Indeks 
Vedtagne tekster
Torsdag den 14. marts 2019 - StrasbourgForeløbig udgave
Menneskerettighedssituationen i Kasakhstan
 Iran, særligt vedrørende menneskerettighedsforkæmpere
 Menneskerettighedssituationen i Guatemala
 Kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar samt internationale barnebortførelser *
 Gennemførelse af GSP-forordningen
 Minimumsdækning af tab for misligholdte eksponeringer ***I
 Sikring af konkurrencen inden for lufttransport ***I
 Retningslinjer for budgettet for 2020 - Sektion III
 Kønsbalancen ved nomineringer inden for EU's økonomiske og monetære anliggender
 Udnævnelse af Sebastiano Laviola som nyt medlem af Den Fælles Afviklingsinstans
 Udnævnelse af et medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion
 Udpegelse af formanden for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed
 En europæisk sanktionsordning for krænkelser af menneskerettighederne
 Presserende behov for en EU-sortliste over tredjelande på baggrund af direktivet om hvidvaskning af penge
 Klimaændringer
 Oprettelse af Den Europæiske Monetære Fond
 Situationen i Nicaragua
 Årlig strategisk rapport om gennemførelsen og opfyldelsen af de bæredygtige udviklingsmål

Menneskerettighedssituationen i Kasakhstan
PDF 126kWORD 55k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. marts 2019 om menneskerettighedssituationen i Kasakhstan (2019/2610(RSP))
P8_TA-PROV(2019)0203RC-B8-0204/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 12. december 2017 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af den udvidede partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Kasakhstan på den anden side(1) og til sin beslutning af 10. marts 2016 om ytringsfrihed i Kasakhstan(2),

–  der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 12. december 2017 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af den udvidede partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Kasakhstan på den anden side(3),

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Kasakhstan, herunder beslutningerne af 18. april 2013(4), 15. marts 2012(5) og af 17. september 2009 om sagen vedrørende Jevgenij Sjovtis i Kasakhstan(6),

–  der henviser til den udvidede partnerskabs- og samarbejdsaftale, der blev undertegnet i Astana den 21. december 2015,

–  der henviser til sine beslutninger af 15. december 2011 om situationen med hensyn til gennemførelsen af EU-strategien for Centralasien(7) og af 13. april 2016 om gennemførelse og gennemgang af EU-strategien for Centralasien(8),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 22. juni 2015 og 19. juni 2017 om EU-strategien for Centralasien,

–  der henviser til de årlige menneskerettighedsdialoger mellem EU og Kasakhstan,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Den Europæiske Union og Kasakhstan den 21. december 2015 undertegnede en udvidet partnerskabs- og samarbejdsaftale med det formål at tilvejebringe en bred ramme for styrket politisk dialog og samarbejde om retlige og indre anliggender og mange andre områder; der henviser til, at denne aftale lægger stor vægt på demokrati og retsstatsprincippet, menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, principperne om markedsøkonomi og bæredygtig udvikling samt samarbejde med civilsamfundet, herunder inddragelse af civilsamfundet i den offentlige politikudformning;

B.  der henviser til, at Kasakhstan blev medlem af Den Europæiske Kommission for Demokrati gennem Ret (Venedigkommissionen) i marts 2012;

C.  der påpeger, at Kasakhstans regering ikke ser ud til at have taget skridt til at revidere de bredt formulerede bestemmelser i straffelovens artikel 174, der forbyder "tilskyndelse" til social, national eller anden splittelse, og artikel 274, som forbyder "udbredelse af oplysninger, der vides at være falske", men fortsat anvender disse bestemmelser som hjemmel for at tiltale og fængsle civilsamfundsaktivister og journalister;

D.  der henviser til, at antallet af politiske fanger i Kasakhstan er steget; der henviser til, at der i 2016 blev afholdt fredelige demonstrationer mod ændringer af jordloven i forskellige regioner i Kasakhstan, hvilket førte til tilbageholdelse af mere end 1 000 deltagere (herunder 55 journalister), hvoraf mere end 30 efterfølgende blev anholdt; der henviser til, at FN's Særlige Arbejdsgruppe for Vilkårlig Tilbageholdelse og Fængsling fastslog, at der havde været tale om vilkårlige tilbageholdelser, mangel på retfærdig rettergang og grove krænkelser af rettigheder i visse tilfælde; der henviser til, at civilsamfundsaktivisten Maks Bokajev afsoner en fængselsdom for sin legitime deltagelse i denne fredelige massedemonstration;

E.  der henviser til, at Kasakhstans regering har samarbejdet med Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) højniveaumission og forpligtet sig til at gennemføre en køreplan til imødekommelse af ILO's bekymringer, men ikke har taget meningsfulde skridt til at gennemføre bestemmelserne i køreplanen, såsom ændring af loven om fagforeninger; der henviser til, at den heller ikke har gennemført de tidligere anbefalinger fra ILO's Komité for Anvendelse af Standarder om at revidere fagforeningsloven og arbejdsmarkedsloven og om at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sammenslutningen af uafhængige fagforeninger i Kasakhstan (CITUK) og dens tilknyttede foreninger fuldt ud er i stand til at udøve deres fagforeningsrettigheder;

F.  der henviser til, at fagforeningsaktivisterne Nurbek Kusjakbaev og Amin Eleusinov blev prøveløsladt i maj 2018, men fortsat har forbud mod at beskæftige sig med fagforeningsaktiviteter; der henviser til, at aktivisten Larisa Kharkova er underlagt lignende begrænsninger samt udsættes for konstant chikane fra domstolenes side, og at Erlan Baltabaj, en anden fagforeningsaktivist fra Shymkent, er genstand for en strafferetlig efterforskning baseret på tvivlsomme anklager;

G.  der henviser til, at ny NGO-lovgivning har strammet regnskabsreglerne for civilsamfundsorganisationer; der henviser til, at menneskerettighedsorganisationer er underlagt et skattetryk i forbindelse med tilskud fra internationale donorer;

H.  der henviser til, at religions- og trosfriheden er blevet alvorligt undermineret; der henviser til, at myndighederne benytter religiøs overbevisning som påskud for vilkårlig tilbageholdelse; der henviser til, at Saken Tulbajev blev fængslet under anklage for "tilskyndelse til religiøst had";

I.  der henviser til, at myndighederne den 13. marts 2018 forbød den fredelige oppositionsbevægelse Democratic Choice of Kazakhstan (DCK) og mere end 500 personer, der havde tilkendegivet forskellige former for støtte til DCK; der henviser til, at civilsamfundsaktivisten Almat Zhumulagov og digteren Kenzhebek Abishev er blevet ofre for de kasakhiske myndigheders kamp mod DCK og er blevet idømt henholdsvis 8 og 7 års fængsel; der henviser til, at Ablovas Dzhumajev og Aset Abisjev er idømt henholdsvis tre og fire års fængsel for at have kritiseret myndighederne på internettet og støttet DCK;

J.  der henviser til, at retten til foreningsfrihed, selv om den er beskyttet i Kasakhstans forfatning, fortsat i vid udstrækning er begrænset i landet, og at loven om offentlige foreninger fortsat kræver, at alle offentlige sammenslutninger lader sig registrere i justitsministeriet; der henviser til, at der i december 2015 blev indført nye ændringer af denne lov, som medførte tunge rapporteringsforpligtelser og statslig regulering af finansiering gennem et statsligt udpeget organ; der henviser til, at personer, der deltager i uregistrerede organisationers aktiviteter, kan pålægges administrative og strafferetlige sanktioner;

K.  der henviser til, at civilsamfunds- og menneskerettighedsaktivister fortsat udsættes for repressalier og begrænsninger i deres aktiviteter, heriblandt menneskerettighedsaktivisten Elena Semenova, som har fået rejseforbud for at have "udbredt bevidst falske oplysninger" og den Shymkent-baserede aktivist Ardak Ashim, der blev anklaget for "tilskyndelse til splittelse" på baggrund af sine kritiske opslag på sociale medier og efterfølgende tvangsindlagt til psykiatrisk behandling; der henviser til, at politiet den 10. maj 2018 under en EP-delegations besøg i Kasakhstan gjorde brug af overdreven magtanvendelse over for fredelige demonstranter, som forsøgte at mødes med medlemmer af Europa-Parlamentet; der henviser til, at mere end 150 mennesker blev tilbageholdt af politiet, og at mere end 30 demonstranter blev udsat for administrativ frihedsberøvelse; der henviser til, at politiet i Kasakhstan den 17. og 18. september 2018 tilbageholdt adskillige aktivister, som ønskede at mødes med medlemmer af Europa-Parlamentets delegation;

L.  der henviser til, at nye restriktive ændringer af medie- og informationslovgivningen trådte i kraft i april 2018, at adgangen til information på sociale medier fortsat blokeres, og Forbes Kazakhstan og Ratel.kz er genstand for en strafferetlig efterforskning, der er indledt mod dem på grund af "udbredelse af bevidst falske oplysninger"; der henviser til, at brugen af sociale netværk kontrolleres og begrænses af myndighederne; der henviser til, at bloggere og brugere af sociale netværk er blevet idømt fængselsstraf, bl.a. Ruslan Ginatullin, Igor Chupina og Igor Sychev; der henviser til, at bloggeren Muratbek Tungishbayev på groft retsstridig vis blev udleveret fra Kirgisistan til Kasakhstan og udsat for mishandling i Kasakhstan;

M.  der henviser til, at straffrihed for tortur og mishandling af fanger og mistænkte fortsat er normen på trods af, at regeringen har forpligtet sig til nultolerance over for tortur; der påpeger, at myndighederne har undladt at foretage en troværdig undersøgelse af påstandene om tortur under den langvarige strejke i oliesektoren i Zhanaozen i 2011;

N.  der henviser til, at anklagemyndigheden i Almaty ikke fandt nogen troværdig evidens for påstandene om tortur mod forretningsmanden Iskander Yerimbetov, der blev idømt syv års fængsel for omfattende svig i oktober 2018; der henviser til, at FN's Særlige Arbejdsgruppe for Vilkårlig Tilbageholdelse og Fængsling i 2018 konkluderede, at hans anholdelse og tilbageholdelse var vilkårlig, opfordrede til hans løsladelse og udtrykte bekymring over påstandene om tortur under hans varetægtsfængsling;

O.  der henviser til, at den udbredte vold mod kvinder og de traditionelle patriarkalske normer og stereotyper udgør store hindringer for ligestillingen mellem kønnene i Kasakhstan; der henviser til, at volden mod kvinder ifølge NGO'er er underrapporteret, og at sager om vold mod kvinder samt om seksuel chikane sjældent retsforfølges;

P.  der henviser til, at LGBTI-personer i Kasakhstan retligt står i en udsat stilling og udsættes for forskelsbehandling; der henviser til, homoseksuelle forhold mellem både mænd og kvinder er lovlige i Kasakhstan, men at par af samme køn og husstande med par af samme køn ikke har samme retlige beskyttelse som heteroseksuelle ægtepar;

Q.  der henviser til, at Kasakhstan rangerer som nummer 143 ud af 167 i World Democracy Index, og at landet derfor er defineret som et autoritært regime;

1.  opfordrer indtrængende Kasakhstan til at overholde sine internationale forpligtelser og respektere menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder; opfordrer de kasakhiske myndigheder til at sætte en stopper for menneskerettighedskrænkelser og alle former for politisk undertrykkelse i overensstemmelse med principperne i artikel 1, 4, 5 og 235 i den udvidede partnerskabs- og samarbejdsaftale;

2.  understreger, at en styrkelse af de politiske, økonomiske og kulturelle forbindelser mellem EU og Kasakhstan skal være baseret på fælles forpligtelser med hensyn til universelle værdier, navnlig principperne om demokrati, retsstatsprincippet, god regeringsførelse og respekten for menneskerettighederne; forventer, at den udvidede partnerskabs- og samarbejdsaftale vil styrke retsstatsprincippet og den demokratiske deltagelse af alle borgere, et mere mangfoldigt politisk landskab, et bedre fungerende, uafhængigt og upartisk retsvæsen, øget gennemsigtighed og ansvarlighed i regeringen og forbedringer af arbejdsmarkedslovgivningen;

3.  påskønner frigivelsen af en række politiske fanger, nemlig: Vladimir Kozlov, Gyuzyal Baydalinova, Seytkazy Matayev, Edige Batyrov, Yerzhan Orazalinov, Sayat Ibrayev, Aset Matayev, Zinaida Mukhortova, Talgat Ayan og oliearbejderne fra Zhanaozen samt fagforeningsfolkene Amin Eleusinov og Nurbek Kushakbayev, hvis frihed imidlertid fortsat er underlagt restriktioner; glæder sig over beslutningen om at frigive Ardak Ashim fra den psykiatriske klinik; fordømmer denne brutale anvendelse af psykiatri som straf og kræver ophævelse af den tvungne ambulante psykiatriske behandling af Ashum og af alle medicinske tvangsforanstaltninger mod aktivisten Natalia Ulasik;

4.  opfordrer til fuld rehabilitering og øjeblikkelig løsladelse af alle aktivister og politiske fanger, der i øjeblikket sidder i fængsel, navnlig Mukhtar Dzhakishev, Maks Bokayev, Iskander Yerimbetov, Aron Atabek, Sanat Bukenov og Makhambet Abzhan samt Saken Tulbayev, og til ophævelse af bevægelsesrestriktionerne for andre;

5.  opfordrer indtrængende Kasakhstans regering til at ændre artikel 174 i straffeloven om "tilskyndelse til social, national, klanmæssig, racemæssig, klassemæssig eller religiøs splid" ved at indsnævre den for at forhindre vilkårlige retsforfølgelser, der krænker menneskerettighederne, samt artikel 274 i straffeloven, som bredt forbyder "udbredelse af oplysninger, der vides at være falske", og til at løslade de aktivister, journalister og andre kritiske personer, der i øjeblikket er frihedsberøvet på grundlag af disse artikler;

6.  opfordrer indtrængende Kasakhstans regering til at sætte en stopper for undertrykkelsen af uafhængige fagforeninger og ophæve restriktionerne for deres aktiviteter, standse den politisk motiverede retsforfølgelse af fagforeningsledere og omstøde dommene over Larissa Kharkova, Nurbek Kushakbaev og Amin Eleusinov og give dem lov til at genoptage deres fagforeningsaktiviteter uden indblanding eller chikane; opfordrer også indtrængende regeringen til at imødekomme Europa-Parlamentets betænkeligheder med hensyn til den strafferetlige efterforskning af Erlan Baltabay og til at revidere fagforeningsloven fra 2014 og arbejdsmarkedsloven fra 2015, så de bringes i overensstemmelse med ILO's standarder;

7.  anmoder indtrængende Kasakhstans regering om at gennemføre henstillingerne fra FN's særlige rapportør om retten til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed og om at revidere loven om offentlig foreninger og betingelserne for adgang til finansiering;

8.  opfordrer indtrængende Kasakhstans regering til at standse alle former for vilkårlig frihedsberøvelse, repressalier og chikane mod menneskerettighedsaktivister, civilsamfundsorganisationer og politiske oppositionsbevægelser, herunder mod faktiske eller påståede tilhængere af DVK;

9.  opfordrer Kasakhstans regering til at revidere ændringerne af medie- og informationslovgivningen, som trådte i kraft i år, indføre et moratorium for injurier, træffe alle nødvendige foranstaltninger til at ophæve de relevante artikler i den nye straffelov vedrørende injurier, fastsætte et loft over erstatninger for æreskrænkelse, standse chikane og repressalier mod journalister, der er kritiske over for regeringen, og ophøre med at blokere adgangen til information både online og offline;

10.  opfordrer til handling som reaktion på meldingerne fra FN's Menneskerettighedskomité, FN's Særlige Arbejdsgruppe for Vilkårlig Tilbageholdelse og Fængsling og FN's særlige rapportør om tortur; opfordrer til beskyttelse af torturofre, til at sikre dem ordentlig lægebehandling, og til at foretage en ordentlig efterforskning af sager om tortur; kræver, at der sættes en stopper for misbruget af Interpols udleveringsprocedurer, og at der sættes en stopper for chikane af den politiske opposition; opfordrer indtrængende Kasakhstans regering til at indfri sine løfter om nultolerance over for tortur og til at sikre, at påstande om tortur, herunder tortur i forbindelse med begivenhederne i Zhanaozen, efterforskes til bunds; opfordrer indtrængende regeringen til at genoptage sagen med Iskander Yerimbetov i lyset af konklusionerne fra FN's Særlige Arbejdsgruppe for Vilkårlig Tilbageholdelse og Fængsling og til at sikre, at påstandene om tortur bliver behørigt undersøgt;

11.  bemærker Kasakhstans multietniske og multireligiøse karakter og fremhæver behovet for beskyttelse af mindretal og deres rettigheder, især med hensyn til brugen af sprog, religions- og trosfrihed, ikke-forskelsbehandling og lige muligheder; glæder sig over den fredelige sameksistens mellem de forskellige befolkningsgrupper i Kasakhstan; opfordrer indtrængende Kasakhstan til at holde op med at forfølge personer på grund af deres legitime udøvelse af samvittigheds- og religionsfrihed; kræver øjeblikkelig løsladelse af personer, der er dømt på grund af deres tro;

12.  opfordrer myndighederne til at bekæmpe alle former for vold mod kvinder; opfordrer endvidere til handling for at sikre effektive og tilgængelige rapporteringskanaler og beskyttelsesforanstaltninger, der imødekommer ofrenes behov og fortrolighedskrav; opfordrer indtrængende til, at der sættes en stopper for straffrihed, og at der gøres en indsats for at sikre passende strafferetlige sanktioner mod gerningsmændene;

13.  insisterer på, at LGBTI-samfundets rettigheder skal respekteres fuldt ud; opfordrer Kasakhstans regering til at garantere, at LGBTI-samfundet ikke bliver udsat for forskelsbehandling;

14.  opfordrer Kasakhstan til fuldt ud at gennemføre henstillingerne fra OSCE/ODIHR's internationale valgobservationsmission til valget den 20. marts 2016, hvoraf det fremgår, at landet endnu har lang vej at gå for at opfylde sine OSCE-forpligtelser for så vidt angår demokratiske valg; opfordrer indtrængende de kasakhiske myndigheder til at undlade at begrænse uafhængige kandidaters aktiviteter; opfordrer desuden indtrængende til, at borgernes valgrettigheder respekteres;

15.  gentager betydningen af EU's og OSCE's samarbejde om forbedring af god praksis for demokratisk regeringsførelse i landet, navnlig med hensyn til menneskerettigheder og retsstatsprincippet; opfordrer derfor indtrængende de kasakhiske myndigheder til at udvide OSCE's mandat i landet og navnlig til at genoprette mandatet for OSCE's Center i Astana som en vigtig betingelse for yderligere samarbejde mellem EU og Kasakhstan;

16.  opfordrer EU og især EU-Udenrigstjenesten til nøje at overvåge udviklingen i Kasakhstan, til at rejse eventuelle problemer over for Kasakhstans myndigheder og om nødvendigt tilbyde bistand samt til regelmæssigt at aflægge rapport til Parlamentet; opfordrer EU-delegationen i Astana til fortsat at spille en aktiv rolle i overvågningen af situationen og til at rejse spørgsmålet om ytringsfrihed på alle relevante bilaterale møder; opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til proaktivt at engagere sig i retssags-observationsmissioner med henblik på at overvåge politisk følsomme retssager og politisk motiverede retsforfølgelser samt kontrollere, at retten til en retfærdig rettergang finder anvendelse på alle;

17.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for Centralasien, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt Kasakhstans regering og parlament.

(1) EUT C 369 af 11.10.2018, s. 2.
(2) EUT C 50 af 9.2.2018, s. 38.
(3) EUT C 369 af 11.10.2018, s. 179.
(4) EUT C 45 af 1.7.2016, s. 85.
(5) EUT C 251 E af 31.8.2013, s. 93.
(6) EUT C 224 E af 19.8.2010, s. 30.
(7) EUT C 168 E af 14.6.2013, s. 91.
(8) EUT C 58 af 15.2.2018, s. 119.


Iran, særligt vedrørende menneskerettighedsforkæmpere
PDF 134kWORD 54k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. marts 2019 om Iran, særligt vedrørende menneskerettighedsforkæmpere (2019/2611(RSP))
P8_TA-PROV(2019)0204RC-B8-0186/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Iran, navnlig af 13. december 2018 om Iran, navnlig Nasrin Sotoudeh-sagen(1), og af 25. oktober 2016 om EU's strategi over for Iran efter atomaftalen(2),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 4. februar 2019 om Iran,

–  der henviser til den særlige rapportørs rapport af 30. januar 2019 om menneskerettighedssituationen i Den Islamiske Republik og til hans erklæring af 29. november 2018 om Iran;

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution af 17. december 2018 om menneskerettighedssituationen i Den Islamiske Republik Iran,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966, som Iran er part i,

–  der henviser til den iranske præsidents charter om borgernes rettigheder,

–  der henviser til EU-retningslinjerne vedrørende menneskerettighedsforkæmpere,

–  der henviser til erklæringen af 29. november 2018 fra FN's menneskerettighedseksperter med titlen "Iran must protect women’s rights advocates" (Iran skal beskytte kvinderettighedsforkæmpere),

–  der henviser til EU-retningslinjerne vedrørende dødsstraf, EU-retningslinjerne vedrørende tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og EU-retningslinjerne vedrørende menneskerettigheder hvad angår ytringsfrihed online og offline,

–  der henviser til Rådets afgørelse af 12. april 2018 om at forlænge dets restriktive foranstaltninger med yderligere 12 måneder efter alvorlige menneskerettighedskrænkelser i Iran,

–  der henviser til erklæringen fra talsmanden for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) af 12. marts 2019 om domfældelsen af den iranske menneskerettighedsadvokat Nasrin Sotoudeh,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere, journalister, advokater og onlineaktivister i Iran fortsat udsættes for chikane, vilkårlig anholdelse, tilbageholdelse og retsforfølgning på grund af deres virke; der henviser til, at Irans efterretningsministerium og andre kræfter har skærpet deres undertrykkelse af civilsamfundet i alvorlig grad de seneste måneder;

B.  der henviser til, at Parlamentets beslutning af 25. oktober 2016 om EU's strategi over for Iran efter atomaftalen fremhæver betydningen af at opretholde EU's retningslinjer om menneskerettigheder, herunder om menneskerettighedsforkæmpere, i forbindelserne mellem EU og Iran;

C.  der henviser til, at den anerkendte menneskerettighedsforkæmper Nasrin Sotoudeh for nylig blev idømt mindst syv års fængsel; der henviser til, at det i løbet af to retssager er blevet rapporteret, at hendes samlede dom kunne blive betydeligt længere, selvom den præcise længde af hendes fængselsstraf fortsat er uklar; der henviser til, at den reelle grund til, at hun er blevet fængslet, ser ud til at være hendes fredelige forsvar af menneskerettighederne i Iran; der henviser til, at hendes retssager ikke har fundet sted i overensstemmelse med de grundlæggende internationale standarder for en retfærdig rettergang;

D.  der henviser til, at Reza Khandan, Nasrin Sotoudehs ægtemand, blev tilbageholdt i forbindelse med hans støtte til kvinder, der fredeligt har protesteret mod, at de tvinges til at bære hijab, og kæmpet for, at hans hustru blev løsladt fra fængslet; der henviser til, at revolutionsdomstolen i Teheran i januar 2019 idømte ham seks års fængsel;

E.  der henviser til, at miljøaktivisterne Taher Ghadirian, Niloufar Bayani, Amirhossein Khaleghi, Houman Jokar, Sam Rajabi, Sepideh Kashani, Abdolreza Kouhpayeh og Morad Tahbaz, der er repræsentanter for den persiske forening for arven af vilde dyr og planter, blev anholdt i løbet af januar og februar 2018, tilbageholdt uden adgang til en advokat og i de seneste uger har gennemgået en retssag, der ikke levede op til standarderne for en retfærdig rettergang; der henviser til, at et andet medlem af gruppen, den iransk-canadiske universitetsprofessor Kavus Seyed-Emami, døde sidste år under mystiske omstændigheder, mens han var tilbageholdt;

F.  der henviser til, at fagforeningsaktivisterne Esmaeil Bakhshi, Sepideh Gholian og Mohammad Habibi blev anholdt i 2018 og 2019 efter at have ført an i protester til fordel for arbejdstagernes og lærernes rettigheder; der henviser til, at menneskerettighedsforkæmperen Maryam Akbari Monfared blev idømt 15 års fængsel i 2010 for såkaldt "fjendskab over for Gud" og er blevet nægtet lægebehandling af forskellige sygdomme;

G.  der henviser til, at aktivisterne Arash Sadeghi, Narges Mohammadi og Farhad Meysami alle er blevet idømt lange fængselsstraffe for deres kamp for kvinders rettigheder, menneskerettigheder og afskaffelse af dødsstraf;

H.  der henviser til, at de iranske domstole ofte ikke afholder retfærdige retssager, og at de anvender tilståelser fremtvunget under tortur som bevis i retten; der henviser til, at myndighederne forsat kriminaliserer menneskerettighedsaktivisme og anvender artikel 48 i den iranske strafferetsplejelov til at begrænse tilbageholdte personers adgang til juridisk rådgivning; der henviser til, at der ikke findes nogen uafhængige mekanismer til at sikre ansvarlighed inden for retsvæsenet;

I.  der henviser til, at der fortsat anholdes personer med dobbelt statsborgerskab (EU/Iran), blandt andre den britisk-iranske statsborger Nazanin Zaghari-Ratcliffe, hvorefter de udsættes for langvarig isolation og lange afhøringer, ikke får en retfærdig rettergang og idømmes fængselsstraffe baseret på vage eller uspecificerede tiltaler vedrørende "den nationale sikkerhed" eller "spionage", og at de fængslede også udsættes for statssponsorerede smædekampagner;

J.  der henviser, at der er blevet rapporteret om talrige tilfælde af umenneskelige og nedværdigende forhold i fængslerne og manglende adgang til passende lægebehandling under tilbageholdelsen, hvilket er i strid med FN's minimumsstandardregler for behandling af fanger;

K.  der henviser til, at det ifølge en rapport fra NGO'en Iran Human Rights skønnes, at Iran har henrettet 273 personer i 2018, hvilket er det næsthøjeste antal i verden for det år,

L.  der henviser til, at tusindvis af mennesker i 2018 arrangerede fredelige demonstrationer og strejker i protest mod ubetalte lønninger, ringe arbejdsvilkår, korruption, politisk undertrykkelse og andre klagepunkter; der henviser til, at myndighederne anholdte hundredvis af dem og idømte mange fængselsstraffe og piskning;

M.  der henviser til at Irans retsvæsen fortsat undertrykker fredelige modstandsaktioner fra kvinderettighedsforkæmpere, der protesterer mod den obligatoriske brug af hijab; der henviser til, at mindst 39 kvinder blev anholdt i 2018 i forbindelse med protesterne, og at yderligere 55 blev afholdt for deres arbejde med kvinders rettigheder;

N.  der henviser til, at pressefrihed, såvel online som offline, forsamlingsfrihed og tankefrihed undertrykkes i Iran;

O.  der henviser til, at de iranske myndigheder systematisk har forfulgt journalister, herunder dem, der arbejder for BBC's persiske tjeneste, og deres familier, ved hjælp af kriminalefterforskninger, indefrysning af aktiver, vilkårlig anholdelse, tilbageholdelse, overvågning, chikane og spredning af falske, ondsindede og æreskrænkende oplysninger; der henviser til, at mindst otte journalister i øjeblikket sidder frihedsberøvet i Iran;

P.  der henviser til, at den Irans præsident Hassan Rouhani forelagde et charter om borgernes rettigheder i december 2016; der henviser til, at dette charter ikke er retligt bindende;

Q.  der henviser til, at medlemmer af religiøse og etniske mindretal, herunder medlemmer af Baha’i-troen og de aserbajdsjanske, kurdiske, arabiske og baluchiske samfund, sunnimuslimer, kristne og konfessionsløse, udsættes for forskelsbehandling i forbindelse med deres beskæftigelse, uddannelse, religionsfrihed og politiske aktiviteter i Iran;

1.  opfordrer de iranske myndigheder til omgående og betingelsesløst at løslade alle menneskerettighedsforkæmpere, samvittighedsfanger og journalister, der udelukkende er blevet tilbageholdt og dømt for at udøve deres ret til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed; understreger, at de iranske myndigheder under alle omstændigheder skal sikre, at menneskerettighedsforkæmpere, advokater og journalister er i stand til at udføre deres arbejde uden trusler, intimidering og hindringer;

2.  gentager sin opfordring til den iranske regering om øjeblikkeligt og betingelsesløst at løslade Sakharovprismodtageren Nasrin Sotoudeh og roser hendes mod og engagement i menneskerettigheder og kvinders rettigheder i Iran; betragter Nasrin Sotoudehs meget uretfærdige retssag og dom som et alvorligt tilfælde af justitsmord og bifalder erklæringen fra EU-Udenrigstjenestens talsmand af 12. marts 2019 om denne sag;

3.  opfordrer de iranske myndigheder til at ændre artikel 48 i landets strafferetsplejelov for at sikre, at alle tiltalte har ret til at blive repræsenteret af en advokat efter eget valg og til en retfærdig rettergang i overensstemmelse med Irans forpligtelser i henhold til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder;

4.  opfordrer indtrængende de iranske myndigheder til at garantere alle fangers sikkerhed og velfærd, herunder adgang til passende lægebehandling; opfordrer også til, at der gennemføres en uafhængig undersøgelse af Kavous Seyed-Emamis død, mens han var tilbageholdt, og af påstandene om anvendelse af tortur mod andre tilbageholdte aktivister, og fordømmer, at politiske fanger med fuldt overlæg nægtes lægebehandling;

5.  opfordrer de iranske myndigheder til så hurtigt som muligt at holde op med at overvåge, anholde, chikanere og forfølge journalister, onlineaktivister og deres familier og sætte en stopper for onlinecensurering og opfordrer til, at der skabes betingelser for tolerance af ytringsfrihed og mediefrihed, både online og offline;

6.  opfordrer Irans regering til at samarbejde med FN's særlige rapportør for situationen vedrørende menneskerettighederne i Iran, herunder ved at give ham tilladelse til at rejse ind i landet;

7.  opfordrer EU's medlemsstater og institutioner til fortsat at rejse de anholdte menneskerettighedsforkæmperes sager over for deres iranske modparter, herunder på det næste møde i FN's Menneskerettighedsråd i Genève;

8.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at medtage menneskerettigheder, navnlig menneskerettighedsforkæmperes situation, i forbindelse med dialogen på højt plan mellem EU og Iran; opfordrer også næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) til offentligt at genbekræfte, at overholdelsen af menneskerettighederne er et centralt element for så vidt angår udviklingen af forbindelserne mellem EU og Iran;

9.  opfordrer NF/HR og Rådet til at undersøge muligheden for at etablere en formel dialog om menneskerettigheder med Iran i overensstemmelse med EU-retningslinjerne for dialoger om menneskerettigheder med tredjelande;

10.  opfordrer indtrængende EU til at opfordre de iranske myndigheder til at garantere menneskerettighedsforkæmperes sikkerhed og trivsel, når de sidder tilbageholdt, og til fuldt ud at efterforske beretninger om tortur;

11.  opfordrer alle medlemsstater med diplomatisk tilstedeværelse i Teheran til at anvende de mekanismer, der er fastsat i EU-retningslinjerne vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, med henblik på at støtte og beskytte disse personer, herunder ved hjælp af offentlige erklæringer, diplomatiske demarcher, overvågning af retssager og fængselsbesøg;

12.  opfordrer indtrængende Iran til at ophøre med at kriminalisere kvinderettighedsforkæmperes virke, herunder dem, der fredeligt protesterer mod den obligatoriske brug af hijab, og opfordrer til, at denne diskriminerende og ydmygende praksis afskaffes;

13.  opfordrer Irans regering til at beskytte rettighederne for alle personer, der tilhører religiøse og etniske mindretal, og til at bekæmpe alle former for forskelsbehandling af dem;

14.  bifalder ændringerne af lovgivningen om narkotikahandel, som har reduceret udøvelsen af dødsstraf, og opfordrer til en revision af alle domme om dødsstraf for at sikre, at de pågældende retssager blev gennemført i overensstemmelse med internationale standarder; opfordrer de iranske myndigheder til at indføre et øjeblikkeligt moratorium for anvendelsen af dødsstraf som et skridt i retning af afskaffelse;

15.  anbefaler, at der sendes en ad hoc-delegation fra Underudvalget om Menneskerettigheder til Iran inden udgangen af indeværende valgperiode for at besøge fængslede menneskerettighedsforkæmpere og holde de nødvendige møder med de iranske myndigheder;

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, den øverste leder af den Islamiske Republik Iran, præsidenten for Den Islamiske Republik Iran og medlemmerne af det iranske Majlis.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0525.
(2) EUT C 215 af 19.6.2018, s. 86.


Menneskerettighedssituationen i Guatemala
PDF 140kWORD 55k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. marts 2019 om menneskerettighedssituationen i Guatemala (2019/2618(RSP))
P8_TA-PROV(2019)0205RC-B8-0182/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 15. marts 2017 om Guatemala(1), af 11. december 2012 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse aftalen om oprettelse af en associering mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Mellemamerika på den anden side(2) og af 16. februar 2017 om Guatemala, især situationen for menneskerettighedsforkæmpere(3),

–  der henviser til sit Underudvalg om Menneskerettigheders besøg i Mexico og Guatemala i februar 2016 og til dets endelige rapport,

–  der henviser til rapporten fra Delegationen for Forbindelserne med Landene i Mellemamerika om dennes besøg i Guatemala og Honduras mellem den 16. og 20. februar 2015,

–  der henviser til Delegationen for Forbindelserne med Landene i Mellemamerikas besøg i Guatemala mellem den 28. oktober og 1. november 2018,

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2016 om virksomheders ansvar for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i tredjelande(4),

–  der henviser til det flerårige vejledende program for Guatemala for 2014-2020 og tilsagnet heri om at bidrage til konfliktløsning og til fred og sikkerhed,

–  der henviser til Den Europæiske Unions støtteprogrammer for retsvæsenet i Guatemala, navnlig SEJUST,

–  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere og til EU's strategiske ramme for menneskerettigheder, der indeholder tilsagn om at engagere sig til fordel for menneskerettighedsforkæmpere,

–  der henviser til EU's årlige handlingsprogram for 2018 til fordel for Guatemala for bæredygtig og inklusiv økonomisk vækst i Guatemalas grænseområder og tilstødende områder og til støtte for en forlængelse af mandatet for den internationale undersøgelseskommission vedrørende straffrihed i Guatemala (CICIG),

–  der henviser til underskrivelsen af en rådgivningsaftale mellem GICIG og Guatemalas højesteret i august 2017,

–  der henviser til erklæringen fra talsmanden for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) af 2. september 2018 om den guatemalanske regerings beslutning om ikke at forlænge CICIG's mandat,

–  der henviser til den fælles skrivelse fra formanden for FN's Arbejdsgruppe vedrørende Tvungne eller Ufrivillige Forsvindinger og FN's særlige rapportør om fremme af sandhed, retfærdighed, godtgørelse og garantier for ikke-gentagelse til Guatemalas præsident af 6. april 2018,

–  der henviser til erklæringen af 10. september 2018 fra FN's højkommissær for menneskerettigheder, Michelle Bachelet, om den guatemalanske regerings beslutning om ikke at forlænge CICIG's mandat,

–  der henviser til erklæringen af 6. marts 2019 fra FN's højkommissær for menneskerettigheder, Michelle Bachelet, om den guatemalanske lov om ikke-statslige udviklingsorganisationer,

–  der henviser til den seneste rapport fra Human Rights Watch om Guatemala,

–  der henviser til Guatemalas forfatning,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Guatemala fortsat har gjort visse fremskridt med at retsforfølge sager om menneskerettigheder og korruption, hvilket i stor udstrækning skyldes samarbejdet mellem Guatemalas statsadvokats kontor og den FN-støttede internationale kommission mod straffrihed i Guatemala (CICIG), som blev oprettet i 2007 for at efterforske organiseret kriminalitet og styrke den lokale indsats for at styrke retsstaten;

B.  der henviser til, at antallet af drab på og angreb på forkæmpere, organisationer og lokalsamfund, der arbejder for økonomiske, sociale, kulturelle og miljømæssige rettigheder, er steget i Guatemala i de seneste år; der henviser til, at der ifølge en rapport fra kontoret for beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere i Guatemala (UDEFEGUA) i 2018 i alt var 391 angreb på menneskerettighedsforkæmpere og oprindelige folk, navnlig angreb på personer, der beskæftiger sig med jord og territoriale rettigheder, herunder 147 tilfælde af kriminalisering og 26 mord, hvilket er en stigning på 136 % i forhold til 2017;

C.  der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere også udsættes for trusler, intimidering, stigmatisering, injuriekampagner fra private aktører og de guatemalanske myndigheder og retsforfølgelse;

der henviser til, at misbrug af straffesager mod menneskerettighedsforkæmpere for at hindre eller sanktionere deres arbejde fortsat giver anledning til bekymring;

D.  der henviser til, at antallet af angreb på journalister også er meget bekymrende med 93 angreb, herunder fire drab, der blev registreret i 2017; der henviser til, at uafhængige medieforetagender og journalister fortsat udsættes for angreb og trusler som følge af den igangværende koncentration af medieejerskab i hænderne på nogle få virksomheder;

E.  der henviser til, at vold mod kvinder fortsat er et alvorligt problem i Guatemala, hvilket fremgår af, at antallet af voldelige dødsfald blandt kvinder er steget med 8 % til 662 tilfælde; der henviser til, at 41 piger omkom på den internationale kvindedag i 2017 efter, at de var blevet spærret inde efter en protest mod misbrug fra vagternes side, da en brand brød ud i et statsdrevet hus for mindreårige; der henviser til, at straffriheden for forbrydelser i Guatemala er på 97 %;

F.  der henviser til, at CICIG siden 2007 har kæmpet mod korruption og straffrihed efter opfordring fra Guatemalas regering og i tæt samarbejde med de nationale institutioner i landet med henblik på at identificere og hjælpe med at afvikle para-statslige institutioner og har bidraget til at styrke kapaciteten i landets rets- og sikkerhedsinstitutioner;

G.  der henviser til, at den guatemalanske regering efter fire forlængelser af CICIG's på hinanden følgende toårige mandater anmodede FN's generalsekretær om at forlænge mandatet endnu en gang indtil september 2019 og dermed yderligere styrke forvaltningen gennem CICIG's vidtrækkende undersøgelser af og støtte til retsstaten i Guatemala og konsolidere de resultater, der er opnået med hensyn til væsentligt at mindske korruptionen og sætte spørgsmålstegn ved straffrihed for ikkestatslige aktiviteter med tilknytning til staten (CIACS);

H.  der henviser til, at CICIG og det offentlige ministerium i april 2018 fremlagde resultatet af nye undersøgelser af den ulovlige finansiering af det regerende FNK-parti under valgkampen; der henviser til, at højesteret i juli 2018 planlagde en undersøgelse af præsident Jimmy Morales aktiviteter med hensyn til ulovlig finansiering af hans valgkampagne;

I.  der henviser til, at Guatemalas regering ved udgangen af august 2018 bebudede, at CICIG's mandat blev annulleret fra og med september 2019; der henviser til, at regeringen kort tid derefter forbød CICIG's direktør Iván Velásquez at vende tilbage til landet og efterfølgende annullerede visa for 11 CICIG-ansatte, som havde været i gang med at efterforske korruptionssager på højt niveau; der henviser til, at regeringen i 2019 ensidigt og med øjeblikkelig virkning annullerede aftalen med FN om GICIG og anmodede CICIG om at forlade landet; der henviser til, at Iván Velásquez også står over for anklager og er genstand for igangværende smædekampagner;

J.  der henviser til, at disse foranstaltninger er blevet anfægtet og annulleret af Guatemalas forfatningsdomstol; der henviser til, at forfatningsdomstolen enstemmigt besluttede, at regeringen skulle tillade Iván Velasquez at rejse ind i landet; der henviser til, at disse afgørelser er blevet ignoreret af regeringen; der henviser til, at kongressen har truffet foranstaltninger over for forfatningsdomstolen og dets medlemmer, hvilket giver anledning til en åbenlys konflikt med retsstatsprincippet;

K.  der henviser til, at reformlovforslag 5377 om ændring af den nationale forsoningslov, som kongressen vedtog i den anden ud af tre behandlinger i begyndelsen af marts 2019, ville give amnesti for alle forbrydelser begået af de nationale sikkerhedsstyrker og enkeltpersoner, der handler på vegne af regeringen, herunder forbrydelser mod menneskeheden, såsom tortur, tvungne forsvindinger og folkedrab; der henviser til, at FN's højkommissær for menneskerettigheder og Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder (IACHR) har udtrykt bekymring over lovforslaget og har opfordret til, at den eksisterende lov ikke ændres;

L.  der henviser til, at reformlov 5377 ifølge IACHR ikke overholder Guatemalas internationale forpligtelser, angiveligt er i strid med folkeretten og tilsidesætter artikel 171, litra g), i Guatemalas forfatning, eftersom alle fængslede personer, som under den væbnede konflikt blev fundet skyldige i politiske forbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, og som blev dømt herfor, ville blive løsladt inden for få timer;

M.  der henviser til, at befolkningen i Guatemala er nødt til at leve med et ekstremt højt niveau af usikkerhed, og at det nationale politi (PNC) er blevet alvorligt undermineret i de seneste år; der henviser til, at der har været påstande om intimidering og trusler mod retsembedsmænd, dommere, anklagere og juridiske aktører, der har samarbejdet med CICIG;

N.  der henviser til, at adgang til domstolsprøvelse, fængselsforhold, politiets adfærd og påstande om tortur, problemer forbundet med udbredt korruption, hemmelige aftaler og straffrihed fortsat giver anledning til alvorlig bekymring;

O.  der henviser til, at den guatemalanske menneskerettighedsombudsmand, hvis budget er blevet beskåret, det offentlige ministerium og retsvæsenet har taget vigtige skridt til at bekæmpe straffrihed og til at anerkende menneskerettighederne; der henviser til, at de guatemalanske myndigheder har gjort tydelige forsøg på at skade kampen mod korruption, straffrihed og retsstatsprincippet;

P.  der henviser til, at ofrene for angreb ifølge UDEFEGUA hovedsageligt har været ledere for oprindelige folk, der forsvarer retten til jord og territorium; der henviser til, at FN's særlige rapportør har udtrykt bekymring med hensyn til oprindelige folks rettigheder som følge af klager over vandkraft, minedrift og agroindustrielle projekter, hvis licenser og operationer har medført, at oprindelige folks rettigheder er blevet krænket; der henviser til, at FN's særlige rapportør også har anført, at det er bekymrende, at fredelige protester fra lokalsamfundene af staten og de involverede tredjeparter behandles som en kriminel konflikt, der påvirker den offentlige sikkerhed; der henviser til, at Aura Lolita Chávez, den indfødte miljøforkæmper fra Guatemala og Europa-Parlamentets Sakharov-prisfinalist i 2017, forlod sit land efter alvorlige angreb, mordtrusler og bagvaskelse og står over for en række retslige procedurer, hvis hun skulle vende tilbage;

Q.  der henviser til, at medlemmer af "Peaceful Resistance of the Ixquisis Microregion movement" den 9. oktober 2018 blandt andet blev angrebet af urobetjente, og at seks demonstranter blev såret;

R.  der henviser til, at den svenske ambassadør i Guatemala er blevet erklæret persona non grata (en erklæring, som efterfølgende blev annulleret af forfatningsdomstolen) for angiveligt at have støttet CICIG's arbejde i landet;

S.  der henviser til, at parlamentsvalget og præsidentvalget i Guatemala er planlagt til at finde sted henholdsvis den 16. juni og den 11. august 2019;

T.  der henviser til, at udvikling og konsolidering af demokratiet og retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder skal være en integreret del af EU's eksterne politikker, herunder associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og landene i Mellemamerika, der blev indgået i 2012; der henviser til, at denne aftale indeholder en demokratiklausul, som er et væsentligt element i aftalen; der henviser til, at Guatemala er EU's tredjestørste modtager af bilateral udviklingsbistand i Mellemamerika, idet denne bistand beløber sig til 167 mio. EUR for perioden 2014-2020, og at den har fokus på fødevaresikkerhed, konfliktløsning, fred, sikkerhed og konkurrencedygtighed;

1.  udtrykker sin dybe bekymring over det øgede antal drab og voldshandlinger og over den manglende sikkerhed for alle borgere og mere specifikt for kvinder og menneskerettighedsforkæmpere; minder om betydningen af et uafhængigt og effektivt retssystem og behovet for at sætte en stopper for straffrihed; beklager, at Guatemalas regering fortsat overtræder retsstatsprincippet og magtens tredeling; minder om, at et væsentligt princip i liberale demokratier er magtens tredeling og respekt for retsstatsprincippet;

2.  opfordrer de guatemalanske myndigheder til at ophøre med alle former for intimidering over for det guatemalanske civilsamfund, navnlig menneskerettighedsorganisationerne, og til at respektere den forfatningsmæssige orden og garantere alle guatemalanske borgeres grundlæggende rettigheder; understreger, at et levende civilsamfund er afgørende for at gøre staten mere ansvarlig, lydhør, inklusiv og effektiv på alle niveauer og dermed mere legitim; insisterer på, at alle institutioner, der forsvarer det forfatningsmæssige demokrati og menneskerettighederne i Guatemala, skal støttes og styrkes; minder om, at det er afgørende at garantere et uafhængigt retsvæsen og respektere dets uafhængighed samt at sikre et upartisk retssystem; understreger, at disse faktorer er afgørende for at konsolidere bestræbelserne på at bekæmpe korruption og straffrihed; mener, at påstande om intimidering og trusler mod retsembedsmænd, dommere og anklagere bør føre til øjeblikkelig handling med henblik på at beskytte landets retlige institutioner og deres repræsentanter; opfordrer Guatemalas regering til straks at sikre domstolenes uafhængighed og garantere presse- og mediefriheden;

3.  er overbevist om, at CICIG har spillet en afgørende rolle i Guatemala, og at dets arbejde med at bekæmpe straffrihed og korruption og forberede efterforskninger i forbindelse med retssager, der skal gennemføres af guatemalanske institutioner, er afgørende for at opretholde retsstatsprincippet; udtrykker sin dybe bekymring over den nuværende situation, som CICIG står over for i Guatemala, og opfordrer Guatemalas regering til at indstille alle ulovlige angreb mod CICIG og dets nationale og internationale personale;

4.  glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens gennemførelsesafgørelse fra september 2018 om at støtte det udvidede mandat for CICIG med yderligere 5 mio. EUR fra instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI) til støtte for det årlige handlingsprogram for Guatemala 2018; opfordrer Kommissionen til straks at udbetale de aftalte 5 mio. EUR og til at fortsætte alle godkendte programmer med CICIG; anmoder Kommissionen om at være rede til at fortsætte sit samarbejde med og finansieringen af CICIG efter september 2019, og støtter aktivt en sådan forlængelse;

5.  er overbevist om, at den foreslåede ændring af loven om national forsoning udgør en betydelig trussel mod retsstatsprincippet i Guatemala og på drastisk vis vil undergrave de vigtige fremskridt, der er opnået gennem de nationale domstoles arbejde med hensyn til at bekæmpe straffrihed; deler FN's højkommissærs synspunkt om, at amnestien for menneskerettighedskrænkere, gerningsmænd i forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydere, der er indeholdt i lovforslaget, vil give endnu mere næring til volden i landet; bemærker, at sådanne foranstaltninger kan omfatte repressalier fra løsladte fanger, hvilket kan føre til samfundsmæssig destabilisering; opfordrer derfor indtrængende Guatemalas kongres til ikke at vedtage lovforslaget;

6.  opfordrer til, at der gennemføres en uafhængig undersøgelse under FN's auspicier, som bør afspejle den endelige indvirkning af CICIG's arbejde på retssystemet i Guatemala og dets bidrag til landets politiske stabilitet samt resultatet af den underskrevne aftale mellem CICIG og den øverste valgdomstol;

7.  er bekymret over den foreslåede lov vedrørende ikkestatslige udviklingsorganisationer; anmoder Guatemalas kongres om i overensstemmelse med den tekniske rådgivning fra FN's højkommissær for menneskerettigheder at afstå fra at vedtage dette lovforslag, som, hvis det vedtages, vil kunne begrænse ytringsfriheden og forsamlingsfriheden for NGO'er, begrænse deres adgang til finansiering, indsnævre definitionen af NGO'er og dermed begrænse deres rækkevidde og hæmme deres aktiviteter, hvilket kan åbne døren for, at de forbydes på vilkårlig vis; minder Guatemalas myndigheder og institutioner om behovet for at skabe og opretholde et sikkert og gunstigt klima for, at NGO'er frit kan udtrykke deres synspunkter og udføre deres arbejde til gavn for samfundet som helhed;

8.  udtrykker sin bekymring over klagerne vedrørende manglen på frie, forudgående og informerede høringer (ILO-konvention 169); minder om henstillingerne fra FN's særlige rapportør om, at oprindelige folks rettigheder bør overholdes fuldt ud i overensstemmelse med internationale standarder, som omfatter retten til frie, forudgående og informerede høringer; minder om, at nationale og internationale selskaber er direkte bundet af traktater og andre nationale og internationale regler om menneskerettigheder og miljørettigheder i hele deres værdikæde, og at de, hvis det konstateres, at selskaberne har forårsaget eller bidraget til at forvolde skade, skal iværksætte eller deltage i effektive procedurer til afhjælpning for de berørte personer og lokalsamfund; bemærker, at dette omfatter restitution, kompensation, rehabilitering og garantier for ikkegentagelse; minder om, at regeringer har ansvaret for at beskytte menneskerettighederne og for at bringe dem, der krænker disse rettigheder, for en domstol;

9.  gentager sit krav om beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere, navnlig kvindelige menneskerettighedsforkæmpere; glæder sig over og støtter de tiltag, der indtil videre er blevet gennemført af de europæiske ambassader og EU's delegation i Guatemala; anmoder om, at Den Europæiske Union opretholder og om nødvendigt optrapper projekter til støtte for de nationale og internationale organisationers arbejde i Guatemala;

10.  insisterer på, at de guatemalanske myndigheder skal erklære og sikre den retslige og fysiske sikkerhed for Sakharov-prisfinalist Lolita Chávez, såfremt hun beslutter sig for at vende tilbage til sit hjemland;

11.  opfordrer indtrængende til at sikre, at valget i Guatemala finder sted på en fredelig og gennemsigtig måde, og at alle kandidater ydes beskyttelse; understreger, at den øverste valgdomstol skal handle uafhængigt og uden indblanding fra statslige institutioner eller aktører; tilbyder at sende en valgekspertmission fra EU;

12.  beklager, at de guatemalanske fredsaftaler efter mere end tyve år stadig ikke er blevet gennemført og i høj grad er i fare for at falde fra hinanden; opfordrer kraftigt alle nationale og internationale aktører til at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at fremskynde deres fuldstændige gennemførelse; opfordrer med henblik herpå den guatemalanske regering til at sikre den demokratiske og politiske kontrol såvel som professionaliseringen af politiet (PNC) og andre institutioner som f.eks. CONRED og den nationale koordinator for katastrofeforebyggelse med henblik på at undgå, at de militariseres, og at humanitære midler kanaliseres gennem hæren, eftersom dette strider mod målene i fredsaftalerne;

13.  minder Guatemalas regering om, at associeringsaftalen mellem EU og Mellemamerika omfatter en menneskerettighedsklausul, som udgør et væsentligt element i aftalen, og at medlemsskabet kan suspenderes, i tilfælde af at klausulen overtrædes; opfordrer Den Europæiske Union og dens medlemsstater til at anvende de mekanismer, der er fastsat i associeringsaftalen og i aftalen om politisk dialog og samarbejde, og til kraftigt at tilskynde Guatemala til at sikre en ambitiøs menneskerettighedsdagsorden og bekæmpelse af straffrihed;

14.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Republikken Guatemalas regering og parlament, den internationale undersøgelseskommission vedrørende straffrihed i Guatemala (CICIG), Det Stående Sekretariat for den almindelige traktat om økonomisk integration i Mellemamerika (SIECA), Det Centralamerikanske Parlament samt til medformændene for Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling.

(1) EUT C 301 E af 13.12.2007, s. 257.
(2) EUT C 434 af 23.12.2015, s. 181.
(3) EUT C 252 af 18.7.2018, s. 196.
(4) EUT C 215 af 19.6.2018, s. 125.


Kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar samt internationale barnebortførelser *
PDF 122kWORD 48k
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. marts 2019 om udkast til Rådets forordning om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om internationale barnebortførelser (omarbejdning) (15401/2018 – C8-0023/2019 – 2016/0190(CNS))
P8_TA-PROV(2019)0206A8-0056/2019

(Særlig lovgivningsprocedure – fornyet høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets udkast (15401/2018),

–  der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (COM(2016)0411),

–  der henviser til sin holdning af 18. januar 2018(1),

–  der henviser til artikel 81, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C8-0023/2019),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 78c og artikel 78e,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0056/2019),

1.  godkender Rådets udkast;

2.  opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

3.  anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre udkastet i væsentlig grad;

4.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0017.


Gennemførelse af GSP-forordningen
PDF 160kWORD 59k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. marts 2019 om gennemførelse af GSP-forordningen (EU) nr. 978/2012 (2018/2107(INI))
P8_TA-PROV(2019)0207A8-0090/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 978/2012 af 25. oktober 2012 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 732/2008(1),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 607/2013 af 12. juni 2013 om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 552/97 om midlertidig tilbagetrækning af Myanmars/Burmas adgang til generelle toldpræferencer(2) og til sin beslutning af 23. maj 2013 om genindførelse af Myanmars/Burmas adgang til generelle toldpræferencer(3),

–  der henviser til midtvejsevalueringen af den nuværende GSP-forordning fra juli 2018(4) og Kommissionens rapport om anvendelsen af forordning (EU) nr. 978/2012(5) ledsaget af arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene af 4. oktober 2018(6),

–  der henviser til Kommissionens rapporter af 28. januar 2016 og 19. januar 2018 om det generelle toldpræferencearrangement for perioderne 2014-2015(7) og 2016-2017(8), som vurderer virkningerne af GSP med fokus på GSP+-begunstigede landes resultater,

–  der henviser til den offentlige høring om GSP, som blev afholdt af Udvalget om International Handel (INTA) den 16. februar 2016, drøftelsen om indrømmelse af GSP+ til Sri Lanka den 21. marts 2017 og drøftelsen om gennemførelsen af GSP-forordningen den 19. februar 2018,

–  der henviser til artikel 5 og 21 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til Den Europæiske Ombudsmands beslutning i sag 1409/2014/MHZ om Europa-Kommissionens manglende gennemførelse af en forudgående konsekvensanalyse vedrørende menneskerettigheder i forbindelse med frihandelsaftalen EU-Vietnam(9),

–  der henviser til sin beslutning af 5. juli 2016 om gennemførelse af Parlamentets henstillinger af 2010 om sociale og miljømæssige standarder, menneskerettigheder og virksomhedernes sociale ansvar(10),

–  der henviser til sin beslutning af 12. december 2018 om årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden 2017 og Den Europæiske Unions politik på området(11),

–  der henviser til sin beslutning af 27. april 2017 om EU's flagskibsinitiativ for beklædningssektoren(12),

–  der henviser til sin beslutning af 14. juni 2017 om status for gennemførelsen af bæredygtighedsaftalen i Bangladesh(13),

–  der henviser til de frivillige landespecifikke partnerskaber såsom Bangladesh-bæredygtighedsaftalen og initiativet for arbejdstagerrettigheder i Myanmar,

–  der henviser til EU's og dets medlemsstaters fælles strategi fra 2007 med titlen "Støtte til handel: Øget EU-støtte til handelsrelaterede behov i udviklingslandene",

–  der henviser til De Forenede Nationers 2030-mål for bæredygtig udvikling,

–  der henviser til de grundlæggende konventioner fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) om børnearbejde, tvangsarbejde, diskrimination, foreningsfrihed og kollektive overenskomstforhandlinger,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 12. maj 2016 om EU og ansvarlige globale værdikæder,

–  der henviser til sin beslutning af 12. september 2017 om den internationale handels og EU's handelspolitikkers indvirkning på globale værdikæder(14),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), i og bilag 3 til afgørelse truffet af Formandskonferencen den 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger(15),

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel og udtalelser fra Udenrigsudvalget og Udviklingsudvalget (A8-0090/2019),

A.  der henviser til, at EU var den første til at gennemføre en GSP-ordning i 1971 efter De Forenede Nationers Konference om Handel og Udviklings (UNCTAD) henstilling om, at de industrialiserede lande skulle indrømme generelle, ikke-gensidige og ikke-diskriminerende handelspræferencer til udviklingslandene og derved hjælpe dem med at generere yderligere indtægter gennem international handel i et forsøg på at nedbringe fattigdom, fremme god regeringsførelse og fremme en bæredygtig udvikling;

B.  der henviser til artikel 207 i TEUF, ifølge hvilken EU's handelspolitik skal føres inden for rammerne af principperne og målene for Unionens optræden udadtil og fremme Unionens grundlæggende værdier som fastlagt i artikel 2 i TEU og bidrage til at forfølge de mål, der er fastlagt i artikel 21 i TEU, herunder konsolidering af demokratiet og retsstatsprincippet, respekt for menneskerettighederne, de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, lighed, respekt for den menneskelige værdighed samt beskyttelse af miljøet og sociale rettigheder;

C.  der henviser til, at EU's Ombudsmand i sine konklusioner har erklæret følgende: god forvaltning er ensbetydende med overholdelse af og respekt for grundlæggende rettigheder; hvis de grundlæggende rettigheder ikke overholdes, kan der ikke være god forvaltning; EU's institutioner og organer skal altid overveje, om deres handlinger er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, og bør også sigte mod at fremme menneskerettighederne i partnerlande;

D.  der henviser til, at den nuværende GSP-ordning blev indført ved forordning (EU) nr. 978/2012, som blev vedtaget på grundlag af artikel 207 i TEUF ved den almindelige lovgivningsprocedure, i hvilken forbindelse Europa-Parlamentet for første gang var medlovgiver af en GSP-forordning;

E.  der henviser til, at Kommissionen i medfør af artikel 40 i GSP-forordningen skal forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en beretning om anvendelsen af GSP-forordningen fem år efter vedtagelsen, der bør danne grundlag for den næste GSP-forordning, der skal vedtages inden 2022; der henviser til, at denne forordning har været i kraft siden den 1. januar 2014; der henviser til, at der er foretaget en grundig uafhængig vurdering af, hvordan den nuværende forordning fungerer, i bestræbelserne på at tilvejebringe oplysninger til Kommissionens revisionsarbejde, og at der er blevet udarbejdet en liste over konkrete anbefalinger;

F.  der henviser til, at arrangementet omfatter tre ordninger: den generelle GSP-ordning, GSP+-incitamentsordningen og "alt undtagen våben"-ordningen (EBA-ordningen); der henviser til, at lande, der er begunstigede under den almindelige GSP-ordning – i øjeblikket 18 lande – drager fordel af nedsatte toldsatser på 66 % af alle EU's produktkategorier; der henviser til, at de otte GSP+-begunstigede lande eksporterer omkring 66 % af alle produktkategorier toldfrit til gengæld for deres tilsagn om virkningsfuldt at gennemføre 27 internationale centrale konventioner omfattende arbejdstagerrettigheder, menneskerettigheder, god regeringsførelse og miljøhensyn; der henviser til, at de 49 mindst udviklede lande under GSP-arrangementets EBA-ordning indrømmes toldfri adgang til EU for alle produkter med undtagelse af våben og ammunition; der henviser til, at alle begunstigede lande er bundet af internationale konventioner på områderne menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder under GSP-forordningen, mens GSP+-lande også er bundet af internationale miljøkonventioner og konventioner om god forvaltning; der henviser til, at det kun er GSP+-ordningen, der indeholder bestemmelser om en struktureret dialog, hvorved der foretages en vurdering af den effektive gennemførelse af de pågældende konventioner fra de begunstigede landes side; der henviser til, at GSP-begunstigede lande også skal være i stand til at gennemføre internationale standarder og normer, herunder at udarbejde, indføre og håndhæve den nødvendige lovgivning, navnlig på området indførelse af retsstatsprincippet og bekæmpelse af korruption;

G.  der henviser til, at de centrale mål i GSP-reformen i 2012 var at fokusere bedre på lande i nød – de mindst udviklede lande og lande med lav eller lavere indkomster – fremme de centrale principper for bæredygtig udvikling og god regeringsførelse yderligere, styrke stabiliteten og forudsigeligheden og forbedre sikkerheden for virksomhedsledere;

H.  der henviser til, at en række internationale konventioner, retningslinjer og regler tilsigter at forhindre krænkelser af menneskerettighederne; der henviser til, at det navnlig er GSP-begunstigede lande, der har pligt til at gennemføre disse retningslinjer og skabe egnede retlige og økonomiske vilkår, som sætter virksomhederne i stand til at agere og finde en plads i globale forsyningskæder;

I.  der henviser til, at EU bør reagere endnu mere effektivt på social og miljømæssig dumping og illoyal konkurrence og handelspraksis, ud over at sikre lige konkurrencevilkår;

J.  der henviser til, at eksportforarbejdningszoner i flere lande er undtaget fra den nationale arbejdsret, hvilket forhindrer udnyttelse af den fulde ret til at udøve fagforeningsvirksomhed og gøre brug af domstolsprøvelse; der henviser til, at førstnævnte udgør en overtrædelse af centrale ILO-standarder og kan have yderligere negative indvirkninger på menneskerettighederne;

K.  der henviser til, at ligestilling mellem mænd og kvinder i alle EU's politikker er fast forankret i artikel 8 i TEUF; der henviser til, at handels- og investeringsaftaler har en tendens til at påvirke kvinder og mænd forskelligt på grund af strukturelle uligheder mellem kønnene; der henviser til, at 21 millioner mennesker på verdensplan, hvoraf 55 % var kvinder og piger, ifølge ILO var ofre for tvangsarbejde i 2012, og at 90 % heraf fandt sted i den private sektor;

L.  der henviser til, at artikel 19, stk. 6, i GSP-forordningen kræver, at Kommissionen tager hensyn til "alle relevante oplysninger", herunder oplysninger fra civilsamfundet, ved vurderingen af, om GSP-begunstigede lande overholder deres forpligtelser på menneskerettighedsområdet på behørig vis; der henviser til, at inddragelsen af civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter i gennemførelsen af GSP-ordningen kan styrke legitimiteten og effektiviteten af EU's fælles handelspolitik;

M.  der henviser til, at GSP-forordningen gør det muligt for EU at suspendere præferencer i de mest alvorlige tilfælde af menneskerettighedskrænkelser på grundlag af kapitel V, artikel 19, stk. 1, litra a), i GSP-forordningen, hvor det bestemmes, at præferencebehandling kan tilbagetrækkes midlertidigt af en række årsager, herunder alvorlige og systematiske overtrædelser af principperne i de i bilag VIII, del A, opførte konventioner;

N.  der henviser til, at Kommissionen har iværksat proceduren for Cambodia og er ved at iværksætte undersøgelser af Myanmar for brud på menneskerettighederne inden for rammerne af eventuel tilbagetrækning fra "alt undtagen våben"-ordningerne;

De vigtigste konklusioner og henstillinger

1.  glæder sig over midtvejsevalueringen af anvendelsen af den nuværende GSP-forordning, hvori det vurderes, hvorvidt de opstillede mål kan forventes at blive nået; glæder sig over, at den nye forordning har ført til en stigning i eksporten fra de begunstigede lande, som indgår i EBA-ordningen og GSP+-ordningen, hvilket er en vigtig faktor, der bidrager til fattigdomsudryddelse;

2.  bemærker med tilfredshed, at importen til EU inden for rammerne af GSP-præferenceordningen i 2016 havde en værdi af 62,6 mia. EUR (stigende tendens), der fordeler sig som følger: 31,6 mia. EUR fra GSP-begunstigede lande, ca. 7,5 mia. EUR fra GSP+-begunstigede lande og 23,5 mia. EUR fra EBA-begunstigede lande (data fra Eurostat pr. september 2017);

3.  minder om, at GSP hjælper industrier i udviklingslande med at overvinde de vanskeligheder, som disse lande står over for på eksportmarkederne som følge af høje startomkostninger; minder om, at formålet med GSP i overensstemmelse med UNCTAD-målene er at øge eksportindtægterne og fremme industrialiseringen af udviklingslandene og dermed de mindst udviklede lande og at fremskynde deres vækst med henblik på at udrydde fattigdom;

4.  understreger, at GSP+ er et centralt EU-handelspolitisk instrument, som skaber bedre markedsadgang og ledsages af en streng overvågningsmekanisme til at fremme menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, miljøbeskyttelse og god regeringsførelse i sårbare udviklingslande;

5.  bemærker, at den nuværende GSP-forordning har været i kraft i tre år siden starten på midtvejsevalueringen, som allerede har afdækket elementer, som skal overvejes ændret i den næste GSP-forordning; glæder sig over anbefalingerne i den endelige midtvejsevalueringsrapport;

6.  understreger, at GSP som en del af EU's handelspolitik skal bygge på principperne for EU's optræden udadtil (effektivitet, gennemsigtighed og værdier) som nedfældet i artikel 21 i TEU; fremhæver, at artikel 208 i TEUF knæsætter princippet om udviklingsvenlig politikkohærens og fastsætter udryddelse af fattigdom som hovedmålet; understreger, at Kommissionens meddelelse "Handel for alle" bekræfter disse principper;

7.  anerkender, at GSP+ spiller en vigtig rolle med hensyn til at fremme internationale arbejdstagerrettigheder, menneskerettigheder, god regeringsførelse og miljøbeskyttelsesstandarder i de begunstigede lande, ikke blot ved at skabe incitamenter til at overholde disse standarder, men også ved at etablere en platform for regelmæssig dialog på de områder, der er omfattet af konventionerne, og ved at fremme engagementet i væsentlige reformer;

8.  anerkender, at GSP-ordningen har medført økonomiske gevinster for såvel de begunstigede lande som EU med øget eksport til EU og forbedret præferenceudnyttelsesgrad blandt lande, der er begunstigede under EBA og GSP+; opfordrer indtrængende EU til at arbejde for at øge bevidstheden om GSP-reglerne i de begunstigede lande med henblik på at fremme en endnu bedre anvendelse af ordningen; opfordrer Kommissionen til at vurdere, hvordan fordelene ved GSP-ordningen fordeler sig, hvor det er muligt på grundlag af tilgængelighed af data; noterer sig, at øgede eksportmængder og økonomiske muligheder i visse tilfælde også har haft en utilsigtet indirekte negativ indvirkning på de grundlæggende rettigheder og den sociale udvikling, f.eks. fordi de har ført til land grabbing eller manglende overholdelse af arbejdstagerrettigheder; påpeger derfor, at handelspræferencer er nødt til at ledsages af gennemførelsen af internationale konventioner og reformer for at forhindre, at GSP-programmerne eventuelt fører til øget miljømæssig og social dumping;

9.  glæder sig over den forenklede adgangsmekanisme til GSP+, der gør denne ordning mere attraktiv for lande, der er begunstigede under den almindelige GSP-ordning; fremhæver, at mange af kandidatlandene til GSP+ har ratificeret adskillige af de internationale konventioner, der er nødvendige for at få adgang til GSP+; understreger, at den forbedrede, konstante og systematiske overvågning af gennemførelsesprocessen er af afgørende betydning og kan opnås ved at intensivere samarbejdet mellem alle aktører med henblik på at forbedre indsamlingen af oplysninger og tilbundsgående analyser ved at anvende alle tilgængelige oplysninger og ressourcer – f.eks. rapporter fra internationale overvågningsorganer, herunder FN, ILO og OECD – og ved at inddrage civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter direkte i processen; understreger, at dette er nødvendigt for at sikre GSP+-ordningens fulde potentiale til at forbedre situationen med hensyn til arbejdstagerrettigheder, fremme af ligestilling mellem kønnene og afskaffelse af børnearbejde og tvangsarbejde ved hjælp af effektiv gennemførelse af de 27 konventioner;

10.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre noget ved problemerne med indskrænkning af civilsamfundets råderum og beskyttelse af truede menneskerettighedsforkæmpere, når den interagerer med GSP+-begunstigede lande og ved hjælp af øget engagement i EBA, eftersom disse anliggender direkte vedrører forpligtelser under den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og relevante bestemmelser i ILO's centrale konventioner, i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse "Handel for alle"; opfordrer derudover Kommissionen til at undersøge yderligere muligheder for struktureret, formel og uafhængig deltagelse af civilsamfundet, fagforeningsrepræsentanter og den private sektor, hvilket kunne være mulige veje at gå for at styrke overvågningsprocessen;

11.  påpeger, at GSP-ordningen generelt lader til at have skabt incitamenter til ratificering af internationale konventioner og derfor har skabt en bedre ramme for fremskridt; understreger betydningen af at indføre yderligere omfattende foranstaltninger med henblik på at sikre, at GSP fremmer en positiv miljømæssig udvikling; anbefaler, at Parisaftalen tilføjes på listen over de 27 centrale internationale konventioner, som GSP+-begunstigede lande skal efterleve; understreger, at der skal gøres meget i de begunstigede lande for at opnå en bæredygtig udviklingsmodel;

12.  anerkender fremskridtene inden for effektiv gennemførelse, der er opnået ved hjælp af øget overvågning og dialog mellem EU og de begunstigede lande, navnlig i forbindelse med overvågning af gennemførelsen af de 27 centrale konventioner; fremhæver, at det er nødvendigt med yderligere samordning mellem Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, Unionens delegationer, medlemsstaternes diplomatiske repræsentationer, begunstigede landes regeringer, internationale organisationer, virksomheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet for at forbedre indsamlingen af oplysninger og tilvejebringe en mere dybdegående analyse af overvågningen; anbefaler så vidt muligt større gennemsigtighed og forbedret kommunikation mellem de to lovgivende institutioner og interesseparterne i forbindelse med GSP-tilbagetrækningsprocedurer, navnlig under Kommissionens undersøgelsesprocedure;

13.  anerkender, at ratificering og fremskridt med hensyn til effektiv gennemførelse af relevante konventioner er vigtige benchmarks for opnåelsen af det nødvendige fremskridt inden for ordningen; opfordrer Kommissionen til at sikre, at de tiltag, der gøres for at overvåge de begunstigede landes effektive gennemførelse af konventioner, er i fuld overensstemmelse med strategidokumenterne for de pågældende lande, med det formål at sikre sammenhæng mellem de forskellige politikker, konsekvens og integration af menneskerettighederne i handelspolitikken;

14.  understreger, at det er nødvendigt med et fortsat engagement i og yderligere forbedring af gennemsigtighed i GSP+-overvågningen, samtidig med at det sikres, at EU kan bevare sin fulde løftestangseffekt hos de begunstigede lande i denne dialog, navnlig omkring arbejdet med resultattavlen; opfordrer Kommissionen til at overveje yderligere skridt på dette område og på området dialog med de begunstigede lande med henblik på at øge gennemsigtighed i og tilsyn med arrangementet såvel som dets effektivitet;

15.  mener, at enhver afgørelse om at suspendere præferencer skal være fuldstændig i overensstemmelse med det overordnede mål om at afhjælpe fattigdom, og understreger hvad det angår, at retsakter inden for den afledte EU-ret både skal udarbejdes og fortolkes i overensstemmelse med den primære EU-ret og de genereller principper i EU-retten; påpeger derfor, at det er nødvendigt at opretholde den nuværende målrettede tilgang til tilbagetrækning af præferencer og at sikre, at en sådan tilbagetrækning begrænses til bestemte sektorer og udformes på en sådan måde, at de negative virkninger for den lokale befolkning minimeres; opfordrer Kommissionen til at gøre brug af gradueret tilbagetrækning af handelspræferencer eller andre tidsbestemte tilbagetrækningsforanstaltninger, hvor det er hensigtsmæssigt; understreger endelig, at tilbagetrækning af handelspræferencer bør ses som en sidste udvej, der kun gøres brug af i tilfælde af alvorlige mangler i den effektive gennemførelse af de internationale konventioner og en klar mangel på vilje og engagement fra det begunstigede lands side til at afhjælpe dem; understreger samtidig, at der til ordningerne er knyttet betingelser, og at denne betingethed bør anvendes til at bevare hver enkelt ordnings troværdighed og sikre, at der træffes foranstaltninger i tilfælde af alvorlige og systematiske overtrædelser af konventionerne;

16.  glæder sig over Kommissionens nylige afgørelser om at iværksætte processen for tilbagetrækning af EBA-præferencer for Cambodja og om som en kriseforanstaltning at sende en EU-mission på højt niveau til Myanmar som reaktion på menneskerettighedssituationen i begge lande; forventer, at Kommissionen holder Parlamentet fuldt underrettet herom og inddrager det i yderligere tiltag, herunder i forbindelse med suspension af præferencer;

17.  bemærker, at antallet af begunstigede lande er faldet betydeligt på grund af de reformerede kriterier for berettigelse, hvilket sammen med varegraduering har ført til et generelt fald i omfanget af EU's import fra GSP-lande; anerkender, at disse reformer giver mulighed for at fokusere præferencer på de lande, der har størst behov for dem; anmoder Kommissionen om at sikre sammenhæng og overensstemmelse mellem GSP-arrangementet og frihandelsaftalearrangementerne i konsekvensanalysen i forbindelse med næste forordning for at sikre, at GSP bevarer sin centrale rolle for udviklingslandene i EU's handelspolitik; bemærker hvad det angår, at begunstigede lande under EBA-ordningen oplever et øget konkurrencepres fra lande, der har indgået frihandelsaftaler med EU; bemærker derudover, at nogle lande, der tidligere var underlagt GSP+-overvågning, nu er omfattet af frihandelsaftaler indeholdende kapitler om handel og bæredygtig udvikling, der bør være effektive og kunne håndhæves;

18.  beklager, at GSP-arrangementet, især for så vidt angår 29 EBA-lande, ikke har ført til nogen ændringer og i nogle tilfælde har ført til en forværring af deres eksportdiversificeringsprofiler på produktniveau; beklager endvidere, at det ikke har bidraget nok til økonomisk diversificering; efterlyser yderligere foranstaltninger med det formål at øge diversificeringen af eksporten fra GSP-lande; beklager, at diversificeringen blandt begunstigede lande synes at være blevet vanskeliggjort ved fjernelsen af muligheden for kumulation med lande, der er avanceret fra GSP, idet de ikke længere kan drage fordel af oprindelsesreglerne for GSP-begunstigede lande; opfordrer på det kraftigste til, at denne mulighed genindføres, især for de mest sårbare lande; gør opmærksom på det betydelige fald i eksportdiversificeringen på alle sektorniveauer for lande, der er begunstigede under den almindelige GSP-ordning; opfordrer endvidere Kommissionen til at overveje at revidere og udvide listen over produkter, der skal omfattes af forordningen, for så vidt angår halvfabrikata og færdige varer i særdeleshed og, hvor det er nødvendigt, lempe oprindelsesreglerne for de mest sårbare lande; tilskynder yderligere GSP-begunstigede lande til at indføre effektive foranstaltninger med sigte på produktdiversificering; understreger i denne henseende behovet for at skabe adgang til viden og teknologi med det formål at diversificere produkterne, så eksporten kan klare sig i den globale konkurrence og især i Europa;

19.  opfordrer GSP-begunstigede lande til at iværksætte og effektivt at gennemføre retlige foranstaltninger til beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder;

20.  glæder sig over, at præferenceudnyttelsesgraden for EBA-begunstigede lande er høj; understreger betydningen af kapacitetsopbygning i de begunstigede lande med henblik på at støtte dem i at få mest muligt ud af ordningen; opfordrer til, at foranstaltninger under bistand til handel-initiativet anvendes mere virkningsfuldt i denne henseende; er af den opfattelse, at det bør overvejes at medtage tjenesteydelser i den næste GSP-forordning med henblik på yderligere at fremme øget diversificering; understreger i denne forbindelse vigtigheden af en virksomhed til virksomhed-tilgang; opfordrer til, at der oprettes sektorrelaterede multistakeholderplatforme og onlinefaciliteter, der bringer eksportvirksomheder fra GSP-begunstigede lande, importvirksomheder i EU og potentielle nytilkomne på begge sider – der på nuværende tidspunkt hverken eksporterer eller importerer – sammen med henblik på at udveksle bedste praksis og øge bevidstheden om GSP-regler, betingelser og de økonomiske perspektiver, som arrangementet giver;

21.  hilser færdiggørelsen af den første beskyttelsesundersøgelse i henhold til forordningen velkommen og mener, at denne klausul bør sikre, at EU's finansielle, økonomiske, sociale og miljømæssige interesser beskyttes; understreger, at der, når der tilbydes præferencer for følsomme produkter, er behov for at give dem særbehandling for at undgå, at visse sektorer bringes i fare;

22.  understreger, at alle dele af de begunstigede landes område, herunder eksportforarbejdningszoner, er omfattet af arrangementet og de forpligtelser, der følger af ratificeringen af de relevante konventioner; opfordrer indtrængende begunstigede lande til at gennemføre arbejdsstander effektivt og Kommissionen til at tage hånd om overtrædelser af ILO's arbejdsstandarder, herunder kollektive forhandlinger og foreningsfrihed, i eksportforarbejdningszoner, som befinder sig i nuværende eller potentielle modtagerlande, og til at sikre, at eventuelle undtagelser fjernes; opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at sikre, at produkter fra eksportforarbejdningszoner ikke er omfattet af præferencearrangementet, såfremt de er undtaget fra national lovgivning og er i strid med relevante internationale konventioner;

23.  fremhæver, at GSP har gjort erhvervssektoren mere dynamisk, har bidraget til en styrkelse af kvinders økonomiske stilling i et vist omfang og har støttet deres deltagelse i arbejdsstyrken, især i industrierne i de lande, der handler med EU; fremhæver i denne henseende, at det er vigtigt at skabe et egnet forretningsmiljø for kvinder, for at de kan udnytte disse nye færdigheder og erfaringer og bliver i stand til at bevæge sig opad i virksomhedsstrukturerne eller bliver i stand til at etablere deres egne nye virksomheder; bemærker ikke desto mindre, at kvinder fortsat bliver forskelsbehandlet, og er bekymret over kvinders arbejdsvilkår, navnlig i tekstil- og beklædningssektoren; gentager sin beslutning af 27. april 2017, og opfordrer Kommissionen til at følge op herpå;

24.  glæder sig over den virkning, som GSP har haft på indførelse af renere og sikrere teknologier og på frivillige initiativer vedrørende virksomheders sociale ansvar, som har haft en direkte positiv indvirkning på arbejdstagerne og miljøet; er af den mening, at der bør planlægges foranstaltninger med henblik på at fremme denne udvikling yderligere og evaluere den på pålidelig vis; anerkender behovet for at finde den rette balance mellem lovgivningsmæssige og frivillige tiltag for så vidt angår virksomhedernes rettidige omhu i denne henseende og opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan der kan indføres forpligtelser til rettidig omhu;

25.  mener, at EU bør sikre politikkohærens ved at tilskynde andre internationale aktører såsom multinationale virksomheder til at deltage fuldt ud i forbedringen af situationen for menneskerettigheder, sociale rettigheder og miljøstandarder i hele verden, ikke mindst ved at forpligte de økonomiske aktører til at indføre praksisser for rettidig omhu i overensstemmelse med FN's vejledende principper for erhvervsliv og menneskerettigheder; opfordrer Kommissionen til at udvise lederskab for at sikre, at menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder respekteres i globale værdikæder, og til at aflægge rapport om gennemførelsen af Parlamentets beslutning fra 2016 om gennemførelsen af dets henstillinger om sociale og miljømæssige standarder, menneskerettigheder og virksomhedernes sociale ansvar, herunder dets opfordring til at medtage virksomhedernes sociale ansvar i forordningen og til at reformere WTO's regler for at indføre krav om rettidig omhu og gennemsigtighed i forsyningskæden, der bygger på FN's vejledende principper for erhvervsliv og menneskerettigheder;

26.  minder om, at EU af hensyn til sammenhængen med politikkerne fra andre internationale aktører såsom multinationale selskaber bør tilskynde til fuld deltagelse i arbejdet med at forbedre respekten for menneskerettighederne, børns rettigheder, sociale rettigheder, miljørettigheder og folkesundhed i verden; opfordrer EU til at sikre, at menneskerettighederne respekteres for så vidt angår retten til arbejde i globale værdikæder, dvs. i hele forsyningskæden;

27.  opfordrer Kommissionen til i forbindelse med den kommende GSP-forordning at undersøge muligheden for at indføre yderligere toldpræferencer for produkter, der bevisligt er blevet produceret bæredygtigt; mener, at varerne på frivillig basis bør undergå en certificering af deres bæredygtige produktionsmåde, og at der i forbindelse med import af dem til EU bør fremlægges dokumentation herfor;

o
o   o

28.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 303 af 31.10.2012, s. 1.
(2) EUT L 181 af 29.6.2013, s. 13.
(3) EUT C 55 af 12.2.2016, s. 112.
(4) http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2018/october/tradoc_157434.pdf
(5) COM(2018)0665.
(6) SWD(2018)0430.
(7) COM(2016)0029.
(8) COM(2018)0036.
(9) https://www.ombudsman.europa.eu/da/decision/en/64308
(10) EUT C 101 af 16.3.2018, s. 19.
(11) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0515.
(12) EUT C 298 af 23.8.2018, s. 100.
(13) EUT C 331 af 18.9.2018, s. 100.
(14) EUT C 337 af 20.9.2018, s. 33.
(15) http://www.europarl.europa.eu/RegData/organes/conf_pres_groupes/proces_verbal/2002/12-12/CPG_PV(2002)12-12(ANN01)_DA.doc


Minimumsdækning af tab for misligholdte eksponeringer ***I
PDF 202kWORD 65k
Beslutning
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. marts 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår krav til minimumsdækning af tab for misligholdte eksponeringer (COM(2018)0134 – C8-0117/2018 – 2018/0060(COD))
P8_TA-PROV(2019)0208A8-0440/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2018)0134),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0117/2018),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank af 12. juli 2018(1),

–  der henviser til udtalelse af 11. juli 2018(2) fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 7. januar 2019 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0440/2018),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 14. marts 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/… om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013, for så vidt angår krav til minimumsdækning af tab for misligholdte eksponeringer

P8_TC1-COD(2018)0060


(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank(3),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(4),

efter den almindelige lovgivningsprocedure(5), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Etableringen af en samlet strategi, der skal håndtere misligholdte eksponeringer, er et vigtigt mål for Unionen i dens forsøg på at gøre det finansielle system mere modstandsdygtigt. Håndteringen af misligholdte eksponeringer falder hovedsageligt ind under bankernes og medlemsstaternes ansvarsområde, men der er samtidig hermed også en klar EU-dimension med hensyn til at reducere den nuværende store beholdning af misligholdte eksponeringer og forhindre enhver overdreven ophobning af misligholdte eksponeringer i fremtiden og fremkomsten af systemiske risici i ikkebanksektoren. I betragtning af de indbyrdes forbindelser mellem banksystemerne og de finansielle systemer i hele Unionen, hvor banker opererer i flere jurisdiktioner og medlemsstater, er der et væsentligt potentiale for afsmittende virkninger for medlemsstaterne og Unionen som helhed, både med hensyn til økonomisk vækst og finansiel stabilitet.

(2)   Finanskrisen førte til en ophobning af misligholdte eksponeringer i banksektoren. Forbrugerne blev i høj grad berørt af den efterfølgende recession og faldet i boligpriserne. Det er afgørende at beskytte forbrugernes rettigheder i overensstemmelse med relevant EU-ret, såsom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF(6) og 2014/17/EU(7), når problemet med misligholdte eksponeringer skal håndteres. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU(8) tilskynder til hurtig betaling fra både virksomheder og offentlige myndigheder og vil kunne bidrage til at forhindre den form for ophobning af misligholdte eksponeringer, der opstod under finanskrisen.

(3)  Et integreret finansielt system vil øge modstandsdygtigheden i Den Økonomiske og Monetære Union over for negative chok ved at fremme privat risikodeling på tværs af grænserne og samtidig mindske behovet for offentlig risikodeling. For at nå disse mål bør Unionen fuldføre bankunionen og yderligere udvikle en kapitalmarkedsunion. Håndtering af ▌ en eventuel fremtidig ophobning af misligholdte eksponeringer er afgørende for at kunne styrke bankunionen, da det er afgørende for at sikre konkurrencen i banksektoren, bevare den finansielle stabilitet og tilskynde til långivning for at skabe beskæftigelse og vækst i Unionen.

(4)  Rådet opfordrede i sin "Handlingsplan for behandling af misligholdte lån i Europa" af 11. juli 2017 forskellige institutioner til at træffe passende foranstaltninger til yderligere at håndtere det høje antal misligholdte eksponeringer i Unionen og forhindre, at de ophobes i fremtiden. I handlingsplanen skitseres en samlet tilgang, der fokuserer på en kombination af komplementære politiske tiltag på fire områder: i) tilsyn, ii) strukturelle reformer af rammerne for insolvens og inddrivelse af gæld, iii) udvikling af sekundære markeder for nødlidende aktiver og iv) fremme af omstrukturering af banksystemet. Tiltag på disse områder skal træffes på EU-plan og på nationalt plan, hvis det er relevant. Kommissionen tilkendegav en tilsvarende hensigt i sin "Meddelelse om fuldførelse af bankunionen" af 11. oktober 2017, hvori den krævede en omfattende pakke til håndtering af misligholdte lån i Unionen.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013(9) danner sammen med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU(10) den retlige ramme for de tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (sammen benævnt "institutter"). Forordning (EU) nr. 575/2013 indeholder bl.a. bestemmelser, der gælder umiddelbart for institutter, når de beregner deres kapitalgrundlag. Det er derfor nødvendigt at supplere de eksisterende tilsynsmæssige krav i forordning (EU) nr. 575/2013 vedrørende kapitalgrundlaget med bestemmelser, der kræver et fradrag i kapitalgrundlaget, når misligholdte eksponeringer ikke er tilstrækkeligt dækket af hensættelser eller andre justeringer. Et sådant krav vil reelt betyde, at der skabes en tilsynsmæssig bagstopperordning for misligholdte eksponeringer, som vil finde ensartet anvendelse på alle institutter i Unionen og tillige omfatte institutter, der er aktive på det sekundære marked.

(6)  Den tilsynsmæssige bagstopperordning bør ikke forhindre kompetente myndigheder i at udøve deres tilsynsbeføjelser i overensstemmelse med direktiv 2013/36/EU. Hvis de kompetente myndigheder i enkelttilfælde konstaterer, at der på trods af anvendelsen af den tilsynsmæssige bagstopperordning for misligholdte eksponeringer, der er fastsat i denne forordning, ikke er tilstrækkelig dækning af et bestemt instituts misligholdte eksponeringer, bør de kunne gøre brug af de tilsynsbeføjelser, der er fastsat i direktiv 2013/36/EU, herunder beføjelsen til at stille krav om, at institutterne anvender en specifik nedskrivningspolitik eller behandling af aktiver for så vidt angår kapitalgrundlagskravene. Det er derfor muligt for de kompetente myndigheder i enkelttilfælde at gå videre end kravene i denne forordning med henblik på at sikre tilstrækkelig dækning af misligholdte eksponeringer.

(7)  Med henblik på anvendelse af den tilsynsmæssige bagstopperordning bør der indføres et klart sæt betingelser for klassificering af misligholdte eksponeringer i forordning (EU) nr. 575/2013. Eftersom der i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 680/2014(11) allerede er fastsat kriterier vedrørende misligholdte eksponeringer i forbindelse med indberetning med henblik på tilsyn, bør klassificeringen af misligholdte eksponeringer bygge på denne eksisterende ramme. Gennemførelsesforordning (EU) nr. 680/2014 omhandler misligholdte eksponeringer som defineret med henblik på beregning af kapitalgrundlagskravene i relation til kreditrisiko og værdiforringede eksponeringer i overensstemmelse med de gældende regnskabsregler. Eftersom kreditlempelser kan have indflydelse på, om en eksponering klassificeres som misligholdt, suppleres klassificeringskriterierne af klare kriterier for virkningen af kreditlempelser. Kreditlempelser bør sigte mod, at låntager igen kan få status som stabilt tilbagebetalingsdygtig, og bør overholde Unionens forbrugerbeskyttelseslovgivning og navnlig direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU, men kan have forskellige begrundelser og konsekvenser. Det bør derfor fastsættes, at en kreditlempelse, der er bevilget for en misligholdt eksponering, ikke bør bringe klassificeringen af denne eksponering som misligholdt til ophør, medmindre visse strenge kriterier for ophør er opfyldt.

(8)  Jo længere en eksponering har været misligholdt, jo mindre sandsynlighed er der for at kunne genindvinde dens værdi. Den del af eksponeringen, som bør være omfattet af hensættelser, andre justeringer eller fradrag, bør derfor øges med tiden efter en på forhånd fastlagt tidsplan. Misligholdte eksponeringer, der erhverves af et institut, bør derfor være omfattet af en tidsplan, som løber fra den dato, hvor den misligholdte eksponering oprindeligt blev klassificeret som misligholdt, og ikke fra datoen for erhvervelsen af den. Med henblik herpå bør sælger underrette køber om datoen for klassificering af eksponeringen som misligholdt.

(9)   Delvise afskrivninger bør tages i betragtning ved beregning af de specifikke kreditrisikojusteringer. For at undgå at afskrivningen medregnes to gange, skal den oprindelige eksponeringsværdi forud for den delvise afskrivning anvendes. Medtagelsen af delvise afskrivninger på listen over elementer, der kan anvendes til at opfylde bagstopperordningens krav, bør tilskynde institutterne til at indregne afskrivningerne rettidigt. For så vidt angår misligholdte eksponeringer, der er erhvervet af et institut til en lavere pris end det beløb, debitor skylder, bør erhverver behandle forskellen mellem anskaffelsesprisen og det beløb, som debitor skylder, på samme måde som en delvis afskrivning med henblik på den tilsynsmæssige bagstopperordning.

(10)  Sikrede misligholdte eksponeringer forventes normalt at resultere i et mindre alvorligt tab end usikrede misligholdte eksponeringer, da kreditrisikoafdækningen, der sikrer den misligholdte eksponering, giver instituttet et specifikt krav på et aktiv eller i forhold til en tredjepart ud over instituttets generelle krav over for den misligholdende låntager. For så vidt angår en usikret misligholdt eksponering er der kun et generelt krav over for den misligholdende låntager. På grund af det højere forventede tab på usikrede misligholdte eksponeringer bør der anvendes en strammere tidsplan.

(11)   En eksponering, som kun er delvist dækket af anerkendt kreditrisikoafdækning, bør betragtes som sikret med hensyn til den dækkede del og som usikret med hensyn til den del, der ikke er dækket af anerkendt kreditrisikoafdækning. Med henblik på at bestemme, hvilke dele af misligholdte eksponeringer der skal behandles som sikrede eller usikrede, bør kriterierne for at være omfattet af kreditrisikoafdækning og for fuld og hel sikring ved pant i fast ejendom, der anvendes til beregning af kapitalkrav, anvendes i overensstemmelse med den relevante tilgang i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013, herunder den relevante værdijustering.

(12)  Der bør anvendes samme tidsplan, uanset årsagen til at eksponeringen er misligholdt. Den tilsynsmæssige bagstopperordning bør anvendes særskilt på hver enkelt eksponering. Der bør gælde en tidsplan på tre år for usikrede misligholdte eksponeringer. For at gøre det muligt for institutter og medlemsstater at forbedre effektiviteten af omstrukturering eller retshåndhævelsesprocedurer og indregne, at misligholdte eksponeringer, der er sikret ved pant i fast ejendom, og boliglån, der er garanteret af en anerkendt udbyder af kreditrisikoafdækning som defineret i forordning (EU) nr. 575/2013, vil have en resterende værdi i en længere periode, efter at lånet er blevet klassificeret som misligholdt, er det hensigtsmæssigt at fastsætte en tidsplan på ni år. For andre sikrede misligholdte eksponeringer bør der gælde en tidsplan på syv år for at opbygge fuld dækning.

(13)  Det bør være muligt at tage hensyn til kreditlempelser med henblik på anvendelse af den relevante dækningsfaktor. Mere præcist bør eksponeringen fortsat klassificeres som misligholdt, men dækningskravet bør forblive stabilt i yderligere et år. Derfor bør den faktor, der ville skulle anvendes i det år, hvor kreditlempelsen blev bevilget, finde anvendelse i to år. Hvis eksponeringen ved udløbet af det yderligere år stadig er misligholdt, bør den relevante faktor bestemmes, som om der ikke var blevet bevilget nogen kreditlempelse, under hensyntagen til den dato, hvor eksponeringen oprindeligt blev klassificeret som misligholdt. Eftersom bevilling af kreditlempelser ikke bør føre til arbitrage, bør dette yderligere år kun være tilladt med hensyn til den første kreditlempelse, der er blevet bevilget, siden eksponeringen blev klassificeret som misligholdt. Endvidere bør den etårige periode, hvor dækningsfaktoren forbliver uændret, ikke føre til en forlængelse af tidsplanen for hensættelserne. Følgelig bør en eventuel kreditlempelse, der er bevilget i det tredje år efter klassificeringen som misligholdt eksponering for usikrede eksponeringer eller i det syvende år efter klassificeringen som misligholdt eksponering for sikrede eksponeringer, ikke udsætte den fulde dækning af den misligholdte eksponering.

(14)  For at sikre, at værdiansættelsen af kreditrisikoafdækningen af institutternes misligholdte eksponeringer følger en forsigtig tilgang, bør Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA) overveje behovet for og om nødvendigt udvikle en fælles metode, navnlig med hensyn til antagelser vedrørende mulighederne for genindvinding og retshåndhævelse, og eventuelt inkludere minimumskrav til en ny værdiansættelse af kreditrisikoafdækningen for så vidt angår timingen.

(15)  Med henblik på at sikre en smidig overgang til den nye tilsynsmæssige bagstopperordning bør de nye bestemmelser ikke anvendes for eksponeringer, der er oprandt før den … [datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden].

(16)  For at sikre, at de ændringer til forordning (EU) nr. 575/2013, som indføres ved nærværende forordning, finder rettidig anvendelse, bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(17)  Forordning (EU) nr. 575/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Forordning (EU) nr. 575/2013 ændres som følger:

1)  I artikel 36, stk. 1, indsættes følgende litra:"

"m) det relevante beløb for utilstrækkelig dækning af misligholdte eksponeringer."

"

2)  Følgende artikler indsættes:"

"Artikel 47a

Misligholdte eksponeringer

1.  Med henblik på artikel 36, stk. 1, litra m), omfatter "eksponering" enhver af følgende poster, forudsat at de ikke er opført i instituttets handelsbeholdning:

   a) gældsinstrumenter, herunder gældsbeviser, lån, forskud ▌ og anfordringsindskud
   b) afgivne lånetilsagn, afgivne finansielle garantier eller ethvert andet tilsagn, uanset om disse er afgivet genkaldeligt eller uigenkaldeligt, med undtagelse af uudnyttede kreditfaciliteter, der kan opsiges uden betingelser når som helst og uden varsel, eller som effektivt indebærer automatisk opsigelse i tilfælde af en forringelse af låntagerens kreditværdighed.

2.  Med henblik på artikel 36, stk. 1, litra m), er et gældsinstruments eksponeringsværdi dets regnskabsmæssige værdi målt uden hensyntagen til eventuelle specifikke kreditrisikojusteringer, yderligere værdijusteringer i overensstemmelse med artikel 34 og 105, beløb fratrukket i overensstemmelse med artikel 36, stk. 1, litra m) ▌, andre reduktioner af kapitalgrundlaget i forbindelse med eksponeringen eller de delvise afskrivninger, som instituttet har foretaget, siden eksponeringen sidst blev klassificeret som misligholdt.

Med henblik på artikel 36, stk. 1, litra m), omfatter eksponeringsværdien af et gældsinstrument, der er erhvervet til en lavere pris end det beløb, som debitor skylder, forskellen mellem anskaffelsesprisen og det beløb, som debitor skylder.

Med henblik på artikel 36, stk. 1, litra m), er eksponeringsværdien af et afgivet lånetilsagn, en afgivet finansiel garanti eller ethvert andet tilsagn som omhandlet i nærværende artikels stk. 1, litra b), dens nominelle værdi, som udgør instituttets maksimale eksponering mod kreditrisiko uden hensyntagen til eventuel finansieret eller ufinansieret kreditrisikoafdækning. Et afgivet lånetilsagns nominelle værdi er det uudnyttede beløb, som instituttet har forpligtet sig til at udlåne, og den nominelle værdi af en afgiven finansiel garanti er det maksimale beløb, som enheden eventuelt vil skulle betale, hvis garantien udnyttes.

Den nominelle værdi, der er omhandlet i tredje afsnit, tager ikke højde for eventuelle specifikke kreditrisikojusteringer, yderligere værdijusteringer i overensstemmelse med artikel 34 og 105, beløb fradraget i overensstemmelse med artikel 36, stk. 1, litra m), eller andre reduktioner af kapitalgrundlaget i forbindelse med eksponeringen.

3.  Med henblik på artikel 36, stk. 1, litra m), klassificeres følgende eksponeringer som misligholdte:

   a) eksponeringer, som anses for at være misligholdt i overensstemmelse med artikel 178
   b) eksponeringer, som anses for at være værdiforringet i overensstemmelse med de relevante regnskabsregler
   c) eksponeringer, som er omfattet af en prøveperiode i henhold til stk. 7, hvis der bevilges yderligere kreditlempelser, eller hvis eksponeringen kommer i restance med over 30 dage
   d) eksponeringer i form af tilsagn, der, såfremt de udnyttes eller anvendes på anden måde, sandsynligvis ikke vil blive tilbagebetalt fuldt ud uden realisering af sikkerhedsstillelse
   e) eksponeringer i form af finansielle garantier, som sandsynligvis vil blive udnyttet af den part, som er omfattet af garantien, herunder hvis den underliggende garanterede eksponering opfylder kriterierne for at blive betragtet som misligholdt.

Med henblik på litra a) gælder, at hvis instituttet har balanceførte eksponeringer over for en låntager, som har været i restance i over 90 dage, og som udgør mere end 20 % af alle balanceførte eksponeringer over for denne låntager, anses alle balanceførte og ikkebalanceførte eksponeringer over for denne låntager for at være misligholdt.

4.  Eksponeringer, der ikke er omfattet af en kreditlempelse, ophører med at være klassificeret som misligholdt med henblik på artikel 36, stk. 1, litra m), hvis samtlige følgende betingelser er opfyldt:

   a) Eksponeringen opfylder de exitkriterier, som instituttet anvender for at bringe klassificeringen som værdiforringet i overensstemmelse med de relevante regnskabsregler til ophør og for at bringe klassificeringen som misligholdt i overensstemmelse med artikel 178 til ophør.
   b) Låntagers situation er forbedret i et sådant omfang, at instituttet finder det godtgjort, at fuld og rettidig tilbagebetaling sandsynligvis vil finde sted.
   c) Låntager er ikke i restance med noget beløb med over 90 dage.

5.  Klassificeringen af en misligholdt eksponering som anlægsaktiv, der besiddes med henblik på salg i overensstemmelse med de relevante regnskabsregler, indebærer ikke ophør af klassificeringen som en misligholdt eksponering med henblik på artikel 36, stk. 1, litra m).

6.  Misligholdte eksponeringer, der er omfattet af en kreditlempelse, ophører med at være klassificeret som misligholdt med henblik på artikel 36, stk. 1, litra m), hvis samtlige følgende betingelser er opfyldt:

   a) Eksponeringerne befinder sig ikke længere i en situation, der medfører, at de klassificeres som misligholdt i henhold til stk. 3.
   b) Der er gået mindst et år siden det tidspunkt, hvor kreditlempelserne blev bevilget, og det tidspunkt, hvor eksponeringerne blev klassificeret som misligholdt, alt efter hvilket tidspunkt der er det seneste.
   c) Der har ikke været nogen beløb i restance efter bevillingen af kreditlempelserne, og instituttet finder det på grundlag af en analyse af låntagers finansielle situation godtgjort, at der er sandsynlighed for fuld og rettidig tilbagebetaling af eksponeringen.

Fuld og rettidig tilbagebetaling anses ikke for sandsynlig, medmindre låntager har udført regelmæssige og rettidige betalinger af beløb svarende til et af følgende:

   a) det beløb, der var i restance, inden kreditlempelsen blev bevilget, hvis der fandtes beløb i restance
   b) det beløb, der er blevet afskrevet som led i de bevilgede kreditlempelser, hvis der ikke fandtes beløb i restance.

7.  Hvis en misligholdt eksponering er ophørt med at være klassificeret som misligholdt i henhold til stk. 6, er en sådan eksponering omfattet af en prøveperiode, indtil samtlige følgende betingelser er opfyldt:

   a) Mindst to år er forløbet fra den dato, hvor eksponeringen omfattet af kreditlempelser blev omklassificeret som ikke misligholdt.
   b) Regelmæssige og rettidige betalinger har fundet sted i mindst halvdelen af den periode, hvor eksponeringen ville være omfattet af en prøveperiode, hvilket har ført til betaling af et væsentligt samlet beløb af hovedstol eller renter.
   c) Ingen af eksponeringerne over for låntager er i restance med over 30 dage.

Artikel 47b

Kreditlempelser

1.  En kreditlempelse er et instituts indrømmelse over for en låntager, som har eller sandsynligvis vil få vanskeligheder med at opfylde sine finansielle forpligtelser. En indrømmelse kan medføre et tab for långiver og indebærer et af følgende tiltag:

   a) ændring af vilkår og betingelser for en gældsforpligtelse, hvis en sådan ændring ikke ville være blevet bevilget, hvis låntageren▌ ikke havde haft vanskeligheder med at opfylde sine finansielle forpligtelser
   b) hel eller delvis refinansiering af en gældsforpligtelse, hvis en sådan refinansiering ikke ville være blevet bevilget, hvis låntageren ▌ ikke havde haft vanskeligheder med at opfylde sine finansielle forpligtelser.

2.  Mindst følgende situationer anses for at være kreditlempelser:

   a) nye kontraktvilkår er gunstigere for låntager end tidligere kontraktvilkår, hvis låntager har eller sandsynligvis vil få vanskeligheder med at opfylde sine finansielle forpligtelser
   b) nye kontraktvilkår er gunstigere for låntager, end de kontraktvilkår, der tilbydes af samme institut over for låntagere med en på dette tidspunkt tilsvarende risikoprofil, hvis låntager har eller sandsynligvis vil få vanskeligheder med at opfylde sine finansielle forpligtelser
   c) eksponeringen i henhold til de oprindelige kontraktvilkår var klassificeret som misligholdt før ændringen af kontraktvilkårene eller ville være blevet klassificeret som misligholdt, hvis kontraktvilkårene ikke var blevet ændret
   d) foranstaltningen medfører en hel eller delvis annullering af gældsforpligtelsen
   e) instituttet godkender udnyttelsen af klausuler, der gør det muligt for låntager at ændre kontraktvilkårene, og eksponeringen blev klassificeret som misligholdt før udnyttelsen af sådanne klausuler, eller ville blive klassificeret som misligholdt, hvis disse klausuler ikke var blevet udnyttet
   f) låntager foretog på eller tæt på tidspunktet for bevillingen af gælden betalinger på hovedstolen eller af renter på en anden gældsforpligtelse hos samme institut, der var klassificeret som en misligholdt eksponering eller ville være blevet klassificeret som misligholdt, hvis disse betalinger ikke havde fundet sted
   g) ændringen af kontraktvilkårene indebærer tilbagebetalinger gennem overtagelse af sikkerhedsstillelse i tilfælde, hvor en sådan ændring udgør en indrømmelse.

3.  Følgende omstændigheder er indikatorer for, at der kan være blevet vedtaget kreditlempelser:

   a) den oprindelige kontrakt har været i restance i over 30 dage mindst én gang i de tre måneder forud for ændringen eller ville have været i restance i over 30 dage uden ændringen
   b) låntager foretog på eller tæt på tidspunktet for indgåelse af kreditaftalen betalinger på hovedstolen eller af renter på en anden gældsforpligtelse hos samme institut, som havde været i restance i 30 dage mindst én gang i de tre måneder forud for bevillingen af ny gæld
   c) instituttet godkender udnyttelsen af klausuler, der gør det muligt for låntager at ændre kontraktvilkårene, og eksponeringen har været i restance i 30 dage eller ville have været i restance i 30 dage, hvis disse klausuler ikke var blevet udnyttet.

4.  Med henblik på denne artikel skal en låntagers vanskeligheder med at opfylde sine finansielle forpligtelser vurderes på låntagerniveau under hensyntagen til alle de juridiske enheder i låntagers koncern, som er omfattet af koncernens regnskabsmæssige konsolidering, og til de fysiske personer, der kontrollerer den pågældende koncern.

Artikel 47c

Fradrag for misligholdte eksponeringer

1.  Med henblik på artikel 36, stk. 1, litra m), beregner institutterne det relevante beløb for utilstrækkelig dækning særskilt for hver misligholdt eksponering, der skal fradrages i de egentlige kernekapitalposter, ved at fratrække det beløb, der er beregnet i litra b), fra det beløb, der er beregnet i litra a), hvis det beløb, der er omhandlet i litra a), overstiger beløbet omhandlet i litra b):

   a) summen af:
   i) den usikrede del, hvis en sådan findes, af hver misligholdt eksponering multipliceret med den relevante faktor som omhandlet i stk. 2
   ii) den sikrede del, hvis en sådan findes, af hver misligholdt eksponering multipliceret med den relevante faktor som omhandlet i stk. 3
   b) summen af følgende poster, forudsat at de vedrører den samme misligholdte eksponering:
   i) specifikke kreditrisikojusteringer
   ii) yderligere værdijusteringer i overensstemmelse med artikel 34 og 105
   iii) andre reduktioner af kapitalgrundlaget
   iv) for institutter, der beregner beløbene for risikovægtede eksponeringer ved hjælp af den interne ratingbaserede metode, den absolutte værdi af de beløb, der fratrækkes i overensstemmelse med artikel 36, stk. 1, litra d), og som vedrører misligholdte eksponeringer, hvor den absolutte værdi, der tilskrives hver misligholdt eksponering, beregnes ved at multiplicere de beløb, der fratrækkes i overensstemmelse med artikel 36, stk. 1, litra d), med bidraget fra det forventede tab på den misligholdte eksponering til det samlede forventede tab på misligholdte eller ikkemisligholdte eksponeringer, alt efter hvad der er relevant
   v) hvis en misligholdt eksponering er erhvervet til en lavere pris end det beløb, som debitor skylder, forskellen mellem anskaffelsesprisen og det beløb, som debitor skylder
   vi) beløb, som instituttet har afskrevet, siden eksponeringen blev klassificeret som misligholdt.

Den sikrede del af en misligholdt eksponering er den del af eksponeringen, der med henblik på beregning af kapitalgrundlagskravene i henhold til tredje del, afsnit II, anses for at være dækket af en finansieret kreditrisikoafdækning eller en ufinansieret kreditrisikoafdækning eller for at være fuldt og helt sikret ved pant i fast ejendom.

Den usikrede del af en misligholdt eksponering svarer til den eventuelle forskel mellem værdien af eksponeringen som omhandlet i artikel 47a, stk. 1, og den eventuelt sikrede del af eksponeringen.

2.  Med henblik på stk. 1, litra a), nr. i), anvendes følgende faktorer:

   a) 0,35 for den usikrede del af en misligholdt eksponering, der skal anvendes i perioden mellem ▌den første og den sidste dag i det tredje år efter det tidspunkt, hvor den blev klassificeret som misligholdt ▌

   b) 1 for den usikrede del af en misligholdt eksponering, der skal anvendes fra den første dag i det fjerde år efter det tidspunkt, hvor den blev klassificeret som misligholdt ▌.

3.  Med henblik på stk. 1, litra a), nr. ii), anvendes følgende faktorer:

   a) 0,25 for den sikrede del af en misligholdt eksponering, der skal anvendes i perioden mellem ▌den første og den sidste dag i det fjerde år efter det tidspunkt, hvor den blev klassificeret som misligholdt ▌
   b) 0,35 for den sikrede del af en misligholdt eksponering, der skal anvendes i perioden mellem ▌den første og den sidste dag i det femte år efter det tidspunkt, hvor den blev klassificeret som misligholdt▌
   c) 0,55 for den sikrede del af en misligholdt eksponering, der skal anvendes i perioden mellem ▌den første og den sidste dag i det sjette år efter det tidspunkt, hvor den blev klassificeret som misligholdt ▌
   d) 0,70 for den ▌del af en misligholdt eksponering, for hvilken der er stillet sikkerhed i fast ejendom i henhold til tredje del, afsnit II, eller som er et boliglån garanteret af en anerkendt udbyder af kreditrisikoafdækning, jf. artikel 201, der skal anvendes i perioden mellem den første og den sidste dag i det syvende år efter det tidspunkt, hvor den blev klassificeret som misligholdt ▌
   e) 0,80 for den ▌ del af en misligholdt eksponering, for hvilken der er stillet sikkerhed i form af anden finansieret eller ufinansieret kreditrisikoafdækning i henhold til tredje del, afsnit II, der skal anvendes i perioden mellem den første og den sidste dag i det syvende år efter det tidspunkt, hvor den blev klassificeret som misligholdt▌
   f) 0,80 for den ▌del af en misligholdt eksponering, for hvilken der er stillet sikkerhed i fast ejendom i henhold til tredje del, afsnit II, eller som er et boliglån garanteret af en anerkendt udbyder af kreditrisikoafdækning, jf. artikel 201, der skal anvendes i perioden mellem den første og den sidste dag i det ottende år efter det tidspunkt, hvor den blev klassificeret som misligholdt▌
   g) 1 for den ▌ del af en misligholdt eksponering, for hvilken der er stillet sikkerhed i form af anden finansieret eller ufinansieret kreditrisikoafdækning i henhold til tredje del, afsnit II, der skal anvendes fra den første dag i det ottende år efter det tidspunkt, hvor den blev klassificeret som misligholdt▌
   h) 0,85 for den ▌del af en misligholdt eksponering, for hvilken der er stillet sikkerhed i fast ejendom i henhold til tredje del, afsnit II, eller som er et boliglån garanteret af en anerkendt udbyder af kreditrisikoafdækning, jf. artikel 201, der skal anvendes i perioden mellem den første og den sidste dag i det niende år efter det tidspunkt, hvor den blev klassificeret som misligholdt▌
   i) 1 for den ▌del af en misligholdt eksponering, for hvilken der er stillet sikkerhed i fast ejendom i henhold til tredje del, afsnit II, eller som er et boliglån garanteret af en anerkendt udbyder af kreditrisikoafdækning, jf. artikel 201, der skal anvendes fra den første dag i det tiende år efter det tidspunkt, hvor den blev klassificeret som misligholdt ▌.

4.   Uanset stk. 3 gælder følgende faktorer for den del af den misligholdte eksponering, som er garanteret eller forsikret af et officielt eksportkreditagentur:

   a) 0 for den sikrede del af den misligholdte eksponering, der skal anvendes i perioden mellem et og syv år efter det tidspunkt, hvor den blev klassificeret som misligholdt, og
   b) 1 for den sikrede del af den misligholdte eksponering, der skal anvendes fra den første dag i det ottende år efter det tidspunkt, hvor den blev klassificeret som misligholdt.

5.  EBA vurderer de forskellige former for praksis, der anvendes til værdiansættelse af sikrede misligholdte eksponeringer og kan udarbejde retningslinjer for at fastlægge en fælles metode, herunder eventuelle minimumskrav til en ny værdiansættelse med hensyn til timing og ad hoc-metoder, for den tilsynsmæssige værdiansættelse af anerkendte former for finansieret og ikkefinansieret kreditrisikoafdækning, navnlig med hensyn til antagelser vedrørende genindvindingen og retshåndhævelsen heraf. Disse retningslinjer kan også omfatte en fælles metode til bestemmelse af den sikrede del af en misligholdt eksponering, jf. stk. 1.

Disse retningslinjer udstedes i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

6.   Uanset stk. 2 gælder det, at når der for en eksponering bevilges kreditlempelse mellem et og to år efter det tidspunkt, hvor den blev klassificeret som misligholdt, finder den faktor, der finder anvendelse i overensstemmelse med stk. 2, på det tidspunkt, hvor kreditlempelsen bevilges, anvendelse i en yderligere periode på et år. Uanset stk. 3 gælder det, at når der for en eksponering bevilges en kreditlempelse mellem to og seks år efter det tidspunkt, hvor den blev klassificeret som misligholdt, finder den faktor, der finder anvendelse i overensstemmelse med stk. 3, på det tidspunkt, hvor kreditlempelsen bevilges, anvendelse i en yderligere periode på et år.

Nærværende stykke finder kun anvendelse i forhold til den første kreditlempelse, der er blevet bevilget, siden eksponeringen blev klassificeret som misligholdt."

"

3)  Artikel 111, stk. 1, første afsnit, indledningen, affattes således:"

"1. En aktivposts eksponeringsværdi er den resterende regnskabsmæssige værdi efter specifikke kreditrisikojusteringer i overensstemmelse med artikel 110, yderligere værdijusteringer i overensstemmelse med artikel 34 og 105, beløb fradraget i overensstemmelse med artikel 36, stk. 1, litra m), og andre reduktioner af kapitalgrundlaget i forbindelse med aktivposten. Eksponeringsværdien af en ikkebalanceført post opført i bilag I er følgende procentdel af dens nominelle værdi efter reduktion af specifikke kreditrisikojusteringer og beløb fratrukket i overensstemmelse med artikel 36, stk. 1, litra m):".

"

4)  Artikel 127, stk. 1, affattes således:"

"1. Den usikrede del af en post, hvor låntager er i misligholdelse i henhold til artikel 178, eller i tilfælde af detaileksponeringer den usikrede del af en kreditfacilitet, som er i misligholdelse i henhold til artikel 178, tildeles en risikovægt på:

   a) 150 %, når summen af justeringerne af den specifikke kreditrisiko og de beløb, der er fradraget i overensstemmelse med artikel 36, stk. 1, litra m), er mindre end 20 % af den usikrede del af eksponeringens værdi, hvis disse specifikke kreditrisikojusteringer og fradrag ikke blev foretaget
   b) 100 %, når summen af justeringerne af den specifikke kreditrisiko og de beløb, der er fradraget i overensstemmelse medoverensstemmelse med artikel 36, stk. 1, litra m), er mindst 20 % af den usikrede del af eksponeringens værdi, hvis disse specifikke kreditrisikojusteringer og fradrag ikke blev foretaget."

"

5)  Artikel 159 affattes således:"

"Artikel 159

Behandling af værdien af de forventede tab

Institutterne trækker værdien af de forventede tab, der beregnes i overensstemmelse med artikel 158, stk. 5, 6 og 10, fra de generelle og specifikke kreditrisikojusteringer i overensstemmelse med artikel 110, yderligere værdijusteringer i overensstemmelse med artikel 34 og 105 og andre reduktioner af kapitalgrundlaget i forbindelse med disse eksponeringer, bortset fra fradrag foretaget i overensstemmelse med artikel 36, stk. 1, litra m). Nedslag i forbindelse med balanceførte eksponeringer, der er erhvervet som misligholdte eksponeringer, jf. artikel 166, stk. 1, behandles på samme måde som specifikke kreditrisikojusteringer. Specifikke kreditrisikojusteringer for misligholdte eksponeringer må ikke anvendes til at dække værdien af forventede tab på andre eksponeringer. Værdien af de forventede tab vedrørende securitiserede eksponeringer og de generelle og specifikke kreditrisikojusteringer, der foretages for disse eksponeringer, indgår ikke i denne beregning."

"

6)  Artikel 178, stk. 1, litra b), affattes således:"

"b) Låntageren har i over 90 dage været i restance med en væsentlig gældsforpligtelse over for instituttet, moderselskabet eller et af dets datterselskaber. De kompetente myndigheder kan erstatte de 90 dage med 180 dage for eksponeringer sikret ved pant i beboelsesejendomme eller SMV-erhvervsejendomme i detaileksponeringsklassen samt for eksponeringer mod offentlige enheder. De 180 dage gælder ikke med henblik på artikel 36, stk. 1, litra m), og artikel 127."

"

7)  Følgende artikel indsættes:"

"Artikel 469a

Undtagelser fra fradrag i egentlige kernekapitalposter for misligholdte eksponeringer

Uanset artikel 36, stk. 1, litra m), undlader institutter at fratrække det relevante beløb for den utilstrækkelige dækning af misligholdte eksponeringer i de egentlige kernekapitalposter, hvis eksponeringen oprandt før den ... [datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden].

Hvis vilkårene og betingelserne for en eksponering, som oprandt før den ... [datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden], ændres af instituttet på en måde, der øger instituttets eksponering over for låntager, betragtes eksponeringen som værende oprandt på den dato, hvor ændringen finder anvendelse, og ophører med at være omfattet af undtagelsen i stk. 1."

"

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i …, den

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1) EUT C 79 af 4.3.2019, s. 1.
(2) EUT C 367 af 10.10.2018, s. 43.
(3)EUT C 79 af 4.3.2019. s. 1.
(4)EUT C 367 af 10.10.2018, s. 43.
(5)Europa-Parlamentets holdning af 14.3.2019.
(6)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66).
(7)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT L 60 af 28.2.2014, s. 34).
(8)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (EUT L 48 af 23.2.2011, s. 1).
(9)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).
(10)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338).
(11)Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 680/2014 af 16. april 2014 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for institutters indberetning med henblik på tilsyn i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (EUT L 191 af 28.6.2014, s. 1).


Sikring af konkurrencen inden for lufttransport ***I
PDF 236kWORD 75k
Beslutning
Konsolideret tekst
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. marts 2019 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om sikring af konkurrencen inden for lufttransport og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 868/2004 (COM(2017)0289 – C8-0183/2017 – 2017/0116(COD))
P8_TA-PROV(2019)0209A8-0125/2018

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2017)0289),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 100, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0183/2017),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse af 17. januar 2018 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

–  efter høring af Regionsudvalget,

–  der henviser til, at det kompetente udvalg har godkendt den foreløbige aftale i henhold til forretningsordenens artikel 69f, stk. 4, og at Rådets repræsentant ved skrivelse af 12. december 2018 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 59,

–  der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget og udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0125/2018),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 14. marts 2019 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/... om sikring af konkurrencen inden for lufttransport og om ophævelse af forordning (EF) nr. 868/2004

P8_TC1-COD(2017)0116


EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 100, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

efter høring af Regionsudvalget,

efter den almindelige lovgivningsprocedure(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Luftfart spiller en afgørende rolle i ▌Unionens økonomi og unionsborgernes dagligdag og er en af de mest dynamiske sektorer med de bedste resultater i europæisk økonomi. Den er en stærk drivkraft for økonomisk vækst, jobskabelse, handel og turisme samt transportforbindelser og mobilitet for både virksomheder og borgere, navnlig på Unionens indre marked for luftfart. I de seneste årtier har væksten i lufttransportydelser bidraget mærkbart til at forbedre transportforbindelserne i Unionen og til tredjelande, og den har været en betydelig drivkraft for Unionens økonomi ▌.

(2)  EU-luftfartsselskaberne befinder sig centralt i et globalt net, der forbinder Europa internt og med resten af verden. De bør kunne konkurrere med tredjelandes luftfartsselskaber på grundlag af åben og loyal konkurrence ▌. Dette er nødvendigt for at gavne forbrugerne, opretholde betingelser, som fremmer ▌ lufttransportforbindelser på et højt niveau i Unionen, og for at sikre gennemsigtighed, lige vilkår og fortsat konkurrenceevne for EU-luftfartsselskaber samt beskæftigelse af høj kvalitet i Unionens luftfartsindustri.

(3)  I forbindelse med øget konkurrence mellem lufttransportaktørerne globalt er loyal konkurrence et ▌uomgængeligt princip generelt i forbindelse med driften af internationale lufttransportydelser. Princippet anerkendes navnlig af Chicagokonventionen angående international civil luftfart af 7. december 1944 ("Chicagokonventionen"), hvis præambel indeholder en anerkendelse af behovet for, at internationale lufttransportydelser skal bygge på lige vilkår. I Chicagokonventionens artikel 44 erklæres det endvidere, at Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) har som målsætning at fremme udviklingen af international lufttransport for derigennem at sikre, ▌at enhver af de kontraherende stater får rimelig mulighed for at drive internationale luftruter, og undgå forskelsbehandling de kontraherende stater imellem.

(4)  Princippet om loyal konkurrence er veletableret i Unionen, hvor markedsforvridende praksis er underlagt EU-retten, som garanterer lige muligheder og loyale konkurrencevilkår for EU-luftfartsselskaber og luftfartsselskaber i tredjelande, der opererer i Unionen.

(5)  Trods Unionens og nogle tredjelandes ▌kontinuerlige bestræbelser er principperne om loyal konkurrence dog endnu ikke blevet defineret ved hjælp af særlige multilaterale regler, navnlig inden for rammerne af ICAO-aftaler eller Verdenshandelsorganisationens aftaler (WTO-aftaler) såsom Den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS) og bilaget om lufttransportydelser hertil, fra hvis anvendelsesområde lufttransportydelser i vidt omfang er blevet ▌udelukket(4).

(6)  Indsatsen bør derfor styrkes inden for rammerne af ICAO og WTO for aktivt at støtte udviklingen af internationale regler, som garanterer loyale konkurrencevilkår blandt alle luftfartsselskaber.

(7)  Loyal konkurrence mellem luftfartsselskaber bør fortrinsvis tages op inden for rammerne af lufttransportaftaler eller aftaler om luftfartsydelser med tredjelande. De fleste lufttransportaftaler eller aftaler om luftfartsydelser, der indgås mellem Unionen eller dens medlemsstater eller begge på den ene side og tredjelande på den anden, indeholder dog indtil videre ikke tilstrækkelige regler for loyal konkurrence. Indsatsen bør derfor styrkes for at forhandle om at få inddraget klausuler om loyal konkurrence i eksisterende og fremtidige lufttransportaftaler eller aftaler om luftfartsydelser med tredjelande.

(8)  Loyal konkurrence mellem luftfartsselskaber kan også sikres via relevant EU-lovgivning såsom Rådets forordning (EØF) nr. 95/93(5) og Rådets direktiv 96/67/EF(6). I det omfang hensynet til loyal konkurrence forudsætter beskyttelse af EU-luftfartsselskaber mod visse former for praksis, der er indført af tredjelande eller tredjelandes luftfartsselskaber, blev dette tidligere reguleret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 868/2004(7). Forordning (EF) nr. 868/2004 har imidlertid vist sig at være ineffektiv med hensyn til den bagvedliggende generelle målsætning om loyal konkurrence. Dette er navnlig tilfældet for nogle af reglerne heri vedrørende ▌definitionen af de pågældende former for praksis – bortset fra støtte – og kravene vedrørende iværksættelsen og gennemførelsen af undersøgelser. Dertil kommer, at forordning (EF) nr. 868/2004 ikke har givet komplementaritet med lufttransportaftaler eller aftaler om luftfartsydelser, hvori Unionen er part ▌. I lyset af antallet og betydningen af de ændringer, som ville være nødvendige for at tackle disse spørgsmål, bør forordning (EF) nr. 868/2004 erstattes af en ny retsakt.

(9)  Konkurrenceevnen i Unionens luftfartssektor afhænger af konkurrenceevnen i hver del af værdikæden i luftfartssektoren, og den kan kun fastholdes ved komplementære politikker. Unionen bør indgå i en konstruktiv dialog med tredjelande for at finde et grundlag for loyal konkurrence. I denne forbindelse er en effektiv, forholdsmæssig og afskrækkende lovgivning fortsat nødvendig med henblik på at opretholde betingelser, som fremmer transportforbindelser på et højt niveau i Unionen og sikrer loyal konkurrence med tredjelandes luftfartsselskaber. Kommissionen bør til dette formål gives beføjelse til at gennemføre en undersøgelse og om nødvendigt træffe foranstaltninger. Sådanne foranstaltninger bør kunne anvendes ▌, når konkurrenceforvridende praksis ▌ påfører EU-luftfartsselskaber skade.

(10)  Forskelsbehandling kan omfatte situationer, hvor et EU-luftfartsselskab er genstand for differentieret behandling uden objektiv begrundelse, navnlig differentieret behandling vedrørende priser på og adgang til groundhandlingydelser, lufthavnsinfrastruktur, luftfartsydelser, tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter, administrative procedurer såsom procedurer for tildeling af visa til udenlandske luftfartsselskabers personale, nærmere ordninger for salg og distribution af luftfartsydelser eller ethvert andet spørgsmål vedrørende forretningsvirksomhed såsom besværlige toldbehandlingsprocedurer eller enhver anden urimelig praksis af finansiel eller operationel art.

(11)  Sagsforløb ▌bør afsluttes uden afhjælpende foranstaltninger i henhold til denne forordning, hvis vedtagelse af afhjælpende foranstaltninger strider mod Unionens interesser, idet der tages særligt hensyn til deres indvirkning på andre personer, navnlig forbrugere eller virksomheder i Unionen, samt deres indvirkning på transportforbindelser på et højt niveau i hele Unionen. Ved vurderingen af Unionens interesser bør der udvises særlig opmærksomhed over for situationen i medlemsstater, der udelukkende eller i væsentlig grad er afhængige af lufttransport til deres transportforbindelser med resten af verden, og der bør sikres overensstemmelse med Unionens andre politikområder. Sagsforløb bør ligeledes afsluttes uden foranstaltninger, når forudsætningerne for sådanne foranstaltninger ikke eller ikke længere er opfyldt.

( ▌12) Ved fastlæggelsen af om vedtagelse af afhjælpende foranstaltninger ville være imod Unionens interesse, bør Kommissionen tage højde for alle interesserede parters synspunkter. Med henblik på at tilrettelægge høringer med alle interesserede parter og give dem mulighed for at blive hørt, bør der i meddelelsen om undersøgelsens iværksættelse angives tidsfrister for fremsendelse af oplysninger eller for anmodning om en høring. Interesserede parter bør være bekendt med betingelserne for videregivelse af de oplysninger, de fremsender, og bør kunne reagere på andre parters bemærkninger.

(13)  For at holde Kommissionen tilstrækkeligt underrettet om mulige elementer, som gør det berettiget at iværksætte en undersøgelse, bør alle medlemsstater, EU-luftfartsselskaber eller sammenslutninger af EU-luftfartsselskaber kunne indgive en klage, som bør behandles inden for en rimelig frist.

(14)  Med henblik på at sikre forordnings effektivitet er det afgørende, at Kommissionen kan indlede et sagsforløb på grundlag af en klage, der fremlægger umiddelbare beviser for en trussel om skade.

(15)  I løbet af undersøgelsen bør Kommissionen tage højde for den konkurrenceforvridende praksis i den relevante kontekst. I betragtning af de mange forskellige mulige former for praksis kan en praksis og dens virkninger i nogle tilfælde være begrænset til lufttransportaktiviteter vedrørende en rute mellem to byer, mens det i andre tilfælde kan være relevant at vurdere en praksis og dens virkninger for det bredere lufttransportnet.

(16)  Det er vigtigt at sikre, at undersøgelsen kan udvides til det bredest mulige spektrum af relevante elementer. Til dette formål ▌bør Kommissionen kunne foretage undersøgelser i tredjelande med forbehold af samtykke fra de berørte enheder i et tredjeland, og såfremt disse tredjelande ikke gør indsigelse. Af samme årsager og til samme formål bør medlemsstaterne have pligt til efter bedste evne at bistå Kommissionen. Kommissionen bør afslutte undersøgelsen på grundlag af den bedste tilgængelige dokumentation.

(17)  ▌I løbet af undersøgelsen kan Kommissionen overveje, hvorvidt den konkurrenceforvridende praksis også udgør en tilsidesættelse af en international lufttransportaftale eller en international aftale om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, hvori Unionen er part. I så fald kan Kommissionen overveje, om den konkurrenceforvridende praksis, som også udgør en tilsidesættelse af en international lufttransportaftale eller en international aftale om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, hvori Unionen er part, mere hensigtsmæssigt kan reguleres ved anvendelse af de tvistbilæggelsesprocedurer, som den pågældende aftale fastlægger. I så fald bør Kommissionen kunne suspendere den undersøgelse, som er iværksat i henhold til denne forordning. Hvis anvendelsen af de tvistbilæggelsesprocedurer, som er fastlagt i den internationale lufttransportaftale eller den internationale aftale om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, hvori Unionen er part, ikke i tilstrækkelig grad afhjælper situationen, bør det være muligt for Kommissionen at genoptage undersøgelsen.

(18)  Luftfartsaftaler og denne forordning bør fremme dialogen med det berørte tredjeland for effektivt at løse tvister og genoprette loyal konkurrence. Vedrører Kommissionens undersøgelse operationer omfattet af en lufttransportaftale eller en aftale om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, indgået med et tredjeland, og hvori Unionen ikke er part, bør det sikres, at Kommissionen handler med fuldt kendskab til ethvert sagsforløb, der påtænkes eller gennemføres af den medlemsstat, som berøres af en sådan aftale, og som vedrører den situation, der er genstand for Kommissionens undersøgelse. Medlemsstaterne bør derfor have pligt til at holde Kommissionen underrettet i overensstemmelse hermed. I så fald bør alle berørte medlemsstater have ret til at underrette Kommissionen om, at det er deres hensigt udelukkende at imødegå den konkurrenceforvridende praksis i henhold til de tvistbilæggelsesprocedurer, der er fastsat i deres respektive lufttransportaftaler eller aftaler om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, indgået med et tredjeland, som Unionen ikke er part i. Hvis alle de berørte medlemsstater underretter Kommissionen, og der ikke er gjort indsigelse, bør Kommissionen suspendere sin undersøgelse.

(19)  Hvis de berørte medlemsstater agter at imødegå den konkurrenceforvridende praksis udelukkende ved hjælp af de tvistbilæggelsesprocedurer, der gælder i henhold til de lufttransportaftaler, aftaler om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, som de har indgået med det pågældende tredjeland, for at opfylde deres forpligtelser i henhold til disse aftaler, bør medlemsstaterne tilstræbe hurtigt at gennemføre de bilaterale tvistbilæggelsesprocedurer, og de bør fuldt ud orientere Kommissionen herom. Hvis den konkurrenceforvridende praksis varer ved, og Kommissionen genoptager undersøgelsen, bør de opnåede resultater ved anvendelsen af en sådan lufttransportaftale eller aftale om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, tages i betragtning for at sikre, at loyal konkurrence genoprettes snarest muligt.

(20)  Resultater, der opnås under anvendelse af tvistbilæggelsesprocedurernei henhold til en international lufttransportaftale eller international aftale om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, hvori Unionen eller en medlemsstat er part, bør tages i betragtning.

(21)  Af hensyn til den administrative effektivitet og i lyset af en mulig indstilling af en undersøgelse uden foranstaltninger bør det være muligt at suspendere et sagsforløb, når det berørte tredjeland eller den berørte enhed i tredjelandet har taget afgørende skridt til at eliminere den pågældende konkurrenceforvridende praksis eller den deraf følgende skade eller trussel om skade.

(22)  En konstatering af skade eller trussel om skade for de berørte EU-luftfartsselskaber bør afspejle en realistisk vurdering af situationen og bør derfor baseres på alle relevante faktorer, navnlig i relation til disse luftfartsselskabers situation og den generelle situation på det berørte lufttransportmarked.

(23)  Der bør fastlægges betingelser for, hvornår sagsforløb bør afsluttes med eller uden pålæggelse af afhjælpende foranstaltninger.

(24)  Afhjælpende foranstaltninger angående konkurrenceforvridende praksis tilsigter at udligne den skade, der er opstået ▌som følge af disse former for praksis. De bør derfor tage form af finansielle forpligtelser eller andre foranstaltninger, som, idet de repræsenterer en kvantificerbar pengeydelse, er i stand til at skabe den samme virkning. ▌For at overholde proportionalitetsprincippet bør alle former for foranstaltninger begrænses til, hvad der er nødvendigt for at udligne den ▌påviste skade. Den afhjælpende foranstaltning bør tage hensyn til et velfungerende EU-luftfartsmarked og bør ikke medføre en uberettiget fordel for noget luftfartsselskab eller nogen luftfartskoncern.

(25)  Denne forordning har ikke til formål at pålægge tredjelandes luftfartsselskaber standarder, f.eks. for så vidt angår støtte, ved at indføre mere restriktive forpligtelser end dem, der finder anvendelse på EU-luftfartsselskaber.

(26)  Situationer, der undersøges i henhold til denne forordning, og deres potentielle indvirkning på medlemsstaterne kan afhænge af omstændighederne. Det bør derfor alt efter omstændighederne være muligt at anvende ▌ afhjælpende foranstaltninger over for et eller flere luftfartsselskaber i tredjelande, i et bestemt geografisk område eller i en bestemt periode eller at fastsætte en dato i fremtiden, fra hvilken de skal finde anvendelse.

(27)  De afhjælpende foranstaltninger bør ikke bestå i suspension eller begrænsning af trafikrettigheder, som en medlemsstat har tildelt et tredjeland.

(28)  I tråd med samme proportionalitetsprincip bør afhjælpende foranstaltninger vedrørende konkurrenceforvridende praksis kun forblive i kraft, så længe og i det omfang det er nødvendigt i lyset af en sådan praksis og den deraf følgende skade ▌. Der bør derfor foretages en revision, når omstændighederne taler for dette.

(29)  For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011(8).

(30)  Kommissionen bør løbende og ved hjælp af en rapport orientere Europa-Parlamentet og ▌Rådet om gennemførelsen af denne forordning. Denne rapport bør indeholde oplysninger om anvendelsen af afhjælpende foranstaltninger, indstillingen af undersøgelser uden afhjælpende foranstaltninger, revisioner af afhjælpende foranstaltninger og samarbejde med medlemsstater, interesserede parter og tredjelande. Rapporten bør udarbejdes og behandles med passende fortrolighed.

(31)  Målet for denne forordning, nemlig en effektiv og ligelig beskyttelse for alle EU-luftfartsselskaber baseret på ensartede kriterier og procedurer ▌mod skade eller trussel om skade for et eller flere EU-luftfartsselskaber forårsaget af konkurrenceforvridende praksis, som er indført af tredjelande eller enheder i tredjelande, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. ▌artikel 5 i traktat om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(32)  Eftersom denne forordning erstatter forordning (EF) nr. 868/2004, bør nævnte forordning ophæves —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand

1.  Ved denne forordning fastsættes regler for Kommissionens gennemførelse af undersøgelser og for vedtagelse af afhjælpende foranstaltninger vedrørende ▌praksis, som forvrider konkurrencen mellem EU-luftfartsselskaber og tredjelandes luftfartsselskaber og forårsager eller truer med at forårsage skade for EU-luftfartsselskaber.

2.  Denne forordning finder anvendelse, medmindre andet fremgår af artikel 12 i forordning (EØF) nr. 95/93 og artikel 20 i direktiv 96/67/EF.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)  "luftfartsselskab": et luftfartsselskab som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008(9)

2)  "lufttransportydelse": en flyvning eller en række flyvninger med transport af passagerer, fragt eller post mod vederlag eller lejeafgift

3)  "interesseret part": enhver fysisk eller juridisk person eller ethvert officielt organ, uanset om dette har selvstændig status som juridisk person, som kan forventes at have en væsentlig interesse i resultatet af sagsforløbet, herunder, men ikke begrænset til luftfartsselskaber

4)  "den berørte medlemsstat": en medlemsstat:

a)  der har udstedt licens til de berørte EU-luftfartsselskaber i henhold til forordning (EF) nr. 1008/2008, eller

b)  i henhold til hvis lufttransportaftale, aftale om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, med det berørte tredjeland de berørte EU-luftfartsselskaber opererer

5)  "enhed i et tredjeland": enhver fysisk eller juridisk person, uanset om denne driver virksomhed med eller uden økonomisk vinding for øje, eller ethvert officielt organ, uanset om dette har selvstændig status som juridisk person, som hører under et tredjelands jurisdiktion, uanset om denne kontrolleres af et tredjelands regering, og som direkte eller indirekte beskæftiger sig med lufttransportydelser eller tilknyttede ydelser eller med at levere infrastruktur eller tjenesteydelser, som benyttes til at levere lufttransportydelser eller tilknyttede ydelser

6)  "konkurrenceforvridende praksis": forskelsbehandling og støtte

7)  "trussel om skade": en trussel, hvor udviklingen til en skade tydeligt kan forudsiges, er meget sandsynlig og nært forestående, og som uden rimelig tvivl kan tilskrives en handling foretaget af eller en afgørelse truffet af et tredjeland eller af en enhed i et tredjeland

8)  "forskelsbehandling": sondring i enhver form uden objektiv begrundelse med hensyn til levering af varer eller tjenesteydelser, herunder offentlige ydelser, som benyttes til at levere lufttransportydelser, eller med hensyn til behandlingen heraf, som foretages af de offentlige myndigheder, der er relevante i forbindelse med sådanne ydelser (herunder praksis vedrørende luftfart eller lufthavnsfaciliteter og ‑ydelser, brændstof, groundhandling, sikkerhed, IT-reservationssystemer, tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter, afgifter og brugen af andre faciliteter eller tjenesteydelser, som benyttes til at levere lufttransportydelser)

9)  "støtte": et finansielt bidrag

a)  tildelt af en statslig eller anden offentlig organisation i et tredjeland i enhver af følgende former:

i)  en praksis hos en statslig eller anden offentlig organisation, der indebærer direkte overførsel af midler eller potentiel direkte overførsel af midler eller forpligtelser (f.eks. tilskud, lån, indskud af egenkapital, lånegarantier, dækning af driftstab eller kompensation for byrder pålagt af de offentlige myndigheder)

ii)  statsindtægter eller en anden offentlig organisations indtægter, som ellers er forfaldne, men som der gives afkald på, eller som ikke opkræves (bl.a. skattemæssig præferencebehandling eller skatte- og afgiftsincitamenter som f.eks. skattefradrag)

iii)  en statslig eller en anden offentlig organisation, herunder offentligt kontrollerede virksomheder, leverer varer eller tjenesteydelser eller køber varer eller tjenesteydelser

iv)  en statslig eller en anden offentlig organisation indbetaler midler til en finansieringsmekanisme eller overdrager det til et privat organ eller pålægger et privat organ at varetage en eller flere af den i nr. i), ii) og iii) omhandlede type funktioner, som normalt ville påhvile staten og i praksis ikke afviger reelt fra normal statspraksis

b)  som giver modtageren en fordel, og

c)  som retligt eller faktisk er begrænset til en enhed, en erhvervsgren eller en gruppe af enheder eller erhvervsgrene, der hører under den støtteydende myndigheds jurisdiktion

10)  "EU-luftfartsselskab": et luftfartsselskab med en gyldig licens udstedt af en medlemsstat i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1008/2008

11)  "berørt EU-luftfartsselskab": luftfartsselskab, der angiveligt har lidt skade eller er udsat for en trussel om skade i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b).

Artikel 3

Unionens interesser

1.  Fastlæggelsen af Unionens interesser med henblik på artikel 13, stk. 2, litra b), foretages af Kommissionen på grundlag af en vurdering af alle de forskellige interesser, der er relevante i den pågældende situation, som helhed. Ved fastlæggelsen af Unionens interesser lægges vægt på behovet for at beskytte forbrugernes interesser og opretholde transportforbindelser på et højt niveau for passagerer og for Unionen. I forbindelse med hele luftfartskæden kan Kommissionen også tage højde for relevante sociale faktorer. Kommissionen tager også behovet for at eliminere den konkurrenceforvridende praksis, genoprette effektiv og loyal konkurrence og undgå enhver forvridning af det indre marked.

2.  Unionens interesser fastlægges på grundlag af en økonomisk analyse fra Kommissionen. Kommissionen baserer denne analyse på oplysninger indsamlet fra interesserede parter. Ved fastlæggelsen af Unionens interesse indhenter Kommissionen også enhver anden relevant oplysning, den anser for nødvendig, og tager de faktorer, som fremgår af artikel 12, stk. 1, i betragtning. Der tages kun hensyn til behørigt dokumenterede oplysninger.

3.  Fastlæggelsen af Unionens interesser med henblik på artikel 13, stk. 2, litra b), foretages kun, hvis alle interesserede parter har fået mulighed for at tilkendegive deres interesse i sagen, forelægge deres synspunkter skriftligt, fremlægge oplysninger for Kommissionen eller anmode om at blive hørt af Kommissionen i overensstemmelse med fristerne i artikel 4, stk. 8, litra b). Anmodninger om en høring skal i relation til Unionens interesser indeholde en begrundelse for, at parterne ønsker at blive hørt.

4.  De interesserede parter omhandlet i denne artikels stk. 2 og 3 kan anmode om, at de forhold og betragtninger, på grundlag af hvilke afgørelser sandsynligvis vil blive baseret, stilles til rådighed for dem. Sådanne oplysninger fremlægges i det omfang, det er muligt, og i henhold til artikel 8, og uden at dette berører senere afgørelser, som Kommissionen måtte træffe.

5.  Den økonomiske analyse, der er omhandlet i stk. 2, fremsendes til Rådet og Europa-Parlamentet til orientering.

KAPITEL II

GENERELLE BESTEMMELSER OM SAGSFORLØB

Artikel 4

Indledning af sagsforløb

1.  En undersøgelse skal iværksættes, efter at en medlemsstat, et eller flere EU-luftfartsselskaber eller en sammenslutning af EU-luftfartsselskaber ▌har indgivet en skriftlig klage, eller på Kommissionens eget initiativ, hvis der foreligger umiddelbare beviser for ▌, at alle følgende omstændigheder gør sig gældende:

a)  en konkurrenceforvridende praksis indført af et tredjeland eller en enhed i et tredjeland

b)  skade eller trussel om skade for et eller flere EU-luftfartsselskaber, og

c)  årsagssammenhæng mellem den angivelige praksis og den angivelige skade eller trussel om skade.

2.  Ved modtagelsen af en klage ▌i henhold til stk. 1 underretter Kommissionen alle medlemsstaterne.

3.  Kommissionen ▌undersøger rettidigt rigtigheden og relevansen af de elementer, der er indeholdt i klagen, eller som er til rådighed for Kommissionen, for at fastslå, om der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige iværksættelse af en undersøgelse i overensstemmelse med stk. 1.

4.  Kommissionen beslutter ikke at iværksætte en undersøgelse, hvis de ▌forhold, der er fremsat i klagen, hverken omhandler et systemisk spørgsmål eller har væsentlig indvirkning på et eller flere EU-luftfartsselskaber.

5.  Kommissionen underretter klageren og alle medlemsstaterne, såfremt den har besluttet ikke at iværksætte en undersøgelse. Underretningen skal indeholde en begrundelse for beslutningen. Denne underretning fremsendes også til Europa-Parlamentet i overensstemmelse med artikel 17.

6.  Er de forelagte beviser utilstrækkelige med henblik på stk. 1, underretter Kommissionen klageren herom senest 60 dage efter den dato, hvor klagen blev indgivet. Klageren har 45 dage til at forelægge yderligere beviser. Forelægger klageren ikke yderligere beviser inden for denne frist, kan Kommissionen beslutte ikke at iværksætte en undersøgelse.

7.  Med forbehold af stk. 4 og 6 beslutter Kommissionen senest fem måneder efter indgivelsen af klagen, om en undersøgelse i overensstemmelse med stk. 1 skal iværksættes.

8.  Finder Kommissionen, at der foreligger tilstrækkelige beviser til, at det er berettiget at iværksætte en undersøgelse, jf. dog stk. 4, skal Kommissionen tage følgende skridt:

a)  indlede et sagsforløb og underrette medlemsstaterne og Europa-Parlamentet herom

b)  offentliggøre en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende; i meddelelsen anføres, at der iværksættes en undersøgelse, angives undersøgelsens omfang, ▌det tredjeland eller den enhed i et tredjeland, som angiveligt har været involveret i konkurrenceforvridende praksis, den angivelige skade eller trussel om skade og de berørte EU-luftfartsselskaber samt anføres en periode, inden for hvilken interesserede parter kan tilkendegive deres interesse i sagen, forelægge deres synspunkter skriftligt, fremlægge oplysninger eller anmode om at blive hørt af Kommissionen. Den pågældende periode skal være mindst 30 dage

c)  officielt underrette repræsentanter for det berørte tredjeland og den berørte enhed i tredjelandet om, at en undersøgelse iværksættes

d)  underrette klageren og det udvalg, der er omhandlet i artikel 16, om, at en undersøgelse iværksættes.

9.  Trækkes klagen tilbage, inden en undersøgelse iværksættes, anses klagen for ikke at være indgivet. Dette berører ikke Kommissionens ret til at iværksætte en undersøgelse på eget initiativ i henhold til stk. 1.

Artikel 5

Undersøgelsen

1.  Efter indledning af et sagsforløb påbegynder Kommissionen en undersøgelse.

2.  Formålet med undersøgelsen er at fastslå ▌, om en konkurrenceforvridende praksis indført af et tredjeland eller en enhed i et tredjeland har forårsaget skade eller trussel om skade for de berørte EU-luftfartsselskaber.

3.  Hvis Kommissionen i løbet af den i denne artikels stk. 2 omhandlede undersøgelse finder beviser for, at en praksis kan få en negativ indvirkning på lufttransportforbindelserne i en bestemt region, en medlemsstat eller en gruppe medlemsstater og således på passagerer, skal disse beviser tages i betragtning ved fastlæggelsen af Unionens interesser som omhandlet i artikel 3.

4.  Kommissionen indhenter alle de oplysninger, den anser for nødvendige for at gennemføre undersøgelsen, og ▌efterprøver rigtigheden af de oplysninger, den har modtaget eller indsamlet fra de berørte EU-luftfartsselskaber eller fra det berørte tredjeland, en interesseret part eller den berørte enhed i tredjelandet.

5.  Hvis de oplysninger, der er indgivet i henhold til stk. 4, er ufuldstændige, skal de tages i betragtning under forudsætning af, at de hverken er urigtige eller vildledende.

6.  Hvis beviser eller oplysninger ikke godtages, underrettes den part, der har indgivet dem, straks om årsagerne hertil og får mulighed for at afgive yderligere forklaringer inden for en fastsat frist.

7.  Kommissionen kan anmode de berørte medlemsstater om at yde bistand i forbindelse med undersøgelsen ▌. De tager ▌efter anmodning fra Kommissionen navnlig de nødvendige skridt til at bistå Kommissionen med undersøgelsen ved at fremlægge relevante og tilgængelige oplysninger. En medlemsstat skal efter anmodning fra Kommissionen bestræbe sig på at bidrage til relevant kontrol og relevante analyser.

8.  Hvis det forekommer nødvendigt, kan Kommissionen foretage undersøgelser på et tredjelands område ▌, forudsat at den berørte enhed i tredjelandet har givet sit samtykke, og at tredjelandets regering har fået officiel meddelelse herom og ikke har gjort indsigelse.

9.  Parter, som har tilkendegivet deres interesse i sagen inden for de frister, der er fastsat i meddelelsen om undersøgelsens iværksættelse, skal høres, hvis de har anmodet om at blive hørt og vist, at de er en interesseret part.

10.  Klagere, interesserede parter, medlemsstaterne ▌samt repræsentanter for det berørte tredjeland eller den berørte enhed i tredjelandet kan få indsigt i alle oplysninger, som Kommissionen har fået stillet til rådighed, bortset fra interne dokumenter til brug for Kommissionen og Unionens og de berørte medlemsstaters administrationer, forudsat at sådanne oplysninger ikke er fortrolige, jf. artikel 8, og forudsat at de har forelagt Kommissionen en skriftlig anmodning.

Artikel 6

Suspension

1.  Kommissionen kan suspendere undersøgelsen, hvis det forekommer mere hensigtsmæssigt udelukkende at imødegå den konkurrenceforvridende praksis i henhold til de tvistbilæggelsesprocedurer, der er fastlagt i en gældende lufttransportaftale eller en aftale om luftfartsydelser, som Unionen er part i, eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, og som Unionen er part i. Kommissionen underretter medlemsstaterne om suspensionen af undersøgelsen.

Kommissionen kan genoptage undersøgelsen i følgende tilfælde:

a)  den gennemførte procedure i henhold til den gældende lufttransportaftale eller aftale om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, har ført til den konklusion, at den anden part eller de andre parter i aftalen har begået en overtrædelse, og denne konklusion er blevet endelig og bindende for denne anden part eller disse andre parter, men der er ikke straks eller inden for fristen fastsat i de relevante procedurer truffet korrigerende foranstaltninger

b)  den konkurrenceforvridende praksis er ikke blevet elimineret inden for 12 måneder efter datoen for suspension af undersøgelsen.

2.  Kommissionen suspenderer undersøgelsen, hvis den senest 15 dage efter datoen for underretningen om iværksættelse af undersøgelsen kan konstatere:

a)  at alle de berørte medlemsstater, der er omhandlet i artikel 2, nr. 4), litra b), har underrettet Kommissionen om deres hensigt om udelukkende at imødegå den konkurrenceforvridende praksis i henhold til de tvistbilæggelsesprocedurer, der gælder i henhold til den lufttransportaftale eller aftale om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, som de har indgået med det pågældende tredjeland, og

b)  at ingen af de berørte medlemsstater, der er omhandlet i artikel 2, nr. 4), litra a), har gjort indsigelse.

I sådanne tilfælde af suspension finder artikel 7, stk. 1 og 2, anvendelse.

3.  Kommissionen kan genoptage undersøgelsen i følgende tilfælde:

a)  de berørte medlemsstater, der er omhandlet i artikel 2, nr. 4), litra b), har ikke iværksat tvistbilæggelsesproceduren i henhold til den relevante internationale aftale inden for tre måneder efter datoen for den i stk. 2, litra a), omhandlede underretning

b)  de berørte medlemsstater, der er omhandlet i artikel 2, nr. 4), litra b), underretter Kommissionen om, at resultatet af de tvistbilæggelsesprocedurer, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 2, ikke er blevet fuldbyrdet korrekt og hurtigt

c)  alle de berørte medlemsstater anmoder Kommissionen om at genoptage undersøgelsen

d)  Kommissionen kommer til den konklusion, at den konkurrenceforvridende praksis ikke er blevet elimineret inden for 12 måneder efter datoen for underretningen, der er omhandlet i stk. 2, litra a), fra de berørte medlemsstater

e)  i de hastende tilfælde, der er angivet i artikel 11, stk. 3, hvis den konkurrenceforvridende praksis ikke er blevet elimineret inden for ni måneder efter den i nærværende artikels stk. 2, litra a), omhandlede dato for underretning fra de berørte medlemsstater, der er omhandlet i artikel 2, nr. 4), litra b); denne periode kan på en berørt medlemsstats anmodning i behørigt begrundede tilfælde forlænges af Kommissionen med højst tre måneder.

Artikel 7

Samarbejde med medlemsstaterne i forbindelse med sagsforløb af relevans for tilfælde, der falder ind under kapitel III

1.  Den berørte medlemsstat ▌underretter Kommissionen om alle relevante planlagte møder inden for rammerne af lufttransportaftalen eller aftalen om luftfartsydelser eller om enhver bestemmelse om lufttransportydelser i andre aftaler, indgået med det berørte tredjeland for at drøfte det spørgsmål, som er genstand for en undersøgelse. Den berørte medlemsstat skal forelægge Kommissionen dagsordenen og alle relevante oplysninger, som gør det muligt at forstå de emner, der skal drøftes på disse møder.

2.  Den berørte medlemsstat skal holde Kommissionen underrettet om anvendelsen af alle tvistbilæggelsesprocedurer, som er fastsat i en lufttransportaftale eller en aftale om luftfartsydelser eller en anden aftale, der indeholder bestemmelser om lufttransportydelser, indgået med det berørte tredjeland, og skal i givet fald opfordre Kommissionen til at deltage i disse procedurer. Kommissionen kan anmode den berørte medlemsstat om yderligere oplysninger.

Artikel 8

Fortrolighed

1.  Hvis ønsket herom er berettiget, skal Kommissionen behandle oplysninger, som ifølge deres natur er fortrolige, herunder eksempelvis oplysninger, der, hvis de blev fremlagt, ville give en konkurrent en væsentlig konkurrencemæssig fordel eller være til betydelig skade for den, der meddeler oplysningerne, eller for den, fra hvem den, der meddeler oplysningerne, modtog oplysningerne, eller som er stillet til rådighed på et fortroligt grundlag af parter i en undersøgelse, fortroligt.

2.  Interesserede parter, som forelægger fortrolige oplysninger, skal pålægges at forelægge ikkefortrolige sammendrag heraf. Disse sammendrag skal være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold. Under helt særlige omstændigheder kan de interesserede parter anføre, at det ikke er muligt at sammendrage de fortrolige oplysninger. Under sådanne særlige omstændigheder skal der afgives en erklæring med en begrundelse for, at det ikke er muligt at udarbejde et sammendrag.

3.  Oplysninger, der modtages i medfør af denne forordning, må kun anvendes til det formål, hvortil de er indhentet. Dette stykke må ikke udelukke anvendelsen af oplysninger, der modtages som led i en undersøgelse, med henblik på at iværksætte en anden undersøgelse i henhold til denne forordning.

4.  Kommissionen og medlemsstaterne, herunder deres respektive tjenestemænd, må ikke videregive oplysninger modtaget i medfør af denne forordning, som ifølge deres natur er fortrolige, eller oplysninger, som er stillet til rådighed på et fortroligt grundlag af parter i en undersøgelse, medmindre den part, der har givet oplysningerne, udtrykkeligt har givet tilladelse hertil. Oplysninger, der udveksles mellem Kommissionen og medlemsstaterne, eller interne dokumenter, der er udarbejdet af Unionens myndigheder eller af medlemsstaterne, må kun videregives, hvis dette udtrykkeligt fremgår af denne forordning.

5.  Viser det sig, at en anmodning om fortrolig behandling ikke er berettiget, og at den person, der giver oplysningerne, hverken er villig til at offentliggøre dem eller tillade, at de fremlægges i store træk eller i forkortet form, kan de pågældende oplysninger lades ude af betragtning.

6.  Denne artikel udelukker ikke, at EU-myndighederne fremlægger generelle oplysninger og navnlig fremlægger begrundelserne for de afgørelser, der er truffet i medfør af denne forordning, eller at de fremlægger de beviser, som EU-myndighederne har lagt til grund, for så vidt dette er nødvendigt for at forklare disse begrundelser i retssager. Ved en sådan fremlæggelse tages der hensyn til de berørte parters berettigede interesse i, at deres forretnings- eller statshemmeligheder ikke røbes.

7.  Medlemsstaterne træffer nødvendige og passende foranstaltninger, der skal sikre fortrolig behandling af oplysninger, og som er relevante for anvendelsen af denne forordning, forudsat at de er forenelige med forordningens vilkår.

Artikel 9

Grundlag for konklusioner i tilfælde af manglende samarbejdsvilje

Hvis adgang til de nødvendige oplysninger nægtes eller i øvrigt ikke gives inden for de ▌frister, der er fastsat i denne forordning, eller hvis undersøgelsen vanskeliggøres i væsentlig grad, kan der drages foreløbige eller endelige konklusioner ▌, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger og beviser ▌. Finder Kommissionen, at der er afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, kan der ses bort fra disse oplysninger.

Artikel 10

Fremlæggelse af oplysninger

1.  Kommissionen fremlægger oplysninger til det berørte tredjeland, den berørte enhed i et tredjeland og tredjelandets berørte luftfartsselskab samt klageren ▌, de interesserede parter, medlemsstaterne og de berørte EU-luftfartsselskaber om de vigtigste forhold og betragtninger, der påtænkes lagt til grund for vedtagelse af afhjælpende foranstaltninger eller indstilling af sagsforløb uden vedtagelse af afhjælpende foranstaltninger, senest en måned, inden det udvalg, der er omhandlet i artikel 16, træder sammen i overensstemmelse med ▌artikel 13, stk. 2, eller artikel 14, stk. 1.

2.  Fremlæggelse, jf. stk. 1, foregriber ikke en efterfølgende afgørelse, som måtte blive truffet af Kommissionen. Påtænker Kommissionen at lægge yderligere eller andre forhold og betragtninger til grund for en sådan afgørelse, skal disse fremlægges så hurtigt som muligt.

3.  Yderligere oplysninger, der indgives efter fremlæggelsen af oplysninger ▌, tages kun i betragtning, hvis de modtages inden for en frist, som Kommissionen fastsætter i hvert enkelt tilfælde, og som skal være mindst 14 dage, idet der tages behørigt hensyn til sagens hastende karakter. Der kan fastsættes en kortere frist, når yderligere endelige oplysninger skal fremlægges.

Artikel 11

Sagsforløbs varighed og suspension

1.  Et sagsforløb skal afsluttes inden for 20 måneder. Denne periode kan forlænges i behørigt begrundede tilfælde. I tilfælde af suspension af sagsforløbet som fastsat i artikel 4 indregnes denne suspensionsperiode ikke i sagsforløbets varighed.

2.  Undersøgelsen skal afsluttes inden for 12 måneder. Denne periode kan forlænges i behørigt begrundede tilfælde. I tilfælde af suspension af undersøgelsen som fastsat i artikel 6 indregnes denne suspensionsperiode ikke i undersøgelsens varighed. Hvis perioden for undersøgelsen forlænges, lægges varigheden af forlængelsen til den samlede varighed af sagsforløbet som fastlagt i nærværende artikels stk. 1.

3.  I hastende tilfælde, dvs. situationer, hvor skaden kan være uigenkaldelig for EU-luftfartsselskabet eller EU-luftfartsselskaberne efter klagerens eller de interesserede parters fremlæggelse af klare beviser, kan sagsforløbet forkortes til ni måneder.

4.  Kommissionen suspenderer et sagsforløb, hvis det berørte tredjeland eller den berørte enhed i tredjelandet har taget afgørende skridt til ▌ at eliminere den konkurrenceforvridende praksis eller skaden eller truslen om skade for de berørte EU-luftfartsselskaber.

5.  I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 4, genoptager Kommissionen sagsforløbet, hvis den konkurrenceforvridende praksis, ▌ skaden eller truslen om skade for de berørte EU-luftfartsselskaber ikke er blevet elimineret inden for en rimelig frist, der dog i alle tilfælde højst kan være seks måneder.

KAPITEL III

KONKURRENCEFORVRIDENDE PRAKSIS

Artikel 12

Fastlæggelse af skade eller trussel om skade

1.  En konstatering af skade med henblik på dette kapitel skal baseres på beviser og tage hensyn til relevante faktorer, særlig:

a)  de berørte EU-luftfartsselskabers situation, navnlig hvad angår aspekter såsom trafikhyppighed, kapacitetsudnyttelse, netværkseffekt, salg, markedsandel, fortjeneste, kapitalafkast, investering og beskæftigelse

b)  den generelle situation på de berørte markeder for lufttransportydelser, navnlig hvad angår flybilletpriser eller luftfragtrater, lufttransportydelsernes kapacitet og hyppighed eller brug af nettet.

2.  Fastlæggelsen af en trussel om skade skal baseres på klare beviser og ikke blot på påstande, formodninger eller fjerne muligheder. Udviklingen til en skade skal kunne forudsiges tydeligt, være meget sandsynlig og nært forestående og uden rimelig tvivl kunne tilskrives en handling foretaget af eller en afgørelse truffet af et tredjeland eller af en enhed i et tredjeland.

3.  ▌For at fastslå, om der foreligger en trussel om skade, tages hensyn til faktorer såsom:

a)  den forventede udvikling i de berørte EU-luftfartsselskabers situation, navnlig hvad angår trafikhyppighed, kapacitetsudnyttelse, netværkseffekt, salg, markedsandel, fortjeneste, kapitalafkast, investering og beskæftigelse

b)  den forventede udvikling i den generelle situation på de potentielt berørte markeder for lufttransportydelser, navnlig hvad angår flybilletpriser eller luftfragtrater, lufttransportydelsernes kapacitet og hyppighed eller brug af nettet.

Selvom ingen af faktorerne i litra a) og b) i sig selv nødvendigvis er udslagsgivende for afgørelsen, skal en undersøgelse af samtlige faktorer føre til den konklusion, at der er overhængende risiko for en yderligere konkurrenceforvridende praksis, og at der vil ske skade, hvis der ikke træffes foranstaltninger.

4.  Kommissionen vælger en undersøgelsesperiode, som omfatter, men ikke er begrænset til, den periode, i hvilken skaden angiveligt er sket, og analyserer de relevante beviser for denne periode.

5.  Hvis skaden eller truslen om skade for de berørte EU-luftfartsselskaber er forårsaget af andre faktorer end konkurrenceforvridende praksis ▌, tilskrives disse ikke den praksis, som undersøges, men lades ude af betragtning.

Artikel 13

Indstilling uden afhjælpende foranstaltninger

1.  Kommissionen skal indstille undersøgelsen uden at vedtage ▌afhjælpende foranstaltninger, hvis klagen trækkes tilbage, medmindre Kommissionen fortsætter undersøgelsen på eget initiativ.

2.  Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter og indstiller en undersøgelse, som foretages i henhold til artikel 5, uden vedtagelse af afhjælpende foranstaltninger, hvis:

a)  Kommissionen konkluderer, at et af følgende forhold ikke gør sig gældende:

i)  der foreligger en konkurrenceforvridende praksis, som er indført af et tredjeland eller en enhed i et tredjeland

ii)  der foreligger en skade eller en trussel om skade for de berørte EU-luftfartsselskaber

iii)  der foreligger en årsagssammenhæng mellem skaden eller truslen om skade og den pågældende praksis

b)  Kommissionen konkluderer, at vedtagelse af afhjælpende foranstaltninger i henhold til artikel 14 ville stride mod Unionens interesser

c)  det berørte tredjeland eller den berørte enhed i tredjelandet har elimineret den konkurrenceforvridende praksis, eller

d)  det berørte tredjeland eller den berørte enhed i tredjelandet har elimineret skaden eller truslen om skade for de berørte EU-luftfartsselskaber.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 16, stk. 2.

3.  Afgørelsen om at indstille undersøgelsen i henhold til stk. 2 ledsages af en begrundelse herfor og offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 14

Afhjælpende foranstaltninger

1.  Medmindre andet fremgår af artikel 13, vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter, der fastsætter afhjælpende foranstaltninger, hvis det fastslås i en undersøgelse, der foretages i henhold til artikel 5, at en konkurrenceforvridende praksis, som er indført af et tredjeland eller en enhed i et tredjeland, har forårsaget skade for de berørte EU-luftfartsselskaber.

De gennemførelsesretsakter, der fastsætter afhjælpende foranstaltninger som omhandlet i nærværende artikels stk. 3, litra b), vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 16, stk. 2.

De gennemførelsesretsakter, der fastsætter afhjælpende foranstaltninger som omhandlet i nærværende artikels stk. 3, litra b), vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 16, stk. 2 og 3.

2.  Medmindre andet fremgår af artikel 13, kan Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter afhjælpende foranstaltninger, hvis det fastslås i en undersøgelse, der foretages i henhold til artikel 5, at en konkurrenceforvridende praksis, som er indført af et tredjeland eller en enhed i et tredjeland, forårsager en trussel om skade, jf. artikel 12, stk. 2 og 3, for de berørte EU-luftfartsselskaber. Disse afhjælpende foranstaltninger træder ikke i kraft, før truslen om skade har udviklet sig til en faktisk skade.

De gennemførelsesretsakter, der fastsætter afhjælpende foranstaltninger som omhandlet i nærværende artikels stk. 3, litra b), vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 16, stk. 2.

De gennemførelsesretsakter, der fastsætter afhjælpende foranstaltninger som omhandlet i denne artikels stk. 3, litra b), vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 16, stk. 2 og 3.

3.  De afhjælpende foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1 og 2, pålægges de luftfartsselskaber i et tredjeland, som drager fordel af den konkurrenceforvridende praksis, og kan tage følgende former:

a)  finansielle forpligtelser

b)  enhver operationel foranstaltning med en tilsvarende eller lavere værdi som f.eks. suspension af indrømmelser, af skyldige ydelser eller af øvrige rettigheder for tredjelandets luftfartsselskab. Der lægges vægt på gensidige operationelle foranstaltninger, forudsat at de ikke er i strid med Unionens interesser eller uforenelige med EU-retten eller med internationale forpligtelser.

4.  De afhjælpende foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1 og 2, må ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at udligne skaden ▌for de berørte EU-luftfartsselskaber. Med henblik herpå kan disse afhjælpende foranstaltninger ▌være begrænset til et bestemt geografisk område eller være tidsbegrænsede.

5.   De afhjælpende foranstaltninger må ikke bestå i suspension eller begrænsning af trafikrettigheder, som en medlemsstat har tildelt et tredjeland i henhold til en lufttransportaftale, en aftale om luftfartsydelser eller enhver bestemmelse om lufttransportydelser i ▌en anden aftale, der er indgået med det pågældende tredjeland ▌.

6.  De afhjælpende foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1 og 2, må ikke medføre, at Unionen eller de berørte medlemsstater overtræder lufttransportaftaler eller aftaler om luftfartsydelser eller bestemmelser om lufttransportydelser i en handelsaftale eller en anden aftale, der er indgået med det berørte tredjeland.

7.  Afgørelsen om at afslutte undersøgelsen med vedtagelse af afhjælpende foranstaltninger som omhandlet i stk. 1 og 2 ledsages af en begrundelse herfor og offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 15

Revision af afhjælpende foranstaltninger

1.  De afhjælpende foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 14, forbliver kun i kraft så længe og i det omfang, det er nødvendigt, i lyset af at den konkurrenceforvridende praksis og den deraf følgende skade varer ved ▌. Til dette formål finder revisionsproceduren i nærværende artikels stk. 2, 3 og 4 anvendelse. Kommissionen forelægger regelmæssigt Europa-Parlamentet og Rådet en skriftlig rapport om de afhjælpende foranstaltningers effektivitet og virkning.

2.  Når omstændighederne berettiger dertil, kan spørgsmålet om, hvorvidt det er nødvendigt at opretholde afhjælpende foranstaltninger i deres oprindelige form, tages op til revision enten på Kommissionens eller klagerens initiativ eller efter en begrundet anmodning fra de berørte medlemsstater, det berørte tredjeland eller den berørte enhed i tredjelandet.

3.  Kommissionen skal i forbindelse med sin revision vurdere, om den konkurrenceforvridende praksis, skaden ▌og årsagssammenhængen mellem denne praksis og skaden ▌ fortsat består.

4.  Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der ophæver, ændrer eller opretholder, alt efter tilfældet, de afhjælpende foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 14. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 16, stk. 2.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 16

Udvalgsprocedure

1.  Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.  Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

3.  Afgiver udvalget ikke nogen udtalelse, vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt, og artikel 5, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 182/2011 finder anvendelse.

Artikel 17

Rapport og oplysninger

1.  Kommissionen aflægger regelmæssigt Europa-Parlamentet og Rådet rapport om anvendelsen og gennemførelsen af denne forordning. Under behørig hensyntagen til beskyttelsen af fortrolige oplysninger, jf. artikel 8, skal rapporten indeholde oplysninger om anvendelse af afhjælpende foranstaltninger, indstilling af undersøgelser uden afhjælpende foranstaltninger, revisioner af afhjælpende foranstaltninger og samarbejde med medlemsstater, interesserede parter og tredjelande.

2.  Europa-Parlamentet og Rådet kan opfordre Kommissionen til at forelægge og forklare spørgsmål vedrørende anvendelsen af denne forordning.

Artikel 18

Ophævelse

Forordning (EF) nr. 868/2004 ophæves. Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende forordning.

Artikel 19

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i …, den …

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

(1) EUT C 197 af 8.6.2018, s. 58.
(2)EUT C 197 af 8.6.2018, s. 58.
(3)Europa-Parlamentets holdning af 14.3.2019.
(4)
(5)Rådets forordning (EØF) nr. 95/93 af 18. januar 1993 om fælles regler for tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Fællesskabets lufthavne (EFT L 14 af 22.1.1993, s. 1).
(6)Rådets direktiv 96/67/EF af 15. oktober 1996 om adgang til groundhandlingmarkedet i Fællesskabets lufthavne (EFT L 272 af 25.10.1996, s. 36).
(7)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 868/2004 af 21. april 2004 om beskyttelse mod støtte og illoyal priskonkurrence til skade for EF-luftfartsselskaber i forbindelse med levering af luftfartsydelser fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 162 af 30.4.2004, s. 1).
(8)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
(9)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet (EUT L 293 af 31.10.2008, s. 3).


Retningslinjer for budgettet for 2020 - Sektion III
PDF 164kWORD 54k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. marts 2019 om de generelle retningslinjer for udarbejdelse af budgettet for 2020, Sektion III – Kommissionen (2019/2001(BUD))
P8_TA-PROV(2019)0210A8-0172/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 314 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til artikel 106a i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012(1), (i det følgende benævnt "finansforordningen"),

–  der henviser til Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(2) (i det følgende benævnt "FFR-forordningen"),

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning(3),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2014/335/EU, Euratom af 26. maj 2014 om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter(4),

–  der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2019(5) og til de tilknyttede fælles erklæringer fra Parlamentet, Rådet og Kommissionen,

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 70/1 af 25. september 2015 med titlen "Ændring af vores samfund: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling", som trådte i kraft den 1. januar 2016, og til det oplæg, som Kommissionen for nylig fremlagde, med titlen "På vej mod et bæredygtigt Europa i 2030",

–  der henviser til Rådets konklusioner af 12. februar 2019 om de budgetmæssige retningslinjer for 2020 (06323/2019),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 86a,

–  der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A8-0172/2019),

A.  der henviser til, at forhandlingerne om Unionens budget for 2020 vil foregå parallelt med forhandlingerne om den næste flerårige finansielle ramme (FFR) og reformen af EU's ordning for egne indtægter; der henviser til, at 2019 markerer det syvende år af FFR'en for 2014-2020;

B.  der henviser til, at Rådet gentagne gange har modsagt sig selv i løbet af de seneste år ved at fremlægge nye politiske prioriteter for EU, men samtidig har vist sig uvilligt til at tilvejebringe nye bevillinger til at finansiere dem; der henviser til, at nye politiske prioriteter og kommende udfordringer for EU bør finansieres med nye bevillinger og ikke gennem nedskæring af bevillingsbeløbet til eksisterende programmer;

C.  der henviser til, at gennemførelsen af de flerårige programmer hen imod slutningen af den nuværende finansielle programmeringsperiode vil kræve tilstrækkelige finansielle midler, og at der derfor skal regnes med de nødvendige betalinger i 2020 for at forhindre en ny betalingskrise i de første år af FFR'en for 2021-2027;

Budgettet for 2020: broen til det fremtidige Europa – investering i innovation, bæredygtig udvikling, beskyttelse af borgerne og sikkerhed

1.  understreger, at EU-budgettet for 2020 er broen til FFR'en for perioden 2021-2027 og bør bidrage til at skabe en fælles, langsigtet vision for Unionens fremtidige politiske prioriteter og tilvejebringe europæisk merværdi; forventer på tidspunktet for vedtagelsen af 2020-budgettet at være i gang med fuldt udbyggede FFR-forhandlinger med Rådet efter en politisk aftale i Det Europæiske Råd; mener, at et stærkt, ansvarligt og fremadskuende budget for 2020 vil fremme en aftale om og overgangen til den næste FFR; agter derfor at gøre fuldt brug af den eksisterende fleksibilitet og andre bestemmelser, der er fastsat i FFR-forordningen og finansforordningen, for at styrke vigtige EU-programmer i 2020-budgettet, idet der tages behørigt hensyn til tilgangen med resultatbaseret budgettering i EU-budgettet;

2.  opfordrer til, at specifikke landbrugsprogrammer på den ene side fremmer korte forsyningskæder, rimelige priser for producenterne, stabile og acceptable indkomster for landbrugere og, på den anden side, en rimelig omfordeling af betalinger mellem lande, produktionstyper og producenter, der fjerner de nuværende forskelle og er til gavn for de medlemsstater, der har det største produktionsunderskud, samt små og mellemstore producenter;

3.  mener derfor, at EU's budget for næste år bør fastlægge klare politiske prioriteter og sætte Unionen i stand til at skabe bæredygtig og inkluderende økonomisk vækst og beskæftigelse, investere yderligere i innovations- og forskningskapacitet med henblik på fremtidige løsninger, sætte skub i konkurrenceevnen, tilsikre et trygt, sikkert og fredeligt Europa, styrke borgernes arbejds- og levevilkår, øge den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed, styrke Unionen i dens bekæmpelse af miljømæssige udfordringer og klimaforandringer med henblik på at opfylde dens forpligtelser i henhold til Parisaftalen, bidrage til en fuldstændig gennemførelse af FN's mål for bæredygtig udvikling og levere resultater inden for den europæiske søjle for sociale rettigheder;

4.  påpeger, at eftersom 2020 er det sidste år i den nuværende FFR, skal gennemførelsen af EU-programmer, og navnlig dem under delt forvaltning inden for samhørighedspolitikken, den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik, fremskyndes yderligere, således at der kompenseres for tidligere forsinkelser, og for at de når frem til afslutningsfasen; forventer, at dette afspejles i en væsentlig stigning i betalingsanmodningerne, og forventer derfor, at det årlige niveau af betalingsbevillinger for 2020 når et højdepunkt; understreger, at Parlamentet er fast besluttet på at sikre de nødvendige betalinger i 2020 og på at forhindre endnu en betalingskrise i de første år af FFR'en for 2021-2027, som den der indtraf i indeværende periode; fremhæver behovet for løbende at forbedre kontrol- og korrektionsmekanismerne for at sikre en korrekt og hurtig gennemførelse af EU-programmerne;

5.  påpeger de decentraliserede agenturers betydning for at sikre gennemførelsen af EU's lovgivningsmæssige prioriteter og derved opfylde EU's politiske mål, f.eks. dem der vedrører konkurrencedygtighed, bæredygtig vækst, beskæftigelse og håndtering af de aktuelle migrations- og flygtningestrømme; forventer, at forhandlingerne om budgettet for 2020 fører frem til en tilstrækkelig operationel og administrativ finansiering til EU-agenturerne, således at de får mulighed for at gennemføre deres voksende opgaver og levere de bedst mulige resultater; gentager sin holdning om, at 2018 var det sidste år af gennemførelsen af nedskæringen i antallet af ansatte med 5 % og den såkaldte "omrokeringspulje"; forventer, at Kommissionen og Rådet afholder sig fra at foretage yderligere nedskæringer i agenturernes ressourcer i 2020-budgettet;

Innovation og forskning med henblik på fremtidige løsninger: støtte til bæredygtig og inkluderende økonomisk vækst med henblik på at forudse forandringer og styrke konkurrenceevnen

6.  fremhæver betydningen af, at Europa gør krav på lederskab inden for centrale teknologier på områder som rumfart, sundhedspleje, miljø, landbrug, sikkerhed og transport; fremhæver behovet for at sikre, at forsknings- og innovationsaktiviteter fortsat tilvejebringer løsninger med henblik på Europas behov, udfordringer og konkurrenceevne, og minder i denne forbindelse om den vigtige rolle, som grundforskning spiller; understreger, at overgangen fra Horisont 2020 til Horisont Europa skal forløbe gnidningsløst for at sikre stabilitet for virksomhederne, forskningsfaciliteterne og den akademiske verden; er stærkt foruroliget over den betydelige underfinansiering af Horisont 2020 i hele perioden, som har ført til en lav succesrate for fremragende ansøgninger; agter derfor at sikre den størst mulige årlige bevilling til Horisont 2020 i næste års budget ved at gøre fuld brug af de eksisterende fleksibilitetsbestemmelser i FFR-forordningen og finansforordningen; fremhæver ligeledes vigtigheden af at uddybe synergierne med de europæiske struktur- og investeringsfonde;

7.  fremhæver det potentiale for økonomisk vækst, der ligger i Europas teknologiske omstilling, og opfordrer til, at EU-budgettet yder et passende bidrag til at støtte digitaliseringen af den europæiske industri og fremme digitale færdigheder og iværksættervirksomhed; fremhæver betydningen af yderligere investeringer i digital kapacitet, herunder i højtydende databehandling, kunstig intelligens og cybersikkerhed i EU; understreger, at programmet for et digitalt Europa forventes at sikre en væsentligt højere bevilling i FFR'en for 2021-2027, og agter derfor at øge finansieringen inden for dette område i næste års budget;

8.  fremhæver succesen for Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) med hensyn til at udløse yderligere investeringer i EU med sigte på at nå et investeringsmål på mindst 500 mia. EUR senest i 2020, efter at dens varighed er blevet forlænget; påpeger imidlertid anbefalingerne fra Den Europæiske Revisionsret om yderligere at forbedre fondens gennemførelse for så vidt angår additionaliteten af de udvalgte projekter; minder om, at EFSI-garantifonden delvis blev finansieret gennem omplacering af midler fra Horisont 2020 og Connecting Europe-faciliteten, og bekræfter på ny sit mangeårige synspunkt om, at nye initiativer skal finansieres fuldt ud med nye midler;

9.  er fuldstændigt overbevist om, at øget retfærdighed og tilvejebringelsen af lige muligheder inden for den europæiske sociale markedsøkonomi er en forudsætning for en bæredygtig udvikling af Unionen; agter at tilsikre tilstrækkelig finansiering til programmer såsom COSME og Fremtidige og fremspirende teknologier, som i høj grad bidrager til succes for nystartede virksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV’er), der udgør rygraden i den europæiske økonomi og er centrale drivkræfter for økonomisk vækst, jobskabelse, innovation og social integration; fremhæver den høje gennemførelsesgrad for disse programmer og peger på deres kapacitet til at absorbere endnu mere;

Tryghed, sikkerhed og fred for de europæiske borgere

10.  mener at, beskyttelsen af EU's ydre grænser og indre sikkerhed med støtte fra en styrket europæisk grænse- og kystvagt og Europol, en Europæisk Union uden indre grænser samt et velfungerende Schengenområde og fri bevægelighed inden for EU hænger uløseligt sammen og gensidigt gavner hinanden; fremhæver samtidig betydningen af solide EU-investeringer på området for intern sikkerhed for bl.a. at forbedre EU's retshåndhævelsesmæssige og retslige reaktion på grænseoverskridende kriminelle trusler og fremme informationsudveksling med øget støtte til Eurojust og Den Europæiske Anklagemyndighed; anser det for en forpligtelse at sikre passende finansiering, personale og uddannelse af personalet for alle agenturer, der arbejder inden for sikkerhed, retlige anliggender og grænsekontrol, eftersom det nuværende finansieringsniveau er utilstrækkeligt i betragtning af den betydelige forøgelse af deres ansvarsområder, betydningen af samarbejde mellem dem, behovet for teknologisk innovation og tilpasning samt deres afgørende rolle med hensyn til at styrke samarbejdet og koordineringen mellem medlemsstaterne;

11.  fremhæver sideløbende hermed EU's humanitære ansvar i migrationspolitikken og anerkender den centrale rolle, som Det Europæiske Asylstøttekontor og Agenturet for Grundlæggende Rettigheder spiller med hensyn til at udvikle og gennemføre fælles asylpraksisser i medlemsstaterne; anser det for en forpligtelse at sikre passende finansiering, personale og uddannelse af personalet i alle agenturer, der beskæftiger sig med migration, asyl og menneskerettigheder, med tilstrækkelige finansielle og menneskelige ressourcer til, at de kan udøve deres rolle på behørig vis;

12.  glæder sig over medlemsstaternes tilslutning til en fornyet EU-forsvarsdagsorden og deres vilje til yderligere europæisk forsvarssamarbejde; fremhæver vigtigheden af at iværksætte programmet for udvikling af den europæiske forsvarsindustri (EDIDP) som en første fase af Den Europæiske Forsvarsfond; anmoder om en yderligere forhøjelse af Unionens forsvarsbudget, som udelukkende skal finansieres ved hjælp af nye bevillinger, med henblik på at forbedre konkurrenceevnen og innovationen i den europæiske forsvarsindustri;

13.  støtter kraftigt en styrket EU-indsats for at tackle stigende sikkerhedstrusler såsom radikalisering og voldelig ekstremisme i Europa og i nabolandene samt en bedre koordinering af sådanne programmer på EU-plan;

14.  understreger, at cybersikkerhed er afgørende for Unionens velstand og sikkerhed samt for borgernes privatliv, at cyberangreb, cyberkriminalitet og manipulation truer åbne samfund, og at økonomisk spionage hæmmer det digitale indre markeds funktion og truer de europæiske virksomheders konkurrenceevne; anmoder om tilstrækkelige finansielle ressourcer til at udstyre alle relevante agenturer med tilstrækkelige midler til at dække deres operationelle og administrative opgaver for at hjælpe med at sikre net- og informationssystemer, opbygge en stærk cyberrobusthed og bekæmpe cyberkriminalitet; støtter i denne forbindelse det strategiske samarbejde mellem EU's Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) og Europol;

15.  minder om, at fred og stabilitet er centrale værdier, der støttes af Den Europæiske Unions budget, og fremhæver i denne forbindelse det betydelige bidrag, som Unionen har ydet til fred og forsoning på øen Irland, navnlig gennem sin støtte til langfredagsaftalen og finansieringen af Peace-programmet og Interreg-programmerne; understreger vigtigheden af at opretholde finansieringen af disse programmer efter brexit;

16.  mener med henvisning til sin beslutning af 25. oktober 2018 om Cambridge Analyticas anvendelse af data fra Facebook og indvirkningen på databeskyttelsen(6), at bekæmpelse af desinformation, i særdeleshed sporing og afsløring af desinformation, og enhver anden form for udenlandsk indblanding er en prioritet for at sikre retfærdige og demokratiske valg, navnlig i året for valget til Europa-Parlamentet; anmoder om yderligere finansielle midler til at forbedre den systematiske brug af strategiske kommunikationsværktøjer for at muliggøre en stærk, koordineret reaktion fra EU's side; støtter de retningslinjer, som Kommissionen har opstillet for, hvordan de eksisterende EU-regler bør anvendes til at imødegå brugen af personoplysninger til at målrette budskaber til borgere på de sociale medier i valgperioder og sikre en retfærdig valgproces;

17.  er bekymret over, at der ikke er tilstrækkeligt mange EU-borgere, som har det indtryk, at EU arbejder for dem og bibringer dem betydelige fordele; anmoder om tilstrækkelige finansielle midler til Kommissionen, således at den kan investere i værktøjer såsom Parlamentets nylige initiativer "Hvad EU gør for mig" og "Citizens' App" for at informere borgerne om EU's arbejde og sætte fokus på den indsats, der gøres for at fremme fred, demokrati, retsstatsforhold og ytringsfrihed; mener, at sådanne værktøjer bør formidles bedre på nationalt plan;

18.  påpeger, at den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik er hjørnestene i den europæiske integration, som har til formål at sikre EU-borgerne en sikker fødevareforsyning af høj kvalitet, et velfungerende indre marked for landbrugsprodukter, bæredygtighed i landdistrikterne i mange år og en bæredygtig forvaltning af naturressourcerne; minder om, at disse politikker bidrager til EU's levedygtighed og stabilitet; opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte producenter i hele Europa til at kunne klare uventede markedsudsving og garantere sikre fødevareforsyninger af høj kvalitet; anmoder om, at der rettes særlig opmærksomhed mod smålandbrug og fiskeri i mindre målestok;

Styrkelse af solidaritet og gensidig forståelse

19.  anmoder om yderligere finansielle midler til at imødekomme den fremtidige efterspørgsel efter Erasmus+, det primære program for uddannelse, herunder erhvervsuddannelse, ungdom og sport i Europa, idet der også tages højde for dets eksterne dimension; understreger, at der er behov for tilstrækkelige midler for at "demokratisere" programmet og gøre dets finansiering tilgængelig for mennesker med alle baggrunde og arbejde hen imod en europæisk ramme for gode og effektive lærlingeuddannelser som et middel til at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed; minder om, at Parlamentet har anmodet om, at finansieringsrammen for dette program tredobles i den næste FFR; opfordrer til, at samarbejdet mellem uddannelse, lærlingeuddannelser, kultur og forskning styrkes;

20.  minder om, at det i en tid, hvor det europæiske projekt drages i tvivl, er af afgørende betydning at vække et stærkt engagement i Europa til live igen ved hjælp af kultur, viden, kreativitet og innovation; mener derfor, at programmerne "Et Kreativt Europa" og "MEDIA" bør ydes støtte på et passende niveau;

21.  understreger, at bekæmpelsen af ungdomsarbejdsløsheden kræver en betydelig yderligere finansiel indsats for at skabe muligheder for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskæftigelse; fremhæver i denne forbindelse den positive virkning af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, som ved udgangen af 2017 havde ydet støtte til omkring 1,7 mio. unge; glæder sig over, at udfaldet af forhandlingerne om 2019-budgettet på Parlamentets kraftige anmodning blev, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet blev bragt op på i alt 350 mio. EUR i 2019; forventer, at 2020-budgettet viser store ambitioner for dette program for at sikre en problemfri overgang til Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+) i den næste FFR; understreger, at det er nødvendigt at fremskynde gennemførelsen af dette program og forbedre dets effektivitet yderligere for at sikre, at det tilfører større europæisk merværdi til de nationale beskæftigelsespolitikker;

22.  mener, at social samhørighed i Europa skal bidrage til bæredygtige løsninger med henblik på bekæmpelse af fattigdom, social udstødelse og forskelsbehandling, på bedre inklusion af personer med handicap og på langsigtede strukturelle demografiske forandringer; fremhæver behovet for finansielle midler til relevante EU-programmer, som medvirker til at forsyne aldrende befolkninger i Europa med tilstrækkelig støtte i form af adgang til mobilitet, sundhedspleje og offentlige tjenester;

23.  minder om behovet for solidaritet og ansvarsdeling mellem medlemsstaterne på migrations- og asylområdet og opfordrer medlemsstaterne til at gøre god brug af Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden (AMIF) via nationale programmer; anmoder om passende budgettering til denne fond i 2020 med henblik på at støtte modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne, effektive tilbagesendelsesstrategier, genbosætningsprogrammer, politikker for lovlig migration og fremme af effektiv integration af tredjelandsstatsborgere; mener, at byers og kommuners støtte bør styrkes i det europæiske asylsystem;

24.  minder om, at den langsigtede løsning på det aktuelle migrationsfænomen ligger i den politiske, økonomiske, sociale og miljømæssige udvikling i de lande, hvorfra migrationsstrømmene stammer; opfordrer til, at det europæiske naboskabsinstrument og instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde tilføres tilstrækkelige finansielle ressourcer til at støtte denne prioritet og fremme en yderligere udvikling af bæredygtige og gensidigt fordelagtige partnerskaber, f.eks. med afrikanske lande; bekræfter i denne forbindelse på ny, at det er nødvendigt at give internationale organisationer, herunder FN's Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNRWA), FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) og Den Internationale Organisation for Migration (IOM) tilstrækkelig og vedvarende finansiel støtte; anmoder om øget finansiel og organisatorisk støtte til programmer, der bidrager til udvekslinger mellem EU og partnerlande på områder som faglig uddannelse, oprettelse af nye virksomheder, støtte til SMV'er, sundhedspleje og uddannelse, og til politikker vedrørende rent vand, spildevandsbehandling og bortskaffelse af affald;

25.  mener, at kønsrelateret forskelsbehandling er uacceptabel og uforenelig med EU's værdier; påpeger, at succesraten for ansøgninger til Daphne-programmet og andre fonde, der har til formål at bekæmpe vold mod kvinder og piger, er alarmerende lav, og har til hensigt at sikre øget finansiering til programmet; mener endvidere, at integration af kønsaspektet er en effektiv strategi til opnåelse af ligestilling mellem kønnene og bekæmpelse af forskelsbehandling, og opfordrer til, at ligestillingsperspektivet integreres i de relevante EU-politikker og udgiftsprogrammer; forventer, at Kommissionen snarest muligt fremlægger en ramme for integration af kønsaspektet i Unionens budget;

26.  gentager, at det er vigtigt, at den europæiske naboskabspolitik styrker forbindelserne med nabolandene, støtter fredsprocesser og forstærker økonomisk og social vækst og et bæredygtigt grænseoverskridende samarbejde; påpeger, at stærke forbindelser mellem EU og landene på Vestbalkan er afgørende for at stabilisere området og for deres førtiltrædelsesproces; minder om, at finansieringen fra Unionens budget skal skræddersys til at styrke landenes evne til at gå videre med de nødvendige retlige, politiske, sociale og økonomiske reformer, navnlig ved at forbedre den offentlige forvaltnings korrekte funktion og støtte de demokratiske institutioners stabilitet og modstandsdygtighed og gennemførelsen af retsstatsprincippet;

Imødegåelse af miljømæssige udfordringer og klimaforandringer

27.  understreger, at 2020-budgettet skal bidrage væsentligt til at imødegå miljømæssige udfordringer og klimaforandringer med henblik på at opveje det eksisterende efterslæb og opfylde EU's forpligtelser; minder om Unionens løfte om at gå i spidsen for overgangen til en kulstoffattig cirkulær og klimaneutral økonomi, men beklager, at Unionen ikke lever op til sine klimamål, navnlig med hensyn til at gøre 20 % af Unionens udgifter klimarelaterede i perioden 2014-2020; mener derfor, at en betydelig stigning i klimarelaterede udgifter er afgørende for at opnå fremskridt hen imod målene for Unionens klimapolitik og i Parisaftalen; mener, at integrationen af klimaspørgsmål i alle sektorer af Unionens politik bør fremmes yderligere og optimeres, og at klima- og bæredygtighedssikring bør indføres, hvor det er relevant; anmoder om øgede finansielle midler til alle relevante EU-programmer til støtte for projekter med europæisk merværdi, der bidrager til omstillingen til ren energi og ressourceeffektivitet, fremme af en bæredygtig grøn og blå økonomi samt naturbevaring med fokus på biodiversitet, levesteder og truede arter;

28.  understreger, at EU med henblik på en sammenhængende og effektiv tilgang til imødegåelse af klimaforandringer bør gøre ratifikation og gennemførelse af Parisaftalen til en betingelse for fremtidige handelsaftaler; minder i denne forbindelse om sin beslutning af 3. juli 2018 om klimadiplomati(7) og sin opfordring til Kommissionen om en omfattende vurdering af overensstemmelsen mellem eksisterende frihandelsaftaler og forpligtelserne i Parisaftalen; mener, at såfremt en EU-partner ikke opfylder disse forpligtelser, kan Kommissionen indføre en midlertidig suspension af EU's handelsliberaliseringsforpligtelser over for sådanne partnere;

Udestående spørgsmål i forbindelse med 2020-proceduren

29.  forventer, at Det Forenede Kongeriges udtræden af EU i marts 2019 ikke får nogen direkte indvirkning på 2020-budgettet, da Det Forenede Kongerige vil bidrage til og deltage i gennemførelsen af budgettet; opfordrer ikke desto mindre indtrængende Kommissionen til at vurdere og forberede alle mulige scenarier for at sikre en forsvarlig økonomisk forvaltning af Unionens budget og sørge for en beredskabsplan, der definerer klare forpligtelser og skitserer mekanismer og beskytter EU's budget i tilfælde af, at Det Forenede Kongerige ikke bidrager til eller deltager i gennemførelsen af EU's budget for 2020;

30.  minder om, at Kommissionen i overensstemmelse med den fælles erklæring fra Parlamentet, Rådet og Kommissionen om en styrkelse af udgiftsområde 1a gennem et ændringsbudget, som blev fremsat i de fælles konklusioner om 2019-budgettet, vil forelægge et ændringsbudget, der forhøjer niveauet af bevillinger til Erasmus+ og H2020, så snart den tekniske justering af FFR for 2020 er afsluttet i foråret 2019, således at Rådet og Parlamentet kan behandle det hurtigt;

31.  understreger, at artikel 15, stk. 3, i finansforordningen giver mulighed for, at beløb, der er frigjort som følge af manglende eller ufuldstændig gennemførelse af de tilhørende forskningsprojekter, under den årlige budgetprocedure igen kan stilles til rådighed for forskningsprogrammer, og at der ikke fastsættes yderligere betingelser for gennemførelsen heraf; anmoder Kommissionen om specifikt at aflægge beretning om de beløb, der er frigjort i forbindelse med forskningsprogrammer, og til at fremlægge alle relevante oplysninger og detaljer vedrørende ovennævnte artikel; anmoder Rådets formandskab om at afklare, hvorvidt alle medlemsstater nu forstår denne artikel fuldt ud; anmoder under alle omstændigheder om, at denne bestemmelse og den tilhørende procedure iværksættes i forbindelse med budgetproceduren for 2020, således at den allerede medtages i budgetforslaget;

32.  mener, at Parlamentet som den af budgetmyndighedens parter, der er direkte valgt af borgerne, bør udfylde sin politiske rolle og fremsætte forslag til pilotprojekter og forberedende foranstaltninger, som giver udtryk for dets politiske vision for fremtiden; forpligter sig i denne forbindelse til at foreslå en pakke af pilotprojekter og forberedende foranstaltninger, som er udviklet i tæt samarbejde med hvert af Parlamentets udvalg med henblik på at finde den rette balance mellem politisk vilje og teknisk gennemførlighed efter Kommissionens vurdering;

o
o   o

332.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Revisionsretten.

(1) EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1.
(2) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884.
(3) EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1.
(4) EUT L 168 af 7.6.2014, s. 105.
(5) EUT L 67 af 7.3.2019.
(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0433.
(7) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0280.


Kønsbalancen ved nomineringer inden for EU's økonomiske og monetære anliggender
PDF 130kWORD 51k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. marts 2019 om kønsbalance ved udnævnelser inden for EU's økonomiske og monetære anliggender (2019/2614(RSP))
P8_TA-PROV(2019)0211RC-B8-0171/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 2 og artikel 3, stk. 3, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til Kommissionens strategiske indsats for ligestilling mellem kønnene 2016-2019,

–  der henviser til Rådets henstilling af 11. februar 2019 om udnævnelse af et medlem af Den Europæiske Centralbanks (ECB's) direktion,

–  der henviser til artikel 283, stk. 2, andet afsnit, i TEUF, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet,

–  der henviser til protokol nr. 4 om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 11.2,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0144/2019),

–  der henviser til, at tilsynsrådet for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed den 19. februar 2019 udvalgte José Manuel Campa til formand for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF(1),

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0146/2019),

–  der henviser til Kommissionens forslag af 30. januar 2019 om at udnævne Sebastiano Laviola til nyt medlem af Den Fælles Afviklingsinstans,

–  der henviser til artikel 56, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010(2),

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0148/2019),

–  der henviser til skrivelse af 5. marts 2019 fra Europa-Parlamentets formand til Kommissionens formand og til formanden for Rådet for Den Europæiske Union,

–  der henviser til skrivelse af 5. marts 2019 fra Europa-Parlamentets formand til Kommissionens formand og svaret af 11. marts 2019 fra Kommissionens formand,

–  der henviser til skrivelse af 23. marts 2018 fra Europa-Parlamentets formand til Rådets formand,

–  der henviser til skrivelse af 8. marts 2018 fra formanden for Europa-Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg til formanden for Eurogruppen,

–  der henviser til ligestillingsindekset for 2017 fra Det Europæiske Ligestillingsinstitut (EIGE),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4, og artikel 228a,

A.  der henviser til, at artikel 8 i TEUF fastsætter, at integrering af kønsaspektet er et horisontalt princip, og at artikel 2 i TEU fastsætter, at princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder er en af Unionens værdier;

B.  der henviser til, at lige adgang til muligheder og ikke-forskelsbehandling er en integreret del af Den Europæiske Unions værdier;

C.  der henviser til, at Rådet den 7. marts 2011 vedtog den europæiske ligestillingspagt for perioden 2011-2020;

D.  der henviser til, at Parlamentet beklager, at kvinder fortsat er underrepræsenterede i ledende stillinger inden for bankvirksomhed og finansielle tjenesteydelser; der henviser til, at alle EU-institutioner og -organer samt nationale institutioner og organer bør gennemføre konkrete foranstaltninger for at sikre en ligelig kønsfordeling;

E.  der henviser til, at formændene for Økonomi- og Valutaudvalget på de politiske gruppers vegne i årenes løb flere gange har underrettet formændene for Rådet, Eurogruppen og Kommissionen og formændene for Rådet for Den Europæiske Union om manglen på kønsdiversitet i Den Europæiske Centralbank (ECB), men også i EU's andre økonomiske, finansielle og monetære institutioner;

F.  der henviser til, at ligestillingsindekset for 2017, som er udarbejdet af EIGE, viste, at den økonomiske beslutningstagning fortsat er det område, hvor EU scorer lavest med hensyn til ligestilling mellem kønnene og repræsentation af kvinder;

G.  der henviser til, at kun ét ud af seks medlemmer af ECB's styrelsesråd er en kvinde; der henviser til, at kun to af de 25 medlemmer af ECB's styrelsesråd er kvinder;

H.  der henviser til, at formændene for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) og Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed (ESMA) er mænd;

I.  der henviser til, at formanden for den fælles tilsynsmekanisme netop er blevet erstattet af en mand, hvilket gør Den Fælles Afviklingsinstans til det eneste EU-organ inden for EU's finansielle og økonomiske institutioner med en kvindelig formand;

J.  der henviser til, at Rådet – uagtet adskillige anmodninger fra Europa-Parlamentet til Rådet om at afhjælpe den manglende balance mellem kønnene i ECB's direktion – ikke har taget denne anmodning alvorligt;

K.  der henviser til, at alle kandidater til posten som formand for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) var mænd, uagtet Parlamentets talrige opfordringer i forbindelse med tidligere udnævnelser om at overholde en ligelig kønsfordeling ved forelæggelsen af kandidatlister;

L.  der henviser til, at selv om udvælgelsesprocedurerne for formanden, næstformanden og medlemmerne af Den Fælles Afviklingsinstans hidtil har taget hensyn til princippet om ligelig kønsfordeling, bestod den endelige liste over egnede ansøgere, der blev forelagt for Parlamentet, i dette tilfælde kun af mænd på trods af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 56, stk. 4, i forordning (EU) nr. 806/2014;

M.  der henviser til, at selv om det ikke kan udelukkes, at der i forbindelse med en bestemt udvælgelsesprocedure baseret på de individuelle ansøgninger ikke er kvalificerede kandidater af begge køn, skal det generelle princip om kønsbalance overholdes i forbindelse med sammensætningen af ECB's og tilsynsmyndighedernes bestyrelser;

N.  der henviser til, at Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg anser alle de nuværende kandidater til posterne som cheføkonom i ECB, formand for EBA og medlem af SRB for at være erfarne og kvalificerede, og at de pågældende kandidater er blevet godkendt af betydelige flertal ved hemmelige afstemninger;

O.  henviser til, at ligestilling ikke blot er et kvindepolitisk spørgsmål, men et spørgsmål, der bør vedrøre samfundet som helhed;

1.  understreger, at kønsbalance i bestyrelser og regeringer sikrer bredere kompetence og videre perspektiver, og at manglende kønsbalance betyder, at de pågældende institutioner risikerer at gå glip af potentielt fremragende kandidater;

2.  beklager, at Kommissionen og størstedelen af EU's regeringer indtil videre ikke har fremmet en bedre kønsbalance i EU's institutioner og organer, navnlig med hensyn til udnævnelser på højt niveau i økonomiske, finansielle og monetære anliggender; forventer, at medlemsstaterne og EU-institutionerne hurtigt forbedrer kønsbalancen i topstillinger;

3.  opfordrer regeringerne i medlemsstaterne, Det Europæiske Råd, Rådet, Eurogruppen og Kommissionen til aktivt at arbejde hen imod en ligelig kønsfordeling i deres kommende forslag om endelige lister og udnævnelser, idet der tilstræbes deltagelse af mindst én kvindelig og en mandlig kandidat i hver udnævnelsesprocedure;

4.  understreger, at Parlamentet i fremtiden vil forpligte sig til ikke at tage hensyn til lister over kandidater, hvor princippet om kønsbalance ikke er blevet overholdt sammen med kravene vedrørende kvalifikationer og erfaring i udvælgelsesprocessen;

5.  foreslår, at der i Parlamentets fremtidige kønshandlingsplan, som er omhandlet i forretningsordenens artikel 228a, indføres et krav om ikke at godkende udnævnelser til bestyrelser og andre organer i EU-agenturer, hvis den endelige liste over kandidater, der foreslås af den pågældende institution eller det pågældende organ, ikke respekterer kønsbalancen;

6.  erkender, at Parlamentet ikke selv har levet op til disse standarder, og forpligter sig til at forbedre sin egen indsats for at fremme kønsbalance på området for økonomiske og monetære anliggender;

7.  erkender, at kønsbalance på ledelsesniveau i Unionens institutioner og organer kræver kvalificerede kandidater fra medlemsstaterne; opfordrer derfor medlemsstaterne til at tage konkrete skridt for at forbedre kønsbalancen i nationale institutioner og dermed bane vej for både mandlige og kvindelige højt kvalificerede kandidater til EU-lederstillinger inden for bankvirksomhed og finansielle tjenesteydelser;

8.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at øge gennemsigtigheden i forbindelse med ansættelses- og udnævnelsesprocedurer for ledende bestyrelsesmedlemmer i EU's agenturer ved at offentliggøre listen over ansøgere og den endelige liste over udvalgte kandidater samt begrundelsen for deres forhåndsudvælgelse for at muliggøre offentlig kontrol af disse processers åbenhed, konkurrenceevne og kønssensitivitet;

9.  opfordrer til et tættere samarbejde mellem EU-institutionerne for at sikre, at disse foranstaltninger er effektive;

10.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, Den Europæiske Centralbank, Den Fælles Tilsynsmekanisme, Den Fælles Afviklingsinstans, Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger, Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed og medlemsstaternes kompetente nationale myndigheder.

(1) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12.
(2) EUT L 225 af 30.7.2014, s 1.


Udnævnelse af Sebastiano Laviola som nyt medlem af Den Fælles Afviklingsinstans
PDF 125kWORD 48k
Europa-Parlamentets afgørelse af 14. marts 2019 om Kommissionens forslag om udnævnelse af et medlem af Den Fælles Afviklingsinstans (N8-0021/2019 – C8-0042/2019 – 2019/0901(NLE))
P8_TA-PROV(2019)0212A8-0148/2019

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag af 30. januar 2019 om at udnævne Sebastiano Laviola til nyt medlem af Den Fælles Afviklingsinstans (N8-0021/2019),

–  der henviser til artikel 56, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010(1),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122a,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0148/2019),

A.  der henviser til, at artikel 56, stk. 4, i forordning (EU) nr. 806/2014 foreskriver, at de i forordnings artikel 43, stk. 1, litra b), omhandlede medlemmer af Den Fælles Afviklingsinstans udpeges på grundlag af kvalifikationer, kendskab til bank- og finansanliggender samt relevant erfaring med finansielt tilsyn, finansiel regulering og bankafvikling;

B.  der henviser til, at Parlamentet på trods af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 56, stk. 4, i forordning (EU) nr. 806/2014, og til trods for Parlamentets mange opfordringer til at respektere balancen mellem kønnene ved fremlæggelsen af en liste over kandidater beklager, at alle kandidater var mænd; der henviser til, at Parlamentet beklager, at kvinder fortsat er underrepræsenterede i ledende stillinger inden for bankvirksomhed og finansielle tjenesteydelser, og kræver, at denne anmodning respekteres i forbindelse med den næste udnævnelse; der henviser til, at alle EU-institutioner og nationale institutioner og organer bør gennemføre konkrete foranstaltninger for at sikre en ligelig kønsfordeling;

C.  der henviser til, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 56, stk. 6, i forordning (EU) nr. 806/2014 den 7. december 2018 vedtog en endelig liste over kandidater til hvervet som medlem af den i nævnte forordnings artikel 43, stk. 1, litra b), omhandlede Fælles Afviklingsinstans;

D.  der henviser til, at den endelige liste med kandidater i overensstemmelse med artikel 56, stk. 6, i forordning (EU) nr. 806/2014 blev sendt til Parlamentet;

E.  der henviser til, at Kommissionen den 30. januar 2019 vedtog et forslag om at udnævne Sebastiano Laviola til medlem af Afviklingsinstansen og direktør for udvikling og koordinering af afviklingspolitik i Den Fælles Afviklingsinstans og sendte forslaget til Parlamentet;

F.  der henviser til, at dets Økonomi- og Valutaudvalg derefter foretog en vurdering af den foreslåede kandidats kvalifikationer til hvervet som medlem af Den Fælles Afviklingsinstans, navnlig med henblik på kravene i artikel 56, stk. 4, i forordning (EU) nr. 806/2014;

G.  der henviser til, at udvalget den 26. februar 2019 foretog en høring af Sebastiano Laviola, som efter en indledende redegørelse besvarede spørgsmål fra udvalgets medlemmer;

1.  godkender Kommissionens forslag om at udnævne Sebastiano Laviola til medlem af Den Fælles Afviklingsinstans i en periode på fem år;

2.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer.

(1) EUT L 225 af 30.7.2014, s 1.


Udnævnelse af et medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion
PDF 122kWORD 48k
Europa-Parlamentets afgørelse af 14. marts 2019 om Rådets henstilling om udnævnelse af et medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion (05940/2019 – C8-0050/2019 – 2019/0801(NLE))
P8_TA-PROV(2019)0213A8-0144/2019

(Høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets henstilling af 11. februar 2019 (05940/2019)(1),

–  der henviser til artikel 283, stk. 2, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Det Europæiske Råds høring af Parlamentet (C8-0050/2019),

–  som henviser til protokol nr. 4 om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 11.2,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0144/2019),

A.  der henviser til, at Det Europæiske Råd ved skrivelse af 14. februar 2019 hørte Parlamentet om udnævnelsen af Philip R. Lane til medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion for en embedsperiode på otte år med virkning fra den 1. juni 2019;

B.  der henviser til, at Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg derefter foretog en bedømmelse af den indstillede kandidats papirer, især på baggrund af de krav, der er fastsat i artikel 283, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og behovet for fuld uafhængighed for ECB i henhold til artikel 130; der henviser til, at udvalget i forbindelse med denne bedømmelse modtog et curriculum vitae samt dennes svar på det fremsendte spørgeskema;

C.  der henviser til, at udvalget den 26. februar 2019 afholdte en høring med den indstillede kandidat, som efter en indledende redegørelse besvarede spørgsmål fra udvalgets medlemmer;

D.  der henviser til, at Parlamentet – efter adskillige anmodninger fra Europa-Parlamentet til Rådet om at afhjælpe den manglende balance mellem kønnene i ECB's direktion – beklager, at Det Europæiske Råd ikke har taget denne anmodning alvorligt og kræver, at denne anmodning efterkommes i forbindelse med den næste udnævnelse; der henviser til, at kvinder fortsat er underrepræsenterede i ledende stillinger inden for bankvirksomhed og finansielle tjenesteydelser; der henviser til, at alle EU-institutioner og nationale institutioner og organer bør indføre konkrete tiltag med henblik på at sikre en ligelig kønsfordeling;

1.  afgiver positiv udtalelse om Rådets henstilling om udnævnelse af Philip R. Lane til medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion;

2.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Det Europæiske Råd, Rådet og medlemsstaternes regeringer.

(1) Endnu ikke offentliggjort i EUT.


Udpegelse af formanden for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed
PDF 124kWORD 49k
Europa-Parlamentets afgørelse af 14. marts 2019 om udpegelse af formanden for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (N8-0028/2019 – C8-0052/2019 – 2019/0902(NLE))
P8_TA-PROV(2019)0214A8-0146/2019

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til, at tilsynsrådet for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed den 19. februar 2019 udvalgte José Manuel Campa til formand for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (C8-0052/2019),

–  der henviser til artikel 48, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF(1),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122a,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0146/2019),

A.  der henviser til, at formanden for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed i henhold til artikel 48, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1093/2010 skal udpeges på grundlag af sine kvalifikationer, sit kendskab til finansielle institutioner og markeder samt på grundlag af relevant erfaring med finansielt tilsyn og regulering efter en åben udvælgelsesprocedure;

B.  der henviser til, at Den Europæiske Banktilsynsmyndighed den 12. december 2018 offentliggjorde et stillingsopslag med henblik på besættelse af stillingen som formand for myndigheden; der henviser til, at fristen for indsendelse af ansøgninger var den 11. januar 2019;

C.  der henviser til, at tilsynsrådet for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed den 5. februar 2019 vedtog en endelig liste over kandidater til stillingen som formand for myndigheden;

D.  der henviser til, at tilsynsrådet for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed den 19. februar 2019 udvalgte José Manuel Campa til formand for myndigheden og orienterede Parlamentet herom;

E.  der henviser til, at Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg derefter foretog en vurdering af den af tilsynsrådet for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed udvalgte kandidats kvalifikationer, navnlig med henblik på kravene i artikel 48, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1093/2010;

F.  der henviser til, at Økonomi- og Valutaudvalget den 26. februar 2019 holdt en høring med José Manuel Campa, hvorunder han fremsatte en indledende erklæring og derefter besvarede spørgsmål fra udvalgets medlemmer;

G.  der henviser til, at Parlamentet beklager, at alle kandidater - uagtet dets talrige opfordringer i forbindelse med tidligere udnævnelser om at tilstræbe en ligelig kønsfordeling ved forelæggelsen af kandidatlister - var mænd, og opfordrer til, at dette krav efterkommes i forbindelse med den næste udnævnelse; der henviser til, at kvinder fortsat er underrepræsenterede i ledende stillinger inden for bankvirksomhed og finansielle tjenesteydelser; der henviser til, at alle EU-institutioner og nationale institutioner og organer bør gennemføre konkrete foranstaltninger for at sikre en ligelig kønsfordeling;

1.  godkender udpegelsen af José Manuel Campina til formand for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed for en periode på fem år;

2.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Banktilsynsmyndighed og medlemsstaternes regeringer.

(1) EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12.


En europæisk sanktionsordning for krænkelser af menneskerettighederne
PDF 137kWORD 51k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. marts 2019 om en europæisk sanktionsordning for krænkelser af menneskerettighederne (2019/2580(RSP))
P8_TA-PROV(2019)0215RC-B8-0177/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger, hvori det efterlyste en EU-dækkende mekanisme til at indføre målrettede sanktioner mod enkeltpersoner, der er involverede i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder beslutningerne af 16. december 2010 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden 2009 og EU's menneskerettighedspolitik(1) og af 11. Marts 2014 om udryddelse af tortur i verden(2),

–  der henviser til sine tidligere beslutninger, jf. artikel 135 i forretningsordenen, hvori der opfordres til at indføre målrettede sanktioner mod personer, der er involveret i grove krænkelser af menneskerettighederne, herunder beslutningerne af 19. januar 2017 om situationen i Burundi(3), af 5. juli 2018 om Burundi(4), af 18. maj 2017 om Sydsudan(5), af 14. juni 2017 om situationen i Den Demokratiske Republik Congo(6), af 18. januar 2018 om Den Demokratiske Republik Congo(7), af 14. september 2017 om Gabon: undertrykkelse af oppositionen(8), af 5. oktober 2017 om situationen i Maldiverne(9), af 5. oktober 2017 om sagerne vedrørende Krimtatarlederne Akhtem Chiygoz og Ilmi Umerov og journalist Mykola Semena(10), af 30. november 2017(11) og af 4. oktober 2018(12) om situationen i Yemen, af 14. december 2014 om Cambodja, navnlig opløsningen af partiet CNRP(13), af 14. december 2017 om situationen for rohingya-folket(14), af 15. marts 2018 om situationen i Syrien(15), af 25. oktober 2018 om situationen i Venezuela(16), af 13. september 2018 om Myanmar, især sagerne om journalisterne Wa Lone og Kyaw Soe Oo(17), af 25. oktober 2018 om situationen i Det Asovske Hav(18), af 25. oktober 2018 om drabet på journalist Jamal Khashoggi i det saudiarabiske konsulat i Istanbul(19) og af 14. februar 2019 om situationen i Tjetjenien og sagen om Ojub Titijev(20),

–  der henviser til sin henstilling til Rådet af 2. april 2014 om fastsættelse af fælles visumrestriktioner for russiske embedsmænd, der er indblandet i Sergej Magnitskij-sagen(21),

–  der henviser til sin beslutning af 12. december 2018 om årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden 2017 og Den Europæiske Unions politik på området(22),

–  der henviser til sin beslutning af 13. september 2017 om korruption og menneskerettigheder i tredjelande,(23)

–  der henviser til sin beslutning af 12. marts 2019 om status over de politiske forbindelser mellem EU og Rusland(24),

–  der henviser til sin beslutning af 4. februar 2016 om systematiske massemord på religiøse mindretal begået af det såkaldte ISIS/Daesh(25),

–  der henviser til afsnit V, kapitel 2 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) om vedtagelse af sanktioner som led i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP),

–  der henviser til artikel 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) om vedtagelse af sanktioner over for både tredjelande og enkeltpersoner, grupper og ikke-statslige enheder,

–  der henviser til erklæring 25 til Lissabontraktaten om behovet for at sikre behørige procesrettigheder for personer eller enheder, der er berørt af EU's restriktive foranstaltninger eller EU-foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme,

–  der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention og de tilhørende protokoller,

–  der henviser til EU’s strategiske ramme og handlingsplan vedrørende menneskerettigheder og demokrati (2015-2019),

–  der henviser til erklæringen i anledning af Kommissionens formand Jean-Claude Junckers tale om Unionens tilstand den 12. september 2018 med forslag om, at medlemsstaterne gør brug af de eksisterende EU-regler for at gå fra enstemmighed til kvalificeret flertal inden for visse områder af EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, f.eks. når det gælder fælles reaktion på krænkelser af menneskerettighederne og anvendelse af effektive sanktioner,

–  der henviser til erklæringen af 10 .december 2018 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik efter mødet i Rådet (udenrigsanliggender) i december 2018,

–  der henviser til resolutionen af 22. januar 2019 fra Europarådets Parlamentariske Forsamling om Sergej Magnitskij og efterfølgende sager: bekæmpelse af straffrihed ved hjælp af målrettede sanktioner,

–  der henviser til sit studie fra april 2018 med titlen "Targeted sanctions against individuals on grounds of grave human rights violations – impact, trends and prospects at EU level" (målrettede sanktioner mod enkeltpersoner på grundlag af alvorlige krænkelser af menneskerettighederne – virkninger, tendenser og udsigter på EU-plan),

–  der henviser til forslag af 14. november 2018 om et europæisk udvalg for indrejseforbud med relation til menneskerettigheder,

–  der henviser til mødet den 20. november 2018 i Nederlandene om EU's ordning for globale menneskerettighedssanktioner,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at det i artikel 21 i TEU fastsættes, at Unionens optræden på den internationale scene bygger på demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed, respekt for den menneskelige værdighed, principperne om lighed og solidaritet samt respekt for grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt og folkeretten;

B.  der henviser til, at EU har forpligtet sig til systematisk at gennemføre sanktioner, som er vedtaget af FN's Sikkerhedsråd i henhold til kapitel VII i FN-pagten, og pålægger samtidig egne sanktioner i mangel af et mandat fra FN's Sikkerhedsråd i tilfælde, hvor Sikkerhedsrådet ikke har beføjelse til at gribe ind eller er forhindret i at gøre det på grund af manglende enighed blandt dets medlemmer;

C.  der henviser til, at EU-sanktionerne (også kendt som restriktive foranstaltninger) over de seneste to årtier er blevet en integreret del af EU's værktøjskasse for eksterne forbindelser med over 40 forskellige restriktive foranstaltninger, der er truffet over for 34 lande; der henviser til, at det anslås, at to tredjedele af EU's landespecifikke sanktioner er blevet pålagt til støtte for målsætningerne for menneskerettigheder og demokrati;

D.  der henviser til, at person-målrettede sanktioner er udformet med henblik på at minimere de negative konsekvenser for personer, der ikke er ansvarlige for de politikker eller handlinger, som førte til vedtagelsen af sanktionerne, navnlig for de lokale civilbefolkninger, og for legitime aktiviteter i eller med det pågældende land; der henviser til, at de direkte berører de personer, der er ansvarlige for krænkelserne, og således virker afskrækkende;

E.  der henviser til, at alle sanktioner, der vedtages af EU, er i fuld overensstemmelse med forpligtelserne i henhold til folkeretten, bl.a. dem, der vedrører menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder; der henviser til, at sanktioner bør revideres med jævne mellemrum for at sikre, at de bidrager til opfyldelsen af deres erklærede mål;

F.  der henviser til, at EU ud over de landespecifikke sanktioner, der sigter mod at ændre staters adfærd, for nylig har indført restriktive foranstaltninger mod spredning og brug af kemiske våben og cyberangreb samt specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme;

G.  der henviser til, at de eksisterende EU-sanktioner er rettet mod både statslige og ikkestatslige aktører såsom terrorister og terrorgrupper;

H.  der henviser til, at der i løbet af de seneste par måneder har været adskillige tilfælde, hvor europæiske virksomheder eller endog EU-medlemsstater har overtrådt EU's sanktioner; der henviser til, at disse eksempler illustrerer behovet for yderligere at præcisere omfanget og rækkevidden af de gældende sanktioner samt for en præcisering af, i hvilket omfang landene og virksomhederne er ansvarlige for at sikre, at deres varers og tjenesteydelsers endelige anvendelsesformål eller bestemmelsessted ikke er omfattet af sanktioner;

I.  der henviser til, at de relevante medlemsstatsmyndigheder er ansvarlige for at håndhæve sanktionerne, mens selve disse foranstaltninger vedtages på EU-plan;

J.  der henviser til, at den amerikanske Kongres vedtog den globale Magnitskij-lov i 2016 som opfølgning på Sergej Magnitskij-loven om retsstatens ansvarlighed af 2012, der havde til hensigt at pålægge sanktioner på de personer, der var ansvarlige for Sergej Magnitskijs død under varetægtsfængsling i et russisk fængsel efter at have udstået umenneskelige forhold, bevidst forsømmelse og tortur;

K.  der henviser til, at Estland, Letland, Litauen, Det Forenede Kongerige, Canada og USA har indført ordninger om sanktioner for menneskerettighedsovertrædelser ved lovgivning af Magnitskij-typen; der henviser til, at Parlamentet gentagne gange har opfordret til, at der indføres en lignende EU-ordning for globale menneskerettighedssanktioner, som kan sikre sammenhæng og effektivitet i forbindelse med indefrysning af private aktiver, visumforbud og andre sanktioner, som enkeltpersoner og enheder pålægges af medlemsstaterne og på EU-plan;

L.  der henviser til, at den nederlandske regering i november 2018 indledte en drøftelse blandt EU's medlemsstater om den politiske mulighed for en ordning for målrettede menneskerettighedssanktioner på EU-plan; der henviser til, at indledende drøftelser fortsætter i Rådets arbejdsgrupper;

1.  fordømmer på det kraftigste alle krænkelser af menneskerettighederne i hele verden; opfordrer Rådet til hurtigt at indføre en selvstændig, fleksibel og reaktionsdygtig EU-dækkende sanktionsordning, der vil gøre det muligt at målrette indsatsen mod individuelle, statslige og ikkestatslige aktører og andre enheder, der er ansvarlige for eller er involveret i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne;

2.  understreger, at en EU-sanktionsordning for krænkelser af menneskerettighederne bør bygge videre på forslagene fremsat i tidligere beslutninger med opfordring til en EU-fælles mekanisme til indførelse af målrettede sanktioner; er af den opfattelse, at en EU-menneskerettighedssanktionsordning til målrettet afstraffelse af personer, der er involveret i menneskerettighedskrænkelser hvor som helst i verden symbolsk bør bære Sergej Magnitskijs navn; glæder sig over, at der i en række lande er vedtaget lignende lovgivning rettet mod personer overalt i verden, der har krænket menneskerettighederne; understreger, at der er behov for et transatlantisk samarbejde for at drage menneskerettighedsovertrædere til ansvar; opfordrer andre stater til at udvikle lignende instrumenter;

3.  er af den faste overbevisning, at en sådan ordning er et afgørende element i EU's eksisterende værktøjskasse for menneskerettigheder og udenrigspolitik, og at den vil styrke EU's rolle som global menneskerettighedsaktør, navnlig i dets kamp mod straffrihed og dets støtte til ofre for misbrug og til menneskerettighedsforkæmpere i hele verden;

4.  understreger, at denne ordning bør gøre det muligt at indføre restriktive foranstaltninger, navnlig indefrysning af aktiver og forbud mod indrejse i EU, over for enhver enkeltperson eller enhed, der er ansvarlig for, involveret i eller har bistået, finansieret eller bidraget til at planlægge, styre eller begå grove menneskerettighedskrænkelser, misbrug og tilfælde af systemisk korruption, der har forbindelse til alvorlige menneskerettighedsovertrædelser; betoner behovet for klart at fastslå omfanget af overtrædelser såvel som for at oprette hensigtsmæssige juridiske kanaler, ad hvilke der kan gøres indsigelse mod opførelse på sanktionslisten;

5.  er overbevist om den gavnlige virkning, som denne nye ordning vil have på de pågældende personers og enheders adfærd såvel som dens afskrækkende virkning; understreger i denne henseende behovet for, at alle EU-medlemsstater fortolker, forklarer og håndhæver anvendelsen af sanktioner på samme konsekvente måde; opfordrer indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen til at øge deres samarbejde og informationsdeling og til at udarbejde en europæisk tilsyns- og håndhævelsesmekanisme;

6.  glæder sig over det forslag, som Kommissionens formand har fremsat om at bevæge sig væk fra enstemmighed i forbindelse med Rådets beslutningstagning på FUSP-området, og opfordrer indtrængende Rådet til at vedtage dette nye sanktionsinstrument, således at der i Rådet eventuelt kan vedtages indførelse af menneskerettighedssanktioner med kvalificeret flertal;

7.  støtter de indledende drøftelser i Rådet om oprettelsen af et sådant sanktionsinstrument; opfordrer indtrængende den højtstående repræsentant og hendes tjenestegrene til at benytte en konstruktiv og proaktiv tilgang til at få afsluttet disse drøftelser på vellykket vis og forventer, at hun aflægger rapport til Parlamentet; understreger betydningen af Parlamentets kontrolfunktion for så vidt angår denne fremtidige ordning, navnlig med hensyn til omfanget og bestemmelsen af kriterierne for opførelse på listen samt mulighederne for retslig prøvelse;

8.  opfordrer alle medlemsstater til at sikre, at deres myndigheder, virksomheder og andre aktører, der er registreret på deres område, fuldt ud overholder Rådets afgørelser om restriktive foranstaltninger over for enkeltpersoner og enheder, navnlig for så vidt angår indefrysning af aktiver, der tilhører personer opført på listen, og restriktioner for adgang til medlemsstaternes respektive territorier som følge af krænkelser af menneskerettighederne; udtrykker bekymring over de seneste forlydender om overtrædelser af disse afgørelser og minder medlemsstaterne om deres forpligtelse i henhold til folkeretten til at tilsikre anholdelse og retsforfølgelse af personer mistænkt for at have begået forbrydelser, der omfatter grusomheder, såfremt personerne befinder sig på deres territorium;

9.  understreger, at øget samarbejde og udveksling af oplysninger mellem disse myndigheder samt en europæisk håndhævelsesmekanisme er afgørende for at sikre en ensartet håndhævelse og fortolkning af EU's gældende restriktive foranstaltninger og for, at de europæiske virksomheder kan udøve deres aktivitet på lige vilkår;

10.  understreger betydningen af, at EU's fremtidige sanktionsordning for menneskerettigheder er i overensstemmelse med og supplerer eksisterende EU-politikker og eksisterende landespecifikke og horisontale restriktive foranstaltninger; insisterer i denne forbindelse på, at den nye ordning ikke bør erstatte de nuværende landespecifikke foranstaltningers anvendelsesområde for så vidt angår menneskerettigheder; mener endvidere, at en eventuel fremtidig ordning fuldt ud skal supplere og være i overensstemmelse med den eksisterende internationale ramme for sanktioner, navnlig i forbindelse med FN's Sikkerhedsråd;

11.  understreger, at ordningens troværdighed og legitimitet er betinget af, at den er i fuld overensstemmelse med de højest mulige standarder for beskyttelse og overholdelse af retten til en retfærdig rettergang for de pågældende personer eller enheder; insisterer i den henseende på, at afgørelser om opførelse på eller sletning af listen af enkeltpersoner eller enheder bør være baseret på klare og tydelige kriterier og stå i direkte forbindelse med den begåede kriminalitet for dermed at garantere rettighederne til behørig retslig prøvelse; opfordrer til, at der systematisk medtages klare og specifikke referencemærker og en metodologi for ophævelse af sanktioner og slettelse af listen;

12.  understreger, at strafferetlig forfølgelse inden for rammerne af nationale eller internationale jurisdiktioner af gerningsmænd til grove menneskerettighedskrænkelser og grusomheder fortsat bør være det primære mål for alle EU's og dets medlemsstaters bestræbelser på at bekæmpe straffrihed; minder i den forbindelse om princippet om universel jurisdiktion; opfordrer Rådet til at medtage grænseoverskridende krænkelser i denne ordnings anvendelsesområde; understreger behovet for et koordineret multilateralt samarbejde for at forhindre sanktioner i forbindelse med sanktioner;

13.  opfordrer Kommissionen til at afsætte tilstrækkelige ressourcer og tilstrækkelig ekspertise til at håndhæve og overvåge denne ordning, når den er på plads, samt til at være særlig opmærksom på kommunikation til offentligheden om opførelser på listen, både i EU og i de berørte lande;

14.  hylder den utrættelige indsats, som civilsamfundsaktivister gør til støtte for en sådan ordning; tilskynder til, at der nedsættes et rådgivende udvalg på EU-plan;

15.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær og Europarådets generalsekretær.

(1) EUT C 169E af 15.6.2012, s. 81.
(2) EUT C 378 af 9.11.2017, s. 52.
(3) EUT C 242 af 10.7.2018, s. 10.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0305.
(5) EUT C 307 af 30.8.2018, s. 92.
(6) EUT C 331 af 18.9.2018, s. 97.
(7) EUT C 458 af 19.12.2018, s. 52.
(8) EUT C 337 af 20.9.2018, s. 102.
(9) EUT C 346 af 27.9.2018, s. 90.
(10) EUT C 346 af 27.9.2018, s. 86.
(11) EUT C 356 af 4.10.2018, s. 104.
(12) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0383.
(13) EUT C 369 af 11.10.2018, s. 47.
(14) EUT C 369 af 11.10.2018, s. 91.
(15) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0090.
(16) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0436.
(17) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0345.
(18) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0435.
(19) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0434.
(20) Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0115.
(21) EUT C 408 af 30.11.2017, s. 43.
(22) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0515.
(23) EUT C 337 af 20.9.2018, s. 82.
(24) Vedtagne tekster, P8_TA-PROV(2019)0157.
(25) EUT C 35 af 31.1.2018, s. 77.


Presserende behov for en EU-sortliste over tredjelande på baggrund af direktivet om hvidvaskning af penge
PDF 133kWORD 50k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. marts 2019 om det presserende behov for en EU-sortliste over tredjelande i overensstemmelse med direktivet om bekæmpelse af hvidvaskning af penge (2019/2612(RSP))
P8_TA-PROV(2019)0216B8-0176/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens delegerede forordning (EU) …/… af 13. februar 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 gennem identificering af højrisikotredjelande med strategiske mangler,

–  der henviser til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4AMLD), særlig artikel 9 (2) og 64 (5)(1), og som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843 af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU (5AMLD), navnlig artikel 1, stk. 5(2),

–  der henviser til Kommissionens køreplan "På vej mod en ny metode for EU's vurdering af højrisikotredjelande i henhold til direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme"(3),

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 22. juni 2018 om metodologien bag identifikation af højrisikotredjelande i henhold til direktiv (EU) 2015/849 (SWD (2018) 0362), som bl.a. definerer prioritet 1- og 2-tredjelande,

–  der henviser til skrivelse af 25. februar 2019 fra formanden for Det Særlige Udvalg om Økonomisk Kriminalitet, Skatteunddragelse og Skatteundgåelse (TAX3) til kommissær Jourova om den delegerede retsakt om højrisikotredjelande med strategiske mangler i deres bekæmpelse af hvidvaskning af penge og finansieringsordninger,

–  der henviser til skrivelse af 5. marts 2019 fra TAX3-formanden om Rådets holdning til Kommissionens liste over højrisikotredjelande med mangler ved deres pengehvidvasknings- og terrorfinansieringsbekæmpelse,

–  der henviser til drøftelsen af 6. marts 2019 mellem kommissær Jourova og Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg (ECON) og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBE),

–  der henviser til Rådets udtalelse 6964/1/19 om Kommissionens delegerede forordning af 13. februar 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 gennem indkredsning af højrisikotredjelande med strategiske mangler (C(2019)1326),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at den delegerede forordning, dens bilag og de delegerede ændringsforordninger har til formål at identificere højrisikotredjelande med strategiske mangler ved pengehvidvasknings- og terrorfinansieringsbekæmpelse, der udgør en trussel mod EU's finansielle system og kræver skærpede kundekendskabsprocedurer i forpligtede enheder i EU, jf. det fjerde direktiv om bekæmpelse af hvidvask af penge (4AMLD);

B.  der henviser til, at en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 9 i 4AMLD kun træder i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på én måned fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse;

C.  der henviser til, at Parlamentet forkastede to af fem forslag til ændring af delegerede forordninger (C(2016)07495 og C(2017)01951) med den begrundelse, at Kommissionens procedure for indkredsning af højrisikotredjelande ikke var tilstrækkelig selvstændig;

D.  der henviser til, at Parlamentet tilslutter sig Kommissionens formulering af en ny metodologi, der ikke udelukkende beror på eksterne informationskilder til indkredsning af jurisdiktioner med strategiske mangler ved deres pengehvidvasknings- og terrorfinansieringsbekæmpelse;

E.  der henviser til, at formålet med listen er at beskytte integriteten af Unionens finansielle system og det indre marked; der henviser til, at optagelsen af et land på listen over højrisikotredjelande ikke udløser indførelse af økonomiske eller diplomatiske sanktioner, men kræver, at forpligtede enheder såsom banker, kasinoer og ejendomsmæglere skal anvende skærpede kundekendskabsprocedurer i forbindelse med transaktioner, der involverer disse lande, og at sikre, at EU's finansielle system er udstyret til at forhindre hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme fra tredjelande;

F.  der henviser til, at landene kan fjernes fra listen, hvis de afhjælper manglerne ved deres pengehvidvasknings- og terrorfinansieringsbekæmpelse;

G.  der henviser til, at Kommissionen den 13. februar 2019 vedtog sin delegerede retsakt, herunder en liste med 23 lande og territorier: Afghanistan, Amerikansk Samoa, Bahamas, Botswana, Den Demokratiske Folkerepublik Korea, Etiopien, Ghana, Guam, Iran, Irak, Libyen, Nigeria, Panama, Pakistan, Puerto Rico, Samoa, Saudi-Arabien, Sri Lanka, Syrien, Trinidad og Tobago, Tunesien, De Amerikanske Jomfruøer og Yemen;

H.  der henviser til, at Rådet i sin erklæring af 7. marts 2019 erklærede sin modstand mod den delegerede retsakt, eftersom forslaget "ikke er blevet udarbejdet i henhold til en gennemsigtig og robust procedure, hvor de berørte lande aktivt gives incitament til at træffe afgørende foranstaltninger, samtidig med at deres ret til at blive hørt overholdes";

I.  der henviser til, at den nye metode blev fastlagt i et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, som blev offentliggjort den 22. juni 2018, og som anvender de reviderede kriterier for identifikation af højrisikotredjelande;

J.  der henviser til, at Kommissionen begyndte at konsultere tredjelande, der er opført i den delegerede retsakt pr. 23. januar 2019, og mødtes med alle de lande, der anmodede om flere oplysninger om årsagerne til, at de var blevet opført på listen;

K.  der henviser til, at Rådet den 7. marts 2019 forkastede den delegerede retsakt i Rådet (retlige og indre anliggender);

1.  glæder sig over, at Kommissionen den 13. februar 2019 vedtog en ny liste over tredjelande med strategiske mangler i deres ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme;

2.  beklager, at Rådet har gjort indsigelse mod den delegerede retsakt, som Kommissionen har foreslået;

3.  opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til alle de fremsatte bekymringer og til at fremkomme med en ny delegeret retsakt så hurtigt som muligt;

4.  roser det arbejde, som Kommissionen har udført for at vedtage en selvstændig liste, der er baseret på strenge kriterier, som er vedtaget af medlovgiverne; understreger betydningen af, at Unionen råder over en selvstændig liste over højrisikotredjelande med mangler ved deres pengehvidvasknings- og terrorfinansieringsbekæmpelse, og glæder sig over Kommissionens nye metode til at indkredse højrisikolande i henhold til 4AMLD og 5AMLD;

5.  minder om, at artikel 9, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/849 som ændret ved 5AMLD pålægger Kommissionen at foretage en uafhængig vurdering af strategiske mangler på flere områder;

6.  er af den opfattelse, at udvælgelses- og beslutningsprocessen for at sikre integriteten af højrisikolandelisten bør foretages alene på grundlag af metodologien og ikke må berøres af overvejelser, der rækker ud over manglerne ved pengehvidvasknings- og terrorfinansieringsbekæmpelsen;

7.   bemærker, at lobbyisme og diplomatisk pres fra de lande, der er opført på listen, har været og vil blive en del af processen med at indkredse højrisikolande; understreger, at et sådant pres ikke bør undergrave EU-institutionernes evne til at bekæmpe hvidvaskning af penge og terrorfinansiering med forbindelse til EU på en virkningsfuld og autonom måde;

8.  opfordrer Kommissionen til at offentliggøre sine vurderinger af de opførte lande for at sikre offentlig kontrol på en sådan måde, at de ikke kan misbruges;

9.   opfordrer Kommissionen til at sikre en gennemsigtig proces med klare og konkrete referencemærker for lande, der forpligter sig til at gennemføre reformer for at undgå at blive opført på listen;

10.  bemærker, at vurderingen af Den Russiske Føderation stadig er i gang; forventer, at Kommissionen medtager de seneste afsløringer af "trojka-møntvaskeriet" i sin vurdering; minder om, at arbejdet i ECON-, LIBE- og TAX3-udvalgene i denne valgperiode har givet anledning til betænkeligheder ved Den Russiske Føderations rammer for bekæmpelse af pengehvidvaskning og terrorfinansiering;

11.  opfordrer Kommissionen til at samarbejde med medlemsstaterne om at øge Rådets ejerskab over Kommissionens foreslåede metodologi;

12.  opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, til at gennemføre 4AMLD og 5AMLD i deres nationale ret;

13.  opfordrer til, at der afsættes flere menneskelige og finansielle ressourcer til den relevante enhed i Kommissionens kompetente generaldirektorat, dvs. GD for Retlige Anliggender og Forbrugere (GD JUST);

14.  opfordrer Kommissionen til i væsentlig grad at gå videre med vurderingsfasen for prioritet 2-tredjelande;

15.  minder om, at EU's delegerede retsakt er en særskilt proces ikke at forveksle med FATF-listen og bør udelukkende være et EU-anliggende;

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73.
(2) EUT L 156 af 19.6.2018, s. 43.
(3) Se: https://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-11189-2017-INIT/en/pdf


Klimaændringer
PDF 182kWORD 60k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. marts 2019 om klimaændringer – en europæisk strategisk og langsigtet vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi i overensstemmelse med Parisaftalen (2019/2582(RSP))
P8_TA-PROV(2019)0217RC-B8-0195/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. november 2018 med titlen "En ren planet for alle – En europæisk strategisk og langsigtet vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi" (COM(2018)0773),

–  der henviser til den tilbundsgående analyse til støtte for Kommissionens meddelelse(1),

–  der henviser til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og den dertil hørende Kyotoprotokol,

–  der henviser til Parisaftalen, afgørelse 1/CP.21, til den 21. partskonference (COP21) under UNFCCC og til den 11. partskonference, der tjener som møde for parterne i Kyotoprotokollen (CMP11), som blev afholdt i Paris, Frankrig, fra den 30. november til den 11. december 2015,

–  der henviser til den 24. partskonference (COP24) under UNFCCC, den 14. samling af mødet for parterne i Kyotoprotokollen (CMP14) samt den tredje del af den første samling i partskonferencen, der tjener som møde for parterne i Parisaftalen (CMA1.3), som blev afholdt i Katowice, Polen, fra den 2. december til den 14. december 2018,

–  der henviser til De Forenede Nationers 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og til de bæredygtige udviklingsmål,

–  der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2018 om FN's konference om klimaændringer 2018 i Katowice, Polen (COP24)(2),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 22. marts 2018,

–  der henviser til særrapport fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) med titlen "Global Warming of 1,5°C", den femte vurderingsrapport (AR5) fra panelet samt dets sammenfattende rapport,

–  der henviser til den niende udgave af FN's "Environment Emissions Gap Report" (rapport om emissionskløften), som blev vedtaget den 27. november 2018,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

1.  glæder sig over offentliggørelsen af Kommissionens meddelelse "En ren planet for alle – En europæisk strategisk og langsigtet vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi", som understreger de muligheder og udfordringer, som omstillingen til en økonomi med nulemission af drivhusgasser medfører for de europæiske borgere og Europas økonomi, og som danner grundlaget for en bred debat med deltagelse af EU-institutionerne, de nationale parlamenter, erhvervslivet, ikke-statslige organisationer, byer og lokalsamfund samt borgerne; støtter målsætningen om drivhusgasneutralitet inden 2050 og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gøre det samme som led i debatten om Europas fremtid på det særlige EU-topmøde i Sibiu i maj 2019; opfordrer medlemsstaterne til at forpligte sig til det ambitionsniveau, der er nødvendigt for at nå dette mål;

2.  anerkender, at de alvorlige risici, som er forbundet med klimaændringerne, står i centrum for borgernes bekymringer; glæder sig over, at mennesker i hele Europa, navnlig de yngre generationer, i stadig større grad demonstrerer for klimaretfærdighed; glæder sig over disse aktivisters opfordringer til større ambitioner og en hurtig indsats, således at klimagrænsen på 1,5 °C ikke overskrides; mener, at nationale, regionale og lokale myndigheder såvel som EU bør lytte til disse udfordringer;

3.  fremhæver, at de europæiske borgere allerede er konfronteret med klimaforandringernes direkte indvirkninger; understreger, at Det Europæiske Miljøagentur anslår, at de ekstreme vejr- og klimafænomener, der har manifesteret sig i EU, i gennemsnit har givet anledning til årlige tab i størrelsesordenen 12,8 mia. EUR i tidsrummet mellem 2010 og 2016, og at de klimarelaterede skader i EU, hvis ikke der træffes yderligere modforanstaltninger, vil kunne resultere i tab på mindst 190 mia. EUR i 2080, svarende til et nettovelfærdstab på 1,8 % af det nuværende BNP; understreger, at de årlige omkostninger i forbindelser med oversvømmelser i EU med højemissionsscenarier kan stige til 1 bio. EUR i 2100, og at vejrrelaterede katastrofer kan påvirke omkring to tredjedele af de europæiske borgere i 2100 sammenlignet med 5 % i dag; understreger endvidere, at 50 % af de befolkede områder i EU ifølge Det Europæiske Miljøagentur vil lide under alvorlig vandknaphed i 2030;

4.  understreger, at IPCC's særrapport om 1,5 °C udgør den mest omfattende og opdaterede videnskabelige vurdering af modvirkningsmuligheder på linje med Parisaftalen;

5.  fremhæver, at ifølge IPCC's særrapport om 1,5 °C indebærer en målsætning om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 °C med ingen eller begrænsede overskridelser, at der opnås global drivhusgasneutralitet senest i 2067, og at årlige globale drivhusgasemissioner nedbringes pr. 2030 til højst 2527,4 GtCO2eq pr. år; understreger i lyset af disse konklusioner, at Unionen som en førende aktør på verdensplan og med henblik på at have en god chance for at holde de globale temperaturer under 1,5° C inden år 2100 skal stræbe mod at opnå drivhusgasneutralitet snarest muligt og senest i 2050;

6.  udtrykker bekymring over FN's Miljøprograms rapport om emissionskløften fra 2018, hvori det konkluderes, at de ubetingede, nationalt bestemte bidrag (NDC'er) langt overstiger Parisaftalens alarmgrænse på et godt stykke under 2° C, hvad der i stedet vil føre til en anslået stigning i temperaturen på 3,2° C(3) i 2100; understreger det presserende behov for, at alle parter til UNFCCC ajourfører deres klimaambitioner inden 2020;

Tilgange til en europæisk nulemissionsstrategi frem til århundredets midte

7.  mener, at EU kan bane vejen for klimaneutralitet ved at investere i innovative teknologiske løsninger, give borgerne større indflydelse og tilpasse indsatsen inden for centrale områder såsom energi, industripolitik og forskning, samtidig med at der sikres social retfærdighed for at opnå en retfærdig overgang;

8.  noterer sig, at strategien præsenterer otte tilgange til den økonomiske, teknologiske og sociale omstilling, som EU behøver for at efterleve det langsigtede temperaturmål i Parisaftalen; noterer sig, at kun to af disse tilgange ville sætte Unionen i stand til at nå målet om drivhusgasneutralitet senest i 2050; fremhæver, at dette kræver en hurtig og koordineret indsats på lokalt, regionalt og nationalt plan samt på EU-plan, som også inddrager alle ikke-offentlige aktører; minder om medlemsstaternes forpligtelse til at vedtage langsigtede nationale strategier som fastsat i forvaltningsforordningen; opfordrer derfor medlemsstaterne til at fastsætte klare mål og politikker på kort og lang sigt, der er i overensstemmelse med målene i Parisaftalen, og til at yde investeringsstøtte til kulstofneutrale tilgange;

9.  fremhæver, at den første kategori af tilgange, som fremlægges i strategien, kun sigter mod at reducere emissionerne med ca. 80 % inden 2050 i forhold til 1990-niveauet; bemærker med bekymring, at dette ambitionsniveau ligger i den lavere ende af skalaen, når det gælder om at holde den globale opvarmning nede under 2 °C, og derfor ikke overholder Parismålsætningen om at holde den globale temperaturstigning klart under 2 °C, endsige det supplerende mål om at holde stigningen nede på under 1,5 °C;

10.  påpeger, at EU's BNP ifølge Kommissionens skøn forventes at stige mere i nulemissionsscenarierne end i scenarier med lavere emissionsreduktioner, og at indvirkningerne i begge scenarier vil fordele sig ujævnt i EU på grund af forskellene blandt medlemsstaterne, bl.a. for så vidt angår BNP pr. indbygger og kulstofintensiteten i deres energimiks; mener, at manglende handling ville være det allerdyreste scenarie og ikke kun ville resultere i et massivt fald i BNP i Europa, men også ville øge de økonomiske uligheder mellem og internt i medlemsstaterne og regionerne, eftersom nogle medlemsstater forventes at blive hårdere ramt end andre, hvis der ikke skrides til handling;

11.  bemærker med bekymring, at EU's afhængighed af importeret energi i dag ligger på omkring 55 %; understreger, at denne afhængighed i et scenarie med nettonulemissioner ville falde til 20 % inden 2050, hvilket ville få en positiv indvirkning på EU's handelsbalance og geopolitiske position; bemærker, at de akkumulerede besparelser på omkostningerne til import af fossile brændstoffer mellem 2031 og 2050 vil beløbe sig til ca. 2-3 bio. EUR, midler som ville kunne anvendes på de europæiske borgeres øvrige prioriteter;

12.  glæder sig over, at der er medtaget to tilgange, som sigter mod at nå frem til nulemissioner inden 2050, og Kommissionens støtte hertil, og mener, at denne målsætning for århundredets midte er den eneste målsætning, der er forenelig med EU's langsigtede forpligtelser i henhold til Parisaftalen; beklager, at der i strategien ikke var medtaget tilgange, som sigter mod drivhusgasneutralitet før 2050;

13.  bemærker, at de tilgange, der foreslås i strategien, omfatter anvendelsen af en række teknologier til fjernelse af kulstof, bl.a. ved hjælp af CO2-opsamling og ‑lagring eller CO2-opsamling og -anvendelse samt direkte luftopsamling – teknologier, som endnu mangler at blive udbredt i stort omfang; mener imidlertid, at EU's nulemissionsstrategi bør prioritere direkte emissionsreduktioner og foranstaltninger, der bevarer og forbedrer EU's naturlige dræn og reservoirer, og kun bør sigte mod anvendelse af teknologier til CO2-fjernelse, såfremt der ikke er nogen mulighed for at reducere emissionerne direkte; mener, at der er brug for yderligere tiltag inden 2030, hvis EU skal undgå at gøre sig afhængig af teknologier til CO2-fjernelse, som ville indebære væsentlige risici for økosystemerne, den biologiske mangfoldighed og fødevaresikkerheden, hvilket også bekræftes af IPCC's særrapport om 1,5 °C;

De sociale aspekter af klimaændringer og en retfærdig omstilling

14.  glæder sig over Kommissionens vurdering, at nettonulemissioner er mulige uden et nettotab af arbejdspladser, og bemærker med tilfredshed den detaljerede gennemgang af omstillingsprocessen i de energiintensive industrier; understreger, at en retfærdig omstilling i retning af nettonulemissioner af drivhusgasser – såfremt den håndteres med behørig støtte til de mest sårbare regioner, sektorer og borgere – har potentiale til at skabe en nettotilvækst af arbejdspladser i Unionen, idet beskæftigelsen i økonomien vil stige med 2,1 millioner nye arbejdspladser inden 2050 sammenlignet med en stigning i beskæftigelsen på 1,3 millioner nye arbejdspladser i et scenarie, hvor emissionerne reduceres med 80 %; mener derfor, at Kommissionen bør udarbejde en ajourført kortlægning af færdigheder i henhold til EU-oversigten over kvalifikationer med regionale oplysninger om hvilke færdigheder, der er behov for i et klimaneutralt Europa, med henblik på at støtte de mest sårbare regioner, sektorer og mennesker i deres omskoling til at fremtidssikre arbejdspladser af høj kvalitet i de samme regioner;

15.  understreger de talrige sidegevinster, som et klimaneutralt samfund vil have for folkesundheden, herunder i form af sparede sundhedsomkostninger og mindsket belastning af forsikrings- og offentlige sundhedssystemer, og for de europæiske borgeres generelle trivsel som følge af øget biodiversitet, mindsket luftforurening og mindre eksponering for forurenende stoffer; bemærker, at sundhedsskader ved et sådant scenarie ville blive reduceret med omkring 200 mia. EUR om året;

16.  understreger betydningen af at oprette en retfærdig overgangsfond, navnlig for de regioner, der er mest berørt af dekarbonisering, i bl.a. kulmineregioner, kombineret med en generel hensyntagen til de sociale konsekvenser i den eksisterende klimafinansiering; fremhæver i denne forbindelse behovet for bred offentlig accept af den langsigtede strategi i betragtning af de ændringer, der er behov for i nogle sektorer;

17.  understreger, at der i visse EU-regioner, såsom kulregioner, vil være behov for flere foranstaltninger og bestræbelser i retning af omstilling til ren energi; gentager i denne forbindelse sin opfordring til en specifik tildeling på 4,8 mia. EUR til en ny fond for retfærdig energiomstilling, som skal indføres i den flerårige finansielle ramme for 2021-2027 med henblik på at støtte arbejdstagere og lokalsamfund i sådanne regioner, der påvirkes negativt af denne omstilling;

18.  understreger behovet for en foregribende tilgang for at sikre en retfærdig overgang for EU-borgere og for at støtte de regioner, der er mest berørt af dekarbonisering; mener, at den klimapolitiske omstilling i Europa skal være økologisk, økonomisk og socialt bæredygtig; understreger, at det for at sikre alle borgeres politiske accept er vigtigt at tage hensyn til de fordelingsmæssige virkninger af de klimarelaterede politikker og dekarboniseringspolitikkerne, navnlig for personer med lav indkomst; mener derfor, at der i alle EU's og medlemsstaternes klimapolitikker bør tages fuldt hensyn til sociale virkninger med henblik på at sikre en social og økologisk omstilling i EU; understreger i denne henseende, at det er nødvendigt på alle niveauer at udforme skræddersyede strategier med tilstrækkelig finansiering, der er baseret på inkluderende processer og udvikles i nært samarbejde med lokale og regionale offentlige myndigheder, fagforeninger, undervisningsinstitutioner, civilsamfundsorganisationer samt den private sektor for at sikre, at alle europæiske borgere får retfærdige og lige muligheder i denne omstillingsproces;

19.  minder om, at ca. 50 til 125 millioner EU-borgere i øjeblikket risikerer energifattigdom(4); fremhæver, at energiomstillingen kan påvirke personer med lav indkomst i uforholdsmæssig høj grad og yderligere øge energifattigdommen; opfordrer medlemsstaterne til at vurdere antallet af husstande, der lever i energifattigdom, i deres integrerede nationale energi- og klimaplaner og til om nødvendigt at træffe opfølgende foranstaltninger som krævet i forvaltningsforordningen; opfordrer medlemsstaterne til at træffe fremadrettede foranstaltninger for at sikre en retfærdig energiomstilling og adgang til energi for alle EU-borgere;

20.  mener, at unge mennesker i stigende grad udviser stærk social og miljømæssig bevidsthed, hvilket skaber dynamikken til at omstille vores samfund til en klimaneutral fremtid, og at uddannelse af unge er et af de mest effektive værktøjer til at bekæmpe klimaændringer; understreger behovet for aktivt at inddrage de yngre generationer i opbygningen af internationale og interkulturelle forhold på tværs af generationerne, hvilket danner grundlag for kulturelle ændringer, der kan bidrage til den globale indsats for en mere bæredygtig fremtid;

Mellemliggende mål

21.  anerkender, at årtiet 2020-2030 er det vigtigste, hvis EU skal nå sit mål om nettonulemission senest i 2050; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte et stærkt mellemsigtet mål for 2030, da dette er nødvendigt for at skabe tilstrækkelig stabilitet i investeringerne i markedet og for fuldt ud at udnytte potentialet for teknologisk fornyelse og øge mulighederne for, at de europæiske virksomheder kan blive globale markedsledere inden for lavemissionsproduktion;

22.  understreger, at det er nødvendigt for at opnå nettonulemissioner pr. 2050 på den mest omkostningseffektive måde at hæve og tilpasse ambitionsniveauet for 2030 i forhold til nettonulemissionsscenarierne for 2050; mener, at det er af afgørende betydning, at EU senest under FN-klimatopmødet i New York i september 2019 sender et klart signal om, at det er parat til at gennemgå sit bidrag til Parisaftalen;

23.  støtter en ajourføring af Unionens NDC med et mål for hele økonomien, der sigter mod en reduktion af de nationale drivhusgasemissioner med 55 % senest i 2030 i forhold til 1990-niveauet; opfordrer derfor EU's ledere til at støtte et tilsvarende højere ambitionsniveau for EU's NDC på det særlige EU-topmøde i Sibiu i maj 2019 som optakt til FN's klimatopmøde i september 2019;

24.  mener, at Kommissionen senest under gennemgangsprocedurerne i 2022-2024 for 2030-klimapakken og anden relevant lovgivning bør fremlægge lovforslag om at hæve ambitionsniveauet i overensstemmelse med de ajourførte nationalt bestemte bidrag og nettonulemissionsmålet; mener, at et utilstrækkeligt ambitionsniveau for 2030 vil indskrænke de fremtidige valgmuligheder og muligvis indskrænke adgangen til visse valgmuligheder med hensyn til omkostningseffektiv dekarbonisering; mener, at disse gennemgange udgør en vigtig milepæl i bestræbelserne på at sikre opfyldelsen af EU's klimapolitiske tilsagn;

25.  mener, at det som et supplerende middel til at sikre øget stabilitet for markederne vil være gavnligt for EU også at fastsætte yderligere et mellemliggende mål for emissionsreduktioner inden 2040, som kan give ekstra stabilitet og sikre, at det langsigtede mål for 2050 bliver opfyldt;

26.  mener, at EU's strategi om nettonulemissioner bør baseres på den femårige globale statusopgørelse, jf. Parisaftalen, og tage hensyn til den teknologiske og samfundsmæssige udvikling samt input fra ikkestatslige aktører og Europa-Parlamentet;

Sektorspecifikke bidrag

27.  understreger, at nettoemissionerne skal reduceres til tæt på nulpunktet inden for alle sektorer af økonomien, der alle bør bidrage til de fælles bestræbelser på at reducere emissionerne; opfordrer derfor Kommissionen til at udvikle tilgange, hvorved alle sektorer kan opnå klimaneutralitet; understreger vigtigheden af "forureneren betaler"-princippet i denne henseende;

28.  understreger betydningen af de forskellige klimaforanstaltninger og af den lovgivning, som er gennemført inden for forskellige politikområder, men advarer om, at en spredt tilgang kan føre til manglende konsekvens og medføre, at EU ikke opfylder målet om en drivhusgasneutral økonomi inden 2050; mener, at der er behov for en overordnet tilgang;

29.  anmoder Kommissionen om at undersøge muligheden for en harmonisering af priserne for kulstof og energi i EU til støtte for omstillingen til en økonomi med nettonulemissioner, navnlig i de sektorer, der ikke er omfattet af EU's emissionshandelssystem; anmoder Kommissionen om at undersøge, hvordan man bedst undgår særligt svære tilfælde, og insisterer på, at den samlede byrde for borgerne ikke bør øges;

30.  er enig i den rolle, som CO2-opsamling og -lagring (CCS) spiller i de fleste 1,5 °C-scenarier i IPCC's særrapport om 1,5 °C; understreger behovet for, at EU har større ambitioner på dette område; fremhæver, at strategien bør afspejle de af medlemsstaterne i henhold til den strategiske energiteknologiplan (SET-planen) fastsatte målsætninger med hensyn til at gennemføre CCS i den europæiske energi- og industrisektor i kommerciel skala i 2020'erne; mener, at det er nødvendigt at øge brugen af miljømæssigt sikker CO2-opsamling og ‑anvendelse (CCU) og CCS i industriprocesser for at sikre en nettoreduktion i emissioner ved at undgå emissioner eller permanent oplagring af CO2; bemærker med bekymring, at mange CCU-teknologier ikke i øjeblikket giver permanente emissionsreduktioner; opfordrer derfor Kommissionen til at udvikle tekniske kriterier, der kun sikrer støtte til de teknologier, der giver kontrollerbare resultater;

31.  påpeger, at strategien bekræfter, at drivhusgasemissioner fra transportsektoren stadig stiger, og at de nuværende politikker ikke vil være tilstrækkelige til at sikre en dekarbonisering af transportsektoren inden 2050; understreger betydningen af at sikre et modalskift fra luft- til jernbanetransport, herunder gennem en hurtig gennemførelse af et interoperabelt jernbanenet inden for EU og mobilisering af øgede investeringer og hen imod offentlig transport og fælles mobilitet; bemærker, at vejtransport bidrager til ca. en femtedel af EU's samlede CO2-emissioner; opfordrer derfor medlemsstaterne og Kommissionen til at tage afgørende skridt til at give forbrugere i alle medlemsstater adgang til nul- og lavemissionskøretøjer og samtidig undgå en øget anvendelse af gamle og meget forurenende køretøjer i lavindkomstmedlemsstater; understreger endvidere den rolle, som de intelligente teknologier, såsom intelligent opladningsinfrastruktur, spiller med hensyn til at skabe synergier mellem elektrificering af transporten og udbrede vedvarende energikilder;

32.  understreger, at alle sektorer skal bidrage, herunder den internationale luft- og søtransport, for at den europæiske økonomi som helhed kan opnå klimaneutralitet; bemærker, at Kommissionens analyse viser, at de nuværende globale mål og foranstaltninger, som henholdsvis Den Internationale Søfartsorganisation og Organisationen for International Civil Luftfart påtænker at indføre, ikke lever op til den krævede emissionsreduktion, selv hvis de gennemføres fuldt ud, og at der er behov for yderligere, betydelige tiltag, der stemmer overens med målsætningen for hele økonomien om nettonulemissioner; fremhæver behovet for at investere i kulstoffrie og kulstoffattige teknologier og brændstoffer i disse sektorer; opfordrer Kommissionen til at omsætte forureneren betaler-princippet i praksis i disse sektorer; minder om, at drivhusgasemissioner fra international søtransport forventes at stige med helt op til 250 % i 2050; glæder sig over, at sektoren for international søtransport selv har fastsat et absolut reduktionsmål for drivhusgasemissioner; bemærker med bekymring den manglende fremgang i relation til at omsætte dette mål til kort- og mellemsigtede foranstaltninger samt andre konkrete tiltag; bemærker den forskellige byrde, som bæres af de forskellige transportformer; opfordrer til, at de stigende ETS-indtægter anvendes til at fremme miljøvenlige transportformer såsom busser eller jernbaner;

33.  bemærker, at ca. 60 % af den metan, der på nuværende tidspunkt udledes på verdensplan, stammer fra kilder som eksempelvis landbrug, deponeringsanlæg og spildevand samt produktion og rørledningstransport af fossile brændstoffer; minder om, at metan er en stærk drivhusgas med et 100-årigt opvarmningspotentiale, der er 28 gange kraftigere end for CO2(5); gentager sin opfordring til Kommissionen om snarest muligt at undersøge de politiske muligheder for en hurtig bekæmpelse af metanemissioner som led i EU's strategiske plan for metan og om at forelægge lovgivningsmæssige forslag til Europa-Parlamentet og Rådet i så henseende;

34.  understreger, at landbruget vil blive en af de vigtigste tilbageværende kilder til drivhusgasemissioner i EU i 2050, navnlig på grund af metan- og dinitrogenoxidemissioner; understreger landbrugssektorens potentiale med hensyn til at håndtere udfordringer fra klimaforandringer, eksempelvis ved hjælp af økologisk og teknologisk innovation samt CO2-opsamling i jord; opfordrer til en fælles landbrugspolitik, der bidrager til at reducere drivhusgasemissioner i tråd med omstillingen til en klimaneutral økonomi; opfordrer Kommissionen til at sikre, at landbrugspolitikker, navnlig EU-fonde og nationale fonde, er forenelige med målsætningerne og målene i Parisaftalen;

35.  understreger behovet for at integrere klimaambitionsaspektet i alle EU's politikker, herunder handelspolitik; opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at alle de af EU indgåede handelsaftaler er fuldt ud forenelige med Parisaftalen, da dette ikke alene vil øge den globale indsats mod klimaforandringer, men også garantere lige vilkår for de berørte sektorer;

36.  støtter aktiv og bæredygtig skovforvaltning på nationalt plan sammen med konkrete foranstaltninger til at stimulere EU's effektive og bæredygtige bioøkonomi, eftersom skovene har et stort potentiale til at bidrage til at styrke Europas klimapolitiske indsats (via binding, -lagring og -substitution) og til at nå målet om nulemissioner inden 2050; anerkender behovet for tilpasning til klimaændringer og for at standse tabet af biodiversitet og forringelsen af økosystemtjenester i EU inden 2020 og behovet for at udvikle evidensbaserede politikker, der bidrager til at gennemføre og finansiere EU's foranstaltninger til bevarelse af biodiversiteten;

37.  fremhæver, at der på verdensplan er mere kulstof bundet i jorden end i biosfæren og atmosfæren tilsammen; understreger derfor vigtigheden af at bremse jordforringelsen i EU og sikre fælles EU-foranstaltninger til at bevare og forbedre jordkvaliteten og jordens kapacitet til at lagre kulstof;

Energipolitik

38.  fremhæver bidraget fra energieffektivitet til forsyningssikkerhed, økonomisk konkurrenceevne, miljøbeskyttelse samt til reduktion af energiregninger og forbedring af boligkvaliteten; bekræfter den vigtige rolle, som energieffektivitet spiller med hensyn til at skabe forretningsmuligheder og beskæftigelse samt dens globale og regionale fordele; minder i denne forbindelse om indførelsen af princippet om "energieffektivitet først" i henhold til forvaltningsforordningen, og at dens anvendelse bør udnyttes fuldt ud på en omkostningseffektiv måde i hele energikæden og betragtes som grundlag for alle tilgange til at nå målet om nulemission i 2050;

39.  fremhæver den centrale rolle, som energi spiller i omstillingen til en drivhusgasneutral økonomi; minder om, at det er lykkedes Unionen at afkoble drivhusgasemissionerne fra den økonomiske vækst i de seneste årtier, og at den har reduceret emissionerne, navnlig gennem energieffektivitet og udbredelse af vedvarende energi; understreger, at omstillingen til ren energi fortsat bør sætte skub i moderniseringen af den europæiske økonomi, fremme bæredygtig økonomisk vækst og medføre store samfunds- og miljøfordele for europæiske borgere;

40.  mener, at EU's lederskab inden for vedvarende energi og energieffektivitet viser andre dele af verden, at en omstilling til ren energi både er mulig og gavnlig for andet og mere end bekæmpelsen af klimaændringerne;

41.  påpeger, at opnåelse af målet om en drivhusgasneutral økonomi vil kræve betydelige yderligere investeringer i EU's energisystem og tilhørende infrastruktur i forhold til det nuværende referencescenarie i størrelsesordenen 175-290 mia. EUR om året;

42.  understreger, at bestræbelserne på at mindske drivhusgasemissionerne for at opnå klimaneutralitet på EU-plan som følge af de forskellige udgangspunkter for energiomstillingen kan være ulige fordelt i EU;

43.  opfordrer medlemsstaterne til straks at gennemføre pakken om ren energi; minder om medlemsstaternes kompetence til at træffe afgørelse om deres energimiks inden for EU's klima- og energiramme;

44.  opfordrer til et yderst energieffektivt energisystem, der er baseret på vedvarende energi, og anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at træffe alle nødvendige foranstaltninger i så henseende, eftersom dette vil have afsmittende virkninger på tværs af alle økonomiske sektorer; fremhæver, at alle de tilgange, som Kommissionen har fremlagt, forudsætter en drastisk reduktion af fossile brændstoffer og en kraftig stigning i vedvarende energiformer;

45.  understreger, at direktivet om miljøvenligt design(6) i væsentlig grad har bidraget til EU's klimamål ved at reducere drivhusgasemissioner med 320 mio. ton CO2-ækvivalenter årligt, og at det skønnes, at de europæiske forbrugere som følge af direktivet samlet set sparer op til 112 mia. EUR i 2020 eller omkring 490 EUR om året pr. husstand; opfordrer til, at der i direktivet om miljøvenligt design medtages flere produkter, herunder tabletcomputere og smartphones, og at de gældende standarder ajourføres med henblik på at afspejle den teknologiske udvikling;

46.  understreger behovet for at sikre yderligere integration af det europæiske energimarked med henblik på at dekarbonisere energisektoren så effektivt som muligt, lette investeringer, der hvor det er muligt at opnå den størst mulige produktion af vedvarende energi, og tilskynde til aktiv deltagelse af borgerne med henblik på at fremskynde energiomstillingen hen imod en CO2-neutral og bæredygtig økonomi; mener, at det er afgørende at hæve niveauet for medlemsstaternes indbyrdes sammenkobling, herunder tilskynde til flere støtteordninger på tværs af grænserne;

47.  bemærker, at EU's bygge- og anlægssektor på nuværende tidspunkt tegner sig for 40 % af Europas energiforbrug og 36 % af dets CO2-emissioner(7); opfordrer til, at bygningsmassens potentiale for energibesparelse frigøres i overensstemmelse med målsætningen i bygningsdirektivet(8) om at opnå et højt niveau af energieffektivitet og dekarbonisering for bygningsmassen inden 2050; understreger, at et mere effektivt energiforbrug i bygninger udgør et væsentligt potentiale for yderligere reduktion af EU's drivhusgasemissioner; mener endvidere, at bygninger med lavt energiforbrug, der alene forsynes med vedvarende energi, er en absolut forudsætning for Parisaftalen og en EU-dagsorden for vækst, lokale arbejdspladser og bedre levevilkår for borgere i hele Europa;

48.  opfordrer til, at der på alle forvaltningsniveauer samt på nationalt, regionalt og lokalt plan træffes foranstaltninger til at fremme borgernes deltagelse i energiomstillingen og fremme udvekslingen af bedste praksis; understreger i denne henseende, at inddragelsen af borgerne i energisystemet gennem decentraliseret egenproduktion af vedvarende energi, elektricitetslagring samt deltagelse i efterspørgselsreaktion og energieffektivitetsordninger vil være afgørende for overgangen til drivhusgasneutralitet; opfordrer derfor til, at aktivt borgerengagement indarbejdes fuldt ud i disse tilgange, herunder ikke mindst på efterspørgselssiden;

Industripolitik

49.  mener, at økonomisk velstand, global industriel konkurrenceevne og klimapolitik styrker hinanden gensidigt; gentager, at omstillingen til en drivhusgasneutral økonomi medfører udfordringer og muligheder for EU, og at investeringer i industriel innovation, herunder digitale teknologier og ren teknologi vil være nødvendige for at fremme vækst, forbedre konkurrenceevnen, fremme fremtidens færdigheder og skabe millioner af arbejdspladser, f.eks. i en voksende cirkulær økonomi og bioøkonomi;

50.  understreger, at en stabil og forudsigelig ramme for energi- og klimapolitik er nøglen til at skabe en meget tiltrængt tillid blandt investorerne og sætte de europæiske industrier i stand til at træffe langsigtede investeringsbeslutninger i Europa, idet de fleste industrielle anlægs levetid overstiger 20 år;

51.  fremhæver den vigtige rolle, som de energiintensive industrier har for at nå EU's langsigtede drivhusgasreduktioner; mener, at opretholdelse af EU's førerposition inden for kulstoffattig industri og industriproduktion i EU, bevarelse af den europæiske industris konkurrenceevne, reduktion af afhængigheden af fossile brændstoffer og eksponeringen for fluktuerende og stigende brændstofimportpriser til et minimum og afværgelse af risikoen for kulstoflækage kræver intelligente og målrettede politiske rammer; opfordrer Kommissionen til at fremlægge en ny og integreret klimastrategi for de energiintensive industrier i EU til støtte for en konkurrencedygtig, kulstofneutral omstilling i sværindustrien;

52.  opfordrer Kommissionen til at formulere en industristrategi med foranstaltninger, der vil gøre det muligt for EU's industri at konkurrere på globalt plan på lige vilkår; mener, at Kommissionen som led i denne politik bør undersøge effektiviteten og WTO-foreneligheden af yderligere foranstaltninger med henblik på at beskytte industrier med risiko for kulstoflækage i forbindelse med import af produkter, som vil skulle erstatte, tilpasse eller supplere eventuelle eksisterende foranstaltninger vedrørende kulstoflækage;

53.  bemærker, at en række nye markeder er i færd med at positionere sig, så de kan spille en vigtig rolle med hensyn til at imødekomme det globale markeds behov under omstillingen til en drivhusgasneutral økonomi, eksempelvis inden for nulemissionstransport og vedvarende energi; understreger, at EU skal vedblive at være den førende økonomi inden for grøn innovation og investeringer i grøn teknologi;

54.  bemærker, at Kommissionen i sin 2018-rapport om energipriser og -omkostninger i Europa (COM(2019)0001)(9) fremhæver EU's vedvarende høje eksponeringer for ustabile og stigende priser på fossile brændstoffer, og at omkostningerne i forbindelse med den fremtidige elektricitetsproduktion forventes at stige for elektricitet, der er baseret på fossile brændstoffer, og falde for elektricitet, der er baseret på vedvarende energi; understreger, at EU's omkostninger til energiimport er steget med 26 % til 266 mia. EUR i 2017, hvilket primært skyldes stigende oliepriser; bemærker endvidere, at det i rapporten skønnes, at stigningerne i oliepriserne har haft en negativ indvirkning på EU's vækst (BNP faldt med 0,4 % i 2017) og på inflationen (+0,6 %);

Forskning og innovation

55.  understreger, at Unionens og de nationale forsknings- og innovationsprogrammer er afgørende for at støtte Den Europæiske Union i dens førende rolle i kampen mod klimaændringer, og mener, at integration af klimaændringer på passende vis bør indgå i forberedelsen og gennemførelsen af forsknings- og innovationsprogrammer;

56.  mener, at der er behov for en betydelig forsknings- og innovationsindsats i de næste to årtier for at gøre lav- og nul-kulstofløsninger tilgængelige for alle, gøre dem socialt og økonomisk rentable samt skabe nye løsninger til opnåelse af en drivhusgasneutral økonomi;

57.  understreger sin holdning om, at Horisont Europa skal bidrage med mindst 35 % af sine udgifter til klimamålene, hvor det er relevant og som led i Unionens generelle målsætning om at integrere klimaindsatsen;

Finansiering

58.  opfordrer til hurtig implementering af EU's innovationsfond for emissionshandelssystemet (ETS) og iværksættelse af den første indkaldelse af forslag i 2019 med henblik på at fremme investeringer i demonstrationen af banebrydende kulstoffattige industrielle teknologier inden for en lang række sektorer – ikke blot elproduktion, men også fjernvarme og industrielle processer; opfordrer til, at den flerårige finansielle ramme for 2021-2027 og dens programmer skal være fuldt ud forenelige med Parisaftalen;

59.  mener, at det bliver nødvendigt at mobilisere væsentlige private investeringer for at sikre, at EU kan gennemføre målsætningen om nettonulemissioner senest i 2050; mener, at dette kræver langsigtet planlægning og et stabilt og forudsigeligt regelværk for investorer, og at fremtidige EU-retsakter skal tage behørigt højde for dette; understreger derfor, at gennemførelsen af handlingsplanen for bæredygtig finansiering, der blev vedtaget i marts 2018, bør prioriteres;

60.  mener, at den flerårige finansielle ramme for 2021-2027 forud for sin vedtagelse bør vurderes på grundlag af målsætningen om at nå en klimaneutral økonomi i 2050, og at der skal udarbejdes en standardtest med henblik på at sikre, at udgifterne i EU's budget er klimasikret;

61.  beklager, at tilskud til fossile brændstoffer fortsat er stigende og beløber sig til omkring 55 mia. EUR om året(10); opfordrer EU og medlemsstaterne til omgående at udfase alle europæiske og nationale tilskud til fossile brændstoffer;

62.  understreger, at det er vigtigt at sikre en retfærdig omstilling til en CO2-neutral økonomi, og opfordrer medlemsstaterne til at indføre passende politikker og finansiering med henblik herpå; understreger, at EU-midler fra relevante fonde også kan støtte en retfærdig omstilling, såfremt det er hensigtsmæssigt;

Forbrugernes rolle og den cirkulære økonomi

63.  fremhæver de betydelige konsekvenser af adfærdsændringer med hensyn til at opnå reduktioner af drivhusgasemissioner; opfordrer Kommissionen til snarest muligt at undersøge de politik-løsninger, der findes for at fremme en adfærdsændring, herunder indførelsen af en miljøskat; understreger vigtigheden af bottom-up-initiativer, f.eks. borgmesterpagten, med hensyn til at fremme adfærdsændringer;

64.  understreger, at en meget stor del af energiforbruget og dermed af drivhusgasemissionerne er direkte forbundet med erhvervelse, forarbejdning, transport, omdannelse, brug og bortskaffelse af ressourcer; understreger, at det er muligt at opnå særdeles betydelige besparelser i ressourceforvaltningskæden; fremhæver derfor, at en forøgelse af ressourceproduktiviteten gennem forbedret effektivitet og nedbringelse af ressourcespildet ved hjælp af foranstaltninger som genbrug, genanvendelse og genfremstilling kan mindske både ressourceforbruget og drivhusgasemissionerne væsentligt og samtidig forbedre konkurrenceevnen og skabe forretningsmuligheder og beskæftigelse; fremhæver omkostningseffektiviteten ved foranstaltninger under den cirkulære økonomi; understreger, at forbedret ressourceeffektivitet og tilgange, der bygger på cirkulær økonomi, samt cirkulær produktudformning vil bidrage til en omstilling i produktions- og forbrugsmønstrene og reducere mængden af affald;

65.  understreger, at det er vigtigt at fremme produktpolitikken, f.eks. grønne offentlige udbud og økodesign, der kan bidrage væsentligt til energibesparelser og til at reducere produkternes CO2-fodaftryk og samtidig nedbringe deres materialefodaftryk og samlede miljøpåvirkning; fremhæver, at der er behov for at indføre krav til en cirkulær økonomi som en del af EU's økodesignstandarder og at udvide den aktuelle økodesignmetode til ligeledes at omfatte andre produktkategorier end energirelaterede produkter;

66.  mener, at arbejdet på en troværdig model for måling af klimapåvirkningen baseret på forbrug bør videreføres; noterer sig, at Kommissionen i sin dybdegående analyse konkluderede, at EU's bestræbelser på at nedbringe emissionerne fra produktion i EU til en vis grad ophæves af importen af varer med et højere kulstoffodaftryk, men at EU ikke desto mindre har bidraget væsentligt til emissionsreduktioner i andre lande på grund af de øgede handelsstrømme og de eksporterede varers forbedrede kulstofeffektivitet;

EU og den globale klimaindsats

67.  understreger, at det er vigtigt at satse på flere initiativer og vedvarende dialog i de relevante internationale fora og på et effektivt klimadiplomati med det formål at give et incitament til tilsvarende politiske beslutninger, som kan styrke de klimapolitiske ambitioner i andre regioner og tredjelande; opfordrer EU til at styrke sin egen finansiering af klimapolitikken og arbejde aktivt for at anspore medlemsstaterne til at øge deres klimastøtte (udviklingsbistand snarere end lån) til tredjelande, som bør lægges oven i udviklingsbistanden til oversøiske lande og ikke bør tælles med som både udviklingsbistand og klimastøtte;

68.  fremhæver, at FN's klimatopmøde i september 2019 er det rette øjeblik for lederne til at tilkendegive et øget ambitionsniveau for NDC'er; mener, at EU bør vedtage en holdning om ajourføring af NDC i god tid i forvejen med henblik på at ankomme til topmødet velforberedt og i et tæt samarbejde med en international koalition af parter, der støtter et øget klimaambitionsniveau;

69.  fremhæver det formålstjenlige ved at styrke interoperabiliteten mellem EU's politiske instrumenter og de tilsvarende instrumenter i tredjelande, navnlig med hensyn til kulstofprissætningsmekanismer; opfordrer Kommissionen til at fortsætte og intensivere samarbejdet og støtten i forbindelse med udviklingen af kulstofprissætningsmekanismer uden for Europa med henblik på at tilstræbe øgede emissionsreduktioner og mere ensartede vilkår på globalt plan; understreger betydningen af at indføre miljøbeskyttelsesforanstaltninger med henblik på at sikre en reel og yderligere reduktion af drivhusgasser; opfordrer derfor Kommissionen til at slå til lyd for strenge og solide internationale regler for at forhindre smuthuller i den regnskabsmæssige behandling eller dobbelttælling af emissionsreduktioner;

o
o   o

70.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) https://ec.europa.eu/clima/sites/clima/files/docs/pages/com_2018_733_analysis_in_support_en_0.pdf
(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0430.
(3) FN's Miljøprogram, "The Emissions Gap Report 2018", s. 10.
(4) http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2015/563472/IPOL_STU(2015)563472_EN.pdf
(5) Van Dingenen, R., Crippa, M., Maenhout, G., Guizzardi, D., Dentener, F., "Global trends of methane emissions and their impacts on ozone concentrations", EUR 29394 EN, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg, 2018, ISBN 978-92-79-96550-0, doi: 10.2760/820175, JRC 113210.
(6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter (EUT L 285 af 31.10.2009, s. 10).
(7) https://ec.europa.eu/energy/en/topics/energy-efficiency/buildings
(8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/844 af 30. maj 2018 om ændring af direktiv 2010/31/EU om bygningers energimæssige ydeevne og direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet (EUT L 156 af 19.6.2018, s. 75).
(9) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?qid=1548155579433&uri=CELEX:52019DC0001
(10) "Energipriser og -omkostninger i Europa", s. 10-11.


Oprettelse af Den Europæiske Monetære Fond
PDF 134kWORD 54k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. marts 2019 om forslag til Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Monetære Fond (COM(2017)08272017/0333R(APP))
P8_TA-PROV(2019)0218A8-0087/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til forslag til Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Monetære Fond (COM(2017)0827),

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om mulige udviklingstendenser og justeringer i Den Europæiske Unions nuværende institutionelle struktur(1),

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om forbedring af Den Europæiske Unions funktionsmåde på grundlag af Lissabontraktatens potentiale(2),

–  der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 5. juli 2018 om forslagene til reform af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU),

–  der henviser til skrivelse fra formanden for Eurogruppen til formanden for Det Europæiske Råd af 25. juni 2018 om en yderligere uddybning af ØMU og til erklæringen fra eurotopmødet af 29. juni 2018 om en reform af den europæiske stabilitetsmekanisme,

–  der henviser til Eurogruppens rapport til stats- og regeringscheferne af 4. december 2018 om uddybning af ØMU,

–  der henviser til erklæringen fra euro-topmødet af 14. december 2018,

–  der henviser til den fælles holdning om fremtidigt samarbejde mellem Europa-Kommissionen og ESM af 14. november 2018,

–  der henviser til Den Europæiske Centralbanks (ECB) udtalelse af 11. april 2018 om forslag til forordning om oprettelse af Den Europæiske Monetære Fond(3),

–  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets udtalelse nr. 2/2018 af 18. september 2018 om revisions- og ansvarlighedsovervejelser vedrørende forslaget af 6. december 2017 om oprettelse af en europæisk monetær fond inden for EU's retlige ramme,

–  der henviser til de fem formænds rapport af 22. juni 2015 om fuldførelse af EU's Økonomiske og Monetære Union, til Kommissionens hvidbog af 1. marts 2017 om Europas fremtid og til Kommissionens oplæg af 31. maj 2017 om en dybere Økonomisk og Monetær Union,

–  der henviser til sin beslutning af 12. juni 2013 om styrkelse af europæisk demokrati i den fremtidige ØMU(4),

–  der henviser til sin beslutning af 13. marts 2014 om undersøgelsen af trojkaens (ECB, Kommissionen og IMF) rolle og aktiviteter med hensyn til programlande i euroområdet(5),

–  der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om budgetmæssig kapacitet for euroområdet(6),

–  der henviser til sin beslutning af 30. maj 2018 om den flerårige finansielle ramme 2021-2027 og egne indtægter(7),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 5,

–  der henviser til de fælles drøftelser mellem Budgetudvalget og Økonomi- og Valutaudvalget, jf. forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til interimsbetænkning fra Budgetudvalget og Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelser fra Budgetkontroludvalget og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0087/2019),

A.  der henviser til, at indførelsen af euroen er et af de vigtigste politiske resultater for det europæiske projekt og en hjørnesten i opbygningen af ØMU'en;

B.  der henviser til, at den finansielle og økonomiske krise har afsløret svaghederne ved euroens konstruktion, hvilket understreger det presserende behov for en hurtig fuldførelse af ØMU'en og for en styrkelse af dens demokratiske ansvar og gennemsigtighed;

C.  der henviser til, at euroen giver EU-borgerne beskyttelse og muligheder; der henviser til, at et stærkt og stabilt euroområde er afgørende for dets medlemmer og for EU som helhed;

D.  der henviser til, at medlemskab af et fælles valutaområde kræver efterlevelse af fælles regler og fælles forpligtelser såsom de, der er fastsat i stabilitets- og vækstpagten, såvel som de fælles redskaber til at reagere på alvorlige økonomiske og finansielle slag og til fremme af ansvarlighed, solidaritet og socioøkonomisk, opadgående konvergens; der henviser til, at traktaten om oprettelse af den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM-traktaten) fastsætter en klar forbindelse med de europæiske makroøkonomiske overvågningsmekanismer, navnlig overholdelse af reglerne i stabilitets- og vækstpagten, herunder dens fleksibilitetsbestemmelser og gennemførelsen af bæredygtige og inklusive strukturreformer; der henviser til, at risikoreduktion og risikodeling bør gå hånd i hånd i forbindelse med uddybningen af ØMU'en;

E.  der henviser til, at oprettelsen af den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF) og dens senere omdannelse til den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) har været et vigtigt skridt hen imod oprettelsen af en europæisk krisestyringsmekanisme, der har bidraget til at styrke ØMU'en og yde finansiel bistand til flere kriseramte europæiske lande;

F.  der henviser til, at ESM's mellemstatslige karakter har konsekvenser for dens beslutningsproces og navnlig dens evne til at reagere hurtigt på økonomiske og finansielle slag;

G.  der henviser til, at ESM's kommende integration i EU's retlige ramme fortsat bør opfattes som en del af ØMU'ens fuldførelsesprojekt;

H.  der henviser til, at den igangværende debat om Europas fremtid og ØMU'en har fremhævet forskellige politiske holdninger blandt medlemsstaterne om ESM's fremtid på lang sigt, men at denne debat også udgør et godt udgangspunkt for et første, vigtigt skridt hen imod en styrkelse af dens rolle, udvikling af dens finansielle redskaber og forbedring af dens effektivitet og demokratiske ansvarlighed som led i ESM-reformen; der henviser til, at drøftelserne om en uddybning af ØMU'en bør resultere i en politisk løsning til reform af ESM;

I.  der henviser til, at ESM-reform på kort sigt bør bidrage til bankunionen og sikre en passende fælles finansiel bagstopperordning for Den Fælles Afviklingsfond;

1.  glæder sig over Kommissionens forslag af 6. december 2017 til Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Monetære Fond og anser det for at være et nyttigt bidrag til den igangværende debat om Europas fremtid, uddybningen af ØMU'en og ESM-reformen; glæder sig navnlig over Kommissionens forslag om integrering af ESM i EU's retlige struktur;

2.  bemærker, at de funktioner, der skal varetages af den reformerede ESM, henhører under den økonomiske politik, og at navnet "Den Europæiske Monetære Fond" (EMF) derfor kan være vildledende; bemærker, at ECB i sin udtalelse af 11. april 2018 foreslog, at efterfølgeren til ESM skulle bevare navnet "ESM"; opfordrer i lyset af ovenstående til, at der foretages en gedigen og grundig afvejning af konsekvenserne af navnevalget for den reformerede ESM for at sikre, at den reformerede ESM kan fungere ubesværet og upåvirket af navnevalget; foreslår, at ESM bevarer sit nuværende navn, der har genkendelsesværdi på kapitalmarkederne, da det tydeliggør, at euroområdets monetære politik forbliver ECB's kompetence;

3.  understreger, at eksistensen af en institution, der fungerer som "långiver i sidste instans", er medvirkende til at understøtte, at ØMU'en fungerer efter hensigten; anerkender i denne forbindelse det positive bidrag fra ESM med hensyn til at afhjælpe svaghederne i ØMU'ens institutionelle struktur, navnlig ved at yde finansiel bistand til en række medlemsstater ramt af den globale finansielle krise og statsgældskrisen;

4.  minder om sine tidligere holdninger om tilslutning til ESM's integration i EU's retlige rammer, hvilket vil gøre den til et fuldgyldigt EU-organ; insisterer på, at denne indarbejdelse også bør tage hensyn til de nationale parlamenters rolle og fortsat forstås som en del af ØMU'ens fuldførelsesprojekt; mener, at en sådan integration vil give mulighed for forvaltning i overensstemmelse med fællesskabsmetoden, sikre fuld sammenhæng i de finanspolitiske regler og forpligtelser, lette den økonomiske og finanspolitiske samordning og øge den demokratiske legitimitet og ansvarlighed via Parlamentet;

5.  understreger, at hvis EU's budgetmidler i fremtiden er involveret, bør Parlamentet have politisk beføjelse til at udøve alle gældende budgetkontrolbeføjelser i forbindelse med ESM inden for rammerne af dechargeproceduren; bemærker, at Den Europæiske Revisionsret i givet fald bør være at betragte som den uafhængige eksterne revisor og bør gives en klar og formel rolle i dechargeproceduren;

6.  minder om de nationale parlamenters finanspolitiske og demokratiske tilsynsbeføjelser; mener, at de nationale parlamenters og Europa-Parlamentets parlamentariske kontrol med den reformerede ESM bør forbedres yderligere; er af den opfattelse, at de nationale parlamenter bør have ret til at indhente oplysninger om den reformerede EMF's aktiviteter og indlede en dialog med direktøren for den reformerede EMF;

7.  bemærker, at Kommissionens forslag har skabt en livlig debat om dens politiske, finansielle og juridiske konsekvenser; understreger imidlertid, at denne debat om den langsigtede vision for ESM's institutionelle struktur ikke bør forsinke de skridt, der er bydende nødvendige for at styrke ØMU'en og håndhæve den demokratiske ansvarlighed og kapaciteten til at fremme finansiel stabilitet og reagere på økonomiske slag; opfordrer derfor til en meningsfuld ESM-reform på kort sigt ved hjælp af en revision af ESM-traktaten, uden at dette er til hinder for en mere ambitiøs udvikling i fremtiden;

8.  understreger, at den primære opgave for den reformerede ESM fortsat bør være at yde finansiel overgangsbistand til medlemsstater, der har behov for det, på grundlag af de specifikke betingelsesrammer, der er aftalt for tilpasningsprogrammerne og under hensyntagen til de erfaringer, der er blevet indhøstet fra tidligere finansielle bistandsprogrammer ledet af Kommissionen, Den Internationale Valutafond og ECB; understreger, at den reformerede ESM skal have tilstrækkelig slagkraft til dette formål; modsætter sig derfor ethvert forsøg på at omdanne den reformerede ESM til et instrument, der udelukkende er til for banker, eller på at reducere dens finansielle kapacitet til at støtte medlemsstaterne;

9.  minder om, at den vifte af finansielle instrumenter, der står til rådighed for ESM, også bør være tilgængelig og forbedres for den reformerede EMF, herunder muligheden for at yde forebyggende finansiel bistand, der giver medlemsstaterne mulighed for at få adgang til bistand, inden de kommer ud for større vanskeligheder med at rejse midler på kapitalmarkedet; forfægter, at adgang til den forebyggende betingede kreditlinje (PCCL) bør være tilgængelig på grundlag af en hensigtserklæring og underlagt de gældende kriterier; bemærker, at disse finansielle redskaber skal anvendes til at hjælpe medlemsstaterne i tilfælde af alvorlige økonomiske og finansielle chok; minder om, at den finansielle bistand til medlemsstaterne kan suppleres med et fremtidigt budgetinstrument til konvergens og konkurrenceevne med henblik på at fremme økonomisk og finansiel stabilisering, investering og opadgående socioøkonomisk konvergens i euroområdet;

10.  understreger, at ØMU'en omfatter samtlige EU-medlemsstater, hvoraf alle, undtagen Danmark og Det Forenede Kongerige, er forpligtede til at indføre euroen og indtræde i euroområdet, og at enhver EMF derfor bør være åben for deltagelse af alle EU-medlemsstater;

11.  mener, at den reformerede ESM sideløbende med Kommissionen og i tæt samarbejde med ECB bør spille en mere fremtrædende rolle i forvaltningen af de finansielle bistandsprogrammer, idet det sikres, at EU's institutionelle rammer har større autonomi, når der er behov for det, uden at dette berører relevante partnerskaber med andre institutioner, dvs. IMF;

12.  understreger, at den reformerede ESM selv bør have den fornødne ekspertise til at kunne udarbejde og vurdere de i henhold til dens statut krævede elementer; understreger dog, at ESM's evaluering af anmodningerne om finansiel bistand samt dens beslutninger vedrørende udformningen af tilpasningsprogrammerne i samarbejde med andre institutioner på ingen måde bør erstatte, duplikere eller overlappe den normale makroøkonomiske og finanspolitiske overvågning, der er fastsat i EU's finansielle regler og bestemmelser, idet denne overvågning fortsat skal henhøre under Kommissionens enekompetence;

13.  mener, at eventuelle fremtidige tilpasningsprogrammer bør tage hensyn til de sociale konsekvenser af de foreslåede foranstaltninger, også i sammenligning med de langsigtede virkninger af en uændret politik, i lyset af en tidligere og konkret vurdering af de sociale konsekvenser;

14.  understreger nødvendigheden af at sørge for en effektiv beslutningsprocedure i den reformerede ESM, navnlig i situationer der kræver hurtig indgriben; opfordrer i forbindelse hermed til en vurdering af den nuværende ledelsesstruktur;

15.  opfordrer til en hurtig ESM-reform, der også omdefinerer dens rolle, funktioner og finansielle redskaber, således at den reformerede ESM kan tilbyde likviditetsstøtte i tilfælde af afvikling og fungere som en finansiel bagstopperordning for Den Fælles Afviklingsfond; opfordrer til, at Afviklingsfonden gøres operationel hurtigst muligt inden 2020, på de aftalte betingelser, og under alle omstændigheder inden 2024;

16.  understreger de risici, der opstår som følge af forsinkelsen af uddybningen af bankunionen; glæder sig over konklusionerne i Eurogruppens rapport om ØMU af 4. december 2018, som blev godkendt i sin fulde udstrækning på eurotopmødet den 14. december 2018; glæder sig navnlig over fremskyndelsen af indførelsen af den fælles bagstopper for Den Fælles Afviklingsfond, forudsat at der er gjort tilstrækkelige fremskridt med hensyn til risikoreduktion, som skal vurderes i 2020, og godkendelsen af term sheet for ESM-reformen; minder om sin tidligere holdning til behovet for at færdiggøre den europæiske indskudsforsikringsordning (EDIS), i erkendelse af at risikoreduktion og risikodeling bør gå hånd i hånd; bemærker, at der ikke er opnået nogen umiddelbare resultater med hensyn til det fremtidige budget for euroområdet og stabiliseringsfunktionen, men noterer sig mandatet til at arbejde på det budgetmæssige instrument for konvergens og konkurrenceevne; understreger, at der er sket væsentlige fremskridt vedrørende risikobegrænsning; minder om, at Europa-Parlamentet har bidraget væsentligt til at muliggøre dette, særlig i form af den såkaldte bankpakke og den tilsynsmæssige bagstopperordning for misligholdte lån;

17.  foreslår, at der oprettes en protokol for et foreløbigt samarbejdsmemorandum mellem ESM og Parlamentet, der skal have øjeblikkelig virkning, for at forbedre den interinstitutionelle dialog og forbedre ESM's gennemsigtighed og ansvarlighed med angivelse af Parlamentets og dets medlemmers rettigheder, for så vidt angår spørgsmål, der stilles til den reformerede ESM, regelmæssige høringer, nomineringsrettigheder og passende rettigheder til budgetkontrol; minder om sin anmodning om en interinstitutionel ordning for økonomisk styring; understreger, at den administrerende direktør for den reformerede ESM bør vælges af og aflægge rapport til Europa-Parlamentet efter forslag fra Rådet; opfordrer indtrængende til, at der sikres balance mellem kønnene i sammensætningen af de reformerede ESM-organer;

18.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til formanden for Det Europæiske Råd, Kommissionen, Rådet, Eurogruppen, Den Europæiske Centralbank, den administrerende direktør for Den Europæiske Stabilitetsmekanisme og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 252 af 18.7.2018, s. 201.
(2) EUT C 252 af 18.7.2018, s. 215.
(3) EUT C 220 af 25.6.2018, s. 2.
(4) EUT C 65 af 19.2.2016, s. 96.
(5) EUT C 378 af 9.11.2017, s. 182.
(6) EUT C 252 af 18.7.2018, s. 235.
(7) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0226.


Situationen i Nicaragua
PDF 132kWORD 54k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. marts 2019 om situationen i Nicaragua (2019/2615(RSP))
P8_TA-PROV(2019)0219RC-B8-0165/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Nicaragua, navnlig beslutningerne af 18. december 2008(1), 26. november 2009(2), 16. februar 2017(3) og 31. maj 2018(4),

–  der henviser til associeringsaftalen mellem EU og Mellemamerika fra 2012,

–  der henviser til EU's landestrategidokument og det flerårige vejledende program 2014-2020 for Nicaragua,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere fra juni 2004,

–  der henviser til Nicaraguas forfatning,

–  der henviser til Udenrigsrådets konklusioner om Nicaragua af 21. januar 2019,

–  der henviser til erklæringerne fra den højtstående repræsentant på EU's vegne om situationen i Nicaragua af hhv. 2. oktober 2018, 15. maj 2018, 22. april 2018 og 15. december 2018 såvel som erklæringen af 1. marts 2019 om genoptagelsen af den nationale dialog,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 18. februar 2019 om EU's prioriteter i FN's menneskerettighedsfora i 2019,

–  der henviser til rapporten "Gross Human Rights Violations in the Context of Social Protests in Nicaragua", som blev godkendt af Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder den 21. juni 2018,

–  der henviser til rapporten fra FN's højkommissær for menneskerettigheder om menneskerettighedskrænkelser og overgreb i forbindelse med protester i Nicaragua i perioden 18. april til 18. august 2018,

–  der henviser til rapporten af 20. december 2018 fra den tværfaglige gruppe af uafhængige eksperter (GIEI) om de voldelige begivenheder, der fandt sted i Nicaragua mellem den 18. april og den 30. maj 2018,

–  der henviser til erklæringen af 22. februar 2019 fra FN's højkommissær for menneskerettigheder, Michelle Bachelet, om kriminaliseringen af dissens i Nicaragua,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.  der henviser til, at Europa-Parlamentet den 31. maj 2018 vedtog en beslutning om krisen i Nicaragua med en stærk fordømmelse af situationen; der henviser til, at en delegation bestående af 11 MEP'er som opfølgning på denne beslutning besøgte landet fra den 23. til den 26. januar 2019 for at vurdere situationen på stedet;

B.  der henviser til, at delegationen kunne følge sit eget program, og at den nicaraguanske regering gav adgang til alle de faciliteter, som MEP'erne havde anmodet om, herunder to fængsler; der henviser til, at den nicaraguanske regering gav garantier for, at der ikke ville blive iværksat gengældelsesforanstaltninger mod dem, der fordømte den aktuelle situation; der henviser til, at delegationen var vidne til den chikane-, nedraknings- og intimideringskampagne, der var rettet mod de menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundsorganisationer, som delegationen havde haft drøftelser med; der henviser til, at mange organisationer afviste invitationerne til at møde delegationen på grund af intimidering og trusler, som regeringen stod bag; der henviser til, at undertrykkelsen er blevet intensiveret, efter at delegationen besøgte landet;

C.  der henviser til, at delegationen offentligt tog afstand fra den nicaraguanske regerings officielle holdning om, at de har været ofre for et amerikansk ledet statskup og misinformationskampagner; der henviser til, at den vigtigste årsag, der har givet næring til demonstrationerne, har været den dybe demokratiske, institutionelle og politiske krise, der har påvirket retsstaten og begrænset de grundlæggende frihedsrettigheder, f.eks. forenings-, demonstrations- og forsamlingsfriheden, i landet i løbet af de seneste ti år;

D.  der henviser til, at ytrings-, forsamlings- og demonstrationsfriheden, herunder brug af nationalmelodien, begrænses i alvorlig grad for mange mennesker; der henviser til, at et betydeligt antal politiske fanger sidder fængslet blot for at udøve deres rettigheder; der henviser til, at der har været adskillige foruroligende rapporter om den stadig værre situation for tilbageholdte, herunder umenneskelig behandling;

E.  der henviser til, at retssager mod disse tilbageholdte er i strid med internationale standarder, navnlig proceduremæssige og strafferetlige garantier for retten til en retfærdig rettergang; der henviser til, at fængselsforholdene heller ikke lever op til internationale standarder i tilstrækkelig grad; der henviser til, at der er en tydelig mangel på magtfordeling i Nicaragua;

F.  der henviser til, at retten til information er alvorligt truet; der henviser til, at journalister tilbageholdes, tvinges i eksil og trues; der henviser til, at audiovisuelle medier lukkes ned eller ransages uden forudgående retskendelse; der henviser til, at udgivelsen af aviser er truet på grund af manglen på papir og blæk, som er beslaglagt af den nicaraguanske regering;

G.  der henviser til, at Nicaraguas regering er blevet smidt ud af internationale organisationer såsom GIEI og den særlige overvågningsmekanisme for Nicaragua (MESENI), der stræbte efter en fredelig løsning af konflikten og national forsoning; der henviser til, at undertrykkelsen af civilsamfundsorganisationer er intensiveret med fratagelsen af organisationernes retlige status i et land med dårlige institutionelle rammer, hvilket er en dobbelt afstraffelse af ofrene for undertrykkelse;

H.  der henviser til, at den akademiske frihed også er truet; der henviser til, at næsten 200 universitetsstuderende er blevet bortvist fra universiteterne for at have deltaget i demonstrationer til fordel for demokrati, større frihed og menneskerettigheder;

I.  der henviser til, at udvikling og konsolidering af demokratiet og retsstaten og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder skal være en integreret del af EU's eksterne politikker, herunder associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og landene i Mellemamerika fra 2012; der henviser til, at denne aftale indeholder en demokratiklausul, som er et væsentligt element i aftalen;

J.  der henviser til, at den nationale dialog mellem præsident Ortega og den nicaraguanske opposition og nicaraguanske borgergrupper, som blev indledt den 16. maj 2018 og havde den katolske kirke som mægler, slog fejl med hensyn til at finde en løsning på krisen; der henviser til, at der den 27. februar 2019 blev genoptaget sonderende drøftelser med henblik på en national dialog mellem Nicaraguas regering og Alianza Civica; der henviser til, at Alianza Civica har fastlagt sine tre hovedmål, der skal nås under forhandlingerne, som følger: frigivelse af politiske fanger og respekt for de individuelle frihedsrettigheder, nødvendige valgreformer, der skal munde ud i afholdelse af valg, og retfærdighed; der henviser til, at den nicaraguanske regering har frigivet 100 politiske fanger ved at acceptere, at deres fængselsdomme blev ændret til husarrest; der henviser til, at de fleste af dem bliver chikaneret, og at anholdelserne fortsætter; der henviser til, at et stort antal fanger (over 600) fortsat sidder fængslet; der henviser til, at der blev sat en stopper for den nationale dialog den 10. marts 2019, efter at Alianza Civica trak sig ud af forhandlingerne;

1.  understreger, at Nicaragua lider under en alvorlig krænkelse af demokratiet, respekten for menneskerettighederne og retsstatsprincippet som følge af de begivenheder, der fandt sted i april og maj 2018; fastholder vigtigheden af sin beslutning, der blev vedtaget den 31. maj 2018;

2.  fordømmer alle den nicaraguanske regerings undertrykkende handlinger; anfører, at EP-delegationens besøg havde til formål at tegne et sandt billede af den nuværende situation; anfører endvidere, at det er hævet over enhver tvivl, at der i de seneste måneder, og navnlig efter delegationens besøg, er sket en forøgelse af undertrykkelsen af oppositionen og begrænsningerne af de grundlæggende frihedsrettigheder; fordømmer i denne forbindelse den generelle undertrykkelse og begrænsning af ytrings-, forsamlings- og demonstrationsfriheden, ulovliggørelsen af ikke-statslige organisationer og civilsamfundet, udvisningen af internationale organisationer fra landet, nedlukningen af og angreb mod medierne, begrænsningerne af retten til information, bortvisningen af studerende fra universiteterne samt den stadig værre situation i fængslerne og brugen af umenneskelig behandling;

3.  mener, at sådanne tiltag fra regeringens, dens institutioners og dens parapolitiske organisationers side afspejler en planlagt strategi om at tilintetgøre den politiske opposition, der stod i spidsen for protesterne sidste år; mener, at denne strategi anvendes metodisk, systematisk og selektivt over for alle ledere, NGO'er, medier og sociale bevægelser, der søger at give udtryk for deres legitime krav om frihed og demokrati;

4.  giver udtryk for sin bekymring over de enorme demokratiske, politiske og økonomiske risici, som befolkningen og landet står over for, og som vil stige, hvis der ikke træffes hasteforanstaltninger, i betragtning af de aktuelle interne konfrontationer, den sociale brydning og den økonomiske tilbagegang; opfordrer indtrængende til, at der indledes en meningsfuld intern dialog med henblik på at finde en holdbar og fredelig løsning, som giver alle aktører i samfundet plads til at virke og udtrykke sig frit, og som giver dem deres borgerlige rettigheder, f.eks. retten til fredelig protest, tilbage; gentager, at enhver løsning bør drage alle, der er ansvarlige for krænkelserne, til ansvar; opfordrer alle politiske partier, sociale bevægelser, ledere, studerende og civilsamfundsorganisationer til at fastholde og gentage deres urokkelige tilsagn om at benytte fredelige midler til at løse krisen; gentager sin fulde støtte til reformen af retssystemet og valgloven og opfordrer NF/HR til at handle i overensstemmelse hermed; anmoder NF/HR og EU-delegationen om nøje at overvåge de forhandlinger, der finder sted i landet mellem regeringen og Alianza Civica, og til fortsat at tage sig af de menneskelige problemer, der opstår som følge af den situation, der er skabt i landet, for så vidt angår studerende, demonstranter, journalister osv.;

5.  beklager dybt suspensionen af MESENI og nedlæggelsen af mandatet for GIEI, som hører under Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder; fordømmer på det kraftigste forfølgelsen, anholdelsen og intimideringen af personer, der samarbejder med FN og andre internationale organer;

6.  opfordrer den nicaraguanske regering til at gennemføre tre hasteforanstaltninger som et tegn på dens velvilje i den igangværende dialog: omgående og betingelsesløs frigivelse af politiske fanger, øjeblikkeligt ophør med alle former for undertrykkelse af nicaraguanske borgere, herunder chikanering, intimidering, udspionering og forfølgelse af oppositionsledere, og efterfølgende afskaffelse af alle begrænsninger af de tidligere nævnte frihedsrettigheder samt genoprettelse af menneskerettighedsorganisationers status som juridisk person og tilladelse til, at internationale organisationer kan vende tilbage til landet;

7.  påpeger, at processen under disse omstændigheder skal føre til aflysning af retssager mod politiske fanger og til garantier vedrørende deres fysiske og moralske integritet, deres privatliv og en retfærdig rettergang, hjemvendelse for dem, der er tvunget i eksil, herunder journalister og studerende, demilitarisering af gaderne og afvæbning af paramilitære grupper samt fastlæggelse af en klar køreplan for frie, retfærdige og gennemsigtige valg, som skal afholdes i nær fremtid i tilstedeværelse af internationale observatører;

8.  anmoder om øjeblikkelig udlevering til Italien af Alessio Casimirri, nu bosiddende Managua, hvor han beskyttes af den nicaraguanske regering, og som i Italien definitivt er idømt seks gange livstidsstraf for bortførelsen af Aldo Moro, tidligere formand for De Kristelige Demokrater, italiensk premierminister og formand for Det Europæiske Råd, og for drabet på betjentene i hans eskorte, en begivenhed, der indtraf den 16. marts 1978 i Rom;

9.  opfordrer Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og medlemsstaterne til – uden at skade landets befolkning – at iværksætte en trinvis proces med målrettede og individuelle sanktioner, f.eks. visumforbud og indefrysning af aktiver, mod Nicaraguas regering og de personer, der er ansvarlige for krænkelser af menneskerettighederne, i overensstemmelse med Rådets konklusioner af 21. januar 2019, indtil der er genskabt og hersker fuld respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i landet, som der er opfordret til i dialogen; opfordrer derfor og under disse omstændigheder indtrængende til, at demokratiklausulen i associeringsaftalen mellem EU og Mellemamerika, som Nicaragua har undertegnet, tages i anvendelse, ved at Nicaragua midlertidigt udelukkes fra aftalen;

10.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater, Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling, Det Centralamerikanske Parlament, Limagruppen samt til Republikken Nicaraguas regering og parlament.

(1) EUT C 45 E af 23.2.2010, s. 89.
(2) EUT C 285 E af 21.10.2010, s. 74.
(3) EUT C 252 af 18.7.2017, s. 189.
(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0238.


Årlig strategisk rapport om gennemførelsen og opfyldelsen af de bæredygtige udviklingsmål
PDF 202kWORD 67k
Europa-Parlamentets beslutning af 14. marts 2019 om den årlige strategiske rapport om gennemførelsen og opfyldelsen af de bæredygtige udviklingsmål (2018/2279(INI))
P8_TA-PROV(2019)0220A8-0160/2019

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til FN's resolution med titlen "Ændring af vores samfund: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling", som blev vedtaget på FN-topmødet om bæredygtig udvikling den 25. september 2015 i New York,

–  der henviser til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), Parisaftalen, som blev indgået den 12. december 2015 på den 21. partskonference (COP21) i Paris, samt Letlands og Kommissionens forelæggelse den 6. marts 2015 af de tilsigtede nationalt bestemte bidrag (INDC) fra EU og dets medlemsstater,

–  der henviser til den tredje internationale konference om udviklingsfinansiering, der blev afholdt i Addis Abeba, den 13.-16. juli 2015,

–  der henviser til artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til artikel 7 i TEUF, hvori det bekræftes, at EU "sørger for sammenhæng mellem sine forskellige politikker og aktiviteter under hensyn til alle sine mål",

–  der henviser til den fælles erklæring af 7. juni 2017 fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen med titlen "Den nye europæiske konsensus om udvikling – "Vores verden, vores værdighed, vores fremtid""(1),

–  der henviser til meddelelsen af 22. november 2016 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen "Næste skridt hen imod en bæredygtig europæisk fremtid – En europæisk indsats for bæredygtighed" (COM(2016)0739),

–  der henviser til Kommissionens oplæg med titlen "På vej mod et bæredygtigt Europa i 2030", der blev udgivet den 30. januar 2019,

–  der henviser til multistakeholderplatformen på højt plan om gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling og det fælles bidrag af 11. oktober 2018, som anbefaler, at EU udvikler og gennemfører en overordnet visionær og transformerende strategi for et bæredygtigt Europa i 2030, der skal tjene som vejledning for alle EU's politikker og programmer, herunder både de foreløbige og langsigtede mål, samt fastlægge EU's vision for et bæredygtigt Europa, der rækker ud over 2030-dagsordenen,

–  der henviser til EU-rapport 2019 om udviklingsvenlig politikkohærens, som blev udgivet den 28. januar 2019,

–  der henviser til det generelle EU-miljøhandlingsprogram frem til 2020 med titlen "Et godt liv i en ressourcebegrænset verden"(2),

–  der henviser til sin beslutning af 19. maj 2015 om udviklingsfinansiering(3),

–  der henviser til sin beslutning af 12. maj 2016 om opfølgning på og revision af gennemførelsen af 2030-dagsordenen(4),

–  der henviser til sin beslutning af 7. juni 2016 om EU-rapport 2015 om udviklingsvenlig politikkohærens(5),

–  der henviser til sin beslutning af 22. november 2016 om forbedring af udviklingssamarbejdets effektivitet(6),

–  der henviser til sin beslutning af 6. juli 2017 om EU-indsats for bæredygtighed(7),

–  der henviser til sin beslutning af 14. marts 2018 om det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker: Den årlige vækstundersøgelse 2018(8),

–  der henviser til sin beslutning af 3. juli 2018 om krænkelser af oprindelige folks rettigheder rundt om i verden, herunder land grabbing(9),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 20. juni 2017 om EU's indsats i forbindelse med 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling (10502/17),

–  der henviser til Kommissionens forslag af 30. maj 2018 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+) (COM(2018)0382),

–  der henviser til den europæiske søjle for sociale rettigheder,

–  der henviser til den fælles erklæring af 20. november 2018 fra WHO og Europa-Parlamentet med titlen "United to accelerate progress to health related Sustainable Development Goals – leaving no one behind" (forenet om at fremskynde fremgangen for de sundhedsrelaterede mål for bæredygtig udvikling – uden at nogen lades i stikken),

–  der henviser til Eurostats overvågningsrapport om fremskridt mod målene om bæredygtig udvikling i EU-sammenhæng,

–  der henviser til Europa 2020-strategien,

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 19. september 2018 med titlen "Indicators better suited to evaluate the SDGs – the civil society contribution" (indikatorer, der er bedre egnede til at evaluere målene for bæredygtig udvikling – civilsamfundets bidrag),

–  der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 18. oktober 2018 (EUCO 13/18), som fastslår, at EU og dets medlemsstater er fuldt ud engageret i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og dens gennemførelse, og hvori Det Europæiske Råd udtrykker sin glæde over, at Kommissionen har til hensigt at offentliggøre sit oplæg i 2018 samt opfordrer til, at oplægget baner vejen for en omfattende gennemførelsesstrategi i 2019,

–  der henviser til EU's prioriteter i relation til FN og FN's 73. Generalforsamling (september 2018-september 2019), der blev vedtaget af Rådet den 25. juni 2018,

–  der henviser til bidraget fra multistakeholderplatformen om målene for bæredygtig udvikling til Kommissionens oplæg med titlen "På vej mod et bæredygtigt Europa i 2030", der blev offentliggjort den 12. oktober 2018,

–  der henviser til den globale aftale om migration og den globale aftale om flygtninge fra 2018,

–  der henviser til Sendairammen for katastrofeforebyggelse 2015-2030, som blev vedtaget af FN's medlemsstater på FN's tredje verdenskonference om reduktion af katastroferisici den 18. marts 2015,

–  der henviser til det fælles kommuniké af 27. september 2018 fra EU og FN med titlen "A renewed partnership in development" (et fornyet partnerskab under udvikling)(10),

–  der henviser til det fælles kommuniké, der blev offentliggjort efter det tredje trilaterale møde mellem Den Afrikanske Union, Den Europæiske Union og FN, som blev afholdt i New York den 23. september 2018(11),

–  der henviser til EU's og FN's fælles erklæring til pressen af 23. september 2018(12),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til de fælles drøftelser mellem Udviklingsudvalget og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, jf. forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til betænkningen fra Udviklingsudvalget og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0160/2019),

A.  der henviser til, at 2030-dagsordenen har potentiale til at udvirke forandring og fastsætter universelle, ambitiøse, omfattende, udelelige og indbyrdes forbundne mål, der tager sigte på at udrydde fattigdom, bekæmpe stigende uligheder og forskelsbehandling, fremme velstand, bæredygtighed, miljøansvar, social inklusion, kønsligestilling og respekt for menneskerettighederne samt sikre økonomisk, social og territorial samhørighed og styrke fred og sikkerhed; der henviser til, at øjeblikkelig handling på alle niveauer sammen med en effektiv europæisk gennemførelsesstrategi, overvågnings- og gennemgangsmekanismer er afgørende for, at målene for bæredygtig udvikling kan opfyldes;

B.  der henviser til, at 2030-dagsordenen og målene for bæredygtig udvikling udgør en ambitiøs vision om en mere velstående, inkluderende og modstandsdygtig verden; der henviser til, at 2030-dagsordenen er baseret på EU's kerneværdier demokrati, deltagelse, god regeringsførelse, social retfærdighed, solidaritet, bæredygtighed og respekt for retsstatsprincippet og menneskerettighederne både i EU, i dets medlemsstater og i hele verden; der henviser til, at bestræbelserne på at nå målene for bæredygtig udvikling derfor naturligt følger Unionens plan om at skabe en bedre, sundere og mere bæredygtig fremtid for Europa, hvilket bør være blandt EU's strategiske prioriteter;

C.  der henviser til, at 2030-dagsordenen og opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling udgør en udfordring; der henviser til, at de 17 mål og 169 delmål kræver koordinering mellem EU og medlemsstaterne, Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter og de regionale og lokale myndigheder samt en tilgang med forvaltning på flere niveauer, der ligeledes er baseret på et aktivt og bredt engagement fra offentlighedens, civilsamfundets og den private sektors side;

D.  der henviser til, at inddragelsen af arbejdsmarkedets parter siden begyndelsen har været afgørende for 2030-dagsordenen og målene for bæredygtig udvikling med hensyn til at fremme inddragelsen af prioriteter såsom anstændigt arbejde, bekæmpelse af uligheder og civilsamfundets deltagelse; der henviser til, at deres aktive deltagelse i processen for gennemgangen af fremskridtene for og gennemførelsen af 2030-dagsordenen samt målene for bæredygtig udvikling er afgørende;

E.  der henviser til, at Kommissionen endnu ikke har udarbejdet en omfattende strategi for gennemførelsen af 2030-dagsordenen, der omfatter EU's interne og eksterne politikområder og angiver detaljerede tidsplaner frem til 2030, målsætninger og konkrete foranstaltninger, som Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Råd har anmodet om, ej heller har Kommissionen medtaget målene for bæredygtig udvikling som en overordnet ramme i de reviderede retningslinjer for bedre regulering, der blev offentliggjort i 2017; der henviser til, at fælles indikatorer og benchmarks er nødvendige med henblik på at måle og systematisk overvåge gennemførelsen af en sådan strategi og for at udpege mangler både nu og i fremtiden;

F.  der henviser til, at bæredygtighed og omstillingen til en klimaneutral, cirkulær og socialt inkluderende økonomi er nøglefaktorer for at sikre den langsigtede vækst og konkurrenceevne i EU, hvilket alene er muligt, såfremt planetens grænser respekteres fuldt ud;

G.  der henviser til, at den europæiske konsensus om udvikling anerkender, at udviklingsvenlig politikkohærens er et grundlæggende element i EU's bidrag til at opfylde målene for bæredygtig udvikling, og at bæredygtig udvikling kræver en holistisk og tværgående politisk tilgang, hvilket i sidste ende er et spørgsmål om forvaltning, som skal forfølges i samarbejde med alle aktører og på alle niveauer; der henviser til, at en effektiv gennemførelse af udviklingsvenlig politikkohærens er afgørende for at opfylde 2030-dagsordenen;

H.  der henviser til, at EU's politiske ramme og forvaltningsramme allerede omfatter en række bindende og ikkebindende politiske mål, benchmarks og indikatorer inden for eksempelvis budgetområdet, det sociale område, energi- og klimaområdet, uden at disse indeholder en omfattende, sammenhængende og fælles politisk strategi;

I.  der henviser til, at gennemførelsen af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling kræver øget bevidsthed blandt borgerne;

J.  der henviser til, at forudgående analyser og efterfølgende evalueringer er redskaber, der har afgørende betydning for at sikre, at EU's politikker ikke har negative indvirkninger på den bæredygtige udvikling, navnlig i udviklingslande, og at de positive indvirkninger herfra udnyttes bedst muligt; der henviser til, at analyser og evalueringer bør offentliggøres med henblik på at sikre fuld gennemsigtighed og ansvarlighed;

K.  der henviser til, at 2030-dagsordenen er en universel dagsorden, som bør gennemføres i alle lande; der henviser til, at universalprincippet kræver, at alle lande overvejer konsekvenserne af deres handlinger over for andre med henblik på at sikre udviklingsvenlig politikkohærens, hvilket, i betragtning af EU-politikkernes kompleksitet og fragmentering, udgør en stor udfordring for Unionen;

L.  der henviser til, at Kommissionen under det syvende miljøhandlingsprogram er forpligtet til at vurdere de miljømæssige virkninger – i en global sammenhæng – af Unionens forbrug af fødevarer og andre varer;

M.  der henviser til det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde (GPEDC), som kan spille en stor rolle i de evidensbaserede aspekter af overvågning og ansvarlighed i relation til effektivitetsprincipper med henblik på at nå målene for bæredygtig udvikling og støtte alle aktørernes gennemførelse heraf på en mere fuldstændig måde på nationalt niveau; der henviser til, at GPEDC bør tilvejebringe klart definerede samarbejdskanaler for specifikke udviklingsaktører ud over OECD's donorer, herunder nye donorer, civilsamfundsorganisationer, private filantroper, finansielle institutioner og virksomheder i den private sektor;

N.  der henviser til, at finansieringen af målene for bæredygtig udvikling ikke alene kræver et stærkt politisk engagement fra EU's og EU-medlemsstaternes side, men også et stærkt og globalt partnerskab samt udnyttelse af alle former for finansiering (fra nationale, internationale, offentlige, private og innovative kilder); der henviser til, at privat finansiering er vigtig, men den bør ikke erstatte offentlig finansiering;

O.  der henviser til, at opfyldelse af målene for bæredygtig udvikling ikke alene afhænger af tilstrækkelig finansiering, men også af ikkefinansielle tiltag som anerkendt i 2030-dagsordenen;

P.  der henviser til, at en effektiv mobilisering af indenlandske ressourcer er en nødvendig faktor for at opfylde formålet med 2030-dagsordenen; der henviser til, at udviklingslandene er særligt berørte af selskabers skatteunddragelse og skatteundgåelse;

Q.  der henviser til, at det af artikel 208 i TEUF fremgår, at nedbringelse og, på sigt, udryddelse af fattigdom skal være det primære mål for politikken for udviklingssamarbejde;

R.  der henviser til, at FN's Politiske Forum på Højt Niveau vedrørende Bæredygtig Udvikling mødes på topmødeplan i september 2019 under ledelse af FN's Generalforsamling for at gøre status over gennemførelsen af 2030-dagsordenen som helhed og for på en omfattende måde at gennemgå de fremskridt, der er gjort med hensyn til alle målene for bæredygtig udvikling, og på ministerplan i juli 2019 for at gennemgå fremskridtene med hensyn til mål 4 (kvalitetsuddannelse), mål 8 (anstændige jobs og økonomisk vækst), mål 10 (mindre ulighed), mål 13 (klimaindsats), mål 16 (fred, retfærdighed og stærke institutioner) og mål 17 (partnerskab for handling), og derefter mødes hvert år med henblik på at gennemgå fremskridtene inden for de mål, der ikke blev gennemgået i forbindelse med den tematiske gennemgang i 2019;

S.  der henviser til, at FN's Generalforsamlings topmøde om målene for bæredygtig udvikling giver EU og medlemsstaterne en anledning til på omfattende vis at fremhæve, hvilke fremskridt de har gjort med hensyn til at fremme 2030-dagsordenen og målene for bæredygtig udvikling;

T.  der henviser til, at EU i forbindelse med opfølgningen på og gennemgangen af 2030-dagsordenen i FN-regi ikke altid har stemt ensartet, navnlig på området for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder;

U.  der henviser til, at Det Politiske Forum på Højt Niveau vedrørende Bæredygtig Udvikling udgør en belejlig anledning for EU og dets medlemsstater til at gennemgå, hvilke fremskridt de har gjort med hensyn til at fremme 2030-dagsordenen via frivillige nationale revisioner, og til at spille en ledende rolle som den største bidragyder af officiel udviklingsbistand (ODA) og som drivkraft for bæredygtigheds- og miljøpolitikker; der henviser til, at de færdiggjorte frivillige nationale revisioner har til formål at vurdere fremskridtet mod de bæredygtige udviklingsmål og markere nuværende mangler og udfordringer;

V.  der henviser til, at den officielle udviklingsbistand kommer til at spille en afgørende rolle med hensyn til at levere resultater, hvad angår 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling – særlig i lavindkomstlande og i bekæmpelse af ekstrem fattigdom og ulighed – hvis den overholder principperne om udviklingseffektivitet, navnlig landenes ejerskab, gennemsigtighed og ansvarlighed, fokus på resultater og rummelighed;

W.  der henviser til, at princippet om, at "ingen må lades i stikken", er kernen i 2030-dagsordenen; der henviser til, at omkring 22,5 % af befolkning i EU i 2017 var fattigdomstruet eller i risiko for social udstødelse, og at 6,9 % af befolkningen fortsat led under alvorlige materielle afsavn(13); der henviser til, at uligheder har mange sociale konsekvenser, såsom store forskelle, hvad angår trivsel og livskvalitet, herunder med hensyn til erhvervsmuligheder og sundhedspleje;

X.  der henviser til, at der er et vedvarende højt niveau af børnefattigdom og social udstødelse i EU (26,4 % i 2017); der henviser til, at den europæiske søjle for sociale rettigheder fastlægger, at børn har ret til at blive beskyttet mod fattigdom, og at børn, der er ugunstigt stillet, har ret til specifikke foranstaltninger med henblik på at øge lige muligheder; der henviser til, at tidlige investeringer i børn giver et betydeligt afkast for både børn og samfund som helhed og er afgørende med henblik på at bryde med den sociale arv på et tidligt tidspunkt;

Y.  der henviser til, at EU i løbet af de seneste fem år har gjort fremskridt med hensyn til næsten alle mål for bæredygtig udvikling, og at syv af EU-27-medlemsstaterne befinder sig i top 10 på det globale indeks for målene for bæredygtig udvikling, og henviser endvidere til, at alle EU-27-medlemsstaterne befinder sig i top 50 (ud af 156)(14); der henviser til, at visse medlemsstater allerede er førende på området for gennemførelse af målene for bæredygtig udvikling; der henviser til, at EU ikke desto mindre fortsat mangler en gennemførelsesstrategi for målene for bæredygtig udvikling;

Z.  der henviser til, at store og stigende uligheder mellem og i lande kan medføre væsentlige sociale og økonomiske omkostninger; der henviser til, at ulighed utvivlsomt er i strid med målsætningen om bæredygtig udvikling;

AA.  der henviser til, at bedre regulering udtrykkeligt er omtalt i en meddelelse fra Kommissionen som en anden måde til at sikre, at bæredygtig udvikling integreres yderligere i EU's politikker(15);

AB.  der henviser til, at arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene af 19. juli 2018 om bekæmpelse af HIV/AIDS, viral hepatitis og tuberkulose i EU og nabolande (SWD(2018)0387) fremhæver manglerne og begrænsningerne i overvågningsdataene for viral hepatitis, hvilket gør det vanskeligt at vurdere, hvor langt EU-medlemsstaterne er fra at opfylde målene for bæredygtig udvikling;

AC.  der henviser til, at Kommissionens hvidbog af 1. marts 2017 om Europas fremtid (COM(2017)2025) ikke medtog bæredygtig udvikling eller 2030-dagsordenen som en vision for eller en narrativ om EU's fremtid;

AD.  der henviser til, at UNICEF's rapport med titlen "Progress for Every Child in the SDG Era" (Fremgang for alle børn i tidsalderen for målene for bæredygtig udvikling), som blev offentliggjort i marts 2018, konstaterede en alarmerende mangel på oplysninger i 64 lande samt utilstrækkelige fremskridt i 37 andre lande, hvad angår målene for bæredygtig udvikling; der henviser til, at over en halv mia. børn bor i lande, hvor det ikke er muligt at måle fremskridtene for målene for bæredygtig udvikling;

AE.  der henviser til, at et anstændigt arbejde er grundlaget for en rimelig og inkluderende vækst samt en katalysator for udvikling og social fremgang; der henviser til, at det sammen med social beskyttelse til dem, der ikke kan finde et arbejde eller er ude af stand til at arbejde, imødekommer uligheder og har stor betydning for den sociale og økonomiske fremgang;

Europæisk lederskab for universelle værdier inden for en multilateral ramme for mennesker, planeten og velstand

1.  understreger, at de komplekse udfordringer, som verden står over for, kræver en holistisk og integreret reaktion, som 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling har potentialet til at kunne levere;

2.  fremhæver, at formålet med 2030-dagsordenen er at opnå større trivsel for alle, inden for planetens grænser, og en retfærdig verden, hvor ingen lades i stikken, og at de fire grundlæggende søjler for bæredygtig udvikling (social, miljømæssig, økonomisk og forvaltningsmæssig udvikling) skal håndteres på en omfattende måde med henblik på at opfylde målene for bæredygtig udvikling; understreger, at bæredygtig udvikling er et grundlæggende mål for Unionen, jf. artikel 3, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), og bør spille en central rolle i debatten og narrativen om Europas fremtid; understreger endvidere, at gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling bør føre til et paradigmeskift og blive EU's overordnende langsigtede økonomiske model for at opnå succes med den nuværende Europa 2020-strategi;

3.  understreger, at gennemførelsen af 2030-dagsordenen er tæt forbundet med de europæiske værdier og interesser og udgør en væsentlig nyskabelse, der har potentiale til at kunne genoplive den globale orden på grundlag af multilateralisme og internationalt samarbejde;

4.  minder om behovet for systematisk at opdele data i henhold til køn og andre karakteristika for alle relevante indikatorer på tværs af alle mål og delmål;

5.  påpeger, at Unionen bør forny sit tilsagn om at være førende på verdensplan for så vidt angår gennemførelse af 2030-dagsordenen og målene for bæredygtig udvikling, sammen med dens medlemsstater og de lokale og regionale myndigheder, i overensstemmelse med nærhedsprincippet og i tæt samarbejde med dens internationale partnere; minder om, at EU's politiske engagement bør afspejles i den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2021-2027; understreger, at 2030-dagsordenen yderligere skal fremme en koordineret tilgang for så vidt angår EU's optræden indadtil og udadtil og EU's øvrige politikker samt sammenhæng på tværs af EU's finansieringsinstrumenter med sigte på en global indsats og et globalt engagement i bæredygtig vækst og udvikling;

6.  insisterer på, at gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling kræver et effektivt samarbejde på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt niveau, der respekterer nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet; understreger den vigtige rolle, som de rådgivende råd for miljø og bæredygtig udvikling spiller i det pågældende samarbejde, og mener, at deres deltagelse på alle forvaltningsniveauer bør styrkes;

7.  glæder sig over, at mange medlemsstater og partnerlande uden for EU har gjort en betydelig indsats for at udforme mekanismer og strategier til gennemførelse af målene for bæredygtig udvikling og for at integrere dem i deres politikker og forvaltningsrammer; opfordrer indtrængende de medlemsstater, der endnu ikke har udformet sådanne mekanismer, til at gøre det; understreger, at EU kan bidrage til at skabe lige konkurrencevilkår ved at hjælpe og tilskynde tredjelande til at træffe lignende foranstaltninger; anerkender, at der fortsat er behov for yderligere forbedringer på europæisk niveau;

8.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre en horisontal tilgang til målene for bæredygtig udvikling i deres politikker;

9.  anerkender, at alle europæiske lande, såvel i EU som uden for, i 2015 forpligtede sig til 2030-dagsordenen; mener, at det i lyset af debatten om Europas fremtid bør overvejes at udvikle en paneuropæisk ramme for opfyldelse af målene for bæredygtig udvikling blandt EU-medlemsstater, EØS-lande, lande, som har undertegnet EU-associeringsaftaler, EU-kandidatlande og, efter dets udtræden, Det Forenede Kongerige; understreger vigtigheden af at fremme parlamentariske debatter på alle niveauer;

10.  glæder sig over Kommissionens oplæg med titlen "På vej mod et bæredygtigt Europa i 2030", der fastlægger tre scenarier for, hvordan EU kan gå videre med målene for bæredygtig udvikling; foretrækker det første scenarie, som foreslår en overordnet strategi for EU's og medlemsstaternes gennemførelse af målene for bæredygtig udvikling; mener for så vidt angår Europas fremtid, at et bæredygtigt Europa er måden, hvorpå de europæiske borgeres og planetens trivsel og velstand kan sikres;

11.  beklager, at Kommissionen endnu ikke har udviklet en integreret og holistisk gennemførelsesstrategi for målene for bæredygtig udvikling;

12.  understreger ODA's betydning som et vigtigt instrument til udryddelse af fattigdom og minder EU og medlemsstaterne om deres respektive ODA-forpligtelser, herunder forpligtelsen til at nå målet om at bruge 0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI) på ODA, hvoraf mellem 0,15 % og 0,20 % af ODA/BNI allokeres til de mindst udviklede lande; opfordrer EU og medlemsstaterne til straks at forny deres forpligtelse med hensyn til ODA-målet på 0,7 % af BNI og til gradvist at øge ODA med henblik på at nå dette mål inden en klart fastsat tidsfrist; opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde verificerbare årlige handlingsplaner for opfyldelse af de individuelle ODA-mål; understreger, at medlemsstaterne, på grundlag af både EU's og medlemsstaternes ansvar med hensyn til at nå ODA-målet på 0,7 % af BNI, står til ansvar over for både nationale parlamenter og Europa-Parlamentet;

13.  anerkender, at sundhedsgevinsterne skal beskyttes og fremskridtene fremskyndes med henblik på at opfylde målene for bæredygtig udvikling; fastslår, at selv om verden har gjort markante fremskridt på flere fronter med hensyn til sundhed, er der fortsat mange udfordringer, bl.a. håndtering af uligheder på sundhedsområdet for befolkningen i stabile lande og for befolkningen i skrøbelige og sårbare områder, såvel som uligheder på sundhedsområdet i de enkelte lande;

14.  anerkender, at 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling har styrket den globale sundhed som en politisk prioritet; fastslår, at en sund befolkning er afgørende for bæredygtig udvikling – for udryddelse af fattigdom, fremme af fredelige og inkluderende samfund samt beskyttelse af miljøet; insisterer på, at sundhed ligeledes er et resultat af og indikator for fremgang, som afspejler succesen for adskillige mål og 2030-dagsordenen som helhed;

15.  understreger, at EU generelt set har formået at reducere sine egne drivhusgasemissioner samt afkoble dem fra den økonomiske vækst og derved bidraget markant til den globale indsats, idet der også tages hensyn til de emissioner, der udledes fra EU's import og eksport(16); bemærker dog, at der er behov for flere tiltag på både europæisk og globalt niveau;

Styrkelse af den strategiske og fælles EU-indsats for at opfylde de globale mål

16.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde en indgående analyse af manglerne i de eksisterende politikker og deres gennemførelse med henblik på at udpege kritiske områder med synergier og uoverensstemmelser; opfordrer Kommissionen til straks og på en tydelig måde at udpege de tiltag, der skal gøres inden 2030 med hensyn til politikker og lovgivning, statistikker og opdelte datasamlinger samt forvaltning og gennemførelse, med henblik på inden udgangen af 2019 at udarbejde en omfattende strategi for at nå 2030-dagsordenen;

17.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at udarbejde en ambitiøs, overordnet og altomfattende strategi for gennemførelsen af 2030-dagsordenen, som fuldt ud integrerer målene for bæredygtig udvikling i EU's politikker og forvaltning, vejleder både EU's institutioner og medlemsstaterne i deres gennemførelse, overvågning og gennemgang af 2030-dagsordenen samt detaljeret beskriver køreplaner, konkrete målsætninger og tidsfrister; anmoder Kommissionen om at sikre, at denne strategi imødekommer de indbyrdes forbindelser mellem målene for bæredygtig udvikling;

18.  opfordrer Kommissionen til at styrke sit samarbejde med FN og EU-medlemsstaterne til at støtte den igangværende reform med henblik på at gøre FN egnet til at gennemføre 2030-dagsordenen;

19.  minder om, at alle målene for bæredygtig udvikling er relevante for opfyldelsen af børns rettigheder; understreger vigtigheden af at gennemføre EU-retningslinjerne for fremme og beskyttelse af børns rettigheder i relation til EU's eksterne forbindelser; anmoder Kommissionen om at overvåge og rapportere om fremgangen inden for børns rettigheder i EU's eksterne programmer;

20.  opfordrer Kommissionen til, som et centralt grundlag for opbygningen af et bæredygtigt Europa, at gå forrest i udviklingen af en bæredygtig fødevareproduktions og -forbrugsmodel, som beskytter og bekæmper fødevaresystemets pres på sundheden og miljøet og medfører økonomiske fordele for landbrugere, virksomheder og borgere;

21.  opfordrer Kommissionen til, i samarbejde med centrale aktører på alle niveauer, at arbejde for at sikre et sundt liv og fremme trivsel for alle mennesker i alle aldre, navnlig med henblik på at gøre sundhedspleje mere tilgængelig, prismæssig overkommelig, effektiv og bæredygtig samt håndtere risikofaktorerne ved ikkeoverførbare sygdomme på en mere holistisk måde, udveksle bedste praksis og styrke kapaciteten med henblik på at forebygge og forvalte globale sundhedstrusler såsom antimikrobiel resistens;

22.  opfordrer Kommissionen til, i de tilfælde, hvor det kan øge produktivitet og effektivitet, at tilpasse politikkerne, tilgangene og metoderne for programmering, finansiering og operationer med FN og FN-partnerne med henblik på at øge effektiviteten i relation til en række fælles prioriteter såsom kønsligestilling og reproduktion, sundhed for mødre, nyfødte, børn og unge, klimaændringer og miljøet samt håndteringen af uligheder og fattigdom;

23.  understreger, at skattemæssig retfærdighed og gennemsigtighed, bekæmpelse af skatteundgåelse og -unddragelse, udryddelse af illegale finansielle strømme og skattely samt stigende mobilisering af indenlandske ressourcer er afgørende for finansieringen af 2030-dagsordenen; gentager sin opfordring til at vurdere de nationale og europæiske skattepolitikkers afsmittende virkninger på udviklingslande og derved sikre udviklingsvenlig politikkohærens;

24.  understreger vigtigheden af at håndtere sociale og økonomiske uligheder og fremme kønsligestilling i EU og på verdensplan; minder om det grundlæggende princip i 2030-dagsordenen om, at "ingen må lades i stikken"; opfordrer derfor Kommissionen til at tage særligt hensyn til de mest marginaliserede og sårbare i samfundet med henblik på at sikre fuldstændig rummelighed;

25.  opfordrer Kommissionen til at fremme bæredygtige globale værdikæder ved at indføre due diligence-ordninger for virksomheder, der har fokus på hele deres forsyningskæde, hvilket vil tilskynde erhvervslivet til at investere mere ansvarligt og fremme en mere effektiv gennemførelse af kapitler om bæredygtighed i frihandelsaftaler, herunder bekæmpe korruption, forbedre gennemsigtigheden, bekæmpe skatteundgåelse og sikre ansvarlig adfærd i erhvervslivet;

26.  mener, at målene for bæredygtig udvikling bør være omdrejningspunktet for EU's strategi for bæredygtig udvikling og inkluderende vækst; understreger behovet for at udarbejde klare fælles indikatorer, benchmarks og mål samt en analyse af afstanden til at opfylde delmålene og målene, hvilke foranstaltninger der er nødvendige for at opfylde dem, samt måderne, hvorpå de bliver gennemført; understreger, at EU's 2030-strategi også bør skitsere, hvornår og hvordan Unionen vil gennemføre bæredygtighedsvurderinger med sigte på at håndtere eksisterende mangler, omlægge eksisterende politikker og udvikle nye lovgivningsmæssige forslag til eller revisioner af EU-lovgivning, samtidig med at de sammenhængende og koordinerende foranstaltninger på både EU-niveau og medlemsstatsniveau sikres; opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til straks at forfølge dette arbejde i alle deres sammensætninger;

27.  mener, at det europæiske semester bør inddrage Europa-Parlamentet og tilpasses til 2030-dagsordenen, samt at der bør udføres en kontrol af bæredygtigheden i forbindelse med denne proces; opfordrer derfor Kommissionen til at tilpasse den nuværende proces for det europæiske semester yderligere; understreger, at dette navnlig vil kræve, at det europæiske semester på en omfattende måde tager hensyn til alle dimensioner af målene for bæredygtig udvikling;

28.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at udvikle en omfattende strategi til støtte for investeringer, der øger den miljømæssige bæredygtighed, og til at sikre en egentlig forbindelse mellem målene for bæredygtig udvikling og det europæiske semester;

29.  understreger behovet for, at de tiltag, der skal gøres på hvert forvaltningsniveau med hensyn til gennemførelsen af målene og delmålene, tydeligt udpeges, samtidig med at nærhedsprincippet overholdes; opfordrer til, at der på det passende niveau (nationalt, regionalt, lokalt) i de medlemsstater, der ikke allerede har gjort det, fastlægges klare og kohærente bæredygtige udviklingsveje; understreger, at Kommissionen bør yde vejledning i denne proces med henblik på at sikre en kohærent tilgang; opfordrer til en tilgang på flere niveauer med henblik på at skabe større forståelse, engagement og delt ansvar i forbindelse med gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling;

30.  glæder sig over offentliggørelsen af Eurostats anden overvågningsrapport om bæredygtig udvikling i EU, som er et skridt i retningen mod at etablere en selvstændig europæisk overvågningsmekanisme;

31.  understreger behovet for, at Kommissionen udvikler en integreret og deltagerorienteret overvågnings-, ansvarligheds- og revisionsramme for gennemførelsen og integrationen af målene for bæredygtig udvikling og 2030-dagsordenen, der er forenelig med FN's ramme for overordnede indikatorer, og som samler oplysninger og relevante opdelte data på nationalt og regionalt niveau, samtidig med at det anerkendes, at Eurostat i sig selv ikke kan registrere alle dimensioner af de fremskridt, der gøres hen imod målene for bæredygtig udvikling, på en omfattende måde; understreger behovet for at tage hensyn til afsmittende virkninger og målenes indbyrdes forbindelse og udelelige karakteristika og anmoder om, at Eurostat endvidere bemyndiges til systematisk, på grundlag af et ensartet sæt indikatorer, at rapportere om de enkelte medlemsstaters opnåede resultater for målene for bæredygtig udvikling;

32.  understreger behovet for en lang række indikatorer, der ikke er af rent økonomisk karakter, og som registrerer den transformerende karakter af målene for bæredygtig udvikling, navnlig med hensyn til at håndtere alle former for fattigdom, og som bør måles på grundlag af opdelte data, der er relevante for opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling; understreger behovet for, at Eurostat fastsætter et sæt specifikke fremskridtsindikatorer for den interne anvendelse af målene for bæredygtig udvikling i EU på de respektive forvaltningsniveauer;

33.  minder om EU's centrale rolle med hensyn til at hæve standarderne for gennemsigtighed, ansvarlighed og bæredygtighed i globale værdikæder; understreger, at EU er en normativ og økonomisk magt og derfor skal gå forrest, hvad angår gode praksisser og fastsættelse af globale regler; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte forhandlingerne om en bindende FN-traktat om transnationale selskaber og menneskerettigheder;

34.  opfordrer EU-medlemsstaterne til at levere data til brug for effektiv overvågning af viral hepatitis i overensstemmelse med de af Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme fastsatte indikatorer og opfordrer Kommissionen til at overvåge denne proces nøje i overensstemmelse med forpligtelsen i Kommissionens meddelelse med titlen "Næste skridt hen imod en bæredygtig europæisk fremtid" fra november 2016;

35.  understreger vigtigheden af at øge kendskabet til 2030-dagsordenens transformerende potentiale for bæredygtig udvikling og de heri fastsatte mål; minder om behovet for at samarbejde med borgerne og civilsamfundsorganisationerne i hele gennemførelses- og overvågningsprocessen; understreger den vigtige rolle, som Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter spiller;

36.  fremhæver vigtigheden af gennemsigtighed og demokratisk ansvarlighed i forbindelse med overvågningen af EU's fremgang med hensyn til 2030-dagsordenen og understreger som følge heraf medlovgivernes rolle i denne proces; mener i denne henseende, at indgåelse af en bindende interinstitutionel aftale i henhold til artikel 295 i TEUF vil tilvejebringe en passende ramme for samarbejde;

37.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre de oplysninger, der er til rådighed, yderligere og øge borgernes bevidsthed om behovet for at gennemføre 2030-dagsordenen;

38.  understreger, at den flerårige finansielle ramme (FFR) skal være rettet mod 2030-dagsordenen og sikre bedre integration af bæredygtig udvikling i alle finansieringsmekanismer og budgetposter; opfordrer derfor Kommissionen til at skærpe ansvaret for leveringen af kollektive resultater gennem FFR; gentager sin holdning til den fremtidige FFR, som opfordrer til, at der, efter en revision af den flerårige finansielle rammes funktionsmåde og under hensyntagen til en vurdering af de opnåede fremskridt med hensyn til målene for bæredygtig udvikling, udarbejdes en obligatorisk midtvejsrevision; understreger behovet for at kontrollere de nuværende politikkers planlagte finansieringsrammer med henblik på at sikre kohærens med bæredygtig udvikling;

39.  mener, at der er behov for, at grønne investeringer, innovation og vækst i EU fremskyndes betragteligt for en rettidig og vellykket gennemførelse af 2030-dagsordenen, og understreger vigtigheden af, at innovative og eksisterende finansieringsredskaber såsom grønne offentlige udbud udbredes i større omfang sammen med det indtrængende behov for forskellige tilgange til gældende investeringspolitikker, navnlig udfasningen af miljøskadelige tilskud;

40.  glæder sig over stigningen i institutionel og privat kapital, der er afsat til at finansiere målene for bæredygtig udvikling, og understreger betydningen af en solid bæredygtig finansieringsramme, herunder en kalibrering af bankernes kapitalkrav og en tilsynsmæssig behandling af kulstofholdige aktiver, tilsynsregler for forsikringsselskaber og en ajourføring af pligterne for institutionelle investorer og formueforvaltere;

Politikkohærens, koordinering og integrering af målene for bæredygtig udvikling

41.  understreger betydningen af bedre koordinering og samarbejde mellem og inden for beslutningstagende organer, forskellige organisationer og relevante aktører, herunder lokale myndigheder og civilsamfundsorganisationer, for gennemførelsen af 2030-dagsordenen og for at opnå større politikkohærens for bæredygtig udvikling;

42.  glæder sig over vedtagelsen af Kommissionens 2019-rapport om udviklingsvenlig politikkohærens og forsøget på at integrere udviklingsvenlig politikkohærens i EU's tilgang til gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling; minder om, at princippet om udviklingsvenlig politikkohærens er fastsat i artikel 208 i TEUF og derudover er afgørende med hensyn til at opfylde målene for bæredygtig udvikling;

43.  anerkender de fremskridt, som redskaberne til udviklingsvenlig politikkohærens har opnået med hensyn til at påvirke EU's politiske beslutningstagning; opfordrer til, at der gøres yderligere tiltag for at sikre, at politikker inden for andre områder end udvikling fortsat tager hensyn til udviklingsmål på grundlag af mekanismerne for udviklingsvenlig politikkohærens;

44.  understreger, at udviklingsvenlig politikkohærens udgør et grundlæggende element i og bidrag til politikkohærens for bæredygtig udvikling; anbefaler kraftigt, at de bedste praksisser og erfaringer fra udviklingsvenlig politikkohærens anvendes til at udvikle og operationalisere politikkohærens for bæredygtig udvikling yderligere;

45.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til på ny at bekræfte deres engagement i udviklingsvenlig politikkohærens som et vigtigt bidrag til at opnå en bredere politikkohærens for bæredygtig udvikling i deres foranstaltninger til gennemførelse af 2030-dagsordenen; understreger behovet for at styrke mekanismerne for politikkohærens i alle EU-institutioner og politiske beslutningstagningsprocesser og sikre, at princippet overholdes på passende vis i regelmæssige forudgående konsekvensanalyser samt indføre passende mekanismer med hensyn til ansvarlighed og modvirkning;

46.  mener, at politikkohærens for bæredygtig udvikling indebærer, at alle relevante politikker og alle finansielle og ikkefinansielle instrumenter på EU-niveau fremadrettet skal udformes, gennemføres og overvåges med sigte på at opfylde målene for bæredygtig udvikling, og at Kommissionen derfor hurtigst muligt bør udvikle de fornødne politiske kapaciteter på alle niveauer;

47.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at vedtage en opfølgende handlingsplan med anbefalinger om en ekstern evaluering af den udviklingsvenlige politikkohærens og opfordrer til, at der vedtages et klart regelsæt for gennemførelsen af konceptet; gentager sin opfordring til på en tydelig måde at udpege de enkelte EU-institutioners pligter med henblik på at opfylde forpligtelserne om udviklingsvenlig politikkohærens;

48.  gentager sin opfordring til, at udviklingsvenlig politikkohærens drøftes af Det Europæiske Råd med henblik på at sætte yderligere skub i gennemførelsen af mekanismerne i bestræbelsen på at nå målene i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling; mener, som det er blevet påpeget i den eksterne evaluering af den udviklingsvenlige politikkohærens, at fremme og effektiviteten af tilgangen til udviklingsvenlig politikkohærens alene kan påvirkes i tilstrækkelig grad, såfremt EU udviser politisk vilje;

49.  understreger behovet for, at EU, som følge af den juridiske forpligtelse til at fremme udviklingsvenlig politikkohærens i henhold til artikel 208 i TEUF, indgår i en proaktiv dialog med udviklingslandene og -regionerne med henblik på at drøfte og overveje store politiske initiativer, der muligvis påvirker dem;

50.  understreger, at EU allerede har nogle af de højeste miljøstandarder i verden, og at de europæiske virksomheder er længere fremme i sammenligning med deres globale konkurrenter, hvilket også er årsagen til, at EU anses for at være en højborg for frihed og demokrati med stabile institutioner, der er baseret på retsstatsprincippet og et levende civilsamfund; mener derfor, at EU kan beslutte i endnu højere grad at fremme sine gældende miljøstandarder, sociale og forvaltningsmæssige standarder;

51.  glæder sig over nedsættelsen af en arbejdsgruppe om 2030-dagsordenen under Rådet for Almindelige Anliggender; opfordrer til, at der etableres koordinerings- og samarbejdsmekanismer om målene for bæredygtig udvikling mellem og i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen med henblik på at sikre politikkohærens; understreger, at sådanne mekanismer bør være tydeligt udformet og fastsat i en interinstitutionel aftale om et bæredygtig Europa i 2030, da kohærente politiske processer mellem de tre institutioner vil være afgørende for en vellykket gennemførelse af 2030-dagsordenen; opfordrer til, at alle tre institutioner inddrages i det kommende arbejde med multistakeholderplatformen for målene for bæredygtig udvikling og fremhæver vigtigheden af at inddrage alle relevante aktører i denne platform, herunder civilsamfundsorganisationer;

52.  mener, at den nuværende multistakeholderplatforms rolle med hensyn til målene for bæredygtig udvikling bør opgraderes og medtages i en formel og interinstitutionel konsultationsramme i overensstemmelse med mål 17 om partnerskaber for handling;

53.  understreger udviklingssamarbejdets rolle med hensyn til at støtte gennemførelsen af 2030-dagsordenen i udviklingslande; glæder sig over integrationen af målene for bæredygtig udvikling i den nye europæiske konsensus om udvikling; minder om, at udryddelse af fattigdom (mål 1) fortsat skal være den primære målsætning for EU's udviklingssamarbejde; minder om, at mål 1 og mål 2 er indbyrdes forbundet; gentager, at det nuværende tempo og gennemførelsens omfang på trods af fremskridt sandsynligvis ikke vil fremme den transformerende ændring, der er krævet for at nå målsætningerne i mål 2; opfordrer til, at der gøres en større indsats for at følge op på anbefalingerne fra Det Politisk Forum på Højt Niveau vedrørende Bæredygtig Udviklings tematiske revision af mål 2 i 2017;

54.  gentager sin opfordring til at integrere opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling i samtlige politikområder; glæder sig over Kommissionens vilje til at integrere de bæredygtige udviklingsmål i sin dagsorden for bedre regulering og understreger potentialet i en strategisk anvendelse af redskaberne for bedre regulering i Kommissionens uafhængige evaluering af sammenhængen i EU-politikkerne for 2030-dagsordenen og politikken for udviklingssamarbejde; opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at revidere retningslinjerne for dagsordenen om bedre regulering og til at styrke og overvåge sine regelmæssige forudgående analyser yderligere med henblik på at sikre fuldstændig politikkohærens i gennemførelsen af målene om bæredygtig udvikling og samtidig fremme synergier, opnå sidegevinster og undgå studehandler, både på EU- og medlemsstatsniveau;

55.  opfordrer til koordinering på tværs af Europa-Parlamentets udvalg med sigte på at overvåge og følge op på EU's gennemførelse af sine forpligtelser i henhold til 2030-dagsordenen;

56.  opfordrer Formandskonferencen og Europa-Parlamentets Udvalgsformandskonference til at vurdere, hvorvidt Europa-Parlamentets nuværende struktur er egnet med henblik på at sikre Europa-Parlamentets evne til på en effektiv og omfattende måde at overvåge alle de politiske sektorers arbejde med, at målene for bæredygtig udvikling opfyldes i EU's interne og eksterne politikker;

57.  opfordrer Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet til at arbejde hen imod en fælles erklæring om bæredygtighed, der forankrer målene for bæredygtig udvikling i de flerårige interinstitutionelle prioriteter for den næste valgperiode;

58.  fremhæver den rolle, som almindelige og tilstrækkelige forudgående konsekvensvurderinger samt efterfølgende evalueringer spiller med hensyn til at sikre en bedre integration af 2030-dagsordenen og opnå resultater; understreger vigtigheden af at evaluere politikkers kortsigtede og langsigtede konsekvenser samt deres potentielle bidrag til bæredygtig udvikling; minder om traktatforpligtelsen til at tage hensyn til målene for udviklingssamarbejde i alle politikker, der kan påvirke udviklingslandene;

59.  minder om, at mobiliseringen af indenlandske ressourcer har afgørende betydning for udviklingslandenes opfyldelse af målene for bæredygtig udvikling; understreger, at De Forenede Nationers Konference for Handel og Udviklings (UNCTAD) rapport med titlen "World Investment Report 2015 – Reforming International Investment Governance" (rapport om investeringer i verden i 2015 – reformering af international investeringsforvaltning)(17) skønner, at udviklingslande har lidt et tab på mindst 100 mia. USD om året i form af mistede selskabsskatter som følge af store selskabers skatteundgåelse; glæder sig i den henseende over arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene af 15. oktober 2015 med titlen "Collect more – Spend Better: Achieving Development in an Inclusive and Sustainable Way" (indsaml mere – anvend bedre for at opnå udvikling på en inklusiv og bæredygtig måde) (SWD(2015)0198), der tager sigte på at håndtere denne problemstilling; beklager dog, at der ikke er truffet konkrete foranstaltninger med henblik på at sikre gennemførelsen af Kommissionens ovenfor nævnte strategi; opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag om et flagskibsprogram vedrørende mobiliseringen af indenlandske ressourcer med henblik på at sikre, at der opkræves skatteindtægter i større omfang, og gøre det muligt at finansiere målene for bæredygtig udvikling;

60.  insisterer på, at der er behov for at styrke lokale aktører i deres rolle som katalysatorer for bæredygtig udvikling, og opfordrer til, at de nationale parlamenter og regionale samt lokale myndigheder på alle niveauer i højere grad deltager i gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling, lige fra planlægning og programmering til evaluering og overvågning; opfordrer endvidere Kommissionen til at øge sin støtte til byer og lokale myndigheder med henblik på at udvikle, gennemføre og overvåge effektive politiske initiativer og strategier for at nå målene for bæredygtig udvikling;

61.  glæder sig over den private sektors tiltagende engagement i at hjælpe med at nå målene for bæredygtig udvikling; understreger vigtigheden af at skabe et miljø, der fremmer nye initiativer og partnerskaber mellem offentligheden og de private sektorer, og som tilskynder virksomheder til at tilpasse deres forretningsstrategier til målsætningerne for bæredygtig udvikling;

62.  minder om, at FN skønner, at der er behov for investeringer på mellem 5 og 7 billioner USD årligt for at nå målene for bæredygtig udvikling; insisterer derfor på behovet for at mobilisere investeringer og glæder sig i denne forbindelse over potentialet i EU's eksterne investeringsplan;

Frivillige nationale revisioner og EU-rapportering til FN's Generalforsamlings Politiske Forum på Højt Niveau vedrørende Bæredygtig Udvikling i 2019

63.  opfordrer medlemsstaterne til at foretage regelmæssige og inklusive revisioner af fremskridt og tilskynder de medlemsstater, der ikke allerede har forpligtet sig til at gennemføre en frivillig national revision, til at gøre dette i overensstemmelse med 2030-dagsordenen og til, at de medlemsstater, der allerede har fremlagt en frivillig national revision, fastsætter datoerne for de regelmæssige frivillige nationale revisioner, der skal foretages fremadrettet;

64.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde regelmæssige analyser af medlemsstaternes frivillige nationale revisioner med henblik på at vurdere fremskridt og god praksis; opfordrer endvidere til, at der foretages analyser af de mindst udviklede landes frivillige nationale revisioner med sigte på at udpege behov, afhjælpe mangler og øge støtten og samarbejdet og til at samarbejde tæt med OECD om at udvikle peer review-mekanismer med henblik på vellykkede gennemførelsesstrategier for målene for bæredygtig udvikling og tiltag inden for nationale og eksterne politikker såvel som med henblik på at fremme udveksling af bedste praksis og overvågning af negative eksterne afsmittende virkninger;

65.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvide omfanget af den fælles programmering og den fælles gennemførelse af udviklingssamarbejde på grundlag af politiske dialoger med partnerlande om målene for bæredygtig udvikling, nationale udviklingsplaner og frivillige nationale revisioner under behørig hensyntagen til landenes ejerskab og andre principper for udviklingseffektivitet;

66.  understreger den rolle, som det Politiske Forum på Højt Niveau vedrørende Bæredygtig Udvikling spiller i opfølgningen på og revisionen af målene for bæredygtig udvikling; støtter stærkt Unionens forpligtelse til at gennemføre en frivillig revision i Det Politiske Forum på Højt Niveau vedrørende Bæredygtig Udvikling; opfordrer Kommissionen til at respektere EU's førende rolle, hvad angår udformningen og gennemførelsen af 2030-dagsordenen, samt til at fremlægge en omfattende fælles rapport om alle målene for bæredygtig udvikling; understreger, at EU's rapportering, herunder den kommende fælles sammenfattende rapport om EU's støtte til udviklingslandene, bør omfatte en analyse af den aktuelle situation og eksisterende fejl og mangler;

67.  opfordrer Kommissionen til at gå forrest i processen for Det Politiske Forum på Højt Niveau vedrørende Bæredygtig Udvikling; opfordrer Kommissionen til at samarbejde med tredjelande i fremskridtene mod at opfylde 2030-dagsordenen, herunder gennem De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa;

68.  opfordrer til, at der etableres et årligt europæisk forum for målene for bæredygtig udvikling som forberedelse til Det Politiske Forum på Højt Niveau vedrørende Bæredygtig Udvikling med henblik på at gøre det muligt for eksterne aktører og civilsamfund samt parlamentarikere at deltage og indgå i en dialog om gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling;

69.  glæder sig over muligheden for på mødet på topmødeplan i Det Politiske Forum på Højt Niveau vedrørende Bæredygtig Udvikling, der finder sted i september 2019 under ledelse af FN's Generalforsamling, og på fremtidige møder, at gøre status over gennemførelsen af alle målene for bæredygtig udvikling i 2030-dagsordenen som helhed og forventer, at Unionen indtager en ledende rolle på mødet; bemærker, at medlemsstaternes fremskridt varierer og bl.a. afhænger af det specifikke mål for bæredygtig udvikling, nationalt prioriterede målsætninger og mål; understreger, at målene for bæredygtig udvikling i høj grad er indbyrdes forbundet, og at en integreret og omfattende tilgang til gennemførelsen heraf bør forfølges;

Fokus på målene for bæredygtig udvikling i forbindelse med den kommende dybdegående revision i Det Politiske Forum på Højt Niveau vedrørende Bæredygtig Udvikling i 2019

70.  glæder sig over den kommende dybdegående revision af mål 4 (kvalitetsuddannelse), mål 8 (anstændige jobs og økonomisk vækst), mål 10 (mindre ulighed), mål 13 (klimaindsats), mål 16 (fred, retfærdighed og stærke institutioner) og mål 17 (partnerskab for handling) og forventer af Unionen, at den i omfattende grad bidrager fuldt ud til revisionen; ser frem til fremtidige dybdegående revisioner af alle de øvrige mål for bæredygtig udvikling i løbet af de kommende år, samtidig med at 2030-dagsordenens udelelighed og den indbyrdes forbindelse mellem målene understreges;

71.  gentager, at kvalitetsuddannelse og adgang til grundlæggende uddannelse for alle (mål 4) er afgørende med hensyn til at opnå bæredygtig udvikling og selvbærende samfund samt sikre, at unges stilling og beskæftigelse styrkes; anerkender, at kvalitetsuddannelse er et højt prioriteret fokusområde i mange medlemsstater, og understreger, at teknisk og faglig uddannelse er afgørende for unges beskæftigelse og deres adgang til kvalificerede arbejdspladser; beklager dog, at der både i og uden for EU fortsat er forskel på uddannelse i henholdsvis byområder og landdistrikter samt i relation til køn; opfordrer derfor til større investeringer med henblik på at forbedre uddannelseskvaliteten og de hermed forbundne infrastrukturer med særligt fokus på de mindst udviklede regioner i EU og de mindst udviklede lande uden for EU;

72.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at håndtere målsætningerne for så vidt angår mål 8 (bæredygtig vækst og beskæftigelse) mere systematisk i deres politikker for udviklingssamarbejde og (fælles) programmering; opfordrer til yderligere bidrag med hensyn til at nå mål 8, herunder forbedringer af produktionskapaciteter, indtægtsskabelse, industrialisering, bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre, handel, udvikling i den private sektor, erhvervsmiljøer, infrastruktur og turisme;

73.  anerkender, at mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, andelsforetagender, inkluderende virksomhedsmodeller og forskningsinstitutioner spiller en rolle som katalysatorer for vækst, beskæftigelse og lokal innovation; opfordrer til at fremme lige konkurrencevilkår for bæredygtige investeringer, industrialisering, erhvervsaktivitet, herunder ansvarlig forretningsførelse, finansiering og beskatning, videnskab, teknologi og forskning samt innovation med henblik på at stimulere og fremskynde økonomisk og menneskelig udvikling i de enkelte lande samt bidrage til langsigtet bæredygtig vækst i overensstemmelse med målene for bæredygtig udvikling og Parisaftalen; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tilskynde til udviklingen af nye virksomhedsmodeller og til at drage fordel af nye teknologier såsom kunstig intelligens;

74.  understreger den private sektors vigtige rolle for så vidt angår fremskridt med hensyn til målene for bæredygtig udvikling, navnlig med hensyn til ansvarlige og bæredygtige investeringer samt stigende inkluderende vækst, såvel som fremme af og forpligtelse til ansvarlig forretningsskik; understreger i denne henseende behovet for investeringsvenlige politikrammer, herunder performanceindikatorer for bæredygtighed og krav, der gør det muligt at integrere bæredygtighedsrelaterede risici i investeringsbeslutninger og retsstatsprincippet;

75.  anerkender, at europæisk forskning, udvikling og innovationsknudepunkter samt væksthuse er vigtige i relation til at støtte strukturer for bæredygtig udvikling; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme stærkere forbindelser mellem forskning og virksomheder med henblik på at gøre det muligt, at udveksle bedste praksis og fremme innovation; understreger, at finansiering af forskning og innovation skal suppleres af en strategisk tilgang til investering, hvorved de innovative løsninger får mulighed for at komme på markedet, da disse ofte er afhængige af kapitalintensive investeringer og højrisikoinvesteringer;

76.  opfordrer Rådet til at have målene for bæredygtig udvikling in mente, når det udarbejder sin holdning til den kommende ESF+ samt tildeler den fornødne budgetramme; understreger, at graden af succes for målene for bæredygtig udvikling i Unionen afhænger af ambitiøse politikker, som understøttes af de fornødne ressourcer;

77.  beklager, at der blandt EU-medlemsstaterne fortsat er markante forskelle i den fremgang, som medlemsstaterne har haft i relation til mål 10, for så vidt angår mindskelse af uligheder i indkomst og uligheder som følge af alder, køn, handicap, etnicitet, oprindelse, religion, økonomisk status og andre faktorer, der kan forbedre social kohærens, samt at der fortsat er uligheder, og at disse er tiltagende i og blandt både EU-lande samt lande uden for EU; opfordrer til, at fremskridtene med hensyn til mindskelse af stigende forskelle og fremme af lige muligheder for alle fremskyndes, og at der ydes direkte bistand til sårbare grupper samt dem, der har de største behov, og at der skabes en mere inkluderende og bæredygtig vækst samt menneskelig udvikling; opfordrer Kommissionen til at inkludere bl.a. forbedrede kriterier i relation til økonomisk ulighed i sin revision af mål 10;

78.  anerkender, at EU og medlemsstaterne har undertegnet og ratificeret Parisaftalen, og at størstedelen af medlemsstaterne mener, at Parisaftalen sammen med 2030-dagsordenen udgør en central søjle i deres internationale samarbejdspolitikker, samtidig med at nogle medlemsstater har prioriteret målet om at bekæmpe klimaændringer og indvirkningerne herfra (mål 13); opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende kommunikationsstrategier og -aktiviteter med henblik på at øge offentlig og politisk støtte til klimaindsatser samt kendskabet til sidegevinsterne ved bekæmpelse af klimaændringer, såsom bedre luftkvalitet og folkesundhed, bevarelse af naturressourcer, økonomisk vækst og højere beskæftigelse, øget energisikkerhed og reducerede omkostninger til energiimport;

79.  opfordrer til, at 2030-dagsordenen gennemføres i sin helhed og på en koordineret og kohærent måde i relation til Parisaftalen om klimaforandringer, herunder med hensyn til det presserende behov for at bygge bro mellem, hvad der er nødvendigt for at kunne begrænse den globale opvarmning, og hvad der er nødvendigt for at øge arbejdet med og finansieringen af tilpasningen hertil; minder om EU’s forpligtelse til at afsætte 20 % af sit budget for 2014-2020 (ca. 180 mia. EUR) til bekæmpelse af klimaforandringer, herunder gennem udenrigs- og udviklingssamarbejdspolitikkerne;

80.  beklager, at visse af Parisaftalens parter endnu ikke har øget deres klimaambitioner til trods for, at der i IPCC's særberetning om global opvarmning på 1,5 °C er tydelig og omfattende videnskabelig evidens, som beskriver de skadelige indvirkninger, en sådan temperaturstigning vil medføre, og den væsentlige forskel, som en stigning på 2 °C medfører i relation til alvoren af disse indvirkninger; glæder sig over det internationale samarbejde om emissionshandel og forbindelsen mellem tredjelande og de regionale CO2-markeder; opfordrer Unionen til at tilskynde til etableringen af markedsbaserede ordninger for emissionsreduktioner i nye økonomier og udviklingslande; bemærker, at dette vil bidrage til globale emissionsreduktioner, omkostningsbesparelser og operationel effektivitet samt begrænse risikoen for CO2-lækager ved at skabe lige konkurrencevilkår på verdensplan;

81.  understreger behovet for foranstaltninger til modvirkning af og tilpasning til globale klimaændringer, og understreger den grundlæggende rolle, som udviklingslande spiller med hensyn til at opfylde Parisaftalens målsætninger, 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og Addis Abeba-handlingsdagsordenen samt det presserende behov for at hjælpe disse lande til at nå deres nationalt bestemte bidrag; glæder sig i denne henseende over, at bekæmpelse af klimaændringer er en prioritet for den nyligt etablerede Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling (EFSD), som har til formål at mobilisere den offentlige og private sektors investeringer i partnerlande i Afrika og EU's nabolande;

82.  understreger, at EU bør fortsætte sin vej mod en omstilling til en økonomi med lavemission, klimaneutralitet, ressourceeffektivitet og biodiversitet i fuld overensstemmelse med FN's 2030-dagsorden og de 17 mål for bæredygtig udvikling med henblik på at reducere ikkebæredygtige tendenser, der er afhængige af overudnyttelse af naturressourcer samt tab af biodiversitet, som skyldes ikkebæredygtigt forbrug og produktionsmodeller; fremhæver betydningen af, at EU fremskynder de initiativer, der tager sigte på at fremme ansvarlighed og bæredygtighed i forbrug samt produktion, samtidig med at EU går forrest i arbejdet mod en cirkulær økonomi;

83.  gentager, at de universelle værdier demokrati, god regeringsførelse, retsstatsprincippet og menneskerettigheder er forudsætninger for en bæredygtig udvikling, jf. mål 16 (fredelige og inkluderende samfund); beklager dog dybt, at der fortsat er væbnede konflikter og vold på verdensplan; udtrykker bekymring over den manglende fremgang med hensyn til at fremme retsstatsprincippet og adgangen til domstolsprøvelse i mange lande; minder om EU's og medlemsstaternes forpligtelse, som anført i den europæiske konsensus om udvikling, til at anvende en omfattende tilgang til konflikter og kriser, der har fokus på skrøbelighed og menneskers sikkerhed, samtidig med at forbindelsen mellem bæredygtig udvikling, humanitære foranstaltninger, fred og sikkerhed anerkendes, og der tages særligt hensyn til skrøbelige og konfliktramte stater; understreger, at målet om fredelige og inkluderende samfund, herunder adgang til retfærdighed for alle, bør integreres i EU's optræden udadtil, som, gennem støtte til lokale aktører, kan bidrage til at opbygge modstandsdygtighed, fremme menneskers sikkerhed, styrke retsstatsprincippet og håndtere de komplekse udfordringer, der er forbundet med usikkerhed, skrøbelighed og overgangen til demokrati;

84.  understreger, at bekæmpelse af ulighed i og mellem lande, håndtering af diskrimination og fremme af fred, deltagelsesdemokrati, god regeringsførelse, retsstatsprincippet og menneskerettigheder skal være målsætninger, der går igen i alle EU's udviklingspolitikker;

85.  glæder sig over EU's indsats i relation til at maksimere kohærens og opbygge synergier mellem forskellige politikker med henblik på at styrke redskaberne til gennemførelse og genoplive det globale partnerskab for bæredygtig udvikling;

86.  fremhæver, at inkluderende og retfærdig uddannelse, videnskab, teknologi, forskning og innovation i særdeleshed er vigtige redskaber for gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling, og anerkender behovet for at forbedre forvaltningen i denne sektor; beklager, at det videnskabelige samfunds potentielle bidrag endnu ikke er blevet udnyttet fuldt ud; understreger nødvendigheden af, at begrebet bæredygtig udvikling og de samfundsmæssige udfordringer i højere grad integreres i Horisont 2020 og fremtidige rammeprogrammer for forskning; minder om behovet for at fremme mekanismer til meningsfuld teknologioverførelse til udviklingslande;

87.  opfordrer Kommissionen til at tilføje oplysninger vedrørende målene for bæredygtig udvikling til datasæt med høj værdi, jf. direktivet om åbne data og den offentlige sektors informationer, samt tilskynde medlemsstaterne til at offentliggøre alle rapporter om målene for bæredygtig udvikling på grundlag af en gratis licens;

88.  understreger vigtigheden af at udnytte nuværende og kommende EU-programmer og -instrumenter fuldt ud, såsom Horisont- og LIFE-programmet, der gør det muligt for tredjelande at deltage på området for energi, klimaændringer og bæredygtig udvikling;

89.  opfordrer til et EU-budget, der har bæredygtig udvikling som sin primære målsætning; minder om, at bekæmpelse af svig og skatteunddragelse er et spørgsmål om solidarisk udvikling;

90.  understreger, at opfyldelse af målene for bæredygtig udvikling på området for fødevarer, landbrug, energi, materialer, byer og sundhed samt trivsel kan åbne op for markedsmuligheder til at værdi af mere end 10 billioner EUR(18); understreger dog, at EU og medlemsstaterne skal gå forrest inden for videnskab, teknologi og moderne infrastruktur med henblik på at opfylde EU's ambition om at opnå en ressourceeffektiv økonomi;

91.  fremhæver, at det som følge af forsyningskædernes tiltagende kompleksitet og globalisering er vigtigt at fremme anvendelsen af høje standarder for bæredygtighed, herunder i tredjelande;

o
o   o

92.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, OECD og FN.

(1) EUT C 210 af 30.6 2017, s. 1.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1386/2013/EU af 20. november 2013 (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 171).
(3) EUT C 353 af 27.9.2016, s. 2.
(4) EUT C 76 af 28.2.2018, s. 45.
(5) EUT C 86 af 6.3 2018, s. 2.
(6) EUT C 224 af 27.6 2018, s. 36.
(7) EUT C 334 af 19.9 2018, s. 151.
(8) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0077.
(9) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0279.
(10) http://europa.eu/rapid/press-release_STATEMENT-18-5927_en.htm.
(11) http://europa.eu/rapid/press-release_STATEMENT-18-5882_en.htm.
(12) http://europa.eu/rapid/press-release_STATEMENT-18-5870_en.htm.
(13) Eurostat, 2017-data fra den 16. oktober 2018.
(14) Oplæg, "På vej mod et bæredygtigt Europa i 2030", s. 7 (https://ec.europa.eu/commission/sites/beta-political/files/rp_sustainable_europe_da_v2_web.pdf).
(15) Kommissionens meddelelse med titlen "Næste skridt hen imod en bæredygtig europæisk fremtid – En europæisk indsats for bæredygtighed" (COM(2016)0739).
(16) Indgående analyse til støtte for Kommissionens meddelelse med titlen "En ren planet for alle – En europæisk strategisk og langsigtet vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi" (COM(2018)0773).
(17) http://unctad.org/en/PublicationChapters/wir2015ch0_KeyMessage_en.pdf.
(18) Kommissionen for erhvervsliv og bæredygtig udviklings rapport med titlen "Better Business, Better World" (bedre handel, bedre verden), januar 2017.

Juridisk meddelelse