Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2019/2692(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

RC-B8-0242/2019

Forhandlinger :

PV 18/04/2019 - 6.3
CRE 18/04/2019 - 6.3

Afstemninger :

PV 18/04/2019 - 10.3

Vedtagne tekster :

P8_TA(2019)0424

Vedtagne tekster
PDF 128kWORD 52k
Torsdag den 18. april 2019 - Strasbourg Foreløbig udgave
Brunei
P8_TA-PROV(2019)0424RC-B8-0242/2019

Europa-Parlamentets beslutning af 18. april 2019 om Brunei (2019/2692(RSP))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til erklæring af 3. april 2019 fra talsmanden for næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) om gennemførelsen af straffelovsbekendtgørelsen i Brunei Darussalam,

–  der henviser til EU's retningslinjer for dødsstraf, tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, for menneskerettighedsforkæmpere og for fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder for LGBTI-personer,

–  der henviser til erklæring af 1. april 2019 fra Michelle Bachelet, FN's højkommissær for menneskerettigheder, som indtrængende opfordrer Brunei til at standse ikrafttrædelsen af den "drakoniske" nye straffelov,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

–  der henviser til FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som Brunei undertegnede i 2015,

–  der henviser til konventionen om barnets rettigheder,

–  der henviser til konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder,

–  der henviser til ASEAN's menneskerettighedserklæring fra 2012,

–  der henviser til handlingsplanen 2018-2022 mellem ASEAN og EU,

–  der henviser til den politiske dialog om menneskerettigheder, der fandt sted mellem ASEAN og EU den 29. november 2017,

–  der henviser til erklæring af 2. april 2019 fra vicetalsmanden for det amerikanske udenrigsministerium om gennemførelsen af fase to og tre i shariastraffeloven i Brunei,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

A.  der henviser til, at Brunei i 2014 indførte shariastraffeloven, som skal gennemføres i tre faser; der henviser til, at den tredje fase af gennemførelsen trådte i kraft den 3. april 2019; der henviser til, at denne tredje fase indfører bestemmelser, som omfatter henrettelse ved stening for forhold mellem samtykkende personer af samme køn, seksuelle forhold uden for ægteskab og abort og amputation af lemmer for tyveri; der henviser til, at loven også fastlægger dødsstraf for både muslimers og ikkemuslimers krænkelser eller bagvaskelse af profeten Mohammad; der henviser til, at shariastraffeloven finder anvendelse på både muslimer og ikkemuslimer, herunder udlændinge, samt på overtrædelser begået uden for landet af statsborgere eller personer med fast bopæl i landet;

B.  der henviser til, at børn, der er kommet i puberteten, og som dømmes for de pågældende overtrædelser, kan blive idømt de samme straffe som voksne; der henviser til, at visse yngre børn kan blive udsat for piskning;

C.  der henviser til, at homoseksualitet var ulovligt i Brunei inden indførelsen af shariastraffeloven og var strafbart med op til ti års fængsel;

D.  der henviser til, at det sidste valg i Brunei blev afholdt i 1962; der henviser til, at sultanen både er statschef og premierminister og har den fulde udøvende myndighed;

E.  der henviser til, at FN's særlige rapportør om tortur har udtalt, at enhver korporlig afstraffelse er i strid med forbuddet mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og ikke kan betragtes som en lovlig sanktion i henhold til folkeretten; der henviser til, at nogle af de straffe, som er fastsat i straffeloven, udgør tortur og grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling, der er forbudt i henhold til konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som Brunei Darussalam undertegnede i 2015;

F.  der henviser til, at bestemmelserne i shariastraffeloven strider mod Bruneis forpligtelser i henhold til den internationale menneskerettighedslovgivning, herunder retten til liv, frihed for tortur og anden mishandling, ytringsfrihed, religionsfrihed og retten til privatlivets fred; der henviser til, at bestemmelserne i shariastraffeloven diskriminerer på grundlag af seksuel orientering og diskriminerer kvinder og religiøse mindretal i Brunei og kan tilskynde til vold;

G.  der henviser til, at FN's fælles program for bekæmpelse af hiv/aids (UNAIDS) og FN's Befolkningsfond (UNFPA) har erklæret, at bestemmelserne i Bruneis straffelov, som kriminaliserer homoseksualitet og straffer forskellige former for reproduktiv sundhedspleje, har en uforholdsmæssig stor indvirkning på kvinder og LGBTI-personer, skaber barrierer for adgangen til sundhedsoplysninger og -ydelser, hindrer adgangen til seksuel og reproduktiv sundhed og seksuelle og reproduktive rettigheder og har en negativ indvirkning på folkesundheden;

H.  der henviser til, at tradition, religion og kultur i Brunei anvendes til at retfærdiggøre diskrimination imod kvinder og LGBTI-personer; der henviser til, at det af rapporten af 11. marts 2019 om Brunei fra FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder fremgår, at der er dybt rodfæstede patriarkalske holdninger og anvendelse af diskriminerende stereotyper, som afspejles i kvinders akademiske og erhvervsmæssige valg, deres ulige stilling på arbejdsmarkedet og i ægteskab og familierelationer; der henviser til, at disse stereotyper er grundlæggende årsager til vold mod kvinder;

I.  der henviser til, at Brunei er kendt for sin multietniske befolkning med en bred vifte af religioner, bl.a. islam, kristendom, buddhisme, hinduisme og forskellige indfødte religioner, der lever i fredelig sameksistens; der henviser til, at Bruneis forfatning anerkender religionsfrihed og fastlægger, at alle religioner kan udøves i fred og harmoni af de personer, der bekender sig dertil; der henviser til, at regeringen på trods af Bruneis forfatning har forbudt missionsarbejde og undervisning i forbindelse med alle religioner, bortset fra islam, og har forbudt alle offentlige julefejringer;

J.  der henviser til, at Brunei har et de facto-moratorium for anvendelse af dødsstraf, og at den seneste henrettelse blev gennemført i 1957; der henviser til, at shariastraffeloven, hvis den gennemføres, vil genindføre dødsstraf; der henviser til, at EU fordømmer dødsstraf, uanset hvor og hvornår dødsstraf anvendes,

K.  der henviser til, at vedtagelsen af de nye love har givet anledning til international vrede og opfordringer til en boykot af hoteller, som ejes af Bruneis investeringsagentur; der henviser til, at dette agentur, som er en del af Bruneis finans- og økonomiministerium, ejer en række investeringsprojekter i hele verden; der henviser til, at Bruneis investeringsagentur har anført, at dets kerneværdier omfatter gensidig respekt og en positiv værdiansættelse af forskelle og mangfoldighed;

L.  der henviser til, at Brunei kun har ratificeret to af FN's centrale internationale menneskerettighedskonventioner, nemlig konventionen om barnets rettigheder og konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder; der henviser til, at den tredje runde af den universelle regelmæssige gennemgang af Brunei vil blive iværksat den 10. maj 2019;

M.  der henviser til, at EU har indstillet forhandlingerne om en partnerskabs- og samarbejdsaftale med Brunei;

1.  fordømmer på det kraftigste ikrafttrædelsen af shariastraffeloven, som er et tilbageskridt; opfordrer indtrængende myndighederne i Brunei til øjeblikkeligt at ophæve den og sikre, at landets love overholder folkeretten og internationale standarder i overensstemmelse med Bruneis forpligtelser i henhold til internationale menneskerettighedsinstrumenter, herunder med hensyn til seksuelle mindretal, religiøse mindretal og ikketroende;

2.  gentager sin fordømmelse af dødsstraf; opfordrer Brunei til at videreføre dets moratorium for anvendelsen af dødsstraf som et skridt i retning af afskaffelse;

3.  fordømmer på det kraftigste anvendelsen af tortur og grusom, nedværdigende og umenneskelig behandling under alle omstændigheder; understreger, at bestemmelserne i shariastraffeloven er i strid med Bruneis forpligtelser i henhold til den internationale menneskerettighedslovgivning, og at straffene heri overtræder de almindelige folkeretlige forbud mod tortur og anden mishandling;

4.  er dybt bekymret over, at Brunei desværre er blevet det syvende land, der straffer homoseksuelle forhold mellem samtykkende personer med dødsstraf, selv om mange lande afkriminaliserer forhold mellem samtykkende personer af samme køn; opfordrer myndighederne i Brunei til at respektere de internationale menneskerettigheder og til at afkriminalisere homoseksualitet;

5.  opfordrer myndighederne i Brunei til at sikre princippet om lighed for loven for alle borgere og respekten for alle borgeres grundlæggende rettigheder uden nogen form for forskelsbehandling, bl.a. på grundlag af køn, seksuel orientering, race eller religion; er stærkt bekymret over den mulige anvendelse af straffeloven på børn; opfordrer Brunei til under ingen omstændigheder at anvende dødsstraf, tortur eller fængsling, når der er tale om børn;

6.  opfordrer myndighederne i Brunei til fuldt ud at respektere religionsfriheden i sultanatet som fastsat i landets egen forfatning og til at tillade offentlig fejring af alle religiøse festivaler, herunder jul; understreger, at lovgivningen i denne henseende nøje skal overholde menneskerettighederne;

7.  opfordrer myndighederne i Brunei til at fremme den politiske dialog med centrale aktører i civilsamfundet, menneskerettighedsorganisationer, trosbaserede institutioner og erhvervsorganisationer, både i og uden for Brunei, med henblik på at fremme og beskytte menneskerettighederne i landet; fremhæver retten til at udtrykke kritiske eller satiriske udtalelser som en legitim udøvelse af ytringsfriheden som nedfældet i de internationale bestemmelser for menneskerettigheder;

8.  opfordrer indtrængende Brunei til at ratificere de resterende centrale internationale FN-menneskerettighedsinstrumenter, herunder den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf; opfordrer myndighederne i Brunei til at fremsætte en stående invitation til et besøg inden for rammerne af alle særlige procedurer under FN's Menneskerettighedsråd;

9.  opfordrer Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) til i tilfælde af en reel gennemførelse af shariastraffeloven at overveje vedtagelse på EU-plan af restriktive foranstaltninger vedrørende alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, herunder indefrysning af aktiver og visumforbud;

10.  opfordrer NF/HR til at gøre genoptagelsen af forhandlingerne om en partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem EU og Brunei betinget af, at straffeloven er i overensstemmelse med folkeretten og internationale menneskerettighedsstandarder;

11.  fremhæver menneskerettighedsforkæmpernes arbejde med at fremme og beskytte LGBTI-personers rettigheder; opfordrer EU-institutionerne til at øge deres støtte til civilsamfundsorganisationer og menneskerettighedsforkæmpere i Brunei;

12.  opfordrer EU's delegation for Indonesien og Brunei Darussalam i Jakarta, EU's delegation for ASEAN og EU-Udenrigstjenesten til nøje at overvåge situationen og rådføre sig med Bruneis myndigheder, ambassadører og repræsentanter i denne henseende; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at opføre situationen i Brunei som et punkt på dagsordenen for den næste politiske dialog om menneskerettigheder mellem EU og ASEAN;

13.  opfordrer medlemsstaterne til aktivt at deltage i den kommende universelle regelmæssige gennemgang, som vil finde sted fra den 6. til den 17. maj 2019 og vil undersøge Bruneis menneskerettighedssituation;

14.  understreger, at EU-institutionerne, så længe den nuværende straffelov er i kraft, skal overveje at sortliste de hoteller, der ejes af Bruneis investeringsagentur;

15.  opfordrer EU og medlemsstaterne til at respektere de internationale retlige rammer for adgang til asylprocedurer og humanitær beskyttelse for ofrene for Bruneis nuværende straffelov;

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU-Udenrigstjenesten, medlemsstaternes regeringer, FN's generalsekretær, FN's højkommissær for menneskerettigheder, FN's Kommission for Kvinders Status, FN's Menneskerettighedsråd, ASEAN's generalsekretariat, ASEAN's mellemstatslige menneskerettighedskommission, sultanen af Brunei, Hassanal Bolkiah, og Bruneis regering.

Seneste opdatering: 24. april 2019Juridisk meddelelse