Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2018/2112(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0038/2019

Indgivne tekster :

A8-0038/2019

Forhandlinger :

PV 11/02/2019 - 16
CRE 11/02/2019 - 16

Afstemninger :

PV 12/02/2019 - 9.16
CRE 12/02/2019 - 9.16
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2019)0077

Vedtagne tekster
PDF 159kWORD 55k
Tirsdag den 12. februar 2019 - Strasbourg Foreløbig udgave
Gennemførelse af traktatens bestemmelser om forstærket samarbejde
P8_TA-PROV(2019)0077A8-0038/2019

Europa-Parlamentets beslutning af 12. februar 2019 om gennemførelsen af traktatens bestemmelser om forstærket samarbejde (2018/2112(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktatens bestemmelser om forstærket samarbejde, særlig artikel 20, artikel 42, stk. 6, artikel 44, 45 og 46 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 82, 83, 86, 87, 187, 188, 326, 327, 328, 329, 330, 331, 332, 333 og 334 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til traktatens bestemmelser om andre eksisterende former for differentieret integration, særlig artikel 136, 137 og 138 i TEUF vedrørende særlige bestemmelser for de medlemsstater, der har euroen som valuta,

–  der henviser til traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union (TSSS),

–  der henviser til protokol nr. 10 om permanent struktureret samarbejde etableret ved artikel 42 i traktaten om Den Europæiske Union, protokol nr. 14 om Eurogruppen og protokol nr. 19 om Schengenreglerne som integreret i Den Europæiske Union,

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om forbedring af Den Europæiske Unions funktionsmåde på grundlag af Lissabontraktatens potentiale(1),

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om mulige udviklingstendenser og justeringer i Den Europæiske Unions nuværende institutionelle struktur(2),

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om budgetmæssig kapacitet for euroområdet(3),

–  der henviser til sin beslutning af 16. marts 2017 om "forfatningsmæssige, retlige og institutionelle følger af en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik: mulighederne i Lissabontraktaten"(4),

–  der henviser til sin beslutning af 17. januar 2019 om differentieret integration(5),

–  der henviser til Kommissionens hvidbog af 1. marts 2017 (COM(2017)2025) og de fem efterfølgende oplæg (COM(2017)0206, COM(2017)0240, COM(2017)0291, COM(2017)0315, COM(2017)0358),

–  der henviser til Romerklæringen af 25. marts 2017,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), i og bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelse fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0038/2019),

A.  der henviser til, at Unionen har en særlig interesse i at gennemføre et forstærket samarbejde på visse områder inden for ikke-eksklusive EU-kompetencer med henblik på at fremme det europæiske projekt og gøre livet lettere for borgerne;

B.  der henviser til, at forstærket samarbejde i henhold til artikel 20, stk. 2, i TEU betragtes som en sidste udvej, når målene for et sådant samarbejde ikke kan nås inden for en rimelig frist af Unionen som helhed;

C.  der henviser til, at et forstærket samarbejde ikke bør ses som et instrument til udelukkelse eller opdeling af medlemsstaterne, men som en pragmatisk løsning til at fremme europæisk integration;

D.  der henviser til, at den følsomme karakter af visse politikområder gør det vanskeligt at følge den almindelige lovgivningsprocedure, ikke alene på grund af kravet om enstemmighed, men også på grund af den etablerede praksis i Rådet, der altid søger konsensus blandt medlemsstaterne, selv om et kvalificeret flertal ville være tilstrækkeligt til at træffe en afgørelse;

E.  der påpeger, at alle de tiltag, der i dag er omfattet af forstærket samarbejde, med undtagelse af afgiften på finansielle transaktioner kunne være blevet vedtaget i Rådet med kvalificeret flertal, hvis det havde været denne afstemningsregel, der skulle anvendes, i stedet for reglen om enstemmighed;

F.  der henviser til, at der findes en række undergrupper af medlemsstater, som gennemfører bilateralt eller multilateralt samarbejde uden for traktatens rammer, f.eks. på områder som forsvar; der henviser til, at presset fra den økonomiske og monetære krise for at træffe hurtige beslutninger og overvinde kravet om enstemmighed på visse områder førte til vedtagelsen af mellemstatslige instrumenter uden for EU's retlige rammer såsom den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) og traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union (TSSS eller "finanspagten");

G.  der henviser til, at et forstærket samarbejde er en procedure, hvorved mindst ni medlemsstater har tilladelse til at etablere et avanceret samarbejde i et område inden for EU's strukturer, men uden inddragelse af de øvrige medlemsstater; der henviser til, at et forstærket samarbejde giver de deltagende medlemsstater mulighed for at nå frem til et fælles mål eller initiativ og overvinde handlingslammelse i forhandlinger eller en blokering fra en eller flere andre medlemsstater, når der kræves enstemmighed; der henviser til, at i henhold til artikel 20, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union er retsakter, der vedtages inden for rammerne af et forstærket samarbejde, kun bindende for de deltagende medlemsstater; der henviser til, at forstærket samarbejde er begrænset til områder, hvor EU ikke har enekompetence;

H.  der henviser til, at Kommissionen og de medlemsstater, der deltager i et forstærket samarbejde i henhold til artikel 328, stk. 1, i TEUF, skal sikre, at de fremmer deltagelse for så mange medlemsstater som muligt;

I.  der henviser til, at erfaringerne viser, at et forstærket samarbejde har givet tilfredsstillende resultater i skilsmissesager(6) og giver interessante perspektiver med hensyn til regler om formueforholdet mellem ægtefæller(7), det europæiske enhedspatent og Den Europæiske Anklagemyndighed;

J.  der henviser til, at de indledende erfaringer med forstærket samarbejde har fremhævet de vanskeligheder, der er forbundet med anvendelsen af dette begreb, på grund af de begrænsede bestemmelser i traktaterne om dens praktiske gennemførelse og manglen på tilstrækkelig opfølgning fra EU-institutionernes side;

K.  der henviser til, at analysen af forskellige føderale modeller, der anvendes i EU's medlemsstater og føderationer uden for Unionen, har vist, at fleksible samarbejdsmekanismer ofte anvendes af subføderale enheder på områder af fælles interesse;

L.  der henviser til, at uden anvendelse af passerellebestemmelserne for at gå fra enstemmighed til beslutningstagning med kvalificeret flertal i Rådet og uden en gennemgribende reform af traktaterne, synes det muligt, at medlemsstaterne i fremtiden i højere grad og oftere vil skulle ty til bestemmelserne om forstærket samarbejde med henblik på at løse fælles problemer og nå fælles mål;

M.  der henviser til, at det er vigtigt for en smidig gennemførelse af et forstærket samarbejde at opstille en liste over spørgsmål, der skal behandles, og at udarbejde en køreplan for et effektivt fungerende forstærket samarbejde i traktaternes ånd og bogstav;

De vigtigste bemærkninger

1.  er bekymret over, at selv om et forstærket samarbejde har en løsning på et fælles problem ved at drage fordel af Unionens institutionelle struktur og dermed reducere de deltagende medlemsstaters administrationsomkostninger, har det ikke helt fjernet behovet for at ty til mellemstatslige undergrupperingsløsninger uden for traktaterne, hvilket har negative følger med hensyn til, hvor konsekvent EU's juridiske rammer bliver anvendt og derfor resulterer i en mangel på ordentlig demokratisk kontrol;

2.  mener, at EU's fælles institutionelle ramme bør bevares med det formål at nå EU's fælles mål og garantere princippet om lighed mellem alle borgere; insisterer på, at fællesskabs- eller EU-metoden skal opretholdes;

3.  understreger, at et forstærket samarbejde i modsætning til de mellemstatslige traktater er et redskab til problemløsning, som ikke alene er lovligt, men også hensigtsmæssigt, da det er baseret på traktatens bestemmelser og opererer inden for Unionens institutionelle struktur;

4.  påpeger, at selv om et forstærket samarbejde i kraft af sin karakter af "sidste udvej" ikke har været anvendt ekstensivt siden dets indførelse i Amsterdamtraktaten, ser det ud til at have fået større betydning, og det leverer håndgribelige resultater;

5.  bemærker, at der på grundlag af eksisterende erfaringer oftest opstår et forstærket samarbejde på områder, der er omfattet af en særlig lovgivningsprocedure, som kræver enstemmighed, og som overvejende er blevet anvendt inden for retlige og indre anliggender;

6.  påpeger, at proceduren for deltagelse i og gennemførelse af et forstærket samarbejde hidtil har været temmelig langvarig, navnlig på grund af den uklare definition af en rimelig periode for at sikre sig, at den nødvendige afstemningstærskel ikke kan nås, og manglen på stærk politisk vilje til at gøre hurtigere fremskridt;

7.  bemærker, at manglen på klare operationelle retningslinjer for oprettelse og forvaltning af forstærket samarbejde, som f.eks. den lovgivning, der finder anvendelse på fælles institutioner eller procedurer for udtrædelse fra et allerede eksisterende samarbejde, kan have gjort indgåelsen af forstærket samarbejde mindre sandsynligt;

8.  minder om, at selv om et forstærket samarbejde drager fordel af Unionens institutionelle og retlige orden, er det ikke hensigten, at det skal indarbejdes automatisk i EU-retten;

9.  mener, at selv om et forstærket samarbejde betragtes som det næstbedste scenarie, er det stadig et brugbart redskab til problemløsning på EU-plan og et redskab til at løse nogle af de institutionelle hårdknuder;

10.  er af den opfattelse, at det samme sæt af spørgsmål skal besvares med henblik på en effektiv gennemførelse og tilrettelæggelse af et forstærket samarbejde, uanset hvilket politikområde det drejer sig om, eller hvilken form det antager;

Henstillinger

11.  foreslår derfor, at en række spørgsmål besvares, og at der følges en køreplan som beskrevet nedenfor for at sikre en gnidningsløs og effektiv gennemførelse af det forstærkede samarbejde;

Beslutningsproceduren

12.  påpeger, at den politiske fremdrift for et forstærket samarbejde bør komme fra medlemsstaterne, men drøftelserne om dets indhold bør baseres på et forslag fra Kommissionen;

13.  minder om, at Parlamentet i henhold til artikel 225 i TEUF har ret til et lovgivningslignende initiativ, der bør fortolkes som Parlamentets mulighed for at indlede et forstærket samarbejde på grundlag af et forslag fra Kommissionen, der ikke var i stand til at nå frem til en aftale gennem den almindelige beslutningsprocedure inden for mandatet for to på hinanden følgende rådsformandskaber;

14.  mener, at målene for samarbejdet bør betragtes som uopnåelige for Unionen som helhed, således som det kræves i henhold til artikel 20 i TEU, hvis der i en periode, der dækker to på hinanden følgende rådsformandskaber, ikke er gjort væsentlige fremskridt i Rådet;

15.  anbefaler, at anmodninger fra medlemsstater, der ønsker at indføre et forstærket indbyrdes samarbejde, principielt bør være baseret på mål, der er mindst lige så ambitiøse som dem, Kommissionen har forelagt, før det fastslås, at de ikke kan nås inden for en rimelig frist af EU som helhed;

16.  anbefaler kraftigt, at den særlige passerellebestemmelse, der er fastsat i artikel 333 i TEUF, aktiveres for at skifte fra enstemmighed til kvalificeret flertal og fra en særlig lovgivningsprocedure til den almindelige lovgivningsprocedure, umiddelbart efter at en aftale om påbegyndelse af et forstærket samarbejde er godkendt af Rådet, med henblik på at undgå nye blokeringer, hvis antallet af deltagende medlemsstater er betydeligt;

17.  finder det nødvendigt, at afgørelsen om bemyndigelse til et forstærket samarbejde fastsætter rammerne for forbindelserne med de ikke-deltagende medlemsstater; mener, at de medlemsstater, der ikke deltager i et sådant forstærket samarbejde, ikke desto mindre bør inddrages ud i drøftelserne om det emne, det drejer sig om;

18.  minder om, at både Kommissionens og Rådets sekretariater har en vigtig rolle at spille med hensyn til at sikre, at de ikke-deltagende medlemsstater i et forstærket samarbejde ikke lades tilbage på en måde, der gør, at det bliver vanskeligt for dem at deltage på et senere tidspunkt;

Administration

19.  anbefaler, at Kommissionen spiller en aktiv rolle i alle faser af det forstærkede samarbejde fra forslaget – og under forhandlingerne – til gennemførelsen af det forstærkede samarbejde;

20.  understreger, at EU-institutionernes enhed bør bevares, og at et forstærket samarbejde ikke bør føre til oprettelsen af parallelle institutionelle ordninger, men i givet fald kunne muliggøre, at der oprettes særlige organer inden for EU's juridiske rammer, uden at dette berører EU-institutionernes og -organernes beføjelser og rolle;

Parlamentarisk kontrol

21.  minder om, at Parlamentet står for den parlamentariske kontrol med det forstærkede samarbejde; opfordrer til, at de nationale parlamenter og i givet fald regionale parlamenter i højere grad inddrages sammen med Europa-Parlamentet i den demokratiske kontrol med det forstærkede samarbejde, hvis det drejer sig om politikområder under delt kompetence; understreger, at det er en mulighed at oprette et interparlamentarisk forum svarende eksempelvis til den interparlamentariske konference i henhold til artikel 13 i TSSS og den interparlamentariske konference om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) – om nødvendigt, og uden at dette berører Parlamentets beføjelser;

22.  understreger behovet for, at de medlemsstater, der deltager i et forstærket samarbejde, inkluderer de regioner, der har lovgivningsmæssige beføjelser på områder, der vedrører dem, med henblik på at respektere fordelingen af interne beføjelser og styrke det forstærkede samarbejdes sociale legitimitet;

23.  anbefaler, at Parlamentet spiller en mere fremtrædende rolle i det forstærkede samarbejde ved at foreslå Kommissionen nye samarbejdsformer via artikel 225 i TEUF og ved at overvåge forslag eller eksisterende samarbejde; er overbevist om, at Parlamentet bør inddrages i alle faser af proceduren i stedet for blot at blive bedt om sin godkendelse, og at Parlamentet bør modtage regelmæssige rapporter og være i stand til at udtale sig om gennemførelsen af et forstærket samarbejde;

24.  opfordrer Rådet til at gå i dialog med Parlamentet i en eventuel fremtidig procedure for forstærket samarbejde forud for anmodningen om Parlamentets godkendelse af den endelige tekst for at sikre det maksimale samarbejde mellem EU's medlovgivere;

25.  beklager imidlertid, at Rådet på trods af Parlamentets konstruktive og velovervejede tilgang til proceduren for forstærket samarbejde har vist ringe interesse for formelt at inddrage Parlamentet forud for anmodningen om Parlamentets godkendelse af den endelige forhandlede tekst;

26.  anser det for påkrævet, at Parlamentet forbedrer sin interne organisation i forbindelse med forstærket samarbejde; mener i denne forbindelse, at hvert enkelt tilfælde af forstærket samarbejde bør følges af det relevante stående udvalg, og anbefaler, at Parlamentets forretningsorden åbner mulighed for, at der nedsættes ad hoc-underudvalg, hvor de ordinære medlemmer fortrinsvis er medlemmer, der er valgt i de medlemsstater, som deltager i et sådant forstærket samarbejde;

Budget

27.  er af den opfattelse, at driftsudgifterne i forbindelse med det forstærkede samarbejde bør afholdes af de deltagende medlemsstater, og hvis disse udgifter afholdes over EU-budgettet, bør de ikke-deltagende medlemsstater godtgøres, medmindre Rådet efter høring af Parlamentet i medfør af artikel 332 i TEUF beslutter, at et sådant samarbejde skal finansieres via EU-budgettet, således at disse udgifter bliver en del af budgettet og dermed vil være omfattet af den årlige budgetprocedure;

28.  mener, at hvis de foranstaltninger, der er omfattet af et forstærket samarbejde, genererer indtægter, bør disse indtægter afsættes til at dække driftsudgifterne i forbindelse med det forstærkede samarbejde;

Jurisdiktion

29.  er af den opfattelse, at forstærket samarbejde bør henhøre under Den Europæiske Unions Domstols direkte kompetence, uden at dette berører muligheden for at indføre en voldgiftsprocedure eller en førsteinstansret til bilæggelse af tvister, hvilket kan være nødvendigt for at sikre, at et særligt forstærket samarbejde kan fungere, medmindre andet følger af traktaten, og dette bør i givet fald præciseres i retsakten om oprettelse af et sådant forstærket samarbejde;

30.  påpeger, at hvis et forstærket samarbejde kræver, at der indføres en særlig voldgiftsmekanisme eller -domstol, bør det endelige voldgiftsorgan altid være EU-Domstolen;

Tilpasninger af Unionens institutionelle struktur

31.  foreslår, at der oprettes en særlig udvidet samarbejdsenhed i Kommissionen under ledelse af kommissæren, der er ansvarlig for interinstitutionelle forbindelser, for at koordinere og strømline den institutionelle opbygning af forstærkede samarbejdsinitiativer;

32.  mener, at det er nødvendigt at gøre både Kommissionens og Rådets sekretariater mere proaktive i forbindelse med forstærket samarbejde, og foreslår derfor, at de i samarbejde med Regionsudvalget og navnlig Regionsudvalgets platform for Europæisk Gruppe for Territorialt Samarbejde (EGTS-platformen) aktivt søger efter områder, hvor et forstærket samarbejde kunne være nyttigt til fremme af det europæiske projekt eller i forhold til områder, der støder op til eksisterende former for forstærket samarbejde, for at undgå overlapninger eller modsigelser;

Tilbagetrækning eller udvisning af medlemsstater

33.  påpeger, at der i traktaterne ikke er nogen bestemmelser om medlemsstaternes mulighed for at trække sig tilbage eller blive udvist af et eksisterende forstærket samarbejde, med undtagelse af det permanente strukturerede samarbejde (PESCO);

34.  mener, at der bør fastsættes klare regler i alle tilfælde af forstærket samarbejde om tilbagetrækning af en medlemsstat, der ikke længere ønsker at deltage, og om udvisning af en medlemsstat, der ikke længere opfylder betingelserne for det forstærkede samarbejde; anbefaler, at vilkårene og betingelserne for en mulig tilbagetrækning eller udvisning af en medlemsstat bør præciseres i retsakten om indførelse af forstærket samarbejde;

Anbefalinger vedrørende den fremtidige udvikling af forstærket samarbejde

35.  anser det for nødvendigt at udarbejde en procedure for hurtig godkendelse af et forstærket samarbejde på områder med stor politisk betydning inden for en kortere frist end varigheden af to på hinanden følgende rådsformandskaber;

36.  opfordrer indtrængende medlemsstater, der deltager i et forstærket samarbejde, til at arbejde på at integrere det udvidede samarbejde i den gældende EU-ret;

37.  opfordrer Kommissionen til at foreslå en forordning baseret på artikel 175, stk. 3, eller artikel 352 i TEUF for at forenkle og sammenlægge de juridiske rammer for forstærket samarbejde (som for eksempel de vejledende principper om gældende lovgivning for fælles institutioner eller en medlemsstats tilbagetrækning) og derved lette indgåelsen af et sådant samarbejde;

38.  foreslår, at man i forbindelse med den næste revision af traktaterne undersøger muligheden for, at regioner eller subnationale enheder kan spille en rolle i de forstærkede samarbejdsformer, hvis disse vedrører et område, hvor det pågældende niveau har enekompetence, og det er i overensstemmelse med de nationale forfatninger;

o
o   o

39.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

(1) EUT C 252 af 18.7.2018, s. 215.
(2) EUT C 252 af 18.7.2018, s. 201.
(3) EUT C 252 af 18.7.2018, s. 235.
(4) EUT C 263 af 25.7.2018, s. 125.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0044.
(6) Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 af 20. december 2010 om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation, EUT L 343 af 29.12.2010, s. 10.
(7) Rådets forordning (EU) 2016/1103 af 24. juni 2016 om indførelse af et forstærket samarbejde på området for kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, EUT L 183 af 8.7.2016, s. 1.

Seneste opdatering: 13. februar 2019Juridisk meddelelse