Et af de vigtigste mål med Europa 2020-strategien er at skabe flere og bedre job. Den europæiske beskæftigelsesstrategi med dens overvågningsproces og tilknyttede finansieringsinstrumenter bidrager til en »blød samordning«. EU-retten er relevant på visse områder, selv om ansvaret for beskæftigelse og social- og arbejdsmarkedspolitikken primært ligger hos de nationale regeringer.

Retsgrundlag

Artikel 3, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 8-10, 145-150, 156-159 og 162-164 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

Mål

Blandt de vigtige principper, mål og aktiviteter, der er fastsat i TEUF, er fremme af et højt beskæftigelsesniveau gennem udviklingen af en samordnet strategi, især med hensyn til skabelse af en velkvalificeret, veluddannet og smidig arbejdsstyrke og arbejdsmarkeder, som er i stand til at reagere på økonomiske forandringer. Ifølge den horisontale klausul i artikel 9 i TEUF skal målsætningen om et højt beskæftigelsesniveau tages med i overvejelserne om udformningen og gennemførelsen af Unionens politikker og aktiviteter.

Resultater

A. Fra de tidlige stadier (1950'erne til 1990'erne) til Europa 2020-strategien

Så tidligt som i 1950'erne nød arbejdstagerne godt af »omstillingsstøtten« i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF). Der blev ydet støtte til arbejdstagere i kul- og stålsektoren, hvis arbejdspladser var truet af industriel omstrukturering. Den Europæiske Socialfond (ESF) (2.3.2 Den Europæiske Socialfond), som blev oprettet i starten af 1960'erne, var det vigtigste våben til bekæmpelse af arbejdsløshed.

I 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne fokuserede handlingsprogrammerne for beskæftigelse på særlige målgrupper, og der blev etableret en række overvågnings- og dokumentationssystemer.

I en situation med høj ledighed i de fleste EU-lande blev der med hvidbogen om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse (1993) igangsat en debat om EU's økonomi- og beskæftigelsesstrategi, idet spørgsmålet om beskæftigelse for første gang blev sat øverst på EU's dagsorden.

Det nye afsnit om beskæftigelse i Amsterdamtraktaten, som trådte i kraft i maj 1999, dannede grundlaget for oprettelsen af den europæiske beskæftigelsesstrategi og det permanente, traktatbaserede Beskæftigelsesudvalg med rådgivende status med henblik på at fremme samordningen af medlemsstaternes beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikker. Ansvaret for beskæftigelsespolitikken ligger dog fortsat primært hos medlemsstaterne. Indføjelsen i traktaten af en »social protokol« øgede inddragelsen af arbejdsmarkedets parter (2.3.7 Arbejdsmarkedsdialogen (den sociale dialog)).

I forbindelse med det ekstraordinære beskæftigelsestopmøde i Luxembourg i november 1997 lanceredes den europæiske beskæftigelsesstrategi (EBS) samt den åbne koordinationsmetode — den såkaldte Luxembourgproces — en årlig koordinations- og overvågningscyklus for nationale beskæftigelsespolitikker, som er baseret på medlemsstaternes bestræbelser på at fastlægge et sæt fælles målsætninger og mål.

Med EBS blev en høj beskæftigelse sidestillet med makroøkonomiske mål for vækst og stabilitet.

I 2000 enedes Det Europæiske Råd på sit møde i Lissabon om det nye strategiske mål om at gøre EU til »den mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi i verden«, idet fuld beskæftigelse blev gjort til et overordnet mål for beskæftigelses- og socialpolitikken, og om konkrete mål, som skulle indfries inden 2010 (Lissabonstrategien).

EBS gennemgik en revision i 2002 og blev relanceret i 2005 med fokus på vækst og beskæftigelse. Med henblik på at forenkle og strømline processerne blev der indført en flerårig tidsramme (den første cyklus var 2005-2008), og beskæftigelsesretningslinjerne blev integreret i de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker (BEPG).

Efter finanskrisen blev Europa 2020-strategien vedtaget i 2010, og det europæiske semester blev indført som mekanismen for samordning af de finansielle og økonomiske politikker.

I denne tiårige strategi for job og intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst blev der for første gang defineret en række overordnede mål, herunder:

  • arbejdsmarked: øge erhvervsfrekvensen for 20-64-årige til 75 % inden 2020
  • social inklusion og bekæmpelse af fattigdom: bringe mindst 20 millioner mennesker uden for risikoen for fattigdom og udstødelse
  • højere kvalitet og bedre resultater i uddannelsessystemerne: nedbringe andelen af elever, der går tidligt ud af skolen, til 10 % (fra 15 %) og øge andelen af 30-34-årige, der har fuldført en videregående eller tilsvarende uddannelse, til mindst 40 % (mod 31 %).

Alle fem overordnede mål skulle omsættes til nationale mål af medlemsstaterne under hensyntagen til deres relative udgangssituationer og til nationale forhold. Konsekvenserne af den finansielle krise i 2008 har imidlertid gjort det vanskeligt at opfylde strategiens mål for beskæftigelse og fattigdom.

Overvågningscyklussen for beskæftigelsespolitikkerne omfatter følgende elementer:

  • beskæftigelsesretningslinjer, som formuleres af Kommissionen og vedtages af Rådet
  • den fælles beskæftigelsesrapport, som offentliggøres af Kommissionen og vedtages af Rådet
  • planer for nationale reformprogrammer
  • landerapporter og landespecifikke henstillinger, som formuleres af Kommissionen, og sidstnævnte vedtages af Rådet.

Beskæftigelsesretningslinjerne (artikel 148 i TEUF) indeholder strategiske målsætninger for de nationale beskæftigelsespolitikker og indeholder politiske prioriteringer inden for beskæftigelse, uddannelse og social inklusion. De kombinerer politiske prioriteringer med en række aktuelle centrale elementer. Fire beskæftigelsesretningslinjer udgør en del af de 10 integrerede retningslinjer, som også indeholder seks overordnede retningslinjer for økonomiske politikker (artikel 121 i TEUF).

De seneste retningslinjer (2018) er blevet tilpasset til principperne i den europæiske søjle for sociale rettigheder (2.3.1 Social- og arbejdsmarkedspolitik: generelle principper). Efter aftale med Europa-Parlamentet er disse blevet fastholdt for 2019. De er målrettet fire områder:

  • fremme af efterspørgslen på arbejdskraft (jobskabelse, beskatning af arbejde og fastsættelse af lønninger)
  • forbedring af udbuddet af arbejdskraft og færdigheder (herunder ungdomsarbejdsløshed og langtidsledighed)
  • bedre fungerende arbejdsmarkeder (med særligt fokus på arbejdsmarkedssegmentering)
  • retfærdighed, bekæmpelse af fattigdom og fremme af lige muligheder for alle.

B. Bindende retsakter — EU-retten

På grundlag af bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde vedrørende beskæftigelse og sociale anliggender er der vedtaget en række direktiver, forordninger og afgørelser for at sikre minimumsstandarder i alle EU-medlemsstaterne på følgende områder:

  • sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen: generelle og specifikke rettigheder og forpligtelser, arbejdsudstyr, særlige risici, f.eks. farlige stoffer, kræftfremkaldende stoffer (2.3.5 Sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen)
  • lige muligheder for kvinder og mænd: ligebehandling på arbejdspladsen, graviditet, barselsorlov, forældreorlov (2.3.9 Bekæmpelse af fattigdom, social udstødelse og forskelsbehandling)
  • beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af køn, race, religion, alder, handicap og seksuel orientering (2.3.9 Bekæmpelse af fattigdom, social udstødelse og forskelsbehandling)
  • Arbejdsvilkår: deltidsarbejde, tidsbegrænset ansættelse, arbejdstid, ansættelse af unge, information og høring af arbejdstagerne (2.3.6 Arbejdstagernes ret til information, høring og deltagelse og 2.3.7 Arbejdsmarkedsdialogen (den sociale dialog)).
  • Støttetjenester: Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 573/2014/EU af 15. maj 2014 om øget samarbejde mellem offentlige arbejdsformidlinger.

Derudover støtter EU-lovgivningen de grundlæggende frihedsrettigheder med hensyn til fri bevægelighed for personer, tjenesteydelser og kapital inden for EU (det indre marked):

  • arbejdskraftens frie bevægelighed: ligebehandling, adgang til sociale ydelser (2.1.5 Arbejdskraftens frie bevægelighed)
  • udstationering af arbejdstagere: varighed, vederlag, omfattede sektorer (2.1.13 Udstationering af arbejdstagere)

C. Samordning gennem henstillinger og andre politiske initiativer:

Ud over den såkaldte »hårde lovgivning«, der er anført ovenfor, bidrager yderligere foranstaltninger til at øge samordningen mellem EU's medlemsstater gennem »blød lovgivning«. Sidstnævnte omfatter Rådets henstillinger, som er ikkebindende retsakter, og andre politiske initiativer fra Kommissionens side. Disse kan have en betydelig indvirkning, hvis de forberedes, støttes og overvåges korrekt på EU-plan. Vigtige politiske initiativer på EU-plan omfatter eksempelvis.:

  • Rådets henstilling om oprettelsen af en europæisk ungdomsgaranti (april 2013), hvis mål er at sikre, at alle unge under 25 år modtager et kvalitetstilbud om beskæftigelse, videreuddannelse, en lærlingeuddannelse eller et praktikophold, inden for fire måneder efter at de er blevet arbejdsløse eller har forladt det formelle uddannelsessystem
  • den europæiske alliance for lærlingeuddannelser (lanceret i juli 2013)
  • Rådets henstilling om en kvalitetsramme for praktikophold (marts 2014)
  • Rådets henstilling om integration af langtidsledige på arbejdsmarkedet (februar 2016)
  • det europæiske solidaritetskorps (2016) for unge med fokus på at yde bistand ved naturkatastrofer eller hjælpe med at løse lokale sociale problemer
  • En ny dagsorden for færdigheder i Europa (juni 2016). Denne politiske pakke samler 10 nøgleaktioner, som skal udstyre borgerne med de færdigheder, der er behov for på arbejdsmarkedet (f.eks. Rådets henstilling af 19. december 2016 om opkvalificeringsforløb: Nye muligheder for voksne eller Rådets henstilling af 15. marts 2018 om en europæisk ramme for gode og effektive lærlingeuddannelser).

Med henblik på at forbedre arbejdsforholdene, herunder social beskyttelse og fair mobilitet, støttede alle tre EU-institutioner den europæiske sociale søjle i en fælles proklamation i november 2017 (2.3.1 Social- og arbejdsmarkedspolitik: generelle principper).

D. Støtte til EU's finansieringsinstrumenter

En række af EU's finansieringsprogrammer støtter programudvikling, foranstaltninger og kapacitetsopbygning i medlemsstaterne:

  • Den Europæiske Socialfond (ESF) støtter en bred vifte af initiativer i medlemsstaterne. Derudover besluttede Det Europæiske Råd i februar 2013 at oprette et ungdomsbeskæftigelsesinitiativ, der er rettet mod unge i alderen 15-24 år, som ikke i beskæftigelse eller under uddannelse (NEET'er) i regioner, der er særligt hårdt ramt af arbejdsløshed (2.3.2 Den Europæiske Socialfond)
  • EU-programmet for beskæftigelse og social innovation (EaSI) 2014-2020, som er vedtaget af Parlamentet og Rådet, kombinerer tre eksisterende programmer (Progress — fællesskabsprogram for beskæftigelse og social solidaritet, Eures — Den Europæiske Beskæftigelsestjeneste og Mikrofinansiering og socialt iværksætteri)
  • Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF) støtter personer, der mister deres job som følge af strukturelle ændringer i verdens handelsmønstre.

I maj 2018 offentliggjorde Kommissionen sine forslag til reviderede finansieringsinstrumenter. Disse er for øjeblikket til forhandling (2.3.2 Den Europæiske Socialfond).

Europa-Parlamentets rolle

Parlamentets rolle på dette område har udviklet sig gradvist. Siden Amsterdamtraktatens ikrafttræden skal Parlamentet høres om beskæftigelsesretningslinjerne, før de vedtages af Rådet. Derudover har den åbne koordinationsmetode styrket ikke blot Europa-Parlamentets, men også de nationale parlamenters rolle, idet de skal inddrages i fastsættelsen og gennemførelsen af nationale målsætninger.

Parlamentet har givet kraftig opbakning til Europa 2020-strategien. En række af initiativerne med sigte på bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed stammer fra Parlamentets forslag til konkrete og praktiske foranstaltninger, nemlig EU's ungdomsgaranti og minimumsstandarder for praktikophold. Siden 2010 har Parlamentet bakket kraftigt op om oprettelsen af ungdomsgarantiordningen og overvåger dens gennemførelse. I sin beslutning af 17. juli 2014 efterlyste det en retslig EU-ramme, som fastsætter minimumsstandarder for gennemførelsen af ungdomsgarantien — herunder for kvaliteten af lærepladser — som omfatter unge i alderen 25-30 år. Parlamentet støttede endvidere i sin beslutning af 29. oktober 2015 tilgangen i henstillingen om langtidsledighed. Parlamentets intensive arbejde med udvikling af færdigheder har haft en indvirkning på den nye dagsorden for færdigheder for Europa, som Kommissionen offentliggjorde i juni 2016.

I Parlamentets beslutning af 13. marts 2019 om det europæiske semester understreges det, at EU's sociale mål og forpligtelser er lige så vigtige som dets økonomiske mål. Det opfordrer til at styrke de sociale rettigheder gennem gennemførelsen af den europæiske søjle med henblik på at bekæmpe fattigdom og stigende ulighed og øge de sociale investeringer. Derudover opfordrer det Kommissionen og medlemsstaterne til at bekæmpe fattigdom blandt personer i arbejde. Endelig understreger Parlamentet, at der er behov for en bedre regulering af nye former for arbejde og for at give universel adgang til tilstrækkelig alderspension.

 

Susanne Kraatz