Kulturnatten 2011 i Europa-Huset
På Kulturnatten den 14. oktober 2011 stod programmet på dans i Europa-Huset. Mange københavnere fandt vej til arrangementet 'Vild med dans - i Europa' og oplevede riverdance, flamenco og zorbas. Der var masser af energi og glæde både blandt publikum og dansere.
"Jeg ville starte med kulturen," skal Jean Monnet, arkitekten bag EU, have sagt på sit dødsleje, da han blev spurgt, om han ville have gjort noget anderledes i forhold til sit europæiske projekt. Med dette citat åbnede Michael Vedsø fra Europa-Huset danseopvisningen på Kulturnatten, der bød på dans fra tre europæiske dansekulturer. Dansegrupperne repræsenterede Irland, Spanien og Grækenland.
Den irske dansegruppe Dark Green optrådte med flere smagsprøver på riverdance med hurtige benbevægelser og iørefaldende musik. Publikum havde svært ved at sidde stille, og de unge dansere henrykkede alle.
En fængende, glad og udtryksfuld flamenco opført af Flamenco Vivo holdt stemningen kørende til velkendte spanske toner.
Dansegruppen Zorbas rundede af med græsk dans, der hurtigt fandt genklang hos publikum, der kvitterede med at klappe i takt, og enkelte havde mod til at prøve dansetrinene selv på scenen bagefter.
Tak til alle, der var med til at gøre Kulturnatten 2011 i Europa-Huset festlig og fornøjelig. Dansekulturen i Europa er mangfoldig og til stor glæde for mange.











