Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) indeholder i artikel 101-109 regler om konkurrencen på det indre marked. Ifølge disse regler er konkurrencebegrænsende aftaler mellem virksomheder forbudt. Virksomheder med en dominerende stilling på markedet må ikke misbruge deres stilling og dermed hindre handelen mellem medlemsstaterne. Fusioner og virksomhedsovertagelser med fællesskabsdimension kontrolleres af Kommissionen og kan i visse tilfælde forbydes. Statsstøtte, der begunstiger visse virksomheder eller visse produktioner, og som fordrejer konkurrencevilkårene, er forbudt, men kan godkendes i visse tilfælde. Konkurrencereglerne gælder også for offentlige virksomheder, offentlige tjenesteydelser og tjenesteydelser af almen interesse. Hvis opfyldelsen af målsætningerne med disse særlige ydelser er truet, kan konkurrencereglerne sættes ud af kraft.

Retsgrundlag

  • Artikel 101-109 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og protokol nr. 27 om det indre marked og konkurrence, som præciserer, at kravet om, at konkurrencen ikke forvrides, er omfattet af målsætningen for det indre marked i artikel 3 i TEU,
  • Fusionsforordningen (EF) nr. 139/2004,
  • Artikel 37, 106 og 345 i TEUF for offentlige virksomheder samt artikel 14, 59, 93, 106, 107, 108 og 114 i TEUF for offentlige tjenesteydelser, tjenesteydelser af almen interesse og tjenesteydelser af almen økonomisk interesse; protokol nr. 26 om tjenesteydelser af almen interesse samt artikel 36 i chartret om grundlæggende rettigheder.

Mål

Fællesskabets konkurrenceregler har som grundlæggende formål at sikre, at konkurrencen ikke fordrejes. En effektiv konkurrence er imidlertid ikke et mål i sig selv, men en betingelse for at gennemføre et frit og dynamisk indre marked og tjener som et af flere instrumenter til at fremme den generelle økonomiske velstand. Efter Lissabontraktatens ikrafttræden er sikring af konkurrencen mod fordrejning ikke længere nævnt udtrykkeligt i artikel 3 i TEUF, men er i henhold til protokol nr. 27 omfattet af begrebet det indre marked. Det forventes ikke, at dette medfører ændringer i praksis, for konkurrencereglerne er forblevet uændrede. Gennem mange års administrativ praksis i Kommissionen og retspraksis ved de europæiske domstole har betingelserne for konkurrencereglernes anvendelse og retsvirkningerne heraf rodfæstet sig så meget, at de kan anses for faste.

Resultater

A. Omfattende forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler (artikel 101 i TEUF)

Alle aftaler mellem virksomheder, der har til formål at eller kan hindre konkurrencen, og som kan påvirke handelen mellem medlemsstaterne (stk. 1), er forbudte og uden retsvirkning (stk. 2). Aftaler, der bidrager til at forbedre produktionen eller fordelingen af varerne eller til at fremme den tekniske eller økonomiske udvikling, kan undtages fra dette forbud, under forudsætning af at forbrugerne sikres en rimelig andel af fordelen herved, at der ikke pålægges unødvendige begrænsninger, og at konkurrencen dermed ikke udelukkes for en væsentlig del af de pågældende varer (stk. 3).

Siden den 1. maj 2004 har Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 reguleret gennemførelsen af reglerne i artikel 101 og 102 i TEUF. På grundlag heraf kan de nationale konkurrencemyndigheder og medlemsstaternes domstole selv anvende artikel 101 og 102 i TEUF. Direktiv (EU) 2019/1 om styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheder har til formål at styrke de nationale konkurrencemyndigheders evne til at håndhæve EU's konkurrencelovgivning mere effektivt. Det sikrer, at der gælder samme retsgrundlag for de nationale konkurrencemyndigheder inden for rammerne af deres samarbejde med Det Europæiske Konkurrencenetværk (ECN), og at de råder over egnede redskaber til at håndhæve konkurrencereglerne. Generelt har følgende proceduremæssige instrumenter vist sig at være formålstjenlige i praksis, når de anvender EU's kartel- og monopolregler:

  • Gruppefritagelser: en kategori af individuelle aftaler, som indholdsmæssigt ligner hinanden og typisk har tilsvarende virkninger på konkurrencen. Hvis det for en sådan kategori af aftaler kan forventes, at fritagelsesbestemmelserne i artikel 101, stk. 3, i TEUF normalt er opfyldt, er det muligt i form af en forordning at fritage den som gruppe fra forbuddet i artikel 101, stk. 1, i TEUF. Denne fremgangsmåde har til hensigt at aflaste Kommissionens administrative byrde.
  • Aftaler af ringe betydning: Visse aftaler, skønt de ikke opfylder betingelserne for fritagelse i henhold til artikel 101, stk. 3, i TEUF, betragtes ikke som overtrædelser, hvis de er af ringe betydning og ikke har mærkbar indflydelse på markedet (»de minimis«-princippet). Sådanne aftaler anses ofte for nyttige for samarbejdet mellem små og mellemstore virksomheder. »De minimis«-bekendtgørelsen blev i 2014 revideret (2014/C 291/01) for at tage højde for ændringer af en række gruppefritagelsesforordninger samt for den nyere retspraksis. Den vigtigste ændring er præciseringen af, at aftaler, der har til formål at begrænse konkurrencen, ikke kan anses for at være af ringe betydning.

Visse former for aftaler anses til enhver tid for at være konkurrencebegrænsende og derfor uden undtagelse for at være forbudte; dette gælder i første række prisfastsættelser og klausuler om territorial beskyttelse.

Forligsprocedurer i kartelsager: I henhold til forordning (EF) nr. 622/2008 er det muligt at fremskynde en procedure og afslutte den med en op til 10 % reduceret bøde, hvis de pågældende virksomheder støtter Kommissionen i dens arbejde og allerede på et tidligt trin i proceduren erkender, at de har deltaget i en konkurrencebegrænsende aftale. Denne procedure kan anvendes i tillæg til samarbejdsmeddelelsen (meddelelse 2006/C 298/11, senest ændret ved 2015/C 256/01).

Erstatningssøgsmål: For at forstærke den afskrækkende virkning af forbudte aftaler og for at forbedre forbrugerbeskyttelsen vedtoges i 2014 forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse bestemmelser om søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret (2014/104/EU). For kartelsager vil der først og fremmest blive tale om to konsekvenser: Ud over bøder skal der betales civilretlig skadeserstatning, og samarbejdsordningens effektivitet skal bevares. Kommissionen forventes i 2020 at udarbejde en rapport om anvendelsen af direktivet.

For så vidt angår vertikale begrænsninger i EU's konkurrencepolitik er Kommissionen i øjeblikket ved at forberede revisionen af og retningslinjerne for sin forordning nr. 330/210 om fritagelser for kategorier af vertikale aftaler. I denne forbindelse vil der blive lagt særlig vægt på at behandle spørgsmål vedrørende digital distribution.

B. Misbrug af en dominerende stilling på markedet (artikel 102 i TEUF)

Der er tale om en dominerende stilling, når »en virksomhed indtager en sådan stærk økonomisk stilling, at den har mulighed for at hindre, at der opretholdes effektiv konkurrence på det pågældende marked, idet den nævnte stilling giver virksomheden vide muligheder for uafhængig adfærd i forhold til konkurrenter, kunder og i sidste instans til forbrugerne« (Sag 27/76, United Brands). Ved vurderingen af, om der er tale om en dominerende stilling, tages der udgangspunkt i hele det indre marked eller en væsentlig del heraf. Hvor stor en del af det pågældende relevante marked, der tages i betragtning i en given sag, afhænger af faktorer såsom det pågældende produkts karakteristika og tilgængelighed samt af forbrugernes adfærd og vilje til at skifte til alternativer. I artikel 102 i TEUF angives en ikkeudtømmende liste med eksempler på misbrug.

Siden september 2016 har Kommissionen gennem samarbejdsproceduren også anvendt et instrument til fremskyndet løsning i forbindelse med tilsidesættelser af artikel 102 i TEUF.

C. Fusionskontrolprocedure

I henhold til forordning (EF) nr. 139/2004 skal fusioner, der hæmmer en effektiv konkurrence betydeligt inden for fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf, navnlig som følge af skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling, erklæres uforenelige med fællesmarkedet (artikel 2, stk. 3). Planlagte fusioner skal anmeldes til Kommissionen. Der iværksættes undersøgelser, hvis der erhverves kontrol med en anden virksomhed (artikel 3, stk. 1). Fusionen må ikke gennemføres, før Kommissionen har givet sin tilladelse (artikel 7). Der foretages ingen systematisk efterfølgende kontrol eller opløsning af virksomhedssammenslutninger.

Proceduren kan omfatte to faser. I reglen kan procedurerne afsluttes allerede efter første fase (25 arbejdsdage). Komplicerede sager undersøges grundigere i en anden fase (90 arbejdsdage). Til beslutninger om forenelighed kan der knyttes betingelser og påbud (artikel 8).

Kommissionen forelagde i 2014 hvidbogen: »En mere effektiv fusionskontrol i EU«, som har til formål at opnå en bedre sammenhæng mellem reglerne på EU-plan og på nationalt plan.

D. Forbuddet mod statsstøtte i artikel 107 i TEUF

Ved statsstøtte forstås alle ydelser, der tildeles direkte af medlemsstaterne, og som hidrører fra statsmidler. Det omfatter ikke alene tilskud, men også lån på gunstige vilkår, skatte- og afgiftsfritagelser, lånegarantier og endog offentlige myndigheders investeringer i virksomheder, såfremt dette resulterer i begunstigelse af visse virksomheder eller sektorer, som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne negativt.

Støtteforbuddet finder ikke anvendelse i de konkrete situationer, der er anført i artikel 107, stk. 2, i TEUF. Disse former for støtte er forenelige med det indre marked og automatisk tilladt. Når det gælder de i stk. 3 nævnte situationer, skal Kommissionen foretage en undersøgelse i hvert enkelt tilfælde. »De minimis«-princippet anvendes også i forbindelse med kontrol af statsstøtte, og siden 2008 har en generel gruppefritagelse (forordning (EF) nr. 800/2008), hvis anvendelsesområde blev udvidet i 2014, 2017 og i 2018, fundet anvendelse.

Som en følge af den økonomiske og finansielle krise har den såkaldte »bankmeddelelse« om statsstøttereglernes anvendelse på støtteforanstaltninger til fordel for banker i forbindelse med finanskrisen fundet anvendelse siden 1. august 2013 (EUT C 216 af 30.7.2013, s. 1) på retsgrundlaget artikel 107, stk. 3, litra b), i TEUF. Andre meddelelser vedrører rekapitaliseringen af finansielle institutioner, behandlingen af værdiforringede aktiver eller genoprettelsen af rentabiliteten og vurderingen af omstruktureringsforanstaltninger.

Formålet med støtten til bankerne er at fremme långivning og investeringer i bæredygtig vækst. Som led i moderniseringen af statsstøttereglerne fra 2012 blev adskillige bestemmelser revideret med henblik på i højere grad at fokusere på de tilfælde af statsstøtte, der indvirker kraftigst på det indre marked, samt på en stramning af proceduren. Efter oprettelsen af den fælles afviklingsmekanisme som bankunionens anden søjle skal bankstøtte vurderes inden for rammerne af bestemmelserne i bankmeddelelsen og direktiv 2014/59/EU om genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Den skattemæssige særbehandling af visse enkelte virksomheder i nogle medlemsstater er i en række afgørelser af Kommissionen blevet vurderet til at udgøre ulovlig statsstøtte, som skal kræves tilbagebetalt. Således besluttede Kommissionen i 2016, at Irland skulle inddrive 13 mia. EUR i skatter fra Apple. Afgørelsen blev anfægtet af såvel Apple som Irland og verserer i øjeblikket ved Domstolen.

E. Offentlige tjenesteydelser, tjenester af almen interesse og tjenester af almen økonomisk interesse

Artikel 14, andet punktum, i TEUF tillægger for første gang Den Europæiske Union en ikkeeksklusiv lovgivningskompetence. I henhold til den almindelige lovgivningsprocedure tildeles Europa-Parlamentet og Rådet rollen som ligeberettigede medlovgivere som fastsat i artikel 52 og 114 i TEUF. Artikel 14 i TEUF suppleres af protokol nr. 26, som endnu en gang under henvisning til artikel 14 i TEUF fremhæver betydningen af disse tjenesteydelser, deres mangfoldighed, de nationale, regionale og lokale myndigheders vide skønsbeføjelser samt princippet om universel adgang til disse tjenesteydelser. Artikel 36 i chartret om grundlæggende rettigheder tillægger artikel 14 i TEUF en særlig betydning. Også her anerkendes unionsborgernes adgang til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse med det formål at fremme social og territorial samhørighed i Unionen.

Den lovgivningsramme, der i dag gælder for offentlige tjenesteydelser, tjenesteydelser af almen interesse og tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, består af en afgørelse fra Kommissionen (EUT L 7 af 11.1.2012, s. 3) og to meddelelser (EUT C 8 af 11.1.2012, s. 14 og EUT C 8 af 11.1.2012, s. 15) samt direktiv 2006/111/EF.

Europa-Parlamentets rolle

Hvad angår konkurrenceretten, inddrages Parlamentet for det meste kun gennem høringsproceduren. Dermed er dets indflydelse begrænset i forhold til Kommissionens og Rådets indflydelse. Parlamentet har bl.a. i sine årlige beslutninger om Kommissionens årsberetning om konkurrencepolitikken allerede flere gange opfordret til, at den almindelige lovgivningsprocedure også blev udvidet til at omfatte konkurrenceretten.

Parlamentets vigtigste rolle er derfor at kontrollere den udøvende magt. Kommissæren med ansvar for konkurrence møder flere gange om året i Økonomi- og Valutaudvalget (ECON) for at redegøre for sin politik og drøfte afgørelser.

Den almindelige lovgivningsprocedure fandt anvendelse i forbindelse med ovennævnte direktiver om erstatningssøgsmål og om styrkelse af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder. I begge tilfælde deltog Parlamentet som den ene af den lovgivende myndigheds to parter (med ECON som korresponderende udvalg). Det var magtpåliggende for medlemmerne af Europa-Parlamentet, at forbrugerne fik fuldstændig skadeserstatning, og at det samtidig blev sikret, at der ikke forekom overkompensation. Til fordel for forbrugerne formåede medlemmerne af Europa-Parlamentet at sikre, at afgørelser truffet af nationale konkurrencemyndigheder skulle betragtes som »prima facie«-bevis for brud på konkurrenceretten. De understregede endvidere vigtigheden af, at konkurrencemyndighederne ville være i stand til at træffe foreløbige forholdsregler i konkurrencesager.

Virksomheder inden for den digitale økonomi og digitale tjenester, såsom f.eks. FinTech, udgør fortsat en udfordring. ECON-udvalgets arbejdsgruppe om konkurrencepolitik har allerede gennemført forskning og afholdt drøftelser om disse spørgsmål og har i sine årlige beslutninger om konkurrencepolitikken opfordret Kommissionen til at handle.

I løbet af den 8. valgperiode var der tre Særlige Udvalg om Afgørelser i Skattespørgsmål og Andre Foranstaltninger af Lignende Art eller med Lignende Virkning (TAXE 1, TAXE 2 og TAXE 3), der beskæftigede sig med spørgsmålet om foreneligheden af medlemsstaternes praksis i forbindelse med skatteafgørelser i forhold til statsstøttereglerne samt med spørgsmålet om, hvordan bestemmelserne om indbyrdes udveksling af oplysninger kan præciseres.

 

Stephanie Honnefelder