Her er de nominerede til Sakharov-prisen 2018 

 
 

Del denne side: 

Se her hvem der er dette års nominerede til Parlamentets Sakharov-pris for tankefrihed.

Siden 1988 har Parlamentet uddelt Sakharov-prisen til individer og/eller organisationer, der forsvarer menneskerettigheder og grundlæggende friheder. Udenrigsudvalget, Udviklingsudvalget og underudvalget for Menneskerettigheder har den 27. september offentliggjort dette års nominerede til prisen. De er:


Oleg Sentsov, en ukrainsk filminstruktør, der er blevet idømt 20 års fængsel for at "planlægge terrorhandlinger" mod Ruslands “de facto” styring af Krim-halvøen. Amnesty International har beskrevet hans domsproces som værende “en uretfærdig rettergang i en militærdomstol”. Han er sidenhen blevet et symbol for 70 civile ukrainere, der er blevet ulovligt arrestered og idømt lange fængselsdomme af det russiske besættelsesstyre på Krim. Sentsov har været i sultestrejke siden maj i år. Han er nomineret af EPP.


NGO'er der beskytter menneskerettigheder og redder migranter, der forsøger at krydse Middelhavet. Siden 2015 har NGO'er fra hele EU iværksat sø- og redningsaktioner på Middelhavet for at forsøge at redde flygtninge, der forsøger at komme til Europas kyster. NGO'erne er: Boat Refugee Foundation, Jugend Rettet, Lifeline Rescue Boat, Læger Uden Grænser, MOAS, Proactiva Open Arms, PROEM-AID, Red Barnet, Sea Eye, Sea Watch og SOS Mediterranée. Nomineret af S&D og De Grønne/EFA.


Seyran Ates, en tysk advokat med tyrkisk baggrund, der kæmper imod politisk og religiøs ekstremisme og kvindeundertrykkelse. Hun stod bag etableringen af Ibn Rushd Goethe-moskéen i Berlin, hvor mænd og kvinder kan bede sammen og har modtaget utallige dødstrusler og modtager nu beskyttelse døgnet rundt. Hun er nomineret af ECR, Hans-Olaf Henkel og 40 andre MEP'er for hendes utrættelige “arbejde for at beskytte menneskerettigheder og hengivenhed til et moderne og åbent islam."


CAESAR er kodenavnet på en tidligere syrisk militærfotograf, der smuglede mere end 55,000 billeder ud af Syrien, der dokumenterer, hvad der er sket i borgerkrigen. Billedernes ægthed er blevet bekræftet af Human Rights Watch. CAESARs fotografier vil komme til at spille en vigtig rolle i de civile søgsmål mod de, der står bag de overgreb, der er dokumenteret. Nomineret af ALDE.


Nasser Zefzafi er lederen af Hirak, en social masseprotestsbevægelse i Rif-regionen i Morocco, der kæmper mod korruption, undertrykkelse og magtmisbrug og promoverer værdighed, lighed og social retfærdighed. Han blev arresteret i maj 2017 og idømt 20 års fængsel for at "konspirere mod statens sikkerhed". Siden 2016 har de marokkanske myndigheder fængslet mere end 2000 personer i forbindelse med Rif-demonstrationer og nogle, deriblandt mindreårige, har fået langvarige straffe. Nomineret af GUE, Kati Piri, Judith Sargentini, Marie-Christine Vergiat og 39 andre MEP'er for hans kamp “mod undertrykkelse og magtmisbrug.”


Dewayne Johnson vandt i år en skelsættende sag mod Monsanto. Han er den første person, der har hevet Monsanto i retten med beskyldninger om, at kemikalier solgt under pesticidmærket Roundup har givet ham kræft. Til sidst havde Dewayne Johnson kun to måneder tilbage at leve i, men han mødte alligevel op i retten og beskrev sine lidelser. Nomineret af EFDD for at være en inspiration “for de der er bange for at tage sager til domstolene og forsvare deres rettigheder”.

.

AfriForum er en NGO, der forsøger at passe på minoriteters rettigheder i Sydafrika med særligt fokus på afrikaanere. Organisationen forsøger at få national og international opmærksomhed på angreb på landbrugene, mord og ekspropriation af landbrugsland uden kompensation, hvilket truer ejendomsretten, fødekæden og fødevaresikkerhed. AfriForum mener, dette går ud over alle landmænd og landarbejdere uanset etnicitet. Nomineret af ENF.


Mary Wagner er en canadisk pro-livs aktivist, der er blevet fængslet af flere omgang og beskyldt for "forstyrrende virksomhed" ved en abortklinik i Toronto, hvor hun forsøgte at tale med kvinder ved indgangen og gav dem roser. Hun er nomineret af Marek Jurek og 41 andre MEP'er for hendes arbejde “for rettighederne for dem, der ikke kan forsvare sig selv.

Det er de politiske grupper eller grupper af minimum 40 MEP'er, der kan nominere personer og organisationer til Sakharov-prisen. Det er Udenrigs- og Udviklingsudvalget, der derefter skærer feltet ned til tre finalister. Formandskonferencen bestående af formanden for Europa-Parlamentet og de politiske gruppeledere udvælger derefter en vinder.

I 2017 gik prisen til den demokratiske opposition i Venezuela.

Næste skridt

9. oktober: Udenrigs- og Udviklingsudvalget stemmer om, hvem der skal være de tre finalister.

25. oktober: Formandskonferencen annoncerer vinderen.

12. december: Sakharov-prisoverrækkelsen i Strasbourg.