Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2018/2093(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0402/2018

Indgivne tekster :

A8-0402/2018

Forhandlinger :

PV 17/01/2019 - 6
CRE 17/01/2019 - 6

Afstemninger :

PV 17/01/2019 - 10.14
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2019)0044

Vedtagne tekster
PDF 133kWORD 48k
Torsdag den 17. januar 2019 - Strasbourg Endelig udgave
Differentieret integration
P8_TA(2019)0044A8-0402/2018

Europa-Parlamentets beslutning af 17. januar 2019 om differentieret integration (2018/2093(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens hvidbog af 1. marts 2017 om Europas fremtid: EU-27 i 2025 – Overvejelser og scenarier (COM(2017)2025) og de ledsagende oplæg om fremtiden for EU's finanser, om fremtiden for det europæiske forsvar, om en dybere økonomisk og monetær union, om styring af globaliseringen og om Europas sociale dimension,

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om forbedring af Den Europæiske Unions funktionsmåde på grundlag af Lissabontraktatens potentiale(1),

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om mulige udviklingstendenser og justeringer i Den Europæiske Unions nuværende institutionelle struktur(2),

–  der henviser til sin beslutning af 12. december 2013 om konstitutionelle problemer i forbindelse med forvaltning på flere niveauer i Den Europæiske Union(3),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelser fra Økonomi- og Valutaudvalget og Budgetudvalget (A8-0402/2018),

A.  der henviser til, at differentieret integration er et flertydigt begreb, der kan definere forskellige fænomener ud fra såvel et politisk som et teknisk synspunkt;

B.  der henviser til, at integrationsprocesserne i EU kendetegnes ved en hurtigt voksende mangfoldighed af situationer, som medfører differentieret integration i forbindelse med både primær og afledt ret;

C.  der henviser til, at den politiske opfattelse af differentieret integration varierer betydeligt alt efter af den nationale kontekst; der henviser til, at begrebet i nogle medlemsstater, som har været medlemmer af Unionen i længere tid, kan have positive konnotationer og associeres med tanken om at oprette en "pionergruppe", der skal opnå hurtigere fremskridt i retning af dybere integration, mens det i de medlemsstater, der er kommet til senere, ofte opfattes som et skridt på vejen mod en opdeling i første- og andenklasses medlemsstater;

D.  der henviser til, at begrebet differentieret integration endvidere dækker over en bred vifte af forskellige mekanismer, som hver især kan have meget forskellig indvirkning på den europæiske integration; man kan sondre mellem tidsmæssig differentiering eller et Europa i flere hastigheder, hvor målene er de samme, men den hastighed, der skal til for at nå dem, varierer, metodemæssig differentiering, eller Europa à la carte, samt områdemæssig differentiering, ofte betegnet som "variabel geometri";

E.  der henviser til, at differentiering har været et fast element i den europæiske integration, ikke blot på de områder, hvor EU har beføjelser, men også andetsteds, og sommetider har gjort det muligt at uddybe og udvide EU på samme tid; der henviser til, at man som følge heraf ikke kan stille differentiering og integration op som modsætninger eller fremstille differentiering som en ny vej for EU med sigte på fremtiden;

F.  der henviser til, at selv om differentieret integration kan være en pragmatisk løsning til at fremme europæisk integration, bør den anvendes med mådehold og inden for snævert definerede grænser på grund af risikoen for fragmentering af Unionen og dens institutionelle rammer; der henviser til, at slutmålet for differentieret integration bør være at fremme inklusionen, ikke eksklusionen af medlemsstater;

G.  der henviser til, at erfaringen viser, at mens gensidig afhængighed fungerer som en faktor for integration, virker politisering ofte som en hindring for samme, og at de af EU's politikområder, som har den højeste grad af integration, såsom harmoniseringen og reguleringen af det indre marked, derfor i overvejende grad er de mindst politiserede, mens der synes at være størst sandsynlighed for, at der opstår differentieret integration inden for politikområder, der er dybt politisk polariserede, såsom pengepolitik, forsvar, grænsekontrol, grundlæggende rettigheder og beskatning;

H.  der henviser til, at skabelsen af politiske forbindelser og indbyrdes afhængighed mellem medlemsstaterne udgør et afgørende bidrag til deres integration i Unionen;

I.  der henviser til, at traktaterne giver medlemsstaterne mulighed for at tage forskellige integrationsveje, nemlig gennem et forstærket samarbejde (artikel 20 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og et permanent struktureret samarbejde (artikel 46 i TEU), men ikke indeholder nogen bestemmelser om permanent fleksibilitet eller differentieret af integration som langsigtet mål eller princip for europæisk integration; der henviser til, at disse forskellige integrationsveje kun bør anvendes på et begrænset antal politikker, bør være inklusive, så alle medlemsstater har mulighed for at deltage, og ikke bør undergrave processen hen imod en stadig snævrere union som foreskrevet i artikel 1 i TEU; der endvidere henviser til, at forstærket samarbejde inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik nu er en realitet og bidrager til opbygningen af en egentlig europæisk forsvarsunion;

J.  der påpeger, at alle de eksisterende tiltag vedrørende differentieret integration - med undtagelse af afgiften på finansielle transaktioner - kunne være blevet vedtaget med kvalificeret flertal i Rådet, hvis artikel 329, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde havde anvendt denne afstemningsregel i stedet for enstemmighedskravet;

K.  der henviser til, at visse former for differentieret integration kan have en centripetaleffekt, som får flere medlemsstater til at tilslutte sig initiativet med tiden;

L.  der henviser til, at differentieringsprocessen har affødt nye initiativer inden for EU's retlige rammer, men også nogle mere fleksible mellemstatslige retlige ordninger, hvilket har skabt et komplekst system, som borgerne har svært ved at forstå;

M.  der henviser til, at medlemsstaterne ikke er de eneste potentielle aktører i den differentierede integration, idet Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1082/2006 af 5. juli 2006 om oprettelse af en europæisk gruppe for territorialt samarbejde (EGTS)(4) allerede giver mulighed for transnationalt samarbejde på grundlag af fælles interesser;

1.  pointerer, at debatten omkring differentieret integration ikke bør dreje sig om argumenterne for og imod differentiering, men om den bedste metode til at få den differentierede integration – der allerede er en politisk realitet – til at fungere inden for EU's institutionelle rammer til gavn for såvel Unionen som dens borgere;

2.  minder om sine konklusioner om, at mellemstatslige beslutningsstrukturer og -processer øger kompleksiteten af det institutionelle ansvar og mindsker gennemsigtigheden og den demokratiske ansvarlighed, og at fællesskabsmetoden er bedst for Unionens funktionsmåde;

3.  mener, at differentieret integration bør afspejle tanken om, at Europa ikke arbejder ud fra en one-size-fits-all-filosofi, og bør tilpasse sig borgernes behov og ønsker; mener, at differentiering nogle gange kan være påkrævet for at kunne iværksætte nye europæiske projekter, som er gået i hårdknude på grund af nationale politiske omstændigheder, der ikke er relateret til det fælles projekt; er desuden af den opfattelse, at differentiering bør anvendes pragmatisk som et forfatningsmæssigt redskab til at sikre fleksibilitet uden at underminere Unionens overordnede interesser eller borgernes ligestilling med hensyn til rettigheder og muligheder; fastholder, at differentiering kun bør opfattes som et foreløbigt skridt på vejen mod en mere effektiv og integreret politikudformning;

4.   mener, at Det Europæiske Råd bør tage den tid, det har brug for til at forme den europæiske dagsorden ved at demonstrere fordelene ved fælles aktioner og forsøge at overtale alle medlemsstater til at deltage i dem; fremhæver, at enhver form for differentieret integration, som der opnås enighed om, derfor er at betragte som den næstbedste løsning og ikke som en strategisk prioritet;

5.  fastholder sin overbevisning om, at differentieret integration som fastlagt i artikel 20 og 46 i TEU skal stå åben for alle medlemsstater og fortsat tjene som et eksempel på dybere europæisk integration, som enhver medlemsstat skal kunne tilslutte sig på et senere tidspunkt, og ikke må ses som et middel til at fremme "à la carte"-løsninger, der truer med at underminere unionsmetoden og EU's institutionelle system;

6.  påpeger, at ethvert differentieringsinitiativ, der opdeler - eller giver indtryk af at opdele - medlemsstaterne i første- og andenklasses medlemmer, vil være et alvorligt politisk fejltrin med skadelige konsekvenser for EU-projektet;

7.  opfordrer til, at enhver fremtidig model for differentieret integration udformes på en sådan måde, at der skabes incitamenter for og ydes fuld støtte til medlemsstater, der ønsker at deltage og som gennem økonomisk udvikling og omstilling bestræber sig på at opfylde de nødvendige kriterier inden for en rimelig tidsfrist;

8.  mener, at behovet for fleksible værktøjer bl.a. kan opfyldes ved at angribe et af problemets grundlæggende årsager; opfordrer derfor til en yderligere reduktion i antallet af afstemningsprocedurer i Rådet, der kræver enstemmighed, til fordel for afstemning med kvalificeret flertal ved at gøre brug af "passerellebestemmelsen" (artikel 48, stk. 7, i TEU);

9.  mener, at en differentieret integration altid bør foregå inden for rammerne af traktatens bestemmelser, opretholde EU-institutionernes enhed og ikke må føre til etablering af parallelle institutionelle ordninger eller ordninger, der indirekte er i strid med EU-rettens ånd og grundprincipper, men i stedet bør gøre det muligt at oprette specifikke organer, når det er relevant, uden at tilsidesætte EU-institutionernes beføjelser og rolle; minder om, at fleksibilitet og tilpasning til særlige nationale, regionale eller lokale forhold også kan sikres gennem bestemmelser i den afledte ret;

10.  understreger, at en differentieret integration ikke bør føre til mere komplekse beslutningsprocesser, der kan underminere EU-institutionernes demokratiske ansvarlighed;

11.  mener, at brexit er en anledning til at bevæge sig væk fra fravalgsmodeller ("opt-out") til fordel for ikke-diskriminerende og understøttende tilvalgsmodeller ("opt-in"); understreger, at sådanne tilvalgsmodeller ikke vil begrænse fremskridtene i retning af en "stadig snævrere union" til en one-size-fits-all-løsning baseret på den laveste fællesnævner, men vil give den nødvendige fleksibilitet til at gøre fremskridt, samtidig med at døren holdes åben for medlemsstater, der både kan og vil opfylde de nødvendige kriterier;

12.  kræver, at den næste revision af traktaterne bringer orden i den nuværende differentieringsproces ved at sætte en stopper for praksissen med permanente fravalg og undtagelser fra den primære EU-ret for enkelte medlemsstater, da dette fører til negativ differentiering i den primære EU-ret, forvrider ensartetheden af EU-lovgivningen i almindelighed og truer den sociale samhørighed i EU;

13.  anerkender dog, at midlertidige overgangsperioder rent undtagelsesvist kan være nødvendige for nye medlemmer i konkrete tilfælde; understreger vigtigheden af, at der indføres visse klare lovbestemmelser, som kan håndhæves, for at forhindre, at sådanne perioder forlænges i det uendelige;

14.  insisterer derfor på, at medlemskab af EU bør kræve fuld efterlevelse af den primære EU-ret på alle politikområder, mens de lande, der ønsker tætte forbindelser med EU uden at være indstillet på at forpligte sig til fuld efterlevelse af den primære ret, og som enten ikke vil eller ikke kan blive medlem af EU, bør tilbydes en eller anden form for partnerskab; mener, at sådanne forbindelser bør ledsages af forpligtelser, der modsvarer de respektive rettigheder, i form af f.eks. et bidrag til EU-budgettet, ligesom de bør være betingede af overholdelse af Unionens grundlæggende værdier, retsstatsprincippet og, når det drejer sig om adgang til det indre marked, de fire friheder;

15.  understreger, at respekten for og beskyttelsen af EU's grundlæggende værdier er hjørnestenen i EU, der er et værdibaseret fællesskab, og binder medlemsstaterne sammen; mener derfor, at differentiering ikke bør tillades, når det drejer sig om overholdelse af de grundlæggende rettigheder og fælles værdier, der er nedfældet i artikel 2 i TEU; finder det endvidere vigtigt ikke at åbne mulighed for differentiering på politikområder, hvor ikke-deltagende medlemsstater kan skabe negative eksterne virkninger såsom økonomisk og social dumping; kræver, at Kommissionen nøje overvejer eventuelle centrifugalvirkninger, herunder på lang sigt, når den forelægger sit forslag om forstærket samarbejde;

16.  minder om sin henstilling om at definere et partnerskab med henblik på oprettelse af en ring af partnere rundt om EU for stater, der ikke kan eller ikke vil tiltræde Unionen, men stadig ønsker et tæt forhold til EU(5);

17.  foreslår, at der indføres en særlig procedure, hvorved man et vist antal år efter, at der er indført et forstærket samarbejde mellem en række stater, der repræsenterer et kvalificeret flertal i Rådet, og under forudsætning af Europa-Parlamentets godkendelse, kan indarbejde bestemmelserne fra det forstærkede samarbejde i EU-retten;

18.  understreger, at fleksibilitet og differentiering bør gå hånd i hånd med en styrkelse af de fælles regler på kerneområder for at sikre, at differentiering ikke fører til politisk fragmentering; mener derfor, at en fremtidig europæisk institutionel ramme bør omfatte obligatoriske europæiske søjler for politiske, økonomiske, sociale og miljømæssige rettigheder;

19.  anerkender, at det regionale samarbejde spiller en vigtig rolle i styrkelsen af den europæiske integration, og mener, at dets videre udvikling rummer et stort potentiale for at konsolidere og uddybe integrationen ved at tilpasse den til lokale forhold og en vilje til at samarbejde;

20.  foreslår, at der udvikles egnede værktøjer i EU-lovgivningen og afsættes budgetmidler til afprøvning af grænseoverskridende initiativer inden for EU på områder, der repræsenterer en EU-dækkende interesse, som i sidste ende kunne gøres til genstand for lovgivningsforslag eller udmøntes i forstærket samarbejde;

21.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter.

(1) EUT C 252 af 18.7.2018, s. 215.
(2) EUT C 252 af 18.7.2018, s. 201.
(3) EUT C 468 af 15.12.2016, s. 176.
(4) EUT L 210 af 31.7.2006, s. 19.
(5) EUT C 252 af 18.7.2018, s. 207.

Seneste opdatering: 12. november 2019Juridisk meddelelse