Fri bevægelighed for varer  

Den frie bevægelighed for varer, som er den første af de fire grundlæggende friheder på det indre marked, er sikret gennem afskaffelsen af toldafgifter og kvantitative restriktioner samt gennem forbuddet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning. Principperne om gensidig anerkendelse, fjernelse af fysiske og tekniske hindringer og fremme af standardisering blev tilføjet for at videreføre gennemførelsen af det indre marked. Med vedtagelsen af de nye retlige rammer i 2008 blev markedsføringen af produkter, den frie bevægelighed for varer, markedsovervågningssystemet i EU og CE-mærkningen styrket i væsentlig grad. Endvidere er princippet om gensidig anerkendelse blevet konsolideret, så det dækker et bredt udvalg af andre produkter, der ikke er omfattet af EU-harmoniseringen.

Retsgrundlag  

Artikel 26 og 28-37 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

Mål  

Retten til fri bevægelighed for varer med oprindelse i medlemsstaterne og varer hidrørende fra tredjelande, som frit kan omsættes i medlemsstaterne, er et af de grundlæggende principper i traktaten (artikel 28 i TEUF). Den frie bevægelighed for varer blev oprindeligt fastlagt inden for rammerne af en toldunion med ophævelse medlemsstaterne imellem af told, kvantitative restriktioner for samhandelen og tilsvarende bestemmelser og indførelse af en fælles ekstern tarif for Fællesskabet. Senere er vægten blevet lagt på afskaffelse af alle de hindringer, som stadig stod i vejen for den frie bevægelighed for varer, således at der kunne skabes et indre marked, der blev defineret som et område uden indre grænser, hvor varerne kunne cirkulere lige så frit som på et nationalt marked.

Resultater  

Toldafgifter og kvantitative restriktioner (kontingenter) mellem medlemsstaterne blev afskaffet den 1. juli 1968, dvs. halvandet år tidligere end planlagt. Til gengæld kunne de supplerende mål, som bestod i forbud mod foranstaltninger med tilsvarende virkning samt harmonisering af de nationale lovgivninger på området, ikke gennemføres inden for denne frist. Disse mål har været et centralt element i den vedvarende indsats for opnåelse af fri bevægelighed for varer.

A. Forbud mod afgifter med tilsvarende virkning som toldafgifter: artikel 28, stk. 1, og artikel 30 i TEUF

Da der ikke findes en definition af ovennævnte begreb i traktaten, er den blevet fastlagt gennem retspraksis. Den Europæiske Unions Domstol forstår ved afgift med tilsvarende virkning »enhver afgift, som uanset sin betegnelse eller sin udformning pålægges et importeret produkt med undtagelse af et tilsvarende nationalt produkt, og som gennem en prisændring har samme restriktive indvirkning på den frie bevægelighed for varer som en toldafgift« (dom af 14. december 1962 i de forenede sager 2/62 og 3/62 og af 25. september 1979 i sag 232/78).

B. Forbud mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner: artikel 34 og 35 i TEUF

EU-Domstolen har i Dassonville-dommen defineret en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner som enhver af medlemsstaternes bestemmelser for handelen, som direkte eller indirekte, øjeblikkeligt eller potentielt, kan hindre samhandelen i Fællesskabet (dom af 11. juli 1974 i sag 8/74 og af 15. november 2005 i sag C-320/03, præmis 63-67). EU-Domstolen har i Cassis de Dijon-dommen (dom af 20. februar 1979 i sag 120/78) principielt fastslået, at ethvert produkt, der er lovligt fremstillet og bragt i omsætning i en medlemsstat i overensstemmelse med de gældende og traditionelle bestemmelser og fabrikationsmetoderne i denne stat, skal have adgang til markedet i enhver anden medlemsstat. Dette var det grundlæggende ræsonnement i debatten om fastsættelse af princippet om gensidig anerkendelse, der gælder ved manglende harmonisering. Derfor skal medlemsstaterne, selv om der ikke er indført europæiske harmoniseringsforanstaltninger (sekundær EU-lovgivning), tillade, at varer, som er lovligt fremstillet og markedsført i andre medlemsstater, er i omløb og markedsføres i andre medlemsstater.

Det er vigtigt at bemærke, at anvendelsesområdet for artikel 34 i TEUF er begrænset af retspraksis fra Keck-dommen, ifølge hvilken visse salgsordninger falder uden for artiklens anvendelsesområde, forudsat at de er ikke-diskriminerende (dvs. finder anvendelse på alle de berørte erhvervsdrivende, der udøver virksomhed i indlandet, og såvel retligt som faktisk påvirker afsætningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater på samme måde) (dom af 24. november 1993 i de forenede sager C-267/91 og C-268/91).

C. Undtagelser fra forbuddet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner

I artikel 36 i TEUF gives medlemsstaterne mulighed for at indføre foranstaltninger med samme virkning som kvantitative restriktioner ud fra generelle, ikke-økonomiske hensyn (dvs. hensynet til offentlig sædelighed, offentlig orden eller offentlig sikkerhed). Eftersom der er tale om undtagelser fra et generelt princip, fortolkes denne undtagelsesmulighed strengt, og nationale foranstaltninger må ikke anvendes som et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller som en skjult hindring for handelen mellem medlemsstaterne. Undtagelser er ikke længere berettigede, når der er indført EU-bestemmelser, som ikke muliggør dem, på samme område. Endelig skal foranstaltningerne have direkte virkning på den offentlige interesse, som skal beskyttes, og de må ikke være mere omfattende end nødvendigt (proportionalitetsprincippet).

Endvidere har EU-Domstolen i sin retspraksis (Cassis de Dijon-sagen) anerkendt, at medlemsstater kan gøre undtagelser fra forbuddet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning i det omfang, det er uomgængeligt nødvendigt (bl.a. af hensyn til en effektiv skattekontrol, beskyttelse af den offentlige sundhed, god handelsskik samt forbrugerbeskyttelse). Medlemsstaterne skal underrette Kommissionen om nationale undtagelsesforanstaltninger. Der er indført en ordning for gensidig information og en kontrolmekanisme for at lette kontrollen med sådanne nationale undtagelsesforanstaltninger (jf. artikel 114 og 117 i TEUF, Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 3052/95/EF af 13. december 1995 og Rådets forordning (EF) nr. 2679/98 af 7. december 1998). Disse foranstaltninger er blevet yderligere formaliseret i forordning (EF) nr. 764/2008 om gensidig anerkendelse, der blev vedtaget i 2008 som led i de såkaldte nye retlige rammer.

D. Harmonisering af national lovgivning

Siden slutningen af 1970'erne er der blevet gjort en betydelig indsats for at harmonisere de nationale lovgivninger. Vedtagelsen af fællesskabslovgivning om harmonisering har gjort det muligt at afskaffe de hindringer, der var skabt af nationale bestemmelser, ved at gøre dem uanvendelige og fastlægge fælles regler med henblik på både at sikre den frie bevægelighed for varer og overholdelsen af andre målsætninger i EF-traktaten, f.eks. beskyttelse af miljøet og forbrugere, konkurrence osv.

Harmoniseringen blev gjort lettere med indførelsen af reglen om kvalificeret flertal, der var obligatorisk ved vedtagelse af de fleste direktiver om gennemførelsen af det indre marked (EF-traktatens artikel 95 som ændret ved Maastrichttraktaten), og med vedtagelsen af en ny metode, som blev foreslået i en hvidbog fra Kommissionen i juni 1985, og som sigter på at undgå en kostbar og detaljeret harmonisering. Det vejledende princip i den nye metode, som er baseret på Rådets afgørelse af 7. maj 1985 (stadfæstet i Rådets afgørelse af 21. december 1989 samt i Rådets afgørelse 93/465/EØF), er gensidig anerkendelse af nationale bestemmelser. Harmoniseringen bør udelukkende omfatte væsentlige krav, og den er berettiget, når nationale bestemmelser ikke kan betragtes som tilsvarende og skaber hindringer. Der er to formål med direktiver vedtaget i henhold til denne nye metode, nemlig at sikre fri bevægelighed for varer ved hjælp af teknisk harmonisering af hele sektorer og at sikre et højt niveau for beskyttelse af målene af offentlig interesse som nævnt i artikel 114, stk. 3, i TEUF (f.eks. legetøj, byggeprodukter, maskiner, gasapparater og udstyr til telekommunikationsterminaler).

E. Gennemførelse af det indre marked

Etableringen af det indre marked indebar afskaffelse af alle tilbageværende hindringer for fri bevægelighed for varer. Kommissionens hvidbog fra juni 1985 beskrev alle de fysiske og tekniske hindringer, der skulle fjernes, samt de foranstaltninger, der skulle træffes af Fællesskabet til dette formål. De fleste af disse foranstaltninger er nu blevet vedtaget. Der er imidlertid stadig behov for væsentlige reformer af det indre marked, hvis det skal leve op til den teknologiske udviklings udfordringer, hvilket er afgørende for at forbedre EU's konkurrenceevne på globale markeder.

Europa-Parlamentets rolle  

Parlamentet støttede gennemførelsen af det indre marked og har altid givet særlig opbakning til den »nye metode« til gennemførelse af den frie bevægelighed for varer ved at præcisere definitionen i en betænkning fra 1987. Det har også ydet et omfattende lovgivningsmæssigt bidrag til direktiverne om harmonisering. Parlamentet har ydet et væsentligt bidrag til pakken med nye retlige rammer, som blev vedtaget i 2008. Under forhandlingerne med Rådet lå det Parlamentet meget på sinde at sikre, at alle de involverede erhvervsdrivende i stigende grad blev ansvarlige for at sikre, at de produkter, de markedsfører, overholder reglerne og er sikre, samt at styrke CE-mærkningen yderligere ved at gøre forbrugerne mere bevidste herom. Parlamentet fortsætter sit arbejde på dette område med tilpasningspakken, der består af ni direktiver, som omfatter forskellige produkter, herunder elevatorer, pyrotekniske artikler og sprængstoffer.

I Parlamentets beslutning af 8. marts 2011[1] anmodede det Kommissionen om at indføre et tilsynssystem for det indre marked, som skulle omfatte alle produkter (både harmoniserede og ikke-harmoniserede) gennem én lovgivningsmæssig retsakt, som omfatter både direktivet om produktsikkerhed i almindelighed og forordning (EF) nr. 765/2008 om markedsovervågning, for at opnå et højt niveau af produktsikkerhed og markedsovervågning og præcisere retsgrundlaget. Den 13. februar 2013 fremlagde Kommissionen på Parlamentets anmodning produktsikkerheds- og markedsovervågningspakken, som sigter mod at forbedre markedsovervågningsordningerne i medlemsstaterne. Pakken består af nye håndhævelsesregler for det indre marked for varer, som vil gøre det muligt for de nationale markedsovervågningsmyndigheder at håndhæve lovgivningen og sikre en bedre og mere omfattende forbrugerbeskyttelse. Myndighederne vil navnlig bedre kunne opspore usikre produkter, samtidig med at reglerne om forbrugerproduktsikkerhed forenkles og samles i et enkelt stykke lovgivning.

De tre vigtigste dele af pakken er:

  1. et forslag til en ny forordning om forbrugerproduktsikkerhed
  2. et forslag til en samlet forordning om markedsovervågning af produkter, der samler og forenkler den eksisterende fragmenterede lovgivning
  3. en flerårig markedsovervågningsplan med 20 individuelle aktioner, som Kommissionen vil gennemføre inden for de kommende tre år.

Sammen med princippet om gensidig anerkendelse spiller standardisering en central rolle for et velfungerende indre marked. Harmoniserede europæiske standarder bidrager til at sikre fri bevægelighed for varer i det indre marked og gøre det muligt for virksomhederne i EU at blive mere konkurrencedygtige. Disse standarder er med til at beskytte de europæiske forbrugeres sundhed og sikkerhed og bidrager også til miljøbeskyttelsen. Med henblik på at styrke indholdet af standardiseringsreformen vedtog Parlamentet en beslutning den 21. oktober 2010[2], hvori det opfordrede til, at man bevarer standardiseringssystemets mange vellykkede elementer, forbedrer det og skaber den rette balance mellem de nationale, europæiske og internationale dimensioner. Parlamentet gjorde endvidere gældende, at det er afgørende at tilføje princippet om »passende repræsentation«, da det, når det gælder den offentlige interesse, er af største vigtighed at inddrage alle de berørte parters holdninger på behørig vis, især i udviklingen af standarder til støtte for EU's lovgivning og politikker.

Den 25. oktober 2012 vedtog Parlamentet og Rådet forordning (EU) nr. 1025/2012 om europæisk standardisering, som moderniserede og forbedrede mekanismen for fastlæggelse af europæiske standarder.

I den syvende valgperiode afsluttedes den lovgivningsmæssige revision af ni direktiver i tilpasningspakken på områder som lavspændingsudstyr, elektromagnetisk kompatibilitet, ikke-automatiske vægte, måleinstrumenter, eksplosivstoffer til civil brug, materiel og sikringssystemer til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære, pyrotekniske artikler og simple trykbeholdere samt direktiver om trykbærende udstyr og radioudstyr. Parlamentet færdiggjorde også det lovgivningsmæssigt arbejde med: forordningen om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer, etikettering og mærkning af tekstilprodukters fibersammensætning, to- og trehjulede køretøjers og quadricyklers sikkerhed og miljøresultater samt direktivet om fritidsfartøjer og personlige fartøjer (som forbedrede sikkerheden som følge af en bedre kategorisering af fartøjer)[3]. I den ottende valgperiode videreføres denne indsats gennem arbejdet med forordninger om tovbaneanlæg, apparater, der forbruger gasholdigt brændstof, medicinsk udstyr og personlige værnemidler. Parlamentet har med held afsluttet arbejdet med eCall-forordningen[4] og afgørelsen om interoperabilitetsløsninger for europæiske offentlige forvaltninger, virksomheder og borgere (IAS2)[5]. I forbindelse med den cirkulære økonomi arbejder Parlamentet for øjeblikket med lovgivning om tilgængeliggørelse på markedet af CE-mærkede gødningsprodukter[6].

Parlamentet er enig i, at der er et behov for et tættere samarbejde mellem EU-myndigheder og nationale myndigheder med det formål at forbedre EU-lovgivningens kvalitet og fastsætte, på hvilke lovgivningsområder der er behov for forenkling eller kodificering som led i virkeliggørelsen af målet om at styrke indsatsen for at sikre bedre lovgivning, hurtig gennemførelse i national lovgivning og korrekt gennemførelse. Parlamentet opfordrer også de andre institutioner til, når det er muligt, at støtte samregulering og frivillige aftaler i overensstemmelse med det samme princip om bedre lovgivning.

Den seneste forskning viser, at den igangværende Brexit-proces vil skabe betydelig usikkerhed og negative konsekvenser for det indre marked og de europæiske borgeres rettigheder.[7] Parlamentet skal spille en central rolle med hensyn til at sikre, at der er demokratisk legitimitet og respekt for borgernes rettigheder i denne proces.[8]

[1]EUT C 199 E af 7.7.2012, s. 1. 
[2]EUT C 70 E af 8.3.2012, s. 56. 
[3]Der kan findes mere detaljerede oplysninger i en undersøgelse, som blev udarbejdet for Parlamentets Udvalg om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse med titlen »EU Mapping: Overview of IMCO related legislation«: http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2015/536317/IPOL_STU(2015)536317_EN.pdf 
[4]Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/758 af 29. april 2015 om typegodkendelseskrav for indførelse af et køretøjsmonteret eCall-system, der er baseret på 112-tjenesten, og om ændring af direktiv 2007/46/EF (EUT L 123 af 19.5.2015, s. 77). 
[5]Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om indførelse af et program om interoperabilitetsløsninger for europæiske offentlige myndigheder, virksomheder og borgere (ISA2). Interoperabilitet som et middel til at modernisere den offentlige sektor (EØS-relevant tekst) (COM(2014) 0367), http://ec.europa.eu/isa/documents/isa_2_proposal_en.pdf 
[6]Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af regler om tilgængeliggørelse på markedet af CE-mærkede gødningsprodukter og om ændring af forordning (EF) nr. 1069/2009 og (EF) nr. 1107/2009 (COM(2016) 0157).  
[7]Eeckhout P., The Consequences of Brexit for the Customs Union and the Internal Market Acquis for Goods, 2017, http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/BRIE/2017/602053/IPOL_BRI(2017)602053_EN.pdf 
[8]Stoll P-T., The Role and Powers of the European Parliament in the Brexit Process, 2017, http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/IDAN/2017/602054/IPOL_IDA(2017)602054_EN.pdf 

Mariusz Maciejewski