Direkte adgang til overordnet navigation (Tryk på "Enter")
Adgang til sidens indhold (klik på "Indgang") (Tryk på "Enter")
NOT FOUND ! (Tryk på "Enter")

Perspektiver for nye teknologier inden for vedvarende energi

Energi 28-03-2011 - 17:55
 
 
Burbo Bank, offshore vindturbine ©www.flickr.com/danishwindindustryassociation   Burbo Bank, offshore vindturbine ©www.flickr.com/danishwindindustryassociation

Der blev set nærmere på flere forskellige teknologier, da medlemmerne af Parlamentets industriudvalg sidste tirsdag drøftede de vigtigste resultater af en ny undersøgelse om vedvarende energikilder.


EU´s klima- og energipakke fastslår, at 20 % af EU's energiforbrug i 2020 skal komme fra vedvarende energikilder. Ifølge Kommissionen kom 9 % af den samlede energi fra vedvarende energikilder i 2007, og Kommissionen forudser, at EU vil overgå målet og nå op på en samlet andel på 20,3 % i 2020.


En undersøgelse udarbejdet for industriudvalget ser nærmere på en række af de nye teknologier, der skal hjælpe til med at reducere Europas energiafhængighed. Vi har her lavet en lille oversigt over nogle af de teknologier, der ventes at komme til at spille en vigtig rolle for Europas energiforbrug de kommende år.


Offshore vindmølleparker (OWP) henviser til havbaserede vindmøllerparker, der producerer elektricitet. Vindhastigheden er typisk langt større til søs end på land, og de vandbaserede mølleparker er derfor i stand til at producere langt mere elektricitet. OWP har allerede nået den tidlige kommercialiseringsfase.


Koncentreret solenergi (CSP) er et system, der bruger spejle til at koncentrere sollys, eller solvarme, på et lille område. Elektriciteten produceres ved, at det koncentrerede lys omdannes til varme, der driver en varmemotor, som er tilsluttet en el-generator. Nogle eksperter mener, at op til 3 % af EU's elforbrug i 2020 vil blive produceret via CSP.


Bioenergi dannes ved forbrænding af biologisk dannet organisk materiale. Det omfatter biomasse, det biologiske materiale, der anvendes som biobrændstof. Undersøgelsen konkluderer, at bioenergi ikke har det samme potentiale som vind- eller solenergi.


Bølgeenergi er en energiudnyttelse af bølger i havet, som driver en el-generator. Bølgekraft har et potentiale, der overstiger det for vind - eller solenergi. I teorien kan bølgekraft dække hele klodens elektricitetsbehov, men det kræver dog en forsat udvikling af bølgekraftteknologien, der stadig befinder sig på et tidligt stadie.


Geotermisk energi er energi, der udvindes fra jordens indre. Energien skabes på grund af temperaturforskellen (den geotermiske gradient) mellem jordoverfladen og jordens indre. Den geotermiske gradient skaber kontinuerlig termisk energi i form af varme fra jordens indre. Der skal dog stadig investeres store mængder penge i forskning, før geotermiskbaseret el-produktion kan kommercialiseres.

Ref. : 20110324STO16429
 
 
 
20 % målsætningen vil...
 

spare 600-900 mio. t CO2-emissioner om året og bremse klimaændringstakten

 
 

reducere forbruget af fossilt brændsel med 200-300 mio. t pr. år, hvoraf det meste importeres og derved gøre energiforsyningerne mere sikre for Europas indbyggere

 
 

fremme højteknologiske industrier og skabe nye økonomiske muligheder og jobs

 
 

koste omkring 13-18 mia. EUR om året. Denne investering vil imidlertid presse prisen ned på vedvarende energiteknikker

 
 

Kilde: Kommission