Direkte beskatning: Person- og selskabsbeskatning

Direkte beskatning er ikke direkte reguleret i EU-lovgivningen. Alligevel fastlægger flere direktiver og EU-Domstolens retspraksis harmoniserede standarder for selskabsskat og beskatning af privatpersoner. Desuden er der truffet foranstaltninger med henblik på at forhindre skattesvig og dobbeltbeskatning i EU.

Retsgrundlag

Der er ingen bestemmelser i EU-traktaten, der udtrykkeligt omhandler lovgivningsmæssige beføjelser på området for direkte beskatning. Lovgivningen om selskabsbeskatning har sædvanligvis været baseret på artikel 115 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), der giver Unionen beføjelse til at udstede direktiver om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, som direkte påvirker det indre marked. Disse kræver enstemmighed og anvendelse af høringsproceduren.

Artikel 65 i TEUF (fri bevægelighed for kapital) tillader medlemsstaterne at differentiere mellem skatteydere, hvis situation er forskellig med hensyn til bopælssted eller med hensyn til det sted, hvor deres kapital er investeret. I 1995 fastslog Domstolen dog (sag C-279/93), at artikel 45 i TEUF finder umiddelbar anvendelse inden for beskatning og social sikkerhed. Denne artikel fastsætter, at arbejdskraftens frie bevægelighed forudsætter »afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling […] for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår«. I henhold til artikel 110-113 i TEUF er medlemsstaterne forpligtet til at indgå i forhandlinger om afskaffelse af dobbeltbeskatning i EU. Artikel 55 i TEUF forbyder forskelsbehandling for så vidt angår kapitalanbringelser i selskaber. De fleste ordninger vedrørende direkte beskatning falder imidlertid uden for EU-lovgivningens rammer. Et omfattende netværk af bilaterale skatteaftaler, der både vedrører medlemsstater og tredjelande, dækker beskatning af indkomststrømme på tværs af grænserne.

Mål

Der er to specifikke mål, nemlig forebyggelse af skattesvig og afskaffelse af dobbeltbeskatning. Generelt kan det være berettiget med en vis harmonisering af selskabsbeskatningen for at forhindre konkurrenceforvridning (navnlig når det gælder investeringsafgørelser) samt for at undgå »skattekonkurrence« og indsnævre spillerummet for manipulerende regnskabsførelse.

Resultater

A. Selskabsbeskatning

Forslag om at harmonisere selskabsskatten har være drøftet i flere årtier (1962: Neumark-rapporten, 1970: Van den Tempel-rapporten og 1975: direktivforslaget om harmonisering af skattesatserne på mellem 45 % og 55 %). I 1980 meddelte Kommissionen, at dette harmoniseringsforsøg var udsigtsløst (COM(80)0139) og koncentrerede sig om de foranstaltninger, der var nødvendige for at fuldstændiggøre det indre marked. I »Retningslinjer for selskabsbeskatning« fra 1990 (SEC(90)0601) blev tre forslag vedtaget (fusionsdirektivet 90/434/EØF, nu direktiv 2009/133/EF, direktivet om moder- og datterselskaber 90/435/EØF, nu direktiv 2011/96/EU, og Voldgiftskonventionen 90/436/EØF). Eksemplet med direktivforslaget fra 1991 om en fælles beskatningsordning for renter og royalties, der betales mellem moder- og datterselskaber i forskellige medlemsstater, illustrerer den ofte meget langvarige karakter af forhandlingerne med medlemsstaterne. Til trods for en ændring og uagtet en positiv udtalelse fra Europa-Parlamentet herom trak Kommissionen forslaget tilbage som følge af manglende enighed i Rådet. Som led i »Montipakken« blev der i 1998 forelagt en ny udgave, der efterfølgende blev vedtaget som direktiv 2003/49/EF.

I 1991 nedsattes desuden Rudingudvalget af uafhængige eksperter. Dets rapport anbefalede et handlingsprogram med det formål at afskaffe dobbeltbeskatning, harmonisere selskabsskatten og sikre fuld gennemsigtighed i de forskellige skattebegunstigelsesordninger, som medlemsstaterne tilbyder for at fremme investeringer. Kommissionen fremsatte en række forslag, som senere blev trukket tilbage.

I 1996 iværksatte Kommissionen en ny strategi til løsning af beskatningsspørgsmålet. På selskabsskatteområdet var det vigtigste resultat adfærdskodeksen for erhvervsbeskatning, der blev vedtaget som en rådsresolution i 1998. Rådet nedsatte en adfærdskodeksgruppe (Primarologruppen), der skulle undersøge sager om urimelig erhvervsbeskatning. I 2001 udarbejdede Kommissionen »en analytisk undersøgelse af selskabsbeskatningen i Det Europæiske Fællesskab« (SEC(2001)1681). I en ledsagende meddelelse fra Kommissionen (COM(2001)0582) blev det slået fast, at det største problem for virksomhederne var, at de skulle tilpasse sig forskellige nationale regelsæt på det indre marked. Kommissionen foreslog forskellige metoder til at skabe et konsolideret beskatningsgrundlag for virksomheders aktiviteter overalt i EU: en hjemstatsbeskatning, et valgfrit fælles konsolideret beskatningsgrundlag (FKSSG), en europæisk selskabsskat og et obligatorisk fuldt harmoniseret beskatningsgrundlag. I 2004 blev der nedsat en arbejdsgruppe, hvis resultater indgik i Kommissionens forslag (COM(2011)0121). Det foreslåede »fælles konsoliderede selskabsskattegrundlag« (FKSSG) ville betyde, at virksomheder kunne drage nytte af et system med en central instans, som de kunne indgive deres anmodninger om skatterefusion til. Endvidere kunne de konsolidere alle deres overskud og underskud inden for EU. Medlemsstaterne ville få den fulde kompetence til at fastsætte deres egne selskabsskatter. I april 2012 vedtog Europa-Parlamentet sin lovgivningsmæssige beslutning om dette forslag. Med henblik på at sætte skub i forhandlingerne med Rådet fremlagde Kommissionen i juni 2015 en strategi for relancering af FKSSG-forslaget i 2016. Kommissionen valgte en totrinsproces, som adskiller komponenterne fælles beskatningsgrundlag og konsolidering, med to indbyrdes forbundne lovgivningsforslag om henholdsvis et fælles selskabsskattegrundlag (FSSG) og om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag (FKSSG). Selv om det ville kræve, at FKSSG gøres obligatorisk, vil der indgå bestemmelser om en indfasning heraf. Det reformerede forslag, som er tilpasset, så det tager højde for det arbejde, der er udført af OECD, vil også kunne tackle skatteundgåelse ved at lukke reguleringsmæssige huller mellem de nationale systemer og dermed sætte en stopper for almindelige skatteundgåelsesordninger. I marts 2018 fremsatte Kommissionen forslag til to rådsdirektiver, som har til formål at sikre en retfærdig beskatning af virksomheder, der tilbyder digitale tjenester.

B. Rimelig beskatning, skattegennemsigtighed og foranstaltninger til bekæmpelse af skatteundgåelse og skadelig skattekonkurrence

Under den finansielle krise, der begyndte i 2008, skiftede fokus til bekæmpelsen af skatteundgåelse og til ensartet beskatning af virksomheder. Øget gennemsigtighed betragtes som én af måderne, hvorpå man kan opnå dette, jf. pakken om gennemsigtighed på skatteområdet fra marts 2015, som omfattede Rådets direktiv om obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet (direktiv (EU) 2015/2376) og meddelelsen om gennemsigtighed på skatteområdet til bekæmpelse af skatteunddragelse og skatteundgåelse (COM(2015)0136). I 2015 vedtog Kommissionen en handlingsplan for et fair og effektivt system for selskabsbeskatning i Den Europæiske Union (COM(2015)0302) med henblik på en reform af beskatningsrammen for virksomheder i EU for at bekæmpe skattemisbrug, sikre indtægter af varig karakter og skabe et bedre miljø for virksomhederne på det indre marked. I januar 2016 præsenterede Kommissionen sin foranstaltningspakke til bekæmpelse af skatteundgåelse, som bl.a. omfattede et forslag til Rådets direktiv om regler til bekæmpelse af metoder til skatteundgåelse, der direkte påvirker det indre markeds funktionsmåde (vedtaget i juli 2016). I april 2016 foreslog Kommissionen en ændring af direktiv 2013/34/EU for så vidt angår offentliggørelse af selskabsskatteoplysninger for visse virksomheder og filialer. Forslaget pålægger multinationale selskaber at offentliggøre visse dele af de oplysninger, der er indberettet til skattemyndighederne. I juni 2017 foreslog Kommissionen nye gennemsigtighedsregler for formidlere (f.eks. konsulentfirmaer, banker, jurister, skatterådgivere), der udformer eller sælger potentielt skadelige skatteordninger, som følge af en anmodning om et lovgivningsmæssigt forslag i Parlamentets beslutning (TAXE 2). Dette forslag blev derefter vedtaget af Rådet i maj 2018. I december 2017 offentliggjorde Rådet den første EU-liste over ikkesamarbejdsvillige jurisdiktioner. Denne liste vil løbende blive ajourført.

Medlemsstaternes skattesystemer skal være i overensstemmelse med EU's regler om statsstøtte. I forbindelse med Kommissionens igangværende undersøgelse af skatteafgørelser for så vidt angår visse virksomheder, nedsatte Europa-Parlamentet midlertidigt Det Særlige Udvalg om Afgørelser i Skattespørgsmål og Andre Foranstaltninger af Lignende Art eller med Lignende Virkning (TAXE-udvalget) og det efterfølgende TAXE 2-udvalg. TAXE 2-udvalgets mandat udløb i august 2016.

C. Beskatning af små og mellemstore virksomheder

Siden 2001 har Kommissionen været i gang med projektet »hjemstatsbeskatning« for SMV'er, der giver SMV'erne mulighed for at beregne deres overskud (også fra andre medlemsstater) efter de beskatningsregler, de kender fra deres hjemstat. Hvad angår fjernelse af skattemæssige hindringer i forbindelse med grænseoverskridende risikokapital blev der nedsat en ekspertgruppe, som fremlagde sin rapport i 2010.

D. Personbeskatning

1. Indkomstskat

Beskatning af personer, som arbejder i eller får pension fra én medlemsstat, men bor eller har slægtninge, som de forsørger, i en anden medlemsstat, har altid været et stridsspørgsmål. Bilaterale aftaler kan som regel forhindre dobbeltbeskatning, men spørgsmål som anvendelse af forskellige skattelettelsesordninger i hjemlandet på indtægter i beskæftigelseslandet har ikke kunne løses ad den vej. For at sikre ligebehandling mellem bosiddende og ikkebosiddende foreslog Kommissionen et direktiv om harmonisering af bestemmelserne for indkomstskat med henblik på arbejdskraftens frie bevægelighed (COM(79)0737), ifølge hvilket det var beskatningen i hjemlandet, der skulle være gældende. Efter at forslaget var blevet forkastet af Rådet, blev det trukket tilbage, og Kommissionen udsendte blot en henstilling om de principper, der skulle gælde for skattebehandling af ikkebosiddende personers indkomst. Derudover er der blevet indledt sager mod visse medlemsstater på grund af forskelsbehandling af udenlandske arbejdstagere. Domstolen fastslog i 1993 (i sag C-112/91), at en medlemsstat ikke må behandle EU-borgere fra en anden medlemsstat dårligere end sine egne statsborgere ved opkrævning af direkte skatter (se sag C-279/93). Generelt kan man således sige, at harmoniseringen med hensyn til direkte personbeskatning snarere har udviklet sig igennem Domstolens domme end igennem lovgivningsmæssige forslag. I oktober 2017 vedtog Rådet et direktiv (direktiv (EU) 2017/1852), der tager sigte på at forbedre de eksisterende mekanismer til bilæggelse af tvister om dobbeltbeskatning i EU.

2. Beskatning af bankrenter og andre renter, der udbetales til ikkebosiddende personer

I princippet skal skatteydere opføre skattepligtige renter på deres selvangivelser. I praksis har den fri bevægelighed for kapital sammen med bankhemmeligheden skabt mulighed for skatteunddragelse. Nogle medlemsstater opkræver kildeskat af renteindtægter. I 1989 foreslog Kommissionen at indføre en fælles ordning for kildeskat af renteindtægter med en skattesats på 15 %. Dette forslag blev efterfølgende trukket tilbage og erstattet med et nyt forslag om sikring af en reel minimumsbeskatning af renteindtægter fra opsparing (med en skattesats på 20 %). Efter langvarige forhandlinger nåede man frem til et kompromis, og Rådets direktiv 2003/48/EF om beskatning af renteindtægter blev vedtaget. Det er siden blevet erstattet med det mere vidtrækkende direktiv 2014/107/EU, som sammen med direktiv 2011/16/EU indeholder bestemmelser om omfattende udveksling af oplysninger mellem skattemyndighederne.

Europa-Parlamentets rolle

Ved forslag, der vedrører beskatning, er Parlamentets rolle som regel begrænset til høringsproceduren. Parlamentet har i sine beslutninger stort set støttet alle Kommissionens forslag vedrørende både selskabsskat og direkte personbeskatning, men går ind for en udvidelse af anvendelsesområdet.

Parlamentet udarbejder »årlige skattebetænkninger«. Den første af disse, som blev understøttet af en workshop, blev vedtaget i februar 2012. Den omhandler navnlig spørgsmål i forbindelse med dobbeltbeskatning. I skattebetænkningen fra 2015 fordømte Parlamentet aggressiv skattepolitik og gjorde sig til fortaler for en fælles tilgang med henblik på at bekæmpe skattesvig og -undgåelse mere effektivt og tilvejebringe forbedrede rammer for et velfungerende indre marked.

Som opfølgning på arbejdet i de midlertidige Særlige Udvalg om Afgørelser i Skattespørgsmål og Andre Foranstaltninger af Lignende Art eller med Lignende Virkning vedtog Parlamentet to beslutninger (TAXE og TAXE 2).

Efter lækagen af Panama-papirerne i 2016 nedsatte Parlamentet et undersøgelsesudvalg (PANA-udvalget) til at undersøge påstande om overtrædelser af og fejl og forsømmelser i forbindelse med gennemførelsen af EU-retten for så vidt angår hvidvask af penge, skatteundgåelse og skatteunddragelse. I oktober 2017 vedtog PANA-udvalget sin endelige undersøgelsesberetning. I december 2017 vedtog Parlamentet en henstilling til Rådet og Kommissionen efter undersøgelsesudvalgets arbejde.

Parlamentet nedsatte i marts 2018 Det Særlige Udvalg om Økonomisk Kriminalitet, Skatteunddragelse og Skatteundgåelse (TAX3), hvis mandat i en vis udstrækning er udvidet. Som følge af arbejdet i TAX3-udvalget vedtog Parlamentet en betænkning i marts 2019.

 

Dražen Rakić