Direkte adgang til overordnet navigation (Tryk på "Enter")
Adgang til sidens indhold (klik på "Indgang") (Tryk på "Enter")
NOT FOUND ! (Tryk på "Enter")

Den europæiske dag for databeskyttelse

Information 27-01-2012 - 12:03
 
 

Beskyttelse af personoplysninger har gennem længere tid været en mærkesag for Europa-Parlamentet. I forbindelse med SWIFT-lovgivningen var det et krav fra Parlamentets side, at der skulle være den rette balance mellem behovet for offentlig sikkerhed og privatlivets fred. Vi talte med Birgit Sippel (S&D, Tyskland) om, hvorfor vi brug for en reform af de eksisterende databeskyttelsesregler.


I anledning af lørdagens europæiske dag for databeskyttelse, har vi udvalgt nogle interessante tal fra sidste års Eurobarometer-undersøgelse om databeskyttelse og bedt den tyske MEP Birgit Sippel (S&D) - der er medlem af Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender - om at kommentere dem i lyset af Kommissionens forslag til en reform af de eksisterende regler.

Europa-Parlamentet støttede i en initiativbetænkning den 6. juli 2011 Kommissionens planer om at udarbejde ny lovgivning om databeskyttelse og en ny politik for behandling af personoplysninger i forbindelse med det grænseoverskridende politisamarbejde.

Både Kommissionen og Parlamentet mener, at "retten til at blive glemt" er en central rettighed, når det kommer til håndtering af personlige oplysninger.


74 % af europæerne ser afsløring af personlige oplysninger som et mere og mere normalt fænomen i det moderne liv...


Birgit Sippel: "Direktivet om databeskyttelse fra 1995, der i øjeblikket gælder, lever ikke længere op til den digitale tidsalders krav og bør derfor tilpasses. Vi har brug for regler, der sikrer et højt beskyttelsesniveau, uden unødigt at begrænse retten til menings- og informationsfrihed".

75 % af EU-borgerne tror, at de er i stand til at slette personlige oplysninger på en hjemmeside, når de ønsker det...


""Retten til at blive glemt" skal garanteres for alle EU-borgere, således at deres data slettes, når grundene til at gemme dem forsvinder. Det er derfor særlig vigtigt, at den pågældende altid ved af hvem, hvornår, til hvilket formål og for hvilken tidsperiode, hans eller hendes data opbevares, og hvordan disse data behandles. EU-borgernes ret "til at blive glemt" bør sikres ikke kun inden for men også uden for EU".


67 % af europæerne er ikke klar over eksistensen af en national offentlig myndighed med ansvar for at beskytte deres rettigheder, når det kommer til personlige data...


"Nationale databeskyttelsesmyndigheder er i øjeblikket underlagt meget forskellige regler, og de europæiske minimumsstandarder er ikke implementeret på samme måde. Parlamentet glæder sig derfor over Kommissionens forslag om at gøre de nationale databeskyttelsesmyndigheder stærkere. Vi er nødt til at øge bevidstheden om, hvordan man håndterer sine personoplysninger. Kun en harmoniseret europæisk retlig ramme kan tilbyde EU-borgerne beskyttelse mod misbrug af deres data".

Ref. : 20120120STO35905