Næste uge i Strasbourg: Brexit, cybersikkerhed og Rusland 

 
 

Del denne side: 

Situationen for Brexit, cybersikkerhedstrusler og EU's forhold til Rusland er nogle af emnerne på dagsordenen for den kommende uge i Strasbourg.

Onsdag vil MEP'erne diskutere udfaldet af Brexit-afstemningen i Storbritanniens underhus d. 12. marts og dets konsekvenser.

Tirsdag stemmer Parlamentet om programmet for Det Europæiske Solidaritetskorps for 2021-2027, der skal gøre det lettere for alle at blive en del af korpset inklusiv personer med handicap, migrantbaggrund og personer, der bor i udkantsområder.

I løbet af ugen, der har et meget stort fokus på udenrigspolitikken, forventes MEP'erne også at råde EU til at gøre mere for at bekæmpe sikkerhedstruslerne ved Kinas større teknologiske indflydelse i EU. De vil også stemme tirsdag om EU's strategi for cybersikkerhed, der skal styrke EU på området bl.a. ved at forlænge mandatet for EU's Cybersikkerhedsmyndighed.

De vil ligeledes introducere økonomiske straffe for tværeuropæiske politiske partier og fonde, der bevidst overtræder databeskyttelseslove for bedre at beskytte de europæiske partier fra udenlandske aktører, der spreder misinformation og misbruger personlig data.

Rusland er på dagsordenen, når MEP'erne stemmer om en rapport, der siger, at EU skal overveje at indføre flere sanktioner, hvis Rusland fortsætter med at overtræde internationale love.

Torsdag vil Parlamentet beslutte, om det skal bakke op om at indlede nye handelsforhandlinger med USA. MEP'erne ventes at understrege, at forhandlingerne er i europæiske borgeres og virksomheders interesse, og at de vil kunne løsne spændinger i handelsforholdene til USA.

Slovakiets statsminister Peter Pellegrini vil præsentere sin vision for fremtidens EU i en debat med medlemmerne tirsdag. Det bliver den 18. debat i rækken.

Parlamentet vil onsdag vedtage den europæiske lov om tilgængelighed, der skal gøre vigtige produkter og tjenester som smartphones, billet- og hæveautomater mere tilgængelige for handicappede og ældre.