Parlamentet vil øge forbrugerrettighederne for køb på nettet og i fysiske butikker  

 
 

Del denne side: 

Parlamentet har stemt for nye regler, der skal fremme forbrugernes rettigheder, uanset om de shopper online eller i en fysisk butik. Se mere i vores video.

Parlamentet har godkendt to nye direktiver, der skal styrke forbrugerrettighederne ved at give kompensation, når en solgt vare indeholder en fejl og ved at harmonisere reglerne i alle medlemslandene, for at der er fair konkurrence for alle leverandører.

Digitalt indhold

Reglerne om kontrakter for leveringen af digitalt indhold skal ses som et svar på et behov, der er opstået med udviklingen af ny teknologi. I mange medlemslande er der ikke nogen klare regler for salg af digitalt indhold såsom apps, musik og spil. Derfor kan det være svært for forbrugerne at vide, hvad de kan gøre i tilfælde af, at der er noget galt med deres køb.

Digitale kontrakter vil komme ind under de nye regler, der vedrører abonnementer (f.eks. på en streamingtjeneste for musik) eller et engangskøb (f.eks. et spil til en smartphone). Forbrugeren er ikke kun beskyttet fra beløbet er betalt, men også hvis de "betaler" ved at oplyse personlig data, som ofte er tilfældet på sociale medier.

Forbrugeren vil få ret til en prisnedsættelse eller alle pengene retur inden for 14 dage, hvis problemet ikke er klaret inden for en rimelig tidsperiode.

Materielle varer

Hvis softwaren er indlejret i det produkt, der er købt, f.eks. i nye apparater som intelligente køleskabe, er køberen dækket af direktivet for salg af varer.

De nye regler vil gælde både for online- og offlinesalg af alle materielle varer i hele EU og har til formål at harmonisere standarden for forbrugerbeskyttelsen i medlemslandene. Ved at øge forbrugertilliden og give juridisk sikkerhed til virksomhederne, forventes direktivet at forbedre handlen på tværs af grænserne for mindre virksomheder.

De handlende i hele EU vil få to år til at henvende sig til leverandøren i tilfælde af en defekt vare, uanset om varen er en app eller en vaskemaskine.

Derudover forlænger reglerne den periode, forbrugeren forbliver fri for bevisbyrden. Det betyder, at hvis problemet opstår inden for et år fra leveringen, formodes den at have været der fra begyndelsen: køberen skal dermed ikke bevise, at et produkt, et digitalt indhold eller en tjenesteydelse havde en defekt.

Rådet godkendte direktiverne den 15. april. EU-landene har nu to år til at tilpasse sig reglerne.