| Europa-Parlamentet har længe kæmpet hårdt for at forsvare og fremme menneskerettighederne, såvel i som uden for EU. EP-medlemmerne har været drivkraften bag den centrale stilling, menneskerettighederne i dag indtager i EU's udenrigspolitik.
Dialogerne om menneskerettigheder må ikke ende med at blive rene diskussionsklubber eller begrænse sig til at udveksle synspunkter om kulturelle og historiske forskelle. Så åbent og direkte udtaler Parlamentet sig i sin seneste beslutning om menneskerettighederne i verden i 2002. EP-medlemmerne har ofte opfordret Rådet og Kommissionen til at skærpe deres krav på dette område i den politiske dialog, og når der ydes bistand eller indgås aftaler med tredjelande.
En politik og dens midler
I årtier har EP-medlemmerne kæmpet for at placere fremme af menneskerettigheder og demokrati centalt i EU's udenrigspolitik. Dette krav fandt konkret udtryk i Maastricht- og Amsterdam-traktaten: disse to traktater skabte det nødvendige juridiske grundlag. Det er i øvrigt Parlamentet, der har fået optaget den budgetpost på EU's budget, der gør det muligt for EU at finansiere projekter på så forskellige områder som samfundslære, udvikling af uafhængige medier, forebyggelse af vold mod kvinder, uddannelse af politikorps...
Standardbestemmelse
Det er også på Parlamentets initiativ, at EU systematisk indsætter bestemmelser om menneskerettighederne i sine aftaler med tredjelande. Disse bestemmelser skal overholdes, for at aftalerne kan sættes i kraft, eller sagt med andre ord: en sådan aftale kan sættes ud af kraft midlertidigt, hvis tredjelandet krænker menneskerettighederne. Denne politik udviklede sig gradvis i løbet af 1990'erne og blev anvendt systematisk fra 1995. Sådanne bestemmelser er optaget i omkring 30 aftaler indgået før 1995 og ca. 20 derefter.
Men det er ikke tilstrækkeligt at proklamere disse principper og krav. De skal også anvendes i praksis. For EP-medlemmerne er det helt klart medlemsstaternes politiske vilje, der er afgørende for, om disse bestemmelser anvendes i praksis. Undertiden forhindrer medlemsstaternes særinteresser EU i at handle effektivt. For at begrænse denne manglende synkronisering mener Parlamentet, at disse bestemmelser skal ledsages af en nøje defineret gennemførelsesmekanisme, så det bliver muligt at opretholde presset på tredjelande. Parlamentet beklager også, at det ikke bliver taget mere med på råd, når der skal træffes afgørelse om at indlede konsultationer eller om suspension af bilaterale aftaler, fordi menneskerettighederne bliver overtrådt.
Parlamentet har dog et vigtigt våben: den samstemmende udtalelse, det skal afgive. Uden denne samstemmende udtalelse kan disse bilaterale aftaler ikke træde i kraft.. Uden ligefrem at nægte at afgive samstemmende udtalelse har Parlamentet lagt pres på tredjelande ved at trække tiden ud. Tag f.eks. aftalen med Syrien i 1993. Her tyder alt på, at en sådan pression var medvirkende til, at et stort antal syriske jøder fik lov til at udvandre. Ved at trække tiden ud bliver det også muligt at afholde høringer. Her indbyder man politiske beslutningstagere fra tredjelande for at få dem til at afklare og styrke deres politik på menneskerettighedsområdet. EP's samstemmende udtalelse er undertiden ledsaget af en beslutning, hvori det udtrykker disse krav. Under denne valgperiode skete det i forbindelse med associeringsaftalerne med Egypten , Libanon og Algeriet. En EP-delegation var taget til det sidstnævnte land for at undersøge situationen på stedet. I Pakistans tilfælde er aftalen lagt på is pga. den stadigt forværrede situation for menneskerettighederne i dette land.
Konstant overvågning
På hvert månedligt plenarmøde i Strasbourg har EP debatter om aktuelle spørgsmål, hvor det bl.a. behandler krænkelser af menneskerettighederne i verden og vedtager beslutninger om sådanne krænkelser. EP-medlemmerne er særlig opmærksomme på, om ytrings- og pressefriheden respekteres, om der afholdes reelt demokratiske valg, og om retsplejen er retfærdig. Talrige autoritære regimer har således fået det røde kort for vold eller trusler mod oppositionskræfterne, og deres kraftige reaktioner tyder på, at Parlamentets agtpågivenhed også er et nyttigt moralsk pressionsmiddel. EP-medlemmernes pression har ofte fået myndighederne i sådanne lande til at ændre deres holdning over for menneskerettighedsforkæmpere eller politiske modstandere, som f.eks. Ryad al-Turk i Syrien, Saad Eddine Ibrahim i Egypten og Hamma Hammami i Tunesien.
Parlamentet gør også hvert år status over menneskerettighederne i verden i form af en betænkning med tilhørende beslutning, der behandles på et plenarmøde. Heri gør EP opmærksom på uacceptable forhold og foreslår. hvilke specifikke aktioner EU kan gribe til for at styrke sin effektivitet og konsekvens på dette område. Den seneste af disse betænkninger - om menneskerettighederne i 2002 - blev behandlet på et plenarmøde i september 2003. Her understreger EP navnlig, at den religiøse intolerance truer freden i verden. Betænkningen om 2001 beskæftigede sig især med menneskehandel og terrorisme, mens den om 2000 lagde særlig vægt på ytringsfrihed og uafhængige medier.
Konkret indsats
Ud over disse månedlige debatter og årlige betænkninger har Parlamentet ofte opfordret til, at EU udsender observatører i forbindelse med valg i visse tredjelande, og det har ofte deltager i sådanne observatørkorps, ligesom EP-medlemmer har ledet dem. EP-medlemmerne mener dog, at man bør gå videre end punktobservationer ved valg, og opfordrer til opfølgende arbejde.
I de seneste år har Parlamentet krævet og støttet sanktioner (som våbenembargoer og midlertidig indstilling af EU-støtte) mod lande, der fortsat krænkede menneskerettighederne. Det gjaldt lande som Zimbabwe, Haiti, Liberia, Somalia, Den Demokratiske Republik Congo, Sierra Leone, Indonesien og Moldova. Som en konsekvens af denne holdning nægtede Parlamentet i 2002 to delegerede fra Zimbabwe adgang til et møde, Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU afholdt i EP's bygninger. De to var omfattet af et visaforbud. Dette førte til, at mødet simpelthen blev aflyst.
|
