Indeks 
Vedtagne tekster
Torsdag den 14. februar 2019 - Strasbourg 
Situationen i Tjetjenien og sagen om Oyub Titiev
 Zimbabwe
 Kvinderettighedsforkæmpere i Saudi-Arabien
 Mekanisme til at imødegå retlige og administrative hindringer i en grænseoverskridende sammenhæng ***I
 Udkast til samarbejdsaftale mellem Eurojust og Georgien *
 Medicinsk teknologivurdering ***I
 Indførelse af regler for screening af udenlandske direkte investeringer i EU ***I
 Interoperabilitet mellem elektroniske bompengesystemer og fremme af grænseoverskridende udveksling af oplysninger om manglende betaling af vejafgifter i Unionen ***I
 Gensidig anerkendelse af varer, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat ***I
 Gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer ***I
 Fælles regler for adgang til det internationale marked for buskørsel ***I
 Ændring af direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet og forordning (EU) 2018/1999 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen på grund af Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen ***I
 Retten til fredelig protest og forholdsmæssig magtanvendelse
 Interkønnedes rettigheder
 LGBTI-tiltagslistens fremtid (2019-2024)
 INF-traktatens fremtid og indvirkningen på EU
 NAIADES II – Et handlingsprogram til støtte af transport ad indre vandveje
 Beskyttelse af dyr under transport i og uden for EU
 Styrkelse af det indre markeds konkurrenceevne gennem udvikling af EU's toldunion og dens forvaltning
 Gennemførelse af de retlige bestemmelser og den fælles erklæring, der sikrer den parlamentariske kontrol med decentrale organer

Situationen i Tjetjenien og sagen om Oyub Titiev
PDF 129kWORD 52k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2019 om situationen i Tjetjenien og sagen om Ojub Titijev (2019/2562(RSP))
P8_TA-PROV(2019)0115RC-B8-0107/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Tjetjenien, navnlig beslutning af 8. februar 2018 om Rusland, sagen om Ojub Titijev og menneskerettighedscentret Memorial(1) og af 23. oktober 2014 om tvangslukningen af den ikke-statslige organisation Memorial (vinder af Sakharovprisen 2009) i Rusland(2),

–  der henviser til erklæringen af 12. januar 2018 fra formændene for Parlamentets Udenrigsudvalg og Underudvalget om Menneskerettigheder med opfordring til øjeblikkelig løsladelse af menneskerettighedsforkæmperen Ojub Titijev,

–  der henviser til EU-erklæringen af 19. januar 2018 om menneskerettighedskrænkelser i forbindelse med menneskerettighedscentret Memorial i Rusland og til erklæringerne fra talsmanden for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) af 11. januar 2018 om tilbageholdelsen af direktøren for menneskerettighedscentret Memorial i Republikken Tjetjenien og af 27. juni 2018 om sagerne med de russiske menneskerettighedsforkæmpere Ojub Titijev og Jurij Dmitrijev,

–  der henviser til artikel 5 i verdenserklæringen om menneskerettigheder og artikel 7 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som begge fastslår, at ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og som Den Russiske Føderation har tiltrådt,

–  der henviser til De Forenede Nationers erklæring om menneskerettighedsforkæmpere, der blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 9. december 1998,

–  der henviser til Europarådets konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

–  der henviser til Den Russiske Føderations forfatning, især kapitel 2 om rettigheder og friheder for mennesker og borgere,

–  der henviser til Den Russiske Føderations syvende periodiske beretning, som blev behandlet af FN's Menneskerettighedskomité på dens 3136. og 3137. møde den 16. og 17. marts 2015,

–  der henviser til OSCE's rapportørs rapport under Moskva-mekanismen om påståede krænkelser af menneskerettighederne og straffrihed i Den Tjetjenske Republik i Den Russiske Føderation af 21. december 2018,

–  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Den Russiske Føderation som underskrive af verdenserklæringen om menneskerettighederne, den europæiske menneskerettighedskonvention og FN's konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf har forpligtet sig til at respektere principperne om demokrati, retsstatsprincippet samt respekt for grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder;

B.  der henviser til, at Den Russiske Føderations internationale forpligtelser omfatter en forpligtelse til at beskytte menneskerettighedsforkæmpere; der henviser til, at loven fra 2012 om "udenlandske agenter" i alvorlig grad begrænser NGO'ernes mulighed for at arbejde uafhængigt og effektivt; der henviser til, at menneskerettighedscentret Memorial i henhold til denne lov er blevet udpeget som "udenlandsk agent" af Den Russiske Føderations justitsministerium;

C.  der henviser til, at Tjetjenien har oplevet en dramatisk forværring af menneskerettighedssituationen i de seneste år, hvilket effektivt forhindrer uafhængige journalister og menneskerettighedsaktivister i at fortsætte deres arbejde uden at sætte deres eget liv og deres familiemedlemmers, venners og kollegers liv på spil; der henviser til, at de talrige rapporter om systematiske og alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Tjetjenien viser, at de tjetjenske og russiske myndigheder ikke har overholdt retsstatsprincippet;

D.  der henviser til, at Ojub Titijev, direktøren for Memorials kontor i Tjetjenien, blev anholdt den 9. januar 2018 og officielt tiltalt og varetægtsfængslet på grundlag af opdigtede anklager om ulovlig erhvervelse og besiddelse af narkotika; der henviser til, at disse beskyldninger er blevet afvist af Ojub Titijev og fordømt af andre NGO'er og menneskerettighedsforkæmpere som opdigtede og som et forsøg på at obstruere hans og hans organisations arbejde med menneskerettigheder;

E.  der henviser til, at domstolene har forlænget tilbageholdelsen af Ojub Titijev flere gange, før der blev indledt retsmøder ved byretten i Sjali i Tjetjenien den 19. juli 2018; der henviser til, at dommen er umiddelbart forestående og forventes at foreligge i midten af februar 2019; der henviser til, at Ojub Titijev risikerer at blive dømt for en forbrydelse, som han ikke har begået og tilbringe op til ti år i fængsel;

F.  der henviser til, at Ojub Titijevs familie har været udsat for chikane og trusler, der har tvunget den til at forlade Tjetjenien; der henviser til, at Memorial blev udsat for andre angreb i 2018, herunder ildspåsættelse i dens kontorer i Ingusjetien den 17. januar 2018, et angreb på Titijevs advokats bil i Dagestan den 22. januar 2018 og et angreb på lederen af Memorials kontor i Dagestan den 28. marts 2018; der henviser til, at Ojub Titijevs forgænger som direktør for Memorials kontor i Tjetjenien, Natalja Estemirova, blev myrdet i 2009, og at gerningsmændene til denne forbrydelse stadig ikke blevet stillet for en domstol;

G.  der henviser til, at Memorial er en af de sidste tilbageværende organisationer, der fortsat arbejder med menneskerettigheder i Tjetjenien – navnlig med at dokumentere og afdække menneskerettighedskrænkelser, bistå ofrene for sådanne krænkelser og hjælpe dem med at søge retfærdighed – og at organisationen sandsynligvis er blevet angrebet som gengældelse for at have afdækket og søgt retfærdighed for krænkelser af menneskerettigheder; der henviser til, at Memorial blev tildelt Europa-Parlamentets Sakharovpris for tankefrihed i 2009, og at Ojub Titijev i 2018 blev tildelt den fransk-tyske pris for menneskerettigheder og retsstatsprincippet (december), Václav Havel-menneskerettighedsprisen (oktober) og Helsinki-gruppen i Moskvas menneskerettighedspris (maj);

H.  der henviser til, at tjetjenske embedsmænd gentagne gange har truet menneskerettighedsforkæmpere eller fordømt deres arbejde og ikke offentligt har fordømt trusler om vold mod dem, og dermed har skabt og opretholdt et klima af straffrihed for gerningsmændene bag voldshandlinger mod menneskerettighedsforkæmpere; der henviser til, at ofrene derfor stort set afholder sig fra at gå til domstolene, eftersom de frygter repressalier fra de lokale myndigheders side;

1.  gentager sin opfordring til omgående løsladelse af Ojub Titijev, direktøren for menneskerettighedscentret Memorial i Tjetjenien, som blev tilbageholdt den 9. januar 2018 og beskyldt for ulovlig erhvervelse og besiddelse af narkotika, og som forventes at modtage sin dom i midten af februar 2019; opfordrer indtrængende de tjetjenske myndigheder til at sikre fuld respekt for Ojub Titijevs menneskerettigheder og juridiske rettigheder, herunder hans ret til en retfærdig rettergang, uhindret adgang til sin advokat og til lægebehandling og beskyttelse mod juridisk chikane og kriminalisering;

2.  fordømmer på det kraftigste de gentagne offentlige erklæringer fra tjetjenske embedsmænd, der fordømmer menneskerettighedsforkæmperes og menneskerettighedsorganisationers arbejde eller er rettet mod bestemte personer, samt deres manglende offentlige fordømmelse og efterforskning af trusler og voldshandlinger mod disse grupper og enkeltpersoner;

3.  udtrykker sin dybe bekymring over den foruroligende tendens med anholdelser, angreb og intimidering af uafhængige journalister, menneskerettighedsforkæmpere og deres tilhængere såvel som almindelige borgere, som synes at være en del af koordinerede kampagner; mener, at sagen om Ojub Titijev er illustrativ for mange andre sager om retsforfølgelse, der er baseret på opdigtede beviser, og som understøtter det mangelfulde retssystem i Republikken Tjetjenien og Den Russiske Føderation; minder om, at der er blevet rejst lignende anklager forbundet med besiddelse af narkotika mod journalisten Sjalaudi Gerlijev fra Kaukasus Knot og menneskerettighedsaktivisten Ruslan Kutajev og opfordrer også til, at de frigives;

4.  opfordrer indtrængende myndighederne i både Republikken Tjetjenien og Den Russiske Føderation til at sætte en stopper for chikanen og forfølgelsen af deres borgere og til at sætte en stopper for straffriheden for gerningsmændene bag voldshandlinger mod menneskerettighedsforkæmpere, deres familiemedlemmer, kolleger og tilhængere og deres organisationer;

5.  opfordrer Den Russiske Føderation til at beskytte alle sine borgere med fuld respekt for deres menneskerettigheder, til at overholde landets egen forfatning og lovgivning og til at opfylde sine internationale forpligtelser til at respektere retsstatsprincippet og de grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettigheder for alle sine borgere, herunder dem, der bruger tid, ressourcer og arbejde på at forsvare deres medborgeres rettigheder;

6.  opfordrer de russiske myndigheder til at ophæve 2015-loven om "uønskede organisationer" og loven fra 2012 om "udenlandske agenter" samt al anden relateret lovgivning, som konsekvent er blevet brugt til at chikanere og angribe menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundsorganisationer; udtrykker bekymring over, at nogle russiske NGO'er har måttet lukke for at undgå at blive tilsværtet med den stigmatisering, der er forbundet med at være "udenlandske agenter", og for at undgå retsforfølgelse;

7.  opfordrer til, at der omgående sættes en stopper for chikanen og anholdelserne af menneskerettighedsforkæmpere i Tjetjenien på grundlag af opdigtede anklager, angreb på deres kolleger og familiemedlemmer og intimidering af deres tilhængere, som synes at tjene målet om at hindre og i sidste ende at sætte en stopper for deres organisationers legitime og nyttige arbejde;

8.  gentager sin opfordring til Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne om fortsat nøje at overvåge menneskerettighedssituationen i Tjetjenien, herunder retssagen mod Ojub Titijev, at opfordre til et øjeblikkeligt ophør med de ovennævnte menneskerettighedskrænkelser, til at tage sager mod alle personer, der retsforfølges af politiske årsager op på relevante møder med russiske repræsentanter, og til fortsat at tilbyde hurtig og effektiv bistand til ofre for forfølgelse og deres familiemedlemmer, herunder i forbindelse med asylansøgninger;

9.  opfordrer Kommissionen til at samarbejde med internationale menneskerettighedsorganisationer, der er aktive i Den Russiske Føderation og med russiske menneskerettighedsorganisationer og civilsamfundet på trods af den russiske lov om "udenlandske agenter", og til fortsat at yde støtte til Memorial og andre sådanne organisationer;

10.  opfordrer internationale sportspersoner og kunstnere til at afholde sig fra at deltage i offentlige arrangementer i Tjetjenien eller arrangementer, der støttes af den tjetjenske regeringsledelse; gentager sin støtte til Den Europæiske Unions "Magnitskij-lov", som bør straffe gerningsmændene bag alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, og opfordrer Rådet til at fortsætte sit arbejde på dette område uden ophold; understreger i denne forbindelse, at gerningsmændene bag menneskerettighedskrænkelser i Den tjetjenske Republik i Den Russiske Føderation ikke bør tildeles EU-visa eller have lov til at have aktiver i EU's medlemsstater;

11.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, Den Russiske Føderations præsident, regering og parlament og de tjetjenske myndigheder.

(1) EUT C 463 af 21.12.2018, s. 31.
(2) EUT C 274 af 27.7.2016, s. 21.


Zimbabwe
PDF 138kWORD 51k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2019 om Zimbabwe (2019/2563(RSP))
P8_TA-PROV(2019)0116RC-B8-0110/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Zimbabwe,

–  der henviser til den endelige rapport fra EU's valgobservationsmission (EOM) om de harmoniserede valg i Zimbabwe i 2018 og til skrivelsen fra EU's valgobservationsmission til præsident Mnangagwa den 10. oktober om de vigtigste resultater i den endelige rapport,

–  der henviser til erklæringen af 17. januar 2019 fra talsmanden for næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant om situationen i Zimbabwe,

–  der henviser til erklæringerne af 24. juli 2018 og 18. januar 2019 fra talsmanden for FN's højkommissær for menneskerettigheder om Zimbabwe,

–  der henviser til det fælles kommuniké, der blev udsendt efter mødet mellem EU's og Den Afrikanske Unions udenrigsministre den 21. og 22. januar 2019,

–  der henviser til rapporten fra Zimbabwes menneskerettighedskommission i kølvandet på "bliv-væk-fra-arbejdet"-aktionerne mellem 14. januar og 16. januar 2019 og de efterfølgende uroligheder,

–  der henviser til rapporten fra Zimbabwes undersøgelseskommission om volden efter valget den 1. august,

–  der henviser til erklæringen af 2. august 2018 fra talsmanden for næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender om situationen i Zimbabwe,

–  der henviser til den fælles erklæring af 2. august 2018 fra internationale valgobservationsmissioner til Zimbabwes harmoniserede valg, der fordømmer politiets og hærens overdrevne brug af magt til at dæmpe protester,

–  der henviser til den fælles lokale erklæring af 9. august 2018 fra EU-delegationen, EU-medlemsstaternes missionschefer, der er til stede i Harare, og missionscheferne for Australien, Canada og USA om angrebene mod oppositionen i Zimbabwe,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 22. januar 2018 i lyset af den igangværende politiske omstilling i Zimbabwe,

–  der henviser til Rådets afgørelse (FUSP) 2017/288 af 17. februar 2017 om ændring af afgørelse 2011/101/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Zimbabwe(1),

–  der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder af juni 1981, som Zimbabwe har ratificeret,

–  der henviser til Zimbabwes forfatning,

–  der henviser til Cotonouaftalen,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Zimbabwes befolkning i mange år har lidt under et autoritært regime ledet af præsident Robert Mugabe, som holdt sig ved magten ved hjælp af korruption, vold og valg, der var plaget af uregelmæssigheder, samt et brutalt sikkerhedsapparat;

B.  der henviser til, at Zimbabwe den 30. juli 2018 afholdt sit første præsident- og parlamentsvalg efter Robert Mugabes fratræden i november 2017; der henviser til, at valget gav landet mulighed for at bryde med en lang historie af kontroversielle valg, der har været præget af misbrug af politiske rettigheder og menneskerettigheder og statsstøttet vold;

C.  der henviser til, at Zimbabwes valgkommission (ZEC) den 3. august 2018 erklærede Emmerson Mnangagwa vinder af præsidentvalget med 50,8 % stemmer mod 44,3 % for oppositionens kandidat Nelson Chamisa; der henviser til, at resultaterne straks blev anfægtet af oppositionen, som hævdede, at valget var manipuleret; der henviser til, at forfatningsdomstolen afviste disse påstande med henvisning til, at der manglede beviser herfor, og at præsident Mnangagwa officielt blev genindsat den 26. august for et nyt mandat;

D.  der henviser til, at den endelige rapport fra EU's valgobservationsmission fastslår, at de tal, der er fremlagt af ZEC, indeholdt mange uregelmæssigheder og unøjagtigheder og rejste tilstrækkeligt mange spørgsmål til, at der var tvivl om nøjagtigheden og pålideligheden af de fremlagte tal;

E.  der henviser til, at dagen efter valget havde den forsinkede meddelelse om valgresultaterne allerede ført til et udbrud af vold, der efterlod seks personer døde og mange såret under protester, som oppositionen havde opfordret til; der henviser til, at internationale observatører, herunder EU, har fordømt volden og den overdrevne magtanvendelse fra hærens og de interne sikkerhedsstyrkers side;

F.  der henviser til, at Zimbabwes menneskerettighedskommission offentliggjorde en erklæring den 10. august 2018 om det harmoniserede valg i 2018 og miljøet efter valget, som bekræftede, at demonstranter blev overfaldet af militære styrker, gav udtryk for dyb bekymring over politiets brutalitet og voldelige adfærd og fastslog, at demonstranternes grundlæggende rettigheder blev krænket; der henviser til, at Kommissionen har opfordret regeringen til at etablere en national dialog;

G.  der henviser til, at præsident Emmerson Mnangagwa under ed den 26. august 2018 i Harare lovede en lysere, fælles fremtid for alle Zimbabwes borgere, der rækker ud over partilinjer, og med en regering, der er urokkelig i dets tilslutning til konstitutionalisme, forankringen af retsstatsprincippet, princippet om magtens deling, retsvæsenets uafhængighed og politikker, der ville tiltrække både indenlandsk og global kapital;

H.  der henviser til, at præsident Mnangagwa i september 2018 nedsatte en undersøgelseskommission, der i december 2018 konkluderede, at de demonstrationer, som forårsagede omfattende skade på ejendom og sårede personer, blev tilskyndet til og organiseret af både sikkerhedsstyrker og medlemmer af bevægelsen for demokratisk forandring (MDC Alliance), og at indsættelsen af militæret var berettiget og i overensstemmelse med forfatningen; der henviser til, at rapporten blev afvist af oppositionen; der henviser til, at kommissionen opfordrede til en undersøgelse af sikkerhedsstyrkerne og retsforfølgelse af dem, der havde begået forbrydelser, og anbefalede erstatning til ofrene;

I.  der henviser til, at der er sket en dramatisk stigning i de politiske spændinger efter valget, og der er fortsat rapporter om vold, hvilket i alvorlig grad bringer det demokratiske forløb, der er indledt i landet, i fare;

J.  der henviser til, at økonomiens sammenbrud, den manglende adgang til sociale ydelser og stigningen i prisen på de fleste råvarer gør folk vrede; der henviser til, at Zimbabwe mellem den 14. og 18. januar 2019 oplevede en kraftig stigning i protester og demonstrationer under en såkaldt national nedlukning på initiativ af Zimbabwe Congress of Trade Unions (ZCTU) efter en stigning i brændstofpriserne på 150 %; der henviser til, at protesterne også var rettet mod stigende fattigdom, økonomiens dårlige tilstand og faldende levestandarder;

K.  der henviser til, at regeringen over for denne protestbevægelse den 14. januar 2019 kritiserede en "plan for at undergrave den forfatningsmæssige orden" og forsikrede, at den "vil have en passende reaktion over for dem, der planlægger at sabotere freden";

L.  der henviser til, at uropolitiet reagerede med overdreven vold og menneskerettighedskrænkelser, herunder brug af skarp ammunition, vilkårlige arrestationer, bortførelser, bestormning af lægefaciliteter, der behandler ofre for undertrykkelse, hurtige retssager og masseretssager mod dem, der blev arresteret, tortur af personer, der er blevet arresteret, og der er sager om voldtægt og ødelæggelse af privat og offentlig ejendom;

M.  der henviser til, at menneskerettighedskommissionen, som blev nedsat af regeringen, offentliggjorde en rapport, der viser, at soldater og politiet havde anvendt systematisk tortur;

N.  der henviser til, at siden da er 17 mennesker blevet dræbt og hundredevis er blevet såret; der henviser til, at omkring tusind mennesker er blevet arresteret, herunder børn mellem 9 og 16 år, og at omkring to tredjedele af de arresterede blev nægtet løsladelse mod kaution; der henviser til, at mange stadig tilbageholdes ulovligt og angiveligt er blevet slået og overfaldet under varetægtsfængsling;

O.  der henviser til, at der er dokumentation for, at hæren i det store og hele har været ansvarlig for mord, voldtægt og væbnet røveri; der henviser til, at hundredvis af aktivister og oppositionspolitikere fortsat skjuler sig;

P.  der henviser til, at regeringens reaktion på protester har været stærkt fordømt som "uforholdsmæssig" og "overdreven" af menneskerettighedsobservatører og lokale og internationale aktører, herunder EU;

Q.  der henviser til, at afbrydelse af telekommunikation er blevet et redskab, der anvendes af regimet til at blokere for koordinering af demonstrationer på sociale netværk; der henviser til, at mobil- og landlinje-kommunikation samt internettet og de sociale mediekanaler gentagne gange er blevet blokeret for at forhindre adgang til information og kommunikation og for at skjule de massive krænkelser af menneskerettighederne, som staten var ved at forberede; der henviser til, at Zimbabwes højesteret erklærede, at anvendelsen af loven om aflytning af kommunikation med henblik på at suspendere onlinekommunikation var ulovlig;

R.  der henviser til, at myndighederne organiserede en massiv dør-til-dør-søgen efter demonstranter og hev fredelige demonstranter, menneskerettighedsforkæmpere, politiske aktivister, fremtrædende civilsamfundsledere og deres pårørende ud af deres hjem;

S.  der henviser til, at nabolande som Sydafrika er blevet et knudepunkt for borgere fra Zimbabwe, der flygter fra politisk undertrykkelse og økonomiske problemer;

T.  der henviser til, at politiet til stadighed har misbrugt eksisterende love, såsom loven om offentlig orden og sikkerhed (POSA), til at begrunde begrænsninger af oppositionsmedlemmers og menneskerettighedsaktivisters muligheder og til at forbyde lovlige og fredelige demonstrationer;

U.  der henviser til, at Zimbabwes resultater med hensyn til menneskerettigheder og demokrati historisk er en af de dårligste i verden; der henviser til, at det zimbabwiske folk og menneskerettighedsforkæmpere fortsat udsættes for angreb, hadefuld tale, smædekampagner, intimidering og chikane, og at der regelmæssigt er blevet rapporteret om tortur;

V.  der henviser til, at formanden opfordrede til en national dialog, der startede den 6. februar, og opfordrede alle politiske partier til at deltage, men at bevægelsen for demokratisk forandring (MDC), som er hovedoppositionspartiet, nægtede at deltage;

W.  der henviser til, at Zimbabwe har undertegnet Cotonouaftalen, hvis artikel 96 fastsætter, at respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder er et væsentligt element i AVS-EU-samarbejdet;

1.  understreger sit enstemmige ønske om, at Zimbabwe bliver en fredelig, demokratisk og velstående nation, hvor alle borgere behandles godt og på lige fod i henhold til loven, og hvor statens organer handler på borgernes vegne og ikke imod dem;

2.  fordømmer på det kraftigste den vold, der fandt sted under de seneste protester i Zimbabwe; er fast overbevist om, at en fredelig protest er en del af en demokratisk proces, og at det under alle omstændigheder bør undgås at reagere med overdreven magtanvendelse;

3.  opfordrer indtrængende præsident Mnangagwa til at leve op til de løfter, han afgav i starten, og til hurtigt at tage kontrol over situationen og bringe Zimbabwe tilbage på vejen mod forsoning og respekt for demokratiet og retsstaten;

4.  opfordrer indtrængende de zimbabwiske myndigheder til øjeblikkeligt at sætte en stopper for sikkerhedsstyrkernes misbrug og til omgående og upartisk at undersøge alle påstande om overdreven magtanvendelse fra politiets og embedsmænds side med henblik på at fastlægge individuelle ansvarsområder og med henblik på at sikre, at de stilles til ansvar; minder om, at landets forfatning etablerer et uafhængigt organ til at undersøge klager om forseelser begået af politiet og militæret, men at regeringen endnu ikke har oprettet det;

5.  opfordrer indtrængende Zimbabwes regering til hurtigst muligt at tilbagetrække alt militært personel og de ungdomsmilitser, der er indsat rundt omkring i landet, og som terroriserer borgerne i landet i klar strid med Zimbabwes forfatning;

6.  mener, at forsamlings-, forenings- og ytringsfriheden er centrale komponenter i ethvert demokrati; understreger, at en meningstilkendegivelse på en ikke-voldelig måde er en forfatningsmæssig ret for alle zimbabwiske borgere, og minder myndighederne om deres forpligtelse til at beskytte alle borgeres ret til at protestere mod deres forværrede sociale og økonomiske forhold; opfordrer regeringen til at sætte en stopper for de specifikke målrettede angreb på ledere og medlemmer af ZCTU;

7.  understreger den grundlæggende rolle, som oppositionen spiller i et demokratisk samfund;

8.  opfordrer indtrængende de zimbabwiske myndigheder til øjeblikkeligt og betingelsesløst at løslade alle politiske fanger;

9.  opfordrer regeringen i Zimbabwe til omgående at standse chikane og kriminalisering af civilsamfundsaktører og anerkende menneskerettighedsforkæmperes legitime rolle;

10.  opfordrer den zimbabwiske regering til at overholde bestemmelserne i FN's erklæring om menneskerettighedsforkæmpere og de internationale menneskerettighedsinstrumenter, som Zimbabwe har ratificeret;

11.  er dybt bekymret over de rapporterede krænkelser af en retfærdig procedure gennem hurtige retssager og masseretssager; insisterer på, at retsvæsenet skal opretholde retsstatsprincippet og sikre, at dets uafhængighed og retten til en retfærdig rettergang respekteres under alle omstændigheder; fordømmer alle anholdelser, der er foretaget uden at der fremføres sigtelser;

12.  opfordrer de zimbabwiske myndigheder til at foretage en hurtig, grundig, upartisk og uafhængig undersøgelse af påstandene om menneskerettighedskrænkelser og overgreb, herunder voldtægt og seksuel vold fra sikkerhedsstyrkernes side, og til at retsforfølge de ansvarlige; kræver, at adgangen til lægehjælp skal være tilgængelig for alle ofre for denne seksuelle vold uden frygt for gengældelse;

13.  fordømmer den lukning af internettet, der gav myndighederne mulighed for at skjule de menneskerettighedskrænkelser, som hæren og de interne sikkerhedsstyrker havde begået, og at hindre uafhængig indberetning og dokumentation af overgreb begået under forfølgelserne og umiddelbart efter valget; understreger, at adgang til oplysninger er en ret, som skal respekteres af myndighederne i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige og internationale forpligtelser;

14.  fordømmer POSA's misbrug og restriktive karakter og opfordrer indtrængende Zimbabwes myndigheder til at tilpasse lovgivningen til de internationale standarder for beskyttelse og fremme af menneskerettighederne;

15.  udtrykker især bekymring over den økonomiske og sociale situation i Zimbabwe; minder om, at landets største problemer er fattigdom, arbejdsløshed og kronisk fejlernæring og sult; mener, at disse problemer kun kan løses ved at gennemføre ambitiøse politikker for beskæftigelse, uddannelse, sundhed og landbrug;

16.  opfordrer alle politiske aktører til at udvise ansvarlighed og tilbageholdenhed og navnlig undlade at opildne til vold;

17.  minder Zimbabwes regering om, at Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters støtte inden for rammerne af Cotonouaftalen og til handel, udvikling og økonomisk bistand er betinget af, at landet respekterer retsstatsprincippet og de internationale konventioner og traktater, som det er part i;

18.  minder om, at langsigtet støtte afhænger af omfattende reformer snarere end blot løfter; opfordrer til, at det europæiske samarbejde med Zimbabwe bliver værdidrevet, og at EU står fast på disse værdier over for de zimbabwiske myndigheder;

19.  opfordrer indtrængende regeringen til straks at gennemføre henstillingerne om vold efter valget, som blev fremsat af undersøgelseskommissionen, navnlig fremme af politisk tolerance og ansvarlig ledelse, og oprettelsen af en national dialog på en troværdig, inklusiv, gennemsigtig og ansvarlig måde;

20.  bemærker regeringens vilje til at indfri reformtilsagnene; understreger imidlertid, at disse reformer bør være både politiske og økonomiske; opfordrer regeringen, oppositionen, civilsamfundets repræsentanter og religiøse ledere til at deltage på lige fod i en national dialog, hvor menneskerettighederne respekteres og beskyttes;

21.  opfordrer regeringen til fuldt ud at gennemføre henstillingerne fra EU's valgobservationsmission, navnlig hvad angår retsstatsprincippet og et inklusivt politisk miljø; understreger de ti prioriterede henstillinger, der blev udpeget af valgobservationsmissionen og beskrevet i skrivelsen af 10. oktober 2018 fra chefobservatøren til præsident Mnangagwa, nemlig med henblik på at skabe lige vilkår for alle politiske partier for at sikre en klarere og sammenhængende retlig ramme; at styrke ZEC ved at gøre den reelt uafhængig og gennemsigtig og dermed genskabe tilliden til valgprocessen; at sikre i forbindelse med godkendelsen af bestemmelserne for ZEC, at styrkelsen af dets uafhængighed gør det frit for statsligt tilsyn; og at skabe en mere inklusiv valgproces;

22.  opfordrer EU-delegationen og EU-medlemsstaternes ambassader i Zimbabwe til at fortsætte deres tætte overvågning af udviklingen i landet og til at bruge alle relevante redskaber til at støtte menneskerettighedsforkæmpere, civilsamfundsorganisationer og fagforeninger, fremme de væsentlige elementer i Cotonouaftalen og støtte prodemokratiske bevægelser;

23.  opfordrer EU til at intensivere sin politiske dialog med Zimbabwe om menneskerettigheder på grundlag af artikel 8 i Cotonouaftalen;

24.  opfordrer Det Europæiske Råd til at revidere sine restriktive foranstaltninger over for enkeltpersoner og enheder i Zimbabwe, herunder de foranstaltninger, der i øjeblikket er suspenderet, i lyset af ansvarligheden for den seneste tids vold i staten;

25.  opfordrer indtrængende det internationale samfund, navnlig Det Sydlige Afrikas Udviklingsfællesskab (SADC) og Den Afrikanske Union (AU), til at yde mere aktiv bistand til Zimbabwe for at finde en holdbar demokratisk løsning på den nuværende krise;

26.  opfordrer indtrængende nabolandene til at overholde bestemmelserne i folkeretten og beskytte dem, der flygter fra vold i Zimbabwe, med asyl, navnlig på kort sigt;

27.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU-Udenrigstjenesten, regeringen og parlamentet i Zimbabwe, regeringerne i Det Sydlige Afrikas Udviklingsfællesskab og i Den Afrikanske Union samt generalsekretæren for Commonwealth.

(1) EUT L 42 af 18.2.2017, s. 11.


Kvinderettighedsforkæmpere i Saudi-Arabien
PDF 143kWORD 56k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2019 om kvinderettighedsforkæmpere i Saudi-Arabien (2019/2564(RSP))
P8_TA-PROV(2019)0117RC-B8-0111/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Saudi-Arabien, navnlig beslutning af 11. marts 2014 om Saudi-Arabien, dets forbindelser med EU og dets rolle i Mellemøsten og Nordafrika(1), af 12. februar 2015 om Raif Badawi-sagen(2), af 8. oktober 2015 om sagen om Ali Mohammed al-Nimr(3), af 31. maj 2018 om situationen for kvinderettighedsforkæmpere i Saudi-Arabien(4) og af 25. oktober 2018 om drabet på journalist Jamal Khashoggi i det saudiarabiske konsulat i Istanbul(5),

–  der henviser til erklæringerne af 29. maj 2018 fra talsmanden for FN's højkommissær for menneskerettigheder om nylige anholdelser i Saudi-Arabien og af 31. juli 2018 om de vilkårlige tilbageholdelser af menneskerettighedsforkæmpere og -aktivister i Saudi-Arabien, herunder kvinderettighedsaktivister,

–  der henviser til erklæringen af 12. oktober 2018 fra flere af FN's særlige rapportører, hvori der opfordres til øjeblikkelig løsladelse af alle kvinderettighedsforkæmpere,

–  der henviser til rapporten fra FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR) fra december 2017,

–  der henviser til Saudi-Arabiens medlemskab af FN's Menneskerettighedsråd og af FN's Kommission for Kvinders Status (CSW) og landets medlemskab af Eksekutivrådet for CSW fra og med januar 2019,

–  der henviser til kommissær Christos Stylianides' tale på vegne af næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) i forbindelse med Europa-Parlamentets drøftelse den 4. juli 2017 af valget af Saudi-Arabien som medlem af CSW,

–  der henviser til NF/HR's åbningstale ved det 5. ministermøde mellem EU og Den Arabiske Liga, hvori hun anførte: "og lad mig sige, at samarbejdet mellem Europa og den arabiske verden aldrig har været så vigtigt og, efter min mening, aldrig har været så nødvendigt",

–  der henviser til FN-konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW),

–  der henviser til de afsluttende bemærkninger af 9. marts 2018 fra Komitéen for Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder om de kombinerede tredje og fjerde periodiske rapporter om Saudi-Arabien,

–  der henviser til rapporten fra Panelet til Undersøgelse af Tilbageholdelser vedrørende tilbageholdte kvindeaktivister i Saudi-Arabien,

–  der henviser til den lov om bekæmpelse af chikane, som det saudiarabiske Shura-Råd godkendte den 28. maj 2018,

–  der henviser til den universelle regelmæssige gennemgang (UPR) af Saudi-Arabien i november 2018,

–  der henviser til Journalister uden Grænsers internationale pressefrihedsindeks for 2018, der har Saudi-Arabien rangeret som nr. 169 ud af 180 lande,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

–  der henviser til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder fra 1966,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–  der henviser til EU-retningslinjerne vedrørende menneskerettighedsforkæmpere,

–  der henviser til tildelingen af Sakharovprisen for tankefrihed og ytringsfrihed til den saudiarabiske blogger, Raif Badawi, i 2015,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at aktivister, der er blevet arresteret af de saudiarabiske myndigheder for deres kvinderettighedsaktivisme, fortsat tilbageholdes uden sigtelse; der henviser til, at aktivisterne bl.a. er Loujain al-Hathloul, Aziza al-Yousef, Eman al-Nafjan, Nouf Abdulaziz, Mayaa al-Zahrani, Samar Badawi, Nassima al-Sada, Shadan al-Anezi, Abir Namankani, Amal al-Harbi og Hatoon al-Fassi, som alle er kvinderettighedsaktivister, samt mandlige tilhængere af bevægelsen, herunder Mohammed al-Rabea; der henviser til, at disse aktivister er kendt for deres kampagne mod forbuddet mod, at kvinder må køre bil, og er fortalere for afskaffelse af systemet med mænds formynderskab; der henviser til, at de blev arresteret forud for den forventede ophævelse af forbuddet mod, at kvinder må køre bil, den 24. juni 2018; der henviser til, at nogle af dem angiveligt vil blive henvist til en retssag ved Den Særlige Straffedomstol, som oprindeligt blev oprettet til at retsforfølge tilbageholdte i forbindelse med terrorhandlinger;

B.  der henviser til, at menneskerettighedsforkæmperen Israa al-Ghomgham fra Qatif-regionen stadig er udsat for vilkårlig tilbageholdelse; der henviser til, at den dødsstraf, hun er blevet idømt, for nylig er blevet droppet, men at der stadig rettes ikke nærmere angivne anklager mod hende; der henviser til, at der er bekymring for så vidt angår Israa al-Ghomghams fysiske og mentale sundhed;

C.  der henviser til, at rapporter fastholder, at saudiarabiske forhørsledere har tortureret, mishandlet og seksuelt misbrugt mindst tre af de kvindelige aktivister, der blev tilbageholdt i maj 2018; der henviser til, at familiemedlemmer til kvindeaktivisterne, såsom Loujain al-Hathlouls forældre, er underlagt rejseforbud;

D.  der henviser til, at Saudi-Arabiens ministerium for medier har afvist påstandene om tortur af tilbageholdte i kongeriget som ubegrundede meldinger;

E.  der henviser til, at aktivisten Loujain al-Hathloul har været tilbageholdt siden marts 2018 efter at have deltaget i et møde, hvor Saudi-Arabien blev gennemgået, i FN's Komité for Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder; der henviser til, at hun blev anbragt i isolation fra maj til september 2018, hvor hendes forældre beretter, at hun blev tortureret;

F.  der henviser til, at en delegation fra den Saudiarabiske Menneskerettighedskommission besøgte Loujain al-Hathloul efter offentliggørelsen af rapporterne om tortureringen af hende; der henviser til, at de ikke kunne garantere hendes beskyttelse; der henviser til, at en offentlig anklager efterfølgende besøgte hende for at tage imod hendes vidneudsagn;

G.  der henviser til, at Loujain al-Hathloul er blevet indstillet til Nobels fredspris for 2019;

H.  der henviser til, at Saudi-Arabien stadig pålægger kvinder nogle af de strengeste begrænsninger til trods for regeringens nylige reformer, der sigter mod at fremme kvinders rettigheder på arbejdsmarkedet; der henviser til, at det saudiarabiske politiske og sociale system fortsat er diskriminerende, reelt gør kvinder til andenrangsborgere, ikke tillader nogen religions- og trosfrihed, diskriminerer landets store udenlandske arbejdsstyrke groft og slår hårdt ned på alle kritiske røster;

I.  der henviser til, at Saudi-Arabien har en række diskriminerende love, navnlig de retlige bestemmelser om personlig status, situationen for kvindelige vandrende arbejdstagere, civilstandsloven, arbejdsloven, statsborgerskabsloven og systemet med mænds formynderskab, som gør kvinders mulighed for at udøve deres rettigheder i henhold til CEDAW afhængig af tilladelse fra en mandlig værge;

J.  der henviser til, at saudiarabiske kvinder under systemet med mænds formynderskab fratages selv den mest grundlæggende kontrol over deres liv; der henviser til, at der fortsat findes diskriminerende love vedrørende ægteskab og skilsmisse, og at kvinder i henhold til loven er forpligtet til at indhente tilladelse fra en mandlig værge for at tilmelde sig en videregående uddannelse, søge arbejde, rejse eller gifte sig; der henviser til, at saudiarabiske kvinder med udenlandske ægtefæller, i modsætning til deres mandlige modparter, ikke kan videregive deres nationalitet til deres børn eller ægtefæller;

K.  der henviser til, at Saudi-Arabiens generelle forbehold over for CEDAW ifølge Komitéen for Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder er uforenelige med konventionens genstand og formål og er ulovlige i henhold til dennes artikel 28;

L.  der henviser til, at siden kronprins Mohammed bin Salman Al Saud kom til magten i juni 2017, er mange menneskerettighedsforkæmpere, aktivister og kritikere blevet vilkårligt tilbageholdt eller uretmæssigt idømt lange fængselsstraffe blot for at gøre brug af deres ret til ytringsfrihed;

M.  der henviser til, at reformdagsordenen Vision 2030, der sigter mod at skabe økonomiske og sociale forandringer i landet, bl.a. gennem styrkelse af kvinders status, burde have været en reel mulighed for, at saudiarabiske kvinder kunne sikre deres retlige frigørelse, som er absolut afgørende for en fuld udøvelse af deres rettigheder i henhold til CEDAW; der imidlertid henviser til, at den nylige bølge af arrestationer og påståede tortur af kvinderettighedsforkæmpere strider mod dette mål og kan aflede opmærksomheden fra reformdagsordenen; der henviser til, at Vision 2030-dekretet mangler en egentlig retlig ramme;

N.  der henviser til, at ytrings-, presse- og mediefrihed såvel online som offline er en afgørende forudsætning og katalysator for demokratisering og reformer og er afgørende for kontrol med magten;

O.  der henviser til, at Saudi-Arabien har en af de højeste henrettelsesrater i verden; der henviser til, at det gennemsnitlige antal henrettelser pr. år mellem 2014 og 2017 var mindst 126; der henviser til, at myndighederne idømmer dødsstraf for ikkevoldelige lovovertrædelser, såsom narkotikasmugling, forræderi og utroskab; der henviser til, at lovovertrædelser såsom apostasi, som i henhold til international menneskerettighedslovgivning ikke bør være en kriminel handling, også har ført til brug af dødsstraf;

P.  der henviser til, at Saudi-Arabiens score i FN's indeks for menneskelig udvikling for 2018 var 0,853, hvilket placerer landet som nr. 39 ud af 188 lande og territorier; der henviser til, at Saudi-Arabiens score i FN's indeks for ulighed mellem kønnene var 0,234, hvilket placerer landet som nr. 39 ud af 189 lande i 2017-indekset; der henviser til, at landet har en score i FN's kønsudviklingsindeks (GDI) på 0,877 (hvilket placerer landet som nr. 39 i verden);

1.  fordømmer på det kraftigste tilbageholdelsen af kvindelige menneskerettighedsforkæmpere, der har agiteret for ophævelse af kørselsforbuddet, samt af alle fredelige menneskerettighedsforkæmpere, journalister, advokater og aktivister, og udtrykker bestyrtelse over de troværdige rapporter om systematisk tortur af flere af dem, herunder Loujain al-Hathloul;

2.  opfordrer de saudiarabiske myndigheder til omgående og betingelsesløst at løslade disse kvinderettighedsforkæmpere og alle menneskerettighedsforkæmpere, advokater, journalister og andre samvittighedsfanger, der udelukkende er blevet tilbageholdt og dømt for at udøve deres ret til ytringsfrihed og for deres fredelige arbejde på menneskerettighedsområdet, og til at give internationale uafhængige observatører mulighed for at mødes med tilbageholdte kvindelige menneskerettighedsforkæmpere;

3.  opfordrer indtrængende de saudiarabiske myndigheder til at lette uafhængige lægers adgang til de tilbageholdte; understreger, at behandlingen af alle tilbageholdte, herunder menneskerettighedsforkæmpere, under frihedsberøvelse skal opfylde de betingelser, der er fastsat i grundprincipperne for beskyttelse af alle personer under enhver form for tilbageholdelse eller fængsling, som blev vedtaget ved FN's Generalforsamlings resolution 43/173 af 9. december 1988;

4.  insisterer på, at uafhængige observatører bør inkludere observatører fra EU-delegationen til Saudi-Arabien eller fra EU's institutioner samt FN's mandatindehavere på menneskerettighedsområdet, som f.eks. den særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf eller internationale NGO'er;

5.  insisterer på, at de saudiarabiske myndigheder sætter en stopper for alle former for chikane, herunder på retsligt niveau, mod Loujain al-Hathloul, Aziza al-Yousef, Eman al-Nafjan, Nouf Abdulaziz, Mayaa al-Zahrani, Samar Badawi, Nassima al-Sada, Shadan al-Anezi, Abir Namankani, Amal al-Harbi, Hatoon al-Fassi, Israa Al-Ghomgham, Mohammed al-Rabea og alle andre menneskerettighedsforkæmpere i landet, således at de er i stand til at udføre deres arbejde uden uberettigede hindringer eller frygt for repressalier mod dem og deres familier;

6.  fordømmer den vedvarende undertrykkelse og tortur af menneskerettighedsforkæmpere, herunder kvinderettighedsforkæmpere, i Saudi-Arabien, som underminerer troværdigheden af reformprocessen i landet; fordømmer den vedvarende systemiske diskrimination mod kvinder og piger i Saudi-Arabien;

7.  opfordrer indtrængende Saudi-Arabien til offentligt at garantere alle tilbageholdte aktivisters sikkerhed, give de tilbageholdte kvinder adgang til kontakt med advokater og familiemedlemmer, fremlægge bevis for deres velbefindende og løslade dem, der sidder fængslet udelukkende for på fredelig vis at advokere for reformer;

8.  hylder og støtter de saudiarabiske kvinderettighedsforkæmpere, som stræber efter en ligeværdig og fair behandling i deres samfund, og dem, der på trods af de vanskeligheder, de bliver udsat for, har forsvaret menneskerettighederne;

9.  er dybt bekymret over udbredelsen af kønsbaseret vold i Saudi-Arabien, som fortsat i høj grad er underrapporteret og udokumenteret, og som bl.a. er blevet begrundet med henvisning til bagstræberiske grunde såsom behovet for at disciplinere kvinder under mænds formynderskab; opfordrer indtrængende de saudiarabiske myndigheder til at vedtage omfattende lovgivning, der specifikt definerer og kriminaliserer alle former for kønsbaseret vold mod kvinder, navnlig kvindelig kønslemlæstelse, voldtægt, herunder voldtægt inden for ægteskabet, seksuelle overgreb og seksuel chikane, og til at fjerne alle de hindringer, som kvinder støder på, når de søger adgang til klage og domstolsprøvelse; udtrykker dyb bekymring over rapporterne om en fremherskende praksis med børneægteskaber;

10.  fordømmer eksistensen af systemet med mænds formynderskab, hvorved der stadig forventes tilladelse fra en mandlig værge på en række områder, herunder i forbindelse med rejser til udlandet, adgang til sundhedsydelser, valg af bopæl, ægteskab, indgivelse af klager i retssystemet samt retten til at forlade statsstyrede krisecentre for voldsramte kvinder og løsladelse fra tilbageholdelsescentre; understreger, at dette system afspejler det dybt rodfæstede patriarkalske system, som hersker i landet; opfordrer indtrængende den saudiarabiske regering til omgående at afskaffe systemet med mænds formynderskab og ophæve andre love, der diskriminerer kvinder og piger;

11.  bemærker den nylige vedtagelse af en lov, i henhold til hvilken saudiarabiske kvinder kan modtage besked pr. SMS, hvis de bliver skilt, for at beskytte dem mod, at deres ægteskab bringes til ophør uden deres vidende; understreger, at denne lov ikke gør noget ved det forhold, at saudiarabiske kvinder kun kan opnå skilsmisse i ekstremt begrænsede tilfælde, f.eks. med deres mands samtykke, eller hvis deres mand har skadet dem;

12.  giver udtryk for bekymring over de statslige webtjenester, hvormed mandlige værger kan spore kvinder, specificere, hvornår og hvordan de kan krydse de saudiarabiske grænser, og få SMS-opdateringer næsten i realtid, når de rejser;

13.  glæder sig over ophævelsen af forbuddet mod, at kvinder må køre bil i kongeriget, som led i Vision 2030-dagsordenen;

14.  opfordrer de saudiarabiske myndigheder til at revidere loven om foreninger og fonde fra december 2015 for at give kvindeaktivister ret til at organisere sig og arbejde frit og uafhængigt uden ubehørig indblanding fra myndighedernes side; opfordrer endvidere indtrængende til en revision af terrorbekæmpelsesloven, loven om bekæmpelse af cyberkriminalitet og presse- og publikationsloven, som hele tiden anvendes til at retsforfølge menneskerettighedsforkæmpere, samt af alle diskriminerende bestemmelser, der findes i retssystemet, bl.a. på områder som arv;

15.  opfordrer de saudiarabiske myndigheder til at ratificere den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, ophæve forbeholdene vedrørende CEDAW og ratificere den valgfri protokol til CEDAW, således at saudiarabiske kvinder fuldt ud kan nyde godt af de rettigheder, der er nedfældet i konventionen, samt til at sætte en stopper for børneægteskaber, tvangsægteskaber og de lovpligtige regler for kvinders påklædning; opfordrer indtrængende Saudi-Arabien til at fremsætte en stående invitation til alle Menneskerettighedsrådets mandatindehavere vedrørende særlige procedurer til at aflægge besøg i landet;

16.  understreger, at udøvelsen af retten til ytringsfrihed og retten til foreningsfrihed og til frit at deltage i fredelige forsamlinger er beskyttet i henhold til den internationale menneskerettighedslovgivning; opfordrer de saudiarabiske myndigheder til at tillade en uafhængig presse og uafhængige medier og sikre ytringsfrihed både online og offline samt retten til foreningsfrihed og til frit at deltage i fredelige forsamlinger for alle Saudi-Arabiens indbyggere; opfordrer indtrængende de saudiarabiske myndigheder til at fjerne de begrænsninger, der er pålagt menneskerettighedsforkæmpere, som forbyder dem at ytre sig på de sociale medier og til de internationale medier;

17.  opfordrer de saudiarabiske myndigheder til at indføre et øjeblikkeligt moratorium for anvendelsen af dødsstraf som et skridt i retning af dens afskaffelse; opfordrer til en gennemgang af samtlige dødsdomme for at sikre, at de retssager, der gik forud, foregik i overensstemmelse med internationale standarder;

18.  anbefaler, at der sendes en ad hoc-delegation fra Underudvalget om Menneskerettigheder (DROI) og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (FEMM) til Saudi-Arabien inden udgangen af indeværende valgperiode for at besøge de fængslede kvinder og holde de nødvendige møder med de saudiarabiske myndigheder;

19.  noterer sig dialogen mellem EU og Saudi-Arabien og tilskynder til yderligere dialog;

20.  beklager de ineffektive erklæringer fra Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og medlemsstaterne vedrørende sagerne om de kvindelige menneskerettighedsforkæmpere, der har været tilbageholdt siden maj 2018;

21.  opfordrer NF/HR, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at tage sagerne om Loujain al-Hathloul, Eman al-Nafjan, Aziza al-Yousef, Samar Badawi, Nassima al-Sada samt alle andre kvindelige menneskerettighedsforkæmpere op i deres dialoger med de saudiarabiske myndigheder, og at kræve, at de løslades; insisterer på, at EU's diplomater, indtil de bliver løsladt, skal opfordre de saudiarabiske myndigheder til at garantere deres sikkerhed og til at fortsætte med fuldstændige undersøgelser af rapporterne om tortur;

22.  opfordrer Kommissionen og Parlamentet til at undersøge fraværet af registreringer af Saudi-Arabien i EU's åbenhedsregister;

23.  opfordrer NF/HR, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at tage sagerne om Israa al-Ghomgham, hendes mand, Mousa al-Hashim, og deres fire medtiltalte, Ahmed al-Matrood, Ali Ouwaisher, Khalid al-Ghanim og Mujtaba al-Muzain, op i deres dialoger med de saudiarabiske myndigheder, og at kræve, at de løslades; opfordrer endvidere til, at sagen vedrørende Sheikh Salman Al-Awda tages op, og at der stilles krav om, at han løslades;

24.  opfordrer NF/HR, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at etablere en fælles holdning med henblik på at sikre, at de europæiske diplomatiske tjenester i Saudi-Arabien systematisk anvender de mekanismer, der er fastsat i EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, herunder offentlige erklæringer, diplomatiske demarcher, overvågning af retssager og fængselsbesøg, i forbindelse med de saudiarabiske kvinderettighedsforkæmpere, der har været tilbageholdt siden maj 2018;

25.  opfordrer til, at Europa-Parlamentet fremlægger en resolution om situationen for menneskerettighedsforkæmpere i Saudi-Arabien på det næste møde i FN's Menneskerettighedsråd; opfordrer EU til på det næste møde i Menneskerettighedsrådet og i Kommissionen for Kvinders Status at rejse spørgsmålet om medlemskab for lande med tvivlsomme menneskerettighedsforhold, herunder i forbindelse med respekten for kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene; opfordrer EU til at stille forslag i FN's Menneskerettighedsråd om udnævnelse af en særlig rapportør om menneskerettigheder i Saudi-Arabien;

26.  opfordrer endnu en gang de saudiarabiske myndigheder til at sætte en stopper for enhver yderligere piskning af Raif Badawi og til at løslade ham omgående og betingelsesløst; insisterer på, at alle højtstående repræsentanter for EU, navnlig NF/HR og alle kommissærerne, systematisk rejser Raif Badawis sag, når de er i kontakt med deres saudiarabiske modparter, og anmoder om at møde ham under deres besøg i landet; forpligter sig til at optrappe sin indsats til støtte for hans løsladelse; opfordrer sin formand til at rejse til Riyadh for at tage Sakharovprismodtagernes sag op direkte med myndighederne;

27.  opfordrer NF/HR, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at sikre en fuldstændig gennemførelse af EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere og til at udvide deres beskyttelse af og støtte til menneskerettighedsforkæmpere, især kvindelige menneskerettighedsforkæmpere; opfordrer NF/HR til at aflægge rapport om den nuværende situation med hensyn til det militære og sikkerhedsmæssige samarbejde mellem medlemsstaterne og det saudiarabiske regime;

28.  gentager sin opfordring til Rådet om at nå frem til en fælles holdning med henblik på at indføre en EU-dækkende våbenembargo over for Saudi-Arabien og til at efterleve fælles holdning 2008/944/CFSP(6); opfordrer til en embargo på eksport af overvågningssystemer og andre produkter med dobbelt anvendelse, der kan anvendes i Saudi-Arabien med henblik på at undertrykke dets borgere, herunder kvindelige menneskerettighedsforkæmpere; er stærkt foruroliget over de saudiarabiske myndigheders anvendelse af disse våben og af cyberovervågningsteknologi; minder medlemsstaterne om, at deres fortsatte våbenhandler med Saudi-Arabien er i strid med EU's fælles holdning om våbeneksport; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at foreslå, og Rådet til at vedtage, anvendelse af begrænsede foranstaltninger over for Saudi-Arabien som reaktion på krænkelser af menneskerettighederne, herunder indefrysning af aktiver og visumforbud;

29.  opfordrer indtrængende NF/HR, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til fortsat at føre en dialog med Saudi-Arabien om menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og landets foruroligende rolle i regionen; giver udtryk for sin villighed til at føre en konstruktiv og åben dialog med de saudiarabiske myndigheder, herunder med parlamentarikerne, om gennemførelsen af deres internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet; opfordrer til udveksling af ekspertviden om retlige anliggender med henblik på at styrke beskyttelsen af individuelle rettigheder i Saudi-Arabien;

30.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU-Udenrigstjenesten, FN's generalsekretær, FN's højkommissær for menneskerettigheder, Kommissionen for Kvinders Status, FN's Menneskerettighedsråd, Hans Majestæt Kong Salman bin Abdulaziz Al Saud og Kronprins Mohammad bin Salman Al Saud, Kongeriget Saudi-Arabiens regering og generalsekretæren for Kongeriget Saudi-Arabiens Center for National Dialog.

(1) EUT C 378 af 9.11.2017, s. 64.
(2) EUT C 310 af 25.8.2016, s. 29.
(3) EUT C 349 af 17.10 2017, s. 34.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0232.
(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0434.
(6) Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr (EUT L 335 af 13.12.2008, s. 99).


Mekanisme til at imødegå retlige og administrative hindringer i en grænseoverskridende sammenhæng ***I
PDF 234kWORD 70k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. februar 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en mekanisme til at imødegå retlige og administrative hindringer i en grænseoverskridende sammenhæng (COM(2018)0373 – C8-0228/2018 – 2018/0198(COD))
P8_TA(2019)0118A8-0414/2018

Denne tekst er stadig under behandling med henblik på offentliggørelse på dit sprog. PDF- eller Word-udgaven er allerede tilgængelig og kan findes ved at klikke på ikonet øverst til højre.


Udkast til samarbejdsaftale mellem Eurojust og Georgien *
PDF 121kWORD 48k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. februar 2019 om udkast til Rådets gennemførelsesafgørelse om godkendelse af Eurojusts indgåelse af samarbejdsaftalen mellem Eurojust og Georgien (13483/2018 – C8-0484/2018 – 2018/0813(CNS))
P8_TA-PROV(2019)0119A8-0065/2019

(Høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets udkast (13483/2018),

–  der henviser til artikel 39, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union, som ændret ved Amsterdamtraktaten, og artikel 9 i protokol nr. 36 om overgangsbestemmelser, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0484/2018),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2002/187/RIA af 28. februar 2002 om oprettelse af Eurojust for at styrke bekæmpelsen af grov kriminalitet(1), særlig artikel 26a, stk. 2,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 78c,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelse fra Retsudvalget (A8-0065/2019),

1.  godkender Rådets udkast;

2.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

3.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre den tekst, Parlamentet har godkendt, i væsentlig grad;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

(1) EFT L 63 af 6.3.2002, s. 1.


Medicinsk teknologivurdering ***I
PDF 352kWORD 108k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. februar 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om medicinsk teknologivurdering og om ændring af direktiv 2011/24/EU (COM(2018)0051 – C8-0024/2018 – 2018/0018(COD))
P8_TA(2019)0120A8-0289/2018

Denne tekst er stadig under behandling med henblik på offentliggørelse på dit sprog. PDF- eller Word-udgaven er allerede tilgængelig og kan findes ved at klikke på ikonet øverst til højre.


Indførelse af regler for screening af udenlandske direkte investeringer i EU ***I
PDF 254kWORD 82k
Beslutning
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. februar 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et regelsæt for screening af udenlandske direkte investeringer i Den Europæiske Union (COM(2017)0487 – C8-0309/2017 – 2017/0224(COD))
P8_TA-PROV(2019)0121A8-0198/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2017)0487),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 207, stk.2 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0309/2017),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 19. april 2018(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til udtalelse af 23. marts 2018(2) fra Regionsudvalget,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 5. december 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel og udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi, Udenrigsudvalget og Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0198/2018),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  tager Kommissionens erklæring, der er vedføjet som bilag til denne beslutning, og som vil blive offentliggjort i L-udgaven af Den Europæiske Unions Tidende sammen med den endelige lovgivningsmæssige retsakt, til efterretning;

3.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 14. februar 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/... om et regelsæt for screening af udenlandske direkte investeringer i Unionen

P8_TC1-COD(2017)0224


EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(3),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(4),

efter den almindelige lovgivningsprocedure(5), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Udenlandske direkte investeringer bidrager til Unionens vækst ▌ ved at fremme konkurrenceevnen, skabe arbejdspladser og stordriftsfordele, tilføre kapital, teknologi, innovation og ekspertise og ved at åbne for nye EU-eksportmarkeder. De støtter målene i investeringsplanen for Europa og bidrager til andre EU-projekter og -programmer.

(2)  I artikel 3, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) fastsættes det, at Unionen i forbindelserne med den øvrige verden forsvarer og fremmer sine værdier og interesser og bidrager til beskyttelsen af sine borgere. Desuden har Unionen og dens medlemsstater et åbent investeringsmiljø, som er nedfældet i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og indgår i Unionens og dens medlemsstaters internationale forpligtelser med hensyn til udenlandske direkte investeringer.

(3)  I henhold til de internationale forpligtelser inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen (WTO), Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling og handels- og investeringsaftalerne indgået med tredjelande er det muligt for Unionen og medlemsstaterne på visse betingelser at ▌vedtage restriktive foranstaltninger vedrørende udenlandske direkte investeringer af hensyn til sikkerheden eller den offentlige orden. Det regelsæt, der etableres ved denne forordning, vedrører udenlandske direkte investeringer i Unionen. Investeringer i udlandet og adgang til tredjelandes markeder er omfattet af andre handels- og investeringspolitiske instrumenter.

(4)  Denne forordning berører ikke medlemsstaternes ret til at fravige frie kapitalbevægelser som omhandlet i artikel 65, stk. 1, litra b), i TEUF. Flere medlemsstater har indført foranstaltninger, i henhold til hvilke de kan begrænse sådanne bevægelser af hensyn til den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed. Disse foranstaltninger afspejler medlemsstaternes målsætninger og bekymringer med hensyn til udenlandske direkte investeringer og kan resultere i en række mekanismer, der er forskellige, hvad angår omfang og procedure. Medlemsstater, der ønsker at indføre sådanne mekanismer i fremtiden, kan tage hensyn til funktionen af, erfaringerne med og bedste praksis fra eksisterende mekanismer.

(5)  Der findes i øjeblikket ikke et samlet regelsæt på EU-▌plan for screening af udenlandske direkte investeringer af hensyn til sikkerheden eller den offentlige orden, hvorimod Unionens største handelspartnere allerede har udarbejdet sådanne regelsæt.

(6)  Udenlandske direkte investeringer hører ind under området for den fælles handelspolitik. Det fremgår af artikel 3, stk. 1, litra e), i ▌TEUF, at ▌Unionen har enekompetence med hensyn til den fælles handelspolitik.

(7)  Det er vigtigt at skabe retssikkerhed for medlemsstaternes screeningmekanismer af hensyn til sikkerheden og den offentlige orden og ▌sikre ▌koordination og samarbejde i hele Unionen om screening af udenlandske direkte investeringer , der vil kunne påvirke sikkerheden eller den offentlige orden. Dette fælles regelsæt berører ikke medlemsstaternes eneansvar for at beskytte deres nationale sikkerhed som fastsat i artikel 4, stk. 2, i TEU. Det berører heller ikke beskyttelsen af deres væsentlige sikkerhedsinteresser, jf. artikel 346 i TEUF.

(8)  Regelsættet for screening af udenlandske direkte investeringer og samarbejde bør give ▌ medlemsstaterne og Kommissionen mulighed for at imødegå risici for sikkerheden eller den offentlige orden på en sammenhængende måde og tilpasse sig skiftende omstændigheder, samtidig med at medlemsstaterne bevarer den nødvendige fleksibilitet til at screene udenlandske direkte investeringer af hensyn til sikkerheden og den offentlige orden under hensyntagen til deres individuelle situationer og særlige nationale forhold.

Afgørelsen om at indføre en screeningmekanisme eller screene en bestemt udenlandsk direkte investering forbliver den pågældende medlemsstats eneansvar.

(9)  Denne forordning bør omfatte en bred vifte af investeringer, der etablerer eller opretholder varige og direkte forbindelser mellem investorer fra tredjelande, herunder statslige enheder, og virksomheder, der udøver en økonomisk aktivitet i en medlemsstat. Den bør dog ikke omfatte porteføljeinvesteringer.

(10)  Medlemsstater, der har en screeningmekanisme, bør fastsætte de nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med EU-retten til at forebygge omgåelse af deres screeningmekanismer og -afgørelser. Dette bør omfatte investeringer internt i Unionen, som foretages ved hjælp af kunstige strukturer, der ikke afspejler den økonomiske virkelighed og omgår screeningmekanismerne og -afgørelserne, når investoren i sidste ende er ejet eller kontrolleret af en fysisk person eller en virksomhed i et tredjeland. Dette berører ikke etableringsfriheden og kapitalens frie bevægelighed, der er nedfældet i TEUF.

(11)   Det bør være muligt for medlemsstaterne at vurdere risici for sikkerheden eller den offentlige orden som følge af væsentlige ændringer i en udenlandsk investors ejerforhold eller væsentlige kendetegn.

(12)   For at vejlede medlemsstaterne og Kommissionen i forbindelse med anvendelsen af ▌denne forordning bør der fastsættes en liste over faktorer, der kan tages i betragtning, når ▌det vurderes, om en udenlandsk direkte investering vil kunne påvirke sikkerheden eller den offentlige orden. Denne liste vil også forbedre gennemsigtigheden af ▌medlemsstaternes screeningmekanismer for investorer, der overvejer at foretage eller har foretaget udenlandske direkte investeringer i Unionen. Listen over faktorer, der kan påvirke sikkerheden eller den offentlige orden, bør forblive ikkeudtømmende.

(13)  Ved vurderingen af, hvorvidt en udenlandsk direkte investering vil kunne påvirke sikkerheden eller den offentlige orden, bør det være muligt for medlemsstaterne og Kommissionen at overveje alle relevante faktorer, herunder virkningerne på kritiske infrastrukturer, teknologier (herunder vigtige støtteteknologier) og råvarer, der har afgørende betydning for sikkerheden eller for opretholdelsen af den offentlige orden, og hvis afbrydelse, sammenbrud, tab eller ødelæggelse vil have betydelige konsekvenser i en medlemsstat eller i Unionen. I denne forbindelse bør det også være muligt for medlemsstaterne og Kommissionen at kunne tage hensyn til konteksten for og omstændighederne omkring den udenlandske direkte investering, navnlig om en udenlandsk investor kontrolleres direkte eller indirekte, f.eks. gennem betydelig finansiering, herunder subsidier, af et tredjelands regering eller gennemfører statsstyrede projekter eller -programmer i udlandet.

(14)  Medlemsstaterne eller Kommissionen, alt efter hvad der er relevant, kan eventuelt tage hensyn til relevante oplysninger modtaget fra økonomiske aktører, civilsamfundsorganisationer eller arbejdsmarkedets parter såsom fagforeninger i forbindelse med en udenlandsk direkte investering, der vil kunne påvirke sikkerheden eller den offentlige orden.

(15)  De væsentlige elementer i regelsættet for medlemsstaternes screening af udenlandske direkte investeringer bør fastlægges, således at investorerne, Kommissionen og de øvrige medlemsstater kan få indblik i, hvordan sådanne investeringer vil kunne blive screenet.Disse elementer bør som minimum omfatte tidsfrister for screeningen og muligheden for, at udenlandske investorer kan klage over screeningafgørelserne. Regler og procedurer vedrørende screeningmekanismer bør være gennemsigtige ▌og ▌bør ikke skabe forskelsbehandling mellem tredjelande.

(16)  Der bør etableres en mekanisme, der giver medlemsstaterne mulighed for at samarbejde og bistå hinanden, når en udenlandsk direkte investering i en medlemsstat ▌kan påvirke sikkerheden eller den offentlige orden i andre medlemsstater. Det bør være muligt for medlemsstaterne at fremsætte bemærkninger til en medlemsstat, hvor en ▌sådan investering planlægges eller er gennemført, uanset om ▌den pågældende medlemsstat har en screeningmekanisme, eller om en sådan investering undergår screening.Medlemsstaternes anmodninger om oplysninger, svar og bemærkninger bør også sendes til Kommissionen. Kommissionen bør have mulighed for, hvis det er relevant, at afgive en udtalelse, jf. artikel 288 i TEUF, til den medlemsstat, hvor investeringen planlægges eller er gennemført. Det bør også være muligt for en medlemsstat at anmode Kommissionen om at afgive en udtalelse eller andre medlemsstater om at fremsætte bemærkninger om en udenlandsk direkte investering, der finder sted på dens område.

(17)  Når en medlemsstat modtager bemærkninger fra andre medlemsstater eller en udtalelse fra Kommissionen, bør den tage behørigt hensyn til sådanne bemærkninger eller en sådan udtalelse, hvis det er relevant via foranstaltninger, der er tilgængelige i henhold til dens nationale ret, eller i dens bredere politikudformning i overensstemmelse med pligten til loyalt samarbejde fastsat i artikel 4, stk. 3, i TEU. Eneansvaret for den endelige afgørelse vedrørende enhver udenlandsk direkte investering, der undergår screening, eller enhver foranstaltning truffet vedrørende en udenlandsk direkte investering, der ikke undergår screening, forbliver hos den medlemsstat, hvor den udenlandske direkte investering planlægges eller er gennemført.

(18)  Samarbejdsmekanismen bør kun anvendes til at beskytte sikkerheden eller den offentlige orden. Af denne grund bør medlemsstaterne behørigt begrunde enhver anmodning om oplysninger vedrørende en specifik udenlandsk direkte investering i en anden medlemsstat og eventuelle bemærkninger, som de retter til den pågældende medlemsstat. De samme krav bør gælde, når Kommissionen anmoder om oplysninger om en bestemt udenlandsk direkte investering eller afgiver en udtalelse til en medlemsstat. Overholdelsen af disse krav er også vigtig i tilfælde, hvor en investor fra en medlemsstat konkurrerer med investorer fra tredjelande om at foretage en investering i en anden medlemsstat såsom at erhverve aktiver.

(19)  Desuden bør Kommissionen have mulighed for at afgive en udtalelse, jf. artikel 288 i TEUF, om udenlandske direkte investeringer, der vil kunne påvirke projekter eller programmer af interesse for Unionen af hensyn til sikkerheden eller den offentlige orden. Derved vil Kommissionen få et redskab til at beskytte projekter og programmer, som er til gavn for Unionen som helhed og udgør et vigtigt bidrag til dens økonomiske vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne. Dette bør navnlig omfatte projekter og programmer, der involverer væsentlig ▌EU-finansiering, eller som er etableret ved EU-ret om kritiske infrastrukturer, kritiske teknologier eller kritiske råvarer. De pågældende projekter eller programmer af interesse for Unionen bør fremgå af denne forordning. En udtalelse, der sendes til en medlemsstat, bør samtidigt sendes til de øvrige medlemsstater. ▌

Medlemsstaten bør tage nøje hensyn til Kommissionens udtalelse via foranstaltninger i sin nationale ret eller i sin bredere politikudformning, hvis det er relevant, og, hvis den ikke følger udtalelsen, gøre rede herfor over for Kommissionen, i overensstemmelse med pligten til loyalt samarbejde, jf. artikel 4, stk. 3, i TEU. Eneansvaret for den endelige afgørelse i forbindelse med enhver udenlandsk direkte investering, der undergår screening, eller enhver foranstaltning truffet i forhold til en udenlandsk direkte investering, der ikke undergår screening, forbliver hos den medlemsstat, hvor den udenlandske direkte investering er planlagt eller gennemført.

(20)  ▌For at tage hensyn til udviklingen vedrørende projekter og programmer af interesse for Unionen bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår ændring af listen over projekter og programmer af interesse for Unionen fastsat i bilaget til denne forordning. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning(6). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelsen af delegerede retsakter.

(21)  For at give investorerne større sikkerhed bør medlemsstaterne have mulighed for at fremsætte bemærkninger, og Kommissionen bør have mulighed for at afgive en udtalelse i forbindelse med gennemførte investeringer, der ikke undergår screening, i en begrænset periode på 15 måneder efter gennemførelsen af den udenlandske direkte investering. Samarbejdsmekanismen bør ikke finde anvendelse på udenlandske direkte investeringer, der er gennemført inden den ... [dato for denne forordnings ikrafttræden].

(22)   Medlemsstaterne bør meddele Kommissionen deres screeningmekanismer samt enhver ændring heraf og årligt rapportere om anvendelsen af deres screeningmekanismer, herunder om afgørelser, der tillader, forbyder eller underkaster udenlandske direkte investeringer betingelser eller afhjælpende foranstaltninger, og om afgørelserne om udenlandske direkte investeringer, der vil kunne påvirke projekter eller programmer af interesse for Unionen. Alle medlemsstater ▌ bør rapportere om de udenlandske direkte investeringer, der har fundet sted på deres område, på grundlag af de oplysninger, de har til rådighed. For at forbedre kvaliteten og sammenligneligheden af oplysninger fra medlemsstaterne og for at lette overholdelsen af meddelelses- og rapporteringspligterne bør Kommissionen stille standardformularer til rådighed og blandt andet tage hensyn til de relevante formularer, der anvendes til rapportering til Eurostat, hvor dette er passende.

(23)  For at sikre samarbejdsmekanismens effektivitet er det også vigtigt at sikre et minimum af oplysninger og samordning vedrørende udenlandske direkte investeringer, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde, i samtlige medlemsstater. Disse oplysninger bør stilles til rådighed af medlemsstaterne i forbindelse med ▌udenlandske direkte investeringer, der undergår screening, og efter anmodning i forbindelse med andre udenlandske direkte investeringer. Relevante oplysninger bør omfatte aspekter såsom ejerforholdet hos den udenlandske investor og finansieringen af den planlagte eller gennemførte investering, herunder, når de foreligger, oplysninger om subsidier, som ydes af tredjelande. Medlemsstaterne bør tilstræbe at give nøjagtige, fuldstændige og pålidelige oplysninger.

(24)  Efter anmodning fra en medlemsstat, hvor en udenlandsk direkte investering planlægges eller er gennemført, bør den pågældende udenlandske investor eller virksomhed give de oplysninger, der er anmodet om. Hvis en medlemsstat undtagelsesvis, selv om den har gjort sit yderste, ikke er i stand til at indhente sådanne oplysninger, bør den straks meddele de berørte medlemsstater eller Kommissionen dette. I så fald bør der være mulighed for, at enhver bemærkning fra en anden medlemsstat eller enhver udtalelse fra Kommissionen inden for rammerne af samarbejdsmekanismen afgives på grundlag af de oplysninger, som de har til rådighed.

(25)  Når de oplysninger, der er anmodet om, stilles til rådighed, skal medlemsstaterne overholde EU-retten og national ret, der er i overensstemmelse med EU-retten.

(26)  Kommunikationen og samarbejdet på medlemsstats- og EU-plan bør styrkes gennem oprettelse af et kontaktpunkt for ▌gennemførelsen af denne forordning i hver medlemsstat og i Kommissionen.

(27)  De kontaktpunkter, der er oprettet af medlemsstaterne og Kommissionen, bør være hensigtsmæssigt placeret inden for de respektive forvaltninger og bør have kvalificeret personale og de nødvendige beføjelser til at varetage deres funktioner i henhold til koordineringsmekanismen og til at sikre korrekt håndtering af fortrolige oplysninger.

(28)  Udviklingen og gennemførelsen af omfattende og effektive politikker bør støttes af Kommissionens ekspertgruppe om screening af udenlandske direkte investeringer i Den Europæiske Union oprettet ved Kommissionens afgørelse af 29.11.2017(7), som består af repræsentanter for medlemsstaterne. Denne gruppe bør navnlig drøfte spørgsmål vedrørende screening af udenlandske direkte investeringer, udveksle bedste praksis og indhøstede erfaringer samt udveksle synspunkter om tendenser og spørgsmål af fælles interesse vedrørende udenlandske direkte investeringer. Kommissionen bør overveje at rådføre sig med gruppen om systemiske spørgsmål vedrørende gennemførelsen af denne forordning. Kommissionen bør høre ekspertgruppen om udkast til delegerede retsakter i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

(29)  Medlemsstaterne og Kommissionen bør tilskyndes til at samarbejde med de ansvarlige myndigheder i ligesindede tredjelande om spørgsmål vedrørende screening af udenlandske direkte investeringer, der vil kunne påvirke sikkerheden eller den offentlige orden. Sådant administrativt samarbejde bør sigte mod at styrke effektiviteten af regelsættet for medlemsstaternes screening af udenlandske direkte investeringer og samarbejdet mellem medlemsstaterne og Kommissionen i henhold til denne forordning. Det bør også være muligt for Kommissionen at overvåge udviklingen med hensyn til screeningmekanismer i tredjelande.

(30)  Medlemsstaterne og Kommissionen bør træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre beskyttelsen af fortrolige oplysninger i overensstemmelse med navnlig Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/443(8) og (EU, Euratom) 2015/444(9) og aftalen mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, forsamlet i Rådet, om beskyttelse af klassificerede informationer, der udveksles i Den Europæiske Unions interesse(10). Dette gælder navnlig forpligtelsen til ikke at ned- eller afklassificere klassificerede informationer uden forudgående skriftligt samtykke fra udstederen(11). Ikkeklassificerede følsomme oplysninger eller oplysninger, som gives på et fortroligt grundlag, bør behandles som sådan af myndighederne.

(31)  Enhver behandling af personoplysninger i henhold til denne forordning bør overholde de gældende regler om beskyttelse af personoplysninger. Behandling af personoplysninger foretaget af kontaktpunkterne og andre enheder i medlemsstaterne bør foregå i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679(12). Kommissionens behandling af personoplysninger bør foregå i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725(13).

(32)  På grundlag af bl.a. de årlige rapporter fra alle medlemsstaterne og under behørig hensyntagen til den fortrolige karakter af visse oplysninger i disse rapporter bør Kommissionen udarbejde en årlig rapport om gennemførelsen af denne forordning og forelægge den for Europa-Parlamentet og Rådet. For at sikre større gennemsigtighed bør rapporten offentliggøres.

(33)  Europa-Parlamentet bør have mulighed for at indbyde Kommissionen til et møde i dets kompetente udvalg for at fremlægge og redegøre for systemiske spørgsmål vedrørende gennemførelsen af denne forordning.

(34)  ▌Senest den ... (tre år efter datoen for denne forordnings anvendelse) og hvert femte år herefter bør Kommissionen ▌vurdere denne forordnings funktion og effektivitet og forelægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet. Rapporten bør indeholde en vurdering af, hvorvidt denne forordning kræver en ændring. Hvis det i rapporten foreslås at ændre denne forordning, kan den, ledsages af et lovgivningsforslag.

(35)  Unionens og medlemsstaternes gennemførelse af denne forordning bør være i overensstemmelse med de relevante betingelser for indførelse af restriktive foranstaltninger af hensyn til sikkerheden ▌og den offentlige orden i WTO- aftalerne, herunder navnlig artikel XIV, litra a, og artikel XIV a i den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser(14) (GATS). Den bør ligeledes overholde EU-retten og være i overensstemmelse med forpligtelser indgået i henhold til andre handels- og investeringsaftaler , som Unionen eller medlemsstaterne er part i, og handels- og investeringsordninger, som Unionen eller medlemsstaterne har tilsluttet sig.

(36)  Når en udenlandsk direkte investering udgør en fusion, der er omfattet af Rådets forordning (EF) nr. 139/2004(15), bør anvendelsen af nærværende forordning ikke berøre anvendelsen af artikel 21, stk. 4, i forordning (EF) nr. 139/2004. Nærværende forordning og artikel 21, stk. 4, i forordning (EF) nr. 139/2004 bør anvendes ensartet. I det omfang disse to forordningers respektive anvendelsesområder overlapper hinanden, bør begrundelsen for screening i nærværende forordnings artikel 1 og begrebet legitime interesser som omhandlet i artikel 21, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 139/2004 fortolkes på en sammenhængende måde, uden at dette berører vurderingen af foreneligheden af de nationale foranstaltninger, der har til formål at beskytte disse interesser, med de almindelige principper og andre bestemmelser i EU-retten.

(37)  Denne forordning påvirker ikke EU's regler for tilsynsmæssig vurdering af erhvervelse af kvalificerede andele i den finansielle sektor, som er underlagt en særskilt procedure med et særligt formål(16).

(38)   Denne forordning er i overensstemmelse med og berører ikke andre meddelelses- og screeningprocedurer i EU-sektorlovgivningen —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.  Ved denne forordning fastsættes et regelsæt for medlemsstaternes ▌screening af udenlandske direkte investeringer i Unionen af hensyn til sikkerheden eller den offentlige orden ▌og for en samarbejdsmekanisme mellem medlemsstaterne og mellem medlemsstaterne og Kommissionen med hensyn til udenlandske direkte investeringer, der vil kunne påvirke sikkerheden eller den offentlige orden. Den inkluderer muligheden for, at Kommissionen kan afgive udtalelser om sådanne investeringer.

2.  Denne forordning berører ikke det forhold, at den enkelte medlemsstat har eneansvar for sin nationale sikkerhed som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i TEU, og berører ej heller den enkelte medlemsstats ret til at beskytte sine væsentlige sikkerhedsinteresser i overensstemmelse med artikel 346 i TEUF.

3.  Intet i denne forordning begrænser den enkelte medlemsstats ret til at beslutte, om den vil screene en bestemt udenlandsk direkte investering inden for rammerne af denne forordning.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)  "udenlandsk direkte investering": en investering af enhver art foretaget af en udenlandsk investor med henblik på at etablere eller opretholde varige og direkte forbindelser mellem den udenlandske investor og den iværksætter eller virksomhed, som kapitalen stilles til rådighed for med henblik på udøvelse af en økonomisk aktivitet i en medlemsstat, herunder investeringer, som muliggør effektiv deltagelse i ledelsen af eller kontrollen med en virksomhed, der udøver en økonomisk aktivitet

2)  "udenlandsk investor": en fysisk person fra et tredjeland eller en virksomhed i et tredjeland, som har til hensigt at foretage eller har foretaget en udenlandsk direkte investering

3)  "screening": en procedure, der gør det muligt at vurdere, undersøge, tillade, betinge, forbyde eller afvikle udenlandske direkte investeringer

4)  "screeningmekanisme": et almengyldigt instrument, såsom en lov eller forskrift, og tilhørende administrative krav, gennemførelsesbestemmelser eller retningslinjer, der fastsætter vilkårene, betingelserne og procedurerne for at vurdere, undersøge, tillade, betinge, forbyde eller afvikle udenlandske direkte investeringer af hensyn til sikkerheden eller den offentlige orden

5)   "udenlandsk direkte investering, der undergår screening": en udenlandsk direkte investering, der undergår formel vurdering eller undersøgelse i henhold til en screeningmekanisme

6)  "screeningafgørelse": en foranstaltning, der vedtages i medfør af en screeningmekanisme

7)   "virksomhed i et tredjeland": en virksomhed, der er oprettet eller på anden måde organiseret i henhold til lovgivningen i et tredjeland.

Artikel 3

Medlemsstaternes screeningmekanismer

1.  I overensstemmelse med denne forordning kan medlemsstaterne opretholde, ændre eller vedtage mekanismer til screening af udenlandske direkte investeringer på deres område af hensyn til sikkerheden eller den offentlige orden.

2.   Regler og procedurer vedrørende ▌screeningmekanismer, herunder relevante tidsfrister, skal være gennemsigtige og må ikke indebære forskelsbehandling mellem tredjelande. Navnlig fastlægger medlemsstaterne de omstændigheder, der udløser en screening, begrundelsen for screeningen og de detaljerede procedureregler, der finder anvendelse.

3.   Medlemsstaterne ▌anvender tidsfrister ▌under deres screeningmekanismer. ▌Screeningmekanismerne skal give ▌medlemsstaterne mulighed for at tage hensyn til de i stk. 6 og 7 omhandlede bemærkninger fra andre medlemsstater og til Kommissionens udtalelser omhandlet i artikel 6, 7 og 8 ▌.

4.   ▌Fortrolige oplysninger, herunder forretningsmæssigt følsomme oplysninger, der stilles til rådighed for den medlemsstat, der foretager screeningen▌, skal beskyttes.

5.   ▌De berørte udenlandske investorer og de berørte virksomheder skal have mulighed for at klage over de nationale myndigheders screeningafgørelser.

6.   Medlemsstater, der har indført en screeningmekanisme, opretholder, ændrer eller vedtager de foranstaltninger, der er nødvendige for at identificere og forhindre omgåelse af screeningmekanismer og screeningafgørelser.

7.   ▌Medlemsstaterne meddeler Kommissionen deres eksisterende screeningmekanismer senest den … [30 dage efter denne forordnings ikrafttræden]. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen enhver nylig vedtaget screeningmekanisme eller enhver ændring af en eksisterende screeningmekanisme senest 30 dage efter ikrafttrædelsen af den nylig vedtagne screeningmekanisme eller af enhver ændring af en eksisterende screeningmekanisme.

8.  Senest tre måneder efter at have modtaget de i stk. 7 omhandlede meddelelser offentliggør Kommissionen en liste over medlemsstaternes screeningmekanismer. Kommissionen holder listen ajour.

Artikel 4

Faktorer, som kan tages i betragtning af medlemsstaterne eller Kommissionen

1.  Når det vurderes, om ▌en udenlandsk direkte investering vil kunne påvirke ▌sikkerheden eller den offentlige orden, kan medlemsstaterne og Kommissionen tage dens potentielle indvirkning på bl.a. følgende i betragtning:

a)  kritisk infrastruktur, uanset om den er fysisk eller virtuel, herunder energi, transport, vand, sundhed, kommunikation, medier, databehandling eller -lagring, luft- og rumfart, forsvar, valgrelateret eller finansiel infrastruktur, og følsomme faciliteter samt jord og fast ejendom, der er afgørende for anvendelsen af sådan infrastruktur

b)  kritiske teknologier og produkter med dobbelt anvendelse som defineret i artikel 2, nr. 1), i Rådets forordning (EF) nr. 428/2009(17), herunder kunstig intelligens, robotteknologi, halvledere, ▌cybersikkerhed, luft- og rumfart ▌, forsvar, energilagring, kvante- og nuklearteknologi samt nanoteknologi og bioteknologi

c)  forsyning af kritiske råvarer, ▌herunder energi eller råvarer, samt fødevaresikkerhed

d)  adgang til følsomme oplysninger, herunder personoplysninger, eller muligheden for at kontrollere ▌sådanne oplysninger eller

e)  mediefrihed og mediernes pluralisme.

2.   Når det vurderes, om en udenlandsk direkte investering vil kunne påvirke sikkerheden eller den offentlige orden, kan medlemsstaterne og Kommissionen også tage hensyn til navnlig:

a)  om den udenlandske investor direkte eller indirekte kontrolleres af regeringen, herunder et tredjelands statslige organer eller væbnede styrker, herunder gennem ejerforhold eller betydelig finansiering

b)  om den udenlandske investor allerede har været involveret i aktiviteter, der påvirker sikkerheden eller den offentlige orden i en medlemsstat, eller

c)  om der er en alvorlig risiko for, at den udenlandske investor deltager i ulovlige eller kriminelle aktiviteter.

Artikel 5

Årlig rapportering

1.  Senest den 31. marts hvert år forelægger medlemsstaterne ▌Kommissionen en årlig rapport, der omfatter det foregående kalenderår og indeholder aggregerede oplysninger om udenlandske direkte ▌ investeringer, der har fundet sted på deres område, på grundlag af de oplysninger, som de har til rådighed, og aggregerede oplysninger om de anmodninger, som de har modtaget fra andre medlemsstater i henhold til artikel 6, stk. 6, og artikel 7, stk. 5.

2.  For hver rapporteringsperiode forelægger de medlemsstater, der har screeningmekanismer, i tillæg til de i stk. 1 omhandlede oplysninger aggregerede oplysninger om anvendelsen af deres screeningmekanismer.

3.   Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en årlig rapport om gennemførelsen af denne forordning. Denne rapport offentliggøres.

4.  Europa-Parlamentet kan indbyde Kommissionen til et møde i dets kompetente udvalg for at fremlægge og redegøre for systemiske spørgsmål vedrørende gennemførelsen af denne forordning.

Artikel 6

Samarbejdsmekanisme vedrørende udenlandske direkte investeringer, der undergår screening

1.  Medlemsstaterne meddeler ▌Kommissionen og de øvrige medlemsstater enhver udenlandsk direkte investeringpå deres område, der undergår screening, ▌ved så hurtigt som muligt at fremlægge de oplysninger, der er omhandlet i denne forordnings artikel 9, stk. 2▌. Meddelelsen kan indeholde en liste over medlemsstater, hvis sikkerhed eller offentlige orden anses for at kunne blive berørt. Den medlemsstat, der foretager screeningen, bestræber sig på som en del af ▌meddelelsen, og hvis det er relevant, at anføre, om den anser den udenlandske direkte investering, der undergår screening, for at kunne falde ind under anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 139/2004.

2.   Hvis en medlemsstat finder, at en udenlandsk direkte investering, ▌der undergår screening i en anden medlemsstat, vil kunne påvirke dens sikkerhed eller offentlige orden, eller hvis den har oplysninger, der er relevante for en sådan screening, kan den fremsætte bemærkninger til den medlemsstat, der foretager screeningen ▌. Den medlemsstat, der fremsætter bemærkninger, sender samtidig bemærkningerne til Kommissionen.

Kommissionen meddeler de øvrige medlemsstater, at der er fremsat bemærkninger.

3.  Hvis Kommissionen finder, at en udenlandsk direkte investering, der undergår screening, vil kunne påvirke sikkerheden eller den offentlige orden i ▌mere end én medlemsstat, eller hvis Kommissionen har relevante oplysninger vedrørende denne udenlandske direkte investering, kan den afgive en udtalelse rettet til den medlemsstat, der foretager screeningen▌. Kommissionen kan afgive en udtalelse, uanset om andre medlemsstater har fremsat bemærkninger. Kommissionen kan afgive en udtalelse efter bemærkninger fra andre medlemsstater. Kommissionen afgiver en sådan udtalelse, hvis der er grundlag herfor, når mindst en tredjedel af medlemsstaterne finder, at en udenlandsk direkte investering vil kunne påvirke deres sikkerhed eller offentlige orden.

Kommissionen meddeler de øvrige medlemsstater, at der er afgivet en udtalelse.

4.  En medlemsstat, som behørigt finder, at en udenlandsk direkte investering på dens område vil kunne påvirke dens sikkerhed eller offentlige orden, kan anmode Kommissionen om at afgive en udtalelse eller andre medlemsstater om at fremsætte bemærkninger.

5.  De i stk. 2 omhandlede bemærkninger og de i stk. 3 omhandlede udtalelser skal begrundes behørigt.

6.  Senest 15 kalenderdage efter modtagelsen af de i stk. 1 omhandlede oplysninger meddeler de øvrige medlemsstater og Kommissionen den medlemsstat, der foretager screeningen, hvorvidt de har til hensigt at fremsætte bemærkninger i henhold til stk. 2 eller afgive en udtalelse i henhold til stk. 3. Meddelelsen kan indeholde en anmodning om yderligere oplysninger i forhold til de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1.

Enhver anmodning om yderligere oplysninger skal begrundes behørigt, begrænses til oplysninger, der er nødvendige for at fremsætte bemærkninger i henhold til stk. 2 eller afgive en udtalelse i henhold til stk. 3, og stå i et rimeligt forhold til anmodningens formål, og den må ikke indebære en unødig byrde for den medlemsstat, der foretager screeningen. Anmodninger om oplysninger og svar fra medlemsstaterne sendes samtidigt til Kommissionen.

7.  Bemærkninger omhandlet i stk. 2 eller udtalelser omhandlet i stk. 3 rettes til den medlemsstat, der foretager screeningen, ▌og sendes til denne inden for en rimelig frist og under alle omstændigheder senest 35 ▌kalenderdage efter modtagelsen af de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1▌.

Hvis der er anmodet om yderligere oplysninger i henhold til stk. 6, fremsættes sådanne bemærkninger eller afgives disse udtalelser uanset første afsnit senest 20 kalenderdage efter modtagelsen af de yderligere oplysninger eller meddelelsen i henhold til artikel 9, stk. 5.

Kommissionen kan uanset stk. 6 afgive en udtalelse efter bemærkningerne fra andre medlemsstater inden de i nærværende stykke omhandlede frister, hvis det er muligt, og under alle omstændigheder senest fem kalenderdage efter udløbet af disse tidsfrister.

8.  I det undtagelsesvise tilfælde, hvor den medlemsstat, der foretager screeningen, finder, at dens sikkerhed eller offentlige orden kræver omgående handling, meddeler den de øvrige medlemsstater og Kommissionen, at den har til hensigt at vedtage en screeningafgørelse inden udløbet af de tidsfrister, der er omhandlet i stk. 7, og begrunder behørigt behovet for omgående handling. De øvrige medlemsstater og Kommissionen bestræber sig på at fremsætte bemærkninger eller afgive en udtalelse hurtigt.

9.  Den medlemsstat, der foretager screeningen, tager behørigt hensyn til de øvrige medlemsstaters bemærkninger som omhandlet i stk. 2 og til Kommissionens udtalelse som omhandlet i stk. 3. Den endelige screeningafgørelse træffes af den medlemsstat, der foretager screeningen.

10.  Samarbejdet ▌ i henhold til denne artikel finder sted gennem de kontaktpunkter, der er oprettet i overensstemmelse med ▌ artikel 11.

Artikel 7

Samarbejdsmekanisme vedrørende udenlandske direkte investeringer, der ikke undergår screening

1.   Hvis en medlemsstat finder, at en udenlandsk direkte investering, der er planlagt eller gennemført i en anden medlemsstat, og som ikke undergår screening i den pågældende medlemsstat, vil kunne påvirke dens sikkerhed eller offentlige orden, eller hvis den har relevante oplysninger vedrørende denne udenlandske direkte investering, kan den fremsætte bemærkninger til den pågældende anden medlemsstat. Disse bemærkninger sendes samtidigt til Kommissionen. Den medlemsstat, der fremsætter bemærkninger, sender samtidig bemærkningerne til Kommissionen.

Kommissionen meddeler de øvrige medlemsstater, at der er fremsat bemærkninger.

2.   Hvis Kommissionen finder, at en udenlandsk direkte investering, der er planlagt eller gennemført i en medlemsstat, og som ikke undergår screening i den pågældende medlemsstat, vil kunne påvirke sikkerheden eller den offentlige orden i mere end én medlemsstat, eller hvis Kommissionen har relevante oplysninger vedrørende denne udenlandske direkte investering, kan den afgive en udtalelse rettet til de medlemsstater, hvor den udenlandske direkte investering planlægges eller er gennemført. Kommissionen kan afgive en udtalelse, uanset om andre medlemsstater har fremsat bemærkninger. Kommissionen kan afgive en udtalelse efter bemærkninger fra andre medlemsstater. Kommissionen afgiver en sådan udtalelse, hvis der er grundlag herfor, når mindst en tredjedel af medlemsstaterne finder, at en udenlandsk direkte investering vil kunne påvirke deres sikkerhed eller offentlige orden.

Kommissionen meddeler de øvrige medlemsstater, at der er afgivet en udtalelse.

3.  En medlemsstat, som behørigt finder, at en udenlandsk direkte investering på dens område vil kunne påvirke dens sikkerhed eller offentlige orden, kan anmode Kommissionen om at afgive en udtalelse eller andre medlemsstater om at fremsætte bemærkninger.

4.   Debemærkninger, der er omhandlet i stk. 1, og de udtalelser, der er omhandlet i stk. 2, skal begrundes behørigt.

5.  Hvis en medlemsstat eller Kommissionen finder, at en udenlandsk direkte investering, der ikke undergår screening, vil kunne påvirke sikkerheden eller den offentlige orden, jf. stk. 1 eller 2, kan den anmode den medlemsstat, hvor den udenlandske direkte investering planlægges eller er gennemført, om de oplysninger, der er omhandlet i artikel 9.

Enhver anmodning om oplysninger skal begrundes behørigt, begrænses til oplysninger, der er nødvendige for at fremsætte bemærkninger i henhold til stk. 1 eller afgive en udtalelse i henhold til stk. 2, og stå i et rimeligt forhold til anmodningens formål, og den må ikke indebære en unødig byrde for den medlemsstat, hvor den udenlandske direkte investering planlægges eller er gennemført.

Anmodninger om oplysninger og svar fra medlemsstaterne sendes samtidigt til Kommissionen.

6.   Bemærkninger i henhold til stk. 1 eller udtalelser i henhold til stk. 2 rettes til den medlemsstat, hvor den udenlandske direkte investering planlægges eller er gennemført, og sendes til denne inden for en rimelig frist og under alle omstændigheder senest 35 kalenderdage efter modtagelsen af de oplysninger, der er omhandlet i stk. 5, eller af den meddelelse, der er omhandlet i artikel 9, stk. 5. I de tilfælde, hvor Kommissionen afgiver sin udtalelse efter bemærkninger fra de øvrige medlemsstater, har Kommissionen en frist på yderligere▌ 15kalenderdage til at afgive ▌udtalelsen.

7.   En medlemsstat▌, hvor en udenlandsk direkte investering planlægges eller er gennemført, tager behørigt hensyn til bemærkningerne fra de øvrige medlemsstater ▌og til Kommissionens udtalelse▌.

8.  Medlemsstaterne kan fremsætte bemærkninger i henhold til stk. 1, og Kommissionen kan afgive en udtalelse i henhold til stk. 2, senest 15 måneder efter gennemførelsen af den udenlandske direkte investering.

9.  Samarbejdet i henhold til denne artikel finder sted gennem de kontaktpunkter, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 11.

10.  Denne artikel finder ikke anvendelse på udenlandske direkte investeringer, der er gennemført inden den .... [dato for denne forordnings ikrafttræden].

Artikel 8

Udenlandske direkte investeringer, der vil kunne påvirke projekter eller programmer af interesse for Unionen

1.  Hvis Kommissionen finder, at en udenlandsk direkte investering vil kunne påvirke projekter eller programmer af interesse for Unionen af hensyn til sikkerheden eller den offentlige orden, kan Kommissionen afgive en udtalelse rettet til den medlemsstat, hvor den udenlandske direkte investering planlægges eller er gennemført.

2.   Procedurerne i artikel 6 og 7 finder tilsvarende anvendelse med forbehold af følgende ændringer:

a)  Som en del af den meddelelse, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, eller de bemærkninger, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, og artikel 7, stk. 1, kan en medlemsstat angive, om den finder, at en udenlandsk direkte investering vil kunne påvirke projekter eller programmer af interesse for Unionen.

b)  ▌Kommissionens udtalelse sendes til de øvrige medlemsstater.

c)  ▌Den medlemsstat, ▌hvor den udenlandske direkte investering planlægges eller er gennemført, ▌tager nøje hensyn til Kommissionens udtalelse og gør, hvis udtalelsen ikke følges, rede herfor over for Kommissionen.

3.  Med henblik på denne artikel omfatter projekter eller programmer af interesse for Unionen ▌de projekter og programmer, der involverer et væsentligt beløb eller en væsentlig andel af EU-finansiering, eller som er omfattet af EU-ret om kritisk infrastruktur, kritiske teknologier eller kritiske råvarer, der har afgørende betydning for sikkerheden eller den offentlige orden. Listen over projekter eller programmer af interesse for Unionen er fastsat i bilaget.

4.  Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 16 vedrørende ændring af listen over projekter og programmer af interesse for Unionen.

Artikel 9

Oplysningskrav

1.  Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der er meddelt i henhold til artikel 6, stk. 1, eller som Kommissionen og andre medlemsstater anmoder om i henhold til artikel 6, stk. 6, og artikel 7, stk. 5, ▌stilles til rådighed for Kommissionen og de anmodende medlemsstater uden unødig forsinkelse.

2.  De i stk. 1 omhandlede oplysninger omfatter ▌:

a)  ▌ejerforholdet hos den udenlandske investor og den virksomhed, hvor den udenlandske direkte investering planlægges eller er gennemført, herunder oplysninger om den endelige investor og deltagelse i kapitalen

b)   ▌den omtrentlige værdi af den udenlandske direkte investering

c)  ▌varerne, tjenesteydelserne og erhvervstransaktionerne hos den udenlandske investor og den virksomhed, hvor den udenlandske direkte investering planlægges eller er gennemført

d)  ▌de medlemsstater, hvor den udenlandske investor og den virksomhed, hvor den udenlandske direkte investering planlægges eller er gennemført, foretager relevante erhvervstransaktioner

e)  ▌finansieringen af investeringen og kilden til den, på grundlag af de bedste oplysninger, der er til rådighed for medlemsstaten▌

f)  ▌den dato, hvor den udenlandske direkte investering planlægges gennemført eller er gennemført.

3.  Medlemsstaterne bestræber sig på at give alle oplysninger, der supplerer de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1 og 2, hvis de er tilgængelige, til anmodende medlemsstater og Kommissionen uden unødig forsinkelse.

4.  Den medlemsstat, hvor den udenlandske direkte investering planlægges eller er gennemført, kan anmode den udenlandske investor eller den virksomhed, hvor den udenlandske direkte investering planlægges eller er gennemført, om at give de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2. Den berørte udenlandske investor eller virksomhed giver de oplysninger, der er anmodet om, uden unødig forsinkelse.

5.  En medlemsstat meddeler straks Kommissionen og de øvrige berørte medlemsstater, hvis den undtagelsesvis, selv om den har gjort sit yderste, ikke er i stand til at indhente de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1. Medlemsstaten begrunder i meddelelsen behørigt , hvorfor den ikke giver sådanne oplysninger, og forklarer, hvordan den har gjort sit yderste for at indhente de oplysninger, der er anmodet om, herunder en anmodning i henhold til stk. 4.

Hvis der ikke gives oplysninger, kan enhver bemærkning, der er fremsat af en anden medlemsstat, eller enhver udtalelse, som er afgivet af Kommissionen, baseres på de oplysninger, som disse har til rådighed.

Artikel 10

Fortrolig behandling af fremsendte oplysninger

1.  Oplysninger, der modtages som følge af anvendelsen af denne forordning, må kun anvendes til det formål, hvortil de er indhentet.

2.  Medlemsstaterne og Kommissionen sikrer beskyttelsen af fortrolige oplysninger, der er indhentet i medfør af denne forordning, i overensstemmelse med EU-retten og den respektive nationale ret.

3.  Medlemsstaterne og Kommissionen sikrer, at klassificerede informationer, der gives eller udveksles i henhold til denne forordning, ikke ned- eller afklassificeres uden forudgående skriftligt samtykke fra udstederen.

Artikel 11

Kontaktpunkter

1.  Hver medlemsstat og Kommissionen opretter ▌et kontaktpunkt ▌med henblik på ▌gennemførelse af denne forordning. ▌Medlemsstaterne og Kommissionen inddrager disse ▌ kontaktpunkter i alle spørgsmål vedrørende gennemførelsen af denne forordning.

2.  Kommissionen stiller et sikkert og krypteret system til rådighed for at støtte direkte samarbejde og udveksling af oplysninger mellem kontaktpunkterne.

Artikel 12

Ekspertgruppe om screening af udenlandske direkte investeringer i Den Europæiske Union

Ekspertgruppen om screening af udenlandske direkte investeringer i Den Europæiske Union, der yder Kommissionen rådgivning og ekspertise, fortsætter med at drøfte spørgsmål vedrørende screening af udenlandske direkte investeringer, dele bedste praksis og indhøstede erfaringer, samt udveksle synspunkter om tendenser og spørgsmål af fælles interesse vedrørende udenlandske direkte investeringer. Kommissionen overvejer også at søge rådgivning hos denne gruppe om systemiske spørgsmål vedrørende gennemførelsen af denne forordning.

3.  Drøftelserne i denne gruppe er fortrolige.

Artikel 13

Internationalt samarbejde

Medlemsstaterne og Kommissionen kan samarbejde med de ansvarlige myndigheder i tredjelande om spørgsmål vedrørende screening af udenlandske direkte investeringer af hensyn til sikkerheden og den offentlige orden.

Artikel 14

Behandling af personoplysninger

1.  Enhver behandling af personoplysninger i henhold til denne forordning gennemføres i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 og forordning (EU) 2018/1725 og kun i det omfang, det er nødvendigt for medlemsstaternes screening af udenlandske direkte investeringer og for at sikre effektiviteten af det samarbejde, der er omhandlet i nærværende forordning.

2.  Personoplysninger vedrørende gennemførelsen af nærværende forordning må kun opbevares, så længe det er nødvendigt for at opfylde de formål, som de er indsamlet til.

Artikel 15

Evaluering

1.  Senest den … [tre år efter datoen for denne forordnings anvendelse] og hvert femte år derefter evaluerer Kommissionen, hvordan denne forordning fungerer, og hvor effektivt den virker, og forelægger en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet. Medlemsstaterne inddrages i dette arbejde og ▌giver, hvis det er nødvendigt, Kommissionen ▌yderligere oplysninger med henblik på udarbejdelsen af denne rapport.

2.  Hvis det i rapporten anbefales, at denne forordning ▌ændres, kan den ledsages af et passende lovgivningsforslag.

Artikel 16

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 8, stk. 4, tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode fra den ... [datoen for denne forordnings ikrafttræden].

3.  Den i artikel 8, stk. 4, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.  Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 4, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 17

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning finder anvendelse fra den … [18 måneder efter denne forordnings ikrafttræden].

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i …, den …

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

BILAG

Liste over projekter og programmer af interesse for Unionen, jf. artikel 8, stk. 3

1.   De europæiske GNSS-programmer (Galileo og EGNOS):

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1285/2013 af 11. december 2013 om etablering og drift af de europæiske satellitbaserede navigationssystemer og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 876/2002 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 683/2008 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 1).

2.   Copernicus:

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 377/2014 af 3. april 2014 om oprettelse af Copernicusprogrammet og om ophævelse af forordning (EU) nr. 911/2010 (EUT L 122 af 24.4.2014, s. 44).

3.   Horisont 2020:

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1291/2013 af 11. december 2013 om Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1982/2006/EF (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 104), herunder aktioner heri i forbindelse med central støtteteknologi såsom kunstig intelligens, robotteknologi, halvledere og cybersikkerhed.

4.   Transeuropæisk transportnet (TEN-T):

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1315/2013 af 11. december 2013 om Unionens retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet og om ophævelse af afgørelse nr. 661/2010/EU (EUT L 348 af 20.12.2013, s. 1).

5.   Transeuropæisk energinet (TEN-E):

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 347/2013 af 17. april 2013 om retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur og om ophævelse af beslutning nr. 1364/2006/EF og ændring af forordning (EF) nr. 713/2009, (EF) nr. 714/2009 og (EF) nr. 715/2009 (EUT L 115 af 25.4.2013, s. 39).

6.   Transeuropæisk telenet:

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 283/2014 af 11. marts 2014 om retningslinjer for transeuropæiske net inden for telekommunikationsinfrastruktur og om ophævelse af beslutning nr. 1336/97/EF (EUT L 86 af 21.3.2014, s. 14).

7.  Program for udvikling af den europæiske forsvarsindustri:

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1092 af 18. juli 2018 om oprettelse af programmet for udvikling af den europæiske forsvarsindustri med henblik på at støtte konkurrenceevnen og innovationskapaciteten i Unionens forsvarsindustri (EUT L 200 af 7.8.2018, s. 30).

8.  Permanent struktureret samarbejde (PESCO):

Rådets afgørelse (FUSP) 2018/340 af 6. marts 2018 om opstilling af listen over projekter, der skal udvikles under PESCO (EUT L 65 af 8.3.2018, s. 24).

BILAG TIL DEN LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

ERKLÆRING FRA KOMMISSIONEN

På baggrund af anmodningen fra Europa-Parlamentet forpligter Europa-Kommissionen sig til at:

–  forelægge Europa-Parlamentet de standardiserede formularer, som Europa-Kommissionen vil udarbejde for at lette medlemsstaternes overholdelse af kravene om årlig rapportering i forordningens artikel 5, når de foreligger, og

–  forelægge Europa-Parlamentet sådanne standardiserede formularer hvert år sideløbende med forelæggelsen af den årlige rapport til Europa-Parlamentet og Rådet i overensstemmelse med forordningens artikel 5, stk. 3.

(1) EUT C 262 af 25.7.2018, s. 94.
(2) EUT C 247 af 13.7.2018, s. 28.
(3)EUT C 262 af 25.7.2018, s. 94.
(4)EUT C 247 af 13.7.2018, s. 28.
(5)Europa-Parlamentets holdning af 14.2.2019.
(6)EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.
(7)Commission Decision of 29.11.2017 setting up the group of experts on the screening of foreign direct investments into the European Union (ikke offentliggjort i EUT), C(2017) 7866 final.
(8)Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/443 af 13. marts 2015 om sikkerhedsbeskyttelse i Kommissionen (EUT L 72 af 17.3.2015, s. 41).
(9) Kommissionens afgørelsen (EU. Euratom) 2015/444 af 13. marts 2015 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUT L 72 af 17.3,2015, s. 53).
(10)EUT C 202 af 8.7.2011, s. 13.
(11)Artikel 4, stk. 1, litra a), i aftalen mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, forsamlet i Rådet, om beskyttelse af klassificerede informationer, der udveksles i Den Europæiske Unions interesse og artikel 4, stk. 2, i afgørelse (EU, Euratom) 2015/444.
(12)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).
(13)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).
(14)EFT L 336 af 23.12.1994, s. 191.
(15)Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1).
(16)Som indført ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338); Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1); Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349).
(17)Rådets forordning (EF) nr. 428/2009 af 5. maj 2009 om en fællesskabsordning for kontrol med udførsel, overførsel, mæglervirksomhed og transit i forbindelse med produkter med dobbelt anvendelse (EUT L 134 af 29.5.2009, s. 1).


Interoperabilitet mellem elektroniske bompengesystemer og fremme af grænseoverskridende udveksling af oplysninger om manglende betaling af vejafgifter i Unionen ***I
PDF 343kWORD 97k
Beslutning
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. februar 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om interoperabilitet mellem elektroniske bompengesystemer og fremme af udvekslingen på tværs af landegrænser af oplysninger om manglende betaling af vejafgifter i Unionen (omarbejdning) (COM(2017)0280 – C8-0173/2017 – 2017/0128(COD))
P8_TA-PROV(2019)0122A8-0199/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure – omarbejdning)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2017)0280),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 91, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0173/2017),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 18. oktober 2017 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  efter høring af Regionsudvalget,

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter(2),

–  der henviser til skrivelse af 24. juli 2017 fra Retsudvalget til Transport- og Turismeudvalget, jf. forretningsordenens artikel 104, stk. 3,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 28. november 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 104 og 59,

–  der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget og udtalelse fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0199/2018),

A.  der henviser til, at forslaget ifølge den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i selve forslaget, og at det, hvad angår de uændrede bestemmelser i de tidligere retsakter sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer;

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling under hensyntagen til henstillingerne fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 14. februar 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/... om interoperabilitet mellem elektroniske vejafgiftssystemer og fremme af udvekslingen på tværs af landegrænser af oplysninger om manglende betaling af vejafgifter i Unionen (omarbejdning)

P8_TC1-COD(2017)0128


(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(3),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(4),

efter den almindelige lovgivningsprocedure(5), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/52/EF(6) er blevet ændret væsentligt. Da der skal foretages yderligere ændringer, bør direktivet af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)  Det er ønskværdigt at opnå en udbredt anvendelse af elektroniske vejafgiftssystemer i medlemsstaterne og i nabolandene og så vidt muligt at indføre pålidelige, brugervenlige og omkostningseffektive systemer, der kan tilpasses den fremtidige udvikling i vejafgiftspolitikken på EU-plan og den fremtidige tekniske udvikling. Det er derfor nødvendigt at gøre elektroniske vejafgiftsbetalinger interoperable for at reducere de omkostninger og den byrde, der er forbundet med betaling af vejafgift i hele Unionen.

(3)  Interoperable elektroniske vejafgiftssystemer bidrager til gennemførelsen af de målsætninger, der er fastlagt i EU-retten om vejafgifter.

(4)  Manglen på interoperabilitet er et væsentligt problem i elektroniske vejafgiftssystemer, hvor den skyldige vejafgift er knyttet til den afstand, som køretøjet tilbagelægger (afstandsbaserede afgifter), eller til køretøjets passage gennem et bestemt punkt (f.eks. en betalingsring). Bestemmelserne vedrørende elektroniske vejafgiftssystemers interoperabilitet bør derfor kun finde anvendelse på disse systemer og ikke på systemer, hvor den skyldige vejafgift er knyttet til den tid, som køretøjet har tilbragt på den afgiftsbelagte infrastruktur (f.eks. tidsbaserede systemer såsom vignetter).

(5)  Den grænseoverskridende håndhævelse af forpligtelsen til at betale vejafgifter i Unionen er et væsentligt problem i alle typer systemer, uanset om de er baseret på afstand, baseret på betalingsring eller tid, eller om der er tale om elektroniske eller manuelle systemer. Med henblik på at imødegå problemet med grænseoverskridende håndhævelse som følge af manglende betaling af en vejafgift bør bestemmelserne vedrørende grænseoverskridende informationsudveksling derfor finde anvendelse på alle disse systemer.

(6)  I national ret kan den overtrædelse, det er at undlade betaling af en vejafgift, klassificeres som et administrativt anliggende eller som en strafbar handling. Dette direktiv bør finde anvendelse, uanset hvordan overtrædelsen klassificeres.

(7)  Eftersom parkeringsafgifter ikke klassificeres ensartet i hele Unionen, og de indirekte er forbundet med brugen af infrastruktur, bør de holdes uden for dette direktivs anvendelsesområde.

(8)  Elektroniske vejafgiftssystemers interoperabilitet kræver harmonisering af den anvendte teknologi og af grænsefladerne mellem interoperabilitetskomponenterne.

(9)  Harmoniseringen af teknologier og grænseflader bør understøttes gennem udvikling og opretholdelse af passende åbne og offentlige standarder, der stilles til rådighed for alle systemleverandører uden forskelsbehandling.

(10)  Udbyderne af den europæiske elektroniske vejafgiftstjeneste (EETS) bør for med deres køretøjsudstyr at kunne bruge de påkrævede kommunikationsteknologier gives mulighed for at gøre brug af og forbinde til andre hardware- og softwaresystemer, som allerede befinder sig i køretøjet, f.eks. satellitbaserede navigationssystemer eller håndholdt udstyr.

(11)  De særlige karakteristika ved elektroniske vejafgiftssystemer, som anvendes på nuværende tidspunkt for lette køretøjer, bør tages i betragtning. Da ingen elektroniske vejafgiftssystemer i øjeblikket bruger satellitbaseret positionsbestemmelse eller mobilkommunikation, bør EETS-udbydere gives mulighed for i en begrænset tidsperiode at give brugere af lette køretøjer køretøjsudstyr, som alene er egnet til brug med 5,8 GHz-mikrobølgeteknologi. Denne fravigelse bør ikke berøre medlemsstaternes ret til at gennemføre satellitbaseret opkrævning af vejafgift for lette køretøjer.

(12)  Vejafgiftssystemer baseret på teknologi med automatisk nummerpladegenkendelse (ANPR) kræver mere manuel kontrol af vejafgiftstransaktioner i backofficeadministrationssystemet end systemer, der anvender køretøjsudstyr. Systemer, der anvender køretøjsudstyr, er mere effektive for store elektroniske betalingsområder, og systemer, der anvender ANPR-teknologi, er mere egnede til små områder, f.eks. vejafgifter i byer, hvor brugen af køretøjsudstyr ville medføre omkostninger eller administrative byrder, der ikke står i rimeligt forhold til formålet. ANPR-teknologi kan navnlig være nyttig, når det kombineres med andre teknologier.

(13)  Med henblik på den tekniske udvikling, der er forbundet med løsninger, der er baseret på ANPR-teknologi, bør standardiseringsorganer tilskyndes til at definere de nødvendige tekniske standarder.

(14)  EETS-udbydernes specifikke rettigheder og forpligtelser bør finde anvendelse på enheder, der godtgør, at de har opfyldt visse krav og er registreret som EETS-udbydere i etableringsmedlemsstaten.

(15)  Rettighederne og forpligtelserne for de vigtigste EETS-aktører, dvs. EETS-udbydere, vejafgiftsopkrævere og EETS-brugere, bør defineres klart for at sikre, at markedet fungerer retfærdigt og effektivt.

(16)  Det er særlig vigtigt at beskytte visse rettigheder for EETS-udbyderne, såsom retten til at beskytte forretningsmæssigt følsomme data, og at dette sker, uden at kvaliteten af de tjenester, som leveres til vejafgiftsopkræverne og EETS-brugerne, påvirkes negativt. Navnlig bør det påkræves af vejafgiftsopkræveren ikke at videregive forretningsmæssigt følsomme data til nogen af EETS-udbyderens konkurrenter. Mængden og typen af data, som EETS-udbydere giver vejafgiftsopkrævere med henblik på beregning eller opkrævning af vejafgift eller for at kontrollere beregningen af de vejafgifter, som EETS-udbyderne har pålagt EETS-brugernes køretøjer, bør begrænses til et absolut minimum.

(17)  EETS-udbyderne bør pålægges at samarbejde fuldt ud med vejafgiftsopkræverne i deres håndhævelsesbestræbelser, således at de elektroniske vejafgiftssystemers samlede effektivitet øges. Vejafgiftsopkræverne bør derfor i situationer, hvor det antages, at føreren af et køretøj har undladt at betale en vejafgift, have lov til at anmode EETS-udbyderen om oplysninger vedrørende køretøjet og køretøjets ejer eller indehaveren af køretøjet, der er kunde hos EETS-udbyderen, forudsat at disse oplysninger ikke anvendes til andet end i håndhævelsesøjemed.

(18)  For at give EETS-udbyderne mulighed for at konkurrere på en ikkediskriminerende måde om alle kunder i et givent EETS-område er det vigtigt, at de får mulighed for at blive akkrediteret til det pågældende område tilstrækkeligt tidligt, til at de kan tilbyde tjenester til brugerne fra den første dag, vejafgiftssystemet er i drift.

(19)  vejafgiftsopkræverne bør give EETS-udbyderne adgang til deres EETS-område på ikkediskriminerende vilkår.

(20)  For at sikre gennemsigtighed og ikkediskriminerende adgang til EETS-områderne for alle EETS-udbydere bør vejafgiftsopkræverne offentliggøre alle nødvendige oplysninger om adgangsrettigheder i en EETS-områdeerklæring.

(21)  Alle nedslag i eller rabatter på betalinger af vejafgift for brugere af køretøjsudstyr, der tilbydes af en medlemsstat eller af en vejafgiftsopkræver, bør være gennemsigtige, offentliggjorte og tilgængelige på de samme betingelser for EETS-udbydernes kunder.

(22)  EETS-udbyderne bør være berettiget til en rimelig aflønning, beregnet på grundlag af en gennemsigtig, ikkediskriminerende og identisk metode.

(23)  Vejafgiftsopkræverne bør have lov til at fratrække de relevante omkostninger, som de har afholdt med henblik på at tilvejebringe, drive og vedligeholde de EETS-specifikke elementer i det elektroniske vejafgiftssystem, fra EETS-udbydernes aflønning.

(24)  EETS-udbyderne bør betale vejafgiftsopkræveren alle betalinger af vejafgift, som deres kunder skylder. EETS-udbyderne bør dog ikke drages til ansvar for betalinger af vejafgift, som deres kunder ikke har betalt, når sidstnævnte er udstyret med køretøjsudstyr, som er erklæret ugyldigt over for vejafgiftsopkræveren.

(25)  Såfremt en retlig enhed, der er en udbyder af vejafgiftstjenester, også har andre funktioner i et elektronisk vejafgiftssystem eller andre aktiviteter, der ikke er direkte forbundet med elektronisk opkrævning af vejafgift, bør den pålægges at føre regnskaber, der gør det muligt at skelne klart mellem udgifter og indtægter vedrørende levering af vejafgiftstjenester og udgifter og indtægter vedrørende andre aktiviteter, samt pålægges at tilvejebringe oplysninger om udgifter og indtægter vedrørende levering af vejafgiftstjenesten til det relevante forligsorgan eller den relevante judicielle myndighed. Der bør ikke være mulighed for krydssubsidiering mellem aktiviteter, der udøves i rollen som udbyder af vejafgiftstjenester og andre aktiviteter.

(26)  Brugerne bør have mulighed for at tilmelde sig EETS gennem en hvilken som helst EETS-udbyder uanset deres nationalitet, bopælsmedlemsstat eller medlemsstat, hvor køretøjet er registreret.

(27)  For at undgå dobbeltbetaling og give brugerne retssikkerhed bør betaling af vejafgift til en EETS-udbyder anses for at opfylde brugerens forpligtelser over for den pågældende vejafgiftsopkræver.

(28)  De kontraktlige forhold mellem vejafgiftsopkræverne og EETS-udbyderne bør bl.a. sikre, at vejafgifterne betales på korrekt vis.

(29)  Der bør indføres en mæglingsprocedure med henblik på at afgøre tvister mellem vejafgiftsopkrævere og EETS-udbydere under kontraktforhandlinger og i forbindelse med deres kontraktforhold. Søges en tvist om retten til ikkediskriminerende adgang til EETS-områder bilagt, bør vejafgiftsopkræverne og EETS-udbyderne konsultere nationale forligsorganer.

(30)  Forligsorganerne bør have bemyndigelse til at kontrollere, at de kontraktlige betingelser, der pålægges enhver EETS-udbyder, er ikkediskriminerende. De bør navnlig have bemyndigelse til at kontrollere, at den aflønning, som vejafgiftsopkræveren tildeler EETS-udbyderne, overholder principperne fastsat i dette direktiv.

(31)  Trafikdata fra EETS-brugerne udgør væsentlige input for forbedring af medlemsstaternes transportpolitikker. Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at anmode om sådanne data fra alle udbydere af vejafgiftstjenester, herunder EETS-udbyderne, med henblik på at udforme transportpolitik og forbedre trafikstyringen eller til anden statslig ikkekommerciel brug i overensstemmelse med de gældende databeskyttelsesregler.

(32)  Der er behov for rammer for fastsættelse af procedurerne for akkreditering af EETS-udbyderne i et EETS-område, som sikrer retfærdig adgang til markedet, samtidig med at det passende serviceniveau garanteres. EETS-områdeerklæringen bør i detaljer fastlægge proceduren for akkreditering af en EETS-udbyder til EETS-området og navnlig proceduren til vurdering af interoperabilitetskomponenternes overensstemmelse med specifikationerne og anvendelsesegnethed. Proceduren bør være den samme for alle EETS-udbydere.

(33)  For at sikre nem adgang til oplysninger fra EETS-markedsaktørerne bør medlemsstaterne pålægges at samle og offentliggøre alle vigtige data vedrørende EETS i offentligt tilgængelige nationale registre.

(34)  For at give mulighed for teknologiske fremskridt er det vigtigt, at vejafgiftsopkræverne har mulighed for at afprøve nye teknologier eller koncepter til opkrævning af vejafgift. Sådanne prøvninger bør dog være begrænsede, og EETS-udbyderne bør ikke pålægges at deltage i dem. Kommissionen bør have mulighed for at afvise at tillade sådanne prøvninger, hvis de kan være til skade for det almindelige elektroniske vejafgiftssystems eller EETS' korrekte funktion .

(35)  Store forskelle i de tekniske specifikationer for elektroniske vejafgiftssystemer kan gøre det vanskeligt at opnå EU-dækkende interoperabilitet for så vidt angår elektronisk betaling af vejafgift og dermed bidrage til at fastholde den nuværende situation, hvor brugerne har brug for flere former for køretøjsudstyr for at kunne betale vejafgifter i Unionen. Denne situation skader transportsystemets effektivitet og navnlig vejafgiftssystemernes omkostningseffektivitet og opfyldelsen af de transportpolitiske mål. De problemer, der ligger til grund for denne situation, bør derfor behandles.

(36)  Selv om interoperabiliteten på tværs af grænserne bliver bedre og bedre i hele Unionen, består det mellem- og langsigtede mål i at gøre det muligt at rejse i hele Unionen med kun et enkelt stykke køretøjsudstyr. For at undgå administrative byrder og omkostninger for trafikanter er det derfor vigtigt, at Kommissionen opstiller en køreplan for at nå dette mål og for at fremme den frie bevægelighed for personer og varer i Unionen, uden at det påvirker konkurrencen på markedet negativt.

(37)  EETS er en markedsbaseret tjeneste, og derfor bør EETS-udbydere ikke være tvunget til at tilbyde tjenesten overalt i Unionen. I brugernes interesse bør EETS-udbyderne imidlertid dække alle EETS-områder i enhver medlemsstat, hvor de beslutter sig for at levere deres tjeneste. Endvidere bør Kommissionen vurdere, om det råderum, som EETS-udbyderne gives, fører til, at mindre eller fjerntliggende EETS-områder udelukkes fra EETS og, såfremt den finder, at dette er tilfældet, om nødvendigt træffe foranstaltninger i denne henseende.

(38)  EETS-områdeerklæringen bør i detaljer beskrive rammeværket for de kommercielle betingelser for EETS-udbyderes handlinger i det pågældende EETS-område. Den bør navnlig beskrive den metode, der anvendes til beregning af aflønningen af EETS-udbydere.

(39)  Hvis et nyt elektronisk vejafgiftssystem lanceres eller et eksisterende system ændres væsentligt, bør vejafgiftsopkræveren offentliggøre de nye eller ajourførte EETS-områdeerklæringer i tilstrækkelig god tid til, at EETS-udbydere har mulighed for at blive akkrediteret eller akkrediteret på ny i systemet senest en måned før dagen for systemets operationelle lancering. Vejafgiftsopkræveren bør udforme og følge proceduren for henholdsvis akkreditering eller fornyet akkreditering af EETS-udbydere på en sådan måde, at proceduren kan afsluttes senest en måned før den operationelle lancering af det nye eller det væsentligt ændrede system. Vejafgiftsopkræverne bør overholde deres del af den planlagte procedure som fastlagt i EETS-områdeerklæringen.

(40)  Vejafgiftsopkrævere bør ikke anmode om eller opkræve nogen form for specifik teknisk løsning fra EETS-udbydere, der kan bringe interoperabiliteten med andre EETS-områder og med EETS-udbyderens eksisterende interoperabilitetskomponenter i fare.

(41)  EETS har potentiale til i betydelig grad at reducere de administrative omkostninger og byrder, der er forbundet med internationale vejtransportoperatører og -førere.

(42)  EETS-udbydere bør have tilladelse til at udstede fakturaer til EETS-brugere. Vejafgiftsopkræverne bør dog have mulighed for at anmode om, at fakturaer fremsendes på deres vegne og i deres navn, eftersom fakturering direkte i EETS-udbyderens navn kan have ugunstige administrative og skattemæssige konsekvenser inden for visse EETS-områder.

(43)  Hver medlemsstat med mindst to EETS-områder bør udpege et kontaktkontor for EETS-udbydere, der ønsker at udbyde EETS på deres område, for at lette deres kontakter med vejafgiftsopkræverne.

(44)  Applikationer til elektronisk betaling af vejafgift og andre tjenester, såsom kooperativ ITS (C-ITS), bruger lignende teknologier og tilgrænsende frekvensbånd til kortdistancekommunikation mellem køretøjer indbyrdes og mellem køretøjer og infrastruktur. I fremtiden fortjener potentialet for at anvende andre fremspirende teknologier på elektronisk betaling af vejafgift at blive undersøgt efter en grundig vurdering af omkostninger, fordele, tekniske hindringer og mulige løsninger. Det er vigtigt, at der træffes foranstaltninger til at beskytte de eksisterende investeringer i 5,8 GHz-mikrobølgeteknologi mod interferens fra andre teknologier.

(45)  Uden at det berører statsstøtte- og konkurrenceretten, bør medlemsstaterne have mulighed for at udarbejde foranstaltninger til fremme af elektronisk vejafgiftsopkrævning og -fakturering.

(46)  Når ▌standardiseringsorganer tager standarder af relevans for EETS op til revision, bør der være passende overgangsordninger for at sikre EETS' kontinuitet og kompatibiliteten med vejafgiftssystemerne for interoperabilitetskomponenter, der allerede er i brug på det tidspunkt, hvor standarderne revideres.

(47)  EETS bør tillade den fortsatte udvikling af intermodalitet, samtidig med at der sikres overensstemmelse med principperne om, at "brugeren betaler”, og at ”forureneren betaler".

(48)  Problemer med at identificere ikkehjemmehørende lovovertrædere, der ikke overholder reglerne for betaling til de elektroniske vejafgiftssystemer, hæmmer den videre ibrugtagning af sådanne systemer og den mere udbredte anvendelse af principperne om, at "brugeren betaler", og at "forureneren betaler", på Unionens vejnet, og det er derfor nødvendigt at finde en måde, hvorpå disse personer kan identificeres, og deres personoplysninger kan behandles.

(49)  Af hensyn til sammenhængen og en effektiv brug af ressourcer bør systemet til udveksling af oplysninger om personer, der ikke betaler vejafgifter, og om deres køretøjer bruge de samme værktøjer som det system, der bruges til at udveksle oplysninger om trafiksikkerhedsrelaterede færdselslovsovertrædelser som fastsat ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/413(7).

(50)  I visse medlemsstater konstateres en manglende betaling af en vejafgift først, når brugeren er blevet underrettet om forpligtelsen til at betale vejafgiften. Eftersom dette direktiv ikke harmoniserer national lovgivning i denne henseende, bør medlemsstaterne have mulighed for at anvende dette direktiv til at identificere brugere og køretøjer med henblik på underretning. En sådan udvidet anvendelse bør imidlertid kun være tilladt, hvis visse betingelser er opfyldt.

(51)  Proceduren for opfølgning affødt af en manglende betaling af en vejafgift er ikke harmoniseret i hele Unionen. Ofte får den identificerede trafikant mulighed for at betale den skyldige vejafgift eller et fast erstatningsbeløb direkte til den enhed, der er ansvarlig for opkrævningen af vejafgiften, før medlemsstaternes myndigheder indleder en administrativ eller strafferetlig sag. Det er vigtigt, at sådan effektiv procedure med henblik på at bringe den manglende betaling af en vejafgift til ophør er tilgængelig på samme vilkår for alle trafikanter. Medlemsstaterne bør med henblik herpå have mulighed for at give den enhed, som er ansvarlig for at opkræve vejafgiften, de oplysninger, som er nødvendige for at kunne identificere det køretøj, for hvilket der var en manglende betaling af en vejafgift, og identificere køretøjets ejer eller indehaver, forudsat at der sikres et tilstrækkeligt databeskyttelsesniveau. I den forbindelse bør medlemsstaterne sikre, at overholdelsen af den betalingsordre, der er udstedt af den pågældende enhed, bringer den manglende betaling af en vejafgift til ophør.

(52)  I visse medlemsstater anses manglende køretøjsudstyr eller funktionsfejl i forbindelse med køretøjsudstyr for at være en manglende betaling af en vejafgift, når sådanne gebyrer kun kan betales ved hjælp af køretøjsudstyr.

(53)  Medlemsstaterne bør ▌forelægge Kommissionen de oplysninger og data, der er nødvendige for at vurdere, i hvor høj grad systemet til udveksling af oplysninger om personer, der ikke betaler vejafgifter, er effektivt og virkningsfuldt. Kommissionen bør ▌vurdere de opnåede data og oplysninger og om nødvendigt foreslå ændringer af dette direktiv.

(54)  Samtidig med at Kommissionen analyserer mulige foranstaltninger for yderligere at lette den grænseoverskridende håndhævelse af forpligtelsen til at betale vejafgifter i Unionen, bør den i sin rapport også vurdere behovet for gensidig bistand mellem medlemsstaterne.

(55)  Håndhævelse af forpligtelsen til at betale vejafgifter, identificering af det køretøj og af ejeren eller indehaveren af det køretøj, for hvilket en manglende betaling af en vejafgift blev fastslået, og indsamling af oplysninger om brugeren med det formål at sikre, at vejafgiftsopkræveren opfylder sine forpligtelser over for skattemyndighederne, indebærer behandling af personoplysninger. Denne behandling skal foretages under overholdelse af EU-regler, som findes i bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679(8), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680(9) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF(10). Retten til beskyttelse af personoplysninger er udtrykkeligt anerkendt i artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(56)  Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes frihed til at fastsætte deres afgiftsordninger for vejbenyttelse og regler om skatte- og afgiftsspørgsmål.

(57)  For at ▌lette udvekslingen på tværs af landegrænser af oplysninger om køretøjerne og ejerne eller indehaverne af de køretøjer, for hvilke der blev konstateret en manglende betaling af vejafgifter, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) for så vidt angår ændring af bilag I til afspejling af ændringer i EU-retten. Beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF bør delegeres til Kommissionen også for så vidt angår fastsættelse af detaljerne for klassificeringen af køretøjer med henblik på at fastlægge de gældende satsstrukturer, yderligere at definere EETS-brugernes forpligtelser med hensyn til levering af data til EETS-udbyderen og anvendelsen og håndteringen af køretøjsudstyr, fastsættelse af krav til interoperabilitetskomponenter vedrørende sikkerhed og sundhed, pålidelighed og tilgængelighed, miljøbeskyttelse, teknisk kompatibilitet, sikkerhed og beskyttelse af privatlivets fred samt drift og forvaltning, fastsættelse af generelle infrastrukturkrav til interoperabilitetskomponenter og af minimumskriterier for støtteberettigelse for bemyndigede organer. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning(11). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(58)  Gennemførelsen af dette direktiv kræver ensartede betingelser for anvendelsen af tekniske og administrative specifikationer for ibrugtagningen i medlemsstaterne af procedurerne og grænsefladerne, der involverer EETS-aktørerne, for at lette interoperabiliteten og sikre, at de nationale markeder for opkrævning af vejafgift reguleres af ækvivalente regler. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af dette direktiv og for at fastsætte disse tekniske og administrative specifikationer bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011(12).

(59)  Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag III, del B, angivne frister for gennemførelse af direktiverne i national ret.

(60)  Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig hvad angår beskyttelsen af personoplysninger.

(61)  Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001(13)

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.  I dette direktiv fastsættes de betingelser, der er nødvendige for at:

a)  sikre, at elektroniske vejafgiftssystemers interoperabilitet finder anvendelse på hele Unionens vejnet, på motorveje i og mellem byer, større og mindre veje samt på forskellige anlæg som f.eks. tunneler, broer og færger, og for at

b)  lette udvekslingen på tværs af landegrænser af oplysninger fra køretøjsregistre vedrørende køretøjerne og ejerne eller indehaverne af køretøjer, for hvilke der er konstateret en manglende betaling af enhver form for vejafgift i Unionen.

Med henblik på at overholde nærhedsprincippet berører dette direktiv ikke medlemsstaternes beslutninger om at opkræve afgifter for særlige typer af køretøjer og fastsætte størrelsen af sådanne afgifter samt formålet med at opkræve sådanne afgifter.

2.  Artikel 3-22 finder ikke anvendelse på:

a)  vejafgiftssystemer, ▌der ikke er elektroniske i den i artikel 2, nr. 10, omhandlede betydning, og

b)  mindre, rent lokale vejafgiftssystemer, hvor omkostningerne i forbindelse med opfyldelsen af kravene i  artikel 3-22 ikke vil stå i et rimeligt forhold til fordelene.

3.   Dette direktiv finder ikke anvendelse på parkeringsafgifter.

4.  Formålet om at sikre interoperabilitet i relation til elektroniske vejafgiftssystemer i Unionen skal opfyldes ved hjælp af den europæiske elektroniske vejafgiftstjeneste (EETS), der supplerer medlemsstaternes nationale elektroniske vejafgiftstjenester.

5.  Når national ret kræver, at brugeren underrettes om pligten til at betale, før en manglende betaling kan fastslås, kan medlemsstaterne også anvende dette direktiv med det formål at identificere køretøjets ejer eller indehaver eller køretøjet selv med henblik på underretning, alene hvis samtlige følgende betingelser er opfyldt:

a)  der ikke er andre metoder til at identificere køretøjets ejer eller indehaver, og

b)  underretningen af køretøjets ejer eller indehaver om pligten til at betale er et obligatorisk led i proceduren for betaling af vejafgiften i henhold til national ret.

6.  Når en medlemsstat anvender stk. 5, træffer den de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at enhver opfølgning på pligten til at betale vejafgiften foretages af offentlige myndigheder. Henvisninger til manglende betaling af en vejafgift i dette direktiv omfatter tilfælde omfattet af stk. 5, når den medlemsstat, hvor den manglende betaling finder sted, anvender dette stykke.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1)  "vejafgiftstjeneste": en tjeneste, der gør det muligt for brugere at anvende et køretøj i et eller flere EETS-områder i henhold til en enkelt kontrakt, og, hvor det er nødvendigt, med et enkelt stykke køretøjsudstyr, herunder:

a)  om nødvendigt levere et skræddersyet køretøjsudstyr til brugerne og vedligeholde dets funktionalitet

b)  garantere, at vejafgiftsopkræveren betales de skyldige vejafgifter af brugeren

c)  sørge for betalingsmidler eller acceptere et eksisterende betalingsmiddel

d)  opkræve vejafgifter fra brugeren

e)  forvalte kundekontakten med brugeren, og

f)  gennemføre og overholde politikker for sikkerhed og privatlivets fred for vejafgiftssystemer

2)  "udbyder af vejafgiftstjenester": en retlig enhed, som leverer vejafgiftstjenester i et eller flere EETS-områder til en eller flere kategorier af køretøjer

3)  "vejafgiftsopkræver": en offentlig eller privat enhed, som opkræver vejafgift for køretøjers kørsel i et EETS-område

4)  "udpeget vejafgiftsopkræver": en offentlig eller privat enhed, der er blevet udpeget som vejafgiftsopkræver i et kommende EETS-område

5)  "Europæisk elektronisk vejafgiftstjeneste (EETS)": den vejafgiftstjeneste, som en EETS-udbyder i henhold til en kontrakt om et eller flere EETS-områder leverer til en EETS-bruger

6)  "EETS-udbyder": en enhed, som i henhold til en særskilt kontrakt giver en EETS-bruger adgang til EETS, overfører vejafgifterne til den relevante vejafgiftsopkræver, og som er registreret i etableringsmedlemsstaten

7)  "EETS-bruger": en fysisk eller juridisk person, som har en kontrakt med en EETS-udbyder for at få adgang til EETS

8)  "EETS-område": en vej, et vejnet eller et anlæg, f.eks. en bro eller en tunnel, eller en færge, hvor vejafgifter opkræves ved hjælp af et elektronisk vejafgiftssystem

9i)  "EETS-overensstemmende system": det sæt af elementer i et elektronisk vejafgiftssystem, der er specifikt nødvendigt for at integrere EETS-udbydere i systemet og for driften af EETS

10)  "elektronisk vejafgiftssystem": vejafgiftsopkrævningssystem, hvor brugerens pligt til at betale vejafgift udelukkende udløses af og er forbundet med automatisk detektion af køretøjets tilstedeværelse på et bestemt sted via fjernkommunikation med køretøjsudstyr i køretøjet eller automatisk nummerpladegenkendelse

11)  "køretøjsudstyr": et komplet sæt hardware- og softwarekomponenter, der anvendes som en del af vejafgiftstjenesten, og som installeres eller medbringes i køretøjet med henblik på indsamling, lagring, behandling og fjernmodtagelse/-overførsel af data, enten som en enkelt anordning eller som et integreret system i køretøjet

12)  "hovedtjenesteudbyder": en udbyder af vejafgiftstjenester med specifikke forpligtelser, f.eks. forpligtelsen til at indgå kontrakter med alle interesserede brugere, eller specifikke rettigheder, såsom specifik aflønning eller en garanteret langsigtet kontrakt, der afviger fra andre tjenesteudbyderes rettigheder og forpligtelser

13)  "interoperabilitetskomponent": hver enkelt del, gruppe af dele, underenhed eller komplet enhed af udstyr, som indgår i eller er bestemt til at indgå i EETS, og som er direkte eller indirekte afgørende for tjenestens interoperabilitet, herunder både materielle og immaterielle objekter, f.eks. software

14)  "anvendelsesegnethed": en interoperabilitetskomponents evne til at opnå og fastholde et specificeret resultatniveau, når den er i drift og er integreret repræsentativt i EETS i forbindelse med en vejafgiftsopkrævers system

15)  "vejafgiftsdata": de oplysninger, der defineres af den ansvarlige vejafgiftsopkræver som nødvendige for, at det skyldige beløb for at færdes med et køretøj i et bestemt betalingsområde kan fastslås, og at vejafgiftstransaktionen kan afsluttes

16)  "vejafgiftsangivelse": en erklæring fra en vejafgiftsopkræver, som bekræfter et køretøjs tilstedeværelse i et EETS-område i et format, der er aftalt mellem udbyderen af vejafgiftstjenesten og vejafgiftsopkræveren

17)  "køretøjsklassificeringsparametre": de køretøjsrelaterede oplysninger, efter hvilke beregning af vejafgiftsbeløbet sker ud fra vejafgiftsdataene

18)  "backoffice": det centrale elektroniske system, der anvendes af vejafgiftsopkræveren, en gruppe af vejafgiftsopkrævere, som har skabt et knudepunkt for interoperabilitet, eller af EETS-udbyderen til at indsamle, behandle og fremsende oplysninger inden for rammerne af et elektronisk vejafgiftssystem

19s)  "væsentligt ændret system": et eksisterende elektronisk vejafgiftssystem, som har undergået eller undergår en ændring, som kræver, at EETS-udbydere foretager ændringer af de interoperabilitetskomponenter, der er i drift, f.eks. omprogrammering eller tilpasning af grænsefladerne i deres backoffice i et sådant omfang, at det kræver fornyet akkreditering

20)  "akkreditering": den proces, der fastlægges og forvaltes af vejafgiftsopkræveren, som en EETS-udbyder skal underkastes, før den får tilladelse til at udbyde EETS i et EETS-område

21)  "vejafgift": den afgift, som trafikanten skal betale for at benytte en nærmere bestemt vej, et vejnet eller et anlæg, f.eks. en bro eller en tunnel, eller en færge

22)  "manglende betaling af en vejafgift": en ▌overtrædelse bestående i, at en trafikant ikke betaler en vejafgift i en medlemsstat som defineret i de relevante nationale bestemmelser i den pågældende medlemsstat

23)  "registreringsmedlemsstat": den medlemsstat, hvor det køretøj, der er genstand for betalingen af vejafgiften, er registreret

24)  "nationalt kontaktpunkt": en kompetent myndighed i en medlemsstat, der er udpeget til at udveksle oplysninger fra køretøjsregistre på tværs af landegrænser

25)  "automatiseret søgning": en onlineadgangsprocedure, der anvendes til at konsultere databaserne i en, flere eller alle medlemsstater ▌

26)  "køretøj": et motorkøretøj eller sammenkoblet køretøj, som er beregnet til eller benyttes til vejtransport af passagerer eller gods ▌

27)  "køretøjets indehaver": den person, i hvis navn køretøjet er registreret, som defineret i registreringsmedlemsstatens lovgivning

28)  "tungt køretøj": et køretøj ▌med en tilladt totalvægt på over 3,5 ton ▌

29)  "let køretøj": et køretøj med en tilladt totalvægt på under 3,5 ton.

Artikel 3

Teknologiske løsninger

1.  Alle nye elektroniske vejafgiftssystemer, som forudsætter installation eller brug af køretøjsudstyr, skal bygge på en eller flere af følgende teknologier ▌i forbindelse med udførelsen af elektroniske vejafgiftstransaktioner:

a)  satellitpositionering

b)  mobil kommunikation

c)  5,8 GHz-mikrobølgeteknologi.

Eksisterende vejafgiftssystemer, som forudsætter installation eller brug af køretøjsudstyr og brug af andre teknologier, skal bringes i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i første afsnit, hvis der foretages væsentlige teknologiske forbedringer.

2.  Kommissionen anmoder de relevante standardiseringsorganer ▌i overensstemmelse med proceduren i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2015(14) om hurtigt at vedtage standarder, som skal gælde for elektroniske vejafgiftssystemer for så vidt angår de teknologier, der er anført i stk. 1, første afsnit, og ANPR-teknologien, og om nødvendigt ajourføre dem. Kommissionen anmoder certificeringsmyndighederne om at sikre interoperabilitetskomponenternes vedvarende kompatibilitet.

3.  Køretøjsudstyr, der bruger satellitbaseret positionsbestemmelse og markedsføres efter den ... [30 dage efter dette direktivs ikrafttrædelsen], skal være kompatibelt med de positionsbestemmelsestjenester, som udbydes via Galileos og den europæiske geostationære navigationsoverlaytjenestes (EGNOS) systemer ▌.

4.  Med forbehold af stk. 6 stiller EETS-udbydere køretøjsudstyr til rådighed for EETS-brugere, og dette køretøjsudstyr skal være brugsegnet, interoperabelt og i stand til at kommunikere med de relevante elektroniske vejafgiftssystemer, der er i drift i de medlemsstater, som bruger de teknologier, der er anført i stk. 1, første afsnit.

5.  Køretøjsudstyret må bruge egen hardware og software og/eller bruge elementer af anden hardware og software i køretøjet. Køretøjsudstyret må, forudsat at sikkerheden, kvaliteten af tjenesten og privatlivets fred er sikret, bruge andre teknologier end dem, der er angivet i stk. 1, første afsnit, til at kommunikere med andre hardwaresystemer, som befinder sig i køretøjet.

EETS-køretøjsudstyr kan formidle andre tjenester end opkrævning af vejafgifter, forudsat at driften af sådanne tjenester ikke griber forstyrrende ind i vejafgiftstjenesterne i noget EETS-område.

6.  Med forbehold af medlemsstaternes ret til at indføre elektroniske vejafgiftssystemer til lette køretøjer baseret på satellitpositionering eller mobil kommunikation må EETS-udbydere indtil den 31. december 2027 levere brugere af lette køretøjer køretøjsudstyr, som alene er egnet til brug med 5,8 GHz-mikrobølgeteknologi, som skal bruges i EETS-områder, der ikke kræver satellitpositionerings- eller mobilkommunikationsteknologier.

KAPITEL II

GENERELLE PRINCIPPER FOR EETS

Artikel 4

Registrering af EETS-udbydere

Hver medlemsstat fastlægger en procedure for registrering af EETS-udbydere. Den udsteder registrering til enheder etableret på dens område, som anmoder om registrering, og som kan dokumentere, at de opfylder følgende krav:

a)  er certificeret efter EN ISO 9001 eller tilsvarende

b)  er i besiddelse af det tekniske udstyr og den EF-overensstemmelseserklæring eller -attest, der erklærer, at der er overensstemmelse mellem interoperabilitetskomponenterne og specifikationerne

c)  har kompetence på området for elektroniske vejafgiftstjenester eller andre relevante områder

d)  har et passende økonomisk grundlag

e)  følger en overordnet risikostyringsplan, som revideres mindst hvert andet år, og

f)  har et godt omdømme.

Artikel 5

EETS-udbydernes rettigheder og forpligtelser

1.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at EETS-udbydere, som de har registreret, indgår EETS-kontrakter, der dækker alle EETS-områder i mindst fire medlemsstater inden for 36 måneder fra deres registrering i overensstemmelse med artikel 4. De træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de pågældende EETS-udbydere indgår kontrakter, der dækker alle EETS-områder i en given medlemsstat, inden for 24 måneder fra indgåelsen af den første kontrakt i medlemsstaten, undtagen for de EETS-områder, hvor de ansvarlige vejafgiftsopkrævere ikke overholder artikel 6, stk. 3.

2.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at EETS-udbydere, som de har registreret, til enhver tid opretholder dækningen af alle EETS-områder, når de har indgået kontrakter herom. De træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at en EETS-udbyder, der ikke er i stand til at opretholde dækningen af et EETS-område, fordi vejafgiftsopkræveren ikke overholder dette direktiv, dækker det pågældende område igen hurtigst muligt.

3.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at EETS-udbydere, som de har registreret, offentliggør oplysninger om deres EETS-områdedækning og enhver eventuel ændring heraf samt, inden for en måned efter registrering, detaljerede planer for enhver eventuel udvidelse af deres tjeneste til yderligere EETS-områder med årlige opdateringer.

4.  Medlemsstaterne træffer, hvor det er nødvendigt, de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at EETS-udbydere, som de har registreret, eller som udbyder EETS på deres område, forsyner EETS-brugerne med køretøjsudstyr, der opfylder kravene fastsat i dette direktiv, i direktiv 2014/53/EU(15) samt i direktiv 2014/30/EU(16). De kan anmode de pågældende EETS-udbydere om at godtgøre, at disse krav er opfyldt.

5.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at EETS-udbydere, der udbyder EETS på deres område, fører lister over ugyldiggjort køretøjsudstyr, som er knyttet til deres EETS-kontrakter med EETS-brugerne. De træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at sådanne lister vedligeholdes i streng overensstemmelse med Unionens regler om beskyttelse af personoplysninger, som bl.a. findes i forordning (EU) 2016/679 og direktiv 2002/58/EF.

6.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at EETS-udbydere, som de har registreret, offentliggør deres kontraktpolitik for EETS-brugerne.

7.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at EETS-udbydere, der udbyder EETS på deres område, giver vejafgiftsopkræverne de oplysninger, de har brug for til at beregne og pålægge EETS-brugernes køretøjer vejafgifter, eller giver vejafgiftsopkræverne alle de oplysninger, der er nødvendige, for at de kan kontrollere beregningen af de vejafgifter, som EETS-udbyderne har pålagt EETS-brugernes køretøjer.

8.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at EETS-udbydere, der udbyder EETS på deres område, samarbejder med vejafgiftsopkræverne i deres bestræbelser på at identificere formodede lovovertrædere. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at vejafgiftsopkræveren, hvis der er mistanke om, at der ikke er betalt en vejafgift, kan indhente oplysninger hos EETS-udbyderen vedrørende det køretøj, der var involveret i den formodede manglende betaling af en vejafgift, og vedrørende køretøjets ejer eller indehaver, som er kunde hos den pågældende EETS-udbyder. EETS-udbyderen stiller omgående sådanne oplysninger til rådighed.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at vejafgiftsopkræveren ikke videregiver sådanne oplysninger til nogen anden udbyder af vejafgiftstjenesten. De træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at oplysningerne, hvis vejafgiftsopkræveren er integreret med en udbyder af vejafgiftstjenester i en enhed, udelukkende anvendes til at identificere formodede lovovertrædere eller anvendes i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3.

9.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at en vejafgiftsopkræver med ansvar for et EETS-område på deres område kan indhente oplysninger hos en EETS-udbyder vedrørende alle køretøjer, som EETS-udbyderens kunder ejer eller er indehavere af, og som på et givet tidspunkt har kørt i det EETS-område, som vejafgiftsopkræveren har ansvar for, samt oplysninger vedrørende disse køretøjers ejere eller indehavere, forudsat at vejafgiftsopkræveren har brug for disse oplysninger for at opfylde sine forpligtelser over for toldmyndighederne. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at EETS-udbyderen leverer de data, der er anmodet om, senest to dage efter at have modtaget anmodningen. De træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at vejafgiftsopkræveren ikke videregiver sådanne oplysninger til nogen anden vejafgiftstjenesteudbyder. De træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at oplysningerne, hvis vejafgiftsopkræveren er integreret med en vejafgiftstjenesteudbyder i en enhed, udelukkende anvendes til, at vejafgiftsopkræveren kan opfylde sine forpligtelser over for toldmyndighederne.

10.  De oplysninger, som EETS-udbyderne har givet vejafgiftsopkræverne, behandles i overensstemmelse med Unionens regler om beskyttelse af personoplysninger, som findes i forordning (EU) 2016/679, samt i overensstemmelse med nationale love, forordninger eller administrative bestemmelser, der gennemfører direktiv 2002/58/EF og direktiv (EU) 2016/680 i national ret.

11.  Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter senest den ... [seks måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] med henblik på at fastlægge EETS-udbyderes forpligtelser nærmere vedrørende:

a)  overvågning af deres serviceniveau og samarbejde med vejafgiftsopkrævere ved kontrolrevisioner

b)  samarbejde med vejafgiftsopkrævere ved udførelse af vejafgiftsopkræveres systemafprøvninger

c)  service og teknisk support til EETS-brugere og individuel tilpasning af køretøjsudstyr

d)  fakturering af EETS-brugere

e)  de oplysninger, som EETS-udbydere skal give vejafgiftsopkrævere, og som er omhandlet i stk. 7, og

f)  underretning af EETS-brugeren om en konstateret manglende vejafgiftsangivelse.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 31, stk. 2.

Artikel 6

Vejafgiftsopkrævernes rettigheder og pligter

1.  Når et EETS-område ikke er i overensstemmelse med de tekniske og proceduremæssige EETS-interoperabilitetsbetingelser fastsat i dette direktiv, træffer den medlemsstat, på hvis område EETS-området ligger, de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at den ansvarlige vejafgiftsopkræver vurderer problemet sammen med de berørte parter og, såfremt det falder ind under opkræverens ansvarsområde, træffer korrigerende foranstaltninger med henblik på at sikre vejafgiftssystemets interoperabilitet med EETS. Om nødvendigt ajourfører medlemsstaten det i artikel 21, stk. 1, omhandlede register med hensyn til de oplysninger, der er omhandlet i dennes litra a).

2.  Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at enhver vejafgiftsopkræver med ansvar for et EETS-område på medlemsstatens område udformer og vedligeholder en EETS-områdeerklæring, der fastsætter de generelle betingelser for EETS-udbydernes adgang til dens EETS-områder, i overensstemmelse med den i stk. 9 omhandlede gennemførelsesretsakt.

Hvis et nyt elektronisk vejafgiftssystem oprettes på en medlemsstats område, træffer den pågældende medlemsstat de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at den udpegede vejafgiftsopkræver med ansvar for systemet offentliggør EETS-områdeerklæringen i tilstrækkelig god tid til, at interesserede EETS-udbydere kan akkrediteres senest en måned før den operationelle lancering af det nye system med behørig hensyntagen til længden af den i artikel 15, stk. 1, omhandlede procedure til vurdering af interoperabilitetskomponenternes overensstemmelse med specifikationerne og anvendelsesegnethed.

Når et elektronisk vejafgiftssystem på en medlemsstats område ændres væsentligt, træffer den pågældende medlemsstat de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at vejafgiftsopkræveren med ansvar for systemet offentliggør den ajourførte EETS-områdeerklæring i tilstrækkelig god tid til, at allerede akkrediterede EETS-udbydere kan tilpasse deres interoperabilitetskomponenter til de nye krav og opnå fornyet akkreditering senest en måned før den operationelle lancering af det ændrede system med behørig hensyntagen til længden af den i artikel 15, skt. 1, omhandlede procedure til vurdering af interoperabilitetskomponenternes overensstemmelse med specifikationerne og anvendelsesegnethed.

3.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at vejafgiftsopkrævere med ansvar for EETS-områder på deres område på ikkediskriminerende vis accepterer enhver EETS-udbyder, der anmoder om at udbyde EETS på de nævnte EETS-områder.

Godkendelsen af en EETS-udbyder til et vejafgiftsområde er betinget af, at leverandøren overholder forpligtelserne og de generelle betingelser i EETS-områdeerklæringen.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at vejafgiftsopkrævere ikke kræver, at EETS-leverandøren benytter bestemte tekniske løsninger eller processer, som hindrer interoperabiliteten af en EETS-udbyders interoperabilitetskomponenter med elektroniske vejafgiftssystemer i andre EETS-områder.

Hvis en vejafgiftsopkræver og en EETS-udbyder ikke kan nå til enighed, kan sagen henvises til det forligsorgan, der har ansvar for det pågældende betalingsområde.

4.  Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at kontrakter mellem vejafgiftsopkræveren og EETS-udbyderen vedrørende levering af EETS på den pågældende medlemsstats område, tillader, at fakturaen for vejafgifterne udstedes direkte til EETS-brugeren af EETS-udbyderen.

Vejafgiftsopkræveren kan kræve, at EETS-udbyderen fakturerer brugeren i vejafgiftsopkræverens navn og på vegne af denne, og at EETS-udbyderen efterkommer denne anmodning.

5.  De vejafgifter, som vejafgiftsopkræverne opkræver hos EETS-brugerne, må ikke overstige de tilsvarende nationale eller lokale vejafgiftssatser. Dette berører ikke medlemsstaternes ret til at indføre rabatter eller nedslag for at fremme brugen af elektronisk vejafgiftsbetaling. Alle rabatter på eller nedslag i vejafgifter, som en medlemsstat eller en vejafgiftsopkræver tilbyder køretøjsudstyrsbrugere, skal være gennemsigtige, offentliggjorte og tilgængelige på samme vilkår for EETS-udbyderes kunder.

6.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at vejafgiftsopkræverne på deres EETS-områder accepterer enhver type køretøjsudstyr, som kommer fra EETS-udbydere, de har kontrakt med, og som er blevet certificeret i overensstemmelse med den procedure, der er fastlagt i de i artikel 15, stk. 7, omhandlede gennemførelsesretsakter, og som ikke optræder på en liste over ugyldiggjort køretøjsudstyr, jf. artikel 5, stk. 5.

7.  Hvis der opstår funktionsforstyrrelser i EETS, som må tilskrives vejafgiftsopkræveren, sørger denne for fortsat drift med forringede driftsvilkår, således at køretøjer med det i stk. 6 omhandlede udstyr kan færdes sikkert med minimale forsinkelser og uden at blive mistænkt for ikke at have betaltvejafgift.

8.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at vejafgiftsopkræverne samarbejder på en ikkediskriminerende måde med EETS-udbydere eller -producenter eller bemyndigede organer med henblik på at vurdere interoperabilitetskomponenternes anvendelsesegnethed på deres EETS-områder.

9.  Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter senest den ... [seks måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] med henblik på at fastlægge minimumsindholdet af EETS-områdeerklæringen, herunder:

a)  kravene til EETS-udbydere

b)  de proceduremæssige betingelser, herunder kommercielle betingelser

c)  proceduren for akkreditering af EETS-udbydere og

d)  vejafgiftsdataene.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 31, stk. 2.

Artikel 7

Vederlag

1.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at EETS-udbydere er berettigede til aflønning fra vejafgiftsopkræveren

2.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at metoden til fastsættelse af aflønningen af EETS-udbyderne er gennemsigtig, ikkediskriminerende og identisk for alle EETS-udbydere, der er akkrediteret til et givet EETS-område. De træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at metoden offentliggøres som en del af de kommercielle betingelser i EETS-områdeerklæringen.

3.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at metoden til beregning af aflønningen af EETS-udbydere i EETS-områder med en hovedtjenesteudbyder følger den samme struktur som ved aflønning af lignende tjenester, som hovedtjenesteudbyderen leverer. Aflønningsbeløbet til EETS-udbydere kan adskille sig fra det til hovedtjenesteudbyderen, forudsat at det kan begrundes i:

a)  omkostningerne ved specifikke krav og forpligtelser, der er pålagt hovedtjenesteudbyderen og ikke EETS-udbyderne, og

b)  nødvendigheden af i EETS-udbydernes aflønning at fratrække de faste afgifter, som vejafgiftsopkræveren har pålagt, og som er udregnet på grundlag af vejafgiftsopkræverens omkostninger ved at tilvejebringe, drive og vedligeholde et EETS-overensstemmende system i sit betalingsområde, herunder akkrediteringsomkostninger, hvis disse omkostninger ikke er inkluderet i vejafgifterne.

Artikel 8

Vejafgifter

1.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det, hvis der ved fastlæggelse af den vejafgiftstakst, som gælder for et givet køretøj, er en uoverensstemmelse mellem EETS-udbyderens og vejafgiftsopkræverens køretøjsklassificering, er vejafgiftsopkræverens klassificering, der gælder, medmindre der kan påvises en fejl.

2.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at vejafgiftsopkræveren er berettiget til at opkræve betaling fra en EETS-udbyder for enhver dokumenteret vejafgiftsangivelse og enhver dokumenteret manglende vejafgiftsangivelse for en EETS-brugerkonto, som EETS-udbyderen forvalter.

3.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at en EETS-udbyder, hvis denne har sendt en vejafgiftsopkræver en liste over ugyldiggjort køretøjsudstyr, jf. artikel 5, stk. 5, ikke drages til ansvar for yderligerevejafgifter, som påløber ved brug af dette ugyldiggjorte køretøjsudstyr. Vejafgiftsopkræverne og EETS-udbyderne enes om antallet af ugyldiggjorte stykker køretøjsudstyr på listen, listens udformning og ajourføringshyppigheden.

4.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at vejafgiftsopkræverne i mikrobølgebaserede betalingssystemer indsender dokumenterede vejafgiftsangivelser til EETS-udbyderne forvejafgifter, som skyldes af deres respektive EETS-brugere.

5.  Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 30 senest den ... [seks måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] med henblik på at fastlægge nærmere bestemmelser om klassificeringen af køretøjer med henblik på fastsættelse af de satsstrukturer, som skal anvendes, herunder enhver procedure, som er nødvendig for at fastlægge disse strukturer. Den serie køretøjsklassificeringsparametre, som EETS skal understøtte, begrænser ikke vejafgiftsopkrævernes valg af satsstrukturer. Kommissionen sikrer tilstrækkelig fleksibilitet til, at serien af køretøjsklassificeringsparametre, som EETS skal understøtte, kan udvikle sig alt efter de behov, der måtte opstå inden for en overskuelig fremtid. Disse retsakter berører ikke den i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF(17) fastsatte definition af de parametre, efter hvilke vejafgifter differentieres.

Artikel 9

Regnskabsføring

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at retlige enheder, der leverer vejafgiftstjenester, fører regnskaber, som gør det muligt at skelne tydeligt mellem udgifter og indtægter vedrørende levering af vejafgiftstjenesten og udgifter og indtægter vedrørende andre aktiviteter. Oplysningerne om udgifter og indtægter vedrørende levering af vejafgiftstjenesten leveres efter anmodning til det relevante forligsorgan eller til den relevante judicielle myndighed. Medlemsstaterne træffer også de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der ikke kan finde krydssubsidiering sted mellem de aktiviteter, der udøves i rollen som udbyder af vejafgiftstjenester, og andre aktiviteter.

Artikel 10

EETS-brugernes rettigheder og forpligtelser

1.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at give EETS-brugerne mulighed for at tilmelde sig EETS gennem enhver EETS-udbyder uanset deres nationalitet, bopælsmedlemsstat eller medlemsstat, hvor køretøjet er registreret. Når EETS-brugerne indgår en kontrakt, underrettes de på behørig vis om gyldige betalingsformer og i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 om, hvordan deres personoplysninger behandles, og hvilke rettigheder de har i medfør af gældende lovgivning om beskyttelse af personoplysninger.

2.  En EETS-brugers betaling af vejafgifter til EETS-udbyderen anses for at opfylde EETS-brugerens betalingsforpligtelser over for den relevante vejafgiftsopkræver.

Hvis to eller flere stykker køretøjsudstyr installeres eller medbringes om bord på et køretøj, er det EETS-brugerens ansvar at anvende eller aktivere det relevante køretøjsudstyr for det specifikke EETS-område.

3.  Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 30 senest den ... [seks måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] med henblik på at fastlægge EETS-brugernes forpligtelser nærmere vedrørende:

a)  levering af oplysninger til EETS-udbyderen, og

b)  brug og håndtering af køretøjsudstyr.

KAPITEL III

FORLIGSORGAN

Artikel 11

Fastsættelse og funktioner

1.  Hver medlemsstat med mindst et EETS-område udpeger eller opretter et forligsorgan for at lette mægling mellem vejafgiftsopkrævere med et EETS-område, der er beliggende inden for denne stats område, og EETS-udbydere, som har indgået kontrakt eller er i kontraktforhandlinger med disse vejafgiftsopkrævere.

2.  Forligsorganet har navnlig beføjelse til at verificere, at de kontraktvilkår, som en vejafgiftsopkræver pålægger EETS-udbydere, er ikkediskriminerende. Det har beføjelse til at verificere, at EETS-udbydere aflønnes efter de principper, der er fastsat i artikel 7.

3.  De i stk. 1 omhandlede medlemsstater træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at deres forligsorgan i sin organisation og juridiske struktur er uafhængigt af vejafgiftsopkræveres og vejafgiftstjenesteudbyderes kommercielle interesser.

Artikel 12

Mæglingsprocedure

1.  Hver medlemsstat med mindst ét EETS-område fastlægger en mæglingsprocedure for at gøre det muligt for en vejafgiftsopkræver eller en EETS-udbyder at anmode det relevante forligsorgan om at mægle i en tvist, der er opstået i deres kontraktforhold eller -forhandlinger.

2.  Efter den i stk. 1 omhandlede mæglingsprocedure kræves, at forligsorganet inden for en måned efter modtagelse af en anmodning om mægling erklærer, om det er kommet i besiddelse af alle nødvendige dokumenter med henblik på mæglingen.

3.  Efter den i stk. 1 omhandlede mæglingsprocedure kræves, at forligsorganet afgiver udtalelse om en tvist senest seks måneder efter modtagelse af anmodningen om mægling.

4.  For at lette opgaverne for forligsorganet giver medlemsstaterne forligsorganet beføjelse til at anmode om relevante oplysninger fra vejafgiftsopkrævere, EETS-udbydere og tredjeparter, der medvirker aktivt til at levere den europæiske elektroniske vejafgiftstjeneste i den pågældende medlemsstat.

5.  Medlemsstater med mindst ét EETS-område og Kommissionen træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre udvekslingen af oplysninger mellem forligsorganerne om deres arbejde, retningslinjer og praksis.

KAPITEL IV

TEKNISKE BESTEMMELSER

Artikel 13

Sammenhængende ensartet tjeneste

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at EETS stilles til rådighed for EETS-brugerne som en sammenhængende ensartet tjeneste . Dette betyder:

a)  at der, når køretøjsklassificeringsparametrene, herunder de variable parametre, er lagt ind eller angivet eller begge dele, ikke skal foretages yderligere menneskelig handling i køretøjet under turen, medmindre der sker en ændring af køretøjets egenskaber, og

b)  at behovet for menneskelig interaktion med et bestemt stykke køretøjsudstyr forbliver det samme uanset EETS-område.

Artikel 14

Yderligere elementer vedrørende EETS

1.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at EETS-brugernes interaktion med vejafgiftsopkrævere som led i EETS er begrænset, hvis det er relevant, til faktureringsprocessen, jf. artikel 6, stk. 4, og til håndhævelsesprocesser. Der er mulighed for , at interaktionen mellem EETS-brugere og EETS-udbydere eller deres køretøjsudstyr er specifik for hver enkelt EETS-udbyder, uden at det går ud over interoperabiliteten i EETS.

2.  Medlemsstaterne kan kræve, at udbydere af vejafgiftstjenester, herunder EETS-udbydere, efter anmodning fra medlemsstaternes myndigheder videregiver trafikdata om deres kunder, forudsat at de gældende databeskyttelsesregler overholdes. Medlemsstaterne må kun anvende sådanne data til transportpolitik og styrkelse af trafikledelse, og dataene må ikke anvendes til at identificere kunderne.

3.  Kommissionen vedtager senest den ... [seks måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] gennemførelsesretsakter vedrørende specifikationerne for elektroniske grænseflader mellem vejafgiftsopkræveres, EETS-udbyderes og EETS-brugeres interoperabilitetskomponenter, herunder, hvis det er relevant, indholdet af beskeder, der udveksles mellem aktørerne gennem disse grænseflader. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 31, stk. 2.

Artikel 15

Interoperabilitetskomponenter

1.  Når et nyt elektronisk vejafgiftssystem oprettes på en medlemsstats område, træffer den pågældende medlemsstat de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at den udpegede bompengeopkræver med ansvar for systemet udarbejder og i EETS-områdeerklæringen offentliggør en udførlig planlægning af processen med vurdering af interoperabilitetskomponenternes overensstemmelse med specifikationerne og anvendelsesegnethed, hvilket giver mulighed for godkendelse af interesserede EETS-udbydere senest en måned inden den driftsmæssige iværksættelse af det nye system.

Når et elektronisk vejafgiftssystem på en medlemsstats område ændres væsentligt, træffer den pågældende medlemsstat de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at vejafgiftsopkræveren med ansvar for systemet udarbejder og i EETS-områdeerklæringen, ud over de elementer, der er omhandlet i første afsnit, offentliggør en udførlig planlægning af revurderingen af interoperabilitetskomponenternes overensstemmelse med specifikationerne og anvendelsesegnethed for EETS-udbydere, som allerede er godkendt til systemet inden den væsentlige ændring heraf. Planlægningen skal give mulighed for fornyet akkreditering af de berørte EETS-udbydere senest en måned inden den driftsmæssige iværksættelse af det ændrede system.

vejafgiftsopkræveren er forpligtet til at overholde den pågældende planlægning.

2.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at hver vejafgiftsopkræver med ansvar for et EETS-område på en medlemsstats område opretter et testmiljø, hvor EETS-udbydere eller deres bemyndigede repræsentanter kan kontrollere, om deres køretøjsudstyr er egnet til anvendelse i vejafgiftsopkræverens EETS-område, og opnå certificering for vellykket gennemførelse af de pågældende tests. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at muliggøre, at vejafgiftsopkrævere opretter et enkelt testmiljø for mere end et EETS-område, og for at muliggøre, at en bemyndiget repræsentant kontrollerer anvendelsesegnetheden for en type køretøjsudstyr på vegne af mere end en EETS-udbyder.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at muliggøre, at vejafgiftsopkrævere kræver, at EETS-udbydere eller deres bemyndigede repræsentanter dækker omkostningerne ved de pågældende tests.

3.  Medlemsstaterne må ikke forbyde, begrænse eller hindre markedsføring af interoperabilitetskomponenter til anvendelse i EETS, hvis de er CE-mærkede eller har en erklæring om overensstemmelse med specifikationer eller en erklæring om anvendelsesegnethed eller begge dele. Medlemsstaterne må navnlig ikke kræve kontroller foretaget, som allerede er udført som led i proceduren for vurdering af overensstemmelse med specifikationer eller anvendelsesegnethed eller begge dele.

4.  Kommissionen vedtager senest den... [seks måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] delegerede retsakter med henblik på at fastsætte kravene til interoperabilitetskomponenter, sikkerhed og sundhed, pålidelighed og tilgængelighed, miljøbeskyttelse, teknisk kompatibilitet, sikkerhed og privatlivets fred samt drift og forvaltning.

5.  Kommissionen vedtager også delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 30 senest den ... [seks måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] med henblik på at fastlægge de generelle infrastrukturkrav vedrørende:

a)  nøjagtigheden af vejafgiftsangivelsens data med henblik på at sikre ligebehandling af EETS-brugerne med hensyn til vejafgifter og afgifter

b)  identifikation ved hjælp af køretøjsudstyr fra den ansvarlige EETS-udbyder

c)  anvendelse af åbne standarder for EETS-udstyrets interoperabilitetskomponenter

d)  integration af køretøjsudstyr i køretøjet, og

e)  meddelelse til føreren om kravet om betaling af en vejafgift.

6.  Kommissionen vedtager senest den ... [seks måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] gennemførelsesretsakter for at fastlægge følgende specifikke infrastrukturkrav:

a)  krav til fælles kommunikationsprotokoller mellem vejafgiftsopkrævere og EETS-udbyderes udstyr

b)  krav til mekanismer, som vejafgiftsopkrævere anvender henblik på at påvise, om et køretøj, der kører på deres EETS-område, er udstyret med et gyldigt og funktionsdygtigt køretøjsudstyr

c)  krav til brugergrænsefladen mellem menneske og maskine i køretøjsudstyret

d)  krav, der specifikt finder anvendelse på interoperabilitetskomponenter i mikrobølgebaserede opkrævningssystemer, og

e)  krav, der specifikt finder anvendelse på opkrævningssystemer baseret på globale satellitnavigationssystemer (GNSS).

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 31, stk. 2.

7.  Kommissionen vedtager senest den ... [seks måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] gennemførelsesretsakter for at fastsætte en procedure, som medlemsstaterne skal anvende til at vurdere interoperabilitetskomponenters overensstemmelse med specifikationerne og anvendelsesegnethed, herunder EF-erklæringens indhold og format. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 31, stk. 2.

KAPITEL V

BESKYTTELSESKLAUSULER

Artikel 16

Beskyttelsesprocedure

1.  Når en medlemsstat har grund til at tro, at CE-mærkede interoperabilitetskomponenter, der markedsføres, sandsynligvis ikke under den tilsigtede anvendelse opfylder de relevante krav, træffer den alle nødvendige foranstaltninger til at begrænse deres anvendelsesområde, forbyde brugen af dem eller trække dem tilbage fra markedet. Medlemsstaten underretter omgående Kommissionen om de trufne foranstaltninger og begrunder sin beslutning, navnlig med angivelse af, om manglen på overensstemmelse skyldes:

a)  ukorrekt anvendelse af tekniske specifikationer, eller

b)  at de tekniske specifikationer er utilstrækkelige.

2.  Kommissionen hører hurtigst muligt den berørte medlemsstat, producent, EETS-udbyder eller deres bemyndigede repræsentanter, der er etableret i Unionen. Hvis Kommissionen efter denne høring fastslår, at foranstaltningen er berettiget, underretter den omgående den pågældende medlemsstat og de øvrige medlemsstater herom. Hvis imidlertid Kommissionen efter denne høring fastslår, at foranstaltningen ikke er berettiget, underretter den omgående den pågældende medlemsstat samt producenten eller dennes i Unionen etablerede bemyndigede repræsentant og de øvrige medlemsstater herom.

3.  Hvis CE-mærkede interoperabilitetskomponenter ikke opfylder interoperabilitetskravene, kræver den kompetente medlemsstat, at producenten eller dennes i Unionen etablerede bemyndigede repræsentant bringer interoperabilitetskomponenten i overensstemmelse med specifikationerne eller sikrer dens anvendelsesegnethed eller begge dele på de vilkår, der er fastlagt af medlemsstaten, og underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom.

Artikel 17

Åbenhed i forbindelse med vurderinger

Enhver beslutning, der træffes af en medlemsstat eller en vejafgiftsopkræver om vurdering af interoperabilitetskomponenters overensstemmelse med specifikationer eller deres anvendelsesegnethed, og enhver beslutning, der træffes efter artikel 16, skal indeholde en nøje begrundelse. Den skal snarest muligt meddeles den berørte producent eller EETS-udbyder eller deres bemyndigede repræsentanter sammen med en angivelse af de til rådighed stående midler i henhold til gældende lov i den berørte medlemsstat og af de tidsfrister, der er fastsat for iværksættelsen af disse midler.

KAPITEL VI

ADMINISTRATIVE ORDNINGER

Artikel 18

Et enkelt kontaktkontor

Hver medlemsstat med mindst to EETS-områder på sit område udpeger et enkelt kontaktkontor for EETS-udbydere. Medlemsstaten offentliggør kontaktoplysninger for dette kontor og giver dem på anmodning til interesserede EETS-udbydere. Medlemsstaten træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at kontaktkontoret på anmodning af en EETS-udbyder letter og koordinerer tidlige administrative kontakter mellem EETS-udbyderen og de vejafgiftsopkrævere, der er ansvarlige for EETS-områderne på medlemsstatens område. Kontaktkontoret kan være en fysisk person eller et offentligt eller privat organ.

Artikel 19

Bemyndigede organer

1.  Medlemsstaterne underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater om ethvert organ, de bemyndiger til at udføre eller overvåge den procedure for vurdering af overensstemmelse med specifikationer eller anvendelsesegnethed, der er angivet i de i artikel 15, stk. 7, omhandlede gennemførelsesretsakter, med angivelse af hvert organs kompetenceområde og de identifikationsnumre, som Kommissionen har udstedt på forhånd. Kommissionen offentliggør listen over organerne, deres identifikationsnumre og deres kompetenceområde i Den Europæiske Unions Tidende og holder listen ajourført.

2.  Medlemsstaterne anvender kriterierne i de i denne artikels stk. 5 omhandlede delegerede retsakter til vurdering af de organer, der skal bemyndiges. Organer, der opfylder vurderingskriterierne i de relevante europæiske standarder anses for at opfylde førnævnte kriterier.

3.  En medlemsstat trækker godkendelsen af et organ tilbage, hvis dette ikke længere opfylder kriterierne i de i denne artikels stk. 5 omhandlede retsakter. Den underretter omgående Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom.

4.  Hvis en medlemsstat eller Kommissionen mener, at et organ, der er bemyndiget af en anden medlemsstat, ikke opfylder kriterierne i den i denne artikels stk. 5 omhandlede delegerede retsakt indbringes sagen for det i artikel 31, stk. 1, omhandlede Udvalg for Elektronisk Opkrævning afVejafgifter, som afgiver udtalelse inden for tre måneder. I lyset af nævnte udvalgs udtalelse underretter Kommissionen den medlemsstat, som har bemyndiget det pågældende organ, om enhver ændring, der er nødvendig for, at det bemyndigede organ kan beholde den status, det har fået tildelt.

5.  Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 30 senest den ... [seks måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] med henblik på at fastlægge minimumskriterier for valg af bemyndigede organer.

Artikel 20

Koordineringsgruppe

Der nedsættes en koordineringsgruppe bestående af de organer, der er bemyndiget efter artikel 19, stk. 1, ("koordineringsgruppen"), som skal fungere som arbejdsgruppe under det i artikel 31, stk. 1, omhandlede Udvalg for Elektronisk Opkrævning af Vejafgifter i overensstemmelse med dette udvalgs forretningsorden.

Artikel 21

Registre

1.  Med henblik på gennemførelsen af dette direktiv fører hver medlemsstat et nationalt elektronisk register over følgende:

a)  EETS-områderne på deres område med oplysning om:

i)  de pågældende vejafgiftsopkrævere

ii)  de teknologier, der anvendes til opkrævning af vejafgifter

iii)  vejafgiftsdataene

iv)  EETS-områdeerklæringen og

v)  de EETS-udbydere, som har indgået EETS-kontrakter med vejafgiftsopkræverne på nævnte medlemsstats område

b)  de EETS-udbydere, de har registreret i henhold til artikel 4, og

c)  de nærmere oplysninger om et kontaktkontor for EETS, jf. artikel 18, herunder en e-mailadresse og et telefonnummer.

Medmindre andet er anført, verificerer medlemsstaterne mindst en gang om året, om kravene i artikel 4, litra a), d), e) og f) stadig er opfyldt, og ajourfører registret derefter. Registret skal også indeholde konklusionerne på den i artikel 4, litra e), omhandlede revision. En medlemsstat drages ikke til ansvar for handlinger foretaget af de EETS-udbydere, der er opført i dens register.

2.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at alle data i det nationale elektroniske register holdes ajour og er korrekte.

3.  Offentligheden skal have elektronisk adgang til registrene.

4.  Registrene skal være tilgængelige fra den ... [30 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden].

5.  Ved udgangen af hvert kalenderår sender medlemsstaternes registeransvarlige myndigheder ad elektronisk vej registrene over EETS-områderne og EETS-udbyderne til Kommissionen. Kommissionen stiller disse oplysninger til rådighed for medlemsstaterne. Eventuelle uoverensstemmelser med situationen i en medlemsstat meddeles registreringsmedlemsstaten og Kommissionen.

KAPITEL VII

PILOTSYSTEMER

Artikel 22

Forsøgssystemer for opkrævning af vejafgifter

1.  For at give mulighed for teknisk udvikling af EETS kan medlemsstaterne, på begrænsede delområder af deres betalingsområde og parallelt med det EETS-overensstemmende system, give midlertidig tilladelse til forsøgsopstilling af betalingssystemer, der anvender nye teknologier eller koncepter, som ikke opfylder en eller flere bestemmelser i dette direktiv.

2.  Det må ikke kræves, at EETS-udbydere deltager i sådanne forsøgssystemer.

3.  En medlemsstat anmoder Kommissionen om tilladelse, før den begynder at afprøve et forsøgssystem for opkrævning af vejafgifter. Kommissionen giver inden for seks måneder fra modtagelsen af anmodningen tilladelse eller nægter at give tilladelse i form af en afgørelse. Kommissionen kan nægte at give tilladelse, hvis forsøgssystemet for opkrævning af vejafgifter kunne skade den korrekte funktion af det almindelige elektroniske vejafgiftssystem eller EETS. Den første gyldighedsperiode for en sådan tilladelse må ikke være længere end tre år.

KAPITEL VIII

UDVEKSLING AF OPLYSNINGER OM MANGLENDE BETALING AF VEJAFGIFTER

Artikel 23

Procedure for udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne

1.  Med henblik på at muliggøre identifikation af det køretøj og af ejeren eller indehaveren af dette køretøj, for hvilket en manglende betaling af en vejafgift er konstateret, giver hver medlemsstat kun de øvrige medlemsstaters nationale kontaktpunkter adgang til følgende oplysninger i de nationale køretøjsregistre med ret til at foretage automatiseret søgning vedrørende:

(a)  oplysninger vedrørende køretøjer og

b)  oplysninger vedrørende køretøjers ejere eller indehavere.

De i litra a) og b) omhandlede dataelementer, som er nødvendige for at foretage en automatiseret søgning, skal være i overensstemmelse med bilag I.

2.  Med henblik på den i stk. 1 omhandlede udveksling af oplysninger udpeger hver medlemsstat et nationalt kontaktpunkt. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at udveksling af oplysninger mellem medlemsstater kun finder sted mellem nationale kontaktpunkter. Den berørte medlemsstats gældende ret finder anvendelse på de nationale kontaktpunkters beføjelser. I denne proces for udveksling af oplysninger rettes særlig opmærksomhed mod korrekt beskyttelse af personoplysninger.

3.  Det nationale kontaktpunkt, på hvis område den manglende betaling af en vejafgift blev konstateret, anvender et fuldstændigt registreringsnummer, når der foretages en automatiseret søgning i form af udgående anmodninger.

Disse automatiserede søgninger skal foretages i overensstemmelse med de procedurer, der er beskrevet i kapitel 3, punkt 2 og 3, i bilaget til Rådets afgørelse 2008/616/RIA(18), og med kravene i bilag I til dette direktiv.

Den medlemsstat, på hvis område den manglende betaling af en vejafgift blev konstateret, skal bruge de opnåede data til at fastslå, hvem der bærer ansvaret for den manglende betaling af denne afgift.

4.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at udvekslingen af oplysninger finder sted ved hjælp af softwareapplikationen det europæiske informationssystem vedrørende køretøjer og kørekort (Eucaris) og ændrede versioner af denne software i overensstemmelse med bilag I til dette direktiv og med kapitel 3, punkt 2 og 3, i bilaget til afgørelse 2008/616/RIA.

5.  Hver medlemsstat afholder sine egne omkostninger i forbindelse med forvaltning, anvendelse og vedligeholdelse af de i stk. 4 omhandlede softwareapplikationer.

Artikel 24

Meddelelse om manglende betaling af en vejafgift

1.  Den medlemsstat, på hvis område den manglende betaling af en vejafgift blev konstateret, beslutter, hvorvidt der skal foretages en opfølgning på den manglende betaling af denne afgift.

Beslutter medlemsstaten, på hvis område den manglende betaling af en vejafgift blev konstateret, at foretage en sådan opfølgning, meddeler den pågældende medlemsstat dette til ejeren, indehaveren af køretøjet eller den person, der på anden måde er identificeret som mistænkt for manglende betaling af vejafgiften, i overensstemmelse med national lovgivning.

Meddelelsen skal i overensstemmelse med national ret omfatte oplysninger om de juridiske følger på den medlemsstats område, hvor manglende betaling af en vejafgift i henhold til denne medlemsstats lovgivning blev konstateret.

2.  Medlemsstaten, på hvis område den manglende betaling af en vejafgift blev konstateret, giver i overensstemmelse med sin nationale ret, når den sender informationsskrivelsen til ejeren, indehaveren af køretøjet eller den person, der på anden måde er identificeret som mistænkt for manglende betaling af en vejafgift, alle relevante oplysninger, navnlig arten af den manglende betaling af vejafgift, sted, dato og tidspunkt for overtrædelsen, titlen på de tekster i den nationale lovgivning, som overtrædelsen vedrører, retten til at klage og til at modtage oplysninger, og sanktionen samt, hvis det er relevant, oplysninger om den anordning, der er anvendt til at afsløre den manglende betaling af en vejafgift. Til formålet baserer den medlemsstat, på hvis område den manglende betaling af en vejafgift blev konstateret, sin informationsskrivelse på modellen i bilag II.

3.  Beslutter medlemsstaten, på hvis område den manglende betaling af en vejafgift blev konstateret, at iværksætte en opfølgning på den manglende betaling af en vejafgift, skal den, for at sikre respekten for de grundlæggende rettigheder, sende informationsskrivelsen på registreringsdokumentets sprog, hvis det kendes, eller på et af registreringsmedlemsstatens officielle sprog.

Artikel 25

Opfølgningsprocedurer af de opkrævende enheder

1.  Medlemsstaten, på hvis område den manglende betaling af en vejafgift blev konstateret, må kun give den enhed, der er ansvarlig for opkrævning af vejafgiften, de oplysninger, der er indhentet efter proceduren i artikel 23, stk. 1, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a)  de overførte oplysninger er begrænset til, hvad den pågældende enhed har brug for med henblik på at opnå den skyldige vejafgift

b)  proceduren for opkrævning af den skyldige vejafgift er i overensstemmelse med proceduren i artikel 24

c)  den pågældende enhed er ansvarlig for gennemførelsen af denne procedure og

d)  overholdelsen af den opkrævning, der er udstedt af den enhed, der modtager oplysningerne, bringer den manglende betaling af en vejafgift til ophør.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at de data, der er blevet givet til den ansvarlige enhed, udelukkende anvendes til at opnå den skyldige vejafgift og omgående slettes, når vejafgiften er betalt, eller, hvis den manglende betaling fortsætter, inden for et af medlemsstaten fastsat rimeligt tidsrum efter, at dataene er blevet overført.

Artikel 26

Indberetning fra medlemsstaterne til Kommissionen

Hver medlemsstat tilsender Kommissionen en sammenfattende indberetning senest den ... [fire år efter datoen for ikrafttrædelsen af dette direktiv] og hvert tredje år derefter.

Den sammenfattende indberetning skal indeholde oplysninger om antallet af automatiserede søgninger foretaget af den medlemsstat, på hvis område den manglende betaling af en vejafgift blev konstateret, hos registreringsmedlemsstatens nationale kontaktpunkt som følge af manglende betaling af vejafgifter, der har fundet sted på dens område, samt ▌antallet af resultatløse anmodninger.

Den sammenfattende indberetning skal endvidere indeholde en beskrivelse af situationen på nationalt plan med hensyn til den opfølgning, der sker på manglende betaling af vejafgifter, på grundlag af den andel af sådanne manglende betalinger af vejafgifter, der er blevet fulgt op med informationsskrivelser.

Artikel 27

Databeskyttelse

1.  Forordning (EU) 2016/679 og de nationale love eller administrative bestemmelser, der gennemfører direktiv 2002/58/EF og direktiv (EU) 2016/680, finder anvendelse på personoplysninger, der behandles i medfør af nærværende direktiv.

2.  Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med den gældende databeskyttelseslovgivning de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at ▌:

a)  behandlingen af personoplysninger med henblik på artikel 23, 24 og 25 er begrænset til de typer af oplysninger, der er anført i bilag I til dette direktiv

b)  personoplysningerne er korrekte, ajourførte, og anmodninger om berigtigelse eller sletning behandles uden unødig forsinkelse, samt

c)  der fastsættes en tidsbegrænsning for opbevaring af personoplysninger.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at ▌personoplysninger, der behandles i medfør af dette direktiv, udelukkende bruges ▌til:

a)  at identificere formodede lovovertrædere med henblik på forpligtelsen til at betale vejafgifter inden for anvendelsesområdet af artikel 5, stk. 8

b)  at sikre, at vejafgiftsopkrævere overholder reglerne med hensyn til deres forpligtelser over for skattemyndighederne inden for anvendelsesområdet af artikel 5, stk. 9, og

(c)  at identificere køretøjet og ejeren eller indehaveren af det køretøj, for hvilket en manglende betaling af en vejafgift er konstateret, inden for anvendelsesområdet af artikel 23 og 24.

Medlemsstaterne træffer også de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de registrerede personer har samme ret til information, adgang, berigtigelse, sletning og begrænsning af behandling, og til at indgive en klage til en tilsynsmyndighed for beskyttelse af personoplysninger, til erstatning samt til et effektivt retshåndhævelsesmiddel som dem, der er vedtaget i henhold til forordning (EU) 2016/679 eller, hvor det er relevant, direktiv (EU) 2016/680.

3.  Denne artikel berører ikke medlemsstaternes mulighed for at begrænse omfanget af de forpligtelser og rettigheder, der er fastsat i visse bestemmelser i forordning (EU) 2016/679, i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 23 til de formål, der er anført i nævnte artikels stk. 1.

4.  Enhver berørt person har ret til uden unødig forsinkelse at få oplyst, hvilke af de i registreringsstaten registrerede personoplysninger der er blevet fremsendt til den medlemsstat, hvor en manglende betaling af vejafgift blev konstateret, herunder datoen for anmodningen og den kompetente myndighed i den medlemsstat, på hvis område den manglende betaling af en vejafgift blev konstateret.

KAPITEL IX

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 28

Rapport

1.  Senest den ... [fire år efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] forelægger Kommissionen en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen og virkningerne af dette direktiv, navnlig for så vidt angår udviklingen og ibrugtagningen af EETS og effektiviteten af ordningen for udveksling af oplysninger i forbindelse med undersøgelsen af hændelser af manglende betaling af vejafgifter.

I rapporten skal navnlig følgende analyseres:

a)  virkningen af artikel 5, stk. 1 og 2, på ibrugtagningen af EETS med særlig fokus på tilgængelighed af tjenesten i små eller perifere EETS-områder

b)   ▌effektiviteten af artikel 23, 24 og 25 med hensyn til at nedbringe antallet af tilfælde med manglende betaling af vejafgifter i Unionen, og

c)  de fremskridt, der er gjort med hensyn til interoperabilitetsaspekterne mellem elektroniske vejafgiftssystemer ved hjælp af satellitpositionering og 5,8 GHz-mikrobølgeteknologi.

2.  Rapporten ledsages, hvor det er relevant, af et forslag til Europa-Parlamentet og Rådet om yderligere revision af dette direktiv, navnlig vedrørende følgende elementer:

a)  yderligere foranstaltninger til at sikre, at EETS er tilgængelig i alle EETS-områder, herunder små og perifere områder

b)   foranstaltninger til yderligere at lette den grænseoverskridende håndhævelse af forpligtelsen til at betale vejafgifter i Unionen, herunder ordninger om gensidig bistand, og

c)  udvidelse af bestemmelserne om grænseoverskridende håndhævelse til at omfatte lavemissionszoner, zoner med begrænset adgang eller andre adgangsregulerende ordninger for køretøjer.

Artikel 29

Delegerede retsakter

1.  Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 30 med henblik på at ajourføre bilag II for at tage højde for relevante ændringer, som foretages af Rådets afgørelse 2008/615/RIA(19) og 2008/616/RIA, eller hvis det er påkrævet i henhold til andre relevante EU-retsakter.

Artikel 30

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 8, stk. 5, artikel 10, stk. 3, artikel 15, stk. 4 og 5, artikel 19, stk. 5, og artikel 29 tillægges Kommissionen for en ▌periode på fem år fra den [datoen for denne forordnings ikrafttræden]. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.  Den i artikel 8, stk. 5, artikel 10, stk. 3, artikel 15, stk. 4 og 5, artikel 19, stk. 5, og artikel 29 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.  Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 13. april 2016.

5.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 5, artikel 10, stk. 3, artikel 15, stk. 4 og 5, artikel 19, stk. 5, og artikel 29, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 31

Udvalgsprocedure

1.  Kommissionen bistås af Udvalget for Elektronisk Opkrævning af Vejafgifter.

Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.  Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse. Afgiver udvalget ikke nogen udtalelse, vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt, og artikel 5, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 182/2011 finder anvendelse.

Artikel 32

Gennemførelse

1.  Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den ... [30 måneder efter dette direktivs ikrafttræden] de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme artikel 1-27 og bilag I og II. ▌ De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.

Medlemsstaterne anvender disse love og bestemmelser fra den ... [30 måneder efter dette direktivs ikrafttræden].

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal ligeledes indeholde oplysning om, at henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til det direktiv, der ophæves ved nærværende direktiv, gælder som henvisninger til nærværende direktiv. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen og træffer bestemmelse om affattelsen af den nævnte oplysning.

2.  Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 33

Ophævelse

Direktiv 2004/52/EF ophæves med virkning fra den ... [dagen efter den dato, der er angivet i artikel 32, stk. 1, første afsnit], uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til den i bilag III, del B, angivne frist for gennemførelse i national ret af direktivet.

Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag IV.

Artikel 34

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 35

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i ..., den

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

BILAG I

Nødvendige oplysninger til brug for den automatiserede søgning som omhandlet i artikel 23, stk. 1

Post

O/V(20)

Bemærkninger

Oplysninger om køretøjet

O

 

Registreringsmedlemsstat

O

 

Registreringsnummer

O

(A(21))

Data om den manglende betaling af en vejafgift

O

 

Medlemsstat, på hvis område den manglende betaling af en vejafgift blev konstateret

O

 

Dato for hændelsen

O

 

Tidspunkt for hændelsen

O

 

Oplysninger tilvejebragt som følge af den automatiserede søgning foretaget i henhold til artikel 23, stk. 1

Del I. Oplysninger vedrørende køretøjer

Post

O/V(22)

Bemærkninger

Registreringsnummer

O

 

Stelnummer/VIN

O

 

Registreringsmedlemsstat

O

 

Mærke

O

(D.1(23)) f.eks. Ford, Opel, Renault

Køretøjets handelstype

O

(D.3) f.eks. Focus, Astra, Megane

EU-kategorikode

O

(J)  f.eks. knallerter, motorcykler, biler

Euroemissionsklasse

O

f.eks. Euro 4, Euro 6

Del II. Oplysninger vedrørende køretøjernes ejere eller indehavere

Post

O/V(24)

Bemærkninger

Oplysninger om indehaveren af køretøjet

 

(C.1(25))

Oplysningerne vedrører indehaveren af den pågældende registreringsattest.

Navn (eller firmanavn) på indehaveren af registreringsattesten

O

(C.1.1)

Der skal anvendes særskilte felter til efternavn, indføjelser, titler osv., og navnet skal meddeles i trykt format.

Fornavn

O

(C.1.2)

Der skal anvendes særskilte felter til fornavn(e) og initialer, og navnet skal meddeles i trykt format.

Adresse

O

(C.1.3)

Der skal anvendes særskilte felter til gadenavn, husnummer og tilbygning, postnummer, bopæl, opholdsland osv., og adressen skal meddeles i trykt format.

Køn

V

Mand/kvinde

Fødselsdato

O

 

Retlig enhed

O

Enkeltperson, forening, virksomhed, firma osv.

Fødested

V

 

Identitetsnummer

V

Et dokument, der entydigt identificerer personen eller virksomheden.

Oplysninger om ejeren af køretøjet

 

(C.2) Oplysningerne vedrører ejeren af køretøjet.

Navn (eller firmanavn) på ejeren

O

(C.2.1)

Fornavn

O

(C.2.2)

Adresse

O

(C.2.3)

Køn

V

Mand/kvinde

Fødselsdato

O

 

Retlig enhed

O

Enkeltperson, forening, virksomhed, firma osv.

Fødested

V

 

Identitetsnummer

V

Et dokument, der entydigt identificerer personen eller virksomheden.

 

 

I tilfælde af køretøjer til ophugning, stjålne køretøjer eller nummerplader eller et udløbet registreringsnummer skal der ikke gives oplysninger om ejeren/indehaveren. I stedet skal meddelelsen "Ingen oplysninger" fremgå.

BILAG II

MODEL TIL INFORMATIONSSKRIVELSE

jf. artikel 24

[Forside]

……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………................................................................................................................

[Afsenders navn, adresse og telefonnummer]

……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………................................................................................................................

[Modtagers navn og adresse]

MEDDELELSE

vedrørende manglende betaling af en vejafgift i

[navnet på den medlemsstat, på hvis område den manglende betaling af en vejafgift blev konstateret]

………………………………………………………………

Side 2

Den blev en manglende betaling af vejafgift for køretøjet med registreringsnummer

[dato]

nummer mærke model

konstateret af

[navn på ansvarlig instans]

[Mulighed 1](1)

De er registreret som indehaver af registreringsattesten for ovennævnte køretøj.

[Mulighed 2](1)

Indehaveren af registreringsattesten for ovennævnte køretøj har oplyst, at De førte køretøjet, da der blev konstateret manglende betaling af en vejafgift.

Den manglende betaling af vejafgift er beskrevet nærmere på side 3 nedenfor.

Bødetaksten for den manglende betaling af vejafgift er EUR/national valuta.(1)

Den skyldige vejafgift er EUR/national valuta.(1)

Betalingsfristen er

De bedes udfylde vedlagte svarblanket (side 4) og sende den til den anførte adresse, hvis De ikke betaler denne bøde(1)/vejafgift (1).

Denne meddelelse behandles i henhold til den nationale lovgivning i

[navnet på den medlemsstat, på hvis område den manglende betaling af en vejafgift blev konstateret].

Side 3

Relevante oplysninger om den manglende betaling af en vejafgift

a)  Oplysninger om det køretøj, som blev benyttet ved den manglende betaling af vejafgift:

Registreringsnummer: ………………………………………….

Registreringsmedlemsstat: ………………………………………….

Mærke og model: ………………………………………….

b)  Oplysninger om den manglende betaling af en vejafgift:

Sted, dato og tidspunkt for konstatering af den manglende betaling af en vejafgift:

………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………

Art og retlig klassificering af den manglende betaling af en vejafgift:

………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………

Detaljeret beskrivelse af den manglende betaling af en vejafgift:

………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………

Henvisning til relevant(e) retsforskrift(er):

………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………

Detaljeret beskrivelse af eller henvisning til beviset for den manglende betaling af en vejafgift:

………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………

c)  Oplysninger om det udstyr, som blev benyttet til at afsløre den manglende betaling af vejafgift(2):

Specifikation af udstyret:

………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………

Udstyrets identifikationsnummer:

………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………

Sidste kalibrering gyldig indtil:

………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………

(1)   Overstreges, hvis det ikke er relevant.

(2)   Ikke relevant, hvis der ikke er anvendt noget udstyr.

Side 4

Svarformular

(udfyldes med BLOKBOGSTAVER)

A.  Førerens identitet:

— Fulde navn:

………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………

—  Fødested og fødselsdato:

………………………………………………………………………………………………………………………………

—  Kørekortets nummer: udstedt (dato): i (sted): ………………………..

—  Adresse:………………………………………………………………………………………………………………… ………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………

B.  Spørgsmål:

1.   Er køretøjet af mærket , med registreringsnummer , registreret i

Deres navn? ja/nej (1)

Hvis nej, angiv da indehaveren af registreringsattesten:

(navn, fornavn, adresse)

2.   Erkender De den manglende betaling af vejafgiften? ja/nej (1)

3.   Erkender De Dem ikke skyldig, bedes De forklare hvorfor:

………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………

Den udfyldte blanket sendes senest 60 dage efter datoen for denne informationsskrivelse til følgende myndighed eller enhed:

på følgende adresse:

OPLYSNINGER

(Hvis informationsskrivelsen sendes af den enhed, der er ansvarlig for opkrævning af vejafgiften i henhold til artikel 25):

Hvis den skyldige vejafgift ikke betales inden for den frist, der er fastsat i denne informationsskrivelse, vil denne sag blive videresendt til og undersøgt af den kompetente myndighed i... [navn på den medlemsstat, på hvis område den manglende betaling af en vejafgift blev konstateret].

Hvis sagen ikke forfølges, underrettes De herom senest 60 dage efter modtagelsen af svarblanketten eller kvitteringen for betaling. (1)

/

(Hvis informationsskrivelsen sendes af medlemsstatens kompetente myndighed):

Denne sag vil blive behandlet af den kompetente myndighed i

[navnet på den medlemsstat, på hvis område den manglende betaling af en vejafgift blev konstateret].

Hvis sagen ikke forfølges, underrettes De herom senest 60 dage efter modtagelsen af svarblanketten eller kvitteringen for betaling(1).

(1)  Overstreges, hvis det ikke er relevant.

Forfølges sagen, sker det efter følgende procedure:

………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………

[udfyldes af den medlemsstat, på hvis område den manglende betaling af en vejafgift blev konstateret – der redegøres for den videre procedure, herunder nærmere oplysninger om muligheden for at anke afgørelsen om at forfølge sagen og om proceduren herfor. Disse oplysninger skal under alle omstændigheder omfatte: navn og adresse på den myndighed eller enhed, der har ansvaret for at forfølge sagen, betalingsfrist, navn og adresse på den pågældende ankeinstans og ankefrist].

Denne meddelelse har ikke i sig selv retlige følger.

Ansvarsfraskrivelse vedrørende databeskyttelse:

[Hvor forordning (EU) 2016/679 finder anvendelse:

I overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 har De retten til at anmode om indsigt i og berigtigelse eller sletning af personoplysninger eller begrænsning af behandlingen af Deres personoplysninger eller til at gøre indsigelse mod behandlingen heraf, ligesom De har retten til dataportabilitet. De har også ret til at indgive en klage til [navn og adresse på den relevante tilsynsmyndighed].

[Hvor direktiv (EU) 2016/680 finder anvendelse:

I henhold til [den nationale lovgivning, der gennemfører direktiv (EU) 2016/680] har De ret til at anmode den dataansvarlige om indsigt i og berigtigelse eller sletning af personoplysninger og begrænsning af behandlingen af Deres personoplysninger. De har også ret til at indgive en klage til [navn og adresse på den relevante tilsynsmyndighed].]

_____________

BILAG III

Del A

Ophævet direktiv med ændringer (omhandlet i artikel 33)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/52/EF

EUT L 166 af 30.4.2004, s. 124.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 219/2009

EUT L 87 af 31.3.2009, s. 109.

Del B

Frist for gennemførelse i national ret

(omhandlet i artikel 33)

Direktiv

Gennemførelsesfrist

Direktiv 2004/52/EF

20. november 2005

_____________

BILAG IV

Sammenligningstabel

Direktiv 2004/52/EF

Nærværende direktiv

Artikel 1, stk. 1

Artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a)

Artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra b)

Artikel 1, stk. 2, første punktum

Artikel 1, stk. 2, indledende tekst

Artikel 1, stk. 2, litra a)

Artikel 1, stk. 2, litra a)

Artikel 1, stk. 2, litra b)

Artikel 1, stk. 2, litra c)

Artikel 1, stk. 2, litra b)

Artikel 1, stk. 3

Artikel 1, stk. 3

Artikel 1, stk. 4

Artikel 1, stk. 5

Artikel 1, stk. 6

Artikel 2

Artikel 2, stk. 1

Artikel 3, stk. 1, første afsnit

Artikel 3, stk. 1, andet afsnit

Artikel 2, stk. 2, første punktum

Artikel 4, stk. 7

Artikel 3, stk. 2

Artikel 3, stk. 3

Artikel 2, stk. 2, andet og tredje punktum

Artikel 3, stk. 4

Artikel 2, stk. 2, fjerde punktum

Artikel 3, stk. 5

Artikel 3, stk. 6

Artikel 2, stk. 3

Artikel 2, stk. 4

Artikel 2, stk. 5

Artikel 2, stk. 6

Artikel 2, stk. 7

Artikel 27

Artikel 3, stk. 1

Artikel 3, stk. 2, første punktum

Artikel 1, stk. 1, andet afsnit

Artikel 3, stk. 2, andet punktum

Artikel 3, stk. 2, tredje punktum

 

Artikel 3, stk. 3

 

Artikel 3, stk. 4

Artikel 4, stk. 1

 

Artikel 4, stk. 2

Artikel 4, stk. 3

 

Artikel 4, stk. 4

Artikel 4, stk. 5

Artikel 4, stk. 7

Artikel 3, stk. 2

Artikel 4, stk. 8

Artikel 5, stk. 4

Artikel 23

Artikel 24

Artikel 26

Artikel 2, stk. 7

Artikel 27

Artikel 28

Artikel 29

Artikel 30

Artikel 5

Artikel 31

Artikel 6

Artikel 32, stk. 1

Artikel 32, stk. 2

Artikel 33

Artikel 7

Artikel 34

Artikel 8

Artikel 35

Bilag

Bilag I

Bilag II

Bilag III

Bilag IV

_____________

(1) EUT C 81 af 2.3.2018, s. 181.
(2) EFT C 77 af 28.3.2002, s. 1.
(3)EUT C 81 af 2.3.2018, s. 181.
(4)EUT C 176 af 23.5.2018, s. 66.
(5) Europa-Parlamentets holdning af 14.2.2019.
(6)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/52/EF af 29. april 2004 om interoperabilitet mellem elektroniske bompengesystemer i Fællesskabet (EUT L 166 af 30.4.2004, s. 124).
(7)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/413 af 11. marts 2015 om fremme af grænseoverskridende udveksling af oplysninger om trafiksikkerhedsrelaterede færdselslovsovertrædelser (EUT L 68 af 13.3.2015, s. 9).
(8)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).
(9)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89).
(10)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37).
(11) EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.
(12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
(13)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
(14)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EUT L 241 af 17.9.2015, s. 1).
(15)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/53/EU af 16. april 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF (EUT L 153 af 22.5.2014, s. 62).
(16)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/30/EU af 26. februar 2014 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet (EUT L 96 af 29.3.2014, s. 79).
(17) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF af 17. juni 1999 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer (EFT L 187 af 20.7.1999, s. 42).
(18)Rådets afgørelse 2008/616/RIA af 23. juni 2008 om gennemførelse af afgørelse 2008/615/RIA om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet (EUT L 210 af 6.8.2008, s. 12).
(19)Rådets afgørelse 2008/615/RIA af 23. juni 2008 om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet (EUT L 210 af 6.8.2008, s. 1).
(20)O = obligatorisk, hvis oplysningen foreligger i det nationale register, V = valgfrit.
(21)Harmoniseret EU-kode, se Rådets direktiv 1999/37/EF af 29. april 1999 om registreringsdokumenter for motorkøretøjer (EFT L 138 af 1.6.1999, s. 57).
(22)O = obligatorisk, hvis oplysningen foreligger i det nationale register, V = valgfrit.
(23)Harmoniseret EU-kode, se direktiv 1999/37/EF.
(24)O = obligatorisk, hvis oplysningen foreligger i det nationale register, V = valgfrit.
(25)Harmoniseret EU-kode, se direktiv 1999/37/EF.


Gensidig anerkendelse af varer, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat ***I
PDF 258kWORD 87k
Beslutning
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. februar 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om gensidig anerkendelse af varer, der lovligt markedsføres i en anden medlemsstat (COM(2017)0796 – C8-0005/2018 – 2017/0354(COD))
P8_TA-PROV(2019)0123A8-0274/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2017)0796),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0005/2018),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 23. maj 2018(1) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 28. november 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A8-0274/2018),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 14. februar 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/… om gensidig anerkendelse af varer, der lovligt markedsføres i en anden medlemsstat, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 764/2008

P8_TC1-COD(2017)0354


(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Det indre marked indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer i overensstemmelse med traktaterne. Kvantitative indførselsrestriktioner såvel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning er forbudt mellem medlemsstaterne. Forbuddet omfatter alle nationale foranstaltninger, som direkte eller indirekte, faktisk eller potentielt, kan hindre handelen med varer inden for Unionen. Den frie bevægelighed for varer på det indre marked sikres gennem harmoniseringen af regler på EU-plan, der fastsætter fælles krav til markedsføringen af visse varer, eller for så vidt angår varer eller aspekter af varer, som ikke fuldt ud er omfattet af EU-harmoniseringsregler, gennem anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse som fastlagt af Den Europæiske Unions Domstol ("EU-Domstolen").

(2)  Et velfungerende princip om gensidig anerkendelse er et vigtigt supplement til harmonisering af regler på EU-plan, navnlig i betragtning af at mange varer har både harmoniserede og ikkeharmoniserede aspekter.

(3)  Der kan ulovligt skabes hindringer for den frie bevægelighed for varer mellem medlemsstaterne, hvis en medlemsstats kompetente myndighed i mangel af EU-harmoniseringsregler for varer eller visse aspekter af varer anvender nationale regler på varer, som markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, og i henhold til hvilke varerne skal opfylde visse tekniske forskrifter f.eks. hvad angår betegnelse, form, størrelse, vægt, sammensætning, præsentation, mærkning eller emballage. Anvendelsen af sådanne regler på varer, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, kan være i modstrid med artikel 34 og 36 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), selv hvis disse regler finder anvendelse på alle varer uden forskelsbehandling.

(4)  Princippet om gensidig anerkendelse udspringer af EU-Domstolens retspraksis. Ifølge princippet kan medlemsstaterne ikke forbyde salg på deres område af varer, som markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, selv om disse varer er produceret efter andre tekniske forskrifter, herunder varer, der ikke er industrielt fremstillet. Princippet om gensidig anerkendelse er imidlertid ikke absolut. Medlemsstaterne kan begrænse markedsføring af varer, som markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, når sådanne restriktioner er begrundet i hensyn, der er omhandlet i artikel 36 i TEUF, eller i andre tvingende almene hensyn, som er anerkendt i EU-Domstolens retspraksis med hensyn til den frie bevægelighed for varer, og når disse restriktioner står i et rimeligt forhold til det tilstræbte mål. Denne forordning indfører en forpligtigelse til tydeligt at begrunde, hvorfor markedsadgangen er blevet begrænset eller nægtet.

(5)  Begrebet "tvingende almene hensyn" er et begreb under udvikling, som EU-Domstolen har uddybet i sin retspraksis vedrørende artikel 34 og 36 i TEUF. Hvis der er legitime forskelle fra en medlemsstat til en anden, kan sådanne tvingende hensyn begrunde de kompetente myndigheders anvendelse af nationale tekniske forskrifter. Administrative afgørelser skal imidlertid altid behørigt begrundes, være legitime, passende og i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, og den kompetente myndighed skal træffe den mindst mulige restriktive afgørelse. Med henblik på at gøre det indre marked for varer mere velfungerende bør de nationale tekniske forskrifter være velegnede til formålet og ikke skabe uforholdsmæssige tekniske handelshindringer. Endvidere må administrative afgørelser om at begrænse eller nægte markedsadgang for varer, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, ikke alene baseres på den omstændighed, at de varer, der er under vurdering, opfylder det legitime offentlige mål, der forfølges af medlemsstaten, på en anden måde end ▌ varer i denne medlemsstat opfylder det pågældende mål. For at bistå medlemsstaterne bør Kommissionen udarbejde ikkebindende retningslinjer om EU-Domstolens retspraksis vedrørende begrebet tvingende almene hensyn og om, hvordan princippet om gensidig anerkendelse skal anvendes. De kompetente myndigheder bør have mulighed for at bidrage til og give feedback på disse retningslinjer.

(6)  Rådet (konkurrenceevne) bemærkede i sine konklusioner fra december 2013 om politikken for det indre marked, at alle relevante instrumenter bør anvendes for at forbedre rammebetingelserne for virksomheder og forbrugere i det indre marked, herunder gensidig anerkendelse, hvor det er relevant. Rådet opfordrede Kommissionen til at aflægge rapport om tilfælde, hvor princippet om gensidig anerkendelse stadig ikke fungerer tilstrækkeligt eller uden problemer. Rådet (konkurrenceevne) opfordrede i sine konklusioner om politikken for det indre marked fra februar 2015 indtrængende Kommissionen til at tage skridt til at sikre, at princippet om gensidig anerkendelse anvendes effektivt, og til med henblik herpå at fremsætte forslag.

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 764/2008(4) blev vedtaget for at lette anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse ved fastsættelse af procedurer for at minimere risikoen for, at der skabes ulovlige hindringer for den frie bevægelighed for varer, der allerede markedsføres lovligt i en anden medlemsstat. Trods vedtagelsen af nævnte forordning giver anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse fortsat anledning til mange problemer. Den evaluering, der blev foretaget mellem 2014 og 2016, viste, at princippet om gensidig anerkendelse ikke fungerer, som det skal, og at forordning (EF) nr. 764/2008 kun i begrænset omfang har gjort det lettere at anvende dette princip. De redskaber og proceduremæssige garantier, der blev indført ved nævnte forordning, forfejlede målet om at forbedre anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse. Netværket af produktkontaktpunkter, der blev etableret for at informere erhvervsdrivende om de gældende nationale regler og anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse, er f.eks. ret ukendt og anvendes næsten ikke af erhvervsdrivende. Nationale myndigheder samarbejder ikke tilstrækkeligt inden for netværket. Kravet om, at der skal gives underretning om administrative afgørelser, der begrænser eller nægter markedsadgang, overholdes sjældent. Der findes derfor fortsat hindringer for den frie bevægelighed for varer på det indre marked.

(8)  Forordning (EF) nr. 764/2008 har flere mangler og bør derfor revideres og styrkes. Af klarhedshensyn bør forordning (EF) nr. 764/2008 erstattes af nærværende forordning. Nærværende forordning bør fastsætte klare procedurer for at sikre den frie bevægelighed for varer, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, og for at sikre, at den frie bevægelighed kun kan begrænses, hvis medlemsstater gør det af legitime almene hensyn, og restriktionen er begrundet og overholder proportionalitetsprincippet. Nærværende forordning bør også sikre, at eksisterende rettigheder og forpligtelser, der følger af princippet om gensidig anerkendelse, respekteres af både erhvervsdrivende og nationale myndigheder.

(9)  Denne forordning bør ikke være til hinder for yderligere harmonisering af betingelserne for markedsføring af varer med henblik på at forbedre det indre markeds funktion, hvor det er hensigtsmæssigt.

(10)  Det er også muligt, at der opstår handelshindringer som følge af andre typer foranstaltninger, som falder inden for anvendelsesområdet for artikel 34 og 36 i TEUF. Disse foranstaltninger kan f.eks. omfatte tekniske specifikationer, der er udarbejdet til procedurer for offentlige indkøb, eller krav om at anvende officielle sprog i medlemsstaterne. Sådanne foranstaltninger bør dog ikke udgøre nationale tekniske forskrifter i denne forordnings forstand og bør ikke falde inden for dens anvendelsesområde.

(11)  Nationale tekniske forskrifter gennemføres til tider i en medlemsstat ved hjælp af en procedure for forudgående godkendelse, hvor der skal indhentes en formel godkendelse fra en kompetent myndighed, før varerne kan markedsføres der. Eksistensen af en procedure for forudgående godkendelse begrænser i sig selv varernes frie bevægelighed. For at være berettiget under hensyn til det grundlæggende princip om varers frie bevægelighed inden for det indre marked skal en sådan procedure derfor forfølge almene hensyn, der er anerkendt i EU-retten, og stå i et rimeligt forhold til målet og være ikkediskriminerende. En sådan procedures overensstemmelse med EU-retten vurderes i lyset af overvejelserne i EU-Domstolens retspraksis. Administrative afgørelser om at begrænse eller nægte markedsadgang, udelukkende fordi varerne ikke har en gyldig forudgående godkendelse, bør derfor udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde. Når der indgives en ansøgning om obligatorisk forudgående godkendelse af varer, bør enhver administrativ afgørelse om at afvise ansøgningen på grundlag af en national teknisk forskrift, der gælder i den pågældende medlemsstat, imidlertid kun træffes i overensstemmelse med denne forordning, således at ansøgeren kan drage fordel af den proceduremæssige beskyttelse, som denne forordning giver. Det samme gælder for frivillig forudgående godkendelse af varer, når en sådan findes.

(12)  Det er vigtigt at præcisere, at de typer af varer, der er omfattet af denne forordning, også omfatter landbrugsvarer. Udtrykket "landbrugsvarer" omfatter også fiskeriprodukter, jf. artikel 38, stk. 1, i TEUF. Med henblik på at hjælpe med at indkredse, hvilke typer varer der er omfattet af denne forordning, bør Kommissionen vurdere gennemførligheden af og fordelene ved at arbejde videre med en vejledende produktliste for gensidig anerkendelse.

(13)  Det er også vigtigt at præcisere, at udtrykket "producent" ikke kun omfatter fabrikanter af varer, men også personer, som producerer varer, der ikke er industrielt fremstillet, herunder landbrugsvarer, samt personer, der udgiver sig for at være producenter af varer.

(14)  Afgørelser truffet af nationale domstole i sager, hvorunder der foretages en vurdering af lovligheden i tilfælde, hvor varer lovligt markedsføres i én medlemsstat og på grund af anvendelsen af en national teknisk forskrift nægtes adgang til markedet i en anden medlemsstat, samt afgørelser truffet af nationale domstole, hvorved der pålægges sanktioner, bør udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde.

(15)  For at være omfattet af princippet om gensidig anerkendelse skal varer markedsføres lovligt i en anden medlemsstat. Det bør præciseres, at for at varer kan anses for at være lovligt markedsført i en anden medlemsstat, skal de overholde de relevante regler, der gælder i denne medlemsstat, og de skal være stillet til rådighed for slutbrugerne i denne medlemsstat.

(16)  For at øge de nationale myndigheders og de erhvervsdrivendes kendskab til princippet om gensidig anerkendelse bør medlemsstaterne overveje at fastsætte klare og utvetydige "bestemmelser for det indre marked" i deres nationale tekniske forskrifter for at lette anvendelsen af dette princip.

(17)  Den dokumentation, der kræves for at vise, at varer markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, varierer betydeligt fra en medlemsstat til en anden. Det medfører unødvendige byrder, forsinkelser og ekstra omkostninger for de erhvervsdrivende og forhindrer nationale myndigheder i at indhente de oplysninger, der er nødvendige for rettidigt at kunne vurdere varerne. Det kan hæmme anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse. Det er derfor vigtigt at gøre det lettere for erhvervsdrivende at dokumentere, at deres varer markedsføres lovligt i en anden medlemsstat. Erhvervsdrivende bør ▌ drage fordel af en egenerklæring, der giver de kompetente myndigheder alle nødvendige oplysninger om varerne og deres overholdelse af de gældende regler i denne anden medlemsstat. Anvendelse af frivillige erklæringer bør ikke forhindre de nationale myndigheder i at træffe administrative afgørelser om at begrænse eller nægte markedsadgang, såfremt sådanne afgørelser står i et rimeligt forhold til målet, er begrundede og respekterer princippet om gensidig anerkendelse og er i overensstemmelse med denne forordning.

(18)  Det bør være muligt for producenten, importøren eller distributøren at udfærdige en erklæring om lovlig markedsføring af varer med henblik på gensidig anerkendelse ("erklæring om gensidig anerkendelse"). Producenten er bedst i stand til at levere oplysningerne i erklæringen om gensidig anerkendelse, da producenten kender varerne bedst og er i besiddelse af den dokumentation, der er nødvendig for at verificere oplysningerne i erklæringen om gensidig anerkendelse. Producenten bør kunne give en bemyndiget repræsentant fuldmagt til at udfærdige sådanne erklæringer på producentens vegne og ansvar. Hvis en erhvervsdrivende i erklæringen kun er i stand til at give oplysninger om lovligheden af markedsføringen af varerne, bør det dog være muligt for en anden erhvervsdrivende at give oplysning om, at varerne stilles til rådighed for slutbrugere i den pågældende medlemsstat, forudsat at den erhvervsdrivende påtager sig ansvaret for de oplysninger, som denne har givet i erklæringen om gensidig anerkendelse, og er i stand til at give den dokumentation, der er nødvendig for at verificere disse oplysninger.

(19)  Erklæringen om gensidig anerkendelse bør altid indeholde præcise og fuldstændige oplysninger om varerne. Erklæringen bør derfor holdes ajour for at afspejle ændringer, f.eks. ændringer i de relevante nationale tekniske forskrifter.

(20)  For at sikre, at de oplysninger, der gives i en erklæring om gensidig anerkendelse, er dækkende, bør der fastlægges en harmoniseret struktur for sådanne erklæringer til brug for erhvervsdrivende, der ønsker at afgive sådanne erklæringer.

(21)  Det er vigtigt at sikre, at erklæringen om gensidig anerkendelse udfyldes sandfærdigt og nøjagtigt. Det er derfor nødvendigt at stille krav om, at erhvervsdrivende er ansvarlige for de oplysninger, som de giver i erklæringen om gensidig anerkendelse.

(22)  For at øge effektiviteten og konkurrenceevnen for virksomheder, som er aktive på området for varer, der ikke er omfattet af EU-harmoniseringslovgivning, bør det være muligt at drage fordel af nye informationsteknologier, så det bliver lettere at forelægge en erklæring om gensidig anerkendelse. Erhvervsdrivende bør derfor have mulighed for at gøre deres erklæringer om gensidig anerkendelse offentligt tilgængelige online, forudsat at erklæringen om gensidig anerkendelse er let tilgængelig og er i et pålideligt format.

(23)  Kommissionen bør sikre, at en skabelon til erklæringen om gensidig anerkendelse og retningslinjer for dens udfyldelse stilles til rådighed på den fælles digitale portal på alle Unionens officielle sprog.

(24)  Denne forordning bør også finde anvendelse på varer, hvoraf kun visse aspekter er omfattet af EU-harmoniseringslovgivning. I de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende i medfør af EU-harmoniseringslovgivning er forpligtet til at udfærdige en EU-overensstemmelseserklæring for at påvise overholdelse af denne lovgivning, bør det være tilladt for denne erhvervsdrivende at vedlægge ▌ erklæringen om gensidig anerkendelse omhandlet i denne forordning sammen med EU-overensstemmelseserklæringen.

(25)  Hvis erhvervsdrivende beslutter ikke at bruge ▌ erklæringen om gensidig anerkendelse, bør det være op til bestemmelsesmedlemsstatens kompetente myndigheder at fremsætte klart definerede anmodninger om specifikke oplysninger, som de finder nødvendige for vurderingen af varerne, for så vidt angår proportionalitetsprincippet.

(26)  Den erhvervsdrivende bør gives tilstrækkelig tid til at forelægge de dokumenter eller andre oplysninger, som bestemmelsesmedlemsstatens kompetente myndighed har anmodet om, eller til at fremsætte argumenter eller bemærkninger i forbindelse med vurderingen af de pågældende varer.

(27)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535(5) stiller krav om, at medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de andre medlemsstater ethvert udkast til national teknisk forskrift vedrørende ethvert produkt, herunder enhver landbrugsvare eller ethvert fiskeriprodukt, samt grundene til, at det er nødvendigt at indføre en sådan forskrift. Det er dog nødvendigt at sikre, at princippet om gensidig anerkendelse anvendes korrekt på bestemte varer i individuelle tilfælde efter vedtagelsen af en sådan national teknisk forskrift. Denne forordning bør fastsætte procedurer for anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse i individuelle tilfælde ved f.eks. at kræve, at medlemsstaterne angiver de nationale tekniske forskrifter, som den administrative afgørelse er baseret på, og de legitime almene hensyn, der ligger til grund for anvendelsen af den pågældende nationale tekniske forskrift for så vidt angår en vare, der er markedsført lovligt i en anden medlemsstat. Proportionaliteten af den nationale tekniske forskrift udgør grundlaget for påvisning af, at den administrative afgørelse, som er baseret på denne forskrift, står i et rimeligt forhold til målet. Midlet, der skal anvendes til at påvise proportionaliteten af den administrative afgørelse, bør dog bestemmes fra sag til sag.

(28)  Da administrative afgørelser om at begrænse eller nægte markedsadgang for varer, der allerede markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, bør være undtagelser fra det grundlæggende princip om fri bevægelighed for varer, er det nødvendigt at sikre, at sådanne afgørelser overholder de eksisterende forpligtelser, der følger af princippet om gensidig anerkendelse. Der bør derfor fastsættes en klar procedure for at fastslå, om varerne markedsføres lovligt i den pågældende anden medlemsstat, og i så fald om de legitime almene hensyn, der er omfattet af den gældende nationale tekniske forskrift i bestemmelsesmedlemsstaten, er tilstrækkeligt beskyttede i overensstemmelse med artikel 36 i TEUF og EU-Domstolens retspraksis. En sådan procedure bør sikre, at enhver administrativ afgørelse, der træffes, står i et rimeligt forhold til målet og respekterer princippet om gensidig anerkendelse og er i overensstemmelse med denne forordning.

(29)  Når en kompetent myndighed vurderer varer, inden den træffer afgørelse om at begrænse eller nægte markedsadgang, bør denne myndighed ikke kunne træffe afgørelser, der suspenderer markedsadgang, undtagen hvis der kræves hurtig indgriben for at undgå, at menneskers sikkerhed eller sundhed eller miljøet lider skade, eller for at undgå, at varerne gøres tilgængelige i situationer, hvor tilgængeliggørelsen af sådanne varer generelt er forbudt af hensyn til den offentlige sædelighed eller den offentlige sikkerhed, herunder f.eks. forebyggelse af kriminalitet.

(30)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008(6) indfører en akkrediteringsordning, som sikrer gensidig accept af overensstemmelsesvurderingsorganers kompetenceniveau. Medlemsstaters kompetente myndigheder bør derfor ikke afvise at acceptere prøvningsrapporter og certifikater, som er udstedt af et akkrediteret overensstemmelsesvurderingsorgan, under henvisning til organets kompetence. For så vidt muligt at undgå gentagelse af prøvninger og procedurer, som allerede er blevet gennemført i en anden medlemsstat, bør medlemsstaterne ikke afvise at acceptere prøvningsrapporter og certifikater, som er udstedt af andre overensstemmelsesvurderingsorganer i overensstemmelse med EU-retten. Kompetente myndigheder bør tage behørigt hensyn til indholdet af de fremlagte prøvningsrapporter og certifikater.

(31)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF(7) fastslår, at kun sikre produkter må markedsføres, og fastsætter forpligtelser for producenter og distributører med hensyn til produktsikkerhed. Det giver de kompetente myndigheder ret til at forbyde alle farlige produkter øjeblikkeligt eller til midlertidigt at forbyde produkter, som kan være farlige, så længe det er nødvendigt med henblik på gennemførelsen af diverse sikkerhedsvurderinger, -undersøgelser og -kontroller. Nævnte direktiv beskriver også den procedure, hvorved de kompetente myndigheder kan anvende passende foranstaltninger, hvis produkter udgør en risiko, såsom de foranstaltninger, der er omhandlet i nævnte direktivs artikel 8, stk. 1, og fastsætter ligeledes en forpligtelse for medlemsstaterne til at underrette Kommissionen og de andre medlemsstater om sådanne foranstaltninger. De kompetente myndigheder bør derfor fortsat kunne anvende nævnte direktiv, navnlig artikel 8, stk. 1, litra b)-f), og artikel 8, stk. 3, i nævnte direktiv.

(32)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002(8) indfører bl.a. et system for hurtig varsling om direkte eller indirekte sundhedsrisici for mennesker på grund af fødevarer eller foder. Den stiller krav om, at medlemsstaterne via det hurtige varslingssystem straks underretter Kommissionen om enhver foranstaltning, de træffer, og som har til formål at begrænse markedsføringen af fødevarer eller foder eller at tilbagetrække eller tilbagekalde fødevarer eller foder for at beskytte menneskers sundhed, hvor det er nødvendigt at gribe hurtigt ind. De kompetente myndigheder bør fortsat kunne anvende nævnte forordning, navnlig nævnte forordnings artikel 50, stk. 3, og artikel 54.

(33)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625(9) etablerer en harmoniseret EU-ramme for tilrettelæggelsen af offentlig kontrol og for tilrettelæggelsen af andre officielle aktiviteter end offentlig kontrol i hele agrofødevarekæden, under hensyntagen til de regler for offentlig kontrol, som er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004(10) og i relevant EU-sektorlovgivning. Forordning (EU) 2017/625 fastsætter en specifik procedure for at sikre, at de erhvervsdrivende finder en løsning i tilfælde af manglende overholdelse af fødevare- og foderstoflovgivningen, dyresundhedsreglerne eller dyrevelfærdsbestemmelserne. De kompetente myndigheder bør fortsat kunne anvende forordning (EU) 2017/625, navnlig nævnte forordnings artikel 138.

(34)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013(11) etablerer en harmoniseret EU-ramme for udførsel af kontrol for så vidt angår forpligtelser, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013(12), i overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat i forordning (EF) nr. 882/2004, og præciserer, at medlemsstaterne skal sikre, at alle aktører, der opfylder disse forpligtelser, er berettiget til at blive omfattet af en kontrolordning. De kompetente myndigheder bør fortsat kunne anvende forordning (EU) nr. 1306/2013, navnlig nævnte forordnings artikel 90.

(35)  Det bør fremgå af alle administrative afgørelser, der er truffet af medlemsstaternes kompetente myndigheder i henhold til denne forordning, hvilke klagemuligheder der findes for erhvervsdrivende, således at en erhvervsdrivende i henhold til national ret kan påklage afgørelsen eller anlægge sag ved de kompetente nationale domstole. Den administrative afgørelse bør desuden henvise til erhvervsdrivendes mulighed for at anvende problemløsningsnettet for det indre marked (SOLVIT) og problemløsningsproceduren, som indføres ved denne forordning.

(36)  Effektive løsninger for erhvervsdrivende, der ønsker et erhvervsvenligt alternativ, når administrative afgørelser om at begrænse eller nægte markedsadgang anfægtes, er afgørende for at sikre en korrekt og konsekvent anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse. For at garantere sådanne løsninger og undgå retsomkostninger, især for små og mellemstore virksomheder (SMV'er), bør erhvervsdrivende have adgang til en udenretslig problemløsningsprocedure.

(37)  SOLVIT er en tjeneste, som stilles til rådighed af de nationale myndigheder i hver enkelt medlemsstat, og som har til formål at finde løsninger for enkeltpersoner og virksomheder, når deres rettigheder er blevet krænket af offentlige myndigheder i en anden medlemsstat. Principperne for SOLVITs funktionsmåde er fastsat i Kommissionens henstilling 2013/461/EU(13), ifølge hvilken hver medlemsstat skal have et SOLVIT-center med tilstrækkelige menneskelige og finansielle ressourcer til at sikre, at SOLVIT-centret deltager i SOLVIT. Kommissionen bør øge kendskabet til SOLVIT's eksistens og fordele, navnlig blandt virksomheder.

(38)  SOLVIT er en effektiv udenretslig problemløsningsmekanisme, som stilles gratis til rådighed. Det arbejder med korte tidsfrister og leverer praktiske løsninger til enkeltpersoner og virksomheder, der oplever vanskeligheder med at få deres EU-rettigheder anerkendt hos de offentlige myndigheder. ▌Hvis den erhvervsdrivende, det relevante SOLVIT-center og de involverede medlemsstater alle er enige om en passende løsning, bør der ikke kræves yderligere handling.

(39)  Hvis SOLVIT's uformelle fremgangsmåde ikke lykkes, og ▌der fortsat er tvivl om, hvorvidt den administrative afgørelse er forenelig med princippet om gensidig anerkendelse, bør Kommissionen dog have beføjelse til at undersøge sagen efter anmodning fra et af de involverede SOLVIT-centre. Efter Kommissionens vurdering bør den afgive en udtalelse, der gennem det relevante SOLVIT-center meddeles til den pågældende erhvervsdrivende og de kompetente myndigheder, og som der bør tages hensyn til i forbindelse med SOLVIT-▌proceduren. Kommissionen bør intervenere inden for en ▌ frist på 45 arbejdsdage, som ikke bør omfatte den tid, der er nødvendig for Kommissionen for at modtage eventuelle supplerende oplysninger og dokumenter, som den anser for at være nødvendige. Hvis sagen afsluttes inden for denne frist, bør Kommissionen ikke være forpligtet til at afgive en udtalelse. Sådanne SOLVIT-sager bør være genstand for en separat arbejdsgang i SOLVIT-databasen og bør ikke indgå i de regelmæssige SOLVIT-statistikker.

(40)  Kommissionens udtalelse vedrørende en administrativ afgørelse om at begrænse eller nægte markedsadgang bør kun tage stilling til, hvorvidt den administrative afgørelse er forenelig med princippet om gensidig anerkendelse og kravene i denne forordning. Dette berører ikke Kommissionens beføjelser i henhold til artikel 258 i TEUF og medlemsstaternes pligt til at overholde EU-retten, når de håndterer konstaterede systemiske problemer i forbindelse med anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse

(41)  Det er vigtigt for det indre marked for varer, at virksomhederne, især SMV'erne, kan indhente pålidelige og specifikke oplysninger om gældende ret i en given medlemsstat. Produktkontaktpunkter bør spille en væsentlig rolle, når det drejer sig om at lette kommunikationen mellem nationale myndigheder og erhvervsdrivende gennem formidling af oplysninger om specifikke produktregler og om, hvordan princippet om gensidig anerkendelse anvendes på deres medlemsstats område. Det er derfor nødvendigt at styrke produktkontaktpunkternes rolle som de vigtigste leverandører af oplysninger om alle produktrelaterede regler, herunder nationale tekniske forskrifter, der er omfattet af gensidig anerkendelse.

(42)  For at lette den frie bevægelighed for varer bør produktkontaktpunkterne vederlagsfrit inden for rimelige grænser give oplysninger om deres nationale tekniske forskrifter og om anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse. Produktkontaktpunkterne bør være udstyret på passende vis og have tilstrækkelige ressourcer. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1724(14) bør de stille sådanne oplysninger til rådighed via et websted, og de bør være underlagt ▌ kvalitetskriterierne i nævnte forordning. Produktkontaktpunkternes opgaver i tilknytning til at stille sådanne oplysninger til rådighed, herunder elektroniske kopier af eller onlineadgang til de nationale tekniske forskrifter, bør udføres med forbehold af nationale regler om distributionen af nationale tekniske forskrifter. Produktkontaktpunkterne bør endvidere ikke være forpligtet til at stille kopier af eller onlineadgang til standarder, der er omfattet af standardiseringsorganers eller -organisationers intellektuelle ejendomsrettigheder, til rådighed.

(43)  Samarbejde mellem de kompetente myndigheder er en forudsætning for, at princippet om gensidig anerkendelse kan fungere gnidningsløst, og at der kan skabes en kultur for gensidig anerkendelse. Produktkontaktpunkterne og de nationale kompetente myndigheder bør derfor samarbejde og udveksle oplysninger og ekspertise for at sikre en korrekt og konsekvent anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse og denne forordning.

(44)  Med henblik på underretning om administrative afgørelser om at begrænse eller nægte markedsadgang, muliggørelse af kommunikation mellem produktkontaktpunkterne og sikring af administrativt samarbejde er det nødvendigt at give medlemsstaterne adgang til et informations- og kommunikations ▌system.

(45)  For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011(15).

(46)  Hvis det med henblik på denne forordning er nødvendigt at behandle personoplysninger, bør denne behandling foregå i overensstemmelse med EU-retten om beskyttelse af personoplysninger. Enhver behandling af personoplysninger i medfør af denne forordning er underlagt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679(16) eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725(17).

(47)  Der bør etableres pålidelige og effektive overvågningsmekanismer med henblik på at oplyse om anvendelsen af denne forordning og dens indvirkning på varernes frie bevægelighed. Sådanne mekanismer bør ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(48)  Med henblik på at øge kendskabet til princippet om gensidig anerkendelse og sikre, at denne forordning anvendes korrekt og konsekvent, bør der fastsættes bestemmelser om EU-finansiering af oplysningskampagner, uddannelse, træning, udveksling af embedsmænd og andre dertilhørende aktiviteter, der har til formål at øge og støtte tilliden og samarbejdet mellem de kompetente myndigheder, produktkontaktpunkter og erhvervsdrivende.

(49)  For at afhjælpe manglen på nøjagtige data om, hvordan princippet om gensidig anerkendelse fungerer, og dets indvirkning på det indre marked for varer, bør Unionen finansiere indsamlingen af sådanne data.

(50)  Unionens finansielle interesser bør beskyttes ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger under hele udgiftscyklussen, herunder ved forebyggelse, opdagelse og efterforskning af uregelmæssigheder, tilbagesøgning af midler, der er gået tabt, udbetalt uretmæssigt eller anvendt forkert, og efter omstændighederne ved anvendelse af administrative og finansielle sanktioner.

(51)  Det er hensigtsmæssigt at udskyde anvendelsen af denne forordning for at give de kompetente myndigheder og erhvervsdrivende tilstrækkelig tid til at tilpasse sig dens krav.

(52)  Kommissionen bør foretage en evaluering af denne forordning i lyset af de mål, der søges opnået med den. Kommissionen bør anvende de indsamlede data om, hvordan princippet om gensidig anerkendelse fungerer, og princippets indvirkning på det indre marked for varer og oplysningerne i informations- og kommunikations▌systemet til at evaluere denne forordning. Kommissionen bør have mulighed for at anmode medlemsstaterne om at fremsende yderligere oplysninger, der er nødvendige for evalueringen af denne forordning. I overensstemmelse med punkt 22 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning(18) bør evalueringen af denne forordning være baseret på omkostningseffektivitet, måleffektivitet, relevans, sammenhæng og merværdi og danne grundlag for konsekvensanalyser af muligheder for yderligere tiltag.

(53)  Målet for denne forordning, nemlig at sikre en gnidningsløs, konsekvent og korrekt anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Kapitel I

Generelle bestemmelser

Artikel 1

Genstand

1.  Formålet med denne forordning er at styrke det indre markeds funktion ved at forbedre anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse og ved at fjerne ubegrundede handelshindringer.

2.  Denne forordning fastsætter regler og procedurer for medlemsstaternes anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse i individuelle tilfælde i forbindelse med varer, der er omfattet af artikel 34 i TEUF, og som markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, under hensyntagen til artikel 36 i TEUF og EU-Domstolens retspraksis.

3.  Denne forordning indeholder også bestemmelser om etablering og opretholdelse af produktkontaktpunkter i medlemsstaterne samt bestemmelser om samarbejde og udveksling af oplysninger i forbindelse med princippet om gensidig anerkendelse.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.  Denne forordning finder anvendelse på alle typer af varer, herunder landbrugsvarer i henhold til artikel 38, stk. 1, andet afsnit, i TEUF, og på administrative afgørelser, som en kompetent myndighed i en bestemmelsesmedlemsstat har truffet eller vil træffe i relation til sådanne varer, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, hvis den administrative afgørelse opfylder følgende kriterier:

a)  grundlaget for den administrative afgørelse er en national teknisk forskrift, der gælder i bestemmelsesmedlemsstaten, og

b)  den direkte eller indirekte virkning af den administrative afgørelse er begrænsning eller nægtelse af markedsadgangen i bestemmelsesmedlemsstaten.

En administrativ afgørelse omfatter ethvert administrativt skridt, der er baseret på en national teknisk forskrift, og som har den samme eller i det væsentlige den samme retsvirkning som den virkning, der er omhandlet i litra b).

2.  I denne forordning forstås ved en "national teknisk forskrift" en lovbestemmelse eller administrativ bestemmelse i en medlemsstat, der er kendetegnet ved følgende:

a)  den omfatter varer eller aspekter af varer, som ikke er gjort til genstand for harmonisering på EU-plan

b)  den omfatter et forbud mod at gøre varer eller en bestemt varetype tilgængelig på den pågældende medlemsstats ▌marked eller en forpligtelse til at overholde bestemmelsen, faktisk eller retligt, når varer eller en bestemtvaretype gøres tilgængelig på dette marked, og

c)  den gør mindst et af følgende:

i)  den fastsætter de karakteristika, som kræves for varer eller for en bestemt varetype, som f.eks. kvalitet, ydeevne, sikkerhed eller dimensioner, herunder krav til disse varer vedrørende handelsmæssig betegnelse, terminologi, symboler, prøvning og prøvningsmetoder, emballering, mærkning eller etikettering samt overensstemmelsesvurderingsprocedurer

ii)  med henblik på at beskytte forbrugerne eller miljøet pålægger den varer eller en bestemt varetype andre krav, som vedrører varernes livscyklus, efter at de er gjort tilgængelig på den pågældende medlemsstats ▌marked, som f.eks. betingelser for anvendelse, genanvendelse, genbrug eller bortskaffelse, når sådanne betingelser kan influere betydeligt enten på sammensætningen eller karakteren af disse varer eller på tilgængeliggørelsen af dem på den pågældende medlemsstats ▌ marked.

3.  Denne artikels stk. 2, litra c), nr. i), omfatter ligeledes fremstillingsmetoder og processer vedrørende landbrugsvarer som omhandlet i artikel 38, stk. 1, andet afsnit, i TEUF, og vedrørende produkter beregnet til konsum eller dyrefoder, samt fremstillingsmetoder og processer vedrørende andre produkter, når de har indvirkning på produkternes karakteristika.

4.  En ▌ procedure for forudgående godkendelse udgør ikke i sig selv en national teknisk forskrift med henblik på denne forordning, men en afgørelse om at nægte forudgående godkendelse på grundlag af en national teknisk forskrift betragtes som en administrativ afgørelse, hvorpå denne forordning finder anvendelse, hvis den pågældende afgørelse opfylder de øvrige krav i stk. 1, første afsnit.

5.  Denne forordning finder ikke anvendelse på:

a)  afgørelser af retlig karakter truffet af nationale domstole

b)  afgørelser af retlig karakter truffet af retshåndhævende myndigheder i forbindelse med efterforskning eller retsforfølgning af et strafbart forhold, der vedrører ordvalg, symboler eller enhver materiel henvisning til forfatningsstridige eller kriminelle organisationer eller strafbare forhold af racistisk, diskriminerende eller fremmedfjendsk karakter.

6.  Artikel 5 og 6 berører ikke anvendelsen af følgende bestemmelser:

a)  artikel 8, stk. 1, litra b)-f), og artikel 8, stk. 3, i direktiv 2001/95/EF

b)  artikel 50, stk. 3, litra a), og artikel 54 i forordning (EF) nr. 178/2002

c)  artikel 90 i forordning (EU) nr. 1306/2013 og

d)  artikel 138 i forordning (EU) 2017/625.

7.  Denne forordning berører ikke forpligtelsen til i henhold til direktiv (EU) 2015/1535 at underrette Kommissionen og medlemsstaterne om udkast til nationale tekniske forskrifter inden deres vedtagelse.

Artikel 3

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)  "markedsføres lovligt i en anden medlemsstat": varer eller varetyper, der overholder de relevante gældende regler i den pågældende medlemsstat eller ikke er underlagt sådanne regler i den pågældende medlemsstat, og som gøres tilgængelige for slutbrugerne i denne medlemsstat

2)  "gøre tilgængelig på ▌ markedet": enhver levering af varer med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse på markedet på en medlemsstats område som led i erhvervsvirksomhed mod eller uden vederlag

3)  "begrænse markedsadgang": indføre betingelser, der skal være opfyldt, før varer kan gøres tilgængelig på ▌ markedet i bestemmelsesmedlemsstaten, eller betingelser, der skal være opfyldt, for at varer fortsat kan markedsføres på dette marked, hvilket i begge tilfælde kræver ændring af en eller flere af varernes karakteristika som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra c), nr. i), eller kræver yderligere prøvning

4)  "nægte markedsadgang":

a)  forbud mod at gøre varer tilgængelig på ▌ markedet i bestemmelsesmedlemsstaten eller forbud mod fortsat at markedsføre varer på dette marked eller

b)  krav om, at disse varer tilbagetrækkes eller tilbagekaldes fra det pågældende marked

5)  "tilbagetrækning": enhver foranstaltning, der har til formål at forhindre, at varer i forsyningskæden gøres tilgængelig på markedet

6)  "tilbagekaldelse": enhver foranstaltning, der har til formål at opnå, at varer, der allerede er gjort tilgængelig for slutbrugeren, returneres

7)  "procedure for forudgående godkendelse": en administrativ procedure, der er fastsat i en medlemsstats nationale ret, og hvorefter medlemsstatens kompetente myndighed på grundlag af en ansøgning fra en erhvervsdrivende skal give sin formelle godkendelse, før varer kan gøres tilgængelig på ▌markedet i den pågældende medlemsstat

8)  "producent":

a)  enhver fysisk eller juridisk person, som fremstiller varer eller får varer udformet eller fremstillet, eller som producerer varer, der ikke er industrielt fremstillet, herunder landbrugsvarer, og markedsfører dem under sit navn eller varemærke

b)  enhver fysisk eller juridisk person, der ændrer varer, der allerede markedsføres lovligt i en medlemsstat på en måde, der kan berøre overholdelsen af de relevante gældende bestemmelser i den pågældende medlemsstat, eller

c)  enhver anden fysisk eller juridisk person, der ved at anbringe sit navn, varemærke eller andet kendetegn på varer eller på de dokumenter, der ledsager disse varer, udgiver sig for at være disse varers producent

9)  "bemyndiget repræsentant": enhver i Unionen etableret fysisk eller juridisk person, som har modtaget en skriftlig fuldmagt fra en producent til at handle på dennes vegne med hensyn til at gøre varer tilgængelig på det pågældende ▌marked

10)  "importør": enhver i Unionen etableret fysisk eller juridisk person, som gør varer fra et tredjeland tilgængelig på EU-markedet for første gang

11)  "distributør": enhver fysisk eller juridisk person i forsyningskæden, ▌ bortset fra producenten eller importøren, som gør varer tilgængelig på markedet i en medlemsstat

12)  "erhvervsdrivende": enhver af følgende i relation til varerne: producenten, den bemyndigede repræsentant, importøren eller distributøren

13)  "slutbruger": enhver fysisk eller juridisk person, der er bosiddende eller etableret i Unionen, og for hvem varerne er blevet gjort tilgængelig eller gøres tilgængelig enten som forbruger, der handler uden for sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller fag, eller som erhvervsmæssig slutbruger som led i sine industrielle eller erhvervsmæssige aktiviteter

14)  "legitimt alment hensyn": et af de hensyn, der er omhandlet i artikel 36 i TEUF, eller ethvert andet tvingende almene hensyn

15)  "overensstemmelsesvurderingsorgan": et overensstemmelsesvurderingsorgan som defineret i artikel 2, nr. 13), i forordning (EF) nr. 765/2008.

Kapitel II

Procedurer for anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse i individuelle tilfælde

Artikel 4

Erklæring om gensidig anerkendelse

1.  Producenten af varer eller en bestemt varetype, der gøres tilgængelig eller skal gøres tilgængelig på ▌markedet i ▌bestemmelsesmedlemsstaten ▌, kan udfærdige en frivillig erklæring om lovlig markedsføring af varer med henblik på gensidig anerkendelse ("erklæring om gensidig anerkendelse") for at dokumentere over for de kompetente myndigheder i bestemmelsesmedlemsstaten, at varerne eller varetypen markedsføres lovligt i en anden medlemsstat.

Producenten kan give sin bemyndigede repræsentant fuldmagt til at udfærdige erklæringen om gensidig anerkendelse på sine vegne.

Erklæringen om gensidig anerkendelse skal følge den struktur, der er fastsat i del I og II i bilaget, og indeholde alle de deri specificerede oplysninger.

Producenten, eller dennes bemyndigede repræsentant hvis vedkommende har bemyndigelse til dette, kan vælge kun at udfylde erklæringen om gensidig anerkendelse med de oplysninger, der er angivet i del I i bilaget. I sådanne tilfælde udfyldes oplysningerne anført i del II i bilaget af importøren eller distributøren.

Alternativt kan begge dele af erklæringen om gensidig anerkendelse udarbejdes af importøren eller af distributøren, forudsat at den person, der underskriver, kan fremlægge den dokumentation, der er omhandlet i artikel 5, stk. 4, litra a).

Erklæringen om gensidig anerkendelse udarbejdes på et af Unionens officielle sprog. Hvis dette sprog ikke er det sprog, der kræves af bestemmelsesmedlemsstaten, oversætter den erhvervsdrivende erklæringen om gensidig anerkendelse til et sprog ▌, der kræves af bestemmelsesmedlemsstaten.

2.  De erhvervsdrivende, der underskriver erklæringen om gensidig anerkendelse eller en del af den, er ansvarlige for indholdet og nøjagtigheden af de oplysninger, som de angiver i erklæringen om gensidig anerkendelse, herunder rigtigheden af de oplysninger, de oversætter. Med henblik på dette stykke er de erhvervsdrivende ansvarlige i overensstemmelse med national ret.

3.  De erhvervsdrivende sørger for, at erklæringen om gensidig anerkendelse løbende holdes ajour, så den afspejler ændringer i de oplysninger, som de har angivet i erklæringen om gensidig anerkendelse.

4.  Erklæringen om gensidig anerkendelse kan forelægges den kompetente myndighed i bestemmelsesmedlemsstaten med henblik på en vurdering i henhold til artikel 5. Erklæringen kan indgives i papirform, i elektronisk form eller gøres tilgængelig online i overensstemmelse med kravene i bestemmelsesmedlemsstaten.

5.  Når de erhvervsdrivende ▌ gør erklæringen om gensidig anerkendelse tilgængelig online, gælder følgende betingelser:

a)  den varetype eller -serie, som erklæringen om gensidig anerkendelse finder anvendelse på, skal let kunne identificeres ▌, og

b)  de tekniske midler, der er anvendt, skal sikre nem navigation og skal overvåges for at sikre, at erklæringen om gensidig anerkendelse er gjort tilgængelig, og at det er muligt at få adgang til denne.

6.  Hvis de varer, for hvilken erklæringen om gensidig anerkendelse indgives, ligeledes er omfattet af en EU-retsakt, der kræver en EU-overensstemmelseserklæring, kan erklæringen om gensidig anerkendelse vedlægges EU-overensstemmelseserklæringen.

Artikel 5

Vurdering af varer

1.  Hvis en kompetent myndighed i bestemmelsesmedlemsstaten har til hensigt at vurdere varer, der er omfattet af denne forordning, for at fastsætte, om varerne eller varetypen markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, og, hvis det er tilfældet, om de legitime almene hensyn, der er omfattet af den gældende nationale tekniske forskrift i bestemmelsesmedlemsstaten, er tilstrækkeligt beskyttede under hensyntagen til de pågældende varers karakteristika, kontakter den omgående den pågældende erhvervsdrivende.

2.  Når den kompetente myndighed i bestemmelsesmedlemsstaten kontakter den pågældende erhvervsdrivende, oplyser den kompetente myndighed den erhvervsdrivende om vurderingen, angiver hvilke varer der er omfattet af vurderingen, og specificerer den gældende nationale tekniske forskrift eller procedure for forudgående godkendelse. Den kompetente myndighed i bestemmelsesmedlemsstaten oplyser også den erhvervsdrivende om muligheden for at indgive en erklæring om gensidig anerkendelse i overensstemmelse med artikel 4 med henblik på denne vurdering.

3.  Den erhvervsdrivende skal have mulighed for at gøre varerne tilgængelig på markedet i bestemmelsesmedlemsstaten, mens den kompetente myndighed foretager vurderingen i henhold til denne artikels stk. 1, og kan fortsætte hermed, medmindre den erhvervsdrivende modtager en administrativ afgørelse om at begrænse eller nægte markedsadgang for disse varer. Nærværende stykke finder ikke anvendelse, hvis vurderingen gennemføres inden for rammerne af en procedure for forudgående godkendelse, eller hvis den kompetente myndighed midlertidigt suspenderer tilgængeliggørelsen på markedet af de varer, der er genstand for vurderingen i overensstemmelse med artikel 6.

4.  Hvis der i overensstemmelse med artikel 4 indgives en erklæring om gensidig anerkendelse til en kompetent myndighed i bestemmelsesmedlemsstaten, gælder følgende med henblik på vurderingen i henhold til nærværende artikels stk. 1:

a)  erklæringen om gensidig anerkendelse og den dokumentation, der er nødvendig til at kontrollere oplysningerne heri, og som er fremlagt som svar på en anmodning fra den kompetente myndighed, skal af den kompetente myndighed accepteres som værende tilstrækkelige til at påvise, at varerne markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, og

b)  den kompetente myndighed må ikke kræve andre oplysninger eller anden dokumentation fra en erhvervsdrivende til påvisning af, at varerne markedsføres lovligt i en anden medlemsstat.

5.   Hvis der ikke indgives en erklæring om gensidig anerkendelse til en kompetent myndighed i bestemmelsesmedlemsstaten i overensstemmelse med▌ artikel 4, kan den kompetente myndighed herefter med henblik på vurderingen i henhold til nærværende artikels stk. 1 anmode de pågældende erhvervsdrivende om at fremlægge dokumentation og oplysninger, som er nødvendig for ▌denne vurdering ▌, vedrørende :

a)  de pågældende varers eller den pågældende varetypes karakteristika og

b)  ▌lovlig markedsføring af varerne i en anden medlemsstat.

6.  Den pågældende erhvervsdrivende skal have mindst 15 arbejdsdage efter anmodningen fra bestemmelsesmedlemsstatens kompetente myndighed til at indgive de dokumenter og oplysninger, der er omhandlet i stk. 4, litra a), eller i stk. 5, eller til at fremsætte de argumenter eller bemærkninger, som den erhvervsdrivende måtte have.

7.  Med henblik på vurderingen i henhold til denne artikels stk. 1 kan den kompetente myndighed i bestemmelsesmedlemsstaten i overensstemmelse med artikel 10, stk. 3, kontakte de kompetente myndigheder eller produktkontaktpunkterne i den medlemsstat, hvori en erhvervsdrivende hævder at markedsføre sine varer lovligt, hvis det er nødvendigt for den kompetente myndighed at kontrollere eventuelle oplysninger, som den erhvervsdrivende har fremsendt.

8.  Ved vurderingen i henhold til stk. 1 tager bestemmelsesmedlemsstaternes kompetente myndigheder behørigt hensyn til indholdet af prøvningsrapporter og certifikater udstedt af et overensstemmelsesvurderingsorgan, som en erhvervsdrivende har forelagt som led i vurderingen. Bestemmelsesmedlemsstaternes kompetente myndigheder må ikke afvise prøvningsrapporter eller certifikater udstedt af et overensstemmelsesvurderingsorgan, der er akkrediteret med henblik på den relevante type overensstemmelsesvurderingsaktivitet i henhold til forordning (EF) nr. 765/2008, under henvisning til organets kompetence.

9.  Hvis en bestemmelsesmedlemsstats kompetente myndighed efter afslutningen af en vurdering i henhold til denne artikels stk. 1 træffer en administrativ afgørelse om de varer, som den har vurderet, giver den uden unødig forsinkelse underretning om denne administrative afgørelse til den erhvervsdrivende som omhandlet i denne artikels stk. 1. Den kompetente myndighed skal også give underretning om denne administrative afgørelse til Kommissionen og til de andre medlemsstater senest 20 arbejdsdage efter, at den traf afgørelsen. Den kompetente myndighed anvender med henblik herpå det system, der er omhandlet i artikel 11.

10.  En administrativ afgørelse som omhandlet i stk. 9 skal indeholde begrundelsen for afgørelsen, der skal være tilstrækkelig detaljeret og begrundet til at lette en vurdering af afgørelsens forenelighed med princippet om gensidig anerkendelse og kravene i denne forordning.

11.  Den i stk. 9 omhandlede administrative afgørelse skal navnlig omfatte følgende oplysninger:

a)  den nationale tekniske forskrift, som den administrative afgørelse er baseret på

b)  de legitime almene hensyn, der ligger til grund for anvendelsen af den nationale tekniske forskrift, som den administrative afgørelse er baseret på

c)  den tekniske eller videnskabelige dokumentation, der er taget i betragtning af bestemmelsesmedlemsstatens kompetente myndighed, herunder i givet fald relevante ændringer i det tekniske niveau, der er indtruffet, siden den nationale tekniske forskrift trådte i kraft

d)  en sammenfatning af de argumenter, som den pågældende erhvervsdrivende eventuelt har fremsat, og som er relevante for vurderingen i henhold til stk. 1

e)  dokumentation for, at den administrative afgørelse er egnet til at sikre opfyldelsen af det tilstræbte formål, og at den administrative afgørelse ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at opfylde dette formål.

12.  En administrativ afgørelse som omhandlet i denne artikels stk. 9 skal indeholde nærmere oplysninger om klagemulighederne i henhold til national ret i bestemmelsesmedlemsstaten samt fristerne for udnyttelse af disse klagemuligheder. Den skal ligeledes indeholde en henvisning til muligheden for, at erhvervsdrivende kan anvende SOLVIT og proceduren i henhold til artikel 8.

13.  En administrativ afgørelse som omhandlet i stk. 9 får først virkning fra det tidspunkt, hvor den pågældende erhvervsdrivende har fået underretning om den i henhold til nævnte stykke.

Artikel 6

Midlertidig suspension af markedsadgang

1.  Når en medlemsstats kompetente myndighed foretager en vurdering af varer i henhold til artikel 5, kan den midlertidigt suspendere tilgængeliggørelsen af disse varer på markedet i den pågældende medlemsstat▌, men kun hvis:

a)  varerne ▌udgør, når de anvendes under normale betingelser eller under betingelser, som med rimelighed kan forudses, en alvorlig risiko for menneskers sikkerhed eller sundhed eller for miljøet, herunder en risiko der ikke har øjeblikkelige virkninger, og som kræver omgående indgriben fra den kompetente myndighed, eller

b)  tilgængeliggørelsen af varerne eller varetypen på markedet i den pågældende medlemsstat ▌ er omfattet af et generelt forbud i medlemsstaten af hensyn til den offentlige sædelighed eller den offentlige sikkerhed.

2.  Medlemsstatens kompetente myndighed underretter omgående den pågældende erhvervsdrivende, Kommissionen og de andre medlemsstater om enhver midlertidig suspension i henhold til nærværende artikels stk. 1. Underretning af Kommissionen og de andre medlemsstater skal ske ved hjælp af det system, der er omhandlet i artikel 11. I de tilfælde, der er omfattet af nærværende artikels stk. 1, litra a), ledsages underretningen af en detaljeret teknisk eller videnskabelig begrundelse for, hvorfor sagen er omfattet af nævnte litras anvendelsesområde.

Artikel 7

Underretning via Rapex eller RASFF

Hvis en administrativ afgørelse som omhandlet i artikel 5 eller en midlertidig suspension som omhandlet i artikel 6 også udgør en foranstaltning, der skal gives underretning om via systemet for hurtig udveksling af oplysninger (Rapex), jf. direktiv 2001/95/EF ▌, eller via det hurtige varslingssystem for fødevarer og foder (RASFF), jf. forordning (EF) nr. 178/2002, kræver det ikke en særskilt underretning til Kommissionen og de øvrige medlemsstater i henhold til nærværende forordning, forudsat at følgende betingelser er opfyldt:

a)  det fremgår af Rapex- eller RASFF-underretningen, at underretning om foranstaltningen også tæller som underretning i henhold til nærværende forordning, og

b)  den dokumentation, der kræves for administrative afgørelser i henhold til artikel 5 eller for midlertidig suspension i henhold til artikel 6, er indeholdt i Rapex- eller RASFF-underretningen.

Artikel 8

Problemløsningsprocedure

1.  Hvis en erhvervsdrivende, der er berørt af en administrativ afgørelse, har forelagt den for SOLVIT, og hvis hjemmecentret eller det ledende center under SOLVIT-proceduren anmoder Kommissionen om at afgive en udtalelse som hjælp til at finde en løsning, indgiver hjemmecentret og det ledende center alle relevante dokumenter vedrørende den pågældende administrative afgørelse til Kommissionen.

2.  Efter modtagelsen af anmodningen omhandlet i stk. 1 vurderer Kommissionen, om den administrative afgørelse er forenelig med princippet om gensidig anerkendelse og kravene i denne forordning.

3.  Med henblik på vurderingen omhandlet i nærværende artikels stk. 2 tager Kommissionen hensyn til den administrative afgørelse, der er givet underretning om i overensstemmelse med artikel 5, stk. 9, og de dokumenter og oplysninger, der indgives under SOLVIT-proceduren. Hvis yderligere oplysninger eller dokumenter er nødvendige med henblik på vurderingen omhandlet i nærværende artikels stk. 2, anmoder Kommissionen uden unødig forsinkelse det relevante SOLVIT-center om at kontakte den pågældende erhvervsdrivende eller de kompetente myndigheder, der traf den administrative afgørelse, med henblik på at tilvejebringe sådanne yderligere oplysninger eller dokumenter.

4.  Senest 45 arbejdsdage efter modtagelsen af anmodningen omhandlet i stk. 1 afslutter Kommissionen sin vurdering og afgiver en udtalelse. Hvis det er hensigtsmæssigt, skal Kommissionens udtalelse indkredse alle problemer, som ▌ bør tages op i forbindelse med SOLVIT-sagen, eller fremsætte henstillinger som hjælp til at finde en løsning. Perioden på 45 arbejdsdage omfatter ikke den tid, der er nødvendig for Kommissionen for at modtage de supplerende oplysninger og dokumenter, som er omhandlet i stk.3.

5.  Hvis Kommissionen i forbindelse med den i stk. 2 omhandlede vurdering er blevet informeret om, at sagen er løst, er Kommissionen ikke forpligtet til at afgive en udtalelse.

6.  Kommissionens udtalelse meddeles gennem det relevante SOLVIT-center til den pågældende erhvervsdrivende og til de relevante kompetente myndigheder. Kommissionen underretter alle medlemsstater om denne udtalelse ved hjælp af det system, der er omhandlet i artikel 11. Udtalelsen skal tages i betragtning under SOLVIT-proceduren som omhandlet i nærværende artikels stk. 1.

Kapitel III

Administrativt samarbejde, overvågning og kommunikation

Artikel 9

Produktkontaktpunkternes opgaver

1.  Medlemsstaterne udpeger og opretholder produktkontaktpunkter på deres område og sikrer, at disse har tilstrækkelige beføjelser og ressourcer til, at de kan udføre deres opgaver behørigt. Medlemsstaterne sikrer, at produktkontaktpunkterne leverer deres tjenester i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1724.

2.  Produktkontaktpunkterne leverer følgende oplysninger online:

a)  oplysninger om princippet om gensidig anerkendelse og anvendelsen af denne forordning på deres medlemsstats område, herunder oplysninger om proceduren i artikel 5

b)  kontaktoplysninger, således at de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat kan kontaktes direkte, herunder også oplysninger vedrørende de myndigheder, der er ansvarlige for overvågning af gennemførelsen af de nationale tekniske forskrifter, der gælder på deres medlemsstats område

c)  de klagemuligheder og procedurer, der er til rådighed i deres medlemsstat i tilfælde af tvist mellem den kompetente myndighed og en erhvervsdrivende, herunder proceduren, der er fastsat i artikel 8.

3.  Hvis det er nødvendigt for at supplere de oplysninger, der gives online i henhold til stk. 2, tilvejebringer produktkontaktpunkterne på anmodning af en erhvervsdrivende eller en anden medlemsstats kompetente myndighed alle relevante oplysninger, som f.eks. elektroniske kopier af eller onlineadgang til de nationale tekniske forskrifter og de nationale administrative procedurer, der gælder for specifikke varer eller en specifik varetype på det område, hvor produktkontaktpunktet er etableret, eller oplysninger om, hvorvidt disse varer eller denne varetype er underlagt ▌forudgående godkendelse i henhold til national ret.

4.  Produktkontaktpunkterne besvarer alle anmodninger i henhold til stk. 3 senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen.

5.  Produktkontaktpunkterne må ikke opkræve noget gebyr for deres oplysninger, jf. stk. 3.

Artikel 10

Administrativt samarbejde

1.  Kommissionen fastsætter bestemmelser om og sikrer et effektivt samarbejde ▌mellem de kompetente myndigheder og produktkontaktpunkterne i de forskellige medlemsstater gennem følgende aktiviteter:

a)  lettelse og koordinering af udvekslingen og indsamlingen af oplysninger og bedste praksis vedrørende anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse

b)  støtte til produktkontaktpunkternes funktion og styrkelse af deres grænseoverskridende samarbejde

c)  lettelse og koordinering af udvekslingen af embedsmænd mellem medlemsstaterne og tilrettelæggelsen af fælles uddannelses- og oplysningsprogrammer for myndigheder og virksomheder.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at deres kompetente myndigheder og produktkontaktpunkter deltager i de aktiviteter, der er omhandlet i stk. 1.

3.  Efter anmodning fra en kompetent myndighed i bestemmelsesmedlemsstaten i henhold til artikel 5, stk. 7, forelægger de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor en erhvervsdrivende hævder at markedsføre sine varer lovligt, inden for 15 arbejdsdage alle ▌oplysninger, der er relevante for at kontrollere de oplysninger og dokumenter, som er fremlagt af den erhvervsdrivende under vurderingen i artikel 5, om disse varer for bestemmelsesmedlemsstatens kompetente myndighed ▌. Produktkontaktpunkterne kan bruges til at fremme kontakter mellem de relevante kompetente myndigheder i overensstemmelse med fristen for at fremsende de ønskede oplysninger, der er fastsat i artikel 9, stk. 4.

Artikel 11

Informations- og kommunikationssystem

1.  Med henblik på nærværende forordnings artikel 5, 6 og 10 anvendes EU's informations- og kommunikationssystem, der er fastsat i artikel 23 i forordning (EF) nr. 765/2008, jf. dog nærværende forordnings artikel 7.

2.  Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der fastsætter de nærmere bestemmelser for og præciserer funktionerne af det system, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, med henblik på denne forordning. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 15, stk. 2.

Kapitel IV

Finansiering

Artikel 12

Finansiering af aktiviteter til støtte for denne forordning

1.  Unionen kan finansiere følgende aktiviteter til støtte for denne forordning:

a)  oplysningskampagner

b)  uddannelse og træning

c)  udveksling af embedsmænd og bedste praksis

d)  samarbejde mellem produktkontaktpunkter og kompetente myndigheder og teknisk og logistisk støtte til dette samarbejde

e)  indsamling af data om, hvordan princippet om gensidig anerkendelse fungerer, og dets indvirkning på det indre marked for varer.

2.  Unionens finansielle bistand med hensyn til aktiviteter til støtte for nærværende forordning gennemføres i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046(19) enten direkte eller ved at overdrage budgetgennemførelsesopgaver til de enheder, der er omhandlet i artikel 62, stk. 1, litra c), i nævnte forordning.

3.  Bevillingerne til de aktiviteter, der er omhandlet i nærværende forordning, fastsættes årligt af budgetmyndigheden inden for den gældende finansielle ramme.

Artikel 13

Beskyttelse af Unionens finansielle interesser

1.  Kommissionen træffer egnede foranstaltninger til at sikre, at Unionens finansielle interesser, når der gennemføres aktiviteter, der finansieres i henhold til denne forordning, beskyttes gennem foranstaltninger til forebyggelse af svig, korruption og andre ulovlige aktiviteter, ved effektiv kontrol og, hvis der konstateres uregelmæssigheder, ved tilbagesøgning af de uretmæssigt udbetalte beløb samt efter omstændighederne ved administrative og økonomiske sanktioner, der skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

2.  Kommissionen, eller dens befuldmægtigede, og Revisionsretten har beføjelse til gennem bilagskontrol og kontrol på stedet at kontrollere alle tilskudsmodtagere, kontrahenter og underkontrahenter, som har modtaget EU-midler i henhold til denne forordning.

3.  Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) kan foretage undersøgelser, herunder kontrol på stedet, i overensstemmelse med de bestemmelser og procedurer, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013(20) og Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96(21), for at fastslå, om der har været tale om svig, korruption eller andre ulovlige aktiviteter, der berører Unionens finansielle interesser, i forbindelse med en aftale om tilskud, en afgørelse om ydelse af tilskud eller en kontrakt finansieret i henhold til nærværende forordning.

4.  Samarbejdsaftaler med tredjelande og internationale organisationer, kontrakter, aftaler om tilskud og afgørelser om ydelse af tilskud som følge af gennemførelsen af denne forordning skal indeholde bestemmelser, der udtrykkeligt giver Kommissionen, Revisionsretten og OLAF beføjelse til at foretage denne kontrol og disse undersøgelser i overensstemmelse med deres respektive kompetencer, uden at det berører stk. 1, 2 og 3.

Kapitel V

Evaluering og udvalgsprocedure

Artikel 14

Evaluering

1.  Kommissionen foretager senest den ... [fem år efter datoen for denne forordnings anvendelse] og derefter hvert fjerde år en evaluering af denne forordning i lyset af de mål, som der søges opnået med forordningen, og forelægger Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport herom.

2.  Med henblik på denne artikels stk. 1 anvender Kommissionen oplysningerne i det system, der er omhandlet i artikel 11, og eventuelle data som er indsamlet som led i aktiviteterne omhandlet i artikel 12, stk. 1, litra e). Kommissionen kan også anmode medlemsstaterne om at fremlægge alle oplysninger, der er relevante for en evaluering af den frie bevægelighed for varer, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, eller for en evaluering af effektiviteten af denne forordning, samt en vurdering af produktkontaktpunkternes funktion.

Artikel 15

Udvalgsprocedure

1.  Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.  Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

Kapitel VI

Afsluttende bestemmelser

Artikel 16

Ophævelse

Forordning (EF) nr. 764/2008 ophæves med virkning fra den … [et år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden].

Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende forordning.

Artikel 17

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den … [et år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden].

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i …, den

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

BILAG

Erklæring om gensidig anerkendelse med henblik på artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/...(22)(23)

Del I

1.  Entydig identifikator for varerne eller varetypen: … [Note: Indsæt vareidentifikationsnummer eller anden referencemarkør, der entydigt identificerer varen eller varetypen]

2.  Navn og adresse på den erhvervsdrivende: … [Note: Indsæt navn og adresse på den person, der underskriver del I af erklæringen om gensidig anerkendelse: producenten og, hvis det er relevant, dennes bemyndigede repræsentant, eller importøren eller distributøren]

3.  Beskrivelse af de varer eller den varetype, der er genstand for erklæringen om gensidig anerkendelse: … [Note: beskrivelsen bør være tilstrækkelig til, at varerne kan identificeres af sporbarhedshensyn. Beskrivelsen kan eventuelt ledsages af et fotografi]

4.  Erklæring og oplysninger om lovligheden af markedsføringen af varerne eller varetypen:

4.1.  Varerne eller varetypen, der er beskrevet ovenfor, herunder deres karakteristika, overholder følgende gældende regler i … [Note: Angiv den medlemsstat , hvor varerne eller varetypen hævdes at være lovligt markedsført]: … [Note: Indsæt i hvert tilfælde titel og henvisning til en officiel publikation for de relevante regler, der gælder i medlemsstaten, og henvisning til godkendelsesafgørelsen, hvis varerne var underlagt en procedure for forudgående godkendelse]

eller

varerne eller varetypen, der er beskrevet ovenfor, er ikke underlagt nogen relevante regler i … [Note: Angiv den medlemsstat, hvor varerne eller varetypen hævdes at være lovligt markedsført].

4.2.  Henvisning til den overensstemmelsesvurderingsprocedure, der finder anvendelse på varerne eller varetypen, eller henvisning til prøvningsrapporter for alle prøvninger, der er foretaget af et overensstemmelsesvurderingsorgan, herunder navn og adresse på dette organ (hvis en sådan procedure eller sådanne prøvninger er blevet gennemført): …

5.  Yderligere oplysninger, der betragtes som relevante for at kunne vurdere, om varerne eller varetypen markedsføres lovligt i den medlemsstat, der er angivet i punkt 4.1: …

6.  Denne del af erklæringen om gensidig anerkendelse udarbejdes på eneansvar af den erhvervsdrivende, der er angivet i punkt 2.

Underskrevet for og på vegne af:

(sted og dato):

(navn, stilling) (underskrift):

Del II

7.  Erklæring og oplysninger om markedsføringen af varen eller varetypen:

7.1.  Varerne eller varetypen beskrevet i del I er gjort tilgængelig for slutbrugerne på ▌markedet i den medlemsstat, der er angivet i punkt 4.1.

7.2.  Oplysninger om, at varerne eller varetypen er gjort tilgængelig for slutbrugerne i den medlemsstat, der er angivet i punkt 4.1, herunder oplysninger om ▌datoen for, hvornår varerne først blev gjort tilgængelig for slutbrugerne på ▌markedet i den pågældende medlemsstat: …

8.  Yderligere oplysninger, der vurderes relevante for at kunne vurdere, om varerne eller varetypen markedsføres lovligt i den medlemsstat, der er angivet i punkt 4.1: …

9.  Denne del af erklæringen om gensidig anerkendelse er udarbejdet på eneansvar af … [Note: Indsæt navn og adresse på den person, der underskriver del II af erklæringen om gensidig anerkendelse: producenten og, hvis det er relevant, dennes bemyndigede repræsentant eller importøren eller distributøren].

Underskrevet for og på vegne af:

(sted og dato):

(navn, stilling) (underskrift):

(1) EUT C 283 af 10.8.2018, s. 19.
(2)EUT C 283 af 10.8.2018, s. 19.
(3)Europa-Parlamentets holdning af 14.2.2019.
(4)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 764/2008 af 9. juli 2008 om procedurer for anvendelsen af visse nationale tekniske forskrifter på produkter, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, og om ophævelse af beslutning nr. 3052/95/EF (EUT L 218 af 13.8.2008, s. 21).
(5)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EUT L 241 af 17.9.2015, s. 1).
(6)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93 (EUT L 218 af 13.8.2008, s. 30).
(7)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed (EFT L 11 af 15.1.2002, s. 4).
(8)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1).
(9)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 af 15. marts 2017 om offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter med henblik på at sikre anvendelsen af fødevare- og foderlovgivningen og reglerne for dyresundhed og dyrevelfærd, plantesundhed og plantebeskyttelsesmidler, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001, (EF) nr. 396/2005, (EF) nr. 1069/2009, (EF) nr. 1107/2009, (EU) nr. 1151/2012, (EU) nr. 652/2014, (EU) 2016/429 og (EU) 2016/2031, Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 og (EF) nr. 1099/2009 samt Rådets direktiv 98/58/EF, 1999/74/EF, 2007/43/EF, 2008/119/EF og 2008/120/EF og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 og (EF) nr. 882/2004, Rådets direktiv 89/608/EØF, 89/662/EØF, 90/425/EØF, 91/496/EØF, 96/23/EF, 96/93/EF og 97/78/EF og Rådets afgørelse 92/438/EØF (forordningen om offentlig kontrol) (EUT L 95 af 7.4.2017, s. 1).
(10)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (EUT L 165 af 30.4.2004, s. 1).
(11)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 549).
(12)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671).
(13)Kommissionens henstilling 2013/461/EU af 17. september 2013 om principperne for SOLVIT (EUT L 249 af 19.9.2013, s. 10).
(14) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1724 af 2. oktober 2018 om oprettelse af en fælles digital portal, der giver adgang til oplysninger, procedurer og bistands- og problemløsningstjenester, og om ændring af forordning (EU) nr. 1024/2012 (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 1).
(15)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s 13).
(16)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).
(17)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).
(18)EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.
(19)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1).
(20)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT L 248 af 18.9.2013, s. 1).
(21)Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2).
(22) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/... af … om gensidig anerkendelse af varer, der lovligt markedsføres i en anden medlemsstat, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 764/2008 (EUT L ...).
(23)+ EUT: indsæt venligst nummer i teksten og nummer, dato og offentliggørelsesreference for dokumentet i PE-CONS 70/18 - COD 2017/0354 i fodnoten.


Gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer ***I
PDF 199kWORD 60k
Beslutning
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. februar 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 for så vidt angår gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer (COM(2018)0163 – C8-0129/2018 – 2018/0076(COD))
P8_TA-PROV(2019)0124A8-0360/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2018)0163),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0129/2018),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 31. august 2018 fra Den Europæiske Centralbank(1),

–  der henviser til udtalelse af 11. juli 2018 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 19. december 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0360/2018),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 14. februar 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/… om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 for så vidt angår gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer

P8_TC1-COD(2018)0076


(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank(3),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(4),

efter den almindelige lovgivningsprocedure(5), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Siden vedtagelsen af ▌Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2560/2001(6) og ▌(EF) nr. 924/2009 er gebyrerne for grænseoverskridende betalinger i euro mellem medlemsstaterne i euroområdet faldet drastisk og er nu i langt de fleste tilfælde ubetydelige.

(2)  Grænseoverskridende betalinger i euro fra medlemsstater uden for euroområdet tegner sig dog for omkring 80 % af alle grænseoverskridende betalinger fra medlemsstater uden for euroområdet. Gebyrerne for sådanne grænseoverskridende betalinger er fortsat overdrevent høje i de fleste medlemsstater uden for euroområdet, selv om udbydere af betalingstjenester med hjemsted i medlemsstater uden for euroområdet har adgang til de samme effektive infrastrukturer til at behandle disse transaktioner med meget lave omkostninger til følge som udbydere af betalingstjenester med hjemsted i euroområdet.

(3)  Høje gebyrer for grænseoverskridende betalinger er fortsat en hindring for fuldstændig integration ▌af virksomheder og borgere i medlemsstater uden for euroområdet i det indre marked, hvilket påvirker deres konkurrenceevne. Disse høje gebyrer er årsag til, at der fortsat findes to kategorier af brugere af betalingstjenester i Unionen: ▌brugere af betalingstjenester, der drager fordel af det fælles eurobetalingsområde ("SEPA"), og ▌brugere af betalingstjenester, for hvilke der er store omkostninger forbundet med grænseoverskridende betalinger i euro.

(4)  For at det indre marked kan fungere tilfredsstillende og for at fjerne ulighederne for brugere af betalingstjenester i medlemsstater i og uden for euroområdet i forhold til grænseoverskridende betalinger i euro, er det nødvendigt at sikre, at gebyrer for grænseoverskridende betalinger i euro inden for Unionen bringes på samme niveau som gebyrerne for tilsvarende nationale betalinger i den nationale valuta i den medlemsstat, hvor betalingstjenestebrugerens udbyder af betalingstjenester har hjemsted. En udbyder af betalingstjenester anses for at have hjemsted i den medlemsstat, hvor denne udbyder sine tjenester til brugeren af betalingstjenester.

(5)  Vekselgebyrerne tegner sig for en betydelig del af de omkostninger, der er forbundet med grænseoverskridende betalinger, når der anvendes forskellige valutaer i betalerens medlemsstat og betalingsmodtagerens medlemsstat. I artikel 45 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366(7) stilles der krav om ▌, at gebyrer og den anvendte vekselkurs skal være gennemsigtige. Nævnte direktivs artikel 52, stk. 3, specificerer oplysningskravene med hensyn til betalingstransaktioner, der er omfattet af en rammeaftale, og artikel 59, stk. 2, i nævnte direktiv omfatter oplysningskravene for parter, der tilbyder valutaomregningstjenester i en pengeautomat eller på salgsstedet. Disse oplysningskrav har ikke sikret tilstrækkelig gennemsigtighed og sammenlignelighed for så vidt angår vekselgebyrer i situationer, hvor der tilbydes alternative valutaomregningsmuligheder i en pengeautomat eller på salgsstedet. Denne mangel på gennemsigtighed og sammenlignelighed hindrer konkurrencen, som ville reducerevekselgebyrerne, og øger risikoen for, at betalerne vælger dyre valutaomregningsmuligheder. Det er derfor nødvendigt at indføre yderligere foranstaltninger med henblik på at beskytte forbrugerne mod overdrevent høje gebyrer for valutaomregningstjenester og sikre, at forbrugerne ▌gives de informationer, som de har brug for til at vælge den bedste valutaomregningsmulighed.

(6)  For at sikre, at markedsaktørerne ikke konfronteres med behovet for at foretage uforholdsmæssigt store investeringer for at tilpasse deres betalingsinfrastruktur, udstyr og processer til at sikre øget gennemsigtighed, bør de foranstaltninger, der skal gennemføres, være passende, hensigtsmæssige og omkostningseffektive. I situationer, hvor betaleren står over for forskellige valutaomregningsmuligheder i en pengeautomat eller på salgsstedet, bør de oplysninger, der gives, samtidig gøre det muligt at foretage en sammenligning, således at betaleren kan træffe et informeret valg.

(7)  For at opnå sammenlignelighed bør vekselgebyrer for alle kortbaserede betalinger udtrykkes på samme måde, nemlig som procentuelle avancetillæg i forhold til de senest tilgængelige vekselkurser for euro, som Den Europæiske Centralbank (ECB) har udstedt. Et avancetillæg skal muligvis baseres på en kurs, der beregnes ud fra to ECB-kurser i tilfælde af en omregning mellem to ikkeeurovalutaer.

(8)  I overensstemmelse med de i direktiv (EU) 2015/2366 fastsatte generelle oplysninger, der skal gives om vekselgebyrer, skal udbydere af valutaomregningstjenester offentliggøre oplysninger om deres vekselgebyrer, før betalingstransaktionen initieres. Parter, der tilbyder valutaomregningstjenester i en pengeautomat eller på salgsstedet, bør give oplysninger om deres gebyrer for sådanne tjenester på en klar og tilgængelig måde, f.eks. ved at angive deres gebyrer ved skranken eller digitalt på terminalen eller på skærmen i tilfælde af onlinekøb. Ud over de oplysninger, der er omhandlet i artikel 59, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/2366 bør disse parter, før betalingen initieres, give klare oplysninger om det beløb, der skal udbetales til betalingsmodtageren i den valuta, som betalingsmodtageren anvender, og det samlede beløb, som betaleren skal betale i den valuta, som betalers konto føres i. Det beløb, der skal betales i den valuta, som betalingsmodtageren anvender, bør udtrykke prisen på de varer og tjenesteydelser, der skal købes, og kan angives ved kassen frem for på betalingsterminalen. Den valuta, som betalingsmodtageren anvender, er generelt den lokale valuta, men kan ifølge princippet om aftalefrihed i visse tilfælde være en anden EU-valuta. Det samlede beløb, som betaleren skal betale i den valuta, som betalers konto føres i, bør bestå af prisen på varerne eller tjenesteydelserne og vekselgebyrerne. Begge beløb bør desuden dokumenteres på kvitteringen eller på et andet varigt medium.

(9)  Med hensyn til artikel 59, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/2366, hvor en valutaomregningstjeneste tilbydes i en pengeautomat eller på salgsstedet, bør det være muligt for betaleren at afvise denne tjeneste og i stedet betale i den valuta, som betalingsmodtageren anvender.

(10)  For at give betalere mulighed for at sammenligne vekselgebyrmulighederne i en pengeautomat eller på salgsstedet bør betalernes betalingstjenesteudbydere ikke kun medtage fuldt sammenlignelige oplysninger om de gældende vekselgebyrer på de vilkår og betingelser, der er fastsat i deres rammeaftale, men bør også offentliggøre disse oplysninger på en bredt og let tilgængelig elektronisk platform, navnlig på deres kundewebsteder, på deres websted for netbank og på deres mobilbankapplikation, på en let forståelig og tilgængelig måde. Dette ville gøre det muligt at udvikle sammenligningswebsteder for at gøre det lettere for forbrugerne at sammenligne priser, når de rejser eller handler i udlandet. Betaleres betalingstjenesteudbydere bør desuden minde betalerne om de gældende vekselgebyrer, når en kortbaseret betaling foretages i en anden valuta, ved hjælp af bredt tilgængelige og let tilgængelige elektroniske kommunikationskanaler såsom sms-beskeder, e-mails eller push-meddelelser via betalers mobilbankapplikation. Betalingstjenesteudbydere bør aftale den elektroniske kommunikationskanal, hvorigennem de vil tilvejebringe oplysninger om vekselgebyrer, med betalingstjenestebrugerene under hensyntagen til den mest effektive kanal til at nå ud til betaleren. Betalingstjenesteudbydere bør også acceptere anmodninger fra betalingstjenestebrugere om at fravælge at modtage de elektroniske meddelelser, der indeholder oplysninger om vekselgebyrerne.

(11)  Regelmæssige påmindelser er passende i situationer, hvor betaleren opholder sig i udlandet i længere tid, f.eks. hvis betaleren er udstationeret eller studerer i udlandet, eller hvis betaleren jævnligt benytter et kort til onlinekøb i den lokale valuta. En forpligtelse til at sørge for sådanne påmindelser ville ikke kræve uforholdsmæssigt store investeringer for at tilpasse betalingstjenesteudbyderens eksisterende forretningsprocesser og betalingsbehandlingsinfrastrukturer og ville sikre, at betaleren informeres bedre, når denne overvejer de forskellige valutaomregningsmuligheder.

(12)  Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet, Rådet, ECB og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af reglen om udligning af omkostningerne ved grænseoverskridende betalinger i euro med omkostningerne ved nationale transaktioner i nationale valutaer og effektiviteten af de oplysningskrav vedrørende valutaomregning, der er fastsat i denne forordning. Kommissionen bør også undersøge yderligere muligheder – og den tekniske gennemførlighed af disse muligheder – for at udvide reglen om lige gebyrer for alle EU-valutaer og for yderligere at forbedre gennemsigtigheden og sammenligneligheden af vekselgebyrer samt muligheden for at aktivere og deaktivere valgmuligheden for at acceptere den valutaomregning, der tilbydes af andre parter end betalerens betalingstjenesteudbyder.

(13)  Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af betalingernes grænseoverskridende karakter bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ændring af forordning (EF) nr. 924/2009

I forordning (EF) nr. 2009/924 foretages følgende ændringer:

1)  I artikel 1 foretages følgende ændringer:

a)  Stk. 1 affattes således:"

"1. I denne forordning fastsættes bestemmelser om grænseoverskridende betalinger og om gennemsigtigheden af vekselgebyrer inden for Unionen".

"

b)  I stk. 2 tilføjes følgende afsnit:"

"Uanset dette stykkes første afsnit gælder artikel 3a og 3b ▌for nationale og grænseoverskridende betalinger, som foretages i enten euro eller i en anden national valuta i en medlemsstat end euroen, og som omfatter en valutaomregningstjeneste."

"

2)   Artikel 2nr. 9), affattes således:"

"9) "gebyr": ethvert beløb, som en betalingstjenestebruger opkræves af en betalingstjenesteudbyder, og som er direkte eller indirekte forbundet med en betalingstransaktion, ethvert beløb, som en betalingstjenestebruger opkræves af en betalingstjenesteudbyder eller en part, der leverer valutaomregningstjenester i overensstemmelse med artikel 59, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366*, for en valutaomregningstjeneste, eller en kombination heraf

______________

* Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35)."

"

3)  I artikel 3 foretages følgende ændringer:

a)  Stk. 1 affattes således:"

"1. Gebyrer, som en udbyder af betalingstjenester opkræver af en bruger i forbindelse med grænseoverskridende betalinger i euro, skal være de samme som de gebyrer, som denne udbyder af betalingstjenester opkræver ▌for tilsvarende indenlandske betalinger af samme værdi ▌i den nationale valuta i den medlemsstat, hvor betalingstjenestebrugerens betalingstjenesteudbyder har hjemsted".

"

b)  Følgende stykke indsættes ▌:"

"1a. Gebyrer, som en udbyder af betalingstjenester opkræver af en bruger af betalingstjenester i forbindelse med grænseoverskridende betalinger i den nationale valuta i en medlemsstat, der har meddelt sin beslutning om at udvide denne forordnings anvendelsesområde til sin nationale valuta i overensstemmelse med artikel 14, skal være de samme som de gebyrer, som denne udbyder af betalingstjenester opkræver af brugere af betalingstjenester for tilsvarende indenlandske betalinger af samme værdi og i samme valuta."

"

c)  Stk. 3 udgår.

d)  Stk. 4 affattes således:"

"4. ▌Stk. 1 og 1a finder ikke anvendelse på vekselgebyrer."

"

4)  ▌Følgende artikel indsættes:"

"Artikel 3a

Vekselgebyrer i forbindelse med kortbaserede transaktioner

1.  For så vidt angår de oplysninger, der skal gives om vekselgebyrer og den gældende vekselkurs, jf. artikel 45, stk. 1, artikel 52, stk. 3, og artikel 59, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/2366, skal betalingstjenesteudbydere og parter, der udbyder valutaomregningstjenester i en pengeautomat eller på det salgssted, som er omhandlet i artikel 59, stk. 2, i nævnte direktiv, udtrykke de samlede vekselgebyrer som et procentuelt avancetillæg i forhold til de senest tilgængelige vekselkurser for euro, der er udstedt af Den Europæiske Centralbank (ECB). Dette avancetillæg skal oplyses til betaleren, før betalingstransaktionen initieres.

2.  Betalingstjenesteudbydere skal også offentliggøre de avancetillæg, der er omhandlet i stk. 1, på en forståelig og let tilgængelig måde på en bredt og let tilgængelig elektronisk platform.

3.  Foruden de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, skal den part, der leverer valutaomregningstjenesten i en pengeautomat eller på salgsstedet, give betaleren følgende oplysninger, før betalingstransaktionen initieres:

   a) det beløb, der skal betales til betalingsmodtageren i den valuta, som betalingsmodtageren anvender
   b) det beløb, som betaleren skal betale, i den valuta, som betalers konto føres i.

4.  En part, der leverer valutaomregningstjenester i en pengeautomat eller på salgsstedet, skal klart anføre de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, i pengeautomaten eller på salgsstedet. Før betalingstransaktionen initieres, skal den pågældende part også underrette betaleren om muligheden for at betale i den valuta, som betalingsmodtageren anvender, og med den valutaomregning, der efterfølgende udføres af betalerens betalingstjenesteudbyder. De oplysninger, der er omhandlet i stk. 1 og 3, skal også stilles til rådighed for betaleren på et varigt medium, efter at transaktionen er blevet initieret.

5.  Betalerens betalingstjenesteudbyder sender for hvert betalingskort, som er blevet udstedt til betaleren af betalerens betalingstjenesteudbyder, og som er knyttet til den samme konto, betaleren en elektronisk meddelelse med de i stk. 1 omhandlede oplysninger uden unødig forsinkelse, efter at betalerens betalingstjenesteudbyder modtager en betalingsordre ved en kontanthævning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den valuta, som betalerens konto føres i.

Uanset første afsnit skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned, hvori betalerens betalingstjenesteudbyder modtager en betalingsordre fra betaleren i samme valuta.

6.  Betalingstjenesteudbyderen aftaler med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt tilgængelige og let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er), hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den i stk. 5 omhandlede meddelelse.

Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde betalingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modtage de i stk. 5 omhandlede elektroniske meddelelser.

Betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at stk. 5 og dette stykke ikke finder anvendelse helt eller delvist, hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.

7.  De i denne artikel omhandlede oplysninger skal fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde."

"

5)  Følgende artikel indsættes ▌:"

"Artikel 3b

Vekselgebyrer i forbindelse med kreditoverførsler

1.  Når en valutaomregningstjeneste tilbydes af betalerens betalingstjenesteudbyder i forbindelse med en kreditoverførsel som defineret i artikel 4, nr. 24), i direktiv (EU) 2015/2366, der initieres online direkte ved brug af betalingstjenesteudbyderens websted eller mobilbankapplikation, skal betalingstjenesteudbyderen, for så vidt angår artikel 45, stk. 1, og artikel 52, stk. 3, i nævnte direktiv, før betalingstransaktionen initieres, informere betaleren på en klar, neutral og forståelig måde om de anslåede gebyrer for valutaomregningstjenester, der gælder for kreditoverførslen.

2.  Forud for initieringen af en betalingstransaktion meddeler betalingstjenesteudbyderen på en klar, neutral og forståelig måde betaleren den samlede anslåede kreditoverførsel i den valuta, som betalerens konto føres i, herunder eventuelle transaktionsgebyrer og eventuelle vekselgebyrer. Betalingstjenesteudbyderen skal også oplyse det anslåede beløb, der skal overføres til betalingsmodtageren i den valuta, som betalerens konto føres i."

"

6)  Artikel 15 affattes således:"

"Artikel 15

Revision

1.  Senest den … [36 måneder fra datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden] forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet, ECB og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ▌en rapport om anvendelsen og virkningen af denne forordning, som navnlig skal indeholde:

   a) en evaluering af den måde, hvorpå betalingstjenesteudbydere anvender nærværende forordnings artikel 3, som ændret ved forordning (EU)... *(8)
   b) en evaluering af udviklingen i antal og gebyrer for nationale og grænseoverskridende betalinger i medlemsstaternes nationale valutaer og i euro siden vedtagelsen af forordning (EU)...+ +(9)
   c) en evaluering af virkningen af nærværende forordnings artikel 3, som ændret ved forordning (EU) ... + + om udvikling af vekselgebyrer og andre gebyrer i forbindelse med betalingstjenester for både betalere og betalingsmodtagere
   d) en evaluering af den anslåede virkning af ændringen af nærværende forordnings artikel 3, stk. 1, med henblik på at dække alle medlemsstaters valutaer
   e) en evaluering af, hvordan udbydere af valutaomregningstjenester anvender de oplysningskrav, der er fastsat i nærværende forordnings artikel 3a og 3b, og den nationale lovgivning til gennemførelse af artikel 45, stk. 1, artikel 52, stk. 3, og artikel 59, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/2366, og hvorvidt disse regler har øget gennemsigtigheden af vekselgebyrer
   f) en evaluering af, hvorvidt og i hvilken udstrækning udbydere af valutaomregningstjenester har haft problemer med den praktiske anvendelse af nærværende forordnings artikel 3a og 3b og den nationale lovgivning til gennemførelse af artikel 45, stk. 1, artikel 52, stk. 3, og artikel 59, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/2366
   g) en cost-benefit-analyse af kommunikationskanaler og teknologier, som anvendes af eller er til rådighed for udbydere af valutaomregningstjenester, og som yderligere kan forbedre gennemsigtigheden af vekselgebyrer, herunder en evaluering af, hvorvidt der er visse kanaler, som betalingstjenesteudbydere bør være forpligtet til at tilbyde i forbindelse med fremsendelsen af de oplysninger, der er omhandlet i nærværende forordnings artikel 3a. Denne analyse skal også omfatte en vurdering af den tekniske gennemførlighed af en samtidig offentliggørelse af oplysningerne i nærværende forordnings artikel 3a, stk. 1 og 3, før hver enkelt transaktion initieres, for alle de valutaomregningsmuligheder, der er tilgængelige i en pengeautomat eller på salgsstedet
   h) en cost-benefit-analyse af indførelsen af muligheden for, at betalere kan blokere den mulighed for valutaomregning, der tilbydes af en anden part end betalerens betalingstjenesteudbyder i en pengeautomat eller på salgsstedet, og ændre deres præferencer i denne henseende
   i) en cost-benefit-analyse af indførelsen af et krav til betalerens betalingstjenesteudbyder om ved leveringen af valutaomregningstjenester i forbindelse med en individuel betalingstransaktion at anvende den vekselkurs, der gælder på tidspunktet for initieringen af transaktionen ved clearing og afvikling af transaktionen.

2.  Den rapport, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, skal mindst omfatte perioden fra den 15. december 2019 til den ... [30 måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden]. Den skal tage hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i forbindelse med forskellige betalingstransaktioner, idet der især sondres mellem transaktioner, der initieres i en pengeautomat og på salgsstedet.

Ved udarbejdelsen af denne rapport kan Kommissionen gøre brug af de data, som medlemsstaterne har indsamlet i forbindelse med stk. 1.

_____________

* Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) .../... af ... om ... (EUT ...).

"

Artikel 2

1.  Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

2.  Den finder anvendelse fra den 15. december 2019, med undtagelse af følgende:

a)  Artikel 1, nr. 6), finder anvendelse fra den ... [datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden]

b)  Artikel 1, nr. 4) og 5), finder for så vidt angår artikel 3a, stk. 1-4, og artikel 3b i forordning (EF) nr. 924/2009 anvendelse fra den ... [12 måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden]

c)  Artikel 1, nr. 4), finder for så vidt angår artikel 3a, stk. 5 og 6, i forordning (EF) nr. 924/2009 anvendelse fra den ... [24 måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden]

d)  Artikel 1, nr. 4, finder for så vidt angår artikel 3a, stk. 7, i forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt som den vedrører nævnte forordnings artikel 3a, stk. 1-4, anvendelse fra den ... [12 måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden]

e)  Artikel 1, nr. 4), finder for så vidt angår artikel 3a, stk. 7, i forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt som den vedrører nævnte forordnings artikel 3a, stk. 5 og 6, anvendelse fra den ... [24 måneder efter datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden].

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i ▌…, den ....

For Europa-Parlamentet For Rådet

Formand Formand

(1) EUT C 382 af 23.10.2018, s. 7.
(2) EUT C 367 af 10.10.2018, s. 28.
(3) EUT C 382 af 23.10.2018, s. 7.
(4) EUT C 367 af 10.10.2018, s. 28.
(5) Europa-Parlamentets holdning af 14.2.2019.
(6)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2560/2001 af 19. december 2001 om grænseoverskridende betalinger i euro (EUT L 344 af 28.12.2001, s. 13).
(7)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).
(8)+ EUT: Indsæt venligst nummeret på forordningen, der er indeholdt i dokument 2018/0076(COD), i teksten og indsæt nummeret, datoen, titlen og EUT-referencen på nævnte forordning i fodnoten.
(9)++ Indsæt venligst nummeret på forordningen, der er indeholdt i dokument 2018/0076(COD), i teksten.


Fælles regler for adgang til det internationale marked for buskørsel ***I
PDF 216kWORD 69k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. februar 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1073/2009 om fælles regler for adgang til det internationale marked for buskørsel (COM(2017)0647 – C8-0396/2017 – 2017/0288(COD))
P8_TA(2019)0125A8-0032/2019

Denne tekst er stadig under behandling med henblik på offentliggørelse på dit sprog. PDF- eller Word-udgaven er allerede tilgængelig og kan findes ved at klikke på ikonet øverst til højre.


Ændring af direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet og forordning (EU) 2018/1999 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen på grund af Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen ***I
PDF 176kWORD 49k
Beslutning
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. februar 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet [som ændret ved direktiv 2018/XXX/EU] og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/XXX [forvaltning af energiunionen] på grund af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union (COM(2018)0744 – C8-0482/2018 – 2018/0385(COD))
P8_TA-PROV(2019)0126A8-0014/2019

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2018)0744),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, artikel 192, stk. 1, og artikel 194, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0482/2018),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 30. januar 2019 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A8-0014/2019),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 14. februar 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2019/... om ændring af direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet og forordning (EU) 2018/1999 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen på grund af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Unionen

P8_TC1-COD(2018)0385


(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1, og artikel 194, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Den 29. marts 2017 indgav Det Forenede Kongerige meddelelse om dets hensigt om at udtræde af Unionen i henhold til artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). Traktaterne ophører med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige fra datoen for en udtrædelsesaftales ikrafttræden eller, hvis en sådan aftale ikke foreligger, to år efter denne meddelelse, dvs. fra og med den 30. marts 2019, medmindre Det Europæiske Råd, efter aftale med Det Forenede Kongerige, med enstemmighed beslutter at forlænge denne frist.

(2)  Udtrædelsesaftalen, som forhandlerne er nået til enighed om, indeholder ordninger for anvendelse af EU-retlige bestemmelser på og i Det Forenede Kongerige efter den dato, hvor traktaterne ophører med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige. Hvis nævnte aftale træder i kraft, vil Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2002(4), som ændrer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU(5), og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999(6) finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige i overgangsperioden i overensstemmelse med nævnte aftale og vil ophøre med at gælde ved denne periodes udløb.

(3)  I artikel 3, stk. 5, i direktiv 2012/27/EU, der blev indført ved direktiv (EU) 2018/2002, stilles der krav om, at medlemsstaterne skal fastsætte vejledende nationale energieffektivitetsbidrag med henblik på at nå Unionens mål for en energieffektivitet på mindst 32,5 % i 2030. Når de fastsætter disse bidrag, skal medlemsstaterne tage hensyn til Unionens energiforbrug i 2030 i form af primærenergi og/eller endelig energi.

(4)  Artikel 6, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) 2018/1999 indeholder krav om, at medlemsstaterne skal tage hensyn til Unionens energiforbrug i 2030 i form af primærenergi og/eller endelig energi ved fastsættelsen af deres vejledende nationale energieffektivitetsbidrag til Unionens mål. I henhold til artikel 29, stk. 3, første afsnit, i nævnte forordning er energiforbruget på EU-plan også relevant for Kommissionens vurdering af de fremskridt, der er gjort med hensyn til i fællesskab at nå Unionens mål.

(5)  Som følge af Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen er det nødvendigt at ændre de fremskrevne tal for energiforbruget i Unionen i 2030 for at afspejle Unionen med 27 medlemsstater uden Det Forenede Kongerige ("EU-27"). Fremskrivningerne for Unionens overordnede mål for en energieffektivitet i 2030 på mindst 32,5 % viser, at primærenergiforbruget bør blive på 1 273 mio. ton olieækvivalenter (Mtoe) og det endelige energiforbrug bør blive på 956 Mtoe i 2030 for Unionen med 28 medlemsstater. De tilsvarende fremskrivninger for EU-27 viser, at primærenergiforbruget bør blive på 1 128 Mtoe og det endelige energiforbrug bør blive på 846 Mtoe i 2030. Dette gør det nødvendigt at ændre tallene for energiforbruget i 2030.

(6)  De samme fremskrivninger for energiforbruget i 2030 er relevante for artikel 6 og 29 i forordning (EU) 2018/1999.

(7)  I overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71(7), ophører anvendelsen af retsakter, for hvilke der er fastsat en bestemt ophørsdato, fra udgangen af den sidste time på den dag, der svarer til den nævnte dato. Denne afgørelse bør derfor finde anvendelse fra dagen efter den dato, hvor direktiv 2012/27/EU og forordning (EU) 2018/1999 ophører med at gælde for Det Forenede Kongerige.

(8)  Direktiv 2012/27/EU og forordning (EU) 2018/1999 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(9)  For straks at forberede sig på Det Forenede Kongeriges udtræden bør denne afgørelse træde i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ændring af direktiv 2012/27/EU

Artikel 3, stk. 5, i direktiv 2012/27/EU affattes således:"

"5. Hver medlemsstat fastsætter vejledende nationale energieffektivitetsbidrag til Unionens 2030-mål som omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 1, i overensstemmelse med artikel 4 og 6 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999*. Ved fastsættelsen af disse bidrag tager medlemsstaterne hensyn til, at Unionens energiforbrug i 2030 maksimalt må være 1 128 Mtoe primærenergi og/eller maksimalt 846 Mtoe endelig energi. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om disse bidrag som en del af deres integrerede nationale energi- og klimaplaner som omhandlet i og i overensstemmelse med proceduren i henhold til artikel 3 og artikel 7-12 i forordning (EU) 2018/1999.

_________________________

* Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 af 11. december 2018 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 663/2009 og (EF) nr. 715/2009, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/22/EF, 98/70/EF, 2009/31/EF, 2009/73/EF, 2010/31/EU, 2012/27/EU og 2013/30/EU, Rådets direktiv 2009/119/EF og (EU) 2015/652 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT L 328 af 21.12.2018, s. 1)."

"

Artikel 2

Ændring af forordning (EU) 2018/1999

Forordning (EU) 2018/1999 ændres som følger:

1)  Artikel 6, stk. 1, første afsnit, affattes således:"

"1. Ved fastsættelsen af sit vejledende nationale energieffektivitetsbidrag i 2030 og det sidste år i den periode, der er omfattet af de efterfølgende nationale planer i henhold til artikel 4, litra b), nr. 1), i denne forordning, tager hver medlemsstat hensyn til, at Unionens energiforbrug i 2020 i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 2012/27/EU højst må være 1 483 Mtoe primærenergi eller højst 1 086 Mtoe endelig energi, og i 2030 højst må være 1 228 Mtoe primærenergi og/eller højst 846 Mtoe endelig energi."

"

2)  Artikel 29, stk. 3, første afsnit, affattes således:"

"Hvad angår energieffektivitetsområdet skal Kommissionen som led i den i stk. 1 omhandlede vurdering vurdere fremskridtene med hensyn til i fællesskab at nå et maksimalt energiforbrug på EU-plan på 1 128 Mtoe primærenergi og 846 Mtoe endelig energi i 2030 i overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, i direktiv 2012/27/EU."

"

Artikel 3

Tidsfrister

Artikel 1 og 2 i denne afgørelse berører ikke tidsfristerne i artikel 2 i direktiv (EU) 2018/2002 og i artikel 59 i forordning (EU) 2018/1999.

Artikel 4

Ikrafttræden og anvendelse

1.   Denne afgørelse træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

2.  Artikel 1 og 2 finder anvendelse fra dagen efter den dato, hvor direktiv 2012/27/EU og forordning (EU) 2018/1999 ophører med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige.

Artikel 5

Adressater

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i ..., den .

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1)EUT C , , s. .
(2)EUT C , , s. .
(3) Europa-Parlamentets holdning af 14.2.2019.
(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2002 af 11. december 2018 om ændring af direktiv 2012/27/EF om energieffektivitet (EUT L 328 af 21.12.2018, s. 210).
(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF (EUT L 315 af 14.11.2012, s. 1).
(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 af 11. december 2018 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 663/2009 og (EF) nr. 715/2009, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/22/EF, 98/70/EF, 2009/31/EF, 2009/73/EF, 2010/31/EU, 2012/27/EU og 2013/30/EU, Rådets direktiv 2009/119/EF og (EU) 2015/652 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT L 328 af 21.12.2018, s. 1).
(7) Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/1971 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (EFT L 124 af 8.6.1971, s. 1).


Retten til fredelig protest og forholdsmæssig magtanvendelse
PDF 128kWORD 50k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2019 om retten til fredelig protest og rimelig magtanvendelse (2019/2569(RSP))
P8_TA-PROV(2019)0127B8-0103/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til EU-traktaterne og særlig artikel 2, 3, 4, 6 og 7 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (i det følgende benævnt "chartret"),

–  der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) og den hermed forbundne retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD),

–  der henviser til sin beslutning af 16. januar 2019 om situationen for grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union i 2017(1),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at EU bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne, herunder rettighederne for personer, der tilhører mindretal; der henviser til, at disse værdier er fælles for medlemsstaterne i et samfund præget af pluralisme, ikkeforskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd;

B.  der henviser til, at retsstatsprincippet er rygraden i demokratiet og et af de grundlæggende principper i EU, der er baseret på formodningen om gensidig tillid til, at medlemsstaterne respekterer demokratiet, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder, som er nedfældet i chartret og EMRK;

C.  der henviser til, at EU er forpligtet til at respektere ytrings- og informationsfriheden samt forsamlings- og foreningsfriheden;

D.  der henviser til, at artikel 11 i EMRK og artikel 12 i chartret fastslår, at enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder retten til at danne og tilslutte sig fagforeninger for at beskytte sine interesser;

E.  der henviser til, at artikel 11 i EMRK fastsætter, at der ikke må udøves andre indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder end dem, der er fastsat ved lov, og som er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige sikkerhed, for at forebygge uro eller strafbare handlinger, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder;

F.  der henviser til, at det i artikel 11 i EMRK også anføres, at forsamlingsfriheden "ikke er til hinder for, at medlemmer af de væbnede styrker, politiet eller statsforvaltningen kan indføre lovlige begrænsninger i udøvelsen af disse rettigheder";

G.  der henviser til, at det i chartrets artikel 12 også anføres, at politiske partier på unionsplan bidrager til at udtrykke unionsborgernes politiske vilje;

H.  der henviser til, at forsamlingsfriheden bør beskyttes; der henviser til, at et levende civilsamfund og pluralistiske medier spiller en afgørende rolle med hensyn til at fremme et åbent og pluralistisk samfund og offentlighedens deltagelse i den demokratiske proces samt at øge regeringernes ansvarlighed;

I.  der henviser til, at forsamlingsfrihed går hånd i hånd med ytringsfriheden, jf. artikel 11 i chartret og artikel 10 i den europæiske menneskerettighedskonvention, hvori det hedder, at enhver har ret til ytringsfrihed, der omfatter ytringsfrihed og til at modtage og meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra offentlige myndigheders side og uden hensyn til landegrænser;

J.  der henviser til, at eftersom udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed, som fastsat i artikel 10 i den europæiske menneskerettighedskonvention;

K.  der henviser til, at det i artikel 52 i chartret er fastsat, at "enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, skal være fastlagt i lovgivningen og skal respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold";

L.  der henviser til, at i henhold til artikel 4, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union respekterer Unionen medlemsstaternes "centrale statslige funktioner, herunder sikring af statens territoriale integritet, opretholdelse af lov og orden samt beskyttelse af den nationale sikkerhed"; der henviser til, at "navnlig forbliver den nationale sikkerhed den enkelte medlemsstats eneansvar";

M.  der henviser til, at alle begrænsninger i de grundlæggende rettigheder og de borgerlige frihedsrettigheder i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols og Den Europæiske Unions Domstols retspraksis skal overholde principperne om lovlighed, nødvendighed og proportionalitet;

N.  der henviser til, at de retshåndhævende myndigheder i flere medlemsstater er blevet kritiseret for at undergrave retten til at protestere og gøre brug af overdreven magt;

1.  opfordrer medlemsstaterne til at respektere retten til at deltage i fredelige forsamlinger, foreningsfrihed og ytringsfrihed;

2.  understreger, at den offentlige debat er afgørende for et velfungerende demokratisk samfund;

3.  fordømmer de seneste års vedtagelse af restriktive love om forsamlingsfrihed i flere medlemsstater;

4.  fordømmer de voldelige og uforholdsmæssige indgreb fra myndighedernes side under demonstrationer og fredelige demonstrationer; opfordrer de relevante myndigheder til at sikre en gennemsigtig, upartisk, uafhængig og effektiv efterforskning, når der er mistanke om eller påstået overdreven magtanvendelse; minder om, at de retshåndhævende myndigheder altid skal holdes ansvarlige for opfyldelsen af deres forpligtelser og overholdelsen af deres relevante retlige og operationelle rammer;

5.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de retshåndhævende myndigheders magtanvendelse altid er lovlig, forholdsmæssig, nødvendig og den sidste udvej, og at den bevarer menneskers liv og fysiske integritet; bemærker, at vilkårlig magtanvendelse mod menneskemængder er i strid med proportionalitetsprincippet;

6.  bemærker den vigtige rolle, som journalister og fotojournalister spiller i forbindelse med indberetning af sager om uforholdsmæssig vold, og fordømmer alle tilfælde, hvor de bevidst er blevet udsat herfor;

7.  er af den opfattelse, at vold mod fredelige demonstranter aldrig kan være en løsning i en debat eller i politik;

8.  erkender, at politistyrkerne, blandt hvilke der også har været mange sårede, arbejder under vanskelige forhold navnlig på grund af en række demonstranters fjendtlighed, men også på grund af en alt for stor arbejdsbyrde; fordømmer enhver form for vold mod enkeltpersoner eller ejendom foretaget af voldelige, militante demonstranter, som kun kommer for at udøve vold og skader legitimiteten af fredelige protester;

9.  opfordrer medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder til aktivt at deltage i den uddannelse, som tilbydes af Den Europæiske Unions Agentur for Uddannelse inden for Retshåndhævelse (Cepol), om offentlig orden og politiovervågning af større begivenheder; opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis i denne henseende;

10.  understreger betydningen af at garantere sikkerheden for det retshåndhævende personale, politibetjente og soldater under deres operationer for at sikre sikkerheden under offentlige protestdemonstrationer;

11.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa samt FN.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0032.


Interkønnedes rettigheder
PDF 148kWORD 49k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2019 om interkønnedes rettigheder (2018/2878(RSP))
P8_TA-PROV(2019)0128B8-0101/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til EU-traktatens artikel 2,

–  der henviser til artikel 8 og 10 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 21,

–  der henviser til den europæiske socialpagt, særlig artikel 11,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse(1),

–  der henviser til den rapport, som Kommissionen offentliggjorde i 2011, med titlen "Trans and intersex people",

–  der henviser til de endelige rapporter fra det Kommissionsfinansierede pilotprojekt "Health4LGBTI" om de uligheder på sundhedsområdet, som LGBTI-personer oplever,

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 4. februar 2014 om EU-køreplanen mod homofobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet(2),

–  der henviser til sin beslutning af 13. december 2016 om situationen for de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union i 2015(3),

–  der henviser til dokumentet fra 2015 fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) om situationen for interkønnedes grundlæggende rettigheder(4),

–  der henviser til FRA's onlinepublikation med titlen "Mapping minimum age requirements concerning the rights of the child in the EU" fra november 2017,(5)

–  der henviser til FRA's rapport fra 2018 om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention,

–  der henviser til den europæiske konvention til forebyggelse af tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf,

–  der henviser til beslutning 2191, der blev vedtaget af Europarådets Parlamentariske Forsamling i 2017, om fremme af interkønnedes menneskerettigheder og bekæmpelse af diskrimination mod disse personer,

–  der henviser til rapport fra 2015 fra Europarådets menneskerettighedskommissær med titlen "Human rights and intersex people",

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

–  der henviser til FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,

–  der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder,

–  der henviser til FN's konvention om rettigheder for personer med handicap,

–  der henviser til rapport fra 2013 fra FN's særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,

–  der henviser til Yogyakartaprincipperne (principperne for og staters forpligtelser til anvendelse af den internationale menneskerettighedslovgivning i forbindelse med seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika), der blev vedtaget i november 2006, og de ti supplerende principper ("plus 10"), som blev vedtaget den 10. november 2017,

–  der henviser til forespørgsler til Rådet og Kommissionen om rettighederne for interkønnedes rettigheder (O-000132/2018 – B8-0007/2019 og O-000133/2018 – B8-0008/2019),

–  der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at interkønnede fødes med fysiske kønskarakteristika, som ikke passer til medicinske eller sociale normer for kvindelige eller mandlige organer, og disse variationer i kønskarakteristika kan manifestere sig i primære karakteristika (såsom indre og ydre kønsorganer, kromosomstrukturen og hormonstrukturen) og/eller sekundære karakteristika (såsom muskelmasse, hårfordeling og højde);

B.  der henviser til, at interkønnede udsættes for adskillige former for vold og forskelsbehandling i Den Europæiske Union, og disse krænkelser af menneskerettighederne er stadig i vid udstrækning ukendte for offentligheden og de politiske beslutningstagere;

C.  der henviser til, at der er en høj forekomst af kirurgiske indgreb på og medicinske behandlinger af interkønnede spædbørn, selv om disse behandlinger i de fleste tilfælde ikke er medicinsk nødvendige; der henviser til, at kosmetiske og akutte kirurgiske indgreb kan tilbydes som en pakke, der forhindrer forældre og interkønnede personer i at få fuldstændige oplysninger om virkningen af de enkelte dele;

D.  der henviser til, at kirurgiske indgreb og medicinske behandlinger udføres på interkønnede børn uden deres forudgående, personlige, fulde og informerede samtykke; der henviser til, at kønslemlæstelse af interkønnede kan have livslange konsekvenser, f.eks. psykiske traumer og fysiske funktionshæmninger;

E.  der henviser til, at interkønnede personer og interkønnede børn, som tilhører andre mindretal og marginaliserede grupper, er yderligere marginaliserede og socialt udstødte og risikerer at blive udsat for vold og forskelsbehandling på grund af deres krydsende identiteter;

F.  der henviser til, at kirurgiske indgreb i de fleste EU-medlemsstater kan udføres på et interkønnet barn eller en interkønnet person med handicap med deres juridiske værges samtykke, uanset den interkønnedes evne til selv at træffe afgørelse;

G.  der henviser til, at forældre og/eller værger i mange tilfælde udsættes for et omfattende pres til at træffe beslutninger uden at være fuldt informeret om de livslange konsekvenser for deres barn;

H.  der henviser til, at mange interkønnede ikke har fuld adgang til deres patientjournaler, og at de derfor ikke ved, at de er interkønnede, eller ikke har kendskab til de medicinske behandlinger, som de er blevet udsat for;

I.  der henviser til, at interkønnede variationer fortsat klassificeres som sygdomme, som f.eks. i Den Internationale Sygdomsklassifikation (ICD), som Verdenssundhedsorganisationen udarbejder, eftersom der ikke foreligger dokumentation for, at behandlingerne har været vellykkede på lang sigt;

J.  der henviser til, at visse interkønnede ikke kan identificere sig med det køn, de har fået tildelt af lægerne ved fødslen; der henviser til, at juridisk anerkendelse af køn på grundlag af selvbestemmelse kun er mulig i seks af EU's medlemsstater; der henviser til, at sterilisering fortsat er et krav for juridisk anerkendelse af køn i mange EU-medlemsstater;

K.  der henviser til, at lovgivningen mod forskelsbehandling på EU-plan og i de fleste medlemsstater ikke omfatter forskelsbehandling på grund af kønskarakteristika, enten som en selvstændig kategori eller fortolket som en form for forskelsbehandling på grund af køn;

L.  der henviser til, at mange interkønnede børn oplever menneskerettighedskrænkelser og kønslemlæstelser i EU, når de gennemgår behandlinger, som kan normalisere deres køn;

1.  bemærker, at der er et presserende behov for at bekæmpe krænkelser af interkønnedes menneskerettigheder, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at foreslå lovgivning med henblik på at løse disse problemer;

Medikalisering og sygeliggørelse

2.  fordømmer på det kraftigste kønsnormaliserende behandlinger og kirurgiske indgreb; glæder sig over lovgivning, der forbyder sådanne kirurgiske indgreb (som f.eks. i Malta og Portugal), og opfordrer andre medlemsstater til at vedtage lignende lovgivning hurtigst muligt;

3.  understreger behovet for at yde passende rådgivning og støtte til interkønnede børn og interkønnede personer med handicap samt deres forældre eller værger og informere dem fuldt ud om konsekvenserne af kønsnormaliserende behandlinger;

4.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte organisationer, der arbejder på at bryde stigmaet mod interkønnede;

5.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge finansieringen til civilsamfundsorganisationer for interkønnede;

6.  opfordrer medlemsstaterne til at forbedre interkønnedes adgang til deres patientjournaler og til at sikre, at ingen udsættes for en unødvendig medicinsk eller kirurgisk behandling i den spæde barndom eller resten af barndommen, og sikre de pågældende børns kropslige integritet, selvstændighed og selvbestemmelse;

7.  er af den opfattelse, at sygeliggørelsen af interkønnede variationer undergraver de interkønnedes fulde udøvelse af den ret til den højest opnåelige sundhedstilstand, som er nedfældet i FN's konvention om barnets rettigheder; opfordrer medlemsstaterne til at sikre depatologisering af interkønnede;

8.  glæder sig over depatologiseringen af transidentiteter i den ellevte revision af ICD (ICD-11), selv om den kun er delvis; bemærker imidlertid, at kategorien "kønsuoverensstemmelse" i barndommen sygeliggør ikkekønsnormativ adfærd i barndommen; opfordrer derfor medlemsstaterne til at tilstræbe fjernelsen af denne kategori i ICD-11 og til at sikre, at den fremtidige revision af ICD bringes i overensstemmelse med deres nationale sundhedssystemer;

Identitetspapirer

9.  understreger betydningen af fleksible fødselsregistreringsprocedurer; glæder sig over, at der i visse medlemsstater er vedtaget lovgivning, som giver mulighed for juridisk anerkendelse af køn på grundlag af selvbestemmelse; opfordrer andre medlemsstater til at vedtage lignende lovgivning, herunder fleksible procedurer til at ændre kønsmarkører, så længe de fortsat registreres, samt navne på fødselsattester og identitetspapirer (herunder muligheden for kønsneutrale navne);

Forskelsbehandling

10.  beklager den manglende anerkendelse af kønskarakteristika som en grund til forskelsbehandling i hele EU og fremhæver derfor betydningen af dette kriterium for at sikre interkønnedes adgang til domstolsprøvelse;

11.  opfordrer Kommissionen til at styrke udvekslingen af god praksis på området; opfordrer medlemsstaterne til at vedtage den lovgivning, der er nødvendig for i passende grad at beskytte, respektere og fremme de grundlæggende rettigheder for interkønnede, herunder interkønnede børn, med fuld beskyttelse mod forskelsbehandling;

Kendskab i offentligheden

12.  opfordrer alle relevante aktører til at gennemføre forskning vedrørende interkønnede på baggrund af et sociologisk og menneskerettighedsmæssigt perspektiv og ikke et medicinsk perspektiv;

13.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at EU's midler ikke støtter forskning eller lægevidenskabelige projekter, der bidrager yderligere til krænkelser af interkønnedes menneskerettigheder, inden for rammerne af europæiske referencenetværk (ERN); opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte og finansiere forskning i menneskerettighedssituationen for interkønnede;

14.  opfordrer Kommissionen til at anlægge en holistisk og rettighedsbaseret tilgang til interkønnedes rettigheder og til bedre at koordinere det arbejde, der udføres af Generaldirektoraterne for Retlige Anliggender og Forbrugere, for Uddannelse, Unge, Idræt og Kultur og for Folkesundhed og Fødevaresikkerhed for at sikre konsekvente politikker og programmer, der støtter interkønnede, herunder uddannelse af statslige embedsmænd og læger;

15.  opfordrer Kommissionen til at styrke interkøndimensionen i sin flerårige LGBTI-liste over foranstaltninger i indeværende periode og til allerede nu at begynde at forberede en fornyelse af denne strategi for den næste flerårige periode (2019-2024);

16.  opfordrer Kommissionen til at fremme udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne om beskyttelse af interkønnedes menneskerettigheder og kropslige integritet;

o
o   o

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til Europarådets Parlamentariske Forsamling.

(1) EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57.
(2) EUT C 93 af 24.3.2017, s. 21.
(3) EUT C 238 af 6.7.2018, s. 2.
(4) https://fra.europa.eu/en/publication/2015/fundamental-rights-situation-intersex-people
(5) https://fra.europa.eu/en/publication/2017/mapping–minimum–age–requirements–concerning–rights–child–eu


LGBTI-tiltagslistens fremtid (2019-2024)
PDF 132kWORD 51k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2019 om fremtiden for LGBTI-listen over tiltag (2019-2024) (2019/2573(RSP))
P8_TA-PROV(2019)0129B8-0127/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til EU-traktatens artikel 2,

–  der henviser til artikel 8 og 10 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 21,

–  der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

–  der henviser til henstilling CM/Rec(2010)5 fra Europarådets Ministerkomité til medlemsstaterne om foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, vedtaget den 31. marts 2010,

–  der henviser til forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering (COM(2008)0426) og Parlamentets udtalelse af 2. april 2009 om dette forslag,

–  der henviser til retningslinjerne for fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og interkønnede (LGBTI-personer), som blev vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union på samlingen den 24. juni 2013,

–  der henviser til Rådets konklusioner om LGBTI-ligestilling af 16. juni 2016,

–  der henviser til resultaterne af EU's undersøgelse vedrørende lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner, som blev foretaget af Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) og offentliggjort den 17. maj 2013,

–  der henviser til sin beslutning af 4. februar 2014 om EU-køreplanen mod homofobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet(1),

–  der henviser til sin beslutning af 16. januar 2019 om situationen for grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union i 2017(2),

–  der henviser til Europarådets Parlamentariske Forsamlings resolution 2191(2017) af 12. oktober 2017 om fremme af interseksuelle personers menneskerettigheder og bekæmpelse af diskrimination mod disse personer,

–  der henviser til Kommissionens liste fra december 2015 over tiltag til at forbedre LGBTI-personers ligestilling,

–  der henviser til Kommissionens årsberetninger fra 2016 og 2017 om gennemførelsen af listen over til at forbedre LGBTI-personers ligestilling,

–  der henviser til Den Europæiske Unions Domstols (EU-Domstolens) dom af 5. juni 2018 (Relu Adrian Coman m.fl. mod Inspectoratul General pentru Imigrări og Ministerul Afacerilor Interne)(3) og anden relevant retspraksis fra EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,

–  der henviser til rapporten fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) fra maj 2015 om situationen med hensyn til interkønnedes grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til rapporten fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder fra marts 2017 med titlen "Current migration situation in the EU: Lesbian, gay, bisexual, transgender and intersex asylum seekers",

–  der henviser til rapporten fra 2015 fra Europarådets menneskerettighedskommissær med titlen "Human rights and intersex people",

–  der henviser til Europarådets Parlamentariske Forsamlings resolution 2048(2015) af 22. april 2015 om forskelsbehandling af transkønnede personer i Europa,

–  der henviser til FN-konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW),

–  der henviser til Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen),

–  der henviser til forespørgsel til Kommissionen om LGBTI-tiltagslistens fremtid (2019-2024) (O-000006/2019 – B8-0014/2019),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at LGBTI-personer fortsat lider under forskelsbehandling og vold i Den Europæiske Union; der henviser til, at ikke alle EU-medlemsstater yder retlig beskyttelse af LGBTI-personer mod forskelsbehandling;

B.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 4. februar 2014 om EU-køreplanen mod homofobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet opfordrede Kommissionen til at vedtage en strategi for LGBTI-ligestilling;

C.  der henviser til, at Det Europæiske Råd i sine konklusioner om LGBTI-ligestilling af 16. juni 2016 opfordrede medlemsstaterne til at samarbejde med Kommissionen om LGBTI-listen over tiltag;

D.  der henviser til, at Kommissionen har vedtaget omfattende strategiske rammer for andre emner vedrørende grundlæggende rettigheder, såsom handicap og integration af romaer, men endnu ikke har truffet sådanne foranstaltninger vedrørende LGBTI-rettigheder;

E.  der henviser til, at listen over tiltag til at forbedre LGBTI-personers ligestilling, som blev offentliggjort af Kommissionen i 2015, er en ikkebindende strategi, som ikke er udtømmende;

F.  der henviser til, at Kommissionens rapporter om gennemførelsen af listen over tiltag til at forbedre LGBTI-personers ligestilling viser, at der er taget væsentlige skridt, men at der stadig er meget at gøre for at sikre lighed for alle borgere i EU, herunder LGBTI-borgere;

G.  der henviser til, at selv om de retningslinjer, som Det Europæiske Råd har vedtaget for at fremme og beskytte lesbiskes, bøssers, biseksuelles, transpersoners og interseksuelles (LGBTI-personers) mulighed for at nyde godt af alle menneskerettighederne, har været bindende for EU og medlemsstaterne i deres optræden udadtil siden 2013, udgør fraværet af et internt komplementerende engagement fra EU's side en trussel mod den interne og eksterne samhørighed;

H.  der henviser til, at direktivet om ikkeforskelsbehandling fortsat er blokeret i Rådet;

1.  gentager henstillingerne i sin beslutning om EU-køreplanen;

2.  bemærker, at der i de seneste år har været observeret et tilbageslag i EU for så vidt angår ligestilling mellem kønnene, som direkte har påvirket LGBTI-personer; opfordrer Kommissionen til at forpligte sig til at imødegå dette tilbageslag, gøre lighed og ikkeforskelsbehandling til et prioriteret område og sikre, at denne forpligtelse tages op i det arbejde, der vil blive udført af den næste Kommission, som vil tiltræde senere i 2019;

3.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at LGBTI-rettigheder prioriteres i dens arbejdsprogram for 2019-2024, og til at styrke samarbejdet mellem forskellige GD'er på områder, hvor LGBTI-rettigheder bør integreres, f.eks. inden for uddannelse og sundhed, som fastsat i LGBTI-listen over tiltag;

4.  opfordrer Kommissionen til at vedtage et andet strategidokument for at fremme ligestilling for LGBTI-personer;

5.  opfordrer Kommissionen til at overvåge og håndhæve gennemførelsen af lovgivning og foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling for at sikre rettighederne for LGBTI-personer på alle områder;

6.  opfordrer Kommissionen til at fortsætte arbejdet med de emner, der allerede er indeholdt i LGBTI-listen over tiltag;

7.  opfordrer Kommissionen til at inddrage Parlamentet og civilsamfundets organisationer i udformningen af dens fremtidige LGBTI-liste over tiltag;

8.  opfordrer Kommissionen til fortsat at gennemføre bevidstgørelseskampagner og offentlige kommunikationskampagner om LGBTI-personer og deres familier; fremhæver betydningen af sådanne tiltag på alle niveauer og af at fokusere på fordelene ved mangfoldighed i samfundet i stedet for blot en normalisering af LGBTI-personer;

9.  opfordrer Kommissionen til at facilitere og støtte medlemsstaterne i deres gennemførelse af omfattende, kvalitetsprægede uddannelsesprogrammer vedrørende seksualitet og parforhold, som giver information om og undervisning i seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder på en måde, der er ikkefordømmende, udformet på en positiv måde og er inkluderende for så vidt angår LGBTI-personer;

10.  opfordrer Kommissionen til at træffe konkrete foranstaltninger til at sikre fri bevægelighed for alle familier, herunder LGBTI-familier, i overensstemmelse med den nylige Coman-sag ved EU-Domstolen;

11.  bemærker, at 8 medlemsstater kræver sterilisering, og 18 medlemsstater kræver en psykisk diagnose for at få adgang til retlig anerkendelse af køn; opfordrer Kommissionen til at vurdere, om sådanne krav er i overensstemmelse med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder;

12.  opfordrer Kommissionen til at indarbejde et tværsektorielt perspektiv i sit fremtidige arbejde med LGBTI-rettigheder, at tage hensyn til marginaliserede LGBTI-personers erfaringer med intersektionel forskelsbehandling og at udvikle foranstaltninger til at imødekomme deres specifikke behov, herunder ved at stille finansiering til rådighed for specifikke støttenetværk af marginaliserede LGBTI-grupper;

13.  opfordrer Kommissionen til fortsat at arbejde med medlemsstaterne med henblik på gennemførelsen af dens fremtidige tiltag vedrørende LGBTI-rettigheder;

14.  opfordrer Kommissionen til at styrke udvekslingen af god praksis vedrørende dette spørgsmål; opfordrer medlemsstaterne til at vedtage den lovgivning, der er nødvendig for at sikre, at LGBTI-børns grundlæggende rettigheder ydes tilstrækkelig respekt, fremme og beskyttelse, herunder fuld beskyttelse mod forskelsbehandling;

15.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til Europarådets Parlamentariske Forsamling.

(1) EUT C 93 af 24.3.2017, s. 21.
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0032.
(3) Domstolens dom (store afdeling) af 5. juni 2018, ECLI:EU:C:2018:385.


INF-traktatens fremtid og indvirkningen på EU
PDF 140kWORD 52k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2019 om INF-traktatens fremtid og konsekvenserne for EU (2019/2574(RSP))
P8_TA-PROV(2019)0130RC-B8-0128/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktaten mellem USA og Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker om afskaffelse af deres mellem- og kortdistancemissiler (i det følgende benævnt "INF-traktaten"), som blev undertegnet i Washington den 8. december 1987 af den daværende amerikanske præsident, Ronald Reagan, og den daværende præsident for Sovjetunionen, Mikhail Gorbatjov(1),

–  der henviser til rapport fra 2018 med titlen "Adherence to and Compliance with Arms Control, Nonproliferation, and Disarmament Agreements and Commitments", som er udarbejdet af det amerikanske udenrigsministerium,

–  der henviser til udtalelse af 21. oktober 2018 fra USA's præsident Donald Trump, hvori han truede med at trække USA ud af INF-traktaten,

–  der henviser til udtalelse af 2. februar 2019 fra USA's udenrigsminister om USA's hensigt om at trække sig ud af INF-traktaten(2),

–  der henviser til erklæring af 2. februar 2019 fra den russiske præsident Vladimir Putin, hvori han fastslog, at Rusland også ville suspendere sin deltagelse i traktaten,

–  der henviser til den erklæring om INF-traktaten, som blev udstedt af NATO's udenrigsministre den 4. december 2018(3),

–  der henviser til "Den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik – Fælles vision, fælles handling: Et stærkere Europa",

–   der henviser til de bekymringer, som USA og NATO i 2019 har givet udtryk for med hensyn til Ruslands manglende overholdelse af INF-traktaten, navnlig med hensyn til dets nye missilsystem, 9M729, som senest kom til udtryk i erklæringen af 1. februar 2019 fra Det Nordatlantiske Råd(4),

–  der henviser til de bemærkninger, som næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR), Federica Mogherini, fremsatte på den syvende EU-konference om ikkespredning og nedrustning, der blev afholdt i Bruxelles den 18.-19. december 2018,

–  der henviser til sin beslutning af 27. oktober 2016 om nuklear sikkerhed og ikkespredning(5),

–  der henviser til den fælles erklæring om EU-NATO-samarbejdet, som blev undertegnet i Bruxelles den 10. juli 2018,

–  der henviser til FN's dagsorden for nedrustning(6),

–  der henviser til FN's mål for bæredygtig udvikling nr. 16, som sigter mod at fremme fredelige og inkluderende samfund med henblik på bæredygtig udvikling(7),

–  der henviser til den årlige situationsrapport for 2017 om gennemførelsen af Den Europæiske Unions strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben, som blev offentliggjort den 18. maj 2018,

–  der henviser til traktaten om ikkespredning af kernevåben (NPT) fra 1968 og til, at alle stater er forpligtet til at arbejde for nuklear nedrustning i god tro og til at standse kernevåbenkapløbet,

–  der henviser til traktaten om forbud mod kernevåben, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 7. juli 2017,

–  der henviser til sin beslutning af 10. marts 2010 om traktaten om ikkespredning af kernevåben(8),

–  der henviser til EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003,

–  der henviser til Rådets konklusioner om den niende gennemgangskonference mellem parterne i traktaten om ikkespredning af kernevåben (8079/15),

–  der henviser til, at Nobels Fredspris 2017 blev tildelt Den Internationale Kampagne om Forbud mod Atomvåben (ICAN), og til sin erklæring af 1. februar 2019 med titlen "USA's tilbagetrækning fra INF-traktaten bringer Europa (og verden) i fare",

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at INF-traktaten, der blev undertegnet i 1987 af USA og Sovjetunionen, var en enestående aftale fra den kolde krig, eftersom den krævede, at begge lande skulle tilintetgøre deres lagre af, og ikke blot fastsatte grænser for, jordbaserede nukleare og konventionelt bevæbnede ballistiske missiler og krydsermissiler med en rækkevidde på mellem 500 og 5 500 km, og nedlagde samtidig forbud mod, at parterne besad, producerede og afprøvede sådanne missiler;

B.  der henviser til, at 2 692 missiler pr. maj 1991 var blevet skrottet i overensstemmelse med traktatens bestemmelser; der henviser til, at der blev foretaget kontrolinspektioner på missilanlæg i de efterfølgende ti år; der henviser til, at samlet set er mere end 3 000 missiler med atomsprænghoveder blev fjernet takket være INF-traktaten;

C.  der henviser til, at INF-traktaten bidrog til at begrænse den strategiske konkurrence mellem USA og Sovjetunionen, og siden Den Russiske Føderation, og til at opbygge og styrke stabiliteten under den kolde krig; der henviser til, at Europa har draget størst fordel af INF-traktaten, som har spillet en grundlæggende rolle med hensyn til at opretholde sikkerheden i mere end tre årtier; der henviser til, at traktaten stadig er en søjle for international fred og stabilitet, navnlig som en del af den europæiske sikkerhedsarkitektur;

D.  der henviser til, at Obamaregeringen i 2014 erklærede, at Rusland "misligholdt sine forpligtelser i henhold til INF-traktaten til ikke at besidde, producere eller afprøve jordbaserede krydsermissiler med en rækkevidde på mellem 500 og 5 500 km eller at besidde eller producere løfteraketter til sådanne missiler"; der henviser til, at USA's påstande om Ruslands fortsatte brud på traktaten blev gentaget i de efterfølgende rapporter fra det amerikanske udenrigsministerium fra 2015, 2016, 2017 og 2018;

E.  der henviser til, at USA og NATO gentagne gange har sat spørgsmålstegn ved Ruslands missiludviklingsaktiviteter, navnlig hvad angår missilsystemet 9M729, som de anser for at være i strid med INF-traktaten;

F.  der henviser til, at præsident Trumps regering i december 2017 i anledning af 30-årsdagen for traktaten bebudede en "integreret strategi" med diplomatiske, militære og økonomiske foranstaltninger, der havde til formål at sikre, at Rusland igen overholdt sine forpligtelser; der henviser til, at disse foranstaltninger omfattede en diplomatisk indsats gennem den særlige kontrolkommission (Special Verification Commission), iværksættelse af et militært forsknings- og udviklingsprogram og økonomiske foranstaltninger over for russiske enheder, som er involveret i udviklingen og produktionen af missiler, der ikke er i overensstemmelse med traktaten;

G.  der henviser til, at USA og Rusland har forsømt at adressere deres gensidige bekymringer ved hjælp af en diplomatisk dialog; der henviser til, at den særlige kontrolkommission, der er nedsat i henhold til traktaten for bl.a. at behandle spørgsmål vedrørende overholdelse, ikke er blevet indkaldt;

H.  der henviser til, at præsident Trump den 20. oktober 2018 meddelte, at USA ville trække sig ud af traktaten med henvisning til Ruslands manglende overholdelse og Kinas manglende deltagelse; der henviser til, at USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, den 4. december 2018 efter mødet mellem NATO's udenrigsministre meddelte, at USA havde konstateret Ruslands væsentlige brud på traktaten og ville suspendere sine forpligtelser som en foranstaltning, der ville træde i kraft 60 dage senere, såfremt Rusland ikke igen begyndte at overholde traktatens bestemmelser på en fuldstændig og verificerbar måde;

I.  der henviser til, at USA den 1. februar 2019 meddelte – efter at den frist på 60 dage, som Rusland havde fået til at bringe sig i fuld overensstemmelse med traktaten, var udløbet – at det ville suspendere sine forpligtelser i henhold til INF-traktaten og påbegynde processen med at trække sig ud af aftalen, medmindre Rusland, som efter USA's opfattelse er i væsentlig strid med traktaten, igen begyndte at overholde traktatens bestemmelser inden for seks måneder; der henviser til, at NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, har opfordret Rusland til at udnytte den periode på seks måneder, som USA har tilbudt, til igen at begynde at overholde traktatens bestemmelser fuldt ud;

J.  der henviser til, at NATO's udenrigsministre den 4. december 2018 udsendte en erklæring om Ruslands krænkelser af INF-traktaten og opfordrede Rusland til snarest igen at begynde at overholde traktatens bestemmelser på en fuldstændig og verificerbar måde;

K.  der henviser til, at Rusland den 2. februar 2019 meddelte, at det ville suspendere INF-traktaten og udvikle nye typer missiler; der henviser til, at de russiske myndigheder gentagne gange har udtrykt bekymring over NATO's missilforsvarsanlæg;

L.  der henviser til, at Kina sammen med andre lande, der ikke har undertegnet INF-traktaten, har gennemført en vidtspændende udbygning af sit missilarsenal, hvilket viser, at der er behov for en ny traktat, der binder USA, Rusland og Kina;

M.  der henviser til, at traktatens potentielle ophør kunne føre til en optrapning af spændingerne mellem atommagterne, til misforståelser og til et nyt våbenkapløb;

N.  der henviser til, at INF-traktaten er en hjørnesten i opretholdelsen af den globale strategiske stabilitet, verdensfreden og den regionale sikkerhed; der henviser til, at en opretholdelse af traktaten vil bidrage til bestræbelserne på at bevare andre eksisterende våbenkontrol- og nedrustningsaftaler samt til at skabe gunstigere betingelser for forhandlinger om våbenbegrænsninger, nedrustning og ikkespredning; der henviser til, at meddelelserne om tilbagetrækning sætter spørgsmålstegn ved sandsynligheden for den manglende forlængelse af andre større traktater om våbenkontrol såsom traktaten mellem Amerikas Forenede Stater og Den Russiske Føderation om foranstaltninger til yderligere reduktion og begrænsning af strategiske angrebsvåben ("den nye START-traktat"), hvilket i alvorlig grad ville skade den internationale våbenkontrolordning, der har tilvejebragt årtiers stabilitet med hensyn til atomvåben, og resultere i en verden uden nogen retligt bindende, verificerbare begrænsninger for så vidt angår atomvåbenarsenaler;

O.  der henviser til, at FN's traktat om forbud mod kernevåben blev åbnet for undertegnelse af FN's generalsekretær den 20. september 2017 og til dato er blevet undertegnet af 70 stater, hvoraf 21 er blevet deltagerstater gennem ratificering, heriblandt EU-medlemsstaten Østrig, mens Irland sandsynligvis vil indgive sine ratifikationsinstrumenter til FN's generalsekretær inden for de nærmeste måneder;

P.  der henviser til, at ICAN, modtageren af Nobels fredspris, har opfordret alle stater til at ratificere traktaten om forbud mod kernevåben;

1.  støtter overholdelsen, videreførelsen og styrkelsen af INF-traktaten; minder om, at den yder et afgørende bidrag til fred og sikkerhed i Europa og resten af verden og til global nedrustning og ikkespredning;

2.  udtrykker dyb bekymring over overtrædelserne af traktaten og de meddelelser, som USA og siden Rusland efterfølgende har udsendt om suspensionen af deres forpligtelser i henhold til traktaten og tilbagetrækningen heraf inden for en periode på seks måneder; understreger, at denne udvikling udgør en trussel mod en af Europas mest vitale sikkerhedsinteresser samt mod europæisk og global sikkerhed og fred; frygter, at disse handlinger kan føre til fejlberegninger og misforståelser, der kan medføre en forringelse af forbindelserne mellem USA og Rusland, en optrapning af spændingerne, øgede nukleare og militære trusler og risici og en mulig tilbagevenden til destabiliserende våbenkapløb, hvilket ville være til skade for Europas sikkerhed og strategiske stabilitet;

3.  fordømmer Rusland for dets fortsatte overtrædelse af traktatens bestemmelser;

4.  opfordrer Den Russiske Føderation til atter at bringe sig i fuld og verificerbar overensstemmelse med traktaten for at imødegå de bekymringer, som USA og NATO har rejst som reaktion på Ruslands vedvarende overtrædelse af traktatens bestemmelser, og opfordrer indtrængende Rusland til at forpligte sig til aftalens langsigtede fremtid;

5.  anerkender betydningen af fuld gennemsigtighed og dialog med henblik på at opbygge tillid og tiltro til gennemførelsen af INF-traktaten og alle andre aftaler, der støtter strategisk stabilitet og sikkerhed; opfordrer i lyset af ovenstående både Rusland og USA til at finde en løsning på de respektive påstande om overholdelse, til at indgå i en konstruktiv dialog under tilsyn af FN's Sikkerhedsråd, den særlige kontrolkommission (Special Verification Commission) eller andre relevante fora med det formål at mindske spændingerne, under hensyntagen til begge parters interesser og bekymringer, indlede forhandlinger i god tro for at sikre INF-traktaten inden den faktiske tilbagetrækning i august 2019, øge gennemsigtigheden og den gensidige overvågning og opnå stærkere regler og garantier for så vidt angår deres respektive missil- og nukleare kapaciteter;

6.  opfordrer indtrængende NF/HR til at bruge de seks måneder til at anvende alle de politiske og diplomatiske midler, hun råder over, til at indgå i en dialog med de stater, der er parter i INF-traktaten, med henblik på at genoprette tilliden på tværs af grænserne og samtidig tilbyde EU's mæglingsekspertise og -erfaringer med sigte på at forhindre, at både USA og Rusland trækker sig ud; opfordrer indtrængende NF/HR til at presse på for at bevare og udvikle INF-traktaten og indlede forhandlinger om en multilateral traktat for denne type missiler; opfordrer NF/HR til at sikre, at EU handler som en proaktiv og troværdig formidler af sikkerhed, herunder til sine nabolande, og at EU spiller en fremtrædende og konstruktiv rolle med hensyn til at udvikle og styrke de globale regelbaserede ikkespredningsbestræbelser og våbenkontrol- og nedrustningsstrukturer;

7.  understreger, at den usikre fremtid for INF-traktaten ikke bør bringe andre våbenkontrolaftaler i fare; opfordrer navnlig USA og Rusland til at forlænge den nye START-aftale, der begrænser antallet af strategiske sprænghoveder på begge sider til 1 550, inden den udløber i 2021;

8.  gentager sit fulde engagement i bevarelsen af effektive internationale våbenkontrol-, nedrustnings- og ikkespredningsordninger som en hjørnesten i den globale og europæiske sikkerhed; er af den opfattelse, at Europa bør gå foran med et godt eksempel for at være troværdig og fremme en verden uden kernevåben; opfordrer EU's medlemsstater til at gøre multilateral nuklear nedrustning til en prioritet i EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik; minder om sit tilsagn om at føre politikker, der har til formål at fremme reduktion og afskaffelse af alle atomarsenaler;

9.  er af den opfattelse, at Europas sikkerhed fortsat bør være udelelig; opfordrer alle EU-medlemsstater, som også er NATO-medlemmer, til at handle i overensstemmelse hermed; opfordrer NF/HR til at udarbejde en fælles trusselsvurdering, der indeholder en analyse af konsekvenserne for EU's sikkerhed, hvis den beskyttelse, som INF-traktaten giver Unionen og dens borgere, ophører med at finde anvendelse og aflægge rapport tilbage til Parlamentet rettidigt, i overensstemmelse med artikel 36 i traktaten om Den Europæiske Union, og til at udvikle en troværdig og ambitiøs atomnedrustningsstrategi baseret på effektiv multilateralisme;

10.  opfordrer NF/HR til at fremsætte forslag om at mobilisere EU-midler og styrke Unionens vidensbase og ekspertise vedrørende ikkespredning, våbenkontrol og menneskelig kapacitet til at analysere trusler fra kernevåben; opfordrer NF/HR til at fremlægge fornuftige planer for forebyggelse af utilsigtet anvendelse af atomvåben;

11.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, NATO, De Forenede Nationer, USA's præsident og kongresmedlemmer, Den Russiske Føderations præsident og medlemmerne af den russiske Statsduma og Føderationsrådet.

(1) https://treaties.un.org/doc/Publication/UNTS/Volume%201657/v1657.pdf
(2) https://www.state.gov/secretary/remarks/2019/02/288722.htm
(3) https://www.nato.int/cps/en/natohq/official_texts_161122.htm
(4) https://www.nato.int/cps/en/natohq/news_162996.htm
(5) EUT C 215 af 19.6.2018, s. 202.
(6) https://front.un-arm.org/documents/SG+disarmament+agenda_1.pdf
(7) https://sustainabledevelopment.un.org/sdg16
(8) EUT C 349 E af 22.12.2010, s. 77.


NAIADES II – Et handlingsprogram til støtte af transport ad indre vandveje
PDF 132kWORD 48k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2019 om NAIADES II – et handlingsprogram til støtte for transport ad indre vandveje (2018/2882(RSP))
P8_TA-PROV(2019)0131B8-0079/2018

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til forespørgsel til mundtlig besvarelse til Kommissionen om NAIADES II – et handlingsprogram til støtte for transport ad indre vandveje (O-000016/2014 – B7-0104/2014),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 17. januar 2006 om fremme af transport ad indre vandveje – "NAIADES – Et integreret EU-handlingsprogram for transport ad indre vandveje" (COM(2006)0006),

–  der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2006 om fremme af transport ad indre vandveje: NAIADES, et integreret EU-handlingsprogram for transport ad indre vandveje(1),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. september 2013 med titlen "Fremme af høj kvalitet i transport ad indre vandveje – NAIADES II" (COM(2013)0623),

–  der henviser til sin beslutning af 6. februar 2014 om NAIADES II – et handlingsprogram til støtte for transport ad indre vandveje(2),

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 18. september 2018 med titlen "Midtvejsrapport om gennemførelsen af handlingsprogrammet NAIADES II om fremme af transport ad indre vandveje (dækkende perioden 2014-2017)" (SWD(2018)0428),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. juli 2016 med titlen "En europæisk strategi for lavemissionsmobilitet" (COM(2016)0501),

–  der henviser til sin beslutning af 15. december 2011 om en køreplan for et fælles europæisk transportområde – mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem(3),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at indre vandveje forbinder vigtige havne, byer og industricentre i EU og dets vigtigste landbrugsområder og dermed yder et væsentligt bidrag til EU's mål om dekarbonisering, bæredygtig vækst og territorial samhørighed;

B.  der henviser til, at et skift i transportform fra vejtransport til transport ad indre vandveje er nødvendigt for at nå målene i Parisaftalen fra 2015 (COP21), og til, at transport ad indre vandveje har tilstrækkelig kapacitet til at absorbere langt større mængder gods og langt flere passagerer og lette presset på det overbelastede europæiske vejtransportsystem;

C.  der henviser til, at transport ad indre vandveje er afgørende for at mindske yderligere negative virkninger af transport, da det giver en mere effektiv areal- og energianvendelse og reducerer støj og antallet af ulykker;

D.  der henviser til, at indlandsflåden for at opnå bedre miljøpræstationer vil skulle moderniseres og tilpasses de tekniske fremskridt, så der sikres en konkurrencemæssig fordel ved transport ad indre vandveje i multimodal transport;

E.  der henviser til, at der indtil videre kun er afsat begrænsede finansielle midler til sektoren for indre vandveje, og at adgangen til finansiering fortsat er vanskelig for en sektor, der primært består af små virksomheder;

1.  støtter de specifikke tiltag, der er iværksat indtil nu, og glæder sig over de yderligere tiltag, der er planlagt inden for rammerne af NAIADES II-handlingsprogrammet 2014-2020;

2.  opfordrer indtrængende Kommissionen til senest i 2020 at ajourføre NAIADES-programmet for at sikre den fulde udnyttelse af det potentiale, som transport ad indre vandveje rummer som en sikker, bæredygtig og effektiv transportform i det multimodale transportsystem, med henblik på at opnå et succesfuldt skift i transportform;

3.  understreger, at transport ad indre vandveje i forbindelse med udarbejdelse af initiativer på transportområdet skal betragtes inden for rammerne af en helhedsorienteret og langsigtet strategi, som indgår i EU's politik for intermodal og bæredygtig transport;

4.  understreger, at vandvejsturisme er en blomstrende sektor, og at vigtige EU-industriers konkurrenceevne afhænger af pålidelig og omkostningseffektiv transport ad indre vandveje for så vidt angår levering af varer; opfordrer derfor til proaktive politikker, der sigter mod at støtte en bæredygtig sektor for indre vandveje, navnlig i lyset af de digitale, teknologiske og miljømæssige udfordringer ved logistik og mobilitet;

5.  bemærker, at 80 % af EU's befolkning i 2050 vil bo i byområder, hvilket vil øge efterspørgslen efter offentlig transport og forbedret bylogistik, og at det ofte er udfordrende og dyrt at udvide den eksisterende infrastruktur på land; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at integrere sejlads ad indre vandveje i by- og havnepolitikker og til fuldt ud at udnytte potentialet herved til transport af gods og passagerer – eftersom mange af EU's byer ligger langs vandveje – med henblik på at forbedre livskvaliteten og mindske trafiktætheden;

6.  understreger, at målene for tidligere handlingsprogrammer ikke er blevet nået, fordi der har været afsat for få ressourcer; opfordrer derfor Kommissionen til at sikre, at NAIADES III-handlingsprogrammet med støtte i en velstruktureret politisk strategi med realistiske mål på kort og mellemlang sigt og en konkret køreplan, der bl.a. indeholder ressourcer til gennemførelse, modtager tilstrækkelig og målrettet finansiering til at nå sine mål;

7.  opfordrer Kommissionen til regelmæssigt at gennemføre markedsundersøgelser og udarbejde prognoser med henblik på bedre at kunne analysere ændringer i mønstrene for gods- og passagertransport ad indre vandveje, med henblik på at muliggøre evidensbaseret politikudformning samt på bedre at kunne reagere på nye tendenser og nye markeder;

8.  understreger, at der er vigtigt at fjerne flaskehalse for at opnå vandveje af høj kvalitet som en forudsætning for udvikling og integration af indre vandveje og indlandshavne i det transeuropæiske transportnet (TEN-T); opfordrer Kommissionen til i forbindelse med Connecting Europe-faciliteten at prioritere finansiering af genopretning, tilpasning, opgradering og automatisering af infrastrukturen ved sejlløb, sluser, broer, langs bredder og i havne og forbedring af hovednettets grænseoverskridende dele;

9.  understreger, at der ud over medlemsstaternes forpligtelse til at færdiggøre hovednettet senest i 2030 påhviler dem et ansvar for via genopretning at øge den eksisterende infrastrukturs ydeevne, pålidelighed, tilgængelighed og modstandsdygtighed over for klimaændringer for at sikre den rolle, som transport ad indre vandveje spiller som en pålidelig transportform, og for at fremme en intelligent anvendelse af de knappe finansielle ressourcer;

10.  glæder sig over det arbejde, der er planlagt og gennemføres med hensyn til Atlanterhavskorridoren, Østersø-Adriaterhavskorridoren, Middelhavskorridoren, Nordsø-Østersøkorridoren, Nordsø-Middelhavskorridoren, korridoren mellem Østen og det østlige Middelhav, Rhin-Alpekorridoren og Rhin-Donaukorridoren, samt at flere medlemsstater generelt investerer i udvikling af indre vandveje og havne; opfordrer derfor Kommissionen til at støtte gennemførelsen af projekter i det transeuropæiske transportnet (TEN-T);

11.  påpeger, at tilstrækkelig slusekapacitet er afgørende for effektiv og bæredygtig transport i baglandet, og at sluser spiller en vigtig rolle for sikker vandforvaltning og ren energiproduktion; opfordrer derfor Kommissionen til at afsætte tilstrækkelige bevillinger til renovering, opgradering og fornyelse;

12.  opfordrer indtrængende Kommissionen til generelt at give prioritet til tilskud til projekter vedrørende indre vandveje, eftersom tidligere erfaringer med blandede projekter viser, at private partnere kun var involveret i udførelsen af bygge- og anlægsarbejder, mens de offentlige myndigheder som følge af vandvejenes offentlige og multifunktionelle karakter fortsat stod for finansieringen;

13.  bemærker, at digitaliseringen af transport ad indre vandveje spiller en vigtig rolle med hensyn til at forbedre effektiviteten, sikkerheden og miljøresultaterne for så vidt angår sejlads ad indre vandveje; opfordrer derfor Kommissionen til at udarbejde en gennemførelsesstrategi for det digitale område for indre vandveje (Digital Inland Waterway Area – DINA) og en passende lovgivningsmæssig ramme for sammenkoblet og automatiseret vandbåren transport, herunder ændring af direktiv 2005/44/EF om harmoniserede flodinformationstjenester (RIS) på de indre vandveje i Fællesskabet(4) under hensyntagen til eksisterende initiativer såsom RheinPort-informationssystemet (RPIS), og til at skabe et solidt retsgrundlag i hele EU for grænseoverskridende udveksling af data om sejlløb, rejser, laster og trafik med ét adgangspunkt;

14.  understreger vigtigheden af at integrere digitale tjenester for indre vandveje i datastrømmen for andre transportformer med henblik på at fremme gnidningsløse multimodale dør-til-dør-tjenester, da kombinationen af det fysiske internet og synkromodalitet styrker bundtningen af lastmængder, som fragtes ad korridorerne mellem søhavne og bagland, hvilket fører til en mere afbalanceret udnyttelse af landinfrastrukturens kapacitet, samtidig med at trafiktætheden og andre negative eksterne virkninger mindskes;

15.  understreger, at transportsystemet for at opfylde målene i Parisaftalen fra 2015 (COP21) bør gøres modstandsdygtigt og dekarboniseres gennem en hurtig overgang til kulstoffattig transport, ressourceeffektivitet og ren fremdrift; påpeger, at denne overgang kræver tilsvarende standarder og finansiering for at stimulere innovativ forvaltning af vandveje, en større udbredelse af rene fartøjer, eftermontering, hvor det er muligt, samt indførelse af den nødvendige optankningsinfrastruktur;

16.  anbefaler, at synergier mellem net for ren energi og net af indre vandveje udnyttes med henblik på den bedst mulige anvendelse af vandkraft, som genereres på vandveje, vindenergi i havne og andre rene energikilder ved mobilitetsknudepunkter nær vandet, til forsyning af transport, husholdninger og industri med energi, samtidig med at distributionsomkostningerne minimeres;

17.  understreger vigtigheden af at tilvejebringe passende finansiering til ny teknologi, innovation og bæredygtig transportinfrastruktur inden for rammerne af nuværende og kommende EU-programmer såsom Connecting Europe-faciliteten, Horisont 2020, Horisont Europa, det indre marked, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Samhørighedsfonden med henblik på at stimulere udbredelsen af innovation og øge den miljømæssige og digitale ydeevne af transport ad indre vandveje; opfordrer Kommissionen til at etablere finansieringsstrømme, som specielt har indfrielsen af dette mål for øje;

18.  bemærker, at målrettet teknologisk forskning bør suppleres med samfundsøkonomisk og prænormativ forskning for at fremme innovation inden for regulering og finansiering og øge markedsdeltagernes engagement med hensyn til at sikre en bred udbredelse på markedet;

19.  opfordrer medlemsstaterne til yderligere at udvikle nationale strategier med henblik på at stimulere og støtte transport ad indre vandveje, idet de tager hensyn til de nuværende handlingsprogrammer under NAIADES og det kommende europæiske handlingsprogram for transport ad indre vandveje, og til at tilskynde regionale og lokale myndigheder samt havnemyndigheder til at gøre det samme;

20.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 313 E af 20.12.2006, s. 443.
(2) EUT C 93 af 24.3.2017, s. 145.
(3) EUT C 168 E af 14.6.2013, s. 72.
(4) EUT L 255 af 30.9.2005, s. 152.


Beskyttelse af dyr under transport i og uden for EU
PDF 196kWORD 69k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2019 om gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1/2005 om beskyttelse af dyr under transport i og uden for EU (2018/2110(INI))
P8_TA-PROV(2019)0132A8-0057/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter(1),

–  der henviser til artikel 13 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det fastsættes, at Unionen og medlemsstaterne tager fuldt hensyn til velfærden hos dyr som følende væsener, når Unionens politikker fastlægges og gennemføres,

–  der henviser til den europæiske gennemførelsesvurdering af forordning (EF) nr. 1/2005 om beskyttelse af dyr under transport og de relevante bilag dertil som offentliggjort af Europa-Parlamentets Forskningstjeneste (GD EPRS)(2) i oktober 2018,

–  der henviser til sin beslutning af 12. december 2012 om beskyttelse af dyr under transport(3),

–  der henviser til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets (EFSA's) videnskabelige udtalelse af 12. januar 2011 om dyrs velfærd under transport(4),

–  der henviser til beretning af 10. november 2011 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om virkningen af Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 om beskyttelse af dyr under transport (COM(2011)0700),

–  der henviser til meddelelse af 15. februar 2012 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om Den Europæiske Unions strategi for dyrebeskyttelse og dyrevelfærd (2012-2015) (COM(2012)0006),

–  der henviser til sin erklæring nr. 49/2011 af 15. marts 2012 om fastlæggelse af en maksimal transporttid på otte timer for slagtedyr i Den Europæiske Union(5),

–  der henviser til Domstolens dom af 23. april 2015(6),

–  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 31/2018 om dyrevelfærd i EU(7):

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelser fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Transport- og Turismeudvalget og Udvalget for Andragender (A8-0057/2019),

A.  der henviser til, at Unionen, som det fremgår af artikel 13 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, ikke blot betragter dyr som varer, produkter eller ejendom, men også som følende væsener, dvs. væsener, der kan føle velvære og smerte; der henviser til, at EU-lovgivningen har omsat dette til foranstaltninger, der skal sikre, at dyr holdes og transporteres under forhold, der ikke udsætter dem for mishandling, overlast, smerte eller lidelse; der henviser til, at Unionen er det sted, hvor dyrevelfærd overholdes og forsvares mest, og er et eksempel til efterfølgelse for resten af verden;

B.  der henviser til, at millioner af dyr hvert år transporteres over lange afstande mellem og internt i medlemsstaterne og til tredjelande med henblik på avl, opdræt, yderligere opfedning og slagtning; der henviser til, at dyr også transporteres i rekreations- og udstillingsøjemed og som selskabsdyr; der henviser til, at Unionens borgere i stigende grad er opmærksomme på, om reglerne for dyrevelfærd overholdes, navnlig i forbindelse med transport af levende dyr;

C.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 12. december 2012 opfordrede til, at transporttiderne for dyr bestemt til slagtning nedsættes til højst otte timer;

D.  der henviser til, at dyrevelfærd i henhold til Verdensorganisationen for Dyresundheds (OIE's) definition fra 2008 betyder, at et dyr er sundt, har tilstrækkelig plads, får tilstrækkeligt foder, føler sig sikkert, kan udfolde sine naturlige adfærdsmønstre og ikke lider under følelser som angst, smerte og nød; der henviser til, at dette ikke er tilfældet i langt de fleste dyretransporter, navnlig over lange distancer;

E.  der henviser til, at forordning (EF) nr. 1/2005 om beskyttelse af dyr under transport finder anvendelse på transport af alle levende hvirveldyr i Unionen;

F.  der henviser til, at medlemsstaterne er ansvarlige for at sikre korrekt gennemførelse og håndhævelse af denne forordning på nationalt plan, herunder offentlig kontrol, mens Kommissionen er ansvarlig for at sikre, at medlemsstaterne gennemfører EU-lovgivningen på behørig vis;

G.  der henviser til, at medlemsstaterne ikke håndhæver forordning (EF) nr. 1/2005 tilstrækkelig strengt inden for EU og slet ikke forsøger på at håndhæve den uden for EU;

H.  der henviser til, at det store antal overtrædelser, som Kommissionens GD SANTE i 2017 konstaterede i flere medlemsstater, burde medføre, at der indledes traktatbrudsprocedurer;

I.  der henviser til, at transport er stressende for dyr og udsætter dem for mange forskellige situationer, der er skadelige for deres velfærd; der henviser til, at dyr lider yderligere i forbindelse med handel med visse tredjelande på grund af de meget lange transporter, herunder lange forsinkelser ved grænserne til kontrol af dokumenter, køretøjer og dyrenes transportegnethed;

J.  der henviser til, at kvaliteten og hyppigheden af medlemsstaternes inspektioner har en direkte indflydelse på graden af efterlevelse af kravene; der henviser til, at en undersøgelse af medlemsstaternes kontrolrapporter afslører enorme forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til antallet af kontroller, der varierer fra nul til flere millioner om året, og forekomsten af overtrædelser, der spænder fra nul til 16,6 %, hvilket tyder på, at medlemsstaterne anvender forskellige tilgange til kontroller, f.eks. stikprøvekontroller over for risikobaserede strategier; der henviser til, at sådanne forskellige tilgange også gør det umuligt at sammenligne medlemsstaternes data;

K.  der henviser til, at uddannelse af chauffører i forsigtig kørsel, hvor der tages hensyn til, hvilke typer dyr der transporteres, vil kunne forbedre dyrenes velfærd under transport(8);

L.  der henviser til, at passende håndtering af dyr kan medføre afkortning af den tid, der anvendes til på- og aflæsning af dyr, reduceret vægttab, færre skader og sår og bedre kødkvalitet;

M.  der henviser til, at omfattende undersøgelser dokumenterer, at dyrevelfærd har indvirkning på kødkvaliteten;

N.  der henviser til, at kvaliteten af dyrehåndteringen i forbindelse med på- og aflæsning og under selve transporten fortsat bør være hovedfokus for at beskytte dyrenes velfærd under transporten;

O.  der henviser til, at transportegnethed er en vigtig faktor i sikringen af dyrs velfærd under transport, da der er større risiko for dyrenes velfærd under transport, hvis de er såret, svækket, drægtige, ikke fravænnet eller syge; der henviser til, at der kan være usikkerhed med hensyn til transportegnethed og drægtighedsstadium;

P.  der henviser til, at den største procentdel af overtrædelserne vedrører egnethed, mens den næststørste procentdel vedrører dokumentation;

Q.  der henviser til, at de ansvarlige ofte er i tvivl om, hvad der skal foretages, når dyr erklæres for uegnede til transport;

R.  der henviser til, at de ansvarlige ofte er i tvivl om, hvor langt et drægtigt dyr er henne;

S.  der henviser til, at det er særligt problematisk at transportere ikke-fravænnede kalve og lam;

T.  der henviser til, at landbrugere er den part, som er mest interesseret i at holde dyrene egnede til transport, og som har mest at miste, hvis transporten ikke overholder de gældende regler;

U.  der henviser til, at der ofte konstateres forsømmelser i forsyningen af dyrene med tilstrækkeligt foder og vand og overholdelse af hvileperioden på 24 timer under ophold på en godkendt kontrolstation;

V.  der henviser til, at mange transporter er overfyldte; der henviser til, at høje temperaturer og utilstrækkelig ventilation i køretøjerne er et stort problem;

W.  der henviser til, at der i den seneste tid i flere medlemsstater har været udbrud af smitsomme dyresygdomme såsom afrikansk svinepest, aviær influenza samt fåre- og kvægsygdomme hos kvæg; der henviser til, at transport af levende dyr kan øge risikoen for spredning af disse sygdomme;

X.  der henviser til, at det teknisk og administrativt er lettere og undertiden finansielt mere fordelagtigt for husdyravlere at transportere kød og andre produkter fra dyr samt sæd og embryoner end at transportere levende dyr med henblik på slagtning eller avl; der henviser til, at dyrlægeforbundet Federation of Veterinarians of Europe og OIE anbefaler, at dyr opdrættes så tæt som muligt på det sted, de er født, og slagtes så tæt som muligt på produktionsstedet; der henviser til, at adgang til slagtefaciliteter, herunder mobile faciliteter, på eller i nærheden af opdrætssteder kan bidrage til at skabe indtjeningsmuligheder i landdistrikter;

Y.  der henviser til, at slagtning så tæt på opdrætsstedet som muligt er den mest hensigtsmæssige måde at sikre dyrenes velfærd på;

Z.  der henviser til, at slagterierne er ujævnt fordelt i medlemsstaterne;

AA.  der henviser til, at det for nogle medlemsstater og forsyningskæder i Unionen er vigtigt med transport af levende dyr til videre produktion eller slagtning på grund af konkurrencen på markedet;

Henstillinger

Gennemførelse og håndhævelse

1.  bemærker, at millioner af levende dyr hvert år transporteres med henblik på slagtning eller avl inden for Unionen og fra Unionen til tredjelande; bemærker, at forordning (EF) nr. 1/2005, hvor den er korrekt gennemført og håndhævet, har haft en positiv indvirkning på dyrs velfærd under transport; påskønner Kommissionens retningslinjer på dette område, men beklager, at disse retningslinjer og nogle af de foranstaltninger, som Kommissionen har planlagt, ifølge Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 31/2018 har været forsinket i op til fem år; bemærker, at der fortsat er alvorlige problemer med transport, og at håndhævelsen af forordningen synes at være den vigtigste opgave for dem, der er involveret i dens gennemførelse;

2.  understreger, at Udvalget for Andragender modtager et meget stort antal andragender om dyrevelfærd under transport, som tilbagevendende fordømmer både medlemsstaters og transportvirksomheders systematiske, vedvarende og alvorlige overtrædelser af Rådets forordning (EF) nr. 1/2005;

3.  understreger, at dyrs lidelser under transport er en kilde til stor bekymring i samfundet; bemærker, at Kommissionen den 21. september 2017 modtog over 1 million underskrifter til støtte for kampagnen #StopTheTrucks, hvor EU-borgerne kræver, at der sættes en stopper for dyretransporter over lange afstande;

4.  beklager, at medlemsstaternes fremskridt med gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1/2005 har været utilstrækkelige til at opfylde forordningens hovedmål, dvs. forbedre dyrevelfærden under transport, navnlig hvad angår kontrol af logbøger og anvendelsen af sanktioner; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at overholdelsen af forordningen forbedres markant; opfordrer Kommissionen til at sikre en effektiv og ensartet håndhævelse af EU-bestemmelserne om dyretransporter i alle medlemsstater; opfordrer indtrængende Kommissionen til at indlede en procedure mod medlemsstater, der ikke anvender forordningen korrekt, og pålægge dem sanktioner;

5.  understreger, at en delvis gennemførelse er utilstrækkelig til at opfylde forordningens overordnede mål om at undgå at påføre dyr skade, unødig lidelse eller død under transport, og at der derfor bør gøres en større indsats for at forhindre alvorlige hændelser, som har en betydelig indvirkning på dyrevelfærden, og for at retsforfølge de ansvarlige;

6.  beklager, at en række spørgsmål vedrørende forordning (EF) nr. 1/2005 endnu ikke er afklaret, herunder: overfyldte transporter, utilstrækkelig frihøjde, undladelse af at sørge for de krævede hvilepauser, foder og vand, utilstrækkeligt apparatur til ventilation og vanding, transport i ekstrem varme, transport af dyr i uegnet stand, transport af kalve, der ikke er fravænnet, nødvendigheden af at fastslå drægtighedsstatus for levende dyr, i hvilket omfang logbøger kontrolleres, forholdet mellem overtrædelse/håndhævelse/sanktioner, den "blandede" virkning af uddannelse og certificering og utilstrækkelig strøelse som påpeget af bl.a. Den Europæiske Revisionsret i dens særberetning nr. 31/2018 og af NGO'er i klager til Kommissionen, opfordrer til forbedring af disse områder;

7.  opfordrer alle medlemsstater til at sørge for, at transporter – fra afgangs‑ til bestemmelsessted – planlægges og gennemføres i overensstemmelse med EU's dyrevelfærdskrav og under hensyntagen til de forskellige transportmidler og de forskellige geografiske forhold i Unionen og tredjelande;

8.  understreger, at medlemsstaternes systematiske overtrædelse af forordningen i nogle områder og visse medlemsstater fører til illoyal konkurrence, der skaber ulige vilkår for aktørerne i de forskellige medlemsstater, hvilket igen kan føre til et kapløb mod bunden inden for dyrevelfærd under transport; opfordrer Kommissionen til i betragtning af, at sanktionsniveauerne i nogle medlemsstater er ti gange højere end i andre, at udvikle en harmoniseret EU-sanktionsordning for at sikre, at sanktionerne er effektive, står i forhold til overtrædelserne, har en afskrækkende virkning og tager gentagne overtrædelser i betragtning; opfordrer Kommissionen til at udvikle en køreplan for tilpasning af sanktionssystemerne i alle EU-medlemsstater;

9.  beklager, at Kommissionen ignorerede Parlamentets beslutning af 12. december 2012, og understreger, at en stærk og harmoniseret håndhævelse med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning i overensstemmelse med artikel 25 i forordning (EF) nr. 1/2005, er afgørende for at forbedre dyrevelfærden under transport, og at medlemsstaterne ikke kan nøjes med at udstede anbefalinger og instrukser; opfordrer Kommissionen til at imødekomme den opfordring, der blev fremsat i denne beslutning om at kontrollere forordningen for uforenelighed med lovkravene i de enkelte medlemsstater;

10.  er af den opfattelse, at gentagne overtrædelser, hvor de forekommer under omstændigheder, hvor transportvirksomheden har haft ansvaret, bør føre til retsforfølgelse; opfordrer medlemsstaterne til at retsforfølge overtrædelser af forordningen, navnlig gentagne overtrædelser; mener, at der i sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, bør indgå beslaglæggelse af køretøjer og obligatorisk genuddannelse af de ansvarlige for dyrenes velfærd og transport, og at dette bør harmoniseres i Unionen; mener, at sanktionerne bør afspejle skaden, omfanget, varigheden og gentagelse af overtrædelsen;

11.  opfordrer medlemsstaterne til at gøre mere effektiv brug af de stærke håndhævelsesbeføjelser, de er tillagt i forordningen, herunder forpligtelsen til at kræve, at transportvirksomheder træffer foranstaltninger til at forhindre nye overtrædelser og til at suspendere eller annullere en transportvirksomheds autorisation; opfordrer medlemsstaterne til at træffe tilstrækkelige, korrigerende foranstaltninger og indføre sanktioner for at undgå, at dyr lider, og afskrække fra fortsat manglende overholdelse fra operatørernes side; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at stræbe efter 100 % efterlevelse med hensyn til gennemførelse og håndhævelse af forordningen;

12.  opfordrer Kommissionen til efter høring af de nationale kontaktpunkter og på grundlag af inspektions- og gennemførelsesrapporter at udarbejde en liste over transportoperatører, der har begået gentagne og alvorlige overtrædelser af forordningen; opfordrer Kommissionen til at offentliggøre hyppige ajourføringer af denne liste og til at fremme eksempler på bedste praksis både inden for transport og forvaltning;

13.  understreger, at manglende overholdelse af forordningen fra medlemsstaternes side er en trussel mod forordningens mål om at forebygge, at dyresygdomme opstår og spredes, da transport er en af årsagerne til den hurtige spredning af disse sygdomme, herunder sådanne, der kan overføres til mennesker; bemærker, at køretøjer ofte ikke er i overensstemmelse med kravene i artikel 12 i det ændrede rådsdirektiv 64/432/EØF af 26. juni 1964 om veterinærpolitimæssige problemer ved handel inden for Fællesskabet med kvæg og svin(9); mener navnlig, at utilstrækkelig affaldsoplagring udgør en risiko for spredning af antimikrobiel resistens og sygdom; opfordrer Kommissionen til at udvikle harmoniserede procedurer for godkendelse af skibe og lastbiler og til at træffe foranstaltninger til at forhindre spredning af smitsomme dyresygdomme gennem transport, både i Unionen og fra tredjelande, ved at fremme biosikkerhedsforanstaltninger og større dyrevelfærd;

14.  opfordrer til øget samarbejde mellem de kompetente myndigheder for at styrke håndhævelsen ved at anvende teknologi til at skabe et tilbagemeldingssystem i realtid mellem afgangsstedsmedlemsstaten og ankomststedsmedlemsstaten og eventuelle transitlande; opfordrer Kommissionen til at udvikle geolokaliseringssystemer, som gør det muligt at spore, hvor dyrene befinder sig, hvor længe transporten varer, og om transporttiderne tilsidesættes; mener, at tilfælde, hvor dyr er sendt af sted i god stand, men ankommer i dårlig, bør efterforskes grundigt, at de ansvarlige for transporten i tilfælde af gentagelse omgående skal straffes i overensstemmelse med lovgivningen, og at dyrenes ejer bør have ret til erstatning efter national lov for et eventuelt det indtægtstab; er desuden af den opfattelse, at de kompetente myndigheder i afgangsmedlemsstaten ufortøvent bør straffe den, der har arrangeret transporten, og den embedsmand, der kontrolleret logbogen, hvis en logbog er udfyldt med urigtige eller vildledende oplysninger;

15.  mener, at håndhævelse er særlig vanskelig i forbindelse med transport gennem flere medlemsstater, og når forskellige håndhævelsesopgaver (godkendelse af logbog, transportvirksomhedens autorisation, certificering af kompetence og godkendelse af køretøj mv.) foretages af flere forskellige medlemsstater; opfordrer medlemsstater, der konstaterer overtrædelser, til at underrette alle andre berørte medlemsstater herom i henhold til artikel 26 i forordning (EF) nr. 1/2005 for at forebygge gentagelse af overtrædelserne og muliggøre en optimeret risikovurdering;

16.  anmoder Kommissionen om regelmæssigt at forelægge Parlamentet rapporter om gennemførelsen og håndhævelsen af forordningen, herunder overtrædelser fordelt på medlemsstater, arter og overtrædelsestype, i forhold til antallet af transporter af levende dyr pr. medlemsstat;

17.  glæder sig over de tilfælde, hvor regeringer, forskere, virksomheder, repræsentanter for industrien og nationale kompetente myndigheder har arbejdet sammen om at definere bedste praksis med henblik på at sikre, at kravene i lovgivningen overholdes, som det f.eks. er tilfældet med webstedet "Animal Transport Guides"; opfordrer Kommissionen til at udbrede og fremme bedste praksis for medlemsstaterne i forbindelse med transport af husdyr og til at støtte EU's dyrevelfærdsplatform, fremme øget dialog og udveksling af god praksis mellem alle aktører; opfordrer Kommissionen til at udvikle en ny dyrevelfærdsstrategi for perioden 2020-2024 og til at støtte innovation inden for dyretransport;

18.  opfordrer Kommissionen til at fortsætte samarbejdet med Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE), EFSA og medlemsstaterne med henblik på at støtte gennemførelsen og korrekt håndhævelse af forordning (EF) nr. 1/2005 for derved at fremme en styrket dialog om dyrevelfærd under transport med særlig fokus på:

   bedre anvendelse af EU-reglerne om dyrevelfærd under transport gennem udveksling af oplysninger og bedste praksis og direkte inddragelse af de berørte parter
   støtte til uddannelsesaktiviteter for chauffører og transportvirksomheder
   bedre udbredelse af vejledninger og faktablade om dyretransport, som er oversat til alle EU-sprog
   udvikling og anvendelse af frivillige tilsagn fra virksomheder om yderligere at forbedre dyrevelfærden under transport
   øget udveksling af oplysninger og større brug af bedste praksis blandt de nationale myndigheder for at mindske antallet af overtrædelser begået af transportvirksomheder og chauffører;

19.  opfordrer Kommissionen til at vurdere foreneligheden af forordningen med forordning (EF) nr. 561/2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport(10) for så vidt angår køretid og chaufførernes hviletider;

20.  understreger vigtigheden af at skelne mellem dyretransportvirksomheders ansvar og landbrugeres ansvar, da det er virksomhederne og ikke landbrugerne, der bør holdes ansvarlige for de problemer, der opstår som følge af transport af dyr; minder om, at landbrugerne er dem, der er mest interesseret i dyrevelfærd, af følelsesmæssige, men også økonomiske årsager;

21.  minder om, at Kommissionen i sin egenskab af traktaternes vogter er ansvarlig for at føre tilsyn med, om EU's lovgivning anvendes korrekt; opfordrer Den Europæiske Ombudsmand til at undersøge, hvorvidt Kommissionen konsekvent har undladt at sikre overholdelse af den nugældende forordning, og om den kan holdes ansvarlig for forsømmelse;

22.  beklager den afgørelse, der blev truffet af Formandskonferencen, om ikke at foreslå, at der nedsættes et parlamentarisk undersøgelsesudvalg om dyrs velfærd under transport i og uden for EU, til trods for støtte fra et stort antal medlemmer fra forskellige politiske grupper; henstiller derfor, at Parlamentet nedsætter et undersøgelsesudvalg om dyrs velfærd under transport i og uden for EU fra begyndelsen af den kommende valgperiode med henblik på at gennemføre en behørig undersøgelse og overvågning af påstande om overtrædelser af og fejl og forsømmelser i forbindelse med anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 om beskyttelse af dyr under transport;

Dataindsamling, kontroller og overvågning

23.  beklager, at det er vanskeligt at foretage en sammenhængende analyse af gennemførelsen af forordningen på grund af medlemsstaternes forskellige tilgange til dataindsamling; opfordrer Kommissionen til at fastsætte fælles minimumsstandarder for sporingssystemer i forbindelse med alle transporter med henblik på at muliggøre en mere harmoniseret dataindsamling og vurdering af de overvågede parametre; opfordrer medlemsstaterne til at yde en øget indsats for at tilvejebringe Kommissionen harmoniserede, omfattende og fuldstændige data om transportkontroller og antallet af overtrædelser; opfordrer medlemsstaterne til at foretage flere uanmeldte kontroller og udvikle og anvende en risikobaseret strategi for at målrette deres kontrolaktiviteter mod højrisikotransporter for at optimere virkningen af de begrænsede ressourcer, der er til rådighed til kontroller;

24.  bemærker, at Kommissionen ifølge Revisionsrettens særberetning fra 2018 om dyrevelfærd i EU har erkendt, at de data, som medlemsstaterne har indberettet, ikke er tilstrækkeligt udtømmende, sammenhængende, pålidelige eller detaljerede til, at der kan drages konklusioner om overholdelsen på EU-niveau;

25.  understreger, at der skal foretages inspektioner på ensartet vis over hele Unionen og af en passende andel af de dyr, der transporteres hvert år i de enkelte medlemsstater, for at sikre og opretholde et velfungerende indre marked og forhindre konkurrenceforvridninger i EU; opfordrer desuden Kommissionen til at øge Levnedsmiddel- og Veterinærkontorets (FVO's) antal af uanmeldte inspektioner på stedet med fokus på dyrevelfærd og dyretransport; mener, at forskellige dataindsamlingsmetoder og kontrolmekanismer gør det vanskeligt at få et nøjagtigt billede af overholdelsen i individuelle medlemsstater opfordrer derfor Kommissionen til at indføre en mere harmoniseret rapporteringsstruktur og foretage yderligere analyser af de data, der kan hentes i FVO's inspektionsrapporter og medlemsstaternes indberetninger om deres flerårige, nationale kontrolplaner; anerkender, at GD SANTE's revisioner er en vigtig kilde til oplysninger for Kommissionen, når den vurderer gennemførelsen af den nugældende forordning; opfordrer Kommissionen til at foretage mindst syv uanmeldte besøg hvert år i overensstemmelse med Revisionsrettens anbefalinger;

26.  opfordrer Kommissionen til at vejlede medlemsstaterne i, hvordan Tracessystemet (Trade Control and Expert System) kan anvendes til at støtte udarbejdelsen af risikoanalyser i forbindelse med inspektioner af transport af levende dyr som anbefalet af Revisionsretten i dens særberetning fra 2018, hvori det konstateres, at myndighederne i de medlemsstater, der er ansvarlige for transportinspektioner, sjældent brugte oplysninger fra Traces til at målrette inspektionerne; opfordrer til et mere effektivt og gennemsigtigt overvågningssystem, herunder offentlig adgang til information indsamlet via Traces; opfordrer endvidere til at øge det årlige antal inspektioner, som FVO foretager;

27.  opfordrer medlemsstaterne til at øge kontrollen gennem hele produktionskæden og især foretage effektiv og systematisk kontrol med sendinger af dyr inden pålæsning for at sætte en stopper for praksisser, der er i strid med forordning (EF) nr. 1/2005 og forværrer betingelserne for transport af dyr ad land- eller søvejen, f.eks. at overfyldte køretøjer eller transportuegnede dyr får tilladelse til at fortsætte deres lange transport, eller at kontrolsteder med utilstrækkelige hvile-, fodrings- og vandingsfaciliteter til de transporterede dyr fortsat får tilladelse til at være i brug;

28.  er bekymret over det lave antal inspektioner i nogle medlemsstater og det lave antal eller slet ingen indberetninger om overtrædelser; sætter spørgsmålstegn ved nøjagtigheden af inspektionssystemerne og indberetningerne; henstiller til medlemsstater, som i øjeblikket foretager få eller slet ingen kontroller, at gennemføre et tilstrækkeligt antal inspektioner og rapportere fyldestgørende til Kommissionen desangående;

29.  opfordrer medlemsstaterne til også at inspicere transporter inden for Unionen, hvor dyr læsses på køretøjer, for at kontrollere, om bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1/2005 overholdes;

30.  er enig med Kommissionen i, at det er en god praksis for de kompetente myndigheder at kontrollere alle sendinger, der er bestemt til lande uden for EU, ved pålæsningen(11); mener, at en procentdel af sendingerne inden for Unionen også bør undersøges i forbindelse med pålæsningen i forhold til antallet af overtrædelser, der rapporteres af NGO'er og FVO-inspektioner; bemærker, at de kompetente myndigheder under pålæsningen bør kontrollere, at forordningens krav om gulvplads og frihøjde overholdes, at ventilations- og vandingsudstyret fungerer korrekt, at drikkeanordningerne fungerer korrekt og egner sig til de dyr, der transporteres, at der ikke pålæsses dyr i uegnet stand, og at der medbringes tilstrækkeligt med foder og strøelse;

31.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der findes et tilstrækkeligt antal tilgængelige, rene og fungerende vandingsfaciliteter, som passer til hver enkelt dyrearts behov, at vandtanken er blevet fyldt, og at der forefindes tilstrækkelig ren strøelse;

32.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de kompetence myndigheder kontrollerer, at kørebøgerne indeholder realistiske oplysninger og således overholder artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2005;

33.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at transportkøretøjerne overholder mindstekravene til plads, der er fastsat i kapitel VII i bilag I til forordning (EF) nr. 1/2005, og at dyrene har mere plads ved høje temperaturer;

34.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at transportkøretøjernes indvendige højde opfylder minimumsstandarder, og at der ikke mellemrum mellem køretøjets gulv eller vægge og skillevægge;

35.  anerkender, at der er gjort nogle fremskridt med dyretransporter i Unionen, men er bekymret over antallet af rapporter om uegnede køretøjer, der anvendes til transport af levende dyr ad både land- og søvejen, og opfordrer til, at tilsynet med dette samt sanktioneringen øges; er klar over, at kravene til transport af levende dyr med skib i artikel 20 og 21 i forordning (EF) nr. 1/2005 ofte tilsidesættes; opfordrer medlemsstaterne til ikke at tillade brug af køretøjer og dyretransportfartøjer, som ikke er i overensstemmelse med forordningens bestemmelser, og til at inddrage tilladelser, der allerede er udstedt i tilfælde af manglende overholdelse; opfordrer medlemsstaterne til at være mere konsekvente både i forbindelse med certificeringen og godkendelsen af køretøjer og i forbindelse med udstedelsen af kompetencebeviser til chauffører;

36.  opfordrer derfor til harmoniserede og bindende standarder for godkendelse af køretøjer og fartøjer til transport af levende dyr, som bør udstedes af en central EU-myndighed; denne myndighed bør være ansvarlig for at fastlægge transportmidlets egnethed til transport af dyr hvad angår køretøjernes tilstand og udstyrets art (f.eks. om der findes et passende satellitnavigationssystem);

37.  opfordrer operatørerne til at sikre en grundig uddannelse af chauffører og ledsagere i overensstemmelse med bilag IV til forordningen for at sikre korrekt behandling af dyrene;

38.  anerkender, at nogle medlemsstater har skibe og havne, der opfylder de krævede standarder, men fremhæver, at dårlige forhold ikke desto mindre er fremherskende under søtransport, navnlig i forbindelse med på- og aflæsning; opfordrer medlemsstaterne til at være mere konsekvente i deres certificerings- og godkendelsesprocedurer for fartøjer, til at forbedre deres kontrol af fartøjerne og dyrenes egnethed inden pålæsning og til at inspicerer pålæsningsoperationer grundigt i overensstemmelse med forordningen; opfordrer medlemsstaterne til at forelægge Kommissionen detaljerede planer for deres inspektionsfaciliteter; opfordrer Kommissionen til at udarbejde, ajourføre og udbrede en liste over havne med tilstrækkelige dyreinspektionsfaciliteter; opfordrer desuden de kompetente myndigheder til ikke at godkende logbøger, som planlægger at benytte havne uden sådanne faciliteter; opfordrer medlemsstaterne til at tilpasse deres havne og sikre behørig vedligeholdelse af deres fartøjer med henblik på at forbedre betingelserne for dyrevelfærd inden for søtransport;

39.  opfordrer Kommissionen til at godkende innovative alternativer til eksportkontroller i overensstemmelse med artikel 133, stk. 2, i forordning (EU) 2016/429(12) såsom platforminspektioner, som forbedrer dyrevelfærden i kraft af en lavere belægningsgrad, og som ikke kræver, at dyrene skal aflæsses, hvilket forkorter ventetiden;

40.  bemærker, at kravet om dyresundhedscertifikater i forbindelse med transport mellem medlemsstaterne risikerer at tilskynde til at vælge indenlandske destinationer frem for den nærmest mulige destination; opfordrer Kommissionen til at bruge sine beføjelser som fastsat i artikel 144, stk. 1, i forordning (EU) 2016/429 til at vedtage en delegeret retsakt, der fastsætter en undtagelse for flytninger, som udgør en lav risiko for sygdomsspredning;

Transporttid

41.  insisterer på, at transporttiden for alle dyr, der transporteres, kun må være så lang som nødvendigt under hensyntagen til de geografiske forskelle på medlemsstatsplan og i overensstemmelse med betragtning 5 i forordningen, hvoraf det fremgår, at "Transport over lange afstande af dyr [...] må af hensyn til dyrenes velfærd begrænses så meget som muligt", og betragtning 18, hvoraf det fremgår, at "risikoen for en negativ påvirkning af dyrenes velfærd er større under lange transporter end under korte transporter";

42.  fastholder, at transporttiden for dyr, herunder pålæsning og aflæsning, skal tage højde for dyrlægernes anbefalinger for de enkelte arter, uanset om transporten finder sted til lands, til vands eller i luften;

43.  beklager overtrædelser af forordningen i form af manglende eller mangelfuld anvendelse af de særlige bestemmelser om dyr, der ikke er fravænnet, såsom kalve, lam, gedekid og føl samt smågrise, der modtager mælkeernæring, og opfordrer til, at der træffes mere detaljerede foranstaltninger til sikring af den fulde beskyttelse af disse dyrs velfærd under transport;

44.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at dyr, der ikke er fravænnet, aflæsses i minimum én time for at blive forsynet med elektrolytter eller mælkeerstatning, og at de ikke transporteres i mere end otte timer i alt;

45.  opfordrer Kommissionen til at fastlægge en definition for dyr, der ikke er fravænnet, pr. art og til at begrænse transport af dyr, der ikke er fravænnet, til en maksimal strækning på 50 km og en maksimal varighed på 1,5 time, eftersom det er vanskeligt at sikre disse dyrs velfærd under transport;

46.  henviser til, at dokumenter vedrørende planlægning af transporten ofte kun nævner stednavne og ikke præcise adresser på kontrolsteder, fodrings- og vandingssteder og samlesteder, hvilket vanskeliggør kontrollerne betydeligt;

47.  opfordrer under hensyntagen til Parlamentets beslutning af 12. december 2012 til, at transporttiderne gøres så korte som muligt, og navnlig til, at lange og meget lange transporttider såvel som transporter uden for Unionens grænser undgås ved at anvende alternative strategier, f.eks. ved at sikre økonomisk bæredygtige og retfærdigt fordelte lokale og mobile slagtefaciliteter nær husdyrbrugene, fremme af korte produktionskæder og direkte salg, erstatning, når det er muligt, af transport af avlsdyr gennem anvendelse af sæd eller embryoner eller med transport af slagtekroppe og kødprodukter samt ved hjælp af lov- eller ikkelovgivningsinitiativer i medlemsstaterne til fremme af slagtning på bedrifterne; opfordrer Kommissionen til klart at definere passende, særlige og lavere rejsetider for transport af alle de forskellige arter af levende dyr og også for transport af dyr, der ikke er fravænnet;

48.  bemærker, at en række forskellige krav samt ændrede markedsforhold og politiske beslutninger har gjort små slagterier økonomisk urentable, hvilket har resulteret i et generelt fald i deres antal; opfordrer indtrængende Kommissionen og de lokale myndigheder i medlemsstaterne til, hvor det er nødvendigt, at støtte og fremme mulighederne for slagtning på bedriften, økonomisk bæredygtig lokal eller mobil slagtning og kødforarbejdningsanlæg i medlemsstaterne, således at dyrene kan blive slagtet så tæt som muligt på deres opdrætssted, hvilket også vil bidrage til at opretholde beskæftigelsen i landdistrikterne; opfordrer Rådet og Kommissionen til at udvikle en strategi til fremskyndelse af en mere regional model for dyreopdræt, hvor dyrene fødes, opdrættes og slagtes i samme region, hvor det er praktisk muligt og under hensyntagen til de geografiske forskelle, i stedet for at blive transporteret over meget lange afstande;

49.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge, hvordan landbrugerne, slagterierne og kødforarbejdningsindustrien kan tilskyndes til at slagte dyr på nærmeste slagteri for at undgå lange dyretransporttider og reducere emissioner; opfordrer Kommissionen til at fremme innovative løsninger i denne henseende, såsom mobil slagtning, samtidig med at der sikres høje dyrevelfærdsstandarder;

50.  mener, at det i visse tilfælde ikke vil være rentabelt at nedbringe de tilladte transporttider, som de på nuværende tidspunkt er fastsat i kapitel V i bilag I til forordningen, og at der derfor bør findes løsninger for tilfælde, hvor de geografiske forhold og landlig isolation gør det nødvendigt at transportere levende dyr til lands og/eller til vands med henblik på videre produktion eller slagtning;

51.  opfordrer medlemsstaterne til om nødvendigt at åbne mulighed for nødslagtning direkte på avls- og opdrætsbedrifterne, når det konstateres, at et dyr ikke er egnet til transport, og såfremt førstehjælpsforanstaltninger viser sig ikke at være tilstrækkeligt til at undgå, at dyret lider unødigt;

52.  bemærker, at et dyrs samfundsmæssige og økonomiske værdi kan have indvirkning på standarderne for transporten af det; gør opmærksom på, at standarderne for transport af avlsdyr inden for hesteindustrien er særligt høje;

53.  opfordrer Kommissionen til at udvikle en strategi for et skift fra transport af levende dyr til et system, hvor der hovedsagelig handles med kød og slagtekroppe og reproduktionsmateriale, i betragtning af den indvirkning, som transport af levende dyr har på miljøet, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed; mener, at en sådan strategi skal tage fat i de økonomiske faktorer, der påvirker beslutningen om at transportere levende dyr i stedet; opfordrer Kommissionen til at inddrage dyretransporter til tredjelande i denne strategi;

54.  opfordrer medlemsstaterne til at stille programmer for religiøse slagtninger af dyr til rådighed i slagterier, eftersom en stor del af eksporten af levende dyr er til markeder i Mellemøsten;

55.  erkender, at de forskellige toldsatser for henholdsvis levende dyr og kød for nuværende giver anledning til markedsforvridning, og at de i høj grad giver incitament til handel med levende dyr; opfordrer indtrængende Kommissionen til sammen med sine handelspartnere at se nærmere på denne forvridning for at reducere handlen med levende dyr og, hvor det er nødvendigt, erstatte dette salg med kød;

56.  minder om, at der i en nuværende forordning allerede kræves en hvileperiode på et godkendt kontrolsted efter den maksimale transporttid for tamdyr af hestefamilien og tamkvæg, -får, -geder eller -svin, når transporttiden er på mere end otte timer;

Dyrevelfærd

57.  opfordrer medlemsstaternes kompetente myndigheder til at sikre, at der er embedsdyrlæger til stede ved Unionens udgangssteder til tredjelande til at kontrollere, om dyrenes tilstand tillader, at de fortsætter transporten, og om køretøjer og/eller fartøjer opfylder kravene i forordningen; bemærker navnlig, at artikel 21 i forordningen præciserer, at embedsdyrlæger skal kontrollere køretøjer, inden de forlader Unionen, for at sikre, at de ikke er overfyldte, har tilstrækkelig frihøjde og strøelse og medbringer tilstrækkelige mængder foder og vand, og at ventilations- og vandingsudstyret fungerer korrekt;

58.  opfordrer til, at der anvendes beredskabsplaner for alle transporter, herunder eksempelvis reservelastbiler og opsamlingssteder, således at transportvirksomheden kan reagere effektivt på nødsituationer og mindske følgerne af forsinkelser eller uheld for dyrene, således som det i forordningen allerede kræves af transportvirksomheder i forbindelse med lange transporter;

59.  insisterer på, at dyrevelfærdslovgivningen bør være baseret på videnskab og den nyeste teknologi; beklager, at Kommissionen trods klare henstillinger fra EFSA og anmodningen i Parlamentets beslutning fra 2012 ikke har ajourført dyretransportreglerne med den nyeste videnskabelige dokumentation; opfordrer derfor Kommissionen til at ajourføre reglerne og medtage særlige krav på grundlag af den nyeste videnskabelige viden og teknologi, navnlig hvad angår faktorer som tilstrækkelig ventilation og temperatur- og fugtighedskontrol ved hjælp af luftkonditionering i alle køretøjer, passende drikkesystemer og væske, især for dyr, der ikke er fravænnet, lavere lastetæthed og en nærmere angivet tilstrækkelig minimumslofthøjde, og til at stille krav om, at køretøjernes tilpasses de enkelte arters behov; understreger, at EFSA's udtalelse konkluderer, at andre aspekter end transportens varighed spiller en rolle for dyrevelfærden, såsom en velordnet på- og aflæsning samt køretøjernes udformning;

60.  udtrykker bekymring over transporter, hvor dyrene vandes med forurenet vand, der er uegnet som drikkevand, og hvor dyrene ikke har adgang til vand, fordi vandingsudstyret ikke virker eller er placeret uhensigtsmæssigt; understreger, at det bør sikres, at køretøjer, der transporterer levende dyr, medbringer tilstrækkeligt med vand under transporten, og at mængden i alle tilfælde svarer til de transporterede dyrs specifikke behov og deres antal;

61.  glæder sig over Kommissionens tilsagn om at udvikle dyrebaserede velfærdsindikatorer, som skal fremme bedre velfærdsresultater for dyr under transport; mener, at den hurtigst muligt bør udvikle disse indikatorer, således at de kan blive anvendt som et supplement til de nuværende lovgivningskrav;

62.  anmoder Kommissionen om at sikre, at enhver fremtidig revision af lovgivningen om dyrevelfærd under transport baseres på objektive og videnskabeligt begrundede indikatorer for at undgå vilkårlige beslutninger, der kan få urimelige økonomiske følger for husdyrsektorerne;

63.  understreger, at landbrugerne i henhold til EU-lovgivningen er retligt forpligtet til at sikre, at deres dyr transporteres på en måde, der ikke påfører dyrene skade eller unødig lidelse;

64.  understreger, at overtrædelser ofte skyldes utilstrækkelige ventilationssystemer i køretøjerne til vejtransport af levende dyr over lange afstande, og at dyrene i sådanne situationer holdes indespærret under trange pladsforhold ved ekstreme temperaturer, der langt overstiger det temperaturspektrum og de tolerancegrænser, der er fastsat i forordningen;

65.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at der uden undtagelse foretages bedøvelse inden religiøs rituel slagtning i alle medlemsstater;

66.  beklager, at der ikke altid er tilstrækkelig plads i de rum, hvor dyrene anbringes, til at sikre en passende ventilation i køretøjerne, og at dyrene hindres i at bevæge sig naturligt og ofte tvinges til at indtage unaturlige stillinger i lang tid i klar strid med de tekniske specifikationer i forordningens artikel 6 og bilag I, kapitel II, punkt 1.2;

67.  mener, at tilstedeværelsen af dyrlæger om bord på skibe til transport af levende dyr bør være obligatorisk, at antallet af dødsfald blandt dyr under transporten bør indberettes og registreres, og at der bør udarbejdes nødplaner til håndtering af situationer til søs, som kan påvirke de transporterede dyrs velfærd negativt;

68.  bemærker, at landbrugerne, transportvirksomhederne og de kompetente myndigheder i de enkelte medlemsstater fortolker og håndhæver forordning (EF) nr. 1/2005 forskelligt, navnlig med hensyn til, om dyrene er egnede til transport; opfordrer Kommissionen til at revidere forordningen for at præcisere kravene i forbindelse med transport nærmere, hvor det er nødvendigt; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til med henblik på at skabe lige vilkår at sikre, at forordningen fremover håndhæves og gennemføres på en harmoniseret og ensartet måde i hele EU, navnlig hvad angår dyrenes egnethed til transport;

69.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en fuldstændig arbejdsdefinition af, hvad der forstås ved dyrs egnethed til transport, og til at udarbejde praktiske retningslinjer for vurderingen heraf; opfordrer medlemsstaterne til at sørge for bevidstgørelses- og oplysningsaktiviteter, herunder grundige, regelmæssige og obligatoriske kurser, uddannelse og certificering af chauffører, transportører, handlende, samlesteder, slagterier, dyrlæger, grænsevagter og alle andre operatører, der er involveret i transport af dyr, med henblik på at reducere de høje niveauer af overtrædelser af bestemmelserne om transportegnethed; opfordrer operatørerne til at sikre en grundig uddannelse af chauffører og ledsagere i overensstemmelse med bilag IV til forordningen;

70.  opfordrer til et nøje tilsyn for at undgå transport af dyr, der er syge, svage, undervægtige, diegivende eller drægtige, eller af hundyr, for hvilke den krævede fravænningsperiode ikke er overholdt;

71.  understreger, at dyr, der transporteres over lange afstande, allerede i henhold til forordning (EF) nr. 1/2005 med passende mellemrum skal tilbydes vand, foder og hvile med passende mellemrum og i en form, som er passende for deres art og alder; opfordrer indtrængende Kommissionen til at føre et mere effektivt tilsyn med, at alle EU-medlemsstaterne overholder disse lovkrav fuld ud og på en harmoniseret måde;

72.  understreger, at det er nødvendigt, at medlemsstaterne sikrer, at dyretransporter organiseres ordentligt, idet der tages hensyn til vejrforholdene og transporttypen;

73.  understreger, at transportarrangøren – når der stilles krav om, at dyr skal aflæsses med henblik på 24 timers hvile i tredjelande – skal identificere et hvilested, hvor faciliteterne svarer til faciliteterne på et EU-kontrolsted; opfordrer de kompetente myndigheder til regelmæssigt at inspicere disse faciliteter og til ikke at godkende logbøger, såfremt det ikke er blevet bekræftet, at det foreslåede hvilested har EU-ækvivalente faciliteter;

74.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der i planlægningen af transporten forefindes dokumentation for reservation, inklusive foder, vand og frisk strøelse, på et kontrolsted; opfordrer Kommissionen til at fastsætte krav til hvilesteders placering og faciliteter;

75.  erkender, at lavere belægningsgrader og afbrydelser af transporter for at lade dyrene hvile har negative økonomiske konsekvenser for transportvirksomhederne, hvilket kan have indvirkning på den korrekte håndtering af transporterede dyr; opfordrer Kommissionen til at fremme incitamenter til korrekt håndtering af dem;

76.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre bedre registrering på bedrifterne af drægtighedsperioder;

77.  opfordrer Kommissionen til med udgangspunkt i videnskabelige resultater at udstikke retningslinjer for vand til dyr, der transporteres i bure, og for transportforhold for kyllinger, som bidrager til et højt dyrevelfærdsniveau;

78.  minder om, at medlemsstaterne skal finde velfærdsforenelige løsninger for dyr ved afslutningen af deres liv og produktionscyklusser;

Økonomisk bistand

79.  opfordrer til en mere omfattende anvendelse af landdistriktsudviklingsforanstaltningen "betalinger for dyrevelfærd", jf. artikel 33 i forordning (EU) nr. 1305/2013(13) i henhold til hvilken der ydes støtte til strenge dyrevelfærdsstandarder, der er mere vidtgående end de gældende obligatoriske standarder;

80.  opfordrer til, at den kommende reform af den fælles landbrugspolitik fastholder og styrker forbindelsen mellem betalinger under den fælles landbrugspolitik og forbedrede dyrevelfærdsbetingelser, der fuldt ud overholder eller er mere vidtgående end de standarder, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1/2005;

81.  opfordrer indtrængende til, at der ydes støtte til foranstaltninger med henblik på at sikre en afbalanceret fordeling af slagterier i medlemsstaterne, som sikrer, at der tages hensyn til antallet af husdyr i en given region;

Tredjelande

82.  er bekymret over, at der fortsat rapporteres om problemer med dyretransport og -velfærd i visse tredjelande; bemærker, at slagtning i visse tredjelande, hvortil Unionen transporterer dyr, er forbundet med ekstreme og langvarige lidelser og jævnligt overtræder OIE's internationale standarder for dyrevelfærd ved slagtning; opfordrer - samtidig med at det erkendes, at efterspørgslen i tredjelande ofte drejer sig om levende dyr - Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme et skift, når det er muligt, i retning af transport af kød eller slagtekroppe i stedet for levende dyr til tredjelande samt transport af sæd eller embryoner i stedet for avlsdyr;

83.  kritiserer på det kraftigste Kommissionens statistikker om overholdelse af forordningen for så vidt angår transport af levende dyr til ikke-EU-lande, og understreger, at de er blevet udarbejdet uden systematisk kontrol af køretøjer, der transporterer dyr;

84.  opfordrer Kommissionen til i sine bilaterale handelsforhandlinger med tredjelande at kræve overensstemmelse med af EU's dyrevelfærdsstandarder og til inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen at forsvare internationaliseringen af Unionens bestemmelser på området;

85.  beklager, at de standarder, der følges, ikke er så høje som Unionens; opfordrer Kommissionen til at styrke de eksisterende krav over for Unionens handelspartnere, navnlig hvad angår handel med og transport af dyr, således at de som minimum lever op til Unionens standarder; opfordrer de medlemsstater, der eksporterer til tredjelande, til at samarbejde med de lokale myndigheder om at forbedre dyrevelfærdsstandarderne;

86.  opfordrer til en konsekvent og fuldstændig efterlevelse af EU-Domstolens dom fra 2015 i sag C-424/13, hvori Domstolen fastslog, at for at en forsendelse, der indebærer en langvarig forsendelse af dyr, som påbegyndes på Unionens område og fortsætter uden for dette område, kan godkendes, skal transportvirksomheden forelægge en logbog, som er realistisk i henseende til overensstemmelse med forordningens bestemmelser, med særlig vægt på temperaturvarsler; opfordrer de kompetente myndigheder til kun at godkende logbøger, hvis organisatoren i tilfælde, hvor dyrene på linje med Domstolens dom skal aflæsses for at få en hvileperiode på 24 timer i et tredjeland, har fundet et sted til denne hvileperiode, hvor der er faciliteter, der svarer til dem på et kontrolsted; minder i denne forbindelse også om, at den eneste liste, der findes, er en liste fra 2009 om staldfaciliteter på ruterne i tredjelande, hvor der i mange tilfælde mangler præcise adresseoplysninger, hvilket vanskeliggør de nødvendige inspektioner i henhold til EU-lovgivningen betydeligt; opfordrer embedsdyrlægerne til som krævet i forordning (EF) nr. 1/2005 ved udgangssteder at kontrollere, at bestemmelserne i forordningen er opfyldt, før køretøjerne forlader EU;

87.  minder i denne forbindelse også om Kommissionens forslag til direktiv om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten (whistleblowers) (COM(2018) 0218), navnlig i forbindelse med veterinærkontrol;

88.  beklager de ofte lange forsinkelser ved grænserne og i havne og gør opmærksom på den øgede smerte og angst, som disse påfører dyrene; opfordrer medlemsstater, der grænser op til tredjelande, til at stille hvileområder til rådighed, hvor dyr kan aflæsses og gives foder, vand, hvile og dyrlægebehandling, således at logbøgerne kan blive udfyldt korrekt, og til at åbne særlige ekspresvognbaner for dyretransporter i tolden, der skal være tilstrækkeligt bemandet til dyretransporter, for at reducere ventetiderne, uden at kvaliteten af sundheds- og toldkontrollen ved grænserne forringes; opfordrer desuden medlemsstaterne til at samarbejde bedre om planlægning af dyretransporter for at undgå, at et for stort antal transporter ankommer til grænsekontrollen samtidig;

89.  opfordrer Kommissionen til at øge samarbejdet og kommunikationen, herunder gennem mere gensidig bistand og hurtigere informationsudveksling, mellem de kompetente myndigheder i alle medlemsstater og i tredjelande for at mindske dyrevelfærds- og sygdomsproblemer som følge af dårlig forvaltning og til at sikre, at eksportørerne opfylder de administrative krav fuldt ud; anmoder Kommissionen om at fremme dyrevelfærd på internationalt plan og gennemføre initiativer til at øge bevidstheden herom i tredjelande;

90.  opfordrer Kommissionen til at lægge pres på transitlande, der indfører bureaukratiske og sikkerhedsmæssige forhindringer, som forsinker transporten af levende dyr unødigt;

91.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at være særligt opmærksomme på overtrædelser af dyrevelfærd under vandvejs- og sørejser til tredjelande og til at vurdere mulige overtrædelser af lovgivningen, f.eks. at døde dyr smides over bord fra fartøjer i Middelhavet (ofte med øremærkerne skåret af), som foregår, fordi bortskaffelse ofte ikke er mulig i bestemmelseshavnen;

92.  fremhæver Rådets afgørelse 2004/544/EF om undertegnelse af den reviderede europæiske konvention om beskyttelse af dyr under international transport(14), ifølge hvilken der er tale om transport af følgende typer: transport mellem to medlemsstater med passage gennem et tredjelands territorium, transport mellem en medlemsstat og et tredjeland eller transport direkte mellem to medlemsstater;

93.  understreger, at medmindre standarderne for transport af dyr og dyrevelfærd i tredjelande er tilpasset Unionens standarder, og gennemførelsen heraf er tilstrækkelig til at sikre, at forordningens bestemmelser overholdes, bør transporter af levende dyr til tredjelande være fastlagt i bilaterale aftaler for at mindske forskellene, og at de, hvis det ikke lykkes at opnå dette, bør forbydes;

94.  minder medlemsstaterne om, at de ifølge gældende retspraksis(15) kan indføre strengere nationale regler for beskyttelse af dyr under transport, så længe de er i overensstemmelse med den overordnede målsætning for forordning (EF) nr. 1/2005;

95.  opfordrer Kommissionen til at fremme udvekslingen med tredjelande af bedste praksis og ensartede regler for transport af levende dyr;

o
o   o

96.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Revisionsret, Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 3 af 5.1.2005, s. 1.
(2) http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2018/621853/EPRS_STU(2018)621853_EN.pdf
(3) EUT C 434 af 23.12.2015, s. 59.
(4) EFSA Journal 2011:9(1):1966.
(5) EUT C 251 E af 31.8.2013, s. 116.
(6) Domstolens dom (femte afdeling) af 23. april 2015, Zuchtvieh-Export mod Stadt Kempten, C-424/13, ECLI:EU:C:2015:259.
(7) Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 31/2018 af 14. november 2018 med titlen "Dyrevelfærd i EU: Bedre balance mellem ambitiøse mål og praktisk gennemførelse".
(8) https://www.efsa.europa.eu/en/efsajournal/pub/1966
(9) EUT 121 af 29.7.1964, s. 1977.
(10) EUT L 102 af 11.4.2006, s. 1.
(11) Endelig rapport om en kontrol foretaget i Nederlandene fra den 20. februar 2017 til 24. februar 2017 med henblik på at vurdere dyrevelfærden under transport til ikke-EU-lande, Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Sundhed og Fødevaresikkerhed, 2017.
(12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 af 9. marts 2016 om overførbare dyresygdomme og om ændring og ophævelse af visse retsakter på området for dyresundhed ("dyresundhedsloven").
(13) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 347.
(14) EUT L 241 af 13.7.2004, s. 21.
(15) Domstolens dom (Første Afdeling) af 14.10.2004 – sag C-113/02 Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Nederlandene og Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 8.5.2008 – sag C-491/06 Danske Svineproducenter.


Styrkelse af det indre markeds konkurrenceevne gennem udvikling af EU's toldunion og dens forvaltning
PDF 159kWORD 56k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2019 om styrkelse af det indre markeds konkurrenceevne gennem udvikling af EU's toldunion og dens forvaltning (2018/2109(INI))
P8_TA-PROV(2019)0133A8-0059/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen(1) og dens tilhørende delegerede retsakt (Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2446 af 28. juli 2015)(2), dens gennemførelsesretsakt (Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 2. november 2015)(3), dens delegerede overgangsretsakt (Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/341 af 17. december 2015)(4) og dens arbejdsprogram (Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/578 af 11. april 2016)(5),

–  der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 952/2013 med henblik på forlængelse af den midlertidige anvendelse af andre midler end edb som omhandlet i EU-toldkodeksen (COM(2018)0085),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg med titlen "Udvikling af EU's toldunion og dens forvaltning" (COM(2016)0813);

–  der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet med titlen "Første toårige rapport om fremskridtene hen imod udvikling af EU-toldkodeksen og dens forvaltning" (COM(2018)0524),

–  der henviser til Kommissionens rapport til Rådet og Europa-Parlamentet med titlen "Anden statusrapport om gennemførelsen af EU's strategi og handlingsplan for toldrisikostyring" (COM(2018)0549),

–  der henviser til Kommissionens rapport til Rådet og Europa-Parlamentet om IT-strategien for toldvæsenet (COM(2018)0178),

–  der henviser til sin førstebehandlingsholdning til Kommissionens forslag om Unionens retlige rammer for toldovertrædelser og -sanktioner (COM(2013)0884),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 70/2008/EF af 15. januar 2008 om papirløse rammer for told og handel(6),

–  der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 17. januar 2017 om håndtering af udfordringerne i forbindelse med gennemførelsen af EU's toldkodeks(7),

–  der henviser til Kommissionens rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af EU-toldkodeksen og om udøvelsen af delegationen af beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i henhold til kodeksens artikel 284 (COM(2018)0039),

–  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 19/2017 med titlen "Importprocedurer: Mangler i lovgrundlaget og en ineffektiv gennemførelse påvirker EU's finansielle interesser",

–  der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 26/2018 med titlen "En række forsinkelser i IT-systemerne på toldområdet: Hvad gik der galt?",

–  der henviser til Rådets rapport 11760/2017 om de fremskridt, der er gjort med hensyn til bekæmpelse af svig med punktafgifter,

–  der henviser til situationsrapporten fra Europol og Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret om varemærkeforfalskning og piratkopiering i Den Europæiske Union,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelse fra Udvalget om International Handel (A8-0059/2019),

A.  der henviser til, at toldunionen, som fejrer sit 50-års jubilæum i år, er en af hjørnestenene i EU i sin egenskab af en af de største handelsblokke i verden, og at en fuldt fungerende toldunion er afgørende for et velfungerende indre marked og en gnidningsfri handel inden for EU, samt at den er en væsentlig del af den fælles handelspolitik over for tredjelande til fordel både for virksomheder og borgere i Unionen, men også for EU's troværdighed, idet den sikrer EU en stærk stilling i forhandlinger om handelsaftaler med tredjelande;

B.  der henviser til, at toldmyndighederne er nødt til at finde den nødvendige balance mellem lettelse af den lovlige handel, toldkontroller med henblik på at beskytte Unionens og dens borgeres sikkerhed, forbrugernes tillid til de varer, der indføres på det indre marked, og Unionens finansielle og kommercielle interesser, og at de er ansvarlige for gennemførelsen af mere end 60 retsakter ud over toldretlige rammer for bekæmpelsen af ulovlig handel og smugling og for tildeling af status som autoriseret økonomisk operatør;

C.  der henviser til, at standardisering af toldoplysninger og -processer spiller en central rolle i homogeniseringen af kontroller, navnlig med hensyn til fænomener som forkert klassificering og undervurdering af import og fejlrapportering af varers oprindelse, som er til skade for alle økonomiske aktører, men især for små og mellemstore virksomheder;

D.  der henviser til, at EU's import og eksport beløb sig til 3 700 mia. EUR i 2017, og at den opkrævede told udgør 15 % af EU's budget;

E.  der henviser til, at gennemførelsen af EU-toldkodeksen derfor er af afgørende betydning for at sikre EU's egne ressourcer, navnlig toldafgifter og nationale skattemæssige interesser, men også for at sikre europæiske forbrugeres sikkerhed og fair konkurrence på det indre marked;

F.  der henviser til, at det i EU-toldkodeksen fastsættes, at de elektroniske systemer, der er nødvendige for dens anvendelse, skal være indført senest den 31. december 2020; der henviser til, at digitaliseringen af toldprocedurerne blev indledt allerede i 2003 og foreskrevet i 2008 med vedtagelsen af forordning (EF) nr. 450/2008 af 23 april 2008 om indførelse af en EF-toldkodeks (en moderniseret toldkodeks) (8) og beslutning nr. 70/2008/EF (e-toldbeslutningen);

G.  der henviser til, at digitaliseringen af toldområdet er et igangværende arbejde, at over 98 % af toldangivelserne i dag er elektroniske, og at følgende toldområder nu håndteres ved hjælp af elektroniske systemer: transit (NCTS), eksportkontrol (ECS), sikkerhedsdata (ICS), risikostyring (CRMS), registrerings- og identificeringsnummer for økonomiske operatører, tilladelser (CDS), autoriserede økonomiske operatører (AEO), bindende tariferingsoplysninger (EBTI), kvoter og takster (QUOTA), autonome toldsuspensioner, den kombinerede nomenklatur (TARIC), overvågning af import og eksport (SURV2) og systemet til registrerede eksportørers udstedelse af oprindelsesbeviser (REX);

H.  der henviser til, at formålet med det toldprogram, der foreslås under EU's flerårige finansielle ramme for 2021-2027, er at støtte aktiviteterne i og samarbejdet mellem medlemsstaternes toldmyndigheder;

I.  der henviser til, at Det Forenede Kongeriges udtræden af EU udgør en udfordring for en korrekt fungerende toldunion;

J.  der henviser til, at gennemførelsen af centrale elektroniske systemer, der er nødvendig for en fuld gennemførelse af EU-toldkodeksen, vil blive forsinket og udsat til efter den 31. december 2020;

K.  der henviser til, at værktøjet vedrørende toldunionens resultater bruges til at vurdere, hvordan toldunionen fungerer på grundlag af centrale resultatindikatorer inden for en række områder såsom beskyttelse af finansielle interesser, sikring af EU-borgernes sikkerhed og vurdering af toldvæsenets betydning med hensyn til at bidrage til EU's vækst og konkurrenceevne;

L.  der henviser til, at forvaltningen af Told 2020-programmet og dermed IT-arbejdet på toldområdet er opdelt mellem Kommissionen, medlemsstaterne og repræsentanter for kommercielle interesser i en lang række beslutningstagningsstrukturer, hvis mangfoldige lag har en varig negativ indvirkning på programmets effektivitet og forvaltningen af IT-projekter;

M.  der henviser til, at det efter afslutningen af det igangværende Told 2020-program og efter en cost-benefit-analyse af de forskellige muligheder er nødvendigt at foretage en grundig gennemgang af forvaltningen af toldprogrammerne;

1.  fremhæver det arbejde, der udføres dagligt af medlemsstaternes toldmyndigheder og af Kommissionen, som bestræber sig på at beskytte det indre marked mod illoyal konkurrence i form af forfalskninger og dumpingvarer, at lette handelen og mindske de administrative formaliteter, opkræve indtægter til de nationale budgetter og EU-budgettet samt at beskytte offentligheden mod terror-, sundheds- og miljøtrusler samt andre trusler;

2.  minder om, at toldunionen er et af EU's tidligste resultater og kan betragtes som en af dens største succeshistorier, da den har gjort det muligt for virksomheder, der er etableret i EU, at sælge deres varer og investere i hele EU, men også har givet EU mulighed for at fjerne indre grænser og konkurrere med resten af verden; understreger, at EU's indre marked ville være umuligt uden den toldfrihed, som sikres via toldunionen, og den rolle, som sidstnævnte spiller med hensyn til at føre tilsyn med import og eksport;

3.  understreger, at en fuldt funktionel toldunion er afgørende for at sikre EU's troværdighed og styrke og dets forhandlingsposition i forbindelse med indgåelse af nye handelsaftaler; understreger, at en effektiv toldunion i EU bidrager til at lette lovlig handel og mindske den administrative byrde for lovlige erhvervsdrivende, hvilket er vigtigt for udviklingen af konkurrencedygtige virksomheder; understreger betydningen af at sikre en effektiv kontrol – bl.a. ved at fremme samarbejde med tredjelandes toldmyndigheder – og af at undgå enhver urimelig hindring for lovlig handel;

4.  understreger, at det er af afgørende betydning at etablere ukomplicerede toldprocedurer i hele Unionen på grundlag af en reform af IT-infrastrukturen; mener, at digitalisering har potentiale til at gøre udvekslingen af oplysninger og betalingen af told mere gennemsigtig og tilgængelig, navnlig for små og mellemstore virksomheder og for økonomiske aktører i tredjelande, og at den giver mulighed for forenkling af toldregler og -procedurer;

5.  bemærker, at de nuværende forskelle i omfanget og kvaliteten af kontroller, toldprocedurer og sanktionspolitikker ved indgangsstederne til EU's toldunion ofte fører til en forvridning af handelsstrømmene, hvilket øger problemet med "forum shopping" og bringer det indre markeds integritet i fare; opfordrer i den forbindelse kraftigt Kommissionen og medlemsstaterne til at tage dette spørgsmål op;

6.  opfordrer Kommissionen til at intensivere sine bestræbelser på at skabe en integreret EU-toldkvikskranke, der kan hjælpe virksomhederne med at indsende alle de nødvendige oplysninger og dokumenter på ét sted, således at de kan opfylde alle de forskriftsmæssige krav til import, eksport og forsendelse af varer;

7.  minder om, at Det Forenede Kongerige bliver et tredjeland efter landets udtræden af EU, hvorved EU's ydre grænser ændres, og understreger, at brexitprocessen ikke bør have en negativ indvirkning på udviklingen og forvaltningen af EU's toldunion;

Digitalisering af toldprocedurerne

8.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle en mere effektiv, omkostningseffektiv og strømlinet tilgang til forvaltningen af IT-systemer for toldmyndigheder; opfordrer navnlig til et mere præcist og realistisk skøn over den tid og de ressourcer, der vil være brug for, og omfanget af de individuelle IT-projekter, der vil bidrage til at digitalisere toldprocedurer;

9.  beklager, at implementeringen af de nye IT-systemer for toldunionen har lidt under en række forsinkelser, hvilket har resulteret i, at Kommissionen har anmodet Parlamentet og Rådet om en forlængelse af overgangsperioden ud over den frist på 2020, der er fastsat i EU-toldkodeksen; beklager også, at Kommissionen kun har givet ufuldstændige oplysninger som begrundelse for en yderligere forlængelse, navnlig i lyset af, hvad der falder ind under dens eget og medlemsstaternes ansvarsområde, hvilket ikke giver Europa-Parlamentet mulighed for at udøve sin budgetmæssige og politiske kontrol på passende vis;

10.  understreger, at 75 % af de europæiske komponenter til de IT-systemer, der er nødvendige for gennemførelsen af EU-toldkodeksen, ganske vist forventes at være klar i december 2020, men at det ikke betyder, at 75 % af IT-systemerne vil være klar på denne dato, idet 25 % af IT-systemerne består af nationale komponenter, som medlemsstaterne er ansvarlige for, og hvor der er konstateret forsinkelser;

11.  mener, at Kommissionen og Rådet som et anliggende af højeste prioritet skal sikre, at toldkodeksen implementeres, og toldprocedurerne digitaliseres inden for den nye tidsfrist; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre deres yderste for at undgå yderligere fristudsættelser; mener i den forbindelse, at oprettelsen af IT-arkitekturen forudsætter, at der udvikles og indføres 17 IT-værktøjer med betydelige konsekvenser i form af finansielle og menneskelige ressourcer; anser det derfor for tvingende nødvendigt at der ikke forekommer dobbeltarbejde for så vidt angår ressourcer, i den måde hvorpå medlemsstaternes og Kommissionens IT-projekter drives;

12.  opfordrer Kommissionen til at ajourføre tidsplanen for sit arbejdsprogram for EU-toldkodeksen på grundlag af den forlængelse af overgangsperioden, som den har foreslået Europa-Parlamentet og Rådet at vedtage(9); opfordrer Parlamentet og Rådet til at arbejde for at sikre en hurtig vedtagelse af en beslutning om en sådan forlængelse, men at lade den ledsage af de betingelser, der er nødvendige for en vellykket ibrugtagning af IT-arkitekturen på toldområdet, uden at dette berører omfattende sikkerhedstest, således at eventuelle problemer ikke bringer den kontrol af varer, der gennemføres af medlemsstaternes toldmyndigheder, i fare; påpeger, ligesom Den Europæiske Revisionsret har gjort, at samme årsager giver samme virkninger, og at processen med ajourføring af den flerårige strategiske plan for 2017 ved at koncentrere indførelsen af seks IT-værktøjer i samme år, udgør en betydelig udfordring og en stor risiko for, at den nye frist heller ikke bliver overholdt, således at fristen for implementeringen af EU-toldunionen kan blive udsat yderligere ud over 2025;

13.  opfordrer Kommissionen til at ajourføre sin flerårige strategiplan ved at tilrettelægge projekter fordelt over hele overgangsperioden med henblik på så vidt muligt at undgå koncentration af indførelsen i periodens slutning og ved at fastsætte bindende milepæle, også for medlemsstaterne;

14.  opfordrer Kommissionen til ikke at ændre de retlige og tekniske specifikationer, der nu er vedtaget for de 17 IT-værktøjer, da omfanget af de projekter, der skal gennemføres, og den tid, der er nødvendig for deres indførelse, hverken er forenelige med det faktum, at de involverede teknologier hele tiden udvikler sig, eller med de uundgåelige lovgivningsmæssige og reguleringsmæssige ændringer, der vil finde sted i løbet af denne periode;

15.  minder om, at Kommissionen ifølge Revisionsretten var opmærksom på forsinkelserne, men valgte ikke at medtage disse oplysninger i sin officielle rapport, hvilket forhindrede interessenterne (såsom Europa-Parlamentet, andre EU-institutioner, der ikke var repræsenteret i styringsstrukturen for Told 2020, samt interesserede virksomheder og borgere) i at blive fuldt informeret om risikoen for forsinkelser i realtid; opfordrer derfor Kommissionen til rapportere regelmæssigt og på gennemsigtig vis om gennemførelsen af den flerårige strategiske arbejdsplan og om oprettelsen af de elektroniske toldsystemer for ikke at gentage fejltagelserne fra den tidligere programmering og informere om eventuelle fremtidige forsinkelser og undgå at gøre dette med kort varsel og uden ordentlige afhjælpende foranstaltninger;

16.  opfordrer Kommissionen til løbende at evaluere Told 2020-programmet og afhjælpe de konstaterede mangler, navnlig underudnyttelsen af de eksperthold, der er oprettet under dette program, og at muliggøre et øget samarbejde mellem toldmyndighederne;

17.  understreger, at løbende politikovervågning, analyse og vurdering af mulige virkninger udgør væsentlige dele af forvaltningen af toldunionen; noterer sig og glæder sig over Kommissionens arbejde med at udvikle et redskab vedrørende toldunionens resultater, som endelig vil gøre det muligt systematisk at vurdere toldunionens resultater i forhold til dens strategiske mål med hensyn til effektivitet, virkning og ensartethed; opfordrer medlemsstaterne til at støtte arbejdet med at videreudvikle dette værktøj;

18.  foreslår Kommissionen, at dette værktøj også bør vurdere resultaterne af toldkontrollen for så vidt angår digitaliseringspotentiale og datastrømme med henblik på at skabe en endnu mere effektiv risikobaseret kontrol og samtidig lette byrden for toldmyndighederne;

Forvaltning, rapportering og finansiering af toldprogrammet

19.  noterer sig de foranstaltninger, som Kommissionen og medlemsstaterne har truffet for at sikre en ensartet og konsekvent implementering af toldkodeksen, navnlig hvad angår uddannelse og i form af vedtagelse af retningslinjer; opfordrer ikke desto mindre Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere deres bestræbelser og forøge de ressourcer, der er afsat til at sikre en fuldstændig implementering af toldkodeksen, som blev vedtaget i 2013, og ensartede toldprocedurer i hele EU; opfordrer i den forbindelse Kommissionen til at fremlægge en handlingsplan, som med fordel kan baseres på en fagfællebedømmelse af praksis på toldområdet, udveksling af god praksis og øget samarbejde mellem toldmyndighederne og et uddannelsesprogram udstyret med tilstrækkelige ressourcer;

20.  minder om, at Kommissionen arbejder på en EU-kvikskranke på toldområdet, som vil gøre det muligt for en økonomisk aktør at indsende oplysninger til en bred vifte af reguleringsmæssige formål (f.eks. veterinære, sundhedsmæssige, miljømæssige osv.) i et standardiseret format til flere modtagere og via harmoniserede adgangssteder; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte dette vigtige arbejde;

21.  noterer sig finansieringsindsatsen i EU's budget, hvor bevillingerne til det næste toldprogram 2021-2027 forhøjes til 842 844 000 EUR i 2018-priser; opfordrer medlemsstaterne til også at afsætte de nødvendige menneskelige og finansielle ressourcer til at kunne indføre de nationale komponenter, der er en væsentlig forudsætning for at kunne tage det europæiske elektroniske toldsystem i brug, og opfordrer Kommissionen til rettidigt at forelægge det en rapport om indførelsen af Unionens komponenter og de komponenter, der er udviklet af medlemsstaterne uden for Unionen;

22.  understreger, at toldvæsenet i dag er nødt til at håndtere en fænomenal stigning i mængden af varer, der købes online uden for EU, med hensyn til kontrol og opkrævning af skyldig told, navnlig da mængden af varer med lav værdi, der importeres til EU, hvert år vokser med 10-15 %; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere deres bestræbelser på bedre at håndtere denne udfordring;

23.  opfordrer Kommissionen til ved afslutningen, og først ved afslutningen, af implementeringen af de 17 IT-systemer vedrørende EU-toldkodeksen under Told 2020-programmet at foreslå en mere effektiv forvaltningsstruktur for gennemførelsen af IT-projekter på toldområdet og ajourføringer heraf; understreger, at det i lyset af de økonomiske, finanspolitiske og sikkerhedsmæssige udfordringer, der repræsenteres af IT-systemet, er af afgørende betydning, at den vedtagne løsning bevarer den europæiske suverænitet fuldt ud;

24.  understreger, at "Told 2021-2027"-programmet ved at støtte medlemsstaternes toldmyndigheder ikke blot vil bidrage til at øge EU's budgetindtægter, men også til at garantere produktsikkerheden, beskyttelsen af de europæiske forbrugere og skabelsen af lige vilkår for EU's virksomheder;

Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union

25.  understreger, at usikkerheden omkring Det Forenede Kongeriges udtræden af EU er en stor udfordring for europæiske virksomheder; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at give interessenterne omfattende oplysninger om konsekvenserne af Det Forenede Kongeriges udtræden for toldområdet og visse former for indirekte skatter såsom moms og punktafgifter;

26.  understreger, at der efter Det Forenede Kongeriges udtræden ikke må være nogen smuthuller i toldsystemet – heller ikke ved EU's ydre grænser – som vil kunne bane vej for ulovlig handel eller unddragelse af offentligretlig gæld i henhold til EU-retten;

o
o   o

27.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1.
(2) EUT L 343 af 29.12.2015, s. 1.
(3) EUT L 343 af 29.12.2015, s. 558.
(4) EUT L 69 af 15.3.2016, s. 1.
(5) EUT L 99 af 15.4.2016, s. 6.
(6) EUT L 23 af 26.1.2008, s. 21.
(7) EUT C 242 af 10.7.2018, s. 41.
(8) EUT L 145 af 4.6.2008, s. 1.
(9) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 952/2013 med henblik på forlængelse af den midlertidige anvendelse af andre midler end edb som omhandlet i EU-toldkodeksen (COM(2018)0085).


Gennemførelse af de retlige bestemmelser og den fælles erklæring, der sikrer den parlamentariske kontrol med decentrale organer
PDF 154kWORD 55k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. februar 2019 om gennemførelse af de retlige bestemmelser og den fælles erklæring, der sikrer den parlamentariske kontrol med decentrale organer (2018/2114(INI))
P8_TA-PROV(2019)0134A8-0055/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til traktatens bestemmelser om agenturer, særlig artikel 5 og 9 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 15, 16, 71, 123, 124, 127, 130, 228, 263, 265, 267, 277, 282, 287, 290, 291, 298 og 325 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 41, 42, 43, 51 og 52,

–  Der henviser til den fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om decentraliserede agenturer af 19. juli 2012 og den dertil knyttede fælles tilgang,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), og bilag 3 til den afgørelse, der blev truffet af Formandskonferencen den 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelser fra Budgetudvalget, Budgetkontroludvalget, Økonomi- og Valutaudvalget, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0055/2019),

A.  der henviser til, at agenturer spiller en afgørende rolle i gennemførelsen af EU's politikker på EU- og medlemsstatsniveau, idet de varetager en lang række opgaver, der bidrager til gennemførelsen af EU's politikker, såsom oprettelse af netværk eller støtte til samarbejde mellem EU og de nationale myndigheder; der henviser til, at et godt samarbejde mellem EU-agenturerne og medlemsstaterne bidrager til at give agenturernes arbejde mere gennemslagskraft; der henviser til, at agenturerne også har etableret et indbyrdes samarbejde gennem Den Europæiske Unions Agenturnetværk;

B.  der henviser til, at koordineringen og samarbejdet mellem de forskellige agenturer og parlamentariske udvalg generelt har været god; der henviser til, at Europol er det eneste agentur, der er underlagt fælles kontrol ved både Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter gennem Gruppen for Fælles Parlamentarisk Kontrol;

C.  der henviser til, at agenturer er blevet etableret og har udviklet sig over tid i hvert enkelt tilfælde; der henviser til, at Lissabontraktaten har formelt anerkendt EU's udøvende magt ved at indføre EU-agenturer formelt i traktaterne;

D.  der henviser til, at agenturerne primært er ansvarlige over for Parlamentet og Rådet, som skal sikre, at der findes passende kontrolmekanismer i de retsakter, der regulerer disse agenturer, og at disse mekanismer efterfølgende gennemføres korrekt; der henviser til, at udlæggelsen af EU's udøvende beføjelser til agenturer ikke bør føre til en svækkelse af Parlamentets kontrol med EU's udøvende magt som fastsat i artikel 14 i TEU;

E.  der henviser til, at traktaterne hverken indeholder en definition af decentraliserede agenturer eller en generel beskrivelse af de beføjelser, der kan tillægges agenturerne;

F.  der henviser til, at en række agenturer har retsgrundlag i henhold til artikel 352 i TEUF, mens andre er oprettet med et specifikt retsgrundlag for sektoren;

G.  der henviser til, at den fælles erklæring fra 2012 og den fælles tilgang er resultatet af arbejdet i den interinstitutionelle arbejdsgruppe om reguleringsorganer, som blev nedsat af Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet til at vurdere agenturernes sammenhæng, effektivitet, ansvarlighed og gennemsigtighed, efter at Kommissionens forslag i 2005 til en interinstitutionel aftale om reguleringsorganer ikke havde modtaget den nødvendige støtte fra Rådet og Parlamentet;

H.  der henviser til, at den fælles tilgang indeholder bestemmelser om struktur og forvaltning af agenturer samt om deres drift, programmering af aktiviteter, finansiering, forvaltning af budgetmidler, budgetprocedurer, ansvarlighed, kontrol og gennemsigtighed, som bidrager til at sikre parlamentarisk kontrol med decentrale agenturer;

I.  der henviser til, at agenturerne generelt set vurderes positivt, men at der forekommer enkelte tilfælde af mistillid til deres videnskabelige og tekniske udtalelser;

De vigtigste bemærkninger

1.  bemærker, at mekanismer til sikring af agenturernes ansvarlighed er indarbejdet i traktaterne, i forordningerne om oprettelse af agenturer, i EU-Domstolens retspraksis samt i den fælles erklæring og den fælles tilgang; fremhæver, at der ved at tillægge beføjelser er givet Parlamentet kontrolbeføjelser over for de decentraliserede agenturer, men at disse ikke er nærmere fastsat i traktaterne; bemærker i denne forbindelse den ikke-bindende karakter af den fælles erklæring og den fælles tilgang; beklager imidlertid, at institutionerne endnu ikke er nået til enighed om bindende lovgivningsrammer;

2.  påpeger, at Parlamentet kontrollerer agenturerne på forskellige måder:

   som den ene af budgetmyndighedens parter i sin beslutningstagning om bidrag fra EU-budgettet til agenturer
   som dechargemyndighed
   gennem udpegelse af medlemmer af agenturernes bestyrelser
   gennem udnævnelsen (eller afskedigelsen) af den administrerende direktør
   gennem høringer om arbejdsprogrammerne
   gennem fremlæggelsen af de årlige rapporter
   gennem andre metoder (delegationsbesøg, kontaktgrupper eller personer, udveksling af synspunkter, høringer, briefinger, levering af ekspertise);

3.  bemærker, at bestemmelserne i oprettelsesforordningerne i varierende grad adskiller sig fra de mekanismer for ansvarlighed og parlamentarisk kontrol, der er fastsat i den fælles tilgang, hvilket kan skyldes de meget forskellige opgaver og funktioner, som agenturerne udfører;

4.  bemærker, at parlamentariske udvalg aktivt har udført deres kontrolopgaver på trods af de mange forskellige bestemmelser i oprettelsesforordningerne;

5.  anerkender EU-agenturernes gennemførelse af den fælles erklæring og den fælles tilgang samt den dertil knyttede køreplan; understreger navnlig henstillingerne fra den interinstitutionelle arbejdsgruppe om decentrale agenturer, som blev godkendt af Formandskonferencen den 18. januar 2018; bemærker, at arbejdet i den interinstitutionelle arbejdsgruppe blev betragtet som fuldført med det opfølgende møde den 12. juli 2018;

Henstillinger

6.  mener ikke desto mindre, at der kan gøres en større indsats for at strømline visse bestemmelser i oprettelsesforordningerne for agenturer vedrørende deres styrings- og ansvarlighedsmekanismer under hensyntagen til de forskellige typer agenturer, der i øjeblikket findes, og ved at definere de generelle principper for forholdet mellem EU-institutionerne og agenturerne; påpeger, at disse spørgsmål også bør behandles i konsekvensanalyser, når oprettelsen af et agentur foreslås; understreger, at agenturerne skal have en vis frihed, hvad angår organisationsmæssig struktur, for bedre at kunne tilpasse sig de forelagte opgaver og behov, der opstår under udførelsen af deres opgaver; glæder sig over den klyngebaserede og krydsorienterede interne organisation af agenturer på lignende områder;

7.  opfordrer derfor til en grundig vurdering af gennemførelsen af den fælles tilgang i alle dens aspekter med detaljerede analytiske dokumenter svarende til dem, der blev udarbejdet i 2010, med fokus på forvaltningsrelaterede aspekter, hvor der navnlig tages hensyn til foreneligheden af de bestemmelser, der er omfattet af Parlamentets beføjelser med hensyn til fælles beslutningstagning og kontrolbeføjelser, samtidig med at der tages hensyn til behovet for at give plads til fleksibilitet i betragtning af de forskellige former for decentrale agenturer;

8.  beklager, at Parlamentet som den ledende garant for opretholdelsen af det demokratiske princip i EU ikke blev fuldt inddraget i proceduren for udvælgelse af EMA's og EBA's nye hjemsted; minder i denne forbindelse om sin anmodning om, at der hurtigst muligt sker en revision af den fælles erklæring og den fælles tilgang fra 2012, og minder også om Rådets tilsagn om at engagere sig i revisionen heraf, og opfordrer i den forbindelse Kommissionen til senest i april 2019 at forelægge en tilbundsgående analyse af den fælles erklæring og den fælles tilgang med hensyn til placeringen af decentrale agenturer;

9.  understreger, at placeringen af et agenturs hjemsted ikke bør berøre udførelsen af dets beføjelser og opgaver, tilrettelæggelsen af dets ledelsesstruktur, den måde, dets overordnede organisation fungerer på, eller den primære finansiering af dets aktiviteter;

10.  forventer, at Parlamentets og Rådets beføjelser som EU-medlovgivere fuldt ud respekteres i fremtidige beslutninger om placering eller flytning af agenturer; mener, at Parlamentet under hele den lovgivningsmæssige proces bør inddrages systematisk, på lige fod med Rådet og Kommissionen, i fastlæggelsen og vurderingen af vægtning af kriterierne for placeringen af samtlige EU‑organer og ‑agenturer på en gennemsigtig måde; påpeger, at Parlamentet, Rådet og Kommissionen inden for rammerne af den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 13. april 2016 har forpligtet sig til et loyalt og gennemsigtigt samarbejde, og at aftalen fremhæver princippet om lighed mellem EU-medlovgivere som fastsat i traktaterne; understreger værdien af en øget udveksling af oplysninger fra de indledende faser af fremtidige processer vedrørende placeringen af agenturer, idet en sådan tidlig udveksling vil gøre det lettere for de tre institutioner at udøve deres rettigheder og beføjelser;

11.  mener, at beslutningen om placeringen af et agentur er af stor betydning, og mener, at EU-institutionerne skal tage hensyn til objektive kriterier såsom tilgængelighed, administrative synergier og nærhed til aktørerne med henblik på at træffe den bedst mulige beslutning;

12.  anmoder Kommissionen i overensstemmelse med henstillingerne fra den interinstitutionelle arbejdsgruppe om decentrale agenturers ressourcer om hurtigt at forelægge en evaluering af agenturer med flere placeringer ved hjælp af en konsekvent tilgang for at vurdere deres merværdi ved at tage hensyn til omkostninger; kræver, at der træffes betydelige foranstaltninger på grundlag af resultaterne af denne evaluering med henblik på at reducere antallet af flere placeringer, hvis og når det er relevant;

13.  foreslår, at det på baggrund af en gennemgang af den fælles tilgang på ny bør overvejes at udarbejde en interinstitutionel aftale om agenturer, og at en sådan aftale bør indeholder bestemmelser om en revision hvert femte år af principperne for oprettelse og drift af agenturer, idet der trækkes på ekspertisen fra en gruppe sammensat af fremtrædende personer;

14.  mener, at denne interinstitutionelle aftale bør respektere Europa-Parlamentets beføjelser i forbindelse med den fælles beslutningsprocedure og også bør omfatte forholdet mellem et agentur og institutionerne i den medlemsstat , hvor den er beliggende, samt foranstaltninger til gennemsigtighed, procedurer for at undgå interessekonflikter og sikre en ligelig kønsfordeling blandt medlemmerne af de ledende og rådgivende organer og gennemførelse af integration af kønsaspektet i alle agenturernes aktiviteter;

15.  mener, at der i forbindelse med udarbejdelsen af en sådan interinstitutionel aftale også bør tages hensyn til indtil flere konkrete forslag til at styrke den demokratiske kontrol, forbedre EU-agenturernes ansvarlighed og styrke systemet for rapportering til Parlamentet, f.eks.:

   at sætte en frist for agenturernes svar på de spørgsmål, som Europa-Parlamentet eller Rådet stiller til dem
   at træffe foranstaltninger til udveksling af følsomme og fortrolige oplysninger og høring ved de parlamentariske udvalg, når dette er nødvendigt
   at overveje, hvorvidt der bør være et bestemt antal medlemmer af de respektive bestyrelser, der er udpeget af Parlamentet
   at overveje merværdien af Parlamentets repræsentanters/observatørers deltagelse i møder i bestyrelser for tilsynsførende og grupper af interessenter
   at rationalisere Parlamentets deltagelse i agenturernes årlige og flerårige arbejdsprogrammer
   at rationalisere og harmonisere indberetningsforpligtelser, navnlig hvad angår den årlige aktivitetsrapport, beretningen om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning og de endelige regnskaber
   at give Parlamentet detaljerede oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet for at opfylde dechargemyndighedens henstillinger ("opfølgningsrapporter") og Revisionsrettens anbefalinger;

16.  mener endvidere, at Parlamentets rolle i tilsynet med forvaltningsdimensionen for decentrale agenturer kan forbedres betydeligt; foreslår desuden en styrkelse af samarbejdet med gruppen for fælles parlamentarisk kontrol og en revision af reglerne for tjenesterejser til agenturer for at muliggøre en bedre regelmæssig kontakt mellem parlamentariske udvalg og agenturer, der hører under deres ansvarsområde;

17.  foreslår, at Udvalget om Konstitutionelle Anliggender i forbindelse med den femårige revision, som tager afsæt i og supplerer de kontrolaktiviteter, der udføres af Parlamentets enkelte udvalg over for de agenturer, der henhører under deres ansvarsområde, afholder en årlig debat om agenturernes funktion og forvaltning, der, såfremt det anses for hensigtsmæssig og/eller nødvendigt, følges op med drøftelse i plenarforsamlingen i den hensigt at fremme et stærkere og mere struktureret system for kontrol med agenturernes aktiviteter i Parlamentet; foreslår endvidere i betragtning af agenturernes rolle som mellemled mellem EU og medlemsstaterne en periode med høring af de nationale parlamenter, hvis de ønsker at gribe ind i sagen;

18.  mener, at EU-agenturer bør anvende reglerne og principperne for god forvaltningspraksis og bedre lovgivning, herunder gennemførelse af åbne offentlige høringer om deres udkast til sekundære og tertiære retsakter, hvor agenturets område tillader det; foreslår, at agenturer underlægges de samme regler om gennemsigtighed som Kommissionen, herunder regler og forpligtelser i forbindelse med interesserepræsentanter;

19.  understreger, at EU-agenturerne bør sikre, at alle de opgaver, der følger af de lovgivningsmæssige rammer, gennemføres fuldt ud og rettidigt, og at de samtidig nøje bør holde sig til deres opgaver og handle i overensstemmelse med de mandater, de har fået tildelt af Parlamentet og Rådet; mener, at det er bydende nødvendigt, at EU-agenturerne gennemfører deres mandater på en gennemsigtig måde;

20.  foreslår, at alle agenturer bør kunne afgive ikke-bindende udtalelser om aktuelle sager inden for deres kompetenceområde;

21.  mener endvidere, at det i tilfælde af fremtidige traktatændringer bør overvejes, hvordan agenturerne kan forankres endnu mere solidt i traktaterne, navnlig i forhold til artikel 13 og 14 i TEU og artikel 290 og 291 i TEUF, ved at indføje en tydelig definition af de forskellige typer agenturer, de beføjelser som de hver især kan tillægges, og de overordnede principper for den parlamentariske kontrol med samme;

Budgetmæssige aspekter

22.  bemærker, at gebyrfinansiering af agenturer i øjeblikket beløber sig til ca. 1 mia. EUR om året, hvilket kan lette presset på EU's budget og kan være en effektiv måde at finansiere agenturers arbejde på, i det omfang forretningsmodellen tillader det; udtrykker dog bekymring over de potentielle interessekonflikter, der kan opstå, hvis agenturerne er afhængige af gebyrer som deres primære indtægtskilde; fastholder, at der er behov for beskyttelsesforanstaltninger for at undgå enhver form for interessekonflikt;

23.  understreger, at det er nødvendigt at tage hensyn til de nye prioriteter for klima og bæredygtighed i den næste FFR og til de opgaver, der pålægges særlige agenturer i forbindelse med implementeringen af FFR;

24.  bemærker, at selv om alle decentrale agenturer har en række ligheder med hensyn til budgetforvaltning, har universalløsninger vist sig at være skadelige for en effektiv forvaltning af visse agenturer; betragter målet om en reduktion på 5 % af personalet og omrokeringspuljen blandt agenturerne som en engangsforeteelse; gentager sin hensigt om at modsætte sig enhver sådan tilgang i fremtiden;

25.  bemærker med bekymring, at en række agenturer har svært ved at tiltrække kvalificeret personale på grund af gældende ansættelsesvilkår; mener, at EU-organer skal være i stand til at tiltrække kvalificeret personale for at kunne udføre deres opgaver effektivt og produktivt; opfordrer derfor til, at der tages konkrete skridt med henblik på at indfri disse mål;

26.  bemærker, at det styrkede samarbejde mellem agenturerne med at dele tjenester har resulteret i besparelser, såsom dem, der er opnået gennem oprettelsen af en fælles udbudsportal; opfordrer til yderligere udnyttelse af potentialet for deling af tjenester mellem agenturerne eller mellem Kommissionen og agenturerne med henblik på at skabe nye synergier og optimere de eksisterende; mener, at yderligere budgeteffektivitet, hvor det er relevant, kan opnås gennem et tæt samarbejde om administrativ støtte og forvaltning af horisontale tjenester blandt EU-organer og -agenturer i umiddelbar nærhed;

27.  bemærker, at agenturernes budgetter bør udarbejdes i overensstemmelse med princippet om resultatbaseret budgettering og under hensyntagen til agenturets mål og de forventede resultater af dets opgaver; opfordrer til en tematisk tilgang til budgetteringen af decentraliserede agenturer med henblik på bedre at prioritere agenturernes opgaver, styrke samarbejdet og undgå overlapninger, navnlig når der er tale om agenturer, der arbejder inden for samme politikområde;

28.  noterer sig med bekymring, at en række administrative krav ikke står i forhold til de agenturer, der ikke har nået en vis størrelse; forventer, at Kommissionen og Rådet sikrer, at de gældende administrative krav står i et rimeligt forhold til alle agenturernes finansielle og menneskelige ressourcer;

29.  minder om, at lovgivningsproceduren medfører ændringer af Kommissionens oprindelige forslag; bemærker med bekymring, at opdaterede regnskaber generelt først bliver tilgængelige ved afslutningen af lovgivningsproceduren, hvis det overhovedet er muligt; minder om Parlamentets og Rådets dobbelte rolle som lovgivende myndighed og budgetmyndighed;

30.  glæder sig over udkastet til den reviderede tekst til rammefinansforordningen for decentrale agenturer, som Kommissionen har forelagt, og navnlig den styrkede forvaltning af disse agenturer;

31.  fastholder dog, at der stadig er en række uløste problemer, og opfordrer indtrængende Kommissionen til hurtigst muligt at forelægge en evaluering af agenturer med flere kontorer, således som den interinstitutionelle arbejdsgruppe har anbefalet, samt forslag til eventuelle sammenlægninger, lukninger og/eller overførsler af opgaver til Kommissionen på grundlag af en gennemgribende analyse og ved brug af klare og gennemsigtige kriterier, hvilket var planlagt i henhold til arbejdsgruppens mandat, men som aldrig rigtig blev undersøgt på grund af manglen på forslag herom fra Kommissionen;

32.  noterer sig, at revisionen af de decentrale agenturer stadig forbliver "under Revisionsrettens fulde ansvar, og at denne forvalter alle de nødvendige administrations- og udbudsprocedurer og finansierer disse"; gentager, at revision udført af revisorer fra den private sektor i betydelig grad har øget agenturernes administrative byrde og som følge af den tid, der er brugt på indkøb og administration af revisionskontrakter, har skabt yderligere udgifter, hvilket medfører en endnu større belastning af deres svindende ressourcer; understreger, at det er bydende nødvendigt at løse dette problem i overensstemmelse med den fælles tilgang i forbindelse med revisionen af rammefinansforordningen; opfordrer alle parter, der er involveret i denne revision, til hurtigst muligt at skabe klarhed om dette spørgsmål med henblik på væsentligt at nedbringe den uforholdsmæssigt store administrative byrde;

o
o   o

33.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Revisionsret og EU's decentrale organer.

Juridisk meddelelse