Design en plakat til Europa-Huset

Europa-Huset i Danmark indbyder hermed til en plakatkonkurrence, der henvender sig til design- og kunststuderende ved uddannelsesinstitutioner i Danmark.

KONKURRENCEN ER SLUT. TAK FOR DE INDSENDTE BIDRAG.

Plakatkonkurrence

Du skal designe en plakat, som viser Europa-Husets funktion, og som illustrerer tankerne bag European Public Space (EPS).

Du kan gøre brug af hvilken som helst teknik. Ordet Europa-Huset og udtrykket "EU i øjenhøjde" skal indgå.

Vinderplakaten vil blive trykt eller vist med Europa- Kommissionens og Europa-Parlamentets logoer. Du må gerne inddrage logoerne eller dele af dem i dit forslag, men det er ikke et krav.

Vinderplakaten

Vinderplakaten vil blive brugt til skabe opmærksomhed om Europa-Huset og European Public Space (EPS). I første omgang skal plakaten bruges som blikfang på gadeplan foran Europa-Husets lokaler i Gothersgade i København (fritstående standerskilt).

Om Europa-Huset

Europa-Kommissionens Repræsentation og Europa-Parlamentets Informationskontor i Danmark er samlet under ét tag i Europa-Huset på Gothersgade 115 i København.

Huset rummer kontorer til omtrent 30 medarbejdere, et konferencelokale og EU InfoPoint. EU InfoPoint er et service- og informationscenter, der tilbyder personlig hjælp og vejledning til at finde viden om den Europæiske Union.

Europa-Huset er det fysiske omdrejningspunkt for EU i Danmark og danner rammen for seminarer, debatmøder, udstillinger, skolebesøg og kulturelle arrangementer, alt med EU som omdrejningspunkt og henvendt til almindeligt interesserede borgere og til særlige målgrupper.

Plakaten skal virke som blikfang for Europa-Huset - EU i øjenhøjde.

Om European Public Space

Europæisk politik er ikke blot noget, der foregår i EU. Den europæiske offentlighed er også her, knyttet til Europa-Huset, men ikke begrænset af dets fysiske rammer. European Public Space (EPS) er et EU-initiativ, som handler om at udvikle en europæisk politisk debatkultur og forbedre dialogen mellem borgere, politikere og EU's beslutningsorganer.

Europa-Huset arbejder på at omsætte EPS til praksis og for at styrke borgenes muligheder for at deltage aktivt i et europæisk demokrati. Aktiviteterne i Europa-Huset bidrager til at udvikle et europæisk offentligt rum.

Dit plakatforslag skal derfor både reflektere tankerne bag EPS og indfange Europa-Husets rolle som udførende aktør.

Du kan læse mere om Europa-Huset og European Public Space her ...

Se Europa-Huset i København her: google street view

Bedømmelse

En jury bestående af repræsentanter fra Europa-Huset og faglige repræsentanter indenfor grafisk design og kommunikation vil bedømme de indkomne plakatforslag og udvælge tre til præmiering.

Medlemmerne af juryen er:
• Karen Hedegaard, Visuelt Forum
• Finn Nygaard, plakatkunstner
• Martin Åström, Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark
• Henrik Gerner Hansen, Europa-Parlamentets Informationskontor

Foruden originalitet og kunstnerisk kvalitet vil jurymedlemmerne vurdere, hvor godt dit forslag formår at illustrere de tanker, der ligger til grund for EPS.

Præmie

Vinderen præmieres med et diplom samt en weekendrejse for to til Berlin inkl. hotel og forplejning, mens to andre plakater får publicering og hædrende omtale.

Prisoverrækkelsen

Prisoverrækkelsen finder sted i Studenterhuset i Købmagergade i København fredag den 5. november 2010 kl. 15.00.

Indsendelse, deadline og format

Du skal sende din plakat som PDF-fil til europa-huset@kkonline.dk med ordet "Plakatkonkurrence" i emnefeltet. Plakaten skal være i høj opløsning og i A1 højformat 594x841mm.

KONKURRENCEN ER SLUT. TAK FOR DE INDSENDTE BIDRAG.

Ophavsret og intellektuelle rettigheder

Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet forbeholder sig ret til at benytte vinderplakaten uden yderligere honorering.