Direkte adgang til overordnet navigation (Tryk på "Enter")
Adgang til sidens indhold (klik på "Indgang")
Direkte adgang til andre websteder (Tryk på "Enter")

Martti Ahtisaari: EU har et stort potentiale som fredsmægler

Eksterne forbindelser 26-04-2012 - 10:48
 
 
Martti Ahtisaari   Martti Ahtisaari

Den Europæiske Union har et stort potentiale som fredsmægler i konflikter rundt om i verden og bør derfor styrke sin konfliktløsningskapacitet, sagde den tidligere finske præsident og modtager af Nobels fredspris Martti Ahtisaari, da han talte under en konference om regionale organisationers rolle i konfliktløsning i Europa-Parlamentet den 25. april. Vi fik mulighed for at stille ham et par spørgsmål.


Hvad er fordelen ved at inddrage regionale aktører som EU i fredsskabelsesaktiviteter?

EU har mere end nogen anden regional organisation kapaciteten til det. I vores udtalelser til konferencen anerkendte både Europa-Parlamentets formand Martin Schulz og jeg selv, at EU er et fredsprojekt. Vi har lært voldsomt meget af integrationsprocessen, og vi har opbygget en ekspertise, som giver os mulighed for at gå hen og tale med egyptere, libyere, tunesere og andre, fordi vi har været igennem lignende omdannelsesprocesser i vores egne samfund.

Hvordan kan EU hjælpe til med at sikre en mere effektiv mægling i krisesituationer?

For det første skal EU´s egen kapacitet styrkes. Man er nødt til at have den rette kapacitet, folk med den rette ekspertise og de rette værktøjer, så man kan handle hurtigt, som vi så det i Aceh-konflikten i Indonesien. Jeg lovpriser EU, fordi jeg så der, at unionen kan levere. Jeg kunne ikke have ønsket mig et bedre samarbejde mellem EU og ASEAN, det var et førsteklassessamarbejde. Vi kan bygge videre på det.

Ser du også en rolle for ikke-statslige organisationer i den fredsskabende proces?
 
Ja, jeg gør. I mange interne konflikter ønsker de implicerede regeringer ikke at internationalisere mæglingen. Det var det Indonesien sagde til os i 2004, da de kom for at møde mig. De vil hellere bruge en velkendt organisation med en dokumenteret track record.

Vi er nødt til at styrke de vigtigste ngo'ers kapacitet, så de kan være nyttige. EU kan yde støtte i den forbindelse.

Ahtisaari har været involveret i en række FN-opgaver og har blandt andet spillet en fremtrædende rolle i løsningen af konflikter i Namibia, Indonesien og Kosovo.

Ref. : 20120420STO43672