| Associerings- og partnerskabsaftaler er rammen om forbindelserne mellem tredjelande og EU's medlemsstater. Når EU indgår aftaler med tredjelande, skal Parlamentet afgive samstemmende udtalelse, ellers kan aftalen hverken ratificeres eller træde i kraft.
Associeringsaftaler handler normalt om politisk dialog og økonomisk samarbejde mellem parterne, men ofte går de også ud på gradvis at oprette et frihandelsområde for bestemte industrivarer og landbrugsprodukter og samtidig fremme en bæredygtig udvikling. Aftalerne kan også indeholde bestemmelser om sikkerhed, fri bevægelighed for personer, ulovlig indvandring og bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Samarbejdet lettes på så forskellige områder som private investeringer, videnskabelige programmer og miljøbeskyttelse. Kulturel og social udveksling bidrager også til en mere bred dialog mellem borgerne i to geografiske områder.
Efter pres fra Parlamentet har disse aftaler i de seneste år systematisk indeholdt bestemmelser om menneskerettigheder, og de kan sættes midlertidigt ud af kraft ved overtrædelser. Tidligere har Parlamentet også med held brugt dette pressionsmiddel for at få visse tredjelande til at forpligte sig til at blive bedre til at respektere menneskerettighederne. I 1980'erne og 1990'erne forsinkede Parlamentet således indgåelsen af aftaler eller protokoller med lande som Israel, Tyrkiet, Syrien og Marokko.
Tættere forbindelser til landene omkring Middelhavet
I valgperioden 1999-2004 har Parlamentet godkendt flere associeringsaftaler mellem EU og en række Middelhavslande, såkaldte Euro-Middelhavsassocieringsaftaler, nemlig med Egypten (2001), Algeriet (2002) og Libanon (2003). De skal ses på baggrund af Barcelona-erklæringen fra 1995 om at skabe tættere forbindelser mellem EU og Middelhavslandene. Disse aftaler skal bidrage til fred og sikkerhed og fremme handelsforbindelser og den politiske dialog med regionen.
Europa-Parlamentet godkendte aftalen med Egypten efter mere end seks års forhandlinger mellem parterne. Aftalen dækker en lang række områder, der har direkte betydning for borgerne som uddannelse, videnskab og teknologi, miljø, industri, finansielle tjenesteydelser, landbrug og fiskeri, telekommunikation, energi, transport, turisme, hvidvaskning af penge, bekæmpelse af narkotika og kriminalitet og forbrugerbeskyttelse.
Der skulle fem års forhandlinger til, før associeringsaftalen med Algeriet kunne indgås. Et særligt aspekt ved denne aftale er, at der indføres et snævrere samarbejde om retlige og indre anliggender, der har meget konkret betydning for borgerne. Med hensyn til bevægeligheden for personer forpligter parterne sig til at forenkle og fremskynde procedurerne for udstedelse af visa. Samarbejdet går også på bekæmpelse af organiseret kriminalitet, hvidvaskning af penge, racisme og fremmedhad, narkotika, terrorisme og forebyggelse af ulovlig indvandring.
Parlamentet afgav sin samstemmende udtalelse om aftalen med Libanon efter syv års forhandlinger. Et væsentligt element i denne aftale er, at der over en tolvårig periode gradvis oprettes et frihandelsområde for landbrugsprodukter og industrivarer. Andre bestemmelser handler om etableringsret, konkurrence, kapitalbevægelser, beskyttelse af intellektuel ejendomsret og offentlige indkøbskontrakter.
En strategisk aftale for Latinamerika
I 2003 gav Parlamentet grønt lys for associeringsaftalen med Chile og godkendte dermed en egentlig strategisk associering mellem EU og Latinamerika, som det havde foreslået i en beslutning i 2001. Denne aftale hviler på tre søjler: politisk dialog, handel og samarbejde. De politiske aspekter går på udfordringerne fra globalisering, terrorbekæmpelse og respekt for menneskerettigheder. På handelsområdet sænker aftalen toldsatserne mere end det, der kræves af Verdenshandelsorganisationen, navnlig ved at liberalisere import af industrivarer og landbrugsprodukter fra Chile. Endelig drejer samarbejdet sig om at bekæmpe ulovlig indvandring og fattigdom og om miljøet.
|
