LUX-prisen 2011: Gratis filmforevisninger i Cinemateket

I samarbejde med Europa-Huset, Europa-Parlamentets Informationskontor i Danmark og Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark bød Cinemateket i maj 2012 på europæiske filmaftener med gratis film, og traditionen tro gjaldt det årets tre LUX-finalister.

Årets vinderfilm, det charmerende franske drama "Kilimanjaros sne" om en idealistisk fagforeningsmand, der betvivler sin egen moral, blev vist på Europadagen onsdag den 9. maj. De to øvrige finalist-film, den græske "Attenberg", en sort komedie, der på eksperimenterende vis undersøger menneskelig adfærd, og Ruben Östlunds knivskarpe "Play" om grov mobning blandt unge i et svensk velfærdssamfund, blev vist henholdsvis onsdag den 16. og 23. maj. Hver forestilling indledtes med velkomst og introduktion, og efter filmen inviterede Europa-Parlamentets Informationskontor på forfriskninger. LUX-prisen er indstiftet for at sikre kvalitetsfilm fra Europa en bred distribution på tværs af sproggrænser - et konkret eksempel på kulturstøtte på europæisk plan, der gør det muligt for disse film at nå ud til et større publikum. Vinderfilmene sætter typisk focus på det morderne liv, som det leves i Europa i dag.

Læs mere om filmene herunder:

 

Les Neiges de Kilimanjaro

Michel har mistet sit arbejde. Men han lever fortsat lykkeligt med Marie-Claire. De er stolte fagforeningsfolk og politisk engagerede, omgiver sig med venner, børn og børnebørn. Denne idyl er brutalt smadret sammen med deres altanvindue, da to unge, maskerede mænd slår dem ned, bagbinder dem og stikker af med bryllupsringe og bankkort. Miseren bliver endnu værre, da de finder ud af, at overfaldet og røveriet er organiseret af en ung arbejder, der blev fyret sammen med Michel.

Attenberg

23-årige Marina bor sammen med sin arkitektfar i en typisk fabriksby ved havet. Hun finder mennesker mærkelige og frastødende og holder sig for sig selv. I stedet betragter hun arten gennem selvmordssange, TV programmer om dyr og sin veninde, Bellas, sexundervisning. En fremmed kommer til byen og udfordrer hende til duel i bordfodbold - på Marinas eget bord. Samtidig er hendes far i gang med en rituel afsked med det 20. århundrede, som han finder "overvurderet". Fanget mellem de to mænd og veninden Bella udforsker Marina det vidunderlige mysterium om den menneskelige fauna.

Play

En gruppe sorte unge mellem 12 og 14 år stjal i årene 2006-2008 fra andre børn mere end 70 gange i Göteborg. Røverne brugte et udspekuleret 'brother trick' med avanceret rollespil og banderetorik. Der blev ikke brugt fysisk vold eller trusler. Play er en snedig og morsom iagttagelse, som er baseret på virkelige tilfælde af mobning. Den spiller overlagt med vores forudfattede meninger og med vores forventninger om, at det hele nok ender skidt.