Europa-Parlamentets beslutning af 13. november 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om anvendelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond med henblik på at yde bistand til Letland (COM(2018)0658 – C8-0416/2018 – 2018/2230(BUD))

P8_TA(2018)0440 A8-0357/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2018)0658 – C8-0416/2018),

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 af 11. november 2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond(1),

–  der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(2), særlig artikel 10,

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning(3), særlig punkt 11,

–  der henviser til skrivelse fra Regionaludviklingsudvalget,

–  der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A8-0357/2018),

1.  hilser afgørelsen velkommen som et tegn på Unionens solidaritet med Unionens borgere og regioner, der er ramt naturkatastrofer;

2.  fremhæver det presserende behov for at yde finansiel bistand gennem Den Europæiske Unions Solidaritetsfond ("fonden") til de regioner, der var berørt af naturkatastrofer i Unionen i 2017;

3.  støtter de medlemsstater, der anvender de europæiske struktur- og investeringsfonde til genopbygning af de ramte regioner; opfordrer Kommissionen til hurtigt at godkende den finansielle omfordeling af partnerskabsaftalerne, som medlemsstaterne har anmodet om til dette formål;

4.  opfordrer medlemsstaterne til at anvende de finansielle bidrag fra fonden på en gennemsigtig måde, som garanterer en retfærdig fordeling i de berørte regioner;

5.  godkender den afgørelse, der er vedføjet denne beslutning;

6.  pålægger sin formand at undertegne denne afgørelse sammen med Rådets formand og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

7.  pålægger sin formand at sende denne beslutning sammen med bilaget til Rådet og Kommissionen.

BILAG

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

om anvendelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond med henblik på at yde bistand til Letland

(Teksten i bilaget gengives ikke her, eftersom det svarer til den endelige retsakt, afgørelse (EU) 2018/1859.)

(1) EFT L 311 af 14.11.2002, s. 3. (2) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884. (3) EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. november 2018 om EU's udviklingsbistand på uddannelsesområdet (2018/2081(INI))

P8_TA(2018)0441 A8-0327/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 26 i verdenserklæringen om menneskerettigheder, ifølge hvilken "Enhver har ret til undervisning. Undervisningen skal være gratis, i det mindste på de elementære og grundlæggende trin",

–  der henviser til dokumentet "Ændring af vores samfund: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling", der blev vedtaget den 25. september 2015 af FN's Generalforsamling, hvori det anerkendes, at retfærdighed, integration og ligestilling mellem mænd og kvinder er uløseligt forbundet med retten til uddannelse for alle,

–  der henviser til målene for bæredygtig udvikling, særligt mål 4, der går ud på at "sikre alle lige adgang til kvalitetsuddannelse og fremme alles muligheder for livslang læring", samt til Incheonerklæringen og gennemførelsesrammen for mål 4 for bæredygtig udvikling, hvori det hedder, at ligestilling mellem mænd og kvinder er uløseligt forbundet med retten til uddannelse for alle,

–  der henviser til generel henstilling nr. 36 (2017) fra FN's Komité om Bekæmpelse af Diskrimination af Kvinder om pigers og kvinders ret til uddannelse,

–  der henviser til Addis Abeba-handlingsplanen om udviklingsfinansiering, der blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 27. juli 2015,

–  der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolution 35/L2 af 22. juni 2017 om retten til uddannelse: opfølgning på Menneskerettighedsrådets resolution 8/4,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse fra 2002 "Almen og faglig uddannelse som led i fattigdomsbekæmpelse i udviklingslandene" (COM(2002)0116),

–  der henviser til Kommissionens arbejdsdokument fra 2010 om styrkelse og forbedring af uddannelse i udviklingslandene med titlen "Mere og bedre uddannelse i udviklingslandene" (SEC(2010)0121),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse fra 2018 med titlen "Undervisning i nødsituationer og langvarige kriser" (COM(2018)0304),

–  der henviser til Charlevoixtilsagnet om kvalitetsuddannelse for piger, unge piger og kvinder i udviklingslandene, der blev vedtaget af G7 den 9. juni 2018,

–  der henviser til den europæiske konsensus om udvikling og EU's adfærdskodeks om arbejdsdeling i udviklingspolitik (COM(2007)0072),

–  der henviser til sin beslutning af 31. maj 2018 om gennemførelse af det fælles arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2015)0182) om ligestilling mellem kønnene og styrkelse af kvinders position: ændring af pigers og kvinders liv via EU's eksterne forbindelser 2016-2020(1)

–  der henviser til sin beslutning af 17. april 2018 om forbedring af udviklingslandenes gældsbæredygtighed(2),

–  der henviser til UNESCO's globale overvågningsrapport om uddannelse fra 2017 med titlen "Accountability in education: Meeting our commitments",

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget (A8-0327/2018),

A.  der henviser til, at uddannelse er en grundlæggende menneskerettighed og er af central betydning for opfyldelsen af alle målene for bæredygtig udvikling, at uddannelse forebygger en videregivelse af fattigdom mellem generationer, og at den spiller en central rolle i at opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders indflydelse; der henviser til, at uddannelse som et område med rettigheder betyder, at man går ud over den aritmetiske lighed og søger at fremme reel ligestilling mellem kønnene i og gennem uddannelse;

B.  der henviser til, at Kommissionens seneste meddelelse om uddannelse i udviklingslandene går tilbage til 2002 og først blev ajourført i 2010 ved et arbejdsdokument;

C.  der henviser til, at uddannelsesbistand tegnede sig for 8,3 % af den samlede udviklingsbistand i 2009, at denne andel faldt til 6,2 % i 2015, og at denne andel for Unionen og dens medlemsstater er gået fra 11 til 7,6 % i samme periode;

D.  der henviser til, at Unionens og medlemsstaternes uddannelsesbistand til grunduddannelse faldt med 33,9 % mellem 2009 og 2015, hvilket er mere end for uddannelsesbistand generelt (15,2 %);

E.  der henviser til, at 264 millioner børn og unge i skolealderen (primær- eller sekundæruddannelse) i 2015 ikke var indskrevet i skolen;

F.  der henviser til, at der ved udgangen af 2017 var over 25,4 mio. flygtninge i verden, hvoraf 7,4 mio. var børn i grundskolen, og hvoraf 4 mio. ikke havde adgang til nogen som helst form for undervisning på primærtrinnet; der henviser til, at der i de lande, der er ramt af sårbare situationer og konflikter, er 37 % flere piger end drenge, der ikke går i grundskole, og at unge kvinder er næsten 90 % mere tilbøjelige til ikke at gå i skole på sekundærtrinnet end deres mandlige modparter i lande, som ikke er ramt af konflikter;

G.  der henviser til, at rapporten om FN's mål for bæredygtig udvikling fra 2017 viser, at kun omkring en fjerdedel af skolerne i Afrika syd for Sahara i 2011 havde adgang til elektricitet, og at under halvdelen havde adgang til rent drikkevand; der henviser til, at Afrika syd for Sahara har den laveste procentdel af kvalificerede lærere på såvel primær- som sekundærtrinnet;

H.  der henviser til, at støtten til uddannelse i udviklingslandene tidligere har været for fokuseret på antallet af indskrevne elever og ikke på kvaliteten af den udbudte uddannelse; der henviser til, at mål 4 for bæredygtig udvikling har til formål at sikre alle adgang til uddannelse af høj kvalitet inden 2030;

I.  der henviser til de vanskeligheder, som visse virksomheder i udviklingslandene står over for med hensyn til at finde arbejdskraft med kvalifikationer, der opfylder deres behov;

J.  der henviser til, at den indsats, der er gjort siden 2016, og som hilses velkommen, ikke har været tilstrækkelig til at indhente det forsømte og derfor skal videreføres og forstærkes;

K.  der henviser til, at uddannelsesbistanden til lavindkomstlande og mellemindkomstlande i den nederste halvdel ifølge UNESCO bør ganges med seks for at opfylde mål nr. 4 for bæredygtig udvikling inden 2030; der henviser til, at uddannelsesbistanden ifølge den internationale kommission for finansiering af uddannelsesmuligheder i verden (International Commission on Financing Global Education Opportunity) bør komme op på 89 mia. USD i 2030, sammenlignet med 12 mia. i dag;

Uddannelse i centrum for udvikling

1.  er overbevist om, at uddannelsesbistand skal være en prioritet, fordi uddannelse er en grundlæggende rettighed, men også fordi uddannelse er afgørende for opnåelse af de andre mål for bæredygtig udvikling: økonomisk udvikling og mindskelse af uligheder, ligestilling mellem kønnene, styrkelse af pigers og kvinders indflydelse, social inklusion af mennesker med handicap, sundhed, demokrati, retsstaten og konfliktforebyggelse;

2.  beklager derfor, at uddannelsesbistand ikke er en prioritet for internationale donorer; opfordrer indtrængende til, at uddannelse placeres i centrum for Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters udviklingspolitikker;

3.  erkender, at opfyldelsen af mål 4 for bæredygtig udvikling kræver massive investeringer i uddannelsessystemer; hævder, at denne investering først og fremmest skal foretages af udviklingslandene, men at den internationale bistand fortsat vil være nødvendig for at udfylde finansieringshullet;

4.  opfordrer Kommissionen til at ajourføre sin meddelelse om almen og faglig uddannelse som led i fattigdomsbekæmpelsen i udviklingslandene, som går tilbage til 2002, og dens arbejdsdokument fra 2010; anfører, at den nye meddelelse bør lægge en plan for, hvordan mål nr. 4 for bæredygtig udvikling kan opfyldes inden 2030;

5.  opfordrer Unionen og dens medlemsstater til at afsætte 10 % af deres officielle udviklingsbistand til uddannelse senest i 2024 og 15 % i 2030;

6.  minder om, at den nødvendige intensivering af udviklingslandenes bestræbelser på at fremme retfærdige skattesystemer og bekæmpe ulovlige finansielle strømme samt den nødvendige forøgelse af den offentlige udviklingsbistand ikke vil være tilstrækkeligt til at afhjælpe den manglende finansiering; opfordrer derfor til, at der etableres innovative finansieringsinstrumenter, der har løftestangseffekt og er tilpasset de eksisterende finansieringsmekanismer og -initiativer, med henblik på at styrke de nationale uddannelsessystemer;

7.  følger med interesse den internationale kommission for finansiering af uddannelsesmuligheder i verdens forslag om at oprette en international finansieringsfacilitet for uddannelse, under forudsætning af at den reelt supplerer og ikke erstatter den nuværende indsats; mener, at dette initiativ bør gennemføres i synergi med de foranstaltninger, der gennemføres af Det Globale Partnerskab for Uddannelse; anfører, at der bør rettes særlig opmærksomhed mod de støtteberettigede landes lånekapacitet forud for enhver finansiering;

8.  bemærker, at målet om at 20 % af Unionens officielle udviklingsbistand skal gå til social integration og menneskelig udvikling, der dækker grundlæggende sociale tjenester, herunder sundhed og uddannelse, er upræcist og ikke giver mulighed for passende overvågning af udgifterne; kræver, at der i den næste flerårige finansielle ramme medtages kvantificerede mål;

Opfyldelse af prioriteter

9.  minder om, at beherskelsen af grundlæggende færdigheder, derunder digitale færdigheder, er en forudsætning for udvikling af kompetencer og integration i arbejdslivet, at pigers uddannelse er en vigtig løftestang for opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling, for sundhed og trivsel samt for udviklingen af fredelige samfund, og at de mindst udviklede lande er de lande, der lider mest under manglende finansiering, samtidig med, at de er de lande, hvor investeringerne skaber de største menneskelige, økonomiske og sundhedsmæssige fordele;

10.  minder om, at det for at mindske fattigdom er af afgørende betydning at styrke udsatte grupper; insisterer på, at alle personer uanset køn, etnisk oprindelse, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning samt mennesker med handicap, migranter og oprindelige folk skal have inkluderende og retfærdig adgang til almen uddannelse og erhvervsuddannelse gennem hele livet;

11.  mener derfor, at Unionens uddannelsesbistand først og fremmest skal opfylde to prioriteter: have fokus på inklusiv grunduddannelse af høj kvalitet og yde øget støtte til de mindst udviklede lande;

12.  insisterer navnlig på mål 4.1 for bæredygtig udvikling, som sigter mod tolv års gratis kvalitetsundervisning på primær- og sekundærtrinnet for alle; gentager, at dette bør udgøre en central søjle i partnerskabet mellem Afrika og EU i overensstemmelse med de strategiske prioriteter, der blev fastlagt på EU-topmødet mellem Den Europæiske Union og Den Afrikanske Union i 2017; anfører, at ikke blot skolegangen skal være gratis, men også de skjulte omkostninger såsom undervisningsmaterialer, transport og fødevarer; mener, at landene bør overveje stipendieordninger for at sikre, at de mest udsatte børn kommer i skole; minder om, at det er vigtigt at sikre pluralisme og valgfrihed for forældrene; kræver ikke desto mindre, at EU og medlemsstaterne i overensstemmelse med mål for bæredygtig udvikling 4.1 og artikel 26 i FN's menneskerettighedserklæring ikke anvender den officielle udviklingsbistand til at støtte kommercielle uddannelsesinstitutioner, som ikke overholder Unionens principper og værdier;

13.  opfordrer Unionen og dens medlemsstater til at afsætte mindst halvdelen af deres uddannelsesbistand til grunduddannelse senest i 2030;

14.  opfordrer også til, at mindst 40 % af Unionens og medlemsstaternes uddannelsesbistand rettes mod de mindst udviklede lande;

15.  anmoder om, at der lægges særlig vægt på ligestilling mellem piger og drenge i skolen, hvilket er vigtig for en bæredygtig udvikling og for princippet om ikke at lade nogen i stikken; opfordrer Unionen til at fremme inklusiv uddannelse af høj kvalitet for at fjerne hindringerne for pigers adgang til uddannelse og for deres deltagelse i og afslutning af deres uddannelse; minder om målet om, at 85 % af Unionens nye programmer bør have ligestilling mellem kønnene som deres primære eller væsentlige mål inden 2020; opfordrer endelig til, at der ydes støtte til udvikling af uddannelsessystemer, som imødekommer behovene hos handicappede studerende og andre minoriteter og sårbare grupper under hensyntagen til særlige lokale forhold;

16.  glæder sig over vedtagelsen af Kommissionens meddelelse om uddannelse i nødsituationer og langvarige kriser og målet om at afsætte 10 % af EU's humanitære støtte til uddannelse fra og med 2019;

17.  minder om, at uddannelse af flygtningebørn og fordrevne børn fra starten af skal betragtes som en prioritet; understreger betydningen af at støtte lande i skrøbelige situationer og konfliktsituationer med henblik på at styrke deres systemers modstandsdygtighed og sikre adgang til uddannelse af høj kvalitet, herunder undervisning på sekundærtrinnet, til børn og unge flygtninge, internt fordrevne samt til deres værtssamfund;

18.  understreger behovet for en mere integreret, systematisk og effektiv indsats, der samler alle interessenter, til at afhjælpe undervisningsbehov i nødsituationer i overensstemmelse med princippet om sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling;

19.  konstaterer, at visse mållande ikke kan eller ikke ønsker at opfylde befolkningens basale behov, herunder deres uddannelsesmæssige behov; opfordrer til, at den mest hensigtsmæssige civilsamfundspartner identificeres, og at NGO'ers og andre aktørers bedste praksis styrkes og udbredes på dette område;

20.  minder om vigtigheden af den sekundære, tekniske og erhvervsfaglige uddannelse for unges beskæftigelsesegnethed og for en bæredygtig udvikling; er af den opfattelse, at de to sidstnævnte bør føre til anstændig beskæftigelse, være rettet mod landets udviklingsmæssige behov og virksomhedernes behov, og at de bør koordineres med og så vidt muligt finansieres af virksomhederne; henleder opmærksomheden på projekter, der involverer den private sektor i uddannelsescentre, og opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan udviklingen af sådanne initiativer kan støttes; bemærker, at Unionens plan for eksterne investeringer kunne mobiliseres med henblik på at nå disse mål, og opfordrer til en strategisk inddragelse af civilsamfundsorganisationer i planlægningen og gennemførelsen på dette område;

21.  er bekymret over fænomenet "hjerneflugt"; bemærker, at nogle medlemsstater afsætter mere end halvdelen af deres uddannelsesstøtte til uddannelsesomkostningerne på deres område; angiver, at stigningen i uddannelsesstøtten bør få denne andel til at falde; opfordrer medlemsstaterne til at undersøge og anvende bedste praksis og erfaringer såsom akademiske og erhvervsmæssige udvekslinger; mener, at visa til flere indrejser ville give disse studerende mulighed for at ajourføre deres viden og ville fremme cirkulær mobilitet; anmoder samtidig om, at der indføres incitamenter eller foranstaltninger der tilskynder studerende til at arbejde i den økonomiske eller offentlige sektor i deres oprindelsesland efter deres tilbagevenden i en minimumsperiode, således at den viden, som de har tilegnet sig, fortrinsvist kommer partnerlandene til gode;

22.  bemærker, at kvaliteten af undervisningen er afgørende for læringen; bemærker med bekymring, at kvaliteten og tilgængeligheden af læreruddannelsen fortsat er et alvorligt problem, navnlig i Afrika syd for Sahara; fastholder, at der skal gøres en indsats for læreruddannelsens grund- og videreuddannelse, hvor der fokuseres på viden og pædagogiske kvalifikationer, samt i forbindelse med deres ansættelse, løn og arbejdsvilkår, bl.a. for at tilskynde dem til at forblive i lærerfaget og videregive deres viden til de kommende generationer; opfordrer til, at der gennemføres flere udvekslingsprogrammer mellem lærere fra udviklingslande og lærere fra EU-medlemsstater, f.eks. gennem Erasmus+;

23.  bemærker, at der er behov for massive investeringer i uddannelsesinfrastruktur, -materiel og -udstyr, navnlig i landdistrikter og tyndtbefolkede områder, for at sikre lige adgang til uddannelse for alle uden forskelsbehandling;

24.  understreger betydningen af nye teknologier for at forbedre adgangen til og kvaliteten af uddannelse, navnlig for formidling af viden, uddannelse, pædagogik og udvikling af lærere samt forvaltning af uddannelsesinstitutioner; understreger behovet for at udnytte den digitale overgang til at sikre, at der udvikles og anvendes moderne viden- og undervisningsmetoder i udviklingslandene; henleder opmærksomheden på, at disse nye teknologier skal støtte uddannelsesmæssige bestræbelser, og ikke fungere som en erstatning ved at sænke de pædagogiske standarder; opfordrer til, at der sikres en bedre vurdering af de teknologiske investeringers indvirkning på læringsresultaterne; insisterer på at styrke de digitale færdigheder for at fremme kvinders og pigers indflydelse;

25.  opfordrer til en øget indsats med henblik på at tackle udfordringerne i forbindelse med digital udelukkelse gennem uddannelse og erhvervsuddannelse inden for vigtige digitale færdigheder og gennem initiativer rettet mod at lette brugen af IKT; opfordrer desuden til indførelse af digitale færdigheder i skolernes læseplaner på alle uddannelsesniveauer i udviklingslandene med henblik på at sikre, at eleverne erhverver de færdigheder, der er nødvendige for at forbedre adgangen til information;

26.  påpeger, at uddannelse bør bane vejen for, at næste generation bliver i stand til at leve fuldt produktive liv i en verden, som vil blive ændret af robotisering og automatisering; mener, at de tilgængelige uddannelser skal være mere erhvervsorienterede for at imødekomme forventningerne både hos dem, der søger arbejde, og hos virksomhederne, og at partnerskaber med den private sektor på erhvervsuddannelsesområdet derfor ikke bør udelukkes; understreger i denne forbindelse betydningen af fleksibilitet og færdigheder, men også af livsfærdigheder og sociale færdigheder i forbindelse med uddannelse; er overbevist om, at det ud over, at skolerne underviser i akademisk viden, også er nødvendigt, at børnene erhverver færdigheder i kritisk tænkning, så de bliver i stand til at stille de rigtige spørgsmål, samt kreative færdigheder, så de bliver i stand til at omsætte idéer til handling, og at livslang læring må virkeliggøres gennem livslang handlen;

27.  insisterer på forbindelsen mellem uddannelse og sundhed; anfører, at skolemedicin og sundhedsundervisning ud over at fremme læring også er et middel til at nå ud til store dele af samfundet; opfordrer til, at der etableres en global og integreret tilgang til seksualundervisning for piger og drenge, der behandler sundhedsspørgsmål som f.eks. hiv, familieplanlægning og graviditet, hvilket også bidrager til at nå bredere mål, såsom forbedring af pigers adgang til uddannelse; påpeger betydningen af sundhedstjenesteydere for psykosocial støtte, navnlig i konfliktramte lande, for at forbedre de unges modstandsdygtighed;

28.  opfordrer staterne til at indføre mindst et år med gratis førskoleundervisning i overensstemmelse med mål 4.2 for bæredygtig udvikling;

29.  gentager, at kun et gunstigt miljø giver mulighed for kvalitetsuddannelse, herunder inddragelse af forældrene, ernæringsmæssige aspekter, sikkerhed samt adgang til elektricitet, vand og passende sanitære installationer, for at gøre det muligt for drengene og pigerne reelt at få noget ud af skolen og øge gennemførelsesprocenten, navnlig i grundskolen;

Bedre bistandskvalitet

30.  er af den opfattelse, at vurderinger af uddannelsessystemerne, herunder oplysninger fra ikke-statslige institutioner, om undervisningens kvalitet og læringsresultaterne er en forudsætning for, at bistanden kan gøres mere effektiv; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at finansiere forskning, aggregering af data og pålidelige, tekniske, ikkediskriminerende og uafhængige evalueringsværktøjer;

31.  mener, at det er af afgørende betydning, at donorerne i højere grad koordinerer deres indsats inden for undervisning i de lokale uddannelsesgrupper for at undgå dobbeltarbejde eller endog situationer, hvor bistandsindsatsen kommer i konflikt; opfordrer medlemsstaterne til at gøre mere systematisk brug af fælles programmering og delegerede beføjelser; minder om, at udviklingsbistand ikke bør have til hensigt at opnå strategisk indflydelse;

32.  understreger regeringers forpligtelse til at sikre deres borgere retten til uddannelse; påpeger derfor behovet for at sikre, at de ansvarlige på alle niveauer har kapacitet til at levere tjenester til alle og til at etablere uddannelsesinstitutioner og -strategier og nationale planer for retfærdig, tilgængelig og ikkediskriminerende uddannelse, der er baseret på en omfattende høring af centrale interessenter, herunder civilsamfundet, med specifikke mål og overvågningsmekanismer, løbende vurderinger og inspektioner, klar og gennemsigtig afgrænsning af ansvar og tildeling af ressourcer, der er underlagt uafhængig overvågning; tilskynder til vedtagelsen af nationale lovrammer for etablering og drift af uddannelsestjenester;

33.  lægger vægt på bistandens forudsigelighed og partnerlandenes ejerskab; anfører i denne forbindelse, at budgetstøtte og bistand fra multilaterale organisationer er de bedste redskaber til at opfylde disse krav;

34.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at give forrang til sektorbudgetstøtte, når det er muligt, med strenge kriterier, herunder god forvaltning, og omfattende kontrol, navnlig for at undgå korruption; minder om, at de begunstigede tredjelande forpligter sig til at tilbagebetale betalinger i tilfælde af alvorlige uregelmæssigheder; anbefaler kraftigt, at civilsamfundet inddrages i overvågningen af finansieringsaftaler; understreger behovet for at indføre en overvågningsmekanisme til kontrol af, om udviklingsbistanden er blevet misbrugt, og for at iværksætte sanktioner i overensstemmelse hermed, herunder gennem omfordeling af finansielle ressourcer med henblik på at øge støtten til lande, der anvender bedste praksis på dette område;

35.  tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme de lokale myndigheders og civilsamfundsorganisationers rolle i udarbejdelsen og gennemførelsen af uddannelsesstøtteprogrammer, herunder inden for rammerne af budgetstøtten;

36.  bemærker, at kun en tredjedel af bistanden inden for uddannelse kanaliseres gennem multilaterale organer, mod to tredjedele på sundhedsområdet; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at øge deres støtte til Det Globale Partnerskab for Uddannelse og fonden "Education Cannot wait"; mener, at Det Globale Partnerskab bør sættes i stand til i sin næste strategiske plan efter 2020 at udvide programmeringsperioden fra 3 til 6 år for at give mulighed for en mere stabil og forudsigelig finansiering, som navnlig er nødvendig for at styrke de nationale uddannelsessystemer;

o
o   o

37.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0239. (2) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0104.

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. november 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet (COM(2016)0761 – C8-0498/2016 – 2016/0376(COD))

P8_TA(2018)0442 A8-0391/2017

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0761),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 194, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0498/2016),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union,

–  der henviser til protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet,

–  der henviser til udtalelse af 26. april 2017 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget af 13. juli 2017(2),

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 29. juni 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0391/2017),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling(3);

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. november 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/… om ændring af direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, direktiv (EU) 2018/2002.)

(1) EUT C 246 af 28.7.2017, s. 42. (2) EUT C 342 af 12.10.2017, s. 119. (3) Denne holdning erstatter de ændringer, der blev vedtaget den 17. januar 2018 (Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0010).

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. november 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forvaltning af energiunionen, om ændring af direktiv 94/22/EF, direktiv 98/70/EF, direktiv 2009/31/EF, forordning (EF) nr. 663/2009, forordning (EF) nr. 715/2009, direktiv 2009/73/EF, Rådets direktiv 2009/119/EF, direktiv 2010/31/EU, direktiv 2012/27/EU, direktiv 2013/30/EU og Rådets direktiv (EU) 2015/652 og om ophævelse af forordning (EU) nr. 525/2013 (COM(2016)0759 – C8-0497/2016 – 2016/0375(COD))

P8_TA(2018)0443 A8-0402/2017

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0759),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, såvel som artikel 192, stk. 1, og artikel 194, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0497/2016),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 26. april 2017(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til udtalelse af 13. juli 2017(2) fra Regionsudvalget,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 29. juni 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til de fælles drøftelser i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Udvalget om Industri, Forskning og Energi, jf. forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelse fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0402/2017),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling(3);

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. november 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/… om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen, om ændring af direktiv 94/22/EF, direktiv 98/70/EF, direktiv 2009/31/EF, forordning (EF) nr. 663/2009, forordning (EF) nr. 715/2009, direktiv 2009/73/EF, Rådets direktiv 2009/119/EF, direktiv 2010/31/EU, direktiv 2012/27/EU, direktiv 2013/30/EU og Rådets direktiv (EU) 2015/652 og om ophævelse af forordning (EU) nr. 525/2013

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, forordning (EU) 2018/1999.)

(1) EUT C 246 af 28.7.2017, s. 34. (2) EUT C 342 af 12.10.2017, s. 111. (3) Denne holdning erstatter de ændringer, der blev vedtaget den 17. januar 2018 (Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0011).

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. november 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fremme af anvendelsen af vedvarende energikilder (omarbejdning) (COM(2016)0767 – C8-0500/2016 – 2016/0382(COD))	P8_TA(2018)0444 A8-0392/2017
BERIGTIGELSER COR01 COR02

(Almindelig lovgivningsprocedure – omarbejdning)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0767),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 194, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0500/2016),

–  der henviser til udtalelse fra Retsudvalget om det foreslåede retsgrundlag,

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af den 26. april 2017(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  efter høring af Regionsudvalget,

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter(2),

–  der henviser til skrivelse af 20. oktober 2017 fra Retsudvalget til Udvalget om Industri, Forskning og Energi, jf. forretningsordenens artikel 104, stk. 3,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 26. juni 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 104, 59 og 39,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelser fra Udviklingsudvalget, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og Udvalget for Andragender (A8-0392/2017),

A.  der henviser til, at forslaget ifølge den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i selve forslaget, og at det, hvad angår de uændrede bestemmelser i de tidligere retsakter sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer;

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling(3), under hensyntagen til henstillingerne fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. november 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/… om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, direktiv (EU) 2018/2001.)

(1) EUT C 246 af 28.7.2017, s. 55. (2) EFT C 77 af 28.3.2002, s. 1. (3) Denne holdning erstatter de ændringer, der blev vedtaget den 17. januar 2018 (Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0009).

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. november 2018 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en flerårig plan for små pelagiske bestande i Adriaterhavet og fiskeriet, der udnytter disse bestande (COM(2017)0097 – C8-0095/2017 – 2017/0043(COD))

P8_TA(2018)0445 A8-0337/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2017)0097),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 43, stk.2 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0095/2017),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 31. maj 2017 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,(1)

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget og holdning i form af ændringsforslag fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0337/2018),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. november 2018 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) .../... om en flerårig plan for små pelagiske bestande i Adriaterhavet og fiskeriet, der udnytter disse bestande

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  I henhold til artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF(4) bør den fælles fiskeripolitik bidrage til at beskytte havmiljøet, til en bæredygtig forvaltning af alle kommercielt udnyttede arter og navnlig til at opnå en god miljøtilstand i havet senest i 2020 og en gunstig bevaringsstatus for arter og habitater i overensstemmelse med Rådets direktiv 92/43/EØF(5) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF(6). [Ændring 1]

(1a)   På FN-topmødetom bæredygtig udvikling i New York i 2015 forpligtede Unionen og dens medlemsstater sig til senest i 2020 effektivt at regulere fiskeriet og standse overfiskeri, ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri og ødelæggende fangstmetoder og gennemføre videnskabeligt baserede forvaltningsplaner med henblik på at genoprette fiskebestandene så hurtigt som muligt og i det mindste til niveauer, som kan give det maksimalt bæredygtige udbytte på grundlag af bestandenes biologiske karakteristika. [Ændring 2]

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013(7) fastsætter reglerne for den fælles fiskeripolitik i overensstemmelse med Unionens internationale forpligtelser. Den fælles fiskeripolitik har bl.a. til formål at sikre, at fiskeri- og akvakulturaktiviteterne er miljømæssigt økonomisk og socialt bæredygtige på langt sigt, at der anvendes en forsigtighedstilgang i fiskeriforvaltningen, og at der gennemføres en økosystembaseret fiskeriforvaltningstilgang. [Ændring 3]

(2a)  I henhold til forordning (EU) nr. 1380/2013 kræves der harmoniserede, pålidelige og nøjagtige datasæt for at kunne forvalte fiskeriet på basis af den bedste videnskabelige rådgivning, der er til rådighed. [Ændring 4]

(3)  Det fremgår af videnskabelig rådgivning, der er fremlagt af Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) og den rådgivende videnskabelige komité under Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM SAC), at udnyttelsen af ansjos- og sardinbestandene i Adriaterhavet overstiger de niveauer, der kræves for at nå det maksimale bæredygtige udbytte (MSY).

(3a)   Adriaterhavet er en vigtig del af Middelhavet, som tegner sig for ca. en tredjedel af værdien af de samlede landinger. [Ændring 5]

(4)  Til trods for, at Adriaterhavsbestandene af ansjos og sardin forvaltes i henhold til både en international forvaltningsplan vedtaget inden for rammerne af GFCM og nationale forvaltningsplaner vedtaget i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006(8), overudnyttes disse bestande fortsat, og de gældende forvaltningsforanstaltninger anses for at være utilstrækkelige til at opnå MSY senest i 2020. Medlemsstaterne og interessenterne har desuden givet udtryk for deres støtte til, at der på EU-niveau udarbejdes og gennemføres forvaltningsplaner for disse to bestande.

(4a)   De gennemførte forvaltningsplaner og de tekniske foranstaltninger, der blev indført i 2016, skal til at have have indvirkning på bestandene og skal analyseres og tages i betragtning ved fastsættelsen af den flerårige plan for pelagiske bestande i regionen. [Ændring 6]

(4b)   Indførelsen af en strategi for bevarelse af et mindstemål kræver, at der foretages ændringer af den biologiske prøveudtagning og forskningsprotokollerne, hvilket vil tage tid, og kræver derfor en overgangsperiode, før den kan gennemføres. [Ændring 99]

(5)  De gældende forvaltningsforanstaltninger for små pelagiske bestande i Adriaterhavet vedrører adgang til farvande, begrænsning af fiskeriindsatsen og tekniske foranstaltninger vedrørende de redskaber, der anvendes. Ifølge den videnskabelige rådgivning er en begrænsning af fangsterne det mest effektive middel til justering af fiskeridødeligheden og således det mest effektive forvaltningsværktøj for fiskeriet efter små pelagiske bestande(9). [Ændring 7]

(6)  For at nå den fælles fiskeripolitiks målsætninger skal der vedtages en række bevarelsesforanstaltninger, som f.eks. flerårige planer og tekniske foranstaltninger, og der skal fastsættes og tildeles fiskerimuligheder, alt efter hvad der er behov for, enten i form af enkeltforanstaltninger eller en kombination af disse. [Ændring 8]

(6a)   Fiskeriet efter små pelagiske bestande i Adriaterhavet, især i det geografiske underområde 17 og 18, har meget vigtige socioøkonomiske virkninger for medlemsstaternes kystområders eksistensgrundlag og fremtid. [Ændring 9]

(6b)   I overensstemmelse med den fælles fiskeripolitiks principper og mål og i henhold til artikel 18 i forordning (EU) nr. 1380/2013 bør regionalisering anvendes til at vedtage og gennemføre foranstaltninger, der tager hensyn til de særlige forhold i hvert fiskeriområde og beskytter deres miljøforhold. [Ændring 10]

(6c)   Fiskerimuligheder bør fordeles i overensstemmelse med principperne i artikel 17 i forordning (EU) nr. 1380/2013 under anvendelse af gennemsigtige og objektive kriterier, herunder dem af en miljømæssig, social og økonomisk karakter. Fiskerimuligheder bør også være retfærdigt fordelt på tværs af de forskellige fiskerisegmenter, herunder traditionelt og ikke-industrielt fiskeri. Desuden bør medlemsstaterne give incitamenter til fiskerfartøjer, der anvender selektive fiskeredskaber eller anvender fisketeknikker med reduceret miljøbelastning. [Ændring 11]

(7)  Flerårige planer skal i henhold til artikel 9 og 10 i forordning (EU) nr. 1380/2013 være baseret på videnskabelig, teknisk den bedste foreliggende videnskabelige, tekniske og økonomisk økonomiske rådgivning og indeholde målsætninger og kvantificerbare mål med klare tidsplaner, bevarelsesreferencepunkter, mål for bevarelse og tekniske foranstaltninger til gennemførelse af landingsforpligtelsen samt foranstaltninger, der er beregnet til så vidt muligt at undgå og reducere uønskede fangster, og beskyttelsesforanstaltninger. [Ændring 12]

(8)  Formålet med den flerårige plan bør være at bidrage til opfyldelsen af den fælles fiskeripolitiks målsætninger, navnlig målsætningen om at nå genoprette og opretholde fiskebestandene over de biomasseniveauer, der kan give det maksimale bæredygtige udbytte (MSY) for de berørte bestande, gennemføre landingsforpligtelsen, opnå en bæredygtig fiskerisektor og opstille en effektiv forvaltningsramme. [Ændring 13]

(8a)   Denne forordning bør ikke betragtes som præcedens for andre flerårige planer i Middelhavet, medmindre andet er fastsat. [Ændring 14]

(8b)   En flerårig plan bør altid finde en balance mellem det opnåelige resultat under hensyntagen til tidsplanen og de socioøkonomiske virkninger. [Ændring 15]

(9)  Desuden er der ved artikel 15 i forordning (EU) nr. 1380/2013 indført en forpligtelse til at lande alle fangster, herunder af arter, der er omfattet af bestemmelser om mindstestørrelser som defineret i bilag III til forordning (EF) nr. 1967/2006. Ved Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1392/2014(10) fastsættes der en treårig udsmidsplan med en de minimis-undtagelse fra landingsforpligtelsen i artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 for ansjos, sardin, almindelig makrel og hestemakrel i Adriaterhavet. For at gennemføre landingsforpligtelsen bør gyldighedsperioden for foranstaltningerne i delegeret forordning (EU) nr. 1392/2014 forlænges ved at de respektive bestemmelser heri inkluderes i den flerårige plan.

(10)  I tråd med den økosystembaserede tilgang skal bør denne plan også bidrage til opnåelsen af en god miljøstatus som fastsat i direktiv 2008/56/EF, og deskriptor 1, 4 og 6 i bilag I til nævnte direktiv skal tages i betragtning i forbindelse med fiskeriforvaltningen. Denne plan bør desuden bidrage i tillæg til de fiskerirelaterede deskriptorer i nævnte opnåelsen af en gunstig bevaringsstatus for levesteder og arter, således som det kræves i henholdsvis direktiv 2009/147/EF og direktiv 92/43/EØF. [Ændring 16]

(11)  Ifølge artikel 16, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1380/2013 skal fiskerimulighederne fastlægges på grundlag af de mål, der er fastsat i de flerårige planer. [Ændring 17]

(12)  Der bør fastsættes et mål for fiskeridødeligheden (F), som er i overensstemmelse med målsætningen om at opnå og opretholde MSY, i form af intervaller, som gør det muligt at opnå det maksimale bæredygtige udbytte (FMSY). Intervallerne, som skal være baseret på videnskabelig den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, er nødvendige for at opnå den fleksibilitet, der er skal til for at kunne tage hensyn til ændringer i den videnskabelige rådgivning, bidrage til gennemførelsen af landingsforpligtelsen og tage højde for de særlige forhold, der gør sig gældende for det blandede fiskeri. FMSY-intervallerne er beregnet af STECF, og de (11). På baggrund af denne plan er de udledt, således at det langsigtede udbytte højst reduceres med 5 % sammenlignet med MSY(12). Intervallets øvre grænse er desuden fastsat således, at sandsynligheden for, at en bestand reduceres til under Blim højst er 5 %. [Ændring 18]

(13)  Med henblik på fastsættelse af fiskerimuligheder bør der være en tærskel for FMSY-intervaller ved normal brug og, forudsat at den berørte bestand anses for at være i god tilstand, en højere grænse for bestemte tilfælde For at nå målene i den flerårige plan bør målet for de enkelte arter være SSBpa. Det bør kun være muligt at fastsætte fiskerimuligheder til den et højere grænse mål, hvis det på grundlag af videnskabelig rådgivning eller dokumentation er nødvendigt for at opfylde de mål, der er fastsat i nærværende forordning vedrørende blandet fiskeri, eller nødvendigt for at undgå at skade en bestand som følge af samspillet inden for en bestand eller mellem bestande, eller for at begrænse udsving fra år til år i fiskerimulighederne hvis en af bestandene af små pelagiske arter er under SSBlim. [Ændring 19]

(14)  Hvis der ikke er opstillet MSY-mål, bør forsigtighedstilgangen anvendes.

(15)  For de bestande, som disse er til rådighed for, og med Med henblik på anvendelsen af beskyttelsesforanstaltninger er det nødvendigt at fastsætte bevarelsesreferencepunkter for ansjos- udtrykt som SSBlim og sardinbestanden udtrykt som MSY Btrigger og Blim SSBpa for små pelagiske arter. Hvis bestandene reduceres til under MSY Btrigger SSBlim, bør fiskeridødeligheden reduceres der vedtages passende afhjælpende foranstaltninger for at bidrage til en hurtig genoprettelse af den pågældende bestand til under FMSY niveauer over SSBpa. [Ændring 20]

(16)  Hvis bestandsstørrelsen reduceres til under referencepunktet Blim, bør der træffes yderligere beskyttelsesforanstaltninger. Beskyttelsesforanstaltningerne bør omfatte en reduktion af fiskerimulighederne og specifikke bevarelsesforanstaltninger, når den videnskabelige rådgivning indikerer, at en bestand er truet. Disse foranstaltninger bør suppleres af andre foranstaltninger, som måtte være nødvendige, som f.eks. foranstaltninger truffet af Kommissionen i henhold til artikel 12 i forordning (EU) nr. 1380/2013 eller foranstaltninger truffet af medlemsstaterne i henhold til artikel 13 i forordning (EU) nr. 1380/2013. [Ændring 21]

(17)  For bestande, som der ikke foreligger referencepunkter for, bør forsigtighedstilgangen anvendes. Når det gælder de bestande, der tages som bifangst, bør der i mangel af videnskabelig rådgivning om minimumsniveauerne for gydebiomasse for sådanne bestande træffes specifikke bevarelsesforanstaltninger, hvis det af den videnskabelige rådgivning fremgår, at der er behov for sådanne foranstaltninger. [Ændring 22]

(18)  For at gøre det muligt at opfylde den landingsforpligtelse, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013, bør planen indeholde yderligere forvaltningsforanstaltninger, navnlig foranstaltninger til gradvist at eliminere udsmid, at tælle fisk, som er under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, og at minimere, og om muligt eliminere, fiskeriets negative indvirkning på havmiljøet. Sådanne foranstaltninger bør fastlægges ved hjælp af delegerede retsakter. [Ændring 23]

(18a)   En fælles henstilling fra Kroatien, Italien og Slovenien (Adriatica High-Level Group) og en undersøgelse om tekniske specifikationer for notfartøjers net og deres indvirkning på bundfaunaen blev forelagt og revideret af uafhængige eksperter og STECF. Det er derfor passende at indføre en undtagelse fra artikel 13, stk. 3, andet afsnit, og punkt 2 i bilag II til forordning (EF) nr. 1967/2006. [Ændring 24]

(19)  Der bør som krævet i forordning (EU) nr. 1380/2013 fastsættes en frist for forelæggelse af fælles henstillinger fra medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse.

(19a)   Når videnskabelig rådgivning viser, at rekreative fiskerier har en betydelig indvirkning på en bestemt bestands fiskeridødelighed, bør Rådet tage højde for disse. Rådet bør med henblik herpå have mulighed for at fastsætte en samlet tilladt fangstmængde (TAC) for kommercielle fangster, som tager hensyn til omfanget af fangster fra rekreativt fiskeri, og/eller for at træffe andre foranstaltninger, der begrænser rekreativt fiskeri såsom fangstposegrænser og forbudsperioder. [Ændring 25]

(20)  Planen bør også indeholde bestemmelser om, at der ved hjælp af delegerede retsakter, og under hensyntagen til den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, træffes visse ledsagende tekniske foranstaltninger samt sæson- og områdeforanstaltninger, der kan bidrage til at opfylde planens målsætninger, navnlig hvad angår beskyttelse af gyde- og ungfisk eller for at øge selektiviteten. [Ændring 26]

(20a)   Ikkeindustrielle fiskeredskaber baseret på historisk etableret praksis i fiskersamfundene bør sikres ved fastsættelsen af de tekniske foranstaltninger, der følger af den flerårige plan eller af delegerede retsakter, der vedtages i henhold til denne. [Ændring 27]

(21)  For at sikre at foranstaltningerne i nærværende forordning overholdes fuldt ud, bør der indføres specifikke kontrolforanstaltninger til supplering af dem, der er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009(13).

(21a)   For at sætte industrien i stand til at klare de fiskeriindsatsreducerende foranstaltninger og det deraf følgende fald i indtægter for virksomhederne og søfarende bør der være ordninger for prioriteret adgang til passende støtte fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014(14). [Ændring 28]

(21b)   For at sikre en gennemførelse, der er forenelig med de socioøkonomiske virkninger, er det derfor ønskeligt på den ene side at indrømme undtagelser fra tidsfristerne for foranstaltningerne til støtte for midlertidigt ophør som omhandlet i artikel 33 i forordning (EU) nr. 508/2014, idet de kun udvides til at omfatte de fartøjer, der er omfattet af denne flerårige plan, og på den anden side at tillade genåbning af og adgang for de samme fartøjer til foranstaltninger til endeligt ophør, som er fastsat i artikel 34 i nævnte forordning. [Ændring 29]

(22)  Da fiskeriet efter små pelagiske bestande i Adriaterhavet udøves af fartøjer, der hovedsagelig foretager korte fangstrejser, bør kravet om forhåndsmeddelelse i artikel 17 i forordning (EF) nr. 1224/2009 tilpasses, således at der indgives forhåndsmeddelelse mindst halvanden en halv time før det forventede ankomsttidspunkt i havn. Under hensyntagen til den begrænsede indvirkning, som fangstrejser, hvor der kun fanges meget små mængder fisk, har på de berørte bestande, bør der fastsættes en tærskel, således at der kun kræves forhåndsmeddelelse, når fartøjerne opbevarer mindst 1 t ansjos eller sardin små pelagiske arter om bord. [Ændring 30]

(23)  Eftersom elektroniske kontrolværktøjer sikrer en bedre og mere rettidig kontrol af fiskeriet, navnlig af det geografiske område, der fiskes i, og af udnyttelsen af bestandene bør kravet om anvendelse af et fartøjsovervågningssystem og elektroniske logbøger som fastsat i henholdsvis artikel 9 og artikel 15 i forordning (EF) nr. 1224/2009, udvides til at omfatte alle fiskerfartøjer med en længde overalt på otte m.

(24)  Der bør fastsættes tærskler for fangster af ansjos og sardin små pelagiske arter, over hvilke et fiskerfartøj skal lande i en udpeget havn eller et sted tæt på kysten, jf. artikel 43 i forordning (EF) nr. 1224/2009. Desuden bør medlemsstaterne ved udpegelsen af disse havne eller kystnære steder anvende kriterierne i nævnte forordnings artikel 43, stk. 5, på en sådan måde, at der sikres en effektiv kontrol. [Ændring 31]

(25)  For at muliggøre en hurtig og formålstjenlig tilpasning til den tekniske og videnskabelige udvikling, for at sikre fleksibilitet og åbne mulighed for udarbejdelsen udvikling af visse foranstaltninger bør Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med henblik på at supplere denne forordning med bestemmelser om afhjælpende foranstaltninger til bevarelse af almindelig makrel og hestemakrel, gennemførelsen, hvad angår gennemførelse af landingsforpligtelsen og tekniske foranstaltninger. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer udføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning(15). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter bør Europa-Parlamentet og Rådet navnlig modtage alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter bør have systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter [Ændring 32]

(26)  Der bør i henhold til artikel 10, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1380/2013 fastsættes krav om, at Kommissionen med regelmæssige mellemrum evaluerer nærværende forordnings anvendelse for at undersøge, om den er dækkende og virkningsfuld. Denne evaluering bør følge efter og tage udgangspunkt i en periodisk evaluering af planen baseret på videnskabelig rådgivning. Planen bør evalueres tre år efter datoen for denne forordnings ikrafttrædelse og derefter hvert femte år. Dette giver tid til, at landingsforpligtelsen kan gennemføres fuldt ud, at der kan vedtages og gennemføres foranstaltninger på regionalt plan, og til, at man kan se, hvilken indvirkning disse foranstaltninger har på bestandene og fiskeriet. Evaluering hvert femte år er også det minimum, der kræves af de videnskabelige organer. [Ændring 33]

(27)  Der er som krævet i artikel 9, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1380/2013 foretaget en evaluering af planens sandsynlige økonomiske og sociale konsekvenser, før den blev udarbejdet(16).

(27a)   For at støtte fiskere i gennemførelsen af de foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, bør medlemsstaterne gøre størst mulig brug af de foranstaltninger, der er tilgængelige i henhold til forordning (EU) nr. 508/2014. Det er hensigtsmæssigt at præcisere, at foranstaltninger til midlertidigt ophør, der er vedtaget for at nå nærværende forordnings målsætninger, kan anses for støtteberettigede i henhold til forordning (EU) nr. 508/2014 for at tage hensyn til de socioøkonomiske aspekter af denne forordning. Der er endvidere hensigtsmæssigt at indrømme en undtagelse for fartøjer, der berøres af denne flerårige plan, fra de perioder, hvor der kan ydes støtte, samt fra loftet for det finansielle bidrag fra EHFF til foranstaltninger for midlertidigt ophør som fastsat i forordning (EU) nr. 508/2014 — [Ændring 34]

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.  Ved denne forordning fastsættes der en flerårig plan for små pelagiske bestande i Adriaterhavet.

2.  Denne forordning finder anvendelse på bestande af ansjos (Engraulis encrasicolus) og sardin (Sardina pilchardus) i Adriaterhavet (i det følgende benævnt "de berørte bestande" "små pelagiske arter") og på fiskeriet efter disse bestande. Den Med henblik på gennemførelse af landingsforpligtelsen, som er fastlagt i artikel 15 i forordning (EU) nr. 1380/2013 finder nærværende forordning ligeledes anvendelse på bifangster af makrelfiskearter (Scomber spp.) og hestemakrelarter (Trachurus spp.), der tages fanges i Adriaterhavet i fiskeriet efter en af eller begge de berørte bestande små pelagiske arter. [Ændring 35]

Artikel 2

Definitioner

1.  Ved anvendelsen af denne forordning anvendes definitionerne i artikel 4 i forordning (EU) nr. 1380/2013, artikel 4 i forordning (EF) nr. 1224/2009 og artikel 2 i forordning (EF) nr. 1967/2006.

2.  Derudover forstås ved:

a)  "Adriaterhavet": GFCM's geografiske underområder 17 og 18

b)  "GFCM’s geografiske underområde": det geografiske underområde, der hører under aftaleområdet for Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet(GFCM), og som er defineret i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1343/2011(17)

ba)  "Målretning": en mængde på mindst 50 % af sardin eller ansjos af fangsten i levende vægt [Ændring 37]

c)  "små pelagiske bestande": de bestande, der er nævnt i nærværende forordnings artikel 1, stk. 2, eller enhver kombination af disse af sardin (Sardina pilchardus) og ansjos (Engraulis encrasicolus)[Ændring 38]

ca)  "Den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning": offentligt tilgængelig videnskabelig rådgivning, der understøttes af de nyeste videnskabelige data og metoder, som enten er udstedt eller fagfællebedømt af et uafhængigt videnskabeligt EU-organ eller internationalt organ, som er anerkendt på EU-plan eller internationalt plan, eksempelvis Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri ("STECF") og GFCM, og opfylder kravene i artikel 25 i forordning (EU) nr. 1380/2013. [Ændring 104]

d)  "FMSY": et værdiinterval, hvor alle fiskeridødelighedsniveauer inden for dette intervals videnskabeligt fastsatte grænser ved blandet fiskeri og i overensstemmelse med videnskabelig rådgivning giver det maksimale bæredygtige udbytte (MSY) på langt sigt under de eksisterende gennemsnitlige miljøforhold uden at påvirke de berørte bestandes reproduktionsproces i betydelig grad [Ændring 39]

da)  "Fiskedag": enhver sammenhængende periode på 24 timer eller del deraf, hvor et fiskerfartøj udøver en aktivitet såsom sporing af fisk, udsætning, sætning, trækning og indhaling af fiskeredskaber, ombordtagning af fangst, omladning, opbevaring om bord, forarbejdning om bord, overførsel, anbringelse i bur, opfedning og landing af fisk og fiskevarer som defineret i artikel 28, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1380/2013. [Ændring 40]

db)  "SSBlim": referencegrundlaget for gydebestandens biomasse, under hvilket der skal træffes afhjælpende forvaltningsforanstaltninger for at sikre, at bestanden genopbygges til et niveau, hvor den er inden for sikre biologiske grænser [Ændring 41]

dc)  "SSBpa": Forsigtighedsreferencegrundlaget for gydebestandens biomasse, under hvilket der skal træffes forvaltningsforanstaltninger for at sikre, at bestanden genopbygges til et niveau, hvor den er inden for sikre biologiske grænser [Ændring 42]

e)  "MSY Btrigger": referencepunktet for en bestands gydebiomasse, under hvilket der træffes specifikke og hensigtsmæssige forvaltningstiltag til sikring af, at udnyttelsesgraderne kombineret med naturlige udsving genopbygger bestandene, så de kommer over de niveauer, der kan give MSY på lang sigt [Ændring 43]

f)  "fiskerimuligheder": en kvantificeret ret til at fiske, udtrykt i fangster og/eller fiskeriindsats.

Artikel 3

Målsætninger

1.  Den flerårige plan skal navnlig gennem anvendelse af forsigtighedstilgangen til fiskeriforvaltning bidrage til at nå de mål for den fælles fiskeripolitik, der er fastsat i artikel 2 i forordning (EU) nr. 1380/2013, og den har til formål at sikre, at udnyttelsen af havets levende ressourcer foregår på en måde, som gør det muligt at genoprette og opretholde populationerne af de befiskede arter til over de niveauer, der giver det maksimale bæredygtige udbytte. [Ændring 45]

2.  Den flerårige plan skal fastsætte en effektiv, enkel og stabil forvaltningsramme for udnyttelsen af små pelagiske bestande i Adriaterhavet.

2a.  Den flerårige plan tager hensyn til de socioøkonomiske aspekter, når den udarbejdes eller ændres, i overensstemmelse med artikel 2, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1380/2013. [Ændring 47]

3.  Den flerårige plan skal bidrage til at eliminere begrænse udsmid, ved at uønskede fangster undgås og i videst muligt omfang reduceres, og til at gennemføre den landingsforpligtelse, der er fastsat i artikel 15 i forordning (EU) nr. 1380/2013, for de arter, som landingsforpligtelsen finder anvendelse på, og som er omfattet af nærværende forordning. [Ændring 48]

4.  Den flerårige plan skal gennemføre den økosystembaserede tilgang til fiskeriforvaltning for at sikre, at fiskeriets negative indvirkninger på det marine økosystem, navnlig på truede levesteder og beskyttede arter, herunder havpattedyr, havfugle og krybdyr, minimeres og, hvor det er muligt, elimineres. Den skal være i overensstemmelse med Unionens miljølovgivning, navnlig målene om at opnå god miljøstatus senest i 2020 som fastsat i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2008/56/EF, og med de mål og regler, der er fastlagt i direktiv 2009/147/EF og 92/43/EØF. [Ændring 49]

5.  Planen skal navnlig tage sigte på at:

(a)  sikre, at de betingelser, der er beskrevet i deskriptor 3 i bilag I til direktiv 2008/56/EF, opfyldes og

(b)  bidrage til opfyldelsen af andre relevante deskriptorer i bilag I til direktiv 2008/56/EF i det omfang fiskeriet spiller en rolle for opfyldelsen heraf.

5a.  Foranstaltninger, der træffes i henhold til planen, skal være i overensstemmelse med den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning. [Ændring 50]

KAPITEL II

SOCIOØKONOMISKE MÅL, BESKYTTELSESFORANSTALTNINGER OG SPECIFIKKE FORANSTALTNINGER [Ændring 51]

Artikel 4

Mål for ansjos og sardin små pelagiske arter [Ændring 52]

1.  Målet Målreferencepunkterne for fiskeridødelighed små pelagiske arter skal være nået så hurtigt som muligt og på et gradvist stigende grundlag senest i 2020 for de berørte bestande og detskal derefter opretholdes inden for holdes over de intervaller værdier, der er fastsat i bilag I, og i overensstemmelse med de målsætninger, der er fastlagt i artikel 3, stk. 1. [Ændring 53]

2.  Fiskerimulighederne Forvaltningsforanstaltningerne for små pelagiske arter skal stemme overens med de målintervaller for fiskeridødeligheden målreferencepunkterne, der er fastsat i kolonne A i bilag I til nærværende forordning. [Ændring 54]

3.  Uanset stk. 1 og 2 kan fiskerimulighederne fastsættes på forvaltningsforanstaltningerne målrettes mod niveauer, der svarer til lavere højere niveauer for fiskeridødelighed end dem, der er fastsat i bilag I, kolonne A., hvis:

a)  det på grundlag af videnskabelig rådgivning eller dokumentation er nødvendigt for at opfylde de mål, der er fastsat i artikel 3, for blandet fiskeri

b)  det på grundlag af videnskabelig rådgivning eller dokumentation er nødvendigt for at undgå alvorlig skade på en bestand som følge af samspillet inden for den pågældende bestand eller mellem denne og andre bestande, eller

c)  en af bestandene af små pelagiske arter ligger under det i bilag I, kolonne B, fastsatte referencepunkt. [Ændring 55]

4.  Uanset stk. 2 og 3, kan fiskerimulighederne for en bestand fastsættes i overensstemmelse med de fiskeridødelighedsintervaller, der er fastsat i bilag I, kolonne B, forudsat at den berørte bestand ligger over det referencepunkt for minimumsgydebiomasse, der er fastsat i bilag II, kolonne A:

a)  hvis det på grundlag af den videnskabelige rådgivning eller dokumentation viser sig at være nødvendigt for at opfylde de målsætninger, der er fastsat i artikel 3, for det blandede fiskeri

b)  hvis det på grundlag af den videnskabelige rådgivning eller dokumentation viser sig at være nødvendigt for at undgå alvorlig skade på en bestand som følge af samspillet inden for den pågældende bestand eller mellem denne og andre bestande eller

c)  for at begrænse udsving i fiskerimulighederne fra år til år til højst 20 %. [Ændring 56]

4a.  Hvis videnskabelig rådgivning tyder på, at rekreative fiskerier har betydelige indvirkninger på fiskeridødeligheden for en bestemt bestand, tager Rådet hensyn til disse og kan begrænse rekreativt fiskeri, når det fastsætter fiskerimuligheder for at undgå at overskride det samlede mål for fiskeridødelighed. [Ændring 57]

Artikel 4a

Socioøkonomiske mål

For at kunne tage hensyn til de socioøkonomiske mål, der er fastlagt i artikel 2, stk. 5, litra f), i forordning (EU) nr. 1380/2013, i forbindelse med anvendelsen af de tekniske foranstaltninger og bevaringsforanstaltninger, der er fastsat i nærværende forordning, gør medlemsstaterne omfattende brug af de relevante foranstaltninger, der er fastsat i forordning (EU) nr. 508/2014. [Ændring 58]

Artikel 5

Beskyttelsesforanstaltninger

1.  De bevarelsesreferencepunkter, der er udtrykt som de minimums- og grænseniveauer for en bestands gydebiomasse, der skal anvendes for at beskytte de relevante bestandes fulde reproduktionsevne, er fastlagt i bilag II. [Ændring 59]

1a.   Tre år efter anvendelsen af de forvaltningsforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1a, kontrolleres effektiviteten af de trufne foranstaltninger gennem videnskabelig forskning, navnlig for de bestande, som forordningen finder anvendelse på, og for fiskeriet efter disse bestande. [Ændring 60]

2.  Hvis den videnskabelige rådgivning viser, at gydebiomassen for en af de berørte bestande små pelagiske arter ligger under det referencepunkt for bestandens minimumsgydebiomasse, der er fastsat i kolonne A B i bilag II I, træffes der alle de afhjælpende foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre bidrage til en hurtig genopretning af den berørte bestand de små pelagiske arter til niveauer, som ligger over det niveau referencepunkt, der kan give MSY. Navnlig fastsættes fiskerimulighederne for de berørte bestande er fastsat i kolonne A i bilag I. Navnlig skal forvaltningsforanstaltningerne tilpasses, uanset artikel 4, stk. 2 og artikel 4, stk. 4, på et niveau, som er i overensstemmelse med en fiskeridødelighed, som reduceres til under det interval, der er fastsat i nærværende forordnings bilag I, kolonne B artikel 4, stk. 3, under hensyntagen til nedgangen i denne bestands biomasse. [Ændring 61]

3.  Hvis videnskabelig rådgivning viser, at gydebiomassen for en af begge de berørte små pelagiske bestande ligger under det referencepunkt for bestandens minimumsgydebiomasse (SSBlim), der er fastsat i kolonne A B i bilag II I, træffes der yderligere afhjælpende foranstaltninger for at sikre bidrage til en hurtig genopretning af den berørte bestand de to bestande til niveauer, som ligger over det niveau referencepunkt, der kan give MSY er fastsat i kolonne A, bilag I. Uanset artikel 4, stk. 2 og 4 , kan de afhjælpende foranstaltninger inkludere midlertidig indstilling af det målrettede fiskeri efter den pågældende bestand og en tilstrækkelig reduktion af fiskerimulighederne andre passende forvaltningsforanstaltninger. [Ændring 62]

Artikel 6

Specifikke bevarelsesforanstaltninger

1.  Hvis Når den videnskabelige rådgivning viser, at der er behov for afhjælpende foranstaltninger med henblik på bevarelse af de små pelagiske bestande, der er omhandlet i denne forordnings artikel 1, stk. 2 arter, eller hvis ansjos- eller sardinbestandens en af disse bestandes gydebiomasse i et givet år ligger under de bevarelsesreferencepunkter, der er fastsat i kolonne A B i bilag II I til nærværende forordning, tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 16 i nærværende forordning og artikel 18 i forordning (EU) nr. 1380/2013.

a)  fiskeredskabernes karakteristika, navnlig maskestørrelse, redskabernes konstruktion og størrelse eller anvendelse af selektionsanordninger for at sikre eller øge selektiviteten

b)  brugen af fiskeredskaber, især med hensyn til hvor dybt de sættes, for at sikre eller øge selektiviteten

c)  forbud mod eller begrænsning af fiskeriet i bestemte områder med henblik på at beskytte gyde- og ungfisk eller fisk, som er under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, eller ikkemålarter

d)  forbud mod eller begrænsning af fiskeriet eller anvendelsen af visse typer fiskeredskaber i bestemte perioder med henblik på at beskytte gydefisk eller fisk, som er under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, eller ikkemålarter

e)  bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser med henblik på at sikre beskyttelsen af unge marine organismer

f)  andre specifikationer, der er knyttet til selektivitet. [Ændring 63]

1a.  For at nå de mål, der er fastsat i artikel 4, gælder uanset stk. 1 følgende foranstaltninger for perioden 2019-2022:

a)  I 2019 fastsættes fangstgrænsen for små pelagiske arter til fangstniveauet i 2014; fra og med 2020 reduceres fangstbegrænsningerne for små pelagiske arter for den pågældende medlemsstat gradvist hvert år med 4 % i forhold til det foregående år frem til 2022; reduktionen finder dog ikke anvendelse, hvis den samlede fangst i hver berørt medlemsstat i det foregående år er mere end 2 % under fangstniveauet i 2014.

b)  Fiskerfartøjers fiskeriindsats, der er rettet mod små pelagiske arter, må ikke overskride 180 fiskedage om året og 20 fiskedage om måneden, idet der må fiskes efter sardin højst 144 fiskedage om året og efter ansjos højst 144 fiskedage om året.

c)  Lukninger i rum og tid implementeres hvert år for at beskytte ungfiske- og gydeområder; sådanne lukninger skal for forskellige typer af fiskeredskaber dække hele fordelingen af små pelagiske arter i Adriaterhavet i perioder på ikke mindre end 15 sammenhængende dage og op til 30 sammenhængende dage; disse lukninger skal finde sted i følgende perioder:

i)  for sardin fra 1. oktober til 31. marts og

ii)  for ansjos fra 1. april til 30. september.

d)  Yderligere lukninger for fartøjer med en samlet længde på over 12 m særskilt for hver type fiskeredskab implementeres i mindst seks måneder; sådanne lukninger skal dække mindst 30 % af det område, der er blevet identificeret som ungfiskeområde eller område, der er vigtigt for beskyttelsen af yngre klasser af fisk (i ydre og indre territorialfarvande).

e)  Den samlede flådekapacitet af trawlere og notfartøjer, der aktivt fisker efter små pelagiske bestande, må ikke overstige kapaciteten for den aktive flåde, der var registreret i 2014, med hensyn til bruttotonnage (BT) og/eller bruttoregistertonnage (BRT), motoreffekt (kW) og antal fartøjer. [Ændring 70]

1b.  For at sikre stabilitet og begrænse afvigelser fra forvaltningsforanstaltninger og uanset bestemmelserne i stk. 1a må varigheden af de lukninger, der er omhandlet i litra c) og d) heri, ikke variere mere end 10 % mellem på hinanden følgende år. [Ændring 71]

Artikel 6a

Tekniske foranstaltninger

1.  Ved anvendelsen af denne forordning finder artikel 13, stk. 3, andet afsnit, og punkt 2 i bilag II til forordning (EF) nr. 1967/2006 ikke anvendelse.

2.  Ved anvendelsen af denne forordning begrænses den maksimale længde af de omkringliggende net (snurpenoter og noter uden snurpeline) til 600 m med et netfald på højst 1/3 af længden. [Ændring 72]

KAPITEL III

BESTEMMELSER KNYTTET TIL LANDINGSFORPLIGTELSEN

Artikel 7

Bestemmelser, der er knyttet til landingsforpligtelsen for små pelagiske arter fanget i Adriaterhavet

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 15 i nærværende forordning og artikel 18 i forordning (EU) nr. 1380/2013 vedrørende: [Ændring 73]

a)  undtagelser fra anvendelsen af landingsforpligtelsen for arter med videnskabeligt dokumenterede, hvor den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning påviser høje overlevelsesrater under hensyntagen til specifikationerne for redskaberne, fiskemetoderne og økosystemet med henblik på at lette gennemførelsen af landingsforpligtelsen og [Ændring 74]

b)  de minimis-undtagelser med henblik på at muliggøre gennemførelsen af landingsforpligtelsen; sådanne de minimis-undtagelser fastsættes for de tilfælde, der er omhandlet i artikel 15, stk. 5, litra c), i forordning (EU) nr. 1380/2013, på de betingelser, der er fastsat deri og

c)  specifikke bestemmelser om fangstdokumentation, navnlig med henblik på overvågning af landingsforpligtelsens gennemførelse.

d)  bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser med henblik på at sikre beskyttelsen af unge marine organismer. [Ændring 75]

KAPITEL IV

REGIONALISERING

Artikel 8

Regionalt samarbejde

1.  Artikel 18, stk. 1-6, i forordning (EU) nr. 1380/2013 finder anvendelse på de foranstaltninger, der er omhandlet i nærværende forordnings artikel 6 og 7.

2.  Med henblik på denne artikels stk. 1 kan medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig interesse forelægge fælles henstillinger i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 første gang senest 12 måneder efter nærværende forordnings ikrafttræden og derefter 12 måneder efter hver forelæggelse af den evaluering af planen, der skal foretages i henhold til nærværende forordnings artikel 14. De berørte medlemsstater kan også forelægge sådanne henstillinger, når de anser det for nødvendigt, navnlig hvis der sker en pludselig ændring i situationen for enhver af de bestande, som denne forordning finder anvendelse på. Fælles henstillinger vedrørende foranstaltninger for et givet kalenderår fremsættes senest den 1. juni i det foregående år.

3.  De beføjelser, der tillægges i henhold til artikel 6 og 7 i denne forordning, berører ikke de beføjelser, som Kommissionen tillægges i henhold til andre bestemmelser i EU-lovgivningen, herunder i henhold til forordning (EU) nr. 1380/2013.

KAPITEL V

KONTROL OG HÅNDHÆVELSE

Artikel 9

Sammenhæng med forordning (EF) nr. 1224/2009

Kontrolforanstaltningerne i dette kapitel finder anvendelse i tillæg til foranstaltningerne i forordning (EF) nr. 1224/2009, medmindre andet er fastsat i dette kapitel.

Artikel 10

Forhåndsmeddelelse

1.  Uanset artikel 17, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1224/2009 skal den forhåndsmeddelelse, der er omhandlet i nævnte artikel, indgives mindst halvanden en halv time før forventet ankomst i havn. De kompetente myndigheder i kystmedlemsstaten kan ud fra en konkret vurdering af hver enkelt sag give tilladelse til tidligere anløb af havn. [Ændring 76]

2.  Forpligtelsen til at indgive forhåndsmeddelelse gælder for førere af EU-fiskerfartøjer, som opbevarer om bord mindst to ton ansjos eller to ton sardin. Disse mængder beregnes efter fradrag af de fangster, der er omhandlet i artikel 15, stk. 11, i forordning (EU) nr. 1380/2013. [Ændring 77]

Artikel 11

Fartøjsovervågningssystem

1.  Med henblik på denne forordning udvides anvendelsesområdet for de bestemmelser, der er fastsat i artikel 9, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1224/2009, til at gælde for fartøjer med en længde overalt på otte m eller derover, som fisker målrettet efter små pelagiske arter i Adriaterhavet.

2.  Undtagelsen i artikel 9, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1224/2009 finder ikke anvendelse på fartøjer, der fisker målrettet efter små pelagiske arter i Adriaterhavet i overensstemmelse med nærværende forordning, uanset deres længde.

Artikel 12

Elektronisk udfyldelse og indsendelse af fiskerilogbøger

1.  Med henblik på denne forordning udvides forpligtelsen i artikel 15, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1224/2009 til at føre elektronisk fiskerilogbog og sende den elektronisk til de kompetente myndigheder i flagmedlemsstaten mindst én gang om dagen til at omfatte førere af EU-fiskerfartøjer, der er otte m lange og derover, og som fisker målrettet efter ansjos eller sardin.

2.  Undtagelsen i artikel 15, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1224/2009 finder ikke anvendelse på førere af fartøjer, der fisker målrettet efter ansjos eller sardin, uanset deres længde.

2a.   Uanset artikel 15, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1224/2009 fremsender førere af EU-fartøjer med en samlet længde på 12 meter eller derover de oplysninger, der er omhandlet i artikel 14 i nævnte forordning, inden de påbegynder landingsoperationer. [Ændring 78]

Artikel 13

Udpegede havne

Tærsklen for levende vægt af de respektive arter, der er omfattet af den flerårige plan, over hvilken et fiskerfartøj skal lande sine fangster i en udpeget havn eller et kystnært sted, jf. artikel 43 i forordning (EF) nr. 1224/2009, er følgende:

a)  2 000 kg ansjos

b)  2 000 kg sardin.

KAPITEL VI

REVISION

Artikel 14

Evaluering af den flerårige plan

Tre år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden og derefter hvert femte år sørger Kommissionen for, at der foretages en evaluering af denne flerårige plans indvirkning på de bestande, som forordningen finder anvendelse på, og på fiskeriet efter disse bestande. Kommissionen forelægger resultaterne af denne evaluering for Europa-Parlamentet og Rådet og forelægger, hvis det er relevant, et forslag om ændring af denne forordning. [Ændring 80]

KAPITEL VII

PROCEDUREBESTEMMELSER

Artikel 15

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte artikel 18 i forordning (EU) nr. 1380/2013 anførte betingelser. [Ændring 81]

2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 6 og 7, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra … [datoen for denne forordnings ikrafttræden]. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.  Den i artikel 6 og 7 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.  Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 6 og 7, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 15a

Støtte fra EHFF

1.  Foranstaltninger til midlertidigt ophør, der er vedtaget for at opfylde målene for den flerårige plan, anses for midlertidigt ophør med fiskeri med henblik på artikel 33, stk. 1, litra a) og c), i forordning (EU) nr. 508/2014.

2.  Uanset artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 508/2014 er indtil 31. december 2020 den maksimale periode for støtte under nævnte forordning ni måneder for fiskerfartøjer, der er omfattet af område- og sæsonforbud, som er fastsat ved nærværende forordning.

3.  For at sikre gennemførelsen af denne artikels stk. 2 skal det uanset artikel 25, stk. 3, i forordning (EU) nr. 508/2014 være muligt at øge det samlede finansielle bidrag fra EHFF til over det loft på 15 %, der er fastsat i nævnte artikel.

4.  I gennemførelsen af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 30 i forordning (EU) nr. 508/2014, prioriteres de fiskere, som berøres af gennemførelsen af de foranstaltninger, der er indeholdt i denne flerårige plan.

5.  Indtil den 31. december 2020 og uanset den frist, der er fastsat i artikel 34, stk. 4, i forordning (EU) nr. 508/2014, kan de fartøjer, der har indstillet alle fiskeriaktiviteter som resultat af foranstaltningerne til begrænsning af fiskeriindsatsen, der er omhandlet i nærværende forordning, være støtteberettigede til endeligt ophør som omhandlet i artikel 34 i forordning (EU) nr. 508/2014. [Ændring 82]

KAPITEL VIII

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 16

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i ..., den .

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

BILAG I

Målreferencepunkter

(jf. artikel 4 og 5) [Ændring 86]

[Ændring 87]

BILAG II

Bevarelsesreferencepunkter

(jf. artikel 5)

[Ændring 84]

(1) EUT C 288 af 31.8.2017, s. 68. (2) EUT C 288 af 31.8.2017, s. 68. (3) Europa-Parlamentets holdning af 13.11.2018. (4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet) (EUT L 164 af 25.6.2008, s. 19). (5) Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7). (6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30.11.2009 om beskyttelse af vilde fugle (EUT L 20 af 26.1.2010, s. 7). (7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22). (8) Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 af 21. december 2006 om forvaltningsforanstaltninger til bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1626/94 (Middelhavsforordningen) (EUT L 36 af 8.2.2007, s. 6). (9) Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) "Assessment of Mediterranean Sea stocks" (vurdering af bestandene i Middelhavet) - del 2 (STECF-11-14). (10) Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1392/2014 af 20. oktober 2014 om fastsættelse af en udsmidsplan for fiskeri efter visse små pelagiske arter i Middelhavet (EUT L 370 af 30.12.2014, s. 21). (11) Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) – Små pelagiske bestande i Adriaterhavet. Mediterranean assessments part 1 (STECF-15-14). [Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg, EUR 27492 EN, JRC 97707, 52 sider] [Den anden del af referencen synes at være fejlbehæftet. Publikationskontoret bedes kontrollere.] (12) Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) - Small pelagic stocks in the Adriatic Sea. Mediterranean assessments part 1 (STECF-15-14). 2015. [Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg, EUR 27492 EN, JRC 97707, 52 sider., JRC 97707, 52 pp.] [The second part of this reference seems to be mistaken. OPOCE, please check.] (13) Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en kontrolordning for Unionen med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006 (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1). (14) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011 (EUT L 149 af 20.5.2014, s. 1). (15) EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1 (16) Konsekvensanalyse [reference indsættes ved offentliggørelse]. (17) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1343/2011 af 13. december 2011 om visse bestemmelser for fiskeri i aftaleområdet for GFCM (Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet) og om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 om forvaltningsforanstaltninger til bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet (EUT L 347 af 30.12.2011, s. 44).

Europa-Parlamentets beslutning af 13. november 2018 om retssikkerhed i Rumænien (2018/2844(RSP))

P8_TA(2018)0446 B8-0522/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til EU-traktaterne og særlig artikel 2, 3, 4, 6 og 7 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK),

–  der henviser til Rumæniens forfatning,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. marts 2014 om en ny EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet (COM(2014)0158),

–  der henviser til sin forhandling om demokrati og retfærdighed i Rumænien den 2. februar 2017,

–  der henviser til sin forhandling om trusler mod retsstatsprincippet som følge af reformen af det rumænske retssystem den 7. februar 2018,

–  der henviser til sin forhandling den 3. oktober 2018 om retsstatsprincippet i Rumænien,

–  der henviser til drøftelserne den 1. oktober 2018 med Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender,

–  der henviser til høringen den 22. marts 2017 i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om demokrati og retfærdighed i Rumænien,

–  der henviser til den fælles erklæring af 24. januar 2018 fra Kommissionens formand Jean-Claude Juncker og første næstformand Frans Timmermans om den seneste udvikling i Rumænien,

–  der henviser til Venedigkommissionens fælles udtalelse af 16. marts 2018 om Rumæniens lovforslag nr. 140/2017 om ændring af regeringsbekendtgørelse nr. 26/2000 om foreninger og fonde,

–  der henviser til Venedigkommissionens udtalelse af 20. oktober 2018 om ændringer til Rumæniens lov nr. 303/2004 om dommeres og anklageres statut, lov nr. 304/2004 om retslig organisation og lov nr. 317/2004 om det øverste retsråd,

–  der henviser til Venedigkommissionens udtalelse af 20. oktober 2018 om ændringer af Rumæniens straffelov og strafferetsplejelov, som også berører lov nr. 78/2000 om forebyggelse og afsløring af samt sanktioner imod korruption og lov nr. 304/2004 om retlig organisation,

–  der henviser til ad hoc-rapporten om Rumænien af 11. april 2018 fra Europarådets Sammenslutning af Stater mod Korruption (GRECO),

–  der henviser til Kommissionens rapport af 15. november 2017 som led i mekanismen for samarbejde og kontrol om fremskridt i Rumænien,

–  der henviser til, at det rumænske parlament i december 2017 vedtog tre love om reform af retsvæsenet i december 2017, som ændrer lov nr. 303/2004 om dommeres og anklageres statut, lov nr. 304/2004 om retslig organisation og lov nr. 317/2004 om det øverste retsråd; der henviser til vedtagelsen af ændringer af straffeloven i juni 2018 og af strafferetsplejeloven i juli 2018,

–  der henviser til resolution 2226/2018 og henstilling 2134/2018 fra Europarådets Parlamentariske Forsamling (PACE),

–  der henviser til den rumænske forfatningsdomstols afgørelse af 20. oktober 2018 om, at 64 af de 96 ændringer af strafferetsplejeloven er forfatningsstridige; der henviser til forfatningsdomstolens erklæring af 25. oktober 2018 om, at 30 af ændringerne af straffeloven er uforenelige med forfatningen,

–  der henviser til de gentagne masseprotester siden januar 2017 imod korruption og for retsstatsprincippet, herunder "Diaspora at Home"-masseprotesten den 10. august 2018 i Bukarest, som resulterede i, at hundredvis af mennesker havde behov for lægebehandling som følge af voldelig indgriben fra politiets side,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at Den Europæiske Union bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal, og til, at dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd (artikel 2 TEU);

B.  der henviser til artikel 6, stk. 3, i TEU, der fastslår, at de grundlæggende rettigheder, som er garanteret ved EMRK, og som følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, udgør generelle principper i EU-retten;

C.  der henviser til, at EU baserer sit virke på en formodning om og gensidig tillid til, at medlemsstaterne overholder de demokratiske spilleregler, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder, som er nedfældet i EMRK og chartret om grundlæggende rettigheder;

D.  der henviser til, at retsvæsenets uafhængighed er nedfældet i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder og i artikel 6 i EMRK og ligeledes er et centralt krav i det demokratiske princip om magtens tredeling;

E.  der henviser til, at Europarådets Sammenslutning af Stater mod Korruption (GRECO) i sin rapport om Rumænien fra april 2018 gav udtryk for alvorlig bekymring over visse aspekter af lovene om dommeres og anklageres status, om retsorganisationen og det øverste retsråd, som er vedtaget af det rumænske parlament, samt om udkast til ændringer af straffelovgivningen; der henviser til, at GRECO sætter spørgsmålstegn ved lovgivningsprocessen, frygter konsekvenserne for retsvæsenets uafhængighed og påpeger, at foreligger en implicit overtrædelse af standarderne for bekæmpelse af korruption;

F.  der henviser til, at Venedigkommissionen i sin udtalelse nr. 924/2018 af 20. oktober 2018, som begrænsede sig til "visse særligt kontroversielle aspekter af udkastene", konkluderede, at der, selvom der var foretaget en række positive forbedringer af udkastene som følge af kritik og en række afgørelser fra forfatningsdomstolen, var indført nogle vigtige aspekter ved de tre udkast, som kunne føre til, at der blev lagt pres på dommere og anklagere og i sidste ende undergrave retsvæsenets og dets medlemmers uafhængighed og – i kombination med ordninger for tidlig pensionering – dets effektivitet og dets kvalitet, hvilket ville få negative følger for bekæmpelsen af korruption, idet det ansås for sandsynligt, at disse aspekter ville undergrave offentlighedens tillid til retsvæsenet(1);

G.  der henviser til, at Venedigkommissionen i sin udtalelse nr. 930/2018 af 20. oktober 2018 konkluderede, at det var nødvendigt og passende, at det rumænske parlament gennemførte en reform af de strafferetlige regler med henblik på at gennemføre forfatningsdomstolens afgørelser og de relevante EU-direktiver, og at mange af ændringerne i alvorlig grad ville forringe effektiviteten af det rumænske strafferetssystem i kampen mod forskellige former for kriminalitet, herunder korruptionsrelaterede lovovertrædelser, voldelige forbrydelser og organiseret kriminalitet(2);

H.  der henviser til, at Venedigkommissionen i sin fælles udtalelse nr. 914/2018 af 16. marts 2018 udtrykte tilfredshed med, at initiativtagerne til lovudkastet under møderne i Bukarest havde tilkendegivet, at de er rede til at ændre lovforslaget på flere områder, og opfordrede de rumænske myndigheder til at tage dens vigtigste henstillinger op til overvejelse, nemlig at de nye indberetnings- og offentliggørelseskrav, der er fastsat i lovforslaget, herunder sanktionerne med standsning af aktiviteter og opløsning i tilfælde af, at loven ikke overholdes, er klart unødvendige og uforholdsmæssige og bør ophæves, og at den detaljerede offentliggørelse af regnskaber hver sjette måned og angivelse af indtægtskilden uanset beløbet, kombineret med sanktionen med opløsning, vil lægge en dæmper på civilsamfundet og være i strid med foreningsfriheden og retten til respekt for privatlivet(3);

I.  der henviser til, at Europarådets Parlamentariske Forsamling har opfordret Rumænien til at forkaste de nyligt fremsatte lovforslag om indførelse af yderligere forpligtelser for NGO'er til finansiel rapportering, til at ændre dem i overensstemmelse med henstillingerne fra Venedigkommissionen og Kontoret for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder under Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE/ODIHR) og til at gøre dem til genstand for en bred offentlig høring inden vedtagelsen(4);

J.  der henviser til, at Kommissionen den 19. juli 2018 indbragte Rumænien for Den Europæiske Unions Domstol for ikke at have indarbejdet det fjerde direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge i national ret; der henviser til, at det rumænske parlament den 24. oktober 2018 vedtog lovforslaget om bekæmpelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme;

K.  der henviser til, at der foregår en debat om den rumænske efterretningstjenestes (SRI) rolle og dens påståede indblanding i det rumænske retsvæsens aktiviteter, hvilket rejser spørgsmål om denne indblandings mulige omfang og hvilke metoder, den foregår efter; der henviser til, at Venedigkommissionen i sin udtalelse af 20. oktober 2018 konkluderer, at en grundig gennemgang af retsreglerne om kontrol med efterretningstjenesterne synes nødvendig;

L.  der henviser til, at der i maj 2016 blev indledt et andragende om revision af den rumænske forfatning med henblik på at begrænse definitionen af familie til et ægteskab mellem en mand og en kvinde; der henviser til, at adskillige menneskerettighedsgrupper har udtrykt bekymring for, at forslaget kunne føre til en overtrædelse af de internationale menneskerettighedsstandarder og øge den homofobiske forskelsbehandling i Rumænien; der henviser til, at revisionen blev godkendt i parlamentet med et flertal på to tredjedele; der henviser til, at folkeafstemningen om spørgsmålet ikke nåede op på den krævede valgdeltagelse på 30 %;

M.  der henviser til, at Rumænien er nr. 25 ud af de 28 EU-medlemsstater for så vidt angår lovgivning, hadefuld tale og forskelsbehandling af LGBTI-personer i henhold til den årlige undersøgelse af menneskerettighedssituationen for LGBTI-personer i Europa 2018, som blev offentliggjort af den europæiske afdeling af den internationale sammenslutning af lesbiske og bøsser (ILGA-Europe);

N.  der henviser til, at Den Europæiske Union er forpligtet til at respektere mediernes frihed og pluralisme samt informations- og ytringsfriheden; der henviser til, at whistleblowing er en væsentlig del af undersøgende journalistik og pressefrihed, og at whistleblowere i henhold til Kommissionens meddelelse af 23. april 2018 om styrkelse af beskyttelsen af whistleblowere på EU-plan (COM(2018)0214) i de fleste medlemsstater kun er beskyttet i meget begrænsede situationer; der henviser til, at mediernes funktion som offentlig overvågningsinstans er en afgørende forudsætning for at opretholde disse rettigheder og beskytte alle andre grundlæggende rettigheder;

O.  der henviser til, at Journalister uden Grænser har henledt opmærksomheden på forsøgene på at omdanne de rumænske medier til politiske propagandaredskaber og har givet udtryk for bekymring over den politiske censur i medierne(5);

P.  der henviser til, at det i artikel 12 i chartret om grundlæggende rettigheder er fastsat, at enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed på alle niveauer, navnlig i forbindelse med politiske, faglige og civilretlige spørgsmål;

Q.  der henviser til, at rapporterne om voldelige indgreb fra det rumænske politis side under demonstrationerne den 10. august 2018 har givet anledning til alvorlig bekymring med hensyn til magtanvendelse og krænkelser af demonstranternes grundlæggende rettigheder, hvilket har ført til igangværende undersøgelser af de rumænske retshåndhævende myndigheder;

R.  der henviser til, at korruption fortsat er en udfordring i EU; der henviser til, at arten og omfanget af korruption kan variere fra den ene medlemsstat til den anden, men at den skader EU som helhed og dets økonomi og samfund, hæmmer den økonomiske udvikling, undergraver demokratiet og skader retsstatsprincippet;

S.  der henviser til, at chefanklageren ved det nationale antikorruptionsdirektorat (DNA) blev fjernet fra embedet den 9. juli 2018 i strid med dommerrådets udtalelse efter en afgørelse fra forfatningsdomstolen om begrænsning af præsidentens beføjelser; der henviser til, at Venedigkommissionen i sin udtalelse af 20. oktober 2018 anførte, at det ville være vigtigt at styrke anklagernes uafhængighed og bevare og øge den rolle, som institutioner såsom præsidenten og CSM (det øverste retsråd) spiller, og som er i stand til at danne modvægt mod (justits-)ministerens indflydelse; der henviser til, at justitsministeren den 24. oktober 2018 krævede afskedigelse af den offentlige anklager, idet han beskyldte ham for at overskride sine beføjelser;

1.  understreger, at det er af grundlæggende betydning at garantere, at de fælleseuropæiske værdier, der er opregnet i artikel 2 i TEU, bliver opretholdt fuldt ud, og at de grundlæggende rettigheder som fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder garanteres;

2.  er dybt bekymret over den nyudformede lovgivning vedrørende den rumænske lovgivning om retsvæsen og strafferet, navnlig hvad angår dens potentiale til strukturelt at undergrave retsvæsenets uafhængighed og kapaciteten til effektivt at bekæmpe korruption i Rumænien, samt til at svække retsstatsprincippet;

3.  fordømmer politiets voldelige og uforholdsmæssige indgriben under protesterne i Bukarest i august 2018; opfordrer de rumænske myndigheder til at sikre en gennemsigtig, upartisk og effektiv undersøgelse af uropolitiets handlinger;

4.  opfordrer de rumænske myndigheder til at indføre sikkerhedsforanstaltninger for at sikre et gennemsigtigt og retligt grundlag for ethvert institutionelt samarbejde og undgå enhver form for indblanding, der omgår systemet med gensidig kontrol; opfordrer til, at den parlamentariske kontrol med efterretningstjenesterne styrkes;

5.  opfordrer indtrængende de rumænske myndigheder til at imødegå enhver foranstaltning, der kan afkriminalisere bestikkelse i kontoret, og til at anvende den nationale strategi til bekæmpelse af korruption;

6.  henstiller kraftigt, at lovgivningen om NGO'ers finansiering, organisation og funktion tages op til fornyet overvejelse med hensyn til dens potentielt truende indvirkning på civilsamfundet og dens uforenelighed med princippet om foreningsfrihed og retten til privatlivets fred; mener, at den fuldt ud bør bringes i overensstemmelse med EU's rammer;

7.  opfordrer indtrængende det rumænske parlament og den rumænske regering til fuldt ud at gennemføre alle henstillinger fra Kommissionen, GRECO og Venedigkommissionen, og til at afholde sig fra at gennemføre reformer, som vil bringe respekten for retsstatsprincippet og navnlig domstolenes uafhængighed i fare; opfordrer indtrængende til, at der fortsat samarbejdes med civilsamfundet, og understreger behovet for at tage fat på ovennævnte spørgsmål på grundlag af en gennemsigtig og inklusiv proces; opfordrer til, at der proaktivt indhentes en vurdering fra Venedigkommissionen af planlagte lovgivningsmæssige foranstaltninger, inden de godkendes endeligt;

8.  opfordrer de rumænske myndigheder til at samarbejde med Kommissionen i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde som fastsat i traktaten;

9.  beklager atter, at Kommissionen har besluttet ikke at offentliggøre EU's antikorruptionsrapport for 2017, og opfordrer den indtrængende til omgående at genoptage sin årlige overvågning om korruptionsbekæmpelse i alle medlemsstater; opfordrer Kommissionen til at udvikle et system med strenge indikatorer og let anvendelige, ensartede kriterier til måling af korruptionsniveauet i medlemsstaterne og til at evaluere deres politikker til bekæmpelse af korruption, på linje med Parlamentets beslutning af 8. marts 2016 om årsrapporten for 2014 om beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser(6);

10.  slår kraftigt til lyd for en regelmæssig, systematisk og objektiv overvågning og dialog, der involverer alle medlemsstater, med henblik på at sikre overholdelsen af EU's grundlæggende værdier som demokrati, grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet, hvor Rådet, Kommissionen og Parlamentet er involveret, således som det fremhæves i Parlamentets beslutning af 25. oktober 2016 om oprettelse af en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder (DRF-pagten)(7); gentager, at denne mekanisme bør bestå af en årlig rapport med landespecifikke henstillinger(8);

11.  opfordrer Kommissionen til som traktaternes vogter at overvåge opfølgningen på de rumænske myndigheders henstillinger og samtidig fortsat tilbyde Rumænien fuld støtte til at finde passende løsninger;

12.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Rumæniens præsident.

(1) Venedigkommissionens udtalelse nr. 924/2018 af 20. oktober 2018 (CDL-AD(2018)017). (2) Venedigkommissionens udtalelse nr. 930/2018 af 20. oktober 2018 (CDL-AD(2018)021). (3) Venedigkommissionens fælles udtalelse nr. 914/2018 af 16. marts 2018 (CDL-AD(2018)004). (4) Resolution 2226/2018 og henstilling 2134/2018 fra Europarådets Parlamentariske Forsamling. (5) https://rsf.org/en/romania (6) EUT C 50 af 9.2.2018, s. 2. (7) EUT C 215 af 19.6.2018, s. 162. (8) Se også: Europa-Parlamentets beslutning af 13. december 2016 om situationen for de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union i 2015 (EUT C 238 af 6.7.2018, s. 2).

Europa-Parlamentets beslutning af 13. november 2018 om minimumsstandarder for mindretal i EU (2018/2036(INI))

P8_TA(2018)0447 A8-0353/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2 og artikel 3, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og til artikel 19 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 10, 21 og 22 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (direktivet om racelighed)(1),

–  der henviser til Københavnskriterierne og til gældende EU-ret, som et kandidatland skal overholde, hvis det ønsker at tiltræde Unionen,

–  der henviser til FN's erklæring vedrørende rettigheder for personer, der tilhører nationale eller etniske, religiøse og sproglige minoriteter, og FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling i 1948,

–  der henviser til FN's resolution A/RES/60/7 om bevarelse af erindringen om holocaust, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 1. november 2005,

–  der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention og de dertil knyttede protokoller, særlig protokol nr. 12 om ikkediskrimination,

–  der henviser til 2018-rapporten om grundlæggende rettigheder fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) og agenturets "Second European Union Minorities and Discrimination Survey" (anden EU-rundspørge om mindretal og diskrimination) (EU-MIDIS II),

–  der henviser til FN's konvention om rettigheder for personer med handicap og den tilhørende valgfri protokol (A/RES/61/106), som blev vedtaget den 13. december 2006,

–  der henviser til Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal og den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog,

–  der henviser til Europarådets Parlamentariske Forsamlings beslutning 1985 (2014) om nationale mindretals situation og rettigheder i Europa,

–  der henviser til Europarådets Parlamentariske Forsamlings beslutning 2153 (2017) om fremme af inklusion af romaer og omrejsende,

–  der henviser til Europarådets Parlamentariske Forsamlings beslutning 2196 (2018) om beskyttelse og fremme af regionale sprog eller mindretalssprog i Europa,

–  der henviser til resolution 424 (2017) fra Europarådets Kongres for Lokale og Regionale Myndigheder om regionale sprog og minoritetssprog i Europa i dag,

–  der henviser til Europarådets Parlamentariske Forsamlings indstilling 1201 (1993) om en tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention om mindretals rettigheder,

–  der henviser til Europarådets Ministerkomités erklæring om voksende romafjendtlighed og øget racistisk vold mod romaer i Europa, som blev vedtaget den 1. februar 2012,

–  der henviser til retningslinje nr. 5 for forbindelserne mellem Europarådet og Den Europæiske Union, som blev vedtaget på Europarådets tredje topmøde mellem stats- og regeringschefer i Warszawa den 16.-17. maj 2005,

–  der henviser til OSCE's Københavnsdokument fra 1990 og til de adskillige tematiske henstillinger og retningslinjer om mindretalsrettigheder, som er blevet udstedt af OSCE's højkommissær for nationale mindretal og OSCE's Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder,

–  der henviser til sin beslutning af 7. februar 2018 om beskyttelse og ikkediskrimination af EU-borgere tilhørende mindretal i EU-medlemsstaterne(2),

–  - der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2017 om aspekter vedrørende grundlæggende rettigheder for integrationen af romaer i EU: bekæmpelse af romafjendtlighed(3),

–  der henviser til Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA af 28. november 2008 om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen(4),

–  der henviser til sin beslutning af 13. december 2016 om situationen for grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union(5),

–  der henviser til sin beslutning af 15. april 2015 i anledning af den internationale romadag – romahad i Europa og EU's anerkendelse af mindedagen for folkedrabet på romaerne under Anden Verdenskrig(6),

–  der henviser til sin beslutning af 11. september 2013 om udryddelsestruede europæiske sprog og den sproglige mangfoldighed i Den Europæiske Union(7),

–  der henviser til sin beslutning af 8. juni 2005 om beskyttelse af mindretal og ikke-diskriminationspolitikker i et udvidet Europa(8),

–  der henviser til sin beslutning af 12. december 2017 om 2017-rapporten om unionsborgerskab: Styrkelse af borgernes rettigheder i en Union med demokratiske forandringer(9),

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2016 med henstillinger til Kommissionen om oprettelse af en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder(10),

–  der henviser til Den Europæiske Unions Domstols domme og retspraksis, særlig i sag T-646/13 (Minority SafePack - one million signatures for diversity in Europe mod Kommissionen), og til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis,

–  der henviser til FRA's rapporter og undersøgelser, som f.eks. rapporten med titlen "Respect for and protection of persons belonging to minorities 2008-2010" (respekt for og beskyttelse af personer, der tilhører mindretal 2008-2010) samt andre relevante rapporter om emnet fra nationale, europæiske og internationale organisationer og NGO'er,

–  der henviser til aktiviteter og konklusioner, som Europa-Parlamentets tværpolitiske gruppe om traditionelle mindretal, nationale fællesskaber og sprog tegner sig for,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelse fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A8-0353/2018),

A.  der henviser til, at rettighederne for personer, der tilhører mindretal, er en integreret del af menneskerettighederne, som er universelle, udelelige og uafhængige; der henviser til, at beskyttelse og fremme af mindretalsrettigheder er af afgørende betydning for fred, sikkerhed og stabilitet og for fremme af tolerance, gensidig respekt samt forståelse og samarbejde mellem alle personer, der bor i et bestemt område;

B.  der henviser til, at EU er en mosaik af kulturer, sprog, religioner, traditioner og historie, som danner et fællesskab bestående af en mangfoldighed af borgere, der er forenet gennem deres fælles kerneværdier; der henviser til, at denne europæiske rigdom ikke er givet, og at den bør beskyttes og næres;

C.  der henviser til, at omkring 8 % af unionsborgerne tilhører et nationalt mindretal, og at ca. 10 % taler et regionalt sprog eller et minoritetssprog; der henviser til, at vedvarende chikane, diskrimination – herunder forskelligartet og tværgående diskrimination – og vold begrænser mulighederne for, at personer fuldt ud kan nyde godt af deres grundlæggende rettigheder og friheder og underminerer deres lige deltagelse i samfundet;

D.  der henviser til, at beskyttelse af rettighederne for personer, der tilhører mindretal, kan være med til at skabe en bæredygtig fremtid for Europa og bidrage til at sikre overholdelsen af principperne om værdighed, lighed og ikkediskrimination; der henviser til, at fordelene ikke kun berører mindretallene, eftersom beskyttelse og fremme heraf skaber stabilitet, økonomisk udvikling og velstand for alle;

E.  der henviser til, at Lissabontraktaten indførte begrebet "personer, der tilhører mindretal" i EU's primære ret, og at det er første gang i EU-rettens historie, at dette er nævnt udtrykkeligt; der henviser til, at det i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) er fastslået, at Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal, og at dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikkeforskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd; der henviser til, at disse værdier er fælles for alle medlemsstaterne og skal respekteres og fremmes aktivt og konsekvent af både EU og de enkelte medlemsstater i alle deres politikker, såvel på internt som på eksternt plan; der henviser til, at disse rettigheder fortjener den samme behandling som de andre rettigheder, der er nedfældet i traktaterne;

F.  der henviser til, at EU-traktaterne, som i denne henseende følger folkerettens tilgang, ikke definerer begrebet "mindretal"; der henviser til, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 17 i TEU skal sikre gennemførelsen af traktaterne;

G.  der henviser til, at det i artikel 19 i TEUF er fastslået, at Rådet, der træffer afgørelse efter en særlig lovgivningsprocedure, med enstemmighed og med Europa-Parlamentets godkendelse, kan træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling;

H.  der henviser til, at Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder har gjort begrebet "nationale mindretal" til et EU-retligt begreb; der henviser til, at det i chartrets artikel 21 udtrykkeligt er fastslået, at forskelsbehandling er forbudt; der henviser til, at der bør lægges særlig vægt på beskyttelse af de grundlæggende rettigheder i forhold til de personer, der befinder sig i de mest sårbare situationer;

I.  der henviser til, at det i artikel 9 i TEU, som indeholder en definition af unionsborgerskabet, udtrykkeligt er fastslået, at Unionen skal respektere princippet om lighed mellem dens borgere, der nyder lige stor opmærksomhed fra EU-institutionernes, -organernes, -kontorernes og -agenturernes side;

J.  der henviser til, at FCNM og sprogpagten er vigtige bedrifter for det internationale system til beskyttelse af mindretal og vigtige internationale normsættende værktøjer for deltagerstaterne; der henviser til, at de pågældende aftalers virkning svækkes af en langsom ratificeringsproces, parternes forbehold og manglen på kontrolbeføjelser, der gør dem afhængige af deltagerstaternes velvilje; der henviser til, at systematisk manglende gennemførelse af domme, afgørelser og henstillinger også fører til en normalisering af manglende overholdelse af disse to internationale instrumenter;

K.  der henviser til, at der skal udvikles fælles europæiske minimumsstandarder for beskyttelse af rettighederne for personer, der tilhører mindretal, under hensyntagen til den bedste praksis, der allerede anvendes i medlemsstaterne, f.eks. i Italien (Alto Adige/Sydtyrol) eller Tyskland (Schleswig-Holstein);

L.  der henviser til, at de rettigheder, der tilkommer personer, som tilhører mindretal, er garanteret af både multilaterale og bilaterale internationale aftaler og er anerkendt i mange medlemsstaters forfatninger, og at respekt for disse rettigheder er en væsentlig forudsætning for overholdelsen af retsstatsprincippet;

M.  der henviser til, at direktivet om racelighed udgør en vigtig retlig foranstaltning til bekæmpelse af etnisk og racemæssig diskrimination; der henviser til, at adskillige medlemsstater endnu ikke har gennemført dette direktiv fuldt ud; der henviser til, at princippet om ligebehandling i henhold til artikel 5 i det pågældende direktiv ikke må være til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller vedtager specifikke foranstaltninger, der har til formål at forebygge eller opveje ulemper knyttet til race eller etnisk oprindelse, med henblik på at sikre fuld ligestilling;

N.  der henviser til, at EU's motto, "Forenet i mangfoldighed", som blev vedtaget i 2000, understreger respekten for mangfoldighed som en af EU's grundlæggende værdier;

O.  der henviser til, at Københavnskriterierne udgør en del af EU's tiltrædelseskriterier; der henviser til, at ét af de tre Københavnskriterier klart kræver, at staterne sikrer demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder samt respekt for og beskyttelse af mindretal; der henviser til, at der ikke foregår yderligere overvågning af mindretalsrettigheder, når et kandidatland først er blevet medlemsstat;

P.  der henviser til, at erfaringen viser, at førtiltrædelseslande er mere villige til at overholde Københavnskriterierne; der henviser til, at der mangler en tilstrækkelig ramme til at sikre overholdelsen af disse kriterier efter tiltrædelsen, og at der følgelig opleves alvorlige tilbageskridt i visse medlemsstater efter erhvervelsen af EU-medlemsskab; der henviser til, at EU stadig savner fælles standarder på EU-plan til beskyttelse af mindretal i medlemsstaterne;

Q.  der henviser til, at EU i øjeblikket kun har værktøjer med begrænset effektivitet til rådighed til at reagere på systematiske og institutionelle manifestationer af diskrimination, racisme og fremmedhad; der henviser til, at der på trods af talrige opfordringer til Kommissionen kun er blevet truffet begrænsede foranstaltninger til at sikre effektiv beskyttelse af personer, som tilhører mindretal;

R.  der henviser til, at det er nødvendigt at udvikle stærke retsstatsmekanismer og -processer for at sikre, at de traktatfæstede principper og værdier efterleves overalt i EU; der henviser til, at respekten for rettigheder for personer, der tilhører mindretal, er en integrerende del af disse værdier; der henviser til, at der bør udvikles effektive mekanismer til at lukke resterende huller; der henviser til, at sådanne mekanismer bør være evidensbaserede, objektive og uden forskelsbehandling, at de bør tage hensyn til nærhedsprincippet, nødvendighedsprincippet og proportionalitetsprincippet, og at de bør gælde for såvel medlemsstaterne som for EU-institutionerne og bør være baseret på en gradueret tilgang med både en forebyggende og en korrigerende del; der henviser til, at Parlamentet bekræftede sin støtte hertil i sin beslutning af 25. oktober 2016 med henstillinger til Kommissionen om oprettelse af en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder, og at dette kunne være et centralt element i en koordineret europæisk tilgang til samfundsforvaltning, der i øjeblikket savnes;

S.  der henviser til, at sprog er en integreret del af europæisk identitet og det mest direkte udtryk for kultur; der henviser til, at respekten for sproglig mangfoldighed er en grundlæggende værdi i EU, således som det f.eks. er fastslået i artikel 22 i chartret og i præamblen til traktaten om Den Europæiske Union, som taler om at lade sig "inspirere af Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv, der er grundlaget for udviklingen af de universelle værdier: det enkelte menneskes ukrænkelige og umistelige rettigheder samt frihed, demokrati, lighed og retsstaten";

T.  der henviser til, at sproglig mangfoldighed er en vigtig del af en regions kulturelle rigdom; der henviser til, at 40 til 50 millioner personer i EU taler et af dets 60 regionale sprog og mindretalssprog, hvoraf nogle er udsat for alvorlig risiko; der henviser til, at tilbagegangen for mindretalssprog er mærkbar i hele Europa; der henviser til, at sprog, der tales af små samfund og ikke har nogen officiel status, er endnu mere udsatte for risikoen for at uddø;

U.  der henviser til, at det anslås, at én person ud af tusind anvender et nationalt tegnsprog som sit primære sprog; der henviser til, at disse sprog bør have officiel status;

V.  der henviser til, at individuel identitet samt national identitet er vigtige i rummelige samfund, og at det ene ikke udelukker det andet. der henviser til, at medlemsstaternes nationale lovgivning, hvad mindretal angår, indeholder vigtige huller og repræsenterer et lavt niveau for harmonisering og symmetri;

W.  der henviser til, at Europa har en rig og mangfoldig kulturarv; der henviser til, at kulturarv beriger livet for den enkelte borger; der henviser til, at artikel 3 i TEU bekræfter, at Unionen skal "respektere medlemsstaternes rige kulturelle og sproglige mangfoldighed og sikre, at den europæiske kulturarv beskyttes og udvikles"; der henviser til, at personer tilhørende mindretal, som har levet i Europa i århundreder, bidrager til denne rige, enestående og mangfoldige arv og er en integreret del af den europæiske identitet;

X.  der henviser til, at der er store forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til anerkendelse af disse mindretal og respekt for deres rettigheder; der henviser til, at mindretal i Europa fortsat oplever institutionaliseret forskelsbehandling og gøres til genstand for nedsættende stereotyper, ligesom deres erhvervede rettigheder ofte begrænses eller anvendes selektivt;

Y.  der henviser til, at der er forskel på beskyttelse af mindretal og politikker mod diskriminering; der henviser til, at forbud mod forskelsbehandling ikke er nok til at standse assimilering; der henviser til, at reel ligestilling er mere end blot ikke at diskriminere, og at det betyder, at mindretal får garantier for, at de har samme muligheder for at nyde deres rettigheder, såsom retten til identitet, brug af sprog og uddannelse, kulturelle og borgerlige rettigheder osv., som flertallet;

Z.  der henviser til, at væksten i fremmedfjendsk vold og hadske ytringer i EU, der ofte fremmes af kræfter på den yderste højrefløj, rammer og er specifikt målrettet mod personer, der tilhører mindretal;

AA.  der henviser til, at EU-borgere tilhørende mindretal forventer, at der gøres mere for at beskytte deres rettigheder på europæisk plan, hvilket dokumenteres af det store antal andragender, der er indgivet til Europa-Parlamentet i denne forbindelse;

AB.  der henviser til, at andragendet "Minority SafePack" har indsamlet 1 215 879 underskrifter i hele EU, hvilket viser, at disse EU-borgere har viljen til at styrke den juridiske ramme for mindretalspolitikker på EU-plan;

AC.  der henviser til, at der stadig er rigelig plads til forbedringer af den måde, beskyttelsen af mindretals rettigheder effektivt indføres på i EU; der henviser til, at demokratiske institutioners legitimitet er baseret på deltagelse og repræsentation af alle samfundets grupper, inklusive personer tilhørende mindretal;

1.  minder om, at medlemsstaterne er forpligtede til at sikre, at mindretallene fuldt ud kan drage nytte af deres menneskerettigheder både som individer og som samfund;

2.  minder om, at der – selv om beskyttelse af mindretal er en del af Københavnskriterierne for såvel kandidatlandene som for medlemsstaterne – ikke er nogen garanti for, at kandidatlandene overholder de tilsagn, som de har givet i henhold til Københavnskriterierne, når de først er blevet medlemsstater;

3.  noterer sig, at EU stadig mangler effektive redskaber til at overvåge og håndhæve respekten for mindretalsrettigheder; beklager dybt, at EU med hensyn til mindretalsbeskyttelse enten har taget det for givet, at medlemsstaterne respekterer mindretalsrettigheder, eller har baseret sig på eksterne overvågningsinstrumenter, for eksempel fra FN, Europarådet eller OSCE;

4.  bemærker, at staters overholdelse af Københavnskriterierne før og efter deres tiltrædelse til EU skal være underlagt konstant overvågning og konstant dialog i og mellem Parlamentet, Kommissionen og Rådet; understreger behovet for et omfattende EU-beskyttelsessystem for mindretal samt en robust overvågningsmekanisme;

5.  minder om, at Kommissionen i overensstemmelse med EU-traktatens artikel 17, stk.1, som traktaternes vogter har legitimitet og autoritet til at sikre, at alle medlemsstater respekterer retsstatsprincippet og de øvrige værdier, der er anført i artikel 2 i TEU; mener derfor, at de tiltag, Kommissionen iværksætter med henblik på at udføre denne opgave og sikre, at de betingelser, der var gældende ved medlemsstaternes tiltrædelse, stadig er opfyldt, ikke udgør en krænkelse af medlemsstaternes suverænitet;

6.  minder om, at inden for rammerne af de eksisterende internationale standarder har alle medlemsstater ret til at definere personer, der tilhører nationale mindretal;

7.  minder om, at der ikke er nogen fælles EU standarder for mindretalsrettigheder i EU og heller ikke en fælles forståelse af, hvem der kan betragtes som en person, der tilhører et mindretal; bemærker, at der hverken findes en definition af mindretal i FN's erklæring vedrørende rettigheder for personer, der tilhører nationale eller etniske, religiøse og sproglige mindretal, eller i rammekonventionen om beskyttelse af nationale mindretal (FCNM); understreger behovet for at beskytte alle nationale eller etniske, religiøse og sproglige mindretal, uanset definition, og at enhver definition bør anvendes på en fleksibel måde, da en de facto-inklusion af modtagere under beskyttelsen af mindretalsrettigheder ofte er en del af en gradvis proces, der i sidste ende kan føre til formel anerkendelse; henstiller, at en definition af et "nationalt mindretal" under hensyntagen til nærhedsprincippet, proportionalitetsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling bør være baseret på den definition, som er fastlagt i Europarådets Parlamentariske Forsamlings henstilling 1201(1993) om en tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention om mindretals rettigheder, der definerer et "nationalt mindretal" som en gruppe personer i en stat, som:

8.  minder om retningslinje nr. 5 for så vidt angår forbindelserne mellem Europarådet og Den Europæiske Union, som blev vedtaget af stats- og regeringscheferne fra Europarådets medlemsstater på deres møde i Warszawa den 16. og 17. maj 2005, hvori det hedder, at "Unionen skal bestræbe sig på at gennemføre disse aspekter af Europarådets konventioner inden for sit kompetenceområde i EU-retten";

9.  bemærker, at visse dele af bestemmelserne i FCNM og den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog ("sprogpagten") er omfattet af EU's kompetencer, og minder om FRA's konklusion om, at Unionen – selv om den ikke har overordnet lovgivningsmæssig kompetence til at træffe afgørelse om beskyttelsen af nationale mindretal som sådan – "kan træffe afgørelse om en bred vifte af spørgsmål, der berører personer, der tilhører nationale mindretal";

10.  mener, at der er behov for et lovgivningsforslag om minimumsstandarder for beskyttelse af mindretal i EU med det formål at forbedre situationen for mindretallene og beskytte allerede eksisterende rettigheder i alle medlemsstaterne og samtidig undgå dobbeltstandarder, efter at der er foretaget en egentlig konsekvensanalyse og på linje med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet; mener under hensyntagen til nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, at disse standarder bør bygge på de standarder, som allerede er kodificeret i folkeretlige instrumenter, og at de bør være solidt forankrede i et retsgrundlag, der sikrer demokrati og respekt for retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder i hele EU, og som ledsages af en velfungerende overvågningsmekanisme; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for, at deres retssystemer sikrer, at de personer, der tilhører et mindretal, ikke udsættes for forskelsbehandling, og til at træffe og gennemføre målrettede beskyttelsesforanstaltninger;

11.  erindrer om, at beskyttelse af mindretalsrettigheder er indeholdt i forslaget om indgåelse af en EU-pagt for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder; minder i denne forbindelse om den anmodning, der blev fremsat i Parlamentets beslutning af 25. oktober 2016 om en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder, og gentager sin opfordring til Kommissionen om at forelægge et forslag om indgåelse af en EU-pagt for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder; opfordrer Kommissionen til at indarbejde mindretalsrettigheder i alle mulige underafdelinger af EU-mekanismen for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder;

12.  opfordrer Kommissionen til at nedsætte et organ på EU-plan (enten inden for de eksisterende strukturer eller som et separat organ) til anerkendelse og beskyttelse af mindretal i EU;

13.  glæder sig over, at der er sket en vellykket registrering og indsamling af underskrifter inden for rammerne af et europæisk borgerinitiativ med titlen "Minority SafePack", som efterlyser en europæisk ramme for beskyttelse af mindretal; tilskynder Kommissionen til at undersøge, hvilke løsninger der kan tages i anvendelse for at sikre, at mindretallenes interesser og behov kan blive bedre repræsenteret på EU-plan;

14.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at beskytte personer tilhørende nationale mindretal med hensyn til deres ret til at bevare, beskytte og udvikle deres egen identitet og til at tage de nødvendige skridt til at fremme effektiv inddragelse af de nationale mindretal i det sociale, økonomiske og kulturelle liv og i offentlige anliggender;

15.  minder om, at adgang til unionsborgerskabet går gennem statsborgerskab i en medlemsstat, hvor vilkårene er fastlagt i national lovgivning; minder om, at medlemsstaterne i forbindelse med adgang til statsborgerskab bør lade sig lede af principperne i EU-retten såsom proportionalitetsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, der begge er veldefinerede i EU-Domstolens praksis; henviser til, at det i artikel 20 i TEUF hedder, at unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en medlemsstat, og at unionsborgerne har de rettigheder og er underlagt de pligter, der er indeholdt i traktaterne og chartret; minder om, at alle EU-borgere ifølge traktaterne skal have lige stor opmærksomhed fra EU-institutionerne;

16.  minder om, at Parlamentet er dybt foruroliget over antallet af statsløse romaer i Europa, da disse mennesker befinder sig i en situation, hvor de fuldstændig nægtes adgang til sociale, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige tjenester og bliver skubbet ud på samfundets yderste periferi; opfordrer medlemsstaterne til at afskaffe statsløshed og sikre, at alle nyder godt af de grundlæggende menneskerettigheder;

17.  opfordrer medlemsstaterne til at træffe effektive foranstaltninger til at fjerne enhver hindring for adgang til sundhedsvæsenet i forhold til personer, der tilhører mindretal; bemærker, at mindretalsgrupper har ringere adgang til sundhedstjenester og sundhedsinformation; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at mindretal har adgang til sundhedspleje, både i fysisk og psykisk henseende, uden forskelsbehandling;

18.  opfordrer EU til at tiltræde – og medlemsstaterne til at ratificere – FCNM og sprogpagten og til at overholde de principper, der er fastsat i disse dokumenter; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at afholde sig fra at foretage handlinger, der går imod disse principper; understreger, at institutionerne og medlemsstaterne, når de indfører minimumsstandarder for mindretal i EU, skal undlade at vedtage love og administrative foranstaltninger, der svækker eller fraviger rettigheder for personer, der tilhører mindretal;

19.  fastslår atter, at oprindelige folk ved udøvelsen af deres rettigheder bør være fri for enhver form for forskelsbehandling og have ret til at nyde godt af den værdighed og mangfoldighed, der er indeholdt i deres kultur, traditioner, historier og ambitioner, og som skal afspejle sig på passende vis i uddannelse og offentlig information; opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har gjort dette, til at ratificere konventionen vedrørende oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater (ILO-konvention nr. 169) og implementere den i god tro;

20.  mener, at der bør udvikles fælles europæiske minimumsstandarder for beskyttelse af rettighederne for personer, der tilhører mindretal, i EU ud fra de proceduremæssige principper for godt naboskab og venskabelige forbindelser og i et samarbejde både mellem medlemsstaterne og med nabolande, der ikke er medlem af EU, og på grundlag af gennemførelsen af internationale standarder og normer; mener, at vedtagelsen af fælles europæiske minimumsstandarder ikke må forringe de allerede eksisterende rettigheder og standarder, der beskytter de personer, som tilhører mindretal; minder om, at der er behov for at gennemføre de forpligtelser, der er vedtaget, og de principper, der er udviklet, inden for rammerne af OSCE, navnlig i de tematiske henstillinger og retningslinjer; minder om, at Kommissionen allerede har taget højde for disse standarder i forbindelse med Københavnskriterierne under tiltrædelsesforhandlingerne; opfordrer Kommissionen til i denne forbindelse at anvende de samme standarder for alle EU-medlemsstater;

21.  fremhæver, at politikker om forbud mod forskelsbehandling i sig selv ikke løser de problemer, som mindretal står over for, og ikke forhindrer assimilation; bemærker, at personer, der tilhører mindretal, befinder sig i en særlig kategori med hensyn til adgangen til retsmidler og har særlige behov, som skal opfyldes, hvis de skal opnå fuld og effektiv ligestilling, og at det er nødvendigt at respektere og fremme deres rettigheder, herunder retten til frit at udtrykke, bevare og udvikle deres kulturelle eller sproglige identitet med respekt for bopælsstatens identitet, værdier og principper; opfordrer Kommissionen til at fremme en regelmæssig overvågning af sproglig og kulturel mangfoldighed i EU;

22.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til efter samråd med repræsentanter for mindretal fortsat at støtte og finansiere indsamling af pålidelige og gedigne ligebehandlingsdata med henblik på at registrere uligheder og forskelsbehandling; efterlyser en effektiv EU-dækkende overvågning af situationen for nationale og sproglige mindretal; mener, at FRA bør gennemføre øget overvågning af diskrimination mod nationale og etniske mindretal i medlemsstaterne;

23.  anerkender den vigtige rolle, som civilsamfundet og ikkestatslige organisationer spiller i forbindelse med beskyttelse af mindretal, bekæmpelse af diskrimination og fremme af mindretals rettigheder; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme tilstrækkelig finansiering og støtte til disse organisationer;

24.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre beskyttelsen af mindretal i mindretal og håndtere uligheder i uligheder, idet personer, der tilhører mindretal, ofte står over for forskelligartede og sammenfaldende former for diskrimination; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at gennemføre forskning for at håndtere det komplicerede spørgsmål om forskelligartede og sammenfaldende former for diskrimination;

Bekæmpelse af diskrimination, hadforbrydelser og hadefuld tale

25.  er bekymret over den alarmerende stigning i hadforbrydelser og hadefulde udtalelser, der motiveres af racisme, fremmedhad eller religiøs intolerance over for mindretal i Europa; opfordrer EU og medlemsstaterne til at styrke kampen mod hadforbrydelser og diskriminerende holdninger og adfærd; opfordrer Kommissionen og FRA til at fortsætte deres arbejde med overvågning af hadforbrydelser og hadefuld tale i medlemsstaterne rettet mod mindretal og til jævnligt at rapportere om tilfælde og tendenser;

26.  fordømmer utvetydigt alle former for diskrimination, uanset af hvilken grund den finder sted, og alle former for segregation, hadefuld tale, hadforbrydelser og social udelukkelse, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til klart at fordømme og sanktionere fornægtelse af grusomheder over for nationale og etniske mindretal; gentager sit standpunkt, der kom til udtryk i Parlamentets beslutning af 25. oktober 2017 om aspekter vedrørende grundlæggende rettigheder for integrationen af romaer i EU: bekæmpelse af romafjendtlighed; erindrer om, at alle EU-borgere bør tilbydes lige stor hjælp og beskyttelse uanset deres etniske eller kulturelle oprindelse; opfordrer Kommissionen til at skabe en europæisk ramme og medlemsstaterne til at udarbejde specifikke nationale planer for håndtering af fremmedfjendsk vold og hadefuld tale over for personer, der tilhører mindretal;

27.  understreger, at medlemsstaterne bør fremme fredelige og stabile indbyrdes forbindelser, og opfordrer dem til at opretholde en åben og konstruktiv dialog med nabolandene, særlig i grænseregioner, hvor flere sprog og kulturer kan være repræsenteret;

28.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre opmærksomhedsskabende aktiviteter, der gør EU's befolkning bevidst over for mangfoldighed, og fremme alle fredelige former for manifestationer af mindretalskulturer; opfordrer medlemsstaterne til at belyse nationale og etniske mindretals historie og fremme en kultur med tolerance i skolerne som led i læseplanerne; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indlede kulturelle dialoger, herunder, men ikke udelukkende, på skoler, om forskellige former og typer af had mod mindretalsgrupper; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at ikkeforskelsbehandling samt historien og rettighederne for mennesker, der tilhører mindretal, generelt integreres som komponenter i deres nationale uddannelsessystem;

29.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at iværksætte kampagner til bekæmpelse af hadefuld tale, til at oprette særlige politienheder til bekæmpelse af hadforbrydelser med udgangspunkt i en bevidstgørelse om de udfordringer, som forskellige mindretalsgrupper står over for, og gennemføre efteruddannelse, samt til at sikre, at personer, som tilhører mindretal, har lighed for loven, og at de har lige adgang til retlig prøvelse og processuelle rettigheder;

30.  mener, at Kommissionen og medlemsstaterne skal sikre, at personer, som tilhører mindretal, kan udøve deres rettigheder frygtløst; opfordrer i den forbindelse medlemsstaterne til at inkludere obligatoriske undervisningskurser inden for menneskerettigheder, demokratisk borgerskab og politisk viden i deres skolepensum på alle niveauer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at give obligatorisk undervisning til de ansvarlige, der spiller en afgørende rolle for den korrekte gennemførelse af EU- og medlemsstatslovgivning, og som skal være beredt til at yde service til alle borgere med en menneskerettighedsbaseret tilgang; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tackle tværgående former for forskelsbehandling både i deres politikker og gennem deres finansieringsprogrammer;

31.  opfordrer medlemsstaterne til med henblik på at skabe gensidig tillid at nedsætte nationale sandheds- og forsoningskommissioner for at anerkende den forfølgelse, udelukkelse og fornægtelse, som personer fra mindretal har oplevet gennem århundreder, samt for at dokumentere disse problemstillinger; opfordrer medlemsstaterne til klart og tydeligt at fordømme og sanktionere benægtelse af grusomheder, der er begået over for personer fra mindretalsgrupper, og opfordrer dem til at indføre og afholde vigtige mindedage for mindretalsgrupper i statsligt regi, som f.eks. en mindedag for romaofrene for holocaust; opfordrer medlemsstaterne til at etablere institutioner, der viser mindretalsgruppernes historie og kultur og støtter dem både økonomisk og administrativt;

32.  mener, at mindretalsgruppernes aktive og meningsfulde deltagelse i sociale, økonomiske, politiske og kulturelle områder af samfundslivet er af afgørende betydning; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde strategier med både proaktive og reaktive foranstaltninger baseret på reelle, systematiske høringer af repræsentanter fra mindretalsgrupper og inddrage dem i drift, overvågning og evaluering af hovedprogrammer og -projekter lanceret på alle niveauer med henblik på at sikre inklusion og ikkeforskelsbehandling;

33.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre fuld og grundig gennemførelse, anvendelse og håndhævelse af racelighedsdirektivet, og opfordrer dem til at engagere sig i opmærksomhedsskabende kampagner om lovgivning til bekæmpelse af forskelsbehandling; mener, at medlemsstaterne bør sikre, at sanktioner er tilstrækkeligt effektive, står i forhold til overtrædelsens grovhed og har afskrækkende virkning, således som det kræves i racelighedsdirektivet; opfordrer Kommissionen til omhyggeligt at overvåge gennemførelsen af direktivet;

34.  beklager, at det foreslåede direktiv om ligebehandling fra 2008 (COM(2008)0426) stadig afventer Rådets godkendelse; opfordrer endnu en gang Rådet til snarest muligt at vedtage sin holdning til forslaget;

Nationale og etniske mindretal

35.  bemærker, at nationale og etniske mindretal er grupper af personer, der tilhører mindretal, der har levet på det samme sted og har en fælles identitet, i visse tilfælde som følge af grænseflytninger og i andre tilfælde som et resultat af at have levet i lang tid på det samme sted, hvorved de har formået at bevare deres identitet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at beskytte nationale og etniske mindretals kulturelle og sproglige identitet og til at skabe betingelserne for fremme af denne identitet; påpeger den vigtige rolle, som regionale og lokale myndigheder i EU kan spille med hensyn til at beskytte mindretal og mener, at administrative omstruktureringer og territoriale omlægninger ikke må have negative følger for dem; opfordrer medlemsstaterne til at bevillige finansielle midler til gennemførelsen af mindretallenes rettigheder fra det centrale budget, sådan at det ikke bliver en byrde for de lokale budgetter;

36.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at garantere lige muligheder for nationale og etniske mindretal for at deltage i det politiske og sociale liv; opfordrer medlemsstaterne til at vedtage valgsystemer og -love, der fremmer repræsentationen af nationale og etniske mindretal; opfordrer medlemsstaterne til at træffe øjeblikkelige afhjælpende foranstaltninger for at standse diskriminerende fødselsregistrering, udføre fødselsregistrering af medlemmer af mindretalsgrupper uden forskelsbehandling og sikre, at de udstedte ID-kort ikke er diskriminerende;

37.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde en sammenhængende analyse af de aktuelle mindretalspolitikker med henblik på at klarlægge styrker og udfordringer og sikre overholdelsen af nationale og etniske mindretals rettigheder;

38.  opfordrer FRA til at afgive en udtalelse om, hvordan man skaber instrumenter til beskyttelse og promovering af rettigheder for personer, der tilhører nationale mindretal, i overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols dom i sag T-646/13;

Kulturelle rettigheder

39.  understreger, at kulturelle aktiviteter er en afgørende forudsætning for at bevare nationale og etniske mindretals identitet, og at bevarelsen af mindretallenes traditioner og kunstneriske udtryksformer og værdier på modersmålet er særlig vigtigt med henblik på at bevare den europæiske mangfoldighed; bemærker, at bevarelsen af mindretallenes kulturarv er i EU's og medlemsstaternes fælles interesse; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte, styrke og fremme mindretals kulturelle rettigheder;

40.  minder om, at en forståelse af, hvad der opfattes som "kultur", er en afgørende forudsætning for at fastlægge, hvor langt mindretals rettigheder rækker på dette punkt; påpeger, at kultur i bred forstand er lig den samlede sum af alle materielle og ikke-materielle aktiviteter og præstationer i et givent samfund, og lig med det, der adskiller det pågældende samfund fra andre samfund; understreger, at kulturelle rettigheder bør omfatte retten til at deltage i kulturlivet, retten til at nyde godt af kulturtilbud, retten til at vælge at tilhøre en bestemt gruppe, sproglige rettigheder samt beskyttelse af den kulturelle og videnskabelige arv;

41.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anerkende de nationale og etniske mindretals bidrag til Unionens kulturarv, styrke dialogen med repræsentanterne for og personer tilhørende mindretal samt identificere og gennemføre samordnede politikker og foranstaltninger med henblik på at forvalte bevarelsen og udviklingen af deres kultur på en bæredygtig måde; opfordrer medlemsstaterne til at sikre en passende grad af institutionalisering af praksis på nationalt niveau for at beskytte de kulturelle rettigheder;

42.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at inddrage og støtte nationale og etniske mindretal og personer tilhørende disse mindretal i at fremme den nødvendige viden og de nødvendige færdigheder til at beskytte og sikre bæredygtig forvaltning og udvikling af kulturarven, som bør gives videre til fremtidige generationer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tilvejebringe og opretholde væsentlige kulturmidler til personer tilhørende mindretal på såvel horisontalt som vertikalt plan med henblik på at sikre effektiv, gennemsigtig og rimelig støtte til mindretalssamfundenes kulturliv;

43.  fremhæver, at medierne spiller en central rolle med hensyn til kulturelle og sproglige rettigheder; minder om, at det at være i stand til at få adgang til, modtage og offentliggøre information og indhold på et sprog, som man forstår fuldt ud og kan kommunikere fuldt ud på, er en forudsætning for lige og effektiv deltagelse i det offentlige, økonomiske, sociale og kulturelle liv; bemærker i denne forbindelse, at der bør rettes særlig opmærksomhed mod behovene hos personer, der tilhører nationale og etniske mindretal i grænseområder, landdistrikter og fjerntliggende områder; udtrykker bekymring over underfinansieringen af medieudbydere, der offentliggør eller udsender på regionale sprog eller mindretalssprog; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre passende finansiering til organisationer eller medieudbydere, der repræsenterer mindretal, for at bidrage til at bevare disse mindretals kulturelle identiteter og sætte dem i stand til at dele deres holdninger, sprog og kultur med flertallet;

44.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at medierne kan arbejde uafhængigt, til at fremme anvendelsen af mindretalssprog i medierne og til at tage højde for nationale og etniske mindretal i forbindelse med registrering af medietjenester, herunder ved tildeling af frekvenser til radio- og TV-selskaber; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tilvejebringe tilstrækkelige midler til organisationer, der repræsenterer mindretal, med henblik på at fremme deres følelse af tilhørsforhold og identifikation med deres respektive mindretal og for at udbrede kendskabet til deres identitet, sprog, historie og kultur blandt flertallet;

45.  minder om den fundamentale rolle, som de offentlige medier spiller med hensyn til at fremme dette indhold, navnlig i forbindelse med demokratisk kontrol fra lokale eller regionale myndigheders side; opfordrer Kommissionen til at fastlægge de rette lovgivningsmæssige betingelser for at sikre fri levering, passage og modtagelse for audiovisuelt indhold i de regioner, hvor der bor mindretal, sådan at de kan se og lytte til indhold på deres modersmål, idet sådant indhold udsendes på tværs af grænserne uden geoblokering;

46.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til ved hjælp af de rette midler at sikre, at audiovisuelle medietjenester ikke indeholder opfordringer til vold eller had, der er rettet mod personer tilhørende mindretal; understreger, at medierne spiller en vigtig rolle i forbindelse med dækning af krænkelser af mindretals rettigheder, og at hvis de ikke dækkes, vil mindretallenes daglige virkelighed forblive usynlig;

47.  opfordrer medlemsstaterne til at afholde sig fra at gennemføre politiske og retlige handlinger, der har til formål at indføre restriktive foranstaltninger, såsom tekstning og/eller krav om oversættelse og obligatoriske kvoter for programmer på officielle sprog; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tillade og fremme tilstedeværelsen af regionale medier eller medier på mindretalssprog, også på onlinegrænseflader; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre passende finansiering eller tilskud til organisationer og medier, der repræsenterer nationale og etniske mindretal, i betragtning af deres særlige regionale forhold og behov;

48.  opfordrer i kølvandet på det europæiske år for kulturarv medlemsstaterne til at værdsætte og fremme deres mindretalskulturer og således udbrede kendskabet til deres historie og traditioner og sikre, at de pågældende kulturer ikke forbliver isolerede;

49.  understreger, at udviklingen af enhver kulturarvspolitik bør være inklusiv, baseret på lokalsamfund og åben for deltagelse og bør omfatte høring af og dialog med de pågældende mindretalssamfund;

Ret til uddannelse

50.  bemærker, at uddannelse spiller en vigtig rolle for socialisering og identitetsudvikling og fortsat er det vigtigste værktøj til at genoplive og bevare truede mindretalssprog; understreger, at ethvert menneske, der tilhører et nationalt mindretal, har ret til uddannelse på et mindretalssprog; understreger, at kontinuiteten af undervisning på modersmålet er af afgørende betydning for bevarelsen af den kulturelle og sproglige identitet; bemærker, at der i forbindelse med mindretalssprogundervisning ikke findes én enkelt model for bedste praksis, som egner sig til alle nationale og etniske mindretal; bemærker, at opmærksomheden særlig skal rettes mod mennesker, der anvender tegnsprog;

51.  minder om, at det i artikel 14 i Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal henstilles, at de deltagende stater så vidt muligt og inden for rammerne af deres uddannelsessystemer søger at sikre, at personer, der tilhører nationale mindretal, har passende muligheder for at få undervisning i mindretalssproget eller for at blive undervist på dette sprog, uden at det er til skade for indlæringen af det officielle sprog eller for undervisningen på det pågældende sprog;

52.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til som led i kommende tiltag at indføre passende værktøjer, der kan fremme og støtte officiel brug af sprog, som tales af nationale og etniske mindretal i de områder, hvor de bor, på lokalt eller regionalt plan og i overensstemmelse med principperne i FCNM og sprogpagten, samtidig med at der tages højde for, at beskyttelse og fremme af brugen af regionale sprog og mindretalssprog ikke bør ske på bekostning af de officielle sprog og forpligtelsen til at lære disse;

53.  beklager, at visse medlemsstater endnu ikke har ratificeret sprogpagten, og at nogle af de lande, hvor den er ratificeret, ikke gennemfører den effektivt; er skuffet over, at de eksisterende rettigheder i visse medlemsstater enten ikke er gennemført eller direkte ignoreres;

54.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at personer, der tilhører nationale eller etniske mindretal, i overensstemmelse med internationale standarder har ret til og passende muligheder for at modtage undervisning på et mindretalssprog og til undervisning på deres modersmål i både offentlige og private uddannelsesinstitutioner; opfordrer medlemsstaterne til at formulere passende uddannelsespolitikker og til at implementere de politikker, der er bedst egnede til at dække de nationale og etniske mindretals behov, herunder gennem specifikke uddannelsesprogrammer eller gennem særlige pensa og lærebøger, opfordrer medlemsstaterne til at tilvejebringe finansiering til læreruddannelserne for at sikre en effektiv undervisning i mindretalssprog og til at indarbejde bedste praksis inden for fremmedsprogsundervisning i metodologien for, hvordan man underviser i officielle sprog, når der er tale om læseplaner for skoler, der tilbyder uddannelse på et mindretalssprog; understreger, at medlemsstaterne bør fremme undervisning i regionale sprog, mindretalssprog og officielle sprog ved hjælp af hensigtsmæssige metoder;

55.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at personer med et regionalt sprog eller mindretalssprog som modersmål har mulighed for at lære det officielle sprog i tilstrækkelig grad, ved at indarbejde god praksis fra undervisningen i fremmedsprog og andetsprog i den metodiske tilgang, der anvendes til undervisning i medlemsstatens officielle sprog;

56.  fremhæver dog, at personer, der tilhører mindretal, også bør lære flertalsbefolkningens sprog, historie og kultur, og at skoleelever, der tilhører flertalsbefolkningen, samt offentligheden generelt bør gøres fortrolige med mindretallenes historie og kultur og have mulighed for at lære mindretalssprog;

57.  opfordrer medlemsstaterne til at fremme udarbejdelsen af lærebøger, der opfylder behovene hos personer, som taler regionale sprog eller mindretalssprog, eller – hvis dette er umuligt – til at lette brugen af lærebøger fra andre lande på de pågældende sprog i samarbejde med uddannelsesmyndighederne i de lande, hvor de pågældende sprog benyttes;

58.  understreger vigtigheden af at tilbyde videregående uddannelse på modersmålet og at uddanne specialister med viden om specialiseret terminologi, navnlig i områder med et højt antal personer, der taler det pågældende sprog; understreger det kritiske behov for at undervise læger i mindretalssprog;

59.  opfordrer medlemsstaternes regeringer til at inddrage repræsentanter for mindretal i overvejelserne om, hvordan deres uddannelsessystemer skal organiseres;

60.  opfordrer medlemsstaterne til at fastlægge præferencetærskler i forbindelse med undervisningen i regionale sprog eller mindretalssprog for at sikre rimelighed i uddannelsessystemet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at personer, der tilhører nationale eller etniske mindretal i områder, hvor disse mindretal er talstærkt repræsenteret, herunder landdistrikter eller områder med meget spredte bebyggelser, har ret til at modtage uddannelse på et mindretalssprog, navnlig deres modersmål, hvis der er tilstrækkelig efterspørgsel; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at uddannelsesreformer og -politikker ikke begrænser retten til at modtage undervisning på et mindretalssprog;

61.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme adgangen til integreret støtte på et vertikalt niveau for regionale sprog og mindretalssprog i uddannelsessystemerne, navnlig ved i medlemsstaternes undervisningsministerier samt inden for Kommissionen at oprette enheder med ansvar for, at mindretalssprog og regionale sprog indarbejdes i skolernes læseplaner; opfordrer medlemsstaterne til at sørge for et vedvarende undervisningsforløb inden for mindretalssprog fra førskoleundervisning til de videregående uddannelser;

62.  understreger, at uddannelse af lærere og adgang til lærebøger og undervisningsmateriale af god kvalitet er afgørende forudsætninger for at sikre uddannelse af høj kvalitet for studerende; mener, at læseplaner, undervisningsmaterialer og historiebøger bør afbilde mindretalsgruppers samfund og kulturer på en rimelig, præcis og informativ måde; bemærker, at et bredt anerkendt problem i forbindelse med uddannelse på mindretalssprog, der skal løses, er det utilstrækkelige udbud af undervisningsmateriale af høj kvalitet og velkvalificerede mindretalssproglærere; bemærker, at flerdimensionel undervisning i historie bør være et krav på alle skoler, uanset om der er tale om mindretals- eller flertalssamfund; bemærker betydningen af at udvikle læreruddannelserne for at tilpasse dem til behovet for undervisning på forskellige niveauer og i forskellige skoleformer;

63.  understreger, at undervisning i mindretalssprog bidrager til den gensidige forståelse mellem flertallet og mindretallet og bringer samfundsgrupperne tættere på hinanden; opfordrer medlemsstaterne til at anvende positive foranstaltninger for at sikre en ordentlig repræsentation af mindretal inden for uddannelser og inden for den offentlige administration samt forvaltningsorganer på nationalt, regionalt og kommunalt niveau;

64.  ansporer Kommissionen til at fremme programmer, der har fokus på udveksling af erfaringer og bedste praksis med hensyn til undervisning i regionale sprog og mindretalssprog i Europa; opfordrer EU og Kommissionen til at lægge større vægt på regionale sprog og mindretalssprog i de kommende Erasmus+-, Et Kreativt Europa- og Europa for Borgerne-programmer under den nye flerårige finansielle ramme (FFR);

65.  beklager dybt, at elever, der tilhører mindretal, i visse EU-medlemsstater ikke går i de almindelige skoler, men anbringes på specialskoler med den begrundelse, at de ikke behersker undervisningssproget godt nok; minder om, at undervisning i mindretalssprog eller tilhørsforhold til et bestemt mindretal ikke må bruges som undskyldning for at adskille børn ud fra et identitetskriterium; opfordrer medlemsstaterne til at undgå denne form for segregering og træffe tilstrækkelige foranstaltninger til at gøre det muligt for disse elever at deltage i undervisningen i de almindelige skoler; opfordrer medlemsstaterne til at overveje at indføre fag om grundlæggende menneskerettigheder og navnlig mindretalsrettigheder på skolernes læseplaner med henblik på at fremme kulturel mangfoldighed og tolerance gennem uddannelse;

Sprogrettigheder

66.  bemærker, at sproget er et væsentligt aspekt af den kulturelle identitet og menneskerettighederne for mindretal; understreger, at det er nødvendigt at fremme retten til at anvende mindretalssprog både i privat og i offentligt regi og uden nogen form for forskelsbehandling i områder, hvor mindretal er talstærkt repræsenteret, for at sikre, at sprogene kan gives videre fra den ene generation til den næste, samt for at beskytte den sproglige mangfoldighed i EU; opfordrer Kommissionen til at styrke sin plan om at fremme undervisning i og brug af regionale sprog som en mulig løsning på problemerne med sprogdiskrimination i EU samt til at fremme sproglig mangfoldighed; minder om, at man ved at fremme kendskabet til mindretalssprog hos personer, der ikke er medlemmer af mindretallet, kan fremme gensidig forståelse og anerkendelse;

67.  understreger, at Parlamentet i sin beslutning af 11. september 2013 om udryddelsestruede europæiske sprog og den sproglige mangfoldighed i Den Europæiske Union(11) mindede om, at Kommissionen skal være opmærksom på, at nogle medlemsstater og regioner gennem deres politikker truer sprogs overlevelse inden for deres grænser, også selv om de pågældende sprog ikke er truet i europæisk sammenhæng; opfordrer Kommissionen til at undersøge de administrative og lovgivningsmæssige hindringer for brugen af disse sprog;

68.  bemærker, at der i tillæg til de 24 officielle sprog i EU findes yderligere 60 andre sprog, som også udgør en del af EU's kulturelle og sproglige arv, og som tales af 40 millioner mennesker i bestemte regioner eller i bestemte grupper; bemærker, at Den Europæiske Unions flersprogethed er enestående for en international organisation; bemærker, at princippet om flersprogethed er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der forpligter EU til at respektere den sproglige mangfoldighed og fremme Europas rige sproglige og kulturelle arv ved at fremme sprogindlæring og sproglig mangfoldighed;

69.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til for så vidt angår administrative myndigheder og public service-organisationer at tillade og fremme brugen af regionale sprog eller mindretalssprog i praksis i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, f.eks. i forholdet mellem privatpersoner og private organisationer på den ene side og offentlige myndigheder på den anden side; ansporer medlemsstaterne til at stille oplysninger og offentlige tjenesteydelser til rådighed på disse sprog, også på internettet, i områder, hvor de nationale og etniske mindretal er talstærkt repræsenteret;

70.  opfordrer medlemsstaterne til at fremme adgangen til mindretalssprog og regionale sprog ved at yde finansiering og støtte til oversættelse, synkronisering og tekstning samt registrering af en passende og ikkediskriminerende administrativ, merkantil, økonomisk, social, teknisk og juridisk terminologi;

71.  tilskynder kommunale myndigheder til at sikre anvendelsen af regionale sprog og mindretalssprog i disse områder; tilskynder medlemsstaterne til at anvende de gode praksisser, som allerede findes på nationalt plan, som retningslinjer;

72.  ansporer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme anvendelsen af regionale sprog eller mindretalssprog på lokalt og regionalt plan; tilskynder med henblik herpå de kommunale myndigheder til aktivt at sikre, at disse sprog anvendes i praksis;

73.  tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til – i områder, hvor nationale mindretal er talstærkt repræsenteret blandt indbyggerne – at sikre, at sikkerhedsskiltning og ‑mærkning, sikkerhedsetiketter, obligatoriske instrukser og offentlige meddelelser til borgerne – uanset om disse leveres af myndighederne eller af den private sektor – samt stednavne og topografiske betegnelser er skrevet i den korrekte form og på de sprog, der almindeligvis anvendes i en given region, også på skilte, der angiver, at man er på vej ind i eller ud af et byområde, samt på alle andre informationsformidlende vejskilte;

74.  bemærker, at den visuelle repræsentation af regionale sprog og mindretalssprog – vejskilte, gadenavne, navnene på de administrative, offentlige og kommercielle institutioner osv. – er af afgørende betydning for at fremme og beskytte nationale og etniske mindretals rettigheder, da det afspejler og bidrager til den afgørende brug af regionale sprog og mindretalssprog, tilskynder personer, der tilhører nationale og etniske mindretal, til at bevare og udvikle deres særegne sproglige identitet og sprogrettigheder, udtrykke deres multietniske lokale identitet og styrke deres følelse af ejerskab som medlemmer af grupper, der lever i et lokalt eller regionalt samfund;

75.  opfordrer medlemsstaterne til at afholde sig fra eller afskaffe juridisk praksis, der hindrer mindretal i at få adgang til alle de erhverv, der udøves i en given stat; opfordrer medlemsstaterne til at sikre passende adgang til juridiske tjenester; understreger, at repræsentanter for mindretal skal informeres udtrykkeligt om de procedurer, der skal følges i henhold til den nationale lovgivning, hvis deres rettigheder som medlemmer af et mindretal er blevet krænket;

76.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anerkende, at enhver, der tilhører et nationalt mindretal, har ret til at bruge sit efternavn (patronym) og sine fornavne på mindretalssproget og ret til at få disse officielt anerkendt, herunder i forbindelse med den fri bevægelighed inden for EU;

77.  tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til at fjerne administrative og finansielle hindringer, som kan stå i vejen for den sproglige mangfoldighed på europæisk og nationalt niveau, og som kan hindre brugen og anvendelsen af sproglige rettigheder for personer, der tilhører nationale og etniske mindretal; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at indstille enhver praksis med forskelsbehandling af sprog;

Konklusion

78.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en fælles ramme med EU-minimumsstandarder for beskyttelse af mindretal; henstiller, at denne ramme kommer til at omfatte målbare milepæle med regelmæssig rapportering og som minimum bør bestå af:

79.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at denne ramme omfatter dataindsamling samt finansielle og kvalitetsorienterede overvågnings- og rapporteringsmetoder, der er baseret på feltarbejde, da disse elementer understøtter effektive evidensbaserede politikker og kan bidrage til at forbedre effektiviteten af de strategier, tiltag og foranstaltninger, der er iværksat;

o
o   o

80.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter, OSCE, OECD, Europarådet og De Forenede Nationer.

(1) EFT L 180 af 19.7.2000, s. 22. (2) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0032. (3) EUT C 346 af 27.9.2018, s. 171. (4) EUT L 328 af 6.12.2008, s. 55. (5) EUT C 238 af 6.7.2018, s. 2. (6) EUT C 328 af 6.9.2016, s. 4. (7) EUT C 93 af 9.3.2016, s. 52. (8) EUT C 124 E af 25.5.2006, s. 405. (9) EUT C 369 af 11.10.2018, s. 11. (10) EUT C 215 af 19.6.2018, s. 162. (11) EUT C 93 af 9.3.2016, s. 52.

Europa-Parlamentets beslutning af 13. november 2018 om digitalisering med henblik på udvikling: bekæmpelse af fattigdom via teknologi (2018/2083(INI))

P8_TA(2018)0448 A8-0338/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 208, 209, 210, 211 og 214 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til FN-topmødet om bæredygtig udvikling og det slutdokument, som blev vedtaget af FN's generalforsamling den 25. september 2015 med titlen "Ændring af vores samfund: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling" og de 17 mål for bæredygtig udvikling,

–  der henviser til den europæiske konsensus om udvikling – "Vores verden, vores værdighed, vores fremtid"(1), der blev vedtaget i maj 2017,

–  der henviser til, at Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2015 med titlen "Handel for alle: En mere ansvarlig handels- og investeringspolitik"(COM(2015)0497),

–  der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 2. maj 2017 med titlen "Digital4Development: integrering af digitale teknologier og tjenester i EU's udviklingspolitik (SWD(2017)0157),

–  der henviser til strategien for et digitalt indre marked i Europa, som blev vedtaget i maj 2015,

–  der henviser til planen for europæiske eksterne investeringer,

–  der henviser til rapporten fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om gennemførelsen af den handelspolitiske strategi Handel for alle – En progressiv handelspolitik til styring af globaliseringen (COM(2017)0491),

–  der henviser til sin beslutning af 12. december 2017 med titlen "Udvikling af en digital handelsstrategi"(2),

–  der henviser til sin beslutning af 16. december 2015 om forberedelse til det humanitære verdenstopmøde: udfordringer og muligheder for humanitær bistand(3),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. maj 2014 med titlen "Styrkelse af den private sektors rolle i indsatsen for at opnå inklusiv og bæredygtig vækst i udviklingslandene" (COM(2014)0263),

–  der henviser til Rådets konklusioner om digitalisering for udvikling fra november 2017,

–  der henviser til WTO's 11. ministerkonference, der blev afholdt i Buenos Aires (Argentina) fra den 10. til 13. december 2017,

–  der henviser til FN's Internationale Telekommunikationsunions initiativer til støtte af udviklingslande (ITU-D),

–  der henviser til Verdenshandelsorganisationens informationsteknologioverenskomst (ITA),

–  der henviser til den ministererklæring, der blev udfærdiget Cancún i 2016 af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) om den digitale økonomi,

–  der henviser til den fælles erklæring fra mødet mellem G7-landenes IKT-ministre i Takamatsu (Japan) den 29. og 30. april 2016,

–  der henviser til initiativet "e-handel for alle" fra De Forenede Nationers Konference om Handel og Udvikling (UNCTAD),

–  der henviser til konventionen om rettigheder for personer med handicap og den tilhørende valgfri protokol (A/RES/61/106),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget (A8-0338/2018),

A.  der henviser til den europæiske konsensus om udvikling fra 2017 og fremhæver betydningen af informations- og kommunikationsteknologier og -tjenester som katalysatorer for inklusiv vækst og bæredygtig udvikling;

B.  der henviser til, at Kommissionens strategi for digitalisering for udvikling (D4D) dækker økonomisk vækst og menneskerettigheder, sundhed, uddannelse, landbrug og fødevaresikkerhed, grundlæggende infrastruktur, vand og sanitet, forvaltning, social beskyttelse samt tværgående mål med hensyn til køn og miljø;

C.  der henviser til, at digitale teknologier rummer et potentiale til at sikre bæredygtighed og miljøbeskyttelse; der henviser til, at fremstillingen af digitalt udstyr imidlertid omfatter visse sjældne metaller med lav genvinding og begrænsede tilgængelige reserver, og at elektronisk og elektrisk affald udgør en miljø- og sundhedsmæssig udfordring; der henviser til, at affald fra elektrisk og elektronisk udstyr ifølge en fælles undersøgelse foretaget af De Forenede Nationers Miljøprogram (UNEP) og Interpol(4) er et prioriteret område for miljøkriminalitet;

D.  der henviser til, at der i henhold til 2017-opdateringen af Verdensbankens database for udvikling af globale data (ID4D) skønnes at være 1.1 milliarder mennesker i verden, der ikke officielt kan bevise deres identitet, herunder deres fødselsregistrering, og at 78 % af disse bor i Afrika syd for Sahara og Asien; der henviser til, at dette er en væsentlig hindring for at nå mål 16.9 i målene for bæredygtig udvikling, men også for at være aktør i og drage fordel af det digitale miljø;

E.  der henviser til, at målene for bæredygtig udvikling (SDG'erne) udtrykkeligt nævner digitale teknologier i fem af målene (mål 4 om uddannelse, mål 5 om ligestilling mellem kønnene, mål 8 om anstændigt arbejde og økonomisk vækst, mål 9 om infrastruktur, industrialisering og innovation og mål 17 om partnerskaber);

F.  der henviser til, at SDG'erne understreger, at tilvejebringelse af en universel og økonomisk overkommelig adgang til internettet for personer i de mindst udviklede lande inden 2020 vil være afgørende for at fremme udviklingen, idet udviklingen af en digital økonomi kan være en drivkraft for anstændig beskæftigelse og inklusiv vækst, eksportmængder og diversificering af eksport;

G.  der henviser til, at digitalisering i henhold til UNCTAD i stigende grad giver anledning til monopoler og skaber nye udfordringer for både udviklingslandenes og de udviklede landes antitrust- og konkurrencepolitik(5);

H.  der henviser til, at FN's Generalforsamling i sin overordnede revision af gennemførelsen af resultaterne fra verdenstopmødet om informationssamfundet(6) forpligtede sig til at udnytte informations- og kommunikationsteknologiernes potentiale med henblik på at nå målene i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og andre internationalt vedtagne udviklingsmål og bemærkede, at IKT kunne fremme alle 17 mål for bæredygtig udvikling;

I.  der henviser til, at konnektivitet fortsat er en udfordring og stadig anledning til bekymring på grund af de forskellige digitale kløfter både med hensyn til adgangen til og brugen af IKT;

J.  der henviser til den hastighed, hvormed den digitale økonomi udvikler sig, og de betydelige mangler, der eksisterer i udviklingslandene, hvad angår den digitale økonomi med hensyn til udvikling af en sikker national politik, regulering og forbrugerbeskyttelse, idet det påpeges, at der er et presserende behov for at øge kapacitetsopbygningen og den tekniske bistand til udviklingslandene, navnlig til de mindst udviklede lande;

K.  der henviser til, at digitale færdigheder og kompetencer er vigtige katalysatorer for sociale og personlige forbedringer og fremskridt samt for fremme af iværksætteri og opbygning af stærke digitale økonomier;

L.  der henviser til, at digitalisering også bør bidrage til at forbedre leveringen af humanitær bistand og modstandsdygtighed, katastroferisikoforebyggelse og overgangsstøtte ved at sammenkoble humanitær bistand og udviklingsbistand i ustabile og konfliktramte situationer;

M.  der henviser til, at mere end halvdelen af verdens befolkning stadig er offline, og at der er sket få fremskridt i retning af at nå mål for bæredygtig udvikling nr. 9 om væsentlig øget adgang til IKT og indsatsen for at give universel og økonomisk overkommelig adgang til internettet i de mindst udviklede lande senest i 2020;

N.  der henviser til, at der finder en enorm stigning i mobiltjenesterne sted på hele kloden, og at antallet af mobilbrugere nu overstiger antallet af mennesker, der har adgang til elektricitet, sanitet eller rent vand;

O.  der henviser til, at den humanitære innovation skal være i overensstemmelse med de humanitære principper (menneskelighed, upartiskhed, neutralitet og uafhængighed) og princippet om værdighed;

P.  der henviser til, at den humanitære innovation skal gennemføres med henblik på at fremme den modtagende befolknings rettigheder, værdighed og kapacitet, og at det bør være muligt for alle medlemmer af et kriseramt lokalsamfund at nyde godt af innovation uden diskriminerende hindringer for anvendelsen;

Q.  der henviser til, at risikoanalyse og -afbødning skal anvendes til at forebygge utilsigtet skade, herunder skade, som påvirker privatlivets fred og datasikkerhed, og som har indvirkning på de lokale økonomier;

R.  der henviser til, at eksperimenter, pilotforsøg og afprøvninger skal gennemføres i overensstemmelse med internationalt anerkendte etiske standarder;

Behovet for at støtte digitaliseringen i udviklingslandene

1.  glæder sig over Kommissionens D4D-strategi (digitalisering for udvikling), for så vidt som den integrerer digitale teknologier i EU's udviklingspolitik, hvilket bør bidrage til at nå målene for bæredygtig udvikling; fastholder, at det er vigtigt at styrke digitalisering, der er rettet mod realisering af målene for bæredygtig udvikling; minder om, at den digitale revolution stiller samfundene over for en lang række nye udfordringer, der både medfører risici og muligheder;

2.  understreger igen den digitale teknologis og de digitale tjenesters store potentiale i forbindelse med opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling, forudsat at der træffes foranstaltninger til at håndtere de forstyrrende virkninger af disse teknologier, såsom automatisering af arbejdspladser, som har indflydelse på beskæftigelsesegnetheden, digital udelukkelse og ulighed, cybersikkerhed, databeskyttelse og reguleringsspørgsmål; minder om, at enhver digital strategi skal være fuldt ud i overensstemmelse med og bidrage til gennemførelsen af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, navnlig under henvisning til mål 4 om kvalitetsuddannelse, mål 5 om ligestilling mellem kønnene og selvbestemmelse for alle kvinder og piger, mål 8 om anstændigt arbejde og økonomisk vækst og mål 9 om industrialisering, innovation og infrastruktur; minder om, at hvis målene for bæredygtig udvikling skal nås inden 2030, er det nødvendigt med et styrket globalt, nationalt, regionalt og lokalt partnerskab mellem de statslige, videnskabelige, økonomiske aktører og civilsamfundets aktører;

3.  påpeger, at mange udviklingslande og nye vækstøkonomier til trods for den øgede internetudbredelse halter bagefter med hensyn til at nyde godt af fordelene ved digitaliseringen, og at mange mennesker stadig ikke har adgang til IKT, og der stadig er store forskelle mellem landene og mellem byområder og landdistrikter; minder om, at digital teknologi fortsat er et redskab og ikke et mål, og mener, at de mest effektive midler til at opfylde målene for bæredygtig udvikling bør prioriteres i betragtning af de finansielle begrænsninger, og at det i nogle lande, selv om digitalisering kan være nyttig, stadig er nødvendigt at sikre opfyldelsen af basale menneskelige behov, navnlig med hensyn til adgang til fødevarer, energi, vand og sanitet, uddannelse og sundhed, som det understreges i FN's rapport om målene for bæredygtig udvikling fra 2017; mener imidlertid, at betingelserne for digital udvikling allerede skal være opfyldt i planlægningsfasen for infrastruktur, selv om gennemførelsen sker på et senere tidspunkt;

4.  understreger, at enhver strategi for digital handel skal være i fuld overensstemmelse med princippet om udviklingsvenlig politikkohærens, hvilket er væsentligt for at opnå de bæredygtige udviklingsmål; understreger, at adgang til internetkonnektivitet og digitale betalingsmetoder, der er pålidelige og i overensstemmelse med de internationale standarder, med lovgivning, der beskytter forbrugere af onlinevarer og -tjenester, intellektuelle ejendomsrettigheder, regler om beskyttelse af personoplysninger og skatte- og toldlovgivning vedrørende elektronisk handel, er afgørende for at muliggøre digital handel, bæredygtig udvikling og inklusiv vækst; bemærker i denne henseende det potentiale, der ligger i aftalen om handelslettelser, for at støtte digitale initiativer i udviklingslandene med henblik på at lette den grænseoverskridende handel;

5.  opfordrer til udarbejdelse af en handlingsplan for teknisk innovation af humanitær bistand for at sikre overholdelse af de retlige og etiske principper, der er fastlagt i dokumenter som f.eks. den nye europæiske konsensus om udvikling — "vores verden, vores værdighed, vores fremtid" og "Ændring af vores samfund: 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling";

6.  understreger, at alle aspekter af den humanitære innovation bør gøres til genstand for evaluering og overvågning, herunder en vurdering af innovationsprocessens primære og sekundære virkninger; understreger, at der bør foretages en etisk gennemgang og risikoanalyse forud for iværksættelse af humanitære innovations- og digitaliseringsprojekter, idet eksterne eksperter eller tredjepartseksperter bør involveres;

7.  opfordrer til, at principperne i strategien for et digitalt indre marked i Europa gennemføres i EU's indsats udadtil gennem støtte til EU-partnernes lovgivning;

8.  opfordrer til, at der afsættes tilstrækkelige midler under den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2021-2027 for at gøre det muligt at strømline de digitale teknologier i alle aspekter af udviklingspolitikken;

9.  bemærker, at indførelsen af digital teknologi i udviklingslandene ofte har overhalet etableringen af statslige institutioner, retsregler og andre mekanismer, som kan bidrage til at håndtere de nye udfordringer, der opstår, navnlig for så vidt angår cybersikkerhed; understreger betydningen af at udbygge samarbejdet mellem forskere og innovatorer på tværregionalt plan og tilskynde til forsknings- og udviklingsaktiviteter, der fremmer videnskabelige fremskridt og overførsel af teknologi og knowhow; kræver, at digitalisering i forbindelse med den fremtidige aftale efter Cotonouaftalen skal have en fremtrædende plads for at fremme en inklusiv og bæredygtig udvikling i overensstemmelse med retningslinjerne for forhandling;

10.  opfordrer til yderligere fælles tiltag inden for samarbejdet om digital infrastruktur, da dette burde blive en af nøgleaktiviteterne i EU's partnerskaber med regionale organisationer, navnlig Den Afrikanske Union; påpeger betydningen af teknisk bistand og overførsel af ekspertise til institutioner, der udvikler digitale politikker på nationalt, regionalt og kontinentalt plan;

11.  opfordrer til, at digitaliseringen indarbejdes i medlemsstaternes nationale udviklingsstrategier;

12.  opfordrer til en mere samordnet og holistisk tværsektoriel indsats fra det internationale samfunds side, herunder ikke-statslige aktører såsom repræsentanter for civilsamfundet, den tredje sektor, private virksomheder og den akademiske verden, for at sikre, at overgangen til en mere digital økonomi ikke lader nogen sakke bagud og bidrager til at nå FN's dagsorden for bæredygtig udvikling, idet alle økonomiske aktører og borgere sikres adgang til digitale teknologier og tjenester, og man undgår alt for mange forskellige tilgange, hvilket kan skabe uforenelighed, overlapninger eller huller i lovgivningen; opfordrer til forbedring af det politiske samspil mellem EU, medlemsstaterne og andre relevante aktører med henblik på at styrke koordineringen, komplementariteten og skabelsen af synergier;

13.  påpeger, at teknologi, kunstig intelligens og automatisering allerede erstatter nogle lavt kvalificerede og mellemkvalificerede job; opfordrer Kommissionen til at fremme digitalisering med sigte på målene for bæredygtig udvikling og understreger, at statsstøttede sociale sikkerhedsnet er af afgørende betydning for håndteringen af visse forstyrrende virkninger af nye teknologier med henblik på at tackle ændringerne på de globale arbejdsmarkeder og den internationale arbejdsdeling, som især rammer lavtuddannede arbejdstagere i udviklingslandene;

14.  opfordrer den private sektor til at bidrage ansvarligt til D4D gennem teknologi og innovation, ekspertise, investeringer, risikostyring, bæredygtige forretningsmodeller og vækst, hvilket bør omfatte forebyggelse, reduktion, reparation, genvinding og genbrug af råvarer;

15.  beklager, at mindre end halvdelen af alle udviklingslande har databeskyttelseslovgivning, og opfordrer EU til at yde teknisk bistand til de relevante myndigheder ved udarbejdelsen af denne lovgivning, idet det navnlig trækker på sine erfaringer og sin egen lovgivning, som er internationalt anerkendt som en model af sin art; understreger behovet for at tage hensyn til de omkostninger, der kan være forbundet med at standardisere lovgivningen, navnlig for SMV'er; bemærker, at lovgivningen om beskyttelse af digital teknologi på grund af den grænseoverskridende karakter ikke bør variere for meget, da dette ville føre til uforenelighed;

16.  opfordrer alle berørte parter til at indsamle, behandle, analysere og formidle data og statistikker på lokalt, regionalt, nationalt og globalt niveau for at sikre et højt databeskyttelsesniveau i overensstemmelse med de relevante internationale standarder og instrumenter og med henblik på at nå målene i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling; bemærker, at en nøjagtig og rettidig indsamling af data sikrer en passende overvågning af gennemførelsen, tilpasning af politikker og interventioner, hvor det er nødvendigt, samt evaluering af de opnåede resultater og deres virkning; minder imidlertid om, at selv om "datarevolutionen" gør det nemmere, hurtigere og billigere at producere og analysere data fra en lang række kilder, rejser det også store udfordringer med hensyn til sikkerhed og beskyttelse af privatlivets fred; understreger derfor, at innovationer i dataindsamling i udviklingslandene ikke bør erstatte officielle statistikker, men supplere dem;

17.  beklager de vedvarende digitale opdelinger, der findes i hvert land med hensyn til køn, geografi, alder, indkomst, etnisk oprindelse samt sundhedstilstand eller handicap, som er blandt de faktorer, der har betydning for forskelsbehandling; insisterer derfor på, at der gennem det internationale udviklingssamarbejde bør tilstræbes fremskridt og integration af personer, som er dårligt stillede eller i en sårbar situation, og samtidig fremme ansvarlig brug af digitale værktøjer og en passende bevidsthed om eventuelle risici; opfordrer til, at der ydes støtte til innovation, som er tilpasset de lokale behov og overgangen til en videnbaseret økonomi;

18.  opfordrer derfor til, at der gøres en større indsats for at håndtere udfordringerne i forbindelse med digital udelukkelse gennem uddannelse og erhvervsuddannelse inden for grundlæggende digitale færdigheder, samt at der tages initiativer til at fremme en hensigtsmæssig brug af IKT og anvendelsen af digitale værktøjer ved gennemførelsen af deltagelsesbaserede metoder i overensstemmelse med alder, personlig situation og baggrund, herunder ældre og handicappede; bemærker, at det internationale udviklingssamarbejde kunne bygge på digitale teknologier, der er gearet til bedre integration af dårligt stillede grupper på den betingelse, at de har adgang til digitale teknologier; glæder sig over initiativer som f.eks. "Africa Code Week", som bidrager til at styrke den unge afrikanske generation ved at fremme digitale færdigheder; understreger betydningen af e-læring og fjernundervisning for at nå ud til afsidesliggende områder og mennesker i alle aldre;

19.  opfordrer til indførelse af digitale færdigheder i skolernes læseplaner på alle uddannelsesniveauer fra primærskoler til universiteter i udviklingslandene med henblik på erhvervelse af de færdigheder, der er nødvendige for at forbedre adgangen til information; mener dog, at IKT-værktøjer og nye teknologier ikke bør erstatte egentlige lærere og skoler, men bør anvendes som et middel til at forbedre adgangen til uddannelse og forbedre kvaliteten heraf; understreger, at nye teknologier er et vigtigt redskab til formidling af viden, undervisning af lærere og ledelse af virksomhederne; insisterer også på behovet for at styrke lokale uddannelsescentre (herunder programmeringsskoler), at uddanne udviklere og tilskynde til indførelse af digitale løsninger og applikationer, der svarer til lokale behov og realiteter;

20.  understreger, at lukning af den digitale kløft involverer etablering af og adgang til infrastruktur, navnlig i landdistrikter og fjerntliggende områder, som er tilstrækkelig, hvad angår dækning af høj kvalitet, og som er prisoverkommelig, pålidelig og sikker; bemærker, at de vigtigste årsager, der forhindrer konnektivitet, omfatter fattigdom og mangel på basale tjenester foruden underudviklede jordbaserede net, utilstrækkelige offentlige politikker og lovgivningsmæssige rammer, høj beskatning af digitale produkter og tjenester, lav konkurrence på markedet og fravær af et energinet;

21.  udtrykker bekymring over den teknologiske afhængighed af nogle få operatører, især af GAFA (Google, Apple, Facebook og Amazon), og opfordrer til, at der udvikles alternativer til at fremme konkurrencen; bemærker, at dette mål kan forfølges i et partnerskab mellem EU og Afrika;

22.  minder om, at udviklingslandene langt fra er immune over for cyberangreb, og understreger risikoen for forstyrrelse af den økonomiske, politiske og demokratiske stabilitet, hvis den digitale sikkerhed ikke er garanteret; opfordrer alle aktører i den digitalt forbundne verden til at tage aktivt ansvar ved at vedtage praktiske foranstaltninger for at fremme større bevidsthed om cybersikkerhed og know-how; påpeger i denne forbindelse betydningen af at udvikle menneskelig kapital på alle niveauer for at mindske truslerne mod cybersikkerhed gennem uddannelse, undervisning og øget bevidsthed samt etablering af passende strafferetlige og tværnationale rammer til bekæmpelse af cyberkriminalitet samt af at deltage aktivt i internationale fora såsom OECD's globale forum for digital sikkerhed;

23.  minder om det potentiale, der ligger i digitaliseringen for at mindske forskellene i social integration, for adgang til oplysninger og for begrænsning af den økonomiske marginalisering i yderområderne;

Digitalisering: et redskab til bæredygtig udvikling

24.  glæder sig over EU's plan for eksterne investeringer, som fremmer investeringer i innovative digitale løsninger til lokale behov, finansiel inklusion og skabelse af anstændige job; påpeger, at digitaliseringen er en vigtig investeringsmulighed, og at en blanding baseret på samarbejde med europæiske og internationale finansielle institutioner og den private sektor derfor vil være et vigtigt redskab til at mobilisere finansielle ressourcer;

25.  opfordrer Kommissionen til at iværksætte nye initiativer med særlig fokus på at udvikle den digitale infrastruktur, fremme e-governance og digitale færdigheder, styrke den digitale økonomi og fremme etablering af økosystemer for nyopstartede virksomheder, der er fokuseret på målene for bæredygtig udvikling, herunder finansieringsmuligheder for mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (MSMV'er), for at sætte dem i stand til at indgå i et digitalt samspil med multinationale virksomheder og få adgang til globale værdikæder;

26.  opfordrer Kommissionen til yderligere at integrere digitale teknologier og tjenester i EU's udviklingspolitik, som det bl.a. er beskrevet i D4D-dagsordenen; understreger behovet for at fremme anvendelsen af digitale teknologier inden for specifikke politikområder, herunder e-forvaltning, landbrug, uddannelse, vandforvaltning, sundhed og energi;

27.  opfordrer Kommissionen til at øge investeringerne i digital infrastruktur i udviklingslandene med henblik på at slå bro over den betydelige digitale kløft på en udviklingseffektiv og principbaseret måde;

28.  minder om, at MSMV'er i udviklingslandene udgør hovedparten af virksomhederne og beskæftiger flertallet af arbejdstagere inden for fremstillings- og servicesektoren; minder om, at fremme af velreguleret grænseoverskridende e-handel kan have en direkte indvirkning ved at forbedre eksistensgrundlaget, bidrage til en højere levestandarder og fremme beskæftigelsen og den økonomiske udvikling; bekræfter det bidrag, som sådanne bestræbelser kan yde til ligestilling mellem mænd og kvinder, da et stort antal af disse virksomheder ejes og drives af kvinder; understreger nødvendigheden af at mindske de retlige, administrative og sociale hindringer for iværksættervirksomhed, navnlig for kvinder; opfordrer til, at digitaliseringen også anvendes til at fremme uddannelse og kapacitetsopbygning til fremme af iværksættervirksomhed i udviklingslandene, samtidig med at der skabes et gunstigt miljø for nystartede og innovative virksomheder;

29.  understreger behovet for at dæmme op for mineraler, hvis udnyttelse finansierer væbnede konflikter eller indebærer tvangsarbejde; minder om, at coltan er det grundlæggende råmateriale til mange elektroniske anordninger (f.eks. smartphones), og at den borgerkrig, der har hærget De Store Søers Område i Afrika, navnlig Den Demokratiske Republik Congo, som skyldes udnyttelse og udvinding og ulovlig handel med coltan, har ført til mere end otte millioner dødsfald; opfordrer til, at der sættes en stopper for udnyttelsen af børn i coltanminer og ulovlig handel med coltan med henblik på at skabe en situation, hvor det udvindes og markedsføres på en acceptabel måde, som også kommer lokalbefolkningen til gode;

30.  påpeger, at landbruget som den største sektor i den afrikanske økonomi potentielt kan drage fordel af digitale teknologier; fremhæver, at digitale platforme kan anvendes i udviklingslandene til at informere landbrugerne om markedspriser og knytte dem til potentielle købere samt til at give praktiske oplysninger om dyrkningsmetoder og markedstendenser, vejrinformation og advarsler og rådgivning om plante- og dyresygdomme; understreger dog i en situation, hvor landbruget bliver mere og mere videnintensivt og højteknologisk, at det digitale landbrug også kan have en enorm social og miljømæssigt forstyrrende virkning i udviklingslandene, idet adgangen til den seneste teknologi kan forblive begrænset til store og industrialiserede landbrug, der er aktive på eksportmarkedet og sælger afgrøder, mens begrænset viden og færdigheder yderligere vil kunne marginalisere mindre landbrug i udviklingslandene;

31.  fastholder, at EU-finansiering til landbrug i udviklingslandene skal være i overensstemmelse med den transformerende karakter af 2030-dagsordenen og Parisaftalen om klimaændringer og følgelig med konklusionerne fra International Assessment of Agricultural Knowledge, Science and Technology for Developments (IAASTD's) og henstillingerne fra FN's særlige rapportør om retten til fødevarer; understreger, at dette indebærer anerkendelse af landbrugets multifunktionalitet og en hurtig overgang fra monokulturplanter baseret på intensiv anvendelse af kemiske materialer i retning af et varieret og bæredygtigt landbrug baseret på landbrugsøkologiske landbrugsmetoder og styrkelse af lokale fødevaresystemer og mindre landbrug;

32.  påpeger, at IKT-værktøjer kan anvendes til informationsformidling, der kan være afgørende både i forbindelse med naturkatastrofer og teknologiske katastrofer og i nødsituationer samt i skrøbelige og konfliktramte områder; fremhæver, at digitale teknologier kan gøre lavindkomstgrupper og andre sårbare samfund i stand til at få adgang til basale tjenester af høj kvalitet (f.eks. sundhed, uddannelse, vand og sanitet) samt til humanitær nødhjælp og andre offentlige og private tjenester; understreger betydningen af at bekæmpe misinformation på nettet (falske nyheder) og understreger behovet for specifikke programmer, der fokuserer på mediekendskab som et redskab til at tackle disse udfordringer;

33.  understreger, at teknologisk innovation inden for humanitær bistand er en prioritet, navnlig i forbindelse med tvangsfordrivelser, for at bidrage til bæredygtige løsninger, der skaber stabilitet og værdighed for menneskers liv, og som kan lette sammenhængen mellem humanitær bistand og udviklingsbistand; glæder sig over globale initiativer, der skal fremme den humanitære innovation, såsom Den Globale Alliance for Humanitær Innovation (GAHI), Den Humanitære Innovationsfond (HIF) og FN's Global Puls, og opfordrer EU til at fremme åbne data og kraftigt støtte de globale samfund af softwareudviklere og -designere, der er ved at opbygge en praktisk, åben teknologi med henblik på at løse internationale udviklingsmæssige og humanitære problemer;

34.  understreger, at digitale teknologier såsom SMS og applikationer på mobiltelefonen kan give nye redskaber til en overkommelig pris til at udbrede vigtige oplysninger, der vil kunne bruges af fattige og isolerede mennesker og personer med handicap; bemærker det potentiale, der ligger i mobiltelefoniteknologien, som kan have fordele, herunder lavere adgangsomkostninger som følge af øget netdækning, brugervenlighed og faldende omkostninger til opkald og tekstbeskeder; minder imidlertid om, at mobiltelefoner skaber sundheds- og miljømæssige risici, navnlig som følge af udvinding af mineralressourcer og stigende mængder af elektronisk og elektrisk affald; understreger, at digitalisering har potentiale til enten at styrke eller underminere demokratiet, og opfordrer EU til på behørig vis at overveje disse risici med henblik på at kontrollere forkert anvendelse af digitale teknologier, når de fremmer anvendelsen af teknologisk innovation i forbindelse med udviklingsbistand, og også til at fremme forvaltningen af internettet;

35.  understreger betydningen af at opbygge et bæredygtigt økosystem for den digitale økonomi for at mindske de miljømæssige virkninger, der er forbundet med digitaliseringen, ved at udvikle en effektiv udnyttelse af ressourcerne i både den digitale sektor og energisektoren, navnlig ved at prioritere den cirkulære økonomi; opfordrer til, at planen for eksterne investeringer (EIP) støtter producentansvar i praksis ved at støtte SMV'er, der udvikler genbrugs-, reparations- og moderniseringsaktiviteter, og indarbejder tilbagetagningsordninger i deres forretningsaktiviteter med det formål at fjerne de farlige komponenter, der anvendes i elektrisk og elektronisk udstyr; opfordrer til forbedring af forbrugernes bevidsthed om e-udstyrs miljøvirkninger og til en effektiv fastholdelse af virksomhedernes ansvar i forbindelse med produktionen af elektrisk og elektronisk udstyr; understreger ligeledes behovet for at støtte nationale politikker angående statistikker over elektrisk og elektronisk affald i udviklingslandene med henblik på at minimere produktionen af e-affald, forhindre ulovlig dumping og uhensigtsmæssig behandling af e-affald, fremme genanvendelse og skabe arbejdspladser i renoverings- og genanvendelsessektoren;

36.  erkender, at den digitale teknologi giver energisektoren innovative værktøjer til at optimere udnyttelsen af ressourcer; minder dog om, at digitale teknologier har betydelige økologiske fodaftryk som forbrugere af energiressourcer (digitale CO2-emissioner skønnes at udgøre 2-5 % af de samlede emissioner) og metaller (såsom sølv, cobalt, kobber og tantalum), hvilket sætter spørgsmålstegn ved deres bæredygtighed på lang sigt; understreger igen nødvendigheden af at ændre produktions- og forbrugsmønstrene for at bekæmpe klimaændringerne;

37.  anerkender den digitale teknologis potentielle rolle i forbindelse med fremme af demokrati og borgernes deltagelse i beslutningsprocessen;

38.  understreger betydningen af at oprette og gennemføre statslige digitale informationsplatforme, som øger mulighederne for, at borgerne fuldt ud kan informere sig om deres rettigheder og de tjenester, som staten stiller til rådighed for borgerne;

39.  understreger, at e-forvaltningsapplikationer bidrager til at gøre de offentlige tjenester hurtigere og billigere at få adgang til, forbedrer sammenhængen og øger borgernes tilfredshed, fremmer samspillet og aktiviteterne i civilsamfundet og øger gennemsigtigheden, idet de dermed bidrager væsentligt til at fremme demokratisering og bekæmpe korruption; understreger, at teknologi og digitalisering er af afgørende betydning for en effektiv finanspolitik og skatteforvaltning, hvilket muliggør en effektiv forøgelse af mobiliseringen af indenlandske ressourcer og hjælper med at bekæmpe skattesvig og skatteundgåelse; insisterer på, at det er absolut nødvendigt at skabe sikre digitale identiteter, da dette kunne være med til at bestemme antallet af personer med behov for visse basale tjenester;

40.  opfordrer til udnyttelse af den digitale teknologis muligheder som middel til at forbedre registreringen af børn i registre over fødsler, dødsfald og ægteskaber; understreger, at UNICEF skønner, at 95 millioner børn alene i Afrika syd for Sahara ikke registreres ved fødslen(7) og derfor ikke har nogen fødselsattest, og at dette hindrer de pågældende børn i at blive lovligt anerkendt, således at deres eksistens som medlemmer af samfundet forbliver uanmeldt fra fødslen og videre ind i voksenlivet, hvilket fordrejer landenes demografiske data med betydelige følger for vurderingen af befolkningernes behov, navnlig hvad angår adgang til uddannelse og sundhedspleje;

41.  anerkender den digitale teknologis centrale rolle i forvaltningen af sundhedstjenester, beredskab over for epidemier, udbredelse af folkesundhedskampagner, offentlig adgang til sundhedstjenester samt uddannelse af sundhedspersonale, støtte til og fremme af grundforskning samt udvikling af sundheds- og e-sundhedstjenester; opfordrer derfor de politiske beslutningstagere til at indføre passende politiske og lovgivningsmæssige rammer for at fremskynde e-sundhedsprojekter; anmoder Kommissionen i denne forbindelse om at stille de nødvendige finansielle midler til rådighed;

42.  glæder sig over onlineprogrammet "DEVCO Academy", som gør det muligt at uddanne folk fra EU's partnerlande online; opfordrer til en yderligere udvikling af uddannelsesprogrammer for lokale ledere og etablering af procedurer for ansøgning om EU-tilskud, således at disse partnere kan få et klarere billede af forventninger, mål og betingelser og dermed forbedre udsigterne til at opnå accept for deres projekter; understreger, at sådanne initiativer, forudsat at de er let tilgængelige, effektive og relevante, vil have en positiv indvirkning på absorptionen af støtten og på EU's image blandt sine partnere;

o
o   o

43.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt EU-Udenrigstjenesten.

(1) EUT C 210 af 30.6.2017, s. 1. (2) Vedtagne tekster, EUT C 369 af 11.10.2018, s. 22. (3) Vedtagne tekster, EUT C 399 af 24.11.2017, s. 106. (4) UNEP-Interpol study, "The Rise of Environmental Crime: a growing Threat to Natural Resources, Peace, Development and Security", 2016. (5) UNCTAD, "South-South Digital Cooperation for Industrialisation: A Regional Integration Agenda" (2017). (6) FN’s Generalforsamling 2005, A/RES/70/125. (7) https://www.unicef.org/french/publications/files/UNICEF_SOWC_2016_French_LAST.pdf