Kommunikation til en overkommelig pris for virksomheder og forbrugere

Informations- og kommunikationsteknologi (IKT) og data- og internetadgangstjenester er trådt i stedet for traditionelle telefonitjenester som nøgleprodukter for både forbrugere og virksomheder. I dag er stadig mere audiovisuelt indhold tilgængeligt som en tilkøbsmulighed, og 4G- og 5G-internetforbindelser oplever en eksponentiel vækst. Som følge heraf har EU indført en lovgivningsramme for telekommunikation, der omfatter fastnettelekommunikation og trådløs telekommunikation, internet, tv- og radiotjenester samt transmissionstjenester, via en række regler, som gælder i alle EU-medlemsstaterne.

Retsgrundlag

Da traktaterne ikke giver EU nogen direkte beføjelser på området for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, er retsgrundlaget på dette område i stedet blevet etableret på grundlag af forskellige artikler i TEUF. Medievarer og medietjenesteydelser har en kompleks karakter, eftersom de hverken kan defineres som udelukkende kulturelle varer eller som rent økonomiske varer, og følgelig har det været nødvendigt at udarbejde politikker med udgangspunkt i dette retsgrundlag. EU kan træffe relevante foranstaltninger inden for rammerne af sine sektorspecifikke og horisontale politikker, som f.eks.: industripolitikken (artikel 173 i TEUF), konkurrencepolitikken (artikel 101-109 i TEUF), handelspolitikken (artikel 206 og 207 i TEUF), de transeuropæiske net (TEN) (artikel 170-172 i TEUF), forskning, teknologisk udvikling og rummet (artikel 179-190 i TEUF), tilnærmelse af lovgivningerne med hensyn til teknologisk harmonisering eller anvendelse af lignende teknologiske standarder (artikel 114 i TEUF), frie varebevægelser (artikel 28, 30 og 34-35 i TEUF), den frie bevægelighed for personer, tjenesteydelser og kapital (artikel 45-66 i TEUF), uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom og sport (artikel 165 og 166 i TEUF) og kultur (artikel 167 i TEUF).

Mål

I forlængelse af Lissabonstrategien betragtes den digitale dagsorden for Europa[1] som et af de syv flagskibsinitiativer i Europa 2020-strategien, som Kommissionen har vedtaget. Den digitale dagsorden for Europa blev offentliggjort i maj 2010 og har til formål at definere den centrale katalysatorrolle, som brugen af IKT skal spille, hvis det skal lykkes EU at nå sine ambitiøse mål for 2020. I Europa 2020-strategien understreges det, at udbygningen af bredbåndsnet er et vigtigt middel til at tilvejebringe kommunikationsmidler til en overkommelig pris for virksomheder og forbrugere. Den nuværende lovgivningsmæssige ramme for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester er derfor baseret på tre hovedmål: fremme af konkurrence, forbedring af markedets funktion og garanti for grundlæggende brugerrettigheder. Det overordnede mål er gennem fremme af konkurrence at give EU-forbrugere mulighed for at nyde godt af et større udvalg af innovative tjenester af høj kvalitet til overkommelige priser. Reglerne er enkle, fleksible og teknologineutrale og sigter mod deregulering på længere sigt.

Resultater

De gældende reguleringsrammer for telekommunikation, der består af en pakke af direktiver og forordninger, blev vedtaget i september 2016 for at tage højde for den hurtige udvikling i sektoren og harmonisere reglerne for både den egentlige regulering af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og de relevante gennemførelsesprocedurer.

  • Den 14. september 2016 foreslog Kommissionen i sin meddelelse »Konnektivitet med henblik på et konkurrencedygtigt digitalt indre marked — På vej mod et europæisk gigabitsamfund«, at Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget skulle undersøge dens forslag om at revidere eksisterende mål og lovgivning om elektronisk telekommunikation.
  • Omkostningerne ved elektronisk kommunikation er nu lavere[2], eftersom roamingtaksterne for data, opkald og SMS er blevet afskaffet for EU-borgere, der rejser i eller uden for EU. Siden juni 2017 har priserne været lavere for både borgere og besøgende takket være reglerne for roaming til hjemmetakst og gratis wi-fi-hotspots, der er til rådighed for borgere og besøgende i offentlige rum i hele Europa via WiFi4EU[3].
  • Bedre beskyttelse af forbrugere og virksomheder er sikret gennem vedtagelsen af lovgivning om beskyttelse af privatlivets fred (direktiv 2009/136/EF[4]) og databeskyttelse (direktiv 95/46/EF[5]), som er blevet forstærket yderligere med den nye lovgivningsmæssige ramme om databeskyttelse (forordning (EU)2016/679[6] og direktiv (EU) 2016/680), gennem styrkelsen af mandatet for Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA)[7], gennem vedtagelsen af direktiv (EU) 2016/1148 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen[8], gennem styrkelsen af retten til at skifte fastnet- eller mobiltelefonudbyder inden for én arbejdsdag og samtidig bevare sit gamle telefonnummer, dvs. nummerportabilitet (direktiv 2009/136/EF), og gennem indførelsen af det fælleseuropæiske alarmnummer »112« , (direktiv 2009/136/EF), hotlinenummeret »116000« for forsvundne børn, hotlinenummeret »116111«, der tilbyder telefonrådgivning til børn, og hotlinenummeret »116123«, der tilbyder følelsesmæssig støtte, samt en onlineplatform til tvistbilæggelse mellem forbrugere og onlineforhandlere[9].
  • Bedre adgang til telekommunikation blev sikret gennem medtagelse af lovgivning, der skal stimulere konkurrencen med klare og inklusive regler, bedre kvalitet, bedre priser og flere tjenester (den europæiske kodeks for elektronisk kommunikation), gennem investeringer i bredbåndsnet til støtte for højhastighedsinternet, gennem støtte til trådløse teknologier, som f.ekstk. 3G og LTE, via radiofrekvenspolitikprogrammet og gennem harmonisering af anvendelsen af 470-790 MHz-frekvensbåndet i Unionen med henblik på at oprette en gigabitkonnektivitet for alle vigtige socioøkonomiske drivkræfter[10].

Med henblik på at fremme ensartethed på tværs af de nationale forskriftsprocedurer for telekommunikation sikrer Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) (forordning (EU) 2018/1971[11]) samarbejde mellem de nationale tilsynsmyndigheder og Kommissionen for at fremme bedste praksis og fælles tilgange og samtidig undgå uensartet lovgivning, der kunne risikere at forvride konkurrencen på det indre marked for telekommunikation. Denne ajourførte lovgivning pålægger de nationale tilsynsmyndigheder at fremme konkurrencen inden for udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og opstiller de principper, der understøtter deres aktiviteter: uafhængighed, upartiskhed og gennemsigtighed og klageadgang. For så vidt angår frekvensforvaltning fastsættes der politiske retningslinjer og mål for den strategiske planlægning og harmonisering af radiofrekvenser i det flerårige radiofrekvenspolitikprogram. Dette sikrer et velfungerende indre marked på de af EU's politikområder, hvor der anvendes frekvenser, f.eks. politikker for elektronisk kommunikation, forskning, teknologisk udvikling og rummet, transport, energi og det audiovisuelle område.

Europa-Parlamentets rolle

Parlamentet arbejder for en solid og avanceret IKT-politik og har deltaget meget aktivt i vedtagelsen af lovgivning på dette område med henblik på at øge fordelene for forbrugere og virksomheder. Det har derfor vedvarende bidraget til at bevare fokus på IKT-spørgsmål gennem vedtagelse af initiativbetænkninger, forespørgsler til mundtlig og skriftlig besvarelse, undersøgelser[12], workshops[13], udtalelser og beslutninger og ved at opfordre til en bedre samordning af de nationale tiltag til udvikling af fælleseuropæiske tjenester og EU-støtte til telekommunikation.

Parlamentet har mindet om, at det er nødvendigt at anvende frekvenserne fra »digitaliseringsdividenden« for at sørge for bredbånd til alle EU-borgere, og har understreget, at der er behov for yderligere foranstaltninger for at kunne sikre almen adgang til hurtigt bredbånd og sikre, at alle borgere og forbrugere besidder IT-kundskaber og -kompetencer[14]. Parlamentet understreger ligeledes, at internetsikkerheden er vigtig[15] for at sikre en solid beskyttelse af privatlivets fred og andre grundlæggende frihedsrettigheder for forbrugere og virksomheder i det digitale miljø. Parlamentet går samtidig kraftigt ind for teknologisk neutralitet, »netneutralitet« og »netfrihed« for alle EU-borgere samt for foranstaltninger vedrørende adgangen til eller brugen af tjenester og applikationer via telekommunikationsnet på basis af respekt for borgernes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder. Sådanne foranstaltninger skal samtidig sikre, at internettjenesteudbydere ikke forringer brugernes muligheder for at få adgang til indhold og applikationer og/eller benytte tjenester efter eget valg[16].

Parlamentet konsoliderer systematisk disse garantier gennem lovgivning. Det spiller en central rolle, når det gælder fjernelse af hindringer på det digitale indre marked og tilpasning af EU's regler for telekommunikation til digitale datadrevne produkter og tjenester i dag med henblik på at øge de digitale fordele for forbrugere og virksomheder. Parlamentet har derfor forbedret dataadgang og -overførsel for alle ved at fastsætte standarder for netneutralitet, harmonisere anvendelsen af 470-790 MHz-frekvensbåndet, støtte gratis wi-fi-forbindelser for alle i byer og landsbyer (Wifi4EU), investere i højtydende databehandlingstjenester og forskningscloudtjenester (europæisk åben videnskabscloud) og afskaffe roamingtakster, f.eks. gennem »roaming til hjemmetakst«.[17]. Parlamentet har indledt og færdiggjort vigtigt lovgivningsarbejde for at fremme e-handel for forbrugere og virksomheder i EU, navnlig for SMV'er. Eksempler herpå er direktiv 2014/61/EU om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation[18] og forordning (EU) nr. 910/2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked[19], der skal lette elektronisk handel[20]. I tråd med Kommissionens forslag har Parlamentet støttet moderniseringen af ophavsretsregler og ajourføringen af EU's regler for audiovisuelle medietjenester.

Derudover har Parlamentet med succes afsluttet det lovgivningsmæssige arbejde med at reformere databeskyttelse. Den 27. april 2016 blev direktiv (EU) 2016/680[21] vedtaget for at sikre en effektiv beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger som en grundlæggende rettighed. Parlamentet og Rådet har endvidere vedtaget forordning (EU) 2016/679[22] om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger. For nylig stemte Parlamentets Udvalg om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBE) for reglerne om respekt for privatliv og beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med elektronisk kommunikation for at fremme erhvervslivet[23]. Parlamentet er i gang med et omfattende lovgivningsarbejde om de forslag, der er blevet fremlagt som opfølgning på strategien for det digitale indre marked og beslutningen »På vej mod en akt for det digitale indre marked«[24], og som bl.a. omhandler uberettiget geoblokering[25], grænseoverskridende pakkelevering[26], grænseoverskridende mobile onlineindholdstjenester[27], en revision af forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde[28], audiovisuelle medietjenester[29], fri udveksling af andre data end personoplysninger[30], aftaler om onlinesalg og andre former for fjernsalg af varer[31] og aftaler om levering af digitalt indhold[32]. Parlamentet vedtog for nylig en beslutning om internetkonnektivitet med henblik på vækst, konkurrencedygtighed og samhørighed: et europæisk gigabitsamfund og 5G[33] for at fremme tidsplanen for anvendelse af 5G og forbedre forbindelsesmulighederne for forbrugere og virksomheder.

 

[1]Det digitale indre marked — http://ec.europa.eu/digital-agenda/
[2]EUT L 172 af 30.6.2012, s. 10. EU-retten har bidraget til et fald i priserne på telekommunikationstjenester på ca. 30 % i løbet af det seneste årti.
[3]Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1316/2013 og forordning (EU) nr. 283/2014 for så vidt angår fremme af internetkonnektivitet i lokalsamfund (COM(2016)0589).
[4]EUT L 337 af 18.12.2009, s. 11.
[5]EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.
[6]EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1.
[7]Oprettet ved forordning (EF) nr. 460/2004, EUT L 77 af 13.3.2004, s. 1. Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 16. april 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA), EUT C 45 af 5.2.2016, s. 102.
[8]EUT L 194 af 19.7.2016, s. 1.
[10]EUT L 138 af 25.5.2017, s. 131.
[11]EUT L 321 af 17.12.2018, s. 1.
[14]EUT C 81 E af 15.3.2011, s. 45.
[15]EUT C 332 E af 15.11.2013, s. 22.
[16]EUT C 153 E af 31.5.2013, s. 128.
[17]EUT L 310 af 26.11.2015, s. 1.
[18]EUT L 155 af 23.5.2014, s. 1.
[19]EUT L 257 af 28.8.2014, s. 73.
[20]COM (2017)0228 — ikke længere i kraft
[21]EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89.
[22]EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1.
[24]EUT C 11 af 12.1.2018, s. 55.
[27]COM(2015)0627.
[29]COM(2016)0287.
[31]COM(2015)0635.
[32]COM(2015)0634.
[33]EUT C 307 af 30.8.2018, s. 144.

Mariusz Maciejewski / Frédéric Gouardères