjender, der angriber EU's medlemsstater i cyberspace, herunder gennemførelsen af sanktioner;

52.  opfordrer til en tydelig proaktiv tilgang til cybersikkerhed og cyberforsvar og til en forstærkning af EU's cyberdiplomati som en tværgående opgave i EU's udenrigspolitik og dets kapaciteter og instrumenter over hele linjen, således at de effektivt kan styrke EU's normer og værdier samt bane vejen for at nå til enighed om regler, normer og håndhævelsesforanstaltninger i cyberspace; bemærker, at opbygningen af cybermodstandsdygtighed i tredjelande bidrager til international fred og sikkerhed, hvilket i sidste ende gør de europæiske borgere sikrere;

53.  mener, at cyberangreb som NotPetya og WannaCry enten er statsstyrede eller gennemføres med den pågældende stats vidende og godkendelse; bemærker, at disse cyberangreb, som forårsager alvorlig og varig økonomisk skade og udgør en livsfare, er klare overtrædelser af folkeretten og retlige normer; mener derfor, at NotPetya og WannaCry udgør overtrædelser af folkeretten, som henholdsvis Den Russiske Føderation og Nordkorea er ansvarlige for, og at EU og NATO bør reagere sammen og på passende vis over for de to lande;

54.  opfordrer til, at Europols Center til Bekæmpelse af Cyberkriminalitet bliver et fokuspunkt for retshåndhævelsesdivisioner og regeringsagenturer for cyberkriminalitet, hvis primære ansvar vil være at forvalte forsvaret af såvel .eu-domæner og kritisk infrastruktur i EU-nettet i forbindelse med et angreb; understreger, at der også bør findes et sådant fokuspunkt til udveksling af oplysninger og til at yde medlemsstaterne bistand;

55.  understreger, at det er vigtigt at udvikle normer vedrørende privatliv og sikkerhed, kryptering, hadefuld tale, forkerte oplysninger og terrortrusler;

56.  anbefaler, at hver medlemsstat forpligter sig til at bistå de øvrige medlemsstater under et cyberangreb og til at sikre national cyberansvarlighed i tæt samarbejde med NATO;

Civilt-militært samarbejde

57.  opfordrer alle interessenter til at styrke partnerskaber om vidensoverførsel, indføre passende forretningsmodeller og opbygge tillid mellem virksomheder og forsvarspolitiske og civile slutbrugere, samt til at forbedre overførslen af akademisk viden til praktiske løsninger, med henblik på at skabe synergier og overføre løsninger mellem de civile og militære markeder, dvs. dybest set et europæisk indre marked for cybersikkerhed og cybersikkerhedsprodukter, der er baseret på gennemsigtige procedurer og er i overensstemmelse med EU-retten og folkeretten med henblik på at bevare og styrke EU's strategiske selvstændighed; bemærker den afgørende rolle, som private cybersikkerhedsvirksomheder spiller i forbindelse med tidlig varsling og opdagelse af ansvaret for cyberangreb;

58.  understreger kraftigt vigtigheden af FoU, navnlig i lyset af de høje sikkerhedskrav på forsvarsområdet; opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at yde mere praktisk støtte til den europæiske cybersikkerhedsindustri og andre relevante økonomiske aktører, til at reducere den bureaukratiske byrde, navnlig for SMV'er og nystartede virksomheder (som er vigtige kilder til innovative løsninger på cyberforsvarsområdet), og til at fremme et tættere samarbejde med universiteters forskningsorganisationer og store aktører med henblik på at mindske afhængigheden af cybersikkerhedsprodukter fra eksterne kilder og til at skabe en strategisk forsyningskæde inden for EU for at styrke dets strategiske autonomi; bemærker i denne forbindelse det værdifulde bidrag, som EUF og andre instrumenter under den flerårige finansielle ramme (FFR) kan yde;

59.  opfordrer Kommissionen til at integrere cyberforsvarselementer i et netværk af europæiske kompetence- og forskningscentre for cybersikkerhed, også med henblik på at yde tilstrækkelige ressourcer til cyberkapacitet og -teknologier med dobbelt anvendelse inden for den flerårige finansielle ramme;

60.  bemærker, at beskyttelsen af offentlige og andre civilkritiske infrastrukturaktiver, navnlig informationssystemer og relaterede data, er en vigtig forsvarsopgave for medlemsstaterne og navnlig for de myndigheder, der har ansvaret for sikkerheden i forbindelse med informationssystemer, og at det bør være en del af de beføjelser, som er tillagt enten nationale cyberforsvarsstrukturer eller disse myndigheder; understreger, at dette vil kræve en tilstrækkelig grad af tillid og det tættest mulige samarbejde mellem militære aktører, cyberforsvarsagenturer, andre relevante myndigheder og de berørte industrier, hvilket kun kan opnås ved tydeligt at fastlægge opgaver, roller og ansvar for civile og militære aktører, og opfordrer indtrængende alle interessenter til at tage hensyn hertil i deres planlægningsprocesser; opfordrer til mere grænseoverskridende samarbejde med fuld respekt for EU's databeskyttelseslovgivning, om retshåndhævelse i forbindelse med fjernelse af ondsindet cyberaktivitet;

61.  opfordrer alle medlemsstater til at fokusere deres nationale cybersikkerhedsstrategier på beskyttelsen af informationssystemer og tilknyttede data og til at overveje beskyttelsen af denne kritiske infrastruktur som en del af deres pligt til at udvise rettidig omhu; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at vedtage og gennemføre strategier, retningslinjer og instrumenter, der sikrer en rimelig grad af beskyttelse mod rimeligt identificerbare trusselsniveauer, hvor omkostningerne og byrderne ved beskyttelsen står mål med de sandsynlige skadevirkninger, som de berørte parter risikerer at stå overfor; opfordrer medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger for at forpligte juridiske personer under deres jurisdiktion til at beskytte de personoplysninger, der er i deres varetægt;

62.  anerkender, at det som følge af det ændrede miljø inden for cybertrusler kunne være tilrådeligt med et stærkere og mere struktureret samarbejde med politiet, navnlig på visse kritiske områder, f.eks. når der spores trusler under overskrifter som cyberjihad, cyberterrorisme, radikalisering online og finansiering af ekstremistiske eller radikale organisationer;

63.  opfordrer til tæt samarbejde mellem EU-agenturer som EDA, ENISA og Det Europæiske Center for Bekæmpelse af Cyberkriminalitet i en tværfaglig tilgang, der skal fremme synergier og undgå overlapning;

64.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en køreplan for en koordineret tilgang til europæisk cyberforsvar, herunder ajourføre rammen for EU's cyberforsvarspolitik for at sikre, at den fortsat er egnet til formålet som den relevante politiske mekanisme til at nå EU's mål for cyberforsvar i tæt samarbejde med medlemsstaterne, EDA, Parlamentet og EU-Udenrigstjenesten; bemærker, at denne proces skal være en del af en bredere strategisk tilgang til den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik;

65.  opfordrer til, at der opbygges cybersikkerhedskapacitet gennem udviklingssamarbejde og konstant uddannelse og træning i cyberopmærksomhed under hensyntagen til, at millioner af nye internetbrugerne, hvoraf de fleste bor i udviklingslande, i de kommende år vil begynde at gå på nettet og således styrke modstandsdygtigheden i lande og samfund over for cyber- og hybridtrusler;

66.  opfordrer til internationalt samarbejde og multilaterale initiativer til opbygning af strenge rammer for cyberforsvar og cybersikkerhed for at modgå statslig fastholdelse gennem korruption, finansielt svig, hvidvaskning af penge, finansiering af terrorisme og for at håndtere de udfordringer, som cyberterrorisme og kryptovalutaer udgør, og andre alternative betalingsmetoder;

67.  bemærker, at cyberangreb som NotPetya spredes hurtigt og derved forårsager vilkårlige skader, medmindre der er en generel global modstandsdygtighed; mener, at uddannelse og træning i cyberforsvar bør udgøre en del af EU's foranstaltninger udadtil, og at opbygning af modstandsdygtigheden over for cyberangreb i tredjelande bidrager til international fred og sikkerhed, som i sidste ende gør Europas borgere sikrere;

Institutionel styrkelse

68.  opfordrer medlemsstaterne til at engagere sig i et mere ambitiøst samarbejde på cyberområdet med PESCO; foreslår, at medlemsstaterne lancerer et nyt PESCO-cybersamarbejdsprogram med henblik på at støtte hurtig og effektiv planlægning, styring og kontrol af nuværende og fremtidige EU-operationer og -missioner; bemærker, at dette bør føre til bedre koordinering af operationel kapacitet i cyberspace og kan føre til udviklingen af en fælles cyberforsvarskommando, hvis Det Europæiske Råd beslutter dette;

69.  gentager sin opfordring til medlemsstaterne og næstformanden/den højtstående repræsentant om at fremlægge en EU-hvidbog om sikkerhed og forsvar; opfordrer medlemsstaterne og næstformanden/den højtstående repræsentant til at gøre cyberforsvar og afskrækkelse til en hjørnesten i hvidbogen, der omfatter både beskyttelse af cyberområdet for operationer, som er fastsat i artikel 43 i TEU, og det fælles forsvar, som er fastsat i artikel 42, stk. 7, i TEU;

70.  bemærker, at det nye PESCO-cybersamarbejdsprogram bør ledes af højtrangerende militært og civilt personale fra hver medlemsstat efter rotationsprincippet, som skal stå til ansvar over for EU's forsvarsministre i PESCO-format og næstformanden/den højtstående repræsentant, for at fremme principperne om tillid blandt medlemsstaterne og EU-institutionerne og -agenturerne, når de udveksler oplysninger og efterretninger;

71.  gentager sin opfordring til at oprette et EU-råd om forsvar, der bygger på det eksisterende ministerielle EDA-styringsråd og PESCO-formatet for EU's forsvarsministre, med henblik på at garantere prioritering, operationalisering af ressourcer og effektivt samarbejde og integration blandt medlemsstaterne;

72.  minder om behovet for at sikre, at den europæiske forsvarsfond fastholdes eller endog fremmes i næste flerårige finansielle ramme med et tilstrækkeligt budget, der er øremærket til cyberforsvar;

73.  opfordrer til øgede ressourcer til modernisering og strømlining af cybersikkerhed og formidling af efterretninger mellem EU-Udenrigstjenesten/Den Europæiske Unions Efterretningsanalysecenter (INTCEN), Rådet og Kommissionen;

Offentlig-private partnerskaber

74.  anerkender, at private virksomheder spiller en vigtig rolle med hensyn til at forebygge, afsløre, inddæmme og reagere på cybersikkerhedshændelser, ikke kun som udbydere af teknologi, men også som udbydere af tjenester, der ikke omfatter IT;

75.  anerkender den rolle, som den private sektor spiller med hensyn til at forebygge, afsløre, inddæmme og reagere på cybersikkerhedshændelser samt dens rolle med hensyn til at fremme innovation inden for cyberforsvar, og opfordrer derfor til øget samarbejde med den private sektor for at sikre fælles indsigt i EU's og NATO's krav og hjælpe med at finde fælles løsninger;

76.  opfordrer EU til at foretage en omfattende revision af software-, IT- og kommunikationsudstyr og -infrastruktur, der anvendes i institutionerne for at udelukke potentielt farlige programmer og anordninger og forbyde dem, der er bekræftet som værende ondsindede, såsom Kaspersky Lab;

o
o   o

77.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU-agenturerne på forsvars- og cybersikkerhedsområdet, NATO's generalsekretær og medlemsstaternes nationale parlamenter.

(1) Cambridge University Press, februar 2017, ISBN 9781316822524, https://doi.org/10.1017/9781316822524.
(2) EUT L 194 af 19.7.2016, s. 1.
(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0366.
(4) EUT C 419 af 16.12.2015, s. 145.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0435.
(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0493.
(7) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0492.

Juridisk meddelelse