| Som optakt til den kommende udvidelse besluttede EU i 2001 at ajourføre direktivet om emballage og emballageaffald, der oprindelig blev vedtaget i 1994 - dette direktiv har til formål at undgå emballageaffald og fremme udnyttelsen af de råvarer, der findes i dette affald. Der blev opstillet nye ambitiøse genanvendelsesmål. Europa-Parlamentet ville have foretrukket at fremrykke gennemførelsesdatoen for disse nye mål, men havde i det mindste held til at sikre, at den reviderede lovgivning lægger større vægt på forebyggelse.
Emballageaffald tegner sig i dag for ca. 20% af vægten og 40% af rumfanget af det kommunale affald, der for størstedelens vedkommende ender på forbrændingsanstalter eller i deponeringsanlæg. En emballagepolitik, der begrænser mængden af affald, bidrager ikke blot til et renere miljø, men kan også styrke økonomien ved at mindske produktionsomkostningerne og endda fremme beskæftigelsen i nyttiggørelses- og genanvendelsesindustrien.
Det nye direktiv, der trådte i kraft i februar 1994, overlader det til medlemsstaterne at bestemme, hvordan de vil realisere de opstillede mål, og hvordan ansvaret skal fordeles mellem erhvervslivet og de offentlige myndigheder. De nye regler vil påvirke mange forskellige industrier, eftersom de fleste produkter er emballeret. De strengeste mål gælder for emballage, der indeholder stål, træ, glas, plastik eller papir.
Genanvendelse og nyttiggørelse
Genanvendelse og nyttiggørelse er to indbyrdes sammenhængende metoder til at behandle emballageaffald. I bred forstand betyder genanvendelse, at man oparbejder affald til det oprindelige eller et andet materiale (f.eks. papir til papir; papir til kompost).
Nyttiggørelse er genanvendelse kombineret med energiudnyttelse, f.eks. når man anvender affald som brændsel i cementovne.
Hvad angår genanvendelse, opererer de reviderede bestemmelser med en samlet målsætning, der er langt mere ambitiøs end 1994-direktivet - hver enkelt medlemsstat skal nu genanvende ikke bare 25%, men 55% af den samlede mængde emballageaffald senest den 31. december 2008. Og med den samme tidsfrist opstilles der minimumsmål for genanvendelse af bestemte materialer i dette affald, dvs. 60% for glas efter vægt, 60% for papir og pap, 50% for metaller, 22,5% for plastik og 15% for træ. Desuden skal medlemsstaterne sørge for at fremme produktion af emballage og andre produkter ved hjælp af materialer, der er udvundet af emballageaffald.
Hvad angår nyttiggørelse, ændrer det nye direktiv ikke ved det mindstemål, der blev fastsat i 1994-direktivet. Det betyder, at hver enkelt medlemsstat senest den 31. december 2008 skal nyttiggøre mindst 60% af sit emballageaffald efter vægt.
Den nye lovtekst præciserer imidlertid definitionen af begrebet "nyttiggørelse". Nyttiggørelse omfatter nu forbrænding af emballageaffald på forbrændingsanlæg med energiudnyttelsesfaciliteter, der udvinder og anvender den energi, der er et biprodukt ved forbrændingen. EF-Domstolen havde ellers tidligere fastslået, at forbrænding af affald ikke kunne medregnes under emballageaffaldsdirektivets nyttiggørelsesmål, men måtte betragtes som ren og skær bortskaffelse af affald, selv om der samtidig blev produceret energi.
For at undgå, at medlemsstaterne omgår reglerne ved at eksportere affald til lande uden for EU med lavere miljøstandarder, tilføjede Parlamentet en klausul om, at emballageaffald, som eksporteres fra EU, kun kan medregnes under de opstillede mål, hvis eksportøren kan bevise, at den anvendte form for nyttiggørelse eller genanvendelse opfylder krav, der stort set svarer til EU-lovgivningens krav.
Forebyggelse - emballageproducenternes nye grønne profil
Takket være Parlamentets indsats valgte man også ved revisionen af emballagedirektivet fortsat at fokusere på forebyggelse, som var et nøglebegreb i 1994-direktivet - i stedet for blot at opstille nye genanvendelsesmål, hvilket ellers var Kommissionens oprindelige hensigt. Parlamentet sikrede, at producenterne kommer til at påtage sig et større ansvar for at mindske emballagens miljøbelastning mest muligt.
EP-medlemmerne krævede desuden, at Kommissionen skulle aflægge rapport om direktivets konsekvenser senest i juni 2005. Rapporten skal undersøge, hvordan man kan forebygge produktion af emballageaffald på en enklere og mere effektiv måde, og samtidig skal der foretages en sammenligning af omkostninger og fordele ved genbrug kontra genanvendelse.
Hvad er emballage egentlig?
Der er blevet anlagt forskellige fortolkninger af 1994-direktivet i de forskellige medlemsstater, navnlig hvad angår definitionen af emballage. I den reviderede lovgivning foretages der derfor en mere præcis sondring mellem "emballage" og "ikke emballage" med illustrative eksempler. Konfektæsker og cellofan omkring et cd-omslag betragtes som emballage, hvorimod redskabskasser, teposer, voksskorper omkring ost, pølseskind og urtepotter, "der er beregnet til at rumme en plante i hele dennes liv" ikke har status som emballage. EP-medlemmerne sikrede sig et tilsagn om, at Kommissionen ville revidere listen med eksempler og navnlig interessere sig for, hvordan man klassificerer genstande som cd- og video-hylstre, urtepotter, toiletruller, klæbemærkater og indpakningspapir. Formålet var at skabe større klarhed over situationen for de pågældende industrier fremover.
Undtagelser
Den nye lovgivning gør det muligt at være fleksibel, hvad angår måldatoerne for nyttiggørelse og genanvendelse, fordi visse medlemsstater ville have svært ved at opfylde de opstillede mål på kort sigt. Grækenland med de mange øer, Irland med landdistrikter og bjergområder og Portugal, hvor emballageforbruget er meget lavt, har alle fået forlænget tidsfristerne for nyttiggørelse og genanvendelse frem til 2011, mens den oprindelige frist var 2008.
Endelig blev det - efter pres fra Parlamentets side - vedtaget, at de nye medlemsstater skulle have forlænget tidsfristerne, hvilket de også allerede havde anmodet om: 2012 for Cypern, Den Tjekkiske Republik, Estland, Ungarn, Litauen, Slovakiet og Slovenien, 2013 for Malta, 2014 for Polen og 2015 for Letland.
|
