Forrige 
 Næste 
Europa-Parlamentets forretningsorden
9. valgperiode - Juli 2019
EPUB 139kPDF 1089k
INDHOLDSFORTEGNELSE
OPLYSNING TIL LÆSEREN
KOMPENDIUM OVER DE VIGTIGSTE RETSAKTER MED RELATION TIL FORRETNINGSORDENEN

AFSNIT V : FORBINDELSERNE MED ANDRE INSTITUTIONER OG ORGANER
KAPITEL 3 : FORESPØRGSLER OG SPØRGSMÅL FRA PARLAMENTSMEDLEMMER

Artikel 138 : Forespørgsler til skriftlig besvarelse

1.   Ethvert medlem, en politisk gruppe eller et udvalg kan stille forespørgsler til formanden for Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen eller næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik med anmodning om skriftlig besvarelse i overensstemmelse med de i et bilag til denne forretningsorden fastsatte kriterier (1). Forespørgslers indhold er alene forespørgernes ansvar.

2.   Forespørgslerne indgives i elektronisk format til formanden. Formanden træffer afgørelse om spørgsmål om, hvorvidt en forespørgsel kan stilles. Formandens afgørelse skal ikke alene være baseret på bestemmelserne i det i stk. 1 omhandlede bilag, men også på forretningsordenens bestemmelser i almindelighed. Forespørgeren får meddelelse om formandens begrundede afgørelse.

3.   Hvert medlem, politiske gruppe eller udvalg kan højst indgive 20 forespørgsler over en løbende periode på tre måneder. Som hovedregel skal forespørgsler besvares af adressaten inden for seks uger fra fremsendelsen til denne. Hvert medlem, enhver politisk gruppe og ethvert udvalg kan imidlertid hver måned udpege en af deres forespørgsler som "prioriteret forespørgsel", der skal besvares af adressaten inden for tre uger fra fremsendelsen til denne.

4.   En forespørgsel kan støttes af andre medlemmer end forespørgeren. Sådanne forespørgsler tæller kun i forespørgerens maksimale antal forespørgsler og ikke i det maksimale antal forespørgsler fra medlemmer, der støtter forespørgslen, jf. stk. 3.

5.   Er en forespørgsel ikke blevet besvaret af adressaten inden for fristen i stk. 3, kan det kompetente udvalg beslutte at opføre den på dagsordenen for sit næste møde.

6.   Forespørgsler og besvarelser, herunder de pågældende bilag, offentliggøres på Parlamentets websted.

(1) Se bilag III.
Seneste opdatering: 21. juni 2019Juridisk meddelelse