Direkte adgang til overordnet navigation (Tryk på "Enter")
Adgang til sidens indhold (klik på "Indgang")
Direkte adgang til andre websteder (Tryk på "Enter")

Efter nøjsomhed kommer vækst: debat om den økonomiske krise

Økonomiske og monetære anliggender 18-04-2012 - 19:08
 
 

Det presserende behov for vækstfremmende foranstaltninger og bekæmpelse af arbejdsløshed i EU, herunder den rekordhøje ungdomsarbejdsløshed, var omdrejningspunktet for onsdagens debat med Kommissionens formand, José Manuel Barroso. Flere gruppeledere understregede den økonomiske krises sociale omkostninger og stillede spørgsmålstegn ved euroens overlevelse i dens nuværende form.


Kommissionens formand, José Manuel Barroso, fremlagde i sin tale to forslag, der skal bidrage til at skabe vækst i EU. Han opfordrede medlemsstaterne til at "bevæge sig fremad hurtigt og tage de nødvendige skridt". Det første forslag, den såkaldte beskæftigelsespakke, fokuserer på efterspørgselssiden af jobskabelsen og kommer med forslag til, hvordan medlemsstaterne kan fremme SMV´ers rekruttering af arbejdskraft ved at sænke skatten på arbejde eller ved at give mere støtte til etablering af nye virksomheder. Ifølge kommissionsformanden ligger det største jobskabelsespotentiale i den grønne økonomi og sundhedstjenester.

Det andet initiativ, der tager sigte på at støtte Grækenland, vil "indføre en række prioriterede tiltag fra beskæftigelse af unge til en skattereform, [hvilket] skal frigøre vækst og skabe arbejdspladser". Barroso understregede afslutningsvist vigtigheden af, at medlemsstaterne gennemfører de aftalte tiltag i forbindelse med bekæmpelsen af krisen.


Joseph Daul (EPP, Frankrig) sagde, at EU havde gjort et godt stykke arbejde med at stabilisere økonomien siden udbruddet af den finansielle krise. "Vi udstyrede os selv med forstærkede disciplineringsmekanismer, hvilket var nødvendigt" for at "genvinde troværdigheden". Daul understregede behovet for en "ny vækstlogik" med et stærkt fokus på små og mellemstore virksomheder. "Vi er nødt til at hjælpe dem, vi er nødt til at støtte dem, så bankerne kan finansiere dem" og skære ned på "bureaukratiet", som ifølge EPP- lederen koster den europæiske økonomi omkring 40 milliarder euro om året.

"Vi ser for meget nøjsomhed og for lidt sikkerhed", sagde lederen af S&D- gruppen Hannes Swoboda (Østrig), som insisterede på et større fokus på vækstskabelse. Han opfordrede til at give beskæftigelsespakken retskraft, da "vi stadig gør for lidt for [at bekæmpe] arbejdsløshed". For at "undgå isbjerget skal beskæftigelsen blive omsat til lov, erklæringer er ikke nok", sluttede Swoboda.


Guy Verhoftstadt (ALDE, Belgien) sagde, at på trods af indførelsen af økonomiske stramninger, massive opkøb af statsgæld og det "største haircut nogensinde"... "ved vi alle, at krisen ikke er forbi". Ifølge Verhoftstadt vil krisen kun kunne løses via en tostrenget strukturel tilgang, herunder lanceringen af projektobligationer og gensidiggørelse af gæld, som vil flytte byrden fra skatteyderne over til obligationsejerne. Han kritiserede også udbetalingen af valgstøttemidler til de to største partier i Grækenland.


Rebecca Harms (De Grønne, Tyskland) var skuffet over, at Den Europæiske Centralbanks direktør, Mario Draghi, ikke deltog i debatten, da hun gerne ville have udspurgt ham om centralbankens "bagslags-strategi" i løbet af de sidste to år. Hun kritiserede det faktum, at milliarder af euro er blevet brugt på at redde de europæiske banker, uden den store indvirkning på realøkonomien. Hun konkluderede, at ECB "ikke havde brugt pengene ordentligt".

Martin Callanan (ECR, UK) sagde: "Euroområdet står overfor de samme problemer som tidligere", og tiden er derfor inde til, at "eurolederne træffer en beslutning". "Grækenland skal have lov til at forlade euroområdet".


Nigel Farage (EFD, UK) var meget trist over fremtidsudsigterne. "Euroen er dømt", sagde han. "Ingen tror dig, når du siger, at hvis vi står sammen, vil vi løse krisen", sagde han til Barroso og tilføjede, at han håbede, at IMF vil stoppe med at overføre penge til EU.


Gabriele Zimmer (GUE/NGL, Tyskland) sagde, at markederne - ikke befolkningerne - bliver hjulpet. "Det var forkert kun at konsolidere økonomien og ignorere de almindelige menneskers liv. Det bør være den anden vej rundt". Henvendt til Barroso sagde hun: "Du skal sende folk til Grækenland og Portugal for at se, hvad der sker".

Ref. : 20120413STO42891